Amnesty #3 09

amnesty 3 09 n

Medlemsblad for Amnesty International I September 2009

KVINDERNE I DR CONGO

KIRKEN ER RYDDET

FILM KAN ÆNDRE VERDEN

SEKS ÅR I GUANTÁNAMO

200.000 kvinder i DR Congo er blevet udsat for seksuelle overgreb.

Trods FN’s advarsler bliver irakere tvangsudvist til en usikker fremtid.

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og Amnesty sætter fokus på Iran.

Efter seks år i Guantánamo er journalisten Sami al-Hajj en fri mand.

Tema: Seksuelle minoriteter bliver forfulgt

Kampen for kærligheden

Leder

Amnestys redaktør: Ole Hoff-lund

led er

Love is a human right Den 3. september blev to mænd idømt hver seks måneders fængsel i Københavns Byret for vold mod tre homoseksuelle mænd. Overfaldet fandt sted på åbningsaftenen for World Outgames, der tiltrak tusinder af homoseksuelle fra hele verden i slutningen af juli. Straffen blev skærpet, fordi volden blev begået på grund af ofrenes seksualitet. Dermed sendte retten et klart signal om, at samfundet ikke accepterer såkaldte hatecrimes.

Et par uger efter World Outgames – hvor homoseksuelle par blev velsignet i den regnbuesmykkede domkirke – erklærede Københavns overborgmester og kulturborgmester, at de vil ændre ritualet ved homoseksuelle vielser på rådhuset. Væk med ”registreret partnerskab” og ind med ”ægtefolk”, når homoseksuelle siger ja til hinanden.

Forslaget fortjener at blive ophøjet til lov hurtigst muligt.

Det handler ikke kun om signalværdi, men også om retten til at være den, man er. Et lignende forslag fra De Radikale om at skabe ligestilling mellem heteroseksuelle og homoseksuelle vielser blev desværre stemt ned af et flertal i Folketinget sidste år.

Mon vi er kommet længere nu? Det må man håbe. Godt nok er Danmark kommet langt i kampen for at sikre lige rettigheder for alle uanset seksuel observans. Men diskriminationen trives fortsat på mange arbejdspladser, i sportsklubber, på uddannelsesinstitutioner, i kirken og i nattelivet.

Man skal ikke længere væk end til Østeuropa, Baltikum og Rusland for at finde homofobien i fuldt flor – og den breder sig. Litauen, som er medlem af EU, vedtog i sommer en lov, der forbyder information om homoseksualitet til børn og unge, og nu er parlamentet på vej med endnu en lov, der vil forbyde offentlig promovering af homoseksualitet.

Det er i direkte strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men EU mangler redskaber til at reagere hårdere på den grove krænkelse af ytringsfriheden, som loven er udtryk for. Loven vil blandt andet forhindre afholdelsen af de homoparader, som mange steder bliver mødt af voldelige moddemonstrationer – blandt andet i Moskva og i Riga, hvor medlemmer af Amnesty International er mødt talstærkt op de seneste tre år for at støtte ytringsfriheden og forsamlingsfriheden.

Uden for EU er homoseksualitet kriminaliseret i mange lande. De bliver ikke bare diskrimineret, de bliver også udsat for vold, fængslinger og dødsstraf. ”Love is a human right”, lyder Amnestys slogan i kampen mod diskrimination af seksuelle minoriteter – under ét LGBT (Lesbian, Gay, Bisexual and Transgender). FN’s tidligere højkommissær for menneskerettigheder, Louise Arbour, er måske den, der har beskrevet det mest præcist: ”Det ville være utænkeligt, hvis menneskerettighederne kun skulle gælde for mænd og ikke for kvinder. Lige så utænkeligt er det, at de kun gælder for heteroseksuelle”.

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International Udkommer næste gang: 27. november

Amnesty International

Amnesty i Aalborg

2009 (deadline 1. november)

Gammeltorv 8, 4.og 5.sal

Priorgade 1A · 9000 Aalborg

Artikler, der er underskrevet med navn,

1457 København K

Tlf. 98 10 17 17

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk

kan indeholde synspunkter, der ikke nød-

Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen

vendigvis reflekterer Amnesty Internationals

Tlf. 33 45 65 65

Redaktionel bistand: Datagraf Client Publishing

holdning. Eftertryk med kildeangivelse er

Fax 33 45 65 66

Design og produktion: Datagraf

kun tilladt efter forudgående aftale med

Forsidefoto: Scanpix

redaktionen.

Oplag: 90.000 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år

2 I a m n e st y

Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt

Amnesty i Odense Vestergade 57, 2. sal · 5000 Odense C Tlf. 66 13 08 78 Amnesty i Århus

www.amnesty.dk

Mejlgade 50, 1 sal · 8000 Århus C

amnesty@amnesty.dk

Tlf. 86 19 28 77

Amnesty på fem minutter

32 22

8 8

Foto: Jean Chung

Foto: Polfoto

Foto: Christian Holst

Foto: Gwladys Fouché

12

Seks år i Guantánamo

Efter seks år i Guantánamo-fangelejren er journalisten Sami al-Hajj fra tv-stationen Al Jazeera atter en fri mand. Men hans mareridt om tortur og mishandling vil ikke gå væk. I dag kæmper han for at få sine medfanger ud, og han har dannet en organisation, der hjælper frigivne fanger og forbereder et retsopgør med USA’s tidligere præsident George W. Bush. ”Livet i Guantánamo… Vi følte os ikke som mennesker. Vagterne respekterede dyrene mere end os. Jeg fandt først og fremmest styrke i min tro. Jeg vidste, at Gud ikke ville glemme mig, for Gud ved, at jeg er uskyldig”, siger Sami al-Hajj.

12 Kun hver femte får hjælp

Myanmar har omkring 240.000 hiv-smittede, og 76.000 mennesker har akut behov for medicinsk behandling. Men selv om FN har udråbt det til at være en af de alvorligste hiv-epidemier i Asien, er det under en femtedel af de trængende, der får hjælp. Phyu Phyu Thin driver en lille hiv-klinik i sit hjem i Yangon, hvor hiv-smittede kan få medicin og en smule omsorg. Hun har været anholdt flere gange for sit hiv-arbejde, og hun har tilbragt fire måneder i det berygtede Insein-fængsel, hvor en del af Myanmars over 2.000 politiske fanger stadig sidder bag lås og slå.

22 TEMA Kampen for kærligheden

Verden over bliver bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle stadig udsat for overgreb, undertrykkelse og diskrimination. Ifølge international menneskeret er det regeringernes pligt at sikre, at seksuelle minoriteter ikke udsættes for diskrimination, men mange lande lever ikke op til deres ansvar. Ofte er det endda myndighederne selv, der begår overgrebene.

I lande som Irak, Jordan, Syrien, Egypten, Jamaica og Botswana er det kriminelt at være homoseksuel, og homoseksuelle handlinger kan give dødsstraf i Yemen, Saudi Arabien, Iran, Mauretanien og Sudan samt dele af Nigeria og Somalia.

32 Congos kvinder går til politiet

Siden 1996 er over 200.000 kvinder i DR Congo blevet udsat for voldtægt og seksuelle overgreb. Langt de fleste finder sted i provinserne South Kivu og North Kivu på grænsen til Rwanda. I årevis har det stort set været umuligt at anmelde sexforbrydelser til myndighederne, og endnu sværere er det at arrestere gerningsmanden og slæbe ham i retten.

Men med hjælp fra nødhjælpsorganisationer og juridiske rådgivere er nogle kvinder begyndt at fortælle om deres oplevelser og anmelde voldtægterne. Se den enestående fotoreportage fra DR Congo.

INDHOLD 4

Nyheder

30

Shell bag tragedie i Nigeria

42

Kultur

Danske og internationale nyheder om politik

Shell er skyld i forurening og menneskerets-

Klaus Rothstein giver sit bud på tidens bedste film,

og menneskerettigheder.

krænkelser i det olierige Niger Delta.

teater, bøger og udstillinger.

6

31

44

The Free Will Project

CPH:DOX sætter fokus på Iran

Amnesty Live

Nyt dansk initiativ kan medvirke til, at færre

Amnesty uddeler filmpris på dokumentarfilm-

Læs om Amnestys aktivisme og resultater og se,

amerikanere bliver idømt dødsstraf.

festivalen CPH:DOX i samarbejde med Merkur

hvordan du kan gøre en forskel for menneskeret-

Bank.

tighederne.

7

Kirken er ryddet

Den 13. august blev irakerne fjernet fra Brorsons

40

Kirken, og nu er 22 asylansøgere udvist til en

Læs om Amnestys lægegruppe, underskrifts-

Mød FN’s tidligere højkommissær for menneskeret-

usikker fremtid. Danmark vil ikke lytte til FN.

indsamlinger og de seneste rapporter fra Amnesty.

tigheder, Mary Robinson, og Amnestys internatio-

Amnesty i glimt

48

Amnesty IMPACT 2009

nale generalsekretær, Irene Khan, på en konference i Den Sorte Diamant. amnesty I 3

Nyhed e r Foto: Polfoto

Demonstranter i Paris mindes den unge, iranske kvinde Neda, der blev dræbt af skud i Teheran og blev et globalt symbol for protesterne mod præstestyret.

Kaos efter valg i Iran stod stærkt svækkede i den tv-transmitterede retssag.

Mindst fire prominente reformister, deriblandt tidligere vicepræsident Mohammed Ali Abtahi, erklærede, at de ikke længere mente, der havde været valgsvindel.

Præsidentkandidat Mir-Hossein Mousavi har udtalt, at tilståelserne er fremtvunget ved hjælp af ”middelalderlig tortur”. En anden præsidentkandidat, Mohsen Rezaei, har udfordret retssagens legitimitet og spurgt, hvorfor de medlemmer af sikkerhedsstyrkerne, som er ansvarlige for at slå demonstranter ihjel, ikke stilles for en dommer.

Myndighederne har indrømmet, at 20 demonstranter blev dræbt under protesterne,

USA slukker lysavis i Cuba

En gigantisk lysavis, som USA i 2006 satte op på den store US Interests bygning i Havana, Cuba, blev slukket i juli. I tre år har lysavisen sendt systemkritiske budskaber ud til det cubanske folk som en kraftig provokation mod det kommunistiske styre. Det fik ekspræsident Fidel Castro til at rejse 138 flagstænger foran bygningen. Formålet var at spærre udsynet til lysavisen og mindes ofrene for ”den amerikanske aggression” med sorte flag Men i takt med, at forholdet mellem de to lande på det seneste er forbedret, har USA’s udenrigsministerium besluttet at slukke lysavisen. Præsident Barack Obama har blandt andet lettet restriktionerne for eksilcubanere, der vil besøge Cuba, og diplomater fra USA og Cuba holdt i juli deres første officielle møde siden 2003.

Foto: Polfoto

Irans Revolutionære Domstol indledte i august retssagen mod over 100 iranere, som står anklaget for at opildne til protester mod regimet efter præsidentvalget den 12. juni.

Her blev den siddende præsident Mahmoud Ahmedinejad udråbt som vinder trods anklager om valgsvindel.

Hvis iranerne bliver dømt, risikerer de op til fem års fængsel – medmindre dommerne vurderer, at de er mohareb, fjender af Gud. I så fald kan de blive dømt til døden.

De fleste – hvis ikke alle – anklagede er blevet holdt i fangenskab flere uger op til retssagen. De har ikke haft kontakt med omverdenen, og mange er angiveligt blevet udsat for tortur for at tilstå. Flere af de anklagede frem-

4 I a m n e st y

men oppositionen indleverede i august en liste med navne på 69 dræbte til parlamentet. En af de dræbte var den unge kvinde Neda, der blev dræbt af skud i Teheran den 20. juni og blev et symbol for de globale protester mod præstestyret.

Amnesty opfordrer den iranske regering til at stoppe den spiral af vold, undertrykkelse og menneskerettighedskrænkelser, som landet er fanget i. ”Den øverste leder og hans nærmeste må skifte kurs, stoppe undertrykkelsen og sikre det iranske folks rettigheder. Retssagen er et spil for galleriet”, sagde Irene Khan, Amnestys internationale generalsekretær, da Mahmoud Ahmedinejad blev genindsat som præsident.

Russiske aktivister dræbt Endnu to menneskeretsaktivister i Tjetjenien er brutalt blevet myrdet af ukendte gerningsmænd. Den 15. juli blev Natalie Estemirova fra den russiske organisation Memorial bortført og skudt, og den 11. august blev Zarema Sadulayeva fra Let’s Save the Children og hendes mand, Alik Dzhabrailov, fundet skudt i en bil i hovedstaden Grozny. Drabene er de seneste i en bølge af mord på journalister, aktivister og systemkritikere, og gerningsmændene bliver stort set aldrig fundet.

Af Ole Hoff-lund

68%

kort nyt:

Andel af danskere, der mener, at Danmark ikke bør sende flygtninge tilbage til lande, som FN advarer imod.

Kilde: Interresearch/Cevea

Tjekkiet støtter straffedomstol Foto: All Over Press

Som det 110. land i verden har Tjekkiet ratificeret den såkaldte Romstatut for den Internationale Straffedomstol (ICC), der behandler sager om folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Det sker efter mere end 10 års pres fra Amnesty International og borgerretsgrupper i Tjekkiet. Dermed støtter samtlige 27 EU-lande op om ICC. Det samme er tilfældet i Sydamerika, hvor Chile som det sidste land ratificerede den 29. juni.

Kvinder pisket for at gå i bukser Amerikanske demonstranter vil have Bush-administrationen anklaget for krigsforbrydelser.

Nye afsløringer af CIA CIA’s omfattende brug af tortur mod terrormistænkte er allerede fyldigt dokumenteret.

Men i august kom nye detaljer på bordet. Store dele af en CIA-rapport, der har været hemmeligholdt siden 2004, blev offentliggjort. Rapporten fortæller blandt andet om fanger, der døde i amerikansk varetægt, skinhenrettelser, trusler om voldtægt af familiemedlemmer og fanger, der blev truet med pistoler og boremaskiner på tæt hold.

Rapporten fik USA’s justitsminister Eric Holder til at udnævne en særlig anklager, John Durham, der skal undersøge, om der er grundlag for

at indlede nye straffesager mod CIA-ansatte. ”Jeg er helt klar over, at min beslutning om at påbegynde disse indledende undersøgelser er kontroversiel. Men med de informationer, jeg har til rådighed, er det den eneste ansvarlige reaktion fra mig”, siger Eric Holder.

Dermed henviser han dels til præsident Obamas ønske om at lade fortiden ligge, dels til mange republikanere, der modsætter sig en undersøgelse. Andre kritikere - deriblandt Amnesty - mener, at søgelyset skal rettes mod de højtstående embedsmænd og ministre, der godkendte CIA’s torturmetoder.

Rønn anmeldt for tortur Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech er blevet anmeldt for tortur på grund af fængslingen af en af de afviste irakiske asylansøgere, Abdel Jabar, i Ellebæk Fængslet ved Sandholmlejren. Abdel Jabar var fængslet i syv år i Irak for sin påståede støtte til en regeringsfjendtlig gruppe. Amnestys danske lægegruppe har undersøgt Abdel Jabar og påvist, at han blandt andet fik smadret knæene og fik brækket arme og skuldre ved at blive hængt op i fængslet i Irak, hvor han sad i isolation i to år.

Det er Inge Genefke, stifter af Rehabiliteringsog Forskningscentret for Torturofre (RCT),

og Bent Sørensen, tidligere medlem af FN’s Torturkomité, som står bag anmeldelsen. ”At fængsle et menneske, der tidligere har gennemgået tortur, strider mod menneskerettighederne. Smider man ham derefter i isolation, er der tale om tortur. Ved at spærre ham inde igen gentager man torturen og er faktisk bødler”, siger Inge Genefke til Politiken.

Den 2. september blev Abdel Jabar udvist til Irak. UNHCR rettede 8. september en skarp kritik af Danmark for at bryde flygtningekonventionens bestemmelser om ikke at sende folk hjem til forfølgelse og overgreb.

Den 3. juli stormede politiet i Sudan en restaurant i Khartoum og arresterede 13 kvinder for at bære uanstændigt tøj: De var iført bukser. Efter to dage i fængsel blev de 10 kvinder, der ikke havde en advokat, straffet med hver 10 piskeslag. En af de anholdte, den sudanesiske journalist Lubna Ahmed Al Hussein, fik annulleret sin straf, fordi hun som FN-ansat har immunitet. Men det ville hun ikke acceptere. Hun sagde op og bad om blive stillet for retten for at udfordre straffeloven, og om nødvendigt vil hun tage sagen til forfatningsdomstolen. Den 7. september blev hun idømt en bøde på 1.000 kroner, som hun nægter at betale. Derfor skal hun i stedet 30 dage i fængsel.

FN: Riv muren ned FN’s særlige udsending til Vestbredden og Gaza opfordrede i juli Israel til at rive sikkerhedsmuren mellem Israel og Vestbredden ned. Det skete på femårsdagen for en afgørelse ved Den Internationale Domstol (ICJ), der erklærede opførelsen ulovlig. Siden har Israel fortsat byggeriet af den otte meter høje mur, og i dag er 60 procent af den 700 kilometer lange mur færdig. ICJ’s dom hænger sammen med, at muren ikke følger våbenhvilegrænsen fra 1949, men inddrager store dele af en fremtidig palæstinensisk stat.

amnesty I 5

Nyhed e r Foto: Amnesty International

USA: Dødsdømt får ny chance USA’s højesteret besluttede den 17. august at tildele dødsstraffangen Troy Davis en ny retshøring, hvor han får mulighed for at præsentere nye beviser i den næste 20 år gamle sag.

Troy Davis blev i 1991 dømt til døden for drabet på politibetjenten Mark Allan MacPhail i Savannah, Georgia. Myndighederne kunne ikke fremvise et mordvåben eller andre fysiske beviser, så Davis blev i stedet dømt på grundlag af vidneudsagn. Men syv af sagens ni oprindelige vidner har ændret deres forklaringer under ed. Et af de to tilbageværende vidner er under mistanke for at være den egentlige gerningsmand.

Amnesty International har længe ført kampagne for en genåbning af sagen og har gennem årene samlet hundredtusindvis af underskrifter for en benådning af Troy Davis. ”De overbevisende argumenter for denne mands uskyld må frem i lyset. Nu er der endelig en chance for, at retfærdigheden sker fyldest”, siger Laura Moye, leder Amnesty Internationals kampagne for afskaffelse af dødsstraf i USA.

testamente udfordrer dødsstraf i usa

6 I a m n e st y

Projektet får opbakning fra flere kanter herhjemme, og det vil uden tvivl også skabe opmærksomhed i USA, hvor en af verdens førende intellektuelle, professor Noam Chomsky, vil underskrive et testamente.

Filminstruktøren Lars von Trier er ambassadør for projektet, og også folketingsmedlem Jørgen Poulsen (R), der er tidligere generalsekretær i Dansk Røde Kors, bakker op om ideen. ”Dødsstraf udgør forskellen på civilisa-

tion og anarki. Selve tanken om, at man har ret til at tage livet af mennesker, som er taget til fange og ikke længere udgør en risiko for omverdenen, strider mod alle civiliserede regler. Jeg støtter ethvert tiltag, der kan forhindre dødsstraf. Og hvis dette initiativ – The Free Will Project – kan medvirke til, at bare ét menneske reddes fra døden, er det stort”, siger Jørgen Poulsen.

Læs mere på www.thefreewillproject.org Foto: Ed Kashi

Et nyt dansk initiativ kan medvirke til, at færre amerikanere fremover bliver idømt dødsstraf. The Free Will Project opfordrer amerikanere til at hente et gratis færdiglavet testamente på internettet og skrive under på, at man ikke ønsker gerningsmanden straffet med døden, hvis man selv bliver slået ihjel under en forbrydelse.

Initiativtageren Martin Martensen-Larsen forklarer, at testamentet ikke er juridisk bindende for domstolene, men hans håb er, at det kan ændre på udfaldet af kommende straffesager i USA. ”Det kan forhåbentlig påvirke anklageren eller juryen til at kræve en anden straf end dødsstraf i respekt for den afdødes sidste vilje”, siger Martin Martensen-Larsen.

Med sin dobbelttydige titel refererer The Free Will Project både til, at du kan downloade et gratis testamente, og til menneskets frie vilje. Men Martin Martensen-Larsen understreger, at The Free Will Project ikke handler om at moralisere overfor tilhængerne af dødsstraf. ”Testamentet er et personligt valg, som ikke berører andre menneskers støtte til dødsstraf. Projektet handler om respekten for det enkelte individs valg. Mange amerikaneres begrundelse for dødsstraf er respekten for offeret. Men måske vil tilhængerne af dødsstraf tillægge det lige så stor betydning, hvis offeret har lavet et testamente, der siger, at vedkommende ikke ønsker dødsstraf for forbryderen”, forklarer han.

Af Ole Hoff - lund I F oto: Lærke Posselt

Under det tre måneder lange ophold i Brorsons Kirke forsøgte irakerne at få en normal dagligdag – blandt andet med hjælp fra frivillige i gruppen Kirkeasyl.

Amnesty: Rønn manipulerer Midt om natten den 13. august fjernede politiet de irakere, der siden maj havde boet i Brorsons Kirke på Nørrebro i København.

Fredelige demonstranter blev tævet med knipler. 18 irakiske mænd blev ført til Ellebæk Fængslet. Kvinder og børn gik under jorden. Dagen efter mødte omkring 20.000 mennesker op ved kirken i protest og fra Amnestys internationale generalforsamling (ICM), som fandt sted samtidig i Tyrkiet, kom reaktionen prompte: ”Den danske regering bør som minimum lade irakerne blive i landet af humanitære årsager. Men set i lyset af den urimeligt stramme fortolkning af Flygtningekonventionen fra 1951 og af, at den danske regering nægter at anerkende UNHCR’s vurdering af situationen i Irak, opfordrer vi også de danske myndigheder til at revurdere samtlige irakeres sager”, sagde Amnestys internationale generalsekretær, Irene Khan.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) – der i 2007 sagde, at irakerne ”på et tidspunkt efter loven kunne få humanitær opholdstilladelse” – skrev den 16. august i en kronik Berlingske Tidende, at det vil være ”i strid med loven”, hvis hun gav humanitær opholdstilladelse.

Men det er et manipuleret budskab, fastslår generalsekretær Lars Normann Jørgensen: ”Den samlede vægt af det langvarige ophold – og hvad det gør ved folk – samt den aktuelle situation i Irak og de lange udsigter til at kunne rejse hjem, muliggør anvendelse af udlændingelovens § 9b om humanitær opholdstilladelse”.

I august besøgte en irakisk delegation Danmark for at interviewe irakerne og fastslå deres identitet. Ingen fik at vide, hvem delegationens medlemmer var, men de krævede, at asylansøgerne ikke måtte have

bisiddere eller advokater med til møderne. Det krav imødekom Rigspolitiet uden videre, selv om det er i direkte strid med udlændingeloven og forvaltningsloven. Hensynet til fremmede magter vejede tungere.

Den 2. september blev 22 irakere i ly af mørket sat på et fly fra Odense til Bagdad. Fem af dem blev tilbageholdt af politiet ved ankomsten, men de danske myndigheder afviser at tage ansvar for irakernes videre skæbne. Det er Iraks opgave, lyder det.

Men dermed slutter historien ikke, siger generalsekretær Lars Normann Jørgensen. ”Denne sag vil klæbe til den danske regering for altid. Man skal huske på, at regeringen har ansvaret for, at de tvangsudviste irakere ikke bliver udsat for overgreb eller forfølgelse i Irak”.

Han henviser til, at august blev den blodigste måned i Irak i over et år. Mindst 456 mennesker blev dræbt af bomber og vold, mens mindst 1.600 blev såret. ”Det er dybt tragisk, at vi nu er kommet dertil, hvor vi sender folk tilbage til lande, hvor der næsten dagligt er voldsomme bombeangreb og overgreb mod civile. Det er en sort dag for Danmark”, siger Lars Normann Jørgensen.

Amnesty International havde ved redaktionens slutning indsamlet over 35.000 underskrifter til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech fra danskere, der protesterer mod tvangsudvisningerne. Underskrifterne er indsamlet på tre uger – blandt andet ved den store koncert på Rådhuspladsen i København den 18. august, hvor en lang række danske musikere spillede. amnesty I 7

Guant Ánamo

Seks år i Guantánamo Under en rejse til Afghanistan i 2001 blev tv-journalisten Sami al-Hajj anholdt af pakistansk politi og overført til Guantánamo. Først seks år senere var han fri. Nu har han dannet en international organisation, som kæmper for fangernes rettigheder og hjælper de løsladte. Han er på vej med en retssag mod USA’s tidligere præsident. Og han synes, medierne er alt for flinke ved den nuværende.

Nogle gange vågner han og tror, at han stadig er i Guantánamo. Han får det også dårligt, når han hører høje lyde, når han ser lys, eller når han hører hunde eller råb. Der er gået over et år, siden Sami al-Hajj slap ud fra Guantánamo, men hans oplevelser står levende i hukommelsen.

Vi befinder os tusindvis af kilometer fra Cuba, i det fredelige Oslo, hvor Al Jazeerajournalisten Sami al-Hajj deltager i en konference. Men den amerikanske base er aldrig langt væk i hans tanker. Han tilbragte over seks år i den berygtede fangelejr, hvor han blev ulovligt tilbageholdt og tortureret af de amerikanske myndigheder. Siden sin løsladelse den 1. maj 2008 har Sami al-Hajj kæmpet hårdt for at hjælpe de mænd, han efterlod i Guantánamo. I juli dannede han en international organisation, Guantánamo Justice Centre, som fører kampagne for fangernes rettigheder i lejren og hjælper dem, hvis og når de bliver løsladt. Et vigtigt element i arbejdet er et planlagt retsopgør med USA’s tidligere præsident George W. Bush.

8 I a m n e st y

”Formålet med vores organisation er at indlede en sag mod Bush-administrationen. Jeg har brug for, at de bliver stillet for en domstol.

Vi vil ikke have, at det, der blev gjort mod os, gentager sig”, fortæller al-Hajj, der lige nu bruger tid på at indsamle information fra de tidligere fanger.

Aktionen vil måske blive bygget over skabelonen fra sagen mod Chiles tidligere diktator, general Augusto Pinochet, som blev arresteret i Storbritannien i 1998 på begæring fra en spansk anklager for drabene på spanske statsborgere under diktaturet. ”Vores advokater anbefaler os at føre sagen i Europa. Godt nok har domstolene ikke magt til at kræve dem udleveret, men i det mindste kan de så ikke besøge europæiske lande. For hvis de gør, vil de blive pågrebet og stillet for en domstol”, forklarer Sami al-Hajj. ”Vi følte os ikke som mennesker” Al-Hajjs prøvelser begyndte, da pakistansk politi anholdt ham i december 2001. Han var på vej til Afghanistan med et tv-hold fra Al

Jazeera. Som den eneste blev han anholdt, angiveligt på grund af problemer med passet.

Tre uger senere blev han overdraget til amerikanske styrker, som sendte ham til flybasen i Bagram i Afghanistan, hvor han blev udsat for alvorlig fysisk tortur og placeret i et iskoldt bur i en flyhangar.

Derefter blev han overført til en lejr i Kandahar i det sydlige Afghanistan, hvor han blev seksuelt mishandlet af amerikanske soldater og regelmæssigt fik tæsk af vagterne. Han fik ikke lov at vaske sig i over 100 dage og var voldsomt angrebet af lus.

Afhøringerne i Afghanistan fokuserede konsekvent på Sami al-Hajjs arbejdsgiver. ”De spurgte mig konstant om Al Jazeera, og om de havde forbindelser til Osama bin Laden og al-Qaeda. Det spurgte de mig også om i Guantánamo”.

De amerikanske myndigheder har ofte angivet hans job hos Al Jazeera som årsag til, at de betragtede Sami al-Hajj som en fare.

Al-Hajj blev fløjet til Cuba i juni 2002. Her blev han rutinemæssigt slået, udsat for raci-

Af Gwladys Fouché Foto: Polfoto

Sami al-Hajj var med ombord på skibet ”Dignity”, der her ankommer til den libanesiske havneby Tyre den 30. december 2008. Skibet var på vej til Gaza med fredsaktivister og medicin for at bryde den israelske blokade af Gaza, men ifølge aktivisterne på ”Dignity” blev skibet torpederet af en israelsk patruljebåd, så det var nødt til at gå i havn i Tyre. Israels flåde siger, at skibene kolliderede ved et uheld.

stiske overgreb og nægtet medicin. Vagterne brugte militærhunde til at skræmme ham, han blev smidt ned ad trapper, og fik syet store sår i ansigtet uden at være bedøvet. Kontakten med familien var uregelmæssig. Breve mellem al-Hajj og hans familie blev stoppet og censureret, og de var ofte forsinket i måneder og år.

Da han og andre fanger indledte en sultestrejke i 2003, blev han sat i isolationsfængsel og anbragt i den hårdeste lejr på den amerikanske base i otte måneder. Han nægtede at spise i 478 dage og blev tvangsfodret to gange om dagen ved hjælp af gummislanger gennem næse og mund. Sami al-Hajj siger også, at han blev udsat for brutale overfald fra vagter i kampuniformer seks gange på ti dage.

Når han genkalder sig tiden i fangenskab, bliver hans tale langsommere, og hans faste blik bliver fjernt. ”Livet i Guantánamo… Vi følte os ikke som mennesker. Vagterne respekterede dyrene mere end os. Jeg fandt først og fremmest styrke i min tro. Jeg vidste, at Gud ikke ville glemme mig, for Gud ved, at jeg er uskyldig.”

For al-Hajj var hans profession som journalist afgørende for, at han klarede opholdet. ”Det var en chance for mig at bo blandt fangerne, at se hvordan de håndterede situationen og høre deres historier. Hvis administrationen på Guantánamo havde tilladt journalister at komme ind og tale med fangerne, så tvivler jeg på, at fangerne ville have talt lige

” Jeg modtog over 20.000 breve fra Amnesty-medlemmer. De var fantastisk vigtige for mig. De gav mig håb. De fortalte mig, at jeg ikke var alene, og at mennesker udenfor tænkte på mig”.

Sami al-Hajj

så åbent til dem, som de talte med mig. Jeg følte deres ord, fordi jeg levede iblandt dem.

Når nogen klagede over, at de savnede deres familie og deres børn, så ved jeg, hvad det betyder, for jeg savnede også min familie.

Så jeg var klar over, at når jeg en dag kom ud, så ville jeg fortælle verden, hvad der foregår indenfor”, siger Sami al-Hajj, der betegner støtten fra Amnesty International som afgørende. ”Jeg modtog over 20.000 breve fra Amnesty-medlemmer. De var fantastisk vigtige for mig. De gav mig håb. De fortalte mig, at jeg ikke var alene, og at mennesker udenfor tænkte på mig”.

Efter sin løsladelse havde Sami al-Hajj mistet lysten til at leve, og de fysiske omkostninger for hans krop var enorme. Hans ene ben er i dag stift efter et slag, der ødelagde hans knæ, og den langvarige sultestrejke har sat sine spor. Han er ældet hurtigt og har ikke længere det lidt buttede ansigt fra Al Jazeerafotoprofilen, som blev brugt i kampagnen for at få ham ud fra Guantánamo. amnesty I 9

➜

Guant Ánamo

➜

Omkostningerne for hans familie har også været store. ”Min søn, Mohammed, som i dag er ni år, er ikke særlig tæt knyttet til mig, fordi han voksede op uden mig. Vi er tæt, men ikke så tæt. Han føler, at jeg har stjålet hans mor fra ham. Min kone, Asma, lider af mavesår. Det begyndte, da jeg blev tilbageholdt. Hun er bange for fremtiden, og er meget bekymret, når jeg rejser udenlands. Hun er bange for, at jeg aldrig kommer hjem igen”.

På trods af sine problemer mener han, at hans situation er bedre end mange af de andre frigivne fangers. Han har arbejde, og han har fået sine lægeregninger betalt af Al Jazeera, som også har taget sig af hans familie, mens han var interneret. ”Mange kan ikke få et arbejde. De er ikke velkomne i den lokale moské, fordi folk er bange for at blive overvåget af politiet. Nogle kan ikke blive gift og kan ikke få giftet deres døtre bort. At komme tilbage til dagligdagen er så vanskeligt, at nogle ligefrem siger, at de hellere vil tilbage til Guantánamo”.

USA har ansvaret Amerikanernes syn på menneskerettigheder er det vigtigste emne på dagsordenen i dag, mener Sami al-Hajj. ”Siden den 11. september 2001 har USA ikke haft respekt for menneskerettighederne, og det har medført, at andre lande heller ikke respekterer dem. USA er nødt til at genindtage sin position som verdensleder for menneskerettighederne. Når USA gør det, vil andre lande følge efter”.

Det indbefatter, at USA må påtage sig det fulde ansvar for at lukke Guantánamo. USA

”Livet i Guantánamo... Vi følte os ikke som mennesker. Vagterne respekterede dyrene mere end os. Jeg fandt først og fremmest styrke i min tro. Jeg vidste, at Gud ikke ville glemme mig, for Gud ved, at jeg er uskyldig”.

Sami al-Hajj

bør byde alle de fanger velkommen, som ønsker at rejse dertil. USA har selv skabt denne situation. Derfor skal de påtage sig ansvaret for at løse problemet. De, som ikke vil til USA, skal have lov til at vende hjem. Hvis de ikke kan det, så må USA gøre alt, hvad de kan, for at få andre lande til at tage imod dem. Og hjælpen skal ikke stoppe dér. De skal også have hjælp til at etablere sig, bygge et hus eller starte en forretning”.

Al-Hajj understreger, at tredjelande – herunder Danmark – også kan hjælpe ved at tage imod tidligere Guantánamo-fanger. ”Mange lande som Frankrig, Portugal, Storbritannien og Italien har allerede accepteret at tage imod fanger, og det har ikke givet nogen problemer”, siger Sami al-Hajj, der synes, det går alt for langsomt med at nedlægge Guantánamo.

Da Barack Obama på sin første dag som USA’s præsident annoncerede sine planer om at lukke lejren, vakte det jubel blandt menneskerettighedsforkæmpere over hele verden.

Sami al-Hajj mener, at medierne har været alt for flinke ved den nye præsident. ”Obama sagde, at fangerne skal prøves ved civile domstole. Nu har han genindført militærdomstolene. Han sagde, han omgående ville lukke Guantánamo-fangelejren, når han

Foto: Gwladys Fouché

Sami al-Hajj, 40 år, journalist og sudaneser, har dannet Guantánamo Justice Centre, som fører kampagne for fangernes rettigheder i lejren og hjælper dem, hvis og når de bliver løsladt. Selv har han voldsomme psykiske mén efter seks år i lejren, men han får hjælp af en psykolog. ”Jeg føler, at min situation bliver bedre, og jeg håber, at jeg i nær fremtid bliver normal igen”.

10 I a m n e st y

kom til magten. Det har han ikke gjort. Han sagde, han ville stille de ansvarlige for tortur til regnskab. Det har han ikke gjort. Medierne tror på Obama og hans løfter, men han har ikke indfriet dem”.

Han føler samtidig, at mange medier er holdt op med at interessere sig for, hvad der foregår bag pigtrådshegnet i Guantánamo. ”Medierne fortæller ikke så meget om Guantánamo, som de gjorde før. Men der sidder stadig mange mænd derinde, og torturen fortsætter. Jeg er også urolig for, at fokus forsvinder fra de hemmelige fængsler, den dag Guantánamo lukker. Måske er Guantánamo ved at lukke, men Bagram udvider”, siger Sami alHajj og henviser til den amerikanske flybase i Afghanistan, hvor der sidder over 600 fanger under samme vilkår som i Guantánamo.

Han har med frustration iagttaget, hvordan journalistkolleger har beskrevet løsladelserne af de kinesiske uighurere fra Guantánamo til såkaldte ”paradisøer” som Palau og Bermuda. Blandt dem er The New York Times, som i overskriften skrev: ”Out of Guantánamo, Uighurs bask in Bermuda” (Efter Guantánamo soler uighurerne sig på Bermuda, red.). ”Selv hvis du sender dem til Helvede, vil nogen af fangerne stadig sige, at det er fedt, fordi de lige er kommet væk fra Guantánamo.

Medierne stiller ikke de rigtige spørgsmål: Hvordan skal de blive genforenet med deres familier? Hvad skal de leve af, når de først er løsladt? Hvordan bliver deres sikkerhed garanteret?”.

Al-Hajj er altså skuffet over den nye præsident. Men faktum er, at det var den tidligere amerikanske administration, som skabte de mareridtsagtige forhold i Guantánamo.

Så hvad ville Sami al-Hajj sige til George W. Bush, hvis han nogensinde mødte ham? ”Vær modig og sig, at du lavede en fejltagelse. Jeg vil tilgive dig. Hvis han sagde ’ja, jeg tog fejl’, så ville vi tilgive ham og lade ham være”.

Al-Hajj stopper og tilføjer med et stille smil: ”Men det tvivler jeg på, at han gør”.

Gwladys Fouché er journalist og skriver for The Guardian, The Observer og AFP. Hun bor i Oslo.

Foto: Polfoto

Foto: Scanpix

Yngste fange løsladt

Sami al-Hajj (th) holder en due sammen med Al Jazeeras direktør Waddah Khanfar efter sin hjemkomst.

Sami al-Hajj er vendt tilbage til sit arbejde i Al Jazeeras hovedkvarter i Doha, Qatar, hvor han er chef for en helt ny afdeling, der fokuserer på menneskerettigheder. ”Jeg tror på, at medierne kan spille en vigtig rolle for at promovere disse værdier blandt deres publikum. Folk i Mellemøsten ved ofte meget lidt om deres rettigheder. Så det vil vi gerne fokusere på”, forklarer Sami al-Hajj og understreger, at Al Jazeeras satsning på menneskerettigheder betyder meget for ham på det personlige plan. ”Før jeg forlod Guantánamo, sagde fangerne til mig, at jeg ikke måtte glemme dem.

Så jeg tror, jeg kan hjælpe dem med mine nye tv-programmer”.

En af de seneste udsendelser satte fokus på en af de tilbageværende fanger på Guantánamo, der hævder, at torturen er fortsat under præsident Obama. Historien dukkede op, da Sami al-Hajj fik en opringning på sin

mobiltelefon fra Mohammed el-Gharani – en 21-årig mand fra Chad, der var 14 år, da amerikanerne arresterede ham og sendte ham til Guantánamo. I januar afgjorde en amerikansk domstol, at den unge mand skal løslades, fordi myndighederne ikke har beviser imod ham. ”Han var i en af de afdelinger på Guantánamo, hvor man har lov til at ringe til sin familie, og han foregav at ringe til sin onkel.

Men han fortalte mig, at han fik tæsk af vagterne. Jeg viderebragte hans udtalelser i mit tv-program, og senere erfarede jeg gennem en anden indsat, der boede i cellen ved siden af el-Gharani, men nu er løsladt, at vagterne havde opdaget det. De gav ham tæsk, satte ham i isolationsfængsel, gav ham lænker på fødderne, og han fik kun halvkogte ris, som er umulige at fordøje”.

Mohammed el-Gharani blev løsladt i juni, men det er småt med oplysninger om hans tilstand og opholdssted.

Foto: Polfoto

TV om menneskerettigheder

En af de yngste fanger på Guantánamo, den 21-årige Mohammed Jawad, blev i august løsladt og vendte hjem til Afghanistan, hvor han blev modtaget af præsident Hamid Karzai samt familie og venner. Jawad var kun 14 år, da han i 2002 blev anholdt, fordi han angiveligt havde kastet en håndgranat mod et amerikansk køretøj med to amerikanske soldater. Efter syv år i Guantánamo blev han løsladt, da en militær domstol afviste sagen på grund af manglende beviser. Ifølge hans forsvarere er hans tidligere tilståelse fremkommet under trusler om at dræbe ham og hans familie, og dommeren fastslog, at sagen var ”en uhyrlighed” og ”fuld af huller”.

Et nyt liv på Bermuda?

Siden Barack Obama i januar blev præsident i USA, er 13 Guantánamo-fanger blevet løsladt. Fire af dem er kinesiske uighurere, som nu opholder sig på Bermuda, og yderligere 13 uighurere er på vej til Stillehavsøen Palau, fordi de risikerer forfølgelse i Kina.

Syv EU-lande – Storbritannien, Frankrig, Irland, Italien, Portugal, Belgien og Spanien – har accepteret at tage imod et ukendt antal Guantánamo-fanger, som ikke kan returnere til deres hjemlande af frygt for tortur og overgreb. Danmark siger nej. Der opholder sig stadig 228 fanger på Guantánamo. amnesty I 11

M YA N M AR

➜

12 I a m n e st y

Af T homas Aue S obol I Foto: Christian Holst

AIDS-alaRm i Myanmar:

Kun hver femte får hjælp Udstødelse af samfundet og ensom død. Det er udsigten for de fleste aids-syge i Myanmar. Juntaen har kørt sundhedssystemet i sænk i landet, hvor man straffer hiv-aktivister med fængsel. Men titusinder kunne reddes hvert år, hvis de bare fik medicin.

➜ amnesty I 13

M YA N M AR Den burmesiske junta negligerer landets hivepidemi og behandler kun et par hundrede af de 76.000 smittede, der lige nu har akut behov for medicin for at overleve. I stedet prøver nogle få internationale organisationer og Aung San Suu Kyis parti at dæmme op for epidemien. Her spiser en gruppe patienter frokost i det buddhistiske kloster, hvor de bor. Klosteret blev senere lukket af juntaen, og patienterne smidt på gaden.

Det hiv-smittede kærestepar 30-årige Kyi Myo Tun (t.h.) og 34-årige Khin Cho Oo håber på en dag at kunne leve et normalt liv i Khins landsby.

Men Khins immunforsvar er i bund, og før hiv-behandlingen kan gå i gang, skal han færdigbehandles for tuberkulose.

Hiv-aktivisten og NLDmedlemmet Phyu Phyu Thin har været fængslet to gange.

Alligevel fortsætter hun sit arbejde for de syge. “Vi må kæmpe mod frygten”, siger hun.

14 I a m n e st y

”Jeg elsker kærlighedssange, men jeg synger ikke så godt”, siger 34-årige Khin Cho Oo, mens han ser på tv-skærmen med søvnige øjne. Vi sidder i et af Yangons karaokebarer mellem blå vægge og sofaer i kunstig, grøn læder.

Khins hvide blodlegemer er under angreb.

Hiv-virusset har for alvor fat i hans immunforsvar, og det ser ud, som om han dårligt kan holde om mikrofonen.

Værten opfylder Khins ønske og sætter et skrattende burmesisk pophit på. Ved siden af smiler 30-årige Kyi Myo Tun genert. ”Vi drømmer om at få børn, men jeg tror, vi må vente to år. Hvis Khin tager sine piller regelmæssigt og spiser og sover godt, så vil hans modstandskraft blive bedre og bedre for hver dag”, siger hun.

Den unge kvinde blev smittet af sin tidligere mand, der døde i et fængsel i 2006, efter han havde ageret kurer for politiske aktivister mellem Myanmar og Thailand. Kyis nye kæreste, Khin, var tidligere langturschauffør og havde sex med kvinder i små landsbyer, hvor der ikke var nogen kondomer.

Det nyforelskede par er heldigere end de fleste andre hiv-ramte burmesere. Kyi har allerede fået såkaldt antiretroviral behandling, der hæmmer virussets fremmarch, og Khin skal til at begynde.

I Myanmar er hiv-smitte ellers oftest lig med udstødelse og en død i ensomhed.

Militærdiktaturet har omkring 240.000 smittede, og 76.000 mennesker har som Khin akut behov for medicinsk behandling.

Men selv om FN har udråbt hiv-epidemien i Myanmar til en af de alvorligste i Asien, er det under en femtedel af de trængende, der får hjælp. Og medicinen kommer ikke fra styret.

De to unge hiv-smittede bor hos aktivisten Phyu Phyu Thin. Tidligere drev hun to klostre for hiv-smittede i samarbejde med munke, der trods trusler nægtede at vende ryggen til de syge. Nogle fik det bedre, andre døde. Som den 23-årige Zaw Maung, der blev båret til krematoriet svøbt i et blåt tæppe og dækket af

rosenblade. Men da munkene rejste sig mod styret under den mislykkede Safran-revolution i efteråret 2007, stormede soldaterne det ene tempel, sendte munkene på flugt og smed patienterne på gaden. Det andet tempel blev lukket dette forår med besked om, at munkene hellere skulle bruge tiden på at studere de hellige skrifter.

I dag har Phyu Phyu Thin flyttet hiv-patienterne hjem i sit eget byhus. ”Jeg har konstant 40-50 mennesker boende.

Det er svært at få plads til flere”, siger hun, som også er medlem af frihedsikonet Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD).

Phyu Phyu Thin har været anholdt flere gange for sit hiv-arbejde, og hun har tilbragt fire måneder i det berygtede Insein-fængsel, hvor en del af Myanmars over 2.000 politiske fanger stadig sidder. Under munkeopstanden, hvor juntaen dræbte mindst 38 mennesker, gik hiv-aktivisten under jorden. Men da cyklonen Nargis otte måneder senere ramte Myanmar og dræbte over 140.000 mennesker, brugte hun kaoset til at træde frem fra sit skjul.

Phyu Phyu fortæller, at juntaen faktisk er i færd med at udvide landets to hospitaler for hiv-patienter, men alt i alt er der stadig blot 250 senge. ”Og hvad hjælper det i øvrigt med større hospitaler, når der intet er inde i dem?”

Patienterne skal selv købe medicinen, men de færreste har råd til at betale de 30 dollar om måneden, det koster. Et beløb, der svarer til en almindelig månedsløn. ”Fortsætter det på den måde, risikerer vi at tabe en stor del af den unge generation. Det er en katastrofe for vores land”.

Cirka halvdelen af Myanmars statsbudget bruges på militær oprustning, mens der er under en dollar om året per borger til sundhed og til at bekæmpe store dræbere som malaria, tuberkulose og hiv. ”Juntaen bruger kun penge på det, der kan holde den ved magten. Befolkningens sund-

En far våger over sin syge søn, der prøver at sove, men tuberkulosen holder ham vågen. Sønnen er en af de få i Phyu Phyu Thins hus, som har et familiemedlem til at hjælpe sig – som oftest kommer patienterne alene. Uvidenheden omkring sygdommen er stor i landet og med den følger skam og udstødelse.

➜ Amnesty I 15

M YA N M AR

Kyi Myo Tun (t.v.) er på vej til læge med to medpatienter. Kyi Myo Tun fandt ud af, at hun var smittet, da hendes mand døde i 2006. Hun er stadig ved godt helbred, da virussen ikke er gået i udbrud. Indtil videre klarer hun sig ved at spise godt og tage kosttilskud, mens kvinden i midten for nylig er blevet meget syg og nu er indlagt på et af landets kun to aids-hospitaler.

➜

hed interesserer den slet ikke”, sagde Phyu Phyu Thin, da vi mødte hende første gang i 2007.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har tidligere vurderet det burmesiske sundhedssystem til at være verdens næstdårligste, kun overgået af krigshærgede Sierra Leone.

Helt slemt er det i landområder med etniske minoriteter, hvor folk desperat tyr til traditionel medicin, træbark og blade. ”For nylig bankede det på min dør klokken 4 om natten. Udenfor stod en tynd, benet 12-årig dreng med høj feber og hævede lunger. Han havde rejst mere end 300 kilometer nordfra og kom direkte fra bussen hen til mit hjem”, fortæller Phyu Phyu Thin.

Hun tilføjer, at drengen har en meget lille chance for at overleve. Han er kommet for sent. ”Vores regering kender ikke til skam. Den er immun over for følelsen”.

Patienter bliver aktivister Hiv-smitten i Myanmar spredes blandt andet 16 I a m n e st y

via prostituerede. Flere tidligere militærledere ejer bordeller med unge piger – særligt fra landets etniske minoritetsgrupper.

Herfra følger virusset de handlendes ruter.

Især handlen med jade, rubiner og teaktræ er lukrativ, og meget af det ryger illegalt til Kina ad ”Aids-motorvejen”, som man kalder den nye motorvej, der løber fra Myanmars nordlige Shan-provins til den sydkinesiske

by Kunming. Også stofmisbrugere spreder smitte. Det er velkendt, at en af juntaens store indtægtskilder kommer fra opiumsdyrkning.

Sidste år i november udsendte Læger Uden Grænser en appel, efter at 25.000 burmesere var døde af aids i løbet af et år. De anklagede ikke blot juntaen, men også det internationale samfund, fo at svigte Myanmars hiv-smittede. Diktaturet er et af de lande i verden, der modtager mindst international bistand – også langt mindre end andre ”slyngelstater”, som for eksempel Sudan. Vestens frygt for at blive sat i bås med en flok skruppelløse generaler er stor.

Men Læger Uden Grænser mener, at det er muligt at nå folket direkte. Den humanitære organisation behandler selv over 13.000 hivsmittede, men har nu nået smertegrænsen og opfordrer andre til at tage fat. Som en læge fra den schweiziske del af organisationen siger: ”Vi står med en humanitær krise, der skyldes årtiers svigt. Befolkningen lider, og vi må hjælpe dem uafhængigt af den politiske situation”.

Myanmar har netop søgt om midler fra Global Fund til at bekæmpe hiv, malaria og tuberkulose. Den internationale institution har hidtil brugt 15,6 mia. dollar verden over på at bekæmpe de tre sygdomme, men Myanmars generaler har været boykottet på grund af frygt for misbrug af midlerne.

Og det er yderst vanskeligt at arbejde i landet, forklarer en lokal nødhjælpsarbejder, der ønsker at være anonym: ”De mistænker os konstant for, at vi har forbindelse til oppositionen. Bare vi bruger ordet ’træning’ om noget, så er de bange. De frygter, at folk organiserer sig. Derfor laver vi to slags

Phyu Phyu Thins patienter har ikke kun brug for medicin og lægehjælp, men også sund mad og et sted at bo. I et af familiens huse bor 40-50 patienter, og hun har netop lejet et andet hus til lige så mange patienter. For Phyu Phyu er det en evig kamp at finde penge nok til at hjælpe de syge. Ingen af de internationale organisationer tør officielt støtte hendes arbejde – de risikerer at miste deres tilladelse til at arbejde i landet på grund af hendes forbindelse til Aung San Suu Kyis oppositionsparti.

manualer for vores arbejde. Den ene viser vi til militærets efterretningstjeneste, den anden tager vi frem og arbejder efter, når de er gået”.

Informationskampagner om hiv/aids eksisterer stort set ikke i Myanmar. Juntaen forbyder, at mange mennesker samles på ét sted, og ifølge Phyu Phyu Thin har der været tilfælde, hvor hiv-aktivister er blevet fængslet for at dele kondomer ud.

Uvidenheden om sygdommen hersker i alle samfundets lag. Under interviewet med Khin og Kyi tør den universitetsuddannede tolk ikke drikke af sin cola, fordi han er bange for, at spyttet fra de smittede er kommet ned i flasken. Kyi fortæller, hvordan hun har kæmpet mod udstødelse og isolation. ”Mine forældre ville ikke lade mig sove ved siden af min søn, og ingen ville spise den mad, jeg tilberedte. Mine søskende holdt deres børn væk fra mig, og når nogen fra landsbyen så mig komme gående, vendte de om med det samme”.

Kyis slår blikket ned. ”Til sidst kunne jeg ikke holde det ud”.

Selv om hun har vist sine forældre brochurer, der fortæller, hvordan hiv/aids smitter, så er de stadig bange for Kyi, og hun er blevet presset ud af landsbyen. ”Men når jeg kan klare mig selv igen, så henter jeg min søn tilbage”, siger Kyi, der

ligesom mange andre af Phyu Phyu Thins patienter vil være aktivist, der hjælper andre hiv-smittede og oplyser om sygdommen i deres landsbyer. ”Jeg har følt ensomheden, og jeg vil ikke have, at andre skal have det på samme måde”.

Aung San Suu Kyi dømt igen Myanmars oppositionsleder Aung San Suu Kyi blev 11. august fundet skyldig i overtrædelse af vilkårene for sin husarrest. Aung San Suu Kyis forbrydelse bestod i, at hun gav husly i to nætter til en amerikansk statsborger, der svømmede over en sø for at komme hen til hendes hus. Dommen lød på tre års fængsel, men den blev reduceret til 18 måneders husarrest af styret i Myanmar. ”Arresten, retssagen og nu denne dom er intet andet end juridisk og politisk teater. Det er beskæmmende”, siger Amnestys generalsekretær Irene Khan.

Aung San Suu Kyi, der har siddet i husarrest i 14 af de seneste 20 år, har aldrig begået nogen forbrydelse, og hun er en af over 2.150 politiske fanger i Myanmar, som Amnesty kræver løsladt øjeblikkeligt og betingelsesløst. Hun blev i juli hædret med Amnesty Internationals ”Ambassador of Conscience Award” – en pris som tidligere er gået til bl.a. Vaclav Havel, Mary Robinson, Nelson Mandela, U2 og Peter Gabriel. ➜

amnesty I 17

M YA N M AR

18 I a m n e st y

Khin Mya Mya (t.v.) og Hla Hla Win trøster hinanden i et kloster i Yangon. De har begge aids i udbrud. Hla Hla Win er netop begyndt på den medicinske behandling, men Khin Mya Mya har tuberkulose, som først skal under kontrol, før der kan sættes ind mod hiv-virusset. Mange patienter indser først for sent, at de er smittede. Khin Mya Mya var en af dem – hun døde få måneder senere. Hla Hla Win lever stadig, har det meget bedre og arbejder som frivillig hjælper for andre smittede.

➜

amnesty I 19

M YA N M AR Den burmesiske junta tilbyder næsten ingen hjælp til landets kvarte million hiv-smittede, så munke fra to af Yangons templer og aktivister fra oppositionspartiet NLD åbnede i stedet deres døre for dem. Munken U Eaintariya, som her ses med en patient, blev sammen med tre andre munke fra klosteret idømt tolv års fængsel for at have deltaget i Safran-revolutionens fredelige demonstrationer mod styret.

U Eaintariyas tempel blev stormet midt om natten, munkene arresteret og aids-patienterne smidt på gaden.

Hla Min (i midten) har mistet sin 23-årige søn.

Han døde om natten, og familien og andre patienter fra det tempel, som havde taget sig af sønnen, er på vej til krematoriet. Hla Min kæmper ikke bare med smerten – hun er bange for at miste sin anden søn, som også er smittet.

20 I a m n e st y

23-årige Zaw Maung døde natten før. Hans krop skal brændes, når munkene har bedt for hans sjæl.

amnesty I 21

TEMA København var fuld af regnbuefarvede flag, da tusindvis af homoseksuelle i juli strømmede til World Outgames. Samtidig blev der afholdt en konference om seksuelle minoriteters menneskerettigheder. Dette tema er et resultat af workshops og paneldiskussioner pü konferencen.

22 I a m n e st y

Af L ene T orp Carlsen I Illustration: Mikkel Henssel

kampen for KærlighedEN

Verden over oplever bøsser, lesbiske, transseksuelle og andre mennesker fra seksuelle minoriteter, at deres basale rettigheder krænkes hver dag. I Nord kæmper de for retten til ægteskab, i Syd for retten til at være dem, de er. Det handler om alt fra diskrimination og udelukkelse til vold, fængslinger og dødsstraf. Det handler om homofobi.

Lucknow, Indien, januar 2006: Fire mænd arresteres, efter at politiet havde sporet den enes telefonnummer på en homoseksuel webside og lokket ham til et møde. Han bliver tvunget til at kontakte flere af sine venner og efterfølgende bliver flere af dem sigtet for at tilhøre en ”international bøsseklub” og dyrke ”unaturlig sex”.

Soweto, Sydafrika, 7. juli 2007: To lesbiske kvinder voldtaget, torteret og likvideret.

Irak 2009: En bølge af voldelige overfald og mord på homoseksuelle mænd, angiveligt ledet af shia- og sunnimuslimske militsgrupper.

Verden over bliver bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle stadig udsat for overgreb, undertrykkelse og diskrimination. Ifølge international menneskeret er det regeringernes pligt at sikre, at seksuelle minoriteter ikke udsættes for diskrimination. Men mange lande lever ikke op til deres ansvar. Ofte er det endda myndighederne selv, der begår overgrebene.

I lande som Irak, Jordan, Syrien, Egypten, Jamaica og Botswana er det kriminelt at være homoseksuel, og homoseksuelle handlinger kan give dødsstraf i Yemen, Saudi Arabien, Iran, Mauretanien og Sudan samt dele af Nigeria og Somalia. Burundi har for nylig kriminaliseret homoseksualitet, og Uganda er ved at stramme sin i forvejen meget homofobiske lovgivning.

Det er sjældent, at en lov nævner homoseksualitet direkte. Som regel er det såkaldte ”sodomi-love”, der for eksempel forbyder ”seksuel adfærd imod naturens orden”. Men der er

også eksempler på, at folk er blevet retsforfulgt med andre sigtelser, som for eksempel ”dagdriveri”, ”uregerlig opførsel” eller ”ureglementeret adfærd”.

På den modsatte front – i form af anerkendelse og beskyttelse – sker der dog også fremskridt. 52 lande har for eksempel vedtaget love, der forbyder diskrimination på baggrund af seksuel orientering, og 23 lande har indført forskellige former for registreret partnerskab eller ægteskab for homoseksuelle. Senest erklærede den indiske højesteret, Delhi High Court, i en opsigtsvækkende dom den 2. juli i år, at det er i strid med forfatningen at have en lov, der straffer homoseksualitet. Ægteskab og børn I de vesteuropæiske lande samt USA og Canada fejrer man i år både 40-året for Stonewall optøjerne i New York, der blev starten på homo-bevægelsen i USA – og 20-året for det første registrerede partnerskab, som blev indgået i København mellem Axel og Eigil Axgil.

I dag er homoseksualitet afkriminaliseret i hele den vesteuropæiske del af verden, hvor kampen for ligestilling især drejer sig om retten til at gifte sig og stifte familie. Men selv om der er sket en positiv udvikling i de fleste vestlige lande, er der stadig en lang række alvorlige problemer: Homoseksuelle bliver stadig forfulgt og diskrimineret, og mange unge – især med muslimsk baggrund – lider under udelukkelse, ensomhed og isolation. Og så er hate crimes

et stigende problem, som man blandt andet så det i København under World Outgames.

Thomas Hammerberg, menneskerettighedskommissær i Europarådet, siger: ”Mange europæiske regeringer mener, at nu har de fjernet de love, der kriminaliserer homoseksualitet, nu er alt i orden. Men det er ikke nok – for seksuelle minoriteter bliver stadig udsat for diskrimination, vold og endda mord på grund af deres seksuelle observans.

Hate crimes er et stigende problem, og regeringerne har magt og pligt til at beskytte borgerne og sikre, at forbrydelserne bliver efterforsket”.

Thomas Hammerberg mener, at der stadig er en lang række problemer, for eksempel i forhold til transseksuelles rettigheder. Men han er især bekymret over udviklingen i de tidligere Østlande, hvor homofobi er udbredt og flere steder støttes af politikerne: ”Homoseksuelle i Østeuropa og Baltikum har brug for aktiv beskyttelse mod diskrimination på grund af deres seksuelle observans.

Det har jeg gjort helt klart for regeringerne.

Menneskerettighederne gælder for alle”.

Homoseksualitet er forbudt i 72 lande, og homoseksuelle handlinger kan give dødsstraf i Yemen, Saudi Arabien, Iran, Mauretanien og Sudan samt dele af Nigeria og Somalia.

Kilde: Statesponsored Homophobia, maj 2009.

ILGA. ➜

Amnesty I 23

TEMA: K am p en for kærligheden

Foto: Scanpix

Under parolen ”Love is a human right” kæmper Amnesty mod diskrimination af LGBT (lesbians, gays, bisexuals og transgendered) verden over.

Jamaica

Ti års fængsel for analsex Foto: Polfoto

24 I a m n e st y

Jamaica er blevet udråbt til at være det værste sted i verden at være homoseksuel. Det skyldes ikke kun, at det kan give op til 10 års fængsel med hårdt tvangsarbejde, hvis man bliver kendt skyldig i at have dyrket analsex, men også at kulturen i landet er stærkt homofobisk.

Homofobien kommer blandt andet til udtryk i landets musikscene, hvor flere af de mest fremtrædende kunstnere er berygtede for deres hadske tekster om at dræbe homoseksuelle.

Endelig er overfald, vold og voldtægter mod erklærede homoseksuelle mænd og kvinder et udbredt problem. Ifølge Human Rights Watch er mindst to af landets mest prominente homoseksuelle aktivister blevet myrdet indenfor de senere år, og der har været flere eksempler på, at bøsser er blevet overfaldet og dræbt af voldelige grupper.

Politiet vender som regel det blinde øje til, når homoseksuelle udsættes for hate crimes, beretter Human Rights Watch. ”Jamaica er et meget homofobisk land, men jeg tvivler på, at det er det værste land i verden”, siger den unge lesbiske aktivist Kemone Brown fra Women for Women i Jamaica: ”Lovgivningsmæssigt hører Jamaica til i den hårde ende. Men der er andre lande, der har hårdere straffe. Kriminaliseringen er flyttet fra domstolene og ud i selve samfundet, hvor vi ser overfald, voldtægter og drab. Men folk bliver ikke kun dræbt, fordi de er homoseksuelle. Jamaica er et hårdt og aggressivt land på mange måder, og der er også overfald på kvinder, børn, sorte, religiøse og ikkereligiøse. Det er det smukkeste og varmeste land i verden, men også det hårdeste og ondeste”.

På billedet demonstrerer københavnere mod den jamaicanske musiker Buju Banton, hvis tekster er stærkt homofobiske.

Af L ENE TORP CARLSE N

Cuba

Kampagne skaber tolerance Cuba har traditionelt haft en patriarkalsk, heteroseksuel og homofobisk kultur, men ved årtusindeskiftet besluttede regeringen at tage homofobien op til debat.

Det skete i en oplysningskampagne, som i marts 2007 blev søsat i tv, magasiner og på plakater under sloganet: To af samme køn kan også danne par. Og kampagnen har hjulpet, fortalte en af frontfigurerne, Mariela Castro Espin (billedet), under Outgames menneskerettighedskonference i juli: ”Generelt blev det godt modtaget. Der var selvfølgelig også vrede og modstand, men ingen overfald og lignende. Og nu, et år efter, er diskursen ændret i en meget mere tolerant retning”, siger hun.

Mariela Castro Espin er datter af præsidenten og direktør i Cenesex – the National Center for Sex Education – der har stået for oplysningskampagnen: ”Vi startede kampagnen, fordi den altdominerende kultur i Cuba er meget homofobisk, og det er vigtigt for os, at alle cubanere er integreret i samfundet. Den største modstand har været netop kulturen, holdningen til homoseksuelle. Derfor har vi arbejdet meget med at udarbejde en strategi for uddannelse og få det ind på den politiske dagsorden, for det er kun på den måde, vi kan opnå kulturelle ændringer”.

Ud over kampagnen, der blev ført i de nationale medier, har Cenesex også arbejdet med at ændre politiets fjendtlige holdning til homo- og transseksuelle. ”Selv om homoseksualitet er blevet afkriminaliseret i Cuba, er der stadig diskrimination, og politiet fortsætter med at undertrykke seksuelle minoriteter, især transseksuelle, der er en meget synlig befolkningsgruppe”, fortæller Mariela Castro Espin.

” Det ville være utænkeligt, hvis menneskerettigheder kun skulle gælde for mænd og ikke for kvinder. Lige så utænkeligt er det, at de kun gælder for heteroseksuelle” Louise Arbour, FN’s tidligere kommissær for menneskerettigheder

Indien

Sodomi-paragraf dømt ude

Foto: Scanpix

Den 2. juli sendte den indiske højesteret, Delhi High Court, en bølge af begejstring gennem det homoseksuelle miljø, ikke bare i Indien, men i stort set hele verden: Dommerne bekendtgjorde, at S377 – også kendt som sodomi-paragraffen – er i strid med den indiske forfatning, fordi den diskriminerer en hel befolkningsgruppe fra at leve i overensstemmelse med deres natur.

Alok Gupta er en af de indiske advokater, der har været med til at føre sagen, som har kørt siden 2001. Han siger: ”Alle blev overraskede. S377 har været fokus for alt arbejde i det homoseksuelle advokatmiljø i Indien i årevis.

Betydningen af denne dom er næsten svimlende. Det overgår alt, hvad vi havde fantasi til at forestille os”.

Sodomiloven kriminaliserer officielt alle seksuelle handlinger, der ikke fører til formering, men er i virkeligheden rettet mod et specielt miljø, der antages at ville dyrke den form for adfærd. ”Loven er i høj grad blevet brugt til at undertrykke homoseksuelle ved at kriminalisere en identitet, ikke en enkelt seksuel akt. Men det har været svært at dokumentere, helt konkret, at loven var blevet uretmæssigt brugt mod bøsser og lesbiske. Men det lykkedes altså”.

Den indiske højesteret bygger sin afgørelse på en række argumenter, blandt andet at alle mennesker har ret til privatliv, værdighed og identitet. Og den udvider tolkningen til at omfatte en persons ret til at leve et autentisk liv, ligesom den udvider anti-diskriminationsafsnittet i den indiske forfatning, så begrebet ”sex” også omfatter seksuel orientering. Endelig siger dommen, at det er en grundlæggende del af den indiske kultur og forfatning at være inkluderende, og derfor kan man ikke have lovparagraffer, der rammer en bestemt gruppe mennesker. ”Det er en dom, der kan få meget vidtrækkende konsekvenser, fordi vi nu vil arbejde på at få den udbredt til resten af commonwealth-landene, som stort set alle sammen har sodomi-love tilbage fra kolonitiden”, siger advokat Alok Gupta fra Delhi.

amnesty I 25

➜

TEMA: K am p en for kærligheden Foto: Kaare Viemose

Irak

Bander spreder terror

26 I a m n e st y

March møder modstand I Østeuropa er homofobi udbredt. Mange homo-, bi- og transseksuelle udsættes for diskrimination og voldelige overfald, mens myndighederne svigter deres ansvar for at beskytte dem.

Det gælder også de baltiske lande, hvor der blandt andet har været store problemer med at afholde ”prides” – det vil sige marcher for homoseksuelle.

Linda Freimane er leder af den lettiske organisation Mozaika. Hun fortæller: ”Vi holdt den første pride i 2005, og det var en katastrofe. En stor moddemonstration gik til angreb på os, og det endte med, at politiet skubbede paraden ind i en kirke, som så blev evakueret. Derfor startede vi vores organisation, i første omgang for at skabe en ny pride, der kunne gennemføres. Vi mødte megen modstand, også fra homoseksuelle, som synes, at prides er for provokerende. Men nu ved alle i landet, at der findes homoseksuelle, og det er godt”.

I starten af maj forsøgte de lettiske myndigheder at forhindre årets march med en begrundelse om, at den var ”krænkende” og udgjorde ”en fare for den offentlige sikkerhed”.

Marchen endte med at blive afholdt, men den blev mødt med massive protester fra moddemonstranter. Samme dag blev Moskva Pride opløst ved vold.

Dansk Amnesty har de sidste tre år deltaget i Gay Pride marchen i Riga og samarbejder fortsat med den lettiske organisation Mozaika.

Foto: Kaare Viemose

Siden foråret har en bølge af mord spredt sig over Irak, beretter Human Rights Watch.

Bevæbnede bander har kidnappet og torteret mænd, og efterladt kastrerede og lemlæstede kroppe som skrald foran lighusene.

Dødstrusler, afpresning og natlige overfald i private hjem, udført af maskerede mænd, kidnapninger på åben gade. Målene er alle mænd, der er under mistanke for at være homoseksuelle eller som ikke er ”maskuline” nok. Overlevende har udpeget den shiamuslimske milits Moqtada al-Sadr’s Mahdi Army som hovedkraften bag overfaldene, og politiet beskyldes for at lukke øjnene for terroren. ”Situationen i Irak er meget slem, og mange forsøger at flygte ud af landet”, fortæller Rasha Moumneh, der er researcher for Human Rights Watch i Mellemøsten og Nordafrika: ”Det er ikke kun en kampagne mod homoseksuelle. Bøsser i Irak bliver også set som symboler på Vesten og den dekadence, man forbinder med vestlig levevis”.

Østeuropa

Af L ene Tor p Carlsen Foto: All Over Press

Bøssehad skal bekæmpes på banen

Den professionelle sportsverden er homofobisk, etnofobisk og intolerant. Men sportens magtfulde mennesker kan skabe forandring, hvis de vil. Det mener den tidligere basketballstjerne John Amaechi, der er ambassadør for seksuelle minoriteter for Amnesty International.

Sport kan bringe lys og glæde ind i vores liv. Men den kan også bruges til at undertrykke, udelukke og styrke fordomme.

Og internationale organisationer som FIFA og IOC har et enormt ansvar for at gå tolerancens vej. Det siger John Amaechi, født 1970, tidligere professionel basketballspiller

i den amerikansk NBA-liga og i dag ambassadør for seksuelle minoriteter i Amnesty International. ”Man taler om mangfoldighed, tolerance og diversitet i forbindelse med sport. At sport nærmest kan redde verden og stoppe alle krige. Men sporten gør kun det, vi får den til amnesty I 27

➜

TEMA: K am p en for kærligheden

Bøssehad skal bekæmpes.... ➜

– og jeg er meget kritisk overfor den måde, sporten bliver brugt i dag. Alle, der har dyrket sport, har kendskab til overgreb og forulempelser begået i sportens navn. Sport fremmer de værste sider – konkurrencementalitet, egoisme, overgreb på børn. Tænk bare på de hidsige fædre i parken søndag eftermiddag, der står og overfuser deres små unger. Vi ved, det kan skade dem for livet, men det sker alligevel”, siger John Amaechi.

Som ung teenager var han genert og indadvendt. Bøsse, overvægtig og bogorm med enorme mindreværdskomplekser. Men han var også usædvanligt høj – 208 cm – og en dag blev han spottet på gaden af en talentspejder. ”For første gang så folk potentialet i mig.

Og jeg voksede i lyset og følte mig værdifuld og værdsat. Men senere oplevede jeg den modsatte effekt – at sport kan bruges til at holde folk nede, lukke ude og adskille”.

Fra han var 18 til han var 29 havde John Amaechi en bemærkelsesværdig sportskarriere. Han forlod sin mor og forstaden til Manchester i England og flyttede til USA, hvor han kæmpede en sej og stædig kamp, som kulminerede, da han fik kontrakt med Orlando Magic i den amerikanske NBA-liga. Men det var også på mange måder et ensomt liv. Ikke mindst fordi han blev nødt til at skjule sin seksualitet. ”Det er ensomt og isolerende, når du ikke kan fortælle andre, hvem du virkelig er. Jeg er en enspænder af natur, men selvom man er typen, der kun har ganske få venner, så har man brug for at have et oprigtigt forhold til 28 I a m n e st y

dem – og det kan du ikke, når du er i skabet.

Hvis jeg kunne have spillet ude af skabet, ville jeg have været bedre, for jeg brugte en masse energi på at skjule min sande identitet. Men jeg ville aldrig have fået en karriere, hvis jeg var sprunget ud. Jeg var dygtig, men ikke dygtigere end så mange andre gode spillere, og hvis jeg havde haft bøsse-prædikatet på mig, ville jeg være blevet valgt fra”.

Mænd i bunker I 2001 sprang han ud som bøsse, og i dag arbejder han blandt andet på at gøre sportsverdenen mere tolerant. For der trænger til at blive sat nye rammer, så sporten kan leve op til sine fine værdier, mener han.

I 2007, da han havde stoppet sin professionelle karriere, udgav han selvbiografien ”Man in the Middle”, hvor han fortalte om sit liv – og om homoseksualiteten. Reaktionerne var øjeblikkelige og stærke, men de var ikke så fjendtlige, som John Amaechi selv havde forventet.

Ganske vist kom der nogle harske kommentarer fra et par tidligere kolleger. Amaechis holdkammerat Tim Hardaway udtalte: ”Jeg hader homoseksuelle mennesker, og jeg kan ikke lide at være omkring dem. Jeg er homofobisk. Jeg ville ikke have ham (Amaechi, red.) på mit hold”, og andre gav udtryk for, at de ville acceptere en homoseksuel holdkammerat, men at det kunne blive akavet i omklædningsrummet. ”Men den overvejende reaktion var positiv. Jeg fik en bølge af e-mails fra hele verden, og bortset fra nogle få dødstrusler så har der

været støtte og opbakning fra alle”, fortæller Amaechi.

Han mener ikke, at fordomme og homofobi er værre i sportsverdenen end andre steder i samfundet. Men reglerne er anderledes. ”Sporten er stort set et destillat af resten af samfundet. Men der er en væsentlig forskel: I sport kan mænd udtrykke deres følelser, også overfor andre mænd på nogle måder, som ikke er acceptable andre steder. Du ser dem ligge i store bunker og kysse hinanden, når der er mål – og det er meget bøsset og homoerotisk. Men hvis en af dem så er erklæret homoseksuel, så får det et helt andet skær: Wow, jeg kyssede en mand på munden!”, siger Amaechi.

Han mener ikke, at homofobi og fordomme er mere udbredte i sportsverdenen end andre steder. Men det er mere tilladt at give udtryk for dem. Og det er især lederne, der efter hans mening har ansvaret for at ændre på det. ”Sporten i sig selv har ingen god eller dårlig værdi – den er et tomt hylster. Men der er magtfulde mennesker involveret i sport, og de kan påvirke utrolig meget. Hvilke dagsordener man kan tage op, hvordan man opfører sig, hvad man skal acceptere, og hvordan man kan og ikke kan tale om andre. Og der skal vi være meget mere direkte og sige til sportens organisationer, at deres ansvar er ikke blot at gøre denne sportsmand eller sportskvinde så dygtig som mulig på sit felt. Organisationernes ansvar er at opdrage, undervise og uddanne folk til generelt at lære at opføre sig ordentligt og være tolerante og fordomsfrie mennesker”, siger Amaechi.

Foto: Scanpix

” Jeg ville aldrig have fået en karriere, hvis jeg var sprunget ud”.

John Amaechi, tidligere basketballstjerne

Den tidligere professionelle basketballspiller John Amaechi bruger en stor del af sin tid på velgørenhed, blandt andet som Amnesty Internationals ambassadør for seksuelle minoriteter. Han mener, at sportsorganisationerne har et stort ansvar for at bekæmpe intolerancen.

Han mener, at internationale organisationer som FIFA og IOC er medansvarlige, fordi de ikke udfordrer tingenes tilstand: ”Organisationerne siger, at sport ikke er politisk. Men det er noget vrøvl. Sportsfolk er rollemodeller for utrolig mange mennesker, og sporten anviser konkret, hvordan vi taler til og om hinanden. I dag er det ikke længere acceptabelt at smide en banan ned på banen, hvis der er sorte spillere, så det kan lade sig gøre at

ændre en fjendtlig og fordomsfuld kultur, hvis ledelsen og organisationerne ønsker det”.

Kinesere med maske på I 2008 blev John Amaechi udnævnt til Amnesty Internationals Olympiske Ambassadør, hvor han rapporterede fra Beijing, både om basketball og om de mange krænkelser af menneskerettighederne, der fandt sted i ly af Olympiaden. Siden har han fortsat samarbej-

det med Amnesty, nu som ambassadør for seksuelle minoriteter. ”Jeg interesserer mig for undertrykkelsen af minoriteter generelt. Fordomme og hvordan man bekæmper dem. Med min baggrund er det klart, at jeg altid vil have et vist fokus på sport og etik. Men det hænger sammen for mig. Da jeg var i Kina og så folk, der var blevet fordrevet fra deres hjem for at give plads til det store arrangement, følte jeg, at der var en direkte linje til de homoseksuelle kinesiske mænd, jeg mødte i klubberne, og som tog masker for ansigtet, når de skulle hjem, så de ikke blev genkendt”.

Amaechi peger på en række andre aspekter af arbejdet for seksuelle minoriteter og menneskerettigheder, som han har særligt øje for – blandt andet udviklingen i Østeuropa, hvor der har været gentagne problemer med at få lov til at afholde homo-marcher Han er også dybt bekymret over de ting, der sker i Afrika for tiden, hvor lovgivningen ser ud til at blive strammet i flere lande.

Han mener, det er vigtigt at arbejde for afkriminalisering af homoseksualitet, fordi diskriminerende lovgivning sender signaler til befolkningen: ”Da jeg spillede i Amerika, var homoseksualitet forbudt i 13 stater. Det er jo utroligt.

Du kan blive fyret for at være bøsse i 20 stater, ikke fordi du er dårlig til dit arbejde eller laver ballade, men alene på grund af hvem du er. På den måde fortæller loven folk, at det er okay at betragte homoseksuelle som dårligere mennesker og diskriminere mod dem. Og det er farlige budskaber”. amnesty I 29

N iger D elta

Af Ole Hoff-Lund

Olieselskabet Shell har i årevis tjent store penge i det olierige Niger Delta i Nigeria. Men det har voldsomme omkostninger for miljøet. Ny Amnesty-rapport beskylder Shell for at svigte lokalbefolkningen.

Olieforureningen i Niger Delta har ødelagt levegrundlaget for den lokale befolkning.

Det vakte opsigt, da olieselskabet Shell i juni indgik et frivilligt forlig med Ogoni-folket i Nigeria i en retssag, der har varet 13 år.

Shell betalte 15,5 millioner dollar for at slippe for domsafsigelsen i en sag, hvor Shell var tiltalt for at have været involveret i mord, tortur og andre overgreb mod aktivister fra det olierige Niger Delta i 1990’erne.

Sagens hovedperson var aktivistlederen Ken Saro-Wiwa. I 1995 blev han henrettet sammen med otte andre, som havde ført en ikke voldelig kamp mod olieforureningen af deres hjemland. Ifølge anklageskriftet samarbejdede Shell med nigeriansk politi om våbenleverancer og razziaer, betalte regeringsstyrker for at beskyde demonstranter og hjalp med at pågribe Ken Saro-Wiwa. Shell har afvist alle anklager, men indvilgede altså i at betale en bod, som Saro-Wiwa til dels havde forudsagt inden sin dødsdom: ”Der er ingen tvivl om, at den økologiske krig, som virksomheden har ført i deltaet, vil kompromittere Shell før eller senere, og at forbrydelserne i denne krig vil blive straffet”.

Massiv forurening De enorme olieindtægter fra Niger Delta kommer kun befolkningen til gavn i meget 30 I a m n e st y

begrænset omfang. Til gengæld har omkostningerne været enorme for miljøet og menneskerettighederne. Amnestys rapport ”Petroleum, Pollution and Poverty in the Niger Delta”, som udkom 30. juni, beskriver, hvordan vandet, fiskene og landbrugsjorden er så forurenet af oliedumping og olieudslip. Befolkningens levegrundlag er næsten ødelagt, og indbyggerne klager over hudsygdomme og vejrtrækningsproblemer. ”Men hverken regeringen eller olieselskaberne undersøger de menneskelige konsekvenser af forureningen”, fastslår rapporten.

Amnesty dokumenterer, at Shell – på trods af sine forsikringer om at være en social og miljømæssig forsvarlig virksomhed – fortsætter med at øve skade på menneskerettighederne. Olieselskabet gør ikke nok for at forhindre miljøødelæggelser og sikre befolkningens adgang til mad, vand og sundhed, lyder kritikken.

Shell afviser I et brev til Amnesty afviser Shell rapportens konklusioner og forsvarer sig med, at virksomheden arbejder under meget vanskelige forhold i Nigeria. ”Langt størstedelen af oliespildet og forure-

ningen i dag skyldes tungt bevæbnede grupper, som angriber og ødelægger olieanlæggene”, skriver Shell.

Men Amnesty fastholder, at Shell står bag massiv forurening, og afslører, at Shell før har løjet om sabotage mod olieanlæg, hvor udslippet i virkeligheden skyldtes tekniske fejl.

Desuden bærer Shell sin del af skylden for den væbnede modstand ved ikke at lytte til befolkningen og rydde op efter forureningen. ”Shells svar på rapporten er skuffende.

Shell vil tilsyneladende gerne diskutere den komplekse situation i Niger Delta ud fra en tilskuers rolle. Men Shell anerkender ikke, at virksomhedens aktiviteter bidrager direkte til problemerne”, skriver Amnesty i et svar til Shell.

Læs rapporten ”Petroleum, Pollution and Poverty in the Niger Delta” på www.amnesty.org Den verdensberømte amerikanske fotograf Ed Kashi har netop udgivet bogen ”Curse of the Black Gold: 50 Years of Oil in the Niger Delta”. Læs mere på www.curseoftheblackgoldbook.com

Foto: Ed Kashi

Shell bag tragedie i Nigeria

C PH: D OX

A f Ole Hoff-Lund

CPH:DOX sætter fokus på Iran

Medlemstilbud Amnesty tilbyder sine medlemmer rabat til to film i Amnesty Award serien. Du får billetterne til 40 kr. mod normalt 70 kr. Billetbestilling på www.cinemateket.dk eller telefon 33 74 34 12. Du skal oplyse, at du er medlem af Amnesty både ved bestilling og afhentning af billetter.

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX er for syvende gang klar til at byde filmelskere på det ypperste indenfor dokumentarfilm.

Festivalen finder sted den 6.-15. november, og Amnesty uddeler en filmpris i samarbejde med Merkur Bank.

Iran kommer i fokus, når dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX i november løber over lærredet i en række københavnske biografer. CPH:DOX udvælger i alt 170 film til festivalen blandt de over 1.500 film, de modtager, og 10 af dem konkurrerer om den særlige Amnesty Award og 5.000 euro, som er sponsoreret af Merkur Bank.

Festivaldirektør Tine Fischer lover, at Amnesty-serien igen i år bliver fyldt med stærke og tankevækkende dokumentarfilm med menneskerettighederne som tema. ”Iran har en lang tradition for at lave stærke, smukke og vedkommende film. Filmkunstnerne udgør en markant kulturel opposition, som bliver accepteret af styret i Teheran, men også heftigt censureret. Ligesom i alle andre diktatoriske systemer bevæger filmene sig derfor i et symbolsk sprog”, siger Tine Fischer.

Programlægger Niklas Engstrøm fortæller, at Iran har oplevet et boom i interessante dokumentarfilm, og efter det omstridte præsidentvalg i juni er det oplagt at bruge Iran som case på områder som ytringsfrihed, censur og forsamlingsfrihed. ”60 procent af befolkningen i Iran er under 30 år. Det giver en alderskonflikt, men også en kul-

turkløft mellem modernitet og tradition. Den kløft kommer ekstremt godt til udtryk gennem de unges brug af de nye medier, som blev brugt i stor stil efter valget, mens systemet halsede efter for at lukke kommunikationen fra bloggere og twittere ned”, forklarer Niklas Engstrøm.

Amnesty-serien viser blandt andet filmen ”Teheran Without Permission”, som er optaget udelukkende med mobiltelefon.

Sidste års vinder af Amnesty Award – Anders Østergaards film ”Burma VJ” – skildrer, hvordan militærdiktaturet i Myanmar brutalt slog ned på fredelige demonstranter. Siden har den deltaget på omkring 70 filmfestivaler og vundet over 25 priser, og Tine Fischer kalder filmen et eksempel på, at dokumentarfilm kan ændre verden. ”Den er vist i utrolig mange sammenhænge og bruges også af politiske beslutningstagere, og dermed er den med til at fastholde og synliggøre problemstillingen i Myanmar”, siger Tine Fischer.

GARAPA Lørdag den 7.11. kl. 16.45 i Cinemateket.

På www.amnesty.dk og www.cphdox.dk kan du i slutningen af september se det endelige program samt særlige filmarrangementer i Amnesty Award serien.

TEHRAN WITHOUT PERMISSION Lørdag den 14.11. kl. 16.45 i Cinemateket

Filminstruktør fængslet i Iran CPH:DOX forsøger at få den anerkendte iranske filminstruktør og journalist Maziar Bahari til Danmark. Men Bahari, som skrev om Irans præsidentvalg for det amerikanske magasin Newsweek, blev fængslet i

Jose Padilha, der sidste år modtog Guldbjørnen for bedste film på Berlin Film Festival for ”Elitetropperne”, er tilbage med ”Garapa”, der fortæller om tre brasilianske familier, der er så fattige, at de kun kan give deres børn én slags føde: Garapa. En blanding af vand og sukker, der giver en vis mæthedsfølelse, men også er den sikre vej til fejlernæring ”Garapa” er skabt på harme over verdens uretfærdighed, men er fortalt uden den mindste patos.

Med sin mobiltelefon som digitalt kino-øje kaster iranske Sepideh Farsi et insiderblik på et samfund, hvor spændingerne knager.

Graffiti på persisk og arrige rap-tekster gør Farsis gadepoesi uventet og nærværende med håndholdt mobiltelefon. Efter filmen vil instruktøren svare på spørgsmål.

Teheran den 21. juni sammen med mindst 12 andre journalister. Amnesty betragter dem som samvittighedsfanger og har lavet en brevaktion, som du kan se på www.amnesty.org amnesty I 31

D R congo

Kvinder i DR Congo lever i frygt for seksuelle overgreb fra væbnede militser og regeringssoldater. Siden 1996 er flere end 200.000 kvinder blevet voldtaget eller forulempet seksuelt, anslår FN. Hidtil er gerningsmændene gået fri. Men med hjælp fra humanitære organisationer begynder kvinderne nu at anmelde overgrebene.

Forbryderne afsoner straffen i Central Prison i Goma.

32 I a m n e st y

T ekst og foto : Jean Chung

Congos

kvinder går til politiet Civilklædt politi arresterer en mistænkt voldtægtsforbryder, som blev anmeldt af en 13-årig pige. Hvis ikke offerets familie havde stillet deres jeep til rådighed for politiet, ville anholdelsen ikke have været mulig. Manglen på politibiler udgør et særskilt problem i DR Congo.

En ung pige er ankommet til politistationen sammen med sin mor for at anmelde en voldtægt.

Den kvindelige politimajor Honorine Munyole Sikujua (tv) betragter et 13-årigt voldtægtsoffer, som er mødt op på politistationen i Bukavu sammen med sin onkel for at anmelde overgrebet.

➜

amnesty I 33

D R congo

Politiet presser den mistænktes hoved ned i bilen for at skjule ham for nysgerrige blikke.

Congos

kvinder... ➜

Mens den kvindelige politimajor Honorine Munyole Sikujua venter på en ambulance, som skal transportere et 13-årigt voldtægtsoffer til hospitalet i Panzi, ankommer en anden 13-årig pige til politistationen sammen med sin mor. Pigen vil anmelde en voldtægt.

Hver dag ankommer mindst tre ofre for seksuelle overgreb eller voldtægt til det lille kontor, Police for Women and Children, i byen Bukavu i South Kivu i DR Congo.

Kvinderne i DR Congo lider under de værste seksuelle overgreb i verden. Ifølge FN’s Befolkningsfond (UNFPA) blev der på landsplan anmeldt 13.247 voldtægter i 2007. Siden konfliktens begyndelse i 1996 er over 200.000 blevet udsat for seksuelle overgreb, og langt de fleste finder sted i provinserne South Kivu og North Kivu på grænsen til Rwanda.

34 I a m n e st y

Adskillige oprørsgrupper og militser skaber stadig død og ødelæggelse i området. Det gælder blandt andre medlemmer af FDLR (Forces Démocratiques de Libération du Rwanda) og CNDP (Congré National pour la Defense du Peuple), men også regeringssoldater. De begår uhyrlige seksuelle overgreb mod kvinderne i de landsbyer, som de erobrer. Formålet er at ydmyge de landsbyboere, der støtter fjenden.

Typisk udsættes kvinderne for massevoldtægt af bevæbnede mænd, og nogle får også skamferet kønsorganerne med våben eller skarpe genstande. En del af kvinderne bliver så alvorligt medtaget, at de enten dør af blodtab eller lider af ”fistula”, som gør, at de ikke kan holde på deres urin.

I årevis har det været så godt som umuligt at anmelde sexforbrydelser til myndigheder-

ne, og endnu sværere at arrestere gerningsmanden og slæbe ham i retten. Samtidig er voldtægterne forbundet med så stor skam for kvinderne, at de risikerer at blive udstødt fra lokalsamfundet. Derfor vælger mange at tie.

Men med hjælp fra nødhjælpsorganisationer og juridiske rådgivere er nogle kvinder begyndt at fortælle om deres oplevelser og anmelde voldtægterne – i stedet for at leve med skammen.

De to 13-årige piger, som anmeldte voldtægter ved politistationen i Bukavu, får hjælp fra den enes mor og den andens onkel. Hvis det lykkes at anholde gerningsmændene, bliver de stillet for en dommer, og både offer og gerningsmand får stillet en advokat til rådighed. I DR Congo er der hverken mulighed for dna-test eller alderstest, og anklageren

54-årige Basisa-Sindani lytter til anklageren Gilbert Kalume (tv). Basisa er anklaget for voldtægt mod en kvinde i Rutshuru, men ingen kender hendes alder.

Offerets familie siger, hun var ni år gammel, mens han selv hævder, at hun var 30 år. Under retssagen ændrer han sin forklaring til, at pigen var 14 år gammel.

må derfor støtte sig til offerets forklaring, til lægerapporten og til eventuelle vidner. Når man først er fundet skyldig, lyder dommen på mellem fem og 15 års fængsel.

I Central Prison i Goma – hovedbyen i North Kivu – sidder en del af de straffede som et bevis på, at voldtægtsforbrydere i DR Congo ikke længere kan forvente straffrihed. Og selv om det stadig er relativt få, der anmelder voldtægter til politiet, begynder anmeldelserne at sætte deres spor i lokalsamfundene. En mor, hvis 14-årige datter blev voldtaget af en lærer i Goma, er en af de modige kvinder, som har fået nok af den uendelige historie om seksuelle overgreb i DR Congo. ”Jeg vil prøve at finde ham og stille ham for retten”, siger hun.

Tre millioner døde Befolkningen i DR Congo er hårdt plaget efter mange års blodige kampe mellem væbnede militser og regeringssoldater. Tre millioner mennesker mistede livet under borgerkrigen mellem 1998 og 2003, hvor der blev begået ufattelige overgreb på menneskerettighederne fra alle sider i konflikten. Omkring 1.200 mennesker dør hver dag en ”unødvendig død” ifølge Udenrigsministeriet.

Kampene blussede op igen i efteråret 2008, og omkring 1,4 millioner mennesker lever som internt fordrevne i den østlige del af landet, hvor de stadig er udsat for grove overgreb.

FN-styrker (MONUC) og regeringssoldater har nu genvundet kontrollen med størstedelen af byerne i det østlige DR Congo, siger Alan Doss, der er chef for MONUC. ”Områder med store befolkningsgrupper er under regeringsstyrkernes kontrol. Mig bekendt er ingen større byer i Kivu blevet genindtaget af militserne”, sagde Alan Doss den 26. august. ➜

amnesty I 35

D R congo

36 I a m n e st y

Den syvårige Elisabeth Nabuloho blev voldtaget af en af naboens ansatte, som truede hende med tæsk, hvis hun sladrede. Efter at have afgivet forklaring i retten bliver hun ledt tilbage til tilhørerpladserne. amnesty I 37

➜

D R congo

Bevæbnede vagter fører politimanden Kawembe Kiza fra retssalen til Goma Central Prison.

Han blev dømt for voldtægt mod en 13-årig pige.

Foto i midten: Hangi Nuhindo Delphin, 28-årig kaptajn i DR Congos regeringshær (FARDC), har erkendt et seksuelt overgreb mod en otteårig pige. Han sidder nu i Goma Central Prison sammen med 30 andre voldtægtsforbrydere.

Mange af de indsatte i Goma Central Prison nægter sig skyldige i anklagerne om voldtægt. Retten har ikke mulighed for at foretage DNA-analyser, og lægelige beviser er en sjældenhed.

Derfor afgøres mange sager alene på vidneforklaringer.

38 I a m n e st y

Bahati Baseme, 22, bliver døbt og velsignet påskedag ved en ceremoni i Goma Central Prison. Baseme er anklaget for voldtægt, men den kristne dåbshandling giver ham øjeblikkelig syndsforladelse.

amnesty I 39

a mn e s t y i g l i m t

LÆGEGRUPPEN ÆNDRER AFGØRELSER I FLYGTNINGENÆVNET

Amnestys danske lægegruppe har ved flere lejligheder bidraget til at få genoptaget asylsager og ændret afgørelser i Flygtningenævnet. Senest foretog lægegruppen en torturundersøgelse af en tamilsk mand, som havde fået afslag på opholdstilladelse i 2008 på trods af forklaringer om, at politiet i Sri Lanka havde tortureret ham, fordi de mistænkte ham for at være sympatisør med De Tamilske Tigre (LTTE).

Undersøgelsen viste, at mandens ar på skuldrene stemte overens med hans forklaring om, at han var blevet brændt med en glødende kniv og slået med jernstænger.

Desuden konkluderede lægerne, at han lider af koncentrationsbesvær, er præget af hyppige flashbacks og har diagnosen Post-

Amnestys strategi for de næste seks år

traumatisk Belastningssyndrom (PTSD).

På den baggrund genoptog Flygtningenævnet sagen i foråret, og den 18. juni udtalte nævnet: ”I overensstemmelse med indholdet i rapporten af 2. december 2008 fra Amnesty Internationals lægegruppes torturundersøgelse lægger nævnet til grund, at ansøgeren har været udsat for den tortur, han har forklaret om, og at ansøgeren psykisk lider af PTSD. Flygtningenævnet meddeler derfor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1”.

Lægegruppen er i øjeblikket ved at færdiggøre en rapport om nyankomne asylansøgere, der har været udsat for tortur. Rapporten udkommer i efteråret.

Bliv bedre til at undervise i menneskerettigheder

Foto: Søren Malmose

I foråret 2009 åbnede Amnesty Internationals undervisningsafdeling, Amnesty Interactive. Her bliver folkeskolelærere udstyret med redskaber og inspiration til endnu bedre undervisning i menneskerettigheder ude i klasserne. Amnesty Interactive fortsætter undervisningen i efteråret, og allerede et par uger efter skolestart har omkring 100 lærere 40 I a m n e st y

meldt sig til efterårets kursusdage. Desuden drager Interactive på roadshow til 8 skoler i landet. Hvis du har lyst til at vide mere om undervisningen, eller hvis du er folkeskolelærer for 8.-10. klasses elever og har lyst til at deltage på en kursusdag, så kig på www.amnesty.dk/interactive

350 Amnesty-repræsentanter fra mere end 60 lande mødtes i august i Tyrkiet til Internationalt Rådsmøde (ICM) i Tyrkiet. ICM er Amnesty Internationals højeste myndighed, og hovedopgaven var at godkende en ny seksårig strategiplan samt at finde nye samarbejdsformer og en mere effektiv fordeling af organisationens ressourcer.

Den seksårige strategiplan har været undervejs i 18 måneder, og Amnestybestyrelser, ansatte, medlemmer og aktive i hele verden har arbejdet hårdt for at nå til enighed om rammerne for Amnestys organisatoriske og menneskeretlige arbejde i perioden 2010-2016.

Overordnet set var der på ICM enighed om, at Demand Dignity kampagnen bliver den store globale indsats i de kommende seks år. Demand Dignity tager udgangspunkt i retten til et værdigt liv og det enkelte menneskes behov - for eksempel retten til sundhed, retshjælp eller bolig.

Kampagnen har i første omgang fokus på virksomhedernes sociale ansvar, mødredødelighed og de millioner af rettighedsløse mennesker i verdens slumområder.

En af hovedtankerne bag den nye strategiplan er, at Amnesty International skal arbejde tættere sammen med mennesker og organisationer i verdens brændpunkter, ligesom Amnesty vil øge sine investeringer i menneskerettighedsarbejdet i Afrika og Asien.

Den danske delegation på ICM bestod af bestyrelsesformand John Olsen, generalsekretær Lars Normann Jørgensen, policychef Hanne Pilegaard, kasserer Marianne Hammelboe, international rådgiver Dan Hindsgaul, tidligere formand Carsten Fenger, bestyrelsesmedlem Mads Hyuk Jørgensen og Nathalie Iannello Hersild, der er med i International Youth Advisory Board.

Hvis du vil vide mere, så kontakt international rådgiver Dan Hindsgaul på dh@amnesty.dk Du kan høre mere om ICM og den nye strategiplan ved to informationsmøder på Amnestys kontorer i København og Århus den 28. oktober klokken 17-19. Tilmelding til Anita Andersen senest den 19. oktober på aandersen@amnesty.dk.

Europæiske læger fordømmer dødsstraf

Rapporter Fra Amnesty

Foto: Polfoto

Amnesty International udgiver løbende rapporter om menneskerettighederne over hele verden. Her er en kort beskrivelse af nogle af de mest omtalte siden juni. Du kan læse rapporterne på www.amnesty.org Israel/Gaza Hundredvis af ubevæbnede, civile palæstinensere – herunder 300 børn – var blandt de 1.400 dræbte, da Israel tidligere på året angreb Gaza.

Men Israel nægter at deltage i en uafhængig FN-undersøgelse af de krigsforbrydelser, der blev begået i den 22 dage lange konflikt.

Rapporten ”Operation Cast Lead’: 22 Days of Death and Destruction” er baseret på beviser, som Amnestys delegation – inklusiv en militærekspert – indsamlede i Gaza i januar og februar. De fleste civile blev dræbt med præcisionsvåben, mens andre blandt andet blev ramt af fosforgranater, som ikke må anvendes i tæt befolkede områder.

Amnesty anklager samtidig Hamas for krigsforbrydelser ved at affyre hundredvis af raketter ind i det sydlige Israel. Tre civile blev dræbt, mange blev såret og tusinder drevet på flugt.

Den fælleseuropæiske lægeforening (CPME) har vedtaget en resolution, der fordømmer brugen af dødsstraf. Det sker efter pres fra Amnesty Internationals danske lægegruppe, der gentagne gange har opfordret CPME til at støtte et globalt forbud mod dødsstraf, ligesom den nordiske lægeforening gjorde i 2004.

Dermed har de nationale lægeforeninger i Europa i fællesskab taget klart stilling til spørgsmålet om retten til liv. ”Amnesty International betragter CPME’s beslutning som endnu et vigtigt skridt på vejen mod en total afskaffelse af dødsstraffen. Lægernes rolle i henrettelser er i de senere år blevet diskuteret meget på grund af den stigende brug af dødelige indsprøjtninger i for eksempel USA og Kina. Derfor er denne resolution et utroligt vigtigt signal om, at læger ikke accepterer dødsstraf”, siger læge Niels Ingerslev fra Amnesty Internationals lægegruppe.

Sidste år blev mindst 2.390 mennesker henrettet i 25 lande, mens yderligere mindst 8864 mennesker i 52 lande blev idømt dødsstraf.

Da Amnesty International indledte sin kampagne mod dødsstraf i 1977, havde kun 16 lande afskaffet dødsstraffen. I dag har 138 lande afskaffet dødsstraf – enten ved lov eller i praksis.

Europa er tæt på at være dødsstraffri zone, men der mangler ét land: Hviderusland.

Saudi-Arabien De saudiske myndigheder har taget ekstreme metoder i brug for at bekæmpe terror siden 2001, og anti-terrorloven bruges til at undertrykke systemkritikere og aktiviteter, som er fuldt lovlige ifølge international ret.

Antallet af mennesker, som er uretmæssigt tilbageholdt uden retssag eller adgang til juridisk hjælp, er steget fra hundreder til flere tusinde siden 2001, fastslår rapporten ”Assaulting Human Rights in the Name of Counter-Terrorism”.

Langt de fleste sager afgøres i dyb hemmelighed. De anklagede bliver ikke informeret om, hvad anklagerne mod dem lyder på, og brugen af tortur er udbredt i saudiske fængsler. De fleste fanger har ingen kontakt til omverdenen og bliver tilbageholdt i flere år uden retssag. De få sager, som bliver bragt for retten, ender med grusomme straffe såsom stokkeslag, pisk og endog henrettelse.

Rusland Rapporten ”Rule without law: Human Rights Violations in the North Caucasus” sætter fokus på de fortsatte grove overgreb og menneskerettighedskrænkelser i Tjetjenien, Ingusjetien og Dagestan. Baseret på en række personlige vidneudsagn opfordrer Amnesty de russiske myndigheder til at stille de ansvarlige for drab, tortur og forsvindinger til regnskab. Adskillige menneskerettighedsaktivister og journalister er blevet dræbt. Et retsopgør med de ansvarlige er en forudsætning for, at der kan komme normale tilstande i de krigshærgede republikker efter 15 års grove brud på menneskerettighederne.

Nicaragua Nicaraguas totale abortforbud forhindrer læger i at behandle kvinder med livstruende graviditetsproblemer, hvis behandlingen risikerer at skade fosteret. Loven tvinger også ofre for voldtægt og incest til at bære deres overfaldsmænds børn. Rapporten ”The total abortion ban in Nicaragua: Women’s lives and health endangered, medical professionals criminalized” dokumenterer, hvordan abortlovgivningen krænker kvinder og pigers menneskerettigheder og kriminaliserer læger og sygeplejersker.

amnesty I 41

Kultur ST

Af Klaus Rothstein

KU

N

Dramatikeren Christian Lollikes stykke ’Fremtidens historie’ handler om, hvordan man gør det gode i en verden med alt for store forskelle. Og så er en kontroversiel film om stening i Iran på vej.

Giver din lykke

KU

N ST

Mening?

42 I

Giver din egen lykke mening, når du ved, at millioner af andre mennesker verden over er ulykkelige? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for dramatikeren og instruktøren Christian Lollikes nye stykke ”Fremtidens Historie”, der bliver spillet på Det Kongelige Teater frem til ultimo oktober. Christian Lollike kalder det ”uudholdeligt” at spise popcorn med sine børn i Tivoli, når verden er ved at gå til i problemer og fortsætter: ”Det er et vilkår i mit liv at være glad og lykkelig sammen med min familie, samtidig med at jeg er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre. Jeg er træt af ikke at kunne gøre noget.

Er det nok at give et bidrag til Amnesty og så få god samvittighed? Eller er det noget, man gør for at leve med sin egen umenneskelighed? Og er det bare små reparationer, som i virkeligheden gør det vanskeligere at se, hvad der virkelig er brug for at gøre?”

Christian Lollike har reflekteret over det moralske dilemma, fordi han for to år siden fik tilbudt en opgave fra Det Kongelige Teater, som var blevet udvalgt til at indgå i et teaterprojekt sammen med 11 andre europæiske a m n e sty

skuespilhuse. Det er det tyske kulturinstitut Goethe Instituttet, der har sat arbejdet med den nye dramatik i gang som en markering af 20-året for Murens fald i Berlin.

Stykket har ifølge Lollike to vinkler. Den første vinkel handler om en taxachauffør i en europæisk storby. Hun spørger hele tiden sig selv, hvad det vil sige at være et godt menneske i en verden med hungersnød og folkedrab i Darfur og krigsforbrydelser i Abu Ghraib.

Hun kører gennem trafikken i en europæisk storby, og blandt hendes kunder er en politiker, der er besat af overvågningskameraer, og en kunstner der iscenesætter etniske udrensninger. Den anden vinkel undersøger, hvem der står udenfor demokratiets spilleregler.

Stykket begynder som en komedie – en satire med det, som forfatteren selv kalder ”tryg humor”. Men derefter glider det over i nogle taleflader, hvor skuespillerne ikke spiller egentlige karakterer, men påtager sig nogle roller og opgaver, der tager udgangspunkt i deres raseri. ”Pludselig er der en, der sætter sig for at undersøge, hvordan det er at være asylsøger.

Så viser vi et 10 minutter langt videointerview

med en irakisk asylsøger, der har siddet syv år i Sandholm. Da jeg var oppe og lave det interview, forstod jeg pludselig, hvad det vil sige at være asylsøger uden ret til job og uddannelse”, siger Christian Lollike, der understreger, at ”Fremtidens Historie” ikke er et stykke om asyl, men et forsøg på at skildre globaliseringen set gennem et enkelt menneske. ”Jeg prøver at beskrive et menneske, der bliver overmandet af globaliseringshelvedet. At beskrive dilemmaet mellem den uudholdelige bevidsthed om andres ulykke og egen lykke”, forklarer han.

Christian Lollike prøver også at beskrive de situationer og mennesker, der står uden for vores lovgivning og balancerer på demokratiets afgrund. ”Alle chaufførens kunder skal ud til ’Lejren’ – men vi ved undervejs ikke, hvad det er for en lejr. Lejren bliver et symbol og en metafor for, hvor demokratiet holder op”.

Det kunne lyde som både samfundskritik og politisk teater – og det hele er skrevet med politisk engagement og bevidsthed. Men Christian Lollike siger nej tak til at blive sat i bås:

Foto: Scanbox

Foto: Scanpix

KULT UR PÅ VE J Berlin 1989 KU N ST

20-året for Murens fald i november 1989 bliver markeret på flere fronter. Den svensk-berlinske fotograf Ann-Christine Jansson udstiller reportagefotos og øst- og vesttyske portrætter fra tiden før, under og efter revolutionsåret. Samtidig kommer 14 øst- og vesttyske fotografer, der alle fastholdt nedbrydningen af Muren, til Danmark med deres vidnefotos, som i anledning af jubilæet kan ses i Cinemateket i København. Samme sted vises i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark en serie film, der skildrer Muren og de mennesker, der levede i dens skygge.

Lollikes stykke viser dilemmaet mellem egen lykke og andres ulykke.

Filmen ”The Stoning of Soraya M.” er baseret på den autentiske historie om en iransk kvinde, der bliver stenet ihjel for utroskab.

”Glances in between – East and West” Ann-Christine Janssons fotoudstilling kan ses på Det Kongelige Bibliotek fra 12.10-28.11. ”Die Mauer. Berlin, November 1989” vises i Cinemateket fra den 3.-29. november.

Filmfestivalen om Die Mauer vises i Cinemateket fra den 19.-29. november.

London lige nu KU

N

ST

”I Køkkenet” er en roman om England som en mangekulturel gryderet, skrevet af Monica Ali, der i 2003 brød igennem med sin prisbelønnede debutroman ”Brick Lane”. Romanen følger køkkenchefen Gabriel Lightfoot, der leder køkkenet på Hotel Imperial, hvor personalet kommer fra Latinamerika, Asien, Afrika, de baltiske lande – og alle mulige andre steder. Den skildrer det moderne, mixede Storbritannien på godt og ondt gennem en lang række menneskeskæbner i søgen efter ståsteder. Men som Gabriel Lightfoots far siger: ”Storbritannien, det er der ingen, der siger mere. Vi har mistet Stor i Storbritannien.

Og ved du, hvad vi ellers har mistet? Britiskhed.

Folk taler om det hele tiden. På den måde ved du, at den er blevet væk…” Lyder det bekendt?

Monica Ali: I Køkkenet. 416 sider, 300 kr.

Udkommer 15. oktober på Lindhardt & Ringhof.

”Fremtidens Historie” er skrevet og iscei samarbejde med dramaturg Solveig Gade.

Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen. Lysdesign: Ulrik Gad. Medvirkende: Helle Fagralid, Nicolai Dahl Hamilton, Bodil Jørgensen, Morten Suurballe, Lisbeth Wulff. Stykket har netop haft premiere på Det Kongelige Teater, hvor det spiller frem til den 23. oktober, hvorefter det drager på turne i 13 provinsbyer frem til den 3. december. ”The Stoning OF SORAYA M.” får premiere i danske biografer den 23. oktober.

Hver dag, over alt Louisianas efterårsudstilling viser spændvidden i Jacob Holdts dokumentariske fotografi gennem 40 år, bl.a. nye reportagefotos fra den 3.

Verden, fra Danmark og fra virkeligheden bag den amerikanske drømmefacade, kombineret med gamle fotografier fra det berømte diasshow ”Amerikanske Billeder”. De i alt 200 billeder bliver beskrevet og kommenteret af fotografen selv på lydspor, som Louisianas gæster kan høre på deres egne mobiltelefoner.

ST

nesat af Christian Lollike efter idé og koncept

N

Sorayas stening I næste måned kommer en kontroversiel film til landet. Islam- og Koran-kritikere nærer store forventninger til ”The Stoning of Soraya M.”, fordi den skildrer en kvinde, der bliver stenet ihjel af religiøse fanatikere, som retfærdiggør deres handlinger med guds vilje og profetens ord. ”The Stoning of Soraya M.” er baseret på en autentisk begivenhed i en fjern iransk landsby, som den fransk-iranske journalist og forfatter Freidoune Sahebjams skildrede i romanform i 1994. Kvinden Soraya bliver uretmæssigt beskyldt for utroskab, for hendes mand vil af med hende, så han kan gifte sig med en anden kvinde. Som straf for den påståede utroskab dømmes Soraya til døden ved stening. Hun bliver begravet i sand til livet og derefter stenet til døde af en menneskehob.

Da filmen tidligere i år havde premiere i de amerikanske biografer, skrev Elise Auerbach, Amnesty Internationals specialist i Iranspørgsmål, en stærkt kritisk kommentar, hvor hun kaldte filmen ”sensationshungrende”. Hun pointerede, at iranerne selv har en voksende folkebevægelse imod stening, og at der så sent som sidste sommer blev udstedt et juridisk

forbud mod steninger. Ifølge Elise Auerbach giver filmen derfor ikke et retvisende billede af forholdene i Iran.

I sin artikel om ”The Stoning of Soraya M.”, offentliggjort af internetmagasinet The Huffington Post, understreger Amnesty Internationals Iran-ekspert, at henrettelser er et stort problem. Alene i 2008 blev 346 ”politiske forbrydere” myrdet af regimet, hvilket gør Iran til det land efter Kina, der henretter flest. De fleste er henrettet ved hængning, men, siger Elise Auerbach, der er registreret tre eksempler på dødsstraf ved stening. Det har i alle tre tilfælde været mandlige fanger, og alle henrettelserne er foregået i fængsler og udført af professionelle bødler – ikke af selvtægtsmænd efter lokale afgørelser i landsbyerne. Også derfor mener hun, at ”The Stoning of Soraya M.” giver et forkert indtryk af Iran.

Læs mere om filmen og se klip fra den på www.thestoning.com

KU

”For mange år siden ville jeg gerne have mit teater ud af kultursiderne og ind på debatsiderne. Jeg er helt klart politisk engageret, men også ekstremt bange for at låse holdninger fast i højre- eller venstreorienteret. For at komme uden om frelsthed skriver jeg på en form for selvhad. Jeg beskæftiger mig mere med min egen afmagt”.

Tro, håb og kærlighed. Jacob Holdts Amerika, Louisiana, Humlebæk.

Den 2. oktober til den 7. februar.

amnesty I 43

amnesty

A K T I V B L A D F O R A m n e s t y I n t e r n a t io n a l

September 2009

Liv e -re dakt ør: As t rid Schmeltzer Dybkjær

Foto: Jacob Crawfurd

LOVE IS A HUMAN RIGHT Der var fest i de københavnske gader, da 100 Amnesty-aktive deltog i Copenhagen Pride lørdag den 1. august for at markere homoseksuelles rettigheder. De aktive indsamlede på dagen 2.000 underskrifter mod en ny litauisk lov, der forbyder, at man oplyser børn og unge om homoseksualitet.

Homofobi og diskrimination af seksuelle minoriteter er udbredt i den tidligere østblok, og flere af forårets østeuropæiske prides blev mødt af massiv modstand, selv om mange af landene som medlemmer af EU har en særlig forpligtelse til at forhindre diskrimination.

Amnestys generalsekretær Lars Normann Jørgensen, som i juni rejste til Bulgarien som observatør ved Sofia Pride, siger: ”Forudsætningen

for, at disse lande blev medlemmer af EU, var, at de overholder menneskerettighederne. Men myndighederne gør langtfra nok for at forhindre overgreb og diskrimination af homoseksuelle, og de tillader opblomstringen af en homofobisk kultur i befolkningerne”. ”Det er afgørende, at de resterende EU-lande i klare vendinger og i fuld offentlighed slår fast, at diskrimination på baggrund af seksuel

orientering er uacceptabelt. Den institutionalisering af homofobien, som den nye litauiske lov er udtryk for, er ikke kun et problem for Litauen – det er et fælleseuropæisk anliggende”, siger Lars Normann Jørgensen.

Amnesty stiller skarpt på homo-, bi- og transseksuelles forhold i en stor europæisk anti-diskriminationskampagne og fortsætter arbejdet for at få omstødt den homofobiske lov i Litauen.

Stort efterårsudsalg Lækkert joggingsæt til børn.

Før kr. 650,Nu kr.

250,-

Se alle udsalgsvarerne på www.amnesty.dk

44 I a m n e st y Live

Designer-kjole fra d’AHrling.

Før kr. 899,Nu kr.

450,-

Amnesty Live fortæller om Amnestys aktivisme, arrangementer og resultater.

Her kan du se, hvordan du kan gøre en forskel for menneskerettighederne.

Det kan du gøre...

Sådan lød det i Oslos gader, da unge fra hele Norden var samlet til nordisk Youth-konference. I fire dage arbejdede 45 unge fra fem nationer intenst med Amnestys nye Demand Dignity-kampagne gennem oplæg og workshops. Formålet med konferencen var at give de unge nye ideer og inspiration til arbejdet med menneskerettighederne.

I en af arbejdsgrupperne skulle deltagerne planlægge en aktion, som alle var med til at udføre. Det eneste, de fik udleveret, var temaet om Shells olieudvinding i Niger Delta og sloganet ”Make Shell come clean”. ”Det fedeste ved aktionen i Oslo var helt klart processen. Hvordan man på tre timer kan se menneskers kreativitet og spontanitet blomstre”, siger Tobias Dabelsteen fra Svendborg Gymnasium.

Aktionen indeholdt både en underskriftindsamling og et lille gadeteater.

Deltag i Amnestys Youth-netværk.

Læs mere på www.amnesty.dk/ youth Unge fra hele Norden aktionerede i Oslos gader for at sætte fokus på konsekvenserne af olieudvinding i Niger Delta.

Millioner af menneskers adgang til mad, vand og andre basale fornødenheder er ødelagt på grund af Shells mangeårige olieudvinding i Niger Delta.

Foto: Kadir van Lohuizen/NOOR

Make Shell come clean

Hjælp befolkningen i Niger Delta Verdens fattigdom er også et spørgsmål om menneskerettigheder. Det er budskabet i Amnestys første aktivitetspakke under kampagnen Demand Dignity.

I det olierige Niger Delta er lokalbefolkningen frarøvet helt basale menneskerettigheder på grund af de massive miljøødelæggelser, som olieindustrien forårsager. Shells olieudvinding i området har forurenet vandet og landbrugsjorden, og befolkningen lider af en række sygdomme, som tilskrives forureningen.

Det kan du være med til at fortælle danskerne om.

Vi har brug for folk fra hele Danmark, som har lyst til at gå ud i gader, på skoler og på arbejdspladser og fortælle om problemerne i Niger Delta, lave kreative events og samle underskrifter til Shells direktør med

budskabet ”Clean up and come clean”. Med forurenet vand, olietønder og døde fisk viser du og dine venner, hvilken virkelighed befolkningen i Niger Delta lever i. Men I viser også, hvordan der kan ske markante forbedringer i området, hvis menneskerettighederne overholdes, og virksomhederne påtager sig deres sociale ansvar.

Aktivitetspakken indeholder alt det materiale, I skal bruge for at lave gadeevents og underskriftsindsamlinger i perioden fra den 5.oktober og tre uger frem. Vi kommer ud i landet og underviser om Niger Delta og Demand Dignity i uge 40.

Tilmeld dig til aktivitetspakken og læs mere om Shell og Niger Delta på www.amnesty.dk Læs mere om problemerne i Niger Delta på side 31.

Foto: Amnesty International

Hvad er en aktivitetspakke?

Fire gange om året udarbejder Amnesty en aktivitetspakke med materialer, som gør det let at deltage i Amnestys kampagner.

Aktivitetspakkerne indeholder rekvisitter til gadeevents, forslag til underskriftsindsamling samt undervisning og baggrundsinformation, så du bliver klædt på til at lave menneskerettighedsarbejde i dit lokalområde.

Hvis du vil vide mere om aktivitetspakkerne, så kontakt kommunikationsmedarbejder Katrine Lauritsen på klauritsen@amnesty.dk

På 1 minut Støt Amnestys arbejde for grundlæggende rettigheder for de milliarder af mennesker, der lever i fattigdom verden over – donér 100 kr. til Demand Dignity-kampagnen. Sms AMNESTY 100 til 1231.

På 5 minutter Download Amnestys Facebookapplikation ”Unlock the Camps in Sri Lanka” og skriv under på, at den srilankanske regering skal sætte de hundredetusinder tamiler fri, som stadig sidder fanget i lejre på trods af borgerkrigens afslutning.

Klik ind på www.facebook.dk/ amnesty.dk

På 30 minutter Klik " print " send " red liv. Et brev fra dig kan betyde forskellen mellem liv og død. Skriv for Liv er Amnestys verdensomspændende netværk på flere hundredetusinde mennesker, som gennem brevaktioner hjælper folk, der sidder uretmæssigt fængslet og lægger pres på myndighederne.

Tilmeld dig netværket på www.amnesty.dk/skrivforliv

På en dag Sæt fokus på Shells krænkelser af menneskerettighederne i Niger Delta.

Deltag i Amnestys aktivitetspakke, og vær med til at samle underskrifter og lav gadeevents i dit lokalområde.

Læs mere om aktivitetspakken og Niger Delta på www.amnesty.dk amnestyLive I 45

amnesty Am n e s t y L I V E

Godt 200 personer mødte op, da Amnesty i juni inviterede til filmforevisning, foredrag og debat på Frøslevlejrens Efterskole i Sønderjylland.

Programmet bød på dokumentarfilmen ”Min Broders Vogter”, som er lavet af journalisten og filminstruktøren Jørgen Flindt Pedersen.

Filmen, som er produceret med støtte fra Amnestys danske afdeling i forbindelse med fejringen af 60-året for FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, sætter fokus på en af de mest fundamentale menneskerettigheder: Forbuddet mod tortur. ”Min Broders Vogter” følger FN’s særlige torturrapportør Manfred Nowak på arbejde i Indonesien, Kina, Moldova og Zimbabwe for at undersøge fængselsforhold og torturanklager. Han besøger også fangelejren på Guantánamo og viser, at selv i demokratier kan menneskerettighederne komme under pres, når frygten for terror tager over.

Jørgen Flindt Pedersens budskab er, at det for alvor ser sort ud for frihed og demokrati i verden den dag, hvor vi bliver ligeglade, når vi oplever tortur og andre krænkelser af menneskerettighederne. Både film og foredrag gav anledning til en god debat, og efterskolens elever og lærere deltog aktivt i mødet.

Filmforevisningen var arrangeret af Amnesty International i Syd- og Sønderjylland i samarbejde med Amnestys Frøslevudvalg og Frøslevlejrens Efterskole med økonomisk støtte fra Amnestys pulje til støtte til lokale kampagneaktiviteter. Støtte til lignende arrangementer kan søges ved henvendelse til aktivservice@ amnesty.dk 46 I a m n e st y Live

Foto: Kadir van Lohuizen/NOOR

Min broders vogter

Børn har også ret: FN’s Konvention om Barnets Rettigheder blev vedtaget i 1989 og sikrer børns ret til mad, husly, udvikling, beskyttelse og medbestemmelse. Med Børnekonventionen blev voksne enige om, at børn skal betragtes som individer, og at deres rettigheder skal res-pekteres. Kun to lande – Somalia og USA – har endnu ikke ratificeret Børnekonventionen.

når pubertetsalderen. Kakenya forhandlede med sin far og landsbyens ældre og lod sig omskære på den betingelse, at hun måtte tage en uddannelse. Kakenya fortæller om, hvordan hun i dag bruger sin uddannelse til at arbejde for pigers skolegang i Kenya.

Ferenc Moldoványi fra Ungarn har instrueret den prisvindende dokumentarfilm ”Another Planet”, der handler om de grusomheder, børn bliver udsat for verden over. Han viser os scener fra filmen, fortæller om sin baggrund for at lave den og om sit møde med udsatte børn.

Langt fra målet – også i Danmark Selv om næsten alle lande har tiltrådt Børnekonventionen, er der stadig store udfordringer – også i Danmark. Ti danske organisationer, heriblandt Amnesty International, udgav for nylig en rapport, der peger på særligt tre områder, hvor børns rettigheder krænkes i Danmark: · Når Danmark varetægtsfængsler børn, anbringer børn i isolation eller lader børn afsone fængselsstraffe sammen med voksne kriminelle. · I asylsager, hvor nogle familier risikerer hjemsendelse efter flere års ophold i Danmark, selv om familiens børn har tilbragt størstedelen af deres liv i Danmark. · Med starthjælpen, der betyder, at børn vokser op i fattigdom, som er med til at isolere dem socialt og spænde ben for deres trivsel og udvikling.

Kom og vær med til at fejre børns menneskerettigheder.

Tid: Fredag den 20. november kl. 15-19 Sted: Nationalmuseets festsal Frederiksholms Kanal 12, 1220 København K

FN’s Børnekomité anbefaler, at Danmark forbedrer børn og unges retstilling blandt andet ved at styrke deres klageadgang.

Amnesty mener, at der bør oprettes en særlig ombudsmand for børn.

Skolebørn i Niger Delta, Nigeria. Retten til uddannelse er en af de rettigheder, der er beskrevet i FN’s konvention om barnets rettigheder.

20 år med børns rettigheder FN’s konvention om barnets rettigheder fylder 20 år, og du er inviteret til fødselsdag.

Fredag den 20. november kl. 15.00 slår Amnesty International dørene op for en fejring af de sidste 20 års arbejde for børns rettigheder. Det sker med et stort arrangement i Nationalmuseets festsal i København, hvor en række internationale talere sætter fokus på børns vilkår i verden.

Christian Balslev-Olesen, tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, er for nyligt hjemvendt fra Afrika, hvor han de sidste syv år har arbejdet som UNICEF’s øverste repræsentant i Eritrea og Somalia.

Han fortæller om sine erfaringer med arbejdet for børns rettigheder i konfliktområder og om de udfordringer, vi stadig står overfor, når vi taler om børnerettigheder.

Kakenya Ntaiya er en ung kvinde fra en landsby i Kenya, hvor piger traditionelt bliver omskåret, når de

Arrangementet er gratis.

Q&A

Q&A

Det nytter

Fattigdom og menneskerettigheder

Millioner af mennesker lever i fattigdom uden adgang til uddannelse, sundhed, bolig og ordentlige arbejdsforhold. Med kampagnen Demand Dignity sætter Amnesty fokus på de rettigheder, som er en forudsætning for et værdigt liv.

Hvorfor har Amnesty indledt en kampagne om fattigdomsbekæmpelse?

Krænkelser af menneskerettighederne skaber og forværrer fattigdom. Med Demand Dignity arbejder Amnesty for, at de mange millioner mennesker, der fastholdes i fattigdom verden over, kan deltage aktivt i at kræve deres rettigheder: Retten til bolig, til vand, til sikkerhed, til sundhed og til sanitet. At kende sine rettigheder kan være vejen ud af fattigdom.

Den liberale tænketank CEPOS har kritiseret Amnesty for at svigte sine idealer og ”de grundlæggende rettigheder”, når organisationen med Demand Dignity kampagnen sætter fokus på de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Burde Amnesty ikke koncentrere sig om at få politiske fanger ud af fængslerne?

CEPOS er på vildspor, når de forsøger at dele FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder op i to kasser med på den ene side civile og politiske rettigheder og på den anden side økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Menneskerettighederne er udelelige. Det giver ingen

Mauro Alves de Lima, en 65-årig arbejder fra Sao Paulo i Brasilien, vender ryggen til ruinerne af slumbebyggelsen Capao Redondo, hvor han har boet i to år sammen med 500 andre familier.

Den 26. august blev husene revet ned af myndighederne, fordi et busselskab gør krav på området.

mening at tale om ”de grundlæggende rettigheder” som blot et udsnit af menneskerettighederne. Det giver heller ikke mening for Amnesty at opsplitte FN’s Verdenserklæring og tillægge den ene type rettigheder højere værdi end den anden. Amnesty arbejder for alle menneskerettigheder – ikke kun en del af dem.

Hvad er fokus for kampagnen?

Kampagnen har i 2009 tre overordnede fokusområder: Mødredødelighed: Hvert år dør 500.000 kvinder af komplikationer ved graviditet og fødsel. 95 procent af disse kvinder dør i fattige lande, fordi der ikke er adgang til hjælp fra sundhedspersonale. Amnesty arbejder for, at kvinder i de fattige lande får adgang til sundhedsklinikker og lægehjælp.

Slum: Over en milliard mennesker lever i slumområder.

Deres hverdag er præget af sult, tørst, usikkerhed og frygt for tvangsforflytninger. Amnesty arbejder for at sikre retsgarantier og indflydelse til slumbeboere verden over.

Virksomheders ansvar: Når multinationale selskaber udvinder kul, olie og andre råstoffer, sker det ofte uden hensyntagen til de massive konsekvenser det har for lokalbefolkningen, men de ansvarlige virksomheder går fri for straf. Amnesty arbejder for, at virksomheder bliver stillet til ansvar for deres handlinger.

Læs mere på www.amnesty.dk/demand-dignity

Yusef Cha’ban blev i juli løsladt efter 15 års fængsel for et mord, han ikke har begået.

Cha’ban, en palæstinensisk flygtning bosat i Libanon, blev i 1994 idømt en livstidsstraf for mordet på den jordanske diplomat Na’ib Omran al-Ma’aita. Selvom en jordansk domstol i 2002 slog fast, at andre stod bag mordet, holdt de libanesiske myndigheder ham fængslet – det er nemlig ikke muligt under libanesisk lov at tilbagekalde Retsrådets domme. Amnesty opfordrer til, at Libanon reformerer eller afskaffer Retsrådet og indfører internationale standarder for retfærdige retssager.

Seks gambianske journalister, der var idømt to års fængsel og bøder på10.000 dollar for bagvaskelse og tilskyndelse til oprør, blev benådet afpræsident Yayha Jammeh den 4. september efter tre måneder i det berygtede 2 Mile Prison. Amnesty International har kritiseret dommen som uretfærdig og opfordret præsidenten til at løslade de seks journalister – deriblandt generalsekretæren for Gambian Press Union. De seks havde kritiseret præsidenten for at komme med upassende bemærkninger på TV om det uopklarede mord på chefredaktør Deyda Hydara, som blev dræbt i 2004.

Den afghanske journalist Perwiz Kambakhsh, der i 2008 blev dømt til døden og siden fik sin dom ændret til 20 års fængsel for at downloade artikler om islam og kvinders rettigheder, er blevet benådet.

Kambakhsh har nu fået politisk asyl i et EU-land.

SKRIV FOR LIV – DET NYTTER Læs om aktuelle sager på www.amnesty.dk/skrivforliv amnestyLive I 47

Sorteret magasinpost ID-nr. 41156 Al henvendelse; Amnesty International, Telefon 33 45 65 65.

Af Ole Hoff-Lund

Amnesty impact 2009 Kom med til den store menneskerettighedskonference Amnesty IMPACT 2009 i Den Sorte Diamant i København den 28. november.

Deltag i debatten med internationale topfolk fra FN og Amnesty.

Hør øjenvidneberetninger fra menneskerettighedsovergreb i Nigeria, Indien og Kenya – og vær med til at gøre noget ved det. Og oplev koncert med Outlandish sammen med 500 andre engagerede Amnestymedlemmer fra hele verden.

På Amnesty IMPACT 2009 kan du opleve: Mary Robinson, FN’s tidligere højkommissær for menneskerettigheder, varmer op til Klimatopmødet (COP15) og diskuterer klimaændringernes indflydelse på menneskerettighederne.

Irene Khan, Amnestys internationale generalsekretær, taler om de udfordringer, som menneskerettighederne og Amnesty står over for i fremtiden.

Nenibarini Zabbey, menneskerettighedsforkæmper fra Nigeria, fortæller om, hvordan olieselskaberne har tjent milliarder på olien i Niger Delta, mens den fattige lokalbefolkning har fået spoleret deres levebrød på grund af miljøødelæggelser.

aomi Barasa, Amnestys kampagneleder i Kenya, fortæller om N problemerne i Nairobi, hvor to millioner indbyggere lever i et af verdens største slumområder.

Aktivister og beboere fra Bhopal i Indien beretter om verdens største industrikatastrofe i Bhopal, og hvordan byens indbyggere stadig er påvirket i dag – 25 år efter.

Konferencen afsluttes med en koncert med Outlandish.

Pris og tilmelding Alle medlemmer er velkomne. Deltagergebyret er 200 kr. og 150 kr. for unge under 25 år. Der vil være mulighed for overnatning på et nærliggende hotel (fra 100 kr. pr. person). Transportudgifter over 300 kr. kan refunderes (unge under 25 år kan få det fulde beløb refunderet).

Tilmeldingsfristen er den 15. oktober.

Se det fulde program og tilmeld dig på: www.amnesty.dk/impact2009

Mød FN’s tidligere højkommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson (tv), og Amnestys internationale generalsekretær, Irene Khan, på en konference i Den Sorte Diamant.

Outlandish (th) runder dagen af med en koncert.

www.amnesty.dk/impact2009