Amnesty#4 2011

AMNESTY Medlemsblad For Amnesty International | Nr 4 December 2011

DET FORFULGTE FOLK

REVOLUTIONENS MODER

16 ÅR PÅ DØDSGANGEN

BILLEDER AF EN UDVISNING

Tema om Europas romaer, der er udsat for massiv forfølgelse og diskrimination.

Mød den 32-årige aktivist Tawakkul Karman fra Yemen, der fik Nobels Fredspris.

En DNA-test har frikendt Keith Doolin efter 16 år på dødsgangen i San Quentin.

Mahdi er gift og har et barn i Danmark, men i januar blev han udvist til Irak.

Ti sager på ti dage – deltag i Amnestys brevskrivningsmaraton i december og hjælp uretfærdigt fængslede i hele verden.

| leder

I nd h old | Amnesty på fem minutter

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International

4 Nyheder 8 Europas dårlige samvittighed I hele Europa er romaerne forfulgt.

10 Et europæisk folk med

Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt Amnesty International Gammeltorv 8, 4.og 5.sal 1457 København K Tlf. 33 45 65 65 Fax 33 45 65 66 www.amnesty.dk amnesty@amnesty.dk

Amnesty i Århus Mejlgade 50, 1 sal · 8000 Århus C Tlf. 86 19 28 77 Amnesty i Odense Vestergade 73, 1. sal 5000 Odense C odense@amnesty.dk

Forside: Jakob Helmer

Amnestys redaktør: Ole Hoff-Lund

En af de løsladte er den cubanske systemkritiker, journalist og digter Ricardo González Alfonso, der blev arresteret i 2003 og idømt 20 års fængsel for at udgive det kritiske tidsskrift DeCuba. Amnesty indledte en brevskrivningskampagne, og sidste år blev han løsladt og sendt i eksil i Spanien sammen med mange andre politiske fanger. ”Min kone fortalte mig om brevene, når hun besøgte mig i fængslet, for hun måtte ikke tage dem med ind. Det betød alverden for mig, at folk over hele kloden tænkte på mig og skrev til mig. Jeg vil gå til verdens ende for Amnesty”, siger Ricardo González Alfonso.

En anden er russeren Igor Sutyagin, der efter en uretfærdig retssag og 11 års fængsel for spionage blev løsladt i 2010 efter langvarigt pres fra Amnesty International. Efter løsladelsen fortalte han, at hvert og ét af de breve, han havde modtaget i fængslet, havde hjulpet ham. ”Vagterne forstod, at de ikke kunne gøre mig noget, uden at det kom frem i offentligheden. Brevene beskyttede mig, og det var så vigtigt for mig at vide, at jeg ikke var helt alene, men at der var folk over hele verden, der fulgte min sag”, fortæller Igor Sutyagin.

I august i år afgjorde den amerikanske menneskerettighedsdomstol, at soldaterne skal stilles for retten, men det er endnu ikke sket, og Valentina Cantu modtager jævnligt dødstrusler. Som en del af Skriv For Liv Maraton kan du skrive til Mexicos præsident og bede ham følge afgørelsen fra menneskerettighedsdomstolen.

Amnestys historie viser, at et brev til et menneske, du ikke kender, kan betyde forskellen på liv og død. Grib pennen og skriv dem fri.

2 I am n e s ty

38 Illustration: Jakob Helmer

Den 1. december indleder Amnesty International sin årlige Skriv For Liv Maraton, der på ti dage sætter fokus på ti sager, som du kan læse om på side 44. En af dem er 26-årige Valentina Cantu, der blev voldtaget af soldater fra den mexicanske hær, da hun var 17. Hun anmeldte voldtægten til myndighederne, der truede med at straffe hendes landsby økonomisk, hvis hun ikke tav. Hun kom i kontakt med Amnesty International, som støttede hendes kamp for retfærdighed. ”Et par måneder senere begyndte der at komme sækkevis af breve fra hele verden fra folk, der udtrykte deres støtte til mig. De tusindvis af breve gav mig håb og mod til at kæmpe”, siger Valentina Cantu.

Foto: Anna Klitgaard

Amnesty i Aalborg Danmarksgade 7 · 9000 Aalborg lokal@amnesty-aalborg.dk

Da Amnesty International blev grundlagt i 1961, var det på en idé om at bombardere myndigheder over hele verden med protestbreve for at få frigivet fanger, der var uretfærdigt fængslet. Tusindvis af mennesker fulgte opfordringen og lagde med deres breve pres på regeringer for at løslade de fanger, som var tilbageholdt udelukkende på grund af deres religiøse eller politiske overbevisning. 50 år senere er mere end 50.000 fanger løsladt som resultat af Amnestys aktioner.

8

8

44

TEMA Europas dårlige samvittighed

Med omkring 12 millioner mennesker udgør romaerne EU’s største minoritet – uden land, men med eget sprog, kultur og historie. I store dele af Europa udsættes romaer for systematisk forfølgelse og diskrimination. Myndighederne opretter etnisk opdelte skoleklasser for romabørn, tvangsforflytter dem fra byerne til lejre og ghettoer, forhindrer dem i at få uddannelse eller job og ser ofte gennem fingre med voldelige angreb fra højre-radikale grupper. AMNESTY sætter fokus på Europas dårlige samvittighed.

26 Revolutionens moder

Foto: Scanpix

Udkommer næste gang: 10. februar 2012 (deadline 15. januar) Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Amnesty Internationals holdning.

Eftertryk med kildeangivelse er kun tilladt efter forudgående aftale med redaktionen.

Grib pennen

Foto: Carsten Snejbjerg

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen Redaktion: Nora Rahbek Kanafani og Bjarke Windahl Pedersen Redaktionel bistand: Datagraf Client Publishing Design og produktion: Datagraf Oplag: 103.000 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år

indisk oprindelse

26

AMNESTY har mødt den 32-årige politiker og aktivist Tawakkul Karman fra Yemen, som vandt dette års Nobels Fredspris. Hun betragter det som en international anerkendelse af den protestbevægelse, som siden januar har krævet demokratiske forandringer i landet. Sammen med godt 10.000 yemenitter holder hun demonstrationen i gang døgnet rundt på det besatte universitetsområde i Sanaa. ”Prisen bærer mit navn, men jeg tilegner den til alle, der har kæmpet for demokrati og menneskerettigheder. Navnlig til dem, der er faldet i kampen”, siger hun.

38 Billeder af en udvisning

Mahdi Abdalla Faraj sidder med en lille stak billeder foran sig. Bryllupsbilleder, taget ved en sø i Århus for fire år siden, og billeder af sin lille datter Aya. Da hun fyldte to år i august, var Mahdi ikke med til at fejre hende, for den 19. januar i år blev han udvist fra Danmark efter godt 13 års ophold, selv om han havde job og familie. Myndighederne mente, at Mahdis kone og barn kunne rejse med til Irak og udøve familielivet dér. I dag er han deprimeret og gemmer sig i Sulaymaniyah i det nordlige Irak, hvor AMNESTY besøgte ham.

44 Skriv breve og red liv

Fra den 1.-10. december kan du deltage i Amnestys globale Skriv For Liv Maraton. Vi har udvalgt ti sager om mennesker, der er uretfærdigt fængslet eller i fare for overgreb. Du kan skrive solidaritetshilsner til fangerne eller sende breve til myndighederne og sætte fokus på deres sager. Skriv blandt andet til den dødsdømte Fatima Hussein Badi fra Yemen og den fængslede iranske journalist Mohammad Sadiq Kabudvand. Sidste år blev fangerne i seks ud af ti sager enten løsladt eller oplevede forbedringer af deres forhold.

Romaerne har aldrig haft en regering eller en bank.

12 Landsbyen uden navn Reportage fra et hul i Slovakiet.

14 I morgen bliver det bedre Fotoreportage om romaer i Østeuropa.

18 EU: Grib bolden!

EU sætter skub i romaernes rettigheder.

22 Spanien viser vejen for romaer

Målrettet indsats giver spanske romaer håb.

24 Amnesty dokumenterer

Læs om Amnestys seneste rapporter.

26 Revolutionens moder

Mød Nobelprisvinderen Tawakkul Karman fra Yemen.

28 16 år på dødsgangen

Keith Doolin bliver reddet af DNA-test.

32 Smertefuldt opgør med

Egyptens sikkerhedspoliti Egyptens militær svigter sine løfter om åbenhed og retfærdighed.

34 Stasi hjælper Egypten

Tyskland deler sine erfaringer med Egypten, Tunesien og Irak.

36 Når sex er en del af pakken Seksuelle overgreb er en del af arbejdsdagen i Uganda.

38 Billeder af en udvisning

Mahdi blev udvist til Irak og efterlod kone og barn.

42 Kultur

Læs om lesbisk kærlighed i Teheran og om CPH:DOX.

44 Amnesty Live

Deltag i Amnestys kampagner.

a mnesty I 3

N yh eder

A f O le Hoff -lund Foto: Polfoto

$ 200.000.000.000 Oberst Gaddafis formue

Foto: Scanpix

Ny regering løber fra CIA-undersøgelse Regeringen bryder løftet om at gennemføre uafhængig undersøgelse af torturfly. pæisk luftrum. USA’s ulovlige fangeprogram indebar, at personer, der var mistænkt for at samarbejde med al-Qaeda og Taleban, blev transporteret til hemmelige fængsler og udsat for tortur.

CIA-flyene har benyttet europæiske lufthavne, ligesom det er kendt, at amerikanerne anvendte hemmelige fængsler i blandt andet Rumænien, Polen og Litauen. En af fangerne, Abu Zubaydah, menes at have været udsat for waterboarding 83 gange i et fængsel i Litauen, inden han i 2005 blev fløjet til Guantánamo-fangelejren. Her sidder han stadig uden dom, men han har netop anlagt sag mod Litauen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Bundet på hænder og fødder Opgørelser viser, at CIA-fly har benyttet dansk og grønlandsk luftrum over 1.900 gange, men i stedet for den lovede uvildige under-

Adele, Mark Knopfler, Patti Smith, Queens of the Stone Age og My Morning Jacket vil være at finde på en kommende støtteplade for Amnesty International i anledning af organisationens 50 års jubilæum. Pladen har fået titlen ”Chimes Of Freedom: Songs Of Bob Dylan Ho-

4 I am n e s ty

noring 50 Years Of Amnesty International”, og den indeholder kendte musikeres fortolkninger af Bob Dylans sange. Blandt de øvrige offentliggjorte musikere er Sting, Lucinda Williams og Dave Matthews Band. Pladen udkommer efter planen i Danmark den 30. januar.

Ai Weiwei fortsætter kritik af Kina

Nobelpris til tre kvinder Nobels Fredspris tilfalder i år tre kvinder for deres ikke-voldelige kamp for kvinders sikkerhed og for kvinders ret til fuld deltagelse i fredsskabende arbejde. Prisen deles ligeligt mellem Liberias præsident, Ellen Johnson Sirleaf, hendes landsmand og fredsaktivist Leymah Gbowee samt menneskerettighedsaktivisten Tawakkul Karman fra Yemen, som du kan læse et interview med i dette nummer af AMNESTY.

N æsten 2.000 dræbt af ubemandede fly Siden Barack Obama overtog magten i Det Hvide Hus er antallet af terrormistænkte, som bliver slået ihjel af ubemandede fly og amerikanske specialstyrker, mangedoblet. En gennemgang af tal fra amerikanske ministerier, NATO og uafhængige forskere viser, at mindst 5.742 personer er likvideret af amerikanske styrker siden januar 2009. Mindst 1.877 af dem er dræbt af ubemandede droner.

UNESCO straffes for Palæstina Efter et fejlslagent forsøg på at blive anerkendt som stat i FN’s generalforsamling lykkedes det i oktober for Palæstina at blive fuldgyldigt medlem af UNESCO – FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur. Men UNESCO bliver straffet hårdt af USA, Canada og Israel, som indefryser bidrag på 325 millioner kroner. Det rammer indsatsen mod ekstremisme og for frie medier i Irak, Tunesien og Egypten.

Højreradikale på fremmarch

Foto: Polfoto

Stjerner spiller Bob Dylan for Amnesty

søgelse har regeringen bedt Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) om at se på, hvor vidt VK-regeringen bevidst tilbageholdt oplysninger og vildledte Folketinget i sin interne redegørelse fra 2008.

DIIS får kun adgang til dokumenter, der allerede er kendt, og har ikke mandat til at udspørge centrale embedsmænd i ministerier, PET og lufthavnsmyndighederne. Dermed er DIIS reelt bundet på hænder og fødder, og offentligheden får ikke svar på, om danske myndigheder har givet tilladelse til ulovlige fangetransporter. ”Den sikreste konklusion, man kan drage af, at regeringen ikke ønsker at åbne arkiverne for en CIA-undersøgelse, er, at der har fundet ulovlige fangetransporter sted. Hvis den konklusion ikke er korrekt, må regeringen modbevise det”, siger Lars Normann Jørgensen.

holdelsen, ved at sammenkøre registre og finde informationer om deres fortid og omgangskreds.

Oplysningerne er hentet fra politiets egne arkiver, udenlandske myndigheder, Facebook, Twitter og internettet, men landsretten fastslår, at personoplysningerne er uden betydning for sagen.

Politiets fremgangsmåde er blevet stærkt kritiseret af advokater, juraeksperter og Amnesty International. Forsvarsadvokaterne har nu bedt Datatilsynet om at vurdere, om registreringen er ulovlig. ”Man skal jo ikke risikere at blive gennemtrawlet af myndighederne flere år tilbage i tiden, fordi man var blandt 944, som har været utilfredse med en miljøsag”, siger advokat Knud Foldschack.

Foto: Scanpix

Selv om partierne i den nye regering siden 2006 har krævet en uafhængig undersøgelse af CIA’s hemmelige fangetransporter på dansk territorium, så er undersøgelsen nu skrottet, fordi den ifølge udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er for ”omkostningstung”.

Dermed fortsætter S-R-SF den tidligere regerings politik om at ignorere Europarådets resolutioner og lukke øjnene for de menneskerettighedskrænkelser, der fandt sted i vores egen baghave under USA’s såkaldte krig mod terror. ”Det er dybt skuffende, at regeringen ikke vil leve op til sine løfter og internationale forpligtelser, når den nu har mulighederne og ressourcerne til at iværksætte en fuldstændig undersøgelse, der kunne komme til bunds i sagen”, siger generalsekretær Lars Normann Jørgensen.

Rapporter fra Amnesty International og Europarådet tegner et billede af et Europa, der efter terrorangrebet mod USA i 2001 gav amerikanerne ubegrænset adgang til at transportere terrormistænkte fanger gennem euro-

Politiet graver i klimademonstranters privatliv Østre Landsret har underkendt politiets forsøg på at grave kompromitterende oplysninger frem om de anholdte under klimatopmødet i København i december 2009. Målet var at fremstille de 944 anholdte under klimademonstrationen med 100.000 deltagere som potentielle ballademagere for derved at underbygge politiets påstand om, at masseanholdelsen var berettiget.

Politiets særlige efterforskningsenhed har ellers knoklet for at finde snavs frem om de 81 danskere og 95 udlændinge, der klagede over an-

Folketingsvalget den 15. september resulterede i en ny regering, der alligevel ikke vil undersøge de over 1.900 CIA-flyvninger på dansk territorium.

Kilde: L.A. Times

kort nyt:

Den verdensberømte kinesiske kunstner og systemkritiker Ai Weiwei, der lige nu udstiller på Louisiana, har appelleret en skattebøde på 16 millioner kroner, som han betragter som en politisk vendetta fra myndighederne. Samtidig har sympatisører indledt en indsamling for at hjælpe Ai Weiwei, som oplyser, at 776 personer har indbetalt i alt fem millioner kroner på hans konto.

Andre har lavet papirflyvere ud af pengesedler og kastet dem over muren til Ai Weiweis hjem.

Ai Weiwei blev arresteret i april og forsvandt sporløst på et tidspunkt, hvor regeringen indledte en kampagne mod prominente menneskerettighedsadvokater, aktivister og bloggere. I næsten tre måneder vidste hans familie ikke, hvor han blev holdt fanget, og han blev nægtet al kontakt med omverdenen.

Regeringen påstod, at han blev efterforsket for økonomisk kriminalitet, men kritikere mener, at han blev straffet for at tale kommunistpartiet imod og sætte fokus på fængslede systemkritikere. Ved sin løsladelse efter 81 dage fik han besked på, at han ikke måtte tale med udenlandske medier, ytre sig på internettet eller forlade Beijing i et år.

Men i et interview i den engelsksprogede kinesiske partiavis Global Times siger han: ”Hvis man ikke står fast på sine rettigheder, så giver du selv slip på dem. Livet bliver måske lettere, hvis man slækker på nogle af sine rettigheder. Men der er så meget uretfærdighed.

Det ødelægger livsglæden. Jeg vil aldrig holde op med at kæmpe imod uretfærdighed”, siger Ai Weiwei ifølge avisen.

En undersøgelse fra den britiske tænketank Demos viser, at den yderste højrefløj er på fremmarch blandt unge mænd i hele Europa. Demos har fået 10.000 medlemmer af 14 højreradikale partier og organisationer fra 11 lande til at besvare et spørgeskema via Facebook. Undersøgelsen viser, at tonen bliver hårdere og hårdere, og det er især ”den muslimske trussel”, der vækker bekymring.

Israel og Hamas udveksler fanger Efter fem års fangenskab hos den palæstinensiske organisation Hamas, blev den israelske soldat Gilad Shalit i oktober frigivet i en fangeudveksling med 1.027 palæstinensiske fanger fra israelske fængsler. Blandt de løsladte var Yehiye Sinwar, som er stifter af Hamas’ militære gren. a mnesty I 5

N yh eder

Den irakiske journalist Hadi al-Mahdi, der har boet 12 år i Danmark og fik opholdstilladelse i 1990, er blevet myrdet i Irak. Hadi al-Mahdi rejste tilbage til Irak for at kæmpe for menneskerettigheder og pressefrihed, og han var vært for et populært radioprogram, hvor han åbent kritiserede den irakiske regering for at være korrupt.

Han samarbejdede også med organisationen International Media Support (IMS), som ikke er i tvivl om, at Hadi Al-Mahdi blev myrdet, fordi han trådte magthavere over tæerne. ”Det kan man naturligvis ikke bevise, men han var enormt kritisk over for myndighederne og militante religiøse grupper, over for korruption og mangel på pressefrihed”, siger Osama Al-Habahbeh fra IMS til fagbladet Journalisten.

6 I am n e s ty

Ihor Indilos far viser sit pas med et fotografi af sønnen, som døde i politiets varetægt.

politibrutalitet, korruption og straffrihed, som hersker i landet. ”Det er på høje tid, at Ukraine opretter en uafhængig instans, der kan efterforske beskyldningerne mod politiet”, siger Lars Normann Jørgensen.

De alvorlige anklager mod politiet kommer kun syv måneder før, Ukraine og Polen skal være vært for EM i fodbold, som tiltrækker titusindvis af fodboldtilhængere og mediefolk.

Amnesty har indledt en kampagne for et uafhængigt politiklagesystem i Ukraine. Du kan skrive til præsident Viktor Yanukovych og opfordre ham til at indlede effektive undersøgelser af de mange sager om tortur og korruption. Send en e-mail til press@stpu.gov.ua

Shell afviser at indstille sine aktiviteter i Syrien, hvor over 3.500 mennesker er dræbt af præsident Assads styrker.

$ 1.000.000.000.000 USA’s udgifter til våbenindkøb siden 2001

Kilde: The Stimson Center

MENNESKERETTIGHEDER I BEVÆGELSE TILBAGEGANG

OL i London har hyret virksomheden Dow til at udsmykke det olympiske stadion.

Dow var skyld i giftkatastrofen i Bhopal i Indien i 1984. Over 100.000 indbyggere har alvorlige sundhedsproblemer, men har aldrig modtaget rimelig erstatning.

Den tidligere premierminister i Ukraine, Yuliya Tymoshenko, blev i oktober idømt syv års fængsel i en sag, som ifølge Amnesty er uretfærdig og politisk motiveret.

Den nye regering i Danmark vil ikke efterleve Europarådets resolution om at gennemføre en uvildig undersøgelse af CIA’s hemmelige fangetransporter på dansk territorium.

FREMSKRIDT Saudi-Arabiens kong Abdullah vil give kvinder i det islamiske kongerige mulighed for at indtræde som fuldgyldige medlemmer af det rådgivende Shura-råd og deltage i fremtidige kommunalvalg.

En FN-rapport, der dokumenterer tortur og mishandling af fanger i store dele af Afghanistans fængselsvæsen, har fået Norge til at stoppe udleveringen af fanger til afghansk politi.

16 tidligere officerer i Argentina er idømt lange fængselsstraffe for forbrydelser mod menneskeheden samt tortur og drab i hemmelige fængsler under Den Beskidte Krig i årene 1976-1983.

Amnesty: Hiv storkorset af Bahrains konge Oprøret mod årtiers diktatur i Mellemøsten og Nordafrika fortsætter med uformindsket styrke i Syrien, Bahrain og Yemen, efter at Libyens diktator Moammar Gaddafi i oktober blev lynchet af oprørsstyrker.

I Syrien bliver præsident Bashar al-Assad mere og mere isoleret, mens dødstallet har passeret 3.500 civile. Den Arabiske Liga truer med at indføre sanktioner mod Syrien, hvis Assad ikke stopper overgrebene på civilbefolkningen.

Imens blokerer Kina og Rusland i FN’s Sikkerhedsråd for vedtagelsen af en resolution, der fordømmer Syriens blodige bekæmpelse af opstanden. Amnesty International mener, at Assad har begået forbrydelser mod menneskeheden og opfordrer til at indføre våbenembargo, indefryse Assads værdier i udlandet og henvise situationen i Syrien til ICC. Amnesty har dokumenteret, hvordan sårede demonstranter bliver tortureret og tævet af sikkerhedsstyrker på hospitalerne, ligesom Syriens ambassader i udlandet overvåger og truer syriske statsborgere, der protesterer mod Assad.

Livsvarigt fængsel I Bahrain fortsætter protesterne mod kong Khalifa, der i foråret satte militærstyrker fra Saudi Arabien ind mod de fredelige demonstranter. Al-Jazeeras dokumentarfilm ”Bahrain: Shouting in the Dark”, viser, hvordan demonstranternes teltlejr på Pearl Roundabout bliver stormet i ly af natten. Efterfølgende bliver mange af de sårede forhindret i at nå frem til Salmaniya hospitalet, og de læger, der forsøger at hjælpe, er efterfølgende idømt op til 15 års fængsel. Over 2.000 mennesker er fængslet efter opstanden.

Den danske statsborger Abdulhadi Alkhawaja, der er en ledende menneskerettighedsaktivist i Bahrain, er sammen med andre oppositionsfolk blevet idømt livsvarigt fængsel ved en militær domstol. Amnesty International opfordrer på den baggrund den danske regering til at tilbagekalde Storkorset af Dannebrog, som kong Khalifa fik overrakt af Dronning Margrethe i februar. ”Det vil være et meget stærkt signal til Bahrains demokratiforkæmpere om, at Danmark står på deres side i kampen for frihed”, siger generalsekretær Lars Normann Jørgensen.

Styret i Bahrain har beskyldt Iran for at stå bag protesterne, men ifølge Maryam Alkhawaja – datter til den fængslede dansker – var protesterne netop kendetegnet ved, at de favnede både sunnier og shiaer fra alle samfundslag. ”Af samme grund kalder vi os sushi”, siger

Foto: Scanpix

Dansk-irakisk journalist dræbt

Foto: Polfoto

Politiet i Ukraine foretager vilkårlige anholdelser, torturerer tilbageholdte og får dem til at betale for at blive løsladt igen. Krænkelserne er udbredte, og selv om den ukrainske ombudsmand sidste år modtog 5.000 klager over politiet, bliver overgrebene sjældent efterforsket.

Det dokumenterer Amnesty International i rapporten ”No Evidence of a Crime: Paying the Price for Police Impunity in Ukraine”, der sætter fokus på de systematiske overgreb i landet. ”Ukrainske borgere bliver pengeafpresset og tvunget til at tilstå forbrydelser under tortur”, siger Amnestys danske generalsekretær Lars Normann Jørgensen, som var med til at præsentere rapporten på et pressemøde i Kiev.

En af dem, der har været udsat for politiets brutalitet, er Ihor Indilo, som døde i politiets varetægt på sin 20 års fødselsdag den 17. maj 2010. Da hans forældre mødte op for at hente liget, fik de at vide, at han blev kvalt i sit eget opkast, men på hans krop kunne de se adskillige blodansamlinger. Obduktionsrapporten viste, at Ihor Indilo døde af indre blødninger og et flækket kranium, men endnu er hans død ikke efterforsket til bunds.

Amnesty International opfordrer myndighederne til at gøre op med det system af

Tegning: Jean Gouders/Cartoon Movement

Politivold og pengeafpresning i Ukraine

Demonstrationerne i Bahrain i februar blev slået brutalt ned af militæret med hjælp fra Saudi Arabien.

hun ironisk og opfordrer Danmark og EU til at reagere. ”Bahrain fører en terrorkampagne mod sit eget folk, men EU kører med dobbeltstandarder. Når det gælder Libyen, sætter de fly ind, men når det gælder Bahrain, accepterer de, at fremmede styrker går ind i landet og kvæler protesterne”, siger Maryam Alkhawaja.

Amnestys medlemmer i Danmark har sendt over 3.000 breve til kong Khalifa med krav om at løslade de uretfærdigt dømte oppositionsfolk.

Tortureret ihjel Demonstranterne i Yemen, der i månedsvis har slået lejr ved universitetet i Sanaa, fik i oktober ny gejst, da politikeren og aktivisten Tawakkul Karman modtog Nobels Fredspris.

Protesterne mod præsident Saleh har kostet mindst 250 døde og over 1.000 sårede.

I Egypten, der forbereder sig på parlamentsvalg, vokser utilfredsheden med mili-

tærets rolle. Siden præsident Mubaraks fald er 12.000 civile dømt ved militære domstole, som ifølge Amnesty International ”aldrig bør efterforske eller retsforfølge civile, fordi de fratager den anklagede basale retsgarantier”.

Seneste eksempel er bloggeren Alaa Abdel Fattah, der er anklaget for at kritisere militæret efter Maspero-massakren den 9. oktober, hvor 25 kristne blev dræbt under voldsomme gadeuroligheder med militæret. Fattah nægter at lade sig afhøre af en militær domstol.

En anden er 24-årige Essam Atta, der blev tortureret ihjel den 27. oktober for at smugle et SIM-kort til en mobiltelefon ind i fængslet.

Ifølge menneskerettighedsgrupper døde han af indre blødninger, da fængselsvagter satte vandslanger ind i hans mund og endetarm.

Den 18. november genindtog demonstranter Tahrir-pladsen. Ved redaktionens slutning var mindst 33 blevet dræbt og 1.800 såret under flere dages protester. amnesty I 7

A f Helle Jakobsen | Illustration M ikkel Henssel

T em a: r o m a e r

Europas dårlige samvittighed Med omkring 12 millioner mennesker udgør romaerne EU’s største minoritet – uden land, men med eget sprog, kultur og historie.

Men i store dele af Europa udsættes de for systematisk forfølgelse og diskrimination, og i oktober gik romaer på gaden i de europæiske hovedstæder under parolen ”Dosta!”, som betyder ”nok”.

AMNESTY sætter fokus på Europas dårlige samvittighed.

”Det er i deres gener. De har vold i deres blod”.

Sådan siger en rumænsk skoleinspektør om romaer i filmen Our School, der blev vist på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX i november. Udtalelsen er langt fra enestående.

I store dele af Europa udsættes romaer for en systematisk diskrimination. Myndighederne i en række EU-lande opretter etnisk opdelte skoleklasser for romabørn, tvangsforflytter dem fra byerne til lejre og ghettoer, forhindrer dem i at få uddannelse eller job og ser ofte gennem fingre med voldelige angreb fra højreradikale grupper.

Med mellem 10 og 12 millioner mennesker er romaerne Europas største minoritet. En stor del af dem lever i dyb fattigdom på kanten af samfundet, og ved tvangsforflytninger mister de deres sociale netværk, ligesom deres adgang til job, skole og sundhed forværres.

Mange bor uden varme, elektricitet og vand.

De etnisk adskilte skoleklasser i ni europæiske lande betyder, at romabørn placeres i specialklasser for børn med milde mentale handicap eller i rene romaskoler, hvor under8 I am n e s ty

visningen er langt under standard. Efter endt skolegang er romabørn typisk to år bagud og kan derfor ikke fortsætte i uddannelsessystemet. I Slovakiet bliver mere end 90 procent af alle romabørn sendt i specialskoler for handicappede eller sat i separate klasser, hvor de ikke må lege, spise eller dele klasseværelse med de andre børn.

Vold og højreradikalisering I takt med den stigende højreradikalisering i en række østeuropæiske lande har Amnesty dokumenteret diskrimination og voldelige overfald mod romaer i Slovakiet, Tjekkiet, Rumænien, Italien, Serbien, Kosovo, Slovenien, Ungarn, Grækenland og Frankrig.

I Ungarn blev en far og hans fireårige søn i 2009 dræbt af skud, da de flygtede ud af deres hus, der var sat i brand af molotovcocktails. Politiet betragtede sagen som en ulykke, selvom vidner havde hørt skud. Først da et ungarsk medlem af Europa-Parlamentet med romabaggrund blandede sig, indrømmede politiet brugen af våben.

I Nordirland blev 20 romafamilier tvunget

til at flygte fra deres hjem, da de flere nætter i træk blev overfaldet og truet af en gruppe unge, som råbte racistiske slogans og smadrede vinduer i deres hjem. I Bulgarien, Ungarn og Tjekkiet er der store organiserede antiroma demonstrationer.

Den britiske tænketank Demos har netop fremlagt dokumentation for, at den yderste højrefløj får flere og flere tilhængere, der bakker op om de nationalistiske og fremmedfjendske holdninger. ”Vi er ved en skillevej i europæisk historie”, siger Emine Bozkurt, et hollandsk medlem af Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet. ”Om fem år vil vi enten have set en stigning i hadefulde grupperinger, ultra-nationalisme, xenofobi, islamofobi og antisemitisme, eller vi vil have bekæmpet denne rædselsvækkende tendens”.

Bægeret er også ved at være fyldt for romaerne. Den 1. oktober gik de på gaden i en række europæiske storbyer under parolen ”Dosta!”, som betyder ”nok” på romani. Det skete i håb om et Europa uden racisme, antisemitisme og al slags racediskrimination. amnesty I 9

➜

Af Malene F enger-G røndahl | foto C arsten S nejb jerg

T em a: r o m a e r

folk

En romakvinde fra det østlige Slovakiet, hvor størstedelen af romaerne lever i ekstrem fattigdom.

Et europæisk

med indisk oprindelse Romaerne har aldrig haft en nationalstat, en kongemagt eller en centralregering, der kunne nedskrive deres historie. Romaernes sprog er først for nylig blevet et skriftsprog.

Udryddet i koncentrationslejre Af de omkring en million romaer, der boede i Europa i 1939, blev 25 procent – eller cirka 220.000 – udryddet af nazistiske dødspatruljer eller sultet, pint og gasset ihjel i koncentrationslejrene. Nazisterne og deres allierede opfattede romaer som racemæssigt underlegne, og ligesom jøderne blev romaerne udsat for tvangsarbejde, sterilisering og internering i lejre. Alene i en særlig familielejr for romaer i Auschwitz blev 23.000 mennesker udsat for medicinske forsøg og dræbt under den berygtede læge Josef Mengele. Først i 1979 anerkendte Tyskland, at romaerne havde været udsat for racistisk forfølgelse, og de fik mulighed for at søge erstatning.

Nej tak til en roma som nabo En Megafon undersøgelse for Politiken og TV2 fra maj 2011 viser, at romaerne er den etniske eller religiøse gruppe, som flest danskere helst ikke vil have som nabo. De adspurgte havde flere svarmuligheder på spørgsmålet: Er der en eller flere af følgende persongrupper, du helst ikke vil have som nabo?

1 0 I amn e s ty

Når danske elever i folkeskolen eller gymnasiet bliver spurgt, hvor Europas største etniske minoritet har deres oprindelse, lyder nogle af de mest almindelige bud på Egypten eller Rumænien.

I Rumænien er billedet anderledes. Dér ved stort set alle, at romaerne ikke har deres oprindelse i Europa eller Mellemøsten, men i Indien.

Med jævne mellemrum dukker der forslag op i den offentlige debat i Rumænien om, at de cirka 2,5 millioner romaer i landet bør deporteres til Indien, hvor de stammer fra, og at Europas romaer fremover skal betegnes som ”gypsies” eller ”tsigan”, fordi disse ord ikke skaber misforståelser om en sammenhæng mellem Rumænien og romaer.

Roma er ellers efterhånden blevet den officielle betegnelse for de 12 millioner mennesker, der udgør Europas største minoritet. Og det er der flere gode grunde til. For det første er ordet roma nemt at bruge på stort set alle europæiske sprog, og for det andet er det et neutralt alternativ til de ofte anvendte betegnelser ”sigøjnere”, ”gypsies” og ”tatere”, som i forskellige varianter findes på mange sprog og generelt har en nedsættende betydning.

Uren og urørlig I de forskellige ord ligger desuden en nøgle til at forstå romaernes oprindelse og historie. Ordet sigøjner kommer formodentlig fra det græske ord ”athinganoi”, der blev brugt om de tilrejsende romaer, da de ankom til Europa omkring år 1000. Ordet kan omtrent oversættes til ”uren” eller ”urørlig”. Ordet ”gypsy” kom til siden hen, da det blev en almindelig opfattelse, at romaerne stammede fra Egypten.

I middelalderen var der omrejsende grupper af akrobater og musikere fra Egypten i Europa, og da romaerne med deres mørke hud og fremmedartede klædedragt kunne ligne omrejsende arabere, antog mange, at de kom samme sted fra.

Mange romaer har først i nyere tid fået et vist kendskab til deres historie. De har som minoritet aldrig haft en nationalstat, en kongemagt eller en centralregering, der kunne nedskrive deres historie, og romaernes sprog, romani, er først for nylig blevet et skriftsprog.

Til gengæld er det præcis romaernes sprog, der er den bedste kilde til deres historie, fortæller lektor Peter Bakker, der er lingvist og ekspert i romaernes sprog ved Aarhus Universitet.

69% 58% 58% 39% 37% 37% Medlem af indvandrerbande

Narkoman

Rocker

Person, der har afsonet dom for vold

Roma

Psykisk syg

”Romaernes sprog afslører, at de må have deres oprindelse i det nordvestlige eller centrale Indien, og udvandringen må have fundet sted før år 1000, måske så tidligt som 500-tallet. De centrale begreber og strukturen i sproget minder mest om det oldindiske sprog sanskrit og om hindi og punjabi. Derudover er der låneord fra de områder, romaerne har rejst igennem – Persien, Armenien og Grækenland”, forklarer Peter Bakker om de 60 forskellige dialekter af romani, der findes i Europa i dag.

Hestepassere og kurvemagere Forskningen afslører ikke, hvorfor romaernes forfædre forlod Indien. Den mest udbredte teori er, at de blev ansat som smede, hestepassere, musikere og kurvemagere for en hindui-

stisk hær, som kæmpede mod en muslimsk hær omkring år 1000. En teori, som giver god mening i mange romaers selvopfattelse som en fredselskende minoritet, der ikke ønsker at skabe splid eller at deltage i magtkampe. Som den berømte spanske roma og flamencodanser Diego El Cigala udtalte til Politiken den 14. august 2011: ”Sigøjnere har aldrig haft en stat, en regering, en hær eller en international organisation, som har repræsenteret eller forsvaret os mod forfølgelse, marginalisering eller udryddelse. Vi lever i en verden, hvor folkeslag bliver respekteret for deres økonomiske og militære magt, hvilket ikke er vores styrke. Vi har aldrig deltaget i nogen krig eller grundlagt en bank”.

Billedet af de frie, omrejsende sigøjnere, der

ernærer sig som musikere, handelsrejsende og spåkoner, gentages ofte i populærkulturen, men både historisk og i dag er romaerne primært bofaste. Amnesty har interviewet hundredvis af romaer, som samstemmende giver udtryk for, at de helst vil bo i deres egen bolig.

Det bakkes op af Biljana Muncan, der selv har romabaggrund og er uddannet historiker fra Københavns Universitet med speciale i romaernes historie. ”Romaerne har som regel kun rejst omkring af nød, ikke af lyst, og de har levet et liv i fattigdom og elendighed. Alligevel er det som om, folk for enhver pris vil bevare billedet af den fri sigøjner − måske for at undgå den dårlige samvittighed over, at deres forfædre har tvunget romaerne til at rejse fra sted til sted”, siger Biljana Muncan.

28% 28% 28% 21% 13% 10% 09% 03% 01% Person, der har afsonet dom for røveri

Tigger

Alkoholiker

Person, der har afsonet dom for tyveri

Muslim

Indvandrer

Flygtning

Kontanthjælps­­modtager

Jøde

amnesty I 11

Af M alene Fenger -G røndah l | foto C arsten S nej bj erg

T em a: r o m a e r Børnedødeligheden blandt romaer i Østog Centraleuropa er markant højere end i den øvrige befolkning.

Polen Tjekkiet Slovakiet

Ungarn

Tåge og mudder Det er juli, men temperaturen er under 15 grader, og regnen siler ned over landsbyen. Tågen ligger tæt over landskabet, men man kan lige akkurat skimte den tætte skov på bakkedraget bag byen. Rudor viser os rundt i landsbyen, hvor jorden er forvandlet til et søle. Der er ingen grusstier eller asfalterede veje. Ingen græsplæner eller legepladser. Kun en samling hytter fra hvis skorstene røgen stiger op og går i et med den grå himmel. Bag nogle af husenes duggede ruder kigger tavse børn ud. Et sted skubber en midaldrende mand en barnevogn af sted, og en flok børn hopper gennem pytterne med vanddunke og spande i hænderne. ”De er på vej ned for at hente vand. Vi måtte kæmpe længe for at få en vandpumpe. Borgmesteren sagde, at sådan en pumpe ikke kunne købes her i området. Så vi købte den selv med hjælp fra en rig slægtning. Så gik vi op til borgmesteren med den, og til sidst indvilgede han i at betale”, fortæller Rudor.

Landsbyen uden

navn Europas fattigste romaer lever uden adgang til vand, el og gas. Mange dør af sult og mangelsygdomme, og nogle er ofre for andre romaers organiserede kriminalitet. AMNESTY har besøgt en landsby i det østlige Slovakiet.

1 2 I amn e s ty

”Det her er den mest racistiske kommune i Slovakiet. Det er derfor, vi stadig bor i det her hul.

Det bedste ville være at brænde landsbyen ned”.

Den kraftige mand i skovmandsskjorten hedder Rudor og er den uformelle leder i landsbyen i det østlige Slovakiet. Blandt indbyggerne går den under navnet ”Fangehullet”. Uden for landsbyen går den under navnet Letanovce, selv om det strengt taget er navnet på nabolandsbyen, hvor indbyggerne er ikke-romaer. De hvides landsby har eget trinbræt, skole og købmand, og husene er forsynet med el, gas og vand. Blot halvanden kilometer væk, i Rudors landsby, er der som i en anden verden.

Her bor op mod 1.000 romaer uden adgang til el og gas og stort set uden kontakt til omverdenen.

Rudor har som den eneste af de voksne i landsbyen et fast arbejde. Han er ansat af kommunen til at være kontaktperson mellem myndighederne og landsbyboerne. ”Folk kommer til mig med papirer fra kommunen, som de ikke kan læse. Familieproblemer og så videre. Folk herude har det dårligt, og de ved ikke, hvor de skal søge hjælp. Jeg har oplevet, at en kvinde var ved at slå sit barn ihjel, og jeg måtte have fat på en psykiater”, fortæller han.

Brænde fra skoven Rudor peger op mod skovkanten, som markerer begyndelsen på en nationalpark, som kendes under navnet Det Slovakiske Paradis.

Det er dér, beboerne henter brænde til at tænde op i komfurerne, og det er forbudt. Skoven er fredet, og ingen må fælde træer eller hugge grene af. Men beboerne i roma-landsbyen har ikke andre steder i nærheden at hente brænde.

Så de ignorerer lovgivningen – og borgmesteren ignorerer romaerne. ”Han har da ikke fængslet os for at stjæle brænde. Men han gør heller ikke noget for at hjælpe os. I over fem år har han fortalt os, at han ikke vil forbedre forholdene i vores bebyggelse, fordi han vil opføre nye boliger til os et andet sted. Men der er intet sket. Efterhånden tror jeg ikke, at det nogensinde lykkes”, siger Rudor.

Og så er det, han trækker på skuldrene og tilføjer, at det ville være bedre, hvis landsbyen blev brændt ned. Så ville kommunen være tvunget til at gøre noget, mener han. ”Men selvfølgelig brænder vi ikke vores huse ned. De er det eneste, vi har”, siger han.

Vi sidder inde i hans lille tømmerhytte. Den består af ét rum, der gør det ud for soveværel-

se, stue, køkken og legerum for hans tre børn.

Langs den ene væg står en bred seng, som er hele familiens soveplads. To af hans børn ligger krøllet sammen i den ene ende af sengen og sover, mens hans kone sidder foroverbøjet i den anden. Hun er tynd, og hendes ansigt glinser, som om hun har feber. I et hjørne af rummet står et brændekomfur, og midt i rummet står et bord med en fedtet voksdug. Fluer summer omkring et stykke fluepapir, som er sort af døde insekter.

Alarmerende sundhedstilstand Børnedødeligheden blandt romaer i Øst- og Centraleuropa er markant højere end blandt den øvrige befolkning, og sundhedstilstanden blandt de voksne er alarmerende ringe.

Tuberkulose, sukkersyge og hjerteproblemer er almindeligt, og mange kvinder har underlivsproblemer, fordi de ikke får den nødvendige hjælp under og efter deres mange graviditeter. ”Vi kan heller ikke give vores børn ordentlig mad”, siger Rudor og henviser til de nedskæringer i de sociale ydelser, som blev vedtaget i 2004 for at leve op til EU’s krav til sine kandidatlande.

Kontanthjælpen blev beskåret med omkring en tredjedel, og der blev sat et loft over børnepengene, så en familie højest kan få børnepenge til tre børn. Det skete med direkte henvisning til, at romaerne ikke skulle leve af at føde børn. Kort efter afslørede medierne adskillige eksempler på, at romakvinder var blevet steriliseret imod deres vilje. Det seneste kendte eksempel er fra 2008.

I landsbyen findes kun ét fjernsyn. Det står på en hylde i køkkenet hos en enlig kvinde. På det batteridrevne tv-apparat forsøger hun at følge med i national og europæisk politik. Men tv-indslagene gør hende ikke til optimist. Hun ser slovakiske politikere udpege romaerne som samfundsnassere, ligesom nationalistpartiet SNS gjorde under valgkampen til parlamentsvalget i juni 2010.

Partiet fremstillede plakater, hvor et billede af en roma var manipuleret, så han havde fået guldkæder og tatoveringer. Under billedet stod der: ”SNS – så vi ikke skal brødføde dem, der ikke vil arbejde”. Efter protester fra en række organisationer blev plakaten taget ud af valg-

kampen, men SNS opnåede ni sæder ud af 150 i parlamentet.

Madgæld til rig roma Men trods hetzen og de sociale nedskæringer troede Rudor på, at forholdene for romaerne ville blive bedre, hvis blot Slovakiet blev medlem af EU. Derfor opfordrede han beboerne i landsbyen til at stemme ja til slovakisk EU-medlemskab. De fleste fulgte hans opfordring – og blev skuffede. Og Rudor forstår dem godt. Han forstår også, at nogle af dem drømmer sig tilbage til tiden før systemskiftet, hvor der i det mindste var arbejde og en vis social sikkerhed for alle.

Siden Murens fald har mændene i landsbyen været på socialhjælp, suppleret med de små indtægter, de kan skrabe sammen ved at arbejde sort som daglejere i byggeindustrien. ”De laver alt det hårde arbejde, men de ved aldrig, om de får løn for det, og de tør ikke gå til kommunen, hvis de bliver snydt, for det er jo sort arbejde”, forklarer Rudor, da vi lidt senere går endnu en tur gennem landsbyen.

Da vi nærmer os enden af et mudret hjulspor, stopper han brat op. ”Lad os vende om”, siger han og hvisker, ”den hvide bil dernede tilhører en ågerkarl. Han er her for at kræve penge ind. Han skal ikke vide, at I er her”.

Da vi er kommet lidt på afstand af den hvide bil, tilføjer han: ”Ågerkarlen er en rig roma, der hjalp os, da vi skulle overtale borgmesteren til at betale for vandpumpen. Siden har han sendt folk herud, som deler mad ud og bagefter kræver penge ind. De kommer midt på måneden, når folk ikke har penge til mad. Folk tager imod, for de skal jo give deres børn noget at spise. Men når de så skal betale, er deres gæld vokset”. Ågerkarle er også et velkendt fænomen i roma-ghettoerne. Når beboerne ikke kan betale, tilbydes de ofte en busrejse til Vesteuropa, hvor de kan skrabe penge sammen til at afdrage gælden. Oveni skal de betale for busrejsen. De fleste ved ikke præcis, hvor de har været, når de vender hjem. De kender ikke Europas geografi, og mange kan ikke læse, forklarer Rudor. ”Mange fra landsbyen har været af sted, men de fleste er endnu fattigere, når de kommer tilbage, fordi de er blevet snuppet af politiet undervejs”. amnesty I 13

foto C arsten Snej b jerg

T em a: r o m a e r

I MORGEN BLIVER DET

BEDRE Romaerne i det østlige Slovakiet lever under ekstremt vanskelige kår med høj arbejdsløshed og dårlige boliger. Da regeringen for et par år siden foretog massive nedskæringer i socialhjælpen, indledte romaerne protester, som førte til uroligheder i provinshovedstaden Kosice. Romafamilier, der i forvejen var økonomisk presset, har mere eller mindre mistet deres eksistensgrundlag.

Den prisvindende fotograf Carsten Snejbjerg besøgte dem.

➜

1 4 I amn e s ty

amnesty I 15

foto C arsten S nej bj erg

T em a: r o m a e r Romaer bliver ofte udsat for tvangsforflytninger og placeret i ghettoer og isolerede landsbysamfund.

➜

Børnedødeligheden blandt romaer er i flere lande to til seks gange højere end i resten af Europa.

Helt frem til 2007 blev mange romakvinder i Slovakiet steriliseret mod deres vilje for at bremse den høje fødselsrate.

Arbejdsløsheden er tårnhøj blandt romaer, som ofte lever af sort arbejde.

90 procent af alle romabørn i Slovakiet tvinges ind i specialklasser for romaer med begrundelsen “milde mentale handicap”.

I MORGEN BLIVER DET

BEDRE Over 80 procent af romaerne har intet kloaksystem, og over 35 procent har ikke rindende vand.

1 6 I amn e s ty

amnesty I 17

Af Malene F enger-G røndah l | foto C arsten S nej bjerg

T em a: r o m a e r Hvis romaerne i Europa skal ind i varmen, kræver det, at alle EUlande forpligter sig til at nå de fælles 2020-mål.

1 8 I amn e s ty

deres arbejde og i stedet er endt som hjemløse, tiggere eller som ofre for menneskehandel.

De åbne grænser Den øgede migration af fattige romaer er en af årsagerne til, at de færreste EU-politikere opfatter grænserne som meningsløse, sådan som Günter Grass gjorde. Tværtimod er den fri bevægelighed over landegrænserne inden for EU og de problemer, det medfører, blevet et tilbagevendende tema både i den nationale og europæiske debat. Ikke mindst sidste sommer, hvor udvisninger af romaer fandt sted i en række EU-lande med Frankrig og Italien i spidsen. Det fik flere EU-eksperter og menneskerettighedsforkæmpere til at beskylde de europæiske regeringer for diskrimination og manglende fokus på integration af romaer.

Også Danmark kom med på listen over lande, der tvangsudviste romaer. Det skete,

Decade of Roma Inclusion 2005-2015: www.romadecade.org

Romaer i Danmark: www.romnet.dk

rettigheder, og i forbindelse med EU’s udvidelse blev der afsat store summer for at hjælpe romaerne ind på arbejdsmarkedet og forhindre ghettoisering. På den måde vil EU bekæmpe den fattigdom og marginalisering, der særligt efter Murens fald og kapitalismens indtog har bredt sig blandt romaerne, men pengene rækker langtfra til at løse de omfattende sociale og økonomiske problemer.

EU:

”Vi har brug for dem. De kan lære os, hvor meningsløse grænser er”.

Sådan sagde den tyske forfatter Günter Grass i 1992 om romaerne. Den aktuelle anledning til hans udtalelser var de voldsomme politiske og økonomiske ændringer efter Murens fald. Günter Grass så et samlet Europa for sig, hvor nationalstaternes grænser ville miste betydning, mens et europæisk fællesskab med plads til etniske og kulturelle forskelle ville vokse frem.

Næsten 20 år senere er en stor del af Europas lande blevet samlet i en politisk union, og den fri bevægelighed for arbejdssøgende borgere i EU har resulteret i nye migrationsstrømme mod nord og vest. Tusindvis af fattige øst- og centraleuropæere, heriblandt mange romaer, er de seneste år søgt til de gamle EU-lande for at finde arbejde og skabe sig en bedre økonomisk fremtid. Men den økonomiske krise har resulteret i, at mange af disse migranter har mistet

EU-Kommissionens hjemmeside: ec.europa.eu/social

European Roma Rights Centre (ERRC): www.errc.org

Størstedelen af verdens romaer bor i EU, men mange af dem har ikke de samme rettigheder, som andre EU-borgere nyder godt af. De bliver diskrimineret fra fødsel til død på en lang række områder – både i gamle og nye EU-lande.

Grib bolden!

Læs mere

da 23 romaer, der camperede uden tilladelse og overnattede i et forladt posthus på Amager, blev udvist i juli sidste år. I april i år fik 14 af de 23 deres udvisninger annulleret, fordi en kendelse fra Højesteret fastsatte en bagatelgrænse for, hvornår EU-borgere kan udvises. Flere af romaerne vendte herefter tilbage til Danmark for at søge arbejde.

Drømmen om Vesten European Roma Rights Centre (ERRC), der førte sagen for de 14 romaer, udtrykte glæde over, at den danske regering annullerede udvisningerne, og opfordrede andre EU-lande til at lægge en tilsvarende linje i deres politik. Samtidig understreger centrets direktør, Dezideriu Gergely, dog, at den juridiske side af udvisningssagerne ikke bør overskygge baggrunden for, at så mange romaer søger til de rigeste EU-lande for at finde arbejde. Migrationsstrømmen skyldes ifølge Dezideriu Gergely en lang række andre menneskerettighedskrænkelser, som rammer romaer i stort set alle europæiske lande. ”Det, som presser dem væk fra deres hjemlande, er på den ene side fattigdom og på den anden side racisme og diskrimination. Samtidig er romaerne tiltrukket af muligheden for et bedre liv og et job i Vesten. Men de har vanskeligt ved at komme ind på arbejdsmarkedet,

og de har svært ved at registrere sig på en bopæl.

Derfor kommer de til at stå udenfor, og deres eneste mulighed er måske at få et sort job”, siger Dezideriu Gergely.

I april 2010 præsenterede ERRC en rapport, som dokumenterer, at romaerne overalt i Europa lever under nedværdigende forhold, ikke mindst hvad angår boliger. ”Mange romaer lever i slum og ghettoer uden adgang til elektricitet, gas og vand. Det gælder både i Vest- og Østeuropa. I en række lande er der eksempler på, at romaer tvangsflyttes. De ender på gaden eller i slumbebyggelser, hvor de lever med truslen om, at hele området jævnes med jorden,” står der i rapporten.

Fattigdom og ghettoisering Siden har centret udgivet en oversigt over de seneste års mest graverende krænkelser af romaers rettigheder (se grafik side 21). Det beviser ifølge Dezideriu Gergely, at de europæiske stater ikke tager deres ansvar for romaernes rettigheder alvorligt. Han opfordrer til, at alle 27 EU-lande opfylder deres forpligtelse til at lave en national strategi for integration af romaer inden januar 2012. Den skal give svar på, hvordan hvert land vil bidrage til, at EU-kommissionen når sine 2020-mål for integration af romaer.

I EU-regi er der siden 1980’erne blevet vedtaget en række resolutioner om minoriteters

Diskrimination og racisme En officiel anerkendelse af romaernes marginaliserede position kom først i 2005, da et stort flertal i Europa-Parlamentet i anledning af Den Internationale Romadag 8. april vedtog en resolution, som slog fast, at romaer udsættes for diskrimination og racistiske overgreb.

Resolutionen opfordrede medlemslandene til at ”bekæmpe roma-fobien i alle dens former”, forbedre romaernes adgang til arbejdsmarkedet og bekæmpe ghettoisering. Resolutionen slog fast, at romaer får krænket deres borgerrettigheder, og at det er nødvendigt at ”tage skridt til at inkludere romaer i samfundet”, så de kan ”leve med samme værdighed som andre”.

Bag resolutionen stod det ungarske medlem af Europa-Parlamentet, Viktoria Mohacsi. Siden har hun sammen med sin kollega Livia Jaroka kæmpet for, at både Parlamentet og Kommissionen skal tvinge medlemslandene til at gøre en større indsats for at sikre romaernes rettigheder, ligesom de opfordrer romaerne til selv at melde sig på banen som aktive medspillere.

Advokater hjælper romaerne For at tage hul på den enorme opgave med at integrere romaerne samlede EU-Kommissionen og Europarådet i efteråret 2010 repræsentanter for 47 landes regeringer til en konference om romaerne. Her blev det besluttet at tage en række initiativer for at sikre romaernes integration. Blandt andet vil Europarådet – med støtte fra EU og dets medlemslande – uddanne op til flere tusinde advokater og mæglere, som skal rådgive kontinentets romaer om deres rettighe-

EU’s 2020-mål om romaer Opgørelser fra EU viser, at romaer har en gennemsnitsalder på 25 år mod en gennemsnitsalder i hele EU på 40 år. Cirka 35 procent af romaerne er under 15 år mod kun 15 procent af EU-befolkningen som helhed. I lande som Rumænien og Bulgarien er hver femte person, der træder ind i den erhvervsaktive alder, roma.

EU-Kommissionen har sat en række 2020-mål for integration af romaer og har pålagt de 27 medlemslande at udarbejde nationale handleplaner inden årets udgang. Hvert land skal desuden etablere et kontaktpunkt, som overvåger, hvordan handleplanen bliver omsat til virkelighed, og rapportere til EU-Kommissionen, som laver en årlig rapport om fremskridtene på fire områder: • Uddannelse: Alle romabørn skal gennemføre grundskolen (kun to ud af fem romabørn i Bulgarien, Ungarn, Letland, Litauen, Rumænien og Slovakiet gennemfører grundskolen – mod 97,5 procent af børnene i EU).

• Beskæftigelse: Romaer skal have samme beskæftigelsesgrad som andre borgere.

• Sundhed: Romaer skal have samme sundhedsniveau som andre borgere, og børnedødeligheden skal reduceres (romaers forventede levealder er 10 år kortere end for resten af Europas befolkning, og børnedødeligheden er to-seks gange højere i flere østeuropæiske lande).

• Bolig: Romaer skal have samme adgang til boliger, vand og el som andre borgere. ➜

amnesty I 19

Af malene fenger -grøndahl | I llustration M ikkel Henssel

T em a: rd oe tm ahe rmm e l i g e fæ n g se l

➜

der. Desuden skal alle EU-lande lave nationale handleplaner for integration af romaer.

Og det er på høje tid, for mange romaer føler sig magtesløse og har opgivet at finde vejen til integration og økonomisk opstigning, mener roma-eksperten Hristo Kyuchokov. ”Mange romaer ønsker integration og vil gerne have uddannelse. De ved, at uddannelse er vejen frem. Men de oplever ofte, at den vej ikke er åben for dem. De bliver placeret i særlige skoler, hvor undervisningen er elendig. De får ofte ikke lov at fortsætte på universitetet, selv om de har høje karakterer.

Og hvis de alligevel får en uddannelse, kan de ikke få job. Selv som forsker oplever jeg at blive diskrimineret”, siger han.

Ny nationalistisk regering Da Hristo Kyuchokov gik i grundskole og gymnasium i Bulgarien i 1970’erne, var det forbudt at tale romani i skolen. Senere blev alle romaer tvunget til at skifte deres navne ud med bulgarske navne. Hussain blev til Hristo.

Med tre ph.d.-grader i uddannelsesforskning og psykolingvistik fra universiteter i Holland og Bulgarien har han stået bag udviklingen af universitetsuddannelser i romakultur og sprog i Bulgarien og Slovakiet. Men da han midt i 1990’erne vendte hjem til Bulgarien, var roma-universitetsuddannelsen blevet lukket af den nye, nationalistiske regering. Det skete med henvisning til, at det skader universitetets renommé at beskæftige sig med ”sigøjner-sprog”.

Den beslutning har fået Kyuchokov til at lægge sag an mod universitetet for diskrimination af en minoritetsgruppe, og han er klar til at tage sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. ”Mine studerende rundt omkring i Europa skal se, at jeg er parat til at kæmpe, selv om det har en pris. Derfor skriver jeg på min Facebook-profil om mine oplevelser, og jeg kan se, at det virker. Flere og flere unge romaer tager kampen op for at modbevise påstanden om, at de ikke vil eller kan bidrage med noget positivt”, siger Hristo Kyuchokov.

Skriv til:

Eugen Jurzyca

Minister of Education

Ministerstvo školstva

Vedy, výskumu a športu

Stromová 1

813 70 Bratislava Slowakei

2 0 I amn e s ty

Drab og overfald

De fleste romabørn placeres i skoler for mentalt handicappede eller i adskilte romaklasser. Under halvdelen af alle romabørn i EU gennemfører en grundskoleuddannelse. Ulovlig diskrimination af romaer i skolesystemet finder sted i Tjekkiet, Grækenland, Kroatien, Bulgarien, Ungarn, Rumænien og Slovenien – samt Slovakiet, hvor over 90 procent af romabørn bliver etnisk opdelt i skolerne. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i flere sager afgjort, at adskillelse af romabørn i særlige klasser udgør et brud på menneskerettighederne.

Fra 2008-2011 har European Roma Rights Centre (ERRC) registreret mindst 48 voldelige angreb på romaer i Ungarn, 19 i Tjekkiet og 10 i Slovakiet. Angrebene blev udført med molotovcocktails, skydevåben og håndgranater og medførte 11 døde.

Racistisk motiverede overfald har også fundet sted i Bulgarien, Italien, Irland og Tyrkiet. Få af angrebene har ført til retssager og domfældelse. I Tjekkiet faldt der i 2010 dom i en sag om racistisk motiveret ildspåsættelse i byen Vitkov. Fire unge højreekstremister satte ild til en romafamilies hus, og familiens toårige datter fik forbrændinger på 80 procent af kroppen. De fire nægtede sig skyldige, men blev idømt 20 års fængsel.

Racisme Ekstreme højreorienterede og nationalistiske partier har skærpet deres antiroma retorik de senere år, og omfanget af hatespeech forbrydelser er stigende i Ungarn, Italien, Slovakiet, Tjekkiet og Rumænien. I Ungarn har paramilitære grupper marcheret i romalandsbyer og truet indbyggerne, og i Tjekkiet har nynazistiske grupper fremprovokeret voldelige sammenstød med romaer. Op til Europa-Parlamentsvalget i 2009 lovede Det Tjekkiske Nationalparti, at det ville finde en ”endelig løsning på sigøjner-problemet”. Rumæniens udenrigsminister sagde i 2010, at romaer er genetisk disponeret for at begå kriminalitet. Lederen af det højre-populistiske regeringsparti Lega Nord i Italien, Umberto Bossi, har lovet at jage romaerne ud af Italien, gerne med våben, og premierminister Silvio Berlusconi har kaldt romaer og andre migranter for ”Ondskabens hær”.

Tvangsudvisninger Frankrig har de seneste år udvist tusindvis af romaer fra landet. I 2009 blev 10.000 romaer udvist, i 2010 over 8.000. Siden har Frankrig ikke offentliggjort statistik over udvisningerne, men ifølge ERRC er udvisningerne fortsat. I 2009 betalte Tyskland over 100 romaer for at returnere til Rumænien, Sverige udviste 50 romaer til Rumænien i 2010, og samme år udviste Danmark 23 romaer – 14 af dem er siden blevet underkendt af Højesteret.

Det forfulgte folk Tvangssterilisering

Stop diskrimination af romabørn i skolerne Omkring 90 procent af alle romabørn i Slovakiet tvinges ind i specialklasser kun for romaer med begrundelsen “milde mentale handicap”. Tusindvis af romabørn undervises i separate klasser og modtager ikke nok eller god nok undervisning.

Skolerne krænker systematisk romabørnenes ret til uddannelse fri for diskrimination. På længere sigt ekskluderer det dem fra at deltage i samfundet på lige fod med andre, og de låses fast i en cirkel af fattigdom og marginalisering. På trods af kritik fra internationale organisationer har Slovakiet intet gjort.

Du kan være med til at stoppe diskriminationen af romabørn i skolerne.

Skriv til landets undervisningsminister og kræv, at romabørn skal have samme vilkår som andre børn:

Etnisk adskillelse

Ghettoer og lejre I adskillige lande bliver romaer udsat for ulovlige tvangsforflytninger og placeret i isolerede boligområder eller lejre. Det sker i Bulgarien, Frankrig, Albanien, Rumænien, Tjekkiet, Spanien, Ungarn, Polen, Slovakiet og Italien. I Rumænien lever totredjedele af romaerne i slumlignende bebyggelser uden vand eller kloakering. I Slovakiet bor omkring halvdelen af romaerne i ghettoer og isolerede landsbysamfund. Over 80 procent har intet kloaksystem, næsten 60 procent har ikke gas og over 35 procent har ikke rindende vand.

I Italien er det officiel politik, at romaer placeres i ”nomadelejre”. Desuden kan de sættes ud af deres boliger i henhold til en undtagelsestilstand, som blev indført i 2008. Milano har siden 2010 sat over 3.600 romaer ud af deres boliger og henvist dem til interimistiske lejre.

Under kommunismen blev romakvinder i Tjekkoslovakiet steriliseret mod deres vilje, fordi myndighederne ønskede at bremse den høje fødselsrate blandt romaer. Efter Murens fald tog de nye regeringer afstand fra fortidens politik, men det har siden vist sig, at romakvinder i Tjekkiet og Slovakiet helt frem til 2007 er blevet steriliseret mod deres vilje – på enkelte lægers initiativ. I Ungarn er der fundet eksempler på romakvinder, der er blevet steriliseret mod deres vilje så sent som 2008.

Romaernes lange vandring fra Indien til Europa fandt sted for over tusind år siden, og gennem århundreder har de været ofre for overgreb, udryddelsesforsøg og forfølgelse. I Tyskland, England og Nederlandene blev romaer i 1600-tallet gjort fredløse og henrettet, og i Rusland og Spanien blev de i 1700-tallet holdt som slaver i titusindvis. Under Anden Verdenskrig blev omkring 220.000 romaer udryddet af nazistiske dødspatruljer eller sultet, pint og gasset ihjel i koncentrationslejre.

Med omkring 12 millioner mennesker er romaerne i dag EU’s største minoritet, som er spredt over alle de europæiske lande. Amnestys research viser, at fordommene, forfølgelsen og diskriminationen fortsætter.

Krigsofre

menneskehandel

De fleste af de 100.000-150.000 romaer, der boede i Kosovo før 1999, flygtede under krigen mellem albanske oprørere og serbiske regeringsstyrker. De tilbageværende romaer blev tvunget på flugt af etniske albanere, der vendte tilbage til Kosovo efter NATO-bombardementerne og mistænkte romaerne for at have støttet serberne. I dag lever de som internt fordrevne i Kosovo eller i nabolandene uden officiel flygtningestatus.

Kun få har fået asyl i Vesteuropa. Danmark har givet de fleste romaer fra Kosovo afslag på asyl.

En ny undersøgelse fra European Roma Rights Center viser, at romaer udgør 50-80 procent af ofrene for menneskehandel i Bulgarien, mindst 40 procent i Ungarn og op til 70 procent i dele af Tjekkiet og Slovakiet, selv om romaer udgør under 10 procent af befolkningen i disse lande. De mest almindelige former for trafficking er seksuel udnyttelse og slavearbejde, men romaer er også ofre for illegal adoption, tvunget tiggeri og tyveri samt handel med organer.

amnesty I 21

HannaHansen S istek A f RAfegner

T em a: re to mt iaåerr m e d te r r o r

Foto: Getty Images

Det spanske kongepar, Juan Carlos og Dona Sofia, besøgte i 2006 romakvarteret El Pozo i det sydlige Madrid.

Spanien romaer

viser vejen for Politikere og private organisationer i Spanien har siden overgangen til demokrati gjort en kæmpe indsats for at optage landets 700.000 romaer i det spanske samfund.

VIS FILMEN ”OUR SCHOOL” Dokumentarfilmen ”Our School” er en rørende, humoristisk og tankevækkende fortælling om den massive diskrimination, som romaer udsættes for i Rumænien. Filmen deltog i konkurrencen om Amnesty Award ved CPH:DOX i november.

Over fire år følger filmen de tre romabørn Alin, Benjamin og Dana og deres daglige konfrontation med fordomme og racisme, som romaerne står over for.

Hvis du har lyst til at afholde en filmaften i din lokale biograf eller på biblioteket, kan du bestille filmen gratis hos Amnestys sekretariat. Kontakt Jesper Ravn på jravn@amnesty.dk for at låne en kopi af filmen.

2 2 I amn e s ty

MADRID: To stop med lokalbanen i sydøstlig retning fra hovedbanegården i Madrid ligger El Pozo. Det er et kvarter, der er præget af velordnede, nyere boligejendomme af røde mursten. Inden for de seneste årtier er området blevet et af de steder i den spanske hovedstad, hvor romaer har fundet et hjem side om side med etniske spaniere.

Mange af romaerne har også skaffet sig et arbejde.

Således 26-årige Lucía Romero, som er frisør og er på vej til stationen for at nå frem til salonen. ”Det er en barsk tid med den økonomiske krise, men jeg er glad for at have et job – og for at kunne holde fast i det”, siger Lucía Romero, hvis cirkelrunde øreringe glimter i den spæde sol på denne milde novemberdag.

Et par gader borte ligger organisationen, som spiller en nøglerolle i forvandlingen af Spanien til et europæisk forbillede, når det gælder integrationen af romaer. Fundación Secretariado Gitano (FSG) er en stiftelse, som siden skiftet fra diktatur til demokrati har medvirket til at forbedre de cirka 700.000 romaers vilkår og stilling i samfundet. Det sker med fokus på praktisk hjælp.

De spanske romaer, som med stolthed kalder sig selv ”gitanos”, har levet i landet i over 500 år. De blev generelt behandlet som udskud, selv om eksempelvis deres flamencomusik og storskørtede kjoler gerne blev optaget i den spanske kultur. Under diktatoren Francisco Franco tog civilgarden ofte opstilling ved skoler for at hindre romabørn adgang, og stemningen var, at

arbejdsgivere – offentlige som private – skulle afvise romaer.

Men efter herskerens død har det moderne Spanien udøvet en bevidst indsats for at omgøre den uret, som blev begået. Romaer fik hjælp til identitetspapirer og statsborgerskab, og skiftende regeringer iværksatte og finansierede hjælpeprogrammer.

Store fremskridt For 30 år siden gik romaer ikke i skole. Nu fuldender stort set alle romabørn grundskolen. Tidligere levede langt hovedparten af romaer uden for den officielle økonomi. Nu har 60 procent et job. Halvdelen er blevet boligejere, og yderligere 46 procent er lejere og har også fast tag over hovedet. Romaer har fået adgang til sundhedstjeneste, og de kan deltage i den politiske proces. ”Vi er kommet langt med at normalisere romaernes situation”, siger José Sánchez.

Han er vicedirektør i FSG og har kontor i et hjørne på anden etage i hovedkvarteret, som er en tidligere skole. Men hvad er der særligt ved den spanske model? Svaret ligger i et udfarende, målrettet arbejde, som er blevet udført i et samspil mellem regeringsorganer på alle niveauer – nationalt, regionalt og lokalt – og FSG samt andre private organisationer.

Flagskibet blandt FSG’s programmer er ”Acceder” (At få adgang). Formålet er at give unge romaer som Lucía Romero en faglig oplæring og bagefter hjælpe dem ind på arbejdsmarkedet

gennem aftaler med private virksomheder. ”Vi er med til at skabe kontakten til arbejdspladserne, og i mange tilfælde lykkes det for de unge at bide sig fast”, siger José Sánchez.

Organisationen, som støttes af den spanske stat, er også til stede i forbindelse med undervisningen i folkeskolen. Den rådgiver skoler, lærere og forældre, hvor der er romaer blandt eleverne.

Den tilbyder lektiehjælp og andre former for støtte i forlængelse af skoledagen. ”Husk på, at romabørn ikke har forældrene som rollemodeller, når det gælder uddannelse.

Der skal andet til”, siger FSG-vicedirektøren.

FSG udfører også forskning for at kortlægge romaernes vilkår, og organisationen igangsætter jævnligt oplysningskampagner, der skal gøre op med diskrimination og racisme. ”Der findes desværre stadig negative stereotyper om romaer. Det hedder sig, at romaer stjæler, lyver og er dovne. Hvis man er på en arbejdsplads, og noget forsvinder, så er det ofte en roma, en sort eller indvandrer, der får skylden.

Det forsøger vi at modgå”, siger José Sánchez.

og de har ikke strøm, men skaffer sig el gennem et livsfarligt netværk af hjemmegjorte kabler.

Narkohandel og kriminalitet florerer.

Susana Camacho og Pablo Iglesias bumper rundt på smattede jordveje for at besøge familier, som ønsker at melde deres børn til aktiviteter efter skoletid, som FSG tilbyder to gange om ugen. FSG holder også kurser om blandt andet familieplanlægning og borgerlige rettigheder.

Et stykke vej igen Selv om der er opnået store resultater med integrationen af romaer i Spanien, er der stadig et stykke vej igen. Kun 20 procent af romaerne færdiggør folkeskolens overbygning, og bare én procent af romaerne får en universitetsuddannelse. Ledigheden blandt romaerne er det dobbelte af landsgennemsnittet.

Boliger er blandt de mindste problemer. En statslig ordning kombineret med det spanske byggeboom afhjalp den værste mangel. Tilbage er dog fire procent af romaerne, som stadig lever i hytter og skure. Også her har FSG et program, som ruller ud i form af en minibus, der er et mobilt kontor. Holdkoordinator Susana Camacho Arpe og socialarbejder Pablo Asla Iglesias tager sidst på formiddagen på rutinebesøg i slumkvarteret Cañada Real, der ligger 15 kilometer syd for Madrid og tæt på en losseplads.

Her bor 50.000 mennesker, hvoraf mange er romaer, i hjemmegjorte skure, som typisk er en blanding af træ og gasbeton. De har ikke sanitet,

Et bedre liv til børnene De to FSG-medarbejdere standser minibussen, så de kan tale med Augusta og Antonio Sánchez, som har fem børn. Familien bor i et skur, der har vægge af groft cementpuds og et fladt tag, som nu er utæt. ”Det er et hårdt liv. Man skal leve her for at forstå det”, fortæller Antonio Sánchez, som lige har rundet 40 år.

Han har tilbragt en årrække i fængsel og vil gerne videre med tilværelsen. ”Jeg kan mure, men jeg ikke noget papir på mine færdigheder. Jeg vil gerne gøre mig nyttig. Det er vigtigt for os, at børnene får et bedre liv. Uddannelse, arbejde og bolig. Det ville være smukt”, siger Antonio Sánchez.

Han kunne også godt tænke sig en rigtig bolig, men det ligger lidt tungt. Lige nu handler det om at finde en løsning på det hullede tag, som regnvandet siver igennem. Susana Camacho og Pablo Iglesias lover ham at overveje, hvordan FSG kan bidrage.

Den spanske model Andre europæiske lande kan med fordel hente ideer fra den spanske model for integration af romaer, men de kan ikke overføre alle elementer uden tilpasning.

Det siger sociologen José Manuel Fresno, som har været involveret i arbejdet med romaer i Spanien i over 25 år og på europæisk niveau i mere end 15 år. Fresno er ofte på rejse i sin egenskab af roma-rådgiver for EUKommissionen og Europarådet, og i Spanien er han formand for et regeringsnedsat råd til fremme af ligeværdig behandling og anti-diskrimination. ”De spanske erfaringer kan ikke bruges direkte af andre. Det forudsætter, at der er et oprigtigt demokrati med gennemsigtighed og en fungerende velfærdsstat på plads. Dertil er for eksempel Rumænien og Bulgarien ikke nået endnu”, siger José Manuel Fresno. ”Men landene kan ligesom Spanien beslutte sig for en langsigtet tilgang, som ikke påvirkes af regeringsskift. De kan indføre en praksis om at inddrage alle borgere, også romaer, på alle politiske niveauer. Det er afgørende”, tilføjer Fresno.

amnesty I 23

AMNEST Y D O K U M E N TE R ER

A f B j arke W inda h l P edersen Amnesty Internationals mission er at dokumentere og aktionere imod alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Over 70 researchere i Amnesty international udarbejder hvert år omkring 300 rapporter om brud på menneskerettighederne verden rundt. I hvert nummer sætter AMNESTY fokus på en række udvalgte rapporter. Du kan finde dem på: www.amnesty.org

Demonstranter overfaldes på Syriens hospitaler

og sikkerhedsfolk med rifler omkring ham. ”Da han åbnede sine øje og spurgte dem, hvor han var, begyndte de alle sammen at tæske løs på ham”, fortæller vidnet.

Episoden er langt fra det eneste eksempel på, at tilskadekomne syrere kommer i ny fare,

‘ THIS IS WHAT

WE DEMAND. JUSTICE!’

Behovet for lægehjælp vokser FN vurderer, at over 3.500 mennesker er døde under regimets brutale nedkæmpning af demonstranterne i Syrien. Men siden optøjernes begyndelse har det været nærmest umuligt for både menneskerettighedsorganisationer og internationale medier af få oplysninger ud af landet. Amnestys research er samlet i rapporten ”Health Crisis: Syrian Government Targets the Wounded and Health Workers”, som bygger på interviews foretaget i august og september med sårede syrere, slægtninge til tilbageholdte samt kirurger, læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale.

Udover de omfattende overgreb begået af sikkerhedsstyrker og sundhedspersonale dokumenterer Amnesty, at frygten for overgreb og anholdelser får tilskadekomne syrere til at holde sig væk fra hospitalerne. Det sker på trods af, at antallet af døde og sårede under urolighederne i Syrien er steget, fortæller læger på Det Nationale Hospital i byen Homs.

HEALTH CRISIS

hvis de søger behandling på landets hospitaler. En læge på et militærhospital i byen Homs har fortalt Amnesty, at han har overværet fire læger og mere end 20 sygeplejersker begå overgreb imod patienter, der har deltaget i protesterne mod præsident Assad.

I oktober gik syriske demonstranter på gaden foran Syriens ambassade i London for at protestere mod præsident Assad.

Foto: Scanpix

2 4 I amn e s ty

Colombias kvinder er eftertragtede krigstrofæer

Den voldelige konflikt mellem regeringen og guerillahæren FARC i Colombia rammer landets kvinder og helt unge piger hårdt. ”Kvinder og piger i Colombia bliver ofte behandlet som krigstrofæer. De bliver voldtaget og seksuelt misbrugt af de stridende parter som en måde at lukke munden på dem og straffe dem”, siger Susan Lee, Amnesty Internationals direktør for Amerika.

Rapporten ”This Is What We Demand: Justice!” viser, at myndighederne ikke er i stand til at beskytte kvinderne mod overCAMPAIGN FOR greb, og at det især er fattige kvinder i INTERNATIONAL JUSTICE konfliktområderne, der er udsatte. Samtidig modtager kvindelige menneskerettighedsaktivister og deres familier ofte trusler på livet.

I 2010 undersøgte de colombianske myndigheder mere end 20.000 sager om seksuelle overfald, men kun 109 af sagerne blev kategoriseret som konfliktrelaterede forbrydelser.

IMPUNITY FOR SEXUAL VIOLENCE AGAINST WOMEN IN COLOMBIA’S ARMED CONFLICT

SYRIAN GOVERNMENT TARGETS THE WOUNDED AND HEALTH WORKERS

Selv ikke på landets hospitaler kan syriske demonstranter vide sig sikre imod regimets overgreb. Sundhedspersonalet deltager i mishandlingen eller risikerer selv at blive forfulgt, hvis de hjælper det stigende antal sårede demonstranter.

Den 22. august blev Ahmed bragt bevidstløs ind på det offentlige hospital i den syriske

by Tell Kalakh, efter at have fået tæsk af syriske sikkerhedsstyrker. Et vidne beskriver til Amnesty Internationals researchere, hvordan der stod syv eller otte mandlige sygeplejersker

ards.

Sundhedspersonale forfølges Det syriske hospitalspersonale er ofte tvunget til at vælge imellem at behandle de sårede eller beskytte sig selv. Den 7. august stormede omkring 20 soldater og sikkerhedsfolk et offentligt hospital i Homs og arresterede syv hospitalsmedarbejdere. ”Forhørslederen spurgte mig, om jeg ville tortureres eller tale. Han beskyldte mig og mine kollegaer for at behandle patienter uden at rapportere det til myndighederne, og han bad mig om navnene på de patienter, jeg havde tilset”, siger en af de arresterede til Amnesty.

Flere af hans kollegaer blev udsat for grove tæsk under afhøringerne.

De svært tilskadekomnes syrere, som lader sig indlægge, har i mange tilfælde brug for blodtransfusioner. Men de kan kun fås igennem landets nationale blodbank, der kontrolleres af Syriens forsvarsministerium. ”Hver gang, vi modtager en patient, som har akut brug for blod på grund af et skudsår, står vi i et forfærdeligt dilemma. Hvis vi beder blodbanken om en forsyning, får sikkerhedspolitiet det at vide, og vores patient risikerer at blive anholdt, tortureret og i værste fald dræbt i myndighedernes varetægt”, siger en sundhedsplejerske på et privathospital i Homs til Amnesty.

Europæiske våben holder regimer ved magten Den brutale nedkæmpning af de folkelige protester i en række lande i Mellemøsten og Nordafrika er sket ved hjælp af europæiske, amerikanske, russiske og kinesiske våben.

Det dokumenterer Amnesty i rapporten ”Arms Transfers To The Middle East And North Africa: Lessons For An Effective Arms Trade Treaty”.

ARMS TRANSFERS TO Amnestys research viser, at Libyen, THE MIDDLE EAST AND Egypten, Syrien, Bahrain og Yemen over de NORTH AFRICA LESSONS FOR AN EFFECTIVE sidste fem år i massivt omfang har kunnet ARMS TRADE TREATY købe udenlandske våben – på trods af risikoen for grove menneskerettighedsovergreb i landene.

I Bahrain har Amnesty fundet amerikansk producerede tåregaspatroner, der er blevet brugt i myndighedernes voldelige reaktion på de første fredelige protester i februar, hvor syv protestanter blev dræbt i løbet af demonstrationernes første uge. I Libyen fik Gaddafis regime indenfor de sidste fem år våben fra ti lande, herunder Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Rusland, Spanien og Storbritannien.

Mindst 20 stater har forsynet Egypten med mindre våben, ammunition og tåregas, og alene USA har årligt forsynet Egypten med våben for 1,3 milliarder dollars.

I Syrien, hvor volden fortsætter, har regimet over de sidste fem år modtaget op mod ti procent af Ruslands samlede våbeneksport.

Andre rapporter: Oprørerne i det sydlige Thailand angriber bevidst civile som en del af deres strategi i den lange interne konflikt i landet. Siden konfliktens begyndelse i januar 2004 er mere end 5.000 landmænd, lærere, studenter, religiøse ledere og offentlige ansatte blevet dræbt i Thailands fire sydligste provinser, og mange tusinde er såret.

Det er ikke kun i Syrien, at det er yderst farligt at demonstrere imod regimets overgreb. Syriske demonstranter i Europa, Sydamerika og USA er systematisk blevet overvåget og chikaneret af ansatte ved de syriske ambassader, og deres familier i Syrien er efterfølgende blevet overfaldet. Det dokumenterer Amnesty i rapporten ”The Long Reach of the Mukhabaraat”.

Befolkningen i Den Centralafrikanske Republik terroriseres stadig af væbnede grupper, som står bag drab, bortførelser, tortur og voldtægt, dokumenterer Amnesty i rapporten ”Central African Republic – Action Needed to End Decades of Abuse”. amnesty I 25

A f Tanya Holm

E gypte n Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

Tawakkul Karman deler årets fredspris med Ellen Johnson-Sirleaf og Leymah Gbowee fra Liberia.

”Her er det ikke muligt at leve et godt liv, og derfor kræver folket forandringer”, siger hun.

Telefonerne ringer, nyhedsbureauerne er på vej for at få en kommentar fra nobelprisvinderen, men det er svært at se, hvordan nogen skal kunne komme frem gennem menneskemylderet. Tawakkul Karman er optaget af at fejre sejren sammen med de demonstranter, som kommer forbi.

Nogle kvinder siger, at de ønsker sig selv lige så meget tillykke som hende. Nu ændres opfattelsen af Yemens kvinder, siger de, og omverdenen kan nu se, hvad Yemens kvinder er i stand til.

Hendes mand, Muhamed al-Nehmi, er advokat, men er under oprøret blevet demonstrant. Han tager sig af en del af Tawakkul Karmans praktiske opgaver. Nu og da kommer han ind i teltet for at give hende en besked. Der står et tv-selskab udenfor, siger han.

De må vente, svarer hun, og han går ud igen med beskeden.

Revolutionens moder

Tawakkul Karman fra Yemen vandt dette års Nobels Fredspris. Hun betragter det som en international anerkendelse af den protestbevægelse, som siden januar har krævet demokratiske forandringer i landet.

AMNESTY mødte hende i et telt midt i Sanaa.

”Hej” siger hun og smiler.

Derefter klapper hun med hånden på pladsen ved siden af sig som for at sige ”sæt dig ned”. ”Tillykke med Nobels Fredspris”, siger jeg og slår mig ned.

Vi sidder på en madras i Tawakkul Karmans telt ved demonstrationen i Yemens hovedstad Sanaa. Her – på de to kvadratmeter, som teltet fylder – har hun tilbragt det meste af sin tid i år. Og det er her, sammen med kammeraterne i protestbevægelsen, at den 32-årige Tawakkul Karman vælger at fejre modtagelsen af nobelprisen. ”Vi er alle glade. Yemenitterne føler, at prisen er deres. De føler, at det er en anerkendelse af deres fredelige modstand”, siger hun.

2 6 I amn e s ty

Sammen med godt 10.000 yemenitter holder hun demonstrationen i gang døgnet rundt på det besatte universitetsområde, som efterhånden minder mere om en campingplads.

Tusindvis af telte er opstillet mellem boder og handlende, hvor man blandt andet kan købe plakater med billeder af Tawakkul Karman.

Ligheden med en campingplads hører dog op hundrede meter længere væk. Her ligger en klinik, der tager imod sårede demonstranter – sammen med en moske, der tager imod de demonstranter, der ikke overlever. ”Prisen bærer mit navn, men jeg tilegner den til alle, der har kæmpet for demokrati og menneskerettigheder. Navnlig til dem, der er faldet i kampen”, siger hun.

Revolutionens moder Tawakkul Karman er blevet kaldt for revolutionens moder og er unægtelig blevet en af oprørets ledere. Hun blev arresteret i januar i år efter at have organiseret et protestmøde i solidaritet med det tunesiske folk. Efter at tusindvis af mennesker havde krævet hende frigivet, blev hun løsladt 36 timer senere.

Hun opfordrede til en ”vredens dag” svarende til den egyptiske protestdag den 25. januar, og det blev startskuddet til det yemenitiske oprør.

Tawakkul Karman nævner diktatur, korruption, arbejdsløshed og fattigdom som årsagerne til oprøret. Uretten i landet er eksploderet, siger hun.

Politiker og aktivist Da årets nobelprisvindere blev præsenteret i Oslo den 7. oktober, gik Tawakkul Karman op på den scene, som er rejst på pladsen i Sanaa, mens demonstranterne råbte ”Bilqis, Bilqis”.

Bilqis er navnet på Dronningen af Saba, som ifølge Bibelen regerede Yemen for godt 3.000 år siden.

Selv om ligestillingen har trange kår i det ofte strengt patriarkalske samfund, mener Tawakkul Karman alligevel, at de fleste yemenitter godt kan forestille sig en kvinde i præsidentpaladset, og at hun har støtte også blandt konservative grupper i Yemen. ”Inden vi samledes her for at protestere, følte jeg også støtte fra mændene i Yemens klaner”, siger hun.

Tawakkul Karman hævder, at hun ikke har ambitioner om at stille op til et kommende præsidentvalg. I Yemen er der imidlertid spekulationer om, hvorvidt Tawakkul Karman fremover vil stå i spidsen for et nyt politisk parti bestående af studenter og partipolitisk uafhængige demonstranter. Men indtil videre er hun fortsat medlem af Yemens største oppositionsparti, Islah.

Før demonstrationerne begyndte, repræsenterede hun partiet i parlamentets rådgivende overhus, Shura, hvor hun er kendt som reformtilhænger. I starten af året sagde Tawakkul Karman, at hun først og fremmest er politiker, men i dag kalder hun sig i stedet ak-

Præsident Saleh træder tilbage tivist, og fra scenen har hun krævet demokrati, frihed og rettigheder. Hun nedtoner partimedlemskabet, og når jeg spørger om Islah, foreslår hun at skifte emne. Hvorfor det? ”Jeg tilhører alle”, svarer Tawakkul Karman, der er journalist og i 2005 var med til at starte netværket Women Journalists Without Chains.

Hver tirsdag siden 2007 har hun demonstreret for ytringsfrihed og menneskerettigheder i Yemen, og de igangværende demonstrationer er kulminationen på hendes og mange andres kamp for forandring, siger hun.

Tre børn i teltet Tawakkul Karmans tre børn besøger hende i teltet i dag. De synes, det er kedeligt, at hun ikke leger med dem. Den yngste klatrer op i armene på hende og hvisker noget i hendes øre. Så kommer den ældste datter og viser et kort, hun har tegnet til sin mor. ”Tusind gange tillykke med Nobels Fredspris”, står der i glade farver.

Børnene får lov til at låne mit kamera. De fotograferer, mens Tawakkul Karman forklarer om sin kamp og om den betydning, som fredsprisen har for den. Hun fortæller, at når det siddende regime i Yemen er væltet, vil hun kæmpe for kvinder i hele verden. Og hun nævner endnu en sag, som hun vil engagere sig i. ”Jeg vil kæmpe for en fredelig verden uden væbnede konflikter”, siger hun.

At Tawakkul Karman er den første arabiske kvinde, der har vundet nobelprisen, forklarer hun med, at den vestlige verden tidligere ikke har vidst ret meget om de arabiske kvinder.

Det arabiske forår har gjort os alle en del klogere, påpeger hun. ”Arabiske kvinder er stærke og sofistikerede og formår at tage del i alle samfundets forhold. De kan lede lande og bygge nye samfund op fra grunden”, siger Tawakkul Karman.

Tidligere har der i Vesten været en udbredt forestilling om, at arabere var uuddannede, fattige og tilhængere af terror. Man troede ikke, at vi ville have demokrati og menneskerettigheder, siger hun.

Med forståelsen af, at også folk i Nordafrika og Mellemøsten ønsker at leve et værdigt liv, følger et ansvar, ræsonnerer hun. ”Nu ved I, hvem vi er. Nu kan I ikke længere frygte den arabiske region og de muslimske lande. Derfor kan I ikke længere støtte diktaturerne”, siger hun.

Efter ti måneders demonstrationer underskrev Yemens præsident Ali Abdullah Saleh den 23. november en aftale om at træde tilbage efter 33 år ved magten.

Saleh afgiver ikke sin præsidenttitel, men hans magt bliver formelt overdraget til vicepræsident Abd-Rabbu Mansour Hadi, der nu skal danne en ny enhedsregering, som skal styre Yemen, indtil et præsidentvalg har fundet sted. Det ventes at ske inden for tre måneder.

Saleh blev i sommer hårdt såret under et angreb på præsidentpaladset og modtog behandling i Saudi Arabien. Hans øverste general Ali Mohsen – der er mistænkt for krigsforbrydelser i landet – gik i marts over på oppositionens side.

Stop henrettelsen af Fatima Badi Fatima Hussein Badi sidder på dødsgangen i Yemen efter en uretfærdig retssag. Sammen med sin bror Abdullah Badi blev hun arresteret den 13. juli 2000 for mordet på Fatimas mand. Under flere retsmøder havde de to søskende ingen advokat og fik ikke lov til at udtale sig.

Da Fatima nægtede sig skyldig, trak politiet broderen med ind i forhørslokalet og truede med at voldtage hende, hvis ingen af dem tilstod. Broderen tilstod – formentlig for at redde søsteren – og blev henrettet i 2005. Højesteret omstødte i 2003 Fatimas dødsdom til fire års fængsel, men præsident Saleh blandede sig og fik opretholdt dødsdommen.

Fatima Badis sag indgår i dette års Skriv for Liv-maraton, hvor du kan skrive til Yemens vicepræsident, Abd al-Rab Mansour al-Hadi, og kræve hende løsladt.

Læs mere på side 46 eller på www.amnesty.dk/maraton

amnesty I 27

A f T om C arstensen | F oto C alifornia D epartment of C orrections

USA

16 åR på

dødsgangen Keith Doolin har siddet 16 år på dødsgangen i det berygtede San Quentin fængsel i Californien. AMNESTY fik adgang til fængslet og mødte manden, der er dømt for to mord – men altid har nægtet sig skyldig og nu får opbakning af nye DNA beviser.

Indgangen til den del af San Quentin, hvor de dødsdømte afventer deres henrettelse. For tiden er der 721 fanger på dødsgangen i Californien.

Besøgsindgangen til San Quentin fængslet lidt nord for San Francisco er en lang smal gang. ”The tube”, kaldes den af de besøgende, der skal ind til deres kære. Her er koldt og fugtigt. For to quarters kan man lægge sine værdier i de små skabe, da man kun må have 50 dollars med sig ind i fængslet. Sikkerhedstjekket er grundigt, skoene skal af, og selvom metaldetektoren ikke siger noget, bliver man alligevel visiteret en ekstra gang med en håndscanner. ”Follow the yellow line up to the prison”, står der på et skilt. 400 meter længere fremme stopper den gule linje foran fængslets metalgitterdør. Bag døren er der en rude af panserglas med et lille hul i bunden. Her afleverer vi pas og passerseddel, før døren bag os lukker. En tid står vi i et lille klaustrofobisk rum med gitter til alle sider. Så åbner næste dør, og vi bliver bedt om at vente i et hjørne.

Lidt efter kommer Keith Doolin gående ned ad gangen. Hænderne er på ryggen og i håndjern, og på hans ene side har en vagt et solidt greb i hans arm. Keith har siddet i San Quentin fængslet i 16 år. På dødsgangen.

Hver dag er overlevelse Selv om Keith Doolin efterhånden kender alt til San Quentins hårde besøgsprocedurer, så er livet i fængslet ikke noget, han har vænnet sig til, fortæller han. ”Jeg er bange hele tiden. Jeg er en outsider.

Mange af de andre er fuldtidskriminelle og har altid været det”, siger han og forklarer, at han – efter 16 år – stadig tit bliver antastet af andre fanger. ”Vil du ikke over og sidde sammen med os”, spørger de for eksempel. Men det vil han ikke.

For det er ensbetydende med, at han skylder dem en tjeneste. Fængslet er delt op i en lang række bander. Og hvis Keith hænger ud med en bestemt gruppe, så mener de, at de beskytter ham. ”Og så beder de mig om en tjeneste i morgen.

2 8 I amn e s ty

Og det kan jeg så ikke sige nej til. Sådan foregår det herinde”.

Han giver et konkret – og foruroligende – eksempel. ”Hvis en gut tilbyder mig en chokoladebar, og jeg siger ja, så kommer han dagen efter og siger, at jeg skylder ham to chokoladebarer.

Hvis jeg så siger nej, så siger han, at jeg ikke viser ham respekt. Og når du får det at vide, så ved du, at du bliver stukket ned på et tidspunkt.

Sådan er det”. ”Er folk blevet stukket ned for en chokoladebar?” ”For mindre…”

Derfor er hver dag en kamp for at slippe uden om banderne og undgå at komme til at skylde nogen noget, forklarer Keith. Han åbner den lille plasticbøtte med frugt i sirup, som vi har med til ham. Det eneste tilnærmelsesvist sunde, der var at hive ud af rækken af automater i besøgsrummet.

Ingen beviser Keith Doolin er den mand, der er dømt hurtigst til døden i Californien nogensinde. Han er dømt for at myrde to prostituerede og for at forsøge at myrde yderligere fire. Men listen over tvivlsspørgsmål i retssagen er lang.

Flere vidner har set Keith Doolin i en anden stat, da det ene mord blev begået. Keiths bil blev ikke set på nogle af gerningsstederne – tværtimod beskrev vidner en anden pickuptruck med en anden nummerplade og med et tomt lad. På Keith Doolins lad stod der to motorcykler og en knallert. Oprejst.

Et af de ofre, der overlevede overfaldet, har opgivet et helt specifikt navn til politiet på hvem, hun mente, stod bag. Det var ikke Keith Doolins navn. Faktisk har ingen af de fire kvinder, der overlevede overfaldene, udpeget Keith Doolin som overfaldsmanden. De har givet et helt andet signalement. Der er heller ingen fy-

➜

amnesty I 29

U SA For to år siden fik San Quentin et nyt henrettelseskammer, hvor den dødsdømte får en dødelig sprøjte, mens pårørende til offer og gerningsmand kan se på.

Det har været en hård tid. Hun mistede sin mand sidste år. Og selv om hun er glad for at besøge sønnen, så er også det en hård oplevelse. ”Hver gang, jeg kommer, skal jeg lige forbi døren ind til henrettelsesrummet. Man kan se nogle rør, som de brugte, dengang de brugte gas. Jeg får kvalme. Det gør så ondt”, siger hun.

I burene kan fangerne få et par timers frisk luft.

siske beviser på, at Keith Doolin stod bag de to drab, som han er dømt for, Håbløs advokat Det hjalp heller ikke, at Keiths advokat mildest talt var en katastrofe. Den beskikkede advokat brugte ikke de penge, han havde fået til at efterforske sagen til bunds. De røg i hans egen lomme i stedet, og han har senere fået frataget retten til at føre retssager blandt andet på grund af fusk med kreditkort og for at stjæle klienters penge.

Derudover indkaldte han stort set ingen vidner, og DNA-testen blev aldrig til noget, fordi advokaten simpelthen afleverede ansøgningen for sent. Advokaten nægtede at mødes med Keith, og han mødte konsekvent for sent op i retten. Flere dygtige advokater tilbød deres service gratis til Keith Doolin, men de blev afvist af dommeren, som blev beskyldt for at falde i søvn flere gange under Keiths retssag og for at haste sagen igennem, fordi han skulle på ferie – i selskab med blandt andre anklageren.

Sammen med sin mor Donna Doolin Larsen

har Keith i samtlige 16 år kæmpet for at få sagen taget op igen, men den føderale distriktsdommer har konsekvent nægtet Keith både en ny retssag og en simpel DNA-test.

Men for nylig fik Keith nyt håb. Dommeren er gået på pension, og den nye føderale dommer har fulgt Keith Doolins sag helt fra starten, da han var ung jurist. For nyligt gav han Keith lov til at få en DNA-test, og resultatet er nu klart. Keith Doolins DNA er ikke på gerningsstedet.

Derfor arbejder Keith og moderen hårdt på at få en ny retssag – og det ser ud til at lykkes. Faktisk er der en stor sandsynlighed for, at Keith Doolin i løbet af nogle måneder bliver frifundet og løsladt. Efter 16 år på dødsgangen.

Mor på besøg Keiths mor, Donna Doolin Larsen, er grunden til, at det overhovedet er muligt at komme indenfor i San Quentin for at tale med Keith.

Normalt tager det tre måneder at få en besøgstilladelse, men fordi vi bor mere end 250 kilometer væk, er der særlige besøgsregler, så

Dødsstraf i Californien • C alifornien er med 721 fanger den stat i USA, hvor flest mennesker sidder på dødsgangen.

Men kun 13 mennesker er henrettet i Californien siden 1978.

• I USA sidder i alt 3.251 indsatte på dødsgangen, og siden 1976 er 1.273 mennesker henrettet i USA. • Ifølge Gallup modsætter en tredjedel af amerikanerne sig i dag dødsstraffen. Det er den højeste modstand i 40 år. I Californien bakker 70 procent af indbyggerne dog op om dødsstraffen.

• Det tager i gennemsnit lidt mere end 17 år, fra dødsdommen falder, til en henrettelse eksekveres.

• I alt er 138 dødsdømte i USA blevet frifundet på grund af nye beviser i sagen – herunder DNA – eller fordi de har fået en ny retssag på grund af procedurefejl. De fanger, som siden er blevet frifundet, har i gennemsnit tilbragt ti år af deres liv på dødsgangen, før deres sager er blevet endeligt afgjort.

• 14 amerikanske stater har afskaffet dødsstraffen.

3 0 I amn e s ty

tilladelsen går igennem på mindre end en måned. Men vagterne tror, det er en ven, som er med på besøg, og ikke en journalist. Vidste de det, var vi næppe kommet ind, advarer Donna Doolin Larsen.

Det er forbudt at have noget med ind, og noterne bliver kradset ned på en serviet med en lånt blyant. Det lader ikke til at genere fængselsbetjentene. Keiths mor er indædt modstander af dødsstraf, og det er ikke kun, fordi hendes søn stadig sidder og venter på at blive henrettet. ”Jeg tror ikke, det er løsningen at slå folk ihjel”, siger hun og fortæller, at det kun er fattige amerikanere, der bliver dømt til døden.

Forklaringen er simpel: Hvis du har penge, har du råd til en advokat, der kan lave en handel med anklagemyndigheden. Og der er blevet en hel industri ud af at være advokat for dødsdømte, siger Donna Doolin Larsen. ”Hvis ens familie har pengene, så kan de betale for forsvarsadvokater. Men de er virkelig dyre, og de udnytter ofte folk. For de ved, at man vil gøre alt for at redde sin elskede fra døden. Fra fængslet og systemets kløer”, siger hun og kigger kærligt på sin søn, som hun i 16 år kun har været sammen med i et lille bur.

Omkostningerne ved Keiths dødsdom har også været store for hende. ”Som mor er det meget trist. Det er dybt foruroligende at vide, at hvis hans appeller ikke bærer frugt, så bliver han dræbt med en sprøjte.

Det giver mig en tomhed i hjertet”, siger hun, og stemmen knækker en smule.

I årevis har hun kæmpet for at få Keiths dødsdom omstødt. Men pengene er et problem. Tidligere var hun gymnasielærer, men hun blev fyret et år efter, Keith blev anholdt. ”De behøver ikke fortælle, hvorfor de fyrer folk i USA. Men der er ingen tvivl om, at det var fordi, jeg er mor til Keith”, siger Donna Doolin Larsen og ser træt ud.

Et andet liv Vi siger farvel til Keith og forlader besøgscellen. I bilen på parkeringspladsen foran fængselsbygningen kigger Donna Doolin Larsen op, inden hun drejer nøglen for at starte. ”Jeg tænker tit på, hvor produktiv Keith kunne have været i sit liv og i sit lokalområde. Jeg tænker meget på, hvad der var sket, hvis han havde været ude i de 16 år i stedet for at være spærret inde. Ville han have været blevet gift og fået børn? Ville jeg have været bedstemor i dag?

Det hele ville have påvirket vores liv positivt i stedet for så negativt”, siger hun stille.

Så starter hun bilens motor og vi forlader parkeringspladsen foran San Quentin.

Trods manglen på fysiske beviser blev den dødsdømte amerikanske fange Troy Davis i september henrettet i Georgia.

Af Bjarke Windahl Pedersen Foto: Scott Langley

➜

En fange føres tilbage til sin celle.

Fastholder uskyld Keith Doolin har fastholdt sin uskyld, lige siden han blev anholdt. Alligevel sidder han her i San Quentin som et af de 721 mennesker, der afventer at blive henrettet i Californien. Det højeste tal i nogen amerikansk stat. Californien har kun henrettet 13 mennesker siden 1978, og Keith Doolin kan stadig blive nummer 14. Han var 22 år, da han blev anholdt. I dag er han 38.

I besøgscellen spiser Keith Doolin videre af den ikke synderligt interessante junkfood, vi har købt til ham i automaterne i rummet: Frossen fastfood, der varmes op i mikroovn, samt chips, chokolade, sodavand og blødt wienerbrød i plasticindpakning. Pizzaen er nærmest flydende efter en tur i ovnen. ”Jeg kunne egentlig bare drikke den”, siger han ironisk, men det er stadig bedre end det, de får serveret i fængslet. ”Til morgenmad i dag fik vi ovnkartofler med madlavningsfedt rørt op med kødrester”, fortæller han og ser ud som om, han bliver fysisk dårlig ved tanken.

Og det lyder ærligt talt også virkelig ulækkert, når han beskriver, hvordan fængslet bruger overskydende fedt og kød og rører det sammen til en form for vælling. Regler i Californien siger, at fangerne skal have 2.000 kalorier om dagen, men kravet til hvad kalorierne skal bestå af, er meget lavt. Det handler om kvantitet – ikke kvalitet. Keith har ikke spist fedtet. ”Man bliver simpelthen mavesyg af det”, konstaterer han.

Han køber derfor sin egen mad for 100 dollar om måneden. Det er ikke nok, men det er, hvad hans mor kan undvære, hvis hendes budget skal hænge bare nogenlunde sammen.

Ikon for kampen imod dødsstraf henrettet

Til det sidste håbede aktivister på, at Troy Davis ville få en ny appelsag.

”Kampen for retfærdighed slutter ikke med mig. Denne kamp er for alle de Troy Davis’er, som kom før mig, og alle dem, som vil komme efter mig. Jeg er ved godt mod, jeg er håbefuld, og jeg stopper ikke med at kæmpe, før jeg har taget mit sidste åndedrag”.

Sådan lød det sidste budskab fra den dødsdømte 42-årige amerikaner Troy Davis, inden han blev henrettet natten til torsdag den 22. september. Til det sidste kæmpede han sammen med sin familie, Amnesty International og hundredtusinder af aktivister i USA og verden over for at få udsat henrettelsen og få adgang til en ny appelsag. Én million underskrifter Amnesty International opfordrede gentagne gange staten Georgia til at stoppe henrettelsen på baggrund af sagens mange usikkerheder. To dage før appelrettens sidste afslag på Troy Davis anmodning om en ny

sag afleverede Amnesty næsten en million underskrifter for at ændre beslutningen.

Omkring 300 steder verden over blev der afholdt støttearrangementer i et forsøg på at hjælpe Troy Davis, som på grund af sagens karakter er blevet et ikon for kampen imod dødsstraf.

Troy Davis blev for mere end 20 år siden fængslet for mordet på politimanden Mark MacPhail i byen Savannah. Der blev aldrig fundet fysiske beviser, som forbandt ham til mordet, og sagen mod ham byggede alene på vidneudsagn. Siden dommen i 1991 har syv af anklagerens ni hovedvidner trukket deres vidneudsagn tilbage, og enkelte beskylder politiet for at have fremtvunget deres første forklaringer. Samtidig har tre af de dommere, som var med til at dødsdømme Troy Davis, sagt, at de ville have dømt anderledes, hvis de havde haft de nye informationer dengang. amnesty I 31

E gypte n

Af Joc hen M arkett og M at hias I rminger S onne Foto: Scanpix

Smertefuldt med Egyptens sikkerhedspoliti opgør

Protesterne mod militærstyret er taget til igen med voldsomme sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker.

Dusinvis blev dræbt og mange hundrede såret, da aktivister indtog Tahrir-pladsen midt i november.

Efter revolutionen skiftede det egyptiske sikkerhedspoliti Amn al-Dawla navn og lovede større åbenhed. Alligevel er de fleste ansatte de samme som i diktaturets dage, og sikkerhedspolitiet virker mere optaget af at dække over sin brutale fortid end af at rydde op og skabe retssikkerhed.

Det er ikke kun det grå hår, der gør det svært at tro, at Mahmoud Lotfi ikke er mere end 46 år gammel. Under de opsmøgede lyseblå skjorteærmer bærer armene tydelige spor af håndjern og lænker, og hans knæ er iklædt permanent støttebind. Hans menisken er ødelagt, og det har givet slidgigt, står der i lægeattesten. ”Det er alt sammen følger af sikkerhedspolitiets tortur”, fortæller Mahmoud. ”I fængslet blev jeg tæsket med stokke og hængt op i et reb med hovedet nedad i flere timer ad gangen. For at gøre det ekstra uudholdeligt, bandt de en tung gasflaske til mine arme”, siger Mahmoud og kigger ned på det brunternede gulvtæppe i konferencerummet hos den Egyptian Organisation for Human Rights i Cairo. ”I dag kan jeg kun arbejde få timer om dagen – og kun når jeg sidder ned”, siger han og retter forsigtigt ryggen, der som følge af torturen skal igennem mindst to operationer.

Demonstranter viser sammenhold efter angrebet på kristne koptere den 9. oktober.

32 I

Frikendt 17 gange I 2002 blev Mahmoud Lotfi anholdt i sit hjem – muligvis mistænkt for at være islamistisk terrorist. Efter to måneder i det berygtede fængsel Lazoghly blev han overført til fængslet Wadi Natrun i den nordlige del af Cairo, hvor han sad frem til 2005. Her blev han løsladt, fysisk og psykisk knækket – og forladt af sin kone.

Selv i dag kender Mahmoud hverken den konkrete anklage mod ham eller grunden til sine tre rædselsår i fængslet. ”Jeg var en simpel muslim, der bad og fastede”, siger han og tilføjer, at forskellige domstole helt præcist 17 gange har frikendt ham.

Alligevel ville sikkerhedspolitiet ikke løslade ham. ”De spillede efter deres egne regler”, siger Mahmoud Lotfi.

Mønster i vilkårligheden Selvom Mahmoud Lotfi aldrig har fået svar på, hvorfor sikkerhedspolitiet var efter ham, så findes der en mulig forklaring på de tilsyneladende vilkårlige overgreb. Overfor USA og Europa iscenesatte den egyptiske diktator Hosni Mubarak sig som vestens partner i kampen mod islamisterne, og anholdelser af angivelige islamister var en del af legitimeringen udadtil. Indadtil forsøgte sikkerhedspolitiet Amn al-Dawla med deres anholdelser at vise sin egen nødvendighed for at sikre stabilitet. ”For 90 procents vedkommende fik fangerne aldrig en egentligt rettergang”, siger Adel Mekki, der er aktiv i flere mellem-

østlige og internationale menneskerettighedsorganisationer som The Human Rights Center for the Assistance of Prisoners (HRCAP). ”Der herskede absolut vilkårlighed. Selv almindelige politibetjente var bange for Amn al-Dawla. De kunne finde på at gå ind i en købmandsbutik og bede om cigaretter. Hvis købmanden sagde, at hans religion ikke tillod ham at sælge cigaretter, så anklagede de ham for at være islamist og anholdt ham”, fortæller Adel Mekki.

Overgreb skal efterforskes

Fyldte fængsler Titusindvis af politiske fanger har gennem militærstyrets historie været fængslet, alene fordi de havde afvigende holdninger. Andre vil sige, at de var uheldige. Flere egyptiske menneskerettighedsorganisationer vurderer, at der i løbet af 1990’erne var op mod 25.000 politiske fanger. Mange er forsvundet sporløst eller døde i sikkerhedspolitiets fængsler, men ingen af organisationerne er i stand til at sætte et præcist tal på.

I løbet af den tid Mahmoud Lofti sad i Wadi Natrun fængslet døde fire fanger, fordi de ikke havde råd til at bestikke sig til den helt basale medicinske behandling, de havde brug. Op til revolutionen sad der næsten 3.000 politiske fanger i sikkerhedspolitiets fængsler. Hvor mange, der stadig sidder der i dag, tør Adel Mekki fra HRCAP ikke give et bud på. ”Men det er mange”, vurderer han.

tiets hovedkontor bliver stormet. Stakåndede og rystede aktivister løber igennem bygninger med stakkevis af sagsakter og meterhøje bunker af makuleret papir. Kort tid efter bliver de fordrevet af militæret, så den dokumentation, de når at indsamle, er sparsom. Sikkerhedspolitiet hævder i dag, at store dele af arkiverne blev ødelagt. Men ifølge Adel Mekki er det ikke sandsynligt, at sikkerhedspolitiets mange medarbejdere har lavet så få dokumenter, som de i dag forsøger at give indtryk af. ”Da Amn al-Dawlas hovedbygning blev stormet, påstod de, at alle akter enten blev offentliggjort eller ødelagt. Det passer ikke. De har givet vigtige dokumenter videre til militæret eller lagret dem i bygninger som Lazoghly”, mener Adel Mekki og påpeger, at Amn al-Dawlas tidligere fængsel ligger i samme bygning som indenrigsministeriet.

Arkiver stormet af aktivister Amatøroptagelser fra revolutionens første uger i Egypten viser, hvordan sikkerhedspoli-

Straffrihed for drab Revolutionen har sendt Mubarak på pension og givet et tydeligt skifte i styrets forreste ræk-

Tortur, vilkårlige fængslinger og forsvindinger har været en systematisk del af Mubaraks 30-årige rædselsregime. Tusindvis har været udsat for overgreb fra sikkerhedspolitiet. Amnesty kræver, at de ansvarlige tiltales og stilles til ansvar.

Efter Mubaraks fald har sikkerhedspolitiet skiftet navn og lovet større åbenhed. Alligevel er de fleste ansatte i tjenesten stadig de samme som inden revolutionen. De har travlt med at dække over deres egen brutale fortid.

Hjælp os med at få åbnet arkiverne og kastet lys over fortidens overgreb. Skriv til Egyptens indenrigsminister og kræv, at de ansvarlige stilles til ansvar:

Skriv til:

Minister of Interior His Excellency Mansour Abdel Kerim Moustafa Essawy Ministry of Interior 25 El Sheikh Rihan Street

Bab al-Louk,

Cairo, Egypt

Foto: Scanpix

am nesty I 33

➜

EBu gypte r ma n

ker. Men i anden og tredje række sidder der stadig alt for mange i de samme positioner som før, mener Adel Mekki fra organisationen for fangers rettigheder. ”Derfor får vi stadig ikke de ønskede informationer fra indenrigsministeriet. De vogter over dem, som om det var militærhemmeligheder. Selv statsadvokater lader beviser for tortur forsvinde”, siger Adel Mekki.

Han understreger, at langt hovedparten af de sikkerhedspolitifolk, der er ansvarlige for hundredvis af dødsfald blandt demonstranter i revolutionsdagene, er sluppet ustraffet fra deres gerninger.

Den opfattelse deles af Mohamed Zarea, præsident for The Arabian Organisation for Penal Reform, der kæmper for retssikkerhed i

de arabiske lande. Han påpeger, at militæret og sikkerhedstjenesten deler en meget stor skepsis overfor revolutionen. For sikkerhedstjenestens vedkommende er der ifølge Mohamed Zarea dog flere positive ting at hæfte sig ved: ”Sikkerhedspolitiet overvåger stadig mange politiske aktiviteter, men de griber ikke aktivt ind som før”, siger han og bekræfter, at de eneste kendte torturtilfælde siden revolutionen er foregået indenfor militæret og ikke ved sikkerhedstjenesten.

Kender navne på torturbødler Egyptens arabiske forår er snart et år gammelt. Efter revolutionen blev sikkerhedspolitiet omdøbt fra Amn al-Dawla (statssikkerhed) til Amn al-Watani (national sikkerhed), men

Intet land i verden har arbejdet så hårdt med sin diktaturfortid som Tyskland. Nu stiller lederne af Stasi-arkiverne de dyrt købte erfaringer til rådighed for de spirende demokratier i Nordafrika.

Tysk beredvillighed Allerede i de første måneder efter revolutionen i Egypten blev der arrangeret udveksling mellem egyptiske borgerrettighedsforkæmpere og tyske institutioner, der behandler den tunge historiske arv fra DDR. Det tyske Goethe-Institut i Alexandria spillede en aktiv rolle som debat3 4 I amn e s ty

forum og oplysningscentrum, og i forsommeren besøgte egyptiske og tunesiske delegationer de tyske Stasi-myndigheder i Berlin.

Lederen af Stasi-arkiverne, Roland Jahn, er ikke i tvivl om, hvorfor netop det tyske opgør med Stasi kan være et forbillede for de lande, hvor diktaturer og sikkerhedstjenester står for fald: ”Den tyske omgang med arkiverne er helt enestående”, siger han fra sit kontors lyse lokaler i Berlin.

Han henviser til, at der også har været stor interesse fra østeuropæiske og sydamerikanske lande, der har haft diktaturer i deres nyere historie. ”Vi har en forbilledlig lovgivning, der lægger rammerne for, hvordan en retsstat omgås denne slags oplysninger. Her tænker jeg især på balancen mellem offentlig tilgængelighed og databeskyttelse for både ofre og gerningsmænd”.

Efter interesse fra lande som Irak, Tunesien og Egypten er den fintmaskede tyske lovgivning for omgangen med Stasi-arkiverne nu ved at blive oversat til arabisk.

rerede ham igennem de tre år i fængslet. ”På nær én sidder de alle sammen på deres gamle poster”, siger han.

Derfor tror han heller ikke på, at han nogensinde vil stå med sine egne sagsakter fra sikkerhedspolitiet i hånden. ”Men det er heller ikke så vigtigt”, mener han, ”de er alligevel fulde af løgn”.

Alligevel mener Mahmoud Lotfi, at revolutionen har ændret Egypten grundlæggende. Han har pludselig en stemme, og han kan fortælle sin historie og sige sin mening. Samtidig hjælper Egyptian Organisation for Human Rights ham med at få gerningsmændene stillet for en domstol. Han tvivler selv, men inderst inde bliver han nødt til at bevare troen på, at det vil lykkes: ”Jeg er klar til at dø for det“.

I fængslet blev jeg tæsket med stokke og hængt op i et reb med hovedet nedad i flere timer ad gangen.

For at gøre det ekstra uudholdeligt bandt de en tung gasflaske til mine arme”.

Mahmoud Lotfi, tidligere fange hos Amn al-Dawla.

Ahmed El-Belasy mistede sit ene øje under revolutionen i januar. På klappen står der ”25. januar” – den dag revolutionen begyndte.

det ser Adel Mekki fra HRCAP kun som en overfladisk hvidvask af facaden, og de færreste egyptere tror på gennemgribende forandringer foreløbigt. ”Under mottoet ’vi ændrer os’, lovede sikkerhedspolitiet større åbenhed. Men tiltag som at offentliggøre deres telefonnummer

har ikke meget med gennemsigtighed og retssikkerhed at gøre”, siger han.

At det kun var nogle få medarbejdere, der symbolsk blev forflyttet til andre afdelinger i indenrigsministeriet, kan den tidligere fange Mahmoud Lotfi bekræfte. Han kender nemlig navnene på fire af de betjente, der tortu-

Foto: Michael Hughes

stasi hjælper egypten Det arabiske forår har fået de egyptiske aktivister og borgere til at stille sig selv nye spørgsmål: Hvordan skaber man et civilt borgersamfund, og hvordan skal man omgås de mange tusinde politifolk, embedsmænd, dommere og politikere, der har været en del af diktaturets magtapparat?

Disse nye spørgsmål har gjort, at de europæiske erfaringer fra Østblokkens sammenbrud er blevet relevante for en række arabiske lande. Især Tyskland er i søgelyset. Det forhenværende DDR havde med Stasi det mest omfattende sikkerhedspoliti i Østblokken.

Men under genforeningen gennemgik Tyskland et omfattende opgør med den totalitære fortid, der blev grundigt behandlet og dokumenteret såvel politisk som kulturelt.

Foto: Scanpix

➜

A f Joc h en M arkett og M at h ias I rminger S onne

Stasi-arkiverne Det hemmelige østtyske sikkerhedspoliti Stasi blev grundlagt i 1950 og havde ved Murens fald i 1989 omkring 89.000 ansatte og 179.000 uofficielle medarbejdere (stikkere). Efter murens fald gik arkiverne hurtigt over på statshænder, og trods ødelæggelsen af en mindre del af overvågningsakterne foregår der i dag en indgående gennemarbejdning af Stasis gigantiske arkiver: 111 kilometer reoler med akter i papirform, fotos, kassettebånd og video.

Forvaltningen af arkiverne har i dag som hovedopgave at stille akterne til rådighed for de direkte berørte efter censur af personfølsomme oplysninger om tredjepart.

Egyptens militærstyre har fuldstændig svigtet sit løfte om at forbedre menneskerettighederne i landet. På flere områder er situationen i Egypten endda værre i dag end under Hosni Mubaraks styre, siger Amnesty i rapporten ”Broken Promises: Egypt’s Military Rulers Erode Human Rights”.

”Alle kortene må på bordet. Forsoningen vil aldrig komme, hvis man fortrænger det skete”, siger Roland Jahn, leder af Stasi-arkivet i Berlin.

Arkiver afgørende for forsoning Roland Jahn anbefaler på det kraftigste, at egypterne tager vare om sikkerhedspolitiets dokumenter og sikrer dem, indtil de kan arkiveres ordentligt. ”Ligesom i Østtyskland siger mange egyptere i dag, at sikkerhedspolitiets akter er for farlige. At de er sprængstof for udviklingen af demokratiet, og at de vil føre til bål, brand og blodhævn. Men de er uomgængelige”, siger Roland Jahn med sammenknebne øjne. ”Alle kortene må på bordet. Forsoningen vil aldrig komme, hvis man fortrænger det skete. Det er yderst skadeligt for et samfund at glemme. Transparens og åbenhed er jo hele grundlaget for vores demokrati”.

Roland Jahn, der som oppositionsfigur i DDR selv fik Stasis metoder at føle, kender de mange dilemmaer i politiske opgør med fortiden bedre end de fleste: ”På den ene side skal akterne være offent-

Egyptens militær løber fra løfterne

ligt tilgængelige. På den anden side – og det har vi betonet overfor egypterne – handler det om at beskytte de berørtes rettigheder, personfølsomme oplysninger og interesser. Selv gerningsmændene må have beskyttelse. Men i de tilfælde, hvor folks funktion var statslig, må deres gerninger lægges for dagen. Det er jo statens handlinger, der står for domstolen her”, forklarer Roland Jahn.

Opgøret står ikke øverst Roland Jahns ord lyder definitive og nærmest utopiske indenfor en nær egyptisk fremtid.

Jahn påpeger da også selv, at Tyskland ikke har den endegyldige sandhed om overgangen til det perfekte demokrati. ”Vi stiller blot vores erfaringer til rådighed.

Egypterne og alle andre arabiske lande bør selv

bestemme, hvordan de bruger disse erfaringer.

Det vigtigste er, at menneskene i disse lande forsøger at føre et selvbestemt liv – præcis som menneskene i DDR i tiden omkring murens fald”, siger han.

Hans kollega ved Stasi-arkiverne, Herbert Ziehm, udtrykker en mere forsigtig optimisme.

Siden revolutionen har han været på flere tjenestebesøg i Egypten, hvor retslige grundprincipper har svært ved at slå rødder. ”Hvis man vil skabe et seriøst opgør med fortiden, må de forskellige statslige organisationer arbejde sammen. Det ser jeg desværre ikke tegn på i Egypten”, siger Herbert Ziehm og tilføjer, at Egyptens opgør med sikkerhedspolitiets fortid er trængt i baggrunden her et lille år efter revolutionen: ”Vi må være tålmodige. Den slags reformpro-

”Med den massive forfølgelse af civile ved militære domstole, voldelige angreb på fredelige demonstranter og en udvidelse af Mubaraks undtagelseslov har militæret fortsat den undertrykkelse, som egypterne kæmpede så hårdt imod i januar og februar”, siger Philip Luther, leder af Amnestys kontor for Mellemøsten og Nordafrika.

Siden februar har militæret øget forfølgelsen af kritikere og demonstranter, som stilles for militærdomstole i stedet for at få en fri og fair proces ved civile domstole. I august indrømmede militæret, at mere end 12.000 egyptere var blevet dømt ved militærdomstole.

Til sammenligning blev omkring 2.000 egyptere dømt ved militærdomstole under tre årtier med Mubarak.

cesser kan vare mange, mange år”, siger han og viser forståelse for, at de gode råd fra de tyske myndigheder ikke står øverst på egypternes dagsorden. ”Men om nødvendigt stiller vi til hver en tid vores kompetencer til rådighed”. amnesty I 35

T ekst Jeppe V illadsen | Illustration R ikke Ah m

Af r ika

Når sex er en del af pakken De arbejder for seks kroner om dagen og skal oveni stå seksuelt til rådighed. AMNESTY har besøgt en af Afrikas utallige arbejdspladser, hvor seksuelle overgreb er en normal del af arbejdsdagen.

Det sker ikke hver dag, men mindst et par gange om ugen. Hun bliver bedt om at komme med ud bagved eller om at blive efter arbejde om aftenen. ”Jeg har ofte vagter, hvor jeg arbejder alene, især aftenvagter. Når de finder mig alene, kommer de og kræver, at jeg skal gøre ting ved dem”, fortæller Florence Siyage.

Det er hendes chefer, hun taler om, og det, de kræver af hende – ud over at arbejde seks dage om ugen til omkring 150 kroner om måneden – er sex.

3 6 I amn e s ty

”Jeg har forsøgt at klage til manageren, man han svarede bare, at hvis vi vil beholde vores job, må vi tilfredsstille dem, når de beder om det. Og uden job, hvad har jeg så? Så har jeg ingenting”, siger Florence Siyage.

Hendes arbejdsplads ligger i Ugandas hovedstad Kampala, men den kunne sådan set befinde sig hvor som helst i Afrika. Det er et hotel, men kunne lige så godt være en fabrik, en blomsterfarm eller en butik. For kvinder overalt i Afrika er det en almindelig del af arbejdsdagen at skulle stå seksuelt til rådighed for deres mandlige overordnede.

Det hotel, Florence arbejder på, befinder sig i den billigere ende og ligger i hjertet af Kampala. Hotellet anbefales i Lonely Planet og andre rejsebøger som et af de hoteller i hovedstaden, hvor man får mest for pengene.

Ingen respekt Jobbet består i at servere mad og rydde af i hotellets restaurant. Og så altså det seksuelle. ”Jeg prøver at undgå dem og gemme mig, men de bliver ved med at presse mig, og de er nogle store fyre”, siger hun om sine overordnede, der tilhører Ugandas magtfulde indiske minoritet, som sidder på en stor del af landets forretningsliv.

Hotelmanagerne sender også de kvindelige ansatte op til de hotelkunder, der beder om massage og seksuelle ydelser. ”De har ingen respekt for os ansatte. De gør, lige hvad de vil”, siger Florence og fortæller, hvordan de mandlige og kvindelige ansatte er nødt til at skifte tøj i samme rum, ofte foran deres bosser. ”Man kan ikke være privat. Lederne er der altid og kan betragte én afklædt. De kan også finde på at følge efter os derind og tvinge os til ting”.

Florence er mager. Hun er iført en tætsiddende bordeaux velourkjole og på skulderen bærer hun en lille, pink håndtaske. Et tykt lag pudder dækker et kønt ansigt, der ser væsentligt ældre ud end hendes 20 år. Som interviewet skrider frem, triller tårerne ned af kinderne. ”Jeg har det forfærdeligt, men hvad skal jeg gøre? Hvis jeg nægter, fyrer de mig, og jeg står uden penge at overleve for”.

Gulerod og stok Systemet, der presser kvinderne til den seksuelle udnyttelse, er simpelt. Det bygger på

belønning og trusler. Har man sit job kært, gør man, som der bliver forlangt. ”Jo mere, du giver dem, hvad de vil have, jo bedre løn og vilkår får du”.

Men det modsatte gælder også. Siger man nej, bliver man trukket i løn eller simpelthen fyret. Alle de kvindelige ansatte bliver udsat for det, fortæller hun, og en del kolleger er blevet fyret efter at have nægtet sex med cheferne.

Vi møder Florence Siyage på en café i udkanten af Kampala, inden hun skal møde på arbejde. Andre af hotellets kvindelige ansatte fortæller samme historie, men de tør ikke lade sig citere af frygt for at miste deres job. Faktisk hørte AMNESTYs journalist for første gang om overgrebene på hotellet under et besøg helt tilbage i 2005, hvor en kvindelig rengøringsassistent fortalte om den systematiske udnyttelse.

Sex er dårlig forretning Desværre er hotellet i Kampala ingen undtagelse. På afrikanske arbejdspladser er seksuel udnyttelse af de laveste i hierarkiet ekstremt udbredt, fordi folk er desperate for at beholde deres job, og arbejdstagerrettigheder i almindelighed er ikke eksisterende.

Seksuelle overgreb er udbredt i alle sektorer, fortæller Flavia Amoding, der er programmedarbejder i Uganda Workers Education Association – en organisation, som rådgiver og støtter landets fagforeninger. ”Kulturelt er vi vænnet til at opfatte mænd som stående over kvinderne, og den opfattelse bringer vi med ind på arbejdspladsen. Mændene udnytter kvindernes svage position”, siger hun. ”I Afrika gennemsyres samfundene stadig af en ældgammel patriarkalsk kultur. Mændene er lederne og beslutningstagerne, og det er dem, som bestemmer alt i hjemmet, mens kvinderne vokser op i bevidstheden om, at deres arbejde består i at lave mad og passe børnene. Så ude på arbejdspladserne går mændene ud fra, at det foregår på samme måde”, siger Flavia Amoding.

Hun håber, at det vil ændre sig – ikke kun af hensyn til kvinderne, men også for virksomhedernes skyld. ”Seksuel udnyttelse er skadeligt, og det smadrer forholdene både for de kvindelige ansatte og for arbejdsgiverne, fordi det medfører lav produktivitet. Medarbejderne arbejder under frygt og stress, og folk, som arbejder

under sådanne forhold, vil aldrig være i stand til at producere noget ordentligt”.

Uganda Workers Education Association har i flere tilfælde været i stand til at få afskediget mandlige chefer efter klager fra kvindelige ansatte. ”Vi har dannet kvindekomiteer på visse arbejdspladser, som kvinderne kan gå til, hvis de udsættes for overgreb, og hvor kvinderne i fællesskab kan diskutere sagen og komme til bunds i den. Komiteerne har ikke beføjelser til selv at gribe ind, men de tager sagen videre til virksomhedens øverste ledelse, og i de fleste tilfælde er der blevet grebet ind til fordel for kvinderne”, siger Flavia Amoding.

Råb op Ellers er fagforeningerne kvindernes bedste håb. Men kun et mindretal af Ugandas lønmodtagere er organiseret i fagforeninger, og fagforeningskontorerne ligger ofte langt væk fra, hvor kvinderne bor og arbejder. Desuden er der, ifølge Flavia Amoding, mange eksempler på, at fagforeningsrepræsentanterne er blevet bestukket til ikke at gå ind i sagen. ”Mit råd til kvinderne på hotellet – og til andre i samme situation – er at råbe op og ikke være bange. Vi har lovgivning, der skal beskytte dem mod seksuelle overgreb, så de må tro på det og indberette sagerne. Hvis de ikke har noget sted at indberette det, må de oprette kvindekomiteer på arbejdspladsen”, siger Flavia Amoding.

Men Florence Siyage har ikke fortalt nogen om oplevelserne på hotellet. Ingen af hendes venner eller familie aner, hvad der foregår på hendes arbejde. Og det er heller ikke noget, de ansatte snakker sammen om. Det er bare sådan, det er. ”Jeg har tænkt på at gå til politiet, men hvis man går til politiet, uden at hotelledelsen har givet lov, spørger politifolkene, hvorfor man ikke først går til sin chef i stedet for at rende til politiet. Men mine chefer ville jo aldrig give lov – de ville fyre mig på stedet”, siger hun.

Florence Siyage drømmer om at få sig en hoteluddannelse og finde arbejde på et bedre hotel. Allerhelst vil hun gerne blive selvstændig. ”Jeg vil gerne samle penge sammen og starte min egen forretning, hvor der ikke er nogen til at presse én og til at udnytte og misbruge én”.

Navnet Florence Siyage er opdigtet for at beskytte hende. AMNESTY kender hendes rigtige navn. amnesty I 37

IRAK

A f Anna Klitgaard Den 17. februar 2007 giftede Mahdi og Rougine sig i Århus.

Billederne er taget om sommeren under bryllupsfesten.

Billeder af en udvisning Mahdi Abdalla Faraj sidder med en lille stak billeder foran sig.

Bryllupsbilleder, taget ved en sø i Århus for fire år siden, og billeder af sin lille datter Aya. Da hun fyldte to år i august, var Mahdi ikke med til at fejre hende, for den 19. januar blev han udvist fra Danmark efter godt 13 års ophold. I dag gemmer han sig i Sulaymaniyah i det nordlige Irak, hvor AMNESTY besøgte ham.

Mahdi har brug for os, og vi for ham.

Rougine, kone til Mahdi og mor til deres datter, Aya.

Irak: Billederne er det, den kurdiske iraker Mahdi Abdalla Faraj har tilbage efter sit lange ophold i Danmark. Krøllede som de er, minder de ham hver dag om, hvad det er, han skal leve for og må tilbage til. I Århus er hans kone Rougine Ali Hassan Sourji og datteren Aya stadig. De har permanent opholdstilladelse og kan blive, men Mahdi fik efter gentagne ansøgninger og 13 år i landet afslag. Den 19. januar i år blev han i håndjern ført til et ventende fly i Kastrup Lufthavn af to betjente.

Sammen med dem fløj han via Stockholm tilbage til Irak.

Han bliver dagligt mindet om turen, for mærkerne efter håndjernene er stadig at se og føle på hans håndled, men det er frygten, der nager ham mest. Efter alle årene i Danmark er grunden til, at han flygtede, nemlig ikke forsvundet, og gensynet med hjemlandet har kun gjort angsten værre.

Et liv for et liv Mahdis mareridt startede i foråret 1998. Som ung mand handlede han med antikviteter sammen med en arabisk kammerat, Gabar Hamid. De opkøbte dem i Iran og solgte dem i Baghdad, men turen til og fra hovedstaden fra Sulaymaniyah i det nordlige Irak, hvor Mahdi

3 8 I amn e s ty

boede, var farlig. En ting var Saddam Husseins soldater, som ikke brød sig om kurdere som Mahdi, men en anden trussel kom fra landevejsrøvere.

Det var dem, der slog til i foråret 1998. Gabar døde under overfaldet, og selv blev Mahdi såret og kom på hospitalet. Her vågnede han op til nyheden om vennens død, men også til beskeden fra vennens familie om, at de troede, Mahdi selv havde dræbt Gabar. I starten prøvede Mahdi og hans familie at tale med vennens familie.

De forsøgte at argumentere og forklare.

Men især Gabars bror, Satar, ville have hævn og begyndte at sende trusselsbreve. I det tredje brev stod der ingenting. Der var blot tegnet en kugle. For Mahdi var det nok. Han vidste, at han måtte væk fra Irak, hvis han skulle overleve. ”Satar var politisk magtfuld, og hans familie var en del af en stamme. Det var min ikke.

Det betød, at hvis han ville have hævn, havde jeg ikke en chance. Derfor solgte jeg mit hus og betalte en mand for at fragte mig til Tyrkiet gennem Iran. Derfra skulle jeg betale 4.500 dollars for at komme med en anden lastbil til Danmark”, forklarer Mahdi fra en café i Sulaymaniyah.

Afslag på afslag Det tog 13 dage at køre til Danmark fra Tyrkiet. Her fik Mahdi af chaufføren at vide, at han skulle finde den nærmeste politistation og søge asyl. Det var i august 1998, og Mahdi troede på, at det værste nu var overstået. Først efter gentagne afslag på både asyl, humanitær opholdstilladelse og familiesammenføring med Rougine i 1999, siden i 2000, 2001, 2004, 2005 og 2010, begyndte han at tvivle. Begrundelsen fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration lød den 11. januar 2010 på, ”at der i sagen ikke foreligger oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirker, at Mahdi Abdalla Farajs ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Irak for dér at udøve familielivet med Mahdi Abdalla Faraj”.

Denne afgørelse stod ikke til at ændre et år senere, selvom usikkerheden om Mahdis opholdstilladelse i det mellemliggende år havde gjort, at hans kone Rougine havde fået det stadig værre psykisk. Hun blev stresset og deprimeret, og både en psykolog og et kommunalt tilbud (Ungetilbuddet) i Århus forsøgte forgæves at hjælpe med skriftlige henvendelser.

Mahdi selv var ikke i tvivl. Han ville ikke tilbage til truslerne i Irak. Igennem sine for-

ældre vidste han, at Satar stadig opsøgte dem, og at de endda var flyttet fra Sulaymaniyah til landsbyen Kelenderawa tæt på den iranske grænse for at få fred. Igen og igen forklarede han de danske myndigheder, at han stadig var forfulgt, men ingen troede på ham.

Mødet med Rougine I mange år boede Mahdi på Dansk Røde Kors asylcenter i Grenå. I de perioder, hvor han måtte bo uden for centret, havde han pligt til at melde sig hver 14. dag på asylcentret. Her fik han også sin post. Og en god ven. Det var en anden irakisk mand, som senere opnåede opholdstilladelse og familiesammenføring, så hans kone og børn kunne komme fra Irak til Danmark. Igennem ham lærte han Rougine at kende. Hun var mandens datter, og de to giftede sig ved en religiøs ceremoni i 2007 og siden på Århus Rådhus i 2008. Selv om Rougines familie var imod ægteskabet og slog hånden af dem, fik de i 2009 datteren Aya. Det er hende, som er på størstedelen af de billeder, som Mahdi i dag altid bærer på sig. Billeder af Aya i nissekostume, af Aya med forældrene og Aya i barnevognen.

Netop barnevognen var medvirkende til, at Mahdi blev arresteret den 22. december 2010.

Under juleindkøbene i Salling i Århus ville han købe et par sokker, men køen ved kassen var lang, og Aya græd. Rougine og han begyndte at bevæge sig mod udgangen, men sokkerne lå stadig på toppen af barnevognen, da en vagt stoppede dem.

Afvist asylansøger halshugget i Irak Den 27-årige kurder Xalid Xwedêda blev i begyndelsen af november fundet halshugget i det nordlige Irak, skriver det dansksprogede kurdiske internetmagasin Jiyan. dk. I 2010 blev han udvist efter at have fået afslag på asylansøgninger i Danmark og Sverige, som trods advarsler om mord på kurdere, der bekender sig til ezidi-religionen i Irak, valgte at sende ham tilbage. Ezidi Foreningen i Danmark oplyser, at der siden 2003 har været adskillige religiøst betingede angreb på kurdere. Xalid Xwedêda var far til et seks måneder gammelt barn og har i en kortere periode boet i Sandholmlejren, inden han blev udvist fra Sverige til Irak. ➜

amnesty I 39

IRAK Mahdi Abdalla Faraj er i dag tilbage i Sulaymaniyah, hvor han i 1998 blev udsat for dødstrusler efter en vens død.

Mit liv er i Danmark, min familie er i Danmark, og jeg kan ikke holde ud at leve, hvis jeg ikke kommer tilbage.

Mahdi, tvangshjemsendt iraker.

➜

Med fly til Bagdad Som dagene i januar skred frem, prøvede Mahdi og Leif Bork Hansen, der er sognepræst i Lyngby og i flere år har forsøgt at hjælpe flygtninge med udvisningssager, desperat at finde en løsning. Begge regnede med, at advokaten fra juleaftensdag tog sig af at anke udsendelsen, men hendes arbejde var sluttet med anken af varetægtsfængslingen. Forvirringen førte til, at Mahdi i de sidste tre uger levede i et vakuum, og det påvirkede 4 0 I amn e s ty

både ham og Rougine. Hun havde et par gange været på besøg hos Mahdi i Ellebæk, men hun begyndte nu for alvor at lide psykisk under belastningen af Mahdis kommende udvisning. Selv var han vred, frustreret og desperat. Tiden nærmede sig, og han vidste, at muligheden for at blive sammen med sin familie i Danmark blev stadig mindre. ”Jeg prøvede så mange gange at få fat på advokaten, bare få fat i nogen, der kunne hjælpe mig. Men den 19. januar blev jeg sat på et fly mod Baghdad. Jeg kendte ingen i byen og tryglede politiet og de danske myndigheder om i det mindste at sende mig til Erbil i det kurdiske område i det nordlige Irak. Men de ville ikke. Baghdad er ikke sikker for nogen og slet ikke for kurdere, så hvordan skulle jeg klare mig uden for lufthavnen?”

Heldigt for Mahdi var der en anden danskirakisk familie om bord, som heller ikke ville blive i Baghdad. De tilbød ham kørelejlighed til Sulaymaniyah, og her har Mahdi gemt sig lige siden.

Et liv under jorden Truslen fra tiden før, han flygtede til Danmark, hænger stadig i luften, fortæller Mahdi. Hernede har man brug for indflydelsesrige familiemedlemmer eller venner for at være sikker.

Mahdi har ingen af delene og lever fra dag til dag. Kort efter ankomsten fik han arbejde ved et gulvfirma, så i dag kan han bo i de huse, de renoverer – i hvert fald i nogle dage ad gangen.

Lønnen er ikke god, men han klarer sig ved at tage alle de timer, chefen tilbyder. ”Hjemme i Danmark var jeg i praktik hos et gulvafhøvlingsfirma. Jeg lærte meget ved dem, og noget af det kan jeg nu bruge for at tjene lidt penge. Men det er et usikkert liv, for jeg tør ikke sige til nogen, hvem jeg i virkeligheden er. Hvis jeg gør det, så kan familien, der truede mig dengang, let finde mig igen”, siger han.

Gulvfirmaet City Gulv Afhøvling ApS i Århus bekræfter praktikopholdene, og ejeren Palle Taher fortæller, at han lige havde skrevet ansættelseskontrakt med Mahdi, da han blev sendt ud af Danmark i januar. ”Mahdi var i praktik i mit firma et par gange. Han var en god og stabil arbejdskraft, så jeg ville gerne ansætte ham på fuld tid. Alt var på plads, og han skulle begynde i fast arbejde, så snart hans papirer var i orden til en løn på 31.500 kroner om måneden”, oplyser Peter Taher.

kunne forsørge mig selv og min familie. Jeg har kæmpet for at blive, men lige meget har det hjulpet. De danske myndigheder tror ikke på mig eller på den fare, som jeg lever i, og derfor er jeg i Irak igen. Men mit liv er i Danmark, min familie er i Danmark, og jeg kan ikke holde ud at leve, hvis jeg ikke kommer tilbage. Der er ikke noget for mig her andet end frygt og usikkerhed. Jeg drømmer bare om at komme tilbage”, siger Mahdi.

Han begynder at samle billederne på bordet sammen. Bryllupsbillederne fra søen i Århus og de mange af Aya. Ved siden af dem ligger den sut, som Aya glemte, da hun og Rougine tog hjem til Danmark i maj, samt en visumansøgning til den danske ambassade i Bagdad.

Alt sammen ryger ned i den plastikpose, som han har til vigtige papirer og ting, for Mahdi vil ikke give op. Derfor søger han nu om besøgsvisum, selv om det betyder endnu en risikabel tur til Bagdad. For hans fremtid afhænger af, om han for en tid kan komme tilbage til sin familie i Århus. ”Hernede er den i hvert fald ikke”, siger han, da han forlader caféen og bevæger sig ud i Sulaymaniyahs aftenmørke mod det hus, han sover i for natten.

Iraks konflikter: Irak har i mange år været plaget af krige og konflikter. Først førte den daværende diktator Saddam Hussein landet i krig med nabolandet Iran fra 1980-1988, og siden invaderede han i 1990 den anden nabo Kuwait. Invasionen førte til en international aktion ledet af USA. De befriede Kuwait, men Saddam Hussein blev siddende på magten og dræbte efterfølgende hundredetusinder af landsmænd. I 2003 invaderede en amerikansk ledet international styrke igen Irak, og denne gang fjernede de diktatoren. Over 100.000 civile mistede livet.

Saddam Hussein blev dømt til døden og hængt den 30. december 2006. Irak er fortsat præget af etniske spændinger og daglige terrorangreb mod civile.

Kurderne i den nordlige del af Irak har i mange år været mål for Saddam Husseins forfølgelser. Op mod 180.000 menes dræbt af bomber, gas, tortur og vold indtil 1991, hvor FN oprettede en flyveforbudszone over det kurdiske område, og derved reelt gav kurderne autonomi.

I Irak er det stammernes ældsteråd, der har magten til at dømme og straffe mænd og kvinder, der forbryder sig mod æresbegreber og uskrevne regler.

Foto: Scanpix

”Jeg forsøgte at forklare ham, at det var et uheld. At vi ikke ville stjæle dem, at vi havde penge. Men han tog os med hen på kontoret, ringede til politiet, og de kom straks og hentede os”, fortæller Mahdi.

Mahdi ved i dag, at han i politiets database stod opført som illegal. At han ikke havde ret til at være i Danmark. Men det vidste han ikke dengang. For et brev fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, som endnu engang havde givet ham afslag, var gået tabt i posten. Politiet overførte ham til København den 23. december og stillede ham juleaftensdag for en dommer i retten i Lyngby. Han fik beskikket en advokat, som lovede at gøre alt, hvad hun kunne, for at hjælpe med varetægtsfængslingen. Men anken blev afvist af Landsretten, og Mahdi kom i Kriminalforsorgens fængsel for frihedsberøvede asylansøgere, Institutionen Ellebæk, i Nordsjælland, indtil han skulle udsendes af Danmark.

Datteren Aya blev født i Danmark den 22. august 2009, men selv om moderen, Rougine Ali Hassan Sourji, har permanent opholdstilladelse, så er Ayas far, Mahdi, udvist.

siger både han og Rougine, som stadig bor i Århus, og som Amnesty besøgte forud for rejsen til Irak. ”Mahdi har brug for os, og vi for ham. Men vi kan ikke leve i Irak. Der er ingen sikkerhed dernede, og vi har vores liv i Danmark.

Aya går i vuggestue her, og jeg har hele min uddannelse herfra og kan ikke få arbejde dernede mere”, siger Rougine.

Hun ønsker ikke at lade sin datter vokse op uden trygge rammer, og i dag føler de sig hjemme i Danmark – ikke i Irak. Indtil for nylig var Rougine godt i gang med en uddannelse til social- og sundhedsmedarbejder i Århus, men hun kan ikke længere klare den med alle tankerne om familiens usikre fremtid.

I Irak kæmper Mahdi med alt det, han flygtede fra for 13 år siden, og hver dag bliver han mindet om frygten, når han bevæger sig rundt. Det psykiske pres gør ham stadig mere syg. Han har søgt hjælp hos læger i Irak for angsten, men han tænker stadig på selvmord som en vej ud af problemerne, fortæller han. ”Jeg forstår ikke, hvordan man kan skille familier ad på denne måde. Jeg har opholdt mig i Danmark i så lang tid, jeg har fået arbejde og

Billeder af et liv Frygten for hævn er ikke det eneste, der i dag gør Mahdis liv svært. På billederne på bordet foran ham smiler Rougine og Aya tilbage til ham. Sidst, han så dem, var i maj, da de kom på besøg i Irak. Beslutningen om at få de to på besøg var ikke let for Mahdi, for hvad med sikkerheden? Men hvis familien skal forblive intakt, og hvis Mahdi skal holde kontakten til sin datter, så har de brug for at se hinanden, amnesty I 41

KULTUR

A f K laus R ot hstein

Irans utilregnelige præsident Mahmoud Ahmadinejad mener, at homoseksualitet er ”i strid med de guddommelige lærdomme og til skade for menneskeheden”.

Det sagde han så sent som i september på et pressemøde i New York, og dermed fulgte han linien op fra 2007, hvor han ligefrem erklærede Iran for homofrit område. Det skete i en omdiskuteret tale på Columbia University, og selvom præsidenten nu antyder, at der måske godt kan være en bøsse hist eller en lesbisk pist, understreger han, at homoseksualitet stadig er ”en af de mest frastødende former for adfærd”. Udtalelserne faldt samtidig med, at tre bøsser blev henrettet i Iran – alene på grund af deres seksualitet.

Den homofobiske Ahmadinejad skulle tvinges til at se den amerikansk-iranske filminstruktør Maryam Keshavarz’ nye film ”Circumstance”, der vandt publikumsprisen på den prestigefyldte Sundance Filmfestival i år.

42 I am n e s ty

Filmen skildrer to af de mennesker, der ikke findes.

Livsfarlig erotik Atafeh og Shireen er skoleveninder. Deres venskab udvikler sig til forelskelse, kærlighed og forsigtige prøver med deres forbudte erotik. Den ene pige er forældreløs, den anden er datter af velhavende, veluddannede forældre.

Moderen er kirurg, faderen musiker, begge er professorer – og så er der den voksne og gådefulde søn Mehran.

Familien lever efter mere frisindede idealer end normalt i Iran. På en tur til stranden spiller de volleyball sammen, og da Mehran og hans far kaster sig ud i bølgerne, siger faderen med vemodig resignation til sin kone og datter: ”En dag kan vi alle gå i vandet sammen”.

De to forelskede veninder finder en strand for sig selv, hvor de smider tøjet og bader sammen. De ved godt, at de er oppe imod et af det iranske samfunds måske mest dogmatiske ta-

buer, og de ved, at deres seksualitet er livsfarlig. Men pigerne er også modige, og langsomt bevæger de sig ind i en undergrund af avantgardens forbudte fester.

Sammen med nogle venner planlægger de at genindtale persiske versioner af ”Sex and the City” og Hollywood-filmen ”Milk” med Sean Penn i rollen som politikeren og aktivisten Harvey Milk, der sloges for de homoseksuelles rettigheder i USA, indtil han blev skudt i 1978.

De unge mennesker ved godt, at deres undergrundsarbejde er ulovligt og farligt, for som en af dem siger: ”Filmen handler ikke om sex, men om menneskerettigheder”. Hvortil en af de andre svarer: ”Sex er menneskerettigheder!”

Jomfrutest En aften, hvor de to piger kører hjem fra indspilningen af Milk, bliver de stoppet af en mand på motorcykel, der banker på

”Circumstance”, skrevet og instrueret af Maryam Keshavarz, premiere i danske biografer den 5. januar 2012.

Amnesty Award til animationsfilm Den niende udgave af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX var publikumsmæssigt den største succes i festivalens historie. Amnesty International uddelte igen Amnesty Award, der hædrer kunstnerisk stærke film med fokus på menneskerettigheder. Ti film konkurrerede om prisen på 5.000 euro, som er sponsoreret af Amnestys faste samarbejdspartner Merkur Andelskasse, og prisen gik til den rumænske animationsfilm ”Crulic – the Path Beyond”, instrueret af Anca Damian.

Filmen handler om rumæneren Claudiu Crulic, der uretmæssigt anklages for tyveri af en pung i Polen. Selv om hans uskyld bevises under retssagen, bliver han alligevel sat i fængsel. I håb om retfærdighed forsøger Crulic i breve at råbe systemet op uden held, og som reaktion starter han en sultestrejke, hvor han ender med at dø.

CPH:DOX blev ramt af to triste afbud fra den syriske instruktør Nidal Hassan og den iranske instruktør Mojtaba Mirtahmasb. Nidal Hassan blev arresteret, da han ville hente sit pas hos myndighederne, og siden har ingen hørt fra ham.

Mojtaba Mirtahmasb blev anholdt 17. september sammen med fire andre instruktører. Ironisk nok skildrer Mirtahmasb i ”This Is Not A Film” kollegaen Jafar Panahis liv i husarrest, mens han afventer en appelsag for sin straf på seks års fængsel og 20 års forbud mod at lave film. Filmen blev smuglet ud af Iran på et USB-stik i en kage og vist på Cannes Film Festival i maj og nu på CPH:DOX. Du kan aktionere for de iranske filminstruktører på www.amnesty.org

Fra diktatur til demokrati

N

ST

Hvordan vælter man en diktator?

Svaret er mere aktuelt end nogensinde efter revolutionerne og de folkelige protester i hele Nordafrika og Mellemøsten, og nu udkommer Gene Sharps lille håndbog ”Fra Diktatur til Demokrati”.

Faktisk er bogen om folkelig frigørelse allerede blevet distribueret fra hånd til hånd som fotokopi i mange år. Den har været med i brændpunkter i Indonesien, Burma, Serbien og senest Tunesien, Egypten og Syrien, hvor den er blevet læst og spredt af de unge oprørere, som har drevet de folke-

KU

ST

N

KU

N ST

Den iransk-amerikanske filminstruktør Maryam Keshavarz har skabt en kontroversiel film om to lesbiske piger i den iranske hovedstad.

Men det handler ikke kun om forbudt kærlighed – filmen er også en brutal historie om moralpolitiets brug af stikkere.

Undergrundsverden Den 36-årige Maryam Keshavarz er vokset op i Brooklyn, men har besøgt sin iranske familie hvert år, og hun ser sig selv som en slags formidler og fortolker mellem USA og Iran, har hun sagt til medierne i USA: ”Hele mit liv har handlet om at rejse frem og tilbage. I alle iranske familier finder man denne dobbelthed og skizofreni.

Der er en undergrundsverden i det iranske samfund, og det er den, jeg ønsker at undersøge. Det sande ansigt og det, der gemmer sig under overfladen”, siger hun. ”Circumstance” – med den danske titel ”Forbudt Kærlighed” – kommer i kølvandet på de omfattende studenterdemonstrationer i Teheran i 2009 og føjer sig til disse års bølge af systemkritiske iranske film.

Filmen er optaget i Libanon med iranskfødte skuespillere, der alle lever i eksil, og skildrer de omstændigheder, pigerne lever under i vred opposition til Ahmadinejads udrensning af homoseksuelle i Iran. Men filmen handler ikke kun om seksuelle minoriteter. Den handler om frihedens vilkår i et undertrykkende regime. Hvor homoseksuelle ikke findes officielt. Og hvis de gør, bliver de henrettet.

KU

KU

NS T

Foto: Miracle Film

Lesbisk kærlighed i Teheran

bilens tag med en stav. Snart efter sidder pigerne til afhøring hos politiet. Datteren underkastes en kropsundersøgelse, der viser, at hun ikke er jomfru, og faderen bliver indkaldt til afhøring, hvor han må forsvare sig selv og sin datter. Og pludselig får han et glimt af sin egen søn. Hvad laver han hos politiet?

Mehran er – ved vi fra filmens begyndelse – afhængig af opium, og da en imam tager ham til sig i moskeen, vender han sig fra familiens frisind og til religionens dogmer. Han forråder sine venner til moralpolitiets tæskehold, og da han frier til sin søsters veninde, har hun ingen anden udvej end at acceptere ægteskabet.

De to hemmeligt elskende er nu svigerinder.

Da forældrene holder en fest for familie og venner, dukker imamen pludselig op. Moskeens moralpoliti har kontrollen over Mehran, der ikke alene stikker sine venner, men systematisk spionerer mod sin egen familie med hemmelige overvågningskameraer i hele huset. Han har hele tiden kendt pigernes hemmelighed.

lige protester frem.

Gene Sharp argumenterer for, at ikke-voldelig modstand er den mest effektive måde at bringe en diktator til fald, og håndbogen giver 198 konkrete bud på aktioner, som sætter ind, hvor diktaturet er svagest.

Gene Sharp: Fra Diktatur til Demokrati, Informations Forlag, 139 sider, kr. 199,-

Oplev Egyptens revolution set indefra Den danske filminstruktør Omar Shargawi kom til Cairo i januar 2011 for at lave en fortælling om egyptiske gadebørn. I stedet havnede han midt i en revolution. Sammen med fotografen Karim El Hakim indfanger Shargawi i filmen ”1/2 Revolution” de barske realiteter under revolutionen samt alt det, der sker udenfor mediernes synsfelt – væk fra Tahrir-pladsen,

ude i sidegaderne, i baggårdene og i folks hjem. De to venner bliver fanget og tævet af det hemmelige politi, som vil ødelægge filmmaterialet, og de bliver først løsladt, da myndighederne opdager deres internationale pas. Karim og Omar flygter ud af landet med filmens materiale gemt i en barnevogn.

Filmen fik en såkaldt Special Mention under CPH:DOX. Du kan se filmen simultant i 40 danske biografer den 7. december klokken 19 med efterfølgende live debat, hvor publikum kan stille spørgsmål til instruktøren via sms. ½ Revolution, DOXBIO, 7. december 2011 klokken 19.00 i 40 biografer. Find nærmeste biograf på www.doxbio.dk amnesty I 43

AMNESTY

AKTIVISME, ARRANGEMENTER OG RESULTATER – Din støtte gør en forskel!

Li v e - r e d a k t i o n : N o r a R a h b e k K a n a fa n i o g B j a r k e W i n d a h l P e d e r s e n

December 2011

Skriv breve og red liv Igen i år afholder Amnesty Skriv For Liv Maraton, hvor vi har udvalgt 10 sager, som særligt har brug for din og resten af verdens opmærksomhed.

Amnesty blev grundlagt ud fra tanken om, at almindelige mennesker kan gøre en forskel – menneske til menneske. Ved hjælp af breve kan vi ændre livet for uretfærdigt fængslede, forfulgte personer eller andre, der får deres menneskerettigheder krænket. En solidaritetshilsen til en fange tænder håb om frihed, og et appelbrev til de relevante myndigheder kan - hvis der er mange nok - lede til løsladelse.

Skriv breve på amnesty.dk/maraton og få tilsendt en ny sag hver dag fra den 1.–10. december.

Du kan også deltage i brevskrivningsevents i byer over hele Danmark. Se hvor og hvornår på amnesty.dk.

Amnestys Skriv For Liv Maraton afsluttes på FN’s Menneskerettighedsdag den 10. december med en stor brevskrivningscafé i Huset i Magstræde i København.

I Århus sker det den 6. december 19.30 på Fairbar på Nørre Allé 6.

AKT I VBLAD F OR Am n e s t y I n t e r n at i o n a l

Christie Cheramie

Hamad al-Neyl Abu Kassawy

saudi-arabien

rusland

aserbajdsjan

Hamad al-Neyl Abu Kassawy har siden 2004 siddet ulovligt fængslet uden nogensinde at være blevet stillet for en dommer. Han har ingen kontakt med sin familie og har aldrig mødt sin yngste søn, der kom til verden to måneder efter, Hamad blev anholdt.

Menneskerettighedsaktivist Natalia Estemirova blev kidnappet og dræbt den 15. juli 2009 i Grozny, Tjetjenien. Før sin død fortalte hun Amnesty om de trusler, som hun og hendes datter havde modtaget fra den tjetjenske præsident. De russiske myndigheder har endnu ikke efterforsket drabet.

Den 19-årige studerende Jabbar Savalan afsoner lige nu en 2 ½ år lang fængselsdom for at have udtalt sig kritisk om myndighederne. Politiet begrunder fængslingen med, at de fandt 0,74 gram hash i Jabbars lomme, selvom en efterfølgende blodprøve ikke viste tegn på brug af rusmidler.

Natalia Estemirova

Jabbar Savalan

usa

iran

I 1994 blev den dengang 16-årige Christi Cheramie idømt en livstidsdom uden mulighed for prøveløsladelse. Det er i strid med FN’s børnekonvention at straffe personer under 18 år med fængsel på livstid. Mere end 2.500 amerikanere afsoner livstidsdomme for forbrydelser, de begik, inden de fyldte 18 år.

Journalist og menneskerettighedsforkæmper Mohammad Sadiq Kabudvand afsoner lige nu en 10 års fængselsdom for fredeligt at have ytret sig om det kurdiske mindretals rettigheder. Han bliver mishandlet i fængslet og lider desuden af hjerteproblemer, som han bør opereres for.

Sadiq Kabudvand

indonesien

Filep Karma

Filep Karma afsoner en 15 år lang fængselsdom, fordi han deltog i en årlig højtidelighed, hvor et papuansk uafhængighedsflag blev hejst. Fileps helbred er blevet forværret i fængslet, hvor han kun har begrænset adgang til mad og lægehjælp.

nigeria

Indbyggere i Port Harcourt

Inés og Valentina

44 I am n e s ty Live

Lige nu er 200.000 mennesker i fare for at blive tvangsforflyttet i området omkring byen Port Harcourt i det sydlige Nigeria. De udsatte mennesker mister deres hjem, deres job og dermed muligheden for at kunne forsørge deres familier.

Hvis du har en smartphone, kan du scanne denne kode og tilmelde dig Skriv For Liv.

mexico

zimbabwe

yemen

Inés Fernández Ortega og Valentina Rosendo Cantú blev i 2002 overfaldet og voldtaget af soldater fra den mexicanske hær. De to kvinder anmeldte overgrebene, men soldaterne er stadig på fri fod. Siden anmeldelsen er Inés og Valentina blevet udsat for chikane og dødstrusler.

Medlemmerne af organisationen for kvinderettigheder Women of Zimbabwe Arise bliver igen og igen tilbageholdt og overfaldet af myndighederne, når de forsøger at arrangere og deltage i fredelige demonstrationer. De protesterer blandt andet imod de mange krænkelser af menneskerettighederne, som finder sted i landet.

Fatima Hussein Badi blev efter en uretfærdig retssag dømt til døden for drabet på sin mand. Hende bror Abdullah er allerede blevet henrettet. Hans tilståelse faldt efter, politiet truede med at voldtage Fatima.

WOZA

Fatima Hussein Badi

a mnestyL ive I 45

AMNESTY

Sidste år skrev Amnestys medlemmer

I seks ud af ti sager i 2010 blev fangerne enten sat fri eller oplevede, at deres situation blev forbedret.

636.000

appelbreve og solidaritetshilsner på 10 dage G ode ny h eder

A mnesty i glimt

Amnesty 50 år – plakatudstilling på Brandts Amnesty har modtaget mere end 850 forslag til den store plakatkonkurrence, som blev lanceret i forbindelse med organisationens 50 års fødselsdag. ”Det er helt overvældende, at så mange har valgt at deltage.

Bidragyderne har virkelig valgt at reflektere over menneskerettighederne og Amnesty på nogle nytænkende måder”, siger kam-

pagneleder Jakob Silas Lund.

Vinderplakaterne udvælges af en jury bestående af fire fagfolk samt generalsekretær Lars Normann Jørgensen. Førstepræmien er 30.000 kroner, som er sponsoreret af Fænø Gods, og 100 af plakaterne bliver udstillet på Brandts Mediemuseum i Odense fra den 10. december 2011 og seks uger frem. Det sker

Starthjælpen forsvinder til nytår

samtidig med åbningen af den internationale udstilling ”50 års Amnesty-plakater” i nabobygningen Brandts Kunstmuseum med værker af blandt andre Miró, Botero og Picasso.

Begge udstillinger er gratis, og alle er velkomne til åbningen den 10. december, hvor vinderen af plakatkonkurrencen afsløres klokken 15.

Amnesty indberetter til SKAT Amnesty International indberetter dine eventuelt fradragsberettigede bidrag til SKAT. Det sker ved hjælp af dit CPR-nummer. Har du tidligere oplyst dit CPR-nummer, for eksempel i forbindelse med oprettelse af en betalingsserviceaftale, skal du ikke foretage dig noget.

Hvis vi ikke har dit CPR-nummer, bedes du oplyse det sammen med dit fulde navn, medlemsnummer og adresse. Oplysningerne opbevares naturligvis sikkert.

Amnesty lancerer tv-kanal Amnesty International har startet sin egen tv-kanal på internettet. På adressen tv.amnesty.org.uk kan du se internationale nyheder om menneskerettigheder og indslag om Amnestys kampagner. Blandt de mere humoristiske indslag kan du se, hvordan du skriver den helt rigtige diktatortale, når tingene brænder på, og folket demonstrerer, fordi de ønsker demokrati og rettigheder. Abonner på kanalen – så bliver du automatisk opdateret, hver gang der er nyt på Amnesty TV.

Du har tre muligheder: 1. Ring til Medlemsservice på 33 45 65 65 mandag til fredag.

2. I ndtast oplysningerne på den sikre kontaktformular www.amnesty.dk/fradrag 3. S end oplysningerne i en lukket kuvert til: Amnesty International, Gammeltorv 8, 5. sal, 1457 København K. Hvis du ikke ønsker, at Amnesty skal foretage indberetning til SKAT, bedes du ligeledes oplyse dette. Indberetning til SKAT for skatteåret 2011 foretages kun for bidrag indbetalt senest den 31. december 2011.

Fra det nye år vil starthjælpen være et afsluttet kapitel i Danmark. Den nye regering lægger op til at afskaffe de såkaldte fattigdomsydelser, så kontanthjælpen igen bliver den laveste sociale ydelse til de, som ikke har andet at leve for.

Selv om loven om starthjælp på papiret ikke diskriminerer, så har Amnesty arbejdet for at få starthjælpen afskaffet, fordi der sker diskrimination i praksis. Starthjælpen udbetales til arbejdsløse, der

46 I am n e s ty Live

”Løslad alle personer, der er fængslet uden anklage eller dom, eller sørg for, at de øjeblikkeligt anklages for en reel forbrydelse og stilles for en retfærdig retssag, der lever op til internationale standarder”.

Tusinder af mennesker sidder i hemmelige fængsler uden adgang til advokat og lægehjælp og uden kontakt til deres familier. Mange er

ikke har opholdt sig i Danmark i syv ud af de sidste otte år. I 2008 blev 91 procent af starthjælpen udbetalt til personer med anden etnisk baggrund end dansk.

I dag udgør starthjælpen omkring halv­delen af den kontanthjælp, som andre arbejdsløse får udbetalt. Selvom starthjælpen har fået et fåtal flere i arbejde, har loven samtidig tvunget en stor gruppe mennesker til et liv i fattigdom i Danmark.

Det bliver mere og mere populært at testamentere sin arv til en organisation. I 2010 var det især dyrevelfærdsorganisationer, som var populære, men danskernes donationer hjælper også Amnesty, og støtten betyder utroligt meget for menneskerettighedsarbejdet. ”I Danmark har vi en stærk tradition for at værne om menneskerettigheder og demokrati, og vi er taknemmelige for den støtte, vi modtager. Med den kan vi styrke indsatsen både herhjemme og de steder i verden, hvor mennesker må kæmpe en hård kamp – ofte med livet som indsats – for deres helt basale rettigheder”, siger vicegeneralsekretær Christoffer Holm.

Besøg Amnestys hjemmeside www.amnesty.dk/testamente eller ring til Medlemsservice på 33 45 65 65, hvis du vil vide mere.

fængslet blot for at have ytret sig kritisk mod styret – andre ved slet ikke, hvad de er mistænkt for – og i disse måneder er Saudi Arabien i færd med at indføre en ny terrorlov, der sidestiller kritik af kongen med terrorisme.

Amnesty har indtil nu indsamlet over 13.000 underskrifter i Danmark, som vi afleverer til ambassaden i december.

1 MINUT

IJ7HJ>@£BF Å DvH IJ7J;D :?IAH?C?D;H;H

Børnesoldater hjælpes fri i Congo

Danskerne donerer deres arv

Nøglen til retfærdighed i Saudi-Arabien Den sidste måned er tusindvis af nøgler fastgjort på protestbreve dumpet ned i postkassen hos Saudi Arabiens ambassadør i Danmark. Nøglerne kommer fra Amnestys medlemmer og aktive, der har deltaget i kampagnen for at stoppe ulovlige fængslinger i Saudi Arabien. Ambassadøren har også hver dag kunnet læse nye protestbreve med Amnestys krav til den saudiarabiske konge:

Det kan du gøre...

Løsladt: Myanmars bedst kendte komiker, Zarganar, blev i 2007 idømt 35 års fængsel for at kritisere regeringen overfor udenlandske medier.

Komiker, fotograf og fagforeningsleder løsladt Samvittighedsfangerne Zarganar, Su Su Nway og Zaw Htet Ko Ko er sammen med mere end 200 andre politiske fanger blevet løsladt i Myanmar som en del af militærregimets benådning af 6.000 fanger.

Zarganar er Myanmars bedst kendte komiker. Han blev i 2007 idømt 35 års fængsel for at have ledet en privat donorindsamling for ofrene for orkanen Nargis og i den forbindelse have kritiseret regeringen overfor udenlandske medier.

Zaw Htet Ko Ko afsonede en dom på ti år, fordi han som fotograf deltog i studenteroprøret i 2007 – den såkaldte Safran Revolution. Su Su Nway er fagforeningsaktivist og blev også arresteret i 2007. Hun blev dømt til syv års fængsel, men er nu løsladt.

Amnestys medlemmer har i årevis aktioneret for at få løsladt de politiske fanger i Myanmar. ”Nyheden om, at mere end 200 politiske fanger er blevet løsladt, viser os, at alle brevene og underskrifterne kan have en kæmpe betydning for den enkelte samvittighedsfange”, siger Sam Zarifi, Amnestys Asien-direktør. ”Arbejdet er langt fra ovre. De nye løsladelser bør inspirere det internationale samfund til at fastholde presset på Myanmar for omgående at løslade samtlige politiske fanger”, tilføjer han.

I den Demokratiske Republik Congo støtter Amnesty et lokalt projekt, der i mange år har hjulpet børn med at komme ud af den congolesiske hær og de mange væbnede grupper i landet. Alene sidste år blev 859 børn hjulpet ud af tilværelsen som børnesoldat.

I stedet får børnene psykologhjælp, undervisning og en praktisk uddannelse, så de har mulighed for at vende tilbage til deres lokalområde. En af de store udfordringer er, at børnene er i risiko for at blive genrekrutteret som soldater, og ofte har deres familier ikke midlerne til at tage sig af børnene.

I september støttede Amnestys Udvalg for Økonomisk Støtte projektet med 40.000 kroner, så arbejdet for at hjælpe børnesoldaterne kan fortsætte. Tidligere har også Amnestys Børnegruppe støttet projektet.

Red liv med mobilen. Tilmeld dig sms-netværket Amnesty Lifeline og brug mobilen til at skrive under på en aktuel aktion hver uge. Med din sms kan du redde mennesker fra tortur, dødsstraf og fængslinger. Tilmeld dig ved at sende beskeden Lifeline til nummeret 1919. Det er gratis at modtage aktioner og koster almindelig sms-takst at deltage.

10 MINUTTER Besøg Amnestys webshop og få inspiration til årets julegaver. I år har Amnesty leveret designet til kvalitets-drikkedunke fra de schweiziske specialister Sigg. Vi har også trykt en række af de fedeste Amnesty-plakater gennem fem årtier i en samlet postkortpakke.

Få flere idéer på shop.amnesty.dk

1 TIME Skriv breve til myndigheder, der krænker menneskerettighederne, eller til samvittighedsfanger i fængslerne. Tag forbi Huset i Magstræde i København den 10. december og deltag i Amnestys brevskrivningsmaraton Skriv For Liv.

1 DAG Besøg plakatudstillingen ”50 års Amnesty-plakater”, der åbner på Brandts i Odense den 10. december. Entréen er gratis.

Årsmøde i lokalforeningen frederiksberg Amnestys medlemmer på Frederiksberg indbydes til årsmøde den 16. januar 2012 klokken 19.30 på Kongensvej 13 på Frederiksberg.

Et af børnene på et center for tidligere børnesoldater i det østlige Congo, marts 2011.

Dagsorden ifølge vedtægterne.

am nestyL ive I 47

Sorteret magasinpost ID-nr. 41156

re est La Misè

2009

is Moderne “Poverty Belgium’s pixelart ational and sty intern tising firm air, ate scene of amne as part campaign, adver -scale and intric n Clicks “1 Millio a large modern” create ational’s group eBoy, amnesty intern on in site. featured e living Poverty” that peopl they are against nstrate to demo destitution but having of rk seeks r from chance any the artwo only suffe without violence and “not poverty ed, excluded, tened with also trapp say and threa to a word ” m l Belgiu insecurity.

Internationa sty by: Amne Published e) (francophon

Al henvendelse; Amnesty International, Telefon 33 45 65 65.

3372_AI50_Ex hib_A0_38-44_ print_Layout

Køb dine julegaver hos Amnesty

11 yout

18:44

Page

1 18/03/2011

15:32

Page

43

33

1 17/03/20

_print_La A0_31-37 0_Exhib_ 3372_AI5

5 199

eli Isra 7), 195 and i (b. el Yoss director el

by Lem r, art l Isra igne wing iona Dra hic des ctor rnat Inte grap tive dire esty crea Amn ed by: lish Pub

DEMAND

DIGNITY

For nearl y wide sprea 50 years world d denia , Amn ’s esty all peop most pressl of econ Inter natio omic le. ing mobi nal lizing Its Demand human , social and has been and work recog people all Dignity rights conc cultu nize erns. ral right ing to addr camp over and prote the world aign, whic To ensu s, such ess the Over ct their as re the the next to h Dign prote the right most press right demand began in ity will few years ction to s. ing that impr gove 2009, aims of hum work, educ human Amn ove interbuild on rnme esty an digni right poor ation to nts, natio 50 years Inter s issue them corpo end the ty, Amn , adequate natio nal and s hum ratio chan selves, empoand domeof rigorous nal will an right esty Inter hous of the day. ns and ge it. initia and stic werin In other s natio ing, food g them laws and impartial te the s that violations Join nal is and the 21st us today wate inves most wide camp have to fulfil dema that r rema century, drive powe aigni -rang and their nd acco tigation ng to r listen ins amonthe and stand ing resea into unta basic secu bility hum to the deepen up for right rch, an globa re these g the when s to voice the hum a dece l they rights abus campaigni right s of an right s for those poverty. nt life. are broke ng es, living It is s of Our task n. The and succ and empo peop in pove werm le living camp essful is to rty ent lobby aign show in pove will work ing of work in that rty: www pove to shift governme its history. rty is .dem nts and the world Dem the andd ignit ’s worspower balan the UN and y.org to t hum ce an right towards s crisis the –

kr.

kr.

120,-

xhib_LA0_pr 3372_AI50_E

Som phoner kan man kan man Ja! i AmneSty internAtionAl redde redde er dit Arbejde til At redde menneskeliv menneskeliv med menneSker frA Stening med en med entortur, og uretmæSSig telefon? fængSling. telefon?

100,-

People Diary 2012

int_Layout

150,-

Bog med 15 forskellige Amnesty-postkort kr.

1 17/03/2011

18:52

Page

6

One World vægkalender

Vandflaske fra Sigg 0,6 liter kr.

150,-

Ja! Som phoner i AmneSty internAtionAl er dit Arbejde med til At redde menneSker frA tortur, Stening og uretmæSSig fængSling.

Freedom From sexual violence is a human right

Vælg mellem fem plakater 70x100 cm: kr.

www.amnesty.dk/shop

100,-

2010 HuMA

N DIGN

ITY,

HuMA Poster N RIGH by Ts the Deman Amnesty d Dignit Internationa y campa l usA This 10-yea ign (2010) for r-old .

Pesha Afghan war, refuge her homel Pakistan, and has e lives in and. never seen Photo graph by McCur ry and us photoj ourna design

by Penta list steve Design gram : us.

New YorkWoody Pirtle’ s team, Penta gram Publis hed by: Amnes ty Interna tional USA