”IT’S QUITE A REVOLUTION, DEAR CHRISTIAN!”

I 1946 henvendte den særdeles velhavende tekstilmagnat Marcel Boussac sig til Christian Dior. Han var imponeret over Diors arbejde og ønskede at finde en designer, der kunne genoplive det gamle couturehus Philippe et Gaston.

ilbuddet var fristende. Imidlertid nægtede Dior at arbejde under en andens navn og insisterede på, at det nye hus fik navn efter ham. Boussac indvilgede i dette, og den 16. december 1946 indviedes Christian Diors hus på 30 Avenue Montaigne. Den 12. februar 1947 blev designerens første kollektion afsløret; den var ventet med spænding og var den sidste haute couture-visning i sæsonen Forår/Sommer. Salen var fyldt med mennesker fra det parisiske samfunds øverste lag samt de mest fashionable mennesker fra modebranchen. -redaktør Bettina Ballard beskrev senere atmosfæren som ”elektrisk”, da modellerne begyndte visningen af de 90

Dette ikoniske billede af New Look viser en kvinde i elegant positur, iført Diors peplum ”Bar”-jakke med skrånende skuldre og en smal talje, som breder sig over hofterne i mødet med et sort, havde været med til at skabe, og benyttede enhver at løfte Saint Laurents status fra genial modeskaber modehusets 30-års jubilæum i 1992 organiserede Bergé gallaforestilling på Opéra Bastille i Paris, hvor 100 modeller tre årtiers rigdom af ikonisk design for 3000 gæster.

Dette stiliserede fotografi, taget af Cecil Beaton i 1947, af en kvinde iført en New Look-kjole i sort uld, opsummerer perfekt kollektionens romantiske stemning.

Åbningsceremonien ved VM-finalen i fodbold 1998 på Stade Paris viste en 15 minutter lang Saint Laurentekstravagance med 300 modeller fra fem kontinenter, der elegant spankulerede rundt på banen til Ravels Boléro, før de glidende opstilling og som afslutning dannede det umiddelbart genkendelige YSL-logo. Antallet af tv-seere blev anslået til 1,7 og skrev modehistorie. Så stor var Saint Laurents Frankrig, at hans skikkelse blev præget på de sidste franc-mønter, der blev fremstillet før indførelsen af euroen i 2000. hele deres professionelle samarbejde havde han forstået hinandens roller perfekt, og det var Bergé, styr på de finansielle anliggender i firmaet, der forskellige ejere gennem årene. I 1989 blev YSL Group introduceret på børsen med stor succes, idet efterspørgslen langt overgik udbuddet. Nogle få år senere, i 1993, forhandlede Bergé en 4 milliarder kroners transaktion med det franske medicinalvirksomhed Elf Sanofi som værn stigende gæld. I denne handel, der gjorde de to mænd overordentligt velhavende, overgav de YSL-parfumeafdelingen, beholdt kontrollen over Yves Saint Laurent Couture. senere solgte Elf Sanofi til Gucci Group, ledet af De Sole og Tom Ford, med den aftale, at de ville have stangtøj og parfumeafdelinger med Saint Laurent i pressekonference den 7. januar 2002 i salonen på avenue

Modsatte side Chanels signaturjakke og tweed nyfortolkes i 2011 af Lagerfeld, der var mester i nyfortolkninger. Stoffet fik andre vævninger, jakkerne fik andre proportioner, og lagene blev flere og flere. De maskuline bukser blev et bærende element i denne kollektion. Her med tilhørende tunge arbejdsstøvler.

Ovenfor Ved præsentationen af efterår/vinter-kollektionen i 2014 var catwalken designet som et supermarked for at pege på forbrugerkulturen. Halskæder af slik, et smukt skræddersyet træningssæt i tweed, psykedeliske, iriserende løbesko og en klassisk Chanelhåndtaske nyfortolket som en indkøbskurv.

SIDE: En strålende farvepalet, overdådige print og luksuriøse tekstiler var kendetegnende for meget af Saint Laurents senere arbejde.

At et modehus kan forøge både sin årlige mærkets omdømme betydeligt ved at parfume, var en kendt sag, da Yves Saint dette marked.

Den tidlige parisiske modeskaber Paul havde siden 1920 fået tilskud til sit modetøj via profitten fra en mærkevareduft, over 40 år siden, mademoiselle Chanel, som den yderste respekt for, havde skabt støbeformen verdens bedst sælgende parfume. Den amerikanske Charles of the Ritz (der havde overtaget J. Mack oprindelige investering i modehuset Yves Saint Pierre Bergé, at de stod for produktion og marketing med Yves Saint Laurents navn til gengæld for procent, og forretningsmanden var opsat på I foråret 1964 lancerede Saint Laurent sin brugte ganske enkelt sit forbogstav “Y” (på indgraveret i guld på en firkantet, moderne Pierre Dinard. Den lette duft var udviklet af parfumefabrikanterne og havde tuberose og

TIL HØJRE: Modellen og var som sådan den første levende designer, der blev hædret med en retrospektiv udstilling af sit arbejde på Metropolitan Museum of Art’s Costume Institute i New York. Den indeholdt 180 emner fra en periode på over 25 år og blev åbnet med en strålende middag for 800 VIP-gæster til en kuvertpris a 500 dollars. Initiativtager og kurator var Diana Vreeland, og den amerikanske modeekspert fortalte til New York Times, at udstillingen tilbød “en mulighed for at vise et nulevende genis arbejde”. 1983-opvisningen på The Met tiltrak omkring en million besøgende og blev efterfulgt af retrospektive udstillinger i stor skala i Beijing, opsat i Paris på Musée des Arts de la Mode i 1986, før den rejste videre til Moskva, Sankt Petersborg, Sydney og til sidst Tokyo i 1990.

Claudia Schiffer i en opdateret version af den berømte Le Smoking, som var med i hver catwalkopvisning i forskellige variationer.

Prinsesse Margaret havde den perfekte figur til Diors klæder og besøgte værkstedet i Paris for at få private visninger af de nye kollektioner.

Succesen for museumsopvisningen kickstartede et forløb, der forandrede Saint Laurents oeuvre, i den senere tid domineret af hyldest-kollektioner, der ofte mere lignede ekstravagante kostumefremvisninger end moderne kvindetøj. Han hædrede

KONGELIGE OG DEBUTANTER

Som 21-årig tilbragte Dior adskillige måneder i London og skrev senere i sin selvbiografi: ”Der er intet land i verden udover mit eget … som jeg holder så meget af.” Om at klæde britiske kvinder på sagde han: ”Jeg anser dem for at være blandt de smukkeste og mest distingverede kvinder i verden.

Når en britisk kvinde er køn, er hun kønnere end kvinder af nogen anden nationalitet.”