Genforeningen - historisk set Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 er en af de store begivenheder i Danmarks historie med vidtrækkende betydning for sønderjyderne, sydslesvigerne, danskerne og tyskerne samt med interessante perspektiver ud i verden, både dengang og aktuelt.
Den 10. februar 1920 stemte 1. zone bestående af Sønderjylland med et overvældende flertal på 75 % for en genforening med Danmark. Især i landområderne var der store danske flertal, mens der omvendt var tyske flertal i Aabenraa, Sønderborg, Tinglev, Tønder, Højer med landsogn og Ubjerg. Da man i 1. zone stemte under ét - en bloc Genforeningens historie - fik dette ingen betydning For Danmark betød for grænsens forløb. Den 14. Genforeningen, at man omsider Den nye dansk-tyske grænse marts 1920 blev der stemt i 2. kunne realisere 1800-tallets blev draget efter to folkeafzone bestående af den norddrøm om en nationalstat stemninger. Efter det tyske lige del af Sydslesvig med nederlag i efteråret 1918 rejste Flensborg. Her var der overde danske sønderjyder med alt markante tyske flertal. Kun tre landsbyer på rigsdagsmand H.P. Hanssen i spidsen krav om øen Før havde dansk flertal. Med deres afsides en ændring af den dansk-tyske Kongeågrænse beliggenhed kunne de ikke komme til at ligge fra 1864. Det skete med Aabenraa-resolutionen nord for grænsen. af 17. november 1918. Den krævede afstemning i det nuværende Sønderjylland under ét, mens Flensborg og andre tilstødende kommuner syd for grænsen kunne stemme distriktsvis, såfremt folk her forlangte det. Aabenraa-resolutionen blev grundlæggende såvel for den danske regerings grænsepolitik som for Versailles-fredens bestemmelser om den dansk-tyske grænse. Afstemningerne foregik under overvågning af en international kommission, som styrede afstemningsområderne fra januar til juni 1920. Det sikrede, at afstemningskampen og afstemningerne overholdt demokratiske standarder. 12
Der opstod stærke bevægelser i Sønderjylland og Danmark for en historisk grænse langs Dannevirke eller i det mindste en grænse syd om Flensborg, uanset et tysk flertal på 75 % af stemmerne i byen. De kunne ikke forhindre, at flertallet i den internationale kommission pegede på 1. zones sydgrænse som fremtidig dansktysk grænse. Et tysk forsøg på at opnå en grænse nord om Højer og Tønder og en række sogne over mod Gråsten, den såkaldte Tiedjelinje, var tilsvarende forgæves.
