LIDT OM SELVMORD

Tekst: Susanne van Deurs

For omkring 25 år siden døde min storesøster ved selvmord. Vi var halvsøskende, var ikke vokset op sammen og var ikke specielt tæt på hinanden, så voldsomt traumatiseret ved hendes død kan jeg ikke sige, at jeg blev. Men selvfølgelig følte jeg tristhed ved hendes død og hendes måde at vælge vejen ud af livet på. Og så vrede. Begge følelser rummer jeg for så vidt stadig, men jeg har mere fred omkring det nu. Hen ad vejen lagde jeg mærke til, at jeg sjældent nævnte hendes måde at dø på over for andre. Det var ikke ligefrem en hemmelighed, men alligevel – jeg talte helst ikke om det. Ja, selvmord er lidt tabu.

I marts sidste år hørte jeg tilfældigt en udsendelse på P1, Brinkmann briks (1), der handlede om selvmord. Der var to eksperter i udsendelsen, Elene Fleischer, stifter af pårørendeforeningen NEFOS, og Merete Nordentoft, overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet. Og så en søn, hvis mor begik selvmord, Emil Zerlang, psykolog. Den udsendelse åbnede op for mange ting og satte en del på plads, og det var faktisk den, der inspirerede mig til at gøre selvmord til tema i tidsskriftet.

Mens jeg har arbejdet med dette temanummer, har jeg tænkt en del på min søster og ikke mindst på hendes to sønner, der var dem, der kom til at bære den største smerte. Jeg kan mærke, at emnet også har sat personlige tanker og følelser i gang hos flere af artikelskriverene. Faktisk tager halvdelen af artiklerne udgangspunkt i forfatternes egne erfaringer – enten som selvmordstruet eller som pårørende – og det er usædvanligt.

Selvmord Og Selvmordsfors G

Men hvad ved vi om selvmord og selvmordsforsøg? Lad os se på nogle tal.

Studerer man Dødsårsagsregistret (2) kan man se, at der i 2019, som er det seneste år, der foreligger tal for, var der 629 mennesker, der begik selvmord i Danmark. Det er næsten to om dagen og tre gange som mange, som der årligt dør ved trafikulykker (5). 60 % af dem er over 50 år. Der er en betydelig kønsskævhed, idet mere end dobbelt så mange mænd som kvinder tager deres eget liv (3).

Danmarks Statistik (3) angiver for 2020 i alt 579 selvmord altså en smule færre end året før. Det korte af det lange er, at tallet gennem de seneste små 20 år har ligget ret stabilt omkring 600. I 1995 var det lidt højere, nemlig 924, og tidligere har det været endnu højere. I radioudsendelsen nævnes det, at antallet på et tidspunkt været oppe på omkring 1600, og at den primære grund til, at det er gået ned, er, at adgangen til en del farlige stoffer er blevet gjort begrænset (1).

For unge ved man, at hvert femte dødsfald (10-24-årige) skyldes selvmord, og at selvmord er den anden hyppigste dødsårsag blandt de 10-24-årige (5).

Ser vi på forsøg på selvmord, angiver Center for Selvmordsforskning (5), at der dagligt er omkring tyve personer, der forsøger selvmord, og to af disse gennemfører. Nogle af selvmordsforsøgene gentages en eller to gange. Risikoen for gentagelse er størst inden for det første år.

En ud af ti har haft tanker om selvmord (1).

De P R Rende

For hvert selvmord skønnes det, at mindst seks personer – familie og venner – bliver direkte berørt af det. Det betyder, at der hvert år er omkring 30.000 mennesker, der oplever det traume, at en af deres nære har taget sit eget liv (5). Mange efterladte står tilbage med følelsen af et dobbelt svigt – de føler sig svigtet af den døde, og de føler, at de selv har svigtet. Og mange isoleres i deres sorg, fordi selvmord stadigt er et tabuemne, og omgivelserne ikke ved, hvordan de skal håndtere situationen. På den baggrund blev Landsforeningen for efterladte efter selvmord stiftet i 2002 (7).

’SMITTER’ SELVMORD?

Det siges – men det er usikkert, om det er sandt – at Goethes roman Den unge Werthers lidelser, hvor hovedpersonen begår selvmord på grund af ulykkelig kærlighed, inspirerede unge over hele Europa til at gøre det samme, hvorfor romanen blev forbudt i mange lande. Jeg læste bogen i anledning af dette temanummer og undrer mig, for hvor hovedparten af romanen er skrevet i svulstig Sturm und Drang-stil, er sidste kapitel, hvor Werther skyder sig, temmelig realistisk og beskriver grumt og direkte, hvor mange uhyggelige timer, han er om at dø. For mig at se ikke noget, der indbyder til efterfølgelse.

Det er også lidt af en myte, at selvmord ’smitter’. En tysk forsker, Klaus Jonas, har godt nok fundet, at ved presseomtale af ’kendtes’ selvmord stiger antallet af selvmord i ugen efter (10). Men når det gælder inden for familien, angiver Merete Nordentoft i Brinkmanns briks, at ”Man ved, at det 'smitter', men ikke ret meget. Hvis man har en forælder, der døde ved eller har forsøgt selvmord, har man et let øget risiko, men det er ikke på nogen måde en lovmæssighed. Den overrisiko, der er, er ret lille.”

Hj Lpemuligheder

Livslinien har åbent alle årets dage fra kl. 11-05. Ved ventetid anbefales man at ringe 112. I 2020 havde Livslinien i alt 15.565 rådgivninger, 14.328 på telefonrådgivningen, 773 på chatrådgivningen og 464 på skrivdet.dk. 64 %, der henvender sig, er kvinder, 36 % er mænd.

Børnetelefonen havde i 2021 3.545 samtaler, der handlede om selvmord. Helt ned til 6-9 årige børn (1 %). Hovedparten var mellem 13 og 18 år (9).

NEFOS yder støtte og rådgivning til alle, der er eller har været tæt på en person, som har udført en selvmordshandling. NEFOS tilbyder fem gratis samtaler med en frivillig rådgiver uddannet af NEFOS. Man kan også deltage i samtalegrupper, ledet af frivillige rådgivere.

Landsforeningen for efterladte efter selvmord er landsdækkende og arrangerer forskellige former for samvær mellem efterladte – årlige selvhjælpsseminarer, cafémøder, foredrag, walk and talks, temamøder etc.

Personer, der har forsøgt selvmord, har ret til samtaler hos psykolog med offentligt tilskud.

Denne oversigt er på ingen måde dækkende. Landsforeningen for efterladte har en god oversigt på deres hjemmeside.

Kilder

1. Brinkmands briks 16.3.2022: Min mor begik selvmord. www.dr.dk/lyd/ p1/brinkmanns-briks/brinkmanns-briks-2022-03-16.

2. Dødsårsagsregistret 2019. file:///C:/Users/Susanne%20Van%20 Deurs/Downloads/Doedsaarsagsregisteret_2019%20(2).pdf. Set 20.1.2023.

3. Sundhedsstyrelsen: Social ulighed i sundhed og sygdom 2010-2017. www. sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Ulighed-i-sundhed/Social-ulighed-isundhed-og-sygdom-tilgaengelig.ashx. Set 20.1.2023.

4. Danmarks Statistik. https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/borgere/befolkning/doedsfald. Set 20.1.2023.

5. Center for Selvmordsforskning https://selvmordsforskning.dk. Set 21.1.2023.

6. Livslinjen telefonrådgivning, tlf. 70 201 201 alle årets dage kl. 11-05. www.livslinien.dk.

7. Landsforeningen for efterladte efter selvmord, tlf. 7027 4212, https:// efterladte.dk. Set 21.1.2023.

8. NEFOS, tlf. 6312 1226 eller kontakt@nefos.dk. www.nefos.dk.

9. Børnetelefonen, tlf. 116 111, sms, chat og brevkasse på nettet. https:// bornetelefonen.dk. Set 21.1.2023.

10. Jonas, K. (1992). Modeling and suicide: A test of the Werther effect. British Journal of Social Psychology, 31, 295-306. Fra C:/Users/Susanne%20 Van%20Deurs/Downloads/1994_Selvmord_smitter%20(1).pdf.

Selvmordets Logik

Selvmordets aktualitet påpeges bl.a. i en forsideleder i dagbladet Politiken mandag den 12. december 2022: ”Mænd er særligt socialt udsatte. De dør for tidligt, de begår flest selvmord, de er overrepræsenterede i fængsler, som hjemløse og misbrugere”. Dette skyldes især, at vi lever i et samfund domineret af patriarkalske værdier. Patriarkatets værdier inviterer til en disciplinering af borgerne, så raske drenge ikke græder og er ’tøsedrenge’, men deponerer deres følsomhed, og at piger holder sig til følelser og overlader deres handlekraft til mænd. Patriarkatets værdier udøver vold på det at være menneske, mener amerikansk psykologis grand old lady, Carol Gilligan (1982, 2011 & 2018), fordi patriarkatets værdier lukker følsomhedens stemmer ned (2018, s.138). Når følsomhedens ikke længere har plads, forsvinder selvet, og selvmordshandlingen kan forstås som en fuldbyrdelse af selvets forsvinden.

Den amerikanske psykiater James Gilligan påpeger i bogen Violence – Reflections on Our Deadliest Epidemic, at der sker flere selvmord i fængsler i USA end uden for fængslerne. Det klassiske selvmordsstudie er foretaget af den franske sociolog Émile Durkheim (Le Suicide 1897). Hovedpointen i hans grundige undersøgelse var, at der sker flest selvmord i protestantiske samfund, næstflest i katolske og færrest i jødiske samfundsgrupper. Han forklarede dette med graden af integration i fællesskabet. Jo bedre integreret, jo mere fællesskab, og jo stærkere bånd man har til andre i samme sociale gruppe, jo mere beskyttet er man mod selvmord. Selvet er således relationelt skabt og forankret.

Dagbladet Politiken kørte i perioden op til jul 2022 en lille artikelserie om ensomhed. Hver dag et lille interview med en borger, der følte sig ensom. Avisens argument for denne serie er, at hver ottende af os føler sig ensom. Knap 8 % af 80-årige føler sig ensomme. Ca. 17 % af 90-årige føler sig ensomme. Og knap 12 % af de 16-19-årige føler sig ensomme. I 2017 var tallet på personer, der følte sig svært ensomme, 8,3 %, i 2021 var tallet 12,4 % ifølge Socialstyrelsens vidensportal. I artiklen den 12. december 2022 fortæller en 23-årig lærerstude- rende, at hun følte ensomheden ”som at stå i et mørkt rum med spotlight kun på mig, mens resten af rummet er tomt. Det er også en følelse af at føle sig overflødig. (…) Konklusionen bliver, at det er mig, den er gal med (…) Jeg var den stille pige og havde en forventning om, at folk kunne se, at det var dem, der skulle komme til mig (…) Jeg følte mig ekskluderet fra det trekløver, jeg troede, vi havde.” Måske fortæller den unge kvindes sidste bemærkning noget centralt om selvmordets gåde – eller logik. Selvmordet kan forstås som en respons på traumatiseringen af noget værdifuldt. Venskab var åbenbart en nærmest hellig værdi for hende. Når en af veninderne pludselig forlod hende, blev hendes identitetskonklusion, ”at det er mig, den er gal med.” Det kalder jeg, med Michael White, en tynd identitetskonklusion.

Tro Og Selvet

Hvad er det, der får mennesker til at afslutte livet, til at tage deres eget liv? Hvad er det, som er gået i stykker, eller som ikke længere er så stærkt, at personen kan bære sig selv, men gør en ende på livet?

Det, som går i stykker, når livet er så smertefuldt, er det, vi fundamentalt tror på. Tag alt fra et menneske, som en af mine amerikanske kolleger en gang sagde til mig: Tag dets, job, dets hus, bil, børn og ægtefælle. Det eneste, du ikke må tage fra et menneske, er dets tro. De, som overlevede og klarede sig bedst i Hitlers koncentrationslejre, var dem, der havde en overbevisning, en tro. Det var især kommunister og Jehovas Vidner. At de led gav mening for dem, som Viktor Frankl skriver i sine bøger om livet i koncentrationslejren, om mening og eksistens. Primo Levi skriver også bevægende om livet i koncentrationslejren, at det var håbet, der afholdt mange fra selvmordet, mens de, der begik selvmord, havde mistet troen og håbet.

Det, som traumatiseres, og som mister sin kraft til at bære troen på livet og håbet om noget bedre, er selvet. Det hedder ikke selv-mord for ingenting. Selvet er et omdiskuteret begreb og muligvis en svært definerbar størrelse. Det inviterer til en refleksion over, hvad det i et hele taget vil sige at være et menneske.

Kulturpsykologen Jerome Bruner formulerer dette om selvet og om at være et menneske: ”Findes der et eller andet essentielt selv inden i os, der på en eller anden måde bare er der? Hvis det er tilfældet, hvorfor skulle vi så nogen sinde have brug for at fortælle os selv om os selv, og hvorfor ville der findes sådanne befalinger som ”Kend dig selv” eller ”Vær tro mod dig selv”? Hvis vores selv bare var der, ville vi ikke have brug for at fortælle os selv om det. Alligevel bruger vi en hel del tid på at gøre lige præcis det …” (Bruner 2004, s.76). Han spørger retorisk: ”Hvilken funktion tjener en sådan selvfortælling?”, og han besvarer spørgsmålet på denne måde:

”Jeg vil begynde med dristigt at påstå, at der i virkeligheden ikke findes noget intuitivt indlysende og essentielt selv at opdage et selv, som bare sidder der, klar til at blive portrætteret i ord. I stedet konstruerer og rekonstruerer vi uafbrudt vores selv for at opfylde behovene i de situationer, vi befinder os i, og det gør vi styret af vores erindring om fortiden og vores håb og frygt for fremtiden. At fortælle sig selv om sig selv er som at opdigte en historie om, hvem og hvad vi er, hvad der er sket, og hvorfor vi gør som vi gør.” (ibid. s.77).

Andre forfattere har beskæftiget sig med selvet, men svaret på, hvad selvet er for en størrelse, eller hvordan man kan forstå og tale om selvet, uden at man forestiller sig en indre substantiel kerne eller en flyvsk konstruktion, svæver stadig i luften. For hvad er det da, man skal fortælle om, enten rundt om bålet, til sine venner, terapeuten eller sin skriftefader, ’til sammenhængen opstår’? Det er, som Bruner skriver, fortællingen om, hvad der er sket i livet, der er central.

Sproget Og Fort Llingen

Grundbegrebet for en forståelse af vores liv er begrebet ’begivenhed’, skriver filosoffen Ole Fogh Kirkeby (2009). Alt hans filosofiske arbejde kredser om Begivenheden og kropstanken, som også er titlen på hans disputats fra 1994. I disputatsen udvikler han begrebet translokutionaritet, der betyder, at meningen skabes af sproget gennem talen: ”Jeg ved ikke hvad jeg mener, førend jeg har hørt mig selv tale.” Dette perspektiv indebærer, at meningen og dermed selvet ikke ligger gemt et sted, men opstår gennem de begreber, man anvender, når man taler. ”Ordet skaber, hvad det nævner,” skriver Grundtvig i en af sine salmer. Vi forsøger at indfange og meningsskabe med de ord, de begreber, som kulturen tilbyder. Men der er noget mere, end sproget kan eksplicitere. Dette ’mere’ kalder Kirkeby kropstanken. Han er her på linje med kroppens filosof par excellence ,Maurice Merleau-Ponty, der taler om kroppen som det prærefleksive niveau – mørket, der gør lyset og spillet på scenen muligt, men som selv holder sig diskret i baggrunden. Kroppen forstår Merleau-Ponty som sedimenteret, altså lagdelt, bestående af de erfaringer, kroppen har gjort sig i det levede liv. Kroppen husker, men har intet sprog. Kroppen er så at sige kødeliggjort levet bevidsthed, men ikke en meningsfuld bevidsthed, den kaldes en præbevidsthed, en automatiseret bevidsthed, der nærmest med automatik skal beskytte os mod farer. Sprogets opgave er derimod at skabe mening til det oplevede, til det der er sket, til begivenheden. Sproget skal således rense og afgifte kroppens oplevelser. Sproget og talen skal berolige kroppen. Sprogets og fortællingens opgave er altså at skabe ikke blot mening, men personlig betydning for personen, der har oplevet begivenhederne, og som fortæller sin historie. Her er pointen, at der altid kan fortælles mere, end personen fortæller.

Personen, der er trist og selvmordstruet, har såkaldte tynde og negative identitetskonklusioner og siger ofte, at verden vil være bedre tjent med, at personen ikke længere var her, eller at personen gør så meget skade på andre, at det er bedre at forsvinde, eller kommer med andre tynde begrundelser for at tage sig af dage.

De fleste mennesker, der rammes af fortvivlelse, og som overvejer selvmord, har mistet fornemmelsen af sig selv, af den varme og gode side af sig selv, af egen egentlige identitet. Selvet, den fornemmede oplevelse af sin egen værdi, er oplevelsesmæssigt blevet så smertefuldt, at personen ikke ser anden udvej end at slå denne smerte ihjel. Når jeg taler med mennesker, der overvejer selvmord, spørger jeg som regel, hvilken del, stemme eller side af sig selv, de ønsker at slå ihjel, samt hvilken side, del eller stemme, der faktisk fortjener at overleve. En 17-18-årig ung kvinde ville gerne have, at hendes sangstemme kunne overleve. Hun syntes faktisk, at hendes sangstemme lød godt, og at det ville være synd, hvis den også skulle dø sammen med hende. Samtalen med den unge kvinde foregik på et undervisningshold på en ungdomspension, hvor jeg underviste. Personalet var ude af sig selv af fortvivlelse over den unge kvindes tilstand. Jeg foreslog dem at invitere hende med til en samtale på holdet, og efter at hun havde fortalt sin historie og sine tanker om sig selv og sit liv, bad jeg hende synge en sang, så vi kunne høre hendes smukke stemme. Der var ikke et øje tørt i forsamlingen. En måneds tid senere kom den unge kvinde og takkede mig for at have reddet hendes liv.

Hvordan kan vi forstå denne hændelse? Fra et såkaldt narrativt perspektiv består vi alle af mange forskellige fortællinger, der kan udspille sig og fortælles i mange forskellige arenaer. Fortællinger er ikke bare fortællinger, de er så at sige kroppens aktuelle meningsfulde manifestationer. Fortællingerne, bevidstheden, opstår af affekter, af emotioner, af vores evaluering af verden. Filosoffen Baruch de Spinoza (1632-1677) skrev i 1653, at der grundlæggende kun findes to menneskelige følelser, Sadness and Joy. Hvis vi tager den tanke alvorligt, kan man vel sige, at vi oplever vores verden gennem en umiddelbar evaluering af det, der sker, af den begivenhed, vi er vidne til eller en del af. Der skabes enten bekræftelse, glæde og varme, affirmation i vores liv, eller tristhed, kulde og ensomhed. Enten ’joy’ eller ’sadness’. Det er vel også sådan, det lille nyfødte barn oplever sin verden – enten tilfredsstilende eller utilfredsstillende. Det var filosoffen Nietzsche (1844-1900), der formulerede, at grundbegrebet til forståelse af liv er affirmation, bekræftelse. Det er også dette begreb, der udgør grundstammen i begrebet identitet – at føle sig identisk med, at kunne genkende sig selv og stå ved sig selv.

V Rdier

Men vi har stadig ikke defineret, hvad selvet er for en størrelse, eller hvordan selvet skal forstås. Lad mig forsøge med denne definition: Selvet består af vores værdier, af det vi tillægger værdi, og som har central identitetsskabende betydning for os. Selvet, vores værdier, er det, som guider os til at finde retning i livet. Selvet kan forstås som et netværk af værdier, som udgør vores etiske substans – rettesnoren i vores liv. Selvet er altid sammensat af mange værdier, som er vigtige for vores eksistens. Vi skal huske, at en værdi altid er begrundet i sig selv. Værdier skal derfor aldrig problematiseres eller begrundes yderligere. Værdier er opstået gennem og kan kun begrundes af erfaringer fra det levede liv, gennem vores erfaringer med det som er har været værdifuldt for os – det gode, det varme og det, som har været affirmativt. Værdier skal historiegøres, og derigennem bliver de ’tyknet’, som man siger i den narrative jargon. Den unge kvinde med sangstemmen i eksemplet ovenfor tillagde sin sangstemme stor værdi; derfor skulle den bevares. Ved at fokusere på det, som hun tillagde værdi, og ved at bede hende fortælle om den og vise os den, kom hun tættere på en af sine værdier, sin sangstemme og alt, hvad der kunne forbindes med den, så det pludselig gav mening for hende at leve. Jeg spurgte til historien om hendes sangstemme: Hvem har inspireret dig til at synge? Hvor har du måske optrådt? Hvordan var det for dig? Hvilken fornemmelse af dig selv havde du dengang? Hvad lærte du om livet i det kor, du sang i? Hvad betød din sangstemme for din farmor, som du ofte sang med? Og så videre.

En anden ung kvinde, jeg talte med for mange år siden på behandlingshjemmet Dalgården i Aarhus, ønskede at tage sit eget liv. Jeg havde fornemmelsen af, at hun var troende og spurgte hende derfor: ”Hvad tror du, at Gud siger til, at du springer køen over? Altså dør før tid er?” Hun lyste op i et smil og med en varme, jeg stadig husker. ”Nå nej,” svarede hun, ”Det går vist ikke.” Måske var det afgørende her, at hun tillagde sin tro på Gud og sin gudsforbundethed værdi, så hun nu genfandt noget at leve for.

Da jeg var forstander for Snekkersten-Kollektivet i 1980’erne, boede der en ung mand på ca. 25 år, som kom fra psykiatrisk afdeling. En stor, stærk og sund fyr at se på. Han var kommet til at slå sin lillebror ihjel med en pyntesabel, som han i et øjebliks kådhed havde taget ned fra væggen for at vise sine brødre, at han kunne hakke en tulipan over i ét hug. Klingen røg ud af skæftet og ramte hans lillebror i hjertet. Nu, flere år efter, hvor han havde boet i Snekkersten-Kollektivet et års tid og faktisk havde fået det bedre og var i gang med arbejde, ville han tage sit eget liv. Han var ikke særligt sprogligt formuleret om sig selv, sit eget liv og det, han havde gjort. Jeg tror, at han skammede sig over at have fået det bedre og havde gevaldig dårlig samvittighed over at have dræbt sin lillebror. En aften var hele situationen anspændt og alvorlig. Der blev ringet efter mig. Klokken var vel omkring 23, og jeg anede ikke mine levende råd, da jeg kom i tanke om hans anden lillebror, der betød meget for ham. Jeg ringede til ham og bad ham tale med sin storebror. Den unge mand var efterfølgende vred på mig, for nu kunne han jo ikke tage sit liv, når han havde lovet sin lillebror ikke at gøre det. En måde at forstå dette skift på kan være, at den unge selvmordstruede mand var kommet i kontakt med noget af det, der havde værdi for ham, hans lillebror.

Selvet består af de værdier, der guider og styrer vores liv, uden at vi tænker over dem. Hvis man kommer for langt væk fra sine værdier, hvis man bliver alvorligt skuffet efter en skilsmisse eller tabet af sit job, en ven der svigter, eller der sker andet smerteligt i livet, har man mistet sin rettesnor, den røde tråd, der gør livet værd at leve.

Skam Og Skyld

Skam er et centralt element i ethvert selvmord. Man forsøger at skjule sig med en overvældende følelse af skam. Med skamfølelsen ser man sig selv med de andres øjne. Man føler ikke, at man lever op til det, der forventes af en i den kultur, man lever i. Dette rammer især mænd hårdt i vores kultur, som jeg skrev i indledningen. Vi lever i en patriarkalsk kultur, hvor drenge og unge mænd risikerer at miste deres følsomhed i 4-6-års alderen, hvor de oplever overgangen, passagen, fra at være et følsomt barn med bamser til at være en dreng, der skal klare sig i børnehaven eller skolen som en hård nitte eller i hvert fald ikke som en ’tøsedreng’. Eller i 1416-års alderen, hvor der er en tilsvarende passage fra dreng til ung mand, der ikke skal føle noget eller vise sine følelser. Man må endelig ikke være en ’svagpisser’ i den patriarkalske kultur, der trives alle steder i vores samfund. Derfor har så mange mænd svært ved at vise sårbarhed og stå ved deres følelser. Idealbilledet er den patriarkalske figur, der står på toppen, øverst i det kampklare hierarki. Det er en figur, som både vores religion, økonomi og sportsverden dyrker. Og denne figur har det især svært i præstationsorienterede kulturer, hvor man skal vise sit værd gennem at præstere og ikke gennem – netop at være. Nærhed skaber selvværd. Og hvis man har været overladt for meget til sig selv, hvis man har fulgt det protestantiske bud om hård arbejdsmoral, og man er sin egen lykkes smed, har man jo kun sig selv at bebrejde for de ulykker, der overgår én.

I den protestantiske ideologi har man et uformidlet forhold til Gud. Man har ikke, som i den katolske kirke, et formidlende forhold til Gud gennem præstens mellemkomst. I dag er psykoterapeuter den moderne præstestand, som man bekender sin skam og skyld til med en tiltro til eller vished om ikke at blive bebrejdet eller udskammet. Psykoterapeuter kan måske kaldes vor tids ikke-fordømmende, men omsorgsfulde bedsteforældre.

Hvor man med skammen ser sig selv gennem de andres straffende øjne, har man med skyldens blik overtaget de andres forestillede fordømmende blik og rammes af dyb tristhed, depression: ”Det er mig, den er helt gal med. Jeg er en fiasko og bør dø.” Hvor angst kan forstås som skammens sygdom, kan depression forstås som skyldens sygdom. Angst er ikke en mystisk og uudgrundelig tilstand, men relaterer sig til frygten for de andres blik og den skam, der er forbundet med at blive afsløret. De fleste mennesker frygter i en eller anden forstand at blive afsløret, men håber på at blive opdaget, set på egne præmisser. Den psykoterapeutiske opgave par excellence kan derfor siges at være at gøre mennesker seende, de skal få øje på deres egne værdier – og derved får de øje på sig selv.

Ikke God Nok

Når mennesker udtrykker, at de ikke er gode nok, føler sig utilstrækkelige eller ser sig selv som en fiasko, kan man spørge: ”I forhold til hvilken norm?” Det er nemlig ydre normer, mennesker orienterer sig efter, når de vil tage deres eget liv. De orienterer sig ikke længere efter deres egne indre værdier skabt gennem erfaringer med det gode, med varmende relationer. Den terapeutiske opgave er derfor ikke at fokusere på tanker om selvmord, men (måske) på, hvorfor personen ikke har taget sit eget liv noget før: ”Hvad har holdt dig i live, som betyder noget for dig, siden du er her endnu?” Faktisk skrev den franske eksistentialistiske forfatter Albert Camus (1913-1960) i sin roman Sisyfosmyten, at der faktisk kun er et relevant spørgsmål i livet – det er spørgsmålet om selvmordet: ”Hvorfor har du endnu ikke taget dit eget liv? Hvorfor er du her endnu? Hvad er så vigtigt for dig, at du stadig er her?” Det er spørgsmål af den karakter og af den type, der fjerner fokus fra de problemer, mennesker har oplevet og oplever i deres liv, til et fokus på de værdier, mennesker har, det der er vigtigt for dem i livet, på tyknende fortællinger om det, som mennesker – trods alt – tillægger værdi. Samtaler om og fokus på problemer risikerer at være retraumatiserende og at gøre ondt værre. Husk, at der ikke er et problem så stort, at man ikke kan gøre det værre ved at tilsætte en smule skyld. Mennesker, der lider, efterspørger måske: ”Hvad skal jeg gøre?” Men man skal aldrig fortælle mennesker, hvad de skal gøre, førend de har fået fat i deres egne værdier, det der betyder noget for dem.

Resultatet af selvets traumatisering er ifølge Gilligan (1996) en udsultning af kærlighed. Man mister forbindelsen til sig selv og egen værdi. Man oplever et konstant pres fra omverdenen. Nogle isolerer sig med eller uden alkohol, andre skærer i sig selv i forsøget på at undgå omgivelsernes, det vil sige kulturens, normative krav (”du bør …”). Disse fortvivlende strategier kan ses som selvets forsøg på at beskytte sig mod yderligere ydmygelser og mod tidligere ydmygelser. Det væsentlige i alt dette er fornemmelse af utilstrækkelighed. Denne utilstrækkelighed er en del af påbudssamfundet, skriver Christian Hjortkjær (2020). Vi lever ikke længere i et forbundssamfund, men i et påbudssamfund. Det mest grelle eksempel i Hjortkjærs analyse er den gule post itseddel på en gymnasiepiges PC-skærm: ”Hvis bedre er muligt, er godt ikke godt nok.” Problemstillingen opstår, fordi idealet er blevet målet. Men idealet kan aldrig nås. ”Hvert bud er bygget op af et forbud efterfulgt af et påbud ud fra formen: ”Prøv ikke at være den bedste i verden til X … vær den bedste nogensinde.” Pausen er afgørende her. Man forventer, at forbuddet opstiller et ideal, som så afmonteres i næste sætning, fordi idealet er umuligt at nå.” (s.36) Konsekvensen af at leve i dette påbudstyranni er følelsen af, at lige gyldigt hvor meget man knokler, vil man aldrig nå et stadie, et niveau eller et sted, hvor man føler sig god nok, og at man har værdi.

Normerne i vores kultur lægger et voldsomt pres på alle, der ikke har en nogen klar fornemmelse af eller kan leve i overensstemmelse med deres værdier. Og konsekvensen af dette kulturelle pres ligger lige for: ”Det, man bliver psykisk syg af, er derimod uoverensstemmelsen mellem at blive fortalt, at man er fri, men i realiteten opleve, at man bliver mere og mere presset.” (ibid. s.7980). Og: ”Det er noget nær en sociologisk grundlov, at samfund med en meget høj normativ styring altid har mange psykisk syge. Man bliver ikke psykisk syg af at have for mange muligheder. Man bliver syg af at blive fortalt, at man er fri, men i praksis at skulle leve op til en moralsk perfektionisme.” (ibid. s.95).

Den Terapeutiske Opgave

Ensomheden, og at man skal klare alting selv, er et fremtrædende træk i vores vestlige kultur, som jeg skrev i indledningen af denne artikel. ’Medicinen’ mod ensomhed ligger derfor lige for. Den består dels i genforhandlingen af de identitetsskabende historier om sig selv i et terapeutisk rum: ”Enhver genforhandling af de historier, der knytter sig til menneskers liv, (er) også en genforhandling af identitet.” (White 2009, s.95). I en sådan terapeutisk proces er terapeuten ”ikke ophavsmand til den fortællingslinje, der udvikles i den terapeutiske samtale” (s.95). Men narrative ”terapeuter drager netop folks opmærksomhed mod huller i deres livs fortællingslinjer (…) og opmuntrer dem til at udfylde hullerne ved at skærpe bevidstheden, opøve deres forestillingsevne og mobilisere deres levede erfaringer.” (s.94). Sådanne terapeutiske samtaler fokuserer ikke blot på problemer, normer, påbud og mulige traumer, og om, hvad man ’bør’ kunne klare her i tilværelsen. De fokuserer på undtagelserne og på de værdier, der ligger til grund for undtagelserne.

Og ’medicinen’ findes i fællesskaber, i visheden om, at man ikke er alene om disse utilstrækkelighedsfølelser, og at de ikke skyldes individuelle mangler, men kulturelle påbud og normer. Den terapeutiske opgave kan derfor være at etablere fællesskaber, hvori hver enkelt persons historie kan bevidnes af andre opmærksomme lyttere, der dels kan udtrykke bekræftelse og resonans, altså en personlig genklang af den fortalte historie, der bringer lytteren, vidnet, et nyt sted hen i sit liv. Michael White (2008) kalder det, der sker i sådanne grupper, for ”definerende ceremonier”.

At blive bekræftet gennem eksterne vidners genfortællinger er noget af den mest virksomme terapeutiske praksis, jeg kender mod ensomhed, tristhed og tilbøjeligheden til selvmord. At opleve, at vidnerne til fortællingen kan bruge ens historie i deres eget liv, eliminerer eller formindsker fornemmelsen af værdiløshed og genetablerer en subjektfornemmelse i fortællerens liv. Man får genetableret fornemmelsen til sin egen stemme. Som Carol Gilligan skriver: ”Loss of voice is a legacy of trauma because trauma renders voice ineffective.“ (2018, s.138) At opdage, at ens stemme betyder noget i andres liv, kan være som at puste til gløderne i et menneskes liv og derigennem genantænde selvets flammer, der kan bringe varmende kærlighed på banen.

At det er befordrende for menneskers mentale velbefindende at være en bidragende del af et fællesskab, er der intet nyt i. Bruner skriver: ”Vi har vidst i årevis, at hvis man behandler mennesker, og det gælder også unge, som ansvarlige, bidragende medlemmer af gruppen, som nogen der har et job at udføre, vil de vokse ind i rollen – nogle bedre end andre, naturligvis – men alle har udbytte af det. Selv gamle mennesker på plejehjem lever længere, bliver mindre syge og bevarer deres mentale evner længere, hvis de bliver gjort til ansvarlige medlemmer af fællesskabet med pligter at udføre.” (1998, s.140-41).

Den terapeutiske opgave i forhold til mennesker, der overvejer at tage deres eget liv, består således i at skabe en modmagt til de normer og tynde konklusioner, som har magt over personens selvfortælling og identitet. Denne tankegang lægger op til, at man i samtaler med mennesker, der truer med eller overvejer at tage deres eget liv, praktiserer en dobbeltlytning, der fokuserer på det, som mennesker tillægger værdi, uden at de måske selv er bevidste om det. Hvis en person for eksempel siger ”Jeg føler mig forfærdeligt ensom,” vil en dobbelt lytning indebære, at man svarer noget i stil med: ”Det lyder som om, at fællesskab og nære relationer er vigtige for dig?” Og hvis personen nikker eller svarer ja, skal terapeuten forfølge, hvor personen har oplevet og haft erfaringer med fællesskaber og nære relationer. Jeg har talt med en kvinde i 7-8 år, som hører fem forskellige personer, der martrer hende, skælder hende ud og håner hende. Hun fungerer nogenlunde i hverdagen med et job som lærer, men overvejer jævnligt at tage sit eget liv og er virkelig ulykkelig i sit ægteskab: ”Det ville være lettere at køre ind i en betonpille,” kan hun for eksempel sige, ”eller tage en overdosis.” ”Hvad ville din far mon sige til det, dér hvor han nu engang er?” spørger jeg. Eller: ”Hvad betyder dine to børn for dig? Du ved selv, hvad det betyder ikke at have haft en kærlig mor?” Kvindens stemmer opfordrer hende til selvmord og forsøger at bilde hende ind, at hun ikke er noget værd. Undtagelserne, dér hvor hendes liv opleves værdifuldt, er, hvor hun får sagt, hvad hun virkelig mener. Men som oftest hæmmes hun af frygten for tab af relationer og for frygten for at være alene – og af en altoverskyggende skam over overhovedet at eksistere. Skammen viser sig som angst, som en diffus følelse af frygt for andre mennesker, af en frygt for at blive afsløret. Kvinden sagde forleden i en samtale: ”Kærlighed og varme er der ikke meget af i mit liv. Det har der nok aldrig været.” En sådan hjerteskærende bemærkning inviterer til spørgsmål om, hvor hun trods alt har oplevet kærlighed og varme, siden hun ved, at der ikke har været meget af det i hendes liv. Men hvis hun dagligt nedbrydes, degraderes og møder kulde i hverdagen både på jobbet, i sit ægteskab og i forhold til sin mor, er det terapeutisk et længere træk for kvinden at ’genfinde sit selv’. Kontinuiteten i den terapeutiske relation kan ikke overvurderes.

Depression og selvmordstanker, ja alle mentale tilstande, opstår som en effekt af begivenheder i relationer – både fortidens og nutidens begivenheder. Man kan enten være i bekræftende og opgraderende relationer eller i afkræftende og nedgørende relationer. Man skal ud af de relationer, der inviterer til selvmord og ikke noget værd-følelse. Man skal være en del af bekræftende og nære relationer. Nærvær giver selvværd.

Camus, A: Sisifosmyten. Gyldensdals Uglebøger 1963.

Durkheim, Émile: Le Suicide.1897.

Gilligan, Carol: In a different voice. Harvard University Press 1982.

Gilligan, Carol: Joining the Resistance. Polity Press 2011.

Gilligan, Carol: Why does Patriarchy Persist. Polity Press 2018.

Gilligan, James: Violence – Reflections on Our Deadliest Epidemic. Jessica Kingsley Publishers 1996.

Hjortkjær, Christian: Utilstrækkelig – Hvorfor den nye moral gør de unge mennesker syge. Forlaget Klim 2020.

Rushdie, Salman: One Thousand Days in a Baloon. https://archive.nytimes. com/www.nytimes.com/books/99/04/18/specials/rushdie-address. html. Set 12/12-2022.

Socialstyrelsens vidensportal. Ensomhedens omfang. https://vidensportal.dk/voksne/ensomhed/omfang. Set 12/12-2022

White, Michael: Kort over narrative landskaber. Hans Reitzels Forlag 2009.

Allan

Litteratur

Bruner, Jerome: At fortælle historier – i juraen, i litteraturen og i livet. Forlaget Alinea 2004.

Bruner, Jerome: Uddannelseskulturen. Gyldendal Pædagogisk Bibliotek 1998.

Liv Efter Selvmordstab

Tekst: Karin Westh Langgaard

Krydsfelter mellem sorghjælp, selvhjælp og traumeforløsning

Omkring 600 mennesker tager årligt deres eget liv i Danmark. For hvert dødsfald beregnes – lavt sat – at 3-4 nære pårørende rammes af tabet. Hertil kommer andre pårørende, fjernere familie, vennekredse, kolleger. Venners venner, venners børn.

I denne artikel forekommer ordene ofte, sædvanligvis, jævnligt og andre lignende vendinger. Det er afgørende at betone, at der ikke er noget altid eller aldrig, ingen skabelon og ikke en formel, der gør, at et selvmordstab definerer den sørgende eller sorgprocessen. Alligevel er der fællestræk og genkendeligheder i flere sammenhænge.

Målet med denne artikel er dels at skærpe opmærksomheden på samspillet og de forskellige behandlingstilgange til henholdsvis sorg og traume – og dels at minde om betydningen af, at rammesat selvhjælp kan være en uerstattelig del af den efterladtes heling.

Case:

Lene - en kvinde i 40'erne opdagede: ”Det er ikke mig, der er noget i vejen med. Det er hele min families historie, som er så svær. Jeg er ok som mig selv.” Lene opdagede, at hendes identifikation med ”alt det forkerte” var større, end hun havde troet. På samme måde, som et barn føler sig forkert, når der bliver gjort forkert imod det, havde familiens dysfunktion betydet, at Lene ubevidst identificerede med det forkerte, uforudsigelige og smertelige. Hendes baggrund var præget af moderens psykiske sygdom og af, at de tre af hendes fire søskende havde været psykisk sårbare. Hun havde haft et særligt tæt bånd med en af søstrene, ligesom hendes egne børn var tæt knyttet til deres moster. Da søsteren i en svær depression tog sit liv, blev det en stor udfordring at holde sammen på sig selv. Lene var den, der fandt søsteren død af en stor dosis kodimagnyl. Efterfølgende fik hun via sin fagforening bevilliget psykologsamtaler, hvor hun græd og græd og fortalte sin historie igen og igen uden at hun efterfølgende fornemmede, at det forandrede hendes tilstand. Året efter fandt Lene, bl.a. gennem en facebookgruppe, Søskendekram, for mennesker, der har mistet søskende, frem til Landsforeningen for efterladte efter selvmord og kom på sit første weekendseminar med 25 andre i samme situation. Herefter fandt hun en terapeut, der kunne samarbejde med hende om både traumeforløsning og sorg. Efter endnu to år var Lene igen på weekendseminar for efterladte efter selvmord. Hun fik flere tilbagemeldinger om den forandring, der var sket med hende, og hun havde denne gang også et andet overskud til at få mere ud af både undervisning og selvhjælpende samvær.

Ængstelighed og frygt var før og blev i tiltagende grad en følgesvend i livet. At møde andre efterladte efter selvmord blev en væsentlig vej for Lene, og at møde nænsom traumeforløsning via SE-metoden blev endnu en. Sorgen forsvinder ikke, men den får mulighed for at forandre sig sammen med det forandrede menneske, når choktraumer forløses.

Eller, som en ung mand udtrykte det: ”Sorg er meget bedre end chok.”

Det kræver viden at skelne. Den ramte kan opleve – og kan derfor tro – at choktilstanden, som kan sidde i krop og indre system længe, er selve sorgen. Der kan være lettelse forbundet med at skelne.

Selvmordstabet Adskiller Sig

FRA ANDRE DØDSTAB

Mennesker, som har mistet på flere måder, fx ved sygdom og ved selvmord, beskriver, at der er en væsentlig forskel, bl.a. i eftertanker efter dødsfaldet. Hvordan havde han/hun det lige før selvmordet? Hvorfor vidste jeg det ikke? Eller hvis jeg vidste det, hvorfor gjorde jeg ikke noget ved det? Hvis jeg gjorde noget, hvorfor gjorde jeg ikke noget andet? Hvorfor gjorde de professionelle ikke noget?

At forså og anerkende, at den efterladte efter selvmord føler skyld, er en betydelig opgave for den professionelle. At holde til det, hvis den efterladte faktisk føler sig skyldig på grund af gerninger eller undladelser, gjorte, ugjorte, sagte eller usagte. At komme den efterladte i møde og forstå, at det er en naturlig følelse og reaktion at måtte undersøge, om man selv kunne have handlet anderledes. Og måske at måtte bære sorgen over dette.

TILGIV MIG FOR MIN SKYLD Af Natasja Lyse

Digt oplæst på selvhjælpsseminar i 2021

Jeg har følt skyld for noget, jeg har sagt.

Jeg har bedt om tilgivelse for disse ord. Jeg har følt skyld for det, jeg ikke lyttede til. Jeg må tilgive mig selv for det, jeg ikke hørte. Men jeg bliver nødt til at lytte, for ellers kan jeg ikke høre, hvad der bliver sagt.

Jeg har følt skyld for det, jeg ikke vidste. Jeg må tilgive mig selv for min uvidenhed. Jeg kan ikke bebrejdes for det, jeg ikke vidste. Ingen kan bebrejdes for noget, de ikke ved.

Jeg har følt skyld for det, jeg ikke nåede. Jeg må tilgive mig selv for det, jeg ikke vidste, jeg skulle nå, før det var for sent.

Jeg har følt skyld for min manglende handling, for det jeg ikke ønskede at vide. Jeg har bedt om tilgivelse for min manglende handling, og jeg tager ansvar for det, jeg ikke ønskede at vide. Jeg må tilgive mig selv, fordi jeg ikke var klar til at få den viden før nu.

Skyld er den værste følelse, du kan påføre dig selv eller andre. Jeg kan ikke bære den skyld, som min brors død har bragt med sig, men det er heller ikke min skyld at bære. Jeg må tilgive mig selv for min uvidenhed, for jeg kan ikke stå til ansvar for det, jeg ikke vidste. Jeg kan kun bearbejde det, som jeg gennemgår. Jeg kan kun lære af det, som er sket, eller som jeg ikke ved endnu. Tilgiv mig for min skyld, for jeg ønsker ikke at bære skyld som ikke er min. Jeg bærer ingen skyld i andres handlinger. Jeg er kun ansvarlig for mine egne, og det er kun mig, der skal bære min skyld, for mit liv er mit ansvar alene.

Vi behøver kun forestille os, at en af vore egne klienter tog sit liv. Vi vil have et naturligt behov for selvransagelse.

Efter anerkendelsen bliver der plads til en undersøgende del: Hvad var egentlig mit eller dit ansvar? Den del som er mit eget, tager jeg på mig. Måske behøver resten ikke altid placeres. Det sidste, der er brug for, er som altid det bedrevidende og selvbeskyttende: ’Du skal ikke føle skyld’. Eller værre: ’Du må ikke føle dig skyldig’.

TABU

Selvmordet forskrækker os. Vi undrer os, gyser, prøver at forestille os, hvordan den afdøde har haft det – prøver at lade være med at forestille os det. Ved måske ikke, hvordan vi skal møde den sørgende. Vi vil helst finde en forklaring, der gør, at selvmordet kommer uden for de cirkler, der kan ramme os selv.

Tabu er et forbud som er udstedt af en højere instans. Har vi udviklet en kultur, der ’forbyder’ os at tale om selvmord? Den efterladtes frygt for afvisning og den medfølgende ensomhed kan opleves tabuiseret. Den lille pause, der kan opstå, når selvmordet bliver nævnt, kan gøre, at det føles som et tabu, som afvisning – og kan ramme tungt.

Mange efterladte efter selvmord fortæller om egne selvmordstanker efter at have mistet en nær og kær, der har taget sit liv. Måske i længsel efter den døde. Måske fordi det at leve føles meningsløst, når den elskede døde ikke lever. Ifølge Center for Selvmordsforskning er dette en reel risiko: Selvmord smitter ikke, men man er mere udsat i den gruppe af efterladte efter selvmord. Denne risiko mindskes ved åbenhed og kontakt, samtale og autentiske møder med andre.

Hertil kommer den mere psykologiske spekulation: Hvad er der i vejen med mig, siden jeg ikke kunne holde liv i mit eget barn /min ægtefælle/mine forældre? Hvad mener andre om mig, når mine kære ikke kunne overleve i livet? Hvordan dømmer jeg mig selv?

En kvinde, hvis datter havde taget sit liv, fortalte: ”Jeg ved, at andre mennesker tænker, at jeg var en dårlig mor. Jeg ved, at de synes, jeg gjorde for lidt for min datter, og at det er derfor, hun døde. Jeg ved, at de synes, det er mig, der slog hende ihjel.”

I en nænsom samtale, og støttet med accept af andre efterladte i rummet, viste det sig, at denne mor aldrig havde talt med andre end sin mand og sin søster om selvmordet. Hun frygtede andres dom. I sidste instans var hun sin egen dommer. Erkendelsen af dette var afgørende for hendes mulighed for at øve sig i at mødes med andre mennesker med det faktum, at datteren var død – havde taget sit liv. Og for at lytte til, hvad andre faktisk sagde til hende, frem for hvad hun troede, de ville sige.

Kirken

Nogle mennesker er bange for, at kirken vil fordømme den afdøde. Ifølge min gode kollega i arbejdet med efterladte, Hanne Svensmark, kunstterapeut og præst, skyldes det, at kirken fra sin tidligste tid ligesom den omgivende kultur har fordømt selvmord meget skarpt. Fra kirkens synsvinkel handlede det blandt andet om, at det ikke skulle blive alt for attraktivt at blive martyr.

Gennem historien, har fordømmelse og straf været en del af både samfundets og kirkens indstilling til selvmord. I en lang periode var det så forbudt, at den afdødes ejendom blev konfiskeret – og altså også ramte familien økonomisk. I årene 1650-1780, hvor selvmord blev anset for den allerstørste synd med helvede til følge, opstod begrebet ’selvmordsmordere’. Deprimerede mennesker, som ønskede at dø, men ikke turde risikere at komme i helvede, dræbte et andet menneske og blev derefter dømt til døden – for at få mulighed for samtale med en præst og opnå syndsforladelse.

Dødsstraf for at tage sig eget liv blev afskaffet i 1767 –afløst med strafarbejde, brændemærkning og jævnlig piskning. Først et sted i 1800-tallet var det ikke mere kriminelt at tage sit liv.

På baggrund af disse århundreders samfundsmæssige og religiøse fordømmelse er det forståeligt, hvis der indimellem stadig dukker reminiscenser af frygt for fordømmelse op

Med Og Uden Varsel

Mange pårørende har mistet efter års lidelsesfuld, psykisk sygdom. År med bekymringer, frygt, angst, overbelastning, måske flere selvmordsforsøg og magtesløshed både over for sygdommen og i mange tilfælde også over for et psykiatrisk hjælpesystem, som ikke har evnet at tage tilstrækkeligt vare på den syge – og dennes familie. Efterfølgende kan familien være udmattet. Nogle familier formår at komme tættere på hinanden – andre det modsatte for en stund.

Men ikke alle selvmord har haft en forudgående, varslende periode med psykiske symptomer. I nogle tilfælde er selvmordet kommet som lynet fra den klare himmelske dagligdag. Uden forklaring, uden afskedsbrev.

Det er to forskellige forudsætninger, forskellige niveauer og former for chok.

KOMPLICERET FORHOLD – KOMPLICERET TAB

Det er er myte, at det er nemmere at komme igennem sorgen, hvis forholdet til den afdøde var svært, fx hvis der var tale om en relation med svigt og misbrug.

At sørge er en individuel og mangesidet proces. Hvis tilknytningen til den afdøde var kompliceret, hvis forholdet var svært, bekymrende, ambivalent, utilfredsstillet, er der større mulighed for komplicerede følelser i den efterfølgende sorgproces.

Den ’rene’ sorg, savnet, enkle kraftfulde følelser af at være ked af det, måske vred, måske også lettet, men med det hele samlet under en paraply af savn – denne tilstand er måske det, mange forestiller sig som det mest almindelige, når man mister.

En voksen mand søgte samtale om sin sorg over som barn at have mistet min far. Han beskrev sit liv som ”fladt”, sine relationer beskrev han som ”ok, men mangelfulde”. Han mente ikke, han havde sørget over tabet af sin mor, da han var barn, huskede ikke at han havde været ked af det, men blot at alt var mørkt. Faderen huskede han kun svagt.

Hvilke følelser blev der af nødvendighed slukket for dengang? Dissociation af sorgens følelser og kærlighedens længsel på grund af et ufordøjeligt chok? Det var dengang en god og nødvendig overlevelsesreaktion. Samtidig er det en sundhed, at han som voksen kunne interessere sig for muligheden af en indre heling – at møde sine reaktioner venligt og med forståelse for barnets overlevelsesstrategi. Og derefter udforske muligheden for glæde og måske senere begejstring, også i relationer, som kunne blive mere nære.

Choktraumet, som kunne spores – sideløbende med de tilknytningstraumer, som viste sig at ligge i den forudgående del af livet med en deprimeret far – kunne nænsomt afvikles og sorgen kunne få den plads, som kærligheden fortjente. Samspillet mellem på den ene side arbejdet med de forskellige fremtrædelsesformer af traumerne og på den anden side anerkendelsen af sorgen og alle dens følelser var afgørende for den heling, der gjorde, at livet kunne blive mere livfuldt og relationer mere meningsfulde.

I bogen Traumer set med barnets øjne af Peter Levine og Maggie Klein (2012) skematiseres på en overskuelig måde forskellige tilstande hos den sørgende, som kan være med til at tydeliggøre, hvor, hvordan og hvornår der er tale om choktilstande og skelne disse fra de mere fleksible og mentaliserede sorgreaktioner. Herunder en let forkortet oversigt:

Sorg:

• Tristhed

• Det letter at tale om det

• Smerten er erkendelse

• Realistisk opfattelse af mig og verden

• Evt. vrede er fredelig

Landsforeningen For Eterladte Efter Selvmord

Landsforeningen for efterladte efter selvmord arrangerer årlige selvhjælpsseminarer, seminarer for frivillige, walk and talks, caféaftener og temaaftener, temalørdage og anden rammesat selvhjælp.

Foreningen har en meget besøgt kontakttelefon og modtog Liv&Død prisen i 2022.

www.efterladte.dk.

• ”Jeg ville ønske at …”

• Det hjælper at give følelserne plads

• Tiden hjælper også

Traume:

• Rædsel

• Svært eller forværrende at tale om det

• Forvrænget opfattelse af mig og verden

• Smerten fremkalder rædsel, tab af tryghed, hjælpeløshed

• Evt. vrede er voldsom

• ”Det er min skyld at …”

• Flashback, fastfrysning

• Uhelet traume kan forværres med tiden

Som altid er der ikke er tale om et enten-eller. Der kan dukke chok-traumereaktioner op glimtvis, traumer kan reaktiveres i en sorgproces, og omvendt kan traumereaktioner lægge sig til fordel for en mere helhedsrummende sorgtilstand. Der er ikke tale om en lineær, men nærmere en spiraliserende bevægelse, ind og ud – små bidder af det traumatiske, der med tålmodighed fordøjes ved hjælp af iboende ressourcer – og sorgen får sin rette plads.

Sorgens F Lelser

Mange gange har jeg hørt efterladte efter selvmord fortælle, at andre har været vrede på den afdøde – og opfordret dem til også selv at være det. Udtalelser som ”Det kunne han ikke være bekendt over for dig” – ”Hvor tarveligt” – ” Hvor egoistisk” – ”Du skal virkelig give dig lov at være vred” er mere end noget andet udtryk for afsenderens egen afmagt. Og det er som bekendt lettere at være vred og mægtig end at være afmægtig. Men uanset hvor meget den sørgende og chokerede forstår dette, så lukker denne – sikkert velmente – opfordring af for den kontakt, der kunne være kommet, hvis der var plads til, at der er de følelser, der er her og nu. Og de er rettet derhen, hvor de er rettet. Og det skal man ikke gå i rette med. Vrede – og alle andre følelser og reaktioner – kommer, hvis og når de kommer.

Også professionelle kan rammes af dette og få projekter på den efterladtes vegne. Som en kvinde fortalte: Min terapeut og jeg har virkelig prøvet at få fat i min vrede. Men jeg kan altså ikke!

Faktum er, at sorgens følelser kan være alle følelser. De er mangfoldige. Ofte er de filtret ind i hinanden, nogle gange ambivalente og modsatrettede. Vi kan hjælpe med sortering og med at – med tiden – at få den rette adressering på de forskellige følelser. Men vi kan ikke gå i rette.

TRAUMER I GENERATIONER?

Selvmord kan ’løbe i generationer’ på samme måde, som sygdom kan. Det er derfor dobbelt vigtigt at tale åbent om det, også om børns eventuelle frygt for at ’arve’ selvmordet eller en psykisk ubalance. Det kan være både de efterladtes og deres børns bevidste eller ubevidste bekymring – derfor er bevidst samtale om det væsentligt i en familie.

At M De Ligestillede

Hvem mister hvad, hvordan og hvornår er en læresætning, jeg for 25 år siden lærte af psykoterapeut MPF Marianne Davidsen-Nielsen og psykolog Nini Leick. Den har været nyttig lige siden som en hjælp til visitation og vurdering af den enkeltes behov.

Er der mest brug for terapeutisk sorghjælp? Eller for individuel chok-traumebehandling? Hvornår – og hvis ja– vil det give lindring at møde andre i samme situation? Hvordan skal det faciliteres? Hvornår der er brug for at fortælle sin historie, og hvornår er det bedst at holde detaljerne lidt tilbage for at komme til stede i den kropslige sansning – en omhyggeligt doseret dans mellem at fokusere på ressourcer og vanskeligheder.

Ganske kort efter selvmordet, hvor der er adgang til offentlig støttet psykologhjælp, vil den ramte ikke altid få det ud af det, som han/hun håbede. Det er tab uden forældelsesfrist, hvorfor hjælpen også bør kunne ydes uden hensyn til, hvornår selvmordet skete. Derfor kan vi møde klienter, som har selvmordstab i fortidens livshistorie, hvor et traume ligger som understrøm og delvis bevidst baggrund for livets øvrige hændelser.

I den første tid efter et selvmordstab er de fleste for sårbare til at kunne rumme at høre fortællinger om andres tab. Det kan således være en faldgrube at henvise til selvhjælpsgrupper lige efter tabet. En anden faldgrube kan være, at efterladte efter selvmord påtager sig for omfattende opgaver som frivillige og derfor bliver slidte – føler måske, de skal yde mere, end de kan. Det er derfor væsentligt, at selvhjælpskurser, seminarer og større grupper rammesættes af fagligt kompetente, og det vil ofte, men ikke altid, være professionelle. Der er mange dygtige frivillige, som har de nødvendige kvalifikationer til at rammesætte og sikre det trygge rum, så de helende sætninger og mødeøjeblikke kan få plads.

Således fortalte en deltager på et selvhjælpsseminar om en sætning, som en præst havde givet som svar på de mange spørgsmål, der kørte i ring: Var det ikke nok, at jeg elskede? Hvorfor vidste den døde det ikke? Hvorfor var det ikke nok til at forblive i livet? Sætningen, som åbnede mange hjerter i det fælles rum lød: Hvis kærlighed var nok, var det ikke sket.

På samme måde åbnede Natasja Lyses digt både hjerte og tanker. Det er bragt med tilladelse, ligesom ’Lene’ har godkendt casen om hendes tab og bearbejdning.

Litteratur

Anneberg, Inger: Sorgen ved selvmord. Forlaget Høst 2002. Fleicher, Elene & Liselotte Hornemann Kragh: I selvmordets kølvand. Forlaget Eksistensen 2019.

Levine, Peter A & Maggie Kline: Traumer set med barnets øjne. Dansk Psykologisk Forlag 2012.

Wolynn, Mark: Du er ikke bare dig. Forlaget Wiboltt 2019.

Efterladt Efter

Selvmord

Erfaring og refleksion som søster, medmenneske og psykoterapeut

Vi er åndelige væsener, der har en fysisk krop. Kan vi åbne hjertet og modtage vores eget åndelige lys fra vores højere selv? Hvis vi kan åbne os i hjertet, forankre os med Moder Jord og forbinde os kontinuerligt til lyset og derved til det højere selv og vores eget åndelige lys, vil livsenergien flyde i en lys flod gennem os, og vi vil modtage den hjælp, som er nødvendig for at mestre livets modgang og nyde den parallelle strømning af medgang.

Hvorfor er jeg tilskyndet til at skrive om netop dette emne? Som jeg umiddelbart ser det, handler det om altings kamp mellem lys og mørke. Skabelsen sker i mødet mellem lys og mørke, også indeni mig. Jeg har i mit liv været tæt på døden, jeg har et helt liv levet med smerte, jeg har arbejdet i 35 år med palliativ indsats, på hospice og sidst som afdelingschef for et palliativt team og som psykoterapeut.

Hvilke kræfter er da til stede for at kunne tage sit eget liv? Selvdestruktion ved viljekraft! Rummer ikke også jeg de selvdestruktive kræfter?

Peter

Peter, min dejlige, livsglade, afslappede mellembror. Morsom og underholdende. Spillede guitar som en virtuos. Elskede og talte spansk, spillede spansk musik, rejste og var en meget social, selvstændig og nysgerrig person. Jeg elskede ham. Da han døde, havde jeg modtagelse af klienter, der fik behandlet deres åreknuder, og jeg havde en højhalset bluse på. Kl. 19.15 følte jeg mig meget dårlig, fik knappet min bluse op og fik lagt mig ned i nogle minutter. Det samme viste sig at ske med min mor på det samme tidspunkt, uden at nogen af os havde viden om, hvad der var sket. Vi fik først besked en uge senere. Peter døde 39 år gammel, alene på et hotelværelse i Bangkok, siddende på knæ foran sin seng. Hjertestop. Hvorfor stoppede hjertet med at slå? Sandsynligvis på grund af hans tidligere misbrug af amfetamin, alkohol og medicin. Man fandt benzodiazepiner i hans blod.

Først efter en måned kunne han blive fløjet hjem fra Thailand. Vi blev advaret imod at se ham og fik ikke taget afsked på den måde, vi kunne ønske. Selv var jeg på det tidspunkt nyopereret i halsen og fik smertestillende medicin. Jorden rystede under mine fødder, og min krop gik i speed samtidligt med, at jeg blev fik stor handlekraft. Jeg kunne kun sove på min sofa, hvor jeg følte at rygstøtten beroligede mig. Jeg græd, men i dybden var jeg som bedøvet. Jeg udviklede panikangst og kunne ikke være i mit hjem. Lige så snart jeg fik sat nøglen i låsen, fik jeg hjerteproblemer, og ambulance blev tilkaldt flere gange. Jeg kunne ikke rejse med tog eller gå på indkøb blandt mange mennesker. Jeg blev først forløst et år senere ved hjælp af en dygtig psykoterapeut, der en påskedag guidede mig ned til Peters kistelåg, åbnede kisten, jeg genkendte hans tatoveringer, forløste sorgen, mærkede min kærlighed, fik udtrykt min vrede. Panikangsten forsvandt.

Uden Peters død var jeg ikke blevet bevidst på min egen død som et livsvilkår, jeg havde ikke brugt 35 år af mit liv til at arbejde med døende mennesker som medmenneske, sygeplejerske og psykoterapeut. Jeg var ikke kommet ned i mit dybe indre og var blevet nysgerrig på mig selv og havde uddannet mig til kunstterapeut og integrativ psykoterapeut. Jeg havde ikke klaret et voksende, udviklende liv uden denne rejse. Jeg havde ikke kunnet være med mit fulde nærvær i dødens rum.

Var Peters død et selvmord? Det var ikke en bevidst viljestyret beslutning, men en konsekvens af tidligere handlinger gennem flere år. Disse handlinger var valg truffet ud fra nysgerrighed og afhængighed og mulig- vis et gran af bevidsthed om, at den rejse, han valgte, var destruktiv.

MIKAEL

Mikael, min yngste bror, døde ved et planlagt selvmord for tolv år siden. En tidlig morgen kørte han ud i skoven og hængte sig. En mand, der var ude på løbetur, fandt ham. Jeg var i København i min bil ved Kongens Nytorv, da min far ringede og gav mig besked. Jeg skreg min smerte lige ud og kørte planløst og bedøvet rundt i byen.

Mikael var min yngste bror. En meget klog, kærlig og medfølende person. Loyal og arbejdsom. Lige siden han var lille, var han udpræget stammer. Han kunne ikke udtrykke sig klart og blev misforstået gang på gang. Han havde ikke andre udtryksmåder, skrev ikke, malede ikke, skreg ikke, bevægede sig ikke. Og fik ikke den hjælp han havde brug for. Inden for sygehusverdenen blev han endda betragtet som mindre begavet, fordi han ikke kunne tale. Man ventede ikke, når han forsøgte at tale. Man afbrød ham, fordi man troede, man vidste, hvad han var ved at sige. Så frygteligt for ham. Hans kone, som han elskede, fandt en anden mand. Skilsmisse, flytning fra huset, to børn. Han følte sig som en dårlig far og ægtefælle. Han blev depressiv. Gik på antidepressiv medicin, drak for meget alkohol.

En sommer blev det for meget, hans mentor var på ferie. Han syntes, at han ville tage mindre medicin, depressionen brød igennem, han valgte selvmord. Lige netop halsen, udtrykket blev også det valg, han gjorde, han hængte sig selv. Hvilken styrke, hvilken enorm kraft og helt uden håb. Hvorfor kunne jeg ikke nå ham, når jeg så, hvilken pine og smerter, han led? Han ville ikke, ville måske ikke få mig som et spejl. Livet flyttede sig for mig, men ikke for ham. Jeg blev et spejl for det, han ikke havde.

Jeg insisterede på, at vi i familien skulle tage afsked med Mikael. Vi så ham i sygehusets kapel. Der var lys omkring hans hoved, han var nu i fred. Der var intet at se af den kamp, der var foregået før døden.

Mikaels død førte mig dybere ind til min egen kerne, livet blev mere gennemsigtigt og mere nuanceret, samtidig med at jeg følte mig mere og mere forankret.

HÅB

Årene går stærkt, jeg er 72 år og i sidste fase af livet. Jeg lever med daglig smerte. Fysisk og psykisk. Jeg venter på proteseoperation i begge knæ. Derefter lang rehabilitering. Overlever jeg? Tåler jeg smertebehandlingen? Bliver det godt bagefter? Kan jeg blive boende i mit hus? Kan jeg køre bil igen? Mange spørgsmål! Hvordan klarer jeg det? Jeg er meget vred, vreden hjælper mig til at tage fat, får mig til at opsøge min mentor, får mig til daglige øvelser, får mig til afslapning, får mig til kiropraktor, får mig til yoga, får mig til at reducere mine daglige opgaver, får mig måske til at skifte bolig, får mig til at åbne mit hjerte, får mig til at bede, får mig til at videreudvikle mig og åbne mig for en spirituel verden, en lys verden, som får mig til at mærke et håb på trods af smerter. Jeg har et håb om, at vreden også er min livskraft og selvkærlighed, som fører til den sande kærlighed, som kun er ægte gennem mit åbne og forbundne hjerte, kontinuerligt forbundet til lys og derved til mit højere selv. Det øver jeg mig dagligt i gennem visualisering og meditation. i egen virksomhed.

Jeg har et håb om fred og accept af den rejse, jeg er på. At se vreden som en passion omkring noget, der rører mig dybt. Vrede som en positiv forandringskraft. Vreden som en konstruktiv kraft, der kan forandre til det bedre og hjælpe mig med at lykkes.

Der er ikke nogen, der har ret at dømme nogen. Kun en selv ved, hvor stor ens egen lidelse er, eller hvor dybt meningsløshed i livet kan føles. Helbredelse er at transformere en proces, når livet opleves at gå i opløsning, til en ny bevidsthed og at skabe den forandring, der giver bevægelse ind i livet igen.

D Den Er Min Ven

Jeg er slave af mig selv og min historie. Jeg klistrer små fortællinger på min krop. Hver erindring er ligesom et knivstik, der skærer sig nådesløst igennem hudens yderste beskyttelseslag. Smerten kærtegner mig venligt. Som en sommerstøvregns milde dråber.

Jeg er observatør til min egen ødelæggelse, og igennem mit slørede syn ser jeg tydeligt, hvordan mørkets eufori slår mit ikke eksisterende selvværd i små uigenkaldelige stykker som sæbebobler, der sprænges ved selv den mindste berøring.

Mit skrig sidder fast som en kvælende klump i halsen og jeg føler mig tom, som en tromme uden lyd. Jeg er overtaget af mine følelsers rytmiske pulsslag, og under et tæppe af forvrængninger mærkes min længsel efter frihed. En indånding og en udånding, og så er det hele forbi.

SELVMORDSFORSØG. EN PERSONLIG BERETNING

Hvordan kan vi komme i så svære psykiske lidelser, at vi handler med forsøg på selvmord eller med selvmord? Det ønsker jeg at give et bidrag til forståelsen af. Jeg ønsker også at bidrage til idéerne og samtalerne om, hvordan vi kan indrette vores sundhedsvæsen for mennesker med psykiske lidelser. Et vigtigt perspektiv for mig er, at antitesen til psykiske lidelser er trivsel, og trivsel indbefatter tætte, kærlige relationer med andre. Mit udgangspunkt i artiklen er selvoplevede psykiske lidelser og gentagne forsøg på selvmord i min ungdom. Årsagerne til mine lidelser var psykosociale. Der blev aldrig spurgt ind til årsagerne. Mine første oplevelser af psykiatrien havde jeg i begyndelsen af 1970'erne.

Psykiske lidelser har historisk hørt inder under psykiatrien og gør det stadig. Psykiatrien er lægefagligt ledet, og der bliver hovedsageligt arbejdet ud fra en biologisk sygdomsmodel. I den lægefaglige kontekst bliver psykiske lidelser overvejende set som sygdom og mangeltilstande i stedet for at se psykiske lidelser som reaktioner, der giver mening.

Psykiatere er primært uddannet i medicin og enkeltinterventioner i forhold til biologisk psykisk sygdom og lidelser og bliver sjældent uddannet til forebyggelse af psykisk mistrivsel. Psykoterapeuter er primært uddannet til at hjælpe med socialt betingede psykiske lidelser og arbejder relationelt. Psykoterapeuter vil fx kunne spørge: ”Hvad er det, der gør, at du reagerer sådan her?” eller: ”Hvad er det, der gør, du har ondt i livet?”

Det at dele og spejle med andre kræver, at vi bliver mødt med ligeværd, respekt, tillid, empati og nærvær.

Vi mangler som samfund en fælles forståelse for, hvor vigtigt det er, at vi bliver bedre til at skelne mellem biologisk betingede psykiske lidelser og socialt betingede psykiske lidelser. Vi mangler også en fælles forståelse for, hvor ødelæggende det er at fastholde de stive faggrænser i forhold til mennesker med psykiske lidelser. Vi bliver nødt til at udvikle samarbejdende systemer.

Undren

Jeg undrer mig over, at forskningsbaseret viden om trivsel og relationer er så lidt udbredt i vores fælles liv, og at psykisk mistrivsel stadig ofte er et individuelt anliggende og bliver behandlet som sådan.

Studier af anerkendte forskere igennem de sidste 30 år dokumenterer, at menneskelivet er dialogisk, at den menneskelige bevidsthed formes gennem relationer lige fra den første spæde start. Undersøgelserne peger også på, at vores hjerner er dialogisk strukturerede organer, der arbejder i et gensidigt påvirkende system med vores kroppe og sociale relationer. Vores psykiske lidelser er skabt i et samspil (Seikkula 2008).

Hvad er det, der forhindrer, at den forskningsbaserede viden bliver almengjort? Og hvad er det, der forhindrer, at vi lytter til hinanden og samarbejder om løsninger i stedet for at være låst fast i fasttømrede fagskel. På tværs af fagskel må den overordnede kvalifikation være at bruge sin viden, medmenneskelighed, sit nærvær og at kunne forholde sig til døden uden at blinke (Yalom 1998).

Vi må have meget mere fokus på, hvordan vi i institutionerne og civilsamfundet kan hjælpe hinanden med at trives. Vi har stadig en kultur, der for meget spejler, at unge og voksne skal hjælpe sig selv. Vi ved jo, det fører til ensomhed.

Baggrunden For Mine Psykiske Lidelser

De første otte år af min barndom var trygge. Mine forældre var kærlige. Vi boede i en stor provinsby i et spændende, nybygget boligforeningsområde, opført som en gård med ca. 200 familier – de fleste var børnefamilier. Der var mange legekammerater, og jeg lærte meget om at være sammen. Jeg fik en lillebror, da jeg var fire og et halvt år. Mine forældre var den første generation i Danmark, som i stor stil bosatte sig rundt omkring i Danmark. De havde begge flere søskende, og familierne var store. Mange weekender gik med samvær med familie eller venner. Min mor var hjemmegående. Min far tjente pengene.

Da jeg var otte år, flyttede vi til en landsby uden for provinsbyen til et meget anderledes liv. Som så mange andre, havde mine forældre drømmen om eget hus og have. Jeg tilpassede mig. I elleveårs alderen læste jeg meget, og nye verdener åbnede sig.

Det sidste år, inden mine forældre blev skilt, var det meste af min opmærksomhed rettet mod de forandringer, jeg anede ville komme. Jeg havde ikke nogen at dele min uro med og begyndte at føle mig ensom. Mine forældre blev skilt, da jeg var tolv år.

Jeg blev overansvarlig for min mor, som var flyttet sammen med sin nye mand i landsbyen, og hvor jeg også skulle bo sammen med hans søn. Min mors nye mand havde en håndværkervirksomhed, var syg og drak. Min mor satte alt ind på, at han skulle blive rask og stoppe med at drikke alkohol. Jeg blev hendes lille fortrolige. Min far og lillebror flyttede syd for provinsbyen til en anden landsby med ny kæreste og dennes søn. Det var op til mig, hvornår jeg ville besøge min far og lillebror.

Min nysgerrighed og egen proces gik i dvale. Min mor var ikke i stand til at møde mig i mine sorgfulde følelser, så jeg gemte dem og hjalp hende med det, der vakte bekymringer hos hende. Jeg følte mig forkert, fordi jeg oplevede, jeg ikke kunne tilpasse mig. Det var i begyndelsen af 60'erne.

Jeg elskede jo min mor og blev hendes lille hjælper i hendes kamp for at få sin mand på fode igen. Der opstod en del konflikter mellem ham og mig, specielt når han var fuld, og han slog mig, når jeg sagde ham imod. Min vrede blev til sorg, forvirring og usikkerhed, fordi min mor ikke greb ind. Hun kunne ikke tale med mig om det relationelle. Hun appellerede til mig om at tilpasse mig og drage omsorg for hendes mand, fordi han var syg.

Jeg blev mere og mere indadvendt, mistede appetitten, og da jeg tabte mig så meget, at min mor handlede på det, blev jeg indlagt på sygehuset. Der mente man, at jeg havde for lavt stofskifte. Der gik næsten et år ind og ud af sygehuset med medicin i løbet af mit ottende skoleår.

Alligevel begyndte jeg efter niende skoleår i gymnasiet. Jeg blev student, fordi jeg brugte min opmærksomhed og energi på skoletiden og vennerne. Jeg tog en beslutning om at stoppe med at involvere mig så meget i det hjemlige. Jeg havde konflikter med min mors mand, som fortalte mig, at jeg var blevet arrogant, og han intimiderede mig. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg blev student i 1968.

Et år efter studentereksamen startede jeg på psykologistudiet og boede sammen med min kæreste. Han blev tiltrukket af rusmidler, og vores hjem blev rammen for flere andre unge, der havde samme interesse. Jeg kunne ikke sige fra, læste om natten og fik et arbejde på det lokale misbrugscenter om dagen.

Andet år i studiet følte jeg mig nedbrudt og fortalte min kæreste, at vores liv ikke kunne forenes. Vi måtte skilles. Han havde mulighed for at finde noget andet at bo i, men tiden gik, og jeg blev fysisk syg. Så flyttede han, og jeg var overladt til mig selv, nedbrudt og meget ulykkelig. Skam og fortvivlelse trak mig ind i mørket, og den eneste udvej, jeg kunne se, var at tage mit eget liv. Det var nemt dengang med piller i 1970. Smertestillende kunne købes i glas med 100 piller eller flere i håndkøb.

Inden pillerne gjorde mig bevidstløs, havde jeg banket på en nabos dør, og da jeg vågnede op på hospitalet, stod min far ved siden af min seng og græd. Jeg blev voldsomt ramt af at have gjort mine forældre kede af det.

På hospitalet blev jeg overført til en ottesengs stue, hvor også en ældre kvinde havde forsøgt selvmord. Jeg husker, jeg undrede mig over, at hun ikke havde fået hjælp til sine problemer. Efter nogle dage havde jeg en samtale med en socialrådgiver. Jeg husker ikke samtalen.

Efter selvmordsforsøget fulgte en masse skyld og skam. Jeg stoppede med psykologistudiet. De næste fem år gik med rejser til Israel og i Europa – arbejde forskellige steder i Danmark – tilbagevendende selvmordsforsøg – flakken rundt – indlæggelse to gange på psykiatriske afdelinger – nogle måneder på et lærerseminarium og senere nogle flere måneder på et andet. Indimellem dog oplevelser af at finde tilbage til min kerne før jeg var tolv år og dermed tro på mig selv. For eksempel som månedsvikar på en folkeskole med tæt kontakt til børnene, som uuddannet pædagog i en børnehave og mit halve års ophold i Israel m.m.

Erfaringer Med Psykiatrien Og Med Privat Psykoterapi

På et tidspunkt i løbet af de fem år, hvor fortvivlelse, skam, sorg og håbløshed fyldte alt, lod jeg mig indlægge i psykiatrien. Selvmordtankerne dukkede igen op som den eneste udvej. Jeg oplevede, at mine forældre ikke kunne holde til mere, og jeg led ved at se deres sorg og magtesløshed. Jeg troede ikke på, at jeg kunne få hjælp i psykiatrien, men jeg kunne prøve det. Jeg ville gerne blive i livet.

Jeg har selvfølgelig fortrængt mange detaljer fra mit ophold nogle måneder i 1972, men den manglende inddragelse af min familie og mit netværk, at jeg stadig blev behandlet som syg (jeg fik fx en overgang medicin mod skizofreni), og at der ikke blev gjort forsøg på at nå ind til mig og meget mere, var medvirkende til, at jeg måtte væk derfra. Jeg husker psykiaterne som moraliserende, belærende og distancerende. På et hjemmeophold fandt jeg et arbejde i en børnehave, og jeg lod mig udskrive.

Det var anden gang, jeg var indlagt i psykiatrien. Første gang har jeg ikke mange erindringer om. Da var jeg end- nu mere fortvivlet og lod mig udskrive, fordi nogen tilbød, at jeg kunne bo hos dem.

Ca. et halvt år efter, jeg havde født min søn, oplevede jeg et behov for at få hjælp til at stå ved mig selv og få blødt op på smerten, så den ikke overrumplede mig og styrede mit liv fremover. I mine tætte relationer fik jeg kærlighed og omsorg. Jeg havde fået en uddannelse, havde stiftet familie og følte mig kompetent på mange områder, men jeg var klar over, at jeg måtte omkring de smertefulde år. Mine forestillinger handlede om at finde en dygtig terapeut.

Jeg fandt en psykolog, som så mig som en del af et og flere fællesskaber i mit tidligere liv og nu. Min mand var med anden gang. Tredje gang blev ikke. Den gode psykolog havde i mellemtiden fået en blodprop. Det ramte mig hårdt. Jeg havde mærket, hun kunne hjælpe mig.

Jeg fandt en ny psykolog. Det viste sig, hun var optaget af Viktor Frankl, hvis liv og idéer hun for- talte mig om. Jeg blev endnu mere skamfuld, end jeg var i forvejen, fordi jeg ikke kunne leve op til hendes forventninger, og stoppede hos hende.

Jeg havde ikke flere penge til terapi, og jeg talte med min praktiserende læge. Hun var i gang med et kursus hos Marianne Davidsen-Nielsen og tilbød mig terapi i øvelsesøjemed. Dér blev jeg mødt og lyttet til. Det var et omsorgsfuldt og stabilt rum, hvor jeg kom af med noget af min skam.

I et senere forløb hos en psykolog fik jeg nogle ahaoplevelser omkring, hvad jeg havde været i af belastninger omkring mine forældres skilsmisse, og en del af min skam blev også afgiftet der.

Relationsdannelse

Vore psykiske lidelser bliver mindre, når vi kan dele dem, og derfor er det vigtigt at kunne få afgiftet skammen, så vi kan tage imod og række hånden ud efter hjælp. Tanken om, at der var nogen, der kunne hjælpe mig, var i mange år ikke nærværende. Først da jeg mødte oprigtig interesse i mig og mine reaktioner med venlig omsorg og nærvær uden fordømmelse og uden en i forvejen fastlagt metode, kunne jeg indgå i en levende, skabende dialogisk proces.

Dybe psykoterapeutiske forandringsprocesser udløses af et basalt menneskeligt behov for at føle sig set og forstået af andre, hvilket evolutionsmæssigt er opstået ud fra pattedyrets behov for at være socialt forbundet med andre. Det er den gensidige følelsesmæssige afstemning mellem klient og terapeut, der er behandlingen, og det eneste, der kan hele mangelfuld tilknytning, er etablering af en tilknytning, som bygger på hensigtsmæssig følelsesmæssig afstemning (Hart 2012 s.621).

I Information den 17. august 2022 skrev to psykiatere, Torben Heinskou og Francisco Alberdi Olano, en kronik med overskriften: Vigtigheden af relationen mellem patient og behandler underkendes i psykiatrien. De to psykiatere tager fat i problemstillingen om, at evidens er på mode, det er relationsdannelse ikke. De skriver: ”Psykiatrien er et komplekst fagområde, en konstruktion, en institution, som både indeholder videnskabeligt baserede behandlingsformer og massevis af relationer mellem mennesker, patienter, professionelle, institutionelle relationer samt relationer til omverdenen. Gode relationer regulerer og er grundlaget for sunde fællesbeslutninger. Vores mentale liv skabes med andre, i dialog, i fællesskab.”

Vi må alle skubbe på den udvikling.

Litteratur

Hart, Susan: Neuroaffektiv psykoterapi med voksne. Hans Reitzels Forlag 2012.

Heinskou, Torben & Francisco Alberdi Olano: Vigtigheden af relationen mellem patient og behandler underkendes i psykiatrien. Information den 17.8.2022.

Seikkula, Jaakko: Åben dialog og netværksarbejde. Hans Reitzels Forlag 2008.

Yalom, Irvin D: Som at se på solen. Gyldendal 2008.

Ingen kærlighed

Ingen lidenskab

Ingen intelligens

Ingen skønhed

Ingen ydmyghed

Syvogtyve år er nok

Mor – For sent – Onde år – Undskyld

Far – Hvad skete der?

Allen – Undskyld

Peter – Holy Rose-ungdom

Betty – Sådan et kvindeligt mod

Keith – Tak

Joyce – Så smuk en pige

Howard – Skat, pas på dig selv

Leo – Åben vinduerne og Shalom

Carol – Lad det ske

Luk mig ud nu, please –

Please, luk mig ind

Oversættelse: Helge Krarup 2022

Formodentlig det sidste digt, den amerikanske digter Elise Cowen (1933-1962) skrev, før hun begik selvmord.

Psykoterapeuten Som

Selvmordsforebygger

Tekst: Line Hou

Som psykoterapeuter kan vi være med til at forebygge selvmordshandlinger ved at reagere på de faresignaler, vi opfanger, og sætte ind med den rette intervention. Jeg har valgt at sætte fokus på tre typiske målgrupper i selvmordsforebyggelse: almindelige klienter, der søger vores hjælp med forskellige problematikker, klienter, der er pårørende til en nær, der er selvmordstruet og/eller har haft selvmordsforsøg samt klienter, der er efterladte til selvmord. For disse tre målgrupper skal vi se på, hvilke faktorer der øger chancen for selvmordshandlinger, og hvilke der beskytter. Til sidst ser vi på det psykoterapeutiske perspektiv, dels den faglige indsats, som at benytte samtalemodellen psykisk førstehjælp, og dels, hvordan vi passer på os selv i mødet med selvmord og død.

Jeg vil ikke berøre de målgrupper, der er i øget selvmordsrisiko, da disse grupper typisk er i berøring med behandlersystemet.

Selvmordsforebyggelse Med Almindelige Klienter

Vi har klienter i vores praksis, der kommer af anden årsag end problematikken at have selvmordstanker, og vi kan let overse, at der kan være en klient, der har selvmordstanker og/eller adfærd.

Der er en del af de klienter, der søger hjælp, som er i livskrise. De har tanker og følelser, der er domineret af meningsløshed, mismod og opgivelse. Her ser vi risikofaktorer på selvmordsfare.

Klienten er ofte indirekte i sin kommunikation omkring sine selvmordstanker. De fleste, der har tanker om egen død, isolerer sig, er tavse og føler sig alene heri.

Deres tanker og følelser er ofte diffuse og uklare for dem selv, og de er ikke altid bevidste om alvoren heraf. Det er her, vi skal være vågne og skærpe vores opmærksomhed. Vi skal tage disse signaler alvorligt og handle.

Min erfaring er, at klienten sjældent har oplevet at blive spurgt ind til disse tanker og følelser. Mange går alene med selvmordstanker, og nogle har også haft selvmordsforsøg. For en dels vedkommende er der ingen i netværket, der har kendskab til dette. Klienten har ofte et sparsomt sprog og erkendelse af disse tilstande.

Jeg oplever ofte, når jeg spørger ind til selvmordstanker, at reaktionen hos klienten typisk er en let overraskelse. Men den primære følelse er lettelse og villighed til at fortælle.

Intervention ved almindelige klienter Når vi opfanger faresignaler, skal vi tage initiativet. Vi skal kende risiko- og beskyttelsesfaktorerne, kunne

Giver ejendele væk Trist, mismod, opgivelse

Trækker sig Sårbar, labil

Mister interessen Hård, lukket

Misbrug af enhver art Afvisende, uimodtagelig

Manglende interesse for udseendet

Jeg kan ikke mere

Usiogneret Hvis ikke, så ...

Søvnforstyrrelser Mine problemer er snart ovre

Over-/underspisning Der er ikke plads til mig

Ændret adfærd Angst, frygt, bekymring Alvorlig sygdom Ingen kan hjælpe mig Hjælpeløs Kroniske smerter De får det bedre uden mig

Tavshed afdække grad af selvmordsfare – lav, middel eller høj risiko, og i dialog føre klienten i sikkerhed. Som en del af terapisessionen yder terapeuten psykisk førstehjælp, hvor grad af selvmordsfare afdækkes, og der interveneres.

SELVMORDSFOREBYGGELSE, HVOR KLIENTEN ER PÅRØRENDE

Definitionen på at være pårørende er at være i relation med en person, der har tanker, ønsker om egen død og/ eller har haft et eller flere selvmordsforsøg. Pårørende lever et liv tæt på døden hver dag. I perioder meget intenst og i andre perioder er der pauser, men de er altid mere eller mindre mobiliserede. De pårørende er ofte udmattede, trætte, føler håbløshed og føler usikkerhed på fremtiden. Så vi har med klienter at gøre, der skal forholde sig konstant til at prioritere deres energi og tid på en ekstrem måde.

Eksempel på klient, der er pårørende Lone har søgt rådgivning, da hendes søster har haft et alvorligt selvmordsforsøg. Lillesøster på 21 år er indlagt på psykiatrisk afdeling. De har en tæt relation, og som Lone udtrykker det, vi kender hinanden ud og ind. Lillesøster har været psykisk sårbar i flere år, med mørke tanker og selvskadende adfærd. Hun har tidligere haft et selvmordsforsøg, som familien kender til. Lone er rastløs, føler stor forvirring om, hvordan hun skal forholde sig, da søsteren snart udskrives til eget hjem. Moren ringer ofte til Lone, tjekker hvor hun er, og hvad hun laver. Lones hududslæt er blusset op, hendes humør skifter mellem at skælde ud på kæresten og trække sig ind i sig selv. Lone har svært ved at passe sit studie, er en del hos lillesøsteren og ser serier for at finde ro.

Intervention ved klienter, der er pårørende Det dobbelte blik må mestres i selvmordsforebyggelsen for pårørende. Der er behov for at kunne skelne mellem rådgivning og terapi, for begge metoder benyttes.

I ovenstående eksempel kunne det være:

1. Lone rådgives og oplyses om, hvordan hun bedst hjælper lillesøsteren, hvis hun bliver selvmordstruet. Igennem Lone afdækkes søsterens grad af selvmordsrisiko, og der rådgives om, hvordan Lone bedst hjælper. Vi giver viden og fakta inden for området og oplyser om henvisningsmuligheder for rette hjælp til søsteren.

2. Lone går i et forløb, og psykoterapien har fokus på at skabe bevidsthed på egen rolle som pårørende og de automatiserede reaktioner og mønstre, der dræner og begrænser hende. Chokket ved lillesøsterens selvmordsforsøg bearbejdes, blandt andet ved regulering af nervesystemet.

3. Opbygning af resiliens, så Lone kan mestre et liv som pårørende, med fokus på at mærke egne grænser og skabe plads til hendes eget liv.

SELVMORDSFOREBYGGELSE, HVOR KLIENTEN ER EFTERLADT

Definitionen på at være efterladt er at have mistet en nær, der har taget sit eget liv. Det er et kæmpe chok at opleve en kær, der tager sit liv. For mange opleves det som om, at fundamentet bliver revet væk under dem. Familier tømres sammen, og andre familier fragmenteres. Konflikter kan opstå og hemmeligheder afsløres, og nyt syn på familiestrukturen kan opstå. Familiemedlemmerne opfatter sorgen forskelligt og har forskellige behov, det kan skabe utryghed og forvirring. Det er overvældende oven i chokket og sorgen.

Især i den akutte tid oplever mange, at der også aktiveres tanker om døden, som for eksempel:

• et ønske om at blive forenet med den afdøde,

• lyst til at forsvinde fra smerten, døden er en udvej, frygt for hvem af mine nære, der nu kan finde på at tage sit liv,

• jeg kommer aldrig igennem dette, jeg har mistet mit liv, alt er forandret uden jeg ønsker det.

Efterladte, der søger hjælp, henvender sig på meget forskellige tidspunkter i forhold til deres tab, og de har også forskellige problematikker og udfordringer. Det kræver, at vi sætter ind med en tilpasset intervention.

Eksempler på klienter, der er efterladte

En bror har pludseligt og uventet mistet sin søster på 38 år til selvmord efter kort tids sygdom. Broren oplever flere angstanfald og fysiske symptomer, der ligner søsterens sygdomssymptomer. Broren kan ikke kontrollere sin angst, og der er kommet tanker om egen død. Han udtrykker frygt for, om han, ligesom søsteren, pludselig kan få kraftige impulser til at tage sit eget liv.

En ung mand, henvender sig for hjælp. Han har mistet sin bedste ven, ikke ved selvmord, men et alvorligt selvmordsforsøg, der har betydet, at vennen er blevet hjerneskadet og helt forandret. Den unge mand fortæller, at da han var ti år gammel, tog hans farfar sit liv. Han har boet i bofællesskab, hvor en roomie tog sit liv. Han er lige kommet hjem fra en ferie med kæresten, hvor han fik selvmordsimpulser, da han stod på altanen på fjerde sal. Der kører tankeloop som, der er tre, der dør, og jeg er den tredje.

Anna henvender sig, da hun er bange for, om hun pludselig kan finde på at tage sit eget liv. Hendes far tog sit liv som 60-årig og farfaren som 62-årig. Anna er 55 år og udtrykker, jeg bliver nok ikke ældre end 60 år, skal jeg forlige mig med det?

Intervention af efterladte

Vi har fokus på at hjælpe klienten i den nuværende præsente situation, samtidig må vi have fokus på at selvmordsforebygge. Det gør vi ved at til afdække eventuelle risikofaktorer og bearbejde gamle mønstre, der kan aktivere selvmordsrisiko.

Efterladte efter selvmord er i øget selvmordsrisiko (Ranning et al. 2022). Tit bearbejdes oplevelsen ikke, og ofte er der tavshed om hændelsen i familien, og så er der familier, hvor hændelsen åbner op for nye samtaler.

Oplevelsen forsvinder ikke ved tavshed. Chokket er lagret og overføres til de næste generationer (Wolynn 2019). Den øgede selvmordsrisiko ligger blandt andet i, at når en far tager sit liv, bliver det for børnene en erfaret løsningsmodel. Selvmord bliver en løsningsmodel til håndtering af vanskelige følelser, høj frustration og at føle sig fanget og fastlåst.

Det er lidt forskelligt, hvilket fokus og intervention jeg benytter mig af. Det afhænger af, hvor klienten er i sin proces. Fokus kan for eksempel være:

• Kort efter dødsfaldet er klienten i chok, og her fokuserer jeg på at hjælpe klienten igennem den første tid.

• Jeg har opmærksomhed på om, sorgprocessen er i sund udvikling, eller om sorgprocessen er fastlåst.

• Jeg risikovurderer altid. Jeg oplyser den efterladte om risikofaktorer, og jeg inviterer klienten til at uddybe familiehistorien. Sammen afdækker vi, hvad der har været af selvmordsadfærd, handlinger og håndteringsstrategier i familien.

Der er et forhold, der øger kompleksiteten i forhold til gruppen af efterladte. Vi kan opleve, at terapien går i tomgang uden progression, og forklaringen kan være, at klienten i sit procesarbejde træder ind og ud flere roller.

Der er ofte en forhistorie, hvor den efterladte har været i rollen som pårørende igennem mange år. Det betyder, at vi terapeuter skal navigere med klarhed på, hvilken intervention vi vælger, og tilpasse den til, hvilken rolle klienten befinder sig i. Vi bevidstgør klienten om, at de kan være i forskellige roller.

RISIKO- OG BESKYTTELSESFAKTORER

Når vi risikovurderer, undersøger vi, hvilke faktorer der øger klientens selvmordsrisiko. Men vi er også optaget af at afdække, synliggøre og styrke de beskyttelsesfaktorer, som klienten har i sit liv – ressourcer. Sætter vi fokus på beskyttelsesfaktorerne for tidligt, når vi risikovurderer, kan vi komme til at vende os mod det positive for tidligt. Gør vi det, risikerer vi at miste klientens tillid. Vi skal blive i nysgerrighed og udforske tanker, følelser, planer og handlinger omkring tegn på selvmordsadfærd.

Vi vil fokusere på vendepunktet, og når vi har fundet det, er det tid til at undersøge og udfolde beskyttelsesfaktorerne. På den måde kan vi skubbe hen imod og styrke klientens egen mestring og bevidsthed på, at der er ressourcer at trække på. Som en del af risikovurderingen afklarer vi grad af risiko, om der er lav, middel eller høj selvmordsrisiko (Livsvigtigt 2022). Herfra har vi et klart billede af, hvad vores næste intervention er.

Risikofaktorerne

Nedenfor har jeg skitseret de gængse risikofaktorer, der opereres med i flere regioners selvmordsrisikovurdering (Region Midt 2022). Der findes flere faktorer hos særligt udsatte grupper som for eksempel mennesker, der har autisme, ADHD og LGBT+ personer (DRISP, Center for selvmordsforskning).

Psykiatriske lidelser: Depression, skizofreni, psykose, alkohol- og medicinmisbrug.

Misbrug: Alkohol, stoffer.

Særlige symptomer: Tomhedsfølelse, impulsivitet, angst, misbrug, håbløshed, søvnforstyrrelser, oplevelse af fremmedstyring, pludseligt ændret adfærd.

Ensomhed: Grad, type og håndtering af ensomhed, isolerer sig.

Familieforhold: Familiær disposition for psykiske lidelser, specielt depression og selvmordsadfærd.

Stress: Ydmygelse, skam, afmagt, relationsbrud, overgreb, isolation, udnyttelse.

Behandlingsændring: Udskrivelse fra psykiatrisk eller somatisk afdeling.

Kronisk tilbagevendende selvmordstanker eller -adfærd er historisk set en grundlæggende risiko.

Bemærk, at risikofaktorer forstærker hinanden.

Beskyttelsesfaktorer

I opposition til risikofaktorer, er der heldigvis også en række beskyttelsesfaktorer, vi skal have fokus på. Se figur 2 næste side.

Det Psykoterapeutiske Perspektiv

Vi skal være opmærksomme på, at vi kan fare vild. Vi kan blive forvirrede i rollen som selvmordsforebygger, kompleksiteten kan variere og til tider være høj. Det hjælper os at have et landkort, et fagligt fundament inden for selvmordsforebyggelsesområdet.

Kognitiv Stil Og Personlighed

- En oplevelse af personlig værdi

- Tillid til sig selv og sin egen situation og resultater

- Søger hjælp hos andre

- Søger råd ved store beslutninger

- Åbenhed over for andres oplevelser og løsninger

- Åbenhed over for at lære

- Evne til at kommunikere familiemønstre

Familiem Nstre

- Gode familierelationer

- Støtte fra familien

- Gode mestringsstrategier

- Gode modstandsevner for udfordringer

Kulturelle Og Sociale Faktorer

- Tilegnelse af specifikke kulturelle værdier og traditioner

- Gode relationer til venner, arbejdskolleger, naboer

- Støtte fra relevante personer

- Social integration, fx gennem arbejde, deltagelse i sportsaktiviteter, klubber, kirke osv.

- En oplevelse af formål med ens liv

- Religion

Milj M Ssige Faktorer

- God kost

- Tilstækkelig nattesøvn

- Sollys

- Motion

- Røg- og stoffrit miljø

Et redskab, jeg benytter, er samtalemodel for psykisk førstehjælp, jeg har udviklet med en kollega, inspireret af LivingWorks (2011). Samtalemodellen består af seks trin:

1. Tag initiativ ved faresignaler

2. Etablere kontakt

3. Identificere og undersøg yderligere

4. Forståelse af situationen, find vendepunkt

5. Risikovurdere og niveau

6. Handleplan og iværksættelse

I det personlige perspektiv er det krævende at arbejde med mennesker, der er tæt på liv og død. Klienter, der er ramte, rystede og knuste dybt ind i deres inderste, påvirker os. Det kræver, at vi har de rette redskaber.

Når vi arbejder med mennesker, der er traumatiserede eller belastede på anden måde, er vi i højrisiko for belastningsskader (Isdal 2018). Vi bliver skubbet omkuld nu og da, og det er ubehageligt og kan gøre ondt og åbne for usikkerhed på egen rolle og evne. Jeg tror vi alle kender til det.

Fra Ubehag Og Usikkerhed Til Mobilisering Af Mod

Vi skal mobilisere modet til at tale med klienten om tanker, ønsker og planer om at tage sit liv. Være villige til at åbne ind til mørke rum. Vi skal tage klienten i hånden og sammen undersøge steder, hvor hverken vi eller klienten har været før. Dette er et vigtigt element i at være aktiv selvmordsforebygger. Det stiller store krav til os, personligt som fagligt.

Jeg har selv igen og igen taget nye skridt ind i dette mørke. Jeg har oplevet tidspunkter, hvor jeg ikke kunne finde vej, følt usikkerhed, mindreværd. Fået idéer og følelser af, at jeg ikke er dygtig nok. Jeg har stået i situationer, hvor jeg måtte slippe og overgive mig til processen i tillid til visdommen i mig og i klienten. Når vi befinder os i dette grænseland, og når vi trigges, er det, at supervision viser sin styrke som forebyggende praksis.

F Lelseskr Vende Arbejde

At holde til arbejdet som psykoterapeut kræver, at vi til stadighed har opmærksomhed på at holde vores egen balance. Den polyvagale teori (Porges 2011) kan med fordel benyttes som model. Modellen er et landkort over, hvordan vi kan regulere vores nervesystem og genfinde ventral vagus (ibid.). Derudover er supervision også med til at forebygge belastningsskader. I relation til selvmordsforebyggende arbejde anbefaler jeg mine kolleger at være opmærksomme på både rådgivnings- og interventionsdelen samt at tage vare på sig selv.

Konkrete elementer, som supervisionen arbejder med, hvor delen af selvmordsforebyggelse har fokus:

• klarhed på egen rolle som terapeut, hvilken rolle klienten er i og metodevalg

• bearbejdning af når vi rammes og rystes

• rådgivning i at yde psykisk førstehjælp og generelle forhold omkring selvmordsforebyggelse.

Rollefokus

Jeg har med afsæt i tre klienttyper forsøgt at afdække, hvordan psykoterapeuten, udover at kunne differentiere psykoterapien, også skal mestre, at klienten kan være i forskellige roller. Det betyder, at psykoterapeuten skal være bevidst om at skifte mellem rollerne terapeut og rådgiver.

Jeg har givet en oversigt over risiko- og beskyttelsesfaktorer samt over de seks trin i samtalemodellen, som benyttes, når vi yder psykisk første hjælp.

Vi skal anerkende, at vi kommer på overarbejde, vi bliver ramt, samt at vi kan fare vild i det komplekse landskab af roller, relationer og metoder. Det er en invitation til, at vi forholder os til os selv og vores trivsel og anerkender, at der i vores arbejde er risiko for belastningsskader. En risiko, som kan forebygges ved hjælp af blandt andet supervision med fokus på det personlige, det faglige og roller.

Kilder

Bedre Psykiatri: Pårørendebelastning. https://bedrepsykiatri.dk/viden/ paaroerende-belastning. Set 15.12.2022.

Danish Research Institute for Suicide Prevention. https://drisp.dk. Set 15.12.2022.

Fleischer, E & G Jessen (2007). Når tavsheden taler. GPO Forlag.

Fleischer, E & LH Kragh (2019). I selvmordets kølvand. Eksistensen. Isdal, P (2018). Medfølelsens pris. Akademisk Forlag. LivingWorks. Saving Lifes from Suicide. www.livingworks.net/savinglives. Set 15.12.2022.

Livsvigtigt Aps. Risikovurderingsguide for fagprofessionelle. https://livsvigtigt.dk/guide-til-vurdering-af-selvmordsrisiko. Set 15.12.2022.

Porges, SW (2011). The Polyvagal Theori. WW Norton & Co.

Ranning, A, T Madsen, K Hawtorn, M Nordentoft & A Erlangsen (2022). Transgenerational concordance in parent-to-child transmission of suicidal behavior. www.thelancet.com/journals/lanpsy/article/PIIS22150366(22)00042-6/fulltext. Set 27.3.2022.

Region Midt. Lommekort til retningslinje for selvmordsrisikovurdering. www. fagperson.psykiatrien.rm.dk/om-os/kvalitet/patientsikkerhed/retningslinje-for-selvmordsrisikovurdering. Set 15.12.2022.

Wolynn, M (2019). Du er ikke bare dig. Wiboltt.

Line Hou. Psykoterapeut MPF, rådgiver og konsulent. Underviser fagpersoner i psykisk førstehjælp og til trivselsgruppeleder. Familierådgiver. Rådgiver i NEFOS. Gruppeleder for samtalegrupper for efterladte pårørende til selvmord. Oplærer frivillige rådgivere inden for selvmordsrådgivning. Faciliteret leder i det personlige lederskab.

Selvmord P Asfalten

Asfalt og efterår, snart vinter, netop fyldt ti år. Nubret sort og fugtig efterårsasfalt under hendes krop. En ny følelse at ligge på vejen med ryggen mod asfalten. Vel vidende at der kunne komme en bil kørende. Netop fordi hun ønskede at blive kørt over og dø, lå Susanne der, båret oppe af den ru og stærke asfaltoverflade. Det føltes som at smelte sammen med asfalten i et stille univers, langt væk fra lydene.

Som i en film kom billeder flydende fra hendes gamle skole, før de flyttede til den store by. Slåskampe i skolegården, hvor hun var en af de stærkeste og kunne lægge de fleste drenge ned. Det var hun stolt af. I dansktimerne fik de lov til at tegne og male, mens lærer Bak læste højt om Odysseus og hans fantastiske rejser. Vores tegninger blev til en frise, der fik lov at hænge højt oppe på klasseværelsets fire vægge, højere end døren. Lærer Bak havde selv været i Grækenland og på Olympos. Hun forestillede sig, at han sad der og talte med guderne. Nu var han langt væk, men hun skrev til ham, og han skrev til hende. Hvad ville han synes om, at hun lå her på asfalten? I landsbyen følte hun sig som en betydningsfuld person, en som man ventede på og fulgtes med. Hun havde venner. Da der var vise frem-dag, og alle børnenes skolehefter skulle vises frem, så forældrene kunne komme og se, hvad deres børn havde lært, så krimsede hun alle siderne i regneheftet over med en blå kuglepen og cyklede fortvivlet af sted til skolen. Hun viste det til lærer Bak, som bare pegede på papirkurven.

Han så lidt trist ud, men skældte ikke ud. Væk med det, ingen fremvisning af hendes fejl.

Nu er der ringet ind til første time i Rosenvangskolen i den store by. Ryggen føles kølig mod asfalten på Terpskovvej. Drengene dér bliver slået af lærerne, men ikke pigerne. I den gamle landsbyskole blev børnene ikke slået. Her går pigerne i fjerde klasse med nylonstrømper og ligner små damer. I skolegården står hun alene. Det føles ligesom ikke at eksistere. I timerne var det umuligt at høre det, lærerne sagde. Som at være i en boble. En dag kom matematiklæreren ind i klassen, hun ledte efter et stykke kridt i sin taske, men så fik hun fat i en sut. Hun smilede og lo og fortalte om sin lille søn, at det var hans sut. Susanne forelskede sig i hende.

Rosenvangskolen holdt julefest for lærere og elever på et hotel i byen med musik og dans. Mor fik fat i et par nylonstrømper og en lysegul bæk og bølge-kjole, let og luftig som citronfromage, til den tiårige. Hun dansede med sin matematiklærer. Der var stadig ingen kontakt med de andre børn.

På vej hjem fra skolen fulgtes hun med sin lillesøster. Nogle dage var der drenge, som drillede og ville tæske dem. Der kunne hun slå igen og bruge sine gamle kompetencer. De blev drillet med deres sprog. Bonderøve, sagde drengene.

Nu lå hun på asfalten og ville dø, hellere end at være udenfor. Hellere end at blive foragtet og værst, at blive ignoreret. Hun er ikke opgivende eller passiv, nej, hun tager sagen i egen hånd, vil løse problemet på den eneste måde, som synes mulig lige nu. Hun er en fighter.

Flytning

Far lagde sig på det grønne gulv, hvor de elskede at glide, lege og rutsje, men nu lå han der fladt ned og græd. Så lagde hun sig også ned og græd. Hendes lillesøster kom ind fra børneværelset og så det, nu lagde hun sig ligeledes ned og græd. Mor åbnede døren fra den anden side og så på mand og børn. De skulle flytte, der skulle pakkes, der var meget at se til. Det gjorde hun.

Nu lå Susanne alene på asfalten. Hun græd ikke.

Asfalten føltes som små stikkende sten under ryggen og bag lårene. Hjertet slog fast. Hun følte sig stærk, som den der har styr på sit liv, som selv styrer sit liv. Ingen skulle tvinge hende tilbage til klassen på Rosenvangskolen. For måske en uge siden skar hun i den fine gamle mahognikommode ude i gangen med en kniv: Far og mor er søde. Det blev ikke kommenteret. Det blev forbigået i tavshed. Hvordan starter man en samtale med sine forældre om, at livet gør meget ondt. Hun havde ingen ord for det, der skete. Var det en magtkamp? Eller et tavst nødskrig? En bøn om hjælp?

Nu hørte hun mors stemme trænge igennem boblen. “Hvad tror du ikke, naboerne tænker?” råbte hun. Den tiårige lod boblen lukke stemmen ude og lå helt stille på asfalten og håbede, at der ville komme en bil. Der kom ingen bil, men mor kom og halede hende ind. Efter kort tid fik hun en plads på en lille friskole. Et godt venskab dér reddede hende fra at forsvinde i tavshedens boble.

Skoleskift Og Arbejde

Så var det slut med at gå på friskole, den gik kun til og med syvende klasse. Ny stor skole og mobning i skolegården. Børn lavede kæder og trådte hen mod hende og råbte noget. Boblen kom igen og tog lyden. Hun fandt en bog om skolepligt, der stod at man i følge loven godt måtte forlade folkeskolen, når man var fyldt fjorten år. Beslutningen var truffet, men hvad skulle hun så lave? I en bog, der hed Hvad kan jeg blive, blev alle uddannelser beskrevet, og de krævede mere end syv et halvt års skolegang. Hun kylede bogen mod væggen.

Det var svært at fortælle forældrene om den store beslutning, men ligesom dengang, hun lå på asfalten, var hun stålsat, urokkelig. Nu var det anden gang, hun så sin far græde. Han mente, hun skulle være student og gå i gymnasiet. Moren sagde, at de jo ikke kunne bære hende hen i skolen mod hendes vilje. Susanne gik inde i den store by og søgte arbejde. Der var et silketrykkeri, som godt kunne bruge hende, hun skulle bare være 16 år. På hendes 15-års fødselsdag fejrede den lille arbejdsplads hendes 16-års dag. Hun blev nødt til at lyve om alderen for at få jobbet.

B Rneafdelingen

Susanne var femten år. Hun vågnede op på hospitalets børneafdeling. Hun følte skam over, at hun stadig var levende, trak vejret, musklerne arbejdede, hjertet slog. Hun følte sig død. Ensomheden og skammen var overvældende. Hvad nu?

Hun blev pumpet ud. De fik al giften ud af hendes system. Der var et legerum med puslespil, dukker og bamser. Hun var helt alene, åbenbart var der ingen andre børn på den afdeling. Hun følte sig ikke som et barn. Der var ikke en voksen, som talte med hende. Næste dag blev hun hentet af sin mor. Selvmordsforsøg, selvskade, nødskrig, det var ikke noget, man talte om. Hun

ÉMILE DURKHEIM: LE SUICIDE

Den franske grundlægger af sociologien, Émile Durkheim (1858-1917), udkom i 1897 med det sociologiske værk om selvmord, Le suicide, en undersøgelse af sammenholdet mellem mennesker.

“Selvmord er enten et uttryk for at selvmorderens forhold til samfunnets livsstyrkende kraft er blitt forstyrret eller at denne kraft selv er blitt det.” (1978 s.9. Forordet af Dag Østerberg).

Durkheim skelner mellem tre forskellige hovedtyper af selvmord: var sygemeldt i nogen tid. Hendes mor inviterede på en ferie til Gran Canaria. Det var stort. Flyvemaskine ned til det varme vejr, og de drak sangria på udendørs caféer og solede sig på stranden. De talte ikke om, hvad der var sket. Det taler vi ikke om. Hun havde heller ikke lyst at tale om det. Det var skamfyldt.

1. Egoistisk selvmord, eneren/outsider, uden for fællesskaberne, for svagt integreret.

2. Altruistisk selvmord, for stærk integration i samfundet og giver sit liv for fællesskabet, ofrer sig.

3. Det anomiske selvmord, man bukker under på grund af manglende normer i samfundet. Man må søge et mere ordnet fællesskab (1978 s.9-10).

“Jo stærkere integreret familiegruppen er, desto bedre beskyttet er dens medlemmer mot selvmordsrisikoen.“ (1978 s.91).

B Ger Og Musik

Hun læste Syv Aar for Lea. Oplevelsen af vandet, at synke dybere og dybere, men kroppen vil op og ånde frit og leve. Hovedpersonen Ruth var elleve år, da hun forstod, at hun skulle drukne sig, plaget af flytning og mobning og overbevist om, at hun havde oplevet al den skønhed, livet havde at byde hende. Det lykkedes ikke. Det er ikke nemt at dø. Til gengæld fik hun livskraft af forsøget (Hauberg 1969).

Et par år gik. Hun var sluppet ud af skolen og havde arbejde. Det var en grå dag, hvor alting virkede så stille, næsten lydløst vådt. I teatret havde hun set en forestilling, hvor Woyzeck hænger sig i et reb på scenen. Eller sådan husker hun det, men i de fleste opførelser, og vel også i det originale manuskript af Georg Büchner, drukner han sig efter at have dræbt sin kone i jalousi. At drukne sig var en ufin måde at dø på, havde hun hørt.

Nu var hun forelsket i en dreng, som desværre var varm på en anden, men de var venner. Egentlig havde hun forelsket sig i to. Han havde nemlig præsenteret hende for Bob Dylan. De hørte musikken hele tiden og talte om håbløsheden, at verden ikke var et godt sted. Krig i en uendelighed, nu i Vietnam.

How many roads must a man walk down

Before you call him a man?

Yes, ’n’ how many seas must a white dow sail

Before she sleeps in the sand?

Yes, ’n’ how many times must the cannonballs fly

Before they’re forever banned?

The answer my friend, is blowin’ in the wind

The answer is blowin’ in the wind.

Virkelighed

Virkeligheden krævede så meget. Arbejde eller uddannelse, kærester, sex, alkohol og fester. Følelsen af at være meget gammel, at have prøvet alt. Uden at kunne sætte ord på det overvejede hun, hvordan hun kunne flygte fra livet. Tanker om selvmord blev en del af hendes væsen. Hun havde det som Esther i The Bell Jar, som var besat af ønsket om at dø. I The Bell Jar spørger Esther sin ven Cal, mens de sidder i solen på en badestrand, hvordan han ville begå selvmord, hvis han altså ville det, et hypotetisk spørgsmål. Han svarer uden tøven: “I’ve often thought of that. I’d blow my brains out with a gun.” (Plath 1980 s.165). Hun bliver skuffet, så typisk mand at gøre det med et skydevåben. De svømmer ud mod en klippeø: “I thought I would swim out until I was too tired to swim back. As I paddled on, my heartbeat boomed like a dull motor in my ears. I am I am I am. That morning I had tried to hang myself.” (ibid. s.167).

Susanne besøgte en bekendt langt væk. Hendes familie vidste ikke, hvor hun var. Bekymring, frygt og politiefterlysning. Hvad tænker mon ikke de andre, mor blev vred. Forældrene mente, at hun måske var sindssyg. Besøg på statshospitalet hos en psykolog. Hun ville have et papir på, at hun ikke var sindssyg, at hun var normal! Efter tre samtaler fik hun dokumentet. Nu rehabiliteret. Far forærede hende Edith Södergrans digte. Linjerne Ensomhed uden ekko, tavshed uden spejl blev det mantra, de ord hun bar med sig – i mange år sammen med et diskret barberblad i den lille taske, langt ind i voksenlivet.

Mellem grå sten ligger din hvide krop og sørger over dagene som kommer og går. Eventyrene du har hørt som barn græder i dit hjerte.

Stilhed uden ekko, ensomhed uden spejl, luften blåner gennem alle sprækker.

(Södergran

20 år senere og igennem syv lange år græd hun hos en kvinde, en psykoanalytiker, der kunne rumme hende. Som havde den tid, det tog den tiårige endelig at turde møde livet og blive voksen.

Uden barberblad.

Litteratur

Durkheim, Émile: Selvmordet. Gyldendal Norsk Forlag 1978. Forord af Dag Østerberg, Dylan, Bob: The Lyrics 1961-2012. Gyldendal 2016.

Hauberg, Sonja: Syv Aar for Lea. Gyldendals Tranebøger 1969. Plath, Sylvia: The Bell Jar. Jarrold & Sons Ltd., Norwich 1980.

Södergran, Edith: Samlede digte. Rhodos 1979.

Mette Hind er cand.phil. i pædagogik fra Københavns Universitet, pædagog, kunstterapeut og kreativitetstræner fra APAKT, Hamborg. Psykoterapeut MPF. Har egen praksis for kunstterapi og kreativitetstræning, Billedværkstedet, i Fredericia.

Terapeuten

I Terapi

En præsentation af Emotional Core Perception

I flere år har jeg gået i terapi i forbindelse med mit arbejde som psykoterapeut. I 2021 møder jeg for første gang den østrigske psykolog Bruno Adler, som er uddannet psykolog fra Göteborg Universitet. Han er 97 år og arbejder, trods sin høje alder, fortsat fuld tid som psykolog. Jeg opsøger Bruno, da jeg er nysgerrig på hans teori og metode, som jeg har hørt om igennem en kollega. I januar 2021 påbegynder jeg min egenterapi hos Bruno.

Ligesom mange af mine klienter har jeg i flere år knoklet med at frigøre mig fra nogle gamle negative tankeog handlemønstre. Jeg har altid haft en oplevelse af, at det er min skyld, hvis der opstår en uoverensstemmelse i mine relationer. Det har været meget ødelæggende for mig, især fordi jeg har haft så svært ved at give slip på den følelse, jeg får, når jeg mærker skylden. Min brystkasse knuger sig sammen, og jeg kan mærke et raseri og en følelse af uretfærdighed rumstere indeni. Det kommer typisk til udtryk i form af en dum kommentar, som i de fleste tilfælde ender med at fastholde mig yderligere i konflikten.

I terapien med Bruno samtales der meget lidt. Det eneste, jeg beretter til Bruno i min første session, er en kort beskrivelse af mit mønster, som jeg ønsker at frigøre mig fra. I løbet af få sessioner, skaber han med brug af metoder fra Emotional Core Perception, en gennemgribende forandring for, hvordan jeg ser mig selv i verden, som jeg ikke har oplevet i tidligere samtaleterapi.

Gte Jenkontakt

Emotional Core Perception (ECP) er et resultat af mange års klinisk erfaring og er baseret på læge og psykoterapeut Wilhelm Reichs opdagelse af kroppens kroniske panser, hvilket er bedst beskrevet af Elsworth Baker i hans bog Man in the Trap (2000). Et panser består, ifølge Baker, af kroniske muskelspændinger, som kan manifesteres i hele kroppen. Muskelspændinger opstår, når vi føler os utrygge og truet. Ifølge Wilhelm Reich er dette panser af spændinger en beskyttelse imod at reagere emotionelt.

I ECP er der særligt fokus på de muskelspændinger, som kan registreres i klientens øjne. Muskelspændingerne i øjnene manifesteres som phoria. Phoria kan registreres, når begge øjne skal holde fokus på samme objekt, men hvor det ene eller begge øjne ikke kan fast- holde positionen. Øjet bevæger sig, når det afdækkes. I ECP anvendes samsynstræning med klienten til at overkomme phoria. Klienten bliver bedt om at blinke og fokusere på et fast punkt, mens terapeuten skiftevis afdækker det ene og så det andet øje. Det forsætter i 1015 minutter, og derefter oplever flere at kunne fokusere klart. Øjnenes samarbejdsevne og evne til at stille skarpt kaldes samsyn.

Når klienten har overkommet phoria, løsnes muskelspændingerne omkring øjnene, og det bliver derfor muligt for klienten at etablere en ægte øjenkontakt, hvor både klient og terapeut er fuldt og helt til stede i øjnene. Når denne kontakt er etableret, beder terapeuten klienten om at sige en lille lyd, mmmmmhh, med lukket mund, mens han/hun fortsat ser på terapeuten og blinker med begge øjne. Når vi blinker hurtigt og længe, bliver vores sind træt, og det kan give adgang til kroppens ubevidste og tilbageholdte følelser. Klientens fulde tilstedeværelse i øjnene er afgørende for en vellykket terapi. Klienten er bevidst om, at uanset hvad de opfatter i terapeutens øjne, er vedkommende en professionel og forstående person, der forsøger at hjælpe dem til at konfrontere og overvinde frygten for at udtrykke deres følelser.

Emotional Core Perception handler grundlæggende om at hjælpe klienten til, i terapeutens øje, at opfatte de primære objekter, der er ansvarlige for deres traumer i barndommen, og overvinde frygten for at udtrykke sig frit øje til øje. Når klienten ’ser’ sin mor eller sin far, kan terapeuten stille et spørgsmål som for eksempel: ”Hvad vil du fortælle enten din mor eller din far, hvis de var her lige nu?”

Mange klienter siger: ”Se mig, elsk mig, hvorfor ser du mig ikke” m.m.

Nogle gange er frygten for at give slip så intens, at patientens krop bliver stiv og immobiliseret. Når en klients krop reagerer på frygt med spænding og stivhed, bør terapeuten bede klienten om at bevæge sig og skrige og efterligne et lille bange barns reaktion ved at bevæge benene, som om han løb væk. For at bevare bevidstheden og ikke forsvinde ind i sin smerte eller raseri, er det afgørende, at klienten bevarer øjenkontakten under hele processen. Det er terapeutens opgave at hjælpe klienten med det.

Når klienten tillader sig at give efter for vrede eller frustration, ender mange med at bryde ud i gråd. Frustration og vrede kan fungere som et forsvar mod at mærke den sorg, smerte og længsel, der er forbundet med ikke at føle sig elsket, set eller hørt af sine forældre. De fleste klienter giver udtryk for, at det føles forløsende og lettende at få lov til, også på en fysisk måde, at give slip på indre frustrationer og spændinger.

En session afsluttes med, at klienten ved kun at bevæge øjnene kigger rundt i lokalet, mens de udtrykker, hvad de har brug for at sige. Det kan være: ”Jeg er i live, jeg er elsket, jeg er Maria, jeg er uskyldig” m.m. Terapeuten beder klienten om at sige det højt og ud til hele verden og med samme livlighed, som en barnligglæde fri af de restriktioner og tilbageholdthed, som mange voksne mærker, når de oplever glæde eller begejstring.

Min Kamp P Briksen

Min kamp på briksen med Bruno handlede om min frygt for at være uskyldig. Det føltes ubærligt og meget smertefuldt at skulle erkende, at det ikke var min skyld, at jeg altid har følt mig udenfor og forkert i forhold til mine forældre. Jeg mærker først en voldsom vrede og en følelse af uretfærdighed. Det føltes som om, at mine muskler i hele kroppen trak sig sammen og gjorde sig klar til kamp. Jeg hamrer mine hænder i madrassen, mens jeg løber med benene og skriger: "Jeg hader jer," igen og igen. Pludselig bryder jeg sammen i gråd, og for første gang i mit liv får jeg, bagved vreden, kontakt med en dyb følelse af ikke at være elsket. Selvom det gør ondt, føles det samtidig også befriende, og jeg får en fornemmelse af at føle mig hel og let i kroppen. Det er som om, at jeg endelig har fået fred og er kommet hjem i mig selv.

Efter mit møde med Emotional Core Perception besluttede jeg mig for at lære mere om teknikker og metoder. Jeg er derfor indgået i et tæt samarbejde med Bruno Adler. Flere gange om måneden deltager jeg i ECP-terapi i Sverige med henblik på at fortsætte min egenterapi, så jeg også, på et tidspunkt, vil være i stand til at kunne tilbyde mine klienter samme nærværende og healende behandling, som jeg har oplevet i mit møde med Bruno Adler.

Litteratur

Adler, Bruno. ECP – Emotional Core Perception. Webinar 2021. www.youtube.com/watch?v=P3PrNtfSR-4. Set 2.12.2022.

Ang, Jit Wei & Gerrit Maus, 2022: Perceptual and cognitive effects of eye blinks. https://researchdata.ntu.edu.sg/dataset. xhtml?persistentId=doi:10.21979/N9/GCIJII. Set 2.12.2022.

Baker, Elsworth F: Man in the Trap. The American College of Orgonomy Press 2000.

Edmund, Carsten: Samsyn og samsynstræning - De 6 vigtigste samsynsfaktorer og mulig træning. Øjenforeningen. https://ojenforeningen.dk/artikler/ samsyn-samsynstraening-6-vigtigste-samsynsfaktorer-mulig-traening. Set 2.12.2022

Lowen, Alexander: Bioenergetik. Borgen 2016. Heller, Laurence & Aline Lapierre: Udviklingstraumer. Hans Reitzels Forlag 2014.

Nissen, Michael Morin: Emotional Core Perception (ECP). 2019. www.morin-nissen.com/emotional-core-perception. Set 2.12.2022.

Maria Holm Iversen er folkeskolelærer og psykoterapeut MPF, uddannet fra Dansk NLP Institut og videreuddannet som EFT/TFT-terapeut og TRE-udbyder. Har mere end 10 års erfaring som psykoterapeut i kommuner og private organisationer. Egen praksis siden 2012 i København.

Den Gode Samtale

for læseren, sådan at læseren bliver en samtalepartner, der forbedrer sine hjælpekompetencer frem for at blive, som Ilse Sand skriver det, “en sovepude” for et andet menneske. I sin bog giver Ilse Sand konkrete eksempler på støttende samtaler, konkrete redskaber og idéer til selvudviklende øvelser.

Forfatteren skriver i et letforståeligt sprog. Hun formår at gøre det komplicerede til noget ukompliceret ved at trække de væsentligste pointer frem, når det handler om at have en støttende samtale. Konkrete eksempler og redskaber gør det til en god og anvendelig bog til den læser, der gerne vil blive bedre i sin kommunikation og i sine samtaler med sine nærmeste. Ilse Sand formår at forklare noget, der er kompliceret, sådan det bliver enkelt for læseren, hvilket er en stor styrke ved bogen og i hendes øvrige forfatterskab. Derfor forestiller jeg mig, at bogen rammer bredt, og Ilse Sand leverer dét, man som læser bliver lovet. Læseren får konkret hjælp og strategier til at have støttende samtaler.

Ilse Sand: Hjælp dine nærmeste. Sådan støtter du med samtaler, der virker. Dansk Psykologisk Forlag 2022. 200 sider, kr. 250. Også som e-bog.

Psykoterapeut MPF og cand.theol. Ilse Sand er forfatter til bogen Hjælp dine nærmeste. Sådan støtter du med samtaler, der virker. Med bogen vil Ilse Sand ramme den målgruppe af mennesker, der gerne vil have støttende og udviklende samtaler med deres nærmeste. Forfatteren vil med bogen folde vigtige pointer og redskaber ud

Det, der er en styrke ved bogen, kan efter min mening også blive bogens lille svaghed. Som psykoterapeut kender jeg til, hvorledes de samtaler, jeg har med min venner, er meget anderledes end dem, jeg har med mine klienter. Her tænker jeg på forståelsen af det terapeutiske rum og den kontrakt, der indgås i en terapeutisk samtale, kontra den helt almindelige hverdagssamtale. Som kollegaer og venner er forholdet for det meste symmetrisk, og I deler derfor jeres følelser, oplevelser og tanker begge veje. På trods af at alle de yderst relevante teknikker og redskaber, der beskrives i bogen, synes jeg, at Ilse Sand glemmer, at vi som samtalepartnere ikke nødvendigvis har tilladelse til at træde ind i det samtalerum med en kollega, hvor der skal ske en forandring. For i den terapeutiske kontrakt er der en asymmetri og dermed en tilladelse fra samtalepartneren. Den terapeutiske kontrakt er: Ja, du skal møde mig med empati og være min ’ventil’ – men du skal også hjælpe mig til forandring. Denne kontrakt har vi ikke nødvendigvis med vores venner og kolleger, og måske kunne en kollega eller en ven have en oplevelse af, at der sker noget med symmetrien i vores forhold, hvis du spørger hende: “Hvorledes oplever du stemningen mellem os?” Eller “Hvordan har du det med at fortælle det, du netop har fortalt?” Disse spørgsmål kan være noget af et sats at stille mellem kolleger, men helt almindelige spørgsmål i det terapeutiske rum, hvor det er klientens liv, der er i centrum. Det er ikke helt så nemt, som Ilse Sand beskriver, og jeg kunne have ønsket mig, at Ilse Sand havde mere fokus på netop det dilemma i bogen.

Kapitlerne med hjælperrollen er efter min mening bogens bedste kapitler. Det er her, læseren får forståelsen af vigtigheden af at passe på sig selv i relationen, sådan at vi fremstår autentiske, ikke slider på os selv, og vi på den måde kan være mere for andre i støttende og hjælpsomme samtaler.

H R Det

Usagte

tydelighed, som medvirker til at forstå det sted, et barn befinder sig i en familie, hvor misbrug af alkohol er en realitet. Og med det blik sikre sig, at barnet og dets familie får den rette behandling.

”Børn fra alkoholfamilier går ofte glip af den vigtige spejling fra nære voksne, som gør at de lærer at registrere følelser og behov og dermed sig selv og egne evner at kende.” (s.48).

Det, ikke at blive spejlet i sine behov og ikke opleve, at man har ret til at have det, som man har det, kan have store konsekvenser langt ind i voksenlivet. Desværre er det ikke kun børn, der vokser op i alkoholfamilier, der kan mangle den rette spejling. Derfor kan denne bog også være relevant for sagsbehandlere og fagpersoner, der arbejder med udsatte børn med andre problematikker end at opvokse i et hjem med alkoholmisbrug.

Bogens temaer er yderst relevante i forståelsen af, hvordan det er at være et barn, der vokser op i en alkoholfamilie. Bogens forord er skrevet af leder Ole Smed, Barnets Blå Hus i Vesthimmerland. Det er også her bogens forfatter har en del af sit terapeutiske virke og erfaring fra til at skrive denne bog. Bogens forord starter med et filosofisk citat af K.E. Løgstrup: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” (s.11). Og Smed uddyber, at den magt kræver, vi som fagpersoner gør vores bedste.

Bettina Lauge Karlsen: Mønsterbrud i alkoholfamilier. Et indblik bag facaden for dig, som arbejder fagligt og socialt med de pårørende. 110 sider, kr. 129. Books on Demand.

Psykoterapeut MPF Bettina Lauge

Karlsen har skrevet en fin lille bog om livet i alkoholfamilier. Bogen er skrevet med henblik på at give sagsbehandlere og andre fagpersoner et dybere indblik i familier med alvorlige alkoholproblematikker. Formålet er at give en merforståelse og en

Bogen er skrevet meget læsevenligt i et letforståeligt sprog. Hvert kapitel er bygget op med tekst, illustrationer, citater, en tydeligt indrettet boks, som er skrevet særligt til sagsbehandler eller andre fagpersoner, som har brug for hurtigt at sætte sig ind i opmærksomhedspunkter omhandlende, hvilken betydning det har for det indre liv at vokse op i en alkoholfamilie.

Bogen giver ikke det store teoretiske fundament, hvilket angiveligt heller ikke er formålet. Til gengæld er der flere steder gode anbefalinger til relevant litteratur til dem, der ønsker et dybere teoretisk indblik.

Det kræver umage og stor ydmyghed at gøre sit bedste for at forstå den andens ståsted. I det socialfaglige arbejde er der sjældent tid nok til fordybelse. Som læser oplever jeg, at essensen med bogen er at følge læseren så langt ind i det inderste, som det overhovedet er muligt. Jeg giver denne lille fine bog mine bedste anbefalinger til dig, som er sagsbehandler eller anden fagperson, som ønsker en merforståelse af, hvilken alvorlig betydning det kan have på børn at vokse op i en alkoholfamilie. Bogen egner sig også fint til pårørende til alkoholfamilier.

Susan Hart: Mikro- og makroregulering, Fra tilknytning til mentalisering og De neuroaffektive kompasser Trilogien, Neuroaffektiv udviklingspsykologi 1, 2 og 3, er nu udkommet som lydbøger. De handler om, hvordan børn udvikler deres følelsesmæssige, personlighedsmæssige og sociale potentiale. Børn fødes med et enormt udviklingspotentiale, og for at kunne realisere det har de brug for stimulation. Lydbøgerne følger de samme fem menneskeskæbner fra fødslen til voksenalderen. På bøgernes hjemmeside ligger videoklip, der illustrerer centrale psykologiske begreber. De oprindelige bøger blev ved udgivelsen anmeldt i Tidsskrift for Psykoterapi nr. 1 2016.

Hans Reitzels Forlag 2022.

Lotta Borg Skoglund, Martina Nelson: Sort bælte i forældreskab

I familier, hvor et eller flere børn har ADHD, autisme eller lignende diagnoser, er forældreskabet ofte ekstra krævende. Madvaner, søvnproblemer, skole, lektier, skærmtid, venner, søskendeskænderier, risikoadfærd. Der er meget at forholde sig til. Bogen er målrettet familier, hvor en eller flere børn har en neuropsykiatrisk funktionsnedsættelse. Også lærere og pædagoger kan med udbytte bruge de mange råd og tricks . Pressto 2022. 372 sider, kr. 299.

Finn Reeslev Korsaa: Drømmetyderen

Sigurd Næsgaard (1883-1956) var Danmarks første psykoterapeut. Psykoterapeut MPF Stig Dankert Hjort har skrevet flere bøger om ham og også artikler i herværende blad. Nu har psykolog Finn Korsaa beskrevet Næsgaards begivenhedsrige liv i en fortælling, der bygger på virkelige begivenheder. Til bogen er knyttet en hjemmeside med omfattende oplysninger om Næsgaard. Skriveforlaget 2022. 276 sider, kr. 249,95.

Anja Friis Christensen:

Når sindet slår knuder Beretning om forfatterens egne erfaringer med lavt selvværd, stress, angst og depression. I parforholdet kom hun i kontakt med gamle sår og længsler, hvilket førte til hendes personlige udviklingsrejse. Læseren tages med ind i terapirummet og hører om de erkendelser og opdagelser, hun gjorde sig på rejsen hjem i sig selv. Undervejs forklares ud fra teoriske perspektiver, som trækker på psykologiske retninger og samfundsmæssige tendenser.

Forlaget Lilje 2022. 189 sider, kr. 249.

Maria Ørskov Akselvoll:

Det grænseløse forældreskab

Forældreskabet og familielivet idealiseres som aldrig før. Og hvor man kan glæde sig over kærligheden og engagementet i børnenes liv, så har perfektionismen også en farlig skyggeside. Vores opdragelse, planlægning og involvering i alle aspekter af barnets liv fører til tvivl, selvbebrejdelse og et stort indre pres. I bogen skildres denne omsiggribende form for forældreskab med udgangspunkt i dansk og international forskning og med analyser af vores samfundsstrukturer, kulturliv, statslige kontrol og markedskræfter.

Dansk Psyklogisk Forlag 2022. 272 sider, kr. 290. Også som e-bog og lydbog.

Dorte Olivarius Koustrup: Sig mig, er det din onkel der er død? Flugten , der øger frygten 15 år gammel mistede forfatteren sin søster og sin far ved selvmord. Hvordan finder man tilbage til sig selv, når man har brugt hele livet på at lade som om, man intet kunne mærke? Flugten fra det, der gør ondt, præger forfatterens liv, indtil hun endelig favner smerten og tabet. I bogen følger vi hendes rejse gennem selvkritik og uro til lethed og selvaccept, når hun via mindfulness og selfcompassion deler ud og inspirerer til, hvordan man tæmmer frygten og vækker den indre glæde. Skriveforlaget 2022. 340 sider, kr. 249,95.

Katja Balslev Nielsen:

Skam i professionelle relationer

Bogen giver en introduktion til skammens væsen og beskriver, hvorfor vi som praktikere skal forholde os reflekteret til ikke bare vores eget følelsesliv, men også til hvad der rører sig i de mennesker, vi skal hjælpe. Vores skam er nemlig en følelsesmæssig stopklods, der hjælper os til ikke at krænke andre. Samtidig giver bogen talrige eksempler på, hvor galt det kan gå, når vi ignorerer skammen, og den derfor bliver giftig og destruktiv i den professionelle relation. Samfundslitteratur 2022. 297 sider, kr. 300. Også som e-bog.

Anne-Mette Sohn Jensen: Omsorgstræthed. Syv forebyggende principper Omsorgstræthed er betegnelsen for den følelsesmæssige udbrændthed, der kan indfinde sig hos dem, som arbejder med mennesker. I bogen udfolder forfatteren sine syv principper for, hvordan man kan forebygge denne omsorgstræthed på et individuelt, ledelses- og organisatorisk plan. Den røde tråd er en compassionbaseret tilgang. Compassion kan beskrives som en opmærksomhed på og følsomhed over for egen og andres lidelse samt et dybt ønske om at lindre. Akademisk Forlag 2022. 240 sider, kr. 299,95. Også som i-bog.

Lisa Holmfjord: Djævlen, du kender Spændingsbog om magtmisbrug. I bogens første del beskrives, hvordan en kommunalt ansat psykolog misbruger sin magt ved at groome og forføre enlige, hjælpsøgende mødre. Den kvindelige hovedperson, Julie, tilknyttes modvilligt kommunens familievejleder. Han viser sig dog at være yderst charmerende. Julie er glad for ham, lige indtil han begynder at kræve modydelser. Af angst for at miste sin søn, er hun nødt til at føje ham. Gyldendal 2022. 452 sider, kr. 249,95. Også som e-bog.

Eva Zelander:

Mindfulness i naturen. Vejen til større livsglæde og mindre stress

Når mindfulness og natur går hånd i hånd, forstærker det effekten af begge dele. Men mange udnytter ikke de muligheder, de har lige uden for døren. I bogen fortæller forfatteren om den seneste forskning og om alt det, vi nu ved om, hvordan naturen påvirker os positivt, blot ved at vi opholder os i den. Bogen indeholder desuden en grundig introduktion til mindfulness med mange eksempler på, hvordan man i hverdagen kan bruge mindfulness til at takle situationer, som læseren vil kunne genkende fra sit eget liv.

Pressto 2022. 254sider, kr. 299. Også som lydbog.

Webinar

Tirsdag den 7. februar 2023 kl. 17-19

Daniel Ostermann Borup Jensen, formand for De Studerendes Råd, og Pia Clementsen, formand for Dansk Psykoterapeutforening

Online Introm De For Studerende

De Studerendes Råd afholder intromøde for alle psykoterapeutstuderende på Dansk Psykoterapeutforenings uddannelser. Intromødet er både henvendt til studerende medlemmer af Dansk Psykoterapeutforening og ikke-medlemmer.

Dansk Psykoterapeutforenings formand, Pia Clementsen, vil sige velkommen og give en kort introduktion til foreningen, efterfulgt at en runde med spørgsmål og svar. Herefter vil formanden for De Studerendes Råd, Daniel Jensen, lede resten af mødet og give en introduktion til arbejdet og aktiviteterne i De Studerendes Råd.

Du vil få mere information om, hvad netværket, De Studerendes Råd, kan gøre for dig som studerende, samt om hvilke aktiviteter, kurser og andre fordele, der er ved at være medlem af Dansk Psykoterapeutforening som studerende.

På intromødet taler vi også om, hvordan du tror Dansk Psykoterapeutforening kan gøre det endnu mere attraktivt for dig som studerende at være medlem.

Hvis du har input og ønsker - enten generelt eller til intromødet - så skriv til Daniel Jensen på daniel@lifeatwork.dk

PRIS: Gratis.

STED: Online på ZOOM. Link til mødet på Dansk Psykoterapeutforenings hjemmeside.

TILMELDING: Som anført nedenfor.

YDERLIGERE OPLYSNINGER: Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.

Konference

PSYKOTERAPI PÅ BRIKSEN – STATUSKONFERENCE 2023

Dansk Psykoterapeutforening kan i 2023 fejre 30-års jubilæum. Det skal fejres med en konference, hvor vi sætter psykoterapien på dagsordenen som en vigtig behandlingsform til at lindre og helbrede psykisk mistrivsel og sygdom i Danmark.

Det er blevet almindeligt at tale om 'psykologhjælp'. Ikke alle psykologer er uddannet i psykoterapi. Og 'psykoterapeut' kan enhver kalde sig. Spørgsmålet er derfor, hvad der er god kvalitet, hvor kan psykoterapi bruges, hvilke farer kan der være ved at anvende psykoterapi, og bør titlen psykoterapeut ikke beskyttes bedre for brugerne af psykoterapis skyld?

På konferencen stiller vi derfor skarpt på: Hvordan har psykoterapi det som fag i dagens Danmark?

Hvad ved vi om god kvalitet af psykoterapeutisk behandling?

Kan psykoterapi skade – og burde faget beskyttes mere?

Hvordan kan psykoterapien få en mere integreret og velrenommeret plads i det danske behandlingssystem?

Disse spørgsmål – og meget mere – kan du høre om på konferencen, når forskere, praktikere og brugere af psykoterapi vil belyse psykoterapien som behandlingsmetode fra forskellige perspektiver.

Konferencen henvender sig til alle med interesse for psykoterapi og mental sundhed.

Efter konferencen vil der være jubilæumsfest for foreningens medlemmer med vin og tapas.

TID OG STED: Fredag den 17. marts kl. 9-16. IDA Conference, Kalvebod Brygge 31, København V.

PRIS: Medlemmer kr. 1.200, ikke-medlemmer kr. 2.000, studiemedlemmer kr. 1.060. Prisen inkluderer morgenmad, frokost og kaffe/te. Samt tapas for medlemmer.

TILMELDING som anført nedenfor senest 9. februar 2023.

TILMELDING på www.dpfo.dk > Arrangementer.

BETALING: Betalingskort ved tilmelding.

AFBUD TIL FYRAFTENSMØDER/FOREDRAG: Tilmelding til foredrag/fyraftensmøder er bindende, og der er ingen tilbagebetaling ved afbud. TJEK www.dpfo.dk > Arrangementer for evt. ændringer vedr. arrangementet.

YDERLIGERE OPLYSNINGER: www.dpfo.dk og Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.

KURSUS KURSUS SKAM – MEDFØDT OG TILLÆRT

Vi har en medfødt skam, der er sund og hensigtsmæssig, fordi den basalt er følsomme sansninger af verden og dens urimeligheder.

Hvis der bliver der taget vare på denne medfødte skam, bliver den vores menneskelighed. Hvis den medfødte skam ikke bliver påagtet, udsættes man for umenneskelige opvækstbetingelse og risikerer selv at blive umenneskelig.

Skam er nemlig knyttet til selvet, så samtidig med at vi lærer verden at kende, dannes også vores selvforståelse. Forkrøbles vores selvforståelse, er det sjælemord, der alt for let kan føre til vold og overgreb – og i værste fald til mord eller selvmord. Generelt er både skam og skyld nødvendige socialiseringsfølelser, og de nævnes ofte sammen, men forskellene er større end lighederne.

Den psykiske smerte ved skam er langt dens største og mest invaliderende, men overses alligevel ofte. Skadevirkningerne af ikke-erkendt skam kan være den største enkeltfaktor bag psykisk sygdom.

Skam er imidlertid en skjult følelse, der typisk forværres ved omtale og bevidstgørelse.

Det påhviler således terapeuten at have kendskabet til skam og fingerspidsfornemmelsen til at arbejde med skamfølelserne. En neuroaffektiv psykoterapeutisk tilgang vil være hjælpsom, fordi den arbejder med nærvær, tilknytning og kroppens sprog.

LARS J. SØRENSEN

Lars J. Sørensen har siden 1979 været chefpsykolog på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sj. Han har arbejdet bredt med psykoterapi både i psykiatrien og privat praksis, og han har igennem mange år været underviser og træner på forskellige psykoterapiuddannelser. Det aktuelle kursus vedrører specielt hans bog Sjælemord – Medfødt og tillært skam (Hans Reitzels Forlag 2013).

TID OG STED: Torsdag den 20. april 2023 kl. 10-17 og fredag den 21. kl.. 9-16. Skibelund Krat 4, Malt, Vejen.

PRIS: Medlemmer kr. 2.600, ikke-medlemmer kr. 4.200, studiemedlemmer kr. 2.320. Prisen inkluderer morgenmad, frokost og kaffe/te. Max 30 deltagere.

TILMELDING som anført nedenfor senest den 17. marts 2023.

Adhd Blandt Voksne

I de senere år er stadig flere unge og voksne blevet nydiagnosticeret med ADHD. Forud for diagnosen har typisk været en barndom og ungdom med koncentrationsbesvær, rastløshed og impulsive handlinger. Der har været tankemylder og indre uro. Mange har svært ved at regulere deres følelser og har store humørsvingninger. De har måske tillige oplevet, at de roder, kan ikke finde tingene, er glemsomme. Deres energiniveau svinger op og ned. Det har været svært for dem at koncentrere sig om uddannelse og arbejde.

På et tidspunkt har det været så svært, at de har søgt hjælp hos en læge, der især i de senere år er blevet mere opmærksomme på diagnosen ADHD – og har udredt dem med netop diagnosen ADHD. I dag ved vi, at en behandling med medicin og samtaler kan hjælpe til en bedre forståelse af sig selv og hjælp til at håndtere udfordringer i hverdagen, så livskvaliteten for den enkelte øges.

Der er flere behandlingsmuligheder i regionerne i dag, men der er også lange ventelister

Dansk Psykoterapeutforening tilbyder med dette kursus en kvalificeret gennemgang af diagnosen og muligheder for behandling.

Under kurset vil der løbende være gruppearbejde med cases (er det her ADHD eller ej?), og hvordan man terapeutisk kan forholde sig til denne klient.

Kim Berg Johannesen

har i en årrække arbejdet som psykolog i voksenpsykiatrien og har derfor en bred og velfunderet terapeutisk erfaring inden for forskellige psykiske lidelser og problemstillinger. I de senere år har hans primære fokus været udredning og diagnostik. Han fokuserer ikke kun på diagnoser og symptomer, men ser dem i sammenhæng med livshistorie, livsomstændigheder, drømme og mål.

TID OG STED: Mandag den 24. april 2023 kl. 9.30-17. EFTinstituttet, Borgergade 28, 2., 1300 København K.

PRIS: Medlemmer kr. 1.200, ikke-medlemmer kr. 2.000, studiemedlemmer kr. 1.060. Prisen inkluderer let morgenmad, en frokostsandwich og kaffe/te.

TILMELDING som anført nedenfor senest 30. marts 2023

TILMELDING til kurser, foredrag og fyraftensmøder på www.dpfo.dk > Arrangementer.

BETALING: Kortbetaling ved tilmelding.

AFBUD TIL KURSER: Når du tilmelder dig et kursus, har du 14 dages fortrydelsesret, hvor du kan få den fulde pris retur. Hvis du melder afbud efter de 14 dage, men inden sidste tilmeldingsfrist for kurset, kan du framelde dig og få returneret kursusprisen fratrukket kr. 450 til dækning af administration. Efter sidste tilmeldingsfrist er der ingen tilbagebetaling.

TJEK www.dpfo.dk >Arrangementer for oplysninger om stedet for afholdelsen samt evt. ændringer i tilmeldingsfrist mv.

YDERLIGERE OPLYSNINGER: Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.

Kursus Kursus

Skammens F Nomenologi

– ET KURSUS I TO TEMPI

“Skam handler ikke om det, man har gjort, men om den, man er, og herved om at være god nok”.

Lars J. Sørensen har i sit omfattende forfatterskab beskrevet tilstanden skam. Indledningsvis vil emmet skam på kurset blive belyst fra flere vinkler gennem plenum oplæg. Som emne er skam så fænomenologisk, at det teoretisk, abstrakt og ude af kontekst er tæt på uforklarligt. Blandt andet fordi skam uvægerligt er knyttet sammen med oplevelser eller tilstande.

Skam er knyttet til selvet og vedrører den enkeltes selvforståelse, som er opstået som ens egen, yderst personlige udgave af en sub- til neuroaffektiv interaktion, skabt af kærligheden til livet og samspillet med forældrene. Skam opstår, når man ikke bliver set som den, man er, og når man bliver behandlet forkert og spejlet forkert tilbage.

Herefter glider kurset over i emnet: Selvglad – om menneskers livslange ægteskab med sig selv og hvordan det gode kun kan blive godt, når man er glad for sig selv og sit liv. Det er nødvendigt at skærpe opmærksomheden på menneskers livslange ægteskab med sig selv. Ellers bliver man fanget ind i fejlfinding og smertelige oplevelser af at være forkert i stedet for glade oplevelser af at være.

Kurset bygger på bogen Skam - medfødt og tillært (2013) samt Selvglad (2018) og henviser desuden til bogen Sjælens længsel (2016).

LARS J. SØRENSEN

Lars J. Sørensen har siden 1979 været chefpsykolog på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sj. Han har arbejdet bredt med psykoterapi både i psykiatrien og privat praksis, og han har igennem mange år været underviser og træner på forskellige psykoterapiuddannelser. Det aktuelle kursus vedrører specielt hans bog Sjælemord – Medfødt og tillært skam (Hans Reitzels Forlag 2013).

TID OG STED: Fredag den 22.maj 2023 kl. 10-17. Mødecenter

Odense, Buchwaldsgade 48, 5000 Odense C.

PRIS: Medlemmer kr. 1.200, ikke-medlemmer kr. 2.000, studiemedlemmer kr. 1.660. Prisen inkluderer morgenmad, frokost og kaffe/te.

TILMELDING som anført nedenfor senest 26. spril 2023.

Terapeutiske Metoder I En Neuroaffektiv Forst Else

Den neuroaffektive udviklingspsykologi er en teori til at forstå personligheds-, følelsesmæssig- og social udvikling ud fra sammenhængen mellem biologi og hjerner. Denne enorme viden fortæller os en masse om, hvad der kan skabe indre udvikling i mennesker. Man kan sige, det er en bred forståelse, som kan rumme og integrere mange allerede eksisterende terapeutiske metoder.

Vi vil på en meget praksisnær måde fokusere på, hvad der er vigtigt i neuroaffektiv terapi, og hvad forskningen viser, der skaber forandring i mennesker. Hvad virker på det affektive niveau i hjernen, og hvordan arbejder vi med det i en terapeutisk ramme. Vi vil også komme ind på mentalisering i et neuroaffektivt perspektiv. Sluttelig vil vi komme lidt ind på traumeterapeutisk forståelse i den neuroaffektive forståelse. Kurset vil veksle imellem små oplæg, træning og fælles refleksion mhp. at give deltagerne mulighed for at integrere mere af den neuroaffektive forståelse og praksis ind i deres allerede eksisterende praksis.

Forudsætninger for deltagelse i kurset: Det er en forudsætning, at deltagerne tidligere på et indledende niveau har lært om den neuroaffektive forståelse. Herunder Poul Mcleans model over hjernens tre niveauer, et vist kendskab til Susan Hart og Marianne Bentzens neuroaffektive kompasser til hvert hjerneniveau og -begreber som nærmeste udviklingszone, afstemt kontakt og mødeøjeblikke. Kurset er for mennesker, der arbejder professionelt som psykoterapeuter.

Peter Kofoed

er underviser, konsulent, supervisor og og har være psykoterapeut i mere end 30 år. Har sideløbende arbejdet som stresskonsulent og med supervision af psykoterapeuter og personale på behandlingsinstitutioner i 20 år. Har haft sin egen psykoterapeutuddannelse indtil 2011. Han er i dag leder af Neuroaffectiv Lederuddannelse og en supervisoruddannelse, der integrerer den neuroaffective forståelse i supervision.

TID OG STED: Fredag den 2. juni 2023 kl. 10-17. 30 og lørdag den 3. juni kl. 9-16.30. EFT-instituttet, Borgergade 28, 2., 1300 København K. Max 22 deltagere.

PRIS: Medlemmer kr. 2.400, ikke-medlemmer kr. 4.000, studiemedlemmer kr. 2.160. Prisen inkluderer let morgenmad, en frokostsandwich og kaffe/te.

TILMELDING som anført nedenfor senest den 4. maj 2023.

TILMELDING til kurser, foredrag og fyraftensmøder på www.dpfo.dk > Arrangementer.

BETALING:Kortbetaling ved tilmelding.

AFBUD TIL KURSER: Når du tilmelder dig et kursus, har du 14 dages fortrydelsesret, hvor du kan få den fulde pris retur. Hvis du melder afbud efter de 14 dage, men inden sidste tilmeldingsfrist for kurset, kan du framelde dig og få returneret kursusprisen fratrukket kr. 450 til dækning af administration. Efter sidste tilmeldingsfrist er der ingen tilbagebetaling.

TJEK www.dpfo.dk >Arrangementer for oplysninger om stedet for afholdelsen samt evt. ændringer i tilmeldingsfrist mv.

YDERLIGERE OPLYSNINGER: Dansk Psykoterapeutforening, kontakt@dpfo.dk eller tlf. 7027 7007.