http://www.wexoe.dk/fileadmin/produktchefer/Billeder/Wex_e/wexoe_historie

Page 1

Knud Wexøe A/S fylder 50. Historien om en usædvanlig succes i den danske elbranche. Knud Wexøe blev født den 14. maj 1924. Efter skolen blev han elektrikerlærling på det berømte skibsværft Burmeister & Wain. Var soldat i den danske marine og uddannede sig derefter til ingeniør. Drømmen om egen virksomhed Knud skulle vise sig at have et stort forretningstalent. Det demonstrerede han som salgschef hos grossist H. Henriksen i starten af 1950’erne, hvor man bl.a. havde det danske agentur på klemmerne fra tyske C.A.W. Weidmüller. Fordelene i tid og penge ved at udføre elinstallationsarbejde uden at skulle skrue hver eneste ledningsende fast i en muffe men blot lade en klemme holde den fast, var store og indlysende. Og det lykkedes – med Knud som primus motor – at opbygge en hastigt voksende kundekreds over hele landet. Knud Wexøes overtagelse af Weidmüller-agenturet i 1958 blev da også det succesfulde grundlag for at starte den virksomhed, vi kender i dag. Med i aftalen fulgte et lån fra Weidmüller på 5.000 D-mark. En startkapital, der hurtigt blev betalt tilbage – og som til dato har været virksomhedens eneste lån! En aktør, man skulle regne med Knud Wexøes sikre økonomiske dispositioner og stærke fokus på omkostninger betød bl.a., at de fleste af virksomhedens aktiviteter i de første 10 år var henlagt til kælderen – og en del at stueetagen – hjemme i villaen på Baunegårdsvej 15 i Gentofte, hvor han boede med sin hustru og børnene Eliane og Lars. De beskedne rammer forhindrede dog ikke Knud Wexøe A/S i at vækste eksplosivt og hurtigt blive en kendt aktør på markedet for produkter til elinstallationer. Efter den succesfulde start med klemmerne fra Weidmüller, blev Tehalit installationskanaler agentur nr. 2. Kontakten blev etableret på en messe i Hannover midt i 1960’erne, og Wexøe var først i Danmark med denne banebrydende løsning, hvor kabler og ledninger lægges i en plastkanal. Resultatet blev markedsandele i de første år på 6080%, og Tehalit har den dag i dag fortsat høje salgstal. Knud opfandt en række produkter, bl.a. de støbte, vandtætte metalkasser til beskyttelse af installationer, der blev en enorm succes og fortsat fremstilles. Nu ligger det årlige salg omkring 1.000-1.500 stk årligt. Tidligere var tallet mange gange større.


Flere agenturer – over 80.000 varenumre Forretningen udviklede sig med en hel række andre agenturer: Endestop afbrydere fra K.A. Schmersal. Relæer og stik fra Schaltbau. Maximal afbrydere og automatsikringer fra Sace. Rack-udstyr i 19” fra Schroff. Forskruninger fra Herman Kleinhuis. Stik til stærk- og svagstrøm fra Harting. Afbrydere og lamper fra Elan. Tænd/sluk-ure fra Hager. Lysstyring fra Tebis m.v. Omkring 1980 rundede antallet af varenumre 4.500, og i dag har Knud Wexøe over 80.000 aktuelle varer, men agenturerne rummer potentielt mellem 1,5 og 2,0 millioner forskellige! Salg, service og kundepleje gør forskellen En ting er evnen til at hente ny forretning – noget helt andet er at fastholde og udvikle den, så der kan skabes stabil vækst over en længere periode. Her havde Knud sin absolutte force, og han så, at nøglen til varig succes var opbygningen af en stor og stærk salgsorganisation, der virkelig kunne tage sig af kunderne og yde den bedst tænkelige service. Denne strategi er fortsat den bærende hos Knud Wexøe A/S – og et vigtigt pejlemærke ind i fremtiden. Ud til kunderne Salgsarbejdet var afgjort Knuds vigtigste opgave i starten, og i mange år frem varetog han en del af kontakten til de største kunder. En afgørende succes kom med lanceringen af de busser, der stadig bringer Wexøes produktnyheder helt ud til ”hands-on” salgsdemonstrationer hos grossister og installatører landet over. Opstod der problematiske situationer med kunderne, reagerede Knud altid på samme måde: Tvivlen skulle komme kunden til gode. ”Hvad der er godt for kunden, er godt for Wexøe. Men hvad der er godt for Wexøe er ikke nødvendigvis godt for kunden!”. Det er en regel, der konsekvent er blevet efterlevet siden starten i 1958. En særlig kultur og ånd Når man kommer tæt på medarbejderne hos Knud Wexøe A/S mærkes den særlige kultur og ånd, der er blevet udviklet gennem de mere end 50 år. Den kommer først og fremmest til udtryk i måden, man er sammen om hverdagens arbejdsopgaver på. Men også når man mødes til sport, motion og fitness, kunstforeningens auktioner, diverse udflugter, julefrokoster og andre firmafester. Stemningen er god og firmaloyaliteten høj. Mange medarbejdere er ”kulturbærere”, fordi de har rigtig lang anciennitet. Adskillige har været ansat flere gange, og det har skabt begrebet ”Wexøe Universitetet”: Man har fået sin uddannelse her i firmaet – er så rejst til andre virksomheder – og er siden kommet tilbage. Aktive medarbejdere I dag står et Aktivitetsudvalg for en række arrangementer med støtte fra firmaet, bl.a. for sommerfest og banko. Ligesom man har været på virksomhedsbesøg i Operaen, DR Byen og Den Sorte Diamant. Wexøes idrætsforening, IKW, har gennem årene tilbudt medarbejderne bl.a. badminton, bordtennis, firmafodbold og deltagelse i cykelløbet Sjælsø Rundt. Plus en række mindre fysisk anstrengende sportsgrene som kegler, dart, ludo og rafleturneringer.


I dag er der især run på fitness-lokalets moderne maskiner, ligesom mange medarbejdere løber for at holde formen vedlige og stressen nede. Wexøe deltager således i DHL-stafetten hvert år. Kunstforening med succes Kunstforeningen er startet tilbage i 1978 med tilskud fra firmaet. Det betyder, at der – ud over gæsteudstillinger i Wexøes lokaler året igennem – bliver mulighed for indkøb af forskellige værker. De sættes en gang årligt på auktion blandt medlemmerne, og her sikrer et pointsystem, at alle har lige muligheder. Et kig i foreningens optegnelser fortæller, at der fx i februar 1993 var hele 31 værker under hammeren, bl.a. af Lin Utzon, Tom Krøjer, Ina Brøsen, Plysser Bendz og indonesiske Mr. Isento. Ligesom auktionen omfattede to egetæpper med motiver af Asger Jorn og Richard Mortensen. En anden aktivitet i Kunstforeningens regi er de populære udflugter til Louisiana i Humlebæk. Studieture til udlandet Personalet hos Wexøe har gennem årene været på en række studieture med besøg hos de udenlandske producenter, man har agenturer for. Disse ture huskes i dag som festlige og begivenhedsrige, selv om der også var noget at lære! Studieturene er bl.a. gået Tehalit, Weidmüller og Harting i Tyskland, samt Sarel i Frankrig. Navnlig den tyske præcision og grundighed har gjort indtryk. Fx at lageret hos Tehalit, med eksport til 17 lande foruden Danmark, blev betjent af én mand. Og at hver 8. medarbejder på Weidmüllers Werk II i Detmold var beskæftiget med kontrol!


Oasen i Bandholm Med købet af Bandholm Hotel i 1978 fik Wexøe et kursuscenter, der i kraft af sin smukke beliggenhed lige ud til Smålandshavet også var ideelt til afstresning og rekreation. En sand oase! Der blev i de følgende år afholdt mange salgskurser, seminarer, produkttræninger, firmaarrangementer m.v. i Bandholm. Udenlandske kunder kom også på besøg, bl.a. en delegation fra Weidmüller, og de var oprigtigt begejstrede for kursuscentret. Wexøe valgte af forskellige årsager at afhænde Bandholm Hotel i starten af 90’erne. Altid i omdrejninger Knud Wexøes rejser var mange og allerhelst på vingerne. Han elskede at flyve og anskaffede i årenes løb to maskiner. En 2-motorers Beach Craft og en lille 2-personers Air King, og som pilot havde han bl.a. Helmuth Rahme. Han nærede også forkærlighed for andre ting med motor. På sin gård ved Store Heddinge på Stevns havde han bl.a. en gravemaskine, en sneslynge og en Nimbus med sidevogn. Knud var naturligvis medlem af en veteranmotorcykelklub. I den nærliggende Rødvig havn lå lystbåden Elvira, og Knud kom flere gange sejlende til firmaets arrangementer på kursuscentret i Bandholm. Plads til nye kræfter I en alder af 69 valgte Knud Wexøe helt at hellige sig posten som bestyrelsesformand, men var stadig meget aktiv omkring virksomheden i det daglige. Han døde i 2001, 77 år gammel. Virksomheden ledes i dag af adm. direktør Søren Heinrichsen, og kursen er sat mod fortsat udvikling – og nye forretningsområder.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.