Jordskredsvalget 1894

Jordskredsvalget 1894 i Hjørring af Lone Venderby

I 1894 gik verden af lave i købstaden Hjørring. Der udspillede sig et politisk drama, hvor byens jævne folk begyndte at kræve politisk indflydelse, og magtfulde mænd blev rystet i deres grundvold.

Det var byrådsvalget, der blev afholdt d. 4. januar 1894, som fik sindene i købstaden til at koge.

Der var nemlig tale om noget af en valggyser, som endte med en jordskredssejr til oppositionen.

Konsekvensen heraf blev, at flere af de tidligere byrådsmedlemmer, der i de foregående perioder nærmest havde været en selvfølgelig del af rådhussalen, blev udskiftet med nye kræfter. Det opsigtsvækkende resultat fik overraskende følger, for kort efter valget indgik der en klage over procedurerne på valgdagen og i særdeleshed over valget af oppositionens kandidat,

48

købmand Adolph Andersen. Det er dette noget usædvanlige forløb, som jeg her vil forsøge at kaste lidt lys over.

Det politiske landskab i slutningen af 1800-tallet På dette tidspunkt var de politiske partier stadig i deres spæde år, og i Hjørring var der i lang tid ikke nogen nævneværdig politisk debat, idet byrådet udelukkende var hjemsted for samfundets førende borgere, der nærmest per automatik tilhørte det konservative parti, Højre. Fra 1870’erne og frem opstod der en ny politisk bevidsthed, og der var nu grobund for politiske partier, der byggede på forskellige ideologiske grundlag.

Forandringens vinde blæste dog først og fremmest i København, for som i mange af livets andre

forhold hænger gamle vaner og overbevisninger godt fast, så der skulle gå et par årtier, før disse strømninger for alvor bed sig fast i Hjørring. Indtil 1890’erne blev der således ikke sat mange spørgsmålstegn ved, at det var byens ansete mænd, der også beklædte de vigtigste politiske poster, og valgdeltagelsen til byrådsvalgene var meget lav. Men i årene op til valget i 1894 begyndte arbejderne at røre på sig, og Hjørring Liberale Forening og Arbejdersamfundet begyndte at få vind i sejlene.

De dannede sammen en fælles valgliste, og for første gang fandtes der en reel opposition til partiet Højre. Ved valget i 1894 kom striden mellem det gamle Højre og de nye liberale strømninger i høj grad til at manifestere sig i kampen om specielt én af pladserne i

Fig. 1. Købmand Adolph Andersen.

Udover at være stifter af Arbejdersamfundet var Adolph Andersen også drivkraften bag Hjørring Grundejerforening og Hjørring Afholdssamfund.

Fig. 2. Konsul Jørgen H. Nielsen ca.

1890. Konsulen var ikke kun forretningsmand, han havde også en stor passion for plantningssagen og stod bl.a. bag plantningen af Svanelunden.

I 1889 var han medstifter af Vendsyssel Historiske Museum.

byrådssalen, nemlig den erfarne højremand, Jørgen Høygaard Nielsens, der stod til at blive skiftet ud med den mere venstreorienterede Adolph Andersens. Her følger derfor en kort præsentation af de to politikere.

To mænd til én stol Købmand Adolph Andersen (18551922), hvis valg sagen drejede sig om, var manufakturhandler og senere assuranceagent (forsikringsmand). Han opholdt sig en periode i København, hvor han angiveligt skulle have ladet sig inspirere af tidens strømninger om arbejdernes krav om mere indflydelse. Da han vendte tilbage til Hjørring, stiftede han i 1891 Arbejdersamfundet, der var en forløber for Socialdemokratisk Forening. Han beskrives i Johannes Dams Hjør-

ring og Omegn fra 1900 som: »Ikke formuende, men ugift og uden kostbare Passioner, hvorfor han i en lang Aarrække har kastet sig over Arbejdet for at forbedre Smaamandens Kaar.« Adolph Andersen var ved valget opstillet for Arbejdersamfundets liste og ifølge P. Horns Hjørring fra 1943 kendt som meget radikal i sine holdninger.

Højrekandidaten Jørgen Høygaard Nielsen (1834-1912 ) var en garvet politiker, der samlet set sad i Hjørring byråd i 30 år. Ved valget i 1894 blev han til manges overraskelse ikke valgt ind i byrådet, men måtte overlade sin plads til førnævnte Adolph Andersen. Men

hvis klagen over Adolph Andersens valg blev taget til følge, stod Jørgen H. Nielsen til at kunne genindtræde i byrådet. Jørgen H. Nielsen var søn af erhvervsmanden Chr. H. Nielsen og drev en stor købmandsvirksomhed, der var blevet grundlagt af faderen i 1831. Han og hans to brødre Chr. H. Nielsen og Peter B. Nielsen udgjorde et helt dynasti i byen.

Næst efter brænderiejer Ths. P. Olesen havde Jørgen H. Nielsen byens højeste indkomst, så man kan i sandhed hævde, at der var tale om musens leg med katten, når byens næstrigeste blev vraget til fordel for en jævn købmand, og

49

det var tydeligt, at den politiske kamp i Hjørring nu drejede sig lige så meget om ideologi som om social status.

Jordskredsvalget i 1894 kan derfor ses som et lille skridt i retning af mere folkestyre. Et folkestyre, der indtil nu havde fungeret mere som idé end som realpolitik.

For på trods af at byrådsvalgene på dette tidspunkt blev betegnet som demokratiske, var der her i slutningen af 1800-tallet tale om en noget anden politisk kultur end den, der udøves i dag.

Demokrati eller fåmandsvælde?

I 1849 blev grundloven vedtaget, og Danmark kunne nu officielt kalde sig et demokrati. I købstæderne begyndte der da også efterhånden at opstå flere og flere krav om, at byens borgere skulle have del i den nyvundne frihed i form af et større kommunalt selvstyre.

Disse krav resulterede i Lov om Købstædernes Styrelse fra 1868, der indebar, at byrådet fik betydeligt mere magt end tidligere. I tiden fra de første borgerrepræsentationer blev oprettet i 1837 og indtil 1868, havde borgmesteren eksempelvis været en selvstændig magt sideordnet med byrådet.

Fremover skulle borgmesteren fungere på lige fod med det øvrige byråd.

50

På trods af disse fremskridt kan det dog stadig diskuteres, hvor demokratisk bystyret i Hjørring var, for det var stadig de få, der bestemte det meste. Ved byrådsvalgene var det fx kun en lille procentdel af befolkningen, som havde adgang til at stemme. De, som blev udelukkede fra at stemme, er senere blevet beskrevet som de fem f’er: Fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter og fjolser. Sagt med andre ord, så var de stemmeberettigede byens skatteydende mænd på 25 år eller derover, som havde egen husstand, var ustraffede, og som ikke havde modtaget fattighjælp. I Hjørring betød dette, at kun 925 af byens ca. 6000 indbyggere i 1894 havde mulighed for at afgive deres stemme. På valgdagen udøvede 735 vælgere deres demokratiske ret, hvilket vil sige en valgdeltagelse på ca. 79,5% af de stemmeberettigede. Men de stemmeberettigede i den almindelige vælgerklasse bestod altså kun af godt 15% af byens samlede befolkning. Herudover havde samfundets spidser en betydelig indflydelse på byrådets sammensætning.

Byrådet havde dengang 12 medlemmer, og det forholdt sig således, at den højest beskattede femtedel af vælgerne alene stod for valget af de fem af byrådsmedlemmerne, mens de resterende 6 byrådsmed-

lemmer blev valgt af samtlige stemmeberettigede. Det vil sige, at den højest beskattede femtedel af vælgerne stemte dobbelt og samtidig suverænt bestemte fordelingen af 5 af pladserne i byrådet. Borgmesteren, som jo var det 12. byrådsmedlem, blev helt indtil 1919 udpeget af kongen.

Så nok var der i den tids målestok tale om et demokratisk valg, men der er langt til nutidens krav om, at alle borgere skal have lige indflydelse på udvælgelsen af byens politiske ledere.

Byrådsvalg anno 1894 Udover at det kun var en meget lille del af den samlede befolkning, der på valgdagen fik muligheden for at udøve sin demokratiske ret, skal der også lige nævnes et par ting om selve procedurerne under et byrådsvalg i 1894. Disse var nemlig markant anderledes end det scenarium, vi møder på valgstederne i dag.

I dag er det forbudt at føre valgkamp på valgdagen. Formålet med en sådan lovgivning er blandt andet, at det ikke skal kunne være muligt at stå uden for valglokalerne og gøre vælgerne forvirrede, lige inden de skal stemme.

Sådan var det ikke i 1800-tallet.

Derimod var det almindeligt, at valgagitationen blev udøvet på og uden for selve valgstedet; i håbet

om at kunne omvende de tvivlere, der måtte være.

Selve afgivningen af stemmer var også noget anderledes end i dag, hvor vælgeren blot skal sætte et kryds ud for den kandidat, man ønsker at stemme på. I 1894 var valgproceduren således, at vælgeren fik udleveret en stemmeseddel, hvorpå han selv skulle skrive, hvem han stemte på. Hver vælger kunne afgive seks stemmer på dem, han ønskede valgt. Man havde således mulighed for også at stemme på andre end de officielt opstillede kandidater. I princippet kunne der stemmes på alle valgbare mænd i byen.

Som en konsekvens af klagen over byrådsvalget d. 4. januar 1894 blev der lavet en politiundersøgelse af forholdene under selve valghandlingen. Den blev foretaget af politifuldmægtig Møller, og det fremgik heraf, at der i valglokalet befandt sig kandidater fra begge lejre, der hjalp med at udfylde stemmesedlerne for folk. Så ikke nok med, at der ikke var megen anonymitet i for hold til, hvem man ønskede at stemme på, det var ydermere i nogle tilfælde kandidaterne selv, der hjalp til med at udfylde stemmesedlerne. Netop udfyldningen af stemmesedler blev et centralt punkt i valgklagen, og inden valget var denne procedure varmt stof i tidens aviser.

Fig. 3. Det var her på det gamle rådhus på Torvet, at valghandlingen fandt sted.

Her ses rådhuset ca. 1910.

Valgkampagnerne Den skrivende presse i Hjørring udgjordes på dette tidspunkt af Hjørring Amtstidende og Vendsyssel Tidende. Den konservative avis, Hjørring Amtstidende, var i mange år byens eneste, indtil Vilhelm Carlsen i 1873 stiftede Vendsyssel Tidende, der skulle blive talerør for de mere liberalt sindede hjørringensere. På dette tidspunkt foregik der en indædt kamp mellem de to dagblade, hvilket tydeligt fremgår af retorikken under og efter valget. I dagene op til valgene dedikerede Vendsyssel Tidende mange spalter til at argu-

mentere for, at byen havde brug for et byråd, der repræsenterede hele samfundet og ikke kun de rigeste.

Hjørring Amtstidende svarede igen på »Socialistbladets« kritik af det siddende byråd ved at spille på befolkningens frygt for socialismen. D. 3. januar 1894 skrev Hjørring Amtstidende således: »Derfor maa enhver Vælger, der ønsker et roligt og besindigt Fremskridt, enhver Mand, der ikke ønsker Politik i vort Byraad, fra i Aften til Valget er forbi, betragte sig som Agitator.

Ingen Stemme maa spildes, men alle staa enige og samlede i Kampen mod Socialismen.« Ud over at

51

Fig. 4. Uddrag fra Vendsyssel Tidende d. 3. januar 1894, dagen før det store valg. Her gives der gode råd til de arbejdere, der måtte frygte for konsekvenserne af at give deres stemme til oppositionen.

sige noget om frygten for socialismen viser citatet også, hvor lidt fodfæste de politiske ideologier havde, siden avisen brugte et argument om besindighed og kunnen frem for politik, når vælgerne skulle tage stilling.

Begge aviser gjorde meget ud af vigtigheden af, at alle stemmeberettigede afgav deres stemme, og at der blev stemt på hele kandidatlisten. Med hensyn til at lade andre udfylde stemmesedlerne for én, som jo var ganske almindeligt på dette tidspunkt, så frarådede Hjørring Amtstidende denne procedure, af frygt for at oppositionens folk ville forsøge at udfylde højrevælgeres stemmesedler med oppositionens kandidater. Vendsyssel Tidende, derimod, opfordrede til, at man fik en anden til at

52

udfylde stemmesedlen, hvis man skulle frygte for konsekvenserne ved at stemme på oppositionen. I en opfordring »Til afhængige Arbejdere og truede Smaafolk« skrev avisen desuden: »Frygte I dog – og vi skulle ikke bebrejde nogen, at han er ængstelig, naar Familiens Velfærd maaske staar paa Spil – saa kan I jo ikke staa Side om Side med Eders Kammerater i den Kamp, der ogsaa gjælder Eder selv og den Maade, hvorpaa man respekterer Eders Stand, men saa kan I blive Hjemme.« Pga. den manglende anonymitet ved valgene var der tilsyneladende nogle, der kunne frygte for deres arbejde ved at stemme på oppositionen.

Flere af de opstillede kandidater for Højre var byens største arbejdsgivere, og de forventede i et vist omfang deres arbejderes loyalitet. Så selvom det i et nutidigt perspektiv virker forrykt at lade andre udfylde sin stemmeseddel, kan det faktisk have haft en gavnlig effekt i mere demokratisk retning her i 1894.

Resultatet På trods af, at det for nogles vedkommende altså blev anset for risikabelt at stemme på oppositionen, så afholdt denne bekymring ikke vælgerne fra at udøve deres demokratiske ret d. 4. januar 1894. Da stemmerne var blevet talt op, stod

det nemlig klart, at hele oppositionens liste var blevet valgt ind, og at de gamle, garvede højrepolitikere, der troede sig selvskrevne til en plads i byrådet, måtte vige pladsen for nye kræfter.

Stemmerne på de nyvalgte byrådspolitikere fordelte sig således: Branddirektør Koch 443 stemmer, sagfører Henrik Schmidt 409, sagfører A. Jacobsen 399, direktør M. Nielsen 391, husmand Jens Jensen 374, købmand Adolph Andersen 363 stemmer. Hermed skulle hele fem stole i byrådssalen besiddes af en nyvalgt, hvilket var noget af en sensation. Den eneste, som fik lov til at beholde titlen som byrådspolitiker, var branddirektør Koch, der indtil 1894 var byrådets eneste liberale medlem. At hele oppositionens liste blev valgt, havde stor betydning, idet Højre nu ikke længere automatisk havde flertal i byrådssalen.

Denne omstændighed var tilsyneladende en lidt for stor kamel for visse af Højres vælgere at sluge. I hvert fald modtog byrådet d. 11. januar 1894 en klage fra 11 borgere, hvoraf det bl.a. fremgik, at de anså det som usandsynligt, at valgresultatet faktisk afspejlede et reelt ønske hos byens borgere: »Vi understreger som have deltaget i det Prøvevalg paa hvilket disse sidstnævnte Mænd ere blevne opstillet, kunne ikke blot ikke finde

os tilfredse med det Resultat, som saaledes ved Valget er naaet, men maa ogsaa i høj Grad betvivle, at dette Valg efter den ved samme brugte Fremgangsmaade, saavel som efter alt, hvad der er gaaet forud for det og under det er passeret – giver et – i hvert Fald i sin Helhed sandt Udtryk for den blandt Flertallet af de stemmende Vælgere herskende Stemning, vi kunne ikke tro, at det har været et almindeligt Ønske blandt Vælgerne, at sætte ud af Raadet alle de 4 afgaaende Medlemmer af samme som naaer det højeste Stemmetal efter de Valgte og derved gjør et saa stærkt Indgreb i Raadets Forretningsdygtighed, som – hvilke Evner man end vil anse de valgte Mænd at være i Besiddelse af – dog nødvendigvis i høj Grad vil virke hæmmende ind paa Behandlingen af de foreliggende og nu tilkommende Sager, saavel i selve Raadet som da navnlig i Udvalgene af hvilke enkelte endog kan miste samtlige sine Medlemmer.« De medlemmer, der lige præcis ikke blev valgt, og som ifølge klagerne altså var af afgørende betydning for rådets forretningsduelighed, var: Konsul Jørgen H. Nielsen, der fik 358 stemmer, sagfører Hou med 340 stemmer, vejinspektør Lunøe med 336 stemmer, og sidst farver Sophus Thomsen, der ligeledes fik 336 stemmer.

Fig. 5. Sophus Thomsen var udset som den, der skulle appellere til den mindrebemidlede del af vælgerkorpset. Udover at være en af byens store erhvervsmænd havde han også jævnligt sin gang på de skrå brædder i Hjørring. Her ses han sammen med Emma og Julie Sørensen i stykket »Læsøkvinde i besøg på Skagen« i 1896.

Ifølge P. Horns Hjørring havde Højre håbet på, at Jørgen H. Nielsen og Sophus Thomsen ville kunne trække nogle stemmer fra de jævne folk, som kunne tænkes at ville stemme på oppositionen.

Dette skete imidlertid ikke, og de garvede politikere måtte se sig slået af uerfarne husmænd og købmænd. At også den meget vellidte og respekterede Jørgen H. Nielsen

blev vraget, var en katastrofe for Højre, og i bagklogskabens ulideligt klare lys fortrød partiet sikkert, at konsulen overhovedet var på valg. Partiet kunne jo også have ladet ham være repræsentant for den mindre del af byrådet, der jo som nævnt kun blev valgt af de højest beskattede borgere. Selv i oppositionen syntes der at være en vis ængstelse over, at konsulen

53

ikke blev genvalgt. Dagen efter valget skrev Vendsyssel Tidende: »En pinlig Følelse har Oppositionen haft at overvinde derved, at den maatte føre Kampen mod Mænd, som vi alle i mange Maader højagte og ære, og da navnlig mod Konsul Jørgen H. Nielsen, der kunde og burde sidde som en af alle aner-kjendt Repræsentant for de Højestbeskattede. Naar disse (…) har villet misbruge Konsulen som den Kampbrik, der skulde besætte en af den almene Valgrets Felter, saa har de selv budt ham Kampens Kaar, at flaa og at blive flaaet.« Det har sikkert tidligt stået klart for optællerne af stemmesedler, at oppositionen stod til at indtage et antal pladser i byrådssalen, men kampen om den sidste stol var meget tæt. Det var således kun 5 stemmer, der adskilte den valgte købmand Adolph Andersen med sine 363 stemmer fra konsul Jørgen H. Nielsen, og det var blandt andet disse sidste skæbnesvangre stemmesedler, som skulle vise sig at blive et af omdrejningspunkterne i klagen over Adolph Andersens valg.

Klagen Klagen af 10. januar 1894 var inddelt i to hovedpunkter; dels ønskede man valget i sin helhed annulleret, men i særdeleshed valget af købmand Adolph Ander54

sen var klagerne fortørnede over.

Med hensyn til valget i sin helhed fremførtes der i klagen en række forhold, som »synes at kunne fremkalde Tvivl om Paalideligheden af den ved saa kunstige Paavirkninger opnaaede Majoritet, saa meget mere som der fra Førernes og andres Side foreligger Handlinger, som overskrider det ved en Valghandling tilladelige.« Herefter fremlægges de forhold, som gruppen af klagere mente var gyldige grunde til at annullere valget; eksempelvis skulle Købmand Ferdinand Winkelmann kl.

12 have mødt en af oppositionens agitatorer, hr. Skovgaard Topp, uden for valglokalet. Denne skulle have fortalt Ferdinand Winkelmann, at valget allerede var slut, på trods af, at det først sluttede kl.

13.15.

Et andet klagepunkt gik på, at nogle af oppositionens tro støtter, som befandt sig i valglokalet, uddelte stemmesedler, der allerede var udfyldte med oppositionens kandidatliste. Siden dette havde kunnet foregå, udledtes det, at valgbestyrelsen havde været usædvanligt gavmild med udleveringen af stemmesedler, og at nogle vælgere måske bare havde puttet den udfyldte seddel i urnen uden at lægge mærke til, at den allerede var udfyldt med oppositionens kandidater.

Ud over selve udfyldelsen af stemmesedler påpegedes det, at luften på det gamle rådhus på denne valgdag var usædvanlig fuld af oppositionens indirekte pres på vælgerne.

Hvad angik valget af købmand Adolph Andersen, så mente klagerne, at 13 af de stemmesedler, som valgbestyrelsen havde regnet som gyldige, var udfyldt på en sådan måde, at stemmesedlen ikke med sikkerhed kunne fastslås at være møntet på købmand Adolph Andersen. Helt præcist var der tale om følgende betegnelser: Kjøbmand A. Andersen, Ad. Andersen, kjøbmand Andersen, Adolph Andersen og A. Andersen. I byen var der på dette tidspunkt tre andre mænd, som med lidt god vilje alle kunne passe på mindst én af de nævnte betegnelser: Kjøbmand Niels Andersen, kjøbmand Anders Andersen og malermester Adolph Andersen.

Byrådets kendelse Da byrådet modtog klagen, blev det besluttet, at det var det ældre byråd, som bestod af 10 højremænd og kun en enkelt liberal, der skulle afgøre sagen. Hvis det nye byråd, selvfølgelig med undtagelse af Adolph Andersen, havde behandlet sagen, er det meget tænkeligt, at udfaldet var blevet et andet.

Intet nyvalg Som nævnt tidligere udarbejdede politifuldmægtig Møller en rapport, som skulle kaste lys over de anklager, der var blevet fremlagt.

Klagens første punkt, som gik på en annullering af valget i sin helhed, blev i politiets rapport gennemhullet fuldstændigt. Det fremgik fx, at Købmand Ferdinand Winkelmann tidligst gik ned for at stemme kl. 13.30, så valghandlingen var på dette tidspunkt rent faktisk afsluttet. Skovgaard Topps bemærkninger herom kunne derfor ikke betegnes som løgnagtige.

Dette punkt blev derfor affærdiget som en misforståelse.

Med hensyn til uddelingen af udfyldte stemmesedler, så fremgik det af politirapporten, at Højres støtter beskæftigede sig med samme aktivitet i et lokale, som stødte op til valglokalet. Især en lærer Nielsen skulle have tilbudt at bytte de tomme stemmesedler ud med en med Højres liste. Måden, hvorpå denne udbytning af stemmesedler kunne finde sted, var følgende: De, der udfyldte sedlerne afgav først deres egen stemme i sidste øjeblik, hvormed de kunne bytte deres egen udfyldte stemmeseddel med vælgerens uudfyldte, som de så kunne udfylde og give videre til den næste o.s.v.

Forestillingen om et rådhus, der på valgdagen oste af atmosfære

Fig 6. Her ses første side af valgklagen af 10. januar 1894. Klagen havde 11 underskrivere; nemlig: J.C. Schibbye, Th. P. Nielsen, Chr. H. Nielsen, Carl A. Møller, Valdemar Jensen, A. Gylling, Emil Møller, A. C. Mathissen, J. P. Pedersen, J. P. Lychegaard, A. P. Hornbech. Blandt klagerne var altså eksempelvis Jørgen H. Nielsens broder, Chr. H. Nielsen.

55

med kandidater fra begge partier, der ved hvert sit bord forsøgte at lokke tvivlere til at stemme på netop deres liste, dukker utvivlsomt op, når man læser politifuldmægtig Møllers rapport om begivenhederne på valgdagen. Han skrev således, at de respektive agitatorer forsøgte at overtale vælgerne til at gå over til deres bord, men eftersom ingen blev direkte truet eller trukket derhen, så var det tilsyneladende inden for grænserne af det tilladte. En formildende omstændighed var også, at »hjælperne« angiveligt også var villige til at udfylde stemmesedler med modkandidaternes liste. En del af klagen havde således beskrevet, hvorledes tømrer Bjerregaard Thomsen skulle have forsøgt at narre skomager Mortensen til at stemme på oppositionens kandidater ved at give ham en stemmeseddel, der allerede var udfyldt.

I virkeligheden skete der ifølge Politifuldmægtig Møllers rapport følgende: »Efter at Mortensen hos Borgmesteren i Byraadssalen havde erholdt sin Stemmeseddel begaar han sig med det Samme ind i Salen til det der staaende Bord, hvor Bjerregaard Thomsen sad og assisterede de paa Oppositionens Kandidater Stemmende, dels med udfyldning af deres Stemmesedler, dels med ombytning af en af ham udfyldt med Vedkommendes uud-

56

fyldte Stemmeseddel. Denne tilbød nu Mortensen en saadan Stemmeseddel udfyldt med Navnene paa Oppositionskandidaterne, men da Mortensen efter at have gjort sig bekjendt med Indholdet erklærede at han vilde stemme paa Højres Kandidater tilbød Thomsen at udfylde hans Stemmeseddel for ham i Overensstemmelse hermed. Mortensen har erklæret, at Klagen er fremkommet uden hans vidende.« Udleveringen af udfyldte stemmesedler var således hverken et bevis på, at nogle vælgere var blevet narret til at stemme på andre, end de ønskede, eller at valgbestyrelsen havde delt om sig med stemmesedler efter forgodtbefindende, eftersom de udfyldte stemmesedler altid blev byttet med en blank.

Det fremgik dog samtidig af politirapporten, at der var enkelte løse stemmesedler, der flød i lokalet, uden at der var en fornuftig forklaring herpå. Altså endnu et bevis på de noget mere lemfældige procedurer ved datidens valghandlinger, end dem vi har i dag.

Under alle omstændigheder blev klagepunktet vedrørende en annullering af valget i sin helhed affejet både i politifuldmægtig Møllers rapport og af byrådet.

Om klagerne overdrev, eller om byrådet og politirapporten underdrev, når det kom til at vurdere

forløbet på selve valgdagen, er svært at afgøre, men ét er sikkert – Hjørring havde aldrig oplevet et lignende valg, da det var første gang i historien, at der fandtes en reel opposition til partiet Højre, og mon ikke stemningen på valgdagen var spændt til bristepunktet i begge lejre.

Adolph Andersen vrages Med hensyn til valget af Adolph Andersen stod det anderledes til, og byrådet valgte at tage klagen til følge og kassere hans valg. Denne beslutning blev taget på baggrund af et cirkulære fra indenrigsministeriet af 1882, hvoraf det fremgik, at stemmesedler skulle indeholde en »tilstrækkelig tydelig Betegnelse af de Personers Navn, paa hvilke der stemmes, og naar der i Kommunen findes flere Valgbare af samme Navn, maa Stemmesedlen betegne den Vedkommende saa tydeligt med angivelse af Stilling og deslige, at ingen Forveksling kan finde Sted.« En lignende sag havde desuden fundet sted i Randers i 1891, hvor ministeriets kendelse lød på, at det afgørende for en stemmeseddels gyldighed ikke var et spørgsmål om, hvorvidt den var udfyldt med det fulde, korrekte navn, men derimod »om det efter hvad der i øvrigt foreligger, maa anses utvivlsomt, at der er sigtet til en bestemt Mand«. Det er selvsagt

denne formulering, der gav flere forskellige fortolkningsmuligheder i forhold til, hvornår der ikke længere herskede begrundet tvivl om, hvem der blev sigtet til. Som det fremgår af det foregående, mente hovedparten af det ældre byråd, at der var en god sandsynlighed for, at de 13 stemmesedler ikke var møntet på købmand Adolph Andersen.

Argumentationen for, hvorvidt der kunne sættes spørgsmålstegn ved Adolph Andersens valg, udviklede sig på mange måder til en farce, der handlede om, hvad mændene blev kaldt i daglig tale rundt omkring i byen. En del af bevismaterialet for, at nogle af de tretten stemmesedler fx kunne være møntet på købmand Anders Andersen, var et akkordtilbud, hvori han blev beskrevet som Købmand A. Andersen, selvom han tilsyneladende sjældent blev betegnet som købmand og i folkemunde gik under navnet Andersen Børsen pga hans agentur og kommissionsforretning. Desuden nævnte Vendsyssel Tidende, at denne Anders Andersen tilsyneladende ikke længere opholdt sig i Hjørring til hverdag, og at han var erklæret højremand. Dermed virkede det besynderligt, at han skulle figurere på stemmesedler, hvor de øvrige 5 stemmer var på oppositionens kandidater.

Fig. 7. Udsnit af politifuldmægtig Møllers meget udførlige rapport om valget d.

4. januar 1894.

57

Fig. 8. Udklippet her var en del af det ældre byråds bevisførelse for, at købmand Anders Andersen i daglig tale gik under navnet A. Andersen og ikke Andersen Børsen.

Valgbestyrelsen havde som nævnt i første omgang godkendt valget, men nu, hvor de selv samme mænd i rollen som byrådspolitikere skulle tage stilling, valgte de at stemme for, at Adolph Andersens valg blev kasseret. Det eneste medlem af det ældre byråd, der drog tvivl om bevisførelsen for, at der var gyldig grund til at tro, at de 13 stemmer ikke skulle tilhøre Adolph Andersen, var branddirektør Koch.

Branddirektør Kochs separatvotum Branddirektør Koch var indtil valget i 1894 det eneste medlem 58

af byrådet, der ikke kom fra Højre, og han valgte som Oppositionens mand at gå imod strømmen og opponere mod kasseringen af Adolph Andersens valg. I denne forbindelse nedfældede han et separatvotum, hvor han fremførte, at der under optakten til valget på intet tidspunkt blev talt om, at de folk, som stemmerne teknisk set også kunne tilhøre, var i spil til at blive valgt. Adolph Andersen var derimod en af oppositionens meget promoverede kandidater, og hovedparten af de kasserede stemmesedler indeholdt ud over Andersens navn også navnene på oppositionens øvrige 5 kandida-

ter, hvilket selvfølgelig styrkede antagelsen om, at stemmerne var tiltænkt Adolph Andersen. De enkelte stemmesedler er for længst gået tabt, men hvis branddirektør Kochs påstand om, at de kasserede stemmesedler ud over »Andersens« navn også indeholdt de fem øvrige oppositionspolitikeres navne, holder stik, så styrkede dette selvfølgelig antagelsen om, at byrådet kasserede Adolph Andersens valg mod bedre vidende. Medvirkende til denne antagelse er selvfølgelig også, at valgbestyrelsen, der bestod af Sophus Thomsen, Conrad Rasmussen og borgmester Kampmann, i første omgang ikke fandt nogen anledning til at kassere de omdiskuterede stemmesedler. Men ved at kassere Adolph Andersens valg kunne Højre lige præcis skaffe sig flertal i byrådssalen og i princippet fortsætte med at være ene om at tage de vigtigste beslutninger på byens vegne.

Adolph Andersens appel D. 25. januar 1894 modtog Hjørring byråd et brev fra Adolph Andersen, hvori han annoncerede, at han ikke havde tænkt sig at acceptere det ældre byråds beslutning om at kassere hans valg. Han anmodede derfor om at få adgang til at gennemgå stemmesedlerne, idet: »Det er min Agt at forsøge at bevise at der er afgivet Stemme-

sedler hvis Betegnelse af Konsul Nielsen og andre Kandidater er saaledes, at naar den samme Maalestok for Utydelighed anvendes overfor mig, vil jeg være at anse som valgt.« Det ældre byråd afviste anmodningen med henvisning til, at det normalt kun var valgbestyrelsen, der havde adgang til stemmesedlerne. Og da der ikke var blevet klaget over valget af andre end Adolph Andersen, fandt byrådet ikke nogen grund til, at samtlige stemmesedler skulle efterses igen. Dette på trods af, at valgbestyrelsen jo i første omgang havde godkendt valget af Adolph Andersen.

Her kunne det meget vel tænkes, at det ældre byråd godt var klar over, at et gennemsyn af samtlige stemmesedler ville kunne åbne en Pandoras æske af nye spørgsmål til valgets resultat, idet der forelå en ganske stor sandsynlighed for, at der ville dukke adskillige flere stemmesedler frem – måske også på Højres kandidater – som heller ikke levede op til kriterierne om, at ingen forveksling skulle kunne finde sted.

Striden i dagbladene Som nævnt i afsnittet om valgkampagnerne var aviserne en vigtig medspiller i det politiske liv, med Hjørring Amtstidende som Højres allierede og Vendsyssel Ti-

dende som de liberales stemme, og i diskussionen om, hvorvidt Adolph Andersens valg skulle kasseres, støttede de to dagblade da også op om hver deres part. Vendsyssel Tidende lagde eksempelvis vægt på det usandsynlige i, at de 13 stemmer skulle være tiltænkt nogen anden end Adolph Andersen. Avisen undrede sig fx over følgende: Hvor mange inden valget talte om det kontroversielle i Adolph Andersens kandidatur, så spurgte alle pludselig »Hvem pokker er A. Andersen?« Inden valget opfordrede begge politiske lejre til, at vælgerne stemte på hele den opstillede liste, idet hver vælger havde 6 stemmer til rådighed, og i første omgang var blot 6 af de 4400 afgivne stemmer på andre end de officielt opstillede kandidater. Derfor undrede Vendsyssel Tidende sig over, at så mange pludselig stemte som gale på den A. Andersen, der ikke var officielt opstillet kandidat.

D. 22. januar påpegede bladet desuden, at det ville være uværdigt for Jørgen H. Nielsen at skulle indtræde i byrådet på dette tvivlsomme grundlag: »Vi er overbeviste om, at hverken Byraadet eller det mindre stedkjendte Ministerium vil godkjende nogen af de Anker, man har forsøgt at rette mod Hjørringvalget. Men skulde vi ønske et af Valgene afkræftet, skul-

de det være for at blive Vidne til den berettigede Stolthed, hvormed vor højtagtede Modstander Konsul Nielsen, vil afvise en Del Højremænds Tilbud til ham om, efter et Livs Arbejde i Kommunens Tjeneste, at tilbringe sine sidste kommunale Aar balancerende paa en Stol, der vakler paa en mer end tvivlsom Fortolknings halvtredie Ben. Har de ikke bedre Plads at byde deres mest fortjente Mand, maatte de forsaavidt hellere tie.« Hjørring Amtstidende var noget mere aggressiv i sin argumentation, som mere omhandlede Vendsyssel Tidendes behandling af sagen end om sagens indhold. D. 26. januar 1894, kunne man blandt andet læse følgende: »Naar »Vends.

Tid.« lamenterer (klager sig) en hel Del over den Uret, der ved Kassationen er tilføjet en hel Del Vælgere, og som særlig skulde have »ramt Byens Arbejdere og Smaafolk og forbitret dem«, saa turde denne Indignation være temmelig forloren (…) Det holder af at bebrejde det afgaaede Byraad, at dette aldrig har vist Kjærlighed til de Smaa, skjøndt det eneste Socialistbladet med rette kunde bebrejde det, er, at Byraadet ikke for længe siden har indført den socialistiske Tvangsanstalt her i Byen.« Det er tydeligt, at de konservative måske i virkeligheden var mere forfærdede over de nye ideologier, der blomstrede,

59

Fig. 9. Hjørring Byråd 1896. Her to år efter jordskredsvalget er alle de fem, der blev valgt i 1894, stadig at finde i byrådssalen. Fra venstre ses: avlsbruger Jens Jensen, købmand Adolph Andersen, apoteker N. Th. Nielsen, brænderiejer Ths. P. Olesen, sagfører Henrik Schmidt, snedkermester Laurits Haslund, borgmester V. H. Thomsen, direktør Mads Nielsen, herredsfuldmægtig Møller, sagfører Anders Jacobsen, købmand Albert Gylling, branddirektør B. G. Koch, købmand Conrad Rasmussen.

end bekymrede for, om alle stemmesedler nu var korrekt udfyldt med fulde navn og stilling. Som Horn udtrykker det, så »skimtede man Revolutionens røde Spøgelse.«

Ministeriets afgørelse Det har desværre ikke været muligt at fremskaffe alle dokumenter vedrørende indenrigsministeriets behandling af Adolph Andersens sag, men en ting står dog klart: Det var anstrengelserne værd for Adolph Andersen. Ministeriet end60

te nemlig med at kunne give ham medhold, og han kunne indtage sin plads ved det store bord i byrådssalen. Af byrådets forhandlingsprotokol d. 12. april 1894 fremgik følgende: »Skrivelse fra Indenrigsministeriet af 31. f.m. kommuniceret ved Hjørring Amts Skrivelse hvorefter Kjøbmand Adolph Andersens Valg som Medlem af Hjørring Byraad godkjendtes og Byraadets Kjendelse af 24. Januar, hvorefter Konsul J. H. Nielsen er erklæret for valgt i Ad. Andersens Sted altsaa

underkjendes. Kjøbmand Ad. Andersen var tilstede og indtog sit Sæde i Raadet.«

Hvorfor gik det som det gjorde?

Udviklingen af en politisk bevidsthed er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden, så selvom jordskredsvalget i 1894 var et drama uden sidestykke i Hjørring, så opstod det ikke ud af det blå.

De nye strømninger havde længe ulmet under overfladen, men det

var altså først her i 1894, at de for alvor så dagens lys.

At valget i 1894 blev så skæbnesvangert for den gamle elite, der indtil da havde haft en selvskreven plads i byens styre, hænger sandsynligvis nøje sammen med, at langt flere folk med en lavere indkomst stemte ved dette valg end ved tidligere byrådsvalg. For selvom det som nævnt stadig kun var et fåtal, der havde adgang til stemmeurnen, så var der dette år tale om en mærkbar forøgelse i antallet af stemmer. Ved tidligere valg i 1869 og 1881 havde blot 67 og 212 vælgere været en tur forbi stemmeurnen.

I artiklen Byrådsvalg i Hjørring 1894, der analyserer de sociale og økonomiske forhold i Hjørring i tiden omkring jordskredsvalget, fremlægger Karl Kr. Overmark det synspunkt, at hovedparten af Hjørrings borgere på dette tidspunkt var så fattige, at der ikke var mentalt overskud til at bekymre sig om politiske anliggender.

Men med hjælp fra Vendsyssel Tidende lykkedes det altså her i 1894 at få flere af de mindrebemidlede arbejdere til at ønske deres egen stemme i det politiske liv frem for som tidligere at være repræsenteret af arbejdsgiverne.

Med datidens målestok udgjorde det således et stort skridt

i retningen mod et mere demokratisk bystyre, at 735 personer i 1894 valgte at afgive deres stemmer. Som tidligere nævnt er der langt mellem nutidens opfattelse af demokratiske rettigheder og 1800-tallets politiske praksisser, men i bagklogskabens lys er det oplagt at se 1894 som begyndelsen på en ny politisk bevidsthed hos hjørringenserne. Arbejderne lod sig ikke længere diktere af en snæver gruppe af byens rigeste arbejdsgivere, men krævede selv del i beslutningsprocesserne.

At der overhovedet kom en klagesag skal i sidste ende nok ses som et udtryk for, at Højres støtter, da resultatet blev klart, var rystede i deres grundvold. Man så pludselig den magt, som indtil da havde været en selvfølgelighed, blive rendt over ende af nytilkomne, og klagen var et sidste forsøg på at klynge sig til den gamle samfundsindretning, hvor byens spidser nærmest havde en medfødt rettighed til også at være dem, der traf de politiske beslutninger.

Men som allerede nævnt måtte det ældre byråd og gruppen af klagere d. 12. april 1894 sande, at nye tider også havde nået købstaden Hjørring. Fra nu af handlede byrådsvalgene mere om ideologi og mindre om midler. Adolph Andersen sad i byrådet indtil 1909.

KILDER Hjørring Amtstidende januar 1894.

Vendsyssel Tidende januar 1894.

Hjørring Kommunearkiv Hjørring Byråds forhandlingsprotokol årgang 1893-1901.

Landsarkivet for Nørrejylland Hjørring Kommune, Valgbestyrelsen: Klager over byrådsvalg 1894.

LITTERATUR Dam, Johannes: Hjørring og Omegn, Kbh. 1900.

Horn, P.: Hjørring, Hjørring 1943.

Jensen, Andr. K.: Hjørring By, Aarhus 1918.

Overmark, Karl Kr.: Byrådsvalg i Hjørring 1894. Vendsyssel Årbog 2000, s.31-52.

ILLUSTRATIONER Fig. 1, 2, 3, 4, 5 og 9 Historisk Arkiv, Hjørring. Fig. 4 Vendsyssel Tidende d.

03-01-1894. Fig. 6, 7, og 8 Statens Arkiver.

FORFATTER Arkivar Lone Venderby. Født 1979.

Cand.mag. i historie og filosofi, Aalborg Universitet 2007. Ansat på Hjørring Kommunearkiv siden 2006.

61