Amnesty #1 2011

AMNESTY Medlemsblad for Amnesty International | Nr 1 Februar 2011

BURMAS FRIHEDSIKON

HJEM TIL SRI LANKA

NEJ TIL OPERATION

KOM MED TIL LANDSMØDE

Stor fotoreportage fra Aung San Suu Kyis første dage i frihed.

En srilankaner fra Svendborg genså sit land efter 25 år i Danmark.

Lille dreng sendt hjem til Kosovo i strid med lægernes anbefaling.

Tilmeld dig årets begivenhed – Amnesty holder landsmøde i april.

TEMA: Bag tremmer i Ellebæk

Det hemmelige

fængsel

| leder

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen Redaktion: Nora Rahbek Kanafani Redaktionel bistand: Datagraf Client Publishing Design og produktion: Datagraf Oplag: 100.400 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år Udkommer næste gang: 27. maj 2011 (deadline 29. april) Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Amnesty Internationals holdning.

Eftertryk med kildeangivelse er kun tilladt efter forudgående aftale med redaktionen.

Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt Amnesty International Gammeltorv 8, 4.og 5.sal 1457 København K Tlf. 33 45 65 65 Fax 33 45 65 66 www.amnesty.dk amnesty@amnesty.dk Amnesty i Aalborg Danmarksgade 7 · 9000 Aalborg lokal@amnesty-aalborg.dk Amnesty i Odense Vestergade 57, 2. sal · 5000 Odense C Tlf. 66 13 08 78 Amnesty i Århus Mejlgade 50, 1 sal · 8000 Århus C Tlf. 86 19 28 77 Forsideillustration: Mikkel Henssel

Farvel til frontkæmperne

Amnestys redaktør: Ole Hoff-Lund

”Jeg mener, at diskrimination er den stærkeste forulempelse, man kan udsætte et menneske for. Angriber du mig – ikke for det, jeg gør, men for det, jeg er – er du inde i en meget sårbar zone, hvor du får mennesker til at føle sig mere forulempede og frustrerede, end de ellers ville være. Vi har en bramfri tone i Danmark, og det er rigtigt, at ord ikke slår nogen ihjel. Hvis man føler sig accepteret og respekteret, kan man tåle meget, de mest hensynsløse bemærkninger. Men er man usikker på, om man overhovedet har en plads i samfundet, forholder det sig ganske anderledes. Man kan diskutere den lovgivning, der er gennemført, men man ville have været i en meget bedre situation med hensyn til integration, hvis man ikke havde haft den retorik, også fra Christiansborg, der ustandselig mistænkeliggør mennesker og sætter dem uden for fællesskabet. Det er kernen i mit offentlige engagement”.

Ordene tilhører Tøger Seidenfaden og stammer fra et interview, han gav til Jyllands-Posten kort før sin død den 27. januar. Tøger Seidenfaden benyttede sin position som chefredaktør for Politiken gennem 17 år til at bekæmpe intolerance og diskrimination på alle planer. På den måde fremstod han ofte som fortaler for flygtninge, asylansøgere og marginaliserede grupper, og han gav stemme til de minoriteter, der selv har svært ved at komme til orde i debatten.

I Uganda er mediebilledet markant anderledes, selv om tonen også er bramfri – for ikke at sige hadefuld. I efteråret offentliggjorde avisen Rolling Stone i Uganda billeder af de 100 mest fremtrædende homoseksuelle i landet sammen med deres navn og adresse – og en opfordring til at hænge dem. Mange anser mediehetzen for at være en direkte udløber af et lovforslag i Ugandas parlament, der vil indføre dødsstraf for homoseksualitet. Kampagnen har bragt de seksuelle minoriteter i Uganda i alvorlig fare, og mange har modtaget dødstrusler eller er blevet overfaldet på gaden.

Den 27. januar gik det galt. David Kato, der er mangeårig frontfigur i organisationen Sexual Minorities in Uganda – og hvis portræt var på forsiden af Rolling Stone – blev dræbt i sit hjem af ukendte gerningsmænd. Det vides ikke, om drabet har sammenhæng til avisens angreb på homoseksuelle, men ved begravelsen benyttede præsten lejligheden til at fordømme de homoseksuelles livsførelse. Og da chefredaktøren for Rolling Stone, Giles Muhame, blev bedt om at forholde sig til drabet på David Kato, svarede han, at det ikke var meningen, at folket skulle slå homoseksuelle ihjel. Meningen var, regeringen skulle hænge de mennesker, der promoverer homoseksualitet.

To markante frontkæmpere for ytringsfrihed og minoriteters rettigheder døde den 27. januar 2011. De vil blive savnet. Lad os håbe, at andre er i stand til at føre deres kamp videre.

2 I am n e s t y

I ndhold | Amnesty på fem minutter

4 Nyheder 8 Det hemmelige fængsel Reportage fra en barak i Nordsjælland.

11 Hvad skal der ske med mit barn

Illustration: Mikkel Henssel

8

8 Foto: Christian Holst

24

24 Frihedens førstedame

Verdens mest kendte politiske fange, Burmas oppositionsleder Aung San Suu Kyi, er ude i friheden efter at have tilbragt 15 af de seneste 21 år i husarrest. Hendes løsladelse har skabt en ny bølge af håb blandt landets undertrykte masser, der i årtier har været underlagt et brutalt militærdiktatur. Og frihedens førstedame er klar til at fortsætte kampen for demokrati. Fotograf Christian Holst fulgte hendes første dage i frihed, hvor hun mødte sine tilhængere – og talte i mobiltelefon og skrev e-mails for første gang.

Foto: Lasse Telling

30 Nu er tigrene væk

30 Tegning: Joe Sacco

36

TEMA Det hemmelige fængsel

Danmark fængsler torturofre, gravide, psykisk syge og menneskehandlede kvinder på ubestemt tid i den lukkede institution Ellebæk i Nordsjælland. Langt de fleste er asylansøgere, der venter på at få deres sag afgjort eller blive sendt hjem. AMNESTY har gennem fire måneder undersøgt forholdene og talt med nuværende og tidligere indsatte i institutionen, som myndighederne nægter at kalde et fængsel. I en stribe artikler fortæller vi om et system, der rutinemæssigt fængsler sårbare grupper i strid med internationale konventioner.

25 års borgerkrig i Sri Lanka sluttede, da hæren i 2009 nedkæmpede De Tamilske Tigre under voldsomme kampe, der kostede tusindvis af civile livet. Men præsident Rajapakse nægter at undersøge anklager om krigsforbrydelser, selv om FN har kaldt det ”et blodbad”. I dag er der forholdsvist roligt i Sri Lanka, men omkring 30.000 tamiler er fortsat interneret i lejre. AMNESTY fulgte med, da srilankaneren Moorthy fra Svendborg rejste hjem for at gense sin tamilske landsby efter 25 år i Danmark.

36 Uretfærdighed på stribe

Den amerikanske journalist og tegneserieforfatter Joe Sacco har i to årtier rejst rundt til verdens brændpunkter for at fortælle de historier, som de andre medier ikke får med, fordi de har for travlt. Han har i lange perioder boet i den belejrede enklave Gorazde i Bosnien, fået venner blandt forfulgte og udsatte i Gaza – og siden skrevet tegneserier i bogform om de konflikter, oplevelser og menneskelige historier, han har med hjem i bagagen. Et arbejde, der har indbragt ham flere store bogpriser.

Nisha var gravid i femte måned, da hun blev fængslet.

12 Ali knækkede i fængslet

Syv måneder i Ellebæk ændrede Alis personlighed.

14 Serdil sov med en brødkniv Trods advarsler blev psykisk syg sendt i Ellebæk.

16 Solgt til sex og sat i fængsel

Mercy var 15 år, da hun kom i menneskehandlernes klør.

18 Man fængsler da torturofre

Torturofre ender bag tremmer.

19 Massiv kritik af danske fængslinger

Sårbare grupper ryger alt for ofte i fængsel.

20 I fængsel på samlebånd

Udlændinge får ikke en fair behandling i retten, mener organisationer.

22 Amnesty dokumenterer

Amnesty rapporterer fra Haiti, Libyen og Malaysia.

24 Frihedens førstedame

Aung San Suu Kyi er fri igen.

30 Nu er tigrene væk

Moorthy fra Svendborg genser Sri Lanka.

34 Etårig nægtet operation

Danmark sendte syg dreng hjem til Kosovo.

36 Uretfærdighed på stribe

Joe Sacco blander journalistik og tegneserier.

40 Kultur

laus Rothstein anbefaler K forårets bøger.

42 En weekend med

menneskerettigheder Tag med til landsmøde den 30. april.

44 Amnesty Live

Din støtte gør en forskel. a mn e s t y I 3

N yheder Foto: Scanpix

Asylansøgere fra Iran og Afghanistan demonstrerer foran parlamentet i Grækenland i protest mod de umenneskelige forhold og langsomme sagsbehandling.

Domstol:

Grækenlands asylsystem er umenneskeligt Over 350 asylansøgere i Danmark kan nu se frem til at få deres sager behandlet af de danske myndigheder frem for at blive overført til de umenneskelige asylforhold i Grækenland. Regeringen har i månedsvis nægtet at behandle asylsagerne og stædigt fastholdt, at de skulle rejse tilbage til Grækenland i overensstemmelse med EU’s Dublin-konvention, der foreskriver, at en sag skal behandles i det første modtagerland.

Men i januar afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en principiel dom i sagen om en afghansk asylansøger, som Belgien har overført til Grækenland. Dommen giver manden ret i, at han i Grækenland ville risikere udvisning til Afghanistan uden at have fået sin asylsag behandlet, samt at de forhold, han levede under i Grækenland, var umenneskelige. Ligesom tusindvis af andre asylansøgere boede han på gaden uden mad

eller penge. Både Belgien og Grækenland er dømt til at give manden erstatning.

Miserabel tilværelse Amnesty International har i flere rapporter beskrevet, hvordan det græske asylsystem er brudt sammen under presset fra titusindvis af asylansøgere, der ankommer via Tyrkiet.

Asylansøgere lever en miserabel tilværelse, udsættes for mishandling og tilbageholdes under ekstreme forhold, og Grækenland har i flere tilfælde sendt asylansøgere tilbage til Irak og Afghanistan, selv om de var forfulgte og havde krav på beskyttelse. ”Danmark har i al for lang tid accepteret, at asylansøgerne udsættes for umenneskelig og nedværdigende behandling i Grækenland, og at asylsagerne ikke bliver afgjort på et fair grundlag. Det er, som om man har glemt, at det er menneskeskæbner, det handler om”, si-

ger generalsekretær Lars Normann Jørgensen.

De 350 asylansøgere kan takke Dansk Flygtningehjælp for, at de ikke er returneret for længst. Hver gang de danske myndigheder har prøvet at returnere en asylansøger, har organisationen bedt Menneskerettighedsdomstolen om at skride ind med henvisning til den verserende sag om den afghanske mand. Men i 20 tilfælde i 2010 nåede domstolen ikke at gribe ind, og derfor blev asylansøgerne sendt tilbage – deriblandt en familie med to små børn. En række andre EU-lande har for længst valgt at indstille alle overførsler og behandle sagerne selv. ”Danmark må nu tilbyde de tilbagesendte asylansøgere at få behandlet deres sager her og give dem mulighed for erstatning”, siger Lars Normann Jørgensen.

Integrationsministeren har lovet, at alle nye asylansøgere, der kommer til Danmark via Grækenland, får behandlet deres sager her.

Kina censurer 350.000.000 informationer

EU vil opgive våbenembargo mod Kina

Kinas internetcensur slettede sidste år 350 millioner informationer i form af tekst, billeder og videoer, som myndighederne af forskellige årsager fandt stødende eller skadelige for befolkningen. Det oplyser vicedirektøren for Kinas propagandaministerium, Wang Chen, der har noteret ”betydelige fremskridt for online-kulturen” i landet.

EU bør droppe sin mangeårige våbenembargo mod Kina. Det mener EU’s udenrigsminister Catherine Ashton, der betegner våbenembargoen som en alvorlig forhindring for at styrke de handelsmæssige bånd. Våbenembargoen har været gældende siden 1989, hvor Kina satte en brutal stopper for studenterdemonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads.

Amnesty opfordrer EU til at fastholde embargoen og styrke den kritiske dialog om menneskerettigheder med Kina.

4 I am n e s t y

A f Ole Hoff -lund

kort nyt:

Tom stol til Liu Xiaobo Under skarpe kinesiske protester uddelte Nobelpriskomiteen i Oslo den 10. december Nobels fredspris til den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo, der afsoner en fængselsdom på ti år for at undergrave statsmagten. Af samme grund kunne Xiaobo ikke være til stede, og da både hans kone og advokat blev nægtet udrejse til Oslo, stod Xiaobos stol tom under den bevægende ceremoni.

Formanden for Nobelpriskomiteen, Thorbjørn Jagland, opfordrede i sin hyldesttale Kina til at løslade Liu Xiaobo, og det fik tilhørerne til spon-

Lægegruppen sikrer beskyttelse til iraner

tant at rejse sig op med Norges regentpar forrest. ”Fredsprisen er hver gang tildelt mennesker, der udviser mod for vores skyld. Derfor fortjener Liu vores støtte i dag. Liu har ikke gjort noget forkert. Han har bare udøvet sine borgerrettigheder. Han skal løslades”, sagde Thorbjørn Jagland.

Amnesty International har ført kampagne for Liu Xiaobo, siden han i december 2008 blev arresteret for at have forfattet det såkaldte Charter 08, der kræver politiske reformer og respekt for menneskerettighederne i Kina.

Amnesty lavede fakkeloptog i Oslos gader og projicerede Liu Xiaobos ansigt op på Grand Hotel.

Foto: Amnesty

Amnestys danske lægegruppe har været med til at sikre, at en 32-årig iransk mand har fået ophold i Danmark, fordi han risikerer tortur og forfølgelse i Iran. Flygtningenævnet havde givet afslag på asyl, men Amnestys lægegruppe foretog en torturundersøgelse af manden og fandt flere ar på kroppen, der kun kan være påført ved forsætlig vold med kniv eller en anden skarp genstand. Mandens advokat ankede sagen til FN’s torturkomité, som på baggrund af lægegruppens rapport fastslog, at manden har været udsat for tortur og havde behov for beskyttelse. Flygtningenævnet gav derefter manden asyl og lægger til grund, at manden kan være i fare for yderligere tortur, hvis han hjemsendes.

USA handler med sortlistede lande Selv om det er i strid med USA’s egne sanktioner og handelsembargoer, har amerikanske virksomheder i stor stil fået tilladelse til at indgå milliardkontrakter med Iran, Sudan og andre lande, der anklages for at støtte terrorisme. Firmaer som Kraft Food, Pepsi, American Pop Corn Company og flere tobaksfirmaer har fået eksporttilladelse under dække af at være humanitær hjælp, skriver New York Times.

Masseanholdelser var ulovlige

Lundbeck leverer gift til dødssprøjter Efter pres fra Amnesty International har Storbritannien og Italien stoppet eksporten af kemikaliet sodium thiopental, der bruges i dødssprøjter ved henrettelser i USA. Stoffet produceres ikke i USA, og eksportforbuddet betyder, at en række amerikanske stater løber tør for sodium thiopental i løbet af foråret.

Dermed må en del planlagte henrettelser formentlig udskydes, mens USA går på jagt efter alternativer.

Det mest oplagte er angiveligt bedøvelsesmidlet pentobarbital, som kun produceres af det danske medicinalfirma Lundbeck. Stoffet er allerede anvendt ved tre henrettelser i Oklahoma i 2010, skriver New York Times.

Men selv om Lundbeck udtrykker ærgrelse over, at lægemidlet bruges til henrettelser, så

kan virksomheden ikke gøre meget andet end at opfordre de amerikanske myndigheder til lade være, forklarer kommunikationsdirektør Anders Schroll til Politiken: ”Det etiske dilemma for os er, at vi ikke bare kan trække et lægemiddel fra markedet. Det ville i så fald betyde, at der er syge, uskyldige amerikanere, der lige pludselig ikke kan få den behandling, som vil hjælpe dem”.

Et EU-direktiv forbyder handel med produkter, der kan anvendes til dødsstraf og tortur, men flere Amnesty-rapporter viser, at kontrollen ikke er effektiv nok.

Amnesty Internationals kritik af masseanholdelserne under klimatopmødet i København i december 2009 får nu opbakning fra domstolene og Folketingets ombudsmand. Politiet blev i byretten dømt for at have anholdt 250 mennesker ulovligt og for at have udsat dem for nedværdigende behandling ved at lade dem sidde på den iskolde asfalt i op til fem timer.

Ombudsmanden kritiserer, at politiet ikke overholdt minimumskravene for behandling af anholdte, som hverken fik mad, drikke eller adgang til toiletter. ”Man kan ikke gå på kompromis med menneskerettighederne”, lyder det fra ombudsmanden.

Da Amnesty International fremførte en lignende kritik i sin årsrapport i maj 2010, betegnede justitsminister Lars Barfoed (K) den som ”urimelig”.

Festival donerer millioner til fattige Roskilde Festival har givet 1,6 millioner kroner til en række organisationer, der hjælper fattige familier og hjemløse. Festivalen indleder samtidig en kampagne, der skærper fokus på fattigdom i Danmark. ”Fattigdommen breder sig i Danmark i disse år. Det er både uacceptabelt og inhumant, at det danske velfærdssamfund undgår den nødvendige indsats ved blot at snakke udenom”, lyder det fra festivalen. amnesty I 5

N yheder Foto: Polfoto

David Kato myrdet i Uganda En af Ugandas ledende menneskerettighedsaktivister, David Kato, blev 27. januar dræbt af ukendte gerningsmænd i sit hjem i Kampala. David Kato var frontfigur i organisationen Sexual Minorities Uganda (SMUG) og var i oktober 2010 på en liste over 100 homoseksuelle i Uganda, som blev publiceret i avisen Rolling Stone sammen med en opfordring til at hænge dem.

Avisens hetz mod homoseksuelle hænger tæt sammen med et lovforslag i Ugandas parlament, der vil indføre dødsstraf for homoseksualitet. David Kato og flere andre medlemmer af SMUG har siden modtaget adskillige dødstrusler.

David Kato besøgte Danmark under Copenhagen Pride 2010, hvor han sammen med Amnesty International modtog prisen ”Årets Laks” for sit arbejde for seksuelle minoriteter i Afrika. Amnesty er dybt berørt over David Katos død og opfordrer Uganda til at sikre beskyttelse af de 99 andre homoseksuelle på dødslisten. Den 28. januar arrangerede Amnesty en mindehøjtidelighed ved Ugandas ambassade i København og lagde over 500 roser, som var doneret af Amnesty-medlemmer.

Præsidentkandidaten Vladimir Neklyaev bæres væk fra demonstrationerne i Minsk.

Europas sidste diktator vinder valg EU’s regeringschefer udeblev fra indsættelsesceremonien for Hvideruslands præsident Alexander Lukasjenko den 21. januar i protest mod manden, der betegnes som Europas sidste diktator. Lukasjenko vandt valget den 19. december, men der forekom omfattende uregelmæssigheder, siger valgobservatører fra OSCE, der efterfølgende har fået lukket sit kontor i Minsk af myndighederne.

På valgnatten angreb politi og sikkerhedsstyrker prodemokratiske demonstrationer, og flere ledende oppositionspolitikere og

Over 150 mennesker mødte op ved mindehøjtideligheden for David Kato foran Ugandas ambassade i København.

MENNESKERETTIGHEDER I BEVÆGELSE TILBAGEGANG

Guantánamo-fangelejren på Cuba fyldte ni år den 11. januar. Præsident Obama lovede ved sin tiltrædelse at lukke lejren inden et år, men der er fortsat 174 fanger i lejren.

Det amerikanske senat har vedtaget en bestemmelse, der gør det umuligt at overføre fanger til retsforfølgelse i USA. En ny medielov i Ungarn foretager vidtrækkende indgreb i ytringsfriheden og gør det muligt at udstede store bøder for indhold, der er i strid med ”offentlige interesser”, ”god moral” og ”ubalanceret nyhedsdækning”.

Fotos: Amnesty

6 I am n e s t y

journalister fik bank. Fem præsidentkandidater er fængslet og anklages for at anstifte uroligheder. En af dem, Vladimir Neklyaev, fik kvæstelser i hovedet og tog på hospitalet for at få behandling, men blev fjernet med magt af politiet. ”Det viser, i hvor høj grad myndighederne i Hviderusland krænker retten til ytringsfrihed og fredelige protester, og hvor langt de vil gå for at holde på magten”, siger Heather McGill, Amnesty Internationals ekspert i Hviderusland.

Journalisten Abdul Ilah Shayi’ fra Yemen er idømt fem års fængsel for påståede forbindelser til al-Qaeda. Shayi’ afslørede i 2009, at USA stod bag et missilangreb i Yemen, der dræbte 55 mennesker. Amnesty bekræftede historien i 2010, og dokumenter fra Wikileaks viser, at Yemens præsident lovede USA at påtage sig ansvaret – mod betaling i militært udstyr.

FREMSKRIDT Argentinas tidligere præsident, general Jorge Videla, blev i december idømt livsvarigt fængsel for forbrydelser mod menneskeheden under militærjuntaens såkaldte beskidte krig i 1976-1983, hvor tusindvis af civile blev udsat for tortur og vilkårlige henrettelser eller forsvandt sporløst.

En ny FN-konvention om tvungne forsvindinger er trådt i kraft, efter at Irak som det 20. land i verden har ratificeret aftalen.

Konventionen skal sikre, at forsvindinger bliver efterforsket, at forbryderne bliver straffet, og at ofre og pårørende får erstatning.

Efter 25 års eksil i Frankrig vendte den tidligere diktator, Jean-Claude ”Baby Doc” Duvalier, i januar hjem til Haiti, hvor han nu er anklaget for korruption og forbrydelser mod menneskeheden for mord og tortur mod befolkningen. Baby Doc flygtede i 1986 efter en folkelig opstand i Haiti.

Politiske fanger løsladt i Tunesien

Foto: Polfoto

En måneds voldsomme optøjer i Tunesien fik i januar landets præsident, Zine el Abidine Ben Ali, til at flygte til Saudi Arabien, hvor han tilsyneladende har fået lov at opholde sig i eksil. Ben Ali har siddet tungt på magten i 23 år og har med hjælp fra sine berygtede sikkerhedsstyrker ryddet enhver opposition af vejen gennem fængsling og tortur af politiske modstandere og undertrykkelse af pressefrihed og ytringsfrihed.

Protesterne blev indledt i byen Sidi Bouzid, da den 26-årige gadesælger Mohammed Bouazizi satte ild til sig selv i protest mod, at politiet havde konfiskeret hans varer.

Bouazizis selvmord var et udtryk for den frustration, som mange tunesere føler over den høje arbejdsløshed, stigende fødevarepriser

Demonstrationerne fortsætter i Tunesien for at kappe alle bånd til den tidligere regering.

og manglen på grundlæggende rettigheder.

Protesterne bredte sig via sociale medier som Twitter og Facebook og førte i sidste ende til præsidentens flugt. Få dage senere erklærede overgangsregeringen total pressefrihed og løslod samtlige politiske fanger i landet. Tunesien afventer nu det første frie valg i flere årtier.

Opstanden, som er døbt jasminrevolutionen, har skabt dønninger i flere arabiske lande, og ved redaktionens slutning var Egypten præget af omfattende folkelige protester mod præsident Mubarak, der har siddet på magten i 30 år. Amnesty har sendt adskillige researchere til både Tunesien og Egypten.

ny tvivl om CIA-flyvninger at ”der ikke har været gennemført ulovlige fangetransporter i dansk, grønlandsk eller færøsk luftrum”. Men det mødte protester fra det grønlandske medlem af arbejdsgruppen, og da Danmark endelig spurgte amerikanerne, måtte konklusionen ændres til, at USA hverken vil af- eller bekræfte beskyldningerne.

Men indberetninger fra den amerikanske ambassadør i Danmark til Washington – som WikiLeaks har offentliggjort – tyder på, at den danske regering spillede dobbeltspil: Udadtil krævede man fuld besked, mens topembedsmænd fra statsministeriet og udenrigsministeriet lod ambassadøren forstå, at Danmark ikke ønskede svar, men stilhed, i håb om, at sagen døde hen. ”Danske embedsmænd har i fortrolighed udtrykt deres klare interesse i, at denne sag forsvinder så hurtigt og stille som muligt. De fastslog, at den danske regering ikke har brug for noget fra USA i denne sag”, skriver ambassadør James P. Cain den 31. januar, dagen efter DR-dokumentaren.

Amnesty har i årevis kritiseret de europæiske regeringers mangel på vilje til at undersøge de ulovlige fangetransporter og opfordrer regeringen til at lægge alt frem.

Foto: Polfoto

De stærkt omdiskuterede CIA-fangeflyvninger på dansk territorium vil blive genstand for en uvildig undersøgelse, hvis regeringsmagten skifter ved det kommende folketingsvalg. Det fastslår oppositionen, efter at lækkede dokumenter fra WikiLeaks har sået tvivl om den danske regerings vilje til at finde sandheden.

Sagen handler om, at CIA fra 2002 foretog hundredvis af fangetransporter med terrormistænkte mellem USA og hemmelige fængsler i Mellemøsten, Europa og Asien. De såkaldte renditions – eller hemmelige fangetransporter – indebar bortførelse, tortur og mishandling af terrormistænkte.

DR-dokumentaren ”CIA’s danske forbindelse” afslørede i 2008, at CIA i flere år benyttede den grønlandske lufthavn Narsarsuaq, men regeringen afviste at lave en uvildig undersøgelse af sagen.

I stedet nedsatte regeringen en tværministeriel arbejdsgruppe til at undersøge, om regeringen var vidende om fangetransporter på dansk grund, hvilket i praksis vil betyde, at Danmark er medskyldig i tortur. Men dokumenter fra arbejdsgruppen, som AMNESTY og Ritzau har fået aktindsigt i, viser, at konklusionen blev skrevet, allerede før amerikanerne var blevet spurgt om sagen. Arbejdsgruppen konkluderede således i august 2008,

Dokumenter fra WikiLeaks sår tvivl om, hvilke informationer Per Stig Møller (K) krævede fra USA’s udenrigsminister Condoleezza Rice.

amnesty I 7

T ema: d e t h emm e lig e fĂŚ n g s e l

8 I am n e s t y

A f A ndreas M arc kmann A ndreassen | I llustration Mikkel Henssel

Ellebæk ligger midt i et militært øvelsesterræn cirka en halv times kørsel fra København.

Det hemmelige

fængsel

Udlændinge fængsles på ubestemt tid i den lukkede institution Ellebæk i Nordsjælland. Langt de fleste er asylansøgere, der venter på at få deres sag afgjort eller blive sendt hjem. AMNESTY har gennem fire måneder undersøgt forholdene og talt med nuværende og tidligere indsatte i den kontroversielle institution, som myndighederne nægter at kalde et fængsel.

”Ja, hallo, det er fængslet”, skratter dørtelefonen foran porten til Ellebæk – et stort kompleks pakket ind i høje hollænderhegn. Langs hegnets inderside løber en slags voldgrav fyldt med muslingeskaller. Så kan vagterne høre, hvis en indsat forsøger at flygte.

Overvågningskameraer holder øje fra alle hjørner.

Selvom både vagter, indsatte og de organisationer, der arbejder med asylansøgerne i Ellebæk, kalder det et fængsel, så er det meget vigtigt for myndighederne at understrege, at det ikke er det. Hvis Ellebæk var et almindeligt fængsel, måtte man nemlig ikke have asylansøgere siddende her. Derfor kaldes det en institution under Kriminalforsorgen, og de indsatte er ikke fængslede, men ”frihedsberøvede”.

I barakkerne sidder i skrivende stund lidt under 70 udlændinge. Den gamle kaserne med de gulnede farver har fået tykke tremmer eller metalnet for vinduerne, og gangene er delt op med tremmevægge ligesom i et almindeligt fængsel. De indsatte har mulighed for at

komme ud og få frisk luft eller spille fodbold på særlige tidspunkter i løbet af dagen.

Langt de fleste indsatte i Ellebæk er asylansøgere og udlændinge uden lovligt ophold.

Her sidder også udlændinge, der har begået noget kriminelt og er blevet udvist. Og en af bygningerne bruges til helt almindelige kriminelle, fordi der er mangel på plads i de andre danske fængsler.

De afviste asylansøgere sidder her, fordi de danske udlændingemyndigheder og politiet har vurderet, at der er en fare for, at de går under jorden. ”Her er oftest cirka 30 nationaliteter, flest fra Afghanistan, Irak og Iran. 11-12 procent er idømt en straf i Danmark”, fortæller overvagtmester Niels Etlard, imens han fører an mellem barakkerne.

Resten er afviste asylansøgere.

Fængslet på ubestemt tid Europa-Parlamentets Retsudvalg (LIBE) var på besøg i Danmark i 2008 for at se på asylan-

søgernes forhold. De besøgte også Ellebæk. I den rapport, de skrev om besøget, kritiserede de en konkret sag, hvor de danske myndigheder havde fængslet en gravid kvinde. De kritiserede også, at der ikke er en øvre tidsgrænse.

I flere EU-lande er der en grænse, men i Danmark sidder man på ubestemt tid. Fængslingen skal forlænges med mellemrum i retten, men der er ingen øvre tidsgrænse, og der er stor forskel på, hvor længe fængslingerne varer. Nogle sidder der i dage eller uger, imens andre sidder i flere måneder. ”Gennemsnitsindsættelsen er 43 dage. Nogle er ude igen dagen efter, og så er der nogle andre, der trækker det gevaldigt op. Det længste, vi har haft en indsat, er to og et halvt år”, fortæller Niels Etlard.

Amnesty har mødt den udlænding, der lige nu har siddet længst i Ellebæk. Nadeem, der har haft lovligt ophold i Danmark i årevis og har et barn her, byder velkommen i gæstebarakken, som han efterhånden kender ud og ind. Han har siddet fængslet i Ellebæk i 14 amnesty I 9

➜

T ema: d e t h emm e lig e fæ n g s e l

Foto: Polfoto

Hele verden i Ellebæk I alt var 62 mænd og 2 kvinder indsat i Ellebæk per 20. januar. Listen viser de nationaliteter, hvor der er mere end én indsat.

Indien 5 5 Kosovo Irak 4 4 Syrien Ghana 4 Algeriet 3 Afghanistan 2 Iran 2

Sudan Tunesien Cameroun Egypten Libanon Liberia Marokko Nigeria

2 2 2 2 2 2 2 2 Bag meterhøje hegn og med gitter for vinduerne ligger Ellebæk som nabo til asylcentret Sandholm.

➜

måneder og ventet på, at han kan blive udvist til Irak, fordi han har begået noget kriminelt.

Men hans sag trækker ud, mens politiet undersøger hans identitet. Forinden havde han afsonet sin straf i et andet fængsel. På den måde kommer opholdet i Ellebæk til at virke som en tillægsstraf. ”Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal sidde i fængsel så længe. Det er meget hårdt for mig

gressive eller psykisk ustabile. Der var flere, der slog hovedet ind i væggene, og en fyr prøvede at hænge sig selv”, fortæller Sheila, der i dag bor i et asylcenter, mens hendes asylsag bliver behandlet.

Nedbrydende at sidde i fængsel Dansk Flygtningehjælp mener, det er et voldsomt indgreb at sætte mennesker i fængsel så længe, fordi de ikke kan udsendes til oprindelseslandet. ”Det er mennesker, der komJeg forstår ikke, hvorfor mer for at søge hjælp. Det kan godt være, de ikke er flygtninge jeg skal sidde i fængsel så ifølge loven, men de har tit en længe. Det er meget hårdt grund til at være bange, og de kommer for at få beskyttelse. Det for mig og min familie. er som udgangspunkt en sårbar Jeg sidder bare og venter position, så det er ret voldsomt, at de bliver frihedsberøvet. Jeg og venter”. har talt med mange mennesker i Nadeem, far til et lille barn og fængslet Ellebæk, som er dybt, dybt rystei 14 måneder i Ellebæk. de over at blive fængslet”, siger Dorte Smed, der er specialkonsulent i Dansk Flygtningehjælp. og min familie. Jeg sidder bare og venter og Ifølge flere eksperter er det nedbrydende at venter. Jeg er bange, for jeg aner ikke, hvad sidde i fængsel på ubestemt tid. FN’s torturder skal ske med mig”, siger Nadeem, der i derapportør Manfred Novak kritiserede i 2009 cember blev sendt til Irak. fængslingerne for at kunne udgøre umenneEn af dem, der er kommet ud af Ellebæk, er skelig og nedværdigende behandling, fordi Sheila – en afrikansk kvinde, der har søgt asyl den indsatte ikke kender varigheden. Fængsi Danmark. Hun blev fængslet, fordi myndiglingerne forlænges systematisk hver fjerde uge hederne frygtede, hun ville forsvinde, imens i Hillerød Ret. Og i 2009 lavede Institut for hendes sag blev behandlet. Efter tre måneder Menneskerettigheder en kritisk udredning om blev Sheila løsladt fra ”Alibek”, som hun udforholdene for afviste asylansøgere og andre i taler det. Politiet mente ikke længere, det var udsendelsesposition. nødvendigt at holde hende indespærret. ”Undersøgelsen viser endvidere, at specielt ”Det er forfærdeligt at være fængslet. Jeg frihedsberøvelse er en belastning for det psyhar ingenting gjort. Nogle af de andre er ag1 0 I am n e s t y

kiske helbred. Frihedsberøvelse har store konsekvenser med bl.a. psykiske sammenbrud, selvmordsforsøg og mistrivsel blandt børnene til følge”, står der.

Overvagtmester Niels Etlard har flere gange oplevet, at indsatte ”knækker psykisk”, imens de sidder i Ellebæk. ”Vi har mange sårbare individer. Det kan godt være lidt meningsløst at sidde her. Vi skal bare have tiden til at gå bedst muligt”, siger han.

Fængslet fejrede 20 års fødselsdag i 2009. I den anledning skrev fængselsbetjent Freddy Frederiksen en jubilæumsbog om Ellebæk, hvor han har arbejdet siden åbningen. Dengang hed institutionen Sandholm, ligesom asylcentret ved siden af. Derfor kalder han det Sandholm i bogen, hvor han skriver: ”Der er ikke meget af personalet, der er ansat i Sandholm, der ikke flere gange i deres karriere har måttet skære fanger ned, stoppe voldsomme pulsåreblødninger, behandle snitsår eller køre fanger på skadestuen, når de havde slugt forskellige genstande eller drukket kemiske væsker”.

Den formulering afviser hans chef, Niels Etlard, dog som ”dramatisk”. Han mener ikke, at alle i personalet har oplevet et selvmordsforsøg – eller selvbeskadigelse, som det hedder i fagsproget – men han oplyser, at der var to selvmordsforsøg i 2009 og fire i 2010. ”Det seneste var for 14 dage siden, hvor en indsat gravede ind til knoglen i sin arm med en ske. Han var på stoffer, og hans kød var helt mørt. Det er det, vi teknisk set kalder ’alvorlige episoder’”, siger Niels Etlard.

Sheila er et opdigtet navn.

A f A ndreas M arc kmann A ndreassen | I llustration Mikkel Henssel

” Hvad skal der ske med mit barn?”

en måned I fængsel

Nisha var gravid i femte måned, da hun blev fængslet i Ellebæk.

Hun skulle sendes til Sri Lanka. Men på vej ind i flyet blev udvisningen stoppet af Menneskerettighedsdomstolen.

Den 28. april 2008 ankommer tre betjente til Ellebæk for at afhente den srilankanske kvinde Nisha, som skal sættes på et fly til Sri Lanka klokken 17. ”Jeg tager tøj på, men jeg får det dårligt, så jeg kaster op igen og igen. Jeg græder og tænker, hvad jeg dog skal gøre, når jeg kommer til mit land. Hvor skal jeg bo?”, fortæller Nisha, der på det tidspunkt er gravid i femte måned.

Betjentene eskorterer Nisha ud til en bil, og så kører de til Københavns Lufthavn. ”Jeg kaster op i bilen. Jeg har aldrig haft det så dårligt før. Hvis de sender mig til Sri Lanka, så er jeg i livsfare. Hvad skal der så ske med mit barn?”, siger Nisha.

Politiet går uden om sikkerhedstjekket og ind i et venterum. Afviste asylansøgere er de sidste til at gå ombord på et fly, så de ikke kan nå at stikke af, inden det letter. Da der er få minutter til afgang, går de ud til flyet.

På flugt fra livet som børnesoldat Nisha kom til Danmark i marts 2005 fra Sri Lanka, fordi hun blev gift med en herboende mand. Men efter fire måneder tævede han hende så voldsomt, at Nisha måtte på syge-

huset. Hun flyttede ind på et kvindecenter, og i juli 2006 gik skilsmissen igennem. Men dermed havde hun ikke nogen lovlig grund til at være i Danmark. Derfor søgte hun om asyl.

Det er ikke til at se på Nishas brede smil, at hun har en dyster fortid i bagagen. Det eneste bevis er et lille ar under hendes ene øje. Det er fra en granatsplint. Nisha voksede op på et børnehjem, hvor hun blev indrulleret i oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre. Den lille børnesoldat blev brugt i kampen imod regeringshæren. Derfor var hun bange for at blive sendt tilbage til Sri Lanka. Men i november 2007 får Nisha afslag på asyl. I afmagt går hun under jorden i tre måneder med den ven, der senere bliver hendes nye mand. De flygter til Norge, men vender tilbage for at få sagen afgjort.

Nisha bliver sat i fængsel i Ellebæk for at sikre, at hun ikke flygter igen. Det er 2008, Nisha er gravid i fjerde måned, og hendes kommende mand sender i desperation sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. ”Jeg sov næsten ikke i fængslet, og jeg kunne ikke spise noget. Jeg havde hele tiden ondt i maven og var meget bange for, hvad der skulle ske”, fortæller hun.

Imens Nisha sidder i fængsel, kommer Europa-Parlamentets retsudvalg (LIBE) på besøg for at se på asylforholdene. Udvalget har to konkrete kritikpunkter i forhold til Ellebæk: Dels er der ingen øvre grænse for, hvor længe man kan sidde fængslet. Dels er de bekymrede over, at ”en ung, gravid kvinde kan være interneret med henblik på udvisning”.

Men efter 30 dage i Ellebæk bliver Nisha hentet af politiet. Da hun står lige uden for flyet, ringer den ene betjents mobiltelefon. Efter en kort samtale siger han, at hun ikke skal rejse alligevel. Menneskerettighedsdomstolen har grebet ind i sidste sekund og standset udvisningen. De kører tilbage til Ellebæk. Nisha er udmattet og bange, men dagen efter bliver hun løsladt.

Nisha er et opdigtet navn.

STATUS Frem til juni 2010 boede Nisha i et asylcenter. Nu bor hun med sin søn og nye mand på Sjælland. a mn e s t y I 1 1

T ema: d e t h emm e li g e fæ n g s e l

10 år i asylcentre og syv måneder bag tremmer i Ellebæk har sat sit præg på Ali.

ALI KNÆKKEDE I ELLEBÆK Ali Rashed al-Jarrah blev sat i fængsel i syv måneder for at forhindre, at han gik under jorden, inden han skulle sendes hjem.

Men fængslingen var hård for Ali, der i dag er på antidepressiv medicin og skal have psykologhjælp. Han sidder i et asylcenter på tiende år.

1 2 I am n e s t y

SYV måneder fængsel I

A f A ndreas M arc kmann A ndreassen | F oto : J akob Dall

ørkenstamme, der hedder bedoun, og de er uønskede af det kuwaitiske styre.

Det efterlader Ali i det tomrum, hvor han har siddet i årevis. Den danske stat vil ikke lukke ham ind, uanset hvor længe, han sidder.

Kuwait nægter at tage imod ham, og Ali nægter at rejse til Irak.

Alligevel har det værste ikke været ventetiden. Det har været tiden bag tremmer, fortæller Ali. Han følte sig som en forbryder, og alle hans venner var i asylcentret på den anden side af hegnet.

Jeg har fået mange problemer, Hver eneste dag var han bange for at blive imens jeg var i Ellebæk. Nu går jeg tvunget ombord på til psykolog og tager medicin. Når et fly til Irak, og han anede ikke, hvornår man sidder syv måneder i fængsel, han ville blive sat fri. så bliver man syg”.

Derfor gik dagene Ali Rashed al-Jarrah, afvist asylansøger. med at stirre ind i væggen i cellen. Ofte sad han oppe hele natten, fordi han var bange. her alene”, siger han og kigger over på fjernsy”Det var grufuldt at sidde i fængsel uden at net, der kører i baggrunden. vide, hvor længe det blev ved. Jeg var bange Det er tændt dag og nat, fortæller Ali. Han hele tiden, og jeg følte mig meget alene. Jeg kan ikke sove om natten, og nogle gange synes havde ingen venner, for alle har deres egne han, det lyder som om, nogen prøver at bryde problemer at slås med derinde. Jeg begyndte at ind gennem døren. tale med mig selv i cellen i stedet”, husker han.

Ifølge Ali startede hans psykiske problemer, da han blev frihedsberøvet i Ellebæk.

Piller og sovemedicin ”Jeg har fået mange problemer, imens jeg Han slår ud med armene, så røgtæppet hvirvvar i Ellebæk. Nu går jeg til psykolog og tager ler. For første gang læner han sig fremad og medicin. Når man sidder syv måneder i fænghæver stemmen. sel, så bliver man syg”, siger han. ”Hvis du sad i fængsel, hvad ville du så sige til det? Jeg er ikke kriminel, men jeg blev beI et juridisk tomrum handlet som en. Jeg havde aldrig været i fængDen 30. juni 2009 besluttede de danske sel før. Det gør ondt”, siger han. myndigheder, at Ali skulle fængsles – for at Ali blev løsladt den 4. februar 2010, fremgår ”sikre hans tilstedeværelse”, inden han skulle udsendes til Irak. Men Ali er fra Kuwait, ikke Irak. Da han ankom til Danmark for ti år siden, havde han falske papirer med, hvorpå der stod, at han var fra Irak. Dengang troede han, det ville hjælpe ham til at få lov at bo i Danmark. Men da han fik afslag på asyl første gang, ville de danske myndigheder sende ham hjem – til Irak.

Selvom Ali tilstod, at hans papirer var falske, fortsatte de danske myndigheder med at ville sende ham til Irak. Der var heller ingen hjælp at hente fra Kuwait. Selvom Alis kone og børn bor i Kuwait, så nægter det kuwaitiske regime at tage ham tilbage. Ali er fra en Loftet er vævet ind i tyk, grå røg. Ali Rashed al-Jarrah tager et hvæs af sin cigaret og læner sig tilbage i den lille sofa. På bordet står et par brugte kaffekopper og et bugnende askebæger. Døren til den lille etværelses lejlighed i asylcentret Sandholm bliver ikke åbnet ret tit.

Det meste af tiden bliver Ali herinde, glor ud i luften og drikker kaffe, som han selv siger. ”Før var jeg et andet menneske. Nu har jeg ikke lyst til at tale med nogen. Jeg sidder bare

Amnesty mener Amnesty International opfordrer myndighederne til i langt højere grad at anvende alternativer til frihedsberøvelser.

Det kan for eksempel være meldepligt, hvor udlændingen bor i et asylcenter og kontakter politiet med faste intervaller.

Amnesty International anbefaler også, at der fastsættes en øvre grænse for, hvor længe man kan sidde frihedsberøvet. Grænsen skal være markant lavere end et EU-forslag om 18 måneder.

det af hans papirer, som AMNESTY set. Ifølge Ali skete det, efter at de irakiske myndigheder havde været i Danmark for at forhøre udlændinge i asylcentrene og finde ud af, hvem der rent faktisk var irakere. De afviste Ali. ”Jeg har aldrig fået en rigtig forklaring på, hvorfor de satte mig i fængsel. Jeg fik heller ingen, da de slap mig ud igen. De sagde bare, at jeg var fri, og så skulle jeg melde mig to gange om ugen hos politiet”, siger han og peger i retning af politikontoret, der ligger ved indgangen til centret.

Men fængslingen har påvirket ham så voldsomt, at han efter løsladelsen er begyndt at tage tre forskellige slags antidepressive piller og sovemedicin. ”Efter jeg kom ud af fængslet, kan jeg ikke kende mig selv. Jeg tager piller for at sove og for at undgå at få mareridt. Nogle gange bliver jeg rigtig bange uden at vide hvorfor. Andre gange bliver jeg vred. Når det banker på døren, kryber jeg sammen. Sådan var jeg ikke, før jeg kom til Ellebæk”.

Foto: Polfoto

STATUS Ali blev fængslet for at undgå, at han skulle gå under jorden.

Siden løsladelsen har han ventet i Center Sandholm.

Ali boede i en celle som denne i syv måneder sammen med en anden indsat. I dag kan han ikke kende sig selv.

a mn e s t y I 1 3

T ema: d e t h emm e li g e fæ n g s e l

13 dage i Fængsel

SERDIL SOV MED EN BRØDKNIV Serdil skærer i sig selv og skriver med sit blod på væggene, fordi stemmer siger, at han skal. På trods af advarsler fra både personalet på asylcentret, på behandlingsstedet og fra Dansk Flygtningehjælps eksperter blev han sat i fængsel i Ellebæk.

Ord skrevet med blod på væggen, smadrede møbler og tøjet klippet i strimler. Når Serdil vågner om morgenen, ved han aldrig, hvad han har gjort ved sig selv og sine ting i løbet af natten. Ofte er værelset på asylcentret et kaos. Og selvom Serdil ikke kan huske det, så er det ham selv, der har skåret sig, malet med sit eget blod på væggene og kastet rundt med møblerne.

Serdil er psykisk syg. Om dagen er han ofte fjern, bange og bedrøvet, og om natten foretager han sig ting, der i hans lægejournal kaldes ”bizart”. Han er så bange, at han sover med en brødkniv ved sin side.

Nogle gange er gulvet overstrøet med smadrede møbler. Han kaster dem efter de mennesker, han ser om natten for at jage dem væk. Det er også stemmerne, der siger, at han skal skære i sig selv, og at han ikke må tørre blodpletterne væk. Nogle gange beder de ham om at gå ud i skoven om natten, andre gange forbyder de ham at forlade værelset – og nogle gange advarer de ham om, at hans venner vil slå ham ihjel.

Mennesker i rummet Serdil er født i Iran og ankom til Danmark i 2009. Han søgte asyl og fik et værelse på et 1 4 I am n e s t y

asylcenter i Jylland. Halvandet år senere endte han i fængsel uden at have gjort noget ulovligt, og på trods af advarsler om, at han var psykisk syg og ikke kunne tåle det. Men han havde fået afslag på asyl og skulle udvises.

AMNESTY har fået adgang til Serdils lægejournaler og korrespondancen mellem ham og myndighederne, fra han flyttede ind på det jyske asylcenter. Lige fra starten står det klart for medarbejderne, at Serdil ikke er rask.

Hans lægejournal er fuld af henvisninger til, at Serdil gør mærkelige ting, især om natten. I hans journal fra den 15. september står: ”Opringning fra nattevagten. [Serdil] har det rigtig dårligt. Taler med støtte om, at der står mænd uden for vinduet og byder ham at gøre forskelligt. Kan ikke gøre rede for hvad”, og videre: ”[Serdil] spørger ofte, om vi tror, han er sindssyg, virker som om han af al magt forsøger at skjule eventuelle psykotiske træk”.

Dagen efter finder personalet Serdil i sin seng med en brødkniv ved sin side, som han insisterer på at sove med.

Den 22. september står der i journalen: ”Har denne gang klippet alt sit tøj, sine sko samt et par halskæder i stykker og ligesom arrangeret lagt det over sine ting. Bliver meget

A f A ndreas M arc kmann A ndreassen | I llustration Mikkel Henssel

Det er helt absurd. Asylansøgeren kommer til Kongelunden, fordi han tydeligvis er psykisk meget dårlig og skal have en diagnose på, hvad han fejler. Så bliver han sat i fængsel dagen efter”.

Dorte Smed, specialkonsulent i Dansk Flygtningehjælp.

vred på sig selv over det med halskæderne, som forsøges lappet sammen. Åbner lidt op og fortæller, at han ser mennesker i rummet, der forsøger at kaste noget efter ham. Når han skal tørre blod op, som han har malet ud over døren, byder stemmerne ham ikke at røre det. Fortæller, at han bliver bange, når han ser børn på legepladser. Ved ikke, om han kan finde på at skade dem”.

I slutningen af september skriver Serdil et brev, som han tager med til et møde med den psykiater, der er tilknyttet asylcentret. Serdil indleder brevet med: ”Jeg vil sove. Pludselig bliver hele min hjerne fyldt med, at jeg vil sætte ild til mig selv eller skære mig. Så kan jeg ikke se eller føle noget som helst mere.

Dagen efter opdager jeg, at jeg har brændt mig i kroppen, eller der er blod på dynen og væggen, og jeg har tegnet med blodet”.

Han afslutter brevet med ordene: ”Nogle gange bliver jeg rolig kun og kun ved at kigge på blodet i min hjerne. Hjernen er urolig, men når jeg kigger på blodet, så bliver den rolig”. Én dag i behandling Personalet er uroligt for Serdils helbred og føler ikke, de kan tage sig ordentligt af ham.

Derfor søger de om en plads til ham på asylcentret Kongelunden. Her har de en særlig afdeling for alvorligt psykisk syge asylansøgere. Kongelunden er næsten altid fyldt op, men det lykkes at få en plads til Serdil i oktober 2010.

Et af målene med at få Serdil indskrevet på Kongelunden er at få undersøgt hans tilstand grundigt og få en diagnose på, hvad han fejler.

Men det får personalet aldrig lov til.

Allerede dagen efter sin ankomst bliver Serdil fjernet fra Kongelunden af politiet.

Myndighederne har givet ham afslag på hans ansøgning om asyl, og de vil være sikre på, at han ikke forsvinder, inden de kan få ham

sendt hjem til Iran. Derfor bliver Serdil sat i fængsel i Ellebæk.

Medarbejderne på asylcentret i Jylland har ellers bedt myndighederne om at genoverveje Serdils asylsag, og om han skal have humanitær opholdstilladelse, efter han har fået det værre hos dem. Humanitært ophold gives blandt andet til mennesker, der er alvorligt psykisk syge – hvis den nødvendige behandling ikke findes i hjemlandet.

Men den anmodning har myndighederne afvist, fordi de mangler dokumentation for, at Serdil er psykisk syg. Tilbage på asylcentret i Jylland følte psykiateren ikke, at han med sikkerhed kunne sige, om Serdil var psykisk syg – blandt andet fordi han ikke havde overvåget Serdil om natten. ”Det er for mig usikkert, om der er tale om en psykose – det må bekræftes gennem for eksempel døgn-kontinuerlig overvågning”, skriver psykiateren senere hen i et brev til Dansk Flygtningehjælp.

Det betyder, at der ikke er papir på Serdils sygdom.

Psykiater var ikke i tvivl ”Det er helt absurd. Asylansøgeren kommer til Kongelunden, fordi han tydeligvis er psykisk meget dårlig og skal have en diagnose på, hvad han fejler. Så bliver han sat i fængsel dagen efter, han ankommer. Han er altså ikke kriminel. Han er psykisk syg og har søgt beskyttelse i Danmark”, siger Dorte Smed, specialkonsulent i Dansk Flygtningehjælp.

Det var en bekymret medarbejder på asylcentret, der gjorde Dansk Flygtningehjælp opmærksom på Serdils fængsling. Organisationens eksperter appellerede straks til Rigspolitiet om at løslade Serdil, og de søgte om indsigt i Serdils lægejournaler.

For Dansk Flygtningehjælp var sagen klar: Serdil var psykisk meget dårlig og kunne tage skade af at sidde i fængsel. De formidlede kontakt til en psykiater og kæmpede for at få en fuld diagnose på Serdil, men det er sværere, når en asylansøger sidder i Ellebæk.

Takket være personalet i fængslet lykkedes det

Udpluk fra Serdils brev ” Jeg hader folk. Når jeg kigger på nogen, er det lige som om, man saver i min hjerne, og jeg kan ikke kontrollere mig selv. Jeg har ikke lyst til at se nogen som helst og vil være alene”. ” Om natten er jeg meget mere bange.

Jeg hører mærkelige stemmer. Jeg føler hele tiden, at der er en, der følger efter mig. Når jeg vender mig tilbage, ser jeg ingen. Jeg ryster i hele kroppen og bliver endnu mere bange”. ” Ind imellem har jeg det godt med mine venner og snakker med dem. Pludselig hader jeg dem og vil slå dem alle sammen ihjel eller partere dem.

Nogle gange laver jeg mad, men jeg smider den ud i skraldespanden”.

alligevel, og vurderingen fra den psykiatriske konsulent var entydig. I sin officielle diagnose den 2. november skriver hun: ”Der er ingen tvivl om, at patienten er psykotisk, og at han har været det igennem længere tid. Han er meget forpint af sin tilstand.

Efter al sandsynlighed er der tale om begyndende skizofreni”.

Dagen efter blev Serdil løsladt efter knap to uger i fængsel.

Dansk Flygtningehjælp mener, at sagen er et symptom på et system, der ikke virker, og organisationen betvivler nødvendigheden af, at der i skrivende stund sidder omkring 70 udlændinge bag tremmer. Især fordi sårbare personer – som i Serdils sag – jævnligt ender i Ellebæk. ”Man frihedsberøver mere, end det burde være nødvendigt, og man frihedsberøver sårbare personer, der ikke burde sidde i fængsel”, siger Dorte Smed.

Serdil er et opdigtet navn.

STATUS Serdil er indskrevet på asylcenter Kongelunden igen, og hans ansøgning om humanitær opholdstilladelse var i januar stadig under behandling. a mn e s t y I 1 5

T ema: d e t h e m m e li ge fæ n g s e l

Solgt til sex og sat i fængsel Mercy blev solgt til sex første gang, da hun var 15 år. Da hun blev menneskehandlet til Danmark, endte hun med at sidde i Ellebæk i tre måneder. Systemet svigter handlede kvinder, mener organisationen Hope Now, der besøger kvinderne i fængslet. Dansk Røde Kors kalder det forkasteligt.

Da Mercy var 15 år, blev hun købt af menneskehandlere i en afrikansk landsby og taget med til Europa. Her endte hun som prostitueret i Italien, men blev fanget af myndighederne uden gyldige papirer og blev udvist. Hun fik ikke lov at skifte tøj, men blev sendt direkte tilbage til Afrika iført lårkort og læderstøvler.

Lige i armene på menneskehandlerne, der sørgede for at få hende sendt tilbage til det brutale, italienske prostitutionsmiljø.

Sådan er Mercy blevet sendt ud af Europa flere gange og solgt tilbage. I 2009 endte hun i Danmark. Her blev hun arresteret af politiet ved en razzia på et bordel i Jylland. Hendes bagmænd havde udstyret hende med falske papirer. ”Jeg prøvede at forklare politiet min situation, men jeg kendte ikke ordet ’trafficking’ eller ’menneskehandel’. De lyttede ikke og var ligeglade”, fortæller hun over en kop ingefærte i organisationen Hope Nows lokaler.

Hope Now besøger potentielt handlede kvinder i danske fængsler, herunder Ellebæk, og samarbejder med Center mod Menneskehandel for at få handlede kvinder løsladt og sikret hjælp.

Græd hver dag Mercy blev sat i fængsel, og siden flyttet til Ellebæk for at sikre hendes tilstedeværelse, imens sagen blev behandlet. ”Jeg græd hver evig eneste dag, og jeg havde 16 I amnesty

det forfærdeligt. Det var meget hårdt at være låst inde. Jeg har ikke begået en forbrydelse, så jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg skulle i fængsel”, siger Mercy.

Det er tydeligt at se, at hun stadig er mærket af sin fortid. Når hun fortæller om tiden i fængslet, bæver stemmen en gang imellem. ”Jeg havde hele tiden lyst til at begå selvmord i fængslet. Jeg anede ikke, om de ville smide mig ud af landet, eller hvornår der ville ske noget”.

Mercy fortæller, at personalet i Ellebæk forsøgte at holde hende væk fra ting, hun kunne bruge til at slå sig selv ihjel, for eksempel sakse. Hun tager hænderne op foran ansigtet et øjeblik.

Fængslinger skader jagten på bagmænd Mercys sag er typisk, fortæller Michelle Mildwater, der er projektleder og psykoterapeut i Hope Now. Når en kvinde fanges på et bordel uden papirer, så ryger hun tit i fængsel. Måske starter hun i et almindeligt fængsel, og når det så er afgjort, at hun skal sendes hjem, bliver hun flyttet til Ellebæk. Men fængslingen gør det endnu sværere at få kvinderne til at afsløre deres bagmænd, vurderer Michelle Mildwater, der hørte om Mercys sag via Center mod Menneskehandel.

Mildwater fornemmede med det samme, at Mercy havde været udsat for menneskehandel, men det tog alligevel ugevis at få hende

løsladt. Imens løslod myndighederne to af Mercys bekendte, der også var handlede kvinder fra Afrika – den ene allerede efter ti dage, og den anden efter fire uger. Det gjorde Mercys sidste tid i fængslet meget ensom, og hun mistede troen på, at hun ville blive sluppet fri. ”Sent om aftenen kom de ind i min celle og sagde, at politiet ville komme og hente mig næste morgen. Jeg græd og græd, fordi jeg troede, de ville sende mig tilbage til Afrika.

Selv da de sagde, at jeg var fri, troede jeg ikke på det. Hele min krop rystede af skræk”, husker Mercy, der tre måneder efter sin løsladelse stadig havde svært ved at sove.

Over 20 handlede kvinder i 2010 Mercys forhistorie er en af de mest tragiske, Michelle Mildwater nogensinde har hørt. At hun sad tre måneder i fængsel, fordi sagsbehandlingen trak ud, gjorde kun ondt værre.

Hope Now har besøgt massevis af kvinder i danske fængsler, og ifølge Mildwater opdager organisationen jævnligt, at der sidder handlede kvinder i Ellebæk eller et andet dansk fængsel. Det skete mindst 20 gange i 2010, fortæller Michelle Mildwater. I mange flere tilfælde er hun i tvivl, blandt andet fordi det er så svært at få kvinderne i tale.

Og det er helt afgørende, at kvinderne identificeres som handlede. Det er nøglen til at undgå, at de bliver fængslet, og at de kan få den hjælp, de har krav på i de internationale konventioner om menneskehandel. ”Mange af kvinderne er dybt traumatiserede, og de bliver yderligere traumatiserede, når de bliver sat i fængsel”, siger Michelle Mildwater.

Hun mener, at Rigspolitiet og Udlændingeservice bør gøre det nemmere at udpege handlede kvinder, og få dem løsladt, når de er blevet identificeret.

Hos Dansk Røde Kors er de enige i, at syste-

A f A ndreas M arc kmann A ndreassen | I llustration Mikkel Henssel

Min madam fortalte mig, at hvis politiet fangede mig, så måtte jeg ikke fortælle dem, hvem der fik mine penge. Hun lovede, at hun nok skulle sørge for, jeg kom ud, medmindre jeg fortalte politiet noget”.

Mercy, menneskehandlet kvinde fra Afrika.

tre måneder fængsel I

met svigter de handlede kvinder. Lillian Vigslund er leder af Dansk Røde Kors’ kvindecenter, hvor der bor flere kvinder, der har været udsat for menneskehandel. ”Det påvirker de handlede kvinder rigtig meget, at de bliver set på som kriminelle. I forvejen er de i en ekstremt udsat situation, vel nærmest den værste situation, man kan forestille sig. De burde behandles som ofre, ikke kriminelle”, siger hun.

Lillian Vigslund bekræfter, at handlede kvinder ender i Ellebæk, og det mener hun er ”forkasteligt”. ”Problemet er, at man ofte ikke har opdaget, at de er det, inden de kommer i fængsel. Jeg ved, at vi har handlede kvinder her i centret, der har siddet i Ellebæk”, siger hun.

Kvinderne stoler ikke på politiet Hvis en kvinde identificeres som handlet, så har hun visse rettigheder i Danmark. Hun kan få psykologhjælp, hun kan blive indkvarteret under beskyttede forhold, og hun får lov til at blive i landet i en måned. Perioden kan forlænges til 100 dage. Men det kræver, at hun indenfor de første tre døgn klart og tydeligt siger, at hun er blevet menneskehandlet til Danmark, og at hun vil samarbejde om sin egen udrejse.

Hvis hun ikke siger, at hun er handlet, er hun ikke omfattet af de regler, der skal beskytte handlede kvinder, og så kan hun sættes i fængsel. Men tre døgn er alt for lidt til at identificere en handlet kvinde, mener Michelle Mildwater. ”På så kort tid er det ikke muligt at opbygge den tillid, der skal til, for at en handlet kvinde fortæller sin historie. En handlet kvinde vil være i chok og psykisk ustabil. Hvis hun kan tale og tænke i de tre første døgn, så er hun ikke handlet”, siger Michelle Mildwater.

I prostitutionsmiljøet er kvinderne tit ble-

vet truet af deres bagmænd til ikke at tale med myndighederne. Tværtimod er de blevet advaret om, at politiet vil gøre dem fortræd.

Mercy genkender den fremgangsmåde fra sin tidligere ’madam’ – den kvinde, der krævede penge ind fra de prostituerede. ”Min madam fortalte mig, at hvis politiet fangede mig, så måtte jeg ikke fortælle dem, hvem der fik mine penge. Hun lovede, at hun nok skulle sørge for, at jeg kom ud, medmindre jeg fortalte politiet noget”, siger Mercy.

Danmark ratificerede i 2007 den såkaldte Palermo-protokol, der skal forebygge og bekæmpe menneskehandel. I protokollen er en række forholdsregler, som myndighederne skal tage for at beskytte handlede kvinder.

Blandt andet står der, at tvivlen skal komme en person til gode, der måske kan være handlet. Ikke desto mindre endte Mercy i fængsel.

Ifølge Michelle Mildwater er det et af mange eksempler på, at tvivlen ikke kommer kvinderne til gode. ”Hvis du ikke lader tvivlen komme de potentielt handlede kvinder til gode, så ender du med at straffe en masse uskyldige mennesker”, siger hun.

Ifølge Lillian Vigslund fra Dansk Røde Kors’ kvindecenter bør Rigspolitiet blive bedre til at opdage alarmsignalerne. ”Når politiet ser de klare indikationer på, at her kan være tale om en handlet kvinde, så bør de tilkalde nogle mennesker, der har ekspertise i at tale med dem. Så må man forsøge at identificere dem som handlede og i hvert fald afværge, at de bliver kriminaliseret og fængslet”, siger hun.

STATUS Mercy er ude af prostitutionsmiljøet og får hjælp af Hope Now til at bearbejde de krænkelser, hun har været udsat for. Hun bor i Danmark. a mn e s t y I 1 7

T ema: d e t h emm e li g e fæ n g s e l

Man fængsler da torturofre

to måneder fængsel I

Adskillige torturofre har været fængslet i Ellebæk, fastslår Rehabiliteringscentret for Torturofre. Men det er det værste, du kan gøre, siger Amnestys lægegruppe.

I Danmark fængsler vi mennesker, der har været udsat for grov tortur i fængsler i deres hjemlande. Også selv om det ifølge Amnesty Internationals lægegruppe og Rehabiliteringscenteret for Torturofre (RCT) er umenneskelig og nedværdigende behandling, når man placerer et torturoffer bag tremmer.

Et af de klareste eksempler stammer fra 2009, hvor myndighederne indledte tvangshjemsendelserne af de afviste irakiske asylansøgere. En af dem var Abdel Jabbar, der under Saddam Hussein blev fængslet og udsat for grov tortur og forfølgelse gennem syv år.

Det lykkedes ham at flygte til Danmark, hvor han fik afslag på asyl i 2004. Og selv om Amnesty Internationals lægegruppe undersøgte ham og fastslog, at Abdel Jabbar lider under ”tydelige såvel psykiske som fysiske følger af den tortur, han har været udsat for”, så fik det ikke betydning for hans sag.

Lægegruppens eksperter fandt ellers, at Abdel Jabbars symptomer var i overensstemmelse med hans egen beskrivelse: Han blev hængt op i armene fra kæder i loftet i flere timer ad gangen. Han blev slået under fødderne med elkabler. Han skulle ligge på maven i sand, mens der blev smidt betonblokke på hans arme og ben. Han fik elektrisk stød på øre, 1 8 I am n e s t y

næse, læber og tunge. Og han sad isolationsfængslet i to af de syv år i Irak. ”De danske myndigheder var velvidende om, at Abdel Jabbar er et torturoffer, men alligevel fængslede man ham i to måneder i Ellebæk og satte ham på et tidspunkt også kortvarigt i isolation”, siger Tue Magnussen, der er pressekoordinator i RCT. RCT har indklaget Danmark til FN’s Torturkomité med den begrundelse, at myndighederne ved at fængsle Abdel Jabbar tvang ham til at genopleve de ting, han var udsat for i fængslet i Irak. Ifølge RCT er det i strid med Menneskerettighedskonventionen, der forbyder umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Mange torturofre blandt asylansøgere Tue Magnussen finder det sandsynligt, at der i skrivende stund sidder torturofre i Ellebæk. ”Mange af dem, der flygter til Danmark, har været udsat for tortur og andre traumatiserende oplevelser”, siger han.

Det bekræfter en rapport fra Amnestys lægegruppe fra 2008. Rapporten viser, at 45 procent af de tilfældigt udvalgte asylansøgere havde været udsat for tortur.

Overlæge Morten Ekstrøm, der er leder af Psykiatrisk Traumeklinik for Flygtninge i

Gentofte og med i Amnestys lægegruppe, har mange års erfaring med at behandle torturofre. Han vurderer, at det at sidde i fængsel er det værste, man kan gøre imod et offer for tortur. ”Det kan man næsten sige sig selv. Hvis du har været politisk fange, fængslet og udsat for tortur i dit hjemland, og du blev nødt til at flygte fra alt og håbede på, at du nåede friheden ved at komme til Danmark, og så bliver sat i fængsel – det opleves af mange som den sidste ydmygelse. Så kan det simpelthen ikke blive mere grelt. Den sidste gnist af tillid til omverdenen forsvinder hos sådan nogle mennesker”, siger Morten Ekstrøm.

Han forklarer, at det i værste fald kan ende med selvmordsforsøg og i bedste fald kan medføre nogle voldsomme angst- og depressionsreaktioner, når man sætter torturofre i fængsel. ”Det er voldsomt re-traumatiserende. Det er det ord, vi bruger. Der er ingen tvivl om, at hvis man overhovedet skal frihedsberøve sårbare personer, så må man tage nogle meget særlige hensyn”, siger Morten Ekstrøm.

STATUS Den 1. september 2009 blev Abdel

Jabbar sat på et fly til Irak.

A f A ndreas M arc kmann A ndreassen | I llustration Mikkel Henssel

MASSIV KRITIK AF DANSKE FÆNGSLINGER

Danmark gør ikke nok for at undgå, at sårbare grupper fængsles, mener flere organisationer. Rigspolitiet svarer, at de bare følger regler udstedt af politikerne.

Integrationsministeren er tavs.

De fleste ved, at der skal tages nogle særlige hensyn til en kvinde, der er blevet menneskehandlet, eller et offer for grov tortur. De fleste ved også, at man ikke uden videre kan fængsle en person med voldsomme, psykiske problemer. Men hvad hvis den psykisk syge ikke har en diagnose, torturofferet ikke har en lægeerklæring, og den handlede kvinde ikke står frem med det samme?

AMNESTY’s gennemgang af fængslinger i Ellebæk viser, at sårbare personer bliver fængslet, selv om politi og udlændingemyndigheder ifølge en stribe organisationer har pligt til at sikre, at de ikke ender bag tremmer. ”Det er et særligt problem, når man frihedsberøver torturofre eller asylansøgere, der psykisk er meget dårlige. Vi mener ikke, at der i tilstrækkelig grad bliver taget højde for, hvor skadeligt, det er”, siger Dorte Smed, specialkonsulent i Dansk Flygtningehjælp.

Kritikken går igen hos Dansk Røde Kors, Hope Now, Rehabiliteringscentret for Torturofre og Amnesty International. I dag udfører myndighederne en screening med telefontolk for at opfange sårbare mennesker, når en person bliver sat i Ellebæk. Men screeningen

bør være langt grundigere og inddrage flere fagfolk, mener Amnesty International.

På kant med menneskerettighederne Ifølge Peter Vedel Kessing, jurist ved Institut for Menneskerettigheder, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kritiseret flere europæiske lande for at fængsle sårbare grupper i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. ”Artikel 3 betyder, at man skal tage helt særlige hensyn til sårbare mennesker, hvis man vil fængsle dem. Der er en lang række domme ved Menneskerettighedsdomstolen, der understreger, at hvis de ikke får det, så er det nedværdigende behandling. Det er imod menneskerettighederne”, siger Peter Vedel Kessing.

Han bakkes op af Carolina Sanchez Boe, der skriver ph.d.-afhandling om frihedsberøvelse af udlændinge i Europa og USA, og har arbejdet med området i flere år. ”Jeg har set mange tilfælde på sårbare mennesker, der er blevet sat i fængsel. Det er desværre et kendt fænomen i hele Europa, at sårbare grupper sidder frihedsberøvede – psykisk syge, mindreårige, gravide, handlede kvinder

og så videre”, fortæller Carolina Sanchez Boe, der kalder Ellebæk et ”skyggefængsel”, fordi de færreste ved, hvad der foregår.

Rigspolitiet: Vi følger reglerne Rigspolitiet ønsker ikke at kommentere konkrete sager. Men vicepolitimester Ole Andersen, der er leder af Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter, afviser kritikken af, at politiet fængsler for mange.

“Vi er meget opmærksomme på, at frihedsberøvelse er det mest alvorlige tvangsindgreb, der findes. Når vi griber til det, så er det, fordi vi mener, der er en grund til det. Vi vurderer hver enkelt sag, og frihedsberøvelsen skal have et sagsfremmende formål”, siger han og fortsætter: “Vi prøver at gøre det bedst muligt inden for de rammer, der nu findes. Vi har ingen interesse i, at folk ikke bliver behandlet efter reglerne. Reglerne er fastlagt politisk, og dem følger vi”.

AMNESTY har også været i kontakt med integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) kontor. Ministeren ønsker ikke at udtale sig om fængslingerne.

SKRIV TIL FOLKETINGET og kræv bedre forhold for sårbare grupper Amnesty International finder det dybt kritisabelt, at særligt sårbare grupper som torturofre, psykisk syge, handlede kvinder og gravide havner i fængsel på ubestemt tid.

Ifølge lovgivningen skal myndighederne altid overveje de ”mindst indgribende foranstaltninger” overfor asylansøgere.

Men AMNESTYs gennemgang viser, at det langt fra altid er tilfældet, og at mange frihedsberøvelser tilsyneladende sker rutinemæssigt.

På den baggrund opfordrer Amnesty International Folketinget til: t afsætte ressourcer til at sikre en •A grundig screening af de udlændinge, der placeres i Ellebæk, så sårbare grupper ikke udsættes for unødvendig frihedsberøvelse, som kan udgøre umenneskelig og nedværdigende behandling. Det kan ske ved at inddrage flere fagfolk i screeningsprocessen.

•A t indskærpe overfor politi og domstole, at lovens krav om at anvende de mindst indgribende foranstaltninger skal følges.

• At inddrage eksperter fra relevante organisationer til at udforme reglerne for screening.

Du kan hjælpe med at sætte fokus på Amnestys krav ved at skrive til Folketingets integrationsudvalg og kræve, at myndighederne ikke fængsler sårbare grupper.

Find brevet på www.amnesty.dk

a mn e s t y I 1 9

T ema: d e t h emm e li g e fæ n g s e l

I fængsel ”på samlebånd” Hver fjerde uge skal udlændinge i Ellebæk have forlænget fængslingen i retten. Men advokater, organisationer og overvagtmesteren i Ellebæk er enige: De får ikke en fair behandling. Erfaren forsvarer har aldrig set dommeren være uenig med politiet.

Udsigten fra retsbygningen i Hillerød er næsten idyllisk. Blå himmel over et morgenstille torv, Frederiksborg Slot står i baggrunden med sine høje, rød-hvide mure. Retslokalet er til gengæld ikke ret stort, og på en gnidret tv-skærm på væggen toner hovedpersonen i de næste 15 minutter frem: En udlænding i en hvid hættetrøje. Ved siden af ham sidder hans advokat og en tolk i et lille, hvidt lokale i Ellebæk med to borde i en halv hestesko om kameraet.

Velkommen til Hillerød Ret. Det er her, retten træffer afgørelse om, at udlændinge skal frihedsberøves i Ellebæk. Og det er via tvskærmen, at de indsatte i Ellebæk hver fjerde uge bliver fremstillet for dommeren, som be2 0 I am n e s t y

slutter, om udlændingen fortsat skal være frihedsberøvet eller løslades. Sagerne foregår via video, så udlændingen sidder i Ellebæk, mens dommeren sammen med Rigspolitiets repræsentant sidder i Hillerød 12 kilometer væk.

Dommeren begynder med at præsentere sig for udlændingen. ”Jeg sidder i retten i Hillerød. Foruden mig sidder her en repræsentant for Rigspolitiet og en tilhører. Nu får du at vide, hvad Rigspolitiet forventer, der skal ske i dag, og så får du lov at snakke med advokaten bagefter”, siger han, mens tolken oversætter, og udlændingen nikker.

Det er ord for ord det samme, dommeren siger i alle dagens ti sager. Så giver han ordet til Rigspolitiets repræsentant, der skitserer sa-

gen kort og anbefaler, at fængslingen forlænges i fire uger. Herefter får udlændingen tid til at tale med sin advokat i enrum, før advokaten præsenterer udlændingens syn på sagen, og dommeren træffer en afgørelse.

Der er afsat et kvarter til hver udlænding.

Oftest tager det kortere tid. Det, der tager længst tid, er, at forsvarsadvokaten skal have tid til at tale med udlændingen, inden han forholder sig til forlængelsen. Resten er ren rutine.

Dommeren aldrig uenig med politiet AMNESTY har været i kontakt med flere forsvarsadvokater, der har ført udlændinges sager i forbindelse med fængsling i Ellebæk.

A f A ndreas M arc kmann A ndreassen | I llustration Mikkel Henssel

Farhad Nikmaram har været advokat i 17 år og har arbejdet mest med udlændingeloven.

Han har haft rigtig mange sager om fængslinger i Ellebæk, og han synes ikke, udlændinge får en fair behandling i Hillerød Ret. ”Jeg synes ikke, dommeren er kritisk nok over for det, politiet foreslår, der skal ske i sagen. Jeg har aldrig oplevet, at dommeren siger, at en udlænding skal løslades. Den eneste årsag til løsladelser er, når en udlænding har siddet i næsten 18 måneder. Så bliver de efterhånden nødt til at slippe ham ud”, siger Farhad Nikmaram.

I Danmark er der ikke nogen øvre grænse for, hvor længe en udlænding kan sidde i Ellebæk. Et EU-direktiv, der bliver behandlet i Folketinget i disse uger, fastsætter en grænse på 18 måneder. I Danmark er der i forvejen præcedens for, at myndighederne forsøger at undgå fængslinger på over halvandet år, men der er flere eksempler på, at udlændinge har siddet fængslet i over to år.

AMNESTY har i løbet af de seneste fire måneder overværet over 50 sager om forlænget frihedsberøvelse i Hillerød Ret. I ingen af sagerne var dommeren uenig med politiet.

I efteråret 2007 og 2008 overværede Amnesty International yderligere 50 sager. I to sager udbad dommeren sig betænkningstid. Resten af afgørelserne gik imod udlændingen.

Specialkonsulent Dorte Smed fra Dansk Flygtningehjælp mener, at alt for mange udlændinge ender med at sidde i fængsel i Ellebæk, fordi sagerne ikke bliver prøvet grundigt nok. ”Det er mit klare indtryk, at domstolsprøvelsen burde være meget grundigere. Der burde være en reel prøvelse af politiets vurdering og en afvejning af forskellige hensyn,” siger hun og fortsætter: ”Politiet kunne godt gøre mere for at undgå så mange fængslinger. Nogle gange kan jeg være bange for, at deres arbejde bare er nemmere, når folk sidder frihedsberøvet”, siger hun.

Dorte Smed mener, der kan være en række årsager til, at sagerne glider for automatisk mellem politiet og retten. ”Sagsmængden kan betyde noget, men så er der måske også en lige lovlig udbredt tillid til politiets vurdering i de sager. Hvis politiet siger, det er nødvendigt, så lægger dommeren det til grund for sin afgørelse. Og så er der en manglende erkendelse af, hvor indgribende, det er for en asylansøger at blive frihedsberøvet”, siger hun.

Fængselsbetjent: Som et kyllingeslagteri De indsatte i Ellebæk er også kritiske over for afgørelserne. Amnesty har talt med flere udlændinge, der sidder eller har siddet i Ellebæk,

DOMMEREN SVARER PÅ KRITIKKEN Søren Hafstrøm er presseansvarlig dommer ved Hillerød Ret og er en af de dommere, der fører sager om frihedsberøvelse i Ellebæk.

Kritikere mener, at afgørelserne er rutineprægede. Hvad mener du om den kritik?

“Helt overordnet er det kun erfarne jurister og dommere, der er udvalgt til at behandle de her sager. Jeg er enig i, at det kan fremstå rutinemæssigt og lidt samlebåndsagtigt, særligt når det er videofremstillinger. Men det er ikke den vurdering, der ligger i vore hoveder”.

Hvorfor er retten så sjældent uenig med politiet?

“Sagerne ligner til en vis grad straffesager på den måde, at Rigspolitiet forhåndssorterer. De kommer kun med de sager, hvor de ud fra en saglig og faglig vurdering bedømmer, at der bør ske en frihedsberøvelse.

Det betyder, at der har siddet erfarne folk hos Rigspolitiet og vurderet hver sag”.

Der er afsat 15 minutter til hver sag.

Ofte går der kortere tid, og det, der tager længst tid er samtalen mellem udlændingen og hans advokat midt i retsmødet, hvor de drøfter sagen. Kan man nå en

ordentlig behandling på femten minutter?

“Ja, det kan man godt. Dels har vi kunnet gennemse sagen på forhånd, og dels har vi også den tid, hvor advokaten og udlændingen taler sammen. Jeg bruger den tid til at gennemse de bilag, der er, for at se, om det rent faktisk er foregået på den måde, politiet siger. Den korte tid er også baseret på erfaring. Med den erfaring, vi har som dommere, og med erfarne advokater og repræsentanter for politiet, kan afgørelsen træffes ret hurtigt. Hvis der er en sag, hvor der er behov for længere tid, så er der også tid til det. Det er aldrig sådan, at vi afbryder, fordi der er gået et kvarter”.

AMNESTY har en række eksempler på sårbare grupper som for eksempel handlede kvinder og psykisk syge, der er endt i Ellebæk…

“Sagerne med sårbare personer burde principielt set ikke ende hos os, medmindre det er første gang, udlændingens sag behandles – og det er det sjældent hos os. De bør ikke sidde i Ellebæk”.

Hillerød Ret i tal I 2010 har der været 329 retsmøder, hvor retten har godkendt en frihedsberøvelse.

I 2010 har der været 549 forlængelser af frihedsberøvelser i Ellebæk.

AMNESTY har i 2010 fulgt over 50 sager ved retten gennem fire måneder.

Heraf gik dommeren imod politiets anbefaling i 0 sager.

Kilde: Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter og AMNESTYs optælling.

hvor de har fået deres fængsling forlænget igen og igen i Hillerød Ret. ”Det kører på samlebånd. Man behøver slet ikke være til stede. De lytter alligevel aldrig”, siger Nenu Vera fra Guinea Bissou.

Han har siddet der i 11 måneder, da AMNESTY møder ham, så han har været fremstilet i Hillerød ti gange.

Men det er ikke kun de indsatte i Ellebæk, der føler, afgørelserne glider automatisk i Hillerød Ret. Også overvagtmester Niels Etlard i Ellebæk mener, at domstolsprøvelserne kører på samlebånd. ”Jeg husker én gang, hvor dommeren satte nogen fri. Ellers sker der altid det samme”, siger han og fortsætter:

”Har man overværet et par sager deroppe, så virker det meget overfladisk. Selv de sager, hvor det godt kunne være anderledes. Der er gået for meget glideri i det, det er ligesom et kyllingeslagteri, det kører bare af sted på samlebånd”.

Ifølge Niels Etlard får udlændingene ikke en fair behandling. Han kan på stående fod komme med flere eksempler på indsatte i Ellebæk, som han ikke mener burde sidde i fængsel. I stedet ville det være rigeligt at lade dem bo i et asylcenter – med meldepligt hos politiet et par gange om ugen. ”Jeg er ikke imponeret, og jeg ville meget nødigt selv sidde i den situation og ikke være bedre hjulpet”, siger han. a mn e s t y I 2 1

AMNEST Y D O K U M E N T E R E R Amnesty Internationals mission er at dokumentere og aktionere imod alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Over 70 researchere i Amnesty international udarbejder hvert år omkring 300 rapporter om brud på menneskerettighederne verden rundt. I hvert nummer sætter AMNESTY fokus på en række udvalgte rapporter. Du kan finde dem på: www.amnesty.org/en/news-and-updates/report_abstract

Voldtægt er hverdag i Haitis lejre Efter jordskælvet sidste år lever mere end en million mennesker fortsat i teltlejre i Haiti. Beboerne lever i konstant frygt for bevæbnede bander, som voldtager kvinder og piger.

Voldtægtsmænd har frit spil Voldtægt har altid været et stort problem i Haiti, men katastrofen har forværret problemet markant. Leveforholdene i de improviserede teltlejre gør det umuligt for kvinderne at sikre sig mod voldtægtsforbrydere. Carole, som bor alene i et telt på Place Pétion i Portau-Prince, fortæller: 2 2 I am n e s t y

”Jeg gik ud for at købe mad en aften omkring klokken otte. Da jeg kom hjem, lagde jeg mig ned. En mand kom ind. Han fjernede tæpperne over mig, og da jeg prøvede at skrige, lagde han sin hånd over munden på mig. Han rev mit undertøj af og voldtog mig. Han sparkede og slog mig, inden han gik. Da jeg var i stand til at kalde efter hjælp, skar han teltdugen op og flygtede”.

Caroles historie er langt fra enestående.

Researchere fra Amnesty International har tilbragt måneder på Haiti og interviewet 50 voldtægtsofre i efteråret 2010. De fleste fortæller, at voldtægterne sker om aftenen og

om natten, hvor bevæbnede ungdomsbander strejfer omkring i lejrene, som ligger mørklagte hen uden gadebelysning. Ligeledes beretter ofrene, at politi og FN-patruljer er synlige på vejene omkring lejrene, men at de sjældent kommer ind i selve lejrene. Beboerne tør ikke selv gribe ind over for forbryderne, da de færdes i grupper og med våben.

Politiet gør ingenting Mange af de kvinder, Amnesty har talt med, er ikke gået til myndighederne med deres oplevelser. Mange offentlige bygninger og politistationer blev ødelagt af jordskælvet, Foto: Polfoto

Rotternes trivsel i de overfyldte teltlejre står i hånlig kontrast til de øvrige beboeres leveforhold. Et år efter jordskælvet, som i januar 2010 dræbte næsten en kvart million mennesker og gjorde to millioner hjemløse, ligger store dele af Haiti fortsat i ruiner.

Over alt, hvor der er plads, skyder improviserede lejre op og giver ly for indbyggerne i hovedstaden Port-au-Prince. Selv på de mindst indbydende steder er folk tvunget til at bosætte sig i mangel på alternativer. Nær skraldepladser, ved ustabile skrænter og langs affaldsfyldte kanaler, som truer med at flyde over af regn, slår indbyggerne telte og presenninger op.

Når det regner, bliver jorden til mudder, og når solen skinner, bliver varmen i teltene ulidelig. Mange må undvære en seng at sove i, men det er ikke det, som holder lejrenes kvinder vågne om natten. Det altoverskyggende problem i lejrene er den udbredte kriminalitet og frygten for voldtægt. I rapporten ”Aftershocks: Women speak out against sexual violence in Haiti’s camps” dokumenterer Amnesty International, hvordan antallet af voldtægter er eksploderet i Haiti siden jordskælvet sidste år.

Hundredvis af kvinder er blevet voldtaget i Haitis teltlejre, og politiet har hverken vilje eller ressourcer til at hjælpe.

Af rolf eichel be c h

hvilket ikke har gjort omstændighederne for politiets arbejde lettere. Men selv i de mest brutale tilfælde mødes voldtægtsofre ofte med ligegyldighed eller i bedste tilfælde magtesløshed hos politiet.

Adskillige kvinder fortæller, at hvis de ikke kan identificere voldtægtsmanden, kan politiet ikke hjælpe dem. Og deres manglende tiltro til politiets samarbejdsvilje er ikke ubegrundet. 39-årige Josette fortæller, hvordan tre mænd voldtog hende bare to døgn efter jordskælvet. Da hun samme aften gik til politistationen for at anmelde overgrebet, bad den vagthavende betjent hende om penge til benzin, mens han tilsyneladende ikke skrev et ord af hendes anmeldelse ned. En aften i maj blev Josette igen overfaldet, mens hun var på et af de opstillede, transportable toiletter nær præsidentpaladset. ”Jeg prøvede at gøre modstand mod manden, som kom ind, men han trak en kniv og pressede den mod mit skridt. Efter at have voldtaget mig stak han af. Jeg råbte på hjælp med det samme, og en politibil på patrulje standsede. Jeg forklarede betjentene, hvad der var sket. De spurgte mig, hvem manden var, men da jeg fortalte, at han var stukket af, forklarede betjentene, at de ikke kunne gøre noget”, siger Josette.

Omfang er ukendt På grund af det store antal voldtægtsofre, som ikke går til politiet, er det umuligt at vurdere det reelle omfang af overgrebene. I myndighedernes fravær arbejder lokale organisationer på at hjælpe ofrene, deriblandt KOFAVIV, der registrerede mere end 250 voldtægter i de første 150 dage efter jordskælvet. Et år efter katastrofen henvender voldtægtsofre sig stadig til en lokal støttegruppes kontor hver anden dag, men kapaciteten er begrænset, og organisationerne er langt fra til stede i alle Haitis lejre.

Ansvaret for at hjælpe voldtægtsofrene ligger hos de haitianske myndigheder, mens deres ressourcer til at imødegå problemet er begrænsede. Ikke desto mindre er det Haitis ansvar at koordinere den internationale indsats, som sker med bidrag fra blandt andre FN og humanitære organisationer.

Amnesty International opfordrer regeringen i Haiti og det internationale samfund til at prioritere indsatsen mod seksuelle overgreb som en del af det humanitære arbejde for at genopbygge Haiti. Myndigheder bør udarbejde en plan for at forebygge og reagere på seksuelle overgreb i lejrene samt tage skridt til at retsforfølge voldtægtsforbryderne og sikre kompensation til ofrene.

Libyen: EU’s grænsevagt torturerer flygtninge For mange afrikanere på flugt fra voldelige konflikter er Libyen sidste stop på vejen mod drømmen om et bedre liv i Europa. Sejlturen over Middelhavet er farlig, men som en af flygtningene, som Amnesty International har talt med, siger: ”Det er bedre at dø på havet end at vende tilbage til Libyen”.

Rapporten ”Seeking Safety, Finding Fear” beskriver den vanskelige situation, som flygtninge og asylsøgere står i, når de søger mod Europa via Libyen og Malta. Libyen har aldrig underskrevet FN’s flygtningekonvention, landet har ikke noget asylsystem, og tortur og mishandling af tilbageholdte udlændinge foregår systematisk. Alligevel indgik EU i oktober 2010 en samarbejdsaftale med Libyen om ”håndtering af migrationsstrømme og grænsekontrol”.

Aftalen løber frem til 2013, og Libyen modtager i perioden 375 millioner kroner fra EU. Samtidig forhandler parterne om en større rammeaftale, som skal muliggøre tilbagesendelse til Libyen af flygtninge fra tredjelande, som er kommet ind i EU gennem Libyen.

Amnesty International kritiserer aftalen med Libyen og opfordrer EU til at give menneskerettigheder topprioritet i samarbejdet med Libyen. EU og medlemslandene må ikke ignorere de krænkelser af menneskerettighederne, som sker i Libyen. Samtidig opfordrer Amnesty Libyen til at beskytte landets flygtninge og asylsøgere fra forfølgelse og overgreb.

Malaysia: Straf med stokkeslag Stokkeslag er en almindelig afstraffelsesform i Malaysia, som i de senere år har udvidet antallet af forseelser, der kan straffes på denne måde, til over 60. Men stokkeslagene er tortur, som mærker ofrene for livet både fysisk og psykisk, fastslår Amnesty International i rapporten ”A Blow to Humanity”. Det er især Malaysias asylansøgere, der udsættes for den brutale afstraffelse: Særligt trænede officerer svinger de meterlange stokke med så stor kraft, at det mærker ofrene helt ind til muskelfibrene. Officererne får udbetalt en bonus for hvert slag, hvilket gør flere af dem i stand til at fordoble deres sædvanlige indkomst. Også statsansatte læger tager del i afstraffelsen. Når ofrene mister bevidstheden på grund af smerten, vækker lægerne dem, så afstraffelsen kan fortsætte. Mange af ofrene er asylansøgerne på flugt fra tortur og tvangsarbejde i Burma, men de finder ingen hjælp i Malaysia, som ikke anerkender flygtninge.

Amnesty International opfordrer Malaysias regering til at afskaffe den grusomme afstraffelsesform og sørge for, at ulovlig indvandring behandles som en administrativ forseelse og ikke en forbrydelse, som kan straffes korporligt og med fængsel.

Andre rapporter I Nicaragua venter tusindvis af unge kvinder forgæves på hjælp fra myndighederne efter at være blevet voldtaget. Fra 1998 til 2008 blev over 14.000 voldtægter anmeldt, og i næsten halvdelen af tilfældene var offeret under 14 år. De voldelige optøjer mellem etniske grupper i Kirgisistan i sommer er endnu ikke undersøgt, og anklager om tortur begået af sikkerhedsstyrkerne, chikane mod advokater og partiske dommere har ikke haft konsekvenser. Domstolene i Kroatien behandler sagerne om krigsforbrydelser begået i landet fra 1991-1995 langsomt og mangelfuldt – i gennemsnit bliver 18 sager afsluttet om året, mens næsten 700 endnu venter på at komme for en domstol. Tusindvis af somaliere på flugt fra vold og overgreb krydser hver måned grænsen til Kenya, der ikke formår at yde tilstrækkelig støtte til de i alt mere end 330.000 flygtninge, som nu opholder sig i landet.

a mn e s t y I 2 3

B urma

Frihedens førstedame Burmas frihedsikon Aung San Suu Kyi slap i november ud af sin mangeårige husarrest.

Fotograf Christian Holst fulgte frihedens førstedame på nærmeste hold i de bevægende dage omkring hendes frigivelse.

2 4 I am n e s t y

A f O le Hoff -Lund | F oto Christian Holst

Aung San Suu Kyi hilser på sine tilhængere foran partihovedkvarteret i Rangoon dagen efter sin løsladelse.

Det er første gang i næsten otte år, at hun får lov til frit at bevæge sig uden for sit hus.

➜

a mn e s t y I 2 5

B urma

Tusinder af tilhængere har ventet siden morgenstunden for at se og høre Suu Kyi tale foran hovedkontoret for National League for Democracy (NLD). I Burma bliver Suu Kyi næsten udelukkende kaldt ”The Lady” eller ”Ma Su” – The Lady på grund af hendes overvældende elegance og Ma Su, fordi hun af mange ses som en mor for det burmesiske folk.

Frihedens førstedame ➜

Den 13. november slap Burmas militærdiktatur sit greb om frihedsikonet Aung San Suu Kyi og løslod hende fra sin husarrest i Rangoon, hvor hun har tilbragt 15 af de seneste 21 år. Nyheden fik tusindvis af tilhængere til at stimle sammen ved de vejspærringer omkring hendes hus, der i årevis har afskåret hende fra omverdenen. Og da den spinkle, 65-årige oppositionsleder endelig stak hovedet op over hegnet, kunne hun se ud over en begejstret folkemængde, hvis håb og drømme i vid udstrækning hviler på hendes skuldre. ”Vi har ikke set hinanden i lang tid. Jeg har så meget at fortælle jer”, sagde en smilende Aung San Suu Kyi til mængden.

En uge forinden erklærede generalernes parti, Union Solidarity and Development Party (USDP), sig som sejrherre ved det første 2 6 I am n e s t y

valg i 20 år. Aung San Suu Kyis parti, National League for Democracy (NLD) boykottede valget i protest mod nye valgregler, som betyder, at personer, der har været fængslet, ikke kan stille op til parlamentsvalg. Det udelukker stort set hele partiapparatet i NLD fra at deltage.

Ind og ud af fængsel Men nu er hun tilbage for at genoptage sit politiske arbejde i det parti, hun var med til at grundlægge i kølvandet på de store folkelige protester i 1988, hvor tusinder mistede livet.

To år senere vandt NLD valget i 1990 med 59 procent af stemmerne, men generalerne ignorerede resultatet og fortsatte sin brutale undertrykkelse af folket – godt hjulpet af de 400.000 soldater i Burmas militær.

”Det, vi opfordrer til, er at skabe revolutionerende forandringer gennem fredelige midler.

Jeg er ikke bange for at sige det, og jeg er ikke bange for at bede om al den hjælp, jeg kan få”, sagde Aung San Suu Kyi i et interview med Time Magazine i januar.

Aung San Suu Kyi blev sat i husarrest første gang i 1989. I de år, der er gået, er utallige sympatisører og systemkritikere forsvundet, henrettet eller smidt i fængsel. Amnesty International vurderer, at der i dag sidder 2.200 politiske fanger bag tremmer. ”Vores folk ryger ind og ud af fængsel hele tiden”, siger Aung San Suu Kyi i interviewet.

Men hvis militærstyret havde regnet med, at de mange års isolation ville få oppositionslederen til at synke ned i glemslen eller opgive sin kamp for frihed, så tog de fejl. I stedet er hun

Datoen for udløbet af Aung San Suu Kyis husarrest den 13. november har været kendt længe. Hendes tilhængere holdt sig klar fra morgenstunden for at fejre frihedsikonet.

Aung San Suu Kyi holder sin første pressekonference i otte år.

Tilhængere venter på at høre Suu Kyi tale dagen efter løsladelsen. Suu Kyi og hendes tilhængere er tidligere blev angrebet af juntaens tæskehold.

Senest i 2003, da Aung San Suu Kyi og en konvoj af tilhængere og NLD-medlemmer blev angrebet under et besøg i det nordlige Burma. Adskillige øjenvidner fortæller, at omkring 70 Suu Kyi-støtter blev banket ihjel en sen eftermiddag på en grusvej uden for byen Depayin. Sagen blev aldrig efterforsket, og Aung San Suu Kyi selv var hemmeligt fængslet i tre måneder efter massakren.

➜

a mn e s t y I 2 7

B urma

Aung San Suu Kyi i selskab med U Win Tin, som er digter, journalist, forfatter og højtstående medlem af NLD. Ligesom mange andre af partiets medlemmer har han været fængslet for sit politiske arbejde.

I 2008 blev han løsladt efter 19 år i Burmas hårde fængsler. Få timer efter sin løsladelse og stadig klædt i en fangedragt sagde han, at han aldrig vil stoppe sin kamp for demokrati i Burma.

➜

blevet verdens mest berømte politiske fange med moralsk støtte fra politikere og berømtheder i alle afkroge af verden. På U2’s seneste verdensturné i 2010 førte Amnesty International og bandet kampagne for at få hende løsladt.

Travl hverdag i friheden Ude i friheden har Aung San Suu Kyi haft travlt med at genoptage kontakterne til gamle kampfæller, udenlandske diplomater, hjælpeorganisationer og familier til Burmas mange politiske fanger. Og selv om hendes parti var splittet i spørgsmålet om boykot af valget, så ser hun positivt på fremtiden, og hendes stærke fremtoning er ikke aftaget. ”Vores mål er det samme. Vi kæmper alle for demokrati. Min absolutte topprioritet er at få folket til at forstå, at de selv har magten til at skabe forandring. Så kan vi gøre det sammen”, 2 8 I am n e s t y

siger Aung San Suu Kyi, der i Burma blot går under navnet ”The Lady”.

Under sin mangeårige husarrest har hun primært holdt sig beskæftiget med at læse biografier og spændingsromaner, og så har hun lyttet til radio fem-seks timer om dagen. Men meget er sket uden for hegnet, siden hun blev sat i sin seneste husarrest i 2003: Den store munkeopstand blev knust af styret i 2007, tyfonen Nargis ødelagde store dele af landet i 2008 – og Aung San Suu Kyi prøvede for første gang at tale i mobiltelefon, den dag hun blev løsladt. Og mens Vesten fastholder sine økonomiske sanktioner mod Burma, så kæmper de to store naboer, Kina og Indien, om at sikre sig adgang til landets værdifulde naturressourcer i form af naturgas, træ og mineraler. Rivaliseringen mellem Indien og Kina er i høj grad med til at holde Burmas militærdiktator Than

Shwe ved magten, og selv om Aung San Suu Kyi altid har bakket op om Vestens sanktioner, så gør hun det ikke for enhver pris. ”Jeg vil gerne genoverveje min støtte til sanktionerne, hvis det er til vores allesammens bedste”, siger hun til Time Magazine.

Selv om hun har forsøgt at komme i dialog med militærjuntaen og har ytret ønske om at drikke te – eller kaffe – med dem hver lørdag, så er det endnu ikke lykkes. Generalerne forbigår hendes tilnærmelser i tavshed, mens de overvåger hendes bevægelser og formentlig nøje overvejer, om hun udgør så stor en trussel for deres rædselsregime, at de igen vælger at adskille hende fra det folk, der elsker hende. ”Jeg ønsker at udrette så meget, jeg kan, mens jeg er fri. Men vi ved ikke, hvor lang tid vi har”, siger Aung San Suu Kyi til Time Magazine.

Følg Aung San Suu Kyi på www.nldburma.org.

Få dage efter sin løsladelse besøger Aung San Suu Kyi et kontroversielt bosted for HIV/AIDS-smittede i en forstad til Rangoon. Beboere fra området har fået nys om hendes besøg og er stimlet sammen for at møde hende. Juntaen har ignoreret landets store HIV-epidemi i årevis, og besøget var kontroversielt, fordi det er Suu Kyis eget parti, som står bag bostedet og et behandlingsprogram, der højst sandsynligt hjælper flere patienter end styret selv.

Du kan hjælpe: LØSLAD DE POLITISKE FANGER I BURMA Amnesty International kæmper for at få frigivet de omkring 2.200 politiske fanger i Burmas fængsler. En af dem er Su Su Nway, der er et fremtrædende medlem af Aung San Suu Kyis parti, NLD. Nway deltog i munkeopstanden i september 2007 og gik under jorden, da generalerne satte militæret ind. Men hun blev arresteret den 13. november 2007, da hun var med til at sætte et regeringskritisk banner op tæt på det hotel i Rangoon, hvor FN’s udsending var indlogeret.

Su Su Nway er idømt otte års fængsel for at ”udgøre en trussel mod den offentlige orden” og for at ”angribe eller stå i vejen for embedsmænd i aktion”. Du kan hjælpe Su Su Nway ved at skrive til Burmas udenrigsminister og kræve hende løsladt.

Et ungt kvindeligt medlem af NLD’s ungdomsorganisation smiler ved synet af de mange mennesker udenfor partikontorets låger.

Hendes ørering bærer et billede af Bogyoke Aung San – Suu Kyis far – som anses for det moderne Burmas landsfader. Øreringene kommer som et far-datter-par. I det andet øre hænger et billede af Aung San Suu Kyi.

SKRIV TIL: Nyan Win Ministry of Foreign Affairs Bldg. (19) Naypyitaw Union of Myanmar

a mn e s t y I 2 9

S ri lan k a

Tigrene tabte – ikke tamilerne For ti år siden blev indbyggerne i den tamilske landsby Nagar Kovil i det nordlige Sri Lanka tvangsflyttet af regeringen, der skulle bruge området til at nedkæmpe oprørsgruppen De Tamilske Tigre.

I dag er borgerkrigen slut, men undtagelsestilstanden i landet bliver stadig fornyet hver måned. AMNESTY rejste med, da dansktamileren Moorthy fra Svendborg vendte hjem til sin landsby.

Stemningen i bilen er spændt, mens vi kører igennem det flade og varme landskab i det nordlige Sri Lanka. De unge tamilske mænd på forsædet har allerede iført sig det traditionelle hinduistiske klædestykke om livet og sidder nu forventningsfulde i bare maver. Ved siden af mig sidder dansk-tamileren Moorthy og stirrer ud på den smalle og hullede vej.

Indtil for få dage siden var området lukket af det srilankanske militær. Fra slutningen af 1990’erne og knap

ti år frem kæmpede militæret og De Tamilske Tigre (LTTE) mellem de store sandklitter, der vokser omkring os. Indbyggerne i de små fiskersamfund blev tvangsflyttet til andre områder, det store hindutempel lukkede ned, og landminerne bredte sig. Tamilerne i bilen er nogle af dem, der venter på at vende tilbage.

Vi kører forbi et sidste militært checkpoint og ankommer kort efter til det grå og forrevne tempel. Omkring tusind feststemte mennesker er allerede samlet på pladsen foran templet, hvis tårn er knækket – sønderskudt og

udbombet. Kun nogle strittende stålstænger forhindrer det i at falde ned over mængden af mennesker.

Musikken buldrer ud fra store højtalere, der er bundet op i træerne, og ældre muskuløse fiskere, børn med plasticpistoler, og kvinder i sarier står i kø ved brønden for at vaske sig, inden de myldrer ind på tempelgrunden.

I dag er sidste dag i genåbningsfesten for hindutemplet. Fiskerbyen Nagar Kovil ligger små to kilometer herfra. Det er her mange af festdeltagerne blev tvangsflyttet fra. Templet er åbnet, men deres by er stadig lukket land.

En ung hindu hiver ivrigt fat i min arm og trækker mig hen til templet.

Moorthy fra Svendborg til genåbningsfest for det sønderskudte hindutempel i nærheden af sin gamle landsby, som han forlod for 25 år siden.

3 0 I am n e s t y

Af L asse T ellin g | F otos : L asse T ellin g og Thøger K appel Omkring tusind feststemte hinduer er mødt op til ceremonien i templet.

Overalt har de minutiøst udformede hinduistiske figurer fået naboskab af forrevne huller.

Skudhullerne er spredt tilfældigt og ujævnt på murene side om side med større kratere efter mortergranater. Han peger ud på sanddynerne og lader fingeren gå hele vejen over horisonten: ”Hele vejen rundt er der miner. Du må ikke gå derud. De er overalt. Både regeringens soldater og tigrene skød på templet”.

Han boede selv i Nagar Kovil, inden byen blev lukket. Han er tamil. Jeg spørger ham, hvordan han har det med, at det var regeringens tropper, der sejrede, og ikke LTTE, som jo ellers siger, at de kæmper for tamilernes sag. Han svarer uden tøven: ”Jeg er ligeglad. Det er slut nu. Bare der ikke er krig længere, og vi kan vende tilbage, så er det lige meget, om militæret eller LTTE vandt”.

Udlandstamiler vender tilbage Flere af hinduerne på tempelpladsen har boet i udlandet i flere år, men nu er de vendt til-

bage. Et par er fra London, nogle bor i Indien – og så er der Vinajagamoorthy Nagamuttu fra Svendborg med kælenavnet Moorthy. Han flygtede i 1980’erne fra Nagar Kovil til Danmark, men er nu for første gang tilbage ved sin fødeby. Dengang fik han tæsk af regeringstropperne, og han begyndte at hjælpe tigrene med at transportere varer. Til sidst måtte han flygte. Men som de fleste andre, jeg spørger, er det ikke noget, han vil tale om. Dengang var han ung og dum, lyder svaret. I Svendborg blev han pizzabager, og sammen med sin tamilske kone fik han tre børn, der voksede op i Danmark. Men de er ikke med her, for det er stadig for farligt, synes han. ”Jeg er ligeglad med, hvem der vandt krigen, jeg vil bare have fred. Det var tigrene, der tabte. Ikke tamilerne”, siger Moorthy. ”Jeg håber, at den nye regering også vil hjælpe tamilerne. Jeg er stadig nervøs, som jeg har været i 25 år, men hvis krigen forsvinder helt, vil jeg måske vende tilbage hertil. Jeg håber det”.

Tempelpræsten tager os med for at vise

Landminer og ammunition ligger spredt ud over enorme områder i det nordlige Sri Lanka.

området frem. Med os er også to soldater fra militæret, der hele dagen har stået i skyggen under nogle træer og kigget ud over sandklitterne. En enkelt gang har vi hørt dem fløjte og vifte advarende med deres rifler, da nogle kvinder fra festen var på vej lige ud i mineområdet. Efter fem minutters gang kommer vi til minebæltet. Præsten tegner en streg i sandet, peger ud over mineområdet og forklarer, at det er to kilometer bredt og syv kilometer langt. Der vil gå år, inden minerne er væk. Fra klitten kan vi lige præcis ikke se fiskerbyen Nagar Kovil, der gemmer sig dybt inde i mineområdet.

Skolen vil tilbage Et par dage senere trommer regnen på taget af den tuk-tuk, der kører os til udkanten af byen Point Pedro, som er Sri Lankas nordligste by.

Mange af indbyggerne fra Nagar Kovil slog sig ned her, ti kilometer mod nord, da krigen tvang dem væk. Nagar Kovils rent tamilske skole lukkede ned i 2000, men genåbnede her for et par år siden med støtte fra en tysk

Amnesty kræver uvildig FN-undersøgelse Mens regeringshæren og LTTE i 2009 udkæmpede de sidste kampe, blev over 250.000 civile fanget i kamphandlingerne. Begge parter beskyldte hinanden for at bruge civile som menneskelige skjolde, og Amnesty International rapporterede, at LTTE forhindrede 50.000 civile i at forlade kampzonen. Alligevel bombede regeringshæren videre i det, FN har betegnet som ”et blod-

bad”, der kostede op til 20.000 mennesker livet. Efterfølgende er der dukket videoer og billeder op af regeringssoldater, der angiveligt henretter LTTE-medlemmer. Billederne har været vist på den britiske Channel 4, men Sri Lankas regering siger, at videoerne er falske.

Journalister var forment adgang til kampzonen, og efter kampene blev 120.000

tamiler interneret i overfyldte lejre. I december 2010 var der stadig omkring 30.000 tilbage i lejrene. Regeringen mistænker cirka 13.000 for at være fra LTTE. Amnesty International opfordrer FN til at iværksætte en uafhængig undersøgelse af de påståede krigsforbrydelser i Sri Lanka og til omgående at frigive de internerede i lejrene.

a mn e s t y I 3 1

➜

S ri lan k a

Ancaye var aktiv i De Tamilske Tigre, da hun var yngre. Hendes bror og svigerinde blev dræbt af regeringshæren, og nu passer hun deres børn.

➜

organisation. Moorthy er med. Det var denne skole, han gik på, inden han flygtede til Danmark.

Indenfor har viceinspektøren Mr. Sivachandrabose forberedt sig på vores besøg.

Han lægger en håndskreven seddel frem på bordet, hvor der står de ting, skolen mangler: De har netop fået én computer, og den står på lærerværelset. De mangler flere. De har lige fået strøm, men mangler internet. De mangler

De Tamilske Tigre og borgerkrigen Den tamilske oprørsgruppe Liberation Tigers of Tamil Eelam (LTTE) opstod i 1976 i Sri Lanka som reaktion på regeringens singhalesisk-buddhistiske nationalisme. De Tamilske Tigre kæmpede for regional autonomi for det etniske mindretal tamilerne i den nordlige del af øen. Cirka 100.000 mennesker døde under konflikten frem til afslutningen den 17. maj 2009.

Tamilerne udgør 15 procent af befolkningen, mens singhaleserne udgør 75 procent.

LTTE blev under ledelse af Velupillai Prabhakaran i stigende grad militante og var siden 1983 i regulær krig med den srilankanske hær. Under konflikten brugte De

3 2 I am n e s t y

Tamilske Tigre etnisk udrensning, politiske mord, børnesoldater og selvmordsbomber.

De fleste af kampene fandt sted i nord, men LTTE udførte også terroraktioner i hovedstaden Colombo. I 1993 blev præsident Ranasinghe Premadasa dræbt af en selvmordsbombe, og i 2001 angreb LTTE lufthavnen i Colombo og destruerede halvdelen af Sri Lanka Airlines fly.

LTTE havde et veludviklet økonomisk støttenetværk blandt den tamilske eksilbefolkning – heriblandt i Danmark – og er på flere lister over terrororganisationer, herunder i USA, Canada og EU. Kilde: BBC og Udenrigsministeriet

bøger, laboratorieinstrumenter, cd-afspiller, kopimaskine, tv. Listen fortsætter. ”Men det er meget bedre end under kampene. Nu kommer der flere børn i skole. Før blev de nødt til at hjælpe derhjemme, så familien kunne klare sig, men sådan er det ikke længere. Nu er problemet bare, at vi ikke har nok materialer til børnene”, siger viceinspektøren, der ikke er i tvivl om, at skolen snart igen vil flytte hjem til Nagar Kovil.

500 meter fra skolen er vi inviteret til middag hos den lille kvinde Ancaye, der smiler genert, mens hun retter maden an på plasticmøblementet. Det er svært at se, at hun var soldat ved De Tamilske Tigres flåde indtil for 12 år siden. Dér sagde hendes mor stop. Det var for farligt. Nu er der ikke mange af hendes slags tilbage her. Enten er de døde eller flygtet til udlandet. Eller også sidder de i nogle af regeringens lejre, der er fuldstændigt lukkede for offentligheden. I hvert fald er tigrene ikke noget, man taler højt om. ”Jeg blev tiger, fordi alle andre var det. Jeg var kun 16 år dengang, og jeg syntes, det var spændende med våben”, fortæller hun forlegent.

Hun var med til at smugle våben, men var også med i kampe på land. Hendes bror sprang sig selv i luften som selvmordsbomber for tigrene. ”Dengang tænkte vi, at han gjorde det for vores fælles bedste. Der var nogle overordnede, som fortalte os, hvornår vi skulle af sted og gav os nogen instruktioner. Sådan var det”.

Hun piller ved fotografiet af hendes anden bror og hans kone. De var ikke medlemmer af LTTE, men døde i en regn af bomber sidste forår, da tigrene blev nedkæmpet af regeringshæren i en række ekstremt voldsomme slag. Nu passer Ancaye deres søn og datter, der overlevede. Hun er konstant bange for, at hun vil blive straffet for sin fortid. ”Måske tager de mig med og sætter mig i fængsel eller henretter mig”, siger hun.

Befolkningen er optimistisk efter borgerkrigens afslutning. Men der er stadig store problemer med menneskerettigheder og demokrati, og præsident Rajapaksa holder magten tæt ind til kroppen, siger Sri Lanka-forsker Mikkel W. Kaagaard.

Selvom borgerkrigen i Sri Lanka er slut, og volden er på det laveste niveau siden 1970’erne, så er der endnu lang vej til et retssamfund. Situationen i landet er fortsat bekymrende. Det vurderer Mikkel W. Kaagaard, der er historiker og forfatter til en bog om konflikten på Sri Lanka. ”Der er stadig undtagelsestilstand i landet, og den fornyes hver måned af parlamentet. Og så er der meget vidtgående love, som giver politiet og militæret nærmest frie hænder for magtudøvelse.

Det virker som om, præsident Rajapaksa først og fremmest vil have magt og ikke et retssamfund. Han er interesseret i at dyrke konflikten og billedet af De Tamilske Tigre, som han vandt over, for det har været hans vej til magten”.

Nægter at undersøge krigsforbrydelser De færreste er i tvivl om, at der blev begået krigsforbrydelser og direkte angreb på civile i krigens sidste måneder. Men det er endnu ikke blevet undersøgt af regeringen eller FN, selv om USA og EU, som Sri Lankas største eksportmarkeder, har forsøgt at presse Sri Lanka til en uvildig undersøgelse.

Nyligt offentliggjorte dokumenter fra Wikileaks viser, at USA’s ambassadør i Sri Lanka mener, at ansvaret for mange af krigsforbrydelserne ligger hos regeringen ”inklusiv præsident Rajapaksa og hans brødre”. ”Sri Lankas officielle holdning er, at der ikke skete krigsforbrydelser. Faktisk har regeringen sagt, at der overhovedet

Foto: Polfoto

Turister og tsunami Om aftenen, mens vi sidder på et lille spisested i Point Pedros mørke hovedgade, roterer ventilatoren i loftet langsommere, inden den til sidst står stille. Det er tredje gang i aften, strømmen forsvinder. Tamilen Rajah serverer maden i mørket. ”Før kunne der være vejafspærringer over det hele, og det var ikke til at få fat i mad.

Folk måtte stå i kø bare for at få noget brød.

Men nu er der nok at spise, og der er mange flere kunder her i butikken”.

Som de fleste andre vil Rajah helst tale om nutiden. Det vigtigste er, at krigen er slut, og han tror på, at freden kan få flere læger – og turister – til det nordlige Sri Lanka. ”I sidste uge var her to turister. Ugen før var der fire. Vi skal bare lokke dem hertil, ligesom de gør sydpå. Vores natur og strande er fantastiske”.

Ikke langt fra Rajahs spisested ligger Det Indiske Ocean og en gul sandstrand, der breder sig, så langt øjet rækker. Det var her, tsunamien i 2004 ramte for fuld kraft. Alt blev skyllet væk, og i alt døde knapt 30.000 mennesker på Sri Lanka. Men det er længe siden, og nu venter stranden kun på at blive til endnu et paradis for vestlige turister, siger dansk-tamileren Moorthy, der viser os det hav, han badede i hver dag, før han flygtede til Svendborg: ”Jeg håber, at jeg og min familie kan vende tilbage hertil engang. Lige nu er alle fattige her. Der er ikke noget arbejde, og alle spørger om mad. Krigen har gjort dem fattige.

Jeg føler ikke et decideret ansvar for dem, men når jeg ser på mit liv i forhold til deres, får jeg lyst til at hjælpe”.

Præsidenten: Ingen civile blev dræbt

Tilhængere af præsident Rajapaksa, som nægter at lade FN foretage en undersøgelse af de påståede krigsforbrydelser.

ikke blev dræbt nogen civile tamiler af regeringshæren under krigen. Og det er jo fuldstændig grotesk”, siger Mikkel Kaagaard.

Samtidig får præsident Rajapaksa støtte fra både Rusland og Kina, og det har fået USA til at mildne sin kritik med henvisning til geopolitiske interesser i regionen.

Senest har præsident Rajapaksa udnævnt general Shavendra Silva til FN-ambassadør, selv om han er under mistanke for at være ansvarlig for likvideringen af 200 topfolk fra LTTE og deres familier. Men som FN-ambassadør får han diplomatisk immunitet.

Ifølge Mikkel W. Kaagaard ligner situationen i Colombo lige nu den, der var, da konflikten oprindeligt startede i 1970’erne. ”Jeg frygter, at der bare skal et enkelt terrorangreb til i Colombo for at sætte det hele i gang igen”.

a mn e s t y I 3 3

D anmark

Etårig dreng nægtet operation i Danmark En lille dreng fra Kosovo er født med en alvorlig misdannelse, som lægerne i hjemlandet ikke er i stand til at operere. Hans forældre har søgt om humanitært ophold i Danmark, og drengen er indstillet til operation på Rigshospitalet. Men de danske myndigheder afviser at betale for behandlingen. Nu er familien sendt hjem.

Vi er meget bekymrede for fremtiden, for der er ikke mulighed for at få hjælp i Kosovo”.

Elvane Syla, mor til Elton på 18 måneder.

3 4 I am n e s t y

Pengene til behandling kan ikke bevilges, fordi der ikke er fastsat en dato for operationen. Men datoen kan ikke fastsættes, før der er bevilget penge til behandlingen. Sådan lyder – lidt forenklet – den uløselige klemme, som 18 måneder gamle Elton Syla fra Kosovo er havnet i.

Elton Sylas forældre, Elvane Syla og Egzon Alloqi, har søgt om humanitær opholdstilladelse i Danmark med deres lille søn. Drengen har en medfødt misdannelse, analatresi, så han mangler det nederste stykke af tarmen samt hullet i anus. Tilstanden er yderligere kompliceret af en såkaldt fistel.

Misdannelsen bliver opdaget kort efter fødslen i Kosovo, men lægerne gør det klart, at de ikke har nogen erfaring med at behandle hans tilstand, og derfor vil de først slet ikke operere, fortæller Elvane Syla. Til sidst tilbød en læge alligevel at anlægge to stomier, så tarm og fistel bliver ført ud gennem maven.

Men der var noget galt med den ene stomi. ”Posen blev ved med at rive huden af, og han blev helt hudløs. Så begyndte vi at bruge gazestykker og bomuldsklude. Vi er meget bekymrede for fremtiden, for der er ikke mulighed for at få hjælp i Kosovo”.

Elton Sylas misdannelse rammer 1 ud af 3.000 børn, og den normale procedure er, at man i første omgang anlægger to stomier, og derefter – som regel i løbet af barnets første

leveår – rekonstruerer tarm og anus, hvorefter man fjerner stomierne igen.

Men i Eltons hjemland er lægerne ikke i stand til at foretage denne komplicerede manøvre. Det forklarer dr. Ardita Tahirukaj fra WHO i Pristina, der har drøftet Elton Sylas sag med børnekirurger fra universitetshospitalet i Pristina, University Clinical Centre of Kosovo. Han skriver: ”Kosovo er for tiden ikke i stand til at tilbyde den nødvendige behandling, og derfor anbefales det stærkt, at barnet bliver behandlet i Danmark”.

Operation på Rigshospitalet I forvejen er forældrenes leveforhold håbløse.

De er fattige og stigmatiserede som albanere i et serbisk område, uden job og bolig. I april 2010 rejser de derfor til Danmark og søger om asyl. Elton er da syv måneder gammel og bliver straks indlagt på Hillerød Sygehus, hvor han bliver sat i penicillinbehandling på grund af infektion i huden omkring den øverste stomi. Den er lagt for dybt, hvilket betyder, at der siver afføring ind under stomipladen.

Da infektionen er under kontrol, kontakter lægerne asylcenteret i Auderød, hvor familien er indkvarteret, og forklarer, at barnet bør henvises til Rigshospitalet for nærmere undersøgelser og behandling. Dansk Røde Kors stiller kaution – det vil sige betalingsgaranti – til dette.

I maj bliver Elton indlagt på Rigshospitalet, hvor lægerne forbereder operationen. Efter flere komplicerede undersøgelser bliver

Af Lene Torp Carlsen

Foto: Amnesty

Familien er nu tilbage i Kosovo, hvor lægerne ikke er i stand til at operere Eltons alvorlige misdannelse

forældrene informeret om den planlagte behandling.

Overlæge Jan Moesgaard skriver derfor til Dansk Røde Kors i Auderød for at anmode om kautionen. I brevet, der er dateret den 18. juni 2010, forklarer han blandt andet, at der vil blive tale om to store operationer samt ambulant opfølgning i mindst et år. Prisen vil formentlig ligge omkring 200.000 kroner.

Og så går sagen i hårdknude.

Den 30. juni indsender Røde Kors i Auderød sin kautionsansøgning til Udlændingeservice, der oplyser, at der kan være lang sagsbehandlingstid på grund af ”temmelig store bunker”. Dagen efter får familien afslag på deres asylansøgning. En sygeplejerske i Auderød gør dem opmærksom på, at Eltons behandling vil tage lang tid, og at den ikke kan sættes i værk, hvis de bliver udsendt. De får også at vide, at det er tvivlsomt, om pengene overhovedet bliver bevilget under de aktuelle omstændigheder.

Afslag fra Udlændingeservice Den nye udvikling får Elvane og Egzon til at henvende sig til organisationen Asylret, der arbejder for papirløse migranters rettigheder.

Her bliver Johanna Haas koblet på sagen, og hun råder dem i første omgang til at søge om humanitær opholdstilladelse. Derefter prøver hun at opklare, hvordan det står til med spørgsmålet om Eltons operation.

Hun ringer til Rigshospitalet for at bede lægerne om at fremsende supplerende oplysninger om operationens vigtighed til ministeriet.

Men overlæge Jan Moesgaard ønsker ikke at udtale sig yderligere, med mindre han får en officiel henvendelse fra ministeriet eller anden offentlig instans.

Et par dage senere modtager overlægen endnu en henvendelse i sagen. Denne gang ringer en ansat i Udlændingeservice for at få bekræftet, at der er tale om to operationer, og at der er ambulant opfølgning. Samtidig vil hun gerne forsikre sig om, at der endnu ikke er fastlagt en dato for operationen. Det bekræfter hospitalet.

Ugen efter meddeler Udlændingeservice afslag på kaution for operationerne. Det sker med henvisning til, at der er tale om et længerevarende behandlingsforløb sammenholdt med, at familien forventes udsendt indenfor kort tid. Desuden bliver der lagt vægt på, at der ikke er fastlagt nogen datoer for operationerne.

Johanna Haas fra Asylret, der fører sagen for Elton og hans familie, er rystet over fremgangsmåden: ”Det er simpelthen utilstedeligt. De ringer til lægen og spørger, om det er rigtigt, at der er tale om to operationer – som om de kunne få den, hvis der kun var tale om én, men fordi det er så krævende, så nej. Man bør se det ud fra barnets behov i stedet for at anlægge, hvad der forekommer som et regnearksperspektiv”, siger hun og fortsætter: ”Det er jo også absurd, at de bruger den ikke-fastsatte dato som argument. Så går alt jo i baglås, fordi de to ting helt tydeligt forudsætter hinanden. Jeg mener, at der må være tale om en procedurefejl”, siger hun.

Nødvendig og uopsættelig Efter udlændingeloven får asylansøgere eller udlændinge med ulovligt ophold i Danmark dækket udgifterne til nødvendig sundhedsbehandling. Regelsættet er ganske specifikt og fastslår, at der skal være tale om ”nødvendig og uopsættelig” behandling. ”Mindreårige asylansøgere kan efter reglerne tilbydes sundhedsbehandlinger, der er nødvendige og uopsættelige. I denne sag havde behandlingen ikke den helbredsmæssigt uopsættelige karakter, der er påkrævet, for at vi kan give en tilladelse. Dette fremgår af lægens erklæring i sagen. Det fremgår tillige af, at en operation ikke var planlagt”, siger kontorchef Pernille Brinch Nissen fra Udlændingeservice og fortsætter: ”Endelig har det været et element i sagen, at drengen allerede var blevet opereret på et hospital i hjemlandet og stod foran umiddelbar hjemsendelse af politiet”.

Hun understreger, at denne sag ikke er repræsentativ for sager om asylbørns sundhedsbehandlinger.

Og spørgsmålet er, om tolkningen af Eltons tilstand er i overensstemmelse med virkeligheden. Der er for eksempel ikke taget hensyn til, at den øverste stomi er anlagt forkert, og at der er risiko for konstante urinvejsinfektioner på grund af den nederste stomi, ligesom Udlændingeservice ikke ser ud til at tage stilling til barnets manglende trivsel med smerter og feber.

At der er risiko for følgesygdomme understøttes af et brev, som overlæge Jan Moesgaard fra Rigshospitalet skrev den 9. november 2010: ”Hvis han ikke tilses af speciallæger, er der risiko for, at hans stomier bliver for snævre.

Desuden er der konstant risiko for urinvejsinfektion på grund af, at den nederste stomi har forbindelse til urinvejene”, skriver han blandt andet.

Kort før jul forlod Elvane, Egzon og Elton asylcenteret i Auderød og rejste tilbage til Kosovo. De befinder sig nu i Mitrovica, hvor de bor hos Elvanes far i den serbiske del af byen. Ansøgningen om humanitær opholdstilladelse er ikke færdigbehandlet, og familien overvejer at vende tilbage til Danmark for at få den genoptaget – for forholdene er håbløse, forklarer Elvane over telefonen fra Mitrovica: ”Situationen er katastrofal. Elton har fået blærebetændelse, han har feber og ondt og græder hele tiden. Vi kan ikke få stomiposer og er nødt til at bruge bomuldsstykker i stedet for. Så der er ved at gå betændelse i huden igen. Vi aner ikke, hvad vi skal gøre og håber, at vi kan få sagen genoptaget, så vores søn kan få en chance for at blive rask”, siger hun. a mn e s t y I 3 5

pa l æ s ti n a

I bogen ”Footnotes in Gaza” undersøger Joe Sacco to israelske massakrer i 1956 i byerne Khan Younis og Rafah, hvor omkring 500 palæstinensere mistede livet.

3 6 I am n e s t y

Tekst: A nna K litgaard | Illustrationer : Joe Sacc o De historiske begivenheder i Gaza bliver fortalt gennem ældre palæstinensere, der oplevede konflikten på egen krop.

Uretfærdighed på stribe

Den amerikanske tegneserieforfatter Joe Sacco skildrer sig selv i hovedrollen som en journalist, der leder læseren gennem verdens brændpunkter i Bosnien, Palæstina og Indien.

Joe Sacco optræder selv i tegneserierne som den nærsynede journalist i begivenhedernes centrum.

”Det er uretfærdighed, der får mit journalistiske blod i kog”.

Sådan lyder det fra journalisten og tegneserieforfatteren Joe Sacco, der i to årtier har rejst rundt til verdens brændpunkter for at opstøve de historier, som de andre medier ikke får med, fordi de har for travlt. Joe Sacco bliver på stedet og venter til støvet har lagt sig. Han har boet i lange perioder hos de lokale i den tidligere belejrede enklave Gorazde i Bosnien, fået venner blandt forfulgte og udsatte i Gaza – og siden skrevet tegneserier i bogform om de konflikter, oplevelser og personhistorier, han har med hjem i bagagen. ”Jeg har altid været interesseret i menneskerettigheder. Ikke som aktivist, men som menneske. Jeg kan ikke være ufølsom over for andres nød og lidelse, og det er med til at forme de historier, jeg kaster mig over. I de seneste værker skriver og tegner jeg stort set kun om de mennesker i verden, der af en eller anden grund – som de ikke selv er skyld i – er havnet

i konflikt eller fattigdom”, fortæller Joe Sacco.

Som uddannet journalist fra University of Oregon i 1981 var det oplagt for tegneserieforfatteren at kombinere de to genrer, men i starten var det svært at overbevise redaktørerne på de amerikanske aviser til at trykke hans striber. I de senere år har genren imidlertid oplevet en opblomstring, og bøgerne ”Safe Area Gorazde”, ”Palestine” og ”Footnotes in Gaza” har gjort Joe Sacco internationalt berømt. Bøgerne er baseret på årelang research i krigszonerne i Bosnien, Gaza og Vestbredden, og han fortæller historierne gennem egne oplevelser og andres fortællinger krydret med masser af historiske facts. ”Jeg kan bedre beskrive de små detaljer ved at bruge tegneserieformen. Jeg kan fremstille folk som mennesker – ikke ofre. Dermed kan jeg give læserne mere end almindelige nyheder, og formen giver mig mulighed for at nå ud til et publikum, som ellers ikke ville vide noget om disse begivenheder – og det a mn e s t y I 3 7

➜

PAlæsti n a

Med masser af historiske detaljer er Joe Saccos tegneserier også en vej til at forstå den mangeårige konflikt mellem israelere og palæstinensere.

3 8 I am n e s t y

Ifølge Joe Sacco kunne mange af nutidens avisoverskrifter lige så godt være ti år gamle.

Historien gentager sig selv i Gaza.

➜

gør genren interessant”, siger Joe Sacco, der har været under israelsk beskydning i Gaza og truet med bank af paramilitære styrker i Sarajevo.

Ingen journalist er objektiv Men hvordan forholder Joe Sacco sig objektivt til begivenhederne og de personer, han skildrer, når han bor så længe sammen med dem og kommer helt ind under huden på dem? Det gør han heller ikke, lyder det overrumplende svar. ”Hvis jeg ikke fra starten følte, at der var tale om en uretfærdighed, så ville jeg ikke rejse. Men min holdning kan blive nuanceret eller ændret, når jeg arbejder derude. Derfor gør jeg også tydeligt læseren opmærksom på, om det er mig eller kilderne, der taler. Ingen journalist er neutral eller objektiv”, siger han.

For Joe Sacco er research nøgleordet. Når han har fundet sit emne, bruger han måneder på at læse bøger, artikler og rapporter, hente informationer på nettet og se dokumentarprogrammer. Først derefter rejser han ud, finder en lokal guide og går i gang med arbejdet.

Derfor kan projekterne trække ud i årevis. ”Det tog syv år at skrive og tegne ’Footnotes in Gaza’. Jeg lavede et par mindre projekter ind imellem – blandt andet for Amnesty International – men det var en lettelse, da bogen var færdig. Jeg havde tegnet så mange døde, sårede og sønderskudte mennesker, at jeg var ved at nå en grænse. Derfor har jeg også tænkt mig, at mit næste projekt ikke skal omhandle verdens store bommerter”, siger han.

Joe Sacco Joe Sacco er født i 1960 og har boet i Malta, USA, Australien og Tyskland. I dag bor han i Portland, Oregon i USA. Han er uddannet journalist fra University of Oregon, men har hovedsageligt ernæret sig som tegner og har vundet adskillige store priser for sit arbejde.

Værker af Joe Sacco: • Safe Area Gorazde: The War en Eastern Bosnia 1992-1995 (Fantagraphics Books, 2000) • Palestine (Fantagraphics Books, 2001) • The Fixer: A Story from Sarajevo (Drawn and Quarterly Books, 2003) • Notes from a Defeatist (Fantagraphics Books, 2003)

Foto: Polfoto

Tid til humor Men forinden skal han færdiggøre en serie om Indiens kasteløse. På en nylig tur til delstaten Uttar Pradesh fik han et chok over fattigdommen, korruptionen og den uretfærdighed, som de fattige dagligt lever med. Serien udkommer i bogform i 2011, men derefter skal der mere humor ind i hans bøger, siger han: ”Jeg ved ikke, om det er noget, læserne synes om, men jeg trænger til at arbejde med noget andet end krig og elendighed.

Indien var spændende, og jeg vil gerne derud igen, men jeg er også interesseret i musik og kunst, så for min egen skyld er det på tide med lidt lettere emner. Jeg kan mærke, at de tunge journalistiske projekter er ved at tynge mig”.

•W ar’s End: Profiles from Bosnia 1995-96 (Drawn and Quarterly Books, 2003) • But I Like It (Fantagraphics Books, 2006) • Footnotes in Gaza (Metropolitan Books, 2009) Flere af hans tegneserier kan købes i tegneserieforretningen Faraos Cigarer.

a mn e s t y I 3 9

KULTUR

KU

NS T

A f Klaus R othstein

Mysteriet om mordet på munkene Den islamiske revolution trak en voldsbølge gennem Algeriet i 1990’erne. Blandt ofrene var en gruppe katolske munke, der blev halshugget.

Men hvem stod egentlig bag drabene? En ny fransk anti-actionfilm rejser spørgsmålet. Filmen vandt juryens store pris i Cannes.

I 1840’erne oprettede en gruppe katolske, franske trappetistmunke et kloster i Algeriets ørkenbjerge, hvor de levede side om side med de muslimske naboer i landsbyerne. Men efter 150 år var freden forbi – den voldelige, islamiske revolution begyndte at rulle gennem landet, og i marts 1996 blev munkene kidnappet fra klosteret i Tibhirine i Atlas-bjergene. To måneder senere fandt det algeriske politi munkenes hoveder, men resten af ligene er aldrig dukket op.

Hvem slog de syv munke ihjel? De første mange år efter forbrydelsen tog man det for givet, at det var militante jihadister fra revolutionsgruppen GIA, der i forvejen havde mange af de 150.000 mord, som blev begået i Algeriet i 1990’erne, på samvittigheden. Men i 2009 sagde den tidligere general og militærat-

tache Francois Buchwalter, at det i virkeligheden var den algeriske hær, der ved en fejl slog munkene ihjel i et forsøg på at redde dem fra deres kidnappere.

Guder og mænd Xavier Beauvois nye film om mordet på munkene ”Guder og mænd” tager os til bjergklosteret, hvor munkene lever i ydmyghed, fromhed og stilhed. De beder, de arbejder, de sælger deres honning på markedet, og de hjælper landsbyernes beboere med blandt andet medicin.

Men udenfor klostermurene trækker det op til storm. I 1991 vinder Front Islamique du Salut, FIS, valget. Det vil den algeriske regering ikke acceptere, så den annullerer valgresultatet og indfører undtagelsestilstand. Det kaster landet ud i en voldelig revolution. De islami-

KU

N

ST

En dans ind i våbnenes verden Danseteateret Mute Comp er nu nået til anden del i trilogien ”FUBAR”, der skildrer de globale undergrundsøkonomier: Sex, våben og narko.

FUBAR er en forkortelse af ”Fucked Up Beyond Any Recognition”, som er et militærudtryk, der bruges om situationer, hvor det virkelig brænder på. Den nye forestilling tager os med ind i våbnenes verden og børnesoldatens trøstesløse liv. Som led i researchen

4 0 I am n e s t y

har koreograf Kasper Ravnhøj været i Sierra Leone i fodsporene på en af dødens købmænd.

Stykket sætter fokus på børnesoldaterne, der tvinges til at begå forbrydelser, skruppelløse våbenhandlere og det absurde i menneskets fascination af våben.

FUBAR har premiere den 14. maj i Dansehallerne i København – med fire dansere og et rockband.

ske revolutionsgrupper vil tvinge udlændinge ud af Algeriet, og volden rykker tættere og tættere på klosteret i Tibhirine. Først kommer den grusomme nyhed om, at islamisterne har skåret halsen over på en gruppe kroatiske gæstearbejdere lige i nærheden, og på selveste juleaften trænger en bevæbnet gruppe ind i klosteret. De fortrækker dog igen, men munkene har set skriften på væggen: Ufreden er kommet for at blive.

Da klosterets forstander afviser militærets tilbud om beskyttelse, spreder splittelsen sig imellem munkene, og til sidst må de stemme om deres egen skæbne. Skal de blive i bjergene, eller skal de vende tilbage til Frankrig? De enes til sidst om at følge deres kald og blive i klosteret for at hjælpe de lokale. Dermed besegler munkene også deres egen skæbne.

PR-foto: Wild Bunch

Hvad skal vi læse?

AMNESTY giver dig en miniguide til foråret på bogmarkedet.

KU

En skæbnefortælling i romanform om to afghanske flygtningedrenge, Fahran og Nadeem, der flygter fra krig, ulykke og en udsigtsløs fremtid og sætter kursen mod Sverige. Udkommer på forlaget Rosinante i marts.

NS T

Kristina Stoltz: Æsel

Sofi Oksanen: Stalins køer

Kidnappet af milits Hvad skete der i virkeligheden med de syv trappistmunke? Xavier Beauvois’ lavmælte og meget stemningsfulde og æstetiske anti-actionfilm ”Guder og mænd” rejser spørgsmålet, men tør ikke byde på et svar. Filmen slutter derimod med, at munkene vandrer i en lang kolonne gennem de sneklædte bjerge sammen med den militis, der har kidnappet dem fra klosteret, indtil de forsvinder ud i vintertågerne. En nøgtern tekst på lærredet fortæller, at munkenes forsvinden og død stadig er et mysterium. Og det bliver det ved at være, indtil franske og algeriske myndigheder frigiver nye oplysninger, der kan afklare, om mordene blev begået af islamisterne eller af militæret.

Filmen har været et kæmpe tilløbsstykke i Frankrig, hvor den har rejst en fornyet debat

om, hvad der egentlig skete, da munkene blev myrdet for 14 år siden. For instruktøren har det været vigtigt at vise, at trappetistmunkene levede i harmoni med naboerne, indtil de religiøse fundamentalister begyndte deres voldskampagner. Filmen skal med andre ord vise, at kristen-muslimsk sameksistens er mulig, og derfor er filmen heller ikke henlagt til Algeriet, hvor munkene boede i virkeligheden, men til et navnløst nordafrikansk land. ”Guder og mænd” vandt i 2010 juryens store pris i Cannes og var Frankrigs bud på en Oscarkandidat som bedste ikke-amerikanske film. ”Guder og mænd” er instrueret af Xavier Beauvois, og har Lambert Wilson og Michael Lonsdale i de vigtigste roller. Filmen har premiere i bl.a. Grand i København den 21. april 2011.

KU

N

ST

Mellemøsten i Skuespilhuset Sidste år gennemførte Det Kongelige Teater skriveprojektet Nye Stemmer.

Ud af det kom to forestillinger, der nu opføres i et dobbeltprogram.

Den Forfatterskole-uddannede Nasrin el Halawani har skrevet ”Slotskarréen” om Amal og Shawki, der står alene tilbage i det københavnske indvandrerkvarter efter deres fars død. Farens sidste ønske var at blive begravet i Egypten, men de to søskende kan ikke enes om, hvad der er det rigtige at gøre, og det sætter deres søskendeforhold på en stærk prøve.

Zaki Youssef kommer fra rapmusikken, men debuterer nu som dramatiker med ”Præmie-

perker”, der handler om en teaterchef, som vil hjælpe nogle indvandrerdrenge ud af kriminalitet ved at invitere dem med i et teaterprojekt.

Problemet er bare, at drengene overhovedet ikke er kriminelle.

Hvad gør man så?

Slotskarréen og Præmieperker spiller på Portscenen, Skuespilhuset i København, fra den 10. marts til den 9. april.

I fjor vandt hun Nordisk Råds Litteraturpris med en roman om trafficking i det tidligere Sovjetunionen. Nu får vi den finske forfatters debutroman fra 2003, hvor vi kommer til Sibiriens fangelejre og det sovjetiske overvågningssamfund. Udkommer på forlaget Rosinante i februar.

Juli Zeh: Corpus delicti Vi befinder os i et diktatur i nær fremtid, hvor alle åndelige værdier overvåges af staten. Borgerne er underlagt et krav om sport og sundhed, og deres søvn og kost skal rapporteres til myndighederne. En big brother-fortælling af en af Tysklands mest spændende forfattere. Udkommer på forlaget Rosinante i maj.

Faïza Guéne: Sidste omgang på Balto + Hvor drømmene vender Forfatteren blev født i 1985 af algeriske indvandrere i Frankrig, og hun debuterede som 19-årig med romanen ”Kiffe Kiffe i morgen”, der solgte 200.000 eksemplarer. Nu får vi så yderligere to romaner. Den ene handler om mordet på en racistisk caféejer, den anden skildrer en ung algerisk kvinde, der bor i en parisisk ghetto, selvom hun ikke har permanent opholdstilladelse. Udkommer på forlaget Republik i marts og juni. a mn e s t y I 4 1

L andsmøde

En weekend med menneskerettigheder Den 30. april-1. maj afholder Amnesty landsmøde på Hotel Nyborg Strand. Mød en række fremtrædende samfundsdebattører og vær med til at forme Amnestys fremtidige arbejde.

Med en række markante navne på programmet indbyder Amnesty International til landsmøde 2011. Du har som medlem mulighed for at blande dig i debatten og møde nogle af tidens mest interessante foredragsholdere og debattører i selskab med 500 andre Amnestymedlemmer.

Blandt talerne og foredragsholderne på landsmødet er politikeren Naser Khader (K), debattør og forfatter Rune Engelbreth Larsen, politisk kommentator Thomas Larsen og formanden for Dansk PEN, Anders Jerichow.

Desuden er der lagt op til debat mellem politidirektør Johan Reimann og advokat Knud Foldschack. Lørdag aften er der koncert med Fallulah.

Følg landsmødet på nettet Igen i år tilbyder vi alle medlemmer at følge landsmødet via webcast. Se beretningerne, stil spørgsmål, deltag i webafstemning og hør aktuelle foredrag direkte på din computer.

Læs mere på www.amnestywebcast.dk.

Der var ved fristens udløb den 20. januar ikke stillet ændringsforslag til vedtægterne til behandling på dette års landsmøde.

Idébørs

Hvad kan du gøre for menneskerettighederne?

Giv os dine ideer til, hvordan man i fremtiden kan arbejde aktivt i Amnesty.

Hvordan får vi aktiveret flere af Amnestys mange medlemmer? Hvilke typer aktiviteter, synes du, vil være spændende at deltage i?

Hvordan kan Amnesty bedst bruge de mange nye muligheder, som internettet og mobilrevolutionen har skabt? Hvilke metoder, tror du, vil skabe de bedste resultater for menneskerettig-

Tilmeld dig Tilmelding kan ske på nedenstående kupon eller på hjemmesiden senest den 22. marts.

Deltagergebyret er 300 kroner, som inkluderer overnatning og bespisning. Drikkevarer kan købes på hotellet. Landsmødedeltagerne indlogeres på 3-personsværelser eller – mod ekstra betaling – på dobbeltværelser og enkeltværelser.

Der er deltagerbegrænsning på 500 perso-

hederne? Hvilke alternativer er der til underskriftindsamlinger?

Du kan være med til at oprette nye ideer, videreudvikle andres ideer og stemme om de bedste forslag. De fem mest populære ideer bliver diskuteret i en workshop på landsmødet. www.amnesty.dk/idebors

ner efter ”først til mølle-princippet”. Transportudgifter (svarende til billigste DSB-billet) over 300 kroner refunderes (unge under 25 år kan få det fulde beløb refunderet). Er man forhindret i at deltage, kan fuldmagtskuponer rekvireres gennem sekretariatet. Fuldmagter skal være sekretariatet i hænde senest én uge før landsmødets afholdelse.

Læs mere på bagsiden og se det fulde program på www.amnesty.dk/landsmoede.

TILMELDINGSKUPON TIL Landsmøde den 30. april - 1. maj 2011 Hotel Nyborg Strand, Østerøvej 2, 5800 Nyborg INDKVARTERING: Sker i 3-personsværelser. Der betales tillæg for dobbelt- og enkeltværelse.

Jeg ønsker dobbeltværelse, tillæg 200 kr.

Jeg ønsker enkeltværelse, tillæg 500 kr.

Jeg ønsker ikke overnatning Jeg er vegetar

BETALING: Deltagergebyr (alle måltider og overnatning inkluderet) Tillæg for dobbelt- (200 kr.) eller enkeltværelse (500 kr.)

Eventuelle ønsker til værelseskammerater:

Beløbet skal indsættes på reg.nr. 2191 kontonr.

5499678675 (med angivelse af navn på deltager) senest d. 22. marts.

300 kr.

I ALT:

SKRIV TYDELIGT MED BLOKBOGSTAVER: Medlemsnummer: Navn: Adresse: Postnr.: By: Tilmeldingen skal være sekretariatet i hænde senest 22. marts 2011. Tilmeldingskuponen kan sendes med telefax eller brev til Amnesty på nedenstående adresse. Rettidigt tilmeldte vil modtage landsmødematerialer ca. 1. april 2011.

Send tilmelding til: Amnesty International | Gammeltorv 8, 5. sal | 1457 København K | Fax: 33 45 65 66 4 2 I am n e s t y

Online meningstilkendegivelse:

Vi vil høre din mening!

Fortæl os, hvad du mener om aktuelle emner i Amnesty forud for landsmødet.

På Amnestys internationale rådsmøde (ICM) i august 2011 er der god ledelse og medlemsdemokrati på dagsorden. Eventuelle beslutninger skal først senere overvejes indført i dansk afdeling. Men vi vil allerede nu gerne høre din mening om nogle af emnerne: • Hvad er de største fremtidige menneskeretlige udfordringer for Amnesty?

• Skal der være mulighed for online stemmeafgivelse ved valg til f.eks. hovedbestyrelsen?

Stem på www.amnesty.dk/dinmening Du skal logge ind med abonnementsnummer og kode, som fremgår af adressefeltet på bagsiden af dette blad. Resultatet vil blive offentliggjort og diskuteret i relevante workshops på landsmødet.

Resultatet af meningstilkendegivelsen har ingen formel status og skal alene bruges som input til de videre diskussioner på landsmødet.

Den kreative platform På en ny type workshop på landsmødet kan du opleve en forskningsbaseret metode for nytænkning. Du deltager i en skabende proces, hvor du sammen med de andre deltagere udvikler nye ideer til konkrete initiativer for menneskerettigheder. Vi har brug for nytænkning for at blive endnu bedre til at beskytte og opretholde menneskerettigheder over hele verden.

Bliv medlem af hovedbestyrelsen Landsmødet skal vælge fire visionære medlemmer til hovedbestyrelsen og en suppleant. På valg er Marianne Hammelboe, Mads Hyuk Jørgensen, John Olsen, Mona Skriver og Roland Thomsen, men alle medlemmer er velkomne til at stille op.

Hovedopgaverne for bestyrelsen er foreningens budget, strategi, medlemsaktiviteter og det internationale samarbejde. Især det sidste forventes at få en større rolle de kommende år. Hovedbestyrelsen mødes 6-8 gange årligt. Møderne afholdes på lørdage, samt på 2-5 weekendmøder. Der vil også være andre møder, du skal deltage i.

Som medlem af hovedbestyrelsen brænder du for Amnestys idégrundlag. Du har lyst til og mulighed for at bruge en del tid på at fremme Amnestys ideer og planer, og du har været medlem af Amnesty i mindst seks måneder forud for landsmødet.

Arbejdet er frivilligt og ulønnet. Du får dog refunderet rejse- og opholdsudgifter samt tilbudt kurser, der er relevante for arbejdet i hovedbestyrelsen.

Hvis du ønsker at stille op til hovedbestyrelsen, skal du meddele det til sekretariatet inden den 1. marts kl. 16.00 sammen med en liste på fem stillere, der har været medlem af Amnesty i mindst seks måneder forud for landsmødet. Hvis der ikke er kandidater nok, flyttes fristen til selve landsmødet.

Mere information og en oversigt over kandidaterne vil kunne ses på www.amnesty.dk/landsmoede Hvis du har brug for mere information, er du velkommen til at kontakte Amnestys formand John Olsen på telefon 21 74 72 67 eller via e-mail chair@amnesty.dk. Du kan også ringe til sekretariatet på 33 45 65 65.

Opret en støttekonto for Amnesty Amnesty International indgår nu et samarbejde med Merkur Andelskasse om en støttekonto, der giver afkast for både dig og Amnesty. Dermed kan du være med til at sikre et årligt bidrag fra Merkur til Amnesty alene ved at have dine penge stående på en Amnesty-konto.

Kontoen svarer til en helt almindelig opsparing. Men samtidig støtter du menneskerettighederne, fordi Merkur – udover renten til dig – yder et bidrag på op til en procent af dit indestående til Amnesty International. Bidraget til Amnesty går altså ikke ud over din egen opsparing.

Merkur Andelskasse arbejder for at bringe samfundet i en mere bæredygtig retning ved at finansiere virksomheder og institutioner, der bidrager til bæredygtighed eller social retfærdighed. Samtidig ønsker Merkur at give danskerne mulighed for at placere deres opsparing på en måde, så det fremmer de formål, der ligger dem på sinde. ”Menneskerettigheder og bæredygtig bankvirksomhed har mere med hinanden at gøre, end man måske umiddelbart skulle tro”, siger Merkurs administrerende direktør Lars Pehrson. ”Et uafhængigt og fair retsvæsen er for eksempel afgørende for, at en lokalbefolkning kan beskytte sine naturressourcer mod ødelæggelser eller kortsigtet udplyndring. Derfor er jeg glad for, at værdifællesskabet mellem Amnesty og Merkur nu udmønter sig i et konkret samarbejde”.

Ni andre organisationer har lignende aftaler med Merkur, der sidste år udbetalte 645.000 kroner i samlet bidrag.

For Amnesty International er støttekontoen en udbygning af det samarbejde, der blev grundlagt med Merkurs sponsorat af Amnesty Award under dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. ”Vi håber, at mange medlemmer vil benytte denne nye mulighed for at støtte Amnesty gennem deres opsparing. Det giver god mening for os at samarbejde med Merkur om at styrke menneskerettighederne gennem en bæredygtig udvikling”, siger generalsekretær Lars Normann Jørgensen.

Du kan læse mere om Amnesty-kontoen på www.amnesty.dk og på www.merkur.dk

Vilkår for Amnesty-konto • Rente på pt. 0,25 %. Renten er variabel og følger den almindelig renteudvikling.

• Bidrag til Amnesty ligger mellem 0,75 - 1,00 % af samlet gennemsnitligt indestående – jo større samlet indestående på alle Amnesty-konti, des større støtteprocent.

• Overførsel ved henvendelse kan ske én gang om måneden.

• Overførsler via Merkurs netbank er gratis.

• Kan tilknyttes Betalingsservice (gratis).

• Der kan ikke tilknyttes betalingskort.

a mn e s t y I 4 3

AMNESTY Februar 2011

11.956 breve for frihed

– Din støtte gør en forskel!

Li ve-redakt ion : Rol f Ei ch el Bec h og Nor a Rah bek K an afan i

Stop det totale abortforbud i Nicaragua

På kvindernes internationale kampdag den 8. marts indleder Amnesty International en kampagne imod Brookly n, den verdens hårdeste 7 Kære N . decem orma C b abortlov i Nicaragua. e r, 2010 ruz, Loven blev indført i Amnesty International fejrede FN’s MenneskerettighedsModtag denne 2008 og forbyder abort, dag den 10. december med lystændinger over hele landet. hilsen og som som te udtryk selv hvis kvindens eller Lystændingerne markerede samtidig afslutningen på Skriv gn på m for min arbejde in solid beundri du udfø aritet barnets liv er i fare, eller Dem Fri Maraton – en brevaktion, hvor Amnesty-medlemmer ng for d rer i Gu beskytt et vigti a e te voldsra m hvis graviditeten skyldes i løbet af ti dage i december skrev sympatibreve til ti fanger g a e la for at h mte og Jeg ved jælpe o misbru , at du en voldtægt.

Hvis kvinden og menneskerettighedsaktivister over hele verden. g g te h a din fam r været k ilie ogs udsat fo vinder og pige alligevel finder en læge, I Danmark blev der sendt 11.956 breve til fangerne og å har v r. r du dit d ødstrus ære arbejde ler, og som er villig til at udføre en de myndigheder, der holder dem fængslet. Desuden blev , selvom t truet. Allige at opklare vel fort m v y o n lds- og d ig s abort, risikerer både hun og der sendt 37.900 sms-aktioner via Lifeline til de ansvaræ h tt e d er du kæm ernes v drabssa ilje til a per for, g lægen fængselsstraf. Loven lige myndigheder i Irak, Myanmar, Mexico, Gambia, Kina, t er så vig erne ikke er s så stort tor. De . Vold o tig. De nægter også kvinder livsvigtig Rusland, Rumænien, Guatemala, Senegal og Tunesien. n sag t mod d g seksu forbryd u a li udviser, e s ls e er, der ret vold behandling for kræft, hvis den Amnesty takker alle, der deltog i Skriv Dem Fri Maraer menne skal str mod kv skerett affes, o inder e kan skade fostret. ton 2010. ighede g r e og desv n sk rne. Du ærre og er genn ændsel mod Amnesty mener, at abortloForfatteren Naja Marie Aidt var en af dem, der skrev så i kra været u em dit ft d a f de tru sat for, arbejde ven er en krænkelse af retten et brev til Norma Cruz, der er sler du med til , myndig selv ha at sætt hedern r til sundhed. Den nye kampagne leder af krisecenteret Survivors e mang e fokus for sag e stede p å er, der , hvord r i verd omhan skal sikre, at kvinder og piger Foundation for voldsramte a n af ekstr en lukk dler vo em sto er øjne ld mod r betyd får mulighed for at få udført en kvinder i Guatemala. På grund n hørt i re e k v in ning. D sten af it arbejd der. Det er abort på sikker og lovlig vis. af sit arbejde er Norma Cruz verden Jeg sen e bliver s . Giv ik der dig e k t e o Du kan sætte fokus på Nicagentagne gange blevet udsat o g p og min mine v armeste . største opbakn ragua den 8. marts ved at for dødstrusler, og nogle af ta n k er og h ing. ilsner arrangere en visning af Andreas hendes familiemedlemmer er Forfatt er Johnsens dokumentarfilm ”Murblevet truet og overfaldet. Du Naja M arie Aid t der”, der går tæt på konsekvenkan læse Naja Marie Aidts Forfatter serne af Nicaraguas abortlov.

Naja Marie Aidt brev her: Du kan læse mere om filmen på www. rosforth. com.

Kontakt din lokale biograf, bibliotek eller kulturhus – eller vis filmen til en caféaften på dit gymnasium.

Du kan bestille ”Murder” hos Amnesty International. Sammen med filmen sender vi introduktionsmateriale, som du kan bruge som udgangspunkt for et kort oplæg. Tilmeld dig på På Sankt Hans Torv i København www.amnesty.dk/nicaragua formede lysene i sneen Amnestys logo.

4 4 I am n e s t yLi ve

AKTIVISME, ARRANGEMENTER OG RESULTATER AKTI VBLAD FOR Am ne sty Internat ional DH ev at dk akna nd ud ug øg rø er.e. ?.

Foto: Amnesty

” Amnestys breve var en forbindelse til friheden”

3 Minutter Skriv et brev til Lars Løkke Rasmussen og mind ham om Danmarks medansvar for at hjælpe USA med at lukke Guantánamo – læs mere på www.amnesty.dk

1 dag Vær med i vores europæiske fotokonkurrence – læs mere på amnesty.dk/ fotokonkurrence

Dine breve gør en forskel. For russiske Igor Sutyagin var hvert brev fra Amnesty-medlemmer som et par minutter i friheden.

Igor sad fængslet i 10 år i en arktisk fangelejr for en forbrydelse, han ikke havde begået. I december blev han løsladt.

Tilmeld dig Amnestys landsmøde den 30. april-1. maj. Læs mere på amnesty.dk/landsmoede

Igor Sutyagin med nogle af de mange solidaritetshilsner han modtog fra Amnestys medlemmer.

Brevene gjorde også Igors forhold til fængselspersonalet lettere. ”De ved, at denne person i en vis forstand er urørlig”, siger han og fortæller, hvordan en ansat i fængslet kom ind i hans celle, pegede på håndvasken og sagde: ”Det der er en elendig sæbe. Du har brug for en god, fransk sæbe. Hvem kender du i Toulouse?”

Igor svarede, at han ikke kendte nogen i Toulouse. ”Du lyver”, sagde den ansatte. ”Der er et brev til dig fra Toulouse, og du skal skrive til dem og bestille god, fransk sæbe. Så vil jeg komme her og vaske mine hænder”.

Igors yndlingsbreve indeholdt billeder, der kunne nære hans fantasi i de triste omgivelser. ”Hvis du ser et billede fra Australien, fra Japan, fra Italien, så bringer din fantasi dig dertil. Jeg levede i adskillige minutter dér, i en italiensk by, på den franske kyst, i en hyggelig have et sted i Japan. Sådan fik billederne fra Amnestys medlemmer mig ud af fængslet”, siger han.

Læs det fulde interview med Igor Sutyagin på amnesty.dk

Fotokonkurrence om diskrimination Har du en fotograf i maven, og vil du samtidig hjælpe Amnesty med at sætte fokus på den største menneskerettighedskrænkelse i Europa i dag? Så vær med i Amnestys fotokonkurrence om diskrimination.

Kravet til billederne er, at de skal have et stærkt, kreativt og positivt budskab, som kan virke engagerende i kampen mod diskrimination. Motivet skal udfordre kulturelle fordomme, fremhæve værdien Foto: Scanpix

Den dag i oktober 1999 ventede Igor Sutyagin på en taxa til lufthavnen. I stedet blev han mødt på sit dørtrin af syv agenter fra den russiske sikkerhedstjeneste. ”Jeg blev inviteret med til en samtale på deres kontor. Det viste sig at være en samtale, der varede ti år, otte måneder og syv dage, for jeg kom aldrig tilbage”, fortæller han.

Igor blev fanget i et politisk spil og blev i 2004 dømt for spionage uden skyggen af beviser mod ham.

Den ledende efterforsker fortalte ham direkte, at han udmærket vidste, at der ikke var nogen sag. Men hvis Igor blev løsladt, ville efterforskeren selv ende bag tremmer.

Derfor måtte Igor vente i mere end 10 år på frihed og retfærdighed.

Amnesty International gik ind i sagen, og brevene fra Amnestys medlemmer verden over var med til at holde modet oppe og forbinde ham til verden udenfor fængslet: ”Brevene, jeg modtog, gav mig en tæt forbindelse til det frie liv. Alle de breve fra Amnesty-medlemmer forbandt mig til hele verden”.

Han citerer den russiske digter og tidligere politiske fange Igor Guberman: ”Så længe jeg har en forbindelse til friheden, tilhører jeg ikke fængslet helt”.

2 dage:

af et samfund fri for diskrimination og understrege vigtigheden af tolerance og diversitet. En jury bestående af fotograf Jakob Holdt, EU-parlamentariker Jens Rohde (V) og Politikens fotochef Thomas Borberg udvælger tre vindere, som deltager i den internationale konkurrence. De 12 bedste, internationale billeder bliver brugt i en kalender, og fotograferne inviteres til international prisoverrækkelse i Bruxelles i maj 2011.

Alle som er fyldt 14 år, og som bor i Europa, kan deltage – undtagen professionelle fotografer. Der er to kategorier: En for børn og unge mellem 14 og 18 år, og en for alle over 18 år.

Førstepræmien er en weekendrejse for to personer til Rom med to overnatninger på Domus Sessoriana – et smukt, ombygget kloster i det centrale Rom. Rejsen er sponsoreret af Unitas Rejser.

Læs mere og tilmeld dig på amnesty.dk/fotokonkurrence

amn e s t y L i v e I 4 5

AMNESTY Kalender 2. marts Næstved Lokalforening indbyder til årsmøde onsdag den 2. marts kl. 19.30 i Pejsestuen i Futuracentret. Dagsorden ifølge vedtægterne. Forslag til dagsorden skal være hos bestyrelsen senest den 23. februar 2011. Kom og hør om året, der gik, og deltag i planlægningen af aktiviteter i 2011. Alle er velkomne.

Kontakt: Lillian Kristensen på lillian_jens@stofanet.dk.

Illustrator Katrine Clante står bag den grønlandske børneplakat, hvor FN’s Børnekonvention er illustreret via låger.

7. marts Mandag den 7. marts kl. 17-21 afholder Århus lokalforening Skriv-for-liv-café i Løves Bog- og Vincafé, Nørregade 32, 8000 Århus C. Vi medbringer pc og printer. Kom forbi og skriv et brev til støtte for en samvittighedsfange, hør om lokalarbejdet i Århus og køb en forfriskning i caféen.

9. marts Amnesty International i Odense afholder årsmøde den 9. marts kl. 19 i Amnesty Centret, Vestergade 57, 2.sal. Dagsorden ifølge vedtægterne. Erik Sørensen fra Amnestys sekretariat indleder mødet med et oplæg om effektiv aktivisme.

9. marts Årsmøde i lokalforeningen for Sønderborg-Alssund onsdag den 9. marts 2011 kl. 19 i Frivillighuset, Ringridervej, Sønderborg.

10. marts Faxe-afdelingen holder årsmøde torsdag den 10. marts kl. 19 på Haslev Bibliotek.

15. marts Aabenraa Lokalforening holder årsmøde tirsdag den 15. marts kl. 19.30 i Nygadehuset, Nygade 23, 6200 Aabenraa.

Dagsorden ifølge vedtægterne.

15. marts Lokalforening Hillerød, Allerød afholder årsmøde tirsdag den 15. marts kl. 19.30 i Frivilligcenter Hillerød, Fredensvej 12C, Hillerød. Dagsorden ifølge vedtægterne. Forslag til dagsorden skal være hos bestyrelsen senest den 8 marts. Alle er velkomne.

Kontakt: Maggie Andersen på maggielaird@yahoo.com, telefon 29 91 44 54.

24. marts Kolding Lokalforening indbyder til årsmøde torsdag den 24. marts kl. 19.30 på Sct. Jørgensgård, lokale 3. Hør om det forgangne års arbejde og deltag i drøftelsen om planer og ideer til aktiviteter i 2011. Vi fremlægger forslag til nye vedtægter for lokalforeningen, og der er plads til mange nye aktivister.

Dagsorden ifølge vedtægterne. Vel mødt.

Kontakt: Hans Evermann på hevermann@forum.dk 30. marts Amnestys lokalforening i Køge afholder årsmøde onsdag den 30. marts 2011 kl. 19 i Teaterbygningen, Bag Haverne 1, 4600 Køge. Vi ser frem til at byde velkommen til trofaste støtter samt mange Amnesty-medlemmer.

4 6 I am n e s t yLi ve

Grønlandske børn har også ret Børn har ret til et trygt liv, til skolegang og til privatliv. Disse og mange flere rettigheder er nedskrevet i FN’s Børnekonvention, der blev vedtaget i 1989. Men børn skal kende deres rettigheder for at kunne gøre krav på dem. Sådan er tanken bag et nyt projekt i Grønland, som Amnesty har igangsat støttet af Post Greenland og Nunafonden.

Som led i grønlandske skolers temauge om børnerettigheder besøgte Amnestys hovedbestyrelsesmedlem Roland Thomsen fem bygdeskoler i efteråret 2010. Med sig havde han Karen Heilmann Lennart og Stina Berthelsen, der begge er erfarne i spørgsmål om børns rettigheder, samt den grønlandske musiker Rasmus Lyberth, der engagerede børnene til

at sætte ord på deres tanker og følelser.

Amnesty-gruppen opholdt sig to dage på hver skole og fik igennem foredrag, undervisning og koncert fat i børn, forældre og lærere i de små bygder, der ofte forbigås ved kulturelle arrangementer. ”Der var ingen tvivl om, at børnene fik sået nogle frø om, at de som individer har rettigheder. Vi kunne også fortælle forældre og bedsteforældre, at børn har rettigheder, og at synet på børn har ændret sig, fra da de selv var børn. Der var helt klart børn, der erfarede, at deres rettigheder blev overtrådt”, fortæller Karen Heilmann Lennart.

Ud over besøget blev en børneplakat – illustreret af børnebogsillustrator Katrine Clante – rundsendt til alle grønlandske børn i 4. og 5. klasse.

Plakaten forestiller en grønlandsk by med huse, skole og butikker og er udformet som en slags julekalender med låger, der bruges til at illustrere 17 artikler fra Børnekonventionen.

Gode nyheder

Zimbabwe frifinder menneskerettighedsaktivist Foto: Amnesty

Ellen Chademana (i midten) forlader retten efter sin frifindelse.

Femi Peters løsladt

Ellen Chademana, som arbejder for organisationen Gays and Lesbians in Zimbabwe, blev i december frifundet i en sag om besiddelse af pornografisk materiale.

Sagen blev rejst efter en væbnet politirazzia mod organisationens kontor i Harare i maj 2010, hvor Ellen Chademana og hendes kollega Ignatius Mhambi blev anholdt.

Mhambi blev frifundet i juli 2010. Selvom frifindelsen er en god nyhed, er chikane af homoseksuelle og menneskerettighedsforkæmpere fortsat et stort problem i Zimbabwe, og Amnesty opretholder presset på både politi og myndigheder for at sikre beskyttelse til landets udsatte grupper.

Den 10. december blev den gambiske oppositionsleder Femi Peters løsladt fire måneder tidligere end ventet. Efter hans anholdelse ved en fredelig demonstration i 2009 har Amnesty arbejdet for at få ham løsladt. I december var han én af de 10 hovedpersoner i Amnestys brevskrivningsmaraton Skriv Dem Fri. Femi Peters datter, Regina Moore, sagde til Amnesty efter løsladelsen: ”På egne vegne og på vegne af Femi Peters familie både i Storbritannien og Gambia vil jeg gerne takke Amnesty International for deres bekymring, indsats og anstrengelser for at få min far løsladt.

Jeres indsats for at bringe frihed til dem, som fortjener den, er værdsat”.

Køb dit gear hos amnesty Notesbog med Amnesty-logo. 100 sider. Blankt svanemærket papir.

Hue med broderet Amnesty-logo.

Produceret i økologisk bomuld. kr.

Sort Amnesty ’STAND UP FOR YOUR RIGHTS’ sweatshirt. kr.

400,-

kr.

100,-

100,-

Langærmet Amnesty t-shirt til piger med lys foran på trøjen. kr.

250,-

Se flere nye varer i Amnestys webshop på www.amnesty.dk/shop

Amnesty skriver til Løkke og Thorning Den 11. januar 2002 blev de første fanger sendt til Guantánamolejren. Gennem årene har 775 personer været fængslet uden dom på Guantánamo. Mange er blevet udsat for tortur og umenneskelig behandling. USA’s præsident Obama har lovet at han vil lukke lejren, men indtil videre har det ikke kunnet lade sig gøre, og 174 fanger sidder på tiende år i Guantánamo.

Mindst 20 er renset for mistanke, men kan ikke vende hjem, fordi de risikerer forfølgelse.

Amnesty skrev i januar til Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt og opfordrede til, at Danmark tager imod nogle af dem. Danmark har i kraft af sin aktive deltagelse i den såkaldte krig mod terror en moralsk forpligtelse til at bidrage til at lukke Guantánamo-lejren og sikre en værdig fremtid for fangerne.

Skriv et brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen via amnesty.dk – og mind ham om Danmarks ansvar.

amn e s t y L i v e I 4 7

Sorteret magasinpost ID-nr. 41156 Al henvendelse; Amnesty International, Telefon 33 45 65 65.

Af O le hoff -lund

Kom med Fallulah til Amnestys landsmøde Amnesty International indbyder medlemmerne til landsmøde på Hotel Nyborg Strand den 30. april-1. maj. Programmet byder på en række fremtrædende samfundsdebattører, prisvindende film og koncert med Fallulah.

Landsmødet er for alle medlemmer og starter lørdag formiddag med velkomst, årsberetning og fremlæggelse af årsregnskab samt præsentation af kandidaterne til hovedbestyrelsen.

Efter frokost kan man deltage i 27 forskellige workshops, foredrag og film. Du kan blandt andet vælge mellem: olitiker Naser Khader diskuterer diskrimiP nation i Danmark og Europa – og mulighederne for at bekæmpe det.

Blogger Rune Engelbreth Larsen taler om aktuelle emner i relation til menneskerettighederne, herunder diskrimination og den danske udlændingepolitik.

Politidirektør Johan Reimann og advokat Knud Foldschack debatterer konsekvenserne af ”lømmelpakken”.

Politisk kommentator Thomas Larsen analyserer de seneste politiske tendenser i relation til Amnestys arbejde.

Kronikredaktør Anders Jerichow sætter fokus på den aktuelle situation i Mellemøsten.

Amnestys internationale kampagneleder fortæller om den nye kampagne ”Security With Justice”.

en Kreative Platform: Nytænkning D af initiativer for menneskerettigheder.

Prisbelønnede dokumentarfilm.

Lørdag aften er der middag, underholdning og koncert med dette års vinder af P3-prisen, Fallulah. Søndag formiddag er der debat og afstemninger, og landsmødet slutter med en aktuel hovedtaler.

Pris og tilmelding Alle medlemmer er velkomne. Deltagergebyret på 300 kroner dækker både overnatning og bespisning (drikkevarer betaler du selv). Læs mere inde i bladet – hvor du også finder en tilmeldingskupon – eller på hjemmesiden.

Naser Khader, Thomas Larsen og Anders Jerichow sætter gang i debatten på årets landsmøde i Nyborg.

www.amnesty.dk/landsmoede