Eksperimentarium – idéværksted for børn. Hovedbiblioteket skal i 2014 flytte ind i et nyt og større hus på Århus Havn, som har arbejdstitlen Multimediehuset. Det er et bærende princip i projektet, at borgerne i Århus inviteres til at bidrage med ideer i forskellige sammenhænge. Multimediehuset skal være et særligt sted for børn, der appellerer til leg, oplevelse og læring. I sommerferien 2007 inviterede vi derfor børnene inden for i et idéværksted, hvor børnene gennem leg med billeder og modeller fortalte om deres ønsker til fremtidens bibliotek. I dette idéværksted – Eksperimentariet – var det altså ideerne, der var det vigtigste - ikke formen. De kreative metoder blev brugt for at udvikle og udtrykke ideerne, ikke for at udvikle børnenes kunstneriske talenter. I Eksperimentariet blev der appelleret til, at børnene på forskellig vis kunne forholde sig til visioner og fantasi om rumlighed, størrelsesforhold, dimensioner, indretning, kompetencer, møbler, beplantning eller belysning i det nye Multimediehus i de fem "zoner" i værkstedet: -
2D-zonen hvor der blev arbejdet med skitser, tegninger, foto mv. Vi reflekterede og forarbejdede digitale billeder og print fra 3D-byggepladsen og kunne benytte os af farver, papir, 'stencils', mønstre, collageteknik, printede tekster fra typografiworkshoppen, scanning og kopiering af objekter og software til billedforarbejdning.
-
3D-zonen hvor børnene byggede modeller af bibliotekets egne genbrugsmaterialer, rester, kasserede materialer, bøger, videobånd, cd’er, aviser, pap, kasser, plastic, blade m.m.
-
Typografi-zonen hvor der blev leget med skriftlige og mundtlige udsagn. Fokus var tanker og idéudveksling. Vi fokuserede på begreber, der kan knyttes til oplevelser og erfaringer med model- og idéudvikling og benyttede os af valgmuligheder i forhold til typografering af tekster og knyttede tekst og visuelle udtryk sammen.
-
Lager og display: Her hentede børnene de ting, de skulle bruge til modelbygning. Når børnene var færdige med en model, kom de hen og afleverede den i ”Display”. Bibliotekaren skrev ned hvad børnene fortalte om deres modeller og billeder, og værkerne blev udstillet til inspiration for de øvrige i værkstedet.
-
’Teleporteren’: Centralt i Eksperimentariet var 'Teleporteren' – der gennem hele forløbet dokumenterede forløbet via digitale fotos, video og lydbilleder. Børnene blev løbende udfordret af teleporter-operatørerne, som interviewede og filmede børnene, når de gik fra en zone til en anden. ’Teleporterens’ optagelser blev transmitteret live i Hovedbibliotekets centrale Torv gennem alle dagene, så Hovedbibliotekets brugere kunne følge med i forløbet. Optagelserne blev senere redigeret sammen til en film af knap 10 minutters varighed, som fortæller om værkstedet og resultaterne.
Arbejdet foregik individuelt og i fællesskab. Et produkt fra den ene dag kunne undergå en forandring den næste dag. Det vigtige var en fortløbende udvikling hen over ugen.