Hverdagsdanskere

Hverdagshistorier

Mød Lili Azaryan, der kom til Danmark fra Armenien for 20 år siden og blev uddannet hospitalsmedhjælper. Siden har hun gjort rent på Rigshospitalet Glostrup uden en eneste sygedag. Hun sørger for, at operationsstuerne er rene og klar til at modtage patienter. Et vigtigt arbejde, som er med til at bryde smittevejene. Lili elsker sit job og kan især godt lide, når patienterne sender takkebreve til afdelingen. ”Jeg tænker, at jeg også er med. Jeg er sikker på, at jeg gør en forskel i mit arbejde,” siger hun.

Jeg gør en forskel

72-årige Lili Azaryan er glad for sit arbejde som hospitalsmedhjælper og har ingen planer om at gå på pension

Af Vera Bundgaard Foto Ulrik Jantzen

Lili Azaryan tager imod foran hovedindgangen til Rigshospitalet Glostrup. Iført mundbind og hvidt tøj og sko leder hun med raske skridt ind gennem svingdøren og videre hen ad gangen til rengøringsafdelingens kontor. ”Forebyg smitte,” befaler et skilt, og håndsprit er her selvfølgelig i rigelige mængder. ”Du kan sætte dig der. Jeg har sprittet af,” siger hun og placerer sig i hjørnet længst væk. ”Det har været en hård tid under corona. Når vi kommer om morgenen, starter vi med at spritte alt af. Jeg arbejder på operationsgangen, og vi gør ekstra rent efter hver operation. Vi bærer mundbind, visir og engangsdragter for at bryde smittevejene,” fortæller Lili Azaryan.

I mere end et år har den stået på ekstra agtpågivenhed i forsøget på at holde corona i ave på hospitalet. Og her har rengøringspersonalet spillet en afgørende rolle. ”Jeg betragter mit job som meget vigtigt. Der skal være absolut rent, for ellers er det meget alvorligt. Vi kan ikke operere, for det kan være farligt for patienterne. Vi skal gøre alt for at stoppe smitten,” siger hun.

En enkelt kollega har været smittet, fortæller hun, men man ved ikke, hvor hun blev smittet. Selv blev hun vaccineret omkring jul med begge stik og er således mindre udsat i det daglige arbejde.

Sommerfugle i maven

Lili Azaryan stammer oprindeligt fra det kristne Armenien og kom til Danmark for 20 år siden. Hun fik sin familie til landet og begyndte på en uddannelse som hospitalsmedhjælper. Sprogundervisning fik hun også og erfarede, at det danske sprog har sine udfordringer. ”Jeg taler både armensk, russisk og tysk, men dansk er svært at lære. Kort efter jeg var begyndt at lære dansk, snakkede jeg med en mand ved et busstoppested. Til sidst sagde han ”god arbejdslyst” til mig, men jeg hørte det som ”arbejdsløs”. Jeg er da ikke arbejdsløs, sagde jeg, men så forklarede han mig det,” smiler hun.

Da klassen skulle op til en prøve, spurgte læreren, om de havde sommerfugle i maven? ”Sommerfugle i maven? Hvad er det for noget? Jeg har da ikke sommerfugle i maven, tænkte jeg, indtil vi fik forklaret, hvad det betød,” fortæller Lili.

Mødet med dansk kultur har også givet anledning til andre overraskelser. ”Jeg fik et chok, engang jeg kørte i bus, og der var en ung dreng og pige med. Han sad ned, mens pigen måtte stå op. Det ville aldrig ske i mit land! Vi plejer heller ikke at snakke, når vi spiser, men det gør man her,” fortæller hun.

Få dage efter Lili Azaryan var kommet til landet, var hun i Operahuset for at se balletten Napoli. ”Før forestillingen rejste folk sig pludselig op. Jeg er ikke så høj og stod der og kiggede

Jeg betragter mit job som meget vigtigt. Der skal være absolut rent, for ellers er det meget alvorligt

LILI AZARYAN, HOSPITALSMEDHJÆLPER

Jeg er sikker på, at jeg gør en forskel i mit arbejde

LILI AZARYAN, HOSPITALSMEDHJÆLPER

rundt på de høje mennesker omkring mig. Men det var jo, fordi dronningen var kommet. Det var helt fantastisk! Jeg vil aldrig glemme hendes øjne, da hun kiggede på publikum,” siger hun og tilføjer: ”Siden da har jeg været royalist, og hvis jeg kan, skal jeg altid ind på Amalienborg og hilse på hende på hendes fødselsdag, 16. april.”

Reinkarnation

Lili Azaryan viser stolt sit rødbedefarvede pas frem som bevis på, at hun er dansk statsborger. ”Livet i Danmark har været hårdt, men godt. Det har været som en reinkarnation, en genfødsel, hvor jeg har kunnet starte helt forfra. Derfor skal jeg heller ikke på pension foreløbig. Jeg føler mig som ung,” siger hun.

I 16 år har hun nu arbejdet på Glostrup hospital, og har aldrig haft en sygedag. ”Det er hårdt fysisk arbejde, men jeg betragter det som fitness. Det holder mig frisk, og hver morgen, når jeg vågner, tænker jeg, at det er dejligt, jeg skal på arbejde.”

Hun møder klokken 7 og starter med at spritte alt af på operationsstuerne. Efter hver operation gentager proceduren sig, indtil hun har fri klokken 15.

”Jeg kan godt lide, når de kører den første patient ud. De smiler altid, når de er færdige og ser tilfredse ud. Måske fordi de stadig er bedøvede,” siger hun.

Når arbejdsdagen er omme, tager hun bussen tilbage til hjemmet i Værløse. ”Før corona svømmede jeg, men da svømmehallen blev lukket, begyndte jeg at svømme i søen i Værløse, også om vinteren. Det er dejligt, og man bliver så frisk af det efter en lang arbejdsdag,” siger hun.

Som et ur

På et hospital er der et klart hierarki med lægerne øverst, dernæst sygeplejerskerne og med rengøringspersonalet nederst. Alle er dog afhængige af hinanden, hvis alt skal fungere. ”Der er en fantastisk arbejdskultur. Folk har travlt, men de har altid tid til at rose, og hvis jeg har haft fri, siger kollegaerne: ”Vi har savnet dig.” Jeg synes, vi arbejder godt sammen. Vi er som et ur, hvor mekanikken skal arbejde sammen, som en organisme,” siger hun.

En arbejdsuge byder også på nogle højdepunkter. ”Jeg bliver altid glad, når de har fem minutters møde mellem læger og sygeplejersker

Lili Azaryan holder af sit arbejde, som hun finder meningsfuldt. Derfor har hun ingen planer om pension, selv om hun er fyldt 72 år.

ude på gangen. Så går jeg der i baggrunden og gør rent og føler stolthed. De er med til at skabe det bedste system i verden. Det er altid en god tid,” siger hun. ”Jeg kan også godt lide, når patienter sender takkebreve til afdelingen. De lader dem stå fremme, så alle kan læse dem. Jeg tænker, at jeg også er med. Jeg er sikker på, at jeg gør en forskel i mit arbejde.”

Der er jævnlig kontrol af rengøringen, og hun fortæller med stolthed, at hospitalet altid ligger i top. Hun og kollegaerne er ofte på kursus i hygiejne, hvilket er med til at holde en høj standard.

En enkelt ting kunne hun godt ønske sig blev bedre: ”Vi er begyndt at sortere affald, men der er nogen, der stadig bare smider plastik ud. Vi skal passe på kloden. Én person kan ændre verden, og bare en lille ting kan ændre meget,” siger hun og vender tilbage til det med de gode kollegaer.

Da hun fyldte rundt, gav de hende noget af en overraskelse. På selve dagen kom der en fra fagforeningen med en buket til hende, og nogle dage efter spiste hun morgenmad sammen med nogle kollegaer.

”Så ringede min telefon. Det var afdelingssygeplejersken, der sagde: ”Lili, du skal komme med det samme.” Jeg tænkte, hvad sker der, er der oversvømmelse? Så jeg gik så hurtigt, jeg kunne, men da jeg åbnede døren, var der mange samlet, og de råbte: Tillykke!”

Til den seneste MUS-samtale, gentog Lili Azaryan, at hun ikke ville gå på pension. ”Min leder sagde, at det var fint, for vi kan ikke undvære dig. Jeg føler mig ikke gammel.”

OM LILI AZARYAN

• Født 1949 i Armenien. • Kom til Danmark i 2001 og fik siden sin familie til landet. Havde oprindeligt en akademisk uddannelse, men blev uddannet som hospitalsmedhjælper og har arbejdet på Rigshospitalet Glostrup i 16 år. • I sin fritid vinterbader hun og samler urter og svampe. • Bor i Værløse med sin mand gennem 50 år, Ruben. De har en datter og et barnebarn.