DYSSEGÅRD

DYSSEGÃ…RD

DYSSEGÅRD SOGNET, KIRKEN & KUNSTEN

Dyssegårdskirken ligger som en mar­ kant bygning ved Lyngbyvejen. Man ser det hvide tårn og ved med det samme, hvor man er.

Kirken stod færdig i 1961, men er en del af en historie, der går meget læn­ gere tilbage. Historien om et landskab, et sogn og et boligkvarter. Og kirken har igennem årene dannet ramme om begivenheder i mange menneskers liv ved at sætte ord, musik og billeder på tro og tvivl, sorg og glæde.

Denne folder er fortællingen om Dysse­gård – sognet, kirken og kunsten.

Vi håber, at dette udvalg af a­rtikler, inter­views og faktuelle oplysninger vil interessere alle i sognet og samtidig imødekomme en efter­ spørgsel hos de mange, der gerne vil vide mere om Peter Brandes’ ud­smykning og kirken med det hvide tårn.

God læselyst!

Peter Schmidt & Thue Petersen

REDAKTION Peter Schmidt Thue Petersen

FORSIDE Altertæppe Påskemorgen

LAYOUT Windfeldt Design ApS

BAGSIDE Den forgyldte dør

TRYKNING Tarm Bogtryk A/S

UDGIVELSE September 2016

MUSIKKEN I KIRKEN

KIRKENS PRÆSTER

KUNSTEN I KIRKEN

KIRKENS HISTORIE

INDHOLD 3

Dyssegård - historien om et sogn

4

Indvielsen af Dyssegårdskirken

8

Kunstens styrke ligger i det ikke sagte

10

Huset med de mange boliger

14

Præstetavle

20

Hans Thyge Jacobsen

21

Musikken i Dyssen

22

Salmen ‘Det hvide tårn’

23

af Thue Petersen

Artikel fra Villabyernes Blad 1961

Interview med Peter Brandes

af Lisbeth Smedegaard Andersen

Kirkens præster gennem tiden

Portræt af kirkens første præst

af Steen Lindholm

af Johannes Johansen

4

DYSSEGÅRD historien om et sogn AF THUE PETERSEN

DET MEST SYNLIGE tegn vi har på vores forfædres liv og kultur, er gravhøjen Ellehøj.

Anlagt i ældre Bronzealder for godt 3.500 år siden har gravhøjen ligget her i alle årene.

Måske har der også været ældre sten­byggede dysser fra bondestenalderen, som har lagt navn til gårde i området, men ingen af ­disse dysser er bevaret i dag. Gravhøjen Ellehøj er så velbevaret og solidt konstrueret, at den stadig holder til at blive brugt som kælke­ bakke den dag i dag.

DEN FRODIGE JORD har været dyrket helt tilbage fra bondestenalderen, op igennem bronzealderen, jernalderen og til middel­ alderen, hvor vi ved, at Absalon overdrog jorden i Dyssegård til biskoppen i Roskilde.

Som en del af kirkens jord blev markerne dyrket blandt andet med det formål at finan­ siere Gentofte kirke, der stod færdig i 1176 på toppen af bakken ved Gentofte Sø.

Fotos: Rudolf Hansen

DER HAR LEVET MENNESKER i Dyssegård i ca. 12.000 år. Nu er det os, der bor her i sognet, og når vi går ned ad Ellegårdsvej eller cykler langs Renden, færdes vi i et landskab, som på mange måder er præget af istiden. Da isen for ca. 16.000 år siden begyndte at smel­ te, skabtes Øresund som en smeltevands­ rende og dertil Gentofte Sø, Emdrup Sø og Utterslev Mose. Det er her, man har fundet de første bopladser. Langsomt smeltende is­ bræer forvandlede området til et vandrigt og frodigt landskab med mange søer og moser. Årtusinders tryk fra gletsjerne transportere­ de en jord fuld af ler til os med store sten, som vi stadig kan støde på blot et par spade­ stik nede, når vi graver have.

KIRKENS HISTORIE 5

Støttet af Renovering i 2012 ved Erik Møller Arkitekter blev støttet af A. P. Møller Fonden Augustinus Fonden Tømmerhandler Johannes Fogs Fond BRFkredit

MED REFORMATIONEN i 1536 går jorden fra at være kirkens til at være kongens. Men da kongen er afhæn­ gig af adelen, får de også med tiden deres del af jorden. I 1752 skænker Frederik 5. den jord, der svarer til det nu­værende Gentofte Kommu­ ne, til sin rådgiver, udenrigs­minister Johan Bernstorff. Han opfører det slot, der siden 1765 har båret hans navn.

BERNSTORFF HAR VISIONER for sit landbrug, og han udflytter ­gårdene under godset som en del af en stor jordbrugsreform. Over fyrre gårde, som tidligere lå i og omkring landsbyen Gentofte, flyttes ud på egne marker og bliver stednavne, vi også kender i dag: Kildegård, Højsgård, Rygård, Maglegård, Bakkegård, Munkegård, Ellegård og Søndergård.

den anledning sidder Bernstorffs gode ven digteren Johannes Ewald på Ellehøj med udsigt over Bern­ storffs jorde og skriver vennen et hyldestdigt. Siden har gravhøjen også været kendt som Ewalds­ bakken.

DYSSEGÅRDEN GIK I ARV i flere gene­rationer indtil Rasmus Olsen i 1896 solgte gården til overrets­ sagfører Peter Adler Alberti. Lyder det bekendt, skyldes det, at han blev danmarkshistoriens største økonomiske bedrager, da han som justitsminister begik underslæb for det, der i dag svarer til over 1 mil­ liard kroner.

VED GRAVHØJEN ELLEHØJ blev der også opført en gård, som fik navnet Dyssegård, og gården lå der, hvor Dyssegårdskirken ligger i dag.

ALBERTI ANSÅ IKKE den gamle firlængede Dyssegård for at være en passende privatbolig, men ­havde til gengæld stor interesse for jorden – eller rettere – for det ler, is­tiden havde aflejret. Han opbyggede Dysseværket, et teglværk, der lå på det, der af samme grund i dag hed­ der Teglværksbakken.

DET ER TURBULENTE ÅR i det danske kongehus; Bernstorff bli­ ver afsat af Struensee i 1770, og i

DYSSEVÆRKET STOD FÆRDIGT i 1896 og producerede 6 mio. tegl­ sten om året frem til 1918, hvor

ca. 9500 f.Kr. afslutningen på den sidste istid

ca. 1500 f.Kr. 1176

Bronzealdergravhøjen Ellehøj anlægges

Gentofte Kirke bygges

1536

Kirkens gods overgår til kongen

1765

Bernstorff Slot bygges

1767

Kongevejen/ Lyngbyvej anlægges

1769

Dyssegården opføres

1896

Alberti køber Dyssegården

1906

19. april Slangerupbanen indvies

6 KIRKENS HISTORIE

Man lagde brædder over bassinet, og indrettede ” den første Dyssegårdskirke i dette kælderlokale. værket blev nedlagt. Da de fleste tegl fra værket skul­ le bruges til at bygge de nye brokvarterer i København, var det oplagt, at Slangerupbanen fik en afstikker til Dyssegård.

Det blev i 1932 til Dyssegård Station, der begyndte som et trinbræt på banen mellem Nørrebro og Slangerup.

KØBENHAVNERNES ØNSKE OM at flytte ud af byen og byg­ ge eget hus, betød at mange af Bernstorffs gamle gårde blev udstykket til bygge­ grunde.

Efter at Alberti i 1910 var blevet kendt skyldig i under­ slæb, overgik Dyssegården til staten og blev derefter i en årrække forpagtet bort, indtil en overophedet kakkelovn i

Kirken set fra sydøst

1933 fik gården til at brænde ned til grunden. Herefter blev også denne gård udstykket, og på den måde endte Dysse­ gårdens jorde med at blive bebygget inden for bare ti år fra slutningen af 1920’erne til midt i 1930’erne.

DA VANGEDE SOGNS menig­ hed omkring 1930 var vokset til ca. 18.000 medlemmer, be­ gyndte tankerne om at udskil­ le området syd for Ellegårdsvej til et selvstændigt sogn. Pri­ mus motor i dette arbejde var præsten i Vangede, Hans Thy­ ge Jacobsen. Brandtomten, hvor gården tidligere havde ligget, blev af Gentofte Kom­ mune reserveret til præste­ gård og kirke, og lokale folk

Ellehøj

stiftede i 1933 Foreningen til Dyssegårdskirkens opførelse.

Med borgmesteren som for­ mand, gik man i gang med at projektere en kirkebygning og præstegård begge tegnet af ar­ kitekt Georg Palludan. I 1936 stod præstegården færdig og Hans Thyge Jacobsen kunne flytte ind.

SOM PRÆST UDEN KIRKE henvendte Hans Thyge Jacob­ sen sig til den nybyggede Dyssegårdsskole, som tilfæl­ digvis stod med et ufærdigt byggeprojekt i form af en svømmehal i kælderen. Man lagde brædder over bassinet, og indrettede den første Dysse­ gårdskirke i dette kælder­ lokale. Dyssegårdsskolens aula dannede i årene derefter ram­ me om underholdende afte­ ner med skuespillere, ­basarer og foredrag, og den tomme byggegrund blev om som­ ­ meren brugt til folkefester med taler og fælles­ spisning.

Alt sammen med det formål at samle penge ind til kirke­ byggeriet.

AT DER SKULLE GÅ 27 ÅR, inden man kunne virkelig­ gøre planerne om en kirke, var der næppe nogen, der havde forudset. Men 1930’ernes in­ flation og Anden Verdens­ krig, med den efterfølgende begrænsning på offentlige anlægsarbejder, kom til at be­ tyde, at det første spadestik til kirken blev taget i 1958.

I 1961 står den kirke færdig som arkitekt ­Georg Palludan

KIRKENS HISTORIE 7

1932

Brandmandens værktøj Brandslange Slangen er et meget vigtigt redskab for brandmanden. Med slangen sprøjter han vand på ildebranden. Slangen er 15 meter lang, så den sidder ikke i brandmandens bælte, men han har den altid med.

Brandmændene gør slangerne længere ved at sætte flere slanger sammen.

Når brandmanden skal slukke brand, er der nogle ting han skal have med sig. De fleste ting sidder i hans bælte, så han hele tiden har dem i nærheden.

Her kan du se hvad brandmanden havde i sit bælte i gamle dage. Han har de samme ting med sig i dag, men nogle af dem er blevet mere moderne. Økse Øksen bruger brandmanden når han skal hugge sig vej gennem låste døre, for at komme ind til ilden. Måske skal han ind og redde mennesker der ligger og sover, og ikke har opdaget branden.

Strålerør Brandmanden har et strålerør med, som han sætter på brandslangen. Med røret styrer han vandstrålen.

Røret kaldes et strålerør. Med strålerøret kan brandmanden bestemme, om der skal komme en kraftig vandstråle ud af slangen, eller om vandet skal spredes i små dråber.

Lygte med stearinlys og batteridrevet lygte Lygten må brandmanden have med, så han kan se i mørke.

Her ser du to forskellige lygter.

• Kan du se hvad forskellen er på de to lygter?

• Hvilken lygte tror du er ældst?

Karabinhage På bæltet sidder en karabinhage, som brandmanden kan låse fast til brandstigens trin. Så behøver han ikke holde fast på stigen med sine hænder. I stedet kan han bruge hænderne til at holde på brandslangen og strålerøret eller måske hugge hul i et tag med øksen.

22. maj Dyssegård får eget trinbræt på Slangerupbanen

Brandhaner og gadealarmer Hvis du har set en brandbil suse af sted for at slukke en brand, har du nok lagt mærke til at den er rød.

Brandbiler er røde fordi de skal være lette at få øje på i trafikken. Når der kommer en brandbil skal cyklister og biler køre ind til siden så den kan komme forbi.

Rød er en farve, som er nem at få øje på. Der er mange ting på brandmuseet, som er røde.

• Kan du finde nogle af de røde ting på museet?

1932

8. september Dyssegårdsskolen indvies

1933

I gamle dage var der ikke så mange telefoner so

1933

Der er brandhaner i alle byer. Brandhaner er som store vandhaner.

Når det brænder sætter brandmændene lange brandslanger på hanerne.

På den måde får de vand til at slukke ildebrande med.

• Når du kommer hjem kan du prøve at finde den brandhane, der er tættest på det hus du bor i!

HUSENE, HAVERNE og de rolige villaveje har gjort området attrak­ tivt for især børnefamilier. Derfor

DET ER DEN KIRKE, som vi har i Dyssegård i dag, og som har ­givet anledning til denne folder. 

Hvis du opdager en brand i dag skal du ringe 112 på telefonen.

1938 7

1957

er begge skoler med tiden blevet udbygget, og det samme gælder for kirkens lokaler. I 1996 stod en sogne­gård færdig med nye kontorer og plads til undervisning, foredrag og aktiviteter. Og da kirkerummet efterhånden bar præg af at være blevet godt brugt gennem årene, indledtes en stor renovering, der blev afsluttet i 2012.

Hvis man opdagede en brand skulle man trykke en af brandalarmerne. For at det skulle være let finde brandalarmerne, hang der røde, firkantede lygter over alarmerne. Du kan se lygterne her på siden. Og du kan se et billede af en gammel bra alarm.

• Hvor mange lygter kan du få øje på på museet?

28. november Udenfor museet står en række brandhaner. Du kan Skolens kælder se dem på billedet. Nogle er grå, men de fleste er røde! Måske har du lagt mærke til nogle der ligner indvies som kirke de røde brandhaner, der hvor du bor?

6

tegnede i 1941, og som Hans Thy­ ge Jacobsen og mange med ham havde arbejdet på at samle penge ind til. Dyssegårdskirken med det store hvide tårn, en landsbykirke i funkisstil, præget af den samme modernisme som mange af de om­ kringliggende huse. En kirke i et sogn, der på det tidspunkt var fuldt udbygget med villaer, to skoler, S-togstation, posthus, købmænd og bagere – og Lyngbyvejen med stadigt flere biler summende i bag­ grunden.

19. september i dag.

Der var ikke telefon i alle huse, og der fandtes slet ikke mobiltelefoner.

Dyssegården brænder Derfor var der brandalarmer på gaderne i Gento

1. april Dyssegård bliver et selvstændigt sogn

6. oktober Munkegårdsskolen indvies

1961

19. februar Den nuværende kirkebygning indvies

1996

17. november Sognegården tages i brug

2012

18. marts Den nyrenoverede kirke indvies

8 KIRKENS HISTORIE ARTIKEL FRA VILLABYERNES BLAD DEN 23. FEBRUAR 1961

EN FESTLIG INDV I DYSSEGÅRD SOG 27 års bestræbelser for at få en ny kirke i Dyssegård sogn afslut­ tedes i søndags på den smukkeste og mest værdige måde ved ind­ vielsen af Dyssegårdskirken. Det blev en festdag, som beboerne vil mindes længe, og man sporede også overalt både blandt menighed og gejstlighed stor tilfredshed med det nye bygningsværk.

Højtideligheden indledtes med klokkeringning, der kaldte unge og gamle til viden fra. En præste­ procession med ­biskop Leer An­ dersen, stift­­amtmand Ove Lar­ sen og politimester Ernst Brix i spidsen gik ind i kirken der var fyldt til sidste plads.

mest af alt i Danmark trænger til kirker.

Leer Andersen sluttede med at sige, at i det hus, som er rejst, har alle lige ret til at komme og lige ret til at føle sig hjem­ me. Han håbede, at mange mennesker måtte finde vej til kirken for at høre guds ord.

De 27 år, ” som man har

Georg Palludan Georg Palludan (1889-1964) er både kirkens og præste­boligens arkitekt. Kirken er med rette b ­ levet kaldt en funkis landsbykirke, for den kombinerer den traditionelle landsby­ kirkes ydre med en enkel og ­modernistisk linje. Kirken spejler på den måde ­sognets mange huse, som er bygget i 30’erne. Evnen til at give en bygning ­ monumental udformning, så man ikke er i tvivl om, at h ­ uset er solidt funderet, kombineret med en moder­ nistisk streg, der samtidig giver indtryk af n ­ oget visionært og fremad­stræbende, synes ikke alene velegnet til en ­kirke men også til en bankfilial. S­ åledes har Georg Palludan tegnet en lang række af Spare­ kassen Bikubens filialer, herunder også banken på Nørre Voldgade.

Blandt gæsterne sås kirke­minister Bodil Koch, departements­ chef A. Detlevsen, folketingsmedlem fru Gertie Wandel, borgmester A. L. Østerberg, rådmand P. Melgaard, grosse­ rer Børge Sieverts m. fl.

arbejdet for kirken, er et udtryk for en sjælden udholdenhed og tro

Biskop Leer Andersen prædike­ de først over en af Davids salmer og mindede om, at det for ham var en særlig festdag. Han tog det som et godt varsel for kirke­ byggeriets tempo i H ­ elsingør Stift, at han allerede efter halv­ anden måneds virke kunne ind­ vie en ny kirke i det stift, som

Fra koret var der skriftlæsning ved provst Gunnar Sparsø, sognepræ­ sterne A. Torm og V. Nørup Nielsen samt provst Viggo Jensen.

Derpå indviede biskoppen kir­ ken.

Kærlighedsevangelium Sognepræst Hans Thyge Jacob­ sen prædikede derefter om fris­ telsen i ørkenen. Han under­ stregede, at Jesus Kristus ikke var et glansbillede, og udtrykte

KIRKENS HISTORIE 9

VIELSE AF KIRKEN GN

Sognepræst Hans Thyge Jacobsen fik smækkys af kirkeminister Bodil Koch – Tak til de mange som trofast holdt ud i 27 år.

sin ­ glæde over, at Holmer Trier, der har smykket kirken med et frescoarbejde, ikke har fremstillet Kristusskikkelsen som glansbillede.

Borgmester A. L. Østerberg gav kirken sine bedste øn­ sker fremover og udtrykte sin glæde over, at det babyloniske fangenskab nu var forbi.

Efter prædikenen takkede Hans Thyge Jacobsen for den hjælp, der fra forskellig side er ydet under kirkens opfø­ relse. En særlig tak til kirke­ minister Bodil Koch, Gen­ tofte Kommu­nalbestyrelse, Dyssegårdsskolen, håndvær­ kere, foreningen Dyssegårds­ kirkens opførelse og arkitekt Georg Palludan.

Forhenværende skoleinspek­ tør N. P. Nissen lykønske­ de både på sine egne og den nuværende skoleinspektørs vegne og sagde, at der aldrig havde været uoverensstem­ melser mellem kirken og sko­ len igennem de mange år.

Efter højtideligheden i kirken samledes de indbudte gæster til reception i krypten.

Her rettede formanden for menighedsrådet, skoleinspek­ tør Chr. Larsen en tak til alle, der havde medvirket til kir­ kens opførelse. Kirkeminister Bodil Koch ønskede tillykke og håbede at man ikke bare fik en stor kirke, der var fyldt med mennesker, men at disse mennesker også var glade for evangeliet. Hun udbragte en skål for pastor Thyge Jacobsen og sluttede meget uhøjtideligt med at give ham et smækkys.

Det var et sandt kærligheds­ evangelium.

For ungdommen Der blev også overrakt hilsner fra pastor Teglbjerg, sogne­ præst Axel Torm, biskop Leer Andersen, provst Viggo Jen­ sen og formanden for Dysse­ gårds grundejerforening, glar­ mester Fritjof Hansen, der rettede en særlig tak til menighedsrådsformand Chr. Larsen.

Kirkeminister Bodil Koch savnede nog­ le repræsentanter for ungdommen.

Hans Thyge Ja­ cobsens børn blev hentet, og i en tale til dem sagde kirke­m inisteren, at det hele ingen­ ting ville være værd,

hvis den generation som ung­ dommen repræsenterer ikke var med.

På denne festlige og utradi­ tionelle måde sluttede kirke­ indvielsen med en reception i krypten. Nu er der rig lej­ lighed for sognets beboere til i de kommende år at tage den smukke kirke i brug.

Forhåbent­ lig bliver den for Dyssegård sogns beboe­ re mere end blot og bar en pyntegenstand, der tager sig dekorativ ud på toppen af ­bakken. 

10 KUNSTEN I KIRKEN

Kunstens styrke ligger i det ikke sagte

KUNSTEN I KIRKEN 11

Interview med Peter Brandes Af Peter Schmidt og Thue Petersen

I 2009 får Peter Brandes af menigheds­ rådet overdraget opgaven at udsmykke kirkerummet. I første omgang de otte store vinduer med glasmosaik. Men det viser sig svært at få de nye glasmosaik­ ker til kunstnerisk at gå i spænd med Holmer Triers fresko, der tidligere har udgjort altertavlen. Løsningen bliver et vævet tæppe fremstillet i Frankrig.

Et tæppe, der nok dækker, men samti­ dig bevarer Holmer Triers fresko.

Peter Brandes er autodidakt kunstner, men knyttede sig til Robert Jacobsen, Richard Mortensen og især Preben Hornung. Denne tilknytning bestod i, at han var behjælpelig i deres arbejdssteder og med forskellige opgaver.

— Min interesse for kirkekunst blev vakt under en rejse til Pyrenæerne i 1980’erne, hvor jeg specielt studerede romanske træfigurer, nogle farvede andre farve­ løse. Det var den korsfæstede Kristus og ­Maria med barnet - figurer, som netop i det område er så enestående. En Kristus­ figur med en tornekrone vakte især min interesse. Kronen om hans hoved var som en fuglerede, og hovedskallen det æg, som i reden ventede på, ved påsketid, at åbne sig med det nye liv. Opstandel­ sen - Påskemorgen. En række billeder dengang opstod af den vision. Et vigtigt punkt i min udsmykning til Vejleåkirken indeholder denne metamorfose. Og det monumentalt store altertæppe i Dysse­ gårdskirken indeholder også reminiscen­ ser fra den oplevelse.

Peter Brandes voksede op på Sydvestfyn med en jødisk far og en kristen mor.

— Min far var flygtet til Paris i 1933 efter Hitlers magtovertagelse. Han kom fra Leipzig, var påvirket af Bauhaus-­ bevægelsen, kendte folk som Bertolt Brecht, Kurt Weill og Paul Klee. Hans omgangskreds var ateister, som han selv.

I Paris besluttede han sig for at udvandre til Palæstina for som sionist at være med til at genskabe Israel. Som landbrugs­ kandidat kom han fra Paris til Vestfyn i 1936 og blev forelsket i min mor, som var dansk. Han nåede aldrig videre, gud­ skelov.

— Min mors familie er en kristen fami­ lie, som gik i kirke hver søndag. Min far deltog i disse gudstjenester, havde lært dansk på meget kort tid og indgik til kirkekaffen i diskussioner, især i Odense med Pontoppidan Thyssen, siden stift­ provst i Haderslev. Deres ”Nikodemus­ samtaler”, vil jeg nærmest kalde dem, førte til, at min far lod sig døbe i 1936, hvor han fik dåbsnavnet Johannes.

— Det var en altafgørende begivenhed i min fars og mors liv og dermed også mit eget liv.

— Jeg kan ikke huske en søndag, hvor vi ikke var i kirke. Vi gik sågar i søn­ dagsskole, hvilket jeg kun tænker tilbage på med stor glæde. Det var i den alder, hvor jeg som mine jævnaldrende også læste Tarzan og Fantomet, tegneserier der var nemme at forstå. Men vi læste jo samtidig i Biblen derhjemme, og det var straks vanskeligere at forstå. Og jeg tror allerede dengang, at jeg forstod, at der er forskel på det almindelige sprog og det sakrale.

12 KUNSTEN I KIRKEN

Peter Brandes

Stående i Dyssegårdskirkens rum med den forgyldte dør foran os, falder talen på guldet. Guldet er i kirkekunsten, som vi også ser det i de byzantinske kirker, et udtryk for det hellige.

— Med guldet bliver der en horisontudvidelse. Guldet i byzantinsk kirkekunst gør, at kirkens vægge ikke bliver et endepunkt. En uende­ lighed skal åbne sig, når du kommer ind i rummet. Du skal gå ind i kirken, som du går ind i Kristi legeme.

— Det er et sakralt rum.

Det er derfor vi går herind og ikke ind i Rådhushallen eller på værtshuset henne om hjørnet. Her går vi ind for at finde en sandhed – en kristen sandhed.

Peter Brandes er født i 1944 i Gamtofte på Fyn. Han arbejder og bor i Paris, Dublin og København og har udført kirkeudsmyk­ ninger blandt andet i Vejleå Kirke, Galten Kirke og Roskilde Domkirke. Ligeledes er hans værker at finde mange steder rundt om i verden herunder på Holocaustmuseet i Jerusalem, Nordlys­katedralen i Norge, Christ Chapel i Cornerstone og The Village Hope i Californien. Hans bibliografi rummer over 80 ­bøger og kataloger, ligesom han er repræsenteret på mere end 30 museer.

— Kristus behøver ikke at være til stede, sådan at du kan gå hen og tale med ham og spørge ”hvad synes du om vores nye statsminister”, men Kristus er til stede i vores trosunivers. Jeg mener Kristus er mest til stede, når han er usynligt til stede. Det er jo også hele hemmelig­ heden i et kunstværk.

Kunstværkets styrke er ikke i det du ser, men det du får at se. Fra glasmosaikkerne falder der et lysende farve­ spil ind gennem ruderne.

Og motiverne træder frem og kaster deres skær over os, der er i rummet.

— Glasmosaikkerne er en hinde mellem virkelig­heden udenfor og virkeligheden her inde. Man kan sige, med tanke på de første ord i Johannesevangeliet om lyset, der kom til verden, at Kristus er lyset. Og det lys forvandler hele tiden rummet. Der er vedvarende genopstandelse på færde i rummet.

— Det engelske udtryk for glasmosaikruder er ”stained glass”. Og det er jo et ret spændende ord ”stained”, for det betyder plettet. Man pletter glasset og det kan du gøre ved at male glasset med en farve. Men ”stained” betyder også urent. Urent som Jesu naglemærker og såret i hans side. Og det vil jeg egentlig også gerne have er i ens tanker, når man ser glasset, at det så at sige er et transcendentalt billede af Kristus. Mange af ruderne har såret gemt i sig, på den ene eller anden måde.

Når lyset falder ind i kirkens rum, farver det væggene, bænkene og skulpturen af den blindfødte. Det er usædvanligt for en kirke at have en skulptur stående midt i rum-

KUNSTEN I KIRKEN 13

met, knælende ved det østvendte vindue, hvor skulpturens motiv genfindes i ruden overfor.

— Skulpturen forestiller en dåbsscene. Den blindfødte bader sig i lyset. Hvor du kan bade dig i vandet til då­ ben, så kan du også bade dig i dåben til lyset – og det her er en lysdåb.

— Dåbshandlingen er en adgang til livet og til at kunne se. Jeg har andetsteds kaldt det ”Fra død til dåb til liv”, altså at du er et dødt menneske, som i virkelig­ heden også er blind. En hvilken som helst p ­erson, som ikke forstår kristen­ dommens budskab, har egentlig blindheden gemt i sig. Først med dåben og troen bliver vi seende og får dermed livet på ny.

Mange kirker får, ligesom Dyssegårdskirken i dag, nye udsmykninger. Der er kommet mange flere billeder ind i kirkerne igen, og for Peter Brandes er det ikke så underligt, at det nu sker.

— Ved reformationen blev der skabt et fokus på Ordet og ordene. Det var vigtigt dengang at folk lærte at læse og kunne tilegne sig den hellige skrift på egen

”Kunstværkets styrke ligger ikke i det du ser, men det du får at se

hånd. Og billedet blev den­ gang sat i baggrunden. Men nu er vi vendt tilbage til en billedtid. Via TV og com­ putere står billedet umåde­ ligt stærkt i dag og an­ alfabetismen lurer lige om hjørnet. I den situation har man som kirkekunstner et ansvar for at skabe billeder, der kan føre os tilbage til forståelsen af Ordet – altså Kristi nærvær.

PETER BRANDES

— Vi skal nødigt blive analfabeter, hvad kristen­ dommen angår. Derfor må vi som kunstnere forsøge at gøre troen tilstedeværende, også synligt tilstedeværen­ de.

Peter Brandes’ udsmykning har nu stået færdig i nogle år.

Han er jævnligt tilbage for at se rummet eller vise interesserede rundt. For Peter Brandes er det altid rart at komme tilbage til Dyssegårdskirken for at se lyset og farverne i guldet og altertæppet.

— Det er måske én af mine mest vellykkede udsmyk­ ninger, for den er meget konsekvent og gennem­ tænkt. Og så alligevel virker den, som om du trækker vejret – for nogle gange kan du godt blive noget for­ tænkt, ikke? Det synes jeg ikke sker her. 

Den blindfødte

Den åbne grav

HUSETmed de LISBETH SMEDEGAARD ANDERSEN | UDDRAG AF

mange boliger D

Langfredag

Kristus beder i Gethsemane

yssegårdskirken, der er fra 1961, ligger i et ny­ ere villakvarter og er bygget i funkisstil med hvide mure og rødt tegltag. Kirkerummet har rundbuede vinduer og en flad apsisvæg med et rundbuet felt, hvor der oprindelig var et stort fresko­maleri af maleren Holmer Trier. Han var født ind i et højskolemiljø i Valle­ kilde, uddannet på Kunstaka­ demiet under Kræsten Iversen og Elof Rieseby, og han fore­ trak i sin kunst historiske eller religiøse motiver, malet i na­ turalistisk stil. Det gjaldt også maleriet i Dyssegårdskirken, der forestillede Kristus stående over de opstandne, men som på trods af det livsbekræften­ de tema virkede noget tungt.

Man havde derfor længe haft planer om at få gjort et eller andet ved alterpartiet og hav­ de også tidligere været i for­ bindelse med en kunstner for at finde en løsning. Men da Holmer Trier ikke har udført ret megen kirkekunst, ville man gerne bevare hans værk,

så det kunne kaldes frem igen, hvis man engang skulle få lyst til det.

D

a kirken i 2010 skulle gennemgå en større re­ staurering, tog man kontakt til Peter Brandes med henblik på en total­udsmykning af kirken, her­under også en anden ud­ formning af alterpartiet. Han foreslog en vævet gobelin, der kunne hænges op bag alteret, så det dækkede den oprinde­ lige fresko. Foruden gobe­linen har Brandes skabt de otte glas­ malerier i vinduerne, en skulptur, en prædikestol med hoveder af de fire evangelister samt en udsmykning af orgel­ pulpituret og døren fra våben­ huset ind i kirken. Resul­tatet er et lyst og meget helstøbt kirkerum, hvor alterpartiet med et opstandelsesmotiv i lysende gule farver stråler den indtrædende i møde.

N

år man bevæger sig fra indgangsdøren op mod alteret, går man ad midter­

15

Altertæppe Altertæppet er udført hos ­Atelier 3, Paris i Fran­ krig. Tæppet er håndvævet efter Peter ­Brandes’ anvisninger, og motivet er den opstandne ­Kristus. Dimension 500 cm bred og 800 cm høj, udført i uld, bomuld, mohair uld, silke og hør.

gangen som ad en via dolorosa med glas­ vinduer på begge sider. Vinduerne skildrer den historie, der satte skel i tiden, nemlig Kristi lidelseshistorie. Men Brandes s­ kildrer ikke bare, hvad der skete. Han vækker også i beskueren den følelse af andagt og efter­ tanke, der har ligget i kunstnernes gen­givelse af netop den historie, lige siden man begynd­ te at uddrage de vigtigste punkter - korsvejs­ stationer, som man siden kaldte dem - fra Jesu vej til Golgata og skabe en sammen­ hængende fortælling ud af dem. Det skete allerede i slutningen af 1300-­ tallet, hvor pilgrimme, der i Jerusalem havde ­ ­ vandret i Jesu fodspor ad via dolorosa, efter hjem­ komsten grundlagde tilsvarende ruter i deres hjemegn ved langs bjergstier eller småveje at opstille billedtavler med motiver fra Jesu vej fra domfældelsen ud til døden på Golgata. eter Brandes har før arbejdet med disse korsvejsstationer, men i Dysse­ gårdskirken bruger han kun et udsnit af motiverne, som han så til gengæld forenk­ ler, så de bliver til en slags andagts­billeder, der tilsammen danner en via dolorosa. For­ enklingen sker blandt andet ved, at han ind­ skrænker antallet af per­ soner i billederne, så man kun ser én, højst to personer på en neutral baggrund, ligesom der ikke er nogen egentlig handling i billedet. Det forudsæt­

Altertæppe Påskemorgen

P

16 KUNSTEN I KIRKEN

”Den gode kunst rummer et overskud LISBETH SMEDEGAARD ANDERSEN

ter naturligvis, at beskueren kender den store historie og derfor er i stand til at sætte scenen ind i en større sam­ menhæng, men til gengæld giver en sådan koncentration omkring et enkelt, næsten grafisk tegn en særlig inder­ lighed og stilhed i billedet, ligesom motiverne bringer Jesu lidelse tilbage i kirke­ rummet som en central del af gudstjenesten.

D

en gode kunst rummer et overskud. Giver noget fra sig. Når man kender hans værker, kan man næsten tale om en form for alfabet, hvor ansigter, tegn og symboler går igen og alt afhængigt af sammenhængen o­ptager forskellige betydninger i sig, men også danner nye for­ bindelser med mulighed for forskellige tolk­ ninger. Det kommer meget tydeligt frem der, hvor Brandes arbejder med billedrækker, og hvor der altid er figurer eller tegn, der kan aflæses og derved

k­ aste lys ind over det, der i første omgang synes mere dunkelt. Netop som man kan se det i Dyssegårdskirken, der er udtryk for et nybrud der­ ved, at han gennem udvalgte scener fra Kristi lidelses­ historie bringer en andagt ind i kirkerummet, der kal­ der på den eftertanke, som så mange efterlyser.

G

obelinen eller billed­ tæppet, der er vævet i Frankrig, er stort og fylder hele den høje apsis ud. Bag­ grunden er lys med mange blålige, rosa og grønne nu­ ancer, der får midterpartiets store brune felt til at træde frem med en voldsom kraft.

Her ser man direkte ind i den tomme grav, men med det gule strålende lys bagved kommer der samtidig noget svævende over dette midter­ felt, som om tyngdekraften i opstandelsens øjeblik er op­ hævet og begivenheden løf­ tet ud over tid og rum. Foran, i det blege forårslys, står en

Kristus tornekrones

Nedtagelsen

17

hvid skikkelse, en kvinde, hyllet i en hvid kappe og drejet, så hun ikke ser direkte ind i lyset, men derimod på den lyse sten, der ligger ved hendes fødder.

Selve opstandelsen har intet menneske set. Det er Guds uforklarlige mysteri­ um.

D

et første vindue på venstre hånd kalder kunstneren for Jesus tornekrones. Brandes er her, tror jeg, inspi­ reret af de gamle gotiske skulpturer af Jesus, der på sin vej til Golgata et øjeblik sætter sig på en sten. Motivet hører i modsætning til torne­kroningen til legendestoffet og indgik i middel­ alderens fromhedstradition under be­ tegnelsen Kristus på den kolde sten. Her skulle det under­strege Jesu træthed og udmattelse og anskueliggøre, hvordan han udholdt sin lidelse for menneskers skyld. Sådan også her: Blodet, det bø­ jede hoved, det blå felt i vinduets højre side - det bidrager alt sammen til at pege på hans fysiske og psykiske ud­ mattelse, men er samtidig i kraft af en vis abstraktion skildret, så det fremstår nøgternt og grafisk stærkt. Det er op til beskueren at tænke videre.

O

ver for dette vindue har man på højre hånd et Langfredags-vindue med en klassisk korsfæstelse. Jesus står med ud­bredte arme og hovedet bøjet ned mod sin højre skulder. Han er død. Øjnene er lukkede, blodet drypper fra hans hage ned over kroppen mod si­ desåret - korset ser man ikke. Motivet har en interessant detalje, idet man øverst kan se en tegning af et kirke­ vindue, som om vi i virkeligheden ikke ser korsfæstelsen, men et krucifiks, der anbragt i en kirke fremtræder som et tegn, et billede af det, der skete lang­ fredag.

D

e to næste vinduer hører tilsyne­ ladende ikke sammen rent kro­ nologisk, men kompositionerne viser,

at kunstneren har en klar tanke med at stille dem over for hinanden. Til venstre ser man et lyst vindue med en knælende gul figur, der løfter ansig­ tet op mod en arm, der strækkes ud og berører hans lukkede øje. Det er Jesus, der helbreder den blindfødte.

Brandes har brugt det samme motiv i Gamtofte Kirke på Fyn, hvor det af sammenhængen fremgår, at den blind­ fødte i kunstnerens billedunivers ikke bare er et menneske, der ikke kan se, men repræsenterer det vantro menne­ ske, der endnu ikke har indset, hvem Jesus er. Men her i Dyssegårdskirken får det endnu en betydning, fordi det op­træder i forbindelse med Jesu vej til korset. I Lukas­evangeliet fortælles det, at Jesus netop har fortalt sine disciple, at han nu går til Jerusalem for at dø, da de kommer forbi en blind, der sidder ved vejen og råber efter ham. Disciple­ ne vil gå videre, men Jesus standser og spørger den blinde: “Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”, hvortil den blinde svarer: “Herre, at jeg må kunne se”.

A

t det er et vigtigt billede, under­ støttes af den skulptur, der er an­ bragt på en høj sokkel ud for vinduet.

Skulpturen er af sølv og viser igen den blindfødte, men nu viklet ind i bånd og reb, så man tydeligt ser, at han er bundet og ufri. Alt hans håb ligger i, at nogen forbarmer sig over ham.

D

erfor virker det også stærkt, når man i vinduet overfor ser den be­ dende J­esus i Getsemane Have. Den grønne baggrund med de høje ranke stammer og en rød måne viser os, at det foregår i en have ved nattetid, og mens den blinde løfter sit ansigt op mod lyset, så bøjer Jesus sit ansigt ned mod jorden, dybt koncentreret i sin bøn. Her er intet lys at løfte ansigtet imod.

Lisbeth Smedegaard Andersen

Lisbeth Smedegaard Andersen er kunsthistoriker og teolog. “Huset med de mange boliger” er titlen på hendes værk om ny dansk kirkekunst udgivet i 2013. I bogen gennemgår hun de nyere værker i danske kirker, og man kan både læse en beskrivelse og en vurdering af værkerne i forhold til, om og hvordan de forholder sig til det kristne budskab. “Huset med de mange boliger” indeholder intet mindre end 31 kirkeudsmykninger, herunder Dyssegårdskirkens, og Lisbeth Smedegaard Andersen forsøger i sine beskrivelser og iagttagelser at give læseren et indblik i, hvordan kirken er med til at gøre noget ved kunsten og omvendt.

Lisbeth Smedegaard Andersen har venligst givet tilladelse til, at Dyssegårdskirken benytter hendes tekst som beskrivelse og fortolkning af Peter Brandes’ udsmykning af kirken.

Trykt med tilladelse fra Kristeligt Dagblads Forlag.

Malede glasmosaikruder Otte malede glasmosaik­ ruder med bibelske motiver. Ruderne er udført i samarbejde med Per Steen Hebsgaard, Præstø og består af bemalet, brændt glas, ét lag, samt udskåret, farvet, mundblæst glas og reliefglas halvmat klart. Ruderne er udført som termo­ruder.

Den forgyldte dør

18 KUNSTEN I KIRKEN

H

åbløsheden, smerten, døden - det er indholdet i det næste vindue i ven­ stre side: Nedtagelsen. Også det er et mo­ tiv, Brandes har brugt gang på gang, og som efterhånden har fået en fast udform­ ning med den lange arm, der peger ned mod jorden, så man ligefrem kan mærke tyngden i det døde legeme. Det kunne også være en pietà med den sørgende Maria, der holder sin døde søn. Man ser kun hans hoved og den ene arm, de er begge blodrøde, og der er intet, der peger hen mod en opstandelse. Død er død, og den døde krop søger mod den jord, hvor­ af den er taget. Her er den skæbne fuld­ byrdet, som Jesus påtog sig, da han kom til jorden og ved sin dåb gik ind til liv, der også er vores, sådan som det ses i vinduet overfor, hvor Jesus står med bøjet hoved i Jordanfloden, mens Johannes Døberen repræsenteret ved en udstrakt arm - hæl­ der vand over hans hoved. Ligesom i den

byzantinske kunst ser man direkte ind i vandet, der blåt og bølgende ligger om­ kring Kristi krop. Motivet er placeret ud for døbefonten og sådan, at dåbsfølget fra deres pladser kan se det blå dåbsvindue.

D

et sidste billede i venstre side helt oppe mod alteret kaldes Den åbne grav. Her er vi tilbage i det abstrakte formsprog. Jesus lægges i graven, og alt, hvad vi ser, er lys og mørke, en stribe af blod og nogle lyse, menneskelignende former.

H

eroverfor har kunstneren anbragt Maria Magdalene ved korsets fod - et klassisk motiv, hvor Maria Magdalene som den, der stod Jesus nær, sørger og klamrer sig til ham. Jesus selv ser man ikke, kun hans fødder med naglegabene.

Men derved får man måske også indi­ rekte en forklaring på, hvorfor Brandes

har anbragt Maria Magdalene netop her. Hun smeltede i traditionen sammen med den kvinde, der salvede Kristus med kostbar nardussalve og tørrede hans fød­ der med sit hår, og derfor blev hun altid fremstillet med langt hår, ganske som på Brandes’ vindue. Men det fortælles vide­ re, at da nogle af de tilstedeværende blev forargede over hendes ­ødselhed og over­ fusede hende, greb J­ esus ind med ordene: Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne.

Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende. MARK 14,6-9

KUNSTEN I KIRKEN 19

Stukarbejder og forgyldning Stukarbejder ved hoved­døren ind til kirkerummet, som er dækket med et relief påsat døren og dækket med 24 k­ arat bladguld. Orgelpulpiturets forkant er en mat glasplade med et indgraveret motiv. I den graverede linje er ilagt 24 karat bladguld. Arbejderne ­udførtes i samarbejde med for­ gylder Ove Olsen og stukkatør Br. Funder; ­Christianshavn.

N

år man sidder i kirken, ser man op mod det sto­ re opstandelsestæppe, der på en måde samler alle motiv­ erne i sig og forvandler dem, så man ser dem i påske­lyset og kan se, at evangeliet trods via ­dolorosa og lidelsen i vin­ duerne ikke ­ender med synd og død, men med til­givelse og håb. Og det er udtryk for en udvikling. Peter ­Brandes har i sin kirke­ kunst og i sine øvrige værker gang på gang gennemarbejdet Jesu lidelses­ historie - og kædet den sammen med menneske­ hedens lidelses­ historie. Det var tydeligt i Vejleå Kirke fra 1998, men her i Dyssegårds­ kirken er motiverne forenklet og står dermed næsten stær­

Skulptur En ca. 100 cm høj skulptur “Den blinde Bartimaeus” samt sokkel i samarbejde med støberiet Fonderia ­ Mariani i ­ Pietrasanta, nær Lucca ­Toscana. Skulpturen er støbt i sølv.

kere. Elementerne går ganske vist igen: blodet, sorgen, af­ magten, men forvent­ ningen er blevet stærkere.

S

om sagt: Lidelsen hører med, når man skal for­ kynde kristendom ægte og stærkt. Det sker også i Dysse­ gårdskirken, hvor udsmyk­ ningen følger kirkegængeren helt ned til udgangsdøren, der med en aftegning af en stor engel samtidig er døren til Paradiset. Grene fra Livets træ strækker sig fra døren op over orgelpulpituret, når man gennem englevingerne går ud i hverdagen. 

Kristi dåb

Maria Magdalene ved korsets fod

20 PRÆSTERNE

PRÆSTETAVLE 1938-1966 HANS THYGE JACOBSEN (1896-1966) Cand. theol. 1921. Kapellan i Gentofte 1921-1931 og Vangede fra 1931 – udlånt til Dyssegård.

Embedet sognepræst i Dyssegård blev oprettet 1938.

Konservativ folketingsmand i en lang årrække.

1966-1986 JOHANNES BJERRUM (f. 1919) Embedseksamen 1946. Kortere virke som hjælpepræst i Rødovre 1946, sognepræst i Rorup og Glim menigheder i Roskilde Stift 1947-1966.

1986-2013 VAGN FRIKKE-SCHMIDT (f. 1943) Embedseksamen 1981. Sognepræst i Gauerslund sogn i Haderslev Stift 1981-1986. Feltpræst ved Kongens jyske Fodregiment 1983. Medstifter af Børn i Afrika.

2012THUE PETERSEN (f. 1972) Cand. theol. fra Århus 2005.

Sognepræst i Nr. Lyndelse i Fyns Stift 2006-2012.

1939-1972 MAX WILLIAM OLSEN (1905-1977) Embedseksamen 1931. Mag art i religionshistorie.

Præst i Skuldelev-Selsø. Religionslærer på Gl. Hellerup Gymnasium. Udgiver af flere teologiske bøger.

1973-1998 LISBET FOSS (f. 1938) Cand. theol. 1961. Tidligere præst ved Garnisons kirke og forsker ved Københavns Universitet. Har skrevet ph.d afhandling om salmedigteren Paul Gerhardt.

1999LISBET RØMER (f. 1952) Cand. theol. 1983. Præst i Slangerup-Uvelse ­1986-1990 og Hellerup 1990-1999.

Master i Luthers spiritualitet

PRÆSTERNE 21

KIRKENS FØRSTE PRÆST Hans Thyge Jacobsen

UDDRAG AF SAMTALE MED KIRKENS FØRSTE KORDEGN, RUDOLF HANSEN, I FORBINDELSE MED KIRKENS 40 ÅRS JUBILÆUM.

H

ans Thyge Jacobsen be­ gyndte sin tjeneste som kapellan ved Vangede kirke, en filial under Gentofte Kir­ ke. Vangede kirke var på det tidspunkt indrettet i en tid­ ligere badeanstalt, der hørte til den gamle skole i Vange­ de. Vangede sogn omfattede dengang også det nuværende Dyssegård sogn og på et tids­ punkt blev det for stort. Thy­ ge Jacobsen udarbejdede en plan om at dele sognet ved Ellegårdsvej og bygge en ny kirke. Han flyttede selv i 1930 til Dyssegård, hvor han boede i en privat bolig på Hyrdevej og senere Teglværksbakken.

Efter Dyssegården var brændt ned, købte kirkeministeriet en del af jorden, sådan at man kunne opføre en præstebolig, som stod færdig i 1936. Thyge Jacobsen flyttede ind i huset, som har fungeret som ”Præ­ stegård” siden da.

S

ognearbejdet i Dyssegård begyndte omkring 1930 og de første år blev gudstjene­ sterne afholdt i ”regnvejrskæl­ deren” under Dyssegårdssko­ len. Kirkesalen var indrettet meget spartansk med et lille bord, et par lysestager og et

krucifiks. Hvad der skulle være blevet til en svømmehal under Dyssegårdsskolen, endte med at blive indrettet til et kirke­ rum, som var i brug fra 1936 til den nuværende kirke stod færdig i 1961. Den 1. april 1938 blev Dyssegård sogn officielt udskilt fra Vangede med Thyge Jacobsen som sognepræst.

mand for Gentofte kommunes skolekommission 1933-54 og formand for Gentofte kom­ munes konservative vælger­ forening 1933-61. I 1936 og

T

hyge Jacobsen var sjælen i bygningen af Dyssegårds­ kirken, som vi kender i dag.

Han levede og åndede for projektet, herunder indsam­ ling af private midler. Den nye, smukke kirke står som kronen på hans værk.

T

hyge Jacobsen var gen­ nem årene meget aktiv i det sociale arbejde. Han var formand for Gentofte sogns værgeråd 1922-33 og medlem af bestyrelsen for Samfundet og hjemmet for vanføre 193361. Da vore verdenskendte sociallove blev til, var Hans Thyge Jacobsen det Konserva­ tive Folkepartis ordfører. Han var medlem af folketinget i 2 omgange: 1929-35 og 194553, repræsenterende de kon­ servative. Af andre offentlige hverv kan nævnes: Næstfor­ Blæksprutten årgang 1941

1938 var han medudgiver af et udvalg af de prædikensam­ linger, som Luther selv lod trykke i 1520’erne. 

22 MUSIKKEN

Den danske salmeskat er en fascinerende blanding af gammelt og nyt. Det gælder også musikken, hvor reforma­ tionstidens melodier trives side om side med romantiske toner og melodier fra vor egen tid. Men uanset tid og stil er det overordnede princip for Dyssegårdskirkens musik, at ”salmetonen skal vidne om menighedens sandfærdighed i sin redelige … slutten sig til ordene, i sit ja og amen til dem”.

Citatet stammer fra organisten og kirkemusikreformatoren Thomas Laub, der gjorde oprør mod det 19. århundredes romantik og romancetradition. Laub foretrak selv en mere objektiv holdning til salmemelodierne og fandt den afspejlet i de gamle melodier tilbage fra 15- og 1600-tallet. Derudover komponerede han selv en række melodier, også inspireret af den gamle kirkesang. Den laubske linje delte den danske kirkemusikverden i to, - tilhængerne og modstanderne. Det var imidlertid Laubs ideer, der i hovedsagen kom til at præge Dyssegårdskirkens musik i de første mange år, eftersom kir­ kens første organist var en stor beundrer af Thomas Laub, og i øvrigt også hans biograf.

Siden er melodirepertoiret blevet kraftigt udvidet, ensi­ digheden er blevet erstattet af mangesidighed. Melodival­ get ved Dyssegårdskirkens gudstjenester afspejler i dag hele spektret inklusive de mange smukke romantiske melodier, som vi alle også holder af at synge, og en række nykompo­ nerede melodier fra vor egen tid, hvor ikke mindst svenske og norske melodier er medtaget i den nyeste koralbog, alt­ så den bog, organisten spiller efter og som er autoriseret til brug ved gudstjenesten. Tradition og fornyelse kunne være overskriften for melodivalget, og skulle man yderligere ka­ rakterisere den musikalske linje, er nøgleordet kvalitet, både i valget og udførelsen.

1944-1971

Af Steen Lindholm

ORGANISTER POVL HAMBURGER

(1901-1972) Musikforsker, organist og komponist. Organisteksa­ men fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1921, magisterkonferens 1928, dr.phil. 1955. Kantor ved Holmens kirke 1925-44, derefter organist ved Dysse­ gårdskirken frem til 1971. Lektor ved Musikvidenskabe­ ligt Institut, Københavns Universitet fra 1951. Desuden musikanmelder ved Politiken 1929-42. Som komponist er Hamburger bedst kendt for melodien til ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”, men derudover har han skrevet både salmemelodier, sange og orgelværker.

STEEN LINDHOLM

(f. 1943) Organist og dirigent. Orga­ nisteksamen 1966, diplom­ eksamen i orkesterdirektion sammesteds 1978. Ansat ved Københavns Drengekor 1961-1975, 2. organist ved Københavns domkirke 1965-1969. Organist ved Dysse­ gårdskirken fra 1971. Derudover ansættelser bl.a. som do­ cent ved Vestjysk Musikkonservatorium 1969-1982, kor­ syngemester ved Det Kgl. Teater 1985-1990, chefdirigent for Det Danske Drengekor 1992-2006 og kunstnerisk leder af Koncertforeningens Kor siden 1971. Omfattende international virksomhed som gæstedirigent. Formand for Dansk-Islandsk Samfund.

1971-

MUSIKKEN I DYSSEN

Den anden side af kirkemusikken vedrører liturgien, dvs. den musik, der anvendes ud over salmerne, for eksempel korverset efter prædikenen (motetten), den sungne trosbe­ kendelse, altergangen, præ- og postludium etc. Liturgien er til gengæld stadig præget af Laubs tanker og udformningen af dem i toner, og er i den henseende en smule højkirkelige.

Her gælder det atter, at Vor Herre fortjener den bedste kvali­ tet og en liturgi, der kan slides på år efter år.

Hvis man som deltager i Dyssegårdskirkens gudstjenester føler sig opløftet også musikalsk, er målet nået.

Tegning, Th. Frobenius & Sønner Orgelbyggeri

MUSIKKEN 23

Det hvide tårn Tilegnet Dyssegårdskirken i anledning af 25-året den 23. februar 1986 Det hvide tårn har tusind tunger.

Det giver genlyd videnom, indtil det dybt i hjertet runger: ”Kom, alt er rede! Skynd jer, kom til bøn og lovsang for Guds ord ved døbefont og nadverbord!”

Det hvide tårn kan også tie.

Det står og lyser uden lyd.

En liden stund da må vi bie, før hjertesorgen bliver til fryd, thi alt på jorden har sin tid, den onde kval, den hårde strid.

Det hvide tårn er ung af alder, men af en meget gammel slægt.

Til barnebøn det altid kalder, til Guds, vor Faders varetægt.

Han støder ingen fra sig bort.

Han lægge selv sit sind i vort!

Det hvide tårn bliver stemt i glæde til sang for brudgom og for brud.

Men klokkerne kan også græde med dem, der følger kisten ud.

I sorg og glæde, lige stor, vort lys på vejen er Guds ord.

ORGLET

TH. FROBENIUS & SØNNER ORGELBYGGERI

Det oprindelige orgel var planlagt til 23 stemmer fordelt på 3 m ­ anualer.

Ved kirkens indvielse i 1961 havde man ikke råd til at ­sætte alle stemmer ind, - der var blot 12, - men i 1965 blev de sidste 11 monteret.

Ved kirkens 25-års jubilæum blev der tilføjet et 8-stemmers svelleværk som 4. manual med piber i et selvstændigt orgelhus bag det oprinde­ lige. Det giver 31 stemmer. Tre af svelleværkets stemmer er transmit­ teret til pedalet, så helt korrekt er der 31 stemmer + 3 transmissioner.

Orglet er interessant bl.a. ved at være Danmarks mindste 4 manuals orgel.

Det hvide tårn, hvis klokker støbtes til ro og håb og kærlighed, det lyser på de små, der døbtes, velsignelsen med Herrens fred.

Og den, der hungrer og er træt, med nadver styrkes og bliver mæt.

Det hvide tårn til tro forkynder: Af døde Kristus her opstod.

Han har forladt os alle synder, Han skænker os det frie mod.

Det hvide tårn, vor tusindfryd, et vidnesbyrd i lys og lyd!

Tekst: Johannes Johansen Mel.: O havde jeg dog tusind tunger