DRY Magasine

D r y

Maxime Ballesteros Morten Vammen Adam Katz Margaux Lonnberg Diane Pernet Oscar Schmitto Esther Perbrandt Thierry Lebraly Zam Barret Christoffer Worsøe The Great Dictators 1

Maxime Ballesteros I samtale med Pernille Sandberg

Foto: Pernille Sandberg

2

På en stille, grå søndag i november vendte jeg næsen mod det famøse, indre område Mitte i Berlin. Efter at have gået op ad de slidte trapper til 5. sal bød den storsmilende fotograf Maxime Ballesteros mig velkommen. Iklædt sine baggy, sorte lærredsbukser med læderstropper om anklerne, enorme mængder smykker og en smøg i mundvigen introducerede han mig for sin akkurat lige så smukke forlovede, designeren bag Don’t Shoot the Messengers, Jen Gilpin. Slank og fin i nylonstrømper og en tynd, sort pels servede hun kaffe, og vi tog plads i den halvtomme, men yderst stemningsfyldte stue.

En ældre sofa, et mindre bord, stakke af magasiner, et skindtæppe på gulvet og en reol fyldt til randen af sko og kameraer udgør møblementet akkompagneret af de bare vægge. På bordet tre uåbnede pakker Lucky Strike. Jeg føler mig godt sørget for og godt tilpas. Jen og Maxime snakker fransk sammen og beundrer solnedgangen fra det lille hjørnevindue, inden Maxime sætter sig til rette på skindtæppet.

3

PS: Er I lige flyttet ind?

MB: Nej, vi arbejder bare så meget, at vi ikke har tid til at gøre noget ved det…

PS: Jeg elsker den her lejlighed.

MB: Ja, den er cool.

PS: Har du været til Copenhagen Fashion Week før?

MB: Ja, to gange! Den er hyggelig.

PS: Hvornår?

MB: To år siden tror jeg.

JG: Vi nåede det ikke sidste sæson, men vi var der sæsonen før. Så koldt!

PS: Det er forfærdeligt! Berlin føles også helt varmt nu, København er så kold i november.

MB: En nat under modeugen festede vi hele natten og morgenen med – jeg kan stadig huske, hvor kold morgenen var.

PS: Og så er det vildt dyrt i København.

MB: I forhold til Berlin er alt dyrt! Men jeg regner med, at du fester gratis i Berlin, og i København betaler dine venner for dig!

PS: Haha! Arbejdede du under Copenhagen Fashion Week?

MB: Nej, jeg kom bare for Purple Diary. Men de blev ikke rigtig tilfredse, for de er meget glade for dirty billeder, og den side af København var ikke rigtig til at vise. Menneskerne i København er ret »Uuuuuuh!« – Maxime udstøder et hvin.

Vi drikker mere kaffe og bladrer igennem Jen Gilpins nyeste lookbook, som Maxime skyder.

PS: Hvor er du fra?

MB: Lyon! Men min mor bor nu i Sydfrankrig. Det er vildt hyggeligt, vi tager derned cirka tre gange om året eller sådan noget. Det er virkelig ude på landet, der er ingenting derude.

PS: Interessant. Var din barndom også ude på landet?

MB: Min barndom var ret mærkelig, men jeg tror ikke, det har nogen indflydelse på mit fotografi.

Jeg begyndte bare på det, fordi… Jeg har et hukommelses-problem! Jeg kan virkelig ikke huske noget som helst. Jeg tror, det var grunden til det i starten, og jeg skrev en hel masse huskesedler, da jeg var yngre… Men det var da jeg startede på den her specielle skole – det var en slags high school om kunst. De lagde fokus på design og en masse andet.

PS: Rent praktisk hele vejen igennem?

MB: Jep, du lærer at tegne og så videre. Og så kom vi ned i mørkekammeret. Jeg var omkring 16 år gammel, og det var virkelig der, det startede. Jeg 4

elskede mørkekammeret. Jeg var i det mørkekammer i seks eller syv år, jeg elskede det virkelig.

Senere startede jeg i skole i St. Etienne. Kender du den? Den er meget lille.

»I spend six or seven years in that darkroom. I really loved it.« PS: Jeg har hørt om den.

MB: Det er en meget god skole, en slags akademisk skole.

PS: Et universitet?

MB: Nej, fine art school. I Frankrig er det gratis at gå på skolen, men det er meget svært at komme ind. Hvert år laver de en selektiv elimination.

Mange steder betaler du for at gå i skole, men i Frankrig betaler du ikke, men arbejder benhårdt for at blive der.

PS: Og du kom igennem nåleøjet.

MB: Ja, jeg afsluttede. Det var fem år, jeg fik min master i kunst. Så tog jeg til Berlin. Det må have været i 2007 eller 2008.

PS: Hvor gammel var du, da du kom til St. Etienne?

MB: 19 år, tror jeg, det var lige efter high school.

Jeg ved ikke, om det er det samme system i Danmark… Nej, jeg var 18. Det var en kæmpe ændring

i mit liv, men jeg mødte også mange nye og gode mennesker.

PS: Hjalp den dig til at skabe en masse nye kontakter?

MB: Jeg fik en masse venner imellem de studerende og lærerne. Skolen bliver din hverdag, dag og nat var skolen det eneste, vi tænkte på.

PS: Arbejdede du nogensinde i Paris?

MB: Nej, jeg har aldrig boet eller arbejdet i Paris.

Når du er fra Frankrig og fra provinsen er Paris dyrt og meget irriterende! Du forestiller dig så mange ting, når du er ung. Mange af mine venner tog til Paris og arbejdede så meget for at kunne betale deres otte kvadratmeter, men det havde jeg ikke lyst til, så jeg tog til Berlin med en ven.

PS: Tog du af sted på grund af Jen (Gilpin)?

MB: Nej, jeg mødte hende her i Berlin senere, for tre år siden.

PS: Hvorfor så Berlin?

MB: Jeg kendte ikke nogen her. Jeg havde den her Erasmus-ting; det er udveksling imellem skoler i forskellige lande. Har I det i Danmark?

PS: Vi kan studere i udlandet, hvis vi vil, men det er mere sjældent for os at begynde en specifik uddannelse i Danmark og så færdiggøre den i et andet land.

MB: Oh okay. Men faktisk tog jeg ikke til Berlin

til at starte med, jeg tog til en lille by i Tyskland kaldet Aachen og gjorde mit fjerde og femte år færdigt. Jeg ved ikke, jeg kunne godt lide tyskerne! Jeg kunne lide noget i Tyskland. Jeg plejede at komme på ferie i Berlin, da jeg var lille.

Min ven og jeg tog dertil et par gange sammen, vi havde en stor bil, og så proppede vi ellers bare alting om bagi og kørte af sted. Vi levede lidt overalt, jeg mener, det er Berlin. Og efter vi fandt en lejlighed, festede vi i hvad, to år? Nogle af vores venner fra Frankrig kom og besøgte os. Efter det begyndte jeg først rigtigt at arbejde. Jeg havde altid fotograferet før det, men ikke professionelt.

Jeg tog ikke billeder for at tjene penge, men for min egen skyld. Jeg havde aldrig vist noget på en udstilling. Men efter de år begyndte jeg at arbejde!

»I didn’t take pictures to make money. I did it for myself.« PS: Hvordan startede det?

MB: I starten viste jeg på nogle få udstillinger, og efter lidt tid fik jeg nogle kontakter til modeugen og sådan noget. Derefter begyndte jeg at arbejde for Style.com, jeg tror, det var det første rigtige job, jeg havde. Jeg tror, det var på grund af Anna Finel, en ven i Berlin. Ja, jeg mødte nogle fantastiske mennesker, som hjalp mig, og jeg arbejdede konstant mod det samme mål… og så voilá!

Pengene er ikke gode i Berlin, så du skal arbejde meget. Maxime tænder for endnu en Lucky Strike.

Så det er godt at have kontakter og internationale venner.

PS: Rejser du så meget?

MB: Nej… En lille smule, men ikke så meget. Når jeg gør, er det mest for at tage mine egne billeder, og så sender jeg dem bagefter, til magasiner for eksempel. Jeg var på roadtrip i august i USA for eksempel. Da jeg kom tilbage, havde jeg så en udstilling med billederne.

PS: Arbejder du normalt på den måde? At rejse og tage billeder uden at vide om de vil blive publiceret?

MB: Ja, jeg tager på de ture for at tage mine egne billeder, men jeg sender dem altid til nogen, når jeg er færdig. Men du ved, jeg er altid på arbejde.

Jeg har altid mit kamera med mig, lige meget hvor jeg er. Det er en lang proces at træne dine øjne og hjerne til at arbejde sammen.

PS: Tror du, der er et mål? Et punkt hvor øjne og hjerne arbejder optimalt sammen, eller er det en konstant udvikling?

MB: For mig er det fifty-fifty. Mennesker tænker 5

på, hvem jeg er. Det handler ikke kun om at trykke på en knap, du skal finde de rigtige mennesker, den rigtige atmosfære, og ja, alt rundt om dit kamera, som kan gøre noget interessant for fotografiet. Det er meget svært, teknikken og alting. Men jeg tror, det sværeste er redigeringen til sidst.

PS: Er det den vigtigste del?

MB: Ikke redigering som i Photoshop, jeg mener redigering som i at vælge hvilke billeder, der skal beholdes, og hvilke der ikke skal. Det er altid meget passioneret.

Det er altid subjektivt, og det er det, der skaber udviklingen, fordi du har så mange forskellige måder at se tingene på. Jeg kigger altid i magasiner eller bøger om fotografi, interessante ting. Jeg vil altid fotografere, hvis jeg havde et andet job, hvis jeg skulle have et andet job, så… Jeg er virkelig lykkelig over, at folk kan lide hvad jeg gør, for jeg gør det ikke for pengene. Jeg ville gøre det lige meget hvad.

Jeg kan ikke efterlade fotografiet. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, men…

Det er vigtigt for mig at fange, click! Jeg mener, at fange samfundet, Frankrig, at se ting fra en anderledes vinkel, det ændrer meget. Jeg ved ikke hvorfor, men når jeg ikke kan lide nogen, kan du se det på billedet, jeg tager af dem. Hvis jeg kan lide nogen, så… Det er en anderledes måde at se mennesker på! Når jeg tager festbilleder og så videre, og du kan se en hel masse ting, der foregår, og du kommer til et punkt, hvor du bare bliver sådan »FUCK!« Du får alle grupper af samfundslaget i ét foto. Det kan være modefolk, og du føler så meget spænding. Det er derfor, det er interessant for mig. Det er som et studie i samfund, menneskeheden, relationer…

PS: Du laver festfotografi for Purple Magazine, ikke sandt?

MB: Ja, men jeg har forskellige kunder.

Det er egentlig et ret dumt job, men det giver godt.

PS: Haha, et dumt job?

MB: Nej, ikke dumt, men du ved, du bliver den der smilende fyr med et kamera…

Maxime laver grimasser. Det er ikke den mest interessante ting i verden, men du 6

ved, du møder en masse mennesker.

PS: Jeg tager selv mange fest billeder. Det er ikke så godt for min skolegang.

MB: Det er godt; du lærer, hvordan du skal gribe mennesker an. Jeg plejede at være en meget, meget genert person, nærmest hele mit liv. Jeg ville aldrig have troet, at jeg kunne være i stand til at tage billeder af mennesker og putte kameraet direkte i deres ansigter. Jeg går bare rundt og tager billeder. Det er meget energikrævende. Hvis du ikke er genert, må det være svært at forestille sig, hvordan det føles. Det er et stort skridt bare at gå over til folk og klikke! Nogle gange har de lyst til at slå dig, og andre gange er de sådan »Wow!« Det er en god måde at møde folk på. Selvom det er et dumt job, får man altid noget ud af det. Du får altid et eller andet ud af et job.

Jen Gilpin træder ind i stuen, finder en Lucky Strike og tænder den.

PS: Det er umuligt ikke at møde nye mennesker.

MB: Ja, du møder mennesker, som du ikke ville have mødt, hvis du ikke var en fotograf eller en journalist eller sådan noget. Det tager dig til et sted, hvor du ikke ville være i stand til at tage hen selv. Ligesom når jeg rejser, og jeg har mit kamera med, giver det mening. Hvis jeg bare tog på stranden uden mit kamera og noget interessant skete, så ville det ikke give mening.

PS: Føles det ikke som et pres nogle gange? Er det ikke stressende?

MB: Nej, det er den anden vej rundt. Hvis jeg ikke har mit kamera, føler jeg straks stress. Mit kamera får mig til at slappe af – jeg kan ikke bare ligge på stranden.

PS: Kan du tage i supermarkedet?

MB: Nej, nej, nej, jeg går i supermarkedet med mit kamera. Du ved ikke, om der vil være en bilulykke på vejen derhen! Det er fantastisk at tage ud i byen og blive tabt. Nu har jeg min cykel, så den bruger jeg bare…

»No, no, no, I go to the supermarket with my camera.« PS: Hvad med når du går i byen med dine venner, selvom du ikke er hyret?

MB: Uh, ja! Det er derfor, jeg aldrig er på Berghain. Har du været der?

PS: Nej. MB: Det er forbudt at tage billeder derinde. Jeg

Foto: Maxime Ballesteros

7

Foto: Maxime Ballesteros

har været der én gang, men jeg kunne ikke bruge mit kamera, og hvis du bliver taget, er det… Maxime laver endnu en grimasse. Jeg ved det ikke. Da jeg var der, så jeg så mange ting, der skete, det var så interessant.

PS: Selv iPhone kameraer?

MB: YES. PS: Jeg har hørt mange blandede ting om det sted.

MB: Du skulle virkelig tage derind og kigge, synes jeg. Før de lukker, haha!

PS: HVAD? MB: Du ved, de mennesker som der betales til, når der spilles musik i en klub?

PS: Dj’sne?

MB: Også dem, men hvis du er i supermarkedet, og de spiller en sang, så betaler supermarkedet for den sang. Der er en ny lov i Tyskland, og den er meget stram.

Det vil blive for dyrt for Berghain, hvis de skulle betale for alting. Alle klubber har reageret. Det er virkelig en krig.

PS: Det vil bryde Berlin ned.

MB: Berlin høster penge på festerne, ja! Alle mine venner tager på Berghain søndag eftermiddag og tager af sted igen mandag morgen.

PS: Hvad med deres jobs?

MB: I Berlin er der virkelig meget freelance arbejde. Du gør dine egne ting.

Men det er også normalt, at folk tager direkte på arbejde efter Berghain. Du skulle tage derhen, næste gang du kommer til Berlin! Musikken er virkelig god, og de har nogle virkelig gode dj’s, plus at deres lydsystem er fantastisk. Det er meget kendt for deres musik, og hvis du vil have sex med fremmede, er det stedet at gøre det!

PS: Er det en gay klub?

MB: Mest en gay klub ja. Så er der Panorama, som ligger lige ovenover Berghain. Der er der alle slags mennesker.

Men nedenunder er der mange store, skaldede fyre. Jeg kom i vanskeligheder en gang, fordi jeg tabte min telefon, og der var en stor fyr, som spurgte mig, om jeg ville have sex med ham, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre! Jeg tænkte »Jeg er så lille i forhold til dig!« Alle er høje på stoffer og ved ikke, hvad de laver!

8

Foto: Maxime Ballesteros

Men det er fordi, jeg er en dreng, du er en pige og ville ikke komme i vanskeligheder!

Maxime smider sin sorte sweater.

PS: Hvad er det, du har på? Lædersmykkerne.

MB: De er fra en af mine venner, kender du designeren, der laver smykker til Lady Gaga? Korsagerne og sådan noget? Det er hende. Hun plejede at bo i Berlin, for to år siden. Jeg skal hente cigaretter!

Lucky Strikes pakkerne er røget, og Maxime kommer tilbage med en lille dåse med hjemmerul.

PS: Hvad var det første, der gjorde dig interesseret i fotografi?

MB: Den første ting var min mor, da jeg var virkelig ung. Jeg tog kameraet fra hende. Man skulle bruge film til det, det var før den digitale verden.

Jeg bruger det stadig.

PS: Det samme?

MB: Haha, ikke præcis det samme, men den samme model. Jeg tog ud og tog nogle billeder og blev meget spændt, og min mor var sådan »Hvorfor bruger du så mange penge på lort!« Men i high shool købte jeg et gammelt Nikon, og det var der, det virkelig startede. Maxime rejser sig op og henter det. Det var virkelig rart at starte med det her, det var før alt blev digitalt. På det her kamera skal alting indstilles manuelt, lyset er manuelt, så du lærer virkelig alt, fordi du er nødt til at gøre alting selv og lære, hvordan alting fungerer. Jeg ved, hvordan det er at gøre alting i hånden, og jeg tror, det er vigtigt at se, hvordan ting fungerer. Nu er alting automatisk, og du behøver ikke at tænke længere. Teknikken skal fungere, så der er plads til kreativitet.

PS: Hvad synes du om sociale medier som Facebook og Instagram?

MB: Jeg synes, at Facebook er sjovt, fordi jeg kan se, hvad mine venner laver, men på den anden side… Det er et meget stort spørgsmål. Jeg kan ikke svare på det. Alle er fotografer nu. I starten var det Instagram, folk får det og putter billeder på facebook og DAMN, så vil de være fotografer.

Billederne er altid flotte på Instagram. Det er ligesom da Photoshop kom. Nu går vi en lille smule tilbage til normalt fotografi. Alle har et kamera i dag, før var det kun få… Det er mere udfordrende for fotografer, for dybest set konkurrerer du med alle og enhver! Folk er gode til at tage billeder med deres iPhones. Det er godt fotografi! Og alle 9

har et kamera på grund af deres iPhones. Jeg ved det ikke, jeg synes, det er sjovt. Men jeg har ikke iPhone, og jeg har ikke Instagram, men Facebook er fint. Vi vil se om ti år, hvad der vil være væk, og hvad der er beholdt. Børnene er anderledes nu. De er vokset op med Internet, med kameraer, med iPhones. De har adgang til alting, når de er fem år gamle. Jeg er lidt bange for den nye generation nogle gange! Jeg lytter til nyhederne hver dag, og hver dag taler de om yngre og yngre folk. For at komme tilbage, der er så mange unge mennesker, der vil arbejde i fotografi.

PS: Kan du lide det, eller synes du, det er kunstigt?

MB: Jeg tror, at nogle mennesker er meget seriøse omkring det. For nogle mennesker føles det ægte, og nogle vil lave en masse kunstigt arbejde. Men der er også meget fortræffelighed i fotografi.

Men i dag er alting baseret på relationer. Hvis du kender den og den person, vil du blive publiceret.

Hvis du bare er en god fotograf, bliver du ikke publiceret. Det er meget ærgerligt, nogle gange kigger jeg i magasiner og ser nogle meget slemme fotografier, og magasinerne er ligeglade. De tænker kun på dit navn. Hvis du har pengene og de rigtige kontakter, kan du gøre, hvad du vil. Jeg vil hellere have kritik fra mine gamle venner, som ikke har Facebook eller noget, de kan kigge på mit arbejde fra et andet perspektiv. Det giver mere mening for mig. De folk har et friskt syn, de kigger ikke i magasiner hver dag. Alle dem mødte jeg på kunstskolen.

PS: Havde du venner før kunstskolen?

MB: Haha, jeg var så genert og så mærkelig. Jeg gik med make-up og var altid klædt i orange og pink og kunne ikke rigtig snakke. Jeg stammede.

Jeg talte ikke med andre end min mor, indtil jeg var seksten år gammel, haha! Det var lidt irriterende. Det var fint faktisk. Så kom jeg til en doktor, som hjalp mig med at trække vejret ordentligt. På en måde blokkede jeg for min stemme. Jeg var hos den doktor i to år, og derefter lærte jeg at kontrollere det. Nogle gange stammer jeg igen, haha!

PS: Som når du er fuld?

MB: Nej, når jeg bliver spændt! Også det fact, at jeg kommer ude fra landet… Alle var ens. Når du er i forstaden og har make-up på, kigger de store drenge på dig og råber »Hvad fanden laver du?« og du er seksten år og ved ikke, hvad du skal gøre.

PS: Din mor må være virkelig stolt af dig.

MB: På en måde måske. Der var meget ballade.

Hun var altid bekymret, jeg tjente ikke nok penge.

Hun var altid bekymret, og hun er stadig bekymret. Hun er lidt old-school.

10

PS: Meget konservativ?

MB: Nej, ikke konservativ, men streng. Hun var sådan »Gør hvad du vil, men vær ansvarlig.« Som i »Du kan have make-up på, men det er dit problem.« Jeg var anderledes end hendes generation – når de blev 21 år, blev de gift og fik børn. Vores liv er nemmere og har ikke så meget ansvar. Jeg er 28, og jeg har ikke børn eller familie. Jeg har blot min kone.

PS: Er dig og Jen gift?

MB: Nej, vi skal giftes!

PS: Du må være spændt! Bliver I gift i Berlin?

MB: Nej, i Frankrig.

PS: Er Jen også fransk?

MB: Nej, hun er fra Canada. Det er også derfor, at vi bliver gift. Så behøver hun ikke sit visa. Nu skal hun forny det hvert andet år, og det er fint nok, men i Tyskland er der så meget papirarbejde.

Det er udmattende. Når vi bliver gift, bliver ting nemmere.

PS: Jeg regner med, at der kommer en reportage i Purple Magazine.

MB: Jeg er mere spændt på festen, at have alle mine venner fra forskellige dele af mit liv samlet i ét rum. Mine gamle venner fra Frankrig, folk fra USA og så videre.

PS: Spændende!

MB: Det er det, jeg er mest spændt på! Festen!

PS: Du er mere spændt på de billeder, du skal tage af den.

MB: Oh yeah!

PS: Kommer din far med til brylluppet?

MB: Han er død. Men han var ikke særlig tilfreds med det, jeg lavede. Han døde, da jeg var 20 eller 21 år, tror jeg. Da det skete, var jeg ikke ude af kunstskolen endnu. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde gang i. Det kunne han ikke lide.

PS: Meget af det handlede vel om kærlighed.

MB: Måske. Han havde bare den her vision om livet – du skal få børn og et hus. Han var ikke rig, men han havde altid nok penge. Han var meget ansvarsfuld.

PS: Hvad arbejdede han med?

MB: Han udviklede de her produkter. Du ved, når der er ildebrand? Han solgte alt sikkerhedsudstyret til ild. Men han havde et andet job, da jeg var lille. Han rejste altid, så var han i Tokyo, så var han i Brasilien og så videre. Han var glad for sit arbejde. Så fortalte min mor ham, at hun ønskede, at han var mere hjemme, og så skiftede han arbejde og blev meget, meget ked af det. Lidt for ked af det synes jeg.

PS: Og hvad lavede din mor?

Foto: Maxime Ballesteros

11

MB: Hun var skolelærer. Det var godt, det gav mig disciplin.

PS: Har du nogle brødre eller søstre?

MB: Jeg har en søster. Hun har børn. De har et lille hus. Hippier med bil, haha!

PS: Det er meget anderledes i forhold til den baggrund, du kommer fra. Føler du dig hjemme i den her branche?

MB: Nej. Det er ikke en falsk business, for pengene er ægte.

»It’s not a fake business, cause the money is real.« Den er i live. Jeg føler ikke rigtig, at jeg hører til i denne branche. Jeg er en outsider. Jeg kommer ind i branchen, jeg møder en masse mennesker, men den er ikke mit liv. Den her branche er slem.

Den er virkelig slem, men jeg er ligeglad. Jeg er bare lykkelig over, at der er mange mennesker, der kommer til at se mine billeder. Der er mange interessante mennesker her.

PS: Arbejder du sammen med nogen?

MB: Nej, jeg arbejder altid for mig selv. Jeg er i et meget lille agentur i Berlin, men det er meget nyt, så det betaler sig ikke rigtigt. Jeg kunne godt tænke mig at lave noget kommercielt arbejde nogle gange, for det giver gode penge. Det ville give mig mere frihed til at arbejde mere for mig Foto: Maxime Ballesteros

12

selv og til at rejse mere… men jeg ville ikke have mit navn på! Haha! Ingen skulle vide, at jeg havde skudt dem. Fotografer får mere frihed, hvis de får de store kampagner. Og så er det sjovt at være til cool modefester i den her branche…

PS: Har du brug for suset?

MB: Alting er gratis, og der er god mad!

Alle er smukke, og mange af dem er faktisk ret søde. Jeg tror, at det kunstige er noget, der sker i de yngre lag, hos dem, der er uetablerede. I fotografi ser jeg mange unge mennesker, som ser godt ud, men som ikke har noget med dem at gøre. Det handler bare om at gøre kunderne tilfredse. Det er der, det er kunstigt. Når de bliver mere etablerede, kan de gøre hvad de vil.

PS: Føler du dig etableret?

MB: Nej. Jeg kæmper stadig med pengene.

Jeg kunne godt tænke mig at føle mig bedre tilpas, have noget mere cash…

PS: Friheden til at få børn for eksempel?

MB: Nej, nej, nej, nej, ingen børn. Måske når vi bliver ældre. Hvor gammel er du?

PS: Jeg er et barn. Jeg er 18.

MB: Jeg er ti år ældre end dig! Jeg føler mig faktisk virkelig ung. Jeg tror, at om ti år vil jeg stadig være et barn. Hvis du ikke har børn, er du nødt til at forblive ung.

PS: Hvilken slags fotograf er du?

MB: Jeg gør mit job som fotograf. Jeg er dokumentarfotograf, men jeg kan også godt lide opsætninger. Jeg er ligeglad med hvem, der er hvem.

PS: Du tænker mere på hvem, der er interessant?

MB: Ja. Når jeg for eksempel laver udstillinger, kan jeg godt lide at vise festbilleder, billeder fra vores samfund og sætte dem i en anden kontekst. Se det her for eksempel - Maxime henter et random magasin. Når du ser de her billeder i et magasin, er det en modeserie. Men hvis du tager dem ud af magasinet, viser det dig en masse forskellige ting, og det får dig til at forstå fotoet. Det er virkelig det, jeg vil gøre med mode. »When you see these photos in a fashion magazine it’s a fashion editorial. But if you take it out of the magazine it shows a lot of different things and that makes you understand the photo.«

Maxime viser mig en serie af hans nyeste billeder på hans Macbook.

»I like when things are so fake it becomes reality.« PS: Hvad synes du om blogger verdenen?

MB: Det er en anden verden, det handler virkelig ikke om fotografi. Det er godt til at vise et nyt stykke tøj eller en ny læbestift, og det er fint. Du ville ikke huske det om ti år. Men du ved, det er godt, hvis du vil vise en anden livsstil.

PS: Du har en blog.

MB: Ja, det er vigtigt for mig at holde styr på, hvad jeg laver, ellers glemmer jeg det.

PS: Hvad inspirerer dig?

MB: Jeg tror ikke, jeg bliver inspireret af andre fotografer. Der er mange, jeg kan lide, men jeg respekterer bare, hvad de gør. Det er deres verden, og jeg er interesseret i den, men jeg bliver ikke inspireret. Der er fotografer som for eksempel rejser til Rusland, er der i en uge og kommer tilbage med en masse fotos af børn. Hvis de for eksempel havde boet der i 10 år, ville det have været acceptabelt, men hvis du kun tager af sted i én uge… Jeg føler ikke, at jeg har lov til at gøre sådan noget. Jen og jeg var i Mexico, og alting var så anderledes, og jeg fotograferede alting, menneskerne også.

Billederne er brugbare og interessante, men jeg havde det dårligt med at have taget dem. Jeg er ikke kunstner, jeg er fotograf.

»I’m not an artist, I’m a photographer.« PS: Synes du ikke, at fotografi er kunst?

MB: Ikke rigtigt, for jeg arbejder ikke rigtig med koncepter og sådan noget. Jeg arbejder med mennesker og med virkelighed. Kunstnere bryder på en måde virkeligheden op, men jeg indrammer bare virkeligheden. Det er ikke kunst. Måske du skulle spørge en filosof, haha! Mange af mine venner er kunstnere, og jeg kan se, måden de arbejder og tænker på, samt den måde de tror på, og jeg føler mig ikke ligesom dem. Jeg er mere ligetil.

PS: Hvad synes du om Terry Richardsons arbejde?

MB: Det er godt, lyst og det er på ingen måde prætentiøst fotografi. Det kan jeg godt lide, for det er, hvad det er, du skal ikke tænke. Og så er han en sød fyr.

PS: Er han en af dine venner?

MB: Nej, jeg har bare mødt ham et par gange.

Juergen Tueller er også en meget god fotograf.

Meget intelligent. Jeg kan godt lide hans historier.

13

Maximes telefon ringer, og han snakker på fransk, mens han trisser rundt i stuen.

PS: Maxime, hvad er dine fremtidsplaner? Har du nogen?

MB: Jeg ved det ikke, jeg tager en dag ad gangen. Jeg vil gerne arbejde mere og få flere kampagner. Jeg vil gerne have flere penge og rejse mere, sådan noget. Lave bøger.

PS: Har du lavet nogle bøger før?

MB: Ikke rigtigt. Jeg lavede en for to år siden, men det var en lille en. Og jeg laver bøger nu, men det er for kunder.

Men jeg kan virkelig godt lide bøger. Så længe jeg kan leve af at fotografere, er jeg glad. Jeg ved ikke, om jeg vil have arbejde om ti år. Jeg har mange venner, som er ældre fotografer. De har svært ved at finde arbejde. De plejede at være virkelig etablerede, da de var yngre, men… Man er nødt til at være virkelig etableret for at få jobs.

PS: Og blive ved med at arbejde for sin sag.

MB: Ja. Jeg ved, at jeg bliver i Berlin et stykke tid.

PS: Føles Berlin som dit hjem?

MB: Sammenlignet med Paris, ja! Berlin føles virkelig som hjem. Jeg har været her i 5 år, og jeg har mange venner her.

PS: Her kommer en klassiker – hvis du skulle give et råd til en ung fotograf eller kunstner, hvad ville det så være?

MB: Jeg er en ung fotograf, haha!

PS: En meget, meget ung så!

MB: Jeg tror, den vigtigste ting er ikke at prøve at please sine kunder – ikke at please nogen som helst. Jeg mener, det er virkelig vigtigt at være trofast mod det, du tror på.

Du er altid nødt til at rykke dig. Det er virkelig vigtigt at være passioneret og ærlig mod det, du gør. På en måde er det vigtigt at være hjælpsom over for dig selv – at forblive ærlig over for dig selv, ikke at være en bitch og ikke at kopiere. Det er der ingen pondus i. Det er vigtigt at finde det, som interesserer dig. Et råd til mig selv er; skub dig altid ud i fare og gå efter de mærkelige situationer.

»An advice for myself is: always put myself into danger and go for odd situations.« Det er der, tingene bliver interessante. Jeg er altid virkelig lykkelig efter sådan en situation.

PS: Et kick.

MB: Præcis. Og så er det vigtigt at møde en masse mennesker.

PS: Networking?

MB: Ja, en slags. Det virker åndssvagt, men du er nødt til det, hvis du vil publiceres. Og så er det vigtigt ikke at have nogen grænser. Noget, der kan være vildt mærkeligt for mig, kan være hverdagsliv for en ukrainer for eksempel. Østeuropa har virkelig mange gode fotografer. Da jeg var lille, havde jeg meget klare forestillinger om, hvordan tingene skulle gøres. Det er også smart at deltage i konkur14

rencer – på den måde ser de rigtige mennesker dig, og det vil give dig arbejde. Hvis du har et kamera og en computer, kan du være overalt i verden og stadig deltage i konkurrencer. Er du selv fotograf?

PS: Det ved jeg ikke, om jeg ville kalde mig selv. Jeg er stadig ved at finde mig selv.

MB: Da jeg var 18, var jeg et lille barn, der boede ude på landet, men jeg tænker, at du har mange flere muligheder, end jeg havde.

Men… Jeg synes, at modefotografi er meget anderledes. Alt hvad jeg har sagt, kan ikke bruges på modefotografi for eksempel, for det er en helt anden slags fotografi, det er ikke det samme.

Da jeg går, spørger jeg, om jeg kan ryge på trappen. Maxime svarer

»Yes. You can still do what you want in Berlin.«

Foto: Maxime Ballesteros

15

Caroline Fotograf: Pernille Sandberg Model: Caroline Christiansen

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

Foto: Pernille Sandberg

Diane Pernet

I samtale med Pernille Sandberg

Da jeg træder ind på Les Deux Abeilles i Paris’ 7. arrondissement, mærker jeg et vældigt mylder omkring mig. Travle, slanke, franske kvinder plaprer, mens de langsomt fortærer det enorme stykke kage, der står foran dem, og som stedet her er så kendt for. Tjenere for omkring, ikke i uniform vel at mærke, og tekopperne klirrer. Jeg får fat på en tjener og fortæller, at jeg har et møde med Diane Pernet om lidt. Hendes øjne glipper, og hun udveksler hurtigt et par ord med de andre tjenere. De placerer mig ved det største bord lidt længere inde i cafeen – med en plante på hver side af bordet og mere lys. Et kvarter efter vores møde skulle starte, stormer den sorthårede kvinde ind i cafeen.

Hendes opsætning på hovedet er så stor, at hun er nødt til at dukke sig under det kunstneriske træ, der svinger sig fra gulv til loft henover døråbningen. Idet hun sætter sig, drejes alle hoveder i cafeen mod hende, og en tung, parfumeret dunst breder sig. Hun er en kvinde med klasse, og jeg føler mig straks beæret ved at sidde til bords med hende. Diane Pernet er en af verdens første bloggere; stifter af modefilmfestivalen A Shaded View On Fashion Film og højt respekteret som kritiker i modeverdenen. Hurtigt smider hun sine sko og bestiller et stykke kage med marengs og sort te både til hende selv og til mig. Hun skabte en uformel stemning, der kun har fået mig til at savne hende at sludre med.

27

DP: Hvad skal vi snakke om?

PS: Hvad du føler for.

DP: Godt. Lad os tage den fra starten. Jeg stu-

derede film i New York og graduerede. Uddannelsen var mest fokuseret på dokumentarisk film. Fordi at det var det, skolen fokuserede på, ville jeg selvfølgelig lave den komplet modsatte slags film. Som tiden gik, gik det dog op for mig, at jeg faktisk nød at lave dokumentarfilm.

For mig er virkeligheden langt mere utrolig end selv den vildeste fantasi.

I find reality far more unbelievable than what you could ever imagine.

Der er så mange mærkelige ting, som er virkelige. Jeg elsker bare dokumentarer. Jeg har altid elsket to ting; mode og film. Jeg har elsket mode, siden jeg var meget ung, og jeg har elsket film siden jeg var et barn. Vi plejede at køre ind til drive-in movies med mine forældre.

PS: I Washington?

DP: Nej, jeg boede kun i Washington i tre år af mit liv. Mange journalister lægger stor vægt på Washington, men for mig betyder Washington virkelig ingenting. Jeg voksede op i Philadelphia og mine forældre var fra New York. Vi boede i provinsen, og vi tog til drive-in movies i vores pyjamasser, min søster og jeg. Vi så mange Disney film; Askepot, Snehvide, tegnefilm. Jeg elskede dem virkelig, fra jeg var et helt lille barn. Så derfor var det det, jeg studerede.

Men på det tidspunkt var jeg ikke så begejstret for tanken om samarbejde – jeg kunne bedst lide at gøre alting selv. Sådan har jeg det ikke nu, men sådan følte jeg, da jeg var yngre. Jeg ville have kontrol over alt. Alle i min klasse ville være filminstruktør, og selvfølgelig bliver alle ikke filminstruktører. Fra dokumentarfilm vendte jeg mod reportagefotografi. Derefter skiftede jeg til design. Jeg synes, det lyder som en meget dum grund, men jeg boede med en kæreste i New York, og jeg skulle bruge hans mørkekammer…

PS: Var han også fotograf?

DP: Ja, det var han. Og jeg tror ikke, det er en god ide for to mennesker, der laver det samme, at bo sammen. Det var ikke perfekt. Jeg kom til det punkt, at når jeg tog fat i mit kamera, fik jeg det fysisk dårligt. Jeg vidste, at jeg var nødt til at lave noget andet, men jeg vidste ikke hvad, for jeg har altid været meget fokuseret. Jeg husker, at vi tog ud for at spise, og min kæreste sagde »Hvorfor gør du ikke det åbenlyse?« og jeg sagde »Hvad?« Han sagde »Design!« Jeg plejede at tænke over det, men jeg tegner ikke særlig godt, og jeg tænkte, at man var nødt til at være en god illustrator for at være designer.

28

Men det er jo ikke sandt – selvfølgelig hjælper det, hvis du er, men det at designe er i dit hoved. At illustrere er en teknik – jeg vil ikke kalde det teknisk, men det er noget, som du kan lære at mestre til en vis grad. Det er ikke det samme som at komme med ideer for at skabe en kollektion. Man kan altid arbejde med en illustrator. Du kan transformere dine ideer. Den måde jeg plejede at arbejde på var at drapere på en live model, jeg brugte bare stoffet. Derefter gav jeg det til min modelsnedker, som ville få styr på det og lave et mønster. Jeg tror, at hvis man designer ved hjælp af drapering, og lader materialerne og kroppen tale til dig, får du en mere sensitiv tilgang til det, end hvis du blot arbejder med et fladt mønster. Det er anderledes. Jeg havde min egen business i New York i cirka 13 år, og bagefter flyttede jeg til Paris.

PS: Hvad fik dig til at flytte til Paris?

DP: Staten New York. Den var horribel.

Det var før Giuliani (borgmester i New York 1994-2001, red.). Han kom i 1994 og fik styr på New York. Jeg forlod New York i slutningen af 1990. Jeg boede i West Village, hvor Marc Jacobs har sit imperium nu. Har du nogensinde været i New York?

PS: Ja, jeg har været der to gange.

DP: Har du været i Magnolia Bakery fra Sex and the City?

PS: Ja, haha. Bleecker Street.

DP: Det var der, jeg plejede at bo. Imellem Bleecker og West 11th Street. Det meste af området var ret gay. I løbet af de sidste tre år, hvor jeg var der, kom AIDS epidemien og 80 procent af befolkningen – hvis du kan forestille dig det – var døde eller døende. Det var så uhyggeligt og så deprimerende. Det var på selv samme tidspunkt, at de lukkede de psykiatriske patienter ud af hospitalerne uden nogen form for penge. De rensede Washington Square Park for narkomaner og ved det hjørne på Bleecker Street, hvor jeg boede, er der en lille bitte park. Alle narkomanerne flyttede derhen.

The crack addicts were right outside my window.

De var lige uden for mit vindue – det var ikke særlig inspirerende for en designer. Og det var heller ikke sikkert. Alle var døende.

Nabolaget havde altid været dejligt, men det var blevet farligt. East Village var meget værre, men det var blevet farligt og uinspirerende for en kreativ person. Dejlig kage, ikke sandt? Diane blinker. Men derfor flyttede jeg.

Jeg havde ingen strategi, ingen plan, ingen-

ting. Jeg tænkte, at hvis jeg ville blive i modeverdenen, havde jeg Paris, Milano og London som betydningsfulde hovedstæder. London er ikke så eksotisk, det er meget anderledes end New York, men de har tilsvarende kvaliteter.

Jeg elsker Italien, det er et af mine favoritlande, men jeg elsker ikke rigtig Milano, og byen er for lille – for mig. Delikat fikser Diane en lille bid fra sin kage, uden at den røde læbestift tager det mindste skade.

PS: Blev du ved med at designe, da du kom til Paris?

DP: Nej, jeg havde ikke pengene til at starte forfra. Jeg brugte de penge, som skulle have været nok til tre år, på ét, haha! Jeg vidste ikke, hvor langsom Paris faktisk er. I New York sker ting. Til sidst tænkte jeg »Hvor lang tid tager det for noget at ske?« Nogen ville give mig en halv million euro for at hjælpe mig med min forretning. Men jeg ville ikke starte forfra igen. Jeg havde ikke lysten. Det var meget svært i starten, for jeg vidste ikke, hvad jeg ville. Så jeg gjorde, hvad der faldt mig ind, for du har altid en husleje, der skal betales. Jeg assisterede en producer på CBC. Jeg plejede at vælge hvilke lydfiler, der skulle bruges for serien “Fashion Files”. Hun vidste, at jeg altid havde været for kvalificeret til jobbet hos hende, det fortalte hun mig faktisk,

og jeg sagde, at jeg var ligeglad. Jeg havde bare brug for pengene. Det er interessant, hvordan ting konstant skifter. Jeg var der i tre år, men kun fire gange om året tre uger af gangen på grund af modeugerne. Men mit første job var faktisk at sy kostumer til film.

Jeg arbejdede med tre forskellige instruktører. Den første var virkelig bange for at have en modedesigner som kostumedesigner. Han var bange for, at kostumerne ville få for meget opmærksomhed. Men enhver god kostumedesigner kreerer et kostume, som understøtter den personlighed, der spilles.

Jeg var den sjette kostumedesigner på den film, han var ved at lave. Det var et mareridt.

Alt skulle laves om. Han gav en brief »Det er noget à la alt imellem 300 år før Kristus til nu.« Er det en brief?! Det var et mareridt!

Oveni var det heller ikke lige så sjovt som at lave sin egen kollektion. Her skulle man please den instruktør, som ikke instruerede.

Det var meget low-budget. Jeg arbejdede sammen med Hanna Schygulla, som havde arbejdet meget sammen med Fassbinder. Jeg arbejdede aldrig sammen med Fassbinder, men med hans fetich skuespillere. Hanna ville ikke være nøgen på film, så jeg var tvunget til at få det til at ligne, at hun var nøgen

29

30

uden at se fed ud. Vi rullede hende ind i cellofan og beklædte det med latex og sådan noget... Det var den slags, vi lavede, haha!

PS: Nasty!

DP: Det var det skam! Der var ingen stand-ins til skuespillerne. Jeg fandt ud af, at kostumedesigner ikke var det, jeg havde lyst til at være!

Men jeg lavede dog tre flere film efter den, blandt andet en med Maria de Medeiros. Har du nogensinde set Pulp Fiction? Hun er Bruce Willis’ kæreste, som angiveligt er fransk. Jeg elsker hende, hun er fantastisk. Det er virkelig sjovt, for lige da jeg kom til Paris, og intet arbejde havde, var jeg altid i biografen. Der var så mange film, og jeg tænkte på det som en måde at lære fransk på. Jeg var ikke en mester til fransk.

PS: Du lærte fransk af filmene.

DP: Ja, og så var det en måde at afholde mig fra at blive totalt deprimeret. Men jeg kan huske, at jeg så Marias ansigt, og jeg tænkte på, hvor smukt det var. Hun har et ansigt som en dukke fra 1930’erne. Da min ven bad mig om at stå for kostumerne til en af hendes film, blev vi på en måde venner. Når hun kommer med en ny film, er jeg altid inviteret. Så hun er en slags ven. Efter CBC blev jeg moderedaktør for Joyce Ma. Hun var den første til at få designere som Armani, Ann Demeulemeester, Missoni og Martin Margiela til Kina for cirka 40 år siden.

Der er stadig en butik i Hongkong, der hedder Joyce, men hun har trukket sig tilbage nu. Hun havde et magasin. Hun lavede den her virkelig luksuriøse butik med mange forskellige brands, en slags Barney’s i Hongkong. Hun har en fantastisk smag. Måske en af de mest raffinerede kvinder, du kan finde. Jeg var hendes moderedaktør.

PS: Det må have været en stor ære.

DP: Det var godt. Vi havde et kontor i Paris. Det var ikke noget, jeg nogensinde havde tænkt på at lave.

PS: Det lyder som om, at du hurtigt mødte folk i Paris og kom videre.

DP: Alt udviklede sig meget organisk, men de første tre år var det rene helvede. Virkelig deprimerende. De eneste folk her som vil hjælpe dig med at skaffe arbejde, er udlændinge.

Franskmændene ved, at har de jobbet efter deres prøveforløb på tre måneder, får de lov at beholde det, medmindre de slår nogen ihjel.

Er de dårlige til jobbet, får de et års løn, bare så arbejdsgiverne kan slippe af med dem. Nu taler jeg meget generelt, men franskmændenes arbejdsmoral er meget anderledes end amerikanernes, eller New Yorkernes, for jeg kan ikke tale for resten af Amerika. I New York er du kun lige så god som din sidste opgave. Og hvis du fejler, er det slemt, og så er du færdig. Det bibeholder

en slags motivation. Her er det ikke sådan.

Hvis du får et job, er det dit. Du bliver ikke fyret. »You’re only as good as what you did last, and if you’re not good you’re OUT – like that. It keeps a certain sense of motivation.« Jeg ved ikke, hvordan jeg kom igennem det.

Sidste uge regnede jeg ud, at jeg har været her i 22 år, og jeg elsker det stadig her. Jeg er en udlænding her, hvilket er fint med mig, for jeg kan godt lide det. Jeg behøver ikke blive alt for involveret i politik. Dagligdagen er virkelig rar her. Franskmændene nyder deres liv her. De kan drikke te i flere timer.

PS: Og alle ryger her.

DP: Alle ryger indendørs, ja!

DP: Anyways, efter Joyce, jeg var hendes redaktør i fire og et halvt år, og jeg stylede også for hende… Vi havde et kontor i London også. Det blev publiceret i Hongkong, men alt blev lavet i Paris og London. Men jeg havde aldrig været i Hongkong før for to år siden.

PS: Eksisterer magasinet stadig?

DP: Nej. Hun lukkede det i 1997, men beholdt butikken. Da det lukkede, begyndte jeg at arbejde for Elle.com. Min redaktør var Tina Isaac, og det var hendes ide, at jeg skulle have en klumme kaldet Dr. Diane, hvor jeg skulle give stiltips. De lavede en illustration af mig, hvor jeg havde en lille, stram kjole på og en stor kamelia blomst, som hos Chanel, haha! Jeg så ikke sådan ud på nogen måde, men de lavede det nok, så det passede til Elle. Helt ærligt så følte jeg mig aldrig særlig Elle. Jeg dækkede shows, events, lavede designerprofiler og skrev klummen hver uge, men så forlod Tina Elle og startede Vogue. fr, hvor hun blev editor-in-chief. Jeg rykkede med hende og var der i cirka fire og et halvt år, samtidigt med at jeg stadig skrev for Elle. com. I 2005 i februar, hvor jeg stadig skrev for Vogue.fr, startede jeg min egen blog, og det var en af de første af slagsen. Nu har vi millioner. Jeg var en slags pioner. Samtidigt arbejdede jeg med en mand, Alex. Vi lavede nogle film sammen, og vi plejede at sige, at vi var fashioned out. Jeg dækkede så mange shows, Paris, London, Milano, New York, jeg kunne ikke klare mere mode, det er udmattende! Så vi kaldte vores koncept Fashioned Out. Den første serie vi lavede sammen blev bestilt af Galerie Lafayette i Paris. Vi blev et team af tre fyre i 20’erne og mig. Vi dækkede shows til midnat. Vi kunne ikke tage til fester, for vi var nødt til at gå direkte hjem

og arbejde i tre timer, for det skulle gå hurtigt.

Ligemeget hvad vi havde lavet, skulle videoerne i vinduerne klokken ni næste morgen. Den anden dag jeg filmede, spurgte jeg en fyr, der havde arbejdet for Karl Lagerfeld i sytten år, om jeg kunne komme og filme Catherine Deneuve og lave et videoportræt til Galerie Lafayette. Han sagde til mig »Kom tilbage klokken seks og jeg giver dig interviewet.« Jeg husker, at jeg gik før et show overhovedet var gået i gang, og PR-menneskerne der gik i baglås. Og jeg sagde »Jeg er ligeglad, jeg har et interview med Catherine Deneuve.« Selvfølgelig skulle jeg vente i en time derovre, men jeg fik et godt interview ud af det.

Den næste dag var Cath-

erine Deneuve jo i vinduet hos Galerie Lafayette, og alle kunne ikke tro, at det rent faktisk skete. Det var en god begyndelse. Det var lige i starten, hvor jeg lavede modefilm.

I 2006 startede jeg min filmfestival.

Men på det tidspunkt hed det noget andet, You Wear It Well.

I used to say: I’m fashioned out!

PS: Og så ændrede du navnet i 2008, ikke sandt?

DP: Jo. Jeg lavede You Wear It Well med en bidragyder til min blog, som var fra Los Angeles. Men tingene gik for langsomt. Hvis du skal vente fem dage på at få et svar, er du nødt til at tage dine egne beslutninger, og så er det ikke rigtigt et samarbejde. Jeg giver altid folk flere chancer, end de fortjener.

Ud af 24 locations for vores filmfestival, var min samarbejdspartner ansvarlig for fire. Til sidst fortalte jeg ham, at jeg ikke kunne arbejde

sådan længere. Efter mere end to år. Hans navn er Dino Dinco. Et mareridt. Men tingen ved ham er, at han er meget talentfuld. Han er en fantastisk fotograf, en fantastisk filmmager, han er en fantastisk forfatter, men hans ego er ude af kontrol. Det ender altid galt. Jeg arbejdede med Alex i fem år, og det var ham, der lærte mig ordentligt, hvordan jeg skulle redigere, og han lærte meget af mig. Han anede intet om mode, og jeg anede intet om at redigere. I sidste ende er han nok den bedste, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Der var ingen følelser, det var super rationelt og logisk. Og så er han meget tålmodig. Hans venner fortalte ham altid, at han ikke skulle hjælpe mig, for han spurgte altid mig til råds, selvom det var hans film og hans firma. Det var jo ikke min skyld. Det er en fornøjelse for mig at hjælpe andre, og nu behøver han mig jo heller ikke længere, men vi stoppede samarbejdet på grund af hans venner. Efter vores samarbejde begyndte jeg så at arbejde med Dino, og det udviklede sig til en tragedie, en frustrerende tragedie.

Bagefter arbejdede jeg sammen med Anton, og jeg gjorde det klart, at jeg ikke ville lave flere samarbejder. Men han blev meget for31

virret, for hans efternavn minder meget om ASVOFF (A Shaded View On Fashion), haha! Vi lavede visse gode ting sammen, for en franskmand havde han en virkelig god arbejdsmoral, men hans ego var ude af kontrol, og det havde jeg ikke tid til. Jeg tror på, at folk der hviler i sig selv, ikke har brug for store egoer for at få ting gjort. Især folk der arbejder for mig skal ikke have store egoer. Så vi sluttede samarbejdet for et par år siden. Så begyndte jeg at arbejde sammen med David Herman. Han skrev en kommentar på min blog »Ville du være interesseret i at udvide din festival til at vare i tre dage?« På det tidspunkt varede den en enkelt dag på Jeu de Paume. Det var i 2008. Jeg kan virkelig godt lide at arbejde med David. Han er fransk, selvom hans navn ikke lyder sådan. Han har ikke et stort ego, og han har en god vision. Han arbejder hårdt. Ikke den bedste til at rejse penge, hvilket er det, jeg vil have ham til, haha! Men han er god til alt andet.

I give people more chances than they deserve. Always.

PS: Så alt det kreative.

DP: Ja, hans vision. Han er en kreativ person. Jeg er

meget glad for at arbejde sammen med ham. Vi er vildt forskellige.

PS: Som du sagde – to mennesker der laver det samme skal ikke bo sammen.

DP: Tingen er, at vi virkelig respekterer hinanden. Jeg stoler fuldt ud på ham. Vi mangler dog en, der er god til at få sponsorer, og han er meget fransk. Han tager alt lidt efter lidt, hvor jeg godt kan lide at tænke stort og globalt. Hver gang en festival er slut, skal vi starte forfra igen og finde sponsorer. Det er lidt irriterende.

Han er ret genert, og jeg er ret genert. Han startede med at arbejde med mig, fordi han ville etableres, og jeg kunne give ham en platform. Nu får han mange jobs baseret på de jobs, han har lavet for mig. Bidragydere til min blog bliver ikke betalt, men de får en god platform til at komme videre, og i sidste ende får de en masse betalte jobs baseret på min blog. Det er en god byttehandel.

PS: Der er mange unge designere på din blog, ja.

DP: Nye talenter, ja.

PS: Foretrækker du at fokusere på unge talenter frem for veletablerede personligheder?

DP: Det er sjovt, for jeg elsker at give nye talenter en god platform, men jeg kan også lide at følge veletablerede. Jeg har fulgt Raf Simons siden hans første kollektion. De er stadig meget vigtige for mig. Jeg kan godt lide at se mennesker udvikle sig.

I like to watch people grow.

PS: Er unge talenter din største inspirationskilde?

DP: Jeg er interesseret i kreativitet ligegyldigt hvilk-

en alder eller baggrund. Jeg er lidt ligeglad. Nogle spurgte mig i dag, om der er en aldersgrænse til min 32

festival. Og selvfølgelig er der ikke det, du kan lave en fantastisk film, når du er femten! Kender du Woodkid? Yoann Lemoine lavede logoet for ASVOF. Han er så talentfuld. Det er så sjovt, for han havde et show i Paris på Le Grand Rex for lidt tid siden, og jeg husker, at jeg gav ham hans første show i 2009. Stedet var tætpakket selv på en søndag. Han er virkelig ambitiøs, og han ved, hvad han vil. Til den koncert var alle de producere, der skulle putte penge i ham. Det var fantastisk. Men før den koncert sad jeg på hans seng, og vi snakkede, og han sagde, at han godt kunne tænke sig en koncert med et stort orkester med 26 musikere. Og til koncerten på Le Grand Rex for nyligt havde han så fået et orkester med 26 musikere! Han var Gud for det publikum! Og den udvikling er sket inden for tre år, og han er ikke engang fyldt 30.

PS: Det er fantastisk.

DP: Selvfølgelig kan du ikke være den samme person, når du bliver så succesfuld. Efter hvert show holder han en lille sammenkomst på toppen af Eiffeltårnet.

Jeg har aldrig kunnet være der, men sidste gang nåede jeg det. Jeg har også fulgt Victor & Rolf fra starten – de er heller ikke de samme nu. De er blevet en smule prætentiøse. Jeg kan huske, at jeg elskede deres tøj i starten, og da jeg arbejdede for Joyce, bad de mig inderligt om at få Joyce Ma over og se deres nyeste kollektion. Jeg fik hende omsider med derover, og så var det deres værste kollektion til dato. Den var virkelig slem. Hun forlod rummet med det samme. Selvfølgelig købte hun deres kollektioner et par år efter, men jeg kan huske, at hun sagde »Jeg kan ikke tro, at de kalder det her en kollektion«.

PS: Du blev vel ikke fyret på grund af det?

DP: Nej. Jeg vidste, hvor talentfulde de var. Men jeg synes de har… Der er en generel sygdom i den her industri, som jeg kalder mode-hukommelsestab. Det er, når man glemmer, hvordan man kom til den position, de har nu. Det er et lige så slemt karaktertræk, som at være sygeligt selvoptaget af sig selv. Det er godt at huske, hvordan det er sket.

Fashion Amnesia.

When everybody forget how he or she came to wherever they are now. That’s just as bad as being an egomaniac.

PS: At huske på det hårde arbejde, man har udført.

DP: Og på de mennesker der har hjulpet en på vej og

støttet dig. Der er en forfatter fra amerikansk Vogue, som også plejede at arbejde på Joyce, da jeg var der.

Han var ikke så tilfreds med sit arbejde på Joyce. Han lavede kaffe og sådan noget, nogle gange lavede han en accessories-rapport, og han brokkede sig konstant. Jeg sagde til ham »Hør, jeg laver en introduktion for dig på Condé Nast,« og så ville vi få at se, om han kunne bruges derinde. Han fik en aftale, og det var sådan, han startede på Condé Nast. Som han kom højere og højere op i graderne, sagde han til sidst ikke goddag til

mig mere. Jeg tænkte »Du er så prætentiøs, hvordan tror du, at du kom derop?« Det er skørt. Det er dét, jeg kalder fashion amnesia.

Nogle mennesker lider under det. Victor & Rolf gør måske. Men jeg er lidt ligeglad, jeg synes, det er ret komisk. Hvor små er de? At være prætentiøs er et tegn på usikkerhed.

Hvis man er sikker på sig selv, har man ikke et behov for at nedgøre andre folk, men et behov for at støtte dem. Jeg behandler mine praktikanter meget, meget godt, for jeg respekterer dem, og jeg ved, at de vil kom-

me langt. Hvorfor behandle folk som hunde fordi nogen behandlede dig som en hund?

Måske har jeg ikke arbejdet for nok folk til at have oplevet at blive behandlet som en hund, men jeg har aldrig følt for den mentalitet…

Nøglen til alt er respekt. Hvis du respekterer folk, har du ikke brug for at være kunstig.

Du kan være rigtig. Det lyder som en kliché, men hvis du for eksempel sætter en belgisk designer og en fransk designer op imod hinanden; den belgiske designer har en balance imellem kreativitet og kommercialisme, og tøjet er til at gå med. Franske designere har det med at være prætentiøse. De er ikke bedre – de er bare prætentiøse. Og arrogante.

Og hvorfor?

Why treat someone like a dog because someone treated you like a dog?

PS: Fordi de er franske.

DP: Ja, haha! Det er skørt, for jeg var design-

er i tretten år, en succesfuld designer. Jeg ser ikke på designere som suveræne mennesker, for de er også bare folk. Jeg putter dem ikke op på nogen piedestal. Jeg ved, hvor svært det er at være en uafhængig designer i forhold til, hvis du er hos et stort firma, og de behandler dig, som var du Gud, lige indtil de fyrer dig, men jeg arbejdede ikke for et stort firma. Jeg arbejdede for mig selv.

PS: Hvordan har du det med nye blogs?

DP: Jeg synes, det er godt, og de tjener penge på det. Jeg laver sgu ingen penge på det, jeg ved ikke, hvad de snakker om. Dem, der tjener flest penge, er de shopping-orienterede blogs. Det er en slags nye trend-offices.

Jeg er åben over for dem! Jeg glæder mig til, at min blog og filmfestivalens hjemmeside bliver slået sammen, for min blog har set ens ud siden 2005. Jeg kan ikke vente, til den nye hjemmeside kommer, men det tager så lang tid! Jeg ved, at når man skifter en hjemmeside, er der mange, som går amok, fordi de er vant til noget bestemt. For eksempel når Facebook ændres, går alle amok, men efterhånden bliver de vant til det. Det er ligesom, da Bob Dylan skiftede fra at spille akustisk til at spille elektronisk, folk gik amok. Men jeg er nødt til at skifte, for det har været det samme siden 2005! Der vil også være et arkiv med alle mine gamle film. Alle spørger alligevel efter dem, haha! Men det er meget arbejde, og alt vil ikke blive lavet over en nat.

Men det er en route. Ligesom biografien.

Den er også en route.

PS: Det lyder som om, du har en del store 33

projekter i gang.

DP: Det har jeg. Jeg rejser meget, men jeg bliver også næsten lykkelig, når jeg aflyser nogen. Jeg kunne ikke få visa til Kina, fordi jeg ikke havde to blanke sider i mit pas! Så jeg fik 48 blanke sider sat i mit pas på den amerikanske ambassade. Jeg er nemlig stadig amerikansk statsborger. Mit pas er nærmest en bog nu. Jeg håber, jeg snart kan tage til Brasilien. Hvis jeg kan få visa. Jeg rejser så meget, det er udmattende!

PS: Er det sådan, dit liv skal være?

DP: Jeg ved ikke, om jeg kan tage det meget længere.

Jeg kan huske, at jeg sad på min seng i Philadelphia med illustratoren Roger Duncan, og vi snakkede begge to om, hvordan vi ville flytte til New York, at vi ville flytte til Paris, jeg ville være international designer. Og for nyligt snakkede vi sådan, og han sagde til mig »Nu gør du alt det, du altid har villet.« Og det er sandt, jeg er ikke rig, men jeg har et godt liv.

PS: Og du nyder det.

DP: Jeg nyder det, og jeg møder mange mennesker, jeg kan lide. Jeg kan godt lide folk, så længe jeg ved dagens ende kan være alene. Det er en god mulighed for at rejse og se ting i andre lande i et andet perspektiv. Jeg er ikke kun interesseret i de store byer. Jeg er interesseret i planeten. Interessante ting og interessante mennesker findes overalt. I de mest afsides steder kan du finde utrolige talenter. Det er godt at være den, som opdager det, og som er med til at udvikle dem.

Jeg havde ikke fundet en måde at tjene penge på det før, selvom mange andre mennesker gør det allerede.

Men det gør mig lykkelig. Jeg synes dog stadig, det er mærkeligt, når folk snakker om, at de tjener penge på deres blogs. For mig er integritet nøglen til alt. Det minder mig om noget, Bill Cunningham sagde til mig engang »Kreativitet er genvejen til konkurs.« Da han sagde det, blev jeg skræmt fra vid og sans. Jeg har aldrig glemt det, siden det øjeblik han sagde det. I sidste ende er du nødt til at være tilfreds med det, du gør. Det lyder vildt kliché at sige, men penge er ikke vejen til lykke. Det er vejen til mindre stress, for folk der har penge behøver ikke tænke så meget på dem, fordi de bare er der. Men er du uafhængig og freelance kommer der tider, hvor du ingen penge har, og tider hvor du masser af penge har. At være journalist er ikke vejen til penge, men det ved du helt sikkert lige så godt som jeg.

Der er få, der laver penge på det. Du kan lave en bog, som bliver en bestseller. Men de fleste sælger ikke så mange bøger. Jeg ville blive smigret, hvis jeg gjorde, men jeg regner ikke med noget. Mange mennesker bruger to år af deres liv på en bog og tjener kun 5.000 pund. Hvor mange kan skrive Harry Potter? Og tænk på modejournalister. Vi har Suzy Menkes og Cathy Horyn. Det er ikke højtbetalte jobs. Men der er meget frihed i det, og det er muligt at lave mange interessante ting, og du kan skrive, hvorfra du vil.

Creativity is the highway to bankruptcy.

34

PS: Der er ingen grænser.

DP: Præcis. Jeg er en forfatter, men jeg tænk-

er ikke på mig selv som forfatter. Min største interesse er min filmfestival, fordi jeg med denne er i stand til at kombinere alt, hvad jeg elsker. Det er en ny cirkel. Jeg var designer i tretten år, jeg har haft filmfestivalen i syv, det giver allerede tyve år. Før det var jeg fotograf, lavede en smule film og jeg er lykkelig med alt, hvad jeg laver. Det kan altid blive bedre, og du er aldrig tilfredsstillet med noget af det, du laver, men hvis du begynder at blive tilfreds, er du nødt til at stoppe.

For du er nødt til at udvikle dig konstant og omgive dig med mennesker, som ikke har store egoer. Personligt elsker jeg at omgive mig med søde mennesker. Jeg synes, at jeg er virkelig lykkelig på det punkt. Jeg klæder mig i sort, men er meget hvid.

If you start getting satisfied with your work you’ll have to stop doing it.

PS: Du er en meget lys person?

DP: Ja, jeg er ikke gotisk på nogen måde.

Jeg er ikke mørk overhovedet. Jeg tror, at sidst jeg var tiltrukket af noget mørkt, var da jeg var teenager, besat af døden. Men sådan er jeg slet ikke, og sådan har jeg ikke været, siden jeg var 25. Jeg elsker det lyse, og jeg kan ikke lide at være omgivet af mennesker, som tænker mørkt. Jeg finder det meget forstyrrende og slet ikke indbydende. Der er mange mennesker, der ikke er vilde med sødme, men integritet og renhed, ting jeg finder essentielle, er mange folk ikke særlig interesserede i.

PS: Når du bevæger dig i de her højere kredse af veletablerede folk, hvordan er det så muligt for dig at komme ordentligt i kontakt med talenter fra undergrunden?

DP: Igennem mit job som talentscout eller hvis jeg kommer på en skole. Og folk ved, hvem jeg er, så de sender mig konstant ting. Mine bidragydere tager også tit til modeuger og opdager folk. Eller folk stopper mig på gaden og spørger, om de må vise mig noget.

PS: Gør du det så?

DP: Nogle gange ja, så fortæller jeg dem, at jeg kommer til te og ser deres arbejde. Jeg ser mere, end de fleste gør. Ser jeg dig til Copenhagen Dox? PS: Det gør du. Er det ok, hvis jeg får taget et billede af os sammen?

DP: Jeg skal have læbestift på først så! Diane finder sin læbestift i den sorte lædertaske ved siden af hende, lægger sin Blackberry på bordet og siger »Jeg efterlader dig lige her med mit liv i to minutter.« Efter vi har fået taget billedet, fortæller Diane mig, at hun skal til skomageren, før de lukker. Vi følges et stykke ad vejen, indtil vi skal hver vores vej. Jeg får et kærligt kindkys med på vejen, og jeg følger Diane med øjnene, mens hun stormer ned af gaden med sorte slør bølgende efter sig.

35

D r i e d O u t FOTOGRAF Martin Bendix STYLIST Kristian Hindø-Lings MAKE-UP Anne Rimmer MODEL Hebag Khalif hos Diva Models

36

Solbriller: Openening Ceremony hos Wood Wood Jakke: Maria Palmerston hos www.mariapalmerston.com Kjole: Maria Palmerston hos www.mariapalmerston.com Sko: Nike hos Footlocker

37

Pelsvest: 2nd day hos Day Birger et Mikkelsen Stiletter: Carven hos stylepaste.com

38

Jakke: Preen hos Stylepaste.com Nederdel: J.W. Anderson hos Stylepaste.com Stiletter: Carven hos Stylepaste.com

39

Skjorte: Jil Sander hos Junk De Luxe Kjole: Acne hos Junk De Luxe Sko: Nike hos Footlocker

40

Strik: MoonSpoon Saloon hos Stylepaste.com

41

Kjole: Pierre Balmain hos Junk De Luxe Ruskindsbukser: 2nd day hos Day Birger et Mikkelsen Stiletter: Carven hos Stylepaste.com

42

43

Morten Vammen

Vi har taget en snak om stort og småt med Morten Vammen, dokumentarist, musiker, tidligere radiovært på Radio24syv og forfatter.

Læs her, hvad der er kommet ud af det.

Hvordan ser en hverdag ud i dit liv?

- Jeg prøver at skrive noget tekst fra jeg vågner, så træning, så karbad med telefonen, så noget cafe med netcheck og morgenmad, så spadserer jeg gennem dagen for at få telefon og tænkepauser mellem optagelser, møder og studie eller redigering. Om aftenen møder jeg et intelligent menneske og noget sund mad. Jeg når aldrig at lave mad selv og så videre. Prøver at få masser af sengetid.

Hvad har du gjort for at differentiere dig fra andre i musik- og mediebranchen?

- Jeg tror bare mine ting ikke ligner nogen andres… Ligegyldigt hvilket medie jeg kaster mig over, bilder jeg mig ind, der er et touch.

En bevidsthed, en æstetik der er min egen. Jeg ser meget lidt på, hvad der ellers er “på markedet derude”, eller “hvad man plejer”, eller “hvad markedet kræver”, men koncentrerer mig om, hvad jeg har lyst til og mener er spændende og er nysgerrig omkring - det kræver så, jeg siger nej til opgaver, jeg ikke tænder på, hvilket er dyrt. Plus jeg altid prøver at lave nogle nye greb, eller lære noget hver gang, i stedet for bare at starte et samlebånd. Bryde mine egne “regler”.

Hvilken titel ville du give dig selv?

- Folk hyrer mig som komponist, radiovært, musikproducer, forfatter, instruktør, konceptudvikler, fotograf, remixer, tekstforfatter, dj, redaktør og sågar stylist.

Jeg mangler bare min egen linie i keramik. Jeg identificerer mig ikke med de roller disse jobs hænger på, men det er kun en fordel, tror jeg.

Hvad synes du om dansk kultur?

- Dansk kultur er jo desværre præget af, at vi kun er 5 millioner bonderøve, og derfor lefler man ofte for den laveste fællesnævner… Så man ender med noget burgermad alle kan spise, men ingen nyder.

Alle skal være med, man tør ikke de krydrede nicheting, og tit eksisterer ting, fordi der ikke er andet, der fylder rollen ud. Mange lever på stamina og netværk og laver det samme bras gennem hele deres karriere. Jeg tror, vi skal til at lave personlige ting perspektiveret mod verdensmarkedet her i andedammen.

Hvad er din holdning til nattelivet i København?

- Nattelivet… Hahaha du mener de der 16 timer i weekenden, hvor byen ikke er død efter kl. 20? Der er da et kæmpe udvalg, men det er jo meget det samme, der tilbydes; druk og larm så man ikke kan tale, i usle rum for folk under 30 i ens tøj, med eller uden subkultur, MDMA eller flaskeborde. Det er lidt en genudsendelse for tiden.

Savner lidt steder som i udlandet, hvor crowden og musikken er mere blandet og omgivelserne mere æstetiske og sexy. Jeg går mere og mere til kulturting og middage og mindre og mindre på klub og til efterfest. Har været der, købt T-shirten.

44

Foto: Anne Mortensen

Io Spørsmål til

Hvilken dokumentarfilm ville du helst lave?

- Alle vil vel lave en serie, hvor de rejser verden rundt… Lige nu arbejder jeg med en ny blandform af fiktion og dokumentar, da vores virkelighed i stigende grad har fiktionskarakter. Så slipper jeg også for at “vente på solopgangen hvor løven drikker vand”.

Jeg prøver også at finde tid til at skrive på en spillefilm med dokumentarisk ramme.

Det tager nok nogle år, før den kommer i biograferne… Man får ikke så mange penge gratis.

Hvad har du af råd/anbefalinger til andre unge, som måske godt kunne tænke sig at gøre noget lignende på et tidspunkt?

- Drop reglerne, gør det selv, find ud af, hvad du vil sige og er god og har lyst til. Skid på hvad andre tænker, eller hvad der er trendy.

Tænk internationalt, drop weekender, tv, børn. Få dit eget gear og din egen distribution. Lav positive lystfyldte rutiner. Det er hårdt arbejde det her. Ikke noget med at sidde og vente på inspiration eller at blive opdaget. Det er ikke en hyggelig hobby.

Bryd alle vaner og traditioner. Vær aldrig bange. Find nogle makkere, du kan vokse med, da intet bliver lavet alene. Print det her, og hæng det op over dit arbejdsbord.

Hvordan anskuer du døden?

- Da jeg var teenager, fandt jeg noget flydende medicinsk lsd i fryseren hos et

psykologpar. Da jeg trippede, oplevede jeg døden helt konkret, heldigvis er jeg vokset op med yoga, så jeg kunne undgå angsten

via åndedrættet. Døden var meget fredfyldt, som at få hældt varm chokolade ind i kroppen i absolut ro og blive et med alt. Den oplevelse opløste alt angst, da dødsangst er kernen af angst. Det gjorde så, at mange af vores normale materielle spil ikke virkede, da de ofte er baseret på angsten for ikke at være med, at høre til, hvilket i yderste konsekvens er dødsangst. Naturligvis ældes alle, så senere kom en bevidsthed om at tage nogle valg, der bygger op, og ikke river ned.

A la »Gå ikke hjem med den kokainlamme borderline model igen,« »Vælg noget sundt, uden det bliver kedeligt.« Man kan jo snildt fungere fint til man er over 70 - måske meget længere - hvis man ikke bare giver efter for sine dårlige selvdestruktive sider - fuck rock’n’roll.

i Skodsborg - eller også er jeg droppet helt ud og har taget navneforandring i fremmedlegionen… jeg tror det nu ikke. vav

Hvad er ifølge dig et godt liv - Det lyder som en kliché, men jeg lever det nu. Jeg gør, hvad jeg har lyst til, styrer min tid uden at halse efter penge og gøgl.

Et foranderligt liv, hvor jeg er i konstant udvikling. Jeg elsker det der med at vågne og tænke wow, hvordan endte jeg her? Eller oplevelsen af at se sine mønstre klart og ændre dem. Tror det handler meget om at droppe at tænke på hvad “man” skal, men bare mærke efter mere og mere præcist.

Hvor ser du dig selv om 10 år?

- Jeg tror, jeg laver det samme, men endnu mere i udlandet. Jeg kunne godt tænke mig at få tid til børn, at lave en ny roman og en spillefilm. Ellers tror jeg bare, jeg kan alt bedre om 10 år, undtagen at huske. Måske har jeg fået botox i skallen og løber marathon

45

foto:Lise Helweg-Larsen

Zam Barret

interview af Lise Helweg-Larsen

Solen stråler, og himlen er skyfri over New Yorks travle gader, der summer af liv. Jeg tager den tæt pakkede undergrundsbane mod Brooklyn. Da jeg træder ind i Zam Barrets studier, er det som at træde ind i en anden verden. De ansatte er hårdtarbejdende, og uendelige mængder af stofruller er stablet op ved hvert ledigt hjørne. Solstrålerne siver harmonisk ind igennem panorama-vinduerne, og det bliver kun bedre, da geniet bag det hele byder mig velkommen med et stort smil. Efter at have introduceret sig selv og de syv ansatte, spørger han, om han også skal bestille noget jamaicansk take-out med til mig, og straks er en uformel og rar stemning skabt. Zam Barret er født og opvokset på Jamaica, men flyttede til USA som 23-årig for at studere design. Han har altid syet tøj til sig selv og sin omgangskreds, men kommer fra en fattig familie og er vokset op uden internet og uden visheden om, at der fandtes en modebranche. Zam Barret er nu baseret i New York, men bliver solgt over hele verden.

46

foto:Lise Helweg-Larsen

Hvordan blev du interesseret i at designe?

- På en måde er svaret på dette spørgsmål mere komplekst end spørgsmålet i sig selv. For at gøre en lang historie kort, begyndte jeg oprindeligt at designe og sy, langt før jeg vidste, at der fandtes et karrierevalg som designer, eller at det overhovedet var muligt at blive professionel designer.

Hvordan vil du beskrive dit tøj for nogen, der aldrig har set eller hørt om det før?

- Avantgarde herretøj for urbane filosoffer der leder efter dem selv.

Hvad er for dig den bedste del af designprocessen?

- At undgå viseværten! Haha Helt seriøst, så ville jeg ønske, at det var muligt at designe en kollektion uden at skulle bekymre sig om husleje, løn til mit team og at overleve i det hele taget. Uanset hvor godt jeg forestiller mig, at min indsats er, så ville det være nemmere, hvis jeg ikke både skulle designe, lave mønstre, sy og være chef for firmaet. Jeg er en langt bedre tekniker end forretningsmand.

Hvad er vigtigst for dig - form eller funktion?

- Jeg tror på, at enhver god designer skal være i stand til at opnå begge. Selvom mode har et kunstnerisk element, er designere efter min mening ikke kunstnere, i hvert fald ikke jeg. For mig er det vigtigste at lave funktionelt hverdagstøj, der stadig ser fucking lækkert ud.

Hvad er dit forhold til modebranchen?

»The fashion industry for me is like having a girlfriend or a wife, where you have a fight with her and she is the most reprehensible person when you are fighting, but then you make up, have passionate love making moments and all of a sudden Aphrodite is second fiddle to her.« Har du en bestemt person i tankerne, når du designer?

- Jeg tror, at mennesket er så komplekst, at ingen passer til en bestemt arketype, jeg ville have lyst til at designe for. Det meste af mit tøj passer ind i livet hos folk, der leder efter deres plads i verden, men på samme tid har deres egen unikke identitet.

»They don’t want to shock the society but they don’t want to be merely a face in the crowd.«

47

foto:Lise Helweg-Larsen

- Hvis du havde spurgt mig for fem år siden, ville svaret være meget anderledes, end det er i dag.

Hvad et dit yndlingsmateriale?

Hvad synes du om, at H&M samarbejder med - Naturlige materialer som læder, linen, bomuld mærker som Comme des Garcon og Martin og silke. Materialer der bliver bedre med tiden og Margiela?

- Jeg er på ingen måde imod samarbejde. Jeg mener dog, at high fashion mærker der etablerer sig som firmaer, der laver tøj af højeste kvalitet og behandler deres ansatte med respekt og god løn, ikke burde samarbejde eller lægge navn til billige fast fashion mærker. Det ville være det samme, hvis en gourmet chef besluttede sig for at lave et måltid ved brug af Mcdonalds’ metoder.

48

føles godt imod huden.

Hvad inspirerer dig?

- Inspiration er for mig noget, der kommer igennem livet, jeg bliver inspireret af religion, filosofi og aktuelle begivenheder. Jeg køber stof ustandseligt, uden at have nogen ide om, hvad det skal bruges til. Jeg opsøger ikke inspiration og bliver aldrig påvirket af trends.

»I’m a philosopher, a metaphysician; my head is always in the clouds.«

foto:Lise Helweg-Larsen

49

R e s t i t u t i o n Fotograf: Rikke Pødenphant / poedenphant.com Stylist: Kristine Wold / kristinewold.carbonmade.com Make-up: Sabrina Szinay Hår: Line Bille Model: Caroline Ferro / 2 pm

Hestehårsnederdel brugt som krave- Louise Sigvardt Maxi-nederdel- Lala Berlin Ørecuffs-Maria Black

50

Strikkjole-GudrunGudrun Bordeux pelsjakke(under)-Ofelia Pelsvest-Ofelia Pelsstola(over)-Ofelia

51

Kjole- Louise Sigvardt Øreringe- Bjørg Jewellery

52

Striksweater- GudrunGudrun Nederdel- Ellos HalskÌde- Bjørg Jewellery

53

Hestehårsnederdel brugt som krave- Louise Sigvardt Massiv halsring- Bjørg Jewellery Ørecuffs- Maria Black Armring- Maria Black

54

Jerseykjole-Cheap Monday Øreringe-Bjørg Jewellery Halsring-Bjørg Jewellery

55

Bordeux pelsjakke- Ofelia Langh책ret pelsstola- Ofelia Maske- Hjemmelavet

56

Kjole- Tusnelda Bloch Øreringe- Bjørg Jewellery

57

foto: Emmanuelle Tricoire

Margaux Lonnberg I samtale med Pernille Sandberg

Regnen siler ned i et koldt Paris, da jeg møder Margaux Lonnberg. Hun er cirka tyve minutter forsinket, men det gør ikke så meget, for jeg har set meget frem til at møde hende – kvinden bag bloggen thekillingmoonconfused.blogspot.com og brandet i eget navn Margaux Lonnberg. Hendes hud er lige så solbrun som på billederne, hendes hår lige så afbleget og rodet, hun har ingen make-up på og er fuld af energi. I løbet af det korte interview ryger hun cirka en halv pakke cigaretter, mens hun med store armbevægelser entusiastisk svarer på mine spørgsmål. I al sin fandenivoldskhed er hun utrolig livsbekræftende.

58

59

ML: Min mormor er fra Danmark! Rydeng er mit efternavn, og min kusine har et virkelig godt galleri i København.

PS: Dry Magazine lægger også stor vægt på musik.

ML: Og jeg putter virkelig meget musik på min blog.

For mig skal musik deles. Folk bliver også vildt smigrede, når jeg poster deres musik på min Facebook eller blog. Jeg tror, at den fungerer som et sted, hvor andre kan finde ny, cool musik.

PS: Det gør den for mig. Du har stadig shorts på?

ML: Det er slet ikke så slemt! Jeg har lige været på Mauritius. Du kommer lige fra København, ikke sandt?

PS: Jeg har været her i nogle dage, men jeg skal hjem klokken 5 i morgen tidlig.

ML: Så kommer du ikke til at sove!

PS: Vi går i byen og tager direkte, haha! Margaux, du har lavet mange interviews om dine skønhedstips, om din stil og din blog. Jeg kunne godt tænke mig at høre noget mere om din historie.

ML: Så om kunst? Min blog er ikke så vigtig lige nu, hvad jeg fokuserer på er mit brand.

PS: Voksede du op med kreativitet omkring dig?

ML: Ja. Min far er kunsthandler, og min mor har altid været forelsket i mode. Måske ikke mode, for nu handler mode bare om magasiner, modeindustrien er stor. Men design. Da jeg var lille, klædte hun mig altid i små nederdele og skjorter. Jeg ville gerne klædes meget klassisk i små kjoler og små, flotte sko. Men da jeg blev lidt ældre, blev jeg fuldstændig ligeglad. Jeg har aldrig fulgt moden.

PS: Nu har du et mode brand.

ML: Mit brand handler ikke om mode. Det handler om basics, som du kan bruge hele dit liv.

PS: Og så studerede du kunst – er det noget, du vil arbejde med senere i dit liv?

ML: Nej. Det ved jeg ikke. Men mine studier er meget vigtige for min udvikling af mit sind. Jeg tror, mine studier er i mit brand, på min blog, i min sensitivitet. Det er i alt. Kunst er i mange stadier. Den har påvirket min smag.

PS: Hvad er dine planer med dit brand?

ML: Mit brand vil blive solgt i New York, i Paris, i Brasilien, i Australien, i Milano. Mit brand kom ud for relativt kort tid siden, men jeg er virkelig glad for, at folk kan lide det. Jeg er virkelig stolt af mit brand. Jeg er ikke så stolt af min blog, for den handler ikke om arbejde. Jeg vil gerne have mit brand ud i hele verden. Mit mål er at lave et show. Men jeg går langsomt fremad.

PS: Er du glad for at have din base i Paris?

ML: Jeg er ikke rigtig en fransk blogger, folk kender den internationalt. Jeg elsker Paris, men jeg ville 60

elske at komme til New York for 1, 2 eller 10 år måske.

Når man tager et billede i New York, er alting flot, sådan er det ikke i Paris. New York er meget inspirerende. Jeg elsker Paris, men jeg passer ikke til Paris.

Kan du lide København?

PS: Ja, men København er for lille. Alle kender alle.

ML: Den her bar er horribel. Jeg har allerede set mange, jeg kender. I Paris kender alle hinanden. I New York kan du blive overrasket.

PS: Er det fordi, du kommer fra en relativt berømt familie?

ML: Nej, sådan er det ikke. Mine forældre blev skilt, da jeg var 4 år gammel, så jeg kan ikke huske det. Jeg har store ideer om komplikationerne ved kærlighed. Min far er halvt italiener, halvt dansk og svensk, og min mor er fra Tjekkoslovakiet. Min far flyttede til Marokko, da jeg var 16, og det var virkelig svært for mig. Jeg flyttede dertil i 2 år. Vi surfede hele tiden, gik rundt i sandet… Jeg har også to stedbrødre og en stedsøster på min fars side, men de bor i Marokko, så jeg kender dem ikke rigtigt.

PS: Er det her, din stil stammer fra?

ML: Måske. Jeg er lidt berømt i Paris, og folk kender min blog. Men jeg er ikke en typisk, parisisk pige. Min blog er også meget berømt i Skandinavien. Jeg tror, pigerne der bedre forstår det lyse, uglede hår og så videre. I Australien er den også meget kendt.

»I’m a little famous in Paris.« PS: Ja, mange jeg kender i København læser din blog.

ML: Det er cool. Min familie i København er meget glad for det. Jeg går min egen vej. Jeg følger mit eget flow. Folk sender mig mange slemme ting på min blog.

Jeg svarer dem ikke. Jeg håber, jeg kan give folk nogle bedre ideer om, hvordan de skal leve deres liv, inspirere med musik, men jeg vil ikke hænges op på noget.

PS: Så du får mange ubehagelige kommentarer?

ML: Ja. Før i tiden var jeg meget tynd, og folk kaldte mig anorektisk. Når jeg går på gaden, er folk meget jaloux. Og de tror ikke, jeg laver noget med mit liv.

Folk ved ikke, hvor meget jeg arbejder! Selvom min far er rig, giver han mig ikke noget. For nogle år siden arbejdede jeg i en butik, og min far gav mig ikke bare en bil og en lejlighed. Jeg er ligeglad, om folk siger, de hader min blog.

PS: Du er god til at nyde livet.

ML: Ja. Jeg tror, det er derfor, at der mange, der kan lide min blog. Alle, der går ind på den, kan føle noget, fordi den handler om venner, musik og sådan noget.

Musikken fylder 50 procent på min blog.

PS: Læser du selv andre blogs?

ML: Nej. Aldrig. Engang kiggede jeg på Fashiontoast

61

eller Garance Doré, fordi jeg kendte hende, men jeg foretrækker Tumblr, der kun handler om visuelle ting.

Jeg er ikke en særlig fransk blogger. Franske bloggere er meget…. Jeg kan bedre lide blogs fra Sverige, for eksempel, der handler om musik og inspiration.

PS: Læser dine venner din blog?

ML: Måske. Xavier er som en bror for mig.

PS: Hvor går I hen i Paris?

ML: Vi går på Le Baron, Le Montana… For to år siden gik jeg meget mere ud. Nu er jeg mere stille. Men i aften skal jeg ud, en fest i en lejlighed. Jeg plejer bare at komme i en time, og så går jeg. Det er meget sjældent, at jeg er ude i meget lang tid.

PS: Og før i tiden gik du meget ud?

ML: Ja, virkelig. Det var så slemt. Jeg brugte så lang tid på at feste. Nu er jeg 27 år gammel, men før… Jeg elsker at danse. Jeg danser så meget i min lejlighed! Alt fra klassisk til Nicholas Jaar eller Drake… Jeg elsker al slags musik. Hvad er dit navn på Instagram?

PS: Pernille Sandberg.

ML: Skandinaviske navne er meget mærkelige.

Margaux viser mig et billede af sin kæreste på Instagram.

PS: Du ligner ikke en på 27.

ML: Folk kan ikke se det. Jeg er meget genert nogle gange. Og mit humør er enten meget højt eller meget slemt. Jeg er ligesom et lille barn.

PS: Hvad laver din kæreste?

ML: Han er skuespiller. Kender du filmen LOL? Der var han med. Han hjælper mig også lidt med mit brand.

Han arbejder også for… Nej, det er uinteressant.

PS: Hvor lang tid har I boet sammen?

ML: To år. Det er svært at leve sammen. Dagligdagen og sådan noget. Jeg er ikke let at leve sammen med. Vi skændes.

PS: I arbejder jo begge to inden for noget kreativt.

ML: Ja. Han var med i en amerikansk film og skulle kysse en pige, og jeg er meget jaloux anlagt. Det var så slemt. Han vil gerne være filminstruktør.

PS: Hvordan mødtes i?

ML: Til en fest. Hvor bor du henne i Paris?

PS: Marais, Rue Tiquetonne.

ML: Tæt på Kiliwatch (genbrugsbutik, red.)

PS: Præcis. Jeg så, du var derinde med Ivan Rodic i Esprit-videoen?

ML: Ja, de dage var så fucked. Jeg var ikke så frisk. Han er virkelig sød og fanger alt med sit kamera. Jeg er glad for, han valgte mig af franske bloggere.

PS: Så Margaux, hvad er dine fremtidsplaner?

ML: At få mit mærke stort, at få en butik i New York og Paris og at rejse meget. Måske et barn. Mit mål er ikke at blive rig, men at have penge nok til at gøre det, jeg vil. At vinde fremtiden. Mange af mine venner arbejder i finanssektoren, og de kan ikke lide det. Jeg kan ikke vågne op uden at følge min egen filosofi. Folk kan ikke lide, at jeg drikker og ryger, men jeg er ligeglad.

62

»I want to win my liberty.« PS: Tænker du nogensinde over de signaler, dine cigaretter sender på bloggen?

ML: Jeg har så mange problemer med min tynde krop og mine cigaretter, men sådan er mit liv. Det er svært for mig, for jeg har min filosofi. Jeg har to følelser omkring dit spørgsmål. Den første er omkring mit liv, at det er min filosofi. Den anden er, at jeg ved, hvor mange helt unge piger der læser min blog. Det er svært at sige, hvad der er bedst at gøre, for jeg vil gerne være mig selv. Men piger bliver jo konfronteret med stoffer og cigaretter mange steder. Jeg får mange ubehagelige kommentarer, men hvis de er fra mødre, tager jeg mig tid til at svare, ellers ikke.

En af Margaux’ venner kommer gående forbi vores bord på fortovscafeen, og efter at blive introduceret fortæller hun mig, at hun skal videre. Regnen siler stadig ned, men hun lunter glad af sted i sine shorts med solbrun hud og et stort smil på læben.

63

Visuelle Remixes

Af Roxanne B. Lærkesen Foto: René Roslev, Alesya Gulevich og Anne Mortensen

Jeg tror, at vi mennesker har et kæmpe behov for at flygte ind imellem. Bare tage andre steder hen, ukendte steder, ukendte omgivelser, hvor vi kan give slip for en stund. Det kan være alt fra at rejse jorden tynd, men også mindre rejser, en mindre eskapisme om man vil, til et sted vi kender, der bare bliver transformeret til noget nyt.

Ligeledes synes jeg ofte, at jeg har lagt mærke til, at når der ”skal ske noget”, handler det om at ændre noget fysisk; altså noget af det vi ser. Det kan være en hårfarve, en ny klipning, noget nyt tøj. Det handler alt sammen om, hvad vi ser. Hvilket i øvrigt ikke er overraskende, særligt ikke for os mennesker der lever i den vestlige kultur, hvor vi i høj grad er præget af det visuelle. Når vi taler om en koncert for eksempel, er det en sjældenhed, at nogle siger »Jeg var inde og høre en koncert.« Oftest er det øjnene, der stjæler fokus, »Jeg så en koncert.« Med denne betragtning i mente, kommer det ikke som nogen overraskelse, at de såkaldte VJ’s er begyndt at florere rundt om i vores ganske, danske land, med deres videokunst der vises på skærme, projekteres på vægge eller ja, sågar bygninger.

64

Bag om:

Kort fortalt er VJ’en en, der skaber videoer med musik eller lydstykker til. Scenen, om man vil, kan være omskiftelig, og ligesom med den klassiske DJ er der ikke rigtig nogen officielle grænser for, hvor VJ’en passer ind. Det gælder alt fra firmafesten til klubscenen. Det er dog mest i sidstnævnte, at den almene dansker snubler over disse pompøse videoer, der leger tagfat på væggene i det ellers mørklagte klublokale.

I Danmark findes der ikke så mange VJ’s.

Faktisk kan antallet af VJ’s, hvis navn ringer en klokke nærmest tælles på én hånd, men alt er selvfølgelig relativt. Nogle af de mest bemærkede er solo-kunstneren t, som har rødder i klubscenen, og hvis første gig på Simons har åbnet for en helt ny verden fyldt med modefester under Copenhagen Fashion Week og en lang række internationale Djs. Derudover har vi også VJ kollektivet Dark Matters, der startede ud med at være de to grafikere Rune Brink Hansen og Lasse Andersen, men som sidenhen er ekspanderet i form af optagelse af Ida Kjær Sejrsen og Nicky Grunfeld.

Med mange år på bagen er Dark Matters ved at være en gammel rotte i faget og har i en lang årrække arbejdet med visuel kunst. Deres videokunst har taget dem over sø og land. Inden for vores små landegrænser har de af seneste store projekter prydet den såkaldte ”Social Zone” på Roskilde Festival 2012. Der er dog en verden til forskel i Dark Matter og Worsøes æstetik og præmis for deres visuals. »Mine visuals er filmiske, men med nogle grafiske elementer med. Der er en tendens til, blandt VJ’s, at det hele skal være meget grafisk,« siger Christoffer Worsøe, hvis melankolske og mystiske visuals er at finde på klubben HIVE hver weekend.

Jeg møder ham på en café over en kop kaffe.

65

Ingen regler:

Det minimalistiske udtryk, som kan skabes på computeren, var én af hoveddrivkræfterne for Dark Matters, da de først startede ud. Det handlede om at skabe noget, der var spiseligt, men uden at være kedeligt. Worsøe nævner dertil, at der til tider kan være nogle dogmer hos VJ’s omkring, at man selv bør lave sit eget materiale fra bunden af. Men selvom dette helt klart har sine fordele, da det er med til at skabe et helt enkeltstående, personligt udtryk for den givende VJ, er det for Worsøe ikke en vital faktor for at kunne gøre det godt som VJ. »Jeg mener, at det giver en større appel, når man får et andet udtryk end det grafiske,« siger Worsøe omkring hele hjemmelavet grafik versus sampling spørgsmålet, da vi snakker sammen. Dark Matters har dog en lidt anderledes holdning og mener, at man efter et stykke tid i branchen, bliver mæt af samplingen. »Man begynder at eksperimentere og lave sine egne ting,« siger Lasse Andersen fra Dark Matters. »Det bliver en evig leg.« Men selvom at de to VJ’s har hver deres præferencer, er det imidlertid vigtigt at huske på, at det ene ikke udelukker det andet, og at der ikke er noget, der er rigtigt eller forkert. Derfor kan man også sagtens tillade sig at træde lidt forkert i dette stadig noget spæde fag.

For Worsøe er der derfor ingen regler og som følge heraf heller ingen grænser for, hvordan han skaber de visuals, som væggene bades i på de klubber eller til de koncerter, han arbejder på. Den eneste regel er, at det skal se godt ud. Det skal fungere og være en fryd for øjet. »Jeg er meget fri for principper og dogmer, når jeg sidder og sakser ting sammen,« siger Worsøe, mens han tager en tår af den Americano, der står foran ham og damper let. »Jeg synes, det er vigtigt, at det skal se godt ud og passe ind i sammenhængen.« Til spørgsmålet om hvad der kan inspirere ham, siger Worsøe lettere eftertænksomt »Det ligger altid latent, det med at man er opmærksom på tingene.« I Worsøes tilfælde kommer tingene tit i forbindelse med et bestemt projekt, som for eksempel en turné. Han lader projekterne være inspira-tionskilden og finder derefter associationspunkter i videoklip, som enten er fundet på nettet eller ligger i hans arkiv. Det er en målrettet proces, hvor associationer og fantasi spiller sammen med ét enkelt holdepunkt. Når udtrykket i hans visuals er så mørklagt, at man nærmest er fristet til at sige, at der hærger en hvis melankoli over dem, er dette heller ikke en tilfældighed. »Rent nøgternt giver det fagmæssigt bedre mening at projektere mørke, fordi der ikke er nogen, der har lyst til at se hin-anden klokken 4 om morgenen, hvor alle er grimme. Hvis man ser på det på den måde, giver det langt mere mening at køre på enormt mørke ting. Æstetikken i det mørke, dystre og melankolske giver også en god kontrast.« Worsøe befinder sig mest på klubscenen, hvorfor han netop gør sig disse betragtninger, når han vælger den perlesnor af videoer, der lyses ud af projektorer på vægge, lærreder og så videre. Han dog er begyndt at rykke uden for disse mere indsluttede miljøer til det bredere publikum. At arbejde på klubber har også sine ulemper. »De fleste tager i byen for at drikke sig fulde, score og have det sjovt, og så er der måske 10-20 procent, der går op i musikken, og så måske lige de sidste 5% som lægger mærke til visualsne,« siger han, da jeg spørger, hvad det værste ved at skulle være VJ er. Dog syntes fordelene at være altoverskyggende, og de gode oplevelser der har bragt ham steder hen, hvor han ellers aldrig ville være kommet, er meget mere værd.

Visuelle tidsmaskiner:

Ens udtryk som VJ er altafgørende, men intet syntes at være overladt til tilfældighederne i denne verden styret af udtryk skabt af farver og lys. Da jeg møder Dark Matters i deres, hvad man nok ville kalde studio, er der finurlige plakater på væggene, mindre installationer og den slags rod, som man kun finder hos kreative sjæle; en krussedulle her og der på et papir, en mærkelig fotobog med pompøse collager. En inspirationsrestaurant for den sultne kunstner. »Vi laver universer, som folk skal komme ind i,« siger Lasse Andersen. Og dette er da også muligt, da nogle af deres visuals næsten syntes at fungere som en tidsmaskine, for den der lader sine øjne falde på dem. Nostalgi er et ord, man sagtens kan tillade sig at bruge om Dark Matters æstetiske udtryk, hvor man finder masser af referencer til gamle computerspil og animationer. »Der er næsten altid referencer til et eller andet gammelt, om det så er farver, former eller motivet i sig selv,« siger Lasse, da jeg nævner den gamle GameBoy, som jeg havde luret på et billede på deres hjemmeside før vores møde. »Jeg håber ikke, at det bliver ren nostalgi, men der også er et eller andet sjovt over at finde de her små gems, som modeverdenen for eksempel også er meget dikteret af. At man hele tiden genopfinder et eller andet, der har været der, men man så prøver at give sin egen røde tråd.« Ligesom DJ’en er VJ’en også meget præget af at remixe, er man fristet til at sige, ting der allerede er blevet skabt.

Skabe nye dele ved at lege med gamle dele og sætte dem sammen på nye måder.

Vind i sejlene:

Selvom VJ’sne syntes at have fået vind i sejlene inden for de sidste 2-3 år, er det en konstant bøl-gende rejse. »For seks år siden var det (VJ’ing, .red) på forsiden af kultursektionen på Politiken. Der tænkte vi »Så, nu skal vi ikke bitche over, at vi ikke er på flyeren længere.« Men inden det nåede at tage rigtig fat, ændrede klubscenen sig fra store fester på VEGA til lo-fi (lav-teknologiske, .red) fester med 10-kroners bar, hvilket naturligvis gjorde, at der ikke var noget budget til LED-skærme, projektorer eller VJ’sne i sig selv.« Man er alligevel fristet til at sige, at disse VJ’s er kommet for at blive, mens man banker under bordet og siger »7-9-13.« Selvom det stadig er en sekundær ting, er det alligevel blevet taget vel imod i større kredse, som for eksempel til valget i 2011, hvor der blev projekteret direkte på Christiansborg bygningen, et fæno-men der hedder mapping, og sågar blev visuals brugt til Dronning Elizabeths store show på Buck-ingham Palace. »Min mormor sad og så det på TV Charlie og sagde: »Det er det, mit barnebarn la-ver!« griner Lasse Andersen, mens han kigger med et blik, der rimer på thi-da-ved-man-at-det-ikke-læmgere-er-små-sager-vi-har-med-at-gøre. »Alle de her kulturelle referencer der lige pludselige bliver allemandseje, hvor man før ligesom har gået i undergrunden,« fortsætter han. Det hele er blevet meget mere udbredt, meget større alt taget i betragtning og også meget mere voksent. »Vi er fem i firmaet, så der skal X antal penge ind ellers braser hele korthuset sammen. Det kan virke dødsdræbende for kreativiteten. Det er MEGET voksent, meget voksent. Vi har ansat

66

os selv på dataløn!« nærmest sukker han.

Lidt lettere er det for de nyere VJ’s, og dette indrømmer Worsøe også. »Vi høster frugterne af det benarbejde, som nogle af de gamle drenge har lavet. Det er blevet mere demokratiseret prismæssigt. Og så er vi blevet bedre som scene til at sælge os ind på forskellige projekter,« siger Worsøe, og understreger dette med, at niveauet simpelthen er blevet så højt, at folk ikke bliver skuffede over det længere.

Et ”projekt” som VJ’sne for alvor har sat sig ind i er modeugen. En uge der har været en hektisk og travl uge for forskellige modehuse, men nu også for VJ’sne, der bliver booket til alt fra fester til selve modeshows. Dette nye fænomen syntes at falde helt organisk sammen med det tempo, der bliver kørt i modeverdenen, hvor alt er omskifteligt, og hvor det ikke mindst går enormt hurtigt for sig: »Med en VJ kan du effektivt og hurtigt ændre rammerne. Det giver nogle muligheder, og gør det lettere at ramme et udtryk,« forklarer Worsøe. De små videoklip som bliver spillet af VJ’en er med til at understrege det enkelte show eller præmissen for festen hos hvert modehus. Ligeledes er det langt mere økonomisk fordelagtigt for modehusene at benytte sig af disse visuelle kunstnere, påpeger Lasse fra Dark Matters. »Det er en billig måde at skabe et kæmpestort univers på. Hver eneste show skal have sit eget univers, og gør man det fysisk, kræver det måske 5 gange så meget.« Her synger Dark Matters og Worsøe, der ellers arbejder meget forskelligt, i kor. »Du har en enorm frihed i forhold til brug af rekvisitter. Du kan godt slæbe nogle træer ind, men så skal du også slæbe dem ud igen,« siger Worsøe og fortsætter »Med visuals kan du lave vidt forskellige settings. På det ene tidspunkt kan modellerne gå igennem snelandskab, og det andet tidspunkt kan de gå igennem en ørken. På den måde kan man meget bedre tilpasse kollektionerne.« Så næste gang du kigger på en bygning og ser lys og farver på denne, ved du, hvad det er. Næste gang du er i byen, kan du være en af de 5%, der lægger mærke til det, der foregår på væggene og på dine medmennesker, der også rammes af de levende billeder. Du kan være én af dem, der følger disse talentfulde mennesker, og måske kan du endda blive én af dem. Fleksibiliteten er stor, ligesom tankerne bag hvert enkelt billede der formidles ud til utallige mennesker; eller blot til 200 til en fest i byen. Mængderne af mennesker er underordnet. Det er rejsen ind i dette billedlige univers, der er værd at lægge mærke til. Det er den højere enhed, der bliver skabt i en symbiose mellem lyde, loka-tion og billeder, som tager dig op og væk. Om det så er på en nostalgifyldt tidsrejse fyldt med hjemmelavet, minimalistisk grafik med Dark Matters, en dunkel og dragende videorejse med Worsøe eller noget helt tredje.

67

foto: Frederik Sommer

Oscar

»Alt hvad vi oplever som mennesker her på jorden, alt hvad vi sanser, kan med Platons filosofiske tankegang ses som en afspejling af det egentligt virkelige. Dette virkelige er således hævet over os mennesker og svæver over os i en verden, kun ganske få kan få indblik i, idéverdenen. Alting findes altså i en fuldendt, defineret form.«

Ordene er et uddrag fra designer Oscar Schmitto’s manifest, der med sin filosofiske tilgang til sit arbejde som tøjdesigner forsøger at skabe et univers, han beskriver som skævt, men samtidig enkelt og rent. Af nysgerrighed efter at få et større indblik i hvad der ligger bag den visionære ambition, lavede vi et interview med manden bag.

Hvem er Oscar Schmitto: - Jeg bor i København og er vokset op nord for vores hovedstad i Jægersborg. Jeg blev i 2012 færdig som student fra Gefion gymnasium som klassisk sproglig, hvor jeg studerede klassisk græsk og latin på højt niveau. Dette var med til at sætte skub i mine idéer om at designe med udgangspunkt i den græske filosof Platons idéverden. Efter endt eksamen begyndte jeg at tegne tøj til mænd, og jeg tænkte, at det kunne være en idé at bruge hele min boglige viden fra gymnasiet kreativt, så dette, samt min personlige smag, ligger til grund for min første kollektion. Sommeren igennem rejste jeg Europa rundt og havde så at sige Platon med mig hele vejen. Idéen om at designe med inspiration fra den europæiske filosofis fader hang fast, og gennem sommeren formede jeg en kollektion, der både er en stor del af mig selv, og min idé om smukt tøj til mænd, men samtidig afspejler Platons idéverden og den klassisk græske maskulinitet og yndefuldhed, der for mig er så karakteristisk ved netop den græske kultur og dennes generelle syn på mænd.

Hvordan startede din interesse for design?

- Dette er for mig svært at svare på. Jeg tror min interesse er kommet med alderen, som sådan i en glidende overgang. Den slog endeligt ind for cirka halvandet år siden, og siden da har jeg bevæget mig interesseret og videbegærligt ind i herremodens komplekse univers. Efter at have eksperimenteret med min første tøjkollektion og oplevet hvordan en designproces for 68

mig fungerer, er jeg ikke i tvivl om, at det at skabe tøj til mænd er, hvad jeg skal. Den lykke og inderlighed der fylder mig, når jeg skaber herremode, er eventyrlig og fantastisk, og jeg kan mærke, at jeg må følge faget.

Jeg mener, at mine idéer om tøj til mænd skal føres ud i livet, da jeg ser dem som tilførende et nyt aspekt til herremoden. Det at se sig selv og sit eget univers afspejlet i tøj er ligeledes magisk.

»Den lykke og inderlighed der fylder mig, når jeg skaber herremode, er eventyrlig og fantastisk, og jeg kan mærke at jeg må følge faget.« Hvor kommer din fascination af den græske filosof, Platon, fra?

- Min fascination af Platon er kommet med min uddannelse inden for de klassiske fag. Jeg finder hans univers og tankegang dragende og mystisk, og det er noget, jeg har lyst til at komme til bunds i, ironisk nok, fordi det syntes umuligt grundet hans verdenssyn, komplekse filosofiske tankegang og de utallige strømninger og senere filosoffer, der er inspireret af ham. Ligeså er mode uudtømmelig. Der er altid nye måder at skabe skønhed, og samtidig udtrykke følelser og stemninger på. Dette ser vi både i litteraturen og i moden samt øvrig kunst.

Set i en designsammenhæng har jeg med mine værker

Schmitto

69

taget udgangspunkt i Platons idéverden, idéen om at alting findes i en såkaldt ren form. Alt hvad vi oplever som mennesker her på jorden, alt hvad vi sanser, kan med Platons filosofiske tankegang ses som en afspejling af det egentligt virkelige. Dette er vist i hans værk ”Hulelignelsen”. Dette virkelige er således hævet over os mennesker, og svæver over os i en verden, kun ganske få kan få indblik i, idéverdenen. Alting findes altså i en fuldendt defineret form.

Jeg tager med Platons idéverden udgangspunkt i, at der findes en T-shirt, en skjorte, en buks etc. som det enkelte stykke tøj virkelig er tænkt, som tøjet virkelig ser ud, og hvordan tøjet virkeligt skal se ud. Min vision er imidlertidig ikke at kreere efter Platons idéverden.

Jeg mener ikke at skabe tøj som tøjet ”skal se ud”. Dog søger jeg at fylde det kæmpemæssige hul, der ligger mellem stofrullen og det ”fuldendte værk”, det enlige stykke tøj som det, med Platons filosofi liggende til grund, virkelig er tænkt.

Med mine snit og min tankegang skabes en fornemmelse af noget ufuldendt. Dette skaber for mig det fuldendte. Man vil eksempelvis opleve en skævt skåret skjorte, T-shirts med hul i, en buks der ved knæene skifter fra en formel, klassisk overdel, til en underdel der vel nærmest minder om et par leggins. Min vision er at skabe tøj hvor det ”manglende” er i fokus, og hvor dette ”manglende” kan ses som en port til et maskulint fysiologisk fokus. Denne maskulinitet er for mig essentiel for antikkens Grækenland og herremode.

»Der er altid nye måder at skabe skønhed og samtidig udtrykke følelser og stemninger på.« Hvordan har det været at designe en kollektion uden tidligere erfaring inden for design?

- At designe falder mig naturligt. Mine idéer til nyt tøj kommer pludseligt og uventet, mine umiddelbare inspirationer kommer alle vegne fra, men min tolkning af antikkens Grækenland og Platon hjælper mig til at forme idéerne til endelige værker. Når idéerne viser sig, føler jeg en lethed og glæde, som er svær at beskrive med ord, meget naturlig, men utrolig kompleks og for mig værd at udforske.

Det er altså ikke svært for mig at få idéer, men hele håndværket bag må jeg sande er kompliceret, og her allierede jeg mig med en skrædderskole tilknyttet uddannelsesinstitutionen CPHwest og fik lov at låne en elev til at sy for mig. Hun stod over for en seriøs udfordring, ikke nødvendigvis på grund af tøjets håndværksmæssige kompleksitet, men grundet mine 70

mindre prangende tegninger der forårsagede, at jeg måtte prøve at forklare tøjet, hvor hun tydeligvis var vant til et mønster og en fuldendt tegning. Resultatet blev dog tilfredsstillende.

Hvilke designere bliver du inspireret af?

- Jeg synes ikke, at jeg er decideret inspireret af nogle bestemte designere eller deres tøj. Hvis jeg skal nævne en person, må det være tyske Esther Perbandt.

Jeg opdagede hende på en rejse til Berlin, hvor jeg besøgte hendes butik, dette skete faktisk ved et tilfælde. I denne sammenhæng mødte jeg designeren selv, da hendes atelier og butik har samme adresse, og der stod hun så og forklarede mig om sine designs.

En fantastisk oplevelse at høre en tøjdesigner forklare sine tanker bag værkerne. Dette gjorde hele designtankegangen, og det at skabe tøj, mere håndgribelig for mig. En designer med egen butik og eget tøj der hang på bøjlerne, disse tøjskabere eksisterede faktisk!

Designverdenen havde før stået for mig som noget utilgængeligt og højthævet, (jf. Platons filosofi), men med Esther Perbandt kunne jeg stå og personligt få præsenteret hendes designs og de værker, der var kommet ud af hendes kreative væsen. Det var fantastisk.

Det vil være relevant at nævne den belgiske by Antwerpen som inspirationskilde. Antwerpen fascinerer mig i hvert fald. Deres designskole udklækker nogle fantastiske kunstnere. Der hænger en særpræget mystik over det sted; mørke nuancer, melankoli og spillet med kønnene og det androgyne.

Også fascistisk æstetik kan ses som en inspirationskilde. Jeg holder meget af det skarpe, enkle og på flere måder kompromisløse der kan fremhæves i tøj. Dette ser jeg blandt andet i fascismen. Fascismen som isme og som tankegang er jeg på ingen måde tilhænger af, her er udelukkende snak om æstetik.

Har du én beklædningsdel, du foretrækker frem for andre?

- Nej. Mine værkers udtryk kommer bedst til deres ret i en sammensætning af flere værker komplimenterende hinanden. Her træder den maskuline fysik, maskulin yndefuldhed og den maskuline råstyrke også ind som væsentlige faktorer. Mandekroppen er uundværlig for mit univers, og når værkerne skal følges til dørs, bæres.

»Antwerpen fascinerer mig i hvert fald. Der hænger en særpræget mystik over det sted; mørke nuancer, melankoli og spillet med kønnene og det androgyne.«

Hvad ligger til grund for, at tøjet i kollektionen udelukkende er sort?

- Således kommer formen i tøjet og de maskuline proportioner bedst til deres ret. Tøjets form betyder enormt meget i mit univers. Sort giver ligeledes kroppen mulighed for at fungere som smykke, iført tøjet.

Sort er ikke definerende for mit univers, men indtil nu har det passet bedst til tøjets form, kroppen det bæres på og tøjets udtryk. Mine kreationer er dog ikke bestemt sorte fra start, farven eller nuancen er ikke det vigtigste. Dog nærer jeg personligt en stor kærlighed til sort. Med sort kan mit tøj bedst udtrykke sig, og hvad der ligger bag af tanker og inspirationskilder.

En hvis del aggressivitet, som værkerne bestemt også udtrykker, lader sig ligeledes komplimentere af sort.

Hvad er dine planer for fremtiden?

- At skabe herremode.

Hvilke ord ville du vælge, hvis du skulle beskrive din kollektion med tre ord?

- Aggression, maskulinitet, ynde.

71

72

73

74

75

76

77

78

79

80

81

82

83

foto:Pernille Sandberg

Thierry Lebraly I samtale med Pernille Sandberg

Da jeg træder op fra metrostationen, som er tættest på Thierrys studie, bliver jeg meget overrasket. Fotografen, jeg skal interviewe, har skudt for Margaux Lonnberg, Carven, Vichy, Levi’s, skudt portræt af Daisy Lowe og mange flere.

På metrostationen er et vældigt mylder, og det er på ingen måde præget af de ekstravagante parisere, jeg er vant til at møde i Marais. Der er skrald i gaderne og grillbarer på hvert et hjørne.

Jeg finder Thierrys gade, og efter at have trykket de mange koder til de tre døre jeg skal igennem, kan jeg banke på hans dør.

Storsmilende åbner han. Lavstammet, friseret og fin i tøjet byder han mig velkommen i sin lavloftede lejlighed i to plan. Radioen spiller fransk, munter musik og jeg føler mig straks godt tilpas, da jeg sætter mig til rette i hans lædersofa.

84

Fotos: Thierry Lebraly

85

TL: Gør det noget, hvis jeg ryger?

PS: Go ahead.

TL: Hvordan fandt du mig?

PS: Jeg ved det ikke, måske var det en blog eller en tumblr. Jeg er en stor beundrer af dine billeder.

TL: Uh, tak. Er du selv fotograf?

PS: Jeg vil gerne være fotograf. Det er også noget af det, jeg vil snakke med dig om – hvordan du startede. Har du altid boet i Paris?

TL: Jeg er faktisk fra Sydfrankrig, Cannes. Jeg voksede op der, og på et tidspunkt skulle jeg jo finde ud af, hvad jeg ville lave. Min onkel er fotograf, men han laver mere portrætfoto og bryllupsbilleder og sådan noget. Jeg plejede at hænge ud i hans studie, og jeg kunne virkelig godt lide den måde, han levede sit liv på. Jeg blev mere interesseret i fotografi på den måde. Jeg begyndte så på en skole i Lyon, hvor jeg tog nogle kurser. Det var mere en skole for kunst.

PS: Så den var ikke så fokuseret på fotografi?

TL: Jo, de havde en sektion for foto. Man fik lov til at eksperimentere, men det var mere sort-hvid foto, kunstrelateret. Efter det tog jeg til New York i et par år, hvor jeg assisterede en fotograf. Det handlede meget om celeb-fotografi og filmplakater. Det er jo en kæmpe business i USA, så vi var meget i Los Angeles.

PS: Så du rejste konstant rundt med ham?

TL: Ja, præcis. Jeg tilbragte to år med ham. Det var virkelig fedt. Efter 9/11 tog jeg til Europa, London.

PS: På grund af angrebet?

TL: Ja, hele industrien dykkede, så jeg foretrak at komme tilbage til Europa. Først London, så Paris, hvor jeg assisterede lidt flere fotografer. Nu har jeg arbejdet for mig selv i cirka seks år. Det er sådan, det hele er sket.

PS: Så du er vokset op med fotografi.

TL: Ja, jeg fik mit første kamera, da jeg var seks år gammel. Jeg har altid været interesseret i fotografi. Jeg har altid gerne villet det, men det er svært, for forældre er altid skeptiske og foretrækker jo, at man starter på universitetet.

PS: Det er en hård branche.

TL: Ja. Men jeg er lykkelig for, at jeg kan leve af det nu. Det er fantastisk. Jeg føler ikke, jeg arbejder, fordi det er min passion.

PS: At komme til det punkt er jo det ultimative mål i livet.

TL: Præcis.

PS: Og du får rejst meget.

TL: Ja, på det sidste har jeg ikke rejst så forfærdeligt meget, men jeg har rejst meget for magasiner 86

og sådan noget, ja.

PS: Hvor meget om året rejser du?

TL: Det afhænger af meget. Når det er vinter, rejser vi til varme steder for at arbejde. Men det meste af tiden afhænger det af hvilke jobs, der kommer forbi. Det kan være Sydafrika, USA eller Mauritius.

PS: Hvor gammel er du nu?

TL: Jeg er 37.

PS: Hvor gammel var du, da du kunne leve af det?

TL: Jeg tror, jeg var 31. Det var da jeg stoppede med at assistere og begyndte for mig selv.

PS: Er det vigtigt at assistere?

TL: Det er det. Jeg lærte så meget, og det er meget givende at se andre fotografers stil og arbejdsmetoder, hvordan de leger med lyset. Hvordan de bruger teknikken og deres rekvisitter, og man finder ud af, hvad man kan lide, og hvad man ikke kan lide. Man udvikler sin egen stil. Så at assistere er meget vigtigt. Nogle fotografer har aldrig assisteret, men de fleste har.

PS: Jeg assisterer selv en fotograf i Danmark.

TL: I har mange gode fotografer i Skandinavien generelt. Især fra Sverige. Jeg ved godt, det ikke er det samme som Danmark, men for os er alle landene det samme, haha! Sverige, Danmark, Norge.

PS: Jeg har en ven på Sorbonne (universitet i Paris, red.), som fortalte mig, at det som franskmand er meget vigtigt at have en lang uddannelse for at være økonomisk sikret. Måske er det nemmere i Skandinavien at være kreativ, fordi vores system ikke er så stramt.

TL: Det afhænger af meget, men jeg tror, det er vigtigt at have begge dele. Især hvis du går ind i denne industri, tror jeg, det er vigtigt også at have en god uddannelse.

PS: Har du en god uddannelse?

TL: Det synes jeg da. Mere eller mindre. Jeg har studeret økonomi.

PS: Det er anderledes end din karriere som fotograf!

TL: Ja, meget. Men jeg føler ikke, at jeg har spildt min tid ved det.

PS: En dansk fotograf fortalte mig, at ville jeg være fotograf, skulle jeg bare droppe ud af skolen og gå efter det.

TL: Det er jo en meget personlig ting. Jeg tror ikke, der er en opskrift på det. Det afhænger af, hvem man er. Jeg plejede at arbejde med en tysk fotograf. Han var filosof og blev så pludselig fotograf. Jeg tror, at alt kan bruges til at gøre et foto interessant. Studerer du selv?

foto:Pernille Sandberg

foto:Pernille Sandberg

87

PS: Ja, fransk faktisk.

TL: Uh, tu parles français, oui ?

PS: Haha, nej, lad os fortsætte på engelsk, mine franske venner laver altid sjov med mig.

TL: Nej, det er cute.

PS: Hvor lang tid har du boet det her sted?

TL: Et år faktisk. Jeg plejede at bo i en gade ikke så langt herfra. Har du været rundt i det her område før?

PS: Nej, men jeg havde lidt svært ved at finde det!

TL: Når man ikke rigtig kender det, virker det meget råt.

PS: Ret hektisk.

TL: Det er ved at blive et ret trendy område i Paris. Der er mange gode barer og et godt natteliv her. Det er et godt mix af alting, og så er det centralt.

PS: Er det vigtigt for dig at være i et bestemt område for at være kreativ?

TL: Jeg ved det ikke, men det her område er ligesom mig. Det er derfor, jeg er her. Der bor mange kunstnere rundt omkring her. Der er mange studier for film- og musikproduktion.

Der hvor jeg boede før, boede jeg i cirka fem år.

PS: Bor du her alene?

TL: Jeg bor her med min kæreste, hun er designer. Brandet hedder Roseanna.

Thierry viser mig Roseannas lookbook, som han har skudt. Den er skudt i deres lejlighed.

PS: Bliver det solgt i Danmark?

TL: Det tror jeg ikke, men det bliver solgt i Barneys i New York og sådan nogle steder. De planlægger at åbne en butik i Paris.

PS: Jeg kunne godt tænke mig at vide lidt om din inspiration.

TL: Ja, det er en meget kompliceret ting. Det er svært at forklare. Jeg tror, det handler om, hvem du er, og hvad du har oplevet. Især når det handler om vinkler. Det handler om, hvad man har set i sit liv, for eksempel af film. Jeg tænker ikke over noget bestemt, når jeg tager et billede. Og med hensyn til farver tror jeg, det handler om, hvor du kommer fra. Jeg voksede op i Cannes, og jeg er meget glad for lys og farver. Det har nok noget med Cannes at gøre.

PS: Nej, du laver ikke særlig meget i sort-hvid.

TL: Nej, men nogle gange mikser jeg. Men jeg foretrækker farver. De er vigtige for mig. Jeg kan ikke planlægge, hvor eller hvordan jeg skal tage billeder, men mange planlægger først. Selv 88

har jeg altid ideer, men de fungerer aldrig. Man ved jo ikke, hvad der vil komme til at ske. Når det er kommercielt arbejde, har man selvfølgelig et storyboard, men det er ikke fotografi for mig.

Folk booker dig for din stil. Jeg laver meget portrætfoto af folk, musikere eller skuespillere for eksempel, og det er altid meget improviseret. Jeg kan godt lide at være meget spontan.

PS: Har du selv nogle assistenter nu?

TL: Ja, jeg har to assistenter nu. Jeg skulle tage nogle billeder for noget tid siden, af Soko. Vi var inde i en boghandel fyldt til randen med bøger, og jeg havde kun én assistent med, vi var et meget lille team. Det var et moment, hvor det handlede meget om improvisation. Vi vidste, at vi skulle være i den boghandel, men jeg vidste ikke, at der ville være så mange besøgende i boghandelen. Så vi var nødt til at være hurtige og improviserende. Hvis vi havde planlagt for meget, ville det være gået galt. Teknikken skal fungere, for det skal være produktivt.

PS: Arbejder du kun digitalt?

TL: Ja, det gør jeg. Næsten. Jeg har også et lille kompakt kamera, som jeg arbejder med.

Old-fashioned.

PS: Hvad foretrækker du?

TL: Det digitale giver dig mere frihed, for det er let og hurtigt, og du kan se hvad du skyder med det samme. Man behøver ikke gå i mørkekammeret for at fremkalde dem eller scanne dem ind efter, men… Da jeg startede, brugte jeg kun film. Jeg kunne virkelig godt lide det. Analogt er mere personligt. Men jeg foretrækker det digitale, selvom man rent teksturmæssigt får noget mere interessant ud af noget analogt. Det kan være svært at få det samme frem i digitale billeder. Alle kunder foretrækker jo også, at man skyder digitalt, fordi de ikke gider at betale for film. Næste uge skal jeg til Milano og mødes med nogle magasiner.

PS: For at få en base i Milano?

TL: Ja, for at snakke med nogle kunder for serierne er virkelig gode der. Der er gode modemagasiner der. Jeg plejer at tage derned én gang om året. Det er vigtigt at være der for kunderne og vise sit arbejde. Vi er mange fotografer i verden.

Man kan sende en e-mail, men det er ikke det samme. Den første serie jeg skød var for et tysk magasin. Jeg lavede tre serier for dem, som alle blev skudt i Rio. Jeg fik det, fordi jeg tog til Hamburg. Jeg kendte en stylist der, som arbejdede på magasinet, og det var sådan, jeg fik min første serie.

Fotos: Thierry Lebraly

89

PS: Det lyder som et lækkert job, som det første!

TL: Jeg var virkelig lykkelig og endte med at arbejde for dem i tre eller fire år og rejste meget rundt.

Jeg arbejder også for Vogue Italia nu, og vi har skudt i Milano og Sydafrika. Hvis man vil arbejde på et vist niveau og få kampagner i modebranchen er man nødt til at vise sit arbejde og få folk til at kende dig.

PS: Hvem er de mest interessante folk, du har arbejdet med?

TL: Dem der er mest interessante at tage billeder af, må være musikere. At arbejde med Levi’s var også fantastisk, for jeg fik lov til at gøre lige, hvad jeg ville. Det var en god kunde. Jeg har også arbejdet for Vice Magazine, og det var vildt interessant, for der fik jeg også helt frie hænder. Under filmfestivalen i Cannes tog jeg nogle billeder af topmodellen Daria Strokous på en båd med Cannes i baggrunden, det var vildt sjovt, og sådan en situation er meget speciel for mig.

PS: I din hjemby, du må have følt, at du nåede et mål.

TL: Nåede et mål og ved at nå et mål. For jeg er ikke der, hvor jeg gerne vil være endnu. Men jeg er på vej.

PS: Hvor vil du gerne være?

TL: Man vil altid have mere, du ved? Det er som en sport, en konkurrence. Man er nødt til at være en født konkurrent for at kunne blive ved og blive bedre og bedre. Jeg tror, jeg ret tidligt fandt ud af, hvad jeg kunne lide, det har ikke ændret sig så meget. Noget jeg ledte efter, da jeg var helt ung, leder jeg stadig efter – et bestemt mood eller en bestemt farve. Interviews er jeg ikke så god til, jeg synes det er meget personligt… Når man laver kunstnerisk arbejde som mig. Det er en del af en.

PS: Er det ikke hårdt sommetider, at ens job er hele ens liv?

TL: Jo, nogle gange. Men jeg er lykkelig. Det har aldrig været mit mål at tjene penge på det.

PS: Er det ikke hårdt at bo to kreative individer sammen?

TL: Jo, sommetider. Vi hjælper hinanden, giver hinanden råd og så videre. Det er godt at have den samme passion på en måde. For mode og kunst, billeder.

PS: Har I nogle børn?

TL: Nej. Det kommer an på, hvad du vil med dit liv. Det er jo godt at have børn, og jeg tror, det er en måde at blive mindre egoistisk på.

PS: Tænker du meget over, om du er egoistisk?

TL: Nogle gange, for man vender sig jo indad mod sig selv. Især når man bor i en storby. Man kan 90

gøre hvad man vil, når man vil det. Ens sind og den måde man ser på sig selv bliver ens liv. Nogle kunstnere har jo børn, og nogle har svært, og nogle har let ved det. Sådan er det vel også i Danmark?

PS: I Danmark får folk børnepenge, så jeg tror det er nemmere at være kunstnere og have børn der.

TL: Ingen giver dig penge her, det er især svært for fotografer… Som mig for eksempel. Hvis jeg ikke arbejder, arbejder jeg ikke og tjener ingen penge. Det hjælper mig også til at skubbe mig fremad. Så på en måde er det godt.

PS: Har du nogle idoler?

TL: Der er nogle stykker, faktisk. Jeg kan virkelig godt lide Erwin Blumenfeld og Jacques Henri Lartigue. Det er gamle fotografer. Jeg kan også godt lide Guy Bourdin, Mikael Jansson og Inez & Vinoodh. Jeg går også meget på kunstudstilling og køber altid en bog med fra det museum, jeg har været på. Jeg er også vild med Helmut Newton, men alt er meget statisk ved hans billeder… Jeg kan bedre lide, når det er mere cosy.

PS: Redigerer du altid dine egne billeder?

TL: Ja, altid. Jeg kan ikke se, hvordan man ikke skulle kunne gøre det. Det er så personligt. Jeg hørte for kort tid siden, at Olivier Zahm fra Purple Magazine ikke redigerede sine egne billeder, som blev udstillet i Collette. De var redigerede af en af hans assistenter. Det er jo skørt. Jeg ville aldrig kunne tænke på at gøre sådan noget. Det er jo en vigtig del af dit job. Det tager meget tid.

Thierry spørger, om han må tage nogle billeder af mig, og vi tusser lidt rundt i hans lejlighed. Det er som at være på besøg hos sin storebror. Jeg har ikke lyst til at tage af sted, men jeg har et andet interview jeg skal til. Boblen brydes, og han giver mig et kindkys og et »let’s keep in touch« med på vejen. http://www.thierrylebraly.com/ http://roseanna.fr

foto:Pernille Sandberg

foto:Pernille Sandberg

91

I samtale med Pernille Sandberg

At frontmand og sanger i The Great Dictators, Dragut Lugalzagosi, kan flette Jurassic Park referencer ind i dybe tekster om ulykkelig kærlighed siger noget om hans talent. Det kontroversielle band har i løbet af 2012 udgivet tre EP’er med fem numre på hver – og op til udgivelsen af den aktuelle EP spiller de udelukkende de numre, der er på den EP, til deres koncerter. De står nu overfor udfordringen at udgive et album på fuld længde for første gang.

Syv drenge fra henholdsvis Jylland, Fyn og København der står overfor en lysende fremtid. Vi mødte folk/rock bandet, der består af alt fra en der spiller guitar til en der spiller sav, i et snusket rygerum bag Ideal Bar på Vesterbro.

92

93

Hvordan startede I?

Jeg var på roadtrip med min ekskæreste. Så blev vi vist til tre, det var noget med et lejrbål og så var vi to, der sang og en guitar. Og derefter har det kun udviklet sig.

Hvornår kommer jeres plade ud?

DL: Vi regner med efteråret 2013. Og før den udkommer skulle der gerne komme 3 musikvideoer ud. Jeg ter mig rigtig åndsbollet i den. Jeg har et stort ulvehoved på og ruller rundt i køddisken i Irma. Det var en lidt krævende rolle. Eller – jeg gjorde den krævende for mig selv, for jeg tænkte at jeg selvfølgelig skulle tage en all-nighter inden indspildningen. Jeg havde ikke sovet og havde blæst hovedet ud af mig selv. Og så at rende rundt og lege ulv dagen efter er lidt krævende.

Videoen hedder Half Dead.

Så titlen passer ret godt til situationen. Er I på tour nu?

Nej, men det er fordi vi allerede er gået i gang med vores nye plade.

Har I lavet mange interviews før?

Nej. Så du skal regne med at der ikke er særlig meget der kommer til at give mening.

Hvor lang tid har I været i gang?

Siden juni 2011. Der spillede vi vores allerførste koncert. Faktisk lige her, hvor vi sidder. Vi er så skide nostalgiske. Eller – egentlig ikke. Det er godt at være tilbage, vi har nemlig fået chokolade og chips… Til den første koncert var vi tre. Nu er vi syv.

Dragut – du startede bandet?

Ja. Det er derfor også mig, der smider folk på porten, og står for ind- og udskiftning… Jeg tror de synes jeg er noget af en diva engang imellem… Men jeg er da meget sød, ikke? Er vi i øvrigt gået i gang?

Altså… Den recorder?

Er det rigtigt! Så langt var jeg ikke med. Så må vi være seriøse. Sagen er, at vi er rigtig glade for hvordan det ser ud nu med os syv. Det er rigtig fedt. Ambitionen har hele tiden været at det skulle være et stort orkester, fordi der er en masse spøjse instrumenter blandet med basale instrumenter selvfølgelig. Så samlede vi en masse mennesker, og så var vi vist nødt til at sparke ud, når kemien ikke lige er der. Sparke ud og få nogle andre ind – men det har vi fået styr på nu.

Hvordan kom I frem til navnet?

Det er mig, der har fundet frem til det. Der er den her gamle Charlie Chaplin film – The Great Dictator. Jeg tænkte at navnet ikke skulle efterlignes fuldstændigt, så jeg puttede et s på og det passer jo meget godt med den hær af mennesker vi er! Det er jo ikke fordi det skal tages som om at vi er specielt selvhøjtidelige eller noget – det er vi ikke. Det er en fin kontrast, for vi skal tro på os selv, men vi er jo bare nogle… Der er jo kun én i bandet fra København, mens resten af os er fra Fyn og Jylland… Provinspurke. Vi har ikke fået Københavner-genet endnu, hvor vi tror vi er de fedeste i verden…

94

Hvad handler teksterne om?

Der er meget ulykkelig kærlighed. Men ikke på den der Tim C måde… Det håber jeg i hvert fald ikke. De er ikke nær så selvhøjtidelige de karakterer, jeg opfinder, selvom det er lidt ynkeligt det jeg laver nogen gange.

Jeg stræber efter at få nogle lommefilosofiske anekdoter ind, men med et glimt i øjet uden at det bliver for påduttet, hvor jeg ikke prøver at fortælle folk hvordan de skal leve og elske.

Men hvad vil du inspirere folk til?

De behøver ikke at tage mine livs-tips til sig, men jeg vil få folk til at reflektere over, hvorfor de gør, som de gør. Tekster kan jo gøre en helt sindssyg – det fylder jo 80 % mens de sidste 20 % består af melodier og akkorder osv. Og så er det jo interessant at det som oftest er cirka 5 % af de lyttere man har, som rent faktisk lægger mærke til teksterne! Men det vigtigste er jo, at man kan holde ud at synge sine egne tekster.

Er du musiker for at komme ud med dine tekster?

Jeg vil ikke være forfatter. Det bliver man langt mere sindssyg af end at skrive sang-tekster. Jeg ville ikke gide at høre på mig selv igennem 500 sider i en bog, det ville blive røvkedeligt.

(Guitaristen indvender at han gerne ville læse 500 sider med Draguts livserfaring) Sådan er det vel i alle liv, at det går op og ned, frygtelig langt op og frygtelig langt ned. Det er sjovt at kreere den her mands-rolle af en mand som kryber efter kærlighed, han ikke kan få. Jeg har altid været meget glad for at spille skuespil.

I har udgivet hele tre EP’er.

-Hvordan kan det være?

Det var ment som et oprør mod musikbranchen – de fleste udgiver jo kun én EP og bruger så ellers tiden må at lave en masse business omkring fuldlængde-pladen.

Jeg tror vi har forvirret rigtig mange, medier osv., og måske ville vi have fået mere omtale, hvis vi kun havde udgivet én EP, koncentreret os om den og kommet ud med alt gøjemøjet dér. Jeg er dog glad for at vi har skudt os selv i foden, for det er er sgu musikken det handler om i sidste ende. Vores plade bliver mere gennemført, og jeg tror at vi med den kommer tilbage til vores rødder.

Hvordan er det at blive sammenlignet med andre bands som The National?

Det er selvfølgelig kun fordi min stemme er så dyb – når stemmer er dybe minder det pludselig om The National. Jeg kan sagtens se hvorfor nogen vil sætte os i bås på den måde, og det er vi blevet meget. Det er et stort behov for mange anmeldere. Det har været flatterende, jeg er f.eks. blevet sammenlignet med Leonard Cohen en del gange. Nogle gange kobler anmelderne nogle lidt ærgerlige navne på os. Det vigtigste er, at vi er kommet for at blive. Når vi forhåbentligt en dag bliver lidt mere etablerede, kan det være at anmelderne tør at kalde os for The Great Dictators.

foto:Pernille Sandberg

http://www.facebook.com/thegreatdictators https://soundcloud.com/the-great-dictators

95

Hoodie: Vintage Jakke: Weekday Solbriller: Carrera by Safilo

96

Leave us Alone Fotograf: Steffen Christensen Make-up & h책r: Vicki Risom Stylist: Carl-Emil Storm Gabrielsen Modeller: Claire & Alexander W, Elite Copenhagen

97

TørklÌde: Tusnelda Bloch Copenhagen Solbriller: Dior Homme

98

Skjorte: Nicklas Kunz

99

Strik: Tusnelda Bloch Copenhagen Ă˜reringe: Bjørg

100

101

Alexander: T-shirt: Modellens egen Solbriller: Dior Homme Claire: T-shirt: Lala Berlin Jakke: Weekday Solbriller: Boss Black Eyewear

102

103

T-shirt: Modellens egen Bukser: Storm Gabrielsen Solbriller: Dior Homme

104

T-shirt: Lala Berlin Jakke: Weekday Bukser: Hoffman Copenhagen Solbriller: Boss Black Eyewear

105

Alexander: Sweatshirt: Nicklas Kunz Bukser: Vintage Sandaler: Vagabond Solbriller: Carrera by Safilo Claire: Sweatshirt: Asger Juel Larsen Nederdel: Monki Sandaler: Vagabond Ă˜reringe: Bjørg Solbriller: Boss Black Eyewear

106

107

Esther Da Esther Perbandt startede som designer, var hendes kollektioner farverige og fulde af prints. Nu har hun fundet sin kerne, og tager altid udgangspunkt i sig selv når hun designer. Dry Mag mødte designeren i hendes studie og butik i Berlins centrum.

Det er en stille regnvejrsdag, da Esther byder os indenfor i sit univers – selvfølgelig iført tårnhøje plateausko, en ultrashiny hat og tøj af eget design. Hendes brand i eget navn har nu eksisteret i 10 år og formår stadig at overraske sine tilhængere med sit innovative håndværk og fantasifulde ideer.

Hvordan ville du beskrive dit mærke til nogen, der aldrig har hørt om det?

- Esther Perbandt er et uafhængigt designerbrand baseret i Berlin. Esther Perbandt kreerer stærke, tidsløse og altid klædelige silhuetter til mennesker uafhængigt af deres køn. En sand passion for farven sort og en kærlighed til dekonstrueret mønster og skræddersyede detaljer med en smule edgy attitude.

Dit mærke har snart eksisteret i 10 år. Har dets udvikling overrasket dig?

- Nogle gange overrasker det mig, hvor hurtigt det går.

Ligeså går jeg i chok over, hvor langsom udviklingen er.

Men nummeret 10 gør mig stolt, ja.

Hvad er dine fremtidsplaner med brandet?

- Simpelthen at fortsætte. For det her er min livsdrøm.

Hvor finder du inspiration til dine kollektioner?

- At tænke rundt om den menneskelige krop er en funktion for mit arbejde, som aldrig slutter. Jeg er fascineret af, hvordan vi mennesker prøver både at skjule og vise vores krop frem. Man kan aflæse et menneskes forhold til sin krop, på den måde han eller hun klæder sig på det er som en åben bog. Jeg kunne observere folk, i lige så lang tid det skulle være. Det er meget bedre end at se TV.

Hvem eller hvad har den største indflydelse på dig og dit arbejde?

- For at være ærlig er det den uddannelse, min mor har givet mig. Influeret af 70‘ernes feministiske bølge. Ud over det lærte jeg altid at være åben, at prøve ting og at følge min intuition.

108

Hvem eller hvad inspirerede dig til at blive designer?

- En stor metalkuffert proppet med alle slags stoffer til at kunne lege med. Min søster og jeg havde den her boks igennem hele vores barndom.

Er du tilfreds med at være baseret i Berlin?

- Jeg er virkelig et bybarn, så jeg ville savne Berlin helt enormt, hvis jeg skulle bo et andet sted. Men jeg er sikker på, at mit liv har flere overraskelser til mig.

Er Berlin reflekteret i dit tøj?

- Nej, ikke rigtig. Mere mine rødder i Berlin, og det er det, som er vigtigt.

Din kæreste er model i din seneste lookbook. Hvad arbejder han med, og hvordan balanceres livet for en uafhængig designer?

- Han er en selvstændig skuespiller. Han er blevet en meget vigtig muse for mig, da han næsten kan bære hvert eneste stykke tøj i mine kollektioner, også selvom det fra starten var designet til at være et stykke dametøj.

Hvad er det bedste ved at være designer, og hvad er det værste?

- Den bedste del er den indre motor, der sommetider driver dig til vanvid og frarøver dig din søvn. Du er nødt til at acceptere, at du ikke bare kan slå den motor fra. Jeg aner ikke, hvad der skulle være den værste del ved det. Den tror jeg ikke findes.

Perbandt af Pernille Sandberg og Lise Helweg-Larsen

foto:Pernille Sandberg

109

E y e s O f f

Fotograf - Phillip Jacques H책r/makeup - Stine Rasmussen Styling - Louise Fenger Hvilsted

110

- jakke, Shore Leave 925,- rullekrave, Edwin 600,- sweatpants, John Smedley 1549,-

111

112

- jakke, Shore Leave 925,- rullekrave, Edwin 600,- sweatpants, John Smedley 1549,-

- rullekrave, Cos 390,- bluse, Alexander Katchen Sehested. Pris pü forespørgsel

113

- bluse, Cheap Monday 499,- bukser, Cos 1090,-

114

- jakke, Libertine-Libertine 1400,- bluse, H&M 249,- bukser, Libertine-Libertine 900,-

115

116

- jakke, Libertine-Libertine 1400,- bluse, H&M 249,- bukser, Libertine-Libertine 900,-

- bluse, Cos 790,- bukser, samsøe samsøe 1100,-

117

Adam Katz Sinding

Adam Katz Sinding er professionel streetstyle fotograf, der som en moderne nomade lever af at rejse fra storby til storby for at forevige mennesker, der med en iøjnefaldende tøjstil skiller sig ud.

Han er manden bag sitet, hvor man kan se et udpluk af de billeder, han sælger til de største internationale magasiner. Vi fangede Adam til et Skype interview, under hvad der for ham er en helt almindelig hverdagsaften på et hotel i Stockholm under den svenske modeuge.

Du er i Stockholm nu?

- Ja, desværre! Jeg hader det.

Hvorfor?

- Det er så kedeligt, København er langt bedre.

Det er sjovt, for alle danskere jeg siger det til synes, jeg er helt væk, og at Stockholm er en meget bedre storby, men det synes jeg slet ikke. Det er også vildt dyrt heroppe, og alle pigerne er grimme og fede.

Synes du virkelig?

- Ja, jeg ved, at alle siger, svenske piger er attraktive, men det passer ikke.

Hehe, ok. Jeg tror, de fleste danske mænd synes, at svenske piger er lækre.

- Klamt! Den store trend i Stockholm lige nu er, at alle svenske piger der på ingen måde har benene til det går med cut-off jeans shorts med en tredjedel af røven stikkende ud. Og de har kæmpe ben heroppe, det er vanvittigt. Jeg ved, det lyder langt ude, men når jeg går rundt på gaderne, kan jeg ikke tro mine egne øjne.

Hvad synes du så om de amerikanske piger i New York?

- Well, piger fra New York er ikke amerikanske piger. Piger fra New York er generelt bare de mest attraktive piger fra hvilke som helst lande.

Jeg synes, at amerikanske piger er okay, jeg foretrækker dem faktisk. De er måske ikke de smukkeste piger i verden, og der er mange trashy amerikanske piger, men som helhed er amerikanske piger min præference. Jeg har datet mange europæiske piger, men jeg har egentlig aldrig 118

været særlig vild med dem. Jeg har datet nogle franske piger, men de er sindssyge. De er meget frembrusende, men samtidig også alt for volatile i deres humør til min smag. Amerikanske piger er generelt mere simple.

Hvornår startede din interesse for at tage billeder?

- Jeg begyndte at interessere mig for det omkring 2005. Jeg havde på det tidspunkt haft et godt kamera i noget tid, da jeg havde arvet et fra min far, men havde ikke rigtig brugt det til noget.

Men så i 2005 begyndte jeg at date en pige, der ville have taget nogle billeder af sig selv, som hun kunne sende ind til et modelbureau. Jeg havde ingen ide om, hvordan indstillingerne på kameraet fungerede, men hun vidste lidt om det, og fik sat mig ind i det. Billederne blev faktisk ganske udmærkede, og siden da voksede min interesse gradvist, og jeg fik med tiden sparet op til bedre og bedre udstyr.

Hvad synes du generelt om bloggere og deres rolle i modeindustrien?

- Det er tydeligt, at deres rolle er meget vigtig, men desværre er mange af dem meget unge og i stand til nemt at blive købt, hvilket jeg synes kan være problematisk. Hvis man er meget autentisk og har stærk integritet, er det okay at acceptere et sponsorat for et brand, man er virkelig enig med.

Men jeg synes generelt ikke, bloggerne er særlig autentiske i forhold til de sponsorater, de vælger.

Med mit eget site sørger jeg for, at hvis jeg har en reklame, er det et brand, som er meget identisk

Foto: YOUNGJUN KOO I I’M KOO

Foto: Liam Gosslet

119

120

Foto: Adam Katz Sinding

med det, som jeg står for. Hvis jeg tog imod alle de sponsorat tilbud, jeg har fået fra Oak Boots i Australien, ville jeg være millionær i dag. Men hvordan kan jeg reklamere for Oak Boots, når jeg aldrig har taget et billede af en person i Oak Boots, og så snart jeg ser en person i dem, flygter jeg så hurtigt, jeg kan.

Hvordan vælger du, hvem du tager billeder af?

- Jeg starter med at bruge udelukkelsesmetoden og kommer op med 100 grunde til ikke at tage et billede af den person, jeg ser. Jeg tøver altid, så de mennesker jeg tager billeder af er nogle, hvor jeg tænker, at jeg bare er nødt til at tage et billede af dem. Det er en ret intimiderende proces at gå op til en fremmed person og bede personen gå 40-50 meter med dig hen til et sted, hvor lyset er bedre for at få taget et billede, så hvis man tænker for meget over hele processen, ville man aldrig få det gjort. Jeg har ingen ide om, hvor mange billeder jeg har undladt at tage af fantastiske kvinder, fordi de gik sammen med deres kæreste. Mange fyre er meget jaloux, så jeg gider ikke at have, en fyr tror, jeg lægger an på hans kæreste. På trods af det tager jeg stadig minimum 1000 billeder om dagen under modeugen, men jeg står også tidligt op og tager ikke til en eneste af festerne eller drikker alkohol. Jeg er nok det, man kan kalde et antisocialt menneske.

Har du haft nogle dårlige oplevelser med folk, der ikke vil have deres billede taget?

- Ikke i Danmark. Folk i Danmark har været exceptionelt imødekommende, hvilket er meget forfriskende. Førhen syntes jeg, London var det bedste sted på det punkt, men efter lige at have været i Danmark er London kommet på en andenplads i grad af imødekommende mennesker.

Men ja, generelt er der mange piger, der siger nej til at få et billede taget, og jeg har også haft oplevelser, hvor piger har gået sammen med en jaloux kæreste, som har opført sig aggressivt over for mig, når jeg har spurgt, om jeg måtte tage et billede. Jeg har også utallige gange oplevet, at piger siger, de har for travlt, selvom det bogstaveligt talt ikke tager mere end 15 sekunder at tage billedet, hvorefter jeg så ser dem gå ind i en tøjbutik øjeblikket efter. Jeg ved godt, jeg ikke burde, men jeg tager det generelt meget personligt, når det sker.

Hvordan startede du med at tjene penge på at sælge de billeder, du tager?

- Først og fremmest har jeg altid undret mig over, hvordan nogle tøjbutikker kan tage 1500 kr. for en T-shirt... Jeg spurgte mig selv, om de bare startede med at tage 1500 kr. for en T-shirt helt fra begyndelsen, eller om de startede med at tage 100 kr. og så tage mere og mere i takt med, de blev mere kendte? Min konklusion var, at de formentlig alle sammen startede med at tage 1500 kr. per T-shirt helt fra begyndelsen. Så jeg sagde til mig selv, at jeg ikke vil være ligesom alle andre fotografer, der tager billeder gratis og så gradvist begynder at tage penge for deres arbejde. Jeg ville kræve et ordentligt honorar for mit arbejde fra start af, så det valgte jeg at gøre meget tidligt i min karriere.

Efterhånden som jeg fik mere og mere eksponering via blandt andet min blog og nogle jobs for forskellige magasiner i New York, var det ikke en udfordring længere at få betalt arbejde.

Hvilken modeuge kan du bedst lide?

- Jeg synes, at modeugen i Paris er den mest spændende, fordi alle de brands der afholder shows er nogle, man virkelig gerne vil se. Det hele er generelt bare gennemført i Paris, og så er franskmænd meget velklædte. I modeugen i New York er der en masse mennesker, der har en stor facade, hvilket jeg ikke bryder mig om. Jeg har været i Milano, men kan ikke lide byen, og jeg er ikke særlig vild med deres designere ud over Armani, så jeg har undladt at tage til Milanos modeuge. Jeg kan ikke lide Dolce Gabbana og den slags brands, de er alt for sleske til mig. Til Londons modeuge bliver der gjort meget ud af belysningen, som er rigtig fedt. Københavns modeuge er den, jeg har nydt mest, fordi den er meget overskuelig med et show i timen hele vejen igennem.

Der er stort set ingen billeder af dig selv på dit website, og dit navn fremgår også kun meget få steder. Hvordan kan det være, du ikke brander dig selv i højere grad?

- Det er fordi, det ikke skal handle om mig. Mit navn er i backenden af mit site udelukkende så folk ved, hvem de skal henvende sig til, hvis de er interesseret i at købe nogle af mine billeder. Men det betyder intet, hvem jeg er, hvis det var en blog med en million billeder af mig, så ville den hedde www.AdamSinding.com, og den ville formentlig være elendig. Jeg går klædt okay, men det handler ikke om mig. Det handler om, hvad jeg kan lide, men det er også det eneste ved siden, der har med mig at gøre. Jeg vil beskrive det som en redigeret udgave af, hvad jeg mener, mode er. Jeg prøver 121

bevidst at holde mig selv ude af spotlyset.

Snakker du meget med de andre bloggere under modeugen?

- Nej slet ikke, jeg prøver faktisk at undgå det. Det er distraherende, og så er jeg nok i ret høj grad en antisocial person. Der er et par stykker, jeg er venner med, men jeg prøver stadigvæk at stå på den anden side af parkeringspladsen i forhold til dem og undgå at interagere med dem. Problemet er nemlig, at hvis jeg står sammen med de andre bloggere og streetstyle fotografer, får jeg de samme billeder som dem. Man kan også se, at mange af de andres billeder i høj grad ligner hinanden, så snart en af dem ser en, de vil tage et billede af, følger de andre efter. Jeg tror, at det er vigtigt ikke at blive distraheret af sine omgivelser og være fokuseret. Jeg prøver også at lade være med at tage min mobil op af lommen og tjekke e-mails, for man kan hurtigt misse gode billeder.

Har du overvejet at lave editorials?

- Nej, jeg tror ikke, jeg er god til det. Jeg har aldrig prøvet det, og jeg er ikke en klassisk uddannet fotograf, så jeg ved ikke noget om studielys, og jeg kan ikke lide at lave opstillede billeder. Jeg foretrækker det fotojournalistiske aspekt ved det arbejde, jeg laver, jeg ved godt, det lyder noget

mere vigtigt, end hvad det i realiteten er, men jeg kan godt lide at fange et øjeblik fotografisk i stedet for at skabe et. Noget af det der ofte sker under modeugen er, at diverse bloggere og fotografer beder en eller anden om gå over gaden 5-6 gange, så de er sikre på, de får det billede, de vil have, hvilket efter min mening er den direkte modsatte grund til, at ens rolle som streetstyle fotograf er relevant. Jeg er ikke interesseret i at skabe et falsk øjeblik, hvis jeg ikke får billedet første gang, en person krydser gaden, får jeg bare ikke det billede.

Hvor ser du dig selv om 10 år, er du stadig fuldtids streetstyle fotograf?

- Jeg kan rigtig godt lide det, så det håber jeg. Men jeg ser streetstyle ”genren” lidt ligesom rulleskøjte-trenden, det er en af de ting, der ikke vil være oppe i tiden for altid. Man skal i hvert fald som streetstyle fotograf selv være ung og hip. Folk gider ikke se streetstyle billeder fra en eller anden 40-årig fed klovn. Man vil se billeder fra en, der er en del af scenen i stedet for en, der bare er tilskuer.

Foto: Adam Katz Sinding

122

Ejere: Tobias Storm Gabrielsen & Carl-Emil Storm Gabrielsen Redaktør: Jakob Friberg Nielsen Grafiker: Tau Bjørn Rosenberg Skribenter: Pernille Sandberg Roxanne B. Lærkesen Lise Helweg-Larsen Fotografer: Pernille Sandberg Rikke Pødenphant Anne Mortensen Mikkel Bendix Lise Helweg-Larsen Stylister: Kristian Hindø-Lings Louise Stevnhoved Louise Fenger Hvilsted Kristine Wold Make-up/hår artister: Anne Rimmer Julie Nielsdotter Sabrina Szinay Line Bille Stine Rasmussen Vicki Risom Pil Gad 123