5 minute read
december kl. 19.00
by Trykpartner
Mindeord om Erling Jørgensen
Skoleåret begyndte med en rigtig trist nyhed for os alle, da vores tidligere kollega og souschef, Erling Jørgensen, døde uden forudgående sygdom. Selvom Erling var gået på pension, kom han ofte og besøgte os medbringende en æske chokolade, så vi kunne forsøde tilværelsen lidt. Også eleverne var glade for hans små besøg – og dem vil vi alle komme til at savne. Erling var kendt af alle i Rinkenæs, og han har gennem de mere end 40 år – hvilket gav ham Dronningens Fortjenstmedalje -, undervist flere generationer af ”rinkenæsser”. Han kunne mange gode fortællinger fra sit lange virke, og han delte dem gerne med os andre. Erling følte større tilhørsforhold til Rinkenæs end til Gråsten, og derfor er han bisat fra vores egen Korskirke. Han har fået sit sidste hvilested på en smuk plads ved kirken. Så kan han holde øje med os, og måske fløjte en lille sang, når vi kommer forbi. Vores tanker går til hans børn og børnebørn.
Corona og vores hverdag
Vi lever fortsat med de restriktioner, som Coronaen har lagt over landet. Vi vasker hænder og spritter af, og en del elever er allerede blevet testet, men indtil videre er vi sluppet for positive resultater. Men når vi kigger til naboskolerne, så kan dette ændre sig på et splitsekund. Vi har heldigvis i kommunen en corona-enhed, der står klar med råd og vejledninger, hvis det skulle ramme os. De har allerede ”øvet” sig på nogle skoler i kommunen. Vi har en aftale med børnehave, idrætsforening og Gråsten Skole om, at vi adviserer hinanden, hvis vi får besked om positive testresultater, så vi alle kan handle på det rettidigt. Vi anbefaler desuden jf. sundhedsmyndighederne, at man ikke afholder private arrangementer. Vi har udskudt vores skolefest til foråret af samme grund, og andre arrangementer har vi helt aflyst. Men jeg må sige, at børnene tager det rigtig flot :-)
Motionsdag
Den sidste fredag før efterårsferien afvikler vi traditionen tro Skolernes Motionsløb. I år har vi valgt at begynde dagen med lidt løb. Derefter vil vi sende eleverne ud og løse opgaver, der alle er relateret til nogle af de 17 Verdensmål. Eleverne skal klassevis løse opgaverne, der indebærer bevægelse på en eller anden måde. De er så sammen med de børn, de plejer at være sammen med – en Coronaregel. Vi håber, at eleverne får en lærerig og sjov dag.
Vi går den mørke tid i møde, så nu skal refleksvestene frem, og lyset på cyklerne virke…. Vi skal nemlig passe på hinanden.
Hav et dejligt efterår.
Med venlig hilsen Ulla K. Brommann
RINKENØS Rinkenæs Ungdoms- og Idrætsforening
Sæson 2020/21 er kommet rigtig godt fra start, trods corona. Børnene er blevet super gode til at huske håndvask og afspritning. Vi mangler stadig instruktører til forældre/barn holdet og Tempo-kids. Har du lyst til at hjælpe så kontakt Heidi på tlf. 24428408. Vi glæder os til at høre fra dig.
Gåhold
Vi er kommet godt i gang på gåholdet og nyder nogle dejlige gåture i det skønne efterårsvejr. Betina har fået udleveret en gåvest fra DGI, så hun nu officielt er gåvært. Har du lyst til at være med,så mød endelig op tirsdage kl. 17 ved Rinkenæs skole.
Gymnastikafslutning med Tempo-kids og Tempofræs ved Heidi den 8 august
Vi startede med cykelringridning på sportspladsen og fik kåret en ringriderkonge: Selma Winter. Sjov og hyggelig start. Derefter fulgtes vi til Bakkegården til Heidis have, hvor der var gjort plads til masser af hygge og leg. Afsluttet med pizza, sodavand og is.
Mandag den 5 oktober havde RUIF bestyrelse inviteret DGI konsulent Janne Bonde for at få sat fokus på bestyrelsens arbejde. Vi er mange i bestyrelsen, der har været med i en del år og det er altid godt at få et lille kærligt spark og masser af nye ideer. Især når der nu er kommet et par nye medlemmer, der også skal finde deres plads og opgaver i foreningen. Der blev drøftet de små gængse udfordringer, der kan opstå i de små foreninger. Det var en meget inspirerende aften og det næste skridt er så at finde ud af, hvordan vi kommer videre herfra. DGI har flere seminarer, der kunne være aktuelle og det arbejdes der videre med.
På vegne af RUIF Heidi, Betina og Conny
I Indiana Jones fodspor – Jagten på det forsvundne guld
Juniorer, bævere og ulve skulle hjælpe Indiana Jones med at finde guld. Undervejs støder de på forskelle udfordring, som skal løses for at indsamle stumper af et gammelt kort, som viser, hvor skatten er gemt. Der skal sejles i kano for at hente en post. Der skal laves en pistol, der skal skyde. De møder en mumie der skal transporteres. Der er edderkopper, der skal fanges. Og det lykkes at finde skatten. En super fin weekend.
Bævermødet var en mandag eftermiddag flyttet til brandstationen i Rinkenæs.
Bæverne havde en fantastisk eftermiddag, hvor fik lært, hvad der skal til, for at der kan komme ild, men nok det, der var mest spændende - hvordan ilden skal slukkes. Alle bævere fik lov til at prøve at holde den store brandslange, og de fleste blev meget overrasket over, hvor mange kræfter der skal til for at kunne holde brandslangen, når der skal slukkes ild, med vand og skum, det gav noget vådt tøj - men jublende glade Bævere. Vi siger tak for en fantastisk eftermiddag.