Kirke i en coronatid

På vejen til en større genåbning af samfundet og dermed også af kirken, vil vi som medarbejdere og menighedsråd gerne tage os tid til at reflektere over de erfaringer vi har gjort os under nedlukningen om det at være kirke. Som alle andre dele af samfundet har vi som kirke været underlagt restriktioner, der har begrænset vores muligheder for at være sammen. Vi har været udfordret på, hvordan man kan tilrettelægge og gennemføre gudstjenester uden salmesang, begrænset deltagerantal og med en varighed på 30 min. Kan det overhovedet blive til en gudstjeneste? Vi har pga. skærpede afstandskrav siddet spredt i kirken og vi har måtte lukke døren for nogen, når der ikke var flere pladser. Det har været svært og det har gjort ondt. Særligt i forbindelse med begravelser og bisættelser har vi været vidner til, hvilken yderligere frustrationer og sorg, som de pårørende blev ramt af pga. de restriktioner vi har været underlagt som Kirke. Vi har savnet konfirmandernes ugentlige gang i Kirkehuset og glæder os nu over, at de er tilbage og forhåbentlig skal konfirmeres til august. Sorggrupper og børnegrupper har ligeledes været lukket ned og vi er glade for, at vi nu må åbne op for disse grupper igen. Det har været svært ikke at sidde tilbage med en følelse af, at vi som kirke har svigtet over for nogle mennesker, der havde brug for et fællesskab at komme i. Mange dåb og vielser er blevet aflyst eller udskudt. Vi oplever heldigvis, at forældre igen henvender sig for at få deres børn døbt og brudepar vover at sætte et nyt kryds i kalenderen til næste forår og sommer! Det har alt sammen givet stof til eftertanke hos både medarbejdere og menighedsråd. Skal vi nu bare lukke op for alt det vi før havde gang i som Kirke - og på samme måde? Nogle af os har også fået lov at opleve en velsignelse ved, at tempoet har været sat ned og der har været mere tid til fordybelse og nærvær i mødet med mennesker og opgaver. Jeg har også talt med flere mennesker, der oplevede, at også korte gudstjenester uden fællessang har en værdi! De erfarede, at fokus og intensiteten i gudstjenesten blev skærpet. Salmernes ord trådte frem på en ny måde ved at blive sunget for os. Nadverens betydning stod stærkt, da det var det eneste, vi var sammen om. Og kortere prædikener har også noget på hjerte - en udfordring jeg fortsat arbejder med som præst! Forleden havde jeg så min første højmesse med dåb, prædiken og nadver og fyldt kirke! Wow - det var mange indtryk - et sandt bombardement af ord, salmesang, følelser og fællesskab! Det har bestemt sin styrke. Og alligevel tog jeg fra gudstjeneste og tænkte, om det nu også var nødvendigt, at det hele skulle foregå ved én og samme gudstjene-