Amnesty#2 2012

AMNESTY Medlemsblad For Amnesty International | Nr 2 Juni 2012

JERNFLODEN TIL MEXICO

SKIBET ER LADET MED

NÅR BØRN DRÆBER

BRUTAL BESKYTTELSE

Våben flyder fra USA til Mexico, hvor 47.500 er dræbt siden 2006.

Danske rederier sejler våben til undertrykkende regimer i Mellemøsten.

Interview med Ishmael Beah, der var børnesoldat i Sierra Leone i to år.

Svensk sikkerhedsfirma anklages for at skjule grove overgreb i Peru.

TEMA:

de globale våbenkøbmænd

| leder

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen Redaktion: Mikala Satiya Rørbech, John Nielsen og Bjarke Windahl Pedersen Design: Dorte Kayser, Datagraf Tryk: Datagraf Oplag: 108.000 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år Udkommer næste gang: 14. september 2012 (deadline 18. august) Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Amnesty Internationals holdning.

Eftertryk med kildeangivelse er kun tilladt efter forudgående aftale med redaktionen.

Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt Amnesty International Gammeltorv 8, 4.og 5.sal 1457 København K Tlf. 33 45 65 65 Fax 33 45 65 66 www.amnesty.dk amnesty@amnesty.dk Amnesty i Aalborg Danmarksgade 7 · 9000 Aalborg lokal@amnesty-aalborg.dk Amnesty i Århus Mejlgade 50, 1 sal · 8000 Århus C Tlf. 86 19 28 77 Amnesty i Odense Vestergade 73, 1. sal 5000 Odense C odense@amnesty.dk

Forside: Jangaard Mark & Ko

Farvel til våbnene

Amnestys redaktør: Ole Hoff-Lund

Nyheden om, at Kinas præsident Hu Jintao kommer til Danmark, vakte forståeligt nok stort postyr. Det er første gang, en kinesisk statschef sætter sine fødder på dansk grund. En stor del af diskussionen om Hu Jintaos besøg har handlet om, hvor hårdt statsminister Helle Thorning-Schmidt skal kritisere kineserne for de brud på menneskerettighederne, som sker hver eneste dag i Kina, og som på mange områder er taget til det seneste år. Systemkritikere, bloggere og aktivister er sat i fængsel eller arbejdslejr for at udøve samfundsomstyrtende virksomhed, mindst 34 munke har sat ild til sig selv i protest mod undertrykkelsen i Tibet, og den fængslede Nobelprisvinder Liu Xiaobo rådner formentlig op i et fangehul. Så der er nok at tage fat på.

Desværre har debatten kun i meget ringe omfang handlet om Kinas internationale rolle og den måde, kineserne bruger deres indflydelse som militær og økonomisk supermagt. Kina er massivt til stede som investor og magtfaktor i Afrika, og militært forsyner Kina en række diktatorer og udemokratiske regimer med våben – ikke mindst i Sudan, hvor den krigsforbrydersigtede præsident Omar al-Bashir fortsætter sine overgreb både i Darfur og i det sydlige Sudan.

Samtidig indtager kineserne en af de fem permanente pladser i FN’s Sikkerhedsråd, hvor Kina sammen med Rusland fortsat nægter at indføre skrappere sanktioner mod Syriens præsident Bashar al-Assad.

Med et handlingslammet Sikkerhedsråd kan verden se på, mens Assad begår den ene massakre efter den anden. Over 10.000 mennesker er dræbt under den 15 måneder lange konflikt, men Kina og Rusland forvalter deres vetoret i Sikkerhedsrådet med samme selvfølgelighed, som de leverer våben til notoriske mordere. Af samme grund retter Amnesty i sin nye årsrapport en hård kritik mod Sikkerhedsrådet for at svigte sit lederskab og begå forræderi mod det syriske folk.

De fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet – Kina, Rusland, USA, Frankrig og Storbritannien – er samtidig verdens største våbeneksportører. Til juli har de muligheden for at rette op på deres nedslidte renommé ved at bakke op om den nye FN-våbenhandelstraktat, som skal forhandles på plads i New York efter ti års pres fra blandt andre Amnesty International. Traktaten er en historisk mulighed for skabe bedre kontrol med den internationale våbenhandel, som i dag er mindre reguleret end handlen med computere og bananer. Prisen for det kender vi: Hvert år bliver over 500.000 mennesker dræbt af skydevåben – et menneskeliv hvert minut.

Der er nok at kritisere Kina for på hjemmebane. Men i takt med Kinas stigende indflydelse i verden må Hu Jintao påtage sig et større ansvar for at styrke det internationale samarbejde og respekten for menneskeliv. Den første store prøve står til sommer i New York, hvor et kinesisk nej til en stærk våbenhandelstraktat vil være et signal om, at Kina ikke er indstillet på at sige farvel til den uregulerede våbenhandel.

2 I am n e s ty

I ndhold | Amnesty på fem minutter

4 Nyheder 8 Gode nyheder

Amnestys arbejde skaber resultater over hele verden.

10 Stop våbenvanviddet Foto: Polfoto

10 TEMA Stop våbenvanviddet

Foto: Mads Nissen

10

I begyndelsen af juli mødes repræsentanter for 193 lande i New York til tre ugers forhandlinger, der kan få afgørende betydning for millioner af mennesker i verdens konflikt­ zoner. Efter ti års forarbejde – og massivt pres fra Amnesty International – er FN endelig klar til at skabe en traktat om international våbenhandel. Målet er en traktat, der effektivt kontrollerer handel med våben og forhindrer eksport til lande, hvor der er overvejende risiko for, at de bliver brugt til grove menneskerettighedsovergreb. Tema om våbenhandel, der hvert år koster 500.000 mennesker livet.

24 TEMA Kunsten at overleve i Colombia I Colombia kæmper Jesús Mario Corrales for at sikre rettighederne for de colombianere, der trues bort fra deres hjem, fordi de bliver fanget ind i den 50 år lange væbnede konflikt imellem venstreorienterede guerillaoprørere, regeringsstyrker og højreorienterede paramilitære grupper. I dag er der 5,2 millioner internt fordrevne ud af 45 millioner indbyggere. Det er det højeste antal i verden.

Men kampen for at hjælpe ofrene kan koste Jesús Mario Corrales livet. 36 medlemmer af hans organisation Nuevo Amanecer er blevet myrdet, og dødstruslerne på hans skrivebord vokser.

24

Illustration: Khalil

30

30 En mors kamp for retfærdighed

Den unge, iranske kvinde Neda Soltani, der blev skudt og dræbt på gaden i Teheran under protesterne mod præsidentvalget i juni 2009, blev et ikon for den grønne revolution i Iran. Mange andre iranere mistede livet under protesterne, og endnu flere blev anholdt, da sikkerhedsstyrker og den berygtede Basij-milits opløste de fredelige demonstrationer efter Ahmadinejads valgsejr. I den grafiske novelle ”Zahra’s Paradise” fortæller to iranske tegnere historien om en mors desperate forsøg på at finde sin søn, der forsvinder sporløst efter en af demonstrationerne.

Foto: Scanpix

36 Brutal beskyttelse i guldminen

36

I Peru er jagten på guld og andre metaller eksploderet gennem de seneste 20 år, og udenlandske mineselskaber står i kø for at få en bid af kagen. Det samme gør sikker­ hedsfirmaer som svenske Securitas. Minedrift kræver enorme mængder vand til udrensning af metallerne, og i takt med at store områder er tørlagt, bliver lokale småbønder presset væk fra deres jord. Det har ført til voldsomme protester over hele landet, og menneskeret­ tighedsgrupper og eksperter beskylder nu Securitas for at dække over en række overgreb mod demonstranter.

Våbenhandel er mindre reguleret end handlen med computere og bananer.

12 Skibet er ladet med

Danmark indtager sjettepladsen på listen over våbentransportører.

14 Diplomatisk dating for våbenkontrol Beretning fra FN-forhandlingerne om en våbentraktat.

16 I hælene på dødens købmand

Læs om jagten på våbenhandleren Viktor Bout.

18 Når børn dræber

I to år var Ishmael Beah børnesoldat i Sierra Leone.

20 Jernfloden fra USA til Mexico Massakrer bliver dagligdag, når våben flyder frit.

22 Dødens købmænd

Se grafik over verdens største våbenhandlere.

24 Kunsten at overleve i Colombia Fotoreportage fra en væbnet konflikt.

30 En mors kamp for retfærdighed Irans grønne revolution som tegneserie.

33 Kultur

Vietnamesisk bådflygtning skærer Frihedsgudinden op i 400 dele.

34 Amnesty dokumenterer

Læs om Amnestys seneste rapporter.

36 Brutal beskyttelse i guldminen Securitas anklages for at dække over overgreb i Peru.

42 Vietnams glansbillede

Bloggere bliver fængslet for at kritisere styret.

44 Amnesty Live

Demonstrationer, aktivisme og ny hovedbestyrelse. a mn e s t y I 3

N yheder Foto: Scanpix

Den 27-årige eksiltibetaner Jamphel Yeshi sætter ild til sig selv under en demonstration i New Delhi for at protestere mod et besøg fra Kinas præsident Hu Jintao.

Tibetanere i brændende protest mod Kina Tibetanerne har i snart seks årtier været underlagt kinesisk herredømme, og det har resulteret i massiv undertrykkelse og restriktioner i Tibet herunder forbud mod at vise billeder af Tibets åndelige leder Dalai Lama, der flygtede i eksil i Nordindien i 1959.

Mindst 34 tibetanske munke har siden marts 2011 sat ild til sig selv for at udtrykke deres vrede over den måde, som kineserne behandler dem på. Ifølge tibetanske kilder er de 24 døde.

De seneste selvantændelser fandt sted i slutningen af maj uden for et buddhistisk tempel i

Tibets hovedstad Lhasa, hvor to munke overhældte sig med brændbar væske og strøg en tændstik. Det er første gang, at selvantændelserne finder sted i Lhasa, og ifølge Radio Free Asia var byen efterfølgende fyldt med politi og sikkerhedsstyrker.

Amnesty kræver tidsgrænse for tålt ophold

Shell lyver om olieudslip

4 I am n e s ty

Oliegiganten Shell har groft vildledt offentligheden om omfanget af to olieudslip i Niger Delta i 2008. Det viser nye beregninger, som Amnesty International og Center for Environment, Human Rights and Development (CEHRD) er kommet i besiddelse af.

Begge oliespild flød i ugevis, før de blev stoppet. Ingen har siden oprenset forureningen, som udover miljøskaderne har ødelagt livsgrundlaget for tusindvis af indbyggere i Ogoniland i Nigeria, der er afhængig af de store vandområder til fiskeri og vanding af afgrøder.

Shell hævder, at udslippet kun drejede sig om 1.640 tønder olie. Men ifølge en uafhængig og endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra det amerikanske Accufacts Inc. er det reelle tal mellem 103.000 og 311.000 tønder olie. ”Forskellen er rystende. Selv hvis man bruger Accufacts laveste vurdering, er olieudslippet i Bodo stadig mere end 60 gange større end det tal, som Shell gentagne gange har påstået”, siger Audrey Gaughran fra Amnesty International.

Hårdt presset påtog Shell sig i 2011 skylden

for udslippene efter i en årrække at have givet forkerte oplysninger om, at ulykken skyldtes sabotage mod olieanlægget. I virkeligheden skyldtes udslippene en teknisk fejl. Oprindeligt påstod Shell også, at 85 procent af al den olie, der gennem årene er sluppet ud i Niger Delta, skyldes sabotage. Shell har senere indrømmet, at det tal er forkert. Baseret på Amnesty International og CEHRD’s oplysninger kan det forholde sig stik modsat, så op mod 80 procent af olieudslippene kan skyldes tekniske fejl.

Foto: Scanpix

Folketinget skal tage stilling til, hvor længe mennesker, der ikke kan sendes til hjemlandet, skal kunne holdes på tålt ophold.

Det mener Amnesty, efter at Højesteret har afgjort, at kravet om, at den udvisningsdømte iraner Elias Karkavandi dagligt skal melde sig i Sandholmlejren, er et urimeligt indgreb i hans bevægelsesfrihed. 40-årige Karkavandi har boet og arbejdet i Danmark siden 1993, men han blev i 2006 idømt halvandet års fængsel og udvist for at have været såkaldt hashvagt på Christiania. ”Tålt ophold betyder, at mennesker kan sidde på ubestemt tid under uværdige vilkår uden mulighed for at forsørge sig selv, uddanne sig, have en bolig eller deltage i samfundslivet. Amnesty opfordrer til at tage loven om tålt ophold op til revision og sikre, at man kun anvender et så alvorligt indgreb i sager, hvor statens sikkerhed er truet”, siger jurist Claus Juul fra Amnesty.

A f O le H off - lund

kort nyt:

Al-Khawaja stopper sultestrejke Foto: Polfoto

Efter 110 dage afsluttede den dansk-bahrainske menneskerettighedsaktivist Abdulhadi al-Khawaja sin sultestrejke den 28. maj. Forinden var han blevet tvangsfodret af myndighederne for at undgå, at han døde. Men al-Khawaja sidder fortsat indespærret i Bahrain dømt til livsvarigt fængsel for sine fredelige protester mod landets styre.

Al-Khawajas og 12 andre systemkritikeres sager er nu genoptaget ved en civildomstol i Bahrain. De 13 mænd står blandt andet anklaget for ”at oprette terrorgrupper med det formål at vælte kongestyret og ændre landets forfatning”.

Alle nægter sig skyldige, og flere fremhæver, at de er blevet tortureret til at underskrive tilståelser.

Amnesty International kræver, at Bahrain dropper anklagerne og øjeblikkeligt og

Mindst 500 amerikanere er døde siden 2001 på grund af politiets brug af strømpistoler – de såkaldte Tasers.

Det viser en opgørelse fra Amnesty, der kræver strammere regler for brugen af våbnet. Den 43-årige Johnnie Kamahi Warren, som var ubevæbnet, blev offer nummer 500, da en politimand i Alabama brugte en Taser imod ham to gange. Kort efter holdt Warren op med at trække vejret.

11 Dødsdom for tweet om profeten

Kuwait har indført dødsstraf for blasfemi for at ramme enhver muslim, der offentligt fornærmer Gud, hans profeter eller koranen. Det sker efter anholdelsen af Hamad al-Naqi, der er anklaget for at have forhånet profeten Muhammed på Twitter. Amnesty protesterer mod loven og advarer om, at den er i strid med Kuwaits internationale menneskeretlige forpligtelser.

En kvinde holder et billede af den fængslede dansker Abdulhadi al-Khawaja under et retsmøde ved appeldomstolen i Bahrain.

betingelsesløst løslader alle samvittighedsfanger: ”Den fortsatte fængsling og retssagerne mod disse samvittighedsfanger viser, at intet har ændret sig i Bahrain. På

trods af de påståede reformer er menneskerettighedskrisen langt fra forbi”, siger Philip Luther, Amnesty Internationals direktør i Nordafrika og Mellemøsten.

11 Slut med forbud mod homovielser

Valgsejr til aung san Suu Kyi i Burma Foto: Scanpix

Demokratiforkæmperen og frihedsikonet Aung San Suu Kyi er med 22 års forsinkelse valgt ind i parlamentet i Burma.

Hendes parti, National League for Democracy (NLD), vandt en overvældende sejr ved suppleringsvalget den 2. april og fik 43 af de 44 pladser, der var på spil. Det rykker dog ikke ved magtbalancen i parlamentet, der er domineret af militæret og dets politiske allierede.

I forvejen har militærstyret lempet så meget på restriktionerne i landet, at EU og USA er på vej til at hæve en række sanktioner. Styret har blandt andet tilladt politiske møder og en mere fri presse, ligesom Aung San Suu Kyi har haft besøg af en stribe statsledere og kan ytre sig frit.

Aung San Suu Kyi vandt en jordskredssejr ved valget i 1990, men militærstyret ville ikke give slip på magten og

11 500 dræbt af strømpistoler i USA

Først meddelte USA’s præsident Barack Obama, at han går ind for homovielser. Dernæst fastslog en appeldomstol i Boston, at det var diskrimination og i strid med forfatningen, da Kongressen i 1996 indførte et forbud mod vielser af personer med samme køn. Sagen er nu på vej til Højesteret.

11 Fængslet for at afsløre bin Laden

Den pakistanske læge Shakil Afridi, der har været mistænkt for at hjælpe CIA med at finde frem til Osama bin Ladens skjulested, er blevet idømt 33 års fængsel for højforræderi. Afridi stod angiveligt i spidsen for et falsk vaccinationsprogram organiseret af CIA i byen Abbottabad for at finde DNA, der med sikkerhed kunne identificere al-Qaeda lederen.

11 20-årig mor til tre skal stenes

satte hende i stedet i husarrest, hvor hun har tilbragt størstedelen af de sidste 20 år.

I slutningen af maj rejste Aung San Suu Kyi på sin første udlandsrejse i 24 år, som blandt andet fører hende til Thailand, Schweiz og Norge, hvor hun får overrakt den No-

bels Fredspris, som hun ikke kunne modtage i 1991.

Den 18. juni ankommer hun til Dublin, hvor Bono og U2 overrækker hende den såkaldte Ambassador of Conscience Award, som Amnesty International tildelte hende for tre år siden.

20-årige Intisar Sharif Abdalla, der er mor til tre små børn, er blevet dømt til døden ved stening i Sudan efter anklager om utroskab. Intisar blev stillet for en domstol den 13. maj, og hun tilbageholdes nu i et fængsel i hovedstaden Khartoum, hvor hun er lænket og sammen med sin mindste søn på fire måneder. Ifølge Amnesty Internationals oplysninger har Intisar erklæret sig uskyldig, men hun til­stod efter at være blevet tævet af sin bror. Du kan støtte Intisar ved at underskrive Amnestys aktion på www.­amnesty.dk a mn e s t y I 5

N yhede r

Foto: Scanpix

FN’s Sikkerhedsråd har svigtet

Russisk homoaktivist idømt bøde

Foto: Scanpix

6 I am n e s ty

lemmer af Sikkerhedsrådet fast besluttet på at holde hånden over Syrien – et af Ruslands største våbenmarkeder. Dermed vil retfærdigheden aldrig ske fyldest. Det er forræderi mod det syriske folk”, siger Salil Shetty, der er generalsekretær i Amnesty International.

Amnestys årsrapport omhandler 155 lande og dokumenterer blandt andet begrænsninger af ytringsfriheden i 91 lande, og sager om tortur og mishandling i 101 lande – i mange tilfælde som straf for at tage del i demonstrationer. Læs mere på www.amnesty.dk/ aarsrapport2012 Foto: Scanpix

Den kendte russiske aktivist Nikolai Alexeyev, der kæmper for at fremme homoseksuelles rettigheder, blev i maj idømt en bøde på 130 euro for at ophænge en plakat med ordene: ”Homo­ seksualitet er ikke en perversion”. Det er første gang, at myndighederne i Sankt Petersborg straffer en borger efter en ny lov, der forbyder homoseksuel propaganda.

Amnesty International har opfordret Sankt Petersborg til at droppe loven, som truer ytringsfriheden og fremmer diskrimination af seksuelle minoriteter i Ruslands næststørste by. Herhjemme har Amnesty sammen med Jacob Bundsgaard (S), der er borgmester i Aarhus – som er venskabsby med Sankt Petersborg – skrevet til guvernøren, Georgy Poltavchenko, for at protestere.

Aarhus afholdt sin første pride nogensinde den 9. juni.

Mens demonstranter i Mellemøsten og Nordafrika har udvist et ufatteligt mod under det seneste års opstand mod undertrykkende regimer, har FN’s Sikkerhedsråd svigtet sit lederskab og fremstår som et træt og overflødigt fortidslevn, som ikke lever op til sit ansvar.

Det fastslog Amnesty International ved offentliggørelsen af sin årlige rapport om den globale tilstand for menneskerettighederne.

Amnesty fremhæver, at FN’s Sikkerhedsråd reagerede resolut for at beskytte civile i det olierige Libyen, men at handlingslammelsen var total, da demonstranter i Syrien, Bahrain og Yemen blev brutalt nedkæmpet af sikkerhedsstyrker og militær. Som i tilfældet med Sri Lanka i 2009 har FN’s Sikkerhedsråd ikke formået at gribe ind overfor forbrydelser mod menneskeheden i Syrien eller stille de ansvarlige til regnskab ved Den Internationale Straffedomstol (ICC). ”FN’s Sikkerhedsråd har overflødiggjort sig selv som fredens beskytter. Selv om der er klare og overvældende beviser for at overføre situationen i Syrien til ICC, så er visse med-

CIA-rapport rejser nye spørgsmål om fangefly DIIS-rapporten om CIA’s ulovlige fangetransporter i dansk luftrum rejser flere spørgsmål end den besvarer. Regeringen har dermed forsømt muligheden for at få den fulde sandhed frem om Danmarks rolle, og derfor er der fortsat behov for en tilbundsgående undersøgelse.

Det fastslår Amnesty International, der stadig savner svar på, hvem der stod bag, hvornår flyvningerne fandt sted, hvor mange personer, der er ført til torturfængsler i andre lande gennem dansk luftrum – og hvad PET, FE, justitsministeriet, forsvarsministeriet og lufthavnsmyndighederne har vidst om USA’s fangeprogram og om konkrete flyvninger. ”Regeringen har med den smalle DIIS-rapport forsømt en vigtig anledning til at finde den fulde sandhed om Danmarks deltagelse og viden om CIA-operationerne. Undersøgelsen lever ikke op til de krav, man må stille til en grundig og uafhængig undersøgelse af mistanker om menneskerettighedskrænkelser på dansk jord”, siger jurist Claus Juul fra Amnesty.

Undersøgelsen havde fra begyndelsen en række mangler og dækker

kun grønlandsk territorium, selv om nye oplysninger tyder på, at fangefly kan have landet andre steder i Danmark. Samtidig fik DIIS ikke mulighed for at indsamle nyere oplysninger, end dem man var i besiddelse af i 2008.

Siden er der blandt andet afsløret hemmelige fængsler i Litauen og Rumænien samt bekræftede fangetransportruter mellem Litauen og Danmark. Desuden har Finland i oktober og november 2011 frigivet data om flytrafik, som tyder på, at skandinaviske lande har spillet en langt større rolle i fangeflyvningerne end tidligere antaget.

Trods begrænsningerne peger DIIS rapporten på en række forhold, som bør undersøges nærmere. Det er således usikkert, hvordan USA’s regering fortolker sit løfte om ikke at foretage fangetransporter gennem dansk territorium uden udtrykkelig tilladelse.

Justitsministeriet er af den opfattelse, at USA ikke behøver at anmode om tilladelse, så længe en fangetransport ikke mellemlander på dansk territorium. Omvendt mener udenrigsministeri­ et, at USA skal spørge, hver gang man vil gennem­­ føre fangetransporter gennem dansk luftrum. ”Folketinget og offentligheden må have krav på at vide, om det er udenrigsministeriets eller justitsministeriets fortolkning, der er korrekt”, siger Claus Juul.

Foto: Scanpix

CIA-chef slettede optagelser af tortur

Organisationen Sing For Democracy på gaden i Aserbajdsjan for at kræve demokrati og menneskerettigheder.

Fængslet under Melodi Grand Prix Selv om dusinvis af fredelige demonstranter blev arresteret i ugen op til Det Europæiske Melodi Grand Prix i Aserbajdsjans hovedstad Baku, så lød der ingen kritik fra European Broadcasting Union (EBU), som står bag arrangementet. Dermed fortsatte myndighederne uforstyrret sin praksis med at fængsle kritikere af præsident Ilham Alijev, der overtog magten fra sin far i 2003.

Amnesty har rettet hård kritik mod Aserbajdsjan for at kvæle ytringsfriheden og for at idømme fængselsstraf og bøde til oppositionsfolk, journalister og aktivister, som offentligt kritiserer styret. 16 aktivister, der blev fængslet

under de store folkelige protester sidste forår, sidder fortsat bag tremmer.

Den svenske vinder af Melodi Grand Prix, Loreen, turde som den eneste deltager at kritisere menneskerettighederne i Aserbajdsjan, og hun mødtes med flere oppositionsfolk og organisationer under sit besøg i Baku. ”Jeg synes, det er meget vigtigt at kæmpe for menneskerettigheder. Vi bliver nødt til at tage mere ansvar, og jeg gør, hvad jeg kan”, sagde Loreen.

Sidste års vinder af det danske Melodi Grand Prix, A Friend In London, har støttet Amnestys kampagne for at sække fokus på menneskerettigheder i Aserbajdsjan.

Illustration: Victor Ndula/Cartoon Movement

Foto: polfoto

En højtstående CIA-chef indrømmede i maj, at han personligt beordrede destruktionen af vigtigt bevismateriale om USA’s brug af tortur og waterboarding mod terrormistænkte. CIA havde optaget afhøringerne af tre fanger på 92 videobånd, men da myndighederne i USA bad om at få udleveret båndene for at undersøge anklagerne om waterboarding, var de slettet. ”Lad mig være fuldstændig ærlig. Det er ikke noget smukt syn, når folk udsættes for waterboarding eller andre af den slags teknikker”, siger CIA-chefen Jose Rodriguez til BBC. Han forklarer, at han i tre år ventede utålmodigt på, at han kunne få tilladelse fra sine overordnede til at hakke båndene i stykker. Det skete ikke, men da den tidligere præsident George W. Bush for få år siden indrømmede, at USA havde brugt metoden, besluttede Rodriguez at ødelægge båndene. ”Jeg var beæret over at tjene mit land efter 9/11-angrebene. Jeg er stolt af de beslutninger, jeg tog, herunder ødelæggelsen af båndene for at beskytte de mennesker, der arbejdede for mig. Jeg har ikke fortrudt. Det ville være langt værre for vores omdømme, hvis båndene var kommet ud i offentligheden”, siger Jose Rodriguez.

Det er tidligere kommet frem, at to af fangerne, Khalid Sheikh Mohammed og Abu Zubaydah, blev udsat for waterboarding henholdsvis 183 og 83 gange, formentlig i hemmelige CIA-fængsler i Polen og Rumænien. Hver gang blev de afklædt, iført en ble og derefter fastspændt på et bræt i vandret stilling med fødderne højere end hovedet. Vand blev derefter hældt ned på et klæde, der dækker næse og mund, hvilket chokerer den mistænkte og midlertidigt stopper vejrtrækningen.

En instruktør i den amerikanske flåde har set båndene og fortæller, at man kunne se Abu Zubaydah brække sig og skrige og råbe sin nød. ”Der er ikke noget fingeret over det. Vi drukner dig bare meget, meget langsomt og kontrolleret”, siger han til BBC.

Egyptens tidligere præsident Hosni Mubarak blev 2. juni idømt fængsel på livstid for at have foranstaltet, at 850 demonstranter blev dræbt under demonstrationerne i januar og februar sidste år. a mn e s t y I 7

Gode N yheder Foto: Polfoto

En børnesoldat fremviser nogle af de våben, som kostede over 60.000 mennesker livet i DR Congo.

Thomas Lubanga under afhøringerne ved ICC i Haag, hvor han blev kendt skyldig i at sende børn under 15 år i krig.

Thomas Lubanga fældet ved ICC Som den første nogensinde blev oprørslederen Thomas Lubanga i marts dømt ved Den Internationale Straffedomstol for brug af børnesoldater i DR Congo.

Det skulle tage næsten ti år, før den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag afsagde sin første dom. Derfor var den 14. marts 2012 en historisk dag, da den tidligere oprørsleder Thomas Lubanga blev dømt skyldig i at sende børnesoldater under 15 år i krig under den væbnede konflikt, der hærgede i DR Congo mellem 2002 og 2003.

Dommen er et bevis på, at ICC kan straffe gerningsmændene bag de mest grufulde folkemord og forbrydelser mod menneskeheden verden over, mener Amnesty. ”Domsafsigelsen sender et stærkt signal til de personer, som verden over begår forfærdelige overgreb på børn – såvel på slagmarken som udenfor. I dag har vi fået bevis for, at ICC kan sikre, at forbrydelser mod menneskeheden ikke vil gå ustraffet hen”, siger Michael Bochenek, Amnestys direktør for International Ret. Ødelæggende krig i Congo Mere end 60.000 mennesker mistede livet i Ituri-regionen i DR Congo, hvor de to etniske grupper Lendu og Hema bekrigede hinanden. Kampen gjaldt blandt andet ejerskab 8 I am n e s ty

over landområder og retten til regionens guldminer. Sideløbende med Ituri-konflikten rasede kampene mellem hutuer og tutsier, der forinden havde spredt sig til DR Congo fra nabolandet mod øst, Rwanda. Den politiske uro i landet forstærkede konflikten, ligesom de mange våben, som krigen havde ført med sig, var let tilgængelige og bidrog til at gøre konflikten endnu mere ødelæggende.

Thomas Lubanga kæmpede på Hema-befolkningens side som leder af militsen Forces Patriotiques pour la Libération du Congo (FPLC), og han var ansvarlig for en række menneskerettighedskrænkelser begået af militsen, herunder rekruttering af børnesoldater helt ned til ni år.

Lubanga blev anholdt og fængslet af DR Congos myndigheder, inden han i 2006 blev overført til ICC. Han var den første til at blive anholdt på en arrestordre fra ICC, og i år blev han således også den første, der modtog en dom fra straffedomstolen.

Lubanga bør straffes for flere forbrydelser Selv om Amnesty er tilfreds med, at Thomas Lubanga er kendt skyldig for sin brug af bør-

nesoldater, så er det skuffende, at han ik­ke er dømt for flere af de forbrydelser mod menneskeheden, som fandt sted under konflikten i Congo. Blandt andet står Lubanga og FPLC angiveligt bag en række seksuelle overgreb, som Lubanga ikke er blevet stillet til ansvar for. ”ICC’s anklagemyndighed bør revurdere den begrænsede efterforskning, de har gjort brug af i sagen mod Lubanga. Det er der grund til, når flere ofre ikke har kunnet få oprejsning for deres lidelser. Det er en vigtig lektie til fremtidige sager”, siger Michael Bochenek.

Siden ICC blev oprettet i 2002, har den udstedt i alt 17 arrestordrer, men kun syv af de eftersøgte er blevet udleveret til domstolen i Haag. Blandt dem, som endnu er på fri fod, er den ugandiske guerillaleder Joseph Kony, Sudans præsident Omar al-Bashir og Lubangas medsammensvorne i DR Congo, Bosco Ntaganda. ICC kan ikke indlede sager, der går længere tilbage end 2002, og det er en af grundene til, at Lubanga kun blev dømt for nogle af de forbrydelser, han menes at stå bag. 1

A f O li ver de mylius

Charles Taylor 50 år bag tremmer Foto: Polfoto

Den tidligere præsident i Liberia, Charles Taylor, skal 50 år i fængsel for sin støtte til de krigsforbrydelser, der blev begået i borgerkrigen i nabolandet Sierra Leone mellem 1996 og 2002. Det er første gang siden Nürnberg-processerne efter 2. Verdenskrig, at en tidligere statsleder dømmes for krigsforbrydelser.

Charles Taylor blev kendt skyldig i samtlige 11 anklagepunkter af en specialdomstol i Haag. Anklagerne handlede om planlægning og tilskyndelse til krigsforbrydelser i Sierra Leone. Taylor støttede oprørshæren Revolutionary United Front (RUF) med blandt andet rådgivning, våben og soldater. ”Der er ingen tvivl om, at

dommen sender et vigtigt budskab til statsledere og regeringer verden over. Uanset hvem du er, og hvilken stilling du be-

sidder, vil du blive holdt ansvarlig for dine forbrydelser”, siger Brima Sheriff, der er direktør for Amnesty i Sierra Leone.

Khader Adnan løsladt i Israel Foto: Polfoto

Den palæstinensiske aktivist Khader Adnan blev den 17. april løsladt af de israelske myndigheder efter fire måneders såkaldt administrativ tilbageholdelse i fængsel – uden retssag eller en tiltale imod sig.

I 66 dage sultestrejkede han i protest ligesom over 1.600 andre palæstinensiske fanger.

Israel har efterfølgende imødekommet nogle af kravene fra de sultestrejkende, herunder muligheden for at få besøg af familie og pårørende samt en revurdering af de administrative tilbageholdelser med hyppigere intervaller.

9.376 danskere støttede Amnestys aktion for at få Israel til enten at rejse tiltale mod Adnan eller løslade ham. Amnesty

bragte desuden sagen op overfor Israels ambassadør i Danmark.

Khader Adnan er nu tilbage hos sin familie, og han takker alle, som aktionerede for ham.

Amnesty fortsætter kampen imod Israels brug af de tidsubestemte administrative tilbageholdelser, som er i strid med international ret.

31-årige Patrick Okoroafor var kun 14 år, da han blev arresteret og siden dømt til døden i Nigeria for et væbnet røveri, han nægter sig skyldig i. Retssagen var dybt uretfærdig, og Am-

nesty har længe aktioneret for Patricks sag. Det har ført til, at dommen i flere omgange er blevet forkortet, og den 30. april blev Patrick omsider løsladt. ”Da jeg begyndte at læse de

tusindvis af støttebreve fra Amnesty-medlemmer verden over, begyndte jeg for første gang at tro på friheden igen”, sagde Patrick Okoroafor ved sin løsladelse.

I april blev Connecticut den 17. amerikanske stat til at afskaffe dødsstraf. Det skete med øjeblikkelig virkning, og fremover vil den hårdeste straf i staten være livstidsfængsel uden mulighed for benådning. Dødsstraffen bliver dog opretholdt for de 11 fanger, der allerede sidder på dødsgangen, men staten har kun henrettet to fanger de seneste 52 år.

Connecticuts nej til dødsstraf er seneste skridt i en positiv udvikling, hvor fire andre amerikanske stater har afskaffet dødsstraffen i løbet af de seneste fem år: New Jersey, New Mexico, New York og Illinois. I det hele taget er antallet af dødsdomme faldet dramatisk i USA de seneste 10 år. Det skyldes i høj grad, at befolkningen er blevet opmærksomme på de alvorlige fejl, der begås ved afsigelsen af dødsdomme. Siden 1973 har hele 140 dødsdømte vist sig at være uskyldige og er efterfølgende blevet løsladt – størstedelen ved hjælp af forbedret DNA-teknik.

Næste stat kan meget vel blive Californien, som til november sender dødsstraf til folkeafstemning.

I dag sidder 725 mennesker på dødsgangen I Californien. Staten har dog ikke udført en henrettelse siden 2006, og de økonomiske argumenter kan vise sig at veje lige så tungt som de humanistiske.

Forskere har således beregnet, at opretholdelsen af dødsstraffen – med alt hvad det indebærer af appelsager, advokatbistand og særligt sikrede afdelinger for fangerne – hvert år koster staten 184 millioner dollars.

Foto: Amnesty

Nigeria løslader fange efter 17 års fængsel

Connecticut afskaffer dødsstraf

amnesty I 9

T em a: D e g lo b a le v ü be n kø b m Ì n d

1 0 I am n e s ty

A f O le H off - lund | Illustration Mikkel H enssel

Stop

våbenvanviddet Selv om våben dræber et menneske hvert minut, er våbenhandlen i dag mindre reguleret end handlen med computere og bananer.

Meget står på spil, når de afgørende forhandlinger om en FNvåbenhandelstraktat finder sted i New York i juli.

I begyndelsen af juli mødes repræsentanter for FN’s 193 medlemslande i New York til fi­re ugers forhandlinger, der kan få afgørende betydning for millioner af mennesker i ver­dens konfliktzoner. Efter ti års forarbejde – og massivt pres fra Amnesty International – er FN endelig klar til at skabe en traktat om international våbenhandel. Målet er en traktat, der effektivt kontrollerer våbenhandel og forhindrer eksport til lande, hvor der er overvejende risiko for, at våbnene bliver brugt til grove menneskerettighedsovergreb. ”Vi har ikke længere plads til dårlige und-

Amnestys gyldne regel Fra den 2.-27. juli forhandler FN’s medlemslande om en Arms Trade Treaty (ATT). Modstanden mod bindende regler er størst blandt de store våbeneksporterende lande som USA, Rusland, Kina og Indien. De fleste EU-lande går ind for en traktat.

Mindst 60 procent af alle de menneskerettighedsovergreb, som Amnesty dokumenterer, involverer lette våben og håndvåben. Derfor arbejder Amnesty for, at traktaten omfatter alle våbentyper og ammunition, og at den indeholder en gylden regel, der forbyder handel med våben, hvis der er betydelig risiko for, at det fører til alvorlige overgreb på menneskerettighederne.

skyldninger. Nu skal der resultater på bordet”, siger Kathi Lynn Austin, en af verdens førende eksperter i våbenhandel.

Hun fremhæver, at handlen med våben i dag er mindre reguleret end handel med bananer, kaffe og computere, og at en stor del af korruptionen i verden skyldes våbenhandel. ”Det er et problem, der fastholder millioner af civile i fattigdom og konflikt. Så der burde være langt større interesse i at sikre stærke internationale regler”, siger hun.

Milliarder på spil Danske skibe spiller en afgørende rolle i transporten af våben. Ifølge det anerkendte svenske forskningsinstitut SIPRI indtager Danmark sjettepladsen på listen over lande, der er involveret i såkaldte destabiliserende våbentransporter til lande, hvor våbnene truer den regionale sikkerhed – som for eksempel Sudan, Libyen, DR Congo og Syrien.

Men for de store våbenproducerende lande som USA, Kina og Rusland er der milliarder på spil. Resultatet kan derfor blive en udvandet traktat, der i første omgang ikke er forpligtende eller ambitiøs nok set med uafhængige øjne. Alligevel er traktaten et afgørende skridt, mener Kathi Lynn Austin: ”Når vi står med en traktat i hånden i New York, så fortæller den, at det internationale samfund forpligter sig til at sikre, at våbenhandel respekterer international lov og menneskerettighedsstandarder. Bagefter begynder arbejdet med at styrke traktaten og overvågningen af våbentransporterne”.

Et afgørende kapitel Efter mange års tilløb gik Amnesty International i 2003 ind i kampen for en Arms Trade Treaty (ATT) med kampagnen Control Arms.

Det skete i samarbejde med en bred koalition af organisationer, som i 2006 afleverede en million underskrifter til FN’s generalsekretær med krav om bedre våbenkontrol. Det førte til, at 153 lande i 2009 stemte for at indlede arbejdet med en ATT. Amnestys lobbychef i FN, Alberto Estevez, forklarer, at kampagnen for ATT har været Amnestys hovedfokus, siden det lykkedes at få Den Internationale Straffedomstol (ICC) etableret i 2002. ”Først skulle vi sørge for, at forbryderne ikke kunne gå straffrit fra overgreb og forbrydelser imod menneskeheden. Det fik vi med ICC. Nu skal vi sørge for, at de får sværere ved at begå dem. Vi vidste, at det kunne tage op imod ti år, før det overhovedet kom til forhandling om en våbenhandelstraktat. Nu sker det”, siger Alberto Estevez, der er med i New York i juli.

Han understreger ligesom Kathi Lynn Austin, at det langt fra er sikkert, at verdenssamfundet kan enes om en stærk, bindende traktat i juli, men at der er masser af eksempler i disse år, som viser behovet for kontrol – blandt andet i Mellemøsten og Nordafrika, hvor diktatorerne har modtaget masser af våben fra Vesten. ”Vi står overfor et afgørende kapital i historien nu. Men vi er stadig langt fra slutningen”, siger Alberto Estevez. amnesty I 11

➜

T em a: D e g lo b a le v å be n kø b m æ n d Foto: Polfoto

Danske skibe sejler våben til konfliktzoner.

Mærsk-skibet her har dog ikke noget med våben at gøre.

Den 26. november sidste år ankom det danske skib Marianne Danica til den egyptiske havneby Adabiya med en last bestående af syv tons ammunition og tåregas fra den amerikanske producent Combined Systems.

Modtageren var Egyptens indenrigsministerium, der er arbejdsgiver for landets frygtede sikkerhedsstyrker.

I dagene inden var dusinvis af demonstranter døde som følge af sikkerhedsstyrkernes voldelige fremfærd for at opløse protesterne – en del af dem kvalt af tåregas. Chokerede demonstranter fremviste brugte tåregasgranater med tydelig markering af, at de var fremstillet af Combined Systems i USA, og nu landede nye forsyninger i Adabiya.

Et par måneder tidligere forlod Marianne Danica USA’s største militære havn, US Military Ocean Terminal Sunny Point i North Carolina. Skibet tilhører det danske rederi H. Folmer & Co., men var i dette tilfælde chartret af det amerikansk baserede shippingfirma Nico Shipping, som er ejet af den danske familie Steenberg, der er bosat i Wilmington, North Carolina.

Våbentransporten var en af tre, som Amnesty International og organisationen Transarm sporede fra USA til Egypten i perioden julidecember sidste år, fortæller Amnestys våbenekspert Brian Woods. ”De amerikanske eksporttilladelser blev udstedt på et tidspunkt, hvor den egyptiske regering slog ned på gadeprotesterne med dødelig magtanvendelse. Det er utænkeligt, at de amerikanske myndigheder ikke har kendt til de vidt dokumenterede overgreb begået af de egyptiske sikkerhedsstyrker. De licenser skulle ikke have været udstedt”, siger han.

Skibet er ladet med Danske rederier transporterer tonsvis af våben til konfliktzoner, hvor de i visse tilfælde anvendes til menneskerettighedskrænkelser. International våbenekspert vil have Danmark til at påtage sig wet større ansvar.

1 2 I am n e s ty

Vi er ikke ansvarlige Det er ikke første gang, at Steenberg-familien er involveret i kontroversielle våbenhandler.

I 1980’erne blev faderen Jørgen Steenberg anklaget for at bryde USA’s våbenembargo mod Iran, og i 1994 var den ene af sønnerne, Michael Steenberg, ifølge internationale medier involveret i en våbenskandale mellem Sydafrika og Yemen. I den aktuelle sag fra Egypten er det den anden søn, Carsten, der er i søgelyset.

Han sagde i december til TV-Avisen, at han ikke havde nogen overvejelser om det moralsk forsvarlige i at sende ammunition og tåregas til Egypten under den folkelige opstand: ”Næh, det vil jeg ikke sige. Det går til regeringen, og det skal vel forebygge demonstrationer og ting og sager”.

A f O le H off - L und

Våbencontainer på danmarksturne I foråret har Amnesty været på landevejen med denne røde container – af samme type som de containere, der fragter våben. Det sker under sloganet ”Stop Våbenhandelsvanviddet”. Siden 1. maj har vi besøgt Århus, Aalborg, Odense og København for

Dødens sømænd Så længe transporten sker mellem to tredjelande, er rederierne ikke underlagt dansk våbenkontrol, som p.t. forbyder eksport til 22 lande. Uden at bryde loven indtager Danmark sjettepladsen på listen over lande, som er involveret i såkaldte destabiliserende våbentransporter, der truer den regionale sikkerhed. Det viser en opgørelse fra det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI. Og det er paradoksalt, mener Ole Wæver, der er professor i international politik ved Københavns Universitet. ”Vi har historisk set været et af de lande, der svinger meget højt med den moralske fane, når det handler om våbeneksportører, våbenproduktion og dødens købmænd. Men vi taler ikke særlig ofte om dødens sømænd.

For det er os selv”, siger Ole Wæver til DR. Vesten taler med to tunger Heller ikke Amnesty International mener, at myndighederne kan se gennem fingre med, at danske rederier er blandt de mest aktive våbentransportører til regimer, der krænker menneskerettighederne. Derfor skal der bedre

kontrol med de rederier, der fragter våbenproducenternes dødelige last til konfliktzoner i hele verden, mener generalsekretær Lars Normann Jørgensen: ”Ellers er vi som nation med til at fastholde og i nogle tilfælde forstærke væbnede konflikter i dele af verden, hvor befolkningerne lever uden de mest basale rettigheder, og hvor våbnene forhindrer fredelig konfliktløsning”.

Våbenleverancerne til Mellemøsten midt under det arabiske forår illustrerer ifølge Amnesty, hvordan politikere i vestlige lande taler med to tunger, når det gælde demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten og Nordafrika. ”På den ene side støtter man kravene fra det arabiske forår om frihed og værdighed, men samtidig leverer man våben til nogle stærkt udemokratiske regimer. Flere danske rederier har en aktiv rolle i det dobbeltspil”, siger Lars Normann Jørgensen.

Danmark er våbencentrum Den førende amerikanske våbenekspert, Kathi Lynn Austin, kender utallige eksempler på danske skibe, der har været involveret i våbentransporter i Afrika. Som eksempler nævner hun våben, der kom ind gennem havnebyerne Dar-es-Salaam i Tanzania og Mombasa

Foto: Scanpix

Også rederiet H. Folmer & Co. har i mange år sejlet våben til en række lande i Mellemøsten, fortæller Henrik Berlau, der er forhandlingssekretær i 3F’s transportgruppe. ”H. Folmer & Co. har sejlet våben og ammunition helt tilbage fra krigen mellem Iran og Irak”, siger Henrik Berlau til Information.

Senest har Ekstra Bladet i samarbejde med Transarm afsløret, at rederiet sejler våben til Saudi Arabien, Tunesien, Algeriet og De Forenede Arabiske Emirater. Flere andre danske rederier lever også fint med rollen som transportør af våben til lande, hvor der er risiko for, at de bliver brugt imod civilbefolkningen.

Blandt dem er rederierne Shipcraft, Ørsleff og Thorco Shipping. Sidstnævnte er ejet af Stadil-familien, som også driver sportsfirmaet Hummel.

at samle underskrifter og debattere våbenkontrol. Den 14.-17. juni er containeren med på Folkemødet på Bornholm, hvor Amnesty har inviteret Danmarks Rederiforening til at diskutere våbenhandel sammen med Jeppe Kofoed (S).

Mens demonstranter blev dræbt i Egypten, ankom et dansk skib med nye forsyninger af tåregas.

i Kenya. En del af dem endte i DR Congo, hvor væbnede militser i årtier har terroriseret befolkningen, fortæller hun. ”Rederierne undskylder sig med, at de ikke kan kontrollere, hvad der er ombord på skibene. Men selvfølgelig kan de det. På samme måde som de kontrollerer, at der ikke er nukleart materiale eller giftigt affald ombord.

Som en af verdens største rederinationer bør Danmark påtage sig førertrøjen for at udarbejde globale spilleregler, så det bliver muligt at spore handel og transport med våben”, siger Kathi Lynn Austin, der driver organisationen Conflict Awareness Project. 1

Søvndal: brug for solid våbentraktat Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) siger til AMNESTY, at Danmark arbejder for, at alle konventionelle våben omfattes i den kommende FN-våbenhandelstraktat, og at der stilles robuste krav til respekt for menneskerettighederne i enhver våbenhandel. ”Den ukontrollerede spredning af våben har ikke kun alvorlige humanitære og menneskelige konsekvenser, men er ofte også direkte årsag til kaos og ustabilitet. Vi øn-

sker at sikre, at kommercielt våbensalg ikke bliver et redskab for dem, der ønsker at undertrykke deres befolkninger. Danmark er derfor med forrest i bestræbelserne på at få vedtaget en international juridisk bindende våbenhandelstraktat, der på globalt plan vil bidrage til at skabe større ansvarlighed på området. Vedtagelsen af et solidt internationalt regelsæt vil kunne gøre en forskel i praksis og være et vigtigt skridt i den rigtige retning”, siger Villy Søvndal.

amnesty I 13

T em a: D e g lo b a le v åTbe emnakø : ebtmtæ i ånrd m e d t e r r o r

Diplomatisk dating for våbenkontrol Lobbyarbejdet i FN er som at speeddate diplomater, fortæller Amnestys lobbykoordinator Alberto Estevez. Sammen med Amnestys hold af våbeneksperter er han klar til fire ugers maratonforhandlinger, når verdens lande i juli er sat i stævne i New York for at forhandle en global aftale om kontrol med våbenhandel på plads.

I mere end et årti har Amnesty arbejdet for en international våbenhandelstraktat, der kan forhindre, at våben strømmer til konflikter verden over og frit finder vej til undertrykkende regimer, der bruger dem mod deres egen befolkning. Før arbejdet om få uger kulminerer i FN, har AMNESTY spurgt lobbykoordinator Alberto Estevez om, hvordan Amnesty kan påvirke de enkelte landes diplomater og skubbe forhandlinger fremad.

FN’s 193 medlemslande skal prøve at blive enige om en global våbenkontrol. Hvordan foregår det i praksis? ”De indledende topmøder har fundet sted i nogle store vinduesløse konferencesale i FN-bygningens kælder, hvor det er umuligt at vide, om det er vinter eller sommer udenfor.

Her sidder diplomaterne pænt bag hvert deres bord med deres hjemlands navn skrevet på et stykke træ på bordet, og med hvert deres træflag, som de rækker i vejret, hvis de ønsker at tale til forsamlingen.

Lande, der er hårdt ramt af ukontrolleret våbenhandel, kan sidde klos op af lande, som i dag eksporterer selv samme våben. Men tonen er meget diplomatisk. Alt, hvad der bliver sagt, oversættes, og det sker på et af FN’s officielle sprog – arabisk, engelsk, fransk, kinesisk, russisk eller spansk. Det er hamrende 1 4 I am n e s ty

dyrt at sende folk til New York i en måned, så mens de store lande møder talstærkt op, har de mindre lande ofte kun få diplomater med i kortere tid.

Er Amnesty med i salen?

Ja, men vi får ikke noget bord. På stolerækkerne bagest i salen sidder vi stuvet sammen med de andre organisationer. Herfra udsøger vi os hver især de diplomater, vi skal have skabt kontakt til. Og så lytter vi. Hvilke signaler sender de forskellige lande? Hvilket ordvalg fortæller, hvor vi skal sætte ind? Djævlen er i detaljen, og det er detaljen, vi jager, når vi er i salen.

En drink i baren Lobbyisme bliver ofte forbundet med hemmelige møder bag lukkede døre – foregår det i FN? Den afgørende lobbyisme sker udenfor salen.

Det foregår på gangene, i kælderkorridorerne, cafeen og i restauranten sent om aftenen. Vi har hver en liste med 25-30 lande, som vi skal snakke med, og de officielle møder foregår mellem klokken 10-13 og 15-18. Så du skal mødes med diplomaterne om morgenen, fange dem under frokosten eller håbe på en drink om aftenen.

Det er som speeddating. Du siger hej og præsenterer dig, spørger om de vil mødes til

kaffe og sørger for, at de kender Amnestys holdning. Selv om vores hold er større end de mindste landes, så har vi måske kun et minut eller to til at levere vores vigtigste argumenter, mens vi følges med en diplomat ned ad gangen, før vi går til hver vores plads i salen.

Hvilke lande vil vi helst på date med?

Alle lande er vigtige for os af forskellige grunde. Der er lande med stor regional indflydelse som Brasilien, Indien, Sydafrika og Mexico. Der er landene i Nordafrika og Mellemøsten, som bag kulissen støtter Egyptens offentlige modstand af bindende kontrol med våbenhandlen. Og så er der USA, som vil have retningslinjer for våbenhandel, men er imod enhver juridisk binding.

Men vi skal også have fat i de små spillere.

Et lille land som Monaco eller Andorra kan komme med de helt rigtige udtalelser på de rigtige tidspunkter, og det kan skubbe processen fremad. Vi kan ikke læne os tilbage og lade dem, som støtter Amnestys linje, føre ordet alene. Det er langt stærkere, når lande med et neutralt image pludselig går frem og støtter kravet om kontrol med våbenhandlen.

Tre millioner i ryggen Som Amnesty-lobbyist har du mere end tre millioner medlemmer i ryggen. Det er flere

A f B jarke Windahl Pedersen | Illustration A f H anna R ikkeS istek Ahm

mennesker, end der er indbyggere i en række af de lande, som forhandler traktaten. Åbner det nogle døre?

Amnesty afslører og dokumenterer systematisk de forbrydelser, som den ukontrollerede våbenhandel medvirker til, og vi har ingen politisk binding. Derfor lytter diplomaterne til os.

Jeg tror, det er kombinationen af dokumentation, ekspertise og en massiv global folkelig opbakning, som åbner dørene for os. Nogle gange kommer landene faktisk selv til os, og mange afrikanske lande, som ikke har ressourcerne til at have et stort hold i FN, stoler i høj grad på os og bruger aktivt vores dokumentation til at fremføre deres sag.

Vi er dog ikke altid gode venner med dem, vi skal tale med. Ingen er glade for kritik, uanset om det er Tyskland, Frankrig, Storbritannien eller Rusland, Syrien eller Kina. Men vi er ikke sat i verden for at holde os gode venner med alle. Det vigtigste er, at de lytter – og det gør de.

Kun Kina afviser Amnesty Hvordan sætter I holdet til fire ugers maratonforhandlinger?

Vi kommer til at have stor rotation. Nogle vil være med i starten, andre kommer først til senere. Vi skal have de rigtige mennesker

til stede på de rigtige tidspunkter. Amnesty har allerede haft lange lukkede møder med nøglespillere som Rusland og Indonesien. De møder kan vi kun få, fordi vi er globale og har folk i de rigtige lande, som taler sproget og har skabt relationer igennem mange år. Det eneste land, som har afslået at møde os, er Kina.

Hvordan kommer en arbejdsdag til at se ud for jer?

Vi har et kontor tæt på FN-bygningen, som bliver vores hovedkvarter. Her starter dagen med koordinering kl. 7.30 og slutter med opsamling og forberedelse til næste dag omkring midnat eller et par timer senere. Vi kommer nok til at arbejde omkring 18 timer i døgnet.

Selv om vi har været her mange gange før, så er der stadig ikke nogen af os, som har nået en rundtur i FN-bygningen. Vi kender indgangen, kælderkorridorerne, salen, cafeteriet og restauranten.

Du har selv været med i arbejdet for en våbenhandelstraktat i mere end et årti.

Hvordan føles det at være så tæt på nu?

Lige siden jeg som medlem for 25 år siden begyndte med brevaktioner, har jeg tænkt på, hvordan vi kunne forebygge overgreb frem for at hele sårene. Nu har vi en kæmpe chance for at gøre præcis det. Får vi en stærk traktat,

har vi vundet et kæmpe slag. Et langstrakt og vigtigt slag, som vil skabe større sikkerhed verden over. Det er dyrt, det er langsomt, og hver en øre skal bruges rigtigt. Men i juli har vi en enestående chance for at tage et kæmpe skridt i retning af en verden, hvor det bliver sværere at skaffe våben til at krænke menneskerettighederne. 1

Støt global våbenkontrol Der findes i dag ingen international lov for våbenhandel. Diktatorer, krigsherrer og korrupte regimer kan stort set frit købe våben til at dræbe og undertrykke uskyldige mennesker.

Gå ind på www.amnesty.dk/vaaben og skriv under for global våbenkontrol.

Sammen kan vi vise medlemslandene i FN, at der i hele verden er bred opbakning til en våbentraktat, som kan stoppe de overgreb, der følger med ureguleret våbenhandel.

amnesty I 15

T em a: D e g lo b a le v å be n kø b m æ n d

I hælene på dødens købmand Gennem to årtier har Kathi Lynn Austin fulgt i hælene på Viktor Bout, som er en af verdens største våbenhandlere. Hendes liv som undercover agent skal filmatiseres med Angelina Jolie i hovedrollen, men først vil Kathi give sin egen version af, hvordan hun blev spion ved et tilfælde.

Sidste efterår kunne Kathi Lynn Austin for første gang stirre hæmningsløst på den mand, hun har forfulgt i det skjulte gennem de sidste 20 år. Retssagen mod den berygtede, russiske våbenhandler Viktor Bout begyndte i New York, og Kathi sad på forreste række i retssalen. Han genkendte hende ikke, til trods for at hun ved alt, hvad der er værd at vide om ham.

Kathi Lynn Austin fik første gang færten af Viktor Bout og den illegale våbenhandel en junidag i 1994 på grænsen til Rwanda. I månederne forinden var mere end 800.000 mennesker blevet dræbt i en massakre, som er gået over i verdenshistorien. Kathi Lynn Austin var hyret af FN’s Sikkerhedsråd for at kontrollere, om våbenembargoen mod Rwanda blev overholdt.

Hendes gennembrud kom med opdagelsen af, at et minerydningsfirma – som arbejdede for den amerikanske regering – samtidig importerede skydevåben, ammunition og pansrede køretøjer til begge parter af konflikten i Rwanda og DR Congo. Afsløringen blev banebrydende for hendes efterfølgende årelange optrevling af de brodne kar i den internationale våbenindustri. ”De år var et vendepunkt for våbenhandlen, 1 6 I am n e s ty

og de blev også et vendepunkt for mig”, siger Kathi Lynn Austin til AMNESTY. Fordrukne piloter Langsomt bevægede hun sig længere væk fra de humanitære organisationer, som egentlig var grunden til, at hun kom til Afrika. I stedet sporede hun sig ind på den særlige kategori af mennesker, som sværmer i udkanten af enhver krig og konflikt af helt andre årsager.

Hun spiste på de samme restauranter, boede på de samme hoteller og fløj fra de samme lufthavne som russiske Viktor Bout og hans internationale samarbejdspartnere. ”Jeg mødte desillusionerede efterretningsfolk og fordrukne piloter, som leverede våben for Viktor Bout i faldefærdige fly, fordi de ikke vidste, hvad de ellers skulle tage sig til, da den kolde krig var slut”, fortæller Kathi Lynn Austin.

Flød over grænserne Viktor Bout indledte sin karriere med at opkøbe våben og fly, som var billigt til salg efter Sovjetunionens fald, og han var leveringsdygtig i alt fra AK-47 automatrifler og ammunition til missiler og helikoptere til konflikter over hele verden. Bout etablerede

sit imperium med udgangspunkt i Belgien og Sydafrika og fik våben fra Bulgarien, Ukraine, Hviderusland og Rusland. Hans flyflåde vok­sede, og via gode kontakter til det russiske efterretningsvæsen var han i stand til at underbyde konkurrenterne.

Kathi Lynn Austin dokumenterede, at enorme mængder illegale våben flød over grænserne under dække af lovlige aktioner, og hun så med egne øjne, hvordan nære forretningsforbindelser til Viktor Bout betalte for samarbejdet med deres liv, mens han selv menes at have tjent seks milliarder dollars på sine forretninger. Hendes research viser, at Viktor Bouts våbenimperium forgrener sig langt ind i blandt andet den amerikanske statsadministration.

Hun ved, at han bevidst har spekuleret i at levere våben til ulmende konflikter i DR Congo, Rwanda, Sierra Leone og Afghanistan, som efterfølgende har kostet tusindvis af uskyldige menneskeliv. Og hun ved, at han er ligeglad.

“Jeg har fulgt Viktor Bout så tæt, at jeg har en fornemmelse af, hvordan han tænker. Han har ingen moral. Jeg tror ikke, han skelner mellem godt og ondt. Han er fuldstændig amoralsk og viser ingen medfølelse”, siger Kathi Lynn Austin.

A f M ikala S atiya R ørbech Foto: Søren Malmose

Foto: Polfoto

Viktor Bout bag tremmer i Thailand, hvor CIA lokkede ham i en fælde i 2008.

Kathi Lynn Austins jagt på våbenhandlere foregik ofte under dække af at arbejde for FN og diverse organisationer – herunder Amnesty International.

Man kan med rette kalde verden et bedre sted med Viktor Bout bag lås og slå” Kathi Lynn Austin

Gik i fælden i Thailand Viktor Bouts våbeneventyr sluttede i Thailand i 2008, da han blev lokket i en fælde af CIA og siden udleveret til USA. Dommen blev afsagt i november sidste år og lød på 25 års fængsel.

Forinden var hans liv beskrevet i filmen ”Lord of War” med Nicolas Cage i hovedrollen, men med Viktor Bout bag tremmer er det Kathi Lynn Austins tur til at give sin version af begivenhederne: Hendes liv skal filmatiseres med Hollywood-stjernen Angelina Jolie i hovedrollen, og forlaget Random House har sikret sig rettighederne til hendes kommende bog, som ikke stemmer helt overens med den officielle amerikanske version af virkeligheden.

Sandheden er, at Viktor Bouts imperium kun har været muligt, fordi han altid har bevæget sig på begge sider af loven. De lovlige operationer og samarbejdet med regeringer har fungeret som skjold for de illegale aktiviteter. Blandt andet lejede USA i 2003 flere transportfly af Viktor Bout til militære operationer i Irak. ”Når regeringer bliver afhængige af private leverandører for at opretholde sikkerheden og udføre hemmelige operationer, så stimulerer man samtidig det illegale våbenmarked. Vik-

tor Bout var smart nok til at indynde sig hos mange forskellige regeringer på samme tid.

Hvis han fik problemer med visse regeringer, flyttede han bare sine forretninger og slog sig ned et nyt sted, hvor han udviklede relationer med embedsmændene dér. Problemet er, at den amerikanske regering har vidst det hele tiden, og det er dybt dobbeltmoralsk”, siger Kathi Lynn Austin.

Godfather for våbenhandlen Kathi Lynn Austins opsporing af våbenhandlen foregik under dække af at arbejde for

FN og diverse organisationer – heriblandt Amnesty International. Hun kalder sig selv for ”spion for de gode”, men i realiteten hang hun ud med de slemme drenge i Afrikas konfliktzoner. Og i stedet for at få mand og børn, blev hun ekspert i at gennemtrawle lufthavnskontorer, kopiere falske dokumenter og holde øje med natlige forsendelser af våben. ”Jeg har arbejdet meget alene eller sammen med lokale, som ikke kunne sladre om, hvad vi lavede, fordi det ville sætte hele deres families liv på spil. Men der har også været situationer, hvor FN-helikoptere har fået mig ud af situationer med meget kort varsel. Eller hvor jeg er gået under jorden i længere perioder”, fortæller hun.

Viktor Bouts netværk tæller forretningsmænd, mineejere, piloter, skibsejere, korrupte tjenestemænd og folk, der leverer våben, diamanter, mineraler og andre naturressourcer – et vigtigt element i ligningen om våbenhandel i Afrika. ”Han var en slags godfather for våbenhandlen”, siger Kathi Lynn Austin.

Trussel mod USA Den anklage, som endte med at fælde Viktor Bout i retten, lød på konspiration til terrorisme og planer om salg af våben til FARC i Colombia, men i virkeligheden burde anklagen have været meget mere omfattende. ”Man kunne have fældet dom over ham langt tidligere på baggrund af min dokumentation. Han bør både straffes for sine kriminelle handlinger og som krigsforbryder, men det var først, da han blev en trussel mod USA, at man valgte at fængsle ham”, siger Kathi Lynn Austin. ”Man kan med rette kalde verden et bedre sted med Viktor Bout bag lås og slå. Men det frustrerer mig, at det er lykkedes USA at afslutte sit mellemværende med Viktor Bout og komme ud af det med rene hænder”, siger Kathi Lynn Austin.

Det er en af grundene til, at hun skriver sin bog. For at sikre sig, at sandheden bliver hørt. 1

København er mødested for våbenhandlere København er en attraktiv by for den ulovlige, internationale våbenhandel og bliver flittigt brugt som mødested for smuglere og våbenhandlere, fortæller Kathi Lynn Austin. Det skyldes, at København er let at rejse til, og at myndighederne angiveligt ikke er opmærksomme nok på ulovlige våbentransaktioner. ”København er dukket op i tre retssager mod nogle af verdens største illegale våbenhandlere og våbensmuglere”, siger Kathi Lynn Austin.

Den handel, som i sidste ende var med til at fælde Viktor Bout, blev indgået i København i 2008 og drejede sig om våben til guerillabevægelsen FARC i Colombia. Handlen blev infiltreret af den amerikanske narkobekæmpelsesenhed og CIA ved hjælp af hemmelige agenter.

amnesty I 17

T em a: D e g lo b a le v åTbe emnakø : ebtmtæ i ånrd m e d t e r r o r

Når Børn dræber Som 13-årig fik Ishmael Beah stukket et maskingevær i hånden og blev tvunget til at kæmpe i en krig, der allerede havde kostet hans familie og venner livet. I de følgende to år var han børnesoldat i borgerkrigen i Sierra Leone. I april gæstede han Amnestys landsmøde for at støtte kampagnen for en stærk FN-våbenhandelstraktat.

”Mit ansigt, mine hænder, min bluse og geværet var indsmurt i blod. Jeg løftede geværet, trykkede på aftrækkeren og dræbte en mand. Pludselig – som en filmoptagelse inde i min hjerne – begyndte alle de massakrer, jeg havde været vidne til, siden krigen startede. Hver gang jeg holdt inde med skydningen for at skifte magasin og fik øje på mine to livløse venner, rettede jeg vredt geværløbet ud mod sumpen og dræbte endnu flere. Jeg skød på alt, hvad der bevægede sig, indtil vi fik ordre til at trække os tilbage for at lægge ny strategi”.

Flere end 50.000 mennesker mis­ tede livet i den blodige borgerkrig, som rasede i det fattige vestafrikanske land Sierra Leone fra 1991 til 2002. Historien ovenfor er en øjenvidneberetning fra krigen, fortalt af den tidligere børnesoldat Ishmael Beah, der kun 13 år gammel blev rekrutteret af hæren i Sierra Leone.

1 8 I am n e s ty

A f O li v er de M ylius | Foto Søren A f H anna malmose S istek Mali Guinea Elfenbenskysten

Sierra Leone

Liberia

Sierra Leone

Ishmael Beah overlevede krigen og nedskrev sine erindringer i det, der blev til bogen ”Den Lange Vandring”. I dag er han 31 år og rejser verden rundt og fortæller om sit liv som børnesoldat. AMNESTY mødte ham under hans besøg i Danmark.

Den lange vandring Iført hvid skjorte og jakke ligner Ishmael Beah ikke en mand, som er vokset op omgivet af død og ødelæggelse. Han er smilende og glad, og han sludrer med folk på flydende engelsk.

Men Ishmael Beah har oplevet ting, som kun ganske få mennesker har overlevet til at fortælle om.

I 1993 levede han endnu et fredeligt liv med sin familie i landsbyen Mogbwemo. Han spillede fodbold og lyttede til rapmusik på sin kassettebåndoptager. Men krigen kom ind i Ishmaels liv, da hans hjemby blev angrebet af oprørshæren RUF, som plyndrede, myrdede og drev byens indbyggere på flugt. Den dag var Ishmael taget til nabobyen med en gruppe venner for at optræde i en talentkonkurrence med deres rapmusik. Ishmael blev skilt fra sin familie og så dem aldrig igen.

I stedet vandrede Ishmael og hans venner rundt i landet. Skrækslagne og desperate, uden retning, uden mad og uden begreb om, hvilken fremtid der ventede dem. Ingen stolede på hinanden i det krigshærgede Sierra Leone, og ingen ville give husly til en gruppe forældreløse drenge. I stedet blev Ishmael rekrutteret til Sierra Leones hær. ”Fra den første gang jeg deltog i krigen, vidste jeg, at den person, jeg havde været indtil da, var væk. Våben var aldrig noget vi var tæt på som børn. Det nærmeste, jeg havde været på det, var et legetøjsgevær af bambus, da jeg var syv år, men da krigen kom, så vi pludselig alt fra AK-47’er til RPG-granater. Vi så, hvad de våben kunne gøre ved mennesker.

Krigen i Sierra Leone Borgerkrigen i Sierra Leone begyndte i 1991, da oprørsgruppen Revolutionary United Front (RUF) angreb regeringshæren for at omstyrte regeringen og indføre demokrati. Mere end 50.000 mennesker døde, og omkring en fjerdedel af befolkningen blev sendt på flugt under krigen, som sluttede i 2002. Krigen havde rod i en udbredt utilfredshed med

Vi så dem blive sårede eller dræbt, og det var os selv, der trykkede på aftrækkeren”, siger Ishmael.

At elske sit våben I mere end to år kæmpede Ishmael som soldat og fik med tiden rang af sekondløjtnant. Proppet med amfetamin, marihuana og et miks af kokain og krudt kaldet ”brown brown” blev han og de andre soldater med tiden immune overfor krigens rædsler. Men første gang han holdt et våben i hånden, var han endnu bange: ”Jeg var kun 13 år og meget nervøs. Jeg havde aldrig holdt et våben før. Jeg havde set Rambo-film og andre film med våben, men jeg havde også set, hvad våben kan gøre ved mennesker i virkelighedens verden. I begyndelsen kunne jeg ikke holde det ud. Jeg kastede op, jeg kunne ikke sove, og jeg blev rastløs.

Men vi blev fortalt, at fjenderne var ansvarlige for vores familiers død. Vi lærte at tro på det.

Vi lærte at hade dem og at elske vores våben”, siger Ishmael.

Han har adskillige liv på samvittigheden, og når han i dag ser tilbage på de mere end to år, han levede som soldat, er han ikke i tvivl om, at de mange våben, der florerede i Sierra Leone, gjorde krigen mere blodig. ”I Sierra Leone havde vi våben, men vi havde intet andet. Så hvis nogle havde ris eller vand, og du havde et våben, så skød du dem for at få fat i det. For der var masser af våben, men ikke så meget ris. Det er den mentalitet, der udvikler sig i krig: Jeg har et våben, så giv mig, hvad du har, eller jeg dræber dig”.

De mest dødbringende soldater Desværre er Ishmael Beahs historie langt fra enestående. Borgerkrigen i Sierra Leone blev berygtet for sin brug af børnesoldater. FN anslår, at der i dag findes 300.000 børnesoldater i forskellige konflikter i verden, og ifølge

politisk, økonomisk og social uretfærdighed, men de civile endte med at blive de største ofre.

I april 2012 blev den tidligere præsident i nabolandet Liberia, Charles Taylor, der støttede RUF, idømt 50 års fængsel ved en domstol i Haag for at begå forbrydelser mod menneskeheden.

Ishmael Beah er det ikke i mangel på bedre, at man gør børn til soldater: ”Det er et meget bevidst og strategisk valg, at man bruger børnesoldater. Først og fremmest fordi børnesoldater er billige. Man behøver ikke lønne dem eller købe uniformer til dem. Samtidig er børn lettere at manipulere end voksne. Børn, som har mistet deres familier i krig, vil gøre alt for at tilhøre en gruppe og være en del af et fællesskab. Derfor kan børn gøres til de mest dødbringende soldater. De har mistet alt og er ligeglade med at dø. Det farligste menneske er den person, som har mistet alt og ikke længere har nogen drømme og håb”.

Man må tilgive sig selv Ishmael var heldigere end mange af sine kammerater. Han blev reddet fra krigen af nogle UNICEF-arbejdere, der bragte ham i rehabilitering. Siden blev han adopteret af en kvinde i USA, hvor han færdiggjorde gymnasiet og siden tog en bachelorgrad i statsvidenskab på universitetet.

I dag trækker Ishmael på sine oplevelser som børnesoldat, når han som ambassadør for UNICEF rejser til konfliktzoner og arbejder med børn, der er påvirkede af krig og konflikt. ”Da jeg selv var børnesoldat, troede jeg ikke på, at der var noget andet. Jeg troede, at jeg skulle være soldat, til den dag jeg døde.

Jeg ville ønske, at der havde været nogen, der kunne vise mig, at det ikke var min eneste mulighed”.

Efter krigen har Ishmael tilbragt lang tid i terapi. Men selv om krigen har mærket ham for livet, har han i dag tilgivet sig selv for de ting, han har gjort: ”Man er nødt til at lære at tilgive sig selv.

Det betyder ikke, at man kan få minderne og følelserne til at forsvinde. Men man må lære at sætte pris på livet igen”. 1 amnesty I 19

T em a: D e g lo b a le v å be n kø b m æ n d

Jernfloden fra USA til Mexico Mexicos myndigheder kæmper for at stoppe strømmen af illegale amerikanske våben, som både bevæbner landets narkokarteller og skræmte borgere, som selv søger beskyttelse. Siden 2006 er 47.500 mennesker dræbt af narkorelateret vold i Mexico.

”Mexico har brug for hjælp til at stoppe den forfærdelige vold. Den bedste måde at gøre det på er at stoppe forsyningen af automatvåben ind i Mexico”.

Mexicos afgående præsident, Felipe Calderón, havde et klart budskab med til sine amerikanske naboer, da han tidligere i år indviede et kæmpe oplysningskilt i grænsebyen Ciudad Juarez. ”No more Weapons”, står der på jernskiltet, som er smedet af konfiskerede illegale skydevåben, vejer tre ton og kan ses fra den amerikanske side af grænsen.

Narkokrigen dominerer det igangværende mexicanske præsidentvalg, og intet sted rammer volden hårdere end i Ciudad Juarez. Byen har verdens højeste mordrate, og de officielle folketællinger og rækkerne af forladte huse vidner om volden, der har drevet op mod en fjerdedel af byens en million indbyggere væk fra deres hjem. ”I dag er det hele værre end for seks år siden, da Calderón erklærede kartellerne krig og satte hæren ind. Banderne er flere, de kæmper både indbyrdes og mod militæret, og volden har spredt sig til hele landet”, siger Alejandra Nuño til AMNESTY. Hun er regional direktør ved menneskerettighedsorganisationen CEJIL, som både arbejder i USA og Latinamerika.

Da Mexicos regering i januar opdaterede det officielt anerkendte drabstal for narkorelateret vold, lød det på 47.500 drab siden 2006.

Våben, narko og menneskesmugling Kampen om narkotikamarkederne i USA og Mexico har ikke bare fået volden til at eskalere. Efterspørgslen på våben er også eksploderet, og strenge mexicanske våbenlove gør 2 0 I am n e s ty

det både nemmere og billigere at købe våben i nabolandene. ”I Mexico er narkoen og menneskesmuglingen to af de mest indbringende kriminelle industrier. Den tredje er våbnene”, siger Alejandra Nuño.

Det statslige amerikanske Bureau for Alkohol, Tobak og Våben (ATF) konkluderer direkte, at det er de mexicanske narkokartellers behov for våben, som gør, at nogle typer automatvåben i dag koster mere end det dobbelte i grænsestater som Texas, end de gør i USA’s nordlige stater.

Og våbnene finder nemt over grænsen til Mexico. I 2009 viste undersøgelser fra ATF, at tæt ved 90 procent af de konfiskerede våben, som kunne efterspores, kom fra USA. Det fik den amerikanske senator Dick Durbin til at beskrive våbenstrømmen fra USA til Mexico som en ”dyb jernflod af våben”.

Men jernfloden løber ikke kun ind i Mexico fra nord, påpeger Alejandra Nuño: ”Våbnene kommer også fra syd, hvor det stadig flyder med ukontrollerede våben, som aldrig blev inddraget efter borgerkrigene i Guatemala og El Salvador”.

Skræmte borgere bevæbner sig Mens myndighederne kæmper for at standse kartellernes våbenforsyning, er der også grænsebyer i Mexico, hvor volden har fået ellers lovlydige borgere til at bevæbne sig med illegale våben.

I januar besøgte den amerikanske radiostation NPR den lille by Colonia LeBaron i grænsestaten Chihuahua. Her begyndte lokale landmænd for få år siden at organisere sig i private vagtværn og helt åbent bevæbne sig med indsmuglede amerikanske våben, som

Billedtekstaælsdkf aældfjkæsdjælkajsdfælkajsdfæljasdæflk jaælsdfjalsdf sdasda sdfsdjf lsdjflkasjdfl jasdfljasldjflaskjdflak jsfdlasdfasd

A f B jarke Windahl Pedersen

Oprustning nytter ikke Myndighedernes strategi overfor kartellerne er at sætte hårdt mod hårdt. Senest er Mexicos flåde blevet indsat for at støtte militæret i kampen mod kartellerne – en strategi, som USA, ifølge Alejandra Nuño, aktivt bakker op om med specifik militærstøtte til en række lande i regionen. ”I Mellemamerika bliver narkokrigen simpelthen set som et spørgsmål om nationens sikkerhed”, siger Alejandra Nuño.

Hun er dog stærkt kritisk overfor Mexicos øgede militarisering af narkokrigen. Det er ikke den rigtige vej ud af volden, mener hun. ”Kartellerne har tre gange så mange våben, og de kan skaffe alt. Hvis vi kæmper på den måde, så taber vi”, siger Alejandra Nuño.

Uanset hvem der vinder præsidentvalget i juli, håber hun derfor, at regeringen fremover vil begynde at arbejde med langsigtede løs-

ninger for at dæmme op for voldsbølgen, der hærger Mexico. For våben eller ej, så vil banderne fortsætte med at vokse, så længe folk ikke har andre leveveje end den kriminelle. ”I de områder, hvor staten er fraværende, bliver børn og unge nemt rekrutteret af kartellerne. Enten fordi de sympatiserer med de lokale kriminelle, fordi de ikke har andre muligheder, eller fordi de bliver truet ind i banderne,” siger Alejandra Nuño. 1

Foto: Scanpix

de uden problemer skaffer sig på det sorte marked. ”Jeg tror, der ville være mindre vold, hvis der var flere våben. Så ville det være umuligt for banderne at gøre præcist, hvad der passer dem”, fortalte indbyggeren Jose Widmar til NPR i januar.

For tre år siden blev hans bror Luis dræbt af banderne, der havde kidnappet en dreng fra byen og forsøgte at afpresse indbyggerne.

Den slags skrækindjagende eksempler er der nok af. Alene i én uge i maj 2012 blev der først fundet 23 lig i grænsebyen Nuevo Laredo, nogle af dem hængt fra en bro, de andre halshuggede og smidt foran rådhuset. Fire dage senere blev kropsdelene fra 18 lig smidt på gaden i Mexicos næststørste by, Guadalajara. Og blot få dage efter, den 13. maj, dukkede 49 skamferede lig op på en motorvej i den nordlige del af landet.

Foto: Scanpix

Våben og narko spreder død • Fra 2005 til 2010 er antallet af narkorelaterede mord ifølge den mexicanske regering steget med 760 procent. Da Mexicos regering i januar 2012 offentliggjorde antallet af dræbte siden 2006 var det på mere end 47.500 mennesker.

• Mexicos sidste private våbenhandler lukkede i 1995, og i dag har landet nogle af verdens strengeste våbenlove. Tilladelser udstedes af hæren, kan koste op til 10.000 dollars og skal fornyes hvert eneste år. Der er desuden kontrol med, hvor mange våben en person må eje, hvor meget ammunition de må købe hver måned, og hvor i landet et våben må medbringes.

• 95 procent af voldsforbrydelser i Mexico bliver aldrig opklaret. For fire år siden holdt Mexico op med at lave undersøgelser af narkomordene, selv om alle drab ifølge landets lovgivning skal efterforskes.

• Siden 2004 har USA undladt at forny et nationalt forbud mod at producere og sælge en række våbentyper til andre end stater og officielle politistyrker.

Siden er priserne faldet og tilgængeligheden steget for halvautomatiske rifler og pistoler.

• Ifølge Det Hvide Hus sælges der for omkring 65 milliarder dollars narkotika om året i USA.

amnesty I 21

T em a: D e g lo b a Tlee mvaå:be d et n køhbe m mm æ el n di g e fæ n g s e l

Våben koster hvert år mindst 500.000 mennesker livet – eller et liv i minuttet.

Halvdelen skyldes væbnede konflikter. Den anden halvdel skyldes kriminalitet og vold. Den internationale våbenhandel har en anslået værdi af mere end 200 milliarder kroner om året. Men det er vanskeligt at fastslå det præcise omfang af våbenhandlen, da kun 35 af verdens lande offentliggør detaljeret information om deres våbeneksport.

TEKST / BJARKE WINDAHL PEDERSEN GRAFIK / MIKKEL HENSSEL

USA 34,8 %

VERDENS STØRSTE VÅBENPRODUCENTER I 2010 var seks lande ansvarlige for 74 procent af verdens samlede våbeneksport

Tyskland 7,4 % Kina 6,2 %

Storbritannien 6,5 %

HVOR STORE BELØB OMSÆTTER DE FOR 1. USA: 74 milliarder kroner I 2010 var USA's våbensalg verdens klart største, og der er langt ned til nummer to. Her er listen over verdens største våbeneksportørers omsætning:

2. Rusland: 31 milliarder kroner 3. Tyskland: 16 milliarder kroner 4. Storbritannien: 14 milliarder kroner 5. Kina: 13 milliarder kroner 6. Frankrig: 9 milliarder kroner 7. Sverige: 8 milliarder kroner

875 millioner

2 2 I am n e s ty

Der findes 875 millioner håndvåben på verdensplan.

Kun 12 procent er officielt registreret.

Hvert år bliver der produceret otte millioner nye håndvåben samt 10-15 milliarder stykker ammunition – nok til at dræbe hver indbygger i verden to gange.

Frankrig 4,0 %

Rusland 14,8 % HVAD ER KONSEKVENSERNE AF DEN UKONTROLLEREDE VÅBENHANDEL 60 procent af de menneskerettighedskrænkelser, som Amnesty har registreret, sker med brug af våben.

Våben skaber flygtninge – en fjerdedel af verdens flygtninge kommer fra bare seks lande, som alle er hærgede af væbnede konflikter.

43 millioner mennesker er fordrevet på grund af væbnet konflikt.

De sidste 13 år har der været 128 forskellige væbnede konflikter i verden.

Håndvåben dræber over tusind mennesker hver dag. Millioner bliver såret hvert år, eller deres liv bliver drastisk forværret, fordi deres adgang til uddannelse, sundhed, arbejde eller nødhjælp bliver afskåret af væbnede grupper.

1000 HVER DAG

A f bjarke w indahl p edersen og ole hoff -lund | g rafik M ikkel H enssel

VÅBENHANDLERNES

BESTSELLERE

TOP5

RPG-7 er en raketdrevet granatkaster udviklet i Sovjetunionen. Det skulderbårne panserværnsvåben er effektivt overfor pansrede mandskabsvogne, men det anvendes også ofte mod bygninger og civile i byer.

Det amerikansk producerede M60 maskingevær har været anvendt i utallige krige og udmærker sig bl.a. ved at kunne affyre 100 skud i minuttet.

VÆBNEDE KONFLIKTER LIBYEN

Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Frankrig, Tyskland, Italien, Rusland, Serbien, Spanien og Storbritannien solgte i 2005-2010 våben til Gaddafi. Protesterne mod Gaddafis styre blev sidste år mødt med dødelige vold fra landets sikkerhedsstyrker. Efter Gaddafis fald er de enorme våbenlagre spredt ud over hele regionen.

I Mali har væbnede Tuareg-militser med udspring fra Libyen skabt den værste menneskeretlige krise i 50 år.

KALASHNIKOV AK-47 er verdens mest berømte våben. Den robuste automatriffel blev udviklet i Sovjetunionen af Mikhail Kalashnikov i 1947 og har siden gået sin sejrsgang i hele verden. Det anslås, at der findes over 100 millioner eksemplarer af AK-47. Osama bin Laden optrådte på sine videoer med en AK-47 ved sin side.

EGYPTEN

Under de sidste fem år af Mubaraks styre købte Egypten våben fra en række lande: Østrig, Belgien, Bosnien & Hercegovina, Bulgarien, Finland, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Serbien, Slovakiet, Spanien, Schweiz og USA. Mindst 840 mennesker døde under det tre uger lange oprør mod Mubarak. Overgrebene mod befolkningen er fortsat under militærstyret.

SA-7 GRAIL er et bærbart jord-til-luft missil fremstillet i Sovjetunionen første gang i 1968. Meget anvendt af oprørsstyrker i Irak og Afghanistan. Det infrarøde styringssystem gør det særlig farligt for lavtflyvende transportfly.

9 MM UZI er en kompakt maskinpistol, som blev udviklet i Israel i 1951 af Uziel Gal. Siden har det populære våben spredt sig til over 50 lande. Uzi var det foretrukne håndvåben for de colombianske narkokarteller.

SYRIEN

Ifølge FN er mere end 9.000 mennesker dræbt, siden oprøret mod Assads diktatur begyndte sidste år.

Alligevel fortsætter Rusland og Kina med at blokere for en våbenembargo i FN’s Sikkerhedsråd. Omkring 10 procent af Ruslands våbeneksport går til Syrien, der også har købt våben af Østrig, Frankrig og Italien.

SUDAN

Kina, Rusland og Hviderusland har i de seneste år leveret våben og ammunition til Sudan, hvor hæren og regeringsstøttede militser har begået massive menneskerettighedskrænkelser i Darfur.

Siden 2003 er mindst 200.000 blevet dræbt, og over en million mennesker er flygtet.

Senest er der også udbrudt kampe mellem Sudan og verdens nyeste land, Sydsudan. Samtidig er Sudan knudepunkt for transport af våben til Somalia, Uganda og DR Congo.

BAHRAIN

USA, Storbritannien, Østrig, Belgien, Finland, Tyskland, Frankrig, Italien og Schweiz har i årene 2005-2010 leveret våben til Bahrain, som i marts sidste år slog det folkelige oprør ned med militær støtte fra Saudi Arabien. Allerede i september sidste år bad det amerikanske forsvarsministerium Kongressen om at godkende nye salg af militært isenkram til Bahrain, hvor myndighederne fortsat fængsler og torturerer kritikere af regimet.

COLOMBIA

Colombias årtier lange interne væbnede konflikt og narkokrig går fortsat hårdest ud over landets civilbefolkning og opretholder efterspørgslen på våben. Alle konfliktens parter – guerillagrupper, paramilitære styrker og militæret – fortsætter med at begå grove menneskerettighedskrænkelser. Landet har en af verdens højeste mordrater, og omkring fire millioner indbyggere er internt fordrevne – 10 procent af landets befolkning.

HVEM har solgt flest våben til Nordafrika og Mellemøsten de seneste fem år?

24% Den globale våbenhandel er steget med 24 procent i årene 2006-2010.

RUSLAND Ti procent af Ruslands samlede våbeneksport er gået til Syrien.

LIBERIA

I løbet af 14 år blev Liberia raseret af to borgerkrige, der resulterede i omkring 250.000 dræbte. Konflikten efterlod landet i økonomisk ruin og oversvømmet med våben. På trods af det igangværende program for at afvæbne befolkningen, strømmer der fortsat illegale våben ind i landet.

USA OG TYSKLAND Har solgt våben til Egypten, Libyen, Yemen og Bahrain.

Ifølge FN var børn involveret i væbnede konflikter i mindst 14 lande i 2011. Enten som børnesoldater, som ofre, eller fordi de blev udsat for voldtægt og andre former for seksuel vold.

De 14 lande er: Afghanistan, Den Centralafrikanske Republik, Chad, Colombia, DR Congo, Irak, Myanmar, Nepal, Filippinerne, Somalia, Sri Lanka, Sudan, Uganda og Yemen.

SOMALIA

Gennem to årtier har Somalia været kampzone for væbnede militser med enorme civile ofre til følge.

Omkring otte ud af ti familier har håndvåben – langt størstedelen er AK-47. Landet er sunket ned i økonomisk ruin, og pirater til søs truer den internationale skibsfart.

STORBRITANNIEN Har solgt våben til Libyen, Yemen og Bahrain.

FRANKRIG Har solgt våben til Syrien, Libyen, Egypten og Bahrain.

Med 8,9 håndvåben for hver ti indbyggere er amerikanerne det tungest bevæbnede folk i verden. Yemen er nummer to med 5,5 våben per ti indbyggere.

Kilder: Amnesty international, Uppsala Conflict Data Program, UNHCR, Geneva-based Graduate Institute of International Studies, Dansk Flygtningehjælp, US Government, Congressional Research Service

amnesty I 23

Colo m b i a

Jesús Mario Corrales, leder af organisationen Nuevo Amanecer, iført sin skudsikre vest.

2 4 I am n e s ty

A f L ene Winther | Foto Mads Nissen

Kunsten at

overleve I Colombia

I Colombia kæmper en mand for at hjælpe ofrene for landets knap 50 år lange væbnede konflikt. Kampen kan koste ham livet. 36 medlemmer af hans organisation Nuevo Amanecer er blevet myrdet, og dødstruslerne på hans skrivebord vokser.

AMNESTY har besøgt Jesús Mario Corrales.

➜ amnesty I 25

Colo m b i a

Tre bodyguards bevogter Jesús Mario Corrales hjem.

Med barnebarnet på skøddet bladrer Jesús Mario Corrales igennem en mappe med trusselsbreve.

2 6 I am n e s ty

➜

Fanget i fløjkrig Tre mænd spejder ud over de faldefærdige Der er flere årsager til, at op mod 12 procent røde tegltage, der skimtes for foden af den af colombianerne ender som flygtninge i eget stejle sti. De er omkring tredive år, kortklipland. Måske bliver deres jord taget fra dem, pede og ulasteligt klædt i nystrøgne skjorter. fordi den skal bruges strategisk af de væbnede Ved bæltekanten anes bulerne fra de pistoler, grupper eller rige bagmænds produktion der klistrer sig ind til deres muskuløse kroppe. af kokain, palmeolie eller minedrift. Måske I det hvide murstenshus bag dem, på en beskyldes de for at holde med den forkerte fløj bakketop i en fattig udkant af byen Cartago, i konflikten.

200 kilometer vest for Colombias hovedstad Det er dødsensfarligt at sætte sig op mod Bogotá, sidder Jesús Mario Corrales. En lavkonfliktens væbnede grupper. Jesús Mario ved stammet mand med rund mave, milde øjne og det. Siden 2007 er 36 medlemmer af Nuevo vigende tindinger. Manden, hvis liv de tre livAmanecer blevet myrdet. vagter fra det colombiBlot tre uger efter vores møde anske indenrigsministeHvordan går det i Cartago tikker en mail ind rium er sat til at vogte. ikke med de ofre, med Jesús Mario som afsenEn stak breve ligger som hverken kan der. Nu er endnu et medlem, spredt ud over Jesús Malæse eller skrive? en ung fyr ved navn Jhorman rios skrivebord. Sorte Andres, blevet dræbt. dødningehoveder, coDe er årsagen til, lombianske nationalflag at jeg fortsætter Anklaget for at være stikker og ørne med udspredte mit arbejde”.

I Jesús Marios stue blander vinger udsmykker dem.

Jesús Mario Corrales. plakater med slagord for Nogle er falmede, har Nuevo Amanecer sig med bøjede kanter og bærer indrammede familieportrætter og farverige fingeraftryk fra at være nærstuderet igen og støbefigurer af Jesus. På hylderne står tunge igen. Andre er hvide og helt nye. ringbind med sagerne fra de ofre, som organiJesús Mario tager et brev i hånden og besationen forsøger at hjælpe. gynder at læse op af de tætskrevne linjer.

Jesús Mario byder på stærk, sort colombi”Din søn af en luder, du skal ikke vide dig ansk kaffe. Selv slubrer han op til tyve kopper i sikker. Snart kommer du til at være helt alene, sig om dagen. Mad har han svært ved at få ned. det forsikrer vi dig”.

Hans ulykke begyndte tilbage i 1998. DenHan stemme er blød og næsten barnlig. På gang arbejdede han som skolelærer i det cengulvet sidder hans barnebarn Laura Camilla trale Colombia. Tre af hans dygtigste elever på to år, opslugt af et stykke legetøj. På det blev inviteret med på en ferielejr arrangeret seneste er truslerne i brevene også begyndt at af den colombianske stat. Da eleverne vendte nævne hende. hjem fra lejren, blev det hurtigt kendt i byen, at de havde tilbragt en dag i en militærlejr.

En ny begyndelse Her var de blevet bedt om at svare på, om Jesús Mario Corrales leder den colombianske guerillagruppen FARC holdt til i deres by. organisation Nuevo Amanecer, som betyder Rygterne begyndte at løbe i byen. Det hed ”en ny begyndelse”. Han har stillet sig forrest sig, at Jesús Mario på forhånd havde godkendt i kampen for at sikre rettighederne for et stigende antal internt fordrevne colombianere, der trues bort fra deres hjem, fordi de bliver fanget i den væbnede konflikt imellem venstreorienterede guerillaoprørere, regeringsstyrker og højreorienterede paramilitære grupper. En konflikt, der har hærget Colombia i knap 50 år.

Den førende colombianske menneskerettighedsorganisation Codhes vurderer, at der i dag er 5,2 millioner internt fordrevne i Colombia, et land med 45 millioner indbyggere. Det er det højeste antal i verden. Spørger man den colombianske regering, ligger tallet på 3,8 millioner. Sikkert er det, at strømmen af internt fordrevne fortsætter. Hundredvis af colombianere føjes til statistikkerne hver eneste dag.

opholdet i militærlejren. At han var spion for regeringshæren. Intet af det passede, og han gjorde, hvad han kunne for at forsvare sig mod rygterne. Lige lidt hjalp det. Få måneder senere fik han et brev stemplet af FARC. De kunne ikke længere garantere for hans sikkerhed, stod der.

På flugt fra FARC En tidlig morgen et par dage senere sad Jesús Mario klemt på sæderne i en varevogn med knapt 20 andre passagerer på vej mod Soacha i udkanten af Bogotá. En fattig forstad præget af kriminelle bander, narko og slum – og kendt for at opsluge titusindvis af Colombias internt fordrevne. De andre passagerer var hans elever fra lejrskolen og deres familier.

Ingen følte, at de længere kunne være i sikkerhed.

I Soacha blev de registreret som internt fordrevne på et regeringskontor. Det var på denne tid, i forsøget på at bygge en ny tilværelse op, at Jesús Mario besluttede sig for at bruge sit liv på at hjælpe ofrene. Han mener, at de bliver svigtet på det groveste af den colombianske stat, der ikke magter at sikre dem så basale rettigheder som retten til eget hjem og et liv uden frygt for de væbnede grupper. ”Staten overlader ofrene til sig selv. Den ser ingen interesse i at hjælpe dem. Jeg ved, hvordan man begår sig i samfundet, men på trods af det skulle jeg kæmpe en hård kamp for at få et minimum af sikkerhed. Hvordan går det ikke med de ofre, som hverken kan læse eller skrive? De er årsagen til, at jeg fortsætter mit arbejde”, siger Jesús Mario.

En kamp om jord Iført skudsikker vest sætter Jesús Mario og livvagterne sig ind i en hvid Toyota med tonede ruder af panserglas. Dækkene er lavet af ekstra tykt gummi for at beskytte mod skud. Den

En internt fordrevet dreng fotograferet igennem ruden på en bil fra Læger Uden Grænser.

Klistermærket i ruden viser, at der ikke er våben i bilen, og at man ikke skal skyde på dem. amnesty I 27

➜

Colo m b i a Langs væggene i en kirke i byen Quibdo i provinsen Chocó hænger portrætter og beskrivelser af tusindvis af mennesker, som har mistet livet i konflikten.

En gade i Colombia fotograferet gennem forruden på Jesús Mario Corrales skudsikre bil.

José Parra Pape fremviser sit chokerende ar på maven. Han blev ramt af otte kugler, da paramilitære styrker stormede hans hus i 1999 for at overtage jorden.

➜

tunge bil er større og længere end de andre biler på Cartagos små veje. Et kvarter senere når den frem til familien Parra Zapes hus.

For over ti år siden blev familien fordrevet fra deres ejendomme og jord af paramilitære styrker. En søn blev dræbt, mens to andre blev alvorlig såret.

Familien siger, at deres ejendom nu fungerer som base for gruppen Los Rastrajos, som i dag er kendt som en af hovedaktørerne bag den omfattende narkotrafik, der strømmer fra kokaplanterne i Colombia til Mexico og videre til USA. Parra Zapes familien øjnede nyt håb, da Juan Manuel Santos i 2010 blev præsident i stedet for Álvaro Uribe. Et af Santos’ tiltag er en lov, som skal give op mod syv millioner hektar jord tilbage til deres oprindelige 2 8 I am n e s ty

ejere. Organisationer som Amnesty og Codhes roser loven for at være et fremskridt, der for første gang anerkender ofrenes rolle i den væbnede konflikt i Colombia.

Men familien Parra Zapes historie viser, hvordan det kan gå, når man forsøger at bruge loven til at vriste jord ud af hænderne på de væbnede grupper.

Den 12. juli 2011 var sønnen i familien, Holmer Parra Zape på 39, en benet mand med et anspændt ansigtsudtryk, stået tidligt op for at gå på arbejde. Klokken var fem om morgenen, da han åbnede sin hoveddør i lejligheden i Cartago og blev overrasket af to bevæbnede mænd klædt i sort. Et skud nåede at bore sig ind i hans arm, før han fik smækket døren i og kastede sig ned på gulvet, mens flere kugler hamrede mod metaldøren. De fik ikke ram på

ham og slap væk, inden politiet nåede frem.

I dag rækker Holmer Parra Zape sin ødelagte hånd frem og viser, hvordan fingrene ikke længere kan strækkes ud. Selv om han var tæt på at dø, fortsætter familien med at forsøge at få jorden tilbage. ”Det er vores jord. Den er alt, hvad vi har”, siger han.

Skyldige slipper for straf Inde i et af Cartagos indkøbscentre møder vi Juan Manuel Cuellar, som er borgmester i en lille by 80 kilometer mod vest ved navn San Jose del Palmar. Jesús Mario kalder ham for den eneste borgmester, der forsøger at gøre noget for de internt fordrevne. Borgmesteren selv opsummerer årsagen til de internt fordrevne i et eneste ord: Straffrihed.

For journalister, aktivister og advokater – og alle andre, der tør udfordre de væbnede grupper – er det normalt at modtage dødstrusler i breve smykket med dette bevingede kranium.

Langt hovedparten af indbyggerne i den fattige bydel Soacha udenfor Colombias hovedstad Bogota er internt fordrevne fra den væbnede konflikt.

”Hvis man har våben, kan man gøre, hvad man vil i Colombia og slippe af sted med det”, siger Juan Manuel Cuellar.

Inden mørket sænker sig, begiver vi os tilbage. Den hvide Toyota klatrer op til Jesús Marios hus på toppen af bakken i Cartagos udkant. Livvagterne er færdige med dagens arbejde. Jesús Mario vinker farvel, mens han smiler blegt. Om natten er familien overladt til sig selv, en låst hoveddør lavet af tyndt metal og et stykke papir fæstnet på væggen, hvor håndskrevne tal viser nummeret til det lokale politi. Lysene foran hans hus forbliver tændte. 1 Denne historie blev til med økonomisk støtte fra fotografilegatet Manuel Rivera-Ortiz Foundation for International Photography.

Illegale våben oversvømmer Colombia Illegale våben spiller en afgørende rolle i Colombias snart 50 år lange væbnede konflikt, hvor alle parter kritiseres for at begå alvorlige brud på menneskerettighederne.

Der findes 1,3 millioner legale håndvåben i Colombia, men eksperter mener, at antallet af illegale våben er tre-fire gange så stort.

De legale våben produceres i Colombia eller importeres fra lande som USA og Israel. 75 procent af de illegale våben kommer fra udlandet – i flere tilfælde fra Europa.

Det sker på trods af, at flere europæiske lande har forbud mod at sælge våben til Colombia.

Den belgiske tænketank GRIP undersøgte

i 2009 knapt 19.000 rifler og pistoler fra demobiliseringen af nogle af landets paramilitære grupper, som i årevis – ofte i tæt samarbejde med de colombianske regeringsstyrker – havde kæmpet mod guerillagrupper som FARC og ELN. Størstedelen af våbnene kom fra lande, som aldrig har solgt våben til Colombia eller ikke har gjort det i mange år. 27 procent af våbnene var produceret i europæiske lande med Bulgarien, Belgien, Ungarn, Tyskland og Polen i spidsen. Rapporten konkluderer, at den europæiske kontrol af våbeneksport ikke havde formået at stoppe den illegale våbentrafik til Colombia.

amnesty I 29

I ran

En mors kamp for retfærdighed Tre millioner iranere gik på gaden under den grønne revolution i 2009 for at protestere over valget af Mahmoud Ahmadinejad som præsident. I bogen ”Zahra’s Paradise” fortæller to iranske tegnere historien om en mor, hvis søn forsvinder under protesterne.

Den unge, iranske kvinde Neda Soltani, der blev skudt af en snigskytte og forblødte på gaden i Teheran, blev på mange måder et ikon for den grønne revolution i Iran i juni 2009.

Mange andre iranere mistede livet under protesterne, og endnu flere blev anholdt, da sikkerhedsstyrker og den berygtede Basij-milits opløste de fredelige demonstrationer efter Ahmadinejads valgsejr.

Sårede demonstranter blev revet ud af hos­ pitalerne. Nogle forsvandt sporløst, andre blev tortureret til døde i fængslerne. Journalister, bloggere, filminstruktører og oppositionspolitikere blev sat i husarrest.

Det var ikke meget, der slap ud til omverdenen om den brutale nedkæmpning af den grønne revolution. De iranske medier var tavse, og udenlandske medier blev udvist eller nægtet indrejse i de dramatiske måneder i 2009. Det var først, da tusindvis af unge iranere gennembrød censuren ved hjælp af sociale medier som Twitter og Youtube, at verden vågnede op.

Forsvundet i torturfængslet På den baggrund forsøger to eksil-iranere Amir og Khalil nu at give deres version af revolutionen i form af den grafiske novelle ”Zahra’s Paradise”.

Historien handler om en mors desperate forsøg på at finde sin yngste søn, Mehdi, som forsvinder under en af de store demonstrationer. Hun begynder en rejse ind i Irans juridiske system. Jagten fører hende til hospitaler, lighuse, fængsler, domstole og advokater, men Mehdi står ikke registreret noget sted. Som Mehdi’s bror opgivende siger i bogen: 3 0 I am n e s ty

”Demonstrationerne fik ingen omtale. Som om de aldrig fandt sted. Hvordan kan nogen forsvinde under en demonstration, som aldrig fandt sted?”

Men gennem personlige forbindelser, venlige taxichauffører og et netværk af hackere lykkes det langsomt for familien at nærme sig sandheden om Mehdi’s skæbne. Sporet fører til det berygtede Evin fængsel, hvor størstedelen af landets systemkritikere ender, og i sidste ende til begravelsespladsen Zahra’s Paradise i udkanten af Teheran. Konfronteret med den sørgende og kompromisløse mor, erklærer en højtstående repræsentant for præstestyret: ”Vi gjorde alt, men hans liv stod ikke til at redde. Han havde ikke nogen identitetspapirer på sig, så vi kunne ikke kontakte familien”.

Det andet Iran En af bogens forfattere, Amir, fortæller til AMNESTY, at han ønsker at beskrive de to modstridende sider af det iranske samfund – det samvittighedsløse præstestyre overfor Irans rige og gamle kultur, hvor kærligheden og medmenneskeligheden ligger dybt. ”Jeg håber, at historien vil hjælpe folk til at forstå, hvad menneskerettigheder betyder for det enkelte menneske i Iran og andre steder.

Menneskerettigheder kan være en meget abstrakt størrelse, men når en mor leder efter sin forsvundne søn, så kommer hjælpen fra uventet kant, selv på de laveste niveauer i samfundet”, siger Amir, der har valgt at være anonym af politiske årsager.

Han forklarer, at man kan blive bortført når som helst i Iran, og at der ikke eksisterer nogen sagsmapper med et journalnummer. Der-

A f O le H off -L und

I llustrationer : K halil

➜

amnesty I 31

I ran ➜

for er det umuligt for de pårørende at vide, hvor man skal henvende sig. ”Det er en form for terror mod befolkningen, mod familier, pårørende og venner. Og det er nærmest umuligt at opklare, hvem der har anholdt dem, hvorfor de er anholdt, hvordan de vil blive straffet, og hvor meget det vil koste at få en advokat på sagen. Der sker de mest uhyrlige ting i Irans fængsler. Voldtægt, mord og tortur. Og det sker i Profetens navn, i religionens navn”, siger Amir.

Tortur og mishandling af demonstranter i fængslerne Evin og Kahrizak spiller en afgørende rolle i ”Zahra’s Paradise”. Bagest i bogen har forfatterne optrykt 16.901 navne på mennesker, der er dræbt af styret siden den islamiske revolution i 1979, og Amir lægger ikke skjul på sin begejstring for Amnesty Internationals arbejde med at dokumentere overgrebene.

32 I a m n e s ty

”Jeg elsker Amnesty, fordi I hører skrigene fra fængslerne. I forsøger at åbne dørene og finde ud af, hvem der sidder bag fængselsmurene, og hvad der sker i Evin. De ansvarlige skal vide, at de vil blive stillet til regnskab. Amnestys medlemmer kan tænde lyset og håbet i Iran”, siger Amir.

Amir & Khalil: Zahra’s Paradise, 276 sider, 160 kroner, www.firstsecondbooks.com

pisk for tegninger Den iranske satiretegner Mahmoud Shokrave blev i april idømt 25 piskeslag for at tegne en karikatur af et tidligere parlamentsmedlem.

KU

NS T

KULTUR

A f K laus R othstein

Danh Vo kom til Danmark som bådflygtning fra Vietnam. I dag er han en internationalt anerkendt kunstner. Nu skærer han verdens mest berømte frihedssymbol op i 400 dele.

Den parterede frihedsgudinde KU

N

ST

I juni 1885 blev 214 kasser læsset af det franske skib Isere på den lille ø Bedloe’s Island udenfor New York.

I kasserne var 350 dele, som skulle samles til et kæmpemonument. Ud på efteråret stod Frihedsgudinden færdig, 92 meter høj fra sokkel til fakkel.

Statue of Liberty – velsagtens verdens mest berømte statue – var en hyldestgave fra Frankrig til USA’s demokrati. Lige siden har hun urokkeligt passet sit job som symbol på venskaber mellem frie folk, ofte omdiskuteret og omgærdet med stærk ironi, når USA har set stort på andres frihed.

I maj måned i år sejlede Frihedsgudinden så igen med skib. Dog ikke den originale statue, men en nøjagtig 1:1 kopi som samlesæt i løsdele. Denne gang gik ruten ikke fra Frankrig til New York, men fra et metalværksted i Shanghai til museer rundt om i verden, deriblandt Statens Museum for Kunst i København, hvor man nu kan se brudstykker af Frihedsgudinden.

Afsenderen var den danske kunstner med vietnamesiske rødder, Danh Vo. Han har parteret og kopieret statuen i 400 dele til udstillingen We the People (Detail). De 110 elementer, som vises i København – en arm, en finger, en fod, måske noget af faklen – skal hver især fungere som selvstændige skulpturer. Men som publikum kender vi jo helheden så udmærket.

Bådflygtning fra Vietnam Danh Vo blev født i Vietnam i 1975, og kom fire år gammel til Danmark som bådflygtning i kølvandet på Vietnam-krigen. Han blev uddannet fra Kunstakademiet i København og Städeschule i Frankfurt, og han har nu en international karriere, hvor han bor og arbejder i Berlin, Basel og Bangkok. Han fortæller

via e-mail om sit arbejde med We the People (Detail): ”Frihedsgudinden er et mishandlet ikon, og jeg har ingen interesse i at give mit bidrag. Betydningen er nedarvet i forvejen. Hele ideen om immigration og uafhængighed hænger tæt sammen med mit eget liv, længslen efter at flytte til et bedre sted. Det har vi alle i os. Værket afspejler det kannibalistiske system, hvor historien bliver ved med at gentage sig selv”.

Danh Vo ønsker ikke at fortolke sit eget værk yderligere, men kunsthistorikere, kritikere og publikum vil få nok at gøre med at afkode det. Hvad betyder det for eksempel, at frihedens globale vartegn bliver parteret? At friheden er død, eller at den muterer og spreder sig i mange dele?

Den bevogtede gudinde Da We the People (Detail) skulle fremstilles, spurgte Danh Vo til prisen i Frankrig, hvor den oprindelige statue blev produceret. Men økonomien kunne slet ikke hænge sammen:

”Det franske firma, der byggede statuen, vil­ le heller ikke udlevere originaltegningerne, så jeg spurgte, om jeg kunne få adgang til de scanninger, der blev lavet i USA, hvis nu monumentet skulle blive udsat for et attentat.

Men siden 9/11 har statuen været under beskyttelse af Homeland Security, så det kunne heller ikke lade sig gøre. Derfor endte opgaven på et kobbersmedeværksted i Shanghai.

Heldigvis havde jeg fået kontakt med manden, der havde lavet scanningerne på Liberty Island, og han arbejder nu for mig med at kontrollere, om proportionerne er korrekte”.

Statens Museum for Kunst udstiller de 110 løsdele af Frihedsgudinden. De øvrige i alt 400 elementer udstilles på museer og gallerier i Bangkok, Barcelona, Chicago, Kassel og New York. I 2013 bliver samtlige løsdele udstillet sammen på Musee d’Art Moderne i Paris. 1 Danh Vos ’We the People (Detail)’ vises på Statens Museum for Kunst i København fra 1. juni 2012 og et år frem. Du kan læse mere om udstillingen på smk.dk

Et udsnit af Frihedsgudindens ansigt, som kan ses på Statens Museum for Kunst. amnesty I 33

A M NESTY DOKU MENTERER Amnesty Internationals mission er at dokumentere og aktionere imod alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Over 70 researchere i Amnesty international udarbejder hvert år omkring 300 rapporter om brud på menneskerettighederne verden rundt. I hvert nummer sætter AMNESTY fokus på en række udvalgte rapporter. Du kan finde dem på: www.amnesty.org

Tortureret til tavshed Korsfæstelse, elektrisk chok og voldtægt med knuste flasker.

Det er blot nogle af de rædselsvækkende torturformer, der benyttes i Syrien i dag. Amnesty har talt med torturofrene og afslører 31 bestialske metoder, der bliver brugt til at afskrække præsident Assads kritikere.

“På den anden dag af min fængsling blev jeg bragt ind i forhørslokalet. Fire vagter smed mig på gulvet og begyndte at tæske mig voldsomt med knipler, kabler, spark og ved at give mig elektrisk stød. De ydmygede mig og truede med at voldtage min mor og søster. Jeg sørgede for ikke at skrige, selv om smerten var ulidelig”.

Syriens militær og sikkerhedsstyrker nøjes ikke med at bombardere civile og beskyde de-

monstranter i de syriske byer. Massakren på civile finder også sted i fængsler og detentioner, hvor mænd, kvinder og børn udsættes for systematisk tortur.

Beskrivelsen ovenfor stammer fra Emad, der har fortalt Amnesty om de torturmetoder, som det syriske regime anvender overfor sine fanger. I rapporten ”I Wanted To Die: Syria’s Torture Survivors Speak Out” dokumenterer Amnesty, at mindst 276 mennesker er torture-

ret til døde, siden det syriske oprør begyndte sidste år. ”Syriens borgere lever lige nu en mareridtsagtig tilværelse med systematisk tortur.

Beretningerne giver et uhyggeligt indblik i de metoder, som styret har taget i brug for at mishandle, ydmyge og afskrække ofrene fra at gå på gaden for at protestere mod præsident Assad”, siger Ann Harrison, der er leder af Amnesty Internationals Mellemøstkontor.

Foto: Polfoto

En dreng løber gennem gaderne med et flag under en begravelse i byen Jabal Zaouyia.

3 4 I am n e s ty

A f O li v er de M ylius

Europa diskriminerer mod muslimer

31 torturmetoder Emad er kun én af den lange række af torturofre, som Amnesty har interviewet, efter at de er flygtet over grænsen til nabolandet Jordan. På baggrund af deres beretninger har Amnesty sammensat en liste på mindst 31 torturmetoder, som bliver brugt i de syriske fængsler.

Behandlingen af civile, som bliver arresteret af Assads styrker, følger tilsyneladende et fast mønster. Først bliver de udsat for en ”velkomst”, hvor de bliver tævet med rifler, stave eller kabler. Så bliver de efterladt afklædt udendørs i et døgns tid.

Herefter bliver de udsat for alt fra seksuelle ydmygelser, voldtægt med knuste flasker og brændemærkning med cigaretter til ophængning i kroge og kæder, korsfæstelse og afpilning af hud med en knibtang.

Karim fortæller, at han har været vidne til tortur mod flere af sine medfanger i de 25 dage, han blev holdt fængslet af det syriske militær.

“Under et af de natlige besøg, hvor vi fik tæsk, så jeg en fyr få brækket sine ribben foran mig. En anden fyr brækkede de ryggen på, men han blev ikke kørt på hospitalet. Én ung mand fra Homs fik tæsk med metalrør.

Han brækkede nakken og døde på stedet. Jeg ved ikke, hvor de tog ham hen”, siger Karim.

Flere af de mennesker, som Amnesty har talt med, kan ligeledes fortælle om at blive indespærret med døende eller døde medfanger.

Forbrydelser mod menneskeheden Siden urolighederne i Syrien brød ud, har det syriske styre gjort, hvad det kunne, for at holde udenlandske observatører, journalister og organisationer ude af landet. Men regimet kan ikke længere skjule de forbrydelser mod menneskeheden, som de står bag. Øjenvidneberetningerne om de grusomme torturmetoder, som anvendes mod befolkningen, er kun endnu et bevis på de menneskerettighedskrænkelser, som finder sted i landet.

Men trods klare beviser og stærk international fordømmelse sidder Bashar al-Assad stadig på magten i Syrien. Rusland og Kina har blokeret for hårdere sanktioner overfor styret og vil hverken bakke op om en våben­ embargo eller indledende undersøgelse ved Den Internationale Straffedomstol (ICC). 1

Flere europæiske lande lever ikke op til EU’s krav om at forhindre diskrimination af muslimer, men efterlader dem i en marginaliseret tilværelse udenfor arbejdsmarked og uddannelse.

I Belgien, Frankrig og Holland har man ikke implementeret EU’s retningslinjer for at undgå diskrimination på arbejdsmarkedet. Tværtimod tillader man arbejdsgivere at afvise en jobansøger, hvis de går med tørklæde. De samme lande forbyder sammen med Spanien og Schweiz tørklæder og andre religiøse symboler i skoler, så muslimske piger tvinges til at vælge mellem tørklædet eller skolen.

Det dokumenterer Amnesty i rapporten ”Choice and Prejudice: Discrimination Against Muslims in Europe” baseret på mere end 200 interviews. Rapporten peger samtidig på, at muslimer diskrimineres, når de i Spanien tildeles så små offentlige bederum, at folk må bede udendørs, eller som i Schweiz forbyder, at der bygges minareter.

Amnesty er bekymret over de negative billeder og stereotyper, som skaber en accept af diskrimination af muslimer i Europa: “Der hersker en folkestemning i mange europæiske lande om, at islam er ok, og muslimer er ok, så længe de ikke er for synlige. Den indstilling er skyld i, at menneskerettighederne krænkes, og må derfor ændres”, siger Marco Perolini, Amnestys diskriminationsekspert.

En halv million afghanere på flugt Efter mere end 10 års krig oplever Afghanistan nu den værste humanitære krise hidtil. Krigen har drevet en halv million mennesker på flugt, og hver dag kommer gennemsnitligt 400 nye til. De lever nu i dyb fattigdom i lejre og slumområder spredt ud over landet. Her er der alvorlig mangel på mad, vand, medicin og tæpper, som vil kunne redde liv.

Folk sover på jorden under primitive læskure af pap eller plastic, der kun i ringe grad beskytter mod vejr og vind.

Men Afghanistans myndigheder tillader ikke, at de internt fordrevne bosætter sig permanent i lejre og slumområder.

Derfor forhindrer de, at nødhjælpsarbejdere graver brønde, opretter medicinske enheder og bidrager med anden nødvendig hjælp, dokumenterer Amnesty i rapporten ”Fleeing War, Finding Misery: The Plight of the Internally Displaced in Afghanistan”. ”Flere tusinde afghanere lever under kummerlige vilkår, i bidende kulde og på sultegrænsen. Den afghanske regering vender ikke bare det blinde øje til, men forhindrer direkte nødhjælp i at nå frem”, siger Horia Mosadiq, Amnestys researcher i Afghanistan.

Amnesty mener, at de internationale donorer, som finansierer 90 procent af Afghanistans offentlige udgifter, må sikre, at deres humanitære bistand kommer Afghanistans internt fordrevne til gode.

Andre rapporter: Styret i Bahrain har endnu ikke indført de lovede reformer, der skulle rette op på styrets overgreb mod demonstranter i foråret 2011. Torturbødlerne er ikke retsforfulgt, og et år efter protesternes begyndelse sidder en lang række kritikere fortsat fængslet – herunder danske Abdulhadi al-Khawaja.

Forud for Irans parlamentsvalg, der blev afholdt i marts måned, slog Ahmadinejads regering hårdt ned på kritikere og politiske modstandere. En bølge af anholdelser og overgreb ramte advokater, journalister, studerende, kunstnere, politiske aktivister og flere andre dele af landets civilsamfund.

Mere end et halvt år efter Gaddafis fald udsættes den libyske befolkning for overgreb fra en ny side. I dag terroriseres Libyen af væbnede militser, der driver klapjagt på libyere og immigranter med afrikansk baggrund, som anklages for at have støttet Gaddafi. Militserne indespærrer, torturerer og dræber uden at blive stillet til ansvar.

Mali er udsat for den værste menneskerettighedssituation i 50 år. Væbnede kampe har drevet hundredtusindvis på flugt i deres eget land, og børnesoldater er blevet en del af konflikten. Befolkningen udsættes for tortur, voldtægt og mord – og det er både oprørere og regeringsstyrker, der står bag. amnesty I 35

Peru Foto: Scanpix

Tusindvis af indbyggere protesterede i november 2011 mod Newmont Mining, der driver Congaguldminen i Cajamarca.

De frygter ødelæggelser af vandressourcerne i området.

Foto: Carsten Terp

3 6 I am n e s ty

Guldminen i Yanacocha, som bevogtes af Securitas.

I 2010 gravede de 10.000 ansatte 50 tons guld ud.

A f C arsten T er p

Brutal beskyttelse i guldminen Det svenske sikkerheds­selskab Securitas bryster sig af at være socialt ansvarligt og respektere menneskerettighederne. Men det stiller både lokale og internationale eksperter spørgsmålstegn ved efter opkøbet af det peruvianske sikkerhedsfirma Forza, som sættes i forbindelse med trusler, spionage og tortur. ”Integritet, årvågenhed og hjælpsomhed”.

Sådan lyder de tre kerneværdier for den svenske sikkerhedsgigant Securitas. Men i Peru spørger de lokale, som har oplevet firmaets arbejde tæt på, om ikke værdierne rettelig burde være ”Trusler, overvågning og tortur.”

Og ifølge en række eksperter i menneske­ ret­tigheder gør selskabets meritter i Peru, at man med rette kan stille spørgsmålstegn ved, om Securitas leverer sikkerhed eller præcis det modsatte.

Tynd luft og blytunge fødder Vi går hyllet i hvide skyer. Den tynde luft får lungerne til at gispe efter ilt, og fødderne føles blytunge. Vores guide fra den lokale miljøorganisation Grufides venter tålmodigt, før hun

FORZA OG SECURITAS I PERU Forza blev grundlagt i 1991 af Aldo Schwarz, der er tidligere officer fra den peruvianske flåde med speciale i efterretningsvirksomhed. Ifølge den peruvianske avis La Republica er 90 procent af de ansatte i Forza pensionerede militærfolk. I 2007 blev Forza købt af Securitas, og Aldo Schwarz er i dag chef for operationer i minesektoren i Securitas Peru.

Da Forza blev stiftet, var Peru styret af præsident Alberto Fujimori, som efter sit fald i 2000 blev fængslet og dømt for forbrydelser mod sit folk. En uhyre effektiv efterretningstjeneste udgjorde en af grund-

stenene i hans brutale styre, og da det brød sammen, sivede de statslige spioner og sikkerhedsstyrker ud i det private erhvervsliv og dannede sikkerhedsselskaber. Ofte tog de våben og overvågningsudstyr med sig.

Ifølge en opgørelse fra en arbejdsgruppe under FN består den peruvianske politistyrke i dag af anslået 92.000 mand, mens der er omkring 100.000 private sikkerhedsfolk i landet.

Securitas har over 300.000 ansatte på verdensplan. I Danmark har Securitas i 32 år ejet Dansikring, som 25. maj i år skiftede navn til Securitas.

forklarer, hvordan søer og kilder i området svinder ind dag for dag.

Det er på grund af minen, fortæller hun og hentyder til Yanacocha, en af verdens største guldminer. Her, mere end 3.000 meter over havets overflade, gravede Yanacochas 10.000 ansatte næsten 50 tons guld ud af Perus Andesbjerge i 2010.

Mineselskabet har i en årrække ligget i strid med lokale, som frygter at miste deres forsyning af det livsvigtige vand. Grufides har i årevis peget på, at minedriften har miljømæssige konsekvenser for omgivelserne og er derfor blevet en central spiller i konflikterne.

Pludselig hiver vores guide et kamera frem og begynder at fotografere. På en bjergvej et stykke over os står en mand ved en pickuptruck og holder øje med os. ”De overvåger os konstant. Nu er vi også begyndt at fotografere dem, når vi ser dem”, siger hun.

For nylig kom hun gående i den nærliggende by Cajamarca, da en motorcykel med to mænd pludselig bremsede hårdt op foran hende. Den ene trak et kamera frem og tog en stribe hurtige billeder, hvorefter motorcyklen gassede op og forsvandt i høj fart. ”De ville have, at jeg skulle vide, de var der”.

Systematiske overgreb Det er Securitas, der står for sikkerheden omkring Yanacocha. Og under hele vores ophold nær minen er de der. Aldrig på taleafstand, altid indenfor synsvidde.

Securitas er et hæderkronet svensk selskab med over 300.000 ansatte og operationer i mere end 50 lande. En del af selskabets udviklingsstrategi er opkøb af andre sikkerhedsamnesty I 37

➜

Peru Foto: Scanpix

Foto: Carsten Terp

Máxima Acuña anklager Securitas for vold og siger, at mineselskabet i Yanacocha har fordrevet familien fra deres hjem gennem 20 år.

De lokale protester mod mineselskabernes miljøødelæggelser vokser over hele Peru.

selskaber – blandt andet i lande med store interne konflikter. Alene sidste år opkøbte Securitas 19 selskaber over hele verden.

I november 2007 var Securitas på indkøb i Peru. For godt 75 millioner danske kroner erhvervede svenskerne landets største sikkerhedsfirma Forza, som nu hedder Securitas Peru.

Med sig fik Securitas en solid samling anklager for krænkelser af menneskerettighederne. I en juridisk artikel, som netop er publiceret i Brooklyn Journal of International Law, gennemgår den canadiske jurist Charis Kamphuis fra Jeg kan kun tro på de oplysninOsgoode Hall Law School ved York University i Toronto tre ger, jeg får fra vores folk og fra sager, hvor Forza er anklaget myndigheder i Peru. Hvem skulle for krænkelser rettet mod miljø- og menneskerettighedsforjeg tro på, hvis jeg ikke kan stole kæmpere. Sagerne omhandler på myndighederne?” særdeles grove overgreb som trusler, spionage og tortur.

Gisela Lindstrand, Securitas ”Forza er en systematisk menneskerettighedskrænker”, konkluderer Charis Kamphuis i artiklen. ➜

Chikaneret af minen På et stenstrøet plateau langs den snoede vej op mod Yanacocha-minen ligger en klynge spredte huse.

En doven hund vågner op til dåd og møder os med en glammen, før den falder til ro igen.

Her bor familien Flores.

For ikke så længe siden havde familien naboer i alle husene. Nu står de fleste tomme.

3 8 I am n e s ty

”Mineselskabet forsøger at trænge os væk, men vi vil ikke flytte fra vores land”, siger en af sønnerne, Andres Flores, til AMNESTY. Engang forsynede et lille vandløb familien med drikkevand. Men kilden er tørret ind, og nu er der næsten intet tilbage. Det, der er, er forurenet og ikke egnet til at drikke. Derfor må børnene gå seks kilometer gennem bjergene for at hente vand.

Med tiden har de fleste af indbyggerne i det lille samfund givet op. Kun de mest standhaftige holder stand, selv om mineselskabet, ifølge familien, forsøger at chikanere dem væk.

Andres Flores fortæller, at deres dyr bliver kørt ihjel af minens lastbiler, når de krydser vejen, eller falder om efter at have drukket af det cyanidholdige vand, der lækker fra minens lange rørledninger.

En onkel forsøgte at klage til Yanacocha, fortæller Andres Flores. ”Mineselskabets sikkerhedsvagter troppede op i landsbyen sammen med politiet, og min onkel blev gennemtævet”, siger han.

Mishandlet af sikkerhedsvagter Ifølge organisationen Swedwatch, som holder øje med svenske virksomheders etiske opførsel, fandt en tilsvarende hændelse sted sidste år, da Securitas sammen med politiet fordrev familien Acuña fra et område, hvor minen vil udvide. ”De rev vores lille hus ned og tog mine kasseroller og porcelæn, vores tøj og en rygsæk med vores sparepenge”, siger moderen, Máxima Acuña, til Swedwatch.

Da familien forsøgte at gøre modstand, affyrede minens sikkerhedsvagter tåregas, skød varselsskud og mishandlede familien med stave, fortæller Máxima Acuña.

Securitas nægter selv at være blandet ind i hændelsen. At de var til stede dokumenteres dog af en videooptagelse af rydningen, hvor man blandt andet kan se en vagt i Securitasuniform.

Máxima Acuña fortæller, at familien indtil da havde boet på samme sted i 20 år. Ifølge Yanacocha-mineselskabet var familien flyttet ind på selskabets land få dage inden episoden. Nu har minen politianmeldt familien for ulovlig indtrængen.

Metal for milliarder Den peruvianske guldjagt startede i 1990’erne, da Perus tidligere præsident Alberto Fujimori liberaliserede minesektoren for at tiltrække udenlandske investeringer.

I Yanacocha gik amerikanske Newmont sammen med et peruviansk selskab i 1993 i gang med at lede efter guld. Og som en leden-

de medarbejder udtrykte det: ”Hvor vi end stak spaden i jorden, fandt vi guld”.

Lignende scenarier udspillede sig andre steder i landet, og minedriften blev lokomotivet for en eksplosivt voksende økonomi. Snart var Peru blandt verdens førende eksportører af ædelmetal, og i 2010 udgjorde naturressourcer mere end 70 procent af Perus samlede eksport.

Samtidig steg antallet af konflikter i landet.

Minedrift kræver store mængder vand til udrensning af metallerne, og i takt med at store områder er tørlagt, har lokale småbønder blokeret veje i protest. Sideløbende har uenigheder om ejendomsretten til jord samt frygten for forurening med tungmetaller og kemikalier fået voldelige sammenstød i hobetal til at blusse op over hele landet. Fra 2005 til 2009 har den peruvianske ombudsmand registreret 89 konflikter alene med relation til minedrift.

Mineselskaber betaler politiet Den slags konflikter gør, at der er gode penge

i at passe på dem, der graver efter guld. Og den beskyttelse yder Forza. Den canadiske jurist Charis Kamphuis peger på, at Forza har en stærk tilknytning til minesektoren.

“Mineselskaberne er nogle af de mest magtfulde internationale aktører i Peru, og Forza er hyret til at beskytte deres politiske og økonomiske interesser. Mængden af penge og magt i den sektor har stor indflydelse på Forza”, siger hun til AMNESTY. Charis Kamphuis fremdrager endnu en foruroligende faktor – nemlig at peruviansk lovgivning giver selskaber lov til at hyre uniformerede politifolk i deres fritid. Der er kendskab til 33 aftaler, hvor mineselskaber medfinansierer det lokale politi og tillige betaler de enkelte betjente med kost og logi for beskyttelse af mineområder. Sådan en aftale har for eksempel selskabet Yanacocha.

Charis Kamphuis mener, at kombinationen af magt, penge og et tæt tilknytningsforhold mellem mineselskaber, politiet, sikkerhedsfirmaer og toppolitikere skaber en Bermudatrekant. Og i den forsvinder enhver form for

FORZAS ROLLE I OPERACÍON DIABLO Den 14. november 2006 afsløres en spionageoperation i det nordlige Peru imod den katolske præst, Fader Marco Arana, der er stifter af organisationen Grufides. Grufides kæmper for at bevare miljøet omkring en af verdens største guldminer, Yanacocha.

I flere måneder har Marco Arana forsøgt at finde løsninger på en konflikt, der har resulteret i voldsomme uroligheder, og hvor minens sikkerhedsstyrker har skudt og dræbt en lokal beboer. I den periode har Grufides modtaget flere telefontrusler. Værst er det gået ud over Fader Marco og Grufides daglige leder, Mirtha Vasquez, som er blevet ringet op af en mand, der har truet med, ”at ville voldtage hende, dræbe hende, skære hendes krop i stykker og kaste den for hundene”.

Efter et besøg hos sin mor opdager Fader

Arana, at han bliver fulgt af en mand med et videokamera. Det lykkes ham at fange manden i et gadekryds. På sig har spionen et sæt nøgler, som passer til en lejlighed i en bygning bare en blok fra Grufides’ hovedkvarter.

I lejligheden er væggene tapetseret med billeder af Grufides’ lokale ledere og aktivister.

Alle på billederne har fået kodenavne. Grufides’ hovedkvarter benævnes “Helvede”. Fader Marco er ”El Diablo” – Djævelen.

Overvåget døgnet rundt På to computere finder politiet billeder, film og optegnelser, der viser, at spionerne har fulgt Fader Marco døgnet rundt fra august til november. De har vidst, hvor han boede, hvad han spiste, hvor og hvornår han sov.

Lejligheden er lejet af et firma ved navn C&G Investigaciones. I et interview forklarede ejeren, Cesar Caceres Garrido, at han var hyret af et medie i Lima til at følge Fader Marco.

På harddiskene ligger imidlertid også en omfattende mailkorrespondance mellem C&G og Yanacochas sikkerhedsselskab Forza, som i dag er overtaget af Securitas.

I en mail til Forzas grundlægger og operationelle chef, Aldo Schwarz, anbefaler en advokat, som er tilknyttet Forza, at hyre Cesar Caceres Garrido, fordi han er en pålidelig og effektiv mand. Mails mellem C&G og Aldo

Schwarz’ sekretær viser, at Forza har betalt flybilletter til ansatte i C&G. På en regning på 1.000 dollars står navnet Aldo Schwarz.

Dertil kommer, at den centrale figur i sagen, som kaldes Operacíon Diablo, er en person med kodenavnet El Pato. En intern manual fra Forza viser, at El Pato er Aldo Schwarz.

Men politiet i Cajamarca leverede de beslaglagte computere tilbage til C&G. Sagen er aldrig blevet undersøgt til bunds af myndighederne. Og Aldo Schwarz og Forza nægter enhver involvering i overvågningen af Fader Marco og Grufides.

AMNESTY har bedt Securitas PR-chef, Gisela Lindstrand, om at kommentere sagen: ”Da vi købte Forza, kendte vi til sagen fra La Republica (peruviansk avis, red.). Og da vi ville vide, om der var noget sandhed i det, gennemgik vi politiets og den lokale anklagers efterforskning. Jeg talte selv med den lokale anklager, og hverken Forza eller personer ansat i Forza var en del af efterforskningen.

Jeg tror på vores folk, når de siger, vi ikke har været involveret i denne sag. Og jeg kan ikke se beviser af nogen art”.

Og det bekymrer dig ikke, at der er en regning med Aldo Schwarz’ navn på? ”Den har jeg ikke set, så det ved jeg ikke noget om. Jeg kan ikke kommentere på ting, jeg ikke har set”.

amnesty I 39

➜

Peru ➜

sikkerhed for de almindelige peruvianere, der bliver berørt af minedriften.

Operation Diablo Da Securitas i 2007 købte Forza, var det Perus største sikkerhedsfirma og førende i minesektoren. Men helt renskuret var selskabet ikke. I en stribe af artikler havde avisen La Republica udnævnt Forza – og stifteren Aldo Schwarz – som de ansvarlige bag en omfattende spionageaktion rettet mod miljøorganisationen Grufides. Den gik under navnet ”Operacíon Diablo”.

Anklagerne omfattede både fysisk og elektronisk overvågning og grove trusler. Og der skulle komme mere til. Billeder lækket til pressen satte Forza i forbindelse med tortur og mishandling af tilfangetagne aktivister, som havde demonstreret mod kobberminen Majaz. Og da en tredje skandale om firmaet Business Tracks ulovlige overvågning af civilorganisationer og politikere brød ud i begyndelsen af 2009, blev Forza udpeget som en af selskabets kunder.

Sager som disse får eksperter i menneskerettigheder og virksomheders sociale ansvar (CSR) til at se yderst skeptisk på Securitas køb af Forza. ”Det er bestemt problematisk at købe et sikkerhedsfirma under de forhold, der hersker i

Peru – både fra et forretningsperspektiv, fordi du arver konflikter, som du skal håndtere, og fra et CSR-perspektiv, fordi du bliver sat i forbindelse med nogle meget alvorlige overgrebsmønstre”, siger seniorresearcher Radu Mares fra det svenske Raoul Wallenberg Institute of Human Rights i Lund til AMNESTY. Den chilenske kriminolog Patricia Arias er medlem af en arbejdsgruppe under FN om brugen af lejesoldater og private sikkerhedsfirmaer. Og Patricia Arias er enig i kritikken. ”Securitas købte Forza, selv om de formentlig var vidende om Forzas problematiske forhold til overholdelsen af menneskerettigheder.

Et selskab, som bekymrer sig for sit omdømme og respekterer de juridiske rammer i det territorium, det arbejder i, ville have afslået den forretning”, siger Patricia Arias til AMNESTY. ”Vi er socialt ansvarlige” I sit værdigrundlag skriver Securitas, at selskabet respekterer de fundamentale menneskerettigheder. Alligevel ser Senior Vice President for Securitas Corporate Communications and Public Affairs, Gisela Lindstrand, ingen problemer i købet af Forza. ”Vi er et socialt ansvarligt selskab, og vi har købt et socialt ansvarligt selskab”, siger hun til AMNESTY.

Ifølge Gisela Lindstrand foretog Securitas en grundig undersøgelse af, om Forza var involveret i ulovligheder – uden at finde noget. ”Der var intet, der indikerede, at Forza har foretaget sig noget, der er i strid med vores code of conduct”, siger Gisela Lindstrand.

Hun fortæller, at hun personligt har talt med anklageren i Cajamarca om beskyldningerne mod Forza for spionage mod miljøaktivister fra organisationen Grufides. Men Forza var ikke omfattet af nogen form for efterforskning, siger hun.

Det undrer imidlertid ikke den internationalt anerkendte, peruvianske menneskerettighedsforkæmper Francisco Soberon. ”Anklagemyndigheden skrinlagde sagen og gjorde intet for at efterforske Forzas rolle”, siger han til AMNESTY: ”Det peruvianske retsvæsen lider under, at myndighederne på lokalt niveau er under pres fra lokale magtkræfter. Det er ikke muligt at foretage nogen seriøs efterforskning i Cajamarca”.

I sin artikel i Brooklyn Journal of International Law konstaterer den canadiske jurist Charis Kamphuis, at forholdene – især i mineindustrien – har skabt en reel straffrihed for sikkerhedsselskaber, der overtræder loven. ”Forholdet mellem Forza, mineselskaberne, politiet og andre peruvianske myndigheder i

Den katolske præst Marco Arana førte an, da 1.500 demonstranter vandrede i ni dage til hovedstaden Lima i protest mod nye miner.

4 0 I am n e s ty

de sager, jeg har studeret, rejser spørgsmålet, om det peruvianske retssystem har viljen til at foretage en grundig og upartisk undersøgelse af Forza”, siger Charis Kamphuis.

Forelagt den kritik siger Gisela Lindstrand fra Securitas: ”Jeg kan kun tro på de oplysninger, jeg får fra vores folk og fra myndigheder i Peru.

Hvem skulle jeg tro på, hvis jeg ikke kan stole på myndighederne?”

Overgrebene fortsætter I byen Cajamarca er der gået mere end fire år, siden Securitas købte Forza og omdøbte det til Securitas Peru. Men for medlemmerne af miljøorganisationen Grufides er forholdene stadig de samme, fortæller den canadiske dokumentarist Stephanie Boyd, som har fulgt gruppens arbejde tæt igennem flere år. ”Kvinderne i Grufides får stadig telefontrusler – nogle af dem af seksuel karakter. Og især direktøren Mirtha Vasquez er mål for truslerne”, fortæller Stephanie Boyd.

Ingen kan sige, hvem der står bag episoderne, men de spreder utryghed i Cajamarca.

Også stifteren af Grufides, den katolske præst Fader Marco Arana, bliver overvåget.

Da han sidste år skulle med taxa fra sit hjem til lufthavnen midt om natten, blev han fulgt af en bil hele vejen. Og da han i september sidste år skulle til et møde om mineuroligheder i byen Huancabamba i det nordlige Peru, blev hans bil først stoppet af bevæbnede mænd. Og kort før han nåede frem til sit bestemmelsessted, blev bilen ramt af skud og klippestykker. Takket være chaufførens snarrådighed kom ingen til skade. ”Disse begivenheder har vi ingen andel i”, siger Gisela Lindstrand fra Securitas.

Det vil Stephanie Boyd heller ikke påstå. ”Men det er tydeligt, at et firma eller en gruppe individer mener, at Fader Marco skader deres interesser. Så det er logisk at se på, hvem der kunne anse Fader Marco for at være deres fjende. Og Securitas er stadig ansvarlig for sikkerheden i Yanacocha”, siger hun.

Hvis Securitas vil kalde sig et ansvarligt selskab, må de som minimum undersøge grundigt, hvad der er sket, efter at de har købt Forza, mener Radu Mares fra Raoul Wallenberg Institute of Human Rights. ”Man har ikke pligt til at undersøge hver eneste beskyldning, der bliver rettet mod et firma. Men jo mere substans, der ligger i anklagerne, og jo mere alvorlige de er, jo mere kan man kræve af selskabet, at de undersøger sagen”, siger Radu Mares. ”Og hvis nogen har skudt på Fader Arana er det ekstremt alvorligt. Det er et spørgsmål om retten til liv. Det bliver ikke mere alvorligt”, siger han til AMNESTY. 1

28 demonstranter ved Majaz-minen blev mis­ handlet og ydmyget.

FORZAS ROLLE I TORTUREN I MAJAZ Den 29. juli 2005 begyndte omkring 3.000 peruvianere en march i protest mod det britisk ejede selskab Monterrico Metals, som gravede efter kobber på et område ejet af oprindelige folk. En delegation blev forhindret adgang til Majaz-minen, og i stedet blev demonstranterne bombarderet med tåregas fra helikoptere, og deres lejr blev stormet af politiet og folk fra minens sikkerhedsselskab Forza.

26 mænd og to kvinder blev taget til fange og bragt ind på minens område. Barfodede, i håndjern og med sække over hovedet. De har forklaret, at de blev slået, truet og mishandlet. De to kvinder blev seksuelt misbrugt, fem blev skudt, og en mistede et øje. En af fangerne overlevede ikke.

I 2008 blev billeder fra lejren lækket til lokale medier. Billederne viser stærkt forslåede fanger samt peruvianske politifolk og mænd i Forzas uniformer. Ofrene lagde sag an mod Monterrico Metals. Sagen endte sidste år med et forlig, hvor selskabet betalte ofrene et ukendt, men anseligt beløb, ifølge ofrenes advokat – dog uden at erkende ansvar.

AMNESTY har spurgt Securitas PR-chef Gisela Lindstrand om, hvordan virksomheden vurderer sagen:

Lad os tage Majaz-sagen. Der var Forza-folk på de offentliggjorte billeder? ”Hvordan ved du, det var Forza-folk?”

Fordi de blev identificeret på deres uniformer? ”Hvordan ved du, de var fra Forza?”

Så du siger, det kunne være andre i Forza-uniformer? ”Det ved jeg ikke. Det eneste, jeg kan sige, er, at Securitas Peru (tidl. Forza, red.) har været indkaldt som vidner i sagen, og der er ingen beskyldninger imod dem”.

Du ved formentlig, at Monterrico Metals har betalt en stor kompensation til ofrene? ”Okay. Det har ikke noget med os at gøre.

Der er ingen anklager mod os. Der er vage udsagn om sikkerhedsfolk, men det kunne være politiet, det kunne være militæret, det kunne være noget andet. Det er ikke os”.

Efter interviewet har anklagemyndigheden i Peru krævet 14 politifolk idømt ti års fængsel hver. Sideløbende efterforsker myndighederne op mod 300 personer – heriblandt ansatte i Forza, der nu hedder Securitas Peru. Ifølge den peruvianske organisation FEDEPAZ er de pågældende ansatte blevet stævnet, men de er ikke mødt op i retten.

amnesty I 41

Vi et na m Foto: Poul Bonke Justesen

Huynh Thuc Vy (tv.) og Nguyen Hoang blogger for at skabe et frit Vietnam, hvor man kan sige sin mening uden at blive straffet.

De, der opgiver essentiel frihed for midlertidig sikkerhed, for­ tjener hverken sikkerhed eller frihed”

Vietnams bloggere lever livet farligt Kørt ned af politiet, overvåget dag og nat og forhørt uden mad og drikke.

Vietnam er blandt verdens værste internetfjender, og styret slår hårdt ned på bloggere, der modsiger statens lyserøde fortællinger.

Mød to unge kvinder, der blogger og er kommet på politiets radar – men de fortsætter kampen online.

Laos Burma Thailand

Vietnam

Cambodia Saigon

4 2 I am n e s ty

Det er sen aften i Saigon, og støjen sænker sig fra de godt fire millioner scootere.

Nguyen Hoang går glad hjem fra en fødselsdagsfest, da hun opdager, at hun bliver forfulgt. På en anden måde end ”skyggerne” fra det hemmelige politi normalt gør.

En bil ruller gennem mørket med lygterne slukket. Pludselig tændes lygterne, så det skærer hvidt i øjnene, og chaufføren kører ind i hende. Nguyen Hoang ryger hen ad asfalten med hovedet først, tænderne knækker, læberne flænses, og blodet løber ud af munden.

Chaufføren, som hun genkender som en af sine skygger, stikker af. Senere bringer to civilbetjente hende til hospitalet og giver en kort besked: Den unge kvinde var fuld og faldt. Og så er de væk igen.

Forløbet er ikke til at misforstå. Myndighederne har sendt en advarsel til Nguyen Hoang om, at det er ved at blive alvor. Hun skal stoppe med at blogge og kritisere forholdene i Vietnam. Som mange vietnamesiske bloggere oplever Nguyen Hoang, at etpartis­tyret strammer grebet om onlineskribenter, der ridser i det kommunistiske glansbillede.

Cyberdissidenter Ifølge pressefrihedsorganisationen Reporters Without Borders hører Vietnam til blandt

verdens værste internetfjender. Landets forfølgelse af kritiske netskribenter, der kaldes ”cyberdissidenter”, er skærpet voldsomt siden begyndelsen af 2011.

Med fængslingen af 18 cyberdissidenter i 2011 er Vietnam nu det land næst efter Kina, der fængsler flest borgere for at ytre sig kritisk online. ”Efter Det Arabiske Forår har vi set en ny bølge af anholdelser, som kan skyldes frygten for en lignende opstand i Vietnam. Kritikere har nu flyttet kampen til nettet, og styret svarer igen med at optrappe netcensuren og give hårdere straffe”, siger Benjamin Ismail, leder af organisationens asiatiske afdeling.

Formelt set er ytringsfriheden sikret i forfatningen, men reelt er den sat ud af kraft. Når kritikere ytrer sig, bruges især straffelovens paragraf 88, der kriminaliserer propaganda mod staten, til at slå hårdt ned.

Farligt liv som blogger Da AMNESTY besøger Saigon for at møde de vietnamesiske bloggere, står det klart, at det kan have alvorlige konsekvenser at være kritisk blogger. Særligt i storbyerne spirer nye undergrundsbevægelser, der finder sprækker i det grundigt censurerede internet i kampen for demokrati og ytringsfrihed.

A f Poul B onke J ustesen Foto: Scanpix

Aktivister i Vietnam dokumenterer politiets overgreb og lægger det på nettet med risiko for selv at havne i fængsel.

Vietnam strammer grebet om nettet I 2011 blev 18 netskribenter fængslet, og det tal er kun overgået af Kina. I begyndelsen af året vedtog styret et dekret, der skal regulere skribenters ytringer, der ”ikke er i folkets interesse”.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er Vietnam på vej med yderligere lovstramninger. Netskribenter skal bl.a. tvinges til at bruge eget

Kontakten til et møde med bloggerne går gennem mellemmænd over chat på Skype og SMS, og beskederne skal hurtigt slettes, fordi styret har intensiveret den digitale overvågning. ”Vær forsigtig, politiet ved måske hvem, du er”, advarer en SMS inden mødet med Nguyen Hoang og Huynh Thuc Vy, der er en anden ung, kvindelig blogger. Kort efter ankommer en kontaktperson på scooter og zigzagger mig gennem den kaotiske trafik, hen til caféen, hvor mødet skal finde sted.

De to unge bloggere ligner umiddelbart ikke de farlige samfundsomstyrtere, myndig­ hederne anser dem for. Nguyen Hoang sidder i lyserød kjole og sipper til isafkølet te, mens hun fortæller om den oktoberaften, hvor politiet kørte hende ned. Sårene i ansigtet er helet, hun har fået indsat ti nye tænder, men er ellers sluppet uden andre men. ”Jeg har været til mere end 50 afhøringer hos politiet. Her har de som regel printet alt ud, som jeg har skrevet på nettet, og de forsøger at tvinge mig til at skrive, at jeg er oprører, så de har noget, de kan sætte mig i fængsel på.

Når jeg bliver træt, må jeg ikke sove, når jeg er tørstig, må jeg ikke få vand, og når jeg skal tisse, må jeg ikke gå på toilettet”, siger Nguyen Hoang.

navn – det giver mulighed for at straffe dem.

Facebook og it-selskaber skal tvinges til at samarbejde med regeringen om at udlevere informationer om borgernes aktiviteter, som styret ser som ulovlige. Det er uvist, hvor mange bloggere, der overvåges og forfølges i Vietnam. I dag er mere end hver tredje af de 88 millioner vietnamesere online.

Håb om Vietnam i flere farver Nguyen Hoang ser internettet som en mulighed for at rejse kritiske spørgsmål og styrke demokratiseringen. ”Statens propagandamedier beskriver kun Vietnam i rosende ord og med én farve – lyserød. Da jeg kom på nettet i 2004, fik jeg pludselig nye perspektiver på sandheden, og jeg skriver selv for at diskutere Vietnams problemer med menneskerettigheder og arbejdsforhold”, siger Nguyen Hoang.

På grund af politiets chikane og angreb føler Nguyen Hoang sig nu mere usikker ved at skrive meget – og kritisk – på nettet. Derfor arbejder hun nu mere med sociale problemer og demokrati i organisationer. ”Styret arbejder også sammen med mafiaen, så derfor må jeg tænke mig om og ikke face dem direkte. Men jeg fortsætter med at skrive, bare under et andet navn”, lyder det fra Nguyen Hoang.

10 års fængsel 27-årige Huynh Thuc Vy sidder ved siden af i lyserød blazer og tætsiddende jeans, og hun tror også på mere frihed i Vietnam, selv om hendes familie har oplevet langt voldsommere overgreb. Som blogger og skribent er hun også kommet på efterretningstjenestens radar,

alene fordi hun sætter styret i et kritisk lys.

For Huynh Thuc Vy har styrets overskyggende magt været en del af livet siden barndommen. Da hun var otte år – i 1992 – blev hendes far, forfatteren Huynh Ngoc Tuan, sat i fængsel i for sine kritiske skriverier. Og herfra blev han først lukket ud ti år senere.

Anklagen var den sædvanlige i den slags tilfælde: At han spredte propaganda mod den socialistiske republik.

Men den oplevelse har ikke fået Huynh Thuc Vy til at lukke munden. Tværtimod. ”Der mangler en grundlæggende frihed i Vietnam, og som medlem af samfundet har jeg ansvar for at fortælle om det”, siger Huynh Thuc Vy. Hun citerer Benjamin Franklin for at pointere, hvor vigtigt det er at blive ved at kæmpe for friheden til at ytre sig i Vietnam: “De, der opgiver essentiel frihed for midlertidig sikkerhed, fortjener hverken sikkerhed eller frihed”.

Selv om det har uoverskuelige konsekvenser, fortsætter hun med at kæmpe. Også broderen og faderen fortsætter med at udstille de ømme punkter, og det har kostet alle tre bøder på sammenlagt over 75.000 kroner.

Netop som Huynh Thuc Vy fortæller om Benjamin Franklin og værdien af frihed, ser hun nervøst til siden. Skyggerne har måske indfundet sig for at lytte med. En mand går stille og retningsløst rundt i caféen, hvorefter han sætter sig alene uden at bestille noget. ”Det er måske en betjent. Okay, nu gør vi det sådan her: Vi går ud, kører af sted hver for sig og mødes bag kirken”, bliver der hvisket.

Interviewet afbrydes. Da scooteren kommer frem til den katolske kirke, er der fuldt hus til lørdagsmessen, og lyset og salmesangen står ud i Saigons hede aftenmørke. Vi tager plads på et par faldefærdige stole for at afslutte interviewet.

Her får Huynh Thuc Vy det sidste spørgsmål. ”Din far har været i fængsel, og nu bliver du selv overvåget. Hvad får dig til at blive ved med at kæmpe?” ”Min far kom i fængsel, da jeg var otte år, og jeg har nu levet med frygten så længe, at den næsten ikke kan røre mig længere. Så ja, jeg bliver ved med at kæmpe”. 1 amnesty I 43

AMNESTY Juni 2012

– Din støtte gør en forskel!

Li v e - r e d a k t i o n : M I k a l a s at i ya R ø r b e c h

LANDSMØDE:

DANMARK MÅ AFVISE TORTUR

Foto: Søren Malmose

VELKOMMEN TIL NY HOVEDBESTYRELSE Amnestys landsmøde betød skiftedag i hovedbestyrelsen.

To nye medlemmer blev valgt ved afstemning blandt medlemmerne, Fatima Madsen

og Poyâ Pâkzâd, mens Lasse Hvid Jørgensen opnåede genvalg. Kristoffer Nilaus Olsen er valgt som suppleant.

Samtidig siger Amnesty tak for indsatsen til Jes Vestergaard, Charlotte Renard og Anna Wilroth, der alle træder ud af bestyrelsen.

og oliver de mylius

Traditionen tro dannede Hotel Nyborg Strand ramme om Amnesty Internationals landsmøde 28.-29. april, hvor 500 engagerede medlemmer mødte op og tog del i diskussioner og workshops. I år var der særligt fokus på udviklingen i Mellemøsten og Nordafrika samt Amnestys kampagne for en FN-traktat, der kan forhindre eksport af våben til lande, hvor der er risiko for grove overgreb på menneskerettighederne. Det blev til mere end 20 workshops med oplæg fra både danske og udenlandske eksperter – herunder Maryam al-Khawaja, der er datter til den fængslede dansker Abdulhadi al-Khawaja i Bahrain.

I en udtalelse fra landsmødet sender medlemmerne et budskab til regeringen om at afvise al medvirken til tortur. For selv om Danmark allerede har ratificeret FN’s konvention mod tortur, har den nylige debat om, hvorvidt tortur måske alligevel kan accepteres i særlige tilfælde, fået Amnestys medlemmer til at råbe vagt i gevær og bede regeringen om at tage utvetydigt afstand fra tortur.

Læs hele Amnestys landsmødeudtalelse om tortur på www.amnesty.dk/landsmode Amnesty siger tak til alle deltagere for et godt landsmøde. Vi glæder os, til at se jer alle sammen igen næste år.

TRE HURTIGE TIL FATIMA MADSEN

44 I a m n e s tyLi ve

Hvad vil du bidrage med i Amnestys bestyrelse?

Som ny i bestyrelsen er det endnu svært at vide præcist, hvad jeg særligt kan bidrage med. Men jeg er nysgerrig af natur og giver mig hundrede procent til det, som jeg giver mig i kast med – så det gør jeg selvfølgelig også i mit arbejde for Amnesty.

Er der områder af Amnestys arbejde, som du interesserer dig særligt meget for?

Jeg interesserer mig især for at videreudvikle aktivismen og lave strategier, der kan sikre en mangfoldig aktivisme. Jeg er meget optaget af, hvordan den internationale og nationale organisering af en effektiv aktivisme kan gå hånd i hånd med det engagement og initiativ, som kommer fra medlemmerne.

Foto: Søren Malmose

Hvem er Fatima Madsen? ”Jeg er 24 år. Til dagligt studerer jeg på Roskilde Universitet, og jeg har været så heldig at tage på udveksling i Maastricht dette semester. Jeg vender tilbage til København med en fornyet faglig interesse, og efter sommerferien går jeg i gang med at læse EU-studier. Min interesse for Amnesty går tilbage til gymnasietiden, hvor vi fik stablet en youth-gruppe på benene. Det var en begivenhedsrig periode. Det at blive en del af Amnesty gav os inputs og åbnede døre til at være med til yderligere aktivisme. Jeg greb blandt andet muligheden for at komme med til Nordic Youth Conference i Helsinki i 2008.

AKTIVISME, ARRANGEMENTER OG RESULTATER AKT I VBLAD F OR Am nes ty Internat i ona l Det kan du gøre...

Michel Belli indspiller sang for Amnesty Amnesty er kendt for at samarbejde med musikere, som deler ambitionen om at sikre frihed og menneskerettigheder over hele verden.

Lørdag den 9. juni fyrede Amnesty op for musikken på Gammeltorv i København med en gratis koncert, hvor Michel Belli og Tue West var hovednavne. Det skete for at sætte fokus på Amnestys kampagne for at stoppe våbenhandelsvanviddet.

Som opvarmning til koncerten har Michel Belli indspillet sangen ”Tivolivogn” til fordel for Amnesty.

Sangen sætter strøm på guitarerne og tager dig med på en tidsrejse, til dengang Michel voksede op i et om-

rejsende tivoli med sin far Peter Belli og familien. Michel Belli, der har udgivet to albums, har længe gerne villet støtte Amnesty International med sin musik, og han bakker 100 procent op om kampagnen for en bedre våbenkontrol. ”Det er rystende, at der i dag er bedre kontrol med eksport af bananer og computere end med dødbringende våben. Med de ting, der sker omkring os lige nu – ikke mindst de barbariske overgreb mod civile i Syrien – må det være tydeligt for enhver, at vi må have langt skrappere regler for hvem, der må købe og sælge våben”, siger Michel Belli.

Meld dig til Amnestys sms netværk Lifeline og red liv med din mobil. SMS: LIFELINE til 1919 (0 kr. + alm. takst). Vi sender 2-3 sms-aktioner om måneden, og det er gratis.

10 minutter

Du kan hente sangen her:

AKTIV KAMP MOD VÅBENHANDEL Over hele landet kæmper Amne­ stys aktive lige nu for, at der bliver vedtaget en våbenhandelstraktat i FN. Flere end 100 grupper samt lokalforeninger og individuelt aktive er med til at lægge pres på beslutningstagerne frem til de endelige forhandlinger i New York i juli. Amnestys aktivister står blandt andet for en underskriftsindsamling, der er

1 MINUT

rettet mod alle FN’s medlemslande, og en fotoaktion, der er rettet mod de to strategisk vigtige våbeneksporterende lande Tyskland og Frankrig.

I løbet af foråret har Amnestys aktive desuden afholdt filmforevisninger og foredrag om emnet for at oplyse interesserede om, hvorfor verden desperat har brug bedre kontrol med våbenhandlen.

Homoseksuelle aktivister i Uganda er i fare for overfald i deres egne hjem. Donér penge til en husalarm på www.amnesty.dk/alarm

4 timer Gå med Amnesty til Copenhagen Pride den 18. august og slå et slag for homoseksuelles rettig­heder i Afrika. Tilmeld dig på www.amnesty.dk/pride

Hele sommeren Mangler du et sommerjob? Kom med i Amnestys fantastiske gadehverver-team. Se hvordan og ansøg på www.blivamnestyfacer.nu/

DEMONSTRATION FOR DE FÆNSGLEDE I BAHRAIN Desuden holdt journalisten Anders Jerichow og folketingsmedlem Jeppe Kofoed (S) taler.

Derefter deltog alle fremmødte i et fælles protestbillede, som senere blev sendt til kongen af Bahrain, Bahrains ambassade i London samt til Bahrains udenrigs- og indenrigsminister. Med billedet fulgte kravet om øjeblikkelig løsladelse af al-Khawaja. Demonstrationen var arrangeret i samarbejde med danske aktivister fra Bahrain Rights Defenders.

I slutningen af maj måned indstillede al-Khawaja sin sultestrejke, da myndighederne tvangsfodrede ham for at undgå, at han døde i fængslet.

Foto: Amnesty

Omkring 250 personer trodsede regnen og deltog i demonstrationen på Nytorv den 13. april til støtte for menneskerettighedsforkæmperen Abdulhadi al-Khawaja. Den danske statsborger blev fængslet i sit fødeland Bahrain i april sidste år efter en uretfærdig retssag ved en militær domstol og idømt livsvarigt fængsel.

På dagen for demonstrationen havde al-Khawaja sultestrejket i 65 dage i protest mod dommen. Hans datter Maryam fortalte om sin fars utrættelige kamp mod styret i Bahrain, og digteren Henrik Nordbrandt læste en oversat udgave af det afskedsbrev, som al-Khawaja havde sendt til sin familie kort forinden.

am n e s t y L i v e I 45

AMNESTY ACTA i modvind i EU

Foto: John Nielsen

Mere end 5.000 mennesker deltog sammen med Amnesty i den store demonstration imod ACTA i København den 25. februar 2012. Blandt de øvrige deltagere var PROSA og Bitbureauet.

ACTA er en international handelsaftale, hvis overordnede mål er at bekæmpe salget af ulovlige kopivarer. Men ACTA udgør også en alvorlig trussel mod det fri internet og dermed ytringsfrihe-

den, og aftalen kommer i konflikt med menneskerettighederne på en række områder. Det gælder særligt retten til domstolskontrol, privatliv, informationsfrihed, ytringsfrihed og adgangen til livsnødvendig medicin.

Amnesty hæfter sig ved, at ACTA er blevet til under hemmelige forhandlinger, og at den forpligter staterne til at lade virksomheder håndhæve aftalens bestemmelser.

Dermed sender den domstolene ud

på et sidespor. Protesten i Danmark var del af en international kampagne for det frie internet. Som resultat af det massive folkelige pres har EU-kommissionen nu bedt EUdomstolen om at vurdere, om ACTA er i strid med de grundlæggende menneskerettigheder i Europa.

Samtidig har tre udvalg i EuropaParlamentet sagt nej til at godkende ACTA-aftalen, som dermed er tæt på at falde til jorden.

Amnesty var med til en farverig gadefest i Aarhus, da Mejlgade for Mangfoldighed løb af stablen lørdag den 12. maj. Amnesty havde samlet mere end 50 engagerede frivillige, som gennem dagen samlede underskrifter, lavede flash mobs i gaden og vandkamp i gården.

Mejlgade 50 havde besøg af Perle­plade Syndikatet, som i solidaritet med Amnestys kampagne udfærdigede perleplader, der forestillede maskingeværer, kampvogne og bomber.

Agnethe, der er praktikant i Am­ nesty i Aarhus, fortæller: ”Jeg er

imponeret over alle vores frivillige og deres kæmpe indsats. Uden dem havde dagen ikke været det samme”.

Mejlgade for Mangfoldighed er den femtestørste kulturbegivenhed i Aarhus med mere en 20.000 besøgende.

Det er bedre at tænde et lys end at forbande mørket I 1961 introducerede den engelske advokat Peter Benenson en helt ny ide: En bevægelse hvor helt almindelige mennesker beskytter andre mod menneskerettighedskrænkelser.

I dag lever Peters arv videre. Amnesty International er den bevægelse, der giver almindelige mennesker fra hele verden mulighed for at forsvare og beskytte andre, som nægtes retfærdighed og frihed.

Med en gave til Amnesty International i dit testa-mente kan du videreføre Peters arv. Din gave bidrager til en fremtid, hvor Amnesty fortsat kan tænde lys i mørket og kæmpe for alle menneskers rettigheder.

Bestil en testamentefolder, så du i fred og ro kan tage stilling sammen med dine nærmeste.

Tlf: 33 45 65 65 Email: medlemsservice@amnesty.dk Web: www.amnesty.dk/testamente

46 I a m n e s tyLi ve

Foto: Amnesty

MEJLGADE FOR MANGFOLDIGHED

krivv for for lilivv: : SSkri

Tortur i Ukraine Regnbuefest i Riga Baltic Pride i Riga den 2. juni blev en succes med politisk medvind og næsten ingen synlige moddemonstranter. plakaterne byens borgere om, at de rettigheder, man kæmper for med priden, er præcis de samme rettigheder, som gælder for alle andre mennesker.

Amnesty har støttet Baltic Pride siden 2006 og deltog med en delegation på 40 aktivister fra 16 europæiske lande. Vi samarbejder i Letland med LGBT-organisationen

“Det er ligesom et eventyr. Riga er et godt eksempel på, hvordan ting kan ændre sig”, siger 26 årige Juste Puzinaite, en af de 70 aktivister, der var kørt i bus fra Lithauen for at deltage i priden i Letland.

Ialt 500 personer deltog i optoget gennem Rigas brostensbelagte gader. Og selvom regnen silede ned på de regnbuefarvede aktivister, var det en festlig begivenhed med opbakning fra både lokale politikere og internationale ambassadører. Forud for priden havde Amnesty indsamlet underskrifter og sympatihjerter i hele Europa, og danske sympatisører har specifikt støttet produktionen af store billboards i bybilledet.

I ugerne op til priden mindede

Foto: Michel Banz

Alles øjne er på Ukraine i forbind­ else med EM i fodbold. Med Amnestys Skriv for Liv kampagne kan du gøre en forskel for de mennesker, der udsættes for politiets overgreb i landet.

En af dem er Yakov Strogan. I au­ gust 2010 blev Yakov anholdt efter et skænderi med sin nabo. Han blev udsat for tortur og anden mishandling af politiet og blev holdt i isolation. Efter fire dage blev han løsladt.

Han klagede over sin behandling og blev efterfølgende fængslet igen og nu anklaget for mordforsøg på naboen. Amnesty er bekymret for, at anklagerne er fabrikerede.

Yakov blev løsladt mod kaution i marts, men han står stadig an­ klag­et for mordforsøg og retssagen mod ham er i gang. Sideløbende har retten besluttet, at der skal igangsættes en undersøgelse af den tortur, han har været udsat for. Du kan hjælpe Yakov ved at skrive til præsidenten i Ukraine og bede ham om at sikre, at Yakov får en retfærdig retssag, at anklagerne om tortur straks bliver grundigt efterforskede, og de at skyldige bliver retsforfulgt.

Se mere på www.amnesty.dk/ skrivforliv

Mozaika, som nu er anerkendt officielt af myndighederne. Selvom priden forløb uden angreb fra moddemonstranter, fortsætter arbejdet for mere accept og ligebehandling af seksuelle minoriteter i landet, siger Mozaikas talskvinde Jolanta Cihanovica: “I flere år har der været en følelse af total mangel på sikkerhed her.

Man tør ikke ringe til politiet, hvis man bliver overfaldet fysisk eller verbalt. Mange LGBT-folk har forladt Riga de seneste år. Efter sovjettiden har kirken fået tag i mange folk, og de har valgt os som syndebukke for alt ondt. Derfor har det stor betydning med den politiske opbakning, vi har set i år”.

BOOM I YOUTH-GRUPPER

Foto: Amnesty

Foto: Amnesty

Adresse: President Viktor Yanukovych Bankovaya Str. 11 01220 Kyiv, Ukraine

Amnesty har i 2012 oplevet et boom i antallet af ungdomsgrupper på landets gymnasier og andre ungdomsuddannelser. En målrettet indsats med rundtur og oplæg på ungdomsuddannelserne har resulteret i, at der er blevet oprettet 12 nye grupper med engagerede unge i det seneste halvår. Ungdomsakti-

visterne eller ”youtherne”, som de kaldes, har straks givet sig i kast med events og underskriftsindsamlinger i forbindelse med Amnestys kampagne for større kontrol med den globale våbenhandel. I alt er der 45 ungdomsgrupper. Besøg også Amnestys Youth Danmark på Facebook.

Et lydløst optog af mennesker i sort tøj og med røde blomster vandrede fra Østre Anlæg til den russiske ambassade på Østerbro i København den 22. maj sidst på eftermiddagen. Demonstrationen var planlagt af Amnesty i samarbejde med netværket for studerende i Mellemøsten (NASIM) og Mellemfolkeligt Samvirke under parolen ”Stop volden i Syrien”. Aktionen var en solidaritetserklæring til de op mod 10.000 syrere, der har

mistet livet i protesterne mod Assads regime, og til de overlevende, der fortsat kæmper med fredelige midler for frihed og menneskerettigheder.

Sørgeoptoget blev filmet, så begivenheden kunne deles på Facebook og Twitter. Men filmen blev også sendt til de russiske myndigheder med opfordringen om at standse eksporten af våben til Syrien og i stedet bruge deres diplomatiske indflydelse i FN’s Sikkerhedsråd til

Foto: Amnesty

Sort begravelsesoptog for syrien at sætte en stopper for de voldelige overgreb i landet. ”Vi spørger de russiske myndigheder, hvor mange flere skal dø, før I forsøger at sætte en stopper for volden?”, sagde Amnestys kampagnekoordinator Stinne Lyager Bech. ”I stedet for at sende våben til det syriske styre bør Rusland presse Assad til at standse drab, tortur og overgreb”.

Se billeder fra demonstrationen på Facebook. am n e s t y L i v e I 47

Sorteret magasinpost ID-nr. 41156 Al henvendelse; Amnesty International, Telefon 33 45 65 65.

RED LIV MED DIN MOBIL

Tilmeld dig Amnestys sms-netværk nu!

SMS LIFELINE til 1919 (0 kr. + alm sms takst)* * Vi sender 2-3 sms aktioner om måneden. Afmeld ved at sms'e Lifeline Stop.

Scan koden eller gå til www.amnesty.dk/lifeline og læs mere