Boliger til tiden

Boliger til tiden

Boliger til tiden

Forord

Anders

Tyrrestrup

— stiftende partner, AART

Siden første gang vi mødte brødrene Nagel har vores samtaler været præget af en gensidig faglig respekt, interesse for vores forskellige erfaringer og ståsteder blandet op med en god portion humor.

Det er den varme, indlevelse og medmenneskelighed, der også skinner igennem i deres arkitektur.

I 75 år har Mangor & Nagel sat et tydeligt præg på dansk arkitektur. I tegnestuens tidlige år var det primært via en række fine og veludførte boligprojekter, og med tiden voksede projekternes omfang, størrelse, kompleksitet og karakter. Det samme gjorde sig gældende for virksomheden.

I dag er der ingen tvivl om, at Mangor & Nagel står som en af de mest anerkendte rådgivere i dansk byggeri – ikke mindst inden for velfærdsarkitekturen og det almene felt, hvor Mangor & Nagel har sat et stærkt og overbeviseligt aftryk på arkitekturen.

Uanset typen og størrelsen på opgaven har Mangor & Nagels arkitektur altid været kendetegnet af en nænsomhed og en meget bevidst stillingtagen til konteksten. Læg dertil en insisteren på kvaliteter og løsninger, der gavner funktionen og tilpasser sig stedets iboende kvaliteter. Det har skabt en gennemgående, robust og langsigtet arkitektonisk profil, som forener sansen for omgivelser, rum, lys og materialer med stor håndværksmæssig indsigt.

Jeg er overbevist om, at det er grunden til, at mange af tegnestuens projekter fortsat står – mange næsten uberørte og i høj grad fortsat relevante. Det er inspirerende. Ikke mindst for kommende generationer af arkitekter, for hvem et fokus på bæredygtighed er allestedsnærværende. For hvad er mere bæredygtigt end de bygninger, som består og forbliver relevante i årtier og århundreder? Netop dét er nærværende bog og dens indhold også et udtryk for.

Bogen genbesøger en række udvalgte Mangor & Nagelboligprojekter, hvor vi møder nogle af de, der har bygget, bidraget til og beboet de mange huse, som Karsten, Torben, deres partnere og medarbejdere har skabt idéerne og tegningerne til.

De udvalgte projekter giver et kalejdoskopisk perspektiv på 75 års boligbyggeri i Danmark – fra guldalderen i den danske modernisme over 1970’ernes fællesskabsbebyggelser, den almene sektors botilbud til eksempler på nutidens mest eksklusive ejerboliger. Ved en række genbesøg møder vi de mennesker, som bor der, og hvor den enkelte bygning skaber en meningsfuld og givende ramme om den enkeltes liv.

I bogens interviews udfolder en række personer anekdoter, der er tæt på både Karsten og Torben, og på det liv, der har udspillet sig på og omkring tegnestuerne i Frederikssund, Roskilde og København. For ud over at have bidraget til vores samfund med smuk og langtidsholdbar arkitektur har Mangor & Nagel også skabt rammen om et arbejdsliv for mange hundrede mennesker – for nogens vedkommende i årtier. Med bogen kommer vi således tæt på en arbejdsplads og et fællesskab, hvor faglighed, humor og en næsten hjemlig atmosfære har været bærende værdier. Alt sammen bundet sammen af et ønske om at gøre sig umage. At bruge hovedet og omtanken – ikke bare flyde med strømmen. At skabe arkitektur, som kommer mennesker ved.

Det er det stærke fundament og DNA, som vi skal bygge videre på, og det er med en god portion ærefrygt, at vi, sammen med gode kræfter fra Mangor & Nagel, vil videreføre arven og de stolte traditioner, som vi har mødt og lært at kende.

En æra er slut, og en ny begynder. Nu med Mangor & Nagel som en del af AART.

Den samlede ledelse på dagen, hvor aftalen mellem AART og Mangor & Nagel blev indgået. Fra venstre ses Anders Strange, Karsten Nagel, Torben Skovbjerg, Anders Tyrrestrup og Torben Nagel.

Vi kunne lige så godt gå i gang med det samme!

Tyve kilometer. Det er den maksimale afstand, du lige nu er fra et Mangor & Nagel­byggeri. I hvert fald, hvis du befinder dig på Sjælland.

De mere end to tusinde projekter, det er blevet til siden grundlæggelsen, er ikke jævnt fordelt ud over Danmarkskortet. Langtfra. Men på Sjælland er man aldrig langt fra en del af det enorme oeuvre, der omfatter stort set alle segmenter: Erhverv, skoler, sygehuse, bygninger til kulturelle og rekreative formål, for blot at nævne et udvalg.

Eftersom det hele startede med boligen, er det oplagt, at historien først og fremmest fortælles gennem den. For det er netop boligen, der er blevet bearbejdet, designet og gennemtænkt i et utal af variationer i løbet af de 75 år, der er gået siden firmaet blev grundlagt. Det er blevet til en lang række enfamiliehuse, der tilgodeser bygherrens specifikke ønsker til det kommende hjem.

Kompleksiteten vokser dog, når flere familier skal bo sammen i større eller mindre bebyggelser. I bogen er der derfor udvalgt tolv projekter, der udfolder mulighedsrummet: Vi møder en økologisk ’landsby’, renovering og opførelse af almene boliger, seniorbofællesskaber og endda en helt ny bydel.

Selvom et byggeri altid er et barn af sin tid, bliver det i gennemgangen tydeligt, at en god bolig ofte har de samme grundlæggende værdier, uanset hvilket årti, vi befinder os i. Det forklarer også, hvorfor nogle bygningsdetaljer, der introduceres i de ældste projekter, går igen i de allernyeste.

Firmaet blev grundlagt på et fundament af lige dele utålmodighed og pragmatisme.

Da arkitekten Børge Nagel (1921­2004) var træt af at vente på svar om en stilling i Hillerød, tog han en rask beslutning sammen med Poul Emil Mangor (1918­2007), som han havde været kollega med i København. Hvorfor vente på andre, når man kunne handle sig ud af situationen? Da det ovenikøbet forlød, at Frederikssund havde brug for en arkitekt, var det nærliggende at slå sig ned der.

”Vi kunne lige så godt gå i gang med det samme”, udtalte Børge Nagel i den bog, der blev udgivet i forbindelse med firmaets 50 ­årsjubilæum.

Og sådan blev det. Den 3. juni 1948 åbnede arkitektfirmaet Mangor & Nagel.

Der blev hurtigt travlt med at tegne boliger. I starten var det ofte statslånshuse, hvor både pris og størrelse var reguleret. Det var kreativiteten til gengæld ikke. Flere af disse huse står den dag i dag – mange stort set uforandret – og vidner om både begavet arkitektur og kvalitetsmaterialer.

Siden kom der andre typer af opgaver til, hvilket vil blive vist i bogens sidste kapitel, der ser nærmere på en række andre væsentlige projekter

Kendetegnende for Mangor & Nagels boliger har lige fra starten af været det nænsomme arkitektsyn og en fundamental forståelse for, at de fysiske rammer er definerende for det liv, der leves i og omkring et hjem.

Underspillethed er et andet gennemgående træk, og det er arkitektonisk grounding, når det er bedst: Man er her ikke for at larme og skabe unødig opmærksomhed. Missionen er snarere at få det ypperste ud af de givne rammer, både når der er højt til loftet økonomisk og når der skal passes lidt mere på pengene.

Gode eksempler på dette er Falkenborghus, der med sit lyse udtryk, store vinduespartier og altaner signalerer en fremtid med fart og optimisme.

Skyllebakke Havn hviler i en maritim kontekst med stærke referencer til byens værftshistorie – alt sammen pakket ind i en menneskelig skala.

Frederiksbro, hvor de grønne områder udgør halvdelen af det samlede areal, er et bevis på, at ved at vælge et markant, grønt greb, tilføres der værdi og eksklusivitet til den nye bydel.

Fem af projekterne får et ekstra talerør i form af interviews med udvalgte nøglepersoner. Der er en diversitet i tilgangen til arkitekturen, men fælles for alle de interviewede er, at de er stærkt optaget af den gode bolig. Det gælder, hvad enten man som stadsarkitekt Claus Sivager har det øverste ansvar for bygningskunsten på Frederiksberg, eller man som Jytte Abildstrøm fortsat udvikler idéer til, hvordan et økologisk bofællesskab kan være frontløber på den grønne omstilling.

I løbet af firmaets 75 år lange historie har både persongalleriet og antallet af filialer varieret. Frederikssund var i starten det faste anker, om end begrebet ’fast’ snarere hægter sig op på byen end på en bestemt lokalitet. I takt med at virksomheden voksede, blev der flere gange flyttet til større lokaler. Derudover var firmaet fysisk til stede dér, hvor der var en koncentration af opgaver. Det forklarer, hvorfor der har været filialer så forskellige steder som Hillerød, Roskilde, København – og en overgang ’satellitten’ Dybendal, hvor det gav mening at være helt tæt på under opførelsen af det store sygehusbyggeri i udkanten af Frederikssund.

Mangor & Nagel har på den måde været det store, lokale arkitektfirma i flere større byer på Sjælland.

I dag er Mangor & Nagel en del af AART, og det har gjort bredden i og mængden af ydelser endnu større. Det, der startede som en lille to­mands tegnestue på Havnegade 8 i en mindre provinsby, har siden udviklet sig til at blive et af Skandinaviens største arkitektfirmaer. Og uanset hvilke dele af det omfattende ydelseskatalog, der arbejdes med, så er der fortsat en stærk understrøm fra starten i 1948: løftet om arkitektur, der til alle tider appellerer til alle sanser.

»KOMMODEN«

LUNDEVEJ 36 FREDERIKSSUND

Bygherre og entreprenør: Murermester Hans Heering

Byggeriets art: Boliger, nybyggeri

Størrelse: 6 boliger, 3 og 4 rum

Opført: 1949 ­50

Arkitekt: Mangor & Nagel

Lundevej 36 – eller Kommoden, som huset hurtigt blev døbt, er på mange måder en Maggi­terning.

Det er et byggeri, hvis planløsning, materialevalg og persongalleri skulle vise sig at trække tråde helt frem til i dag. Den lille etageejendom blev et koncentrat; en kilde, der arkitektonisk og håndværksmæssigt fortsat inspirerer og sætter standarden for Mangor & Nagels byggerier. Men det er også historien om betydningen af netværk og hvordan det blev adgangsbilletten til opgaver, samarbejde og vækst.

Kommoden blev opført som et statslånshus; en ordning, der eksisterede fra 1938 til 1958. De billige statslån med en rente på 3,2 procent gav mulighed for at sætte gang i boligbyggeriet, primært enfamiliehuse. Dog kunne private bygherrer opnå statslån på linje med almennyttige boligselskaber, hvis de vel at mærke kunne stille med en større egenkapital. Der var strenge krav til størrelsen på boligerne. I starten var grænsen på 85 m2 for en familiebolig – et loft, der med tiden blev hævet. Derudover var der begrænsninger på, hvor meget et statslånshus måtte koste. Økonomien og det beskedne antal kvadratmeter betød, at opfindsomheden var stor for at finde gode løsninger.

Byggeriet er opført i røde sten med en umbragrå fuge, der tilsammen skaber en fladevirkning. Det er en kombination, der er så vellykket, at den går igen fra projekt til projekt helt frem til i dag. Planløsningen ligeså. Husets krop var større end de omkringliggende enfamiliehuse på daværende tidspunkt. For at det visuelt skulle passe ind i gadeforløbet og ikke virke anmassende, valgte man at trække ejendommen en anelse bag den linje, de øvrige huse fulgte. Det var et mindre greb, der viste sig at være yderst effektivt: De få meter foran indgangspartiet giver luft og rum til, at det optisk fremstår som en harmonisk del af forløbet.

Rammerne synes at have virket ansporende på den færdige løsning. Planen er et skoleeksempel på, hvordan en mindre bolig kan virke stor alene på grund af en gennemtænkt løsning. Intet er for stort – men heller ikke for småt. Der er tænkt over forløbet, fra man træder ind i den lille forstue og helt frem til privatlivet i soveværelset. De gennemlyste opholdsrum, der ikke blot sikrer, at der året rundt er lys i boligen, men også optisk får rummene til at virke større, er et tiltag, Mangor & Nagel bruger den dag i dag. De indeliggende altaner giver skygge i stuen om sommeren, når solen står højt, men tillader den lavthængende vintersol at oplyse rummet.

Materialevalget er et studie i sig selv. Som nævnt skulle der passes på pengene, hvilket gjorde, at der blev tænkt kreativt – godt hjulpet på vej af dygtige håndværkere. Et eksempel herpå er parketgulvene. Historien vil vide, at snedkermesteren købte et parti træ i kvalitet 2, hvorefter det blev sorteret, så det træ, der skulle bruges i stuerne, var en kvalitet 1 uden knaster, mens det gulv, der blev lagt i køkkenerne, var det overskydende, knastfyldte træ. Da dette gulv alligevel skulle dækkes af linoleum, slog man to fluer med ét smæk: Man fik førsteklasses træ på stuegulvet, der var det mest offentlige rum, mens det mindre smukke træ blev gemt væk.

Radiatorerne i stuen er et andet eksempel. De blev leveret fra fabrikken i mørk umbra, og herefter var det op til malermesteren at give dem en anden farve. Men Mangor & Nagel valgte i stedet at male bagvæggen i den samme farve som radiatoren, da det var en billigere løsning, der lykkeligvis også æstetisk passede til boligen.

Familien Nagel flyttede ind i en af stuelejlighederne og boede der i en årrække, indtil det blev til eget hus på Fasanvej. De øvrige beboere talte bl.a. bygherren selv og direktøren i den lokale sparekasse, Frede Pedersen. Der var tale om et triumvirat, der arbejdede tæt sammen, hvor opgaver og forretninger flød imellem dem. Dette netværk, der alene kom i stand på grund af Lundevej, blev så at sige en rugekasse for talent og skulle vise sig at være langtidsholdbar.

Kommoden er et nøgternt hus, hvis kvaliteter er eviggyldige. Den stilfærdige detaljerigdom, parret med materialevalget, har betydet, at ejendommen stort set står, som da den blev bygget. I en verden, hvor boliger rask væk bliver ombygget til ukendelighed, er det en fryd at opleve et byggeri, hvor intentionen fra starten har været at skabe et langtidsholdbart, smukt produkt. Lundevej 36 er dermed et eksempel på en bæredygtig tilgang til byggeri, som der er meget læring i den dag i dag.

Indgangspartiet er et vidnesbyrd om, at det betaler sig at investere i kvalitetsmaterialer og godt håndværk. Alt står præcis som da ejendommen blev opført for 73 år siden.

Ejendommen er trukket tilbage fra den linje, vejens øvrige huse følger. Derved syner bygningskroppen mindre, end den reelt er, og virker ikke forstyrrende på harmonien i gadeforløbet.

Facade mod Lundevej, hvor vinduer og altaner skaber vertikale og horisontale bånd, der tilsammen udgør et harmonisk hele.

>

Bygningsdetaljerne er ældet med ynde og giver bygningen karakter. Da altanerne skulle renoveres, sørgede beboerne for at redde udendørsbelysningen, inden håndværkerne gik i gang.

Facade mod vest.

Dobbeltdøre og gennemlyste rum bruges ofte i Mangor & Nagels byggerier. De introduceres første gang på Lundevej 36, som det ses i familien Duelund Mortensens hjem. Der er tænkt over lysindtaget i boligerne. Om vinteren kaster den lavthængende sol sine stråler langt ind i den sydvendte stue, mens det er modsat om sommeren, når solen står højere på himlen.

Børge Nagel døbte byggeriet Kommoden på grund af altanerne, der ligner udtrukne skuffer. En kort overgang var altanerne malet blå, men er nu ført tilbage til den oprindelige hvide farve.

Det snedkerbyggede rammekøkken er bevaret, og alle hårde hvidevarer er tilpasset de eksisterende forhold – ikke omvendt.

Ren kærlighed til Kommoden

Interview med Jacques Duelund Mortensen — faglig leder i PLAN+LANDSKAB

Der er styr på mødeforberedelsen: Den indrammede originaltegning af huset på Lundevej 36 ligger på bordet. Interiørbilleder af lejligheden er fundet frem og er parat til at blive vist på storskærmen, når det passer ind i fortællingen. Vi har ikke travlt. Jacques’ ord falder velvalgt og med omhu. Det slår mig, at der er en parallel mellem samtalen og byggeriet på Lundevej: Også dét er ordentligt. Veltilrettelagt. Et hus, man skal tage sig tid til at gå om bord i, for det indeholder så mange kvaliteter, at det ikke er fordøjet lige med det samme.

Det var helt i Børge Nagels ånd, da Jacques og hans hustru Maria for 23 år siden flyttede fra en lille étværelses i Valby til Frederikssund. Valget var langtfra tilfældigt. Efter at have været tilknyttet filialerne i Roskilde og Hillerød kom muligheden for at få fast base i Frederikssund. Her viste det sig snart, at der var en niche i markedet for at integrere især landskabsdelen af et byggeprojekt langt tidligere, end man hidtil havde gjort. Ud over de oplagte fordele ved at tænke holistisk, blev det målbart, at denne strategi styrkede stedets arkitektur og skabte en stærkere identitet i byggerierne – til glæde for både brugere og bygherrer.

For Jacques var det ikke blot udsigten at bo tæt på arbejdet, der trak, men i lige så høj grad ønsket om en bolig tegnet af Mangor & Nagel, hvis kvalitetsmarkører stemte overens med hans egne: ”Vi ledte efter et sted at bo, og jeg er arkitekt nok til, at det aldrig bliver ligegyldigt for mig, hvor jeg bor.”

Og kvalitet fik de i rigeligt mål. Der havde kun boet to familier i lejligheden før dem, hvor familien Heering, der var husets bygherre, var de første beboere. Meget af interiøret stod, som da huset blev bygget. Jacques genkalder sig tiden: ”Det at bo i huset var en drøm – og drømmen blev virkelighed. Der var ikke tale om enten mennesker eller idéer … der var tale om arkitektur, der skaber mennesker. Og det gjorde det på en meget vedkommende og god måde, fordi huset repræsenterer det bedste af en lang række ting: Gode proportioner, optimalt arealforbrug. Der var ikke ét hjørne i disse boliger, der var for meget. Til gengæld var der heller ikke ét hjørne i disse boliger, der var for lidt.”

Det håndværksmæssige niveau er højt, hvilket har betydet, at ejendommen har undgået den renoveringsbølge, der ellers har rullet hen over mange andre byggerier fra perioden. Snedkervinduerne er naturligvis af kernetræ med koblede rammer. Glasset er ikke maskinglas, men har det lette spil, som de små ujævnheder giver. Alt sammen øjenfryd, der glæder Jacques: ”Jeg har det sådan, at når jeg er omgivet af ordentligt håndværk, så finder jeg ro –det er wellness for mig. Jeg behøver ikke så meget andet, hvis rammerne er af ordentlig kvalitet. Og det repræsenterer dette hus vældig meget.”

Vi kigger på tegningerne og glæder os over de veldisponerede rum. Snittet afslører, at der var tale om et fremsynet hus med affaldsskakt og kølerum. Alt har sin plads. Jacques siger halvt i spøg, at planløsningen var så god, at den italienske arkitekt Renzo Piano lod sig inspirere af den til boligbyggeriet på Rue de Meaux i Paris. Jeg kan lide idéen. Selvom det nok ikke forholder sig sådan, så luner det at tænke på, at der kunne ligge et lille stykke Frederikssund i Frankrig.

Familien, der også tæller to børn, tilbragte hele 13 år i lejligheden på første sal, inden behovet for mere plads gjorde, at de flyttede til en større bolig. Men årene i ’Kommoden’, som huset kærligt bliver kaldt, har præget dem på den gode måde. Der er ikke ét sted i huset, der ikke er blevet taget hånd om. Skabslåger er blevet slebet og har fået skibslak. Køkkenet er blevet bevaret, og indlejringen af moderne bekvemmeligheder, f.eks. en opvaskemaskine, er sket under største hensyn til det bevarede snedkerkøkken. Tilføjelserne er blevet tilpasset rammekøkkenet – ikke omvendt. Den umbragrå radiator har fået lov til at stå … umbragrå, som en hyldest til Mangor & Nagels oprindelige idé med at male bagvæggen fremfor radiatorerne.

Det er sjældent at møde så stor hengivenhed for en bolig som den, Jacques giver udtryk for. Billederne afslører, at lejligheden var indrettet med sikker sans for æstetikken. Akkurat som planløsningen var der hverken for meget eller for lidt. Måske har Jacques ret: Huset former virkelig de, der bor i huset. Der synes at være indgået en pagt mellem huset og familien, hvor der har været en gensidig forståelse for, hvordan livet her skulle udforme sig. Det er flere år siden, at familien har boet her, men nænsomheden i fortællingen om Kommoden gør indtryk. Her er tale om forvaltning af en arkitektonisk kulturarv på højt plan.

I dag bor familien i et tyve år yngre hus. Her har de –ganske som på Lundevej – været så heldige at kunne udnytte den originale indretning og materialevalg.

Men når man én gang har boet i et Mangor & Nagel­hus, så dør drømmen om på et tidspunkt at vende tilbage til et aldrig. Akkurat som firmaets kunder, der kommer igen for at få tegnet nyt. For her ved man, hvad man får.

Se, dét er kærlighed …

FALKENBORGHUS

FALKENBORGVEJ 2­ 6

OG NØRRESVINGET 2­ 6

FREDERIKSSUND

Bygherre: AAB, Frederikssund

Byggeriets art: Almene boliger, nybyggeri

Størrelse: 45 boliger, 1, 2 og 4 vær.

Opført: 1954­55

Arkitekt: Mangor & Nagel

Ingeniør: Poul Rønje

Landskabsarkitekt: Erik Mygind

Kunstner: Ove Køser

Med Falkenborghus kom moderniteten til Frederikssund. Med sit lyse, lette udseende og store syd­ og vestvendte vinduespartier blev der for alvor sagt farvel til 1940’ernes ofte nøjsomme byggeri og goddag til fremtiden.

Frederikssund var endnu i 1950’erne en mindre provinsby med et beskedent indbyggertal, men var i spirende vækst og havde ønske om at tiltrække virksomheder – og dermed tilflyttere – især fra Hovedstadsområdet. Men ét var, at der var plads nok til at rumme de nye industrier. Hvis byen skulle være et attraktivt alternativ til hovedstaden, var det vigtigt, at boligerne var af en karakter, der signalerede overgangen til den nye tid.

Falkenborghus opfylder denne ambition. På et tidspunkt, hvor mange danske arkitekter foretrak at arbejde med mursten og tegl, satte Mangor & Nagel turbo på udviklingen og kastede sig over gasbetonen. Valget var bevidst. Eftersom fremtiden skulle stå i Frederikssund, skulle det kunne aflæses direkte i materialevalget.

Men der var håb om mere end blot at skabe en fremtidsvision. Et af særkenderne for det almene byggeri i Danmark har altid været den høje kvalitet og idealet om, at alle fortjener at bo så godt som muligt. Falkenborghus læner sig ind i disse værdier. Demografimæssigt brød det med den gængse forestilling om målgruppen for almene boliger, idet en stor del af de nye beboere tilhørte middelklassen. De kunne hurtigt se kvaliteterne i de veldisponerede boliger, der afspejlede tidens funktionalistiske idealer. Opholdsrummene er orienteret mod lyset, og altanerne åbner sig mod det store, grønne areal med et venligt nik til samtidens parkbyggerier.

Det er et byggeri med lag, der åbenbarer sig endnu mere, når man dykker ned i detaljerne. Ved første blik ser det ukompliceret ud, men der er en høj grad af arkitektonisk finesse: Yderskallen er enkel og med få, men velvalgte detaljer, der skaber en subtil variation. De forskudte etager skaber dynamik. De markante, vandrette bånd angiver på pædagogisk vis etageadskillelsen.

Boligerne er velindrettede og bærer præg af funktionalismens planløsninger. Alt er gennemtænkt, og der er ingen spildplads. Selvom lejlighederne i dag kan virke små i sammenligning med nyere byggeri, er de fortsat yderst eftertragtede.

Byggeriets facade er udsmykket af den lokale kunstner, Ove Køser, der selv var flyttet til Frederikssund fra København. Dermed var han en ideel repræsentant for den målgruppe, man gerne ville tiltrække. Køsers kunst kredsede ofte om landskabsmotiver i naturalistisk stil, men da Falkenborghus skulle udsmykkes, valgte han et andet greb: partier med abstrakte figurer i stærke farver, adskilt af hvide bånd, der refererer til de hvide bånd i husets facade.

Køsers facadeudsmykning er som byggeriet tidløs, da den på én gang er forankret i 1950’erne og alligevel fremstår nutidig.

Falkenborghus har undgået de voldsomme renoveringer, som mange af samtidens boligbyggerier har været udsat for. Altanerne er blevet inddækket for at skabe et ekstra rum, men ellers står meget, som da ejendommen blev opført. Indtrykket er eviggyldig kvalitet. Af den grund blev byggeriet prisbelønnet i 1994 af Frederikssunds Kommunes udvalg til præmiering af bygninger og bymiljøer. Det skete 40 år efter boligerne blev opført – og Falkenborghus’ status som klassiker blev dermed cementeret.

Den sartgule facade brydes af de hvide bånd og indeliggende altaner. Alle indgangspartier er visuelt forstærket af billedkunstneren Ove Køsers værker.

Den originale model, der skulle visualisere projektet for bygherren og byrådet. Modellen, der i dag står i Frederikssundafdelingen, er så velbevaret, at den blev brugt i en scene i tv­serien Krøniken.

Meget lidt har ændret sig siden opførelsen. Det gør sig gældende for boligernes indretning, bygningsdetaljerne, de grønne arealer og farveholdningen.

SKYLLEBAKKEHAVN

SKYLLEBAKKE HAVN 1­78 FREDERIKSSUND

Bygherre: PFA Byg Ejendoms­

aktieselskab v/ Højgaard & Schultz A/S

Byggeriets art: Boliger, nybyggeri

Størrelse: 65 boliger, 1­4 vær.

Opført: 1995 ­96

Arkitekt: Mangor & Nagel

Ingeniør: Højgaard & Schultz A/S (konstruktioner) samt Steensen

Varming A/S (installationer)

Landskabsarkitekt:

Landskab & Rum A/S

Det kræver nænsomhed at bygge begavet ved vandet. Især, hvis man gerne vil give så mange som muligt den gave, det er at bo med udsigt til fjorden. For nok har Danmark en lang kystlinje, men det ændrer ikke på, at de dyreste kvadratmeter ofte er at finde her.

Vandet er en stor del af Frederikssunds identitet. Med sin attraktive beliggenhed i den øvre ende af Roskilde Fjord har havneområderne altid været et aktiv for byen. I mange år understøttede de byens mange virksomheder. Men efterhånden som lastbilerne overtog godstransporten, blev havneindustrien udfaset, og byen stod nu tilbage med overvejelserne om, hvordan vandkantsarealerne skulle bruges.

Der skulle gå hele tretten år fra Mangor & Nagel i 1982 udviklede en bebyggelsesplan for området omkring Skyllebakke Havn, til de første boliger stod klar. Firmaets visioner kunne aflæses direkte i den vedtagne lokalplan fra 1994. Ét var, at der var restriktioner på den tilladte højde på byggeriet. Mere opsigtsvækkende var derimod de æstetiske krav: Ord som smuk byfront ud mod fjorden vidner om, at kommunen – godt hjulpet på vej af en gennemtænkt bebyggelsesplan – var særdeles opmærksom på, hvilken herlighedsværdi området havde. Lokalplanen anlagde et opmærksomt 360 ­graders blik, for der skulle både være adgang til fjorden for alle, samtidig med at den nye bebyggelse skulle tage sig harmonisk ud fra vandsiden.

De kommende beboere kunne hurtigt se attraktionen i at bo i Skyllebakke Havn. Efter sigende var der så meget rift om boligerne, at de lå i kø i 14 dage for at komme i betragtning. Bebyggelsen en blanding af leje og eje, og de to boligformer fungerer godt sammen.

Bebyggelsens arkitektoniske idé udspringer af den foranderlige arkitektur, som Frederikssund Skibsværft repræsenterede med sine smukke sortmalede træskibe, som lå på bedding med varmrøde oilskin­presenninger over. I den nutidige arkitektur sender de sortmalede trækarnapper en klar hilsen til de tidligere tiders for­ og agterstavne, der stak frem i lyset. Presenningerne er i Skyllebakkehavn blevet fortolket som fine, røde tegltage.

Havnebassinet omfavnes af boligerne og udgør dermed hjertet i Skyllebakke Havn. Oprindeligt blev her bygget træskibe; i dag er den lille havn blevet til et mindre lystbådeparadis. For de boliger, der vender ud mod havnen, er overgangen mellem land og vand næsten ophævet. En oplevelse, der understreges af adgangspartierne, der giver en følelse af at bo direkte på vandet.

Kvaliteterne i byggeriet strækker sig ud over det maritime miljø. Det særlige ved Skyllebakke Havn er, at det er tæt, men ikke klaustrofobisk. Intimt, men ikke påtrængende. Der er variation i udtrykket, samtidig med at det er let at aflæse, hvor grænsen mellem bebyggelsen og den øvrige by går. Der er skabt et landsbymiljø med direkte reference til de oprindelige, ældre huse på Skyllebakken.

Som pendant til havnebassinet skyder en fælles grønning sig ind i byggeriet. Hvis man ikke har udsigt til vand, har man fra boligerne udsigt til inviterende grønne arealer med beplantninger af buske, frugttræer og lægivende, formklippede knappe hække, som man kender det fra naturen ved kysten.

I den fælles grønning og de små haver samles man ved solnedgang og glædes over dagen, mens himlen farves i varmrøde nuancer.

Farvespillet i murstensbåndene og de røde tagsten skaber alsidighed, uden at man bliver i tvivl om slægtskabet. Det sorte træværk er en diskret henvisning til tidligere tiders tjærebejdsning af træskibene.

Og så er der lyset. Det helt særlige og evigt foranderlige lys, man kun oplever ved vandet, er tænkt ind som en vigtig del i alle boliger – uanset størrelse og placering i bebyggelsen. Denne insisteren på at tilgodese hver enkelt bolig er noget, Mangor & Nagel altid har været optaget af.

Gennem tiden er det blevet til flere tæt­lav­byggerier, der alle afspejler indsigt i, hvad en attraktiv bolig skal indeholde og hvordan udearealerne kan understøtte det.

Fælleshuset indtager den ypperste placering, og det er ingen tilfældighed. Det nemme greb havde været at overlade pladsen til de dyreste boliger. Men det har været en selvfølge, at den bedste udsigt danner rammen om muligheden for at mødes på tværs. Udsigten er ikke forbeholdt de få udvalgte.

Når man sidder ned inde i fælleshuset, kan man kun se vand – og ikke land, hvilket giver fornemmelsen af at være ombord på et skib. Dette lavtliggende bolværk troner på molen, orienteret med fjorden på den ene side og havnebassinet på den anden.

Med plads til, at livet og fællesskabet kan udfolde sig midt imellem.

Som skibsstævne rækker længerne frem mod fjorden. De røde tegl er en reference til oilskin ­presenningerne fra det værft, som lå her engang, men er også inspireret af tagene i søfartsbyen Marstal på Ærø.

Det nu nedlagte værft er blevet omdannet til en mindre lystbådehavn. Længernes placering giver en fornemmelse af at bo ikke blot ved, men på vandet, ligesom bådebroen skaber en visuel forlængelse af boligerne.

Lille greb med stor effekt: Ved at vende murstenens bagside udad opnås et virkningsfuldt spil i den murede flade. En fælles grønning forbinder boligerne med vandet. Beplantningen er inspireret af den omkringliggende natur ved fjorden.

MUNKSØGÅRD

MUNKSØGÅRD 1­100 4000 ROSKILDE

Bygherre: Andelsboligforeningen

Munksøgård, Roskilde Boligselskab og Ejerforeningen Ejermunken

Byggeriets art: Boliger/bofællesskab, nybyggeri

Størrelse: 100 boliger fordelt på andelsboliger, almene boliger og ejerboliger (ejerboliger udført af anden arkitekt)

Realiseret: 2000

Arkitekt: Mangor & Nagel A/S

Landskab: Landskabsarkitekt

Peter Holst

Totalrådgiver: Monberg & Thorsen A/S

Ingeniør: Monberg & Thorsen / COWI A/S

På Munksøgård var man ikke blot en af frontløberne inden for bæredygtigt byggeri – man var næsten for tidligt ude.

Det økologiske bofællesskab ved Trekroner ved Roskilde er kun godt tyve år gammelt, men er ikke desto mindre et af de første eksempler på bæredygtigt dansk byggeri i større skala.

I den mellemliggende periode er udviklingen gået hurtigt, og i dag afspejler kravene til (ny)byggeri en langt større opmærksomhed på, hvor stor en kilde byggeriet er til CO2­udledning. Dermed følger nødvendigheden af at bygge mere bæredygtigt. Meget af denne viden er hentet med baggrund i byggerier som Munksøgård.

Visionen for byggeriet var nu større end ’bare’ et økologisk værdigrundlag. Helt fra starten har kongstanken været at skabe boliger, hvor der var indtænkt vidtstrakte miljøhensyn – både i byggefasen og efterfølgende i drift og vedligehold. Lige så vigtigt var det, at der blev skabt et godt fællesskab blandt beboerne. Her udgør fællesarealer, fælleshuse og de mange aktiviteter vigtige ingredienser i at understøtte det særlige liv, der leves i Munksøgård.

De fem boligklynger med hver tyve boliger fordeler sig på ejer­ og andelsboliger samt almene lejeboliger. Dette er et bevidst valg, da det dermed bliver et mikrokosmos af det omgivende samfund.

Klyngerne, der hver især er formet som en hestesko, er underinddelt i bogrupper for familier, seniorer og unge. Madordninger, bogruppemøder og en række arbejdsgrupper spiller en central rolle i det forpligtende fællesskab. På den måde adskiller Munksøgård sig ikke fra en række andre bofællesskaber. Men beboerne holder fortsat godt fast i den bæredygtige profil, idet flere af grupperne arbejder med at udvikle den grønne dagsorden. Det gøres ved, at man følger udviklingen af grønne energiformer tæt med henblik på at vurdere, om de på sigt kan implementeres på Munksøgård.

Der er hele vejen igennem fokuseret på at implementere energibesparende og miljøvenlige tiltag i boligdesignet. De bærende konstruktioner er udformet i træ, og indvendigt er de beklædt med gips. Lejlighedsskellene er konstrueret af ubrændte mursten. Rockwool er skiftet ud med papiruld, og facadebeklædningen i træ vedligeholdes med enten slam­ eller linoliemaling. Boligerne er forbundet til en fælles varmecentral, der fungerer på biobrændsel, og der er etableret et lokalt rensningsanlæg, der kræver brug af separationstoiletter i boligerne. Sidstnævnte var i øvrigt så stor en nyhed ved opførelsen af Munksøgård, at de end ikke var på radaren hos Dansk Standard – og byggeriet var i fare for ikke at blive godkendt. Det krævede flere dialoger med kommunen for at overbevise dem om, at der var tale om et fuldt validt produkt.

Munksøgård emmer af overskud. Boligerne er hyggelige, og de charmerende fællesarealer med høns og køkkenhaver vidner om, at livet foregår lige så meget mellem husene som inde i dem. Der er herligt ufriseret på den gode måde. Her er plads til, at alt ikke står snorlige, og det er en vigtig del af udtrykket. De fine træbeklædte huse, der alle er forbundet via grusstier – her er ingen asfalt på Munksøgård – giver mindelser om et landligt liv, hvor man er sammen om det virkelig værdiskabende i livet: hyggeligt fællesskab.

Eksempel på plantegning fra blok 1, der rummer boliger for unge. Munksøgårds grønne ånd understreges af den bevidst utæmmede beplantning. Valget af grusstier som forbindelse mellem husene accentuerer stedets naturlige æstetik. Alle elementer af byggeriet hænger formmæssigt sammen –selv når vasketøjet hænges til tørre.

Se at komme ud af hullerne!

Interview med Jytte Abildstrøm — skuespiller og teaterleder

Jeg er cyklet til Munksøgård. Det virker næsten blasfemisk at tage bilen fra den ene af Roskilde til den anden for at tale med Jytte Abildstrøm om bæredygtighed og grøn omstilling.

Hun står allerede i døråbningen, og vi går indenfor i det lille hjem. Størrelsesmæssigt er der, hvad der er brug for – og ikke mere. Jo, Jytte Abildstrøm lever præcist som hun anbefaler andre at gøre.

Interiøret er en eventyrlig afspejling af 89 års levet liv fyldt af ånd, vid og teater. Her er lag på lag af bøger, malerier og hånddukker, og hver gang øjet flytter sig, åbner der sig et nyt, fortryllende univers. Jytte Abildstrøms bolig er den perfekte afspejling af eksteriøret på Munksøgård: En eklektisk blanding, der tilsammen udgør noget ganske særligt.

Jytte Abildstrøm er landskendt for sit lange virke som skuespiller og teaterchef for Riddersalen. I den brede offentlighed er hun dog i lige så høj grad berømt for sine markante holdninger til økologi. Og for sin kolonihave med de velkendte elementer som solfanger, masseovn og muldtoilet.

Igennem årene har hun holdt tusindvis af foredrag, heraf mange om den grønne dagsorden og vedvarende energi i det åndelige og fysiske liv.

Klods-Hans som klimaaktivist

Det hele tog fart i 1987, der var udnævnt til at være europæisk miljøår. Jytte Abildstrøms teatergruppe blev valgt af Miljøministeriet til at være ambassadører. For også kulturen skulle bruges til at flytte på danskernes holdninger til bæredygtighed. Som så ofte før greb hun til eventyret for at italesætte vigtige budskaber – i dette tilfælde Klods­Hans. Sammen med prinsessen udgør de det ultimative power couple, for han repræsenterer naturbudskabet, mens prinsessen står for det intellektuelle. Når de forenes til én skabende kraft, kan det kun gå fremad.

Medlem nummer 7

Snart opstod idéen om at udvikle et økologisk bofællesskab. En inspirationgruppe blev dannet – Jytte Abildstrøm blev medlem nummer syv og er dermed en af ’de originale’. Forskellige lokationer blev undersøgt, visioner blev udarbejdet – og Munksøgård var snart godt på vej til at blive virkelighed. Hun siger, at processen ”foregik hulter til bulter”, hvor hun havde en række møder med kommunen – ikke mindst om toiletterne, der var noget forud for sin tid.

Hun er tydeligt stolt af bofællesskabet, hvor beboerne opnåede det meste af det, de ville, for så vidt angår byggematerialer, genindvinding af vand, grusfilter og økologiske nyttehaver.

Jytte Abildstrøm er i dag en aktiv del af visionsgruppen på Munksøgård, for bæredygtighed udvikler sig hele tiden og teknologierne ligeså. Et eksempel herpå er opvarmningen af boligerne, hvor der løbende er drøftelser om, hvorvidt man skal anlægge jordvarme som erstatning for træpillefyret. Flere gange i løbet af vores samtale bliver det tydeligt, at for Jytte Abildstrøm stopper verdens udvikling ikke med hende. Tværtimod planlægger hun stadig indsatser på den lange bane: ”Man skal ikke tænke på, om man kun lever et halvt år til – vi skal tænke langt og på de kommende slægter.”

Når generationer mødes

Beboersammensætningen og de forskellige bogrupper gør hende glad. ”Jeg synes, at det er en rigtig god idé, at det ikke er et oldekolle! Vi skal blande aldrene! Det er så skønt, når man går tur og ser en lille én i barnevogn, som man kan vinke til. Hvis det kun var oldekolle, ville det være ’hold kæft, jeg har ondt her og der’. Det går ikke!”

Jytte Abildstrøm reflekterer over, at hun er blevet 89. Hun har levet et langt liv og har udrettet meget. Hun havde håbet, at samfundet var nået længere med den grønne omstilling. Men igen slår hendes iboende optimisme igennem. Selv når talen falder på, hvad vores indsats nytter, hvis andre lande ikke følger med: ”Det spørgsmål hører jeg ved alle mine foredrag! Og mit svar er det samme hver gang: ’Jamen, ved I hvad, hvor er vi heldige, at vi kan gøre noget!’”

BREDALSPARKEN

HVIDOVREVEJ 336 2650 HVIDOVRE

Bygherre: Hvidovre almennyttige Boligselskab v/DAB

Byggeriets art: Almene boliger, nybyggeri

Størrelse: 1.800 m2, 24 boliger

Realiseret: 2013

Arkitekt: Mangor & Nagel A/S

Landskab: Mangor & Nagel A/S, PLAN+LANDSKAB

Ingeniør: Oluf Jørgensen A/S

Det var store sko, der skulle fyldes, da der skulle bygges nye ældreboliger i forlængelse af den eksisterende del af Bredalsparken. Arkitekten bag første etape var nemlig ingen ringere end Svenn Eske Kristensen, som med et bagkatalog, der inkluderede Dronningegården (sammen med Kay Fisker og C.F. Møller) og De Hængende Haver ved Carlsberg, kunne gøre selv et velrenommeret firma som Mangor & Nagel lidt benovede.

Bredalsparken blev opført i 1949 til 1959 og er i dag klassificeret som bevaringsværdig. Det er et smukt eksempel på en klassisk parkbebyggelse – en måde at tænke bolig på, der tog fart efter Anden Verdenskrig. Den nye middelklasse ville ud af de trange større byer med baggårde og små lejligheder, og her opfyldte byggerier som Bredalsparken ønsket om lys, sol, grønne områder og bekvemme, moderne boliger.

Når et bevaringsværdigt byggeri skal udvides, står man som arkitekt over for et dilemma: Skal man vælge at tilpasse sig det bestående mest muligt, eller skal det adskille sig radikalt? Mangor & Nagel valgte at bruge god tid på at registrere og aflæse særkenderne i det eksisterende byggeri – og her hjalp det, at firmaet allerede havde haft mindre renoveringsopgaver i afdelingen. Materialeholdningen, kvaliteten og udtrykket var derfor kendt. Bebyggelsens karakter og sjæl var også under huden.

Resultatet er et byggeri, der lægger sig op ad Svenn Eske Kristensens bebyggelse, men med træk, der gør det umiskendeligt nutidigt. De fire mindre boligblokke har en vinkling og forskydning, der er inspireret af de originale, og placeringen gør, at der dannes en naturlig afslutning ud mod Brostykkevej.

En række virkemidler bygger bro mellem det nye og det eksisterende byggeri. Først og fremmest matcher farveholdningen. Det er lykkedes at finde mur­ og tagsten, der i farve, spil og tekstur modsvarer de omkringliggende. Opmuringen med forbandt udelukkende af kopper går ligeledes igen. Vigtige kendetegn i den oprindelige bebyggelse er, at facaderne er interessante på alle sider, og at gavlene fået lige så meget opmærksomhed som facaderne. Samme bearbejdning er videreført i de fire nye blokke. Uagtet hvilken side man ser ældreboligerne fra, sker der noget – underspillet og præcist. De hvide vinduer går igen, og summen af elementerne danner tilsammen en moderne pendant til de prunkløse, enkle bygningskroppe i parkbebyggelsen.

I forlængelse af disse virkemidler er der karakteristiske elementer, der er fortolket på ny, f.eks.de hvide træskodder, der et væsentligt stiltræk på de eksisterende facader. I ældreboligerne er skodderne oversat til hvide, pudsede flader, der er en videreførelse af skoddernes lethed – uden at det bliver en ubearbejdet kopi.

De nye boliger har hvide altaner, der i modsætning til de oprindelige er uden reliefvirkning. I stedet er de blevet tilført espalier, der giver skyggevirkning om sommeren og mulighed for begrønning. Bredalsparken viser en formidabel evne til at aflæse, hvad der passer til det givne scenarie – i dette tilfælde et oprindeligt boligbyggeri, der er erklæret bevaringsværdigt. Det fordrer respekt, men omvendt skal man heller ikke være så ydmyg og forsigtig, at en udvidelse bliver tandløs. Den følsomhed, hvormed de nye boliger er indpasset, er spændende. De opdaterede, nutidige virkemidler viderefører de bedste kvaliteter – samtidig med at den er sin egen og derved undgår at blive en udvandet kopi.

Hele Bredalsparken er præmieret i flere omgange. I 2013 modtog det nye byggeri en pris af Hvidovre Kommune for samspillet med det oprindelige byggeri og bygningsdetaljerne. Svenn Eske Kristensens del af Bredalsparken blev i 2015 udvalgt af en jury under Realdania som ét af de ti bedste murede boligbyggerier i perioden 1940 ­ 60.

De forskudte bygningskroppe danner en naturlig afslutning på Sven Eske Kristensens oprindelige byggeri fra 1959.

De mest karakteristiske dele af parkbebyggelsen er blevet nyfortolket og forenklet i deres udtryk. Det er sket på en sådan måde, at slægtskabet fortsat er tydeligt og der ikke er tvivl om, hvad der er nyt og hvad der tilhører den ældre del. Et eksempel herpå er de markante hvide altaner og vinduesskodderne.

JENS WARMINGS VEJ

JENS WARMINGS VEJ 1–71 2300 KØBENHAVN S

Bygherre: Boligselskabet Hjem, administreret af FA09

Byggeriets art: Nybyggeri og renovering

Størrelse: 102 boliger, 2­5 vær.

Realiseret: 2011­2016

Arkitekt: Mangor & Nagel A/S

Totalrådgiver: Mangor & Nagel A/S

Ingeniør: Wissenberg A/S

Landskabsarkitekt: Mangor & Nagel, PLAN + LANDSKAB

Godt nok var de nedslidte, de 62 boliger med flade tage, der var bygget i 1962. Men der var en række kvaliteter, der var så karakteristiske for bebyggelsen, at de helst skulle bevares.

Det gjaldt ikke blot de små haver og fællesarealerne, der gav en følelse af at være i en grøn oase midt på Amager. Det var i lige så høj grad stemningen. Her var hyggeligt. Vedkommende. Folk havde boet her længe. Som i rigtigt længe – ofte gennem flere generationer. Jens Warmings Vej kunne altså noget særligt, på trods af det lidt trætte ydre.

Opskriften var derfor: Renover, byg til, gør det attraktivt – og bevar det gode beboerfællesskab.

Grebet blev at bevare fundamenterne og lejlighedsskellene, men ellers starte næsten forfra. En øgning af boligmassen skulle der til, både for at sikre økonomien i byggeprojektet, men også for at skabe et større udbud af lejlighedstyper. I dag spænder boligerne fra 63 til 80 kvadratmeter, hvilket giver mulighed for, at man kan bo her i flere livsfaser. Derudover er godt tredive af boligerne såkaldte tilgængelighedsboliger, der er stuelejligheder med niveaufri adgang.

Ud af de oprindelige gulstenshuse i én etage er der vokset en række hvide, modernistiske boliger. Store vinduespartier skærer sig ind i de lyse, pudsede mure, der får facaderne til at fremstå som grafiske kompositioner. Der er klare henvisninger til funkisstilen, og udtrykket er åbent og attraktivt. På knap hver anden blok er der tilføjet en ekstra etage, mens de øvrige fortsat er i ét plan. Ved kun at bygge til i højden på hver anden række sikres det, at der fortsat kommer lys ned i haverne, der blev genetableret efter renoveringen. Oveni giver det en karakteristisk, blid bølgebevægelse, hvor højdeforskellene skaber spænding og kontrast.

Der er tænkt i energioptimering, og alle boliger er opført i lavenergiklasse 2015. For at mindske belastning af kloaksystemerne er der etableret faskiner, der leder regnvandet direkte ned i jorden. De mange grønne områder understøtter også den naturlige regnvandsnedsivning.

Ved at øge i højden på udvalgte gavle og tilføje en helt ny blok er det lykkedes at udvide boligmassen til hele 102 boliger – tilmed på en måde, så landsbyfornemmelsen er bevaret.

Haverne lyser grønt og bærer præg af masser af levet liv og fællesskab. Der er fortsat mange beboere, der har boet her i flere menneskealdre, og som har boet i flere forskellige boligtyper.

Der er meget, der skal tages højde for i renoveringsprojekter. Det arkitektoniske skal naturligvis være på plads, men også økonomien er en bærende del. I dette tilfælde blev projektet realiseret med støtte fra Landsbyggefonden.

Brugerinddragelse er hele vejen igennem blevet vægtet højt. Det stod fra starten klart, at en vellykket renovering ville forudsætte et godt samarbejde med beboerne. Det kræver nemlig opmærksomhed at oparbejde et tillidsforhold, der gør, at et byggeri kommer godt igennem alle faser. Samarbejdet med de involverede parter har været et vigtigt parameter i, at det er lykkedes at fastholde stedets ånd. De eksisterende beboere havde et ønske om at vende tilbage til den samme bolig, blot i en opdateret udgave. Ved aktivt at inddrage de mange parter er Jens Warmings Vej fortsat en attraktiv bebyggelse, hvor generationer bor og lever sammen.

Byggeriet, som det så ud inden den omfattende renovering. > Boligerne efter renoveringen.

På flere af længerne blev der bygget en ekstra etage for at øge den samlede boligmasse.

Før renoveringen gav beboerne udtryk for, hvor glade de var for de små haver. Efterfølgende er haverne blevet genetableret og er et eksempel på, hvordan dialogen mellem beboere og arkitekter har resulteret i gode løsninger.

Sydlandsk feeling på Amager

Interview med Sait Ciftci

— advokat og tidligere beboer på Jens Warmings Vej

Sait var en ung teenager, da han flyttede ind i en 80 kvm stor bolig sammen med sin mor. Efter at have boet i lejlighed var de tæt­lave­omgivelser en eksotisk forandring. Her var man tæt på jorden med egen have – og naboerne var langt mere synlige, eftersom gangstierne var hovedfærdselsåre til og fra boligerne.

Det blev nemt at følge med i livet, der udfoldede sig på de små fællesarealer. Da der tilmed var blevet lukket for gennemkørsel nogle år forinden, blev kontrasten mellem den tunge trafik på Vejlands Allé og roen på Jens Warmings

Vej endnu større.

Der var dog en bagside af medaljen, idet boligerne på daværende tidspunkt var temmelig nedslidte. På trods af dette har Sait gode minder fra ’det gamle’: ”Det var ikke fordi det var dårligt. Det var et ældre byggeri, men i forhold til at bo i lejlighed var det dejligt. Der var en hyggelig atmosfære, og folk kom hinanden ved på den gode måde.

Men indeklimaet var ikke særlig godt, og det var lidt slidt. Men som sekstenårig tænker man jo ikke rigtig over det.”

Fra boligselskabets side blev der foretaget en række udbedringer for at afhjælpe nogle af problemerne, men efterhånden blev det tydeligt, at der måtte ske noget langt mere gennemgribende. Midler fra Landsbyggefonden gjorde det muligt både at renovere og tilføre nye boliger på Jens Warmings Vej, og efter et grundigt indledende forløb kunne byggeriet gå i gang.

Om selve brugerinddragelsen undervejs siger Sait: ”Jeg husker det som en god proces. Der var selvfølgelig mange, der havde meninger om meget. Men sådan er det jo i disse sager.”

Boligområdet forvandlede sig fra et gulstensbyggeri i én etage til hvide, elegante boliger i op til to etager. Fællesarealerne blev udvidet, og de små haver blev genetableret. Udtrykket var markant forskelligt fra før, eftersom materialevalget var et andet, og boligerne nu fremstod meget lysere. Sait fortæller, at området efter renoveringen ser næsten sydlandsk ud. Det er positivt ment.

Som beboer var der mulighed for at sætte sit eget præg på dele af boligen. Et godt eksempel er køkkenmodulerne, hvor der var flere farver at vælge imellem. På den måde kunne man tilpasse dele af den nye bolig til ens smag og behov. Det husker Sait som en væsentlig pointe, for det gjorde, at der blev skabt større tilknytning, fordi man selv skulle foretage en række aktive valg.

I det hele taget er han meget anerkendende med hensyn til Mangor & Nagels valg af materialer: ”Der er tale om et tidløst design. Det er ikke lavet ud fra hurtige trends, men der er brugt materialer, der altid vil være tidssvarende. Det gør, at boligen forbliver ung.”

Sait er opmærksom på værdien af det gode forløb omkring renoveringen af bebyggelsen. Hans svar på, hvad et godt råd kunne være til dem, der planlægger en renovering, er klart: ”Brugerinddragelse! Hvis folk er bange for forandring, så er det typisk fordi de er glade for dét, de har. Så indtænk og få defineret præcis, hvad er det er, der er velfungerende. Det kan være helt små ting, der gør, at folk er glade for deres rutiner i en bebyggelse. Så tænk dem ind i renoveringerne. Hele forarbejdet og registreringen inden er derfor vigtig.”

Han forklarer, at det kan være svært for ikke­arkitekter at visualisere, hvordan en ny bolig vil blive. Men mange af de gode kvaliteter på Jens Warmings Vej er fastholdt, netop fordi det forblev rækkehuse, og ikke blev omdannet til et stort etagebyggeri, som man ser andre steder. Han synes også, at Mangor & Nagel har haft øje for at bevare mange af de særlige kvaliteter, der kendetegnede bebyggelsen før: De små haver, de grønne fællesarealer. En række forhold er desuden blevet endnu bedre. En lille ting som belysningen blev redesignet, så den blev mere tryghedsskabende.

”Det er jo sjældent boligen alene, der gør, om man bliver glad for at bo et sted,” siger han. ”Det handler lige så meget om omgivelserne, fællesskabet – alt det uden om boligen.”

Summen af alle de gode kvaliteter er tydelig for mange, der kommer forbi. Sait fortæller, at når han som ung tog en taxa hjem – eller fik et lift – så var kommentaren fra chaufføren den samme, når de drejede ind i bebyggelsen. ”Hvordan kan man komme til at bo her?”

Større ros får et byggeri ikke.

Brødrene Nagel — dengang, nu og om lidt

Af Petra Nagel

Hvilken stemning skal det her afsnit om jer to og jeres tid i Mangor & Nagel have?

Spørger jeg med en til lejligheden anlagt mere professionel mine.

”Det skal være let. Ikke akademisk; det gider vi ikke. Og så skal det være sjovt,” siger Karsten. Og griner. Torben gnægger med og tilføjer, let tøvende: ”Man skal sidde tilbage og kunne mærke det, vi har oplevet … de mere personlige nuancer skal med.”

Karsten afbryder Torben – som han så ofte gør. ”Folk skal læse din del og forstå firmaets succes. De skal tænke, at ‘de to bondeknolde, det er da egentlig meget godt gået, hvad de har drevet det til, og så sælger de firmaet på en ganske udmærket måde og timing’. Men Pipi, det er IKKE en blærebog, for der er også en hel del held inde over.”

Jeg bliver kaldt Pipi af min far. Og min far hedder Karsten Nagel. Hans bror – og min farbror – er Torben Nagel, og tilsammen udgør de rygraden og vel egentlig både essensen og ånden af snart hedengangne Mangor & Nagel. De har spurgt, om jeg vil skrive deres historie. Og det siger man ikke nej til. Ikke, når man er familie. Selvom jeg undervejs et par gange ville ønske, at jeg havde. Mere om det senere.

De kommer kørende i hver sin bil, og til hver eneste aftale vi har, ankommer Torben på slaget og Karsten konsekvent et par minutter over. Torben tager skoene af, hænger sin frakke på en bøjle og sætter sig roligt ned. Karsten tramper ind med sine efterhånden karakteristiske hvide Nike Air Force 1­sko og beholder både sko og jakken på, for ”hvorfor helvede har du ikke fyret op? Har I ikke mere brænde?” nærmest brøler han, selvom brændeovnen allerede er i fuld gang med at varme mit hus op.

De to brødre er forskellige som nat og dag, som hund og kat, og alligevel utroligt ens. De har videreført et firma, der i dag tæller mere end 120 ansatte og har vundet adskillige priser, selvom de aldrig har siddet ved siden af hinanden i dagligdagen. Med overlagt lån af et af coronaepidemiens slogans kan man sige, at de ”sammen hver for sig” har skabt den succes, som Mangor & Nagel er blevet til i dag.

Karsten har frokost med hjem til mig til det aftalte møde: sild, æg fra egne høns, fiskedeller, rugbrød og hjemmesyltede tomater og squash. Kan man virkelig sylte tomater og squash? Ja, Karsten kan. Han laver mad i stor stil og har altid gjort det. Lige siden hans forældre ofte deltog i Frederikssunds dengang sprudlende selskabs­ og forretningsliv op gennem 50’erne og 60’erne har Karsten lavet mad til Torben. I ved … nød lærer ung mand at lave mad til sin lillebror, når mor og far har travlt med at gå ud. Hvilket vi, der har omgivet os med Karsten, altid har nydt rigtig godt af.

Det skal siges, at de to drenges forældre ikke havde ’unødvendigt’ travlt. Karsten og Torbens far, Børge Nagel, grundlagde sammen med sin ven og partner Poul Mangor tegnestuen Mangor & Nagel i 1948 i Frederikssund, og han tegnede og opførte mere end 10.000 boliger i sin tid. Alt fra gymnasier, ældre­ og børneinstitutioner, fabrikker, kulturhuse mm., og i 1955 blev han optaget i Akademisk Arkitektforening.

Børge Nagel nåede før sin død i 2004 at fejre firmaets 50 ­års jubilæum. På det tidspunkt havde Mangor & Nagel udvidet med tegnestuer i Roskilde, Hillerød og København.

Men i 1987 modtog Børge, hvad der for et barnebarn var det allerstørste: Ridderkorset! Jeg har ofte stolt siddet og pillet ved det karakteristiske lille sølvkors med røde bånd, som min bedstefar modtog i 1987.

Vi spiser altid først, for Torben er sulten, og man arbejder ikke godt på tom mave, bliver vi enige om. Torben er slank og ekstremt velklædt. Karsten er ikke det modsatte, men interessen for mad har sat sine spor, lad os sige det sådan. Og så går han ikke i lige så høj grad op i lækre mærkevarer, som Torben gør. Men det har også noget med forbrug at gøre. Karsten ligner sin mor, Torben sin far. For den selskabssyge Børge Nagel fandtes der ikke begrænsninger, og penge har aldrig været et issue, ej heller har de manglet i Børges families liv. For Karen­Meta, min bedstemor, var penge noget, man passede på, og tøj syede man selv. På dén måde har ægteparret komplimenteret hinanden perfekt, ligesom de to brødre gør det i dag.

Torben og Karsten Nagel en forårsdag i 2023 ved Skyllebakke Havn i Frederikssund.

< Børge Nagel foran model af Falkenborghus, Nørresvinget og Nørreparken i Frederikssund, ca. 1958.

Karsten kalder sine forældre for en ‘samler’ og en ‘spreder’, hvor deres far Børge var en spreder og deres mor Karen­Meta en samler. Min bedstemor sørgede for, at der ikke blev brugt nogen som helst penge i husholdningen, hvorimod min bedstefar brugte virkelig mange penge. Torben smiler til Karsten og spørger: ”Er det sådan, du mener det er med dig og mig? Jeg spreder, og du samler?”

Karsten brummer: ”Mmm… måske.”

Okay, lad os komme i gang. Hvis man dumpede ned fra månen, og I skulle beskrive Mangor & Nagel, hvad ville I så sige?

Karsten starter: ”Jamen vi er jo et af de største arkitektfirmaer i landet.”

Torben overtager: ”Og firmaet kan rigtig mange ting, fordi vores portefølje har været utroligt blandet. Vi har ikke entydige specialer, men hvis vinden har blæst den ene vej, så har vi fulgt med, og blæste vinden den anden vej, så havde vi også referencerne til det. Vi udspringer af provinsen, og er man et stort firma i en mindre by, så får man lov til at lave alt. Specielt almene boliger og erhverv, men også private boliger. ALT har vi lavet.”

Karsten: ”Men det handler i høj grad om vores fars evne til at netværke. Han var fantastisk til netop det. Han havde intet skjold. Ingen nej­hat. Han så altid muligheder – aldrig begrænsninger. Ting var altid spændende for vores far.”

Torben tilføjer: ”Vi har altid lyttet til bygherrerne, og vi fik personlige forhold til dem, og man kan sige, at vi har arvet vores fars evne til at netværke. Vi har passet og plejet netop de netværk, og da alt det her med EU ­udbud kom, var vi klar til at byde ind på baggrund af vores mange projekter i provinsen.”

Karsten afbryder og smiler bredt: ”Vi ville jo beskæftige vores folk! Vi var vant til at arbejde i provinsen, mens alle de andre, måske ‘finere’, arkitektfirmaer brød sammen over at skulle i konkurrence på pris og hvad har vi, mod alle andre. Det var sådan, at vi brød ud og kom ind på det store danske marked. Eksempelvis Rigshospitalets hjerteafdeling – de to etager, man ser over indgangen. Det er en fornøjelse at køre forbi og se det arbejde, vi har lavet.”

Karsten holder en pause og fortsætter: ”Derefter så vi os ikke tilbage…” siger han med et selvtilfredst blik i øjet og en krusning i mundvigen, der vidner om ganske bevidst, om end velfortjent pral. Torben smiler til ham. Der opstår et anerkendende moment mellem de to, og selv jeg, som aldrig har slået en lige streg i mit liv, kan mærke deres indbyrdes stolthed over deres fælles arbejde og resultater.

Da I voksede op, hvor meget fyldte arkitekturen da?

Karsten starter: ”Vores fars arbejde fyldte. Han arbejdede vel stort set konstant.”

Torben: ”Han var da hjemme … men det er sandt, at han havde gang i noget hele tiden. Vikingespillene i Frederikssund, og han var på tegnestuen mange timer om dagen.”

Karsten: ”Det var vores mor, der havde styr på ham og os. Da Børge ville ind over juleudsmykningen i Frederikssund by, måtte vores mor holde ham tilbage. Det gjorde hun generelt, når han ville blande sig i for meget. Han var ekstremt distræt. Engang kom jeg gående hjem fra skole, og så kunne jeg se, at nu kom min far kørende for at hente mig, men han sad i sine egne tanker og kørte bare udenom mig.”

Torben: ”Han snakkede i telefon konstant, men han tegnede jo aldrig.”

Jeg tænker i mit stille sind, at det er sådan, jeg husker min egen far siddende i barndomshjemmet. Altid med telefonen i hånden. Han tegnede aldrig huse, som man måske skulle tro, kun kruseduller på alle vores aviser. Han tegnede vist nok kun, når han talte i telefon.

Torben fortæller om deres barndomshjem. ”Det var et mærkeligt hus dengang,” som han siger og beretter videre om, at folk kom gående forbi på udflugt for at se huset og hovedrystende gik igen. Deres far havde selv tegnet huset, der var relativt lille i kvadratmeter, men med mange indbyggede niveauer og opført i pudset gasbeton. Karsten fortsætter: ”JA! Det var det mærkeligste hus i byen. Vi boede i et villakvarter, hvor alle husene var nybyggede. Mangors (Poul Mangor og familie, red.) boede over for os, og alle på vejen havde børn, som vi kunne lege med. Når vi så skulle ind at spise, ringede vores mor med en koklokke. Hvor er den klokke egentlig henne, Torben?” afbryder Karsten sig selv.

Torben: ”Den har jeg derhjemme et sted … der var også et anlæg, hvor vi spillede fodbold allesammen. Det var et paradis for os børn.”

Det lyder til at have været et trygt og godt sted at vokse op for de to brødre, men som for de fleste mennesker er alt aldrig udelukkende idyl og ligusterhæk. Det samme gælder for de to, da samtalen drejes over på skoletiden. ”Den var rædsom,” udbryder Karsten og beretter om lussinger, skældud og eftersidninger i et skolesystem, som hverken Karsten eller Torben mildest talt befandt sig godt i. Hvor Karsten fik fysiske slag, har Torben kæmpet med de slag, der følger med, at være ordblind i en tid, hvor inklusion eller ’special treatment’ ikke var noget, man praktiserede. Og som Karsten selv karakteriserer dem begge:

”Vi var jo ikke de mest begavede unge drenge.”

Men videre skulle de fra datidens folkeskole, hvis de skulle gøre sig håb om en nogenlunde uddannelse, og det var deres dansk­ og matematiklærere, der skulle vurdere, om de overhovedet kunne det. Og hvad gør man, når man har brug for lidt medvind og ualmindeligt meget held? Man har en snarrådig mor, der arbejdede som håndarbejdslærerinde på drengenes skole. Hun lovede prompte begge lærere en flaske whisky og en flaske cognac, hvis de to drenge fik adgang til realskolen. Så med tanken på de litervis af spiritus de øjnede i horisonten, tog det blot et splitsekund for de to lærere at give en blåstempling, og de to var klar til realskolen.

Torben begynder at grine, da han mindes historien. ”Og da vi så kom i realafdelingen, stillede vores mor to miniflasker til dem – du ved, dem man får på flyveren!” storgriner Karsten, og man kan tydeligt mærke på dem, at lige præcis dén historie er kendetegnende for deres mor.

Snu som en ræv og nærig som få. Dog aldrig over for sine to sønner eller børnebørn. Der lå altid en pung i entréen, hvor man kunne tage de penge, man havde brug for.

Efter realskolen var der ikke mange muligheder. Man kunne få plads i en bank, hos en isenkræmmer eller som håndværker, og sådan endte de to i lære/praktik som tømrere.

”Vores hår var også begyndt at blive langt”, påpeger Karsten.

Torben afbryder: ”Jeg drømte jo egentlig om at blive landmand.”

Hvorfor fulgte du ikke dén drøm?

”Jeg fandt hurtigt ud af, at det også var arkitekt, jeg ville være. Jeg kunne jo se min storebror gå den vej, og så var vores far jo også en mester i at overbevise andre om, at han havde ret, og så valgte jeg også at gå den vej. Dengang spillede jeg meget musik, og Karsten red på heste.”

Karsten smiler: ”Der burde komme nogle ikoniske billeder af Torben fra dengang med i den her bog. Torben havde jo sin egen fanklub, og der udkom blade om dem. The Burglars. De var store dengang.”

Torben tilføjer: ”Det var fra jeg var 13 år til 18 år. Det var sjov og ballade. Men det stoppede jeg med og tog på værkstedsskole.”

Karsten blev færdig på Kunstakademiets Arkitektskole i 1976 og søgte job på en tegnestue i Helsinge. For som Karsten selv beskriver det, så var det alt for nemt bare at få job hos Mangor & Nagel ved sin far.

”Og så gik jeg hjem til min far og sagde, at nu havde jeg altså søgt job. Og han syntes da det var tosset, at jeg skulle køre frem og tilbage. Hvad med, at jeg selv lavede en filial i Roskilde, hvor jeg var flyttet til og boede med din mor? På den måde kunne vi også komme ind på et marked på Sjælland, hvor vi ellers ikke havde berøring.”

Han kunne være særdeles overbevisende, min gamle bedstefar. For min far gjorde selvfølgelig, hvad Børge sagde, og sådan gik det til, at Mangor & Nagel har den afdeling i Roskilde, som stadig ligger der i dag.

Torben blev færdig som arkitekt i 1982 og var på en tegnestue i København i halvandet års tid, før han blev fyret derfra og tog til Frederikssund og blev ansat i Mangor & Nagel. For hvorfor egentlig ikke?

Uden at nogen reelt set opdagede det (især ikke de to brødre!), var de begge pludselig blevet en fast del af firmaet.

”Vi kan faktisk ikke svare på spørgsmålet om, hvorfor vi gik ind i firmaet, for vi var egentlig altid en del af det. Det lå altid i kortene, at det endte, som det gjorde.”

Vi holder en naturlig pause, for Karstens telefon ringer. Det er hans kammerat Lars Jensen. Torben og jeg kigger på hinanden hovedrystende, for i stedet for at sætte telefonen på lydløs og lægge telefonen væk, så vi kan fortsætte vores interview, skal Lars Jensen da lige have at vide, hvad Karsten fik at spise, da han var til en frokost et par dage forinden. Og nu jeg er ved de … lad os kalde dem ”udfordringer” ved at skulle løse denne opgave, jeg er blevet stillet, så lad mig komme med et andet eksempel, der har spændt en anelse ben for mig i processen.

Aldrig ’ha’-gale’

Jeg har forinden vores møder forberedt nogle spørgsmål. Jeg er uddannet journalist – ikke forfatter – og det er sådan, man plejer at arbejde, når man interviewer kilder. Man forbereder sig, laver sin research, skriver de spørgsmål ned, som man gerne vil have svar på, og derfra starter arbejdet så med at få skrevet sin artikel, sit tidsskrift eller lignende. I dette tilfælde et afsnit i en bog om to arkitektbrødre, der oven i hatten er min far og farbror.

Men det skal vise sig at være sværere, end jeg lige havde forestillet mig, for mange af mine spørgsmål kan de to kilder ikke svare på. Eller gider ikke at svare på. Jeg kan mærke, at de synes, det er kedeligt. De vil hellere snakke om dagligdagsting eller om en fest, de begge to skal deltage i, som de glæder sig til.

>> Familien

Nagel fik bygget eget hus på Fasanvej i Frederikssund. På baggrund af dette lavede ugebladet Femina en reportage i december 1955, hvor den hypermoderne bolig blev vist frem.

Jeg spørger f.eks.: Hvordan talte I om, at I skulle overtage firmaet efter jeres far, da I var unge?

Et relevant spørgsmål til et historisk afsnit i en bog om to brødre, der overtog et firma fra deres far, skulle jeg mene. ”Det snakkede vi ikke om… ” siger min far og brokker sig over, at jeg har stillet chokolade frem, når jeg nu godt ved, at han æder det hele. Han stiller fadet over til Torben, som i øvrigt er tavs.

Jeg spørger igen: Hvad syntes jeres mor om, at I blev arkitekter ligesom hendes mand?

Igen vil jeg mene, at det er et udmærket spørgsmål som baggrund for hele grundlaget for deres indtræden i firmaet.

Efter lang tids tænkepause, hvor jeg kan se, at de ikke rigtig tænker over spørgsmålet, men noget helt andet, svarer Torben tøvende: ”Det sagde hun … ingenting om.”

Nå, men hvilke anekdoter har I fra jeres tid i firmaet, da bølgerne gik højest?

De kigger på hinanden og på mig og læner sig begge tilbage med korslagte arme. Igen­igen kan jeg se, at de lader som om, at de virkelig gør sig umage for at tænke på nogle historier at fortælle.

Og her er det altså svært at være datter og niece, når man prøver at opretholde en professionel relation og gerne vil have noget fra hånden.

Jeg har nemlig bedt dem om at tænke over minder og anekdoter fra deres mange år i firmaet. En slags lektier, kan man kalde det. Da de kommer til vores andet møde, har ingen af dem tænkt over det. Som i overhovedet ikke. De sidder stille, kigger ud i luften og lader som om, at de lige om lidt kommer på noget rigtig godt, de kan fortælle.

Jeg kalder deres bluff, og lærerinden bliver lettere mopset. De brokker sig smilende over, at man altså ikke må skælde ud.

Jeg må lægge min stil om. Jeg må spørge på en anden måde, for fakta kan jeg jo google mig til. Det er historierne om dem og deres virke, jeg vil have fra dem.

Jeg ændrer kurs og beder så Karsten, med en kontant tone i stemmen, om IKKE at afbryde, når jeg spørger Torben:

Torben, hvad tror du det er, Karsten kan?

Torben tænker, og med det samme udbryder Karsten: ”Jeg kan ikke ret meget!”

Jeg giver fortabt og lader ham tale, mens Torben igen sidder tavst og lytter til sin storebror.

”Sidst jeg tegnede en streg til en rigtig projektering, var i 1982.”

Jeg bliver paf over udmeldingen. Det er før jeg blev født. ”Hvad søren har han så lavet i alle de efterfølgende år?” tænker jeg i mit stille sind.

”Fra da af har jeg i stedet sørget for, at de ansatte har haft noget at lave hver eneste dag. Og det har de så haft. Vedby (Peter Vedby, ansat som konstruktør i Roskildeafdelingen, red.) har været ansat i firmaet i 40 år og sagde forleden til mig: ”Hvordan fanden du har gjort det, at jeg hver eneste dag i så mange år har haft noget at lave, er fandeme utroligt.”

Torben tæller på sine fingre, og siger: ”vi har vel omkring 6­7 stykker, som vi har haft ansat i firmaet i 40 år.”

Karsten tilføjer: ”Og det er jo det smarte ved at være brødre og ikke være ’ha’­gale’ (et familieord, som jeg er vokset op med. Synonymet er vel ’grådig’). Det gjorde, at vi arbejdede og ledede firmaet, uden at det var økonomien, der styrede os. Vi ville beskæftige vores folk. Vi hyrede og fyrede ikke alt efter, hvor mange opgaver vi havde i bogen. I stedet beholdt vi de ansatte, vi havde, og vi kunne lave det hele. Vi har aldrig kunnet forstå, at de andre arkitektfirmaer har gjort det sådan. Den dér hyrog­fyr­mentalitet er bestemt ikke en firmakultur, vi har brudt os om.”

Karsten udbryder næsten råbende: ”Pipi, den her skal med i bogen! Da Torben og jeg for første gang mødte Sigurd Lilienfeldt”.

Jeg forstår, at nu er der endelig en anekdote klar, og jeg skribler noter ned.

Sigurd Lilienfeldt var ansat i et konsulentfirma, der skulle give et blik på danske arkitektvirksomheder ved en konference i 1988, som Torben og Karsten deltog i. Sigurd, der dengang var blot 26­27 år gammel, holdt et oplæg, hvor han sagde ting om arkitektstanden, som den ikke engang selv vidste. Han fortalte blandt andet, at i perioder lå 75 % af arkitektvirksomhedernes omsætning hos totalentreprenører og projektudviklere – og at arkitekterne ikke, som de ellers troede, var bygherrens forlængede arm.

Efter den udtalelse sad alle de deltagende arkitekter, inklusive Karsten og Torben, efter sigende med tabt kæbe og bare lyttede til det nye og langt mere forretningsmæssige blik på, hvordan man kunne drive arkitektvirksomhed i Danmark.

Karsten siger: ”Nogle udvandrede fra konferencen, andre rystede på hovedet, mens Torben og jeg sad med åben mund og polypper og tænkte: Hold da op, han har fat i den lange ende, ham dér!”

Dagen efter konferencen ringede Karsten til Sigurd og bad ham komme forbi og kigge på firmaet. Allerede næste dag dukkede Sigurd op, og han havde lavet lidt research på firmaet, især økonomien. Sigurd fortalte, at Mangor & Nagel jo kunne hyre ham som konsulent, men det ville nok være for dyrt. I stedet foreslog han en billigere løsning: at han blev valgt ind i bestyrelsen.

Da Sigurd troppede op til sit første bestyrelsesmøde hos Mangor & Nagel, sad hele bestyrelsen rundt om et bord, med Børge for bordenden. Sigurd spørger som det første: ”Hvem tager referat?”

De kiggede rundt på hinanden, og ingen meldte sig, for der plejede ikke at være så godt styr på den slags.

Karsten fortæller: ”Så sagde Sigurd, at hvis han skulle tage referat, så kunne han lige så godt være formand for bestyrelsen også. Far rykkede med det samme fra stolen for bordenden og ud til siden for at gøre plads til Sigurd. Så satte Sigurd sig dér og var formand de næste tyve år.”

Og derefter ændrede hele Mangor & Nagel sig. Der kom styr på regnskabsarbejdet, som åbenbart havde haltet forinden. Noget med, at Børge havde hyret en revisor, som altid fik tallene til at passe, selvom det var en kamp for den arme revisor at finde hoved og hale i bogføringen. De fik et stort revisionsfirma ind over, og det tog dem flere år at få ryddet op i det hele. Med Sigurd som formand blev tingene strømlinet. Noget af det første, han gjorde, var noget så simpelt som at lære dem, hvordan man siger hej i telefonen:

”Han kunne ikke døje, at når man ringede til os, så sagde sekretæren ‘velkommen til Mangor & Nagels tegnestue’. Det lød alt for hyggeligt. Sigurd mente derfor, at vi fremover skulle omtale os selv som arkitektvirksomhed, for det var der langt mere pondus og professionalisme over. Ergo ændrede vi det med det samme, og på den måde blev det overgangen til, at vi blev en næsten ny virksomhed frem for bare en gammel tegnestue. Sigurd har nok været det mest skelsættende for firmaet.”

Det går op og ned. Men mest op.

Ifølge de to brødre er Mangor & Nagel historisk set anderledes end så mange andre arkitektfirmaer, fordi de aldrig har været i økonomisk krise. Det er selvfølgelig gået op og ned, som det gør i både showbiz og så mange andre slags biz, herunder arkitektbiz. Men det har aldrig gået så langt ned, at deres firma har leveret et regnskab i minus, og det må man, som Torben siger, beskrive som ”meget godt gået.”

Eller, som Karsten siger det: ”Torben, det er sgu da ikke bare meget godt gået – det er PISSEgodt gået.”

De to brødre sluttede deres sidste år af med et kanonflot år. Alle medarbejderne fik en stor årsbonus, og det gør de to gamle mænd varme om hjerterne.

”Det synes jeg sgu er fantastisk,” siger Karsten og fortsætter:

”Vi to, som har aldrig trukket mange penge ud af firmaet og spillet Karl Smarte … eller jo, vi har spillet Karl Smarte, men vi har aldrig taget penge ud af firmaet og spillet smarte”.

Det er vist igen dét her med at mene, at de ikke er ha’­gale.

Noget andet, jeg synes er ret så bemærkelsesværdigt, er deres syn på ’medarbejderpleje’. Et ord, som lyder både kedeligt, men også lettere irriterende, fordi det oftest dækker over den middelmådige flaske rødvin, man modtager, hvis man har arbejdet x antal år på arbejdspladsen, eller det triste rundstykke om fredagen til fællesmorgenmaden, som ingen rigtigt har tid til at deltage i. Med andre ord: ikke specielt ’plejende’, men snarere en forsikring til medarbejderne om, at ledelsen faktisk kerer sig om dem. Men hos Mangor & Nagel er det anderledes. Jeg kan tydeligt huske, at min far flere gange om året har kokkereret middage for de ansatte, har stået for ture, fester og arrangementer. Alt dette er måske typisk for mange virksomheder, men dét, der adskiller sig, er især forholdet til de tidligere ansatte. En enke til en afdød medarbejder ringede en dag til Karsten og sagde, at hun vidste, at Arne plejede at komme med øl til jul, så det ville hun altså gøre i hans sted. Enken ringede igen til påske, og Karsten foreslog, at i stedet for at komme med øl igen, skulle hun komme til frokost, som han lavede til hende og de andre på tegnestuen. Det endte hurtigt med, at Karsten lavede mad til alle de andre ’gamle’ ansatte to gange om året, og det giver en følelse af sammenhold, mener både Karsten og Torben.

Karsten tilføjer: ”Det er medarbejderpleje og hyggeligt, og vi adskiller os nok dér. Det er kendetegnende for, hvordan vi har drevet det her.”

Torben fortsætter: ”Vi har passet på dem, der var der. Hvis der flyttede en arkitekt til Frederikssund, så skyndte vi os at ansætte ham eller hende, for det skete ikke så tit.”

Karsten tilføjer: ”Når der er masser at lave, vil folk gerne kunne cykle på job. Vi gjorde det smarte – nok uden rigtigt selv at tænke over det – at vi gav vores ansatte ansvar. Vi var sgu ikke selv dygtige til så mange ting …”

Torben afbryder: ”Nej, men vi kunne se, hvad vores folk var dygtige til.”

De beskriver, hvordan de aldrig i de snart 50 år, de har været i firmaet, har skældt ud på medarbejderne, når de har begået fejl. Mottoet var i stedet: Tænk sig, hvad der kunne have været gået galt af langt mere alvorlige fejl end den, der blev lavet. Det læner sig igen op ad deres selvforståelse, for, som Karsten påpeger: ”Hvis vi nu havde været perfekte og superdygtige, så havde vi måske skældt mere ud. Men det er vi jo ikke.”

Karsten: ”Heldigvis har vi heller aldrig skullet fyre specielt mange mennesker, og dem, der er rejst fra os, har været i høj kurs hos andre firmaer.”

I 1973 tog familien på ferie til Leningrad. Her ses de foran Sommerpaladset.

Altid velklædte: Torben og Karsten i 1977. Karsten i tømrerlære, 1966. Fra en af de utallige skiferier – denne gang i Limone i Italien, 2023.

<

Storebror Karsten med en beskyttende arm om lillebror Torben. Min far, Karsten, vinder Hubertusjagten i Roskilde i 1984. Stylingen er helt på plads hos The Burglars i 1967. Min farbror, Torben, står længst til højre.

Karsten kigger med tænksom mine ud i luften og tilføjer: ”Det værste ved at være arbejdsgiver er fandeme at skulle afskedige. Jeg kan ikke komme i tanke om noget værre. Du skal jo tænke på, at det er mennesker, som Torben og jeg har været mere sammen med end nogen andre i vores liv. Tag Peter Vedby som eksempel igen. Ham har jeg brugt flere timer med end med din mor.”

Jeg husker tilbage på min egen barndom i 80’ernes Lejre uden for Roskilde som nogle år, hvor min mor ganske rigtigt var hjemme, mens min far var på arbejde. Det samme gør sig stensikkert gældende for min fætter og kusine, Torbens børn. Ikke at jeg husker tilbage med sorg og savn over, at han ikke var der, men mere en naturlighed. Det var sådan, det var.

En lykkelig slutning?

Jeg spørger let ledende, for jeg kender egentlig godt svaret: Anser I firmaet som en succes?

De svarer prompte og i kor: ”JA!”

De har nemlig stået ryg mod ryg i både tykt og tyndt. De er begge rørende enige om, at to ting ligger til grund for succesen, hvoraf den ene er deres broderskab:

”Hvis vi kun havde været én mand, var vi gået døde i det. Vi har den samme opfattelse af, hvordan vi skal gøre ting… nok fordi vi er brødre,”, siger Torben og fortsætter: ”Når én af os har haft det lidt skidt eller haft dårlige tider, så har den anden altid stået klar og er trådt til.”

Men det, der slår mig her et par uger efter vores møder, er egentlig, hvor lidt de to brødre ses i privat sammenhæng.

Jeg kan kun huske et par gange, at vi har været hjemme hos Torben eller omvendt, uden at det har været til fødselsdage. Det vil jeg gerne have afklaret.

Min telefon ringer, og det er min far på en larmende forbindelse:

”Vi er til vinsmagning og skal have taget billeder til bogen,” siger han. Jeg kan levende forestille mig min far med sin bror ved sin side og god vin i glasset. Så bliver det ikke meget bedre. Jeg spørger, om han kan sætte lidt ord på deres indbyrdes forhold, for lige at få uddybet det. ”Jamen vi har to ting til fælles. Skiløb og firmaet. Dér er vi pot og pande. Men vi ses jo ikke i sociale sammenhænge ellers”.

Jeg prøver at spørge lidt mere ind, men jeg kan høre, at der er vin, der kalder, og vi ringer af. Som tidligere nævnt er de forskellige og på mange måder hinandens modsætninger, og man behøver jo ikke at gå op og ned ad hinanden, når man kan tale i telefon sammen flere gange om dagen. Eller tage på skiferie sammen. Jeg prøver at regne ud, hvor mange gange de to har været på ski sammen bare i år. Jeg giver op.

Da de var børn, startede interessen for ski, da de tog på skiferie til Norge hver vinter med deres forældre. Siden da er de hver eneste vinter taget af sted sammen, og på pisten kan man ikke se, at de begge to efterhånden er over de halvfjerds. Og det kan jeg sige, fordi jeg selv prøvede at følge med for et par uger siden. Det er stort set umuligt.

”Vi har aldrig siddet på samme lokation. Det forklarer nok også, hvorfor det er gået så godt, som det er gået. Vi har aldrig tvivlet på, at den anden har haft styr på sine ting,” fortæller Torben.

Karsten: ”De to tegnestuer i Roskilde (hvor Karsten har siddet som afdelingsleder, red.) og Frederikssund (hvor Torben har siddet, red.) har altid været forskellige. Der er en forskellig ånd, og de er i virkeligheden som to vidt forskellige tegnestuer.”

Hvorfor tror I, at det er sådan? Er det fordi I er forskellige?

”JA!” svarer de i kor.

Regnskaberne på de to tegnestuer har været ens, og der er aldrig blevet skelet til hinandens kasser og de penge, som de hver især har indeholdt (eller manglet). Senere hen og i særdeleshed i nyere tid er der folk, som har gået mere op i dén slags. ”Men det har vi aldrig gjort,” fortæller Karsten.

”Det er da klart, at det er sjovest at være på den tegnestue, hvor man tjente flest penge, men det kørte altid op og ned, og det ramte os aldrig ens. Det var jo smart,” siger Torben.

Dette leder os hen til den anden ting, som har gjort det her til en historie med en lykkelig slutning: de ansatte. Karsten: ”Vi har jo kunne fastholde vores folk år efter år. Dér har du en del af svaret og grunden til vores succes. Det er i bund og grund vores ansattes fortjeneste. Sammen opførte vi byggerier MANGE steder i landet, og det er nok dét, vi er mest stolte af i dag”.

Den stolthed kan mærkes. Brødrenes stemmer ændrer karakter, når de taler om deres ansatte. Jeg kan ikke huske, at der på vores fire timelange møder bliver sagt noget smukkere eller mere anerkendende end hver gang snakken falder på deres ansatte. Smukkest er det, da de bliver bedt om at beskrive deres ansattes opfattelse af salget af firmaet til AART:

”De har aldrig været varer for os, og vi har ikke kunnet drive vores firma uden dem”.

Men ingen lykkelig slutning, uden at vi kommer ind på det mindre lykkelige.

Hvilke bump har der været på jeres vej?

Torben lægger ud: ”Det var et bump, at jeg gik ned efter finanskrisen, men så sagde Karsten ’rolig nu, det hele skal nok gå.’ Og det havde jeg brug for.”

Karsten nikker, med en omsorg, som man kun kan ane, hvis man kender ham.

Torben gik ned med stress i 2010 og var væk fra firmaet i to måneder. Karsten stod derfor i front for det hele og havde netop ansat Jakob Andersen som praktikant i firmaet. Karsten siger til Jakob i en svær stund: ”Hvad nu, hvis jeg også falder ud over kanten?”

”Men så sagde Jakob til mig: Så skal jeg nok klare den,” fortæller Karsten med en tydelig kærlighed til den meget yngre Jakob, der i dag er administrerende direktør.

Torben rømmer sig, og man forstår, at vi ikke behøver dvæle mere ved dét. Han fortsætter: ”Vi har også været skuffede på et tidspunkt. Vi formåede ikke at få vores partnere til at overtage firmaet. Vi havde simpelthen ikke den ene person, som kunne være spydspidsen, og som besad både kreativ og forretningsmæssig forståelse.”

”Jeg har nok i virkeligheden især været skuffet over, at vi ikke har evnet at finde dén person, som har villet gå forrest. Måske drømte jeg for stort,” siger Karsten med en mine, som ikke kan misforstås. Han ville have ønsket tingene anderledes.

”Ja, én person, som kunne det, vi har kunnet tilsammen,” tilføjer Torben.

Udadtil har Karsten og Torben sagt til alle, at det hele har kørt på skinner og lige efter planen. Der var styr på generationsskiftet. Men indadtil mellem de to har de begge to udmærket vidst, at det ikke ville ende, som det måske så ud til for andre.

Brikkerne er heldigvis faldet på plads, som man også kan læse i denne bog. Nu er de på vej ud og sælger til AART, som ejes af tre yngre arkitekter, der på mange måder har samme tankegang som de to brødre.

”Med denne model undgår vi, at vi ikke ved, hvad vi skal gøre med vores medarbejdere,”, fortæller Karsten, og igen forstår man, at dét er noget af det væsentligste: de ansattes fremtid.

”På dagen hvor vi breakede salget af virksomheden, kunne man næsten se på dem, at de åndede lettet op. Det var virkelig stort, at de på den måde anerkendte vores beslutning,” fortæller Karsten.

Humlebien

Nu vil jeg bede jer om at beskrive hinanden. Vi starter med dig, Torben. Hvordan vil du beskrive Karsten?

Torben tænker sig om.

”Han kan mange ting. Han kan se sammenhænge i ting. Sådan opstår mange af vores opgaver. Han husker folk og deres navne. Og så kan han tale med alt og alle. Og han kan snakke med dem om hvad som helst.”

Det kommer ikke bag på mig, Karstens datter, at Torben peger på netop hans talegaver. Det genkender jeg til fulde og forstår, hvorfor det er en gave til en virksomheds ledelse at have sådan en ’bulderbasse’ som frontfigur, men selv en bulderbasse har brug for et mindre larmende sidestykke.

Karsten, prøv at beskrive Torben.

”Han er ikke god til at læse og skrive sms’er.”

Og for første gang i alle vores samtaler afbryder Torben Karsten med:

”Jo, jeg kan da! Jeg sidder bare ikke med telefonen konstant som dig.”

Karsten smiler kærligt og fortsætter: ”Torbens store force har været, at han ikke har kunnet læse og skrive. Men også, at han er én af de bedste – hvis ikke dén bedste –arkitekt i hele firmaet.”

Det er svært at forstå for mange, hvordan det kan være en god ting at være ordblind. Men jeg forstår med det samme, da han uddyber:

”Han har koncentreret sig om alt det andet. Stort fokus på det grafiske og det arkitektoniske. Torben har ikke brugt krudt på at skrive og læse, så han har kommunikeret direkte.”

Mange ville opfatte dette som en svaghed, men i Torbens tilfælde har det været en styrke. Vi har alle hørt om den blinde, der bliver en langt bedre hørende, og det samme princip gør sig gældende for min farbror. Han har været administrerende direktør i en stor virksomhed i 25 år uden at kunne læse og skrive. Det må man i dén grad både klappe ham på skulderen, kippe med flaget og tage hatten af for. Torben har netop på grund af sit – lad os kalde det for handicap – skullet stole på sine folk i ekstrem grad, fordi han har været nødsaget til det. Han har ikke kunnet læse dokumenterne eller andre firmamæssige skriverier igennem for lige at dobbelttjekke ting, og de ansatte har ligeledes skrevet Torbens ting – og hele vejen igennem har han stolet et hundrede procent på dem. Karsten sidder tænksomt og kigger på sin lillebror: ”Tænk sig, at vi har kunne drive firmaet i så mange år – til trods for, at vi ikke har været specielt begavede. Vi er ligesom humlebien, Torben! Den vidste ikke, at den kunne flyve. Det er dét, den her bog skal handle om.”

STORE KONGENSGADE 53­55

1264 KØBENHAVN K

Bygherre: Kim Dencher Johansen

Byggeriets art: Boliger, konvertering og nybyggeri

Størrelse: 5.810 m2, overvejende boliger, dertil enkelte erhvervslokaler

Realiseret: 2017

Arkitekt: Mangor & Nagel A/S

Landskab: Mangor & Nagel A/S, PLAN+LANDSKAB

Ingeniør: JPM Rådgivende Ingeniører

Der er et vist schwung over Store Kongensgade. Den lange gade i Frederiksstaden slår et knæk ved Esplanaden –angiveligt fordi man frygtede, at fjenden kunne skyde fra Kastellet og ramme det indre København. Smukke bygninger med et klassisk udtryk udgør det væsentligste indtryk i denne del af byen. Det er ingen overraskelse, at digtere, komponister og prinsesser har boet på strækningen. Til gengæld er det let at glemme, hvor meget industri, gaden har huset gennem tiderne. Alt fra rugbrød, lysekroner og cigarer er det blevet til. Også Store Kongensgade 53­55 har rummet en række forskellige funktioner: Mod gaden vendte det herskabelige forhus fra 1794, mens baggården bestod af en industribygning, der havde været brugt som trykkeri og tandbørstefabrik.

Opdraget lød på hele tre ting: renovering, ombygning og nybyggeri. Alt sammen på en mindre grund i en tætbebygget, historisk del af Frederiksstaden.

Baghuset lignede en prototype på en industribygning fra 1930’erne. Tegnet af kgl. bygningsinspektør og arkitekt Axel Maar, opført i in­situ­støbt beton, støbt og udstyret med store vinduer med bånd­lignende effekt, lå den stilmæssigt langt fra forhusets klassiske udtryk. Bygningen var nedslidt, men de spændende kvaliteter var lette at få øje på. 18 store, spatiøse boliger i to etager er det blevet til. Det højloftede og upolerede er blevet bevaret i lejlighederne, der tillige er blevet beriget med altaner på vestsiden. Beboerne har haft mulighed for at få indflydelse på dele af indretningen af deres boliger.

Der er tilført en ny femtesal i en let stålkonstruktion med store vinduespartier, hvorfra der er en spektakulær udsigt over hele København, lige fra Marmorkirken til skibakken på Amager Forbrænding. Ordet ’penthouse’ er et skamredet ord, men her er det helt på sin plads at bruge det. Lyset er storslået, pladsen rigelig og udsynet over tagene er exceptionelt.

Fra det rå, industrielle look bevæger vi os over til forhuset, der oprindeligt blev bygget som lejligheder til det bedre borgerskab. Sidenhen blev det meste af huset omdannet til erhverv, men med enkelte undtagelser rummer det igen boliger.

Hvor man i baghuset havde en rå ramme, der kunne udfyldes og gentænkes, var opgaven en ganske anden i forhuset. Her handlede det snarere om at genfinde og dyrke alle de klassiske elementer i huset.

Meget er blevet bevaret. Bygningsdetaljer, såsom stuk, er blevet tilbageført og udbedret; dørene ligeså. Sideløbende har der været en bevidsthed om at skabe tidssvarende boliger. Derfor er de tidligere herskabslejligheder blevet delt op i mindre enheder, og der er blevet tilført lyse, lette altaner ud mod gården. Øverst er der tagterrasser og vinterhaver, der også byder på fine kig ud over byen.

Pladsen mellem for­ og baghuset var rigelig til, at der kunne opføres en helt ny bygning i seks etager med én bolig på hver etage. Formen er asymmetrisk, da den bunder i analyser af lys­ og skyggeforhold på stedet. På trods af sin højde har bygningen fundet sin plads i hierarkiet, idet den størrelsesmæssigt indpasser sig mellem det elegante forhus og det upolerede baghus. Her er der arbejdet med glas­ og altanpartier, der vender mod syd, og på den øverste etage er der etableret et terrasseområde. For at skærme mod indkig er der plantet grønt, der ad åre vil vokse op af gitterfacaden på den vestlige og østlige facade og tilføre et frodigt præg.

De tre bygninger er forskellige, men er bundet sammen af den hvide farve. Resultatet er så vellykket, at det på trods af et aldersspænd på mere end 200 år er lykkedes at skabe en følelse af slægtskab. Derfor var det fuldt fortjent, at Store Kongensgade 53­55 blev indstillet til Renoverprisen i 2019.

Til venstre ses den gennemrenoverede industribygning fra 1930’erne, der nu er omdannet til store boliger i to etager. I midten ses den nyopførte bygning, hvis form er et resultat af lys­ og skyggeforhold på matriklen. Til højre i billedet anes ejendommen fra 1794, der vender ud mod Store Kongensgade.

Situationsplan, hvor kompleksiteten på matriklen er tydelig.

De industrielle træk er bevarede, og der er tilføjet subtile elementer i form af altaner og en penthousebolig øverst. Interiørbilledet illustrerer, hvor lyse de store boliger er. Gulvets karakter understreger det rå look.

Facade mod St. Kongensgade. Herunder: Tværsnit gennem de tre ejendomme på matriklen.

KRONLØBSHUSET

FORTKAJ

2150 NORDHAVN

Bygherre: RHB Development

Notabenus Group

Byggeriets art: Boliger, nybyggeri Størrelse: 8.600 m2, 86 boliger i størrelsen 52 til 155 m2

Realiseret: 2016

Arkitekt: Mangor & Nagel A/S

Landskab: Mangor & Nagel A/S, PLAN+LANDSKAB

Ingeniør: Grontmij A/S

Entreprenør: Casa Enterprise

Et byggeri, der kan tåle at stå ude om natten Med forvandlingen af Nordhavn fra industrihavn til ny, bæredygtig bydel markerede Mangor & Nagel sig for alvor i hovedstaden. Mens store dele af Sjælland allerede var beriget med firmaets projekter, tog det tid for alvor at få fodfæste i København. Opførelsen af Kronløbshuset blev adgangsbilletten, der åbnede for en lang række projekter – både i bydelen og i resten af byen.

Kronløbshuset ligger i Århusgadekvarteret, hvor målsætningen har været at bibeholde en del af de historiske omgivelser. Det unikke, industrielle miljø har givet plads til større, mere dramatiske og karakterfulde bygninger, mens mange af de tidligere bygninger, herunder de karakteristiske siloer, er blevet genanvendt til nye formål. Bæredygtig energiinfrastruktur er blevet prioriteret, og mindst 50 % af energiforsyningen er baseret på vedvarende energikilder.

Kronløbshuset var en af de første nybygninger på Fortkaj og blev dermed pioner i at definere områdets arkitektur. Bygningen afspejler en grundig læsning af områdets materialeholdning og udtryk og kan bedst beskrives som en transitionsfigur. De særlige kendetegn fra de oprindelige bygninger er nøje udvalgt og indarbejdet i designet. Det er nyt, men er på samme tid i tæt dialog med det omgivende byggeri.

Bygningskroppen varierer i højden med spring, der danner interessante uderum på de øverste etager, hvor der er både private og fælles tagterrasser. Som i facaden på Falkoner Allé arbejdes der med, at alle vinduer ’går op i tre’. Det skaber en alsidig flade med en vertikal orientering. Ved at trække udvalgte vinduespartier tilbage, mens andre er udbygget som karnapper, opstår en næsten musisk flade.

Klassiske greb

Farveholdningen er dyb, varm og med klare referencer til københavnerkarréerne. Variationen ligger som så ofte med Mangor & Nagels byggerier i den høje detaljeringsgrad, særligt ved indgangspartierne, der her er markeret med kopper og udhæng.

Akkurat som i de gamle københavnerlejligheder vender alle opholdsrum ud mod gaden, mens de mere private rum er placeret ud mod gården. Det gode greb fra Lundevej med dobbeltdøre, der tillader lys at passere gennem rummene for visuelt at skabe en større bolig, er også benyttet i Kronløbshuset.

Lokalplanen foreskriver, at udformningen af stueetagen skal ske i tæt samspil med kantzonen. Den landskabelige behandling på Kronløbshuset har derfor to forskellige greb – mod gaden og mod gården:

Mod gaden er bebyggelsens stueplan hævet, og trapper med direkte adgang fra stuelejlighederne til gaden skaber liv i bygningens kantzone. Trapperne er også med til at danne små og mere ugenerte nicher til ophold.

I bebyggelsens indre er der skabt et stort grusbelagt gårdrum med udeinventar og bede med blomsterløg og stedsegrønne planter samt arealer til ophold, leg og socialt samvær. Langs facaderne i gårdrummet er der direkte adgang fra stuelejlighederne.

Udelivet i Nordhavnskvarteret skifter med vejret på den måde, at siden mod havnen er attraktiv på dage med lidt vind og sol, mens siden mod gården er attraktiv på dage med meget blæst.

I et område, hvor ambitionerne har været store, og hvor flere af de omkringliggende byggerier har et overordentligt ekspressionistisk udtryk, rammer Kronløbshuset en gylden middelvej. Det er markant uden at være larmende. Det er afvekslende uden at være rodet. Og det er først og fremmest et byggeri, der tager sig godt ud på alle tider af døgnet, hele året rundt. Kort sagt: Det er et byggeri, der kan tåle at stå ude om natten. Det bliver ikke meget bedre end det.

En række af Kronløbshusets kvaliteter eksponeres i dette billede. Mønstermurværket fremhæver indgangspartiet.

Altanerne har udsyn, samtidig med at det er muligt at være privat. Trapperne fra boligerne i stueetagen løber langs facaden i stedet for udad for at signalere, at de ikke er offentlige. Det hele er bundet sammen af en harmonisk farveholdning med reference til det oprindelige havnemiljø.

Plantegning, stueetage.

Kig fra Kronløbsbassinet mod Fortkaj. Den store variation i byggeriernes udformning er en væsentlig del af den nye bydel og understøttes af lokalplanen. <

Under den midterste, hævede del af gårdrummet er faciliteter såsom cykelparkering placeret. Langs facaderne er der opholdsarealer med direkte adgang fra boligerne i stuetagen.

FALKONER ALLÉ

FALKONER ALLÉ 128 2000 FREDERIKSBERG

Bygherre: Boligforeningen AAB

Byggeriets art: Nybyggeri

Størrelse: 1.236 m2, 14 boliger i størrelsen 2­5 værelser

Realiseret: 2019

Arkitekt: Mangor & Nagel A/S (konkurrenceprojekt)

tnt arkitekter A/S (udførende)

Totalrådgiver: Mangor & Nagel A/S

Landskab: Mangor & Nagel A/S, PLAN + LANDSKAB

Ingeniør: Oluf Jørgensen A/S

Det lød som verdens længste ønskeliste, der ville blive svær at opfylde: Boligbyggeriet skulle passe ind i den klassiske Frederiksberg­arkitektur, grunden var vinkelformet, økonomien stram – og fordi en del af projektet ville få facade mod en af landets mest trafiktunge veje, var der høje krav til støjreduktionen i boligerne. Værsgo at sætte i gang

Falkoner Allé 128 er et godt eksempel på, at en lang kravsspecifikation kan få det bedste frem hos arkitekterne, der med dette byggeri har skabt et helt særligt sted. Det er blevet et elegant punktum, der bygger bro mellem hele tre forskellige bygningsmasser i varierende højde. Der er tale om langt mere end en artig tilpasning til omgivelserne. Her taget et formmæssigt dristigt greb, der gør, at huset falder ind i det eksisterende miljø, samtidig med at det er helt sit eget.

Der er tale om almene boliger, hvoraf en mindre del er tænkt som permanente flygtningeboliger, som Frederiksberg Kommune har anvisningsret til. Størrelsen strækker sig fra 2­rums til store 5 ­rums boliger.

Falkoner Allé 128 afspejler flere skalamæssige overgange. Mod Ågade er byggeriets højde tilpasset de omkringliggende karreer. På husets bagside er højden mindsket dramatisk, så den er i øjenhøjde med villaen fra 1918. Det markante, skrånende tag skaber en harmonisk forbindelse til De Døves Kirke, der ligger i forlængelse af bebyggelsen.

Når der skal bygges nyt i et kvarter med en distinkt karakter, står man med overvejelserne om, hvordan der kan skabes noget, som er visuelt foreneligt med det eksisterende uden at det bliver en pastiche eller for kedsommeligt. På Falkoner Allé 128 har man valgt at integrere en række af de materialer, der er anvendt i de omkringliggende bygninger. Der er dog indføjet mindre justeringer, så det tydeligt fremgår, at her er tale om nybyggeri.

Der er brugt røde, blødstrøgne mursten, hvor der er skabt struktur i den murede flade ved at arbejde med en høj grad af mønstermurværk i stueetagen samt rundt om vinduespartierne.

Vinduerne er i øvrigt et fint eksempel på, hvorpå stilskabende elementer fra det omgivende byggeri oversættes til en ny kontekst. Størrelsesmæssigt er vinduerne en anelse overdimensionerede i forhold til de ældre huse. Derved skabes en genkendelighed, idet takten fra klassiske vinduer bevares, samtidig med at byggeriet er rodfæstet i det 21. århundrede. For at mindske støjgener er der isat russervinduer. Denne type vinduer, der i sin tid blev udviklet til Vinterpaladset i Sankt Petersborg, anvendes i dag primært i områder med meget støj. Konstruktionen gør, at vinduets lyddæmpende effekt bevares, selvom det står åbent, f.eks. ved udluftning.

På bagsiden af huset modsvarer indgangspartiet i lys beton naboejendommens pudsede facader. Om sommeren dækkes dele af facaden af sart, grøn beplantning, der filtrerer sollyset. Da de udendørs adgangspartier bruges som opholdszoner for beboerne, gør det grønne løv, at man kan sidde ugenert på svalegangene.

Efterfølgende er der etableret et fælles haveanlæg med naboejendommen, hvor der har været et fint samarbejde om at skabe et godt udemiljø til glæde for alle.

Med byggeriet på Falkoner Allé 128 har de 100 år gamle naboejendomme fået en stilfærdig, elegant tilføjelse, der både sætter punktum og peger fremad. Disse kvaliteter har også været indlysende for Frederiksbergs Kommune, der i 2021 tildelte huset Bygningspræmiering for gode og smukke bygninger.

Byggeriet set fra bagsiden. Svalegangene har en dobbeltfunktion som adgangs­ og opholdsareal. Værnet skærmer mod indblik og vil over tid blive begrønnet. Udviklingen af gårdmiljøet er sket i samarbejde med naboejendommen.

Mod Ågade modsvarer byggeriet de omgivende karréer, mens skalaen ændrer sig mod syd. Det store, skrånende tag formidler på elegant vis overgangen.

> Placeringen ved en yderst befærdet vej gjorde, at der var høje krav til støjdæmpning i boligerne. Løsningen blev at indtænke russervinduer, hvis konstruktion giver mulighed for at få frisk luft ind i boligen, uden at støjbelastningen øges som ved konventionelle vinduer.

Et kig mod det sydvendte gårdmiljø. Den oprindelige villabebyggelse anes i baggrunden.

>> Byggeriet set fra Ågade.

Arkitektens ambassadør

Interview med Claus Sivager — stadsarkitekt i Frederiksberg Kommune

Entusiastisk er for vagt et begreb til at beskrive, hvordan Claus Sivager går til opgaven som stadsarkitekt i Frederiksberg Kommune. Han er snarere on fire, da vi mødes en bleg eftermiddag i marts. Vores samtale tager udgangspunkt i byggeriet på Falkoner Allé, og planen er, at den skal brede sig ud til at favne de frederiksbergske vidunderligheder. Men det går anderledes end planlagt, for det viser sig hurtigt, at Claus Sivager mener noget om det meste – og i særdeleshed meget om arkitektens underspillede rolle i dag. Den vender vi tilbage til. Der er kun syv stadsarkitekter i Danmark, og stillingsbeskrivelsen som øverste ekspert og ansvarlig for bygningskunsten varierer fra kommune til kommune. Nogle steder er den af mere strategisk karakter, men på Frederiksberg er stadsarkitekten langt nede i sagerne og har ofte skitsepennen i hånden. Der er muligvis en enkelt tagbolig, der undslipper Claus Sivagers blik, men alt der kan ses fra vejen, er blevet godkendt af stadsarkitekten.

At forstå, hvor man er landet

Et nybyggeri på Frederiksberg skal afspejle en indgående læsning af stedet. Frederiksberg er bl.a. karakteriseret ved skalaspring mellem karréstrukturer og villaer. Konteksten er vigtig, hvilket er en af grundene til, at der ikke opføres nyt på Frederiksberg uden mock­up på stedet af materialevalget. Det nye skal passe til det eksisterende, og Claus Sivager bliver ved, til alt spiller harmonisk sammen med omgivelserne.

Om boligbyggeriet på Falkoner Allé 128 fortæller han, at Mangor & Nagels projekt vandt, fordi det rummede den rigtigste læsning af stedet, der, som han pointerer, var et overordentligt vanskeligt område at skulle opføre et byggeri på: ”Det er lykkedes godt! Det indfrier alle de dilemmaer, man står over for på Frederiksberg, for så vidt angår skala, kontekst, ånd – og i det her tilfælde også betalbare boliger.”

Claus Sivager ved, at han kan stille høje krav, fordi der ofte er god økonomi i at bygge på Frederiksberg. Diskussioner om billige materialer, der forfladiger stedets ånd, gør ham træt. Han forstår ræsonnementet bag, men når et byggeri skal stå i mange år, skal materialevalget ikke udvandes i et forsøg på at nedbringe omkostningerne. Selve økonomien i en smuk og lidt dyrere facade udgør kun en mindre del af projektets samlede omkostninger.

Arkitekten tilbage ved roret

I dag deltager Claus Sivager i sparringsmøder med arkitekterne, netop fordi han er opmærksom på, at de har en anden position end for 30 år siden: ”I dag sidder ingen arkitekter for bordenden mere. Faktisk sidder de ikke engang i nærheden af bordet – de er i syv lag efter alle de andre interessenter i projektet. Nederst ligger der en stakkels arkitekt, der kun tegner den første skitse.” Claus Sivager bruger derfor sig selv som en arkitekturens fødselshjælper, når projektets bærende koncept skal løftes ind i det færdige byggeri og kvaliteten skal fastholdes. Om nødvendigt tegner han gerne med, for som han siger: ”Hvem skal ellers forsvare projektet?” En løsning på denne udvikling kunne ifølge stadsarkitekten være en autorisation, så det ikke blev muligt at få en byggetilladelse, medmindre der er en arkitekt med en MAA-titel inde over.

Claus Sivager er blevet valgt til at deltage i ekspertgruppen for en national arkitekturpolitik. Udover at udarbejde en hvidbog bliver det ekspertgruppens opgave at skabe offentlig debat om arkitekturens rolle i samfundet.

Han tænker sig godt om, da han bliver spurgt om et godt råd til alle, der vil bygge godt. Men budskabet er klart:

”Lad arkitekterne få fred i længere tid i starten, så de kan få lov til at forstå stedet og få den gode idé. Lad være med at presse de første tanker igennem, for så er det de måske middelmådige første tanker dem, vi skal slås med senere.

Hvis ikke man får den gode idé, bliver hele projektet op ad bakke.”

KAMELIA HUS

ELSTARVEJ 20 ­22

2500 VALBY

Bygherre: PKA, FB Gruppen

Byggeriets art: Boliger, bofællesskab, nybyggeri

Størrelse: 4.181 m2, 49 boliger i størrelsen 2­3 værelser

Realiseret: 2019

Arkitekt: Mangor & Nagel A/S

Landskab: Marianne Levinsen

Ingeniør: MidtConsult A/S

Entreprenør: Ingcon A/S

Både horisontalt og vertikalt er der gang i fællesskabet i bofællesskabet Kamelia Hus. De knap 50 boliger, hvor adgangsbilletten er, at man er 60+, byder på en ny måde at bo på. Man er sammen, men aldrig alene – medmindre man har et ønske om at være det. Her understøtter arkitekturen muligheden for at være fælles i større eller mindre fora, og samtidig kan man trække sig tilbage til sin egen bolig.

Forskning viser, at et velfungerende seniorbofællesskab giver flere fordele end blot fællesspisning og rum til at dyrke interesser med andre. De uformelle møder og mere eller mindre planlagte aktiviteter styrker livskvaliteten, højner trivslen og kan være med til at forhindre ensomhed.

Der er en geografisk mobilitet i beboersammensætningen i Kamelia Hus, som man ellers primært ser i en langt yngre demografi, idet flere af beboerne tidligere har boet relativt langt væk fra København. Bevægelsen mod byens mange tilbud og den attraktion, denne særlige boform tilbyder, har været en vigtig del af overvejelserne for flere af de beboere, der har valgt netop dette sted som residens.

Livet udfolder sig flere steder. Adkomst sker via svalegange, hvor der er skabt små nicher, der indbyder til ophold og uformelle møder. Hver bolig har i gennemsnit ’afgivet’ 20 kvadratmeter til fællesarealerne. Det har medført, at de enkelte lejligheder har en kompakt planløsning, der balanceres af de generøse fællesarealer uden for boligen.

I stueetagen er der opholdsrum, der fungerer både som loungeområde med plads til fest og de hyppige fællesspisninger. Her er der også køkken og et værksted med plads til gør­det­selvprojekter.

Trappesøjlen forbinder fælleszonerne, og med træbeklædningen i varme farvetoner er der skabt et markant møbel. På etagerne er der rum til så alsidige ting som kreativt værksted, fitnessområde, kontorplads og et bibliotek med bøger, som beboerne har skænket til stedet.

I det hele taget er donationskulturen en vigtig ingrediens i livet i Kamelia Hus. Det er mere end blot summen af de enkelte boliger og opholdsområderne. Det er en overbevisning om, at ved at give noget af sig selv – sin tid, sit selskab – og i nogle tilfælde ting som bøger, garn og værktøj, så kommer det naboerne og det fælles liv til gode.

Lysmæssigt er der arbejdet med gennemlyste rum, der er en af Mangor & Nagels klassiske dyder. Akustikken er der ligeledes taget hånd om, så hvert fællesrum emmer af en behagelig ro og intimitet. Her er ganske enkelt rart at være.

Øverst er der skabt et vidunderligt uderum. I stil med alle nybyggerier på Grønttorvet er det udstyret med et drivhus, som den aktive havegruppe tager sig kærligt af. På den frodige tagterrasse er der etableret udekøkken, så fællesarrangementer kan foregå med udsigt over København.

Kamelia Hus udstråler overflod: arkitektonisk, materialemæssigt – og beboermæssigt. En tur gennem byggeriet vidner om, at der er gang i et utal af aktiviteter. De mange kroge og rum kan få de fleste til at drømme om et liv her, fordi huset på alle planer er skabt til at facilitere den gode tilværelse sammen.

Byggeriet er en vigtig brik i at skabe en alsidig beboersammensætning i bydelen, der skal afspejle mangfoldighed og plads til alle aldersgrupper. De attraktive faciliteter har da også betydet, at der er rift om at blive en del af det aktive seniorliv i denne nye del af Valby.

Kamelia Hus set mod gården. Svalegangene er definerende for bygningens udtryk, hvor forskydningerne skaber en diskret dynamik.

Trappen er et møbel i sig selv og forbinder de fælles opholdsrum. Hver etage har deres eget tema, som her, hvor der er indrettet kontorfaciliteter. Planerne er veldesignede og sikrer, at selvom der er ’afgivet’ en procentdel til fællesarealerne, opleves de individuelle boliger som rummelige.

Ifølge lokalplanen skal alt nybyggeri på det gamle Grønttorv have et drivhus øverst. I Kamelia Hus sørger en arbejdsgruppe for, at drivhuset står frodigt og indbydende. Udekøkkenet er etableret for at gøre det nemt at holde fællesarrangementer på tagterrassen.

<

Alle boliger har udgang til svalegangene, der tjener som møde ­ og opholdssted for husets beboere.

THE RESIDENCE CPH / ENGHAVE BRYGGE

LINUS PAULINGS VEJ 2­26 KØBENHAVN SV

Bygherre: NRE Danmark A/S

samt Allan Freivald og Lars Bräuner

Byggeriets art: Boliger, nybyggeri

Størrelse: 21.000 m2, 182 boliger i størrelsen 2­5 værelser

Realiseret: 2019

Arkitekt: Mangor & Nagel A/S

Totalrådgiver: Mangor & Nagel A/S

Landskab: Mangor & Nagel A/S, PLAN+LANDSKAB

Ingeniør: Hundsbæk & Henriksen, Regnestuen ApS

Byggegrunden på Enghave Brygge havde den oplagte fordel, at der var vand i rigelige mængder. Kanaler og adgang til havnebassinet gav hurtige point på herlighedsskalaen. Og som om det ikke var nok, skulle byggeriet opføres på sin egen ø, hvilket gav en eksklusivitet der havde været salgsparameter nok i sig selv.

Men ambitionerne var større end blot at opføre en boligbebyggelse ved vandet. Det skulle have noget på hjerte og give øjenfryd i overflod. Det skulle tilbyde fællesskab og samtidig skabe muligheden for at være privat. Frem for alt skulle byggeriet udtryksmæssigt være så meget i samspil med sine omgivelser, at det kun kunne ligge lige netop her.

Der blev gravet dybt i erfaringskassen under skitseringsprocessen, og det er ingen underdrivelse at sige, at The Residence på mange måder er summen af de bedste virkemidler fra den lange række af byggerier, firmaet har præsteret.

Målet var at ’demokratisere vandudsigten’ ved at give så mange som muligt udkig til enten kanalerne eller havnen. Vinklen blev at lade en del af karréen mod syd folde sig ud mod vandet.

To af længerne blev knækket en anelse, så åbningen blev så generøs som muligt. Derved blev havnefronten visuelt integreret i gårdmiljøet, ligesom der blev skabt et naturligt flow gennem bebyggelsen.

Den store port mod øst er tilført for både at lukke morgensolen ind og samtidig give lange kig gennem gårdmiljøet. Denne åbenhed mod omverdenen understreger det udadvendte, venlige udtryk.

Kantzonerne har fået kærlighed. Der er skabt intime opholdssteder i form af indeliggende altaner og smalle bræmmer, hvor livet kan udfolde sig. Disse overgangsrum skaber en glidende bevægelse fra den offentlige til den private sfære. Samme overgang er videreført i de udenpåliggende altaner, der er skærmet af en kombination af fast materiale og glas, der forener glassets lethed med muligheden for privatliv.

Og så er der farvepaletten. I disse år opføres der mange byggerier i den mørkere ende af skalaen. I The Residence har man valgt en skala, der går en anden vej, idet der er arbejdet med associationer til det lette liv ved vandet. De sarte, lyse sten understreges af de gyldne, anodiserede aluminiumsprofiler i vinduer og døre. Farvemæssigt er det lykkedes at skabe en betydelig harmoni mellem bygningskroppen, bryggemiljøet og vandet.

Detaljeringsgraden følger en velkendt grundtone: I øjenhøjde er der righoldig detaljering i form af recesser og mønstermurværk. Etagehøjderne varierer mellem fire og syv, og sammen med niveauforskellene forenes den velkomponerede facade med underspillet variation.

Formgivningen af de grønne arealer er lige så subtilt afvekslende som resten af byggeriet. Beplantningen giver associationer til enghaven genfortalt en bymæssig kontekst. Plantesammensætningen skaber en frodighed om sommeren, og de mange græsser understreger en maritim atmosfære. Det betyder, at der er arbejdet med robuste materialeholdninger og plantevalg – med overflader, der patinerer smukt og med beplantninger, der tager afsæt i havne­, eng­ og strandnære sorter og varieret blomstring hen over året.

The Residence CPH på Enghave Brygge er destillatet af års erfaring med at forfine Mangor & Nagels arkitektoniske stemme. I dette byggeri skaber summen af vellykkede løsninger et byggeri ved vandet, der er meget mere end blot en attraktiv placering. Det er raffineret. Det er smukt. Og det indbyder i særlig grad til det gode liv.

Byggeriet, der undervejs har skiftet navn til The Residence CPH, er placeret ved Frederiksholmsløbet på Enghave Brygge. Området var tidligere domineret af tung industri, men er nu forvandlet til en attraktiv bydel.

Her ses tydeligt, hvordan byggeriet åbner sig mod vandet og trækker både lys og udsigt ind i gården.

Der er en meget høj detaljeringsgrad i landskabsplanlægningen, hvilket afspejles både i valget af planter og materialer.

FREDERIKSBRO

3400 HILLERØD

Bygherre: M. Goldschmidt Holding Byggeriets art: Nybyggeri, boliger, byudvikling

Størrelse: 121.000 m2, fordelt på ca. 1.300 lejeboliger og 5.000 m2 erhverv

Realiseret: 2021

Arkitekt: Mangor & Nagel A/S

Landskab: Mangor & Nagel A/S, PLAN+LANDSKAB

Ingeniør: Dines Jørgensen & Co. (1. etape), AFRY Danmark (2. etape)

Entreprenør: Byggeselskabet Paulsen (1. etape), Pihlkonsortiet (2. etape)

Hillerød er en by i vækst. Den attraktive placering i Hovedstadsregionen har gjort byen til hjemsted for en række større virksomheder, og det er nemt at pendle til og fra København. Læg dertil opførelsen af et nyt supersygehus og en forventet befolkningstilvækst på op mod 20 % over de næste ti år, og man aner, at det var korrekt set, at der var potentiale i at bygge ikke blot en række nye boliger, men en helt ny bydel.

Frederiksbro er navnet på et større område, der skal ende med at rumme godt 1.300 boliger. Blandingen af punkthuse, etagebyggeri og rækkehuse i varierende højde skaber afveksling, godt hjulpet på vej af materiale­ og farvevalget. De enkelte bolig­ og erhvervsbebyggelser adskiller sig fra hinanden, men er alligevel tydeligvis i familie. Derudover er de grupperet i gårde, alle med friarealer, der via åbne forbindelser til parken er med til at styrke stedets samlede grønne identitet.

Visionen har været at skabe en bydel, der kunne tilbyde boliger til så bred en aldersgruppe som muligt. Med andre ord skal man kunne bo her som barn, som ung i den første bolig, som par, som familie – og som senior. Frederiksbro rummer boliger i alle størrelser og til alle livsfaser.

Denne livscyklustanke understøttes af de frodige udearealer, der udgør næsten halvdelen af det samlede areal. Frederiksbro er en naturlig videreførelse af den nærliggende Bøllemose, et fredet, naturskønt areal. Her er anlagt et ambitiøst parkanlæg, Den Grønne Kile, der byder på righoldige muligheder for at dyrke udendørslivet. Hvad enten man vil mødes i mindre, intime fællesskaber i orangerierne, eller man foretrækker at nyde livet på de brede trapper, der fører ned til vandet, er der skabt rum til det. Det aktive udeliv fremmes af tennisbaner og udendørs træningsområder.

Mellem husene er der mindre rum, der indbyder til at dyrke byhaven, og der er trygge områder, hvor børnene kan lege. Der er betydelige vandelementer i byggeriet. Først og fremmest i form af den 250 meter lange Svanesø, navngivet med udgangspunkt i formen, der er inspireret af en flyvende svane. Denne bugtende sø rummer plads til rekreative aktiviteter, som fx kajakroning. I forlængelse heraf er der opført en eksklusiv, mindre svømmehal for bydelens beboere.

Selvom Frederiksbro er tæt på Hillerøds historiske centrum med det aktive butiks­ og kulturmiljø, har det været vigtigt, at bydelen ikke blev et rent boligområde, men fik sin egen identitet. Derfor er der opført et erhvervshus, der rummer caféer, indkøbsmuligheder, lægehus og andet, der kan fremme livet i området.

Den konsekvent høje kvalitet i materialevalg og udførelse er et bevidst valg. Bygherren og arkitekterne har gennem hele projektet været enige om, at nybyggeriet skal afspejle gennemtænkte løsninger designet og udført til højeste niveau.

Skalamæssigt varierer byggeriet mellem én og femten etager, og det store spring skaber dynamik og afvekslende rummæssige muligheder. Rækkehusene i op til tre forskudte plan med terrassemiljø er inspireret af de klassiske byggeforeningshuse, mens boligerne i punkthusene har en spektakulær udsigt over Hillerød by og den omkringliggende natur. Alle etageboliger har enten terrasse eller altan, hvor sidstnævnte kan være inde­ eller yderliggende.

For Mangor & Nagel er et vindue aldrig blot et vindue. Det er en unik mulighed for at skabe variation i facaden, da det kan rykkes frem eller trækkes en anelse tilbage for at opnå en subtil reliefvirkning. Det samme gør sig gældende for murværket, hvis udtryk er grundigt gennemarbejdet for at skabe spil, afveksling og reference til det nærliggende Frederiksborg Slot.

Rummæssigt er der tænkt i lyse, åbne, gennemlyste rum med optimal udnyttelse af pladsen, hvad enten der er tale om en mindre bolig eller der er et mere generøst antal kvadratmeter at gøre godt med.

Frederiksbro er et eksempel på, at det er muligt at skabe en attraktiv addition til en by at ved at tænke skala, kvalitet og det gode boligliv sammen. Der er stor interesse for at flytte til området, hvor kombinationen af moderne boliger, let adgang til transport og en beliggenhed tæt på bykerne og natur er værdsat.

De grønne arealer udgør en betragtelig del af det nye byggeri og skaber en overgang mellem Hillerød by og det omkringliggende moseareal.

Vue fra Bøllemosen mod Frederiksbro. Skalaspring og subtile variationer i materialevalget giver et varieret, men sammenhængende byggeri.

Situationsplanen med den karakteristiske Svanesø, der er byggeriets store, gennemgående vandelement.

Vinduerne er trukket en anelse tilbage for at skabe reliefvirkning og dybde.

Kig mellem rækkehusene, der ligger i bydelens sydlige ende.

<

De to punkthuse er begge opført i den samme sten. Farveforskellen opstår alene ved at fugerne er tonet forskelligt.

Beboerne har adgang til den private badepavillon, der huser svømmebassin, udendørs fitnessfaciliteter og en tagterrasse på bygningens top.

Drivkraften har altid været at se ting lykkes

Interview

med Mikael Goldschmidt

— ejer og stifter af M. Goldschmidt Holding A/S

Mikael Goldschmidt er bygherren bag Frederiksbro, den nye bydel i Hillerød. Samarbejdet med Mangor & Nagel har været godt og tæt, båret af gensidig respekt for de fagligheder, parterne hver især har bidraget med. Men først og fremmest har aktørerne været forenet i en vision om, at dette sted var noget særligt og derfor skulle kunne noget særligt.

Mikael Goldschmidt er ikke sen til at ønske tillykke med fusionen. Han værdsætter, at ansvaret for medarbejderne gør, at man som ledelse er nødt til at tænke i en fremtidssikring af virksomheden. For ham giver det god mening at forene to stærke kræfter som Mangor & Nagel samt AART, da de tilsammen dækker bredt: ”Fordi verden er som den er, og fordi den bliver mere og mere kompleks, skal man kunne tilbyde flere kompetencer for at kunne lokke interessante kunder og mulige projekter til. Så det er på alle måder en klog og rigtig beslutning.”

Fremtidssikring er han af gode grunde optaget af. M. Goldschmidt Holding A/S er en forretningssucces, hvis historie kan bjergtage de fleste.

Starten var beskeden, men målrettet, da Mikael Goldschmidt købte en bolig i København for 30.000 kroner med henblik på istandsættelse og videresalg. Siden har koncernen udviklet sig til nu at stå på tre særdeles solide ben: Fast ejendom, værdipapirer og virksomheder.

I alt er 1.500 medarbejdere beskæftiget i tilsammen 33 virksomheder, der samlet repræsenterer en anseelig værdi, og det ligger Mikael Goldschmidt på sinde, at livsværket skal være bæredygtigt i mange generationer frem.

Fra storcenter til ny bydel

Oprindeligt var det hensigten at opføre et shoppingcenter i det område, der i dag rummer Frederiksbro. På daværende tidspunkt bestod dette bynære område af en række forsømte matrikler, der havde fået et noget kedeligt ry. Af flere grunde blev centerplanerne skrinlagt, og i stedet tog idéen om at opføre et større boligområde langsomt form. Ansporet af planerne for et kommende supersygehus, der ville medføre et stort antal nye arbejdspladser, forekom det oplagt at tænke i en ny bydel, der kunne rumme tilflytterne. Byrådet var enige, og projektet kunne sættes i gang.

Men hvordan griber man overhovedet et så komplekst projekt an? Svaret ligger ifølge Mikael Goldschmidt i en vision og en plan, hvor grebet blev, at Frederiksbro skulle give mulighed for at man kunne bo her hele livet, hvilket boligtyperne afspejler.

Han forklarer videre, at det fra starten af lå ham på sinde, at hele Frederiksbro skulle være en oplevelse for beboerne med det klare mål, at ”her skulle det være det bedste sted i verden at være lejer”. Derfor skulle der inkorporeres en række ting, der – foruden en gennemtænkt arkitektur –ville gøre udemiljøet så attraktivt som muligt. Elementer som svømmehal, Svanesøen, vidtstrakte grønne områder – og nu også snart skulpturer – er alle bevidste valg.

Men selv en erfaren bygherre kunne få lidt hjertebanken ved omfanget: ”Da jeg fik at vide, at der inden for få kvartaler ville blive leveret mellem 300 og 400 boliger, tænkte jeg ’nej, nej, nej – er det virkelig rigtigt?!’. Men nu kan jeg kigge tilbage og se, at hver gang der var noget ledigt, blev det lejet ud. Selv det, der endnu ikke er færdigbygget, er lejet ud.”

En bygherre med holdninger

Mikael Goldschmidt har fra starten af været dybt involveret i byggeriet. For ham har det handlet om både hjerteblod og glæden ved at se en indsats bære frugt: ”Det, at man har arbejdet for noget, tænkt tanker, taget nogle risici – og har set, at det var det rigtige at gøre … Drivkraften har altid været at se ting lykkes. Det har aldrig været pengene. Der er ikke nogen, der er ligeglad med penge, men det er ikke drivkraften for mig – selvom folk ikke tror det.”

Han sætter overordentlig stor pris på samarbejdet med Mangor & Nagel, om end han overvejer, at de muligvis har været lidt overraskede over nogle af hans input: ”Jeg tror naivt, at de har været glade for at have en bygherre, der har været aktiv og med holdninger – én som har vidst, hvad han ville og med vilde idéer, som de kunne være med til at udfolde.”

Et eksempel er Svanesøen. Ønsket var, at den skulle være 300 meter lang, med form som en svanevinge … og den skulle tilmed lyde som en brusende elv. Som med så mange af elementerne i Frederiksbro gemmer der sig en historie bag. Søen har nemlig fået navn efter Goldschmidtfamiliens hus, Den Gyldne Svane, der i 1400 ­tallet lå i den jødiske ghetto i Frankfurt.

Det er en tilfreds bygherre, der reflekterer over Hillerøds nye bydel. De kvalitetsmål, han har haft for projektet, er til fulde blevet indfriet: Den stærke vision, det gode samarbejde med arkitektfirmaet – men i lige så høj grad, fordi hele byggeriet afspejler det gode råd, han gerne vil give videre: At man skal gøre sig umage. Gøre tingene rigtigt. Bruge hovedet og omtanken og ikke bare flyde med strømmen. Det er dét, han har bygget sin virksomhed og sine samarbejder på, og det er den livsfilosofi, han lever efter: Hvis der er noget der er værd at gøre, så skal det gøres ordentligt.

Frederiksbro er det bedste eksempel på det.

UDVALGTE PROJEKTER

GENNEM 75 ÅR

FREDERIKSSUND SYGEHUS ’DYBENDAL’, 1978-85 Frederikssund fik med Dybendal et sundhedsbyggeri, der har været én af oplandets største arbejdspladser igennem mange år – og for Mangor & Nagels vedkommende blev det et bevis på, at man også kunne løfte store, komplekse projekter.

DANSK POLYETHER INDUSTRI A/S, 1962 Salget af virksomheden til en tysk producent gav så stort et overskud, at bygherren, ægteparret Grønlykke, efterfølgende kunne realisere en hel række drømme, hvor filmproduktion var én af dem. Senere blev parret kulinariske entreprenører og erhvervede sig Falsled Kro, Restaurant Kong Hans og herregården Løgismose på Fyn, hvorfra de udviklede fødevarevirksomheden Løgismose.

BEREDSKABSSTATION ROSKILDE, 1984

Byggeriet er et resultat af en arkitektkonkurrence, og projektet var for alvor med til at etablere Mangor & Nagels renommé i Roskilde. Beredskabsstationen var en kærkommen afløser for de trange forhold i midtbyen, hvor brandstationen tidligere havde til huse.

HESTETORVET, 1994

Mangor & Nagel vandt konkurrencen om at genetablere torvet og opføre en ny ejendom som erstatning for et delvis nedgravet parkeringsanlæg fra 1950’erne. Byggeriet indpasser sig i gågadeforløbet og danner en naturlig afslutning på Hestetorvet. Teglstenens farve matcher den lyse nuance på stationsbygningen i torvets modsatte ende. Det markante kunstværk, Roskildekrukkerne, er doneret af Elsebeth Stryhn og udført af Peter Brandes.

SILLEBROEN SHOPPINGCENTER, 2010

Projektets udfordring var at placere et stort volumen centralt i Frederikssund på en sådan måde, at det passede ind på bedste vis. Ved at bringe en række karakteristika fra den omkringliggende bygningsmasse i spil er det lykkedes at få centeret til at synes mindre, end det reelt er. Der er arbejdet med skalaspring, ligesom form og ganglinjer er hentet fra det oprindelige gadeforløb. Mangor & Nagel modtog i 2016 Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Frederikssund og Frederikssund Kommunes bygningspræmiering

SUNDBYØSTER SKOLE, 2017

En ny, fritliggende bygning er føjet til den eksisterende byskole på Amager. Hermed er der skabt et campusmiljø med både undervisningsog idrætsfaciliteter. Tilbygningen er opført i røde mursten for at bevare den visuelle sammenhæng med det eksisterende byggeri, og både i arkitekturen såvel som landskabet er der arbejdet med en tilpasning til den omkringliggende by og den nærliggende Sundbyøster Plads.

FALKENBORGVEJ, 2020

Bygherren Nima, som Mangor & Nagel har haft et mangeårigt samarbejde med, var inspireret af Ritt Bjerregaards satsning om at bygge billige boliger i København. Nimas boliger blev opført i Frederikssund, og ambitionen lykkedes til fulde. Huslejen blev fastlagt tidligt i forløbet, og de toværelses lejligheder er indrettet yderst fleksibelt og til et bredt segment. Siden er der udviklet større boligtyper, i takt med at bebyggelsen er udvidet. Ved at arbejde med en række standardiserede elementer kunne både pris og den høje kvalitet bibeholdes.

<

AMARYLLIS HUS, 2019

Når Københavns Kommune uddeler priser ved den årlige Bygningspræmiering, er én af kategorierne Publikumsprisen. Her er det borgernes stemme, der bliver hørt, og i 2019 gik prisen til Amaryllis Hus. Den smukke facade, den velintegrerede arkitektur og de hængende haver, der viderefører Grønttorvets ånd, blev fremhævet som væsentlige kvaliteter.

BRYGGEBLOMSTEN, 2015

På kanten af Amager Fælled – med udsigt over natur, by og vand – knejser Bryggeblomsten. Det er et skarpskåret punkthus, hvis dramatiske form er skabt af to kvadrater, der er let drejet i forhold til hinanden. De mange vinkler skaber interessante boliger, hvor opholdsrummene er orienteret i flere retninger. Bryggeblomsten modtog Københavns Kommunes Bygningspræmiering for at være byens bedste boligbyggeri i 2015. Mangor & Nagel står også bag Artillerigården, der ses til højre i billedet.

P-HUSET INDFALDET, MUSICON, 2021

Før Musicon blev Roskildes nye, kreative bydel, lå der en betonvarefabrik. Det upolerede udtryk er bevidst videreført i lokalplanen, hvor der er højt til loftet og plads til at eksperimentere. Parkeringshuset kombinerer på en overraskende måde materialer fra områdets historie: Betonelementer, containere og cortenstål. Det fremstår færdigt og ufærdigt på samme tid, og taler på den måde direkte ind i Musicons ånd. >

ROVSINGSGADE 68, 2022

Transformation er den helt rette beskrivelse for den proces, den gamle industribygning på Rovsingsgade 68 har undergået. Hvor bygningen tidligere var helt nedslidt og med mørke, lukkede facader, fremstår det nu åbent, lyst og indbydende. Ved at bibeholde de væsentligste elementer fra bygningens fortid som lagerhal trækkes en tråd tilbage til Ydre Nørrebros industrielle fortid – nu fortolket i en moderne kontekst.

TEGLPAVILLONEN ’BRICKS IN COMMON’, 2023

København er udnævnt til arkitekturhovedstad i 2023 – og i forlængelse heraf er byen vært for UIA Verdenskongressen. Gennem en række midlertidige pavilloner eksperimenteres der med bæredygtige materialer. AART/Mangor & Nagels pavillon tager udgangspunkt i, hvordan tegl fortsat kan anvendes som et langtidsholdbart og bæredygtigt materiale. De tre buer har det samme CO2­aftryk, hvor den mindste er opført i en traditionel, energitung teglsten, mens den største består af 70 % genanvendte genbrugstegl.

SØNDRE KYST, IGANGVÆRENDE

Et helt nyt bykvarter – tæt på vandet og på byen – er i disse år ved at tage form i Køge. De i alt fem karréer med 500 bæredygtige boliger er et samarbejde mellem flere arkitektfirmaer. Området bliver en blanding af boligtyper, der er tilpasset en hel vifte af familiekonstellationer. Søndre Kyst er en sammenfatning af alt det, Mangor & Nagel gør bedst: På baggrund af en nøje aflæsning af omgivelserne udfyldes rammerne til højeste standard.

BOLIGER TIL TIDEN

© AART, Isabel Duckett, Petra Nagel

Redaktion: Karsten Nagel, Torben Nagel, Jeannette Ditte Thisted, Isabel Duckett

Tilrettelæggelse: Michael Jensen

På bogens omslag ses byggeriet

på Falkoner Allé 128, foto: Jens Lindhe

Litho og tryk: Narayana Press

Printed in Denmark 2023

Bogens fotos er taget af: Anders Sune Berg, Mik Eskestad, Tom Jersø, Kontraframe, Kristian Lildholdt, Jens Lindhe, Helene Høyer Mikkelsen, Jacques Duelund Mortensen, Karsten Nagel, nood. for PensionDanmark (visualisering), Niels Nygaard, Astrid Rasmussen, Velfac

Petra Nagel og Isabel Duckett

BOLIGER TIL TIDEN

Igennem 75 år har Mangor & Nagel været med til at sætte standarden for god arkitektur i Danmark. Indflydelsen er især tydelig inden for boligbyggeri, der udgør en væsentlig del af den omfattende portefølje.

I denne bog præsenteres en vifte af karakteristiske projekter, der på trods af forskelle i udtryk har en række gennemgående temaer: håndværksmæssig indsigt, evnen til at aflæse byggeriets kontekst og ikke mindst en insisteren på, at arkitektur skal være langtidsholdbar.

Med udgangspunkt i familierelationen gives en særlig indsigt i Mangor & Nagels historie og værdier – lige fra grundlæggelsen til i dag.

Bogen er skrevet af arkitekt Isabel Duckett og journalist Petra Nagel.