Højskolerne og kampen om Sønderjylland

Jeg mødte højskolen første gang i maj 1974. Det Foredragssalens scenografi var sat til det navar på Rønshoved Højskole, hvor den navnkun- tionale - Joachim Skovgaards talerstol med de dige Hans Haarder holdt sit velkomstforedrag formanende ord »Men immer det dages dog paany, til sommerskolen. Haarder nærmest dansede hvor Hjerterne Morgen vente-« og den tilhørende op og ned ad midtergangen i foredragssalen, Frølich skitse til det berømte billede af Thyra talende foran os og bag os, i konstant bevægelse Danebod, som dirigerer opførelsen af Danevirfor at fastholde opmærksom- ke. Og Viggo Kragh-Hansens heden. Pointen i foredraget maleri af Poppo (som smeden var, at her skulle vi i næsten ... her skulle vi i næsten bibelsk i Rinkenæs havde stået model bibelsk forstand møde den forstand møde den brændende til), der bærer jernbyrd for at brændende tornebusk, vi tornebusk, vi skulle vækkes og overbevise Harald Blåtand skulle vækkes og opildnes til opildnes til de store opgaver, om, at Kristus er de nordiske de store opgaver, livet ville livet ville stille os guder overlegen. Og mere stille os. For at understrege profant: Vi fik af Haarder alvoren for os intetanende, fik tydeligt at vide, at den nærjeg, fordi jeg sad nærmest, et hårdt slag i bagho- liggende Waldkäter skulle vi ikke besøge, fordi vedet med ordene »Vågn op!«. den var ejet af en hjemmetysk familie. Det blev en opvågning. Grundtonen på skolen Rønshoved Højskole blev grundlagt i 1921 af var national, med foredrag om Sønderjyllands den særprægede højskolemand Aage Møller, historie, de slesvigske krige, som blev minuti- nogenlunde samtidig med de to andre tidlige øst gennemgået, grænsekampen, Genforenin- grænselandshøjskoler, Danebod og Hoptrup. gen og det danske mindretal i Sydslesvig. Der Og så naturligvis Rødding Højskole, der var blev arrangeret ture i grænselandet, hvor vi ved blevet oprettet i 1844, men måtte flytte til Askov selvsyn kunne få bekræftet fortællingerne. Vi efter nederlaget i 1864 og nu, efter Genforeninvar i Rendsborg, hvor Haarder berettede om gen, vendte tilbage til sine gamle bygninger i oprøret i marts 1848. Vi så Danevirke, Dybbøl Rødding med Jacob Appel som den første forSkanser og hørte fortællingen om forladere og stander efterfulgt af Hans Lund. bagladere og om løjtnant Ankers og løjtnant De nævnte sønderjyske højskoler spillede ingen Castenschiolds heltemodige kamp i Skanse 2. rolle i kampen om Sønderjylland, som blev ud-

kæmpet i årene efter nederlaget i 1864 og frem Genforeningen i 1920, var også den periode, til Genforeningen. Det var skolerne nord for hvor antallet af højskoler, i al deres forskelligKongeåen, med Askov som den ubestridt føre- hed, steg kraftigt. Under de mange brydninger nde, der på to fronter kom til at spille den afgø- internt i højskolen lå nederlaget i 1864, tabet af rende rolle i kampen for Sønderjylland. Sønderjylland og behovet for national rejsning For det første fik unge sønderjyder i kraft af og kampen for folkestyret i den lilleputstat, deres efterskole- og højskoleophold nord for som nu var tilbage, hvilket også blev genspejlet Kongeåen den folkelige dannelse, som udvik- i skolernes scenografi og fortælling, for ikke at lede dem til selvsikre, handlekraftige og ubø- sige poesi og sang. Parallelt med den myndigjelige politikere og organi- gørelse af bondealmuen, som højskolerne satte sationsfolk i kampen for en sig for efter 1864, var skolerfolkeafstemning i henhold til nes praksis og fortælling i Prag-fredens § 5. Da det håb Den historie, fjendebilledet konstant vekselvirkning med blev slukket i 1879, fortsatte og hadet til den store nabo mod det nationale spørgsmål. Og de kampen for en Genfor- syd blev dybt indlejret i det dan- der er nu ikke noget som en ening med Kongeriget. Der ske DNA, i vores identitet fælles fjende, når man vil findes næsten ikke den søn- og værdigrundlag skabe folkeligt fællesskab. derjyske politiker eller orga- Her leverede de preussiske nisationsmand, som ikke var magthaveres undertrykkelse forbi en dansk folkehøjskole i sin forberedelse af sønderjyderne værdifuld og autentisk stof til til kampen for et dansk Sønderjylland. H.P. foredrag og samtale garneret med sange som Hanssen (Askov), Kloppenborg-Skrumsager »Det haver så nyligen regnet« med den efterføl(Skibelund), Hans Jefsen-Christensen (Testrup), gende strofe »Frø af ugræs er føget over hegnet«. Andreas og Peter Grau (begge Askov) for at Paralleller til nutidens flygtningedebat er åbennævne nogle få. Højskolerne nord for Konge- bare og der spilles i disse år, 130 år senere, på åen spillede således en afgørende rolle for søn- nøjagtig de samme nationale følelser. derjydernes forberedelse til deres ofte livslange Den historie, fjendebilledet og hadet til den stokamp for at genvinde retten til at leve deres liv re nabo mod syd blev dybt indlejret i det danske med dansk sprog og kultur. DNA, i vores identitet og værdigrundlag. Den For det andet blev kampen om Sønderjylland dag i dag kan man opleve forsamlinger, som efter 1864 en væsentlig del af højskolernes selv- stålsat rejser sig og gentager de sidste tre linjer i forståelse. Perioden fra nederlaget i 1864 til »Det haver så nyligen regnet«: »Viger ej ud af spor,

for vi kender det ord, det har slet ingen hast, for den som tror«. Skikken med at rejse sig afslører, at genforeningshåbet stadig lever hos enkelte. Nyligt afdøde Karl Otto Meyer og ligeledes Søren Krarup vil hævde, at håbet om en genforening mellem resten af det gamle Sønderjylland ned til Ejderen og Danmark er grundlaget for det danske mindretals eksistens og arbejde. Jeg blev en af dem, som veg ud af sporet, som blev lagt for mig ved Hans Haarders foredrag i 1971 og den medfølgende lussing. Som senere lærer på Rønshoved Højskole var det umuligt ikke også at interessere sig for tysk højskole, som jo fandtes, selv om vi ikke talte meget om det. Ved FFD’s 100-års jubilæum i 1991 inviteredes også repræsentanter for de såkaldte Heimvolkshochschulen i Niedersachsen, og her fik jeg kontakt til lederen af de nedersaksiske højskoler Ingrid Ellinghaus. Stort set samtidig var fabrikant Johannes Jensen sammen med en kreds af erhvervs- og kulturpersonligheder i gang med at oprette en ny højskole i Sønderjylland, som bestemt ikke havde noget genforeningshåb i kikkerten, men derimod samarbejde og vekselvirkning, ikke mindst handel, med vores nabo mod syd. Det blev til Højskolen Østersøen i Aabenraa som jeg blev forstander for i 1992, den første danske højskole, som gjorde mødet mellem dansk og tysk til selve højskolens mening, og som turde sætte den danske højskoles historie og scenografi i direkte dialog med den tyske nabo, ud fra det grundsynspunkt, at vi ikke var fjender, men tværtimod samarbejdspartnere, ganske enkelt fordi bor det samme sted i verden og derfor også har samme skæbne. Jeg glemmer aldrig den aften, jeg som lærer på Rønshoved Højskole gik over til skolens forstander Laurits Kjær Nielsen for at fortælle om det landsforræderi, jeg var i færd med at begå ved at være i dialog med bestyrelsen på Højskolen Østersøen. Det viste sig at være noget overdrevet. Laurits havde stor forståelse for den nye højskoles visioner og blev nogle år senere formand for skolens bestyrelse.

Her var der en fantastisk mulighed for, i mø- sætninger, men det modsatte, at respektere hindet mellem dansk og tysk, at spejle sig selv og andens forskellighed på tværs af sprog og kultur sin identitet i den nok stærkeste markør for det og turde finde ind til det fælles. Hvor kampen danske, nemlig det antityske. En fantastisk dis- for Sønderjylland tidligere blev kæmpet med kussion udviklede sig i mit eget indre, hvor jeg afgrænsning, fjendebilleder og modsætning blev nødt til at flytte rundt på så mange hold- til det tyske som våben, var Højskolen Østerninger og grundværdier, at søen fra de tidlige 90'ere med det var både pinligt og pi- på den trend, som mente, at nefuldt. Pinligt fordi jeg jo i En fantastisk diskussion kampen for Sønderjylland mødet med de unge velud- udviklede sig i mit eget indre, efter 1989 måtte være en dannede tyske lærere lærte hvor jeg blev nødt til at flytte kamp i alliance med slesvigmin identitet at kende og op- rundt på så mange holdninger holstenerne for at ændre vodagede, hvor meget det tyske og grundværdier, at det var både res fælles skæbne, nemlig at fjendebillede havde betydet pinligt og pinefuldt være blevet et svækket udfor etableringen af det dan- kantsområde i hver vores ske fællesskab. Og pinefuldt, nationalstat. Man kan ikke fordi det faktisk er smertefuldt at få flyttet så komme længere væk fra Berlin og Hamborg meget rundt på brikkerne så langt henne i livet. end til Flensborg, eller fra København til PadSom da jeg holdt foredrag om slesvig-holste- borg. nernes oprør i Rendsborg i marts 1848. Martin På en helt uventet måde kom Højskolen ØsterGroh, en af de tyske lærere, fór op af stolen og søen i centrum som den højskole, der tog den proklamerede, at det ikke var et oprør, men den fulde konsekvens af den europæiske globaliseslesvig-holstenske frihedskamp mod en under- ring, som udviklede sig efter 1989. Der mangletrykkende og enevældig dansk konge i Køben- de danske guider på EXPO2000. Der var lægehavn, der modarbejdede Slesvig-holstenenes- mangel i Danmark - og det modsatte i Tyskland. legitime ønske om en demokratisk forfatning. Der manglede dansktalende guider m.m. i den Det synspunkt havde jeg ikke tidligere hørt østrigske skiindustri. Dynelarsen ville gerne fremført med lidenskab, og utallige blev mine have danske butikschefer i Tyskland. Danske diskussioner med Martin om de forskellige, na- virksomheder ville gerne have talentfulde medtionalt betingede historiefortællinger. arbejdere med gode tyskkundskaber. Osv. HøjPå Højskolen Østersøen gjaldt det ikke om at skolen Østersøen var alle de frække steder, og etablere nationale, sproglige og kulturelle mod- hele tiden på et højt sprogfagligt niveau kombi-

neret med en klassisk højskolescenografi med hjemlighed, fællesskab, poesi og troen på, at højskolen er den institution, der kan levere den mellemfolkelige dannelse, hvor den enkelte oplever at kunne være både forskellig fra og fælles med de andre. Højskolerne, kampen for Sønderjylland og grænsedragningen i 1920 ender således i sin egen negation: Fra kulturafgrænsning uden nuancer til kulturmøde, fra enten/eller til både/ og, fra fjendebillede til forsoning og fra modsætning til grænseoverskridende samarbejde. Men med den forskel, at når en højskole gør kulturmødet til meningen, så opdager alle, at mødet og samværet med de andre stimulerer danskerens danskhed og tyskerens tyskhed, men nu på en måde, som inkluderer de andre. Det er faktisk muligt at stimulere sit eget fællesskab uden at bruge de andre negativt. Og det er i sidste ende højskolens universelle genialitet. Knud-Erik Therkelsen, Generalsekretær i Grænseforeningen