Schrøder cykler gennem 100 år by Trykpartner

SCHRØDER CYKLER GENNEM 100 ÅR fortalt af

HENRIK ELMGREEN

SCHRØDER CYKLER GENNEM 100 ÅR fortalt af

HENRIK ELMGREEN

Udgiver: Schrøder Cykler ApS, Niels Christiansen Forfatter: Henrik Elmgreen henrik@elmgreen.net Grafisk tilrettelægning: Per Vibe Fotos: Tommy Kjærulf Eriksen, Erling J., Dan Reinhardt, Scanpix m.fl. I tilfælde hvor det ikke har været os muligt forud at indhente tilladelse til anvendelse af fotos og illustrationer, beder vi eventuelle rettighedshavere rette henvendelse til udgiveren. Mangfoldiggørelse af indholdet af denne bog eller dele deraf er i henhold til gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forudgående aftale med udgiveren. Redaktionen afsluttet: 20.05 2020 Tryk: Toptryk Grafisk ApS

Til lykke med de 100 år! Kære Niels, Tak for den tillid du har vist mig ved at overdrage mig opgaven at skrive historien om Schrøder Cykler gennem 100 år. Schrøder Cykler er og har været en institution, såvel i cykelbranchen som i dansk cykelsport. Schrøder Cykler var ikke kun et sted, hvor man som ung håbefuld cykelrytter købte sin første racercykel. Det var også et sted, hvor man fik det første indblik i en ny verden og en indskoling til det, at blive cykelrytter. Virksomhedens grundlægger Peter Bernhard Schrøder slog sig op som stelbygger. At bygge den helt rigtige ramme til den enkelte rytter, var et håndværk, han kunne til fulde. Derfor leverede han også rammer til kollegaer i branchen, så også under mange andre cykelmærker, har der gennem årene gemt sig en ”Schrøder”. Den gamle Schrøders traditioner blev ført videre af Vilhelm Christiansen, der udvidede forbindelsen til cykelsporten gennem et tæt samarbejde med generationer af Danmarks mest talentfulde cykelryttere, på bane som på landevej og geografisk over hele landet. I dag er det dig, Niels, der viderefører Schrøder-traditionerne, i stor respekt for din fars værk og også med reverens til stifteren Peter Bernhard. Men også med en intention og en ambition om at forny og fremtidssikre Schrøder Cykler. At Schrøder Cykler altid har været på forkant med udviklingen, vidner bl.a. jeres engagement i bycykel-projektet i 1990’erne om; et projekt der gav jer ID-prisen. Kan man skrive en hel bog om en cykelforretning, der fylder 100 år? Ja, det kan man, især når man kan krydre historien med beretninger om og fra navne som Niels Fredborg, Hans-Henrik Ørsted, Mogens Frey, Gunnar Asmussen og mange flere. Navne som har beriget dansk cykelsport med deres bedrifter – præsteret på en Schrøder… Rico

Et liv med Schrøder

Det er med stolthed jeg tager imod et forslag fra Rico om jeg vil skrive forord i bogen om Schrøder Cykler gennem 100 år. For om noget har de ikoniske cykler fra den virksomhed betydet uendeligt meget for min karriere og resultater i cyklesporten. Mesteren selv, Vilhelm Christiansen, kontaktede mig i 1966 ved et af forårets landevejs løb, som jeg dengang kørte en del for at få råstyrke til sæsonenes baneløb. Jeg vandt løbet og Vilhelm mente jeg godt kunne trænge til at få fornyet min landevejscykel til en nyere model og med bedre udstyr, end det jeg havde i forvejen. Jeg var ikke særlig modtagelig, da jeg havde et ganske fint forhold til andre, nogle af mine gode venner, der støttede mig med diverse materialer, dæk, styrbånd, gratis maling af mine rammer o.s.v. – resten af mit forbrug kunne jeg køre ind på cykelbanerne i form af en glimrende præmiecheckordning, hvor man kunne tjene helt op til 75 kroner for at vinde et Pointløb! Desuden var Schrøderfolkene jo fortrinsvis Københavnere, som vi fra Aarhus cyklebane var opdraget til næsten at hade, da vores træner, dengang, Helmer Nielsen, ikke så op til ret mange derovre fra! Vilhelm var utrættelig, for da jeg det år vandt flere DM titler på banen, kom han direkte til mig og gav et helt konkret tilbud på alt det materiel jeg havde behov for til såvel bane- som landevejsløb – kvit og frit. Så det var naturligvis vanskeligt for den unge knægt fra Odder, uden særlig økonomisk baggrund at sige nej. Jeg havde netop afsluttet en kontoruddannelse og planlagde for det kommende år at satse 100% på en karriere i cykelsporten fortrinsvis på bane. Det endte så med at jeg fra sæsonstarten 1967 befandt mig i ”Schrøder-stalden” sammen med en del andre kendte og gode ryttere, f.eks. Eigil Sørensen, Gunnar Asmussen og Mogens Frey. Vi

FORORD NIELS FREDBORG

Schrøderister havde et godt sammenhold, men jeg mener ikke vi direkte ”kørte for hinanden” nogen steder. Da vi i 1967 stod foran et VM på den Olympiske Cyklebane i Amsterdam, skulle alt tilrettelægges med henblik på det. Jeg accepterede, at Vilhelm måtte montere mine (hans) cykler med det nye Japanske udstyr fra Sun Tour Sugino, som Vilhelm havde fået forhandlingen af – vist i hele Norden så det var klart alle var glade, da udstyret fra Schrøder, Japanerne og jeg selv vandt VM i 1000 på tid! Der var endda indbydelse til visit i Japan, som dog ikke blev gennemført – husker ikke helt hvorfor, men der kom virkelig gang i det hele efter den regnbuefarvede tricot kom i hus. Det skal bemærkes at Schrøder med stelbygger Vilhelm vandt flere VM- og OL-guldmedaljer gennem årene med de nævnte ryttere. Antallet af DM- og NM-medaljer med Schrøder-cykler, er vist umuligt at gøre op, men der er ikke tvivl om at Schrøder er det cykelmærke, der har de største resultater nogensinde i dansk cyklesport. Personligt kørte jeg på Schrøder helt til slutningen af mine amatørdage efter OL 1976, hvor de fik en bronze medalje, som ”tak for lån” gennem 10 år i butikken! Årene derefter blev det til et enestående samarbejde og venskab med cyklesmeden. Dette består stadig – nu med sønnen, Niels Christiansen’ ved roret. Sjovt titulerer han sig over for mig, som ”LilleNiels”, selv om han er en halv meter højere end jeg. Det stammer nok fra da han som junior kørte på Ordrupbanen i 70’erne, som en lille klejn fyr, men han er vokset med opgaven, og jeg kan kun lykønske dig, Lille-Niels med de 100 år, og håbe du og det ikoniske cyklemærke må få medvind mange år fremover/Niels Fredborg

Selvfølgelig skal et 100-års jubilæum fejres

Tænk at få lov til det – det er en stor ære. Det sker kun for meget få firmaer, og heldigvis er Schrøder Cykler et af dem. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi har kunnet tilpasse os de nye tider, men med et fokus på fastholdelse af Schrøder Cyklers ånd. Kan man forberede sig på et 100-års jubilæum? Ja selvfølgelig kan man det og det har vi også gjort, men samtidig med at dagligdagen i butikken skal passes så har den uventede COVID-19-gæst i den grad sat sit præg på planlægningen. Det var meningen at fejringen skulle finde sted i slutningen af juni måned, men i skrivende stund hersker der stor usikkerhed om hvornår og hvordan det vil kunne komme til at ske. En ting er dog sikkert – Schrøder Cykler vil blive fejret med manér. Det føles underligt, at tænke på, at jeg har været med de sidste 60 år. Fra jeg var en lille 4-årig dreng som “tog på arbejde” med min far. Nogle vil sige, at jeg fik cykelbranchen ind med modermælken, men det var samtidigt en nærmest social institution. Det var ikke kun et arbejde, men også en hobby, familie og ens sociale sfærer. Jeg glemmer aldrig, da der sad 250 mennesker til Vilhelms begravelse og organisten valgte, at spille en improviseret udgave af “6-dages valsen”. Dette fik smilet frem på de flestes læber, trods de triste omstændigheder. Mest af alt følte jeg mig stolt over, at der sad så mange af de “drenge” der havde fulgt Vilhelm og Schrøder Cykler i så mange år. For mig har det været en fornøjelse, at få lov til at drive Schrøder Cykler. Det har til tider været hårdt arbejde, men når det kneb har der altid været en og anden klar, til at give en hjælpende hånd. Det har rodfæstet sig i, at vi har kæmpet for resultaterne, men samtidig også har lagt vægt på de menneskelige værdier. 6

FORORD NIELS CHRISTIANSEN Henrik “RIco” Elmgreen udgav i 2018 sin bog “Et liv på to hjul”. Det er en meget flot bog, så det var med bævende hjerte da jeg spurgte Rico, om han ikke kunne tænke sig, at skrive en bog om Schrøder Cykler i anledningen af 100-års jubilæet. Jeg fornemmede, at Rico blev en lille smule beæret over at blive spurgt og heldigvis sagde han ja med det samme. Bogen tager afsæt i 1920 hvor PS Schrøder åbnede Schrøder Cykler og den fører læseren igennem de 100 år med op og nedture, portrætter og historier om kendte og mindre kendte ”Schrøderister”, om generationsskiftet og slutter beretningen, her kort før jubilæet. Historien om Schrøder Cykler kunne have haft nogle helt andre indfaldsvinkler, men allerede fra starten af projektet spurgte Rico mig om det var den sportslige, eller den almene vinkel der var den vigtige. Den sportslige, svarede jeg ham straks, for der er kun få der har Rico’s viden og adgang til arkiver, der er nødvendige når fortiden skal genoplives. Rico bragte bogens grafikker med ind i processen. Jeg kendte kun Per Vibe af navn, og må sige at det er blevet et glædeligt bekendtskab med en kreativ fyr. Fra starten var det min forhåbning, at der dukkede ting op fra fortiden som vi ikke kendte til, og det ønske er blevet opfyldt til fulde og mere til. Det har været vores ambition, at give et portræt af Schrøder Cykler ikke blot som et firma, men også som et mindesmærke og samlingspunkt i cykelsporten. Bogen er ikke tænkt som en brandtale for Schrøder cykler, men som en hyldest til butikkens to første ejere og ikke mindst alle de der igennem tiden har været, og er, kunder hos os. God fornøjelse

Tak! En stor tak til alle jer, der på den ene eller anden måde har været ”medarbejdere” på denne bog med jeres input, kommentarer etc. Nævnt i alfabetisk orden: Gunnar Asmussen, Per Bausager, Lars Bonde, Julie Nøhr Christiansen, Søren Christiansen, Ove E. Dalsgaard, Flemming Enevold, Niels Fredborg, Mogens Frey, Per Graakjær, René Gullach, Tinna Hansen, Flemming Hedemark, Asger Iwersen, Ove Jensen, Flemming Kirkegaard, Ole Kjeldsen, Kenneth Møller Kristensen, Erling Laursen, Knud Lynge, Ann Svendsgaard Mathiesen, Arne Meldgaard, Reno B. Olsen, Niels Raklev, Hans Radich, Ole Ritter, !Kenneth Røpke, Ove Simonsen, Jesper Skovbølle, Andreas Stokbro, Eigil Sørensen, Johnny Weltz, Michael Wessing, John Zangenberg og Hans-Henrik Ørsted. Niels Christiansen, Per Vibe & Henrik Elmgreen

INDHOLDSFORTEGNELSE:

Peter Schrøder: Side 14

Vilhelm Christiansen: Side 32

Mogens Frey: Side 74

Forord Henrik Elmgreen Forord Niels Fredborg Forord Niels Christiansen Indholdsfortegnelse Sådan så cykelsportens verden ud i 1920 P. Schrøders Cyclefabrik Schrøders første ”stjerne” Hvorfor er der en krone i Schrøders logo…. Den ”glemte” verdensmester Et ”lyn” på en Schrøder Historien om Jens ”Langkniv” Christian Harthiner & Peter Schrøder Fra cykelrytter til cykelhandler Amatører eller professionelle…. Cykelbranchen og Cykelsporten En Familie på to Hjul… Far & Søn på Schrøder Da Schrøder Cykler fyldte 25 år Knud Lynge på Schrøder Fra ”Letvægtskonge” til 6-dagesstjerne Spec. Håndbygget Vilh. Christiansen En cykelrytter ved navn Mogens Frey Jensen Schrøder & Stjerneløbet En af cykelsportens ildsjæle En Schrødercykel er da rød og hvid Ham skal vi ha’ fat i... Erling Laursen: Min historie om Schrøder Cykler Schrøder Cykler på Arbejdermuseet Blokkæde/Rullekæde Stald Schrøder Hvis reolen kunne tale Junker D. Jørgensen En skoledreng på 16 blev Danmarksmester Gavtyven fra Roskilde Schrøders gyldne øjeblikke

3 4 6 8 10 14 16 18 20 22 24 26 32 36 38 42 50 56 58 64 68 74 94 98 102 104 113 122 123 124 126 138 144 158 166

Guldgutten fra Norge Eigil Sørensen: Schrøders mand i Herning! Firmakrigen Da Schrøder Cykler fyldte 50 år Schrøder generalimportør Det var ikke kun Christian X der kom i butikken Flemming Enevolds ønskerolle: Cykelrytter Schrøder & Motionisterne 6-dages i Herning blev vundet på en Schrøder! Johnny Reimar til 6-dagesløb på en Schrøder Schrøder Cykler ændrede mit liv… Amerikanske invitationer og Bussines over There Eneren Ørsted Drama da Schrøder vandt DM i holdforfølgelselsesløb Lars Bonde Nielsen: Fra elev af Vilhelm til Elitechef hos DCU Johnny Weltz: Heltenes Helt i Montello Schrøder på forsiden Old School hos Schrøder på Bernstorffsvej Bycyklen To fyre fra Singapore Da Schrøder Cykler fyldte 75 år ”Schrøderister” fra nær og fjern Milepæle De kørte også på en Schrøder Schrøder Cyklers ”Første Dame” Schrøder cykler til børn på banen i Ballerup Schrøder Cykler på Langebro Andreas Stokbro: De troede på mig… Fremtiden på de skrå brædder Stelteknik Da Schrøder gik over gaden… Medaljer vundet på en Schrøder: OL, VM og NM Den fornemste titel Niels Christiansen: Jeg faldt nok i ”gryden” som ganske lille

176 182 190 194 196 198 202 204 206 210 211 218 224 230 232 234 242 244 256 268 270 272 274 276 296 300 304 306 312 314 320 322 324 328

Hans Henrik Ørsted: Side 224

Johnny Weltz: Side 234

Andreas Stokbro: Side 306

Sådan så cykelsportens verden ud i 1920 Året hvor Schrøder Cykler så dagens lys… – Søndag 13. juni vandt årets helt store navn på de danske landeveje, Villum Nielsen fra CC, DBC’s Stjerneløb i Roskilde. Han kom i mål ét minut 5 sek. foran Frederik Ahrensborg-Clausen fra Fix. Løbet var en stor succes og efterfølgende samledes officials og ryttere til fællesspisning på Højskolehjemmet. Løbet kostede DBC 3.000 kroner, det var mange penge dengang… – Fire danske ryttere deltog i landevejsløbet ved de olympiske lege i Antwerpen. Christian Johansen blev nr. 11, 12 minutter

Til venstre: Harry Stenqvist, olympisk mester i Antwerpen 1920. Nederst: Det danske landevejshold til de olympiske Lege i Antwerpen. Fra venstre: Chr. Johansen (DCR), Arnold Lundgreen (DCR), Fr. Ahrenborg Clausen (Fix), lederen, sekretær i DCU, Cornelius Andersen, Emil Andersen (ABC) og Chr. Frisch (ABC).

Til venstre: Philippe Thys vinder for 3. gang Tour de France. Herover: Den professionelle verdensmester i sprint 1920, australieren Bob Spears (t.v.) og Thorvald Ellegaard, seks gange verdensmester og en af de største profiler i dansk cykelsport gennem tiderne.

efter den svenske vinder Harry Stenquist. Arnold Lundgren blev nr. 12, Christian Frisch nr. 19 og Ahrensborg-Clausen nr. 20. I holdkonkurrencen nr. 4. Der kørtes over 158 km med enkeltstart. Villum Nielsen skulle have været femte mand på holdet, men hans arbejdsgiver ville ikke give ham fri til rejsen til Antwerpen… – 29. august kørtes det danske mesterskab på landevej over 200 km. Ahrensborg-Clausen vandt foran Chr. Johansen og Villum Nielsen. Han var godt 20 minutter foran nr. 2! Der kørtes med enkeltstart, som det var sædvane dengang. – Som den første i historien vandt Belgieren Philippe Thys for 3. gang Tour de France. – I Antwerpen kørtes i 1920 de første verdensmesterskaber i cykling efter 1. verdenskrig. Australieren Bob Spears vandt titlen i sprint for professionals. I maj måned kunne den 43-årige eks-verdensmester i sprint, Thorvald Ellegaard, på Ordrupbanen fejre 25 år rytterjubilæum. Ellegaard var seks gange verdensmester i sprint for professionals 1901, 1902, 1903, 1906, 1908 og 1911. 11

Torsdag 1. juni åbnede en ny cykelforretning på Nørrebro i København: Den hed P. Schrøders Cyclefabrik. Og så var det genforeningsåret, hvor den danske konge Christian X i Sønderjylland red over grænsen på den hvide hest. Født i 1920: Kjeld Petersen (skuespiller), Buster Larsen (skuespiller), Knud Lundberg (fodboldspiller), Stan Ockers (cykelrytter, prof. verdensmester), Fiorenzo Magni (cykelrytter Giro vinder tre gange og tre sejre i Flandern Rundt).

Deltagere i et landevejsløb i 20-erne. NB! Bemærk rytteren med Bowlerhatten i midten af billedet. Stedet er Dambuskroen på Roskildevej i Rødovre.

P. SCHRØDER’ CYCLEFABRIK Sådan begyndte det for 100 år siden

Peter B. Schrøder

Født: 16. maj 1892 Død: 4. august 1982 Etablerede virksomheden P. Schrøders Cyclefabrik i 1920. Virksomhedens første kendte adresse var Julius Blomsgade 6, 2200 Kbh. N. Solgte i 1960 virksomheden til Vilhelm Christiansen.

1. juli 1920, der var en torsdag, åbnede der en ny cykelforretning i Julius Blomsgade 6 på Nørrebro i det centrale København. Indehaveren hed Peter Bernhard Schrøder og han havde tydeligt ambitioner for sin forretning, som han kaldte P. Schrøder’ Cyclefabrik. Men mon han havde forestillet sig, at det han havde startet, skulle blive et monument i såvel dansk cykelsport som i den danske cykelbranche som sådan? Det kan man næppe forestille sig, for han var efter sigende en yderst beskeden mand. Men en kendsgerning er det, at der er tale en institution, der i 2020 kan fejre 100 års jubilæum. Peter Schrøders hjerte bankede ikke blot for cyklen men også for sporten, og racercykler blev hans speciale. Han var fuldstændig på det rene med, at den absolutte forudsætning for den rigtige cykel var, at rammen var perfekt. Peter Schrøder byggede rammer til flere professionelle cykelryttere, og 1930’erne og 1940’erne blev hans storhedstid, hvor mange af de bedste danske ryttere var i hans ”stald”, ikke mindst banerytterne på Ordrupbanen. Allerede to år efter starten, i 1922, fik Schrøder Cykler sin første ”Stjerne”, Albert Månsson, der det år blev både dansk og nordisk mester på landevej. Andre store navne var banerytterne Helge Harder, der blev verdensmester på Ordrupbanen i 1931, og Jens ”Lyn” Petersen der blev dansk mester på bane. Efter en række gode år kom der i 1950’erne en nedgangsperiode for Schrøder Cykler, og i 1960 solgte Peter Schrøder forretningen til Vilhelm Christiansen, der længe havde haft en drømt om at få egen forretning.

Schrøders første ”stjerne” Albert Månsson blev i 1922 både dansk og nordisk mester Landevejsrytteren Albert Månsson kørte for cykelklubben ABC men har var også den første stjerne i Schrøder Cyklers ”stald”. Hans store år var 1922, hvor han vandt både det danske og det nordiske mesterskab på landevej. DBC’s berømte Stjerneløb vandt han i 1922 og 1924. Albert Månsson sluttede sin karriere i 1927 med en sæson som professionel på Ordrupbanen, men uden større succes.

Albert Nånsson efter endnu en stor sejr: Esbjerg-løbet 16. juni 1924. Månsson vandt løbet i ny rekordtid, under 28 timer for de 520 km fra Glostrup til Esbjerg og retur. Og nej, der var ikke tale om et etapeløb, det var et ”éndagesløb” og med enkeltstart…

T.v. Albert Månsson efter triumfen i nordisk mesterskab i Oslo. Ved siden af ham Henry Hansen, der var blevet nr. 3 i NM og var den tids helt store navn på de danske landeveje.

T.v. Albert Månsson efter DM-sejren sammen med den senere DBC-formand Svend Thomsen.

Hvorfor er der en krone i Schrøders logo… Ja, hvorfor er der en krone i Schrøders logo? Det var som bekendt i 1920 at Peter Bernhard Schrøder startede sin virksomhed P. Schrøders Cyclefabrik. Samme år som Danmarks konge Christian X red over den dansk/tyske grænse og dermed markerede Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark og den nye grænsedragning. Kongen red, som de fleste bekendt, på en hvid hest (som oprindeligt var brun, men blev kalket hvid, fordi det passede bedst ind i helheden…). Men iflg. ædruelige vidner, så red han også af og til på en cykel fra Schrøder! Det skal være ganske vidst, at han fik den leveret af P. Schrøder himself. – ”De må ikke kalde Dem kongelig hofleverandør, men de må gerne bruge en kongekrone i Deres logo”, skal majestæten have sagt til Peter Schrøder. 18

Den ”glemte” verdensmester

De tre danske amatørsprintere, der ryddede bordet ved VM på Ordrupbanen i 1931: fra venstre Willy Gervin, verdensmesteren Helge Harder og Anker Meyer Andersen.

Blandt de første ryttere som Peter Schrøder ”sponsorerede” (eller støttede, som nok ville kalde det dengang) i 1930’erne var banerytteren Helge Harder. Han kom i P. Schrøders virksomhed i Julius Blomsgade, men der har formentlig stået Harthiner på hans ramme, for P. Schrøder leverede rammer til Harthiner. Når vi i overskriften kalder ham for den ”glemte” verdensmester, så er det med en overbevisning om, at navnet Helge Harder næppe siger ret mange, ret meget i dag. Og det til trods for at Helge Harder har været verdensmester i cykelløb! I 1931 kørtes verdensmesterskaberne i banecykling på cykel-

banen i Ordrup, og i disciplinen sprint for amatører skete der den sensation, at danske ryttere besatte de tre første pladser, simpelt hen ryddede bordet og tog guld, sølv og bronze! Helge Harder vandt foran Willy Gervin og Anker Meyer Andersen. Mens sidstnævnte havde en smuk karriere både før og efter VM i København, så forsvandt Harder relativt hurtigt ud af billedet. Han havde vundet det danske mesterskab i 1930 og 1931, men efter at han i 1932 gik over som professionel, blev der hurtigt tavst om ham. Hans VM-sejr blev som franskmændene siger ”sans lendemain” – uden sidestykke. 1932 blev hans sidste år som aktiv cykelrytter. I samtiden talte man om, at det var personlige problemer, der var årsagen til hans hurtige exit. Men Peter Schrøder må åbenbart på en eller anden måde have spottet hans talent på det rigtige tidspunkt… 21

Et ”lyn” på en Schrøder Jens ”Lyn” Petersen var stjerne på Ordrupbanen i en tid, hvor tilskuere i tusindvis flokkedes omkring den gamle cykelbane. Banesprinteren Jens Petersen, blandt venner (og dem var der mange af) kaldt ”Lynet” eller Jens Lyn (efter en dengang meget populær tegneserie), var en af de første ryttere i Schrøder Cyklers stald. Formentlig hang det sammen på den måde, at han arbejdede som mekaniker i forretningen i Julius Blomsgade. I hvert fald har vi et foto af ham, hvor han står og filer på et stel. – Jeg er sikker på at billedet er fra kælderen i Julius Blomsgade, siger Schrøder Cyklers nuværende indehaver, Niels Christiansen. Jeg kan tydeligt genkende den store skruestik og det afløbsrør i baggrunden med et racerstyr på. Jens ”Lyn” fik sit store gennembrud i 1941, hvor han vandt det danske mesterskab i sprint for amatører på Ordrupbanen, året efter blev han nr. 2. I 1943 blev han professionel og vandt Grand Prix på Ordrupbanen og i 1946 havde han endnu en stjernestund, da han blev professio-

Jens ”Lyn” Petersen Født: 24. april 1919 DM sprint amatør: Nr. 1 1941, nr. 2 1942. DM sprint prof.: Nr. 1 1946, nr. 2 1945. Grand Prix amatør: Nr. 2 1942 og 1943. Grand Prix prof.: Nr. 1 1943.

nel danmarksmester i sprint, foran datidens store stjerner Willy Falck Hansen og Carl Koblauch. Allerede i 1948, i en alder af blot 29 år, sluttede han sin karriere. Med til historien hører, at hans bedste år var i perioden 1940-1945, hvor besættelse og krig i den store verden gjorde det stort set umuligt at konkurrere internationalt. Han fik nok aldrig for alvor mulighed for at udfolde sit potentiale.

”Lynet” kørte i en tid, hvor tilskuerne strømmede til Ordrupbanen i tusindvis.

Historien om Jens ”Langkniv” Danmarks svar på Robin Hood – og en talentfuld cykelrytter på Ordrupbanen I 1939 var der på cykelbanen i Ordrup blandt årets begyndere en rytter med det borgerlige navn Jens Nielsen. I cykelsporten har der været tradition for at give ”øgenavne”, især når der var ryttere, der skilte sig lidt ud fra mængden, men også til ryttere, der havde et ”almindeligt” navn, så man bedre kunne skelne dem fra hinanden. Og Jens Nielsen kom altså til at hedde ”Langkniv”*. Selv om han ikke var helt så kontroversiel som sin navnefælle (se nedenfor), skal han nok have været lidt af en vildbasse, og han havde også sine kontroverser med cykelbanens ledelse, og det endte med at han blev smidt ud fra cykelbanen. Forinden havde han nået at køre fire sæsoner på banen fra 1939 til 1942 og havde tegnet sig for 28 sejre. En talentfuld cykelrytter var han – og så kørte han på Schrøder! *Navnet var ikke fundet ud i det blå vejr. I 1600-tallet levede der i midtjylland en person, der hed Jens Olesen. Han var altid bevæbnet med kniv og iflg. sagnet blev han fredløs, fordi han havde dræbt en delefoged, der havde ønsket Jens’ mor brændt som heks. Men sagnet fortæller også, at han blev taget til nåde igen, fordi han havde været med til at kæmpe for sit land i Trediveårskrigen (1618-1648), imod Albrecht von Wallensteins tropper, som i 1627-1628 hærgede Jylland. Det kneb dog for ham med at holde sig på dydens smalle vej, og efter at være vendt tilbage til det fredløse liv, skal han være blev henrettet i Horsens. 24

Han blev kaldt ”den jyske Robin Hood”, og han skal også have været en stor kvindebedårer, og havde bl.a. en hed kærlighedsaffære med præstekonen fra Vridsted. Jens Langkniv har også sat sig spor i litteraturen og i filmkunsten. Jeppe Aakjær skrev i 1916 en roman med titlen Jens Langkniv, og over den historie blev der i 1940 lavet en spillefilm med selveste Poul Reichhardt i hovedrollen.

Prix Ellegaard 1939 på Ordrupbanen. Nr. 2 fra venstre er Jens ”Langkniv”, der blev nr. 2 i løbet. Helt t.h. løbets navngiver, den 6-dobbelte verdensmester Thorvald Ellegaard, et af de allerstørste navne i dansk og international cykelsport gennem tiderne.

Christian Harthiner & Peter Schrøder Flere steder i denne bog mere end antydes det, at der var en sammenhæng mellem navnene og mærkerne Harthiner og Schrøder og deres ”bagmænd” Christian Harthiner og Peter Bernhard Schrøder. At de har kendt hinanden, kan der ikke være tvivl om, og meget tyder også på, at de har haft et samarbejde. De har været gode kollegaer, men naturligvis på et eller andet plan også konkurrenter. Christian Harthiner var den ældste, født i 1878 og død i 1965, 87 år gammel. Han åbnede cykelforretning i Nordre Frihavnsgade i 1913 og havde forretningen frem til 1950, hvor den blev overtaget af Harboe-Danielsen. Peter Schrøder var født i 1892 og døde i 1982, 90 år gammel. Han etablerede P. Schrøders Cyclefabrik i Julius Blomsgade i 1920 og havde forretningen, indtil han i 1960 overdrog den til Vilhelm Christiansen, der i 1967 flyttede til Bernstorffsvej. Begge var udadtil stille personligheder, men de vidste, hvad de ville, og de var kendte og respekterede for deres håndværk. De havde begge et stort hjerte for cykelsporten og de sponsorerede mange af tidens talenter med materiel (selv om ingen af dem formentlig kendte ordet ”sponsorere”, i deres tid hed det ”faddere”). De havde blik for at spotte talenterne, ikke mindst når det gjaldt

banerytterne – en evne og en tradition, som man kan sige sidenhen blev videreført af Vilhelm Christiansen. Men det var ikke blot ryttere de støttede, utallige er også de Harthiner-løb og Schrøder-løb, der er kørt på de danske landeveje gennem årene. Christian Harthiner var fra 1922 et engageret medlem af Danmarks ældste cykelklub, Dansk Bicycle Club og så sent som i 1964 stod han registreret som medlem. På Ordrupbanen kunne man hver eneste løbedag se ham sidde på sin faste plads på 1. række på medlemsrækken på tribunen. Det var ikke så godt med hørel-

Kay Werher og Evan Klamer kørte også på Harthiner

sen på hans ældre dage, så hans sidemænd måtte løbende holde ham a’jour og ingen i miles omkreds var i tvivl om det, når han ikke syntes, at speakeren talte højt nok. Vi har desværre ingen billeder af ham, men jeg kan se ham (og høre ham) tydeligt for mig, den dag i dag. De lånte fjer, der blev til en hel høne! Det er ikke noget ukendt fænomen, at der af og til stod ét navn på rammen, men at der i virkeligheden gemte sig et andet mærke, bag lakken på de store rytteres cykler. Flere danske (og udenlandske) ryttere kørte f.eks. på vinterbanerne på rammer, der var leveret af de bedste danske stelbyggere, men hvor der af kommercielle årsager stod et andet navn på rammen. Det skete som oftest i indforståelse mellem parterne. Men sådan var det ikke i nedenstående fortælling, det er ganske vist: Verdensmesterskaberne i banecykling blev i 1949 kørt på Ordrupbanen. I amatørernes 4 km indiv. forfølgelsesløb var to danT.v. ses et af 1950’ernes og 1960’ernes allerstørste cykelnavne, den 3-dobbelte belgiske verdensmester på landevej, Rik van Steenbergen på Harthiners stand ved en udstilling i Forum. Rik kørte på Harthiner, når han var i Danmark – men næppe når han kørte udenfor Danmarks grænser – i hvert fald ikke officielt. T.h. Jens Sørensen (far til Rolf). Han kørte Harthiner!

Kokken, Knud E. Andersen

skere nået frem blandt de otte bedste, der skulle køre ¼ finaler. Det var Danmarks dengang bedste amatørcykelrytter Knud E. Andersen, kaldet ”Kokken” (fordi han var kok af uddannelse), og Max Jørgensen. Begge vandt de deres ¼ finaler og var dermed fremme blandt de fire, der dagen efter skulle køre ½ finaler. Mens Kokken på forhånd var regnet som et af de bedste danske kort, så var det en sensation, at Max kunne slå den forsvarende italienske verdensmester Guido Messina. Tingene var ikke så organiserede dengang, de to ryttere, der primært var landevejsryttere, havde lånt deres banecykler af mærket Harthiner af et par kammerater. Men eks-verdensmesteren Henry Hansen, der havde en stor cykelforretning på Nørreport og som var Crescent-forhandler, tog fat i de to ryttere og tilbød sin hjælp. Hans mekaniker fik cyklerne med sig, så de kunne blive ”trimmet” til 29

kampen om medaljerne. Og trimmet blev de, i den grad, så der pludselig stod Crescent på cyklerne, da rytterne fik dem tilbage dagen efter… Max Jørgensen blev nr. 4 og fik ikke medalje, men det fik Kokken, og det endda af det pure guld! Det gik naturligvis ikke upåagtet hen, historien røg ud i pressen. Stor ståhej i dansk cykelsport, Henry Hansen, der var i ledelsen af dansk cykelsport, måtte for en tid træde tilbage fra sine tillidshverv. Og hvad sagde fabrikanten af Harthiner Cykler, den gamle hædersmand Christian Harthiner?

Han bevarede roen og indrykkede hosstående annoncer i cykelsportens eget blad Cykle Sport. Var det en Harthiner – eller var det en Schrøder… Men Harthiner var heller ikke bange for at gå ”tæt på”. Således i forbindelse med det 2. københavnske 6-dagesløb i Forum i december 1934. Løbets officielle resultat var en sejr til den danske nationalhelt Willy Falck Hansen og hans tyske makker Victor Rausch. 2. pladsen noteredes danskeren Mogens Danholt (der kørte Harthiner) og belgieren Adolphe Charlier for. Men der var en del på tilskuerpladserne og på inderkredsen, der synets, at vinderparret kom lovlig let rundt på den omgang, der skaffede dem sejren. Det fik Harthiner til at indrykke annoncen her til højre: Men det kan jo gå begge veje. Der taltes fra tid til anden om, at rammerne til Harthiners cykler af og til kom fra Schrøder! Måske – men vi kan ikke sige det med sikkerhed – forholdt det sig sådan, at Peter Schrøder oprindeligt har været ansat hos Harthiner. Og da så Peter Schrøder gik solo, har de to måske fortsat samarbejdet. 31

Fra cykelrytter til cykelhandler Vilhelm Christiansen vidste, hvad han ville Vilhelm Christiansen var lige fyldt 19 år da han i foråret 1947 meldte sig som begynder på den berømte cykelbane i Ordrup. Han gjorde det godt, blev nr. 5 i begyndertidsprøven og vandt efterfølgende det klassiske Begynderløb. Senere blev han nr. 2 i Prix Ellegaard, opkaldt efter den 6-dobbelte verdensmester Thorvald Ellegaard, og sidst på sæsonen vandt han Junior-Kriteriet. Alle disse konkurrencer var sprinterløb, der blev betragtet som den mest prestigefyldte disciplin i banesporten dengang. I bladet Cykle Sport kunne man efter sæsonen læse, at ”Vilhelm Christiansen viste anlæg meget ud over det normale i et begynder-år”. På årets præmiestatistik var han nr. 3 i begynderklassen med syv sejre. Året efter, 1948, kunne han ikke helt leve op til succes’en fra den første sæson, men i 1949 fik han sin bedste sæson på Ordrupbanen med 15 sejre og i alt 31 placeringer. Han kørte frem til 1952, dog uden den store succes de sidste par år. I alt opnåede han 68 placeringer på Ordrupbanen, heraf 26 sejre. At DBC og Ordrupbanen havde forventninger til Vilhelm Christiansen efter den lovende debutsæson i 1947 vidner hosstående brev fra marts 1948 fra Ordrupbanens sportsleder Jørgen Beyerholm om. Det er en invitation til at deltage på DBC’s ”Olympiske Hold” med henblik udvælgelse af kandidater til det danske cykelhold til de olympiske lege i London i 1948. Vilhelm Christiansen sluttede sin aktive karriere i en alder af blot 24 år. Fordi han var blevet træt af cykelsporten – absolut ikke! Nok nærmere i erkendelse af, at han havde nået det, han kunne som cykelrytter. Han var blevet en god, endda mere end habil banerytter. Men han havde set, at der var et godt stykke op til de 33

Denne annonce kunne ses i Cykle Sport 3. juni 1960, formentlig den første annonce efter at Vilhelm Christiansen havde overtaget forretningen. Andre annoncører i cykelsportens officielle organ den sommer var bl.a. FIX Cykler, Cyklefabrikken THUNDER, Marteng, KLAMER Sport, Stelli-cykler v/ Helge Hansen, Monark, Harthiner, SAXIL v/Børge S. Nielsen, og Casemo Sport/Hamlet v/Carlo Mogensen.

allerbedste. I erkendelse heraf og fordi han i sig havde viljen til at ville være en af de allerbedste, skiftede han spor. Han havde fået arbejde som pladesmed og kunne li’ og havde talent for at arbejde med metal. Han forsøgte sig som stelbygger i fritiden og drømte om at få sin egen cykelforretning. Den drøm gik i opfyldelse i 1960, da han overtog Peter Schrøders forretning i Julius Blomsgade. Schrøders forretning havde da eksisteret i 40 år og havde et godt renommé og den fortsatte med at hedde Schrøder Cykler. Det gjorde den også syv år senere, da den flyttede til Bernstorffsvej i Hellerup. På det tidspunkt var han i sin metier som stelbygger for længst i klasse med de bedste, nationalt som internationalt. Men han havde også konstateret, at lokalerne i kælderen på Julius Blomsgade ikke længere var tidssvarende, hvis han ville stå sig i konkurrencen med de andre førende cykelforretninger. – ”Når valget faldt på lokalerne på Bernstorffsvej, var det bl.a. fordi vi kunne komme i kontakt med en mere købedygtig kundekreds, og beliggenheden tæt på Ordrupbanen spillede også en rolle”, erindrer Vilhelms søn Niels.

Vilhelm i butikken

Amatører eller professionelle… Var de bedste danske amatør-cykelryttere i virkeligheden en slags skjulte professionals? Det var der mange, der mente, bl.a. Danmarks Idræts Forbund (eller Dansk Idræts Forbund DIF, som det hed tidligere). Amatører måtte ikke reklamere direkte for det cykelmærke, de kørte på/ for, dette måtte kun professionals. Men man kunne være kreativ, som annoncerne på dette opslag viser. Man kunne jo anføre, hvilke sejre, der var vundet på dette og hint cykelmærke, og så var det som oftest ikke så svært at finde ud af, hvem vinderen var. Hamlet-annoncen er fra 1960’erne, og ingen i cykelsportens verden var i tvivl om, at det var Ole Ritters navn, der stod på de fleste af sejrene. Lykønskningen til Niels Fredborg og Knut Knudsen i forbindelse med OL-sejrene i 1972 var ganske givet velment, men det var jo heller ikke nogen skam diskret at henlede opmærksomheden på, at de to ryttere kørte på Schrøder…

Om professionalisme i den forstand, var der ikke tale. Langt de fleste danske cykelryttere måtte – og må også i dag – selv betale for deres materiel og andre udgifter forbundet med udøvelsen af deres sport. Men de store navne kunne forvente at få cykel og udstyr kvit og frit – og måske af og til lidt mere end det. Der findes eksempler på ryttere, der måtte erkende, at de faktisk ”gik ned i løn”, når de blev professionelle… Først fra 1967 blev det tilladt danske amatørryttere at køre med reklamer på deres køredragt, og da kun for en af cykleunionen godkendt klubsponsor. Derfor måtte man benytte sig af de kreative former som illustreret hosstående, for at få sit budskab ud

Cykelbranchen og Cykelsporten Det har altid været den enkelte cykelhandlers interesse for og kærlighed til sporten, der har været afgørende for den enkeltes engagement i sporten. Cykelbranchen og cykelsporten – det lyder som et oplagt makkerpar. Selvfølgelig er der en relation, men det er ikke noget, der er en ”naturlov”. Cykelbranchen overordnet har historisk ikke haft et egentligt samarbejde med sporten. Når der har været samarbejde mellem cykelhandlere og cykelsporten, så har det været på den enkelte cykelhandler, den enkelte forretnings, eget initiativ. Oplagt når cykelhandleren selv har haft en fortid som aktiv cykelrytter. Tilbage i 1950’erne var 6-dagesløbene i Forum i København den helt store dille. Alle skulle til 6-dagesløb, alle skulle heppe på det danske par nr. 7, det nye medie, fjernsynet, bragte det store show ind i folks stuer og gjorde rytterne til folkehelte. Det var ikke kun 6-dagesrytterne, Kay Werner, Evan Klamer og Palle Lykke, der blev populære, det gjorde cyklerne også! Cykelbranchen havde gode år i 1950’erne. Men ganske pludselig, efter vinteren 1960-61, var festen slut. Vinterbanen var kørt i sænk, økonomisk. Var der nogen, der villige til at træde hjælpende til? Hvad med cykelbranchen, havde 6-dagesløbene ikke været en god reklame for branchen og dens medlemmer? – ”Jo da, vi er som branche interesseret i at der køres cykelløb i Forum, fordi der deri ligger den bedst mulige fællesreklame for cykelsalget”, sådan kunne man i februar 1961 læse i cykelbranchens officielle organ ”Cykelhandleren”. Men Cykelbranchen foretog sig ikke noget, og da der endelig tretten år efter atter kom 6-dagesløb i Danmark, skete det på initiativ fra en hel anden side. 38

De gamle væddeløbere og cykelsportens templer.

Schrøder Cykler – et af cykelsportens ”templer”

Nu er – og var – cykelsporten meget andet end 6-dagesløbene. Til alle tider har der været cykelhandlere, der har engageret sig i sporten. Selvfølgelig har der i nogen grad været tale om et forretningsengagement, men nok så meget om en inderlig kærlighed til den sport, som for de fleste har været en stor del af deres liv. Mange cykelhandlere vil nok sige, at det ikke er væddeløberne, man tjener penge på, men de kan måske give lidt god PR. Langt de fleste cykelhandlere koncentrerede sig om at betjene ”hverdagscyklisten”, det var her pengene lå. Og sådan er det nok også i dag. Elitecyklisten i dag køber ikke sin cykel hos den lille cykelhandler, han køber eller får den via den klub eller det team, han kører for. Og klubben eller teamet får cyklen og det øvrige udstyr fra sponsores, i det omfang det kan lykkes for dem. Der var i mange år en lille ”klike” af cykelhandlere, der udover at betjene den almindelige kunde også specialiserede sig i race og engagerede sig i sporten. En slags ”cykelsportens templer” kunne man kalde dem, og de eksisterer i nogen grad den dag i dag. I Københavnsområdet kunne man pege på Banani Sport på Vigerslev, Saxil Cykler på Vesterbrogade, Hamlet Cykler på Pile 39

Vilhelm Christiansen

Henry Hansen

Børge Saxil Nielsen

Allé og Verdensmesteren på Nørre Vold (Olympic Cykler) samt ikke mindst Schrøder Cykler på Bernstorffsvej. Bag hver af disse forretninger stod en mand, der selv havde været aktiv cykelrytter på niveau og som havde cykelsport i blodet. Verdensmesteren på Nørre Vold var den gamle verdensmester Henry Hansen, manden bag Banani Sport var Bendt A. Nielsen, kaldet ”Bananen”, Saxil Cykler var opkaldt efter Børge Saxil Nielsen, i en årrække en af Danmarks bedste A-ryttere, Hamlet Cykler styredes af Carlo Mogensen, der i en periode også var formand for landets største cykelløb, ABC, der havde Ole Ritter som det store navn og så var der Vilhelm Christiansen, der var med til at stifte Glostrup Cykle Klub og som i 1960 overtog Schrøder Cykler. Flere kunne nævnes, ikke mindst også i provinsen. De var konkurrenter og ind imellem kunne der også være ”fight” mellem dem, men i bund og grund var de gode kollegaer og ofte også gode venner privat. Det stærke engagement i sporten var pejlemærket for dem alle. 40

Bent A. Nielsen

Carlo Mogensen

Den ”firmakrig”, man af og til talte om, eksisterede mest i pressen og når udenlandske interesser (læs: svenske) blandede sig. Så kunne der blive krig mellem de gule (Crescent) og de blå (Monark). For Vilhelm var det ikke et spørgsmål om at promote sig selv og butikken. Det var et spørgsmål om at ”være den bedste” – vinde – gerne for Danmark. Slå de store nationer. Han ofrede til tider mere end godt og det kunne mærkes i familien, men det var også med til at gøre Schrøder berømte ude i den store verden. Niels havde en engang en ven der i 1979 tilfældigt fik øje på en Schrøder Cykel i Paris’ gader og det var der vel ikke så helt underligt, men da de to franskmænd ved siden af begyndte at kommenterer cyklen og i dyb respekt udbrød: ” Se der – en Schrøder fra Danmark” fordi den blev genkendt på dens farver og logo. Folk kom i 70’erne valfartende for at møde den kendte Schrøder-fabrikant på Bernstorffsvej – stor var overraskelsen over at butikken ikke var større. 41

En Familie på to Hjul…

Historien om Schrøder Cykler er i høj grad også en historie om en familie på to hjul. ”Christiansen-klanen” som ses på billedet til højre. Der mangler dog et par medlemmer, bl.a. Schrøder Cyklers nuværende indehaver, Niels Christiansen, søn af Vilhelm Christiansen, der troner i centrum på forreste række og som var manden, der i 1960 overtog forretningen i Julius Blomsgade.

Niels Julius Christiansen, senior

Vilhelm og Niels er en integreret del af virksomheden Schrøder Cykler og er biograferet andetsteds i bogen, men flere af familiens øvrige medlemmer var også aktive i cykelsporten. Mest markant af dem var nok Johannes Christiansen, født 1919. Johannes var efter sigende lidt af en rod. Engang i 1935 stjal han en damecykel, fordi han ville være med i ”De Unges Cykelløb” i Ballerup. Han vandt på damecyklen, så lad os undskylde hans adfærd med en stærk passion for cykelsporten. Hans forældre valgte at købe en racercykel til ham i håb om, at han så måske ville bruge sin energi på en positiv måde. Det førte da også til, at han i 1938 startede som begynder på Ordrupbanen, med ganske god succes. I de to sæsoner, hvor han kørte på banen, nåede han at vinde 15 løb og opnåede i alt 61 placeringer. Nok så vigtigt blev hele familien, i større eller mindre grad, engageret i cykelsporten. Familiens søndagsfornøjelse var at tage til cykelløb og Vilhelms og Johannes’ far Niels Christiansen (Niels Christiansen Jr.s farfar) var aktiv i sporten på lederplan, hvilket igen medførte, at der blev et rend af unge cykelryttere hos familien Christiansen. Niels Christiansen Sr. var meget klassebevidst og hans sympati lå hos arbejderklassen. Derfor orienterede han sig i retning af DAI (Dansk Arbejder Idræt), stiftet i 1929 som et alternativ til DIF (Dansk Idræts-Forbund), som mange i arbejderkredse opfattede som for ”borgerligt”. Noget om det var der vel

Johannes Chrtistiansen.

nok: DIF’s formand var kammerherre og generalmajor Holten Frederik Castenschiold og en overgang også formand Danmarks Olympiske Komité. Derfor bekom det ikke Niels Christiansen, Sr. at sønnerne kørte på Ordrupbanen og på landevej i DCU-regi, selv om cykelsporten på det tidspunkt ikke hørte under DIF. Farbror Johannes meritter At Johannes Christiansen ikke var helt almindelig, vidner denne historie, genfortalt af Niels Jr. om: – ”Farbror Johannes havde ”tomme lommesmerter” og måtte pantsætte sin landevejscykel, så han kun havde sin banecykel, som han så også måtte benytte, når han skulle køre landevejsløb. Og sådan en må man naturligvis ikke bruge, når man kører landevejsløb, fordi en banecykel som bekendt har fast nav, så benene kører rundt hele tiden, og ingen bremser. Så når man skal bremse, må man ”træde kontra” og man kan ikke sådan stoppe lige på en studs… Man hvad gjorde min farbror: Han monterede et par bremsegreb på cyklen, men de var ikke tilsluttet nogen fælgbremser. Det var der nok ingen, der opdagede”, tænkte farbror. ”Johannes tog chancen og startede i et landevejsløb på den ”maskerede” banecykel. Målstregen var omkring 100 m fra en jernbaneoverskæring. Lige før jernbaneoverskæringen gik en vej parallel med banen, hen til stationen. Johannes kommer med hjem og deltager i spurten (Jeg har aldrig fået at vide, hvad nummer han blev). Idet de suser over målstregen, går bommen til jernbanen ned. Johannes har ikke plads nok til at stoppe – han kan jo ikke aktivt bremse – så han ser ingen anden udvej end at foretage et skarpt sving. Uheldigvis for ham, står der en politibetjent på hjørnet af vejen ned mod stationen. Betjenten bliver ”klippet” idet Johannes svinger. Johannes styrter, formoder jeg, og det afsløres, at han har kørt på en ulovlig cykel, og bliver derfor diskvalificeret. Jeg tør ikke stå inde for, om historien er sand, men den er i hvert fald god, og det kunne sagtens have lignet Johannes at gebærde sig på den måde”!

Johannes Chrtistiansen.

Jørn Christiansen blev både dansk og nordisk mester i DAI-regi.

Og endnu en historie om den foretagsomme Johannes: Engang havde rytterne (med Johannes som primus motor, formentlig) aftalt at lade den dårligste i feltet vinde, uden at fortælle den pågældende om det. Så feltet kom aldrig op på mere end en adstadig fart. Da den udsete vinder fornemmede, hvad der foregik, kørte han endnu langsommere. Så det gjorde de andre også. Til sidst væltede den udsete vinder og så fik de andre ryttere travlt, for de kunne jo godt regne ud, at deres satsning havde slået fejl. Desværre for dem resulterede det i, at en del af feltet styrtede og resten fik rigtig travlt med at spurte. Det var ikke godt, for det kom der en disciplinærsag ud af og lidt karantæne. P.S. Det skal sluttelig nævnes at senere udviklede Johannes Christiansen sig til en gentleman og en ægte herre med stil. Det oplevede forfatteren til denne bog mange år senere ved en fest i anledning af en af Vilhelms runde dage, hvor Johannes som den eneste i selskabet mødte frem i kjole og hvidt.

Endnu et medlem af Christiansen-klanen gjorde en flot karriere i cykelsporten: Erling Laursen. Han er søn af Lisbeth Laursen (født Christiansen) der er søster til Johannes og Vilhelm, og dermed fætter til Niels Christiansen, Erling Laursen er biograferet i kapitlet ”Stald Schrøder” på side 124. Dansk og nordisk mester i DAI Som nævnt i starten i denne tekst var Niels Christiansen Sr. (far til Vilhelm Christiansen) stærkt engageret i Dansk Arbejder Idræt (DAI), og det har derfor sikkert glædet ham, at sønnen Jørn Christiansen blev både dansk og nordisk mester i DAI-regi. Det er ham vi ser på billedet til venstre.

Efter et 150 km prof. parløb i Forum 1. januar 1953, hvor den berømte ”Kok” Knud E. Andersen (t.h.) og Jens P. Hemmingsen (t.v.) var blevet nr. 7, 7 om. efter vinderparret Kay Werner – Evan Klamer. Midt i billedet med Schrøder-trøje ses Bjørn ”Bosse” Christiansen, der var hjælper for parret.

Bjørn ”Bosse” Christiansen Bjørn Christiansen, kaldet ”Bosse” var bror til Vilhelm Christiansen og endnu et markant medlem af ”Christiansen-klanen”. Samtidig var han en talentfuld rytter på Ordrupbanen i slutningen af 1940’erne. Han var begynder i 1946 og blev nr. 6 af 29 kandidater ved begynder-tidsprøven. Efterfølgende vandt han Begynderløbet og efter sæsonen var han nr. 1 på begyndernes præmieliste med 14 sejre og i alt 24 indkørte præmier. 48

Fra samme periode et foto med ”Bosse” t.h. og Jens P. Hemmingsen i midten. Rytteren i trøjen med ”Schrøderstjernen” t.v. kan evt. være den tidligere sprintermester Jens ”Lyn” Petersen.

Han kørte også på banen i sæsonerne 1947 og 1948 men levede ikke helt op til forventningerne fra debut-sæsonen. Men interessen for cykelsporten bevarede han. Da der i begyndelsen af 1950’erne kom vinterbane i Forum, var han aktiv som hjælper ved de professionelle parløb. Hans bror, Vilhelm, arbejdede dengang allerede for Peter Schrøder i P. Schrøders Cykelfabrik, hvilket formentlig forklarer, at Bosse har ”Schrøder” på trøjen. 49

Far & Søn på Schrøder Den ene blev dobbelt nordisk mester, den anden vandt Japan Cup Vilhelm Christiansens bror, den farverige Johannes, hvis meritter er beskrevet ovenfor, havde sønnen John Christiansen, som også gjorde sig gældende på to hjul – og gjorde det rigtig godt! I 1962 præsterede han ved Nordisk Ungdomsmesterskab i Stockholm at blive dobbelt mester. Det var en stor dag – ikke blot for familien Christiansen, men også for dansk cykelsport: I linjeløbet blev John Christiansen i den hvide trøje som nordisk ungdomsmester 1962. Rytteren i Dannebrogstrøjen er evt. Svend Erik Winther, dansk juniormester 1962.

John Christiansen i den hvide trøje som nordisk ungdomsmester 1962. Rytteren i Dannebrogstrøjen er evt. Svend Erik Winther, dansk juniormester 1962.

John Christiansen i front i den nordiske mestertrøje.

det til 4-dobbelt dansk triumf: 1 John Christiansen, 2 Leif Chabert, 3 Flemming Gleerup, 4 Preben Lind Jepsen. Først på 5. pladsen kom den svenske favorit Christer Fagerhäll og på 6. pladsen Erik Pettersson, den næstyngste af de berømte Fåglum-brødre. Senere blev han også en glimrende banerytter og kørte med succes på Ordrupbanen. Efter han i begyndelsen af 1970’erne havde stillet cyklen i stald, gik han over i ledergerningen og blev en respekteret og gedigen formand for CC-Gladsaxe, indtil hans alt for tidlige død i december 1985. 51

Familien John Christiansen på søndagstur. Det er Søren t.h. og bror Lars med den Vespablå Schrøder t.v.

John Christiansens søn Søren Christiansen gik flot i sin fars fodspor. Han kørte for CC-Gladsaxe og opnåede mange flotte resultater som A-rytter, bl.a. en sølvmedalje ved DM på landevej i Ballerup i 1990. ABC’s Brian Petersen kom alene hjem og vandt mesterskabet, mens Søren Christiansen vandt spurten i den efterfølgende gruppe foran Peter Clausen og Michael Guldhammer. Året efter vandt han en meriterende og spektakulær sejr i Japan Cup 1991. Hvordan det gik til, lader vi ham selv fortælle:

Podiet efter DM i 1990 i Ballerup: Søren Christiansen (t.v.) vandt sølv, Brian Petersen blev dansk mester og Peter Clausen blev nr. 3.

– Jeg blev i 1991 udtaget til at repræsentere Danmark i en stor løbsserie i Japan. Da Vilhelm hørte om det, blev han fyr og flamme og fortalte om sine kontakter i Japan, bl.a. om Mr. Maeda fra SunTour, som havde besøgt Schrøder Cykler mange år tidligere og som Vilhelm og Lise havde besøgt i Japan. Jeg blev instrueret om at overbringe en hilsen til Mr. Maeda, som nu var direktør for SunTour (SunTour var på dette tidspunkt blandt verdens største producenter af cykelkomponenter, på linje 53

Søren Christiansen i gult hyldes som vinder af Japan Cup 1991.

med Campagnolo og Shimano). Jeg tænkte at sandsynligheden for at jeg skulle møde Mr. Maeda nok ikke var så stor, men Vilhelm insisterede på at det nok skulle lykkes og jeg fik en gave med til ham. Selve løbet gik over al forventning, da jeg vandt to afdelinger og endte som den samlede vinder af løbsserien. SunTour var sponsor for løbsserien, og ved den afsluttende sejrsceremoni var det selvfølgelig Mr. Maeda, der overrakte præmierne. Jeg fik overbragt min hilsen og Mr. Maedas ansigt lyste op i et kæmpe smil, han fortalte om sine møder med Vilhelm. En uge efter at jeg var kommet hjem, ringede Vilhelm til mig, da der var ankommet en pakke med mit navn på fra SunTour. Mr. Maeda havde sendt en personlig hilsen til Vilhelm og til mig en komplet samling af SunTours dyreste serie. Og selvfølgelig kørte både far og søn på Schrøder: – Det kunne ligesom ikke være anderledes, siger Søren med et skævt smil. 55

25 Aars Jubilæum

Da Schrøder Cykler fyldte 25 år… – skete der formentlig ikke så meget… Flere steder er det blev nævnt, at manden der startede virksomheden ”P. Schrøders Cyclefabrik”, i dag Schrøder Cykler, var en yderst beskeden mand, og meget tyder også på, at han i det store og hele holdt sig udenfor offentlighedens søgelys. Det er nok årsagen til, at det har været ganske vanskeligt at finde så forfærdeligt mange facts om virksomhedens første år. Heller ikke virksomheden første store runde dag, 25 års jubilæet 1. juni 1945, har vi kunnet fremskaffe så frygteligt meget om. 56

Vi maa indlede Lykønskningen med en Beklagelse. Den 30. Juni modtog vi Meddelelse om, at vor Kollega P. Schrøder, Jul. Blomsgade 6, samme Dag fejrede 25 Aars Forretningsjubilæum. Det kan vist siges at være 5 Minutter før Kl. 12. Vi beklager meget først nu en Uge efter dagen at kunne bringe vor dygtige Kollega Bladets Gratulation. P. Schrøder har i de 25 Aar, der er gaaet siden Forretningens Start, evnet at indarbejde sig et Ry som Fremstiller af en virkelig første Klasser Racercykel. En Ramme, der er udgaaet fra Schrøders Fabrik, er Tip Top, første klasses. Selvfølgelig kan Schrøder bygge andre Stelrammer end til Racerbrug, og alt hans Arbejde bærer Præget af hans helt igennem gedigne haandværksmæssige Præcisions-Udførelse. Han har gennem Aarene vist, at det gode Haandværksarbejde stadig ligger i Teten og er alt andet overlegent. Tak for udmærket Kollegialitet i de svundne 25 Aar og Lykke og Held i den kommende Tid. Til Lykke med Jubilæet.

Dog har vi den forsinkede lykønskning på modsatte side.. Vi ved ikke nøjagtig, hvem afsenderen er, om det er fra en brancheforening eller en særlig kreds af kollegaer, der står bag. Men under alle omstændigheder kan vi konstatere, at Peter Bernhard Schrøder har været vellidt af sine kollegaer og anerkendt for sit arbejde, ikke mindst som stelbygger. Vi ved også at han byggede og leverede rammer til flere af sine kollegaer, efter sigende bl.a. til Harthiner. En gennemgang af bladet Cykle Sport i jubilæumsåret 1945 bringer ingen omtale af jubilæet, men i løbet af året begynder der regelmæssigt at komme små Schrøder-annoncer i bladet, og meget karakteristisk fortæller han at alle vanskelige Stelreparationer udføres paa eget moderne Værksted.

Peter Bernhard Schrøder fotograferet i sin forretning i Julius Blomsgade i anledning af hans 60 års fødselsdag 16. september 1952.

Schrøder-annonce maj 1945.

Knud Lynge på Schrøder Ældre cykelfans erindrer stadig navnet Knud Lynge: – Det var jo ham, der vandt 6-dagesløbet på den lille bane i Århushallen sammen med den formidable italiener Ferdinando Terruzzi. – Ja, det var det, men han kørte nu også mange andre gode løb på vinterbanerne, selv om han aldrig fik opfyldt drømmen om at blive en del af det legendariske par nr. 7. En anden historie om cykelrytteren Knud Lynge er nok så interessant i denne sammenhæng: Inden han i november 1956 blev professionel på vinterbanen, var han i en årrække en af Danmarks allerbedste landevejsryttere – og i flere år kørte han på Schrøder! Han kørte for KCK (Københavns Cykle Klub) og rykkede i 1953 op i den fornemste klasse, A-klassen. Her vandt han flere sejre, både i landevejsløb og gadeløb. På billedet her vinder han i stor stil Saxil-løbet i maj 1954. Som man kan se, var det en suveræn sejr, og han har da også tid til at slippe styret med begge hænder. Det måtte man ikke – heller ikke den gang – men kommissærerne lukkede øjnene. Nr. 2 i spurten er Helge Hansen fra Lyngby (i mange år indehaver af Stelli Cykler og dermed en konkurrent til Schrøder…). Men Saxilløbet blev Knud Lynges sidste sejr som Schrøder-rytter. – Efter løbet kom Henry Hansen hen til mig fortæller Knud Lynge (i dag 84 år og still going strong), han var en af de store i danske cykelsport dengang. Han havde en stor cykelforretning på Nørrevold og han var hovedforhandler af det svenske mærke Crescent dengang.

I de mange timer under datidens 6-dagesløb, var der også tid til fest og ballade. Her er det Knud Lynge, der blander sig i en skønhedskonkurrence i Forum.

”Du skal da køre Crescent”, sagde han, og det kom jeg så til! Da Knud Lynge et par år senere blev professionel for at køre på vinterbanen, var det en selvfølge at han fortsat kørte Crescent, indtil det blev det andet svenske cykelmærke Monark, der fik flertallet af de danske professionals i deres stald. Respekt for Peter Schrøder Knud Lynge husker tydeligt Schrøder Cyklers stifter Peter Schrøder og hans forretning i Julius Blomsgade. – Jeg havde stor respekt for ham som fagmand og stelbygger. Han var udlært som cykelsmed og han kunne sit kram, både den60

Knud Lynge t.v. sammen med sin ”drømmemakker” italieneren Terruzzi. Sammen vandt de i 1959 6-dagesløbet i Århus. Dette billede er dog fra Forum, det er sportsleder Willy Falck Hansen helt t.v.

gang og også senere, da min søn Jan, der også en overgang kørte cykelløb, fik et mekanisk problem med sin cykel. Jeg gik først til Bananen, han kunne ikke løse det. Saxil heller ikke, og Vilhelm måtte også give op. Men gamle Peter Schrøder kunne, og så var Jan kørende igen! Karrieren sluttede brat Som indledningsvis nævnt var Knud Lynge en rigtig god vinterbanerytter. Han havde flair for parløbene, var en smidig og teknisk dygtig rytter. Han nåede i årene 1956 til 1961 at køre 15 6-dagesløb, udover i København og Århus også i Münster, Dortmund og New York. Han var blot 27 år da vinterbanerne i Forum og Århus lukkede efter sæsonen 1960-61. Han kørte sit sidste 6-dagesløb i Århus i januar 1961. Hvor mange af de andre danske professionals havde holdt sig i form om sommeren ved at køre 61

på Ordrupbanen, så valgte Knud Lynge i flere år at drage sydpå for at køre landevejsløb, mindre etapeløb og kriterier. – Det ville jeg hellere, for der var ikke de store penge at tjene på Ordrupbanen og som gammel landevejsryttere tiltalte det mig mere at køre på de franske landeveje. Også i foråret 1961, hvor han stadig håbede på at der måske alligevel ville blive vinterbaneløb den kommende vinter, satsede han og drog til Frankrig igen. Han nåede endog at vinde et kriterium dernede sydpå, inden han definitivt satte cyklen i stald, da han måtte erkende at vinter-banedrømmene i Danmark var forbi for denne gang.

KNUD LYNGE Født: 10. februar 1934 Amatør: 1950-1956, Prof.: 1956-1961

Deltog i 15 6-dagesløb: Årstal: 1956 1956 1957 1957 1958 1958 1958 1959 1959 1959 1959 1959 1960 1960 1961

By: Århus København Münster København Århus Münster København Århus New York Dortmund Münster København Århus København Århus

Makker: Plac.: Hans E. Andresen (DEN) 8 Keld Leveau (DEN) 10 Keld Leveau (DEN) 8 Keld Leveau (DEN) 7 Ferdinando Terruzzi (ITA) 3 Evan Klamer (DEN) 3 Emile Carrara (FRA)* 7 Ferdinando Terruzzi (ITA) 1 Günther Ziegler (GER)** 3 Evan Klamer (DEN) 11 Franz Farr (GER) 8 Klaus Bugdahl (GER) 6 Keld Leveau (DEN) 6 Keld Leveau (DEN) 9 Niels Baunsøe (DEN) 8

* Oprindelig makker Ferdinando Terruzzi (ITA). ** Oprindelig makker Otto Olsen (DEN).

Knud Lynge og Kay Werner som makkere. Det var de ikke så tit, kemien mellem de to var ikke den bedste...

FREDDIE EUGEN Født: 4. februar 1941 Død: 8. juni 2018 Debut på landevejen i 1956 i letvægtsklassen for DCR. Nr. 2 i junior DM 30 km enkeltstart 1957. Nr. 2 i ”Vinterbanens Blå Bånd” i forfølgelsesløb 1959/60 efter Niels Baunsøe. Professionel november 1960. Etapevinder i Schweiz Rundt 1963, nr. 28 sammenlagt. Nr. 4 ved VM i 5 km indiv. forfølgelsesløb 1964, 1965 og 1966. Dansk mester i 5 km indiv. forfølgelsesløb 1961. 6-dagessejre: 9 1963 i Münster med Palle Lykke. 1965 i Montreal med Leandro Faggin (ITA). 1965 i Münster med Palle Lykke. 1966 i Montreal med Leandro Faggin (ITA). 1967 i London med Palle Lykke. 1967 i Montreal med Palle Lykke. 1967 i Zürich med Palle Lykke. 1967 i Amsterdam med Palle Lykke. 1968 i Berlin med Palle Lykke.

Freddie Eugen på letvægtscykel.

Freddie Eugen kørte også på Schrøder

Fra ”Letvægtskonge” til 6-dagesstjerne

Da Freddie Eugen som 15-årig i 1956 havde sin debut i cykelsporten, skete det på en cykel fra Peter Schrøder i Julius Blomsgade. Og på den vandt han sine første sejre. Han kørte for DCR (Dansk Cykle Ring) og kørte sin første sæson i det, der dengang hed ”Letvægtsklassen”. Det var en klasse, man opfandt i 1950’erne for at ”indfange” de mange unge, der dengang var fascineret af 6-dagesløbene i Forum. I Letvægtsklassen kunne man komme i gang på en overkommelig måde, fordi man kunne køre på sin almindelige letvægtscykel, man behøvede ikke fra starten af at anskaffe sig en dyr fuldblods racercykel. I letvægtsklassen kørtes løbene over distancer omkring de 30 km og med enkeltstart, og det var noget, der passede for den lille, spinkle – men seje – Freddie. Allerede i en af sine første starter, det var i Simplexløbet, var han med helt fremme og blev nr. 2 efter Ib Varbæk (der i øvrigt ligesom Freddie skulle vise sig, ikke at være helt tabt bag af en vogn…). Men det skulle blive bedre endnu, senere på sæsonen vandt han sejre i Saxilløbet og i Simperløbet og han fik endnu en 2. plads i Hamletløbet. Alt i alt rakte det til, at han blev nr. 1 på årets præmiestatistik i letvægtsklassen. Han kunne således kalde sig ”Letvægtskonge”. Året efter kørte han i juniorklassen, vandt to sejre og blev nr. 2 i junior DM over 30 km enkeltstart, efter Henry Meyer men foran Ib Varbæk. 65

To af Freddie Eugens største bedrifter: T.v. etapevinder i Schweiz Rundt 1963. T.h. på vej mod DM-titlen i 5 km indiv. forfølgelsesløb for professionals i 1961. Han slog i finalen sin senere 6-dagesmakker Palle Lykke.

Drømmen gik i opfyldelse Freddie var helt sikkert en af de mange drenge, der gik med drømmen om en dag at blive den ene halvdel af det sagnomspundne ”Par nr. 7”, men han var en af de ganske få, for hvem drømmen gik i opfyldelse. I 1960 havde Freddie kørt sig op i B-klassen på landevejen, og han deltog også med rimelig succes i løbene på Ordrupbanen. Men det var noget af en overraskelse, da det i november 1960 blev offentliggjort, at den kun 19-årige Eugen havde skrevet kontrakt som professionel med Vinterbanen i Forum. Der var mange, der var skeptiske, var han mon ikke lige lovlig klejn til at begå sig i den metier… Så ventede man sig nok mere af årets andre to debutanter, Niels Baunsøe og Jens Sørensen. Men da sæsonen var forbi, havde hans kampmoral og hans præstationer overrasket og imponeret alt og alle. 66

Palle Lykke og Freddie Eugen 6-dagesvindere i Berlin 1968.

Desværre for Freddie – og for mange andre – skulle vinterbanesæsonen 1960-61 i Forum blive den sidste i en årrække. Men hvor de øvrige danske vinterbaneryttere satte cyklen i stald (med undtagelse af Palle Lykke, der allerede var en etableret professionel vinterbanerytter), så tog Freddie udfordringen op og forsøgte at slå igennem på de udenlandske 6-dagesbaner. Og minsandten om det ikke lykkedes, og det i en grad, så han præsterede at køre ikke mindre end 95 6-dagesløb. Ni sejre vandt han, de syv sammen med Palle Lykke. De oplevede aldrig at køre 6-dagesløb sammen i Danmark, for da vinterbanerne i Herning og Forum kom i gang i 1974-75, havde både Palle og Freddie sat cyklen i stald. Og selv om de i udlandet kun lejlighedsvis fik lov til at køre med 7-tallet på ryggen, så kan man med god ret kalde dem for et ”par nr. 7 i eksil”. For Freddie var drengedrømmen gået i opfyldelse. Da det i 1961 var slut med prof. cykling i Danmark, flyttede Freddie til Schweiz og bosatte sig i Zürich, hvor han boede til sin død i juni 2018. 67

SPEC. HÅNDBYGGET

VILH. CHRISTIANSEN af Per Vibe

På alle de over tusinde håndbyggede cykler, der har forladt Schrøder Cykler siden Vilhelm i 1960 overtog butikken efter Jens Peter Schrøder, har der siddet en diskret lille ”guld-farvet” label med samme tekst som overskriften på denne artikel. Et signal om at dette ikke var en helt almindelig cykel, men derimod et stykke gedigent håndværk, der var kælet for. Køberne var oftest elite-cykelryttere, men mange gange var det også tur-cyklister der ville have en cykel, der både var og udstrålede god kvalitet. Enhver der bestilte en håndbygget cykel, blev møjsommeligt målt både her og der. Alle mål blev derefter skrevet ind i en ”stelbog”, hvor stelnummer, leveringsdag og andre oplysninger blev noteret. Vi ved at Vilhelm, i perioden fra han stoppede som aktiv i 1952 og indtil kort før han overtog butikken, arbejdede som pladesmed hos ALA der var en metalvarefabrik i Glostrup. Han havde fået kendskab til P.S. Schrøder igennem sit engagement som formand for Glostrup Cykel Klub, bl.a. fordi flere af medlemmerne der var kunder hos P.S. Af ”Stelbogen” kan man læse at Vilhelm overtog butikken den 1. marts 1960. Historien vil vide, at han ca. tre måneder før startede som ”føl” under kyndig rådgivning af P.S. Her lærte han at drive forretningen og ikke mindst, det der senere blev hans kendemærke, at bygge racerrammer. En anden person, der fik stor betydning for Vilhelms viden om stelbyggeri, blev en tidligere jugoslavisk cykelrytter, Ivan Vallant. Han var i 1960 blevet inviteret til Danmark af to københavnske 68

Vilhelm og Ivan Vallant

cykelklubber cy yke kelk lklu lub bb ber er for for or aatt vvi virke irrkke so ssom om tr ttræner. ræn æne errr.. Øk Ø Økonomien ko on nom omiie en ra rrakte akktte desværre akt desv de essvvær ærrre e ikke ikke kke så kk så de de kunne betale hele hans løn, lø øn n,, og og de de spurgte spu purg rgte te d derfor erfo er for Vi V Vilhelm illh he ellm om om han han n iikke kke ville kk vviilllle st sstøtte tøt ø te te p projektet ro roje oje jekt kte ett ø økonomisk kono ko no og som modydelse skulle arbejde ssk ku ulllle e IIvan van aar va rrbe bejjd bejd be de den de en halve halv ha lve dag dag hos da hos Vilhelm. ho Viilh V lhe ellm m.. Vilhelm Vi V iilh lh hel elm sagde ssaagd gde ja, ja, og ja og det det et var var ar en en beslutning be b esl slu uttn niing ing ng som som om han han an aldrig ald ldri rig fortrød. ffo ort rtrø ød. d. Det De ett viste vis is sig nemlig at Ivan Vallant, over omgængelig lære også la antt, ud ud o vve er aatt vvære ærre en æ en o mgæn mg æng ge elilig ig fy ffyr yr der der ku de kkunne un nn ne læ ære e ffra ra ssig, ra ig, og ig o gså så vvar ar iintet ar ntt mindre end fantastisk n tilil at bygge Danmark par og med P.S. tti at b ygg yg ge e rracerstel. ace ac errsttel el. Iv IIvan van an vvar ar i D ar aan nma mark rk i eett p pa ar år år o g sa ssammen amm amm mmen en m ed dP .SS. fik fik de lært Vilhelm hvordan en e n god god od racer racer ace ac err skulle skku ulle lllle bygges. byg by gg ges es. s. 71

Den allerførste ramme som Vilhelm byggede, imens han stadig var under overvågning af P.S. er den her viste, der bærer stelnummeret PS1012U. Den blev leveret 4. marts 1960, altså kun fire dage efter han overtog butikken. Køberen, Jens Ole Petersen, var en talentfuld ung mand. Han fik rammen leveret i god tid før sæsonstart og allerede fem måneder efter han havde modtaget sin nyerhvervelse, gjorde han sig særdeles bemærket ved at blive nr. 3 ved DM for juniorer. Blot sølle 10 sekunder skilte ham fra titlen som tilfaldt Finn Jensen fra Viborg. Nr. 2 blev Alf Johansen fra CC som mange københavnere husker særdeles godt. Et andet navn fra resultatlisten, der blev et stort navn i Danmark, er Erik Skelde der blev nr. 9. Tror I at Vilhelm blev stolt over Jens Ole’s resultat på den første cykel han havde bygget? Joh, mon ikke! I 1961 prøvede Jens Ole Petersen at gentage succesen, men måtte ”nøjes” med et resultat som nr. 5. Til gengæld fik Vilhelm samme år sin første Danske Mester. Ganske vist ikke i den fineste klasse, men også det år i junior-klassen. Det var Lyngby-drengen Steen Ove Hansen der på rammen PS1003V kørte sejren hjem foran Flemming Gleerup (på PS1002V), Peter Rosenmeyer og Per Norup. Begge de to omtalte ”junior-spidser” udmærkede sig ved, lige som mange andre både før og efter dem, at de efter nogle sæsoner med rigtigt gode resultater derefter hurtigt at glide ud i glemslen. Men selv om Vilhelm senere i livet oplevede at se sine rammer opnå meget større resultater, så forblev resultaterne fra disse to ”gutter” som noget helt særligt. 73

En cykelrytter ved navn

Mogens Frey Jensen Cykelrytteren Mogens Frey var en superseriøs sportsmand, der altid var parat til at gå til det yderste for at indfri sine ambitioner – så længe det gik til på en ordentlig måde. Han var ikke voldsomt udadvendt, men på karrierens højdepunkt var han altid i mediernes søgelys. Alle kendte Mogens Frey, manden der i 1970 i Tour de France snuppede en etapesejr for næsen af sin holdkammerat! Sådan noget gjorde man simpelt hen ikke i professionel cykelsport – men Mogens gjorde… Han var ikke altid lige begejstret for den megen medieomtale, en overgang var han så træt af det, at han ændrede teksten på sit dørskilt fra ”Mogens Frey” til det mere anonyme ”M. F. Jensen”. Men helt ”mediesky” var han dog heller ikke. Han kan da i hvert fald fortælle, at han i 1968 i

Mogens Frey om Vilhelm Da Mogens Frey som 15-årig i 1956 meldte sig ind i den nystiftede Glostrup Cykle Klub (senere Brøndby CC), lærte han samtidig Vilhelm Christiansen at kende. Vilhelm var nemlig medstifter af og første formand for den nye klub. Og det blev indledningen til et godt og effektivt samarbejde. – Vilhelm var en meget aktiv formand, husker Frey. Han skabte økonomi for klubben gennem bankospil, avisindsamlinger og meget andet. Han satte mange ting i gang, bl.a. sammen med sin bror Svend. Jeg erindrer også nogle formidable rytter-fester på Kirkebjerg Torv. Vilhelm motiverede os, han var god til at fortælle – og vi ”åd det hele råt….”. Han arrangerede også skovtræning i Hareskoven, hvad ikke var så almindeligt den gang. Det var godt klubarbejde – hjertet var med! 74

Mogens Frey i karakteristisk positur med tungen i mund-vigen. I baggrunden som nr. 2 fra venstre ses den ældste af ”Fåglumbrødrene” Gösta Pettersson.

Glostrup-Hallen blev kåret som Mr. Danmark! Året forinden var titlen gået til Ole Søltoft… Det var det år, hvor han havde vundet guld og sølv ved de olympiske lege i Mexico. Og han kan fortælle, at han også har optrådt i et reklameshow med Volmer Sørensen og Dirch Passer og været statist i en film med Poul Reichhardt og Ove Sprogøe! – Men opringningen med et tilbud om den store filmrolle kom aldrig, erkender han med et muntert smil. Ikke født med sølvskeen i munden Som så mange andre af sportens store navne – og ikke mindst cykelsportens – var Mogens Frey ikke født med den berømte sølvske i munden. Hans formidable karriere er bygge på vilje, benhårdt 75

arbejde, en robust fysik, og derudover hjulpet godt på vej af en erfaren rådgiver som Vilhelm Christiansen. – Som helt ung ville jeg som så mange andre helst spille fodbold, men det var ikke noget for mig, fandt jeg ud af, fortæller Frey i dag. Jeg måtte erkende, at holdsport ikke passede til mit temperament. Sin første cykel købte han hos Peter Schrøder i Julius Blomsgade og i store dele af sin karriere kørte han på Schrøder. Mogens havde som så mange andre forsøgt sig i Politikens ”De Unges Cykelløb” og i 1956 var han blevet medlem af Glostrup CK, og i den forbindelse kom han som nævnt i kontakt med Vilhelm Christiansen, der var formand for Glostrup CK. I sit første træningsløb blev han nr. 13 af 13 startende. Næste gang gik det dog lidt bedre, da blev han nr. 4 blandt en snes deltagere. I 1957 kørte han i junior-klassen og opnåede fire præmier med en 2. plads som det bedste. I 1959 er han noteret for karrierens første sejr i et åbent løb, det var i D-klassen. I 1960 kom der lidt mere gang i det, efter to 2. pladser i B-klassen, kørte han sig op i A-klassen, hvor han indkørte fire præmier, heraf to 3. pladser. Pænt – uden at være pralende… Gennembrud i 1961 Men i 1961 kom så gennembruddet med tre sejre i A-klassen og udtagelse til VM i Bern i Schweiz. Det startede med en 2. plads i den traditionelle sæsonåbning ”Foskanerløbet”, en enkeltstart over 38 km. Vinder blev Randersrytteren Mogens Tvilling, det var ingen sensation, for det var tempo-specialisten Tvillings 3. sejr i træk i det løb! Frey måtte da også se sig slået med næsten et minut, helt nøjagtigt 59 sekunder. Som et kuriosum kan bemærkes, at også i B-klassen blev 2. pladsen besat af en rytter, man skulle komme til at høre mere om: Ole Ritter.

Mogens Frey henter sin første A-sejr i Monarkløbet.

I 1963 debuterede Frey på Ordrupbanen.

Sin første sejr i A-klassen fik Frey i Monark-løbet og efterfølgende vandt han Glostrups eget løb, Supermetall-løbet samt Københavnsmesterskabet, resultater der gav ham en plads på årets VMhold. Frey fuldførte sit første VM på en placering som nr. 69, mere end 20 minutter efter den franske vinder Jean Jourden, men i bladet Cykle Sport fik han ros som en ”ukuelig fighter”, der kæmpede til den bitre ende. Efter sæsonen 1961 var Mogens Frey et etableret navn i den absolutte top i dansk cykelsport. Der var han de næste tolv år, indtil han i 1973 indstillede sin karriere. Da Frey gik på cykelbanen – og en verdensstjerne blev født Cykelsporten var delvist på standby for Frey i 1962. Han var inde som soldat, udstationeret på Bornholm. Det var under den kolde krig med Cuba-krise etc. Men i 1963 var han stærkt tilbage – og så traf han en beslutning, der fik stor betydning for hans fremtid som cykelrytter: Han debuterede på Ordrupbanen. Dengang var det i Danmark en sensation og nærmest uhørt, når de store navne fra landevejen forsøgte sig på banen. 77

Hvorfor gjorde han det? Selv siger han, at i første omgang var det for at få noget mere hurtighed og blive smidigere og teknisk bedre. Kan man evt. tænke sig at hans mæcen og rådgiver, Vilhelm Christiansen, også har haft en finger med i spillet… Under alle omstændigheder blev det en kæmpesucces, både på kort og på langt sigt. På Ordrupbanen vandt han i sæsonen 1963 20 sejre og blev nr. 4 på årets præmiestatistik, og det til trods for, at han langt fra kørte alle løbedagene i Ordrup. Danmark havde dengang temporyttere på bane i international topklasse i den fynske verdensmester fra 1962, Kaj E. Jensen, og Preben Isaksson, men Frey kunne køre lige op med dem begge. Frey blev nr. 2 i københavnsmesterskabet i 4 km indiv. forfølgelsesløb efter Isaksson, og derefter igen nr. 2 efter Kaj E. men foran Isaksson i DM. Og på Ordrupbanen var han med på det københavnske hold der vandt danmarksmesterskabet i holdløb. Ved årets verdensmesterskaber på Rocourtbanen i Liège blev Frey sammen med den forsvarende verdensmester Kaj E. Jensen udtaget til at repræsentere Danmark på 4 km. Begge blev blandt de otte bedste i tidskørselen, Kaj E. som nr. 4 og Frey som nr. 8. Derefter skulle Frey i ¼ finalen op mod den belgiske storfavorit Herman van Loo. Så var Frey færdig, tænkte man, men Frey skabte sensation ved at slå belgieren med 3½ sekund i hele stævnets bedste tid 4.58,18 – en dengang fremragende tid på den tunge cementbane. I ½ finalen mødte Frey russeren Moskvin, der i sin ¼ finale havde elimineret Kaj E. Jensen. Frey tabte til Moskvin og blev også slået af englænderen Hugh Porter i kampen om bronzemedaljen. Men med en placering blandt verdens fire bedste i sit første VM på banen mere end antydede han, at han havde potentiale til at nå det helt store i disciplinen 4 km indiv. forfølgelsesløb. Og han understregede det, da han efterfølgende på Ordrupbanen i en VM-Revanche mod den belgiske verdensmester Jean Walschaerts vandt en overbevisende sejr i tiden 4.58,19 mod verdensmesterens 5.07,12. Til overflod demonstrerede han sit store overskud, da han samme aften i et spontant rekordforsøg på 1.000 meter på tid med fast start med tiden 1 minut 10,43 sekund slog den gamle sprintermester Axel Schandorffs rekord fra 1948 med to sekunder. Vi, der var på Ordrupbanen den aften, glemmer det aldrig, vi var overbeviste om, at vi havde set en ny dansk verdensstjerne blive født! Bane eller landevej… Som nævnt var det dengang ikke almindeligt, at ”landevejstramperne” optrådte på banen, og en type som Mogens Frey passede ikke rigtigt ind i cykelbanernes programmer, der i høj grad var indrettet med totalisatorspillet for øje og den lidt rigide disciplin, der fulgte med. De etablerede baneryttere var ikke ubetinget begejstrede for den nye konkurrent og banens ledelse skulle finde 79

ud af at tackle en rytter, der tillod sig at ville satse på både bane og landevej, og i øvrigt havde sine egne meninger. Hosstående læserbrev fra ”Tilskueren” i cykelsportens officielle organ Cykle Sport illustrerer det ganske godt. Men heldigvis endte det med, at man fandt ud af det. Frey kunne man ikke undvære, han var simpelt han for god. Og publikum kunne li’ ham! Fra landevejens ledere var der også lidt knurren. Skulle banen nu ”stjæle” et af landevejens bedste kort. I 1963 gik man på kompromis, Frey fik lov til at deltage på både bane og landevej ved VM i Belgien. Om det var en god idé, kunne man diskutere. Landevejsløbene kørtes efter banen, Frey var kun til start i linjeløbet, hvor han udgik. Et ”kikset” år 1964 var olympisk år og dansk cykelsport havde store forventninger, ikke mindst til Mogens Frey. Formentlig belært af erfaringerne fra 1963 kom Frey kun til start på banen, hvor han skulle koncentrere sig om 4 km indiv. forfølgelsesløb. Mesterskaberne kørtes på den berømte Parc des Princes-bane i Paris, som i mange år var skueplads for afslutningen på verdens største cykelløb, Tour de France. Det begyndte godt, Frey blev nr. 3 blandt 33 startende i tidskørselen i 4 km indiv. forfølgelsesløb. I ¼ finalen slog han polakken Jozefowecz og kørte på hele stævnets bedste tid 4.59,41 – banerekord og en ”fantom-tid” på den næsten 500 meter store, åbne cementbane. Men derefter begyndte det at gå rigtig skidt: Han blev slået med næsten fem sekunder af sin konkurrent fra året før, belgieren van Loo, i ½ finalen og kampen om 3. pladsen tabte han også, til tjekken Jiri Daler, så slutresultatet som året før blev en 4. plads. Hvad var det, der skete? Formentlig et samspil af uheldige omstændigheder. Mønstret var det samme: Bedste tid og banerekord i ¼ finalen og derefter nedtur i ½ finale og 2’er finale. Var det Frey, der ikke kunne stå for den nervemæssige belastning og forventningspresset gennem en hel turnering? 80

Mogens Frey under VM i Paris 1964. T.v. starten til ½ finalen mod belgieren van Loo. T.h. er det Vilhelm Christiansen der hepper på sidelinjen.

Derudover fik VM i 1964 også et disciplinært efterspil for Frey. Man var utilfreds med, at han under VM havde søgt hjælp hos andre hjælpere end de af cykelunionen udsendte. Det kostede Frey deltagelsen i OL i Tokyo senere på året. Nu fik hans nærmeste danske konkurrent, Preben Isaksson, chancen, og han kørte en bronzemedalje hjem på 4 km’eren. Ny motivation – et bittert nederlag og en VM-titel I sæsonerne 1965 og 1966 var Frey fortsat fremme i den absolutte elite i Danmark og han deltog også begge år ved VM på bane og landevej, men uden at opnå de helt store resultater. Men i 1967 var det ligesom om motivationen var ved at være der igen. – Jeg ændrede min træningsform, især i vinterhalvåret. Mere styrketræning og mere målbevidst træning, siger Mogens Frey i dag.

Mogens Frey (nr. 2 fra venstre) i VM-trøjen, han vandt i Montevideo i 1968. De øvrige verdensmestre er Niels Fredborg, Peder Pedersen og Leif Mortensen. Billedet er fra en præsentation i Forum i november 1981. Og se hvem, der holder Frey: Niels ”Schrøder” Christiansen… Det er af de få fotos, der findes af Frey i VM-trøjen.

Ved VM i Amsterdam kørte Frey bedste tid af alle i den indledende tidskørsel på 4 km og kørte sig over ¼ finale og ½ finale frem til finalen mod den hollandske favorit Gert Bongers, der dog slog Frey med knap tre sekunder. Sølvmedaljen var hans hidtil bedste resultat og gjorde ham til et varmt medaljehåb ved det kommende års olympiske lege i Mexico. Hvordan Frey & Co. vandt det olympiske guld i 4.000 meter holdforfølgelsesløb er beskrevet andetsteds i denne bog, men Frey scorede også en smuk individuel gevinst: En sølvmedalje i 4 km indiv. forfølgelsesløb, kun slået af franskmanden Daniel Rebillard. Efter 4. bedste tid i den indledende tidskørsel præsterede Frey endnu engang en formidabel indsats i ¼ finalen, hvor han i den tynde luft og på den superhurtige bane i Mexico City pulveriserede alt og alle med tiden 4.37,54, der kom til at stå som konkurrencens hurtigste, ½ finalen vandt han komfortabelt over schweizeren Kurmann. Finalen mod Rebillard var tæt, men franskmanden vandt, med 72/100 af et sekund. 82

– Måske min karrieres bitterste nederlag, erindrer Frey i dag, 52 år efter… Et plaster på såret fik både Frey og Niels Fredborg (der i Mexico på 1.000 meter på tid også havde måttet ”nøjes” med en sølvmedalje) ved de efterfølgende verdensmesterskaber i Montevideo, der kørtes 4.-10. november 1968. Fredborg blev verdensmester på 1.000 meter og Frey hentede titlen på 4 km ved at slå schweizeren Kurmann. For en god ordens skyld skal det nævnes, at hverken Pierre Trentin (olympisk mester på 1.000 meter) eller Daniel Rebillard (olympisk mester på 4 km) deltog i Uruguay. Efter resultaterne i 1968 havde det vel været naturligt, hvis Frey allerede fra starten af 1969 havde forsøgt sig som professionel, men det gjorde han ikke. Han tog en sæson til som amatør og var ved VM på landevej i Brno i Tjekkoslovakiet med til at vinde sølv i 100 km holdløb. De andre på holdet var Leif Mortensen, Jørgen Emil Hansen og Jørn Lund – et ganske habilt hold… Og lad os ikke glemme, at det var ved det VM, at Leif Mortensen i linjeløbet vandt det første verdensmesterskab i amatørernes landevejsløb, siden Henry Hansens sejr tilbage i 1931! Frey blev nr. 42 og deltog ikke i baneløbene. Hjemme i Danmark opnåede Frey 7. september i Roskilde en sidste triumf som amatør, da han Freys sidste VM som amatør i 1969 i Brno gav en sølvmedalje i 100 km holdløb. Fra venstre Leif Mortensen, Mogens Frey, Jørn Lund og Jørgen Emil Hansen. Derefter guldvinderne Tomas, Gösta, Sture og Eric, alle fire med efternavnet Pettersson.

vandt sin 3. sejr i DBC’s Stjerneløb. Han besejrede ikke blot verdensmesteren Leif Mortensen, der blev nr. 2, men også de fire Fåglum-brødre, der også deltog i løbet. Freys sidste præstation inden han forlod amatørernes rækker var fire verdensrekorder på bane, sat i Mexico City i oktober 1969. Den fornemste var timerekorden på 47,513 km. Det var den tredjebedste distance, der nogensinde var opnået på timen, kun overgået af de to professionelle Ole Ritter (48,653 km) og belgieren Ferdinand Bracke 48,093 km). Bortset fra det sportslige resultat, der altså bragte ham fire verdensrekorder, har Mogens Frey ikke de bedste erindringer fra den Mexico-tur. – Jeg fik ikke megen opbakning fra det mexicanske forbunds repræsentanter, erindrer Frey. De nærmest modarbejdede mig, eksempelvis var de puder, der skal sørge for at rytteren ikke kommer under kørestregen, lagt for højt op, så jeg blev tvunget til at køre en for lang distance. Det huede måske ikke mexicanerne, at jeg skulle slå deres landsmand Trevinos rekord på 46,955 km… Da Frey skulle have kørt i Par nr. 7 I december 1969 kom så meddelelsen om, at Mogens Frey var blevet professionel. Medvirkende til at han nu tog skridtet var, at det nogen tid forinden var blevet offentliggjort, at der efter ca. ni års pause atter skulle være vinterbane i Forum og dermed også 6-dagesløb. Freys debut fandt sted i udlandet. Han havde fået kontrakt til 6-dagesløbet i Charleroi i Belgien med sin gamle konkurrent fra amatørdagene, Ole Ritter, som makker. Nogen succes kan man ikke sige det blev, det danske par sluttede som nr. 7, 14 omgange efter vinderne Sercu og Seeuws. Det var så det, løbet var vel nærmest at betragte som en ”opvarmning” til det der ventede – troede man. Den nye københavnske vinterbanes åbningsdag var fastsat til 26. december 1969, hvor der skulle køres et 8 timers natløb. Frey skulle køre med den etablerede vinterbanerytter, Freddie Eugen, og de var endog udset til at skulle køre som par nr. 7. Ole Ritter skulle være makker med den hollandske 6-dagesstjerne Peter Post. Men det blev der ikke noget af: Mindre end 14 dage før den planlagte start gik arrangøren Christian Thomsen (kaldet ”Køkken-Thomas”) fallit. Fem år mere skulle der gå, før der atter blev kørt 6-dagesløb i Danmark. Men da hjulene rullede i Messecenter Herning i december 1974, var det for sent for Mogens Frey, han have stillet cyklen i stald året forinden. Men nu var Frey professionel, og den gang var der ingen vej tilbage, når man først havde løst professionelt license. Hans navn var da også godt nok til at give ham starter i 6-dagesløbene i Berlin og Milano. I januar 1970 kørte han i Berlin. Efter planen skulle Frey (igen) have været makker med Freddie Eugen, men heller ikke denne gang lykkedes det. Eugen kom ikke til start og sluttede umiddelbart efter karrieren. I sidste øjeblik blev tyskeren Rolf Roggendorf hentet til Berlin som makker 84

Verdensrekorder: Amatører, sat i Mexico oktober 1969

1 time: 47,513 km, 5. oktober 1969 10 km: 12.23,8, 5. oktober 1969 20 km: 25.00,5, 5. oktober 1969 5 km: 6.01,6, 6. oktober 1969

til Frey. Roggendorf var en rutineret 6-dagesrytter, men ikke nogen 6-dagesstjerne (og i øvrigt ikke nogen stjerne overhovedet). I 4. døgn styrtede Roggendorf og udgik og et døgn senere trak Frey sig også ud af løbet. I Milanos 6-dagesløb i februar 1970 kørte Frey med den hollandske eks-verdensmester i motorpace Piet de Witt. Han var en fremragende stayerrytter, men mindre god til at køre 6-dagesløb. 85

Frimatic-De Gribaldys Tourhold 1970: På venstre fløj sportsdirektør Jean de Gribaldy, t.v. for ham Agostinho og som 3. rytter fra venstre Mogens Frey.

Frey-De Witt sluttede som nr. 11, og med det løb sluttede Mogens Freys karriere som 6-dagesrytter. Mogens havde utvivlsomt, med de rigtige forudsætninger, både styrke og potentiale til at blive en glimrende 6-dagesrytter, hvis han havde kunnet indpasse sig vinterbanernes logik, hvilket man måske kunne tvivle på… Etapevinder i Tour de France Mogens Freys ambition som professionel lå nok så meget på landevejen og via den i Danmark bosiddende franske eks-rytter Emile Carrara, fik Frey kontrakt med det franske hold Sonolor-Lejeune, hvor den tidligere verdensmester Jean Stablinsky var sportsdirektør. På det hold kørte bl.a. den tidl. Tour-vinder Lucien Aimar og belgieren Lucien van Impe. Det blev ikke nogen succes, kemien passede ikke rigtig, Stablinski anså ikke Frey for at være seriøs. Så fik Carrara fat i sin gamle ven Jean de Gribaldy, som han selv i sin tid havde kørt på hold med, og som nu var sportsdirektør for holdet Frimatic-De Gribaldy, og fra april kørte Frey for sit nye hold. Frey blev sat på kur og tabte 7 kg på en måned – og han kom i form! Første gang de Gribaldy fik valuta for pengene (der ikke var ret store), var i etapeløbet Midi Libre i begyndelsen af juni. Det var et af de klassiske forberedelsesløb til Tour de France. Løbets 3. etape var opdelt i to halvetaper. På den første kom Frey med hjem i en 7-mands gruppe, hvor han i spurten blev nr. 2 efter spanieren Ventura Diaz. Men det skulle blive bedre endnu, på den anden halvetape kom han først i mål, 4-5 sekunder foran en gruppe med navne som englænderen Barry Hoban, belgieren Edouard Sels og hollænderne Jan Janssen og Gerben Karstens.

Mogens Frey i soloudbrud på Tour’ens 9. etape, inden Agostinho kom op til ham.

Dermed var Frey blevet et varmt navn, det store franske sportsblad L’Equipe skrev en historie over fire sider om de Gribaldys nye danske stjerne. Og selvfølgelig skulle han med på Frimatic’s Tour de France hold sammen med bl.a. portugiseren Joaquin Agostinho. Og så det store drama og det absolutte højdepunkt i Mogens Freys korte karriere som professionel. Tour’ens 9. etape gik over 269,5 km fra Saaarlouis til Mulhouse. Det var løbets første bjergetape og man skulle bl.a. over Grand Ballon i 1.353 meters højde. Frey gik tidligt i udbrud og fik et pænt forspring. Så kom en rytter op til ham, det var hans holdkaptajn Agostinho. Sammen fortsatte de til målet, hvor portugiseren betragtede det som en selvfølge, at han som kaptajnen skulle vinde etapen. Sådan så ”amatøren” Frey ikke på det, han ville køre sin egen chance! 88

Den dramatiske situation, da Agostinho griber fat i Freys styr for at holde ham tilbage i spurten på den 16. etape til Mulhouse. Portugiseren blev deklasseret og Frey blev Tourhistoriens første danske etapevinder i verdens største cykelløb

Da Agostinho opdagede det tog han i bogstavelig forstand sagen i egen hånd og greb fat i Freys styr og holdt ham tilbage med magt. Agostinho kom først over målstregen, men… Publikum ved målstregen havde set, hvad der var sket. TV-seerne over hele Europa havde set det. Og løbskommisærerne havde set det og kunne ikke andet end at reagere. Agostinho blev deklasseret til 2. pladsen og Frey blev den første danske etapevinder i Tour’ens historie. Man kan forestille sig, at stemningen var lidt ”blandet” ved aftenspisningen på hotellet den aften...

Mogens Frey still going strong kører stadig på Schrøder. Foto: Scanpix, Lars Krabbe.

Mogens Frey Født 2. juli 1941 i Glostrup Udover etapesejren tog Frey en 3. plads på 16. etape og sammenlagt blev han nr. 59. Og så vandt han en ny indstiftet pointskonkurrence for bedste debutant i løbet foran navne som Joop Zoetemelk og Lucien van Impe. Sidst på sæsonen blev Frey nr. 6 i den store enkeltstartsklassiker Grand Prix des Nations. At Frey havde overtrådt en af den professionelle cykelsports uskrevne regler, var indiskutabelt, men det var der også andre, der havde gjort før ham. Og det var heller ikke den episode, isoleret, der var årsag til at Freys professionelle karriere blev så kort. Ikke alene havde Frey det svært med at indordne sig i det professionelle miljø, men han havde det også ganske svært med at finde sig til rette på det lille franske hold, han kørte på – et hold af den karakter, man i dag ville kalde et ”skodhold”. Organisationen på holdet var dårlig, materiellet var andenklasses, økonomien var dårlig, altid skulle der spares og lønudbetalingerne kom aldrig til tiden, og indkørte pengepræmier måtte man kæmpe for at få vristet fra holdet. Da sæsonen 1970 var forbi, havde han mest lyst til at blive hjemme i Danmark, men han lod sig presse til at tage til Frankrig igen i foråret 1971 og køre videre på Hoover-De Gribaldy-Wolber, som holdet nu hed, men i maj 1971 var det slut – Frey ville simpelt hen ikke mere. De Gribaldy var ikke meget for at slippe ham, og han måtte underskrive en erklæring om, at han ikke ville skrive under hos noget andet hold. Punktum i 1973 Hermed kunne historien om cykelrytteren Mo92

Debut på landevej i 1957 for Glostrup CK, A-rytter i 1960. Prof. fra december 1969-1973. Ikke aktiv i 1972. Amatør: Verdensmester 4 km indiv. forfølgelsesløb 1968, nr. 2 1967, nr. 4 i 1963 og 1964. Olympisk mester 4.000 meter holdforfølgelsesløb 1968. Sølvvinder OL 4 km indiv. forfølgelsesløb 1968. Sølvvinder 100 km holdløb landevej 1969. Dansk mester linjeløb/landevej 1967, nr. 3 1963. Dansk mester 4 km indiv. forfølgelsesløb 1964, 1966, 1967 og 1968. Dansk mester 4.000 m holdforfølgelsesløb 1963 og 1964. Vinder af DBC’s Stjerneløb 1967, 1968 og 1969. Prof.: Vinder af 9. etape i Tour de France 1970, nr. 3 på 16. etape. Vinder af Grand Prix de Jeunes (Ungdomskonkurrencen) i Tour de France 1970. Sammenlagt nr. 59 i Tour de France 1970. Vinder af 3. etape B i Midi Libre 1970. Nr. 6 Grand Prix des Nations 1970. Nr. 4 VM 5 km indiv. forfølgelsesløb (prof.) 1973. Mogens Frey kørte tre 6-dagesløb: Nr. 7 i Charleroi (Belgien) december 1969 med Ole Ritter. Udgået i Berlin januar 1970 med Rolf Roggendorf (GER). Nr. 11 i Milano februar 1970 med Piet de Wit (NED).

I en periode hvor det var en sjældenhed at se professionals på Ordrupbanen, var det en stor publikumssucces da DBC i august 1970 præsenterede Frey, Mortensen og Ritter i en prestigematch på den skrå cement.

gens Frey for så vidt godt have været slut, men der kom en lille epilog. Efter at have ligget stille i 1972, fandt han cyklen frem igen i 1973. Han forsøgte at få lov til igen at køre som amatør, men det kunne ikke lade sig gøre. ”Open-løb” mellem professionelle og amatører var noget, der kun ganske undtagelsesvis kunne tillades. Frey valgte så at løse professionelt license igen med henblik på at stille op i VM i 5 km indiv. forfølgelsesløb på bane i San Sebastian i august 1973 i. I den indl. tidskørsel fik han næstbedste tid, ét sekund efter englænderen Hugh Porter, og i ¼ finalen kunne han notere en sejr over sin gamle rival fra OL i Mexico, franskmanden Daniel Rebillard. Men dermed var det slut: I ½ finalen blev han slået med syv sekunder af Porter (der efterfølgende blev verdensmester), og i kampen om bronzemedaljen tabte han til belgieren Bracke. Og definitivt slut blev det en uges tid senere på Ordrupbanen, hvor han for sit hjemmepublikum vandt en VM-Revanche på 5 km foran Bracke. Afslutningen på Freys karriere kan måske forekomme lidt vemodig, og sikkert er der også ting, cykelrytteren Mogens Frey i dag kunne have ønsket sig anderledes. Sådan må det være efter en lang karriere på godt og ondt. Men tilbage står billedet af en enestående figur i dansk cykelsport og en fantastisk cykelrytter.

Schrøder & Stjerneløbet Også på Danmarks store landevejs-klassiker har Schrøder cykler sat sine hjulspor

”Mr. Stjerneløb”, Junker D. Jørgensen, vandt i 1970 den første af sine tre sejre i Stjerneløbet.

Når man taler om ”klassikerne” i cykelsporten, tænker man på Paris-Roubaix og Flandern Rundt m.fl. men også i dansk cykelsport har vi vores klassikere: Fyen Rundt, der kørtes første gang i 1894, og Stjerneløbet i Roskilde, der kom til året efter, i 1895. Og naturligvis har ”Schrøder-rytterne” også været med til at skrive spændende kapitler af Stjerne94

løbets historie. Helt tilbage i 1920’erne vandt Schrøders første stjerne Albert Månsson Stjerneløbet to gange, i 1922 og 1924, og Junker Jørgensen, der var fra Roskilde, vandt tre sejre 1970, 1971 og 1978. Junker profiterede af sit lokalkendskab og efter sin aktive karriere var han i flere år en meget værdsat rutechef og med-organisator af løbet. Han var lidt af en ”Mr. Stjerneløb” frem til sin alt for tidlige død i 1989, blot 42 år gammel.

Ritter og Frey Ole Ritter og Mogens Frey var to af de helt store profiler i dansk cykelsport i 1960’erne og 1970’erne og de havde mange forrygende dyster med hinanden, også i Stjerneløbet. Frey vandt tre gange, 96

men selv om han egentlig var Schrøder-rytter, så vandt han sine Stjerneløbssejre på cykelmærket SCO, som den gamle verdensmester fra Nørrevold, Henry Hansen, stod for. Det var en torn i øjet for Vilhelm Christiansen, og det førte også til ”mindre meningsudvekslinger” mellem de to markante cykleledere… Ole Ritter vandt Stjerneløbet seks gange (rekord for løbet). De fire gange som amatør (1963, 1964, 1965 og 1966) på Hamlet, men hans to sidste sejre 1973 og 1974 kørte han hjem på en Schrøder. Det harmonerer ganske godt med, at Ole Ritter som professionel i udlandet, når han var hjemme på ”fransk visit” fik assistance af Vilhelm. I øvrigt var Vilhelm i en række år aktiv i Stjerneløbet som ”tur-chef” på Lindenborg-turen. 97

En af cykelsportens ildsjæle Asger A er Iwersen we sen fortæller sin historie om Vilhelm Christiansen Det var Vilhelm, der startede Glostrup Cykle Club sammen med sin bror Svend. Baggrunden var en flok unge knægte, som samledes i Lise og Vilhelms havehus på Ragnesminde Allé i Glostrup. Vilhelm var ikke længe om at spotte mig som en ung knægt, der famlede rundt i, hvad cykelløb var for noget… En knægt som bestod af 25 % talent og 75 % stædig vilje. Jeg var i lære som klejnsmed, og så kunne jeg jo ganske passende file nogle rammer til, samtidig med at undervisningen og indføringen i cykelsportens forunderlige verden fandt sted i kælderen på Ragnesminde Allé. Det har altid kendetegnet Vilhelms og mit forhold, at Vilhelm hjalp mig og at jeg hjalp ham, på de måder, jeg nu kunne – og vores venskab holdt lige til det sidste. Da vi ikke kom med i Milano – San Remo I 1962 var vi fire ryttere fra Glostrup CC, bl.a. Mogens Frey og undertegnede, som gerne ville til Norditalien og træne en uges tid sidst i marts måned. Hvordan kom vi derned? Vi lånte da bare Vilhelms nyindkøbte Volvo 444 varevogn og kørte derned i den. Sådan var Vilhelms facon altid over for os unge ryttere. Bilen var ikke købt fra ny, men den kørte. Værten på vores logi i Italien havde lovet os, at der var masser af cykelløb, bl.a. et meget stort løb. Det hed Milano – San Remo, men det havde vi aldrig hørt om før. Desværre afslog de venligst vores forsøg på tilmelding… Da karrieren var forbi, troede jeg… En ung Asger Iwersen foran butikken i Julius Bloms gade

Som ung rytter var jeg til DM i Århus, jeg husker ikke årstallet, måske 1964. Jeg styrtede på Oddervej i rygvind og ned ad bakke. 99

Jeg slog mig og fik nogle grimme hudafskrabninger. Så negativ blev jeg på cykelsporten, at jeg ikke gad tage min cykel med hjem, den skulle jeg jo alligevel ikke bruge mere… Det blev en meget lang tur hjem fra Århus, der blev ikke sagt mange ord undervejs. Men i løbet af ugen fik jeg at vide, at Vilhelm havde taget cyklen med hjem fra Århus. Jeg fik også at vide, at der nu stod en ny ramme med mit udstyr monteret til mig inde i Julius Blomsgade. Efter en god snak med Vilhelm, kørte jeg cykelløb igen 14 dage efter. Det var en af Vilhelms ”spidskompetencer”: At få en ung rytter til at tro på sig selv.

Asger Iwersen Født: 30. november 1942. Aktiv fra 1960 til 1986, A-rytter fra 1963. Formand for Glostrup CC i 16 år fra 1980 til 1996. Største resultater: Etapevinder i Jugoslavien Rundt. Bronze ved DM på landevej 1971 i Lyngby efter Bent L. Pedersen og Svend Erik Bjerg. Seks sejre i åbne løb, herunder Københavnsmesterskabet.

100

101 Asger Iwersen i Brøndby’s trøje og cyklen er en Schrøder.

102 10 102

En E nS Schrødercykel chrøderc er da rød og hvid… Men M en d det et h har ar d den en n nu u ikke altid været…. Når Nå N år m ma man an tænk an ttæ tænker ænk nke err p påå en en SSchrødercykel, så tænker man på en cykel, der er rød har rød og rø og hvid. hvviid. d. Sådan Sååd dan an h aarr det i hvert fald været, så længe jeg kan huske. Men Men det Me det er de er nu nu ikke ikke ik ke hele he ell sandheden. Schrødercyklens Sch Sc hrrød rø ød de errcy cykklle en ns sk sskaber kaab b Peter Bernhard Schrøders rammer var som udgangspunkt og det var de frem til 1961. Så fandt Peter Schrøgan ga ng gsp spu un nkt kt sorte, so orrtte e, o ders Vilhelm Christiansen på, at rammerne kunne være de d ers rs efterfølger eft fter erfø følg lger er V ”vespablå” men allerede fra 1962 blev den som stan”ve ”v essp paablå” bllå” b å” ((sølvfarvet) sølv sø lvf dard som vi kender den i dag. daard d rd den de en n rød-hvide, rø ød d-h -h Jeg Jeg begyndte Je b eg be gyynd ndte te selv at køre cykelløb i 1962 og min cykel var også rød. rød rø d.. Det De ett var va ikke en Schrøder, men en brugt Harthiner. Eller EEllle ler måske måås var det, for man sagde jo, at Peter Schrøder m også stel for Harthiner… også og så byggede b 103

Vilhelm Christiansen:

Ham skal vi ha’ fat i… Sådan lød beskeden til Erling Laursen fra Vilhelm Christiansen i 1966. Erling Laursen var nevø til Vilhelm og en talentfuld cykelrytter med base i Århus. Manden, som Vilhelm gerne ville have indlemmet i sin ”Stald Schrøder” hed Gunnar Asmussen, som trænede og kørte løb sammen med Erling Laursen. Det var ikke så enkelt, for Gunnar kørte for Aarhus AC, og når man kørte i den klub, var det sædvane, at cyklen var fra den lokale cykelhandler Knud Geer. 104

105

Så skete det, at Gunnar var ovre for at køre et løb i København, hvor han var så uheldig at få sin Knud Geer-cykel smadret i et styrt. Vilhelm Christiansen var til stede og tilbød ham på stedet en spritny cykel. – Det kunne jeg ikke sige nej til, men Knud Geer blev temmelig sur. Ikke mindst fordi jeg ikke havde taget den smadrede cykel med hjem… – Jeg fik hurtigt et godt forhold til Vilhelm og boede af og til hos ham, når jeg var i København for at køre løb. Det var også mig, der senere formidlede kontakten til Niels Fredborg, det var i 1966-67. Asmussen og Fredborg Gunnar og Niels var på mange måder forskellige, som mennesker og som ryttere. Gunnar var en landevejsrytter, der også var god til at køre på bane, og Niels var en banerytter, der også kunne klare sig glimrende på landevejen, når det passede ham, det vidner nedenstående lille historie om: Året var 1974 og det drejede sig om henholdsvis det danske mesterskab i 4.000 meter holdforfølgelsesløb på bane og det jyske mesterskab i 100 km holdløb på landevej. Det var dengang klubfølelse virkelig betød noget og ikke mindst kampen mellem banerne var intens. Året i forvejen havde København tilbageerobret mesterskabet i 4.000 meter holdløb fra Århus, der ikke havde haft Gunnar Asmussen på holdet. Nu var Fredborg opsat på revanche, men opgaven var ikke så lige til, nye unge talenter var dukket op på Ordrupbanen, ryttere som Kim G. Svendsen, Ivar Jakobsen og Bjarne Sørensen m.fl. Gunnar Asmussen havde fra sæsonstarten bekendtgjort, at han ikke ville køre på bane i 1974, han ville koncentrere sig om landevejen. Niels blev ved at presse ham: – Kom nu Gumse, du ska’ sgu’ være med, vi skal ikke tabe til de københavnerdrenge. Til slut sagde Gunnar ja, men kun på den klare betingelse, at 106

107

Gunnar Asmussen vinder en sikker sejr over finnen Harry Hannus ved NM i Göteborg 1971.

Niels til gengæld stillede op på ACK’s hold ved Jysk Mesterskab i 100 km holdløb! Niels sagde top og ACK vandt begge titler. En fortælling om to særdeles alsidige ryttere, men også om et stærkt sammenhold. Den største sejr Gunnar Asmussen var med til at vinde olympisk guld i 1968 i Mexico City. Den begivenhed er beskrevet indgående andetsteds i denne bog (side 170). En anden sejr, der betød meget for Gunnar var sejren i det nordiske mesterskab på landevej i Göteborg i 1971. Der var en særlig grund til, at Gunnar var særlig ”tændt” før netop dette løb. Han 108

Gunnar Asmussen Født: 10. maj 1944 Olympisk mester i 4.000 meter holdforfølgelsesløb i Mexico 1968. Nordisk mester på landevej linjeløb 1971. Nordisk mester 100 km holdløb 1970. Dansk mester 50 km enkeltstart 1971. Dansk mester 100 km hold 1964 og1965. Dansk mester 4 km indiv. forfølgelsesløb 1970. Dansk mester 4.000 meter holdforfølgelsesløb 1969, 1970, 1971, 1974 og 1976. 28 sejre i danske A-løb på landevej 1963 – 1975. Medlem af Århusbanens Hall of Fame.

havde fra sæsonstarten satset på at blive en del af det danske 100 km hold til NM og VM, men da holdet til NM blev udtaget, var Gunnar ikke med. Han skulle køre på B-holdet. Holdløbet ved NM i Göteborg blev en fiasko set fra et dansk synspunkt. Sverige vandt, Danmark A blev nr. 4 og Danmark B (med Asmussen) nr. 5. I søndagens linjeløb kørte Gunnar Asmussen et af sin karrieres bedste cykelløb, det fremgår både af Cykle Sports referat af løbet og af Gunnars egne erindringer i ACK Bladet, vi tillader os at referere fra sidstnævnte kilde: – ”Det var en hård rute på en rundstrækning nord for Göteborg. Den havde en stigning på tre kilometer, kaldet ”Højen” – det var her slaget skulle stå. Til start var 90 ryttere fra de fire nationer. Vejret var varmt, omkring 30 grader, og jeg var varm i hovedet. Mine taktiske overvejelser var rimeligt enkle, jeg skulle med i alt, og var der ingen andre, der skabte noget, så gik jeg selv. Jeg var således med i udbrud fra start til mål. Først var vi en gruppe på fem, to nordmænd og tre danskere, og da vi blev kørt op, gik jeg med i et nyt udbrud med fire mand. Jeg kan ikke rigtig huske, hvem vi var, men 109

Cyklen fylder stadig meget i Gunnars tilværelse. Foto: Scanpix, Flemming Krogh

110

da denne gruppe også blev indhentet, stak jeg igen, og denne gang var det kun finnen Harry Hannus, der gik med. Vi kørte de sidste 50 km sammen og holdt hjem, hvor jeg slog ham i spurten”. En god cykelhandler I 1976 sluttede Gunnar cykleriet på højt niveau efter en karriere, der havde bragt ham olympisk guld, to nordiske mesterskaber og ni danske mesterskaber samt 28 sejre i danske A-løb på landevej. Men dermed var det ikke slut med cykelsporten, så langt fra, endda. 1. december 1977 åbnede han cykelforretning i et kælderlokale på Sønderport nr. 1. Det blev en succes. Ikke alene forhandlede han Schrøder Cykler, men han fik også stor succes med sit eget mærke ”Asmussen” med den karakteristiske sort-gule ramme. Inspirationen var kommet fra et besøg i Belgien, hvor han fik kontakt til manden, der byggede rammer for Merckx. Så godt gik det, at Asmussen i 1981 købte ejendommen i Fredensgade, hvor han med succes drev sin virksomhed frem til 2000. En overgang var Erling Laursen medarbejder hos Asmussen. – Når Gunnar fik succes med sin forretning, var det fordi han var cykelhandler med hjertet, fastslår Niels Christiansen. I 1982 var Gunnar Asmussen sammen med en anden gammel toprytter, Jørn Lund, med til at starte pionerprojektet ”Team Esbjerg” og i 2000 fik han et tilbud fra Bjarne Riis om at blive teknisk direktør på CSDC-Tiscali, hvor han var en kort periode. Gennem en årrække var han leder af Club La Santas internationale cykeluger på Lanzarote. Og selvfølgelig har Gunnar også været aktiv på lederplan i cykelsporten, både som formand for Aarhus Cykel Klub og som medlem af Danmarks Cykle Unions forretningsudvalg. Gennem alle årene er han forblevet den ægte og forstandige jyde i ordets allerbedste forstand. Med Gunnar kan man altid få en god cykelsnak, også selv om man kommer ovre fra ”djævleøen”. 111

TEAM ASMUSSEN. Team Asmussen tog oprindeligt sit udgangspunkt i den olympiske guldvinder, Gunnar Asmussens legendariske cykelforretning i Fredensgade 54 i Århus C. Hvor en stadig voksende skare af kunder, kollegaer, venner og andre cykelinteresserede hver lørdag mødtes for at cykle en fælles tur. Ruten lå snart fast, og har stort set været den samme lige siden, også selvom Gunnar lukkede butikken i 2000, og kort efter blev tilknyttet det daværende Pro Tour hold, CSC Tiscali. Gunnar møder stadig op til kaffen hos Rasses, selvom først et fald fra et tag, og siden en operation (hjerteklap) midlertidigt har stækket selve cykelaktiviteterne noget. Men Gunnar kommer igen. I alle årene har Erling Laursen, et velkendt ansigt fra forretningen i Fredensgade, og cykelsport miljøet generelt, trukket et stort læs omkring opstarten af holdet og organiseringen af Team Asmussens aktiviteter. Det spænder fra den ugentlige lørdagstur, til juleturen og “ben-turen” – begge indeholdende en traditionsrig spisning i “klubhuset” Rasses Skovrestaurant, samt ikke mindst, hjælpeaktiviteterne omkring startstedet i Århus, når Post Danmark har været forbi, eller f.x. motionsløbet Århus-København. Tillige har Erling organiseret teamtøj mv. Kendetegnende for teamet er, at det gennem alle årene har været selv-rekrutterende. Alle kender ruten der køres på hver lørdag, alle ved hvor “løbet” er givet frit over en ca. 7 km lang strækning med opløbsstrækning kort før Skanderborg, hvor vinderen har retten til 2 point i det omhyggeligt førte regnskab, som Erling Laursen fører. Efter spurten, trilles der i samlet flok over til “Rasses” restaurant i skoven, hvor spurten diskuteres og kaffen nydes – evt med lagkage, hvis der er en der har fødselsdag. Konceptet er velkendt og gennem afprøvet og ... det virker :-) Her er der ingen af de ellers så almindelige diskussioner i motionscykelklubber om hvilken rute der skal køres, hvor langt der skal køres og hvor hurtigt der skal køres. Alle antages at kunne følge med ud til hvor løbet gives fri for en periode, og efterfølgende er der opsamling inden kaffen.

112

Erling Laursen:

Min historie om Schrøder Cykler Erling Laursen Født: 9. marts 1946 Aktiv 1962 til 1970. Debut som banerytter på Ordrupbanen 1965. Dansk mester i 4.000 meter holdforfølgelsesløb 1966 og 1967 på Københavns hold. Nr. 2 DM i 4.000 meter holdforfølgelsesløb 1968 på Århus’ hold. Nr. 4 i DM 4 km indiv. forfølgelsesløb 1967 og 1968.

Vilhelm (Christiansen) var min morbror, min mor Lisbeth lever i dag i Horsens og er den sidste tilbage af en søskendeflok på ni. Hun var storesøster til Vilhelm. Niels Christiansen er min fætter. Med seks cykelstel på nakken Jeg var den første, der var ansat hos Schrøder cykler, det var i Julius Blomsgade. Jeg kørte der ned efter skoletid og hjalp med lidt af hvert, dog mest med at køre til cykelgrossisterne og hente varer. Jeg kørte også ned til maleren i Viktoriagade på Vesterbro. Man kunne godt have 5-6 stel rundt om nakken og så retur til Nørrebro. Det var den gang en Schrøder var Vespablå. I den periode begyndte vi også at køre servicebil til cykelløbene omkring København. Jeg kørte med og lærte en masse om at køre cykelløb. Vi kørte service for Jørgen Green fra Roskilde og Mogens Frey fra Glostrup. Det var to af tidens helt store navne og blandt dem, jeg husker bedst, men der kom flere til efterhånden. I den perio-

For sin lovende indsats i begyndersæsonen blev Erling Laursen tildelt DBCR’s Rytterstipendium for 1965.

113

114

På vej mod DM-titlen 1967: Preben Isaksson, Reno B. Olsen, Erling Laursen og Jan Ingstrup. Det er træner Bent Hansen, der giver mellemtider.

de hjalp også Kai Rasmussen fra FIX til, det var ham, der blev kaldt ”Skrige-Kai”. Han hjalp i butikken lørdag og kørte service søndag. Så derfor startede jeg med at køre cykelløb i CK FIX. Der var kort til klubaftenerne på Jagtvej 121, hvor flere af de gamle københavnerklubber på skift havde klubaftener, ugen igennem. Det var i 1962 jeg begyndte at køre cykelløb. 115

Vilhelm betød alt for mig Vilhelm betød alt for mig i min cykelkarriere, han fulgte mig over alt og var også mentor for mig. Jeg gjorde alt hvad han sagde. Og det var afgørende for, at jeg fik en Bronzemedalje det første år ved Junior DM i Køge i 30 km enkeltstart. Det var lidt dramatisk, for vi var to ryttere, der kørte på samme tid om 3. og 4. pladsen. Den anden var Peter Rosenmeyer fra Horsens. Vi skulle så begge have bronzemedalje, men da arrangøren kun havde én bronzemedalje, fik Peter lov at tage den med hjem, og jeg fik så min ugen efter. Vilhelm lavede vintertræning for Schrøder-ryttere i Hareskoven hver søndag og vi kom fra alle cykelklubber og deltog. (Noget jeg har taget med mig til Jylland, hvor vi nu kører på 27. år med Team Asmussen hver lørdag, på samme rute). Men jeg manglede at løbetræne om vinteren, så der fik Vilhelm Steen Neuman fra ABC til at løbetræne med mig. Det var også Steen Neuman, der skabte den røde Schrøder som vi kender i dag. Vilhelm begyndte også at lave Schrøder-fester om efteråret. Det skete på den måde, at man tilmeldte sig når sæsonen startede, og så indbetalte man én krone, når man ikke havde fået præmie, mens Vilhelm indbetalte to kroner, hvis man havde fået præmie. Og så holdt vi fest! Jeg var i lære som maskinarbejder 1963 til 1967 og efter læretid begyndte jeg igen hos Schrøder Cykler op til sæsonen 1968, hvor jeg begyndte at køre for Århusbanen. I 1970 flyttede vi til Kalundborg, hvor jeg blev formand for klubben samt formand for ungdomsudvalget i Distrikt Sjælland. 1970 var så også mit sidste år som aktiv på eliteniveau, men jeg har senere kørt veterancykling fra 1997 til 2002. Drama ved VM i Amsterdam Mine største resultater opnåede jeg som banerytter. I 1965 var jeg begynder på Ordrupbanen. Med 13 sejre i debutsæsonen var jeg en af årets bedste begyndere og kørte på hurtigste tid, 1166

Forud for VM var forhåbningerne store. Ved en landskamp mod Holland på VM-banen i Amsterdam 14 dage før VM havde Danmark slået Holland og kørt på 4.39,3 – dengang regnet som en meget fin tid (!) og slået hollænderne med tre sekunder.

5.15,63, i københavnsprøven i 4 km indiv. forfølgelsesløb. Det fik mig til at satse på tempokørsel. Året efter kunne jeg være med blandt de bedste på banen og blev dansk mester i 4.000 meter holdforfølgelsesløb, en titel jeg genvandt året efter. Det gav billet til verdensmesterskaberne på bane i Amsterdam, hvor jeg deltog i 4.000 meter holdforfølgelsesløb sammen med Reno B. Olsen, Preben Isaksson og Jan Ingstrup. Det blev en dramatisk og kaotisk begivenhed. I den indl. tidskørsel var vi oppe mod England. Midtvejs i løbet, på et tidspunkt hvor vi førte, punkterede jeg og en kommissær skabte forvirring om, hvorvidt vi skulle køre videre eller fortsætte, 117

VM-DRAMAET I BILLEDER

Holdet med Erling Laursen, Jan Ingstrup, Reno B. Olsen og Preben Isaksson kom flot fra start

Uheldet sker! Erling Laursen er punkteret, holdkammeraterne ser sig fortvivlet omkring.

Holdets Soigneur Edvin Svendsen trøster en dybt skuffet Erling

VM-DRAMAET I BILLEDER

Erling er kørt af banen og holdet har igen fået samlet sig. Emile Carrara (i hvidt) ser til.

I 1960’erne begyndte mange landevejsryttere at bruge cykle-cross som vintertræning. Her er det Erling Laursen der i vinteren 1966-67 forsøger sig i et cross ved Hillerød. Læseren skal ikke lade sig forvirre af, at Laursen kører i DM-tricot. Den havde han vundet sommeren forinden i DM holdforfølgelsesløb. Reglerne siger, at man kun må køre i en mesterskabstricot i den disciplin, man har vundet titlen i. – Men det tog vi ikke så højtideligt dengang, erindrer han…

men efter nogen tøven fuldførte mine tre holdkammerater. England kørte i mål på 4.40,30, vi fik noteret 4.41,96. Den tid havde rakt til en 8. plads og dermed kvalifikation til ¼ finalen. Men vi valgte at køre om. I omkørslen punkterede Preben Isaksson, hvorefter vi stoppede op, og i et tredje forsøg var vi så trætte, at vi med tiden 4.47,20 blev slået ud. Når Erling Laursen tænker på sin egen tid på 4.000 meter holdet i slutningen af 1960’erne og i dag, er han meget imponeret af det, de unge mennesker præsterer i dag: – Når man ser holdløb i dag, er det rigtig flot at se. I vores tid vejede cyklerne ca. 10 kg og vi var ikke mange, der havde 28 egers hjul. Ole Ritter ville låne hjul af mig til hans rekordforsøg. I vores tid var det ganske usædvanligt at tage hele omganges føringer, så man sparede et skift. (men banerne var jo også længere den gang). Vi gjorde det kun, når vi skulle ”vende vinden” (vi kørte jo udendørs). Erling Laursen åbnede selv cykelforretning Klaverstrøm, udenfor Vaksjø i Sverige i 1975-76. Han 120

Erling Laursen i fin stil - og cyklen er en Schrøder.

havde forretningen et par år, og naturligvis var han også Schrøder-forhandler. Efter Vilhelms mønster havde han et par svenske ryttere i sin ”stald”. Om tiden i Sverige fortæller Erling: – Min fætter Niels arbejdede hos sin far i København, mens jeg boede i Sverige. Vi var på en del indkøbsture til Italien sammen. Han besøgte mig i Sverige og boede hos os, og han fik også kørt en del løb i Sverige, I 1984 flyttede Erling Laursen tilbage til Danmark og begyndte hos Asmussen Cykler i Århus samme år.

121

Schrøder Cykler på Arbejdermuseet Fra tidernes morgen (det vil sige fra sidste del af 1800-tallet) var cykelsporten betragtet som en ”arbejdersport”. Sådan opfatter man det vel ikke i dag, men alligevel må man sige, at det er relevant, at cykelsporten er repræsenteret på Arbejdermuseet, der er et kulturhistorisk museum i Rømersgade i København. Schrøder Cykler har udlånt den Schrøder-cykel, man ser i montren på billedet ovenfor til museet. Det er en banecykel, formentlig fra 1930’erne, og den har givet kørt rundt på den gamle cykelbane i Ordrup, der blev nedlagt år 2000. Peter Schrøder ”sponsorede” flere af de bedste professionelle baneryttere dengang, bl.a. verdensmesteren Helge Harder og Jens ”Lyn” Petersen. Bemærk det store tandhjul med et lille antal tænder. Det er fordi man dengang på bane kørte med det, man kaldte blokkæde, i modsætning til rullekæde, som man brugte på landevejen. Det andet emne i montren illustrerer vinterbanen i Forum og de folkekære 6-dagesløb. 122

Blokkæde/Rullekæde Som nævnt i teksten på foregående side kørte man i ”gamle dage” med blokkæde på cykelbanen. En almindelig udveksling kunne være 24 tænder på det store tandhjul og 7 tænder på det lille tandhjul. Med rullekæde hed det tilsvarende 48 x 14 (i begge tilfælde svarende til 6,86 meter pr. pedalomdrejning). Sprinterdisciplinerne var i højsædet dengang og sprinterne svor til blokkæde og kendte på det nærmeste ikke til andet. Blokkæde gav kraft i antrittet, mente man. Men efterhånden som tempodisciplinerne vandt frem og der bl.a. blev indført verdensmesterskaber i forfølgelsesløb, vandt rullekæden, som man kendte det fra landevejen, frem. Rullekæden gav et mere ”rullende” tråd. Det har ganske givet været noget af en øjenåbner, da den store italienske stjerne Fausto Coppi på Ordrupbanen ved verdensmesterskabet i 1949 blev verdensmester i forfølgelsesløb – med rullekæde. Men helt frem til midten af 1960’erne kunne man se ryttere med blokkæde på de danske cykelbaner.

123

At der gennem årene udviklede sig et varmt venskab mellem Niels Fredborg og Schrøder Cykler og Vilhelm Christiansen vidner denne nytårshilsen fra 1974 om.

Grækenland Rundt 1968: Fra venstre John Plambeck, Bent L. Pedersen, Junker Jørgensen, Asger Iwersen, Gerhard Nielsen, Jørgen Schmidt og Vilhelm Christiansen.

124

I 1967 kom der VM-striber på Schrøder Cyklers facade.

Stald Schrøder I takt med at Vilhelm Christiansen havde udbygget og udviklet sin virksomhed, gik han også mere og mere aktivt ind i en promotion af sporten som sådan. Næste skridt var at han personligt, gennem sin forretning, gik ind og støttede udvalgte ryttere. Støtten gik ud på at han stillede materiel til rådighed, men nok så vigtigt var det, at han gik ind med en personlig rådgivning, praktisk som mentalt. Man kan sige, at han på én gang var sponsor, træner, rådgiver og mentor. Man fik hele pakken, når man var blevet medlem af ”Stald Schrøder”, som det efterhånden blev kaldt. Det var en udvikling, der begyndte i 1960’erne og for alvor tog fart, da Schrøder Cykler i 1967 flyttede til Bernstorffsvej. Samme år fik Schrøders største navn, Niels Fredborg, sit helt store gennembrud, da han i Amsterdam vandt sit første verdensmesterskab i 1.000 meter på tid. Det var ved den lejlighed, at der kom VM-striber (regnbuens farver) på butikkens facade. Men Niels Fredborg var ikke den eneste, der gennem årene kom til at nyde godt af Schrøder Cykler og Vilhelm Christiansens opbakning. Andetsteds i denne bog, under overskriften ”De kørte også på Schrøder”, portrætterer vi en række af de profiler – store som små – der har været medlemmer af ”Stald Schrøder”. 125

Hvis reolen kunne tale af Per Vibe* Når man besøger sin cykelhandler og får lov til at komme ind på værkstedet, så ser man oftest meget tydeligt, at der er tjek på værktøj og alle reservedele. Alt har sin faste plads, det gør cykelsmedens arbejde meget nemmere. Sådan er det også hos Schrøder Cykler. Et meget tydeligt udtryk for den orden, er en meget stor og – synes jeg – flot reol, der fylder en hel væg. Reolen består udelukkende af små skuffer, der er hver især er opdelt i flere mindre rum, og hvert af dem indeholder alverdens små dingenoter, der i cykelsmedens hånd bliver til nødvendige reservedele. Da Vilhelm Christiansen i 1967, syv år efter han havde overtaget Schrøder Cykler, flyttede til nye lokaler på Bernstorffsvej stod dette møbel der allerede og havde efter sigende gjort det siden 30’erne. I lokalerne havde der været en Isenkram-butik og der kunne man i gamle dage, købe alt fra søm og skruer til porcelæn m.m., og det krævede meget opbevaringsplads. Vilhelm, der gjorde en dyd af at være noget mådeholdende, så straks potentialet i reolen og fik en aftale med den gamle Isenkræmmer om, at den da godt kunne blive stående imod en rimelig betaling – selvfølgelig. Derfor har reolen nu tjent Schrøder Cykler i sammenlagt 53 år og er nu også flyttet med Niels Christiansen over på den anden side af gaden, klar til endnu mange års troskab. Tænk nu engang hvis reolen havde sjæl! Hvad kunne den ikke have oplevet, hvem har den ikke kunnet møde – ja, eller hvad kunne den måske fortælle om nogle af de mange ting, den har indeholdt? – ”Har I hørt det, har I hørt det? Vi er blevet solgt!” lød det en juni morgen fra den øverste skuffe.

* Forfatteren til denne artikel, Per Vibe, er gammel cykelrytter og ivrig motionist. Og så er han den kyndige og visionære lay-out’er på denne bog. HE Kilder bl.a.: www.campagnolo.com, www.weinmann.com og www.shimano.com.

126

127

Det var den, der var øverst i hierarkiet, ikke kun fordi det var den, der havde overblikket over det hele, men også fordi det var der, den gamle Isenkræmmer, opbevarede sine mest dyrebare ting. – ”Hva’ mener du med solgt?” lød det i kor fra alle de andre skuffer. – ”Jamen, det er jo forfærdeligt! Er vi blevet kasseret?” – ”Nej, nej!” svarede top-skuffen, ”det er ikke kun os, men hele butikken, der er blevet solgt”. – ”Jamen, kommer der så en ny Isenkræmmer og fylder os med nye varer?” lød det fra skufferne. – ”Næh, nu skal her være cykelhandel- og værksted”. – ”Cykelværksted! Jamen så bliver vi jo snavsede, for de der cykelmekanikere har da altid sorte fingre – har de ik’, og ofte er de også lidt grove i munden!” 128

– ”Det er muligt” svarede top-skuffen, ”men nu er det altså en meget speciel cykelhandel der flytter ind. Han sælger selvfølgelig almindelige cykler, men han er også kendt i hele landet for selv at håndbygge de allerflotteste racercykler der kan opdrives. Han har kunder der kommer fra både Sjælland og Fyn, ja sågar helt fra Jylland kommer unge mennesker og vil have ham til at bygge en cykel til dem”. – ”Jah”, sagde en af de andre skuffer, ”vi har jo hørt og set en del, i tiden der er gået siden. Måske skulle vi videregive nogle af alle de røverhistorier som er blevet fortalt”. – ”Nej!” sagde top-skuffen og var ganske bestemt i stemmen. ”I ved jo alle sammen godt, at princippet her i butikken altid har været, at alt hvad der bliver fortalt i baglokalet, – det bliver i baglokalet”. – ”Derimod kunne vi jo sagtens fortælle lidt om nogle af de mange forskellige cykel-dele, der har haft sin plads i en af os skuffer”. – ”Se bare på de mange ”labels” der er blevet sat på os igennem alle årene, for at hjælpe ”smeden” med at finde sine ting”. – ”Jubii!” lød det fra skuffen med den label, hvor der stod Campagnolo på. Den havde været med på Vilhelm’s rejse stort set lige fra begyndelsen og havde sin absolutte storhedstid fra start/ midt tresserne og indtil start firserne, hvor andre mærker fra Østen begyndte at fortrænge det fra markedet”. – ”Jeg er jo en del af en meget lang klassisk Italiensk cykelhistorie”, lød det fra Campagnolo-skuffen, der fortsatte: ” – Ifølge overleveringen startede det hele den 11. november 1927, hvor den unge cykelrytter Tullio Campagnolo, havde ”sat” alle sine konkurrenter og skulle til at køre op ad de stejle stigninger imod Croce d’Aune-passet”. – ”Dengang var der monteret to kranse, en med få tænder og en med mange tænder, på hver sin side af bag-navet og det var, hvad der var af muligheder for at skifte gear”. – ”Tullio stod nu der, med fuldstændig følelsesløse fingre på grund af kulden, og bøvlede med navets vingemøtrikker for at løsne hjulet og skifte til det lettere gear, og det var her det slog ham, at det måtte kunne gøres mindre besværligt og meget hurtigere. – Og vupti, så var ideen til hurtigbespændingen en født. Først som en forbedring af fløjmøtrikken og derefter, efter mange forsøg,, til hurtig-bespændingen som vi kender den i dag”. – ”Der blev tagett patent på systemet i februar 1930. Den egentlige produktion startede i 1933 og samme år stiftede Tullio firmaet Campagnolo. I den spæde start foregik produktionen en med fil og skruetvinge i baglokalet til hans fars butik på Corso Padova 101 i Vicenza. – Et industrieventyr var startet”. 129

– ”Inspirationen til sine nye produkter fik Tullio fra sin omgang med mange af datidens konkurrence-cyklister. Han brugte megen tid på at tage ud og se på cykelløb og lyttede til de mange bemærkninger som rytterne kom med og brugte de bedste til videreudvikling af sine produkter”. – ”Det var i en tid hvor alle cykelsports-interesserede begyndte at se imod Italien, hvor store koryfæer begyndte at sætte deres præg på sporten. Bartali blev professionel i 1936 og kom for alvor i rampelyset da han to år i træk vandt Giro d’Italia og i 1938 vandt sit første Tour de France. Næsten samtidig trådte en ny ”spirrevip”, Fausto Coppi, ind på scenen og en årelang konkurrence om at 130

En ældre Tullio Campagnolo med en cykel der er monteret med ”stang” gearet.

være den bedste italiener, ja endda den bedste i verden, startede imellem dem”. – ”Det næste store ”tigerspring” kom i 1940 da Campagnolo introducerede ”stang” gearet, det vi i dag vil betegne som den første egentlige bagskifter. Set med nutidens øjne lignede det, hvad man kan kalde en ”Storm P.” opfindelse, men det fungerede”. – ”Det bestod af nogle håndtag, forbundet til en slags trækstænger. De blev sat fast på baggaflen på træksiden, og kunne med træk og/eller skub løfte kæden fra det ene tandhjul til det andet”. – ”Anden Verdenskrig satte en brat stopper for internationale sportsbegivenheder, hvorfor alle de 131

Campagnolo Gran Sport, ca. 1950

132

største cykelløb heller ikke blev afviklet, men meget snart efter krigens afslutning vendte de tilbage”. – ”Konkurrencen om at være den ”største” italiener fortsatte også imellem Bartali og Coppi. I 1946 vandt Coppi Milan-San g Bartali tog sejren i Giro d’Italia. Tullio Campagnolo var Remo og også, på trods af krigens rædsler, tilbage i gamet”. – ”Han havde ikke mistet evnet til at tænke nyt. Han overveh jede hele tiden hvordan han kunne gøre udstyret lettere, skabe o gøre betjeningen enklere. Derfor, også i 1946, mindre friktion og forbedre udgave af ”stang” gearet, der bl.a. var monteret kom en forbedret på Bartali’s cykel da han vandt Tour de France i 1948”. – ”I 1950 var C Campagnolo ”far” til endnu en nyudvikling af bagskifteren. Efter ”s ”stang” skifteren var blevet forbedret flere gange i ko nu en helt ny model, Gran Sport 1012 blev den de forløbne år, kom kaldt, og den så i store træk ud, lige som den ser ud i da dag. Bevares, der er sket mange ændringer i både m materialer og fremstillingsmetoder, men hvis man s sammenligner bagskifteren fra dengang og den i dag, kan man sagtens se at de er i tæt familie”. – ”Bartali-Coppi æraen nærmede sig sin slutning o i 1953 vandt Coppi sit sidste Giro d’Italia. Nye og na navne kom til og blandt dem ikke mindst Jacques Anq Anquetil, der vandt sin første af fem sejre i Tour de france i 1957 og sin første Giro i 1960”. mellemtid – ”I mellemtiden, blev de første for-skiftere sat i produktion og i 1956 fulgte saddelpind, bremsegreb og pedaler. Det første kranksæt blev in introduceret i 1959 og dermed var alle komponenter til det, vi i dag betegner som en ”gruppe”, født”. – ”Velstanden voksede med rivende hast fra slut 50’erne og op 60’erne Det betød også at det efterhånden ikke kun igennem 60’erne. var ”spidserne” indenfor cykelsporten der fik råd til de ”hotte” komponenter fra Campagnolo. Så da fabrikken i 1962 lancerede en ny model af den gamle bagskifter ”Gran Sport” og den første model Record så dagens lys, så havde man endnu engang skabt en ny salgs-succes. Rygterne vil vide, at ud af de 130 ryttere der i 1963 deltog i Tour’en, kørte de 120 med en Campagnolo Record bagskifter”.

– ”I start 60’erne var det stadig Anquetil der var den største blandt ryttere. Fire gange efter hinanden vandt han Tour’en før endnu en italiener, Felice Gimondi, i 1965 brød hans sejrsrække”. – ”Endnu en ung mand trådte ind på den professionelle scene i 60’erne. Eddy Merckx vandt i 1968 sin første sejr i Giro’en og i 69 sin første Tour-sejr. Han kopierede Anquetil’s præstation ved også at vinde Tour’en fire gange i streg. Denne præstation er senere blevet gentaget af Bernard Hinault og Miguel Indurain, der dog lige lagde en ekstra én på, så det blev til fem sejre”. – ”I løbet af 60’erne kom endnu en ny udgave ”Nuevo Record”, der blev fremstillet i koldsmedet aluminium. Den blev i 1973 erstattet af ”Super Record”, en salgssucces der med mindre modifikationer holdt i næsten 15 år”. – ”For at fejre 50-året for starten på Campagnolo blev der i 1983 produceret en jubilæums ”grup133

Campagnolos jubilæumsudgave fra 1983

134

pe” der alle inde indeholdt Tullio Campagnolos indgraverede underbo og møtrikker var forgyldte. Støbeformen til skrift og hvor bolte denn special-udgave var selvfølgelig fremstillet på denne de gammeldags måde, i hånden og med fil. Det den b et rigtigt samlerobjekt”. blev – ”I jagten på at udvikle stadig mere aerodynamiske cykeldele, udvidede Campagnolo i 1986 sin produktion til også at omfatte hjul, og fabrikken introducerede sine første pladehjul. I start 9 90’erne kom fabrikken, som de første i verden, m bremsegreb med integreret gearskifter, og med 19 lancerede de Bora-hjulet, det var fabrikkens i 1994 første højprofil hjul, der var produceret i kulstof.” – ”Undsky ”Undskyld” lød det nu, efter lang tids tavshed, fra topskuffen. ”D ”Det lyder næsten som om der slet ikke har været pro andre producenter i det lange tidsrum, men sådan er det jo ikke. Der har været mange andre, både i fortiden og også i nutiden er der stødt nye producenter til.” – ”Der er ingen tvivl om”, fortsatte den øverste skuffe ”at Campagnolo har været den største og mest succesfulde producent af udstyr til konkurrence-cyklister op igennem det 19. århundrede. Men næsten samtidig, også i 1933, startede Weinmann en fabrik i Schweiz. Weinmann var mest kendt for sine bremsere og var med i konkurrencen om cykelstjernernes gunst indtil start/midttresserne. I Frankrig blev der også produceret konkurrerende produkter hos Simplex og i Spanien var det fra Zeus-fabrikkerne der kom produkter til elite-cyklisterne.” – ”I starten af 1980-erne blev der rusket godt og grundigt i Campagnolo’s succes. Det skete da japanske Shimano blev introduceret på det europæiske marked.” – ”Ja, her må det vist være på tide, at jeg byder ind med lidt historie, men jeg vil forsøge at gøre det noget kortere end min ven Campagnolo-skuffen”, lød det med en ydmyghed som kun kendes fra Østens kulturer, fra Shimano-skuffen”. – ”Det kan godt være, at Europa først fik øjnene op for vores

Annonce for Weinmann bremser med centertræk, ca. 1956.

produkter i 1980’erne, men I må da så også erkende at det er mig, der er blevet trukket ud og ind flest gange i de seneste årtier.” – ”Shimano blev faktisk startet i 1921, altså næsten ti år før Campagnolo og næsten samtidig med, at Peter Schrøder startede sin butik. Starten var næsten lige så ydmyg, som jeg også kan høre Campagnolo’s var”. – ”Grundlæggeren Shozaburo Shimano var 26 år gammel da han åbnede Shimano Iron Works, 135

John Nicholson, en af de første der lancerede Shimano i Danmark

136

lå drejebænk og noget håndværktøj. med en lånt Små tyve år senere i 1940 havde fabrikken ca. 300 ansatte, og noget af det første han producerede, var en bagkrans med friløb, formentlig verdens første. Senere i 1957 lan lanceredes det første 3-trins tromlegear i Japan og fire år senere blev det præsenteret i USA for første gang og i 1972 blev den første afdelin åbnet i Europa”. afdeling – ”I 1973, samtidig med frigivelsen af den første Dura-Ace serie, begyndte man så småt at sponsere mindre cykelklubber i Europa og i Japan startedes Shimano racing Team. – ”Den første Shimano 105-serie kommer på markedet i 1982 og i 1987 fulgte Shimano 600 Ultegra”. – ”En af de første til at lancere Shim mano i Danmark allerede i 1977, var den australske sprinter John Nicholson, der efter meget tætte matcher med ”vores egen” store sprinter, Peder Pedersen, bl.a. blev Verdensmester to gange og tre gange vandt Ordrupbanens Grand Prix for professionelle”. – ”Andy Hampsten, der kørte på det amerikanske cykelhold SevenEleven, vinder i 1988 Giro’en på en cykel monteret med udstyr fra Shimano. Samme år bliver en ny produktion af cykelsko præsenteret. Dura-Ace serien bliver i 1990 opgraderet med bl.a. nye bremsegreb hvor gearskiftet er integreret og samme år introduceres også SPD-systemet. I 2009 tog Shimano endnu et kvantespring da man introducerede Dura-Ace 7900 serien med elektronisk gearskifte (Di2)”. – ”Herefter er det bare gået slag i slag for Shimano, der igennem hele sin levetid har forstået af forfine og forbedre sine produkter og dermed også er blevet markedsførende. Ikke kun i cykelsport-verdenen men også inden for en lang række andre fritidsaktiviteter”, slutter Shimanoskuffen. – ”Jah, nu må det være på tide at runde af”, lyder det fra top-skuffen.

”Der er mange produkter, der fordi de ikke rigtigt har slået igennem på vore breddegrader, ikke er blevet nævnt. Blandt disse f.eks. SunTour og ikke mindst Sugino, som Vilhelm gjorde en stor indsats for at skulle lykkes i Danmark, og blandt de nye f.eks. S-Ram der bliver spændende at følge i de kommende år”. – ”Jeg hørte forleden dag Niels fortælle”, fortsatte top-skuffen, ”at hvis man ser på hvilket udstyr World Tour-holdene benytter sig af i 2020-sæsonen, så kan man ikke være i tvivl om, hvem der er mest succesfuld. Tolv hold kører med Shimano, tre med Campagnolo, to med Shimano/Roto og to med S-Ram”, sluttede top-skuffen af. – ”Jah, de tal kan jeg jo ikke argumentere imod”, skyndte Campagnolo-skuffen sig at sige. Den ville gerne ha’ haft det sidste ord, for den syntes selv at den havde været den fineste, men den så nu ud som den hængte lidt med ”skuffen”.

137

138

Junker D. Jørgensen Født: 17. maj 1946 Død: 8. januar 1989

JUNKER D. JØRGENSEN En guttermand hele vejen igennem af Per Bausager

Kørte for Roskilde CR. Dansk juniormester enkeltstart på landevej 1963. Nordisk juniormester holdløb på landevej (med Leif Mortensen, Verner Blaudzun og Knud Dam Petersen) 1964. Vinder af Stjerneløbet i Roskilde 1970, 1971 og 1978. Dansk mester 100 km holdløb elite (med Reno B. Olsen, Ove Jensen og Niels Raklev Pedersen) 1973. Dansk mester 100 km holdløb 1978 elite (med Hans-Henrik Ørsted, Ove Jensen og Niels Raklev Pedersen). OL-deltager 100 km holdløb 1972 i München, nr. 11 (med Jørgen Emil Hansen, Jørn Lund og Jørgen Marcussen).

Junker i front foran bl.a. Steen Bransner.

Junker, hvis fulde navn var Junker Daniel Jørgensen, var allerede et ikon i Roskilde Cykle Ring, til trods for at han kun var 22 år, da jeg startede med at cykle der i sensommeren 1968. Når man selv er 11 er det dog en respektabel alder, og jeg opfattede ham absolut som voksen, og som en stor cykelstjerne. Og jeg så fra første dag meget op til ham. Han var en markant personlighed. Og så var han den første overhovedet, som jeg betragtede som en ”lirekarl”. Der var andre, som jeg var benovet over. Blikkenslageren, Jørgen Green, som jeg senere kom i lære hos, sammen med Michael Marcussen og som var eliterytternes nestor og talsmand, og Reno B. Olsen, der blev olympisk mester netop som jeg startede, og hvis fandenivoldskhed, jeg var voldsomt imponeret af. Men ingen var ”lirens” som Junker. Han var det på sådan en nonchalant latino-måde, hvor man vælger helt sin egen stil, og kører den hjem uden at blinke. Han var ”first mover”, og anticiperede Mario Cipollini med sine farverige og spektakulære kostumer. Det var hans mor der syede dem. De blev kun brugt til vintertræning, og de bestod af en strikket sweater med rullekrave, en strikhue, strikvanter, strikkede knæstrømper og et par knickers i bredriflet fløjl. Hel molevitten i samme farve. Men han havde flere sæt. Jeg husker lilla, orange, grønt og rødt. Strikvarerne var forsynede med RCR’s klubfarver, ligesom man kender det fra eks-verdensmestres klæder. 139

Så kørte han der på sin røde Schrøder vintercykel med fodbremse, Palle Lykke styr og milliondæk, i signalfarver fra top til tå. Et unikt syn, og et stilistisk greb jeg aldrig har set dubleret. Junker, som undertiden lød kælenavnet, Daniel, var klubbens stifinder. Når man under vintertræningen havde forvildet sig ud i en af de store skove, og Junker Jørgensen var folk ikke anede hvor de var, så var det Junker der en rytter, der var større end enevældigt afgjorde om der skulle drejes til højre elhans resultater. HE ler til venstre, og ingen var nogensinde i tvivl om, at han traf de rette beslutminger. Han var også træningsholdets organisator. En art præmatur capitaine du route, som sørgede for, at farten var høj, og at der blev trænet, men også at alle dog kom med hjem. Han kunne finde på at forlange, at der blev byttet om på hvem der havde føring sammen, så der opnåedes homogenitet, og flow, og

140

at ingen døde på at føre med en for stærk makker. 141

Det var ikke kun på cyklen Junker var foregangsmand. Han var det også når der skulle hygges, og knappes et par bajere op. Så var han i sit es, og kunne fortælle anekdoter i det uendelige. For en videbegærlige drenge- eller juniorrytter var det som Tusind og en Nats eventyr at lytte til. En guttermand hele vejen igennem, det var han, Junker. Selvom han havde status af stjerne, var der aldrig nogensinde nogen tøven hvis en af os drenge bad om hjælp. Jeg husker, da jeg lige var startet, at han spurgte om ikke han skulle hjælpe mig med at indstille min cykel. Så kunne jeg komme hjem til ham om aftenen når han havde trænet. Og så brugte han en times tid med mig. Jeg kørte på ruller, og han studerede mig, og skruede og regerede med min cykel. Jeg husker tydeligt den fantastiske fornemmelse af at være ét med cyklen, da jeg bagefter spurtede hjem til Gevninge. Med sin egen cykel var han en manisk perfektionist. Han kunne lave alt selv, nede i kælderen på Strandengen. Han udborede sine klinger, bremser og bremsegreb, ligesom Eddy Merckx, og hullerne var anbragt med den største præcision. Når han stillede til start i et cykelløb lignede hans røde Schrøder en der var kørt lige ud af butikken. Med helt nyt og rent styrbånd, og med kæde og krans der så ud som det lige var pakket ud af æsken. Samme perfektion gjaldt hans kampuniform. Selv på en regnvejsdag stillede han ikke til start i sokker der ikke var kridhvide. Han var en model og et forbillede. Efter jeg selv sluttede som professionel i 1984, havde jeg den store fornøjelse at dele trænergerningen i RCR med Junker i et par år. Det var en 142

god tid, hvor vi havde masser af sjove timer sammen med cyklen og på rejser. Han var virkelig et højt værdsat selskab, og jeg har faktisk aldrig hørt om nogen der ikke kunne lide ham. Det var et lammende slag da Hans Henrik Ørsted ringede til mig d. 8. januar 1989, og fortalte, at Junker var faldet død af cyklen på bakken mellem Lejre og Særløse. At den stærke, sprudlende, sjove, generøse og vitale, Junker skulle gå bort så brat, så tidligt – og på sin elskede cykel, det var mere end jeg kunne rumme. Det var virkelig et tab. Men han satte sit præg på alt hvad han havde med at gøre, mens han var her. Og jeg er taknemmelig over at have kendt ham, og endda at have kunnet kalde ham min ven.

143

Fredborg hyldes af klubkammeraterne efter DM-sejren på Århusbanen. Det er danmarksmesteren fra året før, Per Sarto, der ses t.v.

144

En stolt mor lykønsker sin søn efter hans første DM-titel.

En skoledreng på 16 blev Danmarksmester Niels Fredborg var i en årrække en af Schrøder Cyklers absolutte frontfigurer I mange år var cykelbanen i Ordrup en hjørnesten i dansk cykelsport og ikke mindst banesportens højborg. Klart førende, såvel sportsligt som organisatorisk. Sådan var det endnu i 1960’erne, hvor sprintet var i højsædet og hvor det på det nærmeste var en selvfølge, at kampen om det danske mesterskab stod blandt de bedste københavnere. En enkelt ”svipser” havde der været i 1955, da århusianeren Ejvind Holmstrup sensationelt vandt titlen. Mesterskabet kørtes på Århusbanen og Holmstrup besejrede i finalen den forsvarende mester fra København, Bengt Hjortbøl. I de efterfølgende år var det atter københavnerne, der dominerede, men i 1962 var den gal igen! Århusianeren Per Sarto vandt på Odensebanen sprintermesterskabet for næsen af tre københavnere! Torsdag den 20. september samme år kørte tre århusianske ryttere i bil med deres leder, Helmer Nielsen, til København for at deltage i sæsonens sidste stævne på Ordrupbanen. De tre ryttere var foruden danmarksmesteren Per Sarto, Keld Blæsild og den knap 16-årige Niels Fredborg. De skulle over for at lære Ordrupbanen at kende, de skulle samle erfaring. 145

– Jeg husker den tur, som var det i går, fortæller Niels Fredborg i dag, 58 år senere. Helmer var en fantastisk leder. Hans entusiasme var kolossal, han var en indpisker af format. Og det er ikke for meget sagt, at han nærede en indædt modvilje mod Ordrupbanen og de københavnske ledere, der efter hans opfattelse dominerede dansk cykelsport i almindelighed og banesporten i særdeleshed (og noget var der nok om snakken…). På hele vejen tudede han os ørerne fulde om de mange uretfærdigheder, provinsens folk havde været udsat for gennem årene... Det var ikke for meget sagt, at vi var ”tændte”, da vi nåede frem til Ordrupbanen, og inden starten fik vi den sidste ”opsang”. Og det hjalp, resultatet af ”Amatør-Kriteriet” i sprint denne torsdag aften fik følgende resultat: 1 Per Sarto, 2 Niels Fredborg, 3 Keld Blæsild. Først som nr. 4, 5 og 6 kom Steen Hoffmann, Preben Duckert og Jan Ingstrup – en uhørt afklapsning af den københavnske elite. Århusianerne skulle have været hjem samme aften, men Helmer Nielsen ændrede planerne. Efter en bytur i Kongens København overnattede man, inden man næste dag tiltrådte hjemrejsen. Den yngste danmarksmester Keld Blæsild forsvandt relativt hurtigt ud af billedet, mens Per Sarto (danmarksmesteren fra 1962) fortsatte i en årrække som en del af den danske baneelite. Men allerede i 1963 blev han detroniseret af sit yngre bysbarn, for da der i juli 1963 kørtes om det danske mesterskab i sprint på Århusbanen, vandt Niels Fredborg – tre måneder før sin 17 års fødselsdag, som historiens yngste danmarksmester. ”En skoledreng på 16 år blev danmarksmester” skrev pressen. Det var Niels’ første DM-titel. I alt vandt han i sin karriere 27 danske mesterskaber i banesportens forskellige discipliner, den sidste i 1976. Fra sprint til 1.000 meter Niels Fredborg var en god sprinter, i hvert fald på nationalt niveau. Men allerede året efter var der én i kongeriget, der var endnu bedre. Han hed Peder Pedersen, kom fra Odense og var et år ældre end Fredborg. Peder Pedersen slog igennem, da han i 1964 på Ordrupbanen vandt sit første DM i sprint. Og i den næste halve snes år kørte den ”evige match” mellem Fredborg og Peder Pedersen på de danske cykelbaner. Det slog gnister på cementen, når de to dystede. Alligevel var der et stærkt venskab og sammenhold mellem dem, som Fredborg forklarer det: – Vi respekterede hinanden og vi fandt hurtigt ud af, at vi havde gavn af hinanden, i træning som i konkurrence, fordi vi kunne presse hinanden til det yderste. Det viste sig snart at Peder Pedersen overordnet var den hurtigste af dem, når det gjaldt rent sprint – men dog ikke mere end, at Peder skulle være helt på toppen for at slå konkurrenten. Om146

Skarpe konkurrenter men også gode venner, Niels Fredborg og Peder Pedersen.

147

Niels Fredborg 1.000 meter på tid med fast start ved OL & VM I ti-året 1966 til 1976 repræsenterede Niels Fredborg 12 gange Danmark ved Olympiske Lege og Verdensmesterskaber. 4 gange vandt han guld, 1 gang vandt han sølv og 1 gang bronze. VM 1966 - Frankfurt am Main (400 meter cementbane) 1 Pierre Trentin (FRA)

1.07,29

4 Niels Fredborg

1.09,1

VM 1967 - Amsterdam Stadion (500 meter cementbane) 1 Niels Fredborg

1.08,63

Waclaw Latocha (POL)

1.08,76

OL 1968 - Mexico City (333 1/3 meter træbane) 1 Pierre Trentin (FRA)

1.03,91

2 Niels Fredborg

1.04,61

VM 1968 - Montevideo (333 1/3 meter cementbane 1 Niels Fredborg

1.09,87

2 Jack Simes (USA)

1.10,40

4 Niels Fredborg

1.08,55

2 Harry Kent (New Zealand)

1.09,21

2 Danny Clark (AUS)

1.06,87

6 Niels Fredborg

1.08,39

16 Niels Fredborg*

1.11,06

3 Niels Fredborg

1.07,617

VM 1969 - Brno (400 meter cementbane) 1 Gianni Sartori (ITA)

1.08,38

VM 1970 - Leicester (333 1/3 meter cementbane) 1 Niels Fredborg

1.08,22

VM 1971 - Fredborg deltog ikke OL 1972 - München (285 meter træbane) 1 Niels Fredborg

1.06,44

VM 1973 - Fredborg deltog ikke VM 1974 - Montreal (333 1/3 meter træbane) 1 Eduard Rapp (URSS)

1.07,61

VM 1975 - Liège (490 meter cement) 1 Klaus-Jürgen Grünke (DDR)

1.08,30

OL 1976 - Montreal (333 1/3 meter træbane) 1 Klaus-Jürgen Grünke (DDR) 148

1.05,927

* Efter punktering på forhjulet 100 meter fra mål fuldførte han i tiden 1.10,38, men valgte at køre om. I omkørslen kørte han på 1.11,06.

Niels Fredborg Født: 28. oktober 1946

Guld OL 1.000 meter på tid München 1972. Guld VM 1.000 meter på tid 1967, 1968 og 1970. Sølv OL 1.000 meter på tid Mexico 1968. Sølv VM Sprint amatører 1968. Bronze OL 1.000 meter på tid Montreal 1976. Bronze VM Keirin professionals 1980. Verdensrekord 1.000 meter på tid amatører 1.04,49 Mexico City 23. oktober 1973. Dansk mester Sprint 1963, 1966, 1968, 1974 og 1975. Dansk mester Tandem 1966, 1967 og 1968 (Per Sarto), 1969, 1970, 1971 og 1972 (Gunnar Jonsson) og 1973 (Gert Frank). Dansk mester 1.000 meter på tid 1966, 1967, 1968, 1969, 1970, 1972, 1974, 1975 og 1976. Dansk mester 4.000 meter holdforfølgelsesløb 1969, 1970, 1971, 1974 og 1976. Niels Fredborg er æresmedlem af DCU og medlem af idrættens Hall of Fame.

vendt var Niels den bedste i 1.000 meter på tid, men igen ikke mere end at Peder kunne presse ham til det yderste, når det gjaldt. Var det den erkendelse der gjorde, at Fredborg sadlede om, og gav 1.000 meteren topprioritet. Måske, men der var også en anden grund: I mange år var 1.000 meter på tid en disciplin, der kun kørtes ved de olympiske lege. Derfor -og fordi det var en ret speciel disciplin – var det ikke én, man kørte i det daglige. Først op til det næste OL blev den aktuel. Det ændrede sig radikalt, da 1.000 meter på tid i 1966 blev en disciplin på det årlige VM-program. Samtidig tog de fleste forbund, herunder Danmark, disciplinen med som nationalt mesterskab. Niels Fredborg vandt det første DM i 1.000 meter på tid i 1966 og frem til og med 1976 vandt han mesterskabet ni gange! I 1971 stillede han ikke op og i 1973 blev han slået af Peder Pedersen med 3/10 sekund. 149

150

Og han var også til start, da der på Stadionbanen i Frankfurt af Main mandag 29. august 1966 for første gang skulle køres om et verdensmesterskab i 1.000 meter på tid med fast start. Den råstærke franske sprinter Pierre Trentin præsterede bedste tid 1.07,29 og blev den første verdensmester på distancen, Fredborg blev nr. 4 i 1.09,1. Derefter var kursen sat, allerede året efter vandt Fredborg i Amsterdam det første af tre verdensmesterskaber på 1.000 meter’en (1967, 1968 og 1970). Ved de olympiske lege fik Niels sættet fuldt: Sølv i Mexico 1968, guld i München 1972 og bronze i Montreal 1976. Herom kan man læse mere på side 322 i denne bog. Niels Fredborg var manden, der gjorde disciplinen 1.000 meter på tid til en videnskab, og som selv mestrede den i en grad, som – det tør jeg godt vove at påstå – ingen andre har gjort det, hverken før eller siden.

151

Professionel

Også efter at Niels Fredborg var blevet professionel, var Vilhelm ved hans side. Billedet på modstående side er fra 6-dagesløbet i Herning december 1978, hvor Fredborg var makker med selveste Patrick Sercu.

Niels Fredborg var en alsidig rytter. Hans resultatliste omfatter mesterskaber i sprint og på 1.000 meter, men også sejre i omniums og parløb og landevejsløb i den danske A-klasse. Samt et jysk mesterskab i 100 km holdløb på landevej (!). Han har fortalt mig, at hans store forbillede har var belgieren Patrick Sercu, der udover at vinde 88 6-dagesløb også vandt OL i 1.000 meter på tid, tre verdensmesterskaber i sprint, seks etapesejre i Tour de France (og den grønne trøje) samt 12 etapesejre i Giro’en. Helt så vidt omkring kom Fredborg ikke, men han gjorde det nu ganske godt i de mange år, hvor han som amatør var i den internationale verdenselite og dansk banesports største profil. Efter den sidste medalje ved OL i Montreal i 1976 valgte Fredborg at slutte karrieren med et par år som professionel. Hvorfor ikke? Der var jo igen kommet vinterbaner og 6-dagesløb, kunne han mon ikke tjene en lille skilling der, sådan på falderebet… Med sin alsidighed og den klasse, Niels Fredborg havde som cykelrytter, burde han få succes, også på vinterbanerne, tænkte de fleste – og det gjorde han nok også selv. En fiasko blev han på ingen måde, men den succes som hans mange fans havde forventet sig, det blev det heller ikke. Hvorfor ikke? Måske fordi den seriøsitet og den passion, der havde været et kendetegn for amatøren Niels Fredborg, ikke fulgte med hos den professionelle Niels Fredborg. Som amatør var han ”super-professionel”, det var han ikke som professionel. Et ærgerligt styrt i et keirin-løb på vinterbanen i Forum 11. november 1980, satte et trist punktum for en fantastisk karriere. Personen Niels Fredborg I amatørtiden var Niels Fredborg en af de mest dedikerede sportsmænd, man kunne tænke sig. Seriøsitet, forberedelse og koncentration var nøgleordene. Hans evne til at sætte sig op til de store opgaver var unik. Han gik aldrig på kompromis, alt skulle være,

152

153

som det skulle, og det skulle være perfekt – ellers var det ikke godt nok. Han kunne være ganske umulig at omgås i timerne og minutterne op til konkurrencen, og Gud nåde og trøste den, der kom i vejen for ham. Jeg husker en situation i vores ”lejr” på inderkredsen ved verdensmesterskaberne i Montreal 1974 (to år før der i 1976 skulle køres OL på samme bane). Fredborg skulle køre sin 1.000 meter, og netop fordi det fandt sted på den kommende OL-bane havde dette løb særlig betydning for ham. Da han skulle foretage sin sidste opvarmning på ruller inden starten, gav en af de unge holdløbsryttere sig til at pumpe sin cykel. 154

Niels Fredborg her fotograferet på Århusbanen i anledning af hans 70-års fødselsdag. Foto: Scanpix

– For helvede, Rico, få den forbandede knægt væk, der skal ikke stå nogen og pumpe cykel bag mig, når jeg varmer op, skreg han! – Jamen, jeg er jo mere end to meter fra ham, indvendte den unge mand. – Du skal bare se at komme væk, sagde jeg stille og roligt. Dagen efter, da de unge ryttere selv skulle op i konkurrence, oplevede de en helt anden Niels. Nu var han den helt perfekte hjælper, der hoppede og sprang for at få de unge (og givetvis nervøse) ryttere til at føle sig godt tilpas. Peder Pedersen gjorde i øvrigt det samme. Og det var ikke den eneste gang jeg oplevede noget sådant. 155

156

Starten på et strålende venskab… Når Niels Fredborg kørte på Ordrupbanen i hverdagen var han også venlig og fremkommelig, og han kunne også finde tid til at hilse på og snakke med rytteren med nr. 78 på ryggen. I 1971 var jeg blevet ansat på Ordrupbanen som assistent for den sportslige leder Jørgen Beyerholm. På en løbedag, hvor Niels Fredborg var på programmet, var Beyerholm bortrejst og havde for en dag overladt roret til mig. Det var en søndag, og der skulle være løb igen om tirsdagen. Efter løbedagen kom Niels ned til mig på kontoret for at få udbetalt sine (rigelige) rejsepenge. – Hør her, sagde han til mig. Jeg har nogen ærinder, jeg skal ordne herover, så jeg kan faktisk godt køre med i løbene på tirsdag også. Det kan da nok lade sig gøre, svarede jeg, jeg kan nok nå at sætte dig ind i programmet. – Fint, sagde Niels, hvad kan jeg få for det? – Jamen du har jo fået dine rejsepenge, og du har jo lige sagt, at du er herovre alligevel… Det var ikke lige det svar, han havde ventet. – Hør nu her, det må da være noget værd, at jeg er med, forsøgte han. – Ærligt talt, svarede jeg, tror du der kommer to tilskuere mere, fordi du deltager på en ganske almindelig tirsdag aften? Så pakkede han sammen, om han kørte om tirsdagen eller ej, kan jeg ikke huske, jeg tror det ikke. Med til historien hører, at han året forinden havde vundet VM for 3. gang og var regerende verdensmester… Første flere år efter mindede Niels mig om historien: – Det har jeg sgu’ aldrig glemt, sagde han. Der sad en ”peberfugl”, der aldrig havde kunnet køre en skid på cykel og spurgte mig, om jeg troede der kom to tilskuere mere, fordi jeg var med… Lad mig slutte med at fortælle, at på sæt og vis blev episoden starten på et langt og godt venskab, der eksisterer den dag i dag… 157

Erling Laursen t.v. og Reno B. i samtale på Ordrupbanen. Fordi man begge er med på holdet hos Schrøder, behøver man jo ikke at være enige om alt

Gavtyven fra Roskilde En bohême, cykelsportens enfant terrible, kært barn har som bekendt mange navne. I dette portræt af super-talentet Reno B. Olsen har jeg valgt at kalde ham ”Gavtyven fra Roskilde”, og det er faktisk ”kærligt” ment… Reno huserede i dansk cykelsport i flere perioder, afbrudt af diverse ”intermezzoer”, fra først i 1960’erne og indtil han satte væddeløbscyklen definitivt i stald i 1984. 158

Reno B. Olsen – en ikke helt almindelig cykelrytter…

– Fik han nok ud af sit talent, det kan man altid spørge sig om, men vi taler om en mand, der har været olympisk mester og som helt exceptionelt i 1973 vandt fem danske mesterskaber på én sæson? Men selvfølgelig tænker man på en mand med potentiale til endnu mere, end det blev til. Men sådan var Reno: Når han var på, så var han 100 % på, men når han ikke var, så var han der slet ikke. Reno startede som cykelrytter for Roskilde CR i 1963 og i 1966 var han bedste begynder på Ordrupbanen. 159

Reno B. skifter med schweizeren Urs Freuler under 6-dagesløbet i Forum i januar 1981. Helt t.h. danskeren Ole Persson.

160

– ”Det var gennem min klubkammerat Junker Jørgensen, at jeg kom i kontakt med Vilhelm Christiansen og Schrøder Cykler”, fortæller Reno. ”Han tog sig af os, vi kom hjemme hos ham privat. Vi lærte også hurtigt respekt, Vilhelm kunne godt tale med store bogstaver”! Et højdepunkt i Renos karriere var de olympiske lege i Mexico i 1968, hvor han sensationelt var med til at vinde guld i 4.000 meter holdforfølgelsesløb. Holdet, der slog Tyskland i finalen, bestod foruden Reno af Mogens Frey, Per Lyngemark og Gunnar Asmussen. Men på det tidspunkt kørte Reno (desværre) endnu ikke på Schrøder Cykel. Det gjorde derimod Gunnar Asmussen, og Mogens Frey havde gjort det nogle år forinden. Så man kan sige, at Schrøder på den ene eller anden måde havde ”aktier” i ¾ af guldholdet… 5 x danmarksmester på én sæson Betegnende for Renos karriere var, at den havde sine opture, såvel som sine nedture. I 1972 var han igen til OL. Det var i München, hvor det danske 4.000 meter hold slet ikke var i stand til at leve op til succes ‘en i Mexico. En 13. plads blev det til i tidskørslen – og dermed exit for Danmark. Samme placering opnåede Reno i 4 km indiv. forfølgelsesløb. Men året efter sad den der igen. Reno var helt på toppen og den mest omtalte cykelrytter i den hjemlige danske cykelsport. I løbet af sæsonen 1973 vandt han ikke mindre end fem danske mesterskaber: Landevejsløb samlet start, landevejsløb 50 km enkeltstart, landevejsløb 100 km holdløb med Roskilde CR, 4 km indiv. forfølgelsesløb på bane og 4.000 meter holdforfølgelsesløb på bane! Det havde ingen præsteret før Olsen fra Roskilde! Derudover vandt han årets største løb på de danske landeveje, ”Det københavnske 6-dagesløb på landevej”. Det var et løb, der fik megen omtale i sportspressen på grund af anklager om ”firmakrig”, et emne som også omhandlede Schrøder Cykler og som man kan læse mere om på side 190. 161

To bemærkelsesværdige cykelryttere – det er Reno t.h.

162

Professionel – to gange I 1974, som 27-årig, følte han sig fristet til at prøve lykken som professionel landevejsrytter i Italien. Han fik kontrakt på det lille Furzi-hold, der havde veteranen Aldo Moser som det største navn. Holdet var vel nok noget i retning af det, man i dag kalder et ”skod-hold”. Glæden, hvis man kan tale om en sådan, blev kort: Efter et par måneder var Olsen tilbage i Roskilde, men han nåede dog at blive fotograferet sammen med Eddy Merckx… Rebel på Vinterbanen Så kunne man måske tro, at karrieren var forbi, men sådan blev det (heldigvis) ikke, for Olsen formåede at gøre endnu et come back og få succes på vinterbanen. I vinteren 1978-79 var han atter amatør og dannede på vinterbanen i Forum sammen med klubkammeraten fra Roskilde, Hans-Henrik Ørsted, det suverænt stærkeste par i amatør-parløbene i Forum. Da der i november 1978 skulle køres 50 timers parløb for professionals, blev Olsen og Ørsted inviteret til som amatører at dyste med pengerytterne. Det var en idé, der tog kegler hos publikum, mens begejstringen hos prof. rytterne var til at overse. De stærke amatører kørte så stærkt det passede dem og når det passede dem. I den sidste ende fik prof.’erne rebellerne ned med nakken, så de sluttede på en 6. plads, 7 omgange efter vinderne australieren Don Allan og hollænderne Gerben Karstens. Det danske par Gert Frank – Niels Fredborg blev nr. 4, to omgange tilbage. Sidste fuldførende par var 32 omgange tilbage. Men Reno havde vist, at der stadig både var saft og kraft i ham, så da Københavns Vinterbane

Reno B. Olsen Født: 19. februar 1947 Begynder som juniorrytter for Roskilde CR 1963. Bedste begynder på Ordrupbanen 1966. Olympisk Mester i 4.000 meter holdforfølgelsesløb 1968 i Mexico. Dansk mester i 4.000 meter holdforfølgelsesløb 1966, 1967, 1968 og 1973. Dansk mester i 4 km indiv. forfølgelsesløb 1971, 1972 og 1973. Dansk mester Landevej Linjeløb 1973. Dansk mester Landevej 50 km enkeltstart 1972 og 1973. Dansk mester Landevej 100 km holdløb med Roskilde CR 1973. Vinder af Det københavnske 6-dagesløb på Landevej 1973. OL-deltager 1968 og 1972.

163

Hans-Henrik Ørsted og Reno B. Olsen på vinterbanen i Forum. Oppe ved barrieren ses Kim Refshammer.

164

A/S i efteråret 1980 gav ham et tilbud om at være med som professionel på vinterbanen, slog han til, og i en alder af 34 år kørte han sit første professionelle 6-dagesløb. Han havde fået den elegante schweiziske klasserytter Urs Freuler som makker, og de gjorde det ganske glimrende og sluttede på en absolut hæderlig 7. plads. Reno kørte også 6-dagesløbene i Forum i 1982 og 1983, inden han stillede cyklen definitivt i stald. 165

SCHRØDERS GYL Større kunne det ikke blive Mange sejre og store bedrifter er gennem årene trampet hjem på Schrøder Cyklen, med det rød-hvide stel og kongekronen på logo’et. Størst af alt er det naturligvis når sejre og medaljer er kørt hjem ved de olympiske lege og ved verdensmesterskaberne.

166

Efter den første uge af de olympiske lege i München i 1972 var ved at være ovre, var den danske idrætsverden var ved at gå i panik: Ikke én eneste medalje havde Danmark opnået ved disse lege, hvor man hjemmefra havde haft så store forventninger: Hos roerne, hos svømmerne, i sejlsport o.s.v. Men torsdag 31. august satte den 25-årige århusianer Niels Fredborg sig i sadlen på den olympiske cykelbane i München for at køre den olympiske 1.000 meter på tid med fast start. Hans favoritdisciplin, den disciplin som han tre gange var blevet verdensmester i. Sædvanen tro lagde Niels behersket ud. Ved 1. mellemtid havde han blot 8. bedste tid af de 30 deltagere. Det gik Niels ikke i panik over, det var en del af planen. Niels havde dyrket disciplinen 1.000 meter på tid som en videnskab, og han vidste nøjag-

LDNE ØJEBLIKKE

tigt, hvordan den skulle køres. Han havde set mange favoritter ”gå ned” på at gå i gang, som om det blot var 500 meter, de skulle køre. Resultatet var, at de ”krøb” på den sidste omgang og satte det hele over styr. Schweizeren Christian Brunner var hurtigst ved 1. mellemtid, næsten et sekund hurtigere end Fredborg, i mål sluttede han på en 7. plads, næsten 1½ sekund efter Fredborg! Fredborg vandt olympisk guld, 43/100 sekund bedre end sølv-

Starten på Niels Fredborgs historiske 1.000 meter, der gav guld til Danmark i 1972, den eneste medalje til Danmark ved legene i München.

167

SCHRØDERS GYL

168

Podiet ved OL i München 1972: Sølv til Danny Clark, guld til Danmark og Niels Fredborg og bronze til østtyskeren Jürgen Schütze.

LDNE ØJEBLIKKE

vinderen, det australske fænomen Danny Clark, større kunne det ikke blive! Danny Clark vil det danske publikum huske, ikke mindst for hans bedrifter på vinterbanen i Forum. Jeg var ikke selv til stede ved OL i München, men jeg har senere ved et par lejligheder taget mellemtider for ham ved VM, mønstret var det samme: Et fornuftigt udlæg, hvorefter farten blev skruet op, disponeret så man kunne holde samtlige 1.000 meter. Ganske enkelt, men alt afgørende. 169

SCHRØDERS GYL Det mexicanske drama Et drama af dimensioner var det, da Danmark i Mexico City lørdag den 21. oktober 1968 kørte finale om det olympiske guld i 4.000 meter holdforfølgelsesløb på den olympiske cykelbane ”Estadio Olímpico”. Danmark havde overraskende kørt sig frem til finalen. I den indledende tidskørsel fik Danmark 5. bedste tid, men var stærke nok til at slå Tjekkoslovakiet i ¼ finalen. I ½ finalen skulle Danmark møde Sovjet (som det hed dengang), og selv om russerne havde kørt fire sekunder hurtigere end danskerne i den indledende tidskørsel, overgik danskerne sig selv og vandt med ½ sekund – det var den første sensation. Alle var lykkelige, nu var i hvert fald sølvmedaljen hjemme, men de fleste var også ”realistiske” nok til at erkende, at det var nok det. Tyskerne kunne man ikke røre… Tyskerne havde såvel i tidskørsel som i ¼ finale og ½ finale kørt klart hurtigere end danskerne. Og det gjorde de faktisk også i finalen: 4.18,94 for Tyskland og 4.22,44 for danskerne. Men guldet gik til Danmark! Hvad var det dog, der skete? Indtil den sidste omgang tegnede alt til den forventede tyske sejr. Tyskerne var klart foran, da der blev ringet til sidste omgang,

170

LDNE ØJEBLIKKE

Ritter på rekordjagt i Mexico.

Reno B. Olsen, Mogens Frey, Gunnar Asmussen og Per Lyngemark vandt guld til Danmark.

171

SCHRØDERS GYL

172 72

LDNE ØJEBLIKKE men ¾ omgang før mål begik tyskeren Jürgen Kissner en kæmpebrøler. Han skubber rytteren foran ham frem, da han kan se at han har tabt hjul på de to forreste. Tyskland var ca. fire sekunder foran danskerne, så det havde ingen som helst betydning, men det var en klar overtrædelse af reglementet, så teknisk var deklasseringen af det tyske hold korrekt. Men det stærkeste hold på den dag, var uden al tvivl det tyske! At der var stor diskussion bagefter, er forståeligt – se også det tyske blad Radsports reportage hosstående. Schrøder var også med… I alle fire starter stillede Danmark med de samme fire ryttere: Gunnar Asmussen, Mogens Frey, Reno B. Olsen og Per Lyngemark. Det var man ganske simpelt tvunget til, for der var ikke nogen egentlig ”reserve” med til Mexico. Utænkeligt, i vore dage, men dengang mente man, at det gik nok – hvad det jo så også gjorde. Det var aftalt, at i givet fald skulle Niels Fredborg, træde ind som reserve, han havde jo kørt sin 1.000 meter, når holdet skulle køre… Men forud for rejsen til Mexico var der diskussion om, hvem der skulle være 4. mand på holdet. Asmussen, Frey og Reno var der ikke tvivl om, spørgsmålet var om den sidste mand skulle være københavneren Per Lyngemark eller århusianeren Gunner Jonsson. Jonsson var for så vidt den stærkeste, han kunne stå distancen, men hans max-fart var ikke høj nok. Lyngemark slap, når de 3 km var kørt, men han kunne køre farten. Det var en satsning, ville man køre efter sejr – og så tage risikoen for en punktering på den sidste kilometer, for det er tredjemandens tid i mål, der tæller. Danmark havde ingen uheld undervejs, man må sige at ved dette OL smilede Fru Fortuna til de danske ryttere, i mere end én forstand. Af de fire ryttere på holdet kørte kun én, holdkaptajnen Gunnar Asmussen, på en Schrøder, men som man kan læse sig til andetsteds, havde to mere, Frey og Reno, periodisk kørt på den rød-hvide cykel fra Bernstorffsvej. Også drama før starten Men allerede før de danske ryttere overhovedet havde været i konkurrence, havde der været drama i den danske lejr. Et internt dansk drama! Foruden de danske OL-ryttere var der endnu en dansk rytter i Mexico. Det var den danske professional Ole Ritter. Ritter havde i sine første år som professionel gjort sig bemærket som en temporytter i international verdensklasse. Han havde i sin debutsæson 1967 vundet enkeltstarten i Giro d’Italia og allerede som amatør havde han sat flere verdensrekorder på bane. Året forinden havde 173

SCHRØDERS GYL den belgiske tempospecialist Ferdinand Bracke sat ny timerekord med 48,093 km. Rekorden var sat på den olympiske cykelbane fra legene i 1960 i Rom, der på det tidspunkt blev betragtet som en af verdens hurtigste. Den rekord var Ole Ritter opsat på at slå! Ritters træner og tekniske rådgiver, italieneren Guido Costa, anbefalede Ritter at foretage sit attentat på rekorden i Mexico – i den tynde luft, hvor luftmodstanden var mindre. Forud for legene havde alle i cykelsporten talt om den tynde luft i Mexico, og hvor stor en belastning, den kunne være for ”lavlandsryttere”. Men Costa troede på, at fordelene ville opveje generne. Derudover var Ritter tiltalt af den medieopmærksomhed, han kunne forvente ved at gøre sit rekordforsøg umiddelbart før starten på legene, på et tidspunkt hvor såvel den danske som den internationale verdenspresse var til stede (!). Det var nu ikke alle, der kunne se ”fidusen”, for ikke alene tog danskeren mediernes opmærksomheden, han tog også træningstid fra amatørrytterne, mente de. Legene startede den 12. oktober, Ritter gjorde sit forsøg 12. oktober, cykelrytterne skulle i ilden første gang 17. oktober. Ritter kørte sin rekordkørsel som planlagt og han tilbagelagde 48,653,92 km – ny verdensrekord. Med den præstation trådte Ole Ritter for alvor ind i den absolutte verdenselite. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre for Ritter at få lov til at træne og køre rekordforsøg på OL-banen så få dage før legenes start? Tja, italieneren Guido Costa var en multikunstner på flere områder… Ritter på vej mod timerekorden med Costa på sidelinjen.

174

LDNE ØJEBLIKKE

175

Guldgutten fra Norge Norges første olympiske guldmedalje blev vundet på en Schrøder!

Podiet fra OL i München 1972, fra venstre Xaver Kurmann fra Schweiz, Knud Knudsen og tyskeren Hans Lutz.

176

Det var i sommeren 1968, at vi fandt ud af, at der var en norsk cykelrytter, der hed Knut Knudsen. ”Vi” var os, der kørte ude på Ordrupbanen. Det skete lejlighedsvis, at finske ryttere dukkede op i Ordrup, for de havde cykelbaner derhjemme, bl.a. den gamle olympiske i Helsinki fra legene i 1952. Det skete også at en svensker, kiggede forbi, men nordmænd – nej. Knut Knudsen kom med et brev fra det norske forbund, der høfligt forespurgte DBC, om Knut måtte få adgang til at træne på banen og måske også deltage i løb…

177

Knut Knudsen på Ordrupbanen

Ordrupbanens myndige sportsleder Jørgen Beyerholm sagde formentlig ja, fordi han følte, at han ikke kunne været andet bekendt… Det viste sig nu, at han ikke var så tosset igen , den nordmand. På de par løbsdage, han kørte, vandt han seks løb. Mere blev det ikke til, det år. Efterfølgende repræsenterede han Norge ved OL i Mexico. Det blev til en beskeden 11. plads i tidskørslen i 4 km indiv. forfølgelsesløb, og dermed var han slået ud i indledende runde. Hurtigere end Peder Pedersen… Så tænkte vi ikke så meget på ham mere. Men det kom vi til, for han kom igen året efter. I 1969 opnåede han på et forholdsvis begrænset antal løbsdage at vinde 15 løb og opnå i alt 31 placeringer! Selv om han kom fra landevejen og kun havde haft dårlige grusbaner i Norge at forberede sig på, så besad han en forbløffende hurtighed. Beyerholm måtte sætte ham længere og længere tilbage i handicaps og til sidst stod han i 1 km 178

Knut Knudsen på Schrøder.

handicap på blot 5 meters forspring med Danmarks (og en af verdens) bedste sprinter Peder Pedersen som scratchman blot 5 meter bag sig. Og hvad skete? Knut vandt, den senere verdensmester kunne ikke komme forbi! – Jeg troede ikke, at en landevejsrytter kunne være så hurtig var den desillusionerede fynbos kommentar til os andre, da han stod af cyklen. Fra idrætsinvalid til olympisk mester En alvorlig benskade i 1970 truede med at stoppe Knuts karriere, og først i efteråret 1971 kunne han genoptage cykelsporten. Men i 1972 kørte det derudaf igen: Han blev nordisk mester på landevej, vandt det svenske 6-dagesløb på landevej og vandt alle norske mesterskaber på grusbane. Og så fik han sit store internationale gennembrud, da han i München i 1972 sensationelt blev olympisk mester i 4 km indiv. forfølgelsesløb. Og det var en sejr, så overlegen som sjældent set: I tidskørslen havde han bedste tid, og såvel i 179

180

Merckx og Knut side om side i Giro’en.

¼ finalen som i ½ finalen indhentede han sin modstander. I finalen var han oppe mod schweizeren Xaver Kurmann, der to gange havde været verdensmester på distancen. Ham slog han med mere end seks sekunder og vandt dermed Norges første olympiske guldmedalje i cykling! Sejren blev vundet på en Schrøder! For Vilhelm på Bernstorffsvej var en af dem, der tidligt så talentet hos den 17-årige gut fra Stavanger, da han dukkede op på Ordrupbanen i slut-60’erne. Det var via den tidligere banerytter Benny Andersen, at han fik kontakt til Schrøder. Benny tog ham med ned til butikken, og Vilhelm lånte ham en baneramme. Det blev starten til et rigtig godt venskab. At sejren ikke var en tilfældighed, beviste nordmanden da han året efter blev verdensmester i forfølgelsesløb i San Sebastian i Spanien. Da var han stadig amatør, men året efter var han professionel hos Jolli Ceramica i Italien. Han kørte otte sæsoner som professionel og vandt en etape i Giro’en 1977, to sejre i enkeltstarten GP Eddy Merckx og opnåede flere medaljeplaceringer i VM i 5 km forfølgelsesløb. Som et kuriosum kan nævnes, at han deltog i det første 6-dagesløb i Forum i den 3. vinterbaneperiode i januar 1976, hvor han blev en god nr. 5 sammen med den rutinerede tysker Udo Hempel. Knut kunne ganske givet have fået succes også på vinterbanerne, klassen havde han, men det lå vist ikke rigtigt for hans stemme… Hos Schrøder Cykler husker man ham som en ”mega sej gut og en utrolig flink fyr”, siger Niels Christiansen.

181

Eigil Sørensen:

Schrøders mand i Herning! Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at 1970’erne var Hernings årti i dansk landevejscykling. Ikke mindst når vi taler om disciplinen 100 km holdløb. Fem gange i perioden vandt uldjyderne det danske mesterskab og hver gang var navnene Verner Blaudzun, Henning Jørgensen og Eigil Sørensen at finde på vinderholdet. Men også generelt var Herning-drengene en dominerende faktor i tiden, så selvfølgelig måtte Schrøder Cykler også have en Herning-rytter i sin stald – ikke mindst når man allerede havde to århusianere i Schrøders farver: Niels Fredborg og Gunnar Asmussen. Den Herning-rytter blev Eigil Sørensen, og det gik således til: – ”Det var i januar 1970”, fortæller Eigil. ”Dengang kørte jeg en del cross-løb om vinteren. Det var god træning og jeg var ganske god til det. Faktisk blev jeg i 1972 danmarksmester i cykle-cross og tre gan-

De danske mestre fra 1976, fra venstre Eigil Sørensen, Henning Jørgensen og Verner Blaudzun, der var faste mænd på holdet i hele perioden. 4. manden i 1976 var Preben Sørensen (lillebror til Eigil).

182

183

184

ge vandt jeg sølv ved DM. Cross-løbene gav også teknik, som man kunne bruge i sommerens landevejsløb, f.eks. når man kørte på brosten”. Første møde med Vilhelm – ”Jeg var ovre og køre DM i cross-løb på Sjælland, i Gribskov ved Gadevang, men i starten af løbet havde jeg uheld. Jeg kørte på min gamle landevejsramme, monteret med cross-dæk og på den svære rute brækkede rammen. Jeg fik en ny cykel, men så punkterede jeg og kom langt bagud. Men så udgik en af cross-eksperterne og jeg fik hans cykel. På den fuldførte jeg og avancerede til en 2. plads og sølvmedalje. Vilhelm var til stede ved løbet og han var åbenbart blevet lidt imponeret af min indsats. Han kom

Eigil Sørensen Født 24. juni 1948 Schrøder-rytter stort set hele karrieren. A-rytter 1968 til 1981. Dansk mester i 100 km holdløb Herning CK 1969, 1971, 1974, 1976, 1977. Nr. 2 DM 1975 ved Hillerød efter Jørgen Emil, foran Fl. Hartz, alle samme tid. Nr. 2 DM 1978 ved Slagelse efter Benny Petersen, foran Henning Jørgensen. Dansk mester i cykle-cross 1972, nr. 2 1970, 1976 og 1978, nr. 3 1971. Etapevinder Bulgarien Rundt 1969. Etapevinder Jugoslavien Rundt 1971. Vinder af Fyn Rundt 1980. OL-deltager 1972, udgik efter styrt. VM-deltager 1973, 1975, 1977 og 1978. VM-deltager i Cykle-cross 1969 (nr. 30) og 1970 (nr. 32).

185

186

hen til mig. Jeg vidste jo godt, hvem han var, men det var første gang jeg mødte ham og talte med ham. Han tilbød mig på stedet en Schrøder-ramme. Det var fint, jeg havde jo lige brækket den gamle. Det var lidt af en festforestilling, syntes jeg, da jeg skulle ud til forretningen på Bernstorffsvej og måles på kryds og tværs, det havde jeg ikke prøvet før. Men det blev indledningen til et fantastisk samarbejde og et tæt venskab. Vilhelm var en jovial mand, man følte det som om, man hørte med til familien, når man besøgte ham i forretningen, privat og oppe i sommerhuset i Rågeleje. I øvrigt blev min lillebror, Preben, også Schrøder-mand. Han var med på holdet da vi vandt DM i 1976”. Ikke et problem Det var ikke et problem som Herning-rytter at køre for Schrøder selv om de andre, Verner og Henning, ikke kørte Schrøder. – ”Vi havde et stærkt sammenhold, både i klubregi og på landsholdet, husker Eigil. Jeg var til VM fire gange, og altid var der klubkammerater på holdet. I 1973 i Barcelona blev Blaudzun nr. 4 og jeg blev nr. 38, i 1975 i Yvoir blev Blaudzun nr. 14 og jeg nr. 60, i 1977 Henning Jørgensen nr. 11 og jeg nr. 26 og i 1978 på Nürburgring Henning Jørgensen nr. 6. I 1977 var tre af rytterne på det 100 km hold, der blev nr. 9 ved VM i San Cristobal fra Herning: Blaudzun, Henning Jørgensen og mig. Jeg oplevede også én gang at være til OL. Det var i 1972, men jeg fuldførte ikke. Jeg styrtede og brækkede armen, mens en anden Herning-rytter, Henning Jørgensen, blev nr. 46. Dobbelt ærgerligt, for jeg følte mig virkeligt kørende den dag… Jeg fik mange gode resultater i udenlandske etapeløb gennem årene, men min sejr på 8. etape af Bulgarien Rundt i 1969 er den

Jørgen Emil Hansen vandt i 1975 DM ved Hillerød foran Eigil Sørensen. Efter Eigil ses Flemming Hartz og skimtes Junker Jørgensen og Asger Iwersen.

187

188

Den famøse spurt ved DM 1978 i Slagelse, hvor TV’s kassevogn var lovlig tæt på i afslutningen. Benny Petersen vandt foran Eigil Sørensen. Indsat foto: Billedet er fra en etape i England Rundt 1980. Eigil er med i en lille frontgruppe på en meget hårde bjergetape, i det fantastiske cykel område i Yorkshire. Et område som han havde det rigtig godt med. Gruppen føres an af den stærke russer Alexander Averin, som i mange år hørte til den stærke Russer garde.

sejr, jeg sætter højest, for det var min første udenlandske sejr”. Tæt på DM To gange var Eigil Sørensen tæt på at sikre sig den eftertragtede DM-titel i landevejens linjeløb. Første gang i 1975, hvor han blev slået i spurten af Jørgen Emil Hansen men fik sølv foran ABC’eren Flemming Hartz. På de næste pladser kom Asger Iwersen og Junker Jørgensen – fire Schrøder-ryttere blandt de fem første! Tre år efter, i 1978 ved Slagelse, var Eigil Sørensen igen med helt fremme i kampen om DM-titlen, sammen med den hurtige Benny Petersen fra Skive. Spurten blev forstyrret af en kassevogn fra TV, der i selve slutspurten passerede de to spurtende ryttere, for at få billeder af spurten forfra. Det var i en tid, hvor dansk TV endnu ikke havde den store rutine på dette område… – ”Helt korrekt var det ikke, men jeg tror nu at Benny havde vundet under alle omstændigheder, for han var den hurtigste af os”, erkender Eigil oprigtigt, også i dag, snart 42 år efter… 189

Sådan skrev Mogens Jacob sen, dengang journalist på Berlingske, i juni 1973 om ”D 6-dagesløb på landevej”. et danske

Historien om

Firmakrigen! Ordet ”Firmakrig”, der i tidligere tider af og til dukkede op i dansk cykelsport, lyder dramatisk – og nok i de fleste tilfælde mere dramatisk, end der egentlig var belæg for. Cykelsporten er en sportsgren, der så at sige fra naturens hånd opfordrer til en form for holdkørsel i løb med samlet start, og det kan være såvel på landevej som på bane. Hvis du hjælper mig, så hjælper jeg også dig. Ikke at forveksle med fænomenet ”aftalt spil”, hvor rytterne forud for et løb aftaler resultatet. Det var hjælp til selvhjælp. 190

Reno som vinder af Det Københavnske 6-dagesløb i 1973

I det store udland har holdkørsel været sat i scene, faktisk fra tidernes morgen. Allerede i begyndelsen af 1900-tallet opstod der professionelle firmahold i lande som Frankrig, Italien og Belgien m.fl. Den udvikling kom først til Danmark mange år senere. Men ganske naturligt var der tale om et sammenhold mellem ryttere, der kørte for den samme klub. Selv om reglementet sagde, at enhver rytter skulle køre sin egen chance, så fandt de fleste som anført, at blandt klubkammerater var det OK. 191

Topna Topnavne spolerer cykelsport med ulovlig kørsel kunne man læse i Berlingske mandag 13. 13 august.

Men hvad med sammenhold mellem ryttere, der kørte på den samme cykel – på tværs af klubtrøjen? Det var her, begrebet firmakrig blev aktuelt. Tilbage i 1950’erne var der kampen mellem ”de gule” Crescent og ”de blå” Monark. To svenske cykelmærker der satte et stærkt præg på dansk cykelsport i perioden. Men da de to mærker nogle år senere blev slået sammen i én virksomhed, var luften gået ud af den ”krig”. 192

Seksdageskrig Men i 1960’erne og i 1970’erne blussede en ny strid op, i hvert fald iflg. medierne (se illustrationerne til denne historie). Det første eksempel er fra det stort anlagte ”Danske 6-dagesløb på landevej” 31. maj til 5. juni 1973. Mogens Jacobsen skrev i Berlingske Tidende om den nye firmakrig: – ”Sammenholdet, som går på tværs af de opstillede hold, er skabt af de ryttere, som kører på en cykel af mærket Schrøder. Det er blandt andre sidste års vinder Junker Jørgensen (Roskilde CR), Reno B. Olsen (Roskilde CR), Gunnar Asmussen (Aarhus AC), Bent L. Pedersen (CC-Gladsaxe) og Asger Iwersen (Brøndby). Deres væsentligste mål er at få en rytter af deres mærke som løbets endelige vinder.” Efterfølgende citeres i artiklen ABC’s Kjell Rodian for følgende udtalelse: ”Det er jo umuligt at stille noget op over for en så massiv blok, der arbejder sammen”, erklærede Kjell Rodian efter etapen i går: ”De kører jo på tværs af alle normale beregninger, hvilket gør, at vi andre overhovedet ikke kan følge nogen form for taktik.” Hvis der var noget om snakken, kan man måske også konkludere, at sammenholdet gav pote: Reno B. Olsen (på Schrøder) vandt løbet. Kjell Rodian valgte at udgå inden sidste etape. Firmakørsel gav svensk sejr I august samme år var den gal igen. I Amager CR’s Texaco-løb 12. august ”snød” svenskeren Lars Ericsson fra Trelleborg få kilometer fra mål hele den danske elite, da han kørte fra sine 12 danske konkurrenter i frontgruppen og kørte alene hjem. Hvordan kunne det lade sig gøre? Fordi ”Schrøder-rytterne” Bent L. Pedersen og Reno B. Olsen kørte som gale, hver gang en dansker forsøgte et udbrud, men da Lars Ericsson stak af, var de bedøvende ligeglade, sagde den tidligere danmarksmester Jørgen Timm. Og til Berlingskes Mogens Jacobsen udtalte han: – ”Det samarbejde, der er etableret af de ryttere, som kører på Schrøder-cykler, har vi andre ingen mulighed for at hamle op med. Der er ikke noget andet hold som modvægt til Schrøder-holdet, og egentlig forstår jeg ikke, hvordan det kan få lov til at fortsætte. I lovene står der, at enhver rytter skal køre sin egen chance, men det ses der stort på…”. Var rønnebærrene sure? Eller var Schrøder Cykler og Vilhelm Christiansen for langt fremme, det var der i hvert fald nogen, der syntes. Set i nutidens perspektiv var han blot forud for sin tid… I dag er firmakrigen fra for 50 til 60 år siden, for længst erstattet af ”ordnede forhold” i form af hel– og halvprofessionelle teams.

193

Da Schrøder Cykler fyldte 50 år… – vandt Jørgen Timm Schrøder-løbet ved Risby 1. juni 1970 rundede Schrøder Cykler de første 50 år og det blev bl.a. markeret med Schrøder-Løbet, der blev kørt ved Risby dagen før, lørdag 31. maj. Løbet blev afvikler i samarbejde med Ordrup Cykle Club, som Schrøder Cykler og Vilhelm Christiansen havde et godt samarbejde med, ikke mindst efter at Vilhelm et par år tidligere var flyttet fra Nørrebro til Bernstorffsvej. Løbet havde start på Gammel Landevej efter Herstedvesterkrydset og med mål umiddelbart før Risby, en klassisk rute for de københavnske landevejsløb i perioden. Der skulle køres tre omgange på en rundstrækning, hvor man passerede bl.a. Sengeløse, Ågerup, Hove og Ledøje, i alt 100 km. Startnummer 1 i A-klassen var et af Schrøder Cyklers absolutte topnavne, Niels Fredborg, der udover at være verdensmester på bane også var en glimrende landevejsrytter, når det passede ind i hans program. Han måtte dog nøjes med en 4. plads i Jubilæumsløbet, men i samme tid som vinderen, Jørgen Timm fra KCK, der var en af 1970’ernes bedste danske landevejsryttere. Han blev tre gange dansk mester, i 1972 i linjeløbet og i 1974 og 1976 i 50 km enkeltstart. Derudover vandt han to gange DBC’s berømte Stjerneløb i Roskilde. I spurten om sejren vandt Timm, der ellers ikke var kendt som specielt hurtig, foran Lars Michaelsen fra Lyngby og Arne Reimann fra Ordrup.

194

Jørgen Timm var en af 1970’ernes bedste danske landevejsryttere, i 1970 vandt han Schrøder Cyklers 50 års Jubilæumsløb.

Verdensmester på bane, men også en glimrende landevejsrytter. Bemærk, der står Schrøder på ringen…

195

Schrøder general-importør af Sugino i Skandinavien

Mr. Sugino

Så tidligt som i 1967 mødte Vilhelm Christiansen på en udstilling i Køln Mr. Sugino. Ved den lejlighed så han deres flotte produkter. Det blev starten på et lagt og godt venskab, der mundede ud i at Schrøder Cykler blev generalimportør af Sugino i Skandinavien. Sugino er et japansk firma, der leverer kranksæt og klinger af højeste kvalitet, startet i Nara i Japan tilbage i 1910 af Mr. Suginos bedstefar. Sugino blev anset som det bedste man kunne bruge, udover Campagnolo, i årene 1970-80, men efter Shimanos større og større dominans gik det langsomt tilbage for Sugino. De har dog fastholdt deres popularitet i banecykelsport og blandt inkarnerede ”fixie-drenge”. Den japanske sprinter Koichi Nakano blev 10 gange professionel verdensmester i sprint på netop Sugino kranksæt. 196

Koichi Nakano var på Ordrupbanen i 1981 i anledning af DBC’s 100 års jubilæum, hvor han vandt DBC’sd klassiske Grand Prix. Nakano blev i årene 19771986 ti gange verdensmester i professionelt sprint – en enestående rekord, der næppe nogensinde vil blive slået.

197

Det var ikke kun Christian X der kom i butikken af Niels Christiansen Vi har andetsteds i denne bog i historien ”Hvorfor er der en krone i Schrøders logo” omtalt, hvordan Christian X i den gamle Peter Schrøders tid havde været ”kunde” hos Schrøder Cykler. Senere er der gennem tiderne, kommet mange mere eller mindre kendte personer hos Schrøder Cykler – ikke mindst efter at butikken flyttede til Hellerup, men også fordi Vilhelm gjorde en stor dyd ud af, ikke at gøre forskel på “høj og lav”. I 1967 kom der to friske unge mænd ind i butikken. Det var Knud Strand og Per Siesbye. De var en del af det unge Jetset og Per Siesbye, her på hesten Pondus

198

begge skulle de have en håndbygget Schrøder. Per Siesbye var på det tidspunkt en af de bedste danske springryttere. Han havde vundet det danske mesterskab i 1963, men var kommet lidt ud af form. Vilhelm havde også forstand på heste. Han var uddannet ”vogn- og beslagsmed” og hjalp Per med træningen på cykel, for som Vilhelm sagde, ”Er du 5 kilo lettere – springer du 5 cm højere”. Vilhelms råd var tilsyneladende gode: Per vandt yderligere DM i 1967, 68, 69, 71 og 76. De eller du til Danmarks rigeste mand I 1973 sendte en af Danmarks mest kendte og også rigeste mænd, Mærsk Mc Kinney Møller, sin chauffør ned for at bestille en cykel. Vilhelm kunne nemt kende stjerneemblemet i chauffør Andersens kasket, men min far forklarede, at kunne hr. Møller ikke komme selv – så kunne han heller ikke købe en cykel – for Vilhelm skulle tage de behørige mål! En travl lørdag formiddag kom så selve hr. Møller ned i butikken. Jeg, som på det tidspunkt var en ung fyr på 17 år, gik frem til den for mig ukendte person, og spurgte i bedste nye stil: “Hvad kan jeg hjælpe dig med?“ Hr. Mærsk McKinney så temmelig fornærmet på mig og sagde: – “De siger du til mig?” Hr. Møller var på det tidspunkt lige blevet 60 år, men han var naturligvis ikke vant til at yngre folk bare sagde “du” til ham, og INGEN i Mærsk sagde andet end “hr. Møller”. Alt andet ville nærmest være fyringsgrund. Pludselig var jeg klar over at jeg muligvis havde ødelagt en 199

god handel og kom i tanke om, at jeg havde mødt denne ældre herre før. Så jeg fik fremstammet: – “Men vi var da dus, da vi kørte Sjælsø Rundt”. Hvorefter hr. Møller stak hånden frem og sagde: “Arnold”. Da Fru Møller skulle have taget mål til sin Schrøder Forhistorien var, at Mærsk McKinney var personlig ven med en anden af Schrøders mange kunder, nemlig Finn Hartel, som var med i gruppen af ”Schrøderrister” der havde kørt Sjælsø Rundt det år. Finn Hartel var gift med Lis Hartel – der trods en polio sygdom havde vundet OL sølv i dressur tilbage i 1952. Hartel’s havde to døtre, Pernille og Ann. Pernille var gift med Per Siesbye. Og Lis var i øvrigt en af Emma Mærsk McKinney bedste veninder og hun skulle senere også have sin Schrøder cykel. Fruen kom så en lørdag for at få taget de nødvendige mål. Hun havde en nydelig kjole på og jeg fremstammede et: – “Kan De ikke komme i et par slacks?”. For der skulle trods alt måles mellem benene og det var ikke lige passende på en midaldrende dame og slet ikke fru. Møller. Men fru Møller var en frisk dame og løftede op i kjolen, og sagde: ”Mål du bare unge mand!”, for hun havde heldigvis et par nydelige “mamelukker” inden under – til stor morskab for forretningens øvrige kunder. I mange år var det hr. og fru Møllers største fornøjelse at køre på deres nydelige Mærks-blå tandem. Super-trendy at komme hos Schrøder I midten af 1970’erne blev det super-trendy at komme hos Schrøder. Politiken lavede liste over de mest hotte ting i vores samfund, hvor Schrøder-cyklen blev nævnt som nr. 5 blandt de 10 mest populære mærker – ikke blandt cykler men af alle brands. Butikken havde på det tidspunkt en freelance ekspedient Torsten Bløndal, der samtidig skrev for Information. Han havde en skare af gode venner, der kom helt fra de yderste røde partier som VS, og der var også mange kunstnertyper i blandt – de skulle alle have en håndbygget Schrøder. Blandt Torstens venner var maleren Per Kirkeby, som fik en eksklusiv tour cykel. Også folk som Tivolis daværende direktør Niels Jørgen Kaiser og Niels Monberg Thorsen kom ofte i butikken. Kundekredsen består i dag af flere af Dansk erhvervslivs spidser, men af hensyn til diskretionen har jeg ikke nævnt nogle nulevende – de skal fortsat have lov til at komme i butikken i fred og ro.

200

201

202

Som det ses på dette billede, har også den cykelglade skuespiller Flemming Enevold kørt på Schrøder.

Flemming Enevolds ønskerolle:

Cykelrytter! Det er ikke skuespil, når Flemming Enevold påstår, at han altid har været vild med cykelløb. Som 12-årig havde jeg en kammerat, der hed Steen Gudnitz, fortæller Flemming. Han kørte lidt cykelløb og han fik også mig gjort interesseret. Vi boede i Holte og lavede vores egen lille cykelklub. Vi trænede i lokalområdet, hvor der var mange, i hvert fald efter min opfattelse, ”drabelige bakker”, med den berømte Søllerød Slotsbakke som den ultimative prøve. Interessen holdt sig op gennem årene og jeg ville gerne have en rigtig racer, men sådan én var jo dyr… Men da jeg i 1973 som 21-årig fik fast ansættelse på Det Kgl. Teater, fik jeg mulighed for at realisere min drøm. Min første månedsløb fra teatret blev brugt til at købe en rigtig, rød racercykel hos Schrøder Cykler på Bernstorffsvej. Senere fik hele familien cykler fra Schrøder og jeg kom jævnligt hos Schrøder Cykler på Bernstorffsvej og fik et godt forhold til både Vilhelm Christiansen og hans søn Niels. Sådan rigtig cykelrytter blev jeg jo aldrig, men trods alt noget, der lignede. Jeg var blevet gode venner med Ole Ritter og da han i 1978 opfandt ”gentlemanløbet” Paris – Tuborg, skulle jeg naturligvis være med. Ideen i løbet var et parløb på landevej fra Paris til København, med afslutning hos Tuborg på Strandvejen. Hvert par bestod af en aktiv cykelrytter og en ”gentleman”, der kunne være en tidl. cykelrytter eller en ”kendis”. Jeg var jo nok mest med som kendis, men selv ville jeg helst tro, at jeg var cykelrytter. Henrik ”Rico” Elmgreen var med som løbsleder, og jeg var meget stolt, da han på et tidspunkt sagde til mig: – Hvis det kniber med rollerne på Det Kgl., kunne du sikkert blive en god cykelrytter. Du sidder rigtig godt på cyklen! Flemming har bevaret interessen for cykelsporten op gennem årene, og han færdes hjemmevant i cykelmiljøet. Gad vide om han stadig har den gamle, røde Schrødercykel…

203

Schrøder & Motionisterne I cykelbranchen som i de fleste andre branchen har det gået op og ned i årenes løb. Det var ikke altid, der var de store penge i ”væddeløberne”, men i 1970’erne og 1980’erne opstod et nyt marked via motionssporten, delvis efter svensk forbillede. Det var sundt at køre på cykel, fik man fastslået, og det var også ”fedt”, ikke mindst hvis man kørte på den rigtige cykel, der helst skulle ligne de professionelles så meget som muligt. Det var Berlingske Tidendes ”Sjælsø Rundt” der i 1970 startede motionsbølgen. På sit højdepunkt var løbet oppe på over 20.000 deltagere, de senere år har deltagertallet ligget omkring 8.000. Schrøder valgte tidligt at engagere sig i motionssporten. – Vi var tidligt med i Sjælsø Rundt, husker Schrøder Cyklers nuværende indehaver, Niels Christiansen. Først havde vi depot i Gøngehuse, hvor rytterne passerede to gange, både på udturen og på hjemturen. Men jeg konstaterede, at mange mødte frem med defekte cykler, og det fik os til fra 1973 at have depot ved startstedet, der de første år var på Charlottenlund Travbane. Da starten på grund af den store tilslutning blev flyttet til DTU i Lyngby flyttede vi med og havde stor succes. Vilhelm Christiansen og Schrøder Cykler var også med til at starte et andet motionsløb, Esrum Sø Rundt, der kørtes første gang i 1972. Luksusracer med støtteben… Som nævnt indledningsvis gav motionsbølgen cykelbranchen et boost og senere gav Tour de France-feberen fra midten af 1980’erne også et nyt, købedygtigt publikum, der efterspurgte det bedste af det bedste, uanset pris. Det var godt for branchen, 204

men gav også forhandlerne nye udfordringer. En af Københavns kendte cykelhandlere fortalte, hvordan han fik en ung entusiastisk kunde, der ville have den helt perfekte racer med alt det rigtige udstyr. Da han kom for at hente sin cykel, var han naturligvis begejstret. Han havde kun én kommentar: – Kunne han ikke lige få monteret støtteben på cyklen også…” – Her har du et sæt støtteben, svarede cykelhandleren, og du skal ikke betale ekstra for dem, men du kommer selv til at montere dem, jeg gør det ikke! Cykelhandleren var ikke Vilhelm Christiansen, men en af hans gode kollegaer, men det kunne sagtens have været Vilhelm… 205

Ved den store match mellem Merckx og Ritter på Ordrupbanen i september 1974, var Vilhelm ved Oles side. Det er den gamle franske 6-dagesstjerne Emile Carrara der holder Merckx.

6-dagesløbet i Herning blev vundet på en Schrøder! Ved det første 6-dagesløb i Herning i december 1974 kørte den ene halvdel af vinderparret på en Schrøder-cykel. Det var Danmarks største cykelnavn på det tidspunkt, Ole Ritter, der var makker med den fænomenale hollænder Leo Duyndam. Normalt kørte Ritter ikke Schrøder. Som professionel i Italien kørte han naturligvis på det cykelmærke holdet kørte på, og i sin amatørtid kørte han på Hamlet. – Hvorfor jeg kørte på Schrøder i Herning, kan jeg ikke lige huske, men det var måske et spørgsmål om, at jeg skulle bruge en vinterbaneramme i en fart, fortæller Ritter. Det var 13 år siden, der sidste havde været kørt 6-dagesløb i Danmark. Vinterbanen i Forum i 206

Parret Ole Ritter (forrest på Schrøder-cykel) og Leo Duyndam gav den nye 6-dagesepoke i Danmark en flyvende start.

207

København ”krakkede” af økonomiske årsager efter sæsonen 1960-61, så det var noget af en satsning, da Messecenter Herning i 1974 tog chancen og satte et 6-dagesløb op. Primus motor var hallens unge, initiativrige arrangementschef Helge Sander, der havde hjerte for cykelsporten og som en overgang havde været formand for Herning Cykle Klub. Initiativet blev belønnet, løbet blev en stor succes, og derefter blev der over to perioder kørt 14 6-dagesløb i den runde hal B. Man kan uden overdrivelse sige, at det ”magiske” par Ole Ritter-Leo Duyndam var altafgørende for succes’en. Schrøder Cykler lagde cykel til og 18-årige Niels (søn af Vilhelm Christiansen og i dag leder og indehaver af Schrøder Cykler) var løberdreng for parret… Ole Ritter tænker i dag på Vilhelm Christiansen med varme tanker: – Når jeg som professionel i udlandet lejlighedsvis kom hjem for at køre i Danmark, f.eks på Ordrupbanen, så var Vilhelm der altid for mig som mekaniker. Senere havde vi det fint sammen som kollegaer i branchen, og jeg har kun gode minder om Vilhelm og Schrøder Cykler. 208

Den er god nok, Ole Ritter t.h. kørte på en Schrøder-cykel da han i december 1974 vandt det første 6-dagesløb i Herning.

209

JJohnny h Reimar R i til 6-dagesløb 6d l b på å en S Schrøder h d I vinteren 1975-76 skulle det københavnske 6-dagesløb relanceres efter en pause på 15 år. Det sidste københavnske 6-dagesløb i Forum var blevet kørt i december 1960 og verden havde forandret sig, og det måtte arrangørerne anno 1976 tage højde for. Bl.a. var underholdningen blevet en mere markant del af 6-dagesshowet. De første år var det et af tidens helt store navne, Johnny Reimar og hans partyband, der var på scenen på inderkredsen. 6-dagesløbet blev atter en succes, og det gjorde Johnny Reimar også. Han lavede en ny version af 6-dagesvalsen og han gik all-in for opgaven, som man kan se på pladecoveret til hans ”Kom til 6-dagesfest”. Og cyklen, han sidder så professionelt på, var naturligvis en Schrøder… 210

Den amerikanske cykelrytter James Hargett fortæller:

Schrøder Cykler ændrede mit liv! Fra første gang jeg gik ind i Schrøder Cykler, ændrede mit liv sig. Det skete ved en ren tilfældighed, en kold, fugtig og grå eftermiddag i februar 1972, blot en uge eller to efter min danske kæreste Lene og jeg landede i Danmark. Vi kørte i hendes bil, hvor vi stoppede for rødt, i et lyskryds i Hellerup. Vi ventede på at kunne krydse Bernstorffsvej. Lene var tidligere ”au pair” i Washington, hvor vi havde mødt hinanden. Jeg tog med hende tilbage til Danmark, som både kæreste og wonna be 24-årig cykelrytter. På tværs af krydset, låste mit blik sig pludseligt fast, da det fangede de storslåede regnbuestriber over udstillingsvinduerne på cykelbutikken på hjørnet. Det var et øjeblikkeligt, genkendeligt og kraftfuldt et signal til enhver cykelrytter. Det var de samme regnbuestriber som bliver båret af den cykelrytter, som er den regerende verdensmester. Jeg råbte til Lene: ”Vi er nødt til at stoppe!”. 211

Butikken Schrøder Cykler var en mellemstor butik med et lille showroom foran, og et værksted et par skridt op bag ved showroomet. Af de omkring 20 nye cykler i butikken, var halvdelen slanke Schrøder malet – i deres varemærkes flamboyante røde og hvide farver. Et stort indrammet foto af mit rytteridol, Jacques Anquetil, i fuld størrelse for enden af væggen, var mere end lokkende for mig. I nærheden var et andet billede, det var af den danske cykelryttere Niels Fredborg iført regnbuetrøjen. Han var på det tidspunkt verdensmester i 1.000 meter på tid. Jeg skulle snart finde ud af at han var sponsoreret af Schrøder Cykler. Blandingen med den traditionelle cykelbutiks aroma af dæk, maling og hvem ved hvad ellers, varslede noget usædvanligt. En svagt skarp, røgfyldt lugt. Varme, metal? Jeg var oppe og køre, da jeg fandt ud af, at det kom fra en ”rammebygnings” butik i kælderen lige under vores fødder. Jeg kunne lige så godt have været i Disneyland. For en cykel-gal amerikaner i de dage, var en rammebygnings butik i det fjerne Europa, næsten en ting af ”legende” status. Vilhem Christiansen trådte ud for at hilse på mig. En høj, midaldrende mand, sandsynligvis med en cigaret med fint lugtende tobak, som han røg på det tidspunkt, i hånden. En lugt, hvis aroma jeg altid nostalgisk vil forbinde med dette sted. Han talte meget begrænset, grundlæggende engelsk, men da jeg talte nul dansk, fandt den venlige samtale sted hovedsageligt gennem Lene. Han inviterede mig ind i værkstedet, hvor jeg mødte den lige så venlige Fru Christiansen – Annelise. Værkstedet var imponerende. Usædvanligt ryddeligt, med et godt skrubbet trægulv, en væg fyldt med tydeligt mærkede dele, værktøjet der hængte pænt, og et stort vindue med fremragende belysning. Det var det total modsatte af de typiske mørke og nussede værksteder, som jeg kendte til i de dage. Sandsynligvis blev vi budt på flere kopper kaffe, som altid blev tilbudt besøgende. Efter 15 minutters samtale tilbød Vilhelm mig et job som mekaniker og det tog lige præcis et sekund at svare ”Ja!”. Før vi tog af sted, kom sønnen Niels ind efter sin dag i folkeskole. Det er hjernevridende at tænke på, at den evigt unge Niels i dag (2020) er 20 år ældre end den Vilhelm, jeg arbejdede for. Ligesom sin mor, talte han meget, meget godt grundskole engelsk. 212

En begivenhed der skiller sig ud: For at understøtte sin beskrivelse og påstand om Schrøders cykelrammer, der var lavet med usædvanligt hård maling, slog han en af rammerne med en hammer. Hvilket var rystende for mig, da jeg var af den holdning at håndlavede rammer var som hellige objekter. Jeg var enormt imponeret, da jeg ingen tegn kunne se af slaget. (Det skal indskydes at det var et epoxy lakeret stel og ikke en våd-lakering). I starten, ville Vilhelm have mig til primært at lave montering og andre små arbejder på de andre netop loddede rammer han sendte op fra kælderen. Jeg følte mig næsten beæret over at blive betroet dette arbejde, som en fornuftigere person ville have betragtet som kedeligt. Da han fandt ud, at jeg var temmelig god til at bygge racerhjul, som var i særlig høj efterspørgsel, da cykelsæsonen nærmede sig, byggede jeg i snesevis af disse hjul i de måneder, jeg arbejdede der. På en typisk dag ville der være en lind strøm af kunder og venner, et par af dem berømte i mine øjne. Der var verdensmesteren Niels Fredborg samt andre store danske ryttere fra landevej og bane. En dag var jeg helt ”Star Struck”, da den store danske professionelle landevejscykelrytter Ole Ritter, på det tidspunkt indehaver af den eftertragtede timerekord, stoppede op på vejen på en træningstur, for at få sit baghjul justeret, og jeg fik den ære. Jeg fandt hurtigt ud af, at der var et typisk mønster for arbejdsdagen. Vilhelm ville bruge den førJames Hargett ’s private foto: Fra venstre Vilhelm , Niels og butikken 1972

213

214

ste halvdel på en ret nem måde – at drikke kaffe med besøgende, tid på telefonen, et par reparationer. Så pludselig midt på eftermiddagen ville han indse, at han stadig havde en masse reparationer ”lovet før lukning”. Det blev pludselig ren forretning og han blev endda en smule kort for hoved og temperamentsfuld. Heldigvis dukkede Niels op de fleste dage sidst på eftermiddagen for at hjælpe og bringe noget ro til stedet. Jeg ville køre cykelløb Jeg kom dog også til Danmark med visioner om at køre cykelløb og at blive professionel cykelrytter. Jeg havde taget min landevejscykel med og trænede primært i forstæderne nord for København, mest alene, men også nogle gange med lokale cykelklubber om søndagen. Den smukke Strandvej langs Øresunds kyst var min favoritrute. Jeg havde dog ikke regnet med at vejret i det tidlige forår var så vedvarende køligt, fugtigt og blæsende. Jeg så solen i et par timer den dag jeg ankom til Danmark og jeg så den ikke igen i en hel måned. På en eller anden måde forblev temperaturen en fugtig, knogle-nedkøling på to grader dag og nat, hele tiden. Som dagene blev længere, begyndte jeg at cykle efter arbejde, ofte med Vilhelms søn Niels og Vilhelms 25-årige nevø John Christiansen, som tragisk blev taget fra os kun nogle få år senere af kræft tikken, Vilhelm foto: Fra venstre Niels, bu te iva pr ’s ett rg Ha es m Ja

215 21 215

I marts deltog jeg i min første landevejsløb, der blev forvandlet til et ydmygende realitetstjek. Jeg havde informeret arrangørerne om, at jeg skulle, køre i A klasse, men de valgte at sætte mig i C, hvor jeg kort fortalt, fik en kæmpe røvfuld. Jeg tror ikke engang, at jeg fuldførte dette løb. Hellige Toledo! (Amerikansk udtryk for nedtur). Hvordan kunne disse europæiske fyre kører så hurtigt? Desværre steg jeg aldrig over middel i de løb, jeg fuldførte. Pludselig den første maj blev det ”dejligt vejr!” – smukt vejr. Jeg kan stadig huske, at Lenes bedstemor erklærede det til himlen. Jeg begyndte at køre to aftener om ugen i programmerne på den store legendariske Ordrup Cyklebane, kun en kilometer eller to op ad Bernstorffsvej fra butikken. Vilhelm havde generøst lånt mig en fin Schrøder banecykel med 51 x 15 gearing – som kunne bruges til næsten alle løb. Banens officials gav mig sågar en lille kabine, hvor jeg kunne opbevare mit grej. Det var værdifuldt og sjovt at kører banecykling, men heller ikke her steg jeg aldrig over middelmådigheden. Desværre blev den gamle cykelbanen revet ned i 2000. Alle ville have en Schrøder Et par uger efter jeg startede på Schrøder Cykler, havde Vilhelm hyret en australsk cykelrytter, Paul Blom, som lærling til bygning af rammer. Han medbragte et aktiv, jeg ikke kunne medbringe: en lovlig arbejdstilladelse. Jeg prøvede, men arbejdsløshedsprocenten i Danmark i 1972 var så høj, at arbejdstilladelser for udlændinge var meget svære at få. Paul fik sin ved at gifte sig med en dansker. Min kæreste antydede, at jeg kunne gøre det samme, men... Der var en sjov scene en eftermiddag, da en uniformeret betjent dukkede op i butikken. Jeg fik hurtigt besked på at gemme mig i baglokalet. Heldigvis viste det sig, at han ikke var der på officielt besøg. Hvis 1972 var dårligt for beskæftigelsen, var det markant godt for erhvervsvirksomheden Schrøder Cykler. Ikke alene vandt Niels Fredborg OL-guld i efteråret 1000 meter, en anden Schrøder-sponsoreretrytter, en nordmand ved navn Knut Knutsen, vandt guld efterfølgende. Pludselig virkede det som om hver eneste top amatørrytter i Skandinavien måtte have en Schrøder cykel. Butikken blev den mest berømte i Skandinavien. 216

og Annelise og Niels John Christiansen, Vilhelm tre ns ve Fra o: fot te va pri James Hargett’s

Samtidig var et par japanske cykel- og delproducenter begyndt at bryde det europæiske monopol på racerudstyr. Vilhelm var en af dem, der var med på den udvikling, en risikotager og pioner. Hans olympiske cykler var udstyret med, hvem kunne have forestillet sig det, Sugino kranksæt lavet i Japan og hans landevejscykler med Sun Tour skiftere og 6-kranse, og resten er historie. Jeg vendte tilbage til USA i sensommeren ’72. På det tidspunkt var min cykelkarriere i Danmark kaput, sammen med mit forhold til Lene. Jeg fik et toårig anfald af unge mand ”Hvem er-jeg?”. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne spilde min tid i USA, som i Danmark. Med mig hjem tog jeg dog stadig en skat af varme minder om den generøse, kærlige støtte af Christiansen familien, varme minder om Lene og hendes familie, sammen med tonsvis af ny viden om cykler og rammebygning og det nyerhvervede kendskab til mine store begrænsninger som cykelrytter. I løbet af de sidste 45 år er jeg vendt tilbage flere gange til fine og sjove besøg med den altid imødekommende Christiansen familie, samt Lene og hendes familie. Mit sidste besøg var i 2013. Sikke en fornøjelse det var igen at sidde til kaffe med den nu 85-årige Vilhelm og Lise, samt at se den nye Schrøder butik på Langbro i centrum af København, drevet på det tidspunkt af Niels. Utroligt at høre om, at Vilhelm og Lise havde kørt 15-20 timer frem og tilbage i ét stræk fra deres feriested i Italien. Med mit kendskab til den dengang stadigt stærke Vilhelm, burde jeg ikke have været overrasket overhovedet. 217

Amerikanske invitationer og Bussines over There Vi har andetsteds fortalt historien om den unge amerikaner James Hargett, der kom ind hos Schrøder Cykler og spurgte til job. Han kom fra Silver Spring, Washington D.C. og kørte cykelløb i USA. Han havde ingen arbejdstilladelse så han blev en slags “frivillig arbejder”, hvor han til gengæld blev sponsoreret med bane- og landevejscykel. Som et resultat af forbindelsen mellem Vilhelm Christiansen og den amerikanske cykelrytter kom en invitation til Grand Prix of the United States i 1973 til de tre ”Schrøder-ryttere” Niels Fredborg, Reno B. Olsen og Bent L. Pedersen. Den trio kunne arrangørerne næppe være utilfredse med, alle

Reno B. Olsen (tv) og Niels Fredborg (th) deltog sammen med Bent L. Pedersen på Encino Velodrome, Californien i 1973

218

tre var i den absolutte elite i Danmark og også af internationalt format – med en olympisk mester fra München som det helt store navn. Grand Prix’et blev køret på Encino-banen ved Los Angeles i Californien. Der blev konkurreret i tolv discipliner, hvoraf danskerne vandt de otte. Var der så også noget for Schrøder i det, udover oplevelsen for rytterne? Det må man nok sige. Efterfølgende fik to cykelforretninger sendt stel fra Danmark (Schrøder): Det var Westchester i downtown LA og Bikeland i Anaheim. Anaheim var ejet af dansk-amerikaneren Henry Carstensen, der oprindelig var emigreret til USA for at være bager, men da han fik mel-allergi (skidt fort en bager), åbnede han i stedet en cykelshop.

Opvarmning på Encino Velodrome, Niels og Bent L. i butikken og løbsdag på Encino Velodrome

219

e i Sp Tre af deltagern

og vinderen rgen Marcossen Jø , tz el W ny n h enco 500. Jo

Thomas Prehn

Schrøder blev faktisk kult i USA i 1970’erne og i en HBO serie ”Ray Donovan” ses der en ældre Schrøder banecykel i baggrunden i en Malibu garage. Hvis man tvivler på, om det nu også kan være rigtigt, så skal man bare finde frem til seriens 2. sæson, afsnit 12 ”The Captain”. Bikeland fortsatte med at købe 10-15 stel om året og i 1979 besøgte Niels Christiansen og Schrøders nye store talent, Johnny Weltz, Bikeland og boede hos Henry Carstensen. Johnny deltog som junior i det dengang legendariske novemberløb ˚Turkey Hill Clime”. Navnet for løbet skyldes at det kørtes på Thanksgiving Day. Løbet var en “one mile” bjergstrækning op ad Mulholland Drive, der flere steder stiger mere end 15%. Johnny, som dengang var en meget spinkel junior rytter, fik dagens bedste tid og slog samtlige A ryttere i ny rekordtid. Rekorden blev aldrig slået. Efter flere års forgæves forsøg på at slå rekorden droppede de helt løbet – det var for pinligt at de ikke kunne slå tiden… Vil man skrive det mere beskedent, kan man måske skrive, at løbet eksisterer ikke mere. Johnny Weltz tid er aldrig blevet slået... 220

Jørgen Marcussen var træt, da han kørte i mål efter Spenco 500 km. Det var han også, da han i 1978 kørte i mål som bornzevinder i prof. VM på Nürburgring i 1978 (hvor dette foto er fra).

Spenco 500 I 1985 var Niels Christiansen igen i USA hos Henry Carstensen. Igennem James Hargett fik Niels arrangeret at Johnny Weltz, som var blevet nr. 2 i amatørernes VM det år, kunne komme med til USA., sammen med veteranen Jørgen Marcussen (”Macs”). Begge skulle de deltage i det i USA meget højt estimerede løb Spenco 500. 221

Om dette meget særlige løb fortæller Jørgen Marcussen: – Det var i efteråret 1985, at jeg via Vilhelm Christiansen fik en invitation til et af de mest specielle cykelløb, jeg nogensinde har kørt. Johnny Weltz var også med, og det var nok ikke mindst ham, arrangørerne gerne ville se, for han var det år blevet nr. 2 i amatørernes VM i Montello i Italien. Niels Christiansen fra Schrøder og hans forlovede var også med på turen. Niels fungerede som leder. Løbet hed The Spenco 500 og de 500 refererede til løbets distance 500 miles = ca. 800 km – i ét stræk. Der var 600 deltagere til start, en blanding af professionelle (bl.a. det hollandske Skala-hold) og motionister og ”kendisser”. Nogle af holdene kørte løbet som en slags staffetløb (!). Vi kørte på hold med en belgier. Løbet startede i ok-vejr, men efter 50 km begyndte det at regne og temperaturen faldt til frysepunktet. Det stormede ind fra den Mexicanske Golf. Det var vi slet ikke forberedte på, vi havde hverken skoovertræk eller handsker med lange fingre. På et tidspunkt blev Johnny lidt træt af det hele og satte sig på hjul af en tankvogn. Da kommissærerne begyndt at tale om, at han skulle diskvalificeres, fik vi heldigvis forklaret dem, at det kun var fordi, han havde været nødt til at stå af på naturens vegne. Den ”åd” de… – Så gik jeg i udbrud – simpelt han for at holde varmen. Og på det udbrud vandt jeg en stor pengepræmie, der var udsat til den, der første nåede til vendepunktet efter 400 km. På det tidspunkt var de fleste af motionisterne sat af. – Men så var vi ved at være godt trætte, og jeg valgte at forlade løbet for at tage på hotel. – Jeg går med sagde Weltz. Vi sov fra kl. 2 til kl. 7. Efter et varmt bad og nogle timer på øjet genoptog vi løbet. Vi indhentede den ene gruppe efter den anden. I i slutresultatet blev vi noteret som nr. 9 og 10. Dermed vandt vi også holdkonkurrencen sammen med vores belgiske holdkammerat, hvilket udløste endnu stor pengepræmie. De fleste andre hold var gået i opløsning grundet det dårlige vejr… Løbet blev vundet af den i USA legendariske rytter Thomas Prehn, der året efter vandt US mesterskabet i foran Jørgen Marcussen. Spenco 500 var lokalt en stor begivenhed, året efter deltog selveste Lance Armstrong. 222

Ryan

ik Swanson. på en super-fan, Er ” oo at r-t de rø ch ”S er og til venstre en Dorris på en Schrød

Flere amerikanere Og den amerikanske vinkel og kontakt, som James Hargett havde skabt i 1971, bragte stadig nye forbindelser. Erik Swanson fra Colorado var i 1986 arbejdsdreng hos Schrøder. Hans mormor var dansker og boede tæt på butikken og Erik skulle lære lidt dansk og elskede at rode med cykler. Erik har i dag Adventure Cycling i Aurora, denne butik eksisterer stadig. Der ryger stadig en ramme eller to om året til Colorado… I 1992 kom Frank Banfield og Ryan Dorris til Danmark via Brian Thomson, som Niels havde mødt under en træningstur i LA i 1986. Begge var meget unge og ville forfølge deres drømme som cykelryttere. Ryan kom tilbage et par år efter og deltog bl.a. i GP Midtbank i Herning, Danmarks svar på Paris-Roubaix . Ryan har siden kørt fast på Schrøder og vandt det Amerikanske Mesterskab i 2019 for Herrer over 45 år. 223

* Dette portræt er skrevet af forfatteren til denne bog i anledning af Hans-Henrik Ørsteds 60 års fødselsdag 13. december 2014.

2244

Eneren Ørsted ”Eneren Ørsted – et fysiologisk fænomen i kamp med tiden”. Det var titlen på den bog, som Finn Mikkelsen i 1980 skrev om Danmarks den gang største cykelnavn, Hans-Henrik Ørsted. Og mere rammende kunne han næppe beskrives, for Hans-Henrik var en ener. Fra 1974, hvor han dukkede op som begynder på Ordrupbanen, og til han sluttede karrieren fjorten år senere med sejr i det københavnske 6-dagesløb fulgte jeg ham tæt, og jeg kan den dag i dag sige, at han er en af de mest bemærkelsesværdige cykelryttere jeg har kendt i mine mange år i sporten. Hvad var det, der var så specielt ved Hans-Henrik? Vel nok hans vilje og evne til at gøre det umulige muligt. I sin debutsæson på banen virkede han kluntet og kejtet, og i sit første forsøg i det, der skulle blive hans favoritdisciplin, 4 km indiv. forfølgelsesløb, kørte han ved Københavnsprøven på 5 min. 21 sek. Det var også for 40 år siden en langtfra imponerende tid. Hvem skulle dengang have troet, at han seks år senere skulle

2225

226

vinde olympisk bronze i samme disciplin og endnu senere tre gange blive professionel verdensmester på 5 km’eren og sætte stribevis af verdensrekorder. Hans-Henrik er endnu et eksempel i den lange række af ryttere, der har bevist at viljen, fliden og stædigheden rækker langt længere end det gudsbenådede talent, når man skal op på skamlens øverste trin. De egenskaber fik han ofte brug for i sin karriere, ikke mindst da han i juni 1979 brækkede lårbenet under træning. Han genvandt aldrig sin førlighed fuldt ud, men han kom tilbage som cykelrytter og formåede at vise, at han havde sine bedste resultater foran sig. Men Hans-Henrik var ikke blot stædig. Han var også kompromisløs, både i sine krav til sine omgivelser men også – og først og fremmest – til sig selv. Intet var gjort godt nok, hvis ikke det var gjort 100 %, og jeg vil tro, at sådan fungerer hans tilværelse også

Guld VM 5 km indiv. forfølgelsesløb professionals 1984, 1985 og 1987. Sølv VM 5 km indiv. forfølgelsesløb professionals 1981, 1982 og 1986. Bronze VM 5 km indiv. forfølgelsesløb professionals 1980 og 1983. Bronze OL 4 km indiv. forfølgelsesløb Moskva 1980. Dansk mester Enkeltstart/Landevej 1978 og 1980. Dansk mester 100 km Holdløb/Landevej for Roskilde CR 1978. Dansk mester 4 km indiv. forfølgelsesløb 1977, 1978 og 1980. Dansk mester 4.000 meter holdforfølgelsesløb 1975, 1977 og 1978. Dansk mester Pointsløb 1978. Dansk mester 5 km indiv. forfølgelsesløb professionals 1981 og 1984. Dansk mester Omnium professionals 1981 og 1987. Europamester Parløb professionals med Gert Frank 1981 og 1983. Verdensrekord 1 time amatører 47,200 km 1. november 1979 Mexico City. Hans-Henrik Ørsted satte i alt 10 forskellige verdensrekorder som amatør og professionel. Trofeo Baracchi partidskørel på landevej med Francesco Moser 1985. 6-dagessejre 8

227

31. januar 1978 satte HansHenrik Ørsted to verdensrekorder i Forum på henholdsvis 4 og 5 km-distancerne. Det er Vilhelm t.h., der holder Hans-Henrik. T.v. Gunnar Sølbech.

i dag. Lige efter karrieren var han nogle år UK-chef for de danske baneryttere og speciel rådgiver for Jan Bo Petersen, i hvem han så en beslægtet arvtager. Men hans ledergerning blev kortvarig, måske fordi havde det svært med at tilpasse sig og med at forstå, at ikke alle var enere… To verdensrekorder på én aften 31. januar 1978 var en ganske særlig aften på vinterbanen i Foull rum. DBC og Hans-Henrik Ørsted havde annonceret, at der skulle

228

køres verdensrekordforsøg på 5 km med fast start for amatører. På trods af TV-transmission fra VM i håndbold, var der troppet 2.000 tilskuere op i Forum for at bakke op om begivenheden. Ørsted kørte distancen i tiden 6.02,574 – ny verdensrekord bedre end såvel amatørrekorden på distancen som den professionelle rekord. Stor jubel – alle var glade og tilfredse. Men Hans-Henriks rådgiver Vilhelm Christiansen mente, at det kunne gøres endnu bedre: – Hvis du går op og hvilet dig en times tid, så tror jeg du kan slå 4 km rekorden også! Som sagt, så gjort. 1½ time efter var Ørsted atter i sadlen og under tordnende jubel fra publikum satte han med tiden 4.49,639 han den anden verdensrekord På én aften. Ørsted om Schrøder – Det var min klubkammerat fra Roskilde CR, Junker Jørgensen, der i 1971 introducerede mig for Schrøder Cykler og Vilhelm Christiansen. Af ham fik jeg min første håndbyggede landevejsracer. I 1972 var jeg i seks måneder ansat hos Schrøder og i den periode kørte jeg dagligt på cykel frem og tilbage fra Roskilde til Bernstorffsvej. I 1974 begyndte jeg på Ordrupbanen og i årene derefter tog min karriere fart. I 1975 var jeg med til at blive dansk mester i holdforfølgelsesløb. Vores samarbejde på højt niveau begyndte for alvor ved DM i 4 km indiv. forfølgelsesløb på Odensebanen i 1977. Vilhelm troede på mig og havde til lejligheden bygget min første håndbyggede baneracer. Og til overraskelse for de fleste vandt jeg over Kim G. Svendsen i finalen. Det var mit første individuelle danmarksmesterskab. Samarbejdet og venskabet fortsatte også efter jeg i 1978 skiftede fra Schrøder Cykler til Flandria, fordi det belgiske mærke var blevet sponsor for min klub Roskilde. Og også efter jeg var blevet professionel i 1980 efter OL i Moskva, havde vi stadig kontakt med hinanden og han var der altid, når jeg havde brug for et godt råd. Vilhelm lærte mig at gå 100 % ind for tingene, sådan som han selv gjorde det. Han var en mentor og ledetråden var intens træning. Temperament var også et af hans kendetegn! Vilhelms søn Niels og jeg var jævnaldrende og vi gik godt i spænd sammen, vi cyklede tit sammen og vi har stadig kontakt med hinanden. 229

Drama da Schrøder vandt DM i holdforfølgelsesløb Danmarksmesterskabet i 4.000 meter holdforfølgelsesløb 1976 kørtes onsdag 18. august på cykelbanen i Odense. Forsvarende mestre var holdet fra København, der i 1975 på Ordrupbanen havde slået Århus i finalen. Det var i en tid, hvor der var stor prestige omkring netop dette mesterskab, som i høj grad også blev set som en kamp mellem København og Provinsen. Den onsdag aften på Odensebanen bestod det københavnske hold af Ivar Jakobsen, Bjarne Sørensen, Kim G. Svendsen og Kim Refshammer. Århusholdet bestod af ”veteranerne” Gunnar Asmussen og Niels Fredborg samt de yngre Kurt Frisch og Gert Frank (nævnt i den rækkefølge, hvor de ses på billedet her til højre). Som man kan se, var det århusianske hold ”Schrøder” over hele linjen, et udtryk for den stærke position det københavnske cykelmærke havde dengang, også på den anden side af Storebælt. I den indledende tidskørsel havde københavnerne kørt mere end fem sekunder hurtigere end århusianerne, så de unge københavnerne var optimister før finalen. Men det skulle ende i drama og skandale. Efter blot et par omgange punkterede det københavnske holds ankermand Bjarne Sørensen. Fejlagtigt skød en odenseansk kommissær løbet af, selv om der ifølge reglementet blot skulle have været kørt videre. Det gjorde begge hold også, men da kommissæren skød anden gang, holdt begge hold op med at køre. Efter lange diskussioner blev det besluttet, at løbet skulle genstartes fra det sted, hvortil man var kommet, da løbet blev skudt af – men københavnerne kun med tre mand. Det nægtede det københavnske hold, og Århusholdet blev derefter erklæret som vindere. Stemningen var ikke særlig god i den københavnske bil på vejen hjem efter stævnet, forfatteren til denne bog var selv med i bilen… 230

231

Vinderne af MINI 6-dagesløbet 1982: Lars Bonde t.v. og Carsten Jørgensen med lederne Torkil Kure og Otto Olsen.

Lars Bonde Nielsen Fra elev af Vilhelm til Elitechef hos DCU Lars Bonde sluttede sin aktive karriere i 1996. Fem år efter blev han tilknyttet Danmarks Cykle Union, først som landstræner for landevejsrytterne, siden som Elitechef for hele unionen. I 2008 blev han af Dagbladet BT kåret som årets coach. Da han sluttede hos DCU efter OL i Rio i 2016 kunne han se tilbage på en periode, hvor han havde stået i spidsen for en udvikling, der havde bragt dansk cykelsport op i verdenseliten. Sin praktiske erfaring havde han fra en fin karriere som aktiv på landevej og bane. Et højdepunkt var da han i 1992 blev nordisk mester i landevejscykling i Halmstad i Sverige. Ti år forinden havde han vundet det populære MINI 6-dagesløb i Forum sammen med Carsten Jørgensen. Selv ser han 232

Lars Bonde i de rød-hvide farver, både på trøjen og på cyklen

dog nok så meget tilbage på VM i Orlando i 1994, hvor han selv sluttede på en beskeden 48. plads, men hvor han havde været en del af det holdarbejde, der førte til at en anden dansker, Alex Pedersen, blev verdensmester. Men også en af de mest succesfulde trænere i dansk cykelsport har i starten af sin karriere været i lære hos Vilhelm Christiansen på Bernstorffsvej. – ”Vilhelm var en fantastisk historiefortæller. Han kunne berette om sit arbejde med navne som Niels Fredborg og Mogens Frey”, fortæller Lars. ”Han sværgede til det gamle, seriøsiteten var i højsædet og der skulle trænes meget. Han var en af de sidste der tog computere i brug, og i forretningen gik der lang tid, inden han tog dankort… Men jeg kunne se, at han betød meget for sine ryttere, ikke kun for mig selv men også for ryttere som Kenneth Røpke og Johnny Weltz og mange flere. Og pludselig kunne han overraske ved som én af de første at få fantomdragter hjem fra Italien”. 233

Johnny Weltz vinder sølv i Montello og cyklen han kører på, er fra Schrøder. Brian Holm, nr. 2 fra højre, blev nr. 4. Polakken Lech Piasecki var kørt i mål som vinder.

Johnny Weltz

Heltenes Helt i Montello and, ff.eks. en cykelrytter, kel Har vi mon ikke alle sammen en tendens til at forbinde en kendtt sport sportsmand, med én bestemt begivenhed/en bestemt bedrift… Tag nu cykelrytteren Johnny Weltz. g ind Når jeg siger Johnny Weltz, hvad er så det første, der falder dig ind? nce 1 88 – eeller er det et nærm Hans sejr på 19. etape til Puy de Dôme i Tour de France 1988 nærmere hans 2.. plads ntello i 1985 og sølvmedalje i amatørernes VM på landevej i Montello 1985? 234

Far og søn glæder læder sig over VM-medaljen i Montello. ontello.

Med al respekt res or en medalje lje i et amatør VM, V så tror jeg at etapesejren i Tour’en en blandt bla for internationale eksperter ekspe tår sstærkest. st. Men omvendt omven tror jeg eg også, ogs at for os danskere, der står st VM-sølvet står stærkest. Selvfølge g til kan Selvfølgelig var sejre sejren på Puy de Dôm Dôme stort, men alligevel m må jeg erkende, at jeg af og være i tvivl om årstallet allet nu var ar 1988 eller 1 g om det var p Dôm eller på en af de andre 1989, og på Puy de Dôme koniske pashøjder pashøjd i Tour’en. Tou ikoniske vmedaljen blev b vundet det i 1985 i Montello! ntello Men jeg er aldrig et øjeblik i tvivl om, att sølvmedaljen ”Heltene fra Montello” blev et begreb, begreb og heltenes nes helt var va Johnny ohnny Weltz! H Har du det mon også g sådan? Hvem vandt i øvrigt guldmedaljen i 198 1985? historien drejer Det gjorde polakken Lech Piasecki, men det er ikke ik ham, his er sig om.

235

236 Endnu en sølvmedalje. Alex Pedersen (t.v.) vandt DM i Odsherred 1986 foran Johnny Weltz.

T.v. DCU’s formand Chr. Pedersen hylder Johnny W. Hansen som dansk juniormester i pointsløb. T.h. de danske juniormestre i holdløb på bane 1979: Jens Veggerby, Torben F. Andersen, Johnny Weltz og Dan Frost.

Endnu en sølvmedalje – og så en af guld Efter sølv i Montello i 1985 blev det også til sølv ved DM året efter i Odsherred. Otte mand kom samlet hjem efter et hårdt og godt løb, hvor Alex Pedersen vandt en tæt spurt foran Weltz og Henning Sindahl. Tre år senere kom så guldmedaljen i de professionelles DM i Kolding, hvor Jesper Skibby og Per Pedersen tog de næste pladser. Da Johnny W. Hansen vandt over verdens bedste pointsløbsrytter Der var gode juniorryttere på Ordrupbanen i sæsonen 1979. Blandt de bedste var Dan Frost, Jens Veggerby og Vagn Scharling. Men så dukkede der pludselig et nyt navn op: Johnny W. Hansen. Med en måneds mellemrum vandt han to danske juniormesterskaber på Ordrupbanen: Først var han med til at vinde mesterskabet i 4.000 meter holdforfølgelsesløb sammen med Dan Frost, Jens Veggerby og Torben F. Andersen. Og fire uger senere gik han solo og vandt mesterskabet i pointsløb med otte points foran favoritten Dan Frost (der senere i karrieren som senior blev ”verdens bedste pointsløbsrytter” som både danmarksmester, verdensmester og olympisk mester i disciplinen!). 237

238 Vilhelm var ved Weltz’ side, da han i 1989 vandt prof. DM i Kolding.

Johnny W. Hansen, der senere skulle blive nok så kendt under sit mellemnavn Weltz, var allerede dengang med på holdet hos ”Stald Schrøder”, og mon ikke også inspirationen til at forsøge sig på banen i nogen grad var kommet fra Bernstorffsvej. I hvert fald var Niels Christiansen med på sidelinjen, og gav ham dessiner under løbet. – Dengang var reglementet i pointsløb sådan, at der var dobbelt pointsgivning, ikke blot i den sidste spurt med også i spurten midtvejs i løbet, fortæller Niels. Jeg dirigerede ham frem til at satse på den spurt, og han vandt den også og fik dermed en god udgangsposition for resten af løbet. Den københavnske holdleder Ove Claus Hansen, satsede på forhånd på Dan Frost og Veggerby, men vi fra Bernstorffsvej havde en anden dagsorden… Johnny Weltz kørte kun et par sæsoner på banen, men Dan Frost er den dag i dag overbevist om, at Johnny havde haft alle forudsætninger for også at kunne gøre en stor karriere på banen, hvis det var det, han havde villet. Og jeg er sikker på at årene på banen var med til at give ham den teknik, hurtighed og placeringsevne, der var medvirkende til at han bl.a. vandt sin sølvmedalje i Montello, siger Dan Frost. Professionel Johnny Weltz blev professionel i 1987 239

240

Etapevinder på Puy de Dôme 1988.

Johnny Weltz Født: 20. marts 1962

2 x Weltz – 3 x Schrøder: Johnny Weltz, Søren Christiansen og Kenneth Weltz

på det spanske Fagor-hold og kørte efterfølgende på Once (1989-1993), Artiach (1994) og fra 1995 var han en del af Lance Armstrongs Motorola-hold, senere US Postal, først som rytter, senere som sportsdirektør. Hans største sejr som professionel er ubetinget Puy-deDôme-etapen, men derudover har han tegnet sig for flere betydende sejre, bl.a. 15. etape af Vuelta’en i 1988. Han sluttede den aktive karriere i 1995 men har siden fungeret som sportsdirektør på diverse hold, bl.a. hos Bjarne Riis på Memory Card Jack & Jones og på Team CSC.

Prof. 1987 – 1995, efterfølgende sportsdirektør på diverse hold. Sølvvinder ved VM amatører 1985 i Montello (ITA). Nr. 2 DM landevej 1986 Vinder af 15. etape Vuelta a España 1988. Vinder af 19. etape i Tour de France til Puy de Dôme 1988, nr. 54 sammenlagt. Vinder af Critérium Cycliste International 1988. Dansk mester på landevej prof. 1989. Vinder af Scandinavian Open 1989. Vinder af 1. etape Vuelta Ciclist al Pais Vasco 1989. Vinder af 6. etape Vuelta Ciclista Asturias 1991. Vinder af 1. etape Vuelta a Mallorca 1992. Vinder af Trofeo Comunidad 1993.

241

Jørgen Beyerholm Jun.

Jørgen Beyerholm Sen.

Schrøder på Forsiden

242

Cykle Jul var i mange år hele cykelsportens julehæfte. Det første hæfte udkom i 1932 og det sidste 67 år senere i 1999. Redaktør og udgiver var gennem årene Jørgen Beyerholm Senior (mangeårig sportsleder på Ordrupbanen) og Jørgen Beyerholm Junior (markant sportsjournalist på BT). Med stor viden og engagement skabte de gennem to menneskealdre en cykelsportens årskavalkade, som var et must for alle cykelsportsfans. Schrøder Cykler var flittig annoncør i hæftet, men derudover sørgede ”Stald Schrøder”, der omfattede ryttere som Niels Fredborg, Mogens Frey, Reno B. Olsen og Johnny Weltz m.m.fl., for at Schrøder Cykler også var yderst synlige på den redaktionelle side. Fire gange var Schrøder Cyklers ryttere endog på forsiden:

1963 – Mogens Frey Det var året, hvor Mogens Frey fik sit store gennembrud og blev et topnavn i dansk cykelsport, på bane og på landevej. 1973 – Reno B. Olsen Reno B. var årets ”supermand” i dansk cykelsport. Han præsterede som den første at vinde helee fem danske elitemesterskaber i samme år.r. n. På forsiden ses også Ole Ritter (t.v.) og Jørgen Emil Hansen. 1975 – Ole Ritter ter De legendariske 6-dagesvindere i Herning 1974 og 1975. 975. der. Ole Ritter (t.v.) kørte ved den lejlighed på Schrøder. 1985 – Johnny Weltz Johnny Weltz kører i mål som sølvvinder inder 198 i det mindeværdige VM i Montello i Italien i 1985. Når der skulle kreeres en frisk annonce var en Schrøderr Cykel også et godt blikfang. Annonce fra Cykle Jul ul 197 1978.

243

Flemming Kirkegaard, en af cykelsportens ildsjæle – nogle vil måske også kalde ham en ”nørd”, i den kærlige betydning af ordet – har skrevet nedenstående hyldest til Schrøder Cykler:

Old School hos Schrøder på Bernstorffsvej Da jeg var en ung drengerytter i ABC, var mobiltelefonerne ikke opfundet. Internettet – og hjemme computere var ikke noget man kendte til dengang. Når man skulle finde et telefonnummer, så slog man op i de store telefonbøger fra KTAS. Det var faktisk sådan jeg endte med at starte min karriere i ABC – det var den første klub i telefonbogen – og den lå jo tæt på mit hjem i Vanløse. Det var i 1983, at jeg så ringede til klubben og fik lov til at komme ud og se klublokalerne i Brønshøj næste onsdag, hvor der var klubaften. Den første jeg mødte, var en mand med en smøg i mundvigen. Det var ABCs kasserer, Erling Konrad.

Flemming Kirkegaard Født 1972 Gymnasieelev på Team Danmarks idrætsgymnasium i Gentofte. Ansat som pilot hos SAS siden 2000. Startede i ABC i 1983 i mellemste drengeklasse. A-rytter på landevej i 1991. Dansk mester i 4.000 meter holdløb på bane juniores. Vinder af Forum Cup’en i 4.000 meter holdløb 1993, 1995 og 1996. Sluttede karrieren i 1997. Har fungeret som holdleder og assisterende sportsdirektør på diverse danske klubhold og teams.

244

Smøgen hang i mundvigen stort set hver gang man så Erling. Også nede i klublokalet. Det var der ikke nogen der havde ondt i røven over. Det var en anden tid, der var ikke rygeforbud nogen steder. Allerede dagen efter stod jeg så i cykeltøj nede foran klublokalerne i Voldparken i Brønshøj kl. 16.30, klar til min første drengetræning i ABC. Der var masser af andre drengeryttere i klubben. Faktisk var ABC en af landets største klubber. Kun DCR kunne måle sig med ABC, når det gjaldt drenge og ungdomsafdelingens størrelse. Vi var omkring 40 ryttere til træning, dengang – og det var kun drengeafdelingen! Her lærte jeg hurtigt at komme ind i cykeljargonen. Og hvordan man skulle sidde på hjul, hvordan man spændte sine tåclips inden spurten, hvordan man trænede i al slags vejr – hvis man da ellers ville vinde noget… Dengang lærte man sine ting ude på rammen. Der var sgu’ ikke noget YouTube eller andet moderne bras, der kunne erstatte ”the real deal”. Ud og træd. Ud og lær’.

Den lille ”bandit” til højre er artiklens forfatter. Billedet er fra 1984, Flemmings anden sæson som cykelrytter.

245

Artiklens forfatter (nr. 2 fra højre) sammen med holdkammeraterne Michael Gustafson og Gert O. Hansen efter SM for Juniorhold i 1989. Herren til højre er den i artiklen omtalte træner Rune Hansen.

246

I ABC med John Hamburger (far til Bo) og Rune Hansen som trænere, skulle man nok lære det, der var nødvendigt. Rune blev hurtigt den person, der lavede mine cykler – han kørte selv på en håndlavet, hvid cykel der altid var pudset og skinnende som om den var ny. Rune fortalte mig at når man havde en racercykel så havde den ”edderbrodereme” bare at være så ren, så man kunne spejle sig i navene. De skinnende dele skulle pudses med noget der hed Autosol. Man skulle rense kæden – om nødvendig så skulle man sidde fredag aften og rense hvert led med en piberenser så cyklen var klar til løb. Dette var langt vigtigere end at spilde tiden på klassefester og fruentimmere. Det var elementær viden for enhver. Alle rigtige cykelryttere fra dengang, ved hvad jeg snakker om. Når man var færdig med at ordne cykel, kunne man ligge i sin

seng med benene opad i et par timer og slappe af. Man var en talentløs pladespiller, hvis man ikke forberedte sig sådan. Så det gjorde man. Hver weekend! Hvis man var rigtig god, så kunne man så få lov at køre med noget, der hed Campagnolo. Og hvis man var rigtig, rigtig god, så kunne man købe en fantomdragt. Men det skulle man gøre sig fortjent til. Det første halve år i min karriere i 1983 foregik således på en gammel Hillford på cykel, som min far havde tilovers. Jeg fik sat noget udstyr på cyklen, så den lignede en racercykel. Men de andre drenge – brdr. Hamburger, Jannick Petersen, Jesper Schandorff og co. – de havde virkelig det lækre udstyr. Jeg vidste at det kunne jeg også få en dag, hvis jeg var flittig nok. Min første racer var en Banani Jeg synes det var temmelig sjovt at cykle og fordi jeg var flittig og mødte op hver gang til træning, så skulle jeg have en rigtig racer i 1984. Og det skulle være en Banani. Det kunne jeg slet ikke bestemme selv, sådan var det bare. Rune var træner, det her var ABC – og jeg skulle have en Banani. Færdig slut. Mit første besøg i Banani-butikken var for at købe en hjelm. Nede i butikken var der propfyldt med mennesker – det var der altid dengang, især op til weekenderne – og der stod jeg så 12 år gammel og blev efter nogen ventetid betjent af én, der hed Thorkild Jensen. Han var mekaniker hos Bananen og han var ovenikøbet A-rytter i ABC. Der stod også én der hed Henrik Sørensen, som ekspedient. Han var også A-rytter, men i DCR. De skulle nok bestemme, hvad jeg skulle ha’. Det var den og den og sådan og sådan og så bare ud af klappen og farvel. Ingen dumme spørgsmål. Man lærte lynhurtigt at det eneste sted man ikke købte sit grej, det var hos den lokale rundt om hjørnet. Det var slet ikke hos nogle af konkurrenterne (som jeg ikke anede om på det tids247

punkt) – nej man købte sine ting hos den samme hver gang. Hos Banani i Valby. Og Gud nåde og trøste én, hvis Rune fandt ud af, at man havde handlet andre steder. Ja, jeg turde slet ikke gøre det. Jeg tror jeg købte nogle lapper og en stænklap nede på Jernbane Allé i Vanløse. Det var det. Det var først i 1987 at jeg turde spørge Rune om jeg måtte købe et kranksæt hos Scandinavia Racing Discount inde på Nørrebro. Jeg fik allernådigst lov. På det tidspunkt var jeg jo blevet accepteret nede hos Bananen. Jeg fik altid en sludder med dem nede i butikken – de vidste som regel alt muligt. Ikke bare om cyklerne, men så sandelig også om hvordan man skulle træne, spise, sove og gå i skole og leve sit liv. Havde man kæreste-problemer kunne man også få råd, både hos Bananen og i ABC. Det blev hurtigt til en del af ens familie og jeg kom virkelig til at holde af klubben og livet som cykelrytter. Det var hele min identitet dengang. Og det var fedt. Det hellige rum i en rigtig cykelbutik Om fredagen, inden løb, kørte man så som regel ned i butikken og fik en lille snak. Der var altid nogen i butikken der kendte ruten man skulle køre bedre end man selv gjorde og man fik lige at vide, hvor der var sidevind og hvor man kunne prøve at stikke af. Så fik man en kop kaffe og måske sad man endda (nu var man jo indviet) ude i baglokalet. Det hellige rum i en rigtig cykelbutik. Der hvor der blev ført samtaler under fire øjne. Der var som regel også et par plakater, der ikke kunne hænge ude i butikken. Sådan nogle med lækre damer på. Uden tøj. Alle lyttede til hvad der blev sagt i de lokaler. Hvor meget lufttryk man skulle ha’ i ringene, hvilke gearinger man skulle have på og hvordan man skulle tage dampbad om fredagen, for det var ligesom massage, og hvordan man gerne skulle bruge cykelsko der var en anelse for små. Jeg aner ikke hvorfor man skulle køre i for små sko, men det 248

gjorde man altså for det havde Bananen jo sagt, man skulle. I de københavnske cykelklubber var det dengang ofte sådan, at man kørte på specielle mærker, alt efter klubtilhørsforhold. I KCK og FBL var man nærmest ekskluderet fra træningen hvis man ikke kørte på Banani. I Amager kørte man på Banani og Guerciotti. I DCR kørte man også på Banani. Kom man til Gladsaxe var det anderledes. Her kørte man enten på Saxil eller Schrøder. Kom man endnu længere væk, kunne man endda se ryttere på import mærker som Colnago, Benotto og ALAN etc. Men i 80’erne var det mest kutyme, at man kørte med en cykel fra en af butikkerne i København.

249

I midt 80’erne kom der en ny rytter fra min årgang til ABC. Han hed Hans Henrik Steen og han boede oppe i Søborg og han havde aldrig haft en Banani. Vores træner syntes at det var helt i orden, fordi Hans Henrik kørte kun på Schrøder. Jeg lærte således at man godt måtte køre på andre mærker – men kun så længe at man ikke sådan sprang frem og tilbage. Man måtte acceptere, at det måske var en anelse dyrere for en komponent hos ens egen cykelhandler end det var et andet sted. Man snød sig ikke over til konkurrenterne for ussel mammon. Hans Henrik havde det på samme måde som mig, han handlede altid samme sted og havde altid den samme bemaling på sine cykler. I samtlige år vi kørte sammen. Rød og hvid og med sorte stafferinger. Schrøder. Selvom vi kørte på forskellige cykler, og handlede hvert sit sted, så kunne vi fortælle hinanden at vi stort set modtog nøjagtig de samme råd, når vi havde noget at spørge om nede i butikken. Man var et skvat hvis man ikke kunne træne i regnvejr. Man skulle huske at passe sin træning og man havde godt af at gå til klub-gymnastik om vinteren. Man skulle køre med skærme og stænklap om vinteren. Man skulle køre med tunge træningshjul for så ville man flyve, når man kom op på løbshjulene. Og cyklen skulle sat’me være ren, når der var løb.

Mads Bugge Andersen sender Flemming Kirkegaard afsted under en intens jagt i Forum.

250

Cyklen skulle være nypudset Man kunne godt risikere at stå til et løb, hvor enten Bananen eller Vilhelm ”Schrøder” Christiansen nærmest sendte sine kunder hjem fra løbet, hvis ikke man stod til start med en nypudset cykel. I de unge år kunne man heller ikke rigtig selv bestemme, hvilket udstyr der skulle på cyklen. Hvis Bananen – eller Vilhelm – ikke mente at man havde fortjent f.eks. en Campagnolo Super Record sadelpind – så fik man ikke lov til at købe den. Så måtte man købe det, som man fik lov til. Og det vidste jeg var ens hos både Banani og Schrøder. De to cykelbosser var af samme gamle skole. De tog sig faktisk ualmindelig godt af deres ryttere og man kunne jo få lavet alt på alle mulige tidspunkter af døgnet, hvis man havde behov – forudsat at man ellers var opdraget ordentligt. Og det skulle jeg hilse at sige, at det blev man hos de to gamle butiksejere. Når man så kom op i juniorklassen, så begyndte det jo at blive alvor. Både Hans Henrik og jeg startede på et sportsgymnasium for Team Danmark elitesports talenter og vi kom begge på junior landsholdet. På det tidspunkt havde jeg fået lov til at købe Campagnolo Super Record, jeg fik fantomdragter af klubben og jeg fik ovenikøbet håndbygget min Banani ramme med de bedste Columbus SLX rør på markedet. Hans Henrik fik nøjagtig det samme ude hos Schrøder i Hellerup. Vi gik ikke i samme klasse, men i min klasse gik der en ishockeyspiller, der vidste en hel masse om cykling. Ja, det var nærmest som om han selv havde cyklet hele livet – vi havde nøjagtig samme meninger og holdninger til alt, der havde med cykling at gøre. Vi kunne godt lide Sean Kelly for han var altid Old School. Jeg kørte stadig med tåclips-pedaler dengang i 1988. Det var meget bedre syntes jeg. Det synes ham ishockeyspilleren også. Det viste sig at han arbejdede nede hos Schrøder i sin sparsomme fritid. Han hed Morten Ahlberg og han var søn af den tidligere landsholdsspiller i fodbold, Flemming Ahlberg. Første besøg hos Schrøder Morten var rigtig god til at skrue på cykler og en dag skulle jeg have skiftet en eger, der var knækket. Morten sagde, at jeg bare skulle komme med ham efter skole – ned til Schrøder. Det gjorde mig ret nervøs. Tænk hvis jeg blev opdaget. Jeg havde kommet det samme sted i 6 år. Uden undtagelse. Og selvom jeg ikke købte andet end en eger?? og så kom der pludselig sådan en Banani dreng ned til Vilhelm... Hvad ville han ikke sige? Heldigvis havde jeg så Morten med derned og han fik lynhurtigt fortalt, at jeg skam var god nok. Old School, rigtig opdraget, men jeg boede bare det forkerte sted. Vilhelm stod og så mig an og så pludselig bad han mig stå op ad en væg og gå ned i en 90 graders 251

Flemming Kirkegaard anno 2020 i Schrøder Cyklers nye lokaler på Bernstorffsvej – på den anden side af gaden.

252

stilling med lårene og blive stående, indtil jeg ikke kunne mere. Jeg stod så der ret længe, synes jeg selv. Da jeg endelig faldt sammen, så skraldgrinede de allesammen – det var ikke dårligt, men det var langt fra rekorden som stod i en notesbog. Men det var altså nødvendigt for at de overhovedet gad snakke med én dernede. Faktisk var det ret hyggeligt at være nede hos Schrøder. Jeg lærte også hurtigt Niels (Vilhelms søn) at kende dernede i butikken og det var meget det samme, som at komme nede hos Bananen. En stor familie – altid klar til en venskabelig snak og et godt råd. Nu da jeg ligefrem hang ud begge steder, kunne jeg konstatere, at selvom Banani og Schrøder var konkurrenter, så var de faktisk af den samme gamle skole og de havde mange af de samme holdninger til cykelsporten. Jeg købte aldrig nogen Schrøder cykel – det ville være det rene selvmord. Det vidste Vilhelm godt og han synes nok i virkeligheden godt om, at jeg aldrig skiftede fra min Banani. For det gjorde man jo ikke når man var ordentligt opdraget. Nuvel jeg fik ofte et par kommentarer med på vejen fra Bernstorffsvej, men det var med et smil på læben. Af mange gode historier fremgår det, at flere af de professionelle cykelryttere på firmahold, måske nok skulle køre på et bestemt sponsor-mærke, men i virkeligheden kørte de faktisk på enten en Banani eller en Schrøder. Det tror jeg kun overgik de to butikker, de lavede hver især nogle af verdens bedste stålrammer og de havde ikke noget problem med at en professionel rytter kørte på en cykel med et mærkat på fra en anden fabrikant – de vidste selv, hvad det i virkeligheden var. Således kørte f.eks. Johnny Weltz rundt på en Schrøder cykel som professionel uden at nogen rigtig vidste det. Det var ikke nødvendigt at skulle bræge op til Gud og hver mand om det, dem der vidste om det, de vidste det og alle der virkelig havde forstand på cykelsporten, vidste det jo også. Det var reklame nok i sig selv. 253

Efterhånden forsvandt de håndbyggede stålrammer stille og roligt ud af billedet i cykelsporten. Erstattet af letvægtsmaterialer og robotter. Den personlige audiens kunne nu reduceres til et klik med en mus på computeren, så fik man både træningsvejledninger og materiale via internettet. Den personlige ekspertise er i dag erstattet af latterlige influencers der aldrig har været i nærheden af et par tåclipspedaler eller en bøtte med Campagnolo fedt. Internettet skal nok fortælle dig alt i dag. Ude på Bernstorffsvej er der stadig et baglokale Men ude på Bernstorffsvej er der stadig et baglokale. Der er stadig kaffe på kanden. Den der rigtige kolbekaffe, der smager af metal og gamle sko, efter den har stået i tre timer på kanden. Der er stadig én, der kan give råd om hvilke sko man skal køre med, hvor meget dæktryk, der skal i ringene (for man kører altså ikke rigtig væddeløb med dæk og slange) og jeg fik da også, sidst jeg var derude, et råd med til, hvad jeg kan imponere fruen med. Den sidste bastion eksisterer endnu. Og det er jeg glad for. Jeg har også endelig – i 2019 efter 37 år, købt mig en rigtig Schrøder cykel – med tåclips og Campagnolo super record – som en hæder og respekt til en af Danmarks allerbedste cykelbutikker gennem alle tider. Til lykke med jubilæet Schrøder. Og tak for alle de gode oplevelser og historier gennem tiderne! Flemming Kirkegaard

254

I 2019 - efter 37 år - har jeg købt mig en rigtig Schrøder cykel.

255

Den Grimme Ælling der blev til en smuk svane!

Bycyklen af Per Vibe*

Bycyklen er utrolig populær i København og flere andre byer i Danmark, og også i et væld af storbyer ud over hele verden, er Bycykler en markant del af bybilledet. Ideen er da også smart. Man kommer en mønt eller et kreditkort i en dertil anbragt anordning på cyklen, så er man kørende, nu til dags endda med GPS, så turisten kan finde hurtigt frem til byens attraktioner. Hvis man bare er lokal, har man på en billig og praktisk måde mulighed for at komme hurtigt fra A-B. Alt det vidste du måske i forvejen, men vidste du også at Vilhelm og Niels Christiansen, og dermed også Schrøder Cykler, har været nogle af hjernerne bag hele det koncept, som vi i dag kender som ”Bycyklen”? For at finde hoved og hale i den ”vilde” historie om Bycyklen er jeg nødt til at starte med dette uddrag af en artikel der blev bragt i Politiken Kultur den 31. oktober 2012. ”Klokken er mange en forårsnat i 1989, da 29-årige Ole Wessung vil hjem fra en bytur. Hans cykel er pist væk, og der er ingen taxa. Han beslutter selv at stjæle en cykel. »Mens jeg står der, tænker jeg, at ham, der stjal min cykel, nok har fået stjålet sin egen«, siger Ole Wessung. Han går hjem til fods og oparbejder lysten til at bekæmpe byens cykeltyverier med en forretningsidé. Med sin gode ven Morten Sadolin går han rundt til forsikringsselskaberne med en simpel ide: Makkerparret leverer gratis bycykler, hvis selskaberne sponserer det beløb, som de sparer i udbetalt erstatning. Svaret er nej. I stedet importerer de to venner en kasse med fire cykler fra Kina. Det er resterne af et konkursbo fra de

Noter: *) Artiklen er genfortalt efter samtale med Niels Christiansen og Arne Meldgaard. **) Morten Sadolin (afdød): Idémand til Bycyklen sammen med Ole Wessung. Forlod projektet i 1998. Arbejdede senere bl.a. som administrationschef ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) / Center for Elteknologi. ***) Ole Wessung: Idemand til Bycyklen sammen med Ole Sadolin i 1990. Forlod projektet i 1998. Driver i dag selvstændig virksomhed som kiropraktor, foredragsholder, coach og inspirator.

256

Niels Christiansen’s datter Julie ved åbningen af Den danske Pavillon ved Shanghai Expo i 2010.

257

såkaldte Jydebrødre, der i retten i Herning i 1990 frifindes for anklager om bl.a. bedrageri og dokumentfalsk. Vi har hutlet os lidt igennem de seneste år De låner den professionelle cykelrytter Jesper Worres mekaniker, der bruger 14 dage på at samle én cykel. Bagefter falder den fra hinanden. Men de trækker på venner og bekendte i reklamebranchen, og i november 1990 skriver aviserne om 5.000 specialdesignede cykler, der til foråret stilles gratis til rådighed. En god historie, men ... »Det hele er varm luft«, siger Ole Wessung i dag. De har stadig ingen cykel, men presseomtalen hiver fonde med på bølgen. Det er nok til at etablere Bycyklen ApS.” Det gik ikke Niels Christiansen havde på det tidspunkt, i 1991, en ven som en dag fortalte, at han havde hørt om **Morten Sadolin og ***Ole Wessung’ planer, og spurgte derfor Niels om det ikke var en ide at tage en snak med de to. De mødtes efterfølgende i butikken, hvor Niels og Vilhelm får forelagt planerne og hvor de gav nogle gode råd tilbage til Sadolin og Wessung. Sadolin og Wessung skulle nu skaffe økonomi til at søsætte projektet. På det tidspunkt var det muligt at søge staten om støtte igennem en iværksætterpulje. Til det brug skulle de bruge en underskrift som bevis på at de havde en samarbejdspartner. Det mente Niels og Vilhelm, efter den positive samtale med de to unge mænd, jo nok de kunne kalde sig, så efter advokat Karoly Nemeth havde været ind over, skrev de under. Desværre gik der ikke lang tid før Niels fik en fornemmelse af at der var ”ugler i mosen” og det viste 258

259

sig, at Wessung og Sadolin havde valgt at gå uden om Schrøder Cykler og fik lavet 27 Bycykler på Nakskov Skibsværft. Det blev en dundrende fiasko og allerede inden udgangen af 1991, måtte de lukke og slukke for Bycyklen ApS – med et ikke ubetydeligt underskud. Schrøder kommer på banen – igen Ærgerlig, så kort kan følelsen hos Niels og Vilhelm beskrives efter den oplevelse. Men der var blevet fostret en idé som de ikke kunne slippe, og i de næste par år blev projektet ofte diskuteret på Bernstorffsvej. Så pludselig en dag, kommer Morten Sadolin ind i butikken på Bernstorffsvej. Niels nævner intet om det mislykkede projekt i ’91 og det gør Sadolin heller ikke – i første omgang. Næh, han vil såmænd bare købe en cykel, en Raleigh for at være nøjagtig. Jamen det kunne Schrøder Cykler da sagtens sælge ham og handlen blev afsluttet. Stik mod sædvane gik Sadolin’s krank i stykker, på den nye cykel, og under reparationen faldt samtalen atter engang på ”Bycykel” projektet, og de blev sammen enige om at gøre et nyt forsøg. Vilhelm og Niels blev fyr og flamme, i det skjulte selvfølgelig, for de kunne sagtens se det kæmpe forretningspotentiale der kunne være i projektet og samtidig få efterprøvet den idé, der var blevet sået hos dem i 1991. Nu var det jo ikke en helt ”almindelig” håndbygget cykel, som Vilhelm var en mester til at fremstille, der skulle opfindes. Næh nej, den skulle have et markant design, så den kunne skille sig ud fra de andre cykler i bybilledet, der skulle være god plads til reklamer, så den kunne finansieres og sidst – men ikke mindst – så skulle den produceres, så den ikke kunne efterlignes. Hvert eneste ledigt minut på dagen blev der udvekslet ideer imellem far og søn, og de to fik lavet en skitse. Niels var lidt utilfreds med den midterste del af rammen, der hvor reklamepladsen skulle 260

være, men efter nogen diskussion blev de enige, og den endelige skitse blev lavet. Det var ikke kun selve cyklens udseende der blev skitseret. Både skruer, møtrikker og de bolte, der skulle bruges til at holde sammen på det hele, blev gennemgået ned til mindste detalje så de blev unikke og kun passede til denne cykel. Skitsen blev kradset ned på et gammelt stykke pap, brugt som emballage til de cykler, der blev leveret til butikken… Vi ringer til en ven Endelig, efter mange timers snak og kreative tanker, synes de to, at nu var der en idé, der kunne bruges, men de var godt klar over at deres skitser ikke var gode nok til at de kunne præsenteres for beslutningstagere i fonde og for virksomhedsejere med reklamekroner. Og hvad gør man så? Jah, som så mange gange før, så sagde Vilhelm: ”Vi ringer til en ven”. Vennen var i dette tilfælde, én der kom fra cykelsportskredsen og stadig var kunde hos Schrøder Cykler. Hans navn var Arne Meldgaard. Han havde en fortid som cykelrytter, og lærte gennem bl.a. Mogens Frey og Asger Iwersen Vilhelm at kende. Meldgaard blev nr. 2 ved DM på landevej i 1961 og var også i nogle sæsoner en fast del af den danske landsholdstrup. Arne var blevet arkitekt og havde etableret egen tegnestue, og efter Vilhelm havde fortalt ham om ideen, sagde han til Arne: ”Jeg er bare en plademed, der er god til at lave racercykler, men det der med de fine tegninger, det må du sgu’ klare for os”. Så var også Arne Meldgaard en del af projektet. Han fik lavet rentegningerne så de kunne præsenteres, og efter flere modifikationer blev de klar til, at der kunne produceres efter dem. Men ikke nok med det, som arkitekt havde han også bedre tilgang til at få godkendelser omkring mønsterbeskyttelse mm. Han havde også igennem sin virksomhed kontakt til butikskæden Netto, som han imod reklameplads på cyklen fik til at finansiere de første 300 Bycykler.

261

262

Et stort øjeblik, da USA’s præsident Bill Clinton fik overrakt sin Bycykel ”Citybike One”

Sadolin fik kort efter Politiken til at tegne sponsorat for andre 300 cykler, på samme betingelser, og endelig havde forskellige fonde, herunder Den Grønne Fond, Miljøministeriet, Trafikministeriet, Kulturministeriet, Wonderful Copenhagen, Turistrådet og Københavns Kommune finansieret yderligere 400 cykler – og endelig den 30. maj 1995 kunne Wessung, Sadolin og Niels Christiansen, på Axeltorv i København, præsentere de første originale ”Bycykler”. Det blev ikke nemt I alt kom der det år 1.000 cykler på gaden og man kunne nu forledes til at tro, at nu kørte projektet bare. Journalist Niels Rytter har efterfølgende beskrevet det således: ” På dagen er leverandør Niels Christiansen fra Schrøder Cykler mødt op på Axeltorv. Mens han stiller cyklerne op i den ene ende af pladsen, sker de første tyverier af Bycyklen i den anden!”. Helt så slemt var det heldigvis ikke, men det er rigtigt at tyverier og hærværk blev et kæmpe problem. Pressen skrev spalte op og spalte ned om problemet og det hjalp bestemt heller ikke – nærmest tværtimod. Cyklens opbygning, syntes nogle, ligefrem opfordrede til graffiti-hærværk og det, at det var næsten gratis at bruge cyklerne, gjorde at mange af ”brugerne” bare smed dem, hvor det passede dem. Niels Christiansen fortæller bl.a., at han for at holde projektet kørende, sammen med nogle venner, om natten kørte rundt i hele Københavnsområdet for at lede efter de stjålne cykler og stille dem tilbage i stativerne – blot for at se dem stjålet igen dagen efter… Begrebet ”Bycyklen” var blevet født, men overlevede kun med nød og næppe sin første sæson, da de fleste af de 1.000 cykler var blevet så maltrakteret, eller stjålet, at der kun var få tilbage, da 1995 var til ende. På trods af det, blev de involverede parter enige om at gøre et nyt forsøg i 1996, bl.a. fordi København var udnævnt til at være ”kulturby”, hvilket var en fin anledning til at ”booste” projektet. 1.700 nye cykler kom på gaden det år. Belært af erfaringen fra ’95, var cyklerne blevet modificeret og forbedret på over 40 forskellige punkter, hvilket var med til at gøre dem sværere at stjæle og gav bedre komfort. Yes, Mr. President Der var første gang at et bycykelprojekt var blevet slået så stort op, og første gang at det overlevede. Bevares, der blev stadig begået hærværk og stjålet cykler, men slet ikke i samme omfang som i starten. Københavns Kommune brugte nu i stor stil projektet til at promovere København som ”Cyklernes By”. Det kom tydeligt til udtryk da USA’s daværende præsident Bill Clinton i 1997 var på besøg i Danmark og på Københavns Rådhus af overborgmester Jens Kramer Mikkelsen fik overrakt en specialudgave af Bycyklen ”Citybike One”. Om hr. Clinton nogensinde fik kørt på cyklen, er uvist, men den kan stadig ses på Clinton Library Museum i Arkansas. Samme år fik også både New York’ og 263

264

Endnu et stort øjeblik: Arne Meldgaard og Vilhelm og Niels Christiansen modtager ID-Prisen (Den Danske Designpris) for 1999.

Paris’ borgmestre et eksemplar af Bycyklen og stor opmærksomhed mhed fik den også i TV-programmet ”Goodmorning America”, der blev set af over 30 millioner amerikanere. Rygtet om Bycyklen var nu ude, blev omtalt i alverdens aviser og spredte sig langsomt til hele kloden. Kort efter trak Sadolin og Wessung sig fra Fonden Bycyklen København, for at hellige sig deres normale beskæftigelser og inden da havde Niels trukket sig for at undgå interessekonflikter, idet han stod som leverandør. Men helt slut var det ikke for Niels og Schrøder Cykler, for hvor Niels før havde brugt rigtig mange timer med rejser til underleverandører rundt omkring i verden, så blev han nu ofte inviteret ud for at være med til at promovere ”Bycyklen”. Således f.eks. i 1998 da han som en af hovedtalerne ved en stor konference i Toronto om Grønt Miljø, efter bl.a. at have foreslået dem at anlægge flere cykelstier, høstede konferencens største bifald med udtalelsen: ”Uden cykelstier – ingen cyklister”. ID-prisen Også i 1999 kom der flere Bycykler på gaden og Niels husker, at de måtte knokle rigtigt hårdt for at følge med efterspørgslen, da der i virkeligheden var brug for mange flere cykler, end de kunne nå at producere. Et stort lyspunkt som var med til at de glemte det hårde arbejde, var da Vilhelm, Arne Meldgaard og Niels blev indstillet til Årets ID-pris. ID-Prisen, der i dag hedder Den Danske Designpris, var en årspris, der uddeltes af Dansk Designråd (nu Designrådet). Prisen blev indført i 1965 og er siden blevet givet nogle af Danmarks førende arkitekter og designere. Prisen blev dengang uddelt i Dansk Industris Hus på Rådhuspladsen i 265

København, og Niels og Arne blev dagen forinden prisuddelingen indkaldt for at gennemgå Bycykel-projektet overfor dommerkomitéen. Arne Meldgaard husker, at Niels fremlæggelse var meget overbevisende og Niels erindrer at Arnes tilstedeværelse gjorde ham fuldstændig tryg, fordi han vidste, at Arne ville træde til hvis juryen spurgte ind til alt for design-tekniske ting. De måtte vente til dagen efter for at finde ud af, om prisen gik til dem eller til en af de mange andre indstillede, men allerede på vej ud af døren efter fremlæggelsen, sagde Arne: ”Den får vi sgu’”! Og sandelig om ikke det skete! De fik den! De var alle tre både glade og stolte, da de modtog prisen, men mest stolt var Vilhelm, der bagefter sagde: ”Det her er lige så stort som at få en Verdensmester”. Vélib Métropole og Shanghai Expo I 2002 havde projektet stabiliseret sig herhjemme og der blev lavet en aftale med Bycykel-fonden om levering af 200 nye cykler årligt over de næste 10 år. Det helt store internationale gennembrud for ”Bycyklen” lod vente lidt på sig og først da bystyret i Paris i 2007 lancerede Vélib Métropole, tog det rigtig fart. Vélib Métropole var et storstilet offentligt delingssystem for cykler i Paris. Da projektet blev igangsat, omfattede det 14.500 cykler og 1.230 ”cykelstationer” beliggende i Paris og i nogle omkringliggende kommuner. Ved en optælling i 2011 var der i gennemsnit 85.811 daglige brugere. Endnu et kæmpe spring var det, da den danske arkitekt- og indehaver af arkitektfirmaet BIG, Bjarke Ingels, brugte Bycykler som signatur i forbindelse med Den danske Pavillon ved Shanghai Expo i 2010. Schrøder Cykler har leveret over 10.000 Bycykler til modtagere i utallige lande, men større og større konkurrence fra store internationale aktører, gjorde det umuligt for Niels og Schrøder Cykler at være deltagere i ”Gamet” længere. Til gengæld kan han og vi andre så alle glæde os over, at han igen, efter at have brugt over halvdelen af sit voksne liv på Bycyklen, kastede sig over sin gamle passion som Cykelhandler på Bernstorffsvej. Og bare rolig, projektet er ikke dødt. På mange danske øer og i byer kan du stadig støde på Bycykler af Schrøder oprindelse og i mere end over 2.000 byer verden over eksisterer og udvikles begrebet Bycyklen stadig. Det har været lige som i H.C. Andersens eventyr ”Den Grimme Ælling”, hvor ællingen udviklede sig til en smuk svane. Og tænk jer bare! Det hele startede på Bernstorffsvej. 266

Schrøders Bycykel bliver nu også brugt som ”Hotelcykel” i en lang række lande.

267

Kenneth Tan 1995.

To fyre fra Singapore En sommerdag i 1994 kom der to unge cykel-fyre ind i forretningen på Bernstorffsvej. De kom fra Singapore og ville spørge, om man eventuelt kunne hjælpe dem med at finde vej til cykelbanen? Det var ikke noget stort problem, den gamle cykelbane i Ordrup lå mindre end 10 minutters kørsel fra Schrøder Cykler. Men naturligvis faldt Vilhelm og Niels i snak med de eksotiske gæster. De hed Johnny Pua og Kenneth Tan, Sidstnævnte deltog et par løbedage på Ordrupbanen og fik kørt en 2. plads og en 3. plads hjem, før han igen forlod København. Sidenhen blev han nr. 3 i Asian Games – på en Schrøder. 268

Som man kan se på billedet, blev Schrøder Cykler også sponsor for et ”Team Schrøder” i Singapore.

Men der kom mere ud af kontakten end som så. Året efter kom Johnny Pua tilbage til Danmark sammen med en ven, Francis Sin (der senere blev marketingchef for Shimano i Europa). Schrøder Cykler var på det tidspunkt stærkt involveret i projektet omkring bycyklerne (se side 256) og Johnny Pua og hans ven hjalp Niels med montering af cyklerne. – ”Vi fastholdt kontakten, og i 1999 hjalp jeg Johnny i gang med hans egen butik”, kan Niels fortælle. ”I dag har han flere butikker og er storgrossist i Singapore, Thailand, Malaysia, Indonesien og Taiwan. Jeg forsøger at besøge ham, så tit, det er muligt og mødes med ham ved cykel-shows etc”. . 269

Da Schrøder Cykler fyldte 75 år – vandt Nicolai Bo Larsen Schrøders Jubilæumsløb

270

Da virksomheden Schrøder Cykler 1. juni 1945 kunne fejre de første 25 år, blev der som tidligere beskrevet ikke fejret så frygteligt meget. Var det igen et udslag af indehaveren Peter Schrøders beskedne væsen, eller druknede begivenheden – som så mange andre – i begejstringen og frihedsrusen efter fem års tysk besættelse. I juni 1970, hvor Schrøder Cykler fyldte 50 år, havde Vilhelm Christiansen overtaget forretningen, og stilen var blevet anderledes. Man var flyttet fra Julius Blomsgade til Bernstorffsvej i Hellerup og tilknytningen til den aktive cykelsport var blevet meget tættere. Som allerede fortalt udmøntede det sig i et veritabelt jubilæumsløb ”Schrøder-løbet”. Og mindre skulle det bestemt ikke være 25 år senere, da Schrøder Cykler still going strong fejrede 75 års forretningsjubilæum. En stort opsat annonce i bladet Cykle Sport fortalte, at dagene lørdag 1. og søndag 2. juli skulle blive noget ganske særligt. Den sportslige hovedbegivenhed var Sjællandsmesterskabet over 174 km med en stor del af den hjemlige elite til start. Roskildes fighter Nicolai Bo Larsen vandt løbet foran et andet af tidens bedste navne Kim Marcussen. Men dagens ”for-løb” trak måske nok så megen opmærksomhed. Det var et veteranløb for inviterede ”Schrøderister”, defineret som ryttere, der gennem årene havde haft tilknytning til Schrøder Cykler, ”venner af huset”, kan man vist godt kalde det. (se næste opslag) .

Lise og Vilhelm Christiansen var i mange år et stærkt team bag Schrøder Cykler. Det var de også da 75 års jubilæet blev fejret i 1995. Øverst til højre: Nicolai Bo Larsen vandt Schrøder-løbet i anledning af Schrøder Cyklers 75 års jubilæum. Løbet kørtes lørdag 1. juli 1995 i Ballerup.

271

”Schrøderister” fra nær og fjern Der blev afviklet et ”veteran”-løb i forbindelse med Schrøder Løbet i 1975. Løbet kørtes på Vestbuen i Ballerup og hertil havde Vilhelm inviteret nogle af de mange ryttere der havde kørt på Schrøder i deres karriere. Blandt deltagerne var en række personligheder, store som små. På fotoet på modstående side står i øverste række fra venstre Erling Laursen, Jesper Steensberg, Eigil Sørensen, Nick Løwén, Jytte Duun og John Zangenberg. I nederste række fra venstre: Jens Ole Nielsen, Robert Rasmussen, Arne Meldgård, dagens hovedperson Vilhelm Christiansen der er lannkeret af Ballerups cykelsportsinteresserede borgmester Ove E. Dalsgaard, der aldrig forsømte en anledning til at bakke op om sporten. Herefter Hans-Henrik Ørsted, Mogens Kert, Ove Claus Hansen, Benny Niebling og Søren Christiansen. (Asger Iwersen deltog også men er desværre forsvundet ud af billedet). P.S. Hvem vandt løbet? Det er en af de detaljer, der fortaber sig i det uvisse, men det er ganske vist, at der efterfølgende var jubilæumsfest på ”Tapeten” på Magleparken i Ballerup. 272

273

MILEPÆLE I SCHRØDE 2019

2015

Schrøder Cykler flytter til Bernstorffsvej 162.

Niels Christiansen overtager Schrøder Cykler

274

1995

Schrøder Cykler fejrer 75 års jubilæum.

R C YKLERS HISTORIE 1920

1945 1960

Schrøder Cykler starter på adressen Julius Blomsgade 6.

Schrøder fejrer 25 års jubilæum.

Vilhelm Christiansen overtager Schrøder Cykler.

1967 1973

1970 Schrøder Cykler flytter til Bernstorffsvej 137.

Niels Christiansen bliver en del af Schrøder Cykler.

Schrøder Cykler fejrer 50 års jubilæum, her med besøg af stifteren P. Schrøder

275

FLEMMING GLEERUP HANSEN Født: 11. februar 1944 Flemming Gleerup fra Køge var i midten af 1960’erne en af Danmarks bedste landevejsryttere. Han var specialist i 100 km holdløb, var med til at vinde Nordisk Mesterskab for juniores i 1962. I 1964 blev han nordisk mester i holdløb for Elite sammen med Vagn Bangsborg, Kjell Rodian og Ole Højlund. Det gav en billet til OL i Tokyo, hvor det danske hold blev nr. 7. I samme disciplin blev han samme år nr. 5 ved VM. På Billedet ses han undervejs, med Vilhelm Christiansen ved rattet i ledsagerbilen.

276

JOHN ZANGENBERG Født: 4. september 1944 All round-rytter på bane og landevej. Markant Ordrupbaneprofil 1964-1976. Det var dengang, der kørtes med totalisator og Zangenberg var rigtig god til de såkaldte ”spilleløb”: Pointsløb, udskilningsløb og handicaps m.m. I sine bedste år var han også med fremme i disciplinen forfølgelsesløb, både individuelt og for hold. Efter den aktive karriere var han en årrække bestyrelsesmedlem i Ordrup CC og han var blandt initiativtagerne til det populære gadeløb Tour de Charlottenlund med start og mål på Jægersborg Allé.

277

BENT L. PEDERSEN Født: 24. juli 1945 Bent L. Pedersen var en glimrende landevejsrytter med et dansk mesterskab i 1971 som højdepunkt. Løbet kørtes ved Lyngby og Bent L. vandt foran Svend Erik Bjerg og Asger Iwersen (der også var Schrøder-mand). Han fik to gange bronze i 1970 og 1973. Han var i perioden fast mand på CC’s 100 km hold, der med Jørgen Emil som kaptajn vandt DM-guld 1968, 1972 og 1975 og sølv i 1969. VM-deltager på landevej 1971. Men han kunne også køre på bane og med sin styrke og elegante stil var han en perfekt mand på et 4.000 meter hold. Han blev dansk mester i holdløb på bane i 1972 og vandt sølv 1969 og 1971. OL-deltager 1972, nr. 13 i 4.000 meter holdforfølgelsesløb.

278

Mogens Kert Født: 14.09.1943 Mogens Kert var i en årrække en populær figur på cykelbanen i Ordrup. Han stillede op som begynder i 1961 og opnåede i sin første sæson fire sejre og 11 2. pladser og blev noteret som nr. 6 på begynderne præmieliste. Når der fra starten blev lagt mærke til ham, var det nok så meget, fordi hans ældre bror, Allan, også kørte på banen og havde gjort det i nogle år og været en af banens (og Danmarks) bedste sprintere. Mogens kørte på banen i en halv snes år og han præsterede at vinde 85 sejre i pointsløb, linjeløb og handicaps. Han var det man kaldte en rigtig løbsrytter. Efter karrieren holdt han fast i sporten og var i en årrække formand for Ordrup CC og sammen med vennen John Zangenberg med til at starte det populære gadeløb Tour de Charlottenlund.

279

TORBEN OLSEN Født: 23. august 1942 I tiåret 1960 til 1970 var Torben Olsen en af de mest markante profiler på cykelbanen i Ordrup og også en af de mest vindende: På 11 sæsoner præsterede han at vinde ikke mindre 173 sejre. I 1966 vandt han den klassisk Omnium Ordrup og året efter vandt han DBC’s 10 km Mesterskab og var nr. 1 på Ordrupbanens præmieliste. Desværre stoppede et voldsomt styrt i 1969 hans karriere på højt niveau. Torben er stadig trofast overfor sin gamle klub DBC og banesporten, vinteren igennem kan man se ham i Ballerup Super Arena, hvor han er en del af det team, der står for træning og instruktion af de alleryngste ryttere.

280

NIELS RAKLEV PEDERSEN Født: 15. marts 1951 Var en mere end habil rytter såvel på landevej som på bane. Han kørte for Roskilde CR og var to gange, 1973 og 1978, med til at vinde det danske mesterskab i 100 km holdløb på landevej med sin klub, i 1979 blev han nr. 3. På banen blev han dansk mester i pointsløb 1980 ved overraskende at slå favoritten Michael Marcussen. Helt uventet var det dog ikke, for året forinden var han blevet nr. 2. Interessen for baneløb kom, da der i vinteren 1975-76 atter kom vinterbane i Forum. Han havde flair for træbanen og blev en god parløbsrytter.

281

GERT FRANK Født: 15. marts 1956 Død: 19. januar 2019 Gert Frank kørte på Schrøder frem til 1976, indtil han skiftede cykelmærke kort tid før OL i Montreal, hvor han var med til at vinde OL-bronze. Det var Vilhelm lidt ked af, men sådan er der så meget… I juli 1974 var Gert Frank med til at vinde sølv i EM i holdløb for juniores i Warschawa – og den dag kørte han på Schrøder.

282

JENS SCHRØDER Født: 18. februar 1959 Jens Schrøder er så vidt vides ikke efterkommer af Schrøder Cyklers stifter, Peter Schrøder, men han har været en trofast mand i Schrøder Cyklers stald. Han var en god mand på banen, både på Ordrupbanen og ved amatørparløbene i Forum. Medaljetager ved DM i holdforfølgelsesløb. Deltog som prof. i det københavnske 6-dagesløb i Forum februar 1988. Var i en periode ansat hos Schrøder Cykler på Bernstorffsvej.

283

BJARNE RIIS Født: 3. marts 1964 Danmarks Tour de France-vinder (1996) kørte i sin grønne ungdom også på Schrøder. På billedet her er han ti år. Hans karriere på eliteplan strakte sig fra 1981 til 2000.

284

PETER CLAUSEN Født: 13. april 1964 Peter Clausen var i 1980’erne en af Danmarks bedste amatørryttere med tempokørsel på bane og landevej som speciale. To gange dansk mester i 4 km indiv. forfølgelsesløb 1988 og 1989 og fem gange dansk mester i 4.000 meter holdforfølgelsesløb 1986 til 1990. Sølvvinder ved DM i 50 km enkeltstart 1989. Deltog ved OL i Seoul i 4 km indiv. forfølgelsesløb, hvor han nåede frem til ¼ finalen, hvor han blev slået af østtyskeren Dittert. Sammenlagt sluttede han som nr. 6. Repræsenterede Danmark ved VM på bane i årene 1985, 1986, 1987 og 1989. Som junior vandt han bronze ved VM i 4.000 meter holdforfølgelsesløb i 1982.

285

KENNETH BERING Født: 18. juli 1964 Flere gange junior-danmarksmester på bane og bronzevinder ved junior VM i pointsløb i Leipzig 1981. Deltog ved VM på bane i Wien 1987. Samme år vandt han den eksotiske titel som vinder af det åbne japanske keirin-mesterskab. Kenneth er søn af Torben Bering, der selv var en god rytter på bane og landevej i 1960’erne og senere i 1975 medstifter af den nye Københavns Vinterbane A/S i Forum.

286

BRIAN DANDANELL Født: 30. juli 1964 Først var det René Gullach, derefter Lars Brian Nielsen der stod i vejen for den danske mestertitel i sprint, som var Brian Dandanells store mål, men i 1998 gik drømmen i opfyldelse. Han blev danmarksmester foran Dion Åkerstrøm og René Gullach. Året efter gentog han triumfen og i karrieren nåede han mellem 1988 og 1999 at vinde 11 DM-medaljer i sprint (elite), foruden de to af guld også fire af sølv og fem af bronze. Endnu et DM vandt han i 1997 i 1.000 meter på tid og i denne disciplin blev det også til en sølvmedalje og én af bronze. Og da keirin-disciplinen kom på programmet i 1999, vandt han sin 4. mestertitel, samt efterfølgende tre sølvmedaljer og en bronzemedalje. I alt 19 DM-medaljer! I DBC’s Grand Prix på Ordrupbanen noterede han sig for sejre i 1998 og 1999. Hans største internationale bedrift var en 5. plads i det professionelle verdensmesterskab i sprint i 1992 i Valencia. Brian er stadig aktiv i sporten som træner i DBC-regi.

287

RENÉ GULLACH Født: 21. januar 1965 I en årrække bedste danske sprinter med 5 danske mesterskaber Elite og 4 danske juniormesterskaber. 4 x nordisk sprintermester. Bronze ved junior VM i sprint. Første danske rytter under 11 sekunder på 200 meter (på en Schrøder, naturligvis). Dansk rekord på 200 meter fl. start 10,81 sek. i 1988. 6 gange deltager ved VM i sprint.

288

KENNETH RØPKE Født: 17. august 1965 Kenneth Røpke var en årrække Danmarks ubestridte nr. 1 i disciplinen 1.000 meter på tid. Han vandt det danske mesterskab syv år i træk 1984 – 1990 samt en 8. gang i 1993. Har lejlighedsvis været medhjælper hos Schrøder Cykler på Bernstorffsvej. I dag fungerer han som sportsleder for DBC på cykelbanen i Ballerup.

289

KENNETH WELTZ Født: 21. september 1965 Lillebror til Johnny. Han fulgte i sin brors fodspor og kørte fra 1990 til 1993 på det spanske Once-hold. I kraft af sin hurtighed vandt han flere sejre i spanske etapeløb, bl.a. i Ruta del Sol 1990 og han vandt også Clàsica de Almeria 1992. Også som amatør på de danske landeveje var han kendt for sin hurtighed. Han forsøgte sig også en enkelt gang i det københavnske 6-dagesløb.

290

MADS BUGGE ANDERSEN (BUSTER) Født: 16. august 1971 Har kørt cykelløb på Ordrupbanen og på vinterbanen i Forum. I årene 2007, 2008 og 2009 deltog han i det københavnske 6-dagesløb i Ballerup Super Arena med en 8. plads som sit bedste resultat. Nok så kendt i den store offentlighed var han som Buster Oregon Mortensen fra Buster-filmen og en TV-serie af samme navn, skrevet af Bjarne Reuter.

291

THOMAS FOSSUM Født: 18. januar 1972. Norge Thomas Fossum var i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne en af Norges bedste baneryttere. Han vandt bl.a. Nordisk Mesterskab for juniorer i både sprint og 1.000 meter på tid i 1989 og 1990. Blev flere gange norsk mester og deltog også ved senior VM i 1991. ”Takk for et godt samarbeid med dere i Schrøder. Vi ikke hadde sykkelbane i Norge på denne tiden. Vi reiste derfor til Danmark og bodde privat eller på Velodromen i Charlottenlund – Ordrup banen. Vi fikk meget god hjælp av Niels og hans far og de tok godt vare på oss og hjalp oss med utstyr og cykler”.

292

NICKI SØRENSEN Født: 14. maj 1975 Kørte 16 sæsoner som professionel fra 1998 til 2013. Indtil da kørte han på Schrøder. Hans professionelle karriere bragte ham fire danske mesterskaber 2003, 2008, 2010 og 2011 – samt en sølvmedalje i 2012. Hele fire gange repræsenterede han Danmark ved de olympiske lege: Nr. 40 i Sydney 2000, nr. 60 i Athen 2004, nr. 25 i Beijing 2008 og nr. 58 i London 2012. Deltog seks gange i VM 1999, 2000, 2002, 2004, 2006 og 2011 med en placering som nr. 12 i 2006 som sit bedste resultat. Etapevinder i Tour de France 2009. Etapevinder i Spanien Rundt 2005. Efter karrieren har han fungeret som sportsdirektør på diverse hold.

293

JIMMY HANSEN Født: 17. august 1978 Jimmy Hansen var 23 år da han i februar 2002 deltog i det første 6-dagesløb i Ballerup Super Arena. Han havde i belgieren Etienne Dewilde fået en stjernemakker og han kvitterede for tilliden med en flot præstation, der endte med en smuk 5. plads. At han kunne køre parløb, havde han allerede vist, da han sammen med Ronny Lerche som blot 20-årig i 1998 blev dansk mester i parløb. Endnu en DM-titel vandt han, da han i 2000 blev dansk U 23 mester på landevej. Han nåede at køre en række 6-dagesløb i udlandet, men den ulykkelige tagsammenstyrtning i Ballerup Super Arena i januar 2003 bremsede hans karriere. Han var med igen, da der i 2005 atter blev 6-dagesløb i Ballerup. Han blev nr. 9 med Jacob Moe og året efter blev han nr. 13 med Lars Thomsen.

294

ALBERT HOLM Født: 21. juni 2003 Startede i Ballerup som 14 årig. I 2020 kører han (på sit drømmehold) Carl-Ras fra Roskilde.

295

Schrøder Cyklers ”Første Dame” Ann Svendsgaard vandt Schrøder Cyklers første DM-titel i dameklassen.

Ann Svendsgaard (Mathiesen) efter DM-sejren i 1999.

Schrøder Cykler fylder 100 år i år, men 79 år skulle der gå siden starten i 1920, før Schrøder cykler fik sin første kvindelige danmarksmester på landevej. ”En Outsiders triumf” var overskriften på referatet i bladet Cykel Sport efter kvindernes linjeløb ved DM-ugen i Ringsted i 1999. 296

De tre bedste i Dame Cup 1999, fra venstre Rikke Sandhøj, Lisbeth Simper og årets danske mester Ann Svendsgaard.

297

Outsideren hed Ann Mathiesen (nu Svendsgaard). Et par dage forinden havde hun taget bronze i enkeltstarten over 25,5 km, slået med mere end to minutter af vinderen Lisbeth Simper. Så favoritterne til søndagens linjeløb var foruden Lisbeth Simper, Rikke Sandhøj og Helle Sørensen, ”dronningerne” i datidens kvinde-elite. Men 27-årige Ann Mathiesen narrede favoritterne og kom i mål 1 minut 2 sekunder foran de næste, Rikke Sandhøj og Lisbeth Simper. Hvordan det gik til, kan man læse i Cykle Sports referat, som er gengivet på denne side. – ”Jeg begyndte sent med cykelsporten, jeg var 20 år før jeg kørte mit første cykelløb”, fortæller danmarksmesteren fra 1999. ”Inden da havde jeg i ti år været konkurrencesvømmer. Men allerede som 7-årig fik jeg min første Schrøder-cykel, og siden har jeg altid kørt på Schrøder, også når jeg ikke kørte cykelløb. Forud for sejren i 1999, vandt jeg i 1997 DM i 3 km indiv. forfølgelsesløb. Cykelsporten fik vist mig, at man kan, hvad man vil, hvis man har viljen – også selv om man starter sent. Og den støtte og opbakning, jeg fik fra Schrøder, betød meget for mig”! Mere end 20 år er gået siden Schrøder Cykler fik sin første kvindelige danmarksmester. Vi venter stadig på nr. 2!

298 98

299

Cykler fra Schrøder til b Vilhelm Christiansen havde selv startet sin cykelkarriere på cykelbanen og kærligheden og interessen for banesporten bevarede han op gennem årene. Mange af Danmarks bedste baneryttere har gennem årene modtaget støtte og vejledning fra Schrøder Cykler og Vilhelm. Og han havde ikke kun blik for eliten. Da DBC i vinteren 2001-2002 flyttede fra den gamle bane i Ordrup til den nye Siemens Arena i Ballerup (der i dag hedder Ballerup Super Arena) var Vilhelm, fremme på brædderne. 300

Rummet hvor og B & U-afdelingens cykler opbevares, på de ophæng som Schrøder Cykler stod for monteringen af.

ørn på banen i Ballerup Ved indvielsen, 16. december 2001, skænkede han fem Schrøder baneracere til DBC’s Børne- Ungdomsafdeling. – Det blev indledningen til et fantastisk samarbejde”, fortæller Tinna Hansen, der dengang var leder af B & U Afdelingen. ”Jeg havde i maj 2001 sendt en ansøgning til Schrøder Fonden, om sponsorering af fem baneracere. Og det var dem, vi så fik i december 2001. 301

I 2020 er der stadig en del cykler fra Schrøder på banen i Ballerup. Victor på 9 år kører på lånecykel fra Schrøder.

302

Men det stoppede ikke med det. Samme efterår hjalp Vilhelm og Schrøder Cykler os med at få bygget alle vores 21 lejecykler om til rigtige banecykler. Derudover hjalp han os med montering af ophæng til cyklerne nede i cykelrummet. Også de følgende år havde vi et tæt samarbejde med Schrøder. Fra Bugge Fonden fik vi midler til at købe flere cykler. Vi købte dem hos Schrøder, som hjalp os på alle måder. Den dag i dag er der et betragteligt antal Schrøder-cykler, blandt de låne/lejecykler der er i Arenaen. Vilhelm og Schrøder Cykler har alle årene været en stor støtte for DBC’s Børne- og Ungdomsafdeling. Vi fik altid et ja, når vi spurgte om sponsorpræmier til diverse løb eller spurtpræmier til vores gadekriterium rundt om hallen” fortæller, Tinna.

Fra indvielsen af den nye Siemens Arena i Ballerup 16. december 2001. Blandt gratulanterne var Vilhelm Christiansen, der ved den lejlighed skænkede DBC fem Schrøder Cykler til BørneUngdomsafdelingen. På billedet ses Vilhelm sammen med Tinna Hansen fra DBC’s B & U-afdeling.

303

Schrøder Cykler på Langebro

Når man siger Schrøder Cykler siger man også Bernstorffsvej. Alle føler at Bernstorffsvej er det rigtige cykelmekka, et af ”cykelsportens templer.” Sådan har det været siden Vilhelm Christiansen i 1967 flyttede sin forretning fra Julius Blomsgade og Nørrebro ud til Hellerup. I 2007 syntes Vilhelm at sønnen Niels, skulle prøve at stå på egne ben, og så startede man butikken på Langebro, på hjørnet af Thorhavnsgade og Amager Boulevard. – ”Jeg stod for butikken i otte år, men min far blev ældre, og i 2015 fandt vi ud af, at det gav bedst mening, at jeg tog tilbage til Bernstorffsvej og hjalp til der”, fortæller Niels Christiansen. I dag bestyres forretningen på Langebro af Niels’ nevø Nicolai Westtoft, så det bliver stadig i familien. – ”Og han gør det godt”, siger Niels! Butikken ved Langebro har travlt, og omsætningen er stort set identisk med Bernstorffsvej, men mens Bernstorffsvej først og fremmest sælger mange specialcykler, så lever Langebro i høj grad af reparationer.

Hos Nicolai Westtoft, bestyrer af Schrøder Cykler Langebro, har man travlt med reparationer.

304

305

Schrøder Cykler kan stadig spotte fremtidens stjerner

De troede på mig…

Mange cykelryttere har gennem årene modtaget hjælp og støtte fra Vilhelm og Niels Christiansen hos Schrøder Cykler. I denne bog fortælles historier om flere af Danmarks allerstørste navne på bane og landevej, der har været i ”stald” hos Schrøder Cykler. Og at der ikke kun er tale om eksempler fra en fjern fortid, kan et af Danmarks største talenter år 2020, Andreas Stokbro, berette om: 306

307

Andreas Stokbro først over stregen!

Andreas Stokbro Født: 8. april 1997 Hold: 2016-2019 Riwal Platform. Fra 2020 NTT Pro Cycling. Etapevinder i Trofeo Karsberg 2015. Nr. 3 DM U 23 2016. Nr. 2 DM U 23 2017. Etapevinder holdtidskørsel Tour de l’Avenir 2018. Nr. 3 DM U 23 enkeltstart 2018. Nr. 3 DM U 23 2018. Vinder af Ronde van Vlaanderen U 23 2019. Vinder af Grand Prix Herning 2019.

– ”Jeg lærte Vilhelm og Niels at kende igennem min far, som tog mig med ud i butikken. Jeg var ikke så gammel på det tidspunkt, men Vilhelm ville gerne sponsere en cykel til mig. Jeg kom regelmæssigt og besøgte butikken og fik snakket med Vilhelm, der som de fleste nok ved sagtens kunne snakke i timevis. Jeg kørte på Schrøder på landevejen indtil jeg blev junior308

rytter og skulle have en cykel fra mit hold. På banen har jeg kørt Schrøder i en del flere år, indtil denne vinter. Både Vilhelm og Niels har betydet meget for mig, både med den støtte de har givet til mig i forbindelse med materiel, men specielt også det, at de har troet på mig. Jeg har haft mange taktiske diskussioner med specielt Niels omkring cykelløb og træning, og han har altid bakket mig op. Niels hjalp mig også med et fritidsjob i butikken om vinteren, når jeg havde lidt ekstra tid. 309

Jeg startede selv med at køre cykelløb tilbage i sommeren 2006, efter at min far og farfar (Hvidovre-rytteren Knud Stokbro, der var en glimrende A-rytter i 1950’erne), tog mig med ud og køre motionsløbet Tour de Vest. Efter det havde jeg forelsket mig i en racercykel, og i sommeren 2006 fik jeg sådan en af mine forældre. Kort efter var jeg til træning i Brøndby Cykelklub, men jeg var den eneste drengerytter i den klub så jeg rykkede hurtigt til CK FIX i Rødovre, hvor miljøet for børn og unge altid har været virkelig godt. Jeg kørte alle mine børneår i FIX, inden jeg rykkede til Amager i ungdom og Junior”. Stokbro som 6-dagesrytter Andreas har også med succes kørt på bane. I 2011 vandt han MINI 6-dagesløbet i Ballerup sammen med Andreas Kron. Sin unge alder til trods har han allerede tre gange deltaget i Elite 6-dagesløbet i Ballerup. Første gang i 2017, hvor han blev nr. 14 med Frederik Schwartz. Derefter i 2018 og 2019 med sin ”faste” makker Andreas Kron, hvor det populære fighterpar blev nr. 8 i 2018 og i 2019 sluttede helt oppe på 5. pladsen. – ”Jeg ville også meget gerne have været med i 3-dagesløbet i år, også for at støtte op om løbet, men det kunne desværre ikke lade sig gøre, for jeg er allerede i gang på landevejen for mit nye hold, Pro Tour-holdet NTT Pro-Cycling”.

310

Andreas Stokbro i pace af hollænderen René Kos under 6-dagesløbet i BSA 2018.

311

FREMTIDEN PÅ DE

Tristan Hansen t.h. ved 3-dages løbet i Ballerup 2020 Sander Andersen og Jeppe Hanssing

312

Søskendeparret Tristan og Nicolina Hansen Victor Vad

E SKR Å BR ÆDDER

Andreas Stokbro i front ved 6-dagesløbet i Ballerup 2017. De unge mennesker lærer at skrue på cyklerne

Nicolina Hansen

313

Stelteknik Schrøder Cyklers grundlægger var en pioner som stelbygger af Flemming Kirkegaard

I nutidens cykelsport kender kun de færreste til stålcyklernes opbygning. Alt kommer i masseproduceret carbon , og ofte er der kun få størrelser at vælge imellem. Det er smal, medium eller large. Derefter regulerer man så sin position på cyklen ved at sætte sadlen op/ned eller frem/tilbage, og man kan ellers kun regulere på frempindens længde. I gamle dage var rammerne lavet af stål. Der var selve stellet og opbygningen af stellet, der var en hel videnskab. Rytterne fik bygget stel efter individuelle mål. Man fik målt armlængde, overkrop, skridthøjde og benlængde og derefter kunne man så få en ramme med præcis de længder og vinkler som man havde behov for. Peter Schrøder fremstillede i 20’erne og 30’erne sine rammer med et karakteristisk lige bag-stel, der betød stivere rammer. Stivheden i rammen er altafgørende for, hvor hurtigt man kører. Jo stivere ramme – jo bedre. Dengang som nu var det vigtigt at balancere stivhed i rammen vs. terræn, således at man undgik at ødelægge styreegenskaber og komfort, hvis man lavede for stive stel. Ifølge legenden var det Peter Schrøder, der var den første i verden der begyndte at bruge denne byggemetode. En metode som de fleste i verden kopierede sidenhen, når de selv skulle bygge rammer. Banecykler: På en banecykel er der ingen bremser. Svingenes stejlhed gør at man ikke kan bremse op, for så vil man bare rutche ned. Man har fastnav på og man sænker farten ved at forsøge at træde kontra. Hvis man gør det for hurtigt ”hopper” baghjulet op i luften og man vil nemt kunne styrte. I stedet styrer man udenom, hvis andre ryttere kommer i vejen. På en cykelbane er det vigtigt, at rammen er så stiv som muligt, så man kan få mest mulig kraft ud i pedalerne. Man forstærkede rørene i krankboksen og i svejsningerne, så al kraften røg direkte i pedalerne. Samtidig med var det jo vigtigt, at man stadig kunne styre cyklen, der blev væsentlig mere livlig på en cykelbane, da rammerne har mere stejle vinkler end en landevejscykel. Men netop ved 314

at lave stivere bagstel, kunne man forbedre egenskaberne for cyklen og forbedre kraftoverførsel ned i pedalerne , samtidig med at man undgik at miste komforten. De gamle sprintere skulle efter signede have gjort stellene tungere, for at få mere medløb ned fra svingene. I sprint på bane var rammen så kort og stejl som mulig og med højtliggende krankbokse, så man fik mest muligt ud af sit antrit. Det kostede så til gengæld på køreegenskaberne meget kontant, ligesom en understyret racerbil og sprinter-cykler er sværere at styre. I 30’erne var Peter Schrøder en af foregangsmændene til at optimere stelbygningen til alle de forskellige discipliner, den førnævnte stive opbygning af bagstellet, betød at mange ryttere benyttede sig af Schrøders stel.

315

De bedste rammebyggere blev verdensberømte. Der var ikke en rytter i eliten der ikke kendte Schrøder Cykler i 70’erne og ved legene i München i 1972 fik Schrøder cykler hele to olympiske vindere på banen, da Vilhelm med stor succes havde overtaget stelbygningen for Schrøder cykler. På banen startede Norges Knut Knudsen med at vinde OL i 4.000 meter individuelt forfølgelsesløb, hvilket skete på en specialbygget Schrøderramme, der var tilegnet udelukkende til at køre forfølgelsesløb. Rammen var lidt længere og med knap så stejle vinkler som en sprinter ramme. Krankboksen var hævet en smule så man kunne træde bedre i svingene og sadelrøret var trukket lidt tilbage, så Knut fik mere fremadtråd og derved det optimale tråd med en hurtig pedalfrekvens. Og samtidig var rammen superlet. Hjulene blev gjort stive ved at lodde egerne sammen. Man havde så ingen komfort og ville i et landevejsløb have ødelagt hjulene på den måde, da de ikke kunne absorbere bump. Men på banen var det anderledes. De aggressive vinkler, 316

de lette rør og den hævede krankboks nedsatte styreegenskaberne markant, men da man i et forfølgelsesløb ikke skulle styre andre steder end ligefrem og køre konstant tempo, var rammen optimal i sin opbygning og nordmanden vandt sit OL. Niels Fredborg skulle køre 1.000 meter på tid. Men en 1.000 meter er en helt anderledes aggressiv disciplin end en 4.000 meter. Man spurter HELE vejen i en 1.000 meter og får så meget mælkesyre i benene til sidst, at det er en videnskab at dosere sine kræfter på den rigtige måde. Nogle ryttere startede i et tungt gear og var dermed en anelse langsommere på den første halvdel af kilometeren, men kunne til gengæld afslutte hurtigere, mens andre ryttere startede lynhurtigt i et let gear – med den ulempe, at man så syrede hurtigere til og satte for meget til på det sidste stykke. Niels Fredborg var kendt som en unik afslutter på de 1.000 meter. Derfor var hans Schrøder ramme bygget op efter det. Til OL 1972 havde Vilhelm Schrøder benyttet en ny type Ishiwata rør, som var meget lette – det gik fint med Knudsens cykel. Men da Fredborg skulle starte mere aggressivt og efter at have trænet på den i München op til løbet, fandt Fredborg det nærmest umuligt at styre cyklen i svingene. I 1.000 meter på tid er det en katastrofe at ryge bare en smule op i banen i svingene. Det koster nemt en tiendedel sekund og det har en kæmpe betydning for resultatet. Fredborg fik derfor kontaktet Vilhelm i en fart og underrettede ham om problemet. Samme aften måtte Vilhelm svejse en ny ramme sammen, hvor han løste problemet ved at bruge nogle bagrør, der var en anelse tungere end rørene på det øvrige stel. Derved kunne han sikre, at Fredborg fik vægten på cyklen fordelt sådan, at cyklen kunne holdes nede i svingene. Stellet blev ekspres lakeret og sendt til München med landevejsrytterne, der ankom få dage efter, at Fredborg havde startet sin træning på banen. Da Fredborg havde fået monteret cyklen, ringede han til Vilhelm og sagde: “Den vinder jeg på “ Og det gjorde han så. Norge fik kun én medalje (Guld), Danmark fik kun én medalje (Guld) Schrøder fik to guldmedaljer. Landevejscykler: En landevejscykel er længere end en bane-cykel. Den skal kunne absorbere de bump, der måtte komme på vejen. Landeveje kan indeholde huller og med en for stejl cykel kan man nemt blive slået ud af kurs. Man kører også med lidt større dæk end på banen. Når man f.eks kører løb som Paris-Roubaix, er det vigtigt at stellet er så langt, at man har udvidet komfort og samtidigt beholder styreegenskaberne, da cyklen er svær at kontrollere på de ujævne brosten. Et langt stel betyder blødere stel og derved bedre kontrol på cyklen på brosten og grus.

317

Tempocykler: En tempocykel er ofte super let, med smallere og tyndere aerodynamiske rør og en opbygning, der har lagt vægt på optimering af aerodynamik. I 1970’erne borede man i klinger, gear og bremser, men det blev forbudt af UCI, da man så eksempler på uhensigtsmæssig brud. Det kostede på stivheden at bruge tynde og ikke helt runde rør dengang, Ofte kunne man mærke at rammen svajede under en, hvis man rejste sig og trådte igennem på en enkeltstarts cykel, da rørmaterialerne var relativt porøse. I dag lægger man armene ind på styret og derved får man en betydelig bedre aerodynamik. Bruger man samme watt forbedrer man hastigheden med 6-8 km/t. Derfor ses der supertider på banen og i enkeltstarterne på landevejen, fordi carbon er superlet og stift. Forbavsende nok så vil de fleste mene, at man nu til dags kører super hurtigt, men sjovt nok så var tiderne i de klassiske løb, med ruter der faktisk er næsten identiske med dem der kørers på i dag, forbavsende hurtige. I 1967 kørte Eddy Merckx f.eks. med 44.895 km/t i Milano-San Remo, hvor gennemsnitstiden i 2019 var 43.626 km/t på den samme rute. Dansk rekord i 10 km enkeltstart indehaves af Brian Holm, sat på en stålramme i 1981 med 12 318

gear på cyklen i tiden 12,16. Det svarer til næsten 50 km/t og endda med vendepunkt. Hvor cabon-stellene kommer lettere op over bjergene, så får stålrammen mere inerti, ligesom de gamle tunge pladehjul. Den balance der lå i at lave den nøjagtig rigtigt byggede cykel til den eksakte disciplin, svarer lidt til, at man i dag optimerer aerodynamikken i vindtunneler. Det er nok de færreste der kan forstille sig, hvor stor betydning en god stelbygger havde dengang, men det var altså ofte ensbetydende med om man vandt de store mesterskaber eller ej, at man havde folk som Schrøder, til at bygge sine cykler. Især på banerne, hvor de små detaljer havde større betydning. Og dengang var der ingen computere til hjælp. Man var afhængig af stelbyggerens håndværksmæssige kvaliteter og erfaringer. Dem havde Schrøder et verdenskendt ry for at være førende i. Faktisk så stor at Times Magazine skulle have udnævnt Vilhelm mellem verdens 10 bedste stelbyggere. I samme klasse som Massi, GIOS, Colnago, Rossin mf. Desværre kan vi ikke finde dokumentationen på dette, men findes den, så burde Bananen også stå på listen.

319

DA SCHRØDER GIK Efter 52 år på Bernstorffsvej 137 sluttede en epoke. Schrøder Cykler gik over på den anden side af gaden og flyttede ind på Bernstorffsvej 162. – Vi fik et tilbud, vi ikke kunne sige nej til, fortæller Niels Christiansen, chef i Schrøder-dynastiet siden 2015. Kort sagt fik vi tilbudt flere kvadratmeter, bedre lokaler og lavere omkostninger! Det var svært at sige nej-tak til, især når man i tilgift kunne bevare imaget Schrøder Cykler på Bernstorffsvej. De gamle kunder skal ikke lede efter den nye forretning.

320

OVER GADEN… – For mig var det selvfølgelig lidt vemodigt at forlade Bernstorffsvej 137, hvor jeg havde haft min gang siden jeg var 11 år. Men flytningen var en nødvendighed, hvis vi skulle fortsætte og videreudvikle Schrøder Cykler. Lokalerne i nr. 137 var simpelt hen ikke tidssvarende længere. Og egentlig føler jeg det slet ikke som en flytning, jeg er jo bare gået over på den anden side af gaden….

321

MEDAL JER VUNDET OLYMPISKE LEGE Guld:

Gunnar Asmussen*

4.000 meter holdforfølgelsesløb

Mexico 1968

* De øvrige på holdet var Mogens Frey, Reno B. Olsen, Per Lyngemark. Guld:

Niels Fredborg

1.000 meter på tid

München 1972

Guld:

Knut Knudsen (Norge)

4 km indiv. forfølgelsesløb

München 1972

Sølv:

Niels Fredborg

1.000 meter på tid

Mexico 1968

Bronze:

Niels Fredborg

1.000 meter på tid

Montreal 1976

VERDENSMESTERSKABER – ELITE Guld:

Helge Harder

Sprint amatører

Ordrupbanen 1931

Guld:

Niels Fredborg

1.000 meter på tid

Amsterdam 1967

Guld:

Niels Fredborg

1.000 meter på tid

Montevideo 1968

Guld:

Mogens Frey

4 km indiv. forfølgelsesløb

Montevideo 1968

Guld:

Niels Fredborg

1.000 meter på tid

Leicester 1970

Sølv:

Niels Fredborg

Sprint amatører

Montevideo 1968

Sølv:

Johnny Weltz

Landevej amatører

Montello 1985

Bronze:

Niels Fredborg

Keirin

Besancon 1980

NORDISKE MESTERSKABER – ELITE Guld:

Albert Månsson

Landevej

Oslo 1922

Guld:

Gunnar Asmussen

Landevej

Göteborg 1971

Guld:

Knut Knudsen (Norge)

Landevej

Lahtis 1972

Sølv:

Flemming Gleerup

Landevej

Malmø 1964

Sølv:

Søren Christiansen

Landevej

Halmstad 1992

Bronze:

Eigil Sørensen

Landevej

København 1977

Bemærk: Opstillingen omfatter kun resultater, hvor rytteren har kørt på en Schrøder. Der er således ikke tale om en komplet opstilling over den pågældende rytters medaljer.

T PÅ E N S C H R Ø D E R

MEDAL JER VUNDET Den fornemste titel I dansk cykelsport er der nok enighed om, at det fornemste og mest prestigefyldte mesterskab er elitens danmarksmesterskab på landevej, som der har været kørt om siden 1897. Fire gange er den titel vundet på en Schrøder – eller måske fem… Andetsteds i denne bog har vi allerede kunnet læse om pioneren Albert Månsson, der i 1922 vandt den første sejr til Schrøder. Næsten et halvt århundrede skulle der gå, før titel nr. 2 kom i hus. Det var da Bent L. Pedersen fra CC-Gladsaxe i 1971 på den idylliske, men krævende rute ved Lyngby, op over Søllerød Slotsbakke, spurtede sig til en klar sejr foran Lyngby-manden Svend Erik Bjerg og Asger Iwersen fra Brøndby. Til gengæld kom sejr nr. 3 allerede to år senere, den vandt Reno B. Olsen i 1973 på Fyn foran Verner Blaudzun og mesteren fra 1971,

324

Bent L. vinder DM 1971 foran Svend Erik Bjerg.

T PÅ E N S C H R Ø D E R Bent L. Pedersen. Det var i Reno B.s ”rekordår” hvor han vandt ikke mindre end fem DM-sejre på én sæson. Den fjerde DM-titel tog Herning-rytteren Michael Blaudzun i 1994. Hans far Verner havde vundet titlen to gange tidligere (1968 og 1970), men han kørte ikke på Schrøder, det gjorde Michael derimod. Og den femte titel til Schrøder Den vandt – formentlig – Johnny Weltz, da han i 1989 i Kolding blev professionel danmarksmester på landevej ved Kolding. Niels Christiansen er så godt som sikker på, at Johnny Weltz ved den lejlighed kørte på en Schrøder, selv om der stod noget andet på rammen. Weltz kørte som professionel for det spanske Once-hold, og var derfor forpligtet til at køre et andet mærke – i hvert fald udadtil…

Reno B. på vej mod DM-titlen 1973. Efter ham ses bl.a. Eigil Sørensen, Ove Jensen og Verner Blaudzun.

325

MEDAL JER VUNDET

326 Fra det professionelle DM ved Kolding i 1989. Kenneth Weltz, Bo Hamburger og Johnny Weltz i front.

T PÅ E N S C H R Ø D E R

SCHRØDER-SEJRE DM-ELITE 1922

Albert Månsson (ABC)

1971

Bent L. Pedersen (CC-Gladsaxe)

1973

Reno B. Olsen (Roskilde CR)

1989

Johnny Weltz (Once)

1994

Michael Blaudzun (Herning CK) SCHRØDER-SEJRE DM-ELITE KVINDER

1999

Ann Mathiesen (CC-Gladsaxe) SCHRØDER-SEJRE DM-ELITE 50 KM ENKELTSTART

1971

Gunnar Asmussen (AAC)

1972

Reno B. Olsen (Roskilde CR)

1973

Reno B. Olsen (Roskilde CR)

Listen omfatter kun sejre vundet på en Schrøder-cykel. Derfor er ryttere som Mogens Frey og Torben Hjorth m.fl. ikke på med på listen ovenfor, fordi de ikke kørte Schrøder, da de vandt DM-titlen.

327

Niels Christiansen:

Jeg faldt nok i ”gryden” som ganske lille Det er bemærkelsesværdigt, at virksomheden Schrøder Cykler i 2020 har eksisteret i et helt århundrede. Lige så bemærkelsesværdigt er det vel, at der gennem de 100 år kun har været tre indehavere: Peter Schrøder fra 1920 til 1960, Vilhelm Christiansen fra 1960 til 2015 og Niels Christiansen, der overtog forretningen, da hans far døde i december 2015. På det tidspunkt havde han allerede været en del af Schrøder Cykler i en årrække. – Jeg var jo kun fire år, da min far i 1960 overtog forretningen i Julius Blomsgade efter Peter Schrøder, husker Niels. Allerede som 5-6 årig begyndte jeg at feje gulv i forretningen og jeg var ”stiki-rend” dreng, der ofte blev sendt ned til bageren på Jagtvej og købe kringle. Ved en fejl fik jeg engang købt kanelsnegl. Og så blev jeg af de ryttere, som altid ”hang ud” i forretningen, sendt ned og bytte. ”Vi spiser sgu’ da ikke bondebrød”. – Det var en lidt kejtet tur, følte jeg. Det kunne ikke undgås, at jeg blev ”moppet” lidt ind imellem, men det var i al venskabelighed. Cykelrytter – og hårde tider

Lille Niels’ første pedaltråd

Modstående side: Tilbage i barndommens gade. Her stod Peter Schrøder for 100 år siden

328

Men har Niels da ikke selv kørt cykelløb? Selvfølgelig har han det. – Som 8-årig begyndte jeg så småt at træne, i starten sammen med min far. – Min far og en anden markant cykelleder, guldsmeden fra Blågårdsgade, Thorkild Madsen, tog initiativet til at indføre ”drengeklasserne” m/k (den gang i særdeleshed m). Det var efter jysk forbillede, og 12. september 1965 fik jeg min debut og var som 9-årig med blandt de første årgange, der blev sluppet løs på landevejene og efterfølgende også på cykelbanerne. – Jeg nåede da at vinde et talentløb i Glostrup i mit første år, erindrer Niels.

329

Lille Niels forrest er med på holdet med de store drenge, fra venstre bl.a. Jørgen Green, Mogens Gross, Vilhelm og Steen Ole Hansen.

Men det var langtfra cykelløb det hele. Allerede som 10-årig fik Niels nemlig fast arbejde i forretningen fredag/lørdag og af og til også andre dage. – Jeg cyklede fra Brøndbyøster ad Roskildevej og ind ad Jagtvej til Julius Blomsgade, der var nemlig cykelsti, og det gik Vilhelm højt op i. Jeg gik mere op i at tjene penge, min mor var syg over lange perioder og kunne ikke holde til at arbejde. Det var en hård tid, vi havde ikke ”salt til et æg”, butikken gav ikke så meget, og Vilhelm brugte meget af det, der var til overs, på ”væddeløberne”. Men det var også det, der gjorde at Schrøder blev til det, det blev – selv om det måske ikke altid var helt let at forstå den gang… – Det jeg husker bedst fra Julius Blomsgade var den stemning, som gaden havde, med mejeri og hestevogn, der kørte med øl i gaden og biografen Colosseum på Jagtvej, der havde udgang via smøgen ved butikken. Det gav nok butikken lidt flere kunder, end den ellers ville have haft. Colosseum var en af de mest ikoniske og bedst besøgte biografer i København dengang. Senere blev den lavet om til ”Ungeren”. – Selv om tiden i Julius Blomsgade kun varede syv år så følte jeg i en lang periode, at de var længere end de næste 53 år på Bernstorffsvej…

330

Fra en start i Sverige. Det er Niels med Dannebrog på ærmerne.

Til ”verdensmesterskab” i Holland – I 1967 havde Vilhelm og hans ven Ejvind Strøm fundet frem til at der kørtes et flerdages løb for drenge i Roosendaal i Holland og Vilhelm og Ejvind fik af DCU lov til at tage der ned med et hold på 15 ryttere. Officielt stod Glostrup CC (Vilhelms klub) for udtagelsen. Rytterne skulle selv dække rejseomkostningerne. Vilhelm havde til formålet indkøbt 15 trikoter rød/hvide i Dannnebrogsfarver hos Globe sport, lidt a’ la landsholdstrøjen, men kun med kors på ærmet. Lions CLUB havde arrangeret privat indkvartering. Tre ad gangen i private hjem. – Vi trak lod om hvem der skulle bo sammen. – Der manglede pludselig plads til det ene hold i indkvartering og der blev behørigt trukket lod – Vilhelm gik meget op i at det skulle være retfærdigt – vores gruppe vandt, så vi skulle bo på byens bedste 3. stjernede hotel. Hotel Central. – Vi vidste faktisk ikke helt hvad løbet gik ud på eller hvor mange, der var med osv. Det viste sig at man skulle cykle 20-30-40 km hen til et konkurrencested. Her skulle man dyste i disciplinerne behændighed og omgang på tid. (Cindersbane), cross og trafik. Man fik handicap efter alder.... – Udover os var der et hold fra Tyskland og måske et Belgisk hold – resten var hollændere. Crossløbet afvikledes i en park i selve byen Roosendaal. 331

– Man havde sat bomme op til cross løbet. Bommene mindede om dem, vi har ved f.eks. tunneller, hvor gående og cyklende møder hinanden for at få cyklisterne til at stå af. Dem kendte min ven Per Persson og jeg alt for godt, og vi vidste at vi lige kunne bøje os til siden og “glide” ind under bommene, som vi plejede, når vi kørte rundt i Rødovre og Brøndby. – Efter en tur rundt på diverse stier afsluttede man med at skulle ned ad en 12-15 trin lang trappe. Jeg havde klamper under cykelskoene og efter 1. trin gled/rutsjede jeg ned og landede faktisk med begge ben på jorden og cyklen ved siden af. Op igen og ind på en flot anden plads! – Vilhelm havde banket disciplin ind i hovedet på os: At man mødte rettidigt. Holdt sig ved sin løbsvogn og kørte side om side, tre ad gangen. Det fungerede og resulterede i at vi indkørte så mange points, at vi vandt holdkonkurrencen – og gjorde det igen året efter. Ingen kunne stå for vores “ens trikoter”. De andre hold havde bare almindelige T-shirts på, så på vores hotel arrangerede man det så vi sad forrest foran TV, da Jan Janssen vandt Tour de France det år. – I 1968 var det lidt mere officielt landshold over det og på det danske hold var bl.a. Bent Mortensen fra CC Gladsaxe, Kim Refshammer, Kim G Svendsen, Lars Udby og Bjarne Sørensen mfl. Der var også flere hold med, så vidt jeg husker også Luxembourg og Frankrig. – En rytter fra Jylland, hvis far var journalist, ringede hjem hver dag til de store blade og berettede om vores placeringer og kaldte det et Verdensmesterskab – lidt overdrevet, men hollænderne var ikke sene til at tage ”udnævnelsen” til sig. Løbet har gennem årene haft mange senere danske storryttere som deltagere, bl.a. Bjarne Riis og Kim Andersen. Fra Nørrebro til Hellerup I 1967 fik Vilhelm et tilbud han ikke kunne sige nej til, et firma, der skulle bruge større lagerplads, købte butikken. – Det var i 1967 og selv om jeg kun var 11 år, var jeg med rundt og kigge på egnede butikslokaler, fortæller Niels. Valget faldt på Bernstorffsvej i Hellerup, det var et rigere kvarter med et mere købedygtigt publikum, der også efterspurgte de dyrere cykler. Og så var det tæt på cykelbanen, det gjorde jo heller ikke noget. At Vilhelm måske var lidt skeptisk, fornemmer man, når man hører, at han til familien sagde: ”Jeg giver det tre år, ellers bliver jeg pladesmed igen….”. 53 år efter ligger Schrøder Cykler stadig på Bernstorffsvej, omend man er flyttet over på den anden side af gaden. – I 1968 fik vi byttet vores treværelses lejlighed i Brøndby til en i Hellerup, og det gjorde at jeg efter skole kunne køre direkte til forretningen og arbejde som arbejdsdreng, jeg var nu 12 år og 332

jeg gik fast på arbejde hver dag. Det var godt for forretningen, men måske mindre godt for lektielæsningen – og for min træning… – Det var i 1967, samme år som vi flyttede til Bernstorffsvej, at Niels Fredborg blev medlem af ”Stald Schrøder”, og det gav naturligvis et kæmpe boost for os, at Niels ved VM 1967 i Amsterdam vandt sin første guldmedalje i 1.000 meter på tid. Nu kom der regnbuestriber på facaden på Bernstorffsvej. Niels Fredborg blev mit store idol. I sommeren 1969 var der ikke råd til sommerferie, men så boede jeg sammen med en træningskammerat, Bent Mortensen, hos Fredborgs forældre i Odder. Her plukkede vi jordbær, men Niels’ mor lærte os, at der skulle vaskes hænder og fløjtes, så bærrene ikke forsvandt for hurtigt… ”Schrøder-Ungen” Ellers var cykel-karrieren lidt op ad bakke. Op gennem drengeklasserne og også på Ordrupbanen var konkurrencen hård med navne som Bjarne Sørensen, Ivar Jakobsen, Kim G. Svendsen og René Byrgesen m.fl. På landevejen var Niels i Ungdom lidt i krise, og endte som oftest lige udenfor præmierækken, men endte dog i 1971 som nr. 16 på distriktets præmieliste med en 4. og en 5. præmie som de bedste placeringer. Det var ikke altid let af være en ”kendt” mands søn, især ikke når der var tale om en personlighed som Vilhelm, der aldrig var bange for at sige sin mening og som ikke kun havde venner. På Ordrupbanen blev Niels drillet (eller moppet, som det hedder i dag). Han blev kaldt ”SchrøderUngen” – børn er søde ved hinanden, og det må nok erkendes at den sportslig leder på banen den gang (undertegnede, med skam at melde), vist ikke gjorde så frygtelig meget ved det. Det måtte de jo selv finde ud af, sådan var tankegangen dengang… 333

I tiden hvor Vilhelm var importør af Sugino var der selvfølgelig også et ”Team Sugino”.

Succes’en – I 1972 købte mine forældre en ejendom i Rågeleje. Den havde udover bolig også butik og et godt værksted. Det betød at Vilhelm kom op fra kælderen på Bernstorffsvej og nu byggede cyklerne i Rågeleje – det var heller ikke særligt sundt at bygge cykelstel nede i kælderen på Bernstorffsvej. – Jeg sagde til Vilhelm at hvis hans store ønske var det hus, så ville jeg hjælpe med “huslejen”, mod at jeg så senere kunne beholde lejligheden i Hellerup – Vilhelm ville ikke afgive den, men i stedet blev den udlejet i to år. – Efter endt realeksamen, hvor jeg faktisk fik hæderlige karakterer, var vi midt i den første energikrise. (Bilfrie søndage m.v.). – Vi ”skovlede” cykler ud og jeg frøs faktisk fast i butikken. Jeg havde en drøm om at blive tømrer eller revisor, men der var bare brug for mig i butikken og jeg fik ligesom ikke valget... Cykelforretningen fyldte mere og mere. Efter nogle år med krise gik det godt igen fra starten af 1980’erne, bl.a. i kraft af motionsløbene, der vandt frem i den periode. – Allerede dengang lærte jeg, at det i cykelbranchen, som i så mange andre af livets forhold, går 334

op og ned, siger Niels med en antydning af, at det ikke altid er en dans på roser at være cykelhandler… Men succes’er har der også været, selvfølgelig har der det: – I 1995 var Schrøder Cykler med til at udvikle bycyklen, og jeg fik meget ros for min indsats i den forbindelse, endog fra min far, han var ligefrem stolt af mig, det var stort! En anden ting, som Niels ser tilbage på med stor tilfredshed, var åbningen af ”filialen” på Langebro i 2007. Den blev en stor succes og Niels styrede forretningen frem til 2015, hvor der igen var brug for ham på Bernstorffsvej, hvorefter Niels’ nevø Nicolai Westtoft tog over på Langebro. Sideløbende med sit engagement i virksomheden Schrøder Cykler var Niels lærer ved Lyngby Tekniske Skole 1998 til 2007. Til 6-dagesløb i Herning med Ritter og Duyndam I december 1974 blev der kørt 6-dagesløb på en 160 meter bane i Messecenter Herning. Det var det første 6-dagesløb i Danmark siden den store tid i Forum og Århus i 1950’erne. – Jeg var mekaniker og løberdreng for løbets store favoritpar: Ole Ritter, der på det tidspunkt var hele Danmarks store cykelidol, og den farverige og bomstærke hollænder Leo Duyndam. Ritter ville meget gerne vinde løbet, men selv om han var et stort navn i cykelsporten, var han trods alt lidt af en novice på 6-dagesbanen. Men Duyndam beroligede ham før finaleaftenen: – Du skal bare køre lige så stærkt, du overhovedet kan, hele tiden. Så skal jeg nok klare resten! – Og så gik han op og kørte ”røven” ud af bukserne på de øvrige ryttere og kørte Ritter frem til en uhyre populær sejr. – Duyndam var ret forfængelig og holdt meget af at læse om sig selv. Dagen efter bad han mig om at køre op og købe alle morgenaviserne. Jeg måtte fortælle ham at min bil var spæret inde af en del andre biler. Jeg havde jo ikke regnet med at jeg skulle ud og køre. “Du låner bare min”, sagde han. En knaldgul Chevrolet Camero SS 1969. Jeg fløj afsted, men havde nær “crasset” den da jeg kom tilbage til Herninghallen. Det var noget med en umarkeret jernstang på parkeringspladsen. Den stak næste lige op i vejret med retning mod mig. Jeg klodsede bremserne, da jeg så den og stangen, der pegede fremad, var to cm fra køleren, da jeg fik bilen standset. – Det var en oplevelse at være med til Hernings første 6-dagesløb, men jeg fik også set sider af den professionelle cykelsport, som jeg ikke brød mig så meget om. Farvel til den aktive cykelsport I 1975 hold Niels stort set pause fra cykelsporten, men han vendte tilbage som aktiv i 1976 og kørte frem til 1978. – Jeg kørte en del løb i Sverige, bl.a. sammen med Tommy Prim (en af Sveriges bedste ryttere 335

gennem tiderne) og sammen med min fætter Erling Laursen, der boede i Sverige en overgang. – Jeg vandt aldrig Tour de France, men jeg kørte mig op i B-klassen efter et par sejre i C-klassen, og jeg ser idag tilbage på min aktive karriere med glæde og tilfredshed. – I 1979 ramte den anden energikrise cykelbranchen. Jeg havde praktisk talt ikke tid til at træne. – I 1980 købte min far, mor og jeg sammen en lejlighed tæt ved Comosøen. Det krævede lidt af økonomien og der skulle arbejdes, så der var ikke tid til træning – kun når jeg var i Italien,... Personen Det er i år 50 år siden, at jeg som sportsleder på Ordrupbanen lærte den lille spinkle fyr Niels, søn af den store cykelhandler Vilhelm, at kende. Jeg konstaterede hurtigt, at der var tale om en ung mand, hvor viljen og lysten måske nok var større end talentet. Dem har jeg mødt mange af i min tid i cykelsporten, og ofte har jeg kunnet glæde mig over at se, at viljen og lysten har kunnet flytte bjerge. De største bjerge kom han aldrig over, ikke som cykelrytter, men han vandt en anden kamp. Kampen for at vise, at han ville og kunne løfte opgaven, at videreføre Schrøder Cykler og føre forretningen godt ind i de næste 100 år. Han havde forberedt sig på opgaven og han var fuldkommen klar, da han i december 2015 trådte ind som den 3. kaptajn på skuden. Ganske givet har den unge Niels lært meget af sin far, og der er nok dem, der mener at han i mange år stod i skyggen af sin far. Måske nok, men ikke i en grad, så han ikke har kunnet udvikle sin egen personlighed. Hos Schrøder Cykler har der gennem de 100 år aldrig været tvivl om, hvem der var bossen i Schrøder Cykler. Det er der heller ikke i dag! 336

SCHRØDER CYKLER GENNEM 100 ÅR Schrøder Cykler er og har været en institution, såvel i cykelbranchen som i dansk cykelsport. Schrøder Cykler var ikke kun et sted, hvor man som ung håbefuld cykelrytter købte sin første racercykel. Det var også et sted, hvor man fik det første indblik i en ny verden og en indskoling til det, at blive cykelrytter. Peter Schrøder 1920-1960

Vilhelm Christiansen 1960 - 2015

Kan man skrive en hel bog om en cykelforretning, der fylder 100 år? Ja, det kan man, især når man kan krydre historien med beretninger om og fra navne som Niels Fredborg, Hans-Henrik Ørsted, Mogens Frey, Gunnar Asmussen og mange flere. Navne som har beriget dansk cykelsport med deres bedrifter – præsteret på en Schrøder…

Jeg følte det helt speciel af få lov til at køre på en Schrøder cykel. Det at køre på en Schrøder var for mig som at være særligt udvalgt, jeg blev som en del af familien ”Schrøder”. Der var altid kaffe på kanden og en god historie i baglokalet, når man var forbi butikken. Det var ikke alene fordi man kunne køre på cykel, de støttede én. Jeg oplevede også de kunne li’ en som person. René Gullach 5 x dansk mester

Niels Christiansen Fra 2015