http://www.aakb.dk/files/file_attachments/2010-10-07_1425/tid_historie_a4

Ă…rhus Kommunes Biblioteker

alle tiders bibliotek Littera tur

alle tiders bibliotek Littera tur

På Århus Kommunes biblioteker sætter vi læseglæden højt. Vi tror på, at mange kan have glæde af at komme et spadestik dybere ned i litteraturens forunderlige verden. Derfor har vi udarbejdet denne litteraturhistoriske oversigt.

Vi håber, at oversigten vil inspirere dig til nye læseoplevelser i de sidste hundrede års litteratur og måske hjælpe dig med at se de bøger, du allerede har læst, i et historisk perspektiv.

Bibliotekaren på dit lokale bibliotek vil være dig behjælpelig med at finde litteratur, hvis du får lyst til at læse mere litteraturhistorie eller fordybe dig i bøger fra en bestemt periode.

Den litteraturhistoriske oversigt er udarbejdet i samarbejde mellem Lone Bæk Neimann og Århus Kommunes Biblioteker. Lone er cand. mag. i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet, med grundfag i Nordisk Sprog og Litteratur fra Odense Universitet.

God læselyst!

Lone Bæk Neimann og Århus Kommunes Biblioteker

19101920 1910’erne: Bøger præget af realistiske beskrivelser Omkring år 1900 sker der et folkeligt gennembrud i dansk litteratur. En række forfattere begynder at skrive realistiske romaner med stor social bevidsthed. I digtene sprænges formsproget med rim og rytmer til fordel for et mere talesprogsagtigt sprog.

Samfundsudvikling Symbolismen, som ligger før det folkelige gennembrud, regner mennesket som et led i en højere helhed.

I den symbolistiske litteratur søges en tilnærmelse af kræfter, som ikke er fysisk synlige. Med det folkelige gennembrud afløses denne søgen af en mere jordnær skildring af socialt vanskelige vilkår. Dette sker med et ønske om forandring for det enkelte menneske. Det folkelige gennembruds forfattere skriver i en periode, hvor det moderne og stadig mere industrialiserede samfund bringer frigørelse med sig. Opgøret med de traditionelle leve- og tænkemåder medfører både nye muligheder og nye vanskeligheder.

Bondeforfatterne En gruppe forfattere fra denne brydningstid stammer selv fra landbobefolkningen. Selv om de flytter til storbyen og bevæger sig i nye, radikale miljøer, tager de udgangspunkt i deres selvoplevede erfaringer fra livet på landet og skriver på baggrund af disse. Det var blandt andre Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg, Jakob Knudsen og Thøger Larsen. En af de mest kendte er Martin Andersen Nexø. Andersen Nexø færdiggjorde sit hovedværk, Pelle Erobreren, i 1910. Bogen handler om Pelle, der går fra at være vogterdreng til arbejderfører i København. Hans sociale opstigning rummer optimisme og muligheden for at bryde med den sociale arv.

Kvindelig fraktion Der var også en gruppe kvindelige forfattere, som skrev kulturpolitiske og psykologiske værker. Blandt andre Thit Jensen, Karin Michaëlis og Marie Bregendahl. Sidstnævnte skrev den formmæssigt eksperimenterende og litterært anerkendte roman En dødsnat. Årtiet afsluttes med en berømt salut, da digteren Emil Bønnelycke i 1919 affyrer en pistol under et oplæsningsarrangement i København og med denne provokation varsler nye tider på den danske kunstscene.

1920’erne: Individet i litteraturen 1920’erne er præget af efterdønningerne fra 1. verdenskrig. Krigens destruktion og kulturens sammenbrud giver grobund for pessimisme. Men samtidig fornemmes en vis optimisme båret af troen på de muligheder, krigens afslutning indebærer. Det er således også en periode med stærk økonomisk vækst og fremskridtstro. Litteraturen bevæger sig i radikale baner og nye ismer skabes: Futurismen hylder teknologiens og storbyens indtryk. Dadaismen gør oprør mod autoriteter og skaber et nyt sprog i kraft af lyddigte og vrøvledigte. Desuden påvirkes litteraturen af kubisme, som blandt andet er afledt af Picassos geometriske former og flertydige perspektiver. Men ikke mindst er det tydeligt at se ekspressionismen i digtningen med dens ofte voldsomme og eksplosive stemningsgengivelser. Her er det subjektive udtryk i centrum.

Tom Kristensen En af de væsentligste forfattere er Tom Kristensen.

Hans digtsamling Fribytterdrømme udgives i 1920.

Samlingen indeholder formeksperimenter, hvor rytme og klang er selve målet med digtene. Han leger således med sproget på nærmest dadaistisk vis. Samtidig er digtene præget af malende ekspressionistiske beskrivelser med fokus på form og farver. Her tilsidesættes den etiske solidaritet og den samfundsorienterede realisme af digteres subjektive udtryk.

Rudolf Broby-Johansen Hvor Tom Kristensens ungdomsværk hylder de nye tider, er en anden kendt udgivelse, Rudolf BrobyJohansens Blod fra 1922, stærkt kritisk overfor samfundsudviklingen. Han bryder et tabu, da han skildrer de prostitueredes vilkår i storbyen: Skamslidt divan / på ryggen tøs / med chemis-valk over mave/ spredben/ borer strikkepind/ i kulhårs udfrynset vulva/ gurglende/ lig køns-kryber/. Sådan lyder abortdigtet Bordelpige dræber ufødt. Den ekstreme og provokerende skildring er med til at få bogen beslaglagt. Broby-Johansen anklages for at have brudt loven om offentliggørelse af et utugtigt skrift. Digtene er fulde af sproglige nyskabelser, og i Broby-Johansens værk ser man, at forfatteren er påvirket af tysk ekspressionisme.

Både Broby-Johansen og Kristensen tager udgangspunkt i individet, og der sker et radikalt skift i 1930’erne, da kollektivromanen vinder indpas.

19301940 1930’erne: Gruppen frem for individet Hærværk 1930’erne i dansk litteratur starter med udgivelsen af det, der senere skulle blive betragtet som en klassiker, nemlig Hærværk fra 1930 af Tom Kristensen.

Skrivestilen er inspireret af James Joyce’ Ulysses med dens karakteristiske Stream of Consciousness, som er et forsøg på at skrive identisk med den menneskelige bevidsthed. Det blev et stort, psykologisk og delvist selvbiografisk værk om journalisten Jastrau, der er på vej mod afgrunden gennem druk og kvindebekendtskaber. En bevidst selvdestruktion, der peger mod et nulpunkt og efterfølgende genskabelse.

Kollektivromanen Langt fra dette værk opstår der i løbet af 1930’erne en litterær nyskabelse, nemlig kollektivromanen.

Som ordet antyder, tager kollektivromanen udgangspunkt i gruppen frem for individet. I modsætning til 1920’erne, er 1930’erne præget af økonomisk krise.

Der er stor arbejdsløshed, og de sociale modsætninger i samfundet er skærpede.

I litteraturen bevæger man sig centreret omkring sociale problemstillinger mod den kollektive tankegang. Man lægger vægt på, at samfundet er baseret på samarbejde frem for enerens præstationer. Forfatterne har ofte selv prøvet at arbejde på gulvet og skriver på baggrund af egne erfaringer. Det er en uakademisk gruppe, som består af blandt andre H.C. Branner, Leck Fischer, Martin A. Hansen, Harald Herdal, Hans Kirk, Erling Kristensen og Nils Nilsson. Karakteristisk for romanerne er, at sproget nærmer sig talesproget, og at det er psykologisk litteratur med en samfundskritisk vinkel.

Flipproletaren Sideløbende hermed fokuserer digterne på flipproletaren eller den lille mand, som hurtigt får navnet Larsen.

Navnet går igen i Kjeld Abells Sangen om Larsen fra komedien Melodien der blev væk fra 1935. Mogens Klitgaard skildrer denne hverdagsskæbne i sin roman Der sidder en mand i en sporvogn fra 1937. Årtiet er præget af prosaen, men også revyvisen blomstrer op, blandt andet med PH (Poul Henningsen) som forfatter. PH er en kritisk røst i samtiden.

Han revser det kulturelle miljø i Danmark og advarer blandt andet også mod nazismen.

1940’erne: Litteraturen i krigens skygge Kulturkrise 1940’erne i dansk litteratur bliver selvsagt påvirket af 2. verdenskrig, som raser fra 1939 til 1945.

Krigen medfører en dyb kulturkrise og et værdisammenbrud, som kan aflæses i datidens kunst.

Væk er tiltroen til teorier og ismer; forkromede forklaringer om mennesker, kunsten og samfundet. Tilbage står bare den nøgne eksistens.

Morten Nielsen Store dele af det danske kunstmiljø forholder sig stort set passivt under krigen. En undtagelse er dog forfatteren Morten Nielsen. Han skriver om tilværelsens grundvilkår: lidenskaben, længslen og døden. Han udgiver i 1943 digtsamlingen Krigere uden Vaaben. I denne digtsamling sættes livet skarpt i relief af døden, som han dyrker med en ungdommelig og frygtløs intensitet. Morten Nielsen er aktiv i modstandsbevægelsen, og bare et år senere, i 1944, bliver han skudt som 22-årig under en modstandsaktion.

Heretica Efter krigens afslutning danner en gruppe forfattere tidsskriftet Heretica, hvor eksistentielle problemer og efterkrigstidens tanker sættes på skrift. Poul la Cour indleder de første numre med sit manifest, Fragmenter af en Dagbog i 1948. Her erklærer han, at menneskets eksistens bedst kan udforskes og fortolkes åbent og fordomsfrit i digtningen. Gennem digtningen får vi indsigt. Heretica eksisterer fra 1948 til1953, og toneangivende i gruppen bliver blandt andre Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig, Frank Jæger, Ole Sarvig og Martin A. Hansen. Heretica-forfatterne gør op med realismen og sætter det eksistentielle eller det religiøse i stedet. Som løsning på den kulturkrise, krigens uhyrligheder har affødt, ønsker de at genetablere en oprindelig medmenneskelig kontakt, ligesom også forbindelsen til naturen og det guddommelige forsøges genetableret.

I 1940’erne udforskes store filosofiske spørgsmål i litteraturen, og det bliver en periode, som inspirerer eftertidens forfattere.

19501960 1950’erne: Modernismen Løgneren En af de helt store publikumssucceser i årtiet var Martin A. Hansens Løgneren fra 1950.

Oprindeligt blev den skrevet som radioroman og blev sendt i æteren som føljeton. Senere bliver den trykt som roman, og dens popularitet stiger eksplosivt. Romanens jeg-fortæller, Johannes Vig, er ungkarl og degn på øen Sandø. Det er en dagbogsfortælling med en kærlighedsintrige indflettet, skrevet med masser af natursymbolik og dybe eksistentielle overvejelser. Romanen beskriver en famlende refleksion over meningen med livet, en følelse mange kan identificere sig med i efterkrigstiden.

Bogen er et af de mest gennemtolkede værker i nyere dansk litteratur, men mange senere forfattere reagerer stærkt imod den. Løgneren repræsenterer nemlig i høj grad den litterære arv fra Heretica med dens stærke natursymbolik, de religiøse undertoner og den dybe alvor. Denne tænkning måtte naturligvis møde modstand, da det litterære miljø senere forandrede sig mod den mere eksperimenterende modernisme.

1960’erne: Litterære eksperimenter Konfrontationsmodernismen I 1960 udgiver Klaus Rifbjerg digtsamlingen Konfrontation, som afstedkommer navnet Konfrontationsmodernisme. Konfrontationsmodernisterne sætter provokerende virkeligheden til debat. Væk er den harmoniske helhedsoplevelse og de gyldige forklaringsmodeller, verden opleves fragmenteret. Dette kan aflæses i litteraturen, hvor jeg’et beskrives som iagttagende, næsten som et kamera med skiftende synsvinkler. Metaforerne, altså de sproglige billeder, bliver også sammensat af meget forskellige verdener, så de virker helt skæve.

I Klaus Rifbjergs digtsamling er digtet Livet i badeværelset et af de mest kendte, hvor verden ses fra en håndsæbes synsvinkel. Fortællingerne bliver kort sagt meget mærkværdige, provokerende og eksperimenterende.

Samtidig er der aftryk af forbrugersamfundet, som er i eksplosiv vækst fra midten af 1950’erne. Tingsverdenen finder vej ind i litteraturen, og jeg’et bliver simpelthen omgivet af ting i digtene.

Sære historier I 1953 udgiver Villy Sørensen Sære historier med den berømte fortælling om to drenge, der saver benet af en kammerat. Historierne er så mærkelige, at han i første omgang får afvist manuskriptet af folk på Heretica og forlaget Wivels Forlag. Men da den senere bliver antaget, er der for alvor sket et skred i dansk litteratur. Også Peter Seeberg og Ole Sarvig skriver skæve og absurde historier. Villy Sørensens tekst ses som en af de første modernistiske tekster i dansk litteratur.

I modsætning til de Heretica-inspirerede teksters alvorlige patos er Sære historier fyldt af ironi, og de er ikke skrevet på baggrund af en religiøs verdensopfattelse. I modernismen er Gud borte, ligesom den harmoniske fortælling om verden. Forfatterne forholder sig til et moderne samfunds fremmedgørelse, identitetskrise og opbrud fra traditioner. Sproget er fragmenteret, som et resultat af verdens disharmoni.

Modernismen er således et markant nybrud, der begynder i 1950’ernes litteratur og udvikler sig i 1960’erne.

Sprog og verden Hos Per Højholt og Inger Christensen ser man helt radikale eksperimenter og en yngre form for modernisme end konfrontationsmodernismen. Hos dem står sproget som det centrale. De udgiver begge filosofiske betragtninger om forholdet mellem poesi og virkelighed og argumenterer for, at verden bliver til i kraft af sproget. Deres bøger er præget af form- og sprogeksperimenter af filosofisk art og ligger således i den mest intellektualiserende ende af 1960’er-litteraturen.

Af andre for nutiden kendte debutanter i årtiet er Dan Turèll, Peter Laugesen, Kirsten Thorup og Svend Åge Madsen. Alle tilhørte de avantgarden. Deres eksperimenterende litteratur er eksempler på radikale nybrud med traditionen. Årtiet slutter med det berømte studenteroprør i 1968, som fører til et ideologisk skred og får konsekvenser for det næste årtis litteratur.

19701980 1970’erne: Socialrealistisk litteratur Ungdomsoprøret Litteraturen i dette årti er meget præget af det oprør, der begyndte i 1968. Oprøret er et forsøg på en frigørelse fra det etablerede samfunds normer, der betragtes som undertrykkende og stivnede. Alternative livsformer dukker op, og der skabes kollektiver med venstreorienterede idéer og basisgrupper, hvor kønsrollerne diskuteres. Såvel de feministiske som de nymarxistiske tendenser kan aflæses i litteraturen.

Modernisterne, som debuterede i 1960’erne, bliver ved med at skrive. Men dels bliver de trængt i baggrunden af den nye bølge, nemlig bekendelseslitteraturen. Og dels tilpasser flere sig den generelle nedbrydelse af skellet mellem masse- og finkultur. Dette fører til mere folkelige produktioner, og som eksempeler kan nævnes Per Højholts Gittes monologer fra 1979, Benny Andersens Svantes viser fra 1972 og Dan Turèlls Vangede billeder fra 1975. De blander litteraturen med andre medier, som også Leif Panduro, der kradser i velfærdssamfundets overflade i sine populære tv-spil.

Bekendelseslitteraturen I bekendelseslitteraturen fremstilles kvindeerfaringer og kønsrolleproblematikker af blandt andre Bente Clod og Herdis Møllehave, som udgiver den hudløse roman Le i 1977. Suzanne Brøgger skriver den kønspolitiske essaysamling Fri os for kærligheden i 1973 og bliver kendt på sine erotiske og kønspolitiske romaner Creme Fraiche fra 1978 og Ja fra 1984. En af de mest sælgende i årtiet er Vita Andersens Tryghedsnarkomaner fra 1977. Men også mændene går til bekendelse og skriver på deres private erfaringer i årtiet. Blandt andre udgiver Kristen Bjørnkjær Kærestesorg i 1976.

Nyrealisme Christian Kampmann, Anders Bodelsen og Henrik Stangerup er hovednavne i den bevægelse, der foregår sideløbende med bekendelseslitteraturen, og som bliver kaldt nyrealisme. De beskriver nogle af ulemperne ved at leve i velfærdssamfundet og de problemer, der kan lure bag borgerskabets facade.

Nyrealismen er således meget orienteret mod aktuelle politiske strømninger, særligt de opgør der finder sted i ungdomsoprørets kølvand.

1980’erne: Generationslyrikerne Opgør med socialrealismen I starten af 1980’erne er der store problemer i samfundet, både økonomisk og socialt, med meget høj arbejdsløshed. BZ-bevægelsen med dens aggression og provokation bliver et udtryk for den unge generations desperation og udsigtsløshed. Forfatterne er inspireret af punkmusikken med navne som Brian Eno, Iggy Pop og David Bowie.

1980’erforfatterne tager kraftigt afstand fra den bekendende og berettende forfatterrolle, som 1970’erne var præget af. F.P. Jac, som er en af 1980’ernes fremtrædende forfattere, kalder det vrængende hverdagsrealismens cancer. Den socialrealistiske litteratur trænges i baggrunden til fordel for især lyrikken. Der er igen en øget bevidsthed om litteraturen som form og kunst uden samfundsrelaterende realisme.

80’ergenerationen Mentoren, digteren og kritikeren Poul Borum døber de nye forfattere 80’er generationen. De debuterer blandt andet i tidsskriftet Hvedekorn, som selv samme Borum redigerer. Mange af 80’er generationens digtere finder både inspiration i den modernistiske, eksperimenterende litteratur fra 1960’erne, romantikken og symbolismen med dens optagethed af byen og fremmedfølelse.

Poesien bliver et rum for nærvær. Nærvær bliver et kodeord for digtningen.

Det er navne som F.P. Jac, Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, Bo Green Jensen, Pia Tafdrup, Merete Torp og Henrik S. Holck, der dominerer den første del af årtiet.

Michael Strunge bliver et ikon blandt de helt unge med sin meget intense, billedmættede poesi. Han er maniodepressiv og begår selvmord ved at kaste sig ud af vinduet under en mani i 1986.

Det tætte felt af digtere splittes omkring 1985, hvor forfatterne begynder at dyrke poesien i mere individuelle baner. Og samtidig debuterer digtere som Pia Juul, Niels Frank og Simon Grotrian.

Prosaen begynder også at udvikle sig, og navne som Peter Høeg, Solvej Balle og Astrid Saalbach dukker op på den litterære scene. Det er forfattere som også får en stor andel i 1990’ernes litterære udvikling.

19902000 1990’erne: Den smalle litteratur Forfatterskoleelever Årtiet præges af, at Forfatterskolen i København oprettes i 1987. Digteren og kritikeren Poul Borum bliver den første rektor for skolen. Mange af debutanterne har gået på skolen, og det fører til en vis ensretning i litteraturen. Der er meget fokus på formen, og litteraturen bliver temmelig stiliseret. Det er prosaens årti, og det er ofte korte og meget detaljemættede romaner. Man taler om minimalistisk litteratur, hvor en meget komprimeret fortælling ofte fortælles i punkter, som læseren selv må forbinde. Et eksempel på det er Christina Hesselholdts trilogi Køkkenet, gravkammeret & landskabet fra 1991. Helle Helles Rester fra 1996 og Peter Adolphsens Små historier fra samme år, kan også nævnes som værker med minimalistiske træk.

De repræsenterer alle det, man kalder kortprosaen, som er mere komprimeret end novellen.

Midt i feltet af forfatterskoledebutanter er der dog også undtagelser. For eksempel Jan Sonnergaards Radiator fra 1997. Han er ikke forfatterskoleelev og går imod strømmen ved at skrive en publikumsmagnet om konkrete samfundsproblemer.

Postmodernisme Postmodernismen, som har været på vej i 80’erne, bryder for alvor igennem i 1990’erne og kan aflæses i litteraturen. En af de store tidstypiske klassikere fra årtiet er Solvej Balles Ifølge loven fra 1993.

Postmodernismen gør op med den store fortælling, altså meningsfulde og totalitære forklaringer om mennesket, både dem der er baseret på viden og rationalitet og de metafysiske. Samfundet består nu i højere grad af korte, ustabile fællesskaber. Det kræver øget fleksibilitet hos den enkelte og medfører ofte stor usikkerhed. Som et resultat af dettes præges litteraturen af korte ironiske og flertydige fortællinger. Der er en leg med identiteter og med forskellige stemmer, som peger væk fra det stabile, fast forankrede individ.

Kirsten Hammans Vera Winkelvir fra 1993 er et godt eksempel. Den begynder således: Vera Wnkelvir. Hun er her når hun taler. Hun er her ikke når hun ikke taler. Det betyder ikke at hun er død, det er lige lidt værre end døden. Det betyder at hun er u-opfunden. (...).

Vera Winkelvir har således ingen fast identitet, hun bliver skabt igen og igen i romanen, når hun taler eller når der skrives.Samtidig handler romanen om sin egen tilblivelse, hvilket er et andet tidstypisk træk ved

1990’erlitteraturen, kaldet metafiktion. Metafiktion vil sige, at teksterne handler om sig selv eller selve skriveprocessen. Målet er at vise, at virkeligheden også bliver til i kraft af sproget. Det er en ofte temmelig teoretisk og elitær litteratur, og flere af tendenserne peger tilbage på den sprogeksperimenterende avantgardelitteratur fra 1960’erne.

00’erne: Pluralisme Feltet åbnes Den 11. september 2001 blev World Trade Center i New York ramt af terrorangreb, og det er indledningen til et årti, hvor Danmark går i krig. Det er en periode, hvor globaliseringen for alvor vinder indpas, og hvor Vestens dominerende rolle udfordres.

Rent litterært er der opbrud i den noget stivnede generationsinddeling, og den dertil hørende holdningselite. Mange af de nye forfattere kommer stadig fra Forfatterskolen og arbejder med en vanskeligt tilgængelig avantgarde-litteratur. Periodens opblødning af grænser betyder, at der ofte bliver leget med genrebetegnelsen og læserens forventning til værket. Lars Skinnebachs Enhver betydning er også en mislyd fra 2009 bliver således, i stedet for digte, ligeud kaldt Genrer på omslaget.

Og der er mange andre eksempler på en øget bevidsthed omkring forholdet mellem form og indhold.

Mangfoldigheden af former er markant i 00’erne.

Krimi, biografi og politik Inden for prosaen bliver krimien en af de helt store salgssuccesser, og også den biografiske litteratur vinder frem. Erindringer bliver meget populære og peger på den generelle tendens til personfiksering, som også præger det politiske billede. Erindringer bliver både udgivet med reelt stof, men kan også have et fiktivt præg. Her kan nævnes Henrik Nordbrandts Døden fra Lübeck fra 2002 og Erling Jepsens Kunsten at græde i kor fra samme år. Samtidig udgives en del realistisk prosa. For eksempel bliver Jakob Ejersbos Nordkraft fra 2002 en stor succes.

Flere tekster, både prosa og lyrik får en politisk undertone. Ursula Andkjær Olsen debuterer i 2000 med Atlas over huller i verden i 2003, hvor kendte talemåder underfundigt endevendes. Lars Frost udgiver Smukke biler efter krigen i 2004, som også har kommenterende politiske sekvenser. Årtiet afsluttes på fornem litterær vis, da Nordisk råds litteraturpris 2008 gives til Naja Marie Aidt for novellesamlingen Bavian fra 2006.

19102010 1910’erne Karin Michaëlis, Den farlige alder (1910) Marie Bregendahl, En dødsnat (1912) Thomas Mann, Døden i Venedig (1912) Morten Korch, En husmand (1914) Martin Andersen Nexø, Ditte Menneskebarn (1917-21) Emil Bønnelycke, Festerne (1918)

1960’erne Leif Panduro, De uanstændige (1960) Klaus Rifbjerg, Camouflage (1961) Richard Yates, Revolutionary Road (1961) Anders Bodelsen, Tænk på et tal (1968) Per Højholt, Turbo (1968) Kurt Vonnegut, Slagtehal 5 (1969)

1920’erne Tom Kristensen, Fribytterdrømme (1920) Rudolf Broby-Johansen, Blod (1922) James Joyce, Ulysses (1922) Franz Kafka, Processen (1925) Sigrid Undset, Kristin Lavransdatter (1920-22) Hans Kirk, Fiskerne (1928)

1970’erne Benny Andersen, Svantes viser (1972) Dan Turèll, Vangede billeder (1975) Vita Andersen, Tryghedsnarkomaner (1977) Svend Åge Madsen, Tugt og utugt i mellemtiden (1976) Stephen King, Ondskabens hotel (1977) Suzanne Brøgger, Creme Fraiche (1978)

1930’erne Tom Kristensen, Hærværk (1930) Dashiell Hammett, Malteserfalken (1930) Laura Ingalls Wilder, Det lille hus i den store skov (1932) John Steinbeck, Mus og mænd (1937) Mogens Klitgaard, Der sidder en Mand i en Sporvogn (1937) Hans Scherfig, Den forsvundne fuldmægtig (1938)

1980’erne Umberto Eco, Rosens navn (1980) Michael Strunge, Vi folder drømmens faner ud (1981) Leif Davidsen, Uhellige alliancer (1984) Klaus Lynggaard, Martin og Victoria (1985) Paul Auster, New York-trilogien (1985-86) Martha Christensen, Dansen med Regitze (1987)

1940’erne Stefan Zweig, Verden af i Gaar (1942) Morten Nielsen, Krigere uden Vaaben (1943) Tove Ditlevsen, Barndommens gade (1943) Thorkild Bjørnvig, Stjærnen bag Gavlen (1947) Frank Jæger, Dydige Digte (1948) George Orwell, 1984 (1949) 1950’erne Martin A. Hansen, Løgneren (1950) Villy Sørensen, Sære historier (1953) Raymond Chandler, Det lange farvel (1953) J.R.R. Tolkien, Eventyret om ringen (1954) Peter Seeberg, Fugls føde (1957) Günter Grass, Bliktrommen (1959)

1990’erne John Grisham, Firmaets mand (1991) Peter Høeg, Frøken Smillas fornemmelse for sne (1992) Kirsten Hamman, Vera Winkelvir (1993) Pablo Henrik Llambías, Rådhus (1997) Jan Sonnergaard, Radiator (1997) J.K. Rowling, Harry Potter og de vises sten (1997) 00’erne Henrik Nordbrandt, Døden fra Lübeck (2002) Dan Brown, Da Vinci Mysteriet (2003) Jakob Ejersbo, Nordkraft (2002) Claus Beck-Nielsen, Selvmordsaktionen (2005) Knud Romer, Den som blinker er bange for døden (2006) Christian Dorph og Simon Pasternak, På afgrundens rand (2007)