Amnesty#1 2012

AMNESTY Medlemsblad For Amnesty International | Nr 1 Februar 2012

PINK KVINDEHÆR

GIFTEN I ABIDJAN

BOSÆTTERNE I HEBRON

KOM MED TIL LANDSMØDE

Mød Gulabi Gang – Indiens kvindelige vagtværn mod voldelige mænd.

Fem år efter giftkatastrofen i Elfenbenskysten lider indbyggerne stadig.

Israelske soldater bryder tavsheden om overgreb mod palæstinenserne.

Amnestys landsmøde sætter fokus på det arabiske oprør og våbenkontrol.

TEMA:

DET ARABISKE oprør

| leder

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen Redaktion: Mikala Satiya Rørbech, John Nielsen og Bjarke Windahl Pedersen Redaktionel bistand: Datagraf Client Publishing Design: Dorte Kayser, Datagraf Tryk: Datagraf Oplag: 101.270 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år Udkommer næste gang: 15. juni 2012 (deadline 20. maj) Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Amnesty Internationals holdning.

Eftertryk med kildeangivelse er kun tilladt efter forudgående aftale med redaktionen.

Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt Amnesty International Gammeltorv 8, 4.og 5.sal 1457 København K Tlf. 33 45 65 65 Fax 33 45 65 66 www.amnesty.dk amnesty@amnesty.dk Amnesty i Aalborg Danmarksgade 7 · 9000 Aalborg lokal@amnesty-aalborg.dk Amnesty i Århus Mejlgade 50, 1 sal · 8000 Århus C Tlf. 86 19 28 77 Amnesty i Odense Vestergade 73, 1. sal 5000 Odense C odense@amnesty.dk Forside: 16-årige Fatma Gabar på Tahrir-pladsen 8. februar 2011.

Foto: Yuri Kozyrev/NOOR

AMNESTY MedleMsblad For aMnesty InternatIonal | nr 1 Februar 2012

PINK KVINDEHÆR

GIFTEN I ABIDJAN

BOSÆTTERNE I HEBRON

KOM MED TIL LANDSMØDE

Mød Gulabi Gang – Indiens kvindelige vagtværn mod voldelige mænd.

Fem år efter giftkatastrofen i Elfenbenskysten lider indbyggerne stadig.

Israelske soldater bryder tavsheden om overgreb mod palæstinenserne.

Amnestys landsmøde sætter fokus på det arabiske oprør og våbenkontrol.

TEMA:

DET ARABISKE OPRØR 2 I am n e s ty

Den ufuldendte revolution Se godt på pigen på forsiden af bladet. Hun hedder Fatma Gaber.

Stedet er Tahrir-pladsen i Kairo. Datoen er den 8. februar 2011. Tre dage senere blev præsident Hosni Mubarak tvunget til at forlade sin post efter tre årtier ved magten, og millioner af egyptere fejrede den revolution, som ingen havde troet mulig. ”Jeg ønskede inderligt at være en del af revolutionen og støtte den. Jeg ville ikke have, at de, der havde mistet livet, skulle betale prisen alene for at opnå det, som alle egyptere ville få glæde af ”, forklarede 16-årige Fatma Gaber.

Amnestys redaktør: Ole Hoff-Lund

En måned forinden var Tunesiens præsident Ben Ali flygtet over hals og hoved fra det land, han havde styret med hård hånd i 23 år. Dermed var to af de længst siddende statsoverhoveder i verden pludselig væk – presset ud af deres egne undertrykte befolkninger. En uge senere brød oprøret ud i Libyen, og siden sprang revolutionen videre til Bahrain, Yemen og Syrien, hvor regimerne stadig klamrer sig til magten, mens dødstallene vokser dag for dag.

Men hvad er der at fejre et år efter opstanden i Egypten? Militæret sidder tungt på magten og har stillet 12.000 civile for militære domstole – seks gange så mange som under Mubarak. En del af dem har ikke gjort andet end at kritisere militæret på Facebook og Twitter. For Fatma Gaber og kvinderne i Egypten er tingene ikke gået som ønsket.

De spillede en stor rolle under revolutionen, men er stort set ikke til stede i det politiske liv. Ved det nylige parlamentsvalg blev kun otte kvinder valgt ind ud af 498 medlemmer. Og da Amnesty International opfordrede de 15 vigtigste partier til at underskrive et manifest om menneskerettigheder, ville kun to små venstrefløjspartier støtte kravet om ligestilling og bekæmpelse af diskrimination i Egypten.

De vestlige regeringsledere var hurtige til at lykønske befolkningerne i Tunesien, Egypten og Libyen med deres nyvundne frihed. Også selv om de gennem årtier har gjort forretninger og udvekslet kindkys og kongelige ordener med de faldne diktatorer. Dobbeltmoralen blev atter stillet til skue, da det danske skib Marianne Danica i november ankom til Egypten med syv tons tåregas midt under fornyede protester, hvor dusinvis af demonstranter blev dræbt. I disse dage sender USA våben til en værdi af 53 millioner dollars til Bahrain, mens demonstranter dagligt bliver udsat for vold, tortur og drab.

Da protesterne blev indledt i Tunesien, lød sloganet fra demonstranterne: Brød, frihed og værdighed. Men der er lang vej endnu, før det arabiske oprør resulterer i varige forbedringer og sociale fremskridt for de millioner af mennesker, der har levet under diktatur og undertrykkelse. En ting står lysende klart: Mens kravet om menneskerettigheder sender diktatorer på flugt, så følger respekten for menneskerettigheder ikke automatisk med hos de nye regimer og magthavere.

Desværre tværtimod.

I ndhold | Amnesty p å fem minutter

4 Nyheder 8 Det arabiske oprør Magthaverne har ikke forstået dybden af oprøret.

10 Fange nummer otte Foto: Amnesty

10 TEMA Fange nummer otte

Den danske statsborger og stifter af Bahrain Center for Human Rights, Abdulhadi Al-Khawaja, blev i april fængslet og udsat for voldsom tortur i sit hjemland efter at have deltaget i de fredelige prodemokratiske protester.

Sammen med 13 andre aktivister og oppositionsledere blev han i maj idømt livsvarigt fængsel ved en militær domstol. Danmark har protesteret til Bahrain, men uden resultat. Vi tegner et portræt af aktivisten, der fik politisk asyl i Danmark og boede i Holte fra 1989 til 2001, og hvis kone og døtre kæmper videre for frihed i Bahrain.

Foto: Flemming Weiss Andersen

10

16 TEMA Egypten er værd at dø for

Foto: Jonas Gratzer

16

Håbet om retfærdighed svinder for de efterladte til de op mod 1.000 såkaldte martyrer, der er blevet dræbt, siden den egyptiske revolution brød ud for et år siden. Mange menneskerettighedsadvokater mener, at ytringsfrihed og retssikkerhed har ringere vilkår i dag end under Mubaraks diktatur.

En af de efterladte er 55-årige Faten Farid, hvis søn blev knust under et militærkøretøj den 9. oktober, da han deltog i en demonstration imod Militærrådets manglende vilje til at beskytte landets kristne mindretal.

24 Til kamp i pink

De er klædt i lyserøde sarier og bevæbnet med bambuskæppe. De går til kamp mod kvindemishandling og korruption. Gulabi Gang er Indiens kvindelige vagtværn, som er begyndt at slå igen. På seks år har Sampat Pal Devi opbygget Indiens mægtigste, kvindelige vagtværn, som har 200.000 medlemmer, og hun er kandidat til at blive valgt ind i delstatsparlamentet i Uttar Pradesh. Se fotoreportagen om den lyserøde hær, der oplærer medsøstrene i selvforsvar og anmelder voldelige mænd til politiet.

24 Foto: Scanpix

38 Israelske soldater bryder tavsheden

38

Godt 500 militante israelske bosættere har indtaget den gamle bydel i Hebron, hvor den jødiske patriark Abraham menes at være begravet. Siden 1979 har bosætterne systematisk udvidet deres domæne i den palæstinensiske by.

Først chikanerer de den nærmeste palæstinensiske nabo.

Når familien til sidst forlader sit hus, flytter bosætterne ind og gør det til deres ejendom. Men en gruppe israelske soldater har fået nok. De kalder sig Breaking The Silence og prøver at få Israels befolkning til at forstå prisen for besættelsen.

Portræt af den danske statsborger i Bahrain.

14 Kvinderne på Perlepladsen Danske kvinder deltog i oprøret i Bahrain.

16 Egypten er værd at dø for Politisk islam har stjålet revolutionen.

18

Kvindernes eufori er væk Kvinderne er de store tabere i Egypten.

20 Samvittighedsfangen der blev præsident Tunesiens præsident var politisk fange i 1990’erne.

22 Hackernes frihedskamp Hacker-fællesskabet nedbryder censuren.

24 Til kamp i pink 200.000 indiske kvinder kræver ligestilling.

30 Amnesty dokumenterer Læs om Amnestys seneste rapporter.

32 Giftkatastrofen i Abidjan Britisk firma gjorde 100.000 syge.

36 Mysteriet om Kashmirs massegrave Militæret skjuler sandheden om de forsvundne.

38 Israelske soldater bryder tavsheden Krigsveteraner har fået nok.

42 Kultur Bob Dylans sange nyfortolket for Amnesty.

44 Amnesty Live Kom med til landsmøde i Nyborg. a mn e s t y I 3

N yheder Foto: Christian Holst

Lederen af studenteroprøret i Myanmar i 1988, Min Ko Naing, er atter fri og klar til at fortsætte kampen for frihed og demokrati sammen med Aung San Suu Kyi.

Tøbrud i Myanmar Studenterlederen fra 1988-oprøret, Min Ko Naing, kom ud i friheden, da Myanmar for fjerde gang på et år løslod politiske fanger. Oppositionsleder Aung San Suu Kyi stiller op til parlamentsvalget. ”Burma er tæt på et gennembrud på vejen mod demokrati”.

Ordene tilhører nobelprisvinderen og demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi, der helt bevidst bruger landets gamle navn i stedet for Myanmar, som militærstyret omdøbte landet til i 1989. Samme år vandt Aung San Suu Kyis parti, National League for Democracy (NLD), en jordskredssejr ved parlamentsvalget, men militæret ignorerede resultatet og har siden styret landet med jernhånd.

Aung San Kyi, der har siddet i husarrest i 15 af de sidste 20 år, registrerede sig i januar officielt som kandidat for NLD med udsigt til at få en plads i parlamentet ved suppleringsvalget i april. En udvikling, som de færreste havde troet mulig, da hun kom ud af sin husarrest i november 2010.

Myanmars nuværende regering kom til magten i marts sidste år og hviler stadig på militærets støtte. Men over det sidste år er der åbnet for en række demokratiske processer, og censuren af medierne er slækket, så aviserne nu frit kan omtale Aung San Suu Kyi og lan-

dets mange politiske fanger. Det har de ikke kunnet i de sidste to årtier.

Fængselsporten på klem Den 13. januar blev 130 politiske fanger løsladt. Det var fjerde gang på et år, at regeringen løslod politiske fanger og bragte det samlede antal løsladte op på mindst 477. ”Dette er et stort skridt fremad, men fængselsporten må ikke smækkes i endnu. Der sidder stadig mere end 1.000 samvittighedsfanger i Myanmars fængsler”, siger Benjamin Zawacki, Amnestys Myanmar-researcher.

Særligt en af de løsladte fanger blev modtaget af jublende folkemængder og måtte lave adskillige stop for at tale med de mange fremmødte langs vejen på sin 500 kilometer lange hjemrejse fra fængslet til Yangon. Min Ko Naing ledte i 1988 det store studenteroprør i landet og blev idømt en fængselsdom på 20 år.

Han blev løsladt i 2004, genoptog sit politiske arbejde og blev i 2007 fængslet på ny – denne gang i 65 år. Nu er han fri. ”Det, vi understreger og bliver ved med at

hige efter, er, at den kommende generation kan leve i et fredeligt land med respekt for demokrati og menneskerettigheder. Den generation inkluderer også generalernes egne sønner, døtre og børnebørn”, fortalte den i dag 67-årige Min Ko Naing, da AMNESTY mødte ham i 2007.

Nye besøg udefra De historiske forandringer i Myanmar har også tiltrukket udenlandske gæster. I december kom USA’s udenrigsminister Hillary Clinton på besøg som den første amerikanske udenrigsminister siden 1955. Her mødtes hun blandt andet med Aung San Suu Kyi. I januar lagde udviklingsminister Christian Friis Bach (R) vejen forbi oppositionslederens hjem i Yangon. Efter besøget annoncerede han, at Danmark fordobler udviklingsbistanden fra 50 til 100 millioner om året og etablerer et kontor i landet. ”Vi vil støtte de folkelige bevægelser, der arbejder hårdt for at udvikle demokratiet og dermed skaber forudsætningerne for både sociale, økonomiske og politiske reformer”, siger Christian Friis Bach i en pressemeddelelse. 1

Lundbeck forlader dødsgangen Det danske medicinalfirma Lundbeck er ikke længere leverandør af stoffet pentobarbital til dødssprøjterne i en række fængsler i USA. Efter et år med Lundbecks logo på 35 henrettelser solgte virksomheden en del af sine 4 I am n e s ty

amerikanske aktiviteter til Akorn – herunder produktionen af pentobarbital.

Efter pres fra Amnesty og Reprieve indførte Lundbeck i juli et nyt distributionssystem af stoffet i USA for at forhindre, at pentobarbital blev

solgt til dødsgangene. Ifølge Lundbeck har man sikret sig, at Akorn viderefører distributionssystemet. Stoffet er dog stadig på lager i en række stater, og den 5. januar anvendte Oklahoma pentobarbital til at henrette den 49-årige Gary Welch.

A f O le H off - l und

$ 1.000.000.000.000 Prisen for USA’s krig i Irak.

Kilde: L.A. Times

Russere protesterer mod valgfusk Foto: Scanpix

Ifølge anklagemyndigheden i Moskva var det russiske parlamentsvalg den 4. december præget af op mod 3.000 overtrædelser af landets valglov.

Men intet sted i anklagemyndighedens rapport nævnes den valgsvindel, som oppositionen beskylder Vladimir Putins parti Forenet Frihed for. ”Valgresultatet er ikke et udtryk for folkets vilje. Jeg vil råde Putin til at stoppe nu.

Han har siddet i tre perioder, to som præsident og én som ministerpræsident. Det er nok”, lød det fra Mikhail Gorbatjov, Sovjetunions sidste leder, der opfordrer til omvalg.

Putins parti gik markant tilbage i forhold til valget i 2007 og opnåede lidt under halvdelen af stemmerne. Men partiet

kort nyt: 11 Saleh går fri for straf

Yemens præsident Ali Abdullah Saleh slipper for at stå til ansvar for sine forbrydelser og overgreb gennem sine 33 år ved magten.

Parlamentet vedtog den 21. januar en lov, der sikrer immunitet for Saleh og alle, der har arbejdet under ham – uanset om de er ansat i militæret, sikkerhedsstyrkerne eller i civile job. Siden protesterne i landet begyndte sidste forår, er mindst 200 dræbt af sikkerhedsstyrker.

Dertil kommer tortur, likvideringer, forsvindinger og fængslinger af oppositionen gennem tre årtier.

11 Hemmeligt CIA-fængsel

afsløret

formåede alligevel at holde fast i sit flertal i parlamentet. Siden har der været protester i en række byer – i Moskva samledes op mod 100.000 men-

Den tyske avis Süddeutsche Zeitung offentliggjorde 8. december beviser for, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA drev et hemmeligt fængsel midt i Rumæniens hovedstad Bukarest, og at terrormistænkte blev torteret i landet. Avisen har fra tidligere CIA-agenter fået bekræftet anklagerne fra Europarådet og EU-parlamentet om, at både Rumænien, Polen og Litauen har haft hemmelige CIA-fængsler. Rumæniens regering har hidtil afvist alle beskyldninger.

nesker til demonstration mod Putin. Der er præsidentvalg i foråret. Hvis Vladimir Putin vinder det valg, kan han potentielt blive siddende indtil 2024.

11 Kinesisk klapjagt i julen

Dansk skib sejler våben til Egypten Foto: Polfoto

Mens vestlige politikere hylder oprørerne i Egypten, er danske skibe med til at fragte amerikanske våben til landets militærstyre, som bruger dem til at nedkæmpe de fortsatte folkelige protester, som begyndte 25. januar sidste år.

Den 26. november ankom det dansk ejede skib Marianne Danica til havnebyen Adabiya nær Suez med mindst syv tons amerikansk tåregas og anden kemisk ammunition til det egyptiske indenrigsministerium. Skibet tilhører rederiet H. Folmer, men er chartret af det amerikanske firma Nico Shipping, der også har danske ejere.

Få måneder forinden var skibet blevet lastet i en militærhavn i North Carolina.

Amnesty International har

De kinesiske myndigheder har i december arresteret og dømt flere af landets systemkritikere. Lillejuleaften blev den prominente aktivist Chen Wei idømt ni års fængsel for at distribuere kritiske essays om kommunistpartiet, og 2. juledag blev aktivisten Chen Xi idømt ti års fængsel for at have stiftet en diskussionsgruppe om menneskerettigheder. Også kvindeaktivisten Ni Yulan risikerer adskillige år i fængsel for sit arbejde imod tvangsflytninger. Hun er sammen med sin mand Dong Jiqin anklaget for ”skabe konflikter”.

11 Journalister dømt for terror

fundet bevis for, at USA gentagne gange har sendt våben til Egypten siden oprørets begyndelse. Det er sket på trods af kendskabet til de egyptiske sikkerhedsstyrkers voldelige overgreb og drab på den civile

befolkning. Sagen understreger behovet for en international våbentraktat, der forhindrer, at våben ender i hænderne på regimer og væbnede grupper, som krænker menneskerettighederne, mener Amnesty.

De to svenske journalister Martin Schibbye og Johan Persson, som i december blev idømt 11 års fængsel i Etiopien for terrorisme, appellerer ikke dommen. I stedet håber journalisterne, at de kan modtage en benådning. Siden marts 2011 er mindst 107 journalister og oppositionsfolk arresteret og anklaget for terrorisme.

a mn e s t y I 5

N yhede r Foto: Scanpix

Guantánamo 10 år Den 11. januar var det 10 år siden, at de første orangeklædte fanger fra den amerikanske krig mod terror ankom til Guantánamo-lejren i Cuba. Men selv om præsident Barack Obama lovede at lukke anlægget senest i januar 2010, sidder 171 mænd stadig tilbageholdt – langt størstedelen uden anklage eller dom. I alt har 779 fanger siddet i lejren, hvor der er udført tortur under de såkaldte udvidede forhørsmetoder, som tidligere præsident George W. Bush godkendte i kampen mod terror.

Barack Obama har fastslået, at 48 af fangerne hverken kan anklages eller løslades, men skal forblive i lejren på ubestemt tid.

Senest har Obama den 31. december underskrevet et nyt forsvarsbudget, der umuliggør en lukning af lejren og lovfæster tidsubestemte tilbageholdelser i militær varetægt uden anklage eller dom. ”Fangelejren i Guantánamo er blevet en permanent del af amerikansk kultur og et billede på USA’s dobbeltmoral. USA er ikke i en situation, hvor de oprigtigt kan kritisere overgreb og mishandling i andre lande, så længe der sidder fanger i Guantánamo”, siger generalsekretær Lars Normann Jørgensen.

Amnesty afleverede den 22. januar 164.058 underskrifter til Obama med krav om at lukke Guantánamo og stille fangerne for en civil domstol eller løslade dem.

Israel opfører et 240 kilometer langt hegn for at hindre ”infiltratorer” i at trænge over grænsen fra Egypten.

Israel bygger hegn mod Egypten I løbet af 2012 vil Israel have færdiggjort et gigantisk sikkerhedshegn i Sinai-ørkenen på den 240 kilometer lange grænse med Egypten.

Hegnet er fem meter højt med metalspyd på toppen, og fundamentet rækker en meter ned i klippejorden. Foran hegnet ligger ruller af pigtråd, og som kronen på værket er det spækket med overvågningsudstyr i form af sensorer, radarer og kameraer. Prisen er knapt to milliarder kroner.

Hegnet skal dæmme op for strømmen af immigranter fra Afrika, som Israel betegner som ”infiltratorer”, og forhindre terrorangreb mod israelere i grænseområdet.

Samtidig har Israels parlament vedtaget en immigrationslov, som ifølge Amnesty Interna-

Foto: Amnesty

MENNESKERETTIGHEDER I BEVÆGELSE TILBAGEGANG

Den nye forfatning i Ungarn, som trådte i kraft 1. januar, åbner for diskrimination mod landets seksuelle minoriteter og forringer de retslige klagemuligheder.

Det er i strid med EU’s regler. Samtidig er ytringsfriheden truet af de nye, restriktive medielove.

Selv om Barack Obama lovede, at USA ville lukke Guantánamo-lejren i løbet af hans første år som præsident, sidder 171 mænd stadig fængslet uden udsigt til afklaring. De første ankom 11. januar 2002.

114.434 Civile dræbte i Irak siden 2003

Kilde: Iraq Body Bount

6 I am n e s ty

tional strider med FN’s flygtningekonvention, der blev etableret i 1951 som reaktion på jødeforfølgelserne og de massive flygtningestrømme under Anden Verdenskrig. Konventionen fastslår, at fængsling af asylansøgere kun må finde sted, hvis vedkommende er anklaget for en forbrydelse, der er alvorlig nok til at berettige tilbageholdelse.

Loven betyder, at illegale immigranter og deres børn kan tilbageholdes i detentionslejre i tre år uden anklage eller rettergang. Statsborgere fra lande, der betragtes som fjendtlige overfor Israel – eksempelvis Darfur i Sudan – kan tilbageholdes uendeligt. Derfor er Israel også i færd med at udbygge Ketziot lejren nær grænsen, så den kan rumme 5.000 infiltratorer.

Tre måneder efter Gaddafis fald i Libyen har overgangsrådet intet gjort for at forebygge tortur mod fanger. Amnesty har besøgt fængsler i Tripoli og Misrata, hvor både sikkerhedsstyrker og militser står bag grov tortur og drab mod påståede Gaddafi-loyalister og udlændinge.

FREMSKRIDT Politiet i Danmark er dømt til at betale erstatning til de demonstranter, der klagede over masseanholdelserne under klimatopmødet i 2009. Politiet overtrådte Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som forbyder nedværdigende behandling af borgerne.

Præsidenten i Ukraine lover at gennemføre politireformer, efter at Amnesty har dokumenteret, at politiet foretager vilkårlige anholdelser, torturerer tilbageholdte og tager bestikkelse for at løslade dem.

Guvernøren i Oregon, John Kitzhaber, har indført et moratorium for dødsstraf i resten af sin embedsperiode, som løber til 2015. ”Jeg tror ikke på, at henrettelser gør os tryggere, og det gør os i hvert fald ikke til et mere retfærdigt samfund. Jeg mener, det er moralsk forkert”, siger han.

Foto: Scanpix

Kritik af NATO-bomber i Libyen ”Missionen i Libyen er udført uden bekræftede civile dødsfald”, lød det fra NATO’s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen i november.

Men den vurdering bliver nu draget i tvivl af en uafhængig rapport fra flere mellemøstlige menneskerettighedsorganisationer. Rapporten bygger på vidneudsagn fra ofre og øjenvidner til NATO’s luftangreb i Libyen. Juridiske eksperter med speciale i krigsforbrydelser har besøgt områder angrebet af NATO, og de konkluderer, at flere civile områder er blevet kategoriseret som militære mål. ”Vi er ikke ude på at dømme nogen.

Det er slet ikke undersøgelsens formål.

Men vi har grund til at tro, at der har

fundet krigsforbrydelser sted”, siger Raji Sourani, der er leder af Palestine Centre for Human Rights, til The Independent.

Især et NATO-angreb i Gaddafis fødeby Sirte har tiltrukket sig opmærksomhed. Først ramte missiler to lastbiler, og bagefter ramte et tredje missil de civile, som havde samlet sig på området for at undersøge angrebet. 47 civile blev dræbt.

Chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol (ICC), Luis Moreno-Ocampo, har tidligere udtalt, at NATO’s styrker vil blive undersøgt på samme vilkår, som både Gaddafis styrker og oprørerne i Libyen.

Foto: Polfoto

Syrien på vej mod borgerkrig I Syrien klynger Bashar al-Assads regime sig til magten, mens mere end 5.500 mennesker er dræbt, siden det folkelige oprør mod styret begyndte i marts sidste år. I december blev omkring 150 observatører fra Den Arabiske Liga sendt til Syrien for at sikre, at Assads styre overholdt den fredsplan, som Syrien indgik med ligaen. Men det mindskede ikke blodsudgydelserne.

Aktivister siger, at mindst 600 civile blev dræbt under observatørernes månedlange besøg, og syriske oppositionsgrupper har direkte kaldt observatørernes arbejde for en fiasko, som blot har givet regimet tid til at udføre flere angreb på demonstranter i landet. Observatørerne rapporterede 22. januar om en række overgreb og klare brud på menneskerettighederne, og i et nyt fredsudspil opfordrede Den Arabiske Liga præsident Assad til at træde tilbage og lade sit land styre af en enhedsregering. Det fik Syrien til at tale om en sammensværgelse i organisationen. ”Syrien afviser beslutningerne fra Den Arabiske Ligas ministerråd. Vi anser

dem for at være en krænkelse af den nationale suverænitet og en grov indblanding i interne anliggender. Forslaget er et komplot mod Syrien”, sagde en højtstående embedsmand til det statslige nyhedsbureau Sana.

Få dage senere trak Den Arabiske Liga sine observatører ud af landet, Imens ruster væbnede grupper sig til kamp. Den største oppositionsgruppe i landet, Det Syriske Nationalråd, har udtalt, at den vil slå sig sammen med Den Frie Syriske Hær, som afhopperne fra det syriske militær kalder sig. Ved redaktionens slutning var der kampe helt inde i forstæderne til hovedstaden Damaskus. ”Jeg frygter, at de begivenheder, vi ser og hører om nu, kan føre til en borgerkrig”, sagde chefen for Den Arabiske Liga, egypteren Nabil Elaraby, til Reuters sidste i januar.

I FN’s sikkerhedsråd afviser Rusland fortsat at vedtage sanktioner mod Syrien.

Rusland har en flådebase i den syriske by Tartus, og Amnesty har dokumenteret, at ti procent af Ruslands våbeneksport over de sidste fem år er gået til Syrien.

Global protest mod internetlov Den 18. januar gik en række store internetsider i sort i en global protest mod det amerikanske lovforslag Stop Online Piracy Act (SOPA). Amnestys danske hjemmeside fulgte trop. Kritikere mener, at SOPA kan bruges til at censurere internettet og begrænse ytringsfriheden. En lang række republikanske politikere har siden trukket deres støtte til lovforslaget, der nu er udskudt.

Illustration: Farhad Foroutanian

a mn e s t y I 7

T em a: D e t a r a b is k e o p r ø r

8 I am n e s ty

A f O le H off - lu nd | Illustration Mikkel Henssel

Det arabiske oprør

Fra Tunesien til Yemen og fra Egypten til Bahrain har folket rejst sig mod korrupte magthavere for at kræve frihed og menneskerettigheder. Men mange steder i Mellemøsten har regeringerne endnu ikke forstået dybden af de folkelige protester og har kun skabt kosmetiske forandringer.

I 23 år sad præsident Zine El Abidine Ben Ali tungt på magten i Tunesien, mens landets frygtede sikkerhedsstyrker sendte hans modstandere i fængsel og knuste ethvert optræk til opposition. Det var svært at se, hvorfra forandringens vinde skulle komme til det nordafrikanske land, der var plaget af tårnhøj arbejdsløshed, censur og korruption.

Men den 17. december 2010 satte den 26-årige gadehandler Mohamed Bouazizi ild til sig selv i byen Sidi Bouzid i protest mod myndighedernes ydmygende behandling af ham. Det satte gang i en ørkenstorm henover Nordafrika og Mellemøsten, hvor de undertrykte befolkninger gik på gaden for at kræve reformer. Mohamed Bouazizi døde af sine brandsår den 4. januar 2011 – og derefter fik protesterne for alvor fat i de store byer i Tunesien. Kulminationen kom den 14. januar, da Ben Ali og hans familie flygtede til Saudi Arabien. Det arabiske oprør var i gang.

Fra Tunesien spredte oprøret sig til Egypten, Libyen, Bahrain, Syrien og Yemen. Alle steder med krav om frihed, menneskerettigheder og sociale forandringer. Men selv om Mubarak trådte tilbage i Egypten, og Gadaffi blev fjernet i Libyen, så har flere regeringer i Mellemøsten endnu ikke forstået dybden af de folkelige

protester. De fleste steder er der kun sket kosmetiske forandringer. Andre steder – som i Syrien og Bahrain – har regimerne reageret med mere vold og undertrykkelse, fastslår Amnesty International i en rapport om det første år efter oprørets begyndelse. ”Med få undtagelser er det endnu ikke gået op for magthaverne, at alt er forandret. Protesterne, som hovedsageligt er anført af unge mennesker og med kvinder i centrale roller, har vist sig at være utrolig standhaftige overfor sikkerhedsstyrkernes massive magtanvendelse.

De ønsker at se konkrete ændringer i styreformen, og at de ansvarlige for fortidens forbrydelser stilles til regnskab”, står der i rapporten.

Samvittighedsfange blev præsident I Syrien er mindst 5.000 mennesker blevet dræbt under præsident Assads brutale nedslagtning af befolkningen, mens FN’s Sikkerhedsråd skændes om sanktioner.

Over 200 demonstranter er dræbt i Yemen, hvor den 32-årige, kvindelige oprørsleder Tawakkul Karman i december modtog Nobels Fredspris.

I Libyen sidder tusindvis af afrikanere fortsat fængslet, mistænkt for at være lejesoldater for Gaddafi. Diktatorens overlevende søn, Saif

Gaddafi, er tilbageholdt uden adgang til advokat. Libyens nationale overgangsråd (NTC) har afvist at udlevere ham til Den Internationale Straffedomstol, som anklager ham for forbrydelser mod menneskeheden.

I Bahrain fortsætter protesterne mod kong Khalifa, som på trods af kritik fra en international undersøgelseskommission fastholder livstidsdommen mod den danske statsborger Abdulhadi Al-Khawaja og flere andre prominente oppositionsfolk.

I Egypten har militærrådet stået bag overgreb, som i nogle tilfælde er værre end under Hosni Mubarak. 84 blev dræbt under efterårets protester, og i det forløbne år er flere civile blevet stillet for militære domstole end under 30 år med Mubarak.

Undtagelsen er Tunesien, hvor den centrale plads i hovedstaden nu er omdømt til Bouazizi Pladsen. Symbolsk for landets forandring blev menneskerettighedsforkæmperen Moncef Marzouki – som er tidligere Amnesty-samvittighedsfange – valgt som præsident den 12. december. Og da 2011 gik på hæld, kårede det amerikanske Time Magazine som altid årets person. Det blev en tegnet version af ”The Protester” – et symbol på demonstranterne i Mellemøsten og Nordafrika. amnesty I 9

➜

T em a: D e t a r a b is k e o p r ø r

Fange nummer

otte

Den danske statsborger Abdulhadi Al-Khawaja har i årevis kæmpet for menneskerettigheder i sit hjemland Bahrain. I maj blev han idømt fængsel på livstid ved en militær domstol for at deltage i de fredelige protester mod styret. AMNESTY tegner et portræt af den danske aktivist, der er blevet tortureret og mishandlet i fængslet.

Halvfemserne i Holte Det er april. Året er 1989, da Abdulhadi og hans hustru Khadija kommer til Danmark.

1 0 I amn e s ty

Parret er i fare for at blive anholdt i Bahrain for deres medvirken i protester imod den regerende Al Khalifa familie, og de får politisk asyl og siden dansk statsborgerskab. Med sig har de deres tre små døtre.

Familien bosætter sig i Holte. Her stifter Abdulhadi fra sit eksil Bahrain Human Rights Organisation, og han bruger størstedelen af sin tid på at skabe international opmærksomhed om menneskerettighedssituationen i Bahrain, hvor vilkårlige anholdelser og tortur mod systemkritikere er udbredt. ”Dengang rejste min far utrolig meget. Det var både tidskrævende og dyrt, men det var en måde, han kunne fortsætte sit menneskerettighedsarbejde i Bahrain, selvom han levede udenfor landet”, siger Abdulhadis datter, Maryam Al-Khawaja til AMNESTY. Selv er hun ikke mere end halvandet år gammel, da hun kommer til Danmark.

Når Abdulhadi er hjemme, bruger han sin tid sammen med familien. Han og Khadija får en datter mere. De fire piger går i danske børnehaver og senere en international skole, for selv om familien har fået frataget deres statsborgerskab i Bahrain, så håber de en dag at kunne vende tilbage. ”Indtil jeg blev 14 år, havde jeg aldrig set Bahrain. Men vi talte altid meget om Bahrain i vores familie, og jeg tror, mine forældre altid håbede at kunne vende tilbage en dag”, fortæller Maryam Al-Khawaja.

Muligheden for at vende tilbage kommer som en overraskelse. I 1999 dør Bahrains øverste leder, Isa bin Salman Al Khalifa. Hans søn, Hamad bin Isa Al Khalifa, indtager tronen og løslader mange af landets politiske fanger. Han afgiver også en række reformløfter, og de eksilfamilier, som har fået frataget deres statsborgerskab, får lov til at rejse hjem.

Foto: Amnesty

På side 436 i rapporten fra Bahrains uafhængige undersøgelseskommission (BICI) starter gennemgangen af myndighedernes overgreb mod den anonymiserede ”fange nummer otte”. Efter sin anholdelse i april er han blevet tæsket regelmæssigt om natten i fængslet. Han er blevet voldtaget, udsat for falske henrettelser, afskåret fra viden om sin familie, truet og nedværdiget.

Fange nummer otte er den livstidsdømte danske statsborger Abdulhadi Al-Khawaja.

Det bekræfter hans familie overfor AMNESTY. 50-årige Abdulhadi Al-Khawaja er tidligere leder af Bahrain Center for Human Rights, og han var indtil sin anholdelse en af de mest prominente menneskeretsforkæmpere i Bahrain.

Overgrebene mod Abdulhadi Al-Khawaja er dokumenteret af nogle af verdens førende eksperter i international ret og blev offentliggjort i november på foranledning af Bahrains konge selv. Abdulhadi er bare én af de 60 torterede fanger, som kommissionens medicinske eksperter har undersøgt. Og han er blot én ud af tæt ved 3.000 anholdte, siden det bahrainske folks oprør begyndte for et år siden.

Men historien om Abdulhadi Al-Khawaja starter lang tid før, de folkelige arabiske oprør når det olierige kongedømme Bahrain. En østat i Den Persiske Bugt på størrelse med Falster, forbundet til den store nabo Saudi Arabien via broer og dæmninger og hjemsted for 1,2 million indbyggere.

Abdulhadi Al-Khawaja sammen med sin kone, Khadija, som har fortalt Amnesty, hvordan maskerede mænd sparkede døren ind i deres hjem midt om natten og slæbte Abdulhadi med til politistationen.

A f B jarke W indahl P edersen Foto: Scanpix

Protesterne fortsætter i Bahrain, hvor mindst 14 mennesker er døde af den tåregas, som politi og sikkerhedsstyrker bombarderer demonstranterne med.

Bare et år forinden har Abdulhadi åbnet en lille butik i Danmark, men familien er parat til at gribe chancen. I første omgang kræver styret i Bahrain dog, at alle, som vender hjem, underskriver en formel undskyldning til Al Khalifa familien. Det nægter Abdulhadi. Få måneder efter dropper myndighederne kravet, og Abdulhadi og Khadija tager den endelige beslutning om at rejse til Bahrain efter 12 år i Danmark.

Gensynet med Bahrain Det Bahrain, som familien vender hjem til, er fuldstændig nyt for døtrene og på mange måder også for både Abdulhadi og Khadija. ”Der var meget, der havde ændret sig. Men gensynet med brødre, søstre, fætre og kusiner betød utrolig meget for mine forældre. Det var en god oplevelse at vende hjem til Bahrain”, fortæller Maryam Al-Khawaja.

Bahrain har i februar 2001 fået ny grundlov, og mange er optimistiske over løfterne om større demokratisk indflydelse. Abdulhadi genoptager med det samme sit menneskerettighedsarbejde. Løfterne er gode, men de ikke nok, mener han. ”Min far sagde altid, at vi manglede at se handling”, husker Maryam Al-Khawaja.

For eksempel gennemfører den nyslåede bahrainske konge en lov, der garanterer straf-

frihed for alle, som har haft ansvaret for tortur mod fanger i 1990’erne. Derudover fortsætter myndighederne den voldelige kurs overfor kritikere af regimet.

For familiens døtre, som skal vænne sig til alting – varmen, kulturen og systemet – er den største forandring fra Danmark, at sikkerhed og tryghed ikke længere bare er noget givet: ”Det er utrolig svært at forestille sig den forskel mellem Bahrain og Danmark. Vi havde aldrig før bekymret os for, om vores far ville komme hjem om aftenen”, fortæller Maryam Al-Khawaja.

Flere gange ser hun sin far komme hjem med tydelige skader på kroppen, blandet andet en brækket tand, efter at politiet har opløst en demonstration med vold.

I Al Jazeera fra sin celle Abdulhadi stifter nu Bahrain Center for Human Rights, og han er ikke bange for at kritisere regimet offentligt. Når forældre ikke får lov til at se deres anholdte børn, stiller han sig op sammen med familierne foran politistationerne for at forsvare deres ret til et besøg.

Den slags aktioner giver ham en voksende støtte fra mange bahrainere.

Ved flere lejligheder bliver han anholdt. I et enkelt tilfælde glemmer myndighederne at

tage mobilen fra ham, og Abdulhadi laver et live interview med Al Jazeera fra sin celle. ”Vi sad hjemme i vores egen stue og hørte vores far blive interviewet på tv fra politistationen.

Indslaget sluttede brat, da politiet kom brasende ind i cellen”, fortæller Maryam Al-Khawaja.

I 2004 bliver Abdulhadi første gang anholdt i længere tid. Han påtaler korruptionen i landet og sætter direkte navn på, hvem der efter hans mening er den ansvarlige: Bahrains premierminister. Dagen efter bliver han anholdt, og myndighederne lukker Bahrain Center for Human Rights. Familien hører intet fra ham i fem dage, men sagen får stor opmærksomhed. ”Det var vildt underligt pludseligt at se billeder af min far overalt”, fortæller Maryam Al-Khawaja.

Abdulhadi er varetægtsfængslet i to og en halv måned og får derefter en dom på et års fængsel. Der er mange, som protesterer på hans vegne, og allerede dagen efter domsafsigelsen benådes han af kongen. ”Om aftenen holdt han en tale, og jeg kan huske, han sagde, at kongen ikke havde noget at benåde ham for. Til gengæld ville han gerne selv benåde kongen. Og så bad han folk om ikke at knytte deres håb til en bestemt leder, men i stedet arbejde for at de selv kunne komme til at bestemme”, fortæller Maryam Al-Khawaja. amnesty I 11

➜

T em a: D e t a r a b is k e o p r ø r

➜

testerne. Men efter en uge siger Abdulhadi sit job op og begynder selv at komme på Perlepladsen. Han holder taler om civil ulydighed og forklarer forskellen mellem at forlange reformer og kræve regimets ophør. Emner som diskuteres på Perlepladsen, og som også deler demonstranterne.

Den 15. marts – en måned efter oprørets begyndelse – sender den økonomiske og politiske organisation Gulf Cooperation Council (GCC) militære tropper ind i Bahrain for at nedkæmpe protesterne. Foruden Bahrain består GCC af fem andre stenrige arabiske golflande, Saudi Arabien, Oman, Kuwait, Qatar og De Arabiske Emirater. Tilsammen kontrollerer de halvdelen af verdens kendte oliereserver. Tv-billeder viser en nærmest uendelig kolonne af militærkøretøjer, som fylder de lange, smalle veje på broerne mellem Bahrain og nabolandet Saudi-Arabien.

Samme nat opdager bekymrede demonstranter i teltene på Perlepladsen, at mobildækningen til deres telefoner er væk. Signal er forsvundet, og om morgenen forstår de hvorfor. Militæret rydder med vold Perlepladsen, og samtidig spærrer myndighederne hospitalerne af, så tilskadekomne ikke kan få behandling, og ambulancer ikke kan rykke ud til det stigende antal sårede.

Med de nye militære tropper i ryggen indfører Bahrains myndigheder en tre måneder lang undtagelseslov, der forbyder enhver forsamling. Bulldozere forvandler det symbolske monument på Perlepladsen til grus.

Vredens dag i Bahrain For et år siden rammer bølgen af folkelige arabiske oprør den Persiske Golf og østaten Bahrain. ”Vredens dag”, døber demonstranterne den 14. februar, hvor de i hovedstaden Manama første gang samles på Perlepladsen for på tiårsdagen for den nye grundlov at vise utilfredsheden over de uindfriede løfter fra Al Khalifa familien, der har styret landet i 230 år.

Om natten stormer politiet de sovende demonstranter, som har slået lejr. De, som ikke når væk, bliver mødt af tåregas, knipler og kugler. To demonstranter dør den første nat, og situationen eskalerer hurtigt. Videooptagelser fra oprørets første uge viser ubevæbnede demonstranter, som får tæsk, jages på flugt og i nogle tilfælde bliver skudt ned af kampklædte politifolk på helt nært hold.

Abdulhadi følger begivenhederne på afstand. Han er ansat ved menneskerettighedsorganisationen Frontline, og på grund af sit arbejde vælger han ikke selv at deltage i pro-

SKRIV DEM FRI Abdulhadi Al-Khawaja og 13 andre aktivister og oppositionsledere afsoner langvarige fængselsdomme i Bahrain efter forårets fredelige demonstrationer imod styret. Dommene blev afsagt efter uretfærdige retssager ved en militær domstol, og flere af fangerne har været udsat for tortur og mishandling.

På Amnestys hjemmeside har 3.700 danskere indtil videre skrevet under på et brev, der opfordrer Bahrains konge til at løslade Abdulhadi Al-Khawaja.

Amnesty mener, at de 14 er fængslet udelukkende for at bruge deres forsamlingsfrihed og ytringsfrihed, og at de skal have en ny retssag ved en civil domstol eller løslades. Samtidig skal de ansvarlige for tortur stilles til regnskab.

Send en hilsen til fængslet: Abdulhadi Al-Khawaja Jaw Prison Manama Bahrain

1 2 I amn e s ty

Dokumenteret mishandling Under selve anholdelsen brækker Abdulhadi fire knogler i ansigtet, da han bliver tæsket og trukket ned af trapperne. Han bliver opereret på et militærhospital og tilbringer den næste uge lænket til en seng med konstant bind for øjnene. På hospitalet bliver han truet med seksuel mishandling og henrettelse, ligesom

Foto: Scanpix

Skriv til: Shaikh Hamad bin ‘Issa Al Khalifa Office of His Majesty the King P.O. Box 555 Rifa’a Palace, Manama Bahrain

Døren sparket ind For Abdulhadi selv er det ikke nogen overraskelse, at han to uger efter bliver anholdt under myndighedernes intensive klapjagt mod demonstranter og politiske modstandere. ”Hvis de kommer for at tage mig, så lad

være med at gøre modstand. Jeg går med dem fredeligt”, har han altid beroliget sin hustru Khadija.

Men sådan foregår det ikke, da politiet den 8. april kommer efter Abdulhadi. ”Døren til vores lejlighed blev sparket ind, og maskerede mænd trak ham ned ad trapperne for øjnene af vores døtre, mens de slog og sparkede ham”, har Khadija fortalt til Amnesty International.

Familiens tre svigersønner bliver taget samtidig med Abdulhadi. Khadija og tre af parrets døtre bliver efterladt alene i lejligheden. ”Jeg prøvede at være stærk for mine døtres skyld. Men jeg følte mig rasende, trist og hjælpeløs”, siger Khadija.

Efter anholdelsen hører Khadija intet om sin mand. Sammen med parrets døtre holder hun sig vågen om natten og sover kun om dagen. Fuldt påklædt og klar til at stikke af, hvis det maskerede politi vender tilbage. De venter.

Først dage. Så uger. Uden at vide om deres mand og far er i live. Flere uger efter anholdelsen ringer telefonen endelig, og i et par sekunder hører hun Abdulhadis stemme i røret.

Han fortæller om den brutale undertrykkelse i fængslet, men han siger også, at hans mod stadig er højt. Så ryger forbindelsen. ”Han er i live. Gudskelov. Det var det eneste, jeg kunne tænke, efter at jeg havde set, hvordan han blev tæsket, da de tog ham”, forklarer Khadija.

Abdulhadi Al-Khawajas anden datter, Zainab, blev lagt i håndjern og slæbt ind i en politibil, da hun satte sig på græsset i en rundkørsel i Manama den 15. december i en fredsommelig protest mod styret.

Foto: Scanpix

”Det er længe siden, vi har henrettet nogen”, fortæller en vagt ham, men han gør intet. I retten fortæller Abdulhadi om mishandlingen i fængslet, og som straf bliver han tæsket og efterladt i solen med bind for øjnene i 45 minutter. I juni bliver han idømt fængsel på livstid for at have ”etableret terrorgrupper” og ”forsøgt at omstyrte regeringen”. Og i slutningen af september bliver dommen over Abdulhadi stadfæstet ved en militærdomstol.

Appelsagen varer ifølge Abdulhadis familie ikke mere end fem minutter, og sammen med en række fremtrædende menneskeretsaktivister, oppositionsledere og forfattere sidder Abdulhadi stadig fængslet i Bahrain.

Vi sad hjemme i vores egen stue og hørte vores far blive interviewet på tv fra politistationen. Indslaget sluttede brat, da politiet kom brasende ind i cellen”.

Maryam Al-Khawaja

fangevogterne fortæller ham, at de har tænkt sig at gå efter resten af familien.

Abdulhadi bliver overført til Al Qurain fængslet, hvor han i to måneder er isoleret i en celle, som er to meter på den ene led og to og en halv meter på den anden. Her bliver han regelmæssigt tæsket om natten, og han bliver mishandlet seksuelt. Tre gange sultestrejker han og bliver tvunget til at indtage føde gennem en slange. Han bliver også tvunget til at underskrive en undskyldning overfor Bahrains konge og en erklæring om, at han selv nægter at indtage både mad og den medicin, som en læge anbefaler til hans nu følelsesløse

ansigt. Dagene forud for lægens besøg er de eneste, hvor Abdulhadi ikke får tæsk.

Alle detaljerne i Abdulhadis sag er i dag dokumenteret i den over 500 sider lange rapport fra Bahrain Independent Commission of Inquiry (BICI). Ifølge BICI har Abdulhadi tabt 12 kilo i fængslet, og han lider af flere fysiske skader overalt på kroppen. Hans kæbe er følelsesløs, og han kan ikke åbne sin mund normalt.

Abdulhadi Al-Khawaja bliver første gang stillet for en dommer den 8. maj 2011. På vej til retten bliver han bragt om på siden af retsbygningen og stillet op mod muren.

Amnesty: Kræv Storkorset tilbage Forelagt dokumentationen for overgrebene mod Abdulhadi Al-Khawaja forsikrede udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i december, at han straks ville tage sagen op overfor Bahrains udenrigsminister, som han dagen efter mødtes med i Berlin. ”De folk, der har udført disse uhyrligheder, må stilles til ansvar. Jeg understregede, at vi fra dansk side forventer, at Al-Khawaja og de andre menneskerettighedsforkæmpere, der er blevet tilbageholdt, vil blive sikret en fair rettergang”, sagde Villy Søvndal den 5. december.

Siden har den danske ambassade i Riyadh i Saudi-Arabien fået tilladelse til at besøge Abdulhadi i Al Jaw Central Prison i Bahrain, hvor han nu sidder.

Abdulhadis familie er glad for udenrigsministerens udmelding, fortæller datteren Maryam Al-Khawaja, men hun er bange for, om hjælpen stopper med besøget. Siden anholdelsen har hun kun hørt fra sin far to gange. Begge gange har han ringet til sin hustru Khadija, som på andre telefoner har ringet til parrets døtre og så holdt telefonerne tæt op til hinanden. ”Vores familie håber, at udenrigsministeriet vil arbejde for at få ham ud af fængslet. Han har brug for behandling, og han har brug for den nu”, siger Maryam Al-Khawaja.

Amnesty International støtter familiens opfordring og fastholder, at Danmark bør kræve Storkorset af Dannebrog tilbage fra kong Khalifa, som han fik overrakt af dronning Margrethe blot en uge inden, opstanden brød ud. ”Den danske regering må tage alle diplomatiske muligheder i brug for at få omstødt Al-Khawajas livstidsdom og få ham løsladt uden betingelser. Han er definitionen på en samvittighedsfange, der er tortureret og dømt alene på baggrund af sin fredelige kamp for reformer og menneskerettigheder”, siger generalsekretær Lars Normann Jørgensen. amnesty I 13

T em a: D e t a r a b is k e o p r ø r Foto: Scanpix

Kvinderne på Perlepladsen

For et år siden forvandlede demonstranter Perlepladsen i Bahrains hovedstad Manama til et symbol på frihed uden for kongedømmets kontrol. Danskbahrainske Fatima Alsayed boede i kvindernes telt, indtil hun måtte flygte ud af landet.

Den 14. februar sidste år går tusindvis af bahrainere på gaden for at markere Vredens Dag på tiåret for landets seneste grundlov.

Vreden skyldes samme årtis uindfriede demokratiske løfter, og selvtilliden kommer fra Tunesien og Egypten.

Kort tid forinden er dansk-bahrainske Fatima Alsayed ankommet til hovedstaden Manama. Hun ved ikke, at hun kommer til at tilbringe den næste måned på Perlepladsen, før hun med sin familie må flygte ud af landet igen. ”Jeg hørte ikke noget om demonstrationen, før der begyndte at komme sms’er og beskeder på Facebook et par dage før”, fortæller Fatima Alsayed til AMNESTY. Historierne samlede os Den første nat bliver en ung mand dræbt, da politiet rydder Perlepladsen. En anden dør

1 4 I amn e s ty

senere på hospitalet. Begravelsesoptoget dagen efter ender som en kæmpe protest imod regimet, og en tredje ung mand bliver dræbt.

Om aftenen genindtager demonstranterne Perlepladsen. ”Vi købte så mange sandwich, vi kunne, og så tog vi derover og delte dem ud”, siger Fatima.

Den nat bliver Perlepladsen forvandlet til et symbol på frihed. Midt i Bahrains hovedstad. ”Mange gik rundt med flag og græd. Nogle kyssede jorden. Folk var usikre, men der var også en nærmest hysterisk glæde. Vi kunne simpelthen ikke tro vores egne øjne”, siger Fatima.

Hun bliver hurtigt en del af livet på pladsen, hvor de første små telte bliver erstattet af større opholdssteder. ”Jeg kom hjem ved 4-5 tiden om morge-

A f B jarke W indahl P edersen

historierne frem, og det samlede folk”, siger Fatima.

For mange var det et chok, at alle kendte én, som var blevet forfulgt, tortureret eller dræbt” Fatima Alsayed, aktivist

nen. Så sov jeg og spiste lidt, kopierede materialer, tog et bad og skiftede tøj. Min lejlighed var bare en garderobe”, siger Fatima Alsayed.

Det telt, som hun i en måned nærmest bor i, døbes Kvinderne af Revolutionen den 14. februar. De første kvinder, som kommer, kender Fatima i forvejen. Det er kvinder, som har pårørende, der i 1980’erne og 90’erne er blevet fængslet, torteret og i nogle tilfælde dræbt af regimet. Kvinder, som er vant til at blive hjemme og vant til at tie.

Fatima kender dem, fordi hun tidligere har lavet oplysningsarbejde om retten til at kunne besøge fængslede familiemedlemmer. Men der er lige så mange, hvis historier Fatima aldrig har hørt før. ”For mange var det et chok, at alle kendte én, som var blevet forfulgt, tortureret eller dræbt. Perlepladsen bragte for første gang alle

Kvindernes kampdag Flere kvinder fra forskellige professioner og samfundslag begynder at komme i teltet. Tre gange bliver det skiftet ud med et større for at få plads nok. Fatima arrangerer foredrag, kvinderne laver bannere og trykker sange, som regimet før har forbudt. De holder også førstehjælpskurser og indsamler eddike, mælk og cola til at mindske smerten ved tåregassen, hvis politiet angriber dem.

Alle aktiviteterne bliver organiseret i fællesskab, og for Fatima føles det som et minisamfund, hvor kvinderne for første gang selv bestemmer. ”Vi prøvede at være selvstændige i en grad, hvor vi ikke var afhængige af andre. Selv mange af mændene på pladsen blev overraskede over offentligt at se, hvor meget deres hustruer kunne udrette”, siger Fatima Alsayed.

Hun fortæller begejstret om kvindernes internationale kampdag den 8. marts. Her laver de den største kvindedemonstration i Bahrains historie – et optog, der ender på Perlepladsen, som mændene den dag har forladt.

Her skiftes kvinderne til at gå op på den store scene og holde taler.

Vi ses i fængslet Af sikkerhedshensyn laver kvinderne identitetskort til alle. Selv med de hjemmebragte generatorer er der mørkt om natten, og det er svært at se, hvem der kommer og går. ”Nogle gange jokede vi med at sige: ’Vi ses i fængslet’, når vi sagde farvel. For mange er den vits desværre gået i opfyldelse”, siger Fatima.

Vendepunktet på Perlepladsen kommer, da nabolandene i Gulf Cooperation Council (GCC), anført af Saudi Arabien, sender militær ind for at standse oprøret. Rygterne om den første vold mod demonstranter i byen Sitra når om aftenen frem til Perlepladsen. Fatima er med til at fjerne stole og borde i teltet, så folk nemmere kan komme væk, hvis der opstår panik.

Selv er hun heldig. Hun er hjemme, da angrebet kommer om morgenen den 16. marts.

Fra deres lejlighed kan Fatima og hendes familie se sort røg stige op fra Perlepladsen, som militæret har omringet. I luften over hovedstaden hænger adskillige helikoptere.

Flugten ud af landet Dagen efter starter klapjagten på demonstranterne. Telefonnettet er blokeret, men time for

time hører Fatima om nye anholdelser. Fra familiens hustag kan de se civilklædte betjente sparke døre ind i hos familier i kvarteret.

Om få dage vil lufthavnene have navnene på alle eftersøgte, så de skal træffe en hurtig beslutning. Familien skifter by og opholdssted, og kort tid efter sidder de i en bil på vej til lufthavnen. De slipper igennem tre sikkerhedstjek, hvor andre bliver tilbageholdt af udenlandske tropper og civilklædte bøller. ”Jeg følte mig som en forræder. Ikke mindst overfor kvinderne på Perlepladsen. Vi havde givet hinanden hånden på, at vi sammen ville holde ud til enden”, siger Fatima Alsayed.

Fatima Alsayed har siden hørt, at hun er i fare, hvis hun tager til Bahrain. Derfor optræder hun i denne artikel under pseudonym.

Redaktionen kender hendes rigtige navn. 1

Bahrain siden oprøret I november udkom rapporten fra Bahrains Uafhængige Undersøgelseskommission (BICI). I den dokumenterer udenlandske menneskeretseksperter omfattende og systematiske overgreb mod kritikere af regimet.

På baggrund af rapporten annoncerede Bahrains offentlige anklager i januar, at man ville undersøge 107 sager om tortur og drab mod fanger i myndighedernes varetægt. Ingen sager har endnu været for retten.

Amnesty har kendskab til 48 dødsfald siden februar sidste år, og det er dokumenteret, at næsten 3.000 bahrainere er blevet arresteret i løbet af foråret. Målt på antallet af indbyggere gør det Bahrain til det land i regionen, hvor flest er anholdt under og efter de folkelige arabiske opstande.

Nedkæmpningen af oprøret er sket ved hjælp af våben fra Vesten. Amnestys researchere i Bahrain har fundet amerikansk producerede tåregaspatroner, der er blevet brugt i myndighedernes voldelige reaktion på de første fredelige protester i februar. Så sent som i september i år har det amerikanske forsvarsministerium bedt den amerikanske kongres om at godkende et nyt salg af militært isenkram til Bahrain, hvor myndighedernes overgreb på demokratiforkæmpere og civile fortsætter.

amnesty I 15

T em a: D e t a r a b is k e o p r ø r

Egypten er værd at DØ for Håbet om retfærdighed svinder for de efterladte til de op mod 1.000 såkaldte martyrer, der er blevet dræbt, siden den egyptiske revolution brød ud for et år siden. I dag mener mange menneskerettighedsadvokater, at ytringsfrihed og retssikkerhed har ringere vilkår end under Mubaraks diktatur.

Egyptens menneskerettighedsadvokater har aldrig haft så travlt som i det forgangne år. Siden Det Øverste Militære Råd (SCAF) tog magten efter præsident Mubaraks fald i februar 2011, er demonstranter mindst en gang om måneden tørnet sammen med politi og militær i blodige slag, der foreløbig har kostet flere end 100 dræbte. Og hver gang er dusinvis, hvis ikke hundredevis, havnet i militærets fængsler. ”Når det gælder retssikkerhed og brud på menneskerettighederne er situationen værre i dag, end den var under Mubarak”, erklærede lederen af Den Egyptiske Front for Forsvar af Demonstranter, advokaten Ahmed Raghab, for nylig.

For den 55-årige enke Faten Farid svinder håbet om, at hendes søn, Michael Mossad, nogensinde vil blive ydet retfærdighed.

Michael blev knust under et militærkøretøj den 9. oktober, da han deltog i en protestdemonstration imod Militærrådets manglende vilje til at beskytte landets kristne mindretal.

Han blev 25 år. ”Jeg føler, at han er hos mig hele tiden”, siger Faten Farid og kigger op på det store, guldindrammede fotografi af sønnen, der hænger på stuevæggen. ”Han udrettede så meget, og hans død har forandret livet for mange mennesker”.

1 6 I amn e s ty

Muslimer og kristne hånd i hånd Ved siden af Faten Farid sidder Michaels 23-årige forlovede, Vivian Magdy, som gik med ham i demonstrationen. ”I starten var det fredeligt. Muslimer og kristne gik hånd i hånd lige som under revolutionen. Men undervejs blev vi angrebet af bøller med sten, og da vi nåede frem til TV-bygningen, gik militæret til angreb”, fortæller hun.

Der blev skudt, og to armerede mandskabsvogne pløjede ind i menneskemængden. ”De kørte i zigzag og forsøgte at ramme folk. Pludselig gav Michael mig et kraftigt skub, og i næste øjeblik blev han kørt ned. Jeg forsøgte at trække ham til side og skreg på hjælp, men ingen hørte mig. Så blev vi omringet af 15-20 soldater, som begyndte at slå på os begge to, mens de råbte, at vi var vantro. Til sidst kom der en soldat og sagde: ’Stop! Kan I ikke se, at han er død?’”

I alt blev 27 demonstranter dræbt den aften. 14 af dem blev kørt ned, de øvrige 13 blev dræbt af skud, som ifølge vidner blev affyret af militæret. Men Militærrådet fastholder, at ingen soldater havde fået udleveret skarp ammunition. Derimod gik demonstranterne til angreb på soldaterne, lyder forklaringen, og da nogle af soldaterne – under hvad militæret kalder ”umenneskeligt psykisk pres” – forsøgte at flygte fra regnen af kugler og

molotovcocktails, kom de til at køre demonstranterne ned.

Bagefter blev hundredevis af demonstranter arresteret og kastet i militærets arresthuse. Men kun tre menige, unge soldater er blevet anklaget i sagen. Og kun for at køre de 14 demonstranter ned. Ingen er anklaget for at have skudt. ”Det hele er en farce”, siger Vivian Magdy. ”Der er ikke indkaldt nogen civile vidner, end ikke blandt de sårede, og de civile undersøgelsesdommere har ikke fået lov at overvære afhøringerne af de officerer og soldater, som ifølge øjenvidner beordrede og udførte massakren”.

Retsopgøret trækker ud Situationen tegner ikke meget bedre, når det gælder sagerne for de 846 såkaldte martyrer, der ifølge officielle tabstal blev dræbt under selve revolutionen. Foreløbig er der kun faldet dom i en enkelt sag, hvor alle de fem anklagede politifolk blev frikendt. ”Det har gjort mange martyrfamilier nervøse for udfaldet af deres egne sager”, siger Hoda Nasrallah, advokat i menneskerettighedsorganisationen Det Egyptiske Initiativ for Personlige Rettigheder.

Hun er advokat for flere af familierne til de 225 dræbte, der indgår i sagsanlægget imod ekspræsident Mubarak og eks-indenrigsminister, Habib el-Adly. Begge er anklaget for meddelag-

T ekst E va P lesner | Fotos Flemming weiss A ndersen Vivian Magdy (tv.) mistede sin forlovede, og Faten Farid mistede sin eneste søn, da Egyptens militær dræbte 25-årige Michael Mossad under en demonstration i Kairo den 9. oktober.

tighed i mord, men ifølge Hoda Nasrallah får de dræbtes familier næppe deres ønske opfyldt om at se den tidligere præsident straffet.

Kronvidner, som tidligere skal have udtalt sig om Mubaraks skyld, har ved afhøringer for lukkede døre været loyale over for deres tidligere herre og mester. Og anklagerne om meddelagtighed i mord er udelukkende baseret på antagelser og generelle betragtninger om lederansvar.

Både militæret og indenrigsministeriet blokerer nemlig for opklaringen af sagerne, hævder holdet af anklagere, og også den forhadte indenrigsminister synes svær at ramme. Egyptens betontunge institutioner har ikke ladet sig ændre, blot fordi et par galionsfigurer er vippet af pinden.

Revolutionens beskyttere De militære magthavere, anført af den 76-årige feltmarskal Hussein Tantawi, har vist sig at være en forlængelse af Mubarakregimet. De har ganske vist udråbt sig selv som ”revolutionens beskyttere”, men i praksis har de erklæret krig imod Tahrir-pladsen, hvor opstanden begyndte.

Demonstranter, der kræver civilt styre, stemples som ”fjender af revolutionen”, og siden februar er mindst 12.000 civile blevet stillet for militære domstole. Det er seks gange flere end under Mubaraks 30 år ved magten.

Efter protestdemonstrationerne i november og december, der kostede cirka 50 dræbte, er Militærrådet imidlertid begyndt at overføre sagerne til de civile domstole, og en del er blevet løsladt. Senest løslod Militærrådet 1.950 fanger som en gestus i anledning af etårsdagen for revolutionens begyndelse.

Men de forhadte undtagelseslove, som Mubarak indførte for over 30 år siden, og som gør det muligt at fængsle folk uden forudgående rettergang, er stadig i kraft.

39 organisationer er under efterforskning for ”forræderi” og ”sammensværgelse” imod den nationale sikkerhed. Deres forbrydelse består angiveligt i, at de modtager penge fra udlandet. Og det gamle, undertrykkende statsapparat viser atter sit grimme fjæs – med

natlige arrestationer af aktivister samt mishandling og tortur.

Værd at dø for De unge aktivister, som organiserede revolutionen, taler om ”en ny revolution”. Men de har mistet folkelig opbakning, og de, der foreløbig har fået størst udbytte af revolutionen, er islamisterne, som i sidste måned vandt over 70 procent af sæderne i det nye parlament. ”Politisk islam er revolutionens arvtager”, sagde for nylig den 91-årige islamist og filosof, Hassan al-Banna, hvis bror grundlagde Det Muslimske Broderskab i 1928.

Mange frygter, at islamisterne i deres magtiver vil glemme revolutionen og slå en handel af med Militærrådet, så hæren ligesom hidtil forbliver hævet over loven og aldrig kan stilles til ansvar for dets gerninger.

Foreløbig har Friheds- og Retfærdighedspartiet – som er Det Muslimske Broderskabs politiske gren – ganske vist udtalt, at militæret kan forvente samme behandling som Mubarak-regimet. Men det kan være svært at tro, at Militærrådet som lovet vil afgive magten, så snart en præsident og en ny forfatning er på plads den 30. juni, hvis feltmarskal Tantawi og Militærrådets øvrige medlemmer bagefter risikerer at havne på anklagebænken.

Egypten risikerer at gå en kaotisk tid i møde med magtkampe mellem et militært og et civilt styre og en stagnerende økonomi. Men spørger man 23-årige Vivian Magdy, om det hele har været forgæves, ryster hun bestemt på hovedet. ”Egypten er et land, der er værd at dø for”, siger hun. ”Og vigtigst af alt: Der er opstået en helt ny, politisk bevidsthed blandt almindelige egyptere. Det var aldrig sket uden revolutio-

nen. Vi må ikke opgive håbet. Det sagde Michael altid”, siger Vivian Magdy.

Faten Farid nikker stille. Efter Michaels død kan hun ikke holde ud at bo i den lejlighed, som hun delte med sønnen. Nu bor hun på skift hos sine to søstre. På spørgsmålet om, hvad hun stiller op med sit liv efter at have mistet sit eneste barn, svarer hun: ”Jeg lever. Hvad skal jeg sige mere? 1

Stop uretfærdige retssager 12.000 civile egyptere er blevet stillet for en militærdomstol, siden demonstrationerne i Egypten begyndte i januar 2011. Dommene spænder fra få måneder til flere år – nogle er endda dømt til døden.

Amr Abdallah Al-Beheiry blev tæsket af militæret under en demonstration i Kairo i februar 2011. Han blev arresteret for at bryde udgangsforbuddet og overfalde en tjenestemand. Al-Beheirys retssag varede kun få minutter, og militæret valgte selv hans forsvarer, mens hans egen advokat blev nægtet adgang til retten.

Du kan kræve, at Det Øverste Militære Råd (SCAF) stopper militære retssager mod civile og løslader alle, som er dømt udelukkende for at have brugt deres ret til at ytre sig frit.

Skriv en e-mail til: Militærrådets leder, Muhammad Tantawi, på mod@afmic.gov.eg

amnesty I 17

T em a: D e t a r a b is k e o p r ø r

Kvindernes eufori er væk Under den egyptiske revolution demonstrerede kvinder side om side med mænd for demokrati, frihed og lighed. Mange oplevede for første gang, hvad det vil sige at udtrykke sin mening – og blive hørt. Men med islamisternes jordskredssejr ved parlamentsvalget er en bølge af patriarkalsk konservatisme skyllet ind over landet.

Da den egyptiske revolution var på sit højeste i februar sidste år, var omkring hver fjerde demonstrant på Tahrir-pladsen i Kairos centrum en kvinde.

I hundredtusindvis strømmede de ind på pladsen dag efter dag, husmødre, læger, fabriksarbejdere og studerende mellem hinanden. De råbte slagord, kæmpede, sang og sov på asfalten side om side med mændene – alt sammen stik imod enhver traditionel forestilling om, hvad en kvinde kan og må. ”Der var ingen forskel, og vi følte os stærkere end nogensinde”, siger en af Egyptens kendte feminister, den 32-årige Mozn Hassan, som er direktør i den uafhængige kvindeorganisation Nazra. ”Mændene så, hvordan vi stod sammen og var parate til at ofre livet for at skabe et nyt samfund. Og kvinder lærte, hvad det vil sige at have kontrol, at udtrykke deres mening og blive hørt”.

Mange håbede, at det var begyndelsen på en ny æra for kvinderne. Men nu er euforien væk.

Fremskridt er truet Under det tidligere regime var kvinder stort set ikke repræsenteret i politik, og 42 procent kan hverken kan læse eller skrive. Alligevel har egyptiske kvinder hidtil været knap så dårligt stillede som deres medsøstre i flere andre arabiske lande. Mindst 25 procent tjener deres egne penge ved udearbejde, og generelt har de større social frihed end kvinderne i eksempelvis Yemen og Saudi Arabien.

Desuden nyder de godt af en række nye love til styrkelse af børns og kvinders rettigheder, som er lobbyet igennem af blandt andre den daværende præsidentfrue, Suzanne Mubarak. Kvinder har fået ret til at være dommere, 1 8 I amn e s ty

omskæring af piger er blevet forbudt, ægteskabsalderen er blevet hævet fra 15 til 18 år, og kvinder har fået ret til at kræve skilsmisse – noget, der indtil for blot et par år siden var forbeholdt mændene. I dag kan kvinder sågar selv registrere deres børn hos myndighederne, også selv om barnet er født uden for ægteskab.

Men efter revolutionen har organisationer med navne som Sammenslutningen til Familiens Frelse og Egyptiske Mænds Revolution meldt sig på banen med krav om at få ophævet de nye love, som nedsættende kaldes for ”Suzanne Mubarak-lovene”. Og de har fået god vind i sejlene, efter at de islamistiske partier ved det nyligt overståede parlamentsvalg vandt over 70 procent af sæderne. ”Situationen har aldrig været så slem som nu, og islamisternes fremmarch er den største trussel”, siger den 89-årige Hoda Badran, der er præsident i Arabiske Kvinders Alliance og har kæmpet for kvinders rettigheder gennem mere end seks årtier. ”Islamisternes agenda er helt klar: Kvinderne skal holdes inden for hjemmets fire vægge.

De må ikke have job, de må ikke deltage i det politiske liv, ikke gå på café og i det hele taget ikke tage aktivt del i samfundslivet. Og det værste er, at det godtages i de store, brede dele af befolkningen”, siger hun til AMNESTY. Korrupte love Egyptens største parti er i dag Det Muslimske Broderskabs Friheds- og Retfærdighedsparti, efterfulgt af Nour-partiet, som udspringer af den ultra-ortodokse salafist-bevægelse, og som mener, at det er imod islam at opstille kvinder til parlamentsvalget. Når de alligevel gjorde det, er det, fordi valgloven kræver det.

Kvinderne spillede en central rolle i protesterne på Tahrir-pladsen i Kairo, men kun otte kvinder er valgt ind i parlamentet.

T ekst E va P lesner | Fotos Flemming Weiss A ndersen

De fleste kvindelige kandidater – også i de sekulære og liberale partier – blev da også placeret nederst på valglisterne, hvor de ikke havde en jordisk chance for at blive stemt ind.

Resultatet er, at det ny parlament består af 500 mænd og otte kvinder, hvoraf de fire er islamister. Og også på deres dagsorden skal man kigge langt efter temaer som ligestilling og kvinders rettigheder.

En af de nyvalgte er 46-årige Azza el-Garf fra Friheds- og Retfærdighedspartiet. ”Den østerlandske kvinde føler sig beskyttet af manden, og i vores samfund lider vi ikke under ulighed”, forklarer hun. ”Her er kvinden mere optaget af, hvordan hun skal skaffe penge nok til at forsørge sine børn, om hun får mulighed for at sende dem i skole, og om de får adgang til sundhedsklinikker”.

Hun mener, at de ”korrupte” Suzanne Mubarak-love har medført utallige problemer i samfundet. ”De har fået skilsmisseraten til at vokse og flået familier fra hinanden. Og først og frem-

mest er de i strid med islam, og vi vil ikke acceptere graviditeter uden for ægteskabet”, siger Azza el-Garf til AMNESTY. Mishandling og jomfrutest Mozn Hassan er ligesom Hoda Badran skræmt over islamisternes valgsejr. Men hun påpeger samtidig, at det hidtil er Egyptens de facto magthavere, Det Øverste Militære Råd (SCAF), der har udvist størst foragt for kvinder.

Som da de lod politisoldater gå målrettet til angreb på kvindelige aktivister den 9. marts sidste år. 20 af dem blev slæbt ind til mishandling på det ærværdige Egyptiske Museum, inden de blev anbragt i et militærfængsel. Her blev syv af dem – alle ugifte – udsat for jomfrutests af en mandlig læge for øjnene af nysgerrige soldater.

Ifølge SCAF skete det for sikre, at kvinderne ikke senere skulle kunne påstå, at de var blevet voldtaget. ”Man må forstå, at dette ikke er piger som din eller min datter. Det er piger, som har

sovet i telt med mandlige demonstranter på Tahrir-pladsen”, sagde en ledende general til den amerikanske tv-journalist Christiane Amanpour.

Amnesty International var blandt de første, der satte fokus på overgrebene, og den internationale opmærksomhed gav 25-årige Samira Ibrahim mod til at lægge sag an imod militærstyret. I december vandt hun, og domstolene erklærede jomfrutests for ulovlige.

Siden Mubaraks fald har menneskerettighedsorganisationer dokumenteret over 100 sager, hvor kvindelige demonstranter er blevet udsat for seksuelle overgreb af politifolk og soldater. Og i december gik et videoklip af ”pigen med den blå BH” verden rundt. Det viser, hvordan politisoldater mishandler en ung, kvindelig aktivist og slæber hende hen over asfalten med blottet overkrop.

Smart undertøj Det medførte, at flere tusinde kvinder i Kairo gik i protestmarch, men desværre var de omringet og beskyttet af mænd, påpeger Mozn Hassan. Og den voldsomme vrede, som videoklippet fremkaldte, udspringer for manges vedkommende af, at et overgreb mod en kvinde opfattes som et angreb på mandens ære, eftersom at kvinden er hans ejendom.

Mange egyptiske mænd mente, at kvinden med den blå BH selv var ude om det. For hvad skulle hun overhovedet på Tahrir-pladsen, og hvorfor havde hun mon taget sådan noget smart undertøj på?

Mozn Hassan understreger, at reel forandring først og fremmest må komme fra kvinderne selv. ”Vores vigtigste kamp er, at vi selv gør op med den stereotype rolle som passive og beskyttede. Problemet er, at det tør de fleste kvinder ikke”.

Alligevel ser hun tegn på forandring. Hun har netop været med til at få løsladt en 15årig pige, der blev arresteret samme dag, som pigen med den blå BH blev mishandlet. Den 15-årige kommer fra en landsby nord for Kairo og havde set på TV, hvordan militæret i de tidlige morgentimer ryddede en sit-in foran parlamentet. Uden et ord til nogen tog hun toget ind til byen for at deltage i protesterne.

Få timer senere blev hun arresteret, slæbt ind i parlamentsbygningen og tævet.

Mozn Hassan tager hendes mod og handlekraft som et positivt varsel om bedre tider. ”Det er en meget langsommelig proces, og jeg kommer næppe selv til at opleve gennemgribende forandringer af kvinders status. Men jeg kan være med til at etablere fundamentet for de kommende generationer”, siger hun. 1 amnesty I 19

T em a: D e t a r a b is T ekmea o: pdretø rh e mm el i g e fæ n g s e l

Samvittighedsfangen der blev

præsident

Den tunesiske forsvarsadvokat Samir Ben Amor har i årtier levet med konstant overvågning og chikane fra styret. Men revolutionen vendte op og ned på alt, og nu befinder Samir Ben Amor sig i inderkredsen omkring landets nye præsident, som er tidligere samvittighedsfange.

Sundt demokrati Samir Ben Amor har droppet sin bestalling som advokat. I stedet er han trådt direkte ind i magtens centrum som medlem af det sekulære regeringsparti Congrès Pour la République (CPR) og rådgiver for landets nye præsident Moncef Marzouki.

2 0 I amn e s ty

Partiet var ulovligt under Ben Ali, men blev ledet af Marzouki, som røg i fængsel for sit politiske arbejde. Amnesty International aktionerede for hans sag, og da han blev løsladt, flyttede han i eksil i Frankrig. Få dage efter Ben Alis flugt vendte Marzouki tilbage til Tunesien med det erklærede mål at overtage ledelsen af landet. Op til valget i oktober meldte yderligere 69 partier sig på banen. ”Det har stor betydning for demokratiet her, at der ikke længere er begrænsninger for organisationernes arbejde. Vi kan gøre, hvad vi vil nu”, siger Samir Ben Amor begejstret.

Ved valget fik CPR 29 ud af de 217 pladser i den lovgivende forsamling. Valgets store vinder blev det moderate religiøse parti Ennahda, som fik 40 procent af stemmerne og posten som premierminister. ”Nu har vi en legitim regering, som leder landet, og en lovgivende forsamling, som skal forfatte en ny konstitution. Vi forsøger at få landet ud af krisen. Jeg er meget optimistisk”, siger Samir Ben Amor.

Problemer med sikkerheden Desværre er det ikke alle, som deler den tidligere advokats optimisme. De første måneders eufori over det vellykkede, demokratiske valg i oktober, er afløst af voksende utilfredshed med, at tingene går for langsomt. Mange af de gamle magthavere sidder stadig i kulissen, og særligt politiet og sikkerhedsstyrkerne bliver opfattet som et problem. Den berygtede statslige efterretningstjeneste, som stod bag omfattende overgreb under Ben Alis regime, er for længst blevet nedlagt. Men mange af de tidligere ansatte er blot integreret i andre sikkerhedsenheder, som er ligeså utilregnelige.

Amnesty har dokumenteret en række begivenheder siden Ben Alis afgang, hvor myndighederne har slået demonstranter og opløst fredelige demonstrationer. Der er heller ikke gjort nok for at undersøge de mindst 300 dødsfald og 700 sårede, som officielt er opgjort i forbindelse med revolutionen, fortæller Lotfy Azzouz, leder af Amnesty i Tunesien.

“Kampen mod straffrihed er ikke ovre

Foto: Polfoto

Befolkningen i Tunesien skrev et kapitel i verdenshistorien, da de i januar sidste år satte gang i en kædereaktion af folkelige protester i de arabiske og nordafrikanske lande. Efter ugers fredelige, men massive demonstrationer var Tunesiens præsident Zine El Abidine Ben Ali så presset af sit eget folk, at han måtte flygte ud af landet.

For advokaten Samir Ben Amor betød det et nyt liv. Som aktivist på den politiske venstrefløj og forsvarer for tunesiske terrormistænkte har han været ilde set af Ben Alis regime. Han stiftede AISPP – en organisation til støtte for politiske fanger – og talte åbent om, at præsidenten misbrugte anti-terrorlovene til at fængsle og torturere unge, religiøse mænd.

Over telefon fra Tunis fortæller Samir Ben Amor, hvordan han levede med daglig chikane fra myndighederne, herunder telefonaflytninger, konfiskation af sine ejendele og ransagninger af sit kontor. ”I Ben Alis tid blev jeg ofte truet. Sikkerhedsfolk omringede mig, når jeg gik på gaden, jeg blev chikaneret, og de tog mine arbejdsredskaber”, mindes Samir Ben Amor.

Men i dag er situationen en helt anden: ”Det er en enorm forandring for alle i Tunesien, at Ben Ali er væk, men også for mig personligt. Hele mit liv er ændret. Ingen kan tvinge mig til noget mere”.

Den afsatte præsident Ben Ali besøgte Mohamed Bouazizi på hospitalet, få dage før han døde af sine forbrændinger.

A f M ikala S atiya R ørbe c h Foto: Scanpix

Tunesiens nye præsident Moncef Marzouki omgivet af Samir Ben Amor (tv.) og Mohamed Bouazizis mor, Manoubia, under åbningen af det nye parlament i Tunis.

endnu. Vi afventer stadig, at der sker noget”, siger han.

Religiøst undertryk Samtidig er der uro på den religiøse højrefløj.

Lige så tungt Ben Ali sad på magten, ligeså meget gjorde styret for at holde de ultrareligiøse kræfter nede. Nu, hvor låget er lettet, ser det ud som om, Tunesien bobler over i en blanding af sociale frustrationer og religiøs overophedning.

I byen Sejnane har en gruppe unge mænd overtaget den lokale fodboldklub og oprettet et tribunal, som forsøger at styre byen efter islamisk lov. I den franske avis Libération fortæller en mandlig sygeplejerske, hvordan han blev sparket, fordi han forbandt sårene på en far, som blev tævet af de unge, selvbestaltede ledere. De angreb ham, fordi han ikke havde gjort nok for at forhindre sine sønner i at drikke alkohol.

På Manouba Universitetet vest for hovedstaden indledte de studerende i januar en sultestrejke. Universitetet var vitalt for modstanden mod Ben Ali, men nu protesterer de over, at der ikke er nok bederum, og at kvinder stadig ikke må bære niqab (heldækkende muslimsk dragt, red.).

Desuden er der indledt retssag mod direk-

tøren for den private tv-station Nessma TV. Han er tiltalt for at have forbrudt sig mod hellige værdier og forstyrret offentlig ro og orden ved at vise filmen “Persepolis” – en animeret tegnefilm af den fransk-iranske filminstruktør Marjan Satrapi. I den prisbelønnede film skildrer hun, hvordan det var at vokse op som pige i Iran i 1970’erne, da det islamiske præstestyre overtog magten i landet.

Social våbenhvile Religionens rolle er relevant, fordi det religiøse parti Ennahda (renæssance, red.) har det politiske flertal i den lovgivende forsamling. I modsætning til regeringspartnerne i CPR har partiet ikke presset på for at placere et ansvar for overgrebene under oprøret.

Skeptikere beskylder partiet for at famle sig frem rent politisk i forsøget på at rumme både de konservative, unge islamister og den brede befolkning, som endnu kigger langt efter konkrete resultater af revolutionen.

Store dele af landets godt 10 millioner indbyggere lider stadig under høj arbejdsløshed, udbredt fattigdom og dyre fødevarepriser. Den frustration, som i december 2010 fik den unge gadehandler Mohamed Bouazizi til at stikke ild til sig selv, fortsætter med at gro i den fattige del af befolkningen,

og uroen breder sig flere steder i landet. ”Der er demonstrationer næsten hver dag.

Folk kræver en løsning på de store problemer med arbejdsløshed og omfordeling af velfærden. Der er brug for en løsning her og nu, men også for visioner på lang sigt, og det har den nye regering ikke leveret”, siger Amnestys Lotfy Azzouz.

Situationen er så ophedet, at præsident Marzouki har bedt om et halvt års ”social våbenhvile” uden strejker og demonstrationer.

“Men de, som er ved magten nu, er nødt til at forholde sig til, hvad der sker. Det bliver en stor udfordring for dem“, siger Lotfy Azzouz.

Advokaten, som nu er politiker, har hverken glemt de tunesiske Guantánamo-fanger, han forsvarede, eller befolkningen i Tunesiens fattige landdistrikter. Samir Ben Amor erkender, at der ikke er sket de store forandringer endnu, men han mener, at regeringen skal bruge fem-seks år for at opnå store resultater.

Og han er ikke bekymret for, at den ultrareligiøse opposition eller sociale skel skal splitte Tunesien ad inden da. ”Folk er stadig utilfredse og utålmodige.

Mange har store forventninger til, at revolutionen skal ændre deres liv, men det sker ikke fra den ene dag til den anden. Det er nødvendigt at være tålmodig”, siger Samir Ben Amor. 1 amnesty I 21

T em a: D e t a r a b is k e Toem p raø:re t t i å r m e d t e r r o r

Hackernes frihedskamp Helt fra begyndelsen af de arabiske oprør har såkaldte hacktivister i netværket Telecomix modarbejdet internetspærring, overvågning og censur i lande som Tunesien, Egypten og Syrien. Men ofte er det vestlig – herunder dansk formidlet – teknologi, de kæmper imod.

2 2 I amn e s ty

Han sidder i Berlin, men i princippet kunne han føre sin kamp for det frie ord næsten overalt på kloden. Hans eneste våben er internettet – et våben som de fleste arabiske regimer med god grund har frygtet. Som de fleste medlemmer af hackernetværket Telecomix har han i forsøget på at hjælpe arabiske aktivister og internetbrugere til fri netadgang levet en anonym skyggetilværelse, men nu er det på tide, at hackernetværkets arbejde kommer frem i lyset, mener han: ”Vi laver i virkeligheden bare det, som andre burde lave – nemlig politikerne på europæisk plan. Det burde jo ikke være en flok unge nørder, der forsøger at skabe fri adgang til nettet i Egypten, Libyen eller Syrien”, siger den tyske hacker Stephan Urbach i skæret fra sin laptop.

Med de arabiske oprør fik hackerne i Telecomix for alvor en politisk mission. Allerede under de tunesiske protester i december 2010 stillede netværket sig til rådighed som nyhedsformidler og samlingspunkt for kritiske bloggere. Og i slutningen af januar 2011 gik

det rigtig stærkt. I panik over den ulmende opstand lukkede de egyptiske myndigheder nemlig for al netadgang i en lille uge. ”Vi arbejdede på højtryk og fik oprettet såkaldte pools af modemmer via europæiske udbydere”, siger Stephan Urbach og giver sig til at bippe og skratte som de efterhånden uddøde modemmer, der logger på det almindelige telefonnet. ”Vi faxede vores numre og de tekniske detaljer til universiteter, internetcafeer og kontorer, og med lidt gammeldags teknologi fik vi skabt forbindelse for de egyptiske aktivister, der ellers ikke kunne bringe information ud af landet”.

I alt holdt Telecomix op mod 300 linjer åbne. Det havde ifølge Stephan Urbach en stor symbolsk kraft, og efterfølgende har hacktivisterne fået e-mails fra flere, der taknemmeligt har brugt systemet. ”Vi kæmper i den grad mod overmagter, der vil hindre udveksling af informationer. Men efter bedste evne kaster vi sten mod disse Goliath’er og prøver at slå små huller i panseret, så der kan sive budskaber og informationer ud”, siger han.

A f M athias I rminger S onne | Illu stration A f H anna RikkeS istek Ahm

Kamp mod vestlig teknologi Kampen for at sikre fri informationsudveksling på internettet er ikke blevet mindre kompliceret af, at de nordafrikanske og arabiske regimers overvågning og censur ofte sker ved hjælp af vestlig produceret teknik.

I oktober 2011 frigav Telecomix enorme mængder hackede data fra de syriske myndigheder – herunder en lang række overvågningsfiler, der var baseret på teknologi fra det amerikanske it-sikkerhedsfirma Blue Coat. I en pressemeddelelse fra Blue Coat hed det, at man var ”bekymret” over opdagelsen, men at firmaet ikke sælger sine produkter til diktaturer som Syrien, der har været underlagt en amerikansk embargo siden 2004. Den udmelding giver Stephan Urbach fra Telecomix ikke meget for: ”Deres produkter bliver selvfølgelig solgt til disse stater via en tredje part, men de kræver licenser og opdateringer, som skal autoriseres af producenten. For dem er det bare penge”.

Niels Bertelsen, formand i det danske fagforbund for it-professionelle (PROSA), er ikke overrasket over, at diktatoriske regimer bruger alle metoder for at begrænse ytringsfriheden. ”Derfor er det godt, at der er nogen, der er med til at sætte fokus på overvågningen og censuren på internettet, som jo spiller en vigtig rolle i den frie og åbne kommunikation mellem borgere”, siger han med henvisning til Telecomix.

De undertrykkende regimer har ikke alene overvåget og censureret enkelte gruppers hjemmesider eller internetkommunikation.

De har ligeledes filtreret og spærret sider som Youtube, hvor aktivister kan oploade videoer fra for eksempel demonstrationer og tortur.

Danskere under anklage Selvom det danske IT-forbund bakker op om bestræbelsen på at holde internettet frit, så er det tilsyneladende ikke alle danske it-firmaer, der arbejder ud fra samme ambition. Få måneder efter Telecomix’ afsløringer af vestlig teknologi i Syriens overvågningsprogram kunne nyhedsbureauet Bloomberg berette, hvordan det danske it-firma RanTek med hovedsæde i Randers har solgt it-udstyr fra det israelske firma Allot Communications videre til Iran. Her bruges det angiveligt til at overvåge borgernes færden på nettet.

Det har ikke været muligt for AMNESTY at få en kommen-

tar fra RanTeks direktør Morten Kolind, men i en pressemeddelelse hedder det, at firmaets program NetEnforcer kun viser de forskellige typer datatrafik, og at man ikke kan se indholdet af datatrafikken. Men ifølge flere it-eksperter kan NetEnforcer med lidt teknisk snilde omprogrammeres til at indgå i omfattende overvågningsprogrammer.

Klaus Kvorning Hansen, der er formand for interesseorganisationen Dansk IT, ser med bekymring på, at vestlig software er indblandet i overvågning og opfordrer til klarere lovgivning. ”Ligesom med våben finder den slags teknik tilsyneladende vej til disse regimer, og det sker nemmere, end vi havde forventet. Derfor har vi klart meldt ud, at der på dette område bør lovgives på en sådan måde, at der ikke er tvivl om, hvad man må og ikke må”, siger Klaus Kvorning Hansen.

Han påpeger, at der er en juridisk og efterforskningsmæssig gråzone, og at man derfor må appellere til virksomhedernes moral, indtil der foreligger klare eksportregler. Samtidig langer han ud efter Vestens dobbeltmoral ”På denne ene side roser vi os af – i Libyens tilfælde endda med våbenmagt – at støtte de arabiske oprøreres bestræbelser på at indføre demokrati og menneskerettigheder. På den anden side gør vi efter vores mening for lidt for at sikre, at de kan ytre sig frit og dele viden uden at blive forfulgt”, siger Klaus Kvorning Hansen.

Fremtidig kampplads Fagforbundet PROSA deler ambitionen om, at vi på globalt plan bør værne mere idealistisk om retten til at kommunikere frit. ”PROSA støtter kravet om, at internettets brugere skal kunne færdes frit og anonymt på nettet, og at nettet skal være neutralt over for alle anvendelser og ikke styret af hverken kommercielle eller statslige interesser”, lyder det fra Niels Bertelsen.

Han henviser til, at overvågningsfænome-

Hacktivisterne i Telecomix Netværket Telecomix har eksisteret siden 2009, hvor det opstod i Sverige som et modtræk til EU’s Telecoms Reform Package og en protest mod den svenske antiterrorlovgivning, der gav myndighederne mere vidtrækkende beføjelser til overvågning af telekommunikation. Siden har netværket fået medkæmpere i hele Europa og USA. Præcis hvor mange ved de ikke engang selv, men de skyder på 20-50 ”meget aktive”. Telecomix kæmper nu en global kamp for opretholde et frit og ucensureret flow af data.

Læs mere på www.telecomix.org

ner som telelogning også er kendt i Danmark og Europa. ”Men særligt autoritære styrer har et ønske om at kontrollere al form for information til borgerne. Det gælder også informationer på nettet”, siger PROSA’s formand.

At fri internetadgang bliver en af fremtidens vigtigste kamppladser, synes efterhånden klart for de fleste – ikke kun i den arabiske verden. Det blev tydeligt i december 2011, hvor Telecomix var i udrykning på nettet i Kazakhstan, fortæller hackeren Stephan Urbach med henvisning til et oprør i oliebyen Zhanaozen, hvor ti mennesker mistede livet. ”Myndighederne lukkede lokalt for netadgangen, så vi brugte atter vores tunnel-taktik”, siger han og tilføjer, at selvom de næppe er velsete i de pågældende lande, så er alt, hvad Telecomix laver, fuldt lovligt i Europa. ”At skabe netværk er en menneskeret, og det er den, vi kæmper for uden vold og blodsudgydelser”, lyder det fra Stephan Urbach. 1

amnesty I 23

I nd ien

Til kamp i pink De er klædt i lyserøde sarier og bevæbnet med bambuskæppe. De går til kamp mod kvindemishandling og korruption. Gulabi Gang er Indiens kvindelige vagtværn, som er begyndt at slå igen.

2 4 I amn e s ty

A F H anna S istek | Foto J onas Grat zer

amnesty I 25

I nd ien

“Gulabi Gang vinder hver gang. Hvis en politimand er korrupt, får han slag med en stav. Vi vil føre kvindesagen fremad”, synger kvinderne, mens de går igennem en landsby udenfor Mahoba i Uttar Pradesh i deres pink uniformer med stave i hænderne.

➜

For 49 år siden fødtes en usædvanlig pige i en af Indiens fattigste afkroge. Set udefra skulle man ikke synes, at Sampat Pal Devi har haft bedre forudsætninger end nogen anden i landsbyen i Uttar Pradesh, Indiens folkerigeste delstat. Sampats forældre var bønder og analfabeter, og hun gik kun i skole i et år, før hun blev giftet bort. Hun var 12, og han var 25.

Men hun var en pokkers lærenem pige.

I dag står Sampat i spidsen for Indiens mægtigste, kvindelige vagtværn, Gulabi Gang, som har 200.000 medlemmer i Uttar Pradesh, og hun er kandidat til at blive valgt ind i delstatsparlamentet.

Gulabi betyder lyserød på hindi, og Sampat har langsomt, men sikkert opbygget organisationen igennem de sidste 30 år. Det begyndte, da hun som 18-årig lagde sig imellem, da en mand slog sin kone i hendes hjemby. ”Han blev så bange, da han fik lov at smage sin egen medicin! Og de andre i byen stod og heppede,” husker hun.

At en pige på denne måde satte sig op mod en mand, var helt uhørt. Efter det fik alle respekt for Sampat Pal Devi.

2 6 I amn e s ty

Jordejerens datter havde skældt nogle børn ud Højlydt og bestemt for at have forrettet deres nødtørft på marken.

AMNESTY møder hende i hendes enkle tofa”Men børnene arbejdede på marken, og der miliehus i rå tegl uden for den lille by Banda var ikke noget toilet”, husker Sampat, som blev i Uttar Pradesh. Vasketøjet hænger på lange rasende. tørresnore, KongresparHun samlede en flok tiets flag vajer på taget kammerater til fælles akog de mange børnebørn Han blev så bange, tion dagen efter: De gik undervises hjemme på da han fik lov at alle sammen tilbage og tagterrassen i solen. Hun smage sin egen sked på marken. Da den taler, så man ikke kan få medicin! Og de 18-årige datter opdagede et ord indført, højlydt og andre i byen stod dem, blev hun forfærbestemt. og heppede”. delig vred. Men Sampat ”Indien er domineret samlede bare noget afaf mænd. Drenge får udSampat Pal Devi føring op og kastede det i dannelse og bliver sendt hendes ansigt. alle mulige steder hen.

Igennem hele sin Men der er så mange reopvækst fortsatte Sampat med at nedbryde striktioner for kvinder. De må ikke vise deres grænserne for, hvad piger kunne. Hun klatansigt eller gå alene ud. Der burde også være rede i træer og slog de drenge, som drillede lidt restriktioner for mænd”, siger Sampat. hende. Hun gik ikke selv i skole, men plejede Det kræver sin kvinde at røre rundt i gryat udspørge drengene, som kom fra skole, om, den med traditioner og kønsroller et sted som hvad de havde lært den dag, og forsøgte at Uttar Pradesh, hvor kvinder behandles som studere på egen hånd. Hun blæste på konvenlaverestående væsener. Allerede som femtioner og omgivelsernes forventninger. årig satte Sampat sig op mod autoriteterne.

Sampat Pal Devi, der oprettede den pink kvindehær, blev selv gift som 12-årig. Nu stiller hun op til delstatsparlamentet med løfter om at kæmpe for kvinderettigheder.

Som voksen fortsatte Sampat med at anspore kvinderne i sin fødeby til at gøre sig økonomisk uafhængige. Selv var hun bonde, men hun lærte sig at sy. I 1992 åbnede hun en tebod og arbejdede sig langsomt, men sikkert opad. ”Om eftermiddagen talte jeg med kvinder og opmuntrede dem til at starte for sig selv.

Jeg lærte dem at lave armbånd og skåle af blade”, fortæller hun.

Hun startede en syskole, hvor hun lærte sine medsøstre op til syersker, og hun oprettede selvhjælpsgrupper for kvinder. Til sidst havde hun et følge på tusind kvinder. ”Da besluttede jeg, at det var på tide at få en uniform”, siger hun.

Den blev lyserød. Året var 2006 – Gulabi Gangs officielle fødeår. I begyndelsen kæmpede de mod kvindemishandling. De gik sammen mod de voldelige ægtemænd, slæbte dem med på politistationen og gennem demonstrationer tvang de politiet til at handle. Eller de kastede sig over de voldelige ægtemænd med deres bambuskæppe – der var en del af uniformen – hvis alt andet mislykkedes. Mænde-

Gulabi Gang arbejder for kvinderettigheder, men bekæmper også korruption. Her er kvinderne på besøg i en landsby, hvor vand- og strømforsyningen svigter.

ne blev bange og ændrede holdning til deres koner. Pludselig var der nogen, som kunne tage kvindernes parti, og de fik mere selvtillid.

Nu har den lyserøde brigade udvidet sine aktiviteter til også at omfatte korruption og større samfundsproblemer, for eksempel de konstante strømafbrydelser og den dårlige infrastruktur – i Indien forsvinder hovedparten af bevillingerne til udvikling af landsbyerne ned i lommerne på korrupte bureaukrater.

Gulabi Gang mægler også i ejendomsstridigheder eller i familier, som ikke vil lade deres børn gifte sig med den partner, de selv har fundet. Deres telefonnummer findes efterhånden også på politistationerne, så kvinder, der ikke får hjælp af ordensmagten, har nogen at henvende sig til.

Opgør med traditionerne De indiske medier har skrevet flittigt om Gulabi Gang, og det var gennem en avisartikel, at 33-årige Sushila Mauria første gang hørte om organisationen. Hendes historie er et skoleeksempel på, hvordan kvinder behandles – selv når de ikke er udsat for vold.

Sushila var bare 13 år gammel, da hun fik at vide, at hun skulle giftes. ”Jeg tænkte, at mit liv var slut. Jeg opgav mine planer om at studere. Sådan føler de fleste kvinder, når de bliver gift”, husker hun.

Tre år senere skete det, med bryllup og indlogering hos svigerforældrene i den – efter indiske forhold – lille by Fatehpuhr i Uttar Pradesh. Den lå langt fra hjemmet i Bombay og var mere konservativ. Sushila gik fra at være en udadvendt, snakkesalig pige til at blive stadig mere indesluttet.

Som de fleste indiske kvinder forventedes hun at passe husholdningen og knapt gå uden for døren. Svigerforældrene forspildte ikke en chance for at hundse med hende. Fordi hun ikke vidste, hvordan man lavede mad over åben ild – i Bombay var der gaskomfurer – eller fordi hun ikke kendte noget til kastesystemet, den lokale kultur eller de religiøse ritualer.

Hendes seks år ældre mand tog på arbejde klokken ni og kom hjem ved syvtiden, og alt, hvad Sushila hørte om, var husholdningssysler. Hun fik tre aborter, fødte lige så mange amnesty I 27

➜

I nd ien ➜

2 8 I amn e s ty

børn og blev ramt af en depression. ”Ligesom halvdelen af kvinderne her”, siger Sushila.

Så en dag fik hun nok. Hun læste om Gulabi Gang og besluttede sig for at gå til et af deres møder.

Tre år senere var Sushila forvandlet til lokal leder for de lyserøde kvinder i Fatehpur. I dag besøger hun byens hospital, hvor den otteårige Sudha Pashwan ligger under et rødt tæppe, en lille bylt af ulykke. Hun blev voldtaget af tre unge mænd, som var i starten af tyverne, da hun for tre dage siden løb ind i skoven for at tisse. ”Hun bløder stadig fra underlivet”, siger moderen, Shanti Pashwan, med lav stemme og dødt blik.

De lyserøde kvinder er her for at vise deres sympati med familien Pashwan, der tilhører Indiens laveste kaste, daliterne, som ofte bliver udsat for seksuelle overgreb. ”Politikorpset her er meget svagt, og ingen gør noget”, siger Shanti Pashwan.

Nu har politiet imidlertid fundet otte mistænkte, som skal herhen til identifikation.

Gulabi Gang agter at bringe dem, der bliver udpeget, for retten. ”Ellers bestikker de bare nogen for ikke at blive tiltalt,” siger Sushila.

For Sushila Mauria (tv) blev Gulabi Gang et vendepunkt. Her besøger hun og de andre kvinder et hospital i Fatehpur, hvor den otteårige, kasteløse pige Sudha Pashwan har været udsat for en voldtægt.

Amravati har allerede forsøgt at tale med byrådet, som vælges med fem års mellemrum. ”Men de var ligeglade. De er alle mænd”, forklarer hun.

Siden 2010 har det været et lovkrav, at kvinder skal udgøre mindst 50 procent i alle byråd. Før 2010 var kvoten 33 procent, men ikke engang det er blevet til virkelighed herude.

Sushila siger, at byrådene og politikerne faktisk er begyndt at høre efter, når Gulabi Gang skriver til dem. Men det har krævet mange protestmarcher og i visse tilfælde selvforsvar at nå så vidt. I dag er den lyserøde brigade blevet en ombudsmand.

Behøver ikke længere at slå ”Nu er vi berømte, så vi behøver ikke lænEfter besøget drager kvinderne videre til den gere slå”, forklarer hun. hyggelige, lille by Abdul Kasimpur, en kort For øjeblikket har Sushila Mauria nok at biltur væk. Geder hopper rundt i teglstensgagøre. Det er blandt andet på hendes moderne mellem lerhytterne, som er omgivet af nysåede marker og rækker af tørrede kokasser. biltelefon, at de mange råb om hjælp bliver modtaget. Hun får en håndfuld henvendelser Gulabi Gangs lokale leder i byen, Amravati – om dagen om alle mulige som gætter på, at hun er former for korruption.

35 år, og som har et fanJeg tænkte, at mit Kvinder, som nægtes hotastisk smil – har tilkaldt liv var slut. Jeg spitalsbehandling, hvis de sine medsøstre. Vandopgav mine planer ikke betaler bestikkelse, pumpen er holdt op med og kvinder, som får en at virke, og det samme om at studere. uretfærdig behandling ved gælder elforsyningen.

Sådan føler de domstolene eller bliver ”Egentlig er det komfleste kvinder, når chikaneret på gaden. Eller munen, der skal ordne de bliver gift”. tvinges til at betale en urisådan noget, men de gør Sushila Mauria melig medgift. ingenting”, fortæller AmDet kan også være ravati. kønsneutrale sager, for eksempel at patienter Den lyserøde brigade er kommet på inspekikke får mad på hospitalet, eller at billig ris, tion og konstaterer hurtigt, at Amravatis egen som er tiltænkt de fattige, bliver solgt på det boligsituation kan føjes til listen over ting, der sorte marked. skal gøres noget ved. Ifølge Sushila Mauria Sushila tager dagligt ud til de forskellige får byrådet 45.000 rupier – svarende til 5.000 byer med sine medsøstre og holder møder kroner – i landsbystøtte til at bygge boliger til inde i Fatehpur et par gange om måneden. dem, der behøver det. Men sådan som Amravatis hjem ser ud med en væg, der er ved at Overfaldet i sit hjem vælte, når pengene næppe frem til de rette.

Den 35-årige muslimske kvinde Ruhi Shaheen ”Vi må skrive et brev til byrådet og komi lang, sort kjole og lyserødt slør er et af munen og forlange, at de gør noget”, erklærer brigadens nyeste medlemmer. Hun bor alene Sushila.

sammen med sine to døtre i Fatehpur. Hendes mand arbejder i Dubai. Den 21. november bankede to af naboens sønner i tyveårsalderen på døren for at klage over et lokalt spørgsmål.

Da Ruhi sagde fra over for deres uvenlige tone, fik hun det første slag. Derefter fulgte flere slag. Drengene smadrede møblerne, slog hende bevidstløs og stjal hendes bryllupshalskæde.

Da Ruhi genvandt bevidstheden, gik hun til politiet, rystende som et espeløv. Men politiet viste kun ringe interesse. ”De sagde, at sagen jo ikke var særlig alvorlig, og at drengene skulle have brækket hånden på mig, før de ville skrive en rapport”, siger hun oprørt.

Det var først, da hun kontaktede Gulabi Gang, at politiet endelig arresterede naboerne.

De blev dog hurtigt løsladt mod kaution.

Ruhi tør ikke gå videre med sagen af skræk for, at nogen skal lade det gå ud over hendes døtre, fortæller hun på vej videre til den lille

by Mahoba, et endnu mere støvet hjørne af delstaten.

Her er det tydeligt, at kvindeundertrykkelsen blot er et symptom på en anden slags kræftsvulst i samfundet: Fattigdom. Her tjener indbyggerne 10.000 rupier om året, svarende til 1.100 kroner, og otte ud af ti mænd er rejst væk i jagten på arbejde.

Vi mødes af en hel hær i lyserødt. De sidder på jorden som en flok fugle. ”Vi er medlemmer, fordi vi vil have bedre boliger. Men det største problem her er arbejdsløsheden”, indrømmer de, da de har fået vejret igen efter en opvisning i selvforsvar.

Nogle af kvinderne fortæller endda, at Gulabi Gang endnu ikke har hjulpet dem personligt. ”Vi har stillet op til demonstrationer for Sampat Pal Devi og mistet arbejdsindtægt uden at få noget igen”, siger de ligeud. ”Men”, tilføjer de, ”vi har ikke meget valg herude. Det er vores eneste chance”. 1 amnesty I 29

A M NESTY DOKU MENTERER Amnesty Internationals mission er at dokumentere og aktionere imod alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Over 70 researchere i Amnesty international udarbejder hvert år omkring 300 rapporter om brud på menneskerettighederne verden rundt. I hvert nummer sætter AMNESTY fokus på en række udvalgte rapporter. Du kan finde dem på: www.amnesty.org

Foto: Amnesty

Efter at have tilbragt halvdelen af sit liv i fængsel føler Christi Cheramie selv, at hun har ændret sig fundamentalt. I fængslet har hun taget en uddannelse i landbrugsstudier, og hun underviser i dag andre indsatte.

I USA bliver børn helt ned til 11 år idømt livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Det strider imod FN’s konvention om barnets rettigheder, som USA og Somalia som de eneste to lande ikke har ratificeret.

Amerikanske børn fængsles for livet Amerikanske Christi Cheramie er idømt fængsel på livstid for drabet på sin forlovedes grandtante. Lige før retssagen mod Christi skulle begynde, erkendte hun sig skyldig i mordet, fordi hun ellers frygtede at blive dødsdømt i retten. På grund af sin tilståelse har hun til gengæld mistet muligheden for nogensinde at blive prøveløsladt.

Christi var dengang 16 år gammel. Det var i 1994. I dag er Christi 33 år og har dermed tilbragt mere end halvdelen af sit liv i fængsel.

USA er sammen med Somalia det eneste land i verden, der ikke har tilsluttet sig 3 0 I amn e s ty

FN-konventionen om barnets rettigheder.

Konventionen erklærer blandt andet, at ingen under 18 år kan få en livstidsdom uden mulighed for løsladelse.

I rapporten ”This Is Where I’m Going To Be When I Die” fortæller Amnesty International tre af de indsattes historier, herunder Christi Cheramies. Samtidig opfordrer Amnesty de amerikanske myndigheder til at genoptage sagerne imod i alt 2.500 fanger, som i dag sidder fængslet, efter at de som mindreårige har modtaget livstidsdomme uden mulighed for prøveløsladelse.

A f B jarke W indahl P edersen

Massehenrettelse af narkodømte i Iran

Retten ignorerede Christis historie På trods af sin tilståelse for 17 år siden fastholder Christi Cheramie i dag, at hendes forlovede stod bag drabet. Ifølge en psykiater, som undersøgte Christi inden retssagen, var hun ”deprimeret og usikker, og hun virkede bange for at sætte sig op imod sin forlovede”.

Igennem hele sin barndom var Christi udsat for seksuelle overgreb. Da hun var 13 år gammel, blev hun indlagt på en psykiatrisk klinik. Det skete, efter hun for anden gang havde forsøgt at tage sit eget liv.

Da hun blev anklaget for mord, blev sagen mod hende overført til en voksen retssag, inden der kunne afholdes en høring, hvor forhold som hendes mentale tilstand og mulighederne for rehabilitering kunne blive taget i betragtning før domsfældelsen. ”Amnesty er ikke ude på at bortforklare børn og unges forbrydelser eller ignorere konsekvenserne for forbrydelsernes ofre.

Men den type domme, som USA tildeler mindreårige, ødelægger det særlige potentiale for rehabilitering, som unge forbrydere har”, siger Natacha Mension, der er kampagnemedarbejder ved Amnesty i USA. Nej til alkohol - ja til livstid USA er det eneste land i verden, der tildeler straffe som Christis Cheramies til børn. Den 30. november 2011 sendte Christi en ansøgning om at få genoptaget sin sag til statens Louisianas appelstyrelse. Den opfordring bakkede Amnestys medlemmer i december op om i den store Skriv For Liv Maraton.

Desværre fik Christi i slutningen af januar afslag på sin appelansøgning.

Amnesty International opfordrer samtidig de amerikanske myndigheder til med øjeblikkelig virkning at vedtage FN’s konvention om barnets rettigheder. ”Amerikanske børn og unge under 18 år kan ikke stemme, de må ikke købe alkohol eller gamble, og de må som mindreårige ikke selv træffe beslutninger om de fleste former for medicinsk behandling. Men de kan blive idømt livstid i fængsel for deres handlinger.

Det bliver nødt til at ændre sig”, siger Natacha Mension. 1

Antallet af dødsdomme for narkokriminalitet eksploderer i Iran. I 2011 blev mindst 488 mennesker i Iran henrettet for påståede narkoforbrydelser. Det svarer til 81 procent af samtlige henrettelser i landet, og det udgør en kæmpe stigning i omfanget af henrettelser for den type forbrydelser. I et enkelt tilfælde er 89 mennesker blevet henrettet i Vakilabad fængslet i Mashad på den samme dag, den 4. august 2010, dokumenter Amnesty i rapporten ”Addicted to Death – Executions for Drug Offences in Iran”.

Henrettelsesbølgen rammer især de, som i forvejen er marginaliserede i det iranske samfund, og dødsdommene falder ofte efter dybt uretfærdige retssager, hvor familie og advokater først hører om straffen, lige inden den udføres.

FN, EU og Danmark støtter i dag den iranske kamp mod narkosmugling med stores summer. ”Alle lande og internationale organisationer, som hjælper de iranske myndigheder med at arrestere flere mennesker mistænkt for narkotikakriminalitet, må overveje, hvordan man kan stoppe bølgen af henrettelser. Ingen kan tillade sig at kigge den anden vej, når hundredvis af marginaliserede mennesker hvert år henrettes uden en fair rettergang og uden besked om deres skæbne før henrettelsesdagen”, siger Ann Harrison, Amnestys vicedirektør for Mellemøsten.

Saudi Arabien strammer grebet Over de seneste ni måneder har de saudiarabiske myndigheder øget undertrykkelsen af kritiske borgere og demonstranter. Den 22. november 2011 blev 16 saudiarabiske mænd idømt fængselsdomme på mellem fem og 30 år ved en specialdomstol, som Amnesty kalder dybt uretfærdig.

Ni af mændene er prominente forkæmpere for reformer i landet. Under hele retssagen var alle 16 mænd iført bind for øjnene og håndjern, og først efter tre høringer fik deres advokat lov til at være til stede i retssagen.

Myndighederne i Saudi Arabien anklager mændene for at oprette en hemmelig organisation, forsøge at tage magten i landet, fremsætte kritik af kongen og finansiere terrorisme.

Sagen mod de reformvenlige kritikere af styret er ikke enestående, dokumenterer Amnesty i rapporten ”Saudi Arabia: Repression in the Name of Security”. Samtidig forbereder regeringen en ny anti-terrorlov, der gør kritik af styret til terrorisme. Bliver den lov vedtaget, vil det eksempelvis være terrorisme at ”skade statens omdømme” eller ”sætte spørgsmålstegn ved kongens integritet”. I juli offentliggjorde Amnesty en lækket kopi af den planlagte nye anti-terrorlov, og det fik de saudiske myndigheder til at blokere Amnestys hjemmeside, så borgere indenfor Saudi Arabien ikke kunne besøge siden.

Andre rapporter: Siden marts 2011 er mindst 114 oppositionspolitikere og journalister i Etiopien blevet anholdt. I november var 107 af de anholdte blevet anklaget for at have arbejdet sammen med terroristgrupper, og i mange af anklageskrifterne opregnes fredelige protester som terrorisme.

“Alene omfanget af anholdelser og retssager viser en ny grad af undertrykkelse, og det sender et truende signal til både oppositionsfolk og journalister i Etiopien: Læg bånd på jer selv, eller risiker fængsel”, siger Claire Beston, Amnestys Etiopien-researcher.

I Spanien har enkelte politistationer indført kvoter for, hvor mange illegale indvandrere de skal tilbageholde. Det har ført til øget diskrimination, som strider imod både spansk og international lov, dokumenterer Amnesty. ”Mennesker, som ikke ser spanske ud, risikerer at blive stoppet og få deres identitet tjekket af politiet helt op til fire gange om dagen”, siger Izza Leghtas, Amnestys researcher i Spanien.

Mere end 100.000 mennesker er blevet tvunget fra deres hjem efter voldelige kampe i provinsen Abyei, som både Sydsudan og Sudan gør krav på. Amnesty er den første internationale organisation, som har besøgt området efter volden i maj. ”Den sudanesiske hær og væbnede militser har drevet en hel befolkning ud af Abyei og brændt deres huse ned, så de ikke kan vende tilbage”, siger Donatella Rovera, Amnestys researcher i landet. amnesty I 31

el f enb e n s k y s te n

Giftkatastrofen i Abidjan Fem år efter, at flere hundrede tons farligt kemisk affald fra det britiske olieselskab Trafigura blev læsset af i Elfenbenskystens finansielle hovedstad Abidjan, lider indbyggerne stadig. Jorden er endnu ikke renset, og mens giften siver ned i undergrunden, florerer mystiske sygdomme. Omkring 100.000 mennesker er ramt, og kun ganske få har modtaget erstatning.

Lørdag den 19. august 2006 vågnede de 2.200 indbyggere i landsbyen Djibi op til lugten af rådne æg. Den sved i øjnene og næsen, men de vidste ikke, hvad det var. To steder i landsbyens udkant fandt de søer af en tyk grøn væske, som ikke havde været der dagen før. Nogle mænd gik hen for at inspicere og vendte tilbage i troen på, at det var gødning eller gift mod skadedyr. Kvinder med babyer bundet på ryggen vandrede forbi stederne for

Foto: Scanpix

3 2 I amn e s ty

at hente vand og brænde.

Større børn kredsede nysgerrigt omkring, mens de fleste holdt sig på afstand på grund af lugten. Alligevel varede det ikke mange dage, før flere hundrede af Djibis indbyggere led af diarre, eksem og løbende øjne. Efter nogle uger var næsten alle syge, og flere landsbyboere døde.

A f A nna K litgaard

Gift til lavpris Ingen har præcise tal på, hvor mange der over de sidste fem år er døde på grund af den grønne væske i Djibi. Landsbyen var blot et af 15 steder omkring Elfenbenskystens finansielle centrum Abidjan, hvor det lokale entreprenørfirma Tommy efterlod kemisk affald fra det britiske olieselskab Trafigura.

Miljøorganisationer vurderer, at omkring 60 mennesker er omkommet i alt, mens over 100.000 er blevet forgiftet.

Ifølge Center for Miljøkontrol i Elfenbenskysten bestod det kemiske affald af en kulbrinteopløsning blandet med mercaptaner, kaustisk soda og brintsulfid. En yderst sundhedsskadelig cocktail og så ildelugtende at havneautoriteterne i Amsterdam – hvor Trafiguras lejede skib, Probo Koala, den 2. juli 2006 forsøgte at aflevere den – havde sat prisen for destruktionen op. Prisen, som hollænderne ville

have, var for høj for olieselskabet Trafigura, så Probo Koala sejlede videre og endte omkring halvanden måned senere i Abidjan.

Ved hjælp af bestikkelse af myndighederne blev giften ledt ud i millionbyens gader, og lige siden er de syge blevet flere og flere. Langt de fleste af de 15 steder, hvor giften blev fundet, er aldrig blevet renset ordentligt op, og vandløb og regn har spredt giften.

Mellem 2007 og 2009 betalte Trafigura 100 milliarder CFA-franc (1,13 milliarder kroner, red.) til regeringen i Elfenbenskysten. Men mange af pengene er forsvundet, fortæller Ouattara A. Mavin, der er præsident for offerforeningen Union des Victimes de Déchets Toxiques D’Abidjan et Banlieues (UVDTAB). ”Den daværende regering og deres håndlangere lovede ofrene kompensation. Men desværre havnede de fleste penge i de forkerte lommer. Mange af dem, der har fået kompensation, er ikke ofre, men venner af det tidligere regime. Jeg taler på vegne af 100.000 giftofre i denne forening, og det er meget, meget få, der har fået kompensation”, siger Ouattara A. Mavin.

Lugten advarer stadig Oprydningen efter giftsøerne i Djibi, der var det hårdest ramte område, går heller ikke godt. Modsat flere andre ramte områder fik den grønne væske lov at ligge i fire år, og da oprydningsholdet endelig kom, var den sunket ned i jorden.

Det øverste jordlag blev derfor

fjernet, pakket ind i plastik og stablet op på en mark 100 meter fra gerningsstederne. Her ligger den stadig. Rundt om advarer skilte om faren ved at færdes i nærheden, men ellers er der ikke planer om at gøre yderligere, siger Abdullah Coulibaly, der er landsbyens leder.

Han viser stedet, hvor den anden giftsø blev fundet, og selv om det er over fem år siden, og åen har ført det meste gift ind mod Abidjan, så lugter stedet stadig af rådne æg. ”Lige da katastrofen skete, døde alle fisk i åen. I dag er der liv igen, men vi tror, fiskene bærer giften. Alligevel spiser folk dem længere inde mod byen, for hvad skal de ellers?”, spørger landsbylederen.

Det er ikke kun i slumkvarterne inde i Abidjan, at det er svært at holde indbyggerne fra de sundhedsfarlige fødevarer, siger Abdullah. I Djibi har nogle indbyggere ikke haft andet valg end at dyrke jorden omkring giftstederne, fordi de lever af landbrug og ikke har penge til at lade være.

Giften varer ved Forureningen af drikkevandet og jorden er blot to af grundene til, at Abidjan har oplevet en stadig stigning i antallet af ofre siden ulykken i 2006. Fødsler af syge børn – også kaldet ”monsterbørn” – er en anden.

Dr. Kimou Adepo Vincent gnider sig træt i øjnene, da samtalen falder på denne gruppe af ofre. Han har arbejdet på Cocody Universitetshospital i mange år, men aldrig har arbejdet været så tungt som siden august 2006. I de første måneder efter katastrofen tilså han og kollegerne op mod 300 patienter om dagen,

Elfenbenskysten Elfenbenskysten har 21,5 millioner indbyggere, hvoraf fire-seks millioner bor i regeringshovedstaden Abidjan. Landets hovedeksport er frugt, fisk, kaffe, kakao, træ og bomuld, og gennemsnitsindkomsten var på 9.800 kroner per indbygger i 2010. 42 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og omkring fire procent af den voksne befolkning er hiv-positive.

CFA-franc er et monetært samarbejde, som sikrer en fast valutakurs mellem Frankrig og 12 afrikanske lande.

Mali

Burkina Faso

Guinea

Lib

Elfenbenskysten eri

a

Ghana

Abidjan

amnesty I 33

➜

el f enb e n s k y s te n Skibet Probo Koala leverede den dødelige last af 500 tons kemisk affald fra firmaet Trafigura i Elfenbenskysten i 2006.

En kvinde i Abidjan med hudproblemer og vejrtrækningsbesvær demonstrerer mod Trafigura og kræver erstatning for sine lidelser.

Området ved landsbyen Djibi var det hårdest ramte af giften. Det øverste jordlag er fjernet, men giften er sunket ned i jorden og ødelægger drikkevandet og afgrøderne.

alle med diarre, oppustede maver, opkastning, hovedpine og udslæt på kroppen. Derefter begyndte patienter med vejrtrækningsbesvær og vedvarende hudproblemer at dukke op, og til sidst fulgte mødre, der mistede deres børn eller fødte dem misdannede.

Hvorfor giften har påvirket ofrenes fertilitet på denne måde, ved Dr. Vincent ikke, for regeringen har ikke afsat penge til forskning. ”Vi behandler symptoFirmaer som Trafigura skal lære, merne og kæmper bare for at hjælpe dem, der dukker at de ikke bare kan eksportere op her. Vi begynder at se problemerne til den tredje verden. flere kræfttilfælde nu, men Derfor skal de erkende ansvaret for det er svært at vide, om det er på grund af giften ulykken og betale”. eller noget andet”, siger han.

Ouattara A. Mavin, indbygger i Abidjan Ouattara A. Mavin fra offerforeningen UVDTAB fører sin egen statistik. Hver dag står han ansigt til ansigt med de syge og deres børn, og selv har han ikke været rask siden i 2006, da giften blev efterladt i Abidjan. Han har smerter i leddene, og det kemiske affald har umuliggjort en fremtid med børn og familie. Hans sædkvalitet styrtdykkede nemlig ligesom hos mange andre mænd efter ulykken. Alligevel ➜

3 4 I amn e s ty

er han heldig, siger han selv, for mange andre har det værre.

Dyr medicin til sårene En af dem er Siaka Coulibaly. Han er 61 år, fra Djibi og blev blind efter giften. I de sidste fem år er han kommet regelmæssigt på universitetshospitalet i Cocody på grund af smerter i leddene, vejrtrækningsproblemer og udslæt på kroppen. For nylig fik han konstateret leukæmi. For at klare udgifterne til transport og medicin bruger han hver måned noget af den erstatning på 750.000 CFA-franc eller 8.500 kroner, som han – som en af de få – modtog fra staten. At de ikke vil række for evigt, ved han allerede nu, for Siaka har brug for meget medicin. Og den er dyr. ”Hvis jeg ikke havde fået kompensationen, ville jeg ikke have råd til at holde smerterne ud, for jeg kan ikke arbejde mere”, siger Siaka Coulibaly.

Også Siakas datter fik 750.000 CFA, fordi hun ikke har kunnet få børn, siden giften blev fundet i Djibi. I de sidste fem år har hun aborteret to gange og fået et dødfødt barn. Halvdelen af kvinderne i den fødedygtige alder i landsbyen har haft lignende fertilitetsproblemer siden august 2006, viser undersøgelser, som UVDTAB har foretaget.

Foto: Anna Klitgaard

Som leder af organisationen UVDTAB med 100.000 giftofre kæmper Ouattara A. Mavin for at skaffe erstatning til indbyggerne i Abidjan. Selv har han haft smerter i leddene, siden giften blev efterladt i området, og hans sædkvalitet er styrtdykket, så han ikke kan få børn.

Brudte løfter på stribe Kompensationen til Siaka og hans datter kom fra de 100 milliarder CFA-franc, som regeringen i Elfenbenskysten fik af Trafigura. Af dem skulle 24 milliarder (272 millioner kroner) gå til erstatninger, mens 76 milliarder (862 millioner kroner) skulle bruges på at rense jorden og bygge hospitaler til ofrene.

På trods af udbetalingen nægtede Trafigura at acceptere nogen skyld i sagen. Derfor

opfatter indbyggerne det i dag som prisen for straffrihed. Trafigura blev i 2010 idømt en bøde på en million euro ved en domstol i Holland for at have eksporteret farligt affald, men ofrene i Elfenbenskysten føler stadig ikke, at de har fået en ordentlig kompensation. Derfor forsøger en række organisationer i Abidjan nu at få Trafigura dømt i London, fortæller Ouattara A. Mavin. ”750.000 CFA-franc for et ødelagt liv er

Trafiguras forsvundne millioner En hollandsk domstol stadfæstede den 23. december 2011 en tidligere afgørelse om, at Trafigura er skyldig i at have forsøgt at levere giftigt affald til Amsterdam og efterfølgende at have eksporteret det til Elfenbenskysten, hvor giften blev spredt omkring millionbyen Abidjan i august 2006.

Over 100.000 indbyggere har søgt behandling. Trafigura nægter at have gjort noget forkert, men virksomheden har alligevel betalt over en milliard kroner til regeringen i Elfenbenskysten. Størstedelen af pengene er forsvundet, og titusindvis af ofre har aldrig modtaget erstatning.

BBC har skaffet sig adgang til en række e-mails fra Trafigura, der afslører, at virksomheden fuldt ud var klar over miljørisikoen, men at direktøren Claude Dauphin opfordrede sine medarbejdere til at ”være kreative” ved bortskaffelsen af affaldet.

Trafigura fandt det lokale entreprenørfirma Tommy i Elfenbenskysten, hvis ejer Solomon Ugburogbu nu afsoner en dom på 20 års fængsel for at have dumpet affaldet.

Amnesty International har fulgt sagen siden 2006 og har senest opfordret Elfenbenskysten til at indlede en efterforskning af de forsvundne millioner og sikre ofrene erstatning.

ikke meget. Jeg lider selv under eftervirkningerne af giften og ved, hvor meget jeg har brugt i lægeregninger. Firmaer som Trafigura skal lære, at de ikke bare kan eksportere problemerne til den tredje verden. Derfor skal de erkende ansvaret for ulykken og betale”, siger han.

Ouattara erkender dog, at mange af problemerne omkring kompensationen også skyldes Elfenbenskystens egen regering. Indtil 2010 sad præsident Laurent Gbagbo på magten, men hans regime var korrupt, og de fleste penge forsvandt derfor ned i de forkerte lommer og blev smidt ud til dårlige projekter. Et af dem står i udkanten af Djibi, og det er en torn i øjet for indbyggerne, fortæller landsbylederen Abdullah Coulibaly. ”Efter katastrofen byggede regeringen et hospital her, så vi ikke skulle rejse så langt. I dag står det færdigt og nymalet, men ingen af os har nogensinde været der, for det åbnede aldrig. Regeringen sagde, at de ikke kunne finde læger, så nu står det bare tomt”, siger han.

Hospitalet er blot et af mange eksempler på den ligegyldighed, som Trafigura og Elfenbenskystens regering har udvist over for ofrene siden 2006, fortæller Ouattara. Og den svider næsten lige så meget i øjnene som giften gjorde i 2006. 1 amnesty I 35

kash mi r

Mysteriet om Kashmirs Massegrave Den lille by Bimyar Chehal Uri ligger i den indisk kontrollerede delstat Kashmir, smukt omkranset af bjerge med en rindende flod ved foden. Man kan godt forstå, hvorfor denne Indiens nordligste delstat kaldes ”paradis på jord”. Men under overfladen ligger en anden historie gemt.

I en kuperet baggård med et væltet, rustent hegn, tæt ved vejen, ligger byens improviserede kirkegård. Den er let at overse – ikke meget mere end nogle ujævne høje, hvor små, sorte sten stikker op. Her har 70-årige Muhammed Atta begravet i alt 235 lig, som politiet har afleveret til ham. ”Det begyndte i foråret 1993”, husker han. ”Jeg var ude at så majs, da den lokale politichef kørte forbi. Han havde to lig med, og han sagde, at de var fra nabobyen Kichama, hvor kirkegården allerede var fyldt op. Han sagde, at det var udenlandske oprørere og spurgte, om jeg kunne begrave dem”, husker Atta.

Atta er en lille, fattig mand med snavset tøj og en brun, ulden hue. I dag plages han af mareridt. ”Jeg tænkte, at de døde var mine muslimske brødre, og hvis jeg ikke begravede dem, ville politiet bare kaste dem i floden eller efterlade dem i junglen. Det var min religiøse pligt at give dem en ordentlig begravelse”, siger han.

Derefter kom politiet igen mange gange.

Nogle gange kom de midt om natten med lig, der ofte bar spor af tortur. To af dem var så svært forbrændte, at Atta ikke kunne skille dem ad, men måtte lægge dem i samme grav.

Politiet kan ikke redegøre for ligene Muhammed Atta er ikke alene om at have mærket konsekvenserne af konflikten mellem de indiske myndigheder og oprørerne i den overvejende muslimske provins Kashmir. En konflikt, der begyndte i 1989 og satte indbyggerne under hårdt pres. ”Vi bor langs vejen til Muzaffarabad i Pakistan, som mange guerillasoldater valfartede til for at få træning”, fortæller en anden af byens indbyggere, 35-årige Shamina Khan.

3 6 I amn e s ty

“Hvis jeg ikke begravede dem, ville politiet bare smide dem i floden eller efterlade dem i junglen”, siger 70-årige Muhammed, der siden 1993 har begravet 235 lig for politiet.

I den indiske delstat Kashmir er flere tusinde døde fundet i umærkede massegrave. Politiet hævder, at der er tale om udenlandske guerillasoldater, men mange er identificeret som lokale indbyggere, som gennem de seneste to årtier er forsvundet i sikkerhedsstyrkernes varetægt.

T ekst og foto : H anna S istek

Hendes familie blev tvunget til at hjælpe guerillasoldaterne, når de bankede på for at få vand, te eller husly. Man kunne ikke sige nej. ”Det måtte vi bøde for senere. Hæren lavede flere razziaer mod vores hus. En gang brændte de det ned. Jeg blev giftet bort, da jeg var 14, fordi min familie var bange for, at soldaterne ville forgribe sig på mig”, fortæller hun.

Oprøret krævede mange dødsofre, men der var klare regler for, hvordan uidentificerede lig skulle håndteres. Ifølge loven skal døde registreres med oplysning om særlige kendetegn, fingeraftryk og fotografier. Men kun i 464 ud

Parvez Imroz blev angrebet, så snart hans organisation udsendte sin første rapport om Kashmirs anonyme massegrave i 2008.

Hæren har forsøgt at betale sig ud af Jana Begums spørgsmål om, hvad der er sket med hendes mand, som forsvandt under en natlig militærrazzia.

af 2.730 sager har politiet kunnet fremvise dokumentation for de lig, som delstatens menneskerettighedskommission i en rapport sidste år sporede til anonyme grave i tre af Kashmirs nordlige distrikter. Derfor foreslår kommissionen at benytte DNA-prøver til at identificere ofrene, men det er hidtil blevet afvist.

Massegrave afdækket ved et tilfælde Faktisk var det et rent tilfælde, at Kashmirs anonyme grave i det hele taget blev opdaget.

De fleste lå i et distrikt, som var omfattet af et særligt indrejseforbud. Det var først efter et jordskælv i 2005, at hjælpearbejdere begyndte at høre rygter om gravene.

Parvez Imroz fra den indiske støtteorganisation Association of Parents of Disappeared Persons (APDP) besluttede sig for at grave dybere i sagen. Og efter et par års undersøgelser, hvor lokale indbyggere i Uri-distriktet blev interviewet, udkom den første rapport om gravene i 2008.

Herefter brød helvede løs. Omkring 30 mænd opsøgte Parvez Imroz hus sent om aftenen. Det ringede på døren, men Parvez åbnede ikke. Han frygtede for sit liv, fortæller han, men mændene opgav tilsyneladende at komme ind til ham. I stedet smed de en granat udenfor. Heldigvis kom ingen til skade.

Dagen efter tog Parvez Imroz på politistationen for at anmelde sagen, men politiet nægtede at optage en rapport. De afviste at havde været ved hans hjem, men hævdede derimod, at de havde modtaget et nødopkald fra Parvez selv, hvor han bad om beskyttelse mod militante oprørere ved sit hjem.

Sagen vakte international opsigt. Amnesty International protesterede, og EU-parlamentet vedtog en resolution om Kashmir, hvori man opfordrede Indiens regering til at gennemføre en upartisk udredning af sagen om massegravene. Tre år og to rapporter senere venter offentligheden fortsat på handling fra Indiens politikere.

Kamp mod straffrihed ”Jeg vil have, at gravene bliver undersøgt ordentligt, så ofrene kan blive identificeret”.

Sådan siger 45-årige Jana Begum. Hendes mand forsvandt i en natlig militærrazzia. Han arbejdede som apoteker i byen Srinagar og havde ifølge familien intet med modstandsbevægelsen at gøre. Nu ligger han måske og rådner i en umærket grav.

Begums historie er lang og kafkask. Efter nyttesløse protester, efter at være blevet opsøgt flere gange i hjemmet af hærchefen – der gav modstridende oplysninger om hendes mands frigivelse – og efter forgæves at have ledt efter sine børns far hos forskellige militærlæger og i fængsler besluttede hun sig for at gå til domsto-

lene. Så begyndte hun at få anonyme opkald. ”Militæret og sikkerhedstjenesten ringede gang på gang. De lokkede mig med penge, job til mine døtre, et hus i et meget attraktivt område. Hvad som helst – hvis jeg bare ville trække sagen tilbage”, siger Begum.

Hun stod imidlertid fast, og nu er sagen nået frem til den domstol, som søger den indiske regering om tilladelse til at tiltale de ansvarlige for mandens forsvinden. Kashmir hører nemlig til Indiens såkaldt ”urolige” områder, hvor hæren principielt er beskyttet af immunitet under Armed Forces Special Powers Act (AFSPA).

AFSPA er en særlov, der giver militæret ret til at skyde med skarpt, arrestere borgere og ransage private hjem alene ud fra en mistanke om ulovligheder. Det kræver særlig tilladelse fra Indiens regering for at bringe soldater, der er skyldige i pligtforsømmelse, for retten. Ikke alene hæren er svær at tiltale, også politiet og andre myndighedspersoner nyder beskyttelse mod tiltale i henhold til paragraf 197 i den indiske straffelov.

Hæren hævder sin berettigelse Men hvorfor skulle hæren forgribe sig på civile borgere? En almindelig teori er, at hæren vil vise, at der er brug for den, selv om antallet af oprørere i Kashmir er blevet mindre igennem de seneste ti år.

Khurram Parvez fra paraplyorganisationen Jammu and Kashmir Coalition of Civil Society (JKCCS) har en anden teori. ”Sikkerhedsstyrkerne indfanger uskyldige.

Så hævder de, at de er militante oprørere og slår dem ihjel for at få belønning i form af penge og forfremmelser”, mener han.

I en bemærkelsesværdig sag fra 2010 blev det påvist, at tre unge mænd var blevet lovet rengøringsjob hos hæren. Men så forsvandt de. Senere blev de fundet døde i et påstået angreb på oprørere. Det kom frem, at en major havde arrangeret det hele, og at han siden blev forfremmet.

Efter den seneste rapport om massegravene venter de pårørende fortsat på delstatsregeringens reaktion og på en rapport fra politidepartementet, som skal udrede ansvaret. Da AMNESTY får fat i delstatens indenrigssekretær, B.R. Sharma, siger han imidlertid, at sagen ”ikke er helt enkel” og derfor kræver ekstra behandlingstid.

Det er ikke første gang, at mennesker i tusindvis er forsvundet, mens de har været i de indiske sikkerhedsstyrkers varetægt. I 1984-94 blev mindst 2.097 lig kremeret illegalt i byen Amritsar. Den sag er endnu ikke afsluttet, og aktivister er urolige for, at sagen om Kashmirs massegrave skal ende i endnu et bureaukratisk koma. amnesty I 37

hebron

israelske soldater bryder tavsheden Vi er alle krænkere, siger israelske krigsveteraner i foreningen Breaking The Silence, som prøver at få den israelske befolkning til at forstå den reelle pris for besættelsen af Palæstina.

“Klonk”.

En sten på størrelse med en knytnæve rammer asfalten mindre end en meter væk.

“Stil jer helt op mod muren”, siger vores guide.

“Man ved aldrig, hvad de kan finde på at kaste med. Engang smed de en sofa”.

Vi befinder os midt i byen Hebron, 35 kilometer syd for Jerusalem. Det er palæstinensisk territorium, men med “de” henviser vores guide til godt 500 militante israelske bosættere, som har indtaget den gamle bydel.

I 1979 trængte de første ind i centrum af byen, hvor den jødiske patriark Abraham menes at være begravet. Siden da har bosætterne systematisk udvidet deres domæne med en metode, som er lige så effektiv, som den er simpel: Først chikanerer de den nærmeste palæstinensiske nabo. Når familien til sidst forlader sit hus, flytter bosætterne ind og gør det til deres ejendom.

En jødisk bosætter i Hebron kaster rødvin i ansigtet på en palæstinensisk kvinde på Shuhada Street, som nogle palæstinensere i byen har omdøbt til Apartheid Street.

Et trådnet skal forhindre, at palæstinensere får kasteskyts i hovedet fra jødiske bosættere.

Foto: Carsten Terp

Foto: Scanpix

3 8 I amn e s ty

I dag er Hebrons centrum et ingenmandsland med stærkt begrænset adgang for palæstinenserne. Butikkerne i den gamle handelsgade er forseglet og forladt. Hvor vi står, markerer et smalt stræde grænsen mellem en jødisk bosættelse og et palæstinensisk kvarter. Et trådnet, spændt ud over vore hoveder, rummer et større sortiment af skrald, der vidner om, at bosætterne ikke er kræsne, når de vælger kasteskyts. Men efter at nettet kom op, dænger de i stigende grad byens palæstinensere til med mindre, tunge genstande – og alt, hvad der er flydende, såsom varmt vand, juice, sur mælk, urin og lort, fortæller vores guide fra den internationale observationsstyrke i Hebron, TIPH. TIPH rapporterer både til de palæstinensiske og israelske myndigheder. Siden 1997 har styrken fra blandt andet Danmark, Norge og Sverige indberettet omkring 15.000 brud på

A f Carsten T erp Foto: Scanpix

En palæstinensisk dreng med et legetøjsgevær betragter israelske soldater, der holder vagt, mens deres kolleger er i færd med at lave en husundersøgelse i drengens hjem.

lokale aftaler, menneskerettigheder og international humanitær lovgivning i Hebron.

Hæren markerer sin tilstedeværelse Det er i denne heksekedel, den israelske organisation Breaking The Silence har sit udspring.

“Vi er imod besættelsen”, siger Yehuda Shaul, en af grundlæggerne af Breaking The Silence, der består af tidligere israelske soldater.

“Vores mål er at holde et spejl op foran ansigtet på israelerne og kræve, at de tager ansvar for de handlinger, der bliver foretaget i den israelske befolknings navn. Vi prøver simpelthen at rejse en debat om de moralske omkostninger ved en besættelse”.

I marts 2004 afsluttede Yehuda Shaul sin militærtjeneste. I tre år havde han været overalt på Vestbredden, som han siger. Men kun i Hebron ligger der jødiske bosættelser helt inde i byens centrum. To måneder i Hebron gjorde et helt særligt indtryk på ham.

“Mens vi taler sammen nu, er to patruljer i Hebron i gang med det, vi kalder ‘at markere vores tilstedeværelse’”, siger Yehuda Shaul via Skype fra Jerusalem.

“Ideen er, at hvis palæstinenserne føler, at hæren er alle vegne, vil de være for skræmte til at angribe”, forklarer han.

“Når man er på patrulje, vælger sergenten et vilkårligt hus, braser ind i det, hiver familien ud af deres senge og placerer dem mod

Jeg har lige brugt et år som skolelærer på at lære børn om genbrug. Og i løbet af mine første 45 minutter på Vestbredden har jeg skudt tåregasgranater og gummikugler efter 12-årige i skoleuniformer”.

Ilan, tidligere soldat

væggene – mænd i den ene side af rummet, kvinder i den anden. Så går vi ud igen, smider nogle chokgranater, banker på nogle døre, laver noget larm og fortsætter til et andet hus, som vi invaderer. Det er sådan, man tilbringer sin otte timers vagt, hver dag, syv dage om ugen. Hvert sekund fra september 2000 og til i dag har vi markeret vores tilstedeværelse i Hebron”, siger Yehuda Shaul.

Kort før afslutningen på sin værnepligt begyndte den militære terminologi at klinge underligt i hans ører.

“At markere vores tilstedeværelse begyndte at lyde som ‘at intimidere palæstinensere og plante frygt hos civile’”, siger Yehuda Shaul.

Kort efter forlod han hæren og dannede sammen med 65 andre fra hans enhed Breaking The Silence.

Gummikugler mod skolebørn Også for andre israelske soldater har opholdet i Hebron givet nye perspektiver på besættelsen.

I sit speciale på Syddansk Universitet har cand.mag. i mellemøststudier, den dansk-israelske Shani Ronen, talt med otte medlemmer af Breaking The Silence. En af dem er den i dag 27-årige Ilan, som beskriver sit møde med Hebron således: “20 minutter efter at jeg er ankommet, lyder det i højttaleren, at min gruppe skal melde sig omgående. Jeg spurter ud i jeepen, og vi kører af sted. Jeg aner ikke, hvor i Helvede jeg er.

Pludselig når vi til en grundskole for palæstinensiske drenge. Vores commander render ud og begynder at skyde tåregasgranater ind i klasseværelserne. Vi blokerer indgangen til skolen, så drengene ikke kan komme ud”, fortæller Ilan.

“Jeg er maskingeværskytte, så jeg begynder at skyde gummikugler mod drengene, som selvfølgelig svarer igen med sten. Og jeg står bare der med rystende knæ og håber, at min commander ikke beordrer mig til at skyde med live ammunition. Kort efter er det overstået, børnene er på en eller anden måde komamnesty I 39

➜

hebron

met ud, og vi tager tilbage for at spise frokost”, siger Ilan, som får at vide, at de må vise, at de ikke er her for sjov. ”Jeg tænker bare, at jeg lige har brugt et år som skolelærer på at lære børn om genbrug. Og i løbet af mine første 45 minutter på Vestbredden har jeg skudt tåregasgranater og gummikugler efter 12-årige i skoleuniformer”, siger Ilan.

For 26-årige Dana, som tilbragte seks måneder i Hebron, var det største chok at opleve bosætternes fjendtlighed.

“Jeg så små børn, som kastede med sten mod palæstinenserne, og bosættere, som bankede palæstinensere. Jeg har altid fået at vide, at det er palæstinenserne, som er fjenderne, men så landede jeg i Hebron og så denne lille, radikale gruppe bosættere. Og pludselig oplevede jeg, at fjenden var andre jøder. Det, jeg så, gav ingen mening for mig”, siger Dana, der havde til opgave at beskytte bosætterne.

➜

Retten til at tale Men det er ikke kun i Hebron, der sker overgreb. I juni 2004 åbnede Breaking The Silence sin første fotoudstilling. Det blev tophistorien i de israelske medier i fire dage, og veteranerne blev inviteret ind for at præsentere deres billeder for det israelske parlament.

7.000 mennesker så udstillingen, som for første gang konfronterede den israelske befolkning med besættelsens virkelighed.

Siden da har Breaking The Silence arrangeret ture til Hebron og holdt foredrag på uddannelsesinstitutioner. Men hovedparten af

arbejdet går ud på at indsamle beretninger fra soldater, som har gjort tjeneste på Vestbredden og Gaza.

På sin hjemmeside har Breaking The Silence fremlagt såkaldte “testimonies” fra mere end 800 soldater. Veteranerne beretter om daglige ydmygelser af palæstinensere, som uden grund tvinges til at vente i timevis ved checkpoints, får konfiskeret deres ID-kort, ødelagt deres hjem, bliver lagt i håndjern og får bind for øjnene eller bliver arresteret – blot for at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Og den israelske befolkning lytter, mener Yehuda Shaul.

“Vi er ikke en af de sædvanlige fredsgrupper på venstrefløjen. Vi er veteraner. Det giver os en unik position i befolkningen. Vi har gjort os fortjent til at tale”, siger Yehuda Shaul.

Hæren er hævet over kritik Shani Ronen er enig. Hun er datter af en israelsk far og en dansk mor. Hun er født i en kibbutz og har tilbragt længere perioder af sit liv i Israel – blandt andet da hun lavede feltarbejde til sit speciale på Syddansk Universitet.

“Breaking The Silence har en god platform at tale fra, fordi de er soldater. De udgør en elite i det israelske samfund, og det gør dem sværere at affærdige”, mener Shani Ronen.

Hun mener dog, at det kan være svært at trænge igennem til israelerne – et synspunkt, der deles af en anden dansk-israelsk observatør. Tidligere chefredaktør for dagbladet Politiken, Herbert Pundik, mener, at kun en

Ultraortodokse jøder passerer igennem et lukket palæstinensisk marked i Hebron på vej til en jødisk helligdom.

Foto: Scanpix

4 0 I amn e s ty

Israelerne opfører sig, som om de var belejrede.

Det kan man godt være skeptisk overfor, men det er en psykologisk status, som israelerne er overbevist om er virkelig”.

Herbert Pundik, journalist

lille del af den israelske befolkning er lydhøre overfor den kritik, som Breaking The Silence rejser.

“Med deres kritik har de passeret grænsen for det acceptable. Man kan kritisere regeringen og bosætterne. Men kritiserer man hæren, leger man med Israels sikkerhed. Den slags skal holdes internt”, siger Herbert Pundik.

“Man må forstå, at Israel er et samfund, som er skåret igennem af grænser på kryds og tværs. Det er et meget splittet land, hvis eneste nationale samlingspunkt er hæren, som til gengæld nyder nærmest total opbakning”, siger han.

Forklaringen skal findes i den israelske selvforståelse af, at jøderne er et forfulgt folk.

Og selv nu i deres eget land er de omgivet af fjender, som blot venter på en lejlighed til at udrydde dem.

“Israelerne opfører sig, som om de var belejrede. Det kan man godt være skeptisk overfor, men det er en psykologisk status, som israelerne er overbevist om er virkelig. Og i forhold til hæren er de i stand til at lukke øjnene og benægte kendsgerninger”, siger Herbert Pundik.

Ingen har rene hænder Herbert Pundik mener til gengæld, at de mange udsagn fra veteranerne har tvunget den israelske hær til at undersøge brud på palæstinensernes rettigheder.

“Det israelske militær ønsker af politiske grunde at bevare sit image som en civiliseret hær. Så det er helt givet, at hæren må gribe ind for at beskytte sit image, når Breaking The Silence rapporterer om overgreb”, siger Herbert Pundik.

Men deri ligger selve dilemmaet – og organisationens eksistensberettigelse, mener Yehuda Shaul.

“Når man i medierne hører, at soldater har begået overgreb mod palæstinensere, bliver det altid beskrevet som en undtagelse – en isoleret begivenhed. Men der er ikke tale om et enkelt råddent æble”, siger han:

Qalqiliya

Area C & Nature Reserves

Oslo Interim Agreement Area A : Full Palestinian civil and security control Border Area B: Full Palestinian civil control and joint IsraeliInternational Border Palestinian security control Green Line Area C: Full Israeli control over security, planning and construction Israeli Unilaterally Declared

Salfit

Jordanfloden

2.

Jenin

1

Municipal Area of Jerusalem

Jericho

de hav

Ramallah

Det dø

ISRAEL

Salfit

Mid delh a

vet

Gazastriben

Nablus

Vestbredden

Jordanfloden

et lhav

Tubas

2

Vestbredden

Egypten

BESAT LAND Ramallah Den grønne linje på kortet viser den Barrier Tulkarm internationalt Constructed anerkendte / Undergrænse Constructionmellem Planned Israel og de palæstinensiske områder IngenmandslandI 1967 erobrede og Oslo Agreement på Vestbredden.

(A), (B) annekterede Area Israel det lyserøde omQalqiliya Area C & Nature Reserves råde ved Øst-Jerusalem. Siden har Øst Jerusalem e n Israel opført en sikkerhedsbarriere, der Li Oslo Interim Agreement ce ) sti inje 2. Area A :er nogle steder en mur andre Full Palestinian civil og and security control isteder l m r e Area B: Full Palestinian civil control and jointAIsraelinn et hegn.Palestinian Sikkerhedsbarrieren security control 49 er rønæsten 19 eplanning C: Full Israeli control over security, ng dobbelt Area såconstruction lang som den grønne linje og Bethlehem (d and hakker strategisk placerede bidder af de palæstinensiske områder. Siden 1993 er antallet af israelske bosættere tredoblet til over 310.000. Hertil kommer Ingenmandsover 200.000 i Øst-Jerusalem. land

Jericho

Hebron

e Lin ce ) sti je mi e lin r A n 49 røn 19 en g (d

Gazastriben

Område A+B: Under fuld palæstinensisk kontrol eller delt ansvar mellem Israel og Palæstina. ISRAEL

Kilometer

0

2.5 ,

5

Øst Jerusalem

Bethlehem Det dø de hav

Veteraner under beskydning I sommeren 2009 røg Breaking The Silence ind i det værste stormvejr i organisationens historie.

Under den såkaldte Operation Cast Lead var israelske tropper et år tidligere gået ind i Gaza for at stoppe raketangreb mod det sydlige Israel.

Breaking The Silence udgav et hæfte med udsagn fra soldater, som havde deltaget i operationen, der kostede mellem 1.000 og 1.500 palæstinensere livet. Det skabte et ramaskrig i Israel.

“I løbet af 24 timer blev vi statens fjender”, fortæller Yehuda Shaul.

“Vi blev angrebet af hærens talsperson, forsvarschefen og forsvarsministeren. Udenrigsministeren forsøgte at blokere for den finansiering, vi får fra udlandet. Og fra en pressekonference i London blev vi angrebet af premierminister Benjamin Nethanyahu.

De første 24 timer var ret skræmmende”, siger han.

“Men når man har fået vejret, går det op for en, at når premierministeren bruger tid på det, vi har at sige, må det være fordi, vi faktisk får trykket på nogle af de rigtige knapper”, siger Yehuda Shaul.

Forsøget på at få stoppet organisationens finansiering mislykkedes. Og Breaking The Silence fortsætter med at holde spejlet op foran den israelske befolkning.

“Vi er vokset op med troen på, at vi var anderledes. At vi kunne besætte med silkehandsker. At vi kunne foretage en oplyst besættelse. Nu er boblen bristet”, siger Yehuda Shaul.

“Vores job er at vise israelerne, at man ikke kan få i både pose og sæk. Man kan ikke sende militæret ind for at besætte et område og stadig være moralsk”. 1

1. In 1967, Israel occupied the West Bank and unilaterally annexed to its territory 70.5 km of the occupied area

Mid de

“Jeg har begået forbrydelser herfra og til København. Jeg kunne ryge i fængsel i årevis for det, jeg har gjort, og det er okay med mig. Men ingen, som har gjort tjeneste på Vestbredden, har rene hænder. Hvis du vil bure enhver soldat inde, som har begået overgreb mod en palæstinenser, så skal hele min generation i fængsel”.

Yehuda Shaul benægter ikke, at den enkelte soldat har et ansvar for sine handlinger.

Men grundlæggende gør soldaterne bare det, de skal.

“Vi har ikke et problem med hæren. Problemet er den politiske mission, hæren har fået. Enhver hær, der får til opgave at opretholde en besættelse, vil gøre det samme. En besættelse er som en matematisk ligning: En plus en er lig med to. Der findes ikke andre resultater”, siger Yehuda Shaul.

10

Område C: Under fuld israelsk kontrol – indeholder de vigtigste naturressourcer.

Egypten

International grænse

Hebron

Sikkerhedsmur

Planlagt sikkerhedsmur

Israelsk besat del af Jerusalem Kilometer 0

2.5 ,

5

10

Kilde: UNOCHA

Bosættelserne er strategiske Vestbredden er delt op i tre områder – A, B og C. Den største del, område C, udgør 62 procent af Vestbredden, men rummer kun seks procent af den palæstinensiske befolkning. Til gengæld slår flere og flere israelske bosættere, støttet og tilskyndet af staten, sig ned i område C. I dag er det hjem for 310.000 israelske bosættere, fordelt på 124 officielle bosættelser og omkring 100 uformelle, såkaldte outposts.

Hertil kommer omkring 200.000 bosættere i den palæstinensiske del af Jerusalem. Og antallet af bosættere stiger hastigt. I 1993 var der 110.000 – i dag er der tre gange så mange. Så sent som i november sidste år har Israel fremskyndet bygningen af 2.000 nye boliger i Jerusalem og på resten af Vestbredden.

Bosættelserne er af stor strategisk betydning for Israel.

Lavere skat og rabat på vand Selv om bosættelserne er ulovlige i henhold til international lov, tilskynder Israel tilflytningen igennem eksempelvis lavere skat og rabat på vand. Med byggeri af huse, veje og senest en letbane forbinder Israel bosættelserne med Jerusalem og afskærer palæstinenserne fra den by, de ønsker at gøre til hovedstad i en palæstinensisk stat. Det truer den såkaldte

to-statsløsning, som hele fredsprocessen er centreret omkring.

Samtidig med, at Israel faciliterer bosætterne, lægger landet sten i vejen for opbygningen af det palæstinensiske samfund. Israel sidder på vandforsyningen og opkræver betydeligt højere priser for vand til palæstinensere end til bosættere. Palæstinensere har også svært ved at få byggetilladelser, og de må leve med den daglige risiko for at vågne op til lyden af bulldozere, som står parat til at rive deres huse ned.

Sikkerhedsmuren – der nogle steder er et hegn – gennemskærer palæstinensiske byer, deler familier og hindrer bønder i at komme til deres marker. Adgangen til arbejde, lægehjælp og andet bliver vanskeliggjort af militære checkpoints, der kan tage timer at passere.

Ifølge Folkekirkens Nødhjælp er Israel gået i gang med at tvangsflytte omkring 3.000 beduiner fra Vestbredden til et område, der ligger ovenpå en losseplads, som er erklæret uegnet til menneskelig beboelse.

“Det er stærkt bekymrende – ikke kun på grund af de menneskelige konsekvenser, men også fordi det vil gøre det særdeles vanskeligt at gennemføre to-statsløsningen”, siger Mads Lindegaard fra Folkekirkens Nødhjælp. 1 amnesty I 41

KULTUR

A f K la u s R othstein

KU

NS T

Foto: Marja-Leena Hukkanen. ©Sputnik Oy

Den desillusionerede skopudser Marcel Marx møder den illegale indvandrerdreng Idrissa på havnen i Le Havre i Aki Kaurismäkis nye film.

I Middelhavet finder man flere fødselsattester end fisk Den finske instruktør Aki Kaurismäkis nye film skildrer en fattig, illegal immigrant, der kommer fra Afrika til Le Havre i en container og udløser en lille bølge af solidaritet og menneskelighed.

En havnevagt går sin natterunde blandt de hushøje stabler af containere på den regnvåde kaj i Le Havre i Frankrig. Rutinemæssigt banker han på containerne med sin stav – og pludselig svarer en af dem igen. Med barnegråd. Myndighederne kommer med den store dåseåbner, og inde i jernkassens bug finder de en gruppe illegale immigranter fra Afrika.

Blandt den menneskelige kontrabande er den sørgmodige dreng Idrissa. Han er sammen med sin onkel rejst væk hjemmefra med kurs mod London, hvor hans mor opholder sig. Han ser sit snit til at stikke af fra politiet, og han skjuler sig i vandet under en bro i hav42 I am n e s ty

nen. Her sætter skopudseren Marcel Marx sig på en trappe for at spise sin frokost, og de to møder hinanden. ”Er det her London?” spørger Idrissa. ”Er det dér, du vil hen?”, svarer Marcel. ”Så skal du over på den anden side. Det her er Le Havre, Normandiet”.

Imens rapporterer aviserne om containerflygtningene, den undslupne dreng og en mulig forbindelse til Al Qaeda. Marcel Marx – en desillusioneret skopudser med en fjern fortid som kunstnerisk boheme – har sin egen mening om sagerne. Da politiet spørger, om han har set drengen, svarer han roligt nej. Han fatter sympati for de illegale immigranter, ikke

mindst da han opdager, at drengen er skopudserkollega og i virkeligheden er afrikansk flygtning på falske vietnamesiske papirer. Som han knastørt konstaterer: ”I Middelhavet finder man flere fødselsattester end fisk, for en anonym mand er svær at finde”.

Alle går i gummisko Marcel bor i et lille, spartansk hus sammen med sin kone, og han forsøger at få enderne til at mødes ved at pudse sko for folk på banegården. Men hvordan kan man leve af det, når alle går i gummisko nu til dags? Marcel skylder i butikkerne, og da hans kone bliver

Bob Dylan: Chimes of Freedom

KU

N

ST

Bob Dylans sange bliver i den grad genoplivet på den firedobbelte CD, som Amnesty International sendte på gaden den 6. februar under titlen ”Chimes of Freedom – The Songs of Bob Dylan”.

En perlerække af internationale musiknavne fortolker 76 af Bob Dylans sange på pladen, der markerer Amnestys 50 års jubilæum. Blandt musikerne er Johnny Cash (One Too Many Mornings), Patti Smith (Drifter’s Escape), Lucinda Williams (Tryin’ To Get To Heaven), Lenny Krawitz (Rainy Day Woman #12 & 35), My Chemical Romance (Desolation Row) og Queens of the Stone Age (Outlaw Blues).

Mesteren selv – His Bobness – bidrager med titelnummeret ”Chimes of Freedom” fra albummet Another Side of Bob Dylan fra 1964.

Støttepladen er dedikeret specielt til de

Aki Kaurismäki: Miraklet i Le Havre har dansk premiere den 5. april 2012.

tusinder af mennesker over hele verden, der sidder fængslet eller bliver truet på grund af deres holdninger eller ytringer. Alle musikere, teknikere og producere på pladen har arbejdet gratis, og overskuddet fra pladen går ubeskåret til Amnesty International.

Du kan købe pladen i din foretrukne musikforretning eller i Amnestys webshop på www.amnesty.dk/shop Chimes of Freedom – The Songs of Bob Dylan, Universal Records, kr. 199,-

KØB MUSIK OG PLAKATER I SHOPPEN Illustration: Janus Kortermann Jauch

Håb og humor Finske Aki Kaurismäkis nye film er opkaldt efter havnebyen, hvor den foregår, og i modsætning til så mange andre film og romaner om illegale grænsekrydsere til EU, rummer denne historie faktisk både humor, solidaritet og menneskevarme.

Men det betyder ikke, at instruktøren kommer med en løsning på immigrationens problemer. Om sin nye film siger han selv: ”Europæiske biograffilm har ikke rigtig forholdt sig til den finansielle, politiske og frem for alt moralske krise, som har ført til de uløste problemer med flygtninge, der prøver at komme ind i EU, og den behandling de får. Jeg har ikke nogen løsning på dette problem, men jeg ville alligevel gerne prøve at skildre det i denne film, selv om den er urealistisk”.

Ja, urealistisk er den måske nok, og man kan også indvende, at Marcel både pudser vores sko og vores glorier, når vi følger indbyggernes illegale hjælp til den illegale dreng. Men de slipper af sted med det, og filmen slipper af sted med at indgyde håbet i skildringen af det skæbnesvangre møde mellem mennesker. Åh, hvor vil Dansk Folkeparti skære tænder, og hvor vil folkene fra Brorsons Kirke smile henført af denne fine film, som er begyndelsen på instruktørens filmtrilogi om livet blandt de fattige i Europas storbyer. Senere kommer film fra Spanien og Tyskland. 1

Foto: Amnesty

indlagt på hospitalet, har han problemer nok. Men han tager sig alligevel råd og tid til at hjælpe Idrissa. På hospitalet får Marcels kone at vide, at sygdommen ikke kan helbredes: ”Så der er intet håb?”, spørger hun. ”Der sker jo mirakler”, svarer lægen. ”Ikke i mit kvarter”.

Eller hvad? Småkårsfolkene i Le Havres havnekvarter rykker sammen for at hjælpe den fattige flygtning. Marcel Marx opsøger andre flygtninge i Le Havre for at finde frem til den adresse i London, hvor Idrissas mor bor. Han arrangerer en støttekoncert, så de kan få råd til at smugle drengen til England med en fiskerkutter, og da det hele spidser til, viser det sig, at selv kriminalinspektøren på menneskejagt har et hjerte. Og på hospitalet bliver Marcels kone pludselig rask igen. Der sker faktisk mirakler i Le Havre.

People Diary 2012 kr.

80,Chimes of Freedom – The Songs of Bob Dylan 4-dobbelt CD med 76 Dylan-sange

Vinderplakaten fra Amnestys plakatkonkurrence kr.

100,-

kr.

199,-

www.amnesty.dk/shop amnesty I 43

AMNESTY

– Din støtte gør en forskel!

Li v e - r e d a k t i o n : M I k a l a s at i ya R ø r b e c h

Februar 2012 Illustration: Janus Kortermann Jauch

Originalitet på plakaten Der var masser af stearinlys og en hel del pigtråd på de 842 flotte plakater, som blev sendt ind til Amnestys plakatkonkurrence i anledning af organisationens 50 års jubilæum Blandt de mange fantasifulde bidrag udført som collage, foto, tegninger, grafik og endda korssting faldt juryens valg på Janus Kortermann Jauchs tidløse og samtidigt højaktuelle motiv.

Den opstrakte hånd og fredstegnet var symbol for demonstranterne under det arabiske forår og kampen for frihed. Førstepræmien på 30.000 kroner er sponsoreret af Fænø Gods.

2. præmien på 10.000 kroner – ligeledes fra Fænø Gods – gik til Simon Nygaard, mens Ole

Mexico tager ansvar for voldtægt

Foto: Amnesty

44 I am n e s ty Live

rekord for Skriv for liv Hundredtusinder af mennesker i mere end 80 lande skrev tilsammen over en million breve og solidaritetshilsner i Amnestys årlige Skriv for Liv-maraton, som fandt sted de første ti dage af december.

I Danmark bidrog vi med 12.000 breve, 43.000 sms-

underskrifter, 2.300 solidaritetshilsner og 7.400 underskrifter. Det er historisk rekord for Amnestys første og ældste menneskerettighedskampagne, som blev indledt for et halvt århundrede siden, da Amnestys grundlægger Peter Benenson første gang opfordrede folk

til at skrive protestbreve til regeringer over uretfærdige fængslinger.

Over 50.000 politiske fanger og systemkritikere er gennem årene blevet løsladt takket være Amnesty-medlemmernes brevskrivning.

Ungdomsaktivist løsladt Efter 11 måneder i fængsel blev 20-årige Jabbar Savalan benådet og løsladt i Aserbajdsjan den 26. december. Jabbar blev anholdt efter at have postet en besked på Facebook, som opfordrede til kritik af styret i Aserbajdsjan. Da politiet arresterede ham, fik han hverken oplyst sine rettigheder eller adgang til at tale med en advokat. I stedet plantede myndighederne 0,74 gram hash i hans lomme, tvang ham til at underskrive en tilståelse og dømte ham til to og et halvt års fængsel for ulovlig besiddelse af rusmidler.

Jabbar Savalans sag var en del af Amnestys Skriv for Liv-maraton, og både han og Amnesty

takker for de mange hilsner og appeller, som er blevet sendt for at få ham løsladt. ”Jeg er taknemmelig for det hårde arbejde, som Amnesty og andre organisationer udfører i kampen for frihed i Aserbajdsjan. Amnesty International er et symbol på menneskerettigheder og frihed ikke kun i Aserbajdsjan, men i hele verden”, siger Jabbar Savalan.

Foto: Amnesty

Valentina var kun 17 år gammel, da hun i 2002 blev overfaldet og voldtaget af soldater, mens hun vaskede tøj i floden. Hun anmeldte overgrebet til myndighederne, men sagen blev ikke efterforsket til bunds, gerningsmændene går stadig fri, og Valentina har ikke fået nogen form for erstatning.

Til gengæld har pres fra Amnesty og vores tusindvis af brevskrivere ført til, at myndighederne i Mexico nu endelig erkender ansvaret for voldtægten.

“Der er lang vej endnu, men vi vil gerne takke alle for jeres støtte. Uden jeres breve, aktioner og solidaritet ville vi aldrig har opnået dette. Tak til alle”, siger Valentina Rosendo Cantú.

Zøfting-Larsen løb med 3. præmien, et litografi fra Kunsthallen Brandts.

I børnekategorien vandt Kirsten Depaus fra 5. klasse på Athene Skolen i Søborg en workshop for sin klasse med professionelle tegneseriekunstnere. Præmierne blev overrakt den 10. december ved et festarrangement i Kunsthallen Brandts i Odense, der samtidig åbnede udstillingen ”50 års Amnesty-plakater”.

Amnesty siger tak til alle som deltog i konkurrencen og til sponsorerne og juryen, som bestod af Kasper Eistrup, Julie Nord, Miriam Dalsgaard, Lars Grambye og Lars Normann Jørgensen.

Vinderplakaten kan købes i Amnestys webshop på www.amnesty.dk/shop

AKTIVISME, ARRANGEMENTER OG RESULTATER AKT I VBLAD F OR Am nes ty Internat i ona l KALENDER Illustration: 2.y

Hvad tænker du på?

Hvorfor sælges mennesker som kvæg? Hvad har våben med frihed at gøre, og er det egentlig diskrimi-

Frem til juli har Danmark formandskabet i EU. Det er en unik mulighed for at præge EU’s politiske dagsorden.

Amnesty er i tæt dialog med relevante politikere og embedsmænd, og vi anbefaler regeringen at fokusere på områder, hvor EU bør forbedre lovgivning og praksis, når det gælder menneskerettigheder.

Det gælder blandt andet våbenhandel, virksomheders ansvar, terrorbekæmpelse, diskrimination og asyl-politik.

Den 7.-8. maj afholder regeringen i samarbejde med Amnesty og andre organisationer en international konference om virksomheders ansvar (CSR).

Følg Amnestys EU-arbejde på www.amnesty.dk/EU

Foto: Amnesty

Opråb til EU

nation, at nogen har fremtiden foran sig, mens andre tilbringer tiden bag tremmer?

Eleverne fra 2.y på Københavns Åbne Gymnasium har givet deres overvejelser om FN’s menneskerettigheder et visuelt udtryk. I tæt samarbejde med Amnesty og kunstmuseet Arken har de lært om menneskerettigheder på tværs af samfundsfag, dansk og billedkunst.

Det gav uventede resultater: ”Når man er 17 år, så tænker man måske, at brud på menneskerettigheder er noget, der foregår langt herfra. Men efter vores forløb er jeg ikke et sekund i tvivl om, at mine elever er mere opmærksomme på menneskerettigheder”, siger klassens samfundsfagslærer Mads Strarup. Udover at udforme deres egne menneskerettighedsplakater arrangerede eleverne en udstilling og holdt fernisering for de andre gymnasieklasser. Gymnasieelevernes plakater blev udstillet i Tap E på Pasteursvej i Carlsberg Byen i København.

Få styr på våbenhandlen

FN’s medlemslande forhandler frem til juli om en ny våbenhandelsaftale – Arms Trade Treaty (ATT). Traktaten skal forhindre våbenhandel, når der er risiko for, at våbnene bruges i konflikter og overgreb, der strider imod de internationale menneskerettigheder.

Amnesty har ført kampagne for en effektiv våbentraktat siden 2003 og presser på for, at våbentraktaten bliver så omfattende og forpligtende som muligt.

I første halvår af 2012 opfordrer

5. marts Lokalforeningen i Tønder holder generalforsamling i Medborgerhuset 5. marts klokken 19.00. Foredragsholder er Mikkel Wold, lektor ved Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster, folketingskandidat for De Radikale samt sognepræst ved Marmorkirken i København.

11. marts Næstved Lokalforening afholder forårskoncert 11. marts klokken 16.00 i Det Gl. Ridehus, Grønnegades Kaserne. Velkomst ved generalsekretær Lars Normann Jørgensen. Koncerten afholdes i samarbejde med Næstved Musikskole, med solister Bjarke Falgren og Jesper Bo Hansen.

13. marts Lokalforening Øresund holder årsmøde 13. marts klokken 19.00. Du kan møde årets modtagere af Cavlingprisen – journalisterne Anton Geist og Ulrik Dahlin fra Dagbladet Information.

De fortæller om arbejdet med at afsløre den årelange, retsstridige praksis overfor 500 unge statsløse. Mødet finder sted i Kulturhuset Bølgen, Jæmtlandsvej 1, 3140 Ålsgårde.

14. marts Kolding Lokalforening indbyder alle medlemmer til årsmøde 14. marts klokken 19.30 på Koldings Uddannelsescenter (KUC), Ågade 27, lok. 038.

Dagsorden ifølge vedtægterne. Hør om det forgangne års arbejde og deltag i drøftelsen om planer og aktiviteter i 2012. Kontakt: Hans Evermann på hevermann@forum.dk 21. marts Næstved Lokalforening holder årsmøde 21. marts klokken 19.30 i Pejsestuen FuturaCentret. Dagsorden ifølge vedtægterne. Forslag til dagsordenen skal være bestyrelsen i hænde senest 14. marts. Alle er velkomne. Efter årsmødet er der mulighed for at drøfte lokalforeningens arbejde, og hvad vi skal prioritere i de kommende år.

Kontakt: Formand Lillian Kristensen.

Tlf.: 55 72 11 05 eller mail: lillian_ jens@stofanet.dk

vi alle danske aktive til at deltage i kampagnen om våbenhandel. I februar, marts og april varmer vi op med foredrag og undervisning. Som aktiv kan du desuden bestille dokumentarfilm og informationsmaterialer.

Senere på året er der mulighed for at deltage i konkrete aktioner, som skaber opmærksomhed om våbentraktaten og lægger maksimalt pres på især de våbeneksporterende lande. Aktivitetspakken kan bestilles på Amnestys hjemmeside fra midten af februar.

26. marts Odense Lokalforening afholder årsmøde 26. marts klokken 19.00 i Amnesty Centret, Vestergade 73, 1.sal.

Retsmediciner Jørgen Lange Thomsen fortæller om sine talrige rejser og sine mange års erfaring med at undersøge torturofre, blandt andet irakiske krigsfanger i Amman. Herefter årsmøde med dagsorden ifølge vedtægterne.

Kontakt: odense@amnesty.dk 26. marts Hedensted Lokalforening indbyder til årsmøde 26. marts klokken 19.30 i Hedensted Kirkecenter. Dagsorden ifølge vedtægterne.

28.-29. april Amnestys landsmøde i Nyborg.

14.-17. juni Amnesty deltager i Folkemødet i Allinge på Bornholm.

am n e s t y L ive I 4 5

AMNESTY

Det har været fantastisk lærerigt og spændende at være med til at definere hvilke emner, Amnesty skal arbejde med, og hvordan vi bedst udvikler organisationen, så den er rustet til fremtiden”.

Nina Monrad Boel, medlem af hovedbestyrelsen siden 2011

landsmøde

Kom med til landsmøde

Amnestys landsmøde den 28.-29. april sætter fokus på det arabiske forår.

Foto: Scanpix

Hvordan går det med at indfri kravene fra de folkelige protester under det arabiske forår, og hvordan kan Amnesty være med til at sikre respekt for menneskerettighederne i regionen?

Det er et af hovedemnerne for Amnestys årlige landsmøde den 28.-29. april på Hotel Nyborg Strand, hvor vi også sætter fokus på kampagnen for en FN-traktat, der kan forhindre eksport af våben, når der er risiko for grove overgreb på menneskerettighederne.

På landsmødet har du som medlem mulighed for at blande dig i debatten og møde nogle af tidens mest interessante foredragsholdere og debattører i selskab med 500 andre Amnestymedlemmer. Der var ved fristens udløb den 20. januar ikke stillet ændringsforslag til vedtægterne til behandling på dette års landsmøde.

Tilmeld dig Tilmelding kan ske på nedenstående kupon eller på www.amnesty.dk senest den 22. marts.

Deltagergebyret er 300 kroner, som inkluderer overnatning og bespisning. Drikkevarer kan købes på hotellet. Der er deltagerbegrænsning på 500 personer efter ”først til mølle princippet”. Transportudgifter (svarende til billigste DSB-billet) over 300 kroner refunderes (unge under 25 år kan få det fulde beløb refunderet). Er man forhindret i at deltage, kan fuldmagtskuponer rekvireres gennem sekretariatet. Fuldmagter skal være sekretariatet i hænde senest én uge før landsmødets afholdelse.

Læs mere på bagsiden og se det fulde program på www.amnesty.dk/landsmode

”Brød, frihed og værdighed”, lød kravet fra demonstranterne i Tunesien i januar 2011.

Bliv medlem af hovedbestyrelsen Landsmødet skal i år vælge tre medlemmer til hovedbestyrelsen og en suppleant. På valg er Lasse Hvid-Jørgensen.

Alle, som har været medlem af Amnesty i mindst seks måneder forud for landsmødet, er velkomne til at stille op.

Hovedbestyrelsen vedtager foreningens budget og strategi, fastlægger medlemsaktiviteter og deltager i det internatio-

nale samarbejde. Der er møder seks-otte gange årligt på lørdage eller som weekendmøder.

Arbejdet er frivilligt og ulønnet.

Du får dog refunderet rejse- og opholdsudgifter.

Hvis du ønsker at stille op til hovedbestyrelsen, skal du meddele det til sekretariatet inden 1. marts kl. 16.00 sammen med en liste på fem stillere, der har været medlem

i mindst seks måneder forud for landsmødet. Hvis der ikke er kandidater nok ved fristens udløb, flyttes fristen i henhold til forretningsorden til selve landsmødet. En oversigt over kandidaterne vil kunne ses på www.amnesty.dk/hb For mere information kontakt Amnestys formand John Olsen på telefon 21 74 72 67 eller e-mail: chair@amnesty.dk

TILMELDINGSKUPON TIL Landsmøde den 28.-29. april 2012 på Hotel Nyborg Strand INDKVARTERING: Sker i 3-personsværelser. Der betales tillæg for dobbelt- og enkeltværelse.

Jeg ønsker dobbeltværelse, tillæg 200 kr.

Jeg ønsker enkeltværelse, tillæg 500 kr.

Jeg ønsker ikke overnatning Jeg er vegetar

BETALING: Deltagergebyr (alle måltider og overnatning inkluderet) Tillæg for dobbelt- (200 kr.) eller enkeltværelse (500 kr.)

Eventuelle ønsker til værelseskammerater:

Beløbet skal indsættes på reg.nr. 2191 kontonr.

5499678675 (med angivelse af navn på deltager) senest d. 22. marts 2012.

300 kr.

I ALT:

SKRIV TYDELIGT MED BLOKBOGSTAVER: Medlemsnummer: Navn: Adresse: Postnr.: By: Tilmeldingen skal være sekretariatet i hænde senest 22. marts 2012. Tilmeldingskuponen kan sendes med telefax eller brev til Amnesty på nedenstående adresse. Rettidigt tilmeldte vil modtage landsmødematerialer ca. 1. april 2012.

Send tilmelding til: Amnesty International | Gammeltorv 8, 5. sal | 1457 København K | Fax: 33 45 65 66 46 I am n e s ty Live

Amnesty International er nummer 7 på en liste over verdens mest indflydelsesrige tænketanke.

Over 5.000 tænketanke blev evalueret af et forskerhold på University of Pennsylvania.

G ode nyheder

Det kan du gøre...

Transkønnede på agendaen uden at kategoriseres som psykisk syge.

Amnesty og LGBT Danmark har anmodet sundhedsministeren om et møde i sagen snarest muligt, så dansk lovgivning kan komme på niveau med lovgivningen i for eksempel Frankrig. I januar afholdt WHO møde om sagen på baggrund af anbefalinger fra LGBT-organisationerne og Amnesty.

Foto: Amnesty

På bare to dage skrev mere end 10.000 mennesker under på, at transkønnede personer ikke skal stemples som psykisk syge i Danmark. Dermed blev den fælles kampagne mellem LGBT Danmark og Amnesty International skudt i gang og affødte straks intens debat i medierne om, hvorfor transkønnede skal have ret til operation for deres fysiske lidelser

1 MINUT

Amnesty deltager i prides over hele Europa for at bekæmpe diskrimination af seksuelle minoriteter.

Flere åbner støttekonti i Merkur Samarbejdet med den almennyttige andelskasse Merkur gav i 2011 et bidrag på 6.734 kroner til Amnestys arbejde. Indtil videre er der åbnet 73 Amnesty-konti med et samlet indestående på 1.616.688 kroner, og ifølge bankens administrerende direktør Lars Pehrson fortsætter antallet af støttekonti med at stige. ”Mange mennesker vil gerne gøre

noget aktivt med deres opsparing, som også tjener et formål, der ligger dem på sinde. Derfor er antallet af støttekonti stigende”, siger han.

Når man opretter en støttekonto i Merkur, får man en rente, som svarer til andre bankers rente for mindre opsparinger. Renten afhænger af, hvor mange penge man har stående på kontoen. Oveni donerer Merkur et støttebidrag til Amnesty.

Bliv fan af Amnesty på Facebook og hold dig opdateret om begivenheder og aktionsmuligheder. www.facebook.com/amnesty.dk

2 MINUTTER Hold styr på tiden – køb en flot Amnesty kalender i webshoppen og støt et godt formål. www.amnesty.dk/shop

3 MINUTTER Jo flere penge, der bliver sat ind i alt, jo større bliver provisionen til Amnesty.

Hvis du vil vide mere om støttekonti i Merkur, så læs på www.merkur.dk

Deltag i aktionen mod uretfærdige retssager i Egypten på www.amnesty/mena

En weekend Tag med på landsmøde 28.-29. april og deltag i debatter og workshops. Brug tilmeldingsblanketten her i bladet eller gå ind på www.amnesty.dk/landsmode

Rusland dropper anklager mod menneskeretsforkæmper

Det er en mærkesag for Amnesty, at Danmark fra årsskiftet har fået en ny, uafhængig politiklagemyndighed, hvor borgerne kan klage over politipersonalets adfærd i tjenesten.

Klagemyndigheden har egne efterforskere og skal både efterforske og afgøre klager over politiet. Den skal også se på eventuelle strafbare forhold begået af politiet samt tilfælde, hvor en person er afgået ved døden eller kommet alvorligt til skade i politiets varetægt.

Amnesty International har tidligere kritiseret, at statsadvokaterne ikke efterforskede og behandlede klagerne objektivt og upartisk, og at man brugte Rigspolitiet til at undersøge klagerne. ”Det er en klar styrkelse af borgernes retssikkerhed”, siger Claus Juul,

Den 20. januar besluttede retten i Moskva at droppe en sag om bagvaskelse imod Oleg Orlov, der er leder af det russiske menneskerettighedscenter Memorial. Det sker efter lang tids pres fra Amnesty International.

Oleg Orlov risikerede op til tre års fængsel for at have udpeget Tjetjeniens præsident, Ramzan Kadyrov, som ansvarlig for mordet på sin kollega, Natalia Estemirova, der blev dræbt i 2009. ”Vi ved ikke om Kadyrov personligt beordrede hende dræbt, eller om ordren kom fra hans nærmeste folk”, sagde Orlov og oplyste, at Kadyrov en måned inden drabet forsøgte at true Natalia Estemirova til at stoppe sit arbejde med at dokumentere overgreb mod civile i Tjetjenien.

Foto: Scanpix

Nyt politiklagesystem styrker retssikkerheden

Foto: ?????

der er juridisk konsulent i Amnesty.

Amnesty udgav i 2007 rapporten ”Behandling af klager over politiet”, som viste, at det danske system ikke levede op til internationale krav om en hurtig, effektiv, uafhængig og uvildig behandling af sagerne.

Natalia Estemirova blev opsøgt af fire mænd ved sit hus i Tjetjeniens hovedstad Grozny i juli 2009.

Senere blev hendes lig fundet på en hovedvej, dræbt af to skud i hovedet og brystet. Både før og efter drabet på Estemirova har Amnesty kritiseret sikkerhedssituationen for menneskeretsforkæmpere, som er udsat for trusler og chikane i Tjetjenien.

am n e s t y L ive I 4 7

Sorteret magasinpost ID-nr. 41156 Al henvendelse; Amnesty International, Telefon 33 45 65 65.

A f O le hoff - l u nd

landsmøde 2012: det arabiske forår Amnesty International indbyder alle medlemmer til landsmøde på Hotel Nyborg Strand den 28.-29. april 2012. Programmet byder på en række fremtrædende foredragsholdere, samfundsdebattører, prisvindende film og koncert med Nabiha. ør hvordan Amnestys særlige krise-researcher Donatella Rovera H arbejder, når hun rejser til konfliktområder som Libyen og Gaza.

Mød menneskerettighedsforkæmperen Maryam Al-Khawaja, hvis far er dansk samvittighedsfange i Bahrain.

Vil du vide mere om den illegale våbenhandel, så trop op til workshop med den amerikanske ekspert, Kathi Lynn Austin.

Hør en repræsentant fra UNHCR fortælle om den desperate situation, som omvæltningerne i Nordafrika har efterladt mange flygtninge i.

F å overblik over, hvad der sker i Mellemøsten og Nordafrika med Malcolm Smart, tidligere direktør for Amnestys arbejde i regionen.

Kom til debat om EU og menneskerettighederne med bl.a.

Britta Thomsen, medlem af EU-parlamentet.

Hør om situationen i Syrien og Egypten fra danske forskere som June Dahy.

Er du træt af ord, så hop ned i biografsædet og se prisbelønnede dokumentarfilm.

Landsmødet begynder lørdag formiddag med velkomst, årsberetning og fremlæggelse af årsregnskab samt præsentation af kandidaterne til hovedbestyrelsen. Efter frokost kan du vælge mellem 24 forskellige workshops, foredrag og film.

Lørdag aften er der middag, underholdning og koncert med den danske sangerinde Nabiha (foto), der har fået international bevågenhed med sit debutalbum ”More Cracks”. Søndag formiddag er der afstemninger og debat, inden landsmødet slutter med en aktuel hovedtaler.

Pris og tilmelding Alle medlemmer er velkomne. Deltagergebyret på 300 kroner dækker både overnatning og bespisning (drikkevarer betaler du selv).

Læs mere inde i bladet – eller på hjemmesiden.

Programmet bliver løbende opdateret frem mod landsmødet.

Følg med på: www.amnesty.dk/landsmode

www.amnesty.dk/landsmode