7 minute read
I har lyset
I har lyset
Hun kiggede på mig, håndlæseren, med sine venlige øjne. Vi er blevet venner efter at have været en slags kolleger med hinanden de sidste par år – og jeg får altid et varmt knus af hende. ”Det er pudsigt”, sagde hun til mig; ”næsten alle dem, hvis hænder jeg har læst i dag, har haft sådan et lys, der pegede fra deres hænder over mod jeres stand. Så jeg har sagt til dem, når jeg var færdig, at jeg synes, de skulle gå over til de kristne og blive bedt for. Er det ok med dig, Thomas?”
Advertisement
Af Thomas Frovin, project manager i Areopagos Danmark, thomas.frovin@gmail.com
Overnaturligt
Når man læser Bibelen, får man fornemmelsen af, at Gud visse steder har skabt åbninger mellem vores verden og den åndelige verden, som vi ikke kan se med det blotte øje. Tænk bare på pinsens begivenheder og Helligåndens manifestation. Bileams talende æsel. Engle, som kommer med vigtige beskeder. Men også dæmoner, der tager bolig i mennesker og slider i dem. Spåmænd, der kan samtale med de døde. Eller
de der gudsmænd og gudssønner, som på mærkværdig vis dukker op, fx i historien om Jakobs kamp om natten.
Den kristne tro er ikke en rationalistisk, køligt registrerende, strengt kognitiv tro, som kan spærres inde i akademiske kategorier. Den kristne tro indeholder også elementer, som i ordets bedste betydning er overnaturlige. Vi, som er præget af en nordisk rationalisme, glemmer nok ofte at se troens mere dimensions-sprængende aspekter: At en mand fødes af en jomfru. At mennesker står op fra døden, også efter at være gået i forrådnelse. Ja, at man kan gå på vandet, og få besøg af en engel. Den slags ting taler vi sjældent om.
I Mesterens lys
Arbejdet ”I Mesterens Lys” har i mere end tyve år været sat i verden for at bygge bro mellem kirken og den verden, som af mange, lidt nedladende, kaldes for den alternative. Mesteren hos os er Jesus, og navnet spiller på en tradition i visse nyspirituelle miljøer, hvor man trækker på visdommen hos mange åndelige mestre. Spørgsmålet er dog, om ikke der i den verden ligger mange opmuntringer til kirken og de kristne – bl.a. nogle, som handler om at se og sanse verden, sådan som den virkelig er. Måske er det os, der ikke ser verdens åndelige realitet, som i sandhed er de alternative.
Vi deltager bl.a. på helsemesser, hvor vi inviterer mennesker til at få en bøn med på vejen. Det foregår for det meste ret udramatisk og roligt og ligner noget, der kunne finde sted på en KFS-lejr. Ofte taler vi om hvilket tema, der skal bedes for, inden vi så går i gang.
Gang på gang hænder det, når vi sidder der, at mennesket, vi beder for, ser Jesus. Eller en engel. Eller et særligt lys fra himlen. Gang på gang, når vi har sagt ’amen’, kan vi se en forbløffelse over, at den Jesus, vi bad til, rent faktisk kom nær og lod sig se og erfare.
”I har lyset”
Vi beder sammen med godt 1500 mennesker om året. Ofte bliver vi også opsøgt af mennesker, hvis åndelige nysgerrig-
hed har bragt dem i kontakt med noget, der var decideret ondt, for den slags findes jo også i den åndelige verden. Det er godt at være troskyldig, men præcis som mennesker kan snyde og bedrage hinanden, således kan den åndelige virkelighed også manifestere sig med løgne. Inden vi på messerne åbner vores stand, beder vi for hinanden og salver hinanden til tjeneste – for at markere overfor os selv og mørkets magter, at vi ikke står der i hallen i vores egen kraft, men i troen på, at Jesus aldrig er langt væk fra en eneste af os. Når mennesker med mørke erfaringer opsøger os, kan de nogle gange sige, at det jo er fordi, at ”I har lyset”. Vi får lov til at bede ind i grimme åndelige erfaringer, og Helligånden kommer til stede. Bagefter bliver det ofte til dybe samtaler om hvem Jesus er, og hvad det vil sige at følges med ham i sine dage, og hvorfor det er godt.
Et sted bad vi for en af de andre udstillere. Hun havde haft en grim erfaring med en kunde, som bragte med sig det, der for udstilleren var den ondes grimme ansigt. Hvor gik hun hen? Hun gik over til de kristne. Vi bad for hende hver dag i løbet af messen og fortalte hende, at hun også selv kunne bede til Jesus. Året efter kom hun og fortalte, at hun nu bad til ham mindst to gange om dagen – og at det havde forandret hende.
Åndelig nysgerrighed
Der findes kristne, som afviser enhver åndelig erfaring som satanisk. De har ondt af den åndeligt nysgerrige, hvis hele verden jo må være under dæmonisk påvirkning. Det mener jeg ikke er konsistent med hvad Bibelen fortæller os. Måske er det tværtimod os, der har vænnet os til at læse teksterne om f.eks. engle på et rent allegorisk plan. Måske er det os, der mangler tro på, at Gud er så stor, at han kan bryde naturens og fysikkens love. Eller også lytter vi ganske enkelt for meget til vores frygt. Jeg tænker ind i mellem, at vi mangler tro på, at Gud kan møde mennesker på en anden måde end den måde, som han mødte os på. Vi glemmer, at tre stjernetydere var blandt de første, der blev ledt til Jesus. Og så bliver vi i stedet let mistænksomme og dømmende overfor andres erfaringer. Dét er i hvert fald sjældent noget, der gør mennesker interesserede i Jesus.
Jeg tror på, at Gud virker i den åndelige nysgerrighed, og at han taler alle sprog, også det sprog, som et åndeligt sensitivt menneske taler. Når Jesus kan komme til mennesker i en drøm, så kan han vel også vise sig i syn for mennesker. Men præcis som da han gik på jorden, er det at have set eller haft besøg af Jesus ikke ensbetydende med, at man så følges med ham i sine dage. Der er brug for hjælp til, hvordan man gør det på en måde, der opleves relevant. Der er brug for værktøjer til at forstå, hvordan Bibelens udsagn om Jesus skal forstås og hvilken særlig bog, der er tale om. Der er brug for et fællesskab at vandre i, hvor erfaringen af Guds nærvær, af udfrielse fra dæmoner, af engles besøg er noget, man kan tale om uden at blive gjort til grin. Hvor det er legalt at tale om de kræfter, der findes i den åndelige verden. Ofte opleves kirken ikke som sådan et sted. Det kan godt bedrøve mig noget, at
det er sådan. At kirken har mistet fornemmelsen af, at den verden, Gud skabte, også indeholder en åndelig virkelighed, som ikke lader sig se. Det er derfor, at mange søger andre steder hen. Ind i sammenhænge, hvor det ikke er skamfuldt at tale om sine oplevelser. Hvor man måske endda bliver mødt, og forstået. Men hvor Jesus ikke nødvendigvis bliver præsenteret som ham, vi har brug for, før vi har brug for noget andet.
Naturligt for Gud
Der er meget, der kan binde os til noget, der leder os til at blive så optagede, at vi aldrig når hen til Jesus. Det er der naturligvis også i den åndelige verden. Præcis som i den fysiske er det ikke alt, der glimter, som er guld. Vi er alle skabt til fællesskab med Gud, og Jesus har banet vejen. Når et menneske sætter sig i stolen på en helsemesse og siger ”Jeg har brug for tilgivelse!” – så tænker jeg, at her må Gud da med sin Ånd virkelig være på færde. Det er jo ham, der skal virke til, at hjerterne bliver vendt mod sig. Det er jo Helligånden, som på sin egen måde rækker ud for at virke til tro. Ofte er bønnen for os selv på messerne, at vi må få øjne til at se mennesker, sådan som Gud gør, og at Helligånden må vise os det, han gør i andre mennesker og i os. Det er en god bøn, synes jeg. Den åbner hjertet og øjnene. Gud bliver større. Men horisonten bliver også større. Fornemmelsen af, at Gud også i dag kommunikerer i billeder, i lys, i syn – alt sammen for at kalde sin elskede skabning ind til sig, for at forære det tro, frelse og hvile. Måske det for os er overnaturligt. Men for Gud er det helt naturligt at virke til fred og frihed. ■
