Overlevelse og ufattelige ofre - med humoren i behold

Overlevelse og ufattelige ofre

- med humoren i behold

Genforeningen er historien om overlevelse og krig). De ville ikke risikere sanktioner over for ufattelige menneskelige ofre, om trofasthed og deres familier og miste muligheden for at kombetydningen af det nationale. me hjem og hjælpe til i høsten. Og så havde de måske ingen forestilling om de endeløse ræds»Sekstusind unge sønners liv var dine løsepenge«, ler, de ville møde i skyttegravene i Flandern. skrev Henrik Pontoppidan i sit berømte digt »Det lyder som et eventyr« fra 1918. Det var H.P. Hanssen Nørremølle, der som landdagsmand i Kiel og rigsdagsHvad tabene betød for det mand i Berlin opfordrede lille sønderjyske område, kan illustreres af, at det samlede tab af sønderjyske soldaterliv var større end de samlede danske tab i Anden slesvigNogle af tabene kunne være undgået, hvis de unge mænd var deserteret og havde reddet sig over Kongeåen til Danmark sønderjyderne til at gå den legale vej og være loyale tyske undersåtter for at bevare deres rettigheder. Det var ham, der ledede folkeafstemninske krig på Dybbøl og Als i gen 10. februar 1920, ligesom 1864. Der var altså flere søn- det var ham, der insisterede derjyder, der mistede livet i Første Verdenskrigs på, at Danmark kun skulle tage imod den del af skyttegrave, end der var danskere i alt fra hele det gamle Slesvig, der var dansksindet - og altså Danmark, der mistede livet i katastrofeåret ikke den gamle danske, men nu tysksindede by, 1864. Flensborg, som både kongen og Venstre og konNogle af tabene kunne være undgået, hvis de servative ville have med til Danmark eller i det unge mænd var deserteret og havde reddet sig mindste neutralisere for en periode indtil en ny over Kongeåen til Danmark. Men kun meget få afstemning. Flensborg-striden udløste den begjorde det. De ville ikke fortabe førstefødsels- rømte »påskekrise« i København, hvor kongen retten til deres hjemstavn. De ville ikke miste afskedigede statsminister Zahle og udpegede stemmeretten ved den folkeafstemning, der var sin sagfører Liebe til midlertidig statsminister blevet dem lovet i Pragerfredens paragraf 5 fra (i folkeviddet beskrevet med det tyske udtryk »Erst 1866 (afslutningen af den preussisk-østrigske Zahle, dann Liebe«, først betale, så elske!)

Det endte med en god, retfærdig og forbil- drømme: bombardementerne, granatchokkene, ledlig grænsedragning, men de menneskelige angsten for liv og lemmer og ikke mindst frygomkostninger havde været uhyrlige. De søn- ten for aldrig at gense dem derhjemme. Måske derjyske kirker taler deres tydelige sprog med havde han det som mange overlevende fra konlange lister over krigsveteranerne og de faldne, centrationslejrene: Han følte skyld over at have der ofte udgjorde en tredjedel - fædre, onk- overlevet - måske havde han også reddet sig ler og brødre. Hvortil kommer de mange, der selv på andres bekostning, hvem ved, det er jo blev syge på krop og sjæl og dybt forståeligt. Angsten og sind med amputerede lem- kærligheden til forældre, sømer og det, der i dag hedder Vi, der bor i det øvrige land, skende og kærester lyser ud PTSD (post traumatisk stress må aldrig glemme, hvad sønder- af de mange soldaterbreve, syndrom), som omgivelserne jydernes oldeforældres der er blevet udgivet. havde svært ved at sætte sig generation stod igennem ind i. Behandling var der ikke Vi, der bor i det øvrige land, noget, der hed. må aldrig glemme, hvad sønderjydernes oldeforældres Jeg husker nogle af krigsdeltagerne og invali- generation stod igennem. Også kvinderne og derne fra min sønderjyske opvækst. De sad til børnene, der måtte drive landbruget uden unge højbords ved genforeningsfesterne på afstem- mænd og heste. Kvindeoverskuddet prægede ningsdagen 10. februar og genforeningsdagen landsdelen i en generation og førte til bizarre 15. juni. alliancer. Man kan godt, som forfatteren Erling Jepsen, stille det spørgsmål, om Sønderjylland I Gråsten Skole kunne en af veteranerne, min og sønderjyderne endnu har forvundet de sår tysklærer J. Andersen, fortælle om livet i skytte- og tab, der blev påført landsdelen. Senest har gravene og militærbarakkerne under komman- han i »Ernas krig« givet en hjerteskærende og do af feldwebler og høje tyske befalingsmænd. galgenhumoristisk beskrivelse af krigens gang De sønderjyske soldater var endnu mindre mo- i skyttegravene, hvoraf nogle fik sønderjyske tiverede end de øvrige, fordi de skulle kæmpe navne (Sonderburgweg, Apenradeweg, Tonderfor en sag, der ikke var deres. De gjorde så lidt nweg osv.) for at sønderjyderne skulle føle sig som muligt, ligesom »soldat Svejk«, og ind hjemme. (Jeg troede først, det var et af hans påfund, imellem lykkedes det dem at narre deres over- men det er faktisk sandt!). ordnede. Men lærer Andersen fortalte aldrig om det alvorlige, om det, der stadig gav ham onde

Jeppe Aakjær satte jyske ord på det, da han i 1919 fra sin gård Jenle ved Skive hilste sønderjyderne velkommen hjem:

I folk, der går der sønderud, jer skuld' vi nødde glemm! Vi så æ fræ wor søndle rud, hvor hådt I war i klemm…

Men jen ting holdt: Jer bondemol! Trods wand-og brød og mulkt og skrol, proces og bank i skuel og skrank, - den flytt sæ ett en flyk!...

Kom snår herhjem! Kom över æ o (Kongeåen) og læ wos find hinån, da skal alverden undres po så warm vi end ka hånd!... Men sønderjyderne blev glemt. Bønderne måtte døje med den tåbelige opskrivning af kronens værdi (»den ærlige krone«), der kunstigt øgede deres gæld. De fik gode landeveje, men med den nye grænsedragning mistede de deres gamle slesvigske hovedstad Flensborg, (Danmarks næststørste by indtil 1864), der nu som Slesvig-Holstens nordlige udkant blev marginaliseret ligesom de sønderjyske købstæder nord for grænsen. - Først med Danfoss, Linax og andre store virksomheder og ikke mindst fjernelsen af grænsekontrollen blev Nord-

og Sydslesvig igen kerneland som i tidligere Jeg var stolt, da jeg som undervisningsordfører tider, da hertugdømmet Slesvig sammen med kunne konstatere, at sønderjyderne og bornholSkåne var den mest velstående del af riget. Det merne havde færrest fejl i 9. klasses diktat prøvidner om Danmarks deroute, at landet hele tre ve - færre end børnene i Charlottenlund, hvor gange mistede den næststørste by: Først Ber- skoleudgifterne pr. barn ellers var langt højere! gen, så Malmø og til sidst Flensborg! Sønderjydernes nærhed til tysk sprog og kultur Til gengæld bevarede sønderjyderne, som Aak- ses i dag som en styrke. Men de fleste har det jær digtede, deres humor og desværre ikke som 80 årige den sønderjyske dialekt, »æ Jens Pete', der på sine gamle sproch«, som pudsigt nok især det tyske mindretal holder i hævd og bruger som Tværtimod øger dialekten den sproglige bevidsthed dage var begyndt at lære la tin: hjemmesprog. og evnen til at lære og Jamen, Jens Pete', hvorfor æ do forstå andre sprog da begyndt o løjs' latin? Selv taler jeg flydende sønderjysk med alskens farve- Det ska æ sæj' dæ: Æ æ jo gamrige, halvtyske og plattyske mel og ska snart op te Sankt udtryk. Mine forældre var nordfra, men jeg Pete', å så vil æ da gern' ku' snakk' mæ ham! talte sønderjysk med mine legekammerater og Jamen, Jens Pete', hva' no' hvis do komme det and't sidemanden i klassen. Rigsdansk talte jeg kun sted, i æ »Hølle« (Helvede). derhjemme og med lærerne i skolen. Jo, men tysk, det hæ æ oltins kunn't! Dialekten og nærheden til det tyske var og er på ingen måde et handikap. Tværtimod øger dia- (Jeg har historien fra skuespilleren Niels Hinrichsen, lekten den sproglige bevidsthed og evnen til at der er fuld af lignende historier, fremført på klingenlære og forstå andre sprog, herunder tysk, som de sønderjysk). desværre alt for få danskere er fortrolige med. Bertel Haarder