3 minute read

Nyt stærkt partnerskab vil gøre Nordjylland verdenskendt

Den nordjyske milliardsatsning Green Hub Denmark forener nordjyske virksomheder, forskere, myndigheder og borgere i et utraditionelt, stærkt partnerskab. Ambitionen er klar: Nordjylland skal være verdenskendt som testområde for grønne løsninger.

Af Mona Bjørn

Advertisement

- Vi samler alle de interessenter, der vil være med til at udvikle, teste, demonstrere og skabe forretning af fremtidens grønne løsninger. Gennem massive investeringer, hvor Green Hub Denmark allerede bakkes op af investeringer for 7,5 mia. kroner, er det ambitionen, at Nordjylland bliver den grønne innovations svar på Silicon Valley, fortæller Michael Stie Laugesen, der er projektchef for Green Hub Denmark.

Fokuserer på storskala test- og demonstrationsprojekter

Green Hub Denmark, der har base i Aalborg, fokuserer på storskala test-og demonstrationsprojekter. Samarbejdsplatformen er ny, men mange af de regionale aktører bag har i årevis bedrevet succesfuldt sektorkrydsende udviklingsarbejde inden for bæredygtighed.

Aalborg Universitet (AAU) byder ind med tværvidenskabelig forskning i verdensklasse, danske virksomheder med knowhow og aktuelle problemstillinger, der kan skabe afsæt til innovationsprojekter og 11 nordjyske kommuner stiller data og testarealer m.m. til rådighed.

Tilsammen udgør de et innovationskraftcenter, der skal positionere og synliggøre hele Nordjylland nationalt og internationalt som stedet, hvor grønne ideer via test og demonstrationsaktiviteter bliver til nye produkter og løsninger.

- Vi arbejder med grøn omstilling, bæredygtige forretningsmodeller, storskalatest og demonstrationsprojekter for at tackle klimaudfordringer. På den måde bidrager vi til regeringens ambitiøse mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent samtidig med, at vi er med til at tiltrække flere investeringer til Danmark og skabe flere grønne jobs, siger Michael Stie Laugesen.

Byder flere grønne interessenter velkommen

Samarbejde, synlighed og synergi er nøgleordene i Green Hub Denmark. Ideerne til at skabe noget nyt sammen opstår imellem erhvervet, videninstitutionerne og de offentlige myndigheder, som repræsenterer borgernes behov.

Green Hub Denmarks strategisk sammensatte bestyrelse sikrer indflydelse og beslutningskraft på de grønne dagsordener i regionen.

- Siden opstarten har vi deltaget i en lang række dialogmøder med virksomheder, forskere og andre interessenter om ønsker, muligheder og udfordringer. Og vi vil gerne i kontakt med endnu flere grønne interessenter, så vi altid har mulighed for at sætte det bedste hold til at løse en given opgave, siger Michael Stie Laugesen.

Green Hub Denmarks arbejdsgrupper drøfter potentielle projektideer bredt inden for grøn omstilling. Innovationshøjden, f.eks. graden af nyhedsværdi eller værdiskabelse, bliver kvalificeret i samarbejde med blandt andre de 14 nydannede nationale viden- og erhvervsklynger, som bidrager til udvikling i danske virksomheder.

Derudover kan arbejdsgrupperne rådgive interessenterne om, hvordan de kan styrke den bæredygtige idés gennemslagskraft og derved øge chancerne for at få projektmidler eller tiltrække investorer.

Verdensklasseforskning øger chancer for EU-projektmidler

Green Hub Denmark understøtter i øjeblikket en EU-ansøgningsproces til et storskalaprojekt, der skal teste energieffektive løsninger i byggeriet.

Bag projektet, der ansøger om cirka 20 mio. i EU’s Green Deal støtteprogram, står fra dansk side AAU, Himmerland Boligforening, AalborgForsyning, Aalborg Kommune, Port of Aalborg, COWI, Neogrid, Softcontrol,Energy Cluster Denmark og Green Hub Denmark.

I samarbejde skal de blandt andet teste innovative løsninger i forbindelse med nybyggeri og renovering af bygninger i Aalborg Øst. Løsningerne skal eksempelvis minimere energi-, vand- og varmeforbruget i boliger, skoler, børnehaver og idrætsklubber.

- Konkurrencen om EU–midlerne i de grønne fundingprogrammer er benhård, men med Aalborg Universitets 400 forskere i verdensklasse på energiområdet og den lange tradition for godt innovationssamarbejde her i regionen, har vi virkelig gode forudsætninger for at tiltrække den nødvendige kapital til projekter af denne type og størrelsesorden, siger Michael Stie Laugesen og fortsætter:

- Varige klimaløsninger sker gennem tænkning og partnerskaber på tværs, og det viser vi netop med dette forpligtende partnerskab. I Nordjylland er vi i stand til at få to plus to til at give mere end fire.

Fakta om Green Hub Denmark

Erhvervslivet, Aalborg Universitet, 11 kommuner, Himmerlands Boligselskab og forsyningsvirksomheder er partnerne bag Green Hub Denmark. Sammen vil de gøre Nordjylland verdenskendt som Danmarks grønne testcenter.

Nationale og internationale samarbejdspartnere får via Green Hub Denmark adgang til:

• Arealer og faciliteter til storskalatest og demonstration

• Forsknings- og udviklingsprojekter

• Fundraising/Investeringsfremme

Læs mere på www.greenhubdenmark.dk

Kunne du lide denne artikel?

Læs mere om, hvordan Aalborg Universitet skaber viden for verden og værdi for samfundet i AAU Matchmaker-magasinet (www.match.aau.dk/matchmaker).

This article is from: