OG AKKORDSVEND: 76 ÅR

"VI ÆLDES JO

FORSKELLIGT, OG DET SKAL DER VÆRE PLADS TIL"

Det er 60 år siden, Jan Christensen gik i lære som blikkenslager. Det er alligevel noget, de færreste kan prale af. Han er 76 år, og arbejder til daglig som akkordsvend for Bravida, hvor han for tiden går på en byggeplads i Søborg, som er her, hvor Fagbladet Blik & Rør møder ham.

Her er de i gang med et helt nyt byggeri for virksomheden AGC Biologics, der groft fortalt udvikler prototyper på medicin for større medicinalvirksomheder, som skalerer det op og sætter det i salg. Jan og hans kollegaer laver alt VVS-arbejdet i den nye bygning; vand, varme, sprinklere og køl. Det hele. Og byggeriet løber da også op i over en milliard at opføre.

Og så er det faktisk Jans søn, der er ansat som underdirektør i virksomheden og var med til at starte virksomheden op, da de kun var 20-30 ansatte.

Nu er det hans far, Jan, der går og er med til at opføre den bygning, der i fremtiden skal huse nogle af virksomhedens over 1.000 ansatte.

HAVDE IKKE TÆNKT PÅ

AT BLIVE BLIKKENSLAGER

Jan Christensen har medbragt sit svendebrev, og ud af det kan man læse, at han den 11. juli 1963 gik i lære som blikkenslager ved virksomheden A. Lundgren & Co Blikkenslager.

Det var ikke et arbejdsliv, der lå i kortene for Jan.

- Mine forældre var frisører. Vi havde et sommerhus, hvor jeg havde fået lov til at slå med en hammer og skrue med en skiftenøgle – og det var sådan set det, fortæller Jan Christensen.

Det var også en periode, hvor det var svært at få en læreplads.

- I min mors forretning kom der en blikkenslagerfrue, og hun lovede at høre sin mand, om der var plads til en lærling. Det var ikke noget, jeg overhovedet havde tænkt på at blive. For hvis man dengang blev blikkenslager, så var det enten, fordi man var ordblind, talblind eller havde siddet nede ved det bagerste bord i klassen, hvor lyset ikke nåede ned i bøgerne. Så jeg tænkte: "ej, det er bare nogle, der render og renser lokummer og sådan noget."

Men i lære som blikkenslager kom han altså. Og det skulle vise sig at rokke gevaldigt ved de fordomme, han forinden havde om faget.

- Jeg syntes, det var spændende med blikarbejde, tagarbejde og alt det der. Og så har det bare grebet om sig. Og jeg synes stadigvæk, det er spændende. Der er jo ikke to dage, der er ens.

”SÅ

MEN DET KAN DET SÅ”

Undervejs i interviewet kommer to af Jans kollegaer forbi. Og der falder da også en frisk bemærkning af om, hvorvidt vi er i gang med at lave en artikel med ”Danmarks yngste VVS’er”. Ligesom han må finde sig i at blive kaldt for en ”linselus”.

Det er da heller ikke arbejdsopgaverne alene, der har været årsag til, at Jan er blevet på arbejdsmarkedet, selvom han kunne være gået på pension for efterhånden en hel del år siden. Kollegaerne har en særlig betydning.

- En gang imellem så tænker jeg, nu kan det sgu ikke blive værre, men det kan det så, fortæller Jan med et smil på læben og tilføjer:

- Det kan stadig tage en ny drejning, hvilken opfattelse kollegaerne har af, hvordan tingene er og hænger sammen. Det, synes jeg, er sjovt og underholdende.

”VI ÆLDES JO FORSKELLIGT”

Når man spørger Jan, hvordan han stadig kan holde til at arbejde i en alder af 76 år, så indrømmer han, at han trods alt godt kan mærke, at han ikke er en vårhare længere.

- Selvfølgelig, når man bliver noget ældre, så tager tingene længere tid. Det gælder både, når jeg skærer ned eller slår græs derhjemme. Og det må jeg jo slå mig til tåls med. Det, du kunne klare engang, det kan du ikke mere. Men hans hustru mener, at han stadig lever, som da han var 25 år.

- Fruen mener jo, at jeg som yngre lavede nøjagtigt det samme, som jeg laver nu. For hver tirsdag aften går jeg ned og ror et sted mellem 15 og 20 kilometer: ”Det gjorde du også, da du var 25”, siger hun så. ”Tror du ikke snart, du skulle holde op med noget af det?”.

Og selvom han stadig holder sig fysisk aktiv og mener, at han både spiser og drikker med måde, så er det at være frisk og rørig ikke udelukkende noget, man selv er herre over, mener han.

- Jeg tror, det er noget, der ligger i generne, om man bliver nedslidt. Vi ældes jo forskelligt. Og det skal der være plads til. Der skal også være råd til, at folk kan holde op med at arbejde.

Et Heldagsarbejde For To Mand At Skifte Et Toilet

Der er sket meget i faget igennem den tid, Jan har været i det. Mange af tingene har han taget til sig og lært hen ad vejen og ved at ”bruge øjnene til at stjæle med”, som han udtrykker det. Men udviklingen har unægteligt været stor.

Jan står foran AGC Biologics nye bygning, som de laver alt VVS-arbejdet på. En virksomhed, som Jans søn er ansat som underdirektør i.

Jan Christensen er 76 år, men arbejder stadig som akkordsvend. Og han er med på mange forskellige typer arbejdsopgaver.

- I gamle dage, når vi monterede toiletter, der satte vi cisterne op, så var det med rigtig tunge blyrør, der skulle ned ad vægge og toiletter, der skulle sluttes fast til gulvet. Der skulle støbes noget, der hedder en Von Roll, omkring afløbet og støbesmedes med beg. Og så var der toiletbrættet. Det var en hel videnskab at sætte sådan et på, fordi det var af egetræ. Det var svært at få de der små skruer til at tage fat i træet. Det tog to mand en hel dag, i dag monterer du et toilet på en time, siger han.

”SOCIALDEMOKRATEN”

Et særligt kælenavn og øgenavn har hængt ved Jan gennem årene, og det er ”socialdemokraten”. Han bringer det da også selv på banen.

Årene i virksomheden Blikkenslagernes A/S spiller en særlig rolle i den forbindelse. Her fortæller Jan, at de to tillidsrepræsentanter blandt andet lagde stor vægt på, at man var medlem af Socialdemokratiet og i fagbevægelsen. Anbefalinger, Jan tog til sig – og siden har kælenavnet ”socialdemokraten” altså hængt ved.

EKSPERT: DET SKAL EN AUTORISATIONSORDNING FOR ASBESTARBEJDE INDEHOLDE

En autorisation kræver den nødvendige viden om, hvor asbest typisk forekommer, hvad der er de korrekte værnemidler, og hvordan det farlige affald håndteres, mener Lars Gunnarsen, der er professor på Aalborg Universitet.

Det er politisk vedtaget, at der skal indføres en autorisationsordning for asbestarbejde.

Men det er endnu ikke besluttet, hvad ordningen præcis skal indeholde. Fagbladet Blik & Rør har spurgt Lars Gunnarsen, der er professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet, hvad han mener, der er vigtigt i en autorisationsordning.

Men allerførst vil Lars Gunnarsen gerne forklare, hvorfor det i det hele taget er nødvendigt med en autorisationsordning for asbestarbejde.

- Det er frustrerende for en forsker at se en byggebranche, hvor håndteringen af meget farlige stoffer bliver konkurrence-udsat, uden der er sikkerhed for, at dem, der byder ind på opgaven, har forudsætninger for at sikre miljøet for dem selv, for andre og for fremtiden, understreger han, inden han går i gang med at beskrive, hvad han vurderer, er vigtigt i en autorisationsordning for asbestarbejde:

- Overskriften er, at virksomhederne skal være gode til at identificere asbest, når de møder det. Og de skal kunne håndtere det med de nødvendige værnemidler og vide, hvordan man beskytter sit og sine kollegaers arbejdsmiljø.

Derudover mener professoren, at det er vigtigt, at det farlige affald bliver håndteret korrekt. Han har selv oplevet eternitplader, der flyder på strandene ved Aalborg, ligesom hans barnebarn har været udsat for asbest i forbindelse med en renovering ved en udflytterbørnehave i Brønshøj.

- Virksomheden skal vide, hvordan de sikrer, at bygningerne er rene, når de er færdige med opgaven, og så skal der være fokus på at beskytte miljøet for andre, og det gælder både indeklimaet og det omgivende miljø. Og i den forbindelse skal de vide, hvordan den korrekte affaldshåndtering er.

Hvem skal tage asbestprøverne? Skal det være bygherre, håndværkerne eller en uvildig tredjepart?

- Man skulle mene, at på sådan et vigtigt område, hvor der er stigende forekomst af sygdomme, så er der allerede en to-faktor-godkendelse.

Men det var først under debatten (om asbest på Folkemødet red.), at jeg blev klar over, at det er der ikke. Jeg mener, det er en god løsning med uvildige rådgivere, der kortlægger problemet og sætter forhåndskrav, og som også kvalitetssikrer, at der er ordentligt rengjort for asbest.

Ifølge Lars Gunnarsen er der sket en stigning af kvinder, der får konstateret lungehindekræft (malignt mesotheliom), som er en sygdom, der primært skyldes asbest.

- I en 25-årig periode er antallet af lungehindekræfttilfælde blandt kvinder steget fra 15 til 30 årlige tilfælde.

Skal der være sanktioner for virksomheder, der ikke overholder kravene?

- Det ville være underligt andet. Men for de skruppelløse er det jo ofte et slag i luften, fordi de får en økonomiske gevinst, når de løser opgaven. De er ofte ligeglade med, om de overholder reglerne, så længe de tjener penge nu.

I arbejdsmiljøaftalen står der, at regeringen vil inddrage arbejdsmarkedets parter til udvikling af ordningen. Autorisationsordningen forventes at træde i kraft 1. januar 2025.

Forbundsformand Henrik W. Petersen debatterer om asbest på Folkemødet med administrerende direktør i Kingo Karlsen A/S Michael Kamstrup Søndergaard (i midten) og Lars Gunnarsen (th).