Doktor Glas

Doktor Glas

Af Hjalmar Söderberg

Oversat af Karen Fastrup

1. oplag, 1. udgave

Originaltitel: Doktor Glas

Copyright © Turbine, 2023

Omslag: Heidi Schmidt jensen

Sats: Vinnie Andersen

Alle rettigheder forbeholdes

ISBN: 9788740688993 www.turbine.dk

I optegnelsen fra 25. august er der citeret fra Peter Poulsens oversættelse af Charles Baudelaires ”LXXV SPLEEN” fra Helvedesblomsterne, Lindhardt & Ringhof, 1997.

Jeg har aldrig oplevet sådan en sommer før. Hundedagsvarme siden midten af maj. Dagen lang står en tyk tåge af støv helt stille over gader og torve.

Først om aftenen liver man en anelse op. Jeg spadserede en aftentur for lidt siden, som jeg gør næsten hver dag, når der ikke er flere patienter i min konsultation, og der er ikke mange her om sommeren. Der kommer en sval, jævn luftstrøm fra øst, tågen letter, sejler langsomt væk og bliver til et langt slør af rød dis ude mod vest. Ikke mere skramlen fra arbejdsvogne, kun en droske nu og da, og sporvognen, som ringer. Jeg går ned ad gaden i ro og mag, møder indimellem en bekendt og står og sludrer lidt på et gadehjørne. Men hvorfor støder jeg altid ind i pastor Gregorius? Jeg kan ikke se den mand uden at komme til at tænke på en anekdote, jeg engang hørte om Schopenhauer. Den bistre filosof sad en aften i en krog på sin stamcafé, alene som altid; døren går op, og en person med et usympatisk udseende træder ind. Schopenhauer betragter ham med et ansigt forvredet af væmmelse og skræk, farer op og begynder at dunke manden i hovedet med sin stok. Alene på grund af hans udseende.

Nå, jeg er jo ingen Schopenhauer; da jeg på lang afstand så præsten komme imod mig, det var på Vasabroen, standsede jeg brat og stillede mig med hænderne hvilende mod brorækværket og så ud over byen. Helgeandsholmens grå huse, den gamle badstues ramponerede gammelsvenske træarkitektur, som kastede et splintret spejlbillede i det strømmende vand, de store, gamle piletræer, der dyppede deres blade i Strömmen. Jeg håbede, at præsten ikke havde set mig, og at han heller ikke ville genkende konturen af min ryg, og jeg havde næsten glemt alt om ham, da han pludselig stod lige ved siden af mig med hænderne på brorækværket ligesom jeg selv og hovedet på skrå – med nøjagtig samme attitude som for tyve år siden i Jakobs Kirke, da jeg sad på familiebænken ved min salige mors side og for første gang så dette hæslige fysiognomi skyde op fra prædikestolen som en ækel svamp og stemme i med sit Abba, fader. Det samme fede, farveløse ansigt, de samme snusketgule bakkenbarter, lidt grålige nu måske, og det samme uudgrundeligt ubehagelige blik bag brillerne. Umuligt at slippe væk, jeg er jo hans læge nu og mange andres også, og han opsøger mig af og til med sine skavanker.

Jamen godaften, hr. pastor, hvordan står det til?

– Ikke godt, ikke helt godt, det er skidt med hjertet, det slår uregelmæssigt, om natten er det nogle gange, som om det holder helt op med at slå.

Det glæder mig, tænkte jeg, dø du bare, din gamle skiderik, så slipper jeg for at se dig mere. Og du har en ung og smuk hustru, som du sikkert plager livet af, og når du dør, så gifter hun sig igen og får en meget bedre mand.

Men højt sagde jeg:

– Jaså, javel, pastoren kan måske kigge forbi en af dagene, så ser vi på, hvordan det står til.

Men han havde meget mere at fortælle, ting af stor vigtighed, som: Det er jo helt unaturligt med den varme, og det er dumt, at der skal bygges en stor rigsdagsbygning på den lille holm der, og min hustru er for øvrigt heller ikke helt rask.

Endelig gik han, og jeg fortsatte min gåtur. Jeg kom ind i Gamla Stan, gik op ad Storkyrkobrinken, ind i gyderne. Et trykkende tusmørke i de smalle sprækker mellem husene, og besynderlige skygger langs murene, skygger, som man aldrig ser nede i vores kvarter.

Fru Gregorius. Det var et underligt besøg, hun aflagde hos mig forleden. Hun kom ind i min konsultation; jeg lagde tydeligt mærke til, hvornår hun kom, og at hun kom tidligt, men hun ventede til allersidst og lod andre, der var kommet senere, gå ind først. Men omsider kom hun ind. Hun rødmede og stammede. Langt om længe fik hun sagt noget om, at hun havde ondt i halsen. Ja, det gik godt nok bedre nu.

Jeg kommer igen i morgen, sagde hun, jeg har så travlt nu.

Men hun er ikke vendt tilbage endnu.

Jeg kom ud fra gyderne og gik ned på Skeppsbroen. Månen stod over Skeppsholmen, citrongul i det blå. Men hele min lette og rolige stemning var væk, mødet med præsten havde ødelagt den. Tænk, at der findes mennesker i verden som ham! Hvem husker ikke det gamle spørgsmål, som så ofte bliver diskuteret, når en håndfuld fattige djævle sidder om et cafébord: Hvis du kunne slå en kinesisk mandarin ihjel ved bare at trykke på en knap i væggen, eller ved en ren viljesakt, og bagefter arve hans rigdomme – ville du så gøre det? Det spørgsmål har jeg aldrig gidet svare på, måske fordi jeg aldrig hårdt og brutalt har oplevet fattigdommens elendighed. Men jeg tror, at hvis jeg kunne slå den præst ihjel ved blot at trykke på en knap i væggen, så ville jeg gøre det.

Da jeg gik hjem i aftenens unaturligt blege tusmørke, forekom varmen mig igen at være lige så trykkende som midt på dagen, nærmest mættet af angst, de røde støvskyer, der lå opstakkede bag fabriksskorstenene på Kungsholmen, var blevet mørkere og lignede sovende ulykker. Jeg gik hjemad med lange skridt, ned mod Klara Kirke, med hatten i hånden, for sveden piblede frem på min pande. End ikke under kirkegårdens store træer var der kølighed at finde, men på næsten hver eneste bænk sad et par og hviskede, og nogle sad på skødet af hinanden og kyssede med berusede øjne.

Jeg sidder nu ved mit åbne vindue og skriver dette – til hvem? Ikke til nogen ven eller veninde, vel ikke engang til mig selv, for jeg læser ikke i dag, hvad jeg skrev i går, og i morgen læser jeg ikke dette. Jeg skriver for at bevæge min hånd, min tanke bevæger sig af sig selv; skriver for at slå en søvnløs time ihjel. Hvorfor kan jeg ikke sove? Jeg har jo ikke begået nogen forbrydelse.

Det, jeg skriver ned på disse ark, er ikke et skriftemål; hvem skulle jeg skrifte for? Jeg fortæller ikke alt om mig selv. Jeg fortæller kun det, jeg har lyst til at fortælle; men jeg siger ikke noget, der ikke er sandt. Jeg kan alligevel ikke lyve min sjæls elendighed væk, hvis den er elendig.

Derude hænger den store blå nat over kirkegårdens træer. Der er stille i byen nu, så stille, at suk og hvisken fra skyggerne dernede trænger helt herop, og enkelte gange skærer en fræk latter igennem. I dette øjeblik har jeg det, som om ingen i hele verden er lige så alene som jeg. Jeg, lægen Tyko Gabriel Glas, som jævnligt hjælper andre, men aldrig har kunnet hjælpe sig selv, og som i en alder af treogtredive år aldrig har været helt tæt på en kvinde.

Mage til profession! Hvordan er det dog gået til, at jeg blandt alle erhvervsgrene har valgt den, der passer mig dårligst? En læge må være et af to: menneskeven eller ærgerrig. – Men ja, dengang troede jeg, at jeg var begge dele.

Igen i dag var her en lille kvinde, som græd og tiggede og bad mig om at hjælpe hende. Jeg har kendt hende i flere år.

Gift med en funktionær i en beskeden stilling, fire tusind om året eller deromkring, og tre børn. Børnene kom slag i slag de tre første år. Siden har hun været forskånet i fem eller seks år, hun har genvundet en smule sundhed og kræfter og ungdom, og hjemmet har fået tid til at komme i orden, til at rejse sig lidt efter ulykkerne. Der er knaphed, selvfølgelig, men det går lige, lader det til. Og så, med ét, er ulykken der igen.

Hun kunne knap nok tale for gråd.

Jeg svarede naturligvis med den sædvanlige udenadslære, som jeg altid lirer af ved den slags lejligheder: min pligt som læge, respekten for menneskeliv, også det spædeste.

Jeg var alvorlig og urokkelig. Og til sidst måtte hun gå igen, skamfuld, forvirret, hjælpeløs.

Jeg journalførte tilfældet; det var det attende i min praksis, og jeg er ikke engang kvindelæge.

Det første glemmer jeg aldrig. Det var en ung pige, først i tyverne; en stor, mørkhåret, lidt vulgær ung skønhed. Man så straks, at hun var af den type, som måtte have fyldt jorden på Luthers tid, hvis han ellers havde ret, da han skrev: Det er lige så umuligt for en kvinde at leve uden mand som at bide sin egen næse af.Tykt borgerligt blod. Hendes far var en velstående købmand; jeg var familiens huslæge, derfor kom hun til mig. Hun var oprevet og ude af sig selv, men ikke genert af sig.

– Frels mig, bad hun, frels mig.

Jeg svarede noget med min pligt som læge etc., men det forstod hun tydeligvis ikke. Jeg forklarede hende, at loven ikke er til at spøge med i den slags sager.

– Loven?

Hun så spørgende på mig.

Jeg rådede hende til at betro sig til sin mor.

– Så taler hun med far, og så ender det med bryllup. Nej, nej, det går ikke, min forlovede har ingenting, og far ville aldrig tilgive mig.

De var ikke forlovede, hun sagde ”min forlovede”, fordi hun ikke kunne finde et andet ord; elsker er et romanord, som lyder uanstændigt, når det siges højt.

– Frels mig, har De da ingen barmhjertighed! Jeg ved ikke, hvad jeg gør, jeg kaster mig i Norrströmmen!

Jeg blev noget utålmodig. Hun vækkede heller ikke min største medlidenhed, den slags ordner sig jo altid, når bare der er penge. Det er kun stoltheden, der lider et lille knæk. Hun snøftede og pudsede næse og talte forvirret, til sidst kastede hun sig ned på gulvet og sparkede og råbte.

Men det endte naturligvis, som jeg havde forestillet mig; faren, en brutal slyngel, stak hende et par lussinger, bortgiftede hende i rygende fart til den medskyldige og sendte dem på bryllupsrejse.

Tilfælde som hendes har aldrig voldt mig hovedbrud.

Men jeg havde ondt af den lille, blege kvinde i dag. Så megen lidelse og elendighed for så lille en fornøjelses skyld.

Respekt for menneskeliv – hvad er det i min mund andet end usselt hykleri, og hvad andet kan det være for den, der i ny og næ har tilbragt en ledig stund med at tænke. Det myldrer jo med menneskeliv. Og ingen har nogensinde bekymret sig det fjerneste om fremmede, ukendte, usete menneskeliv, måske lige med undtagelse af visse åbenlyst tåbelige filantroper. Folk viser det med deres handlinger. Alle regeringer og parlamenter i verden viser det.

Og at påberåbe sig ”pligten” – hvilket fortræffeligt skærmbræt at gemme sig bag, når man vil slippe for at gøre det, der bør gøres.

På den anden side går det jo heller ikke at sætte alt på spil, embede, omdømme, fremtid, for at hjælpe fremmede mennesker, som er ligegyldige for en. For at stole på, at de holder tæt, ville være lige lovlig naivt. En veninde kommer i samme knibe, så hviskes der et par ord om, hvor der er hjælp at få, og inden længe er man kendt. Nej, det er bedst at holde sig til pligten, om den så også kun er en malet kulisse, som Potemkins landsbyer. Det eneste, jeg er bekymret for, er at lire min pligtformular af så tit, at jeg til sidst selv tror på den. Potemkin bedrog kun sin kejserinde, hvor meget mere foragteligt er det ikke at bedrage sig selv.

Embede, omdømme, fremtid. Som om jeg ikke dag og nat var parat til at læsse det fragtgods på det første skib, der anløb, lastet med en handling.

En virkelig handling.

Igen sidder jeg ved vinduet, den blå nat våger derude, og det hvisker og pusler under træerne.

Jeg så et ægtepar her til aften på min aftenspadseretur. Hende genkendte jeg straks. Det er ikke så mange år siden, jeg dansede med hende til baller, og jeg har ikke glemt, at hun, hver gang jeg så hende, gav mig en søvnløs nat i gave. Men det vidste hun intet om. Dengang var hun ikke kvinde endnu. Hun var jomfru. Hun var den levende drøm: mandens drøm om kvinden.

Nu gik hun adstadigt hen ad gaden ved sin ægtemands arm. Dyrere klædt end før, men mere ordinært, mere borgerligt; der var noget slukket og tæret i blikket, men på samme tid en selvtilfreds hustruholdning, som om hun bar sin mave foran sig på en bakke af nysølv.

Jeg forstår det ikke. Hvorfor skal det være sådan, hvorfor skal det altid ende sådan? Hvorfor skal kærligheden være troldguldet, som dagen derpå bliver til vissent løv eller snavs eller øllebrød? Af menneskets kærlighedslængsel er hele den del af kulturen, som ikke kun er rettet mod at stille sult eller værne mod fjender, jo spiret frem. Vores skønhedssans har kun den kilde. Al kunst, al digtning, al musik har drukket af den. Det tarveligste moderne historiemaleri såvel som Rafaels madonnaer og Steinlens små parisiske arbejdersker, ”Dødens engel” såvel som Højsangen og Buch der Lieder, koralen og wienervalsen, ja, hvert eneste gipsornament på det beskedne hus, jeg bor i, hver figur i tapetet, formen på porcelænsvasen derhenne og mønsteret i mit halstørklæde, alt, der vil pryde og forskønne, om det så lykkes eller mislykkes, stammer derfra, om end ofte ad lange omveje. Og det er ikke bare et natligt indfald, jeg har fået, men noget, der er bevist i hundredvis af gange.

Kilden hedder dog ikke kærlighed, den hedder: drømmen om kærlighed.

Og alligevel er alt, der knytter sig til drømmens fuldbyrdelse, til driftens tilfredsstillelse, og som udspringer af den, ifølge vores dybeste instinkt uskønt og usømmeligt. Det kan ikke bevises, det er kun en følelse: min følelse, og alles, tror jeg egentlig. Menneskene behandler altid hinandens kærlighedserfaringer som noget lavt eller komisk, og ofte undtager de end ikke deres egne. Dertil kommer konsekvenserne … En svanger kvinde er noget forskrækkeligt. Et nyfødt barn er vederstyggeligt. Et dødsleje gør sjældent så uhyggeligt et indtryk som en barnefødsel, denne skrækkelige symfoni af skrig og snavs og blod.

Men først og sidst, selve akten. Jeg glemmer aldrig, da jeg som barn for første gang, under et af de store kastanjetræer i skolegården, hørte en kammerat forklare, ”hvordan det fore­ går”. Jeg ville ikke tro på det; flere drenge måtte hen og bekræfte det og grine ad min dumhed, og alligevel kunne jeg næsten ikke tro, det var sandt, jeg løb min vej i vildt raseri. Havde min far og mor så gjort sådan? Og skulle jeg selv gøre sådan, når jeg blev stor, kunne jeg ikke slippe for det?

Jeg havde altid følt stor foragt for de slemme drenge, der skrev grimme ord på murene og plankeværkerne. Men i det øjeblik var det, som om selveste Gud havde skrevet noget grimt på den blå forårshimmel, og jeg tror faktisk, at det var på det tidspunkt, jeg for første gang begyndte at spekulere på, om der virkelig fandtes en gud.

Selv i dag er jeg endnu ikke helt kommet mig af min forbløffelse. Hvorfor skal slægtens liv dog videreføres og vores længsel stilles gennem et organ, som vi flere gange daglig benytter som afløbsrør for urenhed; hvorfor kunne det ikke ske ved en akt, hvori der både lå værdighed og skønhed og den højeste vellyst? En akt, der kunne udføres i kirken, for øjnene af alle, såvel som i mørket og tosomheden? Eller i et rosentempel midt i sollyset, til brudefølgets korsang og dans.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg har gået op og ned ad gulvet.

Det lysner derude nu, vejrhanen øverst på kirketårnet blinker mod øst, spurvene pipper sultent og skarpt.

Mærkeligt, at der altid går en kuldesitren gennem luften lige inden solopgang.