NÅR ANDRE FÅR DEN GODE IDÉ

Når andre får en god idé

Gruppearbejdets skyggeside(r)

Vi taler igen og igen om samarbejde. Det skaber de gode idéer, det gode resultat, og de gode medarbejdere. Men glemmer vi elefanten? Når opgaven også bare skal være færdig.

TEKST Dianna Korshøj

Må jeg stjæle dine tanker? I spillerummet mellem “den gode studerende”, Aalborg-modellens problembaserede læring og ikke mindst; vigtige og meget personlige akademiske resultater kan det være svært, at vide hvornår man bør tage personligt ejerskab, og hvornår samarbejdet netop har været dét led, som træk præstationen op på ekstraordinært niveau.

Personligt ejerskab Der er ingen tvivl om, at hvis man direkte tager andres tanker og tekster, skal man huske at referere til ophavsmanden - alt andet er plagiat. Med litteratur er det særligt vigtigt, da det ofte er netop dé tal om visninger, downloads, køb og referencer, som er med til at give indsigt i, om ny litteratur fra en given forfatter er værd at forfølge. Men hvad gør vi med alt det andet? De mere bløde referencer? Nogle studier kræver, at det meget eksplicit skrives hvem, der har skrevet hvad i et projekt, for netop at kunne give eksaminator og censor et stort nok vurderingsgrundlag til at kunne give den individuelle karakter. Og rigtigt nok, vi vurderes ofte individuelt på et fælles projekt, fordi vi hver især skal kunne stå inde for den karakter, som vi som studerende vurderers på. Alligevel har vi nok alle i løbet af vores studietid set eller hørt om den der ene studerende som ‘rider på fællesskabet’, dén studerende, der bærer projektgruppen, eller den studerende, som har svært ved eksamener, og derfor reelt ikke bliver vurderet på det arbejde, vedkommende har lavet gennem hele semesteret. Navne på særlige afsnit i et projekt kan her være svaret på den reelle individuelle præstation, men på samme tid dræne et projekt for den samarbejds præmis, som netop er kernen og værdigrundlaget for Aalborg universitet.

Skabelsesprocessen Op til årtusindeskiftet var virksomheder særligt optaget af teambuilding og kollegiale oplevelser, da studier viste, at samarbejde og fællesskab skabte gode resultater for virksomheder. Den tendens er nu om dage gået i en lidt anden retning, når MUS-samtalerne (Medarbejder Udviklings Samtaler) endnu en gang spørger medarbejderen: “Hvad kan DU gøre bedre” og “Hvilke kurser har DU brug for”. Det er måske svært at tale imod den individuelle kompetenceudvikling nu om dage, men et samarbejde står eller falder ikke på grund af én medarbejder - eller… Det kommer an på de særlige kompetencer, som gør netop denne medarbejder værdifuld, som hos Google tilbage i 2012 som fandt, at en helt særlig medarbejderstyrke er den styrke, der ligger i at tænke praktisk, og løbe med de muligheder, der åbner sig, og løser de barri-

ere, som viser sig undervejs. Disse medarbejdere viste ikke kun et særligt problemløsningsperspektiv, men formåede både at indtage en ledende rolle, når der var brug for det, men også at give ordet videre, når det var hvad der gav mening. Disse medarbejdere var med til at facilitere arbejdet, så gruppens kompetencer kom i spil på netop den måde, som gav mening ved en given udfordring. Og dét er netop det vores universitet giver os mulighed for. At skabe et dynamisk samspil i projektarbejdet, så vi på højeste akademiske niveau er i stand til at løse de udfordringer samfundet (og gruppearbejdet i øvrigt) netop står med.

Klappet på skulderen Hvad end vi føler, at andre holder os tilbage for ‘den gode præsentation’, eller en projektidé holdes hemmeligt i frygt for, at andre stjæler idéen, kan der være værdi i at acceptere, at vi alle er i samme båd hvert for sig. Vi ønsker alle de bedste resultater, og nogle gange kan andre mennesker og måske endda livet selv være imod netop dét mål. Vi skal kæmpe på det samme arbejdsmarked om de samme ressourcer. Vi skal kunne skille os ud, som den helt særlige medarbejder for at ligge øverst i CV-bunken, og selvom jantelovens og selveste karma-perspektivets gennemsyrende vener ved tanken om: “Credit goes where credit is earned”, lever vi i en tid, hvor “attention span” ofte ikke når anerkendelsen til sokkeholderne. Vi har for travlt til at se, hvem der gjorde hvad, hvis opgaverne fylder mere og mere på eget bord. Dine gruppemedlemmer er ofte ikke ligeglade, når de glemmer at kommentere på det geniale arbejde, du har kæmpet for længe - der er bare stadig alt for meget, som skal ordnes. Den store indsats har måske reduceret stressfølelsen en smule, gjort dem særligt stolte af en del af projektet, eller måske ‘bare’ undgået en gruppekonflikt om deadlines, ansvar og lignende. Det har også værdi, trods manglende anerkendelse. Det nemmeste er måske at få anerkendelse under idégenerationen. Der hvor der spares med hinanden, og man søger efter den vej, man skal gå, den litteratur som er god, eller der hvor man netop bryder igennem med dén test, som gør ens resultater signifikante. Vi skal ikke kæmpe for at være dén, der får den gode idé, men gennem hinandens input og fælles udfordring, mødes vi i udfordringen og ser hinanden i processen med de mange opgaver.

Fælles front Mange studerende (og professionelle) kæmper med følelsen af imposter syndrom: når man føler, at man ikke helt er klog nok til det sted, man er, og de kloge mennesker omkring sig kan opdage hvor dum, man i virkeligheden er, hvert øjeblik. Et reelt fænomen, som kan gøre, at man holder sig tilbage med input. “De andre er alligevel klogere - de ved meget mere, og mit input øger ikke kun risikoen for, at andre opdager hvor dum jeg er, men jeg spilder

Credit goes where credit is earned “

“

faktisk også deres tid”. Så vi holder os igen. Vi lader illusionen om andres kompetencer være det bærende, selvom dét manglende input måske kunne være netop dét indspark, som skulle til for at en idé eller fælles tankeproces blev skabt. Her kan vi også vælge at tænke i de alternative udfald: En ‘dårlig’ idé kan øge argumentationen og tankeprocessen omkring den første - eller endda inspirere til nye iterationer til tankeprocesserne. Et andet muligt udfald er, at netop dé tanker var spild af tid. Det er hvad der sker mellem mennesker, og måske (bare måske) kan et kreativt input have større værdi end pinende tavshed, eller endnu en snak om vejret. Tredje og sidste af de opstillede muligheder her er, at netop dét perspektiv var værdifuldt - måske endda så værdifuldt, at det får tankeprocesserne op på helt nyt niveau. Dette udfald er måske det farligste, for det kan spæde til følelsen af imposter syndrom hos dem omkring dig. Nu er det dig og din viden, som holder andre tilbage. Ikke fordi du ved mest, eller har de mest kvalificerede input, men fordi andre ikke vil spilde din tid.

Produktivitet Tiden har gjort det særligt nemt at have fokus på præstationer, og at have fokus ressourceoptimerende adfærd. En adfærd, som øger mængden af arbejdsopgaver, reducerer overflødigt tidsspilde, og ja, menneskelig interaktion på sin vej. Vi opsøger kun dem vi kender, dem som har særlige (synlige) kompetencer eller interesser, eller dem, som kan hjælpe med en konkret ting på “to do”-listen. Vi har fokus på det som vi ved, bidrager med noget, vi kan bruge. Vi vil ikke spilde tiden på hvad vi vurderer “ikke kommer os ved”, når opgaverne er mange, og vi stræber mod det, som er særligt relevant for os. Vi lever i en tid, hvor adfærdsdesign og ressourceoptimering præger hverdagen. Her er det salg af netop din tid, som er på bud til højestbydende, og derfor også noget af det dyrebareste vi har. Vi lader opmærksomheden drage for hvad vi ‘vælger’ at bruge tid på. Derfor er det nemmeste at holde sig igen, og ikke ‘spilde’ andres tid. Det er nemmest at have fokus på opgaverne som skal løses, frem for så meget andet. Det føles vigtigere, er til at kontrollere, og med tydelige resultater på listen.

Vi ser jo aldrig hvad de dårlige idéer var blevet til. Vi ved heller ikke hvilke resultater det upåagtede fællesskab havde kunnet bidrage til. Vi ser det målbare, det kontrollerbare. Vi ser det, vi vil se - om det så var intentionen eller ej, så tager vi det personlige ejerskab. Det er OS, der står for skud, når karaktererne, jobbet eller arbejdsopgaverne er i spil. Det er os! For når andre får en god idé, så er det os; vores prioriteringer og følelser, som vælger hvilke skyggesider, lyset skal kastes på i den mørke tid.