Amnesty #1 2013

Page 1

AMNESTY Medlemsblad For Amnesty International | Nr 1 Februar 2013

klovnen i uganda

PORTEN TIL EUROPA

SUCCES LUKKER RADIO

KUNST SOM MURBRÆKKER

Dansk pige klovner for flygtningebørn på grænsen mellem Uganda og DR Congo.

Asylkaos i Grækenland spidser til – racistiske overfald stiger markant.

Efter 20 år i eksil i Norge flytter radiostationen Democratic Voice of Burma hjem.

Afrikansk dreng med Louis Vuitton-taske provokerede modeverdenen til retssag.

TEMA: FRA DIKTATUR TIL DEMOKRATI

FORSONING I BURMA


| led er

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen Redaktion: John Nielsen, Nora Rahbek Kanafani og Bjarke Windahl Pedersen Design: Dorte Kayser, Datagraf Communications Tryk: Datagraf Oplag: 99.000 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år Udkommer næste gang: 13. juni 2013 (deadline 17. maj) Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Amnesty Internationals holdning. Eftertryk med kildeangivelse er kun tilladt efter forudgående aftale med redaktionen. Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt Amnesty International Gammeltorv 8, 4.og 5.sal 1457 København K Tlf. 33 45 65 65 Fax 33 45 65 66 www.amnesty.dk amnesty@amnesty.dk Amnesty i Aalborg Danmarksgade 7 · 9000 Aalborg lokal@amnesty-aalborg.dk Amnesty i Århus Mejlgade 50, 1 sal · 8000 Århus C Tlf. 86 19 28 77 Amnesty i Odense Vestergade 73, 1. sal 5000 Odense C odense@amnesty.dk

Forsidefoto: Scanpix

Kærlighed til fremleje De færreste af os kender de yderste hjørner af udlændingelovens kringelkroge. Men de fleste af os har formentlig en ret klar idé om, at der gennem det seneste årti er strammet gevaldigt op på udenlandske statsborgeres mulighed for at komme til Danmark. Ifølge tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen var udlændingepolitikken fast og fair – et mantra, der blev gentaget i uendelighed.

Amnestys redaktør: Ole Hoff-Lund

Virkeligheden fortæller desværre en anden historie. Selv om regeringen har gennemført visse forbedringer og fjernet det udskældte pointsystem, så er der stadig lang vej, før udlændinge kan føle sig ordentligt behandlet uden at blive udsat for mistro, regelrytteri og ubegribelige sagsbehandlingsforløb. For nylig har Politiken beskrevet to sager om udlændinge, der skal udvises for fodfejl, selv om de har mand og børn i Danmark og gode uddannelser i bagagen. Den første sag drejer sig om en 36-årig kvinde fra Peru, der har boet i Danmark i ti år. Hun har et barn på halvandet år med sin danske mand og har taget en kandidatgrad ved Aalborg Universitet. I december blev hun ansat på en ambassade i København efter at have forladt sit tidligere job på Cubas ambassade, da hun skulle på barsel. Men da hun skulle have forlænget sin opholdstilladelse, fik hun ordre om at udrejse senest den 12. januar 2013. Årsag: Hun havde ikke været fuldtidsbeskæftiget i de seneste 12 måneder inden afgørelsestidspunktet. Systemet tager nemlig ikke hensyn til barsel. Efter omtalen i medierne er hendes udvisning afblæst. Den anden sag handler om en 33-årig jurist og nybagt mor fra Dominica, der er flyttet til Danmark med sin danske mand. Desværre for dem havde de skaffet sig en fremlejet lejlighed. Udlændingeloven kræver, at man har en lejekontrakt uden tidsbegrænsning, hvis man søger om familiesammenføring. Derfor har kvinden fået besked på at forlade landet senest den 18. februar. Efter at medierne har beskrevet parrets situation, har Udlændingestyrelsen besluttet at se på sagen igen – også selv om loven ikke giver mulighed for det. Begge sager vidner om et regelsæt, der sætter systemet over borgerne og truer med at skille familier ad. Samtidig viser de, at ressourcestærke borgere har større chancer for at blive hørt, når de protesterer. Som en af landets førende jurister siger, så er det før set, ”at reglerne bøjes i forbindelse med sager, der har mediernes interesse”. Men hvad sker der med alle dem, der ikke kan råbe op? Som samfund kan vi ikke være tjent med, at det er tilfældigheder, der afgør menneskeskæbner, og at reglerne er blevet så rigide, at selv veluddannede mennesker farer vild i dem. Regeringen er nødt til at luge ud i stivnakkede regler, der afspejler en grundlæggende skepsis overfor fremmede nationaliteter. Ellers bliver vi kendt som landet, der lader lejekontrakter stå over kærligheden.

2 I am n e s ty


In dhol d | Amnesty p å fem mi nutter

4

Nyheder Amnestys arbejde skaber resultater.

10 Kursskifte i Burma

På to år er Burma gået fra lukket militærdiktatur til åbent samfund. Illustration: Mikkel Henssel

10 TEMA Kursskifte i Burma

Efter årtiers undertrykkelse og militærdiktatur blæser der nye vinde i Burma. Frihedsikonet Aung San Suu Kyi sidder nu i parlamentet efter mange års husarrest, landets mediecensur er på vej i skraldespanden, og mange politiske fanger er atter på fri fod. Vestlige ledere står i kø for at hylde de demokratiske fremskridt i landet, som modtager millioner i støtte til at fremskynde reformerne. ”Vi ved, at der foregår noget fantastisk. Vi er alle sammen klar over, at dette er en ekstraordinær tid for vores land”, siger Aung San Suu Kyi.

10 Foto: Jonas Gratzer

18 TEMA De uønskede

18 Illustration: Rikke Ahm

26

Mens mange burmesere nyder deres nyvundne frihed, er konflikten mellem buddhister og muslimer blusset op i det vestlige Burma. Hundreder har mistet livet i etniske sammenstød, mange byer er nedbrændt, og mindst 100.000 muslimske rohingyaer er tvunget i flygtningelejre. En del af angrebene er sket med hjælp fra politi og sikkerhedsstyrker, og mange frygter, at det er begyndelsen på en etnisk udrensning af rohingyaerne – en af verdens mest forfulgte minoriteter. Se den gribende fotoreportage om et folk, som ingen vil anerkende.

26 Slaveriet i Beirut

200.000 kvinder fra fattige asiatiske og afrikanske lande arbejder som tjenestepiger i Libanon. De drømmer om en bedre fremtid, men mange ender under slavelignende forhold. Enkelte flygter, men det er stort set umuligt at rejse anklage mod arbejdsgiveren. Annie, der er 30 år og mor til to børn i Filippinerne, har kun set Beirut gennem et bilvindue. ”Min arbejdsgiver mødte mig i lufthavnen og tog mit pas, inden vi kørte til hans hjem. Da jeg havde arbejdet der i en måned, voldtog han mig første gang”, fortæller Annie.

12 Er det bare en drøm?

Trods fremskridtene i Burma spøger tvivlen stadig i kulissen.

14 Burmas eksilstemme flytter hjem

Burmas uafhængige radio lukker i Norge.

18 De uønskede

Fotoreportage om Burmas internt fordrevne.

26 Slaveriet i Beirut

Udenlandske arbejdere har ingen rettigheder i Libanon.

28 Porten til Europa smækkes i Racismen rammer asyl­ ansøgere i Grækenland.

30 Kunsten som murbrækker Darfur-dreng med Vuittontaske vækker vrede.

32 Klovnen i Uganda

Ung dansker skaber glæde hos flygtningebørn.

34 Amnesty dokumenterer

Læs om de seneste rapporter fra Amnesty.

36 Amnesty LIVE

Tag med til landsmøde 4.-5. maj.

Besøg amnesty.dk/shop

Foto: William Vest-Lillesøe

32 Klovnen i Uganda

32

”En, to, tre!”, råber Marie Louise Villemoes og trækker hårdt i halen på et ballondyr, der er formet som en mus. Den 23-årige danske pige er iført en knaldrød klovnenæse og en orange kjole, og ved hendes side står 20 afrikanske flygtningebørn og følger hendes bevægelser nøje. ”Jeg prøver ikke at redde hele verden. Jeg forsøger bare at vise, at der ikke skal særlig meget til, for at få børn, der er flygtet fra krig og fattigdom, til at grine”, siger Louise Villemoes, der rejser rundt til flygtningelejre og slumområder i Østafrika for egen regning.

Masser af gode tilbud

amnesty I 3


N yh ed er Foto: Scanpix

Med hjælp fra den britiske efterretningstjeneste blev Sami al-Saadi og hans familie udleveret til tortur i Libyen.

Betjente slipper for straf Syv menige politifolk og to ledere i Fyns Politi slipper for straf, selv om de gentagne gange har overtrådt retsplejeloven ved ulovligt at optage telefonsamtaler mellem forsvarsadvokat Mette Grith Stage og en af hendes klienter. Statsadvokaten frikender betjentene, fordi de var urutinerede og ikke kendte reglerne, men det er ikke nogen undskyldning, siger advokaten, der nu har klaget til Rigs­advokaten. ”Det er jo helt indlysende, at man ikke kan slippe for straf, bare fordi man ikke kender loven, men ifølge statsadvokaten gælder der åbenbart andre regler for politifolk”, fastslår Mette Grith Stage til Ekstra Bladet.

Dokumenter fundet i Libyen viser, at Storbritannien samarbejdede om Sami al-Saadis udlevering.

Historisk dom i CIAfangesag To ofre for hemmelige CIA-operationer har fået oprejsning ved europæiske domstole. Makedonien er ansvarlig for ulovlig tilbageholdelse, forsvinding og tortur af den tyske statsborger Khaled El-Masri, der i 2003 blev arresteret og afhørt i 23 dage, inden han blev sendt til et hemmeligt CIA-fængsel i Afghanistan. Mange måneder senere blev han efterladt på en mark i Albanien uden forklaring. Det fastslår Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) i en dom, som Amnesty betegner som historisk, fordi det er første gang, en europæisk stat er stillet til ansvar for at deltage i de hemmelige CIA-fangeprogrammer. Amnesty har kæmpet i årevis for at få stillet Makedonien til ansvar for behandlingen af El-Masri, og ECHR kører i øjeblikket lignende sager mod Polen, Litauen og Rumænien. ”Afgørelsen bekræfter den rolle, Makedonien spillede i CIA’s hemmelige tilbageholdelser, og den er et vigtigt skridt på vejen mod at få klarlagt europæiske landes meddel4 I am n e s ty

agtighed i overførsler og tortur”, siger Julia Hall, Amnestys ekspert i terrorbekæmpelse. Bortført i Hong Kong Næsten samtidig med afgørelsen ved ECHR indvilgede Storbritannien i at udbetale en erstatning på 20 millioner kroner til den libyske dissident Sami al-Saadi og hans familie, som blev udleveret til Libyen i 2004. Med hjælp fra den britiske efterretningstjeneste MI6 og amerikanske CIA blev al-Saadi og hans kone og fire børn i 2004 tvunget på et fly i Hong Kong og fløjet til Muammar Gaddafis Libyen – en såkaldt rendition. Her tilbragte Sami al-Saadi syv år i fængsel og blev udsat for hård tortur. Forinden havde familien levet i udlandet i flere år på flugt fra den libyske efterretningstjeneste. Samarbejdet med Libyens efterretningstjeneste blev afsløret, da Human Rights Watch fandt en række belastende dokumenter i Tripoli efter Muammar Gaddafis fald.

Sami al-Saadi anlagde sag mod Storbritannien, men parterne indgik forlig. På den måde undgik Storbritannien at blive dømt som ansvarlig for den ulovlige udlevering. Den libyske dissident kunne have taget sagen videre i retssystemet, men i så fald var det sket ved en hemmelig domstol, fordi sagen omhandler MI6 og dermed rigets sikkerhed. ”Jeg indledte denne sag i den overbevisning, at en britisk domstol ville finde frem til sandheden. Men i dag, hvor den britiske regering forsøger at skubbe sagen over i de hemmelige domstole, føler jeg, at det er bedst for min familie at stoppe her. Jeg har en gang tidligere gået igennem en hemmelig retssag i Gaddafis Libyen. På mange måder var det lige så slemt som torturen. Det er ikke en oplevelse, jeg har lyst til at gentage”, siger Sami al-Saadi til The Guardian. Sami al-Saadi vil bruge en del af pengene på uddannelse til sine børn samt til behandling efter den tortur, han blev udsat for.


A f O l e H off - lu n d

349

kort nyt:

Amerikanske soldater, der begik selvmord i 2012 – langt flere end der døde i kamp i Afghanistan.

11 Erstatning til Abu Ghraib fanger

Ingen nåde for dansker i Bahrain Foto: Scanpix

Den danske statsborger Abdulhadi Alkhawaja, der afsoner en livstidsdom for terrorisme og forsøg på at omstyrte kongedømmet i Bahrain, kommer næppe ud i friheden foreløbigt. Landets øverste appeldomstol stadfæstede i januar de langvarige straffe til Alkhawaja og 12 andre oppositionsfolk. Amnesty International betragter dem som samvittighedsfanger, der udelukkende har benyttet fredelige midler for at opnå demokratiske reformer, og kræver dem løsladt. Den 17. januar bakkede EUparlamentet op om Amnestys krav og vedtog en resolution fra den hollandske politiker Marietje Schaake, der opfordrer til at indføre sanktioner mod Bahrain. ”I snart to år har verdenssamfundet ignoreret styrets

11 Blackwater hjælper USA

brug af dødelig vold mod fredelige demonstranter i Bahrain. Vi er nødt til at være konsekvente i vores politik og indføre sanktioner for at tvinge Bahrains myndigheder til at respektere rettigheder og frihed”, siger Marietje Schaake. Amnesty i Danmark opfordrer regeringen til at bruge det kommende topmøde i Bah-

De amerikanske Special Operations Forces i Afghanistan har flyttet hovedkvarter til Camp Integrity, der ejes af Academi – det tidligere Blackwater, hvis lejesoldater står bag adskillige drab på civile i Irak og Afghanistan. Academis aftale løber til maj 2015 og er ifølge eksperter et klart signal om, at private sikkerhedsstyrker får en stor rolle, når USA trækker sig ud af landet i 2014.

rain mellem EU og de arabiske lande i Gulf Cooperation Council (GCC) til at sætte sagen på dagsordenen. ”Det er utroværdigt, hvis EU fører en dialog med de arabiske lande uden at omtale Abdulhadi Alkhawaja og de øvrige samvittighedsfanger i Bahrain”, siger generalsekretær Lars Normann Jørgensen.

11 Politiet handlede ulovligt

Københavns Politi skal udbetale erstatning til 33 demonstranter, som under en protestmarch på Nørrebro den 18. maj 2011 blev frihedsberøvet i op til syv timer, fordi de ikke ville lade sig visitere. Det var ulovligt, har Københavns Byret fastslået i en dom, og politiet skal ryste op med mellem 2.600 og 3.500 kroner til hver demonstrant.

Depardieu hylder Ruslands demokrati

11 Canadiske indianere protesterer

Illustration: Ulys/La Matinale de Canal+

Den berømte franske skuespiller Gerard Depardieu – også kendt som Obelix – er så oprørt over skattestigninger for de rigeste franskmænd, at han vil flytte til udlandet. Ruslands præsident Vladimir Putin reagerede prompte ved at invitere Depardieu til Rusland, hvor han overrakte ham et russisk pas. Putin og Depardieu, der nu er russisk statsborger, er gamle venner, og franskmanden kvitterede ved at kalde Rusland ”et stort demokrati”, mens han hånede den russiske opposition og fastslog, at kvinderne fra punkgruppen Pussy Riot fik som fortjent, da de blev idømt to år i straffelejr. I de senere år har Gerard Depardieu deltaget i festlig-

71 tidligere fanger i det berygtede Abu Ghraib fængsel i Bagdad har indgået et forlig på fem millioner US dollar med det amerikanske firma Engility Holding for den mishandling, de blev udsat for i 2004. Det er første gang, at irakiske sagsøgere har held til at opnå erstatning for deres lidelser i amerikansk varetægt. Et andet firma CACI er på vej i retten i et tilsvarende søgsmål.

heder med flere andre statsledere, der ikke just er kendt for at respektere menneskerettighederne. I efteråret deltog han i fejringen af Tjetjeniens præsident Ramsan Kadyrov, og for

få måneder siden indspillede han en plade med datteren til Usbekistans præsident Islam Karimov, der blandt andet beskyldes for at koge sine politiske fjender levende.

Indianere i hele Canada har siden december gennemført protester mod regeringens planer om store energiprojekter og udbygning af infrastrukturen i områder, der tilhører de oprindelige folk. Over 600 projekter til en værdi af 650 milliarder dollars er på tegnebrættet. Amnesty mener, at Canada bryder en række konventioner, der beskytter indianernes rettigheder, og opfordrer premierminister Stephen Harper til at gå i dialog med indianerne. 11 USA anerkender Somalia

USA har genoptaget de diplomatiske forbindelser med Somalia og anerkender den somaliske regering for første gang siden 1991. Forbindelsen blev afbrudt, da lokale krigsherrer væltede diktatoren Mohamed Siad Barre. Det fik USA til at invadere Somalia, men operationen blev afbrudt, da militser skød to amerikanske Black Hawk helikoptere ned, og 18 soldater blev dræbt på gaden i hovedstaden Mogadishu. Læs flere nyheder på www.amnesty.dk amnesty I 5


N yh ed er yhede r

Den egyptiske blogger Alber Saber er idømt tre års fængsel ved en domstol i Kairo for at betvivle Guds eksistens. Amnesty opfatter Alber Saber som en samvittighedsfange og har indbragt sagen til FN. ”Dommen vil ødelægge hans liv uanset om han skal afsone den eller ej, for nu er han stemplet for altid for at have krænket religion. Retten skulle have afvist sagen fra begyndelsen”, siger Hassiba Hadj Sahraoui fra Amnesty Internationals Mellemøstkontor. Alber Sabers advokat oplyser til Amnesty, at han ikke fik lov at føre nøglevidner under retssagen, og at politiet opildnede de andre indsatte i detentionen til at gennemtæve Alber Saber i fængslet. Antallet af blasfemisager i Egypten er eksploderet, siden præsident Morsi fra Det Muslimske Broderskab kom til magten.

amnesty i london strejker

6 I am n e s ty

De iranske myndigheder har stadig ikke givet nogen officiel forklaring på, hvorfor den 35-årige iranske blogger Sattar Beheshti døde i politiets varetægt den 3. november. Sattar Beheshti udgav bloggen My Life for My Iran, hvor han jævnligt kritiserede den iranske regering, og dagen før sin anholdelse den 30. oktober modtog han trusler på grund af sine skriverier. ”De sendte mig en besked, hvor der stod: ’Sig til din mor, at hun snart vil gå klædt i sort, fordi du ikke lukker din store mund’”, fortalte Sattar Beheshti til Amnesty, inden han blev afhentet i sit hjem af Irans cyberpoliti, der bragte ham til det berygtede Evinfængsel i Teheran. Her tilbragte han en nat, inden han blev overført til en anden detention, men forinden nåede han at indgive en skriftlig klage over tortur i Evin. Flere medfanger har bekræftet torturen i et brev, de har offentliggjort. Ifølge Amnestys oplysninger bliver Sattar Beheshtis familie nu truet af politiet for at forhindre dem i at anlægge sag, og da venner og pårørende i december ville markere afslutnin-

Dommer svækker Bradley Mannings forsvar

Foto: Scanpix

Medarbejderne på Amnestys internationale sekretariat (IS) i London er så utilfredse med ledelsens planer om at udflytte dele af medarbejderstaben til kontorer i Nairobi, Johannesburg, Bangkok og Hong Kong, at de flere gange har nedlagt arbejdet. Desuden har de indgivet en mistillidserklæring til ledelsen. Medarbejderne har efterlyst en samlet plan og et budget for de store forandringer i organisationen, men endnu har ledelsen ikke præsenteret en sammenhængende strategi, siger de. Kritikken af den såkaldte Moving Closer To The Ground-plan hænger også sammen med, at mange medarbejdere frygter for deres job, og at de ikke føler sig inddraget i processen. Formålet med udflytningen er at gøre Amnestys arbejde mere effektivt i syd og øst og bringe organisationen tættere på de mennesker i den tredje verden, der oplever undertrykkelse og uretfærdighed. Sammen med Storbritanniens største fagforening Unite har medarbejderne indvilget i at lade en uafhængig forligsmand forsøge at klinke skårene med ledelsen.

Blogger død i Iran

Foto: Amnesty

Tre års fængsel for blasfemi

Den iranske blogger Sattar Beheshti døde efter få dage i et iransk fængsel. Forinden havde han modtaget dødstrusler for sin kritik af præstestyret.

gen på den 40 dages sørgeperiode ved Sattars grav, blev de angrebet af civilklædt politi.

Den 25-årige amerikanske soldat Bradley Manning, der står anklaget for at have lækket hundredtusindvis af hemmelige dokumenter til Wikileaks, er blevet afskåret fra at fremlægge væsentlige dele af sit forsvar i sagen. En dommer afviste i januar at lade Bradley Mannings advokater argumentere for, at han skal have status af whistleblower, og at han ikke har forsøgt at skade amerikanske interesser eller udsat amerikanske statsborgere for fare. På den anden side fastslog dommeren, at Bradley Manning blev udsat for nedværdigende behandling under sin varetægtsfængsling, som foreløbig har varet over 1.000 dage. De første ni måneder sad han i isolation 23 timer i døgnet i en celle uden vinduer, og i flere perioder fik han frataget sit tøj. Som kompensation har dommeren skåret 112 dage af hans eventuelle straf, men Bradley Manning risikerer livstid uden prøveløs­ ladelse, når sagen indledes den 6. marts. Du kan læse mere på www.bradleymanning.org


T E G NE R Jann ik Hastr u p | HI S T O R IE L isa Bl i n k enber g og Mi c he l B an z

✂ Klip ud og gem Betjent: Vi bliver nødt til at finde frem til din identitet, Said. Du skal blive her i Ellebæk, indtil vi er sikre på, du ikke går under jorden. Cirkeline: Går under jorden? Du er da ikke en muldvarp.

Cirkeline: Hvorfor er vi i fængsel? Vi har jo ikke engang stjålet penge eller sådan noget? Said: Jeg tror, det er et fængsel for udlændinge. Måske kommer vi til at være her længe, måske mange måneder.

Cirkeline: Åh, Said, hvad skal vi gøre? Du græder? Said: Det er ikke første gang, jeg er i fængsel. Vi flygtede gennem Etiopien, Sudan og Libyen. Da vi endelig kom frem til Libyen, blev vi fængslet.

Said: Fængselsbetjentene i Libyen slog os. Selv min tante, der var gravid. Og så døde babyen i hendes mave. Vi er sorte og flygtninge. De kan ikke lide os. Men en mand ville gerne slippe os ud af fængslet for 10.000 dollars. Cirkeline: Det var da godt, at I slap væk.

Said: Ja, men så havde vi ikke flere penge. Og vi ville jo til Europa. Far og onkel fik arbejde i Libyen, og en dag havde de nok penge til, at onkel og tante kunne rejse med deres to små børn.

Said: De gav pengene til menneskesmuglere, der ville sejle dem til Grækenland. Cirkeline: De lyder da søde. Said: De tænker kun på de mange penge, de får. De slog min nevø og niece, bare fordi de var bange og græd.

Said: Far arbejdede mere, så vi også kunne komme af sted. En båd ville sejle os. Vi var så glade, da vi kunne se Europa. Vi var så udmattede efter 10 dage på havet. Men så kom et stort skib og stoppede os.

Cirkeline: Skulle I så sejle med det store skib? Said: Ja, alle børn og kvinder med små børn. Voksne uden børn skulle blive i båden. Det begyndte at storme. Og jeg så, at båden med min mor og far forsvandt.

Fortsættelse følger... amnesty I 7


Gode Nyheder

Amnesty aktionerer imod uretfærdige retssager, dødsdomme og andre krænkelser af menneske­rettighederne over hele verden. Du kan skrive under på vores hasteaktioner på amnesty.dk og sms-netværket Lifeline. Send en sms med teksten ”Lifeline” til 1919. Det er gratis.

Opgøret med Sydamerikas militærdiktaturer fortsætter Årtier efter militærdiktaturerne i Argentina og Chile fortsætter retsopgøret mod de ansvarlige for regimernes forbrydelser under den såkaldte beskidte krig i 1970’erne og 80’erne. Den 19. december 2012 blev den tidligere argentinske indenrigsminister for staten Buenos Aires, Jaime Smart, idømt fængsel på livstid for sin medvirken til drab, kidnapninger og tortur af aktivister på i alt seks forskellige detentionscentre i hovedstaden Buenos Aires. 22 tidligere militærfolk blev ved samme lejlighed dømt for deres rolle i forbrydelserne. ”Dommene er endnu et tegn på, at Argentina gør op med sin tragiske fortid og bringer retfærdighed og sandhed til befolkningen”,

ligere militærfolk, Pedro Barrientos og Hugo Sanchez, ved en domstol i nabolandet Chile anklaget for mordet på den populære chilenske folkesanger Victor Jara i 1973. Seks andre militærfolk blev anklaget for medvirken til drabet på Jara, som var et af Pinochet-regimets første ofre. Retssagen i Chile har desuden vakt opsigt, fordi halvdelen af de anklagede er tidligere elever på den berygtede amerikanske militærskole School of the Americas, som igennem årtier har trænet latinamerikanske militærfolk. Efterfølgende er mange af dem blevet anklaget for omfattende menneskerettighedsgreb i forbindelse med militærkup i en række latinamerikanske lande.

siger Mariela Belski, generalsekretær for Amnesty i Argentina. Jaime Smart, som var delstatsminister i tre år, er den første civilperson, som er blevet dømt for menneskerettighedsovergreb begået under Argentinas militærdiktatur fra 1976 til 1983. Tidligere er militærpræsidenterne Jorge Videla og Reynaldo Bignone blevet dømt for deres ansvar for militærregimets forbrydelser. Ifølge forskellige kilder døde eller forsvandt mellem 10.000 og 30.000 mennesker under den beskidte krig mod især venstrefløjsaktivister, fagforeningsfolk, studenter og journalister. Mordet på folkesangeren Ugen efter dommene i Argentina blev to tid-

Dansk voldtægtslovgivning strammes op En ny dansk voldtægtslovgivning ser snart dagens lys, og resultatet lader til at blive en sejr for danske kvinders retsstilling. Straffelovrådet, hvis anbefalinger skal ligge til grund for regeringens lovforslag, har nemlig fulgt flere af Amnestys opfordringer om at gøre lovgivningen mere tidssvarende.

Straffelovrådet anbefaler blandt andet, at såkaldte kærestevoldtægter ikke længere straffes mildere end overfaldsvoldtægter, hvor offer og gerningsmand ikke kender hinanden på forhånd. Det skal også være slut med at give straffrihed eller strafnedsættelse, hvis voldtægten sker indenfor ægteskabet, og Foto: Amnesty

I maj 2009 afleverede Amnestys generalsekretær Lars Normann Jørgensen 15.429 underskrifter til daværende justitsminister Brian Mikkelsen med opfordringen om at yde voldtægtsofre bedre beskyttelse. Nu sker der noget. 8 I am n e s ty

generelt anbefaler Straffelovrådet, at voldtægt kaldes seksualforbrydelser frem for sædelighedsforbrydelser. Alt sammen forslag, som Amnesty stillede i sin rapport om voldtægt fra 2008. På ét punkt følges Amnestys anbefalinger dog kun delvist, nemlig i forbindelse med voldtægt af forsvarsløse ofre. I den nuværende lovgivning er strafferammen mindre for at voldtage en person, der ikke kan forsvare sig. At tiltvinge sig sex med et forsvarsløst offer – for eksempel en kvinde, der er lam, bevidstløs eller fuld – defineres nemlig ikke som voldtægt. Det sker ud fra forestillingen om, at et seksuelt overgreb kun er en voldtægt, hvis der gøres brug af vold, og hvis offeret modsætter sig, hvilket et svært handicappet, bevidstløst eller sovende menneske ikke kan. Amnesty lægger fortsat pres på regeringen og insisterer på, at voldtægtsparagraffen skal omfatte alle ofre. ”Regeringen har lige nu en historisk mulighed for at sikre, at alle ofre får lige beskyttelse mod voldtægt – hjælpeløse eller ej”, siger Stinne Lyager Bech, der stod bag Amnestys rapport om voldtægt.


A f No ra R ah be k Kanafan i og Bj ar k e Wi nd a hl P e d ersen Foto: Amnesty

111

lande kræver globalt stop for dødsstraf

Amnesty kampagneplakat. En lokal fisker i Bodo, Nigeria, viser, hvordan hans fiskefarm er blevet ødelagt af olieforurening.

Historisk dom stiller Shell til ansvar Nigerias regering skal holde multinationale olieselskaber som Shell ansvarlige for forureningen af Niger Delta. Det fastslår den vestafrikanske domstol ECOWAS, der har brugt Amnestys research som dokumentation. Efter i årevis at have fået deres livsgrundlag ødelagt af olieforurening får indbyggerne i det vestafrikanske Niger Delta i Nigeria nu en vis oprejsning. Den vestafrikanske domstol ECOWAS fastslår, at det er regeringens ansvar at sikre, at multinationale olieselskaber bliver stillet til ansvar for olieforureningen i området. Flere olieselskaber med Shell i spidsen har tjent over 600 milliarder dollars på olieudvinding i Niger Delta siden 1960’erne. Det har betydet massiv forurening og et ødelagt livsgrundlag for flere hundredtusinde mennesker i regionen, som lever af fiskeri eller landbrug. Af de 31 millioner mennesker, der bor i Niger Delta, er over 60 procent afhængige af naturen for at overleve. Oliefor-

ureningen har derfor haft ødelæggende konsekvenser. Amnesty International har i flere år aktioneret og arbejdet hårdt for at få Nigerias regering til at stille olieselskaberne til ansvar. Også FN har kritiseret Shell og krævet, at virksomheden skal betale erstatning for de olieudslip, der har forurenet området. I 2009 udgav Amnesty en rapport om forurening i Niger Delta, og den blev brugt som dokumentation i den netop afsluttede retssag. Rapporten bygger på grundig efterforskning af især Shells forurening i området, og Amnesty kritiserer i rapporten Nigerias myndigheder for at lade stå til. ”Indbyggerne i Niger Delta er nødt til at drikke, lave mad og vaske sig i forurenet vand. De spiser fisk, som er forgiftet med

olie og andre giftstoffer – hvis de er så heldige, at de stadig kan fange fisk. Landbrugsjorden bliver ødelagt. Luften er tyk af olie, gas og andre stoffer. Indbyggerne klager over hudproblemer og vejrtrækningsproblemer, men alligevel undersøger hverken regeringen eller olieselskaberne de menneskelige konsekvenser af olieforureningen”, sagde Audrey Gaughran fra Amnestys internationale sekretariat dengang. Nigerias regering forsøgte at få rapporten afvist som bevismateriale i retssagen, men det lykkedes ikke. Dommen er et stort skridt på vejen mod større retfærdighed for Niger Deltas befolkning, og den understreger virksomhedernes ansvar for at overholde menneskerettighederne. 1

Der er stigende opbakning til at afskaffe dødsstraf på verdensplan. På FN’s generalforsamling i december stemte et stort flertal på 111 lande for et globalt stop for henrettelser. 41 lande stemte imod, og 34 afstod fra at stemme. ”Afstemningen bekræfter tendensen til, at verdens lande bevæger sig væk fra brugen af dødsstraf. Det er et stærkt signal fra det internationale samfund”, siger Jose Luis Diaz, der arbejder for Amnesty i FN. De nye lande, der stemmer imod dødsstraf, er Den Centralafrikanske Republik, Chad, Seychellerne, Sierra Leone, Sydsudan og Tunesien. Desværre valgte repræsentanter fra Bahrain og Oman som noget nyt at stemme imod resolutionen.

Indien frigiver politisk fange Menneskerettighedsaktivisten Kartam Joga blev i januar løsladt efter 29 måneder i fængsel. Joga blev anholdt og dømt for sit fredelige politiske arbejde, der blandt andet bestod i at dokumentere menneskerettighedskrænkelser mod Adivasi-minoriteten i Indien. Adivasi tilhører gruppen af oprindelige folk i Indien. Nu er alle anklager mod ham blevet frafaldet. ”Kartam Jogas frifindelse og løsladelse er en sejr for retfærdigheden, men vi opfordrer Indiens myndigheder til at løslade alle dem, der stadig sidder fængslet på grund af deres fredelige, politiske arbejde for Adivasi-rettigheder”, siger G. Ananthapamanabhan fra Amnestys afdeling i Indien. Amnesty aktionerede for at få Kartam Joga frigivet, og Joga udtalte efter sin løsladelse, at støtteerklæringer fra Amnestys medlemmer over hele verden var afgørende for, at han kunne holde modet oppe i fængslet. amnesty I 9


T em a: B u r ma

10 I am n e s ty


A f Ol e Ho ff -l u n d | I l l u strat i o n Mi kk e l Hensse l

Kursskifte i

Burma Efter årtiers undertrykkelse og militærdiktatur blæser der nye vinde i Burma. Frihedsikonet Aung San Suu Kyi sidder nu i parlamentet efter mange års husarrest, og landets mediecensur er på vej i skraldespanden. Vestlige ledere står i kø for at hylde de demokratiske fremskridt i landet, mens Amnesty kæmper for at få de sidste politiske fanger ud af fængslerne.

Rygterne var løbet i forvejen, da Aung San Suu Kyi i november 2010 fik ophævet sin mangeårige husarrest i sit hjem i millionbyen Rangoon. En gigantisk folkemængde stod klar og modtog hende med stormende bifald, da hun stak hovedet op over det hegn, der omgiver haven. ”Jeg har så meget at fortælle jer”, sagde den spinkle kvinde, som Amnesty har kæmpet for i årevis. To år senere er meget forandret. Aung San Suu Kyi er valgt ind i parlamentet, hvor hun og partifællerne åbent taler om demokrati og reformer. Militærstyret har slækket kraftigt på pressecensuren, og udenlandske statsledere besøger på skift Aung San Suu Kyi, åbner konsulater og lover millioner i bistand. Demonstrationer er tilladt, og mange af landets politiske fanger er løsladt. ”Burma er tæt på et gennembrud på vejen mod demokrati”, siger den 67-årige Aung San Suu Kyi til BBC. Adskilt fra familien Aung San Suu Kyi bruger bevidst landets gamle navn i stedet for Myanmar, som militærjuntaen indførte i 1989 – året før hendes parti, National League for Democracy (NLD), vandt valget, men blev frataget sejren af militæret. Valgets dronning blev

sat i husarrest, hvor hun tilbragte 15 af de følgende 20 år. ”Jeg ser frem til en tid, hvor det vil være muligt for os at indgå i hyppige og meningsfulde udvekslinger med vores venner i andre dele af verden”, sagde den tidligere politiske fange i januar sidste år. Den mulighed fik hun i maj 2012, hvor hun for første gang i 24 år fik lov til at forlade Burma og besøge Europa og USA uden frygt for, at hun aldrig ville kunne vende tilbage. Den frygt har ellers om noget præget hendes liv. Gennem hele sin tid i husarrest afviste den kompromisløse Aung San Suu Kyi et tilbud fra militærstyret om at rejse til Storbritannien, hvor hendes to børn og mand befandt sig – også da han fik konstateret dødelig kræft i 1997. Omvendt kunne han ikke få indrejsevisum til Burma. Trods svære følelsesmæssige kvaler valgte Aung San Suu Kyi at blive i Burma, netop fordi hun var bange for, at porten til Burma ellers ville smække i for altid. Hendes mand døde to år senere, uden at de fik sagt farvel. ”Selvfølgelig er jeg ked af, at jeg ikke har haft tid sammen med min familie. Jeg ville gerne have set mine sønner vokse op. Men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg var nødt til at blive her med mit folk”, sagde hun til BBC i september 2012.

Bob Marley i luften Som datter af general Aung San, der sikrede uafhængigheden fra Storbritannien i 1947, er hun født med heltestatus. Faderen blev likvideret, da hun var to år gammel, og hun voksede med sin mor i Burma, inden hun som ung flyttede til Storbritannien for at studere politik og filosofi på Oxford University. Hun vendte tilbage til Burma i 1988, da hendes mor blev alvorligt syg. Samme år fandt den store folkelige opstand mod militærstyret sted, og hun blev leder af oppositionspartiet NLD. Da hun i 2000 endelig fik lov til at få besøg af sin yngste søn efter 12 års adskillelse, medbragte han en masse kassettebånd. Og det var musikken, der bandt dem sammen igen, fortæller hun: ”Han lærte mig at kunne lide Bob Marley”. Ti år senere kom hun ud i friheden, og selv om det stadig er militæret, der har kontrollen i parlamentet – og selv om der foregår voldsomme etniske sammenstød i nogle dele af landet – så kan udviklingen mod demokrati og frihed ikke bremses, mener nobelprisvinderen Aung San Suu Kyi. ”Vi ved, at der foregår noget fantastisk. Vi er alle sammen klar over, at dette er en ekstraordinær tid for vores land”, siger hun til BBC. ➜

amnesty I 11


T em a: B u r ma

Er det bare en

drøm?

Burma gennemgår en fredelig forandring, som ingen havde troet mulig for blot to år siden. Men er det hele bare en drøm, og vil militærjuntaen slå tilbage, når burmesere i eksil vender hjem?

Foto: Polfoto

Munkene i Burma er højt respekterede og har ofte gået forrest i protesterne mod militærstyret.

Da Barack Obama som den første amerikanske præsident nogensinde annoncerede et officielt besøg i Burma i november, mente kritikere, at han var for tidligt ude med at omfavne landets forvandling fra militærdiktatur til spirende demokrati. ”Når styret allerede nu opnår et prestigefyldt amerikansk præsidentbesøg, kan det måske finde på at trække i land på løfterne om at løslade alle politiske fanger”, lød det på forhånd fra Human Rights Watch. Foreløbig har frygten vist sig ubegrundet, og Barack Obama foretog nogle vigtige, symbolske valg under sit besøg. Han insisterede på at møde præsident Thein Sein – den tidligere juntageneral, der nu er i civil – i landets gamle hovedstad Rangoon frem for i militærets nybyggede elitehovedstad Naypyitaw. Han tog sig god tid til at besøge frihedsikonet 1 2 I amn e s ty

Aung San Suu Kyi i hendes hjem, og han holdt en opmuntrende, men kritisk, tale på det Rangoon University, hvor protesterne mod militæret blev indledt i 1988. Desuden fik Obama en række krav opfyldt: Flere politiske fanger blev løsladt, og styret lovede at give Internationalt Røde Kors adgang til fængslerne og reducere de etniske spændinger i landet. For at imødekomme styret omtalte Obama landet som Myanmar og ikke Burma, som ellers har været officiel amerikansk politik, fordi navnet blev indført af militæret. Omvendt understregede han nødvendigheden af, at militæret bliver underlagt fuld parlamentarisk kontrol, og han sammenlignede behandlingen af den store muslimske befolkningsgruppe rohingyaerne med den racisme, der for et halvt århundrede siden afholdt afroamerikanere som ham selv fra at opfylde deres drømme i USA.

Kina eller USA At dømme efter mediernes dækning af Obamas besøg var begejstringen stor blandt befolkningen, der tæller over 60 millioner. Og eksperter er enige om, at Obamas besøg i høj grad også handlede om at vinde strategiske point i forhold til verdens anden supermagt Kina, der deler en 2.000 kilometer lang grænse med Burma og er landets absolut største samhandelspartner og investor. Et partnerskab, som langt fra alle burmesere er glade for. Den anerkendte amerikanske forsker Parag Khanna fra den uafhængige tænketank New America Foundation mener, at Burmas overraskende kursskifte skal tilskrives en række faktorer, deriblandt ønsket om at komme af med den kinesiske overfrakke. ”Burmas åbning mod omverdenen er et resultat af Safran-revolutionen (munkenes op-


A f Ol e Ho ff - Lu nd

Dansk besøg i Burma Særligt én episode kan vise sig at få betydning for styrets forhold til både Kina og landets egen befolkning. I november demonstrerede munke og indbyggere i byen Monywa i det nordvestlige Burma imod udvidelsen af en kobbermine, som vil lægge beslag på 3.200 hektar land. Minen er et fælles projekt mellem det kinesiske selskab Norinco og Myanmar Economic Holdings, der er ejet af Burmas militær. Men indbyggerne hævder, at de bliver tvunget væk fra deres jord, og de frygter for omfattende forurening. Efter 12 dages protester gik politiet til angreb og sårede over 50 demonstranter og munke, og det har vakt politisk og folkelig opstandelse. Efterfølgende har styret nedsat en kommission ledet af Aung San Suu Kyi, der ikke blot efterforsker politiets overgreb men også skal afgøre, om udvidelsen af minen helt skal stoppes. Det er nye toner i Burma, og udnævnelsen af Aung San Suu Kyi som leder af kommissionen viser, at hun har fået reel politisk indflydelse i landet, siden hendes parti i april 2012 vandt 43 ud af 44 pladser ved et suppleringsvalg til parlamentet. Siden hun kom ud i friheden, har statsledere fra hele verden lagt vejen forbi hendes berømte villa i Rangoon, hvor hun blev holdt i husarrest i 15 af de seneste 20 år. Helle Thorning-Schmidt (S) besøgte Aung San Suu Kyi to uger før Obama og åbnede en dansk repræsentation i Rangoon. Samtidig har Danmark fordoblet sin støtte til Burma til 100 millioner kroner om året.

Politibetjente i Burma beder om tilgivelse fra de buddhistiske munke i byen Monywa efter at have angrebet dem under en demonstration imod en kobbermine.

Foto: Polfoto

stand i 2007, red.), sanktionerne, befolkningens lidelser, det økonomiske spænd op til de andre asiatiske lande og udsigten til at blive fanget i rollen som leverandør af naturressourcer til Kina”, skriver Parag Khanna i et essay om Burmas udvikling. Kina har i årevis lukreret på den lette adgang til olie, naturgas, mineraler, træ og gummi fra militærjuntaen, der har tjent store summer, mens befolkningen har levet i armod under Vestens sanktioner. I øjeblikket er kineserne ved at opføre 63 vandkraftværker og en 2.400 kilometer lang olie- og naturgasledning fra Burma til Kina. Desuden er Burmas militær komplet udstyret med kinesiske skibe, tanks, fly og kamphelikoptere. Men ifølge Parag Khanna hersker der en udbredt anti-kinesisk stemning i alle dele af det burmesiske samfund. ”Selv de højtstående generaler, der har tjent godt på at handle med Kina, er i bund og grund nationalister. De er meget bevidste om, at det er sidste udkald, hvis de skal bringe sig ud af den totale økonomiske og militære afhængighed af Kina”, skriver Parag Khanna.

Mellem fremskridt og tvivl Præsident Thein Sein satte en tyk streg under udviklingen mod demokrati, da han i september på FN’s generalforsamling hyldede sin tidligere fjende nummer et, Aung San Suu Kyi, der også befandt sig i The Big Apple, hvor hun modtog US Congressional Gold Medal. ”Som borger i Burma vil jeg gerne lykønske hende med den ære, hun har modtaget i dette land som en anerkendelse af hendes anstrengelser for demokratiet”, sagde han. Men trods de bemærkelsesværdige fremskridt, så spøger tvivlen stadig i kulissen. Det er for det første uklart, om forandringerne er drevet frem af præsident Thein Sein, som har en fortid i militærjuntaen, eller om andre kræfter står bag. Er han militærets håndlanger, eller er han en ægte demokrat? Og hvilken rolle spiller militærstyrets tidligere leder Than Shwe i dag? Den danske udviklingsminister Christian Friis Bach (R) er ikke tvivl om, at militærets plads i hierarkiet er reduceret markant de seneste to år. Godt nok har militæret krav på en fjerdedel af pladserne i parlamentet, og flere ministre er tidligere generaler, men meget af den reelle magt er flyttet over til civile institutioner, påpeger han. ”Det burmesiske forår er forunderligt, og det har langt oversteget de forventninger, vi havde, da vi trådte til som regering. Det bety-

der ikke, at alt er fint, men der er sket utrolig meget på kort tid”, siger Christian Friis Bach til AMNESTY. Da han besøgte Burma i januar sidste år, mødte han burmesere, der sammenlignede den tidligere juntageneral Than Shwe med et strygejern. ”Stikket er trukket ud, men det holder sig varmt et godt stykke tid, og du kan brænde dig på det, hvis du kommer for tæt på. Militæret har gennem 20 år tilegnet sig store rigdomme, og det er klart, at hvis vi kommer for tæt på militærets besiddelser nu, så kan man frygte en modreaktion”, siger han. For det andet er flere interne konflikter brudt ud i lys lue i Burmas grænseland. I det vestlige Burma har hundredvis af mennesker mistet livet under etniske sammenstød mellem buddhister og muslimske rohingyaer. Over 100.000 er tvunget på flugt. Og i den nordlige Kachin-provins er en 17 år lang våbenhvile blevet afløst af blodige kampe mellem oprørshæren Kachin Independence Army og militæret. ”Det er helt afgørende, at styret får løst de etniske konflikter i landet, og at våbenhvilerne bliver til egentlige fredsaftaler. I modsat fald kan de bryde ud igen, og det kan provokere militæret til at skride ind, præcis som det skete for 20 år siden”, siger Christian Friis Bach. 1

Amnesty arbejder for politiske fanger i Burma Amnesty har i årevis arbejdet for løsladelsen af de politiske fanger i Burma, som for to år siden udgjorde omkring 2.200 personer. Efter masseløsladelser i januar, juli og september blev yderligere 50 politiske fanger frigivet i november – heriblandt menneskerettighedsforkæmperen U Myint Aye, der var idømt livstid. Løsladelsen af U Myint Aye skete to uger efter, at Amnesty i et offent-

ligt brev til myndighederne i Burma havde krævet ham frigivet. I brevet roser Amnesty udviklingen i landet, men udtrykker samtidig dyb bekymring over de tilbageværende fanger. Over 68.000 Amnesty-medlemmer fra 17 forskellige lande har for nylig underskrevet Amnestys krav om at løslade samtlige politiske fanger i Burma.

amnesty I 13


T em a: B u r ma

Burmas eksilstemme flytter hjem I 20 år har Oslo udgjort en sikker base for det frie burmesiske eksilmedie Democratic Voice of Burma. Herfra har de omgået militærstyrets censur og sendt radio og tv ind over grænsen til den burmesiske befolkning.

14 I am n e s ty


A f Bj ar ke W i nd ahl P e d ersen | Fo t o Joh n Ni e l sen

8.000 kilometer fra Burmas største by Rangoon ligger en anonym norsk baggård. Bortset fra et lille skilt på dørtelefonen er der intet, som antyder, at det nyhedsmedie, som for få år siden blev hængt ud af det burmesiske militærstyre som ”det værste fjendtlige medie”, har sit hovedkontor her. En godselevator fører op til baghusets 3. og 4. sal, hvor Khin Maung Win, souschef i Democratic Voice of Burma (DVB) imellem flyttekasser og redigeringsudstyr tager imod AMNESTY. ”Der er sket dramatiske ændringer i vores pressefrihed bare indenfor det sidste år. Selvom der er begrænsninger, kan alle journalister i Burma pludselig arbejde åbent og uden fare. Derfor har vi besluttet at lukke kontoret i Oslo og rykke hele vores redaktion til Burma og Thailand”, siger Khin Maung Win. Han var selv med til at oprette DVB, da Norge besluttede at støtte etableringen af et uafhængigt burmesisk medie. Året forinden, i 1991, var Nobels Fredspris gået til den burmesiske oppositionsleder Aung San Suu Kyi. Og som illegal reporter i Burmas jungle i starten af 1990’erne kender Khin Maung Win alt til den censur, som både journalister og befolkning igennem et halvt århundredes militærstyre har kæmpet imod. ”Indtil sidste år sad flere af vores journalister i fængsel idømt straffe på op til 65 år for at dokumentere udviklingen i Burma og smugle optagelser ud af landet til Oslo og Thailand. I dag kan de få officielle akkrediteringer, tage til møder i parlamentet og interviewe regeringen”. En håndfuld skriveborde, computere og de buddhistisk illustrerede kalendere på væggene er i dag blandt det sidste inventar i redaktionslokalerne, der er ved at blive pakket ned.

Den svære beslutning Det er et år siden, at DVB holdt op med at sende radio fra Norge og flyttede hele radioproduktionen til et studie i det nordlige Thailand. Her opruster de teknisk i disse uger, så studiet også kan sende satellit-tv. Det betyder, at den sidste tv-transmission fra Oslo kan ske allerede i februar. Men det spring har ikke været nogen nem beslutning, siger Khin Maung Win. ”Vi har hele tiden været i Norge, fordi vi ikke kunne gøre det, vi ville i Burma. Nogle frygter, det er for tidligt at flytte. Andre mener, det er for sent. Men tingene sker i Burma lige nu, og ud fra journalistiske og økonomiske hensyn er vi nødt til at være tættere på begivenhederne”. Men hvordan tør I stole på regeringen, når den primært består af militærfolk, som for nylig har smidt uniformen? ”Hvis vi isoleret kigger på DVB’s og regeringens historie, så kan vi aldrig stole på hinanden. Men det er også vores ansvar som borgere at støtte reformprocessen, så den ikke bliver kuppet af hardlinere indenfor militæret. Det er det valg, vi har. Risikoen ved ikke at flytte er større end risikoen ved at flytte nu”, siger Khin Maung Win. Nyheder til Burma tur-retur I Oslo er klokken halv elleve om formiddagen, og fjernsynet på det lille tv-bord midt

Democratic Voice of Burma Democratic Voice of Burma (DVB) har i alt 14 ansatte i Oslo, 45 i Thailand og 41 i Burma. Deres største donorer er Sverige, Norge, USA, Danmark og Storbritannien. I 2010 startede Amnesty i England en indsamling for at købe 10.000 radioer, som blev smuglet ind i Burma. ”Udenfor hovedbyerne er der få radioer, og de virker som magneter på en befolkning, som længes efter at høre de rigtige nyheder”, lød begrundelsen. I 2008 vandt dokumentarfilmen Burma VJ årets Amnesty Award på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. Filmen viser, hvordan DVB’s videojournalister med fare for deres eget liv dækkede Safran-revolutionen i 2007, og som det eneste medie formåede at få nyheder ud af Burma til resten af verden. Filmen har siden vundet et hav af internationale priser.

amnesty I 15


T em a: B u r ma

i redaktionen på 4. etage begynder en ti sekunders nedtælling. ”Det er 16-nyhederne, som sendes live i Burma lige nu”, forklarer Khin Maung Win. Nyhederne begynder med et indslag om, hvordan de store nye udenlandske investeringer i Burma påvirker lokalsamfund i landet. I de åbne kontorlokaler i Oslo bliver nyhedsværtens stemme blandet op med den insisterende summen fra DVB’s store computerserver, der står i et lille rum for enden af lokalet. Et skilt på døren fortæller, at den skal være åben for at undgå overophedning. ”Det her indslag er filmet af vores journalister i Burma og redigeret i Thailand, hvor vores nyhedsvært og redaktion sidder. De sender så den færdige nyhedspakke til Oslo, hvor vi sender den via vores server til London. Herfra ryger den via satellit tilbage til Burma, hvor folk ser med lige nu. Reelt har vi kun brug for teknikere i Oslo nu”. I tv-studiet, hvorfra DVB for syv år siden begyndte at sende nyheder, står en bags­kærm med stationens logo på højkant op ad væggen, og nyhedsværtens skrivebord er læsset med flyttekasser. Det er nu en måned siden, DVB sidste gang sendte fra det lille studie. ”Det er småt, men vi har haft et publikum på størrelse med Danmarks befolkning”, fortæller Khin Maung Win.

Jeg har selv trænet topfolk fra regeringen, og de beder om mere træning, så de tidligere propagandamedier kan lære professionel uafhængig journalistik. Khin Maung Win

Safran-revolutionen og cyklonen Nargis Han peger især på to begivenheder, som har fået DVB på de internationale mediers radar. I sommeren 2007 førte studenter, oppositionsfolk og landets buddhistiske munke an i en række ikke-voldelige protester imod militærregeringen. Safran-revolutionen, som opstanden blev kaldt på grund af farven på munkenes traditionelle dragter, blev slået brutalt ned af styret. Selvom DVB’s undergrundsjournalister var jaget vildt i Burma, formåede de at dokumentere overgrebene og få historier ud af landet. Optagelser fra DVB’s journalister viser blandt andet en japansk fotograf blive skudt og dræbt på åben gade for at filme. Billeder, der gik verden rundt. Bare otte måneder senere, i maj 2008, ramte cyklonen Nargis Burmas kyst og efterlod op mod 135.000 mennesker døde og to millioner hjemløse. Regeringen blokerede for international hjælp og forsøgte at kvæle dækningen af naturkatastrofen.

Ved vi for meget? Information holder øje med sandhederne I dag har vi alle adgang til en flod af gratis nyheder. Et abonnement på Information giver dig noget helt andet. Vi søger refleksioner. Vi spørger dem, der ved mest. Vi stiller nye spørgsmål og bliver ved, indtil vi får nye svar. Information omdanner den passerede virkelighed til nye erkendelser. ØKONOMER: KR . 2 0,0 0 € 2 ,66

UAFHÆNGIG AF PARTIP OLITISKE OG ØKONOMISKE INTERESSER

Krigsskeptiker i spidsen for USA’s hær

FREMTIDEN ER SVÆR AT SPÅ OM

SIDE 10-11

Få nye erkendelser i fire uger gratis. Gå ind nu på information.dk/4ugergratis

1 6 I amn e s ty

4

SIDE 12-13

TIRSDAG 8. JANUAR 2013

Pædofili – den mest forbudte fantasi SIDE 14-15 & KLUMME SIDE 2

Bondo: Ny folkeskole kan laves uden ny arbejdstidsaftale

Prøv uger grati s

På en ekstraordinær kongres i dag vil formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, præsentere et udspil til indfrielse af regeringens folkeskolereform uden om de igangværende overenskomstforhandlinger. KL holder fast i krav Af Amalie Kestler og Casper Dall

M

ålene i regeringens reform af folkeskolen kan indfries uafhængigt af overenskomstforhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening, KL, og Danmarks Lærerforening. Det er hovedbudskabet fra formand Anders Bondo Christensen på en ekstraordinær kongres i dag i Danmarks Lærerforening. Her vil lærerfor-

K

US

H

Informations Venner Bliv medlem af Informations Venner www.informations-venner.dk Informations Venner etableret 1951

manden præsentere et omfattende modsvar på regeringens udspil til en folkeskolereform i form af oplægget Sammen gør vi en god skole bedre. »Vores budskab er, at vi kan indfri regeringens målsætninger og samtidig se konturerne af en aftale, som vi kan få stemt hjem. Vi ønsker ingen konflikt. Derfor kommer vi nu med et bud på en anden måde at se tingene på, som vi skal drøfte på vores kongres,« siger Anders Bondo Christensen.

Lærerforeningen kommer i udspillet med forslag til, hvordan elevernes undervisningstid kan øges ved hjælp af en mere sammenhængende skoledag og genfremsætter et tilbud fra før jul om, at lærerne kan forpligte sig til at undervise 25 timer om ugen. Herudover foreslår lærerne bl.a. en trepartsaftale om efteruddannelse, et nyt »forpligtende samarbejde« mellem forskere, politikere og lærere om folkeskolens fremtid, samt at folkeskolen fremover skal stå til rådighed for eleverne hele dagen. Det hele kan ifølge Danmarks Lærerforening laves inden for rammerne af den nuværende arbejdstidsaftale fra 2008. »Udspillet er et forsøg på at bløde op på den fastlåste situation,« siger Anders Bondo Christensen og tilføjer, at han er klar til at diskutere en opdatering af den nuværende arbejdstidsaftale. »Vi kunne lave en ny arbejdstidsaftale,

Var Hitler tysker, og var Stalin russer? Blev Holocaust iværksat af Hitler? Er Mein Kampf forbudt? Det og meget andet får man svar på her, hvor myter om Anden Verdenskrig be- eller afkræftes på en faktuel og underholdende måde.

171 SIDER KR.

199,-

INFORMATIONSFORLAG.DK

hvor vi slår fast, at lærerne skal undervise 25 timer om ugen. Det er vi klar til.« – Men KL har jo tidligere kaldt jeres forslag om 25 timer for optisk bedrag? Tror du, at I kommer nogen vegne med det her? »Det håber vi.« Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) glæder sig over, at lærerne kommer med konkrete indspark, men ønsker ikke at kommentere arbejdstidsaftalen. Formanden for KL’s løn- og personaleudvalg Michael Ziegler (K) er afvisende. »For mig at se har det karakter af røgslør. Nu synes jeg, vi skal stoppe med det her. Der er ingen grund til at gå fra en rigid arbejdstidsaftale over til en anden rigid arbejdstidsaftale.« amk@information.dk / cda@information.dk Læs mere side 4-5

Rejse til Estland, Letland og Litauen 8-dages bustur med afgang 17. maj og 7. juni

En enestående kultur- og studierejse, hvor vi bliver klogere på de tre baltiske lande. Vi vil møde lokale i både Vilnius, Riga og Tallinn. De fortæller om landene, der bliver guidede byvandringer og oplæg i bussen. På hjemturen oplever vi den meget smukke sejltur ind i Stockholms skærgård. Prisen er 6.300 kr.

DEO

www.deo.dk

Tlf. 70 26 36 66 LÆS MERE PÅ EU-debat – mere spændende – mindre fastlåst

”Det har været med meget blandede følelser, vi har siddet her i Oslo. I 2007 følte vi os stolte over vores land, som krævede frihed, og vi var meget triste, da demonstrationerne blev slået ned. Katastrofen året efter var forfærdelig. Selv om hæren forsøgte at forhindre det, modtog vi billeder af så meget lidelse. Vi var følelsesmæssigt hårdt ramt. Men vores job var at få informationerne ud”. 24 år på militærets sorte liste Khin Maung Wins egen vej til Oslo går langt tilbage. I 1988 udbrød der store demonstrationer i Burma anført af de studerende. En af dem var Khin Maung Win. Opstanden blev nedkæmpet af militæret, og han tilbragte flere år i Burmas grænseland, hvor flere studenterorganisationer etablerede sig. Da DVB skulle oprettes, blev han rekrutteret fra junglen og flyttede otte måneder til Oslo, hvor han sammen med tre andre kolle-


Skandinaviske public service drømme Siden marts har Khin Maung Win været tilbage i Burma tre gange – blandt andet for at fortælle de burmesiske statsmedier om sine skandinaviske public service erfaringer. ”Vi har været her i 20 år, så vi har lært meget. Og vi tror på, at der er behov for public service i Burma”. Det gør regeringen tilsyneladende også, for DVB er blevet inviteret til at bidrage til arbejdet med at ændre statsmedierne. ”Jeg har selv trænet topfolk fra regeringen, og de beder om mere træning, så de tidligere propagandamedier kan lære professionel uafhængig journalistik”. Hvis Khin Maung Win og hans kolleger klarer de næste års store udfordring med at bevæge sig væk fra sponsoreret eksiljournalistik til at stå på egne ben i Burma, så er ambitionen på længere sigt klar. ”Vi drømmer om at pionere public service i Burma. Vi har allerede inviteret prominente folk fra styret til Danmark, Sverige og Norge for at vise dem public service her i Skandinavien. Vi har også holdt konferencer i Burma. Så vi tager ikke væk fra Oslo for at forsvinde, men for at gøre endnu mere. Og vi bliver hilst velkommen ikke bare af befolkningen, men også af regeringen. Derfor kalder jeg vores flytning for en succeshistorie”. 1

Store Kongensgade 40 C

Ja tak, jeg vil gerne bestille et gratis abonnement Navn: Adresse: Postnr. / By: Telefon: E-mail: Jeg er studerende (med henblik på senere rabat)

Information + + + 10383 + + + 0893 Sjælland USF B

mod nye erkendelser Send kuponen, ring 70 10 19 30, sms “TILBUD” til 1241 eller besøg information.dk/4ugergratis Information udkommer mandag -lørdag. Tilbuddet gælder til 01.03.2013 og gælder kun husstande, der ikke har abonneret de seneste 12 måneder. Prøvetilbuddet er gratis og uforpligtende. Sms koster 0 kr. + alm. sms-takst, betales via mobilregning. Udbydes af Information, Store Kongensgade 40C, 1264 København. Avisen stopper automatisk efter de 4 uger. Ved levering til udlandet opkræves porto.

Amnetsy

gaer grundlagde radiostationen. Derfra gik turen tilbage til junglen, hvor han som illegal journalist rapporterede om landets internt fordrevne. I 2001 flyttede han per­ manent til Oslo. Da han i marts sidste år officielt besøgte Burma, havde han ikke set sine forældre i 24 år. ”Jeg kunne ikke rejse hjem før. Vi blev betragtet som statsfjender og kunne ikke vide, om ændringerne var reelle. Jeg var meget nervøs”. På ambassaden i Bangkok fik han først afslag på sit visum. Fra en kontakt i Burmas informationsministerium fik han at vide, at han var på den sorte liste. Det gjorde ham endnu mere nervøs. Men fra informationsministeriet blev det også besluttet, at han kunne få indrejse, og det blev en oplevelse af, at udviklingen går hurtigt i Burma. ”Jeg blev stoppet i lufthavnen i lang tid. Immigrationsofficeren vidste simpelthen ikke, hvad han skulle gøre. Jeg havde et gyldigt visum, men jeg stod også stadig på den sorte liste. Så han ringede til sin overordnede, og jeg fik lov til at komme ind”. Længere inde i landet ventede hans forældre på ham. ”Vi havde ikke troet, at vi nogensinde ville se hinanden igen. Det var som en drøm, der gik i opfyldelse”.

amnesty I 17


T e m a: B u r m a

De uønskede Konflikten mellem buddhister og muslimer er blusset op i det vestlige Burma, og hundreder har mistet livet i etniske sammenstød. Mange byer er nedbrændt, og mindst 100.000 muslimske rohingyaer er tvunget i flygtningelejre. En del af angrebene er sket med hjælp fra politi og sikkerhedsstyrker, og mange frygter, at det er begyndelsen på en etnisk udrensning af rohingyaerne – en af verdens mest forfulgte minoriteter.

1 8 I amn e s ty


A f Hanna S i ste k | Fo t o Jo nas Grat z er

➜ a mn e s t y I 1 9


T e m a: B u r m a

36-årige Hianya og hendes fireårige søn Sanu sidder i deres interimistiske hytte, der er bygget af halm og bambus, men som ikke beskytter dem mod vind og regn.

De uønskede

2 0 I amn e s ty

”Da folkemængden kom, gik politiet i første række og skød ind i mit hus. Derefter trængte de ind i husene og nedslagtede folk. Vi blev bange og løb og gemte os i floden”, fortæller Toyova, en 50-årig kvinde med furet ansigt og håret sat op i en knold. Efter tre timer kom militæret til undsætning, men da havde to højgravide kvinder allerede mistet deres ufødte børn, siger hun. Toyova bor i den muslimske enklave Aung Min Gala i den vestlige delstat Arakans hovedstad Sittwe. Knapt halvdelen af de omkring 200.000 indbyggere i Sittwe er muslimske rohingyaer, mens resten er buddhistiske rakhinere. Men nu er byens centrum tømt for muslimer. Siden en voldsbølge brød ud i juni og efterlod cirka 90 døde, er der indført undtagelsestilstand. 75.000 indbyggere flygtede fra kampene, og de to befolkningsgrupper holdes nu skarpt adskilt. Indgangen til Aung Min Gala prydes af en improviseret militærpost, som skal beskytte mod buddhistiske angreb. Men samtidig for-

hindrer den de mange tusinde indbyggere i at forlade området for at arbejde eller købe ind på markedet. Gaderne sejler i mudder, og de åbne kloakker løber som bakteriefloder mellem husene. Luftfugtigheden er tropisk, og myggesværmene er enorme. ”Vi har svært ved at få hjælp til mad. Min mand kører rickshaw, men nu kan han ikke arbejde, for han kan ikke forlade området”, siger 25-årige Nurnisa, som er klædt i klassisk burmesisk sarong og lyserød bluse. Hun har et spædbarn på armen og yderligere to småbørn derhjemme. Efter syv måneders indespærring i Aung Min Gala er madbeholdningerne ved at være opbrugt. ”Vi får kun en kop ris per person om dagen. Det er ikke nok”, fortæller hun. Volden stiger Årsagen til sommerens vold i Arakan var angiveligt voldtægten og drabet på en buddhistisk kvinde i slutningen af maj. Tre rohingyaer blev mistænkt for forbrydelsen. En uge


En flok børn fordriver tiden i en lejr ved Sittwe. Maden er knap og består typisk af ris og forskellige vækster, som de finder i naturen, eller småfisk fra floden i nærheden.

senere stoppede en gruppe buddhister en bus og dræbte 10 muslimske mænd. Derefter brød helvede løs. I Maungdaw – en by tæt på grænsen til Bangladesh med en overvejende muslimsk befolkning – gjorde tusindvis af rohingyaer oprør og gik løs på rakhinernes hjem efter fredagsbønnen. Flere døde. Derefter slog sikkerhedsstyrkerne ned på rohingyaerne med vold, og siden har situationen været særdeles anspændt i delstaten. Selv om begge parter har begået uhyggelige forbrydelser med halshugninger, lemlæstelser og voldtægter, er 96 procent af dem, der nu bor i flygtningelejre, rohingyaer. Og i de etnisk opdelte flygtningelejre er forholdene for rohingyaer og rakhinere markant forskellige. Hvor rakhinerne bor i velfungerende lejre og har rigeligt med mad og medicin fra Burmas regering, lever rohingyaerne i overfyldte områder med sammenflikkede bambushytter, åbne kloakker og en konstant mangel på alle fornødenheder.

Nødhjælpen standses I mellemtiden har rakhinere overtaget meget af rohingyaernes landbrugsjord, og de forhindrer en stor del af nødhjælpen i at nå frem. Internationale nødhjælpsarbejdere siger, at lejrene er blandt de værste i Asien – hvis ikke i verden – og FN’s humanitære udsending, Valerie Amos, ser dystert på situationen: ”Det er en alvorlig krise. Desværre kan FN ikke få lov at komme ind og gøre det arbejde, vi gerne vil med de mennesker, så forholdene er forfærdelige”. I begyndelsen hjalp militæret med at købe ind til dem på markederne, men da det største parti i delstaten, Rakhine Nationalities Development Party (RNDP), indledte en kampagne mod rohingyaerne, blev de folk, som hjalp muslimerne, udsat for trusler om vold. Trods internationale appeller om at indstille voldshandlingerne blussede konflikten op igen i slutningen af oktober, hvor hele byer blev totalt raseret, og yderligere omkring 37.000 flygtede til lejre.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters var denne voldsbølge iscenesat af nationalister med forbindelse til RNDP, og de blev opildnet af buddhistiske munke og sommetider af lokale sikkerhedsstyrker. Dette har RNDP benægtet. Det reelle dødstal er ukendt – regeringen siger, at 180 er døde, mens rohingyaerne hævder, at over 1.000 har mistet livet. Statsløse i generationer Rohingyaer har i forvejen været udsat for diskrimination og udnyttelse i Burma gennem årtier. De er ikke anerkendt som nationalt mindretal og lever derfor som statsløse med begrænsede rettigheder. I modsætning til andre migranter i landet kan de ikke rejse frit rundt, men skal ansøge om tilladelse til at forlade deres hjemdistrikter. Som statsløse kan de heller ikke tage højere uddannelser, og de befinder sig i alle henseender på bunden af samfundet. Af samme grund betegner FN rohingyaerne som et af verdens mest forfulgte folk. amnesty I 21


T e m a: B u r m a ➜

Nurnisa har svært ved at skaffe mad. Hendes mand kører rickshaw, men han kan ikke arbejde, fordi militæret forhindrer beboerne i at forlade den muslimske enklave i Sittwe.

2 2 I amn e s ty


En familie tørrer fisk, som de har fanget med net i Den Bengalske Bugt. De er et supplement til de to kopper ris om dagen, som de får fra World Food Programme.

13-årige Amir ligger syg med feber, mens hans mor passer ham. De sanitære forhold i lejren er dårlige, og manglen på rent vand betyder, at sygdomme spreder sig hurtigt. Diarré og infektioner er de hyppigste sygdomme blandt børn. Bonden Sauyed Ahmed flygtede fra byen Pauk Taw efter den anden voldsbølge i oktober og bor nu i en lejr.

Der er uenighed om, hvor længe der har boet rohingyaer i Arakan, men mange kom som gæstearbejdere under det britiske kolonistyre i 1800-tallet. De har mørkere hud og mere bengalske træk end rakhinerne, og mange burmesere anerkender ikke navnet rohingya. De bruger hellere betegnelserne ’bangli’ eller det nedsættende ord ’kalar’. ”De er illegale indvandrere”, fastslår advokaten Aung Kyaw Sein, der selv er rakhiner bosat i Rangoon. I dag udgør de cirka 800.000 eller omkring en fjerdedel af delstatens befolkning, og mange rakhinere udtrykker bekymring over, at rohingyaerne tager deres arbejde og land. ”Lad os sige, at vi betaler 1.000 kyat om dagen for en rakhinsk arbejder. Men en rohingya er tilfreds med 800 kyat”, fortæller Khin Maung Swe, der er medlem af den kommission, som parlamentet har nedsat for at løse Arakan-konflikten. Mange rohingyaer har forsøgt at komme ind i nabolandet Bangladesh, hvor der allerede befinder sig omkring 200.000 flygtninge i officielle og uofficielle flygtningelejre. Men mange både med flygtninge er blevet sendt tilbage af kystvagten, og mindst to både med over 200 personer er sunket i efteråret. Ild i husene Knap en times kørsel fra Sittwe i jeep på en hullet jordvej ligger Seetama, der er den største lejr for rohingyaer. Jo nærmere vi kommer langs de grønne rismarker, jo mere udbredt bliver fattigdommen. Vi passerer hvide

UNHCR-telte. De små drenge er iført hvide muslimske huer, og de barfodede piger bærer tørklæder. Seetama har ingen elektricitet, og de cirka 15.000 beboere anvender tørret komøg som brænde. Landmanden Sauyed Ahmed kom til Seetama fra byen Pauk Taw efter den anden voldsbølge i slutningen af oktober. ”Rakhinere og myndighederne satte ild til vores huse og dræbte over 150 mennesker”, fortæller han. ”Vi kom hertil i en lille fiskerbåd med motor. Det tog os seks dage. Benzinen slap op, og vi blev pågrebet af flåden. Nogle af de andre både blev angrebet af rakhinere, og folk døde”, fortsætter han.

Sauyed Ahmed har fire børn og har bygget et midlertidigt læskur af bambus, men de sover direkte på jorden og frygter vinterens komme. ”Vi har ingen tæpper”, siger han. Efter to måneders ophold er han endnu ikke blevet registreret af FN’s World Food Program og er derfor afhængig af nabobyernes velvilje for at få mad. Det er rohingyaerne også i en uofficiel lejr i Coconut Garden, som ligger en halv time derfra med en smuk palmestrand som nabo. Her står en flok køer og tygger drøv blandt de enkle bambuskonstruktioner dækket med presenninger. De er hjem for omkring 2.600 flygtninge, der også kom fra Pauk Taw i slutningen af oktober.

Muslimsk leder fik 11 års fængsel Da de etniske uroligheder mellem buddhister og muslimer brød ud i byen Maungdaw i juni 2012, blev doktor Tun Aung tilkaldt af myndighederne for at forebygge en optrapning af konflikten. Som muslim og formand for Islamic Religious Affairs Council er han en ledende skikkelse i byen, og ifølge øjenvidner forsøgte han flere gange at tale indbyggerne til besindelse, inden der udbrød regulære gadekampe. Tun Aung og hans familie blev evakueret af politiet, da en buddhistisk folkemængde ville have fat i ham. Familien blev løsladt, men Tun Aung blev idømt 11 års fængsel for angiveligt at opfordre til vold. Han er

fængslet i hovedbyen Sittwe. Ifølge Amnestys oplysninger er han afskåret fra at få besøg eller kommunikere med sin familie. Amnesty betragter Tun Aung som samvittighedsfange, der er dømt som syndebuk for de voldsomme uroligheder i provinsen. Skriv til Burmas indenrigsminister Gen Ko Ko og kræv, at Tun Aung bliver løsladt: Lt. Gen Ko Ko Ministry of Home Affairs Office No. 10 Nay Pyi Taw Republic of the Union of Myanmar

amnesty I 23


T e m a: B u r m a

To drenge gennemgår deres net for småfisk, som de har fanget i vandet på rismarkerne.

Røde Kors besøger lejren en time hver dag, men det er langt fra nok til at hjælpe alle med behov. Her får en kvinde udleveret medicin til sit syge barn.

En kvinde binder bambuspinde sammen for at bygge en ramme til et telt i lejren. Taget er en presenning, som hun får fra en nødhjælpsorganisation.

Knuste drømme Lægen Mohamed Jafar Alam arbejder som frivillig her hver anden dag, og han er bekymret. ”De største problemer er malaria, diarré og tuberkulose. Der er risiko for, at disse sygdomme spredes, hvis regeringen har tænkt sig at holde folk her længe”, siger han. Hjælpeorganisationen Islamic Relief i Rangoon donerer medicin, men det slår ikke til.

”I dag betalte jeg for medicinen ud af min egen lomme”, fortæller Alam. Midt i lejren bor 17-årige Robiza Hatu, der er iført en smuk sortmønstret kjole og har et tørklæde om håret. Hun bor sammen med 170 andre i en bygning, der tidligere har været brugt som stald. Bygningen har ikke nogen vægge, og kvinderne sidder på hug i halmen og tilbereder middagen. ”I juni kom en masse rakhinere til vores by og nedbrændte husene og moskéen. Mange

24 I am n e s ty

blev dræbt. De kom igen i oktober. Vi kunne ikke gå på marked, vi kunne ikke bevæge os frit. Så til sidst flygtede vi her til”, fortæller Robiza. Nu er hendes fremtidsdrømme lagt i grus. ”Jeg håber, at internationale organisationer kan forhandle med vores regering på vores vegne. Inden dette skete, drømte jeg om et godt liv, om at få børn og give dem en god uddannelse. Men nu har jeg ingen drømme længere”, siger hun. 1


Væbnede konflikter i Burmas grænseland I skyggen af den demokratiske udvikling i Burma bekæmper militæret flere oprørsbevægelser i landet – herunder især Kachin Independence Army (KIA) og Karen National Liberation Army (KNLA) i den nordøstlige og østlige del af landet. KIA ønsker selvstændighed, mens militæret ønsker at bevare kontrollen over den isolerede, men ressourcerige region. Kachinfolket er overvejende kristne og dermed et religiøst mindretal i Burma. Før kampene brød ud i sommeren 2011, havde der i 17 år været en formel våbenhvile i kraft mellem KIA og militæret. FN vurderede i september sidste år, at kampene har drevet op mod 75.000 mennesker på flugt, men Burmas regering har

nægtet at give FN’s humanitære hjælpearbejdere adgang til regionen, selv om de internt fordrevne i mere end 40 lejre i Kachin har desperat brug for varmt tøj og tæpper. Burmesiske statsmedier har for nylig indrømmet, at luftvåbnet er sat ind mod oprørerne i regionen. Den anden konflikt med karen-folket og KNLA går helt tilbage til Burmas uafhængighed i 1947 og har kostet titusindvis af ofre. Omkring 160.000 er flygtet til lejre i junglen på den thailandske side af grænsen. KNLA var den største af de væbnede minoritetsgrupper, der gjorde oprør mod militærstyret i 1980’erne, men er blevet slået tilbage af voldsomme angreb fra hæren, der tæller 400.000 mand.

En nyankommen flygtningefamilie sidder med deres få ejendele og venter på at finde en plads i lejren ved Coconut Garden.

Iman på 14 år står ved resterne af det, der var hans families hus i den muslimske enklave Aung Min Gala, inden urolighederne brød ud i Sittwe.

På en bambusbænk foran teltet sidder en farfar med sine to børnebørn. Deres forældre arbejder i en nærliggende rismark for at tjene lidt ekstra til at købe mad.

a mn e s t y I 2 5


B ei rut

Slaveriet i Beirut Officielt er slaveriet afskaffet i hele verden. I virkeligheden ser det anderledes ud. I Mellemøsten arbejder millioner af udenlandske kvinder som tjenestepiger. De er ikke beskyttet af arbejdsretsloven og har ikke lov til at organisere sig fagligt. Mange lever under slavelignende forhold.

BEIRUT: Hver søndag formiddag fyldes gader og caféer omkring trafikknudepunktet Dora i Libanons hovedstad Beirut af mørkhudede kvinder i farvestrålende tøj. Det er nogen af de cirka 200.000 kvinder fra fattige asiatiske og afrikanske lande, der arbejder som tjenestepiger i Libanon. Til hverdag er de klædt i lyseblå arbejdsuniformer, men om søndagen har de fleste fri og tilbringer dagen omkring Dora. En ugentlig fridag er dog ikke en selvfølge. Det kan 35-årige Bhumika fra Nepal bekræfte. ”Jeg kom til Beirut for 18 måneder siden for at arbejde hos en børnefamilie. Jeg blev tvunget til at arbejde fra kl. 7 om morgenen til kl. 1 om natten. Jeg havde ingen fridage”, siger Bhumika sammenbidt. Vi møder hende på en café. Hun er klædt i en turkisblå nepalesisk sari. Hendes mørke øjne er vagtsomme. Hun har fuldstændigt styr på, hvem der kommer ind i caféen. Hvis politiet kommer og tjekker id-papirer, bliver hun højst sandsynligt arresteret. Hendes forbrydelse? ”Min arbejdsgivers 14-årige søn plejede at slå mig. Til sidst stak jeg af ”, fortæller Bhumika. Ingen rettigheder Der er cirka 22 millioner gæstearbejdere i de arabiske lande, hvoraf omkring 25 procent er kvinder, der arbejder i private hjem. Med undtagelse af Jordan og delvist Bahrain er de ikke beskyttet af arbejdsretsloven, men hører under det såkaldte Kafala-system eller sponsorsystem, hvor arbejdskontrakten er knyttet til én arbejdsgiver. Den er samtidig kvindernes opholdstilladelse og fastlægger endda deres retslige status. Hvis de forlader arbejdsgiveren uden at være løst fra kontrakten, opholder de sig illegalt i landet. Som regel bor de hos arbejdsgiveren og må ikke forlade hjemmet uden tilladelse. For Bhumika lykkedes det at stikke af en dag, da døren ikke var låst. Hun tog 26 I am n e s ty

hen til nogle nepalesiske venners lejlighed. ”Der har jeg holdt mig skjult i to måneder, mens jeg har ventet på min flybillet, så jeg kan vende hjem”, siger hun. Voldtaget og på flugt I en anden del af Beirut ligger et beskyttet opholdssted for udenlandske tjenestepiger. Ved vores besøg er der omkring 20 kvinder, der er sluppet væk fra deres arbejdsgivere. En af dem er den 30-årige mor til to Annie fra Filippinerne. Ligesom de fleste af de udenlandske tjenestepiger fik hun jobbet via et arbejdsagentur i hjemlandet, som har et søsteragentur i Libanon. ”Lønnen for et par års arbejde i Libanon skulle give min familie en tryg fremtid”, fortæller Annie. I dag er hun fattigere, end da hun rejste. Hun har kun set Beirut gennem et bilvindue. ”Min arbejdsgiver mødte mig i lufthavnen og tog mit pas, inden vi kørte til hans hjem”, fortæller hun. Det er normalt, at kvinderne får frataget deres pas. Det forhindrer dem i at stikke af, og arbejdsgiveren kan styre kontakten med myndighederne. Annies arbejdsgiver, en midaldrende småbørnsfar, forbød hende at forlade hjemmet. Døren var altid låst. ”Da jeg havde arbejdet der i en måned, voldtog min arbejdsgiver mig første gang”, fortæller Annie med tårerne trillende ned ad kinderne. I to måneder forgreb manden sig seksuelt på hende. Indespærret og uden nogen kontakter i Libanon havde hun ingen mulighed for at få hjælp. ”Men en dag, da jeg var ude på altanen, snakkede jeg med to filippinske tjenestepiger, der luftede deres arbejdsgiveres hunde på gaden. De fortalte mig, hvordan man kom hen til den filippinske ambassade”, fortæller Annie. En dag stod døren ulåst. Annie sneg sig ud, og gik hen til den filippinske ambassade, hvor hun fik hjælp til at finde det beskyttede op-

holdssted. Her har hun nu været et par dage. Hun ved ikke, om det fører til noget at anmelde arbejdsgiveren. Det vil blive ord mod ord, og efterforskningen kan tage flere år. Alene det at få nyt pas og penge til hjemrejsen tager måneder. ”Jeg har kun ét ønske. At forlade Libanon så hurtigt som muligt og blive genforenet med min familie”, siger hun. Politiets døve øre I det vestlige Beirut møder vi Aimee Razanajay fra Madagaskar på en café. Hun har været i Libanon i 14 år og er blevet noget af en mor for kvindelige gæstearbejdere. De tre første år i Libanon arbejdede Aimee i et privat hjem. Senere fik hun arbejde i en kirke, hvor hun har arbejdet lige siden. Hver søndag kommer de fleste af de tjenestepiger, der har fri, til kirken. ”Så hører jeg altid nye forfærdelige historier. Jeg bliver så træt”, sukker Aimee. Hun fortæller om tjenestepiger, der bliver slået, brændt med cigaretter, voldtaget, låst inde, nægtet løn, får dårlig mad, bor under usle forhold, og som aldrig har fri. Mange vælger, ligesom Bhumika og Annie, ikke at melde det til politiet. ”Politiet hører som regel mere på arbejdsgiveren end på tjenestepigen. Kvinderne er skrækslagne for at havne i fængsel”, siger hun. Èn dag om ugen besøger Aimee kvindelige gæstearbejdere i fængslerne. De fleste er havnet der, fordi de er stukket af og blevet pågrebet uden personlige dokumenter. ”Det er ren tortur at sidde der. Det største fængsel ligger under jorden. Der er altid mørkt, og luften er dårlig. De sidder der i måneder, indtil nogen skaffer dem et nyt pas og en flybillet hjem”, siger Aimee. Lønnen udebliver En tjenestepige, som anmelder sin arbejdsgiver, bliver ofte stillet over for en modanklage, som regel tyveri. Disse sager har lav prioritet.


A f B en g t S igvardsson og Lucas Pern in | Il l ustrat i on Ri kke Ahm

Det kan tage flere år, før de når en domstol. På det tidspunkt har kvinden ofte allerede forladt landet uden løn. Manglen på fagforeninger og et forbud mod at organisere sig betyder, at frivillige organisationer er nødt til at tale gæstearbejdernes sag. Organisationen KAFA (Enough Violence And Exploitation) har fokuseret på kvindelige gæstearbejdere siden 2010. De har blandt andet en døgnåben telefon og betaler for lægeundersøgelser ved fysiske og seksuelle overgreb. På organisationens kontor møder vi Rola Abomourched. ”Udenlandske tjenestepiger er en stor gruppe, der udsættes for meget vold. Vi har kontakt med forskellige beskyttede opholdssteder, hvor de kan bo, men vi koncentrerer os om uddannelse og kompetenceudvikling og yder social og juridisk rådgivning”, siger Rola Abomourched. De standardkontrakter, som regulerer arbejdet, kan gæstearbejderne kun bryde af tre årsager: Mishandling, arbejde i mere end ét hjem og udebleven løn i tre måneder. Den

udbredte praksis med at fratage dem deres pas og holde dem låst inde nævnes ikke. ”Politikerne mener, at det vil medføre en række problemer, hvis tjenestepigerne får ret til sociale ydelser, ret til barselsorlov, ret til at melde sig ind i fagforeninger og så videre”, siger Rola Abomourched. Hver uge dør en tjenestepige I juni 2011 vedtog ILO (International Labour Organization) konvention 189 om rettigheder for udenlandske tjenestepiger. Konventionen omhandler blandt andet ret til mindsteløn, ret til selv at vælge, hvor man vil bo, og beskyttelse mod vold. Indtil videre har kun to lande, Filippinerne og Uruguay, underskrevet konventionen, der træder i kraft i september 2013. Hvorvidt de arabiske lande vil implementere den, står endnu hen i det uvisse.

I gennemsnit dør en udenlandsk tjenestepige om ugen i Libanon. Enten på grund af selvmord eller ved fald fra altaner under flugtforsøg. Situationen har medført, at lande som Nepal, Filippinerne og Madagaskar forbyder deres borgere at rejse til Libanon og arbejde. Det har haft den bivirkning, at risikoen for menneskehandel er øget. ”Det er for eksempel meget almindeligt, at kvinder fra Nepal rejser til Indien, hvor de får nyt pas, og derefter til Libanon via forskellige kanaler”, siger Rola Abomourched. KAFA bruger meget energi på oplysningskampagner for at ændre holdningen hos arbejdsgiverne. ”Men holdningen går hånd i hånd med lovgivningen. Hvis man ikke behøver frygte sanktioner for sine handlinger, er det svært at opnå ændringer”, siger Rola Abomourched. 1 Bhumika og Annie er opdigtede navne.

amnesty I 27


Græ ken la n d

Porten til Europa smækkes i Kriseramte Grækenland frygter en invasion af illegale immigranter og har placeret 1.800 ekstra politifolk langs grænsen til Tyrkiet for at lukke porten til Europa. I Athen slår politi og fascistiske grupper hårdt ned på alle med mørk hud.

Fra sin hvidkalkede balkon kan chefen for kystpolitiet på den græske ø Symi ane konturerne af Tyrkiets kyst. Den ligger blot syv sømil væk. ”Jeg sover ikke længere om natten”, siger Dimos Karageorgos – manden, der har ansvar for at vogte EU’s yderste grænse. På få uger er flere end 100 immigranter og flygtninge ankommet med båd til Symi, og der går rygter om, at 200 nye er på vej. I ly af natten bliver immigranterne smidt i vandet på den nordlige del af øen, og om morgenen klatrer de over bjergene og går ned gennem Symis smalle gader. De mange ankomster fik for nylig øens kvindelige politidirektør til at gå grædende til borgmesteren, fordi hun kun havde plads til seks personer mere i fængslet, hvor knap 100 mennesker allerede ”lever som dyr”, som den lokale læge Xanthos Tsabikos udtrykker det. Fængsel er så kraftigt overfyldt, at børn og voksne må spærres inde sammen, og at de sanitære forhold giver risiko for sygdomsudbrud. Immigranterne har samlet adgang til ét toilet og én vandhane. Men på et folkemøde er øens borgere blevet enige om, at immigranterne ikke er velkomne på den græske ø med 2.600 faste indbyggere. I forvejen er Symi ramt af voldsomme budgetbesparelser, og nogle borgere har endda foreslået at tilkalde det højreekstremistiske parti Gyldent Daggry eller selv fjerne immigranterne med magt. ”Hvad skal vi gøre? Der er ikke plads til flere på øen”, siger caféejer Lefteris Terezakis og sætter ord på folkestemningen: ”De må sættes ud på en båd og tvinges væk herfra”. 2 8 I amn e s ty

17-årige Ghulam er flygtet fra Afghanistan og bor nu på to gange to meter med sin 16-årige kone Masooma og deres datter på halvandet år. Efter han fik tæsk af græske fascister, er han blevet bange for at gå ud.

Tæsk til migranter Det er ikke kun på øen Symi, at Grækenland slår hårdt ned på immigranter og flygtninge. Med støtte fra EU’s fælles grænsestyrke Frontex har regeringen lukket menneskesmuglernes tidligere hoveddør til Europa – landegrænsen mod Tyrkiet. Siden der i august blev opført hegn og sat 1.800 ekstra politifolk ind langs grænsen, er antallet af immigranter, der ugentligt krydser grænsen, faldet fra 2.000 til 30 personer. Det har fået smuglerne til at ty til den dristigere rute over havet. I september kostede det 60 mennesker livet, da en båd sank ud for Tyrkiets kyst. Over halvdelen var børn. Og i

december druknede 20 migranter ud for øen Lesbos. Samtidig gennemfører græsk politi under navnet Operation Xenios Zeus storstilede razziaer, som skal rydde op i landets omkring to millioner irregulære immigranter og asylansøgere. Flere end 30.000 mennesker er blevet afhørt, og 2.600 personer sat bag lås og slå, mens de afventer hjemsendelse. Oveni oplever Athen en bølge af racistisk motiveret vold mod migranter, der bliver slået ned på åben gade. FN’s flygtningeorganisation UNHCR registrerede 83 voldstilfælde i de første ni måneder af 2012, men vurderer, at tallet er langt højere. Volden kædes sammen med


A f T ho mas A u e S o b ol og Lasse T e l l i n g | F o t o: S te v en A c hi am

hederne og de konventioner, man har underskrevet. At være immigrant er ikke en forbrydelse. Fængslinger bør være den sidste udvej”, pointerer han. Generelt accepterer politiet i Athen blot 20 asylansøgninger om ugen. Kritikere mener, at Grækenland slet ikke har en asylpolitik – kun en deportationspolitik. ”Ved ikke at acceptere asylansøgninger risikerer myndighederne at sende nogen tilbage til et hjemland, hvor der er risiko for, at de bliver udsat for overgreb. Der er dokumenterede tilfælde, hvor mindreårige er sendt tilbage og kommet i fængsel, hvor de er blevet tortureret og i nogle tilfælde er omkommet.”, siger Elias Anagnostopoulos.

Politioperationen Xenios Zeus skal rydde op i antallet af flygtninge og immigranter i Athen. Betjentene tjekker papirer på alle med mørk hudfarve, og hvis de ikke er i orden, bliver man fængslet.

fascistiske grupper med tilknytning til det ekstremt højreorienterede parti Gyldent Daggry, som har 18 pladser i det græske parlament. I august smed en gruppe mørkklædte mænd på motorcykler en molotovcocktail ind i en moske i udkanten af Athen, og et par måneder tidligere blev en albaner ramt af et sværd, som en maskeret motorcyklist svingede mod ham. Andre gange har parlamentsmedlemmer fra Gyldent Daggry selv deltaget i overfald og chikane. En blandt flere You Tube-videoer viser, hvordan parlamentsmedlemmet Giorgos Germenis og en gruppe på 40 mænd smadrer en immigrants bod på et marked. Iran bedre end Grækenland 17-årige Ghulam viser vej gennem en smal, mørk gang og ind til et lille rum på under to gange to meter. Her lever han illegalt med sin 16-årige kone og parrets datter på halvandet år. ”Her er værre end i Iran”, siger Ghulam, der først flygtede fra Afghanistan til Iran for at undslippe Taleban. Rummet er en del af et såkaldt Afghan Hotel, et udbredt fænomen i Athen, hvor græske udlejere tager sig godt betalt for at huse afghanere. For nylig, da Ghulam arbejdede med at hente skrald, blev han gennemtæsket af en fascistisk gruppe. ”Jeg forsøgte at stikke af, men de sendte to hunde efter mig. To mænd holdt mine hænder, mens to andre slog mig i maven og hovedet med en jernstang. Jeg skreg og græd, men selvom der var andre mennesker, var der ingen, der hjalp. De sagde, at jeg skulle være stille, for ellers ville mændene komme igen –

og måske slå mig ihjel”, fortæller Ghulam. Den afghanske dreng fik fat i politiet efter overfaldet, men de sagde, at de intet kunne gøre. Andre kilder fortæller om tilfælde, hvor politiet kræver penge for at tage imod anmeldelser. Ghulam stoler ikke på nogen længere. ”Jeg tør ikke gå ud af lejligheden for at arbejde eller købe ind”, siger han. Sendt hjem til tortur Elias Anagnostopoulos, der er direktør for Amnesty International i Grækenland, fortæller, at politiets Operation Xenios Zeus betyder ”den, der byder fremmede velkommen”. ”Det finder jeg ironisk”, siger han og understreger, at Grækenland har ret til at føre sin egen udlændingepolitik, og at han forstår, at landet er i dyb krise. ”Men man skal overholde menneskerettig-

Når Grækenland falder Tilbage på øen Symi fortæller den lokale læge, Xanthos Tsabikos, at han har tilbudt politiet at huse en del af de nyankomne migranter på sin klinik. Men det afviser politiet. ”Hvis bare jeg kunne samle ti mænd, så ville jeg hente migranterne med magt. Men jeg er alene”, udbryder Tsabikos. Forelagt den bemærkning trækker øens borgmester, Lefteris Papakalodoukas, på smilebåndet. Han mener, at problemet er langt større, end lægen forstår. Ifølge borgmesteren kan øen kun betale lønninger til de 40 ansatte i socialforvaltningen og lokalpolitiet to måneder endnu. “Vi er ikke racister. Vi har selv været immigranter engang. Men det er umuligt for Grækenland at bære byrden alene”, pointerer han. Ved havnekajen træder chefen for kystpolitiet, Dimos Karageorgos, ind fra sin hvidkalkede balkon. Arbejdet kalder. Frontex har sendt forstærkninger til området i form af patruljebåde, helikoptere og overvågningsfly. For som kommandøren udtrykker det: ”Hvis Grækenland falder, så falder Europa også”. 1

Skriv til Europa-Parlamentet Amnesty dokumenterede i december i rapporten ”Greece: The End of The Road for Asylum Seekers, Refugees and Migrants” en dramatisk stigning i racistisk motiverede overfald i Grækenland. Myndighedernes hårde kurs mod asylansøgere gør, at ofre for overgreb ikke tør melde det til politiet. Amnesty aktionerer desuden for at få Europa-parlamentet til at sikre immigranters, flygtninges og asylansøgeres rettigheder og opfordrer EU til at øge indsatsen for at forhindre dødsfald på havet, når migranter med livet som indsats søger mod Europa. Du kan skrive under på Amnestys aktion ved at scanne QR-koden eller gå ind på siden: www.whenyoudontexist.eu/s-o-s-europe-what-s-the-deal-at-europes-borders-actions

amnesty I 29


KULTUR

NS T

A f Ol e H o ff - L u nd

KU

Kunsten som murbrækker Hvordan hænger kunst og menneskerettigheder sammen? FN sætter i år fokus på retten til kunstnerisk frihed og bruger den danske kunster Nadia Plesners verdensberømte Louis Vuitton-tegning som eksempel. AMNESTY har bedt hende og jurist Martin Martensen-Larsen om at vurdere kunsten som kritisk stemme.

KU

N

ST

Modeverdenens vrede brød ud i lys lue, da den danske billedkunstner Nadia Plesner i 2008 trykte sit kunstværk ”Simple Living” på en T-shirt for at rejse penge til befolkningen i Darfur. Billedet viser en lille, nøgen dreng fra Darfur med en Louis Vuitton taske på armen. Det franske modehus truede Nadia Plesner med retssag for misbrug af Louis Vuittons varemærke, og med udsigten til en stor erstatningssag stoppede hun salget af T-shirts. I stedet indarbejdede hun billedet i sit store kunstværk ”Darfurnica”, der spiller på referencen til Picassos ”Guernica” og er i samme størrelse – 349 x 776 centimeter. Billedet blev udstillet i København i januar 2011, og reaktionen udeblev ikke. Louis Vuitton gik til en hollandsk domstol og krævede maleriet forbudt, og Nadia Plesner blev idømt dagbøder på 40.000 kroner, så længe kunstværket var udstillet offentligt. Sagen fik enorm mediebevågenhed i hele verden som den klassiske historie om David mod Goliat. Men denne gang ville Nadia Plesner ikke bøje sig. Hun stævnede Louis

Vuitton, og undervejs fik hun støtte fra andre kunstnere, der indarbejdede modetasker i deres billeder. Mission fuldført Afgørelsen faldt i juni 2011 ved en domstol i Haag. Her fik Nadia Plesner rettens ord for, at hun havde ret til at bruge statussymboler i sin kunst. På det tidspunkt var dagbøderne løbet op i 3,5 millioner kroner. ”Anklageren sagde i retten, at kunstværket var ødelæggende for Louis Vuitton, fordi deres kunder nu kom til at tænke på Darfur, når de så en Vuitton-taske. Sådan tænker de. Jeg tænkte derimod, at min mission var fuldført”, fortæller Nadia Plesner, der er uddannet fra Kunstakademiet i Amsterdam. Ideen til sit kunstværk fik hun efter en alvorlig trafikulykke, der bandt hende til sygesengen i månedsvis. I avisen læste hun en notits om folkedrabet i Darfur, mens der på den modsatte side var en stor artikel om fænomenet Paris Hilton, der skulle i fængsel. ”Det var et klassisk eksempel på, hvordan massemedier nogle gange foretager en gro-

Foto: John Nielsen

Martin MartensenLarsen og Nadia Plesner blander kusnt, debat og humanitært arbejde for at udfordre samfundets fokus på vækst og forbrug. 30 I am n e s ty

tesk prioritering mellem vigtige verdensbegivenheder og sladder”, siger Nadia Plesner. Det fik hende til at overveje, hvad der egentlig skulle til for at få Darfur på forsiden, og hun valgte at inddrage en luksusvare som Louis Vuitton, fordi det skaber en umiddelbar genkendelse. ”Folk blev sindssygt provokeret af det. For hvis du identificerer dig med drengen, så kan du ikke samtidig identificere dig med Louis Vuitton-tasken og den livsstil, der er forbundet med det. Man kan ikke være i begge verdener. På den måde kan man bruge produkter og übermærkevarer, som folk kender, til at skabe nye og overraskende sammenhænge”, forklarer Nadia Plesner. Død mands aske Omtrent samtidig med Nadia Plesners strid med Louis Vuitton befandt Martin Martensen-Larsen sig i Texas i færd med at optage dokumentarfilmen ”Dying In Dixieland” om den dødsdømte Karl Chamberlain, der i 2008 blev henrettet for voldtægt og mord. Karl Chamberlains mor gav sit samtykke til, at Martin Martensen-Larsen kunne få hans aske, som blev udstillet i Christians Kirke i København i 2012. Det skete for at sætte fokus på, om drab og voldtægt virkelig kan sones med forbryderens død. ”For at sætte vigtige emner til debat, må man somme tider tage radikale metoder i brug. Når det gælder dødsstraf, er konfrontationen nødvendig, fordi mange mennesker ikke har sat sig dybere ind i de etiske spørgsmål. Men når du smider det direkte i hovedet på dem, så er de tvunget til at tage stilling til det rimelige i en lov, der tillader staten at tage livet af en rask mand”, siger Martin Martensen-Larsen, der er uddannet jurist.


Nadia Plesner blev slæbt i retten af modehuset Louis Vuitton, da hun udstillede sit kunstværk ”Darfurnica”, hvor en lille dreng fra Darfur står med en Vuittontaske på armen.

Han har gennem årene lavet en række events, der udfordrer vores syn på dødsstraf – herunder modeshowet Last Fashion, hvor han sammen med kunstneren Marco Evaristti udviklede ideen til at lave haute couture til fanger på dødsgangen. Gravsten med reklamer Martin Martensen-Larsen har også fremstillet sin egen gravsten med indbygget videoskærm, hvor virksomheder kan købe reklameplads. Den første reklame er solgt for 5.000 kroner. Projektet udfordrer det politiske mantra om at arbejde mere og blive længere på arbejdsmarkedet – i dette tilfælde også efter døden. ”Det er blevet en patriotisk pligt at arbejde mere og forbruge mere. Vi har råd til at lade være med at bekymre os, for vi har stort set alle de rettigheder, vi kan drømme om. For den ubekymrede forbruger bliver det hurtigt kedeligt, når Amnesty for eksempel bliver ved med at bringe menneskerettigheder på banen. Min pointe er, at vi ikke får åndelig næring til at diskutere de store spørgsmål, når alting handler om vækst og forbrug. Vi har vores frihed, men vi bruger den ikke længere til noget”, siger Martin MartensenLarsen.

På samme måde bliver Nadia Plesner provokeret, når Danmarksindsamlingen ruller over skærmen en gang om året. Hun betragter det mest af alt som et celebrityshow, hvor de kendte får lov at vise deres gode vilje, og hvor man bruger reklamesprog for at redde folks liv. ”Det er nødhjælp pakket ind i underholdning, så seerne kan vinde en bil eller få deres navn på skærmen, hvis de giver et beløb. Men i et veluddannet samfund har vi et ansvar for at forstå de store sammenhænge i verden og reagere på uretfærdighed. Vi bliver meget let suget ind i en livsstil, der drejer sig om forbrug og statussymboler, og så er der ikke tid til at reflektere over store problemstillinger andre steder på kloden”, siger Nadia Plesner. Fastfood som åndelig næring Nadia Plesner har netop dannet Simple Living Komiteen, som blander kunst, debat og humanitært arbejde. Komiteen indsamler blandt andet brugt udstyr fra skoler og hospitaler og sender det til Sudan, Yemen og Syrien. Senest har de leveret 38 danske hospitalssenge til en fødeklinik i Uganda, hvor kvinderne ellers fødte på gulvet, fortæller Nadia Plesner:

retten til Kunstnerisk frihed Nadia Plesners tegning ”Simple Living” er blikfang for en rapport om retten til kunstnerisk frihed, som FN’s særlige rapportør for kulturelle rettigheder, Farida Shaheed, udgiver i juni. Shaheed indsamler data fra alle FN’s medlemslande om status for den kunst-

nerisk frihed – om kunstnerne er underlagt religiøse eller politiske begrænsninger, og om der er restriktioner for særlige kunstarter. Her har den lille Darfur-dreng fået Pussy Riot-hue på. Læs mere på www.nadiaplesner.com

”Det er humanitært arbejde i en ny form, hvor resultaterne kan ses meget direkte”. Martin Martensen-Larsen er med i bestyrelsen og i foråret præsenterer de et nyt, debatskabende værk, der handler om fastfoodkulturen og dens påvirkning af samfundet. Baggrunden er, at en række af de store amerikanske fastfood-kæder er dybt forankret i en konservativ, kristen kultur og giver økonomisk støtte til republikanske kandidater, der hylder amerikansk patriotisme og familieværdier. Blandt andet er stifteren af Dominos Pizza aktiv modstander af fri abort, In-N-Out Burger har bibelcitater på kopper og taller­ kener, og Chick-fil-A har givet millioner af dollars til organisationer, der bekæmper homoseksuelles rettigheder. På samme måde havde en gruppe republikanere held til at ændre skiltningen i Kongressens kantine, så French Fries blev til Freedom Fries, da Frankrig ikke ville deltage i Irak-krigen. Det blev kopieret over hele USA, forklarer Martin Martensen-Larsen. ”Den kritiske refleksion over meningen med livet skaber kaos i de kristne konservatives verden. I bund og grund bygger fastfood-kulturen på en lignende forestilling om at droppe det elitære, arbejde mere og lade være med at stille spørgsmål. Men det er udtryk for åndelig fattigdom, og det er den kultur, vi Illustration: Nadia Plesner ønsker at udfordre”, siger han. amnesty I 31


Ug anda

6.000 kilometer væk hjemmefra står en 23-årig pige fra Lemvig og puster balloner op for flygtningebørn i Uganda, der aldrig har set en ballon, og som tror hun er en heks. Hendes mission: At få børnene til for en stund at glemme deres hverdag. Og smile.

Klovnen i Uganda ”Moja, mbili, tatu. En, to, tre!”, råber Marie Louise Villemoes, mens hun trækker hårdt i halen på et ballondyr, der er formet som en mus. Ved hendes side står tyve afrikanske flygtningebørn og følger hendes bevægelser nøje. I samme øjeblik slipper hun dyrets hale, så den flyver i en bue gennem den afrikanske middagssol, før den lander på den golde og udtørrede jord i flygtningelejren Rwamwanja, der ligger på grænsen mellem Uganda og Den Demokratiske Republik Congo. De oppustede, farvede ballonhatte på børnenes hoveder skaber et farvestrålende virvar i varmen, og i midten af det hele står den 23-årige lyshårede danske pige iført en knaldrød klovnenæse, en orange kjole og et grønt mavebælte og puster balloner op. ”Jeg prøver ikke at redde hele verden. Jeg forsøger bare at vise, at der ikke skal særlig meget til, for at få børn, der er flygtet fra krig og fattigdom, til at grine”, siger Marie Louise Villemoes, mens hun puster en gul ballon op og former den som et fabeldyr, før hun placerer den på hovedet af en lille 8-årig dreng. 3 2 I amn e s ty

Alene – uden forældre. Marie Louise Villemoes har gået på klovneskole i Danmark og betaler selv for sin klovnerejse i Østafrika, hvor hun har tryllet og pustet balloner op for udsatte børn i både Uganda og Tanzania. Lige nu er hun på besøg i flygtningelejren Rwamwanja, hvor hun klovner for en lille gruppe børn mellem 7 og 14 år, som er flygtet fra deres hjemland uden deres familie. Der bor over 30.000 congolesiske flygtninge i lejren, som er flygtet fra nabolandet Den Demokratiske Republik Congo, hvor der i årevis har været voldsomme kampe mellem væbnede militser og regeringstropper, som begge har begået uhyrlige overgreb mod civile. Flere end en halv million mennesker er fordrevet internt i landet, mens titusindvis er flygtet over grænserne til Uganda og Rwanda. De fleste af børnene i flygtningelejren er heldige stadig at have en mor og far, når de ankommer til lejren efter at have flygtet mange hundrede kilometer. Men andre er knap så heldige og må krydse grænsen alene. Og så er der dem, der aldrig når frem.

”Det er de færreste børn i lejren, der er i stand til at fortælle, hvorfor de flygtede fra deres hjemland. Enkelte børn fortæller dog historier om, at de har set deres forældre blive brændt ihjel. Men størstedelen er så traumatiserede, at de ganske enkelt ikke siger noget”, siger Miranda Gandersee, som arbejder i flygtningelejren for FN. Og det er netop de børn, som Marie Louise Villemoes møder i flygtningelejren, hvor hun for en stund forsøger at få dem til at glemme de oplevelser, der har gjort dem stumme og sendt dem på flugt fra deres hjemland. ”Det er forfærdeligt at tænke på, hvad de her børn har oplevet i deres hjemland. Men netop derfor har de brug for at blive mindet om, at de er værdsat, og at nogen holder af dem. Vi har alle sammen et stærkt minde, som vi kan huske tilbage på med glæde. En aften i byen. En ferie med familien. Et bryllup. Det er jo bare det, jeg prøver på at give de her børn. Et godt minde. Jeg er godt klar over, at de balloner, jeg har med til børnene, ikke holder i særlig lang tid. Men jeg har ikke råd til at købe mad og tøj til så mange børn”, siger


A f J o nas Damstr u p F r i ed | F o t o W il l i am Vest- Lil l esø e / Dansk Flygtn i nge hjæ lp

hun, mens børnene sjosker rundt efter hende i slidte og udtrådte gummi-sandaler. Heksefrygt og glæde ”Nu er det meget vigtig, at I alle hjælper mig med at sige det magiske ord”, hvisker Marie Louise Villemoes, mens hun løfter en rød silkepose højt op i luften, så alle børnene omkring hende kan se. Ved hendes side oversætter tolken hendes ord. Hun viser et tørklæde frem med et billede af en lille hvid hund. Børnene kigger nysgerrigt på hende. Alle holder vejret, mens hun folder tørklædet sammen og putter det ned i silkeposen. ”Abrakadabra”, hvisker hun sammen med børnene. Hun ryster posen, og op ad sækken trækker hun det samme tørklæde. Men nu er hunden på billedet helt sort. Flere af børnene gør store øjne, mens de rykker sig skræmte væk fra hende. ”Hun er en heks!”, råber de i kor. De kan ikke forstå, hvad de lige har været vidne til. For mange af børnene i lejren er det nemlig første gang, de ser en ballon. Og de aner ikke, hvad en klovn er. I deres hjemland findes der kun mørk magi og heksekunstner.

Tonerne fra børnenes sang får ikke blot tårerne frem hos Marie Louise selv, men også hos nogle af de FN-medarbejdere, der har arbejdet i flygtningelejren i adskillige måneder. ”Det er første gang, jeg har set børnene smile og synge. Jeg arbejder med de her børn hver eneste dag, og det er næsten et lille mirakel at se dem så glade”, siger Miranda Gandersee. Smil for første gang Marie Louise Villemoes rejse som klovn i Men selv om børnene kæmper med at forstå, Østafrika er ikke kun begrænset til besøg i hvordan hun kan ændre farven på en hund flygtningelejre. Hun klovner også i nogle af og forme balloner til dyr, så virker det som de fattigste og mest kriminelle slumområder i om, at hendes besøg for en stund har tryllet Uganda. Hun puster balloner op på forskellige børnenes traumatiske oplevelser bort. børnehjem for hjemløse gadebørn, og så trylFor pludselig samler børnene sig på en lang ler hun i et fængsel, hvor børn helt ned til fem række foran et af nødhjælpsteltene, mens år sidder bag tremmer. en af de større ”Jeg synes, det er vigdrenge spiller en tigt, at børn, der har det trommerytme på Jeg prøver ikke at svært, også har noget at en spand. Og for smile af ”, siger hun. 1 første gang, siden redde hele verden. børnene flygtede Jeg forsøger bare Du kan se mere om fra urolighederne Marie Louise Villemoes’ i deres hjemat vise, at der ikke rejse i Uganda, når DR land og krydsede skal særlig meget sender dokumentaren grænsen helt ”Klovn i Uganda” senere alene, begynder til, for at få børn, i februar. de at synge. ”Det er vigtig at træde varsomt hernede, for det er bestemt ikke godt, at de tror, jeg er en heks. Derfor har jeg også nedtonet mit kostume, for hvis jeg kom i fuld udklædning med grøn paryk, store sko og make-up, ville de hurtigt forbinde mig med noget negativt”, siger den danske klovn.

der er flygtet fra krig og fattigdom, til at grine Marie Louise Villemoes

amnesty I 33


A M NESTY DOKU MENTERER Amnesty Internationals mission er at dokumentere og aktionere imod alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Over 70 researchere i Amnesty international udarbejder hvert år omkring 300 rapporter om brud på menneskerettighederne verden rundt. I hvert nummer sætter AMNESTY fokus på en række udvalgte rapporter. Du kan finde dem på: www.amnesty.org

Foto: Scanpix

Befolkningen i det sydlige Yemen har gennemlevet et mareridt siden 2011, hvor islamistiske oprørere tog kontrol over Abyan-regionen.

Et mørkt kapitel i Yemens historie Offentlige henrettelser, amputationer og korsfæstelser er bare nogle af de uhyrlige overgreb, som den islamistiske oprørsgruppe Ansar al-Shari’a begik, da den i ly af det arabiske oprør tog kontrollen over regionen Abyan i Yemen i halvandet år. Mens titusindvis demonstrerede i Yemens hovedstad Sana’a i foråret 2011 og krævede præsident Salehs afgang, benyttede oprørsgruppen Ansar al-Shari’a urolighederne til at tilkæmpe sig kontrollen med Yemens sydlige region, Abyan. Befolkningen blev de store ofre i kampene mellem regeringsstyrkerne og Ansar al-Shari’a. Børn, kvinder og mænd blev dræbt af regeringens bomber, mens Ansar al-Shari’a henrettede folk på åben gade – anklaget for at bryde kulturelle normer. Amnesty Internationals researchere do34 I am n e s ty

kumenterer i rapporten ”Conflict in Yemen: Abyan’s Darkest Hour” nogle af de chokerende overgreb i en konflikt, der aldrig nåede offentlighedens lys, selv om medierne jævnligt har rapporteret om USA’s droneangreb mod terrormistænkte al-Qaeda ledere i Yemen. ”Abyan gennemlevede en sand katastrofe, da Ansar al-Shari’a og regeringsstyrker kæmpede om kontrollen i regionen i 2011 og første halvdel af 2012. Yemens myndigheder må sikre, at den undersøgelseskommission, der blev annonceret i september 2012, afdækker de fuldstændig chokerende overgreb, der

fandt sted. Tragedien i Abyan vil hjemsøge Yemen i årtier, medmindre de ansvarlige bliver stillet til ansvar, og ofrene og deres familier får erstatning”, siger Philip Luther, Amnesty Internationals chef for Mellemøsten og Nordafrika. Da jeg vågnede, var min hånd der ikke Den islamistiske gruppe, der har forbindelser til al-Qaeda, indførte et sandt rædselsregime i Abyan. Ansar al-Shari’a indførte deres egne religiøse domstole, hvor påståede spioner og tyve eller folk, der ”brød kulturelle normer”,


A f N anna E l i sabet h Mø rk e g aar d

Tusindvis ulovligt fængslet i Mozambique

blev idømt uhyrlige straffe. Mennesker blev korsfæstet på åben gade for at statuere et eksempel. I mindst et tilfælde er en kvindes afhuggede hoved blevet båret gennem gaderne, efter hun var blevet henrettet, anklaget for heksekunster. Amnestys researchere rejste rundt i Abyan og indsamlede beretninger og vidnesbyrd fra indbyggerne – blandt andet en ung mand, som Ansar al-Shari’a anklagede for tyveri: ”De blev ved at slå mig hårdt, og torturerede mig med elektriske stød. (…) Efter fem dage fik jeg en indsprøjtning, og faldt i søvn. Da jeg vågnede var min hånd der ikke længere”. Det lykkedes en mand at filme amputationen, der ligesom korsfæstelserne skete på åben gade. Den afhuggede hånd blev hængt i et reb på byens marked til frit skue. Den unge mands far konfronterede Ansar alShari’a: ”En af dem svarede, at de ikke havde beviser, så jeg spurgte, hvorfor de så havde hugget hans hånd af? En anden mand, der bar et gevær, svarede: ’Mazaj’ – vi havde lyst”, fortæller faderen. En kvart million på flugt Ansar al-Shari’a strammede grebet om regionen, og særligt kvinder og piger blev udsat for gruppens trusler og stærkt undertrykkende sociale og religiøse regler. Den islamistiske gruppe indførte strenge påklædningsregler, og mænd og kvinder blev adskilt i det offentlige rum. Da Ansar al-Shari’a udvidede sit territorium udover Abyan-regionens grænser, satte Yemens militær ind for at genvinde kontrollen. I slutningen af juni 2012 lykkedes det at få drevet dem ud af Abyan og de omkringliggende områder. Snesevis af civile, også børn, blev dræbt og mange flere sårede i regeringsstyrkernes angreb. Ansar al-Shari’as baser lå i tætbefolkede områder, som militæret bombede hensynsløst, selvom de ikke kunne undgå også at ramme civile. De voldsomme kampe og Ansar al-Shari’as brutale styre har tvunget omkring 250.000 mennesker fra det sydlige Yemen på flugt. De mange flygtninge tør ikke vende tilbage, og deres hjem og regionens infrastruktur er ødelagt. Selvom Ansar al-Shari’a er fordrevet for nu, er der stadig fare for, at gruppen vil dukke op igen, og at den væbnede konflikt vil fortsætte. 1

”Mozambiques retssystem gælder simpelthen ikke for fattige mennesker, der i årevis sygner hen i fængslerne, uden at myndighederne ved det eller interesserer sig for, at de er der”. Sådan lyder konklusionen fra Amnesty Internationals Mozambique-researcher Mulaka-Anne Miti, der i rapporten ”Locking Up My Rights: Arbitrary Arrests, Detentions and Treatment of Detainees in Mozambique” afslører et fængselssystem, hvor almindelige retsprincipper er sat ud af kraft. Flere tusinde indsatte, også børn, sidder fængslet i måneder og år, mens de venter på en retssag. En af dem, Amnesty talte med, har ventet i over 12 år på at få sin retssag – eller bare på at få at vide, hvad han var anklaget for. ”Jeg ved, jeg har rettigheder. Jeg har flere gange spurgt om mine rettigheder, men har aldrig fået noget at vide”, fortæller en anden varetægtsfængslet til Amnesty. Mozambiques fængsler er overfyldte med ekstremt dårlige hygiejneforhold for de indsatte, som har svært ved at få lægehjælp. I et fængsel fandt Amnesty 196 mennesker klemt sammen i en celle på omkring 14 gange seks meter. ”Målet med et retssystem er at sikre retfærdighed. Det betyder også, at uskyldige ikke skal holdes varetægtsfængslet ulovligt. Mozambiques myndigheder er nødt til at tage deres ansvar alvorligt”, siger Mulaka-Anne Miti.

Tvangsrydninger af romaer er hverdag i Frankrig ”Så snart jeg hører, at jeg skal flytte igen, mærker jeg mit hjerte briste. Det er utrolig hårdt at skulle flytte fra sted til sted hele tiden. Vi kan ikke engang blive bare et øjeblik”. Maria er Roma, og da interviewet fandt sted, boede hun i et tomt varehus, efter at hun endnu en gang indenfor få måneder var blevet tvunget væk fra sit hjem. Før varehuset boede hun i et telt i en improviseret lejr, og før det i endnu en bosættelse, som de franske myndigheder i august ryddede med tvang. Men Maria er ikke alene om at have oplevet tvangsrydningerne. Hvert år bliver flere tusinde af Frankrigs 15.000 romaer udsat for tvangsrydninger, viser rapporten ”Chased away: Forced Evictions of Roma in Ile-De-France”. Størstedelen af Frankrigs romaer lever i forvejen under elendige forhold, og tvangsrydninger gør kun problemerne værre. ”Under tvangsrydningerne mister de ofte deres ejendele, identitetspapirer og lægejournaler. Ofte bliver skolegang eller lægebehandling afbrudt, og båndene til lokalmiljøet og arbejdsmarkedet lider skade. Alligevel får de ikke tilstrækkelig kompensation, som fransk lov ellers foreskriver”, siger John Dalhuisen, der er Amnestys programchef for Europa og Centralasien. Ofte har romaerne ikke andet valg end at leve på gaden eller finde et nyt, midlertidigt hjem. Romaer er i forvejen udsat for diskrimination og fordomme i det meste af Europa. Derfor er de særligt sårbare overfor tvangsrydninger. Selvom den franske regerings tone overfor romaer er blevet bedre de seneste år, fortsætter tvangsrydninger på det samme alarmerende niveau som tidligere.

Andre rapporter Også i Tjekkiet bliver romaer udsat for massiv diskrimination. Romabørn bliver adskilt fra andre børn og sendt i særlige skoler, beregnet for børn med milde handicap. Selvom en domstol for fem år siden slog fast, at det var et brud på loven, er der intet sket. I Pakistans nordvestlige stammeområder er loven stort set sat ud af kraft. Både Taleban og regeringsstyrkerne myrder, torturerer og tilbageholder civile vilkårligt, uden at nogen bliver stillet til ansvar. Nigeria er plaget af kampe mellem regeringsstyrker og terrorgruppen Boko Haram, og landets befolkning er fanget i midten. Mord, nedbrænding af skoler og angreb på journalister er nogle af de overgreb, der har hensat befolkningen i en konstant tilstand af frygt. Migrantarbejdere i Italiens landbrugssektor arbejder under stærkt kritisable vilkår. Det italienske landbrug er afhængigt af migrantarbejderne, der er tvunget til lange arbejdsdage for næsten ingen løn. Følg Amnesty på

amnesty.dk amnesty I 35


AMNESTY F e b r u a r 2 01 3

– Din støtte gør en forskel!

Li v e - r e d a k t i o n : N o r a r a h b e k k a n a f a n i

Med pennen som våben mærksomme på, at jeg ville holde en event. Jeg skrev stort set til alle de 10 cases. Jeg havde jo alligevel sat hele eftermiddagen af til det. Før arrangementet havde jeg forestillet mig, at jeg hovedsageligt ville skrive solidaritetsbreve – jeg er ikke så temperamentsfuld. Troede jeg. For da jeg først skulle til at skrive, blev jeg simpelthen så rasende, at jeg stort set KUN skrev appelbreve (breve til de ansvarlige myndigheder, red.). Til dem, der sad i fængsel, skrev jeg også solidaritetsbreve for at fortælle dem, at vi er en masse mennesker, der tror på dem og kæmper for at få dem ud. At vi virkelig, virkelig arbejder på sagen. Nogle la-

Amalies breve for frihed 17-årige Amalie Maindal Nielsen fortæller her, hvorfor hun deltog i Amnestys Skriv for Liv-maraton. ”Jeg deltog i Skriv for Liv, fordi jeg synes, det er en oplagt og enkel måde at hjælpe på. Desuden er det et projekt, der lægger op til hygge, når man samles om pebernødder og varm kakao. Jeg bestilte en masse breve hjem, og arrangerede med skoleinspektøren på mit gymnasium, at jeg to gange måtte holde et kort oplæg til en morgensamling om projektet og gøre eleverne op36 I am n e s tyLiv e

Amalie Maindal Nielsen er 17 år og bor i Esbjerg. Hun har været aktiv i Amnesty i lidt over et år.

Derfor syntes jeg, at det var vigtigt at skrive til dem, at de er helte i vores øjne. At de ikke kæmper en tabt kamp. At de ikke har kæmpet forgæves. Amalie Maindal Nielsen


22.000 danskere skrev breve og appeller til Pussy Riot.

De t k a n du gøre... neste i en ortodoks kirke i Rusland. Med deres optræden kritiserede Pussy Riot kirkens støtte til præsident Putin. Skriv for Liv-deltagerne skrev både opmuntrende hilsner til de to kvinder og appeller til den russiske statsadvokat om straks at løslade bandmedlemmerne. Amnesty arbejder fortsat på at få medlemmerne af Pussy Riot løsladt og på at forbedre ytringsog forsamlingsfriheden i Rusland. Amnestys danske afdeling har holdt møder med både Udenrigsministeriet og den russiske ambassade i København for at sikre, at presset på de russiske myndigheder fastholdes.

1 minut

Dit brev kan gøre en forskel. Det var den tanke, der i 1961 fik advokat Peter Benenson til at grundlægge Amnesty International, og det er stadig tanken bag Skriv for Liv-maraton, der i december fik tusindvis

af danskere til at sende breve og appeller til uretfærdigt fængslede og forfulgte ti forskellige steder i verden. I Skriv for Liv-maraton kan du både skrive til de magthavere, der kan ændre en bestemt situation, eller du kan skrive til de personer, der er uretfærdigt fængslede eller forfulgte, for at udtrykke sin støtte og sympati med dem. Flere end 22.000 danskere valgte at skrive til de to russiske kvinder Maria Alekhina og Nadezhda Tolokonnikova, bedre kendt som medlemmer af punkbandet Pussy Riot. Maria og Nadezhda afsoner to års fængsel for at forstyrre en gudstje-

vede også tegninger for at opmuntre for eksempel Gao Zhisheng (fængslet kinesisk menneskerettighedsadvokat, red.). Når det kom til sager som Narges Mohammadi (iransk kvinde, der sidder fængslet for sit arbejde for

menneskerettigheder, red.), blev jeg simpelthen så rasende. Faktisk var det en udfordring at beherske mit sprog! Det var jeg ikke ene om – mange skrev til Irans regering. Narges Mohammadis sag gjorde stort indtryk på mig. Hun og alle de

andre, der kæmper for menneskerettigheder, burde belønnes – ikke indespærres. Derfor syntes jeg, det var vigtigt at skrive til dem, at de er helte i vores øjne. At de ikke kæmper en tabt kamp. At de ikke har kæmpet forgæves.

Og af en eller anden grund gjorde Azza fra Egypten også meget stort indtryk. Jeg synes, det er forfærdeligt, at hun blev overfaldet, næsten dræbt, af soldaterne i hendes eget land. Og at soldaterne frit kan fortsætte deres liv som før”.

I løbet af ti dage i december skrev Amnestys medlemmer tusindvis af breve til enkeltpersoner og myndigheder i hele verden.

Tilmeld dig Amnestys nyhedsbrev og få information om årets kampagner på amnesty.dk

5 minutter Skriv et brev til en uretfærdigt fængslet på amnesty.dk/skrivforliv

2 dage Tilmeld dig landsmødet den 4.-5. maj 2013 og lyt til inspirerende foredragsholdere sammen med andre engagerede Amnestymedlemmer. Læs mere og tilmeld dig på amnesty.dk/landsmoede

Det er bedre at tænde et lys end at forbande mørket I 1961 introducerede den engelske advokat Peter Benenson en helt ny ide: En bevægelse hvor helt almindelige mennesker beskytter andre mod menneskerettighedskrænkelser. I dag lever Peters arv videre. Amnesty International er den bevægelse, der giver almindelige mennesker fra hele verden mulighed for at forsvare og beskytte andre, som nægtes retfærdighed og frihed. Med en gave til Amnesty International i dit testamente kan du videreføre Peters arv. Din gave bidrager til en fremtid, hvor Amnesty fortsat kan tænde lys i mørket og kæmpe for alle menneskers rettigheder. Bestil en testamentefolder, så du i fred og ro kan tage stilling sammen med dine nærmeste. Tlf: 33 45 65 65 Email: medlemsservice@amnesty.dk Web: www.amnesty.dk/testamente

am n e s t y L i v e I 3 7


AMNESTY Årsmøder og arrangementer Fakta om romaer:

Sønderborg Lokalforeningen for SønderborgAlssund afholder årsmøde den 13. marts kl. 19.00 i Frivillighuset, Ringridervej 45, Sønderborg.

Der bor 10-12 millioner romaer i Europa. De udgør en af de største og dårligst stillede minoriteter i EU. Romaer diskrimineres i forhold til • Retten til bolig. Millioner af romaer lever i isolerede slumområder uden adgang til vand og elektricitet. De risikerer chikane og tvangsrydninger fra myndighedernes side. • Retten til sundhed. Mange romaer har ikke adgang til lægehjælp. • Retten til uddannelse. I flere europæiske lande bliver mere end 90 procent af romabørnene sendt i skoler for mentalt handicappede børn. Ifølge EU er medlemslandene forpligtet til at arbejde imod diskrimination og racisme, men mange lande gør det modsatte i forhold til romaer. Med kampagnen kræver Amnesty, at EU sikrer, at de lande, der diskriminerer romaer, bliver stillet til ansvar og retsforfulgt ved EU-domstolen.

Forårskampagne: Ikke i mit Europa syge – alene fordi de er romaer. Sig fra over for racisme i Europa ved at tilmelde dig kampagnen og få tilsendt vores kampagnekit med posten. Pakken indeholder badges, underskriftslister, plakater og mere information om Europas romaer. Du kan også være med i kampagnen online og deltage i aktuelle aktioner for at stoppe diskriminationen af romaer. Læs mere om Amnestys arbejde for romaer på amnesty.dk/roma, hvor du også kan tilmelde dig kampagnen.

Amnesty sætter fokus på at stoppe racisme mod romaer i Europa. Mange europæiske lande behandler romaer som undermennesker. Regeringerne i blandt andet Italien, Tjekkiet og Rumænien tvinger romaer til at bo i ghettoer uden vand og elektricitet og med frygten for tvangsrydninger hængende over hovedet. Visse steder må romabørn ikke komme i skole med andre børn, og de har vanskeligt ved at få adgang til bolig, job og uddannelse samt lægehjælp, når de er

Italien: Romaer sættes på gaden Daniel, hans kone og tre børn har boet i Italien i 12 år. De boede i mange år i en lovlig romalejr nær Milano. Daniel arbejdede som murer, og børnene gik i skole. Men i maj 2010 blev familiens hus revet ned af myndighederne. Siden er de fem gange blevet smidt på gaden, selvom de hver gang forsøger at bygge et nyt hus eller skur for

38 I am n e s tyLiv e

at få tag over hovedet. I flere uger måtte familien bo i deres bil. ”Jeg mistede mit job som murer, da jeg ikke kunne bruge bilen til at komme på arbejde, fordi vi brugte den som hjem”, fortæller Daniel. Han tog kontakt til kommunen og spurgte, hvor i området familien kunne få lov at bo, så børnene

stadig kunne gå på den lokale skole. Han fik intet svar. Til sidst holdt Daniels børn op med at gå i skole. Ustabiliteten blev for stor, og børnene frygtede, at de alligevel ikke ville få lov at blive boende i området. (Fra Amnestys rapport om diskrimination af romaer i Italien).

Kolding Amnesty Kolding indbyder til årsmøde torsdag den 28. februar kl. 19.30 på Kolding Bibliotek, mødelokale 1. Deltag i drøftelsen om fremtidens lokale aktivisme. Dagsorden i henhold til vedtægterne. Kontakt Gerrit Toet på gerrittoet@hotmail.com. Amnesty Kolding afholder to andre arrangementer primo 2013: ”Valgobservatører – hvad laver de egentlig?” Lektor Annelise Grinsted (SDU), der siden 1995 har været på en lang række observationer primært i Latinamerika, orienterer på Kolding Bibliotek onsdag 6. februar kl. 18.30. Fredag den 8. marts kl. 19.00 markeres kvindernes internationale kampdag sammen med en række partier og ngo’ere i Kolding på Råværket, Esbjergvej 108. Kontakt Hans Evermann på hevermann@forum.dk eller 75 52 83 07. Odense Odense Lokalforening afholder årsmøde onsdag den 20. marts kl. 19.00 i Amnesty Centret, Vestergade 73, 1. sal. Erik Sørensen fra Amnestys sekretariat fortæller om udviklingen i Amnesty både nationalt og globalt. Herefter årsmøde med dagsorden i følge vedtægterne. Helsingør Lokalforeningen Øresund holder årsmøde i henhold til vedtægterne onsdag den 6. marts kl. 19.30 i Huset, Lundegade 127, Helsingør. Alle er velkomne.


Lan d sm ø d e 4 . - 5 . ma j 2 0 13 :

kom med til landsmøde

Foto: Polfoto

Amnestys landsmøde afholdes i 2013 den 4.-5. maj – årsdagen for Danmarks befrielse fra den tyske besættelse i 1945. Det markerer vi med en række foredrag om situationen i konfliktramte lande som Afghanistan og Syrien, brugen af militære droner, retsopgøret efter Balkankrigene i 1990’erne og om Danmarks problematiske fangepolitik i forbindelse med krigene i Irak og Afghanistan. Du får også mulighed for at høre om udviklingen i Libyen og Tunesien, hvor folkelige protester og oprør har smidt autoritære regimer på porten. På Landsmøde 2013 kan du også møde Amnestys danske lægegruppe, debattere handikappedes rettigheder, EU’s flygtningepolitik og blive opdateret på situationen for homoseksuelle i Uganda og de tidligere østbloklande. Landsmødet er Amnestys øverste myndighed, og foruden valg til hovedbestyrelsen skal vedtægterne for den danske afdeling moderniseres. Vi skal også diskutere, hvordan dansk afdeling skal forholde sig til de emner, der kommer på dagsordenen på den internationale generalforsamling i det globale Amnesty (ICM), som afholdes i Berlin i august 2013. Der er altså mange gode grunde til at deltage på Landsmøde 2013,

Amnestys landsmøde finder sted i Nyborg den 4.-5. maj. Programmet opdateres løbende på amnesty.dk/ landsmoede

Glade københavnere fejrer befrielsen den 5. maj 1945.

der som vanligt afholdes på Hotel Nyborg Strand. Musikken leveres i år af det færøske unikum Teitur, så der bliver også plads til hyggeligt og inspirerende samvær. Vi har i år gjort det endnu lettere at tilmelde dig Landsmødet. Du kan enten ringe til sekretariatet og klare det hele over telefonen eller tilmelde

dig via vores hjemmeside. Vel mødt! • Deltagergebyret er 300 kroner, som inkluderer overnatning og bespisning. Drikkevarer kan købes på hotellet. • Landsmødedeltagerne indlogeres i 3-personsværelser eller mod ekstra betaling i dobbeltværelser eller enkeltværelser.

Bliv medlem af hovedbestyrelsen På landsmødet skal fire visionære medlemmer samt en suppleant vælges til hovedbestyrelsen. Alle, som har været medlem af Amnesty i mindst seks måneder forud for landsmødet, er velkomne til at stille op. Hovedbestyrelsen vedtager foreningens budget og strategi, fastlægger medlemsaktiviteter og deltager i det internationale samarbejde. Hovedbestyrelsen afholder møder seks-otte gange årligt på lørdage eller som weekendmøder. Arbejdet er frivilligt og ulønnet. Du får dog refunderet rejse- og opholdsudgifter. Hvis du ønsker at stille op til hovedbestyrelsen, skal

du meddele det til sekretariatet inden den 1. marts kl. 16.00 sammen med en liste på fem stillere, der ligeledes har været medlem af Amnesty i mindst seks måneder forud for landsmødet. Hvis der ikke ved fristens udløb er kandidater nok, flyttes fristen i henhold til forretningsorden til selve landsmødet. En oversigt over kandidaterne vil kunne ses på www.amnesty.dk/hb For mere information kontakt Amnestys formand Lasse Hvid-Jørgensen (telefon 31 10 27 10 / lhvid@amnesty.dk) eller sekretariatet.

• Der er deltagerbegrænsning på 400 personer efter ”først til mølle princippet”. • Transportudgifter (svarende til billigste DSB-billet) over 300 kroner refunderes (unge under 25 år kan få det fulde beløb refunderet). • Er man forhindret i at deltage, kan fuldmagtskuponer rekvireres gennem sekretariatet. • Fuldmagter skal være sekretariatet i hænde senest én uge før landsmødets afholdelse.

Tilmelding Tilmelding kan ske via www.amnesty.dk/landsmoede eller på telefon 33 45 65 65 senest 22. marts 2013. Tilmelding er først gældende når betaling er modtaget. Rettidigt tilmeldte vil modtage landsmødematerialer senest 5. april 2013. (Husk at have dit medlemsnummer klar – det står bag på bladet). am n e s t y L i v e I 3 9


Sorteret magasinpost ID-nr. 41156 Al henvendelse; Amnesty International, Telefon 33 45 65 65.

Deltag i Amnestys landsmøde Amnesty indbyder alle medlemmer til landsmøde på Hotel Nyborg Strand den 4.-5. maj 2013 med spændende debatter, prisvindende film og koncert med Teitur. Landsmødet er et af årets store højdepunkter for Amnestys danske afdeling. Her inviterer vi en række spændende oplægsholdere til at dele ud af deres viden og oplevelser til de omkring 400 deltagere, der har mulighed for at blande sig i debatterne. Mødet begynder lørdag formiddag med velkomst, årsberetning og fremlæggelse af årsregnskab samt præsentation af kandidater til hovedbestyrelsen. Efter frokost kan du vælge mellem 18 forskellige workshops, foredrag og film. Lørdag aften er der middag, underholdning og koncert med den færøske musiker Teitur. Søndag er der debat og afstemninger, og landsmødet slutter med en aktuel hovedtaler. Dem kan du møde på landsmødet: K rig og terror har præget Afghanistan gennem årtier. Få et bud på Afghanistans fremtid fra TV2-korrespondent Simi Jan, der har skrevet bogen ”Til te hos Taleban”. Mød Hilary Stauffer fra engelske Reprieve, der sætter fokus på USA’s øgede brug af militære droner til likvideringer af terrormistænkte. Tidligere indenrigsminister Birte Weiss var med til at åbne massegrave i det tidligere Jugoslavien. Hør hvordan det var at vidne mod den serbiske leder Slobodan Milošević i Haag.

U’s flygtningepolitik og skærpede E grænsekontrol er i centrum, når Thomas Gammeltoft-Hansen fra Dansk Institut for Internationale Studier gæster landsmødet. Få et indblik i, hvordan Amnestys danske lægegruppe arbejder med torturunder­ søgelser, sårbare asylansøgere i Ellebæk og indsatsen mod dødsstraf. Vær med til at udvikle vores sommerkampagne for at styrke LGBT-aktivisters rettigheder i det tidligere Sovjetunionen. Deltag i arbejdsgrupper om dansk afdelings forslag til Amnestys internationale generalforsamling (ICM) i august. Danmark har ratificeret FN’s konvention om handikappedes rettigheder, men hvordan går det med at få omsat disse menneskerettigheder til virkelighed? Er du træt af ord, så hop ned i biografsædet og se tankevækkende dokumentarfilm.

Pris og tilmelding Alle medlemmer er velkomne. Deltagergebyret på 300 kroner dækker både overnatning og bespisning. Læs mere på side 39 i bladet. Programmet bliver løbende opdateret på www.amnesty.dk/landsmoede

www.amnesty.dk/landsmoede

Simi Jan, Birte Weiss, Thomas Gammeltoft-Hansen og Teitur kommer til landsmødet.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.