Drømmerejsen

Af Else og Knud Vorbjerg – del 5

Ecuador

Det blev en fantastisk flot flyvetur til Lima, Peru i klart vejr og storslåede bjerge med sne på. Vi landede i meget varmt vejr, nede ved havets overflade og med solen lige i lod ved middagstid. Efter de sædvanlige forsinkelser i lufthavnen, blev vi kørt ud til en meget fin Country Club, hvor vi skulle bo i små hytter i 3 dage. 2 timer efter ankomst var der opvisning på en flot grøn plæne. Blot en skam at græsset var langt og skrånede, så vi havde nogle problemer. Men det værste var dog omstillingen fra den tynde luft i Cusco, og den normale luft her. Vi blev et ret amputeret hold. 4 piger og 4 drenge måtte udgå fra opvisningen pga. vejrtrækningsproblemer og dårlige maver. Det var faktisk ikke sundt at lave opvisning, så kort tid efter at vi var kommet ned fra den tynde luft, men det vidste vi ikke. Men ved hvile resten af dagen var vi friske til næste dag med fint besøg af tilskuere. Én af dagene var vi inviteret af byens borgmester, som efter at have set vores opvisning blev så begejstret, at han gav os flotte gaver: Brocher og nøgleringe af sølv med gamle inkamotiver indlagt med farvet emalje og med 18 karat guld. Han kom til opvisningen og for første gang på hele turen, skulle vi ikke vente på en vigtig person. Det var også en speciel oplevelse med 10.000 støjende og ellevilde skolebørn, der hellere ville lave larm og slås end at se på vores gymnastik. Vi havde købt rigtig mange ting undervejs og især i Peru, og det kunne vi jo ikke medbringe resten af turen, så via ambassaden i Lima blev tingene fragtet med skib til København. Betalt af ØK.

Nu skulle vi flyve med Lufthansa i et nyt stort fly med dejligt smørebrød og da vi gik ind i flyet spillede de ”Lille sommerfugl” så vi blev helt nostalgiske. Vi landende i Guayaquil, Ecuador, ikke langt fra ækvator og solen stod igen i syd. Her var lummervarmt og et skønt hotel med hurtig og kvik servering. Der var udgangsforbud efter kl. 21, da der var kidnappet en general. Vi havde opvisning nr. 100 her i byen med ca 4.000 tilskuere.

Vi besøgte et dansk firma, der havde en kakaoplantage på 1200 ha og 250 mand i arbejde + lidt fedekvæg ved siden af. Man havde prøvet med både røde- og sortbrogede køer, men det duede ikke til det fugtige og varme klima, så nu har man cebukvæg, dem med puklen. Vi så, hvordan man dyrkede kakaotræer frem, som gav frugt efter ca 3-4 år. Frugten er helt hvid og meget syrlig. Den blev bredt ud på gårdspladsen til tørring og sortering. Pga. udgangsforbuddet i landet blev 2 opvisninger aflyst i hovedstaden Quito, der ligger i 2800 m højde på ækvator. I stedet bliver vi af herboende danskere tilbudt at låne deres sommerhuse i Salina ved Stillehavet. Det kunne blive spændende, og det blev det også! En af danskerne var fra Ebeltoft, og han lejede motorbåde ud. Så en dag blev de fleste af os fordelt på 3 både og tog ud på et meget uroligt Stillehavet for at fange sværdfisk. Vi fik hver en stang med makrel som

Peru

SYDAMERIKA

Kakaotræ Kakaofrugten studeres Fangst fra Stillehavet: Sejl- og sværdfisk

Legende delfiner – kysten ud for Ecuador -

være på et stadion før en vigtig fodboldkamp, så der var masser af tilskuere. Men igen styrtede regnen ned, så vi var lidt betænkelige, så for en sikkerheds skyld ændrede vi i programmet, men aldrig har vi været så snavsede og våde, og publikum var begejstrede. I Bogota er der et museum med ting med masser af guld fra Inka-tiden. Det var utrolig spændende at se, hvor dygtige kunsthåndværkere man var for 500 år siden, og det er utroligt, hvad europæerne har taget med hjem, hvilket man kan se på mange museer i Europa. Turen gik videre til andre byer i Columbia. Interessen og kendskabet til dansk gymnastik var ikke så stor her, som vi oplevede andre steder. Men klimaet var skønt med masser af tid til at få sol på kroppen. Undervejs i Sydamerika blev vi ofte inviteret til fest på madding. Ca 10 sømil ude fik vi brug for søsygetab- ambassaderne, hvor vi hilste på danskere, der boede letter! En flok delfiner kom på besøg og fulgte os en eller var udstationeret her. Ved disse fester var pigerne tid, boltrede sig med spring op af vandet og dansen i hvide kjoler, og drengene i rejseuniform i grå bukser, på halen. Men pludselig blev linen på én af stænger- hvid skjorte, slips og blå blaser, og når vi var officielle ne strammet ud og den heldige person måtte op i en var pigerne også i rejseuniform i grå nederdel, hvid drejelig stol med sikkerhedssele på. Det var så hans skjorte og blå blaser. Alle med Dannebrog på brystopgave at holde linen stram. Hvis den blev for slap, lommen. Man betragtede os som rejsende ambassakunne en stor fisk sprænge linen med et pludseligt ryk. dører for Danmark. Det gjaldt om at gøre fisken træt og sommetider kunne man hale den næsten helt ind for så pludselig at se Efter 11 dage skulle vi videre til Venezuela, og starteden forsvinde i dybet. de i oliebyen Maracaibo, et meget velhavende områTil sidst fik man den ha- de, og hvor vi skulle bo privat. Vi oplevede en amelet helt ind – det kunne rikaniseret civilisation, brede motorveje, amerikanske tage flere minutter. Så dollargrin, moderne og velholdte huse med aircondistod bådens mandskab tion. Dette skyldes Venezuelas righoldige olielagre. I klar med stokke til at det hele taget opfattede vi landet meget rigt. slå den ihjel. På den- Knud og en anden af drengene skulle uden for byen ne måde fik vi på de 3 og bo hos Børge Helbech Hansen. Han forlod Dan-både fanget 4 delfiner, mark for 30 år siden som ingeniør og gjorde det nu i 3 sværdfisk, 1 sejlfisk og olieindustrien ved at lave boreplatforme til Maracai-1 hammerhaj. De blev bosøen. For resten kom han fra Mørke, havde gået vejet inde på stranden på Ryomgård Realskole sammen med bl.a. Ib Bach foran mange tilskuere. Andersen, cykelhandler i Kolind, og hans far havde De vejede fra 128-156 købmandsforretning som nabo til Inger og Knuds bed-pund hver. Det var så stefars møbelsnedkeri i Mørke (Verden er lille). spændende en dag, at

Else fanger Hammerha man helt glemte søsygen, men vi sov godt Opvisningen i Maracaibo blev noget speciel. Det foregik på et stort stadion med mange tusinde tilskuere, da den nat! For øvrigt blev der var en stor sportsfestival, og vi skulle ind først på

Inka guldsmykker fangsten solgt til omkring- aftenen. Men tiden trak ud, da underholdningen kunliggende restauranter. ne lide at være på og ikke kunne stoppe. Kl. 21 fik vi at vide at vi skulle sidst ind. Der var meget god under-Via Quito flyver vi videre holdning med musik og dans, bl.a. et Samba-ensemble til Cali i Columbia. Også fra Brasilien, som vi havde set i Rio og de var gode. Da her blev vi godt modta- de var færdige, var stemningen høj både blandt dan-get af flere danskere og serne og ikke mindst blandt publikum. Så de dansede oplever nu hvordan et videre. Ca 22.30 skulle vi så ind, men i vores pause, tropisk regnvejr er. Lyn gik et hold spanske flamenco-dansere ind, og de blev og torden, det regnede bare ved og ved, og gejsten gik af os. Vi fortsatte dog og haglede med hagl, der og var færdige ca 0.30. var 5 mm store og vi kunne ikke se husene på den Vi skulle besøge flere byer i Venezuela og nød turen anden side af gaden, så rundt i det smukke land, der var dejligt varmt og byertæt var det. Vi fortsætter ne lå lige ved havet, så muligheden for at komme hjem til hovedstaden Bogota, med en god kulør var stor, og igen på hoteller med hvor opvisningen skulle swimmingpools. Det kunne vi godt lide. Ved hotel-

lerne var der mange kokospalmer med mange nedfaldne nødder, som vi fik flækket og åbnet med macheter og legede Robinson Crusoe og kunne leve af den friske mælk og kokos-kødet. Vores tur rundt i landet med opvisninger og besøg i mange byer foregik med bus, nogle gange uden aircondition og nogle gange med bus, der ”hakkede” sig frem. Heldigvis var en af dren- Knud som Robinson Crusoe gene mekaniker, så han kunne fortælle chaufføren, hvad der var galt. Her i Venezuela var tilskuertallet generelt meget lavt på trods af, at vi reklamerede i TV flere gange med udpluk af vores øvelser. Et sted var der kun 67 inkl. personalet i hallen. Humøret var lavt, og Flensted måtte lige gøre os klart, at om der var 50 eller 5 000, så havde de betalt for at se os, og vi måtte vise, at vi kunne lide at lave gymnastik. Så vi tog os sammen og gav folk en fin opvisning. I hovedstaden Caracas var der flere danskere som inviterede os hjem på besøg. Det var meget hyggeligt. Blandt andet blev vi inviteret ud på en lille ø ejet af F.L. Schmidt, brugt til afslapning for medarbejdere med en Stor Leguan skøn strand, og hvor der var store leguaner. Knud havde siden vi var i Peru døjet meget med maveproblemer og her i Caracas blev der sørget for at han blev undersøgt og fik den rigtige behandling. Et par andre stykker havde også problemer, men ellers var der ikke de store helbredsproblemer undervejs på turen. Kun få uheld med sprængt ledbånd og forstuvninger. Efter 18 dage gik turen til USA, hvor vi skulle være i 1 uge, inden vi skulle hjem til Danmark. Men nu til vintervejr med 2 opvisninger og besøg i New York i 3 dage, hvor vi så en masse spændende steder: Empire State Building, FN-bygningen, sejltur forbi Frihedsgudinden, Central Park, julekoncert i Lincoln Center mm. Den 14. december blev DGT´erne meget stille og ef-

Afslapning i Venezuela tertænksomme, da vi gik ombord i flyveren hjem. Nu var det ved at være slut med at være sammen. Heldigvis havde vi 9 opvisninger i DK, men efter 9 måneder dagligt samvær skulle vi skilles, og det var hårdt.

Reklamefilm - Knud I Caracas - Else

for Nestlé i en golfklub - Inger Lidt statistik her til sidst: 130 opvisninger = 1 hver anden dag, ca. 340.000 tilskuere = 2.600 pr. opvisning (max. 20.000 - min. 67) 16 forskellige lande Over 40 forskellige flyveture plus biler – busser og tog 7 par, da vi kom hjem. Det har været en helt fantastisk rejse med store oplevelser med nye fremmede kulturer, lande, sprog og mennesker, som vi mødte undervejs. Det har været utroligt givende og lærerigt og har påvirket os i vores liv. Og heldigvis mødes vi stadig 1 gang årligt rundt omkring i Danmark.