2 minute read
Social-humanitære aktivitetsledere og kontaktpersoner
Definition Den frivillige sociale indsats er den medmenneskelige kontakt og støtte, som en frivillig giver en sårbar, svækket eller ensom ældre medborger og deres familier. Indsatsen retter sig mod alle ældre borgere og deres pårørende uanset medlemskab af Ældre Sagen. Indsatsen er i henhold til Ældre Sagens vedtægt neutral i partipolitisk, etnisk og religiøs henseende. Ældre Sagens sociale tilbud er gratis for modtageren.
Fakta Ældre Sagen har sociale aktiviteter i næsten alle landets kommuner. Nogle steder i samarbejde med andre sociale foreninger. Henved 13.000 frivillige i Ældre Sagen yder en frivillig social indsats for mennesker, der har glæde af at være med i fællesskaber og aktiviteter.
Ældre Sagens lokalafdelinger igangsætter nye typer af sociale aktiviteter efter behov og egne ressourcer. Ikke alle lokalafdelinger har de samme aktiviteter.
Aktivitetsleder Aktivitetslederne spiller en meget vigtig rolle i forbindelse med de enkelte frivillige sociale aktiviteter og tilbud. De står for at rekruttere, introducere og forventningsafstemme med nye frivillige i forbindelse med deres frivillige engagement og opgaver. Det er også aktivitetsledernes opgave at følge op på gruppen af frivillige i aktiviteten og skabe gode forudsætninger for trivsel i forbindelse med aktiviteterne.
Den personlige kontakt Den meget personlige og tætte kontakt mellem de frivillige og borgerne i de sociale besøgsaktiviteter gør det ekstra vigtigt, at aktivitetslederne får bragt de ”rette” personer sammen – og sikrer det gode samspil gennem opfølgning og dialog.
Kontaktperson I meget store lokalafdelinger og i lokalafdelinger med mange aktiviteter på det socialhumanitære område kan det være en fordel at udpege en kontaktperson til at varetage og koordinere kontakten mellem lokalbestyrelsen og de frivillige i aktiviteten.
Kontaktpersonen og det offentlige Kontaktpersonen samarbejder – efter aftale med lokalbestyrelsen – med lokale aktører om lokalafdelingens social-humanitære tilbud.
Kontaktpersonen informerer om tilbuddene og opsøger nøglepersoner i kommunens hjemmepleje og evt. plejehjem og sørger for, at foldere er synlige rundt omkring i kommunen og informerer medlemmer og andre på møder.
Kontaktpersonen modtager og besvarer forespørgsler om aktiviteter for sårbare borgere. Forespørgslerne kan komme fra samarbejdspartnere, pårørende eller de berørte personer selv.
Kommunens hjemmepleje, den opsøgende medarbejder i kommunen, den praktiserende læge, præsten mv. retter også henvendelse. De professionelle/ansatte må ikke videregive personens ønske om støtte eller dennes navn til lokalafdelingen, uden at de har vedkommendes tilladelse.
Aktivitetslederen eller kontaktpersonen tager første samtale med borgeren eller dennes repræsentant og vurderer, om vedkommendes behov kan imødekommes af Ældre Sagen eller må henvises til andre foreninger eller til kommunen.
Det vigtigste redskab for både aktivitetsledere og kontaktpersonen er Håndbog for social-humanitære kontaktpersoner, hvor der findes retningslinjer og vejledninger. Håndbogen kan læses på Frivilligportalen og evt. bestilles i Frivilligshoppen.
Aktivitetsledere og kontaktpersoner er også velkommen til at kontakte konsulenterne i sekretariatet.