Sportsudøvere har sjældnere symptomer på TMD – eller har de?

I TYSKLAND ANBEFALER det videnskabelige selskab for kraniomandibulær funktion patienter med TMD at dyrke sport. Der har imidlertid været en del diskussion om, hvorvidt den ekstra belastning, flere ugentlige træningspas kan give oveni en i forvejen travl hverdag, i sig selv kan medvirke til udvikling af TMD. En pilotundersøgelse, som tyske forskere har gennemført, tyder dog ikke på, at dette er tilfældet.

209 kvinder i alderen 18-45 år blev rekrutteret ved henvendelse til sportsklubber, fitnesscentre og universiteter i hele Tyskland. Kvinderne blev udspurgt om deres idrætsaktiviteter, og derefter blev der tilfældigt udvalgt tre grupper a 46 personer: elitesportsudøvere, motionister og ikkesportsudøvere. Disse 138 deltagere udfyldte et spørgeskema om TMD-symptomer og havde undervejs mulighed for at stille spørgsmål til en af forskerne.

Blandt elitesportsudøverne var der 52,2 %, som havde symptomer på TMD, mens 63,0 % af motionisterne og 60,9 % af ikkesportsudøverne havde symptomer. Forskellen var dog ikke statistisk signifikant (P = 0,5338). Træningshyppigheden så ud til at spille en rolle, idet elitesportsudøvere, der trænede tre til fem gange om ugen betydeligt oftere angav at have TMDsymptomer end de, der trænede seks gange eller mere (henholdsvis 61,5 % og 48,5 %). Samme tendens sås blandt motionisterne, hvor der dog kun var meget få, der trænede mere end fem gange om ugen.

Forfatterne forklarer den relativt høje forekomst af TMDsymptomer hos motionister med, at disse ofte i modsætning til eliteudøvere ikke overvåges af veluddannede trænere og dermed lettere kommer til at udsætte sig selv for ufysiologiske belastninger igennem længere tid. På baggrund af undersøgelsen anbefaler forfatterne patienter med TMD at dyrke sport, men de understreger, at træningen bør foregå under kyndig vejledning.

Kommentar

PROFESSOR, DR.ODONT. LENE BAAD-HANSEN

Institut for Odontologi og

Oral Sundhed, Aarhus Universitet

– På trods af ihærdig dataindsamling og en interessant hypotese må det desværre konkluderes, at ovenstående studie ikke holder, hvad det lover.

Forfatterne konkluderer og anbefaler specifikke træningsmetoder og -hyppigheder under fysioterapeutisk kontrol på trods af, at deres data på ingen måde støtter dette. Studiet er et tværsnitsstudie på selekterede individer, og data på forekomsten af TMD-symptomer er indsamlet uden at gøre brug af validerede spørgsmål, hvilket sandsynligvis kan forklare den meget høje forekomst af TMD-symptomer hos alle grupper af deltagere. Der synes også at være signifikant aldersforskel mellem grupperne, hvilket gør sammenligning i TMD-forekomst mellem grupper problematisk.

Forfatternes statistiske analyse giver ikke anledning til at forkaste deres nulhypotese, som er, at der ikke er forskel mellem grupperne. På trods af dette indeholder artiklen en lang række ikkeunderbyggede anbefalinger og konklusioner vedrørende effekten af fysisk træning på TMD, men tager man deres data i betragtning, har det desværre karakter af ren spekulation.

Freiwald HC, Schwarzbach NP, Wolowski A. Impact of sports on temporomandibular dysfunction: a comparison of competitive and recreational female athletes as well as female non athletes. Clin Oral Invest 2022;26:5313-23.

Mælkeprotein hæmmer orale bakteriers adhæsion

OSTEOPONTIN ER et bioaktivt fosforyleret protein, der forekommer i høje koncentrationer i mælk, men også kan påvises i mange andre væv og vævsvæsker. En ny laboratorieundersøgelse, som forskere fra Institut for Odontologi og

Oral Sundhed (Aarhus Universitet) har gennemført, tyder på, at osteopontin kan hæmme orale bakteriers adhæsion til overflader og dermed potentielt kan forsinke dannelse af biofilm på tænderne.

Opløsninger med de tre bakterier Actinomyces naeslundii, Lactobacillus paracasei subsp. paracasei og Streptococcus mitis blev ledt hen over en salivadækket overflade i en væskestrøm med samme hastighed som salivastrømmen i munden. Dette sikrede, at bakterier, der ikke aktivt bandt sig til overfladen, ville blive skyllet væk. Bakteriernes adhæsion blev kvantiteret ved mikroskopering med og uden tilsætning af osteopontin og seks andre mælkeproteiner.

Osteopontin var det eneste af de afprøvede proteiner, der signifikant reducerede adhæsionen af alle tre bakteriearter, typisk til 20-40 % af kontrolniveauet, men også andre mælkeproteiner som fx β-kasein havde dog en vis effekt.

Forfatterne konkluderer, at undersøgelsen påviser, at forskellige mælkeproteiner er i stand til at hæmme bakteriers adhæsion til salivadækkede overflader, og at osteopontin i den sammenhæng er det mest effektive af de undersøgte proteiner. Anvendelse af mælkeproteiner som led i odontologisk profylakse er et lovende økologisk koncept, der måske kan forsinke biofilmdannelsen og dermed udviklingen af biofilmrelaterede tilstande som caries og parodontale sygdomme.