PÅ KANTEN AF
KAOS
Speciale i Kommunikation foråret 2010 Mette Julie Lindhardtsen Stine Mølgaard Sørensen Vejleder: Jørgen Lerche Nielsen
Dette er en redigeret udgave
ABSTRACT This master thesis examines how a focus on social interaction can be useful when dealing with project management under nonlinear conditions. It explores the general discrepancies between planning and L_LJ\[PUN WYVQLJ[Z HUK P[ PZ HSZV HU PUX\PY` HZ [V ^O` KLHKSPULZ HUK NVHSZ HYL ZV KPMÄJ\S[ [V YLHJO Another issue that this study addresses is the resource-based view of knowledge. It challenges the resource-based view of knowledge by discussing Ralph D. Staceys approach to knowledge. Stacey argues that knowledge is a phenomenon, which emerges from interaction between humans in the living present. This approach deals with the way social interaction contributes to the creation of knowledge and the evolving of projects. ;V \UKLYZ[HUK OV^ WYVQLJ[ THUHNLTLU[ PZ PUÅ\LUJLK I` ZVJPHS PU[LYHJ[PVU [^V KPMMLYLU[ VYNHUPaH[PVUZ have been examined by using qualitative case studies and an abductive research methodology. Six interviews were conducted with two project teams consisting of both leaders and members. The obtained empirical data shows different situations where a focus on the social interaction is needed. The closing analysis of this thesis discusses which competences are useful when focusing on the social interaction. The conclusion indicates that focusing on social interaction when dealing with project management under nonlinear conditions can be effective in order to understand how knowledge arises and how WYVQLJ[Z L]VS]L H[ ¸[OL LKNL VM JOHVZ¹ ;OL THPU ÄUKPUNZ VM [OPZ [OLZPZ HYL YLÅLJ[PVUZ VU NLZ[\YL YLZWVUZL WH[[LYUZ HUK [OL YLPÄLK Z`TIVSZ ;OL [OLZPZ HSZV KLTVUZ[YH[LZ OV^ H ^PSSPUNULZZ [V PUJS\KL and discuss contradicting opinions and an ability to combine previous experiences with potential new PKLHZ ^V\SK IL ILULÄJPHS [V WYVQLJ[ THUHNLTLU[ 0U KVPUN ZV [OL WYVQLJ[ ^PSS [HRL WSHJL H[ ¸[OL LKNL VM chaos”, creating knowledge and evolving projects.
I afhandlingen er reglerne for det grammatiske komma anvendt. Specialet udgør i alt 193.268 trykenheder.
FORORD Nærværende kandidatafhandling er udarbejdet som afsluttende projekt på cand.comm. studiet ved Roskilde Universitet. Afhandlingen er påbegyndt i efteråret 2009 og afsluttet i foråret 2010, og er kulminationen på fem års studier. Bag afhandlingen ligger en tidskrævende og intens proces, som for os begge har været en erkendelsesrejse, der har medført både personlige og faglige udfordringer og udvikling. Vores vandring i erkendelsens univers ville ikke have været mulig for os at foretage alene, hvorfor vi ønsker at takke følgende personer for deres provokation, inspiration og hjælp på rejsen: En stor tak skal lyde til vores vejleder Jørgen Lerche Nielsen. Tak for yderst inspirerende samtaler, din intellektuelle gavmildhed og din evne til at se, hvad vi mener, før det er gået op for os selv. Det har været en stor fornøjelse. Tak til Sanne Rossen for analytiske kommentarer, og gennemlæsning af afhandlingen, til Jeppe Kuld for NYHÄZR PUZWPYH[PVU VN HZZPZ[HUJL ;HR [PS +. 4LKPH MVY ZWLJPHSLWSHKZ VN KLQSPN MYVRVZ[ ;PS ZPKZ[ LU Z[VY [HR til Bente Halkier og Sanne Knudsen for et velstruktureret og yderst inspirerende specialekursus! En speciel tak skal endvidere lyde til de personer, vi har interviewet i forbindelse med afhandlingen. Tak for jeres tid og tanker.
Mette Julie Lindhardtsen Stine Mølgaard Sørensen
5
Indholdsfortegnelse FORORD ....................................................................................................................................5 KAPITEL 1 INDLEDNING OG PROBLEMSTILLING ..................................................................9
3”:,=,13,+505.  ...........................................................................................................10
05+3,+505. Â ....................................................................................................................10
4g3.9<77, Â ............................................................................................................11
796)3,4-,3; Â ................................................................................................................11
796)3,4-694<3,905. Â ...............................................................................................12
-69:2505.::7Â&#x2022;9.:4g3..........................................................................................12
),.9,):(-23(905. Â ..................................................................................................12
KAPITEL 2 METODE..................................................................................................................15
05+3,+505. Â ....................................................................................................................16
=0+,5:2():;,69,;0:2 <+.(5.:7<52; Â ..................................................................16
Â
2.3 Â CASESTUDIER Â .................................................................................................................17
79(2:0:-,3; Â ...........................................................................................................18
79Â&#x201D;:,5;(;065 (- *(:,: Â .....................................................................................18
05;,9=0,>.<0+, Â .....................................................................................................19
265:;9<2;065 (- 05;,9=0,>.<0+, Â ...................................................................20
=69,: 9633, :64 -69:2,9, Â .....................................................................................21
()+<2;065 Â .....................................................................................................................21
;03)(., ;03 -,3;,; Â .................................................................................................22
4,505.:265+,5:,905. Â ......................................................................................22
(5(3@:,:;9(;,.0:2, 6=,9=,1,3:,9 Â .......................................................................23
-9,4.(5.:4g+, -69 (5(3@:,5 Â .......................................................................23
(-.9Â&#x201D;5:505. Â ...............................................................................................................23
KAPITEL 3 SOCIAL INTERAKTION OG VIDENSDANNELSE ...................................................25
05+3,+505. Â ....................................................................................................................26
5Â&#x2022;.3,5 ;03 -9,4;0+,5 Â ................................................................................................26
=0+,5 :64 9,::6<9*, Â ...............................................................................................27
=0+,5:+,305...........................................................................................................27
26473,2:, 9,:765:0=, 796*,::,9 Â .......................................................................28
4,55,:2,; 0 69.(50:(;065,5 Â ...........................................................................28 Â
6
;,3,636.0,9 Â ......................................................................................................................29
9(;065(30:;0:2, -694(;0=, 6. ;9(5:-694(;0=, ;,3,636.0,9 Â .................30
:@4)63,9 Â ......................................................................................................................31
796;6:@4)63,9 Â ..................................................................................................31
:0.50-02(5;, :@4)63,9 Â ......................................................................................32
9,0-0,9,+, :@4)63,9 Â ..........................................................................................32
;,690 6. 79(2:0: Â .........................................................................................................33
67:(4305. Â ....................................................................................................................34
KAPITEL 4: ANALYSE 1. DEL ....................................................................................................35
05+3,+505. Â ....................................................................................................................36
565305,Â&#x201D;9, =032g9 Â ....................................................................................................36
-9( ( ;03 ) Â ..............................................................................................................36
-9( ( ;03 & Â ...............................................................................................................37
565305,(90;,; 0 =69,: *(:,: Â ...................................................................................38
Â
 4.3.1  TID  ............................................................................................................................38
Â
 4.3.2  RUM..........................................................................................................................40
67:(4305. Â ....................................................................................................................42
7961,2;69.(50:,905. Â ...............................................................................................42
-3@.;0., 9,3(;065,9 Â ...........................................................................................43
7961,2;:;@905.:=Â&#x201D;92;Â&#x2022;1,9 6. -69(5+,930./,+ Â .....................................43
67:(4305. Â ....................................................................................................................44
26473,2:0;,;:4(;90? Â ................................................................................................45
:022,9/,+ 6. ,50./,+ Â .......................................................................................46
),=Â&#x201D;.,3:,5 4,33,4 A65,95, Â .........................................................................46
A65, ¶ 9(;065,33, ),:3<;505.,9  .................................................................47
A65, ¶ +,5 7630;0:2, :0+, (- 796*,::,5  ....................................................48
A65, ¶ =0:065 6. 40::065  ................................................................................49
A65, ¶ 7g 2(5;,5 (- 2(6:  ..............................................................................50
A65, 2(6: 6. (5(920 Â ....................................................................................51
67:(4305. Â ....................................................................................................................52
KAPITEL 5 ANALYSE 2. DEL .....................................................................................................53
05+3,+505. Â ....................................................................................................................54
),=0+:;/,+,5 64 :(4(9),1+,; Â ..............................................................................54
4(.; Â .......................................................................................................................55
2=(30-0*,9,; +,3;(.,3:, Â ...........................................................................................57
2644<502(;0=, 2647,;,5*,9 Â .................................................................................57
(; <5+9, :0. Â ..........................................................................................................58
Â
 5.4.2  SAMTALER  ...............................................................................................................59
40:-69:;g,3:,9 Â ...................................................................................................60
7
05++9(.,3:,5 (- (9;,-(2;,9 Â .......................................................................................61
+,; -@:0:2, 4Â&#x2022;+, Â .................................................................................................62
67:(4305. Â ....................................................................................................................62
KAPITEL 6 KONKLUSION .........................................................................................................65
05+3,+505. Â ....................................................................................................................66
-62<: 7g :6*0(3 05;,9(2;065..................................................................................66
<+=02305. (- 7961,2;,9 Â ...........................................................................................66
+(55,3:,5 (- =0+,5 Â ...................................................................................................67
7g 2(5;,5 (- 2(6: Â .....................................................................................................67
KAPITEL 7 AFSLUTTENDE BEMÃ&#x2020;RKNINGER ........................................................................69
9,-3,2:065,9 6=,9 =69,: =0+,5:796+<2;065 Â ....................................................70
KAPITEL 8 LITTERATUR ...........................................................................................................71 KAPITEL 9 BILAG ......................................................................................................................77
8
KAPITEL
INDLEDNING OG PROBLEMSTILLING
”
1
Vi tror derfor, at det er nødvendigt at rette opmærksomheden mod de vilkår som projekter praktiseres under, og ikke mindst kigge nærmere på de reflekterende mennesker, der tager del i projekterne.
9
1.1  LĂ&#x2020;SEVEJLEDNING I  specialet  udgør  hvert  kapitel  en  lille  del  af  en  større  helhed.  Derfor  vil  vi  gerne  opfordre  lĂŚseren  til  at  starte  med  at  lĂŚse  konklusionen,  da  denne  netop  udgør  en  vĂŚsentlig  del  af  specialets  delhelhedsorientering.  Selvom  vi  tilstrĂŚber  et  holistisk  billede,  er  vi  nødt  til  at  dele  specialet  op  i  kapitler  og  afsnit,  men  dette  tjener  udelukkende  et  formidlende  og  pĂŚdagogisk  formĂĽl,  og  derfor  har  vi  valgt  at  strukturere  vores  speciale  pĂĽ  følgende  mĂĽde:   Kapitel 1 Âś WY¤ZLU[LYLY KLU \UKYLU ZVT SPNNLY [PS NY\UK MVY WYVISLTMVYT\SLYPUNLU ZHT[ ZLS]L ]VYLZ problemformulering.  Denne  tager  sit  udspring  inden  for  rammerne  af  social  interaktion,  projektudvikling  og  vidensdannelse  under  nonlineĂŚre  vilkĂĽr. Kapitel 2 Âś PUKLOVSKLY YLĂ&#x2026;LRZPVULY V]LY ]VYLZ TL[VKPZRL ]HSN VN MYLTNHUNZTL[VKLY VN RHWP[SL[ ]PS endvidere  prĂŚsentere  afhandlingens  analysestrategiske  opbygning. Kapitel 3 -  danner  rammen  om  afhandlingens  teoriafsnit,  hvor  vi  prĂŚsenterer  vores  vidensanskuelse  og  ser  nĂŚrmere  pĂĽ  viden  som  et  fĂŚnomen,  der  skabes  i  den  sociale  interaktion. Kapitel 4 Âś LY ZWLJPHSL[Z MÂĽYZ[L HUHS`ZLKLS ZVT P RYHM[ HM ]VYLZ LTWPYPZRL Z[\KPLY Z¤[[LY MVR\Z Wr UVUSPUL¤YL ]PSRrY VN WYVQLR[VYNHUPZLYPUN P WYHRZPZ /LY PKLU[PĂ&#x201E;JLYLY ]P Ă&#x201E;YL VTYrKLY ZVT ]P TLULY H[ KLY bør  fokuseres  pĂĽ  i  den  sociale  interaktion  i  forhold  til  udviklingen  af  projekter.  Kapitel 5 Âś \KMVSKLY HMOHUKSPUNLUZ HUKLU HUHS`ZLKLS ZVT KPZR\[LYLY O]VYKHU L[ MVR\Z Wr KL Ă&#x201E;YL VTYrKLY HM KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU ]P PKLU[PĂ&#x201E;JLYLKL P RHWP[LS RHU \K]PRSL WYVQLR[LY VN ]P[HSPZLYL dannelsen  af  viden  under  nonlineĂŚre  vilkĂĽr. Kapitel 6  -  udgør  afhandlingens  konklusion  og  dermed  svaret  pĂĽ  problemformuleringen. Kapitel 7 WY¤ZLU[LYLY ]VYLZ YLĂ&#x2026;LRZPVULY V]LY ]VYLZ [PS]LQLIYHN[L RVURS\ZPVULY
1.2  INDLEDNING Da  vi  i  sommeren  2009  begyndte  at  diskutere  emnet  for  nĂŚrvĂŚrende  speciale,  var  et  gennemgĂĽende  tema  i  vores  samtaler,  at  projekter  altid  Ìndrer  sig  undervejs,  og  derfor  sjĂŚldent  forløber  som  planlagt.  Denne  problematik  er  ikke  kun  kendetegnende  for  vores  projekter  pĂĽ  RUC.  NĂĽr  vi  talte  med  projektdeltagere  fra  bĂĽde  store  og  smĂĽ  -  private  sĂĽvel  som  offentlige  -  organisationer,  kunne  de  alle  nikke  genkendende  til,  at  der  altid  opstĂĽr  uforudsigeligheder,  som  resulterer  i  en  evaluering  og  genforhandling  af  de  foreløbige  planer.  Vi  undrede  os  derfor  over,  om  der  var  en  diskrepans  mellem  planlĂŚgningen  og  udførelse,  eller  om  der  lĂĽ  andre  faktorer  til  grund  for,  at  projekter  bare  aldrig  forløber  som  planlagt  -  ej  heller  dette  speciale.  I  vores  søgen  efter  svar  stødte  vi  pĂĽ  den  amerikanske  teoretiker  Ralph  D.  Stacey,  som  introducerede  os  til  en  ny  TrKL H[ HUZR\L ]PKLU Wr" ]PKLU ZVT L[ Ă&#x2026;`N[PN[ M¤UVTLU KLY ZRHILZ NLUULT ZVJPHS PU[LYHR[PVU At  specialet  handler  om  viden,  kommunikation  og  udvikling  af  projekter  ligger  i  en  naturlig  forlĂŚngelse  af  vores  tid  pĂĽ  RUC.  Vi  har  begge  en  baggrund  fra  den  Samfundsvidenskabelige  Basisuddannelse,  men  valgte  efterfølgende  to  forskellige  overbygningsfag  foruden  Kommunikation.  Stine  har  sĂĽledes  lĂŚst  Virksomhedsstudier  og  har  beskĂŚftiget  sig  med  ledelse  og  organisering.  Mette  derimod  har  lĂŚst  7¤KHNVNPR <KKHUULSZLZZ[\KPLY TLK MVR\Z Wr ]PKLU VN S¤YPUN KL[[L PZ¤Y P HYILQKZSP]L[ 6]LUZ[rLUKL OHY
10
været med til at præge og inspirere os. Undervejs er vi trods forskellige fagretninger, projekter og erfaringer gentagne gange stødt på fænomenet viden. Et fænomen, der er centralt og allestedsnærværende, men ZHT[PKPN NLUZ[HUK MVY TLNLU MVY[VSRUPUN VN YLÅLRZPVU -VY VZ OHY KL[ OHUKSL[ VT O]VYKHU KLY ZRHILZ RVUZLUZ\Z VT KLÄULYPUN HM ]PKLU& /]VYKHU [PSLNULY ]P VZ VN QVUNSLYLY TLK ]PKLU& 6N O]VYKHU VWUrZ KLY MVYZ[rLSZL MVY ZW¤UKPUNZMLS[L[ TLSSLT HIZ[YHR[ VN HSTLU[ N`SKPN ]PKLU& +L[[L LY PRRL HS[ ZHTTLU UVNL[ ]P P det følgende vil favne. Men der har ikke været tvivl om, at viden skulle være omdrejningspunktet for vores afhandling.
1.2.1 MÅLGRUPPE 0 U¤Y]¤YLUKL ZWLJPHSL KLÄULYLY ]P TrSNY\WWLU ZVT HRHKLTPRLYL PUKLU MVY ZHTM\UKZ]PKLUZRHILYUL TLU VNZr P O¥Q NYHK WYHR[PRLYL -¤SSLZ LY PU[LYLZZLU MVY ]PKLUZKHUULSZL ZVJPHS PU[LYHR[PVU VN WYVQLR[VYNHUPZLYPUN -VYTrSL[ LY H[ IPKYHNL TLK U`L TrKLY H[ \KMVYZRL VN YLÅLR[LYL V]LY MLS[L[ Wr men også at skabe debat om, hvorledes viden som et fænomen i det hele taget kan opfattes som en genstand for inspiration, fremdrift og udvikling. I forhold til formidlingen af dette vil selve specialet udelukkende være henvendt til censor og vejleder, mens vores artikel ”Ser du muligheder i misforståelser” vil være henvendt til den praktiserende målgruppe.
1.3 PROBLEMFELT 7r ]VYLZ YLQZL TVK H[ ZRHIL TLUPUN VTRYPUN \RVU[YVSSLYIHYL Z[¥YYLSZLY ZVT ]PKLU VN WYVQLR[LY og et svar på, hvorfor projekter aldrig forløber som planlagt, støder vi på en verden hvor turbulens, uforudsigelighed og kaos hersker. Disse særlige kendetegn mener vi, dækker over de vilkår, hvorunder udviklingen af projekter og dannelsen af viden skal praktiseres. Alligevel mener vi ikke, at det er svært H[ PKLU[PÄJLYL LU VT]LYKLU KLY [YVY Wr H[ WYVQLR[VYNHUPZLYPUN ILKZ[ KYP]LZ HM T¥KLY Z[YH[LNPZR planlægning, beregninger, kontrol og dokumentation. Alt sammen noget, vi mener er et levn fra organisationsstrukturer, der går meget langt tilbage i tiden, hvor arbejdsmetoderne var præget af lineære tilgange. Det tyder derfor på, at der i forsøget på at kortlægge projektorganisering og de menneskelige ressourcer ligger en indbygget forventning om, at optimering af de forretningsmæssige resultater til stadighed kan ske ved at reducere usikkerheden og med en standardisering af viden. Disse metodiske tilgange kan være en solid hjælp, og de er meget brugbare i situationer, hvor sammenhængen mellem årsag og virkning er tydelig. Men derimod kommer de ofte til kort, når disse sammenhænge er udviskede, netop under nonlineære vilkår. ;PSIHNL Z[rY ZW¥YNZTrSL[ VT O]VYMVY L[ WYVQLR[ PRRL MVYS¥ILY ZVT WSHUSHN[& 6N Z]HYL[ LY ¹ZPTWLS[¹ KL nonlineære vilkår gør, at morgendagen er svær at forudsige, og derfor kan man heller aldrig garantere, at L[ WYVQLR[ MVYS¥ILY ZVT WSHUSHN[ 4LU ZRHS ]P Zr OLS[ OVSKL VW TLK H[ WSHUS¤NNL& ,SSLY ]PS KL[ PRRL M¥YL VZ \K P LU [PSZ[HUK HM HUHYRP O]VY HS ZHTTLUO¤UN LY [HI[& ¶ /LY ISP]LY WYVQLR[LYUL ]LS U¤WWL NLUULTM¥Y[ Vi tror derfor, at det er nødvendigt at rette opmærksomheden mod de vilkår som projekter praktiseres \UKLY VN PRRL TPUKZ[ RPNNL U¤YTLYL Wr KL YLÅLR[LYLUKL TLUULZRLY KLY [HNLY KLS P WYVQLR[LYUL -VYTrSL[ TLK WYVQLR[LY LY H[ [PS]LQLIYPUNL S¥ZUPUNLY Wr RVTWSLRZL WYVISLTLY O]PSRL[ ]P TLULY RY¤]LY mennesker, men også kræver viden. At viden er noget vi efterspørger, er heller ikke nyt, det er noget vi alle mener at gøre brug af. Interessen for viden og ikke mindst information i økonomiske og sociale processer er sammenfattet i begrebet videnssamfundet, som dækker over, at samfundet skal basere sin
11
fremgang  og  udvikling  pĂĽ  viden.  Dette  er  imidlertid  ikke  uproblematisk,  da  vi  mener,  at  viden  ikke  lader  sig  indfange  og  ej  heller  er  noget,  der  opfører  sig  sĂŚrlig  homogent.  Men  hvorledes  fĂĽr  vi  sĂĽ  adgang  til  den  ]PKLU ]P Zr NLYUL ]PS IHZLYL UH[PVULUZ MYLTNHUN Wr& 0NLU [YVY ]P H[ Z]HYL[ Wr O]VYKHU THU RHU IPKYHNL [PS WYVQLR[LYZ \K]PRSPUN VN ]PKLUZKHUULSZL ZRHS Ă&#x201E;UKLZ P TLUULZRLYZ ZHT]¤Y 0 KLU MVYIPUKLSZL TLULY ]P H[ det  er  nødvendigt  at  se  pĂĽ,  hvilke  muligheder  for  udvikling  af  projekter  og  dannelse  af  viden,  der  ligger  i  den  sociale  interaktion.  Derfor  lyder  vores  problemformulering  som  følger:
1.4 Â PROBLEMFORMULERING Â Hvorledes kan fokus pĂĽ den sociale interaktion bidrage til udviklingen af projekter og dannelse af viden under nonlineĂŚre vilkĂĽr?
1.4.1 Â FORSKNINGSSPĂ&#x2DC;RGSMĂ&#x2026;L Â Â
Â&#x2039; /]VYKHU MVYZ[rY ]P M¤UVTLUL[ ]PKLU VN O]VYKHU KHUULZ ]PKLU&  Â&#x2039; /]VYKHU MVYZ[rY ]P UVUSPUL¤YL ]PSRrY VN O]VYKHU RVTTLY KL [PS \K[Y`R P WYVQLR[VYNHUPZLYPUN&  Â&#x2039; /]PSRL VTYrKLY P KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU LY ]¤ZLU[SPNL H[ OH]L MVR\Z Wr&  Â&#x2039; /]VYKHU RHU MVR\Z OLYWr IPKYHNL [PS \K]PRSPUNLU HM WYVQLR[LY VN KHUULSZLU HM ]PKLU&
1.4.2  BEGREBSAFKLARING I  det  følgende  afsnit  vil  vi  forklare  de  begreber,  vi  har  brugt  i  specialet,  nemlig  social  interaktion,  projekter,  viden  og  nonlineĂŚre  vilkĂĽr.  Vi  nĂŚrer  ingen  forhĂĽbninger  om  at  kunne  give  en  objektiv  udlĂŚgning  af  begreberne,  men  med  hjĂŚlp  fra  socialkonstruktivistiske  overvejelser  forsøger  vi  at  give  et  bud  pĂĽ  en  indgangsvinkel  til  den  valgte  problemstilling. Social interaktion Vi  opfatter  social  interaktion  som  en  udveksling  af  gestus-respons  mønstre,  hvor  mening  skabes  og  forhandles  igennem  handlinger  og  med  symboler  i  det  levende  nu.  Samtidig  mener  vi,  at  social  interaktion  HS[PK LY RVU[LRZ[HMO¤UNPN +L[ ]PS ZPNL H[ [PK Z[LK OPZ[VYPL VN LYMHYPUNLY OHY PUKĂ&#x2026;`KLSZL Wr \K]LRZSPUNLU HM NLZ[\Z YLZWVUZ TÂĽUZ[YLUL :[HJL` ! " 1LUZLU L[ HS ! -VYKP KPZZL TÂĽUZ[YL HM social  interaktion  kontinuerligt  produceres  og  potentielt  transformeres  i  den  fortløbende  proces  mellem  mennesker,  kan  de  sociale  interaktionsmønstre  ikke  indfanges  og  lagres  (Stacey,  2001:  175).   Projekter Vel  vidende,  at  projekter  er  et  begreb,  der  spĂŚnder  inden  for  et  bredt  felt,  vĂŚlger  vi  at  se  pĂĽ  projekter  udført  i  forhold  til  vidensintensivt  arbejde.  Vi  ser  vidensintensive  organisationer  som  højteknologiske  ]PYRZVTOLKLY VN ]PYRZVTOLKLY KLY [PSI`KLY RVUZ\SLU[YrKNP]UPUN ,SRQ¤Y +LZ\KLU PKLU[PĂ&#x201E;JLYLY vi  et  vidensintensivt  arbejde  som  et,  der  efterspørger  effektive  problemløsere,  som  selvstĂŚndigt  og  P M¤SSLZZRHI RHU KLĂ&#x201E;ULYL VN SÂĽZL \]LU[LKL WYVISLTLY =P IL[LNULY P KLU MVYIPUKLSZL L[ WYVQLR[ ZVT vĂŚrende:  ¸ LURLS[Z[rLUKL VN ZLS]Z[¤UKPN[ ,[ WYVQLR[ NLUULTMÂĽYLZ MVY H[ Ă&#x201E;UKL LU SÂĽZUPUN Wr L[ VM[L RVTWSLRZ[ WYVISLT VN UrY SÂĽZUPUNLU  LY M\UKL[ HM]PRSLZ WYVQLR[L[ 7YVQLR[LY LY KLYMVY TPKSLY[PKPNL P TVKZ¤[UPUNLU [PS KYPM[LU KLY LY WLYTHULU[ VN ]LK]HYLUKLš  4HJ 7YVQLR[HYILQKL[ ZRHS PRRL Z[`YLZ -6 !
(YILQKL[ TLK WYVQLR[LY PUKNrY P ZLS]L ILNYLIL[ WYVQLR[VYNHUPZLYPUN VN ]P KLĂ&#x201E;ULYLY projektorganisering Â
12
til at være den omkringliggende organisering i og omkring et projekt, og projektorganisering udgør således både styring og ledelse af et projekt. I projektorganiseringen indgår projektmedarbejdere, der er personer med direkte relation til projektet, og som i samlet betegnelse vil udgøre selve projektgruppen, der vil være ledet af en projektleder. Med udvikling af projekter mener vi succesfuldt at bevæge sig TVK KL[ TrS KLY LY ISL]L[ ZH[ MVY KL[ ZWLJPÄRRL WYVQLR[ @KLYTLYL TLULY ]P PRRL H[ TrSLUL U¥K]LUKPN]PZ LY ÄRZLYLKL VN Z[H[PZRL TLU H[ KL SL[ RHU ¤UKYL ZPN \UKLY]LQZ P WYVJLZZLU Viden =P VWMH[[LY PRRL ]PKLU ZVT LU YLZZV\YJL KLY M`ZPZR RHU Å`[[LZ Y\UK[ KLSLZ LSSLY SLKLZ +LYPTVK TLULY ]P H[ ]PKLU ZRHS ZLZ ZVT L[ M¤UVTLU KLY LY HMO¤UNPN[ HM [PK VN Z[LK VN ZVT \KMVSKLY ZPN P KLU Å`N[PNL sociale interaktion imellem mennesker (Stacey, 2001: 98). Viden dannes i den lokale, detaljerede hverdagsinteraktion som en fortløbende proces af reproduktion og potentiel transformation på en og samme tid (Stacey, 2007, 413). Nonlineære vilkår 4VKZH[ SPUL¤YL WYVJLZZLY O]VY KLY LY Z[VY LUPNOLK VT TrS VN TPKKLS P WYVJLZZLU TVK H[ Ur MYH ( ¶ B, er en nonlineær proces et forløb uden slutning og uden en bestemt orden i forløbets rækkefølge. I nonlineære processer er der dermed heller ikke nogen umiddelbar sammenhæng mellem årsag og ]PYRUPUN -HR[PZR LY KL[ Z]¤Y[ H[ PKLU[PÄJLYL YLSH[PVULU TLSSLT rYZHN VN ]PYRUPUN MVYKP MVYIPUKLSZLU TLSSLT dem bliver fjern eller endda helt forsvinder (Stacey, 2007: 13-14).
13
14
KAPITEL METODE
”
2
(...) have you ever met a painter who began her THZ[LYWPLJL I` ÄYZ[ JOVVZPUN [OL MYHTL& Bruno Latour
15
2.1  INDLEDNING Vi  vil  i  dette  kapitel  redegøre  for  vores  videnskabsteoretiske  stĂĽsted,  vores  metodiske  overvejelser  samt  vores  undersøgelsesdesign.  Vi  er  inspireret  af  den  socialkonstruktivistiske  tilgang,  hvilket  bĂĽde  har  medført  kvalitative  casestudier  og  et  abduktivt  undersøgelsesdesign. 7YVISLTMLS[L[ VN WYVISLTMVYT\SLYPUNLU ZVT ]P WY¤ZLU[LYLKL [PKSPNLYL WSHJLYLY ZPN PUKLU MVY KL[ ]P ]PS RHSKL LU HUVTHSP PKL[ ]P HU[HNLY H[ \K]PRSPUNLU HM WYVQLR[LY VN KHUULSZLU HM ]PKLU LY PUĂ&#x2026;\LYL[ HM U`L vilkĂĽr.  VilkĂĽr,  der  peger  i  retning  mod  nonlinearitet,  hvilket  afviger  fra  de  lineĂŚre  og  traditionelle  metoder,  projektorganisering  ellers  har  en  tendens  til  at  gøre  brug  af.  I  arbejdet  med  anomalier  fokuserer  vi  pĂĽ  at  fremstille  mere  indsigtsfulde  og  begrundede  perspektiver  til  besvarelsen  af  problemformuleringen   6SZLU ! 4L[VKLU [HNLY ZP[ HMZ¤[ P H[ ]P IL[YHN[LY HMOHUKSPUNLU ZVT LU ZHTTLUO¤UNLUKL dialektisk  proces,  hvor  den  teoretiske  konstruktion,  de  videnskabsteoretiske  betragtninger  samt  de  metodiske  greb  alle  har  betydning  for  de  konklusioner  vi  tilvejebringer.
2.2  VIDENSKABSTEORETISK  UDGANGSPUNKT Vi  er  hovedsageligt  inspireret  af  den  erkendelsesteoretiske  socialkonstruktivisme,  som  bygger  pĂĽ,  at  virkeligheden  formes  af  erkendelsen  af  den.  Her  er  det  centralt,  at  samfundets  forskellige  fĂŚnomener  er  dannet  gennem  historiske  og  sociale  processer  (Rasborg,  2004:  351ff).  Det  ontologiske  afsĂŚt  vil  KLYMVY ]¤YL H[ ]VYLZ HU[HNLSZLY VT ]LYKLU ]PS [LUKLYL [PS KL[ YLSH[P]PZ[PZRL VN LWPZ[LTVSVNPLU Âś O]VYKHU vores  viden  opnĂĽs  -  er  endvidere  subjektiv  (Larsen,  2005:  140).  Hermed  reprĂŚsenterer  vores  afhandling  ikke  virkeligheden  selv,  men  derimod  virkeligheden,  som  den  er  fremtrĂĽdt  for  og  konstrueret  af  os,  og  det  genstandsfelt,  vi  har  iagttaget  (Larsen,  2005:  129).  Dette  speciale  er  derfor  et  udtryk  for  vores  iagttagelser  af  den  sociale  interaktion,  projektudvikling  og  vidensdannelse  i  forhold  til  nonlineĂŚre  vilkĂĽr.  Vores  konklusioner  er  som  følge  heraf  et  udtryk  for  vores  sprogliggørelse  af  den  mĂĽde,  hvorpĂĽ  den  sociale  interaktion  bidrager  til  udviklingen  af  projekter  og  dannelsen  af  viden  under  nonlineĂŚre  vilkĂĽr.  Vores  problemstilling  er  sĂĽledes  en  konstruktion  udviklet  af  os  som  iagttagere.  Konstruktionen  kunne  vĂŚre  valgt  anderledes,  og  vores  iagttagelser  er  derfor  ikke  udtryk  for  en  objektiv  og  universel  sandhed,  men  udelukkende  en  sprogliggørelse  af  vores  tilvejebragte  studier,  formet  af  vores  situerethed  og  TLUPUNZOVYPZVU[ -\NSZHUN 6SZLU ! +LYTLK ZRHS KLUUL HMOHUKSPUN PRRL ZLZ ZVT L[ MVYZÂĽN pĂĽ  at  gengive  et  objektivt  sandt  billede  af  verden,  men  derimod  skal  den  udelukkende  opfattes  som  en  begrebsliggørelse  af,  hvorledes  det,  vi  har  set  og  hørt,  konstituerer  mening  for  os.  Vi  er  bevidste  om,  at  den  iagttagelse,  vi  har  gjort,  ikke  er  foretaget  fra  et  archimedisk  iagttagelsespunkt,  hvor  alle  iagttagelser  kan  holdes  op  mod  hinanden,  hvorefter  sandheden  vil  stĂĽ  frem.  Dette  fordi  vi  som  iagttagere  er  bevidste  om,  at  vi  ikke  kan  se,  hvad  vi  ikke  kan  se,  hvorfor  vi  aldrig  vil  kunne  forstĂĽ  verden  til  bunds.  Vi  er  kastet  ind  i  en  verden,  hvor  den  sociale  virkelighed  er  skabt  i  interaktion,  forhandling  og  udveksling  af  symboler  med  andre,  hvorfor  afhandlingen  kun  kan  sprogliggøre  det,  som  er  stĂĽet  frem  for  os  (Kirkeby,  1994).  Vi  har  derfor  intet  ønske  om  at  tale  med  ekspertens  stemme  for  til  sidst  at  ende  ud  med  lineĂŚre  kausale  løsninger,  forklaringsmodeller,  konklusioner  og  vĂŚrktøjer,  der  skal  kunne  skabe  orden  og  udsige  noget  objektivt  sandt  om  social  interaktion,  projektorganisering  og  vidensdannelse.  Derimod  ønskes  det  blot  at  problematisere  de  observationer,  vi  har  gjort  os,  og  at  give  disse  observationer  plads  til  at  udfolde  sig  og  fortĂŚlle  noget  om,  hvordan  projektorganiseringens  udfordringer  kan  imødekommes  inden  for  vores  valgte  rum  og  kontekst. Â
16
Socialkonstruktivismen  tror  pĂĽ  evig  foranderlighed,  en  overbevisning,  som  vi  mener  har  en  central  betydning,  da  vores  genstandsfelt,  i  form  af  projektorganisering  og  dets  mangfoldige  deltagere,  i  højere  grad  skal  søge  at  anerkende  den  diskontinuitet,  som  prĂŚger  vilkĂĽrene  for  projektarbejdet.  I  socialkonstruktivismen  opfattes  viden  som  konstrueret  af  de  mennesker,  der  indgĂĽr  i  bestemte  sociale  sammenhĂŚnge  (Rasborg,  2004:  351).  Dette  syn  pĂĽ  viden  placerer  sig  parallelt  med  den  vidensopfattelse,  vi  tillĂŚgger  os  gennem  Ralph  D.  Stacey  (Jf.  side:  13).  I  og  med  at  socialkonstruktivismen  bĂĽde  er  antiessentialistisk  og  anti-realistisk,  anerkender  vi  en  verden,  der  er  et  produkt  af  sociale  processer,  og  der  Ă&#x201E;UKLZ KLY]LK PRRL UVNLU WY¤KLĂ&#x201E;ULYL[ UH[\Y =VYLZ LYRLUKLSZL LY ZrSLKLZ VNZr LU PUKP]PK\LS MVY[VSRUPUN HM ]PYRLSPNOLKLU 9HZIVYN ! -VR\Z P KLUUL HMOHUKSPUN LY Wr ZVJPHS PU[LYHR[PVU VN KL[[L LY ligeledes  et  essentielt  begreb  i  socialkonstruktivismen,  der  arbejder  med  det  dialektiske  forhold  mellem  personlighedsstrukturer  og  sociale  strukturer  som  grundlĂŚggende  for  netop  social  interaktion   (Rasborg,  2004:  352). Der  hersker  mange  forskellige  videnskabsteoretiske  paradigmer,  hvoraf  socialkonstruktivismen  er  et  af  dem.  Der  vil  derfor  altid  vĂŚre  andre  opfattelser  af,  hvad  viden  er,  men  vores  er  altsĂĽ  funderet  i  den  socialkonstruktivistiske  forstĂĽelseshorisont,  og  set  ud  fra  den  pragmatiske  betragtning,  at  vi  undersøger  social  interaktion  i  projektorganisering  under  nonlineĂŚre  vilkĂĽr. Â
2.3  CASESTUDIER =P OHY ]HSN[ H[ HU]LUKL JHZLZ[\KPLY [PS H[ PKLU[PĂ&#x201E;JLYL O]PSRL VTYrKLY HM KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU THU TLK fordel  kan  fokusere  pĂĽ,  i  udviklingen  i  projektorganiseringen.  Senere  i  dette  afsnit  vil  vi  prĂŚsentere  vores  to  cases,  men  først  vil  vi  argumentere  for  valget  af  casestudier  som  metode.  Vi  har  valgt  at  anvende  casestudier,  da  vi  mener,  at  denne  metode  gør  det  muligt  at  dykke  ned  i  en  mere  lokal  forstĂĽelse  af  verden.  Vi  kan  sĂĽledes  fĂĽ  et  indblik  i,  hvordan  projektorganisering  udfoldes  i  praksis,  og  hvordan  enkelte  ZP[\H[PVULY RHU PUĂ&#x2026;\LYL Wr KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU P KL [V JHZLZ +L[ LY PRRL MVYTrSL[ P HU]LUKLSZLU HM de  to  cases  at  udlede  universelle  sandheder  om  social  interaktion,  projektudvikling  og  vidensdannelse.  Derimod  ønsker  vi  blot  at  bruge  de  to  cases  som  udgangspunkt  for  at  kunne  pege  pĂĽ  mulige  MVR\ZVTYrKLY P ZVJPHS PU[LYHR[PVU PUĂ&#x2026;\LYL Wr \K]PRSPUNLU HM WYVQLR[LY P KLU UL[VW \UKLYZÂĽN[L RVU[LRZ[ Vores  konklusioner  skal  derfor  kun  ses  som  en  subjektiv  indsigt  i  social  interaktion,  projektudvikling  og  vidensdannelse  inden  for  den  kontekst  og  det  rum,  hvori  vores  valgte  cases  optrĂŚder   -S`]IQLYN ! MM =VYLZ ]HSN[L MVYT MVY JHZLZ[\KPL RHSKLZ HM )LU[ -S`]IQLYN MVY L[ WHYHKPNTH[PZR JHZLZ[\KPL VN KL[ indebĂŚrer  den  antagelse,  at  vi  ser  nonlineĂŚre  vilkĂĽr  og  projektorganisering  som  eksisterende  kulturelle  M¤UVTLULY -S`]IQLYN ! MM +L[ LY KLYMVY PRRL OLUZPN[LU H[ ]P ]PS MVYOVSKL VZ RYP[PZR [PS KLU ontologiske  eksistens  af  begreberne.  I  stedet  ønsker  vi  at  problematisere,  hvordan  der  i  de  valgte  cases  OrUK[LYLZ WYVQLR[VYNHUPZLYPUN VN ]P ]PS ZL Wr O]VYKHU KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU PUĂ&#x2026;\LYLY OLYWr +L[[L bevirker,  at  vores  blik  er  rettet  imod  genstandsfeltet  pĂĽ  en  sĂĽdan  mĂĽde,  at  afhandlingen  ikke  kan  favne  og  problematisere  selve  eksistensen  af  de  fĂŚnomener,  vi  undersøger.  Derimod  bliver  afhandlingen  et  udtryk  for,  hvordan  meningen  og  betydningen  af  social  interaktion  for  udvikling  af  projekter  og  vidensdannelse  er  fremtrĂĽdt  for  os  i  de  to  valgte  cases.
17
2.3.1 PRAKSISFELT Tidligt i forløbet af dette speciale ønskede vi at undersøge vores praksisfelt nærmere. Vi foretog derfor tre korte pilotinterviews (Bilag 2-4), med ledere i forskellige virksomheder. Dette gjorde vi for at få et indblik i, hvilke udfordringer de forbandt med projektarbejde. Disse interviews havde primært til formål, at hjælpe VZ TLK H[ ÄUKL ]LQ P [LVYPLYUL VN ZR¤YWL ]VYLZ MVR\Z TVK KL[ \UKLYZ¥N[L MLS[ +L ISP]LY KLYMVY PRRL IY\N[ direkte i specialet, dog drager vi dem kort i spil, i konstruktionen af vores interviewguide. I forbindelse med vores udvælgelse af cases gjorde vi os overvejelser både i forhold til antal og RHYHR[LYPZ[PRH +H ]P ¥UZRLKL H[ Mr L[ PUKISPR P O]VYKHU KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU RHU PUÅ\LYL Wr \K]PRSPUNLU af projekter under nonlineære vilkår, mente vi, at det var relevant at inddrage to forskellige projekter, da multiple cases kan give mere variation og præcision af den undersøgte problemstilling (Neergaard, 2001: 21). Da vi undersøger selve projektprocessen, var indholdet af projektet ikke et udvælgelseskriterium. Vi mente dog, at det kunne være interessant at se på forskellige typer af projekter, eller forskellige typer af VYNHUPZH[PVULY VN KLYMVY MHSK[ ]HSNL[ Wr L[ RVUZ\SLU[ÄYTH VN LU O\THUP[¤Y OQ¤SWLVYNHUPZH[PVU
2.3.2 PRÆSENTATION AF CASES Vi valgte at inddrage to cases af meget forskellige karakterer i vores empiriske undersøgelse. Vi vil her kort præsentere de to organisationer samt de projekter, vi har fået indblik igennem vores interviews. Case 1 – Organisation X
[ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ]
18
Case 2 â&#x20AC;&#x201C; Organisation Y [  Dette  er  fjernet  pĂĽ  grund  af  fortrolighed  ]
2.3.3  INTERVIEWGUIDE Vores  empiri  bestĂĽr  sĂĽledes  af  kvalitative  interviews  af  projektledere  og  deltagere  fra  to  forskellige  virksomheder.  Udgangspunktet  for  det  empiriske  casestudie  af  projektorganisering  var,  at  lade  empirien  â&#x20AC;?taleâ&#x20AC;?.  Derfor  er  afhandlingen  ikke  blevet  til  før  efter  vores  samtaler  med  udvalgte  aktører  i  projektet,  for  som  Latour  siger: ¸ OH]L `V\ L]LY TL[ H WHPU[LY ^OV ILNHU OLY THZ[LYWPLJL I` Ă&#x201E;YZ[ JOVVZPUN [OL MYHTL&š 3H[V\Y !
Dog  havde  vi  inden  mødet  med  projektdeltagerne  arbejdet  meget  med  den  teoretiske  del  af  social  interaktion  og  vidensdannelse,  og  de  heraf  konstruerede  problemstillinger,  hvorfor  dette  lĂĽ  i  baghovedet,  da  vi  talte  med  projektdeltagerne  fra  de  to  cases.  I  overensstemmelse  med  vores  inspiration  fra  det  socialkonstruktivistiske  paradigme  fandt  disse  samtaler  sted  i  form  af  semi-strukturerede  kvalitative  interviews,  hvor  meningen  bliver  skabt  i  de  sociale  processer  mellem  intervieweren  og  den  interviewede  (Larsen,  2005:  136). I  det  følgende  vil  vi  redegøre  for  vores  overvejelser  i  forbindelse  med  undersøgelsen.  Vi  har  ladet  os  inspirere  af  Steinar  Kvaleâ&#x20AC;&#x2122;s  syv  trin1  i  tematiseringen  af  vores  interviewundersøgelse  (Kvale,  2005:  95),  da  disse  pĂĽ  fornuftig  vis  hjĂŚlper  os  med  at  tillĂŚgge  interviewene  en  üben  ramme  uden  at  miste  fokus  Wr KL[ \UKLYZÂĽN[L 0U[LY]PL^N\PKLU LY KLSZ RVUZ[Y\LYL[ \K MYH H[ ]P ]PS MVYZÂĽNL H[ Ă&#x201E;UKL \K HM O]VYSLKLZ projektorganisering  italesĂŚttes  og  udføres  i  spĂŚndingsfeltet  mellem  det,  vi  indledningsvist  antager,  og Â
1
2]HSL HU]LUKLY! ;LTH[PZLYPUN KLZPNU PU[LY]PL^ [YHUZZRYPILYPUN HUHS`ZL ]LYPĂ&#x201E;JLYPUN VN YHWWVY[LYPUN ZVT KLU WYVJLZ LU PU[LY]PL^\UKLYZÂĽNLSZL
gennemgür  (Kvale,  2005:  94)
19
det, vi observerer i og om den sociale interaktion. Derfor har vi opstillet nogle iagttagelsesfelter for vores interviewguide, og disse illustreres nedenfor. (Jensen et al., 2005: 219). Vi mener, at vi ved at spørge ind [PS KPZZL MLS[LY RHU Mr Z]HY Wr ]VYLZ WYVISLTMVYT\SLYPUN 7r ZHTTL TrKL PUKNPR VNZr ]VYLZ WPSV[PU[LY]PL^Z (Bilag 2-4) som inspiration til vores interviewguide (Bilag 5). Idet vi beskæftiger os med nonlinearitet og foranderlighed, udviklede vi vores spørgsmål og tematiserede disse til en åben interviewguide. Interviewguiden giver os en struktur, som udelukkende tjener et pædagogisk formål, da den hjælper os med at huske på de iagttagelsesfelter, vi gerne vil have belyst under interviewet. Samtidig åbner den op for muligheden for den enkelte projektdeltagers italesættelse og mening omkring projektorganisering i KL ZWLJPÄRRL ZP[\H[PVULY ZVT OHU LSSLY O\U [HNLY KLS P +L[ IL[`KLY H[ U`L PHN[[HNLSZLZMLS[LY ZrSLKLZ RHU opstå undervejs i interviewet. I skemaet herunder redegør vi for iagttagelsesfelterne og uddyber den indsigt og de erfaringer, vi forventede at tilegne os gennem vores interviews med projektdeltagerne. Den fulde interviewguide er altså udarbejdet på baggrund af de overvejelser, vi redegør for i dette skema Iagttagelsesfelt
Undersøgelsesområde
Formål
Aktiviteternes struktur
Hvilken type opgaver udføres, benyttes projektplaner, milestones, delmål, forretningsgange.
At undersøge, hvordan projektet styres og ledes.
Aktiviteternes tidslige organisering
Tidsstyring, deadlines, ressourcer.
At undersøge, hvordan den ZVJPHSL PU[LYHR[PVU PUÅ\LYLZ HM tiden.
Aktiviteternes rumlige organisering
-`ZPZRL VTNP]LSZLY! O]LT ZPKKLY hvor, mødelokaler, afstand, NLVNYHÄ SL]LYHUK¥YLY IVW¤S sociokulturelle rum.
At undersøge de fysiske rammer for interaktionen, og hvilken PUKÅ`KLSZL Y\TTL[ OHY Wr KLU sociale interaktion.
Artefakter og dokumenter
Vidensdelingsværktøj, projektstyringsværktøj, intranet, nyhedsbrev, opslagstavle, Teamroom.
At undersøge tilgangen og brugen af forskellige værktøjer i processen.
Deltagelsesmønstre
Interaktionsmønstre, forhandling, symboler, evaluering, dialog, magt misforståelser, kompromisser, kollationer, relationer, fysisk nærvær og fællesskab.
At undersøge, hvordan projektdeltagerne indgår i den sociale interaktion i forhold til, hvad der kan påvirke samarbejdet.
Skema 1
2.3.4 KONSTRUKTION AF INTERVIEWGUIDE Vi ville gerne fremstå interesserede og imødekommende overfor interviewpersonerne, deres erfaringer og holdninger. Dette indebar blandt andet, at vi havde et ønske om at få den interviewede til at slappe HM VN M¥SL ZPN [Y`N P PU[LY]PL^ZP[\H[PVULU +L[[L NQVYKL ]P ]LK H[ O]LY[ PU[LY]PL^ ILN`UK[L TLK LU IYPLÄUN om, hvem vi var, og hvad vores afhandling gik ud på. Herefter oplyste vi om interviewets fortrolighed, og om, at materialet fra interviewet kun ville blive tilgængeligt for os, vejleder og censor. Endvidere sørgede vi for, at der var plads til lidt hyggelig ”small talk” i starten, inden vi begyndte at optage samtalen. Efter
20
interviewet  talte  vi  kort  med  den  interviewede,  sĂĽledes  at  vedkommende  havde  mulighed  for  at  stille  spørgsmĂĽl  til  os,  og  ligeledes  for  at  runde  interviewet  af  pĂĽ  en  god  mĂĽde.  Samtlige  tiltag  blev  gjort  med  henblik  pĂĽ  at  skabe  fortrolighed  og  übenhed  imellem  os  og  den  interviewede,  sĂĽ  denne  i  mindre  grad  skulle  overveje  sine  svar.  -VY H[ Mr LU Zr rILU KPHSVN ZVT T\SPN ÂĽUZRLKL ]P PRRL KPYLR[L H[ WrK\[[L PU[LY]PL^WLYZVULYUL ]VYLZ eksakte  problemfelt.  Under  interviewene  spurgte  vi  ikke  direkte  ind  til  den  enkeltes  fortolkning  af  social  interaktion  og  vidensdannelse,  og  derfor  indgik  begreberne  ikke  eksplicit  i  vores  interviewguide.  Dette  fordi  snĂŚvert  formulerede  spørgsmĂĽl  kun  levner  ringe  mulighed  for  en  samtale  indenfor  de  interviewedes  referenceramme,  hvorfor  vi  i  stedet  spurgte  indenfor  nogle  â&#x20AC;?rumâ&#x20AC;?  og  emnefelter,  i  hvilke  interviewpersonen  selv  kunne  vĂŚre  med  til  at  fastlĂŚgge  dagsordenen.  Vi  forsøgte  dermed  at  fĂĽ  skabt  en  sĂĽ  üben  dialog  som  muligt,  da  dette  ville  hjĂŚlpe  os  til  at  bevare  en  større  sensitivitet  overfor  det  undersøgte  genstandsfelt  (Silverman,  2004:  156).
2.4  VORES  ROLLE  SOM  FORSKERE Vores  strategiske  overvejelser  vedrørende  det  at  interviewe  tager  udgangspunkt  i  Margretha  Järvinen,  VN OLUKLZ YLĂ&#x2026;LRZPVULY VT PU[LY]PL^Z P LU PU[LYHR[PVUPZ[PZR ILNYLIZYHTTL 4LK PU[LYHR[PVUPZ[PZR TLULZ der,  i  denne  sammenhĂŚng,  at  vi  som  forskere  selv  er  del  af  meningsproduktionen  (Järvinen,  2005).  Det  er  vigtigt  at  understrege,  at  vi  ikke  benytter  den  interaktionistiske  forstĂĽelse  af,  at  formĂĽlet  med  det  kvalitative  interview  er  at  analysere  vores  egen  rolle  som  deltagere  i  den  sociale  interaktion,  hvor  viden  skabes.  Derimod  inddrager  vi  blot  dette  perspektiv  for  at  understrege  vores  bevidsthed  om  vores  indvirkning  pĂĽ  den  tilvejebragte  empiri.  Vores  rolle  i  forbindelse  med  interviewene  af  projektledere  og  projektdeltagere  kan  anskues  sĂĽledes,  H[ ]P ZVT ZWLJPHSLZ[\KLYLUKL RHU MYLTZ[r ZVT LU MVYT MVY LRZWLY[LY 7YVQLR[TLKHYILQKLYUL OHY nogle  forventninger  til,  hvad  vi  forventer  af  dem,  og  vil  derfor  forsøge  at  leve  op  til  disse  forestillede  MVY]LU[UPUNLY ,RZLTWLS]PZ ZHNKL KLU LUL WYVQLR[KLS[HNLY OVZ 6YNHUPZH[PVU @ NLU[HNUL NHUNL H[ OHU ikke  var  sikker  pĂĽ,  at  han  kunne  bidrage  med  noget  i  forhold  til  vores  studie  af  projektorganisering  (Bilag  8,  minut:  15.00).  Dette  kunne  vĂŚre  et  udtryk  for,  at  han  ikke  mente,  at  hans  erfaringer  og  rolle  i  projektet  var  tilstrĂŚkkeligt,  og  at  han  dermed  ikke  var  i  stand  til  at  svare  fyldestgørende  pĂĽ  vores  spørgsmĂĽl.  Med  henblik  pĂĽ  at  fĂĽ  det  bedste  ud  af  interviewsituationen,  er  vi  som  specialestuderende  ogsĂĽ  indstillede  Wr H[ PTÂĽKLRVTTL PU[LY]PL^WLYZVULUZ MVY]LU[UPUNLY 1pY]PULU ! 5L[VW KLYMVY IÂĽY ]P YLĂ&#x2026;LR[LYL over  vores  tilgang  til  feltet.  I  det  interaktionistiske  perspektiv  pĂĽ  interviewundersøgelser  er  det  en  vigtig  pointe,  at  mennesker  skaber  mening  omkring  omverdenen  i  den  social  interaktion  (Järvinen,  2005:  29).  Interviewproduktet  bliver  i  sidste  ende  et  resultat  af  socialt  situerede  aktiviteter,  hvor  bĂĽde  interviewerne  og  interviewpersonerne  medvirker  til  interviewets  udformning.  Vores  empiri  er  sĂĽledes  tilvejebragt  i  samspillet  mellem  os  og  interviewpersonen,  og  dynamikken  i  denne  interaktion  vil  altsĂĽ  pĂĽvirke  vores  data. Â
2.5  ABDUKTION  I  nĂŚrvĂŚrende  afhandling  har  vi  valgt  at  arbejde  abduktivt.  Vi  har  sĂĽledes  taget  afsĂŚt  i  vores  pilotinterviews  og  den  empiriske  undren,  vi  havde  til  at  begynde  med,  og  som  vi  prĂŚsenterede  i Â
21
PUKSLKUPUNLU HM KL[[L ZWLJPHSL š/]VYMVY MVYSÂĽILY WYVQLR[HYILQKL HSKYPN ZVT WSHUSHN[&š ([ HYILQKL HIK\R[P][ OHUKSLY VT H[ PKLU[PĂ&#x201E;JLYL KL NLULYLSSL WYPUJPWWLY KLY SPNNLY [PS NY\UK MVY KL LTWPYPZRL LYRLUKLSZLY 6SZLU 7LKLYZLU ! +L[[L NÂĽYLZ NLUULT LU RVTIPUH[PVU HM KLU KLK\R[P]L VN KLU PUK\R[P]L [PSNHUN (Riis,  2001),  og  den  metode  mener  vi  er  hensigtsmĂŚssig,  nĂĽr  vi  taler  om  dannelsen  af  viden.  I  forhold  til  vores  vidensopfattelse  kan  viden  ikke  vĂŚre  noget  i  sig  selv  og  kan  derfor  hverken  hentes  ud  af  en  bog  eller  indsamles  i  den  fysiske  verden.  NĂĽr  vi  i  vores  abduktive  tilgang  kombinerer  teori  og  praksis,  mener  vi,  at  vi  danner  nye  kombinationer  af  det  kendte  og  det  ukendte,  og  dermed  har  vi  potentiale  til  at  skabe  UVNL[ U`[ :[HJL` ! 9LU[ WYHR[PZR RVTTLY ]VYLZ HIK\R[P]L [PSNHUN [PS \K[Y`R PKL[ ]P HM Ă&#x2026;LYL omgange  har  vĂŚret  i  felten,  og  i  mellemtiden  er  vendt  tilbage  til  de  anvendte  teorier  for  netop  at  opnĂĽ  en  dualistisk  forstĂĽelse  af  genstandsfeltet.  Vi  startede  som  sagt  ud  med  meget  tidligt  i  forløbet  at  foretage  nogle  korte  pilotinterviews,  hvorefter  vi  gennem  teorien  lĂŚste  os  ind  pĂĽ  feltet  og  de  bagvedliggende  ideer  omkring  social  interaktion,  viden  og  projektorganisering.  Derefter  har  vi  som  ekspliciteret  nedenfor  vĂŚret  i  kontakt  med  vores  interviewpersoner  af  to  omgange.  Alt  sammen  i  et  forsøg  pĂĽ  at  danne  os  en  nuanceret  forstĂĽelse  af  vores  genstandsfelt.
2.5.1  TILBAGE  TIL  FELTET 0U[LY]PL^LUL LY MVYLNrL[ TLK Ă&#x201E;YL [PS MLT \NLYZ TLSSLTY\T 7r KLU TrKL š B]LUK[L ]PD [PSIHNL [PS KL ZHTTL RHTWL PNLU MVY H[ Ă&#x201E;UKL Ă&#x2026;LYL IL[`KUPUNZZHTTLUO¤UNL PKLU[PĂ&#x201E;JLYL Ă&#x2026;LYL HNLU[LY  WVZP[PVULY VN PU[LYLZZLY š 4H[OPLZLU /ÂĽQIQLYN !
At  vende  tilbage  til  feltet  gentagne  gange  betegner  Bourdieu  som  â&#x20AC;?dobbelt  objektiveringâ&#x20AC;?,  hvilket  øger  MVY\KZ¤[UPUNLU MVY H[ MVYZ[r VN Z`USPNNÂĽYL \UKLYZÂĽNLSZLZMLS[L[Z WYVISLTH[PR 4H[OPLZLU /ÂĽQIQLYN 2004:  252).  Denne  metode  blev  dog  ikke  valgt  for  at  fĂĽ  en  mere  sand  empiri,  da  vi  som  før  nĂŚvnt  har  en  socialkonstruktivistisk  tilgang.  Derfor  er  det  ikke  relevant  at  skelne  mellem  sandt  og  falsk,  idet  sandheden  er  vores  subjektive  konstruktion,  som  udledes  gennem  analysens  forskellige  faser  (Collin,  2003).  Derimod  skal  den  valgte  metodiske  fremgangsmĂĽde  udelukkende  ses  som  en  mĂĽde,  hvorpĂĽ  det  blev  muligt  for  os  at  udvide  vores  forstĂĽelse  af,  hvordan  social  interaktion  bidrager  til  projektudvikling  og  vidensdannelse  under  nonlineĂŚre  vilkĂĽr.  Helt  konkret  betød  det,  at  vi  i  vores  anden  interviewrunde  fokuserede  pĂĽ  at  spørge  ind  til  uddybelser,  vi  havde  behov  for  i  forhold  til  ting,  som  blev  taget  op  i  det  første  interview.  Vi  fokuserede  pĂĽ,  hvorledes  processen  var  forløbet  siden  sidst  og  ikke  mindst  hvilke  tanker  projektlederen  havde  gjort  sig  i  den  forbindelse.  Hermed  opnĂĽede  vi  en  uddybende  indsigt  i  de  meget  komplekse  WYVQLR[LY TLK KLYLZ THUNL U\HUJLY RVUĂ&#x2026;PR[LY VN THN[RHTWL
2.5.2  MENINGSKONDENSERING Efter  vi  havde  afsluttet  interviewene  valgte  vi  at  foretage  en  meningskondensering  (Bilag  6-9,  11,  13).  Vi  hørte  interviewene  igennem  og  noterede  relevante  udtalelser  og  emner,  mens  interviewene  stadig  var  friske  i  vores  erindring.  Vi  har  ikke  transskriberet  alle  vores  interviews  ord  for  ord,  derimod  har  vi  lavet  grundige  referater  baseret  pĂĽ  citater  fra  interviewene2.  Dog  er  vi  bevidste  om,  at  dette  materiale,  ikke  er  et  udtryk  for  andet  end  en  dekontekstualiseret  samtale,  altsĂĽ  en  samtale  taget  ud  af  sin  kontekst,  hvor  kun  â&#x20AC;?ordetâ&#x20AC;?  er  gengivet  i  overensstemmelse  med  interviewpersonernes  udsagn  (Kvale,  2001:  68).  I  den  proces  er  vi  derfor  stødt  pĂĽ  de  begrĂŚnsninger,  der  ligger  i  en  transformation  fra  tale  til  skrift.  Dette  2
NĂĽr  vi  efter  et  citat  refererer  til  et  bilag,  henviser  vi  til  bilagets  nummer  samt  ca.  minuttallet  for  det  sagte.  Dette  minuttal  henviser  endvidere  til  den Â
]LKSHN[L S`KĂ&#x201E;S
22
fordi  vores  nedskrevne  materiale  ikke  kan  opfange  det  kropslige  niveau,  altsĂĽ  de  tegn,  der  er  forskellen  mellem  det  talte  og  det  nedskrevne  sprog.  NĂĽr  det  nedskrives  og  genlĂŚses,  kan  det  derfor  vĂŚre  svĂŚrt  H[ NLUĂ&#x201E;UKL TLUPUN ZLS] VT THU OH]KL LU \KT¤YRL[ MÂĽSPUN \UKLY PU[LY]PL^L[ TLK KL I\KZRHILY respondenterne  kommunikerede  i  øjeblikket  (Kvale,  2001).  Dette  har  vi  bĂĽde  anvendt  til  skabe  overblik  og  indsigt  i  det  omfattende  materiale,  og  ikke  mindst  til  at  navigere  i  interviewet,  nĂĽr  vi  gerne  ville  høre  det  igen  for  at  sikre  indhold  og  forstĂĽelsen  heraf.  Ligeledes  gjorde  vi  det,  da  vi  i  vores  anden  runde  af  interviews  tog  nogle  uklarheder  og  uddybninger  op  igen,  for  pĂĽ  den  mĂĽde  at  sikre,  at  vi  havde  fortolket  indholdet  i  overensstemmelse  med  interviewpersonens  mening  og  intention.
2.6  ANALYSESTRATEGISKE  OVERVEJELSER Vi  ønsker  med  dette  afsnit  at  gøre  rede  for  de  analysestrategiske  rammer  for  analysen.  Vi  mener  nemlig,  at  vores  metodologiske  og  analysestrategiske  overvejelser  har  betydning  for,  hvad  det  er,  vi  kan  undersøge,  samt  hvad  undersøgelsen  i  nĂŚrvĂŚrende  speciale,  egentligt  kan  sige  noget  om.  I  stedet  for  at  benytte  prĂŚdeterminerede  kategorier  til  at  undersøge  vores  problemstilling,  lĂŚgger  vores  metodiske  overvejelser  i  højere  grad  op  til,  at  vi  fokuserer  pĂĽ  de  for  os  fremtrĂĽdte  kategorier  (Andersen,  1999).  Denne  dekonstruktion,  mener  vi,  kan  hjĂŚlpe  os  til  at  forholde  os  kritisk  og  analyserende  til  et  felt,  vi  gennem  vores  interviewpersoner  selv  er  blevet  en  del  af.  Den  analysestrategiske  fremgangsmĂĽde  lĂŚgger  i  sĂŚrlig  grad  op  til  den  kritiske  tilgang,  som  giver  os  mulighed  for  at  bevĂŚge  os  ud  over  det  givne  og  übenlyse  i  de  fortĂŚllinger,  der  trĂĽdte  frem  i  interviewene.  Ved  hjĂŚlp  af  denne  arbejdsmetode  kan  vi  bĂĽde  undersøge,  hvad  der  foregĂĽr  i  en  bestemt  situation,  samt  hvordan  situationen  bliver  skabt  mellem  projektdeltagerne  i  den  lokale  og  detaljerede  sociale  interaktion  (Heede,  2003). Â
2.6.1  FREMGANGSMĂ&#x2026;DE  FOR  ANALYSEN Efter  vi  havde  foretaget  vores  meningskondensering,  kategoriserede  vi  det  sagte  efter  de  iagttagelsesfelter,  vi  havde  udarbejdet  pĂĽ  baggrund  af  vores  anvendte  teori.  Samtidig  var  vores  HIK\R[P]L [PSNHUN TLK]PYRLUKL [PS H[ ]P LUKU\ LUNHUN ]LUK[L [PSIHNL [PS [LVYPLU /LY MHUK[ ]P APTTLYTHUÂťZ RVTWSLRZP[L[ZTH[YP_ 1M Ă&#x201E;N\Y ZPKL! +LU Ă&#x201E;UKLY ]P ]LSLNUL[ ZVT HUHS`ZLYLKZRHI KH KL[ LY LU mĂĽde,  hvorpĂĽ  vi  kan  analysere  enkelte  situationer  i  de  to  cases,  og  derved  opnĂĽ  en  forstĂĽelse  for  den  sociale  interaktion  i  projekterne.  Samtidig  mener  vi,  som  tidligere  nĂŚvnt,  at  den  abduktive  tilgang  tjener  vores  analyse  det  formĂĽl  at  adskille  helheden  i  enkelte  dele  og  undersøge  deres  indbyrdes  relationer  til  hinanden  (Andersen,  2003:  237).  Vi  har  valgt  at  opdele  vores  analyse  i  to.  I  første  del  gør  vi  brug  af  RVTWSLRZP[L[ZTH[YP_LU [PS H[ PKLU[PĂ&#x201E;JLYL VTYrKLY P KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU ZVT ]P TLULY LY ]¤ZLU[SPNL H[ fokusere  pĂĽ,  i  forhold  til  udviklingen  af  projekter.  I  anden  del  af  analysen  udfolder  vi  disse  omrĂĽder  i  den  sociale  interaktion  og  viser,  hvorledes  at  vi  mener,  at  et  fokus  herpĂĽ  kan  bidrage  til  udviklingen  af  projekter  og  dannelsen  af  viden  under  nonlineĂŚre  vilkĂĽr. Â
2.7  AFGRĂ&#x2020;NSNING I  vores  bestrĂŚbelser  pĂĽ  at  imødekomme  vores  spĂŚndende  problemformulering,  beskĂŚftiger  vi  os  med  projektorganisering,  social  interaktion  og  viden.  Vi  er  af  den  overbevisning,  at  disse  fĂŚnomener  MVYOVSKLY ZPN KPHSLR[PZR [PS OPUHUKLU VN ]P Ă&#x201E;UKLY KL[ WYVISLTH[PZR H[ PZVSLYL LURLS[Z[rLUKL WYVJLZZLY MYH KLYLZ OLSOLK VN NÂĽYL KLT [PS NLUZ[HUK MVY PHN[[HNLSZL 4LU ]LS ]PKLUKL H[ U\HUJLY VN PUĂ&#x2026;\LYLUKL
23
betragtninger udelades på denne bekostning, har vi valgt kun at studere en lille del af den sociale interaktion i forhold til projektorganisering. I vores analyse af de to cases har vi som nævnt fokus på den sociale interaktion, men i denne forbindelse afgrænser vi os fra at gå i dybden med en analyse af hvordan samværet og projektorganisering påvirker den enkelte. Samtidig er det ikke vores hensigt at se på, hvordan bestemte meninger dannes og, hvad der ligger til grund for bestemte diskurser i projektgrupperne. Vi har således hverken inddraget diskursanalyse og ej heller psykologiske perspektiver i dette speciale. I arbejdet med Stacey har vi erfaret, at han anvender megen plads i sine værker på at tage skarp afstand fra den systemteoretiske tradition. I nærværende afhandling har vi imidlertid fundet inspiration iforskellige systemiske teoretikere. Dette mener vi at kunne retfærdiggøre, da de inddragede teoretikere HSSL ILZRYP]LY VYNHUPZH[PVULY ZVT RVTWSLRZL Z[¥YYLSZLY KLY LY PUÅ\LYL[ HM KLU TrKL O]VYWr TLUULZRLY interagerer. Vi mener således, at de bidrager med perspektiver på vores praksisfelt og hjælper os med at forstå, hvordan den sociale interaktion kan have betydning for projektorganisering. Det har således betydet, at vi har brugt litteratur, der af og til bryder med vores anvendte vidensteori, da de inddragede teoretikere tilkender sig en anden vidensopfattelse. Dog har vi ikke ladet os afskrække af denne disharmoni, idet teoretikerne har budt på andre begavede betragtninger i forhold til vores problemstilling. Derved har det nærmere gjort diskussionen mere indholdsrig og nuanceret frem for fordummende. Vi er således bevidste om denne nuance, og vi vil bestræbe os på at forholde os ekspliciterende hertil undervejs i afhandlingen.
24
KAPITEL
3
SOCIAL INTERAKTION OG VIDENSDANNELSE
”
Knowledge creation is then understood as an active process of communication between humans. It follows that knowledge is not stored, but perpetually constructed. Ralph Stacey
25
3.1  INDLEDNING -ÂĽYZ[ VN MYLTTLZ[ LY ]P HM KLU V]LYIL]PZUPUN H[ ]PKLU LY ]PN[PN H[ ILZR¤M[PNL ZPN TLK MVYKP ]PKLU \KNÂĽY ĂŠn  af  mange  vigtige  ingredienser  i  succesfuld  projektorganisering,  herunder  udvikling  af  projekter.  I  ILNYLIZHMRSHYPUNLU KLĂ&#x201E;ULYLKL ]P ]VYLZ Z`U Wr ]PKLU ZVT ]¤YLUKL L[ ZVJPHS[ IL[PUNL[ M¤UVTLU KLY opstĂĽr  i  den  kontinuerlige  interaktion  mellem  mennesker.  Derfor  er  vi  blandt  andet  optaget  af  den  sociale  interaktion,  som  vil  vĂŚre  i  fokus  bĂĽde  i  nĂŚrvĂŚrende  kapitel,  men  ogsĂĽ  senere  i  vores  analyse,  hvor  vi  vil  se  nĂŚrmere  pĂĽ  social  interaktion  i  forhold  til  udvikling  af  projekter.  Inden  vi  nĂĽr  sĂĽ  langt  vil  vi,  som  lovet,  fordybe  os  i  spørgsmĂĽlet  om,  hvorledes  viden  dannes,  og  hvorledes  man  kan  omtale  â&#x20AC;?detteâ&#x20AC;?  som  et  fĂŚnomen. I  fordybelsen  ønsker  vi  først  at  indlede  med  et  klassisk3  syn  pĂĽ  viden,  som  har  vĂŚret  til  stor  inspiration  for  feltet  (Jensen  et  al.,  2005:  58).  Det  gør  vi  ved  hjĂŚlp  af  to  japanske  organisationsforskere,  Ikujiro  Nonaka  og  Hikotaka  Takeuchi,  som  er  optaget  af,  hvordan  personlig  viden  kan  gøres  til  eksplicit  organisatorisk  viden.  Vi  mener,  at  de  er  relevante  at  inddrage,  fordi  de  blandt  andet  illustrerer  den  frugtbare  udvikling,  der  er  sket  inden  for  vidensteorien.  Det  er  efterfulgt  af  Ralph  D.  Stacey,  som  forholder  sig  kritisk  til  den  RSHZZPZRL ]PKLUZ[YHKP[PVU VN KL[[L NP]LY HUSLKUPUN [PS H[ \KMVSKL L[ YHKPRHS[ HS[LYUH[P] AOPJOHUN ! 445),  hvor  Stacey  argumenterer  for,  at  dannelse  af  viden  skal  forstĂĽs  som  et  fĂŚnomen,  der  kun  kan  opstĂĽ  i  den  fysiske  sociale  interaktion  mellem  mennesker.  Som  et  led  til  dette  prĂŚsenterer  vi  først  hans  teori  om  komplekse  responsive  processer,  efterfulgt  af  teleologierne,  og  afslutter  med  en  indføring  i  hans  brug  af  symboler,  alt  sammen  med  det  formĂĽl  at  forklare  vidensdannelse.  Â
3.2  NĂ&#x2DC;GLEN  TIL  FREMTIDEN  Viden  har  lĂŚnge  vĂŚret  og  er  stadig  genstand  for  megen  undren  og  forskning,  og  en  stor  del  af  den  klassiske  videnslitteratur,  vi  har  studeret,  har  oftest  haft  et  udgangspunkt  i  organisationsteorien,  blandt  andet  artikuleret  gennem  lĂŚringsteori  og  organisatorisk  udvikling  (Jensen  et  al.,  2005:  37).  7LYZVUNHSSLYPL[ PUKLU MVY ]PKLUZMVYZRUPUN I¤YLY VNZr P \KWY¤NL[ NYHK [P[SLY ZVT šVYNHUPZH[PVUZMVYZRLYLš og  â&#x20AC;?ledelsesteoretikereâ&#x20AC;?,  og  pĂĽ  den  mĂĽde  kan  det  spores,  hvor  interessen  for  viden  i  det  senmoderne  samfund  blandt  andet  har  sit  ophav.  I  et  større  samfundsmĂŚssigt  perspektiv  er  den  øgede  interesse  for,  hvad  viden  er,  og  hvorledes  det  skabes,  ogsĂĽ  vedkommende.  Som  sagt  hersker  der  konsensus  omkring,  at  industrialiseringen  er  et  historisk  fĂŚnomen,  og  at  vi  i  Vesten  bevĂŚger  os  mod  en  Ìra,  hvor  viden  har  fĂĽet  en  central  placering  i  det,  vi  kalder  videnssamfundet  (Wenger  2004,  Tsoukas  2005,  Stacey  2001).  +LUUL IL]¤NLSZL ]¤R MYH I\YLH\RYH[P OPLYHYRP VN RVU[YVS OLU PTVK Ă&#x2026;LRZPIPSP[L[ VTZ[PSSPUNZWHYH[OLK VN decentralisering  betyder,  at  vidensmedarbejderen  skal  dygtiggøres  til  at  agere  problemløser  under  disse  nonlineĂŚre  vilkĂĽr  (Stacey,  2001:  1).  Men  før  vi  vil  diskutere  disse  nonlineĂŚre  vilkĂĽr  nĂŚrmere  mener  vi,  H[ KL[ LY ]PN[PN[ H[ ZL Wr O]VYSLKLZ ]PKLU KLĂ&#x201E;ULYLZ ZRHILZ VN VTNrZ VN OLY TLSKLY KLY ZPN L[ \[HS HM TLNL[ R]HSPĂ&#x201E;JLYLKL HR[ÂĽYLY Wr IHULU Â
3
5VUHRH VN ;HRL\JOPZ HYILQKL TLK ISHUK[ HUKL[ [H]Z VN LRZWSPJP[ ]PKLU \K[Y`R[ P KLYLZ HULYRLUK[L :,20 TVKLS OHY OHM[ Z[VY PUKĂ&#x2026;`KLSZL Wr
udviklingen  inden  for  vidensforskningen,  og  de  betragtes  ligeledes  som  nogle  af  grundlĂŚggerne  af  feltet.  Vi  mener  dog,  at  der  sket  meget  pĂĽ  VTYrKL[ ZPKLU OLU VN KLYMVY Ă&#x201E;UKLY ]P KLUUL RH[LNVYPZLYPUN LNUL[
26
3.3  VIDEN  SOM  RESSOURCE I  denne  diskussion  er  et  par,  som  man  ikke  bør  gĂĽ  udenom  Nonaka  og  Takeuchi.  Deres  bog:  â&#x20AC;?The  Knowledge  Creating  Companyâ&#x20AC;? MYH [HNLY HMZ¤[ P 7L[LY +Y\JRLYZ š=PKLUZZHTM\UKš O]VY ]PKLU LY KLU LULZ[L TLUPUNZM\SKL YLZZV\YJL THU P MYLT[PKLU ZRHS MVR\ZLYL Wr 5VUHRH ;HRL\JOP ! Set  fra  dette  perspektiv  er  organisatorisk  vidensdannelse  en  kontinuerlig  dynamisk  proces  mellem  tavs  VN LRZWSPJP[ ]PKLU 5VUHRH ;HRL\JOP ! 5VUHRH VN ;HRL\JOP LY PUZWPYLYL[ HM 4PJOHLS 7VSHU`PZ ILNYLILY VT Z\IQLR[P] [H]Z ]PKLU VN VIQLR[P] LRZWSPJP[ ]PKLU 5VUHRH ;HRL\JOP ! O]VY KL forenklet  sagt  tilføjer  et  dialektisk  perspektiv  imellem  tavs  og  eksplicit  viden.  I  den  dialektiske  proces  er  det  derved  muligt  at  omdanne  den  personlige  tavse  viden  til  eksplicit  og,  vigtigst  af  alt,  anvendelig  viden.  Ifølge  Nonaka  og  Takeuchi  er  dannelsen  af  viden  i  organisationer  medvirkende  til  at  gøre  en  organisation  konkurrencedygtig.  Hermed  udtrykker  de  et  behov  for,  at  data,  information  og  viden  skal  have  den  egenskab  at  kunne  overføres  fra  Êt  individ  til  et  andet.  I  den  dialektiske  transition  mener  de,  at  det  er  muligt  at  gøre  tavs  viden  eksplicit.  Transitionen  sker  gennem  sproget,  og  dermed  er  viden  placeret  i  et  PUKP]PKZ ZPUK VN RHU NLUULT LRZWSPJP[LYPUN NÂĽYLZ [PSN¤UNLSPN MVY HUKYL 5VUHRH ;HRL\JOP ! 60).  Det  centrale  for  blandt  andre  Nonaka  og  Takeuchi4,  og  andre  indenfor  feltet,  er  en  opfattelse  af  viden,  som  noget,  der  tager  form  som  en  ressource  og  kan  eksistere  i  sig  selv  med  mulighed  for  tilpasning.  Et  kritikpunkt,  der  isĂŚr  knytter  sig  til  denne  rationelle  opfattelse  af  viden,  er  manglende  konkretisering  af,  hvad  begrebet  â&#x20AC;?tavs  videnâ&#x20AC;?  egentlig  indeholder,  da  det  netop  er  forudsĂŚtningen  for  at  kunne  gøre  det  eksplicit  (Jensen  et  al.,  2005:  44). Â
3.3.1  VIDENSDELING Skal  man  anskue  denne  klassiske  vidensopfattelse  i  et  organisatorisk  perspektiv,  handler  det  om  H[ PKLU[PĂ&#x201E;JLYL TL[VKLY KLY RHU VWZHTSL HRR\T\SLYL VN SHNYL KLU LRZWSPJP[LYLKL ]PKLU +LYTLK er  det  muligt  at  gøre  viden  tilgĂŚngelig  for  alle,  der  mĂĽtte  have  brug  for  det.  Et  forsøg  pĂĽ  at  gøre  netop  dette  er  udviklingen  af  vidensdelingsvĂŚrktøjer.  Et  eksempel  herpĂĽ  kan  vĂŚre  en  Wiki,  en  intern  platform,  der  er  inspireret  af  Wikipidia.  Her  kan  alle  medarbejdere  tilføje  information  til  det  fĂŚlles  elektroniske  opslagsvĂŚrk.  Disse  vĂŚrktøjer  har  til  opgave  at  indsamle  og  dokumentere  viden.  Mange  projektstyringsvĂŚrktøjer  bygger  efter  vores  opfattelse  ogsĂĽ  pĂĽ  ideer  om,  at  viden  kan  gøres  eksplicit  VN Ă&#x2026;`[[LZ SPNLZVT V]LUU¤]U[L ]PKLUZKLSPUNZ]¤YR[ÂĽQ 0 L[ HM ]VYLZ PU[LY]PL^Z )PSHN TPU\[! ISL] ]P PU[YVK\JLYL[ [PS 7YPUJL ZVT LY L[ HRYVU`T MVY š79VQLJ[Z 05 *VU[YVSSLK ,U]PYVUTLU[Zš VN LY KL[ WYVQLR[Z[`YPUNZ]¤YR[ÂĽQ ZVT HU]LUKLZ P LU HM ]VYLZ JHZLZ 0 7YPUJL 5  foreligger  der  helt  konkrete  metoder  for,  hvorledes  alle  tĂŚnkelige  situationer  skal  hĂĽndteres,  dokumenteres  og  afrapporteres,  sĂĽledes  at  intet  LY V]LYSHK[ [PS [PSM¤SKPNOLKLYUL 6MĂ&#x201E;JL VM .V]LYUTLU[ *VTTLYJL ! +L[[L LY L[ NVK[ LRZLTWLS pĂĽ,  hvordan  Nonaka  og  Takeuchis  vidensforstĂĽelse  bliver  anvendt  og  praktiseret,  idet  alle  erfaringer  og  hĂŚndelser  gøres  tilgĂŚngelige  for  andre  deltagere  i  projektet.  Dermed  ikke  sagt,  at  tavs  viden  er  gjort  eksplicit,  men  forsøget  er  gjort.  Et  andet  interessant  aspekt  af  det  anvendte  projektstyringsvĂŚrktøj  er Â
4
4H_ )VPZV[! ¸2UV^SLKNL (ZZL[Zš
5
-VY H[ ISP]L 7YPUJL JLY[PĂ&#x201E;JLYL[ ZRHS THU ILZ[r [V WYÂĽ]LY 4HU [LZ[LZ P 7YPUJL Z TL[VKLY ZVT HSSL LY PUKLOVSK[ P LU OrUKIVN
VN +H]LUWVY[ 7Y\ZHR ¸>VYRPUN 2UV^SLKNLš
27
titlen  i  sig  selv,  som  beskriver  projektorganisering  i  â&#x20AC;?kontrollerede  omgivelserâ&#x20AC;?.  Allerede  efter  vores  første  interview  kunne  vi  fastslĂĽ,  at  dette  projekt  langtfra  tog  afsĂŚt  i  kontrollerede  omgivelser.  Eksempelvis  udtaler  projektlederen  at:  [  Dette  er  fjernet  pĂĽ  grund  af  fortrolighed  ] Dette  mĂĽ  betragtes  som  en  indikation  pĂĽ  alt  andet  end  kontrollerede  omgivelser.  Som  allerede  antydet  vĂŚlger  vi  at  forholde  os  kritisk  til  den  klassiske  rationalistiske  opfattelse  af  viden  som  en  ressource,  der  kan  gøres  tilgĂŚngelig,  delbar  og  eksplicit.  Dermed  forholder  vi  os  ogsĂĽ  kritisk  til  de  ledelsesmetoder,  og  de  dertilhørende  metoder  til  projektorganisering,  som  er  knyttet  hertil.  Det  gør  vi,  fordi  vi  mener,  at  de  vilkĂĽr,  som  projektorganisering  skal  eksekveres  under,  ikke  kan  hĂĽndteres  med  statiske  og  endimensionelle  vĂŚrktøjer.  Derimod  mener  vi,  at  de  vilkĂĽr  krĂŚver,  at  viden  ikke  sidestilles  med  information  VN NÂĽYLZ [PS NLUZ[HUK MVY KLSPUN TLU H[ ]PKLU U¤YTLYL ZRHS VWMH[[LZ ZVT L[ Ă&#x2026;`N[PN[ M¤UVTLU KLY ILZ[rY af  interaktionsmønstre  mellem  mennesker  i  nuet. Â
3.4  KOMPLEKSE  RESPONSIVE  PROCESSER  Hvis  ikke  viden  skal  opfattes  som  en  enkeltstĂĽende  ressource,  som  kan  deles,  foreslĂĽr  Stacey,  at  man  [HNLY \KNHUNZW\UR[ P KL[ OHU RHSKLY MVY š*VTWSL_ 9LZWVUZP]L 7YVJLZZLZš MYLTV]LY RHSKL[ RVTWSLRZL responsive  processer  -  egen  oversĂŚttelse): š ÂŻ [OL` WLYWL[\HSS` JVUZ[Y\J[ O\THU M\[\YLZ WHY[PJ\SHYS` ÂŻ [OL` WLYWL[\HSS` JVUZ[Y\J[ O\THU RUV^SLKNL PU VYNHUPaH[PVUZ  Relating  between  diverse  people  in  their  local  situation  is  understood  as  the  process  in  which  knowledge  is  reproduced  and   potentially  transformedâ&#x20AC;?  (Stacey,  2001:  6). Â
Stacey  bruger  denne  teori  om  komplekse  responsive  processer  til  at  anskue  individer  og  grupper,  og  til  at  forklare,  hvorledes  viden  opstĂĽr,  nemlig  i  komplekse  responsive  processer  mellem  mennesker.  I  disse  processer  er  indlejret  en  fortløbende  gengivelse  og  potentiel  forandring  af  mening,  som  netop  er  opstĂĽet  i  den  sociale  handlen  mellem  mennesker.  Det  er  dels  i  gengivelsen  og  dels  i  forandringen  af  mening,  at  al  social  interaktion  bliver  til  komplekse  responsive  processer.  I  teorien  om  komplekse  responsive  processer  vĂŚlger  vi  isĂŚr  at  fremhĂŚve  to  ting,  der  er  med  til  at  forklare,  hvordan  viden  kan  karakteriseres  som  social  interaktion,  og  hvorfor  verden  kan  betragtes  som  UVUSPUL¤Y -ÂĽYZ[ ]PS ]P ZL Wr :[HJL`Z HYILQKL TLK [YL MVYTLY MVY [LSLVSVNPLY Âś MVYZ[rLSZLU HM M¤UVTLULY Âś ZVT OHU IY\NLY [PS H[ \UKLYZ[YLNL O]VYSLKLZ OHUZ [LVYPHWWHYH[ HKZRPSSLY ZPN MYH KL[ [YHKP[PVULSSL systemteoretiske  syn  pĂĽ  viden.  Endvidere  vil  vi  gerne  se  nĂŚrmere  pĂĽ  hans  arbejde  med  symboler,  som  giver  en  dybere  forstĂĽelse  af  menneskets  komplekse  interaktionsmønstre,  og  men  som  ogsĂĽ  forklarer,  hvorfor  nonlineĂŚre  vilkĂĽr  er  et  vilkĂĽr  for  projektorganisering. Â
3.4.1  MENNESKET  I  ORGANISATIONEN Stacey  er  først  og  fremmest  optaget  af  de  processer,  som  eksisterer  i  organisationerne,  og  det  faktum,  at  planlagte  aktiviteter  altid  udvikler  sig  anderledes  end  planlagt.  Som  sagt  mener  vi,  at  vilkĂĽrene  for  projektorganisering  i  organisationer  kan  karakteriseres  som  nonlineĂŚre  og  dynamiske.  I  denne  karakteristik  udgør  menneskets  adfĂŚrd  og  tilstedevĂŚrelse  i  organisationer  en  central  rolle.  Stacey  hĂŚvder,  at:  â&#x20AC;?An  organisation  is  the  process  of  communicative  interaction  and  power  relating  between  peopleâ&#x20AC;?  (Stacey,  2001:  337). Â
28
Det essentielle er her, at den menneskelige interaktion og magtrelationerne er det, der udgør en organisation. Denne betragtning er væsentlig, da viden ligeledes opstår i den sociale interaktion, og således er både grundlag for selve organisationen, men også for vidensdannelse. Det betyder, at organisatorisk forandring, læring og vidensdannelse er det samme som forandring i den sociale interaktion (Stacey, 2001: 189). Derfor mener vi, at det er afgørende at have fokus på selvsamme interaktion. I teorien om de komplekse responsive processer henter Stacey inspiration fra kompleksitetsforskningen. Her anskues viden som et fænomen, der bryder frem i menneskers samvær og danner komplekse interaktion processer, som samfundet, organisationen og individet er indlejret i. Men det er altså i TLUULZRLYZ ZHT]¤Y H[ Z]HYL[ Wr ]PKLUZKHUULSZL ZRHS ÄUKLZ! ”Knowledge creation is then understood as an active process of communication between humans. It follows that knowledge is not stored, but perpetually constructed” (Stacey, 2001: 6).
Dermed gør Staceys vidensforståelse op med idéen om, at viden kan være noget i sig selv. Derimod er viden bundet til den sociale interaktion mellem mennesker. Når viden ikke kan være noget i sig selv, har det også den betydning, at artefakter som bøger, databaser, manualer og så videre kun udgør repræsentationer af viden. Det afgørende er her, at viden opfattes som et fænomen, der opstår i nuet og RHU PRRL ¹Å`[[LZ¹ LM[LYZVT KL[ LY I\UKL[ [PS KL PU[LYHNLYLUKL PUKP]PKLY -VY H[ Mr LU K`ILYL PUKZPN[ P KLUUL optik må vi nødvendigvis rette fokus mod fænomenerne.
3.5 TELEOLOGIER Til at forklare fænomener anvender Stacey tre former for teleologier. Teleologier betegner, hvad der ligger til grund for fænomener (Stacey, 2001: 163). Stacey introducerer tre kategorier af teleologier, nemlig den rationalistiske, den formative og den transformative. Det gør han med det formål at forklare, hvordan og under hvilke vilkår nyt skabes (Jensen et al., 2005, 59). Samtidig er Staceys udlægning af teleologierne også et opgør med den systemteoretiske opfattelse af viden. Stacey kritiserer det, han kalder ”mainstreamlitteratur”6 for ikke at kunne forklare, hvordan viden opstår (Stacey, 2001: 14). Han \UKLYZ[YLNLY H[ ZLS]VT KL ÅLZ[L [LVYPLY ILZR¤M[PNLY ZPN TLK ]PKLUZWYVK\R[PVU S¤YPUN VN [YHUZMVYTH[PVU af viden, er der ikke tale om dannelse af viden. Mainstreamlitteraturen taler om, hvordan vi som mennesker lærer, og hvordan viden for individet opstår, men ifølge Stacey er dette ikke dannelsen af viden i sig selv, da det kun er dannelsen af viden for den eller dem, der ikke kendte det tidligere: ”It [mainstream literature] can only explain how already enfolded knowledge becomes unfolded by the system. Within its own terms this systems view does not, indeed cannot, explain how completely novel knowledge arises” (Stacey, 2001: 28).
Staceys hovedkritikpunkt går på, at alle mainstreamteorierne bygger på en grundlæggende Z`Z[LT[LVYL[PZR HU[HNLSZL KLY H\[VTH[PZR KPZ[PUN]LYLY TLSSLT KL[ PUKP]PK\LSSL VN KL[ ZVJPHSL -VR\Z P disse teorier er altså i højere grad på, hvilken prioritet det sociale har overfor det individuelle, en slags:
6
Stacey forsøger at samle den kritiske masse, han gør op med i begrebet ”mainstreamlitteratur”. En masse som blandt andet består af
[LVYL[PRLYL ZVT 5VUHRH ;HRL\JOP :JO U 7VSHU`P VN :LUNL .Y\UKLU [PS H[ OHU ]¤SNLY H[ RHSKL KL[ MVY THPUZ[YLHT ZRHS ÄUKLZ P KLU TrKL disse omtaler vidensdannelse på. Alle repræsenterer forskellige traditioner, men fælles er, at de ikke med egne termer kan forklare, hvorledes viden dannes (Stacey, 2001: 14).
29
š/]HK RVT MÂĽYZ[& /ÂĽULU LSSLY ¤NNL[&šœKPZR\ZZPVU ZVT PMÂĽSNL :[HJL` LY NHUZRL PYYLSL]HU[ KH LU niveaudeling  mellem  det  individuelle  og  det  sociale  ikke  er  muligt:  â&#x20AC;?Agency  is,  thus  neither  located  in  an  individual,  nor  in  the  collective,  nor  in  both.  Instead  it  is  patterning  process,   simultaneously  individual  and  socialâ&#x20AC;?  (Stacey,  2001:  98). Â
Vores  handlen  tager  sĂĽledes  ikke  udelukkende  udspring  i  enten  det  sociale  eller  det  individuelle,  men  er  en  gensidig  og  kontinuerlig  interaktion  mellem  individer.  Som  sagt  bruger  Stacey  teleologierne  til  at  udfolde  denne  adskillelse. Â
3.5.1  RATIONALISTISKE,  FORMATIVE  OG  TRANSFORMATIVE  TELEOLOGIER  De  tre  overordnede  kategorier  for  teleologierne  er  den  rationalistiske,  den  formative  og  den  transformative.  Det  er  ikke  hensigten  at  udfolde  disse  med  alle  deres  nuancer,  men  mere  at  nĂĽ  frem  til  en  dybere  forstĂĽelse  af  den  helhed,  som  vidensskabelse  og  foranderlighed  indgĂĽr  i,  hvor  isĂŚr  den  [YHUZMVYTH[P]L [LSLVSVNP OHY ]VYLZ PU[LYLZZL +L[[L MVYKP H[ KL[ LY OLY RPSKLU [PS U`ZRHILSZL ZRHS Ă&#x201E;UKLZ P den  samhørighed,  det  individuelle  og  det  sociale  skaber.  Vores  inddragelse  af  Staceys  teleologier  skal  lĂŚgges  til  grund  for  den  vidensopfattelse,  vi  tilkender  os.  Dermed  er  teleologierne  ikke  noget,  som  vil  blive  anvendt  direkte  i  vores  analyse,  men  vi  mener  dog,  at  denne  noget  abstrakte  udlĂŚgning  er  en  forudsĂŚtning  for  forstĂĽelsen  af,  at  viden  kun  kan  karakteriseres  som  vĂŚrende  betinget  af  den  sociale  interaktion. BĂĽde  den  rationalistiske  og  den  formative  teleologi  reprĂŚsenterer,  ifølge  Stacey,  den  opfattelse,  systemteorien  har  af  viden.  Den  rationalistiske  og  den  formative  teleologi  bygger  pĂĽ  ideer  taget  MYH KLU TVKLYUL RHU[PHUZRL Ă&#x201E;SVZVĂ&#x201E; :[HJL` ! 0TTHU\LS 2HU[ HYILQKLY TLK LU K\HSP[L[ der  fokuserer  pĂĽ  naturen  og  menneskelig  handling.  Disse  to  systemer  kan  ikke  observeres  ud  fra  ensartede  forudsĂŚtninger,  da  naturen  er  underlagt  nogle  helt  andre  vilkĂĽr  mennesket,  som  har  en  sjĂŚl  VN YH[PVULS HKM¤YK AOPJOHUN ! ;PS H[ MVYRSHYL KLU TLUULZRLSPNL OHUKSLU IY\NLY :[HJL` den  rationalistiske  teleologi,  hvor  motivation  er  grundlaget  for  al  menneskelig  aktivitet,  som  er  drevet  af  menneskets  selvstĂŚndige  og  rationelle  beslutninger.  Den  rationalistiske  teleologis  tankegods  om  TLUULZRL[ NLURLUKLZ VNZr P KLU SLKLSZLZZ[PS -YLKLYPJR /LYaILYN7  reprĂŚsenterer  i  form  af  erkendelsen  HM TLUULZRL[Z H\[VUVTP VN MVYMÂĽSNLSZL HM LNUL TrS VN ILOV] 4V[P]H[PVU LY KLU MHR[VY ZVT /LYaILYN bygger  sit  teoriapparat  pĂĽ.  Den  formative  teleologi  henter  inspiration  fra  formteorien  og  biologien,  og  er  den  anden  part  af  den  dualitet,  som  Kant  arbejder  med.  Den  formative  teleologi  er  baseret  pĂĽ  en  idĂŠ  om,  at  systemer  har  et  iboende  potentiale,  de  ikke  kan  løsrives  fra.  Eksempelvis  vil  genetikken  kunne  karakteriseres  som  formativ,  da  studiet  af  vores  arvemasse  handler  om  at  afkode  vores  DNA,  og  pĂĽ  den  mĂĽde  bestemme  LRZLTWLS]PZ ÂĽQLUMHY]L VN OrY[`WL 7VPU[LU LY H[ +5(ÂťLU LY P ]VYLZ RYVWWL Wr MVYOrUK VN KLYTLK LY DNAâ&#x20AC;&#x2122;en  et  iboende  potentiale  (Jensen  et  al.  2005:  65).  Den  formative  teleologi  bygger  pĂĽ  en  lineĂŚr  kausalitet,  og  pĂĽ,  at  tingene  er  formgivet  pĂĽ  forhĂĽnd.  Det  übner  imidlertid  ikke  op  for  en  indføring  i,  hvorledes  viden  dannes,  men  forklarer  kun,  at  potentiel  eksisterende  viden  har  mulighed  for  en Â
7
-YLKLYPJR /LYaILYN HTLYPRHUZR HYILQKZWZ`RVSVN VN 7YVMLZZVY P 6YNHUPZH[PVUZ[LVYP /HU [HNLY \KNHUNZW\UR[ P H[ HYILQKZWSHKZLU LY
genstand  for  nogle  faktorer,  som  har  indvirkning  pü  individets  holdning  til  arbejdet.  Han  skelner  mellem  to  slags  faktorer:  Motivationsfaktorer  og  vedligeholdelsesfaktorer.  Motivationsfaktorerne  indeholder  blandt  andet  ansvar,  anerkendelse  og  personlige  udviklingsmuligheder,  hvor  ]LKSPNLOVSKLSZLZMHR[VYLY K¤RRLY V]LY S¼U HYILQKZ[PKLY M`ZPZRL MVYOVSK TLK TLYL /LYaILYN !
30
ĂĽbenbaring  i  systemet  (Stacey,  2001:  26-28).  I  forhold  til  vores  videnskabsteoretiske  udgangspunkt  stedfĂŚstede  vi  tidligere,  at  vi  mener  at  virkeligheden  formes  af  erkendelsen  af  den,  og  at  vi  dermed  ikke  [YVY Wr LU WY¤KLĂ&#x201E;ULYL[ UH[\Y ZVT KLU MVYTH[P]L [LSLVSVNP YLWY¤ZLU[LYLY Den  rationalistiske  og  formative  teleologi  er  overordnet  set  et  udtryk  for  en  opdeling  af  det  individuelle  og  sociale,  som  Stacey  opponerer  kraftigt  imod.  Det  er  altsĂĽ  ikke  muligt,  ifølge  Stacey,  at  frembringe  noget  nyt  i  den  dualitet,  som  den  rationalistiske  og  formative  teleologi  reprĂŚsenterer.  Dette  skyldes,  at  der  fokuseres  pĂĽ  iboende  potentialer  og  kausalitet,  og  at  der  skelnes  mellem  det  individuelle  og  det  sociale,  nĂĽr  det  kommer  til  vidensdannelse  i  organisationer  (Stacey,  2001:  39).  Til  at  gøre  op  med  denne  dualitet  anvender  Stacey  det,  han  kalder  for  den  transformative  teleologi,  og  som  skal  erstatte  de  to  foregĂĽende  teleologier.  Essensen  er,  at  viden  som  fĂŚnomen  i  stedet  skal  behandles  ud  fra  et  perspektiv,  hvori  relationen  mellem  det  individuelle  og  det  sociale  er  betinget  af  evig  afhĂŚngighed,  og  hvor  det  ikke  er  muligt  at  skelne  individet  fra  det  sociale  (Stacey,  2001:  93).  Hvis  man  skal  forstĂĽ,  hvordan  viden  dannes,  skal  man  se  det  som  et  fĂŚnomen,  der  er  under  evig  dannelse  uden  et  determineret  bestemmelsessted.  Dannelsen  sker  med  en  blanding  af  det  kendte  og  det  ukendte,  og  det  er  denne  evige  variation,  som  skaber  noget,  der  ikke  har  eksisteret  før  (Stacey,  2001:  163).  I  forhold  til  menneskers  interaktion  IL[`KLY KL[ H[ MVYHUKYPUNLU LY WSHJLYL[ TLSSLT TLUULZRLY VN PRRL Ă&#x201E;UKLZ P KL[ LURLS[L TLUULZRL Interaktionsmønstret  mellem  mennesker  er  dermed  under  evig  transformation,  idet  der  ikke  skelnes  mellem  et  individuelt  eller  socialt  niveau,  men  det  er  en  bevĂŚgelse  i  sig  selv,  hvor  mening  dannes  i  nuet  (Stacey,  2001:  60).  Viden  skabes  i  nuet  i  den  sociale  interaktion  imellem  mennesker,  og  netop  derfor  er  viden  ikke  noget,  der  kan  eksistere  i  sig  selv.  Det  kan  ej  heller  lagres,  ledes  eller  akkumuleres.  Men  derimod  handler  det  om  at  se  et  potentiale  i  den  sociale  interaktion,  og  udvikle  den  mĂĽde,  hvorpĂĽ  man  indgĂĽr  i  relationer  med  andre  individer.    Â
3.6  SYMBOLER  -VY H[ WY¤JPZLYL KL TLUULZRLSPNL PU[LYHR[PVUZTÂĽUZ[YL ]PS ]P NLYUL ZL Wr Z`TIVSLYUL ZVT P :[HJL`Z optik  er  mediet  i  den  kropslige  sociale  interaktion.  Mennesket  kommunikerer  altsĂĽ  med  hinanden  i  mediet  af  symboler,  og  symbolerne  er  den  responsive  kropslige  interaktion  (Stacey,  2001:  116).  En  del  af  de  komplekse  responsive  processer  er  kommunikativ  handlen,  der  som  sagt  bestĂĽr  af  symboler.  Til  at  MVYRSHYL Z`TIVSLYUL Ă&#x201E;UKLY :[HJL` PUZWPYH[PVU OVZ 4LHK8,  og  Stacey  kategoriserer  symboler  i  henholdsvis  WYV[VZ`TIVSLY ZPNUPĂ&#x201E;RHU[L Z`TIVSLY VN YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY :[HJL` ! )rKL WYV[VZ`TIVSLY VN KL ZPNUPĂ&#x201E;RHU[L Z`TIVSLY OHY RYVWWLU ZVT M¤SSLZ TLKPL TLU WYV[VZ`TIVSLYUL \K[Y`RRLZ \KLS\RRLUKL P KL RYVWZSPNL TÂĽUZ[YL VN KL ZPNUPĂ&#x201E;RHU[L Z`TIVSLY IY\NLY ZWYVNL[ ZVT ]¤YR[ÂĽQ +L YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY abonnerer  pĂĽ  det  materielle,  med  blandt  andet  skriften  som  vĂŚrktøj  (Stacey,  2000:  341).  Disse  aktive  symboler  er  til  sammen  genstand  for  mening  og  viden.  I  det  følgende  vil  vi  forklare  de  tre  slags  symboler  nĂŚrmere.
3.6.1  PROTOSYMBOLER  Symboler  er  kropslige  interaktioner,  og  indgür  i  et  relationelt  mønster  af  gestus  og  respons,  hvor  følelserne  er  indholdet  i  den  udveksling,  der  foregür.  Nür  en  gestus  udtrykkes,  fremkalder  den  oftest  en  8
.LVYNL /LYILY[ 4LHK (TLYPRHUZR -PSVZVM VN :VJPHSWZ`RVSVN 4LHKZ [LVYPHWWHYH[ MVR\ZLYLY Wr KLU ZVJPHSL OHUKSLU ZVT 4LHK
ILZRYP]LY ZVT [V LSSLY Ă&#x2026;LYL WHY[LYZ NLUZPKPNL PUKĂ&#x2026;`KLSZL Wr OPUHUKLU 4VY[LUZLU !
31
respons og en følelse i den anden som for eksempel et smil eller andre ansigtsudtryk. Karakteristikken af protosymbolerne er blandt andet, at det trækker på betydningen af ”proto”, som på latin kan oversættes TLK ¹M¥Y¹ LSSLY ¹\Y¹ VN RHU KLYMVY ILZRYP]LZ ZVT KL NY\UKS¤NNLUKL Z`TIVSLY 7YV[VZ`TIVSLY ]PS HS[PK være kontekstafhængige, og det vil sige, at faktorer som den menneskelige interaktion, tiden, stedet og OPZ[VYPZRL LYMHYPUNLY \K¥]LY PUKÅ`KLSZL Wr NLZ[\Z YLZWVUZT¥UZ[YL[ +L[ LY KVN ]PN[PN[ H[ \UKLYZ[YLNL at disse gestus-responsmønstre produceres i interaktionen mellem mennesker, og at de derfor ikke er genstand for forudsigelighed, da man i kraft af blandt andet magtrelationer og evalueringer ikke kan WSHUS¤NNL HUKYLZ LSSLY LNLU HKM¤YK 7r KLU HUKLU ZPKL IL[`KLY KL[ OLSSLY PRRL H[ P L[O]LY[ NLZ[\Z responsmønster af protosymboler opstår noget fuldstændig nyt hvert øjeblik. Men det tager afsæt i konteksten, og de erfaringer, man som individ har med menneskelig interaktion (Stacey, 2001: 103-104).
3.6.2 SIGNIFIKANTE SYMBOLER +LU U¤Z[L RH[LNVYP HM Z`TIVSLY LY KL ZPNUPÄRHU[L Z`TIVSLY VN PNLU LY KL[ RYVWWLU ZVT LY TLKPL[ +L ZPNUPÄRHU[L Z`TIVSLY LY TLYL H]HUJLYLKL LUK WYV[VZ`TIVSLYUL PKL[ KL [PSSPNL N¥Y IY\N HM ZWYVNL[ @KLYTLYL MYLTRHSKLY ZWYVNL[ PRRL R\U LU YLZWVUZ OVZ KLU HUKLU TLU IY\NLU HM ZPNUPÄRHU[L Z`TIVSLY kan også fremkalde en respons hos en selv. Det betyder, at man som individ bliver bevidst om andres eksistens, og den bevidsthed skaber et grundlag for interaktion. Den talende gestus er her væsentlig, VN KLU LY VM[LZ[ \K[Y`R[ PNLUULT O]LYKHNZRVU]LYZH[PVULY TLSSLT YLSH[LYLKL TLUULZRLY -VY LRZLTWLS R\UUL THU MVYLZ[PSSL ZPN H[ LU WYVQLR[SLKLY KLY ]HY ZPN ZPUL ZPNUPÄRHU[L Z`TIVSLY IL]PKZ[ ]PSSL [PSWHZZL sin gestus og respons efter situationen, og på den måde arbejde aktivt med den respons, det måtte fremkalde i de andre projektmedarbejdere. Det kunne være en gestus i form af et smil, frygt, eller andre følelsesmæssige tilstande, men også en sproglig reaktion kan fremkaldes. Endnu en gang er konteksten afgørende, og interaktion er her igen en udveksling af gestus-responsmønstre, hvor mening skabes og forhandles igennem symboler i det levende nu (Stacey, 2001: 107). Netop forhandling er ganske interessant, da dette er en stor del af menneskelig interaktion. Bevidst eller ubevidst forhandles der i den RVU[PU\LYSPNL \K]LRZSPUN HM NLZ[\Z VN YLZWVUZT¥UZ[YL 0KtLYUL VT KL ZPNUPÄRHU[L Z`TIVSLY JLU[YLYLY ZPN om interaktionen mellem mennesker, og derved bliver dette til et medie for viden. -VY ILNNL V]LUU¤]U[L Z`TIVSLY LY KL[ PU[LYHR[PVUZT¥UZ[YLUL TLSSLT TLUULZRLY ZVT LY KL[ væsentlige, og her kan man placere forståelsen og betydningen af symboler i forlængelse af den transformative teleologi, som netop vægter den evige afhængighed af hinanden og det sociale, og hvor PU[L[ RHU PZVSLYLZ +LYMVY RHU THU ZPNL H[ PU[LYHR[PVU LY L[ TLKPL MVY ]PKLU ZVT ÄUKLZ P OHUKSPUNLU (Stacey, 2001: 116). Som tidligere nævnt refererer det til, at viden og social interaktion er betinget af hinanden. I kraft af denne dialektik kan viden ikke isoleres til et objekt og være noget i sig selv, derimod er det et fænomen, der skabes i nuet. Hermed er vi fremme ved den tredje og sidste symboltype, som er KL YLPÄLYLKL Z`TIVSLY
3.6.3 REIFIEREDE SYMBOLER :VT ZHN[ OHY KL YLPÄLYLKL Z`TIVSLY PRRL RYVWWLU ZVT TLKPL TLU ÄUKLZ P MVYT HM TH[LYPHSLY 0 TVKZ¤[UPUN [PS IrKL WYV[VZ`TIVSLYUL VN KL ZPNUPÄRHU[L Z`TIVSLY KLY UL[VW OHY RYVWWLU ZVT TLKPL VN \KMVSKLZ P KLU Å`N[PNL M`ZPZRL PU[LYHR[PVU TLSSLT TLUULZRLY +L YLPÄLYLKL Z`TIVSLY OHY ZRYPM[LU ZVT medie, og udfoldes på papiret samt i databaser og dokumenter, og de kan tilmed lagres og gemmes. Skriften henviser til andre symboler i det talte og skrevne sprog, og derved skaber det en kontekst, som er løsrevet fra kroppen. Derfor er det en repræsentation af viden, men ikke viden i sig selv. Det
32
er  artefakter,  og  disse  er  et  uundvĂŚrligt  hjĂŚlpemiddel  i  skabelsen  og  opretholdelsen  af  den  sociale  interaktion.  +L Z`TIVSZRL [LYTLY LY NLUZPKPN[ YLSH[LYLKL VN UrY L[ YLPĂ&#x201E;LYL[ Z`TIVS HU]LUKLZ P LU RVTT\UPRH[P] OHUKSPUN VWZ[rY KLY H\[VTH[PZR L[ ILOV] MVY KL ZPNUPĂ&#x201E;RHU[L Z`TIVSLY VN WYV[VZ`TIVSLYUL :[HJL` ! 5rY L[ YLPĂ&#x201E;LYL[ Z`TIVS OLU[LZ MYLT [PS HU]LUKLSZL ZRLY KLY LU ZrRHSK[ KLRVU[LRZ[\HSPZLYPUN af  informationen,  og  betyder,  at  i  det  øjeblik,  man  übner  en  bog  eller  downloader  et  dokument,  vil  ens  individuelle  evne  til  at  forstĂĽ  og  fortolke  trĂŚde  i  karakter.  Det  betyder,  at  man  i  anvendelsen  vil  gøre  brug  HM KL ZPNUPĂ&#x201E;RHU[L Z`TIVSLY 6N KL[ LY MÂĽYZ[ KtY H[ KLY ]PS ]¤YL [HSL VT LU[LU LU YLWYVK\R[PVU HM PUKOVSKL[ VN LSSLY LU [YHUZMVYTH[PVU [PS KHUULSZLU HM ]PKLU +LYMVY RHU YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY PRRL ]¤YL NY\UKSHN MVY dannelsen  af  viden  i  sig  selv,  men  det  kan  derimod  sammenspillet  mellem  alle  tre  slags  symboler.  +L YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY ZWPSSLY HSSPNL]LS LU ]PN[PN YVSSL VN KLY Ă&#x201E;UKLZ THUNL LRZLTWSLY Wr ILOV]L[ MVY VN IY\NLU HM YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY 4LUULZRLY RVTT\UPRLYLY PNLUULT Z`TIVSLY VN KLYLZ HR[P]L LRZPZ[LUZ skaber  mening  og  viden  i  nuet.  Den  kropslige  aktivitet,  som  symboler  krĂŚver,  har  mange  nuancer  og  aspekter,  og  fordrer  brugen  af  alle  slags  symboler  i  den  sociale  interaktion  (Stacey,  2001:  116).  Dog  OHY ]P ZL[ THUNL LRZLTWSLY Wr WYVQLR[LY KLY [PSZ[Y¤ILY R\U H[ ZRHIL KL YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY P MVYT HM KVR\TLU[H[PVU VN HMYHWWVY[LYPUN ZVT P [PSM¤SKL[ TLK 7YPUJL MYH [PKSPNLYL 0 Z[LKL[ MVY LUZPKPN[ H[ MVR\ZLYL Wr KL YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY Ă&#x201E;UKLY ]P KL[ LZZLU[PLS[ MVY WYVQLR[VYNHUPZLYPUN H[ ZÂĽNL MHJPSP[LYPUNLU HM IrKL KL ZPNUPĂ&#x201E;RHU[L Z`TIVSLY VN WYV[VZ`TIVSLYUL VN Wr KLU TrKL ZRHIL Y\T MVY RVTT\UPRH[PVU VN interaktion  og  dermed  potentiale  for  vidensdannelse. Â
3.7  TEORI  OG  PRAKSIS I  vores  arbejde  frem  mod  svaret  pĂĽ,  hvorledes  projektorganisering  kan  optimeres  under  nonlineĂŚre  ]PSRrY ILZR¤M[PNLY ]P VZ TLK O]HK KLY RHU OH]L PUKĂ&#x2026;`KLSZL Wr KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU VN O]VYSLKLZ projektudvikling  og  vidensdannelse  kan  tage  form  heri.  Et  arbejde,  som  i  ovenstĂĽende  er  baseret  pĂĽ  en  noget  abstrakt  og  teoretiske  baggrund.  Vi  vĂŚlger  at  se  pĂĽ  social  interaktion,  projektudvikling  VN ]PKLUZKHUULSZL P MVYOVSK [PS WYVQLR[VYNHUPZLYPUN 7YVQLR[VYNHUPZLYPUN MYLTZ[rY MVY VZ SHUN[ TLYL WYHRZPZVYPLU[LYL[ MVYKP KL[ LY OLY LRZLR]LYPUNLU Ă&#x201E;UKLY Z[LK KL[ LY OLY TrS VN ]PZPVULY ZRHS PUKMYPLZ 0 KLU forbindelse  ser  vi  det  derfor  relevant  at  übne  op  for  en  diskussion  af  teori  overfor  praksis.  I  samme  ombĂŚring  er  det  ogsĂĽ  relevant  at  nĂŚvne,  at  noget  af  den  kritik,  vi  møder  af  Stacey  netop  MVR\ZLYLY Wr THUNSLUKL WYHRZPZ\KMVSKLSZL HM OHUZ [LVYPHWWHYH[ AOPJOHUN ! =P LY HM KLU overbevisning,  at  Staceys  bidrag  til  vidensteorien  er  bĂĽde  tankevĂŚkkende,  og  at  det  er  et  udtryk  for  et  radikalt  opgør  med  den  systemiske  teoriopfattelse,  der  hidtil  har  domineret  pĂĽ  omrĂĽdet.  Men  vi  er  LUPNL TLK AOPJOHUN9  i,  at  udfoldelsen  af  komplekse  responsive  processer  ikke  byder  pĂĽ  en  simpel  guide  til,  hvordan  man  bedst  muligt  faciliterer  og  interagerer  i  den  sociale  interaktion.  Vores  mĂĽl  med  nĂŚrvĂŚrende  speciale  har  ej  heller  vĂŚret  at  konstruere  ti  praktiske  løsningsforslag.  Men  derimod  er  det  hensigten  at  problematisere,  hvordan  viden  og  social  interaktion  anskues,  og  hvordan  alt  dette  i  forhold  til Â
9
AO\ AOPJOHUN LY :LUPVY SLR[VY ]LK /\SS )\ZPULZZ :JOVVS P ,UNSHUK VN MVYOVSKLY ZPN P HY[PRSLU â&#x20AC;?Complexity  Science,  Systems  Thinking  and Â
Pragmatic  Sensibilityâ&#x20AC;?  kritisk  til  Stacey,  idet  han  mener,  at  Stacey  forholder  sig  meget  teoretisk  til  bĂĽde  viden  og  den  sociale  interaktioner  i  organisationer. Â
33
projektorganisering  med  fordel  kan  tĂŚnkes  ind  i  nye  rammer,  og  ikke  mindst  hvilke  fokusomrĂĽder,  dette  mĂĽtte  indebĂŚre.  I  diskussionen  omkring  teori  og  praksis  siger  den  britiske  økonom  Marc  Casson: ¸:VTL J\S[\YLZ LTWOHZPaL [OL PTWVY[HUJL VM [OLVY`" P[ PZ PTWVY[HU[ [V \UKLYZ[HUK [OL ZP[\H[PVU ILMVYL HJ[PUN [OL` THPU[HPU HUK Z\JO \UKLYZ[HUKPUN JHU VUS` IL WYV]PKLK I` H [OLVY` VM ZVTL RPUK 6[OLY J\S[\YLZ HYL TVYL WYHNTH[PJ" [OL` Z\NNLZ[ [OH[ P[ PZ Z\MĂ&#x201E;JPLU[ [V RUV^  that,  on  the  basis  of  experience,  a  certain  course  of  action  produces  good  results  (...)â&#x20AC;?  (Casson,  1993:  427). Â
0 KLUUL VWKLSPUN Tr :[HJL` ZPNLZ H[ [PSOÂĽYL KLU [LVYL[PZRL VN Ă&#x201E;SVZVĂ&#x201E;ZRL R\S[\Y O]PSRL[ OHU VNZr TÂĽKLY RYP[PR MVY AOPJOHUN ! 0 KLU MVYIPUKLSZL RHU THU MVYZÂĽNL H[ SH]L LU ZHTTLUR¤KUPUN TLSSLT projektorganisering  og  Staceys  udfoldelse  af  teleologierne.  Det  virker  umiddelbart  svĂŚrt  at  forholde  sig  til,  hvordan  disse  begreber  hver  isĂŚr  kan  tilføre  hinanden  noget  anvendeligt.  Sagt  med  andre  ord  virker  det  lidt  for  abstrakt  at  inddrage  et  punkt  pĂĽ  dagsordenen  til  nĂŚste  projektmøde  der  hedder  â&#x20AC;?hvorfor  opfører  fĂŚnomener  sig  som  de  gør  og  i  hvilken  retning  bevĂŚger  de  sigâ&#x20AC;?.  Ingenlunde  er  det  noget,  vi  OHY YLĂ&#x2026;LR[LYL[ V]LY TLU KLY ZRHS PTPKSLY[PK PU[LNYLYLZ UVNSL Ă&#x2026;LYL [YPU MÂĽYLUK KL[[L RHU NP]L TLUPUN +VN mĂĽ  det  understreges,  at  en  kritik  baseret  pĂĽ  for  lidt  eller  for  meget  teori  er  nem  at  iscenesĂŚtte,  men  det  afgørende  er  at  anvende  Stacey  med  denne  nuance  i  bevidstheden.  Derfor  skal  vi  ikke  Ìde  ham  rĂĽt  og  [PSLNUL VZ ZHTTL OVSKUPUN -VY LU LUZPKPN VN O`SKLUKL IY\N HM OHT ]PS UL[VW IHYL ]¤YL LU YLWYVK\R[PVU Hvilket  ifølge  Staceys  optik  ikke  fører  til  dannelse  af  viden,  for  hertil  er  ogsĂĽ  transformation  pĂĽkrĂŚvet.  Vi  mener  heller  ikke,  at  forskellen  mellem  teori  og  praksis  kan  stilles  sĂĽ  sort-hvidt  op,  og  mange  vil  ogsĂĽ  placere  sig  imellem  disse  to  yderpunkter.  SĂĽledes,  vil  vi  i  arbejdet  med  den  abstrakte  vidensdannelse  og  konkret  det  projektarbejde  forsøge  at  mestre  denne  vekselvirkning. Â
3.8  OPSAMLING  7LYZWLR[P]LYUL Wr ]PKLUZ[LVYPLYUL LY ]HYPLYLKL TLU KLU Z`Z[LT[LVYL[PZRL ]PURLS TLK KL MVYTH[P]L VN rationalistiske  teleologier,  hvor  individet  og  det  sociale  er  separeret,  har  hidtil  vĂŚret  rammesĂŚttende  og  ifølge  Stacey  ligeledes  begrĂŚnsende  for  forstĂĽelsen  af  vidensdannelse.  Vi  argumenterer  for,  at  den  transformative  teleologi  kan  favne  bĂĽde  hvorledes  viden  skabes  og  trives,  nemlig  i  de  komplekse  responsive  processer,  hvor  viden  konstant  reproduceres  og  transformeres  i  interaktionen  mellem  TLUULZRLY +LUUL PU[LYHR[PVU ZRLY ]LK OQ¤SW HM Z`TIVSLY 7YV[VZ`TIVSLYUL VN KL ZPNUPĂ&#x201E;RHU[L Z`TIVSLY YLWYVK\JLYLZ RVUZ[HU[ P KLU RYVWZSPNL PU[LYHR[PVU VN KL YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY [HNLY MVYT ZVT HY[LMHR[LY der  kan  lagres  i  skriften.  Symbolerne  er  ikke  viden  i  sig  selv,  men  det  er  den  dynamiske  kommunikative  interaktion,  hvor  mening  opstĂĽr  pĂĽ  baggrund  af  reproduktion  og  transformation  af  symbolerne.  Derfor  O¤]KLY ]P H[ KL[ R]HSPĂ&#x201E;JLYLKL RVU]LYZLYLUKL SP] TLSSLT PUKP]PKLY P VYNHUPZH[PVULU LY LU MVY\KZ¤[UPUN MVY hvordan  viden  skabes  og  hvordan  projekter  udvikles  under  nonlineĂŚre  vilkĂĽr. Â
34
KAPITEL ANALYSE 1. DEL
”
4
Er projektet på kanten af kaos er der imidlertid ikke nogen garanti for ikke at miste balancen og falde til en af siderne, hvor enten stabilitet eller anarki hersker.
35
4.1  INDLEDNING Denne  første  del  af  vores  analyse  tjener  det  overordnede  formĂĽl  at  bringe  vores  empiriske  studier  i  spil,  og  derigennem  opnĂĽ  et  indblik  i  den  sociale  interaktion  i  projektorganiseringen.  I  den  proces  vil  vi  indledningsvist  komme  nĂŚrmere  ind  pĂĽ  de  nonlineĂŚre  vilkĂĽr,  for  derefter  at  udfolde  projektorganisering  i  praksis.  Derudover  vil  vi  kort  diskutere,  hvorfor  social  interaktion  bør  vĂŚre  mere  i  fokus,  nĂĽr  vi  taler  om  WYVQLR[\K]PRSPUN ;PS ZPKZ[ P KL[[L RHWP[LS ]PS ]P NÂĽYL IY\N HM )YLUKH APTTLYTHUZ RVTWSLRZP[L[ZTH[YP_ ZVT ]P TLULY LY ]LSLNUL[ ZVT L[ HUHS`ZLYLKZRHI [PS H[ PKLU[PĂ&#x201E;JLYL VN MVYZ[r KLU SVRHSL ZVJPHSL PU[LYHR[PVU P projektorganiseringen.  Vores  fokus  vil  blandt  andet  vĂŚre  pĂĽ,  hvorledes  forskellige  situationer  kan  vĂŚre  \K[Y`R MVY TÂĽUZ[YL O]VY KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU KLY PUĂ&#x2026;\LYLY Wr \K]PRSPUNLU WYVQLR[LY :rSLKLZ ]PS MÂĽYZ[L HUHS`ZLKLS OQ¤SWL VZ TLK H[ PKLU[PĂ&#x201E;JLYL VTYrKLY HM KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU ZVT ]P TLULY ]PS ]¤YL hensigtsmĂŚssige  at  rette  blikket  pĂĽ,  nĂĽr  vi  i  anden  del  af  analysen  skal  svare  pĂĽ,  hvordan  et  fokus  pĂĽ  den  sociale  interaktion  kan  bidrage  til  udviklingen  af  projekter  og  dannelsen  af  viden.  NĂĽr  vi  analyserer  de  valgte  udsagn  fra  vores  interviews,  er  det  den  interviewedes  subjektive  udlĂŚgning  HM LU NP]LU ZP[\H[PVU KLY RVTTLY [PS \K[Y`R 6N KLYMVY LY HS[ O]HK KLY P[HSLZ¤[[LZ L[ \K[Y`R MVY [PUNLULZ tilstand,  som  den  interviewede  oplevede  dem,  da  de  fandt  sted.  Da  projektorganisering  er  en  fortløbende  WYVJLZ LY ]P RSHY V]LY H[ WYVQLR[L[ ZLY HUKLYSLKLZ \K U\ LUK KL[ NQVYKL P KLU VT[HS[L Ă&#x2026;`N[PNL ZP[\H[PVU Alligevel  mener  vi,  at  de  historier,  der  bliver  fortalt,  kan  bruges  til  at  forstĂĽ  nogle  af  de  udfordringer  og  vilkĂĽr,  projektdeltagerne  møder  i  projektarbejdet. Â
4.2  NONLINEĂ&#x2020;RE  VILKĂ&#x2026;R   Vi  vil  i  det  følgende  udfolde  vores  forstĂĽelse  af  de  nonlinearitet,  som  vi  mener  er  et  vilkĂĽr  for  projektorganisering.  Indledningsvist  kommer  vi  med  nogle  generelle  betragtninger  om  de  nonlinearitet,  MVY KLYLM[LY H[ LRZLTWSPĂ&#x201E;JLYL VN YLSH[LYL KL[ [PS SVRHSL ZJLUHYPLY MYH ]VYLZ [V JHZLZ ZVT ]P WY¤ZLU[LYLKL i  metoden.  Dermed  tager  vi  nu  hul  pĂĽ  det  analytiske  arbejde  med  vores  empiri,  og  vi  er  af  den  V]LYIL]PZUPUN H[ HYILQKL[ TLK JHZLZ NLULYLS[ RHU ]¤YL TLK [PS H[ PKLU[PĂ&#x201E;JLYL UVNSL HM KL WVPU[LY 6SZLU VN 7LKLYZLU ! ZVT LY MYLT[YrK[ MVY VZ P MVYOVSK [PS \K]PRSPUN HM WYVQLR[LY VN ]PKLUZKHUULSZL
4.2.1  FRA  A  TIL  B Et  passende  begreb  til  at  udtrykke  de  vilkĂĽr,  som  gør  sig  gĂŚldende  for  projektorganisering,  er  UVUSPULHYP[L[ =P TLULY H[ UVUSPUL¤YL ]PSRrY LY L[ \K[Y`R MVY KLU Z[PNLUKL RVTWSLRZP[L[ ZVT ]P Ă&#x201E;UKLY P ZHTM\UKL[ P KHN -VY H[ MVYRSHYL KL UVUSPUL¤YL ]PSRrY TLULY ]P H[ KL[ LY TLZ[ OLUZPN[ZT¤ZZPN[ H[ Z[HY[L ved  deres  modsĂŚtning,  og  dermed  tage  udgangspunkt  i  begrebet  linearitet. â&#x20AC;?En  lineĂŚr  relation  som  en  matematisk  ligning.  Dette  bruges  ofte  til  simple  kausale  sammenhĂŚnge,  hvis  x  sĂĽ  y,  dvs.  en   deterministisk  relation  mellem  to  variableâ&#x20AC;?  (Jensen  et  al.,  2005:  243). Â
Linearitet  er  derfor  kendetegnet  ved  repetition  og  forudsigelighed.  De  lineĂŚre  tilgange  til  organisering  af  arbejdet  henter  inspiration  fra  den  positivistiske  tankegang,  som  søger  at  afdĂŚkke  kausale  sammenhĂŚnge.  Screener  man  i  den  forbindelse  ledelses-  og  organisationslitteraturen,  mødes  man  først  og  fremmest  af  et  nĂŚsten  trivielt  eksempel,  som  udspringer  af  industrialiseringen  og  den  [HURLWYVK\R[PVU -YLKLYPJR > ;H`SVY NQVYKL ZPN OLY ;H`SVYZ [LVYP VT :JPLU[PĂ&#x201E;J 4HUHNLTLU[ ]HY P begyndelsen  af  det  20.  ürhundrede  vejen  til  en  effektiv  og  ikke  mindst  hierarkisk  forretning.  Det  havde  en  TLNL[ Z[VY PUKĂ&#x2026;`KLSZL Wr SLKLSZLZKPZJPWSPULU KLUNHUN ;H`SVY MVYLZSVN H[ THU TrS[L [PK VN IL]¤NLSZL
36
for  hver  enkelt  arbejdsopgave  af  produktionen,  for  derefter  at  kunne  bestemme,  hvilke  arbejdsmetoder,  der  var  mest  effektive,  og  hvor  hurtigt  de  enkelte  opgaver  kunne  udføres  (Taylor,  1911:  85).  Han  havde  altsĂĽ  en  helt  klar  opfattelse  af,  at  hvis  arbejdet  kunne  skemalĂŚgges,  kunne  det  optimeres.  ;H`SVY \UKLYZ[YLNLKL H[ KL[ ]HY SLKLYLUZ VWNH]L H[ ZÂĽYNL MVY H[ TLKHYILQKLYUL Ă&#x201E;R KLU YL[[L [Y¤UPUN sĂĽ  opgaverne  blev  udført  pĂĽ  den  mest  hensigtsmĂŚssige  mĂĽde  i  forhold  til  tid  og  bevĂŚgelse  (Taylor,  1911:  85).  Denne  mĂĽde  at  tĂŚnke  skematisk  i  planlĂŚgningen  af  produktionen  var  pĂĽ  mange  mĂĽder  YL]VS\[PVULYLUKL VN ISHUK[ HUKYL IPSWYVK\JLU[LU -VYK PURVYWVYLYLKL ;H`SVYZ [LVYP P KLYLZ WYVK\R[PVU i  1920erne  med  stor  succes.  Taylors  teori  har  vĂŚret  til  stor  inspiration  op  gennem  tiden.  Det  er  hans  [HURLY KLY ISHUK[ HUKL[ SPNNLY [PS NY\UK MVY .HU[[ ZRLTHL[ \K]PRSL[ P 4VYYPZ ! ZVT Z[HKPN ISP]LY IY\N[ P THUNL ]PYRZVTOLKLY P KHN )SHUK[ HUKL[ OVZ ]VYLZ LUL JHZL 6YNHUPZH[PVU ? O]VY KL[ PUKNrY ZVT LU KLS HM KLYLZ WYVQLR[Z[`YPUNZ]¤YR[ÂĽQ 7YPUJL )PSHN TPU\[! +LY ISP]LY HS[Zr Z[HKPN brugt  vĂŚrktøjer  med  denne  lineĂŚre  forstĂĽelse  af  arbejdsprocesserne  i  planlĂŚgningen  af  projekter  og  HYILQKZNHUNL P KHN 7VPU[LU LY H[ KLY TLK LU SPUL¤Y [PSNHUN LY LU VWMH[[LSZL HM H[ VYNHUPZH[PVULU VN de  mennesker,  der  er  tilknyttet  den,  handler  rationelt.  Det  er  med  den  overbevisning  muligt  at  forudsige,  hvad,  hvor  og  hvornĂĽr  i  forhold  til  produktionen,  uden  at  tage  højde  for  den  menneskelige  adfĂŚrd.  Hvis  man  eksempelvis  ser  pĂĽ  kommunikation,  er  der  en  forstĂĽelse  af,  at  meddelelser  kan  sendes  friktionsfrit  fra  afsender  til  modtager.  Samtidig  er  der  er  stor  enighed  om  vejen  og  mĂĽlet  i  processen  for  at  nĂĽ  fra  A  til  B  (Helder,  2009:  59). Â
-9( ( ;03 & I  modsĂŚtning  til  den  lineĂŚre  proces  er  en  nonlineĂŚr  proces  et  forløb  uden  slutning  og  uden  en  bestemt  orden  i  forløbets  rĂŚkkefølge.  Det  vil  sige,  at  nĂĽr  der  startes  ved  A,  er  det  ikke  pĂĽ  forhĂĽnd  bestemt,  om  nĂŚste  punkt  hedder  B  eller  C.  Dermed  er  nonlineĂŚre  processer  svĂŚre  og  til  tider  umulige  at  forudsige.  Ligeledes  er  sammenhĂŚngen  mellem  ürsag  og  virkning  ikke  til  at  fĂĽ  øje  pĂĽ,  som  det  er  tilfĂŚldet  ved  lineĂŚre  processer.  Et  velkendt  eksempel  herpĂĽ  kan  vĂŚre  â&#x20AC;?Sommerfugleeffektenâ&#x20AC;?,  som  har  sit  ophav  i  kaosteorien,  og  taler  om,  hvorledes  smĂĽ  udslag  som  en  sommerfugls  vingeslag  kan  forĂĽrsage  store  virkninger  i  form  af  en  orkan  i  USA  (Tsoukas,  2005:  238).  I  projektorganiseringen  bliver  vilkĂĽrene  først  VN MYLTTLZ[ UVUSPUL¤YL MVYKP ]P OHY TLK TLUULZRLY H[ NÂĽYL VN KH TLUULZRLY LY YLĂ&#x2026;LRZP]L VN selvstĂŚndige  individer,  er  deres  handlinger  ikke  givet  pĂĽ  forhĂĽnd.  Dog  er  der,  som  vi  prĂŚsenterede  i  kapitel  3,  ifølge  Stacey  nogle  gestus-responsmønstre,  der  gør,  at  alle  sociale  relationer  ikke  er  fuldstĂŚndig  utilregnelige.  Men  pointen  er,  at  der  i  den  mĂĽde,  vi  omgĂĽs  hinanden  pĂĽ,  aldrig  vil  vĂŚre  to  identiske  situationer,  og  at  vi  derfor  aldrig  med  hundrede  procent  sikkerhed  kan  vide,  hvordan  en  anden  person  vil  reagere  pĂĽ  noget,  vi  siger  eller  gør.  Dog  vil  der  i  de  enkelte  nonlineĂŚre  processer  til  tider  vĂŚre  elementer  af  linearitet  til  stede.  Man  kan  for  eksempel  sige,  at  man,  indenfor  en  given  kontekst,  der  er  afgrĂŚnset  af  tid  og  rum,  med  meget  stor  sandsynlighed  kan  forudsige,  at  der  vil  blive  afholdt  et  projektmøde  kl.  13.00,  og  hvad  der  er  pĂĽ  dagsordenen.  NĂĽr  vi  taler  om  forskellen  mellem  lineĂŚre  og  nonlineĂŚre  processer,  skal  det  understreges,  at  der  ikke  er  tale  om  enten/eller,  men  snarere  om  en  gradbøjning  af  nonlinearitet,  hvor  der  endda  kan  tales  om,  at  linearitet  kan  forekomme,  men  hvor  det  afgørende  er  graden  af  uregelmĂŚssigheder.  Nonlinearitet  er  reglen  -  linearitet  er  undtagelsen  (Tsoukas,  2005:  238). Â
37
4.3  NONLINEARITET  I  VORES  CASES I  analysen  af  vores  empiri  har  vi,  som  tidligere  nĂŚvnt,  valgt  at  bibeholde  iagttagelsesfelterne,  ud  fra  hvilke  vi  konstruerede  vores  interviewguide  (Jf.  skema  1,  side:  20).  NĂĽr  vi  ser  pĂĽ  nonlineĂŚre  vilkĂĽr  i  forhold  til  de  to  cases,  er  det  isĂŚr  vores  overvejelser  om  deres  udsagn  inden  for  felterne  â&#x20AC;?Aktiviteternes  tidslige  VYNHUPZLYPUNš VN š(R[P]P[L[LYULZ Y\TSPNL VYNHUPZLYPUNš ZVT ]P Ă&#x201E;UKLY YLSL]HU[L O]PSRL[ ]P ]PS NÂĽYL YLKL MVY P KL[ MÂĽSNLUKL 6T [PK VN Y\T ZPNLY (U[OVU` .PKKLUZ! š(SS PU[LYHJ[PVUZ HYL ZP[\H[LK Âś P[ VJJ\YZ PU H WHY[PJ\SHY WSHJL HUK OH]L H ZWLJPĂ&#x201E;J K\YH[PVU VM [PTLš .PKKLUZ !
Men  med  den  teknologiske  udvikling  følger  muligheden  for  at  kommunikere  pĂĽ  tvĂŚrs  af  store  afstande  i  løbet  af  meget  kort  tid.  Vi  kan  sĂĽledes  tale  med  hele  verden  pĂĽ  samme  tid,  uden  sĂĽ  meget  som  at  YLQZL VZ MYH Z[VSLU VN Wr KLUUL TrKL RHU ]P ]¤YL P ZHTTL Y\T LRZLTWLS]PZ Wr :R`WL LSSLY -HJLIVVR \KLU H[ ]¤YL Wr ZHTTL Z[LK +L[[L RHSKLY .PKKLUZ MVY KPZLTILKKPUN10,  og  peger  pĂĽ,  at  de  sociale  YLSH[PVULY PRRL S¤UNLYL LY RU`[[L[ [PS LU SVRHS PU[LYHR[PVUZRVU[LRZ[ .PKKLUZ ! 9LSH[LYLZ KL[[L til  projektorganisering  handler  det  om  at  fokusere  pĂĽ  projektdeltagernes  mange  handlinger,  som  er  adskilt  af  bĂĽde  tid  og  rum.  Denne  fragmentering  mener  vi  i  høj  grad  er  medvirkende  til,  at  vi  kan  tale  om  nonlineĂŚre  vilkĂĽr,  og  derfor  vil  vi  gerne  i  det  følgende  fokusere  pĂĽ  tiden  og  rummet  i  vores  cases. Â
4.3.1  TID Allerede  under  et  netvĂŚrksarrangement11  i  efterĂĽret  2009  blev  vi  opmĂŚrksomme  pĂĽ,  at  tid  var  en  af  de  største  udfordringer  for  de  projektledere,  vi  var  i  dialog  med.  Dette  gĂĽr  tilbage  til  udgangspunktet  for  denne  afhandling,  hvor  vi  i  indledningen  undrede  os  over,  hvorfor  projekter  aldrig  forløber  som  planlagt.  Tid  bliver  i  alle  vores  interviews  omtalt  som  problemfyldt  og  som  noget,  der  fylder  meget  i  forhold  til  WSHUS¤NUPUN )PSHN TPU\[! " )PSHN TPU\[! 7YVISLTL[ LY ZVT VM[LZ[ THUNLS Wr [PK VN KLYTLK H[ PTÂĽKLRVTTL KL MHZ[ZH[[L KLHKSPULZ /VZ 6YNHUPZH[PVU ? RVTTLY KPZZL WYVISLTLY [PS \K[Y`R gennem  forsinkelser  i  leverancerne  fra  leverandøren,  som  gentagne  gange  hverken  overholder  de  aftalte  KLHKSPULZ LSSLY SL]LYLY TLK Z[VYL MLQS VN THUNSLY )PSHN TPU\[! /VZ 6YNHUPZH[PVU @ P[HSLZ¤[[LY KL det  tidsmĂŚssige  aspekt  som  en  konstatering  af,  at:  â&#x20AC;?Tid  er  der  aldrig  nok  af  (â&#x20AC;Ś)  Med  nogle  ting  kommer  vi  helt  klart  til  at  overskride  tidsplanen.  Vores  egen  tidsplanâ&#x20AC;?  (Bilag  7,  minut:  8.42). Â
4HUNSLU Wr [PK LY P ZPN ZLS] PRRL V]LYYHZRLUKL TLU KL[ ]P Ă&#x201E;UKLY PU[LYLZZHU[ LY KLU TrKL O]VYWr KL V]LYZRYLKUL KLHKSPULZ OrUK[LYLZ /VZ 6YNHUPZH[PVU ? IY\NLY KL WYVQLR[Z[`YPUNZ]¤YR[ÂĽQL[ 7YPUJL hvilket  ifølge  projektlederen  betyder  at,  alle  misforstĂĽelser  skal  registreres,  og  der  skal  udfyldes  en  YHWWVY[ [PS WYVQLR[L[Z Z[`YLNY\WWL 7r IHNNY\UK OLYHM [Y¤MMLY Z[`YLNY\WWLU Zr ILZS\[UPUNLY MVY WYVQLR[L[Z ]PKLYLMVYSÂĽI )PSHN TPU\[! +L[[L LY IHYL L[ HM THUNL LRZLTWSLY Wr H[ KL OVZ 6YNHUPZH[PVU ? har  en  meget  struktureret  mĂĽde  at  planlĂŚgge  og  organisere  pĂĽ.  Blandt  andet  har  de  en  fast  dagsorden  til  møderne  samt  en  fastsat  procedure  for,  hvad  man  skal  gøre,  hvis  planerne  ikke  holder.  En  anden  ZVJPVSVN KLY [HSLY VT ¤UKYPUNLY P [PK VN Y\T LY A`NT\U[ )H\THU /HU TLULY ZVT .PKKLUZ H[ kommunikationshastigheden  ikke  lĂŚngere  er  begrĂŚnset  af  rummet  (Bauman,  2001:  154).  Som  en  nĂŚsten  triviel  gentagelse  af  de  andre  store  sociologers  vĂŚrker  fra  slutningen  af  forrige  ürhundrede12  taler  +PZLTILKKPUN! 4VKZH[ LTILKKPUN ZVT Wr LUNLSZR IL[`KLY PUKSLQYPUN 7r KHUZR ISP]LY KL[ IL[LNUL[ ZVT \KSLQYPUN 2HZWLYZLU !
10
5L[^LH]PUNZL]LU[ TLK 7: ^^^ UL[^VYR WLVWSL KR
11
<SYPJO )LJRZ 9PZPRVZHTM\UKL[ (U[OVU` .PKKLUZÂť *VUZLX\LUJL VM 4VKLYUP[`
12
Ă&#x2026;LYL
38
" 4HU\LS *HZ[LSSZ 5L[]¤YRZZHTM\UKL[
TLK
Bauman om den kompleksitet, globaliseringen har medført. Men det interessante er, at Bauman synes at se en form for modreaktion i samfundet, der forsøger at skabe orden i kaos (Bauman, 2001: 163). Det ÄUKLY OHU WYVISLTH[PZR KH! ”Dette skyldes at kampen for orden selv er den vigtigste hindring for sin egen succes, idet de fænomener, der er karakteristiske for uorden, netop udspringer af de handlinger, som snævert fokuserer på og i deres opgaveløsning er rettede mod enkeltstående problemer” (Bauman, 2001: 170).
Netop fordi vilkårene er nonlineære, kan alle konsekvenserne ved de valg, man træffer, ikke afdækkes, LSSLY ZHN[ TLK HUKYL VYK Zr LY rYZHN¶]PYRUPUNZYLSH[PVULU \K]PZRL[ -VYZ¥NL[ Wr UL[VW H[ TLZ[YL KLUUL lineære kausale disciplin kan i værste fald blive til et benspænd, fordi man derved overser nye løsninger. 2VUZLR]LUZLU RHU ]¤YL H[ KLY ZRHILZ LUKU\ ÅLYL WYVISLTLY P MVYZ¥NL[ Wr H[ S¥ZL [PKSPNLYL WYVISLTLY (Bauman, 2001: 170). [ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ] Det ville aldrig have været muligt at forudse, hvilke konsekvenser sådan en beslutning ville få for hele projektet og de fastsatte deadlines og ikke mindst budgettet. Men vi mener også, at de i den efterfølgende proces foretager nogle yderligere valg i et forsøg på at holde tidsplanen, men dette mislykkes også. Blandt andet vælger de at inddrage en fjerde part i processen, men det vil vi komme ind på senere. Det primære er, som vi fortolker det, at de udelukkende fokuserer på enkeltstående problemer VN Wr H[ SL]LYL [PS [PKLU -HZ[OVSKLY ]P V]LUZ[rLUKL LY ]P IL]PKZ[L VT H[ \K]PRSPUN HM WYVQLR[ PRRL RHU foregå på baggrund af totalt anarki, hvor man fuldstændig ser bort fra den kontekst, som beslutninger og valg tages i. Det er umuligt at træffe beslutninger uden at overveje mulige fordele og ulemper, og modereres Baumans optik handler det i højere grad om ikke udelukkende at stole blindt på lineære årsag-virkningssammenhænge. /VZ 6YNHUPZH[PVU ? LY KL MVR\ZLYLKL Wr H[ Ur KLYLZ KLHKSPULZ O]PSRL[ ZLS]M¥SNLSPN PRRL LY V]LYYHZRLUKL da dette er et mål i sig selv for alle projekter. Men vi mener, at det faktum, at de til tider er så fokuserede på at få leverancerne i hus til tiden, gør at de netop ramler ind i utilsigtede problemer. I vores anden PU[LY]PL^Y\UKL ]LUKLY ]P [PSIHNL [PS MLS[L[ VN [HSLY LUKU\ LU NHUN TLK WYVQLR[SLKLYLU MYH 6YNHUPZH[PVU ? Hun fortæller, at: [ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ] I forsøget på at få tingene til at ske hurtigere, har kunden nu overdraget nogle af opgaverne til en fjerde WHY[ /LYTLK LY KLY MYH R\UKLUZ VN 6YNHUPZH[PVU ?Z ZPKL LU MVYTVKUPUN VT H[ KL[[L ]PS HÅHZ[L KLU eksisterende leverandør, så de kan sikre, at de resterende opgaver leveres til tiden. Men uden succes. Deres umiddelbare og kausale løsning på manglen af tid virker altså ikke som forventet, da leverandøren OHUKSLY HUKLYSLKLZ LUK KL OH]KL MVY]LU[L[ +L[ PU[LYLZZHU[L LY H[ KL OVZ 6YNHUPZH[PVU ? LUKU\ engang forsøger at løse problemet med et andet initiativ, som ligeledes baseres på ideen om, at det er leverandøren, der bærer skylden for forsinkelserne. I den forbindelse fortæller projektlederen, at de er begyndt at have to forskellige tidslinjer for at undgå at skrive for mange rapporter og holde for mange møder i styregruppen på grund af forsinkelser: ¹:r OHY ]P LU KLS SL]LYHUJL ZVT LY HMO¤UNPN HM SL]LYHUK¥YLU :r ZPNLY SL]LYHUK¥YLU KL[ RHU ]P OH]L OLY M¥Y WrZRL 6N P ]VYLZ WSHU PU[LYU[ hedder det så medio maj (…) vi har den plan, vi viser for leverandøren, og vi har en plan, vi viser for kunden” (Bilag 11, minut: 24.41).
Der er altså en erkendelse af, at de planer, som bliver lavet, ikke holder, og derfor er løsningen at lave en
39
intern tidsplan, hvor der kalkuleres med forsinkelser fra leverandørens side. Disse to eksempler illustrerer meget godt, hvordan projektet er forsøgt overført til en lineær forståelsesramme med en kausal og meget fast struktureret planlægningsmetodologi. Da den første løsning på problemet ikke fungerer, vælges der ISV[ LU HUKLU VN KL[ ]PYRLY ZVT VT H[ KL OVZ 6YNHUPZH[PVU ? M¥YZ[ MVYZ¥NLY H[ [PSWHZZL KLYLZ SL]LYHUK¥Y [PS [PKZWSHULU ¶ TLU LUKLY TLK H[ [PSWHZZL [PKZWSHULU LM[LY SL]LYHUK¥YLU KH ILOV]L[ MVY H[ R\UUL Z¤[[L lighedstegn mellem de to er stort. Hermed understreges Baumans pointe om, at der i denne processen frem mod at løse et problem, ensidigt fokuseres på en konkret løsning, og dette skaber en fare for at overse andre løsningsmuligheder. Det er ikke muligt for os at bidrage med et konkret løsningsforslag hertil, da dette ville være et forsøg på at mestre den lineære årsag-virkningsmetodologi. Men vi er af KLU V]LYIL]PZUPUN H[ 6YNHUPZH[PVU ? VN R\UKLU I\YKL MVR\ZLYL Wr H[ ZRHIL L[ Y\T MVY KPHSVN VN ZVJPHS interaktion, og dermed inkludere frem for at ekskludere. Dette mener vi kan være et område af den sociale interaktion, hvor et fokus kunne være givtigt i forhold til udviklingen af projektet. 0 6YNHUPZH[PVU @ WYVQLR[L[ \K[Y`RRLY KL SPNLSLKLZ LU IL]PKZ[OLK VT H[ LRZ[LYUL MHR[VYLY VN PU[LYUL HK OVJ opgaver påvirker projektets tidslige organisering. Dog er deres planlægning ikke i så høj grad afhængig af LRZ[LYUL SL]LYHUK¥YLY VN KL OHY OLSSLY PRRL ZVT OVZ 6YNHUPZH[PVU ? LU R\UKL KL LY MVYWSPN[L[ V]LYMVY 7YVQLR[L[ OVZ 6YNHUPZH[PVU @ LY L[ PU[LYU[ WYVQLR[ O]VY KL IrKL KPR[LYLY VN LRZLR]LYLY Wr TrSLUL KLYMVY bliver de deadlines de sætter mere eller mindre deres egne. Dette betyder langtfra, at deres projekt forløber efter planen, da de stadig forstyrres af ministerrokader, krævende generalsekretærer og andre administrative opgaver. -¤SSLZ MVY KL [V WYVQLR[LY LY L[ MVYZ¥N Wr H[ ILYLNUL [PKLU MVY KL MVYZRLSSPNL VWNH]LY VN MVY WYVQLR[L[ som en helhed. Vi er klar over, at deadlines er nødvendige for at undgå totalt anarki, og vi mener ikke, at planlægning og tidsestimering skal afskaffes. Men ved at anerkende fra projektets start, at der i den tidslige organisering er risiko for fejlberegning, bliver en overskreden deadline ikke en fejlmargen, der som P [PSM¤SKL[ OVZ 6YNHUPZH[PVU ? ZRHS \KM`SKLZ YHWWVY[LY VTRYPUN O]PSRL[ RVZ[LY `KLYSPNLYL [PK =VYLZ WVPU[L er, at der i den tidslige organisering skal tages højde for, at vilkårene for projekter er nonlineære, og at man derfor skal holde sig for øje, at de deadlines, der er sat, ikke nødvendigvis kan overholdes. Denne erkendelse, mener vi, kan være et af de første skridt på vej til at få en dybere indsigt i, hvorfor projekter måske aldrig udvikler sig i overensstemmelsen med planerne. Derfor mener vi, at selve begrebet WSHUS¤NUPUN RHU N¥YLZ [PS NLUZ[HUK MVY YLÅLRZPVU LM[LYZVT HS[PUN PRRL RHU RSHZZPÄJLYLZ KVR\TLU[LYLZ VN kontrolleres netop i kraft af de nonlineære vilkår.
4.3.2 RUM 3PNLSLKLZ RHU ]P PKLU[PÄJLYL LRZLTWSLY Wr UVUSPUL¤YL ]PSRrY UrY ]P ZLY Wr ¹(R[P]P[L[LYULZ Y\TSPNL VYNHUPZLYPUN¹ 7YVQLR[L[ OVZ 6YNHUPZH[PVU @ VTOHUKSLY U`L TrKLY H[ KVR\TLU[LYL HYILQKL[ P (MYPRH Wr VN THUNL HM KL PU]VS]LYLKL TLKHYILQKLYL P WYVQLR[LYUL LY KLYMVY WSHJLYL[ NLVNYHÄZR SHUN[ ]¤R ISHUK[ HUKL[ P ;HUaHUPH VN <NHUKH 7YVQLR[SLKLYLU OVZ 6YNHUPZH[PVU @ MVY[¤SSLY H[ OHU ISP]LY U¥K[ [PS H[ YLQZL [PS ;HUaHUPH KH KL[ LY MVY RVTWSPJLYL[ H[ \K]PRSL L[ OLS[ U`[ RVUJLW[ P KL[[L [PSM¤SKL PU[YVK\R[PVUZTH[LYPHSL [PS nye medarbejdere, når man sidder så langt fra hinanden. ¹+L[ LY KH LU \KMVYKYPUN H[ Mr ZRHI[ KLU OLY [LHTI\PSKPUN VN ]PKLUZKLSPUN Wr []¤YZ BUrY KLU NLVNYHÄZRL ZWYLKUPUN LY Zr Z[VYD¹ (Bilag 9, minut: 15.55).
Dette bevidner om et rum, som er fragmenteret i kraft af, at arbejdet skal udføres på et internationalt plan, hvor det kan være svært at etablere et fysisk møde, men også bare at komme i kontakt med de
40
PU]VS]LYLKL WHY[LY +LY\KV]LY LY KLY OVZ 6YNHUPZH[PVU @ VNZr VWZ[rL[ \]LU[LKL WYVISLTLY P MVYOVSK [PS HÅ¥UUPUNLU HM KL \KLUSHUKZRL TLKHYILQKLYL ZVT OHY MrL[ HYILQKL Wr WYVQLR[L[ P ISHUK[ HUKL[ ;HUaHUPH Hvidvaskningsloven gør det umuligt at overføre faste beløb til ikke-danskere med udenlandske konti. Dette medfører, at de oprindelige planer bliver sat ud af funktion, og at man pludselig skal gentænke hele lønningsprocessen, før man kan gå i gang med selve projektet. Dette er bare nogle enkelte eksempler på, hvordan en fragmentering af rummet er medvirkende til, at den sociale interaktion skifter alt afhængigt af det rum, den udfolder sig i. /VZ 6YNHUPZH[PVU ? ILZRYP]LY WYVQLR[SLKLYLU WYVQLR[L[Z Y\TSPNL VYNHUPZLYPUN ZVT TLNL[ RVTWSLRZ -¥YZ[ og fremmest fordi der er mange forskellige parter involveret, og fordi leverandørens medarbejdere sidder langt fra kundens hovedkontor. I et forsøg på at imødekomme både budgettet og tidsplanen ønsker kunden derfor, at medarbejdere skal sidde og arbejde hos dem: [ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ] Leverandøren når ikke de fastsatte deadlines og holder ikke deres aftaler. Dette har skabt en mistanke om, at leverandøren muligvis ikke bruger så meget tid på projektet i forhold til det, der er lovet leveret. +LY LY KLYMVY MYH IrKL R\UKLUZ VN 6YNHUPZH[PVU ?Z ZPKL L[ ¥UZRL VT H[ SL]LYHUK¥YLUZ TLKHYILQKLYL Å`[[LY PUK OVZ R\UKLU MVY H[ ZPRYL H[ KL R\U HYILQKLY Wr R\UKLUZ WYVQLR[ /LYTLK TLULY ]P H[ R\UKLU forsøger at lægge skylden for de udeblevne resultater på leverandøren og dennes rumlige placering. Igen vil vi hævde, at tilgangen til projektorganiseringen baseres på et lineært syn på processer i projektorganisering. Uanset hvor meget vi forsøger at kontrollere vores omgivelser, er det umuligt at MVY\KZPNL KL[ RVURYL[L WYVQLR[MVYS¥I /]PZ KL[ MVY LRZLTWLS]PZ S`RRLKLZ 6YNHUPZH[PVU ? H[ V]LY[HSL leverandørens medarbejdere til at sidde hos kunden, kunne man stadig ikke monitorere og styre, at de ikke arbejder på andre projekter, og dermed sikre, at de leverer som aftalt. Den rumlige organisering, ZVT KL[ ]PZLY ZPN P V]LUZ[rLUKL LRZLTWLS OHY ÅLYL T\SPNL ZJLUHYPLY 4HU R\UUL MVYLZ[PSSL ZPN H[ såfremt leverandørens medarbejdere sad hos kunden og arbejdede, ville det lette arbejdsgangen og RVTT\UPRH[PVULU TLSSLT KPZZL WHY[LY 7r KLU HUKLU ZPKL ]PSSL SL]LYHUK¥YLUZ TLKHYILQKLYL ISP]L MQLYUL[ fra deres arbejdsfællesskab, hvori de henter megen faglighed i forhold til deres arbejde, og dermed ville de miste en vital mulighed for dagligdags hjælp og inspiration. Vi ved selvfølgelig heller ikke, hvad der ville være bedst, men vi mener, at vilkårene er væsentligt mere nonlineære, end at årsagen til lav performance direkte skyldes den rumlige organisering, som leverandøren ikke vil indordne sig under. 6]LUZ[rLUKL LY LRZLTWSLY Wr O]VYSLKLZ KLU Y\TSPNL VYNHUPZLYPUN KPYLR[L PUÅ\LYLY Wr PU[LYHR[PVULU ISHUK[ WYVQLR[KLS[HNLYUL 3¥ZUPUNLU OVZ 6YNHUPZH[PVU ? TLK H[ Å`[[L SL]LYHUK¥YLU ZrSLKLZ H[ KL ZPKKLY P KL[ ZHTTL Y\T ZVT R\UKLU ]PYRLY \TPKKLSIHY[ SPNL MVY O]VY KLY OVZ 6YNHUPZH[PVU @ RHU ZLZ [LNU Wr H[ dette ej heller fungerer optimalt. Ingen af løsningsmodellerne er mere rigtige eller forkerte end den anden, og det er netop de komplekse og nonlineære vilkår, der gør, at der ikke er garanti for, at samme lokalitet er lig med øget produktivitet og et bedre samarbejde.
4.4 OPSAMLING Vi har i dette afsnit argumenteret for, hvorfor vi mener, at vilkårerne for projektorganisering er nonlineære. Linearitet er kendetegnet ved gentagelse og forudsigelighed, men i den sociale interaktion er det umuligt
41
H[ ]PKL O]VYKHU KL HUKYL YLHNLYLY Wr KL[ KLY ISP]LY ZHN[ VN NQVY[ :HT[PKPN LY KLY PMÂĽSNL .PKKLUZ og  Bauman,  sket  en  Ìndring  af  bĂĽde  tid  og  rum,  hvilket  tilføjer  yderligere  kompleksitet  til  den  sociale  PU[LYHR[PVU VN KLYTLK WYVQLR[VYNHUPZLYPUNLU 0 WYVQLR[LYUL P ]VYLZ JHZLZ TLULY ]P H[ R\UUL PKLU[PĂ&#x201E;JLYL tegn  pĂĽ,  at  tingene  ikke  er  konstant  lineĂŚre,  da  de  møder  uforudsigeligheder  -  planerne  skrider,  og  de  ønskede  lineĂŚre  løsninger  fejler.  Hermed  mener  vi,  at  de  ikke  kan  have  fuld  kontrol  over  alle  projektets  MHJL[[LY ISHUK[ HUKL[ UrY KL[ RVTTLY [PS KL Y\TSPNL VN [PKZT¤ZZPNL VTZ[¤UKPNOLKLY 7VPU[LU LY H[ MVY H[ IPKYHNL [PS \K]PRSPUNLU HM WYVQLR[LY ZLY ]P L[ ILOV] MVY LU ÂĽNL[ YLĂ&#x2026;LR[PVU V]LY KLU TrKL KLY WSHUS¤NNLZ pĂĽ.  I  forsøget  herpĂĽ,  mener  vi,  at  den  sociale  interaktion  i  høj  grad  skal  indtĂŚnkes.  NĂĽr  vi  senere  i  denne  del  af  analysen  udfolder  vores  empiri,  vi  vil  pege  pĂĽ  dele  af  den  sociale  interaktion,  som  vi  mener  skal  vĂŚre  i  fokus.  Men  først  vil  vi  udfolde  vores  genstandsfelt  yderligere  og  diskutere,  hvilke  betydninger  det  har  for  den  sociale  interaktion  at  organisere  sig  i  projekter.
4.5  PROJEKTORGANISERING  =P ZLY L[ ILOV] MVY PRRL Z[HUKHYKPZLYLKL HYILQKZWYVJLK\YLY 4HJ ,QSZRV] ! KLY UL[VW RHU tilpasses  de  nonlineĂŚre  vilkĂĽr,  som  vi  lige  har  ekspliciteret  ovenfor.  Dette  behov  synes  at  blive  mødt  gennem  projektorganisering,  hvor  der  er  mulighed  for  at  sammensĂŚtte  en  arbejdsgruppe  med  de  faglige  kompetencer,  der  passer  til  det  enkelte  projekts  opgaver.  Her  er  hovedprincipperne  viden,  improvisation,  lĂŚring  og  netvĂŚrk.  Vi  forstĂĽr,  som  nĂŚvnt  i  vores  begrebsafklaring,  projekter  som  vĂŚrende  selvstĂŚndige  VN \UPRRL 7YVQLR[LY ZÂĽZ¤[[LZ MVY H[ SÂĽZL RVTWSLRZL VN VM[L LULZ[rLUKL WYVISLTLY VN HM]PRSLZ UrY LU SÂĽZUPUN LY UrL[ 4HJ 7YVQLR[HYILQKL[ ZRHS PRRL Z[`YLZ -6 ! +L[ RHU ZLS]MÂĽSNLSPN KPZR\[LYLZ O]VY]PK[ KL[ LY MY\N[IHY[ H[ HMNY¤UZL L[ WYVQLR[ Zr Ă&#x201E;YRHU[L[ =P OHY [PKSPNLYL HYN\TLU[LYL[ MVY H[ TLUULZRL[ og  det  sociale  hverken  kan  afvikles  eller  skilles  ad,  idet  det  har  en  kontinuerlig  og  dialektisk  indvirkning  pĂĽ  hinanden.  Derfor  kan  de  mennesker,  der  indgĂĽr  i  projektet,  og  de  erfaringer,  der  gøres,  ikke  reduceres  til  noget  enkeltstĂĽende.  Dog  mener  vi  alligevel,  at  vi  i  vores  empiriske  studie  af  projektorganisering  kan  HU]LUKL KLUUL HMNY¤UZLKL KLĂ&#x201E;UP[PVU KH ]P LY VW[HNL[ HM KL WYVJLZZLY KLY RVUZ[Y\LYLZ P L[ ZWLJPĂ&#x201E;R[ projektforløb,  og  her  er  en  afslutning  et  nødvendigt  onde.  Ligesom  det  er  et  prĂŚmis  for  nĂŚrvĂŚrende  speciale.  Men  vi  vil  til  hver  en  tid  hĂŚvde,  at  de  mennesker,  som  er  involveret  i  projektorganiseringen,  er  historisk  prĂŚget,  og  tager  de  tilegnede  erfaringer  med  sig  i  deres  videre  arbejde.  Derfor  vil  et  projekts  resultater  have  potentiale  for  at  leve  videre  i  de  mennesker,  der  var  en  del  af  projektet,  men  ogsĂĽ  i  organisationen  som  en  del  af  den  videre  drift.  Den  menneskelige  erfaring  vil  derved  ikke  blive  afviklet,  det  vil  kun  projektet. Â
4.5.1  FLYGTIGE  RELATIONER :VT U¤]U[ Ă&#x201E;UKLY ]P H[ WYVQLR[VYNHUPZLYPUN LY LU OLUZPN[ZT¤ZZPN TrKL H[ VYNHUPZLYL ZPN Wr KH Ă&#x2026;LRZPIPSP[L[LU UL[VW PTÂĽKLRVTTLY KL O\Y[PN[ ZRPM[LUKL VWNH]LY KLY OLSL [PKLU RY¤]LY U`L PKLLY VN metoder.  Denne  tilgang  til  organisering  af  arbejdet  kritiseres  af  sociologen  Richard  Sennett,  der  er  mildt  ZHN[ LY RUHW Zr ILNLQZ[YL[ MVY KLU HYILQKZMVYT /HU TLULY H[ RYH]LUL [PS KLU Ă&#x2026;LRZPISL HYILQKLY VN organiseringen  i  projektgrupper  er  svĂŚkkende  for  individet  og  dets  behov  for  den  sikkerhed  og  tryghed,  ZVT Ă&#x201E;UKLZ P KL[ Y\[PULWY¤NLKL HYILQKL! š;LHT^VYR [OV\NO [HRLZ \Z PU[V [OH[ KVTHPU VM KLTLHUPUN Z\WLYĂ&#x201E;JPHSP[` ^OPJO ILZL[Z [OL TVKLYU ^VYRWSHJL 0UKLLK [LHT^VYR L_P[Z [OL realm  of  tragedy  to  enact  human  relations  as  a  farceâ&#x20AC;?  (Sennett,  1998:  106). Â
Hans  pointe  er,  at  vi  grundet  den  hastige  omstilling  i  bĂĽde  tid  og  rum  ikke  kan  skabe  dybe  relationer, Â
42
da  disse  skabes  over  tid.  Denne  â&#x20AC;?desorganiseringâ&#x20AC;?  af  tid,  medfører,  at  de  sociale  relationer  bliver  V]LYĂ&#x2026;HKPZRL -ÂĽY ]P UrY H[ Mr L[ NVK[ ZHTHYILQKL TLK LU RVSSLNH VWSÂĽZLZ WYVQLR[NY\WWLU VN KLYMVY er  der  ingen  idĂŠ  i  at  forsøge  at  lĂŚre  hinanden  at  kende  (Sennett,  1998:  98).  Dette  mener  vi  er  en  vigtig  pointe,  da  vi  er  enige  med  Sennett  i,  at  det  tager  tid  at  skabe  relationer,  hvori  den  enkelte  føler  sig  tryg  UVR [PS MVY LRZLTWLS H[ `[YL ZPU TLUPUN PZ¤Y O]PZ KLU LY P RVUĂ&#x2026;PR[ TLK YLZ[LU HM WYVQLR[NY\WWLUZ /]PSRL[ ]P TLULY RHU PUĂ&#x2026;\LYL Wr \K]PRSPUNLU HM WYVQLR[LY 4LU ZHT[PKPN TLULY ]P VNZr H[ KL[ LY \T\SPN[ H[ IYLTZL opblomstringen  af  projektarbejde,  og  at  projektorganisering  er  en  hensigtsmĂŚssig  mĂĽde  at  organisere  sig  pĂĽ,  nĂĽr  man  skal  agere  under  nonlineĂŚre  vilkĂĽr  og  skabe  viden.  Hvis  man  vel  og  mĂŚrke  har  fokus  pĂĽ  den  sociale  interaktion.  I  den  sociale  interaktion  mener  vi  derfor,  at  et  fokusomrĂĽde  kunne  vĂŚre  ZHTHYILQKL[ P WYVQLR[NY\WWLU -VYKP H[ WYVQLR[HYILQKL[ [PS [PKLY LY Zr RVY[]HYPN[ RHU KL[ ]¤YL Z]¤Y[ H[ etablere  dybe  relationer  bĂĽde  i  opstartsfasen  men  ogsĂĽ  efterfølgende  kan  de  vĂŚre  svĂŚre  at  vedligeholde.  6N KL[[L TLULY ]P L[ MVR\Z Wr PU[LYHR[PVULU P ZHTHYILQKL[ RHU SÂĽZL VW MVY
4.5.2  PROJEKTSTYRINGSVĂ&#x2020;RKTĂ&#x2DC;JER  OG  FORANDERLIGHED Af  tendenser,  der  bevĂŚger  sig  mod  strømmen  i  forhold  til  et  øget  fokus  pĂĽ  den  sociale  interaktion,  har  vi  fundet,  at  meget  af  den  tilgĂŚngelige  projektlitteratur  koncentrerer  sig  om  selve  styringen  af  projekter.  Her  gøres  projekter  via  diverse  modeller  og  metoder  til  genstand  for  styring  og  kontrol  (Stacey,  2007:  394).  Dette  kommer  ogsĂĽ  til  udtryk  i  vores  interviews  under  iagttagelsesfeltet  â&#x20AC;?Artefakter  og  dokumenterâ&#x20AC;?,  O]VY L[ NVK[ LRZLTWLS PNLU LY 6YNHUPZH[PVU ?Z HU]LUKLSZL HM 7YPUJL 0 ]VYLZ PU[LY]PL^ MVY[¤SSLY WYVQLR[SLKLYLU O]VYSLKLZ HSSL [¤URLSPNL ZJLUHYPLY LY PUKLRZLYL[ P 7YPUJL OrUKIVNLU )PSHN TPU\[! +L[ ]PS ZPNL H[ KLY Ă&#x201E;UKLZ YL[UPUNZSPUQLY MVY O]PSRL KVR\TLU[ZRHILSVULY KLY ZRHS \KM`SKLZ VN O]LT der  skal  underrettes  i  hvert  enkelt  tilfĂŚlde  af  overskridelse  af  deadlines,  budgetter  og  sĂĽ  videre.  Blandt  HUKL[ PUKLOVSKLY 7YPUJL TL[VKLY ZVT LY IHZLYL[ Wr .HU[[ ZRLTHL[ O]VY KL MVYZRLSSPNL HYILQKZVWNH]LY Tr ZPNLZ H[ ISP]L RVY[SHN[ VN Z[`YL[ 4LU VNZr HUKYL ]¤YR[ÂĽQLY ZVT 3LHU VN :P_ :PNTH LY ZVT 7YPUJL eksempler  pĂĽ  styringsvĂŚrktøjer,  der  hjĂŚlper  med  at  ensrette  arbejdsgangene  og  udstikke  retningslinjer  i  forhold  til  kommunikationen.  Viden  bliver  i  denne  forbindelse  ofte  opfattet  som  en  ressource,  der  RHU SHNYLZ NLTTLZ VN Ă&#x2026;`[[LZ 6N KL[ [HNLZ U¤Z[LU MVY NP]L[ H[ ILU`[[LZ KPZZL ]¤YR[ÂĽQLY \K]PRSLY projekterne  sig  automatisk.  Som  tidligere  nĂŚvnt  mener  vi,  at  ovennĂŚvnte  vĂŚrktøjer  kun  kan  fungere  optimalt  under  en  tilstand  af  linearitet.  En  sĂĽdan  tilstand  forekommer  kun  i  afgrĂŚnsede  tid  og  rum,  og  er  derfor  ikke  til  stede  konstant.  Derved  kommer  disse  ovennĂŚvnte  projektstyringsvĂŚrktøjer  hurtigt  til  kort,  nĂĽr  det  gĂŚlder  planlĂŚgning  af  arbejdsgange  i  videnssamfundet,  hvor  der  er  tale  om  nonlineĂŚre  vilkĂĽr,  og  hvor  uforudsigeligheden  stor.  Vi  var  i  afsnittet  om  nonlineĂŚre  vilkĂĽr  inde  pĂĽ,  at  det  er  de  uforudsigelige  sociale  relationer  og  interaktionsmønstre,  der  gør,  at  der  ikke  kan  planlĂŚgges  stringent  efter  projektstyringsvĂŚrktøjernes  MVYZRYPM[LY 7YVISLTL[ LY H[! â&#x20AC;?de  klassiske  projektvĂŚrktøjer  bygger  pĂĽ  erfaringer  med,  hvordan  et  projekt  forløber,  og  hvad  der  skal  løses  pĂĽ  forskellige  tidspunkter,  for  at  man  kan  opnĂĽ  sit  mĂĽl.  Der  ligger  en  klar  mĂĽlbeskrivelse,  og  der  ligger  en  forudsĂŚtning  om  linearitet  af  delopgaver,  der  krĂŚves  løst  i  bestemt  rĂŚkkefølge,  for  at  man  kan  opnĂĽ  mĂĽletâ&#x20AC;?  (Jensen  et  al.,  2005:  117). Â
Arbejdet  med  projektorganisering  og  udviklingen  af  projekter  vil  altid  vĂŚre  prĂŚget  af  uforudsigelighed.  Kunsten  for  projektlederen  bliver  derfor  at  bruge  menneskets  foranderlighed  som  et  aktiv,  der:  â&#x20AC;?skaber  \UPRRL SÂĽZUPUNLY Wr \UPRRL WYVISLTLYš 4HJ 7YVQLR[HYILQKL[ ZRHS PRRL Z[`YLZ -6 ! Som  vi  nĂŚvnte  i  Kapitel  3  er  enhver  menneskelig  interaktion  og  udveksling  af  forskellige  symboler Â
43
kontekstafhĂŚngig.  Det  mĂĽ  ogsĂĽ  siges  at  gøre  sig  gĂŚldende  i  forhold  til  projektorganisering,  da  det  i  højere  grad  krĂŚver  unikke  metoder  for  at  nĂĽ  frem  til  det  endelige  resultat,  men  det  er  ogsĂĽ  \UPRRL SÂĽZUPUNLY KLY ZRHS Ă&#x201E;UKLZ Wr ZLS]L WYVQLR[L[Z WYVISLTZ[PSSPUNLY +LYMVY TLULY ]P VNZr H[ KL[ er  problematisk  at  anvende  projektorganiseringsmetoder,  der  ikke  favner  diversiteten  og  stiller  spørgsmĂĽlstegn  ved  usikkerheden  for  processen.  I  et  forsøg  pĂĽ  at  forstĂĽ,  hvordan  den  sociale  interaktion  PUĂ&#x2026;\LYLY Wr \K]PRSPUNLU HM WYVQLR[LY R\UUL L[ I\K KLYMVY ]¤YL APTTLYTHUZ RVTWSLRZP[L[ZTH[YP_ ZVT vi  vil  forklare  i  det  følgende  afsnit.  Dette  er  en  metode  til  at  opnĂĽ  indsigt  i  de  forskellige  tilstande  og  processer,  som  gennemstrømmer  projektorganiseringen. Â
4.6  OPSAMLING Vi  mener,  at  projektorganisering  er  en  fornuftig  mĂĽde  at  organisere  sig  pĂĽ,  da  det  netop  kan  hjĂŚlpe  [PS TLK \K]PRSPUN VN KHUULSZLU HM ]PKLU \UKLY UVUSPUL¤YL ]PSRrY :HT[PKPN OHY KL[ PUKĂ&#x2026;`KLSZL Wr KLU sociale  interaktion,  da  organiseringen  i  projekter  ofte  er  kortvarig  og  brydes,  nĂĽr  projektet  slutter.  Richard  :LUUL[[ WLNLY P KLU MVYIPUKLSZL Wr H[ KLY LY LU MHYL MVY H[ KL TLUULZRLSPNL YLSH[PVULY ISP]LY V]LYĂ&#x2026;HKPZRL 6N KL[ TLULY ]P RHU ZRHIL LU MHYL MVY LU ILNY¤UZL[ KLS[HNLSZL P WYVQLR[NY\WWLU +LYMVY TLULY ]P at  samarbejdet  bør  vĂŚre  et  fokusomrĂĽde  i  den  sociale  interaktion,  nĂĽr  vi  senere  vil  se  udviklingen  af  projekter  og  dannelsen  af  viden  under  nonlineĂŚre  vilkĂĽr.  Men  nu  vil  vi  først  udfolde  vores  empiriske  erkendelser  ved  hjĂŚlp  af  kompleksitetsmatrixen.
4.7  KOMPLEKSITETSMATRIX 0 ]VYLZ Z[\KPL HM WYVQLR[VYNHUPZLYPUN OHY ]P ]HSN[ H[ PUKKYHNL )YLUKH APTTLYTHUZ RVTWSLRZP[L[ZTH[YP_ :L Ă&#x201E;N\Y ZVT LY RVUZ[Y\LYL[ TLK PUZWPYH[PVU MYH :[HJL`Z HYILQKL TLK RVTWSLRZL YLZWVUZP]L WYVJLZZLY -ÂĽYZ[ VN MYLTTLZ[ Z`ULZ ]P H[ KLU \KNÂĽY L[ PU[LYLZZHU[ [PS[HN [PS H[ NÂĽYL :[HJL`Z UVNL[ HIZ[YHR[L tankeproduktion  mere  konkret.  Matrixen  fungerer  sĂĽledes  som  analyseredskab,  og  den  skal  hjĂŚlpe  os  til  H[ PKLU[PĂ&#x201E;JLYL VN MVYZ[r KL WYVJLZZLY KLY Ă&#x201E;UKLY Z[LK P WYVQLR[LYUL OVZ ]VYLZ [V JHZLZ +L[[L MVY]LU[LY ]P vil  gøre  os  i  stand  til  i  analysens  anden  del  at  diskutere,  hvorledes  fokus  pĂĽ  den  sociale  interaktion  kan  bidrage  til  udviklingen  af  projekter  og  dannelsen  af  viden.  Med  andre  ord  bruger  vi  kompleksitetsmatrixen  til  at  forstĂĽ  nogle  af  de  processer,  et  projektforløb  under  nonlineĂŚre  vilkĂĽr  vil  gennemløbe  i  sin  levetid,  bĂĽde  teoretisk,  men  ogsĂĽ  i  praksis.  Ydermere  ser  vi  ogsĂĽ  et  potentiale  i,  at  matrixen  kan  fungere  som  et  hjĂŚlpemiddel  til  at  opnĂĽ  indsigt  i  de  komplekse  processer,  interaktionen  mennesker  imellem  forĂĽrsager  4HJ ,QSZRV] !
44
Langt fra enighed
4 Anarki Kaos
5 â&#x20AC;&#x2122;Kanten af kaosâ&#x20AC;&#x2122; Brainstorming Fejlfinding Emergens Intuition Refleksiv praksis
2
TĂŚt pĂĽ enighed
Magt Kompromis Forhandling Koalitioner Lobbyisme
1
3
Teknisk rationelle beslutninger
Idealisme Vision
TĂŚt pĂĽ sikkerhed
Langt fra sikkerhed
-PN\Y 13
4.8.1  SIKKERHED  OG  ENIGHED Kompleksitetsmatrixen  bygger  pĂĽ  to  begreber,  som  er  â&#x20AC;?enighedâ&#x20AC;?  og  â&#x20AC;?sikkerhedâ&#x20AC;?,  der  er  opstillet  i  et  RVVYKPUH[Z`Z[LT ? HRZLU PSS\Z[YLYLY NYHKLU HM ZPRRLYOLK P MVYOVSK [PS \KMHSKL[ HM WYVQLR[L[ VN @ HRZLU ]PZLY niveauet  af  enighed  om  mĂĽl  og  middel  internt  i  projektgruppen.  Vi  mener,  at  det  er  relevant  at  diskutere  enighed  og  sikkerhed.  I  forhold  til  projektorganisering  forstĂĽr  vi  enighed  som  et  udtryk  for  generel  konsensus  omkring  en  beslutning  eller  et  problem,  der  mĂĽtte  vĂŚre  i  projektgruppen.  Det  skal  altsĂĽ  ses  som  en  fortløbende  proces,  hvor  det  handler  om  at  fĂĽ  etableret  et  fĂŚlles  epistemologisk  udgangspunkt,  der  übner  op  for,  hvordan  viden  i  det  hele  taget  opnĂĽs.  Begrebet  sikkerhed  bliver  straks  en  smule  vanskeligere,  for  man  fristes  hurtigt  til  at  tale  om  en  form  for  lineĂŚr  kausal  objektiv  sikkerhed.  Men  i  trĂĽd  med  det,  vi  har  beskrevet  tidligere,  og  ikke  mindst  med  vores  socialkonstruktivistiske  overbevisning,  mener  vi,  at  graden  af  sikkerhed  vil  vĂŚre  baseret  pĂĽ  et  erfaringsgrundlag  fra  tidligere  projekter,  men  ogsĂĽ  et  erfaringsgrundlag  for  social  interaktion.  Derudover  skal  det  vurderes,  hvad  man  i  organisationen  kan  kalde  for  sikker  viden.  Usikker  viden  hĂŚnger  meget  ofte  tĂŚt  sammen  med  forskning  og  udvikling,  da  nye Â
,NLU \KHYILQKLSZL <KMVYTL[ Wr IHNNY\UK HM )YLUKH APTTLYTHUZ š:[HJL`Z (NYLLTLU[ *LY[HPU[` 4H[YP_š VN :PZZL :PNNHHYK 1LUZLUZ
13
V]LYZ¤[[LSZL OLYHM APTTLYTHU ! " 1LUZLU L[ HS !
45
YLZ\S[H[LY RHU OH]L Z[VY PUKĂ&#x2026;`KLSZL Wr L[ WYVQLR[ TLU VNZr HUKYL LRZ[LYUL MVYOVSK ]PS P Z[VY \KZ[Y¤RUPUN pĂĽvirke  graden  af  sikkerhed,  og  derfor  skal  sikkerhed  omkring  viden  placeres  i  sin  kontekst.  Eftersom  viden  er  et  fĂŚnomen,  som  skabes  i  den  sociale  interaktion,  vil  det  i  udprĂŚget  grad  ogsĂĽ  handle  om,  hvorledes  der  iblandt  deltagerne  interageres  og  forhandles  omkring  viden.  Som  sagt  er  den  sociale  interaktion  grundlĂŚggende  uforudsigelig,  men  det  betyder  ikke,  at  alt  er  nyt.  Derimod  er  interaktionen  en  ISHUKPUN HM Z[HIPSP[L[ VN MVY\KZPNLSPNOLK ZHT[ IL]¤NLSPNOLK VN \MVY\KZPNLSPNOLK 7r KLU IHNNY\UK RHU man  sĂĽledes  i  en  projektorganiserings  kontekst  italesĂŚtte  sikkerhed. En  kritik  af  kompleksitetsmatrixen  kunne  dog  vĂŚre,  at  den  noget  ensidigt  kun  forholder  sig  til  sikkerhed  og  enighed.  Der  tages  hverken  højde  for  tidsestimeringen  eller  projekternes  budgetter,  som  vi  er  klar  over  ogsĂĽ  indvirker  pĂĽ  projektforløbet.  BĂĽde  tid  og  ressourcer  vejer  tungt,  nĂĽr  projektplaner  skal  eksekveres.  Hvilket  vi  ogsĂĽ  indledningsvist  i  afhandlingen  berettede  om  i  mødet  med  bĂĽde  konstruktionen  af  vores  WPSV[PU[LY]PL^Z VN ]VYLZ KLS[HNLSZL MÂĽYVT[HS[L ^VYRZOVWHYYHUNLTLU[ 6N KH [Y¤LYUL PRRL ]VRZLY PUK P himlen,  mĂĽ  selv  de  bedste  ideer  og  løsninger  nogle  gange  fravĂŚlges  i  mangel  pĂĽ  enten  tid  eller  penge.  Samtidig,  for  at  gentage  en  nĂŚsten  udvandet  pointe,  er  projekter  prĂŚget  af  stor  uforudsigelighed,  og  ]P OHY Ă&#x2026;LYL NHUNL HYN\TLU[LYL[ MVY H[ HUKYL WYVQLR[Z[`YPUNZ]¤YR[ÂĽQLY LY MVY LUZPKPNL P KLYLZ [PSNHUN [PS projektorganisering.  Derfor  kan  det  virke  modsigende  i  sig  selv  at  prĂŚsentere  endnu  en.  Matrixens  fokus  er  ikke  styring  af  processerne,  men  nĂŚrmere  forstĂĽelse.  Vi  mener  derudover,  at  det  først  handler  om  H[ LYRLUKL H[ TVKLSSLY HSKYPN RHU MH]UL KLU PUĂ&#x2026;\LYLUKL VT]LYKLU KL PSS\Z[YLYLY VN KLYMVY LY TVKLSSLY skemaer  og  matrixer  kun  udtryk  for  smĂĽ  skridt  pĂĽ  vejen  mod  en  dybere  forstĂĽelse  for  den  kontekst,  de  indskriver  sig  i.  Men  vi  mener  dog,  at  kompleksitetsmatrixen  kan  sige  noget  om  den  sociale  interaktion,  ZVT ]P UL[VW LY VW[HNL[ HM VN OQ¤SWL VZ [PS H[ Ă&#x201E;UKL KL VTYrKLY P KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU O]VY L[ MVR\Z kunne  vĂŚre  hensigtsmĂŚssigt  i  forhold  til  udviklingen  af  projekter  og  dannelsen  af  viden. Â
4.8.2  BEVĂ&#x2020;GELSEN  MELLEM  ZONERNE NĂĽr  vi  i  vores  analyse  af  empirien,  set  i  forhold  til  kompleksitetsmatrixen,  kommer  med  eksempler  fra  vores  to  cases,  skal  det  understreges,  at  vi  taler  om  øjebliksbilleder  af  de  to  projekter.  Et  projektforløb  er  ZVT ZHN[ LU K`UHTPZR WYVJLZ TLSSLT KLS VN OLSOLK VN KLYMVY MVYISP]LY KL[ ZQ¤SKLU[ R\U P tU HM aVULYUL P TH[YP_LU \UKLY OLSL WYVQLR[MVYSÂĽIL[ 7YVQLR[L[ ]PS KLYMVY P ZPU SL]L[PK IL]¤NL ZPN NLUULT MVYZRLSSPNL aVULY O]VY O]LY aVUL LM[LYZWÂĽYNLY MVYZRLSSPNL RVTWL[LUJLY 0 aVUL LY KL[ MVY LRZLTWLS L]ULU [PS H[ bringe  den  faglige  viden  i  spil  iblandt  deltagerne,  der  tĂŚller,  for  pĂĽ  den  mĂĽde  at  søge  transformationen.  I  aVUL OHUKSLY KL[ VT L]ULU [PS H[ RVUZ[Y\LYL TLUPUN VN L]ULU [PS H[ MVYTr H[ Z[`YL WYVJLZZLU ]¤R MYH KLU HUHYRPZ[PZRL [PSZ[HUK 4HJ ,QSZRV] ! +LYU¤Z[ OHUKSLY KL[ VT H[ MH]UL KLU LYRLUKLSZL H[ WYVQLR[LY PRRL R\U RHU Y\IYPJLYLZ P aVUL TLU H[ I`KL U`L TL[VKLY VN MVYHUKYPUNLY ]LSRVTTLU I  forhold  til  projektorganisering  under  stor  foranderlighed  er  det  derfor  yderst  relevant  at  betragte  forandring  som  â&#x20AC;?normaltâ&#x20AC;?  (Hildebrandt,  2009:  56),  og  erkende,  at  det  er  i  den  dynamiske  bevĂŚgelse  TLSSLT aVULYUL H[ U`L PKLLY TL[VKLY VN MVYHUKYPUN VWZ[rY +L[ ZRHS \UKLYZ[YLNLZ H[ U\TTLYLYPUNLU HM aVULYUL PRRL YLWY¤ZLU[LYLY LU MHZ[SHN[ RYVUVSVNP MYH aVUL [PS aVUL TLU H[ WYVQLR[L[ IL]¤NLY ZPN ]PSRrYSPN[ TLSSLT aVULYUL 0 ]VYLZ PSS\Z[YH[PVU HM TH[YP_LU OHY ]P [LNUL[ SPUQLYUL TLSSLT aVULYUL Z[PWSLKL KH WYVQLR[LYUL RHU IL]¤NL ZPN TLSSLT aVULYUL \KLU MVYOPUKYPUNLY TLU VNZr MVYKP KL[ [P[ RHU ]¤YL Z]¤Y[ H[ HMNÂĽYL O]VY NY¤UZLYUL TLSSLT aVULYUL NrY =P ]PS P KL[ MÂĽSNLUKL KPZR\[LYL PUKOVSKL[ HM KL MVYZRLSSPNL aVULY P MVYOVSK [PS ]VYLZ [V JHZLZ MVY ZLULYL P analysen  at  udrede,  hvordan  vi  mener,  fokus  pĂĽ  den  sociale  interaktion  kan  bidrage  til  udviklingen  af Â
46
projekter  og  dannelsen  af  viden. Â
4.8.3  ZONE  1  â&#x20AC;&#x201C;  RATIONELLE  BESLUTNINGER AVUL LY KLY O]VY L[ WYVQLR[ LY [¤[ Wr LUPNOLK VN [¤[ Wr ZPRRLYOLK +L[ ]PS ZPNL H[ \ZPRRLYOLKLU LY nĂŚrmest  fravĂŚrende,  og  man  mĂĽ  formode,  at  der  i  sĂĽdanne  projekter  trĂŚkkes  pĂĽ  tidligere  erfaringer  og  YLZ\S[H[LY MYH HUKYL NLUULTMÂĽY[L WYVQLR[LY 0 KLUUL aVUL ]PS KL[ NP]L TLUPUN H[ HU]LUKL [PKSPNLYL VT[HS[L projektstyringsvĂŚrktøjer,  da  man  i  dette  stadie  af  projektet  har  kendskab  til  bĂĽde  mĂĽl  og  metoder.  Derfor  LY KLY T\SPNOLK MVY H[ ZRLTHS¤NNL O]HK KLY ZRHS ZRL VN P O]PSRLU Y¤RRLMÂĽSNL KL[ ZRHS ZRL AVUL placerer  sig  tĂŚt  op  af  det,  vi  tidligere  diskuterede  omkring  linearitet,  hvor  envejskommunikation  og  Taylors  [LVYP VT :JPLU[PĂ&#x201E;J 4HUHNLTLU[ 1M ZPKL! ]HY PKLHSL[ MVY VYNHUPZLYPUN 4rSL[ P aVUL LY H[ NLU[HNL KL[ KLY ]PYRLY VN KLYTLK MVYILKYL `KLL]ULU VN LMMLR[P]P[L[LU APTTLYTHU ! @KLYTLYL RHU THU [PSMÂĽQL KLU IL[YHN[UPUN H[ O]PZ L[ WYVQLR[ \KLS\RRLUKL ILĂ&#x201E;UKLY ZPN P aVUL HYILQKLZ KLY TLK UVNSL RSHYL ]LSKLĂ&#x201E;ULYLKL TrS VN ]LQLU KLY[PS MVYLRVTTLY ZPTWLS VN SPNL[PS +VN RHU THU KPZR\[LYL VT KLUUL RVUZLUZ\Z KLY OLYZRLY P aVUL LY L[HISLYL[ Wr ILRVZ[UPUN HM UVNSL HM KL ]¤YKPLY KLU [YHUZMVYTH[P]L [LSLVSVNP YLWY¤ZLU[LYLY -HYLU ]LK H[ MVYISP]L P aVUL LY H[ THU MVY [PKSPN[ S\RRLY HM MVY U`L PKLLY VN RYLH[P]L SÂĽZUPUNZMVYZSHN VN MÂĽSLY ZPN ZPRRLY P KLU KL[LYTPUPZ[PZRL VN RH\ZHSL MVYZ[HUK 7YVJLZZLU ISP]LY KLYMVY MVY SPUL¤Y VN LUKPTLUZPVULS 4HJ ,QSZRV] ! +L[ LY ZLS]MÂĽSNLSPN R\U [PSM¤SKL[ O]PZ WYVJLZZLU PRRL MVYTrY H[ IL]¤NL ZPN Y\UK[ P KL Ă&#x201E;YL HUKYL aVULY TLU MVYISP]LY P aVUL VN NÂĽY LUZPKPN[ IY\N HM SPUL¤YL WYVQLR[Z[`YPUNZ]¤YR[ÂĽQLY =P TLULY H[ KLUUL [LUKLUZ NÂĽY ZPN N¤SKLUKL OVZ 6YNHUPZH[PVU ? KLY VTO`NNLSPN[ WSHUS¤NNLY LM[LY 7YPUJL WYPUJPWWLYUL =P MVYLZ[PSSLY VZ H[ KLY MVY 6YNHUPZH[PVU ? LY tale  om  et  forsøg  pĂĽ  at  reducere  kompleksiteten,  hvor  de  ved  hjĂŚlp  af  struktureret  planlĂŚgning  hĂĽber  pĂĽ  at  udforme  planer,  der  er  til  at  gĂĽ  til.  Eksempelvis  var  projektlederen  under  det  andet  interview  i  gang  med  at  udforme  et  beslutningsgrundlag  (Bilag  11,  minut:  13.30).  Her  beskriver  hun  tre  forskellige  valg  og  deres  mulige  konsekvenser,  altsĂĽ  kausale  scenarier,  som  skal  fungere  som  beslutningsoplĂŚg  for  projektets  styregruppe.  Et  af  scenarierne  er:  â&#x20AC;?at  reducere  bemandingen,  sĂĽ  vi  er  der  to  dage  om  ugen  resten  af  üret  for  eksempel,  og  det  vil  fĂĽ  de  her  konsekvenser  for  fremdriften.  Vi  fĂĽr  [PSZ]HYLUKL YLK\JLYL[ Ă&#x2026;LRZPIPSP[L[ VN ]P ]PS PRRL R\UUL YLHNLYL Wr THPSZ VN KLS[HNL P TÂĽKLYš )PSHN TPU\[!
SĂĽledes  bliver  de  komplekse  beslutninger  om  projektets  videre  forløb  forsøgt  bestemt,  og  det  bliver  â&#x20AC;?vedtagetâ&#x20AC;?,  at  der  ikke  kan  ske  andet  end  de  tre  scenarier,  som  projektlederen  har  opstillet.  Denne  fremgangsmĂĽde,  mener  vi,  kan  vĂŚre  en  smule  problematisk,  da  projektorganisering  først  og  fremmest  bygger  pĂĽ  mennesker,  og  den  menneskelige  interaktions  uforudsigelighed  gør,  at  man  ikke  kan  gennemtĂŚnke  alle  scenarier.  Tilgangen  til  viden  vil  her  vĂŚre  i  overensstemmelse  med  det,  vi  kategoriserede  som  den  klassiske  vidensopfattelse,  hvor  en  lineĂŚr  kausal  ürsag-virkningssammenhĂŚng  vil  prĂŚge  processen.  NĂĽr  dette  er  tilfĂŚldet,  vil  viden  opfattes  og  omgĂĽs  som  en  ressource,  der  kan  NÂĽYLZ [PS NLUZ[HUK MVY LRZWSPJP[LYPUN 0MÂĽSNL LNLU ]PKLUZVWMH[[LSZL TLULY ]P H[ aVUL KLYPTVK ZRHS opfattes  som  en  proces,  hvor  reprĂŚsentationer  af  viden  tages  i  brug  og  nye  produceres.  De  kan  derved  HU]LUKLZ [PS H[ YLK\JLYL NYHKLU HM \ZPRRLYOLK VN RVTWSLRZP[L[ -VYZRLSSLU Wr KL [V V]LUU¤]U[L ]PURSLY er,  at  viden  behandles  som  et  fĂŚnomen,  der  opstĂĽr  i  den  sociale  interaktion,  og  dermed  kan  denne  aVUL R\U I`KL Wr YLWY¤ZLU[H[PVULY HM ]PKLU VN PRRL ]PKLU P ZPN ZLS] +LY RHU ZrSLKLZ HSKYPN MVYLRVTTL U`ZRHILSZL VN KHUULSZL HM ]PKLU P aVUL +LUUL ZRLSULU LY HM Z[VY IL[`KUPUN MVY IrKL [PSYL[[LS¤NNLSZL og  ledelse  af  et  projekt,  fordi  man  nødvendigvis  mĂĽ  lĂŚngere  ud  mod  usikkerheden  og  uenigheden  for,  H[ THU RHU [PSMÂĽYL WYVQLR[L[ ]PKLUZKHUULSZL 0 aVUL ]PS \ZPRRLYOLKLU VTRYPUN ]PKLU ]¤YL TPUPTHS VN KL[ ZHTTL ]PS \LUPNOLKLU VT KL[ KLY š]PKLZš MVYKP WYVQLR[L[ P KLUUL aVUL ILĂ&#x201E;UKLY ZPN [¤[ Wr IrKL
47
enighed  og  sikkerhed.  I  forhold  til  den  sociale  interaktion  gør  den  store  enighed  og  sikkerhed,  at  der  ikke  LY TLNLU HM]PNLSZL MYH NLZ[\Z YLZWVUZTÂĽUZ[YLUL +L[ ]PS ZPNL H[ KL Ă&#x2026;LZ[L OHUKSLY [HSLY VN HNLYLY ZVT fĂŚllesskabet  forventer  det.  Samtidig  bliver  eksisterende  opfattelser  af  viden,  mĂĽl  og  metoder  ikke  kritisk  diskuteret,  da  medlemmerne  af  projektgruppen  som  sagt  er  enige  om,  hvor  projektet  skal  hen,  og  hvilken  vej,  der  er  den  smarteste.  Som  tidligere  nĂŚvnt  er  det  i  de  modsĂŚtningsfyldte  forhold,  Stacey  mener,  at  udvikling  og  viden  skabes.  Hvis  alle  er  enige  pĂĽ  forhĂĽnd,  bliver  der  ikke  stillet  kritiske  spørgsmĂĽl,  og  der  er  derfor  fare  for  et  ensidigt  syn  pĂĽ  projektet  og  dets  udvikling.  +L Ă&#x2026;LZ[L WYVQLR[LY ]PS KVN OÂĽQZ[ ZHUKZ`USPN[ LUKL P aVUL KH THU YL[YVZWLR[P][ HS[PK RHU RH[LNVYPZLYL VN dokumentere  det  historiske  projektforløb.  Sommetider  vil  det  ogsĂĽ  vĂŚre  frugtbart  at  trĂŚkke  pĂĽ  de  ideer,  aVUL PUKLOVSKLY MVYKP UVNSL HM KL O¤UKLSZLY VN MVYHUKYPUNLY ZVT LY VWZ[rL[ P KL HUKYL aVULY RY¤]LY VWKH[LYPUNLY MVYU`LKL [PKZWSHULY VN ZRLTHLY 4HJ ,QSZRV] !
4.8.4  ZONE  2  â&#x20AC;&#x201C;  DEN  POLITISKE  SIDE  AF  PROCESSEN 0 aVUL IL]¤NLY WYVJLZZLU P WYVQLR[L[ ZPN VW HK @ HRZLU /LY LY KLY P WYVQLR[NY\WWLU UVNLUS\UKL konsensus  om  sikkerheden  af  den  viden,  der  ønskes  skabt  gennem  projektet.  Men  der  er  stor  uenighed  om  de  metoder  og  den  strategi,  man  skal  betjene  sig  af.  Anita  Mac  forklarer,  at  projektgruppen  i  denne  aVUL LY LUPNL VT TrSL[ TLU \LUPNL VT TL[VKLYUL 4HJ 7YVQLR[HYILQKL[ ZRHS PRRL Z[`YLZ -6 ! +LUUL MVYRSHYPUN RHU KVN ]PYRL LU HULSZL MVYZPTWSL[ P MVYOVSK [PS APTTLYTHU KH ]P VNZr TLULY H[ LUPNOLK VT ZLS]L TrSL[ HM WYVQLR[L[ RHU ]¤YL [PS MVYOHUKSPUN P aVUL 4LU ZHT[PKPN RHU KLUUL MVYZPTWSPUN IPKYHNL [PS MVYZ[rLSZLU HM TH[YP_LU VN KL MVR\ZVTYrKLY KL LURLS[L aVULY K¤RRLY V]LY 0 aVUL LY KLY ZHN[ Wr LU HUKLU TrKL PRRL KHUUL[ L[ M¤SSLZ RVU[LRZ[\LS[ ]PKLUZNY\UKSHN VN KL[ skaber  uenighed  om  fremgangsmĂĽder  og  mĂĽl  i  forhold  til,  hvordan  projektet  skal  gribes  an.  Her  handler  det  derfor  i  høj  grad  om  de  sociale  interaktioner,  symboler,  magtrelationer  og  evalueringer,  men  ogsĂĽ  VT WVSP[PR RVHSP[PVULY MVYOHUKSPUN VN RVTWYVTPZZLY APTTLYTHU ! 0 ]VYLZ LUL JHZL ILĂ&#x201E;UKLY WYVQLR[L[ OVZ 6YNHUPZH[PVU ? ZPN P KLUUL aVUL KH ]P PU[LY]PL^LY WYVQLR[SLKLYLU MÂĽYZ[L NHUN [  Dette  er  fjernet  pĂĽ  grund  af  fortrolighed  ] â&#x20AC;?Samarbejdet  mellem  leverandør  og  kunde  er  ikke  anstrengt,  men  heller  ikke  spor  godtâ&#x20AC;?  (Bilag  6,  minut:  17.15).  Hos  kunden  overvejer  de  at  inddrage  andre  leverandører  for  at  kunne  fĂĽ  bragt  projektet  i  hus  uden  at  overskride  tidsplanen  yderligere.  Det  fremgĂĽr  i  interviewet,  at  der  foregĂĽr  forhandlinger  i  WYVQLR[NY\WWLU VT O]VYSLKLZ WYVQLR[L[ ZRHS RÂĽYLZ ]PKLYL 7YVQLR[SLKLYLU MVY[¤SSLY H[ LU HM KL TrKLY R\UKLU VN 6YNHUPZH[PVU ? OHY ]HSN[ H[ OrUK[LYL KL[[L Wr LY H[ OVSKL UVNSL TÂĽKLY \KLU SL]LYHUKÂĽYLUZ tilstedevĂŚrelse. š=LK ]VYLZ TÂĽKLY KLY OHY ]P HS[PK L[ MVYTÂĽKL R\UKLU PU[LYU[ 6N Zr OHY ]P L[ TÂĽKL IHNLM[LY O]VY SL]LYHUKÂĽYLU VNZr KLS[HNLY +LY LY KLY QV [PUN der  bliver  diskuteret  pĂĽ  formødet,  som  ikke  bliver  diskuteret  pĂĽ  efter-mødetâ&#x20AC;?  (Bilag  6,  minut:  17.45). Â
Leverandøren  bliver  ekskluderet  fra  visse  elementer  af  beslutningsprocessen,  og  dermed  de  MVYOHUKSPUNLY KLY RHU IYPUNL WYVQLR[L[ \K HM aVUL +L[[L ]PYRLY Wr VZ ZVT LU ILZS\[UPUN KLY ]HUZRLSPNNÂĽY ZHTHYILQKL[ `KLYSPNLYL KH 6YNHUPZH[PVU ? VN R\UKLU OLSL [PKLU ZRHS ]¤YL VWT¤YRZVTTL pĂĽ,  hvad  de  fortĂŚller  leverandøren,  sĂĽ  dobbeltspillet  ikke  bliver  afsløret.  Samtidig  udtrykker  projektlederen,  at  de  fra  kundens  side  føler  sig  nødsaget  til  at  handle  pĂĽ  denne  mĂĽde,  da  de  tvivler  pĂĽ  leverandørens  hĂŚderlighed,  og  derfor  ønsker  at  inddrage  andre  leverandører  for  at  fĂĽ  arbejdet  fĂŚrdigt  til  tiden  (Bilag  6,  minut:  17.45). Â
48
7YVQLR[LYUL P aVUL RHU ZVT ZHN[ RHYHR[LYPZLYLZ ZVT ]¤YLUKL SHUN[ MYH LUPNOLK PU[LYU[ P WYVQLR[NY\WWLU hvilket  gør,  at  man  mü  forhandle,  hvad  man  i  gruppen  anerkender  som  viden,  og  hvilke  metoder,  det  LY U¼K]LUKPN[ H[ [HNL P IY\N MVY H[ Ur WYVQLR[L[Z TrS -VYKP KLY LY \LUPNOLK VTRYPUN NY\UKS¤NNLUKL LSLTLU[LY ZVT ISHUK[ HUKL[ ]PKLU LY \KMHSKL[ HM KPZR\ZZPVULYUL P KLUUL aVUL [P[ Wr]PYRL[ HM WVSP[PR SVII`PZTL VN PZ¤Y THN[ -VY LRZLTWLS \K[HSLY WYVQLR[SLKLYLU MYH 6YNHUPZH[PVU ? H[ ZLS] VT WYVQLR[L[ müske  burde  stoppes,  er  dette  ikke  en  mulighed:
[  Dette  er  fjernet  pü  grund  af  fortrolighed  ]
Det  er  altsĂĽ  pĂĽ  et  højere  plan  i  kundens  virksomhed  blevet  besluttet,  at  projektet  under  alle  omstĂŚndigheder  skal  gennemføres.  Denne  beslutning  pĂĽvirker  projektgruppens  interne  forhandlinger,  da  Ên  af  de  mulige  løsninger  pĂĽ  projektet  bliver  elimineret.  0 aVUL OHUKSLY KL[ PMÂĽSNL (UP[H 4HJ VT H[ WYVQLR[SLKLYLU \UKLYZÂĽNLY rYZHNLU [PS RVUĂ&#x2026;PR[LU VN ]\YKLYLY hvilke  løsninger  der  tjener  projektet  bedst,  og  derved  ser  bort  fra  projektdeltagernes  sĂŚrinteresser  for  H[ WYVQLR[L[ RHU RVTTL ]PKLYL 4HJ 7YVQLR[HYILQKL[ ZRHS PRRL Z[`YLZ -6 ! 4LU ZVT ]P OHY ]¤YL[ PUKL Wr [PKSPNLYL LY LRZLTWSLYUL MYH 6YNHUPZH[PVU ? TLNL[ RVTWSLRZL KH WYVQLR[SLKLYLU P KL[[L tilfĂŚlde  er  ansat  af  kunden  og  derfor  ikke  kan  se  bort  fra  kundens  ønsker.  Alligevel  mener  vi,  at  casen  fra  6YNHUPZH[PVU ? NP]LY VZ L[ MVYU\M[PN[ PUKISPR P O]VYKHU \K]PRSPUN HM WYVQLR[L[ ISP]LY WY¤NL[ VN PUĂ&#x2026;\LYL[ HM KL ZVJPHSL PU[LYHR[PVULY VN O]VYKHU KLY P KPZZL ZP[\H[PVULY RHU ]¤YL ILOV] MVY YLĂ&#x2026;LRZPVULY KLY RHU IPKYHNL [PS LU R]HSPĂ&#x201E;JLYL[ KLS[HNLSZL P KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU +L[[L \KMVSKLY ]P P HUKLU KLS HM HUHS`ZLU
4.8.5  ZONE  3  â&#x20AC;&#x201C;  VISION  OG  MISSION  :P[\H[PVULU RHU VNZr ]¤YL KLU H[ L[ WYVQLR[ ILĂ&#x201E;UKLY ZPN P aVUL SHUN[ MYH ZPRRLYOLK /LYTLK TLULY vi,  at  projektets  eksterne  omgivelser  skaber  stor  usikkerhed  for  projektet,  men  internt  er  der  etableret  L[ OÂĽQ[ UP]LH\ HM LUPNOLK ISHUK[ WYVQLR[KLS[HNLYUL /]PZ WYVQLR[L[ ILĂ&#x201E;UKLY ZPN P aVUL ]LK WYVQLR[L[Z start,  har  graden  af  enighed  i  gruppen  endnu  ikke  relevans.  I  opstartsfasen  er  store  kick  off-møder  eller  workshops  pĂĽ  dagsordenen,  hvilket  giver  plads  til  at  drømme  uden  at  tage  højde  for  tid  og  budgetter,  KH THU HMZÂĽNLY O]PSRLU YL[UPUN WYVQLR[L[ WV[LU[PLS[ RHU [HNL 4HJ 7YVQLR[HYILQKL[ ZRHS PRRL Z[`YLZ -6 ! :LULYL P WYVQLR[MVYSÂĽIL[ ]PS KL[ [PS [PKLY VNZr ]¤YL ]¤ZLU[SPN[ H[ ]LUKL [PSIHNL [PS aVUL 3,  hvis  visionerne  mister  deres  relevans  undervejs  i  forløbet.  Dette  kan  vĂŚre  forĂĽrsaget  af  Ìndrede  markedsforhold,  recession,  organisatoriske  Ìndringer  med  mere.  Men  ogsĂĽ  hĂŚndelser  pĂĽ  mikroUP]LH\ RHU OH]L PUKĂ&#x2026;`KLSZL +PZZL \ZPRRLYOLKLY TLULY ]P IÂĽY PUKKYHNLZ P WYVJLZZLU VN KLY ZRHS KLYMVY ZRHILZ M¤SSLZ MVYZ[rLSZL MVY KLY]LK H[ NLUL[HISLYL RVUZLUZ\Z VT MVYTrSL[ 4HJ ,QSZRV] ! 106).  Et  rammende  eksempel  er  problemorienteret  projektarbejde,  som  vi  kender  det  fra  RUC,  hvor  de  Z[\KLYLUKL RVUZ[HU[ ]LUKLY [PSIHNL [PS aVUL VN NLUV]LY]LQLY KLYLZ WYVISLTMVYT\SLYPUN P MVYOVSK [PS KL lĂŚste  teorier  og  den  tilvejebragte  empiri.  .LULYLS[ OHUKSLY KL[ PRRL VT H[ L[ WYVQLR[ UÂĽK]LUKPN]PZ ]LRZSLY TLSSLT aVUL VN aVUL VN ZRPM[L]PZ fokuserer  pĂĽ  politik,  interne  uenigheder,  forhandling  over  for  ekstern  usikkerhed,  visioner  og  missioner.  I  aVUL KYLQLY KL[ ZPN VT H[ PUKZRYP]L WYVQLR[L[Z LRZPZ[LUZ P LU Z[ÂĽYYL PKLVSVNPZR ZHTTLUO¤UN ZVT RHU danne  handlingsgrundlag  for  projektdeltagerne,  og  derved  udtrykke  et  højere  formĂĽl  med  projektet.  Hvor  det  handler  om  at  se  individet  og  organisationen  som  et  hele.
49
4.8.6  ZONE  5  â&#x20AC;&#x201C;  PĂ&#x2026;  KANTEN  AF  KAOS +LU VWT¤YRZVTTL S¤ZLY ]PS TrZRL \UKYL ZPN V]LY H[ ]P ZWYPUNLY aVUL V]LY TLU ZVT U¤]U[ ]PS L[ WYVQLR[ PRRL IL]¤NL ZPN RYVUVSVNPZR TLSSLT aVULYUL =P OHY ]HSN[ H[ WY¤ZLU[LYL aVUL MÂĽYZ[ KH KLUUL aVUL SPNNLY [¤[[LZ[ Wr aVULYUL VN 7YVQLR[L[ ZRHS ZrSLKLZ PNLUULT aVUL MÂĽY KL[ RHU LUKL P aVUL 1M Ă&#x201E;N\Y ZPKL! +LU aVUL LY KLU TLZ[ šM`SKPNLš O]HK HUNrY HYLHSL[ P Ă&#x201E;N\YLU TLU P MVYOVSK til  projektorganisering  er  det  heller  ikke  helt  tilfĂŚldigt,  at  den  er  illustreret  sĂĽledes.  Dette  fordi  mange  WYVQLR[LY IL]¤NLY ZPN PNLUULT KLUUL aVUL Wr L[ LSSLY Ă&#x2026;LYL [PKZW\UR[LY P WYVJLZZLU 1LUZLU L[ HS ! 4VKZH[ aVUL VN LY KL[ P aVUL H[ IrKL ]PZPVULU VN TPZZPVULU LRZ[LYU \ZPRRLYOLK VN PU[LYU \LUPNOLK ZVT KPZR\[LYLZ VN MVYOHUKSLZ +L[ KLY RHYHR[LYPZLYLY KLU VT[HS[L aVUL LY [PSZ[LKL]¤YLSZLU af  bĂĽde  stabilitet  og  tilfĂŚldighed,  og  det  er  i  dynamikken  mellem  disse  paradokser,  at  potentialet  for  H[ ZRHIL UVNL[ U`[ ZRHS Ă&#x201E;UKLZ 4LK HUKYL VYK LY KL[[L L[ NVK[ Y\T MVY KL [YHUZMVYTH[P]L [LSLVSVNPLY hvor  det  isĂŚr  handler  om  vidensdannelse,  faglig  integration,  improvisation,  dannelse  af  nye  ideer  VN MVYRHZ[LSZL HM NHTSL /LY VWĂ&#x201E;UKLZ RYLH[P]L SÂĽZUPUNLY VN [HNLZ JOHUJLY 0 MVYOVSK [PS KLU ZVJPHSL interaktion  er  det  vigtigt  at  forholde  sig  übent  til  nye  input  og  ikke  anse  det  for  nogen  forhindring,  hvis  NLZ[\Z YLZWVUZTÂĽUZ[YL IY`KLZ LSSLY \LUPNOLKLY VN RVUMYVU[H[PVULY VWZ[rY +L[ OHUKSLY P aVUL VT H[ HULYRLUKL H[ THU Wr UVNSL [PKZW\UR[LY P WYVQLR[MVYSÂĽIL[ ILĂ&#x201E;UKLY ZPN KLY O]VY! â&#x20AC;?vi  ikke  ved,  hvad  det  er  vi  ikke  ved,  men  burde  vide  [og  hvor]  vi  ved  ikke,  hvem  af  dem,  vi  ikke  kender,  der  har  relevant  videnâ&#x20AC;?  (Jensen  et  al.,  2005:  178). Â
-ÂĽYZ[ VN MYLTTLZ[ TLULY ]P HS[Zr H[ KL[ LY ]PN[PN[ H[ THU HULYRLUKLY H[ WYVQLR[LY [PS [PKLY IrKL LY SHUN[ fra  sikkerhed  om  udfaldet  og  den  omverden  det  indskriver  sig,  og  langt  fra  enighed  om,  hvordan  projektet  skal  udføres.  Men  samtidig  er  det  nødvendigt  at  koordinere  meninger  i  de  komplekse  relationer  mellem  deltagerne  i  projektgruppen,  for  ikke  at  miste  overblikket  totalt  og  derved  ende  i  en  tilstand  af  anarki.  Det  betyder  ikke  nødvendigvis,  at  projektlederen  skal  konstruere  løsningerne  pĂĽ  projektet.  Han/hun  skal  nĂŚrmere  favne  uvidenheden  ved  at  forsøge  at  skabe  sammenhĂŚng  i  alle  de  forskellige  meninger,  der  kommer  pĂĽ  bordet.  Igen  handler  det  om  at  skabe  et  â&#x20AC;?sikkertâ&#x20AC;?  rum,  hvor  der  stadig  er  plads  til  at  spontanitet  og  kreativitet  kan  udfolde,  da  det  er  i  et  sĂĽdant  rum,  at  projekter  udvikles  og  viden  dannes. Et  godt  empirisk  eksempel  pĂĽ,  at  noget  frugtbart  og  uventet  er  opstĂĽet  i  den  sociale  interaktion  kommer  [PS \K[Y`R KH WYVQLR[SLKLYLU MYH 6YNHUPZH[PVU ? ILYL[[LY VT LU ^VYRZOVW14,  som  hun  skulle  facilitere.  Til  at  begynde  med  fortĂŚller  hun,  at  der  var  en  vis  skepsis  omkring  workshoppens  relevans  i  sig  selv,  men  projektlederen  besluttede  alligevel  at  gennemføre  den  pĂĽ  trods  af  modstanden  fra  de  inviterede  deltagere.  Resultatet  viste  sig  ifølge  projektlederen  at  blive  meget  bedre  end  forventet.  Ă&#x2026;rsagen  var,  at  alle  ni  deltagere  gjorde  det  muligt  at: â&#x20AC;?komme  op  pĂĽ  et  rigtig,  rigtig  højt  indsigtsmĂŚssigt  niveau,  som  gjorde  os  i  stand  til  at  trĂŚffe  en  meget  kompleks  beslutning  (â&#x20AC;Ś).   Beslutningen  var  kompleks,  løsningen  var  simpelâ&#x20AC;?  (Bilag  6,  minut:  45.55). Â
Dette,  mener  vi,  er  et  godt  eksempel  pĂĽ,  hvordan  erkendelse  opstĂĽr  i  processen  og  pĂĽ,  at  de  tilstedevĂŚrende  anvender  hinandens  kompetencer  til  at  bringe  indsigten  op  pĂĽ  et  højere  plan.  Det  ironiske  i  denne  situation  er  dog,  at  projektlederen  beretter  om,  at  ovenstĂĽende  endnu  ikke  er  blevet  effektueret,  grundet  leverandørens  manglende  ressourcer  (Bilag  6,  minut:  47.40).  Dette  vidner  om,  hvor  hurtigt  noget  kan  Ìndre  sig  fra  at  vĂŚre  verdens  bedste  idĂŠ  til  at  lande  i  skrivebordskuffen  sammen  med  alle  de  andre  gode  erkendelser,  der  bare  ikke  lige  er  ressourcer  til. 5\ R\UUL KL[ S`KL ZVT VT H[ ]P TLULY H[ HSSL WYVQLR[LY IÂĽY ILĂ&#x201E;UKL ZPN P aVUL UrY KL[ LY OLY H[ ]PKLU
50
dannes.  Men  pointen  med  kompleksitetsmatrixen  er,  som  tidligere  nĂŚvnt,  nĂŚrmere  at  undersøge,  hvor  P TH[YP_LU WYVQLR[L[ ILĂ&#x201E;UKLY ZPN P KL LURLS[L ZP[\H[PVULY P MVYOVSK [PS LUPNOLK VN ZPRRLYOLK MVY H[ THU RHU MVR\ZLYL Wr KL VTYrKLY HM KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU KLY RHU PUĂ&#x2026;\LYL Wr \K]PRSPUNLU HM WYVQLR[L[ 5rY KL[ LY ZHN[ TLULY ]P ZHT[PKPN H[ aVUL LY LU aVUL O]VY KL TLNL[ [YHKP[PVULSSL WYVQLR[Z[`YPUNZ]¤YR[ÂĽQLY PRRL har  sĂĽ  meget  at  byde  ind  med,  da  disse  ofte  fastholder  bestemte  tilstande  og  derfor  ikke  giver  plads  til  U`[¤URUPUN 6N ZWÂĽYNZTrSL[ LY ]LS Zr O]VYSLKLZ LU SLKLY ZRHS MVYOVSKL ZPN VN HNLYL P MVYOVSK [PS WYVQLR[LY ZVT ILĂ&#x201E;UKLY ZPN P aVUL šWr RHU[LU HM RHVZš 7r šRHU[LUš IHSHUJLYLY WYVQLR[SLKLYLU TLSSLT MVY TLNLU stabilitet  skabt  gennem  strukturer  og  kaos  skabt  gennem  det  totale  fravĂŚr  af  strukturer.  Kunsten  for  WYVQLR[VYNHUPZLYPUN ]PS KLYMVY ]¤YL ZPT\S[HU[ H[ ZRHIL TLUPUN P KL[ Ă&#x201E;RZLYLKL VN KL[ Ă&#x2026;`KLUKL :[HJL` et  al.,  2000:  146).  Er  projektet  pĂĽ  kanten  af  kaos  er  der  imidlertid  ikke  nogen  garanti  for  ikke  at  miste  balancen  og  falde  til  en  af  siderne,  hvor  enten  stabilitet  eller  anarki  hersker.
4.8.7  ZONE  4  -  KAOS  OG  ANARKI 0 aVUL LY LUPNOLK VN ZPRRLYOLK TLNL[ MYH]¤YLUKL VN KL[ RHU YLZ\S[LYL P L[ YLN\S¤Y[ ZHTTLUIY\K LSSLY LU [PSZ[HUK HM HUHYRP AVUL LY WYVQLR[L[ P LU [PSZ[HUK O]VY \ZPRRLYOLKLU VN TLUPUNZSÂĽZOLKLU har  overtaget  projektet  og  hverken  kreative  løsninger,  forhandlinger  eller  planlĂŚgning  vil  vĂŚre  effektive  TL[VKLY +LUUL aVUL HKZRPSSLY ZPN MYH aVUL ]LK PRRL H[ VWLYLYL P KL[ K`UHTPZRL ZW¤UKPUNZMLS[ TLSSLT KL[ Z[HIPSL VN KL[ [PSM¤SKPNL TLSSLT KL[ Ă&#x201E;RZLYLKL VN Ă&#x2026;`KLUKL +LY LY U¤YTLYL [HSL VT H[ WYVJLZZLU OHY IL]¤NL[ ZPN \K V]LY RHU[LU VN SPNL PUK P KLU RHV[PZRL VN HUHYRPZ[PZRL aVUL )YLUKH APTTLYTHU ZRYP]LY H[ HUHYRP LY LU [PSZ[HUK THU ]PYRLSPN ZRHS \UKNr H[ RVTTL P APTTLYTHU ! (SSPNL]LS O¤UKLY dette  for  mange  projekter.  Ifølge  Anita  Mac  er  ürsagerne  hertil  mange,  men  oftest  er  det,  hvis  antallet  af  WYVQLR[KLS[HNLYL LY OÂĽQ[ VN KLU NLVNYHĂ&#x201E;ZRL ZWYLKUPUN LY Z[VY :rSLKLZ LY KL[ TLNL[ Z]¤Y[ H[ VWUr LU fĂŚlles  meningsdannelse,  da  alle  sjĂŚldent  kan  mødes.  Endvidere  kan  radikale  Ìndringer  i  omverdenen  have  stor  betydning,  og  mĂĽske  helt  fjerne  eksistensgrundlaget  for  projektet.  Den  anarkistiske  tilstand  kan  ogsĂĽ  forekomme  pĂĽ  et  individuelt  niveau,  hvor  deltagerne  arbejder  efter  egne  dagsordner,  og  uenigheden  VT TrS VN TPKSLY I¤YLY WY¤N HM IHNSHUKL[Z WVSP[PZLYLUKL PUKĂ&#x2026;`KLSZL 4HJ ,QSZRV] ! Et  øjebliksbillede,  som  vi  har  observeret  i  vores  empiriske  materiale,  og  som  vi  vil  dristige  os  til  at  kalde  MVY LU Ă&#x2026;`N[PN [PSZ[HUK HM RHVZ LY KLY O]VY WYVQLR[SLKLYLU OVZ 6YNHUPZH[PVU ? ILYL[[LY VT H[ KL Wr L[ tidspunkt  i  processen  kommer  frem  til  en  frygtelig  erkendelse.  [  Dette  er  fjernet  pĂĽ  grund  af  fortrolighed  ] -VY VZ MYLTZ[rY KL[[L PRRL TPUKZ[ ZVT ]¤YLUKL TLNL[ MY\Z[YLYLUKL TLU VNZr KPYLR[L TLUPUNZSÂĽZ[ PKL[ THU PNLUULT TLNL[ SHUN [PK MHR[PZR PRRL LY UrL[ UVNLU ]LNUL .Y\UKLU [PS H[ ]P R\U RHU RHSKL KL[[L MVY et  øjebliksbillede  hĂŚnger  sammen  med,  at  de  ret  hurtigt  kommer  ud  af  denne  anarkistiske  tilstand,  og  HYILQKLY ]PKLYL TLK H[ Ă&#x201E;UKL LU SÂĽZUPUN ZrSLKLZ H[ [LNUPUNLYUL RHU V]LYMÂĽYLZ [PS KL[ U`L Z`Z[LT ;PSTLK mener  vi  ogsĂĽ,  at  ürsagen  til  den  periodiske  anarkistiske  tilstand  kan  skyldes  den  fragmentering  i  bĂĽde  HU[HSSL[ HM MVYZRLSSPNL HR[ÂĽYLY R\UKL SL]LYHUKÂĽY VN 6YNHUPZH[PVU ? VN KLU NLVNYHĂ&#x201E;ZRL ZWYLKUPUN ISHUK[ disse.    Â
Som  nĂŚvnt  i  metoden,  er  mange  af  de  detaljerede  oplysninger  hemmeligholdte,  og  dermed  er  det  ikke  muligt  at  forklare  workshoppens Â
14
omstÌndigheder  og  formül  nÌrmere.
51
4.9 OPSAMLING =P OHY ]LK OQ¤SW HM RVTWSLRZP[L[ZTH[YP_LU ]PZ[ O]VYKHU MVYZRLSSPNL ZP[\H[PVULY PUÅ\LYLY Wr KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU P KL [V JHZLZ =P Zr O]VYKHU WYVQLR[LYUL IL]¤NLY ZPN Y\UK[ TLSSLT aVULYUL P TH[YP_LU VN O]VYKHU KL \K]HSN[L ZP[\H[PVULY MYH WYVQLR[LYUL OVZ IrKL 6YNHUPZH[PVU @ VN 6YNHUPZH[PVU ? I¤YLY præg af interne uenigheder og usikkerhed i forhold til resultaterne af projektet. En af udfordringerne ]HY ZHTHYILQKL +L[[L RVT OVZ 6YNHUPZH[PVU ? [PS \K[Y`R NLUULT RVUÅPR[LYUL TLK SL]LYHUK¥YLU /LY TLULY ]P H[ L[ MVR\Z Wr ZHTHYILQKL[ VN KLYTLK WYV[VZ`TIVSLY ZHT[ KL ZPNUPÄRHU[L Z`TIVSLY ]¤YL OLUZPN[ZT¤ZZPN[ 0 MVYS¤UNLSZL OLYHM TLULY ]P H[ LU YLÅLRZPVU V]LY KL PU[LYUL RVUÅPR[LYZ rYZHNLY R\UUL OQ¤SWL [PS LU TLYL R]HSPÄJLYL[ KLS[HNLSZL OVZ MVY LRZLTWLS 6YNHUPZH[PVU ? O]VY ]HUZRLSPNOLKLYUL TLK overskredne deadlines næsten har ført til en eksklusion leverandøren. I begge cases bliver der talt om, hvordan samtaler ansigt-til-ansigt er hensigtsmæssige for samarbejdet, og i den forbindelse mener vi, at det er vigtigt at fokusere på de kommunikative kompetencer. Yderligere har vi gennem vores analyse af empirien vist, at megen kommunikation foregår gennem mails, rapporter og referater, hvilket i nogle situationer har skabt uklarheder og besværliggjort samarbejdet. Vi mener derfor, at man skal ]¤YL VWT¤YRZVTTL Wr PUKKYHNLSZLU HY[LMHR[LY VN PZ¤Y O]PSRLU PUKÅ`KLSZL KL[[L OHY Wr KLU ZVJPHSL interaktion og projektudvikling. 7r IHNNY\UK HM KLUUL HUHS`ZL OHY ]P ZrSLKLZ PKLU[PÄJLYL[ ÄYL MVR\ZVTYrKLY ZVT LY! ¹)L]PKZ[OLKLU VT ZHTHYILQKL[¹ ¹2]HSPÄJLYL[ KLS[HNLSZL¹ ¹2VTT\UPRH[P]L RVTWL[LUJLY¹ VN ¹0UKKYHNLSZLU HM HY[LMHR[LY¹ +PZZL TLULY ]P LY ]¤ZLU[SPNL H[ ILOHUKSL U¤YTLYL P MVYOVSK [PS O]VYKHU KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU PUÅ\LYLY Wr WYVQLR[VYNHUPZLYPUNLU VN ]PKLUZKHUULSZL +L ÄYL MVR\ZVTYrKLY ]PS ]¤YL VTKYLQUPUNZW\UR[ MVY HUKLU og sidste del af analysen.
52
KAPITEL ANALYSE 2. DEL
”
5
I hverdagskonversationerne lurer faren for TPZMVYZ[rLSZL KLY [Y\LY TLK H[ PUÅ\LYL Wr udviklingen af projekter. Men denne trussel er ikke nødvendigvis farlig. Vi mener, at der i TPZMVYZ[rLSZLY RHU ÄUKLZ WV[LU[PHSL MVY nytænkning og herigennem både muligheder for, at projekter udvikles og viden skabes.
53
5.1 INDLEDNING Det, vi hidtil har forsøgt at gøre og gerne vil blive ved med lidt endnu, er at udfordre nogle af de indgroede forestillinger og antagelser omkring viden såvel som projektorganisering. Målet er at være åbnende og ekspliciterende. Dette indebærer en analyse af, hvorledes den sociale interaktion kan ]P[HSPZLYL VN \K]PRSL WYVQLR[LY -VY LU NVK VYKLUZ ZR`SK ZRHS KL[ PUKZR`KLZ H[ KL[ HSKYPN OHY ]¤YL[ ]VYLZ hensigt at være negative eller omstyrtende. Vi ønsker at addere frem for at subtrahere. Det, vi ønsker at bidrage med, er en udvidet og nuanceret bevidsthed om den sociale interaktion, da vi mener, at dette er udviklende for projekter samt vidensdannelse. Vi ønsker her at træde et skridt tilbage i forhold til den første del af analysen, hvor vi ved hjælp af kompleksitetsmatrixen studerede projektorganiseringen i de lokale situationer i vores cases. Nedenstående vil således være en analyse og diskussion af vores [LVYL[PZRL HMZ¤[ =P OHY P HUHS`ZLUZ M¥YZ[L KLS ZL[ Wr O]VYSLKLZ KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU PUÅ\LYLY Wr udviklingen af projekter, hvor det især var problemerne med samarbejdet samt planlægning og kontrol af projektarbejdet, der trådte frem for os. I den følgende del af analysen vil vi derfor udfolde den sociale interaktion og diskutere, hvordan et fokus på netop dette kan hjælpe med udviklingen af projekter og KHUULSZLU HM ]PKLU =P OHY ZVT ZHN[ ]HSN[ H[ \KMVSKL ÄYL VTYrKLY HM KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU ZVT ]P TLULY er væsentlige at se nærmere på. Disse områder har vi valgt at kalde ”Bevidstheden om samarbejdet”, ¹2]HSPÄJLYL[ KLS[HNLSZL¹ ¹2VTT\UPRH[P]L RVTWL[LUJLY¹ VN ¹0UKKYHNLSZLU HM HY[LMHR[LY¹
5.2 BEVIDSTHEDEN OM SAMARBEJDET 0 ]VYLZ LTWPYPZRL Z[\KPL HM IrKL 6YNHUPZH[PVU ? VN 6YNHUPZH[PVU @ LY ]P RVTTL[ MYLT [PS KLU LYRLUKLSZL at en måde, hvorpå der kan skabes fokus på den sociale interaktion, ved opnå en bevidsthed om ZHTHYILQKL[ 2\UZ[LU P H[ R\UUL ZHTHYILQKL OHUKSLY VT H[ PHN[[HNL KL[ KLY PUÅ\LYLY Wr KHUULSZLU af viden, men også den sociale interaktion i sin helhed. Det er netop i samarbejdet, at den sociale interaktion kommer til udtryk gennem de rammer, som er opstillet for projektet. Samarbejde er, som social interaktion, et komplekst fænomen og vi vil ikke begive os ud i en længere udredning heraf. Men i dette speciale mener vi, at samarbejdet skal forstås som en gruppe af projektdeltagere, som PU[LYHNLYLY TLK OPUHUKLU MVY H[ Ur M¤SSLZ TrS -VY H[ ISP]L IL]PKZ[ VT ZHTHYILQKL[ P WYVQLR[NY\WWLU må projektdeltagerne have en indsigt i de uendelige gestus-respons mønstre, hvori der skabes mening og forhandles gennem symbolerne. Derfor vil vi i dette afsnit rette et fokus mod protosymbolerne og de ZPNUPÄRHU[L Z`TIVSLY KLY N¥Y IY\N HM ZWYVNL[ VN OHY Z[VY IL[`KUPUN MVY KLU HKM¤YK WYVQLR[KLS[HNLYL udviser, og ikke mindst stor betydning for, hvorledes den bliver afkodet og evalueret. Altså i det hele taget den måde, projektdeltagerne samarbejder og er sammen på. Et af vores iagttagelsesfelter i vores interviewguide, var ”Deltagelsesmønstre” og i den første del af vores analyse af de to cases, RVT ]P ZrSLKLZ PUK Wr ZP[\H[PVULY ZVT ]HY TLK [PS H[ PUÅ\LYL Wr ZHTHYILQKL[ P KLU SVRHSL RVU[LRZ[ HM projektorganiseringen. -VY L_LTWLS RHU LU THUNSLUKL PUKKYHNLSZL ]¤YL TLK]PYRLUKL [PS LU MVYYPUNLSZL HM ZHTHYILQKL[ VN derfor mener vi, at det er en barriere for den dynamiske sociale interaktion. I vores samtaler med projektlederen forekommer det os, at projektlederens opfattelse er, at alle projektets deltagere er inddraget på lige fod. Der er altså delte meninger omkring den samme situation, hvilket kan skyldes, at de i forhandlingerne af mening omkring, hvad det vil sige at være en del af gruppen, har de ”fejlfortolket” OPHUHUKLUZ NLZ[\Z VN YLZWVUZ +L[ LY ZLS]M¥SNLSPN \T\SPN[ MVY VZ H[ WLNL Wr KL ZWLJPÄRRL KLSL HM KLU
54
RVU[PU\LYSPNL \K]LRZSPUN HM NLZ[\Z YLZWVUZ TÂĽUZ[YL H[ TPZMVYZ[rLSZLU LY ZRL[ 6N SPNLSLKLZ LY KL[[L OLSSLY ikke  muligt  for  nogle  af  projektdeltagerene.  Men  pĂĽ  trods  af,  at  det  altsĂĽ  er  projektdeltagerens  individuelle  opfattelse  af  forløbet,  mener  vi,  at  følelsen  af  at  vĂŚre  ekskluderet  kan  begrĂŚnse  lysten  til  at  deltage.  Det  fremstĂĽr  for  os,  som  om  denne  projektdeltager  ubevidst  er  blevet  hĂŚgtet  af,  hvilket  netop  viser  en  mangel  pĂĽ  indsigt  i  samarbejdet,  dette  mener  vi  kan  have  konsekvenser  for  udviklingen  af  projektet.  Som  risikerer  at  gĂĽ  glip  af  denne  deltagers  indblik  og  gode  idĂŠer.  Samtidig  er  vi  af  den  overbevisning  at  en  bevidsthed  om  samarbejdet  kunne  have  gjort  en  forskel.  Som  vi  var  indepĂĽ  i  den  første  del  af  analysen  mener  Sennett,  at  det  er  vanskeligt  at  skabe  dybe  relationer,  pĂĽ  tvĂŚrs  af  tid  og  rum  (Sennett,  1998:  106).  Samtidig  var  vi  inde  pĂĽ,  at  dybe  relationer  er  vigtige  for,  at  [V WLYZVULY RHU Z[VSL Wr OPUHUKLU VN KLYTLK ZHTHYILQKL 6N UL[VW MVYKP ZHTHYILQKL[ VN OLYPNLUULT projektdeltagernes  interne  relationer  har  betydning  for  udviklingen  af  projektet,  er  det  vigtigt  at  have  KPZZL YLSH[PVULY P MVR\Z ,[ HUKL[ LRZLTWLS OLU[L[ MYH 6YNHUPZH[PVU @ JHZLU ]PZLY H[ KL OHY MVR\Z Wr KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU ]LK H[ WYVQLR[SLKLYLU YLQZLY [PS ;HUaHUPH MVY H[ M¤YKPN\K]PRSL UVNL[ TH[LYPHSL 1M ZPKL! 7YVQLR[SLKLYLU LY IL]PKZ[ VT O]HK KL Y\TSPNL ]PSRrY OHY HM IL[`KUPUN MVY WYVQLR[L[ VN TLULY H[ KL[ er  givtigt  for  samarbejdet  og  udviklingen  af  projektet,  at  projektdeltagerne  mødes  ansigt  til  ansigt.  Dette  LY TVKZH[ LRZLTWSL[ MYH MÂĽY LU TLNL[ IL]PKZ[ OHUKSPUN O]PSRL[ UL[VW \UKLYZ[YLNLY H[ 6YNHUPZH[PVU @ OHY LYRLUK[ ]PN[PNOLKLU HM KL ZVJPHSL YLH[PVULY VN H[ KL YLĂ&#x2026;LR[LYLY V]LY ZHTHYILQKL[ P WYVQLR[NY\WWLU ,U vĂŚsentlig  pointe  er,  at  disse  eksempler  er  prĂŚget  af  kontekstuelle  omstĂŚndigheder,  hvilket  har  afgørende  PUKĂ&#x2026;`KLSZL Wr ZHTHYILQKL[ ,M[LYZVT WYVQLR[LY LY \UPRRL RHU KL[[L SPNLSLKLZ ¤UKYLZ HS[ HMO¤UNPN[ HM KL KLS[HNLUKL PUKP]PKLY 4HU R\UUL LRZLTWLS]PZ MVYLZ[PSSL ZPN H[ UVNSL WYVQLR[LY ]PSSL S\RYLYL Wr Ă&#x2026;LYL ILZÂĽN fra  â&#x20AC;?hovedkontoretâ&#x20AC;?,  hvor  andre  projekter  ville  lide  under  udefrakommende  indblanding.  Men  under  alle  VTZ[¤UKPNOLKLY ]HY ILZÂĽNL[ P ;HUaHUPH LU TrKL O]VYWr KLY PNLU R\UUL ISP]L ZH[ ZR\I P WYVQLR[L[Z udvikling,  som  ellers  var  gĂĽet  i  stĂĽ,  pĂĽ  grund  af  udfordringerne  i  at  samarbejde  over  store  afstande. Â
5.2.1  MAGT ,[ ]PN[PN[ M¤UVTLU ZVT ]P TLULY PUĂ&#x2026;\LYLY Wr IrKL ZHTHYILQKL[ LY THN[ 0 HYILQKL[ TLK kompleksitetsmatrixen  og  vores  empiri  har  vi  isĂŚr  observeret  fĂŚnomenet  i  de  mønstre  af  samarbejde,  ZVT \KZWPSSLY ZPN P ]VYLZ JHZL TLSSLT 6YNHUPZH[PVU ? R\UKLU VN SL]LYHUKÂĽYLU 7YVQLR[VYNHUPZLYPUN bevidner  om  komplekse  relationer,  hvor  magt  pĂĽ  mange  mĂĽder  indgĂĽr,  og  vi  mener  at  se  magt  som  et  â&#x20AC;?temaâ&#x20AC;?,  der  er  allestedsnĂŚrvĂŚrende.  Vi  mener  derfor  ogsĂĽ,  at  det  er  relevant  at  dvĂŚle  lidt  ved  begrebet  magt  for  at  forstĂĽ,  hvilken  betydning  det  har  for  projektorganisering  og  for  den  sociale  interaktion  i  det  hele  taget.  Ifølge  Stacey  er  magt  ikke  en  egenskab,  den  enkelte  kan  besidde.  Derimod  er  det  in-  og  eksklusionsdynamikker,  som  er  indlejret  i  alle  menneskelige  relationer  og  interaktioner  (Stacey,  2007:  =P TLULY KLYMVY H[ THN[YLSH[PVULYUL ]PS OH]L PUKĂ&#x2026;`KLSZL Wr KL ZVJPHSL PU[LYHR[PVULY VN OLYPNLUULT dannelsen  af  grupperinger  og  tilhørsforhold.  Dette  skaber  en  slags  â&#x20AC;?viâ&#x20AC;?-identitet  i  eksempelvis  en  projektgruppe,  da  der  gennem  interaktionen  er  nogle  former  for  handlen,  der  bliver  mere  legitime  end  andre.  Dermed  opstilles  sociale  regler  inden  for  gruppen.  Nogle  af  disse  regler  er  eksplicitte  og  muligvis  ULKZRYL]L[ ZVT YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY 4LUZ HUKYL LY \ZRYL]UL VN VM[L VNZr \ZHN[L YLNSLY KLY VTOHUKSLY WYV[VZ`TIVSLY LSSLY ZPNUPĂ&#x201E;RHU[L Z`TIVSLY VN KL NLUMVYOHUKSLZ RVU[PU\LYSPN[ P KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU +LY er  for  eksempel  en  form  for  usagt  aftale  om,  at  man  ikke  afbryder,  mens  en  anden  taler.  Hvis  det  sker,  er  det  netop  et  udtryk  for,  at  de  â&#x20AC;?gĂŚngseâ&#x20AC;?  gestus-responsmønstre  brydes,  da  der  handles  uventet  i  forhold  til  de  â&#x20AC;?aftalteâ&#x20AC;?  sociale  regler. Â
55
En  teoretiker,  der  har  beskĂŚftiget  sig  meget  med  magt,  er  Basil  Bernstein15.  Han  bruger  begrebet  kontrol  i  forhold  til  de  indre  magtrelationer  i  interaktionen  (Bernstein,  2001:  72).  Kontrol  er,  ifølge  Bernstein,  bestemmende  for  de  legitime  kommunikationsformer  og  derigennem  ogsĂĽ,  hvilke  legitime  positioneringer,  KLY Ă&#x201E;UKLZ P LU WYVQLR[NY\WWL +L[ HUZR\LZ ZrSLKLZ H[ RVU[YVS Z¤[[LY YHTTLU MVY TrKLU H[ ILNr ZPN pĂĽ,  hvis  man  skal  inkluderes  i  den  føromtalte  â&#x20AC;?viâ&#x20AC;?-identitiet.  Dette  kalder  Bernstein  for  rammesĂŚtning  (Bernstein,  2001).  Selv  formulerer  Bernstein  rammesĂŚtning  som:  â&#x20AC;?Hvem  der  kontrollerer  hvadâ&#x20AC;?  (Bernstein,  2001:  80).  RammesĂŚtningen  er  altsĂĽ  nogle  kriterier  for,  hvad  der  er  legitimt  at  sige  og  gøre  i  forhold  til  den  sociale  orden,  som  i  eksemplet  fra  tidligere  om  ikke  at  afbryde,  mens  andre  taler.  Ligeledes  er  rammesĂŚtningen  bestemmende  for,  hvilken  viden,  der  vĂŚrdsĂŚttes,  og  hvad  der  kan  realiseres  PUKLU MVY LU ILZ[LT[ RVU[LRZ[ )LYUZ[LPU ! 6]LYMÂĽYLY ]P KLUUL [LYTPUVSVNP [PS ]VYLZ JHZL TLK 6YNHUPZH[PVU ? LY L[ HM WYVISLTLYUL H[ SL]LYHUKÂĽYLU PRRL SL]LYLY [PS [PKLU =P TLULY H[ 6YNHUPZH[PVU ? og  kunden  har  skabt  en  form  for  â&#x20AC;?viâ&#x20AC;?-identitet,  idet  de  er  enige  om,  at  man  overholder  deadlines.  Det  at  levere  for  sent  er  altsĂĽ  ikke  en  legitim  mĂĽde  at  handle  pĂĽ.  Men  leverandørens  gentagende  forsinkelser  â&#x20AC;?truerâ&#x20AC;?  denne  legitime  handlemĂĽde. +L[ RVTWSPJLYLY KLUUL ZP[\H[PVU `KLYSPNLYL H[ R\UKLU VN 6YNHUPZH[PVU ? PRRL RHU LRZRS\KLYL leverandøren  ethundrede  procent,  gennem  eksempelvis  en  opsigelse  af  kontrakten,  da  dette  ville  vĂŚre  kontraktbrud.  De  vĂŚlger  derfor  at  eksludere  leverandøren,  fra  alt  det,  der  er  muligt  uden,  at  det  strider  med  kontrakten.  Dette  kommer  til  udtryk  i  de  møder,  der  bliver  afholdt  uden  leverandørens  tilstedevĂŚrelse  og  de  to  forskellige  tidsplaner,  som  vi  var  inde  pĂĽ  i  den  første  del  af  analysen.  Som  nĂŚvnt  mener  vi,  at  udvikling  sker  gennem  deltagelse  og  inddragelse  i  den  sociale  interaktion,  derfor  kunne  en  YLĂ&#x2026;LRZPVU V]LY PU[LYHR[PVULU P 6YNHUPZH[PVU ?Z [PSM¤SKL T\SPN]PZ ]¤YL TLK]PYRLUKL [PS LU IL]PKZ[OLK VT denne  ekskludering  af  leverandøren,  eller  i  bedste  fald  en  forstĂĽelse  af,  at  leverandørens  perspektiver  pĂĽ  projektet  ogsĂĽ  er  legitime,  da  alle  kan  bidrage  med  noget.  Vi  er  klar  over  at  magtrelationerne  er  svĂŚre,  O]PZ PRRL \T\SPNL H[ PKLU[PĂ&#x201E;JLYL TLU ]P TLULY H[ L[ MVR\Z Wr NLZ[\Z YLZWVUZTÂĽUZ[YLUL VN OLYPNLUULT samarbejdet  kan  übne  op  for  en  bevidsthed  om  den  mĂĽde,  hvorpĂĽ  de  tolker  hinandens  gestus  og  YLZWVUZ =P MVYLZ[PSSLY VZ H[ KL ZrSLKLZ RVY[]HYPN[ R\UUL Ă&#x2026;`[[L ISPRRL[ MYH WYVQLR[L[Z TrS VN KL V]LYZRYLKUL deadlines,  og  se  pĂĽ  hvilke  misfortolkninger  i  gestus-responsmønstrene,  der  kunne  ligge  til  grund  for  de  RVUĂ&#x2026;PR[LY KLY U\ ISVRLYLY MVY WYVQLR[L[Z ]PKLYL \K]PRSPUN Vi  mener  derfor,  at  samarbejdet  er  et  vigtigt  omrĂĽde  af  den  sociale  interaktion,  der  bør  vĂŚre  fokus  pĂĽ,  da  det  gør  en  stor  forskel  for  projektets  udvikling  at  alle  projektdeltagerne  for  mulighed  for,  og  føler  sig  motiverede  til  at  deltage  og  bidrage  med  deres  erfaringer  og  ideer.  Under  alle  omstĂŚndigheder  mener  vi,  at  det  handler  om  at  vĂŚre  bevidst  om  den  mĂĽde,  hvorpĂĽ  samarbejdet  og  den  sociale  interaktion  udspiller  sig  i  projektgruppen.  Dette  fordi  forskellige  situationer  krĂŚver  forskellige  metoder,  og  derfor  kan  samarbejde  ikke  udføres  pĂĽ  autopilot.  I  arbejdet  med  at  vitalisere  samarbejdet  og  skabe  rum  for  interaktion  mener  vi,  at  det  ogsĂĽ  handler  om  den  allestedsnĂŚrvĂŚrende  deltagelse,  samarbejdet  bygger  pĂĽ.
)LYUZ[LPU ZRLSULY TLSSLT THN[ VN RVU[YVS 6N ZPNLY H[ š4HN[ VWI`NNLY YLSH[PVULY TLSSLT NP]UL MVYTLY MVY PU[LYHR[PVU TLUZ RVU[YVS VWI`NNLY
15
indre  relationer  i  disseâ&#x20AC;?  (Bernstein,  2001:72).  Vi  har  valgt  kun  at  inddrage  hans  begreber  om  kontrol,  da  vores  primĂŚre  fokus  er  pĂĽ  den  sociale  PU[LYHR[PVU P WYVQLR[NY\WWLU Âś HS[Zr KL PUKYL YLSH[PVULY HM PU[LYHR[PVULU
56
5.3  KVALIFICERET  DELTAGELSE Et  andet  omrĂĽde  i  den  sociale  interaktion,  som  vi  er  overbeviste  om,  kan  tilføre  WYVQLR[VYNHUPZLYPUNZWYVJLZZLU L[ MYPZR W\Z[ LY R]HSPĂ&#x201E;JLYL[ KLS[HNLSZL -ÂĽYZ[ ]P ]PS KVN ZL SPK[ Wr ILNYLIL[ KLS[HNLSZL VN P KLU MVYIPUKLSZL Ă&#x201E;UKLY ]P KL[ YLSL]HU[ H[ PUKKYHNL ,[PLUUL >LUNLY 6T ILNYLIL[ deltagelse  mener  Wenger:  â&#x20AC;?Den  sociale  oplevelse  af  at  leve  i  verden  som  medlemskab  i  sociale  fĂŚllesskaber  og  aktivt  engagement  i  sociale  foretagender.   Deltagelse  er  i  den  forstand  bĂĽde  personlig  og  socialâ&#x20AC;?  (Wenger,  2004:  70). Â
Vi  mener  derfor  at  deltagelse  er  allestedsnĂŚrvĂŚrende,  da  vi  som  individer,  selvom  vi  fysik  er  alene,  altid  tĂŚnker  relationelt.  Vi  kan  altsĂĽ  ikke  komme  uden  om,  at  vĂŚre  placeret  i  en  social  verden,  og  vores  tanker  tĂŚnkes  derfor  altid  i  forhold  til  deltagelse  i  en  social  begivenhed  (Wenger,  2004).  Wenger  taler  om,  at  KLS[HNLSZL RHU ]¤YL MVYI\UKL[ TLK HSSL T\SPNL MVYTLY MVY YLSH[PVULY IrKL OHYTVUPZRL VN RVUĂ&#x2026;PR[M`SK[L Som  vi  lige  var  inde  pĂĽ  i  afsnittet  omkring  samarbejde,  er  det  vĂŚsentligt  at  vĂŚre  bevidst  om  de  relationer  THU PUKNrY P KH RVUĂ&#x2026;PR[LY ULT[ RHU VWZ[r VN PUĂ&#x2026;\LYL Wr \K]PRSPUNLU HM WYVQLR[L[ 4LU ]P TLULY VNZr at  det  er  i  disse  relationer  at  viden  skabes.  Netop  fordi  bĂĽde  det  negative  og  det  positive  er  to  sider  af  samme  sag,  kan  det  danne  grundlag  for  nye  indsigter  og  erkendelser,  og  dermed  vidensdannelse  (Stacey,  2001:  235).  4LU TLYL R]HSPĂ&#x201E;JLYL[ KLS[HNLSZL LY PRRL LUZIL[`KLUKL TLK ]VSKZVT[ VTZVYNZM\SKL YLSH[PVULY VN LU V]LYĂ&#x2026;VK HM LTWH[P +L[ LY KLYMVY O]LYRLU OLUZPN[LU H[ ]P ZRHS ZPKKL Wr ZRÂĽKL[ HM OPUHUKLU P RHU[PULU eller  involvere  os  i  kollegaens  nye  hund.  Til  gengĂŚld  skal  vi  vĂŚre  mere  opmĂŚrksomme  pĂĽ  den  helhed,  deltagelse  indskriver  sig  i,  eftersom  deltagelse  bĂĽde  former  vores  oplevelser  af  fĂŚllesskabet  og  ogsĂĽ  ZLS]L M¤SSLZZRHIL[ 0 Z[LKL[ IL[`KLY KL[ H[ THU ZRHS ]¤YL HKHW[P] VN YLĂ&#x2026;LRZP] VN NLULYLS[ [YV Wr H[ alle  kan  bidrage  med  noget,  sĂĽledes  at  man  bringer  alle  deltagerne  i  spil.  Derfor  er  det  i  denne  proces  henimod  at  vitalisere  det  sociale  samvĂŚr  vigtigt,  at  man  som  projektleder,  men  ogsĂĽ  som  projektdeltager,  MVR\ZLYLY Wr H[ ISP]L TLYL R]HSPĂ&#x201E;JLYL[ [PS H[ KLS[HNL P KL M¤SSLZZRHILY VN UL[]¤YR THU HSSLYLKL [HNLY KLS P 2]HSPĂ&#x201E;JLYL[ KLS[HNLSZL LY ]LQLU TVK H[ NLULYLYL ]PKLU 5L[VW ]LK H[ ]¤YL TLYL VWT¤YRZVT Wr diversiteten  og  forskelligheden  i  de  fĂŚllesskaber,  man  allerede  er  en  del  af,  har  man  muligheden  for  at  se  U`L SÂĽZUPUNLY :[HJL` ! +LU R]HSPĂ&#x201E;JLYLKL KLS[HNLSZL RY¤]LY ISV[ L[ ÂĽNL[ MVR\Z Wr KL[ KLY ZRLY i  rummet  her  og  nu.  Stacey  peger  pĂĽ,  at  diversiteten  og  forskelligheden  er  fremtrĂŚdende  for  den  sociale  PU[LYHR[PVU VN OHU TLULY H[ KL[[L LY RPSKLU [PS \K]PRSPUN U`ZRHILSZL VN RYLH[P]P[L[ AOPJOHUN ! Â
5.4  KOMMUNIKATIVE  KOMPETENCER Vi  har  i  de  to  foregĂĽende  afsnit  argumenteret  for,  at  det  er  vigtigt  at  have  fokus  pĂĽ  samarbejdet  og  KLU R]HSPĂ&#x201E;JLYLKL KLS[HNLSZL O]PSRL[ IL[`KLY H[ KLY YL[[LZ MVR\Z TVK KLU Z`TIVS\K]LRZSPUN KLY Ă&#x201E;UKLY Z[LK NLUULT LUKLSÂĽZL Y¤RRLY HM NLZ[\Z YLZWVUZTÂĽUZ[YL +L[[L ZR¤YWLKL MVR\Z TLULY ]P vil  krĂŚve  kommunikative  kompetencer  i  at  iagttage  og  forstĂĽ  den  sociale  interaktion,  man  selv  tager  del  i.  Iagttagelsens  disciplin  fordrer  utallige  kompetencer,  nĂĽr  det  kommer  til  at  højne  bevidstheden  og  indsigten  i  den  sociale  interaktion.  Vi  mener  derfor,  at  fremtiden  efterspørger  nye  kommunikative  kompetencer  pĂĽ  mange  niveauer,  og  vi  har  her  valgt  at  fokusere  pĂĽ  evnen  til  at  undre  sig,  og  pĂĽ  samtaler  og  misforstĂĽelser.  Dette  fordi  det  i  den  sociale  interaktion  netop  er  vigtigt,  at  man  er  opmĂŚrksom  pĂĽ  alle  KL MVYZRLSSPNL WYVJLZZLY KLY Ă&#x201E;UKLY Z[LK VN ZVT \KNÂĽY LU KLS HM KLU RVSSHIVYH[P]L VN []¤YMHNSPNL WYVJLZ
57
¸0M [OL [^LU[PL[O JLU[\Y` NH]L YPZL [V RUV^SLKNL ^VYRLYZ ^P[O KLLW L_WLY[PZL [OL [^LU[` Ă&#x201E;YZ[ JLU[\Y` ^PSS YLX\PYL SLHKLYZ ^OVJHU  MVZ[LY PU[LNYH[P]L [OPURPUN HUK JVSSHIVYH[PVU HJYVZZ Ă&#x201E;LSKZ HUK ZWLJPHS[PLZ *VSSHIVYH[PVU UV[ JVVYKPUH[PVU ^PSS IL [OL [HZR VM THUHNLTLU[š  (Kanter16 ¸>OH[ >V\SK 7L[LY :H`&š
7r L[ TL[HRVTT\UPRH[P][ WSHU OHUKSLY KL[ VT H[ ILZPKKL RVTWL[LUJLY ZVT NÂĽY WYVQLR[SLKLYLU P Z[HUK [PS IrKL H[ \UKYL ZPN VN Z[PSSL KL NVKL R]HSPĂ&#x201E;JLYLKL ZWÂĽYNZTrS /LSKLY 7QL[\YZZVU ! 0 WYVQLR[VYNHUPZLYPUNLU ILĂ&#x201E;UKLY KLS[HNLYUL ZPN VM[L P LU ZP[\H[PVU O]VY \]PKLUOLK WY¤NLY WYVJLZZLU  1M aVUL ZPKL! +LUUL LYRLUKLSZL TLULY ]P RHU ZPKLZ[PSSLZ TLK :VRYH[LZ ILYÂĽT[L LYRLUKLSZL VT at  han  intet  vidste.  Det,  at  man  som  projektdeltager  ikke  ved  noget,  er  langtfra  en  selverkendt  dumhed,  TLU U¤YTLYL LU HJJLW[ HM H[ WYVQLR[VYNHUPZLYPUN RY¤]LY LU \UKYLUKL YLĂ&#x2026;LR[LYLUKL VN \UKLYZÂĽNLUKL tilgang.  Erkendelsen  af  uvidenhed  er  generelt  et  vĂŚrn  mod  dumhed,  men  ogsĂĽ  mod  at  drage  forhastede  RVURS\ZPVULY *OYPZ[LUZLU =PUKPUN ! â&#x20AC;?Engagement  og  opbakning  fra  ledelsen  er  afgørende  for  at  udvikle  ideer  og  forsøge  at  danne  mening  i  de   muligheder,  der  ligger  i  det,  vi  endnu  ikke  vedâ&#x20AC;?  (Jensen  et  al,  2005:  178). Â
Netop  bevidstheden  om  det,  vi  ikke  ved,  at  vi  ikke  ved,  er  det  Stacey  kalder  â&#x20AC;?kanten  af  kaosâ&#x20AC;?,  hvilket  som  ZHN[ LY KL[ aVUL P RVTWSLRZP[L[ZTH[YP_LU YLWY¤ZLU[LYLY -VY H[ Ur MYLT [PS TLUPUNZZRHILSZL P KL[ \]PZZL mener  vi,  at  man  mĂĽ  fokusere  pĂĽ  evnen  til  at  hĂĽndtere  det  uventede  og  det  foranderlige.  Dette  kan  blandt  andet  komme  til  udtryk  igennem  evnen  til  at  undre  sig.
5.4.1  AT  UNDRE  SIG ;LUKLUZLU [PS H[ \UKYL ZPN VN MVYOVSKL ZPN YLĂ&#x2026;LRZP][ [PS KLU PU[LYHNLYLUKL VT]LYKLU LY PUNLUS\UKL U` VN Wr KLU MYVU[ Ă&#x201E;R .PKKLUZ P ÂťLYUL Z[VY VWT¤YRZVTOLK TLK OHUZ [HURLWYVK\R[PVU VTRYPUN YLĂ&#x2026;LRZP]P[L[ P KL[ ZLUTVKLYUL ZHTM\UK .PKKLUZ 7r [YVKZ HM H[ .PKKLUZ ILZR¤M[PNLY ZPN TLK ]PN[PNOLKLU HM YLĂ&#x2026;LRZP]P[L[ P ZHTM\UKL[ NLULYLS[ TLULY ]P H[ R\UUL KYHNL WHYHSSLSSLY [PS KLU ZVJPHSL VN SVRHSL PU[LYHR[PVU P WYVQLR[VYNHUPZLYPUNLU 6N ]P Ă&#x201E;UKLY OHUZ [LZL VT YLĂ&#x2026;LRZP]P[L[ YLSL]HU[ LM[LYZVT OHU UL[VW \UKLYZ[YLNLY vigtigheden  i  at  undre  sig  og  forholde  sig  kritisk  til  indholdet  af  og  tankerne  om  de  sociale  praksisser,  som  man  selv  er  en  del  af. .Y\UKS¤NNLUKL OHUKSLY KL[ VT H[ ZVJPHSL YLSH[PVULY RVU[PU\LYSPN[ \UKLYZÂĽNLZ VN VTKHUULZ P RYHM[ af  informationerne  om  samme  sociale  relation.  Med  andre  ord  er  det  projektgruppens  kontinuerlige  evaluering  af  projektforløbet,  og  den  deraf  affødte  Ìndring  af  metoder,  tilgange  og  strategier  i  et  forsøg  pĂĽ  OLSL [PKLU H[ \K]PRSL WYVQLR[L[ 0 WYVQLR[NY\WWLU MYLTZ[rY KLUUL YLĂ&#x2026;LRZPVU VTRYPUN KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU som  et  dilemma  mellem  risiko  og  muligheder,  og  det  er  gennem  tilstedevĂŚrelsen  af  risici,  at  muligheden  MVY \K]PRSPUN ZRHILZ PKL[ YPZPRV VN T\SPNOLKLY NP]LY HUSLKUPUN [PS YLĂ&#x2026;LRZPVU V]LY KL ]HSN THU RHU MVYL[HNL .PKKLUZ ! @KLYTLYL [HSLY .PKKLUZ VNZr VT LU MVYT MVY HUKLUVYKLUZ YLĂ&#x2026;LRZPVU PKL[ YLĂ&#x2026;LRZP]P[L[LU LY HS[VTMH[[LUKL VN PUKLI¤YLY YLĂ&#x2026;LRZPVU V]LY YLĂ&#x2026;LRZPVULUZ VWOH] .PKKLUZ 0 WYVQLR[VYNHUPZLYPUNLU er  det  sĂĽledes  vigtigt  at  forholde  sig  kritisk  til,  hvordan  man  i  projektgruppen  kommer  frem  til  erkendelser.  =P TLULY H[ KLUUL YLĂ&#x2026;LRZPVU RHU ]¤YL TLK]PYRLUKL [PS LU U`[¤URUPUN HM LYRLUKLSZLZWYVJLZZLYUL P ZPN selv,  da  der  stilles  spørgsmĂĽlstegn  ved  de  metoder  og  vaner,  der  ellers  har  tendens  til  at  blive  taget  for  NP]L[ =P ZLY KLYMVY LU MVYU\M[ P H[ YLĂ&#x2026;LR[LYL V]LY LYRLUKLSZLZWYVJLZZLYUL KH KL[[L RHU ]¤YL TLK]PYRLUKL
9VZHIL[O 2HU[LY LY 7YVMLZZVY ]LK /HY]HYK )\ZPULZZ :JOVVS TLK ZWLJPHSL P :[YH[LNP 0UUV]H[PVU 3LKLSZL \UKLY -VYHUKYPUN ^^^ KYMK OIZ LK\
16
58
til  en  udvikling  af  projektet  i  sig  selv,  idet  man  gennem  diskussion  af  eksisterende  metoder  kan  opnĂĽ  nye  erkendelser. ,U YLĂ&#x2026;LRZP] WYVJLZ PUKLI¤YLY ZrSLKLZ H[ WYVQLR[KLS[HNLYLU [Y¤KLY L[ ZRYPK[ [PSIHNL MYH ZPU LNLU overbevisning  og  gennem  praktisk  eksperimenterende  handlen  vurderer  holdbarheden  heraf.  En  lidt  ¤SKYL OLYYL ZVT 1VOU +L^L` HU]LUKLY VNZr YLĂ&#x2026;LRZP]P[L[ P ZP[ [LVYPHWWHYH[ ZVT LY MYH /LY [HSLY OHU VT YLĂ&#x2026;LRZP] WYHRZPZ +L[[L \K[Y`RRLZ ISHUK[ HUKL[ P YLĂ&#x2026;LRZP] [¤URUPUN VN KL[ RHU ]¤YL ]LQLU [PS ]PKLUZKHUULSZL TLU YLĂ&#x2026;LRZP] [¤URUPUN LY VNZr L[ TL[VKPZR ]¤YR[ÂĽQ /HUZ [LVYP Ă&#x201E;UKLY ILYL[[PNLSZL P U¤Y]¤YLUKL ZWLJPHSL KH OHU TLK ZPU WYHNTH[PZRL [PSNHUN [PS YLĂ&#x2026;LRZP]P[L[ NÂĽY KL[ T\SPN[ MVY VZ H[ MVYRSHYL O]VYKHU ]P MVYZ[rY OrUK[LYPUNLU HM KL[ \MVY\KZPNLSPNL P WYVQLR[LY 9LĂ&#x2026;LRZP] [¤URUPUN KLĂ&#x201E;ULYLZ HM Dewey  som:  â&#x20AC;?Aktiv,  vedholdende  og  omhyggelig  overvejelse  over  enhver  overbevisning  eller  formodning  i  lyset  af  de  grunde,  der  støtter  den  og  de  videre  konklusioner,  den  drives  modâ&#x20AC;?  (Dewey,  1910:  6,  oversat  af  Brinkmann,  2006:  120). Â
7VPU[LU LY H[ YLĂ&#x2026;LRZP] WYHRZPZ VN [¤URUPUN [PSZHTTLU NÂĽY tU R]HSPĂ&#x201E;JLYL[ [PS H[ Z[PSSL KL PU[LSSPNLU[L spørgsmĂĽl  (Jensen  et  al.,  2005:  175).  Det  er  dog  ikke  muligt  for  os  at  konkretisere  prĂŚcis,  hvilke  spørgsmĂĽl,  der  skal  stilles,  da  dette  afhĂŚnger  af  konteksten  i  det  enkelte  projekt.  Men  pointen  er,  H[ THU P MYLT[PKLU RHU TÂĽKL VN YLZWVUKLYL Wr MVYHUKLYSPNOLKLU PKL[ KLU YLĂ&#x2026;LRZP]L [¤URUPUN genererer  erfaring,  som  kan  bruges  til  at  hĂĽndtere  kommende  nonlineĂŚre  situationer  i  forhold  til  projektorganisering.  Dewey  argumenterer  for,  at  et  samspil  mellem  dagligdagens  erfaringer,  den  praktiske  MVYU\M[ VN ]PKLUZRHILSPNL PUKZPN[LY LY TLK]PYRLUKL OLY[PS ,SIYÂĽUK ! 0 KLU YLĂ&#x2026;LRZP]L VN RYP[PZRL tĂŚnkning  er  undersøgelsen  indlejret,  og  det  er  i  undersøgelsen,  at  situationen  kan  Ìndres  fra  at  vĂŚre  ubestemt,  usikker  og  meningsløs  til  at  vĂŚre  bestemt,  sikker  og  meningsfuld.  Netop  det,  Stacey  ville  kalde  for  en  balancering  pĂĽ  kanten  af  kaos.  Det  â&#x20AC;?bestemteâ&#x20AC;?  og  â&#x20AC;?sikreâ&#x20AC;?  skal  dog  ikke  forstĂĽs  i  forhold  til  det,  vi  i  kompleksitetsmatrixen  prĂŚsenterede  tidligere,  hvor  adjektiverne  bestemt  og  sikker  blev  tillagt  aVUL +LYPTVK ZRHS KL[ ZUHYLYL MVYZ[rZ ZVT LU TrKL H[ PU[LYHNLYL Wr P aVUL O]VY THU MVYZÂĽNLY H[ ZRHIL TLUPUN P KL[ U`L \RLUK[L VN \MVY\KZPNLSPNL -VY H[ WYHR[PZLYL YLĂ&#x2026;LRZP] VN RYP[PZR [¤URUPUN skal  projektdeltageren  vĂŚre  i  stand  til  at  hĂĽndtere  en  form  for  mental  utilpashed  og  forstyrrelse.  Dette  mener  Dewey  indeholder  en  nĂŚrmere  undersøgelse  af  â&#x20AC;?faktaâ&#x20AC;?,  ved  hjĂŚlp  af  de  erfaringer  man  gør  sig  i  samvĂŚret  med  andre,  og  som  danner  grundlaget  for  evnen  til  at  respondere  pĂĽ  det  foranderlige  (Dewey,  1919:  13;  Elbrønd,  2008:  37).  Denne  proces  er  ligeledes,  hvad  Stacey  beskriver  som  en  veksling  mellem  det  kendte  og  det  ukendte,  hvor  sammensĂŚtningen  af  det  historiske  og  fremtiden  er  det,  man  skal  favne  i  forsøget  pĂĽ  at  hĂĽndtere  foranderlighed.  Her  er  det  vigtigt  at  balancere  pĂĽ  grĂŚnsen  mellem  det  kendte  og  det  ukendte,  sĂĽ  projektet  holder  sig  übent  for  nye  ideer  og  løsninger  uden  at  komme  ud  i  en  tilstand  af  anarki,  hvor  uforudsigeligheden  bliver  faretruende  for  projektets  udvikling. Â
5.4.2  SAMTALER :VT U¤]U[ LY UVNL[ ]P TLULY RHU NÂĽYLZ [PS NLUZ[HUK MVY RYP[PZR YLĂ&#x2026;LRZPVU P KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU blandt  andet  nye  mĂĽder  at  tale  sammen  pĂĽ  og  nye  mĂĽder  at  indgĂĽ  i  sociale  relationer  pĂĽ.  Da  vi  er  af  den  overbevisning,  at  dette  er  fundamentalt  for  projekters  udvikling,  mener  vi,  at  det  er  vigtigt  at  fokusere  bĂĽde  pĂĽ  dynamikken  i  hverdagens  lokale  konversationer  og  pĂĽ  de  samtaler  og  sociale  interaktioner,  som  LY OLUZH[ P ZR`NNLU 0 HUHS`ZLU HM ]VYLZ [V JHZLZ OHY ]P NP]L[ Ă&#x2026;LYL LRZLTWSLY Wr ZP[\H[PVULY O]VY PRRL HSSL ISL] PUKKYHNL[ P ZHT[HSLYUL VN ILZS\[UPUNZWYVJLZZLYUL -VY LRZLTWLS Zr ]P O]VYKHU WYVQLR[KLS[HNLYLU OVZ 6YNHUPZH[PVU @ PRRL MÂĽS[L H[ OHU ]HY LU KLS HM ILZS\[UPUNZWYVJLZZLYUL 6N OVZ 6YNHUPZH[PVU ? Zr
59
vi,  hvordan  leverandøren  ikke  blev  inviteret  med  til  alle  møder  (Jf.  side:  42;  49).  Tanken  er,  at  det  er  \K]PRSLUKL MVY KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU H[ KL RVUĂ&#x2026;PR[LY KLY S\YLY P RYVNLUL RVTTLY \K P S`ZL[ 0RRL MVY at  fremstille  de  rigtige  eller  forkerte  interaktionsmønstre,  men  for  at  pege  pĂĽ  en  kilde  til  samtalernes  THUNMVSKPNOLK VN KP]LYZP[L[ -VYTrSL[ TLK L[ ÂĽNL[ MVR\Z Wr KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU VN KLYTLK VNZr pĂĽ  samtalen,  er  langtfra  ment  som  en  øget  kontrol  eller  en  formalisering  af  selve  samtaleformen.  Det  ville  vĂŚre  et  paradoks  i  sig  selv,  da  vi  mener  at  samtalen  og  socialiteten  bryder  frem  i  nuet,  og  at  disse  derfor  ikke  kan  planlĂŚgges.  â&#x20AC;&#x153;However,  in  an  unpredictable  world,  the  outcomes  of  an  action  cannot  be  known  in  advance.  It  is  necessary  to  act   and  then  deal  with  the  consequencesâ&#x20AC;?  (www.siliconyogi.com). Â
SĂĽ  selvom  der  ikke  kan  planlĂŚgges,  handler  det  ikke  om  at  famle  i  blinde  og  afvente  konsekvenserne.  Det  er  i  højere  grad  tĂŚnkt  som  en  vej  til  at  opnĂĽ  forstĂĽelse  for  dagligdagens  uendelige  interaktioner,  og  mest  af  alt  er  det  en  vej  til  at  blive  bekendt  med  de  processer,  som  blokerer  og/eller  giver  nĂŚring  til  den  dynamiske  samtale.  Dette  er,  hvad  vi  mener  kan  vĂŚre  udviklende  for  projektorganiseringen  og  skabelsen  HM ]PKLU +H THU P WYVQLR[NY\WWLU UL[VW MrY P[HSLZH[ VN KPZR\[LYL[ RVUĂ&#x2026;PR[LY VN WYVISLTLY KLY ZVT tidligere  nĂŚvnt  kan  hindre  samarbejdet.  MĂĽl  og  ønsker  skal  ekspliciteres,  og  nĂĽs  disse,  kan  man  tale  om  R]HSPĂ&#x201E;JLYL[ KLS[HNLSZL +L[[L LY UL[VW O]HK WYVQLR[VYNHUPZLYPUNLU LM[LYZWÂĽYNLY MVY H[ R\UUL OrUK[LYL KL nonlineĂŚre  vilkĂĽr,  den  omgives  af. Â
5.4.3  MISFORSTĂ&#x2026;ELSER I  afsnittet  omkring  bevidstheden  om  samarbejdet  var  vi  inde  pĂĽ,  hvordan  et  fokus  pĂĽ  gestusYLZWVUZTÂĽUZ[YLUL LY ]¤ZLU[SPN[ MVY H[ ISP]L IL]PKZ[ VT T\SPNL RVUĂ&#x2026;PR[LY KLY RHU PUĂ&#x2026;\LYL Wr \K]PRSPUNLU af  projektet.  Men  i  kraft  af  de  nonlineĂŚre  vilkĂĽr,  mener  vi,  at  det  er  umuligt  at  undgĂĽ  dette  fuldstĂŚndigt.  Samtidig  mener  vi  ikke,  at  misforstĂĽelser  altid  er  drĂŚnende  for  projektarbejdet.  Dette  kan  virke  en  smule  paradoksalt,  eftersom  misforstĂĽelser  i  den  kommunikative  interaktion  ikke  synes  at  vĂŚre  at  foretrĂŚkke,  nĂŚrmere  ønskes  de  som  regel  undgĂĽet: â&#x20AC;&#x153;There  is  usually  some  degree  of  misunderstanding  in  human  communication.  This  is  the  analogue  of  random  mutationâ&#x20AC;?  (Stacey,  2007:  259). Â
Der  kan  sĂĽledes  vĂŚre  en  pointe  i,  at  paradokser  og  misforstĂĽelser  indeholder  et  forandringspotentiale.  Ved  ikke  at  udrydde  misforstĂĽelser  i  forsøget  pĂĽ  at  skabe  orden  og  harmoni  i  den  sociale  interaktion,  RHU THU Ă&#x201E;UKL PUZWPYH[PVU [PS HUKYL TrKLY H[ VWMH[[L [PUNLUL Wr :[HJL` ! 0NLU LY KLY LU Ă&#x201E;U balance  mellem  for  lidt  og  for  meget,  og  det  er  her,  evnen  til  at  respondere  pĂĽ  det  foranderlige  kommer  i  spil.  Stacey  argumenterer  for,  at  projektgrupper,  hvor  kommunikationen  sjĂŚldent  giver  anledning  til  misforstĂĽelser,  er  funderet  pĂĽ  veletablerede  mĂĽder  at  tale  sammen  pĂĽ,  og  det  kan  betyde,  at  samtalerne  bliver  ensformige.  Er  samtalerne  fyldt  med  misforstĂĽelser,  er  de  genstand  for  dĂĽrlig  kommunikation,  og  KL[ MÂĽYLY PUNLU ]LNUL 0 ZW¤UKPUNZMLS[L[ TLSSLT KPZZL [V `KLYW\UR[LY LY KL[ H[ ]LQLU [PS KLU Ă&#x2026;`KLUKL VN RYLH[P]L ZHT[HSL ZRHS Ă&#x201E;UKLZ :[HJL` ! +L[ ZRHS KVN PRRL ]¤YL LU VWMVYKYPUN [PS IL]PKZ[ at  skabe  misforstĂĽelser  i  interaktionen.  Derimod  kan  det  vĂŚre  et  led  i  den  nuancerede  forstĂĽelse  af  den  sociale  interaktion  i  projektgruppen.  MisforstĂĽelser  er  derfor  ikke  noget,  man  skal  frygte,  men  nĂŚrmere  noget,  man  gennem  dagligdags  erfaringer,  skal  udvide  forstĂĽelsen  for.  De  kommunikative  kompetencer  omhandler  sĂĽledes  bĂĽde  en  spørgelyst  til,  og  opmĂŚrksomhed  pĂĽ,  O]HK KLY RHU MVYOPUKYL KLU MYP[ Ă&#x2026;`KLUKL RVU]LYZH[PVU 4LU VNZr VWT¤YRZVTOLK Wr O]HK KLY ZRHILY de  uventede  svar  i  samtalen,  svar,  der  beriger  og  udvikler  projekter,  og  som  kan  vĂŚre  medvirkende  til  dannelsen  af  viden.
60
5.5  INDDRAGELSEN  AF  ARTEFAKTER I  vores  arbejde  med  den  mĂĽde,  mennesker  indgĂĽr  i  sociale  fĂŚllesskaber  med  hinanden  pĂĽ,  har  vi  OPK[PS OHY ]¤YL[ VW[HNL[ HM KLS[HNLSZL ZHTHYILQKL VN KL ZPNUPĂ&#x201E;RHU[L Z`TIVSLY HS[ ZHTTLU L[ MVR\Z som  udelukkende  har  kroppen  som  omdrejningspunkt.  Noget,  vi  ikke  har  behandlet  sĂĽ  dybdegĂĽende,  er  de  materielle  symboler,  vi  i  projektarbejdet  omgiver  os  med,  og  som  udgør  en  stor  del  af  selve  projektorganiseringen.  De  kan  ligeledes  have  stor  betydning  for  en  optimering  af  den  sociale  interaktion  VN KLYTLK VNZr MVY WYVQLR[HYILQKL[ 0 RHWP[LS NQVYKL ]P KL[ RSHY[ H[ KL YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY ]HY LU ZHTSL[ betegnelse  for  alt,  hvad  der  er  udtrykt  gennem  skrifttegn,  lyd  og  billeder,  og  lagret  som  artefakter  i  form  HM KVR\TLU[LY LSLR[YVUPZRL Ă&#x201E;SLY LSSLY Wr HUKLU TrKL P NLUNP]L[ MVYT +L YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY ZRPSSLY ZPN ]¤ZLU[SPN[ \K IrKL MYH WYV[VZ`TIVSLYUL VN MYH KL ZPNUPĂ&#x201E;RHU[L Z`TIVSLY KLY RHU RHYHR[LYPZLYLZ ZVT kropslige  handlinger,  udtrykt  igennem  kontekstuelle  gestus-responsmønstre  (Stacey,  2001:  108).  I  Wengers  forstĂĽelse  af  deltagelse,  kan  fĂŚllesskaber  blandt  andet  beriges  af  â&#x20AC;?importeretâ&#x20AC;?  indhold  fra  andre  sammenhĂŚnge.  Dette  gĂŚlder  bĂĽde  i  andre  â&#x20AC;?levendeâ&#x20AC;?  fĂŚllesskaber,  men  ogsĂĽ  igennem  inddragelse  af  det,  Wenger  kalder  for  tingsliggørelse,17  og  som  vi  mener  at  kunne  sidestille  med  de  netop  omtalte  YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY +L YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY \K[Y`RRLZ PNLUULT UVNL[ TH[LYPLS[ VN RHU SHNYLZ ZVT HY[LMHR[LY +LY]LK ISP]LY de  et  hjĂŚlpemiddel,  som  projektdeltagerne  kan  anvende  i  deres  kommunikative  interaktion  som  et  led  i  dannelsen  af  mening  og  viden  (Stacey,  2001:  116).  I  vores  opfattelse  af  viden  har  det  den  konsekvens,   H[ KL YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY ISP]LY [PS YLWY¤ZLU[H[PVULY HM ]PKLU +L[ NÂĽY KL MVYKP KL OLU]PZLY [PS HUKYL Z`TIVSLY Âś LRZLTWLS]PZ OLU]PZLY ZRYPM[LU [PS KL[ [HS[L ZWYVN +LYTLK ZRHILY KL YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY LU kontekst  med  referencer  til  sig  selv,  som  er  adskilt  fra  den  menneskelige  interaktion   1LUZLU L[ HS ! +L[[L NÂĽY H[ KL YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY ISP]LY KLU LULZ[L MVYT MVY Z`TIVSLY ZVT RHU SHNYLZ +VN LY KL[ ]PN[PN[ H[ \UKLYZ[YLNL H[ KL YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY PRRL I¤YLY UVNLU TLUPUN eller  viden  i  sig  selv.  De  fĂĽr  kun  mening,  nĂĽr  symbolet  anvendes  som  et  artefakt  i  den  kommunikative  interaktion  (Stacey,  2001:  188).  Eksempelvis  er  en  personalehĂĽndbog,  som  stĂĽr  pĂĽ  hylden  eller  er  lagret  i  en  intern  database,  ikke  genstand  for  nogen  mening,  førend  den  tages  ned  fra  hylden  eller  hentes  frem  VN ]PKLYLIYPUNLZ [PS KLU U`L TLKHYILQKLY 0 KLU KPZ[YPI\[PVUZWYVJLZ KLY VWZ[rY UrY L[ YLPĂ&#x201E;LYL[ Z`TIVS dannes,  nedfĂŚldes,  lagres  og  hentes  frem  til  anvendelse  igen,  er  der  imidlertid  en  del  interessante  W\UR[LY H[ YLĂ&#x2026;LR[LYL V]LY 5rY LYMHYPUNLY ]PKLYLIYPUNLZ VN SHNYLZ ZVT YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY LY KL[ L[ udtryk  for  â&#x20AC;?voresâ&#x20AC;?  meningsfyldte  koder.  I  dette  tilfĂŚlde  ville  konstruktionen  af  selve  personalehĂĽndbogen  vĂŚre  fyldte  med  meningsfyldte  koder.  I  processen  mod  at  nĂĽ  eventuelle  modtagere,  sker  der  bĂĽde  en  dekontekstualisering  og  igen  en  rekontekstualisering,  nĂĽr  symbolerne  hentes  frem  hos  modtageren/  den  nye  medarbejder.  Det  afgørende  er  begrebet  kontekst,  og  som  det  gjorde  sig  gĂŚldende  med  dannelsen  HM ]PKLU OHY KL[ Z[VY IL[`KUPUN P O]PSRLU ZHTTLUO¤UN KL[ YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVS LY ISL]L[ ZRHI[ VN P hvilke  omgivelser  det  hentes  frem  igen,  og  endnu  vigtigere,  hvorledes  det  igen  fĂĽr  mening  i  den  sociale  PU[LYHR[PVU -VY H[ MVYZ[r O]VYSLKLZ WYVQLR[KLS[HNLYL RHU HU]LUKL KL YLPĂ&#x201E;LYLKL Z`TIVSLY P WYVQLR[HYILQKL[
;PUNZSPNNÂĽYLSZL YLMLYLYLY PMÂĽSNL >LUNLY [PS KL[ ZVT Ă&#x201E;UKLY Z[LK UrY LU HIZ[YHR[PVU NÂĽYLZ [PS L[ ]PYRLSPN[ LSSLY L[ RVURYL[ VIQLR[ /LYTLK TLULY
17
Wenger,  at  tingsliggørelse  er,  nĂĽr  en  tanke  om  et  bestemt  objekt  eller  en  bestemt  mening  gøres  til  et  udtryk  for  den  bestemte  genstand  uden  at  vĂŚre  det.  Tingsliggørelse  er  pĂĽ  den  baggrund  lig  de  umiddelbare  sandheder,  individet  tager  for  givet  og  â&#x20AC;?stivnerâ&#x20AC;?  i  tingslighed  qua  sin  meningsskabelse.  Ethvert  individ  skaber  pĂĽ  den  baggrund  ifølge  Wenger:  â&#x20AC;?(â&#x20AC;Ś)  abstraktioner,  vĂŚrktøjer,  symboler,  historier,  udtryk  og  begreber  (â&#x20AC;Ś)[der  tingsliggøres  i  stivnet  form]â&#x20AC;?  (Wenger,  2004:  73). Â
61
er det derfor vigtigt at være bevidst om den proces, et enkelt dokument skal igennem for at nå frem til modtageren og udgøre en del af meningsskabelsen i den sociale interaktion.
5.5.1 DET FYSISKE MØDE I kraft af, at artefakter ikke kan danne mening i sig selv er det en nødvendighed, at de indgår som en del af den sociale interaktion. I vores empiriske arbejde er vi stødt på hændelser, der bevidner om, H[ KLU TLUPUN KLY LY MVYZ¥N[ V]LYM¥Y[ [PS LU TVK[HNLY NLUULT YLPÄLYLKL Z`TIVSLY YrILY Wr ZVJPHS interaktion for at opnå den fulde mening. Et eksempel på et forsøg på at imødekomme det i praksis er, H[ WYVQLR[SLKLYLU MYH 6YNHUPZH[PVU @ YLQZLY [PS ;HUaHUPH MVY H[ ZPRYL H[ PU[YVK\R[PVUZTH[LYPHSL[ ISP]LY \K]PRSL[ korrekt. ”Selvom vi har kommunikeret frem og tilbage over mail, så synes jeg ikke resultatet hænger sammen, så er der et behov for at mødes” (Bilag 9, minut: 14:30).
7YVQLR[SLKLYLU MYH 6YNHUPZH[PVU ? TLULY VNZr H[ KLY! ”er der en helt anden synergi i at mødes face to face” (Bilag 6, minut: 51:46), end for eksempel udelukkende at kommunikere via mails. Disse to fremhævede eksempler er, hverken enestående eller overraskende for nogen parter. Det væsentlige LY H[ Z`TIVSLYUL [PSZHTTLU RVUZ[Y\LYLY LU MVYZRLS P RVTT\UPRH[PVULU VN H[ KL YLPÄLYLKL Z`TIVSLY hurtigt kommer til kort, hvis de skal emanciperes fra afsender og den sociale interaktion i det hele [HNL[ ,M[LYZVT KL YLPÄLYLKL Z`TIVSLY LM[LY ]VYLZ TLUPUN R\U OHY ]¤YKP P KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU er det nødvendigt have dette i bevidstheden ved anvendelsen af dem. Helt konkret betyder det, at når en projektdeltager sender et dokument til en kollega, kan hun ikke forvente, at meningen af det skrevne bliver direkte overført til modtageren. Alt dette fordi de- og rekontekstualiseringsprocessen indeholder så uendeligt mange variabler for forståelse. Derfor giver det mening at tillægge denne VTNHUN TLK YLPÄLYLKL Z`TIVSLY LU KLS VWT¤YRZVTOLK =P OHY M¥Y ]¤YL[ PUKL Wr H[ ZLS] ZHT[HSLU P den sociale interaktion kan give anledning til misforståelser, og dette kan selvfølgelig også forekomme i RVTIPUH[PVULU TLK KL YLPÄLYLKL Z`TIVSLY =P ]PS KVN O¤]KL H[ KL[ UL[VW LY P Z`ULYNPLU TLSSLT HSSL [YL MVYTLY MVY Z`TIVSLY H[ ]LQLU [PS WYVQLR[VYNHUPZLYPUN P MYLT[PKLU ZRHS ÄUKLZ
5.6 OPSAMLING =P OHY P KLUUL HMZS\[[LUKL KLS HM HUHS`ZLU \KMVSKL[ KL ÄYL VTYrKLY HM KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU ZVT ]P gennem vores casestudier fandt frem til, og hvorpå vi mener et fokus kunne være relevant. I en stræben efter at forstå, hvordan den sociale interaktion kan bidrage til udviklingen af projekter og dannelsen af viden, er det nødvendigt at have kendskab til og bevidsthed om samarbejdet i projektgruppen. Derfor TLULY ]P H[ KL[ LY OLUZPN[ZT¤ZZPN[ H[ MVR\ZLYL Wr WYV[VZ`TIVSLYUL VN KL ZPNUPÄRHU[L Z`TIVSLY +PZZL symboler kan give os indsigt i de fortløbende processer af gestus og respons, der hele tiden forhandles og genforhandles for at skabe mening omkring det der samarbejdes om, men også selve samarbejdet. 0 LYRLUKLSZLU HM H[ ]PKLU ZRHILZ VN WYVQLR[LY \K]PRSLZ P KL[ ZVJPHSL TLULY ]P H[ R]HSPÄJLYL[ KLS[HNLSZL kræver kommunikative kompetencer. Det er væsentligt at kunne favne uforudsigeligheden og se mulighederne i eventuelle misforståelser, der måtte opstå i dynamikken mellem menneskers forskellige erfaringer, som til tider bryder med forventede gestus-responsmønstre. Dette kan alt sammen være en kilde til at opnå indsigt i den sociale interaktion. Samtidig indeholder kommunikative kompetencer L]ULYUL [PS H[ \UKYL ZPN VN Z[PSSL RYP[PZRL ZW¥YNZTrS ZHT[ H[ YLÅLR[LYL V]LY ZHT[HSLYUL VN KLU K`UHTPR
62
KLY ÄUKLZ P O]LYKHNZRVU]LYZH[PVULY 0 O]LYKHNZRVU]LYZH[PVULYUL S\YLY MHYLU MVY TPZMVYZ[rLSZL KLY [Y\LY TLK H[ PUÅ\LYL Wr \K]PRSPUNLU HM WYVQLR[LY 4LU KLUUL [Y\ZZLS LY PRRL U¥K]LUKPN]PZ MHYSPN =P TLULY H[ KLY P TPZMVYZ[rLSZLY RHU ÄUKLZ WV[LU[PHSL MVY U`[¤URUPUN VN OLYPNLUULT IrKL T\SPNOLKLY MVY H[ WYVQLR[LY \K]PRSLZ VN ]PKLU ZRHILZ ¶ MVYKP H[ TPZMVYZ[rLSZL UL[VW LY L[ \K[Y`R MVY L[ IY\K P KLU LUZMVYTPNL ZHT[HSL 0 RYHM[ HM H[ ]P ZLY Wr ]PKLU ZVT L[ M¤UVTLU TLULY ]P PRRL H[ KL YLPÄLYLKL Z`TIVSLY VN HY[LMHR[LYUL kan stå alene. De kræver deltagelse og kan være et hjælpemiddel i forhandlingerne omkring mening, og i dannelsen af viden i den sociale interaktion.
63
64
KAPITEL KONKLUSION
”
6
Titlen på dette speciale, du netop har læst er “På kanten af kaos”. Det er den fordi, at vi mener, at det er på kanten af kaos, at projekter udvikles og viden skabes gennem de sociale interaktioner i projektgruppen. For, at opholdet på kanten af kaos ikke skal ende i anarki, skal man som projektdeltager beherske utilpasheden ved ikke at kende til næste skridt.
65
6.1  INDLEDNING Vi  er  nu  nĂĽet  til  den  afgørende  â&#x20AC;?destinationâ&#x20AC;?  af  specialet,  og  tiden  er  inde  til  at  fremlĂŚgge  vores  [PS]LQLIYHN[L RVURS\ZPVULY =P OHY Wr ]VYLZ ]LQ OLY[PS KLĂ&#x201E;ULYL[ UVUSPULHYP[L[ [PS H[ ]¤YL ]PSRrYL[ MVY WYVQLR[VYNHUPZLYPUN VN PKLU[PĂ&#x201E;JLYL[ Ă&#x201E;YL MVR\Z VTYrKLY P KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU =P OHY SPNLSLKLZ \KMVSKL[ hvordan  social  interaktion  udmĂŚrker  sig  ved  at  vĂŚre  kilden  til,  hvordan  viden  skabes  og  projekter  udvikles  under  nonlineĂŚre  vilkĂĽr.  I  den  anledning  er  vi  nu  rede  til  at  svare  pĂĽ  vores  problemformulering  i  en  konklusion.  Som  vi  nĂŚvnte  i  metoden  vil  vores  konklusioner  ikke  vĂŚre  en  manual  for,  hvordan  et  projekt  skal  bedrives  til  punkt  og  prikke.  Denne  konklusion  er  snarere  et  udtryk  for  vores  betragtninger  af,  hvilke  mulige  omrĂĽder  i  den  sociale  interaktion,  der  kunne  fokuseres  pĂĽ  for  at  udvikle  projekter  og  danne  viden.  Men  før  vi  nĂĽr  sĂĽ  langt,  vil  vi  dog  først  gentage  vores  problemformulering,  sĂĽledes  at  den  stĂĽr  frisk  i  erindringen.  Den  lyder  som  følger:  Hvorledes kan fokus pĂĽ den sociale interaktion bidrage til udviklingen af projekter og dannelse af viden under nonlineĂŚre vilkĂĽr?
6.2  FOKUS  PĂ&#x2026;  SOCIAL  INTERAKTION  Vi  viste  i  vores  første  analysedel,  at  nonlinearitet  er  reglen  og  linearitet  er  undtagelsen,  nĂĽr  vi  ser  pĂĽ  de  processer,  der  omgiver  projekter  og  projektorganisering.  Vi  karakteriserede  de  nonlineĂŚre  vilkĂĽr  som  en  proces,  hvor  ürsag-virkningssammenhĂŚnge  er  udviskede,  og  forudsigeligheden  fravĂŚrende.  En  af  grundene  til,  at  vi  kan  tale  om  nonlineĂŚre  vilkĂĽr  hĂŚnger  sammen  med,  at  mennesket  og  det  sociale  udgør  et  hele,  hvis  handlinger  ikke  er  givet  pĂĽ  forhĂĽnd.  Ligeledes  bestĂĽr  projektorganisering  af  mennesker  og  deraf  den  mĂĽde,  vi  danner  komplekse  interaktionsmønstre  pĂĽ.  Mønstre,  som  hverken  kan  kortlĂŚgges  og  forudsiges.  Ud  fra  den  betragtning,  at  interaktionen  er  et  mønster  af  responsive  processer  betyder  det  ogsĂĽ,  at  enhver  gestus  pĂĽ  en  eller  anden  mĂĽde  vil  modtage  en  respons  (selv  tavshed  er  en  respons),  og  først  og  fremmest  vil  reaktionen  herpĂĽ  ikke  vĂŚre  kendt,  men  ej  heller  vil  ens  egen  respons  vĂŚre  efterfølgende.  Som  Hildebrandt  sĂĽ  prĂŚcist  formulerer  det:  â&#x20AC;?Maskiner  er  komplicerede,  men  mennesket  er  komplekstâ&#x20AC;? -YLKLUZ ! +LY LY HS[Zr KLU \MVY\KZPNLSPNL VN RVTWSLRZL ZVJPHSL PU[LYHR[PVU mellem  mennesker,  der  er  medvirkende  til  at  projektorganisering  altid  vil  vĂŚre  prĂŚget  af  uforudsigelighed  og  dermed  nonlinearitet.  Den  øgede  globalisering  med  tid-  og  rumforskydningen  har  kun  gjort  projektorganiseringens  vilkĂĽr  vanskeligere,  da  fragmenteringen  af  tid  og  rum  giver  nye  udfordringer  til  den  sociale  interaktion.  Eftersom  de  nonlineĂŚre  vilkĂĽr  er  forĂĽrsaget  af  den  sociale  interaktion,  mener  vi,  at  det  giver  mening  at  fokusere  pĂĽ,  hvad  den  selvsamme  uforudsigelige  sociale  interaktion,  som  udspiller  sig  i  projektorganiseringen,  kan  gøre  for  udviklingen  af  projekter  og  vidensdannelsen.
6.3  UDVIKLING  AF  PROJEKTER Vi  har  gennem  vores  analyse  af  de  empiriske  tilvejebragte  erkendelser  vist,  hvor  projekterne  i  de  [V JHZLZ P MVYZRLSSPNL ZP[\H[PVULY ILĂ&#x201E;UKLY ZPN P MVYOVSK [PS LUPNOLK VN ZPRRLYOLK (S[ KL[[L P MVYOVSK [PS RVTWSLRZP[L[ZTH[YP_LU +L[ NQVYKL VZ R]HSPĂ&#x201E;JLYLKL [PS H[ ZL O]VYKHU THU R\UUL OH]L [PSMÂĽQL[ ZP[\H[PVULYUL andre  perspektiver  pĂĽ  den  relationelle  sociale  interaktion,  og  derved  fokuseret  pĂĽ  udviklingen  af  projektet.  I  og  med  projekter  ustandseligt  formes,  opløses  og  formes  pĂĽ  ny,  skaber  det  en  stor  udfordring  for  de  projektdeltagere,  som  skal  indgĂĽ  i  midlertidige  konstellationer  af  projekter,  og  samarbejde  om  at  løse  en Â
66
kompleks udfordring. Idet projekter skal nå et fastlagt mål handler det i stor udstrækning om at fokusere på den udvikling dette gennemgår, og hertil mener vi, at den sociale interaktion indtager en afgørende YVSSL -¥YZ[ VN MYLTTLZ[ ]PZ[L ]P P HUHS`ZLU H[ ZHTHYILQKL[Z R\UZ[ OHUKSLY VT H[ VIZLY]LYL KL VTNP]LSZLY THU ZVT WYVQLR[KLS[HNLY PU[LYHNLYLY P MVY Wr KLU TrKL H[ PKLU[PÄJLYL T¥UZ[YL P KLU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU ZVT PUÅ\LYLY Wr WYVQLR[L[Z \K]PRSPUN +L[ N¥YLZ ]LK H[ YLÅLR[LYL V]LY NLZ[\Z YLZWVUZT¥UZ[YL MVYOVSKL sig kritisk, favne det ”negative” og inddrage nye vinkler og metoder, selvom de ikke umiddelbart ser ud til at passe som fod i hose. Dette mener vi stiller et krav om en allestedsnærværende deltagelse i gruppen samt en bevidsthed og en villighed til at tage del i den mangfoldighed, man møder i projektarbejdet. Det handler med andre ord om, at tro på, at den mangfoldighed man møder kan bidrage med indsigter og LYMHYPUNLY ZrSLKLZ H[ LU \K]PRSPUN HM WYVQLR[L[ ÄUKLY Z[LK
6.4 VIDENSDANNELSE 0 HYILQKL[ TLK KL YLPÄLYLKL Z`TIVSLY NQVYKL ]P KL[ RSHY[ H[ KPZZL PRRL R\UUL PZVSLYLZ [PS H[ I¤YL UVNLU TLUPUN P ZPN ZLS] /]PSRL[ OHY KLU RVUZLR]LUZ H[ KL YLPÄLYLKL Z`TIVSLY RY¤]LY LU TLUULZRLSPN interaktion førend, at disse symboler giver mening. Det kan være menneskelige interaktion i den forstand, at en projektdeltager henter et lagret dokument frem. I den proces frem mod meningsskabelse mellem KVR\TLU[L[ VN WYVQLR[KLS[HNLYL LY KLY THUNL [PUN H[ [HNL O¥QKL MVY -¥YZ[ VN MYLTTLZ[ RY¤]LY KL[ LU bevidsthed om alt fysisk materiale, som distribueres rundt blandt projektdeltagerne aldrig kan være fri for indlejrede meningsfyldte koder. Det kan både være meningsfyldte koder fra den, som har konstrueret det og den som efterfølgende skal anvende det. I empirien viste vi eksempler på at inddragelsen af artefakter ikke var nok i sig selv, og vi mener derfor, at det er essentielt for dannelsen af viden at inkludere det fysiske møde mellem mennesker. I denne optik er det ikke nok bare at skubbe information rundt, men det er afgørende, at dokumenter, håndbøger med mere inddrages aktivt i den sociale interaktion og derved TLK]PYRLY [PS H[ N¥YL ZHT]¤YL[ LUKU\ TLYL R]HSPÄJLYL[ +L[[L MVYKP H[ THU ]LK H[ Z¥NL PUMVYTH[PVU P I¥NLY [PKZZRYPM[LY ULKZRYL]UL LYMHYPUNLY RHU ISP]L TLYL R]HSPÄJLYL[ [PS H[ KLS[HNL P WYVQLR[ZHTHYILQKL[ VN KLY]LK OH]L NP][PN PUKÅ`KLSZL Wr \K]PRSPUNLU HM WYVQLR[L[ VN PZ¤Y KHUULSZLU HM ]PKLU +LU ZVJPHSL PU[LYHR[PVU VN Z`ULYNPLU TLSSLT HSSL [YL MVYTLY MVY Z`TIVSLY OHY PRRL ISV[ PUKÅ`KLSZL på udviklingen af projekter, men det er også her, at viden dannes i den lokale deltaljerede KHNSPNKHNZRVU]LYZH[PVU P KL[ SL]LUKL U\ -VY H[ ZHT[HSLY RHU ]¤YL \K]PRSLUKL MVY WYVQLR[LY OHUKSLY det om at have øje for det konverserende liv i projektgruppen. Heri vil den sunde samtale med både dens homogene og divergerende kvaliteter komme i spil, således at der ikke udelukkende og entydigt fokuseres på det, der allerede virker men det, der udvikler og skaber resultater. Vi mener derfor, at eventuelle mistolkninger af den gestus og respons, der kan opstå blandt projektdeltagerne, kan være vitaliserende for dannelsen af viden. Det mener vi fordi, at det er i spændingsfeltet mellem det kendte og KL[ \RLUK[L H[ WV[LU[PHSL[ MVY ]PKLU ÄUKLZ
6.5 PÅ KANTEN AF KAOS ;P[SLU Wr KL[[L ZWLJPHSL K\ U\ OHY S¤Z[ LY ¹7r RHU[LU HM RHVZ¹ +L[ LY KLU MVYKP H[ ]P TLULY H[ KL[ LY Wr kanten af kaos, at projekter udvikles og viden skabes gennem de sociale interaktioner i projektgruppen. -VY H[ VWOVSKL[ Wr RHU[LU HM RHVZ PRRL ZRHS LUKL P HUHYRP ZRHS THU ZVT WYVQLR[KLS[HNLY ILOLYZRL
67
utilpasheden ved ikke at kende til næste skridt. Her må man nødvendigvis henlede opmærksomheden på nuet, og formå, så godt som man nu kan, på en og samme tid at balancere imellem det kendte og det ukendte. Denne balancegang mellem to yderpunkter kræver en evne og villighed til altid at inddrage sine erfaringer, men aldrig gøre som man plejer. Vi mener derfor, at et fokus på den sociale interaktion kan skabe udvikling og viden i projektorganiseringen, hvis man som projektdeltager kan forholde sig undrende til dynamikken, som er indeholdt i de uendelige interaktionsmønstre af menneskelige relationer.
68
KAPITEL
AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER
”
7
Vi er fanget af vores eget sprogbrug og vores egen situerthed, hvorfor vi er tvunget til at acceptere, at vi kun kan se det, der vil ses, og høre det, som vil høres.
69
7.1  REFLEKSIONER  OVER  VORES  VIDENSPRODUKTION Vi  har  ikke  ønsket  at  fastfryse  vores  observationer  af  projektorganisering,  social  interaktion  og  vidensdannelse  i  en  yderligere  konklusion,  end  den  netop  konkluderede.  Dette  fordi  vi  er  bevidste  om,  at  vi  ikke  kan  sprogliggøre,  forstĂĽ,  eller  erkende  den  fulde  sandhed  af  vores  observationer  af  projektorganisering  og  social  interaktion  i  forhold  til  ny  vidensdannelse  og  nonlinearitet.  Derfor  vil  en  yderligere  konklusion  ikke  afspejle  andet  end  et  statisk  billede  af  vores  iagttagelser.  Dette  skyldes,  at  vi  er  fanget  af  vores  eget  sprogbrug  og  vores  egen  situerethed,  hvorfor  vi  er  tvunget  til  at  acceptere,  at  vi  kun  kan  se  det,  der  vil  ses,  og  høre  det,  som  vil  høres.  (Kirkeby,1994)  Vores  sanser  er  afgørende  for,  hvordan  vi  ser  og  oplever  â&#x20AC;?tingeneâ&#x20AC;?,  da  en  ting  ikke  optrĂŚder  â&#x20AC;?rentâ&#x20AC;?,  men  er  pĂĽvirket  af  blikket,  der  hviler  pĂĽ  den  (Wenneberg,  2000).  Endvidere  er  det  en  erkendelse,  at  vi  pĂĽ  en  og  samme  tid  fungerer  som  deltagere  og  observatører  i  det  felt,  vi  forsøger  at  forstĂĽ,  fordi  vi  indgĂĽr  i  en  konserverede  og  interagerende  proces  med  bĂĽde  interviewpersoner,  vejleder  og  hinanden.  Derfor  har  det,  vi  siger,  hører  og  svarer  afgørende  betydning  for  den  respons,  vi  vil  modtage,  og  dermed  ogsĂĽ  den  fortløbende  proces,  som  vi  har  forsøget  at  indfange  smĂĽ  glimt  af  (Stacey,  2007:  440-441). Vores  samlede  erkendelse,  historie  og  følelser  medfører  et  bestemt  og  sĂŚrligt  syn  pĂĽ  social  interaktion  og  projektorganisering,  og  vi  er  bevidste  om,  at  blinde  pletter  opstĂĽr  i  den  forbindelse.  Dog  er  disse  â&#x20AC;?blinde  pletterâ&#x20AC;?  ikke  nogen,  vi  selv  har  adgang  til,  da  de  ligger  uden  for  vores  erkendelse  (Wenneberg,  2000). Selvom  vi  i  afhandlingen  forsøger  at  problematisere  projektorganisering  og  social  interaktion,  kan  vi  aldrig  RVTTL OLS[ PUK P KL[[L šHUKL[Zš Z¤YSPNL Y\T 7LKLYZLU +L[ RHU ]¤YL LU HM THUNL NY\UK[ [PS hvorfor  vi  ikke  har  opfanget  og  erfaret  andet  end  en  smule  af  det,  vi  observerede  -  mĂĽske  tillagde  vi  det  endda  en  betydning,  som  var  fejlagtig,  da  vi  aldrig  vil  kunne  forstĂĽ  en  begivenhed  til  bunds,  fordi  den  altid  er  dybere  end  iagttagelsen.  (Kirkeby,  1994)  SĂĽ  selvom  vi  i  vores  analyse  er  oprigtige,  kan  vi  â&#x20AC;?(â&#x20AC;Ś)  aldrig  spejle  verden  i  helt  de  samme  former  og  farver,  som  denne  stod  frem  (â&#x20AC;Ś)â&#x20AC;?  7LKLYZLU ! KH vi  observerede  den.  Men  da  vi  ikke  har  adgang  til  det,  der  ikke  übenbarede  sig  for  os,  vil  nĂŚrvĂŚrende  afhandling,  dog  for  os  fremstĂĽ  som  â&#x20AC;?sandhedenâ&#x20AC;?  om  projektorganisering  og  social  interaktion  i  forhold  til  ]PKLUZKHUULSZL VN UVUSPUL¤YL WYVJLZZLY 7LKLYZLU =P RHU KLYMVY PRRL P KL[[L ZPKZ[L VN HMZS\[[LUKL HMZUP[ HM HMOHUKSPUNLU OQ¤SWL S¤ZLYLU Wr ]LQ [PS H[ Ă&#x201E;UKL en  højere  sandhed,  da  denne  er  skjult  for  os.  Dette  er  den  formaliserede  konsekvens  af,  at  vi  ikke  kan  forklare  prĂŚcist,  hvad  kernen  er,  da  praksis  ikke  lader  sig  indfange  af  italesĂŚttelse  (Bramming,  2001).  Vi  har  gennem  afhandlingen  forsøgt  at  problematisere  vores  observationer,  men  vi  kan  kun  lade  det  vĂŚre  op  til  lĂŚseren  at  producere  sin  egen  erkendelse  og  tolkning. Â
70
KAPITEL LITTERATUR
”
8
En del bøger synes at være skrevet ikke fordi forfatteren ville lade os noget vide, men fordi forfatteren ville lade os forstå, at han vidste noget. Johann Wolfgang von Goethe
71
8.1  LITTERATURLISTE Aggerholm  et.al.  (2009):  Intern  kommunikation -YLKLYPRZILYN :HTM\UKZSP[[LYH[\Y Andersen,  Ib  (2003):  Den  skindbarlige  virkelighed  â&#x20AC;&#x201C;  om  vidensproduktion  inden  for  samfundsvidenskberneâ&#x20AC;?,  Samfundslitteratur,  2.udgave  Andersen,  Niels  Ă&#x2026;kerstrøm  (1999):  Diskursive  analysestrategier  -  Foucault,  Koselleck,  Laclau  og  Luhmann,  Nyt  fra  Samfundsvidenskaberne  )H\THU A`NT\U[ 4H` ;PT ! At  tĂŚnke  sociologisk, <KNH]L /HUZ 9LP[aLSZ -VYSHN )LYUZ[LPU )HZPS 7¤KHNVNPR KPZR\YZ VN THN[ (RHKLTPZR -VYSHN )YHTTPUN 7PH ! 2VTWL[LUJL P WYHRZPZ /HUKLSZOÂĽQZRVSLU P 2ÂĽILUOH]U 0UZ[P[\[ MVY VYNHUPZH[PVU VN HYILQKZZVJPVSVNP +L[ Â&#x2022;RVUVTPZRL -HR\S[L[ 7O K ZLYPL Brinkmann,  Svend  (2006):  John  Dewey.  En  introduktion, /HUZ 9LP[aLSZ -VYSHN Casson,  Marc  (1993):  Cultural  determinants  of  economic  performance,  Journal  of  Comperative  ,JVUVTPJZ P AOPJOHUN AO\ ! Research  Article  Complexity  Science,  Systems  Thinking  and  Pragmatic  Sensibility  *OYPZ[LUZLU 9LOUt =PUKPUN 4HY[PU YLK ! ,YO]LY]ZĂ&#x201E;SVZVĂ&#x201E; Ă&#x201E;SVZVĂ&#x201E;ZRL IPKYHN [PS ]PYRZVTOLKLY VN organisationer, -Y`KLUS\UK *VSSPU -PUU ! Konstruktivisme,  Samfundslitteratur  Roskilde  Universitetsforlag  Dewey,  John  (1910):  How  we  think, +V]LY 7\ISPJH[PVUZ 05* 4PULVSH 5L^ @VYR
-S`]IQLYN )LU[ ! Making  social  science  matter, *HTIYPKNL <UP]LYZP[` 7YLZZ -S`]IQLYN )LU[ ! :HTM\UKZ]PKLUZRHI ZVT ]PYRLY (RHKLTPZR -VYSHN -\NSZHUN 3HYZ 6SZLU 7V\S )P[ZJO YLK ! Videnskabsteori  i  samfundsvidenskaberne  -  Pü  tvÌrs  af  fagkulturer  og  paradigmer,  Roskilde  Universitetsforlag  .PKKLUZ (U[OVU`
! The  consequences  of  Modernity,  7VSP[` 7YLZZ *HTIYPKNL
.PKKLUZ (U[VU` ! Sociology, [O LKP[PVU 7VSP[` 7YLZZ <2 Heede,  Dag  (2003):  Det  tomme  menneske-  en  introduktion  til  Michael  Foucault,  Museum  Tusculanum  Helder,  Jørn  (2009):  Klassisk  kommunikation,  i  Helder,  Jørn  og  Nørgaard,  Jens  (Red)(2009):  Kommunikationseori  â&#x20AC;&#x201C;  en  grundbog /HUZ 9LP[aLSZ -VYSHN P /LSKLY 1ÂĽYU 7QL[\YZZVU 3LPM YLK ! Modtageren  som  medproducent, \KNH]L -VYSHNL[ Samfundslitteratur  /LYaILYN -YLKLYPJR !  Motivation  to  work,  John  Wiley  and  Sons,  Inc.,  New  York  Hildebrandt,  Steen  et  al.  (2009):  Ledelse  -  begreber,  udfordringer,  erfaringer,  Systime Jensen,  Sisse  Siggaard  et  al.  (2005):  Viden,  Ledelse  og  Kommunikation,  Samfundslitteratur  1pY]PULU 4HYNHYL[OH 4PR 4L`LY 5HUUH YLK ! Kvalitative  metoder  i  et  interaktionistisk  perspektiv  -  interview,  observationer  og  dokumenter, /HUZ 9LP[aLS -VYSHN
72
Kaspersen,  Lars  Bo  (2004):  Anthony  Giddens P (UKLYZLU /LPUL 2HZWLYZLU 3HYZ )V 9LK ! 2SHZZPZR VN TVKLYUL ZHTM\UKZ[LVYP \KNH]L /HUZ 9LP[aLSZ -VYSHN 2PYRLI` 6SL -VNO
! Verden,  ord  og  tanke, /HUKLSZO¼QZRVSLUZ -VYSHN (2( 7YPU[ gYO\Z
2YPZ[PHUZLU 1HU Â&#x2022;Z[LYNHHYK ;VYL ! Bedre  ledelse  â&#x20AC;&#x201C;  en  praktisk  guide, 5`[ [LRUPZR -VYSHN Kvale,  Steinar,  (2001):  InterView  â&#x20AC;&#x201C;  en  introduktion  til  det  kvalitative  forskningsinterview, /HUZ 9LP[aLSZ -VYSHN VWSHN Kvale,  Steinar,  (2005):  InterView  â&#x20AC;&#x201C;  en  introduktion  til  det  kvalitative  forskningsinterview,  1.  udgave  12.  6WSHN /HUZ 9LP[aLSZ -VYSHN Latour,  Bruno,  (2002):  A  prologue  in  form  of  a  dialog  between  a  Student  and  his  (somewhat)  Socratic  Professor  Larsen,  Sune  Holm  (2005):  Socialkonstruktivisme  som  forskningsmetode,  i  Nygaard,  Claus  (Red)  (2005):  Samfundsvidenskabelige  analysemetoder, -VYSHNL[ :HTM\UKZSP[[LYH[\Y 4HJ (UP[H ,QSZRV] 4VY[LU ! Projektkompetence, /HUZ 9LP[aLSZ -VYSHN 4H[OPLZLU /ÂĽQIQLYN ! Sociologiske  feltanalyser  i  Fuglsang, 3HYZ 6SZLU 7V\S ) 9LK ! Videnskabsteori  i  samfundsvidenskaberne  -  PĂĽ  tvĂŚrs  af  fagkulturer  og  paradigmer,  Roskilde  Universitetsforlag 4VY[LUZLU 5PSZ ! (TLYPRHUZR WYHNTH[PZTL P (UKLYZLU /LPUL 2HZWLYZLU 3HYZ )V 9LK ! 2SHZZPZR VN TVKLYUL ZHTM\UKZ[LVYP <KNH]L /HUZ 9LP[aLSZ -VYSHN 4VYYPZ 7L[LY
! The  Management  of  projekts,  Thomas  Telford  House,  London Â
5LLYNHHYK /LSSL ! <K]¤SNLSZL HM JHZLZ P R]HSP[H[P]L \UKLYZÂĽNLSZLY -VYSHNL[ :HTM\UKZSP[[LYH[\Y 5VUHRH 0R\QPYV ;HRL\JOP /PYV[HRH ! The  Knowlede-Creating  Company  -  How  Japanese  Companies  Create  the  Dynamics  of  Innovation, 6_MVYK <UP]LYZP[` 7YLZZ 5`NHHYK *SH\Z! ! :HTM\UKZ]PKLUZRHILSPNL HUHS`ZLTL[VKLY -VYSHNL[ ZHTM\UKZSP[[LYH[\Y 6MĂ&#x201E;JL VM .V]LYUTLU[ *VTTLYJL ! 4HUHNPUN :\JJLZM\S 7YVQLJ[Z ^P[O 7905*, ;OL :[H[PVULY` 6MĂ&#x201E;JL 3VUKVU 6SZLU 7V\S )P[ZJO VN 7LKLYZLU 2HHYL ! Problemorienteret  projektarbejde  â&#x20AC;&#x201C;  en  vĂŚrktøjsbog,  9VZRPSKL <UP]LYZP[L[Z -VYSHN 7LKLYZLU :\ZHUUL +LL !Gentagelsens  metamorfose  om  organisering  af  den  kreative  gøren  i  den  kunstneriske  arbejdspraksis,  Handelshøjskolen  i  København,  Institut  for  organisation  og  arbejdssociologi,  +L[ Â&#x2022;RVUVTPZRL -HR\S[L[ 7O K HMOHUKSPUN Rasborg,  KĂĽre  (2004):  Socialkonstruktivismer  i  klassisk  og  moderne  sociologi, P -\NSZHUN 3HYZ 6SZLU 7V\S ) 9LK ! Videnskabsteori  i  samfundsvidenskaberne  -  PĂĽ  tvĂŚrs  af  fagkulturer  og  paradigmer,  Roskilde  Universitetsforlag 9PPZ 6SL ! Metoder  pĂĽ  tvĂŚrs,  Om  forudsĂŚtningen  for  sociologisk  metodekombination,  Jurist  og  Â&#x2022;RVUVTMVYI\UKL[Z -VYSHN Â
73
Rorty,  Richard  (1982):  Consequences  of  Pragmatism, /HY]LZ[LY 7YLZZ! O[[W! IVVRZ NVVNSL KR IVVRZ&PK $ 3 >RSZ <U^* WYPU[ZLJ$MYVU[JV]LY KX$JVUZLX\LUJLZ VM WYHNTH[PZT LP$_V\I: \Z0A;Na8;+ X * *N JK$ ]$VULWHNL X$ M$MHSZL +LU RS ! Sennett,  Richard  (1998)  The  Corrosion  of  Character  â&#x20AC;&#x201C;  The  Personel  Consequenses  of  Work  in  the  New  Capitalism, > > 5VY[VU *VTWHU` Silvermann,  David  (2004):  Qualitative  research  -  Theory,  method  and  practice,  :(., 3VUKVU Stacey,  Ralph  (2007):  Strategic  Management  and  Organisational  Dynamics  -  The  challenge  of  complexity,  -PM[O ,KP[PVU 7YLU[PJL /HSS :[HJL` 9HSWO .YPMĂ&#x201E;U +V\NSHZ LK ( ! A  Complexity  Perspective  on  Researching  Organinzations  -  Taking  experience  seriously,  Routledge  Stacey,  Ralph  (ed.)  (2005B):  Experiencing  Emergence  in  Organisations:  Local  interaction  and  the  Emergence  of  Global  Pattern,  Routledge  Stacey,  Ralph  (2001):  Complex  Responsive  Processes  in  Organizations.  Learning  and  knowledge  creation.  Complexity  and  emergence  in  Organizations, 3VUKVU 5L^ @VYR! 9V\[SLKNL Stacey,  Ralph  et  al.  (2000):  Complexity  and  management  -  Fad  or  radical  challenge  to  systems  thinking?,  Routledge  ;H`SVY -YLKLYPJR 9LWYPU[ ! :JPLU[PĂ&#x201E;J 4HUHNLTLU[ /HYWLY )YV[OLYZ 7\ISPJOLYZ 5L^ @VYR and  London    Tsoukas,  Haridimos  (2005):  Complex  Knowledge-  Studies  in  Organizational  Epistemology, 6_MVYK <UP]LYZP[` 7YLZZ Wenger,  Etienne,  (2004):  PraksisfĂŚllesskaber  -  lĂŚring,  mening  og  identitet,  Dansk  oversĂŚttelse  af  Bjørn  5HRL /HUZ 9LP[aLSZ -VYSHN 2ÂĽILUOH]U Wenneberg,  Søren  Barlebo  (2000):  Socialkonstruktivisme  â&#x20AC;&#x201C;  Positioner,  problemer  og  Perspektiver,  Samfundslitteratur
ARTIKLER Dørge,  Henril  (2009):  Tempotabet,  Weekendavisen,  nr  49,  4.  december  2009,  side  2 Elbrønd,  Marianne  (2008):  7r ZWVYL[ HM YLĂ&#x2026;LRZPVU 4VKLSRVUZ[Y\R[PVU TLK HMZ¤[ P Z[\KPL HM YLĂ&#x2026;LRZPVUZM¤UVTLUVN ÂśILNYLI 9LĂ&#x2026;LRZPVU P WYHRZPZ UY ElkjĂŚr  Bente:  (2000):  Human  Resource  Development  International,  Volume  3,  Number  3,  1  September  WW 7\ISPZOLY! 9V\[SLKNL WHY[ VM [OL ;H`SVY -YHUJPZ .YV\W Kanter,  Rosabeth  Moss  (2009):  What  Would  Peter  Say?,  Harvard  Business  Review,  november  2009,  87,  11  Mac,  Anita  (2009):  Projektarbejdet  skal  styres, -YLT[PKZ6YPLU[LYPUN AOPJOHUN AO\ ! Research  Article  Complexity  Science,  Systems  Thinking  and  Pragmatic  Sensibility Â
74
APTTLYTHU )YLUKH ! Ralph  Staceys  Agreement  &  Certainty  Matrix, )YLUKH APTTLYTHU :JO\SPJO School  of  Business,  York  University,  Toronto,  Canada:  http://www.plexusinstitute.com/edgeware/archive/ think/main_aides3.html Â
WEBKILDER ^^^ IVVRZ NVVNSL O[[W! IVVRZ NVVNSL JVT IVVRZ&PK$ X4 `12*FUR* WYPU[ZLJ$MYVU[JV]LY KX$MYLKL YPJR [H`SVY ZJPLU[PÃ&#x201E;J THUHNLTLU[ LP$[V= : 392 ; a(:WV0:]*^ JK$ ]$VULWHNL X$ M$MHSZL +LU 18.2.10  kl.:  13.40  www.silicontogi.com  http://www.siliconyogi.com/andreas/it_professional/sol/complexsystems/ :[YH[LNPJ4HUHNLTLU[HUK6YNHUPaH[PVUHS+`UH O[TS RS ! www.sune-larsen.dk   http://www.sune-larsen.dk/Artikel%20Erhvervspsykologi.htm  Den  27.03.10  kl.:  14.00 www.codynamics.net  http://www.codynamics.net/science.htm  Den  01.04.  2010  kl.:  16.45 www.ruml.au.dk  O[[W! ^^^ Y\TS H\ KR ZRYPM[ZLYPLY YLÃ&#x2026;LRZPVUPWYHRZPZ LSIYVLUK WKM +LU RS ! www.drfd.hbs.edu  O[[W! KYMK OIZ LK\ Ã&#x201E;[ W\ISPJ MHJ\S[`0UMV KV&MHJ0UMV$IPV MHJ0K$ +LU RS !
75
76
KAPITEL BILAG
”
9
Den mest hæderlige rolle i samtalen består i at give andre lejlighed til at sige noget. Bacon, Francis (1561-1626)
77