Amnesty #1 2010

AMNESTY Medlemsblad for Amnesty International | Nr 1 februar 2010

FÆNGSLET PÅ UBESTEMT TID

I FRONTLINJEN FOR AMNESTY

PROFESSOREN OG FORFATTEREN

KOM MED TIL LANDSMØDE

Ikke-kriminelle asylansøgere sidder fængslet i månedsvis i Ellebæk.

Interview med Amnestys researcher, der var i forreste linje i Gaza.

Eva Smith og Stig Dalager diskuterer retspolitik og udlændingedebat.

Husk at få årets vitaminindsprøjtning på Amnestys landsmøde i april.

Tema: Verdens lykkeligste folk

bunden af danmark

| leder

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen Redaktionel bistand: Datagraf Client Publishing Design og produktion: Datagraf Oplag: 93.000 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år Udkommer næste gang: 28. maj 2010 (deadline 23. april) Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Amnesty Internationals holdning. Eftertryk med kildeangivelse er kun tilladt efter forudgående aftale med redaktionen.

Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt Amnesty International Gammeltorv 8, 4.og 5.sal 1457 København K Tlf. 33 45 65 65 Fax 33 45 65 66 www.amnesty.dk amnesty@amnesty.dk Amnesty i Aalborg Priorgade 1A · 9000 Aalborg Tlf. 98 10 17 17 Amnesty i Odense Vestergade 57, 2. sal · 5000 Odense C Tlf. 66 13 08 78 Amnesty i Århus Mejlgade 50, 1 sal · 8000 Århus C Tlf. 86 19 28 77 Forsidefoto: Lars Helsinghof

2 I am n e s t y

Plads til alle

Amnestys redaktør: Ole Hoff-lund

År efter år hører vi den samme historie i medierne: Danskerne er verdens lykkeligste folk. Og når meningsmålingen for 2010 engang bliver offentliggjort, vil vi formentlig sige det igen. Ikke engang en kombination af isvinter og finanskrise kan for alvor ændre på vores selvopfattelse. Her mangler ikke noget. Her findes ikke tortur og dødsstraf, og vi har alle ret til at få prøvet vores ulykke ved en domstol. Det er fantastisk, at vi kollektivt er så tilfredse med tingenes tilstand og vores individuelle behovsopfyldelse, at vi år efter år modtager denne globale lykkemedalje med en blanding af stolthed og selvfølgelighed.

Men når det er sagt, hvem er det så egentlig, der bliver spurgt i de globale analyser? Hvor forsvinder al den lykke hen, når de hjemløse indtager gågaden efter klokken 18? Hvordan sikrer vi, at alle borgere i dette land får deres bid af lykkekagen? Og hvordan undgår vi, at mennesker ender som i C.V. Jørgensens univers: ”Mit lykkehjul står piftet og kommer ikke ud at køre mere i år”?

I dette nummer af Amnesty sætter vi fokus på den kontrastfyldte virkelighed i Danmark. På asylansøgere, der sidder fængslet på ubestemt tid i Ellebæk i Nordsjælland, selv om de aldrig har gjort noget kriminelt eller voldeligt. På tonen i den danske udlændingedebat, der nåede nye dybder, da præsten Jesper Langballe (DF) proklamerede, at muslimske fædre dræber deres børn og lader onklerne voldtage deres døtre. På illegale indvandrere, der sætter deres helbred på spil, fordi de er forment adgang til gratis behandling i det offentlige sundhedssystem. På de fredelige klimademonstranter, der blev forvandlet til bundfrosne lømler efter fem timer på Amagers asfalt under COP15. På de hårdest belastede stofbrugere på Vesterbro i København, der pludselig har fået et fristed og en smule værdighed tilbage i deres liv i kraft af gratis, nærende mad og et sundhedsrum med sygeplejersker og socialrådgivere.

Der er stadig plads til forbedringer i Danmark, og der er rigtig god plads til at behandle vores etniske minoriteter med større respekt.

Der er også god plads til at udfylde den rolle som menneskerettighedernes vogter, som Danmark indtil for nylig indtog. Men hvis vi skal gøre os gældende internationalt, er vi nødt til at have ordnede forhold på hjemmebanen. Derfor skal vi skabe plads til at rumme de svageste, de udstødte, de fattige, de farvede og de anderledes.

Den plads har de allerede fundet – og navngivet – på Vesterbro i København. Den ligger foran Sundhedsrummet og værestedet Café Dugnad, som tager det helt bogstaveligt, når alle skal have lige ret til sundhed og et værdigt liv. Den hedder Plads Til Alle.

Ind hold | A mnes ty på fem minu tter

4 Nyheder 6 11. september satte Illustration: Mikkel Henssel

10

Foto: Pamela Juhl

14

Illustration: Mikkel Henssel

20

Foto: Lars Helsinghof

24

10 Fængslet på ubestemt tid

I et fængsel i Nordsjælland – klos op ad Sandholm-lejren – sidder 40-50 asylansøgere fængslet på ubestemt tid. De har ikke gjort noget kriminelt, men myndighederne frygter, at de vil gå under jorden. Derfor er de frihedsberøvet, indtil de kan sendes ud af landet.

Der er ingen øvre grænse for, hvor længe de kan fængsles, og nogle asylansøgere sidder bag tremmer i to år. Og det kan udgøre umenneskelig og nedværdigende behandling, siger FN’s særlige torturrapportør Manfred Nowak.

Amnesty har besøgt fængslet i Ellebæk.

14 Der er noget galt i Danmark

Danmark er på vej i en farlig retning, når det gælder behandlingen af etniske minoriteter og tonen i udlændingedebatten. Og politikerne flygter fra ansvaret, siger forfatteren Stig Dalager og juraprofessor Eva Smith.

Vi har sat dem sammen til et fælles interview, hvor de sætter ord på udviklingen i dansk retspolitik og udlændingepolitik de seneste ti år. ”Grænsen for, hvad man kan tillade sig i retning af hadefulde og racistiske udtalelser har virkelig flyttet sig”, siger Stig Dalager.

20 Fødsler i ingenmandsland

Lige adgang til sundhed er en af de grundlæggende menneskerettigheder. Men for tusindvis af illegale indvandrere i Danmark er situationen en anden. Hospitaler kræver 12.000 kroner for en akut fødsel, og et depositum på 50.000 kroner, hvis den gravide ønsker konsultationer og fødselshjælp fra en jordemoder. Visse praktiserende læger afviser helt at tilse folk uden papirer. Det er et brud på lægeløftet.

Amnesty har undersøgt sagen og mødt de netværk, der prøver at skaffe lægehjælp uden om systemet.

24 Suppe og et værdigt liv

Rygende varm rødbedesuppe, hjemmebagt brød med ost og varm kaffe på kanden. Alt sammen gratis og skabt af initiativrige lokale kræfter, der ønsker ordentlige løsninger på de narkoproblemer, som har præget Vesterbro i København i 40 år.

Café Dugnad er et kærkomment fristed til stofbrugerne, og i Sundhedsrummet i nabohuset er sygeplejersker og socialrådgivere klar til at hjælpe dem med alt fra småskrammer og lommesmerter til rygerlunger og depressioner. Amnesty er kommet i cafeen gennem en længere periode for at tage pulsen på stofbrugernes forandrede hverdag på Vesterbro.

dagsordenen

Amnestys internationale generalsekretær, Irene Khan, takker af efter otte år.

7

Kampen om informationerne

Magtkampen i Iran foregår også i cyperspace.

8 Terrorkrigens årti Vi stiller skarpt på årtiets store begivenheder.

18 En pakke til lømlerne 968 tilbageholdte, men kun 4 sigtede. Kritikken af lømmelpakken var berettiget.

32 Straffeloven til gennemsyn Eksperter undersøger Amnestys anbefalinger.

33 Nyt politiklagesystem på vej Håb om en mere objektiv behandling af politiklager.

34 Danmark set fra Sverige Svensk journalist tager temperaturen på Danmark.

36 I frontlinjen Amnestys researcher var tæt på begivenhederne i Gaza.

38 Amnesty i glimt

Nyt fra Amnesty.

40 En weekend om

menneskerettigheder

Kom med til Amnestys landsmøde den 24.-25. april.

41 Kommentar Da New Mexico afskaffede dødsstraffen.

42 Kultur Klaus Rothstein stiller skarpt på Clint Eastwoods nye film om Nelson Mandela.

44 Amnesty Live Stort og småt om Amnestys resultater. a mn e s t y I 3

Nyhede r Foto: David Høgsholt

”Det er op til folket at presse på for forandringer. Lederne gør det ikke af sig selv”, sagde den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo i et interview med Amnesty i 2008. Nu er han idømt 11 års fængsel.

Liu Xiaobo idømt 11 års fængsel Den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo blev den 25. december idømt 11 års fængsel for at ”opfordre til at omstyrte statsmagten”.

Kina havde forbudt udenlandske medier og diplomater adgang til at overvære retssagen, som udspringer af Liu Xiaobos berømte Charter 08, som han offentliggjorde i december

2008. Et dokument, som opfordrer til politiske reformer og skitserer rammerne for et demokratisk Kina med respekt for menneskerettighederne.

Flere hundrede kinesiske intellektuelle har underskrevet Charter 08, men med dommen sender Kina igen et tydeligt signal om, at der

ikke er plads til systemkritik i riget i midten.

Amnesty International fordømmer den hårde straf til Liu Xiaobo. Flere af medunderskriverne er også blevet groft chikaneret og afhørt for deres rolle i Charter 08. ”Anholdelsen af og retssagen mod Liu Xiaobo viser, at den kinesiske regering ikke tolererer, at kinesiske borgere deltager i diskussioner om deres egen regeringsform. Efter dommen er de mere end 300 forskere, advokater og embedsmænd, som tog initiativ til Charter 08, samt næsten 10.000 medunderskrivere i fare”, siger Sam Zarifi, som er leder af Amnesty Internationals afdeling i Sydøstasien.

Liu Xiaobo er universitetsprofessor og har tidligere afsonet 20 måneders fængsel for sin deltagelse i protesterne på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Amnesty bragte et interview med Liu Xiaobo i februar 2009.

Foto: Scanpix

En fugl på himlen over Googles hovedkvarter i Beijing. Internetgiganten truer med at forlade Kina i protest mod censur og overvågning.

Google truer Kina Den amerikanske internetgigant Google vil ikke længere efterkomme Kinas krav om at censurere søgeresultaterne på den kinesiske version af verdens mest brugte søgemaskine.

Samtidig truer Google med helt at forlade Kina – verdens største internetmarked.

Det sker som reaktion på, at kinesiske internetspioner angiveligt har hacket sig ind i e-mailkonti, der tilhører kinesiske systemkri4 I am n e s t y

tikere og menneskerettighedsaktivister. Ifølge Google drejer det sig om e-mailkonti under Googles Gmail.

For at få adgang til det kinesiske marked har Google og flere andre internetselskaber hidtil ladet sig presse til at censurere søgninger på ord som ”Amnesty International”, ”Dalai Lama” og ”Tibet”. ”Hackerangrebene og den overvågning,

de har afsløret, kombineret med det seneste års forsøg på yderligere at begrænse ytringsfriheden på nettet, har fået os til at konkludere, at vi må overveje, om vi fortsat kan drive forretning i Kina”, siger Googles juridiske chef David Drummond.

Googles udmelding får opbakning fra Det Hvide Hus i USA, hvor både præsident Barack Obama og udenrigsminister Hillary Clinton har understreget nødvendigheden af frie informationer på internettet. Også Amnesty International støtter Googles kursskifte. ”Det er et vigtigt skridt, at Google har sat fokus på behovet for, at folk har adgang til frie informationer. Vi håber, at andre virksomheder også vil udfordre Kinas censurpolitik”, siger Roseann Rife fra Amnesty International.

Kina afviser anklagerne, og i et modangreb på USA skriver den regeringsstyrede kinesiske avis China Daily, at det er på grund af USA’s internetkrigsførsel via YouTube og Twitter, at der opstod uro og splid i Iran efter præsidentvalget i juni.

Af O le Hoff-lund

Klimatopmøde endte i fiasko

kort nyt: Politi nedlægger visitationszoner Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgjorde i januar, at politiets visitationszoner i Storbritannien er ulovlige. Kort efter nedlagde Københavns Politi alle visitationszoner på nær én ved Østre Landsret. De blev indført i 2008 med det ene formål at visitere for våben og blev mødt med kraftig kritik fra blandt andre Amnesty og Advokatsamfundet, fordi borgere kan visiteres uden konkret mistanke. I alt gennemførte politiet 17.977 visitationer på 14 måneder. Det resulterede i 1.064 sigtelser, hvor af de 309 sigtelser var efter våbenloven.

Millioner af mennesker over hele verden havde håbet på en global klimaaftale på topmødet COP15 i København. Men som bekendt endte det hele i kaos og en svag hensigtserklæring, som ikke løser et af klodens mest presserende problemer.

Amnesty og 250 andre organisationer gik sammen under navnet TckTckTck med kravet om en fair, ambitiøs og bindende aftale, hvor de fattiges stemme bliver hørt. 15 millioner mennesker skrev under på kravet, og TckTckTck vil fortsat lægge pres på verdens ledere for at nå en aftale i Mexico senere på året.

Irak sagsøger sikkerhedsvagter Amnes ty nr. 4 , 2009

Asylbørn med psykiske problemer Det er forældrenes ansvar, at 20 ud af 21 afviste irakiske asylbørn har svære psykiske problemer og er angste og deprimerede. Det siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i forbindelse med en undersøgelse af børnene i de afviste irakiske flygtningefamilier, som Ugeskrift for Læger offentliggjorde i januar. ”Det er ulykkeligt, at børnene har det sådan, men det er forældrenes skyld. Hvis familierne var rejst hjem med det samme, da de fik afslag på asyl, ville børnene ikke være blevet bragt i den situation”, siger Birthe Rønn Hornbech til Kristeligt Dagblad.

Undersøgelsen, som er foretaget af ni speciallæger i børne- og ungepsykiatri, viser, at

alle børnene lider af psykiske problemer – på nær et barn på otte måneder. De ældste børn har det værst. I øjeblikket får kun to af børnene behandling, og det bekymrer overlæge Jan Jørgensen, der er formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark. ”Det er omsorgssvigt grænsende til menneskeforagt at undlade at hjælpe børn i så stor nød og lidelse. Jeg skammer mig på det danske samfunds vegne”, siger han til Ugeskrift for Læger.

På baggrund af undersøgelsen har Amnesty rettet henvendelse til medlemmerne af Folketingets integrationsudvalg og socialudvalg for at bede dem arbejde for, at de irakiske asylbørn og deres forældre får humanitær opholdstilladelse i Danmark.

Foto: Polfoto

Frikendt efter 28 år Den 58-årige Donald Eugene Gates, der i 1981 blev idømt en livstidsdom for voldtægt og mord, blev i december frikendt af USA’s højesteret efter 28 år i fængsel.

Gates har fastholdt sin uskyld i alle årene, og en DNA-analyse beviser nu, at det var en anden mand, der dræbte den 21-årige Catherine Schilling. ”Jeg har det fantastisk”, sagde Gates, da han forlod fængslet i Arizona med 75 dollars og en busbillet til Ohio.

USA har droppet anklagerne mod fem sikkerhedsvagter fra firmaet Blackwater, som beskyldes for at stå bag nedskydningen af mindst 14 civile irakere i 2007. Beslutningen vækker harme i Irak, der derfor har rejst nye anklager mod Blackwater ved domstole i USA og Irak. Blackwater, der har ændret navn til Xe, har udført en lang række sikkerhedsopgaver for USA i Irak.

Politi dræber 11.000 brasilianere Politiet i de brasilianske storbyer Rio de Janeiro og Sao Paolo har på seks år dræbt 11.000 mennesker. Det svarer til, at politiet skyder et menneske, hver gang de arresterer 23, viser en rapport fra Human Rights Watch. Politiet forsvarer sig med, at de kæmper mod tungt bevæbnede narkobander. I alt sker der 48.000 drab om året i Brasilien.

Fire Guantánamo-fanger løsladt Da tiden udløb for Barack Obamas løfte om at lukke Guantánamo-fangelejren i løbet af ét år, forlod fire fanger i januar Guantánamo med kurs mod Schweiz og Slovakiet. Slovakiet tager imod tre fanger, og Schweiz tager én – som udtryk for solidaritet med Obamas ønske om at lukke lejren. Ingen af de fire er sigtet for noget kriminelt. Der sidder fortsat 192 mænd i lejren.

Flere hemmelige fængsler FN advarer om, at hemmelige tilbageholdelser af terrormistænkte kan bane vej for anklager om forbrydelser mod menneskeheden. En FN-undersøgelse viser, at hemmelige fængsler har bredt sig til 66 lande i alle dele af verden i de seneste ni år. USA’s såkaldte krig mod terror har givet fornyet kraft til brugen af hemmelige tilbageholdelser, siger forfatterne. a mn e s t y I 5

Nyhede r

Af Ole Hoff-lund Foto: Lars Helsinghof

Irene Khan i færd med at signere sin bog ”The Unheard Truth” under konferencen Amnesty IMPACT i Den Sorte Diamant i november.

Dagsordenen blev sat den 11. september Amnestys internationale generalsekretær, Irene Khan, siger farvel efter otte år i spidsen for organisationen, der er vokset til 2,7 millioner medlemmer.

Irene Khan glemmer aldrig sin første dag på kontoret som international generalsekretær for Amnesty International – den 11. september 2001. ”Det var en svær start. Man kan godt sige, at terrorangrebet mod USA og krigen mod terror kom til at definere min tid i Amnesty”, fortæller Irene Khan.

En måned tidligere havde Amnesty International besluttet at udvide sin mission til at fokusere på de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder – retten til sundhed, arbejde, uddannelse, bolig og et værdigt liv. ”Men det virkede, som om verden havde besluttet en anden dagsorden for Amnesty. Det var et wake up call for hele menneskerettighedsbevægelsen. Vi troede, at menneskerettighederne var sikret i den vestlige verden, men den 11. september viste, hvor skrøbelige vore rettigheder er, og hvor årvågne vi er nødt til at være”, fortæller Irene Khan.

volveret i grove krænkelser af menneskerettighederne. Det sendte en besked til hele verden om, at de havde licens til at mishandle. Det førte til en opblødning i det totale forbud mod tortur og en accept af at tilbageholde mennesker uden sigtelse eller retssag på ubestemt tid i hemmelige fængsler. Den nationale sikkerhed blev vigtigere end beskyttelsen af det enkelte individ, og det udløste et klima af frygt, hvor diskrimination, islamofobi og antisemitisme voksede”, siger Irene Khan.

Med Barack Obama som præsident blev der skabt nyt håb, men Irene Khan advarer mod jubeloptimisme. ”Det står ikke klart, hvor langt han vil gå.

Han har ikke accepteret nødvendigheden af at stille de amerikanske styrker og CIA til ansvar for deres handlinger i krigen mod terror, og han har udsat lukningen af Guantánamo”, siger Irene Khan, der netop er stoppet som øverste chef i Amnesty efter otte år.

Licens til at mishandle Derfor var Amnesty tvunget til at fokusere på menneskerettigheder i den vestlige, demokratiske verden. ”Det nye var, at vestlige regeringer blev in-

Nye udfordringer Hun ser både muligheder og udfordringer for menneskerettighederne i det faktum, at en række nye lande er hastigt på vej til at blive indflydelsesrige, økonomiske stormagter: Bra-

6 I am n e s t y

silien, Rusland, Indien og Kina – de såkaldte BRIK-lande. ”Med nye aktører opstår der nye muligheder. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at det globale civilsamfund i nord og syd hæver stemmen for at bevare de universelle værdier, som vi har værdsat siden menneskerettighedserklæringen i 1948”, fastslår Irene Khan, der i sin nye bog ”The Unheard Truth” betegner fattigdom som den største trussel mod menneskerettighederne. ”Hvis du lytter til de fattige, vil de fortælle dig, at de oplever diskrimination. De lever i usikkerhed. De holdes udenfor det omgivende samfund. Deres stemmer bliver ikke hørt. Det er disse faktorer, der i fællesskab gør fattigdom til en menneskeretskrise. Hvis du vil udrydde fattigdom, er du nødt til at løse disse problemer først. Menneskerettighederne er afgørende for at skabe en ramme, som kan sikre lighed og værdighed for alle”, siger Irene Khan, der er den første kvinde, den første asiat og den første muslim, som har stået i spidsen for Amnesty.

Hendes efterfølger bliver inderen Salil Shetty, der er leder af FN’s Millennium-kampagne og tiltræder i juni 2010.

Af As t rid Sch meltzer dybk jær

De første demonstranter henrettet

Kampen om informationerne Kampen mellem myndighederne og oppositionen i Iran er for længst rykket ind i teknologiens verden.

Folkets stemme Irans befolkning er ung og veluddannet, og mange har taget de nye teknologier til sig.

Under de fortsatte sammenstød spredes nyheder med lynets hast – både blandt demonstranterne i gaderne og til omverdenen. Da den unge kvinde Neda blev skudt ned på åben gade, så hele verden med i rædsel via Youtube.

Millioner af supportere udenfor Iran ændrede deres Twitter-indstillinger til Teheran-tid for

at forpurre myndighedernes jagt på dissidenter. Små film optaget med mobilkameraer dokumenterede begivenhederne, efter regimet havde lukket munden på journalisterne.

De nye medier har givet folket mulighed for at komme til orde i et omfang, som aldrig er set før i historien. Og mange ser internettet som en demokratiserende kraft, der er med til at nedbryde undertrykkende regimers monopol på informationsstrømmen. Men demonstranternes brug af nye medier gør dem samtidig sårbare for forfølgelse.

Det er allerede sket i Kina, hvor magthaverne bruger teknologien til at indsamle oplysninger om personer, der bryder regimets regler. En udmelding fra Irans øverste politichef Esmaiel Ahmadi-Moqaddan tyder på, at Teheran bevæger sig i samme retning for at forhindre, at der indkaldes til nye demonstrationer.. ”Alle, der benytter sms og e-mail, bør vide, at det er muligt at kontrollere og spore disse.

Lovbrydere vil blive retsforfulgt og straffet”, sagde han den 15. januar.

Der var planlagt nye, store demonstrationer i Iran den 11. februar, men det var efter redaktionens deadline.

Skriv til

Irans øverste leder

61-årige Ayatollah Mohammad Taghi Khalaji blev arresteret 12. januar i Qom. Han var en loyal støtte til nu afdøde Storayatollah Montazeri og har åbent kritiseret myndighedernes brug af vold mod fredelige demonstranter. Du kan lægge pres på styret i Iran ved at skrive til Ayatollah Ali Khamenei og kræve ham løsladt. Læs om Khalaji og andre fængslede demonstranter på www.amnesty.org Skriv til: Ayatollah Sayed ’Ali Khamenei Office og the Supreme Leader Islamic Republic Street Tehran Islamic Republic of Iran Foto: Amnesty

Da hundredetusinder af demonstranter gik på gaden for at protestere mod det iranske præsidentvalg i sommer, slog myndighederne hårdt ned på enhver, som sendte rapporter om begivenhederne ud af landet.

Journalister blev anholdt i hobetal, og studerende og intellektuelle blev mål for den berygtede Basij-milits. Regeringen blokerede satellit-transmissioner, forbød udenlandske journalister at dække demonstrationerne og lukkede telefontjenester landet over. Men rapporter om den udbredte vold i gaderne nåede alligevel frem til omverdenen gennem sms’er, websites og sociale netværk såsom Facebook og Twitter.

To iranske mænd blev den 28. januar henrettet, fordi de havde deltaget i sommerens demonstrationer. Ni andre er blevet dømt til døden for at ”opfordre til uroligheder og spotte Guds navn”.

Amnesty fordømmer henrettelserne.

Oppositionsleders søn: ”De kan komme, når de vil” ”Jeg har ofte været i fængsel, sidste gang i isolationscelle i 325 dage. Jeg er ikke bange. De kan komme, når de vil”.

Sådan siger Said Montazeri, søn af oppositionens åndelige leder, i et interview til tyske Der Spiegel, hvor han i skarpe vendinger kritiserer den islamiske republik og opfordrer præstestyret til at afsætte præsident Ahmedinejad.

Said Montazeris far, storayatollah Hossein Montazeri, blev indtil sin død den 21. december sidste år betragtet som oppositionens åndelige leder. Sørgedagen syv dage efter hans død faldt sammen med den shiamuslimske helligdag Ashura, hvor otte blev dræbt i sammenstød mellem sikkerhedsstyrkerne og de sørgende demonstranter. Det har fået flere højtrangerende

præster til offentligt at kritisere styret for at forbryde sig mod islams principper. ”De ansvarlige må sige undskyld til nationen for deres ugerninger og repressalier i de seneste måneder. Det er forudsætningen for, at den islamiske republik kan overleve,” siger Said Montazeri.

a mn e s t y I 7

T error

Terrorkrigen 9-11. Talkombinationen – eller snarere begivenheden, som den dækker over – kom til at dominere den internationale dagsorden for det første årti i det nye årtusinde. Næsten 3.000 mennesker blev dræbt i angrebet på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington den 11. september 2001, og præsident George W. Bush indledte som reaktion en såkaldt krig mod international terror, der bragte supermagten på kant med menneskerettighederne og ifølge kritikere satte et skidt eksempel for resten af verden.

Den forebyggende Irak-krig Bush lancerede begrebet om forebyggende krigsførelse og tog det i anvendelse i den amerikansk ledede invasion af Irak i marts 2003. Irak-krigen førte til diktatoren Saddam Husseins fald. Men striden fortsætter om,

hvorvidt det militære indtog var 95.000 civile irakeres liv værd – ifølge en opgørelse fra det ansete humanitære sikkerhedsprojekt Iraq Body Count.

Et andet element i Bush’ terrorkrig var den hurtige etablering af fangelejren for terrormistænkte på den amerikanske flådebase Guantánamo på Cuba. Hvilket i hans optik lå hinsides både folkerettens og amerikansk lovs rækkevidde. Kritikerne langede ud efter netop fangernes manglende retsbeskyttelse, og der kom senere beretninger om brug af simuleret drukning og andre former for tortur.

Overgrebene fandt også sted i det amerikanskdrevne Abu Ghraib fængsel nær Bagdad, hvor irakiske fanger blev udsat for mishandling og seksuelle ydmygelser. Fotos af overgrebene chokerede verden, da de slap ud til pressen i april 2004.

Der har på samme måde været beskyldninger om brug af urimeligt barske metoder over for terrormistænkte fanger på den amerikanskdrevne Bagram flybase i Afghanistan, hvor fangerne også sidder i årevis uden sigtelse eller adgang til en advokat.

Frygt for opløsning i Kina I nogle tilfælde blev Bush’ sprogbrug om terrorkrig anvendt af lokale ledere. Det skete senest i Kina, da den overvejende muslimske region Xinjang i den vestlige del af landet var skueplads for etnisk uro i juli 2009. Myndighederne slog hårdt ned på kritikere blandt de lokale muslimer, uighurerne. Hidtil er en lille snes idømt dødsstraf for forbrydelser mod den statslige sikkerhed.

Når det gælder Kina og tiåret som helhed, samlede opmærksomheden sig om Beijings

Tidslinje 2000-2009 2000 Massiv regn og oversvømmelser medfører over en million hjemløse i Asien.

Israels senere premierminister Ariel Sharon besøger Tempelbjerget i Jerusalem og udløser en ny palæstinensisk intifada.

Al-Qaeda gennemfører et selvmordsangreb mod det amerikanske flådefartøj U.S.S. Cole.

17 sømænd bliver dræbt.

2001 19 islamiske ekstremister tørner kaprede passagerfly ind World Trade Center og Pen8 I am n e s t y

2002 USA etablerer en fangelejr for terrormistænkte på Guantánamo-flådebasen på Cuba.

tagon i USA. Næsten 3.000 mennesker mister livet.

Præsident George W. Bush underskriver den første Patriot Act, en pakke af antiterrorlove.

USA invaderer Afghanistan.

Omkring 200 bliver dræbt i bombeattentater mod natklubber på Bali i Indonesien.

Kongressen i USA giver præsidenten bemyndigelse til en militæraktion i Irak.

Tjetjenske oprørere

tager kontrol med et teater i Moskva. Cirka 120 gidsler bliver dræbt under de russiske sikkerhedsstyrkers redningsaktion.

Den Internationale Straffedomstol (ICC) bliver etableret.

2003 USA indleder invasionen af Irak med at bombardere Bagdad.

Det Hvide Hus erkender at have fejlagtige oplysninger om masseødelæggelsesvåben under diktatoren Saddam Hussein.

Konflikten i Darfur i Sudan indledes mellem en arabisk milits,

Janjaweed, og lokale etniske afrikanere.

2004 Fotos af mishandling af irakiske fanger i Abu

Ghraib fængslet nær Bagdad bliver offentliggjort.

Islamiske ekstremister angriber lokaltog i Madrid, og næsten 200 omkommer.

Tjetjenske oprørere tager over 1.000 gidsler på en skole i Beslan i Nordossetien. Over 300 bliver dræbt.

En tsunami medfører

Af Regner Hansen

årti

s

værtskab for De Olympiske Lege i august 2008. Sådan som mange frygtede, øgedes undertrykkelsen i tiden op til og under legene, og myndighederne foretog præventive anholdelser i stor stil. Det skete blandt andet af frygt for, at manifestationer på vegne af det buddhistiske mindretal i Tibet – som er i flertal i regionen – ville overskygge arrangementets storhed.

Putin og Tjetjenien I Rusland tog Vladimir Putin, da han var præsident, Bush’ terrorretorik til sig og brugte den overfor Tjetjenien og andre dele af det nordlige Kaukasus. Området er en del af Ruslands muslimsk dominerede republikker.

De tjetjenske oprørere blev beskrevet som terrorister, og den tjetjenske lokalbefolkning blev behandlet med mistænksomhed og

2005 Selvmordsbombemænd, som bor i Storbritannien, angriber undergrundstog i London med bomber, og over 50 mennesker bliver dræbt.

80.000 mennesker omkommer som følge

har lidt store ofre under russernes brutale fremfærd.

Menneskerettighedsgrupper rapporterede år for år om vilkårlige fængslinger, tortur og politisk motiverede drab, uden at nogen efterfølgende blev stillet for retten for ugerningerne. Der har også været målrettede forsøg på at lukke munden på menneskerettighedsforkæmpere med flere likvideringer af journalister og advokater til følge.

Folkedrabet i Darfur Den formentlig største humanitære krise det seneste årti fandt sted i Darfur-regionen i det vestlige Sudan. FN anslår, at op mod 450.000 mennesker er omkommet som følge af voldshandlinger, sult eller sygdomme, der skyldes konflikten. Kampene brød ud i 2003, og de står i hovedlinjerne mellem

af jordskælv i Kashmir i Pakistan.

Orkanen Katrina hærger New Orleans i USA og fører til oversvømmelser. Flere end 1.500 mister livet.

Saddam Hussein henrettes.

Den russiske journalist og menneskerettighedsforkæmper Anna Politkovskaja bliver myrdet.

2006: Israel gennemfører en offensiv i Libanon for at neutralisere Hizbollah. Den kortvarige krig resulterer i over 1.000 dødsofre.

2007 Et stort antal buddhistiske munke deltager i en folkelig opstand mod militærstyret i Myanmar, men protesterne bliver brutalt slået ned.

2008 Et jordskælv i Sichuanregionen i Kina efterlader 80.000 døde eller savnede.

Cyklonen Nargis hærger Myanmar, og 130.000 mennesker omkommer.

Et terrorangreb i Mumbai i Indien koster over 170 mennesker livet.

Israel indleder en tre ugers offensiv i Gazastriben i et forsøg på at knuse Hamas.

en arabisk militsgruppe, Janjaweed, som angivelig bliver finansieret og bevæbnet af den islamiske sudanske regering, og lokale nomadefolk, der primært er af etnisk afrikansk oprindelse.

USA og andre stempler konflikten som et folkedrab, og chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) har udstedt en anholdelsesbegæring på Sudans præsident, Omar al-Bashir, for at have givet direkte ordre til forbrydelserne.

Etableringen af ICC i 2002 var et af lyspunkterne i det just overståede årti: En permanent domstol, som retsforfølger enkeltpersoner for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De første retssager blev indledt i 2009, og det var mod militsledere fra Den Demokratiske Republik Congo.

Fotos: Scanpix, Polfoto og Amnesty

over 200.000 dødsofre i Indonesien, Thailand, Sri Lanka og andre lande i regionen.

Præsident Bush’ reaktion på terrorangrebet den 11. september fik globale konsekvenser for hele årtiet.

Men Darfur var skueplads for den største enkelte humanitære krise i årene 2000-2009.

2009 Barack Obama afløser George W. Bush som USA’s præsident og erklærer, at tortur ikke længere skal forekomme, og at Guantánamo skal lukkes i løbet af et år.

Mahmoud Ahmadinejad genvælges til præsident i Iran, hvilket udløser omfattende protester.

De kinesiske myndig-

heder slår hårdt ned på etnisk uro i den overvejende muslimske Xinjang-region.

Præsidentvalget i Afghanistan, hvor Hamid Karzai genvælges, var plaget af omfattende svindel.

FN oplyser, at antallet af sultende i verden når op over én milliard mennesker – det største tal i flere årtier. a mn e s t y I 9

tema: v e r d e n s ly k k e l i g st e f o l k

1 0 I am n e s t y

A f N ora Ra hbek Kanafani

|

Illus trat ion: M ikkel Henssel

Fængslet på

ubestemt tid Fængslet på ubestemt tid. Det er virkeligheden for de ikke-kriminelle asylansøgere, der sidder bag tremmer i Ellebæk Fængslet. FN’s torturekspert kritiserer den tidsubestemte frihedsberøvelse. Amnesty besøgte en lukket verden, som meget få danskere kender.

Gemt væk bag pigtråd, høje gitre og overvågningskameraer ligger Ellebæk – et af Danmarks bedst bevogtede fængsler. Det er imidlertid ikke hårdkogte kriminelle, der sidder her, men derimod ikke-kriminelle asylansøgere, der er frihedsberøvede, indtil de kan sendes ud af landet.

Fængslet ligger klos op ad Sandholm-lejren i Nordsjælland, og for øjeblikket drejer det sig om 40-50 mennesker fra hele verden, der er fængslet på ubestemt tid. Nogle sidder her blot i få dage, andre i næsten to år.

For den danske udlændingelov giver gode muligheder for at fængsle asylansøgere. Det sker for eksempel, hvis en asylansøger ankommer til grænsen uden pas og visum, og Rigspolitiet ikke kan fastslå vedkommendes identitet. Eller hvis udlændingen har fået afslag på asyl, men ikke vil rejse hjem. ”De her asylansøgere udsættes for en dobbelt straf. De sættes i fængsel som almindelige kriminelle, selvom de intet kriminelt har gjort.

Og de ved ikke, hvornår de bliver løsladt igen”, lyder kritikken fra advokat Helge Nørrung, der i 15 år har ført asylansøgernes sager.

Høflige fanger Overvagtmesteren i Ellebæk, Niels Etlard, viser rundt i fængslet. De lange gange er adskilt af tremmedøre, der skal låses op og i.

Unge mænd står i grupper og snakker stille sammen eller kigger på de besøgende. Stedet er nedslidt, og væggene overtegnede med graffiti: ”God please give us good life”, ”Don’t give up for nothing” og ”Fuck Danish racist politics”, står der.

Niels Etlard har tidligere arbejdet i det københavnske fængselsvæsen, og han ser ikke umiddelbart opgaven med at passe på de frihedsberøvede asylansøgere som specielt anderledes. Meget af arbejdet drejer sig om lavpraktiske opgaver som at sikre ro og orden, sørge for uddeling af mad, tildele besøgstider og organisere rengøring.

Men modsat andre fængsler er her hverken problemer med narkotika eller bandekriminalitet, og tonen over for personalet i Ellebæk er noget pænere. For selv om møbler og vægge er nedslidte og overmalet med graffiti, så er de fleste indsatte venlige og autoritetstro. ”En indsat i et statsfængsel går ikke af vejen for at bruge ukvemsord, men her bliver jeg som ledende medarbejder tituleret som ’Sir’, uden at jeg nogensinde har bedt om det. Det gør jo en gevaldig forskel”, fortæller Niels Etlard.

Familier skilles ad I dagene omkring fængslingen reagerer nogle asylansøgere dog voldsomt. ”Det er værst for dem, der kommer væk fra noget. En asylansøger, der bliver anholdt ved grænsen og indsat her, har ikke nogen særlig reaktion på det. Men en asylansøger, der har boet i et af centrene og af en eller anden grund bliver frihedsberøvet, har som regel noget sværere ved det, for de relationer, han har, bliver revet over, og det gør det svært for den pågældende at orientere sig”, fortæller Niels Etlard.

Det gælder især, når familier bliver splittet op. En fremgangsmåde, Rigspolitiet bruger for

at undgå, at en familie tager flugten. Som oftest fængsler man faderen i familien, mens resten af familien bliver siddende i et asylcenter.

Men i nogle tilfælde er moderen så psykisk skrøbelig, at familien må splittes yderligere ad, og børnene sendes på børnehjem.

Jeg savner min datter Det 35-årige Issa blev mellem jul og nytår placeret i Ellebæk. Ligesom de andre indsatte har Issa sin helt egen historie om et liv på flugt, om brudte familierelationer og om et altoverskyggende håb om at få lov til at bo i Danmark.

Da Issa var 14 år, rejste han fra Libanon til Danmark sammen med sin far, der fik opholdstilladelse. Selv måtte han vente med at søge om opholdstilladelse, til han fyldte 18 år.

Faderen valgte imidlertid at tage tilbage til Libanon efter kort tid. Issa blev i Århus, men fik afslag på opholdstilladelse, da han fyldte 18.

Derefter levede han under jorden i 12 år. ”Men for nogle år siden mødte jeg en pige, som jeg boede sammen med i tre år. Vi fik en datter sammen, og i 2005 besluttede jeg at tage til Sandholm for at melde mig selv, så jeg kunne få opholdstilladelse og orden i papirerne.

Men de satte mig i fængsel, hvor jeg var i 20 måneder, før de kunne udvise mig til Libanon”, fortæller Issa på flydende århusiansk.

Efter næsten tre år i Libanon lykkedes det ham mellem jul og nytår at komme tilbage til Danmark i håb om se sin datter igen. Det nåede han ikke. For to dage efter ankomsten blev han tilfældigt antastet af politiet ved et busstoppested, og Udlændingeservice afgjorde, a mn e s t y I 1 1

➜

tema: v e r d e n s ly k k e l i g st e f o l k Foto: Polfoto

Foto: Scanpix

➜

at han skal udvises med indrejseforbud i to år, fordi han ikke har lovligt ophold i Danmark.

Derefter blev han sendt direkte til Ellebæk. ”Hvornår skal jeg så se min datter? Jeg har ikke set hende i fire år, og jeg savner hende så meget. Hun er dansk statsborger, men jeg må ikke se hende. Hvor er mine rettigheder?”, spørger Issa med et desperat blik.

Helge Nørrung, der er advokat for Issa, frygter, at det igen vil tage lang tid at få en hjemsendelsesaftale med Libanon, og at Issa derfor igen skal sidde fængslet i månedsvis. ”Vi ved, at en sag med Libanon tager lang tid, og det er helt urimeligt, at Issa skal sidde fængslet”, siger Helge Nørrung.

Samlebånd Retten i Hillerød en torsdag morgen. Det er her Issa og de andre fængslede asylansøgere hver fjerde uge får prøvet deres sag for en dommer. Og det er her, Rigspolitiet skal godtgøre, at det stadigvæk er nødvendigt med et så alvorligt indgreb i den personlige frihed, som en fængsling er. Kun to gange på fem år har dommeren afvist politiets ønske.

For at kunne tilbageholde en asylansøger kræver loven en begrundet mistanke om, at vedkommende ikke ønsker at samarbejde, eller at han planlægger at gå under jorden.

For at spare ressourcer er man gået over til at videotransmittere afhøringerne, så asylansøgeren ikke behøver at forlade fængslet for at blive stillet for en dommer.

Asylansøgeren, dennes advokat og en tolk sidder i et afhøringsrum i fængslet, mens dommeren og anklageren sidder i Hillerød Ret. Én efter én føres asylansøgere frem foran kameraet. Og én efter én bliver deres fængsling forlænget trods advokaternes indvendinger.

Advokat Helge Nørrung kalder domstolsprøvelserne for ”lidt af en parodi”. For hvis Rigspolitiet har besluttet sig for at forlænge frihedsberøvelsen, følger dommeren stort set altid denne anbefaling. Han mener, at et min1 2 I am n e s t y

Hvornår skal jeg så se min datter? Jeg har ikke set hende i fire år, og jeg savner hende så meget. Hun er dansk statsborger, men jeg må ikke se hende. Hvor er mine rettigheder?

Issa, 35-årig libaneser i Ellebæk

dre indgreb end fængsel ofte er rigeligt – for eksempel en ugentlig meldepligt. ”Der er jo tale om ikke-kriminelle mennesker, der ofte ikke kan rejse hjem, fordi de danske myndigheder ikke kan lave en aftale med hjemlandet”, siger han.

Også brugen af videotransmission ser Helge Nørrung som problematisk. ”Det skaber jo virkelig distance, når dommeren sidder med en skærm i Hillerød Ret sammen med politiet, mens advokaten sidder sammen med klienten og tolken i Ellebæk.

Det kører på samlebånd, tager 10 minutter og er endda på video”, siger han.

Ingen øvre grænse Også FN’s særlige torturekspert, Manfred Nowak, kritiserer fremgangsmåden ved retssagerne. Da han i 2009 besøgte Ellebæk, bekymrede det ham, at der de seneste fem år kun har været to tilfælde, hvor dommeren valgte ikke at følge Rigspolitiets anmodning om at forlænge tilbageholdelsen.

Manfred Nowak fandt det også bekymrende, at 50 procent af asylansøgerne vælger at

forlænge deres fængsling med en underskrift uden personligt at blive stillet for en dommer.

I rapporten kritiserer Nowak, at der i den danske lovgivning ikke er nogen øvre grænse for, hvor længe man kan frihedsberøve ikkekriminelle asylansøgere. Nogle asylansøgere sidder bag tremmer i op til to år, inden de enten sendes ud af landet eller overflyttes til et asylcenter. ”Frihedsberøvelse af administrative grunde i en længere periode, uden at den fængslede kender til varigheden af fængslingen, kan være ensbetydende med umenneskelig og nedværdigende behandling”, skriver Nowak i sin rapport.

Også Helge Nørrung er bekymret over den manglende øvre grænse. Som advokat er han på nærmeste hold vidne til fængslingens konsekvenser for sine klienter. ”Nogle får behandlet hele deres asylsag, mens de er frihedsberøvede, og det er under al kritik. Jeg kan mærke det på mine klienter.

De bliver rastløse og deprimerede. At sidde to år sådan et sted ødelægger dem som mennesker”.

Foto: Ole Hoff-Lund

”Jeg vil ud herfra” Ali Jabar Al-Jarrah kom i 2001 til Danmark fra Kuwait med et falsk, dansk pas. Dengang afleverede han et kuwaitisk kørekort til de danske myndigheder, men forklarede, at han var iraker i håb om, at det ville hjælpe ham til at få asyl. Han ændrede dog hurtigt sin forklaring til, at han er fra Kuwait. Alligevel forsøger Danmark nu at sende ham til Irak, fordi Kuwait ikke vil modtage ham.

Al-Jarrah tilhører befolkningsgruppen bidoun, som betyder ”uden” på arabisk, fordi de ikke har noget statsborgerskab. Bidouns er uønskede i både Kuwait og Irak, og den danske ambassade i Saudi Arabien – som også dækker Kuwait – betegner det som ”udelukket”, at Kuwait vil give indrejsetilladelse til Al-Jarrah. Ambassaden har kontaktet de kuwaitiske myndigheder for at få en afklaring, men det er ambassadens erfaring, at ”man ikke modtager

Den 30. september 2008 gav sangerinden Kira Skov og bandet Savage Rose koncert i Ellebæks idrætshal for at vise sympati med de frihedsberøvede asylansøgere. ”Vi kommer her for at vise jer vores støtte og solidaritet. Intet system i verden bør fængsle nogen uden anklage”, sagde Kira Skov.

Amnesty International støttede koncerten økonomisk.

Foto: Ole Hoff-Lund

Koncert i Ellebæk

svar fra de kuwaitiske myndigheder på denne type henvendelser”, skriver Rigspolitiet.

Omvendt skrev den irakiske ambassade i Danmark i august til de danske myndigheder, at man ikke kan udstede et irakisk pas, fordi han ikke har irakiske ID-papirer. Dermed er Ali Jabar Al-Jarrah lige nu fanget i et ingenmandsland.

Efter mange år i Sandholm-lejren blev han 30. juni sidste år frihedsberøvet og placeret i Ellebæk. Da Amnesty møder ham, har han været frihedsberøvet i næsten syv måneder.

Fængslingen påvirker ham i en grad, så han nu har opgivet drømmen om at bo i Danmark og kun ønsker at vende hjem til Kuwait.

Hans familie har flere gange henvendt sig til det danske konsulat i Kuwait for at få ham hjem, og de har ifølge Al-Jarrah afleveret dokumenter, der viser, at han er fra Kuwait.

”Jeg vil ikke til Irak. Aldrig i livet. Folk bliver slået ihjel i Irak hver eneste dag. Hvad skal jeg dér? Jeg er 100 procent kuwaiter, og mine fire børn har identitetspapirer, der viser, at de er fra Kuwait. Jeg forstår ikke, hvad der sker. Jeg vil ud herfra”, siger Ali Jabar Al-Jarrah.

Al-Jarrahs advokat, Helge Nørrung, er frustreret over de danske myndigheders behandling af Al-Jarrah, og han vil protestere mod politiets planer om at sende ham til Irak. ”Det er uansvarligt at frihedsberøve en mand, som gerne vil vende hjem. Han samarbejder med myndighederne og er altid mødt op til samtaler, når politiet har ønsket det. Der er absolut ingen grund til at frihedsberøve ham. Og hvis de ikke kan sende ham hjem, skal de give ham opholdstilladelse”, siger Helge Nørrung.

AMNESTY MENER Der bør fastsættes en øvre grænse for varigheden af frihedsberøvelsen, som bør være så kort som mulig.

Hvor det er muligt, skal man bruge alternativer til frihedsberøvelse – for eksempel meldepligt. Frihedsberøvelsen skal altid bygge på en individuel bedømmelse af asylansøgerens baggrund og risiko for flugt, og en domstol skal jævnligt vurdere, om den er nødvendig, rimelig og proportionel.

Det bør ikke være muligt at fængsle sårbare asylansøgere – torturofre, gravide, ældre og fysisk og psykisk syge.

a mn e s t y I 1 3

tema: v e r d e n s ly k k e l i g st e f o l k

der er noget galT I danmark Danmark er på vej i en farlig retning, når det gælder behandlingen af etniske minoriteter og tonen i udlændingedebatten. Og politikerne flygter fra ansvaret. Sådan siger forfatteren Stig Dalager og juraprofessor Eva Smith. De to kender kun hinanden af navn, men de har indvilget i at mødes til et interview for at sætte ord på udviklingen i dansk retspolitik og udlændingepolitik de seneste ti år.

”Efter min opfattelse er racismeparagraffen skabt for at ramme sådanne udtalelser”.

Svaret falder prompte fra juraprofessor Eva Smith, Københavns Universitet, da hun bliver konfronteret med et udsagn fra præsten og folketingspolitikeren Jesper Langballe (DF). I et debatindlæg i Berlingske Tidende i januar gav Langballe sin fulde opbakning til formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, der har anklaget muslimske mænd for at voldtage deres døtre. Han gik skridtet videre og skrev, at ”sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel – og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt”.

Hårdt presset måtte præsten nogle dage senere erkende, at han har været lidt for ”kæk”.

Men han fortryder ikke et eneste ord, og partiformand Pia Kjærsgaard beklager mest ”ordvalget” og ”timingen” fra Jesper Langballe. ”Men skaden er sket”, siger Eva Smith, der minder om, at adskillige medlemmer af Dansk Folkeparti allerede er dømt for racisme.

På den baggrund finder hun det sørgeligt, at de øvrige partier ikke lægger mere afstand til Dansk Folkeparti. ”Problemet er faktisk ikke så meget, at politikere på den yderste højrefløj som Jean Marie Le Pen i Frankrig og Pia Kjærsgaard i Dan1 4 I am n e s t y

mark bruger en barsk sprogtone overfor indvandrere. Men når politikere fra midterpartierne overtager den retorik, så siver det ned igennem lagene. Det får folk til at tro, at det er okay at udtale sig sådan om etniske mindretal. Selv Socialdemokraterne og SF er ved at gå langt ind på den fremmedfjendske fløj. Når Mette Frederiksen (S) siger, at indvandrerbørn skal tvangsfjernes, hvis de ikke går i vuggestue, og når Villy Søvndal (SF) siger, at Hizb ut-Tahrir skal sendes ad helvede til, jamen så overtager man retorikken. Og det er farligt”, siger Eva Smith.

Forfatteren Stig Dalager efterlyser en politisk og kulturel opposition, som kan gå i rette med de voldsomme angreb på etniske minoriteter i Danmark. Han og 11 andre forfattere skrev i 2005 en kronik, der kritiserede tonen i indvandrerdebatten og den etniske diskrimination i lovgivningen og på arbejdsmarkedet. ”I forhold til 2005 er det kun blevet værre.

Der er sket et skred, og grænsen for, hvad man kan tillade sig i retning af hadefulde og racistiske udtalelser har virkelig flyttet sig.

Jeg savner et kvalificeret modspil”, siger Stig Dalager. ”Når man har problemer med den sociale anerkendelse af en etnisk minoritet og fortæller dem, at de lever på et lavere civilisa-

tionsniveau, så giver det naturligvis en negativ påvirkning. Men fra politisk side afviser man, at det har noget at gøre med diskrimination, og det er en væsentlig årsag til, at Danmark ligger nummer tre på en netop offentliggjort liste over europæiske lande med de groveste overfald, chikane og trusler mod minoriteter.

Det er en farlig udvikling, og den må stoppes”, siger Stig Dalager.

Tryner svage mindretal Amnesty har sat Eva Smith og Stig Dalager i stævne for at sætte ord på udviklingen i dansk retspolitik og asylpolitik de seneste ti år.

Stig Dalager har som forfatter og kommentator beskæftiget sig indgående med forholdene i de danske asylcentre. I flere romaner har han desuden skrevet om forsvarsadvokaten Jon Bæksgård, som i den seneste bog ”Lyset Kommer Langsomt” skal forsvare en terror-

A f Ole Hoff- L und

|

Fot o: Pamela Ju hl Eva Smith og Stig Dalager oplever, at fremmedfrygten råder i Danmark, og at partier hen over midten tager den fremmedfjendske retorik til sig.

mistænkt og kæmper for at finde sandheden bag et spind af løgne om krigen i Irak.

Eva Smith har som juraprofessor ved København Universitet været vedholdende kritiker af de terrorlove, som i manges øjne har undermineret retssikkerheden i Danmark.

Samtidig har hun taget initiativ til foreningen Asylbørnene Ud Nu, som kræver, at børn ikke opholder sig i asyllejre i mere end ét år.

Jesper Langballes angreb mod muslimer er for nogle et spørgsmål om ytringsfrihed. Men for Stig Dalager er det snarere et spørgsmål om, at Dansk Folkeparti og regeringen forsøger at give indtryk af, at tankefriheden og ytringsfriheden er i alvorlige problemer her i landet. ”Det paradoksale er, at ytringsfriheden historisk set er opstået nedefra som et opgør med kirken og kongemagten, men at den i dag er vendt på hovedet. Nu er det de stærke institutioner som regeringen og Morgenavisen

Jyllands-Posten, der tryner de svage mindretal og forventer en ret til at udstille, forhåne og krænke deres religiøse overbevisning. Det ligger ikke i vores traditioner at vende rettighederne imod etniske minoriteter og skilte med en ret til at krænke dem. Slet ikke når man tænker på, hvad vi præsterede under Anden Verdenskrig, hvor der er grund til at fremhæve Danmark for vores unikke og ekstraordinære indsats for jøderne”, siger Stig Dalager.

Eva Smith er enig og peger på, at det siden krisen med Muhammed-tegningerne næsten er blevet sådan, at jo grovere du er, jo mere forsvarer du ytringsfriheden. ”Det er jo grotesk, at ytringsfriheden nu forstås som retten til at svine andre til.

Ytringsfrihed er i sin essens retten til at ytre vores meninger og tanker, men det indeholder da også respekten for andres ret. Det er som om, man har glemt det aspekt”, siger hun.

Juraprofessoren betegner den såkaldte lømmelpakke som et langt mere alvorligt indgreb i ytringsfriheden end spørgsmålet om, hvor vidt man må lave en tegning af Muhammed. ”Lømmelpakken resulterer i, at almindelige, fredelige demonstranter – der ikke har noget som helst ønske om at foretage sig andet end at demonstrere fredeligt – risikerer at blive indfanget i politiets net og tilbringe 12 timer i en arrest, hvis en person bagved dem tager en sort hætte på hovedet. Det fører til, at der er nogle mennesker, der ikke tør demonstrere.

Og det er da en virkelig alvorlig indskrænkning af en af vores mest basale demokratiske rettigheder, nemlig ytringsfriheden”, siger Eva Smith.

Dansk renomme lider skade Som den nulevende danske forfatter, der er oversat til flest sprog, besøger Stig Dalager a mn e s t y I 1 5

➜

tema: v e r d e n s ly k k e l i g st e f o l k

➜

hvert år bogmesser, universiteter og forlag i så forskellige lande som Kina, Japan, England, Tyskland og Pakistan. Og her konfronteres han gang på gang med spørgsmålet om, hvad der er galt i Danmark. ”Indirekte er jeg en slags kulturel udsending for Danmark, og jeg kan sige meget klart, at vores renomme har taget skade på grund af behandlingen af de såkaldt fremmede. De mennesker, som benægter, at det er sådan fat, har ikke været på græs ude i verden og fornemmet stemningen. Og den dimension er vigtig. For den fortæller noget om resonansen på de ting, vi foretager os herhjemme”.

Eva Smith, der selv rejser meget rundt i Europa, bekræfter det indtryk. ”Tidligere fik vi automatisk ros for vores kamp for menneskerettigheder. I dag bliver jeg stillet til ansvar for Danmarks udlændingepolitik”, siger hun.

I sin tid som formand for Europarådets Komite mod Racisme og Intolerance (ECRI) oplevede hun i 2006, hvordan den danske regering energisk forsøgte at tilbagevise en rapport om racisme i Danmark. ”Der var desværre tre små faktuelle fejl i rapporten, og det brugte statsministeren som anledning til at så tvivl om alle rapportens konklusioner”, siger Eva Smith hovedrystende.

Men historien viser ifølge Stig Dalager, hvor uimodtagelig regeringen er i forhold til kritik fra international side. ”Det er jo et eksempel på, hvor emsig regeringen er, når der fremføres selv meget saglig og forsigtig kritik mod Danmark. Tilsvarende er man meget hurtig til at tilbagevise den kritik, der er rejst mod tvangshjemsendelsen af irakere. Næsten et hvilket som helst FN-organs udtalelser bliver afvist”, siger Stig Dalager. ”Ja, enten hedder det sig, at der ikke er noget at komme efter, eller også tier man kritikken ihjel. Respekten for menneskerettigheder

Det er jo grotesk, at ytringsfriheden nu forstås som retten til at svine andre til. Ytringsfrihed er i sin essens retten til at ytre vores meninger og tanker, men det indeholder da også respekten for andres ret. Det er som om, man har glemt det aspekt.

Eva Smith, juraprofessor

og internationale konventioner har været støt dalende i de seneste år. Regeringen sætter spørgsmålstegn ved FN’s anbefalinger og viden om bestemte problemer. Det er røget ind under begrebet ’smagsdommere’, og på den måde underminerer vi FN’s autoritet”, siger Eva Smith.

Birthe Rønn flygter fra ansvaret Den danske udlændingepolitik kommer tydeligst til udtryk ved de forhold, som asylansøgerne tilbydes i de danske asylcentre – og ved tvangshjemsendelserne af irakiske asylansøgere. Mange asylansøgere har tilbragt op til ti år i asylsystemet, og senest har en række børnepsykiatere konstateret, at 20 ud af 21 børn har åbenlyse psykiske problemer som følge af deres lange ophold i centrene. ”Har man besøgt de centre, vil man ikke være i tvivl om, at vi ikke kan forsvare forholdene”, siger Stig Dalager.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har givet forældrene skylden for børnenes psykiske tilstand i asyllejrene, fordi de stædigt nægter at rejse hjem. Men Eva Smith betegner regeringens politik som ansvarsforflygtigelse og mener, at der bør være en øvre grænse på et års ophold i asylcentrene for børnefamilier. ”Birthe Rønn Hornbech har hele tiden valgt at skubbe ansvaret fra sig og sagt, at det er Flygtningenævnet, der bestemmer, at de skal ud. Hendes hænder er bundet, siger hun, selv om det er hende, der efter loven kan

Der er sket et skred. Grænsen for, hvad man kan tillade sig af hadefulde og racistiske udtalelser, har virkelig flyttet sig.

Stig Dalager, forfatter 1 6 I am n e s t y

give humanitær opholdstilladelse. Hun har mulighed for at sige, at vi er nødt til at gøre noget for de 20 børn. Ganske vist har de ifølge nævnets vurdering ikke krav på asyl, men i mellemtiden har de jo siddet i centrene i 10 år og blevet syge, og så træder et andet regelsæt i kraft. Det handler om det humanitære hensyn, og det er hendes bord”, understreger Eva Smith.

Alligevel har Eva Smith gennem Asylbørnene Ud Nu oplevet, hvor svært det er at indsamle underskrifter med henblik på, at børnene og deres forældre kan leve udenfor centrene. ”Jeg tror for det første, det skyldes politikernes vedvarende advarsler om, at vi åbner for en ladeport, hvis vi giver asylansøgerne bedre vilkår. For det andet tror folk ikke på, at vi behandler børn så dårligt her i vores egen baghave. Men alle undersøgelser viser jo, at når børn sidder i asylcentrene i mere end et år, så bliver de skadede. Vi kan simpelthen ikke være bekendt, at børn bliver ødelagte og nedbrydes psykisk af at være her. Børnene er uskyldige”, siger Eva Smith.

PET på en glidebane Både forfatteren og juristen er stærkt betænkelige ved store dele af de to terrorpakker fra 2002 og 2006, som har skabt øget overvågningen af borgerne, givet øgede beføjelser til Politiets Efterretningstjeneste (PET) og reduceret domstolskontrollen med politiets arbejde. Og de undrer sig over, at PET-kommissionens afsløringer ikke har affødt et politisk krav om at skærpe kontrollen med PET’s arbejde. ”Overvågningen og registreringen er jo ikke noget, jeg mærker, men jeg ved, at det foregår. Og fordi det sker umærkeligt, så er der så meget mere grund til at forholde sig kritisk til det. Ikke mindst fordi der i Danmark ikke er gode traditioner for at kunne stole på de ledende politikere, der forsikrer om, at alt er gået rigtigt for sig, og som har det egentlige

ansvar for kontrollen med lovgivningen”, siger Stig Dalager.

Dermed sigter han til PET-kommissionens rapport fra 2009, der afslørede, at selv om Danmark officielt havde forbudt at overvåge folk på grund af deres politiske overbevisning, så blev tusindvis af danskere alligevel registreret og overvåget på grund af deres politiske tilhørsforhold. Samtidig står det klart, at Wamberg-udvalget – der skal holde øje med, at der ikke finder ulovlig registrering sted – ikke var orienteret om en hemmelig regeringsbeslutning, som tilsidesatte loven og tillod registreringen. ”Det er fantastisk, at det har fundet sted i virkeligheden. Og med den historiske erfaring i baghovedet, er der ikke nogen grund til at stole på, at vi får ren besked om, hvad der foregår”, siger Stig Dalager.

Eva Smith finder det utroligt, at PET-rapporten ikke har ført til et politisk krav om at sikre bedre kontrol med overvågningen, og at PET stadig har forholdsvis frie hænder. ”Når politikere, som var medlemmer af Folketinget, blev overvåget, uden at Wambergudvalget var orienteret, så er det tydeligt for mig, at vi har alvorligt behov for nogle mere effektive mekanismer til at overvåge PET’s arbejde. Det har man i mange andre lande, men det er der simpelthen ikke noget politisk ønske om. Tværtimod har politikerne givet PET frie hænder til at præsentere en ønskeseddel til nye redskaber, som kan forhindre terror.

Det er bekymrende, for hvis der kommer et terrorangreb, så kan politikerne igen skubbe ansvaret over på PET”, siger Eva Smith.

Stig Dalager mener, at danskerne er direkte naive, når de accepterer indskrænkningerne i de grundlæggende rettigheder uden at protestere. ”Der er altid kræfter på magtsiden, som forsøger at begrænse frihedsrettighederne, og det indebærer en alvorlig risiko for demokratiet”, siger han.

Stig Dalager Stig Dalager er født på Frederiksberg i 1952. Boede i Århus fra 19721992, hvor han bl.a. tog en ph.d. i nordisk litteratur på Århus Universitet, og fra 1992 i Brønshøj i København. Debuterede som forfatter i 1980 med ”Hærværksforeningen og andre noveller”. Fuldtidsforfatter siden 1982 med længere ophold i Leipzig, Wien og New York. Han er den nulevende danske forfatter, der er oversat til flest sprog, og siden 2005 har han modtaget livsvarig kunstnerydelse fra Statens Kunstfond.

Står bag 48 værker indenfor poesi, drama, prosa og tv-spil. Hans romaner er udgivet i 21 lande, og hans teaterstykker er bl.a. opført i New York, Moskva, Wien, Berlin og København.

Blandt de vigtigste romaner er de fire bøger i serien ”Glemsel og Erindring”, ”Davids Bog” (om en jødisk dreng i Warszawa i 1942), ”Rejse i Blåt” (om H.C. Andersen) og ”To Dage i Juli”.

Læs mere på www.stigdalager.dk

Eva smith Eva Smith er født i 1942 og bor i København. Læste jura på Københavns Universitet og blev cand.jur. i 1974. Lektor på Københavns Universitet i 1985 og dr.jur. i 1986. I 1990 blev hun den første kvindelige professor i retsvidenskab. Beklæder en række poster og tillidshverv i bl.a. Retsplejerådet og Strafferetsplejeudvalget og er formand for Københavns Retshjælp og Det Kriminalpræventive Råd. Tidligere formand for Europarådets Komite mod Racisme og Intolerance (ECRI). Har udgivet flere juridiske lærebøger samt tre børnebøger under navnet Eva Asmussen.

Læs mere på www.asylboerneneudnu.dk

a mn e s t y I 1 7

tema: v e r d e n s ly k k e l i g st e f o l k Foto: Polfoto

Lømmelpakken og dårligt researcharbejde fra politiets side er nogle af grundene til, at næsten tusind mennesker blev anholdt på én gang ved COP15 i København.

Kun fire blev sigtet.

En pakke til

lømlerne

12. december 2009. Næsten 1.000 mennesker er blevet tilbageholdt af politiet på Amagerbrogade. Mange af dem sidder i timevis i rækker på den iskolde asfalt – gamle, unge og Hara Krishna munke. Fælles for langt de fleste er, at de intet ulovligt har gjort. Men alligevel er de blevet tilbageholdt midt under den store, folkelige klimademonstration med omkring 100.000 deltagere fra hele verden. En demonstration, som lang tid forinden er udråbt som fredelig. Politiet har for første gang brugt den nye lømmelpakke.

Lovpakken, der blev hastet igennem op til klimatopmødet i et komplet splittet folketing.

Kun Regeringen og Dansk Folkeparti stemte for.

Forslaget blev også mødt med hård kritik fra mange sider. Og det var ikke hvem som helst, der stillede sig på bagbenene. Advokatrådet. Dommerforeningen. Institut for Menneskerettigheder. Amnesty International. De store fagforbund. Prominente juraeksperter.

Kritikken gik blandt andet på, at man kriminaliserer almindelige demonstranter og truer helt grundlæggende rettigheder som ytringsfriheden og forsamlingsfriheden.

Regeringen forsvarede sig med, at man var sikker på, at politiet nok skulle administrere 1 8 I am n e s t y

loven ordentligt. Retsordfører Kim Andersen fra Venstre sagde blandt andet: ”Jeg vil gerne slå fast, at det her jo ikke er et forslag, der får betydning for den almindelige, fredelige demonstrant eller for den, som i øvrigt deltager i anmeldte begivenheder. Hvis man ikke bringer sig i konflikt med loven, hvis man ikke smider brosten i hovedet på politifolk eller gør andre ting, som man ikke må, kommer den her lov ikke i anvendelse”.

I dag er han stadig tilhænger af loven. ”Jeg er stadig stor tilhænger. Det er godt, at mange danskere turde og kunne deltage i demonstrationer”, siger Kim Andersen.

Nogle folk sad jo på jorden i op til fem timer? ”Det var en skønhedsfejl, at der ikke var sørget for, at man kunne blive transporteret væk hurtigere. Det har politiet også selv beklaget”.

Kritik af politiet Af de næsten 1000 tilbageholdte den kolde dag i december, blev kun fire efterfølgende sigtet. Det er fire promille.

Dr. Clifford Stott fra Liverpools Universitet – som er gæsteprofessor ved Århus Universitet – har i 20 år forsket i politiets måde at

håndtere folkemængder på. Han kritiserer masseanholdelsen og dansk politis manglende evne til at se forskel på fredelige og voldelige demonstranter: ”Langt de fleste af dem, der blev anholdt, havde jo ingen intentioner om at lave noget kriminelt. De demonstrerede lovligt og fredeligt og blev anholdt”, siger Clifford Stott, der mener, at måden, de blev tilbageholdt på, var yderst kritisabel. ”De blev opbevaret i meget ubehagelige stillinger. Folk besvimede og var tvunget til at tisse i bukserne. Det var meget ubehageligt for alle de tilbageholdte”.

Hans kollega fra Århus Universitet, Kristian Rasmussen, påpeger, at demonstranterne generelt ikke var konfrontative overfor politiet under COP15. ”Når det ikke kom til omfattende uroligheder i forbindelse med de mange anholdelser under klimatopmødet, er det såmænd ikke politiets fortjeneste, men derimod demonstranternes. Størstedelen af dem havde jo fredelige hensigter, hvilket de demonstrerede gentagne gange, hvor politiet greb tingene uhensigtsmæssigt og konfrontativt an”, siger Kristian Rasmussen.

Af TOM CARS TENSEN

Journalister chikaneret af politi

Tør ikke demonstrere Hele situationen omkring masseanholdelsen er ifølge juraprofessor Eva Smith fra Københavns Universitet et stort problem. ”Hvis man går til en fredelige demonstration, men personen bagved, som man aldrig har set før, tager en hætte over hovedet, så risikerer man at blive fanget i politiets net og tilbringe tolv timer bag lås og slå. Det er en grundlovssikret ret at demonstrere. Nu tør folk jo ikke, for de risikerer at blive arresteret og sidde på gaden i mange timer. Jeg tror slet ikke politikerne forstår, hvilken betydning det har for demokratiet”, siger Eva Smith.

Hun var fra starten modstander af lømmelpakken. ”Jeg mener, den var overflødig. Vi har allerede bestemmelser, der kan regulere de forhold. Dertil kom, at der var en demokratisk risiko ved denne lovgivning. Og det har jo vist sig, at nogle af mine bekymringer har holdt stik”.

Flere journalister og fotografer har klaget over politiets hårdhændede behandling og manglende respekt for pressekortet, der normalt giver pressen ret til at passere politiafspærringer.

Thomas Sjørup er fotograf på Ekstra Bladet. ”Mens vi står og tager billeder, kommer to urobetjente løbende fra vores højre side. De skubber mig i siden og min kollega i brystet. De råber, at vi skal komme væk. Vi har begge to tydelige pressekort, siger han. ”I skal bare fise af ”, lyder svaret.

Ifølge Thomas Sjørup var det ikke den eneste gang, politiet opførte sig sådan over for journalister. ”Det var den generelle tone. Ved en anden demonstration spærrede de med biler af for de 200 anholdte, så man ikke kunne fotografere. Jeg viste mit pressekort, og spurgte om jeg måtte komme igennem. Det måtte jeg ikke. Så de kunne gøre, hvad de ville”, fortæller han.

Pressen ingen adgang Flere andre journalister og fotografer fortæller lignende historier om politiets optræden. Da flere hundrede demonstranter ved den store klimademonstration blev tilbageholdt og tvunget til at sidde flere timer på kørebanen på Amagerbrogade, havde pressen i begyndelsen adgang til at se, hvad der foregik.

Men da de første demonstranter begyndte at få det dårligt, blev der kørt en ny række af politiets blå hollændervogne ind foran mængden, mens journalister og fotografer blev gennet væk, så det

Foto: Thomas Sjørup

Klagesager Af de mange anholdte har rigtigt mange klaget. En af dem er Nina Liv Brøndum.

Ligesom 158 andre kører hun sagen gennem den gratis retshjælp RUSK, og ligesom langt de fleste andre tilbageholdte havde Nina Liv Brøndum intet med balladen at gøre. Alligevel måtte de mange mennesker bruge de næste mange timer enten på den iskolde asfalt eller i det såkaldte klimafængsel i Valby.

Forholdene for de anholdte på Amagerbrogade var elendige, fortæller hun. ”Der var en fyr, der begyndte at ryste helt ukontrolleret. Det var tydeligt, at det var rigtigt kritisk. Vi råbte, men der gik rigtigt lang tid, før politiet kom. Så blev han båret væk og kørt af sted i en ambulance. Der var flere, der blev kørt væk i ambulancer. Det var ret voldsomt”, fortæller Nina Liv Brøndum.

Hun forklarer, at der også var en fyr, der længe råbte, at han skulle på toilettet. ”Til sidst kunne man se, at han havde tisset i bukserne. Jeg kan ikke forestille mig, hvor koldt det må være at sidde på den kolde jord sådan”, siger Nina Liv Brøndum, der selv aldrig kom ind i selve klimafængslet, for da bussen ankom til fængslet i Valby, blev hun bare bedt om at gå.

En civilbetjent (th) overfuser og truer en pressefotograf under en demonstration ved COP15.

var umuligt at se, hvad der foregik. ”Det lugtede nærmest af at være decideret taktik at lukke pressen ude”, siger en af de tilstedeværende journalister.

Efterfølgende har Dansk Journalistforbund (DJ) kritiseret politiet for deres håndtering af pressen. ”Det er helt afgørende for demokratiet, at pressen har optimale arbejdsforhold, så de kan dokumentere, hvad der foregår i samfundet. Det er ikke mindst vigtigt i den aktuelle situation, hvor vi oplever den største masseanholdelse i nyere tid. De episoder skal pressen simpelt hen kunne dække”, siger DJ’s formand Mogens Blicher Bjerregaard, der i januar mødtes med politiets ledelse for at drøfte arbejdsforholdene for medierne.

Lømmelpakken •P olitiet kan frihedsberøve administrativt i op til 12 timer, uden at de frihedsberøvede har gjort noget ulovligt. Tidligere var det kun muligt i seks timer.

• Hvis demonstranter hindrer politiets arbejde, straffes det nu med fængsel i 40 dage.

Tidligere gav det bøde. I praksis kan man få denne straf for at hægte sig sammen med andre demonstranter i en ”sit down” protest.

• Personer, der ikke direkte deltager i optøjer, men som er i samme område, hvor der er uroligheder, kan blive anholdt og straffet med fængsel i op til 40 dage. a mn e s t y I 1 9

tema: v e r d e n s ly k k e l i g st e f o l k

2 0 I am n e s t y

A f L ene Tor p C arlsen

|

Illus t ration: Mikkel Henssel

Fødsler i ingenmandsland Ingen kontrol under graviditeten, panikfødsler og manglende tilsyn med det nyfødte barn. Papirløse migranter i Danmark kan ikke få hjælp under graviditet og barsel, med mindre de selv betaler for det. Det kan have alvorlige konsekvenser både for mor og barn, der risikerer at blive alvorligt syge eller dø. Retten til sundhed gælder ikke alle mennesker i Danmark.

En kvinde kommer ind ad døren til skadestuen på Bispebjerg Hospital i København.

Hun er ved at føde og er tydeligvis stærkt forpint, men hun har ingen papirer på sig og taler ikke dansk. Hospitalet har ingen fødeafdeling, og kvinden bliver derfor i hast overført til Frederiksberg Hospital.

Her konstaterer man, at barnet ligger forkert, og at et akut kejsersnit er nødvendigt, også selv om man ikke har de helbredsoplysninger, man normalt skal bruge før en operation. Under kejsersnittet opdager man, at der er tale om tvillinger, men det ene barn er så forkomment, at det dør kort efter fødslen.

Kvinden er såkaldt papirløs migrant. Hun har med andre ord hverken CPR-nummer, sygesikringskort eller lovligt ophold i Danmark, og hendes sag viser, hvor galt det kan gå, når man ikke har adgang til lægehjælp – med mindre man bliver akut og livstruende syg eller er i aktiv fødsel. Hvis kvinden var blevet undersøgt under graviditeten, er det muligt, at den dramatiske fødsel med den tragiske udgang var undgået.

Smidt ud efter fødslen Ifølge læger og jordemødre sker det regelmæssigt, at gravide eller fødende kvinder dukker

op på hospitalerne uden lovlige identifikationspapirer.

Hvidovre Hospital har en af de største fødeafdelinger i landet, og her anslår chefjordemoder Marianne Skovby, at det sker 5-6 gange om året, at der dukker en fuldstændig ukendt fødende kvinde op. ”De får lov at komme ind og føde, men så ryger de ud”, fortæller Marianne Skovby.

Dertil kommer de prostituerede kvinder, der er henvist fra Reden International, samt illegale immigranter, der er blevet anholdt i lufthavnen og sidder i Vestre Fængsel. Endelig er der en gruppe af såkaldte ”selvbetalere”, som blandt andet dækker over de papirløse migranter, der henvender sig på fødegangen og betaler for at blive tilset under graviditet og fødsel. Dem er der 5-6 stykker af om måneden, anslår hun.

Hvis en gravid kvinde dukker op på hospitalet, og hun ikke er omfattet af den normale ret til vederlagsfri behandling, bliver hun sendt over til patientkontoret, der undersøger, hvad hendes behandling står til at koste. En fødsel koster omkring 12.000 kroner, med mindre der opstår komplikationer, for så kan det blive dyrere. Et kejsersnit koster 40-50.000 kroner.

Hvis en papirløs patient ønsker at få jordemoderkonsultationer under graviditeten samt

fødselshjælp forlanger hospitalet et depositum på 50.000 kroner for at undgå problemer med afregningen. Chefjordemoderen nævner en episode fra august sidste år, hvor en filippinsk kvinde flere gange henvendte sig med et sygesikringskort for at blive undersøgt gratis. ”Hun havde et sygesikringsbevis, men jeg klippede det over, for vi troede ikke på, at det var hendes”.

Hvordan reagerede hun på det? ”Hun sagde ikke rigtigt noget. Hun forsvandt bare, og vi har ikke set hende siden”, siger Marianne Skovby.

Også cheflæge på Fødeafdelingen på Hvidovre Hospital, Peter Hornnes, kender til de papirløse patienter. ”Det er jo sådan, at hvis vi har akutte patienter, så prioriterer vi vores hjælpepligt højest, og så hjælper vi selvfølgelig. Men hvis der er tale om noget elektivt, altså ikke-akut, skal man betale for det”.

Hvordan definerer man om noget er akut eller ej? ”Der findes selvfølgelig grænsetilfælde, men en fødsel er for eksempel akut, så der hjælper vi kvinden med selve fødslen. Men hun får ikke jordemoderundersøgelser undervejs i graviditeten, og hun bliver ikke indlagt bagefa mn e s t y I 2 1

➜

tema: v e r d e n s ly k k e l i g st e f o l k

ter”, forklarer Peter Hornnes, der erkender, at det kan være et stort problem for de mennesker, der ikke tør eller kan opsøge lægehjælp.

➜

Parallelle samfund Eksperter mener, at antallet af udlændinge uden lovligt ophold i Danmark er stigende.

De officielle estimater anslår, at tallet ligger et sted mellem 1.000 og 5.000 papirløse migranter, men tallet bygger alene på politiets anholdelser og er langt under de omkring 20.000, der anslås at leve illegalt i henholdsvis Sverige og Norge. ”Det officielle tal er efter alt at dømme kun toppen af isbjerget”, siger lektor Shahamak Rezaei fra Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, der har skrevet den danske del af EU-rapporten ”Undocumented Workers Transitions” fra 2009.

Gruppen er en broget flok og udgøres blandt andet af flygtninge, der har fået afslag på asyl og er gået under jorden, illegale immigranter fra Østeuropa og Afrika, romaer og aupair piger fra Thailand og Filippinerne, der bliver i landet, efter deres kontrakt er løbet ud.

Men det er også ulovligt indrejste sexarbejdere, inklusive ofre for trafficking, tilrejsende på turistvisum samt familiesammenføringssager, der er under behandling, eller som er blevet

afvist, men hvor personen alligevel er blevet i landet.

Ifølge Shahamak Rezaei er det en udbredt dansk fordom, at man ikke kan leve under jorden her i landet, fordi vi har et så gennemregistreret samfund, hvor især sygesikringsbeviset er adgangskort til offentlige ydelser. Efterhånden er der udviklet et decideret parallelsamfund, hvor de forskellige nationaliteter kender og hjælper hinanden, siger han: ”De får deres liv til at fungere i og med, at de finder en form for solidaritet i det parallelle samfund med andre, der er i samme båd som dem selv. De kommer fra samme land, og så etablerer de en slags monoetnisk netværk i den gruppe”.

Alle internationale rapporter og undersøgelser peger på, at det største problem for de papirløse migranter er den manglende adgang til lægehjælp og andre sundhedsydelser. Det kan Shahamak Rezaei genkende fra den danske undersøgelse, hvor de papirløse migranter alle gav udtryk for, at de var meget bange for at blive opdaget og sendt ud af landet. ”Der er flere eksempler på, at folk virkelig har haft brug for læge, men at de ikke har benyttet sig af det, fordi de ikke har turdet tage på hospitalet. Eller også har de lånt et sygesikringskort fra en person fra samme etniske

gruppe, hvis der ikke var nogen vej udenom, for eksempel i forbindelse med abort eller fødsel”, fortæller Shahamak Rezaei.

Foto: Polfoto

Ret til sundhed Lige adgang til sundhed er en af de grundlæggende menneskerettigheder, som behandles i mange internationale konventioner. Det er også en del af lægeløftet. I forhold til de papirløse migranter bliver det mest tydeligt i FN’s Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder. I den såkaldte General Comment No. 14 til konventionen står der direkte, at denne ret også gælder udokumenterede indvandrere med hensyn til forebyggende, behandlende og lindrende ydelser. Det fortæller cand.scient.san. Anne Rytter Hansen fra Institut for Sundhedsvæsen (DSI), der har skrevet speciale om papirløse migranters adgang til sundhed. ”Det er nok det mest soleklare eksempel på, at den rettighed findes for denne gruppe mennesker”.

Men er det ikke logisk nok, at vi ikke kan lade alle og enhver få gratis adgang til vores sundhedssystem? ”Jo, det kan man godt sige. Vi har ikke råd til at hjælpe hele verden. Men nu drejer det sig jo om en meget lille befolkningsgruppe, så det har vi nok råd til. Og i virkeligheden kan man også sige, at det er lige meget, hvad det koster, for de har den rettighed ifølge de internationale konventioner”, siger Anne Rytter Hansen.

Alligevel er både den formelle og den reelle adgang til andet end de helt akutte sundhedsydelser begrænset. En svensk undersøgelse, som Læger uden Grænser lavede i 2007, viser, at 67 procent af de papirløse migranter ikke turde søge hjælp på offentlige sygehuse, fordi de opfattede risikoen for at blive meldt til politiet som høj. 82 procent fortalte, at de var stødt på problemer, hvis de havde brug for lægehjælp.

De mest almindelige forhindringer var angst for overhovedet at opsøge et sygehus, problemer med at betale, samt at de blev nægtet tilsyn af en læge. Det samme gør sig formentlig gældende herhjemme, anslår Anne Rytter Hansen.

Hjælp fra netværk Advokat Anders Chr. Jensen fra Roskilde fører jævnligt både asyl- og familiesammenfø-

2 2 I am n e s t y

Det danske lægeløfte

ringssager, ligesom en række af hans klienter er gået under jorden, fordi de har fået afslag på ophold. Og det har chokeret ham, at flere har henvendt sig til ham, fordi de ikke kunne finde en læge, der ville tilse dem. ”Jeg får jævnligt henvendelser fra klienter, som har været ude for at henvende sig til en læge og ville betale for det, men har fået nej.

Det er de selvfølgelig dybt chokerede over – det er jeg også selv, for de bryder jo deres lægeløfte ved at nægte behandling”, siger han.

Det skete for eksempel i efteråret, hvor et ægtepar i Odense kontaktede en kvindelig læge, fordi kvinden var blevet gravid. Hun kommer fra Pakistan, men har fået afslag på familiesammenføring og er derefter blevet illegalt i landet. ”Man skal jo til kontrol i sjette uge og have lavet en vandrejournal og den slags, men hun får besked om, at det kan der ikke blive tale om. De tilbyder at betale for det, men får at vide, at det er lige meget. Lægen vil ikke se hende”, fortæller Anders Chr. Jensen, der nu prøver at finde et alternativ. ”Vi må se, om vi kan få dem kantet igennem på anden led. Der er jo heldigvis også et antal læger, sygeplejersker og jordemødre, som stiller sig til rådighed og gerne vil hjælpe”.

Betaling ved kasse 1 I 2007 fødte en ung prostitueret kvinde fra Peru en baby på Hvidovre Hospital. Men fødslen blev kompliceret af en svær underlivsinfektion, så hun måtte indlægges til behandling. Hun modtog derefter en regning på 20.000 kroner.

Eksemplet kommer fra jordemoderstuderende Camilla Tved, der er med i et af de netværk, der hjælper de papirløse migranter.

Hun ringede til hospitalet og spurgte, om de havde husket at trække 10.000 kroner fra til akuthjælp, som sundhedssystemet under alle omstændigheder skal yde. ”Det er jo vigtigt. For jeg ved godt, hvor hun skal skaffe pengene henne – og der er altså meget stor forskel på, om du skal hente 10.000 eller 20.000 kroner på gaden, mens du har et lille barn derhjemme”, siger hun.

Camilla Tved har arbejdet med papirløse migranter i 14 år. Hun har specialiseret sig i

gravide kvinder og familier med små børn, som hun prøver at skaffe lægehjælp udenom systemerne eller hos privatpraktiserende læger og jordemødre. Men hvor det tidligere var forholdsvis nemt at få kvinderne til lægeog jordemoderkontrol, er det i de senere år blevet nærmest umuligt få foretaget en scanning eller en blodprøve, uden der bliver afkrævet betaling. ”Jeg arbejder i en gråzone, når jeg hjælper de kvinder. Et af problemerne er spørgsmålet om, hvorvidt en behandling er akut eller ej. Det bliver fortolket forskelligt fra hospital til hospital og fra person til person, så vi må prøve os frem fra gang til gang. Der er ingen, der helt præcist ved, hvad man må, og hvad man ikke må”, siger hun og tilføjer: ”Hvis de her kvinder kommer ind og er i aktiv fødsel, får de jo hjælp. Der er ikke andet for. Men det er smadderfarligt, for du aner ikke, om de har hiv eller leverbetændelse, eller om der er noget galt med barnet”.

Hjælpepligt Manglende adgang til sundhed er et problem, dels i forhold til en række internationale konventioner, men også fordi det er farligt for både kvinden og barnet, når man ikke får opdaget og behandlet eventuelle komplikationer så hurtigt som muligt. ”Men den samme problemstilling gælder faktisk alle mulige andre tilfælde. Hvis du for eksempel er diabetespatient eller har brug for at komme i dialyse, så bliver du nødt til at vente, til du er så dårlig, at du skal på skadestuen og måske skal have den ene fod amputeret. De fleste lidelser vil på et eller andet tidspunkt give en kronisk følgevirkning. Og det vil alt andet lige være farligt – og dyrere, end hvis man havde behandlet i tide”, siger Anne Rytter Hansen.

Hun peger på, at det formentlig er de mest ressourcestærke, udokumenterede indvandrere, der finder frem til de hemmelige netværk eller kender nogen, der har et sygesikringskort, som de kan låne. ”Men resten – hvad gør de? Der må man stille et stort spørgsmålstegn, for de har jo ikke rigtig nogen muligheder, før deres sygdom bliver så alvorlig, at den kræver akut behandling”, siger Anne Rytter Hansen.

Med lægeløftet forpligter danske læger sig blandt andet til ”efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret”.

Kilde: Lægeforeningen.

Ret til akut behandling Man skal være opført i folkeregistreret, for at have ret til sundhedsydelser i Danmark. Alle mennesker har dog ret til akut behandling på sygehus, hvis de får behov for det. Akut behandling tilbydes blandet på skadestuer og kan for eksempel være syning af en flænge eller undersøgelse og behandling af et brud. Det beror på en lægefaglig vurdering i det enkelte tilfælde, om man har behov for akut behandling. Al anden behandling skal man betale for, hvis man kan finde en læge, der vil udføre den.

Til gengæld har alle læger og andre sundhedspersoner lov til at behandle patienter i privat regi med deres eget udstyr – også når patienten lever under jorden. Det er op til vedkommende selv, om han eller hun vil kræve penge for behandlingen.

Graviditet og fødsel Gravide kvinder med lovligt ophold i Danmark får tilbudt tre lægekonsultationer, to ultralydsscanninger og 4-7 jordemoderkonsultationer for at sikre, at både mor og barn kommer bedst muligt gennem graviditet, fødsel og barsel. Kvinder med dårlige sociale forhold eller psykologiske risikofaktorer samt gravide med anden etnisk baggrund skal tilbydes behandling, der tager højde for deres særlige behov, som for eksempel tolkebistand, fast jordemoder og undersøgelser for en række sygdomme. a mn e s t y I 2 3

tema: v e r d e n s ly k k e l i g st e f o l k

Suppe og et værdigt liv Beboerne på Vesterbro i København har gennem 40 år set til, mens narkomaner har fixet i opgangene, er faldet døde om på gaden og belastet området med tyverier og indbrud. Men sidste år åbnede Café Dugnad og Sundhedsrummet på Halmtorvet, så de nu får gratis, sund mad og adgang til lægebehandling.

Det har ændret tilværelsen for mange af de hårdest belastede stofbrugere, som har fået et mere værdigt liv. Samtidig er kriminaliteten i området faldet, siger politiet.

2 4 I am n e s t y

A f O le Hoff- L und

I

F ot o: L ars Helsing hof

➜

a mn e s t y I 2 5

tema: v e r d e n s ly k k e l i g st e f o l k

Caféleder Helle Thielfoldt serverer rygende varm ”kaloriebombesuppe” til gæsterne i Café Dugnad, som har formået at skabe et fristed for stofbrugerne på Vesterbro.

➜

Suppe og et værdigt liv

2 6 I am n e s t y

”Jeg skal have en kop kaffe og et stykke sølvpapir”, siger Nikolaj og læner sig ind over disken på Café Dugnad.

Helle Thielfoldt, som er daglig leder i cafeen, skænker kaffe op og giver ham et stykke stanniol af passende størrelse. ”Tak, smukke”, siger han og forsvinder ud på pladsen foran cafeen for at ryge kokain på sølvpapiret.

Den næste cafégæst beder om ”et sæt” og får udleveret en lille plasticpose med en kanyle, en renseserviet, en tot vat og 15 ml saltvand. ”Kom tilbage og få en portion suppe senere”, lyder det fra Helle Thielfoldt, der har været daglig leder på den mere mondæne Café Amokka på Østerbro og har en uddannelse som socialpædagog.

Den har hun god brug for på Café Dugnad, der er blevet en central del af stofbrugernes liv på Vesterbro gennem det seneste år.

Stofbrugerne kalder hende for det meste bare ”mor”, og den rolle trives hun fint i. Hver dag ved middagstid stimler stofbrugerne sammen på pladsen foran Café Dugnad – som er døbt Plads Til Alle – og klokken 12 byder Helle Thielfoldt velkommen og hilser på hver enkelt gæst i døren.

”Hej. Dejligt at se dig. Hvordan går det meget øjet?”, siger hun til en ældre mand med et mørkt sæbeøje.

Et kig bag øjenlågene Den rygende varme rødbedesuppe med chili og peberrod ryger over disken til de sultne stofbrugere, der slår sig ned ved bordene eller indtager suppen stående. Men pludselig fanger Helle Thielfoldts øjne noget uro i den bageste del af lokalet. ”Jeg tror, vi har en overdosis”, siger hun og styrter ud fra køkkenet.

Ganske rigtigt. Foran toiletterne forsøger to stofbrugere at hjælpe en tredje mand, der har fået en overdosis heroin. Han har helt og aldeles sluppet kontakten til omverdenen. De pøser vand i hovedet på ham, og Helle Thielfoldt spørger ham igen og igen, hvad han hedder, mens hun løfter op i hans øjenlåg. Men der er ingen reaktion, og kun det hvide i øjnene er synligt. ”Ring 112”, siger Helle Thielfoldt, der får placeret manden på en stol ved et cafébord, mens hun hele tiden holder en finger på hans hals for at mærke efter pulsen. ”Han er ved at forsvinde nu. Hey. Hvad

Cafégæsterne styrer selv musikken på pladespilleren midt i rummet. En del af pladesamlingen er en indflyttergave fra politiet på Station City på Halmtorvet.

hedder du?”, spørger hun igen, men der kommer intet svar.

Så ankommer ambulancen, og to reddere overtager scenen. To andre stofbrugere slår sig ned ved samme cafébord med hver deres ostemad og en cola og sætter sig til at snakke om deres oplevelser tidligere i dag. De er fuldstændig uberørte af, at sidemanden er ved at tage billetten.

Kort efter får han stukket en kanyle med modgift i skulderen. Der går et sekund. To sekunder. Fem sekunder. Så vågner han op, kigger rundt i lokalet og mumler noget på polsk.

Han svarer på et par spørgsmål fra ambulancefolkene, og kort efter stormer han ud af døren, som om han har glemt et vigtigt møde. ”Han er vist okay nu”, siger den ene livredder med et smil. ”Vi gav ham kun lige det nødvendige for at komme på benene. Det er jo synd at tage hele rusen fra dem”, forklarer han.

Plads Til Alle, for det betyder, at personalet kan reagere hurtigt og redde liv. ”Jeg tror, det er den ottende overdosis, vi oplever. Syv af dem blev reddet, fordi cafeens personale eller gæster opdagede det og ringede efter en ambulance. Den sidste døde desværre ude bag ved huset efter lukketid. Det var en 23-årig litauer”, fortæller han.

Michael Lodberg Olsen forklarer, at nogle stofbrugere kan blive meget aggressive, når de vågner op efter en overdosis – selv om de lige er blevet reddet fra at dø. ”Jeg tror, mange ambulancefolk har fået en overhaling af en stofbruger, der bliver vækket til live. De oplever, at nogen har taget deres fix. Det er i hvert fald ikke taknemmelighed, der stråler ud af dem. Det interessante er, at vi kunne undgå mange overdoser, hvis stofferne blev indtaget under kontrollerede former i et fixerum”, siger han.

Overdosis nummer otte For Michael Lodberg Olsen, som er initiativtager og leder af Dugnad Vesterbro, er der ikke noget nyt i, at en af cafeens gæster får en overdosis. Men han vælger at se det positive i, at stofbrugerne dratter om i cafeen eller på

Et fix i skraldecontaineren Gennem fem år har Michael Lodberg Olsen stået i spidsen for vesterbroernes arbejde med at finde en løsning for stofbrugerne, som har domineret området omkring hovedbanegården i fire årtier. En enig bydel besluttede

i 2005 at anbefale et fixerum, men det blev afvist af regeringen. Så foreløbig må Vesterbro tage til takke med Café Dugnad og Sundhedsrummet i nabohuset, hvor man ikke må fixe, men hvor sygeplejersker og socialarbejdere hjælper stofbrugerne med alt fra kanyler til væskende sår.

Hans engagement for at skabe bedre forhold for stofbrugerne begyndte, da han oplevede narkomaner sidde og fixe i affaldscontainerne i hans egen baggård, og da han så dem bruge en telefonboks som toilet. ”I 40 år har vi som samfund ikke formået at finde varige og værdige løsninger for stofbrugerne. De har gradvist fået dårligere og dårligere forhold. De bliver presset mere og mere, og de har færre steder at være. Dér, hvor vi går hen med skrald, er der faktisk mennesker, der går hen for at få opfyldt et basalt behov.

Konflikten kan skæres ind til, at samfundet ser stofferne som problemet, mens stofbrugerne ser dem som løsningen”, siger Michael Lodberg Olsen.

Han beskriver Café Dugnad som et fristed, hvor stofbrugerne kan opholde sig sammen med ligesindede uden at forstyrre nogen. ”Mange af stofbrugerne taler om det fora mn e s t y I 2 7

➜

tema: v e r d e n s ly k k e l i g st e f o l k

➜

færdelige i at stå med bukserne nede og en nål inde i lysken, når der kommer en børnefamilie forbi. De vil helst gemme sig af vejen.

Nu har de fået cafeen og Sundhedsrummet, og det er et utroligt vigtigt skift. Stofbrugerne får jo næsten tårer i øjnene, når de får at vide, at de er en del af Vesterbro. De kan næsten ikke tro det. Det her giver nogle af de svageste mennesker i vores samfund en mulighed for at opnå større værdighed, sundhed og livskvalitet”, siger han.

Kokain på Christiansborg Der må ikke handles med stoffer i cafeen, men mange af samtalerne mellem cafégæsterne handler om at skaffe stoffer, og det er umuligt at undgå, at nogle af dem bruger toiletterne til at fixe. ”Det kan vi ikke forhindre. Selv på Christiansborg er der jo fundet friske rester af kokain på toiletterne. Når der kun er to toiletter i vores café til de 300 stofbrugere på Vesterbro, så er der fart på. Derfor står der også en kanyleopsamler på toilettet, og den bliver da brugt”, siger Michael Lodberg.

Det tilstødende lokale, kaldet Byhaven, fungerer som et rygerum, hvor mange af stofbrugerne sætter sig ud med kaffen og snakker lavmælt sammen. Eller stener, mens de ryger. På væggene gør store plakater tydeligt opmærksom på, at handel med stoffer er ulovligt. Men i de seneste måneder har cafeens personale oplevet, at en gruppe pushere – der er ikke er stofbrugere – er begyndt at komme i cafeen for at sælge heroin, kokain og crack. ”Vi ved, hvad der foregår i rygerummet, og det er vigtigt, at vi får sælgerne væk, for det må ikke blive en markedsplads. Heldigvis har 2 8 I am n e s t y

vi en åben og ærlig dialog med politiet for at styre det, men vi kan ikke undgå, at der bliver handlet en smule stoffer internt mellem brugerne. Det kan man jo ikke engang i fængslerne”, siger Michael Lodberg, der har aftalt med politiet, at to betjente nu begynder at komme fast på cafeen for at vise flaget. ”Den tætte dialog med politiet og naboerne i området er afgørende for, at Café Dugnad kan fungere. Det her er så kompliceret, at hvis det skal lykkes, så skal vi have alle lokale kræfter til at samarbejde”, siger han.

Kriminaliteten er faldet Samme holdning har politiinspektør Mogens Lauridsen fra Station City på den anden side af Halmtorvet. Han er vokset op på Vesterbro, så han kender narkotikaproblemerne i bydelen bedre end de fleste og fra sit kontor kan han kigge ned på Café Dugnad og Sundhedsrummet.

”Jeg har meget stor sympati for projektet. Jeg tror, det betyder noget for misbrugerne, at de har et sted, hvor de kan være uden at blive generet alt for meget. De har et helle dér. Også fra politiet. Men det er klart, at hvis det ender med, at folk kan sidde og sælge hårde stoffer uden at blive anholdt, så kan de ikke drive stedet videre”, siger Mogens Lauridsen.

Han er i tæt kontakt med cafeen og med beboere, skoler, institutioner og erhvervsdrivende for i fællesskab at løse de problemer, som opstår omkring stofbrugernes adfærd.

For det er en hårfin balance at tilgodese både stofbrugernes behov og naboernes utryghed. Det kan gå voldsomt for sig, når konflikterne spidser til mellem stofbrugerne, og mange naboer har klaget over deres nogle gange meget synlige tilstedeværelse og efterladenskaber i form af brugte kanyler, urin og afføring.

Debatten går højt i den lokale ugeavis, og Mogens Lauridsen fortæller, at beboerne har en meget

En kanyle og en ostemad. Café Dugnad leverer både mad og rent værktøj til stofbrugerne, men stofferne må de indtage udenfor i kulden.

Et egentligt stofindtagelsesrum står højt på ønskelisten.

Michael Lodberg Olsen har i fem år kæmpet for at give stofbrugerne et værdigt liv.

klar fornemmelse af, at kriminalitetsniveauet er steget enormt efter åbningen af Café Dugnad. ”Men det er det ikke. Vi har lavet nogle analyser på det, og berigelseskriminaliteten er rent faktisk faldet med omkring 30 procent.

Det er overraskende, og faldet er større her end andre steder i byen. Så min konklusion er, at det er stofbrugernes synlighed og tilstedeværelse, der skaber utrygheden, mere end det er de reelle lovovertrædelser”, siger Mogens Lauridsen.

Pink Floyd med lammebov Der er travlhed i cafeen og en af stofbrugerne sætter en gammel skive med Pink Floyd på pladespilleren midt i lokalet. En del af pladerne er en indflyttergave fra politiet på Station City, og det er brugerne, der styrer musikken – ofte af den mere udsyrede slags.

Stofbrugerne har i vidt omfang taget godt imod deres nye fristed. Så godt, at Café Dug-

nad i november har været nødt til at ansætte Helle Thielfoldt som caféleder og lave kontoret om til lager for at have plads til alle de varer, cafeen har brug for.

Og stedets succes er kommet lidt bag på Michael Lodberg Olsen. ”Vi har løbet rigtig stærkt det første år. Jeg er overrasket over, at to toiletter, et sted at være og noget gratis, sund mad tiltrækker så mange stofbrugere. Det er positivt, men det er også lidt skræmmende, at velfærd anno 2010 handler om fuldstændig basale ting”, siger han.

De første mange måneder serverede cafeen både gratis suppe og lækker aftensmad. Men med 120 spisende gæster hver aften blev cafeen kvalt i sin egen succes og var nødt til at kradse nogle håndører ind. Derfor koster det nu ti kroner for aftenens menu: Lammebov på tomatbund med flødekartofler. Til gengæld er der kun 30 stofbrugere, der ofrer penge på aftensmad.

HER LIGGER CAFÉ DUGNAD OG SUNDHEDSRUMMET

Maden vokser i munden På den måde kan der være 100 procent gratis mad, kaffe og hjemmebagt brød med ost til alle. Med mindre selvfølgelig, at man vil have en finere kaffe end den friskbryggede, der hele tiden langes over disken til stofbrugerne. En café au lait koster en tier.

Og den sunde mad gør virkelig en forskel for stofbrugerne. Det bekræfter den daglige leder af Sundhedsrummet, Lone Hviid Rasmussen, samt flere af de sundhedsteams, der laver opsøgende arbejde blandt stofbrugere på gaden.

Lone Hviid Rasmussen forklarer, at nogle af kokainbrugerne simpelthen ikke er i stand til at tygge og synke fast føde, fordi kokainen tager alt spyt og giver en følelse af, at maden vokser inde i munden på dem. ”Så maden skal helst være flydende og tilpasses stofbrugernes behov. Det har Café Dugnad været rigtig gode til”, siger hun.

For Michael Lodberg Olsen er det stærkt opmuntrende, at sundhedseksperter kan aflæse en effekt af indsatsen fra Café Dugnad og Sundhedsrummet. ”Det vigtigste er, at det her projekt er med til at forbedre stofbrugernes forhold. For når vi er i stand til det, så er vi nødt til at gøre det.

Det bliver en forpligtelse”, siger han.

VEJ

NGE

O GL.K

HOVEDBANEGÅRDEN TIVOLI

E

GAD

RO ERB

T

VES Æ SV

GA

IS

DE

GA

D TE

RK

N GE

E

AD

SG

EJ SV

I 2005 præsenterede en række organisationer, institutioner og beboere på Vesterbro 101 forslag til løsning af narkorelaterede problemer. Forslagene mundede ud i Dugnad Center Vesterbro og modtog støtte på 12 millioner kroner fra Sundhedsministeriets Vesterbro-pulje. Ønsket om et fixerum blev ikke imødekommet, så pengene går til at drive Café Dugnad – et værested for stofbrugerne – som et treårigt projekt fra 2009-2011. Cafeen er åben 54 timer om ugen, mandag-torsdag fra 12-21 og fredag-søndag fra 11-17. Der er tre fastansatte i ledelsen, 20 timelønnede medarbejdere i cafeen samt 20-25 frivillige.

I partnerskab med Københavns Kommune er Dugnad Center Vesterbro også involveret i Sundhedsrummet, hvor 4 sygeplejersker, 2 socialrådgivere og en læge tager imod stofbrugerne.

Sundhedsrummet er åbent 22 timer ugentligt.

Dugnad er et norsk begreb, der betyder et fælles udført og som regel frivilligt arbejde, der har betydning for fællesskabet.

”Og det er en regulær katastrofe”, siger Helle Thielfoldt. ”Ved at indføre betaling mister vi hele den gruppe, der virkelig har brug for et sundt og godt måltid hver dag. De føler simpelthen ikke, at de har råd til at bruge ti kroner på aftensmad. Derfor skrotter vi nu aftensmaden og vender tilbage til det, vi er rigtig gode til. Og det er kaloriebombesupperne med masser af rodfrugter, fiber og c-vitaminer, som er gratis for brugerne”, siger Helle Thielfoldt.

T

TIE

CAFÉ DUGNAD

T

E RV TO

ØKSNEHALLEN

DE

GA

M

L HA

L

RS

E NG

S EV

I

a mn e s t y I 2 9

tema: v e r d e n s ly k k e l i g st e f o l k

Sundhedsvæsnets sidste skanse ”Vi skal skabe det bedst mulige for stofbrugerne”, siger sygeplejerske Lone Hviid Rasmussen fra Sundhedsrummet, der sikrer, at nogle af de svageste grupper i samfundet kan få adgang til lægebehandling på lige fod med alle andre.

Retten til sundhed gælder også stofbrugere.

Sådan lyder en del af filosofien bag Sundhedsrummet, som i 2008 åbnede på Halmtorvet på Vesterbro i København som nabo til Café Dugnad. ”Flertallet af de mennesker, der henvender sig her, har sygdomme affødt af langvarig afhængighed af stoffer, alkohol og piller. De går næsten aldrig til deres egen læge. Det kan de ikke overskue. Her kan de komme dumpende i løbet af dagen, og det passer til deres livsstil.

For dem er det ikke muligt at overholde en tid tirsdag den 14. februar klokken 10.15”, fortæller sygeplejerske Lone Hviid Rasmussen, der er daglig leder og har 20 års erfaring med behandling af infektioner og komplikationer

STOFMISBRUGERE I DANMARK 1996: 1998: 2001: 2003: 2005:

20.300 24.400 25.400 26.400 27.000

I begyndelsen af 1980’erne var der omkring 150 narkorelaterede dødsfald i Danmark om året. Men siden midten af 1990’erne har det ligget på over 250 hvert år. 80 procent er mænd, og gennemsnitsalderen er omkring 38 år.

Dermed er Danmark tæt på at have den højeste narkodødelighed i Europa – kun overgået af Luxembourg og Estland. Ifølge EU’s Overvågningscenter for Narkotika (EMCDDA) har Danmark over 50 narkorelaterede dødsfald per én mio. indbyggere, mens Sverige kun har godt 20, og Holland er nede på ti.

(Kilde: Sundhedsstyrelsen og EMCDDA)

3 0 I am n e s t y

som følge af stofbrug. Hun beskriver Sundhedsrummet som en lægepraksis, hvor man ikke skal have tidsbestilling, og hvor der ikke er afmålt tid til hver patient. Det tager den tid, der er behov for. Desuden er der et separat lokale, hvor stofbrugerne bare kan slappe af, tage en lur – eller lægge make-up. Lone Hviid Rasmussen ser det som sin mission at sikre stofbrugerne lige adgang til sundhed og sociale muligheder, og det sikrer fire sygeplejersker, to socialrådgivere og en læge i huset. ”Det er en hjertesag for mig. Det er en rigtig stor mangelvare i vores samfund, at der ikke er nogen, der bekymrer sig om disse mennesker. De har meget komplekse problemstillinger, men de mangler omsorg, interesse og nysgerrighed. Det handler jo om retten til sundhed og et værdigt liv”, siger hun.

Kompleks af sygdomme Det er ikke småting, der kommer op til overfladen, når den enkelte stofbruger først kommer i gang med en behandling. På listen står blandt andet lungesygdomme affødt af mange års rygning (KOL), bronkitis, nedsat

immunforsvar, leverbetændelse, gentagne lungebetændelser, infektioner, væskende sår og gener fra bevægeapparatet – for eksempel hvis personen ikke har haft tid til at ligge med gipsen om et brækket ben. Dertil kommer stofafhængighed og alkoholisme. ”Det er typiske skader for socialgruppe 5.

Et bredt spekter af de mest komplekse fysiske sygdomme, som de ikke får hjælp til andre steder. Her ser vi mennesker, der bruger mange, mange former for rusmidler. Depressioner og angsttilstande fylder ikke så lidt”, siger Lone Hviid Rasmussen.

Sygeplejersken understreger, at Sundhedsrummet ikke nødvendigvis skal skabe stoffrihed for de mest belastede stofbrugere. ”Men vi skal skabe det bedst mulige for dem”, siger hun.

Derfor uddeler Sundhedsrummet kanyler og kondomer i alle farver og størrelser for at mindske smittefaren. Og huset importerer specialfremstillet sølvpapir, som ikke er overfladebehandlet som almindelig stanniol, og som derfor er mindre skadeligt at ryge heroin og crack på.

A f O le Hoff- L und

I

F ot o: L ars Helsing hof

”Der kommer flere og flere og henter det, og særligt dem med kold astma, bronkitis og lungeproblemer får det bedre”, fortæller Lone Hviid Rasmussen.

Konstant på farten Næste skridt er måske, at Sundhedsrummet begynder at uddele piber til at ryge crack, fordi crack-rygere ofte udvikler læbesår, når de sætter et folierør eller glasrør op til læberne ved meget høje temperaturer. ”Det giver brandsår, og det er en stor kilde til hepatitissmitte, når man deler det. Med crackpiber kan vi minimere smitten. Vi skal hele tiden forfine redskaberne i værktøjskassen, så mennesker ikke bliver unødvendigt syge og slidte”, siger hun.

Inden længe kan stofbrugerne også få fødderne under kærlig behandling hos en fodterapeut. Det sker for at tiltrække nogen af dem, der ikke har et erkendt sundhedsproblem, men hvor fodterapien måske kan åbne op for nogle refleksioner over, hvordan man i øvrigt går og har det. ”Den ene side af det er, at vi gerne vil tilbyde stofbrugerne en rigtig god oplevelse. Men fagligt set giver det også rigtig god mening. Mange af stofbrugerne er konstant på farten, de lever på gaden, og de går i de samme sko uge efter uge. Måske sover de med dem på. De har mange skavanker, som kræver behandling”, siger Lone Hviid Rasmussen, der glæder sig over, at personalet ikke oplever aggressioner, vold og trusler, selv om de modtager dem, der ikke kan rummes andre steder i systemet. ”Det viser mig, at vi metodisk arbejder rigtigt og har en medmenneskelig tilgang. Sundhedsrummet er et godt sted at starte, men vi bør lave et stofindtagelsesrum, hvor de hårdest belastede stofbrugere kan ryge, sniffe og fixe deres stoffer på en forsvarlig måde. Det er der behov for”.

”Når politiet kommer, er de flinke” En af de faste brugere af Café Dugnad er 35-årige Sofie, der i de seneste fem år har forsøgt at lægge de hårde stoffer på hylden. I øjeblikket er hun på metadon, men hun kommer i cafeen og Sundhedsrummet med sin kæreste.

Hun erklærer sig som 100 procent tilhænger af initiativet med at skabe sundhedstilbud for stofbrugerne, og hun mener, at det allerede har gjort en kæmpe forskel for stofmiljøet på Vesterbro. ”Det er en god oplevelse at komme her. Du kan mødes med ligesindede, du kan få noget

ordentligt at spise, og du kan få hjælp af sygeplejersker og socialrådgivere i Sundhedsrummet, hvis du har brug for det. Og du behøver ikke frygte, at politiet kommer. For når de kommer her, så er de flinke”, siger Sofie.

Allerhelst ser hun, at der bliver oprettet et fixerum, hvor stofindtagelsen sker under ordnede forhold under overvågning af en sygeplejerske. ”Måske kunne du rent faktisk få overskud til at få et liv ved siden af, hvis du ikke skulle jage rundt for at finde et sted at indtage dine stoffer”, siger Sofie.

Narkomaner skal redde liv ”Det handler om retten til sundhed og et værdigt liv”, siger sygeplejerske Lone Hviid Rasmussen.

En lille gruppe af de mest erfarne narkomaner på Vesterbro skal fremover have en lille næsespray med modgift i lommen, så de kan redde livet for sig selv eller andre, hvis de får en overdosis af heroin.

I januar begyndte et førstehjælpskursus i Sundhedsrummet på Halmtorvet i København, hvor foreløbig fem stofbrugere lærer at bruge modgiften Naloxon. ”Det handler ganske enkelt om at få stofbrugerne til at redde liv”, siger Lone Hviid Rasmussen, der er sygeplejefaglig leder i Sundhedsrummet.

Her hjælper sygeplejersker, socialrådgivere og en læge til daglig stofbrugerne med sociale og sundhedsmæssige problemer – fra småskrammer og rene kanyler til brækkede lemmer. ”I første omgang oplærer vi fem gamle stofbrugere, som er stabile. De er nødt til at have overskud for at lære det. Senere udbygger vi det til 20 stofbrugere, som så kan have modgiften med i lommen og yde livsvigtig førstehjælp”, siger Lone Hviid Rasmussen.

Hvert år dør omkring 250 narkomaner i Danmark – heraf de 70 i København.

a mn e s t y I 3 1

A f St inne Lyager Bec h

te ma: ve r d e n s ly k k e l i g ste f o l k

Foto: Lars Helsinghof

Amnestys generalsekretær Lars Normann Jørgensen afleverede i maj sidste år 15.429 underskrifter til justitsminister Brian Mikkelsen med krav om at ændre voldtægtslovgivningen. Nu skal Straffelovrådet se på sagen.

Voldtægtslov ses efter i sømmene Justitsminister Brian Mikkelsen (K) har lyttet til Amnestys krav om at få ændret straffeloven, så der ikke længere gives rabat til voldtægtsmænd, der udnytter, at en kvinde er syg, beruset eller ikke kan forsvare sig. Nyt lovforslag er på vej.

”Vi mener ikke, at der skal være forskel i strafniveauet indenfor de forskellige kategorier af voldtægt. Straffen skal fastsættes ud fra, hvor grov voldtægten er – ikke ud fra om offeret og gerningsmanden kender hinanden eller er gift”.

Sådan siger Stinne Lyager Bech, der er medforfatter til en Amnestyrapport fra 2008, som dokumenterer, at den danske voldtægtslovgivning ikke lever op til menneskeretlige standarder.

I den danske straffelov defineres voldtægt som sex opnået gennem vold eller trusler om vold, og det straffes med fængsel i op til otte år.

Men særligt tre områder er problematiske: • Hvis gerningsmanden tiltvinger sig sex ved at udnytte, at offeret ikke er i stand til at forsvare sig selv – på grund af for eksempel fuldskab, sygdom eller lammelse – halveres straffen.

• Voldtægt straffes mildere, når offer og gerningsmand kender hinanden, end når gerningsmanden er en fremmed.

• Hvis en voldtægtsmand gifter sig med – eller er gift med – sit offer, kan han helt slippe for straf.

3 2 I am n e s t y

Ministeren lytter til Amnesty Den 23. november sidste år reagerede Brian Mikkelsen ved at anmode Straffelovrådet om at gennemgå straffelovens bestemmelser om seksuelle forbrydelser og give anbefalinger til eventuelle ændringer. Det skete med henvisning til Amnestys anbefalinger. ”Jeg lægger afgørende vægt på, at bestemmelserne om sædelighedskriminalitet er udformet sådan, at de afspejler et nutidigt menneske- og samfundssyn. Det er også centralt at sikre, at straffene på dette område afspejler grovheden og karakteren af de forskellige forbrydelser”, siger Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Straffelovrådet skal blandt andet overveje, om det at skaffe sig samleje med en beruset eller bevidstløs person, som ikke kan modsætte sig handlingen, skal straffes som voldtægt, så det ikke længere giver 50 procents rabat i strafudmålingen. Udvalget skal også tage stilling til en afskaffelse af bestemmelsen om, at straffen kan nedsættes eller helt bortfalde, hvis voldtægtsmanden gifter sig med sit offer – helt i tråd med Amnestys anbefalinger.

Brian Mikkelsen forventer at fremsætte et nyt lovforslag i løbet af i år.

Nyt politiklagesystem på vej Justitsministeren har bøjet sig for presset fra Amnesty International og fremsat et lovforslag, der på en række punkter imødekommer kritikken af det eksisterende politiklagesystem.

Danskerne kan se frem til et nyt og forbedret politiklagesystem, efter at justitsminister Brian Mikkelsen (K) i december fremsatte lovforslag om at etablere Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

Den manglende uafhængighed har været kernen i den kritik, som Amnesty International gennem årene har rejst mod de nuværende politiklagenævn, der ikke har nogen beslutningskompetence og er underlagt statsadvokaternes afgørelser. Det er statsadvokaterne – som traditionelt arbejder tæt sammen med politiet – der både modtager, undersøger og afgør klagerne over politiet. Nævnene kan kun afgive en udtalelse om afgørelserne, og den kan statsadvokaten vælge at se bort fra.

Hvert år får i gennemsnit blot 5-10 borgere – ud af cirka 500 klagere – medhold i, at der er begået fejl fra politiets side. Det vidner ifølge kritikere om, at statsadvokaterne ikke

har den fornødne upartiskhed og objektivitet til at vurdere politiets arbejde. Amnesty har peget på problemet i to rapporter i 1994 og 2008, som har sat klagesystemet til debat i offentligheden.

Egne efterforskere Fremover er afgørelserne overladt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som ledes af en dommer, en advokat, en lektor i retsvidenskab og to repræsentanter fra offentligheden. DUP får sine egne efterforskere til at undersøge klagesager og sager om dødsfald eller alvorlig tilskadekomst i politiets varetægt. Det styrker uafhængigheden fra politiet og justitsministeriet, men om der bliver rejst flere straffesager mod politiet er mere tvivlsomt, for det er stadig statsadvokaterne, der afgør, om der skal rejses tiltale.

På nogle områder er der stadig plads til forbedringer – blandt andet når det gælder

Torturoverlevere i Danmark Asylansøgere, der er kommet til Danmark med svære fysiske og psykiske eftervirkninger af tortur, har meget vanskeligt ved at få en hverdag til at fungere, og samfundet sikrer dem langt fra den nødvendige lægelige behandling.

Det fastslår Amnestys danske lægegruppe i rapporten ”Torturoverlever i Danmark”, som sætter fokus på 13 asylansøgere, som har været udsat for tortur. De typiske fysiske symptomer er hovedpine, smerter i ryg, nakke og ben samt svimmelhed, mens de psykiske følger blandt andet er depression, angst, søvnproblemer, isolationsfølelse og hukommelsesproblemer.

Rapporten konkluderer, at der er tale om en yderst sårbar gruppe, som efter halvandet år i Danmark fortsat er mærket af torturen. Det påvirker i høj grad deres hverdag og relationer, og de negative effekter forstærkes af sprogvanskeligheder, manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og isolation. Samtidig er der en tendens til, at de mister kontakten til sundhedssystemet.

”Det er påfaldende, at størstedelen af de 13 torturoverlevere frembyder en uændret eller ligefrem forværret helbredstilstand efter halvandet års ophold i Danmark, samtidig med at deres forbrug af sundhedsydelser overordnet set er faldet eller er ikke eksisterende, efter at de har forladt asylcenteret”, fastslår lægegruppen.

Den eneste, der har fået tilbud om relevant psykiatrisk behandling, er en kvindelig torturoverlever fra Afrika.

På den baggrund anbefaler Amnestys lægegruppe, at alle asylansøgere tilbydes en lægelig torturundersøgelse, og at torturoverleverne får en plan for deres fortsatte tilknytning til sundhedsvæsnet, når de forlader asylcentret. Det skal sikre relevant opfølgning og behandling hos den praktiserende læge, så de ikke tabes i systemet.

Lægegruppen anbefaler også, at alle patienter bevarer retten til vederlagsfri tolk – en ordning, der bliver fjernet i 2011 – og endelig vil lægegruppen gøre op med den tvungne bo-

de disciplinære skridt i sager, hvor politifolk har begået noget kritisabelt. Amnesty ønsker, at politidirektørerne får pligt til at underrette om, hvilke disciplinære skridt, man har truffet. Det skal sikre, at sager, der er afgjort med kritik af politiet, ikke ignoreres i politikredsene.

Det nye system løser heller ikke det problem, at kolleger til en indklaget betjent generelt er meget uvillige til at afgive oplysninger om et hændelsesforløb. Der er eksempler, hvor statsadvokaten må skrive til klageren, at der ikke er tvivl om, at klageren har været udsat for overdreven magtanvendelse – vold – men at ingen at den indklagede betjents kolleger har set noget. Sådanne sager henlægges på grund af mangel på beviser.

Alt i alt er der dog grund til at håbe på, at borgerne kan regne med en mere objektiv og uvildig behandling af deres klager over politiet.

Efter halvandet år i Danmark har størstedelen af torturoverleverne et uændret eller forværret helbred, viser Amnestys rapport.

ligplacering, når asylansøgere får opholdstilladelse. Det skal give mulighed for at opretholde sociale netværk og forhindre ensomhed blandt torturoverleverne. ”Torturoverlevere i Danmark” er en opfølgning på en rapport fra 2008 om 142 nyankomne asylansøgere. Af dem oplyste 45 procent, at de havde været udsat for tortur.

Du kan læse rapporten på www.amnesty.dk

a mn e s t y I 3 3

tema: v e r d e n s ly k k e l i g st e f o l k

Danmark set med svenskeBRiller Muhammedkrise, brændende biler og galopperende islamofobi.

Hvad sker der dog med Danmark i disse år? Det spørgsmål stillede den svenske journalist Lena Sundström og flyttede til Nørrebro for at undersøge sagen.

At høre Lena Sundström fortælle om Danmark er som at have sin lidt for ærlige veninde med til en pinlig familiefrokost. Selvfølgelig synes man også selv, at de sjofle vittigheder og den brovtende tone er i overkanten, men man har ligesom bare vænnet sig til det, og det bliver først rigtig pinligt, når andre ser på. ”Jeg ved, at der vil blive rettet kritik mod mig om, at jeg bare tog hertil for at pege fingre af danskerne”, sukker Lena Sundström, da vi mødes i København.

Det er to år siden, hun på ægte antropologisk vis tog på feltophold i København og derefter nedfældede sine oplevelser i bogen ”Verdens lykkeligste folk”. Målet var at finde ud af, hvad der var sket med hendes broderfolk, danskerne, som lod til at være ramt af galopperende islamofobi.

I forordet til sin bog skriver hun, at opholdet i Danmark er en rejse ind i en mulig svensk fremtid. Partiet Sverigedemokraterna, hvis store inspirationskilde er Danmark, står til at komme i Rigsdagen ved det kommende valg, og hun håber med bogen at få svenskerne i tale ved at vise dem, hvad omkostningerne er.

Hvordan de signaler, som et samfund sender, lynhurtigt kan ændre sig. Hvordan Danmark nu må vænne sig til ikke længere at blive opfattet som en hyggelig, tilbagelænet lille nation, men i stedet som et fremmedfjendsk land.

Det smukkeste sprog i verden Hun forstår godt, hvorfor nogle danskere kan føle sig lidt beklemte over hendes bog.

Og hun skynder sig at forsikre mig om, at 3 4 I am n e s t y

hun i virkeligheden er ret danskofil. For den 37-årige svensker vækker Danmark minder om en svunden tid med lange sommerferier i eksotiske egne som Skagen og Legoland. Hun elsker tilmed det danske sprog, som hun synes er det smukkeste i verden. Men glansbilledet begyndte at krakelere, da hun fra den anden side af Sundet begyndte at følge med i den danske udlændingedebat. ”I Sverige skriver medierne om, at Pia Kjærsgaard igen har sagt noget grimt. For eksempel om at sætte broklap på Øresundsbroen, så der ikke kommer indvandrere fra Sverige til Danmark. De skriver om Muhammedkrisen og om containere, der brænder på Nørrebro. Det er selvfølgelig ekstremerne – for sådan fungerer medierne – men jeg sad i Sverige og havde meget svært ved at forstå, hvad der skete, og hvordan det kan være muligt, at der er sket så store forandringer i Danmark”, siger hun.

Svinekød i institutionerne Set udefra har det danske debatklima nemlig ændret sig markant på bare 10 år. ”Dengang sagde man, at man ville begrænse flygtningestrømmen til Danmark betragteligt, mens det i dag handler om, hvor meget svinekød man skal spise i institutionerne, om forbud mod burkaer, eller om at man kan få 100.000 kroner for at rejse hjem. Man er hele tiden nødt til at komme med nye politiske udspil og skærpe tonen mere og mere for at få opmærksomhed”, siger Lena Sundström, der er chokeret over, hvor hurtigt danskerne

har vænnet sig til den skærpede retorik. ”Alle de signaler, der udsendes af Dansk Folkeparti – og som i en vis grad bliver efterabet af de andre partier – er: ’Vi kan ikke lide jer, og vi ville foretrække, hvis I tog hjem’. Det er meget, meget ulykkeligt for et samfund, for det er klart, at det er svært at lave integration i det klima, som findes i Danmark i dag. Det er et dårligt udgangspunkt for dialog”.

Både gæstfri og fremmedfjendsk Det var ikke helt ligetil for Lena Sundström at føle sig hjemme i det danske samfund. Inden hun flyttede til Nørrebro, forestillede hun sig, hvordan hun ville blive indlemmet i store, danske vennekredse med sene aftener og for meget rødvin. Men meget af tiden sad hun isoleret i sin toværelses lejlighed. ”Jeg snakkede frygteligt meget med folk, jeg ikke kendte: Manden i kiosken, taxachaufføren og manden og kvinden på gaden, de ansatte på restauranterne”.

Ud over det klassiske reporterarbejde forsøgte hun sig med ’aktionsforskning’, idet hun prøvede at melde sig ind i Dansk Folkeparti.

Hun fik dog afslag, fordi hun ikke er dansk statsborger. Hun begyndte derefter på en sprogskole, hvor hun hurtigt fandt ud af, at der var mere fokus på danske værdier og tests om Jyske Lov end på gloser og grammatik.

Hun gik til landskamp, hvor hun undrede sig over, at der ingen nydanskere er på holdet. Og i Knudstrup i Jylland spiste hun koteletter og kartoffelsalat hjemme hos de svorne DF’ere Harry og Anni.

A f Nora Rah bek K anafani Parat til at udforske den danske folkesjæl.

Lena Sundström på forsiden af sin bog.

Hvis hun alligevel skal fremhæve noget, der adskiller Danmark og Sverige, er det den danske selvforståelse som et hyggeligt miniputland og vores insisteren på ikke at tage os selv alvorligt. ”Sverige har et lidt mere skidtvigtigt syn på sig selv. Vi mener, at vi har et ansvar, og at det spiller en stor rolle, hvad vi gør og siger som land. Selvforståelsen i Danmark er snarere ’vi er det her lille land som ikke tager sig selv så alvorligt’. Danskerne har ikke en opfattelse af, at de har et ansvar, at de kan såre mennesker, og at Danmark også internationalt er et vigtigt land”, siger hun.

”Besøget hos Harry og Anni viste mig, at fremmedfjendskhed og mistro ikke viser sig i form af en mand med overskæg, der står og skriger. Og leder vi efter det, så kan tonen nå at blive meget fremmedfjendsk, før vi reagerer. Det er meget vigtigt at holde sig for øje, at der ikke findes nogen modsætning mellem at være gæstfri og samtidig være frygtsom og fordomsfuld over for det fremmede. Danmark er et gæstfrit land. Det er det politiske niveau, den er gal med”, siger Lena Sundström.

Et hyggeligt miniputland Hun mener, at udviklingen ligeså godt kunne have fundet sted i Sverige, men hun peger dog på tre faktorer, der har været afgørende for den skærpede tone i Danmark: Det handler om politikere, der gerne vil have magt, om medier, der gerne vil have noget at skrive om, og endelig er der tale om en tilvænningsproces. ”Ingen af disse ting er unikke for danskerne som folk eller for danske medier. Det er alment menneskeligt”.

Mennesker eller dyr Lena Sundström tror ikke, at den danske tone i længden er bedre for samfundet end den svenske, som mange beskylder for at være politisk korrekt. ”Vi sætter jo altid nogle grænser for, hvad man må sige til hinanden, både på arbejdspladsen og i TV. Så jeg synes, at det er naturligt, at man i et samfund sætter grænser for, hvordan man taler til hinanden. Uden sammenligning i øvrigt, men når det er gået rigtig galt, som for eksempel i Rwanda og under Anden Verdenskrig, så sker der en dehumaniseringsproces, som handler om retorik.

Hvis man som menneske overhovedet skal kunne holde ud at diskriminere en gruppe mennesker i et land, så bliver man nødt til at holde op med at se dem som mennesker, men i stedet som anderledes, og som farlige.

Man begynder at sammenligne dem med dyr. Det var tilfældet med jøderne under Anden Verdenskrig og med tutsierne i Rwanda.

Det skal man altså tage mere alvorligt, end man tror”, siger Lena Sundström.

Alt er dog endnu ikke tabt. Lena Sundström mener, at man relativt hurtigt kan rette op på et dårligt renommé. Det handler om den type signaler, et samfund sender ud både internationalt og til sin egen befolkning. Men som det ser ud i Danmark i dag, er Lena Sundström ikke i tvivl: ”Politisk står Danmark for mig som et skræmmebillede. Jeg har ikke lyst til at få den samme politiske udvikling i Sverige, som den, der har været i Danmark”. a mn e s t y I 3 5

Gaza Fotos: Amnesty

Donatella Rovera på research i Gaza i januar 2009 i dagene efter krigen. Manden til højre mistede hele sin familie under et israelsk bombeangreb.

I frontlinjen Donatella Rovera er en af de mest erfarne researchere på Amnesty Internationals sekretariat i London. De seneste ni år har hun haft fokus på konflikten mellem Israel og Palæstina og været i frontlinjen i Gaza.

”I nogle tilfælde har det været altafgørende at være tæt på de voldsomme begivenheder, når de indtræffer”.

Sådan siger Donatella Rovera, der i 18 år har været researcher for Amnesty International – de seneste ni år i Israel og de besatte områder i Gaza og på Vestbredden.

I juni 2006 befandt hun sig i det sydlige Libanon under den månedlange krig mellem Hizbollah og Israel, da der pludselig indløb rapporter om et voldsomt israelsk luftbombardement af et hus i landsbyen Qana. 28 civile blev dræbt, heraf 16 børn. Donatella Rovera nåede frem til Qana få timer senere sammen med en militærekspert. ”Bomben havde ramt et hus, som var fyldt med kvinder og børn. Jeg så ligene, og jeg talte med de fortvivlede naboer. Israel hævdede, at angrebet var en reaktion på, at Hizbollah havde affyret raketter fra huset. Men vi kunne 3 6 I am n e s t y

med sikkerhed fastslå, at bomberne havde ramt forkert, at det havde kostet et stort antal uskyldige mennesker livet. Derefter var Israel nødt til at trække deres beskyldninger tilbage og beklage angrebet”, fortæller hun.

I november samme år oplevede hun ligeledes på nærmeste hold, hvordan et israelsk angreb mod landsbyen Beit Hanoun i Gaza dræbte 19 civile og sårede over 40. ”Det var et blodbad, og det stod hurtigt klart, at der ikke var affyret raketter fra huset.

På grund af vores dokumentation måtte Israel indrømme, at de havde begået en fejl”, siger Donatella Rovera.

Uønsket i Nordafrika Donatella Rovera er en af de omkring 70 researchere på Amnesty Internationals sekretariat i London, som hvert år udgiver omkring 300 rapporter om menneskerettig-

hedskrænkelser i hele verden. I 1990’erne var hun udsendt til Algeriet under borgerkrigen, hvor over 100.000 blev dræbt, og hun var i Marokko og Tunesien, hvor hun siden 1994 har haft indrejseforbud på grund af sit arbejde for Amnesty International. ”Jeg havde vanskelige arbejdsbetingelser i alle landene, for Amnesty er ikke velset af myndighederne. Men vi fik skabt international opmærksomhed om de alvorlige overgreb, der fandt sted”, siger hun.

I januar 2009 krydsede hun grænseovergangen fra Egypten til Gaza i det øjeblik, krigshandlingerne sluttede. Under konflikten var grænserne til Gaza hermetisk lukket for både medier og organisationer, som kun kunne observere krigshandlingerne på afstand.

Sammen med sin kollega Brian Dooley og militæreksperten Chris Cobb-Smith var hendes første opgave at undersøge, om Israel

Af Ole Hoff- Lund

Når de igen og igen rammer børn, som leger på en gårdsplads, eller familier, som ligger og sover i deres hus, så kan det kun føre til den konklusion, at det er helt bevidst.

Donatella Rovera, researcher for Amnesty International i Gaza

havde brugt granater med hvid fosfor, som er ulovligt at anvende i civile områder. Når fosfor kommer i kontakt med huden, brænder det sig igennem vævet og giver ekstreme brandsårsskader. Det slukker først, når der ikke er mere ilt. ”Jeg troede, vi skulle lede længe efter det, men vi fandt omgående adskillige fosforgranater på jorden i tætbefolkede områder. De brændte stadig”, siger Donatella Rovera, der taler både arabisk og hebraisk.

I dag har israelerne erkendt, at man brugte hvid fosfor ulovligt i krigen, og to officerer er blevet ”irettesat”.

Arbejde i døgndrift Gaza By er et af de tættest befolkede steder i verden, og for hver episode, hun undersøgte, forsøgte hun at fastslå, om der forelå omstændigheder, som kunne retfærdiggøre et israelsk bombeangreb i netop det område. Hun foretog tilsvarende undersøgelser i de israelske byer, der blev ramt af Qassam-raketter fra Gaza, og sammen med militæreksperten var hun i stand til at fastslå hvilke våben, der blev anvendt, og fra hvor lang afstand, der blev skudt. ”Vi gik omgående i gang med vores research. Efter en væbnet konflikt er det enormt vigtigt at indsamle dokumentation så hurtigt som muligt, så beviserne ikke bliver fjernet, når indbyggerne rydder op i de sønderbombede huse. Derfor arbejdede vi stort set i døgndrift i den første uge. Vi gennemgik ruinerne

for spor, talte med familier og pårørende til de dræbte, besøgte patienter på hospitalerne og fandt rester af våben og granater”, siger Donatella Rovera.

Hun fandt også efterladenskaberne fra israelske soldater, som havde opholdt sig i palæstinensiske huse, hvor de skrev trusler og racistisk graffiti på væggene. ”De ødelagde alt i husene. Alt. Der var endda huse med rigtige toiletter, men soldaterne sked over det hele. På køkkenborde, i køleskabe og i sengene. Under hærens fremrykning i Gaza tvang de civile palæstinensere til at gå foran for at se, om der var bombefælder i husene. Først sendte de en palæstinenser ind, derefter bombehundene, og til sidst gik de selv ind. De dræbte titusindvis af køer, får og geder. Men hvorfor?”, spørger Donatella Rovera.

Bevidste angreb mod civile Hun peger på, at militante palæstinensere maksimalt bruger ét minut på selve affyringsstedet, når de affyrer en raket mod Israel, men at israelerne ofte først svarede igen en time eller to senere – med voldsom ildkraft. ”Du opnår intet ved det – ud over måske at ramme civile. Du rammer alt andet end gerningsmændene. Det er meningsløst, for israelerne har fantastisk overvågningsudstyr, som gør, at de på flere kilometers afstand kan se detaljerne i folks påklædning. De kan se, om du bærer briller og hvilket ur, du har på. Israel har gentagne gange vist, at de har våben, der

Amnesty: Ophæv blokaden mod Gaza Den israelske blokade af Gaza forhindrer en genopbygning af det sønderbombede område. De israelske myndigheder har siden januar kun tilladt 41 lastbiler at krydse grænsen til Gaza med byggematerialer. Men hvis genopbygningen skal blive en realitet, kræver det tusindvis af lastvogne med byggematerialer. Det internationale samfund må

skride ind, skriver Amnesty International og 15 andre organisationer i den fælles rapport ”Failing Gaza”, som udkom i december. ”Syge, traumatiserede og fattige mennesker i Gaza bliver kollektivt straffet af den ulovlige, israelske politik”, siger Kate Allen, generalsekretær i Amnestys engelske afdeling.

Donatella Rovera besøgte København, da hun i november underviste officerer på Flyvevåbnets Officersskole om konflikten mellem Israel og Gaza og om den ulige adgang til de fælles vandressourcer, som Israel kontrollerer.

kan ramme ekstremt præcist. De kan ramme folk, der kører på en motorcykel. Så hvis de vil undgå civile tab, så er det muligt. Når de igen og igen rammer børn, som leger på en gårdsplads, eller familier, som ligger og sover i deres hus, så kan det kun føre til den konklusion, at det er helt bevidst”, siger Donatella Rovera.

Hun mødte også den danske læge Jørgen Lange Thomsen, der var udsendt for Physicians for Human Rights for at undersøge, om Israel anvendte hvid fosfor under krigen. En aften på hotellets restaurant bad han hende om en usædvanlig tjeneste. Han havde indsamlet vævsstykker fra brandsårspatienter på Shifa Hospital i Gaza By og var overbevist om, at det ville blive konfiskeret i lufthavnen. Donatella Rovera havde bedre muligheder for at få det over grænsen til Egypten. ”Så jeg tog det med i de her små beholdere og sendte det til ham, da jeg var kommet hjem til London”, siger Donatella Rovera.

Advarer israelske soldater Amnesty International konkluderede hurtigt, at der var tale om krigsforbrydelser fra begge sider i konflikten, at Israels magtdemonstration var helt uden proportionalitet, og at Israel ikke skelnede mellem militære og civile mål.

Det blev siden bakket op af en FN-undersøgelse ledet af Richard Goldstone – tidligere chefanklager ved krigsforbryderdomstolene for Rwanda og det tidligere Jugoslavien.

Israel og USA har beskyldt Goldstones rapport for at være ”ensidig” og ”fejlagtig”, og Israel har forsøgt at fremstille Goldstone som en fjende af landet. Men selv om Goldstonerapporten endnu ikke har fået konsekvenser for konfliktens parter, så forudser hun, at beviserne kan få betydning i fremtiden. ”Den kan stadig være relevant og brugbar om 10-20 år. Jeg tror, at de israelske soldater og de militante palæstinensere skal tænke sig godt om, hvis de rejser til udlandet. Ingen ved, hvordan tingene udvikler sig. Måske bliver de stillet til regnskab i fremtiden”, siger hun. a mn e s t y I 3 7

a m n e st y i g l i mt

Kalender

25. februar

Kolding Lokalforening indbyder til årsmøde den 25. februar kl. 19.00 på Sct. Jørgensgård, lokale 3. Hør om det forgangne års arbejde og deltag i drøftelsen om planer og ideer til aktiviteter i 2010. Kontakt: Hans Evermann på hevermann@forum.dk

1. marts

Odense Lokalforening afholder årsmøde den 1. marts kl. 19 i Amnesty Centret, Vestergade 57, 2. sal. Centerleder Kasper Jon Larsen holder oplæg om ”En afdeling i One Amnesty – Dansk afdelings internationale arbejde”. Derefter er der generalforsamling med dagsorden ifølge vedtægterne.

10. marts

Årsmøde i AI-Frederiksberg den 10. marts kl. 19.30 på Kongensvej 13, 1.sal.

Dagsorden ifølge vedtægterne.

15. marts

Århus Lokalforening holder årsmøde den 15. marts kl. 19.30 på Amnesty Centret, Mejlgade 50, Baghuset. Dagsorden ifølge vedtægterne.

Der er valg til lokalforeningsledelsen, og der er ledige pladser. Kontakt: Formand Ole Ankjær.

16. marts

Årsmøde i Lokalforeningen i Aabenraa den 2. marts kl.19.30 i Nygadehuset. Hovedbestyrelsesformand John Olsen kommer og fortæller om arbejdet i Amnesty netop nu.

Lokalforening Hillerød Allerød afholder årsmøde tirsdag den 16. marts kl. 19.30 i Frivilligcenter Hillerød, Fredensvej 12C, Hillerød.

Dagsorden ifølge vedtægterne. Forslag til dagsorden skal være hos bestyrelsen senest den 9. marts. Kontakt: Maggie Andersen (formand) maggielaird@yahoo.com, telefon 29 91 44 54.

Alle er velkomne.

9. marts

18. marts

2. marts

Lokalforening Hillerød Allerød inviterer til debat- og filmaften tirsdag den 9. marts kl.

19.30 i Slots Bio, Frederiksværksgade 11C, Hillerød. Oplæg ved Hans Jørgen Bonnichsen.

10. marts

Lokalforeningen for Sønderborg-Alssund holder årsmøde den 10.marts kl. 19.00 i Frivillighuset, Ringridervej 45, Sønderborg. Kontakt: Judith Stenderup-Jensen, telefon 74 43 16 80.

Lokalforeningen for Viborg og Omegn afholder årsmøde torsdag den 18. marts kl. 19.30– 22.00 i Nonbo Hedes Fælleshus, Teglgårdsvej, Hald Ege, 8800 Viborg.

24. marts

31. marts

Lokalforening Øresund afholder årsmøde den 31. marts kl. 19 på Espergærde Bibliotek, Kløvermarken 12 i Espergærde. Arrangementet indledes med foredrag af forfatteren Stig Dalager, hvorefter selve årsmødet afholdes i henhold til vedtægterne. Evt. henvendelse til formand Søren Højrup på telefon 49 18 16 32 eller e-mail: i-s-h@mail.tele.dk

22. april

Århus Lokalforening inviterer til foredrag med Georg Metz under titlen ”Vi fremmede og de andre” den 22. april kl. 19.30–22.00 i Århus Hovedbiblioteks store sal, Møllegade 1, 8000 Århus C. Entre: 50 kr. Georg Metz er en af landets stærke debattører og samfundsrevsere, og han serverer overvejelser om dansk identitet i forhold til indvandring og udvandring.

24. april

Amnestys landsmøde finder sted på Hotel Nyborg Strand den 24.-25. april. Se program på bagsiden af bladet.

8. maj

Amnesty deltager i Baltic Pride i Vilnius for at støtte homoseksuelles ret til ytrings- og forsamlingsfrihed.

Årsmødet i Hedensted Lokalforening finder sted den 24. marts kl. 19.30 i Hedensted Kirkecenter.

Dansk band: Det er VOres pligt at hjælpe

3 8 I am n e s t y

For bandmedlemmerne handler det om at gøre en forskel og måske inspirere andre til at gøre det samme. Teksterne sætter blandt andet fokus på emner som racisme og krig – inklusiv en samplet udgave af Martin Luther Kings berømte tale med ordene ”I have a dream”. ”Der er mange mennesker, der går rundt med skyklapper på og ikke vil se og høre om de ulykker, der foregår andre steder. Men vi har jo mulighed for at ændre verden, hvis vi vil det”, siger guitarist Mirza Bajramovic.

Udover Mirza Bajramovic og Niko Majkic består bandet af Kim Christiansen (trommer) og Kenneth Fredensborg (bas). Du kan læse mere på www.silenceofseptember.com

PR-foto

Det danske band Silence of September, der udgav deres debutalbum ”Sleep of Reason” på Warner den 4. februar, har besluttet at donere 10 procent af deres omsætning til Amnesty International og seks andre humanitære organisationer. ”Målet er selvfølgelig, at det ikke bare er småpenge. Men der er også meget symbolik i, at vi som mennesker skal gøre noget for andre, når vi har muligheden for det. Vi kan godt undvære de penge. Vi har fuldtidsjob ved siden af. Vi har varmt tøj, et sted at bo og mælk til kaffen.

Det er vores menneskelige pligt at hjælpe folk i andre dele af verden, som er i en anden situation”, siger sanger og guitarist Niko Majkic.

Rapporter Fra Amnesty

Portishead støtter Amnesty

Amnesty udgiver løbende rapporter om menneskerettighederne over hele verden. Her er en kort beskrivelse af nogle af de mest omtalte rapporter siden december. Du kan finde rapporterne på www.amnesty.org

Mexico Mexico er et farligt sted for menneskerettighedsforkæmpere. Særligt udsatte er aktivister, der kæmper for fattiges og oprindelige folks rettigheder eller arbejder for at beskytte miljøet, konkluderer rapporten ”Standing up for justice and dignity: Human rights defenders in Mexico”. Deres arbejde bliver set som indblanding i landets økonomiske og politiske magtstrukturer, og de bliver opfattet som ballademagere. Rapporten beskriver mere end 15 sager fra 2007 til 2009, hvor menneskerettighedsforkæmpere er blevet udsat for chikane, trusler, overfald, drab eller uretmæssige fængslinger i forsøget på at forhindre dem i at udføre deres arbejde.

Foto: Polfoto

Burkina Faso Mødredødelighed skal bekæmpes med menneskerettigheder. Det er budskabet i den anden i rækken af Amnesty-rapporter, der stiller skarpt på de menneskeretlige problemer, som fører til en alt for høj mødredødelighed i fattige lande. Rapporten ”Giving life, risking death: Maternal mortality in Burkina Faso” dokumenterer, at 2.000 kvinder mister livet i barselssengen i det vestafrikanske land hvert år – dødsfald, som kunne være undgået, hvis kvinderne havde fået adgang til nødvendig, basal fødselshjælp. Korruption, fattigdom og kvindeundertrykkende traditioner såsom omskæring og børneægteskaber er medvirkende faktorer til, at mange kvinder mister livet i forbindelse med graviditet og fødsel.

Det britiske band Portishead har lavet sangen ”Chase The Tear” som en eksklusiv single til støtte for Amnesty International. Trioen, som består af Beth Gibbons, Geoff Barrow og Adrian Utley, tegnede en stor del af 1990’ernes engelske triphop-scene med deres melankolske og dramatiske kompositioner på de to albums ”Dummy” og ”Portishead”. De gjorde comeback i 2008 efter 11 års tavshed med det anmelderroste album ”Third”. Sangen ”Chase The Tear” blev udgivet i forbindelse med den internationale menneskerettighedsdag 10. december, som markerer årsdagen for FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948. Videoen kan ses på www.amnesty.dk

Økologiske huer, hættetrøjer og indkøbsnet 100 % økologisk og produceret med et reduceret CO2-udslip.

Trykket er EU-blomst certificeret.

Nigeria Hundredvis af mennesker bliver hvert år dræbt af Nigerias politistyrker. Det dokumenteres i rapporten ”Killing at will: Extrajudicial executions and other unlawful killings by the police in Nigeria”. Nogle bliver dræbt, fordi de nægter at betale beskyttelsespenge til politiet, mens andre bliver vilkårligt skudt ned på gaden, ved vejspærringer eller i forbindelse med politiets tilbageholdelser. Desuden rapporteres der om deciderede henrettelser uden rettergang samt om, at tilbageholdte tortureres til døde på politistationen.

Drab begået af politiet efterforskes sjældent.

Iran Sommerens og efterårets menneskerettighedsovergreb i Iran er de værste i de 20 år, der er gået, siden lederen af den islamiske revolution, Ayatollah Khomeini, døde i 1989. Det fastslår Amnesty International i rapporten ”Iran: Election contested, repression compounded”, der gransker udviklingen siden det omdiskuterede præsidentvalg den 12. juni. Amnesty har været forment indrejse i landet siden 1979. Rapporten bygger på vidnesbyrd fra demonstranter, der har været fængslet, og fra organisationer, advokater, journalister og fagforeninger, som via e-mail, telefon eller møder udenfor Iran har berettet om grov tortur og voldtægter i fængslerne.

Hue kr.

Indkøbsnet kr.

100,-

175,-

Hættetrøje kr.

400,-

www.amnesty.dk/shop a mn e s t y I 3 9

La n d s mø d e

En weekend med menneskerettigheder D. 24.-25. april afholder Amnesty landsmøde på Hotel Nyborg Strand. Mød en række fremtrædende samfundsdebattører og vær med til at forme Amnestys fremtidige arbejde.

Med en række markante navne på programmet indbyder Amnesty International til landsmøde 2010. Du har som medlem mulighed for at blande dig i debatten og møde nogle af tidens mest interessante foredragsholder og debattører i selskab med 500 andre Amnestymedlemmer.

Blandt talerne og foredragsholderne på landsmødet er juraprofessor Eva Smith fra København Universitet, Iran-eksperten Ali Alfoneh fra tænketanken American Enterprise Institute i Washington, Amnestys researcher John Dalhuisen og journalisten Niels Krogsgaard, der sad fængslet i Iran i efteråret.

Lørdag aften er der desuden koncert med et af Danmarks bedste musiknavne, Tina Dickow.

Valg til hovedbestyrelsen Udover de mange workshops, foredrag og film er der også valg til Amnestys hovedbestyrelse. På valg er Lasse Hvid-Jørgensen, Mariann Bille Petersen, Charlotte Cécile Renard og Roland Thomsen, men alle medlemmer er velkomne til at stille op. Hvis du for eksempel har ledelseserfaring fra en organisation eller en virksomhed – eller erfaring med økonomistyring og strategiudvikling – så overvej, om du kunne tænke dig at

yde en indsats i Amnestys hovedbestyrelse.

Der er opstillingsfrist den 1. marts kl. 16.00.

Hvis der ikke er kandidater nok, flyttes fristen til selve landsmødet. En oversigt over kandidaterne vil kunne ses på www.amnesty.dk/ landsmoede.

Der var ved fristens udløb den 20. januar ikke stillet ændringsforslag til vedtægterne til behandling på dette års landsmøde.

Tilmeld dig Tilmelding kan ske på nedenstående kupon eller på hjemmesiden senest den 1. april.

Deltagergebyret er 300 kroner, som inkluderer overnatning og bespisning. Drikkevarer

kan købes på hotellet. Landsmødedeltagerne indlogeres på 3-personsværelser eller – mod ekstra betaling – på dobbeltværelser eller enkeltværelser.

Der er plads til 500 overnattende deltagere efter ”først til mølle princippet”. Transportudgifter (svarende til billigste DSB-billet) over 300 kroner refunderes (unge under 25 år kan få det fulde beløb refunderet). Er man forhindret i at deltage, kan fuldmagtskuponer rekvireres gennem sekretariatet. Fuldmagter skal være sekretariatet i hænde senest én uge før landsmødets afholdelse.

Læs mere om programmet på bagsiden eller på www.amnesty.dk/landsmoede.

TILMELDINGSKUPON TIL Landsmøde den 24. - 25. april 2010 Hotel Nyborg Strand, Østerøvej 2, 5800 Nyborg INDKVARTERING: Sker i 3-personsværelser. Der betales tillæg for dobbelt- og enkeltværelse.

Jeg ønsker dobbeltværelse, tillæg 200 kr.

Jeg ønsker enkeltværelse, tillæg 500 kr.

Jeg ønsker ikke overnatning Jeg er vegetar

BETALING: Deltagergebyr (alle måltider og overnatning inkluderet) Tillæg for dobbelt- (200 kr.) eller enkeltværelse (500 kr.)

Eventuelle ønsker til værelseskammerater:

Beløbet skal indsættes på reg.nr. 2191 kontonr.

5499678675 (med angivelse af navn på deltager) senest d. 22. marts.

300 kr.

I ALT:

SKRIV TYDELIGT MED BLOKBOGSTAVER: Medlemsnummer: Navn: Adresse: Postnr.: By: Tilmeldingen skal være sekretariatet i hænde senest 22. marts 2010. Tilmeldingskuponen kan sendes med telefax eller brev til Amnesty på nedenstående adresse. Rettidigt tilmeldte vil modtage landsmødematerialer ca. 26. marts 2007.

Send tilmelding til: Amnesty International | Gammeltorv 8, 5. sal | 1457 København K | Fax: 33 45 65 66 4 0 I am n e s t y

KOMMEN TAR

Af Gail Ch asey

Gail chasey Gail Chasey er Demokrat og sidder på 7. periode i Repræsentanternes Hus i New Mexico. I januar 2009 fremlagde hun lovforslaget, der afskaffede dødsstraffen i New Mexico samme år. Hun er uddannet advokat. Udover at have fået vedtaget lovforslaget om at afskaffe dødsstraf har hun blandt andet fået gennemført lovforslag med det formål at stoppe diskrimination på baggrund af seksuel orientering i New Mexico.

Vejen til

dødsstraffens afskaffelse i New Mexico

Vores rejse begyndte i sensommeren 1997. Året forinden var jeg blevet valgt til Repræsentanternes Hus i New Mexico. I den lille by Santa Rosa mødte jeg de folk, som senere skulle blive mine ledsagere på denne rejse. Foran os, den lovgivende forsamling, som bestod af senatorer og repræsentanter, demokrater såvel republikanere, fortalte disse folk deres personlige historier. De fortalte om deres familiemedlemmer – en elsket far, en dejlig søn, en køn niece – som alle var blevet myrdet, og som de stadig bar sorg over. Men alligevel bad de os ved selvsamme forsamling om ikke at svare tilbage på volden med mere vold. De bad os om at gøre en ende på statssanktionerede henrettelser i New Mexico.

Fra 1999 begyndte vi derfor at fremlægge lovforslag om afskaffelse af dødsstraffen ved hver af vores 60-dages forsamlinger, som foregår hvert andet år. De første år nåede lovforslaget aldrig igennem udvalgene og til afstemning ved et samlet Hus. Nederlagene var smertefulde, men samtidig begyndte vi langsomt at møde tilslutning hos vigtige ledere i både Huset og Senatet.

New Mexicos guvernør, Bill Richardson, gik ind for dødsstraf, men havde aldrig lukket døren helt for en dialog med os. En dialog, der begyndte, da han første gang blev valgt i 2002 og frem til den dag, da han underskrev lovforslaget. Vi nåede meget tæt på mål i 2005 og igen i 2007, men begge gange blev vores lovforslag nedstemt med blot én enkelt stemme. Det var en virkelig slem skuffelse, men vi

kunne ikke gøre andet end at komme videre.

Hvad var det så, der ændrede sig i 2009?

Præsidentvalget var uden tvivl en medvirkende faktor. Barack Obamas popularitet banede vejen for mere progressive politikere overalt i USA, herunder i New Mexico. For os betød den en større tilslutning til vores lovforslag i Senatet. Guvernøren havde endda antydet, at han ville overveje at underskrive lovforslaget, hvis det havnede på hans skrivebord. Det var, som om vores argumenter – især om uskyldige dømte – var begyndt at bide sig fast i ham.

Og da han underskrev lovforslaget den 18. marts 2009, fejrede hele verden sejren med os.

At afskaffe dødsstraffen i disse tider, hvor truslen om terror avler frygt for og krav om gengældelse, er en stor udfordring. Men som Søster Helen Prejean skrev til mig i et eksemplar af hendes bog, Dead Man Walking, for ni år siden: ”Tiderne skifter”. Antallet af henrettelser i USA er faldende, jurymedlemmer er mere og mere tilbageholdende med at stemme for dødsstraf og vælger i stedet at fængsle farlige forbrydere. Vores 12-årige kamp i New Mexico kan tjene som et eksempel.

Jeg har været modstander af dødsstraffen, siden jeg som ung erkendte, at den ingen præventiv effekt har. Samfundet har med andre ord ikke brug for den. For mig virkede det forkert at tage et menneskeliv, når det intet formål tjener. Der findes bedre måder at straffe kriminelle og beskytte samfundet på.

Raymond Lesniak, senatoren, som stod bag lovforslaget, der afskaffede dødsstraffen i New

Mexico, kunne ikke have udtrykt det bedre: ”Dødsstraffen er en brutal og vilkårlig handling”.

Vi har en tro på at, at retfærdigheden har fået en større chance for at sejre i New Mexico, nu hvor vi har gjort en ende på dødsstraffens vilkårlige brutalitet.

Gail Chasey har som den næste skribent valgt Elizabeth Zitrin, som blandt andet er tidligere formand for American Civil Liberties Union i Californien.

MANIFEST I 1990’erne udviklede tre amerikanske universitetsstuderende spillet “Six Degrees of Kevin Bacon”, som gik ud på, at alle skuespillere kunne linke sine filmroller til skuespilleren Kevin Bacon inden for seks led. Nu vil Amnesty vende spillet på hovedet og i seks led undersøge, hvor indflydelsesrige og berømte mennesker man kan få til at skrive en klumme om menneskerettigheder, baseret på skribenternes personlige bekendtskaber.

Konceptet er døbt ”ACCESS INTERNATIONAL – Six Degrees of Human Rights”, og er udviklet i et samarbejde mellem Amnesty og forfatteren Martin MartensenLarsen.

amn e s t y I 4 1

KULTUR

Af Klaus Roth st ein

KU

NS T

Clint Eastwood har instrueret, og Morgan Freemann og Matt Damon spiller hovedrollerne i en ny storfilm, der portrætterer Nelson Mandela i årene efter apartheid i Sydafrika.

KU N

ST

Antiloperne , der samlede en nation Til sommer er Sydafrika vært for verdensmesterskaberne i fodbold.

Mens vi varmer op, kan vi se Clint Eastwoods nye, tankevækkende, stort set autentiske – og kun let patetiske – storfilm om Nelson Mandelas bestræbelser på at få en splittet befolkning til at skabe en Regnbuenation. Og her kommer sporten ind i billedet som et fantastisk apropos – for præsidenten indså nemlig, at kun sporten kunne skabe den følelse af fællesskab, begejstring og stolthed, der kunne forene Sydafrika efter apartheid.

I 1995 lagde Sydafrika også stadions til en VM-slutrunde – den gang i rugby, der er så populært på de kanter. Landets eget rugbylandshold – populært kaldet The Springboks (antiloperne) – var forhåndskvalificeret som værtsland, men sportsligt var holdet i en elendig forfatning. Værtskabet var kommet som en anerkendelse af, at apartheid var forbi, men sportsligt led landsholdet stadig under mange år uden kampe på grund af den internationale boykot af det racistiske styre.

Nelson Mandela, der ikke selv havde stor forstand på rugby, indså, at landet havde brug

4 2 I am n e s t y

for det stik modsatte af en række ydmygende nederlag. Da han overværede en testkamp mellem Sydafrika og England, opdagede han, at det kun var det hvide publikum, der heppede på The Springboks. De sorte sydafrikanere holdt med England! Nelson Mandelas drøm var, at skabe ét hold, som hele landet kunne stå sammen om. Sydafrika havde brug for sejre, der kunne give folk noget at juble over.

Noget, der kunne indgyde mod og fremtidstro.

Et hold, et land Præsidenten inviterede anføreren for holdet, Francois Pienaar (spillet af Matt Damon) på te og opbyggelig samtale. Hvad ville han egentlig, spørger hans kæreste efter mødet. ”Han ville vist have os til at vinde verdensmesterskabet”, svarer anføreren forvirret.

Ja, Nelson Mandela (sympatisk spillet af Morgan Freemann) ville såmænd bare gerne vinde lidt rugby til gavn og glæde for nationen. Han spekulerede derfor ganske klogt i sportens rolle for befolkningen, og hvis dét virker kynisk, kan man jo bare tænke på,

hvordan fodbold altid er blevet spændt for en politisk eller nationalistisk vogn.

Præsidenten søsatte kampagnen ”One Team, One Country”. Han talte om at lede gennem det gode eksempel, om at sydafrikanerne måtte inspirere sig selv til storhed, og han forlangte, at hans sikkerhedsfolk både skulle være hvide og sorte.

Filmens titel, Invictus, er hentet fra et digt af den engelske digter William Ernest Henley (1849-1903). Digtet – hvis latinske titel betyder Uovervindelig – er skrevet i hospitalssengen af den poliosyge og amputerede digter, og det skildrer en rank og stædig sjæl, der ikke kan knækkes af livets fortræd. Digtet kulminerer: ”Jeg er min skæbnes herre, jeg er min sjæls kaptajn”.

60.000 fans og 43 millioner sydafrikanere I filmen fortæller Nelson Mandela, at dette digt hjalp ham med at holde modet oppe under hans 27 år lange fangenskab på fængselsøen Robben Island, og han giver det til Francois Pienaar som et led i den moralske oprustning (at det i virkeligheden ikke var dette digt, Mandela gav Pienaar, men et ud-

KULT UR P Å VE J

KU N ST

Udviklingsdramatik På Det Kongelige Teater er der længe ventet nyt fra forfatter og dramatiker Astrid Saalbach. ”Rødt og Grønt” hedder skuespillet, der foregår i et borgerkrigshærget land i den 3. verden. Her møder vi udsendte medarbejdere i diverse udviklingsprojekter, og stykket stiller en række væsentlige spørgsmål: Hvordan begår man sig i en kultur, man ikke forstår? Hvordan hjælper man – ved at følge reglerne, eller ved at bryde dem? Hvordan bevarer man sig selv, når man med jævne mellemrum er nødt til at skifte land – og hvordan bevarer man optimismen, når alle ens projekter slår fejl? Ifølge Det Kongelige Teater er Astrid Saalbachs stykke en beskrivelse af de vestlige idealers møde med den 3. verdens benhårde virkelighed, og skuespillet kaster en bombe ned i den vesteuropæiske selvtilfredshed. Uden at have set stykket endnu, kan man vist roligt konstatere, at ”Rødt og Grønt” tager fat på de samme emner som Tørk Haxthausen behandlede i tv-serien Udvikling og Jakob Ejersbo i romantrilogien Eksil, Revolution og Liberty.

Astrid Saalbach: Rødt og grønt. Det Kongelige Teater den 22. april – 5. juni.

Ekspeditioner til landets indre I 1970’erne brød den tyske journalist Günter Wallraff igennem med sine undercover reportagebøger, hvor han afslørede det tyske samfunds vrangsider – udbytterne, undertrykkerne, svindlerne og ikke mindst racisterne. Og nu er han tilbage. Atter engang har reporteren påtaget sig falske og forklædte identiteter for at få de ægte og ufortyndede oplevelser som f.eks. sort, hjemløs eller underbetalt industriarbejder.

Og atter engang har han beskrevet urimelighederne, overgrebene og fordommene i en række journalistiske virkelighedsreportager.

Günter Wallraff kalder selv sin journalistik for reportager fra den fagre nye verden – eller ekspeditioner til landets indre. I bogens åbningstekst undersøger han, forklædt som sort, hvordan det er at være arbejdsløs somalier i Tyskland, og han reflekterer over, hvordan forklædningen som sort giver ham andre problemer, end hans øvrige identiteter: ”Jeg er simpelthen bare den fremmede, den sorte fremmede, og fremstår som sådan værgeløs og værdiløs overfor et toptunet samfundssystem. Således kan alle, jeg møder, ytre deres racistiske rygmarvsreflekser, smide deres dumsmarte bemærkninger eller deres knytnæver i hovedet på mig uden at være hæmmet af en respekt for et bestemt erhverv eller indkomst.”

KU

N

ST

Nelson Mandela (Morgan Freeman) hilser på anføreren for Sydafrikas rugbylandshold, Francois Pienaar (Matt Damon). Sejren ved VM i rugby i 1995 bidrog kraftigt til at skabe en samlet nation efter årene med apartheid.

drag af en Theodor Roosevelt-tale, gør ikke så meget).

For Nelson Mandela var det vejen til at skabe en sammenhængende nation. På landsholdet var der kun én sort spiller, Chester Williams, resten var hvide. Men præsidenten fokuserede ikke på ubalancen, men på muligheden for at komme i bedre kontakt med den sorte befolkning. Så han sendte sit hvide hold ud i de sorte townships for at træne med drengene. Befolkningen skulle opdrages til en fælles identitet.

Om projektet det lykkedes? I filmen ser vi, hvad der skete i virkeligheden, dengang i 1995 – Sydafrika vandt verdensmesterskabet i rugby!

Nelson Mandela blev hyldet af sorte og hvide, og udenfor stadion festede hvide politibetjente sammen med en fattig sort dreng, som får lov at lytte med til finalen på bilradioen. Ikke et øje er tørt, Regnbuenationen lever.

Da Francois Pienaar får overrakt VM-trofæet af Nelson Mandela, som er klædt i en Springbok-bluse med Pienaars navn på ryggen, bliver han interviewet på stadion: ”Det må have hjulpet meget at have 60.000 fans i ryggen her på Ellis Park?” Og anføreren svarer: ”Vi blev ikke

støttet af 60.000 fans her, vi blev støttet af 43 millioner sydafrikanere!”

Nu hopper vi fra 1995 til 2010. De nybyggede sydafrikanske stadions skal huse verdens største sportsbegivenhed næst efter OL. Fuldkommen som i 1995 er det sydafrikanske landshold nede i en bølgedal. Dårligt spil, dårlige resultater – men med blandt verdens bedste i kraft af værtskabet. Også denne gang er farvefordelingen skæv på det sydafrikanske landshold. Men denne gang er blandingsforholdet det modsatte. Alle spillerne er sorte, på nær én. Mens rugby er de hvides sport, er ægte fodbold traditionelt de sortes.

Når VM i fodbold begynder i Sydafrika til sommer, vil hele verden finde anledning til at hylde Nelson Mandela. Og apartheidsystemets banemand vil selv finde anledning til at hylde Regnbuenationens fodboldhold, Bafana Bafana. Men Springboks-sejren fra 1995 vil ikke blive kopieret. Hvad verdensmesterskaber angår, er det sydafrikanske mirakel forbi.

INVICTUS. Instruktion: Clint Eastwood.

Premiere den 25. februar.

Günter Wallraff: Fra den fagre nye verden. Ekspeditioner til landets indre. Forlaget Per Kofod. På dansk ved Simon Hastrup. Udkommer i april. a mn e s t y I 4 3

AMNESTY

– Din støtte gør en forskel!

Li ve-redaktør: Nora Rahbek Kanafan i

Februar 2010

tænder lys

Amnesty over hele Danmark

Den 10. december fejrede Amnestyaktive menneskerettighedernes fødselsdag ved at tænde lys i byer over hele landet. Med lystændingen satte Amnesty fokus på, hvordan klimaforandringerne udgør en trussel mod menneskerettighederne over

hele verden. Selvom konsekvenserne af CO2-udslippet rammer os alle, så hører mange af de lande, som bliver hårdest ramt, i forvejen til verdens fattigste. I alt tændte 15 youth-grupper og 26 lokalforeninger lys i byer over hele Danmark.

AMNESTY PÅ GADEN

Kæmpe Amnestykonference i København

De danske medier viste stor interesse for Amnestys netop afgåede generalsekretær Irene Khan.

4 4 I am n e s t yLive

krænket deres rettigheder. Og dagen igennem stillede publikum spørgsmål til talerne i salen i Den Sorte Diamant i København.

21-årige Fatima Madsen fra Århus var en af dem, der nød at overvære dagens mange oplæg. ”På konferencen var menneskerettigheder ikke en så diffus størrelse, som det nogen gange kan være. Det var fedt at høre de helt lokale eksempler fra Indien og Kenya”, siger Fatima Madsen.

Fatima Madsen understreger også, at det var en stor oplevelse, at så mange internationale menneskerettighedsfolk var samlet: ”Lige pludselig mærker man, at det her er Amnesty International”.

Foto: Lars Helsinghof

Amnesty Impact 2009 er en af de største konferencer, Amnesty hidtil har holdt. Her satte både oplægsholdere og medlemmer fattigdom og klima på dagsordenen. Den tidligere FN-højkommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson, talte om, hvordan klimaforandringer er en trussel mod menneskerettighederne i de fattigste dele af verden, mens Amnestys netop afgåede generalsekretær Irene Khan fortalte, hvordan hun ser fattigdom som verdens største krænkelse af menneskerettighederne.

Menneskerettighedsforkæmpere fra Indien, Nigeria og Kenya gav konkrete eksempler på, hvordan verdens fattige dagligt oplever at få

AKTIVISME, ARRANGEMENTER OG RESULTATER AKTI VBLAD FOR Amnesty Internat ional Det kan du gøre...

Christian deltog i Niger Delta aktionen i efteråret

Derfor er jeg aktiv i Amnesty Christian Friis Jensen er 22 år og læser til daglig Asian Studies på Copenhagen Business School.

H vorfor er du medlem af Amnesty?

Jeg lærte først Amnesty at kende igennem nogle kammerater, der arbejdede for organisationen og fortalte brændende om det fantastiske formål. Jeg tror oprindeligt mest, jeg meldte mig ind for at få tilsendt medlemsbladene, så jeg kunne holde mig opdateret – men også af nysgerrighed for, om jeg som almindelig dødelig ville opnå den samme passion for menneskerettighederne, som mine venner havde. Det har været tilfældet, da jeg har læst hvert eneste blad med stor iver. Nu er jeg helt enkelt medlem, fordi jeg nyder at være del af et fællesskab, der verden over søger at forbedre det, der efterhånden også er blevet mine egne mærkesager.

H vilke sager brænder du for?

Særligt to. Virksomheders ansvar og uddannelse. Uddannelse handler for mig både om at lære at læse, men også om at blive gjort opmærksom på sine rettigheder. Et folk kan kun ved hjælp af uddannelse gøres opmærksom på deres rettigheder, og hvordan de kan kræve dem. I mine

Abonnér på Amnestys Nyhedsbrev og bliv opdateret på aktioner og kampagner www.amnesty.dk

2 Minutter Red liv med mobilen. Tilmeld dig smsnetværket Amnesty Lifeline og brug mobilen til at skrive under på en aktuel aktion hver uge. Med din SMS kan du redde mennesker fra tortur, dødsstraf og uretfærdige fængslinger.

Tilmeld dig ved at sende beskeden Lifeline 1231. Det er gratis at modtage aktioner og koster alm. SMS-takst at deltage.

5 minutter: Hverv en ven til verdens største menneskerettighedsorganisation. Send linket www.amnesty.dk/blivmedlem til dine venner og få dem til at melde sig ind i Amnesty International. øjne er uddannelse det største fundament for forbedringer, og derfor vil emnet altid ligge mig nært.

H vad gør dig vred?

Når virksomheder på trods af stor opmærksomhed til stadighed ikke formår at leve op til de mindste krav om anstændighed. Det gør mig vred, når et folk nægtes retten til uvildig information af deres regering.

H vad gør dig glad?

Når jeg oplever tilslutning til ini-

tiativer, der søger at forbedre levestandarder verden over – et godt eksempel på det er Amnestys dialog med virksomheder. Det gør mig glad, når parter åbner op for en dialog, da det er det første og største skridt på vejen.

Hvordan

oplever du, at det du laver for Amnesty nytter?

Helt konkret når jeg får en opdatering fra Lifeline, der beretter om, at jeg har været med til at få en uretmæssigt fængslet person løsladt.

Vil du være menneskerettighedsforkæmper? homoparade Baltic Pride bliver gennemført, og at deltagerne bliver beskyttet. Homoseksuelle i Østeuropa oplever ofte overgreb og diskrimination på grund af deres seksualitet. Litauen har for nylig vedtaget en homofobisk

lov, som kan lægge forhindringer i vejen for Priden. Amnesty Danmark deltager i Priden sammen med Amnestyafdelinger fra mere end 20 forskellige europæiske lande. Vil du være med? Kontakt klauritsen@amnsety.dk

Foto: Bredo

Deltag i forårets aktivitetspakke, hvor Amnesty aktionerer for homoseksuelles ret til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed i de Baltiske lande. Vi skal lægge pres på Litauens myndigheder for at sikre, at sommerens

1 minut:

2 dage: Mød andre Amnesty-entusiaster til workshops og foredrag om menneskerettighederne. Deltag i Amnestys Landsmøde på Hotel Nyborg Strand den 24. og 25. april. Tilmeld dig på www.amnesty.dk/landsmoede

Skriv en hilsen til Guantánamo Ravil er en ud af 50 fanger, der ikke kan forlade Guantánamo, selvom han er blevet løsladt.

Den 42-årige russer og tidligere balletdanser risikerer at blive udsat for tortur, hvis han rejser hjem til Rusland. Skriv en hilsen til Ravil via Facebook, og vær med til at lægge pres på den danske regering til at tage imod Ravil og to andre tidligere fanger og dermed hjælpe USA’s præsident Obama med at lukke Guantánamo. Din hilsen giver håb. www.facebook.com/ skrivtilguantanamo

a mn e s t y L i v e I 4 5

AMNESTY Amnesty i glimt

Dansk økonomistyring i Kenya I slutningen af juni 2009 rejste Amnestys danske økonomichef Torben Olsen til Accra i Ghana, hvor det lokale Amnesty-kontor er placeret. Her skulle han bidrage med ekspertise i økonomistyring. I løbet af besøget fik Torben implementeret økonomisystem, trænet den administrativt ansvarlige medarbejder og holdt oplæg for medlemmer af Amnestys ghanesiske bestyrelse. Besøget skete som led i aftalen om et Capacity Building Project i Ghana.

En gruppe unge fra Teater Badius viste, hvad menneskerettighederne betyder for dem.

Bhopal-bus besøger Danmark

20 år med børns rettigheder

I en ramponeret indisk bus rejste aktivister fra Bhopal i Indien Europa tyndt for at sætte fokus på konsekvenserne af verdens værste giftkatastrofe, der fandt sted for 25 år siden. Katastrofen ramte den indiske

by Bhopal den 2. december 1984, da en gastank eksploderede på Union Carbides fabrik, og giftskyen dræbte 10.000 mennesker indbyggere. 25 år senere fortsætter tragedien. Over 20.000 er døde af følgevirkningerne, op mod 100.000 børn er født med misdannelser, og drikkevandet er forgiftet.

De amerikanske ejere har aldrig ryddet op på giftgrunden og nægter at møde op i det indiske retssystem. Bussen stoppede i de tre største danske byer, og aktivisterne holdt oplæg for danske gymnasielever og universitetsstuderende. Også Amnesty Impactkonferencen fik besøg af Bhopal-bussen.

Omskæring og diskrimination af piger, børnearbejde, prostitution og børn i voldsramte områder var nogle af de temaer, der var på dagsordenen da Amnesty International fejrede Børnekonventionens 20 års fødselsdag med et offentligt arrangement den 20. november 2009. Tre oplægsholdere fortalte hver især historier, der gjorde stort indtryk og efterlod de 130 tilhørere med en fornemmelse af, hvor vigtig Børnekonventionen er, og at verden stadig står overfor store udfordringer, når det drejer sig om børns rettigheder. En gruppe børn var også med til at fejre fødselsdagen og udtrykke, hvad rettigheder betyder for dem.

Aktive fra 21 lande diskuterer børnerettigheder Børnekonventionens 20 års fødselsdag var anledning til afholdelsen af et internationalt seminar for 55 Amnesty aktive fra 21 lande – alle med samme brændende interesse for at skabe bedre livsvilkår for børn. Kompetente foredragsholdere bød på indlæg om sundhed og uddannelse i så fjerne egne som Nepal, New Zealand, Chile og Togo. Der blev skabt kontakter, fælles engagement og diskuteret strategier til at fremme Amnestys arbejde for børnenes sag. Mødet mundede ud i en erklæring, der blev sendt til Amnestys internationale bestyrelse, om et særligt fokus på børn i relevante, kommende kampagner.

Youth og Niger Delta

Foto: Lars Helsinghof

Efterårets Niger Delta-kampagne fortsatte godt ind i november og december, hvor ni af landets youthgrupper uddelte vandflasker med Amnestys budskab til Shell om at ”Clean up and Come Clean” på deres gymnasier og samlede underskrifter ind til kampagnen. Metropolitanskolen på Nørrebro i København holdt fredagsbar på Tjili Pop, hvor temaet var Shell i Niger Delta, 4 6 I am n e s t yLive

The Storm stod for musikalsk underholdning, da Børnekonventionens 20 års fødselsdag blev fejret.

Arrangementet sluttede med en intimkoncert med bandet The Storm.

og fik samlet en masse underskrifter ind til Shell.

Dansk afdeling modtog i alt 11.200 underskrifter, som vil blive overdraget til Shells direktør i foråret 2010.

Amnesty i Zimbabwe Kampagnekoordinator Helle Jacobsen fra Amnestys danske sekretariat var i december i Zimbabwe for at besøge Amnestys afdeling i landet og for at udføre aktivisme og kampagnetræning i det uroplagede land. Helle rejste rundt i hele Zimbabwe sammen med Vongai og Cousin, som er to ud af Amnesty Zimbabawes tre medarbejdere, og mødtes med aktivister og bestyrelsesmedlemmer, som kæmper en svær og til tider farlig kamp for menneskerettighederne i Zimbabwe. Læs Helles blog på www.amnesty.dk/blog

Ny lokalforening i Faxe 46 Faxeborgere deltog, da Faxe Lokalforening holdt stiftende møde i januar. Borgmester Knud Erik Hansen holdt tale, og Gonzalo Vargas fortalte om, hvordan Amnesty hjalp ham ud af fængslet i Chile.

25.000

danskere redder liv med mobilen i Amnestys SMS-netværk Lifeline

det nytter

Gode nyhedeR

Fremskridt og tilbagegang for menneskerettighederne i verden TILBAGEGANG Danmark: Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech nægter stadig at mødes med Amnesty for at diskutere hjemsendelsen af irakiske asylansøgere.

Amnesty har indsamlet mere end 38.000 underskrifter til støtte for kravet om humanitær opholdstilladelse til de tilbageværende irakere.

USA: Obama har brudt sit løfte om at lukke Guantánamolejren inden januar 2010

FREMSKRIDT Danmark: Justitsministeren Brian Mikkelsen har rejst lovforslag om indførelse af et nyt politiklagesystem, hvor statsadvokaterne erstattes af et uafhængigt klageorgan.

Mongoliet: Mongoliets præsident erklærer et stop for brugen af dødsstraf.

Kina: Google truer Kinas regering med at trække sig ud af landet, hvis ikke regeringen stopper jagten på menneskerettighedsaktivister på nettet.

Iran: Myndighedernes overgreb på borgerne er de værste i 20 år

Journalist løsladt Journalisten JS Tissainayagam fra Sri Lanka er blevet løsladt mod kaution. Han blev sidste år idømt 20 års fængsel for terrorisme. Det skete efter, at det blad, han er redaktør for, trykte en artikel om Sri Lankas militærs overgreb på civile.

Amnesty-aktion i London for løsladelsen af JS Tissainayagam.

Løsladt efter 10 år bag tremmer Mexicanske Ricardo Ucán Ceca er blevet løsladt efter at have siddet næsten 10 år bag tremmer. Ved en retssag fuld af fejl blev han idømt 22 års fængsel for at have slået sin nabo ihjel, selvom Ricardo hævdede, at der var tale om selvforsvar. Ricardo tilhører Mexicos indfødte befolkning og taler ikke

spansk. Alligevel fik han ingen tolk under retssagen, og den beskikkede forsvarer gjorde ingen indsats for at få ham frikendt.

Amnesty mener, at Ricardo er blevet udsat for diskrimination af det mexicanske retssystem og har aktioneret for at få hans sag genoptaget.

Kinesisk forfatter frigivet De kinesiske myndigheder har sat forfatteren Zhao Shiving på fri fod. Den 11. januar blev han tilbageholdt af politiet og i to uger frataget både søvn og tilstrækkelig mad og vand. Trods sin løsladelse overvåges forfatteren stadig af politiet.

Ricardo Ucán Ceca genforenes med sin familie efter 10 års fængsel.

Guantánamofange flytter til Irland Amnesty har overalt i verden aktioneret for, at Guantánamolejren skal lukkes.

Foto fra aktion i København sidste år.

Foto: Kåre Viemose

Efter næsten otte år i Guantanamolejren har den 30-årige usbeker Oybek Jamoldinivich Jabbarov fået et nyt hjem i Irland. Oybek blev allerede i 2007 løsladt, men på grund af frygt for tortur i sit hjemland var han tvunget til at blive på Guantánamo. Nu har Irland tilbudt Qybek og hans familie et nyt hjem.

Han har to børn, en på 10 år og en på 8. Det yngste barn har Oybek først mødt efter sin løsladelse.

Oybek takker alle de danskere, der har arbejdet for hans sag og aktioneret for at få Guantánamo lukket.

a mn e s t y L i v e I 4 7

Sorteret magasinpost ID-nr. 41156 Al henvendelse; Amnesty International, Telefon 33 45 65 65.

Af Ole h off-lund

Kom med Tina Dickow til Amnestys landsmøde Amnesty International indbyder alle medlemmer til landsmøde på Hotel Nyborg Strand den 24.-25. april.

Programmet byder på en række spændende foredragsholdere, prisvindende film og koncert med Tina Dickow.

Landsmødet er for alle medlemmer og starter lørdag formiddag med velkomst, årsberetning og fremlæggelse af årsregnskab samt præsentation af kandidaterne til hovedbestyrelsen.

Efter frokost kan man deltage i 27 forskellige workshops, foredrag og film. Du kan blandt andet vælge mellem: I ran-ekspert Ali Alfoneh fra American Enterprise Institute i Washington beskriver baggrunden for situationen i Iran, og hvad det kan føre til.

Formand for Flygtningenævnet Bent Ove Jespersen fortæller om Flygtningenævnets virksomhed og kompetence samt om menneskerettighedernes betydning for nævnet.

Amnestys internationale researcher John Dalhuisen taler om bekymringerne for religiøs diskrimination i Europa og Danmark.

Formand for PROSA Niels Henrik Bertelsen fortæller om øget IT-overvågning efter antiterrorlovgivningen.

J uraprofessor Eva Smith taler om udviklingen i retssikkerheden i Danmark.

Journalist Niels Krogsgaard har været førstehåndsvidne til urolighederne i Iran og siddet fængslet i et af Irans værste fængsler.

Jonas Grimheden fra EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder taler om diskrimination i Europa og Danmark.

Repræsentanter fra Lithuanian Gay League fortæller om diskrimination af homoseksuelle i Litauen.

Amnesty internationale kampagneleder Fotis Filippou fortæller om diskrimination af romaer i Europa.

Prisbelønnede dokumentarfilm

Lørdag aften er der middag, underholdning og koncert med Tina Dickow. Søndag formiddag er der debat og afstemninger, og landsmødet slutter med en aktuel hovedtaler.

Programmet udvides løbende – følg med på hjemmesiden.

Pris og tilmelding Alle medlemmer er velkomne. Deltagergebyret på 300 kroner dækker både overnatning og bespisning (drikkevarer betaler du selv).

Læs mere inde i bladet – hvor du også finder en tilmeldingskupon – eller på hjemmesiden www.amnesty.dk/landsmoede

www.amnesty.dk/landsmoede