6 minute read

Loke er tidligere kostskoleelev og udlært VVS’er: Nu vil han læse psykologi

22-årige Loke fra Hyllede har tidligere gået på kostskole i Næstved og er udlært VVS-energispecialist. I en ny episode af podcasten ’Samtaler om uddannelse’ fortæller han om sin unikke uddannelsesrejse, der fortsætter på psykologistudiet efter sommerferien.

Det er kun et par måneder siden, at 22-årige Loke Wennich blev færdigudlært VVS-energispecialist . Han er dog langtfra færdig med at sidde på skolebænken og skal nu læse psykologi . Loke, der er opvokset på landet i den lille by Hyllede mellem Rønnede og Faxe, tog VVS-uddannelsen i Roskilde som en EUX, hvilket betyder, at han både fik et svendebrev og en studenterhue, og derfor har han kunnet søge direkte ind på en videregående uddannelse .

Faktisk indså Loke allerede tilbage i oktober – før han var gået i gang med sin svendeprøve – at han gerne ville søge ind på psykologistudiet, men han besluttede sig ikke desto mindre for at gøre den erhvervsfaglige del af sin uddannelse færdig .

”Jeg tvang mig selv til at bide tænderne sammen, så jeg kunne få mit svendebrev, for alt andet ville være ærgerligt, når nu jeg trods alt var kommet så langt,” siger Loke Wennich, der deler sin historie i en ny episode FAKTA – SAMTALER OM UDDANNELSE: - “Samtaler om uddannelse” er en podcastserie, som har fokus på uddannelse og de dilemmaer og overvejelser, der er forbundet med et uddannelsesvalg. https://ditbarnsfremtid.dk/podcast/

- Podcastserien er produceret af forældreindsatsen Ditbarnsfremtid.dk

af podcastserien ”Samtaler om uddannelse”, der især er interessant for uddannelsesvejledere, forældre og elever i 8 ., 9 . og 10 . klasse .

Han fortæller, at hans interesse i psykologi nærmest kom ud af det blå for et års tid siden .

“Jeg blev pludselig virkelig grebet af at læse, og det har jeg været lige siden. Jeg er enormt fascineret af litteratur om psykologi og filosofi, der handler om nogle af livets store spørgsmål, og synes, det er interessant at prøve at finde mening med tilværelsen,” siger Loke, der i dag bor på Frederiksberg .

Når Loke gerne vil tage en videregående uddannelse, er det først og fremmest, fordi han gerne vil hjælpe andre – og det behøver ikke nødvendigvis at være i en stilling som psykolog, bare fordi han skal læse psykologi .

”Min forhåbning er, at psykologistudiet kan give mig nogle redskaber, som jeg kan bruge til at hjælpe de mennesker, der er omkring mig, og det samfund, jeg er en del af,” siger Loke .

”At jeg skal læse psykologi betyder ikke, at jeg skal være psykolog resten af mit liv. Når jeg engang bliver færdig, er jeg ikke låst fast i en kasse – tværtimod. Jeg er fri. Psykologiuddannelsen åbner op for en masse forskellige muligheder,” fortsætter han .

Skole og elitesport gik hånd i hånd Loke gik på kostskole i Næstved fra 6 . til 9 . klasse og fortæller, at han udviklede sig meget – både fagligt og menneskeligt – i løbet af sit ophold på skolen .

Han begyndte at dyrke basketball på højt niveau, og med træning flere gange om ugen og kampe i weekenderne, tog sporten meget af hans tid . For at sikre at elitesport og skole gik op en højere enhed, var det nødvendigt at finde struktur i tilværelsen .

“Indtil jeg startede på kostskole, havde jeg altid været en middelmådig elev. Jeg var ikke specielt dygtig i skolen og heller ikke til sport, selv om jeg havde spillet fodbold i flere år. Men da jeg skiftede skole, blev jeg opfordret til at lave mål for min udvikling, og det hjalp mig rigtig meget. Lærerne var superdygtige og enormt gode til at motivere mig. Fordi jeg brugte så meget tid på at spille basketball, kunne jeg ikke spilde tiden, når der skulle laves lektier,” siger Loke, der fik hævet sit gennemsnit til over 10 i løbet af få år .

Da Loke var færdig med 9 . klasse, følte han sig ikke klar til at gå i gang med en ungdomsuddannelse . I stedet tog han til USA for at gå på high school og afprøve sit talent inden for basketball .

“Efter mit kostskoleophold anede jeg ikke, hvad jeg havde lyst til, men samtidig følte jeg, at jeg havde meget travlt. Set i bakspejlet er jeg glad for, at jeg tog en tænkepause og blev lidt mere moden,” siger Loke Wennich .

Desværre udviklede Lokes udlandstur sig ikke helt, som han havde håbet på . Han fik en rygskade, der gjorde, at han ikke kunne spille basketball, og da han heller ikke var særlig begejstret for sin amerikanske skole, besluttede han sig for at afbryde sit ophold og vende hjem efter et halvt år .

”Mine forældre sagde, at det var ok, at jeg kom hjem, så længe jeg fandt på noget andet at lave. Så jeg spurgte min far, om jeg kunne blive arbejdsdreng i hans VVS-firma,” siger Loke, der den følgende sommer gik i sin fars fodspor, da han skulle vælge uddannelse .

“Jeg hældte faktisk mest til at blive elektriker på det tidspunkt, men jeg endte med at vælge VVS-uddannelsen, fordi min far sagde, at han kunne hjælpe mig rigtig meget inden for den branche,” siger Loke . Værdifulde erfaringer Da Loke startede på sin erhvervsuddannelse, begyndte han at undersøge, hvad der kunne påvirke hans læring . Og han mener, at mange andre unge kunne lære noget af de værdifulde erfaringer, han gjorde sig .

”Det er vigtigt at spise sundt og få motion. Derudover er det centralt, at man har en god døgnrytme, for det har uden tvivl en stor indflydelse på ens indlæring, hvis man ikke får sin søvn. Det er nok desværre noget, som mange unge undervurderer,” siger Loke Wennich .

”Og så kan man virkelig få meget ud af at undgå forstyrrende elementer, som eksempelvis ens telefon, når man studerer. Når man ikke bliver afbrudt hele tiden, opnår man en dybere koncentration, og så bliver man hurtigere færdig med opgaverne i stedet for at bruge flere dage – og stresse over alle de afleveringer, som man ikke har lavet,” tilføjer han .

I løbet af sin EUX-tid fandt Loke ud af, at han ikke for alvor brændte for VVS-faget, men han nægtede at give op og besluttede sig for at blive på uddannelsen – og det fortryder han på ingen måde i dag, da han føler, at han lærte meget af forløbet .

“I slutningen af min EUX-uddannelse kæmpede jeg lidt med motivationen, fordi jeg fandt ud af, at den håndværksmæssige del af uddannelsen ikke rigtigt var mig,” siger han .

”Men hvis jeg kunne hoppe tilbage i tiden, ville jeg tage den samme vej, for jeg ville ikke give afkald på alt det, jeg har lært. Jeg er virkelig glad for, at jeg har prøvet at arbejde som håndværker, for man forstår ikke, hvor hårdt det kan være, hvis man ikke selv har stået på en byggeplads. Håndværkerne fortjener virkelig respekt,” fastslår Loke Wennich .

FAKTA – DITBARNSFREMTID: - Ditbarnsfremtid er en forældreindsats, der er finansieret af regionerne.

Alle tiltag og produkter er udviklet i samarbejde med aktører fra uddannelsesområdet, vejledere og forskere.

- Indsatsen er primært målrettet forældre, fordi forældre har en meget vigtig rolle, når de unge skal træffe et uddannelsesvalg - og ofte efterlyser gode råd til uddannelsessnakken.

- Læs mere på ditbarnsfremtid.dk.

This article is from: