Amnesty#2 2011

AMNESTY Medlemsblad for Amnesty International | Nr 2 Maj 2011

ET RÅB OM FRIHED

PLAKATER GENNEM 50 ÅR

FÆNGSLET VED VERDENS ENDE

WIKILEAKS SATTE DAGSORDEN

Amnestys researchere rapporterer fra oprøret i Mellemøsten og Nordafrika.

Pablo Picasso og Joan Miró er blandt de kunstnere, der har sat Amnesty på plakaten.

Ruslands rigeste mand blev idømt 14 års fængsel og sendt 6.000 kilometer væk til Sibirien.

Amnestys årsrapport 2011 har fokus på ytringsfrihed og åbenhed.

50 ÅR FOR MENNESKERETTIGHEDER

| leder

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen Redaktion: Nora Rahbek Kanafani Redaktionel bistand: Datagraf Client Publishing Design og produktion: Datagraf Oplag: 98.200 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år Udkommer næste gang: 15. september 2011 (deadline 20. august) Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Amnesty Internationals holdning.

Eftertryk med kildeangivelse er kun tilladt efter forudgående aftale med redaktionen.

Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt Amnesty International Gammeltorv 8, 4.og 5.sal 1457 København K Tlf. 33 45 65 65 Fax 33 45 65 66 www.amnesty.dk amnesty@amnesty.dk Amnesty i Aalborg Danmarksgade 7 · 9000 Aalborg lokal@amnesty-aalborg.dk Amnesty i Odense Vestergade 57, 2. sal · 5000 Odense C Tlf. 66 13 08 78 Amnesty i Århus Mejlgade 50, 1 sal · 8000 Århus C Tlf. 86 19 28 77 Forsideillustration: Amnesty-plakater fra hele verden.

Collage: Dorte Kayser, Datagraf

AMNESTY MEDLEMSBLAD FOR AMNESTY INTERNATIONAL | NR 2 MAJ 2011

ET RÅB OM FRIHED

PLAKATER GENNEM 50 ÅR

FÆNGSLET VED VERDENS ENDE

WIKILEAKS SATTE DAGSORDEN

Amnestys researchere rapporter fra oprøret i Mellemøsten og Nordafrika.

Pablo Picasso og Joan Miró er blandt de kunstnere, der har sat Amnesty på plakaten.

Ruslands rigeste mand blev idømt 14 års fængsel og sendt 6.000 kilometer væk til Sibirien.

Amnestys årsrapport 2011 har fokus på ytringsfrihed og åbenhed.

50 ÅR FOR MENNESKERETTIGHEDER

2 I am n e s ty

håbet er vendt tilbage Menneskerettighedernes samlede betydning lader sig ikke beregne.

Men i små bidder bliver de mange konventioner håndgribelige, og effekten bliver mulig at dokumentere. Det samme gælder betydningen af Amnestys indsats, som nu runder 50 år. Samler man de mange personlige vidnesbyrd fra samvittighedsfanger, der har modtaget tusindvis af breve fra Amnestys medlemmer, så ved man også, at de har fundet styrke i fængslet i kraft af bevidstheden om, at nogen derude arbejdede for deres løsladelse.

Generalsekretær Lars Normann Jørgensen

Ser man på, hvor mange lande, der praktiserede dødsstraf, da Amnesty startede sin kampagne mod dødsstraf i 1977, og hvor mange, der er i dag, taler det sit tydelige sprog. Amnestys indsats repræsenterer et langt sejt træk, der giver resultater. Det samme gælder betydningen af konventionen mod tortur og af Den Internationale Straffedomstol, som Amnesty har kæmpet hårdt for. Så selv om menneskerettigheder ikke lader sig måle og veje, så blev der skabt verdenshistorie med vedtagelsen af FN’s Menneskerettighedserklæring i 1948, da verdenssamfundet endnu var i chok efter krigen.

Men kan vi tage menneskerettighederne for givet? Nej. Allerede i 1961 stod det klart for den britiske advokat Peter Benenson, at nok var det regeringerne, som skabte menneskerettighederne, men det var de samme regeringer, som hver eneste dag begik overgreb på de samme rettigheder. Han ræsonnerede, at der skulle et folkeligt modstykke til for at sikre respekten for menneskerettighederne – Amnesty International var født.

På det tidspunkt var menneskerettighederne frosset fast og splittet i to blokke: De borgerlige og politiske rettigheder, som den vestlige verden hyldede, og de sociale, kulturelle og økonomiske rettigheder, som nød opbakning fra den kommunistiske verden. Først ved Berlin-murens fald i 1989 fik de en renæssance, men optimismen fik en brat afslutning med terrorangrebet den 11. september 2001. Truslen mod menneskerettighederne kom nu fra den vestlige verden, som i krigen mod terror accepterede brug af tortur og indførte antiterrorlovgivning, der undergravede retssikkerheden.

Men i 2011 er håbet vendt tilbage fra en uventet kant. Unge mennesker i Mellemøsten og Nordafrika kræver både deres politiske rettigheder – ytringsfrihed og forsamlingsfrihed – og deres økonomiske og sociale rettigheder i form af arbejde, uddannelse og et værdigt liv. De har indset, at menneskerettighederne er for alvorlige til at overlade til regeringerne alene, og de står fast på trods af kugler, knipler, tåregas og tanks. De skaber et folkeligt bolværk, som magthaverne ikke kan komme uden om, ved hjælp af sociale medier som Twitter og Facebook. Mange mennesker er allerede dræbt i kampen. Men alligevel er det i en atmosfære af optimisme og tro på, at det arabiske forår varsler ny frihed og respekt, at Amnesty markerer sine første 50 år.

I ndhold | Amnesty på fem minutter

4 Nyheder 8 Én mands indignation skabte Amnesty

Advokaten Peter Benenson skrev til de glemte fanger.

10 Amnesty på verdenskortet Illustration: Mikkel Henssel

8

TEMA Amnesty gennem 50 år

Foto: Flemming Weiss Andersen

Den 28. maj 1961 blev Amnesty International grundlagt af den britiske advokat Peter Benenson. 50 år senere er Amnesty en verdensomspændende organisation med over tre millioner medlemmer. Som et direkte resultat af Amnestys arbejde er tusindvis af samvittighedsfanger blevet løsladt, færre og færre lande bruger dødsstraf, verden har fået en FN-konvention mod tortur, og siden 2002 har krigsforbrydere været i Den Internationale Straffedomstols (ICC) søgelys. Læs historien om Amnesty dengang og i dag.

12 Historier fra fængslerne

24 Revolutionen der ikke kunne ske

Amnestys lægegruppe hjalp indisk torturoffer til Danmark.

Revolution 2.0. Sådan beskrives det folkelige oprør, der i løbet af 18 dramatiske døgn væltede Egyptens præsident Hosni Mubarak. Med brug af sociale medier som Facebook og Twitter rejste ungdommen sig i protest og fik hele folket med sig. Oprøret har virket som inspiration for demonstranter i Libyen, Yemen, Bahrain og Syrien, hvor myndighederne med al magt prøver at kvæle råbet om frihed. Journalisterne Eva Plesner og Flemming Weiss Andersen fulgte revolutionen dag for dag i Cairo.

Foto: Scanpix

24

Foto: Scanpix

38

8

Se Amnestys seneste resultater og kampagner.

Et brev gjorde en forskel i Sri Lanka, Yemen og Malawi.

14 Amnestys øjne og ører i Benghazi

To Amnesty-researchere fortæller om deres oplevelser.

16 Archana sagsøgte sin torturbøddel

18 Plakater gennem 50 år

Se otte Amnesty-plakater fra hele verden.

22 Færre lande henretter 96 lande har afskaffet dødsstraffen.

24 Revolutionen der ikke kunne ske

30 Kampen for en fri presse i Rusland

30

Den uafhængige russiske avis Novaya Gazeta har ydet sine ofre i kampen for en friere presse. En række medarbejdere er blevet dræbt, overfaldet, tævet halvt ihjel eller fængslet, men avisens medarbejdere kæmper videre trods trusler, retssager og risiko for at blive fængslet. Imens sidder den tidligere oliemilliardær Mikhail Khodorkovsky fængslet på ottende år for skatteunddragelse, bedrageri og underslæb efter en retssag, der ifølge Amnesty International var politisk motiveret.

38 Uroen ulmer i Pakistan

Med drabet på ministeren for minoriteter, Shahbaz Bhatti, har Pakistan været vidne til den anden politiske likvidering på tre måneder. Baggrunden for begge drab er landets kontroversielle blasfemilovgivning, som primært rammer kristne, og som de myrdede politikere ønskede at modernisere. Drabsmændene hyldes som helte af islamiske fundamentalister, og konflikten mellem muslimer og kristne spidser til. Samtidig vokser vreden mod USA efter drabet på Osama bin Laden.

Genoplev oprøret i Egypten på tæt hold.

30 Kampen for en fri presse i Rusland

Når journalistik bliver livsfarlig.

34 Fængslet ved verdens ende

Ruslands rigeste mand blev sendt til Sibirien.

36 Endestation Grækenland

En million asylansøgere er strandet i Sydeuropa.

38 Uroen ulmer i Pakistan

Intolerancen vokser i den muslimske atommagt.

40 Amnesty dokumenterer

WikiLeaks satte dagsordenen i 2010.

42 Kultur

Ny film om lejesoldater i Irak.

44 Amnesty Live

Din støtte gør en forskel. a mn e s t y I 3

N yheder Foto: Scanpix

Et råb om frihed i Mellemøsten Amnesty er til stede i de fleste af de lande, hvor millioner er gået på gaden for at gøre op med årtiers diktatur.

4 I am n e s ty

Voldelig nedslagtning I Syrien er både Amnesty International og internationale medier forment adgang under de månedlange protester. Alligevel er det lykkedes organisationen at få førstehåndsberetninger fra aktivister om tortur og mishandling af demonstranterne i fængslerne. Mindst 600 er blevet dræbt af sikkerhedsstyrker, mens tusindvis menes at sidde fængslet under tortur. Adskillige politiske aktivister er gået under jorden af frygt for deres liv, efter at hæren i begyndelsen af maj omringede byen Dera’a og gik fra hus til hus på jagt efter demonstranter. ”Vi opfordrer præsident Bashar al-Assad til at standse sikkerhedsstyrkernes voldelige nedslagtning af sit eget folk”, siger Philip Luther fra Amnestys kontor i Mellemøsten.

I Yemen fortsætter protesterne mod præsident Ali Abdullah Saleh, der har sat hårdt ind mod demonstranterne. Den 5. april udgav Amnesty rapporten Moment of Truth for Yemen, der

blandt andet omhandler den blodige fredag den 18. marts, hvor 52 demonstranter blev skudt og dræbt af snigskytter i hovedstaden Sana’a. De fleste var ramt i hovedet, nakken eller brystet. I alt er mindst 130 blevet dræbt siden januar.

I Bahrain sidder hundredvis fængslet efter protesterne mod styret i februar og marts, hvor soldater udlånt fra Saudi Arabien angreb demonstranter på Pearl Roundabout, der var samlingspunkt for oprøret. Mange blev dræbt og såret af skud. Den 18. marts rev myndighederne det enorme monument på Pearl Roundabout ned – angiveligt for at skabe bedre trafikforhold.

Både Tunesien og Egypten er på vej til at forvandle sig fra diktatur til demokrati med afholdelse af frie valg, men i begge lande har Amnesty dokumenteret grove overgreb. Rapporten Egypt rises: Killings, detentions and torture in the 25 January Revolution fra den 19. maj opfordrer til, at de ansvarlige stilles til regnskab for de 846 dræbte demonstranter og tusindvis af sårede under oprøret.

Foto: Scanpix

Det, der begyndte som én mands protest mod myndighederne i Tunesien, har på få måneder udviklet sig til et folkeligt oprør i hele Mellemøsten og Nordafrika, hvor tusindvis af demonstranter er dræbt af politi og sikkerhedsstyrker.

Amnesty International har siden januar haft researchere udsendt til de fleste lande i regionen, og i en stribe rapporter har organisationen påvist grove overgreb, tortur og drab begået af politi og regeringsstyrker i Egypten, Libyen, Bahrain, Yemen, Syrien og Tunesien.

En af Amnestys mest erfarne researchere, Donatella Rovera, har opholdt sig i Benghazi i det østlige Libyen siden februar, og for nylig kom hun med et skib til den belejrede by Misratah, der har været under beskydning fra Gadaffis soldater de seneste mange uger. Her lavede hun research til rapporten Misratah – under Siege and under Fire, der anklager Libyens leder Muammar Gadaffi for krigsforbrydelser under bombardementerne af byen. ”Befolkningen i Misratah lever under forfærdelige forhold, og mange uskyldige har mistet livet. Angrebene mod civile er i klar strid med international lov”, siger Donatella Rovera.

Hun beskriver libyerne som en nation, der i 40 år har været undertrykt af Gadaffi, men som nu har grebet fast i friheden og ikke slipper den igen. ”Aviser skyder op i de store byer, og folk taler pludselig åbent om alle mulige ting. De udviser en enorm solidaritet og hjælpsomhed. Forretningsfolk samler penge og mad ind til flygtninge og skaffer tag over hovedet til internt fordrevne. Medicinstuderende går til hånde

på hospitalerne. Unge mennesker gør rent på gader og pladser. Det er fantastisk at se”, siger hun.

A f O le H off - l und

kort nyt:

FN: Krigsforbrydelser i Sri Lanka Foto: Scanpix

En ny FN-rapport om borgerkrigens afslutning i Sri Lanka konkluderer, at titusindvis af civile blev dræbt fra januar til maj 2009, og at Sri Lankas regering med fuldt overlæg bombarderede områder, hvor den havde opfordret civile til at søge beskyttelse.

Rapporten, som fylder 214 sider og blev offentliggjort 26. april, er udarbejdet af tre FNeksperter, og den bekræfter anklagerne om, at både regeringsstyrkerne og oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre (LTTE) begik alvorlige overgreb og krænkede international humanitær lov. ”Næsten to år efter konfliktens afslutning udstiller denne FN-rapport endelig den srilankanske regerings bestræbelser på at nægte retfærdighed til krigens ofre”, siger Sam Zarifi, der er leder af Amnesty International i Asien.

FN’s menneskerettighedskommissær Navi Pillay sagde ved offentliggørelsen, at hun håbede, at ”de alarmerende nye oplysninger ville chokere det internationale samfund i en grad, så det langt om længe vil skride til handling”.

Rapporten fastslår, at Sri Lankas regering bevidst undervurderede antallet af civile i konfliktzonen i den nordlige del af landet og systematisk nægtede dem humanitær hjælp, mad og medicin. Samtidig rekrutterede LTTE børnesoldater og holdt civile fanget for at bruge dem som menneskelige skjolde mod regeringshæren. Civile, der forsøgte at flygte, blev skudt, står der i rapporten.

Sri Lankas regering har lagt pres på FN til

Kirkeasyl frikendt Halvandet års juridisk kamp sluttede med en frifindelse, da sagen mod Kirkeasyls vikarbureau, Asylbureau, blev afgjort i marts i Østre Landsret. Asylbureauet ville beskæftige asylansøgere primært fra Irak, men den indsamlede formue på 300.000 kroner blev konfiskeret af Københavns Politi i oktober 2009. De penge skal nu bruges på nye asylpolitiske initiativer, oplyser Asylbureau.

Blackwater bliver i Afghanistan

En plakat på gaden i Colombo gør grin med FN’s generalsekretær Ban Ki-moon efter offentliggørelsen af rapporten om krigsforbrydelser i Sri Lanka.

at undlade at offentliggøre rapporten og tager kraftigt afstand fra konklusionerne. For et år siden forsøgte Sri Lanka – sammen med blandt andre Kina og Rusland – at forhindre FN’s ekspertgruppe i at indlede sine undersøgelser af krigsforbrydelser. I stedet har de opfordret til at lade Sri Lanka selv udarbejde en rapport om borgerkrigen.

Amnesty International opfordrer verdens lande til at stille de ansvarlige for krigsforbrydelserne til regnskab. ”Det er på tide, at de regeringer, der har søgt at blokere en international kulegravning af borgerkrigen, træder til side og lader det internationale samfund skabe retfærdighed for krigens ofre”, siger Sam Zarifi.

udlændinge fik stokkeslag Immigranter og flygtninge i Malaysia lever i overhængende risiko for at blive straffet med stokkeslag.

Nye tal fra Malaysias regering viser, at 29.759 udlændinge blev pryglet i årene 2005-2010 for at have overtrådt udlændingereglerne. Størstedelen er gæstearbejdere fra Indonesien, hvis arbejdsgivere lader hånt om at sikre dem lovligt ophold. Men også mange flygtninge fra Burma har været

udsat for den barbariske afstraffelsesmetode, som ifølge Amnesty International er tortur.

Modsat en række andre asiatiske lande, der har afskaffet stokkeslag, har Malaysia udvidet antallet af strafbare forseelser til 60. Malaysia har heller ikke ratificeret FN’s Flygtningekonvention, hvorfor asylansøgere ofte bliver dømt som illegale immigranter og tildelt stokkeslag.

29.759

udlændinge blev pryglet i årene 2005-2010 for at have overtrådt udlændingereglerne i Malaysia.

Det amerikanske sikkerhedsfirma Xe Services – tidligere Blackwater – har fået lov at fortsætte i Afghanistan, selv om præsident Hamid Karzai havde lovet et opgør med de udenlandske sikkerhedsfirmaer, som han kalder ”tyve om dagen, terrorister om natten”. Xe Services er forbudt i Irak, hvor firmaet har dusinvis af civile liv på samvittigheden, og berygtet i Afghanistan. Men efter pres fra vestlige lande får Xe kontrakt på at optræne afghanske sikkerhedsstyrker.

Dalai Lama træder tilbage Dalai Lama meddelte i marts, at han træder tilbage som politisk leder af den tibetanske eksilregering i Indien, men at han fortsætter som åndelig leder. Siden 1960’erne har den nu 75-årige Dalai Lama gentagne gange understreget, at tibetanerne har brug for en leder, som er valgt frit af det tibetanske folk. Eksiltibetanerne valgte i slutningen af april Lobsang Sangay som ny politisk leder.

Fejlagtig rapport om Vestbredden Det dansk-britiske sikkerhedsfirma G4S trækker visse dele af sine aktiviteter ud af de besatte palæstinensiske områder, hvor Israel har opført ulovlige bosættelser. Det sker efter massiv kritik fra flere kommuner og Amnesty af en G4S-rapport, som skulle blåstemple virksomhedens rolle på Vestbredden, men som var fyldt med fejl. G4S dropper aktiviteterne ved grænser, i fængsler og på politistationer, men fortsætter med at levere vagter til private virksomheder.

Lars Hedegaard dømt Formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, er i Østre Landsret blevet idømt en bøde på 5.000 kroner for racistiske udtalelser. Hedegaard blev dømt for at overtræde straffelovens racismeparagraf, da han i et interview 2009 beskyldte muslimer for at voldtage deres egne børn. ”Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far”, sagde Lars Hedegaard.

amnesty I 5

N yheder Foto: Polfoto

global støtte til wikileaks

Et karnevalsoptog i Køln viser Julian Assange i færd med at trække bukserne af USA’ udenrigsminister Hillary Clinton, Saudi Arabiens kong Abdullah og Ruslands premierminister Vladimir Putin.

Stifteren af WikiLeaks, Julian Assange, der har offentliggjort bunkevis af hemmeligt stemplede dokumenter, er ikke kriminel og bør ikke anklages af de amerikanske myndigheder.

Det mener totredjedele af de 19.000 adspurgte i en global meningsmåling i 24 lande lavet af Ipsos. Samtidig bakker trefjerdedele op om WikiLeaks forsøg på at lade offentligheden få kendskab til hemmelige dokumen-

ter fra regeringer og private virksomheder.

Senest har WikiLeaks frigivet dokumenter om det amerikanske militærs vurdering af næsten samtlige 779 fanger i Guantánamo. De viser, at mange fanger blev fløjet til Guantánamo og holdt indespærret i årevis på et løst grundlag eller efter tilståelser, der blev givet efter mishandling og tortur. To af de indespærrede var en 89-årig senildement mand og en 14-årig

dreng. Efter pres fra Amnesty blev den formodede bagmand til store dele af WikiLeaks’ materiale, Bradley Manning, i april overført til et andet fængsel efter at have været tilbageholdt i månedsvis under kritisable forhold på Quantico Marine Corps Base.

Manning tilbragte 23 timer i døgnet i en isolationscelle uden adgang til motion og frataget alle personlige ejendele.

Det danske medicinalfirma Lundbecks præparat Pentobarbital er kommet i høj kurs blandt bødlerne på de amerikanske dødsgange, der i stigende grad vælger det danske bedøvelsesmiddel til at aflive fanger. Flere andre medicinalfirmaer har forbudt eksporten af deres stoffer, hvis det anvendes til henrettelser.

Lundbeck har skrevet til en række fængsler i USA og frabedt sig, at stoffet benyttes til dødsstraf, men virksomheden har foreløbigt afvist at tage yderligere skridt.

Imens er flere fanger blevet henrettet med dødssprøjter med Lundbeck-stoffet. Seneste offer var 46-årige Cary Kerr, der blev henrettet i Texas den 4. maj.

Amnesty International har opfordret Lund6 I am n e s ty

Foto: Polfoto

Fanger dræbt med Lundbeck-middel beck til at gå langt mere offensivt til værks overfor blandt andre den amerikanske Food and Drug Administration og har bedt om et møde med Lundbecks ledelse. Pensionsselskabet Unipension besluttede den 12. maj at sælge sin aktiepost på 40 millioner kroner i Lundbeck som en direkte konsekvens af, at Lundbeck ikke har taget sagen alvorligt nok og ikke har kommunikeret åbent med omverdenen.

Cleve Foster skulle have været aflivet med Pentobarbital fra Lundbeck i april, men henrettelsen blev udsat.

Foto: Polfoto

Minister afviser kritik af Ellebæk Integrationsminister Søren Pind (V) finder ikke grundlag for at ændre praksis for frihedsberøvelsen af ikke-kriminelle asylansøgere, der sidder fængslet på ubestemt tid i Ellebæk i Nordsjælland.

Den nyudnævnte minister var i marts kaldt i samråd af Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), Marianne Jelved (R) og Astrid Kragh (SF) på baggrund af en række artikler i AMNESTY. Artiklerne dokumenterer, at psykisk syge, handlede kvinder og torturofre ender bag tremmer i strid med internationale konventioner.

Det fik adskillige organisationer og forsvarsadvokater til at rette en voldsom kritik af de langvarige

fængslinger og af politiets manglende procedurer for behandlingen af sårbare grupper blandt asylansøgerne. Amnesty har sendt en række anbefalinger til integrationsudvalget for at forbedre forholdene i Ellebæk. Som reaktion på Amnestys forslag har Søren Pind foreløbig besluttet at: • øge muligheden for fritidsaktiviteter i Ellebæk.

• etablere bedre køkkenfaciliteter til fælles madlavning.

• indlede samarbejde om besøgsvenner med Dansk Røde Kors.

• ansættelse af en psykiater 10 timer om ugen.

Amnesty International vil fortsat presse på for at sikre, at Danmark ikke fængsler sårbare asylansøgere og i stedet benytter mindre indgribende foranstaltninger, sådan som udlændingelovens § 36 siger.

Jeremy Morlock er idømt 24 års fængsel for drabet på tre tilfældige mænd i Afghanistan.

Amerikanske soldater i ny skandale En serie nye billeder af amerikanske soldater, der triumferer foran døde afghanske mænd, har endnu engang kastet det amerikanske militær ud i en skandale.

Billederne blev i marts trykt i Der Spiegel og Rolling Stone Magazine, og det fik med det samme USA’s forsvarsministerium til offentligt at beklage de makabre billeder.

Drabene blev begået af en soldatergruppe med dæknavnet The Kill Team, som slog civile afghanere ihjel for sjov, skar lemmerne af dem og poserede ved siden af ligene. Den 23-årige elitesoldat Jeremy Morlock blev i marts idømt 24 års fængsel for drabene på tre tilfældige mænd i Afghanistan. ”Jeg vidste, at det, jeg gjorde, var forkert. Jeg har brugt lang tid på at fundere over, hvordan jeg mistede mit moralske kompas”, sagde Morlock under retssagen.

Fire andre soldater er anklaget i samme sag, herunder den formodede leder af The Kill Team, Calvin Gibbs.

Lov mod homoseksuelle udskudt

Du bliver overvåget 100.000 gange om året

Foto: Jason Alami

Efter massive protester fra Amnesty International samt en række andre organisationer og statsledere besluttede Ugandas parlament den 13. maj at udskyde behandlingen af et lovforslag, der forbyder homosek-sualitet.

Forslaget, der på forhånd har flertal i parlamentet, giver i yderste konsekvens dødsstraf til homoseksuelle. Desuden indfører lovfor-slaget op til tre års fængsel for at skjule, at man kender en homoseksuel, og op til syv års fængsel for at oplyse om homoseksualitet offentligt.

Amnesty International har fordømt lovforslaget, og titusindvis af medlemmer i hele verden reagerede på en hasteaktion i dagene op til afstemningen i Uganda.

Herhjemme skrev over 9.000 danskere under på protesten til Ugandas parlament i løbet af blot fire timer via Lifeline.

Homoseksuelle i Uganda er i forvejen forfulgt, og i januar blev lederen af Sexual Minorities in Uganda (SMUG), David Kato, dræbt af ukendte gerningsmænd. Hans afløser, Frank Mugisha, deltog i april i Amnestys landsmøde og udtalte ved den lejlighed, at han frygtede for sit liv. Amnestys danske afdeling har doneret overfaldsalarmer og andet sikkerhedsudstyr til Frank Mugisha og hans kolleger. Lovforslaget er nu udskudt til efter sommerferien.

275 gange om dagen. Så ofte bliver du registreret, når du surfer på internettet eller bruger din mobiltelefon. Samlet set foretog teleselskaberne sidste år 550 milliarder registreringer af danskerne på vegne af staten. Det svarer til 100.000 registreringer per borger på et enkelt år, skriver Berlingske Tidende. De udvidede krav til registrering af danskernes telefonog internetadfærd blev indført med regeringens terrorpakke i 2006.

amnesty I 7

T em a: Am n e s ty g e n n e m 50 책r

8 I am n e s ty

A f N ora R ahbek K anafani | Illu stration Mikkel Henssel

Én mands indignation skabte

Amnesty Historien om to unge portugiseres uretfærdige fængsling gav advokaten Peter Benenson en idé.

Tænk, hvis man kunne bombardere Portugals regering med protestbreve. Kimen til Amnesty International var lagt. 50 år senere fortsætter tre millioner medlemmer kampen for frihed og retfærdighed.

En morgen i november 1960 tog advokaten Peter Benenson som sædvanlig undergrundsbanen i det indre London. Iført bowlerhat og med dagens avis under armen lignede han enhver anden flittig, veluddannet mand på vej til arbejde. Men denne efterårsdag fik han på sin korte togtur en idé, der ikke alene kom til at ændre hans eget liv, men livet for tusindvis af fængslede over hele verden.

I avisen The Observer faldt han nemlig over en kort artikel om to unge studerende, der var blevet idømt syv års fængsel for at have skålet for frihed på en café i Lissabon under militærstyret i Portugal. Peter Benenson blev chokeret og forarget, og inden han nåede sin endestation, havde han taget en beslutning: Han ville bombardere de portugisiske myndigheder med protestbreve.

Kun 12 år før havde verdenssamfundet med Anden Verdenskrigs gru i frisk erindring underskrevet FN’s Menneskerettighedserklæring. Målet var, at landene skulle forpligte sig til at beskytte sine borgere og garantere dem retten til tros-, ytrings- og forsamlingsfrihed.

Problemet var at sikre, at landene rent faktisk levede op til løfterne. Som advokat var Benenson klar over, hvor vanskeligt det var at stille stater til ansvar for deres krænkelser. Men samtidig så han muligheden i et folkeligt pres, der kunne holde landene fast på deres forplig-

telser. Hvis tusindvis af mennesker som ham selv skrev breve til Portugals myndigheder og krævede retfærdighed, ville regeringen ikke kunne ignorere det, tænkte han.

Et halvt år senere var kampagnen en realitet. I en artikel i The Observer den 28. maj 1961 opfordrede Peter Benenson læserne til at deltage i sin brevskrivningskampagne ”Appeal for Amnesty 1961”, der havde fokus på ni udvalgte fanger fra hele verden. Under overskriften ”De glemte fanger” skrev Benenson: ”Man kan åbne sin avis en hvilken som helst dag i ugen og finde artikler fra hele verden om mennesker, der bliver fængslet, tortureret eller henrettet, fordi deres holdninger eller religion er uacceptable i deres regeringers øjne. Som læser får man en kvalmende følelse af handlingslammelse, men hvad nu hvis følelsen af afsky kunne forenes til fælles handling. Så kunne der gøres noget effektivt”.

Tanken var, at kampagnen skulle vare et år.

Men interessen var enorm, og året efter var der brevskrivningsgrupper i over 10 lande.

Tusindvis af dedikerede mennesker lagde med deres breve pres på myndighederne og bad dem løslade deres ”samvittighedsfanger” – et begreb, som Benenson brugte om de fanger, der var tilbageholdt udelukkende på grund af deres religiøse eller politiske overbevisning.

Betegnelsen har fulgt Amnestys arbejde lige

siden. Det samme har tanken om, at almindelige menneskers protestbreve til regeringer er et effektivt våben. 50 år er gået, og mere end 50.000 fanger er blevet løsladt på grund af Amnesty-medlemmernes utrættelige brevskrivning. Med mere end tre millioner medlemmer på verdensplan er Benensons vision om, at fælles handling kan skabe resultater, gået i opfyldelse.

➜

amnesty I 9

T em a: Am n e s ty g e n n e m 5 0 år

RETSOPGØR

Tusindvis af kvinder blev voldtaget under krigen i Bosnien i 1995. Først efter massivt pres fra Amnesty samt lokale organisationer og kvindegrupper indledte myndighederne i 2009 retsopgøret mod krigsforbryderne.

VÅBENHANDEL

TORTURINSTRUMENTER

I 2006 sparkede Amnestys Control Arms kampagne gang i arbejdet med en international våbentraktat i FN. Når traktaten er klar i 2012, vil våbenhandlen blive strammere reguleret.

Amnesty International afslørede i 2003, at sikkerhedsudstyr blev eksporteret fra EU og anvendt til tortur og dødsstraf i andre lande.

Det førte til et forbud mod eksport af en række produkter og skrappere kontrol med andre.

FRIHED

Befolkningerne i Mellemøsten og Nordafrika kræver frihed og demokrati efter årtiers diktatur. Amnestys researchere følger protesterne på tætteste hold og støtter kampen for menneskerettigheder.

SAMVITTIGHEDSFANGER

I 2003 blev 75 cubanere fængslet for at have benyttet deres ytringsfrihed til at protestere mod styret. Amnesty indledte en kampagne for at få dem løsladt, og i år blev de løsladt. De fleste befinder sig nu i Spanien.

GUANTÁNAMO

I januar 2009 lovede præsident Barack Obama at lukke fangelejren i Guantánamo inden et år.

To år senere sidder 172 mænd stadig fanget på tiende år uden anklage.

SEKSUEL VOLD

I årene 1998-2008 blev der rapporteret 14.000 tilfælde af seksuel vold og voldtægt mod kvinder i Nicaragua. To ud af tre ofre var piger under 17 år.

MØDREDØDELIGHED

AMNESTY PÅ VERDENSKORTET

Kampen for menneskerettighederne foregår på mange fronter, og Amnesty Internationals researchere er konstant i felten for at dokumentere overgreb og undertrykkelse over hele verden. Amnestys rapporter lægger pres på regeringer og magthavere for at skabe forandring og fremskridt for menneskerettighederne. Kortet illustrerer nogle af Amnestys seneste resultater og aktuelle kampagner.

1 0 I amn e s ty

SENESTE RESULTATER

AKTUELLE KAMPAGNER

!

?

Sierra Leone er et af de lande i verden med den højeste mødredødelighed. Efter pres fra Amnesty International indførte præsidenten i 2010 gratis lægeundersøgelser for gravide og flere sundhedsklinikker i landområderne.

I ll u stration M ikkel H enssel

?

STRAFFRIHED

VIRKSOMHEDERS ANSVAR

Adskillige advokater, journalister og

En kritisk Amnesty-rapport i 2010 fik Indiens miljøministerium til at afvise mineselskabet Vedantas planer om en ny mine i Niyamgiri Hills i Orissa – en helligdom for det indfødte folk Dongria Kondh.

menneskerettighedsaktivister er blevet likvideret i Rusland, men gerningsmændene er aldrig fundet.

NO

INTERNETCENSUR

Kina blokerer hjemmesider med emner som ”menneskerettigheder” og ”demokrati”, og systemkritikere og bloggere bliver fængslet. Nobelprismodtageren Liu Xiaobo afsoner 11 års fængsel for at offentliggøre sit Charter 08 om politiske reformer i Kina.

HENRETTELSER

I begyndelsen af 2011 blev gennemsnitligt tre mennesker hængt hver dag i Iran – typisk efter uretfærdige retssager.

POLITISKE FANGER

Trods løsladelsen af frihedsikonet Aung San Suu Kyi sidder der fortsat 2.200 politiske fanger i Burmas fængsler under ekstreme forhold og tortur.

DISKRIMINATION Homoseksuelle forfølges, og romaer diskrimineres og lægges for had i en række EU-lande. Amnesty kæmper mod diskrimination i hele Europa.

FANGELEJRE

Tusindvis af mennesker sidder fængslet uden sigtelse i Sri Lanka under landets terrorlove. FN’s rapport om krigsforbrydelser mod civile under krigen mod De Tamilske Tigre bliver afvist af regeringen.

KRIGSFORBRYDELSER

Den Internationale Straffedomstol (ICC) anklagede i 2009 Sudans præsident Omar al-Bashir for forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og folkedrab i Darfur. Bashir er fortsat på fri fod, men Amnesty kæmper for at få ham og andre krigsforbrydere stillet for retten.

HOMOFOBI

I januar blev menneskerettighedsaktivisten David Kato dræbt i Uganda af ukendte gerningsmænd. Drabet udstiller Ugandas forfølgelse af homoseksuelle, som risikerer dødsstraf, hvis et nyt lovforslag bliver vedtaget.

OLIEBORINGER

Afbrænding af naturgas ved olieboringer har været forbudt i Nigeria siden 1984, fordi det forurener drikkevand og afgrøder. Men Shell fortsætter ufortrødent og står bag omfattende miljøødelæggelser i Niger Delta.

DØDSSTRAF

Da Amnesty International blev grundlagt i 1961, havde kun ni lande afskaffet dødsstraf. I dag er det 96 – Gabon var det seneste land i 2010.

Libanon, Mali og Mongoliet er på vej.

amnesty I 11

T em a: Am n e s ty g e n n e m 50 år

HistorieR fra fængslerne Amnesty Internationals arkiver indeholder talrige historier om mennesker, som er blevet hjulpet eller reddet af medlemmernes aktioner. I mange tilfælde har en enkelt handling som at skrive et brev haft varige konsekvenser for modtagerens liv.

Foto: Amnesty

En sms reddede Hafez’ liv Kort før sin henrettelse sendte Hafez Ibrahim en sms til en Amnesty medarbejder.

Det viste sig,at blive hans vej til frihed.

Foto: Amnesty

Hafez Ibrahim var 16 år, da han deltog i et bryllup i sin hjemby Ta’izz i Yemen. Stemningen var høj, og de fleste mænd bar våben. På et tidspunkt kogte festlighederne over, der udbrød tumult, et våben blev affyret, og en person blev dræbt.

En forvirret Hafez blev senere dømt til døden for drabet. Han fik ikke lov til at anke dommen. Syv år senere, i midten af 2007, fik han fat i en mobiltelefon i fængslet i Ta’izz og sendte en desperat sms til Lamri Chirouf, Amnesty Internationals Yemen-medarbejder i England.

”Bror Lamri, de henretter os. Kontakt mig”, skrev han. Reaktionen kom prompte. Amnesty indledte en hasteaktion for Hafez, og tusindvis af medlemmer sendte appeller til ­Yemens præsident og myndigheder. Præsidenten reagerede ved at udsætte henrettelsen, så der var tid til at indhente en mulig benådning fra ofrets familie. Men da der ikke kom nogen benådning, blev henrettelsen fastsat til den 8. august 2007.

Amnesty International sendte igen appeller til præsidenten, som udsatte henrettelsen yderligere tre dage. Ofrets familie accepterede derefter at udsætte henrettelsen til efter den hellige ramadan-måned.

Og endelig den 30. oktober 2007 blev Hafez frigivet, da ofrets familie accepterede at benåde ham mod at få erstatning.

Hafez studerer nu jura på tredje år på universitet i Sana’a. Efter en følelsesladet genforening med Lamri Chirouf i Yemen beskrev han sin beslutning om at få så meget som muligt ud af det liv, han fik tilbage. ”Jeg skylder Amnesty International mit liv”, siger han. ”Nu vier jeg det liv til at kæmpe mod dødsstraf og øge folks opmærksomhed om menneskerettigheder”.

”Brevene var en stor trøst” Den srilankanske journalist J.S. Tissainayagam blev idømt 20 års strafarbejde for at skrive to regeringskritiske artikler.

Amnestys medlemmer fik ham løsladt efter to år.

J.S. Tissainayagam, kaldet Tissa, blev arresteret i marts 2008 og tilbageholdt i politiets

Tidslinje 1961

Den britiske advokat Peter Benenson indleder kampagnen ”Appeal for Amnesty 1961” i avisen The Observer. Frivillige fra Belgien, Frankrig, Storbritannien, USA, Irland, Schweiz og Tyskland danner en 1 2 I amn e s ty

bevægelse til forsvar for ytrings- og religionsfrihed.

1962

Organisationen får navnet Amnesty International (AI).

De første researchmissioner går til Ghana, Tjekkoslova-

kiet, Portugal og Østtyskland. Den første årsrapport sætter fokus på 210 fanger, som medlemmer i syv lande arbejder på at få frigivet.

1963

AI’s hovedkvarter etableres i London.

1964

AI får afdelinger i Danmark, Sverige og Israel. På tre år har AI fået 329 fanger løsladt og taget 1.367 sager op. AI får konsulentstatus i FN.

1965

De første rapporter

udgives om fængselsforhold i Portugal, Sydafrika og Rumænien.

i krig. USA åbner en afdeling. AI har nu fået 1.000 fanger frigivet.

1966

1967

Mange amerikanere modsætter sig militærtjeneste i Vietnam. AI giver samvittighedsfangestatus til alle, der nægter at deltage

293 fanger bliver løsladt. Nye afdelinger i Finland og New Zealand.

A f N ora R ahbek K anafani

1968

Martin Ennals bliver AI’s første generalsekretær.

1969

2.000 fanger er løsladt siden AI’s grundlæggelse.

1970

AI har nu 850 grupper i 27 lande.

Foto: Amnesty

Foto: Amnesty

detentionscenter i hovedstaden Colombo.

Den srilankanske journalist var på besøg hos sin tidligere kollega Vadivel Jasikaran, som er typograf på North Eastern Monthly – en avis som Tissa tidligere var redaktør for. Vadivel var blevet varetægtsfængslet dagen før. I strid med srilankansk lovgivning blev Tissa ikke præsenteret for en kendelse om tilbageholdelse, ligesom hans familie ikke blev underrettet om hans anholdelse.

Fem måneder senere blev Tissa sigtet i henhold til terrorloven for at ”bistå en terrororganisation” ved hjælp af overskuddet fra North Eastern Monthly i 2006. Det eneste bevis, som anklagemyndigheden fremlagde, var to artikler, han havde skrevet for bladet, hvori han kritiserede den srilankanske hærs krigsførelse mod De Tamilske Tigre og krigens konsekvenser for civile.

Dommen løs på 20 års strafarbejde. Medlemmer af Amnesty International i hele verden tog Tissas sag op. De skrev breve og deltog i protestaktioner. Tissa fik i 2009 en international pressefrihedspris, og den amerikanske præsident Obama fremhævede Tissa som et symbol på forfølgelsen af pressen i hele verden.

Efter to år blev han løsladt, og det var hans kone, Ronnate, der takkede for hjælpen: ”Alle disse breve og underskrifter var utroligt vigtige for at holde Tissas sag åben, og de førte i sidste ende til, at han blev frigivet. Brevene var en stor trøst for ham i fængslet, og han har gemt dem alle sammen. Jeg fandt selv stor styrke i at vide, at alle Amnestys støtter var derude og talte om ham, indsamlede underskrifter og ganske enkelt tænkte på ham. I gjorde en forskel. Grunden til, at vi er sammen nu, skal findes i Amnestys aktivisters udholdenhed og ihærdighed, og vi vil gerne opfordre jer alle til at fortsætte det gode arbejde, så andre, der tilbageholdes ulovligt, kan overleve og blive befriet fra deres trængsler”.

Tissa og Ronnate har nu forladt Sri Lanka, fordi de frygter for deres sikkerhed.

postkort er et tegn på håb Jack Mapanje sad i fire år fængslet i Malawi på grund af sine regeringskritiske digte. En dag fandt et postkort fra Holland vej ind bag fængselsmurene.

Selv om Jack Mapanje er en af de mest kendte digtere i Malawi, forbød kulturministeriet i juni 1985, at hans digtsamling ”Of Chameleons and Gods” blev uddelt på landets skoler og universiteter, fordi den kritiserede regeringen.

To år senere blev Jack Mapanje arresteret af politiet i byen Zomba. Han var da 43 år gammel, gift og havde tre børn – samt var leder af fakultetet for sprog og kultur på University of Malawi. Umiddelbart efter anholdelsen blev han ført til sit kontor på universitetet, hvor kopier af hans bog blev konfiskeret.

Amnesty International tog Jack Mapanjes sag op og opfordrede regeringen i Malawi til straks at frigive ham. Derudover appellerede Amnesty til FN om at gribe ind i sagen og mobiliserede Amnesty-medlemmer til at skrive breve til myndighederne og sende solidaritetshilsner til fængslet i Mikuyu, hvor Jack Mapanje blev tilbageholdt.

Jack Mapanje blev frigivet i 1991 og rejste i eksil i England, hvor han underviser i litteratur ved Durham University og er i færd med at skrive sin biografi.

Efter sin frigivelse fortalte Jack Mapanje: ”I fængslet i Mikuyu, hvor jeg sad, var både breve, aviser og radio forbudt. Af en eller anden grund var der en person i Holland, som sendte mig et postkort. Og af en eller anden grund nåede postkortet frem til mig. På postkortet stod der ’hilsner fra Holland’. Men I kan ikke forestille jer, hvor meget det postkort betød for mig og for de andre tilbageholdte i fængslet. Dette var det absolut første tegn på, at der var forbindelse til det internationale samfund. I fængslet i Mikuyu, ja, i alle fængsler, er et postkort et tegn på håb. Det løftede mit og de andre tilbageholdtes liv at vide, at der var nogen derude, som bekymrede sig om vores liv og frihed”.

Vil du hjælpe en uretfærdigt fængslet? Læs hvordan på www.amnesty.dk/skrivforliv

1971

AI’s 10 års jubilæum.

Det år bliver 700 fanger løsladt, og 1.050 nye sager tages op.

1972

Lancering af den første verdensomspændende kampagne mod tortur.

1973

Chiles general Pinochet tillader Amnesty at undersøge beskyldninger om overgreb efter militærkuppet.

1974

AI modtager Dag Hammarskjold Memorial Award for arbejdet

med menneskerettigheder.

1975

FN vedtager enstemmigt deklarationen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf på baggrund af AI’s kampagne.

1976

Monthy Python holder The Secret Policeman’s Ball komedieaften til fordel for Amnesty.

1977

AI tildeles Nobels Fredspris og indleder global kampagne imod dødsstraf. amnesty I 13

T em a: Am n e s ty g e n n e m 5 0 år

Amnestys

øjne og ører

i Benghazi

Amnestys researchere leverer organisationens grundstof i form af rapporter om de overgreb, som begås af magthavere over hele verden. To af Amnestys mest erfarne researchere fortæller om deres oplevelser. speciale i Mellemøsten og Nordafrika – fra borgerkrigen i Algeriet i 1992 til Israels krig mod Libanon i 2006 og konflikten i Gaza i 2009. Hun har studeret mellemøstlig politik og økonomi på universitetet, taler flydende hebraisk og arabisk, og alene i år har hun dækket konflikter i Elfenbenskysten, Vestsahara og Libyen, hvor hun siden februar har haft base i Benghazi.

Med et pas, der skal udskiftes jævnligt på grund af de mange rejsestempler, har Donatella Rovera svært ved at udpege én særlig oplevelse, som rager op over de andre. Men

Stemmen går tydeligt igennem på telefonen fra Benghazi – oprørernes hovedby i det østlige Libyen. Her har Donatella Rovera været Amnesty Internationals øjne og ører lige siden begyndelsen på det oprør, som Muammar Ghadaffi forsøger at knuse. ”Jeg gør det, jeg bedst kan lide at lave. Jeg efterforsker og skaffer dokumentation for de overgreb, der finder sted mod civilbefolkningen”, fortæller Donatella Rovera over Skype.

Aftenen forinden stod hun på gaden og gav interview til de internationale medier ved hjælp af den satellittelefon, som hun også

medbringer. Mens hun lænede sig op ad en bil, hørte hun pludselig lyden af en riffelkugle, der susede forbi hende på en meters afstand og borede sig ind i bilens sidespejl. ”Skuddet kom fra lang afstand og var ikke rettet mod mig. Kuglen havde ikke meget kraft tilbage, og den gjorde ingen særlig skade på bilen ud over et knust spejl”, siger hun helt uden dramatik i stemmen.

1978

mer i mere end 150 lande. AI indleder kampagne mod forsvindinger.

million underskrifter til FN om amnesti for alle samvittighedsfanger.

til også at fokusere på flygtninge.

1982

1984

AI fordømmer apartheid i Sydafrika.

FN’s generalforsamling vedtager torturkonventionen.

1983

1985

Ian Martin udpeges som ny generalsekretær. Amnesty lancerer Conspiracy of Hope turné med blandt andre U2, Sting, Peter Gabriel og Lou Reed.

AI modtager FN’s Menneskerettighedspris.

1979

AI offentliggør en liste med 2.665 navne på forsvundne argentinere efter militærkuppet.

1980

Thomas Hammarberg bliver ny generalsekretær i AI. Han er i dag Europarådets menneskerettighedskommissær.

1981

På sin 20-årsdag har AI 250.000 medlem1 4 I amn e s ty

Libyen er speciel Donatella Rovera har arbejdet som researcher for Amnesty International gennem 20 år med

AI overrækker over en

AI udvider sit mandat

1986

1987

FN’s konvention mod tortur træder i kraft, da 20 lande har ratificeret den. I dag er det 147 lande.

1988

Human Rights Now! – koncertturne med Bruce Springsteen

Foto: Amnesty

Donatella Rovera i færd med at undersøge resterne af en granat, der ramte et hus i Ajdabiya i det østlige Libyen.

A f ole hoff - Lu nd

situationen i Libyen er speciel, siger hun, fordi befolkningen ikke har kendt til frihed og ytringsfrihed under 40 års brutalt styre, og fordi landet har været lukket for udenlandske journalister og organisationer.

Men på hvilken måde er Amnesty med til at ændre historien for mennesker i konfliktzoner? ”For det første indsamler vi information om de overgreb, der finder sted. Vi udstiller magthavernes handlinger og sikrer beviserne for, at de kan stilles til regnskab for deres forbrydelser. For det andet skaber vi international solidaritet med ofrene, som værdsætter, at Amnesty bruger ressourcer på at undersøge, hvad der er hændt dem. Og selv om vores arbejde ikke altid skaber retfærdighed for ofrene, så har de normalt forståelse for, at der er visse ting, vi kan gøre, og andre ting, som kun det internationale samfund kan levere”.

Befolkningerne i hele Nordafrika og Mellemøsten gør oprør for at få adgang til de rettigheder, som Amnesty kæmper for. Kender de Amnesty International? ”Amnesty er kendt i Egypten og Tunesien, men i langt mindre grad i Libyen, Bahrain og Syrien. Hele regionen tørster efter frihed, men det kan falde meget forskelligt ud. Man kan ikke være sikker på, at der kun kommer blomster ud af jasminrevolutionen”.

og Sting besøger 15 lande.

1989

Efter Berlin-murens fald skriver mennesker fra hele Central- og Østeuropa til AI for at tage del i organisationens arbejde. Vaclav Havel, samvittighedsFoto: Polfoto

Præcis og objektiv kritik Nicola Duckworth understreger, at Amnestys troværdighed står og falder med, at organisationen udgiver objektive og præcise rapporter, som dokumenterer situationen i de enkelte lande. Derfor er det afgørende, at researcherne har et indgående kendskab til landet, sproget, de politiske forhold og konteksten, som begivenhederne udspiller sig i. ”Resultatet af deres arbejde skal være upartisk og uafhængigt, og vi skal afgive vores anbefalinger til forbedringer, så vi bliver en konstruktiv del af løsningen”, siger hun.

Fra at fokusere på politiske fanger, der sad fængslet for at bruge deres ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, bredte Amnesty i slutningen af 1990’erne sit arbejde ud til også at omfatte de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Siden da har organisationen også kæmpet for at sikre sundhed, lighed og retfærdighed for de milliarder af mennesker, der lever i fattigdom. ”Gnisten, der sparkede Amnesty i gang, var undertrykkelsen af systemkritikere. Men vi er nødt til hele tiden at forholde os til verden omkring os og lytte til de behov, mennesker har. Millioner er udsat for diskrimination og har ikke adgang til sundhed, bolig og uddannelse. Det er den næste kæmpe udfordring for Amnesty”, siger Nicola Duckworth.

fange og tidligere præsident i Tjekkiet, løslades.

1990

AI dokumenterer menneskerettighedskrænkelser under Iraks invasion af Kuwait.

1991

AI fylder 30 år og udvider sit mandat til at omfatte overgreb begået af væbnede modstandsgrupper.

Mennesker, der er fængslet for deres seksuelle orientering, erklæres samvittighedsfanger.

Amnesty – 50 år senere Ideen til Amnestys logo – lyset med pigtråd – udspringer af det gamle kinesiske ordsprog: ”Det er bedre at tænde et lys end at forbande mørket”.

I 1977 modtog Amnesty International Nobels Fredspris for at have ”bidraget til at sikre frihed og retfærdighed og dermed også fred i verden”. I dag har Amnesty over tre millioner medlemmer i 150 lande.

Siden oprettelsen i 1961 har Amnesty udsendt 3.341 delegationer til at efterforske menneskerettighedskrænkelser over hele verden og offentliggjort over 17.000 rapporter. Amnesty havde en afgørende rolle i tilblivelsen af FN’s konvention mod tortur og i oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol (ICC).

Amnesty er uafhængig af regeringer, politiske ideologier, økonomiske interesser og religioner. I 2009 havde Amnesty International indtægter på 202 millioner euro fra medlemmer og støtter.

En libysk oprører viser V-tegnet, mens han kører i sin sønderskudte bil på vej til fronten i Ajdabiya.

Foto: Scanpix

Hjertet på rette sted For Donatella Roveras kollega, Nicola Duckworth, er det folkelige krav om menneskerettigheder i hele Mellemøsten med til at give fornyet styrke til Amnesty International i et år, hvor organisationen fylder 50. Duckworth er leder af Amnestys kontor for Europa og Centralasien, men var rejsende researcher, da Berlin-muren faldt og skabte håb om frihed i hele østblokken. ”Jeg har mødt samvittighedsfanger mange steder i verden, der var villige til at ofre deres liv for friheden. Og jeg har mødt embedsmænd, som var villige til at tage en personlig risiko for at hjælpe mennesker i knibe i undertrykkende lande. Intet ville forandre sig uden embedsmænd med hjertet på rette sted”, siger 56-årige Nicola Duckworth, der har arbejdet for Amnesty siden 1983.

Under Den Kolde Krig fik Amnesty International meget sjældent tilbagemeldinger fra politiske fanger bag Jerntæppet, så det var svært at vurdere effekten af den indsats, som Amnestys medarbejdere og medlemmer lagde i at skrive breve til fanger og myndigheder. ”Først efter murens fald fik vi de personlige beretninger fra mennesker, vi havde forsøgt at hjælpe. De fortalte, hvor meget det betød, at de ikke var glemt af omverdenen. At de vidste, at Amnesty International kæmpede for deres sag. At de fik breve i fængslet fra mennesker, de ikke kendte”, forklarer Nicola Duckworth.

Mange fanger gav Amnesty æren for små forbedringer i deres dagligdag – hvad enten det var adgang til at få besøg i fængslet eller mulighed for at blive flyttet over i en bedre celle. ”På den måde var Amnesty et lys i mørket”.

1992

1994

1993

1995

Pierre Sané udpeges som ny generalsekretær. AI har nu en million medlemmer.

Efter pres fra AI etableres FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder.

Amnesty aktionerer for kvinders rettigheder og laver kampagne mod politiske drab.

AI lancerer kampagnen Stop the Torture Trade.

amnesty I 15

T em a: dAm e tn ehsety mmgeelni gnee mfæ5n0går sel

Archana sagsøgte sin torturbøddel Indiske Archana Guha blev fængslet, udsat for tortur og mistede evnen til at gå. Efter løsladelsen begyndte den lange kamp for retfærdighed.

Amnestys danske lægegruppe hjalp hende.

En nat hamrer otte bevæbnede betjente på døren til en lejlighed i Calcutta i det nordøstlige Indien. Indenfor i mørket sover Archana, hendes mor, en svigerinde og en veninde.

Betjentene tvinger kvinderne ud af sengene og op ad væggen, mens de gennemroder huset.

Fraværet af en mand i hjemmet gør politiet mistænksomme, og de tager Archana, svigerinden og veninden med på politistationen.

Her begynder mareridtet for de tre kvinder. I 27 dage tæsker politiofficeren Runu og hans underordnede kvinderne sønder og sammen. Han slukker cigaretter overalt på deres kroppe. Han slår deres hoveder ind i væggen og river deres hår ud. Han binder deres fødder og hænder sammen og hænger dem op på en træstang, hvorefter han slår deres fodsåler i laser med en kæp.

mer. Det er værst i de perioder, hvor de bliver skilt ad, husker Archana: ”Jeg sad i isolation i 15 dage, og her besluttede jeg mig for ikke at vise nogen form for svaghed. Jeg kunne med egne øjne se, at torturen blev værre, hvis torturbødlen fornemmede nogen form for svaghed. Men mig skulle de ikke nedbryde”.

Da politiet løslader Archana og de to andre kvinder, sker det ligeså pludseligt, som da de blev fængslet. Archanas ben er ødelagt af mishandlingen, og hun har mistet evnen til at gå.

Trods gensynsglæde ønsker familien hverken at glemme eller komme videre. De ønsker oprejsning. Med Saumen i spidsen lægger de sag an mod politiofficeren Runu. En sag, der kommer til at vare 19 år.

Fængslet uden dom Året er 1974. Archana Guha er 33 år og arbejder som inspektør på en pigeskole. At blive lærer er det eneste hun nogensinde har drømt om. Ligesom sin far og storesøster.

Hendes bror, Saumen, er aktiv i den maoistisk inspirerede naxalit-bevægelse, der gør oprør mod det indiske styre. Det er jagten på ham, der bringer politiet til Archanas dør, og som resulterer i, at hendes liv ændrer sig for altid.

To et halvt år sidder de tre kvinder fængslet uden nogensinde at blive stillet for en dom-

Torturbøddel på anklagebænken Historien om middelklasse-familien, der sætter en anerkendt politiofficer på anklagebænken, går Indien rundt. Også Amnesty får nys om sagen. Organisationen har for første gang i mange år fået adgang til Indien for at undersøge menneskerettighedsforholdene i fængslerne. Den lille delegation er ledet af Yvonne Terlingen, en ung kvinde fra London, der er på sin første rejse væk fra skrivebordet og rapporterne.

Mødet med Archana berører hende dybt, og hun begynder straks at skrive breve til den indiske regering og kræve, at de betaler for

1996

1998

AI indleder kampagne for en permanent International Straffedomstol (ICC).

AI deltager i den juridiske proces, der leder til arrestationen af Chiles tidligere diktator Pinochet.

1997

1999

AI-sektioner etableres i Taiwan og Costa Rica.

Foto: Polfoto

1 6 I amn e s ty

Ny kampagne sætter fokus på verdens 300.000 børnesolda-

ter. Tillægsprotokol til konventionen mod diskrimination af kvinder vedtages i FN.

2000

AI lancerer sin første digitale kampagne www. stoptorture.org og indleder kampagne for kontrol med våbenhandel.

Archanas behandling, for det har familien på ingen måde råd til. Regeringen nægter og en langvarig forhandling begynder.

En efterårsdag i 1979 får Archana endelig et brev om, at hun kan få behandling. Amnestys danske lægegruppe vil gerne se hende i København og den indiske regering har i sidste ende måttet bøje sig og betale rejseomkostningerne.

Amnestys lægegruppe I 1974 startede en gruppe danske læger verdens første lægegruppe i Amnesty International. Gruppen udførte pionerarbejde ved at udvikle metoder til at bevise, at tortur har fundet sted. Dokumentation af tortur har en præventiv effekt, idet torturbødlerne kan stilles til ansvar for deres handlinger. Det betyder desværre også, at torturbødlerne med tiden har fundet metoder, der er svære at påvise efterfølgende.

I dag består Amnestys lægegruppe af omkring 40 aktive læger, der påtager sig sager i Danmark og udlandet.

Læs mere på amnesty.dk/side/laegefagligt-arbejde

2001

Irene Khan udnævnes til generalsekretær i AI, som udvider sit arbejde til at omfatte økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

2002

Den Internationale Straffedomstol (ICC)

etableres efter langvarig AI-kampagne. AI får adgang til Burma for første gang.

2003

For første gang i 20 år sender AI en researchmission til Irak. AI indleder Control Arms kampagnen.

A f N ora R ahbek K anafani

”Archana kan gå!”

På Rigshospitalet i København møder Archana lægen Inge Genefke, der som stifter af Amnestys lægegruppe undersøger hende og noterer alle følgerne af torturen ned i en grundig rapport. Tre måneder går med intensiv behandling og fysioterapi fra morgen til aften. Og en dag sker miraklet: Archana kan tage et enkelt skridt. ”Det var som en drøm for mig. Lige meget hvorhen jeg gik på hospitalet, kunne jeg høre folk sige: Archana kan gå, Archana kan gå!”

Archana rejste lettet hjem til Calcutta. Men familiens indtægter rakte ikke til at holde genoptræningen ved lige, og Archana blev igen bundet til sengen i den lille lejlighed.

En dag fik hun uventet besøg. Per, der var portør på Rigshospitalet, havde lagt mærke til den spinkle, smukke kvinde og havde sparet sammen til en billet til Indien. Han ville sikre sig, at hun fulgte sin genoptræning. Men da han så, at Archana ikke var i bedring, besluttede han, at han ville tage hende med sig hjem til Danmark. Det krævede dog, at han først friede til hende. ”Per fortalte mig, at han aldrig havde været gift og ville blive glad, hvis jeg sagde ja. Og jeg havde brug for normalitet. Min familie led nød, og min mor var syg”, husker Archana.

Parret holdt et lille bryllup uden de store ritualer og med Archanas mor som vidne. To dage senere var Pers ferie slut, og han måtte rejse hjem til Danmark. Få måneder senere kunne hans hustru følge efter.

fer fremvise dokumentation for de overgreb, hun var blevet udsat for bag lukkede døre.

Den 5. juni 1996, 16 år efter at Archana var blevet gift og flyttet til Danmark, skulle dommen afsiges. Archana måtte en sidste gang forlade Per og lejligheden på Amager og rejse til Indien. I en fyldt retssal blev politiofficeren Runu kendt skyldig. På grund af sagens lange forløb fik han kun et års fængsel. Alligevel følte Archana det som en stor sejr. ”Jeg ønskede retfærdighed, ikke hævn. Men vel at mærke retfærdighed ved hjælp af loven. Det var den første sag af sin slags mod en meget berygtet politiofficer, og vi vandt. Jeg har opnået retfærdighed.”

Archanas historie kan læses i Dina Yafasovas nye bog ”Kald mig ikke offer”, der udkommer på Gyldendals Forlag den 27. maj.

2004

Foto: Jakob Boserup

Retfærdighed – ikke hævn Gennem genoptræningen i Danmark genvandt Archana kræfterne. Hun kunne endda begynde at arbejde nogle timer i en børnehave.

Men ønsket om retfærdighed og oprejsning pressede sig stadig på. Tre-fire måneder om året måtte hun forlade Per og deres lejlighed på Amager for at rejse til Calcutta og vidne i den sag, som hendes bror Saumen utrætteligt førte mod torturbødlen Runu. Archanas beretninger om tortur var afgørende for sagen. Det samme skulle lægegruppens torturrapport vise sig at være. For første gang kunne et torturof-

2005

AI afslører massevoldtægter, kidnapninger og mord i Sudans Darfur-provins. Ny kampagne: Stop Violence Against Women.

AI har nu to millioner medlemmer på verdensplan.

2006

Foto: Amnesty

AI’s kampagne mod våbenhandel fører til, at FN stemmer for at arbejde for en våbentraktat.

2007

AI udgiver album med cover-numre af John Lennons sange efter tilladelse fra Yoko Ono.

2008

I anledning af OL i Beijing sætter AI fokus på Kinas massive menneskerettighedskrænkelser.

2009

AI lancerer Demand Dignity kampagnen, der sætter fokus på økonomiske, sociale og kulturelle menneskerettighedskrænkelser, der skaber og forstærker fattigdom.

2010

Salil Shetty udnævnes til ny generalsekretær.

2011

AI har på verdensplan mere end tre millioner medlemmer i over 150 lande.

amnesty I 17

T em a: Am n e s ty g e n n e m 5 0 år

50 år Plakater gennem

I 50 år har Amnesty produceret plakater, der sætter fokus på organisationens mærkesager. Den 10. december åbner Danmarks Mediemuseum i Odense en udstilling med 50 udvalgte plakater.

På de næste sider kan du tage et smugkig på nogle af dem.

Joan Miró donerede dette værk til Amnesty.

Plakat fra 1977, USA.

1 8 I amn e s ty

Illustration af Lemel Yossi, 1995, Israel.

A f nora rahbek kanafani 1998, USA.

amnesty I 19

T em a: Am n e s ty g e n n e m 5 0 ĂĽr

Pablo Picasso donerede dette vĂŚrk til Amnesty.

Plakat fra 2000, USA. 2 0 I amn e s ty

1989, USA.

Foto af Bill Guhl, 1971, Schweiz.

2005, GrĂŚkenland.

Illustration af Pentagram New York, 1998, USA. amnesty I 21

T em a: Am n e s ty g e n n e m 5 0 år

Færre og færre lande henretter sine borgere Dødsstraf bruges ofte mod politiske modstandere, fattige og medlemmer af etniske eller religiøse grupper

Mindst 17.833 mennesker er dømt til døden på verdensplan

23 lande udførte henrettelser sidste år

HENRETTELSESMETODER I BRUG I DAG:

DØDSSPRØJTE HÆNGNING

Kina, Iran, Saudi Arabien, Yemen og USA står tilsammen bag tusindvis af henrettelser hvert år

ELEKTRISK STØD

SKYDNING

Generelt går det i den rigtige retning: Flere og flere lande afskaffer dødsstraf.

LANDE DER HAR AFSKAFFET DØDSSTRAFFEN 100 80 60 40

2010

2009

2008

2007

2006

2005

2004

2003

2002

2001

2000

1999

1998

1997

1996

1994

1994

1993

1992

20 1991

58 lande fastholder brugen af dødsstraf. Men under halvdelen af dem udførte henrettelser sidste år

Iran henretter unge for forbrydelser, de har begået, da de var under 18 år

96 lande har afskaffet dødsstraf ved lov. Yderligere 34 lande anvender ikke længere dødsstraf i praksis

2 2 I amn e s ty

HALSHUGNING

Siden 1973 er 138 fanger på dødsgangen i USA blevet renset for alle anklager

0

Kina henretter flere mennesker end resten af verden til sammen

Da Amnesty begyndte sin globale kampagne mod dødsstraf i 1977, havde kun 16 lande forbudt henrettelser ved lov. I dag, over 30 år senere, har 139 lande afskaffet dødsstraffen enten i lov eller praksis. Verden har aldrig været tættere på et globalt forbud.

Sidste år indførte Mongoliet et stop for eksekvering af dødsdomme, og det centralafrikanske land Gabon afskaffede dødsstraffen i sin lovgivning. I marts i år afskaffede den amerikanske stat Illinois dødsstraf, og ved FN’s generalforsamling stemte flere stater end nogensinde for et verdensomspændende stop for henrettelser.

Men arbejdet er langt fra slut. En lille kerne af lande fortsætter ufortrødent deres praksis, og her ses ingen tiltag til at afskaffe dødsstraffen. Fem lande – Kina, Iran, Saudi Arabien, Yemen og USA – står for langt størstedelen af verdens henrettelser. I Saudi Arabien, Iran og Yemen henrettes mennesker for narkotikaforbrydelser, og mindreårige idømmes dødsstraf i strid med international lov. I Kina mørklægger regeringen antallet af henrettelser, men det vurderes, at flere tusinde mennesker bliver henrettet hvert år.

Og i USA blev der rejst lovforslag om at udvide brugen af dødsstraf til at omfatte flere lovovertrædelser.

Hvis alle var som vores læsere, ville der blive flyttet nogle grænser i indvandrerpolitikken.

Postboks 188, 1006 København K

Kom i åbensindet selskab i 4 uger. Gratis.

Det er ikke, fordi vores læsere er imod grænser. Men de synes, grænsen er nået i forhold til den skepsis, der udvises over for udlændinge, som ønsker at blive del af det danske samfund. 88,7%* af vores læsere mener, at Danmark skal være mere åben over for omverdenen.

Det stiller krav. Både til politikerne og til vores dækning af indvandrerspørgsmålet.

Vil du oplyses og udfordres af en avis, der sætter en ære i at gå et spadestik dybere? Information med tyngde og hele tre ugentlige tillæg: Bøger, Billeder og Moderne Tider.

Besøg Information.dk/4ugergratis, ring 70101930, SMS ‘TILBUD’ til 1241 eller udfyld kuponen.

Navn Adresse Postnr./By Telefon E-mail Amnesty

*IndexDK/Gallup Marketing 1.H 2009

Information udkommer mandag til lørdag. Tilbuddet gælder til 30. juni 2011 og gælder kun husstande, der ikke har abonneret de seneste 12 måneder.

Sms koster 0 kr. + alm. sms-takst, betaling via mobilregning. Udbydes af Information, Store Kongensgade 40C, 1264 København K. Efter tilbudsperioden fortsætter abonnementet på de normale vilkår til det opsiges. Ved levering til udlandet opkræves porto.

Dagbladet Information + + + 10383 + + + 0893 Sjælland USF B

E gypte n

Revolutionen der ikke kunne ske Revolution 2.0. Sådan beskrives det folkelige oprør, der i løbet af 18 dramatiske døgn væltede Egyptens præsident Hosni Mubarak. Med brug af sociale medier som Facebook og Twitter rejste ungdommen sig i protest og fik hele folket med sig. ”Egypten er urokkelig!”

Så bastant lød meldingen fra Safwat el-Sherif, generalsekretæren for Egyptens daværende regeringsparti, Det Nationaldemokratiske Parti (NDP), på et hastigt indkaldt pressemøde i partiets hovedkvarter ved Nilen torsdag den 27. januar. I de foregående to døgn havde egypterne været vidne til de største protestdemonstrationer i over 30 år, og der var indkaldt til endnu større demonstrationer den følgende dag med krav om ”frihed, brød og værdighed”.

Men i stedet for at forholde sig til den ekstraordinære situation, hyldede Safwat el-Sherif partiets ”forbilledlige landvindinger” særligt inden for sundhed og uddannelse, og han fremhævede statsstøtten til brød og benzin.

Demonstranterne afviste han som ”nogle få tusinde”, der ikke skulle have lov til at ødelægge det for landets store og veltilfredse flertal. Og mindst fem gange forsikrede han, at partiet havde styr på situationen. ”Vi har fingeren på de unges puls”, sagde han.

26 timer senere var NDP’s hovedkvarter omspændt af flammer, og den egyptiske revolution var i fuld gang. Og da det hele kulminerede med præsident Hosni Mubaraks fald efter 18 dramatiske døgn, var regimet ynkeligt afsløret som både tonedøvt og intellektuelt bankerot.

2 4 I amn e s ty

På intet tidspunkt havde dets magthavere tilsyneladende for alvor fattet dybden af, hvad der var i gang.

Et velsmurt maskineri Mubaraks Egypten var indbegrebet af et totalitært regime med lang holdbarhed. Ikke fordi diktatoren var exceptionelt grusom. Vold og tortur var udbredt, men slet ikke på niveau med eksempelvis Saddam Husseins Irak. I stedet havde Mubarak konstrueret en snedig efterligning af et politisk system, hvor politiske partier, valg og folkelige organisationer var tilladt, og i de senere år var der sågar også en relativ pressefrihed.

Alt sammen naturligvis under regimets kontrol. Trusler blev behændigt elimineret af det velsmurte, statslige maskineri, som holdt Mubarak ved magten i 29 år, og som magthaverne anså for umuligt at stoppe. Initiativ og virketrang blev kvalt i korruption og bureaukrati, og dagligt blev folk mindet om, at der var ét sæt regler for det brede flertal og et andet for de udvalgte få.

Retfærdighed og lighed for loven var begreber, man kun kunne grine ad. Det eneste, der betød noget, var wasta – dét at have de rigtige forbindelser. Og enhver, der forsøgte at ændre

A f E va P lesner | Foto F lemming Weiss Andersen

Vi går først, når du går, Mubarak”.

Demonstranter på Tahrir-pladsen, 10. februar

Mubaraks sorte bog Amnesty opfordrede i april Egypten til omgående at indlede et retsopgør mod de sikkerhedsstyrker (SSI), som ustraffet har stået bag årtiers grove overgreb mod civile. Amnesty har tilbudt Egyptens myndigheder adgang til sine arkiver for at bistå med undersøgelsen af den brutale undertrykkelse under præsident Hosni Mubarak.

SSI blev formelt opløst i marts, men overgrebene er fortsat. Den 9. marts blev Tahrir-pladsen ryddet, og unge kvindelige demonstranter fortalte Amnesty, at de fik tæsk, elektriske stød, blev tvunget til at tage jomfrutests og truet med anklager om prostitution.

SSI har gennem 30 år anvendt administrativ fængsling på ubestemt tid af systemkritikere, menneskeretsaktivister og mistænkte kriminelle. Tortur i form af elektriske stød, tæsk, pisk og ophængning i kæder var rutine. Det anslås, at 10.000 egyptere sad administrativt fængslet. En af dem, 52-årige Mohamed Abu Essaoud, sad fængslet i 20 år uden sigtelse.

➜

amnesty I 25

EB gypte ur ma n

➜

på tingene, blev betragtet som et godtroende fjols. ”Revolutioner sker ikke i Egypten. Så længe masserne ikke bliver truet på deres brød, forholder de sig i ro”, sagde alle med forstand og indsigt.

Men virkeligheden var, at egypterne havde protesteret i årevis. Hver gang blev aktionerne kvalt af indenrigsministeriets forhadte sikkerhedsstyrker, og selv om det ofte endte med massearrestationer og tortur af de fængslede, fortsatte hverdagen tilsyneladende som om, intet var hændt.

Vi er alle Khaled Said To begivenheder i 2010 galvaniserede imidlertid folks vrede: I juni blev den 28-årige Khaled Said tævet til døde i fuldt dagslys på gaden i Alexandria af civilklædte politifolk. Hans forbrydelse bestod angiveligt i, at han havde lagt et videoklip ud på internettet af en flok politibetjente i gang med at dele rovet efter en hash-ransagning.

Efterfølgende lagde Khaled Saids venner fotos af hans mishandlede lig ud på Youtube, og marketingdirektøren for Google i Nordafrika og Mellemøsten, Wael Ghonim, som få måneder senere skulle blive en af revolutionens ledende skikkelser, oprettede en hjemmeside på Facebook med titlen ”Vi er alle Khaled Said”, som fik titusindvis af støtter.

Khaleds historie affødte demonstrationer imod politivold og imod regimet i en række byer over hele landet, og parlamentsvalgene i november kastede yderligere benzin på bålet.

97 procent af stemmerne gik til Mubaraks regeringsparti, NDP, og det eneste reelle oppositionsparti, Det Muslimske Broderskab, mistede samtlige sine 88 pladser i parlamentet.

Som en ekstra hån imod befolkningen var magthavernes arrogance så stor, at de dårligt nok gad skjule valgsvindlen. Og da den tunesiske revolution en måneds tid senere sendte præsident Zine El-Abidine Ben Ali på flugt til Saudi Arabien, gik der en elektrisk strøm af håb gennem egypterne.

2 6 I amn e s ty

Dette er et historisk øjeblik. Hvis vi lader det slippe os af hænde, vil historien forbande os”.

Digteren Abdul-Rahman Youssef, 25. januar

Protesterne vokser Ni dage senere, den 25. januar, brød det løs i Egypten, og ved skæbnens ironi var det regimet selv, der leverede datoen. Den 25. januar var udråbt til ”Politiets Dag”, og i 2009 havde Mubarak gjort den til national fridag.

Det betød, at folk helt lovligt kunne strømme ud i gaderne overalt i landet for at hylde politiet.

Via Facebook og Twitter havde forskellige protestgrupper kaldt til samling foran indenrigsministeriet klokken 14. Men det var en afledningsmanøvre. Om morgenen blev helt andre samlingspunkter sendt ud, og ved middagstid begyndte spredte flokke af demonstranter at gå mod centrum fra diverse steder i Kairo. Undervejs sluttede folk sig til dem i stadigt større tal, og ved 14-tiden var de mindst 15.000.

Mange havde aldrig deltaget i en demonstration før. De kom fra alle samfundets lag: Sortklædte bedstemødre, tørklædeklædte husmødre med deres børn, unge mænd i jeans og T-shirts, unge kvinder i solbriller og stiletter og noble herrer i jakkesæt og slips. ”Dette er et historisk øjeblik. Hvis vi lader det slippe os af hænde, vil historien forbande os. I morgen skal vi følge i Tunesiens fodspor!”, sagde digteren Abdul-Rahman Youssef, som talte til omkring 500 demonstranter et par hundrede meter fra parlamentet.

Hele Kairos centrum var afspærret af tusindvis af politifolk, men ved 15-tiden brød det første af demonstrationsoptogene igennem til Tahrir-pladsen, og kort før solnedgang

genlød den af slogans fra tusindvis af struber.

Især det, som de følgende 17 døgn skulle blive et af de mest brugte: ”Es-sha’ab urid isq’at ennizam” – folket vil vælte regimet.

I løbet af aftenen indløb der meddelelser om massedemonstrationer i Alexandria, Suez og en række af landets andre store byer, og regimet slog igen. I Suez blev tre dræbt, og kort efter midnat blev Tahrir-pladsen stormet af 10.000 politifolk og 3.000 stormtropper. Flere hundrede demonstranter blev arresteret, resten spredtes som agner for vinden.

Alligevel fortsatte protesterne de næste par dage, om end i mindre omfang. Det rystede regimet, og torsdag aften blev der lukket ned for al internetadgang. Næste morgen, den 28. januar, blev der også lukket for mobiltelefoni, men da havde aktivisterne allerede indkaldt til nye demonstrationer efter fredagsbønnen.

Vredens Dag De kaldte det ”Vredens Dag”, og ved middagstid udspandt der sig mageløse scener over hele Egypten. I hver eneste provins samledes tusindvis af egyptere i protestmarcher og omringede politistationer, NDP-hovedkvarterer og provinsregeringernes hovedsæder – regimets tre nøgleinstitutioner.

I Kairo kæmpede politi og demonstranter over det meste af byen. Særligt hårdt gik det til på to af de mest berømte broer over Nilen, Gal’aa og Kasr el-Nil, som forbinder den vestlige del af Kairo (Giza) med Tahrir-pladsen.

Fra de store, grønne mandskabsvogne sendte sortklædte stormtropper salve efter salve af hagl og tåregasgranater ind i folkemængden.

Grædende og hostende demonstranter med bind for mund og næse gik rundt og delte løgskiver og klude med vineddike ud for at lindre virkningerne af den giftige gas. De sårede blev båret væk af deres venner, mange med blodet silende ned over ansigtet. ”Hvad har vi gjort? Hvorfor angriber de os?

Vi ønsker bare demokrati og frihed”, råbte en grædende ung kvinde, som knælede ved en ung mands side. Han lå bevidstløs på jorden

med blodet væltende ud af munden og var blevet ramt i ansigtet.

I fem timer bølgede kampene frem og tilbage, indtil demonstranterne fik overtaget. Og så skete der noget sælsomt: Politiet stak halen mellem benene og forsvandt! I eftermiddagens løb var det strømmet ind med rapporter fra hele landet om knapt 100 nedbrændte politistationer og flere tusinde udbrændte politibiler, og klokken 17 kapitulerede indenrigsminister Habibel-Adli og beordrede alle betjente hjem. Nederlaget var totalt.

Mubarak satte hæren ind, og mens kampvogne omringede Tahrir-pladsen og en række andre strategiske punkter over hele Kairo, holdt befolkningen vejret i spænding. Soldaterne gjorde ingenting. Men var de på Mubaraks side? Eller på folkets?

Mubarak splitter folket På Tahrir-pladsen organiserede unge aktivister deres revolutionære Utopia. Der blev sørget for telte, tæpper, medicin, mad, drikkevarer og cigaretter, og der blev oprettet interimistiske skadestuer og sikkerhedstjek ved alle indgange til pladsen. Og den 31. januar meddelte en talsmand for hæren så, at man ikke ville skyde på fredelige demonstranter. Et lettelsens sus gik gennem befolkningen.

I dagene efter Vredens Dag reagerede regimet med en blanding af panik, trodsig arrogance, slet skjulte trusler og utroværdige løfter. Mubarak lod parlamentet opløse, udnævnte en vicepræsident (hans spionchef, Omar Suleiman), fyrede regeringen, lovede dialog, forbedringer og lønforhøjelser til alle og meddelte, at han ikke ville genopstille til det kommende præsidentvalg.

Det lykkedes ham at splitte ikke alene befolkningen, men også aktivisterne i to lejre: Den ene lejr mente, at man med striben af indrømmelser havde opnået tilstrækkeligt til at stoppe protesterne. Den anden lejr nægtede at stoppe, før præsidenten var fjernet og et totalt regimeskifte opnået. Den første lejr var formentlig den største, og måske var prote-

sterne gået i sig selv, hvis ikke regimet havde begået en fatal brøler.

Kameler og heste Onsdag den 2. februar sendte indenrigsministeriet adskillige tusinde Mubarak-loyalister mod Tahrir-pladsen, hvor de for ussel betaling gik til angreb på aktivisterne med sten, køller, jernstænger, og hvad de ellers kunne få fat på.

Kampene stod på i halvandet døgn. Fra tagene omkring pladsen skød skarpskytter på demonstranterne, og midt i det hele lykkedes det for dusinvis af ryttere på kameler og heste at bryde gennem aktivisternes afspærringer. ”Tænk engang, her er Facebook-generationen midt i en revolution i det 21. århundrede.

Og det eneste, regimet kan finde ud af, er at svare igen ved at sende ryttere ind på heste og kameler. Fuldstændigt som i Middelalderen”, sagde arkitekten Tarek Naga.

Vi mødte ham på Tahrir-pladsen fredag formiddag et halvt døgns tid efter, at de sidste Mubarak-loyalister var fortrukket ud i sidegaderne. En ældre mand stod lidt længere henne og sang sin sorg ud over pladsen. Hans søn var blevet dræbt under kampene onsdag nat, og smerten i hans stemme var så rå, at selv de mest forhærdede begyndte at græde. Tungt og rytmisk og med kroppen svajende fra side til side gentog han de samme tre ord i det uendelige: ”Morder! Blodtørstige massemorder!”

Som en far til sine børn Ifølge officielle opgørelser har revolutionen kostet i alt 846 dræbte og 6.467 sårede – langt hovedparten i løbet af de første ti dage. Efter angrebene den 2.-3. februar ebbede volden ud,

Hvad har vi gjort?

Hvorfor angriber de os? Vi ønsker bare demokrati og frihed”.

Ung kvinde på Tahrir-pladsen, 28. januar

og den følgende uge genlød Tahrir-pladsen af musik, taler og poesi. Hver dag fyldtes pladsen med flere hundrede tusinde egyptere.

Den gammelkendte angst var forduftet, og den uvante mulighed for at kunne udtrykke sig frit blev frydefuldt udnyttet. Ældre damer med håndtaske, nylonstrømer og udtrådte sko råbte slagord med gnistrende øjne. Tykke, sortklædte koner sad på jorden og skrev skilte med neongrøn tusch: ”Forsvind, Mubarak, Israel venter på dig!”

Den 10. februar meddelte egyptisk stats-tv, at Mubarak ville holde en tale klokken 22, og i en rus af forventning tog demonstranterne opstilling foran storskærmene på Tahrir-pladsen. Alle tog for givet, at Mubarak ville træde tilbage, og da den ligblege, 82-årige despot med det blæksorte, farvede hår endelig tonede frem på skærmene ved midnatstid, blev der fuldstændigt stille. ”Jeg vil tale til jer som en far til sine børn”, sagde Mubarak og bad ”sine børn” om at gå hjem og passe deres dagligdag. Da det gik op for folk, hvor lidt, han havde fattet, eksploderede Tahrir-pladsen i fornyet vrede. ”Vi går først, når du går, Mubarak”, lød det igen og igen.

Og endelig, næste dag klokken 18, gik den nyudnævnte vicepræsident på tv og læste en kortfattet meddelelse op: Mubarak var trådt tilbage og havde overdraget magten til Det Øverste Militære Råd.

Det var slut.

Eller også var det først lige begyndt. ”Nu kommer det store arbejde: At finde ud af, hvordan vi vil udvikle landet”, som den 39-årige marketingdirektør Sherine Habash sagde dagen efter.

For hende var det vigtigste af alt, at revolutionen havde givet det egyptiske folk troen på sig selv tilbage. ”Under Mubarak var vi altid deprimerede.

Ingen orkede at bidrage til samfundet, og de unge drømte om at emigrere. Vi skammede os over at være egyptere. Vi havde mistet vores stolthed. Men alt det vil ændre sig nu”.

➜

amnesty I 27

E gypte n

Revolution 2.0 I dagene omkring den egyptiske revolution glødede budskaberne på både Facebook og Twitter. En af de ledende skikkelser i revolutionen, Wael Ghonim, der blev arresteret og løsladt efter 11 dages mishandling af sikkerhedsstyrkerne, bliver fulgt af 150.000 mennesker på Twitter. Her er hans tidslinje på Twitter i de hektiske dage op til Mubaraks afgang den 11. februar. #Jan25 er den 25. januar, hvor protesterne begyndte.

Fængslet for at fornærme militæret

9. februar #Jan25 is Revolution 2.0 9. februar I feel that their last line is being written, and soon we’re taking the pen to start drawing our own future #Jan25

Protesterne i Egypten er fortsat efter præsident Mubaraks afgang.

Men trods tilbageslag har Egypten undergået større forandringer, end de fleste turde drømme om for blot tre måneder siden.

10. februar It started to rain in Cairo, and I am optimistic. Hoping that the sky is crying from happiness #Jan25

Siden præsident Mubaraks fald den 11. februar har Det Øverste Militære Råd i Egypten haft svært ved at overbevise de utålmodige aktivister om, at hæren stadig er på folkets side og ”tjener revolutionen”, som de selv udtrykker det. Og mistil-

10. februar Mission accomplished.

Thanks to all the brave young Egyptians. #Jan25 10. februar Heading to Tahrir #Jan25 11. februar Dear President Mubarak.

Your dignity is no longer important, the blood of the Egyptians is. Please leave the country NOW. #Jan25 11. februar Dear Western Governments.

You’ve been silent for 30 years supporting the regime that was oppressing us.

Please don’t get involved now #Jan25 11. februar The real hero is the young Egyptians in Tahrir Square and the rest of Egypt #Jan25 11. februar The age of the top 5 officials in Egypt sums up to 460 years.

11. februar No more torture in Egypt #Jan25 11. februar A call to all well-educated Egyptians around the world. Come back ASAP to build our nation #Jan25 12. februar Good morning, Egypt. I truly missed you the last 30 years! #Jan25 13. februar I’ll finally see my beloved wife and kids in few hours after the hardest 20 days in my whole life. Excited :)

2 8 I amn e s ty

liden er naturlig. Militæret har altid været de egyptiske diktatorers væsentligste støtte, og den 8. april foranstaltede frustrerede demonstranter en symbolsk hængning af militærets øverste leder, feltmarskal Mohamed Hussein Tantawi, som de kaldte Mubaraks forlængede arm.

Da militærpolitiet dagen efter ryddede Tahrir-pladsen, blev to demonstranter dræbt

A f E va P lesner | Foto F lemming Weiss Andersen

af skud, og over 100 blev såret. Og den 10. april idømte en militærdomstol bloggeren Mikael Nabil tre års fængsel for at have skrevet fornærmende om den militære ledelse: ”Vi kom af med en diktator, men diktatur har vi stadig”, skrev Nabil.

Dagen efter forbød militæret alle demon­ strationer i arbejdstiden – angiveligt af økonomiske hensyn – og udtalte, at man ville ”forsvare ytringsfriheden, men ikke tåle kritik af militæret”.

Store forandringer Men til trods for disse – og mange andre – tilbageslag har Egypten undergået større forandringer, end de fleste turde drømme om for blot tre måneder siden.

Præsident Mubarak er under arrest og befinder sig på et hospital i Sharm el-Sheikh. Så snart hans helbred tillader det, skal han efter planen overføres til Kairos berygtede Tora fængsel. Her sidder allerede hans to sønner, Ala’a og Gamal.

De mistænkes ligesom deres far for magtmisbrug og svindel i milliardklassen, mens Mubarak også forventes anklaget for, at mindst 846 blev dræbt under demonstrationerne.

Også indenrigsminister Habib el-Adli, premierminister Ahmed Nazif, finansfyrsten og partibossen Ahmed Ezz samt flere andre ministre sidder nu i arresten. I dusinvis af angiveligt korrupte forretningsmænd og politikere samt deres

Vi kom af med en diktator, men diktatur har vi stadig”.

Mikael Nabil, fængslet egyptisk blogger

familier har fået udrejseforbud, og hårdt presset har Det Øverste Militære Råd efterhånden renset overgangsregeringen totalt for ministre fra det tidligere regime.

Mubaraks parti, NDP, er blevet lukket, og de statsejede medier, der længe kaldte demonstranterne for ”forbryderiske, udenlandske spioner”, konkurrerer nu med hinanden om at afsløre regimets forbrydelser.

I marts var der folkeafstemning om en midlertidig forfatningsændring, som blev vedtaget og skal bane vej for parlamentsvalg i september og præsidentvalg inden årets udgang. Derefter skal Det Øverste Militære Råd træde tilbage og overdrage landet til en nyvalgt, civil regering.

Luft for frustrationerne Foreløbig er et virvar af nye partier på vej, og de gamle såkaldte oppositionspartier har travlt med at rense ud, fordi mange af deres parlamentarikere lod sig købe af regeringspartiet.

Og den kolossale opgave, der forestår med at løfte omkring 32 af de 80 millioner egyptere op over FN’s fattigdomsgrænse, med at forbedre et elendigt uddannelsessystem, med at skabe økonomiske reformer og et konkurrencedygtigt arbejdsmarked med reelle arbejdspladser for de mange millioner arbejdsløse, er der endnu ingen, der har en helhedsplan for.

Det Muslimske Broderskab, som var forbudt under regimet, men hvis medlemmer alligevel slap af sted med at stille op som løsgængere, er den bedst organiserede oppositionsgruppe. De er nu i færd med at danne ”Retfærdigheds- og Frihedspartiet”, men de virker internt splittede om alt fra islam til politik.

Det samme gælder de mange sekulære protestbevægelser, ungdomsorganisationer, Facebook-grupper, strejkekomiteer og de millionvis af borgere fra vidt forskellige samfundslag, som lige pludselig fik luft for deres frustrationer. De skal nu lære sig at føre politik i et land, hvor dialog med magthaverne ikke har været mulig, så længe nogen kan huske tilbage.

De præsidentkandidater, der foreløbig har meldt sig, stiller op uden tilknytning til et parti, og de forsikrer, at der ikke kommer et konservativt, islamistisk styre.

Ifølge en ny undersøgelse fra det amerikanske researchcenter PEW har islamister og sekulære partier stort set lige stor støtte i befolkningen, og det store flertal mener, at egypterne godt kan samarbejde på tværs af religiøse og politiske skel.

Kun 13 procent har en positiv mening om den væltede præsident Mubarak, og kun seks procent er kede af, at regimet blev styrtet, mens 70 procent ser positivt på de ungdomsbevægelser, som fik det til at ske. Og måske vigtigst af alt: Totredjedele af befolkningen ser lyst på fremtiden. Det er noget helt nyt i Egypten.

amnesty I 29

ruslan d

Kampen for en Mindehøjtidelighed for den dræbte menneskerettighedsadvokat Staneslav Markelov og Anastasia Baburova, der var journalist ved Novaya Gazeta.

3 0 I amn e s ty

Den uafhængige russiske avis Novaya Gazeta har ydet sine ofre i kampen for en friere presse. En række medarbejdere er gennem årene blevet dræbt, overfaldet, tævet halvt ihjel eller fængslet for at afsløre korruption og magtmisbrug på højeste niveau i det russiske samfund.

A f A nders C . Østerby, freelan c ejou rnalist

fri presse i Rusland Hovedsædet for den russiske avis Novaya Gazeta ligger godt gemt i en rolig sidegade i kvarteret omkring Tjistije Prudy i det centrale Moskva. For selv om Novaya Gazeta er en af de forreste bastioner for pressefrihed i Rusland, så er bygningen hverken prydet af store skilte eller flag. En vagt studerer de besøgendes identitetspapirer og noterer oplysningerne i en slidt blok, som gør det ud for en gæstebog.

Chefredaktør Dimitry Muratov tager imod på sit kontor på anden sal. Gennem de seneste ti år har han oplevet, at flere af hans journalister er blevet dræbt, overfaldet eller fængslet på grund af avisens kritiske journalistik, som ikke viger tilbage for at afsløre korruption og magtmisbrug på højeste niveau i det russiske samfund.

Dimitry Muratov kan ikke engelsk, så den unge journalist Roman Anin, som er flydende i engelsk, bliver sat til at oversætte. Redaktøren understreger, at avisen ikke modtager nogen form for støtte fra staten, og at staten eller regeringen derfor ikke har nogen ret til at blande sig i Novaya Gazetas redaktionelle linje. ”Som jeg har forstået det, er det især lokalt i regionerne, at det er svært at udtrykke og skrive, hvad man vil. Er det korrekt?” ”Vi har 50 freelancekorrespondenter og 12 faste korrespondenter i regionerne. Deres liv er svært. De bliver udsat for retlige undersøgelser”, siger chefredaktøren, inden han bliver afbrudt af en prominent gæst, der kommer ind på kontoret.

Det er den succesfulde og hovedrige forretningsmand Alexander Lebedev, som ejer 39 procent af Novaya Gazeta foruden en tredjedel af luftfartsselskabet Aeroflot og fire britiske aviser. Så må Amnestys udsendte pænt vente.

➜

Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

Tager ikke trusler seriøst I stedet fortæller Roman Anin om sit stofområde, som primært er økonomisk undersøgende journalistik, hvor han forsøger at afdække sammenhænge mellem kriminelle, politikere og virksomheder. Han skriver historier om mag-

tens mænd, og det giver ham fjender. Truslerne har han efterhånden vænnet sig til. ”Jeg tager ikke truslerne alvorligt. De fleste af de personer, som jeg fokuserer på i mine undersøgelser, forsøger at bestikke mig. Når de så finder ud af, at jeg ikke tager imod penge – det er der ingen på Novaya Gazeta, der gør – forsøger de at løse problemet på andre måder. Trusler er en af dem”, fortæller Roman Anin.

Typisk bliver han ringet op af en anonym person, som siger, at han skal passe på med, hvad han skriver, ellers vil han få seriøse problemer. Han indrømmer, at det godt kan gøre ham utilpas. ”Selvfølgelig ville jeg gerne arbejde under andre forhold, hvor jeg frit kan udtrykke, hvad jeg mener, og hvor jeg kan skrive om, hvad jeg vil uden at være bange for, hvad der kan ske.

Men vi lever i Rusland, og vi må acceptere, at alting er lidt anderledes end i andre lande”. ”Er det det værd at arbejde under de forhold?”

amnesty I 31

ruslan d

Vi har 50 freelancekorrespondenter og 12 faste korrespondenter i regionerne. Deres liv er svært.

De bliver udsat for retlige undersøgelser” Chefredaktør Dimitry Muratov

➜

”Det kommer an på, hvilke mål du har. Jeg har ingen ambitioner om at ændre den politiske situation i Rusland. Mine mål er mere lokale. Og nogle gange lykkes det. For eksempel lavede jeg en historie om en embedsmand, som havde modtaget bestikkelse til gengæld for kontrakter. Artiklen blev læst af præsident Medvedev, og han satte en undersøgelse i gang, som førte til en sigtelse af embedsmanden. Et andet eksempel var, da jeg skrev om den berygtede general Vladimir Shamanov (kendt som en høg og en af Putins rådgivere i Tjetjenienspørgsmål, red.) og hans forbindelser til kriminelle. Jeg fandt ud af, at han brugte russiske specialstyrker til at beskytte kriminelle. Da artiklen blev bragt, straffede forsvarsministeren Shamanov. Han blev ikke fyret, men han fik en næse, og det blev offentligt anerkendt, at alt, jeg havde skrevet, var sandt”.

Forbud mod Skype og G-mail Roman Anin kalder de nævnte sager lokale, enkeltstående succeser, for ifølge ham er der ikke meget, der ændres på en større skala. ”Det mest sørgelige er, at befolkningen generelt ikke bekymrer sig om det politiske liv. De læser ikke avis, og ikke alle har adgang til internettet. De får deres informationer fra statslige tv-stationer. Derfor er der ikke meget, der ændres i folks bevidsthed”, siger Roman Anin, som dog føler sig overbevist om, at den situation vil ændre sig inden for en nær fremtid.

”Flere og flere får adgang til internet og får mulighed for at få information fra uafhængige medier. Det er et tegn på, at folk er ved at blive mere teknisk uddannet, at folk bruger flere forskellige kilder til at få oplysninger, og at det bliver sværere at blande sig i folks privatliv og manipulere folk. Derfor forsøger staten at kontrollere internettet, og vi er bange for, at det vil ske. Senest har vi hørt rygter om, at FSB (det russiske sikkerhedspoliti, red.) vil forbyde Skype og G-mail på russisk territorium, fordi det er meget svært at aflytte og overvåge de medier”.

Giver ikke efter for pres Det lykkes ikke at få en ny interviewaftale med chefredaktør Dimitry Muratov, men hans medredaktør Vitali Yaroshevsky bekræfter på et tøvende engelsk, at det er svært at arbejde som uafhængig journalist i Ruslands ydre regioner. ”Der har været en del retlige undersøgelser mod vores journalister. Dommerne er på myndighedernes side, men vores korrespondenter arbejder godt, og de undlader ikke at skrive noget på grund af det pres”, forklarer Vitali Yaroshevsky.

Han tilføjer, at avisen forsøger at beskytte sine journalister bedst muligt ved hjælp af den advokat, som er ansat ved avisen.

En af de journalister, som har oplevet konkrete problemer i Ruslands udkantsområder, er Irina Gordienko. Hun blev fængslet under

en reportage i den autonome republik Dagestan, som er den største af republikkerne i Kaukasus, og som grænser op til Tjetjenien, Aserbajdsjan og Georgien. Republikkens små tre millioner indbyggere har – ligesom Tjetjenien og andre kaukasiske områder – siden 1990’erne levet med islamistisk oprør og terrorisme, separatisme og etniske spændinger.

Dagestan har, foruden sikkerhedspolitiet FSB og det lokale politi, også et berygtet antiterrorkorps, som anholdt Irina Gordienko for små to år siden i en lille by, hvor de anklagede hende for at være i ledtog med religiøse ekstremister. ”Jeg blev flyttet til tre forskellige fængsler og var tilbageholdt i 24 timer. Det eneste tidspunkt, jeg var bange, var, da vi kørte midt om natten, og jeg ikke vidste, hvor vi skulle hen.

Men jeg lod mig ikke mærke med noget, for hvis du viser din frygt, kan de bruge det imod dig”, forklarer hun.

Hun fortæller, at hun kom i håndgemæng med chefen for antiterrorpolitiet, fordi han ville konfiskere hendes notater. Hun fik dem til sidst vristet fra ham, men måtte til gengæld indkassere en samling blå mærker på hoften.

For at sætte det hele på spidsen blev manden senere selv offer for et attentat og døde ved en bilbombe. Angrebet var formentlig orkestreret af ekstremister, fordi han angiveligt havde tortureret folk.

De uafhængige medier i Rusland

3 2 I amn e s ty

Foto: Scanpix

Novaya Gazeta blev stiftet i 1993 af tidligere Sovjet-præsident Mikhail Gorbatjov. Han brugte pengene fra Nobels Fredspris, som han vandt i 1990, til at købe de første computere til avisens medarbejdere. I dag ejer Gorbatjov stadig 10 procent af avisen, mens forretningsmanden Alexander Lebedev ejer 39 procent. Resten – 51 procent – ejes af avisens medarbejdere. Avisen udkommer i en Moskva-udgave og 10 forskellige regionale udgaver mandag, onsdag og fredag.

En række af Novaya Gazetas medarbejdere er blevet dræbt eller overfaldet i tidens løb på grund af deres kritiske og undersøgende journalistik. Senest blev Stanislav Markelov, menneskerettighedsadvokat fra avisen, dræbt i januar 2009 efter en pressekonference i Moskva. Freelancejournalist Anastasia Baburova, som også arbejdede for avisen, var sammen med advokaten og blev også dræbt.

Blandt de nye, uafhængige internetmedier er desuden tv-kanalen Rain www.tvrain.ru og internet-mediet Caucasus Knot, der har en engelsk version på www.eng.kavkaz-uzel.ru

A f A nders C . Østerby, freelan c ejou rnalist

Foto: Scanpix

70 journalister dræbt på 10 år Journalistforbundet i Rusland har registreret 70 drab på journalister i de seneste ti år. Vold mod journalister er klart stigende, fastslår ny rapport. ”Situationen for pressefrihed og ytringsfrihed i Rusland giver fortsat anledning til bekymring. Selv om ytringsfriheden er garanteret i Ruslands forfatning, er de russiske medier langt fra frie, idet de i høj grad bliver presset af myndighederne, chikaneret, og dømt for at udøve deres erhverv. Regeringen bruger landets politiserede retlige instanser og domstole til at retsforfølge uafhængige journalister. Vold mod journalister er klart stigende”.

Sådan indledes 2010-rapporten om ytringsfrihed i Rusland, forfattet af medieadvokat Galina Arapova, direktør i Mass Media Defence Center. Ifølge hendes udlægning af pressefriheden i det store land med 140 millioner indbyggere og 45.000 mediearbejdere er journalister stadig ikke i stand til frit at dække især omstridte emner som krænkelser af menneskerettighederne i det nordlige Kaukasus, statslig korruption, organiseret kriminalitet og politivold. Det fører ifølge rapporten til en situation, hvor journalister afholder sig fra at formidle oplysninger om følsomme spørgsmål, og den selvcensur gør, at væsentlige og vitale oplysninger ikke kommer frem i lyset.

Forbrydelser og statsmonopol Flere af mordene på journalister og mediefolk er forblevet uopklarede. Det mest prominente offer er Novaya Gazeta-journalist Anna Politkovskaya, som i oktober 2006 blev fundet dræbt i elevatoren i den bygning, hvor hun boede, angiveligt for at have skrevet kritisk om regeringens fremfærd i Tjetjenien og om Putins Rusland. Til gengæld er to russiske

nationalister netop blevet dømt for mordene i 2009 på Novaya Gazetas advokat Stanislav Markelov og journalist Anastasia Baburova.

Ifølge Galina Arapova gør myndighederne dog ikke nok for at finde frem til og retsforfølge bagmændene bag forbrydelserne.

Der er også mange eksempler på grov vold mod journalister. Af nylige eksempler nævner Galina Arapova i sin rapport angrebet i november 2010 på en af Ruslands førende reportere Oleg Kashin fra avisen Kommersant. Han har dækket protester og demonstrationer mod regeringen, især imod en planlagt motorvej gennem Khimki-skoven uden for Moskva.

Politiet behandler angrebet som mordforsøg.

I disse dage er det ti år siden, den daværende russiske præsident Vladimir Putin lod staten opkøbe tv-stationen NTV, og ifølge Galina Arapovas rapport er medierne stadigt mere kontrolleret af staten, statsejede virksomheder og private, som er loyale over for staten. Staten ejer over 60 procent af alle registrerede trykte medier, de to væsentligste radiostationer og – helt eller delvist – alle nationale tv-kanaler. ”Mængden af statslige medier gør det muligt at kontrollere informationsstrømmen i landet og dreje indholdet i en regeringsvenlig retning”, konkluderer rapporten.

Nye medier vinder frem Galina Arapova modtog i februar 2011 en særlig pris af det russiske journalistforbund (RUJ) for sin indsats for at forsvare russiske journalisters rettigheder.

”Vi har i femten år arbejdet for at promovere ytringsfrihed, og ikke mindst giver vi juridisk assistance til journalister. Vi har fire mediejurister, og vi tager op til 100 sager om året. På den måde forsøger vi at påvirke retspraksis, så domstolene viser den fornødne respekt for ytringsfrihed og for internationale standarder for pressefrihed, og vi repræsenterer medier i injuriesager og andre søgsmål mod medierne.

Det er vigtigt, fordi medier og journalister i Rusland ofte bliver sagsøgt”, fortæller Galina Arapova.

En vigtig spiller i det russiske mediebillede er den uafhængige avis Novaya Gazeta. Men hvor vigtig er den for det russiske folk? ”Jeg vil sige, at den bliver stadigt vigtigere, fordi folk virkelig godt kan lide den. Folk forstår, at den information, der kommer fra de statslige medier, ikke er troværdig, og at Novaya Gazetas indhold er mere klart og ærligt og korrekt. Avisen har et godt ry, og de har et unikt produkt, fordi det er den eneste avis i Rusland, der dækker korruption og andre vigtige emner af offentlig interesse. Men desværre dækker de ikke hele landet”, siger medieadvokaten.

Hun tilføjer, at mange almindelige mennesker ikke bekymrer sig om kritiske medier, men at antallet af internetbrugere vokser år for år, og at det kan ændre mediebilledet. ”Takket være internetmedierne får flere russere adgang til andre informationer end dem, de bliver præsenteret for via regeringskontrollerede medier. Det er godt. Og udbuddet vokser”, siger Galina Arapova. amnesty I 33

R uslan d

Fængslet ved

verdens ende YaG 14/10

Den russiske oliemilliardær Mikhail Khodorkovsky blev sidste år dømt for anden gang i en retssag, som Amnesty betegner som politisk motiveret. To af hans advokater fortæller, hvordan det er at forsvare en af Ruslands mest omtalte mænd, som blev sendt til Sibirien 6.000 kilometer væk.

3 4 I amn e s ty

hvem jeg vil. Jeg er så uafhængig, at intet afhænger af mig”, siger hun smilende.

Mikhail Khodorkovsky ville heller ikke forlade landet, selv efter at flere af hans forretningspartnere blev anholdt. Åben kritik af Putin Mikhail Khodorkovsky begyndte at opbygge sin formue i starten af 1990’erne, hvor han købte oliefirmaet Yukos. Boris Jeltsin var kommet til magten som den første demokratisk valgte præsident efter Sovjetunionens kollaps, og han begyndte at sælge ud af offentligt ejede selskaber til pengestærke investorer.

Khodorkovsky var fortaler for, at gennemsigtighed i erhvervslivet ville give økonomisk stabilitet og tiltrække udenlandske investeringer, og ifølge de to advokater var han den første til at lægge sine regnskaber åbent frem.

Købet af Yukos havde gjort Khodorkovsky til Ruslands rigeste mand med en anslået formue på 15 milliarder dollar, og han gav økonomisk støtte til flere oppositionspartier og menneskerettighedsorganisationer.

Men det var først, da Khodorkovsky i en tvdebat med præsident Vladimir Putin åbent kritiserede ham for at tillade den omfattende korruption i Rusland, at han for alvor faldt i unåde. Kort efter blev han anklaget for skatteunddragelse og bedrageri, og han fik en dom på ni års fængsel. På det tidspunkt var Khodorkovsky på 16.-pladsen på Forbeslisten over verdens rigeste.

Adspurgt, hvad der er sket med alle pengene, siger Anton Drel: ”Firmaet blev totalt destrueret i en falsk konkurssag. Lad mig sige det sådan: Han er ikke fattig, men han er heller ikke på Forbeslisten længere”.

I 2007 blev Khodorkovsky anklaget på ny, denne gang for underslæb og for at hvidvaske penge fra salget af 350 millioner ton olie, og 27. december 2010 blev han idømt yderligere fem års fængsel. Ifølge russisk lov skal man retsforfølges og afsone sin straf i det distrikt, man er registeret i. Men Khodorkovsky, der er registe-

Karinna Moskalenko og Anton Drel har været fast makkerpar, siden Khodorkovsky blev arresteret i 2003.

Foto: Jason Alami

Når advokaterne Karinna Moskalenko og Anton Drel skulle besøge deres klient i fængslet i Krasnokamensk, fløj de først i syv timer til det østligste Sibirien. Derefter fortsatte de med tog i yderligere 15 timer. Her sad den russiske oliemagnat Mikhail Khodorkovsky indtil for nylig bag lås og slå i det nedslidte fængsel YaG 14/10 under 100 kilometer fra den kinesiske grænse og med temperaturer ned til minus 40 grader om vinteren. I dag er han overflyttet til et fængsel i Moskva, hvor han afventer sin appelsag. ”Jeg husker, at det føltes som verdens ende.

Det var først, da jeg stod udenfor fængslet, at jeg indså, hvor gigantisk, mit land er”, siger Anton Drel, som har været Khodorkovskys personlige advokat og fortrolige siden milliardæren var på vej op i 1990’erne. ”Fængslingen var for at udslette ham”, tilføjer Karinna Moskalenko, som fører hans sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Anton Drel er iklædt et skinnende jakkesæt og designerbriller, og han tjekker ustandseligt sin smartphone, mens Moskalenko fører ordet.

Indimellem retter hun på sit store hår, mens hun entusiastisk fortæller om sin imponerende karriere som advokat ved Menneskerettighedsdomstolen i Haag.

Siden Khodorkovskys anholdelse i 2003 har de haft en fælles mission om at få deres klient ud af fængslet. En kamp, som også har haft store personlige omkostninger for dem selv.

Anton Drel flyttede til London, da hans kontor i Moskva blev ransaget for tredje gang, og myndighederne har flere gange forsøgt at få Moskalenko frataget sin bestalling, men hun bor stadig i Moskva. ”Jeg er i en position, hvor jeg kan kritisere,

A f A z i z a B jorholm - P etersen

ret i Moskva, har alligevel siddet i et fængsel 6.000 kilometer fra sin hjemby og sin familie. ”Putin ville have ham væk, ud af det offentlige liv”, siger Moskalenko.

Hård kritik af dommen Ruslands tidligere økonomiminister German Gref har fastslået, at sagen mod Khodorkovsky indeholder ”et vist politisk element”. Også Amnesty International har rettet en hård kritik af den juridiske proces mod Mikhail Khodorkovsky og hans forretningspartner Platon Lebedev, og organisationen betragter dommen som politisk motiveret. Amnesty har peget på en række uregelmæssigheder i sagen, ligesom både advokater og vidner er blevet chikaneret af myndighederne. Forsvarene er desuden blevet afskåret fra at se vigtige dokumenter. ”Alt peger på, at der et mønster af politisk indblanding, som har ført til en uretfærdig retssag”, siger Nicola Duckworth fra Amnesty International.

Den første sag mod Khodorkovsky behandles i disse uger af Menneskerettighedsdomstolen, og selv om systemkritikere har svære betingelser i Rusland, hvor adskillige advokater og journalister er likvideret eller forsvundet, så understreger Karinna Moskalenko, at Rusland faktisk følger domstolens kendelser. Udfordringen ligger i at få myndighederne til at implementere dem i lovgivningen. ”Skurken er den juridiske kultur i Rusland”, siger Moskalenko og fortæller, hvordan det betragtes som illoyalt at føre sager mod Rusland ved Menneskerettighedsdomstolen. ”Men det er for Ruslands skyld, vi gør det.

For at forbedre et system, som i 70 år under Stalin og hans efterfølgere ikke havde plads til uafhængige domstole”.

Khodorkovsky selv gav det russiske system en opsang, da han blev dømt for anden gang. ”Jeg håber, at Rusland vil blive et samfund fri for korruption, uretfærdighed og lovløshed. Jeg vil ikke dø i fængsel, men hvis jeg skal, tøver jeg ikke”.

Mikhail Khodorkovsky er idømt 14 års fængsel og sad i flere år i Krasnokamensk 6.000 kilometer fra Moskva.

Blå bog Karinna Moskalenko Leder af International Protection Centre i Moskva, som hun var med til at stifte i 1995, og medlem af bestyrelsen i International Commission of Jurists.

Har vundet 27 sager mod Rusland ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Advokat for blandt andre Ahmed Sakajev, Alexander Litvinenko, Garry Kasparov og Anna Politkovskajas familie.

Besøgte København i marts sammen med Anton Drel til premieren på dokumentarfilmen ”Vlast” om Khodorkovsky.

Skriv til de russiske myndigheder Amnesty har fulgt sagen mod Khodorkovsky siden 2003 og har kritiseret begge retssager i breve til den russiske regering og statsanklager. Du kan lægge pres på de russiske myndigheder og udtrykke bekymring over, at retssagen mod Mikhail Khodorkovsky tilsyneladende er politisk motiveret, og at han ikke har fået en fair rettergang.

Foto: Scanpix

Skriv til: Investigative Committee of the Russian Federation Aleksandr Ivanovich Bastrykin Tekhnicheskii pereulok, 2 Moscow 105005 Russian Federation

Foto: Scanpix

Tidslinje i Khodorkovsky-sagen

2003

2009

Khodorkovsky anholdes for skatteunddragelse og bedrageri.

Khodorkovsky anklages igen lige inden prøveløsladelse er mulig. Denne gang or underslæb og pengehvidvask.

1995

2005

2010

Khodorkovskys selskab, Menatep, køber det statsejede oliefirma Yukos.

an idømmes ni års H fængsel, men straffen reduceres til otte år.

ømmes til yderligere D fem års fængsel. Han afventer nu appellen. amnesty I 35

G rækenland Foto: Scanpix

En afghansk mor med sin lille datter på armen protesterer mod de elendige forhold for asylansøgere i Grækenland.

Endestation Grækenland Asylsystemet i Grækenland er brudt sammen og blev i januar dømt som umenneskeligt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. AMNESTY har været i Athen, hvor vi har mødt nogle af de asylansøgere og immigranter, der er strandet i Europas flygtningemareridt.

Athen en sen fredag aften i marts. Hundekoldt og bælgmørkt. Langs et hegn i et industrikvarter står flere hundrede flygtninge og immigranter. Foran dem holder en politibil. I nærheden ligger politistation Petrou Ralli, et asylkontor, der kun er åbent om lørdagen. Det er her, man søger arbejdstilladelse, asyl eller får fornyet sine papirer.

Stemningen er trykket. De fleste står og kigger tomt ud i luften. Ali, en ældre mand fra Irak, fortæller, at han er ved at give op. Han har stået i køen hver fredag i to måneder. ”Det eneste, jeg får vide, er, at jeg skal tage hjem igen. Politibetjentene fortæller ikke, hvad der foregår, eller hvad jeg skal gøre”, siger 3 6 I amn e s ty

han og kigger opgivende rundt på de mange mennesker i mørket, der er i samme situation som ham.

Politiet udpeger hver fredag nat 20-30 flygtninge eller immigranter fra køen. Resten må komme igen en anden gang. Ifølge EU’s grænseagentur Frontex kommer op mod 90 procent af alle immigranter og flygtninge, der krydser grænserne til Europa, ind gennem Grækenland.

Det ser man i asylkøen og overalt i gadebilledet i Athen. Der er områder i den centrale del af byen, hvor tusindvis af flygtninge og immigranter opholder sig. De sover på bænke og bor i gamle faldefærdige bygninger og i

overfyldte lejligheder, hvor de sidder stuvet sammen på beskidte madrasser. De græske myndigheder vurderer, at der er i omegnen af en million asylansøgere, flygtninge og immigranter i landet. Grækenlands asylcentre har kun plads til omkring 2.000 asylansøgere.

Ingen fremtid i Grækenland I det centrale Athen har de forskellige grupper delt sig op efter nationalitet. Victoria Park er domineret af afghanske flygtninge. Den dag, vi er her, står folk og snakker i små grupper. I et lille hjørne sidder omkring femten kvinder og sludrer, og midt på pladsen er der et springvand, hvor børnene løber rundt og

T ekst og foto : N atas c ha R ée M ikkelsen

Foto: Scanpix

Vi er alle sammen dybt frustrerede. Jeg føler, at jeg har ventet længe, men der er folk her, der har ventet i op til 11 år, uden at kunne komme i kontakt med de græske myndigheder”.

Ismail, afghansk flygtning i Athen

Asylansøgere i Athen har flere gange sultestrejket i et forsøg på at få myndighederne og EU i tale.

driller nogle duer. De går ikke i skole eller børnehave i Grækenland. ”EU eller FN. Jeg håber, at der er nogle, der vil hjælpe os. Vi er bekymrede for vores børn.

De har ikke en fremtid her i Grækenland”, siger Fatima.

Hun fortæller, at hun flygtede sammen med sin mand og syv børn for otte måneder siden.

Familien bor i et lille butikslokale i en kælder ikke så langt fra Victoria park. AMNESTY bliver inviteret hjem til dem og budt på te.

Børnene sidder stille og leger på gulvet. Den mindste er to år, den ældste er 15. Udover et lille komfur og en håndvask er der nogle madrasser, der står langs med væggen, og et stort tæppe på gulvet. Faderen fortæller, at det er et sted, de selv har fundet: ”Vi blev sat af i Athen en sen aften. Politiet havde kørt os hertil efter, at vi havde opholdt os i et modtagelsescenter ved den græsk-tyrkiske grænse i tre dage. Vi skulle betale 300 Euro for at komme til Athen, og da vi nåede frem, fik vi at vide, at vi måtte klare os selv”.

Han fortæller, at de overlever for penge, de havde med fra Afghanistan. De solgte deres hus kort tid inden, de flygtede med deres børn. Mange af de flygtninge, familien har mødt, har været i Athen i årevis, uden at de græske myndigheder har behandlet deres sager. Det fik for fire måneder siden 90 afghanske asylansøgere til at indlede en demonstration foran Athens Universitet. Ni af dem havde syet munden sammen. Blandt demonstranterne var Ismail, der har ventet i seks år på at få sin asylsag behandlet. ”Vi er alle sammen dybt frustrerede. Jeg føler, at jeg har ventet længe, men der er folk her, der har ventet i op til 11 år, uden at kunne komme i kontakt med de græske myndigheder”, fortæller han, mens han viser rundt.

Sult og sygdom Tilbage ved asylkøen foran Petrou Ralli møder vi Ibrahim og Malik fra Ghana i Vestafrika.

”Jeg troede, at EU-landene respekterer menneskerettighederne, men det her er ligesom Afrika”, siger Malik.

Flere fra køen kommer over for at fortælle, hvordan det er at være flygtning i Grækenland. Politiet kører forbi og råber i en megafon, at folk skal stå på en lige linje langs hegnet. Det er forbudt at samles i grupper.

“De græske myndigheder har ingen respekt for os, og de er ligeglade med, hvordan vi har det”, siger Ibrahim dæmpet, så kun dem, der står nærmest kan høre det.

Mohammed på 17 år fra Sierra Leone bliver stående, mens politiet kører en runde mere og råber endnu højere. Han er kommet til Athen uden sine forældre, en lille spinkel fyr med et rundt drenget ansigt. Han fortæller, at han er bange. Lige nu har han svært ved at skaffe penge til mad, og han er konstant nervøs for, at politiet vil stoppe ham på gaden og sætte ham i fængsel. Flygtninge og immigranter, der ikke har deres papirer i orden, risikerer at blive fængslet i op til halvandet år.

En uoverkommelig opgave I Indenrigsministeriet møder vi politiets talsmand, Thanassis Kokalakis. Han synes ikke, at det er fair at kritisere Grækenlands asylsystem. ”Vi forsøger at løse problemet, men det er nærmest en uoverkommelig opgave”, siger han med henvisning til ca. 46.000 ubehandlede asylsager, der har ligget og ventet i årevis.

Kokalakis læner sig tilbage i sin stol og sukker dybt, mens han med store armbevægelser forklarer, at det er et europæisk problem og ikke et græsk problem og derfor ikke grækernes ansvar alene: ”De mange mennesker i køen ved Petrou Ralli og på gaderne i Athen viser, hvor stort presset er på Grækenlands grænse. Ethvert land, også lande, der ikke er i den samme økonomiske krisesituation som Grækenland, ville have svært ved at håndtere det flygtningepres, som Grækenland oplever lige nu”.

unhcr: stop!

De græske myndigheder er gentagne gange blevet kritiseret af FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og Amnesty International for at ignorere konventionerne og krænke flygtninges basale rettigheder.

I januar satte en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en stopper for alle tilbagesendelser af asylansøgere fra andre EU-lande til Grækenland, så længe forholdene ikke er i orden. Domstolen pålagde Belgien at betale erstatning til en afghansk asylansøger, som blev sendt til Grækenland, hvor forholdene ifølge dommen var umenneskelige.

Ifølge den såkaldte Dublin-forordningen kan asylansøgere sendes tilbage til det land, de først er ankommet til.

Omkring 300 asylansøgere i Danmark, som staten ville returnere til Grækenland, får nu behandlet deres sager her.

Forsker: Rystende forhold Forholdene i Athen har rystet antropologen Hans Lucht, der forsker i illegal immigration i Europa ved Københavns Universitet. Han har for nylig været på researchrejse i Athen og kan ikke mindes, at han tidligere har oplevet så stor elendighed blandt flygtninge og immigranter i et europæisk land: ”Det er de helt basale ting, den er gal med. Nogle sulter simpelthen, og de har problemer med at få tag over hovedet. Når folk er syge, har de problemer med at få lægehjælp, og det er nærmest umuligt for asylansøgere at komme i kontakt med myndighederne”.

amnesty I 37

P akistan

uroen ulmer Shahbaz Bhatti havde gjort det til en vane at smutte ud ad bagdøren i sit hus for at overnatte hos sin mor. Det føltes mere sikkert.

Efter at have udtrykt sin støtte til den kristne mor til fem, Aasia Bibi, som i november blev dømt til døden for at have krænket islam, var han selv blevet truet på livet.

Men at angrebet skulle komme ved højlys dag, kunne Bhatti ikke forudse. Han blev skudt ned på vej til arbejde i Islamabad den 2. marts af bevæbnede mænd, som ifølge vidneudsagn efterlod løbesedler ved siden af liget. ”Dette er straffen over denne forbandede mand”, stod der, underskrevet af al-Qaeda og talibanerne i Punjab.

Bhatti var Pakistans eneste kristne mini-

Med drabet på ministeren for minoriteter, Shahbaz Bhatti, har Pakistan været vidne til den anden politiske likvidering inden for tre måneder. Baggrunden for begge drab er landets kontroversielle blasfemilovgivning, som de myrdede politikere ønskede at modernisere.

ster, og han var den anden politiker, som blev dræbt efter Aasia Bibis kontroversielle dødsdom i november i fjor. Hun blev dømt efter Pakistans blasfemilov, fordi hun havde tilbudt sine naboer et glas vand, da de alle plukkede bær en varm sommerdag i 2009.

De muslimske nabokoner skal have afslået at drikke vandet, fordi det – berørt af en fattig kristen – var ”urent”. Hvad der derefter skete, er uklart. Bibi benægter at have krænket islam. Men på grund af blasfemilovgivningens udformning – det er imod loven at gentage eventuelle krænkelser, selv i retssale – har det været svært at komme til bunds i sagen. Og det er præcis det, som menneskerettighedsgrupper hævder, er problemet med blasfemi-

lovene. De skaber retsusikkerhed og er blevet misbrugt, ikke mindst af virksomheder og i jordfejder, fortæller I.A. Rahman, generalsekretær for Pakistans kommission for menneskerettigheder, HRCP. ”Derudover er personer, som anklages for blasfemi, hverken sikre i fængslerne eller i politiets varetægt”, siger han og påpeger, at mange blasfemianklagede er blevet myrdet af personer, som har taget loven i egen hånd.

Guvernør dræbt af sin livvagt Aasia Bibi er den første kvinde, som er blevet dømt til døden for blasfemi i Pakistan. Hun venter nu på at blive hængt, og hendes historie har givet følelserne frit spil. Guvernøren i Foto: Scanpix

3 8 I amn e s ty

A f H anna S istek Fotos: Scanpix

Guvernør Salman Taseer med Asia Bibi, der blev dømt til døden for blasfemi i november 2010.

Guvernørens drabsmand, Malik Muntaz Hussain Quadri, hyldes af islamister i Lahore.

hendes hjemprovins Punjab, Salman Taseer, besøgte Bibi i fængslet og argumenterede for, at lovene bør ændres. Men efter besøget vendtes vreden i stedet mod ham selv, og på grund af sin støtte til Bibi blev guvernøren, en folkekær liberal med civilkurage, nu selv anklaget for blasfemi. Den 4. januar blev Salman Taseer skudt og dræbt af sin livvagt.

Hændelsen rystede den liberale middelklasse, men endnu mere rystende var de efterfølgende reaktioner. 40.000 demonstranter i Lahore og Karachi viste deres støtte til blasfemilovene, og Salman Taseers morder blev hyldet som en helt. Folkemængden truede med at marchere mod hovedstaden, hvis loven blev ændret. Jurister omfavnede hinanden og kastede rosenblade på morderen i retssalen.

Parlamentarikeren Sherry Rehman, som har stillet et lovforslag om at afskaffe dødsstraffen for blasfemi, har været tvunget til at gå under jorden efter dødstrusler.

Rehmans eget parti, det regerende PPP, trak sit krav om en lovændring tilbage. ”Regeringen er skrækslagen”, siger den indiske analytiker og journalist Anand Sahay.

Præsident Asif Ali Zardari deltog ikke engang i sine myrdede kollegaers begravelse.

Pakistans hærchef Ashfaq Pervez Kyani, som af mange betragtes som landets virkelige leder, har heller ikke taget afstand fra drabene. ”Alt for mange blandt hans egne tropper støtter drabene”, mener forfatteren M.J. Akbar, som netop har udgivet bogen Tinderbox: The past and future of Pakistan.

Akbar mener, at baggrunden for Pakistans sprængfarlige situation er landets teokratiske fundament. ”Man kan ikke skabe en moderne nation ud fra en teokratisk model”, siger han. ”I den nuværende situation, hvor borgerne i landet slår hinanden ihjel, står politikerne helt hjælpeløse, fordi selve fundamentet for landet bygger på teokrati”, fortsætter han.

Pisk, amputation og stening Pakistan har altid været en islamisk stat, men under militærdiktatoren Zia ul Haq fik ortodokse kræfter en stigende indflydelse. I 1979 islamiserede Zia konstitutionen. Fysisk straf som piskning, amputation og stening blev indført for overtrædelser som indtagelse af alkohol, blasfemi og sex uden for ægteskab.

Samtidig støttede Zia ultraortodokse sunnimuslimske grupper, hvis landsdækkende netværk af koranskoler stadig i dag udgør et rekrutteringsgrundlag for jihadister. De hellige krigere bruges i konflikten om Kashmir og til at støtte talibanerne i Afghanistan.

I stedet for at forsvare konstitutionen har landets højesteret konsekvent afvist appellerne mod såvel Zias og senere også præsident Musharrafs udemokratiske lovændringer.

En mangeårig islamisering af Pakistan ligger således til grund for den betændte situation i dag. Men ikke udelukkende. En anden grund er landets postkoloniale minoritetskompleks, mener Britta Petersen, som er leder af Heinrich Böll Foundation i Lahore. ”Det handler også om fiaskoen med selve idéen om Pakistan, som bliver stadig mere åbenlys”, siger hun. ”Blandt andre faktorer er, at USA har frit spil her. Og sidst, men ikke mindst, Pakistans konstante tiggeri fra USA”, siger Britta Petersen.

Disse faktorer har samlet set nedbrudt indbyggernes selvtillid, mener hun.

Vreden mod USA USA’s tilstedeværelse er sandsynligvis i sig selv tilstrækkelig til at gøre pakistanerne oprørte.

Folks generelle opfattelse er, at regeringen er blevet købt af yankee’erne, idet USA er Pakistans største bidragsgiver. Amerikanske droneangreb på mistænkte terrorister i grænselandet mod Afghanistan dræber også civile.

Modviljen mod USA er lige nu større end nogensinde før, efter at en amerikansk CIAagent, Raymond Davis, skød og dræbte to

Demonstranter mindes den myrdede minoritetsminister Shahbaz Bhatti.

motorcyklister på åben gade i Lahore den 27. januar. Agentens chauffør mejede derudover endnu en person ned.

Præsident Barack Obama påstod først, at Davis var diplomat, men manglede bevis. I Davis’ mobiltelefon fandt man billeder af moskéer og skoler, som er typiske terroristmål.

Denne situation giver endnu mere grobund for allerede populære konspirationsteorier om, at hele ”krigen mod terror” er en amerikansk undskyldning for at kunne invadere lande, og at USA i virkeligheden støtter militante lejre i Pakistan for at kunne retfærdiggøre landets tilstedeværelse i regionen.

Punjabs ledende parti, PML-N, nægtede først at udlevere Davis til USA og håbede derigennem at styrke partiets nationale popularitet i forhold til den siddende PPP-regering, som allerede står svagt efter blasfemisagen.

Men den 16. marts blev han løsladt, efter at USA angiveligt betalte godt to millioner dollars i blodpenge til de efterladte familier.

Historien med Davis har afkortet pakistanernes i forvejen korte lunte og udnyttes gerne af religiøse ledere til at ophidse fattige og uuddannede folkemængder. Mullahernes opfordring til voldshandlinger i islams navn mindsker også muligheden for en demokratisk dialog. ”Middelklassen taler om Davis og om, at landet ledes af religiøse tosser. Men jeg forstår godt, at de ikke er klar til at gå imod ekstremisterne. Det er jo slet ikke muligt at tale med dem. De skyder dig jo bare”, siger Lahore-indbygger Jawad Ali. Han tror på, at vinden trods alt er vendt efter mordet på Bhatti. Lederen af det islamistiske parti Jamiat-e-Ulama-e-Islam, Maulana Fazl-ur-Rehman, har uventet udtalt, at han er åben for at diskutere et eventuelt misbrug af blasfemilovgivningen. En nystartet modstandsgruppe, Citizens for Democracy, indsamler netop nu underskrifter til et åbent brev til præsidenten mod blasfemilovgivningen. amnesty I 39

AMNEST Y D O K U M E N TE R ER Amnesty Internationals mission er at dokumentere og aktionere imod alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Over 70 researchere i Amnesty international udarbejder hvert år omkring 300 rapporter om brud på menneskerettighederne verden rundt. I hvert nummer sætter AMNESTY fokus på en række udvalgte rapporter. Du kan finde dem på: www.amnesty.org/en/news-and-updates/report_abstract

WikiLeaks satte dagsordenen i 2010 Amnesty Internationals årsrapport 2010 sætter fokus på ytringsfrihed.

WikiLeaks’ afsløringer satte verden på den anden ende, en fængslet systemkritiker i Kina fik Nobels fredspris, og Tunesien tog første skridt til de oprør, der har rullet henover Mellemøsten og Nordafrika i foråret. Men 89 lande undertrykker fortsat ytringsfriheden, og tortur og mishandling finder sted i 98 lande.

Da verden tog skridtet ind i 2011, stod befolkningerne i hele Mellemøsten og Nordafrika på kanten af det arabiske forår. Et forår, som blev indledt med protester i Tunesien i december, og som siden har bredt sig som en steppebrand til Egypten, Syrien, Bahrain og Yemen. Oprøret har skabt en euforisk optimisme over de modige mennesker, der kæmper for demokrati, ytringsfrihed og frihed, og en forfærdelse over det brutale svar, de blev mødt med fra deres regeringer.

Foto: Scanpix

”Hvorfor skyder vi budbringeren”, spørger denne kvinde ved en demonstration til fordel for WikiLeaks’ stifter, Julian Assange.

4 0 I amn e s ty

Men da de autoritære regimer i Tunesien, Egypten og Libyen faldt fra hinanden, meldte selvransagelsen sig blandt vestlige magter, som har været med til at holde diktatorerne ved magten og vendt det blinde øje til deres forbrydelser i årtier.

Mange af forbrydelserne – og Vestens stiltiende accept af dem – er blevet afsløret gennem WikiLeaks, der i 2010 lækkede hemmelige dokumenter fra krigene i Irak og Afghanistan og senest har offentliggjort

tusindvis af såkaldte diplomatiske kabler fra USA’s ambassader i hele verden. Dokumenterne udstiller Vestens storpolitiske studehandler, og WikiLeaks har åbnet mange almindelige menneskers øjne for, hvad der foregår bag facaden. 50 år efter at Amnesty International begyndte at sætte fokus på undertrykkelse, står verden på kanten af en menneskerettighedsrevolution – et opgør med de diktatorer, der sætter profit og stabilitet over menneskerettigheder. Nu handler det om at holde balancen og støtte op om de prodemokratiske kræfter i regionen ved at opbygge institutioner, der kan understøtte udviklingen.

Amnestys årsrapport beretter om en kulturel, social og politisk ændring, som har gjort kravet om menneskerettigheder til et globalt anliggende. Sociale medier som Facebook og Twitter var med til at hjælpe udviklingen på vej i Egypten og Tunesien. Protester blev arrangeret og koordineret via internet og mobiltelefoner, og brugen af digitale medier til at fremme social retfærdighed spreder sig over hele verden. ”Vi står overfor historiske forandringer.

Folk tør stå frem og kræve deres rettigheder på trods af kugler, tæsk, tåregas og tanks.

Dette mod – kombineret med ny teknologi, som hjælper aktivisterne til at udstille regeringernes undertrykkelse af ytringsfriheden – sender et signal til magthaverne om, at deres dage er talte”, siger Amnestys internationale generalsekretær Salil Shetty.

Sværere at undertrykke ytringsfriheden Amnesty Internationals årsrapport fortæller

A f A z i z a B jorholm - P etersen

Danmark er nævnt igen Amnestys årsrapport kritiserer Danmark for at overhøre signalerne fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om at indstille overførslerne af asylansøgere til Grækenland, fordi det græske asylsystem var brudt sammen. Selv om domstolen bremsede 300 sager, så fortsatte daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) med at sende folk retur. Det lykkedes i 20 tilfælde, hvor domstolen ikke nåede at reagere. Danmark møder også kritik. når det kommer til varetægtsfængsling af mindreårige sammen med voksne, overdreven magtanvendelse ved klimatopmødet, udlevering af asylansøgere til Irak i strid med FN’s anbefalinger samt en utilstrækkelig lovgivning om vold mod kvinder.

Nordkorea har 200.000 politiske fanger

Foto: Amnesty

om en verden, hvor 54 lande fører uretfærdige retssager mod sine borgere, hvor 89 lande undertrykker ytringsfriheden, hvor tortur og mishandling finder sted i 98 lande, og hvor 48 lande har fængslet samvittighedsfanger.

Konflikter, vold og overgreb fortsatte i DR Congo, Irak, Israel og de besatte palæstinensiske områder, Sri Lanka, Sudan og Somalia, og som ofte før led civilbefolkningen de største ofre.

Regimer som i Syrien, Bahrain og Yemen bruger alle midler til at undertrykke ytringsfriheden. Kina har indledt en klapjagt på systemkritikere og bloggere, og forargelsen var stor, da den norske Nobelpriskomite uddelte fredsprisen til den fængslede systemkritiker Liu Xiaobo. USA’s tidligere præsident George W. Bush aflyste et besøg i Schweiz i sidste øjeblik, da Amnesty og andre organisationer krævede ham arresteret for at have godkendt tortur af terrormistænkte. I Europa vokser kredsen af lande, der er villige til at sende mennesker tilbage til lande, hvor de risikerer tortur og forfølgelse.

I lande i Syd- og Mellemamerika er 400 mediefolk blevet truet eller angrebet – 13 er blevet dræbt, hovedsageligt i Mexico, Honduras og Columbia. Andre lande bruger hensynet til national sikkerhed til at overvåge, censurere og blokere medieaktivitet, og bloggere i Aserbajdsjan, Mellemøsten, Cuba og Vietnam er blevet varetægtsfængslet og dømt på baggrund af groft uretfærdige retssager.

På positivlisten står blandt andet, at flere fremtrædende generaler er blevet dømt for de forbrydelser, de begik under militærdiktaturerne i 1980’erne, at oppositionslederen i Burma, Aung San Suu Kyi er blevet løsladt, og at FN’s konvention mod tvungne forsvindinger trådte i kraft sidst i 2010.

En mindreårig dreng bliver låst inde i en torturcelle i otte måneder, hvor han hverken kan ligge ned eller stå op. Udmagrede fanger må spise rotter og majskerner fra dyreafføring, selvom de kan blive straffet med isolationsfængsling eller tortur for selv at finde mad. Virkeligheden for de op mod 200.000 indsatte i de nordkoreanske fængsler er rædselsvækkende. Mellem 1999 og 2001 døde ca. 40 procent af fangerne. Amnesty har talt med 15 tidligere fanger og fængselsvagter, som fortæller om de frygtelige forhold for politiske fanger i landet. Mange af fangerne ved slet ikke, hvad de er anklaget for, og andre er fængslet udelukkende fordi, de kender en politisk fange. På baggrund af satellitfotos har Amnesty for nylig afsløret, at fængslerne er blevet markant større siden 2001. Amnesty frygter, at antallet af indsatte vil vokse markant, da styret kan tænkes at bruge det kommende magtskifte som anledning til at slå hårdt ned på folket.

Tunesien: Hensynsløs ligegyldighed med menneskeliv Mord, tortur og mangel på respekt for menneskeliv karakteriserer de tunesiske sikkerhedsstyrkers fremfærd under det oprør, der førte til præsident Ben Alis fald. Amnesty dokumenterer i rapporten Tunisia in Revolt: State Violence During Anti-Government Protests, hvordan de tunesiske sikkerhedsstyrker under oprøret skød tilfældige tilskuere og flygtende demonstranter. De, som blev tilbageholdt, blev systematisk banket og udsat for andre former for mishandling. Nyforlovede Malek Habbachi var en af de 147 tunesere, der ifølge FN døde under urolighederne. Han blev dræbt af et enkelt skud i nakken. Rapporten er baseret på interviews med læger, lokale organisationer, løsladte fanger samt pårørende til de dræbte demonstranter, som Amnesty besøgte under et 10 dages ophold i landet.

Andre rapporter Det egyptiske sikkerhedspoliti, SSI, har under Mubaraks styre brutalt overtrådt menneskerettighederne og undertrykt befolkningen uden at risikere straf. Tusindvis af mennesker savnes stadig i Libanon efter den 15 år lange borgerkrig. I Irak bliver demonstranter skudt, tortureret, anholdt og truet. Serbien opfordres til at stoppe tvungne udsættelser af romaer. 95 mennesker døde under demonstrationer i Yemen, de fleste som følge af skud i hoved, bryst eller nakke. I Libyen har Amnesty kendskab til mere end 30 mennesker, som er forsvundet siden demonstrationerne brød ud. I de indiske stater, Jammu og Kashmir, holdes hundredvis af mennesker varetægtsfængslet uden anklage eller retssag. Mange hundrede mennesker i Nigeria er blevet dræbt i uroligheder op til parlaments- og præsidentvalget. Sikkerhedsstyrkerne i Bahrain brugte overdreven vold under demonstrationerne i landet, hvor de skød uden varsel og angreb sundhedspersonale på hospitalerne. Seksuel vold og drab finder sted i Elfenbenskysten i forbindelse med kampe mellem de, der er loyale overfor den afgående præsident Gbago og de, der støtter den internationalt anerkendte vinder af valget, Ouattara. I Chad og Darfur bliver børnesoldater rekrutteret af både oprørsstyrker og Chads regering.

amnesty I 41

KULTUR

NS T

A f K la u s R othstein

KU

den privatiserede krig Hvad sker der, når private sikkerhedsfirmaer fra USA og England scorer milliardkontrakter i Irak og Afghanistan? Hvad er konsekvensen af den irakiske lov, der fra 2003 til 2009 sikrede disse sikkerhedsfirmaer immunitet, så deres handlinger hverken blev efterforsket eller straffet?

Den engelske filminstruktør Ken Loach rejser spørgsmålene i sin nye film ”Route Irish”.

Man kan godt tage en soldat ud af krigen, men man kan ikke tage krigen ud af en soldat. Det synes at være hovedbudskabet i mange romaner og film, som i disse år skrives og instrueres under indtryk af krigene i Irak og Afghanistan. Og Ken Loachs nye film, ”Route Irish”, er ikke nogen undtagelse med sin skildring af karrieresoldaten, der både gør tjeneste i hæren og i et privat sikkerhedsfirma, inden han vender hjem til Liverpool, hvor skeletterne vælter ud af skabene. ”Route Irish” er en krigspolitisk thriller med et godt plot: Fergus – den hjemvendte SASelitesoldat – aflytter sin telefonsvarer, hvor der ligger en række desperate beskeder fra hans livslange ven og soldaterkollega, Frankie. Han er i store problemer, men kan ikke sige hvorfor.

Fergus har ikke hørt opkaldene, da han har været i detentionen, fordi han slog et par fyre ned, da de hånede en blind mand uden

42 I am n e s ty

at vide, at han havde mistet synet som soldat i Bagdad.

De desperate telefonbeskeder bliver Frankies sidste ord. Kort efter – vi er i september 2007 – bliver han dræbt, da hans bil bliver angrebet på vejen mellem lufthavnen og Bagdad.

I soldaternes ordbog er strækningen kendt under navnet Route Irish, verdens farligste vej, og ifølge sikkerhedsfirmaet var Frankie desværre blot på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Mobiltelefon i kuverten Ved begravelsen dukker en kvinde op med en kuvert til Fergus fra Frankie. I kuverten ligger en mobiltelefon med en filmoptagelse af en irakisk taxa, der bliver beskudt af engelske sikkerhedssoldater. På filmstumpen ser man Frankie, der råbende anklager en af sine kolleger for at have dræbt fire uskyldige mennesker. Optændt af sorg og skyldfølelse – det var nemlig ham, der lokkede Frankie til

at tage det velbetalte job i sikkerhedsfirmaet – begynder Fergus nu at grave i sagen. Findes der en sammenhæng mellem filmen på mobilen og Frankies død?

Mens Fergus undersøger sagen, rejser filmen en række kritiske spørgsmål af både moralsk og juridisk karakter: Hvad sker der, når private sikkerhedsfirmaer fra USA og England scorer milliardkontrakter i Irak og Afghanistan? Hvad betyder det, at op mod 50.000 private sikkerhedsfolk med tung militærbevæbning styrer Irak? Hvad er konsekvensen af den lov, som den amerikanske statholder Paul Bremer gennemførte fra 2003 til 2009, og som sikrede de internationale sikkerhedsfirmaer juridisk immunitet, så deres handlinger hverken blev efterforsket eller straffet?

Temperament uden på tøjet Fergus er en af de mange post-traumatiserede soldater, der meget naturligt optræder i litteraturen og filmen i disse år. Hans tem-

forbudte værker gratis på nettet

tortureret i indien

KU

N

ST

Dina Yafasova: Kald mig ikke offer!

Udkommer på Gyldendal den 27. maj 2011.

perament sidder uden på tøjet, og han har problemer med at genindtræde i det normale samfund. Hans nye lejlighed på Liverpools havnefront – lejesoldaterne tjener skyhøje summer – ligger øde hen uden møbler, for han sover i et hjørne på sin feltseng.

Indirekte spørger filmen: Hvad er soldaten, når han ikke længere er soldat? Og svaret får vi i de sekvenser, hvor Fergus står på altanen og sigter på uskyldige mennesker med sin riffel. Eller når han kidnapper manden bag Frankies død og tvinger sandheden ud af ham med waterboarding.

Bag den konventionelle thrillers facade er ”Route Irish” en film om den privatiserede krig. Instruktøren Ken Loach har i interviews talt om, at krigen i Irak hele tiden har været ført på grund af den vestlige verdens økonomiske interesser. Nu trækker hæren sig ud, og de private sikkerhedsfirmaer overtager flere og flere opgaver – og deres ambition er først og fremmest at tjene store penge.

Men sådan en udvikling er udenfor demokratisk kontrol, siger Ken Loach, der dermed bruger spændingsfilmen som afsæt for en politisk kommentar.

Manuskriptforfatteren bag ”Route Irish”, Paul Laverty, siger i filmens pressemateriale, at organisationen Combat Stress, der hjælper krigsveteraner, mener, at post-traumatisk stress kan være latent i op til 17 år. Vi har langt fra hørt den sidste historie om soldaten, der tages ud af krigen, uden at krigen tages ud af ham.

asiens undertrykte

”Route Irish” af Ken Loach (instruktør) og Paul Laverty (manuskriptforfatter) har premiere i danske biografer den 1. juni 2011.

Jakob Carlsen: Outcast – the Repressed People of Asia. 224 sider, 388 kroner. Er udkommet på forlaget Ajour.

ti år bag tremmer for novelle En due bliver fanget i en fælde. Duen, der er søn af duernes konge, kan ikke udholde livet i fangenskab og vælger med ordene ”min sjæl er i brand, højt svævende og fri” at begå selvmord i stedet for at ofre sin frihed. I 2004 trykte det kinesiske litteraturmagasin Kashgar Literature Journal fortællingen ”Yawa Kepter” (Vild Due). Redaktøren Korash Huseyin fik angiveligt en dom på tre års fængsel, mens forfatteren Nurmemet Yasin med sikkerhed fik 10 års fængsel efter en hemmelig rettergang uden forsvarer. FN’s torturrapportør Manfred Nowak besøgte i 2005 forfatteren i fængslet i byen Urumqi, hvor han modtog vidnesbyrd om tortur og efterfølgende appellerede til regeringen om straks at løslade Yasin. Forfatteren sidder stadig fængslet og står til løsladelse i november 2014. Læs novellen ”Yawa Kepter” og andre af Yasins værker hos Radio Free Asia. Søg på ”Wild Pigeon”.

NS T

nationals mellemkomst kom hun til Danmark, hvor hun blev behandlet på Rehabiliteringscenter for Torturofre. Dina Yafasovas dokuroman om Archana Guha er et politisk drama om tortur og statsterror – og resultatet af et indisk-usbekisk møde i Danmark. Læs interviewet med Archana på side 14.

KU

Hun kalder sig selv eksilforfatter og verdensborger, men Dina Yafasova er rent faktisk født i Usbekistan og vokset op som Sovjetborger. I 2001 søgte hun asyl i Danmark, og i 2006 udgav hun den opsigtsvækkende erindringsbog ”Dagbog fra Sandholm”. Nu udkommer Dina Yafasovas nye bog ”Kald mig ikke offer!”, der er baseret på en autentisk historie om den indiske pigeskolerektor Archana Guha.

I 1974 blev hun anholdt i Calcutta, fordi hendes bror var medlem af en politisk bevægelse, der var under mistanke for at forberede en revolution. Archana blev tortureret af politiet i 28 dage, og da hun efter to år blev løsladt, var hun lam i begge ben. Ved Amnesty Inter-

www.rfa.org

tegner bortført i hvid varevogn En hvid varevogn uden nummerplader blev set køre rundt i kvarteret, inden tegneren og journalisten Prageeth Eknaligoda den 24. januar 2010 forsvandt sporløst fra sin bopæl nær Sri Lankas hovedstad Colombo.

Han er stadig ikke fundet, og der er endnu ikke gennemført en undersøgelse af hans forsvinden. Eknaligoda havde i årevis udgivet samfundskritiske tegninger, der satte lys på undertrykkelse og vold i hans hjemland. Siden Sri Lankas sikkerhedsstyrker i 2006 begyndte at slå hårdt ned på kritiske røster, er hvide varevogne adskillige gange blevet set i forbindelse med bortførelser.

Eknaligodas kone har givet BBC lov til at offentliggøre en række af hans tegninger. www.bbc.co.uk/news/world-south-asia-12239382

alletiders forbudte klassikere

KU

N

ST

Da han besøgte Indien for første gang for godt og vel ti år siden, lagde fotograf Jakob Carlsen ikke mærke til de mennesker, der lever udenfor kastesystemet. Men under en række rejser i Sydøstasien i de senere år har han rettet opmærksomheden mod de kasteløse i Indien, Pakistan, Bangladesh og Nepal, og i sine fotografier skildrer han hverdagen for dem, der lever på samfundets bund.

I dag er de klassikere. Engang var de forbudte. James Joyces’ ”Ulysses”, D.H. Lawrences ”Lady Chatterley’s Lover”, Mary Shelleys ”Frankenstein” og Voltaires ”Candide” har alle været ramt af forbud fra magthavere, som følte, at deres verdensbillede blev forvrænget af forfatterens pen. Litteraturhistorien er fuld af bøger, der først blev brændt eller beslaglagt og siden har fået status som klassikere. Læs dem alle gratis på nettet. www.manybooks.net/categories/ban htpp://onlinebooks.library.upenn.edu/ banned-books.html

amnesty I 43

AMNESTY

– Din støtte gør en forskel!

Li v e -re da k t i on: Az iz a B jorhol m- P e t e rs e n og Nor a R ahbek K anafan i

Maj 2011

Foto: Lars Skaaning

Landsmøde kritiserer regeringen Knap 500 medlemmer deltog i årets landsmøde, som blev afholdt den 31. april-1. maj på Hotel Nyborg Strand. I en fælles udtalelse fra landsmødet kritiserede Amnesty det glansbillede af Danmark, som regeringen tegner i forbindelse med Danmarks eksamen ved FN’s Menneskerettighedsråd.

Hverken tvangsudsendelsen af irakere i strid med FN’s anbefalinger, tidsubestemte fængslinger af asylansøgere, brugen af diplomatiske forsikringer til torturlande eller den svækkede domstolskontrol i forbindelse med terrorsager var med i regeringens rapport. Landsmødet lagde vægt på, at dette svækker Danmarks troværdighed, når vi kritiserer andre landes menneskerettigheder. Landsmødet håber, regeringen vil tage kritikken til efterretning.

Landsmødet kan ses på amnestywebcast.dk Landsmødedeltagerne danner en sommerfugl, som symboliserer kvindernes kamp for rettigheder i Nicaragua. Amnesty Danmark kører kampagne på nicaraguanske kvinders adgang til abort og sundhedsydelser.

Amnestys hovedbestyrelse Efter valget på landsmødet består Amnesty Danmarks hovedbestyrelse nu af: John Olsen (formand), Mads Huyk Jørgensen (næstformand), Lasse Hvid-Jørgensen (kasserer), Nina Monrad Boel, Hanne Petersen, Charlotte Cécile Renard, Jes Vestergaard og Anna Wilroth (suppleant). shops om Amnestys politikformulering.

Jeg kunne godt lide blandingen af overordnede strategiske diskussioner og meget indholdsmættede, dybdegående oplæg.

Hans Evermann, 69 år. Medlem af Amnesty siden starten af 1990’erne og har været på landsmøde mindst 10 gange.

44 I am n e s ty Live

Hvad synes du, er det vigtigste emne, Amnesty bør arbejde med i fremtiden?

Jeg har støttet meget op omkring den proces, Amnesty har gennemgået. Før fokuserede vi meget på brevaktioner, og nu breder vi det mere ud og inddrager de sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder. På dette landsmøde har jeg især bidraget til diskussionerne omkring demokratiprocesserne i Amnesty.

Hvorfor meldte du dig ind i Amnesty?

Fordi jeg gerne vil være med til at gøre en forskel. Det synes jeg, Amnesty gør.

Især i forhold til at kæmpe for de minoriteter, der ikke kan forsvare sig selv. Romaer er et godt eksempel.

Hvad synes du om landsmødet indtil videre?

Rigtig spændende. Jeg deltog i en workshop om Mellemøsten og i debatten mellem advokat Knud Foldschack og politidirektør Johan

Foto: Jason Alami

Hvad synes du om landsmødet indtil videre?

Landsmødet er generelt en stor oplevelse. Debatterne og indlæggene har været meget kvalificerede og spændende. Jeg var til workshop med Rune Engelbreth og to work-

Foto: Jason Alami

Hvorfor meldte du dig ind i Amnesty?

Jeg syntes, Amnesty gjorde et vigtigt stykke arbejde med samvittighedsfanger, og derfor meldte jeg mig ind i gruppe 32 i Kolding.

Frederikke Hoffmann Schrøder, 19 år. Medlem af Amnesty i to år og er på landsmøde for første gang.

Reimann om Lømmelpakken. Den mest spændende og interessante workshop var om dødsstraf i USA. Man tænker altid, at USA ligner Europa meget, men alligevel har de denne ekstreme form for lovgivning, som berøver folk deres liv.

Jeg synes, den vigtigste menneskeret er retten til liv.

Hvad synes du, er det vigtigste emne, Amnesty bør arbejde med i fremtiden?

Jeg synes, Amnesty skal fokusere mere på minoritetsrettigheder.

Minoriteter, der er udstødt af samfundet, er et af de vigtigste områder at arbejde for.

AKTIVISME, ARRANGEMENTER OG RESULTATER AKT I VBLAD FOR Am nes ty Internat i ona l Det kan du gøre...

Hjælp romabørn til en værdig fremtid Børn med roma-baggrund diskrimineres i stor stil i Slovakiets skoler.

Du kan være med til at sætte fokus på problemet og derved forbedre forholdene for de udsatte børn.

I flere distrikter i Slovakiet bliver op mod 90 procent af alle romabørn sendt i specialskoler eller specialklasser for børn med milde handicap. Samtidig nægtes børnene adgang til kantinen og andre fællesområder. Børnene diskrimineres både ved at få dårligere undervisning,

og ved at adskilles fra de andre slovakiske børn. Det fastlåser dem som andenrangsborgere med begrænsede menneskerettigheder.

Du kan være med til at sætte fokus på diskriminationen af romaer.

En af aktiviteterne i sommerens kampagne er en quiz,

der skal teste danskernes viden om diskrimination af romaer i skolerne.

Den kan bruges på kulturfestivaler, i vennekredsen, på det lokale torv, på Facebook eller som led i et undervisningsforløb.

Målet med aktivitetspakken er at indsamle så mange underskrifter som muligt, som skal overdrages til den slovakiske undervisningsminister og Slovakiets ambassadør i Danmark. Amnesty håber, det vil være med til at skabe ligestilling for romabørn samtidig med, at vi får aflivet mange af de myter og fordomme, der florerer om romaer.

I slutningen af august lancerer Amnesty også en Danmarks-turné, hvor blandt andet repræsentanter fra to roma-organisationer vil besøge flere byer og fortælle om de rystende forhold for Europas største minoritet. Se mere på amnesty. dk, hvor du også kan tilmelde dig aktivitetspakken.

1 MINUT Følg os på Twitter, amnesty@dk, og få nyheder og opdateringer.

2 MINUTTER Gå ind på vores Facebook-side og skriv under til støtte for, at Pride-parader tillades i forskellige europæiske lande.

1 DAG Vær med i Copenhagen Pride Parade den 20. august kl. 13 på Rådhuspladsen i København. Se mere på copenhagenpride.dk

2 DAGE Deltag i Amnestys plakatkonkurrence. Giv dit bud på, hvordan Amnestys jubilæumsplakat skal se ud. Alle forslag bliver udstillet i Brandts Kunsthal i Odense sidst på året. Hold øje med vores Facebookside for mere information.

Skål for frihed til Distortion I anledning af Amnesty Internationals 50-årsdag udbringer vi en skål for frihed sammen med cirka 40.000 gæster til Distortion Festivalen på Vesterbro i København fredag den 3. juni kl. 19. Kom og vær med til at fejre Amnestys arbejde for menneskerettighederne gennem 50 år.

Husk at følge Amnesty på: Roma-børn i skole i Slovakiet.

am n e s t y L ive I 4 5

AMNESTY A mnesty i glimt

Hundredetusinder af mennesker verden over deltog i Amnestys brevskrivningsmaraton, Skriv Dem Fri. I alt blev det til 636.000 underskrifter, breve, postkort, e-mails eller sms’er. Nogle blev sendt til fanger eller mennesker i fare i form af solidaritetshilsner. Andre blev sendt som appeller til deres myndigheder.

I Danmark blev det til 43.700 solidaritetshilsner og myndighedsappeller, og ud af de 51 lande, der

deltog, skrev kun Polen og Frankrig flere. En af fangerne, Amnesty Danmark satte fokus på, var Femi Peters, en fængslet oppositionspolitiker fra Gambia. Han blev løsladt midt i kampagnen, og hans søn takker alle dem, der har skrevet breve: ”Jeg ønskede mig en bærbar computer til jul, men fik i stedet min far tilbage. Det var den største julegave nogensinde. Jeg vil gerne give Amnesty International en dybtfølt tak for at hjælpe, for at lægge pres på regeringen, for at skrive breve og demonstrere. Jeg føler mig som et barn igen, jeg er meget lykkelig. Det er godt at have min far tilbage”.

Skriv Dem Fri var en verdensomspændende kampagne. Her et billede fra eventen i Thailand.

Grænseoverskridende fødselsdag i Flensborg og Frøslev-lejren Lørdag den 18. juni markerer lokalforeninger på begge sider af grænsen Amnestys 50 års jubilæum. Festen starter kl. 12 på Hafenspitze i Flensborg, hvor der vil være musik og taler. Festlig­ hederne fortsætter omkring kl. 15 i Frøslev-lejren. Begge steder vil der være udstillinger og informationsmateriale om Amnestys arbejde for FN’s Menneskerettighedserklæring.

Lokalforeningerne i Tønder, Aabenraa, Sønderborg, Haderslev, Kolding og Frøslevgruppen byder sammen med lokalgrupperne fra Flensborg og Slesvig alle velkommen til en festlig dag.

Viborg Lokalforening afholder årsmøde den 20. juni kl 19:30 i Fælles­ huset Nonbo Hede, Viborg. Udover formalia vises filmen ”Murder”.

46 I am n e s ty Live

Leif Ove Andsnes lige før koncerten i Mogens Dahl Koncertsal i København. Koncerten blev genudsendt på P2 den 29. marts og fik gode anmeldelser i de store dagblade.

Foto: Ernst Tobisch

Brevskrivningsmaraton gav 636.000 solidaritetshilsner

” Vi må ikke tage menneskerettighederne for givet” Den 28. marts gav den verdensberømte norske pianist Leif Ove Andsnes koncert til fordel for Amnesty i Mogens Dahl Koncertsal. AMNESTY var med og fandt ud af, at musik og menneskerettigheder hører sammen.

Leif Ove Andsnes trækker for det meste fulde huse til sine koncerter over hele verden, og New York Times har kaldt ham denne generations mest fuldkomne pianist. Den position vil han gerne bruge til at sætte fokus på Amnestys arbejde for menneskerettighederne, som han har stor respekt for.

Leif Ove Andsnes har ofte rejst i USA for at optræde med sin musik, og han mærkede en markant ændring i det amerikanske samfund efter terrorangrebene i New York i 2001. Her oplevede han pludselig at blive diskrimineret uden grund og så venner blive udsat for, hvad Andsnes kalder amerikanske tolderes magtmisbrug: ”Det er mærkeligt, hvordan man kan føle sig som en forbryder i en

lufthavn, fordi man har udenlandsk pas og er mand i aldersgruppen 20-40”.

På den anden side kan det også være sundt at blive mindet om, hvordan det er, når man får frataget sine rettigheder, mener Andsnes. Så værdsætter man dem mere og tager dem ikke for givet.

Andsnes føler selv et ansvar for at arbejde for menneskerettighederne, og vil derfor gerne være en stemme i debatten. Han mener, at det at være kunster nemt kan bruges som undskyldning for ikke at forholde sig til det samfund, man er en del af. ”Det er nemt at gemme sig bag sin kunst, men kunsten og samfundet hører sammen, det har historien vist så mange gange. Så man kan ikke isolere sig.”

Støttekoncerten er ifølge Andsnes en del af en tendens, hvor kunstnere i hans generation viser større samfundsengagement gennem deres musik. For som han siger, så har musikken en helende effekt for folk, der har været udsat for overgreb og krig.

Alejandro Solalinde med migranter fra herberget.

G ode nyheder

I Mexico får præsten Alejandro Solalinde nu stillet to bodyguards til rådighed, efter Amnestys medlemmer lagde pres på de mexicanske myndigheder. Solalinde var

37.099

underskrifter mod Nicaraguas abortlovgivning 37.099 danskere har indtil videre skrevet under på, at det totale abortforbud i Nicaragua skal afskaffes. Loven er så striks, at kvinder, hvis liv er i fare, ikke må få lægebehandling, hvis det kan skade fosteret. Amnesty takker for den store opbakning.

Foto: Martha Izquierdo

Migrantforkæmper bliver nu beskyttet blandt sagerne i vinterens brevskrivningsmaraton Skriv Dem Fri. Han driver et herberg for migranter i byen Ciudad Ixtepec. Her beskytter han dem mod kriminelle bander,

der udnytter og misbruger migranterne. Men indbyggerne i byen har chikaneret og truet ham, ofte på de lokale myndigheders opfordring.

Lægegruppen stoppede udvisning af kvinde fra eritrea

Endnu en amerikansk delstat afskaffer dødsstraffen

Den 10. marts blev dødsstraffen afskaffet i den amerikanske delstat Illinois. Illinois er den fjerde i rækken af stater, som siden 2007 har sat en stopper for henrettelser.

Solalindes medarbejdere er nu ved at lave et banner med alle brevene, de har modtaget. Det skal hænge i herberget, så migranterne ved, at de ikke er alene.

Generelt går udviklingen i USA den rette vej. 2010 var det år, hvor færrest mennesker blev henrettet, siden USA genindførte dødsstraffen i 1976.

En kvinde fra Eritrea, der havde fået afslag på asyl i Udlændingeservice og i Flygtningenævnet, stod umiddelbart foran at blive tvangshjemsendt til Eritrea. Men Amnestys danske lægegruppe undersøgte kvinden og dokumenterede, at hun har gennemgået voldsom tortur i sit hjemland.

De nye oplysninger fik FN’s to komiteer for menneskerettigheder og tortur til at skride ind og stoppe tilbagesendelsen af kvinden, indtil det var undersøgt, om udvisningen er efter bogen.

Efter denne melding genoptog Flygtningenævnet sagen, og i maj besluttede Flygtningenævnet at bevilge hende asyl i Danmark.

Vridsløselilles fangekor gav koncert til fordel for Amnesty Den 10. april arrangerede Amnestys gruppe 174 i Furesø en koncert i Stavnsholtkirken i Farum med Vridsløselilles fangekor, som havde omsat digte om livet

bag murene til musik. En indsat beskrev, hvordan lange isolationsfængslinger er psykisk nedbrydende og føles som tortur og udtrykte på korets vegne taknemmelighed

for, at der findes en vagthund som Amnesty, også i Danmark.

Skuespiller Lone Hertz er protektor for koret og læste op af bogen ”Kald mig ikke offer”

om den indiske kvinde, Archana Guha, der blev udsat for tortur i et indisk fængsel i 1970’erne.

am n e s t y L ive I 4 7

Sorteret magasinpost ID-nr. 41156 Al henvendelse; Amnesty International, Telefon 33 45 65 65.

PLAKATKONKURRENCE Deltag i Amnesty Internationals plakatkonkurrence i anledning af 50 års jubilæet. Plakaterne udstilles på Brandts Danmarks Mediemuseum i Odense fra 10. december 2011.

Den 28. maj er det 50 år siden, at Amnesty International blev grundlagt.

Det markerer dansk afdeling af Amnesty med en stor plakatkonkurrence, der kulminerer med en udstilling af de indleverede plakater på Brandts Danmarks Mediemuseum i december 2011 og seks uger frem.

Amnesty International har tradition for at bruge plakatkunsten til at skabe opmærksomhed om menneskerettighederne, og både Pablo Picasso og Joan Miró har gennem tiden sat Amnesty på plakaten.

Hvad står Amnesty for?

Du kan deltage ved at indsende dit bidrag senest den 30. september.

Konkurrencen er delt i to – en for voksne og en for skolebørn. Plakaterne skal illustrere, hvad Amnesty står for, og hvilken betydning menneskerettighederne har. De skal formidle et budskab om menneskerettigheder –

for eksempel ved at vise konsekvensen af at bryde dem eller værdien af, at de er opfyldt. Plakaterne kan være alt fra maleri og grafiske værker til fotografi og kollager.

Stærk jury og flotte præmier Vi lover rigtig flotte præmier, og vi har en stærk jury på plads til at bedømme de indkomne forslag: Lars Grambye, direktør for Brandts; Kasper Eistrup, visuel kunstner og musiker; Julie Nord, billedkunstner; Miriam Dalsgaard, fotograf og grafiker; Lars Normann Jørgensen, generalsekretær i Amnesty International. Vinderne offentliggøres ved åbningen af plakatudstillingen på Danmarks Mediemuseum den 10. december 2011.

De nærmere konkurrencebetingelser bliver offentliggjort i midten af juni – følg med på amnesty.dk og bliv ven på www.facebook.com/amnestydk.

Tilmeld dig Amnestys nyhedsbrev på www.amnesty.dk

Amnestys har siden starten i 1961 brugt plakatkunsten til at sætte fokus på menneskerettigheder.