3 minute read
Kirsten får Mors til at troppe op
På Mors strømmer folk til årsmøde
– sådan gør bestyrelsen
Det gælder om at skabe et hyggeligt og festligt arrangement og være synlige hele året rundt. Det fortæller Kirsten, som er formand for Ældre Sagen Morsø.
Harmonika, sav, guitarer og sang fik hallen i Arena Mors til at genlyde af gamle viser og sange. Gårdsangerne fra Thy spillede op. Der var smørrebrød, øl og vand, kaffe og kringle og en god stemning. Og ikke mindst var der 325 deltagere, da Ældre Sagen Morsø sidst holdt årsmøde i marts. Formand for lokalafdelingen Kirsten Nielsen fortæller ivrigt om det vellykkede møde. ”Ja, vi hyggede os, kan du tro,” siger hun glad på klingende morsingbomål.
Ældre Sagen Morsø er en lokalafdeling, som har succes med at tiltrække mange deltagere til årsmødet i marts. Og mødet i foråret blev der gjort noget særligt ud af. Bestyrelsen besluttede at bruge nogle af de penge, som Folketinget gav i tilskud til arrangementer for sårbare ældre i forbindelse med coronanedlukningerne. De hyrede Gårdsangerne fra Thy og inviterede alle ældre på Mors til en koncert med lidt mad og drikke – en koncert, som lå lige efter årsmødet. ”Vi tænkte, at de, som ikke er medlemmer, måske ville få lyst til at være det, fordi de kun-
Kirsten
ne se, at det er sjovt at være med. Du ved, corona åd lidt medlemmer, men det går støt fremad. Vi har 3.962 medlemmer i dag ud af cirka 6.700 60+-årige på Mors. Så det er sådan set fint,” siger Kirsten.
Selvom årsmødet i år var noget særligt, har det dog en del lighedspunkter med de årsmøder, Ældre Sagen Morsø plejer at holde. Her plejer omkring 200 mennesker at dukke op. De spørger interesseret ind til regnskab og årsberetning og rækker hånden op, når de ikke forstår Kirstens dialekt. Men de melder sig ikke spontant til at blive medlem af bestyrelsen. Som regel har bestyrelsesmedlemmerne i forvejen prikket nogle på skulderen og spurgt, om det ikke kunne være noget for dem. Og det er det næsten altid. Den store tilslutning til årsmødet skyldes, at det er mere end bare et møde, mener Kirsten. Det skal være hyggeligt at komme. Det betyder, at der skal være lidt mad og drikke samt noget underholdning – gerne musik og en masse sange. ”Vi har en lokal musiker, der underholder, og så synger vi. Det er noget, vi gerne vil i Ældre Sagen her på Mors. Vi synger mange sange,” understreger hun.
Det er den samme opskrift, de vil følge til det kommende årsmøde i marts.
Synlige året rundt
Dog er det ikke arrangementet i sig selv, der tiltrækker mange deltagere, mener Kirsten. Ældre Sagen Morsø sørger for at være synlige hele året rundt, fortæller lokalformanden. De er så heldige at have en sekretær, som skriver godt. ”Hver gang vi har holdt et arrangement, skriver vi et stykke om det med et billede og sætter det i den lokale ugeavis. Og så gør vi opmærksom på, hvad der sker næste gang. Det er gratis reklame, og det er vi nemlig rigtig gode til at få. Vi bruger ikke mange penge på annoncer her på Mors. Vi bruger ugeavisen, mund til mund og så det program, vi sender ud til alle,” fortæller Kirsten.
En enkelt annonce sætter bestyrelsen dog i den lokale ugeavis hvert år forud for årsmødet. Derudover sørger de aktive i lokalafdelingen for at reklamere lidt for årsmødet til alle de arrangementer, de holder op til.
Kirstens gode råd
1. Servér øl eller sodavand og et par stykker smørrebrød samt kaffe og kage til årsmødet.
2. Få en lokal musiker til at komme og underholde, og lav et sanghæfte med sange. Det gælder om at gøre årsmødet til et hyggeligt arrangement, så deltagerne får lyst til at deltage i andre arrangementer.
3. Sørg for, at deltagerne hygger sig. I, som er aktive i Ældre Sagen, kan fx sidde spredt mellem folk i stedet for at samle jer sammen med dem, I kender. På den måde kan I være med til at skabe en god stemning.
4. Send tekst og billeder fra arrangementet til den lokale ugeavis, og sørg for, at jeres arrangementer ofte bliver omtalt i ugeavisen, hvis I kan. Så bliver I mere kendte, og folk vil være mere tilbøjelige til at deltage i jeres arrangementer.
5. Mind deltagerne om årsmødet, når I holder andre arrangementer i månederne op til.