Coping med parkinson: ”Jeg har fået meget ud af min tilværelse, selv om min sygdom påvirker mig meget”

Jeg har fået meget ud af min tilværelse, selv om min sygdom påvirker mig meget

Henrik Hansen bor en stor del af året alene i de svenske skove. Der er tre kilometer til nærmeste nabo og 15 km til butikker. Bil har han ikke mere, men selv om han har haft parkinson i 11 år, trives han glimrende. I Trine Hørmann Thomsens afhandling kaldes hans strategi for ’den tilpassende type’.

Tekst: Marie Louise Kjølbye Foto: Privat

Den 22. april fyldte Henrik Hansen 75 år. En stor del af året bor han alene i sit svenske hus i Småland, vest for Ljungby. Seks uger ad gangen kan han opholde sig i huset med sin parkinson. Medicin til seks uger, og de køleelementer, der hører med, vejer i alt 10 kg. Så der går grænsen, når han også har anden bagage, han skal have med, og han helst kun vil bære 20 kg.

Bil har han ikke længere, men kører med tog fra Roskilde til Älmhult, som ligger 50 km fra hans hus. Her bliver han hentet af en svensk nabo. I Roskilde har han en etværelses lejlighed med udsigt over domkirken og Roskilde Fjord.

Huset i Sverige er fra 1850. Selv har Henrik Hansen haft det i 30 år, og han elsker at være der. ”Det ligger ude i skoven, og der er altid noget at lave – et bræt, der skal sømmes fast eller noget, der skal males,” forklarer han om sin ’træning’ for sin parkinson. ”Hjemme i Roskilde går jeg til fys og sådan noget. Men her fiser jeg rundt, for der er altid noget at lave.”

Parkinson i 11 år Henrik Hansen har haft parkinson i 11 år. I de senere år har han haft en Lecigon-pumpe med en sonde, der sørger for, at han får parkinsonmedicinen kontinuerligt. Medicinen er flydende og skal holdes på køl. Han skal selv rense pumpen, men er der problemer, ringer han efter hjælp hos en supportsygeplejerske i

Danmark eller Sverige, som er tilknyttet Roskilde Sygehus. To gange har han her i Sverige haft besøg af sundhedspersonale, der kom kørende den lange vej fra Lund.

”Jeg føler mig privilegeret, faktisk. Det offentlige sundhedssystem har været en utrolig støtte. Jeg har fået forbavsende meget ud af min tilværelse, selv om min sygdom påvirker mig meget.”

Henrik Hansen – her med terrængående røde knæstrømper – har forsket i honningbier i hele sit erhvervsaktive liv. Han har samtidig drevet hobbybiavl i både Danmark og Sverige. For et par år siden magtede han det desværre ikke det mere og tog det sidste stik, men spiser fortsat honning med glæde.

Henrik Hansen bor det meste af tiden i Småland, Sverige, i sit hus fra 1850. Selv har han haft det i 30 år, og han elsker at være der.

Elsker naturen Henrik Hansen er uddannet agronom og i sit arbejdsliv har han forsket i honningbier. En stor del af livet er også gået med undervisning og formidling af sygdomme hos bier, og han elsker radioens naturprogrammer. Indtil for fem år siden holdt han selv bier. ”Så magtede jeg det ikke mere, desværre.”

Men sin egen parkinson forsker han ikke i. ”Jeg kører mit eget løb, jeg har det godt og kan mange ting. Der er også ca. fire dage om måneden, hvor jeg har det dårligt. Jeg får kvalme og hovedpine og magter næsten ikke at stå op. Men så går det over igen.”