Special Air Service –Når virkeligheden overgår fantasien.

Historien om SAS’ tilblivelse og den vanvittige hjerne bag det.

“In the summer of 1941, at the height of the war in the Western Desert, a bored and eccentric young officer, David Stirling, came up with a plan that was radical and entirely against the rules: a small undercover unit that would inflict mayhem behind enemy lines.”

Special Air Service (SAS) er i dag en af de mest berømte specialstyrker i verden, men samtidigt også en af de mest hemmelighedsfulde. Det er først inden for de seneste år, at det er blevet muligt at berette om dereshistorie –netopgrundetdereshemmelige natur.

For at forstå tilblivelsen af en specialstyrke som denne, er det nødvendigt at sætte sig ind hjernen bag SAS, nemlig den skotske løjtnant og aristokrat David Stirling Hans historie er fiktivt gengivet som en anden

James Bond af den engelske efterretningsagent, Ian Flemming. Men hvem var egentlig denne aristokrat, som ville gå hen og blive døbt The Phantom Major (Fantom Majoren) af både tyskerne og italienerne, hvis liv han gjorde usikkere i Nordafrika under 2. Verdenskrig?

The Phantom Major

Archibald David Stirling (senere Sir i 1946) blev i født ind i en af de ældste adelsfamilier i Skotland i 1915. Stirling-slægten var historisk set kendt for at udøve store bedrifter Især havde de en lang militærtradition – med et dertilhørende præg af excentricitet. På moderens side havde han direkte aner til Kong Charles den 2. af England, og faderen var generalog krigsheltunder1. Verdenskrig.1 Det er dermed ikkesvært at forestille sig, at der har lagt et massivt personligt pres på den unge Stirlingomatleveop tilsin arvog sitmedfødte privilegie. Dog har virkeligheden set anderledes ud. For selvom Stirling var den anden ældste af en søskendeflok på seks, var der ikke nødvendigvis noget pres på de yngre søskende om, at de skulle forhaste deres vej i livet. De var med andre ord overladt til dem selv. I Stirlings tilfælde skulle den vej vise sig at indeholde mange mærkværdige sving, inden han endelig fandt målet.

Selvom Stirling senere skulle blive anerkendt som en stor militærhelt, var der ikke noget i hans barndom, som fordrede ham i denne retning. Han var først og fremmest født med en talefejl, som senere blev udbedret ved operation. Derudover var han ikke tilhænger af sport og prøvede så vidt som muligt at undgå sådanne aktiviteter 2 Han endte dog alligevel med at blive optaget på Cambridge University, hvor hans afslappede tilgang til livet, gradvist blev erstattet med disciplin og pligtopfyldelse, for alvor begyndte at udvikle sig. Det meste af hans tid på Cambridge blev brugt på væddeløbsbanerne frem for at læse. Dette medførte, athanfiken melding om, athanville blive smidt ud fra universitetet. Han blev konfronteret med en liste med mere end 23 overtrædelser, som han havde begået i sin tid der, og blev bedt om at vælge de tre mindst stødende, som han efterfølgende skulle meddele sin moder.3

Det næste naturlige skridt for en ung velhavendemand, som lige var blevetsmidtud af universitetet, var i Stirlings tilfælde at tage til Paris for at blive kunstner og som beskrevet i Ben Macintyres bog: ”He had little talent for painting. But he did have a beret, and a yen for the bohemian life ”4

Også hans kunstlære bemærkede hurtigt Stirlings manglende kunsttalent. Han skulle lede efter andre måder atudtrykkesig på.5 Den direkte afvisning og nedgørelse af hans evner, skulle følge Stirling resten af livet. Det har muligvis været grunden til, at han derefter konstant forsøgte at være den bedste til alt.6

Efter en tids sundren over, hvordan han så kunne ytre sig, faldt beslutningen på arkitektstudiet. Stirling vendte derfor atter tilbage til Cambridge. Dog endte det ligesom før. Han mistede hurtigt interessen for sine studier og fandt igen tilbage til væddeløbsbanen – med en kupon i hånden og solbriller på. Moderen kom her til sin søns undsætning og skaffede, igennem en bekendt, et job til Stirling som arkitekt i Edinburgh. Endelig lykkedes det ham at blive noget, om end det var med hans moders hjælp. Dog var der ikke plads til den kreativitet og frihed, som han hungrede efter. Tværtimod fandt han kun faste planer og lange arbejdstider.

Han tog derfor endnu etsving påsin vej til at blive en legende, og denne gang ville han være cowboy i Texas.7 Gennem hans broder Bill Stirling, havde han fået kontakt til en af broderensvennerfraCambridge,somhavdeen ranch i Texas. Her så Stirling sitsnit til atblive

3 Ibid.

7 en sand eventyrer og såkaldte gunslinger, som han havde set i filmene. Stirling nåede da også at få hyrdet flere heste og kvæg, men så kom krigen.8 Han hørte først om krigens udbrud gennem et hastetelegram sendt fra moderen, hvori hun beordrede: “Return home by the cheapest possible means.” Hvortil hendes søn, i hans egen bedste Stirling-stil, valgte at tage en første klasses flyvetur hjem.9

Legenden begynder

Nu befandt Stirling sig pludselig i uniformen ogklartilatforsvaresitfædreland. Etlandsom ikke havde lært meget siden 1. Verdenskrig. I den britiske hær var disciplin og hierarki måden, man vandt krige på.10 Denne traditionelle og indoktrinerede tankegang var ikke noget som huede Stirling. Ved krigens begyndelse brugte han det meste af sin tid på at marchere og gøre andre kedelige pligter. Af samme årsag stak han ofte af fra sit regiment for at tage til London, hvor han kunne drikke og gamble

Dog fik han pludselig nys om, at en ny enhed var oprettet med en ukonventionel måde at kæmpe på, nemlig commandos. Dette var en ny specialstyrke, hvis formål var at ødelægge fjendens forsyningslinjer. Stirling meldte sig hurtigt til den nye enhed og modtog efterfølgende sin specialstyrketræning i Skotland, hvor han endelig kunne få lov til at være fri! Her kunne han leve i naturen, agere påegetinitiativ, og klatrei deskotskebjerge.11 Men disse commandos blev mødt med en modvilje fra mange af de ældre og konservative officerer i den britiske hær. De mente ikke, at dette var en måde at føre krig på for rigtige gentlemen. Dette resulterede i mange aflyste missioner, og Stirling var igen tilbage i en fast og kedelig rutine, hvor han ikke kunne få afløb for sin lyst og vilje til at slås. Dette skulle dog snart ændre sig.

En dag mødte Stirling en anden officer i regimentets messe, løjtnant John Steel “Jock” Lewes. Jock skullevisesig at være en anden af grundlæggerne af SAS, og til en vis grad deres succes. Efter en samtale mellem de to herrer, kom det pludselig på tale, at Jock havde “fundet” nogle faldskærme, som kunne bruges til at teste, om det var muligt at springe med faldskærm i ørkenen, hvor de fleste af kampene fandt sted. Stirling var med det samme interesseret og var klar på at springe ud – sammen med Jock.12

Hverken Stirling eller Jock havde nogen form for faldskærmstræning, så det var med livet som indsats, at de to bogstaveligtalt talt kastede sig ud i det. Sammen med en anden frivillig, Mick D’Arcy, hoppede de ud af en flyvemaskine, som de havde “lånt”. D’Arcy, som sprang som nummer to, observerede Stirling springe efter ham: “I was surprised to see Lieutenant Stirling pass me in the air.”

8 Mortimer, s. 26-29.

9 Macintyre, s. 9.

10 Macintyre, s. 21.

Hans faldskærm havde nemlig siddet fast i noget inde i flyet og derved revet sig i stykker, hvilket resulterede i, at Stirling styrtede mod jorden fra næsten 250 meters højde.13 Da han vågnede på hospitalet i Cairo, var han paralyseret i benene og skulle derefter bruge et par uger på at lære at gå igen.

Det var dog ikke helt spildt. Mens han lå på hospitalet fik han ideen om at gøre brug af nogle andre specialstyrker, som allerede var i ørkenen i Nordafrika, bag fjendens linjer, nemlig Long Range Desert Group (LRDG).

Denne styrke blev oprettet med fokus på at rekognoscere fjenden og deres positioner. Her tænkte Stirling, at han kunne bruge dem til transport ind og ud af ørkenen.14 Det eneste hanmanglede,varhansoverordnedesaccepttil at få lov til at prøve dette eksperiment. Det var General Claude Auchinleck, som var øverstbefalende for de allierede styrker i Nordafrika. Eftersom Stirling på dette tidspunkt blot var løjtnant, var det, i den konservative britiske hær, næsten umuligt for hamat mødeen anden officer af såhøjen rang.

Måden, hvorpå han fik “arrangeret” mødet med Auchinleck, er nærmest gået over i historien som en myte i SAS-regi. På det tidspunkt havde Stirling stadig brug for krykker efter hans faldskærmsudspring, og han hoppede langsomt hen imod det britiske hovedkvarter i Cairo. Her ventede han til, at vagterne var distraherede og sneg sig ind gennem et hul i hegnet. En af vagterne havde dog set ham på vej ind i bygningen, hvorfor Stirling nu løb hurtigt op gennem bygningen. Eftersom han havde en vagt lige i hælene, var hans reaktion at løbe ind i det nærmeste rum, hvor han træf Auchinlecks næstkommanderende. Stirling overdrog en nedskrevet version af hans plan og stak så af igen. Han nåede også at berette, hvem hans fader var, hvilket viste sig at være en gammel ven af både Auchinleck og hans næstkommanderende.15 Således havnede planerne lige præcis hos ham, som skulle have dem.

Det interessante her er, at briterne i Cairo faktisk allerede havde opfundet SAS, inden Stirling kom til dem. Men kun i navn. Oberst Dudley Clarke, som var lederen af den britiske militære efterretningstjeneste iCairo, havde på papiret opfundet SAS for at narre tyskerne og italienerne til at tro, at der var en hel brigade af elitetrænede faldskærmssoldater klar til at angribe dem. Det var sådan, at Stirlings ide blev til SAS, og i deres fulde navn ”L

13 Macintyre, s. 19.

14 Macintyre, s. 21-22.

Detachment, Special Air Service Brigade” (L)

L skulle være med til at give det indtryk, at der allerede var flere dele af SAS, nemlig fra A til K, og dermed give illusionen til fjenden om, at der var flere.16 Dermed startede SAS med at være en specialstyrke, som kun eksisterede på papiret, men senere blev en hel legende i sig selv i det britiskemilitær, hvor de endte med at gøreen stor forskel iAfrikasåvelsom iItalien.

Virkeligheden overgår fiktion

Der er mange beretninger om, hvad SAS foretogsigunder2. Verdenskrig.Nogleaf dem er mere vanvittige end andre. For eksempel skulle Stirling, inden SAS fik deres første mission, have væddet med en officer fra Royal Air Force (RAF) om, at han kunne snige sig ind på en af deres luftbaser med sine mænd. Det skulle foregå en måneløs aften, og Stirling gjorde sine mænd klar. Han delte dem ud i grupper og gav dem klistermærker, som skulle sættes på flyene for at simulere, at det var bomber, de havde sat. Det lykkedes for SAS at plante klistermærker på næsten samtlige fly, og pånogle af dem blev der enddafundet flere.

Derefter sneg de sig ud igen og overgav sig til en australsk vagtpost, hvorefter Stirling skulle have vundet ti pund af RAF-officeren, som udfordrede ham.17

Det mest mærkværdige, der hændte for SAS, var i maj 1942. Stirling kørte i en tyskmalet bil mod den nordafrikanske by Benghazi, som på daværende tidspunkt var kontrolleret af tyskerne og italienerne. Her blev de stoppet af en italiensk vagtpost, som begyndte at forhøre personerne i bilen. Den italienske soldat kunne næppe have vidst, at dem, han afhørte, alle var britiske specialstyrker forklædt som tyskere. Enkelte i bilen var dog ikke en del af SAS.

I bilen sad også kaptajn Randolph Frederick Edward Spencer Churchill Med andre ord den britiske premierminister Winston Churchills søn. Randolph var taget med på missionen, da han var udstationeret i Cairo og havde lyst til at opleve, hvad SAS udrettede på første hånd.18 I løbet af missionen sneg de sig ind i byen, fik sprunget en masse materieliluften og kørtesåvæk frabyen under beskydning, som var det en anden James Bond-film. Efter denne oplevelse rapporterede Randolph til faderen og fortalte om, hvor stor en forskel, de gjorde for krigen, og hvordan de var fremtiden, der kunne vinde den.

Nu havde alle hørt om Stirling og SAS, hvorfor også Churchill måtte besøge hovedpersonen i Cairo. Besøget var dog også

16 Macintyre, s. 25.

17 Macintyre, s. 43-44.

18 Macintyre, s. 97-99.