Seniorsiderne

Guds kærlighed er livsomvæltende

TEKST Walder Hartmann, redaktør for Seniorsiderne i Adventnyt. JEG ER FOR tiden ved at læse Bibelen 2020 igennem. Forleden stødte jeg på Efeserbrevet 3,18-19, hvor det hedder: ”Jeg beder om, at I sammen med alle andre kristne må blive i stand til at forstå omfanget af alt det, Gud har skabt; hvor bredt og hvor langt, hvor højt og hvor dybt det er. Jeg beder om, at I må få indsigt i, at Kristus’ kærlighed langt overstiger det, vi kan forstå, så I bliver fyldt med alt det, Gud rummer.“

Så kan jeg bedre forstå, at det tager lang tid at lære kærlighed. Bare helt almindelig, menneskelig kærlighed, og hvor vanskeligt det er at lære at praktisere den.

Forestil dig så Guds kærlighed.

Det er forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky, der konkluderer, at: ”Guds kærlighed er stor og livsomvæltende … Jeg er i færd med at erfare Guds kærlighed, som sådan en slags opskalering af den kærlighed, jeg hidtil har erfaret.

En bevidsthed om og erfaring af Guds kærlighed medfører stor tryghed, lattermildhed, fravær af frygt, fravær af frygt for fremtiden, fravær af bekymring. Det er ret forunderligt.“

Den samme overbevisning oplevede jeg forleden, da jeg sad i kirken og lyttede med i børnenes hjørne. Sjældent har jeg hørt Guds kærlighed beskrevet bedre, end da børnene brød ud i sang:

Guds kærlighed er rundt om mig, den er høj og dyb og bred. Og hvor jeg vender og drejer mig, står jeg midt i Guds kærlighed. Den er over, under, foran, bag. Og han elsker mig hver eneste dag.

Det fik mig til at tænke på, at Guds kærlighed minder ret meget om tåge. Den er hele vejen rundt om mig, lige meget hvordan jeg så vender og drejer mig i den. Men modsat den tåge, vi kan finde i vores landskab en gang imellem, så forsvinder Guds kærlighed ikke.

Når Bibelen skal beskrive, hvad kærlighed er, gør den det på følgende måde:

“Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag“ (1 Kor 13, 4-5).

Hylder dit liv dine medmennesker i tåge, eller viser den hvad Guds kærlighed har gjort i og med dig?

HJERTE VED HJERTE – en bøn

Himmelske far, du som er fyldt til bristepunktet af en fuldstændig fortabt kærlighed til dit skaberværk, du gav afkald på magt. Stå ved det og glem alt om guddommelig ære, vrede og hævn, når du ser os stjæle livet fra hinanden. Træk os ud af vores selvoptagethed, så vi kan stå skulder ved skulder, hjerte ved hjerte og sjæl ved sjæl.

Et tulipanparadis

Teks og fotot: Joan Kristensen

MANDAG DEN 18. april, 2. påskedag, steg 12 glade og rejselystne adventistseniorer på Nilles tour bus med kurs mod Holland. Vi slog os sammen med 21 lige så glade seniorer fra rundt i landet, og målet var blomsterparker i Holland. Vores rejseleder Ove, en gæv jyde fra Vejle, fik os hurtigt rystet sammen, og fra begyndelsen sørgede han omhyggeligt for, at alle vidste, hvad programmet bestod af, og at ingen blev glemt nogen steder! Vores endestation var Markelo, hvor vi blev indkvarteret på et dejligt hotel i engelsk landstil med stråtag og Chesterfield møbler. Turen varede 5 dage med 3 meget interessante heldagsture.

Første dag gik til Orchideenhoeve, der er et oplevelsescenter på 25.000 m2 med et væld af tropiske planter, eksotiske fugle og dyr og hundredvis af smukke orkideer. Derfra tog vi på sejltur gennem kanalerne i den smukke og hyggelige by Giethoorn, også kaldet ’Hollands Venedig’, og turen afsluttedes med pandekagebuffet på en restaurant i italiensk stil.

På andendagen så vi Amsterdam både fra bus og båd. Vejret var vidunderligt, og med nyudsprungne træer og blomster langs kanalerne var det en ren fryd for øjet.

Tredje dag blev højdepunktet. Først besøgte vi den historiske by Delft med dens store gotiske kirke Niuewe Kerk og Prinsenhof klostret fra 1400-tallet. Og så kom vi til Keukenhof, verdens største tulipan/blomsterpark med 7 millioner blomsterløg udsprunget i et farveflor og blomsterpragt uden lige! Med lysegrønne træer og græsplæner, søer og springvand og de smukt arrangerede blomsterbede var man hensat til et paradis, hvor tiden gerne måtte stå stille. Et uforglemmeligt sted!

På vej tilbage til Markelo kørte vi igennem Staphorst og Rouveen, to specielle byer, hvis indbyggere er strengt ortodokse calvinister, hvilket præger byens maleriske gårde og indbyggernes klædedragt.

Hjemme på Hotel Herikerberg blev vi hver dag trakteret med den bedste servering. Maden var af høj kvalitet og serveret i fineste gourmetstil.

På hjemrejsen standsede vi ved grænsebutikkerne, og i Rødekro ventede der en stor frokostbuffet.

Alt i alt en virkelig dejlig tur, som var hver en øre værd! Kan varmt anbefales!

Vi har ikke glemt...

men på grund af en tidlig deadline til dette nummer af Adventnyt, må du vente til næste gang med at høre om:

• Seniorforeningens generalforsamling • Skandinavisk seniorstævne på Severin • Spændende fremtidsplaner

Seniorforeningen har brug for din støtte – bliv en del af et aktivt fællesskab.

MANDEN, DER PLANTEDE SPIREN TIL SABUS, VAR DANSK-AMERIKANER

Om hundrede år er alting glemt?

TEKST Sven Hagen Jensen og Walder Hartmann Foto: HASDA Steen Rasmussen blev kendt som ungdommens ven. For lidt over 100 år siden blev han sendt hjem til Danmark fra USA for bl.a. at arbejde med unge indenfor Adventistkirken. Han var fyldt med energi, dygtig til at organisere og udstyret med et vindende væsen. Kun få af Adventnyts nuværende læsere kender til denne danskers meriter, hvilket vi hermed råder bod på.

STEEN EMIL MARIUS RASMUSSEN blev født på en gård ved Auning den 21. december 1888. Han beskriver selv sit barndomshjem som ”et lille roligt og idyllisk landsted i en bakket og skovrig egn, hvor kronjyderne har sin hjemstavn.“ 11 år gammel flyttede han ind til sin onkel Svanefjord Rasmussen og dennes hustru i Randers. Her fandt han et godt kristent hjem og kom til at gå i Randers Realskole, hvor han i 1904 bestod sin præliminæreksamen.

Onklen syntes nu, at han skulle begynde at studere teologi for at blive præst i folkekirken, men selv foretrak han at søge stilling på politistationen i Randers, hvor han de næste to år var kontorist og samtidig assisterede byfogeden, når der skulle holdes auktioner.

Mødet med Adventistkirken

I vinteren 1906-07 tog hans tanker imidlertid en anden retning. Pastor J.C. Raft kom til Randers for at afholde en evangelisk kampagne. Den unge Steen og hans onkel deltog i møderne og blev draget af ”den klare og indtrængende forkyndelse“. Den 14. juli 1907 blev både han og onklen døbt af pastor Raft i Ebenezerkirken og blev optaget som medlem i Skodsborg menighed. Allerede før dåben var Steen begyndt at arbejde som sekretær for dr. Carl Ottosen på Skodsborg Badesanatorium.

Steen Rasmussen fortsatte hos Ottosen fem år mere. En tid, hvor de to udviklede et tæt venskab, som Carl Ottosen beskriver på denne måde: ”Det var berigende at samarbejde med ham, trods de 24 års forskel i alder. Vi følte det aldrig, når vi løb sammen. Vi kunne klare turen fra St. Kongensgade 36 til Østerport station på 6 minutter – det var morsomt at konkurrere om, hvem der var hurtigst, og også at fremme den sag, som vi begge elskede.“

Vintrene 1908-10 fik han orlov for at studere ved Stanborough Park College i Watford, England. Sommeren 1910 kolporterede han med bogen Den store Strid i the Midlands og i Wales. Fra november 1912 gik turen i et halvt år til forlaget i Hamburg, så han kunne lære sig tysk.

Den 31. december 1912 giftede han sig med Anna, med hvem han skabte et åbent hjem, hvor unge altid var velkomne til at betro sig med både glæder og bekymringer.

Turen går til USA

Rygtet om den energiske unge mand nåede helt til USA, hvorfra han, mens han endnu var i Tysk-

land, modtog en opfordring om at komme derover for at arbejde for kirken. I foråret 1913 sejlede det nygifte ægtepar derfor fra København til USA, hvor han kom til at arbejde sammen med O.A. Olsen, der havde ansvaret for arbejdet med fremmedsprogede i Den nordamerikanske Division. O.A. Olsen døde allerede i januar 1915, hvorefter Rasmussen overtog ansvaret indtil Generalkonferensens samling i San Francisco i 1918.

I 1915 fødtes sønnen Glenn, og Rasmussen blev redaktør for flere fremmedsprogede blade, bl.a. det dansk/ norske Missionæren.

Tilbage til Europa

Efter et rådslagningsmøde i Skodsborg i vinteren 1919 besluttedes det at kalde Steen Rasmussen tilbage til Europa, så i april 1920 landede familien i Danmark, hvor han skulle være afdelingsleder i Den skandinaviske Union, der havde hovedsæde i København.

Rasmussen blev her initiativtager til begreber som 13. sabbats offer, høstindsamling og store uge. Han organiserede ungdomsarbejdet, sørgede for at ungdommen fik sit eget blad Ungdomsfaklen og organiserede et stort ungdomsstævne. Dette første stævne blev afholdt i 1921 i laden hos br. Markussen i Kølkær. Der kom 50 deltagere.

Flere stævner fulgte, bl.a. i Onsrud, Norge, hvor mere end 300 samledes fra alle de nordiske lande og skabte minder, der huskedes længe efter. Disse stævner prægedes i høj grad af åndelig omsorg, og de hjalp til at skabe fællesskab mellem de unge og inspirere dem til at virke for Adventbevægelsen. I 1939 skrev han til Vestnordisk Union: ”Det vi ønsker at gøre for at skabe liv og udvikling i vor kirke, det må vi gøre for vore børn og unge – ikke mindst, når det gælder uddannelse. Ethvert ideal, som vi ønsker skal nås i menigheden, må først tydeliggøres for den opvoksende slægt, der er fremtidens ledere.“

Steen Rasmussen blev ordineret til præst af L.H. Christian og J.C. Raft i 1922.

Han havde altid tid til at lytte, og han sparede aldrig sig selv. Alligevel fik han tid til at skrive bøgerne: Blade fra Livets Dagbog og Fremtidsudsigter – en Verden i Opløsning.

Der var brug for ham andre steder

I 1924 flyttede Steen Rasmussen til Schweiz for at blive ungdomsleder i Den europæiske Division i Bern. Her fortsatte han initiativet med store ungdomsstævner. Den første ungdomskongres nogensinde blev afholdt i Chemnitz, Tyskland, og samlede 3.000 deltagere fra hele Europa.

Steen Rasmussen rager stadigvæk op blandt ungdomsarbejdets pionerer indenfor Adventistkirken og førte også an indenfor andre arbejdsområder. Han rejste meget i Divisionens missionsområder og var en dygtig taler. Alle var begejstret for denne mand, der kunne tale tre sprog og klare sig på flere andre. I 1930 blev han valgt til sekretær for Divisionen samtidig med, at han havde ansvaret for både uddannelse, ungdom og hjemmemission.

I 1936 blev han rykket til Washington D.C., hvor han fik ansvaret for Generalkonferensens hjemmemissions afdeling. Man anså ham dengang for at være en af de bedste afdelingsledere i hele verden. Han sad ikke bare i sit kontor og lagde planer, men gik altid foran for at udføre planerne i praksis. Men alt dette tærede på kræfterne. En dag, hvor han havde talt ved fem forskellige møder og i gennemsnit havde talt og undervist tre gange om dagen, svigtede hans hjerte. Efter et langt sygeleje skulle han dog til at arbejde for fuld kraft igen, men blev ramt af et nyt hjertetilfælde og døde den 5. marts 1941 – bare 51 år gammel.

Efterfølgende skrev Jakob Raft i Advent Ungdom bl.a.: ”I en tid, hvor ung og gammel spejder efter mænd, som kan, som vil, og som tør gå foran, er Steen Rasmussen blevet taget fra os. Vor himmelske far ved hvorfor. Derfor bør vi ikke gruble eller sørge, men stille bøje vore hoveder i taknemmelighed for, hvad Gud gavmildt gav og i sin alvisdom tog … i tankerne vil vi flette en mindernes krans til hans grav og aldrig glemme, hvad han betød for Advent-Ungdommen i Norden.