At lave tv med mennesker
JAN BACHER DIRCHSEN 10 · GD&F
Et spørgsmül om tillid At lave tv med mennesker
Et spørgsmål om tillid –at lave tv med mennesker © 2019 Jan Bacher Dirchsen & 10 · Grafisk Design & Forlag Udgivet af: 10 · Grafisk Design & Forlag Amsterdamvej 32, 1. 2300 København S. info@10gdf.dk www.10gdf.dk Redaktion: Gitte Smedemark & Teddy Petersen Omslag og grafisk tilrettelæggelse: 10 · Grafisk Design & Forlag Korrektur, revideret udgave: Anne Hjort Tryk: Livonia Print 2. udgave, 1. oplag 2019 ISBN: 978-87-93341-01-2 Alle rettigheder forbeholdes. Ingen form for gengivelse af denne bog eller dele heraf er tilladt uden forlagets skriftlige tilladelse.
Genoptryk af denne bog er støttet af Dansk Journalistforbunds SKU fond. Tak til bogens forfatter for at stille bogen til rådighed og for at dele ud af fif og tricks. Vi håber, du kære læser vil kunne drage nytte af bogens indhold, og vi glæder os til at se dig ude i film- og tvbranchen. Husk at du altid er velkommen til at kontakte os i Dansk Journalistforbund, hvis du har spørgsmål eller har brug for hjælp. De bedste hilsner fra journalistforbundet specialgrupper: FILM&TVGRUPPEN, Freelancegruppen, Visuel Forum DJ:Fotograferne, Pressefotografforbundet, Journalistgruppen i DR, Danske Bladtegnere
At lave tv med mennesker
JAN BACHER DIRCHSEN
10 · GD&F
Tak For faglig feedback og sparring: Psykoterapeut Hans Bloch Jespersen Cand.psych. Ida Koch Liselotte Grünbaum - specialist og supervisor i børnepsykologi og psykoterapi Cand.jur. Jannie Dyring Juridisk konsulent Lone Amtrup Journalist Gitte Smedemark Journalist Mette Højbjerg Tak til Bo Skjoldborg Varm tak til min kone Line Münster-Swendsen for støtte og tålmodighed En særlig tak til alle mine kolleger og medvirkende gennem årene Til minde om min kære ven og fotograf Thomas Marott
Indhold
Forord
6
Indledning
10
1.
Den fortrolige formidler
13
2.
Casting og det første møde
28
3. Research
51
4.
Forholdet til de medvirkende
66
5.
På optagelse
81
6.
Tag kroppen med på arbejde
92
7. Interviewet
97
8.
Fortællingen om tilrettelæggeren
110
9.
Når medvirkende er børn
120
10. Hvis det spidser til
134
11. Når den medvirkende er en selv
144
12. Med vært i spil
150
13. Aftaler og kontrakter
165
14. Tilrettelægger og mennesket bag
177
15. Sidste optagedag
185
16. I klipperummet
190
17. Gennemsyn
197
18. Premieren
207
19. Sociale medier og digitalt efterliv
213
20. Det svære farvel
224
21. Farvel i utide
237
22. Fri fra arbejde
246
1 Den fortrolige formidler
ET SPØRGSMÅL OM TILLID
Du skal bare være dig selv Datteren var tre år. Brian og Jeanette var i begyndelsen af trediverne og havde kun været gift i to år. De var for nylig flyttet ind i et lille hus med have, gårdsplads, stald og landlig idyl. Pludselig rammer ulykken – Brian bliver kørt ned på sit arbejde. Han ligger efterfølgende lammet, hjerneskadet, ude af stand til at kommunikere, men kommer sig og bliver indlagt på et rehabiliteringscenter for svært hjerneskadede på Vestsjælland. Her begynder kampen for at komme tilbage til et liv og for at få familien bedst muligt igennem deres livs krise. Her begyndte også optagelserne til et enkeltstående dokumentarprogram til TV2, hvor jeg var tilrettelægger. Personalet på rehabiliteringscentret havde på et møde før indlæggelsen fortalt Brian og hans kone om dokumentarprojektet, og de sagde ja til at ville tale med mig. Vi mødte hinanden, og vi blev enige om, at de skulle medvirke. Optagelserne gik i gang. Brian var omdrejningspunktet for historien, og hans fremskridt på hjerneskadecentret var store, men det var spørgsmålet om den lille families fremtid, der var mit ærinde. Jeg talte med Jeanette næsten hver uge og tit i ganske lang tid. Jeg tilhørte hverken familie eller vennekreds og havde på den måde hverken aktier i indbyrdes relationer eller den familiære forhistorie. Naturligvis blev jeg en betroet, en samtalepartner – og først og fremmest en, som lyttede. Jeg var i princippet neutral og viste lige så megen interesse for hende som for ham, fordi dramaet lå i familien. Jeg var hele tiden kun en opringning væk og opsøgte selv ihærdigt dialogen. Det udviklede sig til et stort pres for mig. Et menneske i dyb sorg og frustration havde pludselig en fortrolig relation til mig! Jeg følte i stigende grad, at jeg skulle give hende noget. At vores samtaler skulle få hende til at få det bedre. Jeg blev ufri og fik mindreværd over ikke at kunne sige noget klogt. Indtil nu var størstedelen af min karriere foregået rundt om i verden med rejseprogrammer, hvor konflikterne var til at overse. Forudsætningerne for pludselig at håndtere en personlig og familiemæssig tragedie syntes totalt uden for min rækkevidde.
14
DEN FORTROLIGE FORMIDLER
Jeg stod en dag i køkkenet på produktionsselskabet, hvor jeg arbejdede, og mens teposen farvede vandet, kom en ikke specielt nær kollega, som havde hørt på mine kvaler. Hun sagde, at jeg ’bare skulle være mig selv’. ’Du skal bare være dig selv’. Det er på én gang det bedste, mest enkle og allermest komplekse råd, jeg har fået. Det var, som et fysisk pres blev taget fra mig. En tyngde sank med det samme fra mine skuldre ned i maven. Det var en sandhed så enkel, at det næsten var banalt. I årene efter har det uundgåelige, næste spørgsmål meldt sig mange gange: Hvordan er man så sig selv som tilrettelægger? Det korte svar er: ’Vær ærlig over for dig selv og vær klar over, hvad samarbejde mellem tilrettelægger og medvirkende sætter i gang’. Det længere og mere brugbare svar kan denne bog forhåbentlig være med til at give.
Mere end en god historie Min overbevisning er, at et projekt ikke kan blive bedre end relationen til de medvirkende. En god relation betyder, at den er passende i forhold til, hvem man er, hvem den medvirkende er og hvilken type produktion, der er tale om. Der er i sagens natur forskel på relationen til hovedpersonerne i en realityserie, en socialrealistisk skæbnefortælling eller et afslørende dokumentarprogram. Når samarbejdet begynder mellem tilrettelægger og medvirkende, opstår en relation. Det er i sig selv ikke hverdagskost at være med i en tv-produktion, og der er i langt de fleste tilfælde en del på spil for den medvirkende. Det er særligt markant i produktioner, hvor omdrejningspunktet for fortællingen er den medvirkendes største personlige problem eller livstema. Det kan være, at vedkommende er ensom, ikke kan finde ud af at få livet til at hænge sammen eller lider af en alvorlig og måske livstruende sygdom. Fortællinger lever ofte af at komme ind, hvor smerten ligger. Men også i andre typer produktioner, hvor stoffet ikke er lige så ømtåligt, er der noget på spil. Ofte fylder ’den gode historie’ ingenting eller kun ganske lidt i den medvirkendes bevidsthed, mens den hos tilrettelæggeren fylder
15
ET SPØRGSMÅL OM TILLID
ganske meget. Jeg tror ikke, at man vælger at blive medvirkende for at fortælle en god historie. Det handler snarere om, at der i den medvirkendes liv er et behov, et ønske eller et problem. Noget, som for dem er vigtigere at få løst end at tilfredsstille en tv-redaktør. Og det gælder, uanset om den medvirkende ønsker sig en stenterrasse, kæmper om præmier i en konkurrence eller er alvorligt syg. Der er tale om en personlig investering fra de medvirkendes side. De giver noget af sig selv, som det er op til tilrettelæggeren at forvalte, og den kendsgerning stiller store krav. Tilrettelæggeren er medansvarlig for den medvirkende, har et delansvar for produktionen og det fulde ansvar for sig selv. Tilrettelæggeren har også ansvaret for, hvordan samarbejdet skal være. Hvordan man taler sammen, og hvor åbne man kan være. Ved at give udtryk for tanker og fornemmelser og ved at være ærlig bestemmer tilrettelæggeren, hvordan kulturen for medvirkende og tilrettelægger er. Det er tilrettelæggerens opgave at forsøge at skabe det rum, man som professionel formidler gerne vil have.
15
Jeg stod en dag i køkkenet på produktionsselskabet, hvor jeg arbejdede, og mens teposen farvede vandet, kom en ikke specielt nær kollega, som havde hørt på mine kvaler. Hun sagde, at jeg ’bare skulle være mig selv’. ’Du skal bare være dig selv’. Det er på én gang det bedste, mest enkle og allermest komplekse råd, jeg har fået. Det var, som et fysisk pres blev taget fra mig. En tyngde sank med det samme fra mine skuldre ned i maven. Det var en sandhed så enkel, at det næsten var banalt. I årene efter har det uundgåelige, næste spørgsmål meldt sig mange gange: Hvordan er man så sig selv som tilrettelægger? Det korte svar er: ’Vær ærlig over for dig selv og vær klar over, hvad samarbejde mellem tilrettelægger og medvirkende sætter i gang’. Det længere og mere brugbare svar kan denne bog forhåbentlig være med til at give.
ISBN: 978-87-93341-01-2
9
788793
341012