Ribe Stift årbog 2016 by Videbæk Bogtrykkeri A/S

Reformationen

i går og

i dag

500 år med Luther

Ribe Stift årbog 2016

Indhold Forord................................................................................................................. 2 Reformation og et kristent menneskes frihed............................................... 7 Krigen om pølserne........................................................................................ 11 Reformationen i Ribe Stift.............................................................................. 15 På sporet af reformationens tankeverden i Ribeegnens kirkerum.......... 22 Luthers samvittighed - og vores................................................................... 28 Det hele og fuldstændige menneske............................................................ 33 Reformation er opstandelse........................................................................... 39 500 års Reformation - et folkemøde i Ribe.................................................. 43

Forord Redaktionen har bedt mig om - som formand for reformationsudvalget i Ribe Stift - at skrive et forord til stiftsbogen 2016, der netop ved sit valg af tema rækker ud efter det kommende års reformationsfejring. Det gør jeg med glæde. Det er lykkedes redaktionen at samle en række bidrag (næsten alle forfattet af teologer fra stiftets geografiske område), der kommer om ikke hele vejen rundt - det ville være en umulig ambition! - så dog igennem forskellige, udvalgte punktnedslag i et uudtømmeligt emne og byder sin læser på en sammenhængende, fin optakt til jubilæumsåret. Reformationsjubilæet 2017 er for Danmarks vedkommende ikke noget historisk jubilæum. Så skulle 500 års fejringen som bekendt have ventet til 2036. Men i hele den lutherske verden og altså også i Danmark er jubilæet dog erindringen om den begivenhed, hvortil den lutherske kirke i den senere historieskrivning kom til at henregne sin fødselstime: Luthers opslag af sine 95 teser imod afladshandlen på døren til slotskirken i Wittenberg den 31. oktober 1517. Dette historiske udgangspunkt er derfor heller ikke glemt i nærværende skift. Ikke kun i Danmark, men særligt også i det Tyskland, hvor det hele begyndte, har der så i øvrigt været en vilje til at undgå at blive stående ved et rent historisk tilbageskuende jubilæum,

og måske endda lade sig forføre til en forherligelse af Martin Luther som kirkefader. Den slags er der næppe heller råd til, som verden ser ud, og ville formentlig for Luther selv have været en vederstyggelighed. Hvortil kommer, at der hos Luther både findes det, der bliver stående, og det, man snarere i dag bør tage afsked med (Hans-Martin Barth). Så meget desto mere har fokus overalt været på det, man i bred forstand kan kalde Reformationens virkningshistorie. Hvad kom der ud af Reformationen? På hvilken måde skriver den stadig - som regel uden, at vi tænker over det - med hos os i samfundslivet og kirkelivet samt i håndteringen af den personlige eksistens? Vi skylder Reformationen umådeligt meget på snart sagt alle samfundslivets områder, hvad ofte nok fremhæves og med rette, men har den også medbetinget nogle af de særlige udfordringer, det moderne samfund står med? Og hvad med det senmoderne, sekulariserede individ, hvis sekularisering i høj grad er det langsigtede resultat af Luthers trosforståelse og samfundssyn og af hans opgør med det katolske fromhedsliv. Hvordan befinder det sig? Hvorom alting er: Ribe Stiftsbog 2016. Det indhold, der møder læseren. Med overskriften »Reformation og et kristent menneskes frihed«peger biskop Elof Westergaard på selve

kernen i det reformatoriske anliggende, det, som mere end noget andet er det lutherske kristendomssyns fortsat aktuelle, oplysende, myndiggørende, opbyggelige og udfordrende indsigt. Et anliggende, der også kalder på stadig refleksion (for så vidt som frihed findes i mange udgaver, og ikke alle er evangeliske). Til yderligere fordybelse anbefaler Elof Westergaard derfor dels Niels Henrik Arendts »Frihed« (Anis 2015) og dels Thomas Reinholdt Rasmussens »Den korsfæstede Gud« (BOD 2014). Som sagt er det historiske udgangspunkt ikke glemt. Bl.a. kan man jo spørge: Hvorfor var der så mange penge i den afladshandel, Luther stod op imod? Hvad var det, der fik folk til at åbne pungen? Det giver Torben Bramming bl.a. svar på i et bidrag under overskriften »Krigen om pølserne«, hvor han fremdrager nogle interessante eksempler på den forkyndelse, der lød i Ribe i slutningen af 1400-tallet, herunder følgende: Foran helvedes porte er der en skov af ildtræer, hvor der hænger mange syndere, som straffes efter deres synders art: de, der om søndagen krøllede deres hår, hænger ved håret… Med bidraget »Reformationen i Ribe Stift« tegner Søren Wogensen, som overskriften siger, et historisk rids af Ribe Stifts reformationshistorie begyndende med det tidlige teologiske og kirkelige røre, der anført af »junker Christian«

i Haderslev også kom til berøre den del af Tørning Len, der lå i Ribe Stift. Hovedbudskabet er, at Reformationen som historisk proces betragtet i virkelighedens verden blev en broget, sammensat og langstrakt affære uden det klare skel, som Christian d. 3.s reces af 30. oktober 1536 officielt satte.

Det er på det nærmeste umuligt ikke at læse Luther som en frisættelse og myndiggørelse af individet og dermed som et afgørende bidrag til det moderne, kritiske selvs fødsel (om end der, som ofte påpeget, formentlig på det punkt er tale om et paradoks: Luther selv stod dybt plantet i middelalderen; ufrivilligt lagde han imidlertid Erling Kristensens bidrag til Vi skylder Reformationen grunden til den mentalitet, stiftsbogen, »Luthers samvitumådeligt meget på snart hvoraf moderniteten voktighed og vores«, er ikke en sagt alle samfundslivets sede). Men, påpeger Harbskirkehistorisk artikel, men områder. meier, det, vi i dag siger om hører alligevel med i netop selvet, er ikke det, Luther siden forbindelse. I et reformager. Hvor vi især forbinder selvet med kernen i torisk perspektiv indtræder det afgørende brud det selvberoende individ, taler Luther om det i kirkehistorien nemlig i det øjeblik, Luther udhele menneske, der tværtimod at være selvbenævner den personlige samvittighed frem for roende i moderne forstand, er bestemt af sine kirke- og klosterinstitutionen (den sakramentarelationer, især til medmennesket og Gud. Vi le frelsesanstalt) som det sted, hvor Gud sætter kan heller ikke følge Luther i hans dybt peset menneske stævne: Min samvittighed er fanget i simistiske menneskesyn (som også Grundtvig Guds ord. Jeg hverken kan eller vil tilbagekalde notog afstand fra). Men, siger Harbsmeier med get, da det hverken er sikkert eller rimeligt at handle reference til Kierkegaard: Hvis Luther levede i imod samvittigheden… Dog skal der ifølge Erling dag, ville han måske sige det samme som os. Kristensen angiveligt skelnes skarpt mellem den samvittighed, der er bundet af Gud ord, og Den Danske Folkekirke er en luthersk kirke, det moderne, autonome menneske, der bruger men der er kommet mange andre lodder i samvittigheden til at sætte sin egen lov. vægtskålen siden Luther, eller med et andet billede: Der er kommet flere lag på. For de fleste Med bidragene fra henholdsvis Eberhard af os gælder især, at vi omgås den lutherske arv Harbsmeier, »Det hele og fuldstændige menneigennem det lag, som senere Grundtvig lagde ske. Luthers menneskesyn«, og Therese Bering på. Grundtvig var ingen Luther, men bredden Solten, »Reformation og opstandelse«, trækkes af hans betydning for folk, kirke og samfund perspektivet ind i vores egen tid. bevirker ikke desto mindre, at vi i Danmark har lutherdommen i en særlig grundtvigsk aftap4

ning. Med et bidrag under overskriften »Reforvende samfund, som Reformationen satte sig så mation og opstandelse« giver Therese Bering dybe spor i, ved denne lejlighed i videst mulig Solten en introduktion til Grundtvig som reforomfang nu også bydes op til fest. Derfor et folmatorisk tænker. Udgangspunktet er, at Reforkemøde og, som Signe von Oettingen refererer, mationen ikke må ses som en én gang for alle inddragelse af kommunerne inden for stiftets afsluttet proces. Kirkens står altid for at skulle geografiske område. reformeres, som det med et De færreste gør sig klart, hvor kendt slagord hedder. Men revolutionær Reformationen Det spørgsmål, man til hvad skal der forstås ved »regengæld kan stille, er, om var i sin tid. Det danske samformation« som dynamisk der også går veje fra samfund blev i bund og grund omproces? Hvad er formålet, kalfatret. Præsteskabet blev pilfundet tilbage til kirken. kriteriet, nødvendigheden? let ned fra piedestalen. Staten For Grundtvig skal formålet satte sig grundigt på kirkens med »reformation« være tilbageføring, nemlig lære og dens enorme ejendomme. Det er såmænd kirkens tilbageføring til »til sin oprindelige bederfor, vi har en kirkeminister! skrev Bertel Haarskaffenhed i alle henseender« i et opgør med de der i en kronik i Berlingske 5. maj i år. Det, man menneskeskabte skikke, hierarkier og struktukan sige, er, at der fra Reformationen går mange rer, der truer med at tage magten i kirken. veje ud i samfundet; det er så at sige virkningen I den afsluttende artikel, umiddelbart før arranaf et kristenmenneskes frihed. Det spørgsmål, gementskalenderen, fortæller Signe von Oettinman til gengæld kan stille, er, om der også går gen, der er teologisk sekretær i reformationsudveje fra samfundet tilbage til kirken. Et vigtigt valget, under overskriften »500 års reformation. formål med folkemødet er at få testet, om vejen Et folkemøde i Ribe« om det folkemøde, der på stadig er farbar i begge retninger. Eller rettere stiftsniveau bliver den store satsning i jubilædemonstrere, at det er den! umsåret og berammet til at finde sted i Ribe i I reformationsudvalget har vi det håb, at man dagene 12.-15. oktober 2017. For en luthersk kirfra hele stiftet ud over de lokale arrangemenke må det være hævet over enhver tvivl, at det ter også vil tage del i denne fælles markering vigtigste ved en kirkelig fejring er det, som sker og lægge vejen forbi Ribe i dagene 12.-15. oktoi den lokale menighed. Det, reformationsudber. Men inden da og foreløbigt: God fornøjelse valget i den forbindelse ser det som sin opgave med læsningen af Ribe Stiftsbog 2016. at supplere med, er alene en fælles markering Jens Torkild Bak, domprovst og formand for af det, der binder os sammen som et luthersk reformationsudvalget i Ribe Stift. stift, og vel at mærke på den måde, at det omgi5

Reformation og et kristent menneskes frihed Hvis du kommer forbi Hoven i den nordlige del Ændringerne af altertavlen i Hoven vidner om af Ribe stift, og du har god tid, så husk at gå skiftet fra katolicisme til protestantisme. Reforind i kirken og se fløjaltertavlen fra slutningen mationen betød, at der blev zoomet ind på det af 1400-tallet. Egetræstavlen med de mange udcentrale, nemlig Kristus. Sidealtre blev fjernet, skårne figurer viser scener fra Marias liv, mens og Marie og helgenbilleder forsvandt. Intet det store midterfelt fremstilandet og ingen andre skulle ler Kristi himmelfart. Kristus skygge for den frelse og frii luften omgivet af engle på hed, som møder mennesket Reformationen betød, vej op til sin far i himlen. På i Kristus. Forkyndelsen af at der blev zoomet ind jorden knæler apostlene, og Kristus kom i højsædet. Præpå det centrale, nemlig de ser op, følger den himmeldikestole og kirkebænke blev Kristus. farne med øjnene. vigtigt inventar i kirkerummet, og motivvalget på altertavlerne og den kirDet er umiddelbart svært i denne altertavles kelige udsmykning i øvrigt blev koncentrereret komposition at se sammenhængen mellem det om det, som direkte har med Kristus at gøre. centrale motiv og sidetavlernes temaer. Og ser du nøjere efter, er der også noget højst ejenReformationen medførte forandringer. Men dommeligt ved den himmelfarne Kristus. Det Martin Luthers og de øvrige reformatorers arudskårne hoved er ganske fint udført, men bejde og virke satte sig ikke blot spor i kirkens hovedet passer dårligt til den mere feminine rum, men også i synet på mennesket og i samkrop. Altertavlens hovedmotiv var da også opfundsopfattelsen. Individet træder med reforrindeligt et andet. Midterfeltet viste ikke Kristi mationen tydeligere frem, ikke mindst gennem himmelfart, men Marias himmelfart. Et katolsk en fremhævelse af menneskets samvittighed, tema, som gled ud med reformationen. I stedet og Luthers protest mod pavemagten ændrer for at smide altertavlen ud, blev motivet imidforholdet mellem stat og kirke, sætter en ny lertid ændret. Mariafiguren blev forvandlet til dagsorden for forståelsen af forholdet mellem en Kristus, og ved at male et kors ind i billedet, religion og politik. blev det et korsfæstelsesbillede. Senere blev bilHvis man vil have et godt indblik i, hvad reforledet så igen ændret til den nuværende fremstilmationen har betydet for os, så er et godt sted ling af Kristi himmelfart. at begynde nu afdøde biskop og sognepræst

Niels Henrik Arendts bog Frihed. Martin Luther i kortform1. Man får i bogen også et kort indblik i Luthers liv og levned.

Kristus har frelst mennesket, og det skal vi tro og derved undslippe den konstante angst for, om vi nu har gjort det, der skal til. Kristus har gjort det, der skal til. Derved Der er fem hundrede år mellem Luther og os, er mennesket befriet fra en stadig bekymså er det ganske tankevækkende, hvor meget, ring for sit liv; en bekymring, som giver sig vi har med som en arv fra reformationen. Niels udslag i religiøsitet og undertrykkelse. Når Henrik Arendt tager i bogen fem centrale luden kristne eksempelvis ikke går med slør, therske temaer op, illustrerer dem med korte som muslimer gør det, så er det, fordi det uddrag af Luthers egne skrifikke er nødvendigt i forholdet ter, og reflekterer afslutningstil Gud. Kristus har befriet os vist i hvert kapitel om relevanVi skal i stedet forlade til en frihed i forhold til Gud. sen af Luthers tanker i dag. os på Gud, hans kærligVi er, som vi skal være, i forBogen kan varmt anbefales til hed og nåde. Kristus har hold til Gud. Kristus befrier brug f.eks. i studiekredse. allerede gjort alt for os. fra den religiøse lov og befrier Det er ikke tilfældigt, at Niels til det skabte menneskeliv.2 Henrik Arendts bog bærer titlen Frihed, for reDen reformatoriske arv er en stærk og stadig formationen betød frihed, og den stadigt vævedkommende forkyndelse af frihed, en frihed sentlige arv fra den lutherske reformation er forankret i Gud. Vi menneskers egne ambitionetop understregningen af et kristent mennener, selvoptagne og egocentriske blik skygger skes frihed. Luthers opgør med afladshandlen lettest for Gud. Vi glemmer, hvordan livet er en var ud over et opgør med den katolske kirkes Guds gave. Kun bundet til Gud er er vi frie. Det autoritet også et opgør med menneskets trang kan lyde paradoksalt, men Luther udfolder det til med egne gerninger at købe sin samvittighed i et lille tekststykke fra sit skrift Et kristent menfri. Det er bogstaveligt talt et håbløst projekt, og neskes frihed (1520): desuden en illusion at tro det muligt for noget menneske. Vi skal i stedet forlade os på Gud, For at vi grundigt skal kunne forstå, hvad hans kærlighed og nåde. Kristus har allerede et kristent menneske er, og hvordan det forgjort alt for os. holder sig med den frihed, som Kristus har erhvervet og givet ham (hvilket Paulus skriProvst Thomas Reinholdt Rasmussen udgav ver så meget om), vil jeg fremføre disse to i 2014 en række glimrende og let tilgængelige sætninger: læsninger af Martin Luthers teologi under titlen Den korsfæstede Gud, og han udfolder her et kristent menneskes frihed på følgende måde: 8

Et kristent menneske er en fri herre over alle ting, og ingen underlagt. Et kristent menneske er en villig tjener i alle ting, og alle underlagt. Disse to sætninger er klart udtrykt hos Paulus i 1 Korintherbrev kapitel 9 vers 19: »Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles tjener«. Ligeledes Romerbrevet kapitel 13 vers 8: »Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden«. Men tjenstevillig og lydig er kærligheden mod den, som den holder af.3 Glæden kommer af den kærlighed, som Gud møder mennesket med i sin tilgivelse af synd. Relationer til Gud og mennesker erstatter den frugtesløse opfattelse, at vores selvforhold kommer først, og giver os ny begyndelse, når vi lægger livet øde. Elof Westergaard biskop Ribe Stift

Arendt, Niels Henrik; Frihed, Martin Luther i kortform, Anis 2015. 1

Reinholdt Rasmussen, Thomas, Den korsfæstede Gud, Læsninger i Martin Luthers teologi, Kbh. 2014, 11. 2

Arendt, Niels Henrik; Frihed, Martin Luther i kortform, Anis 2015,23. 3

Krigen om pølserne Peter Madsen udmaler straffen for forskellige Peder Madsen var sognepræst ved den nedsynder, som kirkens aflad kunne begrænse omrevne Sankt Peders kirke i Ribe. Han skrev sine fanget af, ved at der blev stiftet gudstjenester prædikener ned, og en del af dem er bevaret ved kirkens forskellige altre, hvor præster og som en af de syv prædikensamlinger fra kahelgener gik i forbøn for den afdøde: tolsk tid. De er blevet til i perioden fra ca. 1458 til 1482. Det er prædikener, »Foran helvedes porte er der som man mener, er holdt på en stor skov af ildtræer, hvor dansk, men skrevet ned på laGik man rundt om der hænger mange syndere, tin. De giver en indsigt i, hvad Domkirken på de store som straffes efter deres synden almindelige dansker hørmarkedsdage og sagde ders art: de, der om søndagen te i kirkerne. Fadervor og Ave Makrøllede deres hår, hænger ria kunne man få syv ved håret. De, som snakkede Dom og straf i Peter Madsens dages aflad. under messen, hænger ved prædikener spiller en stor rolle: »Hvor er nu dit hovmod, din skønhed, dine rigdomme, dine venner, som du elskede så højt, din jordiske herlighed? Kroppen svarer: alt dette er forsvundet nu som en skygge. Så forbander sjælen kroppen og siger: forbandede er dine forældre, som avlede dig, og forbandet være alle de dage, vi har levet sammen! Dertil svarer kroppen: forbandet være du, sjæl, som har ladet mig råde. Du vidste, at jeg gjorde onde gerninger, og du tillod det. Forbandet være derfor al den tid, vi har boet sammen. Sjælen svarer med et tredobbelt ve, ve, ve!!!« (Danmarks Middelalderlige Prædikener s. 298). Det er sjælen, der er evig, og som den fromme og syndige katolik må tænke på efter døden.

tungen. Ved fødderne hænger de, der dansede, ved hænderne hænger tyve og røvere…Derfor er det tilrådeligt, at vi her i verdenen garderer os med gode gerninger, for at vi kan undgå helvedes pine, for dér er der tænderskæren« (DMP s. 300). Man får i Peter Madsens prædikener til ripenserne en forestilling om, hvad bønnerne for de døde handlede om: »Sjælene i skærsilden lider under syv mangler. De er syge og i pine, og derfor bør vi bede, for at de des hurtigere kan blive helbredt, dvs. udfriet af pinen. De tørster, derfor bør vi give dem at drikke af tårefloden, idet vi græder for dem under bøn. De sulter, og derfor bør vi ofre Herrens legeme og blod for dem. De er i fængsel, og der11

for bør vi bede for deres frigivelse. De er nøgne, »Undt alle dem, som rettelig gøre poenitenze fordi de intet kunne tage med sig fra denne verog bekiender dem, oc besøge Riber kircke paa den, og derfor bør vi bede Gud om at iføre dem denne dag, som værdige fader herr Iver Munck udødelighedens klædebon. De er fremmede og siunger sin første messe i samme kircke, med i pine, og vi bør bede Gud om at dække deres biskoppelig habit, til solens nedgang og ere tilsynder med sin barmhjertighed, for at de ikke stede i denne første messe, en fuldkommen forskal blive dømt ved den endeladelse paa alle deris synder« lige dom« (DMP s. 309). (Terpager, Ribe Cimbricæ, s. 90). De mistænkte ham for Afladen kunne også opnås på Alle synder forladt for at være at smugle pølser ind i andre måder i Ribe. Gik man i Domkirken til solnedgang byen under fasten, hvor rundt om Domkirken på de og høre på Iver Munk, der har troende katolikker kun store markedsdage og sagde sikkert været fuldt hus! Iver måtte spise fisk. Fadervor og Ave Maria, kunne Munk sad tungt på Ribe stift, man få syv dages aflad. Fulgte var medlem af Rigsrådet og man med en af de mange præsteoptog ud til en den biskop, der var med til at anstifte oprøret syg eller dødende hus og bad man derudenfor mod Christian 2., som førte til kongens fald og Ave Maria og Fadervor, så længe det tog at tilborgerkrigen »Grevens Fejde«. Men først skulle dele den sidste olie, opnåedes der også syv dahan igennem en teologisk strid. ges aflad. I 1526 var der slagsmål i gaden vest for domMen også på andre måder kunne man forkorte kirken, eller rettere sagt kirketjenere fra domrenselses- og pinselsperioden i skærsilden. I kirken pryglede med kæppe løs på en handelsRibe kom den højadelige Iver Munk på bispemand fra Haderslev. De mistænkte ham for at stolen i 1499. Han skulle sidde der til 1536. Men smugle pølser ind i byen under fasten, hvor der gik en del år, før han prædikede første gang. troende katolikker kun måtte spise fisk. Da den Det var i 1506, så den katolske biskop har haft forslåede borger kom hjem til Haderslev, gik mere travlt med administrative sager end krihan op på slottet og klagede til den nye hertug. stendom. Han havde jo sine bispegårde rundt Den nye hertug blev oprevet. Han var nemom i Ribe stift, på en af dem boede hans stridslig ikke længere katolik, men lutheraner. Han lystne søn! Hans husholderske var nemlig også sendte bud efter sine to rådgivere, de lutherske hans kone, og med hende havde han flere børn. teologer Wiedensee og Wenth, som sammen Hvis man imidlertid kom til den første gudsmed hertugen sammensatte en protestskrivelse tjeneste, denne fromme prælat holdt, skæppede til Ribes biskop. det ekstra i afladsregnskabet: 12

På grund af dette udviklede der sig en brever klar over, at ingen kødspiser er forbudte, elveksling mellem hertug Christian (senere Chriler for urene at holde, som Mattæus 15 siger, stian 3.) og ribebispen Iver Munk, som på det at gennem munden kommer urenheden ikke i dagligdags plan viser, hvad tiåret op til reformennesket« februar 1526 (Hertug Christian). mationstiden rummede af konfliktfelter. HerPå disse teologiske angreb og trusler om at tage tug Christian havde været i Worms i 1521 og modforholdsregler svarer biskoppen fredag var blevet overbevist tilhænger af Luther efter den 16. marts 1526, altså på en af de dage, man at have hørt ham tale på Rigsdagen. Derfor ville fastede: det danske rigsråd, som var styret af katolske adelige og biskopper, ikke ud»Ædle, højbårne, nådige, kære nævne ham til sin fars efterHerre! Eders fyrstelige nåde Så oveni pølserne, der har gennem breve ladet mig følger. Han måtte derfor i førmå spises hele ugen, ste omgang tage til takke med forstå, at en tjener sendt til Ribe kommer præstekonen. på en af Eders borgeres vegne Haderslev og Tørning len. Det skabte det konfliktfelt, at Tørpå vores befaling (dog uden jeg ninglen verdsligt set var underlagt Haderslev, ved noget derom) eller på tårnherrens eller en men kirkeligt set Ribe bispestol. gejstliges tjener eller andre undersåtter er bleI brevvekslingen drejer det sig om fasten. Kontroversen begynder, da hertug Christian i februar 1526 sender en klage til Iver Munk på borgerens vegne: »Vort venskab som tilforn. Højværdige hos Gud, særlige ven, det er kommet os for øre, at en tjener for en af vore borgere i Haderslev, da han sendte ham til Ribe i forretninger, blev overfaldet af Tårnherrens tjenere, eller sågar af gejstligheden selv. De har arresteret ham og visiteret ham, fordi de mente de havde kødspiser hos sig, som de dog ikke fandt. Dermed er der tilføjet skade fra en af jeres, og dette finder vi ikke behag i, som Eders højforstandighed jo

vet holdt tilbage med magt og gennemsøgt og med onde ord beskyldt for at føre kødspiser med ind i byen. Jeg vil give Eders nåde venligt at vide, at jeg ikke kender noget til sådanne begivenheder. Eders nåde berører også, at den hellige skrift ikke har spiseforbud, men at alle spiser er tilladte, og I har bevidst det ved steder fra Mattæus og andre steder fra skriften. Derfor er vi meget betænkte på at svare Jer, at skriften ikke kan læses alene herudfra, men at andet må læses med, da den hellige skrift på andre steder taler imod disse artikler, når den hellige Paulus siger i Romerbrevet kapitel 14: det rigtige er, at lade være med at spise kød eller drikke vin eller gøre noget andet, som din bror tager anstød af.

Hilsen fra Eders tjener og gode undersåt med god fred og ønske om at I skulle være ved godt helbred«. Christian gør alvor af sine trusler, selvom denne sag ikke fører til nogen domsfældelse. De teologiske forskelle er tydelige. Christian indkalder derfor to år senere alle præster i sit len til Haderslevhus, hvor de skal aflægge ed til ham, modtage undervisning i den nye luther-

ske lære og gifte sig inden et år. Ellers kan de ikke beholde deres embede. Så oveni pølserne, der må spises hele ugen, kommer præstekonen. De fleste føjer sig, fortæller provsten i Hygum Thomas Knudsen. Men præsterne i Roager og Vester Vedsted nægter at opgive deres katolske tro og rejser sydpå. Torben Bramming, sognepræst Ribe og Seem

Reformationen i Ribe Stift Det første, junker Christian gjorde, da han i Ribe Stift, der blev oprettet i året 948, var på resensommeren 1525 ankom til Haderslev kort formationstiden et langt større stift end i dag. efter brylluppet med den purunge Dorothea Mod nord strakte stiftet sig helt til Limfjoraf Sachsen-Lauenburg, var at jage den katolske den, der var stiftets nordgrænse frem til 1920, domprovst Johan Wulff ud af byen, hvorefter og mod syd gik grænsen ved Vidåen. Mod øst han selv overtog kirkestyret. Sammen med et strakte stiftet sig frem til egnene omkring Vokaldsbrev med et klart evanjens, og længere mod nord gelisk indhold udstedt til en var byer som blandt andre Det varede da heller ikke ny præst i Vonsbæk på nordKolding og Holstebro ligelelænge, før junker Christian siden af Haderslev Fjord er des beliggende i Ribe Stift. havde det først sammendet de første vidnesbyrd fra Reformationen kom til Ribe stød med bispen i Ribe. den unge junker Christian Stift fra øst. Fra 1525 resideom nye vinde i en religiøs rede junker Christian, den sehenseende. Det varede da heller ikke længe, før nere kong Christian III af Danmark-Norge, på junker Christian havde det første sammenstød slottet Haderslevhus i byen Haderslev i hertugmed bispen i Ribe. dømmet Slesvig som lensmand over Haderslev I foråret 1528 indkaldte junker Christian alle og Tørning Len. Haderslev lå dengang i Slesvig præster i Haderslev og Tørning Len til møde Stift, og byen rummede et kollegiatkapitel til på slottet i Haderslev. Her fik de forelagt de sådomkapitlet i Slesvig by. Med Haderslev som kaldte Haderslevartikler, som præsterne skulle udgangspunkt reformerede junker Christian, antage, hvis de ville beholde deres embeder. der havde oplevet Martin Luther på Rigsdagen Haderslevartiklerne, der er en lokal kirkeordi Worms 1521, sine to len med hjælp fra to tyske ning, som udtrykker et områdes kristendomsteologer, Eberhard Weidensee og Johan Wendt, forståelse, var udarbejdet af junker Christians ud fra princippet om, at fyrsten bestemmer reto tyske medhjælpere. Haderslevartiklerne bæligionen. Denne reformation kom til at berøre rer tydeligt præg af Martin Luthers teologi, og Ribe Stift, fordi nogle af sognene i Tørning Len af Haderslevartiklerne fremgår det, at der tidvar beliggende i Ribe Stift og dermed under Riligere har været indkaldt til præstemøde, som bebispen Iver Munks jurisdiktion i gejstlig henpræsterne i den del af Tørning Len, som lå i seende.

Ribe Stift, ikke har deltaget i, fordi Ribebispen havde givet dem forbud mod at deltage. Men denne gang skulle de møde op sammen med alle de andre præster og rette ind efter junker Christians ønsker, hvilket alle gjorde med undtagelse af tre, der efterfølgende blev afsat.

der, som kronen havde patronatsret til. Kaldsbrevet til præsten Jens Nielsen i Jelling (nu i Haderslev Stift) vidner herom. Han skal »prædike, lære og forkynde« menigheden »det hellige evangelium og tjene dem med kristelig dåb, sakramente, vor Herres Jesu Kristi legeme og blod efter Guds rene Ord som en ret evangelisk og kristelig prædikant, sjælesørger og tjener bør og pligtig er at gøre, som han med den Hellige Skrift kan bevise«.

Med Haderslevartiklerne var Haderslevreformationen bragt til ende, mens reformationen i selve kongeriget Danmark først formelt blev afsluttet Enkelte steder kendes med henholdsvis recessen Kaldsbrevets ordlyd synes dog relativt tidligt til fra den store stænderrigsat være den præsentationsevangeliske sognepræster. dag, der afholdtes i Købenformel, der efterfølgende havn i slutningen af oktober benyttes ved besættelse af 1536, efter at de katolske bisper var blevet afsat embeder, som kronen havde patronatsret til. og fængslet i sommeren 1536 i forlængelse af Det vidtstrakte Ribe Stift var på reformatiChristian III´s sejr i Grevens Fejde, og så med onstiden et stift, der bestod at store mere eller Kirkeordinansen af 1537. Forud for det og simindre øde hedeområder, og vi finder da heldeløbende med Haderslevreformationen var ler ikke byer i Ribe Stift nævnt direkte i indgået omkring ti år med en reformationskamp ledningen til Den Københavnske Bekendelse, med centre i Haderslev, Viborg og Malmø/ som de evangeliske prædikanter fremlagde på København på hver sin side af Øresund. Kong herredagen i København 1530, på baggrund af Frederik I, der døde 1533, førte en antiklerikal hvilken Frederik I antagelig gerne havde genkirkepolitik og støttede i enhver henseende den nemført en reformation i kongeriget Danmark. evangeliske vækkelsesbevægelse, som hovedDet er ikke det samme som, at der i Ribe Stift sageligt var et byfænomen, der havde tag i borikke var evangeliske prædikanter. 1529 er der gerskabet i byerne, ved at udstede værnebreve en evangelisk præst ved Sankt Nikolaj Kirke i til de evangeliske prædikanter som for eksemKolding (dengang beliggende i Ribe stift), men det pel Hans Tausen, der virkede i Viborg. varede længe, inden det evangeliske trængte Fra 1532 ser det ud, som om det er fast praksis, frem i store dele af stiftet, især mod vest. Enkelat der udstedes kaldsbreve med et klart evangete steder kendes dog relativt tidligt til evangelilisk indhold ved besættelse af de præsteembeske sognepræster, og et par eksempler skal kort

omtales i det følgende. 1514 finder vi en sogsten hr. Niels i Brejning og Nørre Omme vides nepræst i Stadil ved navn Peder Bertelsen, som det, at han havde været munk, og på Holmstillige er Ribebispens official i Holstebro, som land sad sysselprovsten Iver Juel, der var en af dengang lå i Ribe Stift. Peder Bertelsen var med Frederik I´s mænd. 1542 nævnes en præst i Tim andre ord katolsk præst, men vi genfinder ham og Madum ved navn Anders Jensen. Om han (stadig) i 1539 som sognepræst i Stadil, hvor han har været på stedet før reformationen, er svært er blevet evangelisk. I Stadil Kirke findes hans at sige, for han nævnes i forbindelse med en gravsten indmuret i koret, og strid med lensmanden Claus den bærer en indskrift, der Sehested om retten til Madum Kirkelig konservatisme er en blanding af både latin Præstegård, og det er muligt, satte sit præg på stiftsog græsk. Teksten, som Peat han som ny præst på stedet byen Ribe, hvor domkirder Bertelsen muligvis selv har måttet bide fra sig for at få ken med domkapitel og har forfattet, er vanskelig at andre kirkelige institutio- sine embedsmæssige rettigheoversætte til et jævnt dansk, der anerkendt. Hans efterfølner fyldte meget... da den rummer ordspil med ger i embedet har en hustru det græske ord »petra« (sten/kilppe) og så Peved navn Ane Andersdatter, hvilket tyder på, trus (latin for Peder). En oversættelse lyder: at »arvefølgen« i embedet er blevet ordnet ved »En »petra« [sten] dækker her Petrus [Peder], ægteskab, således at en svigersøn har efterfulgt og sjælen glæder den »petra« [klippe] Kristus; ham som præst i Tim og Madum. Ca. 1580 dør således bevarer hver af de to »petraer« Petrus. Anders Jensen, og indtil da har svigersønnen Han døde i Herren i Jesu år 1550«. fungeret som hans medhjælper og forrettet hans arbejde mod at få en del af embedets indFra Hee og No kendes en Morten Pedersen, der tægter, hvad der i øvrigt var en hel almindelig var præst frem til 1548, men som sagtens kan fremgangsmåde. være tiltrådt embedet før reformationen. Hans efterfølger bærer navnet Peder Mortensen, og det kan være en søn af Morten Pedersen, hvilket i givet fald må betyde, at han har giftet sig på et tidspunkt, vel næppe senere end en gang i 1520´erne, hvilket igen må indebære, at han er blevet luthersk/evangelisk, om end det må tilføjes, at en del katolske præster levede i ægteskabslignende forhold med kvinder. Om præ-

Kirkelig konservatisme satte sit præg på stiftsbyen Ribe, hvor domkirken med domkapitel og andre kirkelige institutioner fyldte meget, og så langt frem som til 1561 vedblev de gamle kannikker ved domkirken at afsynge latinske bønner morgen og aften, ligesom der i lang tid efter den officielle reformation blev holdt katolsk gudstjeneste i domkirkens kor. 1561 døde Hans

Tausen, der blev bispeviet i Ribe Domkirke 1542 under den herredag, hvor de såkaldte Ribeartikler, der er et tillæg til Kirkeordinansen, blev udarbejdet og stadfæstet, og han efterfulgte Johan Vandal på posten som biskop over Ribe Stift. Johan Vandal havde under navnet Johan Wendt været en af junker Christians teologiske medarbejdere ved Haderslevreformationen, og hans virke som biskop var besværet af, at han ikke beherskede det danske sprog. Hans Tausen, der med flid tog sig af skole- og hospitalsvæsen, ligesom han holdt teologiske forelæsninger og fortsatte sit litterære arbejde, havde også sit at kæmpe med. Flere gange måtte han som biskop føre retssager mod adelsfolk omhandlende donationer til kirkerne, som efter reformationen krævedes tilbage. Også Christian III.s halvbror, hertug Hans den Ældre, der efter landdelingen 1544, hvor hertugdømmerne Slesvig og Holsten deltes mellem Christian III og hans halvbrødre, residerede i Haderslev, lå han i strid med, fordi hertugen ville tilegne sig tienden fra Tørning len, som hørte til Ribe Stift. Ved en bestemt lejlighed, hvor Hans Tausen skulle visitere et sted i Tørning Len, havde den hertugelige lensmand beslaglagt nøglen til kirken, så hverken biskop eller sognefolket kunne komme ind i kirken. I Hans Tausens tid som biskop skete der en forbedring af præsternes lønninger i Ribe stift, og med det store klemmebrev af 9. maj 1555 søgte Christian III at bedre præsternes kår ude i embederne, hvor lønnen i høj grad udgjordes af

den tiende, som bønderne skulle betale. Der sitet i Ribe Stift kan det være svært at sige ret udstedtes klemmebreve til alle stifter, og af meget om, al den stund det drejer sig om menklemmebrevet til Ribe Stift fremgår det, at Bur nesker, der har været døde i hen ved 450 år, og kirke skal rives ned, idet sognefolket i stedet som for de flestes vedkommende ikke har efterskal søge til Vemb, der sammen med Gørding ladt noget videre om deres personlige sjæleliv. skal være under én præst. Bur Kirke blev ikke Dog kan vi få et fingerpeg om den reformatorevet ned, og fra dette tidspunkt har man de riske kristendomsforståelses tag i dele af befacto et tre-sogns pastorat ved navn Gørdingfolkningen ved at se på de gravminder fra den Vemb-Bur, som eksisterer den sidste halvdel af 1500-tallet, dag i dag. Landet over blev der stadig eksisterer i kirkerSelv om Danmark officielt ne rundt om i stiftet. Gravadskillige kirker revet ned på gik over til reformationen reformationstiden og lige efminder i kirker materialisei 1536/37, betød det ikke, rer den under gulvet gemte ter. De var blevet overflødige, at befolkningen blev og det samme gjorde sig gælbegravelse i den forstand, evangelisk med ét. dende for Skærum Kapel på at den synliggør både grasydsiden af Storåen ved Vemb ven og den døde for beskuikke langt fra herregården Nørre Vosborg. eren, for så vidt som den afdøde er afbildet på gravmindet. Når det drejer sig om gravminder Kapellet med tilhørende helligkilde var et mei form af ligsten fra 1500-tallet, så er der flere get søgt valfartssted, og de lokale bønder modting, man skal være opmærksom på, og det er satte sig nedrivningen, men kapellet blev nu dels brugen af sprog og bogstaver samt det, der revet ned alligevel omkring 1550. Den folkelige kan kaldes »protestantiske elementer«. Typisk overlevering vil vide, at det gik dem ilde, der vil man se, at ligsten over gejstlige personer uden tanke tog nedrivningsopgaven på sig, og gennem hele 1500-tallet har en tekst, der er afdet fortælles, at den foged, der tog initiativ til fattet på latin med gotiske bogstaver, mens moat begynde nedrivningen, siden hængte sig, og dersmålet og latinske bogstaver (fra ca. 1530 og at der i mange år efter nedrivningen sad en lille frem) dominerer hos adel og borgere. De første sort hund og holdt vagt ved kapellets altersten, eksempler på anvendelse af dansk som sprog der var blevet tilbage. på ligsten dukker op omkring år 1500 og vinder Selv om Danmark officielt gik over til reformaindpas fra 1520´erne og frem. tionen i 1536/37, betød det ikke, at befolkningen blev evangelisk med ét. Et religionsskifte er selvsagt en proces over tid, og almuens religiø-

Som elementer af protestantisme på ligsten kan nævnes brugen af ordet »Kristus«, afbildning af opstandelsen eller omtale af den i form af udtryk som »en glædelig opstandelse« eller lignende. Omtale af »den sande religion«, sætninger, der afsluttes med »hvis sjæl, Gud nu har«, »hensovet i Herren« eller lignende samt brugen af bibelcitater og brugen af ordet »gudfrygtig« er også blandt protestantiske elementer, der ikke kendes på gravsten fra tiden før reformationen. Disse nye indslag på gravsten handler dels om, at al helgenkult afskaffedes med reformationen, så der var ikke længere brug for disse mellem-

mænd. Bønner rettes nu i stedet direkte til Gud, og troen på Kristus som en mediator er mere fremtrædende på ligsten, hvor opstandelsen nævnes på en eller anden måde, idet for eksempel et udsagn som en »glædelig opstandelse« udtrykker en bøn og et håb, der umiddelbart ikke kendes på gravsten fra katolsk tid. Endvidere manifesterer udtryk som »gudfrygtig« og »hvis sjæl, Gud nu har« en ny religiøs attitude, der ikke er kommet til udtryk tidligere, ligesom et udtryk som »hensovet i Herren« demonstrerer troen på en salig død, der ikke forstyrres af det katolske scenarie af kampen mellem det gode og onde eller skærsildsforestillinger. Indskrifterne vidner om, at reformationen med dens budskab om en nådig Gud trængte frem også i Ribe Stift. Nok gik det i begyndelsen langsomt, og nok var den lutherske kristendom i begyndelsen ikke almuens religion, men med tiden masseredes den ind i folket i det Ribe Stift, der i vore dage under tiden betegnes som »det stille stift«. Søren Wogensen, kbf. sp. cand. theol. Gørding-Vemb-Bur

På sporet af reformationens tankeverden i Ribeegnens kirkerum Kirkerne byder sig til som et fascinerende felt for den, der gerne vil forstå, hvordan reformationen i 1536 endegyldigt, i hvert fald officielt, kappede båndet til romerkirkens ritualer og visuelle kultur. Man kan endda mene, at kirkerummet er det centrale sted at søge hen, hvis man vil se konfessionsskiftet illustreret eller måske rettere konkretiseret som andet end lærd teologisk diskurs. Men desværre er det langt fra enkelt at udpege de direkte resultater af den første år efter reformationen, fordi senere tiders ændringer har overlejret den tidligste udvikling; inventar er blevet udskiftet, måske indtil flere gange, ting er forsvundet, og vigtigst af alt kan det være svært at afgøre, hvad og hvor meget der stod tilbage som en arv fra tiden før bruddet med Rom. I det følgende skal vi da heller ikke forsøge at opregne præcis, hvad der ændrede sig og hvordan, fordi dette har varieret meget fra kirke til kirke og derfor er noget, som bedst lader sig undersøge i specifikke studier af de konkrete monumenter. Eksempelvis kan man læse om de konkrete forandringer i værket Danmarks Kirker, hvor Ribeegnens kirker for længst er blevet udgivet. Det, der i stedet skal optage os, er nogle af de spor, der findes i egnens kirker, som kan føre os tæt ind på livet af den tankeverden, der fulgte med den luthersk-evangeliske refor22

mation. En tankeverden, som på en måde virker bekendt, men som også ligger fjernt fra den forståelse af kirken og kirkerummet, som vi har i dag.

Lidt generelt om forandringer i kirken efter reformationen Hvis man interesserer sig for kirkerummets forandring på reformationstiden i kirkerne omkring Ribe, har Ebbe Nyborg samlet væsentlige iagttagelser i en artikel fra 1991, som ikke skal gentages her.1 I stedet går det følgende mere overordnet til værks og peger på betydningen af en række bestemte fænomener i kirkerne, som giver os fornemmelsen af det, der var på spil i 1500-tallets anden halvdel. Men skal der alligevel siges et par generelle ord om kirkerummets forandring efter reformationen, var der tre faktorer, som greb ind i rummet som styrende kræfter. Først og fremmest blev lægfolkets nadvergang en del af den almindelige søndagsgudstjeneste, hvilket den ikke var i middelalderen, dernæst blev prædikenens status ophøjet til et nødvendigt led i selve gudstjenesten, fordi det netop var gennem prædikenen, at menigheden skulle forberedes på betydningen af det at modtage nadveren, og samtidig hvad dette betød for deres videre færden uden

for kirken. Stolestader eller siddepladser blev dermed også gradvist prioriteret højt for at understrege betydningen af at forsamles koncentreret og høre gudsordet prædiket. Hverken prædiken eller nadvergang var naturligvis noget nyt, som reformatorerne opfandt, men den prioritet, disse ting fik efter reformationen, forandrede kirkerummets struktur og skabte dermed også et nyt indre, der ikke lignede det senmiddelalderlige rum. Det vil sige, at man i langt højere grad forsøgte at koncentrere kirkegængerens opmærksomhed omkring nogle få, bestemte ceremonielle brændpunkter i kirken. Alter og prædikestol var netop væsentlige komponenter her, som kom til at styre alt andet i bygningen. Skal man beskrive den forandring, der sker med rummet ved reformationen, kan man derfor tale om en fokusering af kirkerummet, som målrettet orienterede kirkegængerens blik og bevidsthed under gudstjenesten mod det centrale; ordet og nadveren - dåben skal vi vende tilbage til nedenfor.

anden grad af hellighed. Der skulle med andre ord findes en visuel balance, som både var forherligende og indfangede tingenes væsentligste budskab til menigheden, hvilket som oftest blev sikret gennem indskrifter. Og det er præcis dette, forholdet mellem form og tekst, som vil være emnet for det følgende.

Alter og billeder Alteret var utvivlsomt en vanskeligt håndterbar størrelse for reformatorerne, og de tidlige lutheranere måtte forsøge sig frem. De skulle finde en form, som kunne favne det forhold, at man ønskede at bevare selve alterblokken som minde om Kristi offer, men ikke længere op-

Den udfordring, der lå for kirken som institution i denne fokusering, var, at man på den ene side visuelt gerne vil fejre både nadverens og prædikenens betydning og anskueliggøre den for kirkegængeren. På den anden side ville man undgå en iscenesættelse af selve genstandene - alterbordet med dets udstyr og selve prædikestolen -, der kunne vække mindelser om romerkirkens forståelse af de samme inventargenstande som værende i kontakt med en eller

fattede alteret som det sted, hvor menigheden i egnens kirker, er den lille, stramt komponefrembar deres taknemmelighedsoffer for Gud. rede tavle fra Næsbjerg Kirke, som har mistet Sådan var det før reformationen, hvor alterets hovedparten af sin oprindelige bemaling, men hellige eller sakramentale status blev underhvis storfelt dog i vid udstrækning er fra tavstreget og forherliget gennem en både rig visuel les tilblivelsestidspunkt i 1587.3 Her ser man en og liturgisk veneration. Lutheranerne bevarefremstilling af Opstandelsen, med den sejrende de, modsat Calvins tilhængere, alteret i kirkens Kristus svøbt i guddommeligt lys, der gør en kor, men visuelt forsøgte man at italesætte alsamtidigt både talende og velsigende gestus, teret på en ny måde, så man som med al sandsynlighed forstod, at alteret som sådan har spillet sammen med fløkun var et symbol. Præcis jenes indskrifter, præcis som En tankeverden, som på dette lader sig meget tydeligt det gør sig gældende nu, med en måde virker bekendt, anskueliggøre i Ribeegnens de nye indskrifter, der er blemen som også ligger kirker, hvor der er bevaret vet malet i 1952. fjernt fra den forståelse en række ganske tidlige efaf kirken og kirkerummet, Trods forskelle er de to tavler terreformatoriske altertavler, som vi har i dag. grundlæggende komponeret der tilhører typen af såkaldte ens og benytter samme viskrifttavler. Det vil sige altersualiseringsstrategi. I Lydum tavler, hvor indskrifterne er de dominerende vises korsdøden som gave til menneskeheden, eller væsentligt indslag i det samlede visuelle flankeret af de tekster, hvor igennem menigudtryk. Tidligere kaldte man disse tavler for kaheden kan nærme sig og forstå denne gave. I tekismustavler, men udtrykket er misvisende, Næsbjerg er det samme på færde, blot er det fordi de citerede tekster kan stamme fra langt her Opstandelsen, altså selve belønningen, som flere kilder end bare katekismen. vises. Begge tavler fungerer dermed som en Tavlen fra Lydum Kirke, skænket 1581 til kirfastholdelse af nadverens formål og som heuken af Christen Vind, er et godt eksempel på ristisk tekstbillede, der tillader menigheden at typen, selvom dens konkrete udformning står indprente sig meningen med egne øjne. uden paralleller på egen.2 Storfeltet viser Kors fæstelsen, og billedet flankeres af indskrifter Prædikestolen - ordet som vejen på fløjene og predellaen, hvor Fadervor og nadverens indstiftelse står anbragt centralt. Et andet Alter og prædikestol er uløseligt forbundet i eksempel, der repræsenterer en udbredt type det lutherske kirkerum, og det er ikke så sært,

at man i mange lutherske områder ser de to inlektoriet. Når menigheden gik til alters, betød tegreret til et samlet stykke inventar - et fænodet dermed også, at de konkret gik under præmen, vi herhjemme bedst kender fra 1700-tallet. dikestolen; at frelsen går gennem Ordet kan For Martin Luther og de første reformatorer var dårligt tydeliggøres mere bastant. det prædikede ord den primære vej til Kristus, Indskrifterne på egnens prædikestole underog på Ribekanten kan vi fortsat se, hvordan den streger da også netop dette, når vi ser, at de to tanke konkret kom til at påvirke kirkerummets absolut mest populære indskrifter på prædikeindretning. Her lod man nemlig ikke bare indstolene fra 1500-tallets anden halvdel er »Salige købe og opstille nye prædikestole i det sydøstre er de som hører Guds Ord og bevarer det« (Luk. hjørne af skibet, som det er 11,28) og »Herrens Ord bliver vanligst i dag. En forbløffenevindelig« (1. Pet. 1,25) - ind... at frelsen gik gennem de stor mængde af egnens Ordet kan dårligt tydelig- skrifter vi eksempelvis finder nye prædikestole tilhører på stolene i Ho og Kvong, der gøres mere bastant. nemlig gruppen af såkaldte begge stammer fra 1587. Teklektorieprædikestole, det vil sterne kan forstås som enkle sige prædikestole, der har stået i forbindelse henvisninger til stolen som sted for prædikenmed et hævet podium foran korbuen, som prægerningen, men budskabet indkredser først og sten fik adgang til via en trappe.4 De fleste af fremmest et af de helt centrale dogmer i den disse stole blev hurtigt taget ned igen og omevangelisk-lutherske tænkning, som den kom bygget til konventionelle prædikestole, men til udtryk i årene efter reformationen.6 Det stilsom eksempelvis på stolen fra Alslev Kirke, les klart, at det er gennem det forkyndte ord, at afsløres den oprindelige konstruktion gennem frelsen opnås og, som det udtrykkes med det selve formen, hvis opbygning tydeligvis har andet citat fra Peter, at alt udover gudsordet været tænkt til en anden model end den, man er forgængeligt. Eller sagt på en anden måde, ser i dag, eller i Øse Kirke, hvor størsteparten uanset hvad mennesket måtte foretage sig, er af lektoriets brystning fortsat hænger i kirken.5 det kun Bibelen, der peger videre. Det to skriftI vores sammenhæng er det væsentlige, at præsteder bevarede ikke deres store popularitet efdikestolen fysisk blev indsat mellem menighed ter 1600, hvor nye tekststeder kom til og blev og alter. Når man dermed sad i kirken, med mindst lige så brugte. Indskrifterne, som dem ansigtet vendt mod øst og hørte prædikenen, fra Ho og Kvong, giver os med andre ord et havde sognebørnene samtidig det halvt tilsløglimt af den forståelse, som man havde af kirrede alter for øje gennem korbuen, der lå bag ken i den første tid efter reformationen.

Den gamle døbefont Det sidste eksempel, døbefonten, er interessant, fordi det går i den modsatte retning af de ting, der har været sagt om både altertavler og prædikestole. Døbefontene blev nemlig kun sjældent udskiftet i landsbykirkerne, hvor de som oftest romanske granitfonte har fået lov til at blive stående og står der endnu i dag. Det skyldes uden tvivl, at dåbsritualet og dåbens rolle ændredes overfladisk ved reformationen, bl.a. kom dåbsfadet til, mens den grundlæggende forståelse af den ceremonielle handlings betydning som vej ind i kirken, forblev den samme. Fonten var dermed også et centralt sted i lokalsamfundets kollektive erindring, fordi den så at sige bandt alle sognebørn sammen og tegnede et perspektiv bagud i tid, helt tilbage til kirkens opførelse. Den var en form for livline, som forbandt den nye lutherske kirke med fortiden såvel som alle de fremtidige generationer, der skulle døbes i fonten. Allerede Luther var bevidst om den betydning af fonten, da han i

Den var en form for livline, som forbandt den nye lutherske kirke med fortiden såvel som alle de fremtidige generationer, der skulle døbes i kummen.

sin prædiken om dåben fra 1534 udtrykte håbet, at folk i fremtiden vil forstå og agte fonten som genstand i kirken højere præcis på grund af ovenforstående argumenter.7 Når vi således fortsat ser de middelalderlige fonte i kirkerne, er det et resultat af et aktivt tilvalg fra den tidligste tid efter reformationen, hvor man ønskede at beholde fonten i stedet for at udskifte den med en ny, der eksempelvis som altertavlerne kunne være blevet smykket med indskrifter, der tydeligt understregede den lutherske forståelse af dåben.

Afsluttende bemærkninger

Litteratur

Vi kan, som indledningsvist nævnt, ikke længere i dag genskabe kirkerummet, som det så ud i årene umiddelbart efter reformationen. Dels var de enkelte kirkers forudsætninger ganske forskellige, dels har eftertiden sløret indtrykket af det, der kom til, på grund af moderniseringer og udskiftninger. Den enkle ungrenæssancestil, som præger det første inventar og de første malede udsmykninger, blev populær i lutherske kredse, fordi den knyttede inventaret rent æstetik sammen med den lærdomskultur, humanismen, som var en del af de strømme, der løb sammen i 1500-tallets reformatoriske bevægelser. Stilen signalerede en anden form for lærdom end den sengotiske stil, der havde været fremherskende før reformationen. Samfundet udviklede sig imidlertid omkring kirken, og renæssancens formsprog transformeredes ind i barokken, og kirkens inventar fulgte med, nu med nye meninger og betydninger integreret, og sådan er det fortsat. Det bevarede inventar fra 1500-tallets sidste del står dermed tilbage som minde om den tidlige lutherske kirkes univers - et univers, vi nu kun kan se i brudstykker, men præcis på Ribeegnen er der mange sådanne bevarede brudstykker, og ikke mindst dette gør landsbykirkerne et besøg værd.

D. Martin Luthers Werke: Kritische Gesamtausgabe, 2000-. Böhlau, Weimar.

Martin Wangsgaard Jürgensen, Redaktør ved Danmarks Kirker, Nationalmuseet, dr. theol.

Danmarks Kirker, 1933-. Syddansk Universitetsforlag, Odense. Jørgensen, Marie-Loise, 1983. »Lektorieprædikestole i Østdanmark«, Kirkens bygning og brug - Studier tilegnet Elna Møller, red. Hugo Johannsen. Nationalmuseet, København, s. 89-108. Nyborg, Ebbe, 1991. »Lektorieprædikestole og katekismusaltertavler«, Tro og bilde i Norden i Reformasjonens århundre, red. Martin Blindheim, Erla Hohler & Louise Lillie. Universiteets Oldsaksamling, Oslo, s. 223-252.

Nyborg 1991. Danmarks Kirker: Ribe Amt, s. 1224-26. 3 Danmarks Kirker: Ribe Amt, s. 1638-40. 4 Se fænomenet indgående beskrevet i Jørgensen 1983. 5 Danmarks Kirker: Ribe Amt, s. 1616-22; 2018-20. 6 Danmarks Kirker: Ribe Amt, s. 1173-75; 1372-73. 7 »…und die leute wol unterrichte, das sie ire liebe Taufe nicht so gering achten, wie leider bisher geschehen ist«, D. Martin Luthers Werke, teil 3, bd. 37, s. 628. 1 2

Luthers samvittighed - og vores Om samvittighedens grundlæggende rolle hos Luther og i protestantisk kristendom Samvittigheden fanget i Guds ord Scenen er rigsdagen i Worms den 18. april 1521. Martin Luther står indkaldt overfor Europas mest magtfulde hersker, kejser Karl V, samt den tids mest magtfulde åndelige institution, nemlig den katolske kirke, plus en lang række fyrster fra det tyske rige og prominente gæster iøvrigt.

Baggrunden for dette klimaks er de forudgående års stigende kritik og appel fra Luthers side overfor den katolske kirke om at reformere sig. Luther nægter at tilbagekalde sin kritik af pavekirken med følgende, siden verdensberømte, ord: »Min samvittighed er fanget i Guds ord. Jeg hverken kan eller vil tilbagekalde noget, da det hverken er sikkert eller rimeligt at handle mod samvittigheden. Gud hjælpe mig. Amen«.

Samvittigheden fanget i Guds ord! Luther for rigsdagen i Worms. (Kunstner: Anton von Werner, 1877). 28

Luthers syn på samvittigheden

udtrykker altså en teonom opfattelse af samvittigheden: I sin samvittighed er Luther bundet direkte overfor Gud.

Hvad er det for en samvittighed, Luther her påberåber sig? Det vil jeg prøve at sige lidt om. For det andet antyder Luthers næste udsagn, For det er næppe for meget sagt, at det syn på at det »ikke er sikkert eller rimeligt at handle mod samvittigheden, som Luther her præsenterer, samvittigheden« også et andet aspekt ved samhar haft vidtrækkende følger for den protestanvittigheden. Luther synes at opfatte samvittigtiske kristendoms menneskesyn og dens syn på heden som en almenmenneskelig og gudgiven den kristne frihed. Men også - omend på mere evne, hvorigennem den enkelte kan fastholde indirekte måde - for selve sig selv i sin identitet og inden moderne europæiske og vesterlandske opfattelse Det er altså en samvittighed, tegritet. Det handler om, at samvittigheden er en stemaf politisk frihed og af samsom er bundet af noget me, der fastholder mig selv vittigheds- og trosfriheden udenfor personen selv, i sandheden. Og denne evne som et område, hvor den nærmere bestemt Gud. er det ikke »sikkert eller rimenneskelige person i den meligt at handle mod«. Blot demokratiske retsstat skal er det her vigtigt at slå fast, at denne egenskab være friholdt statens indgriben. ved samvittigheden ifølge Luther kun er af enMen altså: hvad er det for en samvittighed Ludegyldig værdi, hvis den er indlagt i og underther taler om? lagt den samvittighed, der er fanget i Guds ord, Ja, der er i det mindste to aspekter i denne samaltså den teonome samvittighed. vittighedsopfattelse. Det var de to aspekter i Luthers opfattelse af For det første, og afgørende, er det en samvitsamvittigheden. tighed, der »er fanget i Guds ord«. Det er altså Men et par ting mere, som ikke direkte kan uden samvittighed, som er bundet af noget udenledes af Luthers udtalelser i Worms, må med. for personen selv, nærmere bestemt Gud. I en Samvittigheden er for Luther ikke selvlovgisenere tids etiske sprogbrug siger man, at samvende, m.a.o. den er ikke autonom, som man vittigheden er fremmedbestemt eller heterosiger i fagsproget. Luther taler altså i Worms nom. Men da denne »fremmedbestemthed« er absolut ikke om en moderne individualistisk Gud, taler man gerne om, at samvittigheden og selvberoende samvittighed, der uden videre er teonom, d.v.s. bundet af relationen til Gud. er menneskets øverste suveræne dommer. SamSå Luthers første udsagn om sin samvittighed,

vittigheden er heller ikke en indre åbenbaringskilde, altså Guds stemme (også kaldet »vox dei«), der direkte påbyder eller forbyder, hvad jeg skal gøre. Nej, samvittigheden er ifølge Luther altid afhængig af et »udefra kommende ord«: en ydre norm, der siger, hvad der er godt og ondt, rigtig og forkert. Først på dét grundlag, med denne norm som reference, kan samvittigheden fælde sine domme, - og de domme er ikke bedre end den norm, der er samvittighedens forudsætning.

Samvittighedens plads i Luthers teologi

Vi kan foreløbig sammenfatte: samvittigheden er selve »midten« i den menneskelige personlighed. I samvittigheden har sandhedsbevidnelsen sit sted, det sted hvor intet menneske kan lade sig repræsentere af noget andet menneske eller af kirke, præst eller stat. Og da samvittigheden samtidig er teonom, altså bundet af Guds ord, så får den dermed en usædvanlig fremtrædende plads hos Luther og i den protestantiske kristendom. Den bliver »stedet« for gudsforholdet i mennesket.

Afslutningsvist skal et afgørende forhold i Luthers menneskesyn med: I sig selv har samvittigheden ikke den mindste rest af gudbilledlighed eller naturligt anlæg til det gode. Luther synes at fastholde en absolut adskillelse mellem »det gamle menneske« og det ved troen befriede »nye menneske«.

Guds ord kommer ifølge Luther - som nævnt ovenfor - i to skikkelser, nemlig som lov og evangelium. Loven siger, hvad jeg skal gøre og undlade, og samvittigheden forfølger mig med sin anklage om, at jeg ikke lever op til det. Evangeliet om synderens retfærdiggørelse gennem troen på Kristus, skænker mig tilgivelse og nyt liv og gør det af med den evindeligt plagende samvittighed. Guds kærlighed frisætter den ængstede og plagede Ifølge Luther er det Gud, samvittighed. Følgende ciGuds ord kommer ifølge der siger mennesket, hvad tat er et tidligt, kort og præLuther i to skikkelser, nemlig cist eksempel fra Luthers der er godt og ondt. Dersom lov og evangelium. med er det Guds ord, der Romerbrevsforelæsning (fra skal være samvittighedens 1515/16), hvor han siger det forudsætning. Dette ord fra Gud kommer ifølge således: »Loven tynger samvittigheden gennem Luther i to skikkelser, nemlig som lov og evansynderne, men evangeliet gør den fri og skænker den gelium. Det vender vi tilbage til om lidt. freden gennem troen på Kristus«.

»Samvittigheden« af Francois Chifflart er inspireret af fortællingen om Kain og Abel i Det Gamle Testamente og skildrer Kains samvittighedskamp, - hans forgæves flugt fra Guds øje. 31

Og os? - Samvittighedens flertydighed og uomgængelighed Der er en underlig kontrast i vores moderne syn på samvittigheden: P.d.e.s. er der en udbredt uklarhed og uenighed om, hvad »samvittighed« helt præcist dækker over. P.d.a.s. tager vi samvittigheden for givet og siger uden videre f.eks. »det er et samvittighedsspørgsmål«, »han er samvittighedsløs« eller »jeg har dårlig samvittighed«. Og selvom vi lever i kølvandet på krasse kritikere af samvittigheden som bl.a. Nietzsche og Freud, så holder vi ikke op med at påkalde os vores »samvittighed« i de mest alvorlige moralske og intellektuelle spørgsmål. Trods al mulig berettiget og uberettiget kritik synes der at være en kerne i samvittighedens fænomen, som vi ikke kan komme udenom. Her ved indgangen til den store reformationsfejring næste år, hvad kan vi så tage med os, og hvad ikke, i Luthers syn på samvittigheden? Pladsen tillader kun et kort og teseagtigt svar.

Med Luther er enhver kristens samvittighed også i dag først og sidst bundet i Guds ord, dvs. i Kristus. Med Luther er og bliver samvittigheden stedet for gudsforholdet i mennesket. Med Luther (og Paulus, jf. 1. Kor. 8 og 10) skal menneskets samvittighedsfrihed respekteres. Mod Luther, med Grundtvig og Kierkegaard: Samvittigheden er rigtignok ikke Guds stemme, men den har ikke mistet enhver rest af gudbilledlighed, - selve det at den kan fastholde personen i sandhed, kan ses som en rest. Mod Luther, med Kierkegaard: Ja, troen på Kristus skænker mig tilgivelse og nyt liv, men den gør det ikke af med samvittighedens krav og anklage og skal heller ikke gøre det. For Guds kærlighed vil altid såvel anklage som trøste og befri samvittigheden. Hvorfor? - fordi den selvsamme kærlighed fra Gud, som tilgiver os vore synder, også kræver, at vi fuldstændig ofrer vores liv til Gud i Kristus, som netop afslører dybden i, at vi vil os selv. At forstærke dette krav er måske samvittighedens vigtigste funktion. Erling Kristensen, sp. Rødding-Øster Lindet

... fordi den selvsamme kærlighed fra Gud, som tilgiver os vore synder, også kræver, at vi fuldstændig ofrer vores liv til Gud i Kristus.

»Det hele og fuldstændige menneske« Luthers menneskesyn Hvad er egentlig selvet eller mennesket selv? Man skulle tro, at selvet ikke var underlagt tidens forandring og tilfældige historiske betingelser, men at det, som det ligger i ordet, er det samme hele tiden. At selvet så at sige som det grundmenneskelige er en umistelig kerne, en uforanderlig substans i mennesket. Sådan tænkte man i middelalderlig teologi, hvor man regnede med en kerne, en guddommelig kerne i mennesket, gudsbilledligheden, sjælen, der er den uforanderlig kerne i al menneskeligt. Opdragelsens mål er at nå frem til den inderste kerne i det menneskelige, det guddommelige i mennesket. Alligevel har selvet en historie. Ikke kun biografisk, men også historisk er der forskel på, hvad man forstår ved selvet - identitet, det er det samme - og dog ikke det samme altid. Udtrykket selvet findes ikke hos Luther, men måske kan man finde noget om selve sagen. Luthers menneskesyn i disputationen De homine (om mennesket) fra 1536 er helt igennem bestemt af retfærdiggørelseslæren. De første 19 af disputationens 40 teser handler om filosofiens definition af mennesket - og i tese 20-40 om teologiens bestemmelse af, hvad et menneske er. Luther diskuterer detaljeret med den aristoteliske og de skolastiske opfattelser af menne-

sket og menneskets enhed. Aristoteles definerer mennesket som »zoon logon echon« og »zoon politikon«, et fornuftigt og kommunikativt dyr. Og det er karakteristisk for mange filosofiske menneskesyn, at de definerer mennesket i forhold til dyret. Men Luther finder disse definitioner dels ufuldkomne og dels forkerte, da de ikke ser hele mennesket og betragter mennesket som et væsen, der har magt over sig selv. I den berømte tese nr. 20 hedder det: »Teologien derimod definerer ud fra sin visdoms fylde det hele og fuldstændige menneske (hominem totum et perfectum)«. Hvis man hos Luther vil finde et ækvivalent til den moderne tale om selvet, så er det talen om hele mennesket: totus homo. Selvet er for Luther »hele mennesket«, ikke en kerne i mennesket, sjælen, men hele mennesket i dets relation til medmennesket, sig selv og Gud. Man har - med rette - indvendt imod Luther, at hans stærke syndspessimisme er fremmed for vores tid: »Min synd mig knuget dag og nat, jeg var fordømt til døde«. Kan disse ord, har en grundtvigsk forfatter engang spurgt, være sandhed i en konfirmands mund? Og en katolsk politiker i Tyskland har engang sagt, hvis

man skulle komme i dialog med lutheranerne om menneskesynet, så må de kunne sige andet om mennesket end, at det er en »syndig sæk«. Også Grundtvig var kritisk over for den lutherske overdrivelse af syndsbevidstheden. Vel er mennesket en synder, men det er også skabt i Guds billede.

tigheder. På det punkt er den katolske tænkning i Luthers tid mere moderne i sin fremhævelse af, at man skal knytte til ved det gode i mennesket og ikke stirre sig blind på menneskets syndighed.

Og dog ligger der en dyb sandhed i Luthers syn på det hele menneske og menneskets synDer er ingen tvivl om, at Ludighed - det er jo ikke forther i sin syndspessimisme kert, bare fordi det er en arv Du skal ikke plage dig er præget af sin egen fortid fra middelalderen. For menselv ved at stirre på din som munk, sin kamp i klostenesket er et dybt splittet væsyndighed, du skal se på sen, dets helhed er truet, vi ret, en angst, der var ved at den korfæstede Kristus, slå ham ihjel. Det var i øvrigt er ikke herre i eget hus, som der døde for dig. hans skriftefar og gode fadermoderne psykologi har udlige ven Johannes Staupitz, trykt det. Troen på »det gode der hjalp ham i disse anfægtelser: Du skal ikke i mennesket« er også en moderne illusion. På plage dig selv ved at stirre på din syndighed, dette punkt er Luther slet ikke så langt fra nudu skal se på den korfæstede Kristus, der døde tidens menneskesyn. Der er afgrunde, magter i for dig. og omkring os, der er stærkere end os selv. Kun naive og blåøjede optimister vil bestride det. Staupitz blev i øvrigt hele sit liv den katolske Og derfor skulle man måske snarere kalde Lukirke tro, og dog holdt Luther fast ved venskathers menneskesyn ikke for pessimistisk, men bet og vedkendte sig, at han havde lært »det for realistisk. hele« af ham og hans teologi. For hvad er det, der gør mennesket til et »helt« Den korsteologi, han lærte af Staupitz, var en menneske, som Luther taler om? Det er ikke arv fra middelalderen. Luther vedkendte sig navlebeskuelse og fiksering på egen godhed sin fortid som munk og kampen imod syndigeller syndighed. Det er, at mennesket er i relaheden. En gang munk, altid munk, har han sagt. tion til noget uden for sig selv - og det er det i Vi har ikke været munke, og den middelalderlikærligheden til andre mennesker, i kærlighed ge syndsangst er os fremmed, mere end Luther til Gud. I kærlighedens og troens selvforglembetoner vi det gudsskabte naturlige menneskemelse bliver vi hele, bliver vi os selv. Det er kerliv og menneskets værdighed og menneskeretnen i Luthers menneskesyn.

Det er et teologisk, ikke filosofisk menneskesyn, der ser sandheden ikke i mennesket men uden for os selv. Visheden i teologien består for Luther deri, at den »river os væk fra os selv og placerer os uden for os selv« (Quia rapit nos a nobis et ponit nos extra nos). På en måde havde Luther lært det hos sin katolske skriftefar og ven: Se ikke på din egen syndighed, men på den korsfæstede Kristus.

Denne side af Luthers menneskesyn hører med, selvom han også kunne sige mere middelalderlige ting om ægteskabet som de syges spital, hvor menneskets brunstighed dog kan udnyttes positiv, nemlig til børneavl. Sådan tænker vi ikke i dag om ægteskabt og seksualitet.

Vi er ikke Luthers papegøjer, og vi lever i en anden tid end Luther. Vi kan ikke bare overtage hans menneskesyn - vi skal være kritiske, men Men det er kun den ene side kan også lære af det på vor af sagen. For Luther vedkendtids betingelser. En sådan dejlig lille te sig også arven fra humanisskabning har Jesus givet De store danske teologer men til trods for sin strid med Grundtvig og Kierkegaard mig. Gud ske tak og lov Erasmus om den frie vilje. Luhar begge været store kritikether var ikke kun munk, men re af Luther - og samtidigt også hans elever, der også et frodigt renæssancemenneske med sans nyformulerer hans anliggender i en ny tid. På for menneskets værdighed og et ja til det gudsmange måder, kunne man sige med Kierkegaskabte liv. Brylluppet med Katharina von Bora ard, siger vi noget andet end Luther dengang, var det mest folkelige tegn på den nye tid, et men hvis Luther levede i dag, ville han måske ja til ægteskabet og seksualitet som gudsskabt sige det samme som os. og ikke syndigt i sig selv. I et meget erotisk og Luthers lære om det hele menneske, der ikke modigt brev til vennen Spalatin, der giftede sig har sit centrum i sig selv, men uden for sig selv, kort efter Luther, skriver han, at Spalatin ikke er da en form for humanisme, som går igen hos skal lytte til præsterne, der ringeagter ægtebåde Kierkegaard og Grundtvig. Johannes Sløk, skabt, du skal, skriver Luther, når du omfavner en af vore fornemste Kierkegaard-fortolkere, din Katharina (Spalatins hustru havde samme har forfattet en bog om Kierkegaard som »hunavn som Luthers), sige: En sådan dejlig lille manismens tænker«. Humanisme er for ham skabning har Jesus givet mig. Gud ske tak og den »anskuelse, der sikrer mennesket, det enlov. Jeg vil, fortsætter Luther, omfavne min Kakelte menneskes værdighed«. For Kierkegaard tharina på samme måde på det tidspunkt, hvor betød det, at mennesket er et ansvarligt mendu læser dette brev, og på den måde vil vi opneske - stillet i forholdet til Gud og medmenleve et herligt fællesskab.

nesket. For Luther er det »hele menneske« over for Gud og medmennesket. Naturligvis er der forskelle på de to former for humanisme - men der er også ligheder, en fælles arv. Hvori ligger forskellen mellem Luthers »humanisme«, når han taler om »hele mennesket«, og det moderne syn bl.a. i Danmark inspireret af Grundtvig og Kierkegaard? Jeg tror, at det er sansen for det individuelle, for retten til at være anderledes, sig selv, der udgør forskellen. For Luther var det sandt menneskelige det at være en helhed i relation til Gud og til medmennesket. For det moderne menneske er det individualitet, »anderledeshed«, der står i centrum, det gælder både Grundtvig med sin opdagelse af det folkelige, den særlige baggrund i egen kultur, og for Kierkegaard, hvor det drejer sig om den enkelte. For Luther var der kun en tro, en kirke, en sandhed. For det moderne menneske er der på en måde ligeså mange tro og sandheder, som der er mennesker. Der sker en individualisering af sandhed og tro, en sans for kulturel og religiøs mangfoldighed. Det gælder om at værne om ethvert menneskes individualitet. Det er både en arv fra Luther - og dog også noget ganske nyt, den reformatoriske arv sat i en ny sammenhæng. Eberhard Harbsmeier, Fhv. rektor, professor

Reformation er opstandelse »Skal den lutherske reformation virkelig fortsættes?«. Dét spørgsmål stillede Grundtvig i 1830 med en artikel bragt i første hæfte af Månedsskrift for kristendom og historie.

fortættes derfor bedst ved, at man bringer den kristne kirke tilbage til sin »oprindelige Beskaffenhed i alle Henseender« (US V, 296). Det kan jo umiddelbart lyde som et tilbageskridt, men Grundtvigs ærinde er at skelne mellem, hvad der er kirkens og troens uforanderlige kerne og de tidsbestemte skikke og ideologier, som kirken præges af.

Spørgsmålet er rejst med baggrund i Grundtvigs opgør med den rationalistiske teologi og hans kritik af, hvordan statskirken virker hæmmende på kirken som et Det var også derfor Grundtlevende trossamfund. ArDen lutherske reformation vig i 1825 havde angrebet tiklen har altså et konkret fortættes derfor bedst ved, prof. H.N. Clausen, da denne historisk udgangspunkt i at man bringer den kristne tog afstand fra kirken som hiGrundtvigs egen kirkekirke tilbage til sin »oprinstorisk, hierarkisk institution kamp, men er samtidig delige Beskaffenhed i alle og i stedet fremhævede Skrifen understregning af, at Henseender« ten som trosnorm. spørgsmålet er aktuelt til enhver tid, hvis ikke reforProblemet ved det var, at mationen blot betragtes som en enkeltstående Clausen samtidig som en af den nyeste teolo(for)historisk begivenhed, men derimod som giske forsknings bannerførere, såede tvivl om en formende og dynamisk proces. Skriftens gyldighed og dermed faktisk fratog For at kunne besvare spørgsmålet, afklarer folk den troshjemmel, han først havde rakt Grundtvig først, hvad han forstår ved ordet dem. Ved at hævde at udelukkende oplyste, vireformation, dernæst foretager han en skarp denskabelige teologer er i stand til at fortolke sondring mellem Luthers hovedanliggende, og Bibelen skabte man, efter Grundtvigs mening, hvad der blev de synlige konsekvenser af reforblot et nyt, eksegetisk pavedømme. mationen. Ligesom Luther i sin tid hævdede det almene præstedømme (at enhver kristen er myndigReformation, understreger Grundtvig, betygjort i kraft af dåben) er det Grundtvig om at der tilbageføring. Den lutherske reformation

gøre, at den kristne menighed op gennem historien har et fast forankringspunkt, som sikrer dens myndighed og gyldighed.

Forestillingen om, at menighedens vokser til et fuldkomment Kristuslegeme, tydeliggør nemlig, at uanset hvilke synlige og historisk betingede træk kirken får, så vil den altid have sin grund i en usynlig, men uforanderlig virkelighed og kraft. Denne kraft er Gudsordets inkarnation og opstandelse, altså Kristus selv som opstanden frelser.

En grundig udfejning eller udrensning var derfor nødvendig for at komme de menneskeskabte skikke, hierarkier og strukturer, der dominerede kirken, til livs. Luthers hovedanliggende var at »rense Menighedens Tænke-Maade og TankeDet er her, Grundtvigs ’maTrosbekendelsen, som Gang i Overensstemmelse geløse opdagelse, fremhæden lyder ved dåben, er med den Tro, vi bekiende, velsen af den apostolske nemlig det vidnesbyrd, der og det Haab, hvortil vi ere trosbekendelse (og ikke Bihar rejst sig op gennem kaldede« (US V, 289). At Lubelen) som kirkens grund, historien, lige siden den ther som konsekvens heraf kommer ind i billedet: Trospinsedag, hvor apostlene gik kritisk til værks og en bekendelsen, som den lyder døbte folk i hobetal. række ting inden for kirken ved dåben, er nemlig det derfor synligt forandredes, vidnesbyrd, der har rejst sig gør ikke reformationen ensbetydende med de op gennem historien, lige siden den pinsedag, ændrede kirkeskikke, nye salmedigtning eller hvor apostlene døbte folk i hobetal (ApG 2). bibeloversættelser (US V, 286). Ved at fremhæve bekendelsen som kirkens kendetegn, får Grundtvig genindsat Helligånden Grundtvig miskender dog langtfra Luthers indpå den plads, som rationalisterne ellers havde sats. Tværtimod må det store arbejde, Luther tildelt den menneskelige fornuft. Helligånden påbegyndte, nødvendigvis fortsættes, for at er den samme Ånd, som har virket gennem ti»Livet i Herrens Menighed (…) ikke blot vedderne (US V, 339) - sådan som det var tilfældet ligeholdes, men (kan) voxe i Reenhed og Kraft, ved skabelsen, Jesu undfangelse, hans opstantil det bliver som Hans eget paa Jorden« (US V, delse, himmelfart og pinsebegivenheden - og 285). som det er tilfældet ved enhver gudstjeneste, Her er vi fremme ved det træk ved Grundtvigs hvor der døbes og holdes nadver. reformations-tænkning, som er afgørende:

Kirken er historisk forankret, ikke gennem en række tilfældige menneskeskabte begivenheder og ideer, men netop i de begivenheder, hvor Ånden virker.

og fornuftens klarhed: Det er selve opstandelseslyset, Kristus selv, der som solen overstråler og klarlægger historien. Det er derfor Grundtvig betegner Luthers indsats som en nødvendig udrensning af den gamle surdej forud for »den Paaske, den Opstandelses-Høitid, for hvilken vi vil evig takke Herren« (US V, 287).

Grundtvig fremhæver altså, som noget særligt for sin tid ›den hellige almindelige kirke‹. (Begtrup 1901, 165), som er det kirkefællesskab, der gennem trosbekendelsen kan henholde sig til ›troen Opstandelseskraften At fortsætte reformationens alene‹ og derved forsvavirker i bølgebevægelbevægelse bliver, ikke bare en rer sig selv som den sanser gennem historien (jf. nødvendig eller logisk følge af de, historiske kirke – og Holm 2001) til bestandig Luthers indsats, men er en dermed også sin helligny opstandelse. Grundtgentagen opstandelse i histogørelse. vig siger derfor om sit rien, fordi det er Helligånden, Hermed klarer Grundteget håb for den danske der virker som kirkens egenvig også sammenhængen kirke, at det »har reist sig tlige drivkraft og dermed også mellem det bestående og som en Dødning fra Ligbevirker tilstedeværelsen af det bevægelige ved kirBaaren« (US V, 286) og at Kristus - som den opstandne ken: At fortsætte reformaet lys er oprundet for ham hos menigheden. tionens bevægelse bliver, »som en nedgaaet Soel af som Grundtvig udlægger Havets Skiød«. På tilsvadet, ikke bare en nødvendig eller logisk følge rende vis beskriver han sin mageløse opdagelse af Luthers indsats, men er (som) en gentagen med allusion til englenes ord til kvinderne ved opstandelse i historien, fordi det er Helligånden tomme grav: »Hvorfor leder I efter den leden, der virker som kirkens egentlige drivkraft vende blandt de døde? Han er ikke her, han er og dermed også bevirker tilstedeværelsen af opstået«: Ligeså lidt som det levende Ord er at Kristus - som den opstandne - hos menigheden. finde i Bibelen, blandt døde bogstaver, kan en død kirke huse den levende Kristus. Derfor er Gennem en udpræget opstandelsesretorik uddet bydende nødvendigt at oplive og oplyse trykker Grundtvig, hvordan det lys, der oplyser kristenheden. Det var dette, Luther så så klart troen, er noget langt kraftigere end Skriftens lys

og det er ikke mindre aktuelt på Grundtvigs egen tid, hvor det kristelige liv aldrig »har været nærmere ved at uddøe eller det Christelige Lys ved at slukkes af sig selv« (US V, 285). Skal reformationen virkelig fortsættes, sker det altså ved at opvække denne opstandelsesbevidsthed i den til enhver tid aktuelle kristne menighed. Therese Bering Solten, knst. sp. Roager-Spandet

Litteratur Begtrup, H.: N.F.S. Grundtvigs kirkelige syn 1825, Karl Schønbergs Forlag 1901 Grundtvig, N.F.S.: »Skal den lutherske Reformation virkelig fortsættes?«. Udvalgte Skrifter V, udg. Holger Begtrup, Gyldendal 1904-09 Holm, Anders: Historie og efterklang, Odense Universitetsforlag 2001 Se også: Holm, Anders: »Kunsten at fortsætte reformationen«, I: Gregersen, N.H. (red.): Lutherbilleder i dansk teologi 1800-2000, Anis 2012 Jørgensen, Theodor: »Grundtvig og den lutherske tradition«, I: Grundtvig Studier 1998.

500 års Reformation - et folkemøde i Ribe I dagene fra den 12. til 15. oktober 2017 afholdes ninger, tilsigtede såvel som utilsigtede, som har et Folkemøde i Ribe. Folkemøder med forskeludfoldet sig gennem 500 år, og som på forskellige temaer holdes rundt om i landet med stor lig vis har været med til at forme det danske succes. De skaber rum og mulighed for, at mensamfund til og med i dag. nesker mødes og diskuterer Det var netop den interessevigtige emner, som er relaterede offentlighed, som reforret til den virkelighed, de står Man ønskede forandring mationen med sit symbolske i, og udfordringerne, som følog forandringen begyndte startskud den 31. oktober ger med. Ofte er disse møder i dette offentlige rum, 1517 satte skub i, da Martin arrangeret på tværs af politihvor det nu blev mulig at Luther slog sine 95 teser mod ske partier, natursyn, kultur diskutere sammen. kirkens afladshandel op på og kirkeligt ståsted. Mange døren til Slotskirken i Witkommer mere oplyste hjem tenberg. I denne by var Luther både munk og fra et Folkemøde, og det kan forundre, når vi professor ved universitetet, og den slags opslag lever i et så informationsfyldt samfund, som vi var almindelig praksis, hvis man ville diskugør i dag. Men det grunder nok i, at folkemøder tere et emne i offentligheden. Men teserne fik lever af tanken om, at vi skal tilbage til vores pludselig en meget bredere folkelig udbredelse, frihed til selv at bedømme sager og tage stilling. da de i takt med udviklingen af den nye bogOg ikke lade andre gøre det for os. trykkerkunst hurtigt blev spredt og snart var So ein Ding müssen wir auch haben! Tænkte reforpå alles læber. Teserne blev diskuteret, fordi de mationsudvalget under Ribe Stift derfor. Netop havde en relevans for samtiden og pegede på i forbindelse med markeringen af reformatiudfordringer, man levede under dengang. Man onsjubilæet i 2017 var det en oplagt idé med et ønskede forandring, og forandringen begyndte folkemøde. Reformationsjubilæet vil kirkeligt i dette offentlige rum, hvor det nu blev muligt blive fejret rundt om i sognene og kirkerne i at diskutere sammen. Netop det, at Reformatio2017, og her hører markeringen af jubilæet også nen skabte et rum for offentlig debat, motivehjemme. Men et folkemøde giver mulighed for rede reformationsudvalget til at tænke Refor- sammen med den interesserede offentlighed mation og folkemøde sammen. at markere Reformationens virkninger. De virk-

Men så! Hvad så i dag? Hvad er på alles læber? Åbningsgudstjenesten foregår i Domkirken Hvilke emner skal prioriteres? Hvilke betydeliden 12. oktober 2017 kl. 16.30. Biskoppen flytge samfundsmæssige udfordringer står vi med? ter Stiftsmødet/landemodet i 2017 til denne Og har disse problemstillinger rødder i den redag, så alle menighedsrådsmedlemmer kan formatoriske arv, som det danske samfund er deltage i åbningen og derefter sive ud i byen præget af? Reformationsudvalget så begreber til de forskellige aftenarrangementer. Her kan som frihed, dannelse, myndighed, præstationsman bl.a. opleve Kirkespil Ringkøbing opføre kultur, individualitet, værdighed, menneskestykket: Martin Luther - død eller levende. Et teasyn, forholdet mellem kirke terstykke om Reformationen. Det og samfundsliv, som særlige blev nemlig tidligt besluttet af ... har disse problemproblemstillinger og udforstiftsrådet at bestille et reforstillinger rødder i den dringer i vores tid. I første ommationsstykke hos forfatteren reformatoriske arv, som gang tænkt som emner til små og frimenighedspræsten Sten det danske samfund er folkemøder geografisk spredt Kaalø, med udgangspunkt i præget af? ud over Ribe Stift. de 95 afladsteser. Stykket vil blive opført i Domkirken torsReformationsudvalget gik så i gang med plandag aften. Eller man kan opleve en ganske særlægningen sammen med biskoppen. Med tanlig koncert torsdag aften i Sct. Catharinæ Kirke, ken om et folkemøde med fokus på de samhvor tre års arbejde frem til reformationsjubilæfundsmæssige konsekvenser af reformationen, et i 2017 præsenteres af Katedralskolens musikvar det i sagens natur nødvendigt at kalde på et elever og Domkirkens pigekor. Komponisten samarbejde »ud af huset«. Det først skridt var Bo Gunge har over tre år holdt komponistworkderfor at invitere alle borgmestre i Ribe Stifts shops med musikeleverne, hvor de har kompogeografiske område til frokost i bispegården. neret deres egne værker over tekster fra Luther De var straks med på ideen og fandt tanken meog andre kendte salmedigtere. Domkirkens get inspirerende: vigtigheden i at markere repigekor synger værket under ledelse af Domformationens store betydning for det samfund, kantor Lotte Bille Glæsel. Domorganist Birgitte vi lever i, og værdien i at planlægge markerinEbert ledsager på orgel. gen i fællesskab: kirke og samfundsliv. Dog afviste de tanken om den geografiske spredning. I de fire dage folkemødet varer, vil det være De mente, at Ribe var det perfekte sted for et muligt at opleve foredrag, filmfestival, diverse kommunalt støttet folkemøde for hele stiftet. caféarrangementer, samtalesaloner, politikermøder, kortræf, musikskoletræf, gudstjenester, Så derfor holdes folkemødet i Ribe. reformationsmad, udstillinger, musik og teater. 45

Her kun et lille konkret udpluk af programmet: Borgmestrene har sagt ja til at stille op til debattime under folkemødet. De vil gerne udfordres på de ovennævnte emner: det er valgår! Disse diskussioner og samtaler lægger så op til debat og samtale i byens cafeer og restauranter, hvor kendte kulturpersonligheder inviteres. Den eminente formidler Sigurd Barrett er bestilt med forestillingen: Lyt til Luther. Forestillingen er en del af et større projekt med Danmarks Kirkelige Mediecenter, som udsender undervisningsmateriale i form af et antal korte videofilm i tilknytning til forestillingen. Spejdere fra alle spejderkorps rundt om i stiftet bliver samlet til et fælles spejderløb i byen med mulighed for at tage et reformationsmærke. Tanken med løbet er ikke tilbageskuende, men tager udgangspunkt i spørgsmålet: hvad vi skal med myndighed og frihed de næste 500 år? Der arbejdes desuden med tanken om reformationsmesterskaberne i skills for at sætte fokus på erhvervsuddannelsernes betydning, som en aktuel illustration af Luthers fremhævelse af det almindelige arbejde som den sande gudstjeneste. Professionshøjskolen UC Syddanmark flytter deres campus til Ribe under folkemødet og i et samarbejde med Ribe Katedralskole og Ribe Handelsgymnasium holder de et dannelsesseminar i Domkirkens Kannikegård. Med profes-

sor ved CBS Ove Kaj Pedersen og professor ved Syddansk Universitet Jørn Henrik Petersen er der mulighed for debat om dannelse mellem det protestantiske dannelsesideal og konkurrencestaten. Ved store begivenheder som et reformationsjubilæum eller kongens fødselsdag har der siden reformationstiden været tradition for sang og musik fra Domkirkens Borgertårn, nemlig Tårnsang. Det vil også ske under folkemødet. Tårnborg arrangerer morgen og aftensang, samt ekkosang med trompet på Domkirkepladsen. Desuden vil man på Tårnborg i dagene kunne høre foredrag om salmernes betydning.

Søndag eftermiddag kan stykket Sporskifte opleves i Domkirken. Et spil i to afdelinger med kor og orkester, skuespil, sang og dans. Teksten er af Kurt Juul og musikken af Bo Gunge. Kurt Juul skriver om stykket: Hovedpersonen i stykket er ikke Martin Luther, men Ribes sidste katolske biskop, Iver Munk, som har en livlig og nærmest lystig dag på kontoret, indtil der kommer bud fra Wittenberg: noget er i gære. Så bliver det alvor!! Til Folkemødet og reformationsåret har Ribe Bryghus brygget en Lutherøl. Øl er på reformationstiden en daglig drikkevare, da man under hyppige pestudbrud med rette nærede mistro til drikkevandet, så ølbrygning var meget udbredt. Ribe Bryghus henter derfor ingredienserne fra området omkring Bamberg for at give denne særlige øl en autentisk smag. Den vil kunne nydes i hele reformationsåret fra reformationsdagen i 2016 til folkemødet i 2017 og forhåbentlig mange år frem. På etiketterne kan man glæde sig over et udvalg af citater fra Luther, f.eks. dette: her sidder jeg og nyder min gode wittenbergske øl, og Guds rige kommer helt af sig selv. Signe von Oettingen, medlem af reformationsudvalget

Reformationen i går og idag 500 år med Luther - en publikation fra Ribe Stift i anledningen af årsskiftet 2016-2017. Ansvarshavende redaktør: Elof Westergaard. Redaktion: Simon T. L. Stubkjær og Jane Marie Sognstrup Layout: Videbæk Bogtrykkeri A·S Typografi: Fette Fraktur LT, MetaPlus, Palatino Foto: Gitte Volsmann Papir: 300 g Matsilk og 170 g MatSilk Oplag: 3000 Tryk: Videbæk Bogtrykkeri A·S, november 2016

ISBN 978-87-992290-1-7