Bør sandheden findes - om legitim brug af fiktion i historiefaget by Uffe Sørensen

Bør sandheden findes? -‐ om legitim brug af fiktion i historiefaget

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004

Indledning ............................................................................................................................................. 2 Problemformulering.............................................................................................................................. 3 Er det muligt at hævde eksistensen af en sandhed i omgangen med historien? ................................... 3 Har fiktion nogen berettigelse i historiefaget?...................................................................................... 3 Objektiv realisme – et moderne historiesyn.......................................................................................... 3 Et postmoderne historiesyn – hvad er det? ........................................................................................... 6 Et postmoderne bud .............................................................................................................................. 8 Kortslutning – performativ selvmodsigelse og ekstremisme.............................................................. 10 Et fornuftigt og brugbart blandingsforhold......................................................................................... 12 Konsekvenser for forholdet mellem historie og fiktion...................................................................... 14 En omkalfatring af et kikkertsigte....................................................................................................... 16 Er fiktionen legitim ? .......................................................................................................................... 16 Kriterier for brug af fiktion i historieundervisningen ......................................................................... 20 Konklusion.......................................................................................................................................... 22 Litteraturliste....................................................................................................................................... 24

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 Indledning

Det er i dag et krav til kommende folkeskolelærere, at de skal kunne forholde sig til deres faglighed på en reflekterende og selvkritisk måde. Derfor er det vigtigt for mig at søge en erkendelsesproces, der kan forhidre, at jeg i mit virke havner i en performativ selvmodsigelse. Denne undvigelse er en forudsætning for at kunne gennemtænke og begrunde de problemstillinger, der tages op, når jeg om kort tid skal formidle historie gennem undervisning. Men netop formidling spiller en afgørende rolle for den historiske forståelse, og der har i de senere år været heftig teoretisk debat om, hvorledes man bør formilde historie. Debatten om formidling af historie bør ses i sammenhæng med en mere overordnet historiefilosofisk debat og dermed i et nuværende anspændt konkurrenceforhold mellem et såkaldt moderne og et post-moderne historiefag Denne debat hører videnskabsfaget til, men den forplanter sig til folkeskolen via fagdidaktikken. Derfor er det vigtigt at forsøge at overveje eller ligefrem at positionere sig ikke bare i forhold til fagdidaktiske perspektiver, men også i forhold til fagets videnskabsteoretiske grundproblemer såsom: Hvad er historie? Kan fortiden findes? Hvad skal den bruges til? Det er disse grundproblemer, der for tiden debatteres, og hvis hidtidige status

anfægtes af de såkaldte postmodernister. Selve historikerens kerneydelse, muligheden for at finde frem til sandheden, anfægtes af postmodernister, og det har bragt faghistorikere på barrikaderne. I Danmark har man op igennem 1990erne blandt andet kunne følge debatten i tidsskriftet ”Fortid og Nutid”, ”Weekendavisen” og i tre numre af ”Den jyske historiker”. Her bringes en erkendelsesteoretisk debat i spil, der prikker til et grundlæggende problem for historiefaget; nemlig at undersøgelsens genstand, den fortidige virkelighed, er væk. Det stiller spørgsmål som: Kan vi begribe denne forgangne virkelighed? Hvad kan disse rester egentlig bruges til? Folkeskolefaget ser

ud til at være præget meget af postmoderne svar på disse spørgsmål 1 , det har dog i den fagdidaktiske litteratur som læses på seminarierne været så som så med den erkendelsesteoretiske debat, og det til trods for at man erkender, at formen/formidlingen spiller en afgørende rolle for den historiske forståelse. Det forekommer derfor relevant at undersøge, hvor givtigt det vil være at søge sandheden om fortiden, og hvordan man i lyset af resultatet af en sådan undersøgelse bør se på forholdet mellem videnskab og fiktion i folkeskolen. Dermed er der også lagt op til at søge spørgsmålene belyst i skæringsfeltet mellem et moderne og et post-moderne historiesyn. Stikprøver i Faghæftet vil vise, at der lægges meget vægt på fortællingen. Jeg kan citere fra undervisningsvejledningen til de nye fælles mål og konstatere at; ”Det er en god ide at anvende fiktionsprægede materialer” 2 . Man foreslår således, at der arbejdes med skønlitterære bøger, film, tegneserier og fiktive personer. Der blæser altså postmoderne vinde i de centralt fastsatte formål, og det er derfor både nærliggende og 1 2

Således er jeg selv blevet præsenteret for historiedidaktikere som Bernard Eric Jensen, og Jens Aage Poulsen. http://www.faellesmaal.uvm.dk/fag/Historie/vejledning.html

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 relevant at knytte an til den videnskabsteoretiske debat, der foregår i basisfaget og som en pendant hertil spørge: Kan det virkelig være rigtigt, at man i folkeskolens historieundervisning skal arbejde med noget, der er usandt?

Problemformulering

Er det muligt at hævde eksistensen af en sandhed i omgangen med historien? Har fiktion nogen berettigelse i historiefaget?

Objektiv realisme – et moderne historiesyn

Claus Bjørn hævder, at der indenfor dansk faghistorie eksisterer en kontinuitet og en norm om, hvad ”god” historie er. 3 Claus Bjørn finder flere beviser for dette. Han underbygger blandt andet argumentet med, at man til stadighed benytter Kristian Erslevs kildekritiske metode, som den er udfoldet i værket ”Historisk Teknik”, selvom den er fra 1911. Ligeledes er Casper Paludan-Müllers undersøgelse af unionsbrevet fra 1397 konstituerende for de historikere, der den dag i dag beskæftiger sig med Grevensfejde og reformationen. Selv ikke den marxistiske videnskabsopfattelses indtog i 1970erne kunne rokke ved den etablerede stands konsensus, når det kom til faglighed. Kontinuitet i faget manifesterer sig principielt igennem; (i) Et principielt funktionelt kildesyn, men med en ufravigelig søgen efter sandhed (ii) en kildekritisk tilgang der er knyttet til et objektivitetsideal og (iii)en skelnen mellem forskning og formidling. Samlet har denne strømning fået betegnelsen den kildestyrede strategi 4 eller den objektive realisme. 5 Det ligger indbygget i det funktionelle kildesyn, at hvad der er kilder, er en funktion af historikerens spørgsmål. Kilderne taler altså ikke for sig selv, men først når de billedlig talt bliver spurgt. Deres indhold og udsagnskaft ligger altså ikke latent tilgængelig. Dermed kommer historikerens spørgsmål til at spille en afgørende rolle, og disse spørgsmål er altid bundet til historikerens samtid. 6 Dermed bliver den viden historikeren frembringer tidsbundet. Der er altså på overfladen enighed om, at en rekonstruktion af historien – wie es egentlich gewessen - ikke kan lade sige gøre. Men samtidig kan man identificere en ufravigelig søgen efter sandhed. Jørgen Vogelius hævder således, hvordan man i faget til stadighed kan identificere en vilje til autencitet, og hvordan denne ”[…] fagideologiske sejhed smitter af på fremstillingsformen, som stadigt på godt og ondt er meget autoritativt præget” 7 .

Bjørn, Claus ”Dansk faghistorie mellem Apollo og Minerva” i tidsskriftet Narratio nr. 30/98 Jensen, Bernard Eric (2003) s. 163 5 Madsen, Carsten ”Historie og videnskab” i tidsskriftet ”Zenit” nr. 1/96 s. 68 6 Olden-Jørgensen, Sebastian ”Til Kilderne!” s. 77 7 Vogelius, Jørgen ”Viljen til autencitet” i ”Bud på historien” s. 157 4

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 Her har vi at gøre med en empirisk og kildestyret forskningsstrategi, hvor objektivitet spiller en afgørende rolle. Denne strategi kan for eksempel findes i Fridlev Skrubbeltrangs ”Det danske Landbosamfund 1500 – 1800”, og i Niels Skyum Nielsens fembindsværk ”Danmarkshistorie uden retouche”. Her er fremstillingerne styret af to ledetråde; (i)Jo mere kildenær og (ii)jo flere kilder man inddrager, desto bedre vil de blive. Valget af denne strategi kan begrundes i en forestilling om, at jo tættere vi kommer på kilderne, jo tættere kommer vi på den fortidige virkelighed. Det gælder altså om at kunne fremlægge en så nuanceret og sikker viden som overhovedet mulig. I den forbindelse bliver noteapparatet særdeles vigtigt, blandt andet har Skyum-Nielsen et så detaljeret noteapparat, at han næsten linje for linje fremlægger dokumentation for de givne oplysninger. Så overdådigt er dette noteapparat, at det er sagt om hans værk, at”[…]intet andet historisk værk på dansk er belagt med kilder og bevissteder så tæt som denne bog” 8 . Noteapparatet benyttes, fordi man ønsker at arbejdet

skal kunne leve op til en intersubjektiv overførbarhed, hvilket vil sige, at man via noterne principielt skal kunne gøre arbejdet efter. Endelig er der i faget en skelnen mellem historieforskning og historieskrivning. Historikeren Niels Thomsen peger på, hvordan faget i dag bærer på et janushoved 9 , der består af henholdsvis ”Apollo”, der repræsenterer historieskrivningen og af en kysk Minerva, der er vendt mod intellektuel erkendelse og således repræsenterer historieforskningen. Apollo nyder ikke samme anerkendelse indenfor faget som Minerva. Niels Thomsen slår for eksempel selv i bordet og kræver, at historikerne beskæftiger sig med noget relevant, 10 og det relevante i den sammenhæng er den objektive stræben efter sandhed frem for lidenskabelige skriverier. Et andet eksempel på at historieskrivningen ikke i samme grad anerkendes er Søren Mørchs ”Den sidste Danmarkshistorie”. Den er udkommet i to oplag og har længe været udsolgt ved forlaget. Men kollagerne i faget har ikke taget den til sig, bogen er ganske enkelt ikke ordentligt håndværk. 11 Historiografisk betragtet så er det nærliggende at knytte den objektive realisme til en videnskabelig positivisme, sådan som den kommer til udtryk i den tyske historisme og i det kritiske gennembrud i Danmark fra omkring 1880erne. De forekommer i hvert fald overordentligt beslægtede, og det er da også den konklusion Jørgen Vogelius til dels drager; ”Man kan derfor spørge, om historisme, […] ikke stadigt lever i bedste velgående som videnskabelig selvforståelse.” 12 Det har følgende

konsekvenser. Dels så er historie som videnskab i den tradition defineret ved at være empirisk forskning, hvilket indbefatter, at man sætter lighedstegn mellem historie og fortid; ”historien har 8

Jensen, Bernard Eric (2003) s.165 og Claus Bjørns artiklen i tidsskriftet ”Narratio 30/1998” s. 36ff. 10 Ibid s. 45 11 Ibid. s. 41 12 Vogelius, Jørgen ”Viljen til autencitet” i ”Bud på Historien” s. 167 9

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 kun fortiden at behandle”

, og dermed udelukkes nutid og fremtid. Af dette følger også en fortsat

tro på, at vi hele tiden kan blive klogere på historien. Skrubbeltrang indleder som eksempel ”Det danske Landbosamfund” ved at forklare, at hans hensigt er”[…]at vurdere landbobefolkningens forhold til storbesidderne mere velafvejet” 14 Han vil altså ”mere velafvejet” belyse nye områder og

korrigere tidligere belyste, så vi får et mere nuanceret billede af den del af fortiden. En anden norm fra historismens bagmænd Von Ranke og Humboldt, 15 som man kan identificere hos den objektive realisme, er den, at fortidige personer og begivenheder skal forstås og vurderes på grundlag af deres egen tids normer og værdier og ikke udfra eftertidens. Igen kan Skrubbeltrang tjene som eksempel; ” Ingen historiker er helt upåvirket af sin samtid, men forskeren må bestræbe sig på at frigøre sig mest muligt for tilbøjeligheden til at dømme en anden tids samfundsgrupper,[…] ud fra forudsætninger der dengang ikke var almindelige” 16 Der er altså i meget høj grad en nedarvet vægt på kildekritik og

objektivitet, og selv om Skrubbeltrang i overensstemmelse med Hermeneutikken 17 erkender sin forforståelse (” Ingen historiker er helt upåvirket”), så forsøges historikeren alligevel elimineret som fejlkilde, og man genkender den Erslevske positivismes kildekritik og søgen efter kendsgerninger. Det er bestemt heller ikke historie som ”magistra vitae”, der præger den objektive realisme. Snarere betragtes det som overordentligt tvivlsomt, om man overhovedet kan lære af historien. Man forholder sig overhovedet ikke til samspillet mellem fortid, nutid og fremtid. Alt i alt kan man konstatere, at dansk historievidenskab, som den kommer til udtryk hos de objektive realister, har holdt fast i en adskillelse af fagets videnskabelige, politiske og æstetiske dimensioner. En adskillelse man foretog for over 100 år siden, hvor historiefaget, med Kristian Erslev som banemand, legitimerede sin ret som videnskabsfag og adskilte sig fra religionen og filosofien. Adskillelsen af de videnskabelige, politiske og æstetiske dimensioner har ført til et fortidsfikseret historiebegreb, som hverken forholder sig til eller reflekterer over samspillet mellem fortidsfortolkninger, nutidsforståelse og fremtidsforventninger. De objektive realister identificerer sig med historikeren som den rationelle videnskabsmand, hvad enten de hævder en hardcore positivisme eller en tillempet hermeneutik. På det seneste er den objektive realistiske tilgang blevet angrebet fra forskellige sider af, hvad der går under betegnelsen, et postmoderne historiesyn. Reaktionen fra den etablerede stand af historikere har været forskrækkelse og forsvarstaler. 18 Debatten er blusset op dels i ”Den Jyske historiker”, i tidsskriftet ”Fortid og Nutid” og dels i 13

Casper Paludan Müller i Jensen, Bernard Eric (2003) s. 124 Jensen, Bernard Eric (2003) s. 164 15 Kjeldstadli, Knut ”Fortiden er ikke hvad den har været” s. 68 - 69 16 Skrubbeltrang gengivet fra Jensen, Bernard Eric (2003) s. 165 17 Kjeldstadli, Knut ”Fortiden er ikke hvad den har været” s. 130 18 Se eks. indledningen i ”Den jyske historiker – Historiefaget efter postmodernismen” s. 6 og Claus Bjørns artiklen i tidsskriftet ”Narratio 30/1998” s. 36ff. 14

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 weekendavisen og Information. Her har man kunnet følge et udenlandsk inspireret opgør med normen og kontinuiteten hos den etablerede stand.

Et postmoderne historiesyn – hvad er det?

Det postmoderne er et omstridt begreb og derfor ikke let at definere. Jeg bruger det her som en samlet betegnelse for en videnskabsteoretisk og faglig position, hvis fortalere er enige om en række antagelser, teser og tilgange. De er som ovenfor antydet ligeledes enige om at tage et opgør med den såkaldte objektive realisme. Et postmoderne historiesyn toner frem i den danske faghistoriske debat op gennem 1990erne. Positionen skal ses i sammenhæng med de samfundsmæssige og kulturelle forandringer i overgangen fra det moderne industrielle samfund til det refleksivt moderne postindustrielle samfund. Den manifesterer sig i en bred front, der rammer en bred fagrække og ikke kun historiefaget. Inden for danskfaget har man således op igennem 1980erne og 1990erne kunne følge en debat mellem de såkaldte reader-respons teorier og receptionsteorierne. 19 Inden for historiefaget synes postmodernismen først og fremmest at manifestere sig i en kritik af den objektive realisme. Man kan samle kritikken under fire punkter: (i)Selektiv perception, (ii) en sproglig vending, (iii) konstruktivisme og (iv) en diskurshistorisk. Den engelske historiker Beverley Southgate forkaster den objektive realismes absolutte historiesyn og argumenterer for, hvad man kunne kalde en selektiv perception. Hermed mener han, at vi i omgangen med historien ubevidst udvælger centrale begivenheder, som vi fokuserer på, fordi de måske i overensstemmelse med vores livssyn forekommer vigtigst. Men hermed bliver historikeren fanget i en selektiv perception, fordi man kunne have valgt et andet udgangspunkt, fokuseret på andre dataer, brugt nogle andre kriterier for valg og dermed kunne den undersøgte fortid have set helt anderledes ud. 20 Dermed affærdiges også ethvert forsøg på at pege på bestemte strukturer eller årsagsforklaringer, som har betydning for hele verdenshistorien. En anden kritik kan henføres til det, man kalder den sproglige vending. 21 Her fastslår begrebshistorikeren Reinhart Koselleck, at der i historien indgår andet og mere end sprog i historisksociale processer. Derfor er sproget med til at begrænse de erfaringer, historikeren gør sig med fortiden, og derfor er historikerens beskrivelser ikke i overensstemmelse med virkeligheden. 22 Der findes altså en ikke-sproglig dimension i såvel menneskers erfaringer som i historien. Kosseleck peger blandt andet på betingelser som det at være oppe/nede i en hakkeorden, at være indenfor/udenfor et fællesskab. Det er også i den sammenhæng, at historikeren Liv Egholm hævder, 19

Sørensen, Birthe Kvan 54 s. 88ff Southgate, Beverley ”History – what and why” s. 67 - 68 21 Jensen, Bernard Eric ”Historie – livsverden og fag“ s. 179 22 Ibid. s. 178 20

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 at det ikke er muligt at formidle alle former for erkendelse i det samme sprog. 23 Hun påpeger, at det eksempelvis er svært at formidle følelser og smag i et videnskabeligt sprog. Endelig udfordres den objektive realisme på et erkendelsesteoretisk niveau. Her hævdes det, at ingen fortidig virkelighed er mere virkelig end den, der er inde i historikerens hoved. Selv om han nedfælder denne virkelighed på papir, så vil den genopstå i helt nye former hver gang, den passerer gennem en læsers bevidsthed. 24 Sandheden kan derved aldrig indfanges; sand viden kan ikke tilegnes. Ideen om disse individuelle konstruktioner af sandhed gælder selvfølgelig også, når historikeren stiller spørgsmål til kilden. Det er således ikke muligt at antage, at en kilde har indfanget sandheden om en fortidig virkelighed, og heller ikke muligt for historikeren at tolke kilden i overensstemmelse med en objektiv sandhed. En sådan findes ikke. Endelig og i forlængelse af den konstruktivistiske position skal Foucault inddrages. Foucault forstår viden som en diskursiv konstruktion. Det er vigtigt at pointere, at han i modsætning til tidligere historikere adskiller sig ved at koncentrere blikket om de rammer, inden for hvilke forskellige historikere havde tænkt og virket. Det er i den sammenhæng, at Foucault har fået vedhæftet betegnelsen diskurshistoriker. En diskurs er at forstå som de sæt af betingelser, der både muliggør og former en given erkendelsespraksis. Diskursen er altså både uafhængig af og konstituerende for erkendelsen og kan på den måde betragtes som apriorisk, men Foucault taler om en ”historisk a priori” 25 , hvilket vil sige, at diskursen (mulighedsbetingelserne) historiseres og dermed opfattes som en historisk foranderlig størrelse. Det vil sige, at sandheden om eksempelvis årsagerne til den russiske revolution er knyttet til en bestemt tids diskurs. Altså er de sammensætninger af viden og magt, som er dominerende i en bestemt historisk periode, et såkaldt vidensregime, bestemmende for i hvilken retning, vi kan italesætte årsagerne til den russiske revolution. 26 Sandheden findes altså ikke på et objektivt plan, men historiseres i og med at den altid er bundet til de herskende diskurser. Hos Foucault bortsprænges det universelle, og det er i den forbindelse, at historikeren Karen Sjørup taler om, at His-story ikke er mere sand end Her-story. 27 I den forbindelse er en pointe hos Southgate, at den objektive realisme også er blevet udfordret indenfor egne rækker 28 . Med fremkomsten af marxistiske og feministisk historiskrivning er det bevist, at der ikke er én sand opfattelse af, hvad i historien der fortjener opmærksomhed. Marx lagde vægt på økonomiske forhold og samfundsstrukturer. Men historismen og positivismen betonede i højere grad den politiske historie på statsmandsplan og aktørernes bevidste handlinger. Det beviser ifølge Southgate, at[…] 23

Egholm, Liv ”Den postmoderne konsekvens?” s. 2 Stevnsborg og Christensen ”Historikerfjede” s. 235 25 Jensen, Bernard Eric (2003) s. 151ff 26 Vallgårda, Signild (2003)s. 199 27 Sjørup, Karen i ”Bud på Historien” s. 173 28 Southgate s. 97 24

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 “one true history of humanity is not meaningful.” og at[…]”historicans fail to see what does not suit them, and conversersely find what they are looking for” 29 . Sandheden er altså relativ.

Et postmoderne bud

Postmodernismen har her i landet først og fremmest manifesteret sig som en kritik af den etablerede måde at bedrive historie på. Det er således svært at pege på ret meget litteratur, der har forsøgt sig med postmoderne historiskrivning. 30 Det hænger til dels sammen med de mange forskellige positioner, postmodernisterne skyder fra. Jeg vil tage to bud på et postmodernistisk historiesyn op. Dels Bernard Eric Jensens fordi han leverer et vægtigt bidrag, når der diskuteres fagdidaktik på seminarierne, og fordi han gør op med den objektive realismes forståelse af historie som værende lig med fortiden, hvilket er en af postmodernismens vigtige pejlemærker. 31 Dels historikeren Hayden Whites fordi han må siges at have fremkaldt et følelsesmæssigt udbrud blandt en etableret stand af historikere, 32 og fordi han mere end nogen anden har sået tvivl om forskellen på historiske fremstillinger og skønlitteratur. Bernard tager fat i Erslevs definition af historie som værende det fortidige, og den måde han i ”Historisk teknik” skelner mellem iagttagelse og erkendelse. Erslev argumenterer her for, at ingen genstand er historisk uden at være fortidig, og at det centrale for historikeren bliver at finde vejen til det, han ikke umiddelbart kan iagttage. Så derfor ”[…] spiller i Historien selve Undersøgelsesmaaden en saa afgørende rolle 33 Når Erslev således skelner mellem en umiddelbar og

en middelbar (dvs. indirekte) iagttagelse og gør dette skel til det afgørende argument, så er den bagvedliggende præmis, at ”iagttagelse” og ”erkendelse” for ham egentlig er det samme. Heroverfor hævder Bernard, at iagttagelse og erkendelse ikke er to sider af samme sag. 34 Iagttagelse er blot et moment i erkendelsen, men erkendelsen omfatter også andre momenter. Desuden er der dele af virkeligheden, der ikke kan iagttages. Man kan eksempelvis nå frem til en erkendelse af en persons identitet, men man kan ikke iagttage den. Bernard betragter derfor, i modsætning til Erslev, ”historie” som et procesbegreb. Begrebet ”fortid” derimod, er kun en dimension af historie. 35 I Bernards optik bliver historie således en betegnelse for det at leve i og med tid, og et vigtigt kendetegn for disse ”levede historier” er, at de omfatter både en fortid, en nutid og en fremtid. 29

Southgate s. 97 Det skal dog siges at Elith Bjarne Olsen i 1998 forsøgte sig med udgivelsen af bogen ”Postmoderne historie”. Men dels har han måttet udgive den på eget forlag og dels har den ikke fået en eneste anmeldelse i de landsdækkende aviser. Det vidner om besværligheden i at samle denne position under et, og måske også om manglerne i denne position. 31 Southgate s. 109 32 Se eks. Søren Mørchs indlæg i ”Den jyske historiker” nr. 50/1990 33 Historie – livsverden og fag s. 338 34 Ibid. s. 337 35 Ibid. s. 339 30

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 Et andet argument for at fokusere på andet end fortiden fremhæves af Hanne Guldberg Mikkelsen. 36 Hun hævder, at der ikke findes nogen objektivitet, forstået på den måde at en given situation ikke kan eksistere uafhængigt af vores iagttagelse af den. Det får hende til at konkludere, at al historie også er samtidshistorie og dermed ikke kun har fortid som genstandsfelt. ”Det nytter derfor ikke noget at historikeren graver sig ned i en undersøgelse og hævder sine resultater gyldige i forhold til en ”virkelig verden”. 37

I forlængelse af Bernards ide om historie som en levet proces er det underforstået, at der også er en større mening med at beskæftige sig med historie. Her inddrager Bernard begrebet historiebevidsthed, hvilket han definerer som det sagsforhold, at[…]”en fortid vil være nærværende og virksom i en levet nutid som erindring og en fremtid nærværende og virksom som forventning” 38

Historie er altså både menneskers erfaringsrum og forventningshorisont, og disse knytter sig til den kultur, det enkelte menneske er opvokset i, det gælder både for nulevende og efterkommere. 39 Derfor bliver studiet af fortiden nøglen til at forstå sig selv, sin kultur og kulturarv. Historie kan altså give indsigt i, hvorfor nutiden er, som den er, og hvad der kan forventes af fremtiden. Vi kan således lære af historien ved at forstå, at vi er historiefrembragte, men det gælder ligeledes, at vi er historiefrembringende, fordi vi tilegner, forvalter og omdanner kulturarven. 40 Historikeren Hayden White har om nogen været sat i forbindelse med et postmoderne historiesyn. White har insisteret på, at historiske fremstillinger også må anskues som tekster. I Hans Hauges udlægning er den historiske forsknings realistiske form ligefrem at betragte som en litterær genre, der kan kategoriseres som realisme. 41 Her sættes der altså spørgsmålstegn ved skellet mellem videnskabelige historiske fremstillinger og fiktion. Problemet er, at vi kun har nogle få rester eller brokker tilbage fra fortiden, så for at historikeren i sin fremstilling kan danne et sammenhængende billede, må han digte. 42 Historikeren giver altså resterne en betydning, som erkendelsesmæssigt er forskellig fra den måde, de forelægger på. For Hayden White betyder dette, at man ikke kan give nogen fremstillinger af historiske forløb forrang frem for andre. 43 Sat på spidsen betyder det, at udlægningerne af Holocaust på Patriots hjemmeside 44 er lige så ”sande” fremstillinger, som dem der

Hanne Guldberg Mikkelsen i artiklen ”Historien og historierne” Politikken 17-04-00 Hanne Guldberg Mikkelsen i artiklen ”Historien og historierne” Politikken 17-04-00 38 Jensen, Bernard Eric (2003) s. 348 39 Jensen, Bernard Eric ”Historie bevidsthed og historie – hvad er det?” s. 6 I ”historieskabte såvel som historieskabende” 40 Jensen, Bernard Eric (2003) s. 349 41 Hans Hauge i artiklen ”Historiens vendinger” i ”Den jyske historiker” nr. 50 (1990) 42 Se Knut Kjeldstadlis udlægning af H.P Clausens formel i ”Fortiden er ikke hvad den har været” s. 40 43 Jensen, Bernard Eric (2003) s. 331 44 Disse revisionister har hjemme på www.patriot.dk 37

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 er at finde på ”Danish Center for Holocaust and Genocide Studies” 45 . White argumenterer i antologien ”The content of the form” på denne måde; ”[…] når det drejer sig om at begribe de foreliggende historiske vidnesbyrd, kan der ikke findes argumenter i selve de historiske vidnesbyrd for at foretrække en måde at udlægge meningen af disse vidnesbyrd frem for en anden” 46

På den anden side hævdes det også af postmodernisterne, at en digtende tilgang til historien kan være indsigtsfuld på områder, hvor den objektive realismes fremstillinger ikke slår til 47 Det kan eksempelvis være svært i en videnskabelig objektiv realistisk stil at formidle det had, nogle jøder måtte have næret til Nazismen. I hvert fald hvis man vil forstå denne følelse alene udfra kendsgerninger. Et andet eksempel kunne være Stevnsborg og Christensen konstatering af, at de slet ikke kan finde det drama, de som studerende oplevede i 1970-85 på Det historiske institut i København. Ensretningen, gruppepressionen og den revolutionære retorik er ikke fremstillet i Kai Hørbye og Harald Illesøes ellers lødige og veldokumenterede beretninger fra den tid. 48 Denne problemstilling får Stevnsborg og Christensen til at kritisere den objektive realisme og spørge; ”hvor mange dele intuition kan man egentlig tolerere i en historisk fremstilling; og hvor mange elementer kan man acceptere, som ikke direkte er koblet til kilderne? ” 49 De går selv den postmodernistiske

planke ud og ophæver skellet mellem historie og fiktion; ”Om vi bruger etiketter som historisk afhandling eller roman […] har kun betydning som en markering af forfatterens indplacering i det komplicerede teksthierarki.” 50

Kortslutning – performativ selvmodsigelse og ekstremisme

Postmodernisterne har kraftigt anfægtet, hvad der ligger til grund for den objektive realisme. Ideen, om at det ikke kun er historie (fortællingerne om fortiden), som er konstruerede, men at fortiden også var formidlet (kilder er også subjektive bevidstheder), ligesom vores samtid er det, kolliderer frontalt med den objektive realismes forestilling om, at fortiden er en, der fandtes, og som kan rekonstrueres mere eller mindre afhængigt af det til rådighed stående kildemateriale. Postmodernisterne har forskudt interessen for fortiden som sådan til den samtid, hvori fortiden er virksom og levende. Dermed bliver det postmoderne en udfordring for den objektive realismes fortidsfikserede historievidenskab, der har udskilt den politiske og æstetiske dimension. Jeg vil gerne medgive postmodernisterne, at det kan være svært at se meningen med historie, hvis denne 45

www.dchf.dk stedet har blandt andet tilknyttet forskere som Uffe Østergaard og Preben Kaarsholm. Bør deres fremstillinger virkelig indgå på lige fod med revisionisternes? 46 White i Jensen, Bernard Eric (2003) s. 157 – her gengivet i Jensen oversættelse. 47 Se blandt andre Larsen, Steen i ”Historieskabte såvel som historieskabende ”s. 19ff 48 Stevnsborg og Christensen i ”Historie og følsomhed”, politikken 11 okt. 1996 49 Stevnsborg og Christensen, i ”Historikerfejde”, s. 236 50 Ibid. s. 239

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 udelukkende må dreje sig om fortiden. Jeg vil også medgive, at postmodernisterne har en pointe, når de hævder, at det ikke er muligt at formidle alle former for erkendelse i det samme sprog. Tilbage står dog stadigvæk Stevnsborg og Christensens spørgsmål om, hvor meget intuition og hvor mange elementer, som ikke direkte er koblet til kilderne, man kan acceptere. Skal vi acceptere en fuldstændig ophævelse af skellet mellem sandhed og fiktion? Og skal vi indlade os på den kendsgerning, at der ikke findes nogen form for historisk sandhed? Postmodernistiske ”ekstremister” mener ja; jeg mener noget andet. Det virker nemlig umiddelbart svært for ikke at sige umuligt for disse ekstremister i praksis at håndhæve en sådan anti-realistisk og relativistisk position. Hos konstruktivistiske antirealister kan jeg finde mange eksempler på performative selvmodsigelser. Et sigende eksempel er den Foucault inspirerede historiker Joan W. Scott. I bogen ”Gender and the Politics af History” indleder hun med følgende konstatering: ”[…] Jeg bruger viden – i betydningen den forståelse af forholdet mellem mennesker, der frembringes af kulturer og samfund, og i dette tilfælde forholdet mellem mænd og kvinder. En sådan viden er ikke absolut eller sand, men altid relativ.” 51 Udsagnet, ”en sådan viden er ikke absolut eller sand, men altid relativ”, bringer

Scott i en position, hvor hun ender med at modsige sig selv. Hun forsøger at forsvare en relativistisk og anti-realistisk position, med hvad der må betegnes som et universelt udsagn, som uden at have forbehold gør krav på at være sandt. Inden for den didaktiske verden findes der også eksempler på sådanne performative selvmodsigelser. Lektor ved CVU Jelling Jens Aage Poulsen forsøger i en artikel i bogen ”Historieskabte såvel som historieskabende ” at positionere sig fagligt med følgende udsagn; ”Hverken forfatteren eller historikeren kan fange et ”sandt” billede af fortiden – uanset hvor god kikkerten er.” 52 Her gør Poulsen sig klart til fortaler for en relativistisk og anti-realistisk

position og fornægter et sandhedsideal. Problemet opstår, da han længere inde i artiklen forsøger at give nogle ellers udmærkede anvisninger på de krav, man bør stille til en historisk børnebog i undervisningen. Her afviser han brugen af Carit Etlars Gøngehøvdingen, fordi personerne i denne roman tænker og handler på en måde, der ikke ville forekomme sandsynlig i forhold til den tids særegne sociale og materielle omstændigheder. Altså opererer han i praksis med et sandhedsideal og havner dermed i en performativ selvmodsigelse. Poulsens selvmodsigelse gentager sig, da han i en debat med den tidligere modstandsmand Bjørn Svensson vil gøre op med dennes absolutte historiesyn. Poulsen indleder med; ”[…]at læseren næppe kan være i tvivl om, at jeg (JAP)opfatter historien som noget relativt og som en konstruktion” 53 men da han så i praksis skal gøre op med

Svenssons absolutte syn på den daværende danske regerings viden om den tyske besættelse 9. april 51

Scotts indledning er her gengivet i Bernard Eric Jensens oversættelse i ”Historie – livsverden og fag” s. 305 Poulsen, Jens Aage i ”Historieskabte såvel som historieskabende” s. 45 (min markering) 53 Historie og Samfundsfag nr. 4/99 s. 27 52

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 1940, kortslutter det i følgende konstatering; ”Ikke desto mindre er det hævet over enhver tvivl, at den danske regering både fornemmede, hvad der var under forberedelse og havde modtaget direkte advarsler.” 54 En klar sementering af at Poulsen ved, hvad sandheden er om regeringens rolle under

besættelsen. Det er nødvendigt at erkende, at det ikke er muligt at tilbagevise en erkendelsesrealistisk position uden selv at gøre brug af den. Ovenstående eksempler viser, hvordan det universalistiske forsøges afvist med nye universalistiske udsagn såsom; at den virkelige sandhed om sandheden er, at den er relativ. Det er problematisk og selvmodsigende. Der er derfor grund til at overveje, hvilket forhold der så bør være mellem historie og sandhed.

Et fornuftigt og brugbart blandingsforhold

Fuldstændig at afskrive en form for historisk sandhed sådan som Stevnsborg og Christensen gør det er ikke plausibelt. En sådan position ville blandt andet medføre, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om Holocaust nogensinde har fundet sted, om de såkaldte Moskva-processer ikke bare er en skrøne, og man kunne blive ved. Der må – i hvert fald på et deskriptivt niveau – findes historiske sandheder. På den anden side handler historie om andet end historisk fakta på et deskriptivt niveau. Den handler også om tolkninger og vurderinger, tit af den samme begivenhed og ofte med forskellige resultater/sandheder. 55 Forholdet mellem historie og sandhed kan følgelig betragtes på denne måde: 56

Grad af sandhed

Deskriptivt niveau Vurderende/ tolkende niveau Normativt niveau

Ibid. s. 28 (min markering) Hybel, Niels ”Om historisk sandhed” i ”Historikerfejde II” tidsskriftet ”Fortid og Nutid” oktober 1993 56 Inspireret af Hybel, Niels ”Om historisk sandhed” i ”Historikerfejde II” tidsskriftet ”Fortid og Nutid” oktober 1993 55

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 På det øverste niveau er der en beskrivende sandhed. Det er sandt at 2.Verdenskrig har fundet sted. På niveauet i midten slækkes der på sandhedsbegrebet, og det konstruerende tager til, man tolker og vurderer. Henning Poulsen mener for eksempel, at årsagerne til 2. Verdenskrig var Versaillesfredens mangler, Hitlers ekspansive udenrigspolitik og det svage vestlige modspil 57 , mens andre mener, at forklaringen nok nærmere er af strukturel art, for eksempel at nationerne havde modsatrettede interesser, og at der herskede stærke national chauvinistiske strømninger. Det er også på dette niveau, at de forskellige paradigmer inden for historie befinder sig. Den amerikanske psykohistorie 58 mener for eksempel, at det er mest plausibelt (mere sandt) at forklare historie ved at fokusere på aktørernes kriser og mentale tilstand, hvorimod det marxistiske historiesyn vil fokusere på kapitalisme og klassekamp. Her har de forskellige paradigmer således hver deres sandhedsideal. Men de retter også deres blik mod forskellige sider af den historiske virkelighed. På denne måde kan man tale om nogle gruppespecifikke iagttagelsespunkter, hvor der er forskel på, i hvilke perspektiver man betragter og dermed hvilke sider af historien, man belyser. Marxismen har et iagttagelsespunkt eller perspektiv, som retter sig mod de økonomiske forhold, hvorimod positivismen har et andet og dermed også belyser noget andet. Der er også forskel i iagttagelsespunkter, alt efter hvilken generation, hvilket køn, klasse etc. man tilhører. Det er vigtigt at understrege, at selv om der er forskel i iagttagelsespunkter, og at der dermed er tale om en slags flerperspektivisme på historien, så bør der være tale om en realistisk tolket ”flerperspektivisme” 59 , hvilket vil sige, at jeg ikke mener, at tilhængere af forskellige paradigmer er lukket inde i deres eget perspektiv. Tværtimod mener jeg, at mennesket og dermed historikeren har mulighed for at betragte sig selv og sin omverden fra flere iagttagelsespunkter. På denne måde kan paradigmerne også supplere hinanden udover blot at opponere mod hinanden. Dermed kan man også sige, at vi på langt sigt bliver klogere på historien; at der sker en erkendelsesmæssig akkumulation 60 . Det må dog her understreges, at dette udsagn har indbygget en klausul. Nemlig den klausul der siger; ”at i lyset af det foreliggende bevismateriale, er det plausibelt at slutte til sådan og sådan”. Det er ikke sådan, at man bare kan ligge sten på sten og så tro, at enhver forskningsindsats vil resultere i en ligefrem akkumulation. 61 For eksempel så har dateringen af Trelleborg haft konsekvenser for hidtidige ”skråsikre” opfattelser af vikingeborgenes funktion. Man har således sat borgene i forbindelse med Svend Tveskægs vikingetogter mod England omkring år 1000. Men efter at man foretog en dendrokronologisk datering af borgen, der

Poulsen, Henning ”Hitlers krig” s.101 Kjeldstadli, Knut (2001) s. 96 59 Jensen, Bernard Eric (2003) s. 312 60 Jensen, Bernard Eric (2003) s. 308 61 Jensen, Bernard Eric (2003) s. 312 58

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 viste, at den nok snarere var anlagt i årene 980 – 981 62 , kunne Svend Tveskæg hypotesen klart udelukkes. Der er altså dækning for, at vi kan blive klogere på historien, men det må til stadighed afhænge af, hvor levedygtig den viden, vi har tilegnet os, er. Det må således komme an på det gode argument med en indbygget klausul om ”at i lyset af det foreliggende bevismateriale…”. I modellens nederste normative niveau forsvinder sandhedsbegrebet. Her bruges historien til at lære af. For eksempel i folkeskolen hvor eleverne udvikler deres identitet, normer og værdier via historieundervisningen. Her files der på sandheden til fordel for det dannelsesmæssige aspekt. Modellen over forholdet mellem historie og sandhed kan følgelig sammensættes således;

Grad af sandhed

Deskriptivt niveau

Sandhed Flere sandhedsidealer

Vurderende/tolkende niveau

Gruppespecifikke iagttagelsespunkter Realistisk flerperspektivisme

Normativt niveau

Dannelsesmæssig brug af historien Folkeskolen

Konsekvenser for forholdet mellem historie og fiktion

Ud fra en postmodernistisk konstruktivistisk tilgang må såvel et seriøst faghistorisk værk som en historisk roman betragtes som et resultat af en menneskelig konstruktionsproces. Der er dog forskel på konstruktivister. Der er dem, som Stevnsborg og Christensen, der fuldstændig vil ophæve skellet mellem faglitteratur og fiktionslitteratur, og så er der konstruktivister, der mener, at nok er faglitteratur og fiktionslitteratur begge produkter af en konstruktionsproces, men at det alligevel er muligt at skelne mellem de produkter, hvis konklusioner lader sig sandsynliggøre gennem analyser af det foreliggende empiriske bevismateriale. 63 Der er forskel på faghistorikeren, der lødigt forsøger at sandsynliggøre et stykke historie og så den digtende romanforfatter, der for eksempel bruger fortiden som en fascinerende scene eller kulisse for en kriminalroman. Det er muligt i en fremstilling 62 63

Jensen, Bernard Eric (2003) s. 308 Jensen, Bernard Eric (2003) s. 145

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 at skelne skidt fra kanel, muligheden ligger i det, den norske historiker Ottar Dahl kalder intersubjektiv konsensus. 64 Hermed menes, at det bør være muligt for andre forskere, hvis de går det samme kildemateriale igennem, at nå frem til nogenlunde det samme. I det mindste må man kunne nå ”[…]intersubjektiv enighet om, i hvilken grad en historisk (konklusion) er begrunnet.” 65 Over for dette ville ekstreme postmodernister nok hævde, at historikere er ”formateret” 66 ind i en bestemt norm eller diskurs, at de via deres uddannelse til tider ”bliver mere katolske end Paven”, og at der derfor ikke ligger meget objektivitet i at henføre vurderingen af en fremstilling til en intersubjektiv enighed. 67 Men et sådan argument må henføres til en tro på anti-realisme og relativisme og dermed en suspendering af fornuften, ikke til en tro på det realistiske og fornuften. Når det indsnævrer sig til et spørgsmål om tro, er det svært at komme med plausible forklaringer for enten det ene eller det andet, men det skal dog nævnes, at jeg kan finde mange eksempler på performative selvmodsigelser, (se s.9) hvis man suspenderer fornuften og tanken om et sandhedsideal. Filosofisk betragtet vil jeg modsætte mig en hengivelse til relativistisk konstruktivisme, fordi den vil medføre solipsisme, 68 hvilket vil sige, at man benægter eksistensen af en virkelighed uden for ens eget jeg. Her efterlades man altså, uden vejledning, uden mål, i en position, hvor det ikke er muligt at skelne sandt fra falsk eller rigtigt fra forkert, fordi disse begreber, for den relativistiske konstruktivisme, kun eksisterer i symmetrisk lukkede og individuelle forestillingsverdener og ikke som objektive almengyldige artefakter. Med min tro på menneskets forstandsmæssige potentialer forekommer den relativistiske konstruktivisme derfor heller ikke plausibel på et filosofisk abstraktionsniveau. Hermed er det også understreget, at der er grund til at tro på, at man kan skelne sandt fra falsk, og der er dermed også alt mulig grund til at hævde et sandhedsideal. Hermed er der dog ingen grund til at forkaste postmodernisternes pointe om, at det ikke er muligt at formidle alle former for erkendelse i det samme sprog. Postmodernisterne har ret, når de hævder, at indlevelse gennem fiktion kan give erkendelse om fortiden.

Kjeldstadli, Knut ”Fortiden er ikke hvad den har været” s. 308 Kjeldstadli, Knut ”Fortiden er ikke hvad den har været” (2001) s. 308 66 ”Formateret” skal ses som en parallel til det der foretages med en computer når man formatere en harddisk. Harddisken forsynes med nogle styredata, hvor den opdeles i spor og sektorer, det er ikke muligt at lagre noget på harddisken før den er formateret. Begrebet er hentet hos Seniorforsker John Krejsler i forbindelse med en Foucauiansk tilgang til læring. 67 Det er i den forbindelse man kan se Foucault inspirerede historikere tale om at vi er underlagte bestemte vidensregimer og diskurser, der udgør rammerne for hvad der overhovedet kan italesættes som sandt eller falsk. 68 Järvinen og Bertilsson ”Social konstruktivisme- bidrag til en kritisk diskussion” s. 38 65

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 En omkalfatring af et kikkertsigte

Jens Aage Poulsen bruger i sin argumentation for fiktion et billede af historikeren, som langt hen ad vejen er brugbart. 69 Historikeren lignes med en mand, der studerer et landskab (fortiden) med en kikkert; han udvælger altså et udsnit af tid og rum i den uoverskuelige fortid. Perspektivet vælges på baggrund af, hvad han selv og hans tid anser for at være væsentligt. Her er der således plads til det, jeg tidligere har kaldt ”flerperspektivisme” og ”gruppespecifikke iagttagelsespunkter” (s.12). Historikerens kikkert er forsynet med filtre, dvs. med nutidens rammer for tydning og fortolkning, der fremhæver og farver bestemte elementer i det valgte udsnit og udelader andre. Historikeren er altså i princippet en subjektiv betragter. Der må også digtes for at bringe overensstemmelse mellem de elementer, historikeren har i kikkerten. Der må konstrueres og digtes ligesom en romanforfatter. Her har jeg et forbehold med hensyn til Poulsens udlægning af kikkertlignelsen, fordi det imidlertid i modsætning til Poulsens relativistiske syn, er muligt at adskille den brugbare betragtning fra den ikke brugbare. Muligheden ligger i at se på, hvordan der i princippet digtes. At acceptere forfattere der lyver hele sandheden ind i beretningen 70 ville være at lade hånt om de rammer, der vitterligt eksisterer i form af foreliggende kilder og dermed som sandhed på et deskriptivt niveau. Forfatteren og historikeren skal bestræbe sig på at indfange et sandsynliggjort billede af fortiden – og derfor har det betydning, hvor god kikkerten er. Der er altså forskel i kvaliteten på den viden og den oplevelse, vi kan få via forskellige fortællinger. Der er stor forskel på kvaliteten af den erkendelse, man får af middelalderen i Monty Python's film ”De skøre riddere” og så af den erkendelse og viden, man får om Moskva-processerne i Arthur Koestlers roman ”Mørke midt på dagen”. Med en sådan omkalfatring af Jens Aage Poulsens kikkertlignelse bliver den og mange af de kriterier, han opstiller for anvendelsen af fiktion brugbare, og det bliver muligt at anvende postmodernisternes pointer uden at ende i en performativ selvmodsigelse.

Er fiktionen legitim ?

Fiktion i form af romaner, film og sågar computerspil 71 kan sandsynliggøre sider af historien, som den videnskabelige fremstilling ikke kan. Den videnskabelige fremstilling tager udgangspunkt i menneskers kognitive og rationelle erkendelse af økonomiske, sociale, politiske og kulturelle aspekter 72 af det, man kalder ”den store historie.” 73 Hvilket vil sige, at her er det en større gruppe, 69

Poulsen, Jens Aage „”historieundervisningens problembarn eller columbusæg” i historieskabte såvel som historieskabende” s. 44 70 For det er i reglen det Jens Aage Poulsen gør sig til fortaler for når han hævder en relativisme. Se denne opgave s. 11 71 Claus Bryld og Lars Bluhme identificere de samme kvaliteter ved henholdsvis film og computerspil. Begge argumentere i essaysamlingen ”Historieskabte såvel som historieskabende” 72 Poulsen, Jens Aage „”historieundervisningens problembarn eller columbusæg” s. 46 73 Jensen, Bernard Eric s. 273

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 institution, stat eller verdensdel, der står i centrum. I modsætning til dette kan eksempelvis en historisk roman gå i dialog med læserens følelser og fantasi og dermed skabe muligheder for indlevelse og identifikation. 74 Den har fat i ”den lille historie”, hvor et eller få individer står i centrum.. I kraft af dens inddragelse af det emotionelle og oplevelsesmæssige aspekt kan den forsøge at sandsynliggøre, hvordan fortidens mennesker muligvis har følt og oplevet under datidens givne livsvilkår. Der er dog forskel på forfatterens og faghistorikerens brug af fiktion. Faghistorikeren er først og fremmest sandsynlighedssøgende. Dernæst er han kritisk overfor kilder og tolkninger. Endelig er han dokumenterende og lægger dermed sine præmisser frem til åben diskussion. Forfatteren derimod går først og fremmest i dialog med læserens følelser og fantasi for at skabe identifikation. Han behandler fællesmenneskelige eksistenstemaer 75 , det vil sige livsopgaver, som mennesker til alle tider har måttet forholde sig til. Det kunne være ”det gode/det onde”, ”at være udenfor/indenfor et fællesskab”, ”kærlighed”eller ”liv og død”. Endelig forsøger han at sandsynliggøre, hvordan mennesker har forholdt sig til disse eksistenstemaer. Det er vigtigt at understrege, at en adskillelse i en lille og en stor historie kun lader sig gøre analytisk. De skal ses som et udtryk for, hvad man vælger at rette opmærksomheden imod. I den historisk levede virkelighed vil de uvægerligt være flettet ind i hinanden. 76 Det kan skitseres på følgende måde: Forfatter Lille historie

Sandsynlig fortidig virkelighed

Dialog med følelser Fælles menneskelige eksistens temaer

menneskers sandsynlige forhold til disse

Faghistoriker Stor historie

Sandsynligheds/ autencitets søgende Historisk erkendelse

Kildekritisk Falsificere/verificere tolkninger Dokumenterende

Ars-dimension Scientia-dimension

Poulsen, Jens Aage„”historieundervisningens problembarn eller columbusæg” s. 46 Ibid. s. 46 76 Jensen, Bernard Eric (2003) s. 274 77 Begreber hentet fra Professor Frede V. Nielsen, om de sider af erkendelsen der udtrykkes verbalt og non-verbalt. Se i øvrigt denne opgave s. 18 75

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 Her skal gives et eksempel på forskellen mellem fagbogen og romanen. Det udsnit af fortiden, der fokuseres på, er krigen på havet under 2. Verdenskrig. Lothar Günther Bucheim skriver i sin roman ”U-båd” således; ”Pludselig bliver der kastet en håndfuld småsten mod båden. ASDIC! Jeg gyser. Den svirpende lyd går mig på nerverne. Ingen vover at løfte hovedet eller snøfte. Mod ASDIC hjælper det dog ikke at tie stille. Nu løfter chefen hovedet; ”Rolig mine herrer. Det her er slet ikke noget!” Roen i hans stemme gør godt. Den virker som balsam på de flossede nervetråde. Så bliver vi ramt af et voldsomt, lammende slag – som en kæmpekølle der hamrer i en blikplade. To – tre af folkene vakler. Så kommer det igen: Boom – Raboom – Raboom!” 78

Henning Poulsen forsøger at indfange risikoen ved at deltage i krigen på havet på denne måde; ”Der findes ingen eksakte opgørelser af, hvor mange søfolk der omkom som følge af 2. Verdenskrig. Tabstallene rummer også ofrene for de normale forlis, den øgede sygdomsrisiko og de mange arbejdsulykker der var sømandens hverdag. Blandt de danske søfolk, der sejlede i allieret farvand i kortere eller længere tidsrum er tabsprocenten opgjort til mellem 12 og 15. Da tilsvarende beregninger for Hollandske og Norske søfolk ligger på samme niveau, kan disse tal give et indtryk af den gennemsnitlige risiko”. 79

Henning Poulsen forsøger at sandsynliggøre en gennemsnitlig risiko for søfolk ved at sammenligne de tabstal, der foreligger. Bucheim derimod forsøger at sandsynliggøre, hvordan denne risiko indvirkede på de mennesker, der deltog. Begge forsøger de at give en sandsynliggjort historisk erkendelse af risikoen ved at deltage til søs under 2. Verdenskrig. Henning Poulsen gør det ved at formidle en rationel eller logisk erkendelse, mens Buchheim gør det ved at gøre brug af erkendelsens emotionelle og oplevelsesmæssige sider. De nærmer sig altså en del af fortiden på to forskellige måder, men begge er de med til at give en erkendelse og på hver deres måde sandsynliggøre en del af historien. Det er dog klart, at Bucheims roman ikke kan stå alene, det bør kunne vurderes, hvorvidt romanforfatteren overdriver fiktionen i forhold til, hvad der kan være lødigt og sandsynligt. Det synes dog ikke at være et gennemgående træk hos Buchheim. Enkelte faghistorikere har også forsøgt at kombinere det autencitetssøgende og fiktionen. Et værk, der her er værd at nævne, er historikeren Kåre Bluitgens mammutværk af en danmarkshistorie – ”Odins hvisken”. Værket består af fire bind og indeholder over 1000 års danmarkshistorie. Danmarkshistorien er beskrevet i såkaldte øjebliksbilleder. Her præsenteres man for kendte og ukendte skikkelser lige fra tjenestepigen Anna Fisker til Lenin og hans reaktioner på den første

78 79

Buchheim, Lothar Günther ”U-Båd” s. 176 Poulsen, Henning ”2. Verdenskrig 1939 – 45” s. 232

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 socialdemokratiske ministerpost i 1916. 80 Der er ingen tvivl om, at Bluitgen har en dokumenterende stil, der er over 2500 noter fordelt på 99 sider. ”Substansen er altså fakta, [men] præsentationsformen er fiktion” 81 , som han selv bemærker det i forordet. Værket kan altså i en vis

forstand leve op til en intersubjektiv overførbarhed. Problemet med Bluitgens ellers beundringsværdige stykke arbejde er, at selv om den tager udgangspunkt i den ”lille historie”, så formår den ikke at fange og gennemarbejde de fælles mellemmenneskelige eksistenstemaer, desuden er øjebliksbillederne så korte, at en identifikation er umulig. Selv om Bluitgen har en dokumenterende stil, så formår værket heller ikke at leve op til de faghistoriske kriterier. Han er hverken kritisk overfor tolkningerne eller særlig sandsynlighedssøgende. Øjebliksbillederne placerer sig på en underlig måde som anekdoter, man kan tilføje et ellers gedigent stykke historievidenskabeligt håndværk. Det kan legitimeres at anvende fiktion for at bane vejen for en historisk erkendelse, men som ovenstående eksempel med Bluitgens ”øjebliksbilleder” viser, så må der opstilles nogle kriterier for, hvordan man kan og bør anvende fiktion. Fiktionen må ikke stå alene, hvis den skal bruges optimalt i historieundervisningen. Lothar Günther Buchheims roman må ikke være ”sandheden” om de tyske ubådstogter under 2. Verdenskrig, men dens tale til de emotionelle sider af erkendelsen må heller ikke negligeres. De er af lige så stor nødvendighed og har lige så stor effekt for erkendelsen, som den kognitive side har. Professor Frede V. Nielsen har beskæftiget sig med erkendelsens æstetiske sider og hævder, at virkeligheden rummer dimensioner, som ikke kan indfanges af sprogets konkrete betydningsudsagn; den såkaldte ”Ars-dimension” (af latin ars= kunst eller kunnen) modsat ”scientiadimensionen” (af latin scientia= viden). 82 Der er derfor brug for sproglige strukturer og metaforer, der rækker ud over dette; sprog der kan indfange og fremstillinger, der lødigt kan forsøge at sandsynliggøre alle de nonverbale hændelser eller fænomener i den komplekse fortidige virkelighed. I folkeskolens historieundervisning er det legitimt at file på sandheden, her skal historien bruges. De videnskabelige værker og basisfagets metode er ikke folkeskolens område, faget skal ville noget andet. Der er også for længst gjort op med den såkaldte ”nedsivningsmodel” 83 fra 1960erne, folkeskolen skal ikke producere små forskere eller udelukkende transformere udvalgt og pædagogisk tillempet viden fra videnskabens erkendelse til eleverne; en viden som i øvrigt ofte er forældet, før den når så langt. Selv om historien i folkeskolen bruges, og der dermed files på sandhedsbegrebet, så må undervisningen ikke ende op i en formidling af middelalderen via tegneserien om ”Prins Valliant” eller Rowan Atkinsons ”Den sorte snog”. Der er forskel på de forskellige stykker fiktion. 80

Bluitgen Kåre ”Odins hvisken – bind 4. Fra bro til kyst” s. 167 Bluitgen Kåre ”Odins hvisken – bind 1. Heimdals børn” s. 6 82 Nielsen, Frede V. ”Grundproblemer i de æstetiske fag” i KVAN nr. 51/98 83 Jensen, Bernard Eric ”Historiedidaktiske sondringer bind 1“ s. 63 81

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 Det må derfor overvejes, hvilke kriterier man bør stille til brugen af fiktionen. Her vil jeg indsnævre mig til nogle kriterier for udvælgelse og anvendelse af den historiske roman i undervisningen. Jeg benytter, med de forbehold der allerede i ovenstående er taget, Jens Aage Poulsen, Claus Bryld og historiedidaktikeren Sven Sødring Jensen.

Kriterier for brug af fiktion i historieundervisningen

Har man valgt at inddrage den historiske roman i undervisningen, må man også holde fast i valget af en skønlitterær genre, derfor bør den historiske roman ikke vurderes som faghistorie, men som det stykke kunst den er og bør være. Det vil sige, den skal være dramatisk og udført med liv og fantasi, det skal afspejles, at forfatteren har noget på hjertet og kan noget med sproget. Dette ligger i øvrigt også i forlængelse af nogle af Kristian Erslevs senere antagelser. 84 I den forbindelse er der også en vigtig overvejelse med hensyn til overhovedet at underkaste romanen en analyse af, hvorvidt den lever op til de kvalitetskriterier, jeg her fremstiller. For læreren er analysen helt igennem nødvendig, han skal kende tekstens karakter, dens stærke og svage sider, hvis der skal gennemføres brugbar undervisning. Der er dog ingen grund til at fratage eleverne deres læseoplevelse. Analysen kan legitimt nøjes med at indgå i lærerens mere eller mindre tunge embedsforpligtigelse, eller som Sødring Jensen udtrykker det; ”At analysere en roman er at myrde den. Sådanne drab er det nødvendigt for historielæreren at begå. Men mord bør begås i hemmelighed” 85 Romaner kan

inddrages med forskellige hensigter i undervisningen, det er derfor nødvendigt at overveje, hvad man vil med romaner eller anden fiktion, før man inddrager den. Romanen og generelt fiktionen kan bruges til indlevelse, hvor man identificerer sig med de almenmenneskelige følelser, som personerne gennemlever; had, lykke godt, ondt etc. Her kan romaner i høj grad virke i uddrag. Det er også min erfaring, at de mere autentiske beretninger, der har karakter af selvbiografier eller øjenvidne beretninger ofte udkonkurrerer, hvad en romanforfatter er i stand til at skabe af indre billeder. Her kan for eksempel nævnes Primo Levi` ”Hvis dette er et menneske” og Leon Wells` ”Dødsbrigaden”, begge skildrer deres oplevelser i KZ-lejrerne. Her slækkes der på de litterære kvaliteter, men virkeligheden overgår nogle gange fantasien, og forfatteren har svært ved at følge med. Stig Dalagers ”Davids bog” skaber ikke tilnærmelsesvis den samme indlevelse. De gode romaner indeholder også tolkninger på lige fod med fagbogen. Arthur Koestlers roman ”Mørke midt på dagen” er et eksempel på en sådan 86 . Desuden kan man også inddrage romaner for at formidle en

Se Claus Bryld i ”historiskabte såvel som historieskabende s.54ff og i ”Narratio” s. 42ff Jensen, Svend Sødring ”Nu og Da” nr. 6/1986 s. 11 86 Uden at det her skal gøres gældende at den kan bruges i undervisningen. Til det må den siges at indeholde for højt et licstal, og måske for svær en pointe. 85

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 grundviden om et emne. Alt efter hvad man vælger at bruge romanen eller fiktionen til, så får det

betydning for kvalitetskriterierne. For at der overhovedet kan være tale om, at man kan betragte en roman som historisk fiktion, skal det klart fremgå, at den foregår i historisk tid og rum. Der skal være en episk distance, hvilket vil sige, at der skal være markeret en fortællermæssig afstand mellem fortælletiden og den fortalte tid. 87 Den bør også handle om temaer og problemstillinger, hvori læseren kan genkende noget af sig selv. Her bringes de allerede nævnte fællesmenneskelige eksistenstemaer på banen. Det er gennem disse temaer at identifikationen kan skabes. Det gælder dog ikke at læserens tanker og følelser er identiske med romanpersonernes, eksistenstemaerne skal blot være genkendelige. Udover de eksempler der allerede er givet på sådanne temaer, så opstiller Jens Aage Poulsen en række af disse livsopgaver 88 : -

Krav og modstand fra natur, andre mennesker og sig selv

Betydningsfulde voksne f.eks. forældre

Fællesskab og ansvar for andres liv og lykke

Egen og andres individuelle eksistens

Nødvendigheden af at finde mening – kaos og forvirring.

(Listen kan gøres længere). Vælger man at inddrage romanen for at formidle en grundviden om et emne, bliver fastholdelsen af valget af skønlitteratur, som det stykke fiktion den er, det første krav. Det tager lang tid på klassen at læse en hel roman. Derfor må romanen også kunne bidrage med mindst lige så meget som fagbogen og indeholde noget, som er mere væsentligt, end hvad fagbogen formår at formidle, hvis den vælges – kompromiset findes ikke. Derfor nytter det heller ikke noget at vælge en roman, hvor hovedpersonen trækkes halsende og på en ikke alt for sandsynlig måde gennem en række begivenheder fra den store historie, fordi man synes den mangler fagbogens kvaliteter. Så kunne man lige så godt have valgt en lærebog. Sandsynligheden eller autenticiteten må siges at udgøre den historiske romans vigtigste kvalitetskriterium. Mange forfattere benytter som tidligere nævnt fortiden til en “kulisseroman” 89 . Her afspejles det måske nok så historisk troværdige miljø ikke i romanpersonernes bevidsthed. Det vil sige, at fortiden bliver en eksotisk kulisse for en overhistorisk psykologi, der ville finde sig lige godt tilpas i forfatterens samtid eller eventuelt fremtidsforestilling som i en faktisk fortid. I den forbindelse opstiller Sødring Jensen følgende kvalitetskriterier 90 : Beskrivelser af konflikter og løsninger skal være troværdige eller sandsynlige i forhold til den behandlede fortid, og desuden skal 87

Ibid. s. 59 Poulsen, Jens Aage ”Fortællingen – historieundervisningens problembarn eller columbusæg” s.47 89 Ibid. s. 47 90 Jensen, Sven Sødring ”Historie og fiktion” s. 93ff 88

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 personerne og handlingen vise noget om tidens samfundsopbygning og livsbetingelser. Personerne skal altså tænke og handle sandsynligt i forhold til den fortalte tids særegne sociale og materielle omstændigheder og disses indvirkning på de fællesmenneskelige eksistenstemaer. Der kan her være en kobling til Claus Bryld, som understreger, at der skal være tale om en fremstilling af fortiden i nutiden, ikke omvendt. 91 Vigtigst af alt er altså, at den historiske roman ikke skal vurderes som faghistorie, men dog må den alligevel aldrig miste forbindelsen til en sandsynlig fortidig virkelighed. For historielæreren gælder det mere generelt om at finde en balance mellem fagbogen og romanen – mellem ars og scientia dimensionen og i sidste ende mellem det, der hverken må ende i objektiv realistisk positivisme eller postmodernistisk præsentisme. Konklusion

Postmodernisterne har kraftigt anfægtet, hvad der ligger til grund for den objektive realisme. Ideen om, at det ikke kun er historie (fortællingerne om fortiden), som er konstruerede, men at fortiden også var formidlet (kilder er også subjektive bevidstheder), ligesom vores samtid er det, kolliderer frontalt med den objektive realismes forestilling om, at fortiden er en, der fandtes, og som kan rekonstrueres mere eller mindre afhængigt af det til rådighed stående kildemateriale. Postmodernisterne har forskudt interessen for fortiden som sådan, til den samtid hvori fortiden er virksom og levende. Dermed er det postmoderne en udfordring for den objektive realismes fortidsfikserede historievidenskab, der har udskilt den politiske og æstetiske dimension. Postmodernisterne har derfor to pointer, der er værd at holde fast i. Det kan være svært at se meningen med historie, hvis denne udelukkende må dreje sig om fortiden, og jeg vil ligeledes medgive dem, at det ikke er muligt at formidle alle former for erkendelse i det samme sprog. Postmodernisterne lider dog af fatale brist, når de positionerer sig som anti-realister og relativister i praksis ender disse antagelser i performative selvmodsigelser. Filosofisk betragtet er det heller ikke plausibelt at fornægte troen på en eksistens af sandhed på et deskriptivt niveau, denne hengivelse til såkaldt relativistisk konstruktivisme ender i en ubrugelig solipsisme. Den største modsætning mellem den objektive realisme og postmodernismen er opfattelsen af skellet mellem fiktion og forskning. Her skal der være en adskillelse af de to, men jo længere man bevæger sig væk fra det deskriptive, jo mere vil man slække på sandheden. Skal historien overhovedet være brugbar, må man bevæge sig fra det deskriptive til det tolkende, og i folkeskolen i særdeleshed til det normative. Det ligger i høj grad i historiebevidsthedsbegrebet, at der skal være en meningsfuld kobling mellem fortid, nutid og fremtid; historien som ”magistra vitae” – et perspektiv det indenfor disse rammer ikke har været muligt at uddybe nærmere. Erkendelsesmæssigt kan den postmoderne ide om 91

Bryld, Claus i ”historiskabte såvel som historieskabende” s.62

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 indlevelse og fiktion være uundværlig i folkeskolen. Den historiske forsknings stil er alt for abstrakt og enøjet og har ingen steder hjemme i folkeskolen. Derfor er der alt mulig grund til at inddrage historiske romaner, film og computerspil – disse kan give historisk erkendelse, men fiktionen kan ikke stå alene. Man skal kunne afveje, hvornår forfatteren overdriver fiktionen. De didaktikere, der har beskæftiget sig med fiktion i folkeskolen, har haft tendens til kun at se fiktionen anvendt i overensstemmelse med et relativistisk og anti-realistisk videnskabssyn. Dette er ikke holdbart. Men med en omkalfatring, der eliminerer det relativistiske og erstatter det med en realistisk tolket konstruktivisme gør, at for eksempel Jens Aage Poulsens kriterier for anvendelse af den historiske roman holder. I praksis får en sådan omkalfatring nemlig den konsekvens, at det er muligt at vurdere, om fiktionen overdrives – det bliver muligt at bibeholde et sandhedsideal uden at ende i performative selvmodsigelser.

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004

Litteraturliste

Bjørn, Claus ”Dansk faghistorie mellem Apollo og Minerva” i tidsskriftet ”Narratio” nr. 30 (1998) Bluitgen Kåre ”Odins hvisken” Høst og Søn (2003) Buchheim, Lothar Günther ”U-Båd” Forum (1973) Egholm, Liv ”Den postmoderne konsekvens?” Dansk historisk tidsskrift nr. 3 (1999) Hauge Hans ”Historiens vendinger” i ”Den jyske historiker” nr. 50 (1990) Hybel, Niels ”Om historisk sandhed” i ”Historikerfejde II” tidsskriftet ”Fortid og Nutid” oktober 1993 Jensen, Bernard Eric ”Historie – livsverden og fag” Gyldendal (2003) Jensen, Bernard Eric ”Historiedidaktiske sondringer bind 1“ DLH (1994) Jensen, Sven Sødring ”Historie og fiktion” DLH (1990) Jensen, Svend Sødring ”Fiktionens facination” i ”Nu og Da” nr. 6 (1986) Järvinen og Bertilsson ”Social konstruktivisme- bidrag til en kritisk diskussion” Hans Reitzel (1998) Kjeldstadli, Knut ”Fortiden er ikke hvad den har været” RUC (2001) Madsen, Carsten ”Historie og videnskab” i tidsskriftet ”Zenit” nr. 1 (1996) Mikkelsen, Hanne Guldberg ”Historien og historierne” Politikken 17-04-00 Mørchs, Søren ”>..Et synspunkt som Whites - ..<” i ”Den jyske historiker nr. 50” (1990) Nielsen, Frede V. ”Grundproblemer i de æstetiske fag” i KVAN nr. 51 1998 Olden-Jørgensen, Sebastian ”Til Kilderne!” Gads forlag (2001) Olsen, Elith Bjarne ”Postmoderne historie” Forlaget Olsen (1998) Poulsen, Henning ”2. Verdenskrig 1939 – 45” Gyldendal (2002) Poulsen, Henning ”Hitlers krig” Gyldendal (1995) Poulsen, Jens Aage ”Fortællingen – historieundervisningens problembarn eller colombusæg i ”Historieskabte såvel som historieskabende” Falihos (1996) Sjørup, Karen ”Nye bud på historien 1998” i ”Bud på historien” RUC (1998)

Bør sandheden virkelig findes? - om legitim brug af fiktion i historie Selvvalgt historieopgave af Uffe Sørensen 200123 CVU Jelling maj 2004 Southgate, Beverley ”History – what and why” Routledge (1996) Stevnsborg og Christensen ”Historikerfjede” i tidsskriftet ”Fortid og Nutid” Nr. 3 (1993) Sørensen, Birthe ”Konstruktivisme og litteraturpædagogik” i Kvan 54 (1998) Tidsskriftet Historie og Samfundsfag nr. 4/99 s. 27 Vallgårda, Signild ”Studier af magtudøvelse” i ”På sporet af magten” Aarhus universitets forlag (2003) Vogelius, Jørgen ”Viljen til autencitet” i ”Bud på historien” RUC (1998) www.faellesmaal.uvm.dk/fag/Historie/vejledning.html Østergaard, Uffe ”Historien foregår – men eksistere den?” i ”Den jyske historiker nr. 50” (1990)