Meget handler om musikalitet, når vi skal fortolke kirkens vision

Kirken skal komme ud over det konventionelle og mer til at ramme folk lige der, hvor de er, når de kedsommelige for at bevare kvaliteten i indholdet, ikke nødvendigvis selv kommer til kirken med lyder det fra to af stiftets organister, Mikkel Andre- ›hele pakken‹ af salmekundskab og kristenassen i Vor Frelsers Kirke i Esbjerg og Hans Kaarde dom. Kirkemusikeren skal være kolossal lydGundesen i Tarm Kirke. Det er hør for at finde ud af, hvorfortællingen om, hvordan en dan vi gebærder os i det, for enighed om kirkens visioner Hvis vi kun sender på den musikken er det, folk tager sagtens kan sende dem ud i hver kanal, folk beder os om, så tror med hjem bagefter - ud over sin retning musikalsk, når de jeg, at vi misforstår opgaven talen, stemningen, liturgien. går til opgaven at forvalte og Meget af det er musik.« fortolke visionerne. Hans kollega Mikkel Andreassen supplerer: »Vi går galt i byen, hvis vi tror, Den enkeltes møde med kirkens budskab at vi altid skal lede efter en direkte 1:1-kommuMødet kan beskrives meget enkelt, samstem- nikation med ›den enkelte‹, hvem det så end er. mer organisterne: »Kirken skal forkynde kris- Vi skal gøre det muligt for folk at rumme det, tendom. Det er kristendom, hver enkelt skal kirken taler om, når de sidder der. De skal komkunne møde.« - »Mødet står centralt i forbind- me i kontakt med noget, der er meget større end else med overgangs-ritualerne i folks liv. Vi skal dem selv. Hvis vi kun sender på den kanal, folk som kirke komme det enkelte menneske ved beder os om, så tror jeg, at vi misforstår opgamed de værdier og ting, som netop kirken til- ven.« Organister skal være bevidste om, at de er byder. Det er dem, der skal give rum for følelser formidlende mellempersoner mellem budskaog ord ud fra fortællingen om Jesus Kristus,« bet og den enkelte i menigheden. Det er en roluddyber Hans Kaarde Gundesen. le, de skal træde ind i. »Jeg er ikke en privat per»Men mange mennesker tager ikke hele den ligning med, når de går ind i kirken,« siger han. »De kommer med et helt andet forsæt. Der kan kirkemusikeren pludselig blive den, der komson, når jeg spiller til en gudstjeneste. Jeg har en liturgisk rolle, som jeg med hele min tyngde af professionel kunnen, min personlighed og mit engagement skal fylde bedst muligt ud. Jeg skal

Hans Kaarde Gundesen og Mikkel Andreassen ved orglet i Vor Frelsers Kirke

tilpasse min kirkelige aktion til den opgave, vi er i, uanset humør. Jeg må f.eks. lægge mit jubelhumør fra mig langfredag.« Efter manges års prøven frem og tilbage opstår efterhånden en sikker fornemmelse for, hvordan mennesker kan tage kirkens budskab ind i bestemte situationer. »Jeg prøver at ramme de enkelte mennesker, hvor de er for på den måde at lukke kirken op for dem. Så de føler sig favnet af et eller andet, som jeg kan accentuere. Jeg prøver at være åben der, så det kan vække noget genkendeligt. Både ord og musik kan favne den enkelte,« siger Hans.

Kirkens Ja til den enkelte ved at sige Nej

Åbenhed handler ikke om at være populær. Mikkel og Hans mener, at der er sange og musik, som ikke kan forsvares teologisk. Mikkel mener, at »dagens mest efterspurgte stykke ›kirkemusik‹, Kim Larsens Om lidt bli’r her stille, bringer os uforholdsmæssigt langt væk fra kirkens forkyndelse.« Han forklarer, at komponisten faktisk selv var enig med de to organister i det - eller rettere omvendt. »Organister har så mange andre muligheder for at fange noget i luften til lejligheden og gøre det til musik inden for det kirkeligt forsvarlige…,« siger Hans, og Mikkel fortsætter: »… end Kim Larsens cirkussang eller tonerne fra Wagners totalt u-kirkelige Bryllupsmarch, når bruden kommer ind. Ingen bliver virkeligt fanget ind i kirken gennem konventioner og kedsommelighed.« Mikkel har en teologisk ærgrelse over de faste forestillinger: »På den ene side har vi en befolkning, der står og råber om, at kirken skal forny sig og være med osv., og så spiller vi gamle popsange, fordi det bliver ønsket. At sige, at ›om lidt bli'r her stille, om lidt er det forbi‹ er antikristent vrøvl. Uanset, at organisten så spiller den som en kompliceret fuga, og præsten også har gjort sig umage med sit, så er der en grænse for meningsløsheden i gudstjenesten. Så møder vi ikke den enkelte med kirkens budskab - for jeg tror faktisk, at de fleste forventer, at der er sammenhæng og mening i kirken, og at vi bestræber os på det.« Hans supplerer: »Det bliver kaotisk, når ønskerne til sange og musik går ud over gudstjenestens mening. Så sidder organisten tilbage og kan ikke få enderne til at nå sammen for menigheden.«

Gudstjenesten er uropførelse hver gang

De lejligheder, hvor folk kommer til kirken, er noget andet end alle hverdagssituationerne. Så når de kommer i kirken, hvorfor så ikke spille netop kirkemusik? Mikkel mener faktisk, at folk har fortjent at høre noget andet i kirken: »Noget, der også bringer dem ud af deres bestræbelse på at være helt særlige og individuelle i deres ønsker til salmer og musik. Kirkemusikken stiller et større og bredere repertoire til rådighed end f.eks. århusianske popsange fra 80’erne, som er blandt ønskerne for tiden.« En misforståelse om kirkemusik må også ryddes af vejen:

»Der vil altid være et fornyende tilsnit over kir- ved vielsen er ikke principielt problematisk, kemusikken, for der bliver stadig og igen tilført men det bliver det, hvis det er en løsreven stemny musik til brug i kirken.« ning og ikke giver sammenhæng. Vi må blive afDer er vel ikke noget andet sted end i kirken, klarede om, hvad vi med vores samlede kræfter hvor folk i den grad kan få enheden af gennem- vil præge menigheden med.« Hans uddyber, at komponeret, spritny musik og gennemtænkte »den afklaring ikke bare skal gøres én gang for ord at gå hjem med. »Præster og medarbejdere alle. Hver ting til sin tid. I en bestemt situation skal hele tiden arbejde deres forskellige bidrag kan det være centralt, at vi giver køb på vores til gudstjenesten endnu mere fine fornemmelser og gør nosammen, så ordene, musik- get, der rammer mennesket ken og den øvrige stemning Vi skal bruge kræfterne på i hjertekulen. Alle organister møder menigheden i en sam- at være der for dem, kan skabe stemninger uanset menhængende, menings- der virkelig har behov teknisk kunnen eller størrelfyldt uropførelse hver gang,« sen på instrumentet.« siger Mikkel. Hans og Mikkel mener, at løbende samtaler faggrupperne imellem er afSammenhængen i gudstjenesten gørende for at kvalificere valgene endnu bedre. Vejen til at skabe sammenhængende gudstjenester kræver et samvirke mellem præster, medarbejdere og lægfolk. »Måske skal der ske en kulturforandring af kirken som arbejdsplads, så hver person ikke bare sidder med sin egen funktion,« siger Hans. »Visioner for kirken når vi simpelthen kun gennem samtale om principperne for gudstjeneste, så grænsefladerne mellem ord, musik og de ydre æstetiske lag bliver »Vi skal turde træffe nye valg, så kirken ikke møder mennesker med kedsommelighed og en smal horisont. Om ti eller hundrede år skal vi have flere salmer og mere musik i spil; ellers slider vi det lille repertoire, vi bruger nu, helt ned og mister dermed alt.« Organisterne ser musikken og salmerne som steder, hvor vi må have modet til at være kirke. Uden det mod forsvinder kirken i strømmen af så meget andet. føjet sammen.« Ambition om ›det rene‹ og ›det rette‹ Mikkel gentager, at folk skal møde sammenhæng: »I princippet er der ikke noget musik el- Hans griber tilbage til kirkens grundlag i den ler nogen salmetekster, der på forhånd ikke dur lutherske Augsburgske Bekendelse (1530), hvor til at skabe sammenhæng. Et stykke syre-jazz det hedder: »Evangeliet skal tales rent og purt,

og sakramenterne forvaltes ret.« »Og så læste jeg for nyligt en fagmands kommentar, at der herudover er plads til en hel del frihed! Hvis vi netop holder os for øje, at alt, hvad vi bidrager med til kirken, skal være lige så rent og være forvaltet ret, så kan vi rigtig meget.« »Friheden består så i at være lydhør over for sit lokalsamfund og opdage de muligheder og kræfter, der nu er at spille sammen med der,« siger Mikkel. »Ud fra traditionen for ›det rene‹ og ›det rette‹ skal vi have ambition om at være med i lokalsamfundet på alle mulige skønsomme måder,« siger Hans. Hans og Mikkel sidder begge i bykirker, men som udgangspunktet har Folkekirken den højeste kunstneriske og arkitektoniske kvalitet repræsenteret lokalt alle steder i landet. Ambitionen skal fortsat være gennemtænkt kvalitet i alle sogne. Heller ikke i det lille sogn kan folk nøjes med et lille orgel, der lyder dårligt, eller at kalkmalerierne ikke kan være til glæde, fordi de er ved at smuldre væk. Det betyder i princippet intet, hvor højt uddannet organisten er. Folk vil automatisk møde god kvalitet, når afsenderen troværdigt kan stå inde for det, han eller hun skal kommunikere. Der må organister

og øvrige medarbejdere tage ansvar på sig. »Vi Mikkel mener, at kirken har stræbt efter at tilskal holde op med at se menigheden som bru- passe sig dem, der i forvejen får mange behov gere eller kunder og kun spørge dem, hvad de stillet i samfundet. »Vi skal bruge kræfterne på vil have,« siger Mikkel. »Den slags imødekom- at være der for dem, der virkelig har behov i menhed over for lokalsamfundet kan føre til en stedet for i detaljer at nå de i forvejen stærke og ansvarsløs kirke.« aktive mennesker. Det går i høj grad ud over Mikkels holdning er, at højmessen trænger til at kirkens eget budskab, når den vil lokke dem, blive talt op: »Det næste store bølgeslag bliver der i forvejen er stressede, hen til endnu et arat gøre noget andet end de rangement.« seneste halvtreds år, hvor vi Hans forventer, at kirken har talt om alle mulige andre Om ti eller hundrede år igen prioriterer sin diakonale gudstjenester og aktiviteter skal vi have flere salmer fordring i evangeliet: »Skal end højmessen. Hvor menig- og mere musik i spil der arbejdes på at få bevilget hedsrådet tidligere var sam- nyt varmeanlæg inde i kirmensat af forskellige hold- ken, mens en hjemløs fryser ningsmæssige substanser, handler det nu om, udenfor? Hvis kirken selv bliver direkte polihvilke aktiviteter man vil tilbyde ›kunderne‹ de tisk i ord, lukker vi nemt af for det samfundsøvrige seks ugedage.« engagement, som vi hver især skal gå ud og gøre til handling. Og vi risikerer at lukke af for Det, kirken kan og skal i de det menneske, som en bestemt politik ikke vil kulturelle og politiske lag prioritere.« »Kirken skal besinde sig på at tale rent og gøre Selvom orgeltonen kan lyde forskelligt i Vor ret,« gentager Hans så. »Det vil vække folks Frelsers Kirke og Tarm Kirke, er der en samkirkelige engagement og gennemsyre deres for- klang i organisternes visioner for, hvordan kirhold til kultur og politik. Man skal gå fra kirke ken skal ›lægge øret til musikken‹. Det vil sige, med det, som evangeliet har slebet én til med og at den samme ambition om at forkynde kristenderpå engagere sig politisk og kulturelt. Evan- dommen ret i ord og musik og være autentisk geliets fordring er netop den diakonale opgave. til stede i situationen skal kirken have om sin »Vi undgår ikke at skulle tage imod det enkelte diakonale opgave. Den er en naturlig konsemenneske uanset dets situation,« siger han. kvens af forkyndelsen.