På svensk visit i Danmark

POLITIKEN 2

Mandag 17. august 2009 www.politiken.dk

kultur kritik debat navne

Helhedsskole/ heldagsskole

Skoledagen i Danmark er kort og meget boglig sammenlignet med andre lande Side 7

Kostbart Street artkunstneren Zevs står til millionbøde for logo i Hongkong Side 3

På svensk visit i Danmark I tre måneder har den svenske journalist Lena Sundström boet på Nørrebro og forsøgt at finde ud af, hvorfor udlændingedebatten fylder så meget i Danmark. Og hvorfor tonen er blevet så skarp i de senere år. Nu har hun skrevet en bog om det for at vise svenskerne, hvordan det kan gå, hvis Sveriges svar på Dansk Folkeparti får lige så stor opbakning som her ved det svenske valg i 2010. interview

F

orfatteren Carsten Jensen takkede nej. Både til at gå i bad og i Zoologisk Have med den svenske journalist Lena Sundström.

Det gjorde ’halalhippiernes høvding’ Tøger Seidenfaden også, da hun inviterede ham til middag i sin fremlejede lejlighed i Hiort Lorenzens Gade på Nørrebro. Dansk Folkeparti ville ikke have hende som medlem, fordi hun ikke er dansk statsborger. Og Pia Kjærsgaard meddelte, at hun af princip ikke taler med udenlandske journalister.

LOTTE Det er ikke nogen helt THORSEN nem opgave at stille en diagnose over klimaet i den danske udlændingedebat. Faktisk havde Lena Sundström så få middagsaftaler i løbet af sine tre måneder i Danmark, at hendes urin til sidst lugtede af friture, fordi hun spiste så meget junkfood.

Til gengæld blev hun venner med Anders Fogh Rasmussen på Facebook. Ringede til Fobiskolen for at høre, hvad man

stiller op med islamofobi. Og da hun slog betydningen af ordet ’stueren’ op, fandt hun disse gode råd: »I begyndelsen kan man lade det nye familiemedlem besørge på en avis ... Sker der et uheld, så sig ikke ’nej’ eller ’fy’«.

Lidt må hun nu alligevel være kommet ud, mens hun boede i København. I hvert fald slår hun om sig med forslag til, hvor vi kan mødes og tale om hendes bog ’Världens lyckligaste folk’ – en bok om Danmark’, som udkommer i Sverige i dag. Og ender med at beslutte sig for yndlingsrestauranten Lê Lê på Vesterbrogade.

Hun sidder allerede i baren og venter i selskab med en velvoksen drink og øjnene begravet i en bog, da jeg kommer. »De laver världens bedste Mojitos her«, siger hun og skyder øjenbrynene i vejret.

Lena Sundström har besøgt Danmark med jævne mellemrum hele sit liv. Som barn tog hun færgen fra Sverige til Danmark og købte toldfri Toblerone og Hollandske Drops undervejs. Som teenager tog hun også jævnligt turen sammen med sine kammerater for at købe lange, tynde Yves Saint Laurent-cigaretter i forskellige farver. Og skriggrøn kiwi-akvavit,

som hun drak og siden afleverede igen i en hæk, når branderten nåede et ubærligt stadie.

Som ung læste hun på RUC i Roskilde.

Og når hun i de senere år har besøgt Danmark, er hun blevet overrasket over, hvor meget udlændingedebatten fylder. Og i hvor høj grad retorikken har forandret sig. I foråret 2008 krydsede hun derfor Øresund og bosatte sig i København i tre måneder for at vise sine landsmænd, hvad der kan ske i Sverige, hvis man anlægger samme kurs som i Danmark. »Når du bor sammen med et barn, mærker du ikke, at det vokser, fordi det sker så langsomt. Men når man kun ser barnet en gang imellem, udbryder man hver gang: Gud, hvor er du vokset. Sådan har jeg også haft det med Danmark. De seneste gange, jeg er kommet tilbage, har jeg tænkt: Hvad er der dog sket? Det er så tydeligt, når man ikke bor her, De seneste at Danmark har gange, jeg er forandret sig«, sikommet ger Lena Sundtilbage, har jeg ström, der er freetænkt: Hvad er lancejournalist og klummeskribent der dog sket? på den svenske avis Det er så tydeAftonbladet. ligt, når man For uanset om ikke bor her, at man egentlig beDanmark har gynder at diskutere skolesystemet forandret sig eller kriminalitet, ender alt i Danmark med at handle om muslimer. Eller om den gruppe, som man i Sverige refererer til som indvandrere. »Det er jo i forvejen ubehageligt, at man deler folk op og udpeger nogen som ind-

vandrere. Men i Danmark har man gjort det endnu mere specifikt og taler om muslimer på samme måde, som man gjorde om jøder i sin tid«.

Derfor besluttede hun sig for at skrive en bog om udviklingen i Danmark, som er tænkt som en optakt til det svenske valg i 2010. »Sverige er et lidt langsommere land end Danmark. Tingene tager lidt længere tid. Både når det gælder indførelsen af økologiske varer og islamofobi. Så alt det, som begynder at ske i Sverige, er allerede sket i Danmark. Og det er lettere at skrive om Danmark, fordi I er lidt foran os, og fordi man som svensker har en distance

blå bog

LENA SUNDSTRÖM Journalist, 37 år, født i Korea og opvokset i Skåne.

Lena Sundström har blandet andet været programleder på det journalistiske program ’Kalla fakta’ på svensk TV4. Og har også udgivet bogen ’Saker jag inte förstår och personer jeg inte gillar’ om Socialdemokratiet i Sverige. ’Världans lyckligaste folk’ udkommer i dag på Leopard Förlag i Sverige.

Hun har filmet under hele sit ophold i Danmark og også lavet en times dokumentarudsendelse for svensk TV4 om emnet. Den vises 2. september klokken 22.40.

Lena Sundström arbejder som freelancejournalist og klummeskribent på den svenske avis Aftonbladet. Hun bor i dag i Stockholm med sine to børn og sin mand Bo Sundström, der er sanger i Bo Kaspers Orkester.

til det. Derfor behøver svenskerne ikke at hive forsvarsmekanismerne frem, de kan se på den danske udvikling med klare øjne«, siger Lena Sundström.

Ofte siger vi til hinanden, at vi skal lære af historien. Men ifølge Lena Sundström behøver man en distance, før man kan se, hvad det er, man skal lære. »I dag er det nemt at se, at vi ikke skal lade nogen bygge en mur gennem Berlin.

Men når man lever i sin egen samtid i sit eget land og bliver kritiseret, så er det meget nærliggende, at man forsvarer sig og siger: Jo, islam er en farlig religion«.

Det svarer til, at ens nabo har fået et nyt varmesystem. Og man har hørt, at det ikke fungerer så godt, forklarer hun. »Så går du over og spørger, hvordan det går med hans nye varmesystem. Inden du beslutter, hvilket et du selv skal have. Jeg bliver chokeret over, hvad jeg ser, når jeg kommer hertil. Og ville gerne spørge danskerne, hvad de selv synes om Muhammedtegningerne, Dansk Folkeparti og at Danmark i dag bliver forbundet med noget andet end øl og hygge«.

Dankofil Det var ellers ikke ligefrem nogen stor skeptiker, der i foråret 2008 drog over sundet for at skrive sin bog om Danmark.

Og det er svært ikke at blive smigret, når Lena Sundström henført taler om det danske sprog, som hun synes »er det smukkeste sprog i verden«. Som lyder »afslappet og følsomt« og får hende til at føle sig »meget, meget svensk«. Om hvordan hun var »helt væk« i den danske tv-serie ’Forbrydelsen’. Hvor stor pris hun sætter på den danske politiske satire og på Mikael Bertelsen, som hun synes er »fantastisk«. Og om lykken ved »at flyve« gen-

BALANCEGANG. Lena Sundström er udmærket klar over, at det er en følsom sag som svensker at skrive en bog om danskerne. »Jeg har virkelig ikke gjort det for at pege fingre ad danskerne, men fordi jeg er urolig for udviklingen i Sverige«, siger hun. Foto: Astrid Dalum

nem København på cykel midt i en flok af andre cyklister.

Selv kalder hun sig dankofil. Og beskriver dansk politik som en guldgrube at dykke ned i, fordi »folk i Sverige ved så utroligt lidt om det«. »Jeg ved, hvor følsomt det er som svensker at skrive en bog om Danmark. Men jeg har virkelig ikke gjort det for at pege fingre ad danskerne, men fordi jeg er urolig for udviklingen i Sverige. Længe har man sagt i Sverige, at man ikke skal stemme på Sverigedemokraterne, fordi det er forkert. Jeg har skrevet bogen for at finde et nyt perspektiv og sige: Er det virkelig det her, du vil? Vil du have øgede modsætninger i samfundet ? Vil du skamme dig over at skulle sige, at du kommer fra Sverige om ti år? Vil du have, at vi skal holde op med at skrive om fordelingspolitiske spørgsmål, for at udlændingedebatten kan få lov at dominere totalt?«.

Når hun har fortalt om bogen i Sverige, har reaktionen ofte været, at det jo var Danmark. Og at noget lignende aldrig kan ske i Sverige. »Men det kan ske overalt. Fremmedhadet ligger så lige for. Og det er svært at takke nej for politikerne og medierne«.

Der vil altid findes politikere, der forsøger at profilere sig på fremmedhadet, fordi der ligger en naturlig frygt mod det

Fortsættes side 4

4

MANDAG 17. AUGUST 2009 POLITIKEN

På svensk visit...

Fortsat fra forsiden fremmede i menneskets natur, som man kan spille på, mener Lena Sundström. »Mange føler, at Pia Kjærsgaard tager dem i hånden. Hun hilste på 700 mennesker på partiets landsmøde for nylig. Helle Thorning-Schmidt går fandeme ikke ud og tager 700 vælgere i hånden. Samtidig har politikerne behov for nye sager at definere sig ud fra, og det er i høj grad værdiog moralpolitiske emner, de vælger. Og så indretter de sig efter deres vælgere i stedet for at sige, hvor de selv står«.

Ved valget i Sverige i 2006 gik Sverigedemokraterne, der er en svensk pendant til Dansk Folkeparti, væsentligt frem og opnåede repræsentation i cirka 140 ud af 290 byråd. Alene i Landskrona fik partiet godt 22 procent af stemmerne. »Det blev meget åbenbart ved Riksdagsvalget i 2006, at Sverigedemokraterne er ved at blive rigtig store. I Sverige er der en tendens til, at man lidt sent opdager, hvad det er, der sker. Og først skriver om tingene, når de er sket. Ved næste Riksdagsvalg kommer Sverigedemokraterne sikkert ind. Og jeg ville gerne skrive om det her, mens det stadig kun er på vej«.

I Sverige opfattes Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti ifølge Lena Sundström »mest som en joke«. »Men når man kommer til Danmark, så ser man, at Pia Kjærsgaard er en imponerende dame og en respekteret politiker – hun er ikke én, man bare sætter på plads.

Hun er virkelig dygtig og kan ikke bare afskrives som et monster. Alle mennesker leder efter respekt og en plads i samfundet. Og Pia Kjærsgaard er meget intelligent. Jeg er sikker på, at hvis hun i sin tid i stedet var havnet i Mærsks bestyrelse, så havde hun ikke haft de synspunkter, hun har i dag. For så havde hun fundet en an-

den plads i samfundet«.

I Sverige er der ifølge Lena Sundström en tradition for at skrive om alvorlige ting på en alvorlig måde.

Sexet og underholdende »Men det har jeg aldrig gjort. Jeg synes virkelig, at samfundsjournalistik er så sexet og meget underholdende. Emnet er i sig selv alvorligt, og derfor behøver man ikke at skrive om det på en alvorlig måde.

I foråret udkom bogen ’Hatet mot muslimer’ i Sverige. Den var på 600 sider, og så har folk jo ikke en chance«.

I stedet har hun skrevet en bog, der Medierne udgør minder om en blog et gigantisk eller en dagbog. problem i det Om sit besøg hos Dansk Folkepartis her. For det ligkernevælgere i Jyl- ger i vores naland, hvor hun bli- tur, at vi ver budt på hjem- tiltrækkes af melavet kartoffelsensation, heftisalat. Om sin tur til ge citater og Christiansborg, hvor hun tester for- blodige rubrikbipasserende dan- ker. Og menneske politikere for at sker som Pia se, om de kan klare Kjærsgaard, den test, man som udlænding skal som siger proigennem for at bli- vokerende ting, ve dansk statsbor- passer perfekt i ger. Om at sidde i medierne biografen og undre sig over, at den tidligere danske landsholdstræner Sepp Piontek bliver tekstet i dokumentarfilmen ’Og det var Danmark’, når han nu taler så godt dansk.

Om at gå til danskundervisning for indvandrere, til landskamp i Parken og at sidde på en bænk foran Illum og interviewe de mennesker, der slår sig ned. Om mødet med danskere, som synes det er ærgerligt, at de ikke længere kan være stolte af deres land på samme måde som for ti år siden. Og om at vende det hele over en øl med skuespilleren Jesper Langberg på Palace Hotel i København.

Undervejs ridser hun den nyere politi-

ske danmarkshistorie op begyndende ved Mogens Glistrup og hans ikkeeksisterende trækprocent. Hun har også interviewet Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden – men på hans kontor på Rådhuspladsen – og Berlingskes Lisbeth Knudsen om udviklingen i debatten og mediernes rolle. Carsten Jensen bed aldrig på. Heller ikke selv om han kunne vælge mellem badehus på Christiania, Zoologisk Have eller Tivoli.

Indimellem falder der nogle linjer om, hvor ensomt det også er at slå sig ned i en storby i et andet land. Så ensomt at hun til sidst stod i en dvd-butik og overvejede at betale nogle andre kunder for at få lov at komme med dem hjem og se en lejet film. »Men i det øjeblik, man tilbyder det, bliver man jo betragtet som en galning«, siger hun og griner.

Lena Sundström havde ellers troet, hun rigtig skulle holde ’kalas’, når hun kom til København. »Jeg så det her projekt som en chance for at hænge ud på Vega og i resten af det københavnske natteliv. Men ofte sad jeg bare i min boble i Hiort Lorenzens Gade og hørte, hvordan folk hyggede sig sammen og skrattade i de andre lejligheder.

Man får sådan en fornemmelse af at være sær og ensom«, siger hun.

Ifølge Lena Sundström er Sverige et mere politisk korrekt land end Danmark.

Hvilket hun også foretrækker. Fordomme og intolerance ligger nemlig i alle mennesker, men fordommene opløses ikke af, at man lufter dem offentligt. »Der tales meget om, at vi også må løfte på låget i Sverige nu, inden det koger over.

At vi er for politisk korrekte. Men jeg tror ikke, at man bliver gladere af at udtale sine fordomme. Eller at vi bliver af med fordommene på den måde«.

Hun gik stadig i skole i Skåne, da den såkaldte Lasermand gik rundt og skød indvandrere i Sverige. Og højreekstremistiske grupper gik gennem byen med bannere, der opfordrede ham til at skyde flere. »Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg foretrak, at folk holdt kæft. Og i stedet sad ved bordene med deres fordomme og himle-

de med øjnene, men ikke sagde noget.

Det er muligt, at Dansk Folkeparti føler, at der bliver lyttet mere til dem nu end tidligere. Men det virker ikke, som om det har gjort deres fremmedangst mindre«.

Det er nødvendigt, at samfundet ransager sig selv og finder ud af, hvorfor man har efterladt så stort et spillerum til partier som Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne, mener hun. Og selv om der ikke kan udpeges bare én skurk, så har medierne også et stort ansvar for udviklingen. »Medierne udgør et gigantisk problem i det her. For det ligger i vores natur, at vi tiltrækkes af sensation, heftige citater og blodige rubrikker. Og mennesker som Pia Kjærsgaard, som siger provokerende ting, passer perfekt i medierne – især i tabloiderne«.

Til HGW XX/7 Bogen har hun tilegnet HGW XX/7 – Stasiagenten fra den tyske film ’De andres liv’, der redigerede sin aflytning af et tysk par og dermed reddede menneskeliv. »Han får til opgave at aflytte et par i en lejlighed og bestemmer sig for, at selv om han kun er en lille brik i et stort puslespil, så kan han gøre en forskel. Og vælger at skrive noget andet end det, han egentlig hører. Det enkelte menneske føler sig ofte magtesløst. Men da jeg boede i København, slog det mig, at vi faktisk alle har en stor magt hele tiden. Hvert menneske er mere eller mindre en HGW XX/17. Vi kan hver dag tage en beslutning om, hvordan vi vil handle, og hvad vi vil gøre«.

For, som hun skriver i sin bog, da hun for sidste gang låser lejligheden efter sig i Hiort Lorenzens Gade og kører ud på Jagtvej for at sætte kurs mod Sverige: »Magten ligger hos magthaverne. Magten over hvilket liv vi selv og andre får, er en magt, som vi har over hinanden. Og hvis jeg har lært noget i Danmark, så er det det. Det lille menneskes enorme magt til at påvirke samfundet«. lotte.thorsen@pol.dk

OVERRASKELSE. »Jeg har altid følt mig ulykkeligt forelsket i Danmark, som om det var os, der rendte efter jer. Men i de tre måneder, jeg boede i Danmark, blev jeg meget overrasket over, at interessen for Sverige er så stor«, siger Lena Sundström.

Foto: Astrid Dalum

’Världens lyckligaste folk – En bok om Danmark’, 342 sider, Leopard Förlag, udkommer i dag i Sverige

Om ’verdens lykkeligeste folk’ Nedenfor bringer vi nogle – oversatte – uddrag af Lena Sundströms bog.

Vort menneskesyn går ud på at vi skal behandle dyr ordentligt

Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen, side om side Jeg har gjort mit bedste for at falde ind.

Rød spillertrøje. Rødt tørklæde med påskriften DANMARK i versaler. Der går grænsen. Men jeg stemmer i hvert fald i på omkvædet: »Der er et yndigt land, det står med brede bøge« Scenen er badet i blitzlys. Fra højre langside bæres Dannebrog ind. Over den anden langside folder en gigantisk rød landsholdstrøje sig ud, båret af menneskehænder. Og uanset hvor jeg ser hen, møder jeg blikke, som siger, at det er ’os’. Vi står sammen.

Det er det store fællesskab, som ikke stiller krav. Det er nok at stå her. Tag det rigtige halstørklæde på og ret farven på trøjen, så er du en af os. Syng den rigtige sang, så vil vi skide på, om du synger falsk, eller om du synger med accent, eller om du har bestået din sprogtest.

Det er tanken, der tæller. Og i aften er jeg dansk. Jeg synker ind i den varme, bølgende krop. Lytter til den rytmiske trommen, som udgår fra den såkaldte ’stemningstribune’. Bliver budt på øl og popcorn og arme, der lægger sig om min hals. Og luften er fuld af hvide serpentiner.

Det er os og dem. Den ældste og enk-

leste måde at samles på – mod noget andet. Den skønne følelse af at kunne ofre alt for sit land. Synge af fuld hals for sit land. Gå gennem ild og vand for sit land. (...)

Det er det gamle Danmark. Fredelige, gemytlige, glade Danmark, som hellere tager sig en øl end at gøre vrøvl.

Røde og hvide overtræksbukser over jeansene. Og en eneste dødssynd – at være for selvhøjtidelig. »Fællesskabet«, som Kim siger, da jeg går forbi ham på grusbanen. »Fællesskabet, det er enormt vigtigt«. Han forklarer, at når man går herhen, slår man hjernen fra, og det spiller ingen rolle, hvem man er ude i samfundet. I Roliganklubben findes der ingen politiske uoverensstemmelser. Her ikke nogen politik overhovedet. »En fyr kan være racist eller nazist, men her er vi bare danskere. Her nedbrydes grænserne, her holder vi alle med Danmark«.

Jeg tænker, at racisten eller nazisten formentlig holder med Danmark selv, når han ikke slår hjernen fra. Men jeg forstår godt, hvad han mener, Kim. Tingene er enklere herinde. »Man synger og synger, og så støtter

man landsholdet«, som en fyr ved navn Ken forklarer. Han er tidligere formand for Roliganklubben og viser stolt, at der står ’eksformand’ på ryggen af landsholdstrøjen. »Men I har aldrig haft en Zlatan på landsholdet«, siger jeg. »Nej, vi har ingen Zlatan. Vi har dårlig integration«, siger Ken. Det skorter ellers ikke på danske andengenerationsindvandrere, som er dygtige fodboldspillere. Men de bliver på klubholdene. For at spille på det danske landshold skal man stadig være pæredansk, som det hedder. Og derfor er der ingen Zlatan. Ingen Bakircioglü. Ingen Shaarban. Ikke engang nogen, der ser ud som Henke Larsson eller Martin Dahlin.

Sådan er det også i Roliganklubben.

Bortset fra en to meter høj, mørk fyr i stribet, hjemmestrikket trøje og mig ser alle vældig danske ud. »Hvis vi får andengenerationsindvandrere på landsholdet ligesom Zlatan, så kommer det nok også her. Det savner vi. Men det er muligt, at der er en Zlatan på vej. Uden at vi ved det«, siger en mand.

rialet er temmelig gammelt. At det er derfor, det handler så meget om alkohol.

Her i Danmark taler man i dag om rødvinsgenerationen, og rødvinsgenerationens børn drikker betydelig mindre alkohol end deres forældre. Det siges, at Danmarks Radio tidligere havde to skabe med øl, et med koldt øl og et med lunkent (til dem, er var så alkoholiserede, at de ikke kunne tåle at drikke det koldt).

I de senere er selv alkoholforbruget tilsyneladende blevet påvirket af den såkaldte ’normalisering’ af Danmark.

Landet er simpelthen i stigende grad

fulde personer. Og da TV 2 lancerede programmet Eleva2eren, mente 61,8 procent af dem, som ringede ind og stemte, at Pia Kjærsgaard burde være statsminister.

Hvordan gik det til?

Pia som i lang tid havde erklæret, at hun var totalt uinteresseret i politik.

Som ikke kunne drømme om at gå til et arrangement, der handlede om politik, se på noget, der handlede om politik eller læse noget, der handlede om politik. Pia, som tilbragte sine dage med sirlige optegnelser i stil med »bananer med grønne spidser og fast kød egner sig til kogning eller stegning.

Helt gule bananer er gode til bagning og desserter. Brunplettede bananer er bedst, hvis man vil spise dem rå« i den kogebog, hendes svigermor havde givet hende.

Hvordan kunne Pia Kjærsgaard tage kommandoen over et helt land? Og hvad ville der være sket, hvis Pia Kjærsgaard var blevet ved med at lægge hele sin energi og koncentrationsevne i tilberedningen af bananer?

Danskeren som blev bange »Du skal have fast løn i tre måneder, hvis du skal have et Dankort«, siger damen i kassen.

Jeg forklarer, at jeg har en svensk konto – i Sverige. Kan jeg ikke bare åbne en dansk konto og flytte mine penge over på den. »Så kan jeg få et Dankort senere?« »Nej«, siger damen. »Men jeg skal bruge det nu«, jamrer

jeg. »Se, jeg har et internationalt Visakort. Jeg kan handle med det her kort i hele verden – bare ikke her. Alle siger til mig, at jeg er nødt til at have et dansk Dankort i Danmark. Hvad gør jeg?« »Hold nu op. Du åbner en konto. Siden skal du dokumentere, at du har haft fast løn i tre måneder. Derefter kan du ansøge om at få et Dankort«. »Det her er som banken i Korsbæk«,

siger jeg. Men damen giver mig ikke et ekstra plus for, at jeg kan min danske filmhistorie. Hun kalder den næste kunde frem på skærmen som tegn på, at hun anser vores samtale for at være forbi, og jeg føler mig som Mads Skjern i Matador, da han forlader bankens kontor med knyttede næver i lommerne.

Nu sidder jeg og glor surt på mine laksko, som står og samler støv i et hjørne, og på kjolerne, der hænger i garderobeskabet.

Hver aften, som regel omkring klokken halv ti, går jeg ned til kineseren på hjørnet og køber friturestegt mad. Friturestegt kylling, friturestegt kød, friturestegt and, friturestegte rejer. Jeg spiser morgenmad, frokost og aftensmad alene. Jeg er alene, når jeg står op, og alene, når jeg går i seng.

Hver uge gør jeg et nyt forsøg. Jeg sender sms’er til folk, som jeg kender overfladisk og forsøger ikke at lyde så

desperat (som jeg er).

Hej, Det ville være sjovt at se dig en dag/ aften. Giv lyd fra dig, hvis du har lyst.

Kærlig hilsen, Lena Men folk har deres eget liv. Jacob arbejder om aftenen, og Jens arbejder på en ny plade, og Allan arbejder på sit sommerhus, og Maja arbejder i dobbeltskift. I den sidste tid har jeg tænkt over, at jeg burde anskaffe mig en bold.

Sådan en, som Tom Hanks har i filmen Cast Away. En, som jeg kan male øjne og næse og mund på og døbe Preben.

Men så langt ude er jeg ikke endnu.

Ensomheden

Jeg begynder på den Danske Skole Så længe Nick taler engelsk, vil man opfatte ham som en rejsende på første klasse. Men accenten gør ham til en ’fremmed’: – Der ligger et stykke papi’r he’r på bo’(rd)et.

– Er det dit stykke papi’(r)?

– Ja, det er det. Det he’r er mit stykke papi’(r).

– Det her er en øl. Er det din øl?

– Ja, det er min øl. Hvor er din øl?

– Det her er et glas hvidvin. Er det dit glas hvidvin?

– Ja, det er mit glas hvidvin. Hvor er dit glas hvidvin?

Vibeke siger, at undervisningsmate-

Hvilken forskel kan en enkelt person gøre?

I Berlingske Tidendes Gallupundersøgelse blev Pia Kjærsgaard i julen 1989 kåret til Danmarks tredjemest populære person. Dronningen kom ind på en førsteplads og speedwaykøreren Erik Gundersen på andenpladsen.

Samme år blev hun kåret til landets politiker, fordi hun »med sin snusfornuft har formået at skabe enighed i sin egen folketingsgruppe om det overordnede mål at sikre politisk stabilitet«.

Tyve år senere indtager hun pladsen som en af Danmarks allermest magt-

kommet til at ligne Sverige og svenskerne – det land, som rødvinsgenerationen havde for vane at kalde ’Forbudssverige’.

Selv Christiania er ikke til at kende igen. Hashtågerne er erstattet med en ’Bevar Christiania’-bod, som sælger badges og T-shirts og halssmykker. Det føles som at besøge Jim Morrisons grav. Som om Christiania allerede har forvandlet sig til et mindesmærke over det, det var engang, og som om kampen mod Christianias ’normalisering’ og Anders Fogh og det nye Danmark er tabt.

Der er gået to måneder, og det er kun lykkedes mig at invitere én person til middag.

Det er som i filmen Ind i vildmarken.

At flytte til et andet land er som at begive sig ind i Alaska.

Inden jeg kom hertil, havde jeg en masse forestillinger. Jeg så for mig, hvordan jeg ville havne i det store, gemytlige danske vennelag, og alt ville blive som i filmen Så gode venner var vi vist. Jeg skulle til fester og middage, og jeg skulle sidde bag på cykler med hullede nylonstrømper, og jeg ville alt for tit komme alt for sent i seng.

Oversættelse: Lorens Juul Madsen