World Tour 2019 AF_Bog by Trykpartner

World Tour 2019 16. feb-10. maj 2019 Hong Kong – New Zealand – Fransk Polynesien Påskeøen – Argentina – Brasilien – Ecuador – Peru

Journey - Friis World Tour 2019

Hong Kong – 16.-20. februar 2019 Lørdag den 16. februar 2019 Så kom dagen endeligt, hvor vi skulle afsted. Michael, Bettina, Oskar og Gustav skulle bo i vores hus, fordi deres eget hus skulle renoveres i netop den periode, hvor vi var væk. Fedt for dem, men også fedt for os, for så vi slap for at pakke huset ned og det gjorde afrejsen super nem.

Vi havde en stille morgen med god tid til morgenmad, fordi Lotte havde sørget for, at der var styr på alting

Michael og Oskar havde tilbudt at køre os i lufthavnen, så de ankom kl. 11.00 med den store Land Rover, klar til at agere chauffører. Her har de lige sat os af i lufthavnen.

Så er vi klar ved gaten – A4 til Amsterdam til en kort mellemlanding inden den lange tur videre til Hong Kong

Hong Kong – 16.-20. februar 2019

Vi tog et sidste billede inden vi skulle afsted – så er familien rejseklar.

Søndag den 17. februar 2019 Vi ankom til hotel Indigo på Hong Kong Island efter en super-lang ﬂyvetur. Ikke at ﬂyveturen i sig selv var lang (1,5 time til Amsterdam og 11-12 timer videre til Hong Kong), men ingen af os kunne sove – og det gjorde turen temmelig anstrengende. Vores hotelværelse er super-fedt – vi bor på 23. etage og har 2 store sammenhængende værelser. Vi skyndte os ud at spise på en lokal restaurant rundt om hjørnet.

Vi gik all-inn og spiste med de lokale – en oplevelse – mere end det var en stor kulinarisk oplevelse.

Her er udsigten fra tagterrassen. Der er ikke særligt langt mellem bygningerne, så det store ﬂotte skyline syn, ﬁk vi ikke.

Hong Kong – 16.-20. februar 2019

En gade i nærheden af hotellet

Vi gik derefter en tur på det lokale marked, hvor vi så gade-sælgere med alt fra tøj, frugt, grønt, ﬁsk, slagtere mv. Vi gik derefter hjem på hotellet for at sove et par timer, så vi kunne være friske til aftenen og en tur ud at spise igen. Valdemar var kanon overtræt – og han var mega sjov, da han slet ikke kunne holde op med at fjolle. Efter nogle timers søvn var vi ved at være ovenpå igen – og vi begynder så småt at føle, at vi er afsted og at vi har forladt Danmark. Om aftenen var vi først oppe at få en drink på tagterrassen på 29. sal, derefter ude at spise og så en lille tur rundt i kvarteret. Om aftenen spiste vi på en lokal (stor) kinesisk restaurant – heller ikke den store madoplevelse, men meget sjovt at se, hvordan kineserne spiser – og hvordan restauranter ikke er særligt cool indrettet.

Hong Kong – 16.-20. februar 2019

Mandag den 18. februar 2019 Vi vågnede efter en rigtig god nat, hvor vi ﬁk indhentet lidt af den søvn, vi mistede på vej herned. V var super-glad – da han endeligt gad at stå op – og vi valgte, at vi i dag skulle i Ocean Park – selvom det så ud til at blive regnvejr hele dagen. Vi spiste morgenmad på hotellet – og var det ellers afgang til metro-stationen for at ﬁnde ud af, hvordan man køber Octopus card – det metro, bus og færge-kort som alle bruger i Hong Kong.

Indgangen til Ocean Park

Her er Valdemar (og vi andre) i Metroen.

Kabelbanen i Ocean Park

Hong Kong – 16.-20. februar 2019

Frække haj

Det regnede – som lovet – hele dagen og der var rigtigt mange af forlystelserne der ikke var åbne. Vi prøvede kun to rutchebaner – Mine Train og Dragon – særligt Dragon var lidt vild med tre loop. Vi var i stedet for inde i en masse af deres forskellige akvarium’er og kiggede på skøre ﬁsk, frække hajer mv..

Skøre ﬁsk

Hong Kong – 16.-20. februar 2019

Den røde panda – snupper en lur

Den sort/hvide panda – er blevet sååå sulten

Vi så også både den røde og den sorte/hvide Panda – for os alle tre, var det første gang, vi så en levende panda. Selvom det var i en indelukning og ikke i den frie natur, var det stadigvæk en stor oplevelse. Da vi kom tilbage på hotellet, var det tid til en lille slapper for V – hvorimod Lotte og jeg skulle på træningspas i hotellets fitness center. 60 minutter på fuld skrald – så er der god samvittighed til at skulle ud at spise. Da mine akillessener er ødelagte, er jeg nødt til at cykle i stedet for at løbe. Lidt underligt, når jeg nu altid har været vant til at løbe, men det fungerede nu meget fint alligevel. Vi spiste på en lokal Thai Restaurant – lige rundt om hjørnet – fin mad – og særligt den Tom Goong, som Charlotte fik galt i halsen, var super lækker (og pænt stærk).

Så er der selﬁe a la Thai restaurant

Hong Kong – 16.-20. februar 2019

Tirsdag den 19. februar 2019 I dag stod det på byvandring – og vi tog efter morgenmaden til Kowloon. Vi besluttede at gå ned til færgen ved Wan Chai Ferry Pier og tage færgen over til Star Ferry Pier i Kowloon. Vi opdagede, at der mange steder i Hong Kong er gangbroer, der går ind igennem husene og videre over vejene. Det gør det utroligt nemt og sikkert at komme rundt. Det var særligt en fordel, fordi det (igen) regnede fra morgenstunden.

En del af det store gangbro-system

Færgen fra Wan Chai til Kowloon

I Kowloon skulle vi først købe en ny linse til vores kamera, sådan at vi slap for hele tiden at skifte mellem linse til kort afstand og linse til lang afstand. Vi havde fundet, hvad der synes at være en god butik på nettet i indkøbscenteret Ocean Centre – og butikken var også rigtig god i virkeligheden, så vi ﬁk købt en 16-300 mm linse. Derefter gik vi rundt i kvarteret, ﬁk frokost og oplevede denne del af byen. Byen er meget kinesisk – både med gadeskilte og i forhold til kulturen. De mennesker, man møder, er dels ikke så høje, men der er også den kulturelle forskel, at de skubber, maser, griser, når de spiser, og opfører sig i det hele taget anderledes, end vi er vant til. Gadebilledet er også fyldt af meget aktivitet – både fra gadesælgere, gadeboder, madboder og af byggeaktivitet.

Planlægningen er i fuld gang… 8

Der chattes med kinesiske skrifttegn…

Hong Kong – 16.-20. februar 2019

Fuld gang i byggeriet.

Efter frokost skulle vi have været ude at spille virtuel reality og vi gik en ganske lang tur til området Casueway Bay, for at ﬁnde stedet vi på forhånd havde fundet på internettet. Men til vores store skuffelse var der lukket, selvom der på internettet stod, at stedet skulle have åbent og de svarede desværre heller ikke på vores telefonopkald. Valdemar var så sur og skuffet, at ikke engang en is kunne hjælpe på humøret.

Typisk ﬁskehandler i gadebilledet.

Selﬁe ved inﬁnity poolen på 29. sal

Vi tog hjem på hotellet, hvor Charlotte og jeg nød lidt tid ved poolen og Valdemar fik lidt Ipadtid på hotelværelset – han er ved at være rigtig stor og er ikke længere bange for at være alene på hotelværelset og kan sagtens finde rundt på hotellet, brug nøglekort mv.Der blev også tid til fælleshygge i sengen, hvor vi på Ipad så Versus – mor vandt konkurrencen om, hvem der kunne få flest rigtige – øv øv. Om aftenen skulle vi ned til at havnen at spise, idet vi havde set nogle hyggelig restauranter og fordi vi havde set og hørt, at der skulle være et lysshow, hvor bygningerne skulle lyse til “hinanden”. Vi spiste på en belgisk restaurant – Tomahavk steak af gris til mig, wienersnitzel til Valdemar og Superfood salat med norsk laks til Charlotte – så bliver det ikke mere internationalt eller mindre kinesisk!

Hong Kong – 16.-20. februar 2019

Der bliver også spillet Uno – far vinder selvfølgeligt…

Lysshowet var ikke særligt cool – men det var fedt alligevel at komme ned til havnen og få en aftengåtur.

Der er masser af lys på mange bygninger.

Onsdag den 20. februar 2019 Så blev det afrejsedag fra Hong Kong – men vi skulle først til lufthavnen kl. 14.00 og inden da skulle vi have det sidste ud af byen. Og vi manglede i den grad at se Victoria Peak – det store udsigtspunkt med view over hele Hong Kong. Jeg startede dagen med at cykle i 50 minutter – fedt lige at få det gjort – men også lidt kedeligt at stå op alene. Valdemar sov, da jeg kom op – han ser nu ganske sød ud, når han sover – og da han vågnede, skulle han i gang med dagens faste opgaver – han skal læse mindst 15 minutter hver dag og han skal lave sin matematik opgaver. Derudover prøver vi at lære ham engelske ord, når vi er ude at spise eller gå ture, samt at få ham til at begynde at sige noget på engelsk, når vi skal bestille. Vi laver også regnestykker med at omregne priser fra den lokale valuta til danske kroner. Vi får endeligt fortalt en masse, om de steder vi er. I Hong Kong har vi for eksempelvis fortalt Valdemar om de to opium-krige, der ultimativt førte til, at England i 1897 ﬁk Hong Kong på en 100 årig aftale, der blandt indebar, at Kina skulle have Hong Kong tilbage i 1997 mod at beholde Hong Kong som et frit område indtil 2047. I Hong Kong kalder de systemet for “et rige – to systemer”.

Hong Kong – 16.-20. februar 2019

Læsetræning a la Jumbobog!

Vi nød derefter det sidste morgenmad på hotellet, før vi tager afsted til New Zealand, hvor vi den næste periode selv skal lave mad, handle og leve som nomade familie i autocamper. Vi nåede dog lige at presse en tur til Victoria Peak ind i programmmet, hvor vi kørte op ad bjerget med verdens ældste sporvogn – Victoria Peak Tram. Der hang i en udstillingsmontre en gammel avisside fra 1941, hvor der også var andre nyheder fra 2. verdenskrig – et uventet kig ind i denne del af historien og nyt for os, at Hong Kong havde været okkuperet af Japan. Det var spændende at læse om forsvaret af Hong Kong i 1941, hvor de Hong Kong’ske tropper til sidst tog ﬂugten op ad bjerget til netop Victoria Peak – inden de til sidst måtte overgive sig til Japanerne. Tram-selﬁe

Hong Kong – 16.-20. februar 2019

Der var sørget for godt med skyer til at skjule den ellers så fantastiske udsigt

En meget gammel men velfungerende dame med 130 år på bagen – og fungerer fortsat både som “turist-ﬂytter” og som transport for de lokale, der bor på bjerget.

På turen til Victoria Peak Tram brugte vi for sidste gang vores værdsatte Octopus card – kortet tjente os som god hjælp til super effektiv og billig transport rundt i Hong Kong.

Valdemars adgangsbillet til transport-verdenen

Og de voksnes tilsvarende..

Et skattekort til billig, effektiv transport

Hong Kong – 16.-20. februar 2019

Kl. 14.00 var der afgang til lufthavnen. Foran os ventede endnu 11-12 timers flyvning til Auckland og et indenrigsfly et par timer videre til Queenstown. Vi kom fint til lufthavnen, fik spist, kom i loungen og gik ud til gaten for at boarde. Og så skete det for første – men næppe sidste – gang på turen, at flyet var væsentligt forsinket på grund af en teknisk fejl. Flyselskabet var længe i tvivl om, hvorvidt de overhovedet kunne få gang i flyet. Første test på familiens samlede tålmodighed og Valdemar vandt. Han var klart den, der tog det mest roligt og holdt hovedet helt iskoldt. Vi andre lykkedes først efter nogle forsøg og efter lidt frusterende miner. Vi skal så helt åbenbart i træningslejr. Ved den efterfølgende fælles evaluering var der dog bred enighed blandt de evaluerede om, at der er et stort uforløst potentiale til større tålmodighed og overskudsgrad og at vi nok skal nå at realisere vores fulde potentiale.

Øvelse i tålmodighed nr. 1

Naturtalent – hvis han har det rigtige værktøj….

Men også Charlotte kan vente med godt humør

Til sidst ﬁk vi efter 4 timers ventetid ovenikøbet lov til at boarde og kom afsted mod det længe ventede eventyr på New Zealand.

Hong Kong – 16.-20. februar 2019

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019 Torsdag den 21. februar 2019 Vi mellemlandede i Auckland efter en af de sidste rigtigt lange flyvningen før turen hjem om mange uger – og det er særligt Charlotte og jeg glade for efter endnu en nat uden alt for meget søvn på flyet. I Auckland havde vi fået ombooket vores fly, så vi kunne – efter lidt stress og øvelse nr. 2 i tålmodighed – skynde os til indenrigsterminalen og boarde mod Queenstown. Vi var alle lidt trætte og særligt V ville gerne sove bare liiiiiidt mere. Ikke helt frisk – men er med!!

Men aldrig for træt til at fjolle lidt…

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Og heller ikke så træt, at Ipad ikke lokker…

Udsigten fra værelset på Kamana Lakehouse

På grund af forsinkelsen landede vi først i Queenstown kl. 17.30 og vi kunne derfor ikke nå at få udleveret vores mobile home denne dag. Rask Travel havde i mellemtiden arrangeret, at vi kunne overnatte den første nat på hotel Kamana Lakehouse – et rigtigt ﬁnt motel, der ligger ved den store sø med cool panorama udsigt over sø og bjerge. Pyt – så starter vores mobile home eventyr bare en dag senere. Vi havde en superhyggelig aften på hotellet, hvor Valdemar nåede at få leget med en jævnaldrende kinesisk dreng – Enrique – og Charlotte og jeg ﬁk et par glas vin. En hyggelig aften sluttede med fælles mosle-slås-kamp i sengen, så alle var glade, da Ole Lukøje kiggede forbi.

Kamana Lakehouse

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Fredag den 22. februar 2019 Vi vågnede første morgen i New Zealand – landet, der første gang blev opdaget af opdagelsesrejsende fra De Polynesiske Øer omkring år 800, hvor de bosatte sig i New Zealand. Det er denne befolkningsgruppe, vi i dag kender som Maorierne. Abel Tasman kom til New Zealand som den første europæer i 1642. Han blev der dog ikke længe, for da han sendte 4 mænd ind på stranden, slog Maorierne dem ihjel og Abel Tasman skyndte sig derfor videre. I 1769 ankom i stedet den store opdagelsesrejsende Kaptajn James Cook til New Zealand på en ekspedition, der havde til formål at kortlægge ikke bare New Zealand, men i det hele taget denne del af verden. Cook regnes også for at være en af de største navigatører og kartografer, og store dele af de søkort, vi anvender i dag, er lavet på grundlag af de opmålinger som Cook lavede. Cook var udsendt af Royal Society til at stå i spidsen for en række observationer, kortlægninger og biologiske opdagelser. Cook havde den stenrige botaniker Joseph Bank (kun 25 år gammel) med på sine rejser. Landet havde oprindeligt været landfast med blandt andet Australien og Afrika, men blev forhistorisk delt til en selvstændig ø-gruppe langt fra andre lande. New Zealand blev samtidig et område med utrolige naturrigdomme og et dyreliv helt uden rovdyr. Det betyder blandt andet, at der historisk har været rigtigt mange dyr, der alene lever i New Zealand og der er blandt fugle en stor overrepræsentation af fugle, der ikke kan ﬂyve. Maorier og Europæerne medbragte rotter, kaniner, mus, hunde og diverse væsler, der sammen med menneskene har udryddet en stor mængde af dyr. Der er i New Zealand i dag en stor opmærksomhed på udryddelse af rovdyrene, beskyttelse af de truede arter og i det hele taget en opmærksomhed omkring Pure New Zealand, hvor intet skal være forurenet og naturen skal passes på. I dag bor der ca. 4,4 mio mennesker i New Zealand, hvoraf ca. 15% er Maorier, ca. 7% er fra Polynesien og ca. 25% er indvandrede fra andre lande, herunder særligt England, Kina og Indien. Der er omkring 3 mio. turister om året. Og så kom dagen for udlevering af mobile home “4 Berth Beach” – en drøm af en Mercedes – hos udlejningsselskabet Maui Motorhome Rentals.

Sikke en lækkerbisken – munden løber i vand

Og til brug både nat og dag

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Og nu i skelet-form

Familien havde dog ved et særligt indkaldt familieråd besluttet, at jeg skulle tage tidligt af sted alene fra hotellet, således at Charlotte og Valdemar kunne sove længe og hygge sig med morgenmaden. Hvorfor ﬁk jeg ikke nogen indkaldelse til familierådet?? Jeg havde glædet mig helt vildt til at få udleveret mobile home – både det at skulle prøve at køre et mobile home – men i særdeleshed det at skulle bo og leve i det som vores hjem de næste små to uger.

En helt igennem super shuttle…

Jeg tog afsted kl. 07.45 med en såkaldt super shuttle – en slags taxa, som medbringer flere passagerer, der skal i samme retning og som derfor deler regningen. Fungerer vildt godt, når man ikke har så travlt, men gerne vil køres til døren. Vi tog også en fra lufthavnen til Hotel Kamana Lakeview Efter udleveringen kørte jeg til hotellet, fik samlet Charlotte og Valdemar op. Det er sjældent, jeg har set Valdemar så begejstret – han var helt oppe at ringe, da han så mobile home og skulle straks ind at se det hele. Efter at have tjekket ud af hotellet kørte vi straks mod vores første campsite i Queenstown – “Queenstown Lakeview Holiday Park“, hvor vi skal være de næste 2 dage. På vejen fandt vi et supermarked og fik købt alt det nødvendige til små to uger på farten med egen madlavning. Valdemar var fortsat i fantastisk humør og skulle være med til alt handleriet. Vi kørte videre frem mod camp-site og fik vores plads. En fantastisk udsigt og en masse andre mobile homes. Vi lavede frokost og vaskede op – og Valdemar var med til det hele. Der var ikke planlagt nogen ture hjemmefra, men Charlotte havde set, at der på et af bjergene i nærheden af vores camp-site var mulighed for at køre i en slags gocart (“Luge”) ned af bjerget. Det var vi alle enige om, ikke var en oplevelse, som på nogen måde skulle efterlades uprøvet. Og det var vildt sjovt – det var nærmest som en slæde på hjul – ingen motor – bare drevet af tyngdekraften.

Elegant stil! igennem aﬂeveringsområdet

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Livet på toppen er fedt!

Vi kørte først op med en gondol-lift og så en stole-lift, hvorefter man kunne køre ned af bjerget. Der var så fedt – og det gjorde det bestemt ikke dårligere, at det samtidig var på toppen af et bjerg med en spektakulær udsigt. Da vi kom ned, kom vi forbi et sted, hvor man kunne prøve at ski-dive i et tårn. Der stod to piger uden for og lokkede med, at man kunne få 50% rabat, hvis man kunne ramme en tennisbold ned i en af 2 styrthjelme eller 100% rabat, hvis man kunne få tennisbolden ned igennem en lille åbning på en skål på ca. 10 meters afstand. På mirakuløs vis lykkedes det mig at få skudt 3 bolde i træk ind i den ene styrthjelm og vi ﬁk derefter én tur gratis og 50% på en tur mere. Hver tur var 2 ﬂyvninger af 60 sekunders varighed. Det måtte vi bare prøve. Det var virkelig en stor oplevelse – vildt fedt – og Valdemar var så stolt af, at hans far havde skudt 3 bolde i hjelmen (og det var hans far også!).

Beviserne fornægter sig ikke.

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Valdemar svæver helt perfekt

Og jeg kunne også

Valdemar svæver med instruktøren op mod himlen

De to heldige, der lige har vundet en tur i vindtunnelen

Det var virkeligt fedt at prøve frit fald – også selv om det “bare” var i en vindtunnel. Om aftenen grillede vi og spiste i fælleshytten sammen med alle de andre. Valdemar er super god til at hjælpe til – det er virkeligt en fornøjelse – han er med til at grille, dække bord og vaske op bagefter. Der er meget, der skal læres, men Valdemar er heldigvis god til at lære. Vi forsøgte at spille Sequence om aftenen, men Valdemar var helt udmattet og ville til sidst bare gerne sove.

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Klar ved ﬂyet

Lørdag den 23. februar 2019 Første nat i mobile home. Forelskelsen varer ved – det er en super lækker måde at leve på – også selvom pladsen er lidt trang og vi skal teste tålmodigheden, når vi bevæger os rundt på et meget lille areal – men det går forbløffende gnidningsfrit. Valdemar som co-pilot – også under ﬂyvningen.

I dag skal vi til Milford Sound – og vejret er heldigvis med os, så vi kan komme afsted. Vi skal flyve med et lille fly derud, sejle i bugten og derefter flyve tilbage igen. Vi spiste morgenmad i mobile home og tog derefter afsted til lufthavnen. Og det var en super dejlig tur – primært på grund af flyveturen. Ca. 1/3 af alle ture aflyses på grund af dårligt vejr, idet det regner omkring 9 m om året i Milford Sound (hvor det dels er vanskeligt at flyve og dels ikke så sjovt at være der). Så vi synes, at vi var heldige, at vi kom afsted. Selve Milford Sound – hvor skønt, der i øvrigt var – var vi ikke så imponerede over. Det var som sådan fint – men er ikke meget forskelligt fra indsejlingen i Oslo Fjord, skærgården ved Stockholm eller Gøteborg.

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Udsigten fra mit sæde!

Der var dog nogle utroligt søde sæler, som vi alle synes var fine. Og kaptajnen sejlede helt tæt på et vandfald (der er det vandfald, som Wolverine springer ud fra i X-men “The Origin”). Valdemar og jeg blev mega våde, men vi syntes alligevel, det var sjovt. Flyveturen var henover de største vandfald og de bjerge, der har dannet rammen om Ringenes Herre og Hobitterne. Det var virkeligt et flot syn – helt pitorisk. På vej hjem fik V lov at sidde i sædet til co-piloten – og det var også en kæmpeoplevelse for ham (og for os andre at se). Til sidst faldt Valdemar dog i søvn midt under flyvningen tilbage til Queenstown – til stor moro for de andre i flyet, der grinede af, at “co-piloten” var faldet i søvn. Vi var først tilbage i byen omkring kl. 16.30 og Valdemar ville rigtigt gerne i en fuglepark, hvor de har Kiwi-fugle – så det gjorde vi. Der var to flotte Kiwi’er – og vi så dem blive fodret og være rigtigt aktive. Hvem ser mest fjollet ud? Det er svært at sige!

Bagefter snød vi, skippede madlavningen og spiste på en mexicansk restaurant i byen – og vi gik derefter hjem, således at Valdemar kunne komme forholdsvist tidligt i seng. Samtidig havde han lokket sin mor til at læse adskillige historier i jumbobogen, så han ville rigtigt gerne i seng.

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Søndag den 24. februar 2019 Så skal vi for første gang skifte site – dog ikke så langt denne første gang. Vi skal kun køre omkring 30 minutter til en ny camp-site, hvor det primære formål er at køre på farm boogie-tur hele dagen. Camp-site hed Lake Moke – og lå helt ude for enden af en laaaang grusvej ikke langt fra Queenstown, men vi fandt det uden problemer. Det var et (endnu) et sted, hvor udsigten var helt fantastisk. Man løber lidt tør for tillægsord, når man skal beskrive, den natur vi ser.

Klager over udsigt – ingen….

Så er vi ankommet til Lake Moke / Ben Lomond

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

New Zealand - South Island Hong Kong – 21. februar – 16.-20.- februar 6. marts2019 2019|

Da vi skulle hentes, var der lige lidt panik, idet Charlotte ikke kunne ﬁnde sin Iphone. Det var vildt synd for hende og vi havde efter 20 minutters søgning fortsat ikke fundet den. Vi var derfor nødt til at køre uden. Vi vidste ikke rigtigt, hvad dagen skulle bringe. Overskriften var boogie-farm-tour og vi blev hentet af en ung New Zealander på omkring 30 år – Paddy. Han var som alle andre New Zealandere, vi har mødt, helt lige som danskere. Samme humor måske endda med en endnu mere åben og imødekommende tilgang. Vi startede med at blive vist rundt i den lade, hvor fårene bliver klippet i. Han fortalte, at de bliver klippet af et professionelt team, der tager rundt fra farm til farm og klipper. Paddy fortalte også en masse om naturen i New Zealand, deres beskyttelsesprogrammer og forsøget på at få de oprindelige dyrearter til at kunne leve – blandt andet ved at forsøge at udrydde de skadedyr, der er kommet til New Zealand fra andre lande. Paddy tog os derefter rundt på det 6.500 hektar store land – som primært bestod af 6 bjerge. Farmeren John og hans kone Jenny drev på dette land en fårebesætning på ca. 6.500 får. Vi kørte gennem ﬂoder, op til bjergtoppen og i det hele taget rundt til de særlige steder, som efter Paddy’s opfattelse var helt specielle. Valdemar på vej til hule-eventyr Klar ved Boogie – praktiske Charlotte er igen med…

Til frokost havde vi den glædelige oplevelse, at Paddy havde arrangeret, at vi kunne spise sammen med John og Jenny – et rigtigt ﬁnt anrettet frokostbord – serveret på et af de to landsteder, de har beliggende på deres jorder. Og shit – de var godt beliggende.. Det var en virkeligt hyggelig frokost, hvor det lykkedes os at blive (så) gode venner med John og Jenny (som man kan på to timer). De fortalte en masse om livet som farmer i New Zealand, deres valg i livet og om bytte økonomi. De havde rejst en masse, havde haft båd i Tyrkiet og var i det hele taget bare lune og søde mennesker.

John & Jenny – foran deres ildsted

På vej mod toppen af bjerget

Der ligger deres landsted jo

Da vi kom tilbage til mobile home, “splittede” vi den ad og fandt heldigvis Charlottes telefon. Til gengæld var vi løbet tør for strøm. Camp-site var et “none-powered site” og altså et uden ekstern strøm. Jeg havde efterladt mobile home med vandvarmeren og oliefyret tændt – og det var åbenbart mere end batteriet kunne holde til. Og det var ikke så godt, for uden strøm virkede vandpumpen, aﬂøbspumpen, lyset og alt det andet ikke.

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Vi besluttede derfor at køre de ca. 90 km til næste Camp-site – Lake Outlet Holiday Park, hvor vi efter planen skulle have kørt til næste dag. Vi var lidt pressede i tid og kom efter så hurtig kørsel, vi kunne med det store badekar, frem omkring kl. 20.30. Vi blev installeret og kørte straks ind til den nærmeste by for at få lidt aftensmad. Da vi kom hjem hyggede vi med lidt vin, Valdemar så Ipad og det var for alle en rigtig god afslutning på en lidt hektisk dag.

Valdemar på sit “værelse”

Charlotte har gang i pilletasken.

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

En smuk dag, et smukt sted

Mandag den 25. februar 2019 Dagen i dag, var en rigtig slappe dag. Vi sov længe – til kl. 9-10 stykker – og Valdemar havde fået lov til, at han måtte se rigtig meget Ipad i løbet af dagen. Det var rigtigt ﬂot vejr – og nu hvor det ikke var mørkt, kunne vi se, at vi havde en mega ﬂot udsigt over sø, bjerge og skov. Charlotte og jeg så i morgensolen kaniner, der legede, spurve-fugle, der hyggede, mens vi drak nogle kopper kaffer og sludrede. Fedt at have tid til dette også. Da vi havde badet, spist morgenmad og gjort det hele klar – tog vi sneglehuset på ryggen og kørte ind til den nærmeste by – Wanaka – for at handle i supermarkedet. Tilbage spiste vi frokost, gik en tur og lavede primitiv træning undervejs. Hele dagen var ren afslapning og sludren – en ren lise for sjælen. Aftensmad i mobile home og ingen opgaver om aftenen…

Jeg står ikke op i dag…..

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Tirsdag den 26. februar Så er det skiftedag igen – og for første gang skal vi have et langt stræk til Fox Glacier – 260 km – men i badekarret vil det sige 5-6 timer, hvis det skal være bare nogenlunde behageligt for Charlotte og Valdemar i bagkabinen. Fra morgenstunden blev jeg vækket af min telefon, der ringede. Jeg brugte derefter lige to timer på at snakke med Christian Karhula Lauridsen om struktur-drøftelserne i ﬁrmaet. Ikke særlig frugtbar tid – men nok nødvendigt i forhold til at få den rigtige vinkel enten på en løsning eller på en exit. Om aftenen vendte jeg det lige med Jakob, og vi var enige om, at vi måtte afvente, men at der næppe var gode udsigter til at forblive i ﬁrmaet. Nu får vi se – vi vil jo gerne blive – men der skal omvendt være den rigtige fairness. Charlotte havde lagt tre forskellige stop ind på vejen – 2 korte foto shots og et længere stop, hvor vi skulle ud at få en tur til Blue Pools.

Stop og gåtur ved Blue Pools

Tid til leg og stenkast

Hængebro ved Blue Pools

Det var rigtigt ﬁnt at få nogle stop – men den første kunne vi ikke ﬁnde, fordi internettet ikke virker (langt fra) alle steder i New Zealand. Det længere stop og foto shot nr. 2 fandt vi derimod uden problemer. Og det var så hyggeligt at få taget nogle stop og nok også meget godt for Valdemar lige at få rørt sig lidt. Valdemar var super cool til at køre så langt – han sad på forsædet sammen med mig og var DJ hele vejen – han var i konge-humør og det var rigtigt sjovt.

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Mine seje co-driver/DJ

Masser af smalle ensporede broer

Meget anderledes landskab

Og det var vildt fascinerende at køre igennem landskabet og se, hvor forskelligt landskaberne er, fra det området af syd-øen, vi kom fra. De landskaber, vi møder nu, er også bjerge, men de minder slet ikke om de områder med bjerge, vi kom fra. De “nye” landskaber er langt mere frodige og der er vegetation med tæt skov på hele bjerget. Og det er langt ﬂere bregner, tæt skov m.v., hvorimod der helt ned syd på syd-øen er mere fyrreskove, hvis der overhovedet er anden vegetation end græs. Da vi kom frem til Camp-site, gik vi en tur på 1,5 time for at komme rundt om en sø. Vi nåede da et af to mål – vi ﬁk gået 1,5 time, men vi kom ikke frem til søen, idet det viste sig, at afstandene, på det kort vi havde, ikke var målfaste.

Stop ved Knights Point

Bøf og salat – yeah-ish…

Så er der lukket….

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Om aftenen grillede vi bøffer og spiste udenfor – Valdemar fandt ud af, at der blev vist en film “Sådan fanger man en drage” i tv-stuen og smuttede derover. Jeg fik snakket med mor om, hvordan operationen med Ole var gået. Han var blevet opereret i 2,5 time – men først sent mandag og hun vidste derfor ikke noget endnu. Vi blev derfor enige om at tale sammen i morgen tidlig (hendes aften – min morgen), hvor hun burde vide noget mere. Jeg fik også mail fra Natascha om, at hun havde været oppe at forsvare sit speciale og hun havde fået 12 – hun var så glad og det var fedt at høre. Så er hun færdig. Hun kæmper fortsat med hovedet – men nu har hun da den bekymring mindre, at hun ikke længere er “bange” for, om hun kan gøre sit studie færdigt.

Onsdag den 27. februar I dag er det helikopter tur til Fox Glacier. Vi skulle mødes på deres kontor kl. 08.50, så vi skulle tidligt op og afsted. Men ak – det regnede og regnede. Vi gik alligevel den kilometer, der var til deres kontor – blot for at få besked om, at turen var aflyst. Det var noget kedeligt. Men vi fandt ud af, at vi i stedet kunne få en tidlig tur torsdag – med afgang kl. 07.40 – og så er vi tilbage kl. 12.00 og kan køre videre til næste sted. Det bliver en lidt lang dag, men det er bedre end slet ikke at komme op på gletcheren. Inden vi tog afsted fik jeg snakket med mor. Hun havde fået talt med lægerne og de havde heldigvis synes, at alt var gået rigtigt fint. De var meget overbeviste om, at de havde fået fjernet alt kræft-inficeret væv og at der ikke var sket spredning til andre steder. Dejligt at høre – og ikke mindst, at Ole var ved godt mod. I stedet fik vi en gåtur tilbage til mobile home i øs-regnvejr – det var nu også ok.

Og det regnede

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Valdemar elsker sine spareribs…

Charlotte havde i mellemtiden fundet ud af, at der ved Franz Joseph Gletcheren lå et hot pool bad, hvor vi kunne få vores egen private hot pool. Der var gået et eller andet galt med bookningen, så vi kunne ikke få vores tid kl. 13 – men først komme til kl. 15. Så fandt vi bare en frokostrestaurant og hyggede med at spise ude. Efter frokost havde vi en hyggelig tur i SPA. Det var ikke helt den saltvands hot pool, vi havde regnet med, men i stedet en “almindelig” spa. Solen begyndte at titte frem, vi havde vores eget private område og vi lavede gæt dyr, mens vi lå i vandet – det var så hyggeligt. Valdemar blev interesseret i at træne, fordi jeg tog arm-bøjninger, lunches og squats, mens vi lå i spa’en – og han tog mega mange lunches, lavede lidt arm-bøjninger, englehop og lavede statisk træning med at holde benene strakte. Det bliver spændende at se, om han får ømme ben. Byen, ved Franz Joseph Gletcheren, var helt magen til byen ved Fox Gletcheren. Det er satellit byer, der alene er bygget op for at servicere turistattraktionen. Og det er lidt tankevækkende, at New Zealænderne på den ene side taler om og reklamerer for 100% pure NZ og på den anden side har helikopter og private fly som en meget stor del af deres turistindustri. Der ligger i hvert fald 4 helipads i nærheden af byen ved Fox Gletcheren. Bagefter kørte vi tilbage til vores Camp-site og hyggede resten af eftermiddagen. Vi besluttede bare at spise lidt sandwich i mobile home – og så fik vi spillet yatzy, Valdemar fik spillet Ipad og jeg fik sovet lidt. Jeg havde igen denne nat ikke kunne sove – 3. nat, siden vi tog afsted – lidt øv. Jeg håber, at jet-lag’et snart er forbi – og gerne inden vi igen skifter tidszone. Efter aftensmaden hjalp Valdemar igen med at vaske op – og vi spillede skak med kæmpebrikker ved siden af legepladsen. Det var næsten første gang, at Valdemar skulle spille skak – og det var vildt sjovt at lære ham det. Han synes, det var rigtigt sjovt og vil gerne spille mere.

Debut-spillet – sejt, at han kaster sig ud i det.

Valdemar bliver vildt sej til at vaske op – og er så god til at hjælpe til i det hele taget.

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Torsdag den 28. februar Så prøver vi igen. Vi SKAL på helikopter tur til Fox Glacier og vejret denne morgen er perfekt. Det er blå himmel, ikke en sky på himmelen og temperaturen denne morgen er frisk, men ok. Så vi vidste, at denne morgen ville vi komme afsted. Vi skulle rigtigt tidligt op, for mobile home skulle være klar til afgang kl. 07.30 – og der skulle vi alle have været i bad (hvis vi ville), fået morgenmad og bilen skulle være tømt, påfyldt og ryddet. Forbrug af vand og brug af toilet betyder, at vi hver dag skal fylde vand på, tømme toilettet og tømme affaldsvand fra håndvaskene. Det tager kun 5 minutter, og er helt overskueligt, så det gør bestemt ikke noget. Det er pudsigt nok mit job… Forelskelsen i mobile home er afløst af en mere praktisk kærlighed. Det er fortsat super fedt, at have den frihed, den giver, dejligt ikke hele tiden skulle tjekke ud og ind af hoteller og den virker bestemt også til formålet. Livet på Camp-sites medfører også, at vi møder andre mennesker – kortvarigt – og hører om deres oplevelser mv. Men mobile home er omvendt også en alderstegen dame. Den er ganske vist kun omkring 2,5 år gammel, men det er tydeligt, at den er godt brugt. Den sejler rundt, når vi kører, og vi er nødt til at sætte en kuffert i klemme mellem væg og køleskab, for at køleskabsdøren ikke skal springe op, når vi kører. På samme måde er det stensikkert, at mindst et skab åbner sig på hver tur. Ikke den store katastrofe – mere et udtryk for personlighed. Og det er nemt at køre på vejene – dels er der ikke så mange veje, så det er nemt at finde vej – og dels er det et hyggeligt og adstadigt tempo, som gør, at det ikke er anstrengende at køre. Kl. 07.40 tjekkede vi ind på Glacier Tours – og fik grundig sikkerhedsinstruks, fik udleveret støvler mv. og blev kørt til helikopteren. Vi skulle med helikopter nummer 2 – og det var meget fedt, at der ikke var så meget ventetid for os – for der var mange, der denne morgen skulle op på Fox Glacier. Valdemar havde været rigtigt bange for at skulle op på gletcheren – han havde allerede i går aftes svært ved at sove, fordi han var bange for snestorm, spalter, laviner mv. Og her til morgen var han også bange og havde behov for lidt beroligelse. Så det var så stærkt af ham, at han fandt modet i sig selv og kæmpede sig om bord på helikopteren. Da han først var kommet derop og så gletcheren, var der ingen problemer overhovedet – så det var fedt, at han fik overvundet sig selv. Gletcheren var rigtig flot. Den lå i skygge, da vi kom derop – men som formiddagen gik, kom solen frem og man kunne rigtigt se lyset spille i isen. Vi var lidt hæmmet af, at der i vores gruppe var et par ældre mennesker, så vi kom ikke så langt rundt på gletcheren – men vi fik alligevel en fin tur og fik set nogle fine gletcher huller, revnedannelser mv. Vi fik også lidt deprimerende historier om formindskelsen af gletcheren i takt med den globale opvarmning og så hvor isen havde været for 18.000 år siden, for 250 år siden og for 20 år siden.

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Fly-selﬁe for ægtefæller… På vej efter sikkerhedsinstruks

Klar ved helikopter

Som altid er han co-pilot…

Skræmmende, hvor meget af isen, der er forsvundet bare på de sidste 20 år. Vi ﬂøj tilbage efter et par timer på gletcheren – og det føltes, som den rigtige tid at være der. Med cramp-ons og pole

Solen er fremme

Selvlysende selﬁe på gletcheren…

Efterfølgende spiste vi lidt frokost og så kørte vi afsted mod Punakaiki Beach Camp, hvor vi skal have en mellemstation, inden vi i morgen skal lande i tre dage i nationalparken Abel Tasmen (Camp-site Abel Tasman Marahau Beach Camp). Jeg var rigtigt træt, da vi havde kørt en times tid – og så er det jo en stor fordel, at have sit eget hus på ryggen, så vi holdt lige ind og så knurrende jeg 30-40 minutter og var klar til resten af turen. I Punakaiki ligger også pan-cake rocks (pandekage-klipperne på grund af deres opbygning af limsten i lag-på-lag) – så da vi kom frem, smed vi mobile home på sin plads og gik turen på ca. 1 km til klipperne. En ﬂot tur rundt, og så aftensmad på den lokale turistfælde.

Praktiske mor på eventyr

Et stop på en helt almindelig rasteplads i NZ

Solen skinner – alle pandekager er glade

Undtagen dem, vi spiste på pandekage-cafe’en….

En lang dag for V var derefter slut – og han kunne sååå meget falde i søvn efter mor havde læst historie..

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

| Hong Kong â&#x20AC;&#x201C; 16.-20. februar 2019

Fredag den 1. marts Op om morgenen, morgenmad på den lokale diner og så afsted mod nationalparken Abel Tasman. Endnu en dag med mindst 5-6 timers kørsel gennem spetakulært terræn. Vi talte ved morgenmaden med servitricen fra den lokale diner, der fortalte, at der var en sælkoloni ved Cape Foulwind, hvis vi ville tage en omvej på 10-15 kilometer. Det ville vi alle tre gerne gøre for at se sæler. Det er netop en af de oplevelser, vi får, fordi vi kører selv. Vi fandt sælkolonien og vi var alle meget begejstrede for at have taget omvejen. Det var så flot og sælerne var så søde. Det er sæson for baby-sæler, og det var særligt sjovt at se, at der nærmest var naturlige baby-bassiner dannet af klippeformationerne, som de mindste af sælerne kunne svømme i. Vi blev hurtigt enige om, at der var bassiner til både haj-holdet, gubbi-holdet, medley-holdet, delfinholdet og hval-holdet. Vi blev der en rum tid og kunne alle fortabe os i oplevelsen. Derefter kørte vi til et supermarked i Westport, da vi havde erfaret, at der langt fra ligger super-markeder over det hele. Så vi fik handlet til den sidste tid i mobile home – vi har nu tre overnatninger tilbage.

Sælerne soler og leger

Der suges indtryk ind – og havluft..

Kort studeres for at ﬁnde den nemmeste vej – old school style.

Vi er langt væk fra alting…

Og derefter var det bare at køre derud af. Det tog ret lang tid, selvom jeg kørte så hurtigt som muligt og vi var først fremme omkring kl. 16. Valdemar var som sædvanligt co-driver – det er super fedt, men også lidt kedeligt for Charlotte, der sidder alene i bagvognen – hvor det både gynger meget, og hvor det er kedeligt at sidde alene.

Det er køerne, der bestemmer…

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

På pladsen var der et rigtigt fint wifi – og Valdemar havde været så skuffet over, at han ikke havde kunne downloade den nye sæson af Fortnite. Sæson 8 – og han var sååå begejstret, da han erfarede, at der endeligt var et tilstrækkeligt godt wifi til både at kunne downloade og spille Fortnite – fedt at se, at han blev så begejstret. Charlotte og jeg benyttede i stedet lejligheden til at nyde en flaske hvidvin i solen og få sludret sammen. Valdemar spiste en hurtig aftensmad og så røg han på Fortnite igen. Vi blev siddende i solen – og nød, at vi for første gang, siden vi tog afsted, havde rigtigt fint vejr. Vi faldt i snak med to engelske damer, der gerne ville sidde ved vores bænke-sæt, idet der var en sol-stråle på det. Det er virkeligt en af de hyggelige ting ved at bo på disse Camp-sites – vi falder i snak med andre rejsende – og hører både om deres oplevelser, liv og de lande, de kommer fra. Det er ikke mange danskere, vi møder, og selvom der nu har været et par enkelte, har vi ikke rigtigt snakket med dem. Det er langt sjovere at tale med andre nationaliteter. Valdemar er faldet helt til ro i at være afsted og samtalerne med ham, når vi kører og på Camp-sites er super coole – og han er mere og mere interesseret i de aktiviteter, vi har planlagt. Det er så fedt.

Lørdag den 2. marts Så er det aktivitetsdag igen. I dag skal vi med Abel Tasman Charters på båd tur. Vi skulle igen op og afsted – og opsamlingsstedet lå 10 km væk, så vi var nødt til at klargøre mobile home til turen. Vi er ved at blive rutinerede til det og samarbejdet i vognen kører gnidningsfrit blandt os alle tre. Det viste sig, at vi skulle på en virkelig cool motorbåd – en katamaran – hvor der i alt var 10 gæster ombord inklusive os selv – og 2 besætningsmedlemmer.

´Og der må svømmes – 19-20 grader – Danmark skal ikke skamme sig over vandtemperaturer

Vi skulle være afsted fra kl. 10-16 og se nationalparken Abel Tasman fra søsiden – med anlæg til enkelte udvalgte steder, herunder en ø, hvorpå der er et naturgenopretningsprojekt med udsætning af truede fugle. Og vi havde en dejlig dag, hvor Valdemar fra starten var vildt begejstret for at skulle sejle med dingi ud til katamaranen, være ombord på katamaranen og i det hele taget bare være afsted. Både Charlotte og jeg var lige så begejstrede, så det var en ﬁn start på dagen.

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Kajak-selﬁe – trip-trap-træsko

Vi ﬁk lige før frokost mulighed for at sejle med kajakker – og vi tre krympede os sammen i en kajak og drog afsted på eventyr. Valdemar og jeg ﬁk hurtigt etableret et godt samarbejde, hvor vi roede sammen i takt og mor kunne fra forstavnen nyde turen. Vi sejlede rundt om en pynt og ind i en lille bugt, hvor vi gik på opdagelse.

Stå helt stille – der arbejdes hårdt…

Hong Kong – 16.-20. februar 2019 |

Så er livet heller ikke værre…

Det er nemt at forestille sig at være Robinson Crusoe – og hvor skræmmende det må være at være ankommet til det nye fremmede steder for opdagelsesrejsende og ikke vide, hvad der venter derinde. Abel Tasman fik 4 af sine besætningsmedlemmer slået ihjel og sætte aldrig selv sine ben i New Zealand, og først med Thomas Cook i 1789 fik de opdagelsesrejsende ordentligt “fat” på New Zealand. Vi så også en lille blå pingvin svømme i havet, ligesom vi fik et par sæler at se i en lidt større sælkoloni, hvor de fleste af sælerne dog var taget på sommerferie. Der er den lille blå bandit

Fin frokost og efterfølgende ﬁk vi mulighed for at tage ind på en strand, hvor der havde været en Mauri bosætning i middelalderen og fremefter. De havde bygget et lille primitivt fort med pæle, hvor de kunne beskytte sig mod fjender. En ﬁn gå-tur og meget interessent. Det var samtidigt muligt at se en række af de fælder, som er opsatte for at slippe af med rotter, mus, hvepse, Possum og Scout’en – alle invasive dyrearter, som den oprindelig dyrebesætning og fuglebesætning ikke har nogen beskyttelse imod.

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Valdemar ﬁk også lov til at fodre ﬁsk i havet med brød – og han kunne få dem til at spise af sin hånd, så de svømmede ind i hans hænder og han kunne mærke dem. Valdemar var lidt forskrækket til at starte med, men efterhånden, som han vænnede sig til det, syntes han, at det var meget skægt. Da vi kom tilbage, var vi alle trætte og havde bare en afslapningseftermiddag.

Fisk er sultne – Valdemar er modig…

Hov – kunne man lige spille Ipad, mens far skriver dagbog!!

Alle bidrager….og rutineret, at øllen er skjult….

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Valdemar havde skrevet Kiwi med sten

Søndag den 3. marts Så var der for første gang i lang tid en rigtig slappedag – her på Camp site i Marahau. Vi havde overhovedet ikke nogen planer og kunne bare sove længe, hænge over morgenmaden og derefter beslutte, hvad vi skulle lave om noget. Og dagen blev præcis sådan. Valdemar stod tidligt op, så han kunne FaceTime med Martin og spille lidt med Max. Han har åbenbart lært af mig, at bande og være sur, når forbindelsen ikke virker, som den skal… Efter morgenmaden vaskede vi lidt, ryddede op og besluttede derefter at tage en lang gåtur ind i nationalparken Abel Tasman. Vi satte kursen mod bugten Apple Tree Bay – hvor der skulle være en strand, vi kunne bade lidt fra – en tur på ca. 1,5-2 timer. Valdemar og mor besluttede at turen skulle foregå i klip-klappere – det gør de nok ikke igen… Vi havde – bortset fra ondt i fødderne – en ﬁn tur, hvor Valdemar besluttede, at vi skulle gå langs vandet ud i stedet for på stien. Det var rigtigt sjovt – og vi så krabber, muslinger og masser af sten, vi kunne kigge på, kaste med og føle på.

Vi kigger altid på fugle – ofte er det en weka – men i national parken så vi mange af denne slags – som hedder Takahe

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Av mine fødder

Tilbage i campen mødte vi to unge danske piger, der var på tur – vildt sjovt at høre dem fortælle – og lytte til deres planer – og høre hvor spændende verden ser ud med deres unge øjne. Vi forærede dem alt det mad og vand, vi havde i overskud, da det er vores sidste nat i mobile home, hvorefter den står på hoteller fremefter. Om aftenen spillede vi lidt og så var det godnat for den unge Valdemar. Derefter gik Charlotte og jeg så småt i gang med at pakke kufferterne ned – selvom vi fortsat har mobile home i 3 dage, så kan vi lige så godt komme i gang med at pakke, da vi “bare” skal bruge mobile home som almindelig bil de næste dage.

Mandag den 4. marts Afrejse dag – og sidste nat i autocamperen er gennemført. Så står den på oprydning og rengøring – således at vi har lavet de ﬂeste af de ting, vi skal gøre, inden vi aﬂeverer mobile home.

Vores træhus i 2 etager – ikke helt Robinson Crusoe-style

Udsigten fra badeværelset – det går lige an med havet i baggrunden

Derefter var der igen en lidt lang kørsel – 4-5 timer fra Marahau til Hapuka, til Hapuka Lodge & Tree Houses. Efter denne kørsel er der “kun” den sidste lange kørsel i mobile home fra Hapuka til Christchurch. Og det var en rigtig lang tur igen – men nu er den overstået succesfuldt og uden skrammer. Alle var glade hele turen og vi er kommet til et rigtigt fedt sted. Vi har fået et super cool Tree House – hvor Valdemar har sit eget fede værelse i underetagen og vi har et stort soveværelse på overetagen. Efter mange dage i mobile home var det fedt at få et lækkert hotel, få et bad i sit eget badeværelse.

Valdemar havde også et kæmpeværelse

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Vi tilbragte eftermiddagen ved poolen, hvor vi nød at være alene ved poolen, solen og det at have luksus afslapning. Landskabet havde ændret sig igen. Det er vildt så mange forskellige landskaber og klimaer, der er bare på syd-øen. Det bliver spændende at komme til nord-øen og se, hvordan landskabet er der. Hapuka ligger helt ude ved kysten og her i weekenden havde de fået sne for første gang i bjergene. Det er usædvanligt tidligt for dem at få sne på dette tidspunkt. Lidt syret at ligge ved poolen og kigge på bjergene med sne på i horisonten.

Lige ankommet til hotellet – sikken en udsigt

Der skrives dagbog – han er blevet rigtig god til at skrive lange indlæg.

Så er der gang i snorklen – første swimmingpool som Valdemar har været i på turen.

På vejen herefter passerede vi igennem Marlborough – vindistrikter – og kom blandt lige forbi Cloudy Bay, som vi har drukket vin fra mange gange. Meget sjovt – og igen – meget sjovt at se, at der er så meget forskel på afgrøder mv. på samme ø. Det er også meget skægt at tænke på, at der for 30 år siden slet ikke var vin produktion i New Zealand og at de nu er et af verdens bedste vinproducerende lande.

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

12-15 kilometer med bare vinmarker

Vi skulle også spise på hotellet – ikke lave mad selv og ingen opvask – også helt luksus – og vi fejrede det med vin, hygge med kortspil og bare det at være sammen uden nogen opgaver. Og vi havde en sindssygt sjov aften. Vi havde quizspørgsmål med til middagen – 3 retter mad for første gang på turen – og bagefter sloges Valdemar og jeg – og drillede mor en masse. Vi grinede og grinede – man bliver så glad indvendigt, når det hele passer sammen. Så er vi ved østkysten

Denne dag er også helt speciel af en anden årsag. Vi havde nemlig via Charlotte Eberhardt fået mulighed for at købe en cocker spaniel af samme kuld som Charlotte og Lars’ hund – Sofus. Sofus’ mor havde fået unger dagen før – den 3. marts – og hun havde kun fået han-hvalpe - og vi besluttede os til, at vi gerne ville have en af dem. Det var således netop denne dag, at vi besluttede os til at købe en af disse hvalpe – og vores beslutning om at købe hund blev dermed helt virkelig. Det bliver så fedt at skulle have hund – og vi glæder os alle sammen. Nu venter så en lang og spændende diskussion om, hvad hunden skal hedde – det skal nok blive sjovt!

Der er de små søde, frække og sultne banditter!!!

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Tirsdag den 5. marts Sidste hele dag på syd-øen. Der er meget at være taknemlig for – vi har fået så mange gode oplevelser – både ved at være sammen og de ting vi har set og gjort. Der har ikke været nogle ting, vi ville have været foruden – og selvom der er mange andre ting vi kunne have lyst til at se og gøre, så har vi valgt de helt rigtige ud til denne tur. Den sidste dag skulle bruges til hvalsafari. Vi skulle se sperm-whale eller kaskelothval på dansk. Og vi var heldige – vejret var helt perfekt – blå himmel – 25 grader og næsten vindstille – det kunne ikke bestilles bedre. Vi skulle tjekke ind til turen på Whaleway Station Road i Kaikoura – 15 kilometer væk fra hotellet. Vi havde 45 minutters ventetid ved båden – og dem brugte Valdemar og jeg på at tale om kaskalothvalen og en masse paratviden om denne. Og sikke meget Valdemar kunne i forvejen – det er vildt imponerende, hvad han gemmer på af viden i hans unge hoved – så sejt.

Selve turen var også fyldt med held – vi så hele 5 kaskelothvaler og på vej tilbage stødte vi ind i en masse delﬁner, der sprang og legede omkring båden. Også en stor oplevelse. Efter turen spiste vi frokost i Kaikoura – ikke en stor oplevelse. På vej tilbage kiggede vi efter halskæder og det lykkes os at ﬁnde halskæder til os alle tre. Valdemar ville helst have nogle med kristne symboler. Charlotte og jeg ville gerne have nogle, der er lavet af den grønne jade fra New Zealand – og gerne med Mauri symboler. Valdemar, derimod, fandt et keltisk kors og et træ, der ligner Skt. Joseph søstrenes træ, som han gerne ville have. Virkeligt cool souvenir – vi er alle meget glade for dem.

Den hurtige hydrobåd, der skulle ﬁnde de frække hvaler

Hval-udkiggeren – hvor er de?

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

Hvor skal du hen?

Tilbage på hotellet fik vi trænet og solbadet lidt – og derefter stod den igen på middag og hygge. Inden da fik jeg snakket med Tom, som jeg skal på jagt med i overmorgen – den 7. marts på nord-øen. Jeg glæder mig rigtigt meget. Jeg fik samtidig arrangeret, at Charlotte og Valdemar kunne komme ud at prøve at fluefiske. Det var egentligt meningen, at de skulle have været med på jagt, men de ville hellere prøve at fiske – det vil Valdemar altid rigtigt gerne, så det var rigtigt fint – også selvom jeg rigtigt gerne ville have haft dem med, så de kunne prøve den oplevelse, det er at være på jagt. Efter middagen sloges vi igen i sengen – Valdemar havde synes det var så sjovt i går, at det ville han bare igen. Vi er begyndt at få et rigtigt tæt forhold – han vil meget gerne lære alle mulige ting af mig – alt fra at tænde op i brændeovnen på hotelværelset, til noget om hvaler mv. – og vi knytter et helt særligt bånd, som jeg er meget glad for – og som Valdemar i den grad også nyder. Fedt – det var jo netop et af hovedformålet med orloven. Aftenen gik med at få pakket kufferterne – klar til igen at kunne blive tjekket ind på fly – og klar til en ny epoke af rejsen – Nord-øen. Vi skal forholdsvis tidligt afsted, idet vi skal til Christchurch, aflevere mobile home – goodby badekar – og dernæst først flyve til Auckland og tilbage til Taupo – få udleveret 4X4 bil og køre til nyt hotel. Èn lang rejsedag – forhåbentligvis til nye fede oplevelser. Jeg snakkede også lige med Jakob efter aftensmaden – det er afstemningsdagen i Plesner – så mens jeg sover, skal der stemmes. Lidt mærkeligt ikke at være der. Jeg kan fornemme, at der har bredt sig en stemning af, at jeg er den slemme og jeg ikke skal have noget. Det har jeg forligt mig med – men jeg skal nok blive sur i morgen, hvis de andre får noget og jeg ikke gør. Det ændrer dog sandsynligvis ikke rigtigt noget i forhold til min beslutning om, hvad jeg mener, fremtiden skal bringe. Mit mauri-smykke symboliser fødslen af noget nyt og vækst – det kunne ikke være mere sigende i forhold til, hvad jeg tænker, fremtiden skal bringe.

Fars og Valdemars – mors hang allerede om halsen…

Så det er det, de betyder…

Noget andet end maden i mobile home

New Zealand - South Island – 21. februar - 6. marts 2019

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019 Onsdag den 6. marts Dagen startede med, at afstemningen tirsdag aften omkring sær-tildeling lige var overstået. Jakob havde ringet og skrevet, og da jeg talte med ham, fik jeg at vide, at Jakob og Tue havde fået tildelt et beløb, hvorimod vi andre tre ikke havde fået noget. Ikke særligt overraskende baseret på de meldinger, jeg havde fået i dagene op til, men alligevel stærkt utilfredsstillende. Jeg havde besluttet mig til, at hvis dette rent faktisk skete, så var jeg færdig i Plesner og jeg ville med det samme melde mig ud af bestyrelsen og alle administrative poster i Plesner. Dette dels fordi jeg i så fald ikke gad at gøre noget for de øvrige partnere i Plesner og fordi jeg dermed også får frigjort en masse tid til at finde ud af, hvad jeg skal lave i stedet. Jakob meddelte straks, at han overvejede at give pengene tilbage – og at han naturligvis var med mig hele vejen. Tue var derimod lidt mere tilbageholdende med at sige, hvad det er, han vil i fremtiden, men naturligt også meget skuffet og irriteret på mine vegne. Bestyrelsen udmærkede sig i øvrigt ved ikke at ringe til mig før sidst på aftenen – og i stedet spise tapas med de øvrige partnere. Da jeg talte med dem var jeg rolig og afklaret – særligt Tom ville meget gerne have en snak om, hvad der så skulle ske – men jeg gav ham ikke noget – sagde blot, at nu var afstemningen jo forbi og partnerkredsen havde taget stilling og at der ikke var et tilstrækkeligt med flertal, der mente, at min indsats var belønningsværdig. Valdemar var desværre meget påvirket af, at han kunne høre, hvad Charlotte og jeg talte om. Eller måske ikke desværre, for det gav os mulighed for at tale med ham om værdier, hvad man skal finde sig i, og hvad der er vigtigt. Så selv om det var en svær snak, så var den alligevel god. Vi kørte derefter til lufthavnen, fik afleveret mobile home og fløj afsted mod Taupo – med mellemlanding i Auckland. Selvom det var en lang dag og en lang tur, så gik den rigtigt fint og vi kom vel frem til vores nye lodge på en ranch ved navn Poronui Lodge. Det var en lodge på en stor farm, hvor man skulle spise i et storrum – meget a la en jagthytte. De andre gæster var da også jægere eller fiskere, for det var et stort sted for rigtig fin fluefiskning. Det var et rigtigt fint sted og alle var søde, men det var også tydeligt, at vi var kommet til et lidt mere “overklasse” sted og at alt var lidt mere “fint” – på den lidt dårlige måde. Uanset dette – var alle som sagt søde og rare – og vi blev godt modtaget. Vi fik spist aftensmad og kom i seng, klar til en ny dag, hvor vi skulle på jagt og fiskeri.

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

Hvor er de frække Sika’er?

Torsdag den 7. marts Maorien Tom Loughlin fra Kai Waho kom og hentede os omkring kl. 8 næste morgen. Jeg havde sovet rigtigt dårligt om natten – sikkert fordi, der var mange tanker omkring Plesner mv., der blev ved med at køre rundt i hovedet på mig. Det skulle dog ikke få lov til at ødelægge hverken min eller de andres dag. Og Tom viste sig at være en super-cool fyr. Vi kørte afsted mod et sted, han havde lejet af Maori-stammen, hvor han havde 6.500 acres – svarende til 2.400 hektar. Og det var et vildt fedt sted. Det tog omkring 1 times tid at køre dertil og Tom brugte tiden på at finde ud af, hvad det var vi gerne ville. Hans filosofi er, at han tilpasser dagen til den enkelte/de enkelte gæster, som han har. Han havde desværre ikke kunne arrangere, at vi kunne fluefiske, men i stedet havde han været ude at sætte åleruser op aftenen før, og så kunne vi være med til at fange ålene. Tom havde i det hele taget lavet en fantastisk dag for os, hvor vi først brugte et par timer på se naturen og høre ham fortælle om stedet, maorierne, deres kultur, forholdet til staten, historien i forholdet til landet og europæernes ankomst mv. Vi kiggede samtidig efter hjorte og talte jagt.

Der er meget vi skal lære…

Og Valdemar må snitte mv.

Tom planlagde derefter, at jeg kunne få en rute, hvor jeg kunne pürche selv et par timer, mens han tog Charlotte og Valdemar op til en jagthytte på toppen af bjerget, hvor han ville forberede frokost, lave bål mv. og have Valdemar med til det hele. Og det var virkeligt fedt at pürche alene. Jeg brugte meget tid på at kigge på dyrenes afføring – som Tom havde lært mig – og kigge på de dyreveksler, jeg så på vejen. Jeg hørte ﬂere gange hjortene, men så dem ikke.

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

Samling efter frokosten ved Onkel Toms hytte.

Terrænet var vildt og stejlt – jeg fik i alt gået 95 etager på mit ur – og jeg var til sidst lidt bange for, om jeg var gået forkert. Da jeg var kommet forbi det sted, hvor jeg mente, at Tom havde sagt, at jeg skulle aflade og var næsten oppe ad bjerget, så jeg lige pludseligt en rigtig stor Sika hjort. Jeg kunne desværre ikke nå at lade og få skud på den – men forsøgte alligevel at sætte efter den. Men uden held. Det var nu alligevel en stor oplevelse og jeg synes selv, jeg lærte meget om pürch. Da jeg kom til jagthytten havde Valdemar, Charlotte og Tom hygget sig rigtigt meget – og Valdemar havde savnet mig. Han viste mig, hvordan man skulle lave bål, hvordan de havde snittet pinde og alt det han havde lært. Og han havde virkeligt hørt efter Tom og gjort så mange ting. Det var fedt at høre om. Det lykkedes også Valdemar at skære sig i fingeren, og den blødte en hel del. Der er mange ting, man skal lære, når man er i kultur skole hver dag – og det kan sagtens være, at man får lidt skrammer på vejen. Valdemar er heldigvis virkelig god til at håndtere den slags – han skal slå så meget, før det bliver til et problem. Efter frokosten tog vi ned til ålerusen, hvor Tom hentede ålerusen. Og der var held – rusen var fuld af fem ål i forskellig størrelse – herunder et kæmpe monster af en 80-90 år gammel hun-ål på næsten 1,5-2 meter og kæmpetyk. Valdemar var helt benovet over ålene og var også lidt bange for dem. Han samlede til sidst mod til sig og rørte ved en af dem. Tom tog en af dem fra, fordi han ville tilberede den til vores Maori dag om lørdagen.

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

Valdemar har lært at lave bål

Tom havde posen fuld

Valdemar ﬁk samlet mod…

Valdemar var meget modstander af dette og synes bestemt ikke, at den skulle spises. Vi havde jo lige brugt dagen på – og det har været et generelt emne i hele New Zealand - at tale om respekt for naturen, og at det var vigtigt at passe på naturen. Det gav anledning til en lang og god snak om at passe på naturen på den ene side og på den anden side, at tage fra naturen og bruge det, den kan give os til at overleve. Efter åle fangsten gik Tom og jeg sammen på pürch en times tid – men også uden held. Charlotte og Valdemar hyggede sig i mellemtiden i Toms hytte – de dansede, snittede pinde og legede med stabling af ﬂasker – det var så fedt at se, hvor glade de var, da jeg kom tilbage. Tilbage på lodgen om aftenen spiste vi med de andre. En af ulemperne ved denne lodge var, at vi spiste sammen med alle de andre – hvilket var meget hyggeligt, men også betød, at vi var “nødt” til at snakke med de andre på engelsk – hvilket udelukker, at Valdemar rigtigt kan være med. Det er rigtigt godt, at vi ikke har for mange af den slags steder.

Selﬁe – the Maori way

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

Fredag den 8. marts I dag er det flytte dag – vi skal til Rotorua på Koura Lodge – et sted, der ligger inde i byen, men ned til en sø. Men inden da havde vi en meget stille og rolig morgen – det var fedt ikke at skulle noget og køreturen til Rotorua var kun ca. 1,5 time. Og her fik vi for første gang på turen en dårlig oplevelse. Vi fik i virkelig dårlig velkomst af receptionen, der startede med ikke at byde os velkommen, hvorefter det første receptionisten valgte at fortælle os, var, at vi skulle sørge for at Valdemar ikke larmede, ikke var til gene for andre gæster mv. Valdemar havde ikke gjort noget og ikke larmet. Charlotte blev rigtig vred på ham og fortalte ham, hvor dårlig en velkomst dette var, men han forstod slet ikke noget. Han virkede mest af alt som om, at vi var til gene for ham og hotellet. Dette påvirkede os og vores opfattelse af hotellet. Vi besluttede os til at lade være med at tænke for meget over det. Vi gik istedet ned i byen for at se denne og for at få lidt frokost. Jeg ville samtidig se, om jeg kunne finde en frisør og Charlotte ville gerne finde nye kondisko til Valdemar. Jeg blev klippet for 10 NZD og vi fandt også nye sko til Valdemar. Det var lige før, at min billige klipning finansierede købet af nye sko til Valdemar. Og vi havde en rigtig hyggelig tur – også selv om Valdemar synes, det er hårdt, at vi altid skal gå så meget. Undervejs overtog han rollen som kortfører, og han var med rette stolt, da vi kom ned til byen. Det startede med at styrtregne, da vi kom ned til byen, så da vi havde klaret alle vores ærinder, tog vi en taxa tilbage til hotellet.

Hvorfor skal vi altid gå så meget? 52

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

Luksus middag på hotellet…

Vi spiste take-away på hotelværelset, som jeg havde hentet nede i byen – super hyggelig aften. Valdemar ville gerne læse og sove med mig, så Charlotte kæmpede med at få gjort ﬁlmen fra de første tre uger klar til at sende til skolen. Det drillede lidt, da programmet ikke er helt lige så ambitiøs som Charlotte.

Lørdag den 9. marts I dag skulle vi til Maori kultur dag sammen med Tom ved Orakei Korako Thermal Park. Tom havde inviteret to af hans niecer på henholdsvis 16 og 18-20 år med til dagen. Jeg startede dagen med at sende min mail til bestyrelsen med besked om, at jeg ønsker at udtræde af alle poster i Plesner. Jeg havde med vilje ventet nogle dage, så den ikke skulle få karakter af en trodse-mail sendt i vrede uden reﬂeksion. Det er dog en lettelse at få den sendt – men også lidt mærkeligt, når jeg nu i snart 10 år har været utroligt aktiv i Plesners udvikling og nu melder mig ud af alt. Toms stamme har en stor farm (der hed Ahi Kaeaea) lige ved siden af Orakei Korako, hvor han havde forberedt, at vi skulle lave mad på gammel Maori maner – i et hul i jorden med opvarmede sten, der tildækkes, så maden bliver tryk- og varmestegt. Tom havde samtidig arrangeret, at hans niecer skulle lære Valdemar og Charlotte nogle klassiske lege – som er beregnet til at skulle stimulere hånd/øje koordinationen. Og det startede virkeligt godt ud – og Valdemar var både god til det og synes, det var rigtigt sjovt. Men stakkels Valdemar måtte efter 15 minutter udgå af “kampen”, idet han ved et uheld havde slået sig rigtigt meget på halsen/ kæben på en af kæppene. Det gjorde rigtigt, rigtigt ondt og for første gang på denne tur græd han og var rigtigt ked af det, fordi det gjorde så ondt.

Tom havde gjort meget klar

Valdemar blev ramt af stav under leg Senere kæmpede han med far i stedet – gjorde mega ondt New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

Hvem er elefanten?

Flot og spændende

Det tog næsten 1 time, en hovedpine pille og en hel del trøst, før Valdemar igen bevægede sig ud i verden. Mens maden passede sig selv i bålet, tog vi ned til Thermal Park for at se de varme kilder mv. Valdemar ﬁk lov til at køre bilen på Toms stammes grund – mens han sad på skødet af mig. Det er aldrig svigtende sjovt for Valdemar at få lov til dette. En is nede ved Thermal Park skadede bestemt heller ikke humøret hos Valdemar – og så var Valdemar på toppen igen. Den ene af niecerne gik med os og var vores guide. Det gjorde kun oplevelsen større for os og for hende var det også en oplevelse at tale med os, tale engelsk og i det hele taget bare være guide. Ved Thermal Park havde boet en stamme, der var uopdaget – også af de andre Maorier, fordi Og lidt vildt. der var et vandfald i nærheden og man derfor naturligt gik en bue uden om stedet. Stedet var i sig selv utroligt velegnet, fordi de varme kilder kunne bruges til madlavning og ﬂoden kunne give let adgang til andre steder. Det var spændende at høre hende fortælle om, at stedet havde en helt særlig betydning for hende og at det, at være Maori, var en meget integreret del af hendes liv. Hun var meget stolt af at være Maori.

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

Hvor er maden henne?

Den må være et sted?

Der er den jo….

Maden var rigtig dejlig – og det var bare hyggeligt at spise i uprætentiøse omgivelser med Tom og hans to niecer. Og Valdemar synes, at ålen smagte helt og aldeles fantastisk – og han accepterede, at den søde ål skulle spises. Efter frokosten tog vi ned til det sted, hvor alle ceremonielle begivenheder i Toms klan finder sted – det kaldes på Maori et “Marae”. Det er lidt en blanding af en kirke og et forsamlingshus – og Tom fortalte om både hans mor og hans fars begravelse, der fandt sted i dette for dem centrale sted. Og familien betød og betyder fortsat meget for alle Maorier. Alle stammer (en “overstamme” kaldes en “Iwi”) har understammer (en understamme kaldes “iti-iwi”) Valdemar fik lov til at køre bilen alene på fører-sædet, mens vi kørte ud af Toms grund – Valdemar var lidt bange for det – men synes alligevel, at det var rigtigt sjovt. Den ene af niecerne var blevet bortadopteret af hendes forældre – en uofficiel bortadoption, der på Maori sproget hedder “whangai” (udtales faangai) – som er meget almindelig blandt Maorier. Hun har fortsat meget kontakt med sine biologiske forældre, men opfatter også sine adoptivforældre, som hendes rigtige forældre (hun var 2 dage gammel, da hun kom til den nye familie). Hun var blevet bortadopteret for at skabe tættere bånd mellem to stammer og det var allerede aftalt, inden hun blev født. Efter dette tog vi tilbage til hotellet. Vi havde i løbet af dagen fortalt Tom om vores dårlige oplevelse på ankomsten til hotellet – og det var han blevet så fortørnet over, at han – uden at vi vidste det havde ringet til vores rejsebureau, der igen havde ringet til hotellet. Så lige så snart vi kom tilbage til hotellet, bankede hotel manageren på vores dør og undskyldte mange gange. Det hjælper egentligt ikke så meget på vores opfattelse af hotellet – men vi var glade for, at de i det mindste giver os en undskyldning og prøver at forbedre vores ophold. Vi spiste lidt rester fra Toms frokost og slappede af på hotelværelset om aftenen.

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

Den hvide ø i horisonten – hvad laver alt den røg?

Søndag den 10. marts Endnu en begivenhedsrig dag banker på. Helikoptertur til White Island – vulkanøen - med VolcanicAir. Vi skulle tidligt op for at være der kl. 08.30 – men til gengæld er det sidste planlagte aktivitet på vores ophold på nord-øen – de sidste tre dage er til fri disposition. Vi var af en eller anden grund meget trætte, da vi tog afsted, men humøret var højt. Vi fandt nemt stedet, der kun lå 10 minutters kørsel fra os, og fik tjekket ind mv. Selve flyveturen derud tog omkring 30 minutter. Valdemar (og vi andre) er nu blevet “vant” til flyve helikoptere og mindre fly, så ingen var nervøse eller spændte. Men det er nu alligevel altid en fed oplevelse at flyve helikopter og selv om piloten jo ret beset “bare” er en taxa-chauffør, så er det altså et fedt job – og vores pilot Hobbi så da også ud til at være ret tilfreds. Øen er 2,4 km bred og 2,2 km lang og der er en konstant aktivitet og har været det i 100-vis af år. Kaptajn Cook kaldte øen for den hvide ø, fordi der konstant er en hvid sky af røg fra svovldioxidudledning, der hænger over øen.

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

En drøm af en helikopter med Valdemar og mor foran

Vulkanen er kun meget lidt synlig – og øen er således kun spidsen af vulkanen. Vulkanen er 16 km lang og 18 km bred den under vandet og der er omkring 800 m dybt vand omkring vulkanen. Vi blev vist rundt af piloten på øen og det var tydeligt, at han var mere pilot end guide – men han gjorde nu sit bedste alligevel. Han fortalte om bassinet med syrevand omkring 0 i pH-værdi i krateret, jomfru-vand, der er dannet via opgivningen af gasser fra 2 km nede i jorden, om minedrift af svovl og om den vulkanske aktivitet. Jomfru-vandet smagte virkeligt dårligt med en meget salt smag og en eftersmag af jern/blod.

Man skal huske hjelm og livsmaske…

Shit – vi er blevet gode til at vente tålmodigt!

De gamle fabriksbygninger – nedbrudstiden er voldsomt hurtigere på grund af syreregn, de materialer der bliver brugt og oversvømmelse fra havet.

Hobbi fortalte om minedriften på øen, hvor minearbejderne boede på øen og ﬁk forsyninger hver 6 uge. Vi blev vist rundt på det gamle udvindingsanlæg, der også var placeret på øen. Minearbejderne havde oprindeligt boet i telte, lige ved siden af krateret og udvindingsanlægget, men det stoppede efter et vulkanudbrud i 1916, hvor et mudderskred ryddede teltlejren og dræbte alle minearbejderne. Derefter ﬂyttede selve lejren til Camp Beach på den anden side af øen. Minedriften stoppede omkring år 1930, idet der derefter ikke længere var et økonomisk grundlag for at drive minedrift. I dag udledes svovl i stedet som et biprodukt ved olie/gas produktionen. Svovl anvendes til krudt, tændstikker, i lægemiddelindustrien, fyrværkeri mv.

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

Det ligner ikke rigtigt noget andet….

Efter rundvisningen på øen, fløj vi tilbage til byen. Vi gik ud at spise frokost og derefter returnerede vi til hotellet – hvor Charlotte og jeg faldt i søvn og Valdemar hyggede sig med Ipad. Eftermiddagen gik derefter med at få lavet Valdemars første film færdig og klar til afsendelse til skolen, læsning for Valdemar, matematik for Valdemar, dagbog for Valdemar og lidt fælles spil og hygge. Jeg fik også trænet. Om aftenen spiste vi inde i byen og var alle enige om, at selv om Rotorua havde været fyldt med gode oplevelser, så var det ikke det bedste sted vi havde været i New Zealand. Vi tænker også, at det kan skyldes, at vi er fyldt med oplevelser og indtryk, men det kan også være, at vi nu i højere grad bliver glade for indtryk, hvor vi møder mennesker eller har en aktiv involvering og mindre glade for “almindelige” turist oplevelser, hvor vi bliver guidet rundt. Det bliver dejligt med nogle dage, hvor vi er os selv – både i den resterende del af New Zealand, men også i Fransk Polynesien.

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

Mandag den 11. marts Vi vågnede, spiste morgenmad og fik pakket hotelværelset ned, klar til nye oplevelser i Whangamata på halvøen Coromandel. Vi skal bo på Peninsula Waterfront Retreat. Det tog cirka 2,5 time at komme dertil, og da det var vores sidste destination på New Zealand var vi rigtigt spændte på, hvad det var, vi fik at se. Vi troede, det var et hotel med ganske få hotelværelser, men det viste sig, at det i stedet var et privat hus, hvor det ægtepar, der ejer det, selv benytter en del af det. Når de ikke lejer det ud, så bruger de det som deres sommerhus. Og det var vildt fedt. Det lå lige ned til en sø med den smukkeste udsigt, og der var alt, hvad der skulle til for at vi kunne få nogle dage, hvor der ikke var nogen planlagte aktiviteter, og hvor vi bare kunne være os selv. Der var køkken, grill, svimmingpool, vaskemaskine, opvaskemaskine, tennisbane, kajakker og wifi. Det var en drøm for os alle og vi skyndt os ud at handle til tre dage, så vi var sikre på, at vi ikke blev fristet til at skulle køre ind og lave den nemme løsning og spise på restaurant. Den første dag gik bare med at være der, slappe af ved poolen, og SÅÅÅÅÅÅ prøve at spille tennis med Valdemar for første gang. Der er så mange ting han prøver for første gang på denne tur og det er så fedt, at han får flyttet sine grænser for alting og for udvidet sit verdensbillede og sin rummelighed. Det er vildt at være med til – og så fedt at have energien og overskuddet til at være tilstede og være med.

Fin stil…

Og plads til leg

Der kan laves parkour overalt

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

Og Valdemar var som han altid er – han kaster sig med liv og sjæl ind i det og vil prøve selv. Han duer ikke til at få lange instruktioner, men når han rammer en mur, vil han meget gerne have hjælp. Charlotte og jeg talte på denne destination om, at Valdemar skal have langt mere snor, plads til at fejle, prøve selv og om nødvendigt så komme og bede om hjælp, i stedet for at vi som standard vælger at hjælpe ham. Vi er sikre på, at han er klar og at det vil skabe endnu bedre grobund for en god udvikling. Om aftenen spiste vi hjemme i huset – vi grillede og bagefter så vi versus sammen – en luksus vi ikke har haft tidligere og fedt bare at kunne slappe af med velkendte aktiviteter sammen som familie. Charlotte og jeg var – efter at Valdemar var faldt i søvn – så glade for at have plads omkring os og ro til at være os selv. Vi læste lidt, og faldt lidt i søvn på sofaen – lige hvad vi trængte til.

Tirsdag den 12. marts Vi vågnede og havde den mest rolige morgen. Huset ligger lidt ude for byen Whangamata i en klynge af huse ved søen. Det er tydeligvis et sommerresidens område og der er så roligt. Søen må have forbindelse til havet, for der er meget stor forskel mellem flod og ebbe og søen er helt udtørret, så man kan gå på den, når der er ebbe. Charlotte og jeg sad i laaaang tid med kaffe og sludrede mens Valdemar hyggede sig med sig selv og lidt Ipad. Jeg lavede morgenmad på blusset ved siden af grillen og da alle var klar tog vi tre kajakker og sejlede ud på søen. Valdemar har flere gange været med i kajak, men han har aldrig før haft sin egen. Det var en super velegnet sted at prøve, for der er maksimalt en meter dybt, når der er flod. Det lå i super forlængelse af vores beslutning om, at Valdemar skal have lov til at gøre tingene på sin måde, så han havde en fest på søen, hvor han væltede flere gange og hoppe i flere gange, selv om han sagtens kunne sejle den. Kajak-selfie

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

God stil fra starten

Efter turen slappede vi lidt af ved poolen og spiste frokost. Vi skulle også lige prøve at se, om der var noget vi gik glip af inde i Whangamata, så der kørte vi ind. Whangamata er vel sagtens noget, der ligner Hornbæk eller en tilsvarende badeby, med den lille feature, at der er rigtige gode surf muligheder. Der var derfor mange surf-butikker og muligheder for at få surf-instruktion. Det var tydeligt at se, at sommeren er forbi hernede og på samme måde som det sker for Hornbæk, Gilleleje mv., så bliver byen lidt spøgelsesagtig. Der var dog fortsat lidt liv og sommeren er jo ikke helt forbi. Da vi kom tilbage spillede vi tennis igen på Valdemars opfordring – fedt, at han så gerne vil – og så skal det bare udnyttes. Han har et naturligt talent for at ramme bolden – der er allerede meget spil efter kun 1-2 gange – sjovt og ikke mindst, at det er noget han selv gerne vil. Efter tennis belønnede vi os selv med endnu en slappe af seance foran “fjernsynet”, hvor vi på Ipad via TV2 Play så nogle afsnit af Med Kurs Mod Fjerne Kyster – afsnittene fra Fransk Polynesien, så vi kunne forberede Valdemar på, hvad der venter os derude. Det var så hyggeligt og fedt.

Man bestemmer selv metode…

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

De er også søde når de sover!

Onsdag den 13. marts Jeg vågnede alene i sengen – ikke helt uvant, da Charlotte fortsat ofte sover hos Valdemar. De så så søde ud, at jeg ikke nænnede at vække dem og tog en kop kaffe i morgensolen alene. Dejligt fredfyldt. Valdemar ville egentligt gerne vågne sammen med mig og over at spille tennis fra morgenstunden. Jeg overvejede kort at vække ham, men da han vågnede af sig selv, var han bestemt ikke klar til at spille tennis – så det var nok meget godt, at han fik lidt mere søvn. Dagen i dag skulle ellers gå med mere tennis og så en prøvetur på golfbanen. Jeg har ikke spillet i mange år, Charlotte har spillet nogle få gange og Valdemar har aldrig prøvet det. Ambitionsniveauet var derfor meget lavt og stemningen sat på hygge og ikke på præstation. Og vi havde virkeligt en hyggelig tur, hvor vi stoppede efter 90 minutter – og hvad der nåede at blive til fire huller. Men hvad betyder antallet af huller (eller slag for den sags skyld) i forhold til, at vi fik prøvet det og havde en god oplevelse. Tilbage i huset slappede vi af nogle timer, inden Valdemar igen ville spille lidt tennis. Inden maden fik vi spillet Yatzy og fik siddet lidt sammen hele familien. Det var rigtigt dejligt. Valdemar ville gerne træne endnu mere – og ville meget gerne vise os parkour tricks – meget fedt.

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

Morgensols-selﬁe

Det er fedt at lave mad udenfor

Der svinges

Golf-trioen på selﬁe trip

Om aftenen så vi igen nogle afsnit om Fransk Polynesien og i aften var der afsnit om kannibaler. Valdemar blev rigtigt bange for at se dem – det var svært at fornemme, om det var, fordi han oprigtigt blev bange eller om det var fordi, at han nu var ved at være lidt tør for mod generelt og måske også er spændt lidt til bristepunktet med nye indtryk og oplevelser. Vi ﬁk talt godt om det, men det var tydeligt, at han ikke skal udfordres for voldsomt de næste dage. Vi afsluttede aftenen med at Charlotte og Valdemar læste i sengen – også selv om det var blevet sent. Det var dejligt for dem begge – også selvom Valdemar havde lidt svært ved at falde i søvn.

New Zealand - North Island – 6. marts – 14. marts 2019

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019 Torsdag den 14. marts Afrejsedag – nu er vi færdige med New Zealand og skal begynde næste del af vores eventyr – Fransk Polynesien. Vi skulle op om morgenen, pakke huset ned og sikre os, at vi fik alt med. Det var lidt mærkeligt, at vi skulle forlade New Zealand og også lidt vemodigt, at den første del af vores orlov er færdig. Men der er heldigvis meget af orloven tilbage – og meget fedt venter os. Og jeg er faktisk også ved at være lidt færdig med New Zealand – der er meget mere, man kan se, men det vil være en fordybelse i enten naturen eller i menneskene og i forhold til, at vi ønsker at opleve meget af verden, er det helt fint, at vi skal videre nu. Turen til lufthavnen gik rigtigt fint – det tog ca. 2,5 time, Valdemar var som sædvanligt co-driver og Charlotte sad bagi i sludrede løs. Alle var i rigtigt godt humør og der var slet ikke behov for lektioner i tålmodighed eller rummelighed. Fedt. Ventetiden i lufthavnen – flyveturen til Fransk Polynesien – og de 10 minutters kørsel til hotellet Intercontinental Tahati efter ankomsten på øen Tahiti – i byen Papeete gik helt vildt nemt og alle var glade. Vi fik også den traditionelle ankomst i lufthavnen med et polynesisk band, der spillede guitar og ukulele for os. Køre-selfie – sidste køretur med mig bag rattet på denne tur.

Der blev spillet musik for os – selvom vi første landede omkring kl. 23.00 – det må være tre trætte musikanter.

Da vi kom frem til hotellet var det omkring midnat, og vi ﬁk lige lidt mad og en drink, inden vi skulle sove. Alt i alt en superﬁn dag, hvor alt gik meget nemt.

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Torsdag den 14. marts Det er lidt mærkeligt, men nu er det torsdag den 14. marts igen. Deja vu – har vi ikke set dig før? Vi passerede datolinjen på flyveturen fra New Zealand til Fransk Polynesien – og det er altså lidt mærkeligt, at vi nu har to af den samme dag. Men når der lige er gået et par dage, så betyder det ikke noget og så har vi nok vænnet os til det. Men jeg skal ringe til Ole på hans fødselsdag, som er den 15. februar, så det er vigtigt, at jeg kan datoen. Og det var i princippet en lille afrejsedag, for vi skulle flyve kl. 14.15 fra Papeete til Raiatea, hvor vi skulle møde vores skipper Frederic og hans kok Heiniti på båden Lucia 40 – en 40 fods katamaran. Vi brugte morgenen på hotellet, hvor vi badede i en saltvandslagune, som hotellet havde skabt kunstigt til at have koral-rev og mindre fisk. De brugte det som et udviklingsområde for koralrev og så kunne vi da også lige have fornøjelsen af at kunne bruge det som svømmebassin.

Det har de gjort meget smukt!

Jeg er sååå glad for vand…

Det var en rigtig god morgen, og vi tog derefter til lufthavnen, fløj de 45 minutter til Raiatea og blev kørt de 2 minutter, der var til havnen. Vi var virkeligt heldige med vores skipper og vores kok – de er rigtigt søde begge to og vi kunne lynhurtigt fornemme, at de var gode til at fornemme, hvornår de skulle være med, og hvornår vi bare gerne ville have familietid. Fred var med til at spille Uno efter vores svømmeture – hvilket passede os alle fint. Da vi var kommet ombord på båden, sejlede vi i cirka 45 minutter og ankrede op ud for hovedbyen på Raiatea - men så langt ude, at vi lå helt for os selv. Vi aftalte med Fred, at vi de første 4 dage sejler omkring Raiatea og Tahaa og derefter sejler til Bora Bora og har de næste 3-4 dage der. Det skulle give os de bedste oplevelser inden vi tager til Morrea og bor på hotel den sidste periode i Fransk Polynesien. Charlotte havde på sejlturen indtaget en sikker post som dyreobsevator – og det lykkedes hende at spotte en hav-skildpadde, som vi lige så passere under båden. Vi lå på ca. 2-3 meters dybde, og vi skyndte os at hoppe i badetøjet, montere snorkeludstyr og så hoppede vi ellers i vandet. Det var vildt fedt, for rundt om både svømmede 2-3 sort-tippede hajer og et par bufferfisk – dem, der kan blæse sig selv op, når de bliver forskrækkede. Vandet var dejligt varm – omkring 27-28 grader, så selv Charlotte var tilfreds med temperaturen. Charlotte var ikke heeeelt så glad for at skulle snorkle med hajerne, så efter lidt snorkling, sejlede Fred os i hans dinky helt ud til kanten af revet, hvor vi kunne snorkle på 1-2 meter med koralrev og en masse små fisk – og uden de frække hajer. Ankomstselfie på Raiatea – nu med traditionelle blomsterkranse 66

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Fred fortalte, at der normalt kun er sorttippede hajer inde i lagunen, idet der dog nogengang kan være grå-hajer, hvidtippede rev-hajer og en sjælden gang i mellem tiger-hajer. Valdemar var så glad for at komme ombord på båden – og Charlotte og jeg blev rigtigt glade, for vi havde været lidt bange for, hvordan Valdemar ville reagere, efter at han havde været så bange to dage tidligere. Men der var ingen skræk, og han var den første, der gerne ville i vandet og kigge på hajer. Han er så mega-sej og modig – det er vildt at iagttage, hvor meget han udvikler sig og hvor godt, han tager i mod alle udfordringerne. Efter de to snorkelture kunne vi stå på båden og kigge på hajerne og de andre ﬁsk svømme rundt om båden og solen gå ned i horisonten. Der er ikke meget, der slår en aften som denne på en båd, og hvor er det fedt at nyde stilheden ombord. Vi sejler så båd-selﬁe – og der er Valdemar-luft, der kan køle en varm dreng lidt ned.

Så sænker mørket sig – men de er nu stadigvæk søde!

Vi ﬁk Fred til at arrangere, at vi kan komme til en polynesisk danseaften med mad i morgen aften på en lokal restaurant – det bliver også vildt spændende. Det bliver i det hele taget med sikkerhed nogle helt igennem gode dage på båden.

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Vi har ikke internet på båden og vi vil derfor holde Ipad, iphone mv. fri for alle de næste tre dage – og så se, hvordan det kommer til at gå. Det var Valdemar, der kom op med den challenge, hvilket i sig selv gør, at det skal vi bare prøve. Da Valdemar var kommet i seng, brugte jeg lidt tid på at få vores nye eksterne harddisk til at virke og til at lægge alle billederne, vi har taget indtil nu, over på den. Da Charlotte kom op, sad vi og sludrede med Fred et par timer omkring Fransk Polynesien, forholdet til Frankrig mv. – og da Fred er fra Frankrig, kunne han komme med mange perspektiver fra “den hvide mands” side. Fred fortalte en masse omkring det at leve i Fransk Polynesien, som en hvid person. Uanset, at Fred og hans hustru har mange polynesiske venner, at deres børn går/har gået i almindelige skoler på øen, og at han oprigtigt virker som en, der har en umanerlig respekt for den oprindelige befolkning, så fortalte han, at han aldrig vil blive en fuldt integreret person. Der er en smule racisme i forhold til de hvide, som aldrig vil gå væk. Når Fred og hans hustru eksempelvis er inviteret til fest hos deres polynesiske venner, så kan de have en hyggelig eftermiddag sammen med dem alle sammen, men på et tidspunkt, så skal de “hvide” gå. Fred fortalte også, at de franske atomprøvesprængninger bestemt ikke har hjulpet – hverken på forholdet til Frankrig generelt eller på det at være franskmand i Fransk Polynesien og prøve, at leve her og få venner her. På samme måde som blandt den oprindelige befolkning i New Zealand, er der også her store problemer med alkohol, vold i hjemmet, kost til både voksne og børn, samt i det hele taget en kultur, hvor det almindelige regelsamfund ikke fuldt ud fungerer i forhold til hjemmene. Mange af skolelærerne er franske, på samme måde som det gælder for politiet. Frankrig har fortsat en tung subsidiering af økonomien og det generelle embedsværk. For at lokke politibetjente og lærere hertil fra Frankrig er de nødt til at give betydelige ekstralønninger – på samme måde, som vi er i forhold til den administrative personer, som vi sender til Grønland. Det var en rigtig hyggelig aften, og Fred er god til at fortælle lidt – og så gå lidt og lade os sludre selv.

Fredag den 15. marts Første morgen på båden. Jeg tror, at alle på båden havde sovet dårligt – det var varmt, trykkende og aircondition larmede meget. Jeg gav op omkring kl. 6 og stod op, og trænede mens morgenen brød frem på himmelen. Fred og Heiniti var vågne, og gjorde båden klar, men da jeg var færdig med at træne, sov Valdemar og Charlotte stadigvæk. Jeg hoppede derfor alene i vandet med snorkel udstyr og mit GoPro – hajerne var der stadigvæk – og nu var der op til fem hajer. Det var vildt fedt og jeg har aldrig prøvet at svømme så tæt og så længe med hajer.

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Halløjsa lille haj – du er nok ikke så modig!

Og hvem er alle dine venner!!!

Hov, hvad skal du nedenunder båden?

Al begyndelse er svær…

Bagefter ﬁk jeg en kop kaffe – og vækkede så de to banditter. Efter morgenmaden ville Valdemar gerne læse lidt – og Charlotte ville gerne prøve padle-board. Da det gik op for hende, at hun ville falde ned til hajerne, valgte hun dog i stedet kajakken. Jeg tog afsted på padle-boardet, som jeg også rigtigt gerne ville prøve og sejlede lidt væk fra båden og fandt et lille koral-rev. Og der gemte sig en sting-ray. Jeg skyndte mig at hente Charlotte og hun nåede også hen at se den.

Al begyndelse er svær…

Valdemar var bagefter mega-skuffet over, at han ikke havde fået set den – men sådan er det jo, når man hellere vil sidde at læse end at opleve naturen i nærheden. Valdemar og jeg fik lokket Charlotte med i vandet – og så fik Charlotte også snorklet med hajer. Det var modigt af hende, at hun turde – så er den tærskel lidt overskrevet igen og hun har måske mod på mere haj-haj senere. Charlotte havde aftalt med Fred, at vi skulle se en vaniljefarm. Fred kendte en farm, der lå på Taha – lige ved siden af Heiniti hus. Det var en rigtig god oplevelse, hvor vi var de eneste, der var der og fik et rigtigt godt foredrag, både om processen med at skabe vanilje, men også lidt om det at drive en vanilje produktion.

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Dinky-selﬁe med Heiniti

Vaniljeplanten er en ranke, der lever i harmoni med det træ, den vokser omkring. Det tager to år, fra den bliver plantet, til den er i stand til at give blomster. Planten giver kun blomster fra juni til august – og blomstringen sker successivt – altså farmeren skal løbende bestøve en plant i takt med, at den danner blomster. Planten er hermafrodit og der lever ikke naturligt dyr (fugle/bier), der bestøver blomsterne, så det sker på vanilje-farmene manuelt. Hver blomst laver en bønne og det tager omkring 8 måneder for bønner at vokse sig ud i den grønne farve og 1 måned (i alt 9 måneder) for den at blive brun. Derefter bliver den lagt til tørre i solen 2-3 timer hver dag i 2-3 uger – resten af dagen ligger den i trækasser og sveder.

Fredo forklarer alt om vanilje produktion – det var virkeligt lærerigt. 70

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Der tørres bønner!!!

Vores guide på stedet fortalte, at de bruger hele vaniljestangen og ikke kun frøene indvendigt. De udnytter den også på forskellige måder. De knuser de “ukurante” bønner, som ikke har den pæne lange facon, vi kender, fra de glas vi køber i supermarkedet. Når bønnen er knust, ligner det “peber” pulver og er helt fint. Dette kan enten anvendes som pulver eller også kan det blandes med alkohol og laves om til en “paste”. De bruger også vaniljen til at lave vanilje rom, vaniljesukker (ved bare at stille en vanilje stang ned i den almindelige sukkerkrukke) mv. Det var fedt at se, at de er optagede af og altid har lært, at de skal bruge mest muligt af det, som naturen giver dem. Fredo fortalte også, at farmen er ejet af en polynesisk kvinde, der har giftet sig med en dansker (Brian). Det var tydeligt, at der var knyttet en sladder historie med til dette – Brian havde tidligere været fremmedlegionær og havde derigennem fået fransk statsborgerskab. Hverken Heiniti eller Fred var begejstrede for ham – han havde en ry for at være en børste og ikke rar mod andre. Brian var omkring 60-70 år og stærkt overvægtig, så han udgør næppe længere nogen stor fysisk trussel. Farmen producerede også nødder – Tamanu nødder, som de brugte til at producere en naturolie. Naturolien virker mod myggestik, kløe, eksem og forbrændinger. Vi så det anlæg, hvor de første tørrer nødderne, river dem og til sidst presser olien ud af dem. Det var utrolig primitive maskiner – hvilket også gælder for produktionen af vanilje – og siger lidt om, hvor langt der fortsat er fra produktionen, af de produkter vi bruger i Europa og de lande/de steder, hvor varerne bliver produceret i. Det var Heiniti, der sejlede os ind i dinkyen, således at hun lige havde mulighed for at se hendes 10 årige søn. Samfundet fungerer fortsat meget som et frit samfund, hvor man kan tage kokosnødder, bær, blomster, nødder mv. direkte fra de træer, der ikke tilhører nogen og Heiniti var sød til at sørge for at tage kokosnødder med tilbage til båden til Valdemar. Stor lykke for den unge Valdemar. Det gav os også lejlighed til at tale med Valdemar om livet på sådanne øer – herunder den synlige fattigdom, det manglende internet, fraværet af luksus mv. Efter frokost tog Fred os med til et paradis sted mellem to små øer, hvor der lå et meget fint rev, og hvor der løb en mellem-stærk strøm. Det gav os lejlighed til at lave en snorkel-tur med strømmen, hvor vi bare kunne flyde/nyde både korallerne og de fisk, der svømmede rundt i korallerne. På vej hjem så vi en ørnerokke – stor succes for Valdemar, der ikke havde set en rokke endnu. Tilbage på båden sejlede vi til det sted, hvor vi skulle ankre op for natten. Valdemar ville gerne prøve at sejle alene og han tog resolut en kajak og erklærede, at nu sejlede han alene i land. Der var omkring 300-400 meter til land og 25 meter dybt, så Charlotte og jeg troede ikke, at han ville gøre det – men det ville han og gjorde han. En kæmpe oplevelse for Valdemar at være alene afsted – og to lidt bekymrede forældre, der kiggede på. Fred skulle alligevel ind til restauranten for at sikre, at vores reservation til om aftenen var på plads – så han sejlede også ind og kunne have hjulpet Valdemar, hvis der skete noget – men Valdemar havde totalt styr på det. Valdemar var med Fred inde at se restauranten og havde bare en god tur.

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Hvem har sat ild til himmelen??

Og om lidt er maden klar…

Om aftenen var vi inde på restauranten – det var en meget lokal restaurant, hvor de optrædende var en trup, hvoraf en del af dem er naboer til Fred. Der var ankret en del både op ude i bugten, så der var en række andre “båd-gæster” denne aften – hvilket nok var det eneste minus – ud over maden, som Fred havde advaret imod ville være “ikke så god” – og han havde helt ret. Den var lavet, helt ligesom Tom lavede mad til os på hans stammes farm. Da vi havde spist vores aftensmad, var der stort anlagt show – som egenligt var ﬁnt og godt, men blev lidt ødelagt af, at de valgte på “dårlig show maner” at hive gæster op til at forsøge at danse. Det virkede pudsigt nok ikke her – lige som det ikke gør nogen steder i verden.

Maden var ikke god, men vi spiste den 72

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Der spilles på ukelele!

Og de gjorde det faktisk ﬁnt

Og i hvert fald Charlotte morede sig!

Bagefter showet/restauranten – da Valdemar sov – snakkede vi en times tid med Fred og Heiniti omkring livet på Fransk Polynesien. Heiniti fortalte blandt andet, at hendes hus vil forsvinde, når der næste gang er en af de store orkaner – og at dette normalt sker en gang hver 20. år. Sådan er livet herude og der er i hver familie en person, der har et stormsikret hus, oppe på bjerget, hvor hele familien samles, når der indtræffer en af de store orkaner. Der er ingen bekymring omkring dette – det er anset for “bare” at være en del af livet.

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Lørdag den 16. marts Så blev det dykkerdag. Jeg skulle være ved dykkercenteret ved havnen på Raiatea kl. 08.00 og vi skulle sejle derhen først. Vi tog afsted fra vores fortøjning omkring kl. 7 – og jeg troede, at jeg ville have morgenen for mig selv – men både Charlotte og Valdemar vågnede også og stod op sammen med mig. Jeg ﬁk skrevet lidt dagbog – mens Valdemar læste lidt jumbo-bog – undtagelsen til Ipadfraværet – og Charlotte sad og nød morgenen. Jeg skulle have to dyk – og dykkercenteret fungerede rigtigt ﬁnt. Vores første dyk skulle have været uden for revet, men strømmen egnede sig ikke til det. Vi tog derfor det første dyk på det eneste vrag, der er kendt i Fransk Polynesien – en dansk skonnert – Nordby – der forliste i år 1900, fordi anker-kæden knækkede og det derefter drev på et rev. Der var ikke god sigt, fordi der havde været regnvejr og vind dagen før – altså ikke god sigt sammenlignet med Fransk Polynesien normalt. Der var nok 10-15 meter sigt men lidt alge-grønt. Vraget lå på siden med spanterne intakte men uden dæksplankerne, så der var fri adgang til at svømme ind og ud af vraget, samtidig med, at der var fornemmelsen af at være inde i et vrag.

Dykkerbåds-selﬁe

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Dykkercenteret på Raiatea

Dyk nr. 2 var på uden for revet på et stort koralrev – hvor hensigten var, at der skulle være hajer. Det var der ikke rigtigt, så det var “bare” et fint dyk på et koral-rev – hvor der dog var en sort-tippet haj. Der var rigtigt meget strøm, så lidt hårdt at skulle svømme mod strømmen tilbage til båden – men i det store og hele et godt dyk. Valdemar og Charlotte havde i mellemtiden snorklet med delfiner – og på et koral-rev, der lå lige ved den udgang i det store rev, som jeg var sejlet ud igennem – det var hyggeligt, for så kunne jeg både se de samme delfiner, som de senere snorklede med og vinke til dem på vejen. Valdemar og Charlotte spillede også Uno – som de ofte har gjort på ferier, når jeg har arbejdet. De havde begge to savnet også at have Mor og Valdemar tid – så de var begge to glade for muligheden. Valdemar så så også lige muligheden for at slå Charlotte 18-4 og vinde retten til at hun skulle hoppe i vandet – det gjorde ikke oplevelsen dårligere for ham! Valdemar havde savnet mig rigtigt meget – og jeg også ham – vi har i den grad vænnet os til som familie at være sammen hele tiden. Tiden på båden er (også) rigtig god for os – og vi får virkeligt det udbytte som familie, som vi havde håbet på, da vi tog på orlov. Jeg fik lidt mavekrampe efter frokost og måtte i seng et par timer – men så gik det heldigvis over. Det kan være, at jeg både havde spist noget, jeg ikke kunne tåle og jeg var sandsynligvis også lidt dehydreret. I mellemtiden var vi ankommet til vores opankringssted for natten – og Charlotte og Valdemar tog straks ud at snorkle på det nærliggende koral-rev. Efter mit eftermiddagsklynk lå Charlotte og jeg lige i to flydende hængekøjer i vandet – super hyggeligt at have tid til også at slappe af sammen. Bagefter fik jeg lokket Charlotte til at prøve igen på padle-boardet – jeg tog det ind til en strand, der lå 100 m væk – og Charlotte tog derind i kajakken. Så kunne Charlotte i ro og mag prøve at komme op i strandbredden – og hun fik lynhurtigt fornemmelsen og trygheden ved at kunne stå – det er nok første lektion i at kunne lære at surfe på longboard. Vi fik også lokket Valdemar ud at stå på padle-boardet – og selv om han aldrig havde prøvet det før, så stillede han sig bare lige ud på det og padlede væk fra båden – han er virkelig utrolig modig og har en super balance. Valdemar ville derefter meget gerne ud at snorkle med mig – han sagde, at han var lidt mere tryg, når det var mig. Vi fik Fred til i dinky’en at sejlede os hen for enden af det rev, vi var ankret op ved og så kunne vi drifte med strømmen tilbage mod båden. Charlotte fulgte efter i kajakken, så hele familien fik fornøjelsen. Cool tur, hvor vi så mange fisk – og jeg også lige fik spottet en sting-ray – man bliver aldrig træt af at se det imponerende dyr. Fred havde lovet Valdemar at han kunne prøve at sejle dinky’en – så Fred og Valdemar tog lige en tur alene i båden. Det klarede Valdemar også – også selv om han lige skulle overtales lidt, fordi han jo ikke kan tale engelsk med Fred. Det fungerer alligevel, for mennesker finder altid en måde at kommunikere på. Fred var også stolt af Valdemar, for Valdemar havde været helt rolig og sejlet stille, som han var blevet bedt om. Turen sluttede med, at Fred gav ham en tur på fuld skrue – og Valdemar hvinede af fryd!!

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Hov – Valdemar kunne også – hans debut på padle-board

Så er hun der – den seje kvinde!

Lige inden aftensmaden fik vi det vildeste regnskyl. Det havde virkeligt været en fin dag vejrmæssigt – som de andre vi har haft hernede – men nu regnede det for alvor, og lynede og tordnede. Det var rigtigt hyggeligt – og dejligt køligt efter en varm dag – også selvom Valdemar synes, det var lidt uhyggeligt. Vi fik igen en virkelig fin aftensmad af Heiniti – og så skulle Valdemar tidligt i seng – han var sååå træt efter en lang og (igen) oplevelsesrig dag. Charlotte og jeg spillede lidt spil bagefter og gik tidligt i seng – dejligt og hyggeligt.

Søndag den 17. marts I dag var en rigtig slappe dag – vi vågnede omkring kl. 7 – alle havde haft en god nat og vi var udhvilede. Skipper og kaptajn Valdemar – Valdemars debut med at styre Dinky!

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Vandhunden stopper aldrig… Meget af dagen går med sjov på kajak og padle-board

Den er svær at se – men det er den smukke ørnerokke

Der var ingen “ofﬁcielle” planer for dagen – vi skulle bare sejle rundt om Raiatea – og lægge til ved et tempel på vejen. Derudover – fri leg og solskin på båden. Dagen startede med snorkeltur og så legede vi i lang tid med padle-board og kajak. Valdemar og jeg stod begge to på padle-boardet samtidig og vi sejlede – noget svajende, men det lykkes os at sejle ind til den nærliggende strand, samtidig med at Charlotte sejlede derind også. Vi legede længe på det lave vand og Valdemar havde en fest med at vælte os begge to af padle-boarded. Da vi spiste aftensmad nævnte han, at det havde været det sjoveste i løbet af dagen – og vi synes alle tre, at det var en kanon morgen. Da vi var færdige med at lege sejlede vi den første strækning ned til templet på Raiatea. Templet hedder “Taputapuatea” og er hovedtemplet i hele Polynesien – og selvom det i dag kun er en ruin fungerer det fortsat som tempel. Det hedder Marae – det samme ord, som Maurierne bruger om deres tempel/kulturcenter i New Zealand – og det fungerer også her i Polynesien som både et religiøst, kulturelt og ceremonielt center – altså helt det samme som i New Zealand. Det er tydeligt at se, at der er rødder tilbage til Polynesien – men det er også tydeligt, at der er sket en sproglig udvikling og mange ord er forskellige på Mauri og på polynesisk. Fred fortalte i øvrigt, at der er et særligt sprog ø for ø – men at der også er et fælles samlet sprog. Valdemar var som altid meget interesseret i at lære mere – men også varm i solen…

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Fred tog med os som guide ind på templet. Han fortalte, at der i alle Marae’er skal være tre træer – Tamanu-træet, vi lærte om den anden dag med nøddeolien (der virker mod solbrændthed, myggestik mv.), Bajnan – som er træet, de tidligere hængte deres døde i og Mapi – som er et træ, der har nogenlunde samme frugter, som et ﬁgentræ med “nødder” der er ﬁberholdige, søde og oprindeligt var en væsentlig del af kosten. Mapi har også den særlige funktion, at man ved at slå på træet kan lave lyde, der kan høres i næste dal og det har således virket som “signal-middel”.

Tamanu-træet

Det berømte Bajnan-træ, hvor de hængte de døde udenpå og gemte dem ideni (da træet er hult)

Der var også lige et mango-træ – næsten helligt for Valdemar!

Efter templet sejlede vi helt op til nordsiden af Raiatea og ankrede op ved ud-passagen til revet – samme sted, som jeg blev aﬂeveret til båden efter dykkerturen med dykkercenteret på Raiatea. Så vi har på 24 timer sejlet rundt om Raiatea med en overnatning undervejs. Så er vi klar til at sejle videre til Bora Bora i morgen tidlig – den anden del af vores sejlrejse. Der er 22 sømil derover og vi forventer, at det vil tage cirka 4 timer. På sejlturen derop havde Charlotte og Valdemar et par meget hyggelige timer, hvor de lavede lektier, lavede dagbod, lavede tegnekonkurrence og i det hele taget bare havde mor/søn tid. Jeg trænede lidt og sov lidt i nettet forrest på båden – så alle var glade.

Selvom man er glad for dinky’en kan man godt blive træt!

Der laves lektier - igen…

Trænings-selﬁe – udsigten fra “ﬁtnesscenteret” på båden!!

Vejret er sådan set meget fedt – det regner lidt on/off, men der er masser af sol og det er varmt hele tiden – så regnen føles nærmest kun forfriskende, når den dukker op 2-3 gange hver dag i 10-20 minutter – og det er hyggeligt for en kort stund næsten at være kold. Da vi ankom til ankerstedet, legede vi igen med padle-board og kajak. Valdemar synes, det er så sjovt at drille os med at hænge i snoren til kajakken – og sænke farten og drille. Det er så hyggeligt og fedt at se, hvor god han er blevet til at svømme, hoppe i vandet fra båden, svømme med strømmen, mod strømmen og hvor tryg han i det hele taget er. Bagefter sad vi i den sidste sol og nød en fantastisk solnedgang og sludrede. Valdemar er så glad for at holde Ipad-fri (nu da der alligevel ikke er internet), at han på vejen til Bora-Bora vil spille Ipad – men ellers vil han holde tre yderligere dage Ipad-fri, mens vi er på båden. Charlotte og jeg talte om, hvor fedt det kunne være at tage på båd-ferie selv. Det vækker interessen for at få taget det sejlcertiﬁkat – og vækker også minder om de mange gode ture med Kim og Gitte – både før vi ﬁk børn og det ture jeg har haft med Kim på hans båd. De har i det hele taget fyldt i vores bevidsthed, fordi de var med til at starte vores rejseeventyr sammen og fordi vi har været afsted på så mange fede ture sammen. Om aftenen spillede vi lidt kort efter endnu en god aftensmad fra Heiniti‘s hånd – vi er virkeligt heldige med hende – og derefter var det godnat til Valdemar og mor – begge var rigtigt trætte. Valdemar ville gerne have, at jeg sov med ham, så jeg lagde begge til at sove og gik så op for at skrive dagbog. Der bliver så varmt på båden, at vi er nødt til at holde dørene lukkede mellem kahytterne – og dermed er en af os nødt til at sove inde hos Valdemar, så han ikke er alene, hvis han vågner og natten og ikke kan kalde på os gennem dørene. Og det er et udtryk for, hvor tæt vi er kommet på hinanden som familie, at han gerne vil have mig til at sove med ham hele natten i stedet for mor, så da jeg var færdig med dagbod og et par øl lagde jeg mig ned at sove med ham.

Mandag den 18. marts Man tror det næppe – men endnu en smuk morgen i Raiatea, inden vi tager afsked og drager om det forjættede Bora Bora. Vi havde aftalt med Fred, at vi “bare” ville stå tidligt op – omkring kl. 7 – og så se at komme afsted mod Bora-Bora, idet det ville blive en tur på 4-5 timer derover. Vi lå næsten ved udgangen til revet – så vi var hurtigt afsted – idet vi lige hilste på de delfiner, vi havde set ved passagen et par dage tidligere – der var lige 2 delfiner oppe at springe for at byde os god morgen/farvel – det bliver man bare aldrig træt af. Vejret var super-fint og søen var stille – vi havde næsten ingen vind – og bølgerne bag fra på maksimalt 2 meter i den åbne sø. Valdemar spillede Ipad de første par timer, indtil han blev søsyg – og så holdt det helt naturligt op. Ikke så længe efter, at Valdemar var stoppet med at spille, var han ok igen og vi sludrede og hyggede resten af vejen.

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Vi gættede dyr, så flyvefisk, når de bæster var der og havde i det hele taget bare en god tur – også selvom 4-5 timer til søs godt kan virke som lang tid. Det var mega varmt – og da vi ankom til det første stop ved Bora-Bora, blev det fuldstændig vindstille og blå himmel. Selv Heiniti sprang i vandet, fordi hun synes, det blev for varmt og når selv polynesiere springer i vandet – så er det varmt. Og det var et mega fedt sted. Vi startede med lige at blive hilst velkommen af en sorttippet rev haj og en stingray – så er vi i gang. Der lå et koralhoved lige ved siden af ankerstedet, hvor der var kæmpestore klovnefisk og en masse andre fine fisk. Da vi havde kølet os lidt og skulle til at lege lidt med kajak og padle-board dukkede der en stingray op. Charlotte og Valdemar holdt sig lidt i baggrunden, da vi ikke var fuldt fortrolige med denne skabning. Jeg fik instruktioner af Fred om reaktionsmønsteret for sådan et kræ og fulgte så respektfuldt efter stingray’en, mens jeg filmede med GoPro. Og det blev den mest vilde oplevelse, jeg har haft med rokker indtil nu. Jeg fulgte den i lang tid – og til sidst lagde den sig på bunden ved et sted, hvor to andre stingray lå i forvejen. De var meget opmærksomme på mig og formere en cirkel, hvor de kunne observere mig 360. Da rokkerne blev trætte af mig, begyndte de at “true” mig lidt, hvorefter jeg fortrak fra stedet – glad og taknemlig for at have fået den store oplevelse af disse dyr. Da jeg kom tilbage til båden, sejlede Charlotte afsted i kajakken for at se, om hun kunne finde en tilsvarende oplevelse fra overflade niveau. Ikke længe efter, at hun var sejlet afsted, kom der en single stingray helt hen til båden. Valdemar og jeg sprang straks i vandet med snorkel-gear og kunne svømme rundt med den i flere minutter – helt tæt på båden. Stor oplevelse for Valdemar – og han var også liiiidttt bange. Bagefter legede vi alle tre med padle-board og kajak – og jeg havde endnu en stor rokke-oplevelse, hvor jeg fulgte en ørne-rokke i flere minutter – en til to meter fra den hele tiden – og den lod mig gøre det uden at blive bange. Den lå helt i overfladen og jeg var så tæt på den, at jeg kunne tælle ringene i dens mønster. Meget stor oplevelse. Charlotte og Valdemar fulgte i mellemtiden en stingray fra kajakken – der var oplevelser nok til alle!

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Jeg evner ikke at time dette meget bedre….

Da vi var færdige med at opleve/lege, sejlede vi i havnen på Bora-Bora og gik i en tur i byen. Heiniti skulle lige handle lidt i supermarkedet – og det gav Charlotte, Valdemar og jeg muligheden for at tilbringe lidt tid på land. Vi fandt en turistbutik, hvor vi kunne købe en snow-globe til Valdemar, en samlet oversigt (beregnet til dykkere/snorklere) over de fisk, man kan se i Fransk Polynesien til at os alle og en bog om Fransk Polynesien til mig. Charlotte fandt til gengæld en halskæde med en ægte perle, hun rigtigt gerne ville have – og vi var alle enige om, at den var så smuk og passede hende så fint, at den måtte hun bare have. Farven på perlen var en mellemting mellem grøn og blå – ligesom Charlottes øjne – så den passede bare helt perfekt. Og den blev kun smukkere, da den kom ud i solen. Stor lykke hos Charlotte – og stor beundring fra os andre – et køb, man bare altid vil huske og tænke tilbage på stedet, var den blev købt og dermed også et køb, der er lig fantastiske minder. Fred var meget ivrigt for at komme videre, da vi kom tilbage til båden – og det skyldes som altid, at han ønskede, at vi kunne få det helt perfekt ankringsted til natten og det bedste spot til den sidste snorkeltur på dagen. Fred var så begejstret for snorkelstedet, at han igen selv ville med i vandet, da han erklærede, at var længe siden, at han sidste havde snorklet her. Da han også svømmede med os det første sted, har jeg ham også mistænkt for, at han bare syntes, det var dejligt at blive kølet lidt af i vandet, hvilket selvfølgeligt er helt i orden. Men det er fedt at have ham med, for han ved lige, hvor vi skal svømme hen for at få den bedste snorkeloplevelse. Og det fik vi. Der var så vildt mange fisk samlet og korallerne var så fine – at det på trods af, at vi allerede har snorklet mange steder var en stor oplevelse. Tilbage på båden ventede en masse snak, om det vi havde set, en smule rosevin og så den smukkeste solnedgang. Der var ren lykke for alle på båden. Og det er for sindssygt, at der bliver ved med at være synsmæssige oplevelser, der skaber både forbløffelse og indre glæde. Shit, der var en smuk udsigt til både sol-nedgang og Bora-Bora bjergformationen fra båden.

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Efter middagen spillede vi Uno i lang tid og vi havde alle en super-sjov afslutning på aftenen med en masse grin. Under middagen lavede Valdemar så meget fjolleri og grinede så meget – det smittede og vi var alle helt overstadige. Både Charlotte og Valdemar var derefter trætte og endte med at lægge sig til at sove sammen omkring kl. 20. Derefter kunne jeg sidde alene og skrive lidt dagbog ordne billeder og kigge lidt ud over vandet. Fred og Heiniti var begge også gået til ro tidligt efter en lang dag på vandet – og det var fedt at have lidt tid til refleksion selv. Charlotte og jeg havde talt om på vej mellem Raiatea og Bora-Bora, at det netop er blevet “virkelig orlov” hvor roen fuldt ud har sænket sig og der fortsat er masser af tid til at nyde den. Der er så langt til livet derhjemme – og så meget ro og harmoni i familien. Det er alt det, vi kunne ønske os af orloven. Dette viser sig også af min fortsatte lyst til at skrive dagbod, vores reflektionen over fremtidige ferier mv. – hvor vi har tid og overskud til at lytte til hinanden og virkeligt prøve at forestille os de scenarier vi beskriver. Fedt og Fedt. Det er også denne dag, jeg besluttede mig til at tage sejlbådscertifikatet – idet jeg tænker, at jeg bliver klogere på at sejle ved at gøre det – og fordi, at Charlotte og jeg virkeligt godt kan tænke os at prøve at tage på sejlferie, hvor vi sejler selv.

Tirsdag den 19. marts Så er det dykkerdag igen. Fred har arrangeret med dykkercenteret på Bora-Bora, at de henter mig på båden omkring kl. 8 – og derefter tager direkte ud til dykkerstedet. Jeg skal have to dyk. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad det var for dyk – men Fred mente, at der på det ene dyk ville være gode muligheder for at se mantaray.

Og ren hygge – shit, hvor er det fedt, når Valdemar er så glad hele tiden.

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Dagslys!

Aftenlys!

Charlotte og Valdemar ville i mellemtiden blive taget af Fred hen til samme sted, hvor de så havde mulighed for at snorkle med mantaray – hvis de ellers gider at være hjemme, når der kommer gæster. De skulle også have været i supermarked mv., men Valdemar skrinlagde alle planer, fordi han gerne ville hen, hvor far var, så far hurtigst muligt kunne komme tilbage på båden. Dykkerbåden havde lidt problemer med at finde os, men efter lidt telefonsamtaler mellem Fred og båden kom jeg afsted. Jeg skulle dykke med to amerikanere og en erfaren instruktør – så det var meget bedre end det første dykkercenter. Det er aldrig til at vide hvem man kommer afsted med, så det er altid lidt spændende. Denne dag var sådan semi – de var meget hyggelige at snakke med uden at være alt for interessante. Bådturen derhen var ikke lang og vi skulle dykke første dyk uden for revet for at se hajer. Og det var et virkeligt fedt dyk – vi så lemon shark – black tip reef shark og til sidst også en havskildpadde. Vi kom helt tæt på alle tre arter – og særligt lemon shark som jeg aldrig har set før var cool. Den ser så ond ud og har følgeskab af sucker-fish, der svømmer nede under den, og de virker som tre bad-ass på udflugt. Dyk nr. 2 var mere roligt på et rev, hvor det var meningen, at vi skulle se stingray og ørne-rokke – men dels så vi ikke rigtigt noget og dels havde jeg jo set rigtigt meget til dem de sidste dage. Dykket var nu alligevel meget fint – og det sluttede med at jeg fandt Charlotte og Valdemar i overfladen.

Se fjollede ud!

Familie-selﬁe på dykkerbåden!

Hong Kong – 16.-20. februar 2019 |

De prøvede begge to at trække vejret igennem min regulator – de synes det var lidt svært. Valdemar var rigtig misundelig på far og vil rigtigt gerne lære at dykke. Valdemar havde også savnet far igen – han var sur på de andre dykkere over, at de havde “taget” far. Charlotte og Valdemar fik lov at komme med op på dykkerbåden – og det var også en sjov oplevelse, der gjorde, at de var “lidt med på dykket”. Tilbage på båden fik vi lidt frokost, mens vi sejlede hen til det sted, vi skulle ankre op for natten. Det var også et sted, der var kendt for at have rigtigt mange stingray og ørne-rokke, så Fred kunne tage os hen til dette og snorkle med dem. Allerede da vi nærmede os kunne vi se, at der var masser af forskellige rokker i vandet. Virkeligt cool og satte energien i gang i os alle, så vi var tændte og klar til at snorkle. Charlotte og Valdemar skulle lige være helt klar – både fysisk og mentalt – og jeg blev sejlet af Fred hen til spottet – og jeg var der helt alene i 5 minutter med 11 ørne-rokker, som jeg kunne snorkle rundt med, uden at de blev skræmte. Det var en kæmpe oplevelse at være så tæt på så mange rokker. Charlotte og Valdemar stødte til og vi fik endnu en god oplevelse sammen – Charlotte lidt på afstand, så hun kunne bevare det store overblik og de to drenge lidt tættere på begivenhedernes centrum. Bagefter legede vi lidt med padleboard og kajak – og sejlede ind til den nærliggende strand. Valdemar og jeg er blevet rigtigt gode til at være på padle-boardet begge to – og Charlottes bedste ven er kajakken. Den kan Valdemar så hoppe over på – og drille mor en masse med at hive i fortøjningssnoren mv. Senere på eftermiddagen sejlede Fred os ind på stranden, hvor vi kunne få en drink under en kokosnødder parasol og jeg kunne få lidt tæv i Uno. Virkeligt hyggeligt…. Resten af dagen gik med at Charlotte og jeg først flød lidt i vand-hængekøjer med et glas vin og øl i hånden, og derefter sludrede vi et par timer med Fred og Heiniti om livet i almindelighed og livet i Fransk Polynesien. De er altså rigtigt hyggelige og søde. Vi gik rigtigt tidligt i seng alle sammen efter endnu en smuk solnedgang og lækker mad fra Heiniti hånd. Det var lidt køligere i vejret, så vi håbede på en god nats søvn.

Strandbar-selﬁe 84

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Shit, hvor er vi priviligerede!

Onsdag den 20. marts Sidste hele dag og nat på båden venter os. Vejret var startet ud med regn og overskyet og der så ikke ud til at kunne blive bedring i løbet af dagen. Der lå en vand-kløft ikke langt fra båden, hvor vi kunne få strøm snorkeltur, så da der første gang var ophold i regnvejret, sejlede Fred os derhen. Valdemar ville ikke rigtigt med – han var ved at være mæt af oplevelser a la snorkling i Fransk Polynesien – hvilket man på den ene side sådan set godt kan forstå efter 1 uge med de mest fantastiske snorkel og sejl-oplevelser og på den anden side ikke kan forstå at noget menneske kan blive træt af at få så smukke undervands naturoplevelser, som dem vi har fået her i Fransk Polynesien. Såååå, Valdemar skulle selvfølgeligt med – og så snart han sad i dinky’en fik han straks øje på flyvefisk mv. og han havde en herlig tur. Det var en “strøm-snorkel tur”, hvor vi to gange blev sejlet hen for enden af et “koral-have” og driftede igennem med strømmen. Valdemar og jeg har fundet en supergod modus sammen, hvor jeg bestemmer retning mv. og han følger med.

Dinky-banditterne er samlet!

Jeg tænker, vi overlever… Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Bagefter trænede jeg lidt, mens vi sejlede hen mod vores næste store oplevelse – hvor Fred havde “lovet” os, at der ville være Mantarays. Charlotte var virkeligt spændt – det var næsten det bedste, der ville kunne ske for hende, hvis hun fik lov at svømme/snorkle med Mantarays. Vi sejlede hen til spottet sammen med Fred, hoppede i vandet og svømmede længe mod strømmen langs kanten af et rev – et drop-off – hvor Fred havde hørt, at der svømmede omkring 10 manta’er rundt. Charlotte var så modig – hun hoppede i, svømmede hen over koral-rev og svømmede, der hvor der var ca. 25-30 m dybt – så sejt!! Da vi havde svømmet helt hen til enden så vi endelig én langt nede – stor oplevelse – men så skulle vi videre. Vi svømmede med strømmen tilbage mod både og så ikke flere. Lidt skuffende. Samtidig blev Valdemar lidt træt af at holde sig på samme position mod strømmen og jeg lidt træt af at skulle svømme for os begge. Fred foreslog, at vi gik ombord i dinky’en og sejlede hen for enden og drev med strømmen tilbage. Det var vi alle med på. Og straks vi blev smidt i vandet så vi en KÆMPE mantaray igen – denne gang tættere på. Vi følte os meget heldige og glade – nu havde vi set to. Vi drev tilbage med strømmen uden at se andre – og mødtes med Fred i vandet, der havde sejlet både tilbage til bøjen og fortøjet denne. Lige da vi mødtes stødte vi på nr. 3 – det var klart den største – og den var kun 5-6 meter under os. Helt vild oplevelse og vi kunne se den så klart – også med de to suge-fisk, der svømmede under den på samme måde som med den lemon shark, jeg dykkede med den anden dag. Jeg fik også en rigtig god film med GoPro af Mantaray nr. 3 – vild succes. Senere legede Valdemar og jeg igen med padleboardet, før vi sejlede hen til vores ankerstedet for natten ved Restaurant Bloody Mary. Vi tog en tur derind allerede om eftermiddagen, så Valdemar kunne få lidt is og Charlotte og jeg kunne få en drink. Meget hyggelig tur. Om aftenen var vi ude at spise på restaurant Bloody Mary inde på hovedøen Bora Bora. Vi havde inviteret Fred og Heiniti med – både for selskabets skyld men også for at vise vores taknemlighed for deres indsats for at gøre denne del af vores eventyr helt perfekt. Og det var en rigtig god aften – de var så søde og Heiniti ville slet ikke hjem. Aftenen sluttede roligt med os alle på båden – og efter endnu en dag på båden og i vandet, var vi alle så klar til at sove.

Hygge med blodige Mary!

Toilet-humor – går aldrig af mode…

Så er vi bænket 86

Torsdag den 21. marts Afrejsedag – så er driverlivet på båden slut og vi skal flyve til Moorea. På den ene side er det øv, for vi har haft det så godt på båden og på den anden side er det helt ok, for vi har også prøvet det, vi skulle. Så timingen er sådan set helt ok – vi er alle klar til nye eventyr. Vi startede morgenen med lidt morgenmad og derefter blev vi sejlet til et sted, hvor vi kunne lege lidt med padle-board og kajak. Det var lidt en følelse af, at vi “bare” skulle have tiden til at gå indtil vi skulle være i land i havnen på Bora Bora omkring kl. 11.30. Men det gik faktisk ok og vi hyggede os. Derefter skulle vi pakke ned – og vi begyndte at glæde os til, at vi igen kom i aircondition og fik følelsen af ikke hele tiden at være fugtig. Vi kom i land, fik sagt pænt farvel til Fred og Heiniti og fik udvekslet mail-adresse med Fred. Jeg lovede at sende lidt billeder og han ville meget gerne se vores dagbod bagefter – ikke mindst for at kunne se hvor meget Fransk Polynesien fyldte i forhold til vores samlede World Tour.

Billedet yder ikke retfærdighed – det er så vildt at se, at vegetationen ﬂyder helt ned i vandet. Det er så nemt at forestille sig Robinson Crusoe her!! Øv nu sejler de… Og de stopper ikke!!!!

I land havde vi ca. 3 timer før vi skulle med shuttle boat ud til lufthavnen. Lufthavnen på Bora Bora er ikke på selv øen, men er placeret på en Motou, hvor man kun kan komme til med båd. Vi aﬂeverede vores kufferter i turistinformationen og besluttede os til at gå en tur gennem byen for at se, om vi kunne ﬁnde en restaurant, hvor vi kunne få lidt frokost. Fred havde fortalt os, at den bedste ville være St. James Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

– men at der ville være for langt at gå. Efter 20 minutters gang dukkede St. James op – og der var virkeligt ikke særligt langt at gå – så Fred kender slet ikke Familiens Friis’s gå-gen. Det var et virkeligt hyggeligt sted og vi ﬁk tiden til at gå med god mad og hygge i familien, indtil vi var nødt til at gå tilbage til havnen, hente vores kufferter og tage til lufthavnen. Mens vi var der, snakkede jeg med Jakob. Det var fedt lige at snakke med ham – han savnede mig og jeg visa versa – og han fortalte også, at der var virkeligt mange, der kom til ham og spurgte bekymret til mig. Der var mange, der slet ikke kunne forstå, at ﬁrmaet var blevet bragt i den situation og som overvejede, hvad man kunne gøre ved det. Jeg tror ikke, at der kommer noget ud af det – men super sødt af Jakob at forsøge at overbringe den mentale krammer.

Selﬁe a la Restaurant St. James

Vi fløj til Bora Bora og tog en taxa ud til vores hotel – Sofitel Moorea Ia Ora Beach Resort – som lå kun 2 minutters kørsel fra lufthavnen. Vi fik en rigtig fin Beach Villa – beliggende helt ned til at stranden. Vi havde på forhånd besluttet, at vi ikke ville have en Water Villa – fordi vi havde været på vandet i 8 dage og nu trængte til strand og sol. Og vi havde en rigtig skæg oplevelse af, at vi virkeligt synes at alt var dårligt – hvad det bestemt ikke var. Vi tror, at fornemmelse kom af, at vi havde været væk fra andre mennesker og været for os selv så længe, at det at vi pludselig blev afhængige af andre og deres service niveau pludseligt blev irriterende. Vi spiste aftensmad tidligt og fik så på værelset, hvor Valdemar fik lov til at spille Ipad i sengen med os andre små-sovende. Jeg faldt tidligt i søvn og de andre to banditter faldt i søvn ved 10-tiden.

Fransk Polynesien

Så er banditterne klar i havnen på Bora Bora

Shuttle-bussen til lufthavnen – så er vi langt fra Kastrup!

Fredag den 22. marts Første morgen på Moorea – hvad skal der så ske? Vi skal pludseligt til at ﬁnde på noget at lave efter i meget lang tid enten har haft en plan (i New Zealand havde vi en masse planlagte ture og på båden var Fred fuld af forslag). På Morea var det egentligt vores tanke, at vi skulle lære at long-board surfe, men som vi har erfaret under vores båd-tur, så er Fransk Polynesien ikke rigtigt stedet, hvor man skal lære at surfe. Det er stort set kun muligt at surfe udenfor revet – og der er prisen for enhver fejltagelse lig at ende oppe på revet – hvor man i bedste fald bliver belønnet med grimme skrammer og sår – og i værste fald, noget der er meget værre. Så vi skulle ikke lære at surfe her. Vi besluttede os i stedet for at vi ville tage det som en ferie i ferien. Vi ville bare nyde at have stranden, solen og de muligheder som man har på et resort. Vi skal trods alt kun være her i 4 dage og der kan vi godt “ikke lave noget”. Så bliver de ikke sødere – gåtur ved stranden – alt er ro og harmoni!

Vi fandt dog ud af, at hotellet har sit eget dykkercenter og jeg fik med Charlottes velvillighed bestilt 2 dyk lørdag og 2 dyk søndag. Det viste sig, at de også havde udlejningsbåde (speed både), hvis man har speed båds kørekort – og det har jeg jo – så det fik vi også lejet til en tur lørdag eftermiddag. Vi fandt endeligt ud af, at vi kunne tage på en ATV-tur rundt på øen i noget der ligner 3,5 time, hvilket vi tænker at gøre mandag. Resten af tiden vil vi bare slappe af, lege i vandet og hygge os sammen – fedt og lækkert. Men det er nu meget skægt, at det bliver ved med at være en øvelse i at være positivt stemt overfor et 5 stjernet hotel, som alle andre, end lige os, ville elske at være på. Dagen fik rigtigt hyggeligt – bortset fra, at Valdemar fik en ordentlig forskrækkelse i vandet, hvor han kom ud, hvor han ikke kunne bunde og en misforståelse opstod mellem ham og mig om, hvorvidt han bare brokkede sig over, at han ikke kunne bunde eller hvorvidt han rent faktisk havde brug for hjælp. Det gav anledning til at tale om, hvornår man må råbe om hjælp (hvad han ofte gør for sjov) og om det gode i at lære sine egne grænser at kende og i øvrigt at lære respekten for havet. Det virkeligt fede var så i øvrigt, at Valdemar var fuldt ud i stand til at redde sig selv – han blev bare forskrækket over at være i en “farefuld” situation, hvor han ikke kendte slutresultatet. Der var dog aldrig rigtig fare – Valdemar var 15-20 m fra strandbredden – men det gjorde jo ikke hans følelse forkert. Bagefter gik vi en tur og så fik vi frokost. Selvom vi havde ligget i sengen i 11 timer var både Valdemar og jeg virkeligt trætte efter, at vi havde spist frokost. Valdemar foreslog selv, at han gerne ville med mig op at sove – hvad han ellers ALDRIG gør – og det fik han i den grad lov til. Super hyggeligt og vi sov lige 1,5 time sammen med Nanna, Coco og Mimi – de er fortsat så gode følgesvende for den unge rejsende Valdemar. Sidst på eftermiddagen fik Charlotte og jeg lidt drinks ved Beach-baren, mens Valdemar hyggede på værelset med Ipad – dejligt, at vi også fik lidt tid sammen. Om aftenen spiste vi på hotellet, spillede spil i baren og sluttede aftenen på værelset, hvor Charlotte faldt i søvn, jeg skrev dagbog og Valdemar hyggede i vores seng med Ipad.

Valdemar svømmer med bolden! 90

Jamen – er det ikke?? Mor på et padle-board!! Sådan…

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Fedt at være på hotel med internet!

Lørdag den 23. marts Så er det dykkerdag på Moorea. Dykkercenteret ligger på hotellet – så jeg har ca. 10 meter derhen fra vores hytte. Jeg stod op om morgenen og spiste morgenmad alene, således at Charlotte og Valdemar kunne sove længe og have en stille morgen. De var dog vågne, da jeg kom tilbage – og klar til nye eventyr. De vinkede, da jeg sejlede ud med dykkerbåden – det var så hyggeligt. Vi var kun ejeren af dykkercenteret og så en fransk pige – det er fedt, når der ikke er så mange på dykkerbåden. I mens jeg var væk havde de to banditter en hyggelig formiddag ved stranden – det var en rigtig slapper formiddag, hvor de bare hyggede sig sammen.

En stille morgen for mor – Valdemar sover og far skal ud at dykke

Jeg havde til gengæld to rigtigt gode dyk. Det første dyk var uden for revet i oceanet – hvor vi så masser af hajer (sorttippede og en nurse shark), skildpadder, blæksprutte mv. Nurse shark var lige lidt for langt væk til, at jeg rigtig ﬁk en god oplevelse ud af det. Dyk nr. 2 var inden for revet – og var et stille dyk – med masser af havskilpadder ﬁsk mv. Da jeg kom tilbage, skulle vi have lidt frokost og så havde jeg lejet en båd, vi tre kunne sejle i alene. Det blev aldrig rigtig en succes – båden var for lille og for ustabil i forhold til bølger mv. – men så blev vi så klogere på, hvad vi ikke skal gøre. Tilbage på stranden havde vi en hyggelig eftermiddag og aften sammen med endnu en afdeling i de internationale Uno mesterskaber – og så røg vi forholdsvist tidligt i seng.

Putte med far – så hyggeligt!

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Søndag den 24. marts Så er det dykkerdag nr. 2 på Moorea. Det bliver spændende at se, om jeg får noget nyt at se i dag. Vi skal de samme dykkersteder hen – lige uden for revet på oceanet og lige indenfor revet til dyk nr. 2. Og jeg har i alt fået 8 dyk i Fransk Polynesien – det er mange år siden, at jeg sidst havde mulighed for at dykke så mange dyk på et år. Jeg skal dykke igen på Galapagos – og igen til sommer med Kim og Niels. Det giver i alt 12 dyk i år – hvis jeg havde gjort det i alle de år, jeg har dykket, så ville jeg have virkeligt mange dyk – og jeg er så glad for, at jeg får gjort det på denne tur. Roen dernede, oplevelserne mv. – det hele bliver mere intenst, jo mere jeg dykker – jeg bliver bedre til at fokusere, på de ting jeg ser, bedre til at huske dem og pludseligt begynder jeg at kunne kende fiskene fra hinanden og kunne beskrive dem og finde dem på den planche, jeg har købt (oversigt over de fisk man kan se i Fransk Polynesien). Og det endte med at blive sådan en god oplevelse. Jeg dykkede sammen med den samme instruktør og denne dag med en anden dykker – en russer, der er bosat i Auckland i New Zealand – Dmitri. Han var en super-hyggelig fyr og vi endte op med at få en drink om aftenen i restauranten.

Tatoveringsselﬁe

Fransk Polynesien

Dykkerselﬁe - Dmitri, vores dykkerinstruktør og jeg

ATV-selﬁe – næsten alle er glade!

Selve dykkene var fine – på ocean dykket lykkes det os at få Nurse Shark til at komme helt tæt på – en kæmpestor oplevelse – og jeg var så glad. Tilbage på hotellet fik jeg først føle-forstyrrelser – og et kort øjeblik var jeg bange for, at det var dykker relateret. Det viste sig “heldigvis” kun at være migræne – hvilket jo var irriterende nok i sig selv – men trods alt noget bedre en dykkersyge. Charlotte havde i mellemtiden booket en privat Tour med ATV – hvor vi tre skulle køre ATV 3 timer sammen med en guide. Det var virkelig en fed oplevelse – også selvom Valdemar nogen gange synes, det var en lidt varm og lang oplevelse. Men som altid, når han får lov til at reflektere lidt over det, så synes han, at det er virkeligt fedt. Vi så Cooks Bay, Magic Mountain og Belvedere Viewpoint – og en landbrugsskole for gymnasieelever med kostskole funktion mv. Både en informativ og smuk tur – uden at være helt oppe at ringe i forhold til indhold. Men vi var godt underholdt – og Charlotte var så modig til at køre ATV uden problemer. Da vi kom tilbage til hotellet fik vi alle en “fake” tatovering. Charlotte havde for at drille alle vores venner og familie fundet på, at vi skulle have en fake tattoo og så lægge den op på Instagram for at se folks reaktion. Om ikke andet synes vi, at det var mega sjovt!! Om aftenen spiste vi igen på hotellet – hvor der var show mv. Det var noget bedre dansere, end det lokale show vi så på Raiatea – og faktisk ikke mere turist-orienteret, end det vi troede var et mere lokalt show. Vi nåede også lige at rejse os og gå, inden de begyndte at hive gæster ud på gulvet – meget rutineret!!

Dans, dans – hvad laver de mænd i min dans!!!

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Der må bygges!!

Mandag den 25. marts Så skal vi afsted – Fransk Polynesien er slut – og et lille del-eventyr venter på Påske-øen, inden vi tager hul på det næste store kapital – Syd-Amerika. Og foran os ventede en laaaaaang dag, før vi kl. 03.00 om natten kunne sætte os til rette i LATAM 836 med kurs mod lufthavnen Mataveri ved hovedbyen Hanga Roa på Påskeøen. Vi kunne ikke få late check out og vi kunne ikke komme med en færge til Tahiti fra Moorea senere end kl. 16.40, hvorfor vi lidt havde en dag opdelt i 2. Én del, hvor vi kunne være på hotellet på Moorea og én del, hvor vi skulle få tiden til at gå på Tahiti. Tiden på Sofitel gik super nemt. Jeg vågnede tidligt om morgenen og kunne ikke sove mere. Jeg fangede min telefon og gik en tur mens jeg fik talt med Michael og med mor – meget hyggeligt lige at få sludret med dem begge. Jeg havde ikke talt med nogen af dem i 14 dage. Mor fortalte, at Ole skulle begynde i forebyggende kemi terapi i pille form (den mildeste) og mor var blevet frikendt efter der var lavet biopsi på både modermærke og på lymfekirtler. Lægerne mente heller ikke, der var noget i Ole’s, men lægerne ville hellere være sikre. Alt i alt gode nyheder og både mor og Ole var meget glade for det hele (når det nu skulle være). Michaels husprojekt skred fremad – med alle de udfordringer, der nu skal være med al for lang tørretid på kælderen, huller i vægge, der ikke skulle være der mv. Michael og familien var stadigvæk rigtigt glade for at bo i vores hus – og der var til gengæld ingen problemer. Der var lige lidt små praktik med lidt post mv., ikke noget der forestyrrede, men kun hyggeligt lige at have en “hånd” tilbage i Danmark. Selvom det er fedt at være væk – og det er det i den grad – så kan jeg ikke lade være med at tænke lidt på dem derhjemme også. Jeg forsøgte også at ringe til Kim Æggebakke for at ønske ham god fødselsdag, men han tog ikke lige telefonen – i stedet sms’ede vi lidt senere – det vil sige, at han svarede på en af mine sms’er. Da Charlotte og Valdemar kom op fra dynerne, havde vi en rigtig hyggelig dag sammen på hotellet. Charlotte fik en dejlig massage i SPA’en – som altid lidt mere nus end massage – og Valdemar og jeg hyggede ved vandet med boldspil og leg i sandet. Charlotte kom tilbage og deltog i festlighederne og vi fik også lidt frokost mv. Dagen gik hurtigt og hyggeligt. Det var eddermaeme varmt at vente både på færgen i havnen og på flyet i lufthavnen ude i den åbne terminalbygning, indtil vi kunne tjekke ind, men vi valgte at tage det som en del af oplevelsen….

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Telefon i morgensolen – klokken er 06.42 lokal tid…

På Tahiti besluttede vi os til at tage til Hotel Intercontinental, hvor vi havde sovet den første aften i Fransk Polynesien, spise aftensmad, hænge lidt ud og så tage i lufthavnen. Baren på hotellet lukkede kl. 22.00, så der var vi nødt til at køre i lufthavnen. Desværre viste det sig, at vi først kunne tjekke ind kl. 24.00, så vi tilbragte lige et par timer med bare at vente i den dejlige varme, der holdt os helt fri fra frost… Check in var relativt ukompliceret og så ventede yderligere 2-3 timers ventetid på at komme i luften. Vi fandt hurtigt lounge, men den lukkede så samtidig med, at vi forsøgte at komme ind. Vi fandt heldigvis et dejligt hårdt stengulv, som familien kunne lægge sig på og håbe på ikke alt for mange kakerlakker og tyveknægte. Med et halvt øje på klem sov vi lidt og så, at vores eksempel langsomt dannede skole med en række andre par og familien, der lagde sig til at sove på betongulvet uden underlag eller anden komfort end tanken om at få sovet lidt. Vi skulle ﬂyve i ca. 5 timer og Hanga Roa er 5 timer foran Fransk Polynesien – så det betød, at vi lander omkring kl. 13 den 26. marts. Flyveturen gik forbløffende godt – der var næsten ingen med ﬂyet og vi havde to rækker med 3 sæder for os selv og havde de bedste forudsætninger for at så sovet lidt. Og der var slet ikke brug for lektioner i tålmodighed til nogen – og slet ikke til V, der kom igennem alt helt uden brok eller besvær.

Vente på færge-selﬁe på Moorea

Der ventes utroligt tålmodigt – af Valdemar!

Og moren kan også – vente…

Fransk Polynesien – 13. marts – 26. marts 2019

Påskeøen – 26. marts – 28. marts 2019 Tirsdag den 26. marts Så landede vi og har lige et par hektiske dage, hvor de tossede Moai skal opleves. Vi fik ikke sovet så meget, inden vi ankom og vi fik også lige en tidsforskel “foræret”, så vi skal nok lige bruge lidt tid på at akklimatisere os. Det bliver det sidste store tidsskift inden vi komme hjem – fra Påske-øen, rundt i Sydamerika, til Galapagos og tilbage til Sydamerika er der kun 2 timers forskel hvor det er mest. Det bliver ren kagemand i forhold til de skift vi allerede har haft. Og vi var forbløffende lidt trætte – eller rettere sagt søvnige – for man kunne godt mærke, at vi alle var lidt slidt i kanterne med tålmodigheden – både med hinanden og med omgivelserne. På trods af det, kom vi faktisk rigtigt godt igennem dagen. Vi blev hentet i lufthavnen af vores hotel og blev kørt til Hanga Roa Eco Village and Spa – beliggende i hovedbyggelsen på øen – Hanga Roa. Blomsterkranse-selfie – på en ø i stillehavet – hvem skulle have troet det??

Vi ﬁk lidt frokost på hotellet og lejede ATV’er til, at vi selv kan køre rundt på øen dagen efter. Vi gik derefter på opdagelse i hovedbyen på øen. Og det er faktisk fedt at se, hvor lidt turistet denne ø er. Charlotte sammenlignede den lidt med Thailand, da hun begyndte at rejse rundt dernede i starten af halvfemserne – med relativt uspolerede små restauranter og utroligt mange lokale. Der er rundt om vores hotel stillet en række bannere med “Hotel pirater”, “I spiser og sover på stjålen grund” og “Det er vores forhistoriske gravplads, som hotellet er bygget på”. Vi har ikke set det andre steder (endnu) på øen og det er egentligt ikke så fedt, taget i betragtning, at vi er rigtigt glade for, at forsøge at opleve de steder vi er med respekt for den lokale kultur.

Påskeøen – 26. marts – 28. marts 2019

Den allerførste moai!

Ikke alle er glade for hotellet

Hotellet er meget ﬁnt indarbejdet i landskabet

Vi manglede på dette tidspunkt lidt baggrundshistorie

Men Valdemar havde alligevel tid til lidt fjol på en lokal restaurant med udsigt over bugten ved Hanga Roa – lige der hvor der er skildpadder.

Hvis vi havde vidst dette, havde vi nok valgt et andet hotel. Når det så er sagt, så er det et fedt hotel, hvor vi har en kæmpe balsal af et værelse, der på æstetik siden nok er det ﬂotteste, vi har boet i. Vi sluttede vores rundtur i byen med en sodavand på en cafe helt nede ved vandet, hvor der dels hvor en lille ind-bugt hvor der er naturligt forekommende skildpadder og hvor der også er en righoldig mængde af surfere. Både helt unge og lidt ældre – mange meget dygtige bodysurfere og board surfere. Det var virkeligt fedt at se – og Valdemar var på trods af lidt overtræk på tålmodighedskontoen faktisk rigtigt fascineret af oplevelsen. På vej ind mod byen havde vi bemærket en lokal vaskemand, så da vi var tilbage på hotellet skyndte jeg mig over med alt vores vasketøj. Vi havde noget, der ligner 15 kilo tøj i tre store poser – som jeg betalte DKK 200 for at få vasket, tørret og lagt sammen til 3 timer senere. Vildt fedt – og godt at få alt snavset tøj vasket igennem og få fyldt op på hylderne – og dejligt, at jeg havde overskudt til at tage mig af det i stedet for Charlotte altid skal gøre det. Vi spiste på en nærliggende lokal restaurant og gik så forholdsvist tidligt i seng efter en laaaang rejsedag – men nu med døgnet vendt og klar til statuejagt på ATV på egen hånd i morgen.

Påskeøen – 26. marts – 28. marts 2019

Onsdag den 27. marts Jeg startede lige dagen med lidt træning mens de andre sov – første træningscenter siden Hong Kong – så jeg fik kørt lidt cykel og trænet lidt kardio. Mens så er vi klar – der er ingen statuer, der er for små eller store til at blive erobrede… Rapa Nui’er kom formentligt til Påskeøen omkring år 500 – det kan ikke rigtigt stedfæstes og derfor kan det være alt mellem år 400 til år 800. Eksperterne strides om, hvor den oprindelige befolkning kom fra – særligt den berømte Thor Heyerdal mente, at Rapa Nui’erne måtte komme fra Sydamerika – hvorimod de fleste andre eksperter er enige om, at Rapa Nui’erne kommer fra sydøst Asien. Der er lavet en række forskellige eksperimenter og test – fra Thor Heyerdals berømte tur på Kontiki fra Sydamerika til Påskeøen i 1986 til DNA-test mv. og desværre for Thor, hans passion, hans livsfarlige og modige eksperimenter mv., så ser det ud som om, at den etablerede videnskabsverden er enedes om, at Rapa Nui’erne kom fra Sydøst Asien. Det var den hollandske opdagelsesrejsende Jakob Roggeveen, der navngav øen efter hans første ankomst til øen den 5. april 1722 – påskesøndag. På det tidspunkt var der omkring 17.000 Rapa Nui’er, men der var gang i et blodigt opgør mellem dem og da James Cook lagde til i år 1744 kunne han berette om ødelagte Moai’er, kaos og et befolkningstal på omkring 4000 Rapa Nui’er. I 1758 kom franskmanden Jean-Francois Laperouse og han berettede om et velstående og genopbygget samfund. Siden levede Rapa Nui’erne i lang tid uden særlig kontakt med omverdenen indtil omkring år 1860, hvor den fuglelort, der er på øen, viste sig at være særdeles værdifuld som gødning og en udnyttelse af øen påbegyndtes. Samtidig begyndte man at sende en del af den mandlige befolkning til Tahiti som slaver og den “sædvanlige” kristne/katolske udnyttelse af befolkningen foregik. Slavehandlen stoppede i 1877, hvor de lokale Rapa Nui’er myrdede den franske slavehandler JensBaptiske Dutroux-Bonier – men på det tidspunkt var der kun omkring 111 Rapa Nui’er tilbage!!! Chile annekterede øen i 1888 og forbød de lokale at rejse ud. Indtil omkring 2. verdenskrig var befolkningstallet fortsat under 500. I 1960 blev Rapa Nui’erne officielle chilenske statsborgere I dag er der omkring 6.000 Rapa Nui’er på øen – og de kæmper hårdt for deres selvstændighed og ikke mindst for at få hele øen tilbage. Øen lever i dag primært af turisme, og der kommer omkring 70.000 turister om året, hvilket jo ikke er så sindssygt mange. Der er omkring 887 moai’er på øen. De fleste af dem er såkaldte monolitter – altså hugget ud af et stykke klippe. De fleste kommer fra vulkanstenen på vulkanen Rano Raraku – der menes at være “fader” til omkring 400 af moai’erne. Produktionen ophørte som nævnt omkring 1700-tallet som følge af kampen mellem kort-ørerne og lang-ørerne og på Rano Raraku ligger fortsat en række ufærdige tilbage, så det ser ud som om, at produktionen er ophørt helt pludseligt og aldrig blevet genoptaget.

Påskeøen – 26. marts – 28. marts 2019

Der forklares og undres – hvorfor?

Opsadasse – ikke ligge, der og snue!

Der er rullet hoveder

Moia-selﬁe – på den ægte moai-tur

Det er aldrig blevet afklaret, hvorfor moai’erne er blevet produceret – men de herskende teorier er, at det enten er for at ære forfædre, en hyldest til guderne eller en demonstration af magt og styrkeforhold (den “økonomiske” mulighed for at have råd til at få lavet en moai). Så vi er så spændte på at komme til at se øen - men først lige lidt morgenmad på hotellet – det var ﬁnt – men ligner pudsigt nok en række af de andre morgenmadsarrangementer vi har fået på turen. Som altid teamer vi op med Valdemar og jeg på et køretøj og Charlotte på et andet. Vi startede med at køre ind og købe billetter til nationalparken for 80 dollar stykket – halv pris for Valdemar. Hvis man dertil lægger ﬂybilletten hertil og de ca. DKK 1.000 vi betalte for at leje ATV’er – så er det lidt pebret for at se på den eneste attraktion øen har – nemlig statuer.

Ikke verdens største ø – 3.700 km fra Chiles fastland i alt 163,6 km2 – kun lidt større end Samsø.

Vi fandt efter en smule usikkerhed og en øvelse mere i ægteskabelig kommunikation ud af byen og ud på den ene vej, der går hele øen rundt ude for byen Hanga Roa. Og så var der det bare at læne sig tilbage i sædet og stoppe ved de rigtige attraktioner – for der var mange steder, man kunne stoppe, hvis man ville. Det var skægt også at se landskabet – det var meget forvitret og vildt – lidt ligesom den skotske eller irske kyst med klipper, kraftige bølger, der slår mod klipperne og stranden og lidt hedelignende landskab. Der er fritstående heste og køer – og ikke at forglemme hunde og høns over det hele.

Påskeøen – 26. marts – 28. marts 2019

Vi stoppede første gang i Vaihu. Vaihu var hvor de første moai statuer kan ses. Der er 8 statuer, der alle er væltede – det vides ikke, om det er storm eller en del af ødelæggelserne i 1700-tallet, der er skyld i dette. Der er samtidig en bebyggelse, hvor man kan se, hvordan hytter blev lavet den gang. De har form som en kano, der ligger med bunden op ad og er primitive siv-hytter. Det er skægt at tænke på, at man på samme tidspunkt andre steder i verden havde utrolige bygningsværker som pyramider, Rom var fyldt udbygget med Colosseum mv., samtidig med at vi både i Danmark og her boede så primitivt. Det næste stop var Ahu Akahanga. Der er der, kong Hotu Mata er begravet i en gravhøj, der er 81m lang og 3,25 cm bred. Der er 13 moai’er rundt om, som er mellem 5 og 7 meter høje. En Ahu er et helligt sted – typisk en cirkel af sten, hvor der er udført ceremonielle begivenheder, begravelser m.v.. Derefter kom vi til Rano Raraku – den store vulkan, hvor de ﬂeste af moai’erne er lavet/kommer fra. Teorien er, at de er hugget ud på stedet og at statuen derefter er blevet transporteret på træstammer (rullende meter for meter) videre til at deres ende destination. Det er virkeligt utroligt, at de har haft overskuddet til at gøre det. Vi tog hele turen rundt på Rano Raraku – og kunne ved selvsyn konstatere, at der virkeligt var sket et pludseligt stop i produktionen, idet der var halvfærdige, næsten færdige og lige påbegyndte ﬁgurer derude.

Rano Raraku – hvorfor blev jeg ikke ﬂyttet til havet?

Ikke stoppe midt i legen!

Vi spiste lokal frokost på stedet – mere en oplevelse end egentligt godt…

Man kan godt have brug for en pause

100

Påskeøen – 26. marts – 28. marts 2019

Fra Rano Raraku kan man se Tongariki, hvor de 15 restaurerede statuer står – hvilket også var vores næste destination. Valdemar og Charlotte lavede en fin og sjov historie om, hvorfor den ene figur havde en pubæ på hovedet – og det grinede vi meget af. Vi var alle i tillæg dertil helt bjergtagede af, hvor store figurerne er. Pubæ er i øvrigt en “Pukao” – en ord for hat eller sombreo. Vi sluttede turen af med at besøge Anakena, hvor der også står en række velbevarede statuer tæt ved vandet i smukke omgivelser. Stedet er grundlagt af kongen Ariki Hotu Matua og betragtes som “vuggen” for alle bosættelser på Påskeøen. Endnu et imponerende sted.

ATV-selﬁe!

Vi var alle imponerede over de store statuer – og ikke mindst det arbejde, der må være været med at hugge dem ud og transportere dem til det sted, de skulle placeres. Turen har været det hele værd – og vi er glade for, at vi tog nogle dage på øen, så vi også har fået et hurtigt glimt af, hvad øen er og hvordan det må være at leve på den.

Godt med is efter en dag i kultur skolen

Charlotte havde skrevet til Jonas om de skilte, der omkransede hele hotellet. Det havde Jonas så skrevet videre til hotellet og mens vi sad og ﬁk en eftermiddagsdrink kom hotellets direktør hen til og spurgte om, han måtte forstyrre os. Han havde fået beskeden via vores rejsebureau og ville meget gerne fortælle os om baggrunden. Det var vildt cool – og han var en super sympatisk ung mand, der ikke var præget af at være alt for corporate.

Shit – de er vilde!

Flere pubæ-ﬁgurerer

101

Han fortalte historien fra hotellets side. Da den chilenske regering i 1950’erne begyndte at have en større opmærksomhed på øen, købte de et stykke land af en af de lokale familier og opførte et lille hotel. Omkring 1960 vedtog den chilenske regering så en lov, der fastlagde, at kun lokale måtte eje jord på øen, men der var dette stykke jord jo allerede solgt. Regeringen solgte jorden (og hotellet) videre en den ejer, der også i dag ejer jorden. I mange år var der ingen udfordringer med dette, men i 2007 valgte den oprindelige (og nuværende) ejer så at nedrive det eksisterende hotel og bygge et nyt. Det fik den oprindelige familie til at øjne muligheden for at få penge og de besatte og ødelagde dele af det opførte hotel. Hotellets ejer er sådan set indstillet på at give jorden tilbage til den oprindelige famile eller give det til samfundet til brug for skole, bibliotek eller lignende, når den investering, der blev foretaget i 2007 er tjent hjem, hvilket vil sige om 20-30 år. I lokalsamfundet er det ret delte meninger om, hvorvidt det er ok, at denne familie protesterer så voldsomt, fordi hotellet samtidig er det bedste hotel på øen og familierne lever (godt) af turismen og har brug for dette hotel. Hotellet bruger samtidig sine faciliteter til at inviterer børnene fra skolerne ind til undervisning en gang om ugen og konference faciliteterne bliver brugt til udstilling af kunst en gang om måneden. Det var en fin og nuanceret historie og vildt cool, at han tog sig tiden til det. Det var samtidig en interessant historie, som vi ikke havde fået, hvis vi ikke havde boet på dette hotel, så det var kun så fint, at vi fik denne bid med.

Torsdag den 28. marts Afrejsedag – jamen, har vi ikke lige set dig? Nu til Santiago i Chile for en kort overnatning inden vi tager hul på eventyret i Argentina. Shit, hvor vi får mange indtryk og oplevelser – sikke et privilegie. Vi havde en hyggelig og stille morgen på hotellet – vi sov længe, spiste lidt morgenmad og sad så bare i lobbyen, læste lidt nyheder mv. Jeg fik talt med far og med Niels – super hyggeligt – og dejligt, at der også er tid til dette. Rejsen gik fint – vi var igennem de sædvanlige rutiner, hvor en 5 timer flyvetur efterhånden ikke fylder meget. Det er endda blevet meget hyggeligt, og vi møder som regel nogle andre rejsende i køer mv., som vi/jeg lige får sludret med og hørt om deres rejser liv mv. Ikke de store dybe samtaler, men alligevel meget givende og informative. Da vi ankom til Santiago de Chile tog en en uautoriseret taxi – lidt uovervejet og vi skal nok lige overveje om Sydamerika er stedet, hvor vi skal eksperimentere med den slags, men det gik nu fint. Vi var fremme omkring kl. 22, fik lidt aftensmad og så på hovedet i seng. Vores hotel i Santiago var bestemt ikke noget at skrive om, men det virkede og lå tæt på lufthavnen. Vi skulle afsted allerede kl. 5 næste morgen, så det var sådan set det vigtigste. Natten på hotellet gik ikke så godt for alle – vi har alle lige lidt problemer med at komme ind på rigtig tidszone og Valdemar/Charlotte fik kun 2 timer og jeg fik måske 3.

102

Påskeøen – 26. marts – 28. marts 2019

Argentina – Buenos Aires 29. marts – 1. april 2019 Fredag den 29. marts Så skal vi til Buenos Aires – en by jeg lige som Rio altid gerne har ville til. Tango – hvad sker der for dig? Vi tog en shuttlebus til lufthavnen – og så var vi på vej til Buenos Aires. Turen gik helt gnidningsfrit på trods af den manglende søvn om natten – Valdemar er så stærk!!

Det gjorde vores ankomst desværre ikke. LATAM havde fuldstændig ødelagt vores ene kuffert – den var smadret helt ind igennem plastikket – og luftfartsselskabet ville som altid ikke rigtigt samarbejde. Så tog vi lige et par runder – og så var vi næsten i mål med erstatning mv. Nu skal vi bare lige se, at den også kommer ind på på vores konto. Vores guide hentede os i lufthavnen og ﬁk os kørt til hotellet – Soﬁtel, som er super vejbeliggenhed i forhold til at kunne se de væsentligste attraktioner. Vores guide kunne berolige os i forhold til at bevæge os rundt i Buenos Aires – som vi ellers fra alle sider var blevet frarådet. Vi havde endda fået at vide, at vi slet ikke måtte gå ud om aftenen og at der var stor risiko for at blive røvet med pistol mv. på gaden. Vores guide fortalte, at der var stor risiko for lommetyve, men at vi i de kvarterer vi skulle bevæge os i ikke var andre problemer. Fedt – og en stor tryghed før vi skulle opleve byen.

12 vognbaner – er så sindssygt forvirrende!

Tango – gadetrup på Florida

Jeg har min hest, jeg har min fallos…

Argentina – Buenos Aires 29. marts – 1. april 2019

103

Vi fik lidt frokost på hotellet og sov et par timer, før vi bevægede os ud i byen. Vi fik en lang tur ned til gaden Florida, hvor vi fik set Avenue de 9. Julio, operaen, Obeliksen på Mayo Pladsen og ikke mindst livet på gaden. Jeg fik også købt en læder-cowboy hat a la Argentina – jeg skal altid have den på!! Om aftenen var vi ude at spise på en nærliggende restaurant – El Mirasol – helt fantastisk argentinsk mad (empanandas, barbecue pølse, salat, stuvet spinat og BØF) – og vi fik alt for meget at spise. Valdemar var så træt, at han næsten var ved at falde i søvn, mens han fik lov til at spille lidt på Charlottes telefon – han sagde selv, at han bare gerne ville hjem at sove. Vi faldt alle hurtigt i søvn – men jeg vågnede igen kl. 2.30 og kunne ikke sove mere den nat. Jeg stod i stedet op og fik ordnet alle billeder til Bob og Dmitri, som jeg havde mødt på dykkerture – ligesom jeg fik sendt lidt billeder til vores skipper Fred Boutet fra båden i Fransk Polynesien. Jeg tænker, at søvnen nok kommer tilbage på et tidspunkt… Jeg nåede også lige at træne, inden dagen startede – bum!

Lørdag den 30. marts Formiddagen stod på guidet rundtur i Buenos Aires. Det er meget fedt lige at få rundturen og masser af gode informationer – men det er også fedt at bevæge os rundt på egen hånd. Det er godt, at vi kun har booket den ene formiddag. Også fordi denne guide har lige præcis de egenskaber vi ikke holder alt for meget af. Han var såmænd meget vidende og ville også rigtigt gerne give os den gode oplevelse. Men han var for overﬂadisk, lod som om, at han var interesseret i os, men hvis man forsøgte at fortælle ham noget, så afbrød han bare og begyndte at tale om et emne han fandt på. Og han var lidt for begejstret for alt med Argentina og Buenos Aires – og vi kan godt lide at få det lidt mere nuancerede billede. Det var nu alligevel en god tur – ikke mindst fordi det gav os et rigtigt godt indtryk af, hvad vi selv skal bruge tiden på, når vi skal rundt på egen hånd – og det gav os også indtrykket af en super ﬁn by, hvor vi trygt turde bevæge os rundt på egen hånd.

Det lidt mere rå – men fortsat polerede del af La Bocca

104

Vi kørte rundt i en bus med guide og chauffør og stoppede ved de vigtigste attraktioner, i de centrale bydele. Vi fik egentligt et rigtigt fint indtryk – både af de centrale kvarterer og lidt af, hvad byen kan byde på – og hvad vi bestemt ikke har behov for at se igen. Vi var for eksempel i La Bocca, som vi alle synes var så turisted – og vi kom ikke til de dele, som rent faktisk kunne være interessante – formentligt fordi de steder er rigtigt fattige og ikke patruljeret af politiet – og dermed er farlige for os. Vi fik set kvartererne Recoleta, Retiro, San Nicolas, Puerto Madero, Palermo, San Telmo og La Bocca. Vi standsede ved Floralis Generica – den smukke forkromede blomst, der lukker sig om aftenen og åbner sig om morgenen, Den smukke gamle bygning, der huser det juridiske fakultet, Cementario de Regoleta (den gamle smukke kirkegård, hvor de rigeste og kendteste ligger begravet, herunder Evita Peron, Eco Parque (en lille zoologisk have), Palermo Soha (med store villaer mv.), Little Palermo, Casa Rosada (regeringshuset), Plaza de Mayo (revolutions- og demonstrationspladsen), Estadio Alberto J. Armando “Bombonera” Bocca Junior (stadion for Bocca Junior), Catedral Metropolitana (hvor paven tidligere var præst før han blev pave), Obelisco (monumentet til fejrer af 100 året for frigørelsen fra Spanien), Teatro Colon (operaen opkaldt efter Christoffer Columbus (Cristobal Colon), Hipodrome Turistede La Bocca

Argentino de Palermo (galopbanen), og vi så og snakkede om en masse andre seværdigheder. Men som med den slags ture så gav det ikke den store dybde, men måske mere en smagsprøve på, hvad man kan i byen.

Floralis Generica

Argentina – Buenos Aires 29. marts – 1. april 2019

105

Da vi var blevet sat af på hotellet, tog vi lige en pause på et par timer, hvor vi kunne få lidt frokost, jeg kunne sove et par timer efter nattens mangelfulde udbyttet og Valdemar kunne få en hvilepause med lidt Ipad. Mens vi fik hvilepause, sørgede Charlotte for, at vi lige fik en sandwich, og så gik hun ellers på jagt efter en ny kuffert. Og det lykkedes hende at få købt en kuffert helt magen til vores gamle -og til hendes store ros fik hun også “pruttet” prisen ned med ca. 20% svarende til, at vi kun skulle give det beløb, som vi gav for vores gamle kuffert – din gamle kreiler!!! Senere på eftermiddagen trampede vi ud i byen på egen hånd – og nåede op til kirkegården og fik set Evita Perons mausulæum. Det er en sindsyg oplevelse at gå rundt på den kirkegård – jeg kan godt forstå, at det er en af de mest betydningsfulde kirkegårde i verden. Det at se Evita’s grav var mere et “must” end en særskilt oplevelse – det var mere det, at være på kirkegården, og se hvor meget mennesket ønsker at prale – selv i døden.

Cementario Regoleta

Evita Perons Mausulæum

De mange mindeplader for Evita

Om aftenen havde vi fået vores guide til at booke en aften på en restaurant, hvor der samtidig var et tango teater. Vi var lidt skeptiske på forhånd – og vores anelser blev ikke bedre, da vi så, at vi blev hentet på vores hotel af en mini-bus, der også skulle samle mennesker op på andre hoteller. Men vi havde valgt det alligevel, idet showet kun ville vare en time og at der var et samlet tidsforbrug på 3 timer. Det tænkte vi var passende for Valdemar, og at han ikke ville blive (alt) for utålmodig inden for den tidsramme. Vores bange anelser blev gjort til skamme – det var et super hyggeligt lille teater/restaurant, hvor der var plads til ca. 70 personer. Truppen, der skulle danse, var rigtigt dygtige og der var ikke (særligt)

106

meget teatralsk over forestillingen. Maden var også rigtig ﬁn på trods af, at det var lidt “masseservering”. Valdemar blev ramt af alt for lidt og dårlig søvn og faldt i søvn ved bordet – hvad han ellers ALDRIG gør – vildt cool, at han er blevet så afslappet, at han giver op, når hans krop fortæller ham, at han ikke kan mere. Valdemar sov videre i mine arme på vej hjem i bilen og blev lagt direkte i seng, da vi nåede hotellet. Charlotte og jeg var også rigtigt trætte, så vi tog en aften med en bog i sengen og lagde os til at sove omkring midnat.

Søndag den 31. marts Og familien havde verdens bedste nat. Der var lige lidt panik omkring kl. 2.30, hvor Valdemar vågnede og proklamerede, at nu var natten slut. Charlotte smed mig over i Valdemars seng og Valdemar over på min plads – og så lykkedes det heldigvis familien at falde i søvn. Vi sov lige til kl. 11 – idet Valdemar dog var lidt for træt til at vågne der, og så sov han lige videre til kl. 12.00.

Der var Formel 1 kl. 12.10 – så vi besluttede at tage en hygge”morgen” på hotellet, hvor Valdemar kunne se Ipad og Charlotte og jeg kunne se Formel 1. Så jeg stak ud i verden og skaffede lidt morgenmad, og så stod den ellers på hygge på hotellet.

Aljibe Tango Show på Restaurant La Ventana

Et tango-shows selﬁe!!

Da vi var klar til at møde verden, havde vi besluttet at have en Valdemar dag. Så vi tog først i en park med en smule dyr i (“Eco Parque”, derefter i Botanisk Have “Jardin Botanico” og til sidst i “Prohibido no tocar” – “Det er forbudt ikke at røre” – Buenos Aires svar på Experimentarium.

Vi tog en taxa ud til Eco Parque og gik derefter rundt til de to andre steder. I alt var det en tur på omkring 10 km, men det er så hyggeligt at Valdemar er blevet så stor at han også er ved at vænne sig til at gå rundt på vores ture. Og han er blevet så god til at være på byferie – hvilket vi i den grad har savnet at kunne gøre og have.

Argentina – Buenos Aires 29. marts – 1. april 2019

107

Alle siger, at jeg er en gnaver (Patagonien Mara)

Eller er jeg en krydsning mellem en kanin og en gris?

Lian-træet – Tarzan og hans moar!

Og det er en fornøjelse at være sammen med Valdemar og Charlotte sådan en dag. De er begge så tålmodige og Valdemar kan ikke se et træ, et dyr eller en plante, uden at han skal spørge om, hvad det er, tale om det og i det hele taget bare leve sig ind i det. Det er ikke alle de spørgsmål, han stiller, som man kan svare på, men det er også helt ok. Da vi var færdige med rundturen var klokken blevet aftensmad. Vi tog ned på en nærliggende bar og fik en drink, spillede lidt Uno og sludrede lidt, inden vi spiste aftensmad på El Mirasol igen. Restauranten svigtede heller ikke denne gang – og vi prøvede at spise Lamb xxxx – som viste sig at være friterede lamme-tarme – så har vi prøvet det – det bliver næppe en genganger… Tilbage på hotellet lagde vi V til at sove – han havde jo også været oppe i over 9 timer!!! men han var ikke desto mindre træt. Jeg fik skrevet lidt dagbog og Charlotte fik lavet den næste film færdig til skolen. Det var vigtigt, at vi fik den lavet her i Buenos Aires, mens var fortsat har godt internet vi kan oploade den med til Dropbox.

Mandag den 1. april Så er det igen afrejse-dag – men først om aftenen og derfor havde vi hele dagen i Buenos Aires inden vi kl. 19.00 skulle med bus mod Esquina de Corrientes og Estancia de Don Joaquin. Jeg stod tidligt op for at træne, inden jeg igen ikke har træningsfaciliteter i lang tid. Der er måske i Iguazu, men ellers bliver det først efter Rio, at der igen er chance for at kunne træne med vægte og kunne cykle, således at der også kommer lidt kardio-træning. Og vi skulle på posthuset kl. 11.30 for at sende alle de snow-globes, vi havde købt og lidt ekstra bøger mv. hjem med posten, således at vi slap for at slæbe på de ekstra kilo. Og det gik helt lige så nemt, som man kunne have forestillet sig. Jeg efterlod Charlotte og Valdemar på hotellet, så de kunne lave lektier, skrive dagbog mv. og så travede jeg ud i verden for at mødes med Luis på posthuset. Vi ventede, kom frem til kassen for at konstatere, at deres systemer var brudt ned.

108

Argentina – Buenos Aires 29. marts – 1. april 2019

Så er der travetur til posthuset

Nu havde Luis desværre ikke tid til at gå med hen på det andet posthus i nærheden, så han gav mig (forkerte) instruktioner i hvor det lå henne og hvordan jeg skulle få det sendt. Det endte med at være en rigtig ﬁn oplevelse, fordi jeg faldt i snak en en ældre argentinsk dame, der kunne lidt engelsk og fordi det var en oplevelse i sig selv at ﬁnde ud af at få sendt en pakke hjem. Det endte med at tage omkring 2,5 time og koste DKK 1.000 at få sendt lidt snowglobes, lidt bøger og lidt andet godt hjem. Men så var det gjort – og der var igen god plads i kufferten. Bagefter havde vi aftalt, at vi skulle ned at se fregatten Sarmiento – det oprindelige skoleskib for det argentinske søværn, hvor den har uddannet 24.000 sømænd og sejlet jorden rundt 37 gange fra 1899 til 1937! Vi startede med at få lidt frokost, så alle kunne være helt på toppen til den unikke krigskibsoplevelse. Charlotte havde hævdet, at hun overhovedet ikke gad at se skibet, men det viste sig faktisk at være en god oplevelse for alle – og ovenikøbet en gratis en af slagsen – meget sejt, at der fortsat er oplevelser, der kan fås uden at skulle betales en formue for det. Bagefter tog vi en taxi hjem til hotellet – jeg var rigtigt træt og vi skulle også pakke lidt. Charlotte skyndte sig at få lavet dette frirum om til en “jeg går i byen og kigger på butikker” og Valdemar snuppede pudsigt nok et par timer med Ipad’en. Alle var glade.

Frokost i Puerto Madeira – der er plads og tid til fjol!

I fuld påklædning til travetur

Kvindebroen ved havnen Argentina – Buenos Aires 29. marts – 1. april 2019

109

De står så klar

Valdemar spørger og er så nysgerrig

Valdemar var også glad for at se samurai udstyr!

Vores guide Luis hentede os kl. 19.30 og så var det afgang mod busterminalen. Bussen var blevet solgt til os som en luksus-bus, hvor vi kunne få vores egen “seng”, aftensmad og morgenmad – og vi blev hverken positivt eller negativt overrasket. Turen skulle tage omkring 10 timer og vi afgik og ankom planmæssigt. Sæderne var fine – men den helt store forskel på business i et fly og i en bus er – at bussen ryster rigtigt meget, og man kan mærke alle Jeg står ikke op, nu er jeg lige faldet i søvn! bump i vejen. Jeg sov trygt i 2 timer – og resten af natten hyggede jeg mig med bog og kunsten at stirre ud i luften. Det var pudsigt nok faktisk ok – jeg er kommet så langt ned i gear, at dette også bare en en oplevelse og jeg er fuldt ud i stand til at acceptere dette, uden at det føles som en uretfærdighed. Vi kom frem til Esquina de Corrientes bus station kl. 04.30 om morgenen og det var lige 40 minutter før vi skulle. Det betød så også – at der stod vi helt alene i en forladt landsby kl. øv om natten – det var også lidt eventyragtigt – og uvirkeligt. Ganske snart derefter kom Diego – manden i ægteparret, der ejer Estancia Don Joaquin – og så var vi ellers fremme 10 minutter senere. Vi fik lige muligheden for at sove et par timer mere – før der blev serveret morgenmad kl. 08.30. På pladserne, færdige, start!

110

Argentina – Buenos Aires 29. marts – 1. april 2019

Argentina – Esquina de Corrientes – 2. april – 6. april 2019 Og stedet var virkeligt ude på landet – hustruen Maria de los Angeles Cia de Solanet (Angie) havde arvet det fra sin far, der havde arvet det fra sin far. Angie var født og opvokset i Buenos Aires – og hendes forældre har aldrig boet på estanciaen. Da Angie og Diego fik børn besluttede de efter nogle år, at livet i Buenos Aires med børn ikke var rigtigt for dem, og så flyttede de til Esquina de Corrientes og startede med at bygge farmen op – både som en kvægfarm og med en hospitality service – en lodge. Farmen er bygget op i oprindelig stil af lokale håndværkere og var bestemt ikke luksus – selv om der var både aircondition, varmt vand mv. Men alle klinker lå skift, dørene bandt og vi var virkeligt på landet med mange fluer, frøer, tudser, myg, Ildfluer, guldsmede og alskens andre insekter. Vi synes det var mega cool – og vi var rigtigt glade for, at stedet var bygget med respekt for den oprindelige tradition og med møbler, toiletter, bad mv., der bestemt også kunne være bygget med større finesse, hvis man ville. Det ville bare have taget autenciteten ud af stedet – hvilket ville have været en kæmpe skam. Alle øvrige gæster forlod stedet denne morgen – så vi havde denne dag helt for os selv med gauchos, Angie og Diego. Denne dag var lidt speciel for dyrlægen var på estanciaen og skulle dels vaccinere en række af køerne og dels skulle han tjekke, hvor mange af køerne, der var drægtige og hvor langt henne de var. Efter morgenmaden red vi med ud for at drive 60 af køerne til vaccination og vejning et stykke væk fra gården. Det var samtidig vores første lektion i ridning a la Argentina. Alle gauchos var super autentiske med store knive i skæftet, piske, lassoer mv. og Angie red selv med ud på den første tur. Valdemar var til at starte med bundet fast til en af gauchoerne, men Charlotte og jeg fik en hurtig introduktion og derefter lov til at passe på os selv. Det var tydeligt at se, at Charlotte havde gået til hest – og om aftenen roste Angie, da også Charlotte for at være et naturtalent. Det fik i den grad stoltheden til at blusse frem hos den unge fru Friis!!

Så er vi i gang – de ser seje ud

Igennem smukke våd-områder

Og et ride-selﬁe

Argentina – Esquina de Corrientes – 2. april – 6. april 2019

111

Dyrlægen var også rigtig god til at fortælle om, hvordan køerne reagerer på at blive drevet – deres synsnerver tager mere end 25 billeder ind pr. sekund mod mennesket, der kun tager 5-10 ind pr. sekund – hvilket betyder, at køerne reagerer meget voldsommere på lyde mv., end vi mennesker gør. Det var i det hele taget en stor oplevelse – og selvom Valdemar havde det mega varmt og var træt efter busturen – så fik alle en rigtig god oplevelse. På vej tilbage red jeg i lang tid og sludrede med Angie, der fortalte om skiftet fra Buenos Aires til Esquina, om livet som ejer af en Estancia, det politiske system i Argentina, de massive problemer med korruption, hendes børn, der arbejder som fiske- og jagtguider på hendes estancia og en række andre større og mindre emner, der gav et rigtigt fint indtryk af livet i Argentina set med hendes øjne. Tilbage på estanciaen fik Charlotte og jeg en øl ved poolen, mens Valdemar fik lidt kulde og lidt Ipad. Efter frokosten – hvor vi også fik snakket med dyrlægen Hugo, hans kone Adrianna (der også var dyrlæge) og dyrlægens broder Eduardo, der havde investeret i kvægdelen af estanciaen og delte overskuddet med Angie. Virkeligt hyggeligt og samtidig også en god måde at lære mere om Argentina på. Vi nød godt at deres helligholdelse af traditionen med siesta – Charlotte og jeg knurrende lystigt i 1,5 time mens Valdemar passede sin Ipad tid. Og det var virkeligt tiltrængt og dejligt at få sovet lidt. Eftermiddagens ridt gik ud til den station, hvor dyrlægerne skulle kontrollere drægtigheden. Og jeg fik lov til at prøve at stikke hele armen ind i koen og mærke kalven derinde. En speciel oplevelse, som bare skulle prøve, nu når jeg kunne få muligheden for det. Valdemar var også blevet overtalt til at prøve det, og var blevet lovet DKK 89 til at købe Roblox for, hvis han turde. Modet svigtede (forståeligt nok) i sidste øjeblik – men jeg synes, at det var så cool, at han næsten turde, at jeg besluttede mig til at give ham belønningen alligevel. Jeg kunne godt forstå, hvis han synes, det var en mærkelig oplevelse. Vi klatrede lidt træer og Valdemar var rigtigt tålmodig også selv om han synes, at vi skulle videre. Bagefter red vi en lang tur på Valdemars opfordring – og han ville ride uden, at hans hest blev holdt fast. Vi havde den skønneste tur, hvor vi til sidst så solen gå ned, mens vi red tilbage med estanciaen.

Vi skulle ud at kontrollere for graviditet Dyrlægen tjekker – og jeg prøver også – stor oplevelse Og der var tid til at klatre i træer

112

Argentina – Esquina de Corrientes – 2. april – 6. april 2019

Der instrueres

Og kastes

Og moren kan også!!

Vi så desværre ikke nogen krokodiller – jeg håber så meget, at vi får dem at se en af de næste dage. Angie fortalte, at de kan blive 2,5-3 meter lange, men at de ikke er farlige for mennesker – denne type krokodille spiser kun ﬁsk og fugle. Om aftenen spiste vi en ﬁn middag alle sammen – dyrlægerne inklusive og gik forholdsvist tidligt i seng, så vi kunne være friske til endnu en dag på hesteryg. Det bliver spændende at se, om vi er ømme i morgen.

Onsdag den 3. april Denne dag skulle der rides 2 gange og slappes af – så forventningerne var høje til dagen. Vi var heldigvis ikke særligt ømme, så vi var klar til at kunne alt. Vi tog afsted om morgenen efter morgenmaden sammen med Angie og Fabian – vi var fortsat bare os tre gæster på ranchen. Angie havde arrangeret, at vi på halvvejen skulle lære at kaste med lasso. Det var virkelig en god oplevelse – rigtigt sjovt – og vi var alle tre gode til det. Angie fortalte bagefter, at Valdemar havde lavet all time rekord i at ramme – hvilket både skyldes, at han var rigtigt god til at blive ved og ved og ved – men også, at de andre gæster er lidt for flove til at blive ved, fordi de er bange for at de andre griner af dem. Vi besluttede, at vi var nødt til at købe lassoer, således at vi kan tage dem med hjem. Tilbage på estanciaen holdt vi pause – Charlotte og jeg sludrede ved poolen og Valdemar så lidt Ipad. Jeg fik også trænet en smule – tog en masse armstrækkere og det lykkedes mig at tage 135 armstrækkere – suppleret med yderligere 30 armstrækkere om aftenen endte det med, at jeg fik taget 165. Mit mål fra starten af orloven var, at jeg kunne tage 100 på en dag, inden vi kom hjem – så jeg er nået rigtigt langt. Lige inden frokost ankom de nye gæster fra Schweiz – og det var stor lykke, for de havde en 10 årig dreng, Luca, som Valdemar straks blev gode venner med. De svømmede i poolen, de kastede med lasso (og fik lokket fædrene til at være med til at kaste) og spillede fodbold. Det var virkeligt en fornøjelse at se – og dejligt for Valdemar, at han igen havde nogen at lege med. Og Valdemar var rigtigt stolt af at kunne vise Luca rundt – lade ham hilse på hundene, lege med kattene og var “den store”, der kender stedet.

Argentina – Esquina de Corrientes – 2. april – 6. april 2019

113

Det var også en super katalysator for at få Valdemar til at snakke mere på engelsk. Han sludrer nu løs til alle – både gauchoerne, Angie og schweizeren på engelsk – iblandt lidt dansk, når han lige mangler et ord eller to. Men sejt at se det mod, han viser – og at han bare bliver ved og ved, når han skal have det til at lykkes. Og det er ikke kun, når han skal svare – han fortæller også løs, når det passer ham, ligesom han spørger de andre om alt muligt. Valdemar mener selv, at han forstår rigtigt meget på engelsk, men at det er lidt sværere selv at skulle sige noget. Forældrene – Stephan og Sophie – var også rigtigt søde og vi faldt straks i snak med dem. Det endte med, at vi tilbragte hele eftermiddagen med at drikke vin og sludre med dem – og vi kom langt rundt i emnerne. Vi nåede helt forbi, at Luca ikke er Stephans ægte søn, idet Sophie og ham først blev gift efter Luca var født – idet Luca’s biologiske far var død af kræft. Vi fortalte omvendt også historien om Valdemar og hans adoption – så vi følte allerede, vi kendte hinanden godt efter sådan en god eftermiddag. Angie havde kaldt os til samling til ridning kl. 16.30 og vi skulle alle sammen afsted sammen. Vores nye venner fra Schweiz havde (heller) aldrig prøvet at ride før, så de skulle lige igennem den samme instruktion fra Angie, som vi havde fået – og så var vi klar til at tage af sted. Valdemar var allerede blevet rigtigt dygtig til at ride og kan trave. Når vi skal ride næste gang, kommer han formentligt til at galoppere – det bliver sjovt at se.

Der rides og rides og pludselig gik solen ned

Mor fangede den største og mest sjældne

Vi tog på en virkelig lang tur og det endte med, at vi først var tilbage omkring kl. 20.00 – længe efter, at det var blevet mørkt. Så vi ﬁk både fornøjelsen af eftermiddagen, solnedgang, skumring og helt mørke. Meget sjovt – og til min store overraskelse var Valdemar overhovedet ikke bange og synes bare, at det havde været en god tur. Angie og Fabian er også utroligt gode til at gøre det til en god tur for drengene – Angie rider og synger sammen med dem og er super god til at rose og give dem selvtillid. Om aftenen var Angie der kort, men ellers var vi bare de to familier sammen om middagsbordet. Vi spiste sent og drengene kom først i seng kl. 22.30 – ikke helt godt i forhold til at de er i gang hele dagen og skal forholdsvist tidligt op om morgenen. De to piger lagde drengene til at sove og Stephan og jeg sludrede indtil kl. 00.30. Så sent har jeg ikke været op længe. Det var meget hyggeligt og vi kom rundt om alle mulige emner fra religion til forretning – så det var en stimulerende og spændende samtale.

Torsdag den 4. april Så er det fiskedag – det er endeligt lykkes os at få arrangeret, at vi kan komme til at fiske. Nu bliver det spændende at se, om Valdemar synes det er sjovt, efter at han har efterspurgt det, siden vi tog afsted. Valdemar var rigtigt træt fra morgenstunden – ikke helt overraskende efter, at han var kommet så sent i seng. Så selv om han glædede rigtigt meget til at komme ud at fiske, så kneb det lidt med tålmodigheden.

Valdemar vil gerne og fangede 7 ﬁsk

Vi blev hentet af Diego og kørt over til hans estancia – som er det sted familien driver deres ﬁskeoplevelser fra. Der er 8 værelser til gæster og er samtidig Diegos hus. Vi skulle afsted i 2 både – en med den schweiziske familie og en med os. Ramón – storebroren var guide for de andre og Diego var guide for os. Bådene var 6-7 meter daycruisers, åbne og uden solbeskyttelse. Det var en rigtig varm dag fra morgenstunden med sol lige ned på os. Og kombinationen af sol, for lidt søvn, alt for varmt og det faktum at Charlotte fangede de første to ﬁsk var mere end stakkels Valdemar kunne klare. Så vi havde lige en lille krise på båden og der var rigtige tårer. Valdemar har også et konkurrence-gen, der er helt vildt – og han synes, det var så uretfærdigt, at han ikke startede med at være den bedste.

Argentina – Esquina de Corrientes – 2. april – 6. april 2019

115

Heldigvis fik vi snart flere fisk på krogen, og Valdemar havde masser af succes oplevelser og fiske, der blev halet ind. Charlotte var super god til at fiske – og Valdemar faktisk også. Den eneste, der overhovedet ikke fangede noget, var mig. Charlotte fangede ovenikøbet en kæmpestor Catfish, som selv Diego var rigtigt imponeret over. Resten af de fisk, vi fangede, var Golden Dorados, men de var lidt for små til at kunne spises. Tilbage på Diegos estancia mødtes vi med Stephan, Sophie og Luca igen. Vi sludrede lidt, mens drengene legede og vi ventede på, at de fik lavet frokost til os. Den schweiziske famile havde fanget en dorado, der var stor nok til at spise, så den blev tilberedt til os. De havde også fanget piratfisk – og fortalte, om deres store tænder. Vi slumrede lidt på nogle sofaer – vi er rigtigt ved at vænne os til at holde siesta – mens vi ventede på at skulle ud igen. Og imens kom der det vildeste uvejr med mega regn og tordenvejr. Da der var næsten stilstand, tog vi ud i bådene igen. Valdemar var ikke meget glad for, at det fortsat regnede lidt – og han blev pænt pakket ind i regntøj. Vi fangede lidt fisk, inden vi igen blev ramt af det vildeste regnvejr og vi kom helt gennemblødte tilbage til estanciaen. Vi gemmer os i regntøjet!

Vi giver ikke op!!

Mor hjælper

Resten af dagen forløb i det sædvanlige modus – med drinks, middag og sludder omkring det fælles middagsbord.

116

Argentina – Esquina de Corrientes – 2. april – 6. april 2019

Så er vi klar – nu med jakker på!

To gauchoer på arbejde – de synes, det er så koldt!

Fredag den 5. april Jeg havde egenligt fået arrangeret, at jeg kunne komme på duejagt på en anden gård ved hjælp af en af Angie’s sønner. Jeg talte derefter med Angie, der på mine vegne var bekymret for, om det ville blive en god oplevelse. Hun kendte ikke stedet og havde fornemmelsen af, at jeg gerne ville have tingene gjort ordentligt, og hun var også bekymret for, om gården ville være i stand til at arrangere en ordentlig dag med jagt med så kort varsel.

Tid til leg i en strategisk indlagt pause

Dels var hendes bekymringer nok reelle nok og dels ville jeg, når det kom til stykket også meget gerne være sammen med Valdemar og Charlotte. Når det ovenikøbet ikke var sikkert, at det ville blive en god oplevelse, så var valget nemt. Så jeg aflyste og blev i stedet på estanciaen sammen med de andre og kunne være med til alle dagens aktiviteter. Vi havde aftalt med Angie og vores Schweiziske venner, at vi skulle ride en lang tur fra morgenstunden, derefter frokost og siesta, tur til Esquina for at købe lassoer og så madlavningskursus i empanadas. En skøn dag lå foran os. Charlotte og jeg havde været lidt bekymrede for, om turen ville være for lang til Valdemar og Luca, men de to drenge var super gode og klarede turen uden problemer. Det endte med at være en tur på ca. 4 timer – med en pause ind i mellem hvor vi holdt konkurrence i lassokast. Valdemar synes virkeligt stadigvæk, at det er sjovt, og det gør jeg virkelig også!! Rideturene er en ren mentalt sjælerejse. Det meste af tiden foregår i skridt – kun med enkelte indslag, hvor vi traver eller prøver at galopere. Og tiden i skridt er ikke særligt krævende og efterlader dels tid til at snakke med de andre og dels tid til at stirre ud i intetheden og lade tankerne flyve. Jeg så flere gange de andre (og tog mig selv i) at blive helt stille og bare sidde på hesten. For drengene tager rideturene også alt uro ud af kroppen og Valdemar sidder helt stille på hesten i timevis, hvad han ellers aldrig gør – altså sidder helt stille i timevis. Det er en virkelig god øvelse i både tålmodighed og indre ro, og det er som om, at samarbejdet mellem hesten og rytter stimulerer denne øvelse og understøtter den perfekt. Charlotte og jeg talte på turen om, at det ville være godt for Valdemar at gå til ridning, men at det nok var svært at få det til at hænge sammen med alle de andre aktiviteter. Jeg tænkte efterfølgende på, at vi i stedet sagtens på vores ferier (eller nogle af dem) kan indlægge elementer, hvor vi rider. Det er godt for os alle sammen.

Argentina – Esquina de Corrientes – 2. april – 6. april 2019

117

Jeg red sammen med Valdemar på hele turen ud og fik sludret med ham. Vi kom langt omkring – han er blevet rigtigt god til at sludre og have lange samtaler med. Det er ofte om spil eller lignende, men også mange andre emner dukker op. Det er så hyggeligt og jeg nyder at have tiden og roen til at være sammen med ham. Undervejs på turen havde jeg igen en lang snak med Stephan. Det er utroligt forbløffende, at jeg kan møde et menneske (igen - ligesom med Rasmus Friis, Michael Duus, Pieter Kroon m.fl.) som har en forhistorie, der på mange måder ligner min egen og som har truffet mange af de samme valg som jeg. Stephan er 56 år, så han er lige det længere fremme i livet, og han griner (på den gode måde) ofte af de valg, jeg står overfor og det stadie i livet, jeg befinder mig på, fordi det på mange måder lignede hans. Stephan havde selv samme forbløffelse og beskriv det som to bobler, der møder hinanden, glider ind i hinanden for en stund, for derefter at skilles igen og glide videre som to bobler. Men to bobler, der var blevet beriget af den anden boble og som altid ville både huske indholdet af samtalerne og blive inspireret af dette. Det er præcis sådan jeg har det, når jeg møder mennesker – og selvom jeg tænker, at vi møder Stephan og Sofie igen på et tidspunkt, så ville jeg være blevet lige så inspireret, selv hvis vi aldrig skulle mødes igen. Charlotte havde også en rigtig hyggelig ridetur og nyder det på samme måde som mig. Hun red sammen med Valdemar hele turen tilbage og fik samme hyggelig tur som jeg havde på vej ud. Angie havde lagt små forløb ind med trav og galop. Og i dag fik alle lejlighed til at prøve at galopere – også Charlotte og Valdemar. Og de havde sådan en god oplevelse med det og vil gerne gøre det igen. Angie sagde bagefter til os, da vi gerne ville fortælle Valdemar, hvad han kunne lære mere af, at det slet ikke handlede om at lære, men bare om at få fornemmelsen og en god succes oplevelse.

Der er altid plads til en lasso-konkurrence Og alle går op i det Der er tilskuere, leg og hunde!

118

Argentina – Esquina de Corrientes – 2. april – 6. april 2019

Charlotte og jeg talte om, at det kunne vi virkeligt godt lære noget af – at huske at alt ikke drejer sig om at blive god eller bedre men også i den grad om blot at nyde og have det sjovt med det vi er i gang med. Valdemar var med rette så stolt over hans indsats – og det var vi også. Efterfølgende havde vi en lang frokost, hvor drengene fik lov til at spille Ipad og de voksne kunne drikke vin og sludre. Og det gjorde vi så i et par utroligt hyggelige timer. Til sidst tænkte jeg, at det ville være en god ide lige at sove en halv time, hvis vi ikke skulle blive alt for plørestive, så vi lokkede Valdemar til også at sove lidt, så han kunne være længere oppe om aftenen. Vi havde endnu en superhyggelig seance i sengen, hvor vi alle tre drillede hinanden og grinede og grinede. Det er så livsgivende, når vi alle tre har det humør, hvor vi ikke kan stoppe med at grine, og hvor der ikke er noget i livet, der synes at kunne ødelægge det gode humør. Så fedt – og det er næsten disse stunder på orloven, som jeg synes, er de allerbedste. Da vi skulle ind til Esquina, besluttede Valdemar, den store dreng, at han ville blive tilbage på estanciaen sammen med Luca, Diego og gauchoerne. Det har han da ligegodt aldrig gjort før, og det var så fedt at han turde. Vi andre kørte ind til Esquina sammen med Angie, der tog os til et par af de lokale butikker. Vi kom ind i den butik, hvor alle gauchoerne handler, når de skal købe lædervarer, herunder sadler, seletøj, knive med skeder, bælter, støvler mv. – og naturligvis også lassoer. Og han havde lige to lassoer, der var lavet af plastic reb og to lassoer, der var lavet af læder, så vi begge par kunne få et sæt magen til hinanden. Meget heldigt og meget fint. Vi fik dem ovenikøbet til en super pris – jeg betalte 67 dollars (ca. DKK 500) for begge to. Angie havde på forhånd spurgt gauchoerne, der mente at læder lassoen skulle koste det dobbelte og så skulle vi også have købe den af plastic. Charlotte og jeg var rigtig glad for, at vi kunne få købt lassoer, både så Valdemar har sit minde og en at lege med derhjemme, og således at vi kan få et minde, vi kan hænge op derhjemme. Og det var fedt at komme tilbage med lassoen for den skulle straks pakkes ud og bruges med det samme. Tilberedningen af empanadas var stor lykke for alle – det var for det første ikke så vanskeligt og for det andet synes alle – også børnene – at det var rigtigt sjovt. Vi tilberedte dem ved det store frokostbord bag ved huset, og lavede dem over bål i en kæmpe frituregryde lavet at støbejern. Angie fortalte, at empanadas normalt er meget uformel mad og vi spiste dem stående rundt om bordet, da de var færdige. Angie forklarer

Der produceres

Og drengene laver også fyldet

119

Valdemar var så glad for både hundene og kattene på Estanciaen Og Charlotte synes også, det var rigtigt hyggeligt

Vi spiste derefter hovedret og dessert i spisestuen, hvor Angie og Diego begge undskyldte sig. Jeg tænker, at det både skyldes, at de var trætte og trængte til lidt hvile, men nok også, at Angie følte, at vi skulle have en hyggelig aften sammen bare de to familier. Det var rigtigt hyggeligt og vi havde mange gode grin. Fabian blev der et stykke af aftenen, og selvom han ikke ville sidde ned, så grinede han med, og jeg tænker, at han havde det rigtigt hyggeligt også. Han viste også en række videoer på hans telefon, hvor ham og hans venner fangede kalve, brændemærkede kalvene og kastrerede kalvene. Det var cool at se, hvordan de arbejder sammen og hvordan, der ikke er sket den store udvikling i håndtering af kvæg de sidste par hundrede år. Vi gik alle sammen i seng omkring kl. 23 – en lang dag var slut og vi trængte alle til søvn. Jeg havde lavet en dej til “verdens bedste brød” for at vise Angie, hvordan man bager brød i Danmark, så jeg skulle også tidligt op for at vende dejen to timer før bagning – og for at kunne bage brødet, således at det var klart til de andre skulle spise det til morgenmaden. Så det passede egentlig også mig meget ﬁnt at skulle i seng. Jeg kan helt sikkert også lære at blive bedre til ikke at blive tilbage af høﬂighedsmæssige årsager, så det var endnu en lektion i livets skole.

Lørdag den 6. april Så er det afrejsedag igen – nu er livet på estanciaen slut og vi skal videre mod Iguazu. Foran venter endnu en hyggelig bustur tilbage til Buenos Aires for at tage et fly næsten tilbage samme sted til Iguazu – men selvom estanciaen kun ligger 500 km væk fra Iguazu, er det hurtigere at køre 10 timer til Buenos Aires og derefter flyve til Iguazu. Men først en hel dag på estanciaen – bussen går først kl. 22.30 om aftenen, så vi skal have fuldt udbytte af den sidste dag, hvor vi kan ride og hygge. Valdemar skulle på toilettet kl. 3.30 om natten, og jeg kunne ikke falde i søvn igen. Det endte med, at jeg stod op kl. 5, så jeg kunne lave brødet. Jeg tog min Ipad med og fik lejlighed til at sidde nogle timer og hygge med at få skrevet dagbog og blive klar til dagen. Angie havde arrangeret en lang ridetur til os i dag – det ville tage omkring 4 timer, så vi skulle afsted straks efter morgenmaden. Det var en rundtur, så når vi først var taget afsted, så kunne vi ikke rigtigt

120

Argentina – Esquina de Corrientes – 2. april – 6. april 2019

Valdemar – nu med lasso bag på hesten!

Gaucho on the job!!

Charlotte har så meget styr på det!

komme tilbage uden at ride hele turen, så vi pakkede lidt mad med, så de to drenge kunne få lidt mad, hvis turen blev for lang. Vi ved, at Valdemar kan blive en lille smule grumpy, hvis han bliver for sulten, så det var bare med at være forberedt. Angie var blevet sløj, så hun tog ikke med – det var meget skægt at se, at hun både havde lidt dårlig samvittighed over ikke at være med og samtidig var lidt bekymret for at “slippe” os løs sammen med gauchoerne alene. Vi havde sådan en fin tur og efter et par timer holdt vi en pause, hvor vi kunne få lidt at drikke, lidt at spise – og så selvfølgeligt kom lassoerne frem. De to drenge havde fået bundet deres egne nye lassoer på hesten og ville rigtigt gerne prøve dem i naturen. Samtidig fik de voksne også lige aktiveret deres lyst – nu havde vi jo rigtigt mange lassoer med ude, når både børnene og alle gauchoerne havde lassoer med. Charlotte fik også prøvet igen og fik heldigvis ramt stolpen og fanget “den rigtige ko”. Vi drillede hinanden med, at hvis man ramte hegnstolpen ved siden af, så havde man fanget “naboens ko”. Vejret havde de første par dage været utroligt varmt og trykkende med meget høj luftfugtighed. Efter det store regnskyl om torsdagen, hvor vi var ude at fiske, havde vejret slået om, og var blevet mere køligt. Denne dag var varmen kommet tilbage, men uden den høje luftfugtighed. Det var virkeligt en god dag vejrmæssigt og efter rideturen kunne vi slappe tage en hurtigt dukkert i poolen. Jeg var ved poolen sammen med Stephan – og det var virkeligt koldt sammenlignet med bare et par dage før. Klar…Parat…Start… Argentina – Esquina de Corrientes – 2. april – 6. april 2019

121

Ikke desto mindre var det afslappende og jeg kunne “prale”/drille Stephan med, at jeg jo var viking og derfor ikke frøs. Det havde været lidt et tilbagevende tema på estanciaen, at vi danskere er vikinger. Vi inkluderede Angie, idet vi mente, at hun er så sej, at hun må have viking i sig. Frokosten var rigtig hyggelig – sammen med Diego, nu hvor Angie var blevet sløj. Vi talte længe om alle mulige forskellige emner – særligt fodbold – hvor korruptionen også er stor i Argentina. Den nuværende argentinske landstræner har aldrig trænet et fodboldhold før han blev landstræner, men han har utroligt gode forbindelser. Ved afstemningen – der blev holdt med deltagelse af trænerne for alle de argentinske klubber – fik han flere stemmer end der blev afgivet. Og ovenikøbet en fodboldhistorie. Diego havde tidligere fortalt Charlotte om, at han havde set finalen i Copa de America – hvor River Plata (hans hold) havde spillet mod naboklubben Bocca Junior i finalen. Der havde Diego været nødt til at spise nerve- og blodtrykspiller tre gange i løbet af dagen og under kampen – som han normalt altid ser alene – havde han måtte kalde på Angie, fordi han var sikker på, at nu skulle han dø. Han udtalte i den forbindelse, at fodbold var vigtigere for ham end hans familie – han var sådan en fed karakter. Vi fik en sidste ridetur før aftensmaden – fedt lige at få den sidste oplevelse med – vi var virkeligt blevet glade for at ride. Vi havde fået vasket alt vores tøj på estanciaen, så det var bare at få pakket det ned i kufferterne, så var vi klar til at drage videre. Vi er blevet rigtigt gode til at pakke – så det tager ikke mange minutter at få gjort os rejseklare. Og vi har været rigtigt heldige med at få hjælp til at få vasket vores tøj. Det havde været lidt en bekymring for mig inden vi tog hjemmefra – men det har vist sig overhovedet ikke at være noget problem og alle har været søde til at hjælpe os.

Juan kunne!

122

Cello kunne!

Argentina – Esquina de Corrientes – 2. april – 6. april 2019

Og så skulle man kende mig dårligt, hvis ikke også jeg skulle kunne!!!

Efter pakningen havde vi en rigtig hyggelig aftensmad sammen med Diego og schweizerne. Angie var stadigvæk dårlig, så hun blev i sengen. Det er meget sjovt med Diego. Når Angie ikke er der, taler han meget bedre engelsk og er herren ved bordet. Han giver rigtigt meget af sig selv, og denne aften fortalte han meget om politik, korruption mv. Han fortalte, at den tidligere præsident – Nestor Kirchners – og hans hustru – Christina Fernandez de Kirchner – der blev præsident efter Nestor Kirchner – havde stjålet 13.000 mio. EUR og rygterne ville vide, at de havde gravet penge ned over alt i Patagonien. Den nye præsident – Mauricio Macri – var rigtig god, og Diego mente, at der var er en chance for, at der ville komme styr på landet. Diego mente også, at Sydamerika var det område i verden, der havde størst mulighed for at blive den nye verdensmagt, men at det krævede, at der kom politisk stabilitet og styr på korruption. Snakken med nye mennesker, vi møder, er en meget stor del af glæden for mig på denne orlov – muligheden for at blive klogere på livet andre steder i verden, mit forsøg på at forstå deres virkelighed, synes jeg, er så spændende og indsigtsgivende. Diego gav os et rigtigt godt indtryk af livet på landet. Han fortalte, at det for Angie og ham, havde været det bedste valg overhovedet. De havde i den grad levet livet i overhalingsbanen i Buenos Aires og nu var de så glade for at være “sluppet” fri. Diego fortalte, at man for omkring 2.000 dollars om måneden kunne leve (for en europæer) virkeligt fedt liv i Esquina – så ville der være betalt for stort hus, bedste skole mv. og leve omkostningerne var virkeligt små til mad mv. Der er så mange steder i verden man kan ﬂytte hen, hvis vi beslutter os til at livet i Danmark bliver for surt – også en beroligende viden at have i baghovedet!! Vi skulle også give drikkepenge – som altid er et vanskeligt emne. Hvor meget skal vi give og til hvem. Jeg spurgte Diego, men han ville ikke rigtigt give nogen guidelines. Det endte med, at vi gav 200 dollars til Fabian og bad ham om at fordele det til hele staben. Diego sagde, at han ville gøre det retfærdigt. Jeg talte også lidt med Stephan om det – og han ville gøre det samme. Det er svært, fordi vi på den ene side ikke vil give for lidt – så det er fornærmende – men på den anden side heller ikke give for meget. Jeg tror nu, at det er lykkes os at ﬁnde et nogenlunde niveau. De 200 dollars svarer til 8.450 pesos, hvilket er lidt over en halv månedsløn for en gaucho. De er 5 gaucho og 2 i køkkenet – så de får ca. 1.200 pesos pr. person svarende til 1 dagslønning og vi har været der i 4 dage. Vi blev kørt til bussen kl. 22 – og så er næste kapitel af vores eventyr åbnet.

Argentina – Esquina de Corrientes – 2. april – 6. april 2019

123

Lufthavns-selﬁe

Argentina – Iguazu 7. april – 8. april 2019 Søndag den 7. april Vi vågnede op i bussen i Buenos Aires, hvor det faktisk havde lykkedes os alle at sove sådan nogenlunde og kom straks videre til lufthavnen. Vi havde med vilje arrangeret det sådan, at vi havde god tid i lufthavnen – så vi havde ca. 7 timer, vi skulle have til at gå i lufthavnen. Vi ankom endda lidt tidligere til busstationen – og Luis var der ikke for at hente os. Han kom dog efter 20 minutter og så var det afsted til lufthavnen. Vi bad Luis om at hjælpe med at se, om vi ikke kunne komme afsted med et tidligere fly, nu hvor vi havde så god tid – og det lykkes. For DKK 350 lavede vi vores billetter om, og vi fik guiden i Iguazu til at hente os tidligere. Så vi ankom til hotellet på det tidspunkt, hvor vi skulle have fløjet fra Buenos Aires og “tjente” derved ca. 3 timer. Dem kunne vi så bruge til at nå at komme rundt i nationalparken allerede den første dag. Og det var fedt – for vi var rigtigt spændte på at få det første glimt af vandfaldene. Vi kunne se vandfaldene fra hotellet – så vi klædte hurtigt om og kom afsted efter lidt frokost. Inden da havde Valdemar lejlighed til at tale med Max. Og der var mange nyheder hjemmefra. Max var flyttet til Gl. Holte på en gård, hvor han havde fået pool, stalde til sin søsters heste og der skulle anlægges tennisbane. Max fortalte, at han skulle blive ved med at gå på skolen, så Valdemar var ikke påvirket af dette. Nu må vi så se, om han bliver ved med at synes, at det er bedst at få på skolen, eller om han på et tidspunkt hellere vil flytte skole til Gl. Holte. Vi håber det ikke, for Valdemar er virkeligt glad for Max.

Fremme ved hotellet – første kig mod vandfaldene 124

Argentina – Iguazu – 7. april – 8. april 2019

Og der var vaskebjørne

Først et kig langs ﬂoden

Vi havde en rigtig god rundtur på “the lower trail” med billedskønne kig til vandfaldene. Valdemar blev lidt bange rundt på turen, hvilket nok både skyldes, at jeg kom til at drille lidt – i kombination med, at Valdemar var træt efter turen i bussen med for lidt søvn. Vi mødte en rigtig sød guide, der kunne se, at Valdemar var ked af det – og han var rigtig god til at berolige Valdemar. Tilbage på hotellet tog Valdemar og jeg ned for at træne. Valdemar havde længe meget gerne ville med mig ned at træne og jeg var kun glad for selskabet. Jeg havde dog tænkt, at han nok kun gad kort tid og stillede derfor som betingelse, at han selv skulle kunne gå ud til mor ved poolen, når han ikke gad mere. Men mine tanker blev gjort til skamme – han trænede uafbrudt i 1 time og var helt forbløffende sej til det. Han brugte både crosstrainer, løbebåndet og cykelmaskinen og løftede en masse vægte. Han var også rigtig god til ikke at overgøre det, men kun tage små vægte med en masse gentagelser. Virkeligt sejt. Vi havde en hyggelig tid på værelset med musik og bad, hvor vi nød at være “tilbage” i luksuriøse omgivelser med Wiﬁ, masser af varmt vand og rene gulve. Lige så fedt livet på estanciaen havde været med sin autensitcisme, lige så fedt er kontrasten, med alt der virker. Igen oplever vi glæden ved diversiteten, og vi er alle enige om, at det ikke ville virke lige så godt, hvis vi kun oplevede den ene slags – og slet ikke, hvis den ene side var den luksuriøse side. Vi nød også at have tiden til bare at være os selv. Det havde været fedt – og energigivende – at være så heldige at møde de søde mennesker på estanciaen, men vi mister også noget familiemæssigt ved at være sammen med andre. Så det var dejligt at have tiden til at spille Uno før maden og have tid til at tale med hinanden under middagen.

Og det er bare vildt ﬂot

Argentina – Iguazu – 7. april – 8. april 2019

125

Valdemar var nu blevet rigtigt træt til middagen og han ﬁk lov til at se Ipad – og det gav Charlotte og jeg tid til at tale sammen. Det var også rigtigt fedt. I modsætning til livet på estanciaen så er her ingen indsigt i nogens liv eller forståelse af kultur mv. Også af den årsag er det godt, at vi ikke kun har denne slags oplevelser. Vi gik forholdsvist tidligt i seng – V sov kl. 21.30 og vi andre sov kl. 22.00 – dejligt at kunne få en god nats søvn.

Mandag den 8. april Første morgen, hvor vi vågner med muligheden for at kigge på vandfaldene. Vi var gået forholdsvist tidligt i seng om aftenen, og havde aftalt, at vi skulle tage en stille morgen. Vi vågnede omkring kl. 9, jeg talte med Carsten Lidt forspil. Og hovedpersonen selv – djævlens gab. Shit, der er meget vand – og i Trapp om levering af dagens anledning også en lille regnbue!! biler til den 10., så jeg var sikker på, at der var styr på det, Valdemar fik lavet lektier, jeg fik skrevet dagbog og vi havde i det hele taget en rolig morgen. Efter morgenmaden havde vi aftalt, at vi skulle gå den øvre tur – i princippet den samme rundtur som dagen før, men nu på “toppen” af vandfaldene i stedet for ved floden af vandfaldene. Det var en fin tur, som var rigtig hyggelig – blandt andet fordi Valdemar var i super godt humør og vi gik og drillede hinanden. Vi fandt på små jokes som; “hvad er det for en slags ged, der er lavet af gummi – en gummiged” eller “hvilken slags sko bruger et træ – træsko” – en masse af de jokes man skal være der for at synes er sjove – men som vi grinede meget af. Tilbage på hotellet fik vi en let frokost – hvorefter Valdemar og jeg fortrak til værelset og Charlotte hoppede til poolen. Charlotte fik talt med Christian B og sin mor – der begge fortalte en masse løst og fast – men i særdeleshed en masse med Malte. Han er øjensynligt ikke ramt af depression længere, men lægerne mener, at han lider af autisme i svag grad og har fortsat behov for hjælp. Han har også fortalt, at han har svært ved at sige fra overfor sin mor og far – hvilket blandt andet gjorde sig gældende i Canada, hvor de netop har været på skiferie. Det er rigtigt svært at se på udefra – særligt fordi man udefra altid har en masse gode ideer, til hvordan netop de skulle håndtere situationen, men de meninger lider jo af den ulempe, at de kun inkluderer de fakta, man bliver præsenteret for og ikke hele billedet. Uanset dette er det synd for Malte og synd for Christan og Annika. Vi håber virkeligt, at de får en behandling i gang med Malte, der gør, at han bliver glad og kan fortsætte sin udvikling frem mod voksenlivet.

126

Argentina – Iguazu – 7. april – 8. april 2019

Vi havde også en lille omgang omkring vores hund, hvor opdrætteren har dummet sig lidt i forhold til os, så vi nu skal have en anden hund, end den vi først havde troet. I virkeligheden betyder det nok ikke noget – vi kender jo ingen af hundene, men det er lidt irriterende, når vi nu havde glædet os til en anden hund. Vi er dog alle sikre på, at vi i løbet af ingen tid vil have glemt at Anton nogensinde har været en anden end den Anton vi endte med at få. Valdemar og jeg havde lige en tur rundt om Ipad-situationen. Jeg bliver virkeligt ked af det, når vi har de skænderier – men når det så er sagt, så er det nok godt for vores samlede forhold, at vi også har konflikter, så vi kan lære at blive gode venner igen. Det gode på orloven er, at Valdemar så kun ønsker at blive gode venner igen sammen med mig – han og jeg er blevet så tætte. Før orloven ville Charlotte ofte skulle være med til at løse konflikten – men det gør vi nu på egen hånd altid – og det er jo en del af den tæthed, vi har fået. Om eftermiddagen tog vi toget op til den øvre stationen med muligheden for at tage en båd rundt Ecological Tour. Da vi kom derop var det sidste tur, der skulle sejles og vi kunne ikke få billet. Vildt ærgerligt – når vi nu havde glædet os til det. Det viste sig imidlertid at være held i uheld for i stedet gik vi ud til vandfaldet. Det viste sig at være turen helt tæt ud til Djævlens Gab – hvor vi fik præcis den vandfaldsoplevelse, som vi ikke havde fået indtil da. Det var en stor oplevelse for os alle – og Valdemar fandt modet i sig selv og var helt med derude. Tilbage på hotellet tog vi i baren og slappede af med drinks og fortsatte med spisning – helt afslappet og vi fik sludret spillet kort og hygget sammen alle tre. Aftenen gik med overførsel af billeder fra Iphone og kamera til harddisken. Det var et kæmpe arbejde, for jeg havde indtil denne dag ikke overført billederne fra iphone. Det var nok en fejl, at jeg ikke havde fået gjort det tidligere, men jeg havde ikke tænkt på det. Det tog det meste af aftenen, men så var det gjort – og arbejdet herfra bliver nok ikke så anstrengende. Vi valgte ikke at overføre Charlottes billeder, fordi det ville blive alt for besværligt og fordi hun og jeg nok for hovedpartens vedkommende har de samme billeder.

Vandfalds-selﬁe - fedt at være sammen

Argentina – Iguazu – 7. april – 8. april 2019

127

Brasilien – Iguacu – 9. april – 10. april 2019 Tirsdag den 9. april Så skal vi op og afsted. Vi skulle over grænsen til Brasilien for at tage til Hotel Belmond i på den brasilianske side af Iguacu. Den brasilianske side er den “rolige” side, hvilket betyder, at man har mere et view på vandfaldene end en tæthed på dem. Vi blev hentet af vores transfer kl. 08.00 for at sikre os, at vi ikke skulle hænge for længe ved grænsen. Turen derover gik meget stille og roligt, og vi var fremme allerede omkring kl. 9. Ingen ventetid ved grænsen og vores guide havde fuldstændigt styr på det. Vi besluttede at tage en slappedag ved poolen og lave absolut ingenting. På den brasilienske side er der kun en rute i nationalparken og den tager omkring en time at gå, så vi tænkte, at en dag til ekspeditioner måtte være rigeligt. Og vi trængte nok alle tre til bare at slappe af uden nogen planer. Selvom det ofte er Valdemar vi taler om, når vi tænker på hvor hårdt vi kan presse programmet, så tænkte jeg på, at det også er vigtigt, at Charlotte og jeg hele tiden holder os nede i gear, så vi kan have det rigtige overskud og vi også får slappet af. Så dagen var perfekt timet og hotellet var perfekt til formålet. Det er et super lækkert hotel – også federe en Hotel Melia på den argentinske side. De er langt bedre til service og opfølgning og vi føler os rigtigt velkomne. Men som Charlotte og jeg talte om i løbet af eftermiddagen, så er det skægt, hvordan man hjemmefra kan glæde sig over, hvor lækre hoteller man skal bo på – og her mens vi er afsted, så er det slet ikke det, der betyder noget. Dette hotel og denne oplevelse kommer med sikkerhed til at fylde langt mindre i min bevidsthed efter turen end opholdet på estanciaen med Angie & Diego samt Sophie & Stephane, turen på båden med Fred og Heiniti, dagene med Tom i New Zealand og andre oplevelser, hvor vi har mødt mennesker og fået personlige indtryk fra deres indtryk af det land de lever i. Vi brugte også dagen til at få ringet til lidt familie og venner. Jeg fik sms’et en del med Michael Mikkelsen, talt 1 time med Kim & Gitte og Valdemar og jeg fik talt med Farmor. Valdemar fik også talt med Freja og Charlie. Charlotte fik talt med sin mor og far – så vi fik lige fyldt op på tanken. Jeg fik trænet sammen med Valdemar igen – han er blevet så glad for at træne sammen med mig og fedt, at han gider gå med ned i motionsrummet. Jeg fik cyklet 31,5 km på 60 minutter og lavet 3 gange 3 sæt med løft af jern – og jeg kan mærke nu, at kiloene begynder at forsvinde og musklerne begynder at komme frem. Det er lige nu, at der skal holdes fast og der fortsat skal spises rigtigt og trænes, så skal det nok lykkes at komme i mål med det rigtige vægttab, inden vi er hjemme.

128

Brasilien – Iguacu – 9. april – 10. april 2019

Om aftenen spiste vi brasiliansk barbecue buffet – meget hyggeligt uden at være den store oplevelse. Det dumme ved at spise buffet er, at så henter man bare en tallerken og så er det overstået. Der mangler et eller andet samvær omkring spisningen, når det foregår på den måde. Derudover var der ikke meget at fortælle om dagen – det var ren tid ved poolen og afslapning.

Onsdag den 10. april De to banditter ville sove længe, så jeg stod op lidt før dem og fik skrevet dagbog og lavet lidt forskelligt på mailen – herunder fik skrevet til alle omkring den fædretur, vi skal på sammen med Valdemars klasse, ikke længe efter, at vi er kommet hjem. Det bliver superfedt at skulle afsted med klassen, lige efter vi er kommet hjem. Det giver Valdemar en god lejlighed til at være sammen med alle fra klassen og dermed blive fuldt inkluderet/integreret af alle igen. Efter morgenmaden fik jeg talt med Maria Boisen Schmidt en times tid om IT-projektet i afdelingen. Det trængte lige til en kærlig hånd, og jeg havde ikke mulighed for at være med på det næste møde som Skype-deltager, da vi denne dag ville være på rundtur i Rio (vores næste destination). Vi spillede alle tre kæmpeskak – fedt at få spillet igen – vi havde ikke spillet skak siden New Zealand, hvor vi fik lært Valdemar spillet.

De ﬂotte view Brasilien – Iguacu – 9. april – 10. april 2019

129

Med regnbue – der skal ikke mangle noget! Heller ikke et vandfalds-familie-selﬁe!!

Derefter tog vi den obligatoriske tur rundt på trailet ved hotellet – og det var faktisk meget skægt at se hvordan den brasilianske side er så forskellig fra den argentinske. Man kommer slet ikke så tæt på på den brasilianske side, men til gengæld har man det fulde view på vandfaldene. Vi fik derved et langt bedre indtryk af de enkelte vandfald, deres opdeling i flere vandfald og strømmene i vandet ved foden af vandfaldene. Jeg var noget skepsis inden vi tog ud at gå, men det var faktisk en vildt god oplevelse. Om eftermiddagen skulle vi på splash boat tour, hvor vi først skulle gennem junglen med et el-tog, derefter på en lille gåtur og endeligt med high speed boat ud til vandfaldene, så vi kunne komme helt tæt på. Valdemar var hele dagen lidt bekymret for denne tur og ikke mindst for at skulle helt tæt på vandfaldene. På vejen derud blev han mere bekymret og ville på den ene side gerne være modig og på den anden side turde han ikke rigtigt. Men til sidst besluttede han sig til, at han gerne ville på den “vilde” af de to mulige ture – den hvor vi kom helt ind under vandfaldet og hvor vi blev drivvåde. Det er så vildt at opleve, at han hele tiden får skubbet til sine grænser og går fra bange-mar til modig-mar. Han er også av-mar, sjove-mar, gangster-mar og en helt masse andre xx-mar’er. Det har vi meget sjov med! Valdemar fik også snakket en masse på engelsk med vores guide Rodriquez – der så, at Valdemar havde en Marvel t-shirt på. Rodriquez fik lige spurgt Valdemar til hans yndlingssuperhelte - og så gik snakken lystigt. Rodriquez sagde, at det var helt vildt, hvor godt Valdemar kunne tale engelsk – og det har han faktisk ret i. Jeg havde ikke tænkt så meget over det – men Valdemar har de sidste par uge virkeligt forbedret sit engelske – i takt med at hans mod til at tale også er blevet større. Endnu en gevinst ved turen.

130

Brasilien – Iguacu – 9. april – 10. april 2019

På udﬂugt i junglen

Det ﬂotte hotel Belmonde

De guider, som vi har fået af Rask Travel, er tydeligvis vant til gæster, der skal have masser af hjælp. Det er meget skægt at opleve, at guiderne næsten taler til os og tager hånd om os, som om vi var retarderede. Guiderne tager det udgangspunkt i alle samtaler, at vi ikke rigtigt kan forstå, det vi ser og oplever omkring os og derfor er de enormt beskyttende omkring os – og vil for eksempel under ingen omstændigheder lade os gå nogen steder alene. Og lige her, hvor vi er nu, er der bestemt ikke mere farligt, end mange andre steder vi har været. Men det er klart, at hvis man er en amerikansk turist, der aldrig har været i en skov, så er det farligt at lade ham gå alene rundt.

Og den frække tukan, der er svær at ﬁnde!!

Charlotte og Valdemar var meget opsatte på at få set en tukan, så efter lidt boldspil i poolen, skyndte vi os at bade og komme ned i baren på vandfaldssiden af hotellet. Og Charlotte var så sej, så hun fandt med det samme en tukan i et træ – som vi ﬁk en masse fede billeder af. Jeg ﬁk også taget mig tiden til at få lavet oploads af billeder i Dropbox til henholdsvis Diego & Angie og til Stephane & Sophie. Vi sluttede aftenen med en hyggelig middag sammen – og så på hovedet i seng, så Valdemar kunne få godt med søvn – han var træt efter en lang dag.

Brasilien – Iguacu – 9. april – 10. april 2019

131

Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019 Torsdag den 11. april Afrejsedag igen. Vi har i denne periode og fremefter virkeligt mange skift mellem både hoteller og geografiske destinationer. Vi er spændte på, om det vil være OK eller om det bliver trættende i længden. Vi tror nu, at det er OK, for vi har også i de andre lande flyttet os meget – dog uden at skulle skifte hoteller hele tiden. Vi skulle til lufthavnen og flyve et indenrigsfly til Rio de Janeiro. Men først stod jeg op kl. 05.30 for at nå at få trænet på cyklen – inden jeg igen ikke ved, hvornår jeg igen får adgang til et motionsrum. Jeg var tilbage kl. 7 – fik vækket Charlotte og V, så vi kunne pakke, få morgenmad og tjekke ud – klar til at køre til lufthavnen kl. 08.30. Som det var blevet vane gik pakningen og udtjekning nemt – næsten maskinelt. Rodriques hentede os rettidigt og hjalp os til lufthavnen. Det var næsten at “snyde” fordi han fik alle små bump på vejen til at forsvinde og vi dermed ikke helt har ansvaret selv. Når det så er sagt, så var det med Valdemars ofte brugte ord “ret luksus, at have sin egen guide – er det ikke rigtigt far”. På vej til lufthavnen fik vi også talt med Rodriques om Rio – does ‘n’ doent’s – og herunder ikke mindst råd om, hvad vi skulle passe på. Rodriques sagde selv, at han ikke ville gå ud om aftenen i Rio uden at tage en taxa, at han ikke ville gå med ur og smykker – men at han på den anden side ikke ville frygte at bevæge sig rundt i dagstimerne. Da vi landede i Rio blev vi mødt af vores guide i Rio – Marcia – som vi fik lavet en aftale med om at få en rundvisning af hende næste dag – fredag – som Jonas ikke havde kunne få arrangeret derhjemmefra. Fedt at det lykkes. Det tog kun en halv time fra lufthavnen til vores lejlighed og vi fik også anvist et supermarked lige ved siden af. I lejligheden ventede en repræsentant fra udlejer – Thomas – der ud over at kunne vise os rundt i lejligheden også talte rigtigt godt engelsk og havde masser af tips og råd til os. Vores guide Marcia havde også fortalt os en masse – men alle historien skabte egentligt mere utryghed end tryghed. Den “gode” fællesnævner var dog, at vi i dagstimerne ikke skulle være bekymrede for voldskriminalitet – bare tricktyverier (børn, der skubber og stjæler, mens man er uopmærksom) og egentlige lommetyverier. Og jeg fik også både læst og talt mig til en masse oplysninger om Brasilien og om Rio. Rio blev grundlæggende set opdaget af Goncalo Coelho og hans hovedstyrmand Vespucci Amerigo i 1502, hvor særligt Amerigo var medvirkende til at grundlægge Rio (det er Amerigo, der har lagt navn til Amerika). Amerigo tog fejl af vandene og troede han var kommet til en flod, hvorfor han navn gav stedet Rio (flod på portugisisk) – men på gammel portugisisk kan det også betyde bugt. Det var i januar måned, hvorfor det blev til Rio de Janeiro – bugten i januar måned.

132

Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

Portugiserne foretog dog ikke nogen egentlig bosætning og de forlod således “bare” stedet igen. Da portugiserne kom tilbage nogle år senere, havde franskmændene erobret stedet. Der udbrød derefter en årelang krig om magten i Brasilien mellem portugiserne og franskmændene, som portugiserne vandt endeligt i 1565, hvor de lavede deres først egentlige bosættelse San Sebastiao de Rio de Janeiro. Portugiserne havde en forestilling om, at de kunne få de oprindelige indfødte (indianerne) til at arbejde for sig, men der opstod to problemer. For det første døde en lang række af indianerne af de sygdomme, som portugiserne introducere ved deres ankomst (inﬂuenza mv.). For det andet var indianerne særdeles uvillig til at arbejde for portugiserne (heller ikke som slaver) og de var meget krigeriske. I takt med at portugiserne forsøgte at tage indianerne til fange trængte indianerne længere og længere væk fra kysten.

To globetrottere i lufthavnen

Hjælp fra udlejer til både F1 og til restauranter

Og man kan på sin vis sige, at den lille Anton også har været med på turen – Charlotte viser i hvert fald ﬁlm af ham hele tiden!

Portugiserne hentede i stedet slaver i Afrika – og særligt Guinea, Congo og Angola måtte lægge mennesker til slavehandlen i Brasilien. Det er estimeret, at 2/3 af alle indbyggere i Rio var slaver i starten af 1800-tallet. Rio havde særligt en funktion som landbrugsland og havneby. Rundt om Rio lå en række kaffeplantager og sukkerrørsplantager, der var hovedafgrøderne. Rio er geograﬁsk en bugt, der er omkranset af en række bjerge og starten af 1600 tallet med indbyggertallet kun 300 indianere, 750 portugisere and 100 slaver fra Afrika. Dette tal voksede betydeligt gennem de næste 200 år. I den periode, da portugiserne fortsat forsøgte at få indianerne til at blive slaver og arbejde for dem, var der en række mænd – Bandeirantes – der havde som funktion/job at jagte og fange indianerne – og som følge af indianernes uvilje til at underkaste sig, måtte bandeiranterne trænge længere og længere væk fra Rio for at fange dem.

Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

133

I år 1690 fandt disse bandeirantes guld under et af deres togter mod indianerne og det forandrede landet og Rio for altid. I de næste 50 år blev indbyggertallet forøget med 500.000 europæere og omkring 1.000.000 slaver – og byen Rio som vi kender den begyndte at tage form. Byen er opført under og lider fortsat under fraværet af byplanlægning, som også kendetegner Lissabon i Portugal. Dette står i stor kontrast til Buenos Aires, som i den grad har boulevarder og en systematiseret opbygning. Rio “lider” også under, at bjergene skaber en begrænsning, hvor byen skal udvides rundt om bjergene. Rio er således en by, hvor man har vandet, på landjorden de rige og middelklassen og på bjergene i favelaerne, de fattige. Når byen skulle udvides, foregik det ved at lave tunneller gennem bjergene og dermed tage nye bugter i brug. Rio’s næste boom kom i 1807 da Napoleon marcherede mod Lissabon, hvilket fik kongen Dom Joao VI og hele kongefamilien til at flygte til Rio sammen med hele hoffet – i alt omkring 15.000. De 40 skibe blev beskyttet af den engelske flåde og ankom til Bahia. Kongefamilien var ikke tilfredse med Bahia og flyttede i stedet til Rio. Dette gav Rio et enormt boost i prestige og en række af byens monumenter, pladsdannelser og infrastruktur blev skabt i denne periode. Kongen blev så glad for Rio, at han nægtede – selv efter Napoleons berømte nederlag i 1815 ved Waterloo – at flytte sig selv og hoffet tilbage til Portugal og fortsatte med at regere Portugal – nu fra en hovedstad i et europæisk land, der lå i Sydamerika. Efter 5 år med massivt politisk pres fra den tilbageværende magtelite i Portugal, valgte kongen dog at flytte tilbage til Europa. Efter kort tid (i 1822) blev Brasilien en selvstændig nation med egen hersker – Dom Pedro I – der erklærede uafhængighed af Portugal og den moderne selvstændige historie begynder for Brasilien. Brasilien har siden har en udvikling nogenlunde svarende til andre lande i Sydamerika med skiftende styreformer, militær diktatur, tilnærmelse til kommunisme, kæmpe udfordringer med korruption og nepotisme – alt på samme måde som det gælder for Argentina, Bolivia, Columbia, Peru, Paraguay, Uruguay mv. og Brasilien kæmper fortsat en kamp for at få udnyttet de enorme ressourcer, som landet har. Slaverne tjente flere funktioner. Slaverne fungerede dels som tjenestefolk, havnearbejdere, renoveringsarbejdere mv. og dels som arbejdsfolk på kaffeplantagerne, der bredte sig ud fra Rio. Senere da minedriften blev udbredt i Brasilien, var de også minearbejdere. Minearbejdet var meget hårdere, nedslidende og dødeligt end de andre former for slavearbejde. Der opstod naturligvis en række “kærlighedsforhold” mellem slaverne og deres herrer. De børn, der kom ud af sådanne forhold, blev frie borgere. Der var naturligvis også slaver, der flygtede fra de forhold, de levede under – og ikke mindst fra slaveriet i sig selv. Slaverne flygtede op i de omkring liggende bjerge – og sådan startede favelaerne som begreb. De hed oprindeligt quelombos (som betyder samfund af bortløbne slaver) og den største blev en by (Palmares) med 20.000 indbyggere oplevede i næsten hundrede år i 1600 tallet, indtil soldaterne opløste byen og dræbte en stor del af indbyggerne.

134

Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

Der opstod med årene et massivt pres fra omverdenen til at forbyde slaveriet (på samme måde som det var blevet forbudt i andre lande) og fra omkring år 1830 var det forbudt at hente flere slaver til Brasilien. Dette blev dog i stor grad ignoreret og først omkring år 1850 ophørte tilførslen af slaver. Brasilien var det sidste land i verden, der forbød slaveriet, der ultimativt endte med at blive forbudt (og alle slaver blev således frie) i år 1888. I 1917 blev sambaen “officielt” “født”, i 1923 åbnede Hotel Copacabana Palace og den moderne by med berømmelsen af strandene begyndte i takt med at det internationale jetset opdagede byen. I 1962 skrev sangerne Tom Jobim and Joao Gilberto sangen Garota de Ipanema (pigen fra Ipanema) om den smukke 17 årige pige Helo Pinheiro, der hver dag gik forbi deres bar og som de begge blev smask forelskede i, hvilket sammen med myterne/markedsføringen af Copacabana har været med til at gøre Rio berømt. Det første Karneval blev afholdt i 1931. I dag er Rio en by med omkring 6.5 mio indbyggere og massive problemer med fattigdom – og ikke mindst problemer med kontrasten mellem rig og fattig. På mange måder kan man nok sige, at Rio er et komprimeret udtryk for de vanskeligheden som Brasilien har som nation. Der er massive problemer med uddannelse, sygdom, kriminalitet, stoffer og ikke mindst bander, der kæmper om narkotikamarkederne i Rio – og såvel som resten af Brasilien. Særligt crack er udbredt som et super-billigt stof – en klump koster omkring DKK 10 – hvilket gør det til de fattiges yndlingsstof. Det er desværre også superskadeligt – og er det kemiske affaldsprodukt ved udvindingen af kokain fra kokabladene. Da vi var installeret i lejligheden, tog vi ned for at handle – både Charlotte og jeg synes altid, at det er sjovt at komme i supermarkeder i udlandet og vi havde aftalt, at vi ville spise hjemme i lejligheden denne aften. Så vi skulle både indkøbe alt det “almindelige” til 5 dage i lejligheden med egen morgenmad og frokost – samt købe ind til aftensmad. Charlotte og Valdemar blev hurtigt enige om, at det bedste nok var, hvis jeg grillede – så vi skulle købe grillkul, optændningsblokke, tændstikker og alt til madlavningen. Og det var ikke helt så nemt som i New Zealand – for alt stod på portugisisk og ingen talte engelsk. Det lykkedes os ikke desto mindre – også med lidt hjælp fra kunder i butikken, der kunne engelsk – at få købt alt. Og nu opstod den næste udfordring. Jeg blev spurgt om jeg ville have varerne leveret. Og.da vi skulle have ret meget, så tænkte jeg, at det nok var en god ide. Men jeg kunne overhovedet ikke kommunikere med kassedamen. Gennem faktor og lidt gloser tilsat en hel masse held, lykkedes det os rent faktisk at få leveret varerne og blive en oplevelse rigere. Vi fik grillet, spist og hygget – og lagt Valdemar i seng. Charlotte og jeg havde aftalt, at vi skulle have en aften sammen, hvor vi skulle holde fest med os selv. Og det fik vi gjort – vi drak en masse vin, grinede en masse og udnyttede fuldt ud at vi havde en tagterrasse på 15. sal på en af de højeste bygninger i byen.

Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

135

Så skal der gang i barbecuen! Udsigten fra tagterrassen –det er favelaen Vidigal, man kan se på bjergskråningen Udsigten fra tagterrassen –det er favelaen Vidigal, man kan se på bjergskråningen

Nu med kuffertermærker til og med Brasilien!

Vi havde fuld udsigt til en af favelaerne, og jeg brugte kikkerten til at kigge lidt rundt i bydelen, nu hvor vi hvor blevet frarådet så kraftigt at tage på tur dertil. Og fordi vi var så højt oppe og så tæt på, så havde jeg et kig i kikkerten, der gjorde, at jeg kunne se helt ind i lejlighederne og havde fuldt udsyn. Der bor omkring 1.000.000 indbyggere i favelaerne i dag – og selv om de alle sammen er meget fattige – så er der også forskel på favelaerne, hvor nogen af dem er meget “håbløse” end andre. Den mest kendte (og den største) er nok Rocinha og den vi kan se fra vores hotel er Vidigal. Skuespillerne fra City of God er fra Vidigal. Det er så livsgivende og fedt for os begge at have tid til at have sådanne aftener sammen – og en stor del af det vi begge synes er fedt ved at have orlov og være afsted. Det har også vist sig, at det at bo i lejlighed, i stedet for at bo på hotel, i Rio er lige det, vi har lyst til og behov for. Vi tænker, at vi skal bruge den næste dag til at prøve at blive den lidt større utryghed omkring byen Rio (end vi havde i Buenos Aires) kvit, således at vi også får et godt forhold til Rio.

Fredag den 12. april Vi blev hentet foran vores lejlighedskompleks kl. 09.30 af Marcia og hendes kører – klar til en dag med oplevelser. En af fordelene ved at have vores egen guide er, at vi på køreturene mellem stederne kan snakke med hende om landet – forholdene mv. – som ellers er vanskelige at få en god fornemmelse af. Og det fik vi ud af dagen, ligesom vi fik set Sukkertoppen, Jesusfiguren og Copacabana. Men derudover var det lidt “spild” af penge at bruge omkring DKK 3.000 på at se de to turistattraktioner, som vi ligeså godt kunne have taget til selv. Men pyt – dagen var rigtig god alligevel. Vi startede på Copacabana, hvor vi hørte historien om fiskemarkedet (Vila de Pescadores), der fortsat ligger der, historen om bosanova sangerne – herunder om Dorival Caymmi, som den berømte statue viser med afslappede udslåede arme – og hørte om udviklingen i området fra Hotel Copacabana Palace i 1923 til i dag.

136

Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

Efter stranden kørte vi til Sukkertoppen (Pao de Asucar), hvor der opstod lidt problemer med vores forindkøbte billetter – der medførte en ventetid på 30-40 minutter i bagende sol. Som noget helt nyt, var jeg tålmodigheden selv og Charlotte blev stærkt utilfreds. Jeg anvendte hendes taktik – lod hende selv bokse med brokkeriet – og fordrev ventetiden med at “spille” bottle ﬂip med Valdemar – vores nye yndlingsbeskæftigelse i ventetid. Vi spiller bedst til 10 eller bedste kreativ ﬂip – og det kan vi få lang tid til at gå med. Valdemar glemte helt tiden og varmen – og det var for mig næsten det bedste ved hele dagen.

Så er vi på ﬁskemarked – Valdemar elsker ﬁskemarkeder!

Der går masser af ﬁsk i den!

Dorival Caymmi og Valdemar – hvem er mest doven?

Sukkertoppen var som sådan en ok oplevelse – men udsigtspunkter er måske ikke lige mig – og hvis ikke det var fordi, at man “skal” se Sukkertoppen kunne jeg godt have været foruden. Et ventetidsselﬁe fra VIP lounge til Sukkertoppen – hvor vi sad 10 minutter efter 45 minutters ventetid udenfor i solen….

Et ventetidsselﬁe fra VIP lounge til Sukkertoppen – hvor vi sad 10 minutter efter 45 minutters ventetid udenfor i solen….

På vej mod sukkertoppen – vi skal nok komme derop!

Endnu en afdeling bliver afholdt i de internationale bottle ﬂip mesterskaber! Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

137

Efter Sukkertoppen tog vi til det 710m høje bjerge Corcovado (hvilket betyder pukkelryg), hvor et af de 7 nye vidundere – den 38 m høje Jesus Frelseren – blev opført i 1931. Vi tog derop med det historisk tog, der begyndt at køre derop i 1848 – altså længe før, at Jesus Frelseren blev opført. Figuren er oprindeligt blev til som en ide for at fejre 100 året for Brasiliens uafhængig – men blev ikke helt opført til dette. Dette var den oplevelse, som Valdemar allerhelst ville have i Brasilien – selvfølgeligt fordi han tror på Gud og går på en katolsk skole. Og da det er en helt igennem ikonisk ﬁgur ville både Charlotte og jeg også gerne se den. Jeg synes også, Jesus ﬁguren var imponerende – men som så meget andet – så er det mest “bare” en turist attraktion. Jeg bliver mere og mere klar over, at det, jeg er mest begejstret for, er at lære noget om landet og dets indbyggere og ikke så meget at se “de obligatoriske ting”. Jeg vil dog gerne se de store attraktioner, men det er absolut ikke dem, der efterlader det største indtryk på mig.

Det obligatoriske billede på toppen og den ligeså obligatoriske kamp mod at nå det inden skyerne kommer!

Også nåede vi ikke rigtigt mere denne dag – hvilket til dels skyldes traﬁkken og dels skyldes, at Marcia ikke lige var den hurtigste guide i verden og gerne lige ville have nogle kaffepauser i løbet af dagen. Vi havde i løbet af dagen fået Marcia til at hjælpe med at få arrangeret, at vi om søndagen kunne komme ind at se en fodboldkamp. Det viste sig, at der i den brasilianske turnering (formentligt svarende til pokalturneringen i Danmark) skulle spilles regionsﬁnale mellem Vasco de Gama (nu vores hold, da det var deres sektion, vi kunne få billetter til) og Los Flamingos. Vasco da Gama blev grundlagt af portugisiske immigranter i starten af 1900-tallet og er fortsat yndlingsklubben for dem, der har portugisisk afstamning. Romario spillede for Vasco da Gama.

138

Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

Der ligger vores bygning jo!

Regionsfinalen er mellem de bedste hold i Rio, der så senere skal spille finaler med vindere fra øvrige regioner indtil den endelige finale skal spilles. Men da holdene i Rio er de bedste – og de to finalister traditionelt blandt de bedste klubber i både byen og landet – er der lagt om til et kæmpe lokalderby. Kampen skal “desværre” spille på det olympiske stadion og ikke på Maracana – men det går nok også, og det bliver bare fedt, at skulle derud. Vi sluttede derfor dagen i et indkøbscenter, hvor vi kunne købe den officielle spilletrøje for Vasco de Gama til os alle tre. Så er vi i den grad klar til at heppe på vores nye brasilianske yndlingsklub!! Vi skulle egentligt have været ude at spise på en traditionel brasiliensk barbecue restaurant – men efter indkøb af trøjerne og en lang dag med kulturskole var der ikke mere energi i Valdemar. Vi aflyste reservationen og spiste i stedet wienersnitzel med pommes og en øl på en restaurant i indkøbscenteret. Efter middagen tog vi en taxi hjem i mørket, hvor vi fik vores første smag af de massive trafikproblemer, som de også har i Rio. Valdemar blev lagt i seng efter lidt velfortjent Ipadtid. Charlotte og jeg valgte at se en film på Ipad – efter også en lang dag, hvor hovedet godt kunne mærke vinen fra aftenen før!

Lørdag den 13. april Det var Formel 1 weekend, og der blev kørt løb i Kina – hvilket medførte, at kvaliﬁkationen blev kørt kl. 3 om natten mellem fredag og lørdag brasiliensk tid, svarende til eftermiddag i Kina. Og det skulle jeg selvfølgeligt op at se. Jeg gik i seng igen og stod op kl. 07.30 – hvor både Charlotte og Valdemar var oppe. Valdemar og jeg havde hele morgenen sammen, hvor vi badede og sludrede og hyggede. Valdemar spurgte for første gang for alvor til både mit og Charlottes arbejde, og vi talte lidt om de valg vi begge havde gjort i forhold til karriere, arbejdstid, muligheder mv. Det var så hyggeligt og virkeligt noget af det, det er fedt at have tid og overskud til.

Ingen internet på min telefon – så må man bare tage et billede af kortet og tage med!

Jeg havde fået bestilt tid til klipning til Valdemar og jeg hos en super cool frisør, der også var en tattoo salon og bar. Det var Thomas fra vores udlejer, der havde været venlig at hjælpe os med dette. Frisørsalonen havde konceptualiseret herreklipning, således at man blev spurgt, om man ville have øl eller kaffe til klipningen, der var PS4 spil til at fordrive ventetid med og hele salonen var indrettet som ren “mandehørm”. Det var rigtigt sjovt og i virkeligheden et koncept, der godt kunne gå i Danmark.

Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

139

Drengene på vej til klipperen!

Og vi fandt den!

Så Valdemar og jeg pakkede vi en rygsæk med Ipad og drog på eventyr ud i Rio på egen hånd for første gang på egne gåfødder. Og det var super fint – og overhovedet ikke utrygt. Vi kom lidt for tidligt og gik ind på en gadecafe i nærheden og fik en kaffe. Klipningen gik godt og vi var snart hjemme igen. Charlotte havde i mellemtiden hørt et stort brag og var blevet bange på vores vegne. Dette skyldes nok dels, at hun ikke havde været afsted på egen hånd og dels den almindelige utryghed, vi godt kan føle, hvis vi ikke lige er sammen og vi er et sted, hvor ting kan ske. Det er nok også en del af den symbiose, vi har fået, ved at være sammen så længe for os selv. Hensigten med dagen var ellers at få en ren afslapningsdag – dels for at kunne bade lidt ved strandene og nyde nærheden til disse og få den oplevelse og dels for også lige at give Valdemar et break fra kulturskole. Og det var tydeligt, at Valdemar trængte til det. Det var også weekend – og det betød, at Valdemar havde muligheden for at spille online med sine venner derhjemme. Da vi kom hjem, brugte Valdemar et par timer sammen med sine venner på Ipad – det lykkedes ham at finde Max og Aleksander online, så det var rigtigt fedt. Efter frokost gik vi ned på Ipanema og det lykkedes os også at få lidt badeture med de store bølger, men pludseligt fik Valdemar rigtigt ondt i maven. Det er sket nogle gange, mens vi har været afsted og derhjemme for den sags skyld – og vi var nødt til at afbryde strandturen og tage hjem. Valdemar havde virkeligt ondt i maven – og vi skal have mere fokus på at han får vand nok og kommer nok på toilettet. Jeg måtte bære ham det sidste lange stykke hjem – han var rigtig ulykkelig over at have det så dårligt.

Bølgerne var vildt fede! 140

Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

Nu på Ipanema Beach!

Valdemar fik det lidt bedre af at komme på toilettet og han fik også en masse vand. Vi sov alle et par timer bagefter – og hele familien havde godt af at få sovet lidt og komme lidt til hægterne. Jeg bestilte bord på Restaurant Fogo de Chao i Botofogo – et brasiliensk steakhouse, som Thomas fra udlejer havde anbefalet. Og han havde også anbefalet at vi brugte Uber, når vi skulle rundt i byen. Og det havde vi heller aldrig prøvet før – så det skulle vi også kaste os ud i. Charlotte fik installeret app’en og så prøvede vi også det. Det virkede så fint og var dejligt billigt og nemt.

Men Charlotte så i stedet på mænd, der spillede fodbold!

Inden vi skulle afsted, var jeg lige nede at handle lidt – vi er blevet så gode – og det var næsten en leg at hente de ting, vi manglede. Valdemar fik også FaceTimet med Aleksander, der havde skrevet, at han rigtigt gerne ville FaceTime og Valdemar blev så glad. Det var tydeligt, at Aleksander også havde savnet Valdemar. Aleksander fortalte også, at de andre drenge havde savnet Valdemar og at de havde talt om at lave en video, hvor de alle sammen sagde hej til Valdemar. Valdemar blev rigtigt glad for dette – også fordi Max havde fortalt, at de næsten alle sammen havde glemt Valdemar. Alt i alt en hyggelig slappe af dag, hvor vi alligevel fik lidt oplevelser og fik et indtryk af Rio. Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

141

Hvem er den tykke pølse?

Og drinks ved “lagunen” bagefter!

Med oversigtskort, der viser, hvilke udskæringer vi skulle have!

Søndag den 14. april Så blev det store fodboldsdag. Vi var så spændte på at skulle afsted og opleve stemningen til en finale OG på et brasiliensk stadion – også selvom det var det olympiske stadion (Estadio Olimpico Nilton Santos) og ikke det ikoniske Maracana. Men vi skulle først hentes kl. 13.15 og i mellemtiden besluttede vi os til at forsøge at tage på Ipenema strand igen og få den fornøjelse, vi ikke fik dagen før på grund af Valdemars ondt i maven. Og det var så hyggeligt – vi legede i de store bølger, kastede os ind i dem og havde det rigtigt sjovt sammen. Charlotte ville ikke bade, så hun passede i mellemtiden på vores ting. På vej tilbage fra stranden fandt vi en stor Havaianas butik, hvor vi alle tre fik 2 par hver. Det er et mirakel, at vi fik lokket mig til det – mig, der alle årene har forbandet de sandaler, hvor man skal have en strop mellem store- og pegetåen. Men nu skal det øves – og samtidig koster de ikke rigtigt noget i Brasilien – 6 par i Brasilien koster det samme som 2 par derhjemme – svarende til en pris på omkring DKK 70-80 pr. par. Vi købte et flutes med hjem fra en bager og spiste pølse, ost og skinke til frokost hjemme i lejligheden. Det var dejligt ikke altid at skulle spise ude. Vi blev hentet rettidigt og skulle med en bus med 8 andre plus vores guide. Der var en fransk familie med 2 voksne og 2 børn, et canadisk ægtepar og en portugisisk mand. Vi var derude i god tid – hvilket var super fint, idet der ikke var nummererede pladser og det således var først til mølle princippet der galt.

142

Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

Billetterne er købt!

Vi er klar ved indgangen

Og her skal kampen udfoldes

Vi fik rigtigt fine pladser på den ene langside på nedre tribune – under halvtag, så vi ikke behøvede at tage os af regnen, der kom senere – og helt tæt på banen. Der var 3 meter brede “voldgrave” mellem tilskuerpladserne og banen – og mellem de enkelte sektioner, så der var ikke fare for hverken baneløbere eller slagsmål mellem de enkelte fan-fraktioner. Vi sad på den ene langside - de hard-core fans sad bag hver deres mål. Der var desværre kun omkring 10.500 tilskuere – og med plads til omkring 40.000 efterlod det et stadion, der synes noget tomt i det. Der var så til gengæld fuld gang i de tilskuere, der var der – med mange sange, kanonslag og fyrværkeri. Selve kampen var langt fra så samba-agtig, som vi havde troet – men det var alligevel en oplevelse at se både kampen og opleve fankulturen. Det var også rigtigt sjovt at se Valdemar. Han havde været til FCK-Brøndby sidste år – og der kunne han slet ikke koncentrere sig om kampen. Denne gang sad vi næsten to timer inden kampen gik i gang plus de to timer kampen varede inklusive halvleg – og Valdemar var fuldt koncentreret næsten hele tiden. Vi fik heldigvis også masser af is, sodavand og popcorn (og en masse toiletbesøg til at slippe af med sodavanden) til at sikre at ingen var urolige eller kede af det! Ledelsen af stadion havde desværre lavet en fejl ved udstedelsen af billetter og på øvre tribune lige over os stod en lang række tilskuere i Flamingo-trøjer. Og selv om der var masse familier omkring os – var der også passionerede Vasco Da Gama fans – og de var bestemt ikke tilfredse med at se Flamingo fans så tæt på. Det blev ikke bedre, da Vasco Da Gama kom bagud 1-0 og slet ikke, da de kom bagud to 2-0. Der var en super-aggressiv stemning og både Valdemar og Charlotte blev lidt utrygge. Det blev ikke bedre, da der også opstod et slagsmål internt på tribunen ca. 15 minutter før kampens afslutning, kun 10 meter fra hvor vi sad.

Fodbold-selﬁe! Og La Familia!

Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

143

Politiet var utroligt nok super effektive og tog billeder af situationen hele tiden. Da slagsmålet opstod, var de fremme på under 1 minut – og fik hurtigt stoppet situationen. Vi vendte liiiiiige Valdemars hoved væk, så han ikke skulle se hele “underholdningen”. Vi slap meget hurtigt og nemt ud af stadion og uden problemer hen til den minibus, der skulle bringe os hjem. Vi var hjemme omkring kl. 19.00. Charlotte og jeg var egentligt indstillede på bare at finde en lokal nem restaurant i nærheden. Men det var Valdemar bestemt ikke med på. Han ville værsgo have en god restaurant og det skulle være med brasiliensk barbecue igen. Jeg ville gerne prøve den restaurant, vi aflyste, da vi var for trætte fredag aften, så jeg fik hurtigt bestilt bord på restaurant Churrascaria Palace. Det var helt samme koncept som aftenen før – men med lidt variation i salatbuffet, hvor der også var lidt sushi og lidt østers. Denne restaurant var lidt mere kompakt og efter Charlottes opfattelse “lidt stressende”. Valdemar er blevet helt fantastisk til at følge en af vores meninger – og denne gang hoppede han på mors hold og synes bare også, at den var stressende – “ikke også mor!!!”. Men vi syntes alle alligevel, det var en god restaurant og vi havde en rigtig god oplevelse. Derhjemme var vi alle trætte og gik tidligt i seng. Som alle andre nætter i lejligheden sov Charlotte og jeg rigtigt dårligt. Der var sindssygt mange lyde i lejligheden (og fra bygningen i det hele taget) og utroligt meget støj fra gaden og et nærliggende diskotek. Da vinduerne er meget tynde og ikke isolerer overhovedet, fik vi fuld “glæde” af alle lyde fra gaden og fra diskoteket til et niveau, hvor vi kunne følge med i DJ’ens speech mellem numrene. Diskoteket havde åbent både torsdag, fredag, lørdag og søndag aften/nat – og lukkede først for musikken omkring kl. 3-4 stykker. Lejligheds store kvalitet var således tagterrassen og de mange kvadratmeter – og ikke hverken kvaliteten af interiøret eller den daglige komfort, der blev meget forstyrret af lydene om natten. Vi synes nu alligevel – med nogen grad af positivisme – at den samlet levede op til forventningerne.

Mandag den 15. april I dag skulle vi have en rigtig slappedag, hvor vi kunne tale med familien, venner og Valdemar kunne FaceTime og spille med alle sine venner. Og han fik talt med både Aleksander, Frederik og Oliver – og da han samtidig de andre dage havde fået snakket med Martin og Max, var der næsten fuld plade!!! Jeg fik trænet fra morgenstunden, hvor jeg tog trappen 200 gange op og ned til svimmingpoolen – svarende til 800 trin op og ned – samt lavet min cirkel 6 gange. Fedt at få det gjort – ualmindeligt kedeligt at skulle gøre det…. Og jeg fik snakket med Far og Chresten – mens Charlotte fik snakket med sin mor. Da det var slappedag, lagde Charlotte helt uopfordret “kun” 2 aktiviteter ind – nemlig en tur til shoppingcenter med frokost og et efterfølgende kaffebesøg på restaurant/bar Garota de Ipanema

144

Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

(pigen fra Ipanema). Valdemar og jeg nedlagde veto – i dag var det “holde med far dag” – mod kaffebesøget, og da jeg lokkede med sludder og vin på tagterrassen til Charlotte var hun solgt, resignerede og opgav kaffebesøget.

Jeg står ikke op!!

Morgenmad i lejligheden

Centerbesøget var nu ikke kun for Charlottes skyld – hun skulle købe strømper til Valdemar. Det viste sig at være en besværlig affære – meget underholdende, at de stort set ikke sælger strømper nogen stedet – det går børn åbenbart ikke med. Charlotte fik også købt den fineste colbolt blå bikini – og da hun slet ikke havde købt noget på hele turen, var der små stjerner i hendes øjne af bare glæde. Valdemar og jeg fik skæld ud af en centervagt, da vi forsøgte at side på gulvet og spille bottle flip – så vi havde alle en oplevelse ud af at være i centeret. Da vi kom hjem, havde Charlotte og jeg en virkelig hyggelig eftermiddag, hvor vi nød at have tid til bare at sludre og begynde at glæde os til de sidste 3-4 ugers orlov og de oplevelser, vi har til gode – imens Valdemar hyggede sig med Ipad’en. Valdemar havde bestemt, at vi skulle spille “tre på stribe” og tage på brasiliensk barbecue restaurant til aften OG at der skulle være genvalg til restaurant Fogo de Chao. Vi Uberede derover og havde en lige så god oplevelse som første aften. Det er altså virkeligt lækkert kød… Da vi skulle sove om aftenen, var vi rigtigt glad for, at der ikke var åbent på diskoteket. Glæden rakte dog kun lige indtil, at vi blev vækket midt om natten, ved at vi meget, meget tydeligt kunne høre skud. Der kom først tre skud – så en pause – og så tre skud mere. Lige der var nærheden/tætheden til favelaen pludselig meget tydelig og socialrealismen kom lige tæt nok på. Charlotte blev meget bange og var urolig for, om der kunne være sket noget med Valdemar. Det var der selvfølgeligt/ heldigvis ikke – men bare det, at tanken kan opstå, er jo ultra ubehagelig. Det var også meget tankevækkende, at der på intet tidspunkt efterfølgende kunne høres sirener eller ses blå blink i kvarteret. Politiet dukker med andre ord ikke op, “bare” fordi at der er skudveksling. Det bliver dejligt at komme et sted hen, hvor vi forhåbentligvis kan få en lidt mere rolig natteseance og kan få lidt mere sammenhængende søvn.

Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

145

To krigere på vej med de slemme og utroligt kraftige bølger – vi vandt slaget – men bølgerne vandt krigen!!

Tirsdag den 16. april Afrejsedag – et ord vi kender så godt! Vi havde planlagt at bruge formiddagen på at tage til det gamle hæderskronede Hotel Copacabana Palace, få en kop kaffe og så gå hjem langs stranden, hvor Valdemar og jeg kunne kæmpe mod bølgerne. Vi tog afsted til hotellet – kiggede lidt rundt og tænkte, at det lignende noget, vi har set mange andre steder. Vi var, på trods af de minusser, vi havde i lejligheden, glade for at vi har valgt at bo i lejligheden og få den form for oplevelse med også. Turen hjem langs stranden var rigtig ﬁn – indtil jeg – ved hjælp af en bølge, lidt klodsethed krydret med lidt uheld – ﬁk revet det meste af neglen på min storetå negl af. Det gjorde dejligt naller… Vi holdt til Valdemars store utilfredshed en lille pause i badningen indtil smerten havde fortaget sig lidt – og da jeg igen kunne bade, var vandet desværre fyldt med røde alger, som vi ikke havde meget lyst til at bade i. Vi drog derefter hjemefter med et proviantstop i supermarked og bager – klar til sandwich a la hjemmelavet. Vi nåede også efter pakning og badning at få solet os lidt på terrassen. Vi skulle lige klemme det sidste ud af solen og varmen – vi ved ikke helt, hvad den resterende del af turen bringer vejrmæssigt, men det ser ikke umiddelbart ud til, at det bliver særligt varmt eller solrigt.

146

Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

Jeg havde om aftenen dagen før Whatsapp’et med vores lokale rejseagent om afrejsetidspunkt. Jeg havde foreslået, at vi blev hentet i lejligheden kl. 14.00 – men de mente, at kl. 14.30 var alt rigeligt. De kom og hentede os omkring kl. 14.20 – men desværre uden bil – og igen uden at de havde styr på lejligheden. De vidste ikke lige, hvad vi skulle gøre med nøglerne til lejligheden. Da vi kom ned, var bilen der ikke – og der fik 20 minutter inden der ankom en bil, der var alt for lille. Det endte med, at jeg blev rigtigt sur – skældte både chauffør og guide ud, forkastede deres løsning om, at skaffe endnu en bil og sagde, at nu måtte vi køre. Jeg sad med den ene kuffert på skødet hele vejen derud og vi var godt pressede i tid. Valdemar er begyndt at blive sur sammen med os andre – det er på den ene side en god udvikling, at han følger med i, hvad der sker og har samme følelsesregister som os andre – og på den anden side en følelse, vi gerne ville udskyde, at han behøvede at have. Guiden var rigtig ked af det – og det var jo heller ikke hendes skyld – hun havde jo bare gjort, som hun fik besked på af hovedkontoret – og hun havde været der i rette tid. Jeg fik sagt undskyld til hende – men fik samtidig forklaret vores frustration. Den forstod hun fuldt ud og hun var selv voldsomt utilfreds med hovedkvarteret planlægning og kunne slet ikke forstå, at hovedkvarteret mente, at kl. 14.30 var det rigtige tidspunkt. Det var særligt frusterende, idet vi normalt jo ikke bruger guide til at bringe os til lufthavnen og vi kunne have gjort det langt bedre og med sikkerhed langt billigere, hvis vi bare var taget i lufthavnen selv. Men vi nåede vores fly til Sao Paulo – og så ventede et døgns tid med masser af fly og rejse, inden vi skal ankomme til vores båd, der skal tage os rundt på Amazonas floden i nogle dage. Først fra Rio til Sao Paulo, videre fra Sao Paulo til Quito – overnatning på lufthavnshotel og videre til byen Coco, hvor vi bliver hentet af Anakonda Tours – det rederi, der skal være vores vært på båden på floden i de næste 5 dage. Vi havde halvanden times ventetid i Sao Paulo, hvilket lige præcis efterlod os tid nok til at få købt safariskjorter til os alle tre til jungle turen – og få en burger på TGI Fridays – så fik vi sat hak ved den også. Vi ankom til lufthavnshotellet Wyndham Quito kl. 23.30 og kunne få lidt søvn, inden vi skulle afsted igen kl. 9.30 næste morgen.

Brasilien – Rio de Janeiro –11. april – 16. april 2019

147

Ecuador – Quito/Coco – Amazonas floden – 17. april – 21. april 2019 Onsdag den 17. april Jeg stod op tidligt og fik trænet på hotellet – inden der går 5 dage, før jeg igen kan træne på et hotel. Jeg fik kørt det fulde program – det var fedt lige at få det gjort. Jeg havde i de sidste par dage skrevet lidt frem og tilbage med Tue, der gerne ville sælge sin racercykel til mig. Det vil være rigtigt fedt at kunne lave noget andet i stedet for at løbe, så jeg havde besluttet mig til at købe den. Så er der også det at glæde mig til, når vi kommer hjem. Jeg ringede til Christian Lentz fra lufthavnen – bare for at sludre – men jeg forsøgte samtidig at lokke ham til at købe en cykel og skifte fra løb. Jeg savner at løbe med ham og få de sludre vi fik om morgenen. Vi kom helt problemfrit med shuttlebus til lufthavnen efter morgenmaden – kun afbrudt at det lille intermezzo at jeg gerne ville hæve nogle flere dollars. Da jeg forsøgte at hæve kunne jeg kun hæve 100 dollars ad gangen. Jeg hævede 1.200 dollars ad 12 gange, hvilket fik NETS til at spærre mit mastercard – ikke besværligt – jeg ringede blot og fik det ophævet – men lidt sjovt, at det blev spærret.

Charlotte og jeg sludrede fra Quito til Coca

Vi venter og hygger!!

Første kig på den ﬂod, vi skal sejle på

Flyveturen til Coca gik meget nemt og vi blev hentet af guiderne fra båden ude i lufthavnen sammen med de andre fra ﬂyet, der også skulle på cruise. Vi var lidt spændte på at se, hvordan det ville være at være på et cruiseskib – også selvom dette var meget lille og at der kun var omkring 25-30 passagerer på båden. Det viste sig, at vi var nogenlunde ligeligt fordelt mellem 5-dages gæster og 8-dages gæster.

Da vi alle var samlede, sejlede vi med motoriseret kano i halvanden time ud til selv båden – så var vi i gang på Napo-ﬂoden i Amazonas!!

148

Ecuador – Quito/Coco – Amazonas ﬂoden – 17. april – 21. april 2019

Valdemar leger

Ombord på båden fik vi verdens mindste værelse med en opredning til Valdemar. Vi kiggede i vores itinerary, hvoraf det fremgik, at vi skulle have to junior cabins. Så kiggede vi på vores voucher, hvor der stod, at vi skulle have et standardværelse med en opredning. Begge steder stod der, at vi skulle fri “soft drinks”, hvilket skibet også sagde ikke var inklusiv. Vi havde ingen internet og ingen telefonforbindelse, så jeg kunne ikke få fat på vores rejsebureau. Skibet – kaptajnen og manageren – var superflinke til at hjælpe og fik opgraderet os til en suite og kaptajnen bandt benene sammen på de to Queen size senge sammen med strips, så vi alle tre kunne sove der. Og dette skulle kendetegne vores ophold på båden – alle var super søde og imødekommende og alt kunne lade sig gøre.

Mor leger

Og pludselig er skibet der!

På vej til skibet så vi vores “samværsvenner” de næste fem dage. Det var primært mennesker på mindst 70 år og så en familie fra Quito, der viste sig at være ejeren af Coral I og Coral II, som vi skulle være på i ugen efter i Galapagos – meget pudsigt. Ejeren af rederiet var også med – og han var naturligvis venner med familien fra Quito, der ejer Coral I og Coral II. På skibet mødte Charlotte med det samme Gary – den ene af et bøssepar – som hun antog for at være en del af personalet. Charlotte spurgte ham, om han kunne vise hende et toilet – da hun virkeligt skulle på toilettet. Gary svarede, at han ganske vist ikke arbejdede på båden, men at hun da gerne måtte låne hans toilet, hvis det hastede meget. Og dermed blev vi hurtigt venner med Gary og hans mand Henri.

Vi fik frokost på båden, hvor Gary hurtigt “kaprede” os – og havde smidt nogle af de “gamle” amerikanere væk fra deres nabobord flere gange, for at sikre sig at vi kom til at sidde der. Efter frokosten var det tid til en samlet briefing omkring alt fra sikkerhed på båden, aftenens udflugt og morgendagens program. Vi var også igennem en sikkerhedsøvelse – og så var Valdemar klar til lidt tid med Ipad og Charlotte og jeg var klar til en flaske Chardonney og solnedgang. Virkeligt fantastisk flot solnedgang – og hyggeligt at have lidt tid til at sludre. Til aftensmaden havde Gary lavet “ballade” igen og sørget for, at vi sad sammen ved bordene og at vi kom på hold sammen til udflugterne. Han er så uforskammet på den virkeligt charmerende måde – og det betyder, at personalet virkeligt godt kan lide ham – samtidig med at han stiller store krav og får tingene på sin måde.

Ecuador – Quito/Coco – Amazonas ﬂoden – 17. april – 21. april 2019

149

Hvidvins- og solnedgangsselﬁe! Og hovedpersons optræden!

Og her står han op igen!

Gary plejede at være topsælger i en stor amerikansk virksomhed og Henri var tidligere banker. De havde valgt at gå på pension som 45 årige og efterfølgende havde de haft en heldig hånd med investeringer i boligudlejlningsejendomme. Nu var de omkring 60 år – og de var tydeligvis meget velhavende og boede i en spansk hacienda ejendom i Californien. Henri er mere stille og reflekterende – så de komplimenterer hinanden godt. De var virkeligt et godt par sammen. Vi kom også på hold med et ægtepar fra Canada – Dave og Brenda – en tidligere skoleleder og en lærer på omkring 70 år, som efter deres karriere i skolesystemer havde lavet en privat konsulentvirksomhed, der ydede rådgivning til det offentlige omkring undervisning og udviking af undervisningsprogrammer. Brenda var nu blevet kunstner og de var egentligt begge pensionerede. De var også temmelig velhavende – Brenda var formentligt født velhavende – og var et meget pudsigt par. Brenda var egentligt meget sød – men også meget “skrøbelig” eller Maude-agtig i sin adfærd. Dave var den helt rolige, som fik alting til at fungere – og som var meget vidende/lidt professor agtig – men på den hyggelige måde. Disse to par blev vores selskab på båden i de dage, vi var der. Vi var sammen til alle måltider og til alle udflugter – hurtigt kaldet straffeekspeditionerne af Valdemar og jeg, da de varede hele dagen fra 9-19 – kun afbrudt af 2 timer på båden midt på dagen. Udflugterne var i de motoriserede kanoer, der havde bragt os fra Coca til båden. Aftenens udflugt tog os med lygte ud at se naturen og lytte til den. Vi så frøer, fugle og hørte alle lydene fra regnskoven – meget fremmedartet og en stor oplevelse. Vi var alle rigtigt trætte og Valdemar faldt i søvn i kanoen på vej tilbage til skibet, hvor vi røg direkte på hovedet i seng. En refleksion fra dagen, som vi skulle gøre noget ved de næste dage var, at vi (igen) var havnet i en situation, hvor Valdemar nemt blev lidt ekskluderet, fordi han ikke taler (nok) engelsk og fordi, vi nemt falder i snak med de andre. Vi skal derfor være opmærksomme på, at vi også inkluderer Valdemar og ikke bruger for meget tid på at snakke med de andre.

150

Ecuador – Quito/Coco – Amazonas ﬂoden – 17. april – 21. april 2019

Torsdag den 18. april Jeg vågnede tidligt, fordi “båden” vågnede, motoren blev startet og jeg så småt kunne fornemme aktiviteten på båden. Jeg satte mig op på observationsdækket og nød morgenstunden helt alene en times tid – lyttede til lydene fra regnskoven, fik taget lidt billeder og nød bare at have muligheden for at være i tæthed med naturen. Charlotte og Valdemar fandt mig deroppe, da de vågnede og vi sludrede lidt sammen. Jeg bliver altid så glad, når jeg ser de to banditter!! Da klokken blev 7, åbnede morgenmaden og vi kastede os straks over den, så vi kunne have kræfter til, hvad der skulle blive en meget lang dag fyldt med oplevelser. Efter morgenmaden startede vi i kanoen kl. 09.00 med halvanden times sejlads ned til den peruvianske grænse, hvor vi først skulle besøge en lokal landsby og derefter skulle vi kigge efter den lyserøde floddelfin – og hvad vi ellers kunne finde i træerne. Det er lidt svært for Valdemar at bevare tålmodigheden på den lange sejlads – men han klarer sig faktisk rigtigt fornuftigt. På vej derned fik vi historier af Kevin – vores personlige guide – om alt fra de dyr vi så, faunaen og historie om territoriale udfordringer med nabolandene og krigene med Peru.

Dagens program

De andre fra gruppen

Og vores bådfører

Equador har haft tre krige med Peru om territoriet mellem de to landene, hvor Peru som “storebroderen” har taget betydelige landområder fra Equador med den ene begrundelse, at landet var ubenyttet. Equador har i dag omkring 17 mio. indbyggere, men i 1941 var de betydeligt færre (omkring 6 mio.) og Peru har mange, mange ﬂere indbyggere. Det var således et lidt umage match i forhold til at skulle føre krig mod hinanden og Equador var tvunget til ikke at gennemføre krigene til den “bitre ende”. Der havde været krig i 1941, 1980 og senest i 1995, hvor der blev indgået en udførlig fredsaftale, der siden var blevet respekteret. Der var dog fortsat den udfordring, at Equador (med guidens ord) meget gerne ville gøre noget for både bevarelsen af naturressourcerne og de indfødte, hvorimod Peru ikke havde samme prioritering. Det er dog svært at vide, hvad man ville få at vide, hvis man tog samme tur med en guide fra Peru.

Ecuador – Quito/Coco – Amazonas ﬂoden – 17. april – 21. april 2019

151

I grænselandet mod Brasilien var udfordringen den samme – Brasilien havde også taget store landområder fra Equador gennem tiden. Brasilien udrydder så øjensynligt store dele af regnskoven for at anlægge soyabønne marker. Equador har forholdsmæssigt en meget lille del af regnskoven og Amazonas – så selv om de meget gerne vil bevare den er det svært at gøre den store forskel. Når jeg ser alle de olieskibe og olieudvindingssteder langs ﬂoden, når vi sejler, tænker jeg dog, at også Equador kan gøre mere for at bevare regnskoven. Kevin fortalte også, at FARC fra Columbia og druglords fra Columbia benytter regnskoven og de trails, der fører ind i Equador til at smugle stoffer og våben. Stofferne bliver afskibet, sejlet mod Galapagos og videre mod USA. Efter et hurtigt stop i byen – Nuevo Roca Fuerte – for at benytte lidt toiletter der, ankom vi til landsbyen på den peruvianske side af grænsen. Anakonda River Cruise (“ARC”) har et samarbejdsprogram med landsbyen – hvor der bor omkring 50 indianere. ARC har medvirket til at støtte en lille bitte skole og bidrager med at bringe turister dertil. Stammen hedder “Secoyas” og taler kun deres eget stammesprog. Der er 2-3 personer i stammen, der også taler spansk og fungerer som tolk, når ARC tager gæster med derhen. Indianerne fra Secoya stammen producerer nogle halskæder og armbånd af kerner fra træer, som de farver og sætter på snore lavet af ﬁbre fra træerne og sælger, når ARC kommer med gæster.

Lektielæsning a la Amazonas

Vi købte selvfølgeligt nogle stykker for i alt 20 dollars – som efter vores opfattelse er den rigtige måde at støtte på, idet de dermed bevarer deres identitet og værdighed i modsætning til “bare” at få penge. Nuevo Roca Fuerte

Husene er på stylter for at holde slanger, andre dyr og vandet ude Det er ikke kun luksus Vi køber perlekæder lavet af kerner, frø og træﬁbre Mennesker fra Secoya stammen 152

Ecuador – Quito/Coco – Amazonas ﬂoden – 17. april – 21. april 2019

Jeg tror aldrig, at jeg har været i noget så autentisk som turist som besøget i denne landsby. Det var virkelig ikke kommercialiseret på nogen måde og det er helt tydeligt, at der kun med meget lange mellemrum, var kontakt til omverdenen. Dagligdagen i landsbyen fungerer, som den altid har gjort. Dagen starter omkring kl. 04.30 med familieråd, hvor dagens opgaver fordeles – alt fra jagt, fiskeriet, bær indsamling, byggeopgaver af alt fra kanoer til redskaber til madlavning, idet de producerer alt selv, som de skal bruge. Indianerne lever fuldstændigt, som vi gjorde for 200-300 år siden i Danmark i bondesamfundet. Der er i området fortsat to stammer, der overhovedet ikke har kontakt med den moderne verden – det er helt vildt at tænke på i 2019 – og også med tanke på, hvor primitivt, den stamme vi besøgte, lever – og de har endda kontakt til omverdenen. Det var virkelig en stor oplevelse at se landsbyen – ikke fordi vi så særligt meget, men mere fordi det gav stof til eftertanke at se og forestille sig livet, hvor indtægterne er super-små, truslen fra regnskovens dyr er stor og hvor kampen for overlevelse er en daglig kamp, der aldrig holder pause. Og samtidig er de glade og tilfredse, med den tilværelse de har, og de er tydeligvis gode til at leve en dag af gangen uden den konstante fokusering på morgendagen, som kendertegner vores dagligdag. Ejeren af ARC var med på turen i den anden kano, og han havde medbragt en fodbold. Det var så sjovt at se, hvor glad den lille pige var for fodbolden. Efter besøget i landsbyen sejlede vi til et sted, hvor vi kunne se de lyserøde floddelfiner. ARC havde et projekt, hvor der lige var lidt toiletfaciliteter og mulighed for at spise en medbragt snack. Igen var det lykkedes at lave aktiviteten, uden at det blev turistet. ARC havde sørget for, at vi havde mulighed for at prøve at fodre en af delfinerne. Delfinerne der lever vildt, men de ved, at der nogen gange er mulighed for at få mad, når der er mennesker på stedet. Valdemar lærte selv at tilkalde delfinen og fodre den og han fik også mulighed for at røre ved den. Han blev så glad for delfinen, at han slet ikke ville afsted, da vores guide sagde, at vi skulle videre. Og da vi sad i kanoen på vej væk derfra, græd Valdemar i næsten 30 minutter, som jeg næsten aldrig har set ham græde før, fordi han skulle væk fra delfinen. Jeg tænker, at det nok måske også skyldes, at han savner nogen at være tæt med (sine venner) bortset fra hans mor og far, men det kan også

De blev så gode venner

Og den er også ﬂot

Og Valdemar kunne lokke den til at sig selv

Ecuador – Quito/Coco – Amazonas ﬂoden – 17. april – 21. april 2019

153

Viden til den ﬂittige elev!

være, at han bare blev tæt knyttet med et vildt dyr og oplevelsen var så intens, at det fremkaldte de stærke følelser. Det lover godt for Valdemars venskab med Anton – de skal nok blive verdens bedste venner. Efter en lang sejlads var vi tilbage på båden til en hurtig frokost, inden vi igen skulle afsted kl. 15.15. Og lidt mere delﬁn!

Ved frokosten satte guiden Kevin sig ved vores bord og fortalte sin historie. Han var vokset op i en primitiv landsby ikke langt fra, hvor vi spiste frokost. Han havde kun fået den grundlæggende skolegang, idet der ikke var hverken råd eller mulighed for at tage gymnasiet eller komme på universitetet. På et tidspunkt kom en amerikaner til landsbyen som forbindelsesofficer mellem et af olieselskaberne og det lokale samfund. Da amerikaneren så, hvor meget man kunne gøre for samfundet for få midler, beslutttede han – efter samtale med de lokale, der gerne ville have hans hjælp – sig til at sige sit job op, sælge sin virksomhed Toiletter – jungle-style og i stedet etablere en fond, der kunne hjælpe med uddannelse og videreudvikling af samfundet. De lokale tænkte nok: “ja, ja – det kommer aldrig til at ske”, men amerikaneren gjorde rent faktisk, hvad han havde lovet og fik skaffet midler til at gennemføre projektet. Dette muliggjorde, at Kevin som 19 årig kunne starte i gymnasiet og efterfølgende tage en længere uddannelse. Amerikaneren fik samtidig startet et Eco-hotel, hvor de nu uddannede lokale kunne arbejde og der startede Kevin så sin karriere. Det betød, at han også blev meget bedre til engelsk og til sidst kunne rejse og få arbejde andre steder i Equador. Projektet kører fortsat og danner skole for, hvordan man andre steder i Amazonas kan hjælpe lokalbefolkningen. Da Valdemar hørte historien, blev han helt rørt, og han mente, at der skulle rejses en statue af amerikaneren, lavet af rent sølv, i landsbyen. Vi var først tilbage på båden kl. 18.45 – og vi var godt trætte. Der var lige tid til at vel tiltrængt bad, før der kl. 19.30 var briefing om næste dags program efterfulgt af aftensmad. Vi sad sammen med de fire andre og sludrede indtil kl. 22.30, hvor vi blev “smidt” ud af restauranten og gik på hovedet i seng. Vi sov alle med det samme – jeg nåede ikke engang at få børstet tænder, før både Charlotte og Valdemar sov de retfærdiges søvn. Samtalen ved aftensmaden blev en lang blanding af liberalisering af hash-markedet i USA og Canada, politisk historie, sammenligning af landenes systemer, tidligere ferieture, dykning og deling

154

Ecuador – Quito/Coco – Amazonas ﬂoden – 17. april – 21. april 2019

af alle mulige private historier fra vores liv. Meget hyggeligt og meget lærerigt. Brenda og Dave hyggede sig nok lidt mindre – men jeg forsøgte at få dem involveret i samtalen, hvilket jeg tænker, at de satte pris på. Og vores mission lykkedes i øvrigt – vi var hele dagen på Valdemar, så han ikke følte sig udenfor.

Fredag den 19. april Jeg vågnede tidligt – 5.30 – og stod op for at få skrevet min dagbog – og nyde morgenen på skibet. Det var virkeligt fedt igen at have tid til at reﬂektere over vores oplevelser og få dem beskrevet. Hele skibet skulle op kl. 6.30 – fordi dagens program startede kl. 08.00 med afgang til en lokal landsby, hvor vi skulle have en kulturoplevelse med blandt den oprindelige byggestil. Charlotte og Valdemar vågnede, da skibet blev vækket – og så var vi klar til fælles morgenmad. Det er så fedt, når de vågner, når jeg har været tidligt oppe. Fordi vi er sammen så meget – så savner jeg dem, når de sover!! Besøget i bebyggelsen – for det var bare et hus, og ikke en landsby – var en endnu større oplevelse end dagen før. Familiens overhoved inviterede os 7 ind i deres hytte, hvor vi kunne se hvordan de levede og boede. Han var 66 år gammel (Carlos) og han havde 7 børn og en ufattelig mængde børnebørn, der var over det hele. Carlos’ hustru (48 år) var blevet bidt af en babyslange i februar måned og var død af giften, der sprøjtede ind. Babyslanger kan ikke kontrollere mængden af gift, den sprøjter ind i et bytte – hvilket formentligt var årsagen til at hustruen døde. Carlos var fortsat meget påvirket af hendes dødsfald og hans familie var der hver eneste dag for både at holde ham med selskab og for at deltage i sorgen. Vi hørte også om familieforholdene, sygdomme og andre dele af deres liv i dagligdagen – og det var virkeligt indsigtsgivende. En stor oplevelse.

Ecuador – Quito/Coco – Amazonas ﬂoden – 17. april – 21. april 2019

155

De er så søde! Uhhh – vi bliver generte!

ARC havde været der sidste gang i januar måned – så ARC er kun ved huset hver 3. måned – og det var virkeligt heller ikke en turistet oplevelse. Det var i endnu højere grad end dagen før en tankevækkende og intens oplevelse at få et lille indblik i deres liv. Tilbage på skibet pjækkede fra oplevelsen med at skulle flette blade, hvorimod vi (det vil sige Valdemar og Charlotte) deltog i madlavningsaktiviteten. Jeg fik skrevet min dagbog og sovet lidt. I dag var programmet mindre stramt, og der var også mulighed for efter frokost at hvile lidt, hvilket både Charlotte og Valdemar benyttede lejligheden til. Om eftermiddagen – efter frokost – skulle vi ud at sejle i kajak i Yutori Reserve – en sort sø, der har et særligt øko-system, hvor nedfaldet af vegetation gør, at bunden af floden bliver helt sort. En af ulemperne med de motoriserede kanoer er, at de larmer så meget, at vi ikke kan høre regnskovens lyde, når den sejler. Det er praktisk for hastigheden i transport, men det er også kedeligt, at vi mister nærheden med lydene i regnskoven. Vi tror også, at lyden skræmmer en række af dyrene væk, så vi mister muligheden for at se mange af dyrene.

Og der er langt til vores liv!

Vi havde fået at vide, at turen kun ville vare en time, og Valdemar ville gerne blive på skibet, så det var kun Charlotte og jeg, der skulle afsted. Da vi sad i kanoen, ﬁk vi at vide, at turen ville vare 2-2,5 time – hvilket var langt længere, end vi kunne efterlade Valdemar alene på skibet. Så Charlotte sprang af – og jeg blev i kanoen. Det var en hurtig beslutning – og helt rigtig i forhold til Valdemar, der ikke skulle være alene så længe. Og det var også en rigtig beslutning for Charlotte, for denne udﬂugt gik lidt op i hat og briller.

Der snittes og hakkes… 156

Ecuador – Quito/Coco – Amazonas ﬂoden – 17. april – 21. april 2019

Black water – et øko-system, der er meget forskelligt fra den resterende del af ﬂoden

Vi brugte al tiden på at kigge efter ingenting i træerne og lede efter dem, der skulle sejle kajakkerne ud til det sted, hvor vi skulle sejle. Så det endte med, at vi kun sejlede kajak i 5-10 minutter. Det eneste formildende på turen var, at vi fik lejlighed til at svømme i Napo floden – og dermed kan jeg sætte hak ved, at have svømmet i Amazonas – et sted, hvor der er anakondaer, cayman-krokodiller, andre slanger og piratfisk. Ikke helt uden mod!!

Kajakturen…Alle 7 minutter!

Så ﬁk jeg også svømmet i Amazonas!

Om aftenen var der mulighed for at komme på endnu en aftenvandring, men det valgte vi at springe over og blive på skibet. Det samme gjorde Gary og Henri og vi havde en hyggelig aften sammen. Vi gik op for at sove omkring kl. 22.00, men forinden havde Valdemar og jeg en “slås/kildekamp”, hvor vi grinede så meget, at vi næsten ikke kunne stoppe igen. Jeg elsker sådanne afslutninger på aftenen.

Lørdag den 20. april Sidste hele dag på båden – næste dag ville primært gå med at komme op, pakke, spise morgenmad og blive transporteret tilbage til Coca til vores ﬂy tilbage til Quito til en overnatning, før vi søndag skulle til Galapagos. Dagens program

Jungle-selﬁe!

Og dagen går med at kigge, kigge og kigge!!

Der vises citron-myrer

Vi skulle afsted fra båden kl. 08.30 for at sejle til Clay Lick – en del af nationalparken, hvor der er mulighed for at vandre i regnskoven. Denne tur i regnskoven var ad naturlige stier, hvor det vigtigste var, at vi fik oplevelsen af, hvor vild regnskoven i virkeligheden er. Luftfugtigheden var høj og tætheden af bevoksningen var virkelig cool at opleve – vi forstod så meget bedre behovet for machetter (som de kalder deres vigtigste værktøj) og hvorfor at gå selv meget få kilometer kan tage meget lang tid, hvis der ikke er lavet stier. Vi fik også smagt citronmyrer (lemon ants), der lever inde i Og jeg kan også! en plante. Både Valdemar og jeg smagte – Charlotte sprang liiige den oplevelse over. Det var egentligt ikke ubehageligt på nogen måde og der var slet ikke nogen fornemmelse af noget, der kravlede i munden på en. I denne del af nationalparken, var der også en mudderpøl, hvor mackaw og papegøjer kan lide at spise af mudderet. Man skal være Der spises citron-myrer rigtigt heldig for at se dem, men der er mange eksempler på, at hele flokke af enten papegøjer eller mackaw kommer til stedet. Og vi var rigtigt heldige at se to super flotte mackaw’er. Vi var egentligt gået fra observationsstedet, da vores guide kaldte os tilbage fordi de havde spottet, at to mackaw’er var på vej derhen. Og det lykkedes at få set dem lande ved mudderet og flyve væk igen. Vi havde virkeligt en god oplevelse – de er så smukke fuglene og det var en fornøjelse af betragte de flotte farver, der bevægelser og bare de at se så smukke væsener i deres naturlige omgivelser.

Der var én, der var to! Og den kunne også ﬁnde ud af at være i træerne!

158

Ecuador – Quito/Coco – Amazonas ﬂoden – 17. april – 21. april 2019

På vej tilbage til kanoen så vi også helt tydeligt ﬂere eksemplarer af howling monkeys (hylende aber) – som vi ﬂere gange havde hørt, men som vi aldrig har fået set. Så nu mangler vi bare at se en anakonda slange og en caymankrokodille. Vi har nok desværre misset muligheden for at se anakondaen – hvorimod eftermiddagens aktivitet gerne skulle bringe os muligheden for at se cayman-krokodillen.

Valdemar får instruktioner. Kaptajnen er virkeligt god til at forklare og pludseligt kan Valdemar alene!!!

Da vi kom tilbage til skibet, fik Valdemar lov til at styre skibet. Valdemar var styrmand i 10-15 minutter og det lykkedes ham faktisk lige at få fornemmelsen af, hvordan det er at sejle så stort et skib. Valdemar var rigtigt glad for at have prøvet og han ville næsten ikke med til frokost. Det er vildt, så meget han får prøvet hele tiden – det er oplevelser, som er meget få forundt. Efter frokosten ville vi sove lidt, inden vi skulle ud igen kl. 15.30 til 19.45, hvor vi skulle til Limoncocha (en sø i nationalparken), hvor der ved mørkets frembrud ville være god mulighed for at se caymankrokodiller. Vi skulle i land og køre med bus i 30-45 minutter for at komme hen til søen. På vej derhen havde de en overraskelse til os. Der havde været oversvømmelse året før, hvor en stor del af den gul-hovedede flodskildpasse var blevet dræbt fordi æggene blev druknede. ARC tager del i bevarelse af både naturen, den lokale kultur og dyrelivet og havde i den forbindelse opdrættet en række flodskilpadder, der nu var tre uger gamle og skulle sættes ud i floden for at leve i deres naturlige habitat.

Og Valdemar slipper sin løs sammen med de andre børn – børnene til ejeren af Coral-skibene Valdemar med sin gulhovedede ﬂodskildpadde

Og Dave var så rar at lade Valdemar slippe hans skildpadde løs.

Og vi ﬁk lov til at slippe dem løs og høre om historien i den forbindelse. De manglede lidt forhistorie, hvis vi rigtigt skulle have været engagerede i “oplevelsen”, men det var faktisk meget cool, når jeg efterfølgende reﬂekterede over, hvor engagerede ARC er i bevarelsen af Amazonas.

Ecuador – Quito/Coco – Amazonas ﬂoden – 17. april – 21. april 2019

159

Der var aber

Fremme ved søen fik vi alt det dyreliv, som vi ikke havde fået tidligere. Vi sejlede i en motoriseret kano igen, men denne gang kun med en “lille” motor, som de hele tiden slukkede og lod os drive i stilhed. Det var en meget fed oplevelse og vi så alt fra hejrer til rigtigt mange forskellige aber og en masse forskellige andre fugle. Da mørket faldt på, fik vi også set to meget store cayman-krokodiller og en lidt mindre. Vi så også flagermus, der fangede insekter mv. i skumningen. En rigtig fin finale på en tur, hvor vi nogengange har synes, at der var for langt mellem dyreoplevelserne.

Og den længe ventede sorte cayman-krokodille

Og nu i portræt!!

Charlotte og jeg talte efterfølgende om, at man i virkeligheden med ret få geværgreb kunne have gjort turen meget bedre. Vi kunne for det første have sejlet mindre og haft flere oplevelser, hvor vi bare flød i stilhed i en kano – og dermed måske fik set lidt mindre af skoven, men til gengæld havde bedre mulighed for at opleve både lydene og måske også skræmme dyrene lidt mindre. Men den samlede oplevelse var i virkeligheden meget god, og særligt kulturindtrykkene fra de to lokale besøg har gjort et stort indtryk på mig. Da vi kom tilbage på skibet, var der fælles afrunding, hvor vi så en billedserie, der viste billeder fra de dage, vi har været på skibet. Vi fik overført billedserien til vores samling af billeder – og om ikke andet, var det et meget sjovt lille minde. ARC havde også lavet et diplom til os, som gjorde os til ambassadører for bevarelsen af Amazonas i Equador – en meget sjov lille gimmick, som kun lider af den ulempe, at diplomet var lavet i A4-størrelse og næppe overlever turen til Danmark.

160

Ecuador – Quito/Coco – Amazonas ﬂoden – 17. april – 21. april 2019

Valdemar er blevet “certiﬁceret”

Vores badges fra turen Og her er hele banden samlet

Til aften spiste vi barbecue på dækket – i stedet for mad i salonen – og det var som alle andre måltider på båden ikke særligt inspirerende. Men det er nok også meget godt, at det ikke er alt mad, vi bliver præsenteret for, som er virkelig lækker, hvis vi skal undgå at blive tromme-tykke. Bagefter gik jeg i seng med Valdemar og Charlotte blev oppe en times tid og sludrede med de andre. Det eneste negative med denne form for oplevelse er, at det er svært for Valdemar at være integreret og han bliver for meget efterladt med sin Ipad. Vi har aftalt, at vi i endnu højere grad skal forsøge at sikre, at vi får tilstrækkeligt med familietid på turen til Galapagos. Det er dog ikke sikkert, at Valdemar oplever det på samme måde – idet vi trods alt har meget tid sammen med ham – men Charlotte og jeg savner den intimitet, der ligger i, at vi bare er os tre sammen.

Men vi kom frem og kunne forlade lufthavnen i Coca og ﬂyve mod Quito På vej til Coco – det er slet ikke kedeligt…

Også her er der ren morskab…

Ecuador – Quito – 21. april 2019 Søndag den 21. april Så er det afrejsedag – vi skal med flyet fra Coca til Quito kl. 13.30 – med ankomst i Quito kl. 14.10. Vi stod tidligt op, fik pakket vores kufferter og spiste en stille og rolig omgang morgenmad. Der var afgang fra skibet kl. 08.30 og foran os ventede små to timers sejlads til Coca, ventetid i lufthavnen for at få en flyvetur til Quito til vores lufthavnshotel. Ecuador – Quito – 21. april 2019

161

Vi ankom til lufthavnshotellet (hotel EuroBuilding) midt på eftermiddagen og vi havde ingen planer, før vi dagen efter skulle hentes på hotellet kl. 08.00 og flyve til Galapagos. Lufthavnshotellet lå pudsigt nok ved lufthavnen og der var omkring 45 minutters kørsel til den gamle bydel i Quito. Vi besluttede alligevel, at det var tiden værd at køre derind og vi havde samtidig aftalt med Gary og Henri, at vi skulle spise aftensmad sammen med dem. De havde en hotel, der lå i den gamle bydel, og vi skulle mødes med dem kl. 19.00, hvilket efterlod os med tid på hotellet om eftermiddagen til at lige være os selv. Eftermiddagen gik hurtigt, jeg fik trænet, Charlotte og Valdemar fik slappet lidt af på værelset og til sidst fik vi alle sovet lidt. Vi tog en taxi ind til den gamle bydel i Quito og var på vejen lidt imponerede over vejnettet, der virkede mere moderne end det vi har set i de andre byer, vi har været i i Sydamerika. Da vi kom ind til centrum var der kaos, og vores taxi chauffør kunne ikke få os hen til det hotel, som Gary og Henri boede på (et boutique hotel ved navn . Det endte med at jeg ringede til vores hotel, der kunne oversætte, at vores chauffør ville parkere lidt væk og så følge os derhen til fods. Da vi fandt hotellet kunne vi ikke komme ind, men med hjælp fra den nærliggende restaurant kom vi endeligt frem en halv time for sent. Det er en del af de eventyr, vi får, når vi ikke taler sproget, i de lande vi rejser i. Det fantastiske er, at vi altid får det til at virke alligevel og at der overalt er søde hjælpsomme mennesker. Vi er også gode til at bevare roen og få det til at blive et eventyr, selvom vi naturligvis er meget opmærksomme på, om det hele virker “ok”. Vi havde en meget hyggelig aften med Gary og Henri. Vi spiste på den restaurant, vi havde fået hjælp på – Restaurant Casa Los Geranios. Vi fik en superlækker lokal varm velkomstdrink ved navn Canelazo og til aftensmad fik jeg prøvet at spise marsvin – det smagte faktisk meget godt, men der var ikke meget kød på, og det er lidt mærkeligt at spise marsvin. Vi fik alle smagt det – Valdemar som den første efter mig – det er så sejt, at Valdemar altid bare kaster sig ud idet. Efter middagen tog vi en taxi hjem – endnu et eventyr, hvor det var lidt svært at få forklaret alting – men vi kom sikkert hjem til hotellet. Vi strøg direkte i posen kl. 23.30 – og vi skulle op kl. 06.30 for at komme videre. Vi talte om, at vi skal have lidt fokus på de næste dage at få Valdemar tidligt i seng, så han ikke bliver “kørt” så hårdt. Haps!! Det søde lille marsvin…

162

Og lækker frugt til dessert

Ecuador – Galapagos – 22. april – 29. april 2019 Mandag den 22. april Afrejsedag igen – nu fra Quito til Galapagos. Vi var igen helt spændte på, hvad der skulle ske. I denne fase af orloven, er der mange skift, og meget forskelligartede oplevelser. Det er også her, at der er mindst “afslapning” og flest aktiviteter hver dag. Vi skulle flyve til øen San Cristobal, hvor vi skulle være på et hotel Golden Bay i to dage, og derefter videre til skibet “Coral I”, som vi skulle være på i 5 dage/4 overnatninger. Vi var “nødt” til at gøre det på denne måde, således at jeg kunne dykke uden at komme i problemer med “no flight time”. Og jeg ville rigtigt gerne prøve at dykke – både på grund af alle dyrene generelt, men også fordi der på Galapagos skulle være rigtigt gode muligheden for at dykke med alle mulige slags hajer – herunder hammerhajer og Galapagos hajer. Emil – ejeren af Coral-skibene, som vi havde mødt på Amazonas – havde fortalt mig om, hvor fedt det var at dykke ved Kickerrock, så jeg havde set meget frem til dette. Det bliver så spændende at skulle se de så berømmede øer. Galapagos består af en række forskellige øer – Fernandina, Isabella, Rabida, Santiago, Bartolome, North Seymour, Baltra, Santa Cruz, Espanola, San Cristobal og Floreana. Med skibet skulle vi besøge de mere afsidesliggende områder på San Cristobal, Espanola, Floreana (med postkontoret) for at ende på Santa Cruz, hvor vi skulle overnatte en aften den dag, vi bliver sat i land efter rundturen.

Her er kortet over Galapagos med vores ruten – den turkisfarvede

En oversigt over vores anlægssteder og de dyr, vi kunne se – vi var på South-ruten

Galapagos blev “opdaget” i 1535 af biskoppen Tomas de Berlanga. Historiske undersøgelser har senere vist, at der formentligt har været besøgene fra inkastammerne – men uden at der har været nogen egentlig bosættelser / beboere før Tomas De Berlanga. Øerne havde oprindeligt andre navne, men disse blev aﬂøst engelske navne i takt med at piraterne kom til. Det første kort, der viser øerne, er på Abraham Ortelius’ verdenskort fra 1570, og derfra tager de engelske pirater (formentligt statssanktionerede plyndringsskibe, herunder dem ledet af

Ecuador – Galapagos – 22. april – 29. april 2019

163

den navnkundige Sir Francis Drake) fat op langs den vestlige side af Sydamerika med systematiske plyndringer af blandt andet Lima, Trujillo og Guayaquil. Derefter tog en række andre lande ved “lære” og der kom snart pirater fra Holland, Frankrig, Malaysia, Indien og de arabiske lande og den såkaldte “Gyldne Pirat Æra” begyndte – og varede fra starten af 1600-tallet til godt ind i den første halvdel af 1700-tallet. James Cook kom til øen i 1684 – og dette markede et vendepunkt for Galapagos. James besluttede sig for at gennemføre en grundig gennemgang af øerne – en kortlægning – og dermed også en udbredning af kendskabet til øerne. Dette blev en del af grobunden for piraternes anvendelse af øerne. I 1792 kom HMS Rattler til øerne under ledelse af Kaptajn James Colnett – for at sætte hvalfanger stationer op på øerne. Det var også ham, der satte postkassen op på Floriana. Derefter følger op gennem 1700-tallet og 1800-tallet en række politiske kampe i Sydamerika, der medfører skiftende ejerskaber til øerne, indtil øerne bliver Equador’s omkring 1832. I årene, der er gået, er øernes righoldige skildpadde-liv, fugleliv og sø-liv blevet drastisk udnyttet og bestandene er i vidt omfang reduceret betydeligt. I 1835 ankommer Charles Darwin til øerne på skibet HMS Beagle – som en del af Fitzroys ekspedition og påbegynder de videnskabelige overvejelser, der senere leder til udgivelsen af bogen “Origin of Species” (eller på dansk – Arternes oprindelse) i 1859 – formentligt den mest betydningsfulde udgivelse i relation til forståelse af arternes oprindelse og vores senere forståelse af DNA-forskninger. Øerne har også været anvendt til straffekoloni i 1830-erne. Vi ankom til San Cristobal kl. 13.30 med en times forsinkelse og efter at have fået vores bagage mv. ankom vi til hotellet omkring kl. 14. Vores guide fortalte, at vi skulle hentes omkring kl. 15, hvis vi skulle ud at snorkle på stranden Loboria, hvor der var bedst chance for at svømme med søløver og se de kendte Galapagos leguianer. Vi ﬁk hurtigt lidt frokost på hotellet og blev indkvarteret i det mest hvide hotelværelse vi nogensinde har set. Alt var hvidt til et niveau, hvor det er lige før, at man bliver blind. Men det var nu et meget fedt hotel, som lå helt perfekt ned til en lille strand, hvor vi med det samme kunne se 10-20 søløver, der bare lå der. På Loboria var der kæmpestore bølger og godt med strøm. Ikke helt optimale forhold for hverken Charlotte eller Valdemar at skulle snorkle i.

164

Ecuador – Galapagos – 22. april – 29. april 2019

Vi er lige kommet – og søløverne er lige udenfor

Udsigten…

Charlotte var dog overraskende modig og havde slet ingen betænkeligheder, hvorimod Valdemar var usædvanligt opmærksom på de faremomenter, der ligger i bølgerne. Jeg tror, at det var en kombination af, at han var rigtig træt OG at vi lige har kæmpet mod store bølger på strandene i Rio. Vi havde overvejet, om vi skulle aflyse turen, fordi han var så træt, men han klarede det (som altid) overraskende godt. Og det var godt vi blev tog derud. Først havde vi en tur, hvor vi ikke så noget og hvor vi mest af alt kæmpede med udstyret og at få Valdemar lidt derudaf. Men efter vi egentligt havde afbrudt snorklingen, så vi en søløve, der legede tæt på land. Så vi skyndte os ud igen og havde den mest fantastiske oplevelse med først at se en stingray og dernæst en søløve, der legede omkring os i 5 minutter. Virkeligt fedt. Bagefter vandrede vi ud til leguian kolonien, hvor vi så en 4-5 forskellige leguianer i forskellig størrelse. De er nogle spøjse dyr. Guiden fortalte, at arter er endemiske og at denne art kun lever på San Cristobal, hvor den har taget den sorte farve. På andre øer – eksempelvis på øen Espanol – har de andre farver. Der er i det hele taget – på samme måde som på New Zealand – mange endemiske racer. Om aftenen var vi ude på en restaurant, hvor vi kunne få lidt pizza. Vi har længe levet af lokal kost og det var rart at få noget velkendt. Jeg fik overtalt dem til at lave vores Calzone med spaghetti og kødsovs – de var noget skeptiske – men de fik lavet den helt perfekt. Da vi skulle spise kom der pludseligt to danske backpackere (piger) over til vores bord for at sludre lidt. De var rigtigt søde – og lidt skægt, at de eneste danskere vi har mødt er dem – og så de to danske backpackere vi mødte på New Zealand. På samme måde som vores “venner” fra New Zealand, var det tydeligt, at de både var glade for at tale med nogle andre danskere og også gerne ville tale med nogen, der var lidt mere “voksne” end dem selv. Det er meget skægt, hvordan de er i den alder, og både Charlotte og jeg tænkte meget på Freja. Efter aftensmaden skyndte vi os hjem, så vi kunne få Valdemar i seng til en god nats søvn. Charlotte og jeg forsøgte at se en film på Ipad’en, men Charlotte faldt i søvn. Jeg så den færdigt og faldt i søvn omkring kl. 22.30 – klar til en god nats søvn.

Først fandt vi en stingray!

Så så vi en legesyg søløve – en meget ﬁn start på Galapagos!!

Og så kom der lige en hel masse leguaner

Ecuador – Galapagos – 22. april – 29. april 2019

165

Valdemar leger med baby søløve – eller leger den med ham!

Tirsdag den 23. april Så er det dykker/snorkeldag. Vi havde købt turen med mulighed for, at jeg kunne dykke og Valdemar og Charlotte kunne snorkle samtidig. Vi havde hjemmefra egentligt forsøgt at afbestille snorkelturen til Charlotte og Valdemar, men vi kunne ikke få pengene tilbage, så vi beholdt turen for at de kunne vælge på stedet, om de havde lyst til at tage med. Charlotte og jeg vågnede tidligt og ﬁk en kop kaffe sammen i solen på vores lille altan. Vi blev enige om at fastholde den beslutning, vi havde truffet aftenen før, om at lade Valdemar sove, blive hjemme fra en hel dag på en båd, og i stedet have en rolig dag hjemme med moar. Og det var den helt rigtige beslutning. Både fordi Valdemar trængte til det og de to banditter havde en super-hyggelig dag, men også fordi det snorkel-mæssigt havde været en meget lang tur for næsten ingen udbytte. Charlotte og Valdemar tog sig god tid til morgenmaden, hyggesludrede og gik lidt ned til stranden og se på søløverne og tilbage til morgenbordet. Søløverne adskiller sig fra sælerne ved dels at have rigtige ører og dels at kunne bøje deres luffer. Ellers ligner de faktisk i forbløffende grad sæler, når de bare ligger og slanger sig på stranden. Og det er helt vildt, hvor tæt de ligger på – næsten så man synes, det er for “turistet” – men de lever vildt og det er deres habitat.

Og der bygges…

Min dykkertur var ikke særlig god. Eller rettere sagt – dykkene var ikke særligt gode – men turen var sådan set rigtig god. Sigten var utrolig dårlig – sikkert på grund af de store regnskyl, der har været i dagene op til – med en sigt på ca. 5-8 meter og masser af plankton i vandet. Til gengæld var der næsten ingen hajer – og det er ellers stedet, hvor man kan se store stimer af hammerhajer og sorttippede hajer. Men jeg fik set en hammerhaj, en sorttippet haj, en søløve og en skildpadde. Det eneste opløftende var, at det var ynglested for en fisketype, der samlede sig i en massiv sky af fisk, hvor vi svømmede ind under den, hvorefter vi befandt os i et “hus” af fisk inde midt i stimen. Det var en stor oplevelse – men opvejede ikke helt skuffelsen ved ikke at have set flere hajer.

166

Ecuador – Galapagos – 22. april – 29. april 2019

Dykkerselﬁe!

De fire andre dykkere på turen var en gruppe, der sejlede sammen. De var et kærestepar – Jackson og Santi, en 35 årig professionel snowboard-løber og bjergguide – Alexi – og en pige fra England på 31 – Freja. Og deres historier var forbløffende. Jackson havde altid sejlet konkurrence sejlads og havde besluttet sig for at ville sejle verden rundt. Så Jackson og Santi havde købt en båd, sagt deres job op og ville sejle i halvandet år. Nu havde de sejlet i 12 måneder og havde 6 måneder tilbage. Det var spændende at høre om både de gode og dårlige sider af så lang en sejltur. Alexi havde ved siden af at være professionel snowboarder arbejdet som tv-producer i 10 år – men havde sagt sit arbejde op for fem år siden for alene at arbejde freelance som tv-producent i 3 måneder og bjergguide i Japan i andre 3 måneder for at kunne finansiere et liv som surfer i de sidste 6 måneder. Freja havde lavet forskellige ting, men brugte primært sit liv på at komme sig ovenpå, at hendes mand først var blevet ramt af svær cancer (som han døde af) og dernæst var hun blevet ramt af en hjerne tumor, der skulle opereres ud. Sygdommen havde skadet hendes hukommelsescenter, som hun muligvis ville genvinde, men hendes liv bestod dels af at lave en helse-App, der kunne hjælpe andre og dels af bare at komme sig. Freja var der kun i 14 dage – Alexi havde været der nogle måneder. De skabte sig indkomster undervejs ved at have en you-tube kanal og en hjemmeside, hvor de fik lidt indtægter fra – men ellers sparede de bare på alting. Deres youtupe kanal/Facebook var Finding Avalon. Da jeg kom tilbage til hotellet, ventede Charlotte og Valdemar efter en dejlig dag sammen. De havde været på en strand, hvor der havde været søløver, og hvor de virkeligt havde hygget sig – både med at bygge sandslotte og med at svømme med søløver. Valdemar ville rigtigt gerne vise mig stranden, så vi tænker, at vi tager derover sammen om formiddagen næste dag, inden vi skal hentes for at komme ud på Coral. Efter et bad tog vi på eventyr for at finde den koloni af søløver, der skulle være i byen. Og vi fandt den med flere hundrede søløver samlet et sted. Fascinerende at se på deres liv, babyer der kom op fra vandet og kaldte på deres mor. Mødrene, der kaldte på deres babyer og hannen, der brølede sine territoriale brøl. Hannerne levet i omkring 15-20 år og hunnerne lever omkring 20-25 år. Hunnerne er kønsmodne fra 5-års alderen. En flok består af en dominerende han, der er far til alle babyerne i flokken på samme måde, som man kender det fra løver m.v.

Er det en bindestreg eller en søløve?

Alt hvad man skal vide om søløver

Og her er et lille udpluk af de dovne varyler….

Efter dette var det tid til en eftermiddags drink og en afdeling af Uno-mesterskabet. Det var så hyggeligt at have tid til dette. Valdemar havde bestemt hvilken restaurant, vi skulle spise på, så efter drinken var vi derovre. Restauranterne på øen var ikke specielt ophidsende, men det var en ok middag. På restauranten var der igen danskere – denne gang en række pensionerede mennesker, som havde købt en 62 fods sejlbåd, og besluttet sig til at sejle i en årrække. Konstellationen stod ikke helt klart, men jeg tror, at det er det ene par, der ejer båden og de andre er med. Der var lidt forskellighed i, hvor længe de havde været på båden og hvor længe de ville være på båden. Det var sjovt at møde nogen, der havde truffet en så anderledes beslutning – men vi tænkte begge, at det er meget lang tid at være på en båd sammen med andre mennesker, hvor man skal leve så tæt. Så stor respekt for, at de kan gøre det, men vi kunne nok ikke. De havde en hjemmeside/ facebook side – impulsedenmark – som vi tænker, at vi skal se. Tilbage på hotellet ville vi tage en aften i sengen, hvor vi ville se et afsnit af Versus sammen. Dette blev dog lidt “ødelagt” af det meget dårlige wifi på øen, så vi så 2 minutter, ventede to minutter, så to minutter mere og så videre. Det er meget sigende for vores tålmodighed, at vi overhovedet ikke var irriterede over det, men bare accepterede, at det var dette, der var muligt. Jeg fik migræne igen og lagde mig til at sove omkring kl. 20.00 – og fik en lang nat i sagen indtil kl. 07.00 næste morgen. En lille smule bekymrende, at jeg nu to gange, efter at have dykket, har fået migræne – det skal helst ikke blive ved, hvis jeg skal blive ved med at dykke.

Onsdag den 24. april Vi vågnede sammen kl. 7 (ja, Charlotte var stået op lidt før, men Valdemar og jeg vågnede sammen) og havde en lang hyggelig morgen i seng, hvor Valdemar læste lidt jumbobog, jeg ﬁk skrevet dagbog og Charlotte så lidt Ipad. Dejligt at have en rolig morgen sammen – også en del af det, som orloven går ud på. Jeg kan mærke, at det begynder at stresse lidt, at der snart kun er to uger tilbage. Vi er på den ene side begyndt at savne at have tingene derhjemme, vores familie og vores venner. Valdemar savner også sine venner rigtigt meget, og adspurgt ville han ikke forlænge orloven med en måned, hvis han kunne. Nu vil han gerne hjem til sine venner. På den anden side er det virkeligt fedt at være afsted, og det bliver absolut ikke det samme at være hjemme igen. Det bliver spændende at se i hvor høj grad denne orlov kommer til at påvirke den måde vi lever på derhjemme. Jeg håber, at vi (jeg) er i stand til at leve bare lidt anderledes og have mere fokus på privatlivet overfor arbejdslivet, således at skalaen, om ikke andet, bare bliver skubbet lidt mere over mod privatlivet. Jeg er meget fascineret af nogen af de mennesker, vi har mødt, som lever et meget anerledes liv, med større fokus på venner, familie og det mere simple liv. Jeg er dog realistisk nok til at vide, at jeg næppe får lavet drastiske ændringer lige nu, men bare en lidt reduceret arbejdstid, lidt større overskud derhjemme og lidt mere fokus på venner og familie kan også medføre en stor samlet ændring. Det bliver spændende.

168

Ecuador – Galapagos – 22. april – 29. april 2019

Valdemar bygger

Og vandet fjerner

Bugten på San Christobal, hvor Charles Darwin ankom til i 1835 – og hvor der er rejst et mindesmærke

Det giver også stof til at eftertanke i forhold til, hvordan vi skal bruge vores liv, når livet på arbejdsmarkedet slutter. Jeg tænker meget mere på lange rejser med et oplevelsesmæssigt indhold, end jeg har gjort tidligere. Jeg tænker også, at disse rejser kan gennemføres for langt færre penge og med et simplere liv, end jeg tidligere har tænkt det. Disse reﬂektioner er en del af det, der kendetegner turen – og det overskud jeg/vi får af ikke at have alle mulige andre ting at tænke på. Efter den afslappende morgen i sengen, ﬁk vi morgenmad og pakket værelset ned. Derefter havde vi indtil kl. 12.50, hvor vi skulle hentes på hotellet og bringes ud til Coral. Vi besluttede at bruge tiden på at tage ned til den strand, hvor Charlotte og Valdemar havde været dagen før, så jeg også kunne dele oplevelsen med de to. Og vi havde en rigtig hyggelig formiddag, hvor vi snorklede med søløve, legede i sandet (Valdemar er blevet så glad for at bygge sandslotte) og sludrede lidt.

Efter strandturen gik vi lige forbi alle butikkerne på “Strandvejen” og fik en is og en kop kaffe. Vi blev hentet på hotellet og bragt til dokken. Det er meget sjovt/tankevækkende, at lige meget hvor nem opgaven er, så har vores rejsebureau sørget for, at der er nogen, der tager sig af det. Så de 100 meter, der var fra vores hotel til dokken, var der bestilt en varevogn, der skulle køre os og vores bagage til dokken. Det var formentligt den nemmeste transfer i rejsehistorien. Vi kom ombord på skibet – og fik anvist vores værelser. Der var en familie på 5 og et par, der allerede havde været ombord på skibet i nogle dage, og resten af gæsterne kom ca. 30 minutter efter os. Vores værelser var virkeligt en katastrofe. Vi havde fået mulighed for at opgradere vores familie værelse til 2 værelser under påskud af, at det ville være en klar forbedring af vores værelser og at vi ville få meget mere plads. Det viste sig ikke at være tilfældet – vi fik et lille dobbeltværelse og et ekstra-værelse, der var så lille, at jeg ikke kunne have min kuffert derinde. Ikke nogen god start.

Ecuador – Galapagos – 22. april – 29. april 2019

169

Et nogenlunde typisk hus i San Christobal

Det viste sig senere, at det normalt var et værelse, der blev brugt til personalet og at skibet kun havde tilbudt os dette fordi skibet var overbooket. Ikke vildt fedt – men vi besluttede os at lade vores rejseselskab tage sig af det, for at det ikke skulle ødelægge vores humør. Eftermiddagen var lagt an til en tur til den ø, vi lige havde tilbragt to dage på – med mulighed for at få i de samme butikker, vi havde gået i om formiddagen. Så vi valgte at tage med derind for at gå den planlagte tur med guiderne i naturen og efterfølgende stikke af, for at gå på vores bar fra dagen før og spille uno. Det lykkedes os faktisk at have en rigtig hyggelig eftermiddag, inden vi skulle tilbage på skibet. Valdemar blev træt af at spille Uno – hvordan kan det ske???? Og satte sig i stedet til at lave et korthus – det ﬁk han lang tid til at gå med – fedt!!! Skibet er nok ikke lige os – ikke bare dette skib – men skibe i almindelighed. Alt er lagt an på at “alle kan være med”. Præsentationen af turene for næste dag indeholder infantile oplysninger som – husk at tage solcreme på, husk gode vandresko, husk dit og dat, ligesom der bliver vist videoer af, hvordan man skal lande på stranden i en dinghy. Det er ikke lige os – og heller ikke det faktum, at de andre rent faktisk har brug for, at der gives instruktioner på den måde. Men nu var vi der og så måtte vi få det bedste ud af det – og det lykkedes os igen at ﬁnde den positive attitude frem og få en god oplevelse ud af det.

Den stolte konstruktør

Vi ﬁk tidligt i seng, så vi kunne få lidt søvn og en god start på næste dag.

Torsdag den 25. april Vi startede morgenen med morgenmad på det øverste soldæk – det er lidt kaotisk med så mange mennesker samlet på så lidt plads – men under devisen – pyt – så gik det. De frække søløver er over det hele..

Kvaliteten af maden er helt klart dårligere, end den var på ARC, og det er på trods af, at den ikke var alt for god på ARC. Men så bliver man da ikke fristet til at spise mere end lige præcis det, der skal til for at holde sulten væk. Dagen skulle gå med 2 landgange på den nordlige del af San Cristobal øen – den første tur ved Cerro Brujo - mest en snorkeltur på stranden – og den anden tur ved Pitt Point – en lidt længere tur, hvor vi skulle se den blåfodede boobie på rede – med mulighed for at snorkle efterfølgende.

170

Ecuador – Galapagos – 22. april – 29. april 2019

Pænt af dig at svømme lige ved skibet.

Dagen startede ikke så godt – forstået på den måde, at guiderne overhovedet ikke var hjælpsomme og den kompensation, vi skulle have for de dårlige værelser – nemlig gratis lån af våddragter – ikke blev effektueret, fordi guiderne bare sagde, at “det var der ikke tid til” og “Valdemar kunne bare passe den dragt (til en fireårig) som han fik udleveret”. Det passede mig ikke så fint i forhold til, at jeg i forvejen synes, at vi var blevet taget ved næsen omkring værelserne, så jeg kæmpede lige lidt med at sige “pyt” nogen gange. Vi havde et rigtigt fint besøg på stranden, hvor vi snorklede (uden, at der var så meget at se), legede i sandet og til sidst så vi en baby sorttippet revhaj. Det var så fint at se den – og det reddede den lidt mangelfulde snorkeltur. Tilbage på båden havde vi nogle timer efter frokost, hvor vi ikke skulle så meget. Vi tilbragte en del af tiden på soldækket med bare at slappe af, og Valdemar fik dels skrevet en masse manglende sider i sin dagbog og dels fik han læst lidt Jumbo-bog. På et skib med andre passagerer lider han lidt under, at han ikke syntes, det er så sjovt at “sole” og sludre – men jeg tror nu egentligt, at han også nyder at have lidt tid, hvor han selv kan bestemme, hvad han laver. Da vi var ankret op ved det næste sted, vi skulle i land – Point Pitt – svømmede der havskilpadder rundt helt tæt på skibet – det var også en stor oplevelse at iagttage dem i havoverfladen. Særligt “skildpadde-Potte” synes, at det var så fint. Der vil formentligt nogle dage senere være mulighed for at snorkle med skildpadderne – det vil for os alle tre være en stor oplevelse.

Ecuador – Galapagos – 22. april – 29. april 2019

171

Jeg fik også talt med Jakob i lang tid om løst og fast. Der sker fortsat meget på splittelsesfronten derhjemme og der har været holdt møder både på den ene af anden side derhjemme. De svage partnere vil gerne have Gitte Holtsø til at stille op til bestyrelsen – og de stærke partnere vil ikke rigtigt opstille til bestyrelsen fordi det ikke er muligt at gøre en forskel i den nuværende bestyrelse. Det forstår jeg sådan set godt – det var jo en del af grunden til, at jeg ikke længere ville bruge tid på at sidde i bestyrelsen. Men det er god humor, at de vil opstille Gitte, som noterisk aldrig har fremkommet med en strategisk mening eller har eksekveret noget på den forretningsmæssige side – og selv for Tom må det være en bet at få en bestyrelse med den sammensætning. Jeg er på sin hvis meget glad for, at jeg ikke behøver at deltage i disse snakke – for jeg synes egentligt, at de er kedelige og at selv de stærke partnere er for bange for at træffe de rigtige beslutninger. Som jeg forstod det på Jakob, kunne det fortsat godt ende med et kæmpe brag, og måske en splittelse af kontoret, men jeg har mine tvivl om, hvorvidt de andre tør. Det ville i min optik være den ideelle position, idet jeg gerne så, at vi fik skilt os fra en række af vores partnere, der ikke kan eller vil gå i samme retning, som jeg ønsker, vi skal gå i. Det bliver fortsat ikke uspændende. Jeg vil dog ikke bruge den resterende del af min orlov på at blande mig – jeg vil blot afvente at se, hvor stængerne står, når vi er hjemme igen – med mindre, at Jakob er nødt til at trække mig ind i det, fordi der skal træffes afgørende beslutninger, hvor min mening også tæller. Jakob fortalte samtidig, at de andre stærke partnere er bekymrede for mig – både på det personlige og arbejdsmæssige plan. På det personlige fordi de er bange for, at min orlov bliver ødelagt og på det arbejdsmæssige plan, fordi de frygter, at jeg stopper. Den første del behøver de ikke være bekymrede for – jeg har i lang det meste af orlovstiden været helt i stand til at afskære mig fra disse overvejelser og jeg tænker faktisk, at det har været en stor fordel for mig at være på orlov mens det skete. Jeg ser det egentligt også som en samlet stor fordel, at jeg ikke længere på nogen måde behøver at være loyal overfor andre end Jakob – der er ingen andre, der i tilstrækkelig grad er loyal overfor mig. Den sidste del ser jeg ingen grund til at afmontere – det passer mig fint, at de frygter, at jeg stopper. Efter frokost skulle vi igennem den obligatoriske samling af snorkeludstyr, redningveste til dinghyturen, ventetid og sejlads. Vi endte på holdet med den af guiderne, jeg syntes, var mest irritterende – så jeg tænkte, at det ville blive en lang eftermiddag. Det viste sig heldigvis, at mine bekymringer blev gjort til skamme. Det er muligt, at Hernan var irritterende, når vi er på skibet og uden tanke på service, men som guide var han fremragende. Han havde den helt rigtige entusiasme og hans viden var stor. Det var faktisk en fornøjelse at kigge på fugle sammen med ham – og det er på trods af, at ingen af os tre er særligt interesserede i fugle. Oplevelsen var også stor fordi vi kom helt tæt på de redeliggende blåfodede boobies og fordi der også var redeliggende rødfodede boobies. Selvom arterne er meget identiske ligger den blåfodede boobie på rede på jorden kun markeret af spor af fugleafføring til identifikation af området og den rødfodede ligger på en traditionel rede i en busk. De lever af samme type af fisk, men den rødfodede fisker 80-100 km fra kysten, hvorimod den blåfodede fisker helt tæt på kysten. De har således formået at tilpasse sig til at kunne leve helt samme sted med forskellige konkurrencebetingelser. 172

Ecuador – Galapagos – 22. april – 29. april 2019

Hannen passer på sine æg – uden rede på jorden. Hvis der ikke er mad nok til begge – så lader de det mindste gå til grunde – æggene er lagt med 5 dages mellemrum for at sikre den førstefødte et forspring.

Vi var heldige både at se ægliggende og helt nyfødte kyllinger – ligesom vi så både hvide og brune varianter af den rødfodede boobie – hvilket efter guidens opfattelse var helt ekstraordinært og meget sjældent, at han selv så det. Vi havde også en rigtig god snorkeltur, hvor Valdemar igen er blevet helt “snorkel-modig” og svømmer med derhen, hvor jeg synes, vi skal snorkle. Vi fandt en rigtig ﬂot havslange – og det holder aldrig op med at være en fornøjelse at snorkle med Valdemar og dele vores begejstring for de ting, vi ser. Valdemar hyggede sig igen med at bygge sandslotte – det er så fedt, når han også har overskud og energi til at lege selv. Charlotte nød lidt tid på stranden for sig selv med at kigge på hendes drenge i vandet – det er også dejligt at se, hvor meget hun hygger og får slappet af – orloven er virkelig også god for hende. Tilbage på skibet ﬁk vi et hurtigt bad efterfulgt af endnu en lyn-middag. Alt på skibet omkring måltider går lynhurtigt, og det er ikke rigtigt muligt at blive mere end ca. 45 minutter til middagen – for derefter lukker personalet for spiseafsnittet. Og hvad mere vildt er – alle går derefter til deres bittesmå kahytter og går i seng – på trods af, at der faktisk er et meget hyggeligt opholdsområde med bar.

Den rødfodede lægger æg i en rede oppe i et træ og fanger ﬁsk langt fra kysten – ingen konkurrence med den blåfodede, der fanger ﬁsk tæt ved kysten.

Denne aften var der arrangeret et lille trivial spil – men kun halvdelen blev tilbage. Valdemar ville rigtigt gerne være med – så vi blev der – og han hyggede sig så meget med at komme på børneholdet. Efter spillet skulle Valdemar også i seng og alle forlod opholdsrummet. Jeg gik også til mig kammer – det er godt, at der kun er ﬁre dage på skibet – for det er lidt ufedt, at ligge alene på mine tre kvadratmeter, kl. 21.00 – og bare vente på, at det bliver næste morgen. Skibet sejlede, mens vi spiste og skulle i seng, til øen Espanol – og der var godt gang i bølgerne.

Der blev spillet trivial – her er børneholdet

Den rødfodede i en brun variant

173

Hele mit karle-kammer – set fra badeværelset

Og det ﬁne badeværelse…

Og det smukke fartøj – Coral I

Fredag den 26. april Dagen startede igen tidligt med vækning kl. 7, morgenmad kl. 7.30 og afgang kl. 8.30. Vi skulle denne dag igen have to landgange på Espanol – en til Suarez Point og en til Gardner Bay. Suarez Point turen om formiddagen var primært en gåtur på ca. 2-2,5 time, hvorimod eftermiddagens tur primært var en strandtur med mulighed for at snorkle med hajer, rays og en masse fisk. Jeg blev igen overrasket over, hvor begejstret jeg blev for formiddagens tur, som primært indeholdt fugle. FugleKim ville være så stolt – hvis jeg bare også kunne imitere fuglelyde, så ved jeg, at han ville begynde at græde!! Vi så leguaner, der er røde og gule – nærmest camouflage-farvede – både store og små. Vi så dem grave i stenbunden for at lave en rede, der er bedste muligt beskyttet mod de frække fugle, der vil spise deres æg. Og vi så skeletter af leguaner, der var omkommet af den ene eller anden årsag. Der er ikke nogen, der spiser leguanerne som voksne, så skeletterne ligger der nærmest mumificerede.

Et forhistorisk uhyre

Nu i kamuﬂage farver

Hov, hov – der er børn tilstede!!!

Vi så den særlige Nasca boobie, der kun lever på øen Espanol. Og vi fik set albatros-fuglene. Vi fik set dem ligge på rede, vi fik set dem flyve og vi fik sågar set 2 forskellige par, der parrede sig.

174

Ecuador – Galapagos – 22. april – 29. april 2019

Valdemar er ofte meget interesseret i at lære mere – og er rigtig god til at huske, hvad vi fortæller

Hvem er den frække fugl, der har sneget sig med på familieportrættet?

Det var et virkeligt unikt og sjældent syn, som kun få får at se – så vi følte os priviligerede og heldige. Om eftermiddagen blev vi sejlet ind til en strand, hvor vi kunne snorkle ud til en klippe formation. Det viste sig at være en temmelig lang snorkeltur, men Valdemar var virkeligt sej til at svømme så langt. Han er mest tryg, når han snorkler med mig – hvilket jeg pudsigt nok syntes er så dejligt. Charlotte var også med hele turen – og både hun og jeg var stolte over, at hun turde svømme helt derud på det dybe vand. Vi så lidt ﬁsk og to store stingray.

De unge albatrosser kan først ﬂyve, når de er 1 år gamle – indtil da øver de sig hele tiden med bittesmå ﬂyveture

Senere inde på stranden svømmede der ørnerokker helt tæt ind på land – det er et dyr, jeg aldrig bliver træt af at kigge på. Valdemar og jeg holdt “bygge-sandslotkonkurrence”, mens Charlotte Der var én! Der var to!! Jeg vil så gerne lære at ﬂyve!! kiggede på og kom med opmuntrende indlæg. Vi besluttede os til, at Valdemars havde den ﬂotteste sø foran og mit var den bedste – så det blev et klassisk uafgjort opgør. Det var først og fremmest så hyggeligt og vi brugte lang til på at bygge det.

Ecuador – Galapagos – 22. april – 29. april 2019

175

Men jeg har også krav på pauser!!

Det blev uafgjort!!! Stille – der bygges!!

Valdemar brugte tiden tilbage på skibet på at træne lidt – det vil sige vise Charlotte og jeg, at han kunne tage armbøjninger. Det var en mission for Valdemar på denne tur, at lære at tage armbøjninger (mindst fem) og den mission er lykkes. Han endte med at tage i alt 15 armbøjninger og så liiiige nogle mavebøjninger til at slutte af på. Aftenen gik på vanlig vis med et ualmindeligt kedeligt indlæg om næste dags program – 1 times snak om, hvordan man kommer i vandet fra en båd og bla bla bla. Jeg bliver bare aldrig god til disse fælles indlæg efter laveste fællesnævner – men det virker som om, at der er en række af gæsterne ombord, der er virkeligt glade for dem – og så har indlæggene jo bestemt en værdi. Jeg kan jo bare lade være med at komme til dem. Da indlægget var slut, sad vi tre og spillede kort i en times tid, inden vi skulle i seng. Det var rigtigt hyggeligt og vi var oppe til omkring kl. 21.00. Jeg ville læse lidt i hundetræningsbogen, men jeg vågnede op to timer senere med alt lyset tændt – jeg må være faldet i søvn, mens jeg læste. To nætter uden alt for god søvn var åbenbart nok til, at jeg var blevet rigtig træt.

Lørdag den 27. april Vi startede dagen ud med en tur til stranden ved Champion Islet på øsen Floreana. Vi skulle se flamingoer og stingray. Det er forbudt at bade på stranden ved Champion Islet – og hvor stingray derfor er glade for at opholde sig. Det var en gåtur på omkring 90 minutter og det var sådan set en ok oplevelse og meget sjovt at se flamingoer. Vi havde aldrig set flamingoer “live” før – og det er nogle spøjse fugle. De fødes som hvide fugle og får deres “første” lyserøde farve fra lyserød “mælk”, som deres moder giver dem. Der er kun to fugle-typer i verden, der bruger mælk som føde til deres unger. Senere i livet “beholder” de deres lyserøde farve, fordi de spiser rejer, hvis røde farve “smitter” af på flamingoen. 176

Ecuador – Galapagos – 22. april – 29. april 2019

Den første “ikke-hvide” strand Der er de små lyserøde reje-tyve!! – består af vulkaniske materialer

Er det en traktor – eller en skildpadder??

Stingray oplevelsen var til gengæld ikke noget særligt. Dels var det svært at se noget og dels har vi set stingray så mange gange, at det ikke rigtigt er spændende mere. Vi så dog sporene fra en skildpadde-redde på stranden, hvilket var meget sjovt at prøve at se. Tilbage på båden skulle vi sejle ud til Cormorant Point – en klippeformation i det åbne hav, hvor vi kunne snorkle direkte fra dinghy’erne i det åbne vand. Og det var faktisk en cool oplevelse. Der var rigtigt mange fisk, herunder puffer-fisk og den største papagøje fisk jeg nogensinde har set. Jeg dykkede ned til denne på 7 meters dybde – jeg har aldrig være så langt nede uden ilt – shit, det er jeg ikke så god til – det var helt vildt hårdt!!

Vi mødte også denne ﬂotte papagøje!

Og pludseligt dukkede dette monster op!!

Sidst på snorkel-turen kiggede vi længe (helt tæt på) på søløver, der legede i vandet – og jeg så en søløve, der kom svømmende med en søpølse i munden. Vi kunne bruge lang tid på bare at kigge på søløverne i vandet – de er virkeligt elegante og smukke i deres rette element. Da vi kom tilbage på skibet, svømmede Valdemar med de andre børn i spa-en og Charlotte og jeg lå – som de andre dage – på soldækket, sludrede lidt og slumrede lidt. Super-hyggeligt og så fik vi også lige varmen – det er ikke så varmt at snorkle – vandet er omkring 21 grader, hvilket er fint, men det bliver koldt, når man er i det i en time. Tilbage på båden skulle jeg tale med Henrik Rossing, der havde skrevet om vi kunne tale. Som sædvanligt kunne vi ikke finde ud af at fange hinanden – så måtte vi bare prøve igen dagen efter. Valdemar er på vej

Charlotte og jeg er på vej

Alt sammen til ære for disse fætre

Om eftermiddagen skulle vi til postkontoret på Floriana – hvor der samtidig ville være en strand, hvor vi kunne snorkle med skildpadder og lege på stranden igen. Det er faktisk overraskende hyggeligt at have tid til dette en gang om dagen – og det er ikke særligt betydningsfuldt, om vi får set noget. Vi startede eftermiddagens strandtur til “Postkontoret”. Vi havde læst, at man her kunne få stempler i passene – Hov – et mere??!! Soldæk-selﬁe men det passede bestemt ikke. Der gøres rigtigt meget – det er hyggeligt at sludre!! ud af at reklamere for denne begivenhed – men i vores optik, var det helt ligegyldigt. Vi tog af respekt for konceptet de to danske postkort med hjem, og skal nok også sende dem frem, men det virker lidt tosset. Postskiltet

Postkassen – yeah, hvor spændende…

Postkort-seance

Denne eftermiddag var til gengæld vildt god snorkelmæssigt, og vi ﬁk svømmet så meget, at der ikke var tid til at slappe af på stranden. Valdemar (og Charlotte) var vildt gode – og vi er blevet gode til at få vores snorkelture til at fungere sammen – vi hjælper hinanden med at spotte og er gode til at passe på hinanden. Vi så lige et eksempel med den amerikanske familie, der røg i skænderi midt ude på vandet over, at faren ikke både kunne tage sig af deres 9 årige søn OG hjælpe hustruen. Vi er behageligt forskånet for den slags. Turen var vildt udbytterig. Vi så i hvert fald 5-6 kæmpestore havskildpadder, masser af ﬁsk og en virkelig stor stingray – nok 2 meter og uden tvivl den største, som jeg har set. Det var virkeligt godt. Der var desværre ingen hajer, men det ville nok også være for meget at forlange ovenpå skildpaddehøsten. Der var så mange

Den var så ﬂot at følge – og lod os følge sig i lang tid

Og på vejen hjem dukkede denne lille fætter op…

Vi ﬁk et hurtigt bad og gik i baren for at spille og hygge – og det lykkedes os at holde alle andre stagne, således at vi bare var os tre. Rigtig hyggelig eftermiddag. Vi sørgede for at få taget vores nye australske venner med over til vores bord – så de og vi ikke blev efterladt spredt rundt i lokalet. Det er fascinerende hvor lidt hensyn særlige nogle af grupperingerne tager til de andre. Efter aftensmaden opstod der et logistisk mareridt omkring vores afgang fra skibet. Skibet skulle alligevel ikke lægge til i den havn, der stod i programmet – som er den havneby, hvor vores hotel skulle ligge. Derfor ville skibet i stedet have, at vi skulle tage med på en bustur til et skildpadde nurse home for den store landskildpadde – med mulighed for at være der i 30 minutter. Vi skulle derefter sejles med en offentlig færge til den ø, hvor lufthavnen var på, blive kørt med offentlig bus til lufthavnen, hvor vi ville blive mødt af en guide, der ville tage os retur af samme rute for derefter at ankomme til vores hotel efter 2-3 timer. Bar-selﬁe fra skibet Ecuador – Galapagos – 22. april – 29. april 2019

179

Charlotte og jeg sagde pænt nej tak og besluttede i stedet at blive sat af og tage en taxi til vores hotel. Der er lidt for mange svipsede på denne del af vores tur, men vi kan da heldigvis tage en beslutning om at gøre tingene på egen hånd. Hotel manageren på skibet – Diego – besluttede at slette vores bar-regning. Det var ikke verdens største beløb – 100-200 dollars – men det var pænt af ham alligevel – at hjælpe lidt på gestusfronten. Vi røg i posen omkring kl. 21.30 – og forsøgte at være klar til en dag på egen hånd på Santa Cruz.

Søndag den 28. april Så er vi ankommet til øen Santa Cruz – og der skal der pakkes ned igen – vi “overlevede” endnu en tur på skib sammen med andre. Det er ikke sikkert, at der bliver flere ture som denne – vi er altså ikke alt for glade for det konceptuelle i krydstogtsskibe – hvad enten skibene er små eller store. Men når det så er sagt, så ville det ikke være muligt at se de steder, vi har været, hvis det ikke var på et mini krydstogtsskib, så det er muligt, at vi må bide i det sure æble også andre steder i verden. Det skægge er, at når vi får snakket med andre af passagererne, så er der mange, der har det på samme måde. Det viser sig jo også, at vi ender med at have en ok tur alligevel – men på trods af dette, så bliver det aldrig en favorit rejseform. Vi ankom til en havn på den nordlige side af øen omkring kl. 8.45 og skulle efter alt maset på skibet selv finde en taxi, der skulle tage os til den sydlige del, hvor vores hotel lå. Og det var så nemt. Der var en række taxier, der bare ventede på kajen, så vi tog den første og bedste. Jeg havde på vej ind til land spurgt guiden, hvor/om man kunne se de store landskildpadder leve frit, og han fortalte, at det kunne man på en ranch i highland. Vi spurgte vores taxi chauffør på vores ubehjælpsomme spanske og han kendte det godt. Det viste sig faktisk, at han boede lige ved siden af og han ville meget gerne tage dertil og vente på os imens. Ranchen hed Rancho Primicials og lå lige ved byen Santa Rosa. Det var en vildt cool oplevelse – skildpadderne var over det hele og det var ikke indespærrede. Det var det område, hvor de levede, spiste og parrede sig, hvorimod deres æglægning og udklækningsområde lå 2-3 kilometer derfra. Det var en stor oplevelse at opleve dem frit – vi har set dem på Mauritius og på Zanzibar, men der levede de i i fangenskab, hvilket bestemt ikke er samme oplevelse. Vi var deroppe 1 times tid og kørte derefter videre og ankom til vores hotel – Hotel Ikala Galapagos – omkring kl. 9.30 – så turen gik fint og uden stor dramatik.

Så er ekspeditionen i gang.

Der er min lille skildpadde jo!

Shit, de er store – og langsomme!

Det var så dejligt, at få vores eget værelse igen – og værelset var rigtigt fint. Vi havde et stort rum med køkken mv. i stueetagen og et kæmperum med altan mv. på første sal. Virkeligt fedt. Der var godt internet på værelset, så Valdemar benyttede lejligheden til at FaceTime med Alexander og spille med ham. Charlotte og jeg fik en tur i byen uden Valdemar – vildt at han er blevet så stor, at han kan blive alene på hotellet. Vi lå derefter en times tid ved poolen – indtil jeg fik den ide, at jeg kunne cykle en tur i den virkelige verden. Hotellet havde en række mountainbikes, man kunne låne, så jeg tænkte, at jeg ville prøve at give den lidt gas i naturen. Det viste sig at være rigtigt hårdt. Det var omkring 35 grader varmt, der var blå himmel og jeg endte med at køre 24 kilometer med en samlet højdeforskel på omkring 250 meter på lidt over en time. Shit, jeg var træt bagefter – men den store belønning ventede. Jeg kom på vægten, da jeg kom tilbage til hotellet og den viste 83,8kg – svarende til, at jeg nu på 2 måneder og 12 dage havde tabt over 10 kg. Det var jeg mega stolt af. Det var samtidig fedt at prøve at cykle rigtigt – så jeg var rigtig glad i det hele taget. Da jeg lige havde fået et bad, tog vi ned i byen for at få lidt frokost. Jeg fik lov til at bestemme, da jeg ikke havde spist så voldsomt meget på skibet – og valget faldt på pizza. Ved refleksion ikke nogen god pizza – men det kunne vi jo ikke vide. Vi stødte igen på vores australske venner – vi synes, det var meget sjovt, at vi kunne have været sammen med dem hele dagen – og at vi havde fået mere eller mindre de samme oplevelser – men uden at bruge hele dagen på det. Det var med andre ord det helt rigtige valg at “stikke af” fra skibet. Da vi kom tilbage, skulle vi alle sove – men jeg skulle først lige tale med Henrik. Det var egentligt ikke fordi han havde så meget nyt at fortælle – han ville af loyalitet overfor vores snak bare sikre sig, at jeg var orienteret – og jeg tror også, at han lige ville høre, hvor jeg stod henne. Vi talte i omkring 45 minutter – og jeg er nu helt overbevist om, at den rigtigste løsning er at splitte Plesner i 2 dele – da ambitionsniveauerne tydeligvis er for forskellige og da principperne er blevet for stejle hos den svage del af partnerkredsen. De kommer – efter min overbevisning – aldrig til at acceptere deres position – og vi kommer omvendt heller aldrig til at acceptere, at de skal bestemme retning, fart, ledelse og økonomisk fordeling. Det bliver endnu et spændende forår… Da vi alle var oppe, havde Charlotte og jeg en times tid med sludder i en solseng – vildt hyggeligt, inden vi spiste en let aftensmad på hotellets restaurant på toppen af bygningen. Cool beliggenhed – knap så cool mad, uden dog at være dårlig på nogen måde. Vi fejrede det gode internet med at se et afsnit af Versus – nu da det var kikset på hotellet på San Cristobal. Det er næsten ubeskriveligeligt, hvor meget jeg nyder, når vi alle tre ligger i sengen, helt tæt og har det sjovt sammen. Jeg bliver så glad indeni – det bobler og gør godt. Da Valdemar var blevet lagt i seng, fik vi pakket og gjort klar – vi skulle køre næste morgen kl. 7.

Ecuador – Galapagos – 22. april – 29. april 2019

181

En sidste søløve inden vi tager færgen over til lufthavnen på øen Bastra

Endnu et ﬂy boardes – fra Bastra på Galapagos til Guayaquil

Peru – Lima – 29. april – 2019 Mandag den 29. april Nu starter det sidste kapital i World Tour 2019 – Peru. Vi skal ﬂyve fra Santa Cruz til Lima med mellemlanding på Guayaquil. Det er på den ene side vildt spændende – jeg har virkeligt gerne ville til det gamle inkariget – og på den anden side er det vildt sørgeligt, at det er sidste stræk på vores tur. Hele dagen er rejsedag – afsted kl. 10 fra Galapagos – ventetid indtil kl. 18.27 (hvad f…. er det for et afrejsetidspunkt) – boarding kl. 17.27 og ankomst i Lima kl. 20.30. Heldigvis var der en god lounge i lufthavnen i Guayaquil – så tiden gik faktisk behageligt hurtigt. Da vi ankom til Lima, skulle vi til en gammel kendingstype – et lufthavnshotel fra kæden Wyndham – for at tilbringe en nat, inden vi skulle afsted igen tidligt næste morgen. Ikke nogen super indholdsrig dag – men vi får faktisk disse rejsedage til at blive meget hyggelige og det føles ikke som spildtid. Så det – om ikke andet – er vi blevet rigtigt gode til at rejse uden stress og pres. Hotellet var præcis, som et Wyndham skulle være – og tjener bestemt sit formål – og vores værelse var præcis magen til det, som vi sov på i Quito, da vi havde en nat der.

182

Peru – Lima – 29. april – 2019

Peru – The Sacred Valley – 30. april – 1. maj 2019 Tirsdag den 30. april Så sker det – jeg var vildt spændt – vi skulle flyve til Cuzco for derefter straks at tage videre til The Sacred Valley – Valle Sagrado – eller Den Hellige Dal, hvor vi skal sove på Hotel Rio Sagrado (Belmond). I lufthavnen havde jeg lige en snak på 30-40 minutter med Tue og Hans. Der sker hele tiden ting derhjemme – men selvom jeg får snakket med dem om det løbende, så fylder det ikke noget ind i mellem. I virkeligheden er jeg behageligt ligeglad, for uanset hvad der sker, så kommer jeg til at finde en løsning, når jeg kommer hjem igen, der gør mig glad. Det er en af de beslutninger, jeg har truffet på turen – jeg vil være glad igen hver morgen, når jeg står op – og jeg gider ikke mere internt politisk problematisering, i forhold til den vej jeg ønsker at køre. Så hvis det lykkedes dem at skabe en ramme, som jeg vil være med til, så er det virkeligt fint og hvis ikke, så finder jeg selv en vej. Peru’s historie hænger uløseligt sammen med historien om Inkaerne og historien om spanierne invasion. Inkaernes rige opstod egenligt i år 1100-1200 i Cusco-dalen, men det var først omkring år 1400, at deres magt og vælde begyndte for alvor at slå igennem. Da Inkariget var størst havde de underlagt lande i omkring 4.500 km i fugleflugt – fra Columbia til Argentina og Chile. Inkaerne overhoved hed Sapa Inka – Den Eneste Inka. Inkaerne underlagde sig nyt land under en strategi, der bestod i at give lederne af andre området valget mellem at overgive sig eller kæmpe, hvoraf de fleste valgte at overgive sig. Dette skabte ikke nødvendigvis et rige bestående af de mest villige eller loyale undersåtter, hvilket nok er en stor del af forklaringen på, hvorfor Inkariget blev slået så forholdsvist nemt af spanierne senere i historien. Men under deres storhed skete mange ting i Inkariget. Særlige under Inkaen Pachacutec blev landet samlet og store byggeprojekter blev igangsat og gennemført. Opførelsen af Cusco påbegyndtes i i 1438 af Pachacutec, med en byplan, der skulle symbolisere en puma. Hovedet er templet i Saqsaywaman og kroppen er selv byen. Pachacutec opførte også Machu Picchu – som påbegyndtes i 1440. Dette står fortsat som et af de mest spektakulære bygningsværker fra inkariget – hvilket formentligt skyldes, at Machu Picchu blev forladt af Inkaerne, umiddelbart før spanierne kom til Peru. Spanierne opdagede derfor aldrig Machu Picchu og i modsætning til mange af de andre bygningsværker, som Inkaerne opførte, så forblev Machu Picchu uberørt og blev først opdaget igen i 1911. Machu Picchu betyder “Det gamle Bjerg” og selve byen ligger i en højde af 2.400 m. Under Inkaerne talte byen omkring 1.500 indbyggere og tjente formentligt som landsted for Sapa Inka. Det var desuden et vigtigt religiøst centrum og blev brugt som astronomisk observatorium. Desværre landede spanieren Francisco Pizarro i 1531 på Peru’s nordkyst sammen med 62 ryttere og 103 fodsoldater. Ikke nogen stor eller overbevisende styrke – og spanierne burde bestemt ikke have kunne slå Inkariget i stykker. Men spanierne faldt over et rige, der var midt i en slåskamp om

Peru – The Sacred Valley – 30. april – 2. maj 2019

183

arverækkefølgen. Inkaen Huayna Capac var død i 1527 uden at have udpeget en arving, hvilket førte til en strid/krig mellem hans to sønner Huascar og Atuhualpa – som Atuhualpa endte med at vinde. Atuhualpa blev imidlertidigt taget til fange af spanierne i et bagholdsangreb, og selvom han lavede en aftale med spanierne om hans frigivelse mod at fylde et rum med rent guld, så henrettede spanierne ham alligevel. Spanierne indsatte en ny Inka på tronen – Manco Incas. Manco besluttede sig dog til at gøre oprør mod spanierne og forsøgte at tilbageerobre Cusco. Det lykkedes dog ikke og han måtte trække sig tilbage til junglen, hvorfra det lykkedes ham at holde stand i 40 år. Den sidste Sapa Inka – Tupac Amaru – blev henrettet af spanierne på Plaza de Armas i 1572. Spanierne regerede derefter landet indtil 1824 – hvor Peru blev selvstændige med hjælp fra venezuelaen Simon Bolivar. Denne første dag med eventyret i Peru foran os, skulle vi “bare” flyve til Cusco, hvor vi blev hentet af vores guide. Guiden skulle bringe os til hotellet via et stop på et Manos de Comunidad – hænderne fra kommunen – et sted, hvor de sælger lokalproduceret håndværk. Der var en kort introduktion til sydamerikas kameler og den uld, som kamelerne producerer, hvorefter vi skulle lokkes til at købe noget. På den ene side er det fint, at man Kamel-forklæd-øh-forklaringen! derved støtter de lokale, som i den grad er svigtet af deres regering og kommuner, men på den anden side er det præcist det, jeg ikke kan lide – at være i et turist-gedemarked, hvor jeg “næsten” er tvunget til at købe noget. Charlotte havde det noget nemmere med at være der, og endte med at købe en fin sweater af alpaca uld.

Shit og gisp – vi var højt oppe! 184

Peru – The Sacred Valley – 30. april – 2. maj 2019

De forsøgte, men Valdemar og jeg hoppede ikke på at købe noget!

Der er ﬁre slags kameler i Sydamerika – der alle er i familie med hinanden og med dromedaren og den “almindelige” kamel. Den mindste – som har den ﬁneste og dyrest uld – Vicuna’en, Alpaca Huacaya’en/Alpaca Suri’en, Guanaco’en og Llama’en. Det er kun alpaca’en, der “producerer” kød, der kan spises. Vicuna’en var ved at uddø, men er blevet reddet og der er nu stramme regler for, hvem, hvor og hvor ofte, indianerne må klippe ulden af Vicuna’en.

Den dyre!

Den spiselige!

Og der er den rigtige spyttende fætter!

Cusco ligger i ca. 3800 meters højde – vi har aldrig været så højt før, og vi kunne sagtens mærke det. Vi blev stakåndede, fik lidt hovedpine, blev trætte og også lidt svimle. The Sacred Valley ligger i “kun” ca. 3.000 meters højde – og selvom det også er rigtigt højt, så hjalp det faktisk at komme derned. Cusco – der på indianersproget “Quechua” betyder verdens navle – er en by med ca. 500.000 indbyggere, hvor der hvert år kommer ca. 2,2 mio. turister. Turisterne skaber ca. 40% af alle indtægter, hvortil kommer en mine industri, der omfatter både salt, sølv, kobber, guld og uran. Vi fik snakket en masse med guiden – inden vi blev så trætte, at vi faldt i søvn i bilen. Han fortalte, at der (også) i Peru er massive problemer med korruption, nepotisme, manglende uddannelse, manglende fokus på andre steder end Lima, organiseret kriminalitet mv. Der er omkring 30 mio. indbyggere i Peru, der er fordelt med ca. 45% indianere, 37% mestizer (det vil sige en blanding af indianere og hvide), 15% hvide og ca. 3% asiater og sorte. På trods af dette er magten primært fordelt på den 13% hvide, der er kaldet creolerne, som er efterkommere af de spanske erobrere. De 20% rigeste sidder på 54% af alle værdierne og de fattigste 20% sidder kun på 4% af værdierne. 40% af peruvianerne kunne i første halvår i 2013 melde, at de havde været udsat for en eller anden form for kriminalitet. Der er lavet en afhandling (Korruptions Historie af Alfonso W. Quiroz), der beskriver, at omkring 40% af alle indtægter i Peru fra kolonitiden til i dag er forsvundet som en del af korruptionen og den “offentlige” kriminalitet. Alene i 1990’erne mener man, at der forsvandt 80 mia. kr. fra de offentlige finanser.

Peru – The Sacred Valley – 30. april –2. maj 2019

185

Så selvom krigen mod terror bevægelsen “Den Lysende Sti” fra 1980-2000 udgjorde en væsentlig problemstilling og helt sikkert også har forværret den økonomiske situation i Peru, så er den primære årsag til alle problemer – korruptionen – på samme måde, som det er det i alle de andre Sydamerikanske lande. Den Lysende Sti menes at være skyld i 70.000 dødsfald, og der mangles fortsat at identiﬁcere omkring 20.000 af ofrene. Hovedparten af de døde var blandt de fattige indianere i bjergene. Efter vores besøg kørte vi videre til hotellet i The Sacred Valley med et lille stop på et udsigtspunkt. The Sacred Valley hedder egentligt Urubambadalen, men i starten af 1980’erne lavede rejsebureauerne navnet om, fordi de tænkte, at det ville sælge bedre.

Så nærmer vi os dalen

Bjergene er så anderledes og vi kan ikke helt forstå, at der kan være træer så højt oppe

Og der skal laves lektier…

Hotellet var virkeligt superfedt og lige hvad vi trængte til. Vi gik straks til frokosten – og det var rigtig, rigtig dejlig god mad, og vi spiste til vi var lige ved at revne. Vi ville egentligt have været ude at gå en tur – hotellet havde et turforslag til nogle saltminer på ca. 90 minutters gang, men vi besluttede at tage en stille eftermiddag på hotellet, idet vi de næste dage havde fuldt program med masser af aktiviteter, og masser af tid, hvor vi skulle være sammen med vores guide, og der derfor ikke ville være så meget “alene tid for familien”. Charlotte og jeg bestilte tid til massage og gik derefter i dampbad og spa-pool – en rigtig hyggelig eftermiddag, imens Valdemar glædede sig over det gode internet, der gav ham mulighed for at spille fortnite’s særudgave med Thanos og Infinity War. Bagefter var det lektierne på værelset, der skulle klares inden aftensmaden. Valdemar var måske liiiige kommet lidt bagud – og så var det godt, at mor kunne hjælpe med det hele!! Vi havde bestilt tid på hotellets restaurant til kl. 18.30 og fik igen rigtig dejlig mad. Vi snuppede et afsnit af Versus på hotelværelset inden Valdemar skulle sove – familien trængte til lidt afslapning og det fik vi – helt perfekt!

186

Peru – The Sacred Valley – 30. april – 2. maj 2019

Onsdag den 1. maj Jeg vågnede tidligt efter en nat, hvor Valdemar havde kæmpet med krampe i sit ene ben og bagefter havde puttet ovenpå mig resten af natten. Jeg ringede til Michael Mikkelsen og sludrede med ham en halv times tid inden de andre vågnede. Dejligt at have en rolig morgen. Vi fik derefter lidt morgenmad sammen i ro og mag på hotellets restaurant. Jeg kunne ikke tænke mig en bedre måde at fejre arbejdernes kampdag på end at være i The Sacred Der spises morgenmad – ikke alle er helt glade… Valley. Vi blev hentet af vores guide kl. 9 – og så stod på den kulturskole til os alle indtil kl. 16.30. Valdemars tålmodighed med kulturskolen var lidt slidt til sidst – ikke mindst fordi han og jeg havde svært ved at trække vejret – men i det store og hele gik det helt, som vi kunne have håbet på. Vores guide Edwin var super cool og havde hele tiden et fleksibelt program, som vi kunne tilpasse til vores tempo og tålmodighed. Vi kørte først til Pisac, hvor vi skulle se på et marked. Det var efter vores opfattelse ikke den store oplevelse – det var meget indrettet på at skulle sælge til turister og da vi havde været der i noget tid, kom der flere og flere turister. Det var også et sted, hvor man ikke kunne kigge på noget uden at de forsøgte at sælge en noget. særligt Valdemar og jeg kan ikke lide denne form for markeder – hvorimod Charlotte er noget bedre til at fungere og manipulere sig igennem denne underholdningsform. Vi startede med at være i en sølvbutik, hvor de selv producerede deres smykker. Jeg tænkte nu, at det muligvis var nogen af smykkerne, der blev produceret der, men at hovedparten nok blev lavet et andet sted. Valdemar synes det var rigtigt sjovt at høre om produktionen – og at se deres marsvine bur omme bag ved. Jeg fik lige en mavepuster af Valdemar, da jeg sagde, at det var deres frokost…

Marsvin-buret – så er der frisk frokost!

Kom ud – ikke være bange!

Hov, er det ikke praktiske-Lotte, der er taget på indkøb?

Peru – The Sacred Valley – 30. april – 2. maj 2019

187

Hele familien er samlet!

Vi har en rigtig hyggelig frokost, hvor Valdemar er ﬂyvende!

Når vi kørte langs vejene, var der rigtigt mange steder, hvor der var stegte marsvin – så joken var bestemt ikke uden grundlag. Der var også rigtigt mange steder, hvor der var en lang stand med et rød plasticpose i enden. Det betød – forklarede vores guide – at de solgte hjemmelavet spiritus. Efter Pisac skulle vi til soltemplet Ollantaytambo, der ligger i 2.792m højde. På vejen mellem de to aktiviteter skulle vi spise frokost på en restaurant, hvor vi også kunne se et hesteshow. Maden var sådan set ﬁn – og showet var vel også ok uden at være prangende – men Charlotte og jeg talte efterfølgende om, at vi ikke rigtigt er så glade for disse mere turistprægede oplevelser. Der er for eksempel en række børn klædt i deres traditionelle klædedragt stort set alle steder vi kommer. De vil gerne have, at vi tager billeder af dem, og derefter giver dem nogle penge. Vi kan se, at der er nogen af turisterne, der synes, det er rigtigt cool, men vi bryder os ikke rigtigt om det.

Der riddes…

188

Der danses…

Peru – The Sacred Valley – 30. april – 2. maj 2019

Og Edwin spiser med

Og der riddes og danses…

Bjerget i baggrunden

De mange terrasser. Dem i forgrunden er til dyrkning af afgrøder og terrasserne i baggrunden er ceremonielle terrasser foran indgangen til soltemplet

Far viser

Oplevelsen ved Ollantaytambo var derimod rigtig god. Edwin var rigtig god til at forklare os om både inka-tiden, bygningerne, udskæringerne i bjergene, vandsystemerne mv., og selvom det nogengange blev lidt for langtrukkent, så var den samlede oplevelse virkelig god. Soltemplet blev aldrig færdiggjort, idet spanierne kom, inden inkaerne nåede at blive færdige. Spanierne ødelagde noget af det, men ruinerne viser fortsat meget godt, hvor og hvordan inkaerne havde tænkt sig at konstrurere templet.

Edwin forklarer om samlingen af de små sten

Far forklarer om samlingen af de store sten

Og Valdemar viser “låse-systemet” ved samlingen af stenene

Vi gik hele vejen op til toppen af bjerget og så ruinerne fra soltemplet – med en del pauser til at trække vejret i den tynde luft – og ned igen. Charlotte havde ingen problemer med den tynde luft – Valdemar og jeg kæmpede lidt mere med den. Tilbage på hotellet ﬁk vi et bad, slappede lidt af et par timer, spiste aftensmad og snupsede endnu et afsnit af Versus i sengen sammen.

Peru – The Sacred Valley – 30. april – 2. maj 2019

189

Lidt derfra og tættere på

Torsdag den 2. maj Vi ﬁk morgenmad udenfor – lige på den kølige side – men faktisk meget fedt. Vi havde den store oplevelse at se kolibrier bestøve blomster lige ved siden af os. Ingen af os havde tidligere set en kolibri og det var et rigtigt smukt syn – igen lidt utroligt at fugle pludseligt er blevet interessante. Vi blev hentet på hotellet af vores guide igen kl. 9. I dag skulle vi have pakket vores rygsække med tøj og toiletsager til overnatningen, idet man ikke må medbringe mere end en lille rygsæk på maksimalt 5kg, når man skal med toget til Machu Picchu. Vores bagage ville i mellemtiden blive kørt til vores hotel i Cusco – vores næste destination efter Machu Picchu. Vores første time i dagens kulturskole skulle foregå Inka-ruinerne i Moray. Moray var et terrassesystem for dyrkning af afgrøder og består af 4 forskellige cirkler med terrasser i varierende højder.

Et kig ud over byen Urubamba

Moray har formentligt være brugt som en slags landbrugsskole, hvor mennesker fra Inkariget kunne komme og lære om de forskellige afgrøder, hvornår de skulle plantes, høstes og hvordan jorden skulle kultiveres. Dem, der havde været på stedet, kunne så efterfølgende udbrede kendskabet til disse landbrugsmetoder til andre stedet i inka-riget, og derved dele viden. Der er godt med højdemeter igen!

Den første af de 4 cirkler

190

Der skal traves godt i Kulturskolen

En såkaldt Moray-selﬁe!!

Peru – The Sacred Valley – 30. april – 2. maj 2019

Vi skulle med have være med toget til Machu Picchu kl. 15.37 fra stationen i Ollantaytambo men vores guide lavede det om til, at vi i stedet skulle afgå kl. 13.37 – idet han ellers mente, at vi ikke kunne komme fra stationen i Machu Picchu til vores hotel. Det betød, at vores dag lige pludseligt blev noget kortere, og vi havde travlt med at nå den anden aktivitet – La Salineras – som var et saltudvindingssted.

Saltjordloderne set fra oven

En træt, men tapper ﬁghter hænger lidt i tovene!

Det er lidelse, man ellers normalt kun ser hos Tour-de-France kørerne!!

Fra et sted langt ude i jordens indre løber en kilde, der løber forbi en stort saltklippe, der ligeledes er dybt inde i bjerget. Vandet opløser langsomt saltet og når det kommer ud af bjerget har det et saltindhold på omkring 20%. Saltet er særligt rigt på mineraler – herunder ikke mindst kalcium. Saltlodderne går i arv gennem generationer og hele stedet drives af ejerfamilierne som et kooperativ, hvor alle hjælper hinanden. Hver jordlod kan anvendes 3-5 gange, før den skal genanlægges og kan bruges igen. “Saltkarret”/jordlodden bliver lavet ved at lægge træstykker i bunden, fyldt op med sand og vand og tilsidst skal det tørre i solen indtil det får en hårdhed. Derefter kan der fyldes saltholdigt vand i og solen får en krystaliseringsproces til at få i gang. Efter ca. 15-20 dage kan saltet samles op. Den første salt, der kan samles op er den fineste og rigest på mineraler. Den anden portion er lyserød og er knap så mineralholdig – og har dermed en lavere kvalitet. Den sidste – og tredje – portion kan ikke anvendes til mennesker men alene til dyr. Det var imponerende at se – ikke mindst fordi der har været produceret salt på dette sted siden omkring år 600 – og produktionen foregår fortsat på samme måde som oprindeligt. Valdemar og vi andre fik smagt på vandet – meget salt – og fik kæmpet os op og ned af bakkerne. Tilsidst måtte Charlotte bære Valdemar lidt, fordi han synes, det var så hårdt at gå i højderne, og fordi vi skulle skynde os til stationen. Stationen var i sig selv en oplevelse – fordi det var så anderledes end den måde, som vi kender det på fra Europa. Togturen derop varede 1,5 time med et adstadigt tempo på ca. 30 km/t – gennem et helt spekulært bjergterræn langs en flod.

Peru – The Sacred Valley – 30. april – 2. maj 2019

191

Ligner noget fra et tog-lege-sæt

Og lokomotivet gør det ikke bedre

“Skønne” duge på bordene

Vi så også start og slutstedet for inka-trail, hvis vi en dag skulle ønske at gå den. Vi ville rigtigt gerne have gået den på denne tur, men vi havde besluttet, at Valdemar ikke var gammel nok til at gå 42 km i bjerge – 7 timer om dagen i 4 dage med overnatning i naturen. Det kunne ellers have været en fed tur! Vi ankom til Machu Picchu by kl. 15.00 og løb hen til bussen for at nå den – således at vi kunne komme til hovedindgangen af Machu Picchu, hvor vores hotel “The Sanctuary Lodge” lå, som det eneste hotel (fra Belmond-kæden). Vi ankom til hotellet omkring kl. 15.30 – og så var det tid til indtjekning og aftensmad, inden vi skulle være klar til en dag i Machu Picchu næste dag. Valdemar havde lavet en Challenge om, at hele familien ikke måtte spise dessert, drikke vin, øl, drinks, sodavand eller spise slik i 6 dage. Vi besluttede os til at holde en fridag fra Challenge og i stedet give den gas. Det viste sig at være en god beslutning for vores hotelophold var med all-inklusive – herunder også drinks mv.

Valdemar har valgt sin egen “udsigt”

Broen ved kilometersten 82 Uvist hvorfor – der er starten på Inkatrail – Charlotte er blevet forelsket i bjerge

Valdemar fik lov til at se en masse Ipad og Charlotte og jeg fik tid til at sludre og få en masse pisco sour på terrassen. Til aftensmaden kom vi til at sidde ved siden Denne udgave fik ikke lov Nu med vores japanske Familiefotos! venner af et japansk bord, hvor vi faldt i snak med at komme på Charlottes Instagram opdatering dem. De tilbød, at vi kunne komme til Japan og besøge dem – hvilket vi muligvis finder på at gøre på et tidspunkt. De var rigtigt søde og vi tilbød også dem at være værter, hvis de skulle finde på at komme til København. Det endte med, at både Charlotte og jeg var blevet godt berusede og vi røg i seng omkring kl. 21.30.

192

Peru – The Sacred Valley – 30. april – 2. maj 2019

Peru – Machu Picchu – 3. maj 2019 Fredag den 3. maj Vi skulle ind i selve Machu Picchu citadellet kl. 07.00 – så vi startede dagen – i øvrigt med godt med tømmermænd – kl. 05.45. Vi fik et hurtigt bad og så ned til morgenmaden – og så var vi KLAR!!! Jeg havde talt med Valdemar om, at dette var det vigtigste sted for mig på turen overhovedet – så han havde lovet at være så tålmodig som han kunne i de fire timer vores besøg i citadellet varede. Og det holdt han så flot – det var lidt værre med Charlotte, der kæmpede hårdt med tømmermænd hele dagen. Oversigtskort over Machu Picchu

Vores guide Edwin

Som man mener, at den så ud

Jeg havde glædet mig så meget – og mine forventninger til dagen blev fuldt ud indfriet. Og vores guide Edwin – som havde været med os de seneste tre dage – var super god til at fortælle om alt. Efter lidt kø for at komme ind – kom vi endeligt i gang. Vi kom igennem hele komplekset og hørte også om de forskellige teorier om anvendelsen af byen, hvordan den var blevet bygget, hvornår den blev forladt mv.

Peru – Machu Picchu – 3. maj 2019

193

Byen fortjener også et billede alene!

Byggeriet blev påbegyndt omkring år 1440 af Inkaen Yupanqui (Pachacutec). Det vides ikke nøjagtigt, hvor længe byggeriet stod på – men formentligt indtil byen blev forladt omkring 1572 under Inkaen Tupac Amaru. Tidligere teorier fortalte ellers, at byen blev forladt inden spanierne kom, men senere udgravninger har vist, at dette ikke var tilfældet. Byen var også fortsat under udbygning, da den blev forladt. Inkaen – Sapa Inka – eller Den Eneste Inka – var kongen og den eneste, der blev kaldt Inka – resten af folket var Quechuas i ﬂertal eller en Quechua i ental. Machu Picchu (der egentligt betyder det gamle bjerg) kaldes den forsvundne inka-by – Lost City of the Inka Empire – og omtales også ofte som den sidste by, inkaerne var i. Dette er dog ikke tilfældet og der ligger i nabo dalen (Vilcabamba – slå ordet op) en endnu mere forsvunden by, der endnu ikke er udgravet og som formentligt er endnu større end Machu Picchu. Edwin havde været der på en jungletur og han var meget overvældet af både størrelsen og standen.

Der ventes!

Lige kommet ind

Det er måske også lidt ﬂot at kalde Machu Picchu for den forsvundne by, for da den opdagelsesrejsende professor fra Yale Universitetet Hiram Bingham “fandt” byen den 24. juli 1911, boede der rent faktisk tre familier i byen, ligesom Hiram Bingham blev vist op til byen af lokale fra den nærliggende by, som udmærket kendte til byens eksistens. Machu Pichu er ikke fuldt udgravet og der ligger fortsat på bjergsiderne under træerne både yderligere terrasser og bygningsværker.

194

Peru – Machu Picchu – 3. maj 2019

Det eksisterende Machu Pichu er for 60% vedkommende de originale konstruktioner og 40% er genopbygget. Man ønsker at rekonstruere yderligere, men Machu Picchu har siden start 1980’erne været et beskyttet UNESCO-site og de må ikke restaurere yderligere uden UNESCOs tilladelse. I givet fald skal alle sten nummereres og der skal tegnes streger på alle sten i forhold til, hvor de er taget fra og hvordan de er samlet. Machu Picchu er konstrueret mellem to forskellige bjergkarme – nemlig Machupicchu bjerget (Montana Machupicchu) og Waynapicchu bjerget (Montana Waynapicchu). I forbindelse med jordskælv viser det sig, at det er bjergkarmene, der bliver bevæget og Machu Picchu bliver dermed “bare” ﬂyttet fra side til side sammen med bjergkarmene. Det er utroligt, som de havde en kæmpe forståelse af naturkræfterne og hvordan de kunne beskytte sig mod dem. Alle de store byggematerialer er taget fra bjerget og består for en stor dels vedkommende af hvid granit. Træ, sand mv. er dog blevet transporteret fra dalen – og det må have været et kæmpe arbejde at få det transporteret op ad bjerget. Selve konstruktionen er opdelt i forskellige kvarterer – centreret omkring templer, beboelseskvarterer, observationsrum og værksteder. Særligt deres vandings- og afvandingssystem er imponerende men også deres kendskab til astronomi, landbrug mv. var voldsomt langt fremme. Inkaerne havde ikke kendskab til kompas, men kendte alligevel til verdenshjørnerne, årstiden, månederne, dagene mv.

Machu Picchu-selﬁe!

Inka-rækken

Der er så ﬂot!!!

Deres bygninger varierede også i kvalitet efter hvem, der skulle bruge dem. Det var helt tydeligt at se på stenene, hvor de særligt ﬁne huse ikke brugte mørtel og små sten, men store, sirligt udhuggede sten, der passede nøjagtigt sammen uden brug af hverken bindemiddel eller små sten.

Peru – Machu Picchu – 3. maj 2019

195

Vi er klædt som og føler os (bortset fra de 6000 andre turister om dagen) som opdagelsesrejsende!

Vi holder pause på ubenyttede “byggematerialer”

Soltemplet

Syn ned mod de bygninger, der er blevet brugt som værksteder – bagved ligger beboelsesbygninger, som man på stenene/bygningsstilen kan se ikke har været til de ﬁneste af indbyggerne De mange terrasser på en af siderne Og vi var så heldige med vejret – det regner ofte på Machu Picchu

Alt byggeri var sket uden at forandre bjerget – og det var vildt at se, hvor mange terrasser, der var bygget op og hvor langt ned af bjerget terrasserne gik. Inkaen og Quechuaerne troede på reinkarnation og en tre-hed. Kondoren var deres hellige fugl, der symboliserede himlen, pumaen det hellige dyr, der repræsenterede jorden og slangen det hellige dyr, der repræsenterede underverdenen. Deres verdens billede indeholdt også dele af dualismen – mand/ kvinde, dag/nat mv. – som man kender det fra andre kulturer. Deres kors indeholder således tre trin – og skal ses som en spejling (en dobling) og er således en kombination af tre-heden og dualismen. Der er også i Machu Picchu fundet en række mumier – omkring 180 – der har været fornemme folk. De er efter døden blevet placeret i en siddende position med bøjede ben og korslagte arme og blevet placeret i templerne i de nicher, der er i væggene. Disse nicher er trapez-formede og er dermed fra inka-tiden. Rektangulære nicher er derimod præ-inka – altså før inkatiden.

196

Peru – Machu Picchu – 3. maj 2019

Solen var et centralt element i både deres religiøse dyrkelse og i deres studier. Soltemplet havde vinduer, hvor solopgangen lyste ind igennem på forskellige tidspunkter på året. I bjergtoppene var ligeledes bygget tårne, hvor solens stråler kom igennem, når solen stod op. Solporten – den ene af 8 indgange til Machu Picchu og den indgang, man kommer ind igennem, hvis man går Inka-trail – er den ene af de tårne, der viser solens gang i løbet af året. Dette var også en del af Inkaernes kalendersystem. Der var et tempel for solen, et tempel for kondoren, et tårn, hvorfra de studerede astronomiske forhold. Der graves og forskes fortsat omkring Machu Picchu og en af de nyere teorier er at Machu Picchu - på samme måde som Moray – var et uddannelsescenter for landbrug og/eller for andre funktioner i inka-samfundet. Der er i sammenhæng med de bebyggelser, hvor der er fundet spor af værkstedsaktiviteter, også fundet beboelsesbygninger, der i givet fald kan have tjent som beboelse for de mennesker, der kom for at studere. Derfra kunne Inkaerne så udbrede deres viden gennem hele riget, ved at lade disse uddannede mennesker tage ud i riget og videreuddanne menneskerne i de fjernere liggende dele af riget. Da inkariget var udbredt fra Columbia og Equador mod Chile og Argentina var der sandsynligvis et stort behov for dette. Da vi var færdige med besigtigelsen af Machu Picchu, skulle vi have frokost på vores hotel, inden vi skulle med bussen ned til togstationen. Man kunne ikke bestille tid til bussen, så vi måtte pænt stå i kø, indtil det blev vores tur til at komme ombord på bussen. Vores guide havde – med rette – sagt, at vi skulle hurtigt ned – for omkring kl. 12.30 ville der være en kø på omkring 1,5 time. Nu endte det med, at vi bare stod i kø i 30 minutter og Charlotte og Valdemar kunne blive på hotellet, mens Edwin og jeg stod i kø. Vi forsøgte at lave vores billetter om fra kl. 16.43 til kl. 13.43, idet vi kom så tidligt ned til stationen. De ville imidlertid have 3*86+43 dollars – svarende til prisen på helt nye billetter – for at lave tiden om, selvom der var plads på toget. Det sagde vi pænt nej tak – for vi skulle i givet fald også have bestilt en ny privat bus – svarende til at det ville koste os omkring 400-500 dollars at komme 3 timer tidligere frem til hotellet, og det var vi for nærige til at betale. Belmond havde så heldigvis deres egen lounge på stationen, hvor vi kunne sidde i behagelige stole. Loungen var ikke betjent, men det var fedt at kunne vente i kølige gode omgivelser – og de tre timers ventetid gik hurtigt. Charlotte fik talt med sin far, Valdemar så film, og jeg fik skrevet min dagbog for de sidste par dage, som jeg var bagud med. Vi kom på toget fra Machu Picchu til Poroy kl. 16.43 og vi ankom til Poroy efter 3,5-4 timers togtur omkring kl. 20.30. Derfra skulle vi med privat bus videre til vores hotel i Cusco. Vi ankom til Hotel Casa Cartagena kl. 21.00. Herefter skulle vi lige have lidt hurtig aftensmad, inden vi røg på hovedet i seng efter en lang dag. Vi var alle glade for at komme i posen! Kondor-templet

Peru – Cusco – 4. /5. maj 2019 Lørdag den 4. maj I dag var en programfri dag til rådighed i Cusco. Det var dejligt efter tre hektiske dage sammen med en guide at have vores egen tid og egen kontrol. Hotellet – Casa Cartagena – havde givet os det vildeste hotelværelse – Royal Suite – med en stor forstue med glasvinduer ud til en lille gårdhave, et kæmpe soveværelse, det også indeholdt den største spa, jeg har set og en første sal med privat massage rum, sauna og to Queen size senge. Det var lige, hvad vi trængte til.

Shit, et værelse, vi havde fået.

Jeg havde problemer med vejrtrækningen på grund af højden og stod op kl. 04.30 om natten. Da jeg alligevel var oppe og Nicolai Ørsted gerne ville snakke med mig, benyttede jeg tiden til at snakke med ham om situationen i firmaet. Han var lige så rådvild, som jeg havde forventet – og selv om det egentligt var en god snak, så førte den ikke noget nyt med sig. Han er dog rigtigt bange for, at firmaet brækker over og ville rigtigt gerne høre, hvor jeg stod henne. Jeg var så ærlig, som jeg synes, jeg kunne være af strategiske årsager – og det bekræftede nok hans syn på situationen. Da Charlotte og Valdemar vågnede, fyldte de Spa’en op og hyggede sig en times tid, i mens jeg snakkede med Jakob og fik opdateret ham på samtalen med Nicolai. Valdemar ville virkeligt gerne have en dag med spil på Ipad, FaceTime med skolevenner mv. og det var ok for både Charlotte og jeg. Vi spiste til gengæld længe morgenmad og hyggede os i formiddagsolen. Efterfølgende fik jeg snakket med Tue og fik hjælp til at købe alt det cykeludstyr, jeg mangler for at kunne komme rigtigt i gang. Jeg fik efterfølgende købt det hele på nettet, så jeg kunne få det leveret, inden vi kom tilbage. Jeg havde aftalt med Tue, at vi skulle cykle sammen mandag morgen, så det var bare med at være klar. Det er en helt ny verden, der åbner sig – og masser af udstyr, der skal købes og APP’er der skal downloades. Det er virkelig en udstyrssport – og en hvor udviklingen af træningsapp’s er helt vildt langt fremme. Charlotte fik snakket med sin far – og vi fik også sludret lidt på kryds og tværs. Da klokken var blevet 13, havde Valdemar fået facetimet med Philip, Martin, Alexander, Frederik, Samuel og Max – og vi var klar til at spise frokost. Charlotte havde fikset et bord på Restaurant Limo – en fusionsrestaurant mellem det japanske og peruvianske køkken – virkeligt lækkert og hun havde også fået bestilt bord på restaurant Inka Grill til om aftenen. Hun er så sej!

198

Peru – Cusco – 4./5. maj 2019

På vej til frokosten gik vi lige en kort tur i Cusco – en by man sikkert havde kunne bruge meget mere tid i – men som vi sådan set bare fik brugt som slap-af sted. Vi fik dog lige set Plaza de Armes, hvor den sidste Inka – Tupac – blev henrettet i 1572. Hans henrettelse var fire heste, der trak hans krop i stykker ved at løbe i hver sin retning – ikke nogen god dag for Tupac. Der var også her, at de ceremonielle begivenheder fandt sted – da Cusco var hovedstad i Inkariget. En af ceremonierne var blandingen af jord fra de erobrede lande med jord fra pladsen – for derved at indikere sammenblandingen/integrationen af de nye lande. Aftensmaden på Inka Grill var fin uden at være prangende. Vi mødte tilfældigvis de fire kvinder fra Hong Kong, som også havde været på tur-båden på Galapagos. Lidt sjovt – særligt fordi Charlotte og jeg ikke helt kunne kende dem, men de tydeligvis godt kunne kende os. Charlotte og jeg havde en rigtig hyggelig aften efter Valdemar var blevet lagt i seng – og vi fik talt om alt fra vores nye hund til de dage, der skulle komme.

Statuen af vores ven Pachacutec – den største af inkaerne på Plaza de Armes

En af de to katedraler på Plaza de Armes

Peru – Cusco – 4./5. maj 2019

199

Peru – Titicaca – 5./6. maj 2019 Søndag den 5. maj Vi stod op kl. 05.30 for at pakke og gøre os klar til rejsen med toget (Perurail) fra Cusco til Puno kl. 7.00. Vi ﬁk morgenmad og blev hentet af guiden, kørt til stationen og blev sat ombord på toget. Det var lidt spændende, for vi havde jo fredag haft en lang togtur, og vi havde talt om, hvorvidt turen til Puno ville blive kedelig – med en samlet køretid på 11 timer – når vi lige havde kørt en masse.

En klassisk perron med et klassisk tog…

Der tjekkes ind!

Togets klasse var en cru eller to højere end toget til Machu Picchu og i tillæg dertil havde vi downloaded en masse ﬁlm mv. til både os og Valdemar. Så vi håbede på, at det ville kunne få os alle glade igennem turen.

Og vi er som nogen af de første på plads i vognen!

Det viste sig, at vores bekymringer var helt unødvendige. Det var en virkelig fed tur, som gik meget hurtigere end frygtet. Vi havde rigtigt gode pladser – vi havde både et bord med stole til 4 personer, og 2 andre stole med et bord ved siden af. Charlotte havde det lidt skidt om morgenen, så det meste af formiddagen så hun lidt film og slumrede lidt, mens Valdemar og jeg fik taget billeder på den åbne bagperron, spillet kasino, snyd og majer. Valdemar fik også lavet matematik og skrevet sin dagbog.

Der laves lektier! 200

Der quizzes!

Peru – Titicaca – 5./6. maj 2019

Og der er selvfølgeligt tid til en tog-selﬁe!

Der var en tjener kun tilknyttet vores vogn, og der var – ud over frokost og eftermiddags-te/snacks – mulighed for løbende at bestille noget. Der var også en bar-vogn – som vi dog ikke benyttede – og hele tiden en fantastisk udsigt til bjergene og de byer, vi passerede. Da toget forlod perronen i Cusco, fik vi også lejlighed til at se det “rigtige” Cusco og jeg tog en masse billeder fra den åbne bagperron. Toget stoppede på en lille station på det højeste punkt på ruten – virkelig utrolig flot udsigt og vi fik lejlighed til lige at strække benene i 10 minutter og beundre landskabet. Højderne stiger – og det gør vores åndedrætsbesvær også!

Et lille stop på toppen!

Vi passerede byen Juliaca, lige før vi ankom til vores destination Puno – og det var vildt fascinerende at kigge på byen fra et tog, der kun kørte omkring 10-20 km/t gennem hele byen. Juliaca har – udover lufthavnen – ingen turistaktivitet og det gav anledning til mange reﬂektioner om livet udenfor de normalt “tilgængelige” områder.

Med et top-selﬁe!

Der var ankomst i Puno kl. 18.30, hvor en guide ventede på at bringe os til hotellet – Hotel Libertador. Vi havde behov for at få noget mad hurtigt og så ellers komme i seng inden en ny dag med fuld programaktivitet skulle begynde. Guiden var også den guide, der skulle tage os rundt næste dag på søen og han brugte lige en halv times tid på at gennemgå turen og de forskellige aktiviteter, der var planlagt til os. Det var nok nødvendigt – men ikke helt det, vi havde overskud til efter en hel lang dag med rejse. Valdemar (og formentligt også vi andre) havde en række mindre nedsmeltninger, inden vi nåede i seng – der er ved at være overfyldt med indtryk. Vi besluttede, at vi skulle have al tilgængelig underholdning med til Valdemar til turen næste dag og at han skulle have mest mulig tålmodighed og lang line.

Peru – Titicaca – 5./6. maj 2019

201

Mandag den 6. maj Der var afgang fra hotellet kl. 07.00 – så det var endnu en tidlig morgen, som gjorde at Valdemar ikke fik så meget søvn – igen. Det gjorde vi andre heller ikke – for den tynde luft påvirkede nu for alvor vores søvn. Både Charlotte og jeg vågnede rigtigt mange gange – både fordi vi skulle tisse hele tiden, men også fordi vi vågnede ved, at vores vejrtrækning var rigtigt besværet. Vi havde ikke rigtig højdesyge i øvrigt – men var mere påvirkede af den besværede vejrtrækning. Vores guide – Octavia Paca del Flores (kaldet Tavo) var klar til afgang kl. 07.00 og efter en kort gåtur ned til hotellets egen bådebro var vi i gang med dagen. Vi skulle først besøge øerne, hvor Uru-folket stadigvæk lever på siv-øer på Titicaca søen og derefter skulle vi til Taquile, hvor en række familier fortsat lever efter de traditioner, som inka-riget og præ-inkatiden havde defineret. Vi var lidt spændte på oplevelsen – og var lidt bange for, om den enten ville være for indholdsløs eller for turistet. Vi talte også om, at også Charlotte og jeg nok var lidt mæt af indtryk og derfor ikke var så nemme at begejstre længere. Det skulle heldigvis vise sig at blive gjort til skamme i løbet af dagen. Titicaca betyder – den grå puma – titi er puma og caca betyder grå. Den har formentligt fået navnet fordi søen kan ses som havende en form som en kat/en puma. Det dybeste sted på søen er omkring 200 meters dybde. Titicaca er den højeste beliggende sø i verden, men det er ikke verdens største sø. Der sejler mere eller mindre kun en slags turbåde på søen – og selvom vores oplevelse var med privat guide og ikke en fællestur, så havnede vi på samme slags båd, som også grupperne benyttede. Vi var så bare de eneste, der var ombord – så vi havde rigeligt med plads. Turen ud til Uros siv-øerne tog kun ca. 15 minutter – så det var en overskuelig første sejltur. Vi ankom til den ø, som vi skulle besøge (der Suma Corazon) – som en af ud af de ca. 100 siv-øer, der er på søen. Hver ø har en “præsident” og der er også en samlet præsident for alle øerne. Urus-øerne er bygget op med en bund af tørv fra bunden af søen, hvor sivene “Totora-siv” gror. Tørvet indeholder rødderne fra Totora-sivene og udgraves med håndkraft i kæmpestore klumper. Vi fik forklaret, at det var en størrelse på 8*4 meter – og at der var omkring 15 til hver ø. Tørvet er ca. 2 meter højt og toppen ligger er lige i vandoverfladen, når øen er bygget. Tørvet holdet i ca. 50 år – hvorefter øen forledes og der bygges en ny. Ovenpå tørvet lægges der siv-lag i ca. 2 meters højde og ovenpå dette bygges hytter. Der er placeret 15 ankre til at holde øen på plads, så den ikke sejler væk!

Praktiske Charlotte i lokal forklædning!

Vilde marsvin på vejen til vores båd! 202

Peru – Titicaca – 5./6. maj 2019

Der skal lægges et nyt siv-lag hver 3 dag i regntiden og hver 15 dag i den tørre årstid. Det er et aldrig stoppende arbejde, der skal udføres af mændene. Kvinderne deltager i fiskningen og madlavningen, ligesom de væver deres traditionelle klæder, tæpper mv. Der lever ca. 5-6 familier på hver ø – og nye koner mv. skal findes fra andre øer for at undgå indavl. Det er ikke et patriarkalsk samfund i den forstand, at præsidenten både kan være en mand eller en kvinde. Når en partner skal vælges, er det også manden og kvinden selv, der bestemmer og ikke forældrene. Selvom befolkningen også lever af turisme og at oplevelsen ikke var lige så autentisk som vores oplevelser på Napo River – så var det alligevel en syret oplevelse. Fordi vi var på privat tur, var vi de eneste på denne ø – og selvom der var besøgende på andre øer, så følte vi os lidt alene. Præsidenten Percy forklarede os om livet på øen, og vi havde lejlighed til med Tavo som tolk at stille ham en række spørgsmål. Vi fik set deres hytter og til sidst fik vi en sejltur i deres traditionelle sivbåd. Inden da skulle vi gætte, hvor dybt der var under øen – 16 meter – og vi fik alle tre en halskæde som præmie. Vi fik også købt et par tæpper/vævede billeder af dem – mest for at støtte deres økonomi – til en voldsom overpris på i alt ca. DKK 600 for to tæpper. Det var ikke dyrt i forhold til, hvad vi skulle give for dem i en butik – men dyrt i forhold til, at det næsten er en månedsløn for en almindelig peruvianer.

Percy forklarer..

Befolkningen er Uru-folket er en del af Aymara folket – og er således en separatistisk befolkning i Peru med eget sprog, kultur mv. Der er omkring 10% af den oprindelige befolkning i Peru, der er af Aymara afstamning – og de er ofte udsat for en voldsom diskriminering. Omkring 40% af de unge og ældre forlader øen – for at tage til Puno for at læse eller for at arbejde.

Og Tavo oversætter – og forklarer lidt mere…

Vores guide var fra Aymare bjergfolket og var født i 5.000-6.000 meter højde. Hans familie ﬂyttede til Puno, da han var 8 år – men hans far blev dræbt af medlemmer af terrorbevægelsen Den Lysende Sti på vejen. Tavo havde virkeligt levet et hårdt liv – men var på dette tidspunkt 35 år gammel og lige ved at blive kandidat på universitet med hovedfag i turisme. Tavo havde tænkt sig derefter at læse en Ph.d – noget som ingen i hans familie nogensinde havde været i nærheden af. Tavo havde som 7-8 årig skudt slanger med slangebøsse og spist dem rå, han var blevet bidt i ansigtet af en Puma, der han var tre, da han forsøgte at jage pumaen væk fra hans høns oppe på toppen af bjerget. Det var virkeligt – igen – fascinerende at høre historierne om livet hos de mennesker, vi møder på vores vej. Det er svært at påstå, at vi har haft en hårdt liv, når man hører om Tavo’s liv – og samtidig vildt bekræftende at høre, at han fortsat har så meget gå-på-mod og synes livet er godt.

Peru – Titicaca – 5./6. maj 2019

203

De ror og ror

En af øerne

Da vi var færdige med rundtur på den lille ø, blev vi sejlet over til deres “hovedø” på en af deres traditionelle både. Vi besluttede hurtigt, at der behøvede vi ikke at være – der var alt for mange turister. Charlotte sørgede lige for, at vi fik et stempel i vores pas – og så var vi videre. Efter denne oplevelse sejlede vi i Og vi sørger for båd-selfie ca. 2 timer for at komme ud til den havn på Taquile, som vi havde aftalt med guiden skulle være vores mål. Vi kunne have valgt en anden havn på Taquile, men så ville vores gåtur derfra og til restauranten være ca. 3 km med 500 yderligere højdemeter, som vi ikke synes, at vi kunne byde Valdemar. I stedet valgte vi en tur på ca. 1,5 km med 200-300 højdemeter, som faktisk gik rigtigt fint, selvom vi alle hev lidt efter vejret. Vores guide var god til både at give os pauser og fortælle om øen på vejen. På Taquile lever omkring 400 familier – eller samlet omkring 2.000 mennesker, der alle er fra Quechua-folket. Det særlige ved disse familier er, at de alle lever efter samme traditioner som Inka’erne og deres strikkekunst. En af de centrale forhold i kulturen er levereglen: “Ama sua, ama llulla, ama qhilla”, der betyder: “ikke stjæle, ikke lyve og ikke være doven”. Da deres kultur er baseret på kollektivisme, hvor de hjælper hinanden, er det centrale begreber, som også kendes fra andre primitive kulturer. De lever primært af turisme og af deres virke som landmænd. De har fra gammel tid haft et 6-trins rotationssystem på øen, hvor de hvert år skifter afgrøden på et givent jordlod for ikke at udpine jorden. Det er ikke tilladt for andre end Taquile-Quechuaer at købe jord på øen eller at bo der.

204

Peru – Titicaca – 5./6. maj 2019

Indgangen til vores restaurant

Deres religion er som mange andre steder i Peru en blanding mellem at være katolikker og så i tillæg dertil praktisere en række af de gamle religiøse skikke, herunder ofringer til moder jord, havet og solen. Tavo fortalte, at der fortsat i bjergene, hvor han kommer fra, sker ofringer. Når en person ønsker at der skal ske centrale ændringer i hans liv spiller Shamanen fortsat en stor rolle, og der skal ofres hjertet fra en levende Alpaca, der begraves i jorden. I gamle dage var ofringen en menneskebaby – så det må virkeligt have været i forbindelse med helt særlige nødvendige forandringer.

Typiske huse på øen

Symboler i stenstien på vej over øen

På vores gåtur på øen, var vi så heldige, at vi på vejen kunne se afholdelsen af en rådsamling, hvor de vigtigste mænd fra øen var samlet for at drøfte særlige forhold (som vi ikke ﬁk at vide hvad var). Vi så det på afstand – men det var meget interessant at se.

Strikkekunsten – blev i 2005 optaget som en del af UNESCO’s verdensarv program. Det særlige er, at strikketøjet både anvendes som signaler i forhold til den enkeltes position i samfundet og at kvaliteten er helt særligt god. Det er mændene, der strikker, og det er forbudt for kvinderne at deltage i dette arbejde. Mændene kan først overgå til den giftemodne alder, når de har lært strikkehåndværket til et tilstrækkeligt niveau. Dette indbefatter blandt andet, at en strikket hue skal fyldes med vand – og så må vandet ikke begynde at sive ud før efter mindst 1 minut. Samfundet er gennemført patriakalsk og de ældre har en særlig rolle. Dette kan blandt andet ses på huerne, hvor der er særlige huer for unge ugifte (og ikke giftemodne endnu), særlige huer for giftemodne ugifte, særlige huer for forlovede, særlige huer for gifte – og ikke mindst særlige mavebælter og Coca-blade tasker. Mavebælterne er vævet af hustruerne, og det første mavebælte laves delvist af brudens hår, der klippes af (de har meget langt og tykt hår) og bruges som de snore, der væves rundt om. I forbindelse med indgåelsen af ægteskabet er der også en lang række ritualer – og en prøvetid på 6-9 måneder – eller ﬂere år – afhængig af, hvad familierne aftaler. Selve vielsen indbefatter blandt andet, at både manden og kvinden skal sidde på en stol i 7 dage uden at drikke og spise og uden at måtte røre sig (nok ikke helt realistisk, men selv med modiﬁkationer om drikke og bevægelse er det en lidt crazy tradition).

Peru – Titicaca – 5./6. maj 2019

205

Herren i midten med ﬂøjten er kun et par og halvfems – levetiden i disse primitive samfund er ekstraordinært høj!

Der ﬂøjtes…

Og danses ufortrødent.

Vi fik en frokost med lokalt brød, fisk fanget i søen (ørred) og æggekage til de særligt fiskeforskrækkede. Det var fint at prøve – også selvom det kulinariske niveau ikke havde helt topklasse. Efter frokosten var der opvisning og dans – og lidt mere undervisning fra Tavo til os! Vi besluttede derefter, at vi skulle hjem – og efter en sejltur på ca. 2,5 time ankom vi til hotellet i en haglstorm. På vejen hjem skulle vi prøve at tygge Coca-blade og smage de særlige ler-sten, som de blander i Coca-massen i munden. En meget sjov oplevelse, som ikke gav meget andet end en lidt følelsesløshed i munden. Vi havde hele dagen haft strålende vejr – så det gjorde ikke noget, at dagen sluttede på den måde. Der har i det hele taget på hele orloven været et fantastisk held med vejret. Ud over aflysningen af den første tur til Fox Gletcheren på New Zealand, har vejret været stort set perfekt hele vejen rundt – og vi kunne ikke have ønsket os det bedre. Og selv på Fox Gletcheren var vores tur om morgenen, dagen efter aflysningen, helt perfekt med sol og blå himmel.

Gaver fra Tavo’s Coca-pose

Og de særlige ler-sten, som man skal spise til – smager forbløffende godt!

Det gode vejre har bestemt været medvirkende til, at vores tur har været så god. Vi har også været super heldige med, at ingen af os er blevet syge på turen – det kunne sagtens være tilfældet med tre mennesker, der var afsted i 3 måneder – det svarer jo til næsten et helt år samlet set. Vi føler os så priviligerede.

206

Peru – Titicaca – 5./6. maj 2019

På hotellet fik Valdemar lov til at spille Ipad et par timer, mens Charlotte og jeg gik i baren. Jeg fik skrevet det meste af det, jeg manglede i dagbogen og Charlotte fik lavet et par opdateringer. Også det er ved at være det sidste på turen. Vi spiste aftensmad i hotellets restauranten og bagefter hyggede vi alle tre med at spille lidt pool og majer inden Valdemar skulle i seng. Det var virkeligt hyggeligt og vi grinede alle tre så meget. Oppe på hotelværelset var Valdemar i så godt humør og drillede os begge med kild, gemmeleg mv. Endnu en vellykket dag!!

Peru – Lima – 7. maj – 9. maj 2019

Far og Valdemar spiller stiks!

Tirsdag den 7. maj Turen til lufthavnen var aftalt til kl. 10.00 – så for en gangs skyld kunne vi tage en rolig morgen, sove lidt længe og have tid til at tage det roligt. Vores ﬂy gik fra Juliaca til Lima kl. 13.14 med ankomst i Lima kl. 14.48. Jeg havde igen en nat, hvor jeg ikke kunne sove – vågnede kl. 1.30 og kunne ikke sove mere. Jeg så så meget frem til at komme ned fra højderne og få min krop stabiliseret – håbet for Lima var stort! Turen til lufthavnen gik som altid godt og nemt og på vej mod lufthavnen fortalte Tavo en masse omkring søen og den gamle kultur. Han fortalte, at inkaerne vidste, at hældningen på jorden var 23,4 grader i forhold til solen, og der var masser af spor, der viste sten, der gav en bestemt skygge på 23,4 grader den 21. juni (jævndøgn). Inkaerne fejrer således nytår den 21. juni – som fødslen på et nyt år – hvorimod den 21. december er døden – afskeden med det gamle år. Det var så mange hellige symboler – slangen repræsenterer således også 8-tallet – som også er uendelighedstegnet, når det ligger ned. Han fortalte også om det straffe, som samfundet påførte en i tilfælde af overtrædelse af de tre vigtigste regler – Ama sua, ama llulla, ama qhilla. I dag i bjergene straffer man fortsat efter egne regler – men der er ikke længere dødsstraf. Der er pisk og straf med at slå med ﬁreplant (en særlig plante, der brænder huden i 1-2 dage). Shamanen er også involveret i straffefastsættelsen – shamanen vil kaste Coca blade og forudse hvordan den kriminelle vil opføre sig i fremtiden og denne forudsigelse vil indgå i straffastsættelsen. Der er ikke mulighed for at forsvare sig – når shamanen og myndighedspersonen har fastsat straffen er den absolut. Disse straffe og kulturen minder utroligt meget om de primitive straffe vi havde i vikingetiden og i middelalderen. Straffefastsættelsen og bedømmelsen af skyldig eller ikke skyldig er ikke nødvendigvis dårlig – det afhænger helt af, hvordan myndighedspersonen udøver sin autoritet.

Peru – Lima – 7. maj – 9. maj 2019

207

Vores regler i dag er jo i sidste instans afhængig af enkelte personers bedømmelse og hvordan de udlægger de beviser, der kan fremlægges. Der vil også i samfundet på bjerget ske en “revolution”, hvis myndighedsudøvelsen ikke er retfærdig og samfundet ikke generelt tror på retfærdigheden i magtanvendelsen. Mælkevejen indgår også som en central del. Vi så også i Machu Picchu, at man i observatoriet studerede Mælkevejen og vinklen mellem Mælkevejen og jorden er også 23,4 grader. For mig kan deres forklaring være lige så sand som religionerne. I alle tilfælde handler det om at finde en forklaring på livet og eksisterens af mennesket. Det er et forsøg på at forsøge at forudsige handlingerne og/eller forklare dem efterfølgende. Der er opstået mange myter – såsom at kan for at være en god kæmper skulle have skåret et hul i sit kranie, at slangen er et symbol på intelligens mv. Tavo fortalte også, at der fortsat er stor negativitet mellem Quechuas og Aymaras – hvis Tavo kommer i områder, der er 100 % beboet af Quechuas, vil de ikke acceptere ham og de vil have han forlader området. Det samme gør sig gældende omvendt – Aymaras synes også de er de bedste. Der er mange forskellige forklaringer på den ord, de benytter. For eksempel – hvad betyder Quechua, hvad betyder Aymara etc. – når Tavo forklarer det, bruger han mange forskellige ord til at forklare det. Det er også regionale forskelle – det samme ord kan have en anden betydning i Bolivia eller Equador – selvom ordet stammer fra inkatiden/inkariget. Vi ankom til lufthavnen kl. 11 og havde således 2,5 timers ventetid. Tavo var med inde for at sikre sig, at vi fik checket ordentligt ind – og se at vi kom godt afsted. Da vi skulle tage afsked med ham blev det helt rørstrømsk. Valdemar var ved at få tårer i øjnene og det var Tavo også. Det er et super godt eksempel på, at vi har haft det store privilegie at kunne komme rigtigt tæt på mennesker – også selv om vi ikke skulle være sammen med dem i særlig lang tid. Ventetiden i lufthavnen “fløj” afsted og vi skulle snart boarde flyet. Flyveturen var forholdsvis begivenhedsløs – med den lille modifikation at man sagtens kan mærke, at flyet skal starte i 4.000 m højde i stedet for i havniveau. Det ryster langt mere og starten af turen er mere turbulent. Det var ikke helt så godt for Charlotte, der bestemt ikke bryder sig om, når flyet ryster – men ikke så slemt, at det rigtigt var et problem. Vi blev hentet af en guide i lufthavnen og blev derefter “fragtet” til hotel Belmond Park Hotel i Miraflores – lige ved stranden. Det var et super-dejligt hotel at slutte vores tur på – og vi havde bestemt os til, at vi bare skulle have et par rolige dage, inden vi skulle flyve hjem – ikke mindst for Valdemars skyld. Lige uden for hotellet var der en (meget) lille dam, hvor der svømmede lidt fisk og en masse sumpskildpadder rundt. Valdemar blev lynhurtigt gode venner med alle skildpadderne – det er så sjovt at se, hvor glad han er for dyr. Valdemar er også begyndt at tale rigtigt meget om, hvor fedt det bliver, når vi får Anton på lørdag. Jeg tror, at det er den helt rigtige hjemkomst for os alle tre – at have lille Anton at glæde sig til og skulle blive gode venner med.

208

Peru – Lima – 7. maj – 9. maj 2019

Skilpaddesumpen

Valdemar blev så gode venner med Inca-Kola – som blev købt af Coca-cola Company efter at de havde opgivet at vinde over dem i Peru!

Eftermiddagen gik for mit vedkommende med træning og Charlotte lagde sig op i en solseng ved svimmingpoolen. Valdemar var taknemlig for det gode internet – og så var alle i familien glade. Vi valgte at spise på restauranten på hotellet for at gøre det nemt for os selv og bagefter hygggede vi os i baren. Valdemar ﬁk så mange desserter på turen – her med Creme Brulee – hans nye favorit

Moar – alle kan se, at du snyder!!

Næseblod for 25.000 gang på turen – de mange ﬂyveture og højderne i Peru gjorde ikke noget godt for næsen…

Peru – Lima – 7. maj – 9. maj 2019

209

Valdemar (og Charlotte) er blevet trætte af at spille uno – men til gengæld er Valdemar blevet helt vild med at spille majer og være quiz-Master på de quiz-kort vi har haft med hjemmefra. Så vi havde det så sjovt med at spille majer i baren. Charlotte og Valdemar var (på den gode måde) så pjattede, da vi skulle i seng – alle var glade og det var en rigtig god afslutning på vores første aften i Lima.

Onsdag den 8. maj Endnu en nat, hvor jeg ikke kunne sove. Jeg havde håbet, at det ville høre op, når vi kom ned fra højderne – men jeg vågnede kl. 1 og kunne ikke sove mere. Heldigvis er hotellet godt indrettet – og jeg satte mig ned i lobbyen, hvor der var store sofarrangementer, kaffe og vand. Jeg fik talt med Michael Stensgaard, Christian Lentz, Thomas Riise m.fl., ligesom jeg fik skrevet lidt mails, bestilt en hometrainer til min nye racercykel og fik i det hele taget bare tiden til at gå. Så der sad jeg indtil kl. 5, hvor jeg gik op for at prøve at sove videre. Der kunne Charlotte til gengæld ikke sove mere, så jeg kunne instruere hende i hotellets faciliteter og overtage funktionen som sovebamse for Valdemar. Det er dejligt, at vi kan deles om opgaverne… Da vi alle var oppe fik vi spist morgenmad og fik planlagt den første del af dagens program. Valdemar var i forrygende humør – og det samme var både Charlotte og jeg. Vi aftalte, at vi først skulle ned for at se, om vi kunne købe et nyt rolex-ur til Charlotte og derefter tage i det nærliggende indkøbscenter Larcomar, hvor Charlotte gerne ville kigge på butikker og jeg havde set, at der muligvis var et bowlingcenter, som Valdemar og jeg kunne hygge os, imens Charlotte osede. Der var nu ikke et bowlingcenter – men der var en spillehal, som vi alle tre hyggede os i. Valdemar og jeg synes, det er så sjovt at spille sammen på de store maskiner – det bliver jeg åbenbart aldrig for gammel til – og Valdemar er blevet så gammel, at han hurtigt fanger det og er rigtig god. Vi fik lidt frokost efterfølgende – og gik tilbage på hotellet. Jeg var rigtigt træt, men opdagede at semifinalen mellem Ajax og Tottenham skulle til at gå i gang, så Valdemar røg på Ipad, Charlotte røg på solseng og jeg røg på hovedet i sengen med semifinalen kørende. Det var lige, hvad vi alle sammen trængte til – så en rigtig hyggelig eftermiddag. Og semifinalen var jo helt fantastisk – Tottenham scorede hattrick i 2. halvleg og det tredje mål faldt 4.59 sekunder inde i 5 minutters overtid – det kunne ikke tegnes mere spændende. Jeg lå samtidig og kiggede på min nye motorcykel på Youtube – det bliver også fedt at skulle hjem og prøve den – ligesom det bliver fedt at slippe for guider, chauffører mv. og i stedet bare tage sin egen bil og køre. Da kampen var forbi, startede den aldrig svigtende kamp mellem mor og Valdemar omkring lektierne. De to kan være som et gammel ægtepar, der går og småskændes uden nogensinde at blive rigtige uvenner og som utroligt hurtigt bliver gode venner igen. De lavede lektier i 90 minutter og derefter gjorde vi os alle tre klar til drink og spil i baren, før vi skulle ud at spise aftensmad.

210

Peru – Lima – 7. maj – 9. maj 2019

De to divaer er på plads ved bordet!

Et af de mange billeder, hvor Valdemar bevæger sig!

Vi havde bestilt bord på Restaurant Huaca Pucllana – en restaurant som Jakob og Camilla havde anbefalet – og som lå lige ved siden af Huaca Pucllana ruinerne. Vi havde bestilt bord kl. 19.00 for at holde vores egen lille afskedsfest med orloven. Middagen var rigtig hyggelig men også lidt vemodig – nu var det sidste gang, at vi skulle spise aftensmad på orloven – vi skal hjem og eventyret slutter. Valdemar er lidt for ung til helt at forstå det – men både Charlotte og jeg er rigtigt kede af, at vores tre-somhed slutter og vi skal til at blande “fremmede” ind i vores liv med arbejde, venner mv. Det har virkeligt været en gave for os alle tre at have så meget tid sammen – uden noget andet at tænke på end os selv og vores samvær. Ubeskriveligt fedt!!! og dermed også tilsvarende ubeskriveligt ufedt, at det slutter…. Vi sluttede aftenen med spil i baren og en masse fjolleri i forbindelse med, at vi alle gik i seng samtidig omkring kl. 22.00. Sidste nat på orloven – øv, snyd og vi vil så gerne snart afsted igen!!!

Et klassisk ruin-selﬁe!

Peru – Lima – 7. maj – 9. maj 2019

211

Torsdag den 9. maj HJEMREJSEDAG – det er virkeligt mærkeligt, men efterhånden også fedt at skulle hjem.

Endnu en træningstur er overstået – det bliver godt at komme til at prøve det rigtigt på landevejen! Foyer-selﬁe – efter tidlig morgen træning!

Jeg havde endnu en nat, hvor jeg ikke kunne sove – og klokken ﬁre gav jeg op, og stod i stedet op og trænede på motionscyklen en times tid. Vægten ligger nu og svinger mellem 83-84,5 lidt afhængig af, hvornår på dagen jeg vejer mig mv. Det er helt sindssygt, at det lykkedes mig at tabe 10-12 kg på 2 måneder og tre uger – jeg er så glad for, at jeg gjorde det – og at jeg nåede mig mål om, at vægten skulle kunne sige et eller andet med 84 kg, når vi kom hjem.

Det var efter min opfattelse helt uopnåeligt på tiden til rådighed – og desto større er glæden ved, at det er lykkedes. Nu følger “bare” en dagligdag derhjemme, hvor de gode vaner – også omkring spisning – skal videreføres. Der er også en masse vaner omkring telefonforbrug, når vi er sammen, prioritering af hinanden, fælles fokus, balance med arbejde mv., som vi forhåbentligvis er gode til at blive ved med at huske hinanden på, og hjælpe hinanden med at holde fast på, når hamsterhjulet igen triller. Det vil vi i hvert fald rigtigt gerne! Efterfølgende brugte jeg et par timer i foyen på at få skrevet det sidste i dagbogen og på at reﬂektere over orloven og det satans vemodige i at vi skal hjem. Nu venter opgøret med historien i Plesner, hjemkomsten til klienterne for mit vedkommende – skolestart og genoptagelsen af venskaberne for Valdemar – og opstart af arbejdsopgaver og en beslutning om de fremtidige arbejdsopgaver for Charlotte. Der er heldigvis en masse gode ting, der venter os. Vi skal hente og have implementeret Anton i familien, vi skal til Rose’ fødselsdag lørdag aften, vi skal holde middag for bedsteforældrene et par dage efter vores hjemkomst, vi skal holde fredagsbar for alle vennerne i ugen efter vores hjemkomst, Charlotte skal starte med at køre mountainbike, jeg skal starte med at køre landevejscykel, vi skal overtage vores andel af sommerhuset i Italien, vi skal nyde en sommer i Marielyst – så der skal ske en masse fede ting! Selvom det måske er lidt tosset, at vi har så tæt pakket program, når vi kommer hjem, så tænker jeg, at det alligevel er meget godt – det tager tankerne væk fra savnet af, at vi ikke er afsted mere, således at landingen bliver lidt mere blød. På samme måde er det meget godt for både Charlotte og jeg, at vi ikke skal starte med at arbejde i den første uge, vi er hjemme.

212

Peru – Lima – 7. maj – 9. maj 2019

Charlotte og Valdemar vågnede. Og vi fik startet dagen med en hyggelig morgenmad. Morgensresturanten ligger på 11. sal med en super-cool udsigt over byen. Hotellet er faktisk meget fedt – hvilket det også burde være til den pris. Hotellet havde accepteret, at vi først tjekkede ud kl.16.00, så vi havde hotelværelset indtil vi skulle afsted. Vi besluttede at bruge dagen på bare at slappe af, hvilket betød, at Charlotte og jeg lagde os op til poolen og Valdemar spillede Ipad på værelset. Da vi nåede til frokost gik vi alle tre ned til Larcomar og spiste – bare for at komme lidt ud at røre os inden vi skulle flyve i lang tid. Vi blev hentet kl. 16.15 af vores guide. Hvad der skulle være en times kørsel til lufthavnen blev på grund af trafikproblemer til 1.45 – hvilket efterlod særligt mig lidt stresset med en dårlig tur til lufthavnen. Det er nu sket et par gange – og er vildt unødvendigt, idet de er sket på dage, hvor de bare kunne have hentet os tidligere. Men vi klarede den ved at skynde os lidt i lufthavnen og vi nåede også lige at købe en sandwich, inden flyveturen fra Lima til Amsterdam begyndte. Turen fik rigtig fint – og Valdemar faldt hurtigt i søvn. Det lykkedes ham at sove i 9 ud af de 11 timer, som turen varede – så det var helt perfekt. Jeg var lige ved at blive umulig, da der manglede 5 timer – jeg fik uro i benene og kunne ikke falde til ro, men pludselig faldt jeg (og Charlotte) i søvn og det lykkedes os at sove 2-3 timer. Det gav – sammen med det store søvnoverskud vi har fået på turen – lige det der skulle til, for at turen blev god.

Et sidste selfie – nu som fly-selfie inden vi lander på dansk jord!

Peru – Lima – 7. maj – 9. maj 2019

213

Danmark – 10. maj 2019 Og så nåede vi frem til Europa – dejligt at alt fungerer, som vi kender det og at vi kan tale med alle. I Schippol lufthavn gik vi i loungen og havde mulighed for lige at sidde der i et par timer. Charlotte fandt “desværre” lige det rolex-ur, som hun gerne villle have – og derfor gik tiden med at prøve, beslutte sig og derefter få det sendt over på den anden side af den boardingkontrol, som vi skulle igennem for at komme til København. Det blev “heldigvis” også dejligt stresset – blandt andet som følge af, at salgsbutikken ikke kunne få systemerne til at virke, så det endte med, at de måtte løbe gennem lufthavnen og give os kvittering mv. helt ude ved gaten. Da KLM endte med at være en time forsinket, var det i praksis unødvendigt, men det kunne vi jo ikke vide. Efter 26 flyvninger med alle mulige forskellige luftfartsselskaber – viser det sig, at det kun er KLM, der er forsinket. På turen fra Amsterdam til København endte det med, at flyet var en time forsinket – en lille smule irriterende når vi nu bare gerne vil hjem – men det gik nu også – og så var det jo rent faktisk en hjælp i forhold til ur-købet. Så nåede vi endeligt frem til København efter næsten et døgns flyvetur fra Lima til Amsterdam og fra Amsterdam til Kastrup. 26 flyvninger er overstået og orloven er slut – men overhovedet ikke fordøjet endnu. Nu venter en masse bearbejdning af indtryk og et forsøg på at efterleve de forandringer, som vi har talte om på turen – alt fra kost, forandret adfærd i forhold til den nu mere modne Valdemar, arbejdslivet i forhold til privatlivet mv. Det bliver også en del af orloven – men ikke en, som jeg havde tænkt over på forhånd.

Aage – dejligt at se ham igen – og virkeligt fedt, at han dukkede op! Der er de jo – også meget er sket for dem med cancer mens vi har været væk. Shit – livet er mærkeligt og hurtigt foranderligt. Godt at alt er endt godt.

214

Danmark – 10. maj 2019

Ved ankomsten til lufthavnen ventede både Aage og Mor & Ole. Det var så hyggeligt, at de var kommet for at hilse på – og vi tog dem med hjem til et glas vin og en lille bid af vores rejsefortællinger. Det var vildt mærkeligt at komme hjem. Både Charlotte og jeg havde regnet med, at det ville blive rigtigt dejligt at se huset – og selvom Michael og Bettina havde aﬂeveret huset så pænt til os – så var det som om, at det slet ikke var vores hus og vi slet ikke havde lyst til at være hjemme. Det kommer nok til at tage lidt tid at vænne os til at være hjemme igen. Heldigvis skal vi hente lille Anton i morgen tidlig og så starter en ny epoke herhjemme.

Det skal nok blive stille og roligt at have sådan en sød lille hvalp boende – eller…

Danmark – 10. maj 2019

215

Hong Kong – New Zealand – Fransk Polynesien Påskeøen – Argentina – Brasilien – Ecuador – Peru