Amnesty #4 09 by Amnesty International

amnesty 4 09 n

Medlemsblad for Amnesty International I November 2009

DRØMMEN OM KOREA

KASHMIRS FORSVUNDNE

TRAGEDIEN I BHOPAL

SUCCES FOR CPH:DOX

Mange nordkoreanere håber på et bedre liv i Sydkorea.

Op mod 10.000 mennesker er forsvundet sporløst i Kashmir i Indien.

25 år efter verdens største giftkatastrofe er de ansvarlige stadig ikke dømt.

Dokumentarfilm om uretfærdig retssag i Mexico vandt Amnesty Award.

Tema: Klimaforandringer truer menneskerettigheder

URET TIKKER

Leder

Amnest ys redaktør : O le H off-lund

led er

Indkaldelse til syn Otte år er ikke lang tid i et levende og velfungerende demokrati. Men otte år kan være meget lang tid for en retsstat – særligt når demokratiet begår overgreb mod de principper, som retsstaten bygger på.

man kalder loven, så er der tale om et angreb på ytringsfriheden og forsamlingsfriheden. Den logiske konsekvens af lømmelpakken er, at færre tør bruge deres ret til at demonstrere – af frygt for pludselig at stå det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Siden terrorangrebet mod World Trade Center i New York den 11. september 2001 har Folketinget gang på gang gennemført markante forringelser af retssikkerheden: Domstolenes kontrol med politiets arbejde er svækket. Udlændinge udvises administrativt – uden om domstolene og uden at oplyse, hvad anklagen lyder på. Der er skabt øget overvågning og adgang til at aflytte en større personkreds omkring en mistænkt – uden retskendelse. Og PET kan indhente personlige oplysninger fra offentlige myndigheder uden begrundelse.

Ens for alle lovstramningerne er, at de har skåret skiver af de grundlæggende retsprincipper og har undergravet retsstaten – med svækkelse af domstolskontrollen, mere overvågning af borgerne og fratagelse af borgernes bevægelsesfrihed. Heldigvis aftalte Folketinget, da terrorpakke 2 blev vedtaget i 2006, at loven skal til syn i 2010 for at undersøge de retspolitiske konsekvenser. Det eftersyn besluttede Lars Løkke Rasmussen (V) i november at udvide, så det på mange områder går helt tilbage til 2002. Dermed signalerer den nye statsminister, at han tager det alvorligt, når Amnesty International sammen med dommere, advokater og juraeksperter har kritiseret de åbenlyse svækkelser af retssikkerheden i kampen mod terror. Og dermed får vi endelig mulighed for en åben debat om det samfund, vi har skabt, siden terrorfrygten ramte os alle. Indtil da bør Folketinget indføre et stop for yderligere lovgivning, som kan underminere retssikkerheden.

Mange af initiativerne stammer fra de to terrorpakker i 2002 og 2006 – pakket blødt ind i argumenter om, at det jo kun rammer dem, der har noget at skjule. Men vi har også fået visitationszoner, og i anledning af klimatopmødet får vi en lømmelpakke til at håndtere de demonstranter, der laver ballade eller lægger hindringer i vejen for politiet. Nu kan lømlerne frihedsberøves i 12 timer uden grund, og de kan idømmes klækkelige bødestraffe. Uanset hvad

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International Udkommer næste gang: 19. februar 2010

Amnesty International

Amnesty i Aalborg

(deadline 22. januar)

Gammeltorv 8, 4.og 5.sal

Priorgade 1A · 9000 Aalborg

Artikler, der er underskrevet med navn,

1457 København K

Tlf. 98 10 17 17

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk

kan indeholde synspunkter, der ikke nød-

Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen

vendigvis reflekterer Amnesty Internationals

Tlf. 33 45 65 65

Redaktionel bistand: Datagraf Client Publishing

holdning. Eftertryk med kildeangivelse er

Fax 33 45 65 66

Design og produktion: Datagraf

kun tilladt efter forudgående aftale med

Forsidefoto: Jakob Dall

redaktionen.

Oplag: 93.000 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år

2 I amnesty

Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt

Amnesty i Odense Vestergade 57, 2. sal · 5000 Odense C Tlf. 66 13 08 78 Amnesty i Århus

www.amnesty.dk

Mejlgade 50, 1 sal · 8000 Århus C

amnesty@amnesty.dk

Tlf. 86 19 28 77

Indhold | Amnest y på fem minutter Foto: David Høgsholt

Foto: Fredrik Naumann

Foto: Raghu Rai/Greenpeace

Foto: Jakob Dall

8 8

TEMA Temperaturen stiger

Bhopal – katastrofen der bliver ved

Den indiske by Bhopal blev i 1984 ramt af verdens værste giftkatastrofe, da tusinder blev dræbt efter en gaseksplosion på pesticidvirksomheden Union Carbide. 25 år senere ruller tragedien videre til de næste generationer, og op mod 100.000 børn er født med svære handicap. Men for de amerikanske ejere er sagen afsluttet. Du kan sammen med Amnesty lægge pres på Indiens regering og på Union Carbides nye ejere, Dow Chemical Company, for at sikre økonomisk og social retfærdighed for ofrene for katastrofen.

Kashmirs forsvundne

I frihedens skygge

I år er det 20 år siden, at militante grupper i Kashmir indledte en voldelig kamp for selvstyre i den muslimsk dominerede delstat, som er en evig kilde til konflikt mellem Indien og Pakistan. Amnesty International har dokumenteret, at indiske soldater og sikkerhedsstyrker står bag forsvindinger, drab og tortur i Kashmir, og har appelleret til regeringen om at indlede en uafhængig under-søgelse af overgrebene. Det anslås, at over 10.000 mennesker er forsvundet sporløst siden 1989. ”Vi beder ikke om job eller om penge eller en ny vej. Vi beder om at få at vide, hvor vores kære er”, siger Parveena Ahanger, leder af The Association for Parents of Disappeared Persons (APDP).

Hvert år flygter tusinder af nordkoreanere fra sult og undertrykkelse. Foreløbig er 17.000 flygtninge nået frem til Sydkorea, hvor de får hjælp til en ny start på livet. Da de første flygtninge ankom i 1990’erne, blev de modtaget med begejstring. Men efter hungersnøden i Nordkorea er det først og fremmest fattige arbejdere, der har kæmpet sig vej til Seoul, og mange af dem føler sig dårligt behandlet af broderfolket. De drømmer om at flygte videre til et tredje land – eller om at vende tilbage til ”mareridtslandet” i nord.

INDHOLD 4

17 Israel kontrollerer vandet

34 Amnesty i glimt

Danske og internationale nyheder om politik

Palæstinenserne lider under urimelige restriktioner

Læs om de seneste rapporter fra Amnesty og om

og menneskerettigheder.

på adgangen til vand.

en løsladt samvittighedsfange i Syrien.

Nyheder

Succes for CPH:DOX

Obama bryder sit løfte

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX fejrede

Præsident Barack Obama får mere end svært ved

nye triumfer.

at lukke Guantánamo-lejren i januar 2010.

Kultur

Klaus Rothstein interviewer Hanne-Vibeke Holst.

Amnesty Live

Stort og småt om Amnestys resultater. amnesty I 3

Nyhe d er Foto: Polfoto

Titusindvis af demonstranter mødte i august op ved Christiansborg for at protestere mod tvangshjemsendelserne af irakiske asylansøgere.

Birthe Rønn undviger Amnesty Den 4. november blev yderligere 12 irakiske asylansøgere med tvang sendt tilbage til Bagdad, og endnu engang appellerer Amnesty International kraftigt til den danske regering om at lytte til FN’s anbefalinger om ikke at returnere asylansøgere til det centrale Irak. ”Ministeren ignorerer fuldstændig kendsgerningerne om situationen i det urohærgede land og udviser en sjældent set foragt og ligegyldighed overfor FN”, siger Amnestys generalsekretær Lars Normann Jørgensen. Allerede i september bad en delegation fra Amnestys internationale sekretariat om et møde med integrationsminister Birthe Rønn

Hornbech (V) for at drøfte situationen i Irak, men efter to måneder – og flere rykkere – er der fortsat ikke aftalt et møde. ”Det er et udtryk for den arrogance og magtfuldkommenhed, der omgiver ministeren i sagen om de irakiske asylansøgere”, siger Lars Normann Jørgensen. Iraks premierminister Nuri al-Maliki afviste i oktober over for Amnesty Internationals danske afdeling, at der overhovedet eksisterer en aftale med Danmark om at tage imod tvangshjemsendte asylansøgere. ”Der er ikke nogen aftale. Det gør os ondt, at irakere bliver tvunget tilbage imod deres

vilje. Selv om Irak er deres land, og de er velkomne, så er de det ikke, hvis de bliver sendt tilbage med magt”, skrev Nuri al-Maliki. Siden Danmark indgik den omdiskuterede aftale med Irak den 13. maj er 47 ud af 282 afviste irakere sendt tilbage med tvang, oplyser Rigspolitiet. 129 er enten rejst til andre lande eller gået under jorden, og politiet arbejder stadig på at returnere 66 asylansøgere. Imens har foreningen Kirkeasyl udbetalt en halv million kroner til de irakere, der opholdt sig i Brorsons Kirke i København i sommer. En stor del er sendt videre til de irakere, som er tvunget hjem. Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

Civile flygter i Pakistan

Nye Protester i Iran

Pakistans hær indledte i oktober en storoffensiv mod de anslåede 10.000 Taleban-oprørere i det sydlige stammeområde Waziristan på grænsen til Afghanistan. Forud er gået massive luftangreb for at ramme oprørerne. Det sker efter, at flere terrorbomber har ramt civile og flere vigtige institutioner i Pakistan – herunder FN’s kontor. Mindst 100.000 civile er flygtet fra de uvejsomme bjergområder, hvor medierne er forment adgang. Amnesty har kritiseret Pakistan for at have gjort alt for dårlige forberedelser til at indkvartere den forudsigelige flygtningestrøm, som mangler mad, drikkevand, medicin, lægebehandling og tag over hovedet. Kampene har fået FN til at lukke ned for alle sine langsigtede udviklingsprogrammer i det nordvestlige Pakistan.

Protesterne efter præsidentvalget i Iran i juni blussede op igen, da landet den 3. november fejrede 30-året for iranske studerendes besættelse af USA’s ambassade i Teheran i 1979. Tusinder af grønklædte oppositionstilhængere gik på gaden i en moddemonstration, og ifølge øjenvidner blev flere demonstranter beskudt af politi og sikkerhedsstyrker. Irans øverste leder Ayatollah Ali Khamenei sagde i oktober, at det er en forbrydelse at kritisere resultatet af præsidentvalget. En udtalelse, som kriminaliserer ytringsfriheden, og som Amnesty har appelleret til Khamenei om at trække tilbage. Mindst 4.000 blev anholdt i ugerne efter valget, og omkring 60 aktivister er siden blevet dømt ved uretfærdige retssager. Amnesty har aktioneret for alle de fængslede.

4 I amnesty

Af Ole H off-lund

kort nyt:

Israel benægter krigsforbrydelser ”Vi vil ikke finde os i en situation, hvor befalingsmænd og soldater bliver behandlet som krigsforbrydere efter på heltemodig vis at have forsvaret Israel mod en afskyelig fjende”. Sådan sagde Israels premierminister Benjamin Netanyahu i oktober i en tale til parlamentet, hvor han angreb en 600 sider lang FN-rapport om de krigsforbrydelser, der blev begået under den israelske offensiv i Gaza i januar, hvor over 1.400 palæstinensere og 10 israelere blev dræbt. Rapporten er udarbejdet af den tidligere chefanklager ved krigsforbryderdomstolene for Jugoslavien og Rwanda, sydafrikaneren Richard Goldstone. Den anklager både Israel og

Hamas for krigsforbrydelser ved ikke at skelne mellem civile og militære mål. Goldstone opfordrer de israelske og palæstinensiske myndigheder til at lave uafhængige undersøgelser af kamphandlingerne. Sker det ikke, anbefaler han FN’s Sikkerhedsråd at indbringe sagen for Den Internationale Straffedomstol i Haag. USA har kaldt rapporten ”ensidig” og ”dybt fejlagtig”. Amnesty International støtter Goldstones anbefalinger. I et brev til samtlige FN-ambassadører skriver Amnesty, at der ikke må ske ”en hvidvaskning af krigsforbrydelser”, og at FN skal overvåge, at parterne gennemfører reelle og effektive undersøgelser.

10 millioner sidder i fængsel Over ti millioner mennesker er indsat i fængsler verden over, og flertallet af dem lever under forhold, som krænker den menneskelige værdighed. Det fastslår FN’s torturrapportør Manfred Nowak i en ny rapport. Hver tiende indsat er børn helt ned til ni-årsalderen. Desuden er der problemer med overbelægning, tortur, mishandling og nægtelse af medicin og mad. Amnesty opfordrer verdens regeringer til at lægge pres på de lande, der ikke overholder konventionerne.

Foto: Amnesty

Nobelpristager affyrer missiler USA’s præsident Barack Obama – der i oktober blev tildelt Nobels Fredspris – har allerede godkendt flere missilangreb i Pakistan med ubemandede Predator-fly end hans forgænger George W. Bush gjorde i de sidste tre år af sin embedsperiode. Det er det amerikanske tidsskrift The New Yorker, der har undersøgt Obama-regeringens brug af missiler til at henrette formodede terrorister. I 2009 har missilangrebene kostet mellem 326 og 438 menneskeliv.

FN: Ophæv sanktioner mod Cuba

Målmand fyret for homofobiske udtalelser

y 3/2009

Amnest

I sidste nummer af Amnesty fortalte den tidligere basketballstjerne John Amaechi, at han som homoseksuel aldrig havde fået en professionel karriere, hvis han var sprunget ud, mens han spillede på topplan. Han opfordrer derfor sportens organisationer til at skabe en mere tolerant og fordomsfri kultur i topidræt. Ledelsen i fodboldklubben FC Midtjylland viste vejen, da den 2. november fyrede sin polske målmand Arek Onyszko på grund af følgende udfald mod homoseksuelle: ”Jeg hader bøsser. Det gør jeg virkelig. Jeg synes, det er så fucking klamt. Det er klamt at høre dem tale sammen. Som om de er piger. Jeg kan ikke sidde i selskab med nogen, der er bøsse. Se dem kysse hinanden. Det er så vammelt”. Amnesty International bifalder FC Midtjyllands konsekvente reaktion og mener, at Arek Onyszkos udtalelser er et eksempel på homofobi af værste skuffe.

USA bør omgående afslutte sin mangeårige økonomiske embargo mod Cuba. Det siger Amnesty International i en kommentar til en rekordafstemning i FN’s generalforsamling i oktober, hvor 187 lande vedtog en resolution, der fordømmer USA’s sanktioner. Kun USA, Israel og Palau stemte imod. Sanktionerne påvirker især cubanernes adgang til medicin og medicinsk teknologi.

Musikere kræver svar om tortur En række berømte musikere kræver nu svar på, om deres musik er anvendt i forbindelse med den tortur, som blev udøvet i Guantánamo-lejren. En af torturmetoderne var at spille tårnhøj musik for fangerne – nogle gange i kombination med stroboskoplys. Musikerne kræver aktindsigt i hemmeligt stemplede dokumenter om musiktorturen. Blandt navnene er R.E.M., Pearl Jam og Tom Morello fra Rage Against The Machine. amnesty I 5

Menneskerettigheder og

bankvirksomhed

Amnesty prisen på den ve dette års sponsor for bli at til en ng dri for op et imod. sse stolte af ng vi med glæde har tag Vi er i Merkur Andelska filmfestival – en opfordri x Do en hag pen Co te netop afhold ende energi og logisk produktion, vedvar øko og ig ygt red bæ e ier hvad har menneskerettig kendt for at finans er og økolandsbyer. Så I Merkur er vi nok mest øll dm vin , ier jer me e med økologisk den slags. Vi forbindes udvikling at gøre? ig ygt red bæ heder med En hel del!

Kære læser

sammen med mulighefair retsvæsen uløseligt og igt ng hæ bæreuaf et og erettigheder evner til at opbygge et Faktisk hænger mennesk hed for at udnytte deres lig mu g. får rin den nd klo ply på ud t overal kortsigtet derne for, at mennesker de er afhængige af, imod beskytte de ressourcer, at for og iv vsl ver erh t dygtig eresser, hvad enten de mod økonomiske særint ærk ldv bo s rne rge bo et – fra udlandet og i alretsvæsen er Et stærkt og uafhængigt r – som det ofte er tilfæld elle v sel det lan i er son r og per kommer fra virksomhede magthavere. ske liti po ale lok d me liance

Menneskerettigheder

e med finansielle mi – vi beskæftiger os ikk no øko ige kel på den vir den d ejder vi me heder. Muligheder for I Merkur Andelskasse arb at give mennesker mulig om r eller dle r han ede t mh De kso ld. vir egen sky at finansiere transaktioner for deres fundet. Det kan være ved for, at sam er for hed n lig gav mu e til er sid en evn es dighed. På den and fær ret ene side at udnytte der ial soc r l, der elle må ed for er til bæredygtigh så den fremmer opsparing på en måde, institutioner, der bidrag n ege es der e cer pla sker det, kan alle de danskere, der øn de. sin på ligger dem

Den virkelige økonomi

Merkur derudover betagle få af mulighederne: rentning til dig og hvor Her nævner jeg blot no for ftig nu for en er giv to, der både · Vores CO2 sparekon til afrikanske landsbyer nce udbredelse af solceller til at give mennesker en cha rag bid tte ler et stø sionsmidler. Vær med til pen e vat pri d me å ogs , ans · investering i mikrofin dommen. for at komme ud af fattig rgi. ktion af vedvarende ene du pro i e ekt dir · investering strengeste kriterier. s det aktier efter marke ede een scr sk eti i ng eri · invest , nte. Hos Merkur ved du på at være helt transpare gt væ ne. vi jer føl ger rte læg r spo ete ng går i investeri For alle vores aktivit hvilke projekter, der ind og er ier ans fin vi r ede hvilke virksomh delskasse!

Velkommen i Merkur An

Med Venlig hilsen Lars Pehrson Adm. direktør Merkur

MERKUR er Danmarks almennyttige pengeinstitut og har siden 1982 arbejdet med finansiering af sociale, kulturelle og miljøvenlige projekter. Merkur fungerer på samme måde som andre danske pengeinstitutter og har således alle serviceydelser. Størsteparten af det samlede udlån sker til samfundsgavnlige projekter på baggrund af økonomiske, såvel som etiske og miljømæssige vurderinger. Merkur har i dag cirka 15.000 kunder.

Webbank · Opsparing · Lønkonto · Kassekredit · Betalingsservice · Pension · Rådgivning Investering · Boliglån · Billån · Realkredit · Børneopsparing · Gruppelivsdækning 6 I www.merkurbank.dk amnesty

CPH:DO X

Af O le H off-Lund Foto: CPH:DOX

Amnesty Award gik til filmen ”Presumed Guilty” – o m en mexicansk musiker, der er idømt 20 års fængsel for et mord, han beviseligt ikke har begået.

Iran nægter instruktør at deltage i CPH:DOX Publikum strømmede til CPH:DOX for at se dokumentarfilm i verdensklasse. Men filmfestivalen blev også en politisk varm kartoffel for Iran, som nægtede at lade formanden for de iranske filminstruktører, Mojtaba Mirtahmasb, rejse til København. Med vanlig sans for at bringe verdens brændpunkter ind i de københavnske biografer præsenterede CPH:DOX i år en stribe dokumentarfilm fra Iran, hvor sommerens prodemokratiske protester fortsætter trods grove overgreb fra myndighederne. Og reaktionen udeblev ikke fra præstestyret. Festivalen var kun få dage gammel, da CPH:DOX meddelte, at den iranske instruktør Mojtaba Mirtahmasb var blevet nægtet udrejse til Danmark. ”Det er med dyb beklagelse, forbløffelse og vantro, at CPH:DOX erfarer, at en af Irans mest fremtrædende dokumentarister, Mojtaba Mirtahmasb, har fået inddraget sit pas og fået forbud mod at rejse ud af Iran for at deltage i den internationale dokumentarfilmfestival i København i denne uge”, lød det i en pressemeddelelse fra CPH:DOX. Mojtaba Mirtahmasb er formand for Ira-

nian Documentary Filmmakers Association (IRDFA), som i en offentlig appel i sommer kritiserede præstestyrets forbud mod at dokumentere begivenhederne efter præsidentvalget den 12. juni samt fængslingen af flere instruktører og journalister. En kritik, som Amnesty International har bakket op om. På den baggrund ville det have været et stærkt politisk signal, hvis en iransk film havde vundet en pris på CPH:DOX, men det skete ikke. I stedet gik hovedprisen til den amerikanske film ”Trash Humpers” af Harmony Korine. En film, der viser os bagsiden af det amerikanske samfund. Justitsmord i Mexico Amnesty International deltog igen i år i festivalen med Amnesty Award, hvor 11 film konkurrerede om prisen på 5.000 euro, som er sponsoreret af Merkur Bank. Vinderen

blev den mexicanske ”Presumed Guilty”, der handler om justitsmordet på den 26-årige rapper og breakdancer Tonio Zuniga Rodriguez, der er idømt 20 års fængsel for et mord, han beviseligt ikke har begået. Filmen er instrueret af Geoffrey Smith og Roberto Hernández, og den viser familiens desperate forsøg på at råbe myndighederne op. Det er en kamp op ad bakke mod et korrupt retssystem, der baserer sig på, at du er skyldig, indtil andet er bevist. Men to unge, idealistiske advokater påtager sig sagen og kræver fornyet aktindsigt. Sagen genoptages, og advokaterne filmer hele forløbet i fængslets trange retslokale, hvor Tonio sætter alt ind på at overbevise dommeren om sin uskyld – samme dommer, som dømte ham i første instans. Dermed udstiller filmen med enkle midler det groteske retssystem i Mexico, der har mange skæbner på samvittigheden. amnesty I 7

TEMA

Temperaturen stiger – Også for menneskerettighederne

Det går først og fremmest ud over mennesker, som i forvejen er udsatte, når havene stiger, når naturkatastroferne bliver hyppigere, og når tørken rammer hårdere. Derfor er klimaforandringerne også et spørgsmål om menneskerettigheder. Amnesty støtter kravet om en fair, ambitiøs og bindende aftale ved klimatopmødet i København i december.

Klimaforandringerne udgør en trussel mod grundlæggende menneskerettigheder. Det gælder retten til liv, retten til sundhed, retten til en bolig – samt retten til mad og vand. Den globale opvarmning får mærkbare konsekvenser for os alle, men for millioner af mennesker i de fattige lande, der lever af at dyrke jorden eller fiske i havene, er konsekvenserne umiddelbare og alvorlige. For dem er klimaforandringerne et spørgsmål om liv eller død. Hvis ikke staterne forpligter sig til at reducere effekterne af klimaforandringerne, kan det føre til en katastrofe for menneskerettighederne. For klimaforandringerne rammer skævt. De fører til længere tørkeperioder i områder, hvor der allerede er mangel på vand. Kraftigere storme, hvor der i forvejen er voldsomt vejr. Oversvømmelser, hvor digerne allerede nu har svært ved at holde havet på afstand. Og mange af de lande, som bliver hårdest ramt, hører i forvejen til verdens fattigste. Akut vandmangel og fejlslagne høster vil frarøve hele befolkninger deres levegrundlag, og det risikerer at sende millioner på flugt. Oversvømmelser, cykloner og storme ødelægger hele landområder – og rammer særligt de fattige grupper, der lever i slum eller midlertidige huse. Konflikter om naturens ressourcer bliver hyppigere og mere desperate. Udviklingslandene betaler prisen for de mange år, hvor den industrialiserede verden har forurenet uden tanke på klimaforandringerne. Og dårlig infrastruktur og mangel på ressourcer gør, at de har sværere ved at dæmme op for konsekvenserne. Klimaet er et globalt anliggende – og alle verdens stater må bidrage til at beskytte det. Uret tikker Klimaforandringer er ikke i sig selv en menneskerettighedskrænkelse. Men FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) har fastslået, at staterne har en menneskeretlig forpligtelse til at beskytte de mennesker, hvis rettigheder bliver påvirket af klimaforandringerne. Amnesty International deltager i Global Campaign for Climate Action (GCCA) og kampagnen TckTckTck, hvor organisationer og individer fra hele verden står sammen om at kræve en fair, ambitiøs og bindende aftale ved klimatopmødet i København i december. Næsten tre millioner mennesker har skrevet under på kravet. Lad verdens ledere vide, at du er klar til forandring – skriv under på www.tcktcktck.org.

8 I amnesty

KOMMENTAR af O le H off -L und I I llustration : M ikkel H enssel

â&#x17E;&#x153;

Amnesty I 9

Temperaturen stiger

TEMA

KAMPEN FOR KLIMAET Den globale opvarmning er skabt af de industrialiserede lande og går ud over millioner af verdens fattigste. Internationale eksperter har for længst erkendt, at menneskerettigheder spiller en central rolle i klimadebatten.

Om få uger går slutspillet om en global klimaaftale i gang i København. Tusindvis af klimaaktivister fra hele verden er ved at pakke kufferten med krav om, at verdens ledere enes om en klimaaftale, der er fair over for udviklingslandene, ambitiøs i sine mål og juridisk bindende for alle verdens lande. Men er klimaet også et spørgsmål om menneskerettigheder? Det mener en række centrale aktører, der placerer menneskerettighederne i hjertet af klimadiskussionen. En af dem er Mary Robinson, FN’s tidligere højkommissær for menneskerettigheder. Hun peger på, at det er verdens fattigste, som kommer til at bære størstedelen af byrden fra klimaforandringerne i form af tørke, oversvømmelser, ødelagte boliger og forurenet drikkevand. Og hvis de industrialiserede lande fortsætter deres livsstil uforandret, så bliver det endnu sværere for de fattigste at opfylde de grundlæggende rettigheder, fordi deres levegrundlag bliver ødelagt. ”Vi må ikke miste fokus på menneskerettighederne i de internationale forhandlinger om klimaforandringer”, siger Mary Robinson. Derfor er verdens regeringer nødt til at forhandle en ambitiøs aftale på plads, når de mødes i København. Og frem for alt skal de undgå at pleje særinteresser, som det har været tilfældet i Verdenshandelsorganisationen WTO, siger hun. 10 I amnesty

”De lande, som er ansvarlige for de største udledninger af drivhusgasser, må forstå, at de har en moralsk forpligtelse til at finde praktiske modsvar på de problemer, som klimaændringerne giver. De skal præsentere modige løsninger”, siger hun til Amnesty. Mary Robinson, som i dag er leder af organisationen Realizing Rights, kommer til København umiddelbart før klimatopmødet for at deltage i Amnestys konference om klima og menneskerettigheder, og hun opfordrer folk i den rige del af verden til at betragte kampen for klimaet som en chance for at skabe vigtige samfundsændringer – også i udviklingslandene. ”Det er ikke omkostningsfrit at håndtere klimaforandringerne. Men hvis vi reducerer drivhusgasserne markant, så er vi alle vindere. Jeg håber, at folk i Danmark og over hele verden vil opfatte klimaforandringerne som en mulighed for en revolution indenfor teknologi og ressourceforbrug, som ikke behøver stå i vejen for fremgang og velfærd”, siger Mary Robinson. Overgreb på millioner Mary Robinson er også ærespræsident i organisationen Oxfam International, der sidste år udgav rapporten ”Climate Wrongs and Human Rights”. Rapporten anbefaler, at Den

Internationale Straffedomstol i Haag inden 10 år skal kunne holde stater ansvarlige for deres udslip af drivhusgasser, og den fastslår, at klimaændringerne skærper alle de risici, som folk står overfor i udviklingslandene. ”Hvis det ikke lykkes at tackle klimaforandringerne, laver de rige lande et overgreb på millioner af klodens fattigste mennesker. Menneskerettighederne skal placeres i hjertet af forhandlingerne. Forhandlingernes succes kan måles på, om det lykkedes”, lyder det fra Oxfam. Også Amnesty Internationals danske generalsekretær Lars Normann Jørgensen understreger, at kampen for klimaet skal ske med respekt for menneskerettighederne. ”De voldsomme klimaforandringer, som forskerne siger, vi har i vente, får store menneskeretlige konsekvenser. Retten til liv, mad, vand, sundhed og bolig risikerer at blive undermineret for millioner af mennesker. Samtidig kan klimaændringerne føre til konflikter, krige, kamp om naturressourcer og skabe store flygtningestrømme. Derfor støtter Amnesty kravet om en bindende klimaaftale i København”, siger Lars Normann Jørgensen. Kæmpe konflikter om vand En af de største misforståelser omkring klimaforandringer er, at de stille og roligt ændrer

Af Øj vind Hesselager I F otograf: Jakob Dall

”Der vil være bunker af konflikter, dramatisk øget sult og mangel på ferskvand”. Kim Carstensen, international klimachef i WWF

tingenes tilstand. Men sådan bliver det ikke, siger Kim Carstensen, der er international klimachef i WWF Verdensnaturfonden. „Klimaforandringer virker gennem abrupte ændringer, som kommer til at forandre livsbetingelserne for mennesker overalt i verden på dramatisk vis. Det viser sig gennem storme, oversvømmelser og tørker, som vil tvinge mennesker på flugt fra det liv, de kender, og dermed i konflikt med andre grupper de steder, hvor de flygter hen. Det er kampen om ressourcerne. Der vil være bunker af konflikter, dramatisk øget sult og mangel på ferskvand”, forklarer klimachefen. Et af de steder på jorden, hvor konflikten kan blive særdeles virkelig for over en milliard mennesker, er i Indien og Kina, som begge er dybt afhængige af vandet fra de floder, der strømmer jævnt fra de smeltende gletschere i Himalaya. ”Men hvis de floder begynder at flyde i en sæsonbestemt rytme i stedet for at give vand hele året, så vil det udløse kæmpe konflikter”, siger Kim Carstensen. Udslettet fra jordens overflade Klimachefen understreger, at klimaforandringerne allerede er en realitet på grund af al den kuldioxid, vi har sendt ud i atmosfæren. Men at vi med en fair, ambitiøs og bindende

klimaaftale kan skabe en situation, hvor udviklingen bliver så gradvis og håndterbar som muligt. ”Jeg ser kampen for klimaet som en kamp for at sikre, at mennesker kan overleve på jorden med gode livsvilkår og uden de altødelæggende konsekvenser. Mit perspektiv siger, at det vil være en voldsom trussel for menneskerettighederne, når hele nationer som Maldiverne, Tuvalu eller Cook-øerne bliver udslettet fra jordens overflade. Det vil ske, enten ved at de bliver totalt oversvømmet ved en kæmpe storm, eller ved at saltvand trænger ind i deres ferskvandsreservoirer og dermed gør det umuligt at opretholde livet på de øer. Og så har vi at gøre med seriøse menneskerettighedskrænkelser”, siger Kim Carstensen. Tilpasning er kodeordet for de millioner af mennesker i de mest sårbare dele af verden. Mere end noget andet handler det om at gøre dem i stand til at håndtere forandringerne i deres virkelighed gennem uddannelse, viden og kapacitet, så de kan forstå og forsvare deres egne rettigheder, mener Kim Carstensen. ”Det allerdyreste er at gøre ingenting. Det viser alle analyser. Afrika skal have betydelige ressourcer, hvis vi vil sikre, at afrikanere i fremtiden kan leve anstændige liv og opretholde deres rettigheder og have en bolig og en indtægt. Deres landbrugssystemer skal tilpas-

ses, og vandhåndteringen skal optimeres. Så ja, det bliver dyrt. Det er sikkert i størrelsesordenen af den bistand, vi i forvejen yder til Afrika. Altså det dobbelte af i dag”, siger klimachefen i WWF.

Enorme investeringer i grøn teknologi Klimaregningen vokser for hvert år, vi venter med at investere i grøn teknologi, der kan holde den globale temperaturstigning under 2 grader – det punkt, der ifølge forskere kan betyde forskellen på, om klimaforandringerne løber løbsk. Det Internationale Energiagentur (IEA) opgjorde i november det samlede beløb til omkring 52,5 billioner kroner, hvis investeringerne begynder i 2010. Men for hvert år, vi venter, koster det yderligere 2,5 billioner kroner, og om få år kan det slet ikke lade sig gøre at nå målet. Så vil det ifølge IEA koste ”mange gange de beløb” at tilpasse sig de endnu voldsommere klimaændringer, skriver Politiken. amnesty I 11

➜

TEMA

regningen ender i

Anerkendte forskere taler om stigende underernæring og vandmangel i dele af Afrika på grund af klimaforandringer, som i fremtiden kan få produktionen af hvede, ris og majs til at falde markant. Øjenvidner giver grufulde beretninger, og nu truer store flygtningemængder et passivt Vesten. Klimaaftalen i København handler ikke bare om, hvor mange fladskærme og computere hvert hjem i de industrialiserede lande kan tillade sig at have stående på stand by. Det handler dybest set om, hvorvidt de rige lande ønsker at fortsætte med at ødelægge klimaet, så de fattige lande ikke kan producere fødevarer nok. International Food Policy Research Institut i Washington (IFPRI), som er støttet af den amerikanske regering, er yderst skeptisk i den første samlede analyse af, hvordan verdens afgrøder vil trives under klimaforandringerne. IFPRI peger på, at især de 2,5 milliarder mennesker i fattige udviklingslande bliver ramt. Produktionen af majs, ris og hvede – de helt basale fødevarer – vil falde markant, hvil12 I amnesty

ket får priserne til at eksplodere. Læg dertil, at de industrialiserede lande i stigende grad går over til biobrændsel. Det gør yderligere indhug i verdens fødevarelagre. Gerald C. Nelson, som er en af forskerne bag undersøgelsen, fastslår over for Amnesty, at det bedste selvfølgelig ville være helt at stoppe den globale opvarmning. Men det er allerede for sent. ”Selv om vi kunne bremse udledningen af drivhusgasser totalt i dag, ville temperaturerne fortsætte med at stige”, understreger han. Vandmangel for milliarder Også FN har fået øjnene op for, at de mennesker, som kun har lidt, vil få endnu mindre i fremtiden. Ganske vist stiger landbrugspro-

duktionen i Afrika i øjeblikket i takt med, at flere store landsbrugslande som Angola og Mozambique oplever noget nær et økonomisk mirakel. Men rapporten ”Climate change and its possible security implications” fastslår, at ikke mindst Afrika bliver hårdt ramt af klimaforandringerne: Mangel på vand, lavere høstudbytte, mere ørken og ødelagte kystlinjer. De centrale nøgletal er tankevækkende. I visse lande i Afrika kan høsten være halveret i 2020. Mellem 0,4 milliarder og 1,7 milliarder mennesker vil mangle vand i 2020 stigende til over tre milliarder i 2080. Hele skævvridningen forstærkes af, at Afrika er kontinentet med flest lavt udviklede lande, der har yderst ringe mulighed for at omstille sig til klimaforandringerne. IFPRI har

Afrika beregnet, at det vil koste syv milliarder dollar årligt at kompensere for klimaforandringernes indhug i fødevareproduktionen. ”Og det er alene den nødvendige investering for at udligne klimaforandringerne”, fastslår Gerald C. Nelson over for Amnesty. ”Det kræver langt større investeringer at håndtere de voksende befolkninger i udviklingslandene”. Med andre ord – klimaforandringerne gør et stort problem større. Etiopien på afgrundens rand Også øjenvidner kan berette om et kontinent, der kan vælte ud over afgrunden. Etiopien er et af de lande, der bliver hårdt ramt. Før var der tørke hvert tiende år. Nu er det hvert andet år. Journalist Malene Haakansson, Folkekirkens Nødhjælp, har været halvandet år i Etiopien og kan fortælle, at det langsomt er ved at gå op for Etiopiens regering, at landet er under alvorlig forandring. ”Researchinstitutioner og organisationer har lavet flere studier og undersøgelser, der viser, at både hyrdefolk og bønder oplever, at klimaet har ændret sig, og at forandringerne truer deres levebrød. I Etiopien handler klimaforandringerne om overlevelse”, siger Malene Haakansson. Den enkelte familie har svært ved at tilpasse sig klimaforandringerne på grund af fattigdom. Der er ingen vandingssystemer og få penge til at skifte til en såsæd, der bedre kan klare tørken og modner hurtigere. Ofte går regnestykket ikke op. Der mangler mad på bundlinjen, og frustrationen breder sig. ”Folk ved ikke, hvorfor klimaet har forandret sig. De tror, at det er en straf fra Gud”, forklarer Malene Haakansson, der er aktuel med bogen ”Når regnen falder forkert – Etiopiens kamp mod klimaforandringerne”. Endnu møder Malene Haakansson kun afmagt – og ikke raseri – når hun taler med hyrder og bønder. ”Når jeg forklarer, at årsagen til klimaforandringerne er de industrialiserede landes forurening, bliver de meget overraskede. De kan ikke forstå, at vi ikke vil stoppe forureningen. De fattige familier føler sig magtesløse over for denne uretfærdighed”.

Afrika kræver kompensation Men på regeringsniveau er afrikanerne udmærket klar over, at det er de industrialiserede lande, der er skurkene. ”U-landene har det uhyre gode argument, at klimaforandringerne primært er de rige landes ansvar. Det er dem, der har forurenet. Og det er dem, der har kapaciteten til at gøre noget. Men de rige lande har stort set intet gjort”, fastslår Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp og medforfatter til rapporten ”I forurener – vi synker”. Etiopiens premierminister er udpeget som leder af den afrikanske forhandlingsdelegation ved COP15 i København. Og det officielle Afrika mobiliserer i dag stemmer, der under klimaforhandlingerne i København vil påpege, at de industrialiserede lande ikke alene skal reducere CO2-udslippet – men også skal kompensere Afrika for udgifterne til klimatilpasningen. I maj 2009 skrev Afrikas miljøministre et fælles udspil. Deres logik baserer sig på, at de 53 lande i Afrika kun er ansvarlige for under fire procent af de globale udledninger af drivhusgas – men rummer hele 15 procent af jordens befolkning. I 2050 er tallet 25 procent. Hvis ikke de industrialiserede lande lytter til den tale, kan resultatet blive en mulig global flygtningekatastrofe. Der er stor risiko for, at den store gruppe unge, der vokser op i Afrika i de kommende år, ikke får en uddannelse, der kan udvikle hjemlandet, men i stedet bliver en del af konflikter udløst af klimaforandringer. FN har derfor anbefalet en række ”threat minimizers”, der skal dæmpe flygtningepresset mod ikke mindst Europa. Og ifølge FN er der ingen vej uden om: I 2050 skal vi begrænse udledningen af CO2 til mellem 50 og 85 procent af 2000-niveauet for at holde den globale opvarmning under en acceptabel 2 graders stigning. I modsat fald vil klimaforandringerne tage til i styrke med endnu alvorligere konsekvenser for mennesker, dyr og planter. Vurderet alene på sagens fakta mener Christian Friis Bach, at konklusionen er klar: ”Hvis klimaforhandlingerne var en forsikringssag, ville de rige lande blive dømt til at betale – og til at handle”.

Temperaturen stiger

Af Øj vind Hesselager I F otograf: Jakob Dall

Fakta om klimaforandringer De 10 største udledere af CO2 per indbygger er: Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait, Bahrain, Aruba, Luxembourg, Hollandske Antiller, Trinidad and Tobago, USA og Canada. Forskere taler om stigende dødstal, flere sygdomme og flere katastrofer på grund af hedebølger, oversvømmelse, storme og brænde i fremtiden. 20 procent af verdens befolkning lever i områder, der risikerer oversvømmelser. 150.000 flere vil hvert år dø af sygdomme som diaré og kolera. 50 millioner flere mennesker vil sulte i 2020. Tallet stiger med 132 millioner frem til 2050 på grund af klimaforandringer. Afrika vil opleve hungersnød på grund af tørke, ødelagt jord og kortere vækstsæsoner. Udbyttet fra visse afgrøder vil dykke 50 procent i 2020. I dele af Asien er fødevarer truet af vandmangel og højere temperaturer. Udbyttet fra afgrøder kan dykke 30 procent. I 2020 vil mellem 75 og 220 millioner afrikanere lide af vandmangel. En milliard mennesker i Asien vil lide under mindre vand fra bjergene i 2050. Kilder: Oxfam, UDHR, ICCPR, ICESCR, IPCC, Folkekirkens Nødhjælp amnesty I 13

➜

TEMA

Hvor er pandekagerne? Mens mændene venter på, at Gud igen skal lade det regne, forsøger kvinderne i Etiopien at holde liv i familien trods klimaforandringerne. Amnesty portrætterer to kvinder fra verdens absolutte bund. Det tørre støv slår op mellem hytterne. På den hårde jord går kvinderne syngende omkring. ”Jeg samler grene for at overleve”, lyder det – med fortsættelsen: ”Men skal mit liv blive ved med at være sådan?” Vi er i det nordøstlige Etiopien i landsbyen Kajima i regionen North Wollo. Engang løb børnene glade rundt mellem hytterne og spiste pandekager. Nu svigter regnen år efter år, og kvinderne må jage gederne ud af hytterne, så de ikke æder det sidste af den sparsomme høst. Kun én sæk fik Zemu Ahemeds mand ud af jorden i år. Med et fjernt blik beder han Gud om bedre høst næste år – og sætter sig ellers til at vente. Men Zemu Ahemed og hendes veninde Belay Yimer vil ikke lade skæbnen bestemme. Ingen af kvinderne aner, at de kæmper mod de menneskeskabte klimaforandringer, der har ramt Etiopien og store dele af det øvrige Afrika. De kender langt mindre de dystre pro-

Fattige Etiopien • E tiopien er nummer 169 ud af 177 lande på FN’s Human Development Index. • Over 85 procent af den knap 80 millioner store befolkning ernærer sig som landmænd. • I år med tørke har over 10 millioner mennesker brug for overlevelseshjælp. • Ifølge UNDP er 46 procent af befolkningen underernæret. • Tre fjerdedele lever for under to dollar om dagen. 14 I amnesty

gnoser, der vil få fattigdommen til at accelerere og børnedødeligheden til at eksplodere. Vi er på verdens absolutte bund. Hvor en god portion grene indbringer 8 kroner. Og en dårlig kun 3 kroner.

Hun ved af erfaring, at man skal forsøge at holde humøret oppe. ”Den, der bekymrer sig for meget, har ikke kun mørke om natten, men også om dagen”, som hun siger.

Frugtbar jord forvandlet til tørke Belay Yimer sidder knælende ved det lille ildsted i hytten, mens hun fortæller. Hun har flest døtre og kun én søn. Hun håber på snart at få nogle af pigerne gift, så hun ikke skal forsørge dem. ”Jeg er ked af, at livet er hårdt. Jeg er altid bekymret. Dag og nat. I dag og i morgen. Jeg er træt af det. Hvad skal jeg give mine børn, når jeg kan se, at der bliver mindre og mindre mad?” Hun fortæller om et helt andet liv for bare få år siden. ”Før vi fik tørke, havde vi masser af mad. Du kunne besøge din nabo, og han ville tilbyde dig mælk! Jorden var så frugtbar, at det eneste, du skulle gøre, var at luge”. Nu har hun taget en tung beslutning. Der er 14 timer i bus til hovedstaden Addis Ababa i det centrale Etiopien. Hun vil tage dertil for at tigge, så familien kan overleve, og hendes veninde Zemu Ahemed tager med. Men de er i tvivl – hvad med børnene? ”Tager du den lille med?”, spørger Belay. ”Ja, ham tager jeg på ryggen. Hvis jeg efterlader børnene her, så vil de sulte. Derfor tager jeg dem med mig”, svarer Zemu. Belay har taget turen til hovedstaden før. Hun kan fortælle en fantastisk historie om en rig mand, der i otte dage bespiste hende og børnene uden at forlange noget til gengæld. ”Han viste os et godt ansigt og beskyttede os mod dårlig behandling”.

På gaden i hovedstaden Da vi møder de to kvinder i Addis Ababa, er det en kamp at holde fast i det positive livssyn. Kvinderne har fundet bolig i nogle skure, hvor de har lagt pap på gulvet. Børnene må lave afføring i plastikposer, som kvinderne smider væk hver morgen. Det er ikke nemt at tigge på gaden i storbyen. ”Ædle herre, hjælp mig og min søn. Min kære, vis sympati”. Men lige lidt hjælper det. I stedet for penge, sker det, at der bliver kastet sten mod tiggerne. Og en kvindelig hushjælp, der er yngre end de to kvinder, truer med at uddele tæv. De få mønter, det lykkes kvinderne at tigge, sender de hjem til landsbyen Kajima, så de efterladte familier kan få mad. Men det er ikke nok. Zemus mand forgælder sig for at overleve. ”Gud sender ikke mad fra himlen”, som han formulerer det. Efter næsten fire måneder vender kvinderne tilbage til landsbyen. De har hver tigget cirka 35 kroner i alt. ”Jeg var træt af at være i Addis. Jeg foretrækker at være her”, forklarer Zemu. Belay blev alvorligt syg og overlevede kun med nød og næppe. Zemu er taknemmelig over, at hendes ældste søn har det godt. ”Min mand har passet godt på ham,” siger hun – men understreger samtidig, at det ofte er kvinderne, der skal redde familierne ud af miseren.

Centralafrikansk sø tørrer ud En vandkatastrofe af enorme dimensioner truer med at tørlægge store landområder i det centrale Afrika. Lake Tchad, der i 1963 kunne dække mere end halvdelen af Danmark, er nu kun på størrelse med Lolland, og eksperter frygter, at søen er væk om 20 år. Årsagen er klimaændringer, pres fra befolkningen og naturlige variationer i klimaet. Søen var engang et af verdens største ferskvandsreservoirer, og omkring 20 millioner mennesker lever af søen som enten fiskere eller landmænd i de fire lande Cameroun, Tchad, Niger og Nigeria. ”I det her tilfælde er det mennesker, som er de fattigste af de fattige”, siger Parviz Koohafkan fra FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO).

Temperaturen stiger

Af Øj vind Hesselager I Af F otograf: Øjvind HJakob esselager Dall

Akut behov for hjælp ”Det er mig, som har gået gade op og gade ned og haft en hård tid”. Manden har tilmed vanæret hende. Han har foræret nogle af hendes gryder og et sengetæppe væk til en anden kvinde i landsbyen. ”Når jeg hører sådanne historier, bliver jeg meget skuffet over min mand.” For Zemu og resten af Etiopiens fattige befolkning er fremtiden dyster. ”Jeg kan ikke se nogen forandring i mit liv. Det går især dårligt med jorden”. Til gengæld letter forsørgerbyrden lidt for Belay. Det er lykkedes at få den 15-årige datter Zahra giftet bort. Den kloge moder har udstyret datteren med prævention fra en lokal

klinik. Hun håber, at datteren vil undgå at få børn alt for tidligt. ”Jeg ønsker bare, at hun får et bedre liv end mig. Det er ikke et lykkeligt liv med glæde, smil og ingen bekymringer, der venter hende. Det ved jeg. Jeg håber bare, at hun ikke er sulten”. Igen lyder sangen fra de tørre sletter omkring hytterne i Kajima. ”Jeg samler grene for at overleve. Men skal mit liv blive ved med at være sådan?” Historien fra Etiopien stammer fra de prisbelønnede dokumentarfilm ”På Verdens Bund” produceret af Jakob Gottschau, Express-tv.

n langvarig tørke og en høst, der fejler E for fjerde år i træk, har ført til et omfattende behov for nødhjælp til Etiopien. Landet bad i oktober om mere end 600 millioner kroner i hjælp til de over seks millioner mennesker, der har brug for akut nødhjælp. Krisen har ramt hele det østlige Afrika, og den forværres af konflikter, klimaforandringer og befolkningstilvækst. I hele regionen er omkring 23 millioner berørt af sult og tørke. I de hårdest ramte områder i det sydlige Etiopien har landmænd fortalt BBC, at deres høst er fuldstændig udeblevet.

Dansk fotograf dokumenterer klimaforandringer Den prisvindende danske fotograf Jakob Dall har i flere år rejst rundt i verden for at dokumentere konsekvenserne af klimaforandringerne for de fattigste mennesker i verden. Foreløbig har det bragt ham til Bangladesh, Etiopien, Mali, Uganda, Nepal, Mozambique, Maldiverne, Malawi og Grønland. ”Det er et stort problem for de millioner af mennesker i de berørte områder, at der ikke er tilstrækkelig forståelse for, hvordan deres livsvilkår bliver påvirket af klimaforandringerne”, siger Jakob Dall. Du kan se nogle af hans billeder i dette tema. Læs mere på www.climatechangedocumentary.com amnesty I 15

Nyhe d er

CIA-agenter dømt i Italien En italiensk domstol har idømt 23 amerikanske CIA-agenter for i 2003 at have bortført den egyptiske imam Abu Omar på gaden i Milano. Abu Omar var mistænkt for at hverve krigere til Irak og Afghanistan, og CIA overførte ham til afhøringer i Egypten, hvor han blev udsat for tortur. Alle agenter blev dømt in absentia. CIA’s chef i Milano, Robert Seldon Lady, fik otte års fængsel, mens de øvrige 22 agenter fik hver fem års fængsel. Sagen er et eksempel på det hemmelige amerikanske renditionprogram, hvor mistænkte bliver bortført til hemmelige fængsler og udsat for tortur. De italienske anklagere forsøgte to gange at få udleveret agenterne, men Italiens justitsminister afviste at overbringe anmodningen til den amerikanske regering. USA har nægtet at anerkende sin rolle i bortførelsen.

24. september blev en historisk dag for de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som har sin egen FN-konvention. En ny, frivillig tillægsprotokol til konventionen gør det muligt for borgerne at klage til FN, hvis et land ikke sikrer retten til eksempelvis undervisning, sundhed, tag over hovedet eller økonomisk understøttelse. Foreløbig har 20 stater skrevet under på tillægsprotokollen, herunder Argentina, Belgien, Chile, Finland, Holland, Portugal og Spanien. Den danske regering afviser at underskrive protokollen.

16 I amnesty

Årets Sakharov-pris går til de tre russiske menneskerettighedsaktivister Oleg Orlov, Sergei Kovalev og Ludmila Alekseeva. De repræsenterer flere russiske organisationer, som kæmper for frihed og retfærdighed i Rusland, hvor adskillige aktivister og journalister er blevet myrdet i de senere år. Sergei Kovalev er en af grundlæggerne af Amnesty International i Moskva. Det er 21. gang, at EU-parlamentet uddeler Sakharov-prisen til mennesker, som har dedi-

keret deres liv til at forsvare menneskerettighederne. Prisen er opkaldt efter den sovjetiske videnskabsmand og systemkritiker, Andrei Sakharov. ”Prisen er en anerkendelse af det vigtige arbejde, menneskeretsaktivister laver i Rusland under usædvanligt hårde vilkår. Prisen kommer i en meget svær tid for dem”, siger Nicola Duckworth, som er leder af Amnestys program for Europa og Centralasien.

Dødens købmænd lover våbentraktat De fleste af verdens største våbenhandlerlande – inklusiv USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland – bakker nu op om at skabe en bindende FN-traktat, der skal regulere den globale handel med konventionelle våben. Den 30. oktober stemte 153 lande for en FN-tidsplan, der skal munde ud i en ”stærk og robust våbentraktat”. Rusland, Kina og 17 andre lande undlod at stemme, mens Zimbabwe som eneste land stemte imod. Beslutningen er en stor sejr for Control Arms kampagnen, som Amnesty International er en del af. Control Arms afleverede i 2006

en million underskrifter fra mennesker i 170 lande til FN’s daværende generalsekretær, Kofi Annan, med krav om en våbentraktat. ”Alle lande deltager i konventionel våbenhandel og deler ansvaret for de skader, det medfører – døde, sårede og brud på menneskerettighederne. Nu er regeringerne endelig blevet enige om at forhandle om en bindende, global kontrol med denne dødbringende handel”, siger lederen af International Action Network on Small Arms (IANSA), Rebecca Peters. Forhandlingerne om våbentraktaten kulminerer med en FN-konference i 2012. Foto: Scanpix

Ny klagemulighed i FN

Sakharov-pris til russiske aktivister

Af Anne Selsøe S ørensen

En palæstinensisk landmand forsøger at forhindre israelsk grænsepoliti i at ødelægge hans marker og vandingssystem nær en israelsk bosættelse ved Hebron den 29. oktober.

Foto: Scanpix

Israel nægter palæstinenserne adgang til vand Den 10. marts 2008 konfiskerede en israelsk militærpatrulje 1.500 meter gummislange fra den palæstinensiske landmand Faiq Sbeih på Vestbredden. Faiq Sbeih brugte slangen til at lede vand til sin gård fra en kilde på bakken over hans jorde. Men hæren oplyste, at slangen blev konfiskeret på grund af manglende tilladelse, og at kilden er statens ejendom. Tidligere har palæstinensere i landsbyen forsøgt at bygge en cisterne til at indsamle regnvand, men det blev forhindret af israelske soldater. Da Amnesty International talte med Faiq Sbeih, var han ude af sig selv af bekymring: ”Det her er min families levebrød. Vi arbejder dag og nat, og vi har brug for vand. Situationen er allerede svær, fordi vi har haft så lidt regn i år. Jeg kan ikke købe en ny rørledning, og hvis jeg gør, kommer hæren måske og tager den igen”. Israelsk rovdrift på vand I 40 år har Israel kontrolleret palæstinensernes vandressourcer, og palæstinenserne pålægges

i dag helt urimelige restriktioner i deres adgang til vand. I Gaza er 90 procent af vandet uegnet til drikkevand på grund af forurening, men alligevel forbyder Israel transport af vand fra Vestbredden til Gaza. Det fastslår Amnestys rapport ”Troubled Water – Palestinians Denied Fair Access To Water”, som udkom den 27. oktober. Israel bruger over 80 procent af vandet fra det eneste ferskvandsbassin i undergrunden i De Besatte Områder, og 180.000-200.000 palæstinensere i landsbyområderne har ikke adgang til rindende vand. Nogle steder overlever palæstinensere med små 20 liter vand om dagen svarende til WHO’s absolutte minimumsanbefaling i katastrofesituationer. En gennemsnitlig palæstinenser bruger knap 70 liter vand om dagen, mens en israeler bruger over 300 liter om dagen. ”Israel giver kun palæstinenserne en brøkdel af de fælles vandressourcer, mens de ulovlige israelske bosættelser praktisk talt har ubegrænsede forsyninger. Israel må stoppe sin diskriminerende politik og give palæstinen-

serne en fair andel af de fælles vandressourcer”, siger Donatella Rovera, Amnestys researcher i Israel og De Besatte Områder. Lang rejse efter vand Uden adgang til vand fra kilden er landmænd som Faiq Sbeih nødt til at rejse flere kilometer for at købe vand af israelerne og transportere det i mobile vandtanke. Det er dyrt, og palæstinensiske familier bruger helt op til en fjerdedel af deres indkomst på vand De israelske bosættere i nærheden har derimod fri adgang til vand fra de kilder, som Faiq Sbeih og hans familie ikke må bruge. De 450.000 bosættere på Vestbredden bruger mindst lige så meget vand som hele den palæstinensiske befolkning på 2,3 millioner. Og mens bosætterne har swimmingpools og frodige græsplæner og marker, så ødelægger den israelske hær bevidst palæstinensernes regnvandstanke - nogle gange ved at bruge dem som skydeskiver. Israel afviser Amnestys anklager som ”forvrængede” og ”overfladiske”. amnesty I 17

B hopal

Den indiske by Bhopal blev i 1984 ramt af verdens værste kemiske katastrofe, da tusinder blev dræbt efter en gaseksplosion på pesticidvirksomheden Union Carbide. 25 år senere

ruller tragedien videre til de

næste generationer. Op mod 100.000 børn er født med

svære handicap, men for de amerikanske ejere er sagen afsluttet.

Bhopal

Katastrofen der bliver ved Der er panik i gaderne. Mennesker, der løber, og faldne, der bliver trådt ihjel. Tusinder og atter tusinder er på flugt. Fra en lugt, der svider i lungerne, presser deres øjne sammen og får dem til at kaste op. En død, de ikke kan se. Klokken er næsten midnat i den centralindiske by Bhopal. Datoen er den 2. december 1984. Tank E610 på pesticidfabrikken Union Carbide er lige eksploderet, og bag den hvide mur, der adskiller fabrikkens område fra byen, skyder en hvid gejser i vejret. Alarmen fra fabrikken er tavs, men lugten af gas advarer. Den kryber over muren og ind i de mange små huse i slumbebyggelsen udenfor, hvor familier sover på gulvet. De er fattige immigranter fra landområderne omkring delstatshovedstaden Bhopal, og de er kommet til byen for at søge lykken. De er endt her, klemt op mellem fabrikken og jernbanen. Engang var Bhopal en smuk by med fremadskuende herskere, men i 1984 er Bhopal fattig. Kun få udenlandske virksomheder har turdet satse på byen. Den amerikanske kemikoncern Union Carbide Corporation (UCC) er en af dem. De byggede i 1970’erne en pesticidfabrik i byens nordlige udkant. Den er siden ekspanderet, men salget går ikke godt. De indiske bønder har ikke råd til at købe den dyre insektgift til deres marker, og derfor har fabrikken de sidste par år arbejdet på halv kraft og skåret ned på medarbejderstaben. Og på sikkerheden. Det har allerede ført til flere, mindre ulykker, og derfor kender byens indbyggere gassens lugt, som minder om rådden kål. Det er den, der lidt efter midnat vækker de heldige og sender tusinder af andre i døden. Samme gas som Hitlers gaskamre Meetha Lakhavar husker natten. Og gassen. Hun var otte år, dengang hun flygtede med sin familie. De boede tæt på fabrikken, i slumområdet Ram Nagar. Hun husker den sviende smerte i lungerne og øjnene, der løb i vand. Husker, hvordan folk faldt om, kollapsede og døde. 18 I amnesty

Som mange andre ofre for gassen mindes hun det grønne, skummende opkast og de vilde, paniske øjne, der intet kunne se. Dengang var hun bare en lille pige. I dag – 25 år efter – lever Bhopals tragedie fortsat. Det var 27 tons methyl isocyanat (MIC), der natten til den 3. december 1984 lagde sig som et kvælende tæppe over store dele af Bhopal. En ekstremt giftig gas, som ved reaktion med vand eller luft bryder ned og former andre gasarter. Men præcis hvilke gasser, vidste lægerne på Hamidia-hospitalet i Bhopal ikke. De kendte heller ikke komponenterne i MIC, for både før og efter ulykken har UCC’s ledelse nægtet at offentliggøre den. Det var en forretningshemmelighed. Men patologen Dr. Satpathy, der blev kaldt på arbejde på hospitalet den nat, kunne hurtigt se, at der var noget helt galt. Ofrenes reaktion tydede på iltmangel, men på obduktionsbordet viste deres blods kirsebærrøde farve, at de havde nok ilt i blodet. Dr. Satpathy kendte kun to gasser, der ødelagde enzymerne i kroppens celler så meget, at de ikke længere kunne optage ilt fra blodet: Karbon monooxid og hydrogencyanid – også kendt som blåsyre eller Zyklon B fra Hitlers gaskamre. ”Ud fra prøver fandt vi ud af, at det var hydrogencyanid. Med det samme ringede jeg til mine medicinske kolleger, men af en eller anden grund tog de ikke min opdagelse alvorligt. Det var en skam, for der findes en modgift mod den gas”, forklarer han fra chefstolen på Hamidiahospitalets patologiske afdeling i dag. Sikkerheden blev neddroslet Det præcise antal døde er aldrig blevet kendt. Mange blev brændt på bål eller lagt i massegrave med det samme. Lægerne stoppede i løbet af få dage med at tælle, og i mange af de fattige familier fra slumkvarterene nær fabrikken var der ikke nogen tilbage til at registrere de døde. Den indiske regering sætter selv tallet til omkring 3.000, men organisationer i byen og Amnesty International mener, at omkring 8.000

Af Anna Klitgaard | Foto: Raghu Rai/Greenpeace

Overlevende fra Bhopalkatastrofen i 1984 med en plakat, der kræver den daværende direktør for Union Carbide, Warren Anderson, udleveret for folkemord. Mange demonstranter er kvinder, som mistede deres mænd og børn under tragedien. amnesty I 19

➜

B hopal

➜

mennesker blev dræbt. I årene efter er det tal steget til op mod 30.000, og hver måned kommer nye til. Ulykken kunne have været undgået. I interne rapporter fra UCC i USA fremgår det sort på hvidt, at der var mangler på fabrikken, og i månederne op til ulykken blev sikkerhedssystemerne et efter et lukket ned. Den flamme, der skulle brænde overskydende gas af, blev demonteret. En tank, der skulle neutralisere MIC, blev taget ud af drift på grund af reparationer. Og det køleanlæg, der skulle holde gassens temperatur stabil, blev slukket. De eneste advarsler, der den 2. december kunne varsko slumbeboerne og resten af Bhopal, var en alarm, der kun kunne høres på fabriksområdet, og en vimpel, der angav vindretningen. Giften i vandet Tank E610, der eksploderede i 1984, og resten af den rustne og faldefærdige fabrik står der endnu og knejser over byen. Husene i slumkvartererne støtter sig stadig til de faldefærdige, afskallede mure, og børn leger på grunden, hvor gift- og kemikalierester i 25 år har blandet sig med jorden og grundvandet. Langs banelegemet, der fører togpassagerer forbi fabriksskelettet og ind mod Bhopals travle hovedbanegård, står vandpumper og vandbeholdere. En gruppe kvinder har travlt med at hente vand til tøjvasken og madlavningen i store plastikdunke. Hen over svellerne myldrer mænd og kvinder fra Ram Nagar kolonien

overfor. Der, hvor Meetha boede med familien den nat. Og hvor hun blev ved med at bo, efter hun som ung teenager blev gift med Menish Koltilvar. I alle årene brugte hun vand fra pumperne på den anden side af skinnerne. Forurenet vand, som siden har gjort hendes liv til et helvede. Vandet lugtede og smagte mærkeligt, men familierne drak det og brugte det til madlavning – nøjagtig som kvinderne gør det i dag. Meetha vidste ikke dengang, at der var kemikalier, tungmetaller og gift i vandet. At det ville hobe sig op i hendes krop. Hun har længe lidt af ukontrollable rystelser og menstruationsproblemer som følge af gassen. Men først da hendes søn, Sedesh, blev født for otte år siden, gik det op for hende, hvilke konsekvenser det havde at bo i den gamle fabriks skygge. ”Sedesh er født med spastisk lammelse og hjerneskade. Hans fødder vender indad, så han kan ikke stå, og hans nakke kan ikke holde hans hoved. Da min mand så vores førstefødte, sagde han, at jeg skulle skaffe mig af med ham. At han måtte dø. Han ville ikke have en syg søn”, sukker Meetha. Tusinder af syge børn Meetha er ikke den eneste mor i Bhopal med et sygt barn. Hver uge fødes børn med misdannelser, vækst- eller udviklingsproblemer som følge af gassen eller det forurenede vand, fortæller Satinath Sarangi, der er leder af organisationen Sambhavna Trust i Bhopal. Ifølge en helt ny undersøgelse foretaget for Sambhavna i sommer viser prøver

”Jeg må have gennemført over 20.000 obduktioner siden katastrofen. Ingen pårørende til et gasoffer kan gøre krav på kompensation uden en dødserklæring fra mig. Det har været en mareridtsagtig oplevelse. Særligt i de første dage, hvor vi stort set ikke kom ud af lighuset. Men også efterfølgende har jeg set nogle ting, som ganske enkelt er bizarre”, siger doktor Satpathy, patolog på Hamidia-hospitalet i Bhopal.

20 I amnesty

En dreng bærer en vandreudstilling, som viser de umiddelbare konsekvenser af katastrofen i 1984. Billederne er en del af byens kollektive hukommelse.

Årsdagen for Bhopal-katastrofen den 2. december bliver stadig mindet af ofrene. Her afbrænder de overdimensionerede dukker, der forestiller den tidligere direktør for Union Carbide, Warren Anderson, den indiske premierminister og ministeren for delstaten Madhya Pradesh.

af vandet i pumperne omkring fabrikken blandt andet 1220 gange så meget af opløsningsmidlet tetraklormethan, flere hundrede gange så meget af insektgiftene aldrin og dieldrin, og tre en halv gange så meget kloroform, som WHO og den indiske regering tillader. Alle stofferne er sundhedsfarlige selv i mindre doser og kan være skadelige for fostre, siger Satinath Sarangi. ”20.000 mennesker i området bruger vandet, og der er en markant hø-

jere forekomst af spædbørn født med misdannelser og vækstproblemer i denne gruppe end i resten af Bhopal. Det samme billede tegner sig hos de mødre, der blev udsat for gassen i 1984. De fødte flere syge børn end de uberørte kvinder. Vi ved ikke, hvor længe det fortsætter, for der er ikke foretaget nogen undersøgelser af det. Vi ved heller ikke, hvor mange der er, men vi gætter på titusindvis – måske helt op mod 100.000 børn”. På trods af problemets omfang har mange fædre og familier i Bhopal haft svært ved at acceptere de syge børn. Også Menish, som forlod Meetha få måneder efter Sedesh’ fødsel. Uden penge og stadig ventende på den kompensation, som den indiske regering fik udbetalt af Union Carbide i 1989, var Meetha tvunget til at flytte hjem til sin egen familie. Også selv om de ikke ville have hende boende.

The Dow Chemical Company UCC blev i 2001 overtaget af Dow Chemical Company, men eksisterer i dag under sit eget navn. Dow har siden overtagelsen nægtet ethvert ansvar for UCC’s rolle i Bhopal-tragedien, da firmaet ser sagen som afsluttet med forliget i 1989. Dow har siden 1957 opereret i Indien, hvor virksomheden har 1.100 ansatte på 10 fabrikker og en omsætning på over 500 millioner dollar. På globalt plan havde Dow i 2008 en omsætning på 58,5 milliarder dollar. Dow ejer i dag domænet www.bhopal.com. UCC’s daværende direktør Warren Andersson rejste til Indien dagen efter ulykken for at vise sin medfølelse med ofrene i Bhopal. Men han blev sat i husarrest og forlod i hast landet på opfordring fra den indiske regering. Lige siden har UCC nægtet at lade den amerikanske ledelse møde for en indisk domstol. Hvorfor, forklarer lederen af UCC’s presseafdeling Tomm F. Sprick: ”Mr. Anderson havde ikke noget med driften af Bhopal-fabrikken at gøre, så det er uretfærdigt at anklage ham. Den amerikanske regering har støttet os i denne vurdering og nægtet at udlevere ham. Union Carbide og UCIL indgik forlig med den indiske regering i 1989 – 10 år før Dow Chemical Company overtog os. På grund af forliget har hverken UCC eller UCIL noget videre ansvar i sagen, og da Union Carbide ikke ejede noget i Indien, da Dow overtog os, så arver de heller ikke sagen”, siger han.

Sagen afsluttet I februar 1989 indgik den indiske regering overraskende og pludseligt et forlig med UCC. Efter fire års kamp i retssale i både USA og hjemme accepterede den indiske regering en erstatning på 470 millioner dollars til ofrene. Beløbet var langt fra de 3,3 milliarder dollars, som den oprindeligt havde krævet, og det var i gennemsnit kun 800 dollars til hvert af de 572.000 mennesker fra Bhopal, der havde krævet erstatning. Men mange måtte vente til 2006 – 22 år efter ulykken – før de fik deres penge. For mange dækkede beløbet ikke engang de udgifter til medicin, de allerede havde haft, og tusindvis demonstrerede på gaderne i Delhi og Bhopal mod kompensationen. Men både UCC og den indiske regering stod fast: Sagen var afsluttet, og pengene fra UCC og datterselskabet i Indien, Union Carbide India Ltd. (UCIL), købte dem fri for ansvar og rensede deres navn. Det var dog ikke kun UCC, der vandt ved forliget i 1989. Også den indiske regering havde en klar interesse i det. Den stod som ejer af 25 procent af UCIL og dermed medbetaler af erstatningskravet. Men i 1992 accepterede højesteret i Delhi ofrenes krav om at få lov til at afprøve kriminelle anklager mod personer i UCC og UCIL’s ledelse. Ligeledes er der efterfølgende rejst krav mod UCC i både Indien og USA om at rense grunden i Bhopal. I ingen af sagerne er der endnu 25 år efter ulykken faldet dom. Retssagerne er besværliggjort af, at hverken UCC eller de sigtede personer vil møde for retten i Indien på trods af flere dommeres indkaldelser, forklarer Rajan Sharma, der er advokat og i øjeblikket fører en sag på flere ofres vegne i USA. amnesty I 21

➜

B hopal

Mød ofrene fra katastrofen Den 26. november kommer en bus med aktivister fra Bhopal til Danmark. Bussen er i Århus den 26. november, i Odense den 27. november og i København den 28. november i forbindelse med konferencen Amnesty

➜

IMPACT 2009 i Den Sorte Diamant. Bussen er på rundrejse i Europa i anledning af 25året for Bhopal-katastrofen. Læs mere på www.bhopalbus.com og www.amnesty.dk/impact2009

”Et af de største problemer i Bhopal er miljøkatastrofen. Vi vil have Union Carbide til at rydde op, påtage sig ansvaret for forureningen og give penge til lægehjælp og medicin. Sagen skal føres i USA, fordi ofrene her kan få en mere reel kompensation, og det er her, firmaet hører hjemme. Men sagen er kompliceret, fordi der ikke er internationale regler for de transnationale firmaer. Det er op til landenes regeringer at passe på sine borgere”, siger han fra New York. Den langsommelige sagsbehandling har også betydet, at de fattige omkring banelegemet ikke har fået adgang til rent vand før i 2001, hvor fire vandtanke til 20.000 mennesker blev sat op af bystyret. Yderligere seks blev sat op i 2005. Et fristed for Sedesh I en sort stol på lave ben bliver Sedesh holdt oppe af seler. Han kan ikke sidde selv, og hans tunge hoved falder hele tiden forover. Ind imellem 22 I amnesty

tørrer Meetha lidt savl af hans hage, aer ham og pludrer med ham. Hun sidder tilbagelænet uden for Chingari Trusts skole og værested i Bhopal – hendes fristed. Her kommer hun et par gange om ugen med sin søn for at komme væk hjemmefra. Hendes mor vil ikke have hende i huset, for Meetha burde ifølge traditionen bo hos svigerfamilien og ikke lægge sin egen familie til last. Sådan er det i Indien – og især i de fattige hjem langs jernbanen, forklarer hun. Meetha ville også hellere bo et andet sted. Men hun er en fraskilt, voksen kvinde, der ikke har en chance for at blive gift igen på grund af Sedesh, og på grund af sygdom og sædvane. Allerhelst ville hun bo hos Chingari Trust, men de kan ikke tage hende ind. De kan kun hjælpe Sedesh med tale- og fysioterapi og tilbyde Meetha psykologsamtaler. Og det har hun brug for. I de sidste år er gassens eftervirkninger blevet værre, og da Menish stak af, fik hun et nervøst sammenbrud. Tiden hjemme hos familien med daglige skældud og fornemmelsen af at

Bhopal

Skriv til

Amnesty: Skriv under for retfærdighed

Den 2. december er det 25 år siden, at beboerne i den indiske by Bhopal blev udsat for et dødeligt gasudslip fra Union Carbides fabrik. Indbyggerne i Bhopal, der stadig lider under eftervirkningerne fra gasudslippet, markerer 25-året med kampagneaktiviteter i Indien og store dele af verden. Endnu er der ikke ryddet op efter giftulykken, og over 100.000 mennesker har alvorlige helbredsproblemer. Anstrengelserne for at placere et juridisk ansvar ved domstole i USA og Indien er slået fejl, og mange har aldrig fået økonomisk erstatning. Bhopal er ikke kun en menneskerettighedstragedie fra sidste århundrede. Ulykken har konsekvenser for mennesker i dag. Du kan lægge pres på Indiens regering og på Union Carbides nye ejere, Dow Chemical Company, for at sikre økonomisk og social retfærdighed for katastrofens ofre. Du kan finde brevforslag på engelsk på www.amnesty.org/appeals-for-action Skriv til: Dr. Manmohan Singh Prime Minister of India South Block, Raisina Hill New Delhi, 110 011 India

Rasheeda Bee og Champa Devi Shukla grundlagde i 2004 Chingari Trust. Chingari betyder “gnist”, og de to kvindelige gasofre håber, at denne vil bringe Bhopal og byens syge børn retfærdighed. Foto: Anna Klitgaard.

Bhopals ofre kæmper stadig for lægehjælp, erstatning og retfærdighed. Foto: Anna Klitgaard.

”Jeg husker, at jeg lavede grave i tre lag. Der var ingen anden udvej end at lægge ligene oven på hinanden. På de tre-fire dage efter katastrofen må vi have begravet over 4.000 mennesker”, siger Mohammad Aziz, mens han betragter nogle knogler, der er kommet op fra gravene.

Andrew Liveris President of Dow Chemical Company 2030 Dow Center Midland, MI 48674 USA

være uønsket har ikke hjulpet. Det har den 22 år lange ventetid på kompensation heller ikke. Først i 2006 fik hun 25.000 rupees (2.500 kroner) for de skader, som gassen påførte hende. Og ingenting for Sedesh. Den indiske regering anerkender ikke de op til 100.000 børn, der siden er blevet født i Bhopal med skader forårsaget af det forurenede grundvand og gassen. Lægerne er holdt op med at registrere dødsfald forbundet med giften, og selv om der er et fint hospital for kvinder og børn i byen, så tager de sig kun af fødsler. Ikke af de mange dødfødsler eller ufrivillige aborter, som kvinderne omkring den gamle, rustne fabrik oplever, eller de misdannede børn, de føder. Chingari Trust fandt kun ud af problemets omfang ved at gå fra dør til dør og spørge kvinderne, om de havde fået et handicappet barn. I alt for mange hjem fik de det svar, de frygtede. Meethas eneste håb er, at hun og Sedesh får tilkendt en pension på

150 rupees (15 kroner) om måneden fra delstatsregeringen. Uden pengene har hun ikke andre muligheder end at blive boende hjemme. ”Jeg vil så gerne bare have lidt ro. En hverdag, hvor Sedesh og jeg kan nyde at være sammen. Jeg kan jo se, han har fået det bedre af at komme her. Han viser følelser nu. Viser glæde, når jeg siger ’skole’, og græder, når min mor skælder mig ud. Det gjorde han ikke for et år siden”, siger hun hviskende. Den indiske fotograf Raghu Rai ankom til Bhopal få timer efter katastrofen i 1984 og har dokumenteret konsekvenserne lige siden. Billederne er stillet til rådighed af Greenpeace, der ligesom Amnesty kæmper for, at de ansvarlige stilles til regnskab, og at ofrene får erstatning for deres lidelser. Du kan læse mere om Sambhavna Trust og Chingari Trust på www.chingaritrust.org og www.bhopal.org. amnesty I 23

K ashmir

En far og hans lille datter bliver stoppet af sikkerhedsstyrker, der har indfĂ¸rt udgangsforbud for at forhindre separatister i at samles til en politisk demonstration i Srinagar i Kashmir.

24 I amnesty

Af Arif S hafi Wani I Foto: Fredrik Naumann

Kashmirs forsvundne Journalisten Showkat Ahmad-Pal blev arresteret af indiske soldater i Kashmir den 23. juni 2003. Først krævede de løsepenge for at frigive ham. Siden hævdede de, at de aldrig havde set ham. Den væbnede konflikt i Kashmir har stået på i 20 år, og det anslås, at omkring 10.000 mennesker er forsvundet sporløst. Men trods fundet af massegrave afviser Indiens regering Amnesty Internationals krav om en uafhængig efterforskning af de forsvundnes skæbne.

➜ amnesty I 25

K ashmir

Farida Bano sidder på jorden med et fotografi af sin bror Showkat Ahmad-Pal, der forsvandt den 23. juni 2003.

De forsvundne i Kashmir

26 I amnesty

Farida Bano sidder sortklædt og sammensunken med et fotografi af sin bror Showkat. Det er over seks år siden, han forsvandt. Siden har Farida kæmpet utrætteligt for at finde ud af, hvad der er sket ham. Om han fortsat lever. Om han lider. Eller om han er blevet myrdet. I dag er Farida mødt op til en fredsommelig demonstration i en park i centrum af Srinagar – hovedstad i den indiske delstat Kashmir – sammen med 30 andre pårørende til forsvundne personer. De har samlet sig under et banner for organisationen The Association for Parents of Disappeared Persons (APDP), som leder efter de forsvundne i Kashmir. Hver måned mødes de for at markere, at de aldrig giver op. At de vil have svar. Det har de gjort siden 1994. Bag Farida hænger en fotocollage med billeder af nogle af de forsvundne. På jakken bærer hun APDP’s logo – en hånd, som mangler en finger. Journalister og fotografer er også mødt frem til demonstrationen, og de bevæger sig rundt blandt de pårørende for at lytte til de lavmælte historier. Farida håber, at hun ved at fortælle om broderens skæbne kan skrabe et lille hul i den mur af tavshed, som omgiver de forsvundne i Kashmir.

”Showkat tog på arbejde den 23. juni 2003, men på vejen blev han arresteret af soldater og kørt væk i en bil. I nogle måneder sad han fængslet i en militærlejr”, fortæller Faridas far, Abdul Rehman Pal, som også er med til demonstrationen. Han hævder, at en major først afkrævede familien en større løsesum for at frigive Showkat, men at militæret senere ændrede forklaring og nægtede, at de nogensinde havde arresteret ham. ”Min søn er uskyldig, og jeg har ret til at vide, hvad der er sket med ham”, siger Pal. Massegrave I år er det 20 år siden, at militante grupper i Kashmir indledte en voldelig kamp for selvstyre i den muslimsk dominerede delstat, som siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1948 har været en evig kilde til konflikt mellem Indien og Pakistan. APDP anslår, at over 10.000 mennesker er forsvundet sporløst siden 1989. De indiske myndigheder vil kun bekræfte, at omkring 4.000 mennesker er savnet. Samtidig hævder de, at de fleste ikke er forsvundet i militærets varetægt, men har sluttet sig

En gruppe kvinder er samlet foran bannere med billeder af nogle af de forsvundne.

til væbnede modstandsgrupper i Pakistan. En politiundersøgelse fra 2006 fastslår, at 311 personer er døde i politiets varetægt. Amnesty International har dokumenteret, at indiske soldater og sikkerhedsstyrker står bag forsvindinger, drab og tortur i Kashmir og har appelleret til regeringen om at indlede en uafhængig undersøgelse af menneskerettighedsovergrebene. Og der dukker stadig nye spor op, som afdækker, at militærets forsvindinger er langt mere omfattende, end myndighederne vil erkende. I fjor udkom APDP’s rapport ”Facts Under Ground”, som afslører adskillige massegrave i Uri-distriktet i Kashmir tæt ved grænsen til Pakistan. Organisationen fandt rester af mindst 940 mennesker i gravene, som ligger i et vanskeligt tilgængeligt område, der er kontrolleret af militæret. Myndighederne hævder, at de døde er oprørere og udenlandske militante, som er blevet dræbt i skudvekslinger med militæret. Vidner hæver imidlertid, at de fleste døde er lokale indbyggere. Vil have svar ”Vi beder ikke om job eller om penge eller en ny vej. Vi beder om at få at vide, hvor vores

Paramilitære politistyrker stopper en dreng under uroligheder i Srinagar. De jagter stenkastende unge, som protesterer mod anholdelsen af separatistlederen Muhammad Yaseen Malik.

kære er”, siger 49-årige Parveena Ahanger, der har grundlagt APDP sammen med menneskerettighedsadvokaten Pervez Imroz. Parveena Ahangers egen søn, Javed Ahmand Ahanger, blev mistænkt for at være militant og forsvandt fra sit hjem en augustdag i

1990, da han blev arresteret af sikkerhedsstyrker fra National Security Guard (NSG). En historie, som politiets efterforskere fandt bevis for i 1992. Alligevel er moderens forsøg på at få de ansvarlige dømt strandet. En af årsagerne er den såkaldte ”Armed For-

Færre militante i Kashmir Indien og Pakistan har udkæmpet tre krige om den nordlige indiske delstat Kashmir. I år er det 20 år siden, at Kashmirs separatister begyndte deres væbnede kamp for selvstyre i den muslimsk dominerede delstat – med støtte fra Pakistan. Lokalbefolkningen har siden været fanget i den væbnede konflikt mellem indiske sikkerhedsstyrker og militante grupper. Men i de senere år er den militante vold aftaget betydeligt. Ifølge den britiske avis The Guardian er Kashmir den første muslimske konfliktzone i verden, der har foretaget et bevidst valg om at føre en mere ikke voldelig kamp. Der findes fortsat militante muslimer, som med våben i hånd kæmper mod de enorme indiske sikkerhedsstyrker, som er placeret ud over hele Kashmir. Men i de seneste år er der sket en forandring. Stadig flere mener, at den væbnede kamp har været resultatløs, og at der må findes en bedre måde til at løsrive sig fra indisk styre. Den indiske hær siger til BBC, at der er mindre end 500 militante muslimer tilbage i Kashmir – mod flere tusinde for nogle år siden. De indiske styrker i Kashmir tæller fortsat omkring en halv million soldater.

Amnesty I 27

➜

K ashmir

Opsynsmanden på Iddgah – martyrernes kirkegård i Srinagar – læser indskriften på en gravsten. Alene på denne kirkegård er omkring tusind mennesker blevet begravet siden 1989 efter at være blevet dræbt af indiske sikkerhedsstyrker.

Stenkastende demonstranter og politistyrker støder sammen i Srinagars gader efter fredagsbønnen i moskeen Jamia Masjid.

28 I amnesty

Medlemmer af Association for Parents of Disappeared Persons (APDP) under en af deres protester i det centrale Srinagar, hvor de kræver svar på, hvad der er sket med deres børn. APDP hævder, at over 10.000 personer er forsvundet i delstaten Jammu og Kashmir. Regeringen har indrømmet, at næsten 4.000 personer er forsvundet, men påstår, at en del af dem har krydset grænsen til Pakistan for at tilslutte sig militante grupper. Indtil nu har myndighederne fralagt sig ethvert ansvar for de forsvundnes skæbne eller opholdssted.

➜

ces Special Powers Act”, som i over 50 år har givet straffrihed for militært personel, som begår overgreb. I Kashmir har en lokal version af loven været i kraft siden 1990. Flere menneskerettighedsorganisationer mener, at loven giver militæret frie hænder til likvideringer, tortur, voldtægt og forsvindinger i kampen mod de militante oprørere. Overgreb, som har vakt stærk modstand mod den indiske stat og dermed skabt grobund for yderligere væbnet kamp. Ifølge APDP undlader mange pårørende at anmelde forsvindinger, fordi de frygter gengældelse i form af nye overgreb fra sikkerhedsstyrkerne. Børn blandt de forsvundne ”Hvis han er i live, er han nu 27 år gammel”, fortæller Suraiya Akhtar om sin søn Javid Amad Dar. Drengen havde netop fejret sin otte års fødselsdag, da han blev samlet op af paramilitære soldater fra Central Reserve Police Force (CRPF) den 3. oktober 1990. Han er ifølge APDP den yngste person på listen over forsvundne i Kashmir. ”Jeg vil så gerne se ham. Kramme ham”, siger den burkaklædte mor. I over 19 år har hun ledt efter ham, men sorgen har ikke fortaget sig. Tårerne triller, når hun fortæller om, hvordan Javid var ude og lege i nærheden af

Zero Bridge, da han blev taget med af soldater. Ifølge øjenvidner blev han arresteret for at have kastet sten efter soldaternes lastbil. Suraiyas familie blev også bedt om at betale løsepenge for at se deres dreng igen, fortæller hun. ”Vi ville ikke have råd, om vi så solgte vores hus og alt, hvad vi har af værdi”, siger hun. En militant, som sad fængslet i en fangelejr ved Old Airport, fortalte familien, at han så en lille gut servere te til soldaterne i lejren. Senere er drengen angiveligt blevet adopteret af en soldat. ”Jeg har ret til at vide, hvad der er sket med min søn. Og det er myndighedernes ansvar at finde ud af det”, siger Suriya. FN-konvention uden effekt I februar 2007 underskrev Indien en FN-konvention, som forpligter myndighederne til at beskytte sine borgere mod forsvindinger. Men det har foreløbig ikke ændret noget som helst for de forsvundne og familierne i Kashmir. ”Forsvindinger er en forbrydelse mod menneskeheden. Vi mener, at politikerne bærer et større ansvar for forsvindingerne end militæret, fordi militæret bare udfører politikernes ordre”, siger Pervez Imroz fra APDP, som i årevis har krævet en uafhængig

undersøgelse af de tusindvis af forsvindinger i Kashmir. ”Ingenting er sket til trods for beviserne imod dem. APDP er overbevist om, at myndighederne beskytter de skyldige. Forsvindinger, som har ødelagt livet for mere end 200.000 mennesker, tages ikke seriøst af myndighederne”, siger Pervez Imroz.

Skriv til

Indiens preMierminister

Du kan lægge pres på Indiens regering ved at skrive til premierminister Manmohan Singh og kræve, at myndighederne indleder en uafhængig undersøgelse af forsvindinger og massegrave i Kashmir. Du kan finde et brevforslag på www.amnesty.org Skriv til: Dr. Manmohan Singh Prime Minister of India South Block, Raisina Hill New Delhi, 110 011 India ➜

amnesty I 29

K ashmir

35-årige Fatima Begum ser på billederne af sin afdøde mand. Hun var tvunget til at skifte rolle fra husmor til enlig forsørger for sine børn, da han besluttede at krydse grænsen til Pakistan for at modtage våbentræning. Efter et år blev han næstkommanderende for den militante gruppe Al-Barq og blev kendt under navnet Amjad Khan. Da han vendte hjem til landsbyen Dardpora i Kashmir, havde militæret lavet et baghold, og efter en voldsom ildkamp døde han som martyr den 13. november 1992, fortæller Fatima.

30 I amnesty

Kashmir

Fotografier af Fatima Begums mand, der blev dræbt af indiske soldater i 1992.

Håndgranat mod menneskeretsadvokat Som advokat og leder af Association for Parents of Disappeared Persons (APDP) er Pervez Imroz selv i fare for overgreb fra politi og sikkerhedsstyrker i Kashmir. Den 30. juni 2008 var Pervez Imroz og hans familie på vej i seng, da det bankede på døren og ukendte personer råbte, at han skulle komme ud af huset. Da Pervez Imroz bror tændte en lygte og rettede den mod de ukendte gæster, reagerede de ved at affyre flere skud og kaste en håndgranat, som eksploderede foran huset. Derefter forsvandt gerningsmændene i militærkøretøjer. Angrebet blev udført af mellem otte og ti personer fra Central Reserve Police Force og Kashmir Special Operation Group (SOG). Amnesty International udsendte kort efter en hasteaktion til sine medlemmer med en opfordring til at skrive til Indiens premierminister Manmohan Singh for at kræve beskyttelse af Pervez Imroz samt en uafhængig undersøgelse af angrebet og de tusindvis af forsvindinger i Kashmir. Politiets efterforskning af angrebet er endnu ikke afsluttet. Amnesty mener, at angrebet var et forsøg på at standse APDP’s undersøgelser af en række massegrave, som menes at indeholde ligene af mindst 940 mennesker, der er ofre for forsvindinger og likvideringer. APDP siger, at gravene ligger ved 18 landsbyer i et militært område tæt på Pakistans grænse, som sikkerhedsstyrkerne kontrollerer.

Indiske soldater på patrulje i Srinagar. Hæren har fortsat omkring en halv million soldater i Kashmir.

Advokaten Pervez Imroz blev arresteret af indisk politi under en demonstration forud for delstatsvalget i Kashmir i november 2008.

amnesty I 31

G uant Ánamo Foto: Scanpix

Obama bryder sit løfte Præsident Barack Obama får mere end svært ved at opfylde sit løfte om lukke fangelejren på Guantánamo senest i januar 2010.

32 I amnesty

”Obama-administrationen er indstillet på at lukke Guantánamo i januar 2010, men de får ikke den støtte, som de har brug for. Demokraterne har optrådt som krystere, og de europæiske lande har manglet rygrad. De har kritiseret Guantánamo, men nu hvor Obama har brug for hjælp, får han det ikke. Det er hyklerisk, det er dumt, og det er uklogt”, siger Clive Stafford Smith. Hård modstand Der sidder stadig 215 fanger i den berygtede fangelejr, hvor de første terrormistænkte blev buret inde 11. januar 2002. Langt størstedelen af dem er aldrig blevet anklaget for nogen forbrydelse. 97 af dem er fra Yemen, mens andre er fra Algeriet, Kina, Pakistan, Syrien, Tunesien, Palæstina, Saudi Arabien og Marokko. De mest indviklede sager handler om de omkring 60 mænd, som ikke kan vende tilbage til deres hjemlande af frygt for forfølgelse eller tortur. De må enten sendes til USA eller et tredjeland, der er villig til at tage imod dem. Men Obama har store problemer med at hente dem til Amerika. Han møder hård

modstand fra Kongressen, hvor mange senatorer – både demokrater og republikanere – afviser at tage imod dem, selv hvis de bliver overført til såkaldte ”maximum security prisons”. Kongressen gav sig en smule i oktober og tillod overførslen af omkring 40 personer, som USA vil retsforfølge. Men det rejser nye

Foto: Ian Robinson

Knapt nok havde Barack Obama åbnet døren til sit kontor i Det Hvide Hus, før han lovede at lukke Guantanamo-fangelejren, inden der var gået et år. Om to måneder ved vi med sikkerhed, om Barack Obama holder ord, men tvivlen vokser dag for dag. Allerede i september sagde forsvarsminister Robert Gates, at lukningen af fangelejren ”har vist sig mere kompliceret end forventet”, og at det bliver svært at overholde deadline. Og i oktober fastslog justitsminister Eric Holder, at ”muligheden stadig eksisterer, men at det bliver vanskeligt at overholde tidsfristen”. ”Jeg synes, det er trist”, siger Omar Deghayes, en tidligere Guantánamo-fange, der blev løsladt i 2007 og i dag bor i Storbritannien. ”Lukningen af Guantánamo var en del af Barack Obamas mandat. Han bør holde sit løfte”, siger han. Men nogle menneskerettighedsforkæmpere er mere tilbageholdende. En af dem er advokaten Clive Stafford Smith, som er stifter af organisationen Reprieve, der yder gratis juridisk bistand til adskillige Guantánamo-fanger.

Den britiske advokat Clive Stafford Smith har repræsenteret adskillige fanger på Guantánamo.

Af G wladys Fouch é

Guantánamo i tal • 215 fanger sidder stadig på Guantánamo • Omkring 800 personer har været gennem lejren siden 2002 • 60 fanger kan ikke vende hjem af frygt for forfølgelse og tortur • 75 fanger er clearet til løsladelse af Obama-administrationen • USA ønsker at retsforfølge 40 fanger på amerikansk grund

Fanger hjælper hinanden i friheden Guantánamo Justice Centre – en ny organisation, som er dannet af tidligere indsatte i fangelejren – har siden juli hjulpet otte eks-fanger med at få en ny start på livet. For tre måneder siden hjalp centeret en mand i Algeriet, som blev løsladt et halvt år forinden. ”Han var så fattig, at han ikke havde andet tøj end sin kedeldragt fra Guantánamo. Han havde haft den på lige siden sin løsladelse. Så vi gav ham penge til at købe nyt tøj, som han kunne have på til jobsamtaler”, siger Omar Deghayes, som er medstifter af centeret. Centeret hjælper også den yngste fange fra Guantánamo, Mohammed el-Gharani, som blev taget til fange som 14-årig. ElGharani, som i dag er 21 år, blev løsladt i juni og overnattede i moskeer, fordi han ikke havde noget sted at bo. I dag betaler Guantánamo Justice Centre for hans uddannelse, husleje og daglige udgifter. Udover at hjælpe eks-fanger forsøger centeret at anlægge sag mod de ansvarlige for den tortur, som blev begået på Guantánamo og andre fængsler. I Pakistan sagsøger centeret den tidligere militærdiktator Pervez Musharraf, som i sine erindringer indrømmer, at pakistanske myndigheder modtog penge for hver person, de udleverede til USA. Centeret er også med i den sag, som den spanske dommer Baltasar Garzón er ved at udarbejde mod USA’s tidligere justitsminister Alberto Gonzalez og fem topembedsmænd fra Bush-regeringen. Endelig er centeret involveret i en sag, som fokuserer på den britiske efterretningstjenestes hemmelige aftale med amerikanske afhøringsofficerer om at torturere eks-fangen Binyam Mohamed.

problemer: For hvis de bliver frifundet, får de ikke lov at bo i USA, og hvis de bliver dømt, må de ikke afsone deres straf i USA. Samtidig er det sandsynligt, at nogle af sagerne skal afgøres ved de omdiskuterede militærkommissioner, som blev opfundet under præsident Bush for at afskære fangerne fra det normale retssystem. Obama har accepteret brugen af militærkommissioner i visse sager, selv om præsident Bush’ forsøg på at indføre dem gentagne gange blev udfordret med sagsanlæg og bremset af USA’s højesteret. ”Militærkommissionerne er et monumentalt spild af alles tid. Ingen kan blive enige om spillereglerne, så jeg tror ikke på, at de nogensinde kommer i brug”, siger Clive Stafford Smith. Europa står stille Men Kongressen forholder sig ikke til situationen for det store flertal af fanger i lejren, som ikke stilles for en dommer, men sidder fast i Guantánamo. Obama håbede, at de europæiske lande ville komme ham til undsætning, men kun ganske få har gjort det. Danmark og Storbritannien har taget imod sine egne borgere, men ligesom Norge og Holland stejler de over at skulle modtage fanger fra andre lande. Belgien, Irland, Frankrig, Portugal og Albanien har vist sig mere hjælpsomme og budt fanger fra tredjelande velkommen. Men ingen af dem har været så imødekommende som Palau. I november bød den lille østat i Stillehavet velkommen til seks uighurere, som ikke kan vende hjem til Kina af frygt for forfølgelse. Senere ankommer yderligere syv. ”Det er en humanitær gestus. Det mindste, vi kan gøre, er at give dem deres frihed og lade dem genvinde deres selvtillid i et nyt samfund”, sagde præsident Johnson Toribiong til Voice of America. Clive Stafford Smith mener, at de europæiske lande med fordel kunne tage imod nogle fanger. ”Det ville gøre de lande mere sikre, fordi de ville blive betragtet som hjælpsomme og imødekommende. Det ville reducere ekstremismen og mindske antallet af mennesker, der hader dem”, siger han. Gorillaer i Darth Vader uniformer Mens politikerne diskuterer fordele og ulemper ved at byde fangerne velkommen, så fortsætter mishandlingen på Guantánamo. De sultestrejkende bliver stadig

tvangsfordret, og i juni begik Mohammad Ahmed Abdullah Saleh al Hanashi fra Yemen selvmord. Det var det femte selvmord i lejren gennem årene. Den øverstbefalende på Guantánamo, admiral Thomas Copeman, beskrev i november fangelejren som en ”psykologisk kampplads”, hvor fanger jævnligt spytter på vagterne eller kaster afføring på dem. En af de mest kontroversielle metoder bliver også fortsat praktiseret i lejren: Fysisk afstraffelse af fanger udført af Immediate Reaction Force (IRF). En gruppe vagter i panserudstyr går ind i en celle, sprøjter peberspray på fangen og slæber ham udenfor for at gennembanke ham. Clive Stafford Smith beskriver IRF som ”gorillaer i Darth Vader uniformer”. ”De er ordensmagten på Guantánamo. De bliver brugt til at nedbryde modstanden hos fangerne”, siger han. Alligevel advarer Stafford Smith imod at presse lukningen af Guantánamo igennem bare for at overholde deadline til januar. ”En af farerne er, at fangerne så bliver tvunget til at rejse til lande, hvor de ikke er i sikkerhed. Mange af de algirere, som tilbageholdes på Guantánamo, bør ikke returneres til Algeriet. Eller hvad med de tilbageværende uighurere, som ikke har nogen steder at tage hen? Hvad vil der ske med dem?”, spørger han. Men overordnet set er han sikker på, at Guantánamo snart forsvinder. ”Obama ønsker oprigtigt at lukke lejren, og det er blevet politisk afgørende for ham. Han kan ikke vende om nu”.

Fem terrormistænkte for retten i New York Den formodede hjerne bag terrorangrebene 11. september 2001, Khaled Sheikh Mohammed, bliver sammen med fire andre anklagede overført fra Guantanamolejren til New York, hvor de bliver stillet for en civil domstol. Justitsminister Eric Holder oplyste 13. november, at anklagemyndigheden går efter at få de fem dømt til døden. Retssagen vil finde sted i en retssal tæt på Ground Zero, hvor World Trade Center blev ødelagt af to kaprede fly. Næsten 3.000 mennesker omkom. amnesty I 33

a m nes t y i g l i m t

18.000 underskrifter til Litauens ambassadør

Foto: Amnesty

kritisk dialog om virksomheders ansvar

På vegne af de 23 danske miljø- og udviklingsorganisationer, der er samlet i 92-gruppen, har Amnestys danske afdeling fået plads i regeringens nye Rådet for Samfundsansvar. Her skal Amnesty være med til at sikre, at virksomheder drives med respekt for mennesker og miljø, og at de på sigt pålægges bindende regler for virksomheders ansvar. Amnesty indgår allerede i kritisk dialog med en række virksomheder gennem Amnesty Business Forum, men intensiverer nu samarbejdet med andre organisationer, hvor det gør en forskel. Derfor har Amnesty også meldt sig ind i Dansk Initiativ for Etisk Handel, som skal ruste danske virksomheder til at drive etisk forsvarlig handel i udviklingslandene og nye vækstøkonomier som Kina og Indien. Desuden er Amnestys danske afdeling blevet optaget i den rådgivende forsamling i Danwatch, der dokumenterer konsekvenserne af danske og multinationale virksomheders investeringer, indkøb og produktion i udlandet. Senest har Danwatch afsløret, at flere af landets største kommuner investerer i virksomheder, der benytter børnearbejdere, producerer våben eller ødelægger miljøet.

34 I amnesty

Amnesty var i oktober til møde med Litauens ambassadør i Danmark for at protestere mod, at Litauen kriminaliserer homoseksualitet. I juli måned blev det forbudt at informere om homoseksualitet i skolen og på offentlige steder i Litauen, og nu behandler parlamentet et lovforslag, som blandt andet gør det kriminelt for homoseksuelle at kysse

og holde i hånd uden for deres hjem. Ambassadøren tog imod de over 18.000 underskrifter fra danskerne og lovede at tage dem og Amnestys bekymringer videre til Litauens regering. Amnesty takker alle underskriverne for støtten og fortsætter i de kommende år kampagnen mod diskrimination af seksuelle minoriteter i Europa.

Over en milliard mennesker sulter

Samvittighedsfange løsladt i Syrien

Fattigdom er den alvorligste menneskerettighedskrise i verden. Det mener Amnesty Internationals generalsekretær Irene Khan, der den 15. oktober udgav bogen ”The Unheard Truth – Poverty and Human Rights” med forord af FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan. Over en milliard mennesker i verden sulter, og endnu flere lever i fattigdom uden grundlæggende rettigheder og uden adgang til sundhed, bolig og uddannelse. Bogens ti kapitler sætter blandt andet fokus på frihed, diskrimination, mødredødelighed og virksomhedernes ansvar baseret på Irene Khans personlige oplevelser og casestudier fra hele verden. Alt overskud fra bogen går til Amnesty International. Irene Khan er den første kvindelige – og første asiatiske – generalsekretær for Amnesty International. Hun kommer til København den 28. november for at deltage i konferencen Amnesty Impact 2009 i Den Sorte Diamant sammen med blandt andre Mary Robinson, som er FN’s tidligere højkommissær for menneskerettigheder. Du kan købe bogen for 100 kroner i Amnestys webshop www.amnesty.dk/shop

Samvittighedsfangen Jakarkhon Sheiko ’Ali, der tilhører det kurdiske mindretal i Syrien, er blevet løsladt efter over tre måneders fængsel, hvor han blev udsat for tortur. Den 28-årige politiske aktivist er ledende medlem af Kurdish Democratic al-Wifaq Party, som ikke er anerkendt i Syrien. Amnesty International blev opmærksom på sagen, da en syrisk statsborger henvendte sig til Amnestys sekretariat i København i juni og fortalte om Jakarkhons skæbne. På det tidspunkt vidste ingen, hvor Jakarkhon befandt sig, eller hvad der var sket med ham. Amnesty undersøgte sagen og konkluderede, at fængslingen udelukkende skyldtes Jakarkhons fredelige politiske arbejde. På den baggrund lavede Amnesty en global aktion med en appel til Syriens præsident om at frigive Jakarkhon, og den 23. oktober blev han løsladt. Det kurdiske mindretal i Syrien har i årevis lidt under diskrimination, overgreb, mishandling og vilkårlige fængslinger fra politi og myndigheder. Mange kurdere bliver nægtet syrisk statsborgerskab og kommer derfor bagest i køen, når det gælder adgang til uddannelse, sundhed, arbejde og andre rettigheder.

34 borgmestre i oprør mod starthjælpen

Rapporter Fra Amnesty

Amnesty International udgiver løbende rapporter om menneskerettighederne over hele verden. Her er en kort beskrivelse af nogle af de mest omtalte siden september. Du kan læse rapporterne på www.amnesty.org

På grund af den lave starthjælpsydelse har især mange nydanskere ikke råd til sund mad, nyt tøj, fritidsaktiviteter og offentlig transport. Og det er statslig diskrimination, mener Amnesty, som har fået 34 borgmestre til at skrive under på, at starthjælpen bør afskaffes. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) ønsker ikke at modtage underskrifterne. Derfor har Amnesty nu sendt dem som anbefalet brev sammen med fire spørgsmål til ministeren. Starthjælpen udgør cirka det halve af kontanthjælpen og udbetales til arbejdsløse, der ikke har opholdt sig i Danmark i syv ud af de sidste otte år, hvilket i praksis rammer mennesker med anden etnisk baggrund end dansk.

Sierra Leone Sierra Leone er det land i verden med den højeste mødredødelighed. I rapporten ”Out of Reach: The Cost of Maternal Health in Sierra Leone” beskriver Amnesty International, hvordan kvinder og piger i Sierra Leone ikke får adgang til lægebehandling, som kunne redde deres liv. Hospitaler og klinikker er underbemandede, mangler basalt udstyr og medicin og ligger ofte langt fra folks hjem. Seks af landets 13 distrikter har slet ingen faciliteter til akut fødselshjælp, hvilket efterlader hundredtusindvis af kvinder uden adgang til basal livsnødvendig behandling.

Foto: Polfoto

Bog om menneskerettigheder udkommer på Færøerne

Med Amnesty International som initiativtager udkommer der nu for første gang en færøsk bog om FN og menneskerettighederne. Bogen på 160 sider er skrevet af færøske undervisere og specialister på området, som har gjort arbejdet frivilligt. Udover at gennemgå FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder sætter bogen fokus på seks større FN-konventioner, og den er især beregnet som undervisningsmateriale for gymnasier og førsteårsstuderende på universitetet. Det er Amnesty International på Færøerne, som har koordineret arbejdet, og bogen er udgivet på forlaget Froðskapur – University Press.

Japan Rapporten ”Hanging by a thread: Mental health and the death penalty in Japan” dokumenterer, at forholdene på dødsgangen i Japan skader fangernes mentale helbred. 102 personer venter i øjeblikket på eksekveringen af deres dødsdom, som kan falde når som helst med få timers varsel. Mange holdes i denne uvished år efter år, nogle endda i årtier. De dødsdømte holdes i streng isolation, og kontakten med familiemedlemmer og advokater er stærkt begrænset – i nogle tilfælde ned til fem minutter ad gangen. Fangerne må ikke bevæge sig rundt i deres celler udover ved toiletbesøg, de må ikke se tv, og de må ikke arbejde med personlige projekter. Motion er begrænset til to gange 30 minutter ugentligt – altid alene og under overvågning af en fængselsansat. Bosnien Tusindvis af kvinder, som blev voldtaget under krigen i Bosnien under krigen i 1992-1995, har stadig ikke fået erstatning eller hjælp til at komme sig over forbrydelserne. Det viser rapporten “Whose justice? Bosnia and Herzegovina’s women still waiting”. Mange kvinder blev holdt fanget i fængsler, lejre, hoteller og private huse, hvor de blev seksuelt udnyttet. Mange blev myrdet. Men de ansvarlige går stadig frit rundt, og nogle sidder i dag i magtfulde stillinger og bor i samme by som deres ofre. Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, der blev oprettet i 1993, havde indtil juli 2009 kun behandlet 18 sager om seksuel vold under krigen, mens Bosniens egen krigsforbryderdomstol kun har dømt 12 mænd for seksuel vold. Chad Rapporten ”No place for us here: Violence against refugee women in eastern Chad” dokumenterer voldtægter og andre former for vold mod kvinder og piger fra Darfur i de 12 flygtningelejre, som ligger i det østlige Chad på grænsen til Sudan. Kvinderne overfaldes af mænd fra lokale landsbyer og af soldater fra Chads nationale hær. Omkring 260.000 flygtninge fra Darfur bor i lejrene. De fleste er kvinder og børn, og mange har været der i mere end fem år. Hverken FN eller det lokale politi, der har ansvaret for sikkerheden i flygtningelejrene, er i stand til at beskytte kvinderne. Amnesty International opfordrer Chads regering og det internationale samfund til omgående at sikre effektiv beskyttelse af flygtningene.

amnesty I 35

sy dkorea Park Chul Nams datter peger på sin farfar på et billede som familien for nyligt har fået smuglet ud af Nordkorea. Da de forlod landet, havde de intet med sig, men i årevis savnede faren familiemindet og besluttede sig for at betale en smugler 3.000 dollars for at hente billedet ud af landet.

I frihedens skygge Hvert år flygter tusinder af nordkoreanere fra sult og undertrykkelse. Foreløbig er 17.000 flygtninge nået frem til Sydkorea, hvor de får hjælp til en ny start på livet. Men mange nordkoreanere føler sig alligevel dårligt behandlet af broderfolket. De drømmer om at flygte videre til et tredje land – eller om at vende tilbage til ”mareridtslandet” i nord.

Da den 42-årige godsarbejder Park Chul Nam trillede med godstoget fra Nordkorea til Kina, så han noget, som de fleste andre nordkoreanere ikke anede eksisterede. Få hundrede kilometer fra dem var der masser af mad, biler og rigdom. Senere begyndte Park Chul Nam at smugle guld med på rejserne – det var i 1990’erne, dengang hungersnøden føg over Nordkorea og dræbte over én million mennesker. ”Jeg gjorde det for, at min familie kunne overleve, men politiet opdagede guldet og 36 I amnesty

smed mig i et underjordisk fængsel, hvor man skulle kravle 15 meter op for at få luft. Der sad jeg i to måneder og 28 dage”. Park Chul Nam ser op. Han har drukket alkohol. Det gør han tit, nu hvor han ikke arbejder længere. Da Park Chul Nam blev løsladt, tog han ikke flere chancer. Det er nu ni år siden, han krydsede Tumen-floden til Kina og fortsatte flugten sydover. Det år kom der omkring 300 afhoppere til Sydkorea. I fjor var tallet over 2.800, og kurven fortætter opad.

Men livet i Seoul blev ikke så fantastisk, som Park Chul Nam havde drømt om. Lige nu sidder han med sin kone på gulvet i deres toværelses lejlighed i en af Seouls nordkoreanerghettoer. ”Vi er taknemmelige for, at vi ikke længere skal leve i frygt, og at vi kan tjene vores egne penge. Men vi har også svært ved at leve med, at vi konsekvent bliver behandlet dårligere end sydkoreanerne, selv om vi arbejder lige så hårdt”, siger konen Chae Kyung Cha, der indtil for nylig var ansat som tjener på en restau-

Af Thomas Aue S obol I Foto: david høgsholt

rant og tjente 6.000 kr. om måneden, mens hendes sydkoreanske kolleger fik 7.500 kr. ”Sydkoreanerne behandler os som om, vi er mindre værd end kineserne”, afbryder Park Chul Nam, der er bygningsarbejder, men netop er blevet fyret – ifølge arbejderen, fordi hans ryg er ødelagt. ”Når Kim Jong Il dør, og Nordkorea åbner op, så vil jeg tilgive mit land og rejse tilbage”, fortsætter han, men konen protesterer: ”Nej, livet er bedst her. Vi kan tjene vores egne penge. I Nordkorea kunne jeg arbejde

otte timer om dagen uden at få så meget som en skål ris for det”, siger hun. Trusler har skabt had Tankerne om at vende hjem til ”mareridtslandet” er langtfra udsædvanlige for de nordkoreanske flygtninge. Andre, der er desillusionerede over livet i Sydkorea, ønsker at fortsætte flugten til et tredjeland. ”Det er desværre en meget almindelig følelse”, siger senioranalytiker og ph.d. Daniel A. Pinkston fra den uafhængige tænketank In-

ternational Crisis Group (ICG), der er i gang med at undersøge nordkoreanernes situation i Sydkorea. ”I Nordkorea blev disse mennesker frarøvet muligheden for at bestemme over deres eget liv, og de blev trukket gennem et uddannelsessystem, som ikke gav dem færdigheder til at klare sig i et moderne samfund. De føler sig snydt af deres eget land, men samtidig oplever de fordomme og diskrimination her, og det gør dem harme og bitre”, forklarer Daniel A. Pinkston. amnesty I 37

➜

Sydkorea

”Vi er nemme ofre, for vi er vant til at gøre, hvad der bliver sagt. I Nordkorea kunne vi ikke engang selv bestemme, hvad vi skulle spise til aftensmad, eller hvor vi skulle arbejde”, siger Kang Chul-ho, der selv er afhopper og i dag er leder af Støttecentret for Nordkoreanske Flygtninge.

➜

Da de første flygtninge ankom i 1990’erne, blev de modtaget med begejstring. Mange af dem var højtstående medlemmer af arbejderpartiet eller militæret, og de bragte vigtig viden om det fjendtlige styre med sig. Men efter hungersnøden er det først og fremmest fattige arbejdere og landfolk, der har kæmpet sig vej til Seoul. De er traumatiserede, dårligt uddannede og slet ikke gearede til at klare sig i en kapitalistisk storby. Undersøgelser indikerer, at flertallet ved ankomsten lider af depressioner eller andre stress-relaterede lidelser, mens op mod 50 procent ender i arbejdsløshed eller i den sorte økonomi. ”Det kan godt være, at omverdenen tror, at der er meget kærlighed mellem de to folk, men der har været så mange konflikter og trusler gennem årene, at folk på begge sider er stærkt påvirkede af det. Det er ikke kun den 38. breddegrad, der deler os”, siger direktøren for Støttecentret for Nordkoreanske Flygtninge, Kang Chul-ho, der selv er afhopper.

Da 23-årige Yumi flygtede fra Nordkorea, havde hun kun en dagbog og et billede fra sin skoletid med sig. Yumi har været i Sydkorea halvandet år, men inden da boede hun i skjul i Kina i 10 år. Selvom hun nu er i sikkerhed, er hun er bange for den diskrimination, der kan ramme hende, hvis folk finder ud af, at hun er flygtning. 38 I amnesty

En 12-årig nordkoreansk flygtningedreng spiller på computer hos sin mormor, mens en sydkoreansk komiker laver en parodi på Nordkoreas leder, Kim Jong Il, i morgen-tv.

Han sammenligner nordkoreanernes situation med de 220.000 immigrantarbejdere fra lande som Kina, Filippinerne og Thailand. En nylig rapport fra Amnesty International viser, at immigrantarbejderne bliver underbetalt og i nogle tilfælde slået, handlet til prostitution eller nægtet løn i lange perioder. Et andet studie – fra det koreanske Cheongju Universitet – peger på, at nordkoreanske flygtninge har fem gange større risiko for at blive udsat for svindel, tyveri eller røveri end sydkoreanere.

Hver femte hævder at være blevet franarret penge i deres nye land. ”Vi er nemme ofre, for vi er vant til at gøre, hvad der bliver sagt. I Nordkorea kunne vi ikke engang selv bestemme, hvad vi skulle spise til aftensmad, eller hvor vi skulle arbejde”, påpeger Kang Chul-ho. Nordkoreanerne tilbringer de først tre måneder af deres liv i frihed på modtagecentret Hanawon, hvor de lærer at begå sig i et kapitalistisk samfund: At købe ind i supermarkedet,

Sydkorea er et af de lande i verden, hvor kristendommen vokser hurtigst, og mange kirker hjælper nordkoreanske flygtninge.

bruge en hæveautomat og køre med metroen. Staten betaler flygtningene omkring 100.000 kroner til at starte et nyt liv, og de får tilbudt jobtræning. Mange flygtninge bruger dog en stor del af pengene på at betale de menneskesmuglere, der har hjulpet dem. Regeringens indsats har fået kritikere til at anklage nordkoreanerne for ikke selv at gøre nok for at integrere sig og jagte lykken. ”Men 17.000 mennesker kan jo ikke være uduelige og inkompetente”, siger Daniel A. Pinkston. ”Den sydkoreanske regering bør sende et stærkere signal til sin befolkning om, at diskrimination ikke tolereres”. Pinkston kritiserer ligeledes, at regeringen ikke har en eneste nordkoreaner ansat i Genforeningsministeriet, som arbejder for ét samlet Korea. ”Jeg håber, at det, vi ser, med flygtningene ikke er et mikrokosmos af, hvordan et forenet Korea vil se ud, for så kan vi vente enorme sociale og politisk problemer”. Friheden slår alt Diskussionen om nordkoreanernes livsvilkår blussede op forrige år, da en 36-årig kvindelig flygtning kastede sig ud fra en af den slags boligblokke, som den tidligere godsarbejder Park Chul Nam bor i. Selvmordet blev kædet sammen med den ”kulde”, hun blev mødt med i det sydkoreanske samfund. Men langt fra alle flygtninge føler sådan. ”Hver dag tænker jeg på, hvor heldig jeg

Nordkoreanske flygtninge til gudstjeneste hos Durihana Mission – en kristen kirke og organisation, som indtil videre har hjulpet 830 flygtninge til Sydkorea eller USA.

er at kunne leve i frihed”, siger 23-årige Yumi Yi, der efter ti år i skjul i Kina nu har været 18 måneder i Sydkorea. ”Mange flygtninge fantaserer om rigdom, men jeg har lært, at man skal kæmpe hårdt for at opnå bare en lille smule. Min drøm er at starte helt forfra med livet, så jeg har ikke disse falske forhåbninger om rigdom”. Lige nu arbejder Yumi Yi deltid hos Durihana Mission, en kristen gruppe, der smugler flygtninge til Sydkorea. Hun holder sit id-kort frem for sig. Tidligere kunne enhver gennemskue, når id-kortet tilhørte en nordkoreaner, fordi det blev udstedt i nærheden af Hanawon, men det er lavet om nu. ”Men jeg er stadig nervøs for, at folk opdager, at jeg er flygtning, for på bagsiden af kortet burde der stå, hvor jeg tidligere har boet”, forklarer Yumi Yi og flipper kortet rundt for at vise, at det er blankt. Hun røber kun sin historie overfor sine allernærmeste venner. Ved siden af arbejdet kæmper hun for at få den studentereksamen, hun aldrig fik under sine 10 år i skjul i Kina. ”Jeg studerer otte timer om dagen, syv dage om ugen. Jeg ved, at jeg skal arbejde hårdt, hvis jeg skal klare mig her”, siger flygtningen, der drømmer om at blive sygeplejerske, få en kristen mand og hjælpe i Nordkorea, når landet åbner op. Flygtningene i artiklen optræder under opdigtet navn, da de frygter, at deres familier i Nordkorea skal blive straffet.

Flugten fra Nordkorea Et sted mellem 50.000 og 200.000 nordkoreanere lever som jaget vildt i Kina. Bliver flygtningene fanget og sendt hjem, straffes de med fængsel eller arbejdslejr fra et par måneder til adskillige år. Der er også eksempler på henrettelser. Nogle afhoppere flygter videre til Mongoliet, Thailand eller Vietnam, som er de lande i regionen, hvorfra det er nemmest at komme til Sydkorea. Et netværk at menneskehandlere og sydkoreanske kristne organisationer, hjælper flygtningene på vej. Det er umuligt at flygte direkte fra Nordkorea til Sydkorea – grænsen er formentlig den bedst bevogtede i verden. To ud af tre flygtninge er kvinder.

Sult Ifølge en FN-rapport fra oktober i år har ni millioner nordkoreanere brug for fødevarehjælp – over en tredjedel af befolkningen. Men FN’s fødevareprogram (WFP) når kun to millioner mennesker. En amerikansk efterretningsrapport konkluderer, at sulten har mentalt retarderet befolkningen i en sådan grad, at hver fjerde værnepligtige er ude af stand til at gøre militærtjeneste. amnesty I 39

Sydkorea

Præster smugler flygtninge til Sydkorea I 2007 besøgte Amnesty en gruppe nordkoreanske flygtninge, der levede illegalt i Kina, hvorfra den kristne, sydkoreanske organisation Durihana Mission ville smugle dem til Seoul. I dag er de fleste af flygtningene nået frem, men en mor og hendes baby blev anholdt i Kina og deporteret til Nordkorea, hvor hun er fængslet på ubestemt tid. Kristendom betragtes som landsforræderi i Nordkorea, og flygtninge, der har været i kontakt med missionærer, risikerer hårde fængselsstraffe eller i værste fald henrettelse. Vi har mødt pastor Chun Ki Won fra Durihana Mission, der har hjulpet 830 flygtninge til Sydkorea.

Hvad har fået dig til at hjælpe nordkoreanere til Sydkorea? Før jeg blev pastor, bestyrede jeg et hotel og solgte golfbaner. Under en forretningsrejse til grænsen mellem Kina og Nordkorea i 1995 så jeg nordkoreanernes frosne kroppe i Tumen-floden, og jeg så teenagepiger blive solgt. Jeg uddannede mig så til pastor, og fire år senere rejste jeg tilbage for at hjælpe flygtningene. Det var det eneste, der gav mening for mig. Kina mener, at flygtningene er illegale immigranter. Hvorfor mener du, at det er kirkens rolle at hjælpe dem til Sydkorea? International lov siger, at disse mennesker er flygtninge, fordi de bliver forfulgt og straffet, hvis de vender hjem. Alle lande har deres forskellige love, men uanset hvad Kina mener,

så følger vi Guds lov, og den siger, at vi skal hjælpe de lidende. Hjælper Durihana Mission kun flygtninge, som accepterer at blive kristne? Hvis en flygtning kommer til mig og siger: ’Jeg vil ikke være kristen’, så hjælper vi dem alligevel, men vi fortæller dem også, at Gud er god. Langt de fleste flygtninge, I hjælper, bliver kristne allerede i Kina. Hvis flugten mislykkes, risikerer de hårde straffe i Nordkorea. Hvorfor venter I ikke med at introducere flygtningene til kristendommen, indtil de er i sikkerhed i Sydkorea? ”Vi kan ikke være sikre på, at de når frem til Sydkorea. Vi ved i det hele taget ikke, hvad fremtiden bringer, så vi kan ikke sige ’i morgen gør vi dette’. Kan du måske garantere, at du vågner i morgen? Som kristne tror vi på, at når vi dør, kommer vi i himlen, og når der er en chance for at hjælpe andre, så griber vi den. De, der virkelig er kristne, vil erkende det, når de bliver repatrieret til Nordkorea, men de fleste vil bare lyve om det.

Pastor Chun sidder sjældent stille. Hans kontor ligner mest af alt en forretningsmands, men pastoren bruger også en stor del af sin tid på at skaffe penge til af få flere flygtninge til Sydkorea. 40 I amnesty

Af Thomas Aue S obol I Foto: david høgsholt De fleste medlemmer af pastor Chuns menighed er fra Nordkorea. Til normale gudstjenester kommer der som regel 40-60 mennesker, og bagefter er der fælles frokost i kælderen.

Hvad gør I for at hjælpe kvinden og hendes baby, som nu er sendt tilbage til Nordkorea? ”Vi har to gange sendt 2000 dollar til hendes moster, så hun kan købe hende fri, men uden resultat. Jeg mistænker mosteren for at beholde pengene selv, så jeg ved ikke, om det nytter at forsøge igen. Hvordan bliver flygtningene modtaget

HØNS ANNONCE i Sydkorea?

02/11/09

11:21

Side 1

Det er hårdt for dem at komme her. De opdager, at livet er helt anderledes uden for Nordkorea, og at de er blevet bedraget. Mange af dem har ikke familie her, så de er ensomme, og de føler, at sydkoreanerne ser ned på dem.

Konceptet med at hjælpe hinanden eksisterer ikke i Nordkorea, så mange flygtninge tror, at vi bruger dem til at få penge eller berømmelse. Det er frivilligt, om de vil blive ved med at komme i kirken.

Hvad gør I for at hjælpe flygtningene i gang med deres nye liv? Vi tilbyder dem værelser, tøj, mad, uddannelse og hjælper dem med at finde arbejde.

Hvor mange flygtninge håber du at kunne hjælpe til Sydkorea? Det ved jeg ikke, men jeg vil bruge resten af mit liv på at redde så mange, jeg kan.

Hønselortebænken

Ny bog i anledning af 20-året for FN’s Børnekonvention Af Klaus Slavensky og Brian Pilkington 108 sider, indbundet, rigt illustreret. Hønselortebænken er en højtlæsningsbog med allegoriske fortællinger, der er fuld af både hjertevarme og dramatik. En bedstefar og hans barnebarn taler om vigtige ting, og bedstefaren fortæller historier, der får hårene til at rejse sig, men altid ender godt.

en gav g e l u J rn o n ø b ør til neb r ø b 9

Hønse

bænken

Af Klaus Slavensky · Illustreret af Brian Pilkington

SKUESPILLEREN FLEMMING JENSEN Velfortalte og flot illustrerede hverdagseventyr, der tager både børn og voksne om hjertet og ved hånden. Et stort kykkelikyyy til denne pragtfulde bog. FORFATTEREN HANNE MARIE SVENDSEN Det er godt og berigende både for børn og voksne at sidde på hønsebænken og lytte med. SOCIALRÅDGIVEREN HANNE REINTOFT Hønsebænken er både en påmindelse om og en hjælp til, at både forældre og bedsteforældre kommer om bag sorgløsheden og snakker med børn og unge om deres spekulationer, deres angst og deres mod.

Amnesty-medlemspris: 175 kr. Normalt: 248 kr. Bestil: www.forlagetandedammen.dk/xbog amnesty I 41

Kultur ST

Af K laus Rothstein

Efter sin store romantrilogi om kvinder, magt og politik har HanneVibeke Holst til februar premiere på et skuespil, der tager udgangspunkt i mordet på den russiske journalist Anna Politkovskaja.

Mænd, der hader kritiske

N ST

journalister

42 I

Forfatteren Hanne-Vibeke Holst befandt sig i Malaysia, da hun blev ringet op af Betty Nansen Teatrets direktør Henrik Hartmann. Forbindelsen var ikke den bedste, men på råbene fra Frederiksberg Allé kunne hun forstå, at direktøren ville have hende til at skrive ny dramatik til hans scene. ”Nej, nej”, råbte hun tilbage. Hun skulle først skrive en roman. Det gjorde hun så – og derefter et teaterstykke. Til februar går tæppet for ”Moskva, 7. oktober”, som er Hanne-Vibeke Holsts frie dramatisering af den regeringskritiske russiske journalist Anna Politkovskajas arbejde og endeligt. Anna Politkovskaja dækkede Ruslands krige i Tjetjenien, og hun blev dræbt af ukendte gerningsmænd i 2006 i den by og på den dato, der har givet skuespillet navn. ”Jeg kunne have skrevet en fabel om et ukendt land, en ukendt journalist, en ukendt krig og en ukendt diktator, men i så fald ville stykket mangle kontakt til virkeligheden. Jeg skrev på min indignation over drabet på Anna Politkovskaja, og datoen er med i titlen som et symbol på drabet, og på alle drab på de idealister, der er kommet på tværs af magta m n e s ty

haverne forskellige steder i verden”, siger Hanne-Vibeke Holst. Er ”Moskva, 7. oktober” den nøjagtige historie om Anna Politkovskaja? ”Nej, det er drama, ikke et doku-drama. Min hovedperson er journalisten Nina, der dækker Tjetjenien-krigen for sin avis, Nye Tider. Stykket kunne ikke være dokumentarisk, for jeg kunne ikke vide, hvad Anna Politkovskaja tænkte og følte. Derimod kunne jeg koge hendes skæbne ned og sætte den ind i en historie og en handling, der kan afvikles over en måned. Af samme grund har jeg ikke gengivet Annas virkelighed helt nøjagtig, men taget mig friheder for at underbygge de temaer og dilemmaer, der er vigtige for mig”, svarer Hanne-Vibeke Holst. Magtens brutalitet Som i sin store romantrilogi om kvinder, magt og politik beskæftiger forfatteren sig også i skuespillet med de omkostninger, som knytter sig til karrieren. Denne gang handler det bare ikke om at vælge eller fravælge magten, men om at have frygten for likvidering inde på livet:

”Kvinder, der arbejder i hajfyldte farvande, tænker hele tiden på konsekvenserne for børn og familie – det er deres helt store dilemma. Naturligvis er det også svært for mænd, men kvinder er oppe mod en større forventning om at vælge familien frem for alt, og vi ser os selv som nogen, der først og fremmest har ansvar for vores børn. Mænd forventes at vælge heltegerningen. Men uanset om man er mand eller kvinde, så forestiller man sig ikke sin egen død”, siger Hanne-Vibeke Holst. I reolen har hun et eksemplar af Anna Politkovskajas bog ”Putins Rusland” stående. På titelbladet er en hilsen og en signatur fra forfatteren, som Hanne-Vibeke Holst mødte ved et læserarrangement i København i 2005. ”Jeg kan huske, at hun blev spurgt, om hun ikke var bange, og hun svarede, at hun var nødt til ikke at tænke på det. Og sådan tænker mange idealister. Men når man har fået tilstrækkeligt mange trusler, indser man måske, at man kommer til at tabe kampen. Kvinder tror naivt, at de kan tage kampen op, fordi vi ikke forstår den brutalitet, som knytter sig til magtens udførelse Derfor er der mange kvinder blandt idealisterne. Ufortrødent kæmper

KU LT U R PÅ VE J Et forfulgt folk KU N ST

Clara Kramer var en helt almindelig pige på 15 år, da Anden Verdenskrig brød ud. Men hun var også polak – og jøde. Da tyskerne invaderede Polen, boede der omkring 5.000 jøder i Claras hjemby, Zolkiew. Da krigen var slut, var der blot 60 tilbage. Clara og hendes forældre overlevede mirakuløst – takket være en etnisk tysker, der var en berygtet alkoholiker, skørtejæger og højrøstet antisemit. Men hr. Beck var også en mand, der ikke kunne leve med, at mennesker blev skudt som dyr. Derfor husede han 18 jøder i et beskyttelsesrum, der var gravet ud i kælderen, hvor Clara skrev dagbog i 20 måneder. Den danner baggrund for bogen ”Claras krig”, som er en gribende, livsbekræftende og dybt personlig beretning om en ung piges utrolige kamp for at overleve – og om en verden, hvor selv en fjende kan vise sig at være din eneste redning. Clara Kramer bor i dag i New Jersey, USA, og hendes dagbog indgår i den permanente samling på United States Holocaust Memorial Museum i Washington D.C.

Hanne-Vibeke Holst boede i Moskva 1987-1990, hvor hun oplevede Gorbatjovs forsøg på at indføre reformer og åbenhed (perestrojka og glasnost) og mærkede Murens fald fra østsiden. Hun har tidligere skrevet to skuespil: ”Interview” og ”En flig af himlen”.

Anna Politkovskaja, født den 30. august 1958 og dræbt i Moskva den 7. oktober 2006. Uddannet journalist 1980 og ansat på avisen Novaja Gazeta, hvor hun skrev om krigen i Tjetjenien. Modtog bl.a. Olof Palme Prisen og priser fra International PEN og Amnesty International.

Clara Kramer: Claras krig, 376 sider, 249 kr., udkommer 27. januar 2010 – den internationale Holocaustdag – på Gads Forlag.

Verdens lykkeligste folk de mod den overlegne statsmagt, og når de indser det ulige størrelsesforhold, må de spørge sig selv, om kampen er prisen værd. Det er det samme tema som i min romantrilogi, men her ført ud i det ekstreme dilemma og valget mellem liv og død”. Arketypiske idealister I 2003 var Hanne-Vibeke Holst i Stockholm for at blive interviewet om sin bog ”Kronprinsessen” netop den dag, hvor udenrigsminister Anna Lindh blev stukket ihjel. Alle hendes møder med den svenske presse blev derfor transformeret til at handle om drabet og prisen for at ville magten. Og da Anna Politkovskaja blev dræbt, var Hanne-Vibeke Holst i Göteborg for at deltage i en politisk debat. ”Jeg hørte om mordet i fjernsynet, og tænkte: ’Fuck, så skete det, som alle frygtede’. Det fyldte mig både med sorg og indignation, fordi der var så meget mere i hende. Efter drabet begyndte jeg at samle udklip om hende. Jeg havde ingen idé om at skrive om hende, men kom snart efter til at tænke på, at hun var det dramatiske stof, jeg søgte. Hendes historie rummer de store personlige dilemmaer og mod-

satrettede kræfter – og det er jo det stof, som forfattere lever af. Jeg begyndte at researche meget grundigt, jeg undersøgte og studerede Anna Politkovskaja og mange andre idealister og helte for at finde det arketypiske, det universelle, fællestrækket. For der er jo hele tiden nogen, der risikerer livet for at gøre det rigtige. Det store spørgsmål er derfor: Nytter det at dø? Ændrer det noget? Er idealistens offerdød forgæves?”, siger hun. Og hvad er dit eget svar på det spørgsmål? ”I stykket indkredser jeg et svar. Spørgsmålet er en interessant udfordring til vores selvopfattelse som politiske væsner. Jeg siger nej, de døde ikke forgæves. Anna Politkovskaja døde ikke forgæves, og hendes fire-fem nære venner, der også er blevet likvideret efter hende, gjorde heller ikke. Realister og kynikere siger ’ja, de døde forgæves’. Jeg siger nej, men jeg er også naiv”. Hanne-Vibeke Holst: Moskva, 7. oktober. Premiere på Betty Nansen Teatret den 28. februar 2010. Instruktør: Peter Langdal. Medvirkende: Paprika Steen, Ditte Graabøl, Ole Lemmeke m.fl.

Hvad gik der galt med den danske gæstfrihed, og hvad skete der med danskerne, da vores tillid til andre mennesker blev overskygget af fremmedfrygt og mistillid? Det spørgsmål stiller den svenske forfatter Lena Sundström i bogen ”Verdens lykkeligste folk – en bog om danskerne”, som giver et ualmindelig nøgternt og nærgående portræt af danskerne. I tre måneder boede Lena Sundström i en toværelses lejlighed på Nørrebro i København, hvorfra hun drog ud i det danske samfund for at forstå, hvorfor danske flag brændes af i demonstrationer i den muslimske verden, og hvorfor Danmark betragtes som et af de mest fremmedfjendske lande i Europa. Set fra Sverige er der sket noget med det gamle og hyggelige Danmark i løbet af de sidste ti år. Tonen i den offentlige debat er blevet skærpet, og der har bredt sig et forbehold mod fremmede mennesker, som ofte giver sig udtryk i direkte fjendtlighed. Lena Sundström møder danskere, som ikke bryder sig om de fremmede, og hun møder danskere, som skammer sig over at fortælle, hvor de kommer fra. Hun taler med avisredaktører, politikere og opinionsdannere, deltager i danskkursus for indvandrere og er til grillaften hos medlemmer af Dansk Folkeparti. Lena Sundström: Verdens lykkeligste folk – en bog om danskerne, 342 sider, 299 kr., udkommer 30. november på Forlaget Republik.

amnesty I 43

amnesty November 2009

A K T I V B L A D F O R A m n e s t y I n t e r n a t io n a l

Liv e- re dak tø r: Ast rid S chme ltze r Dy bkjæ r

Foto: xxxxx xxxxxxx

AMNESTY PÅ GADEN

Shell skal rydde op i Niger Delta ”Rent vand burde man sgu have alle steder”. Ordene kommer fra en af de flere tusinde forbipasserende, der skrev under, da Amnestys aktive gik på gaden i 32 danske byer for at kræve, at Shell skal rydde op efter sit oliesvineri i Niger Delta i Nigeria. Af Anne Selsøe Sørensen

4 4 I a m n e s t yLive

Det er fredag eftermiddag, og der lugter af fisk på Kultorvet i København. Midt i fyraftensmylderet går en flok mennesker rundt i hvide beskyttelsesdragter blandt døde torsk og olietønder. Hvad er meningen? ”Shell skal holde op med at svine sådan i Niger Delta i Nigeria, hvor de har udvundet olie i 40 år”, siger Joakim Lundström, som er kampagnekoordinator i Amnesty Danmark og selv er trukket i beskyttelsesdragten for at samle underskrifter. Aktionerne i Danmark

er en del af Amnestys verdensomspændende indsats for at få Shell til at rydde op efter sig. Clean up and come clean I Niger Delta mangler befolkningen rent vand, frisk luft, mad og arbejde på grund af Shells olieudvinding, som har ødelagt miljøet og dermed deres levegrundlag. Det er en krænkelse af helt basale menneskerettigheder. Derfor samler Amnesty International underskrifter til Shells direktør i Holland med budska-

bet ”Clean up and come clean”. Nanna på 18 år er en af de gadehververe fra Amnesty, som er med til at samle underskrifter ind i kulissen af olieindsmurte fisk og beskidt drikkevand på flaske: ”Jeg er virkelig blevet bidt af det her arbejde. Det er rigtig fedt at være med. Det er en god sag, og stemningen er god. Folk bliver meget overraskede, når de ser, hvordan det ser ud”, siger hun. Tusindvis af kilometer rørledninger og utallige oliebrønde dækker jorden i Niger Delta og er i mange

A m n e s t y L iv e for t æ ll e r o m A m n e s t y s a k t ivi s m e , a rr a n g e m e n t e r o g r e s u lt a t e r . H e r k a n d u s e , h vord a n d u k a n g ø r e e n for s k e l for m e n n e s k e r e t t i g h e d e r n e .

Det kan du gøre...

Fremskridt og tilbagegang for menneskerettighederne i verden TILBAGEGANG USA. Der sidder stadig 215 fanger i Guantánamo-lejren på trods af præsident Obamas løfte om at lukke lejren indenfor det første år af sin embedsperiode. Irak. Den blodige konflikt koster stadig menneskeliv. Mindst 155 blev dræbt og over 700 såret ved et bombeangreb i det centrale Bagdad søndag den 25. oktober. Iran. Den åndelige leder Ayatollah Khamenei erklærede den 29. oktober, at enhver kritik af præsidentvalgets resultat i juni måned er en forbrydelse. Dermed har han kriminaliseret ytringsfriheden.

FREMSKRIDT USA. Senatet har skærpet straffen for at overfalde en person på grund af hans eller hendes seksuelle overbevisning – de såkaldte hate crimes. FN. Forhandlingerne om en global traktat til kontrol af den internationale våbenhandel kan starte. Det blev 153 af verdens regeringer enige om i FN fredag den 31. oktober. Det er en stor sejr for Control Arms-kampagnen, som Amnesty deltager i sammen med hundreder af NGO’er. Sierra Leone. Tre fremtrædende medlemmer af militsen Revolutionary United Front (RUF) er blevet idømt lange fængselsstraffe for deres forbrydelser mod menneskeheden under landets 11 år lange borgerkrig. De tre blev blandt andet dømt for at have tvunget børn til at blive soldater. Det er et vigtigt skridt i kampen mod straffrihed i de afrikanske lande.

Vil du være med? Du kan være med, næste gang Amnesty aktionerer for menneskerettighederne. Fire gange om året udarbejder Amnesty en aktivitetspakke med materialer, som gør det let at deltage i Amnestys kampagner. Aktivitetspakkerne kan indeholde alt fra rekvisitter til events, forslag til underskriftsindsamlinger og baggrundsinformation, så du bliver klædt på til at lave menneskerettighedsarbejde i dit lokalområde.

tilfælde ført tæt forbi lokalbefolkningens boliger, landbrug og vandforsyning. Drikkevandet er forurenet, planterne holder op med at gro, dyrene mistrives, og fiskene dør. I Danmark er der indtil videre samlet knap 9.000 underskrifter. Amnesty har holdt et møde med direktøren for Shells danske afdeling for at tale om problemerne i Niger Delta. Det er håbet, at Shells nye øverste internationale chef, Peter Voser, vil begynde oprydningen i Niger Delta, når han får overleveret underskrifterne fra hele verden. For som den ældre dame, der stoppede op på vej hjem fra indkøbsturen for at skrive under, slog fast: ”Rent vand burde man sgu have alle steder”.

1 minut:

Vær med til at sikre en fair, ambitiøs og bindende aftale ved klimatopmødet COP15 i København i december. Amnesty deltager sammen med organisationer og individer fra hele verden i den globale kampagne TckTckTck. Lad verdens ledere vide, at du er klar til forandring – skriv under på www.amnesty.dk

2 minutter:

Red liv med mobilen. Tilmeld dig sms-netværket Amnesty Lifeline. Du får tilsendt en aktuel aktion hver uge, du skriver under med mobilen, og du er dermed med til at redde mennesker fra tortur, dødsstraf og uretfærdige fængslinger. Tilmeld dig ved at sende beskeden LIFELINE til 1231. Det er gratis at modtage aktioner og koster alm. trafiktakst at deltage. Vil du framelde dig Lifeline? Sms LIFELINE STOP til 1231.

5 minutter:

Hverv en ven til verdens største menneskerettighedsorganisation. Send linket: www.amnesty.dk/blivmedlem til dine venner og få dem til at melde sig ind i Amnesty International. 2,2 millioner mennesker er allerede medlem.

CO2-venlige lys for verdens fattigste Næste aktivitetspakke sætter fokus på FN’s menneskerettighedsdag den 10. december, hvor Amnesty-medlemmer over hele Danmark tænder CO2-venlige lys. Det sker for at sætte fokus på, hvordan klimaforandringerne truer menneskerettighederne blandt verdens fattigste. Vil du vide mere? Kontakt kommunikationsmedarbejder Katrine Lauritsen på klauritsen@ amnesty.dk

30 minutter:

Klik " Print " Send " Red liv. Et brev fra dig kan betyde forskellen mellem liv og død. Skriv for Liv er Amnestys verdensomspændende netværk, som gennem brevaktioner lægger pres på myndigheder og hjælper mennesker, der sidder uretfærdigt fængslet. Tilmeld dig netværket på www.amnesty.dk/skrivforliv a m n e s t yLiv e I 4 5

amnesty Medlemsinfo

Medlemsservice – hjælpen er nær Har du spørgsmål til dit medlemskab eller til Amnesty Internationals arbejde? Så er du altid velkommen til at kontakte Medlemsservice. Medlemsservice hjælper dig med alt, der har med dit medlemskab at gøre, men kan også være behjælpelig med generelle informationer om Amnesty International, hvis du endnu ikke er medlem. Medlemsservice er klar til at hjælpe dig telefonisk mandag til fredag fra kl.10.00 til 16.00 på tlf. 33 45 65 65 eller via email på medlemsservice@ amnesty.dk Vi glæder os til at høre fra dig.

8.500

Amnesty indberetter til SKAT Amnesty International indberetter dine eventuelt fradragsberettigede bidrag til SKAT. Indberetningen til SKAT sker ved hjælp af dit CPRnummer. Hvis du tidligere har oplyst dit CPR-nummer – for eksempel i forbindelse med oprettelse af en betalingsserviceaftale (PBS) – skal du ikke foretage dig noget. Hvis vi ikke har dit CPR-nummer, bedes du oplyse det sammen med dit fulde navn, medlemsnummer og adresse. Oplysningerne opbevares naturligvis sikkert.

Du kan give os oplysningerne på én af følgende måder: 1. Ring til Medlemsservice på tlf. 33 45 65 65 mandag til fredag fra kl.10.00 til 16.00 2. Indtast oplysningerne på den sikre kontaktformular på www.amnesty.dk/fradrag 3. Send oplysningerne i en lukket kuvert til: Amnesty International, Gammel Torv 8, 5. sal, 1457 København K. Hvis du ikke ønsker, at Amnesty skal foretage indberetning til SKAT,

bedes du ligeledes oplyse dette. Du kan læse mere om fradragsreglerne på www.amnesty.dk/fradrag Indberetning til SKAT for skatteåret 2009 foretages kun for bidrag indbetalt senest den 31. december 2009.

Medlemskonkurrence: Hvorfor støtter du Amnesty? Amnesty er din organisation, og det er vigtigt for os, at du er tilfreds med dit medlemskab. Derfor vil vi gerne vide noget mere om dig, og hvorfor du støtter Amnesty International. Når vi lærer medlemmer som dig bedre at kende, bliver vi også bedre til at kommunikere med dig i fremtiden.

Fortæl med dine egne ord, hvad der motiverer dig som medlem? Er det vores arbejde mod tortur eller for ytringsfrihed? Er det muligheden for at handle aktivt sammen med andre? Er det fordi, Amnesty er verdens største forsvarer af menneskerettighederne? Eller er det noget helt andet?

Skriv til mitamnesty@amnesty.dk Husk at skrive dine kontaktoplysninger. De fem mest inspirerende historier bliver belønnet med en Amnesty T-shirt fra webshoppen.

Så mange nåede at se årets temaudstilling om diskrimination i Amnestys udstillings- og informationsbarak i Frøslev-lejren.

The Unheard Truth – Poverty and Human Rights Ny bog af Irene Khan, generalsekretær i Amnesty International ”Irene Khan kommer med et overbevisende bevis for, hvorfor menneskerettigheder skal sættes i centrum af indsatsen for at udrydde fattigdom”. Kofi Annan, tidligere generalsekretær for FN. ”Fattigdom er verdens værste menneskerettighedskrise, og denne bog giver en stærk fremstilling af, hvorfor og hvordan vi kan vende strømmen”. Mary Robinson, FN’s tidligere højkommissær for menneskerettigheder. ”The Unheard Truth er ikke bare en hvilken som helst bog, men et manifest for vores tid, et manuskript, som en voksende kritisk masse bør lytte til og rette sig efter”. Professor Muhammad Yunus, modtager af Nobels Fredspris i 2006.

Køb den for 100 kroner + forsendelse på www.amnesty.dk/shop

4 6 I a m n e s t yLive

Speak you English? Ja, naturligvis taler vi engelsk. Vi er jo et internationalt firma. Det er bare fagsproget, det kniber med … Business English i dit fagsprog. Træning i aktuelle cases. SprogLab for individuel fejlkorrektion. Det virker …

www.mindlogic.dk/sprog

det nytter

Gode nyhedeR

” Amnestys støtte betød alt for mig” Mandag den 28. september blev Jestina Mukoko, lederen af en af Zimbabwes førende menneskeretsorganisationer, sat fri. Det skete ni måneder efter, at hun blev bortført sammen med 23 andre menneskeretsaktivister i Zimbabwe. I fængslet blev de udsat for tortur. Mens Jestina Mukoko har siddet i isolation, er hun blandt andet blevet slået og forhørt i timevis, fortæller hun i et interview med Amnesty, som besøgte hende i Harare kort efter løsladelsen. ”Da jeg kom ud fra hospitalet efter min løsladelse, havde jeg fået 60 breve og postkort fra medlemmer af Amnesty International. Der stod ’Vi støtter dig’,” fortæller Jestina Mukoko. ”Det betød alt for mig. På det tidspunkt vidste jeg ikke engang, at min sag var kommet ud i offentligheden. Jeg fældede en tåre. Mit favorit-brev var fra en femårig, som havde tegnet blomster på kortet. Det har betydet meget for mit forhold til Amnesty”, siger hun. Hurtig reaktion Jestina Mukokos søn på 17 år overværede politiets kidnapning af moderen en tidlig morgen i december sidste år og begyndte at ringe rundt for at fortælle, hvad der var

sket. Nyheden nåede også Amnesty International. ”Amnestys researcher havde skrevet om min kidnapning, allerede før han mødte på arbejde den morgen”, fortæller Jestina Mukoko. Jestina Mukoko blev anklaget for terrorvirksomhed på grund af sit arbejde med at dokumentere krænkelser af menneskerettighederne i Zimbabwe, som har været præget af politisk vold og ustabilitet de seneste ti år. Nu har Zimbabwes højesteret frikendt hende, og Jestina Mukoko er tilbage i sit job som leder af menneskeretsorganisationen The Zimbabwe Peace Project. ”Amnesty skal blive ved med at arbejde med de individuelle sager – det betyder så meget”, siger Jestina Mukoko.

Læs hele interviewet med Jestina Mukoko på www.amnesty.dk

Siden 1998 har præsident Robert Mugabe – som kom til magten i 1980 – forfulgt sine politiske modstandere i Movement for Democratic Change og bragt landet tæt på et økonomisk kollaps med hyperinflation og mangel på basale fødevarer. I februar 2008 fik landet sin første samlingsregering med tidligere oppositionsleder Morgan Tsvangirai som premierminister og Robert Mugabe som præsident, men oppositionstilhængere og menneskeretsaktivister forfølges fortsat med ulovlige arrestationer, uretfærdige retssager og vold.

Giv menneskerettighederne videre til næste generation Overvejer du at testamentere til Amnesty International?

Mongoliet: 33-årig mand benådet på dødsgangen Den 33-årige Buuveibatar, der skulle henrettes for mord, er blevet benådet af Mongoliets præsident. Buuveibatar blev dømt til døden for mordet på sin tidligere kærestes nye kæreste i januar 2008. Han havde udtømt alle muligheder for appel, men Amnesty aktionerede for hans benådning. Hans far har skrevet til Amnesty og takket for den støtte, hans søn har modtaget. Iran: Dødsdømt par løsladt En mand og en kvinde, der i 2006 blev dømt til døden ved stening for utroskab, blev i november frikendt og løsladt af domstolen i Esfahan i Iran. Gilan Mohammadi og Gholamali Eskandari har siddet fængslet siden 2003, men deres sag blev genoptaget i januar i år, da to menneskeretsadvokater førte bevis for, at de anklagede var blevet nægtet advokatbistand. Amnesty takker alle, der har deltaget i aktionen for de løsladte. Iran: 35-årig kvindes henrettelse er udsat 35-årige Akram Mahdavi er dømt til døden for drabet på sin 74-årige mand i 2003. Manden havde misbrugt hende, siden hun var teenager, og som 20-årig tvang familien hende til at gifte sig med ham. Hendes henrettelse er blevet udsat, fordi et af mandens stedbørn har indvilget i, at hun kan blive benådet, mod at der betales kompensation for drabet. Amnesty følger fortsat sagen og arbejder for, at dødsdommen bliver annulleret. SKRIV FOR LIV – DET NYTTER Læs mere på www.amnesty.dk/skrivforliv

Når du testamenterer til Amnesty International, efterlader du noget, der er større end dig selv. Din gave er med til at sikre, at vores fælles rettigheder fortsat hjælper mennesker i hele verden og skaber retfærdighed. Ring eller skriv til os, hvis du vil høre mere om, hvordan du kan indskrive Amnesty i dit testamente. Læs mere om testamente og bestil Amnestys testamentefolder på www.amnesty.dk/testamente

a m n e s t yLiv e I 4 7

Sorteret magasinpost ID-nr. 41156 Al henvendelse; Amnesty International, Telefon 33 45 65 65.

Køb dine julegaver hos Amnesty Menneskerettigheder hele året

Økologiske hættetrøjer og indkøbsnet 100% økologisk og produceret med et reduceret CO2-udslip.

Kalender

110,-

Indkøbsnet kr.

kr.

100,-

Hættetrøje

400,-

kr.

Vægkalender kr.

150,-

Tænd et lys i mørket Pakke med 4 lys kr.

65,-

Amnesty T-shirt Både stof og tryk er EU-blomst produceret kr.

www.amnesty.dk/shop

250,-