8 minute read
Jeg går i kirke fordi
Kirkebladsudvalget har lagt op til, at der her i kirkebladet for Skarrild-Karstoft og Ilderhede sogn skal være en spalteplads under overskriften: »Jeg går i kirke fordi…«, hvor man kan skrive lidt om sig selv og hvilken betydning kirken og gudstjenesten har for én Jeg er blevet spurgt og har takket ja, både fordi jeg gerne vil fortælle, hvordan det fylder i mit liv og fordi jeg håber derigennem at kunne inspirere endnu flere til at mødes i menighedens fællesskab. Jeg hedder Anne-Mette, er gift med Claus og sammen har vi 6 børn og ditto svigerbørn samt 7 børnebørn. Jeg sidder som næstformand i Ilderhede kirkes menighedsråd, hvor jeg blev valgt ind i september 2020. I en lang årrække har jeg i samarbejde med præsten ved Sdr. Omme Kirke undervist minikonfirmander. Min relation til kirken og kristendommen blev for mit vedkommende grundlagt under min konfirmationsforberedelse, en ung og engageret præst forstod at vække interessen og gøre timerne spændende for os »næsten voksne.« Jeg er vokset om med »Fadervor« tillige med »Altid frejdig når du går« som fast ritual ved sengetid, det lærte jeg af min mor. Senere har jeg tænkt på, at udover den betydning det havde for min mor at give det videre, så hang det sikkert også sammen med min fars deltagelse som modstandsmand under 2. verdenskrig. Jeg mistede min mor i januar 2018 og min far i juli 2020; det har ubetinget været den største sorg i mit liv. Det er først når man står med hånden på kisten, at det helt går op for én, at de for altid er gået bort; da er det godt at trøstes ved, at de sammen er i Guds varetægt til evig tid. Heldigvis fik jeg mulighed for at tage en god afsked med dem begge. Præsten, i sognet hvor de boede, ydende en omsorgsfuld støtte undervejs, men savnet tror jeg aldrig forsvinder. For nogle år siden bragte flere traumatiske hændelser mig ud i en svær personlig krise, som jeg var tæt på, ikke at kunne se mig ud af. En ganske særlig hændelse blev vendepunktet for mig. På vej hjem i bil en eftermiddag hvor alt så allermest sort ud, var det pludseligt, som et kraftigt lys vældede imod mig og mit mørke blev nærmest blæst væk af lyset. Det gik op for mig, at uanset hvor mørk ens verden ser ud, er der lys forude og jeg blev overbevist om, at jeg stadig havde meget at leve for, når et så tydeligt tegn viste sig. I denne tid besøgte jeg ofte vores præst og samtalerne med hende blev en uvurderlig støtte for mig på min vej tilbage til livet. Jeg fortæller om disse to epoker i mit liv, fordi jeg gerne vil gøre opmærksom på præstens betydningsfulde virke i vores dagligdag, ikke kun om søndagen og ved højtider. Præstens prædiken om søndagen er i første omgang en udlægning af dagens bibeltekst, men meget mere kan lægges i den og gøre den nærværende i netop dit og mit liv, give tanker til eftertanke, bevæge, berøre og hele os, være oplæg til videre samtale, så den ikke forbliver enetale. Jeg synes altid den indeholder noget, jeg kan tage med mig hjem. Gudstjenesten er for mig fællesskab med mennesker, Ordets forkyndelse, at lytte til orgelets musik, og synge med på salmerne, modtage nadver og velsignelse, alt sammen så livsbekræftende, lige til at tage med ud i den lille og den store verden. Det giver mig tro, håb og kærlighed fra Gud. Jeg fyldes af taknemmelighed, ydmyghed og tryghed når jeg træder ind i Guds hus, det er så sandelig »et gammelt hus« og »bygget af levende stene« som NFS Grundtvig beskriver kirken i en af sine salmer, og vi der kommer dér, skal huske på at være levende og inddragende, så alle, der får lyst til at træde indenfor, føler sig anerkendt og hjertelig velkommen. For mit vedkommende kan jeg kort og godt sige: »Jeg går i kirke fordi jeg bliver glad og beriget af det«. Anne-Mette Lützhøft Svendsen
Karstoft
Vi tog hul på et nyt kirkeår december 2021. Hvert år skal vi vælge formand og næstformand De blev begge genvalgt. Den 22.1. 22 havde vi syn i Kirken og på kirkegården. Synet af kirken som før var i oktober, er blevet flyttet til jan/feb, af regnskabsmæssige hensyn.Kirkesyn blev afviklet uden de store bemærkninger. Hvis nogen har lagt mærke til det, har vi fået købt en søjle eg til parkeringspladsen, da der var en af de eksisterende som længe har manglet. Og vi synes ligesom der skal være lidt harmoni. Vi har fået tilsagn om tilbygning til maskinhus som er med på langtidsplanlægning i 2026. Ligeledes har vi fået godkendt restaurering og maling af Kirken indvendig , som også er med i langtidsplanlægning i 2026. Den 2. - 4. juni var der Sports- og byfest her i Karstoft, det indledtes med gudstjeneste i teltet på sportspladsen, hvor Christian Dalsgaard Thomsen forrette gudstjenesten på en rigtig god måde så alle kunne være med. Det var rigtig godt besøgt. Og har fået meget ros. Vi og kirken skal omstilles til grøn energi, med tiden og vi begynder i kirkehuset med luft til luft system, hvor vi har fået tilbud hjem. Det kan sparer meget El, da der er sat el radiatorer op. På kirkegården sker der også meget, for det første er det en pæn og velholdt kirkegård. Af indretninger på kirkegården er der kommet nye begravelses former. Der er udpeget græsplæne, hvor det er muligt at blive kistebegravet, samt område med urne begravelser. Dernæst håber vi der kan afsættes et græs område, hvor fredede sten kan opbevares samlet, i stedet for som i dag, hvor de står rundt om på kirkegården. Tilbage er der at takke alle ansatte og frivillige ved Karstoft Kirke for den store indsats som ydes her. Tak til Ilderhede og Skarrild for godt samarbejde ved møder og fællesarangementer.
Dagmar Thomsen Karstoft Menighedsråd
Ilderhede
Det er ikke så meget vi har lavet, ud over at vedligeholde både kirke og kirkegård. Men vi har da fået ryddet op i nogle store træer uden for kirkemuren, og nu kan man bedre se kirken fra Ilderhedevej, det synes vi selv har pyntet. Så er vi begyndt at se på andre kirkers graverbygninger, for at få inspiration til vores ny graverbygning, der er mange ting man skal have i mente, når man skal i gang, selvom der kommer arkitekter med ind over, vil vi gerne selv præge bygningen. Vores graver er i øjeblikket deltids-sygemeldt og vi har været nødsaget til at tilkøbe hjælp til hækklipning, og hvis man har mange vaser eller andet gemt bag gravstenen vil det være en god ide` at rydde lidt væk i det. Måske når i læser dette er hækken klippet, men så er der en forklaring på hvorfor det roder lidt, håber det er OK. De træer og buske som vokser ud over, eller ind i hækken vil ligeså blive studset/eller stammet op, da det ellers er umuligt at holde en pæn lige hæk, håber også det er OK. Ang. økonomien følger budgettet, så det er vi godt tilfredse med. Så vil vi gerne takke alle ansatte, samt menighedsrådene fra Skarrild og Karstoft kirker for godt samarbejde.
Karen Kristensen Ilderhede Menighedsråd
JULETRÆSFEST
Ilderhede Menighedsråd afholder juletræsfest sammen med Stakroge Borger & Idrætsforening
1. søndag i advent - søndag den 27. november kl. 14 i Beboerhuset i Stakroge.
Der vil blive serveret kaffe og sodavand. Menighedsrådet står for underholdning til børnene og Christian Dalsgaard vil fortælle om julen i børnehøjde. Så danser vi om juletræet og håber at julemanden kommer forbi og danser med. Vi glæder os til at se rigtig mange til et godt arrangement. Alle er hjertelig velkomne.
Skarrild
Det forløbne år har igen været præget af coronarestriktioner. I vinterhalvåret har der været begrænset deltager antal til gudstjenesterne, men vi slap da heldigvis for at se coronapas i forbindelse med Julegudstjenesterne. I 2021 kunne konfirmanderne vælge at blive konfirmeret enten i maj eller første lørdag i september, så det var dejligt, at vi igen i år kunne afholde konfirmationerne, som vi har gjort gennem mange år, og at vi kunne fylde kirkerne uden begrænsninger. Det var også en stor glæde, at der ingen restriktioner var i forbindelse med kransenedlægningen den 5. maj. Lidt om praktiske ting: I graverboligen er varmeprojektet blevet afsluttet, og olietanken er gravet op. Fliserne foran kirken og kapellet blev lavet i sensommeren i år. Der er indkøbt nye maskiner til kirkegården, da de gamle var slidte. Ligeledes er de gamle møbler og IT-udstyret på graverkontoret udskiftet. P-pladsen i den sydlige kant af præstegårdsskoven er lavet, og de mest mudrede stier er forbedret. Der er fældet/fjernet et træ, som delvist ødelagde Møllebroen efter stormen Malik, og broen er også blevet repareret. Noget, som fyldte rigtig meget for menighedsrådet i 2021/2022, var salget af skoven på Nørre Karstoftvej. I den forbindelse havde vi mange overvejelser, som vi har redegjort for i kirkebladet. Vi håber og forventer, at kirke livet kan få glæde af beslutningen på længere sigt. Personalemæssigt har vi jo heldigvis vores graver, kirketjener, og når det brænder på, også kirkesanger Emil Kristensen, som har været ansat hos os siden 2014. Som organist, kirkemusiker og korleder er vi også utrolig glade for Kasper Petterson, som har været ansat her i et år. Kasper skal i gang med at tage nogle kurser på Vestervig kirkemusikskole. Det er altid en god oplevelse at høre kirkekoret, og vi glæder os meget over at koret bliver ført videre. Ligeledes er det altid dejligt, at lovsangsgruppen og Peder Juul medvirker ved frimesserne med deres smukke sang og spil. Tak til Christian for mange dejlige gudstjenester med gode, indholdsrige og tankevækkende prædikener. Tak til Skarrild Menighedsråd for en kæmpe indsats med alle de projekter, vi har haft travlt med i det forløbne år. Tak for et rigtigt godt samarbejde. Også en stor tak til Karstoft og Ilderhede menighedsråd for et godt og givende samarbejde.
Dorte Arntsen, Skarrild Menighedsråd