PORTRÆT: ”Der bor en mand i en pære”

PORTRÆT

”Der bor en mand i en pære”

Spildevandsteknisk Forening fylder 50 år. Hvad betyder længder? At det konstante går hånd i hånd med det udviklende? At det fornyende bliver omfavnet af det reaktionære? Jacob Andersen har været med i halvdelen af perioden; til næste år har han 25-års jubilæum og har desuden været formand i 15 år for Spildevandsteknisk Forening. Hans eksistens veksler mellem det bestandige og det nysgerrige.

”Porse er en af de ældste brugsplanter og brugen af den kan dateres tilbage til bronzealderen. Man fandt blandt andet porse i Egtvedpigens grav. Porse blev brugt i øllet, som krydderi og som et middel mod utøj. Porse er ikke altid en nem makker, den vil gerne havde rødderne i vand, men samtidig stå i fuldt sollys. Men hvis den får opfyldt sine behov, er den meget gavmild. Bladene er støvet grønne lidt som oliventræets, de er robuste og kan bruges forskelligt uden at miste aroma og lugt. Det er en fænomenal snapseurt, og det, som er mest fascinerende, er, at den kan høstes året rundt - bladene eller raklerne. Om foråret smager det på én måde, om efteråret en anden.”

Jacob Andersen har et indgående kendskab til porse, eller rettere til de planter, der er velegnet til snaps og gin. Og på vej ud ad døren bliver man fulgt på vej af gode tips og ideer til snapsebrygningen. Fortællingen om porse er også en fortælling om Jacob Andersen, eller rettere en allegori. Gavmild, nyttig, effektiv, men med krav til særlige livsbetingelser; kontakten til naturen er et must, og afstanden til sociale medier et krav.

Kærligheden til miljøet og naturen stammer tilbage fra barndommens land, tæt ved en plantage i Vendsyssel. Hjemmet var et nedlagt landbrug med får, heste og duer, og Jacob Andersens færden i den omliggende natur har fulgt ham op igennem årene: - Jeg er rundet af naturen og af den opfattelse, at den skal vi passe på. For at kunne trives er jeg nødt til at have luft, lys og stilhed omkring mig. I virkeligheden er jeg lidt af en enspænder, hvilket måske kan virke lidt mærkeligt, når man tænker på den funktion, jeg har i Spildevandsteknisk

Forening.

I 2008 blev Jacob Andersen valgt som formand for Spildevandsteknisk Forening. Han sad i bestyrelsen i et år for at snuse til arbejdet og udfordringerne, stillede op og blev valgt. - Da man begyndte at etablere rensningsanlæg i Danmark, var det før kommunalreformen i 1972. Det var det kommunale Park &

Vej, der fik opgaven. I foreningen spøger vi med, at den vejmand, der var mest træls, blev pålagt opgaven at styre lortefabrikken ved gærdet. Det var Kedelige Knud, der fik den.

Det er selvfølgelig ikke sandt, men der har nok alligevel været lidt om snakken. Dengang var der ikke noget knowhow eller forstand på driften af anlægget, og der var slet ikke noget forum for erfaringsudveksling.

Foreningen voksede egentlig ud af en kursusrække på Teknologisk Institut i København og Aarhus, hvor nogen foreslog, at man oprettede et forum for erfaringsudveksling. Det skulle dog primært være for praktikerne, eller som Jacob Andersen beskriver det: - For dem, der stod klokken sort om natten i regnvejr!

Ifølge formanden er erfaringsudveksling stadig omdrejningspunktet for foreningen, for der kommer nye krav og nye metoder til at løse opgaver, men erfaringen i det nye kommer først senere, og derfor er det til stadighed essentielt at kunne dele. - Det er samtidig vigtigt, at den viden og erfaring ikke blive delt på direktionsgangene, for så er der en tendens til, at den bliver udvandet og filtreret, inden den når de rette. Erfaring og viden skal deles af praktikere. Det har, det er, og det skal være foreningens virke. Foreningens formål er, at du aldrig skal føle, at du står alene med noget.

I dag har opgaverne dog udviklet sig og er blevet mere komplicerede, derfor arbejder foreningen målrettet mod at etablere flere fagspecifikke netværk. De moderne tider banker på og appellerer til nytænkning, en af dem værende de sociale medier, men lige på det punkt kører formanden ikke længere med. Han stod af på et stoppested et par årtier tidligere. - Brugen af sociale medier har INTET med mig at gøre. Jeg fatter det ikke, jeg kan godt se behovet og brugen af det som et værktøj, men jeg er nok den fodslæbende i den henseende.

Vi vender lige tilbage til porse og dens livsbetingelser:

”Den vokser naturligt i moser og fugtige enge, og her har man samlet blade og rakler til eget forbrug. Men den slags områder bliver der jo færre og færre af, og det har måske også gjort, at porsen nu findes på de fleste planteskoler. Den er fin som bunddække, men skal placeres i surbundsbedet. Rødderne skal helst stå i fugtig jord hele tiden, og den bryder sig absolut ikke om at tørre ud. Resten af planten vil til gengæld gerne stå i fuld sol, og disse to krav gør det lidt vanskeligt at finde en ideel placering. Hvis altså ikke du lige har et stykke eng i baghaven.”

”Gid jeg havde en gravko”

Jacob Andersens vej ind i spildevandsbranchen er, som han selv udtrykker det ”en krydsning af tilfældigheder”. Han er oprindeligt uddannet maskinmester fra Frederikshavn, selvom det egentlig var interessen for natur og miljø, der bankede på hoveddøren. Men valget faldt alligevel på maskinmesteruddannelse, fordi det var en passende kombination af praksis og teori. Havet trak og efter at have sejlet et par år, etablerede Jacob Andersen sig med konen. Hun kom ind på medicinstudiet i Aarhus, og han startede på en fabrik. - Jeg arbejdede på skiftehold og havde derfor en masse tid til overs. Min kone var travlt optaget af sit studie, og jeg fandt mig selv gående i ujævne cirkler og tænkte over, hvad jeg skulle finde på.

Jacob Andersen valgte at læse biologi, men stoppede studierne, da det passede med, at konen skulle i turnus, og sammen valgte de at flytte til Nordjylland. Og der blev han. Til januar næste år er det 25 år siden, at han blev ansat som driftsleder på det kommunale renseanlæg i Hjørring. - Siden jeg startede, har der ikke været to ens dage. Det er ikke alt, der var været udviklende, men det har været bestandigt forandrende undervejs. Og det passer mig enormt godt, og det er det, jeg er fanget af. I min optik bliver det mere og mere tydeligt, at der ikke er nogen forskel på menneskers sundhed og på naturens sundhed. Og hvis vi ødelægger naturen, vil det i sidste ende ødelægge os.

Det er primært tankerne om folkesundheden, der har fastholdt Jacob Andersen så længe i branchen. Han mener ikke selv, at han er en dygtig tekniker, og de enkelte små detaljer plager ham ikke. Derimod er det de store sammenhænge, der for ham gør det hele interessant; det at kunne se en helhed, det at kunne påvirke en helhed.

”Åge Emanuel Ordklog blev vred og gal på sin ordbog”

”En anden plante, som er yderst velegnet til at lave snaps på, er slåen. Slåenbusken har stive tætsiddende grene med tynde kviste besat med lange torne. Slåen vokser som et enkeltstående individ i skovbryn og hegn.”

Når Jacob Andersen skal lade op og puste ud, sker det som regel i familiens sommerhus. Der er ro, natur og oplevelser, alene. - Jeg vandrer ud i naturen med en kikkert om halsen for at se på fugle, det bruger jeg en del tid på. Men du kommer aldrig til at se mig glo på fugle i flok med andre ornitologer. Jeg er altid alene. I aftes gik jeg en tur hen over solnedgangstid og en god time derefter, og jeg fik et kick ud af at stå lænet op ad et egetræ og lytte til to ugler, der diskuterede, hvem der bestemte i skoven.

Jacob Andersens tre børn legede på et tidspunkt med tanken om at melde farmand til DR’s program ”Alene i Vildmarken”, men som de efterfølgende konkluderede, ville det blive en elendig udsendelse, da Jacob Andersen højst sandsynligt som det første ville slukke for kameraet og blot nyde stilheden. En ud af flere af Jacob Andersens aversioner er reality-tv, og han indrømmer blankt, at han i virkeligheden er et meget reaktionært menneske: - Jeg nægter at følge trends eller læse det populære. Eksempelvis har jeg aldrig læst en bog Jussi Adler Olsen, for når nogen udråber noget til at være fantastisk, så stejler jeg. I familien har vi et begreb, vi kalder ”Bilka-itis”. Det lider jeg af, hvis jeg bliver placeret midt i et storcenter i julehandlen. Eller hvis jeg fik valget mellem at blive inviteret gratis i Faarup Sommerland eller betale andre for at tage min plads, vil jeg hellere det sidste. Du får mig heller ikke ind som tilskuer til en håndboldkamp, hvor flokken skriger ensartet.

Jacob Andersen beskriver sig selv som sprogfascist, og han bliver voldsomt irriteret, hvis sproget er upræcist, men elsker til gengæld billedsprog. - Jeg tror ikke, at folk forventer, at en mand, der interesserer sig mere for pumper, end for mennesker, holder så meget af ord. Og digte.

Eller som Martin Strid, en forfatter som har været obligatorisk for Jacob Andersens børn at læse, skrev det i sin bog ”Min mormors gebis”:

”Der bor en mand i en pære Det er bedst at lade ham være Han lever af græs Han har brændt sin madras Mænd i pærer er tit lidt sære.

Der bor en mand i en nød Han er faktisk meget sød”