1 minute read
• ØSTJYLLANDS MUSEUMS udstilling om Kolindsund
Kolindsund – SØEN – der deler vandene
Udstillingsåbningen åbner: Lørdag den 4. juni kl. 11.00 Museum Østjylland, Søndergade 1, Grenaa
Vær med, når Museum Østjylland åbner årets særudstilling Kolindsund – søen, der deler vandene i Grenaa, hvor vi markerer 150-året for første spadestik til afvandingen af Kolindsund. Kolindsund fortæller danmarkshistorie, og søen har siden dræningen været et tilbageven-dende debatemne, som har delt vandene lokalt og nationalt. Men Kolindsund er ikke kun fortællingen om den sø, der var engang. Det er også en historie om, hvordan landskabet er formet og modelleret af mennesker, og hvordan vores forhold til naturen har ændret sig gennem tiden. Samtidig er Kolindsund et kulturlandskab, der er udpeget som særligt værdifuldt kulturmiljø i kraft af pumpestationer, de særegne sundgårde, det langstrakte kanalsystem og ikke mindst det landbrug, der stadig giver gode afgrøder i søbunden. Kolindsund er også et debatemne, som ofte tages op i de lokale medier. For med større fokus på natur, biodiversitet og ikke mindst klima taler flere for at få søen genskabt. Fortællingen om Kolindsund har derfor aldrig været så aktuel og vigtig, som den er i dag. Udstillingen er støttet af Norddjurs Kommune og Nikolai og Felix Fonden.