Amnesty #1 09

amnesty 109 n

Medlemsblad for Amnesty International I Februar 2009

FOTOGRAF FOR POL POT

LANDSMØDE 2009

BØRNESOLDATER GENBRUGES

STOR SEJR FOR AMNESTY

Nhem En tog billederne af de dødsdømte i torturanstalten S-21 i Cambodja.

Se det spændende program for Amnestys landsmøde den 9.-10. maj.

Tidligere børnesoldater er særligt eftertragtede blandt militserne i DR Congo.

Præsident Obama vil lukke Guantánamo og CIA’s hemmelige fængsler.

Tema: Den radikale islamistiske terror:

PÅ SPORET AF AL-QAEDA

Leder

Amnestys reda ktør: Ole Hoff-lund

led er

Luk lejren Syv års kamp for at lukke den amerikanske Guantánamo-fangelejr på Cuba og stille fangerne for en civil domstol – eller løslade dem – kulminerede den 21. januar 2009. På sin første arbejdsdag i Det Hvide Hus beordrede USA’s nyvalgte præsident Barack Obama lejren lukket i løbet af et år. Og ikke nok med det. CIA’s hemmelige fængsler over hele verden skal lukkes, og alle de verserende Guantánamo-sager ved militære domstole er sat i bero, mens beviserne bliver gennemgået.

For Amnesty International er det svært at skjule glæden over, at den nye præsident uden tøven gør op med et af de mørkeste kapitler under George W. Bush. Amnesty var blandt de første til at kritisere USA’s behandling af fangerne på Guantánamo. Fra begyndelsen har Bush sagt, at fangerne ikke var omfattet af Geneve-konventionerne, og det er veldokumenteret, at de er blevet udsat for tortur, mishandling og ekstremt hårdhændede forhørsmetoder.

Nu gælder det for Obama om hurtigst muligt at løslade de fanger, som ikke har gjort andet end at befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Allerede under præsident Bush bad USA sine allierede i Europa om at tage imod 60 fanger, som ikke kan returnere til deres hjem-

lande, hvor de risikerer tortur og forfølgelse. Mange af dem har specifikt udtrykt ønske om at komme til Europa i stedet for USA. Forståeligt nok efter syv års mareridt i amerikansk varetægt.

Med Portugal i spidsen har flere EU-lande meldt ud, at de positivt vil overveje at tage imod løsladte fanger. Danmark har en stribe dårlige undskyldninger for at sige nej: Danmark er for lille til at huse tre løsladte fanger, de udgør en potentiel sikkerhedsrisiko, udlændingeloven forhindrer os i at give opholdstilladelse, og militært har vi ydet så meget i Afghanistan, at andre lande må tage imod fangerne.

Amnesty mener, at alle, der har deltaget i ”krigen mod terror”, har et ansvar for at rette op på de fejl, der er begået.

Det gælder også Danmark, som gerne bidrager til den militære indsats, men desværre fraskriver sig ansvaret for at rydde op efter krigen – selv når det gælder fanger, der har gennemlevet tortur og syv års ensomhed på Guantánamo, og som USA vil løslade. Desværre bruger Danmark i denne sag sit internationale militære engagement til at blokere for sit humanitære udsyn. Det ville klæde regeringen, hvis den i stedet kom Obama i møde og hjalp med at lukke lejren.

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International Udkommer næste gang: 12. juni 2009

Amnesty International

Amnesty i Aalborg

(deadline 10. maj)

Gammeltorv 8, 4.og 5.sal

Priorgade 1A · 9000 Aalborg

Artikler, der er underskrevet med navn,

1457 København K

Tlf. 98 10 17 17

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk

kan indeholde synspunkter, der ikke nød-

Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen

vendigvis reflekterer Amnesty Internationals

Tlf. 33 45 65 65

Redaktionel bistand: Datagraf Client Publishing

holdning. Eftertryk med kildeangivelse er

Fax 33 45 65 66

Design og produktion: Datagraf

kun tilladt efter forudgående aftale med

Forsidefoto: Getty Images

redaktionen

Oplag: 89.000 ISSN: 0906-4184

Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt

Abonnementspris: 200 kr. pr. år

2 I a m n e st y I L ED ER

Giro 407-8470

Amnesty i Odense Vestergade 57, 2. sal · 5000 Odense C Tlf. 66 13 08 78 Amnesty i Århus

www.amnesty.dk

Mejlgade 50, 1 sal · 8000 Århus C

amnesty@amnesty.dk

Tlf. 86 19 28 77

Amnesty på fem minutter

10

Foto: Scanpix

Foto: David Høgsholt

Foto: Polfoto

Foto: David Høgsholt

16

30

32

10 Dødens fotograf

30 Presset skal komme fra folket

16 TEMA På sporet af al-Qaeda

32 Australiens sorte samvittighed

Efter næsten tre årtier med fortrængninger og flugt bliver Cambodjas folkemordere nu endelig stillet for en domstol for drabet på 1,7 millioner mennesker under De Røde Khmerers brutale regime i slutningen af 1970’erne. Vi har mødt Pol Pots personlige fotograf, Nhem En. Manden, der tog de berygtede forbryderfotos af de dødsdømte i torturanstalten S-21, inden de blev henrettet. ”Jeg vil sige, at halvdelen af fangerne så normale ud, når jeg fotograferede dem, mens den anden halvdel så rædselsslagne ud”.

Hvordan opstod al-Qaeda, og hvad er det ideologiske grundlag for den radikale islamistiske terror? Vi fortæller historien om de radikale islamister og følger sporet tilbage til Egypten i 1950’erne, hvor lederen af Det Muslimske Broderskab, Sayyid Qutb, første gang formulerer de teorier, der bliver en vigtig inspirationskilde for al-Qaeda.

Vi har mødt to af de flere hundrede islamister, der blev tortureret i fængslet efter attentatet på Egyptens præsident Anwar Sadat i 1981.

Mange rejste til den hellige krig i Afghanistan, hvor Osama bin Laden og Ayman al-Zawahiri dannede al-Qaeda i 1988. Læs også interviewet med Lawrence Wright, der vandt Pulitzer prisen for sit værk ”Al-Qaeda – Vejen til 11. september”.

Den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo blev i december anholdt for sin rolle i menneskerettighedskampagnen Charter 08, der kræver demokrati og forandring i Kina. Vi mødte ham Beijing kort tid før hans anholdelse, og han forklarer, at det i Kina i dag er muligt at kritisere mange ting – men ikke selve kommunistpartiets legitimitet. ”Lovgivningen om, hvad man må sige og skrive, er meget mudret. Derfor er der aldrig nogen, der præcis ved, hvornår de går over stregen. På den måde kan myndighederne skride ind når som helst. Men det er vigtigt, at vi er modige nok til konstant at forsøge at rykke ved grænsen”, siger Xiaobo.

Hvis du fødes som aboriginer i Australien, dør du 17 år tidligere end dine hvide medborgere. Du har tre gange så svært ved at finde et job, tjener kun godt halvdelen af, hvad dine hvide kolleger gør, og har 13 gange så stor sandsynlighed for at komme i fængsel.

Frem til 1970’erne blev omkring 50.000 aboriginerbørn i alderen 0-16 år tvangsfjernet for at blive anbragt hos hvide familier. Australiens regering har indrømmet, at tvangsfjernelserne fandt sted, mens grædende mødre løb efter de vogne, der tog deres børn fra dem. For et år siden sagde den australske regering undskyld til sin oprindelige aboriginer-befolkning, men i dag beskyldes regeringen for ikke at sætte handling bag ordene.

INDHOLD 4

Nyheder

8

Børnesoldater genbruges

35

Ny Amnesty strategi

Danske og internationale nyheder om politik

Reportage fra DR Congo, hvor tidligere børne-

Amnesty skal have en ny international strategiplan

og menneskerettigheder.

soldater tvinges tilbage i den væbnede kamp.

(ISP) for 2010-2016.

6

14

36

Krigsforbrydelser i Gaza

Amnesty i glimt

Kultur

Israels brug af fosforbomber i tætbefolkede områder

Læs om Guantánamo-aktionen 11. januar,

Nu kommer filmen om Blekingegadebanden.

i Gaza er en krigsforbrydelse, mener Amnesty.

60-års festen for menneskerettighederne og

Vi har mødt instruktøren Anders Riis-Hansen.

7

det nye undervisningsprojekt Interactive.

Farvel til Guantánamo

USA’s nye præsident Barack Obama vil lukke

34

Guantánamo og CIA’s hemmelige fængsler.

Der er film, foredrag, workshops og koncert, når

Hold weekend med Amnesty

39

Skriv for Liv

Vær med i Amnestys brevaktioner for samvittighedsfanger.

Amnesty holder landsmøde den 9.-10. maj.

in d h o ld I a m n e s t y I 3

Nyhed e r Foto: Amnesty

Minister tavs om aflytning

Den kendte menneskeretsadvokat Stanislav Markelov blev skudt ned på åben gade i Moskva.

Nye likvideringer i Rusland Listen over kritiske røster, der er bragt til tavshed i Rusland, er lang. Siden den nuværende ministerpræsident i Rusland, Vladimir Putin, indledte sin præsidentperiode i 2000, er mindst 12 kritiske journalister blevet myrdet.

Den 19. januar forstummede den kendte menneskeretsadvokat Stanislav Markelov, da han på åben gade i Moskva blev likivideret af en maskeret gerningsmand med et skud i baghovedet på tæt hold. Markelov var kendt for sit arbejde for at afsløre russiske menneskerettig-

hedskrænkelser i Tjetjenien, og Amnesty har fordømt mordet.

I et forsøg på at afværge attentatet blev den unge journalist Anastasija Baburova fra avisen Novaja Gaseta også dræbt. Hun skrev især artikler om ultranationalisme og racisme. Den berømte journalist Anna Politkovskaja, der blev likvideret i 2006, arbejdede også for Novaja Gaseta, da hun skrev om Ruslands brutale fremfærd i Tjetjenien. Stanislav Markelov var advokat for Politikovskaja.

Foto: Amnesty

Offentligheden får formentlig aldrig at vide, om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i kampen mod terror overvåger og aflytter al kommunikation, der krydser over Danmarks grænser.

Tidligere PET-chef Ole Stig Andersen udtalte i det seneste nummer af Amnestys medlemsblad, at krigen mod terror opfylder alle betingelser for, at grundlovens bestemmelser om boligens ukrænkelighed kan tilsidesættes af forsvarsloven.

Det betyder, at forsvarsministeren ”under krig eller andre ekstraordinære forhold” uden retskendelse kan give tilladelse til at overvåge al kommunikation over grænserne.

Sagen førte til flere § 20 spørgsmål i Folketinget til forsvarsminister Søren Gade (V), som svarede, at regeringen alene giver ”oplysninger af den omhandlede karakter” til Folketingets Udvalg vedrørende Efterretningstjenesterne. Men da medlemmerne af udvalget er pålagt total tavshedspligt, er det usandsynligt, at borgerne nogensinde får at vide, om deres telefonsamtaler, internetkommunikation og almindelige postforsendelser bliver overvåget.

Over 200.000 civile er fanget i de voldsomme kampe mellem regeringsstyrker og De Tamilske Tigre.

Tamilske Tigre mister sin højborg Sri Lankas offensiv mod De Tamilske Tigre (LTTE) er taget kraftigt til i de seneste måneder med massive bombardementer og angreb på oprørsstillinger på den nordlige del af øen, som i årevis har været kontrolleret af LTTE. I januar faldt De Tamilske Tigres hovedby Kilinochchi, og regeringsstyrker tog kontrollen med det

4 I a m n e st y I n yheder

vigtige Elefantpas, som sikrer adgang til Jaffnahalvøen, hvor LTTE har haft magten siden 2000.

Omkring 230.000 civile er fanget i kampene om det lille territorium, der fortsat er i oprørernes hænder, og offensiven har udløst en omfattende humanitær krise, advarer både Amnesty International og Røde Kors.

”Mennesker bliver fanget i krydsild, sygehuse og ambulancer bliver ramt af granater, og flere nødhjælpsarbejdere er blevet såret, mens de evakuerede ofre for konflikten”, meddeler Røde Kors.

Mindst 70.000 mennesker har mistet livet i den 25 år lange borgerkrig mellem LTTE og regeringsstyrkerne.

Af Ole Hoff-lund, redaktør

kort nyt:

Topkarakter til OL i Kina ”OL 2008 i Beijing var på næsten alle måder en ubestridelig succes”.

Sådan konkluderer Den Internationale Olympiske Komite (IOC) i en evaluering af legene, som Politiken kunne offentliggøre i december. ”Legene efterlod en positiv arv i Kina på en række områder – socialt, urbant, miljømæssigt, sportsligt og økonomisk – og de skabte forbedringer, som Kina kan bygge videre på”, står der i IOC’s faktaark.

IOC roser udbygningen af infrastrukturen, den nyskabte selvtillid i et land, der forsøger at etablere sin plads i verden, og de mange frivillige, der sled og slæbte for at skabe et godt billede af Kina.

Men menneskerettighederne og de mange anmeldte demonstrationer, der blev afvist, bliver ikke nævnt med et ord. Det samme gælder

Tibet tvinges til at fejre Kina

internetcensuren, der lammede mediecentret i OL-byen i de første dage af legene, og fængslingen af en række systemkritikere op til OL. Den 8. januar i år lukkede Kina igen ned for ialt 91 hjemmesider – deriblandt Amnesty Internationals, der blev åbnet kort før OL. Det skete angiveligt for at rydde op i ”vulgært” internetindhold. ”Vi frygter, at det er forløberen for nye anslag mod systemkritikere, specielt fordi 2009 rummer en række markante mindedage”, siger Roseann Rife fra Amnestys Asienkontor.

Den 4. juni er det er 20 år siden, at militæret satte en blodig stopper for de prodemokratiske protester på Den Himmelske Freds Plads. 2009 er også 50-året for den store opstand i Tibet og 30-året for den prodemokratiske Democracy Wall bevægelse.

50 år efter Kinas nedkæmpning af et tibetansk oprør, som førte til Dalai Lamas flugt til Indien, skal tibetanerne nu fejre deres eget nederlag hvert år den 28. marts som ”dagen, hvor slaver blev befriet”. ”28. marts 1959 blev livegne og slaver, der udgjorde 90 procent af befolkningen, frigjort i Tibet. Centrale myndigheder slog et oprør under ledelse af Dalai Lama ned”, hedder det i en erklæring.

Systematisk tortur i Thailand

Foto: Scanpix

Myndighederne i Thailand ser gennem fingre med politiets og sikkerhedsstyrkernes systematiske tortur af fanger i den sydlige del af landet. En rapport fra Amnesty dokumenterer, at sikkerhedsstyrkerne i kampen mod muslimske oprørere bl.a. anvender tæsk, elektrisk stød, brændemærker og kvælning med plastikposer mod fanger. Mindst fire er døde af tortur, og drenge ned til seks år er blevet mishandlet.

Hutu-leder fik livstid for folkedrab Den frygtede oberst fra Rwanda, Theoneste Bagosora, blev i december idømt fængsel i livstid for sin rolle i folkedrabet i 1994, hvor 800.000 tutsier blev myrdet på 100 dage. Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Rwanda fandt Bagosora skyldig i forbrydelser mod menneskeheden og i at planlægge folkedrab, ligesom han stod for at opbygge den hutu-milits, der stod bag en stor del af myrderierne.

Afghansk fange sagsøger Danmark vidste, at USA ikke ville følge de gældende konventioner. Det er ifølge konventionerne ulovligt at overlevere ham. Derfor forlanger vi 50.000 kroner i erstatning af den danske stat”, siger Tyge Trier til Politiken.

Etiopien strammer grebet Foto: Scanpix

Sagen om danske soldaters overlevering af 31 afghanske krigsfanger til amerikanske styrker i Kandahar i marts 2002 nægter at dø. Sagen blev dokumenteret i 2006 i DR-dokumentaren ”Den Hemmelige Krig”, der beskyldte regeringen for at overhøre advarsler fra blandt andre Amnesty International om, at fangerne risikerede tortur og mishandling i amerikansk varetægt.

Flere af fangerne har forklaret, at de blev sparket og slået, inden de tre dage senere blev frigivet, da de viste sig at være allierede i kampen mod Taleban. Nu har en af fangerne, Ghousoullah Tarin, lagt sag an mod Danmark med hjælp fra advokat Tyge Trier. ”Danske soldater overleverede Tarin på et tidspunkt, hvor den danske regering udmærket

Etiopien vedtog i januar en lov, der indfører stram kontrol med lokale og internationale organisationers arbejde. Etiopien hævder, at loven fremmer økonomisk gennemsigtighed, men loven kriminaliserer samtidig organisationer, der får mere end 10 procent af deres indtægter fra udlandet, samt udenlandske organisationer, der arbejder for ligestilling, børns rettigheder og konfliktløsning.

Amnesty frygter, at loven vil føre til mere undertrykkelse i landet. nyheder I amnesty I 5

GAZA

Af Ole Hoff-Lund Foto: Polfoto

Foto: Amnesty

Fosforgranater over Gaza City.

Skolebørn ved Sharia Moskeen i Rafah, der blev ramt under et israelsk angreb.

Krigsforbrydelser i Gaza

Israels offensiv i Gaza kostede mindst 1.300 palæstinensere livet – heraf over 400 børn og 100 kvinder – og FN’s hovedkvarter blev bombet. Amnesty mener, at Israels brug af fosforbomber i tætbefolkede områder er en krigsforbrydelse.

Israel anvendte ikke fosforbomber på ulovlig vis under den 22 dage lange offensiv i Gaza. Sådan lyder konklusionen på en intern israelsk undersøgelse efter krigen, der lagde store dele af Gaza i ruiner og kostede hundredvis af civile livet.

Forud for invasionen havde Israels blokade af Gaza resulteret i mangel på mad, brændstof og medicin, og endnu værre blev det, da Israel sendte en granatregn ind over Gazas 1,5 millioner indbyggere, som blev forhindret i at flygte. Medierne fik heller ikke adgang til Gaza, men fortællingerne om granater med hvis fosfor – som brænder sig gennem hud og knogler og ikke kan slukkes, før det selv brænder ud – blev viderebragt fra hårdtarbejdende læger på hospitalerne i Gaza.

I første omgang afviste Israel at have benyttet fosforgranater, men en talsmand for det israelske udenrigsministerium sagde efter offensiven til BBC, at der indtil videre ikke er fundet beviser, som kan bekræfte anklagerne om, at Israel har affyret granaterne nær civile.

Da Israel bombede området foran en skole og dræbte dusinvis af børn, lød forklaringen, at der blev skudt fra skolen. Samme argument blev brugt, da FN’s hovedkvarter i Gaza blev 6 I a m n e st y I G aza

ramt, og flere hundrede tons nødhjælp gik op i flammer. Det afviser FN, som oplyser, at bygningen blev ramt af tre fosforgranater.

Kort efter udtalte FN’s menneskerettighedsobservatør i Gaza, Richard Falk, at det vækkede minder om Anden Verdenskrig. ”At låse mennesker inde i en krigszone er noget, som vækker de værste former for internationale minder fra ghettoen i Warszava”, siger Richard Falk.

Fosfor og pilegranater Hvid fosfor kan lovligt anvendes i krig til at lægge røgslør på slagmarken eller oplyse områder om natten. Men ifølge Amnesty International er det ubestrideligt, at Israel har anvendt hvid fosfor i tæt bebyggede områder, hvilket er i strid med international lov.

Et hold af researchere fra Amnesty nåede ind i Gaza få timer før, våbenhvilen trådte i kraft, og de fandt omgående rester af hvid fosfor, som nogle steder stadig brændte på gader og hustage. ”Den udstrakte brug af dette våben i så tæt et befolket område som Gaza City rammer uundgåeligt fuldstændig vilkårligt. Når man bruger våbnet på denne måde igen og igen på

trods af beviser på, at det rammer vilkårligt og kræver mange civile ofre, er det en krigsforbrydelse”, siger Donatella Rovera, der er en del af Amnestys hold i Gaza.

Senere fandt researcherne også såkaldte flechettes eller pilegranater, som spreder 5.0008.000 metalpile over et stort område. Våbnet bør aldrig anvendes i civile områder, men Amnesty har fundet pile i husmure flere steder i Gaza, og har talt med pårørende til mindst fem civile dræbte, deriblandt en kvinde og tre børn.

Amnesty fortsætter sine undersøgelser af mulige krigsforbrydelser i Gaza og i Israel, hvor tre civile mistede livet under angreb fra palæstinensiske raketter. Resultaterne vil blive offentliggjort i rapporter i den kommende tid.

I mellemtiden opfordrer Amnesty til en total våbenembargo mod begge parter i konflikten. ”Læger i Gaza fortæller os, at de er stødt på hidtil ukendte reaktioner på kvæstelser og brandsår efter israelske angreb. Israel har sagt, at den militære aktion var rettet mod Hamas og ikke mod den civile befolkning i Gaza. I så fald må Israel oplyse alle detaljer om våben og ammunition, som blev benyttet, så lægerne ved, hvad de har med at gøre”, siger Donatella Rovera.

A f Ole Hoff-Lund

Farvel til

Guantánamo

Som sin første embedshandling beordrede USA’s præsident Barack Obama, at fangelejren på Guantánamo skal lukkes.

Dermed opfylder han Amnesty Internationals krav og giver håb om nye store fremskridt for menneskerettighederne.

ret enorme, siden han vandt præsidentvalget i USA, og mange kommentatorer har ment, at han næsten kun kunne skuffe, når han den 20. januar blev taget i ed som ny præsident foran to millioner begejstrede tilskuere i Washington.

Men allerede under Obamas tiltrædelsestale stod det klart, at han ville leve op til løfterne om at genrejse USA’s moralske anseelse i verden og gøre op med nogle af fejltagelserne fra den nu forhenværende præsident George W. Bush’ regeringstid. ”Fra i dag skal vi rejse os, børste støvet af os og igen tage fat på arbejdet med at genrejse USA”, sagde Barack Obama. ”Vi anerkender ikke den forfejlede antagelse, at vi skal vælge mellem vores sikkerhed og vores idealer”, sagde Obama og henviste til forfatningens fædre, som skrev et dokument, der skulle sikre menneskets retssikkerhed og rettigheder. ”Det er stadig disse idealer, der oplyser verden, og vi vil aldrig opgive dem for bekvemmelighedens skyld”, lød det fra den nye præsident.

48 timer senere havde Obama underskrevet tre dekreter, der gør op med en stor del af præsident Bush’ arvegods: Guantánamo-lejren skal lukkes, inden der er gået et år. CIA’s hemmelige fængsler over hele verden skal lukkes.

Tortur og mishandling skal forbydes under afhøringer.

Obamas valgslogan om, at det er tid til forandring, var blevet til virkelighed.

Stil Bush og Rumsfeld til ansvar Amnesty International betragter Obamas hasteaktion som en stor sejr for menneskerettighederne og for organisationens arbejde gennem syv år.

Foto: Polfoto

Forhåbningerne til Barack Obama har væ-

Dagen før indsættelsen af præsident Barack Obama holdt tre medarbejdere generalprøve foran Det Hvide Hus.

”Amnesty International var blandt de første og mest højlydte til at kæmpe for en lukning af fangelejren i Guantánamo. Derfor er der virkelig tale om et øjeblik af stor stolthed og lettelse for os alle”, siger Irene Khan, der er generalsekretær i Amnesty International.

Hun tilføjer, at organisationen vil kæmpe for, at alle de ansvarlige for at godkende og udføre tortur, forsvindinger og vilkårlige tilbageholdelser stilles til regnskab.

Irene Khan får støtte fra FN’s særlige torturrapportør Manfred Nowak, der kort efter præsidentskiftet opfordrede til at rejse straffesag mod Bush og tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld for at have godkendt tortur af fangerne og dermed brudt FN’s torturkonvention. ”Juridisk set har USA en klar forpligtelse til at anlægge sag mod Bush og Rumsfeld”, sagde Manfred Nowak.

En del af beviserne har Bush og vicepræsident Dick Cheney selv leveret i deres afskedsinterviews. I december 2008 sagde Dick Che-

ney til ABC News, at han var direkte involveret i at godkende CIA’s hårdhændede forhørsprogram – herunder vandtortur – og Bush sagde den 12. januar, at han var bekendt med indholdet af CIA’s forhørsmetoder, og at de var ”lovlige og nødvendige”.

Opgøret om Guantánamo kan derfor blive langt og bittert, men her og nu skal der findes en løsning for de omkring 250 fanger, der befinder sig i lejren. En mindre del skal formentlig stilles for en almindelig domstol i USA, men mindst 60 har for længst fået tilladelse til at rejse hjem. Det kan de bare ikke af frygt for tortur og forfølgelse i hjemlandene – deriblandt Kina, Libyen, Tunesien og Usbekistan.

Derfor har Amnesty opfordret EU-landene til at hjælpe Obama med at lukke Guantánamo ved at tage imod fanger – noget som Portugal, Frankrig, Finland, Tyskland og Sverige har reageret positivt på. De første fanger ankom til Guantánamo den 11. januar 2001, og knap 800 fanger har siddet i lejren.

Guantánamo I amnesty I 7

D R C ongo

Det er en grusom logik: I Den Demokratiske Republik Congo står tidligere børnesoldater øverst på ønskelisten, når oprørsgrupperne skal tvinge nye børn til at kæmpe for sig. Reportage fra et land i opløsning.

Børnesoldater genbruges De kalder det for “Gomas Harlem”.

Blikskure, barer, bordeller og småbutikker mellem hinanden i det, der er den fattigste og livligste del af Goma, hovedbyen i det konfliktramte Østcongo. Her har Sadiki Fundi de sidste tre år søgt ly for krigens rædsler.

Der er intet faretruende ved den lille fyr med det generte smil og det voksne ansigt.

Men i tre år dræbte og plyndrede han som barnesoldat i den frygtede congolesiske oprørs-

gruppe Rally for Congolese Democracy (RCD) – en forløber for oprørsgeneralen Nkundas rebeller, der i en årrække har hærget det østlige DR Congo.

Sadiki Fundi blev kidnappet ved højlys dag, da en gruppe soldater fra militsen kom forbi hans landsby og – foruden at plyndre mad og voldtage byens kvinder – hentede børn og unge til at kæmpe for sig. De, der nægtede, blev dræbt på stedet.

”Da de havde fanget os, anbragte de os først i fem overophedede containere i lufthavnen.

Containerne var proppet med børn, og mange døde af diare og andre sygdomme. Det var forfærdeligt”, siger Sadiki Fundi.

Da vi møder ham, er han i fuld gang med at save i en lastbil med en metalnedstryger. Efter flugten fra militsen hjalp en lokal organisation ham med at få en uddannelse som metalarbejder.

Den dårligt udrustede FN-styrke i DR Congo kan ikke stille meget op mod de militser, der hærger i de østlige dele af landet.

8 I a m n e st y I D R Co n go

T ekst og foto: Jeppe Villadsen

Sultede og plyndrede Sadiki Fundi var 14 år, da rebellerne tog ham.

I dag er han 20 år. Han har ikke set sine forældre siden den eftermiddag, hvor rebellerne kom til landsbyen. ”Fra containerne tog de os op til militærlejren, hvor de trænede os. Enkelte forsøgte at flygte, men blev slået ihjel. Efter tre måneders militærtræning blev vi sendt til frontlinjen”, fortæller han.

Det var her, mareridtet for alvor begyndte for Sadiki Fundi. Han lærte at gå i forreste geled mod fjenden, lærte at plyndre og dræbe civile og lærte at drikke sprut og tage euforiserende stoffer for at holde nerverne på plads og moralen høj. ”Nogle gange dræbte vi også civile, for når vi havde plyndret, kunne der være folk, der truede med at fortælle om det til høvdingen. For at undgå problemer, slog vi dem ihjel”, husker han.

Det blev i første omgang til ni måneder ved fronten, hvor det eneste, Sadiki Fundi tænkte på, var, hvordan han kunne komme hjem til sin familie i landsbyen.

To skygger Krigen i Congo har været en glemt krig, indtil kampene i efteråret blussede op, og en flygtningestrøm på 250.000 mennesker fik

medierne til at vågne op. Forud er gået 14 års krig, hvor et sammensurium af stridende oprørsgrupper har kæmpet om kontrollen med landets naturressourcer og trukket et blodspor af vold og død efter sig: 5,5 millioner døde, og mange flere voldtagne og invaliderede. Det er flere tabte menneskeliv end i Irak, Afghanistan og Darfur tilsammen, og dermed er det den mest dødbringende krig siden Anden Verdenskrig. En million mennesker lever som flygtninge i deres eget land som resultat af, hvad FN-folk og hjælpearbejdere i årevis har kaldt verdens værste humanitære katastrofe.

To ting kaster en særlig mørk skygge fra krigen i hjertet af Afrika: Den udbredte brug af børnesoldater og den systematiske voldtægt af landets kvinder, i mange tilfælde begået som massevoldtægt med familien som tvungne vidner. ”På linje med børnesoldaterne er voldtægt et ekstremt alvorligt problem i Congo. Ud over at kvinderne skal overleve voldtægten, står de over for stigmatisering fra samfundet, og familien vil i mange tilfælde udstøde kvinden. Så for kvinderne følger der flere tragedier i kølvandet på hinanden,” siger François Dumont, talsmand for Læger uden Grænser i DR Congo.

Organisationen modtager hver dag mere end en snes voldtægtsofre på deres klinikker i Nord-Kivu provinsen. Alene i juni måned sidste år blev der begået 2.200 voldtægter bare i Nord-Kivu provinsen. Det fastslår Congo Advocacy Coalition, der er en samling af 64 hjælpeorganisationer. Opgørelsen omfatter kun de anmeldte voldtægter, så tallet udgør givetvis kun en lille flig af det samlede antal voldtægter.

Alle de stridende parter i Congo står bag voldtægterne. Da vi besøgte Kibati-flygtningelejren lige nord for Goma, hvor 67.000 mennesker har søgt tilflugt, var en 20-årig kvinde netop blevet dræbt dagen før. Kvinden døde, da soldater fra den congolesiske hær forsøgte at kidnappe hende.

Sadiki Fundi var selv for ung til at deltage i voldtægterne, fortæller han. Han prøvede at holde sig væk, når de ældre soldater overfaldt kvinderne i landsbyerne. ”Det var meget udbredt. Vores kommandanter gav os ordre om at voldtage”.

Den tidligere børnesoldat Sadiki Fundi er i dag udlært metalarbejder, men kan stadig ikke vende hjem til sin landsby af frygt for at blive taget med af de væbnede militser.

Øget brugsværdi Hvis brug-og-smid-væk er en beskrivelse af Congos titusindvis af voldtagne kvinder, gælder en omvendt og lige så grusom logik for brugen af børnesoldater. Har et barn først én gang været soldat, vil det i al fremtid være mere attraktivt for militserne. ”De børn, der allerede har været i en væbnet gruppe, er de første, som er mål for militserne, når de mangler mandskab, fordi de allerede er oplært som soldater. Det er forfærdeligt – børn bliver tvangsrekrutteret for anden og tredje gang”, siger Jaya Murthy, talsmand for Unicef i Goma.

Op mod halvdelen af de børnesoldater, der er blevet rehabiliteret og genforenet med deres familier, oplever at blive tvunget tilbage i den væbnede kamp, viser en Amnesty-rapport fra sidste år. For Sadiki Fundi skete det allerede efter kort tids flugt gennem junglen, da han efter ni måneders kamp endelig havde samlet mod til at stikke af. Børnesoldater, der forsøger at undslippe, bliver ofte tortureret eller dræbt – nogle gange foran andre børn – for at afskrække andre fra at gøre det samme.

Livet i behold Sadiki Fundi slap med livet i behold, men blev sendt tilbage til yderligere to år ved fronten, før det endelig lykkedes at slippe ud af rebellernes klør. Han og en gruppe andre drenge fandt vej til FN’s fredsbevarende styrke, der ifølge Sadiki Fundi ikke hjalp meget, men dog udstyrede dem med papirer, der sagde, at de var demobiliserede soldater. ”Men selv om vi fik disse dokumenter, blev de, der vendte hjem, enten tvunget i hæren på ny eller dræbt”, siger han.

Sadiki Fundi fik ophold på et center drevet af en kirkelig congolesisk organisation. Her modtog han psykologhjælp og begyndte på den uddannelse til metalarbejder, som han har brugt de sidste par år på at gøre færdig. I dag kan han kalde sig udlært svejser og er i stand til at forsørge sig selv med jobbet som metalarbejder.

Han bor sammen med to søstre hos en tante, men har ikke haft kontakt til sine forældre i seks år. ”Og selv i dag kan jeg ikke tage tilbage til landsbyen, for hvis rebellerne ser mig, tager de mig.”

Reportagen er blevet til med støtte fra Dansk Røde Kors.

Læs mere på www.amnesty.dk/crisisresponse DR Congo I amnesty I 9

DØdens Reportage

fotograf

Hvordan ser et menneske ud, kort før det skal udslettes? Pol Pots personlige fotograf, den 47-årige cambodjaner Nhem En, er en af de personer, der må vide det. ”Jeg vil sige, at halvdelen af fangerne så normale ud, når jeg fotograferede dem, mens den anden halvdel så rædselsslagne ud. Men mange vidste ikke, hvad der ventede dem, og det var som om, de med deres blikke spurgte mig: ’Hvorfor er jeg her?’”

Jeg møder fotografen nær Pol Pots gravsted i Cambodjas yderste, nordlige kant. Along Veng hedder byen, hvor De Røde Khmerer helt frem til 1996 forsøgte at holde liv i en 1970’ernes kommunistiske bonderevolution, der kostede mindst 1,7 mio. mennesker livet – en fjerdedel af landets befolkning. I dag har byen muligvis stadig verdens højeste frekvens af mordere. I hvert fald er den en af de lommer i junglen, hvor tidligere Røde Khmerer stadig frit går rundt.

Nhem En tog glamourøse portrætter af lederne i Along Veng til det sidste; ’Broder Nummer Ét’ Pol Pot, chefideologen Nuon Chea og den etbenede ’slagter’ Ta Mok. Selv om han i de foregående år havde bevidnet og dokumenteret tilintetgørelsen af 14.000 mennesker i torturanstalten S-21 og ved de nærliggende Killing Fields, var han stadig tro mod revolutionen. Tro mod Angkar – De Røde Khmerer.

I dag hænger disse forbryderfotos i S-21, der er lavet om til et fol10 I a m n e st y I f otorE P ORTAG E

kemordsmuseum. Unge mænd og kvinder stirrer vantro direkte ind i Nhem Ens linse, og fotografierne lader ikke beskueren i fred. ”Jeg var en fattig bondesøn, men takket være Angkar blev jeg til noget mere, og det er jeg da stolt af i dag”, siger Nhem En. Den perfekte revolutionære Det var, da den amerikanske præsident Richard Nixons B-52’ere tæppebombede det østlige Cambodja i jagten på vietnamesiske Viet Cong, at Nhem Ens fire storebrødre sluttede sig til kampen mod ”imperialisterne”. Senere mistede alle brødrene livet under Pol Pots banner, skulle det vise sig.

Allerede som 12-årige lærte Nhem En at håndtere et automatvåben.

Han var en god dreng set med Angkars øjne. ”Vi måtte hele tiden være seriøse og disciplinerede. Fik vi besked på at gøre noget, gjorde vi det ordentligt og korrekt. Der var ingen dårlig moral eller forkert opførsel. Vi gjorde kun gode gerninger”, siger Nhem En om sine første år i junglen.

Drengens tidlige troskab overfor revolutionen fik kommunistlederne til at sende Nhem En på foto- og filmuddannelse i Kina. I Shanghai lærte bondesønnen at bruge tyske, japanske og kinesiske kameraer, og han arbejdede med lys, blænde, komposition og fremkaldelse.

I 1975 indtog de Røde Khmerer Phnom Penh og tvang befolkningen

A f T homas Aue S obol · F oto: Dav id Høgsholt/Reportage by Getty Images

Efter næsten tre årtier med fortrængninger og flugt bliver Cambodjas folkemordere endelig stillet for en domstol for drabet på 1,7 millioner mennesker under De Røde Khmerers brutale regime i slutningen af 1970’erne.

Vi har mødt Pol Pots personlige fotograf, Nhem En. Manden, der tog de berygtede forbryderfotos af de dødsdømte i torturanstalten S-21.

ud på landet for at dyrke ris. Den nu 16-årige Nhem En blev beordret til S-21 – et tidligere gymnasium ombygget til en torturanstalt. I S-21 blev alle ”fjender af revolutionen” ført gennem, hvad Khmer Rouge fremstillede som en legitim juridisk proces, men som i virkeligheden var en skueproces, hvor den eneste mulige dom var døden.

Nhem En satte fangerne på en stol og placerede et jernstativ i nakken på dem for at sikre, at de sad ens, rankt og ikke skælvede så meget, at billederne blev rystede. Nogle fanger nægtede sig skyldige og tiggede om hjælp, men Nhem En ignorerede dem. ”Vi måtte ikke spilde hverken tid eller materiale. Ansigtet skulle være i den helt rigtige position”, husker Nhem En, der ledte et hold af seks fotografer.

På væggen i Nhem Ens hus hænger portrætter af Khmer Rouge-lederne. Pol Pot og Nuon Chea står storgrinende, som om nogen lige sagt en joke. Der er også et portræt af Nhem En selv. I dag er han en kraftig, lavstammet mand med en begyndende træthed i ansigtet, men på fotografiet fra junglen er Nhem En slank og hans ansigt så rent og glat, at det ser ud som om, der er manipuleret med det.

Anderledes virkelige er hans forbryderfotos. Fangerne bærer nummerskilte, som er fastgjort til tøjet med en sikkerhedsnål. En enkelt mand sidder i bar overkrop, og her er nålen jaget direkte ind i brystet.

Men dette foto hænger ikke i huset i Along Veng.

Sendte fætter i døden Nhem En vidste godt, at de mennesker, han portrætterede, var på vej i døden. ”Selvfølgelig vidste jeg, at de fleste af dem skulle dø, men jeg kunne ikke hjælpe dem. Jeg kunne ikke engang vise mine egne følelser, for hvis lederne så det, ville jeg selv blive slået ihjel. Både vores følelser og vores fysiske liv tilhørte Angkar”, siger Nhem En. Han løfter hånden op til håret og siger et Khmer-ordsprog, der lyder noget i retning af, at ”når håret sidder på dit hoved, så tilhører det dig”.

Denne regel gjaldt også for de ansatte i S-21, som for de flestes vedkommende var unge mænd på Nhem Ens alder. Fotografen husker, hvordan hele kokkeholdet blev henrettet, fordi lederne fandt pesticider i maden. Kokkene havde brugt sprøjtemidler i køkkenhaven, men mistanken om bevidst forgiftning var nok til at få dem henrettet.

En dag satte Nhem Ens egen fætter sig på stolen et par meter fra fotografens linse. ”Han tryglede mig om hjælp, men jeg prøvede at kontrollere mig selv og ignorere ham, for jeg måtte gøre mit arbejde. Der var også en vagt, som så sin lillebror komme til fængslet, og han prøvede at hjælpe ham, men de blev begge skudt”, fortæller Nhem En. På et tidspunkt var han også selv meget tæt på at ende som offer: f oto rEP O RTA G E I a m n e s t y I 1 1

➜

Reportage

” Selvfølgelig vidste jeg, at de fleste af dem skulle dø, men jeg kunne ikke hjælpe dem. Jeg kunne ikke engang vise mine egne følelser, for hvis lederne så det, ville jeg selv blive slået ihjel” Nhem En, fotograf for Pol Pot

➜

Efter Pol Pot havde været på besøg hos kommunistvennerne i Cuba, Rumænien og Kina, skulle Nhem En fremkalde fotografier fra rejsen.

På et af billederne var der en plet lige i øjet på Pol Pot, og i tre måneder hang dødsdommen over ham, mens han blev sat til at passe fængslets kaniner. ”Jeg var selvfølgelig skuffet, for jeg tog mit arbejde meget seriøst, og det var ikke min skyld, at der var den plet. Det var en fejl på negativet.

Men Angkar måtte beslutte, om jeg skulle leve eller dø”.

Nhem En tilføjer, at andre blev dræbt for langt mindre end at plante en plet i øjet på Pol Pot. Som for eksempel at knække en spade, plante risen forkert eller forelske sig. Fotografen mistede 20 familiemedlemmer under revolutionen. Flere af dem døde i S-21.

Ormen i kødet Pol Pots drøm om bondekommunisme forblev et utopia. Riseventyret slog fejl, bønderne omkom af sult og udmattelse, og revolutionen led af en så ekstrem paranoia, at den i sin morderiske jagt på den interne fjende – ”ormen i kødet” – svækkede sig selv så meget, at det til sidst var nemt for vietnameserne at invadere landet, som den anerkendte folkemordsforsker Ben Kiernan beskriver det i sit hovedværk The Pol Pot Regime.

Men Nhem En overgav sig ikke. Han forskansede sig i junglen med 12 I a m n e st y I f otorE P ORTAG E

Pol Pot og resterne af revolutionen. I årene efter vietnamesernes invasion levede Nhem En tæt sammen med Pol Pot, og fotografen har i dag svært ved at tage klart afstand fra lederen. ”Det er svært for mig at sige, om han var et godt eller dårligt menneske. Han var en blød og stille mand, og han så altid venlig ud. Jeg tror hans mentalitet var god nok, men det var alligevel en underlig måde, han ledte os på. Han afskaffede penge, isolerede landet fra omverden og havde ingen ordentlige love. Jeg tror på, at han ønskede at skabe et godt samfund, men i stedet blev det til kaos og forvirring”, siger Nhem En. Nhem En har svært ved at placere skylden for mordet på de 1,7 millioner mennesker. Fotografen siger, at der var mange under Broder Nummer Èt, som begik fejl. Men når talen falder på de mindre fisk, siger han omvendt, at partisoldaterne ikke havde noget valg. De måtte adlyde eller dø. Selv mener fotografen, at han ikke kunne have gjort noget anderledes, hvis han selv skulle overleve. ”Hvis jeg er skyldig, så vil domstolene dømme mig”, konkluderer Nhem En. Men gennem snart 30 år er ikke en eneste af folkemorderne blevet dømt. Straffrihed er blevet en del af arven fra De Røde Khmerer, og nogle mener, at mænd som Nhem En udelukkende har et moralsk ansvar for forbrydelserne.

Arkivbilleder: Documentation Center of Cambod ia

Fem topledere sidder nu på anklagebænken i det fælles FN-Cambodja tribunal, men det er meget usikkert, om nogen andre nogensinde vil blive stillet til regnskab for, hvad de gjorde under regimet.

Nhem En vil åbne et museum med fotografier fra hans år med Pol Pot i junglen. Det er hans måde at sige undskyld på, siger han. ”Jeg siger undskyld til ofrenes slægtninge, og jeg siger undskyld til de døde. Lad ofrene hvile i fred, og lad os nu forsone vores land. Lad os ikke bevare fortidens dårlige minder og denne følelse af at ville ødelægge hinanden”, siger Nhem En, der i dag erkender, at langt de fleste af fangerne i S-21 var uskyldige.

”Det var ikke mit ønske at være et dårligt menneske, og det, jeg gjorde, var ikke med min egen gode vilje”.

Adspurgt hvorfor Nhem En kun vil udstille fotos af Pol Pot og ikke de 14.000 ofre fra Tuol Sleng, siger han, at disse fotos allerede findes i folkemordsmuseet, og at han gerne vil give sit personlige bidrag til forsoningen. Men hvordan skal portrætter af en smilende Pol Pot forsone? ”Forsoning er et meget stort ord, men vi må se fortidens synder i øjnene, så vi kan lægge dem bag os,” siger Nhem En og slukker sin båndoptager, som har optaget hele vores samtale. ”Jeg vil ikke beskyldes for at have sagt noget forkert”.

Forbrydelser mod menneskeheden Det kombinerede FN-Cambodja tribunal ECCC (Extraordinary Chambers of the Courts of Cambodia) vil i første omgang retsforfølge fem ledere fra De Røde Khmerer: Lederen af S-21 Kaing Guek Eav alias Duch, ’Broder nummer to’ Nuon Chea, den

tidligere præsident Khieu Samphan, udenrigsminister Ieng Sary og socialminister Ieng Tirith. De er alle sigtet for forbrydelser mod menneskeheden.

Nuon Chea, Khieu Samphan og Ieng Sary er også sigtet for krigsforbrydelser.

FN og Cambodja har skændtes om formen for tribunalet i mere end et årti. Selve retssagen forventes at starte i marts 2009. Pol Pot selv døde i junglen i 1998 – efter sigende af naturlige årsager.

f oto rEP O RTA G E I a m n e s t y I 1 3

a mn e s t y i g l i m t

Det kan du gøre på...

1

Befolkningen imod udvisning af terrormistænkte

minut Red liv med din mobil og tilmeld dig Amnesty Lifeline, hvor du hver uge kan være med til at redde mennesker fra uretfærdige fængslinger, tortur og henret­ telser. Send sms-beskeden LIFELINE til 1231.

Info: www.amnesty.dk/lifeline

En meningsmåling, som Catinét har lavet i samarbejde med Amnesty International i forbindelse med 60-året for menneskerettighederne, viser, at den danske regering på flere områder er ude af trit med befolkningen i sit syn på menneskerettigheder.

Et flertal af befolkningen er således imod at udvise terrormistænkte udlændinge, uden at de har haft mulighed for at forsvare sig i en retssal, og et flertal er imod at udlevere personer til lande, hvor de risikerer at blive udsat for tortur. ”Det er et klart signal til regeringen om, at

5 30

minutter Bliv opdateret: Se filmen om børnesoldater i DR Congo på: www.amnesty.dk/crisisresponse

Stor designpris til Amnestys medlemsblad

minutter Deltag i Skriv For Liv: Send dine egne breve til regeringer og andre ansvarlige personer og pres dem til at respektere menneskerettighederne. Tilmeld dig på www.amnesty.dk/skrivforliv

2

dag Deltag i Amnestys landsmøde 9.10. maj 2009. Her kan du opleve organisationen indefra samt høre en masse spændende oplæg. Se mere om lands­mødet på bagsiden af bladet eller ­tilmeld dig på www.amnesty.dk/landsmoede

14 I a m n e st y I glimt

Amnestys medlemsblad blev den 3. februar hædret med en fornem pris fra International Design Awards (IDA) i Los Angeles. IDA’s formål er et ”fejre verdens mest visionære designere” indenfor arkitektur, design og grafik, og IDA modtog over 1.000 bidrag fra 52 lande til konkurrencen. Amnesty blev be-

lønnet med 2. pladsen i kategorien ”trykte magasiner” for temanummeret om OL i Kina fra maj 2008, som bl.a. indeholder en fotoreportage fra Tibet. Amnesty er designet af Datagraf, som også har indstillet magasinet til prisen.

Mød samvittighedsfangen Vera Chirwa

Foto: Amnesty

1

timer Vær med den 8. marts, når Amnesty går på gaden for at diskutere diskrimination af voldtægtsofre i Danmark. Vi skal teste og udfordre danskernes holdninger til voldtægt. Du kan være med til at sætte gang i d ­ ebatten i dit lokalområde. ­Tilmeld dig på www. amnesty.dk/sagenhenlagt og få tilsendt vores nye materialer.

menneskerettighederne ikke kan gradbøjes.

Der er et påtrængende behov for at bringe den politiske dagsorden i overensstemmelse med menneskerettighederne”, siger generalsekretær Lars Normann Jørgensen.

Derfor har Amnesty International lavet en køreplan på 18 punkter til inspiration for den danske regering, så Danmark kan komme på ret kurs på områder som retssikkerhed, tortur og diskrimination. Køreplanen blev trykt i Berlingske Tidende, B.T. og Urban den 10. december og sendt til alle politikere i Folketinget.

”Jeg vil aldrig nogensinde kunne takke Amnesty International nok for at have kæmpet for Ortons og min sag. Jeg står i gæld til jer resten af mit liv”.

Sådan lød det fra Vera Chirwa, der blev løsladt den 24. januar 1993 efter 12 års fængsel i Malawi. Chirwa og hendes mand blev dødsdømt på grund af deres kamp for menneskerettigheder, men efter pres fra blandt andre Amnesty blev straffen ændret til livstid.

Søndag den 8. marts klokken 15-17 kan du møde Vera Chirwa i Pressen i Politiken Hus, hvor Institut for Menneskerettigheder er vært for et debatarrangement om kvinders retssikkerhed i Afrika. ­Instituttet har i samarbejde med Amnesty udgivet Vera Chirwas erindringer ”Fearless Fighter”.

60-års fest for menneskerettighederne

Foto: Søren Svendsen

60-året for FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne blev fejret over hele verden den 10. december 2008. I Danmark blev dagen markeret i 48 byer med taler, lys og musik, og ved et stort arrangement i Vega i København var der Bingo Night med musik fra Mikael Simpson, Lars H.U.G., Thomas Buttenschøn, Isam B, Anders Trentemøller og Mike Sheridan. Maden blev lavet af Søren Gericke og kokkeelever fra TV Glad, og alle stillede op gratis.

I Aalborg gik et fakkeloptog gennem byen med deltagelse af knapt 100 mennesker

fra så forskellige lande som Danmark, Belgien, Bangladesh, Bulgarien, Indonesien og Venezuela, og i dagene op til den 10. december spillede Hush tre koncerter for Amnesty på kunstmuseer i Århus, Odense og København.

Amnesty siger tak til sponsorerne: Datagraf, The Body Shop, Jespersen Tryk + Digital, Den Grønne Hal, Beatbox Booking, Avalon Spa, Patti Smith, Alarm Music, Empire Bio, Rust, Riis Sko, Only, David Meinke, Gyldendal, Arbejdermuseet, Tivoli, PARKEN og PangDang Design.

Stor aktion for Guantánamo-fanger

Omkring 500 medlemmer af Amnesty deltog den 11. januar i den hidtil største danske markering af Guantánamo-fangelejrens fødselsdag. Syv år er der gået, siden de første fanger fra den såkaldte krig mod terror blev overført til den amerikanske base på Cuba, og der sidder fortsat mindst 240 fanger i lejren.

Blandt deltagerne i demonstrationen var den tidligere Guantánamo-fange Murat Kurnaz, som tilbragte fem år i amerikansk varetægt, hvor han blev udsat for tortur, inden han i 2006 kom hjem til Tyskland. De 500 deltagere foretog en tavs manifestation iklædt orange fangedragter og bevægede sig langsomt i en bred menneskekæde fra Østerport til den amerikanske ambassade. Her overrakte generalsekretær Lars Normann Jørgensen 21.500 underskrifter fra danskere, der kræver Guantánamo lukket.

Ambassaden havde på forhånd afvist at møde Murat Kurnaz, som bagefter holdt et foredrag på Park Café, hvor deltagerne kunne varme sig efter to timer i bidende kulde. Amnesty takker alle for opbakningen.

Menneskerettigheder på skoleskemaet

Amnesty har udvidet med tredje sal i bygningen på Gammeltorv for at skabe rammen om det nye projekt Amnesty Interactive, hvor folkeskolelærere og lærerstuderende skal uddannes til at undervise 8.-10. klasser om menneskerettigheder.

Målet er, at de kommende generationer bliver engageret i Amnestys arbejde via involverende kursusprogrammer, og at menneskerettigheder bliver en fast del af folkeskolernes læseplan. I Amnesty Interactive kan man f.eks. chatte med menneskerettighedsforkæmpere og tidligere Guantánamofanger, man kan se film og mærke torturen på egen hånd i ”torturkassen”.

Fra det øjeblik man træder ind i lokalerne, bliver man udstyret med et nummer, som

signalerer en artikel i menneskerettighedserklæringen. Nummer 25 repræsenterer f.eks. artiklen om fattigdom, og resten af kursusforløbet vil man være dårligere stillet end de øvrige deltagere. ”Det har været vigtigt for os, at vores deltagere ikke kun får menneskerettighederne ind gennem hovedet – de skal også mærke menneskerettighederne i maven. Mange opfatter rettighederne som noget, man nærmest er født med, og ikke som noget, der skal tages stilling til og kæmpes for. Det vil vi gerne lave om på”, siger Eva Hesse, der er projektleder for Amnesty Interactive.

Interactive åbnes officielt af undervisningsminister Bertel Haarder den 12. marts. Læs mere på www.amnesty.dk/­interactive gl im t I a m n e s t y I 1 5

TEMA: P Å S P ORE T AF A L -Q A E DA

Coca-Cola og den muslimske frustration Først blev Egypten invaderet af Coca-Cola og vestligt livssyn i 1940’erne. Derpå ville radikale muslimer vride sig fri og danne deres helt egen stat uden vestlig indblanding.

I dette minefelt blev al-Qaeda og den globale terror født.

I en grynet sort/hvid-kvalitet fortæller reklamefilmen fra 1948 ”historien om velvære ved det blå hav en sommer”. Vi ser vovede og glade unge mennesker, der morer sig. De er ifølge filmen kun optaget af en ting. Og denne ting er ikke Allah. Nej, det, der ifølge filmen fremkalder det nye ”velvære i Mellemøsten”, er overhovedet ikke en åndelig eller religiøs dimension. Det er derimod bruset fra en perlende amerikansk Coca-Cola i den klassiske flaske, der bugter sig som en kvindekrop.

Denne 45 sekunder lange reklamefilm rullede sidst i 40’erne hen over arabiske biograflærreder. Det skete paradoksalt nok præcis samtidig med, at Egypten blev rystet af en ideologisk selvransagelse, hvor store dele af befolkningen blev mere og mere skeptisk over invasionen fra en vestlig modernitet, som de følte udmanøvrerede koranens budskaber.

Det er i dette vibrerende frustrationsfelt mellem vestens dyrkelse af en nutidig modernitet og islams dvælen ved de oprindelige værdier, at vi skal finde forklaringen på den radikale muslimske terror, der har ramt først USA og siden Europa.

Præcis samtidig med at reklamefilmen lokkede med vestens livskvalitet, tager den stærkt troende egyptiske muslim Sayyid Qutb på dannelsesrejse til USA. Hans nedfældede oplevelser og refleksioner skulle senere danne grundlaget for ideologien bag den islamistiske terrorbevægelse al-Qaeda, der opstod sidst i 80’erne.

Sayyid Qutb er blind over for USA’s mere humanistiske side i form af for eksempel men16 I a m n e st y I Tema

neskerettighedsforkæmpere. I stedet lader han sig udfordre og provokere af amerikanernes materialisme, forbrug og – ikke mindst – frie forhold mellem kønnene. ”Atmosfæren emmer af lidenskab”, som den egyptiske ungkarl og afholdsmand skriver efter at have oplevet de unge amerikaneres æggende opførsel på dansegulvet.

Og ikke nok med det. Det løsslupne begær udløser ikke tilsvarende lykke. Syrligt og med en snert af sarkasme fastslår Qutb tværtimod, at amerikanerne mest af alt går op i en manisk pasning af deres haver. ”De gør det på samme måde, som når en butiksejer sætter vare på hylderne, eller som når en fabriksejer organiserer sin fabrik. Det er helt uden spiritualitet og æstetisk nydelse”, skriver han.

Ideolog for al-Qaeda Lawrence Wright, amerikansk forfatter og journalist, har rejst jorden rundt for at afdække al-Qaedas opkomst. Han udpeger Sayyid Qutbs tanker som centrale for bevægelsen. Og han påpeger, at det had, asketen Qutb formidler, har dannet skole blandt nutidens radikale muslimer.

“Han kunne ikke lide musikken, han kunne ikke lide kvindernes opførsel, han var grundlæggende angst for disse farmerpigers seksualitet – han kunne sågar ikke lide den måde, frisørerne klippede ham på. Han gik tilbage til sit værelse for at sætte håret selv”, fortæller Lawrence Wright.

Qutb importerer dette ensidigt kritiske

USA-syn til Egypten, hvor han i 50’erne bliver leder af det magtfulde Muslimske Broderskab, der blev stiftet i 1928, kort efter Egypten var blevet uafhængig af britisk herredømme.

Med en halv million medlemmer vender Det Muslimske Broderskab sig direkte mod den påvirkning, kolonialiseringen har udsat landet for. Egypten skulle spoles tilbage til islams stolthed og renhed. ”Allah er vores mål. Koranen er vores forfatning. Profeten er vores leder,” lyder det. Med den centrale tilføjelse, at hellig krig også er en del af grundlaget: ”Jihad er vores vej, og at dø for Allah er vores stræben”.

Trods Det Muslimske Broderskabs mange medlemmer føler gruppen sig holdt uden for politisk indflydelse – også da Gamal Abdel Nasser med broderskabets altafgørende hjælp og stemmer bliver landets leder i 1952. Denne frustration, hvor organisationen føler sig udnyttet og svigtet på samme tid, skaber en gryende følelse af foragt over for det egyptiske styre. En foragt, der skal vokse voldsomt i de følgende 30 år.

Nasser forsøger at realisere en slags arabisk socialisme med rummelighed over for islam.

Men Sayyid Qutb og hans ligesindede i Det Muslimske Broderskab foragter socialismen, hvor klasserne er defineret af samfundet – og ikke af Gud. Snart er den tidligere allierede Sayyid Qutb den argeste modstander af Nasser, og splittelsen af det egyptiske samfund accelererer.

Nasser reagerer ved at gennemføre massearrestationer blandt broderskabets medlem-

Af Øjvind Hesselager og Jakob Gottschau Foto: Getty Images

En ung Ayman al-Zawahiri blev fængslet efter drabet på Anwar Sadat og udsat for tortur i fængslet, hvor han blev fangernes talsmand.

Ayman al-Zawahiris udvikling fra barn til ung læge i Egypten og senere næstkommanderende i al-Qaeda.

mer. I 1954 forsøger broderskabet til gengæld uden held at myrde Nasser og omstyrte samfundet. Fronterne står stejlt. Egypten udvikler sig til et regime med undertrykkelse af islam og tortur mod oppositionen – heriblandt muslimerne. ”Nasser havde lovet så meget”, forklarer professor i islamisk lov ved University of California, Khaled Abou El Fadl. ”Egypten skulle udvikles og blive moderne, være medlem af verdenssamfundet, en del af den industrialiserede verden. Cairo skulle være som Paris eller London. På meget kort tid”.

Det Muslimske Broderskabs frustration næres yderligere af den afvikling af, hvad de ser som egyptiske værdier, som tiden som koloni under Storbritannien har betydet. Khaled Abou El Fadl mener, at Egyptens oprindelige samfund reelt var blevet ødelagt i englændernes forsøg på at gennemtrumfe en vestlig modernitet.

”Deres undervisning, love, viden, produktion.

Alt. Og i deres søgen bagud mod en egen identitet, var det eneste egypterne fandt, som ikke var ødelagt, en oprindelig religiøs identitet som muslimer”, siger Fadl.

Martyr for islam Sayyid Qutb spærres inde i fængsel i næsten 12 år. Her redefinerer han sit syn på muslimerne. Ikke alle muslimer er gode muslimer. De, der tjener Nasser, er urene og kan udstødes og dræbes. Det er en altafgørende skillelinje, der her passeres. Qutb legitimerer nu også hellig krig mod visse muslimer.

Det er denne tankegang, der er på spil, når muslimer kan sprænge en ambassade med muslimske ansatte i luften i den hellige krigs navn.

Nasser forsøger at lave et kompromis med udfordreren Sayyid Qutb. Men denne vælger meget symbolsk døden frem for forliget. Han bliver hængt i august 1966.

”Hans holdning til døden er interessant,” siger Abdallah Schleifer, amerikansk journalist og konverteret muslim, der som ung var venner med den senere næstkommanderende i Al Qaeda, Ayman al-Zawahiri. ”Han hilser døden velkommen. Han er overbevist om, at martyrdøden vil sprede hans tanker yderligere over for den egyptiske befolkning. Qutb signalerer, at der kan være en stor værdi i et liv, der søger døden. Det var en meget stor forandring, som man tydeligt kunne mærke i det egyptiske samfund”, siger Abdallah Schleifer.

Beskeden om Sayyid Qutbs død går direkte i blodet på en generation af vrede unge muslimer. Ikke mindst den 15-årige egypter Ayman al-Zawahiri, der ligefrem danner en undergrundsgruppe for at omstyrte de kræfter, der slog Qutb ihjel. Det er en meget central begivenhed i terrorismens udvikling. Zawahiri skal senere blive hjernen i al-Qaeda og lederen Osama bin Ladens højre hånd. tema I amnesty I 17

➜

TEMA: P Å S P ORE T AF A L -Q A E DA Den blinde sheik, Omar Abdel Rahman, var blandt de fængslede efter mordet på Sadat.

Senere kom han til USA, hvor han i 1995 blev idømt fængsel i livstid for at planlægge bombeangrebet mod World Trade Center i 1993.

➜

Nederlaget til Israel I midten af 1960’erne er general Nassers popularitet på retur. Egypterne nærer en stigende skepsis til ham på grund af landets dårlige økonomi. En storpolitisk begivenhed midt i 60’erne skal yderligere svække Nasser.

I maj 1967 står 135.000 egyptiske soldater opmarcheret ved grænsen til Israel, og Egypten blokerer for indsejlingen af israelske skibe i Tiran-strædet. Nasser opfordrer hele den arabiske verden til at angribe jødernes stat Israel, der er blevet dannet i 1948 og er en torn i øjet på de arabiske nabolande. Nu går det helt galt for Nasser. På kun seks dage tilføjer Israel de arabiske naboer et totalt nederlag, der tilmed efterlader de muslimske trosfæller i Palæstina i stikken. ”Tænk det lige igennem”, siger professor Khaled Abou El Fadl. ”Lillebitte Israel over for de arabiske natio-

Den tidligere leder af Islamic Jihad i Egypten, Abud al-Zumur, var en af attentatmændene ved drabet på Anwar Sadat i 1981, hvor han blev idømt 25 års fængsel. Ayman al-Zawahiri overtog lederskabet af Islamic Jihad i 1990.

ner. Den lille stat er i stand til at tilføre et ydmygende nederlag til de arabiske sekulære stater. Det rejser virkelig spørgsmålet: Hvad har vi opnået under vores nuværende styreform?”

Efter Nassers død i 1970 overtager Anwar Sadat præsidentposten. Han orienterer Egypten yderligere mod USA og Vesten. På dette tidspunkt er Sayyid Qutbs ideologiske arvtager Ayman al-Zawahiri blevet en ung og kritisk student. Han forbereder et opgør mod staten sammen med andre radikale muslimer. De er unge og uerfarne. Men de mener det.

Adballah Schleifer, amerikansk journalist og konverteret muslim bosiddende i Cairo, bemærker udviklingen. Hvor det progressive studentermiljø tidligere havde været stærkt marxistisk, blev det nu muslimsk. ”Midt i 70’erne var alt forandret. De kvindelige studerende begyndte at gå med slør. Ikke

”Hvis islam igen skal spille rollen som menneskehedens leder, er det absolut nødvendigt, at det muslimske samfund genoprettes i sin helt oprindelige form. Denne bevægelse bruger fysisk magt og hellig krig for at nedbryde myndigheder og statsapparat”.

Sayyid Qutb, leder af Det Muslimske Broderskab i 1964.

alle, men for hver måned steg antallet. Og de muslimske studerende begyndte også at vinde valgene på universiteternes medicin- og ingeniørfakulteter”.

Abdallah Schleifer mødes med Zawahiri og går en tur med ham på universitet i Cairo. ”Han var lykkelig over at vise mig rundt.

Han var tydeligvis stolt over, at de muslimske studenterbevægelser havde overtaget magten. Vi havde en interessant diskussion. Han mente, udviklingen var voldsom. Men jeg fremførte, at det jo blot var endnu et studenteropgør. At intet var forandret”.

Det skulle vise sig at være en fejlvurdering.

Islamisterne gennemfører et attentat mod Sadat under en militærparade den 6. oktober 1981. Sadat dør – men politiet og militæret slår brutalt oprøret ned. Og den alvorlige konsekvens for de radikale muslimer er, at de ikke baner vejen for en islamisk stat, men tværtimod får udraderet næsten hele deres organisation.

I fængslet bliver Ayman al-Zawahiri de muslimske fangers talsmand. Hans råb til hele verden fra retssalen viser hans had. ”De sparkede os. De slog os. De brugte elektriske kabler. De gav os elektrochok. Og de brugte vilde hunde imod os. Allah!”

Det er et had, der senere skal føde og inspirere nye terrorgrupper.

Sayyid Qutb – manden bag dødekulten

18 I a m n e st y I tema

digt, at det muslimske samfund genoprettes i sin helt oprindelige form”, hedder det uden omsvøb i Milepæle. ”Denne bevægelse bruger fysisk magt og hellig krig for at nedbryde myndigheder og statsapparat”.

Dette revolutionære budskab kombineret med, at Sayyid Qutb selv valgte at lade sig hænge – i stedet for at tage imod myndighedernes tilbud om amnesti – har givet ham martyrstatus. Sayyid Qutb betragtes i dag som en af de vigtigste inspirationskilder for al-Qaeda, og Osama bin Laden har flere gange ladet sig fotografere foran bogreoler med Qutbs værker.

Foto fra ”På sporet af den hellige krig”.

Den egyptiske forfatter og islamist Sayyid Qutb, født 1906, ønskede, at Egypten skulle indføre en oprindelig form for islam helt befriet for vestens påvirkning. I sin kamp blev han mere og mere radikal i sine holdninger, der i 1964 kulminerede med bogen ”Milepæle”, som han skrev under et fængselsophold og fik smuglet ud af sin familie. Bogen, der blev forbudt, opfordrer til udstødelse af muslimer, der ikke følger Guds love, og den opnåede kultstatus blandt unge revolutionære egyptere på universiteterne i 60erne og 70erne. ”Hvis islam igen skal spille rollen som menneskehedens leder, er det absolut nødven-

Af Øjvind Hesselager og Jakob Gottschau Foto: Polfoto

Den 6. oktober 1981 blev præsident Anwar Sadat skudt af radikale muslimer under en militærparade i Cairo. Som straf blev tusinder af islamister sendt i fængsel og udsat for tortur. Mange blev senere terrorister i al-Qaeda.

Men Sadat døde Midt i millionbyen Cairo har vi mødt to tidligere terrorister, der var med til at gennemføre det attentat på præsident Anwar Sadat, der står som et centralt pejlemærke i forståelsen af nutidens moderne islamistiske terror.

CAIRO Vi sidder i en gadebazar. Unge egyptiske mænd, der ikke har travlt med noget som helst, hilser venligt hen over viften af spillekort og trækker stolene til side, så vi kan få plads til vores store grønne kuffert med tv-udstyr.

I den nedslidte gade, mellem hullerne fyldt med regnvand, snegler en strøm af bulede taxaer sig tæt forbi. Vi er i støvede, pulserende, larmende Cairo. Meget startede her i disse

gader, hos dette folk, der i stigende grad blev frustreret over den retning, de så deres gamle og stolte land tage. Hvordan kunne Egypten på bare seks dage i 1967 tabe en krig til lille, uanseelige Israel? Kampflyene blev sågar bombet, uden at de nåede at lette.

Den nationale frustration accelererede, mens landets præsident Anwar Sadat flirtede med Vesten i 1970’erne. Han indgik en fredsaftale med Israel. Han beskyttede den iranske shah efter den islamiske revolution i Iran i 1979. Hans kone kyssede en græsk sanger.

Kritikerne mente, at han ødelagde den sande islam. Attentatplanerne mod Sadat tog form.

Ti års tortur Kort efter sidder vi over for den tidligere terrorist Kamal Habib, der blev fængslet og tortureret for sin rolle i drabet på Anwar Sadat. Som 19-årig gennemlevede han omkring 1980 en forandring som førsteårsstuderende

på universitetet i Cairo. Han havde altid været uenig med den tidligere præsident Nassers arabiske version af socialisme, og nu så han sig selv medvirke til organiseringen af drabet på Nassers efterfølger – præsident Anwar Sadat. Habib blev leder af Islamic Jihad, der ville skabe en islamisk stat. Sadat døde, men den islamiske stat opstod aldrig i Egypten. ”Vi manglede erfaring og en klar vision for staten, og hvordan den skulle køres. Vi havde ikke den nødvendige organisation. Vi var mere ledet af vores drømme og følelser, end vi var organiserede”, forklarer Kamal Habib.

Hans kone tager hans hænder, der er mærket af de mange års tortur. Hun passede deres to små drenge i de ti år, han sad indespærret. ”Som unge mænd drømte vi om forandring.

Vi var frustrerede over, at lovene i Egypten ikke refererede til islam. Der var en tendens til at følge den vestlige modernitet”, fortæller Kamal Habib. tema I amnesty I 19

➜

TEMA: P Å S P ORE T AF A L -Q A E DA

➜

Da en mere og mere nervøs Anwar Sadat den 3. september 1981 arresterede mere end 1.500 politiske modstandere, var det en afgørende provokation. ”Han sagde om vore muslimske talsmænd, at de var blevet smidt i fængsel som hunde.

Det fik tidens unge mænd til at rykke hurtigt.

Det blev nu en drøm for dem, at Sadat skulle dræbes”, husker Kamal Habib.

Den 6. oktober 1981 var det årsdagen for Yom Kippur-krigen i 1973, hvor Egypten invaderede Israel og genvandt en lille del af Sinai.

En sjælden og kærkommen festdag, som præsident Anwar Sadat hvert år fejrede med en militærparade. Franske Mirage kampfly bragede hen over præsidenten. Men det bragede

”En gruppe soldater holdt mig fast og løb rundt med mig. De slog mig med kæppe på ryggen og fødderne. Mellem slagene hældte de koldt vand på mig, så mærkerne efter slagene ikke kunne ses”, fortæller Montasser el-Zayat.

Foto: Michael Daugaard Foto: Michael Daugaard

”Jeg er repræsentant for en generation, der skulle støtte den moderne stat Egypten, men i stedet valgte modsætningen og forsøgte at finde et rum at udtrykke os selv i. Og vi kunne kun finde islam”, fortæller Kamal Habib.

også fra automatvåben på ladet af en lastbil, der passerede forbi den tribune, hvor præsidenten gjorde honnør.

Sadat faldt sammen i et virvar af nedskudte og råbende sikkerhedsvagter, politikere og civile. En tv-fotograf fangede sceneriet med flakkende kamera. Attentatet lykkedes.

Nej til vold og radikalisering Kamal Habib spoler tiden tilbage for at finde en forklaring på, at Sadat skulle dø. Og på at han selv var medskyldig. ”Jeg er repræsentant for en generation, der skulle støtte den moderne stat Egypten, men i stedet valgte modsætningen og forsøgte at finde et rum til at udtrykke os selv i. Og vi kunne kun finde islam”.

Kamal Habib har i dag en kandidatgrad i statsvidenskab. Pauserne mellem torturen i fængslet brugte han på at studere sharia. Da han kom ud af fængslet i 1991, havde Sovjet tabt krigen i Afghanistan. Myndighederne i Egypten troede, han ville rejse til sine muslimske brødre og deltage i kampen for at gøre Afghanistan til en islamisk stat. Men han blev i Cairo. ”Efter jeg blev løsladt, fik jeg tilbudet fra mine tidligere jihad-kolleger om at komme til Afghanistan. Men jeg afviste. Jeg havde besluttet, at min fremtid lå i Egypten. Det er første gang, jeg siger det i et interview. Det er helt eksklusivt”, fortæller han.

Den egyptiske studentergruppe Islamic Jihad, som Kamal Habib havde været leder af, blev senere en del af al-Qaeda og den globale jihad. ”Jeg nåede den erkendelse i fængslet, at vold og radikalisering ikke kunne bruges til at forandre Egypten”.

Islamister på universiteterne Et andet sted i det centrale Cairo lader en gammel elevator med åbne gittersider sig modvilligt trække op til Montasser el-Zayats advokatkontor. Præcis som Kamal Habib var Montasser el-Zayat med i de hemmelige studentergrupper, der planlagde det drab på præsident Anwar Sadat, som symboliserer

”Når jeg er ude og rejse, kan jeg sove trygt. Men når jeg sover i Egypten, har jeg altid det ene øje åbent. Jeg ønsker et land, hvor jeg kan leve sikkert og sige, hvad jeg ønsker”.

Montasser el-Zayat, fængslet for drabet på Anwar Sadat.

den organiserede, islamistiske terrors fødsel.

Montasser el-Zayat husker, at Anwar Sadat selv var med til at give de kritiske, muslimske studenter vind i sejlene, da han løslod de mange fanger fra Det Muslimske Broderskab, som forgængeren Nasser have fængslet. ”Han forsøgte at skabe en islamisk stemning på universiteterne for at komme af med de højreorienterede og kommunisterne, der var imod ham. Han lod islamister og Det Muslimske Broderskab arbejde på universiteterne.

Og der begyndte at dannes islamistiske grupper. Sådan var stemningen på universiteterne i 1973”, siger Montasser el-Zayat.

Montasser el-Zayats et år ældre bror læste på universitet i Asyut i det sydlige Egypten. ”Han blev et andet menneske. Hans skæg, der før havde været lille, voksede sig større. Og han begyndte at fortælle mig, hvordan islam havde lidt under den tidligere præsident Nassers æra. Han begyndte at fortælle mig dybe ting”.

Også Montasser el-Zayat blev radikaliseret. ”Min personlighed blev forandret. Jeg holdt op med at have følelsesmæssige forhold. Jeg holdt op med at spille fodbold. Jeg husker en oplevelse, der altid får mig til at le. Jeg ændrede min klædedragt så meget, at min far ikke kunne kende mig”.

Også hans holdninger ændrede sig. ”De muslimske ledere, Anwar Sadat havde løsladt, begyndte at besøge os på universiteterne. Mange fortalte om den tortur, de var blevet udsat for under Nasser, og de ønskede,

1928

1948

1949

1950

1954

1964

Det Muslimske Broderskab, der vil genskabe det muslimske kalifat, stiftes i Egypten og vinder hurtigt tilslutning i flere andre arabiske lande.

Staten Israel dannes og kommer i krig med sine arabiske naboer. Den fremtrædende islamiske fundamentalist, egypteren Sayyid Qutb, rejser til USA.

Stifteren af Det Muslimske Broderskab, Hasan alBanna, dræbes i Cairo.

Sayyid Qutb vender hjem til Egypten stærkt kritisk mod USA. Han bliver medlem og senere leder af Det Muslimske Broderskab.

Sayyid Qutb fængsles for første gang. General Nasser bliver premierminister og udsættes for attentatforsøg fra Det Muslimske Broderskab.

Sayyid Qutbs ideologiske hovedværk Milestone udkommer og forbydes.

20 I a m n e st y I tema

at Egypten skulle overgå til islam igen. De historier om tortur påvirkede os”. ”Vi begyndte at hade styret, og jeg hadede dem, der støttede styret. Jeg følte, vi skulle konfrontere det”.

I juli 1952 besluttede en gruppe egyptiske officerer at afsætte den daværende leder Kong Farouk, der blev set som en marionet og et levn fra den britiske kolonitid.

Med revolutionen begyndte den moderne politiske æra, der har været fuldstændig domineret af tre stærke præsidenter med baggrund i militæret: Nasser, Sadat og Mubarak. Det er stadig tankegods fra revolutionen, der udgør den politiske ballast: En stærk nationalisme båret af en autoritær, sekulariseret stat.

Gamal Abdel Nasser, der kom til magten i 1956, orienterede Egypten delvist mod Sovjetunionen og erklærede sig som eksponent for en særlig arabisk socialisme.

Selv om han gennemførte visse reformer, blev han mødt af en voksende opposition – såvel fra religiøs side som fra kommunister – der blev undertrykt med jernhånd.

Egypten var præget af nederlaget i seksdageskrigen og økonomisk krise, da Nasser døde i 1970. Efterfølgeren Anwar Sadat førte Egypten i en mere vestlig retning – først og fremmest med fredsaftalen med

Det er den slags historier om tortur, der er blevet en del af Egyptens mentale arv. ”En gruppe soldater holdt mig fast og løb rundt med mig. De slog mig med kæppe på ryggen og fødderne. Mellem slagene hældte de koldt vand på mig, så mærkerne efter slagene ikke kunne ses”.

Da afhøringerne gik i gang, blev el-Zayat slået, hver gang han gav et svar. Han fik elektrisk stød gennem brystvorterne. ”Hele denne behandling producerede en masse had i hjertet af unge mænd. Had mod systemet – og ønsket om hævn. For at slippe fri fra dette helvede af indespærring flygtede mange fra Egypten. Den egyptiske regering hjalp med at arrangere din rejse til Afghani-

Israel i 1979. Aftalen var relativt populær i Egypten, da den tilfredsstillede landets krav overfor Israel, men i den øvrige arabiske verden blev den set som åbenlyst forræderi mod palæstinenserne og de øvrige arabiske lande.

Efter drabet på Sadat kom Egyptens nuværende præsident Hosni Mubarak til magten, og han har i høj grad fortsat Sadats linje. Mange betragter hans søn, Gamal Mubarak, som regimets foretrukne valg efter den nu 81-årige Hosni Mubarak.

Foto: AFP

Planlægning af attentatet Montasser forlod jurastudiet, fordi en lærd muslim forklarede ham, at lovene er lavet af mennesker og derfor er forkerte ifølge islam.

Og han flyttede sammen med andre studerende til den lille by Kafr Tohormos. ”Vi fik fornemmelsen af, at samfundet ville af med os. Og her opstod tankerne om at føre jihad mod den uretfærdige stat, der ikke accepterer sharia. Vi begyndte at tale om, at vi skulle forberede os militært. Og i 1980 begyndte vi på våbentræningen. Først for at kunne forsvare os selv, hvis styret ville fængsle os.

Men senere for at kunne bekæmpe styret”.

For at finansiere aktiviteterne besluttede gruppen, at det ikke længere var en islamisk synd at tage penge fra kristne og jøder. Store guldbutikker blev røvet. ”Samtidig med, at Anwar Sadat og hele hans apparat ledte efter os, planlagde vi at slå ham ihjel den 6. oktober. Vi vidste, at en islamist, der stod os nær, ville deltage i militærparaden.

Min rolle var det organisatoriske arbejde. Jeg var forbindelsen til gruppens ledere i Cairo, og jeg rekrutterede mennesker til organisationen og sendte dem til træning”.

Præcis som Kamal Habib bliver Montasser el-Zayat fanget. ”Umiddelbart efter drabet på Anwar Sadat begyndte myndighederne at arrestere tusindvis af unge mænd. Torturen var frygtelig og mindede os om, hvad vi allerede havde hørt var sket under Nasser”.

Han viser, hvordan fangevogterne holdt ham fast. ”Tortur var grundlaget for afhøringerne. Der var ingen tekniske undersøgelser. Da jeg blev arresteret, fik jeg bind for øjnene og hænderne bundet på ryggen. De tog alt mit tøj af, undtagen undertøj. De begyndte at slå og sparke mig hårdt. Jeg kunne ikke se, hvor sparkene og slagene kom fra. Det kom alle vegne fra”.

Egypten fra Farouk til Mubarak

Anwar Sadat (th) og Hosni Mubarak ved militærparaden få minutter før attentatet, hvor Sadat blev dræbt.

stan. Mange af lederne i den globale jihad forlod Egypten, og det medførte angrebet på de to tårne den 11. september 2001”, siger Montasser el-Zayat, der selv har skiftet holdning. ”Jeg har erkendt, at brugen af vold for at opnå, hvad jeg ønsker, er forkert. Jeg har erkendt, at islam intet har med vold at gøre”, siger han. ”Jeg drømmer om retfærdighed og lighed.

Det er mærkeligt. Når jeg er ude og rejse, kan jeg sove trygt. Men når jeg sover i Egypten, har jeg altid det ene øje åbent. Jeg ønsker et land, hvor jeg kan leve sikkert og sige, hvad jeg ønsker. Jeg ønsker at kunne sige til kvinder, at de skal bære slør – og at kvinderne selv bestemmer, om de gør det”.

1966

1967

1970

1974

1978

1979

Sayyid Qutb hænges.

Den 15-årige Ayman al-Zawahiri danner en undergrundgruppe, der arbejder ud fra Qutbs teorier: Koranen skal være lov i Egypten.

Egypten, Jordan, Syrien og Irak taber seksdageskrigen mod Israel.

Egyptens præsident Nasser dør og erstattes af Anwar Sadat, som løslader de fængslede medlemmer af Det Muslimske Broderskab.

Saudiaraberen Osama bin Laden bliver medlem af Det Muslimske Broderskab.

Osama bin Laden bekender sig til Sayyid Qutbs radikale islam.

Ayatollah Khomeini gør Iran til en islamisk republik. Sovjetunionen invaderer Afghanistan.

tema I amnesty I 21

TEMA: P Å S P ORE T AF A L -Q A E DA

En amerikaner indfanger Osama Bin Laden Siden 2001 har Osama bin Laden og Ayman al-Zawahiri stået øverst på CIA’s liste over efterlyste terrorister. Men hvem er de, og hvordan opstod deres plan om at ramme den vestlige verden med terror? I fem år researchede den amerikanske journalist Lawrence Wright historien om, hvordan den saudiarabiske milliardærsøn Osama bin Laden skabte al-Qaeda. Amnesty har besøgt den prisvindende forfatter i USA.

USA Lawrence Wright rejser sig igen. Den 51årige amerikaner har et flere meter langt kildekartotek stående i sit hjem i Austin, Texas.

Han trækker et af kartotekskortene op. Det er håndskrevet. Og bekræfter hans enorme grundighed i jagten på al-Qaedas opkomst.

Lawrence Wrights bog The Looming Tower – Al-Qaeda and the road to 9/11 er et uafviseligt værk i forståelsen af, hvordan Vestens fjende nummer ét opstod og udviklede sig til det globale terrornetværk al-Qaeda. Han vandt den prestigefulde Pulitzer-pris i 2007 for sin bog, der baserer sig på over 600 interviews – blandt andet med medlemmer af den islamistiske bevægelse, venner af Osama bin Laden samt efterretningsfolk i USA og Saudi Arabien.

Vi skal tilbage til den sovjetiske invasion

af Afghanistan i 1979. En invasion, der med USA’s slet skjulte støtte til de afghanske styrker, dybest set var det sidste kapitel i den kolde krig. Under den 10 år lange krig mødtes de to personer, der skulle blive stifterne af al-Qaeda, i den pakistanske by Peshawar nær grænsen til Afghanistan.

Egypteren Ayman al-Zawahiri, der er uddannet læge, havde gennemlevet tortur i Egyptens fængsler for sin påståede meddelagtighed i drabet på Egyptens præsident Anwar Sadat i 1981. Nu havde Ayman al-Zawahiri – sammen med andre arabiske, revolutionære muslimer – udset sig Afghanistan til en ny slagmark, hvor den gudløse kommunistiske ideologi i form af Sovjetunionen kunne bekæmpes, så islam kunne regere.

For Osama bin Laden var historien en ganske anden. Hans ungdom var præget af eventyr – fra bjergbestigning i Tyrkiet til storvildtjagt i Kenya, og han elskede heste, fodbold og hurtige biler. Faderen Mohammed bin Laden var en af Saudi Arabiens rigeste mænd i kraft af sit støt voksende entreprenørfirma, som renoverede Den Store Moské i Mekka og Profetens Moské i Medina og anlagde store veje i ørkenlandet. Derudover havde han officielt 54 børn med 22 koner.

Osama begyndte i 1976 at studere på universitetet i Jeddah, hvor de lærde havde talt om, at alle muslimer havde en forpligtelse til at stå sammen mod Sovjetunionen, der ville udradere det muslimske Afghanistan. Mange af de lærde var medlemmer af Det Muslimske

1980

1981

1982

1984

1986

1988

Saudi Arabien og USA støtter modstandshæren i Afghanistan. Zawahiri danner Islamisk Jihad i Egypten.

Anwar Sadat dræbes af radikale muslimer i Egypten. Zawahiri fængsles, da han vil rejse til Afghanistan.

I Egyptens fængsler sammenbringes radikale grupper af muslimer efter drabet på Sadat.

Zawahiri bliver løsladt og forlader Egypten. Osama bin Laden leder de arabiske tropper i Afghanistan.

Zawahiri tilslutter sig den arabiske gruppe i Peshawar i Pakistan, der er forpost til krigen i Afghanistan.

Sovjetunionen indleder tilbagetrækning fra Afghanistan. I august holder Osama bin Laden og Zawahiri det første møde om al-Qaeda.

22 I a m n e st y I tema

Af Øjvind Hesselager og Jakob Gottschau Foto: Bruce Glikas

”Husk hvad der skete med Sovjetunionen: Nationen smuldrede efter nederlaget i Afghanistan. Osama bin Ladens strategi var, at De Forenede Stater skulle blive de ikke forenede stater”.

Lawrence Wright, forfatter og journalist

Broderskab, som var blevet jaget ud af Egypten eller Syrien og var inspireret af den radikale egyptiske islamist Sayyid Qutb.

Osama rejste til Pakistan med sit handelstalent og sin fars penge. Og en stor drøm.

I Afghanistan slog Osama bin Laden og Ayman al-Zawahiri kræfterne sammen til det, der efterfølgende blev al-Qaeda. ”Jeg tænker ofte på den dag, da disse to personer mødtes”, siger Lawrence Wright.

En arabisk fremmedlegion Da Sovjetunionen i 1988 indledte den tilbagetrækning fra Afghanistan, der var et stort skridt mod supermagtens endelige sammenbrud, blev de arabiske soldater fanget i et vakuum.

”Osama bin Laden havde et mål med sine angreb på USA. Han ønskede, at Amerika skulle begå samme misforståelse som Sovjetunionen og invadere Afghanistan, hvor al-Qaeda holdt til”, fortæller Lawrence Wright.

1989

1990

1991

1992

1993

1994

Sovjetunionen er ude af Afghanistan. Osama bin Laden vender som 31-årig hjem til Saudi Arabien som krigshelt.

Irak besætter Kuwait.

Osama bin Laden tilbyder Saudi Arabien at bruge krigere fra Afghanistan i kampen mod Saddam Hussein.

Osama bin Laden kritiserer, at Saudi Arabien modtager hjælp fra USA imod Irak. Han presses til at forlade landet og tager til Sudan. USA besejrer Irak.

Politikere i Egypten bliver skudt ned af radikale islamister, der er hjemvendt fra Afghanistan.

Bombe eksploderer i kælderen under World Trade Center i New York. Seks radikale islamister dømmes for terroraktionen.

Saudi Arabien fratager Osama bin Laden sit statsborgerskab og indefryser hans penge.

tema I amnesty I 23

➜

TEMA: PÅ S P O R E T A F A L - Q A E DA

”Der opstod en identitetskrise i den arabiske gruppe: Hvad skal vi lave nu?”, forklarer Lawrence Wright.

For ganske vist havde de ofte utrænede arabiske mænd ikke bidraget med stor kamperfaring i slaget mod Sovjetunionen. Ofte havde de tværtimod tirret de afghanske soldater og billedligt talt stået i vejen midt i deres skudlinje. Men araberne havde bidraget med økonomi og ikke mindst stort vovemod, og nogle af egypterne havde også været effektive i slagmarken. Og denne sammensatte styrke var nu arbejdsløs. ”Osama bin Laden var overbevist om, at alle disse unge arabere skulle blive sammen og forme en arabisk fremmedlegion, der kunne jage Sovjet langt ind i det centrale asien”, siger Lawrence Wright. ”På dette tidspunkt er araberne først og fremmest anti-kommunistiske og allierede med USA og NATO. Det var ikke en terrororganisation”, understreger Lawrence Wright.

➜

Fast månedsløn og betalt ferie Men Osama bin Laden tager næste skridt og etablerer en hemmelig gruppe, hvor hvert enkelt medlem udpeges personligt. ”Denne gruppe blev kaldt al-Qaeda, hvilket betyder ’basen’. De var kun en håndfuld mennesker”, siger Lawrence Wright.

Han udpeger august 1988 som tidspunktet, hvor det første møde blev holdt. Og i september samme år holdt gruppen stiftende møde. ”Disse fyre havde forladt deres hjemlande for at slås i Afghanistan. De var ikke velkomne i deres hjemlande. Egypten var kun glad for at være sluppet af med deres jihad-krigere, for mange af dem kom direkte fra fængslerne i Egypten til Afghanistan. Hvorfor skulle de tage hjem igen?”, spørger Lawrence Wright retorisk. ”Og hvad kunne de? Ikke meget andet end at føre hellig krig. De var ganske enkelt udstødt af deres egne samfund, og Osama bin Laden gav dem et job, et sammenhold og en

Foto: Polfoto

Osama bin Laden og Ayman al-Zawahiri i en video, som blev sendt på Al-Jazeera den 7. oktober 2001.

opskrift på, hvordan verden, også deres egen, kunne forandres”.

Det var ikke revolutionære drømme om et muslimsk samfund, der oprindeligt holdt sammen på gruppens medlemmer. Tværtimod var det noget så håndfast som økonomi. Osama bin Laden tilbød ganske enkelt de unge hjemløse arabere en rigtig ansættelse med månedsløn, betalt ferie og sygeforsikring. ”En ungkarl fik 1.000 dollar om måneden, og en familiefar fik 1.500 dollar”, forklarer Lawrence Wright, der understreger, at Osama bin Laden havde studeret økonomi, før han forlod universitetet, og havde arbejdet i sin fars virksomhed. ”Han kendte visse forretningsmodeller.

Osama tilførte ganske enkelt et helt nyt vidensniveau til terroren. Noget verden aldrig havde set tidligere”.

Osama mod Saddam Præcis to år efter gruppen var blevet etableret, udså Osama bin Laden sig den første mission.

Hans hadeobjekt nummer et, Iraks hersker Saddam Hussein, havde sendt sine tropper ind i den lille oliestat Kuwait. Saudi Arabien frygtede, at Saddam Hussein ville rykke videre – og krigshelten fra Afghanistan, Osama bin Laden, så en mulighed for at hjælpe sit fædreland. ”Osama bin Laden var nervøs for, at de saudiarabiske ledere skulle invitere amerikanere og europæere til at forsvare Saudi Arabien.

Han var stærkt imod, at jøder og kristne skulle besudle de hellige muslimske steder”, forklarer Lawrence Wright.

Og i den situation lancerede Osama bin Laden et forslag, som det kan være svært at tage helt alvorligt i dag. Men der er ingen tvivl om, at han mente det af hele sit hjerte. ”Han opsøgte den saudiarabiske forsvarsminister og foreslog, at han skulle forsvare kongedømmet Saudi Arabien med sin egen lille private hær al-Qaeda”, siger Lawrence Wright, mens han forsøger at dæmpe et gryende grin. ”De var måske et par hundrede fyre i den hær. Og han kunne måske mobilisere 100.000 arbejdsløse unge saudiarabiske mænd. Og han

1995

1996

1997

1998

2000

2001

En bil med sprængstof kører ind i den egyptiske ambassade i Pakistan.

Zawahiri er bagmand.

Osama bin Laden opfordrer til angreb på amerikanske soldater i Saudi Arabien.

Bombeangreb mod amerikanske soldater i den saudiske by Khobar. USA indfører sanktioner mod Sudan for at få udleveret Osama bin Laden, som flygter til Afghanistan og erklærer krig mod USA.

Massakre mod turister i Luxor i Egypten. Terroristerne begår selvmord.

Osama bin Laden giver sit første tv-interview og erklærer USA krig.

I et manifest skriver Zawahiri, at det er enhver muslims pligt at dræbe amerikanere og deres allierede. Bombeangreb mod USA’s ambassader i Kenya og Tanzania.

Bombningen af det amerikanske krigsskib USS Cole i Aden, Yemen.

George W. Bush bliver præsident i USA, som rammes af terrorangrebet den 11. september. USA og Storbritannien indleder militært angreb mod Afghanistan og jagten på Osama bin Laden.

24 I a m n e st y I tema

kunne rykke i felten med sin fars entreprenørmaskiner. Det skulle være hans svar mod en irakisk hær på to millioner mand og en af verdens mest slagkraftige tankdivisioner”.

Det regnestykke gik ganske enkelt ikke op.

Og Saudi Arabiens forsvarsminister afslog det grinende. ”Han sagde: ’Osama, du er ikke længere i bjergene i Afghanistan’. Det var meget, meget sårende for Osama bin Laden”.

Den nye hovedfjende Selv om forslaget forekom vanvittigt, var det ikke helt ulogisk, at Osama bin Laden stillede det. ”Husk, han var lige kommet hjem fra Afghanistan og var blevet modtaget som en krigshelt. Og husk, at Sovjetunionen faldt fra hinanden i årene efter nederlaget i Afghanistan.

I Osama bin Ladens verden var det muslimer som ham, der havde leveret det moralske skyts til sejren over Sovjetunionen. Og for Osama bin Laden var Saddam Hussein et meget mindre mål”.

Kort efter forlod Osama bin Laden sit hjemland. Og hans spådom gik i opfyldelse – en halv million soldater fra USA og de allierede marcherede ind i Saudi Arabien og forsvarede landet mod Saddam. Over 100.000 af dem blev i landet, efter Saddam var besejret, for at forsvare flyveforbudszonen.

Osama bin Laden så omridset af et stort amerikansk komplot i hele scenen. Han havde den teori, at amerikanerne under hånden havde givet Saddam Hussein grønt lys til at invadere Kuwait – for derpå at kunne sende amerikanske tropper ind i Saudi Arabien og få placeret en vigtig politisk base i den olierige Golf-region.

Det var i den tankerække, at USA blev udnævnt til al-Qaedas nye hovedfjende hos Osama bin Laden. ”Hans rådgivere fortalte ham, at han ikke ville få opbakning hos sine landsmænd, hvis han konfronterede den kongelige saudiarabiske familie direkte. I stedet skulle han angribe USA og derigennem vende det saudiske folks vrede mod landets ledere – kongefamilien”.

Bjørnen lokkes ud af hulen Der går en rød tråd gennem bombningerne af amerikanske ambassader i Afrika, angrebet på krigsskibet USS Cole og flere andre terrorangreb mod USA. Bjørnen skulle lokkes ud af hulen. ”Osama bin Laden havde et mål med sine angreb på USA. Han ønskede, at Amerika skulle begå samme fejl som Sovjetunionen og invadere Afghanistan, hvor al-Qaeda holdt til.

Husk hvad der skete med Sovjetunionen. Nationen smuldrede efter nederlaget i Afghanistan. Osama bin Ladens strategi var, at De Forenede Stater skulle blive til de ikke forenede stater. Dermed ville verdens anden supermagt være elimineret, og det ville åbne vejen for islam, der kunne tage pladsen som den dominerende magt i verden”.

Strategien var ikke dum. Afghanistan har tidligere lagt bjerge til nederlag til blandt andre Storbritannien. Men USA lod sig ikke umiddelbart lokke ind i Afghanistan. I stedet bombede USA i 1998 Afghanistan med langtrækkende missiler på ordre fra præsident Clinton.

Derfor besluttede Osama bin Laden at komme til USA. I 1993 havde en muslimsk jihadist bombet parkeringskælderen under World Trade Center i New York og forårsaget store ødelæggelser. Men bygningerne stod der endnu. I Afghanistan blev Osama bin Laden konfronteret med en ny plan rettet mod hjertet af USA. ”Planen blev kaldt flyoperationen. Den gik kort sagt ud på at kidnappe et dusin amerikanske fly og sprænge dem i luften. Et af dem skulle lande i USA, og der skulle afsiges en dramatisk erklæring”, forklarer Lawrence Wright.

“Osama bin Laden havde lyttet til den plan.

Han syntes, der var noget rigtigt i den, men der skulle arbejdes videre med den. Og flere år senere opstod ideen om, at flyene ikke skulle medbringe sprængstof. De skulle derimod bruges som missiler”.

”Men en dag blev al-Qaeda opsøgt af fire unge arabiske studerende. De vandrede simpelthen ind i træningslejrene i Afghanistan”, fortæller Wright.

De fire boede sammen i en lejlighed i Hamborg. Her havde de langsomt og i al ubemærkethed gennemlevet en radikalisering fra almindelige studerende på tekniske universiteter til stærkt troende muslimer med et voldsomt had til USA og vestlig levevis. De ledte efter en mission. Den havde Osama bin Laden klar. ”Disse fire unge mænd fra Tyskland blev kernegruppen og de piloter, der var ansvarlige for 11. september”, siger Lawrence Wright.

Ud over de fire unge fra Hamborg-gruppen var alle de øvrige involverede i angrebene 11. september – på nær en enkelt – saudiarabere.

Osama bin Laden og Ayman al-Zawahiri fulgte nøje aktionen fra Afghanistan. ”Osama bin Laden kendte datoen for angrebet. Han tog med sine mænd ud i bjergene”, fortæller Lawrence Wright.

Meningen var, at gruppen skulle se aktionen via satellit-tv, men der var intet signal. I stedet tunede terroristerne ind på en radiokanal. ”Da meldingerne om angrebet løb ind, løb der også et smil hen over Ayman al-Zawahiris og Osama bin Ladens ansigter”, forklarer Lawrence Wright.

Og hvis man spørger ham, hvor han ved det fra, så rejser han sig og finder kartotekskortet.

Lawrence Wrights bog er oversat til dansk med titlen ”Al-Qaeda – Vejen til 11. september”, som er udkommet på People’s Press.

Piloterne melder sig I begyndelsen gik det dog trægt med at træne de rette mænd til opgaven. De kunne ikke tale engelsk godt nok til at erhverve flyvelicens i USA. Planen var tæt på at blive opgivet.

2003

2004

2005

Bombe i natklub på Bali.

Medlemmer af den islamistiske gruppe Jemaah Islamiyah, som sættes i forbindelse med al-Qaeda, bliver dømt til døden.

USA invaderer Irak med opbakning fra blandt andre Storbritannien og Danmark. Bilbomber mod to synagoger i Istanbul samt det britiske generalkonsulat og banken HSBC i Istanbul.

911 dage efter 9/11 eksploderer koordinerede bomber i tog i Madrid.

Forbindelsen til al-Qaeda er uklar.

Koordinerede selvmordsbomber mod tre tog og en bus i London.

Gerningsmændene er fire englændere med pakistanske rødder, der har haft kontakt til al-Qaeda.

Foto: AFP

2002

En foldet 20 dollar seddel kan med lidt god vilje ligne World Trade Center efter terrorangrebet. tema I amnesty I 25

TEMA: P Å S P ORE T AF A L -Q A E DA Foto: Scanpix

Bombeangrebet i London den 7. juli ramte tre tog og denne bus og dræbte 37 mennesker.

London bombet af landsmænd LONDON Terrorforsker og psykolog Andrew Silke lader sig bænke foran bogreolerne på biblioteket på University of East London, hvor han er leder af det juridiske fakultet. For at få plads til alt vores tv-udstyr har vi stablet bordene oven på hinanden – hvilket har blottet de utallige klumper tyggegummi, de studerende gennem årene har placeret dér. Professoren lader som om, han ikke ser dem.

Andrew Silke rådgiver den engelske regering om terrorlovgivning og husker tydeligt 7. juli 2005, hvor morgentrafikken i London pludselig gik i stå. ”Jeg var i London den dag og begyndte pludselig at få en masse sms-beskeder om, at noget var sket. Jeg tændte for tv. Først lød det, at der var sket en ulykke. Men hurtigt tegnede der sig et billede af noget meget mere alvorligt.

Det var ikke bare eksplosioner. Det var terrorisme”.

Andrew Silke fik øjeblikkeligt associationer til Madrid, hvor terrorister året før havde bragt bomber til sprængning i flere tog. I London 26 I a m n e st y I teMA

blev fire tog og en bus sprunget i luften. Men i modsætning til i Madrid valgte bombemændene i London selv at gå i døden, da deres tungt pakkede rygsække eksploderede blandt uskyldige civile. De fire bombemænd var selvmordsterrorister. Dermed stod det klart, at den hellige krig var flyttet ind i hjertet af Europa – i millionbyen London.

Velintegrerede og lovlydige Efterforskningen afslørede hurtigt, at angrebet varslede et nyt kapitel i terrorismens historie. De fire bombemænd var ikke trænede jihad-krigere, der havde optrådt i saudiaraberen Osama bin Ladens og egypteren Ayman Zawahiris arabiske hær – det senere al-Qaeda – i Afghanistan. De var heller ikke muslimske studerende, der var blevet militærtrænet og styret af al-Qaeda og derpå fløjet ind fra et andet land, som det var tilfældet med 11. september 2001-angrebet på New York.

De fire var derimod født og opvokset i Storbritannien. De var velintegrerede og stort set

For godt tre år siden blev Europa lammet, da terroren fejede gennem London. Fire englændere med pakistanske rødder sprængte sig selv i luften midt i myldretiden. Dermed indledtes et nyt kapitel i al-Qaedas historie: Selvradikaliserede grupper uden styring fra det centrale al-Qaeda.

lovlydige og pletfri borgere, der i al anonymitet og usynlighed havde gennemlevet en selvradikalisering, som ingen havde lagt mærke til. De var selvtrænede. De havde selv taget initiativet til at hævne de allierede styrkers tilstedeværelse i ikke mindst Irak.

De var kort sagt på en og samme tid Europas nye fare og al-Qaedas nye våben. ”Det var første gang, at al-Qaeda havde succes med at gennemføre et angreb i Storbritannien. De havde prøvet før, men dette var gennembruddet”, forklarer Andrew Silke.

Af Øjvind Hesselager og Jakob Gottschau

Professor Andrew Silke, psykolog og terrorforsker

Udstødt fra samfundet Skrap terrorlovgivning og øget overvågning har forhindret mange terrorangreb i Europa – sandsynligvis også flere i Danmark. Men Andrew Silkes pointe er, at lovene ikke stop-

per radikaliseringen. Tværtimod kan de øge forestillingen om, at muslimer er holdt uden for det øvrige samfund. Det kan gøre radikaliseringsprocessen endnu mere udbredt. ”Jeg er ikke tilhænger af skrappe love. Vi bekæmpede IRA i Nordirland med en helt almindelig straffelov, og IRA er meget mere sofistikerede end al-Qaedas selvradikaliserede grupper i Europa”, fastslår Andrew Silke.

Han forklarer, at de færreste muslimer i Storbritannien er tilhængere af al-Qaeda. ”Men vi ved også, at de fleste af dem føler, at regeringen diskriminerer muslimer, og at lovene rammer dem mere end andre dele af befolkningen og samfundet”.

Dybest set foregår der lige nu i Europa en kamp mellem al-Qaeda og de nationale stater om at vinde de unge muslimers hjerter og tanker. ”Og regeringer, der introducerer skrappe love, risikerer at tabe den kamp. Det går ud over grundlæggende menneskerettigheder og tager rettigheder fra borgerne. Og så kan du tabe muslimernes hjerter og tanker til terroristernes argument: ’Har vi ikke ret i at bekæmpe en regering, der behandler jer således?’”, siger han.

Ny taktik I stedet for hårdere lovgivning, der ofte vil øge muslimers følelse af udstødelse, mener Andrew Silke, at moderne europæisk terrorbekæmpelse dybest set burde handle om at styrke de marginaliserede gruppers deltagelse i samfundet. Men han erkender blankt, at folkevalgte europæiske politikere ikke er motiveret til at sige, at de vil hjælpe muslimer til bedre liv. Det er der ikke mange kristne stemmer i. ”Politikere siger det, vælgerne vil høre. Og der er langt flere stemmer i at være hård og kontant over for terroristerne. En politiker, der siger, at vi skal optræde moderat over for radikale muslimer, og at vi skal forhandle med disse mennesker, han kommer til at tabe stemmer”, mener han.

Hvem var London-gruppen?

Fem dage efter bombeangrebet i London 7. juli 2005 kunne politiet fortælle, at de fire mænd bag selvmordsbomberne var stort set ukendte af politiet og uden nævneværdig kriminel fortid.

Tre af de fire besøgte jævnligt moskeen i Stratford Street i Beeston og kom også jævnligt i ungdomsklubben Hamara Youth Access Point. De fire unge mænd var: Mohammad Sidique Khan (30).

Gruppens leder boede i Dewsbury med sin højgravide kone og deres lille barn. Khan arbejde på Hillside Primary School i Leeds og havde ansvaret for børnene til de familier, der lige var indvandret til Storbritannien. Khans forældre er fra Pakistan.

Shehzad Tanweer (22). Boede i Leeds hos sine forældre og arbejdede i deres grillbar. Var oprindeligt fra Pakistan og kom til Storbritannien som 7-årig. Studerede sportsvidenskab på Leeds Metropolitan University frem til 2004, hvor han rejste til Pakistan for at tage et kursus i islamiske studier.

Germaine Lindsay (19). Født på Jamaica og boede i Aylesbury med sin gravide kone. Begge var konverteret til islam. Lindsay, der tog det islamiske navn Abdullah Shaheed Jamal, var angiveligt stærkt inspireret af muslimske prædikanter i moskeerne.

Hasib Hussain (18). Født i Storbritannien og boede i Leeds med sin bror og svigerinde. Efter et besøg i Pakistan i 2003 blev han mere og mere religiøs.

Tre af de fire bombemænd på Luton Train Station en uge før angrebet.

Foto: Scanpix

Pakistanske forbindelser I dag står det klart, at selv om de fire unge englændere var selvkørende, var de også i ledtog med al-Qaeda. Tre af dem havde været i Pakistan, og to af dem mere end en gang. To af dem efterlod desuden selvmordsvideoer, som de forinden havde overrakt til det centrale al-Qaeda. På en af videoerne forsøger den unge mand at forklare sin beslutning til sit lille barn. ”Der er ingen tvivl om, at der var en forbindelse. Der var en form for involvering i den store organisation. Men de fik ikke at vide, hvad de skulle gøre og hvordan. De var autonome”, siger Andrew Silke.

De fire boede i Bradford og Leeds. De havde mødt hinanden i ungdomsgrupper. Lederen var godt 30 år, arbejdede med børn og unge og var respekteret i lokalmiljøet. De tre øvrige var 18-20 år og havde lige afsluttet deres skolegang. De var bundet sammen af en fælles mission. ”Stille og roligt, over en periode på tre til fire år, blev de radikaliseret”, forklarer Andrew Silke.

Han understreger, at der trods alt altid er synlige tegn på radikaliseringen, men at det kræver stor opmærksomhed at få øje på dem. ”Deres opførsel blev en lille smule mere konservativ. De brugte mindre og mindre tid på gamle venner og mere og mere tid i gruppen”.

Det står også klart, at de fire så en del film om selvmordsterrorisme og undertrykte muslimer. ”Du bliver ikke radikaliseret af at se propaganda. Men du ser propagandaen, du diskuterer den, du får andres mening. Langsomt antager du mere og mere radikale holdninger. Og nu begynder alt, hvad du ser, at bekræfte din nye radikale holdning”, mener Andrew Silke.

Foto: Michael Daugaard

”Jeg er ikke tilhænger af skrappe love.

Vi bekæmpede IRA i Nordirland med en helt almindelig straffelov, og IRA er meget mere sofistikerede end al-Qaedas selvradikaliserede grupper i Europa”.

tema I amnesty I 27

TEMA: P Å S P ORE T AF A L -Q A E DA

Ordkrig

om terror

Terroren mod USA har udløst en krig på ord mellem landets terrorforskere. En fraktion mener, at Osama bin Laden og al-Qaeda har tabt. Den anden mener, at bevægelsen har udviklet sig til et verdensomspændende netværk.

Foto: AFP

Marc Sageman mener, at terrortruslen i dag primært kommer fra selvradikaliserede grupper af militante muslimer, der blandt andet mødes på internettet – såkaldt førerløs jihad.

Foto: Getty Images

Bruce Hoffman mener, at al-Qaeda i dag er mere farlig, end organisationen har været i mange år, og er i fuld gang med at reorganisere sig i bjergene i Pakistan.

28 I a m n e st y I tema

Den 8. juni 2008 nåede den verbale krig om den muslimske terrors aktuelle styrke nye højder. Det skete, da den velansete amerikanske avis The New York Times lagde spalteplads til en verbal fejde mellem to af USA’s mest anerkendte terrorforskere.

Den 53-årige Bruce Hoffman fra Georgetown Universitet, historiker og forfatter til den meget respekterede bog Inside Terrorism udgivet i 1998, mener, at al-Qaeda i dag er mere farlig, end organisationen har været i mange år. Han påpeger, at al-Qaeda er i fuld gang med at reorganisere sig i bjergene i Pakistan.

Den 55-årige Marc Sageman med polske rødder fremfører omvendt i sin seneste bog Leaderless Jihad, at det centrale al-Qaeda ikke længere er en trussel. Truslen kommer i dag primært fra de selvradikaliserede grupper af militante muslimer, der blandt andet mødes på internettet – såkaldt førerløs jihad. Marc Sageman taler præcis som Bruce Hoffman med solid ballast. Han er sociolog og har lavet grundforskning i tusindvis af muslimske terroristers vej ind i de radikale kredse. Og han har en fortid som CIA-officer.

Bruce Hoffman har i striden valgt direkte at nedgøre konkurrenten Marc Sagemans forskning. Han skrev i foråret 2008 i udenrigsmagasinet Foreign Affairs lige ud, at Sageman ”fejltolkede faren fra al-Qaeda” og bedrev ”historisk arrogance”.

Marc Sageman på sin side mener, at Hoffman lider af misundelse. ”Måske er han gal, fordi jeg er blevet ham, man henvender sig til i dag”, replicerer han.

Latterlige drenge New York Times anfører, at det taler til fordel for Marc Sagemans førerløse terrorteori, at muslimer offentligt har kritiseret al-Qaedas accept af drab på civile. Det kan svække alQaedas centrale ledelse og dermed styrke den såkaldte førerløse jihad i det samlede billede.

Samtidig får Sageman medvind på grund af en ledende syrisk islamist, der i en bog på 1.600 sider argumenterer for decentrale netværk af individer og lokale celler – frem for hierarkiske strukturer, der kan ødelægges gennem angreb på lederne.

Og hvis Bruce Hoffman skal have vind i sejlene, kan det blandt andet ske gennem konstateringen af, at al-Qaeda siden 2005 har reorganiseret sig langs den pakistansk-afghanske grænse.

På sidelinjen står mere besindige forskere. ”Det virker som om, hele området er ved at blive til en drenge-med-legetøj konversation”, påpeger Karen J. Greenberg, leder af New York Universitets afdeling for lov og sikkerhed. ”Her er to gutter, begge er respekterede, der påstår, at de alene kender sandheden i sandkassen. Det er latterligt. De er begge værdifulde”.

Af Øjvind Hesselager og Jakob Gottschau Foto: Scanpix

New York City den 11. september 2001 kort efter at World Trade Center er sunket i grus.

På den brede midtbane er der forskere, der fremhæver, at begge kan have ret: På den ene side eksisterer al-Qaeda som central organisation i Pakistan, hvor bevægelsen træner eller inspirerer europæiske muslimer som dem, der gennemførte angrebet på London 7. juli 2005. På den anden side eksisterer der parallelt hermed et netværk af voldelige og ekstreme islamister, der agerer autonomt.

9/11 kan ikke overgås Og virkelighedens billede er tåget. Madridbomberne i 2004 blev først betragtet som styret af al-Qaeda. Senere stod det klart, at i hvert fald en del af aktionen skyldtes selvmotiverede, selvtrænede og selvfinansierede handlinger. Sprængstoffet var for eksempel købt lokalt.

Samme forvirring er der delvist om Londonbomberne. Det første indtryk var, at de pakistansk-fødte englændere havde gennemført aktionen med hjemmelavede bomber.

Senere viste efterforskningen, at gruppen havde klar forbindelse til radikale muslimer i Pakistan.

Og som New York Times skriver: Hvis ikke lederen af London-gruppen var taget til Pakistan, havde der næppe været et angreb mod Londons undergrund. Men omvendt: Hvis ikke lederen af gruppen havde gennemlevet en radikalisering – helt uden al-Qaedas aktive indblanding – havde der heller ikke været et angreb mod London.

Den faktuelle status er – som den franske terrorekspert Olivier Roy fremfører – at al-Qaeda aldrig har lykkedes med at mobilise-

re de muslimske masser og omvende et land til islamistisk styre. Derfor har al-Qaeda ikke indfriet sit politisk-ideologiske mål. Intet tyder på, at al-Qaeda nogensinde vil kunne overgå 11. september. Og dermed er bevægelsen måske ikke stivnet, men i hvert fald stagneret.

Til gengæld er det også et faktum, at Vesten ikke har lykkedes med at fange hverken Osama bin Laden eller Ayman al-Zawahiri.

De to ledere kan stadig opfordre til angreb på Vesten. Og dermed kan de levere skyts til den autonome radikaliseringsproces blandt frustrerede, unge, muslimske mænd i europæiske storbyer.

Aktuelt er der ingen vindere i terrorkrigen.

Kun tabere – Vesten, de radikale muslimer og måske ikke mindst de moderate muslimer.

press TV – på DR’s hjemmeside om terror www.dr.dk/gymnasium/emner/terror/ terrorformer Filmene kan ses i deres helhed på Det Danske Filminstituts side www.filmstriben.dk, der er tilgængelig for de undervisningsinstitutioner og biblioteker, der er abonnenter. Det Danske Filminstitut lancerer sidst i marts en

hjemmeside – www.dfi.dk/filmigymnasiet – med undervisningsmateriale for gymnasiet om terrorisme. Ud over ”På sporet af den hellige krig” handler hjemmesiden også om film om den tyske terrororganisation Bader Meinhof og den danske Blekingegadebande.

Kontakt Amnesty International, hvis du skal bruge blade til undervisningsbrug.

Tema om terror Amnestys tema om islamistisk terror er skrevet af journalisterne Øjvind Hesselager og Jakob Gottschau. I december 2008 og januar 2009 viste DR2 de to journalisters programserie ”På sporet af den hellige krig”.

Serien er fotograferet af Michael Daugaard.

Du kan se klip fra de tre tv-udsendelser – produceret i samarbejde mellem DR og Ex-

Tema I amnesty I 29

Kina

Af T homas Aue S obol · F oto: Dav id Høgsholt

Liu Xiaobo har skrevet et ordsprog på sin serviet. Det betyder noget i retning af ”at balancere på kanten” i forhold til, hvad de kinesiske myndigheder vil acceptere.

Presset skal komme fra folket

Systemkritikeren Liu Xiaobo blev i december anholdt for sin rolle i den kinesiske menneskerettighedskampagne Charter 08. Her fortæller Xiaobo om behovet for forandringer – og hvor kommunistlederne kan begynde.

Trods større åbenhed over for omverden, så er der stadig personer, man helst ikke må besøge i Kina, og ting man ikke må sige eller skrive om. Derfor anholdt styret i december formanden for kinesisk PEN, systemkritikeren Liu Xiaobo, som sammen med 302 andre akademikere, advokater og journalister havde skrevet under på Charter 08 – en kampagne, der kræver politiske og juridiske reformer.

Da jeg møder Xiaobo i Kina er han endnu fri, og han fortæller, at det i Kina i dag er muligt at kritisere mange ting – men ikke selve kommunistpartiets legitimitet. ”Lovgivningen om, hvad man må sige og skrive, er meget mudret. Derfor er der aldrig nogen, der præcis ved, hvornår de går over stregen. På den måde kan myndighederne skride ind når som helst. Men det er vigtigt, at vi er modige nok til konstant at forsøge at rykke ved grænsen”, siger Xiaobo og skriver nogle kinesiske tegn på en serviet. Der står noget i retning af ’at balancere på kanten’.

Xiaobo tilføjer, at der er ting, som ingen må røre. For eksempel Kulturrevolutionen eller demonstrationerne på Den Himmelske Fredsplads i 1989, som Xiaobo selv var med 30 I a m n e st y I K in a

i, og som endte med, at hundreder – måske tusinder – blev dræbt. For Xiaobo kostede det retten til nogensinde at undervise på universitetet igen, men han er noget tvetydig, når talen falder på, hvordan det generelt er gået med ytringsfriheden i de seneste år. ”Kommunistpartiet lovede, at det ville forbedre menneskerettighederne. Det var en af grundene til, at Kina fik OL. Alligevel har styret arresteret og fængslet adskillige forfattere, kritikere og journalister, men det er svært at sige, om det er en varig forværring”, siger Xiaobo, der har tilbragt tre år i arbejdslejr og gentagne gange har været fængslet på grund af sine ytringer.

Frustrationerne vokser Men Xiaobo er sikker på, at den politiske spændetrøje ikke kan holde for altid. ”Når økonomien – der har buldret af sted de sidste 30 år – når et mætningspunkt, vil det få frustrationerne til at vokse, og folk vil vende sig mod den politiske ufrihed”, forudser Xiaobo, der peger på flere steder, hvor kommunistpartiet kan begynde reformerne. ”Én mulighed er at fjerne det organ af parti-

folk, der sidder over domstolene, så man som borger har en reel chance for at retsforfølge staten. En anden er at give nogle medier større frihed til at bringe kritiske historier og på den måde lukke op for nogle ventiler, der kan give diskussioner”.

Charter 08 er skabt af en lille kritisk kreds, men tusindvis af kinesere har allerede skrevet under på chartret. Under interviewet før sin anholdelse understreger Xiaobo, at det ikke er fra folk som ham selv, at presset for forandringer skal komme. ”Historisk kan vi se, at når kommunistpartiet har rykket sig, så er det sket på grund af utilfredshed hos masserne, som de har måttet tage alvorligt. Det er op til folket at presse på for forandringer. Lederne gør det ikke af sig selv”, siger Xiaobo.

Liu Xiaobo blev anholdt 8. december 2008 – dagen før Charter 08 blev offentliggjort. Han holdes nu under opsyn et ukendt sted. Amnesty har opfordret til Kina til at løslade Liu Xiaobo uden betingelser. Du kan læse Charter 08 på www.hrichina.org

Amnesty

Rekordstort dansk bidrag til Amnesty Men udover bidraget til IS, som står for langt størsteparten af den research, der danner grundlaget for Amnestys arbejde, så har dansk afdeling indledt en direkte støtte til konkrete projekter. Det gælder opbygningen af færøsk afdeling, som Danmark støtter i tre år frem til 2011 ved at betale lønnen til generalsekretæren, samt to internationale kampagner i 2009: Den kommende Dignity-kampagne om fattigdomsbekæmpelse og kampagnen mod diskrimination. Begge har fået 200.000 kroner fra dansk afdeling.

Vi har også indgået partnerskaber med organisationen Mozaika, som kæmper for homoseksuelles rettigheder i Letland, samt forskellige projekter i Botswana – begge dele med 500.000 kroner.

Endelig har vi besluttet at yde et lån på to millioner kroner til Amnestys internationale fundraisingfond, der skal hjælpe Amnesty-afdelinger i gang med at skaffe flere medlemmer. Målet er, at menneskerettighederne skal rodfæstes i bl.a. den tredje verden i kraft af et større og stærkere Amnesty.

Danmarks bidrag til Amnesty Internationals arbejde på verdensplan er stigende. I 2009 gav dansk afdeling 15,7 millioner kroner videre til hovedkontoret i London.

Dansk afdeling af Amnesty International spiller en stadig større rolle i det internationale arbejde for menneskerettigheder. Sidste år steg det danske bidrag til Amnestys internationale sekretariat (IS) i London til 15,7 mio. kr. – det højeste beløb nogensinde.

Dermed indtager vi 8. pladsen på listen over de største nationale bidragydere til organisationens arbejde. Listen toppes af USA, Storbritannien og Holland. Omregnet til bidrag per indbygger er Danmark placeret på en 3. plads – kun overgået af Holland og Norge, mens Færøerne er placeret som nummer otte.

Foto: Amnesty

Amnesty Lifeline – populært og effektivt Amnesty Internationals mobilnetværk Lifeline er vokset eksplosivt i 2008, og hver uge er næsten 12.000 personer med til at redde mennesker fra uretfærdige retssager, tortur og henrettelser, når Amnesty sender en aktion ud via sms. Aktionsformen er en enkel og effektiv måde at engagere sig i Amnestys arbejde, og det er især unge i alderen 16-30 år, der er med i netværket. I løbet af 2008 har Amnesty Lifeline udsendt 38 aktioner på 17 forskellige lande. Aktionerne er udvalgt blandt 339 aktioner på verdensplan, og i 69 af de 339 sager har de aktive i netværket været med til at redde mennesker fra uretfærdige fængslinger, tortur og henrettelser. Det betyder, at en ud af fem personer bliver hjulpet, når Amnestys aktive presser regeringer til at respektere menneskerettighederne.

Blandt de løsladte er de to menneskerettighedsaktivister Jenni Williams og Magodonga Mahlangu, der blev fængslet efter at have deltaget i en fredelig demonstration for at få nødhjælp til de fattige i Zimbabwe.

Hvis du vil være med i Amnesty Lifeline, skal du sende en sms med beskeden LIFELINE til 1231. Se flere informationer på www.amnesty. dk/lifeline.

Blandt de løsladte er Jenni Williams og Magodonga Mahlangu.

Fakta om amnesty lifeline • Amnesty Lifeline har haft succes i hver femte sag i 2008 • 11.563 danskere er med i netværket • Du modtager ca. én aktion om ugen • Amnesty Lifeline gør det let at følge med i Amnestys arbejde • Det er gratis at tilmelde sig • Amnesty Lifeline er en del af et internationalt netværk • Det koster kun almindelig sms-takst at deltage

MØD VERA CHIRWA

Malawis frygtløse menneskerettighedsforkæmper. Afrikas kvindelige Mandela Kvindeforkæmperen Vera Chirwa gæster Danmark i marts måned. Hun var i mange år Amnestys samvittighedsfange. Nu har Institut for Menneskerettigheder og Amnesty udgivet hendes erindringer. Bogen ”Fearless Fighter” fortæller om Malawis historie fra koloni til selvstændighed og civilsamfundets kamp for rettigheder.

KØB BOGEN HER: http://shop.humanrights.dk

SØNDAG 8. MARTS KL. 15-17 POLITIKENS HUS – PRESSEN RÅDHUSPLADSEN

Oplæg Vera Chirwa og Trine Pertou Mach (IMR) Spørgepanel Birgit Lindsnæs (Cowi) og Kirsten Lund Larsen (Folkekirkens Nødhjælp) Ordstyrer Anders Jerichow (kronikredaktør Politiken)

Fokus på Vera Chirwas kamp for demokrati, hendes 12 år i fængsel, og afrikanske kvinders retssikkerhed.

ARRANGØR: POLITIKEN OG INSTITUT FOR MENNESKERETTIGHEDER

Musik Deodato Siquir Duo o rga n is at io n I a m n e s t y I 3 1

A ustrali en

Australiens sorte samvittighed For et år siden sagde den australske regering undskyld til sin oprindelige aboriginer-befolkning for i generationer at have fjernet sorte børn fra deres forældre for at opdrage dem hvidt og gøre dem til bedre borgere. I dag beskyldes regeringen for ikke at have fulgt undskyldningen op med handling.

Hvis du fødes som aboriginer i Australien, dør du 17 år tidligere end dine hvide medborgere. Du har tre gange så svært ved at finde et job, tjener kun godt halvdelen af, hvad dine hvide kolleger gør, og har 13 gange så stor sandsynlighed for at ryge i fængsel. Sådan lyder statistikken i et samfund, der i generationer har haft problemer med at håndtere sin urbefolkning, og som gang på gang må se i øjnene, at livet ikke er lige for dets borgere.

Aboriginerne udgør blot to procent af befolkningen, men det er uden sammenligning deres sociale problemer, der vejer tungest.

Alkohol, stoffer, vold, dårligt helbred, elendige

boliger og manglende skolegang er virkeligheden for stadig flere – og undskyldningen, der blev leveret på Sorry Day den 13. februar sidste år, har endnu ikke haft andet end en symbolsk betydning.

Skuffede og bitre aboriginere ”Undskyldningen var vigtig. Det betød meget for især de sorte australiere at høre en premierminister indrømme fortidens ugerninger, og det indgød håb. Men det er en meget lang kamp, og jeg har stort set ikke set nogen forandring siden da. Den nye regering fortsætter politikken fra den gamle – nogle ting er

endda blevet værre”, lyder det ærgerligt fra Chris Twomey fra partiet Greens, der er kendt for at kæmpe for aboriginernes rettigheder i Australien.

Han er skuffet over, at regeringen ikke har sat de penge til side, som den havde lovet, og både han og redaktøren for det nationale aboriginer-medie National Indigenous Times, Chris Graham, mener, at størstedelen af aboriginerne i dag er lige så skuffede. ”Der er gået et år, og langt størstedelen af aboriginerne i Australien anser nu undskyldningen som et pr-stunt fra den nye regerings side, en måde at skaffe sig national såvel som

”Australien er USA, som det så ud for 30 år siden” For tre måneder siden fandt en udelukkende hvid jury aborigineren Lex Wotton skyldig i at have stået bag nedbrændingen af en politistation. I dag hylder de australske aboriginere ham som deres helt, mens det hvide Australien kalder ham voldelig, alkoholiseret og farlig.

32 I a m n e st y I A us tralien

I oktober sidste år fandt en udelukkende hvid jury aborigineren Lex Wotton skyldig i at have stået bag nedbrændingen af en politistation i forbindelse med optøjer på den lille ø Palm Island ud for Queenslands kyst i det sydøstlige Australien.

Den 40-årige Lex Wotton er blevet symbolet på, at der fortsat er store skel mellem aboriginerne, der hylder ham som en helt, og det hvide Australien.

Lex Wotton havde i flere år været politisk aktiv på Palm Island, hvor de 2.500 borgere lider under en arbejdsløshed på 90 procent, et gennemsnit på cirka 10 personer per husstand og et alkoholforbrug af lammende dimensioner.

Den 24. november 2004 befandt Lex Wotton sig på øens politistation for at lave noget arbejde som blikkenslager, da det blev offentliggjort, hvordan en af hans venner, Mulrunji Doomadgee, var blevet fundet død i en fængselscelle med fire brækkede ribben, massive indre blødninger, en punkteret milt og en lever kløvet i to.

Politiet sagde, at skaderne var resultatet af et uheldigt fald, selvom et vidne fortalte, at han havde hørt ham råbe om hjælp, og at betjentene havde slået ham. Den fremmødte folkemængde på et par hundrede mennesker blev vrede, og der udbrød uroligheder, hvor politistationen nedbrændte.

Af Anja Gustavsen Foto: Polfoto

international berømmelse på. Livet for dette lands sorte befolkning er ikke blevet bedre”, lyder det fra Chris Graham.

Frem til 1970’erne blev omkring 50.000 aboriginerbørn i alderen 0-16 år tvangsfjernet for at blive anbragt hos hvide familier, men ofte endte de på kristne missioner eller børnehjem.

Regeringen indrømmer, at tvangsfjernelserne fandt sted, mens grædende mødre løb efter de vogne, der tog deres børn fra dem. Børnene bliver i dag kaldt for ”De stjålne generationer”, og det er den tragiske historie, som regeringen sagde undskyld for på Sorry Day den 13. februar 2008.

Regeringen har derfor sat sig som mål at øge middellevetiden for aboriginere samt halvere børnedødeligheden og antallet af analfabeter.

Desuden skal lønforskellene mindskes, og flere aboriginere skal gennemføre en gymnasieuddannelse, men regeringen erkender, at det er svært at ændre den sociale og økonomiske situation for landets sorte befolkning. ”Det, vi står overfor, har taget generationer at skabe – årtier med social nedtur. Vi står nu med arven fra tidligere regeringers fejl. Det skete ikke på en nat og kan heller ikke ordnes på en nat”, siger ministeren for aboriginer-anliggender Jenny Macklin.

Lex Wotton blev idømt syv års fængsel for at have ledet og anstiftet urolighederne, men han fortryder ikke. ”Jeg har besluttet mig for at kæmpe og er ikke bange for fængslet. En eller anden dag vil sandheden komme ud, og den vil forhåbentlig ramme regeringen i ryggen. Både Australiens hvide og sorte befolkning skal vide, at jeg er syndebukken for regeringens ugerninger mod dette lands urbefolkning”, siger han.

Lex Wottons advokat, Stewart Levitt, siger, at sagen har åbnet hans øjne for det faktum, at Australiens sorte befolkning i høj grad befinder sig uden for retssystemet.

”Aboriginerne bliver diskrimineret af politiet, ikke respekteret af retssalene og opmuntret til at erklære sig skyldige i alt. Australien er USA, som det så ud for 30 år siden”, siger han og finder en meningsfælle i redaktøren for aboriginermediet National Indigenous Times, Chris Graham, der tilføjer: ”Mulrunji Doomadgee blev dræbt af en politimand, mens han befandt sig i en fængselscelle, men den eneste person, der kommer i fængsel på grund af dette, er en sort mand.

Politimanden slap fri – og fik en forfremmelse. Lex Wotton fik syv års fængsel”.

UNDSKYLD! Ligesom den australske regering er kommet med en officiel undskyldning, har en række andre lande de seneste år undskyldt fortidens synder.

USA: I 1988 undskyldte kongressen for interneringen af statsborgere af japansk afstamning under Anden Verdenskrig. I 2005 fik Amerikas sorte befolkning en officiel undskyldning for, at staten ikke havde forhindret lynchninger. Først i fjor undskyldte kongressen for slaveriet og behandlingen af den indianske befolkning.

Tyskland: I 1951 anerkendte forbundskansler Konrad Adenauer det tyske folks ansvar for jødeudryddelserne i en berømt tale til forbundsdagen. Senere har Tyskland sagt undskyld til en række nationer samt homoseksuelle og eksempelvis indbyggerne i den spanske by Guernica.

Danmark: Flere europæiske lande har officielt undskyldt, at man udleverede jødiske flygtninge til tyskerne før og under Anden Verdenskrig. I forbindelse med 60-året for Danmarks befrielse undskyldte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at Danmark har udvist jøder til nazisterne.

Desuden har Japan undskyldt for forbrydelser under Anden Verdenskrig, New Zealand for behandlingen af indfødte og samoanere, og Canada for tvangsfjernelser af indfødte børn.

Foto: Anja Gustavsen

Lex Wotton – helt eller syndebuk?

A u s t r a l ie n I a m n e s t y I 3 3

landsmøde

Hold weekend med Amnesty

I St. Bededagsferien afholder Amnesty landsmøde på Hotel Nyborg Strand. Mød en række fremtrædende samfundsdebattører og vær med til at forme Amnestys fremtidige arbejde.

Foto: Søren Malmose

Med en række markante navne på programmet indbyder Amnesty International til landsmøde 2009 den 9.-10. maj. Du har som medlem mulighed for at blande dig i debatten og møde nogle af tidens mest interessante foredragsholdere og debattører i selskab med 500 andre Amnesty-medlemmer.

I år vil landsmødet være defineret af foran-

Kom til Youthdag!

Fredag den 8. maj varmer vi op til landsmødet med en youthdag for alle unge i alderen 15-20 år. Vi skal høre om Amnestys kommende kampagne ”Dignity”, snakke om Amnestys fremtid, lave spændende aktiviteter – og have det sjovt sammen. Vi håber at se en masse af de unge, som i løbet af året er med til at skabe opmærksomhed om Amnestys kampagner og arbejde. Følg med på hjemmesiden, hvor du løbende kan læse mere om programmet, oplægsholdere og temaet for dagen. www.amnesty.dk/landsmoede

dring og nye begyndelser. Med en ny præsident i USA og Guantánamos forestående lukning tændes et håb om en styrkelse og redefinering af menneskerettighedernes plads i både national og international politik. I denne spændende periode står Amnesty for at skulle vedtage ny international strategiplan (ISP), som skal diskuteres på dette års landsmøde.

Blandt talerne og foredragsholderne på landsmødet er bl.a. PET-chef Jakob Scharf, USA-ekspert Mads Fuglede, juraprofessor Vagn Greve, topdiplomaten Søren Jessen-Petersen, chefjurist Jacob Mchangama fra CEPOS, formanden for Dansklærerforeningen Jens Raahauge og den israelske menneskerettighedsaktivist Udi Nir. Desuden er der koncert med Karen Mukupa lørdag aften.

Valg til hovedbestyrelsen Ved redaktionens slutning var der følgende kandidater til hovedbestyrelsen: Marianne Hammelboe, Lasse Hvid-Jørgensen, Mads Hyuk Jørgensen, John Olsen, Mona Skriver og Roland Thomsen, men alle medlemmer er velkomne til at stille op. Så hvis du f.eks. har erfaring fra Amnesty, en anden organisation eller en virksomhed – eller arbejder med økonomistyring og strategiudvikling – så overvej, om du

kunne tænke dig at yde en indsats i Amnestys hovedbestyrelse. Der er opstillingsfrist den 2. marts kl. 16. Hvis der ikke er kandidater nok, flyttes fristen til selve landsmødet. En oversigt over kandidaterne kan ses på www.amnesty. dk/landsmoede.

Der var ved fristens udløb den 20. januar ikke stillet ændringsforslag til vedtægterne til behandling på landsmødet.

Tilmeld dig Tilmelding kan ske på nedenstående kupon eller på hjemmesiden senest den 1. april.

Deltagergebyret er 300 kroner, som inkluderer overnatning og bespisning. Drikkevarer kan købes på hotellet. Landsmødedeltagerne indlogeres på 3-personersværelser eller – mod ekstra betaling – på dobbeltværelser eller enkeltværelser. Transportudgifter (svarende til billigste DSB-billet) over 300 kroner refunderes (unge under 25 år kan få det fulde beløb refunderet). Er man forhindret i at deltage, kan fuldmagtskuponer rekvireres gennem sekretariatet. Fuldmagter skal være sekretariatet i hænde senest den 2. maj 2009 klokken 16.

Læs mere om programmet på bagsiden eller på www.amnesty.dk/landsmoede

TILMELDINGSKUPON TIL LANDSMØDE DEN 9.-10. MAJ 2009 Hotel Nyborg Strand, Østerøvej 2, 5800 Nyborg INDKVARTERING: Sker i 3-personsværelser. Der betales tillæg for dobbelt- og enkeltværelse.

Jeg ønsker dobbeltværelse, tillæg 200 kr.

Jeg ønsker enkeltværelse, tillæg 500 kr.

Jeg ønsker ikke overnatning Jeg er vegetar YOUTH-DAG Jeg ønsker også at deltage i Youth-dagen d. 8. maj

Eventuelle ønsker til værelseskammerater:

BETALING: Deltagergebyr: 300 kr. (inklusiv alle måltider og overnatning) + eventuelt tillæg for dobbelteller enkeltværelse.

I ALT: Indsættes på konto: Reg. nr. 2191 kontonummer 5499678675 (med angivelse af navn på deltager).

SKRIV TYDELIGT MED BLOKBOGSTAVER: Medlemsnummer: Navn: Adresse: Postnr.: By: Tilmeldingen skal være sekretariatet i hænde senest 1. april 2009 Tilmeldings-kupon kan sendes med telefax eller brev til Amnesty på nedenstående adresse. Rettidigt tilmeldte vil modtage landsmødematerialer ca. 9. april.

Send tilmelding til: Amnesty International | Gammeltorv 8, 5. sal | 1457 København K | Fax: 33 45 65 66 34 I a m n e st y I lan ds møde

Af Dan Hindsgaul

Foto: Amnesty

Hvordan kan Amnesty bedst forsvare menneskerettighederne i verden i årene fremover? Det er den opgave, som cirka 500 delegerede fra Amnestys nationale afdelinger skal løse, når de mødes i august til Det Internationale Rådsmøde i Tyrkiet.

Ny strategi for Amnestys arbejde Darfur er et af de steder i verden, hvor civilbefolkningen lider under grove overgreb og diskrimination.

Selvom det forhåbentlig lykkes præsident Obama at få lukket Guantánamo og de hemmelige CIA-fængsler, så har mange andre regeringer under dække af “krigen mod terror” intensiveret deres overgreb på menneskerettighederne, hvilket civile i Tjetjenien, Xinjang og Gaza har måttet sande. Samtidig har frygten for terror medført en splittelse blandt de vestlige demokratier, som har undergravet FN-systemet og respekten for menneskerettighederne.

Verdens regeringer har forpligtet sig til at overholde menneskerettighederne. Men nationalstaternes indflydelse mindskes i disse år til fordel for eksempelvis regionale organisationer, store transnationale virksomheder og oprørsgrupper. I nogle lande er regeringen så svag, at den reelt ikke kan beskytte menneskerettighederne.

Derfor er Amnesty nødt til at kunne påvirke andre aktører end regeringer, hvad enten der er tale om globale virksomheder med hovedsæde i Indonesien eller væbnede grupper som Taliban. Og mens Amnesty har stor troværdighed og gennemslagskraft i Europa og Nordamerika, så er der stadig et stykke vej i

Brasilien, Rusland, Indien og Kina, som spiller en stadig mere aktiv rolle internationalt. Kinas jagt på naturressourcer i Afrika har således understøttet regimet i Sudan, som står bag uhyrlige overgreb på civile i Darfur.

Den måske største udfordring i de kommende år er, hvordan Amnesty kan være med til at hjælpe de mange millioner fattige i verden, hvis hverdag præges af sult, overgreb, diskrimination og manglende adgang til sundhed, bolig og uddannelse. Amnesty må benytte sin unikke position som global menneskerettighedsorganisation og finde effektive måder at deltage i arbejdet med at sikre de sociale og økonomiske menneskerettigheder.

Den nye strategiplan er i disse måneder ved at tage form. Selvom der stadig kan ske meget frem mod mødet i august, så tyder meget på, at en vigtig ny drivkraft for Amnestys arbejde fremover bliver at etablere flere partnerskaber med menneskerettighedsforkæmpere og andre organisationer.

Den danske afdeling af Amnesty er dybt engageret i arbejdet med at fremtidssikre organisationen, og hovedbestyrelsen har nedsat tre udvalg, som blandt andet har holdt møder med aktive i Ålborg, Århus, Åbenrå, Odense og København. Du kan høre mere om den nye strategiplan på landsmødet den 9.-10. maj.

Ny fælles strategiplan Amnesty kan ikke løse alle problemer med menneskerettighederne overalt i verden, men må prioritere og fokusere kræfterne. Alle dele af Amnesty må derfor arbejde mod fælles mål og følge den samme strategi. Den strategi, som Amnesty har arbejdet efter siden 2004, udløber i 2010, og det næste Internationale Rådsmøde i august skal vedtage en ny strategiplan frem til 2016.

Amnesty arbejder efter en fælles seksårig integreret strategiplan (ISP), der danner grundlag for de handlingsplaner, som de nationale afdelinger og det Internationale Sekretariat arbejder efter i det daglige.

Den nye ISP skal vedtages på Det Internationale Rådsmøde (ICM), som afholdes hvert andet år og er Amnestys øverste myndighed.

La n d s m ø d e I a m n e s t y I 3 5

Kultur ST

Af Klaus Rothstein

KU

N

Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden er nu blevet til en dramadokumentarisk film, som med instruktørens ord er en tragedie fra start til slut.

Vi har talt med Anders Riis-Hansen, der i et miks af interviews, rekonstruktion og gamle originalklip søger at finde ud af, hvad der skete dengang, Danmark mistede sin uskyld til en gruppe venstreorienterede unge.

Hvornår bliver idealisme til fanatisme?

Anders Riis-Hansen havde gennem mange år arbejdet med journalistik og dokumentarisme, bl.a. som medtilrettelægger af serien om Drengene fra Vollsmose, der fulgte en gruppe indvandrerdrenge på deres skole i Odenseforstaden. I 2004 begyndte han som dokumentarredaktør i Danmarks Radio, men for ikke at komme for langt væk fra arbejdet i marken, havde han bedt om en åremålsansættelse. Og da han så småt kunne skimte kontraktens udløb, kom forfatteren og journalisten Peter Øvig Knudsen en dag forbi med en god idé.

De to journalister kendte lidt til hinanden fra gamle dage i det, som Anders Riis-Hansen kalder ”de venstresnoede kredse”, og de begyndte at tale om mulighederne for at filmatisere historien om Blekingegadebanden, som på det tidspunkt var ved at tage form i Peter Øvig Knudsens computer. ”Jeg var helt enig i, at her lå en historie, som 36 I

a m n e sty I kultur

det var oplagt at fortælle i dokumentarisk form på film, og da jeg var færdig i DR, og Peters første bind udkom, begyndte vi at arbejde på at få Filminstituttet og DR med på ideen om at filmatisere historien om den venstreradikale bande. Samtidig lånte Peter mit sommerhus, hvor han sad og lagde sidste hånd på bind to”, fortæller Anders Riis-Hansen.

Den 20. marts 2009 får filmen premiere i biografer landet over, men mod sædvane har pressen ikke fået lov til at se den endnu – kun det lille trailerklip, der kan ses på filmportalen kino.dk. Anmelderne får først mulighed for at se filmen to dage før premieren. ”Af praktiske hensyn har vi lovet de medvirkende, at filmen først kan ses umiddelbart før, den også kan ses af publikum i biograferne. Det skyldes blandt andet, at der træder folk frem i filmen, som for første gang fortæller om, hvad de deltog i dengang. Det er ting, som de ikke har fortalt deres nuværende familier om”, siger instruktøren.

Nye afsløringer Selvom filmen er baseret på Peter Øvig Knudsens bøger, har Anders Riis Hansens research nemlig bragt nye detaljer frem: ”Projektet står på skuldrene af Peters arbejde, men jeg er kommet nogle lag dybere ned. I bogen kan du f.eks. læse, at kuppet mod posthuset i Lyrskovgade i 1976 blev begået af kredsen omkring Blekingegade. Men for første gang træder en person frem, anonym ganske vist, og siger: ’Jeg gennemførte kuppet’”.

Det er netop de personer, der var en del af Blekingegadebanden og det venstreradikale miljø, der har gjort Anders Riis-Hansen nysgerrig. De mente selv, at de var kriminelle i en højere sags tjeneste, og de så sig selv som en slags moderne Robin Hood’er, som en af dem siger i filmen. ”Hven var de? Hvad tænkte de? Hvad tænkte disse helt almindelige danske middelklasebørn, som ikke kom fra traumatiserende flygtningelejre og krig, og som vi ikke kan holde

KULT UR PÅ VEJ Waltz with Bashir Under borgerkrigen i Libanon begik højreorienterede kristne i 1982 en massakre på hundredvis af civile palæstinensere i flygtningelejrene Sabra og Shatila ved Beirut, mens den israelske hærledelse undlod at gribe ind. Nu kommer den israelske instruktør Ari Folman med en fuldkommen fantastisk film, der dels undersøger, hvad der skete dengang i 1982, dels griber fat i soldaternes fortrængninger, mareridt og traumatiske skamfølelse. Filmen ligner ikke noget, man før har set, idet den består af dokumentariske interviews, drømmesekvenser og rekonstruktioner, der alle er omsat til en hårdt koloreret og krigsæstetisk billedanimation. Filmen, der bl.a. har vundet en Golden Globe som bedste udenlandske film, sætter en ny standard for, hvad dokumentarfilmen kan.

Waltz with Bashir.

Premiere den 20. februar 2009.

Filmen om Blekingegadebanden har premiere den 20. marts i biografer landet over. Foto fra filmen.

ud i straks arm? Det nemmeste er at dæmonisere, men det er uinteressant at vise folk som dumme svin fra start til slut. Derfor forsøger jeg at komme ind bag pandebrasken dem. De var rundet af venstrefløjens protest mod USA’s krig i Vietnam, og det kan vi jo godt identificere os med, men hvordan sker radikaliseringen?

Hvornår bliver idealisme til fanatisme? Pludselig gør man noget, man tidligere mente var forkasteligt. Man går til demonstrationer, man maler måske på en mur, en dag kaster man en sten, og pludselig deltager man i våbentræning.

Hvordan sker dette skred? Hvordan tager man de skridt, der – når man er midt i det – umiddelbart opfattes som små, men som i tilbageblik er kæmpestore? Hvornår træder man ind, og hvordan træder man ud?”

Gad vide, hvad de tænker i dag Filmen om Blekingegadebanden kombinerer flere filmiske, journalistiske og dokumentaristiske genrer og metoder. Der er både autentiske billeder fra Vietnam-demonstrationerne i 60’erne og rekonstruerede scener. Men det er svært at skelne, hvad der er hvad. ”Filmen åbner med kuppet i Købmagergade, men rekonstruktionen adskiller sig fra fiktion, fordi jeg ikke kan tillade mig at vise en morder, når ingen enkeltperson er dømt,” siger Anders Riis-Hansen, der integrerer interviews, arkivbilleder, rekonstruktioner og fiktive lag på en måde, der bringer historien videre uden digt: ”Jeg har haft samme arkivadgang hos politiet, som Peter havde. Jeg har stået i PET’s kælder og affilmet materialet for første gang, og jeg bruger også autentiske PET-optagelser,

hvis det er muligt. Ellers rekonstruerer jeg det, jeg har læst i PET’s observationsrapporter. For eksempel at Torkil Lauesen cykler ned ad Rantzausgade med en Netto-pose på styret. Men jeg forstyrrer ikke publikum med et blinkende ’R’ for at vise, at noget er rekonstrueret. Filmen er én lang oplevelsesrejse”, siger Anders RiisHansen.

De rekonstruerede scener er stort set alle genskabt på de autentiske steder, dog ikke ­Daells Varehus, som er bygget helt om siden røveriet i 1986. ”Vi kunne heller ikke rekonstruere bandens tilholdssted i den rigtige lejlighed i Blekingegade, hvor der i dag bor en mand, der ikke ville åbne døren for os. Heldigvis fik vi lov til at låne overboens lejlighed, som vi så indrettede som bandens tilholdssted”, siger han. ”Historien er fundamentalt spændende, for her er nogle mennesker, der lever et dobbeltliv med en illegal del midt i det danske smørhul.

Jeg sympatiserer ikke med Blekingegadebandens gerninger, men jeg kan måske godt synes, at personerne er sympatiske. Jeg fik kvalme af at se bevismaterialet, men ondt er ikke bare ondt, og godt er ikke bare godt. Det interessante er det, der befinder sig midt imellem. Derfor spørger jeg mig selv: Gad vide, hvad de tænker i dag, når de ser, hvor lidt der er sket i Mellemøsten? Hvad har de opnået? De har undermineret demokratiet og kanaliseret penge til en organisation, der er stort set ikke-eksisterende i dag. Historien om Blekingegadebanden er ikke en spændingskrimi. Den er meget mere end det. Den er en tragedie fra start til slut”, mener Anders Riis-Hansen.

Slumdog Millionaire ”Om lidt kommer Amnesty International rendende med deres menneskerettigheder”, ærgrer politichefen sig, da den unge fange, der får sat strøm til fødderne, hænger bevidstløs fra en bjælke i loftet. Men hverken tæsk, stød eller hovedet holdt fast under vand, får den 18-årige Jamal til at indrømme, at han snød sig til sejren og de 20 millioner rupees i hindi-udgaven af Hvem Vil Være Millionær. Jamal snød nemlig ikke, og det var ikke pengene, men forelskelsen, der drev ham i denne ubetaleligt skønne historie om kærligheden, der overvinder alt, selv ussel fattigdom, misbrug, vold og svigt. Slumdog Millionaire har vundet fire Golden Globes og er nomineret til ti Oscars. Men mens vesten elsker den, er inderne rasende, og i slutningen af januar brød der demonstrationer ud mod filmen, der anklages for at vanære de fattige, bl.a. ved kalde dem ”slumhunde”…

Slumdog Millionaire.

Premiere den 6. marts 2009.

Johnny Mad Dog De har navne som No Good Advice, Small Devil, Young Major, Quick To Kill, Jungle Rocket og Captain Dust to Dust – og Johnny Mad Dog. De forældreløse børn, hvoraf mange selv har henrettet deres forældre under tvang af de skruppelløse generaler, strejfer nu rundt som dræberglade militsstyrker, fuldkommen tømt for følelser. Når de først har dræbt deres egen familie, lever de med frygten for selv at blive skudt, for alle, der taler om deres egen mor og far, bliver henrettet. ”Mit våben er min mor og min far”, siger de. Militsen hærger gennem landet, skæve af pot og coke, som en ukontrolleret hær, forenet og fornedret af deres egen brutalitet og undertrykte sorg. Den autentiske historie om Johnny Mad Dog, der blev børnesoldat i Liberia som tiårig, danner forlæg for denne brutale film, hvor mange tidligere børnesoldater spiller med. Læs mere på hjemmesiden for den stiftelse, der hjælper børnene: www. jmdfoundation.org Johnny Mad Dog. Premiere den 27. marts 2009.

K u lt u r I a m n e s t y I 3 7

Kalender KALE N DER

Årsmøder, foredrag, film og debatarrangementer. I kalenderen kan du se de kommende måneders aktiviteter i Danmark.

FEBRUAR

25.

25. februar Lokalforeningen i Kolding holder årsmøde onsdag den 25. februar klokken 19.30 på Sct. Jørgensgård. Kom og hør om det forløbne års arbejde og deltag i drøftelsen om ideer og planer for aktiviteter i foreningen i 2009.

Kalundborg Lokalforening holder årsmøde onsdag den 25. februar klokken 19 på adressen Tordenskjoldsgade 38, 4200 Slagelse.

Dagsorden ifølge vedtægterne. Alle er velkomne. Yderligere oplysninger: Grethe Huda, telefon 58 85 27 85.

26.

26. februar Der afholdes årsmøde i Amnestys Lokalforening for Randers-området torsdag den 26. februar klokken 19.30. Sted: Randers Kulturhus, lokale 3. Der vil blive vist en film med relation til Amnestys arbejde.

Mød op og fortæl os, hvilke ønsker du har til din lokalforening.

12.

17.

18.

02.

05.

5. marts Haderslev Lokalforening holder årsmøde den 4. marts klokken 19.30 på Bispen i Haderslev. Årsmødet i Roskilde Lokalforening afholdes i Jakobskirken, Astersvej 11, torsdag den 5. marts kl. 19 og indledes med film om ”Palæstinensiske kvinder og børn i israelsk fangenskab” og foredrag om emnet ved Kirsten Grosen. Derefter årsmøde med bl.a. valg af bestyrelse.

08.

10.

1 1.

8. marts Amnesty Thy/Mors markerer igen i år 8. marts i Thisted – denne gang i samarbejde med FOA. Klokken 13 starter vi et fakkeltog fra rådhuset, går gennem byen og slutter ved Plantagehuset, hvor der er foredrag om trafficking, prostitution og ligeløn. Klokken 15 holder vi årsmøde. Venlig hilsen Birthe Guld.

10. marts Odense Lokalforening holder årsmøde tirsdag den 10. marts kl. 19 på Amnesty Centret, Vestergade 57, 2. sal. Først vises filmen ”Når månen er sort”, og efterfølgende er der generalforsamling.

11. marts Næstved Lokalforening indbyder til årsmøde onsdag den 11. marts klokken 19.30. Mødet afholdes i Futura Cafeen, Ringstedgade 20, hvor der serveres kaffe/te med brød. Dagsorden efter gældende vedtægter.

Lokalforening Øresund afholder årsmøde den 11. marts klokken 19 på Espergærde Bibliotek, Kløvermarken 12, Espergærde. Mødet indledes med foredrag om børns menneskerettigheder af Mikkel Balslev fra Red Barnet. Derefter afholdes årsmødet i henhold til vedtægterne.

Yderligere oplysninger: Formand Søren Højrup, telefon 49 18 16 32.

AI-Frederiksberg afholder årsmøde onsdag den 11. marts klokken 19.30 på Kongensvej 13, 1. sal. Dagsorden ifølge vedtægterne.

38 I a m n e st y I K alen der

12. marts Lokalforeningen for Hillerød og Allerød afholder årsmøde torsdag den 12. marts klokken 19.30 i Frivilligcenterets Café, Kulturværkstederne, Fredensvej 12A i Hillerød (bag Hillerød Bibliotek). Dagsorden ifølge vedtægterne. Eventuelle forslag skal være formanden Maggie Andersen i hænde senest den 5. marts på maggielaird@ yahoo.com eller telefon 29 91 44 54.

17. marts Det lokale årsmøde i lokalforeningen i Aalborg afholdes tirsdag den 17. marts i Studenterhuset, lokale 314, Gammel Torv 10. Klokken 19 viser vi dokumentarfilmen ”Encounter Point” om en gruppe af israelske og palæstinensiske aktivister. Klokken 21 finder selv årsmødet sted.

18. marts Lokalforeningen for Sønderborg-Alssund indkalder til årsmøde onsdag den 18. marts klokken 19 i Kongevejens Bibliotek, lokale 3/4 (indgang fra H. Finsensgade). Dagsorden ifølge vedtægterne.

Lokalforeningen for Viborg og Omegn afholder årsmøde den 18. marts klokken 19.30-22.00 i Nonbo Hedes fælleshus, Hald Ege, 8800 Viborg.

MARTS 2. marts Lokalforeningen i Århus indkalder til årsmøde den 2. marts klokken 19 på Amnesty Centret i Mejlgade 50, Baghuset. Dagsorden ifølge vedtægterne med bl.a. valg af ny lokalforeningsledelse.

109 n

25.

30.

25. marts Onsdag den 25. marts klokken 19 afholder lokalforeningen i Køge årsmøde i Teaterbygningen, Bag Haverne 1, Køge. Vi har inviteret en repræsentant for Læger Uden Grænser til at holde et foredrag.

Der er fri adgang, og der vil være mulighed for at købe øl og vand.

30. marts Årsmøde for Amnesty International – Hedensted Lokalforening afholdes mandag den 30. marts i Hedensted Kirkecenter klokken 19.30. Kom og hør om aktiviteter fra årets løb og ideer til den kommende periode.

Læs mere om arrangementerne i aktivitetskalenderen på www.amnesty.dk

TAG I BIFFEN MED AMNESTY I samarbejde med Miracle Film tilbyder Amnesty alle medlemmer at få rabat på den stærke og rystende spillefilm Johnny Mad Dog, der har premiere 27. marts.

Filmen handler om den 15-årige børnesoldat Johnny Mad Dog, der leder en milits, og den 13-årige pige Laokole, der er på flugt fra vold og myrderier, mens hun forsøger at beskytte sin lillebror mod Foto: Miracle Film at blive tvunget ind i militsen.

Filmen har modtaget priser ved filmfestivaler i Cannes, Stockholm og Moskva, og i rollerne ses blandt andre 15 tidligere børnesoldater fra Charles Taylors berygtede milits i Liberia.

Medlemstilbud: Få billetten til kun 50 kroner i Palads & Grand Teatret i København samt i Øst For Paradis i Århus og Cafe Biografen i Odense mod aflevering af denne kupon.

Skriv for liv Amnesty International blev stiftet af den britiske advokat Peter Benenson, som i 1961 indledte kampagnen ’Appeal for Amnesty’ for at få frigivet glemte fanger over hele verden.

I avisen The Observer opfordrede

Af Ole Hoff-Lund

han folk til at bombardere myndig­ heder i hele verden med breve i­ ­protest mod fængslingen af mennesker på baggrund af deres politiske og religiøse overbevisning – såkaldte samvittighedsfanger.

Lige siden har Amnestys brev­ aktioner utallige gange dokumenteret deres evne til effektivt at skabe opmærksomhed om samvittighedsfanger og uretfærdige retssager.

Fathi el-Jahmi, som er civilingeniør, er blevet tilbageholdt af de libyske myndigheder siden marts 2004, fordi han har kritiseret den libyske leder Gaddafi og opfordret til reformer i interviews med internationale medier. Fathi el-Jahmi blev allerede fra 2002 med jævne mellemrum tilbageholdt, fordi han på fredelig vis gav udtryk for, at Libyen kun kan reformeres gennem politiske ændringer.

.

Siden 2007 er Fathi el-Jahmi blevet tilbageholdt i Tripoli Medical Centre. Han har dårligt hjerte, højt blodtryk og lider af sukkersyge, men ifølge en medicinsk rapport er der ingen grund til at beholde ham på Medical Centre. Han kan udmærket behandles ambulant.

Hans familie er også under tæt observation.

Foto: Amnesty

SKRIV FOR LIV Amnesty International opfordrer de libyske myndigheder til øjeblikkelig at lade Fathi el-Jahmi vende hjem, få sit pas tilbage og sikre, at han kan få selvvalgt lægebehandling hjemme eller i udlandet. Du kan hjælpe ved at sende din egen appel til de rette myndigheder i Libyen.

skriv til: Mustafa Abdeljalil Justice Minister Secretary of the General People’s Committee for Justice Tripoli Libya

Du kan finde brevforslag på engelsk og flere informationer på www.amnesty.dk/skrivforliv .

.

.

.

.

Står Står Amnesty Amnesty iStår dit testamente?

Amnesty i dit testamente? iHvis ditikke testamente? kan du læse mere på

Hvis ikke kan du læse mere på www.amnesty.dk/testamente www.amnesty.dk/testamente Hvis ikke kan du læse mere på www.amnesty.dk/testamente eller ringe på T: 3345 6565 eller ringe på T: 3345 6565 så sender eller ringevi påen T:brochure.

3345 6565 så sender vi en brochure. så sender vi en brochure.

Alle Alle mennesker mennesker Hele Hele tiden tiden Alle mennesker Hele tiden .

.

.

.

.

.

Hvis du tilmelder dig Skriv for Liv på www.amnesty.dk, modtager du hver måned tre sager med brevforslag via e-mail – lige til at printe ud, underskrive og sende. Flere end 100.000 mennesker deltager allerede.

Gode nyheder Omar Khadr skal ikke for militær domstol To dage efter sin indsæt­telse aflyste præsident Barack Obama de planlagte militære retssager mod fangerne på Guantánamo. Derfor undgår Omar Khadr, som Amnesty aktionerede for i december 2008, nu risikoen for at blive dømt til døden ved en militær domstol. Omar Khadr har siddet i Guantánamo-lejren, siden han var 15 år gammel.

Amnesty International har hele tiden opfordret til, at han stilles for en civil domstol eller løslades.

Katia Camargo og hendes to børn får beskyttelse Efter at brasilianske Katia Camargo og hendes to børn på 11 og 15 år modtog trusler fra de drabsmænd, som er mistænkt for mordet på hendes mand, lykkedes det 5. januar 2009 at få dem ind i et vidnebeskyttelsesprogram.

Katia Camargos mand, journalisten Luiz Carlos Barbon, blev myrdet i maj 2007 efter at havde afsløret omfattende korruption. Det er usædvanligt, at en familie får beskyttelse så hurtigt i Brasilien, og der er ingen tvivl om, at det skyldes ­indgriben fra Amnesty ­International.

Hana Abdi skal løslades i maj 2009 Hana Abdi, kvinderets­ forkæmper og psykologi­ studerende i Iran, har fået nedsat sin fængselsdom fra fem år til otte måneder. Hun blev oprindelig dømt i juni 2008 for ”i al hemmelighed at mobilisere til forbrydelser mod den nationale sikkerhed”. Det forventes nu, at hun vil blive løsladt i maj 2009.

Tyrkisk organisation vinder appelsag Den tyrkiske organisation Lambda Istanbul, som arbejder for lesbiske, bøsser, ­biseksuelle og transseksuelles (LGBT) rettigheder, har vundet en appelsag om lukningen af foreningen. En lokal domstol havde i første omgang beordret lukningen af Lambda Istanbul, fordi dens mål er ”i modstrid med de tyrkiske moralske normer og familieværdier”. Men i kølvandet på Amnestys mange aktioner udtaler researcher Andrew Gardner: ”Det er en vigtig beslutning, der er med til at opretholde forsamlingsfriheden og mindske diskriminationen i Tyrkiet”.

Skriv For Liv – det nytter! s kr iv fo r l iv I a m n e s t y I 3 9

Sorteret magasinpost ID-nr. 41156 Al henvendelse; Amnesty International, Telefon 33 45 65 65.

Af Ole Hoff-Lund

Kom med til Amnestys landsmøde Jakob Scharf

Mads Fuglede

Jacob Mchangama

Søren Jessen-Petersen

Jens Raahauge

Karen Mukupa

Amnesty International indbyder alle medlemmer til landsmøde på Hotel Nyborg Strand i St. Bededagsferien den 9.-10. maj. Programmet byder på en række fremtrædende foredragsholdere, samfundsdebattører samt prisvindende film og koncert.

Landsmødet er for alle medlemmer og starter lørdag formiddag med velkomst, årsberetning og fremlæggelse af årsregnskab samt præsentation af kandidaterne til hovedbestyrelsen. Efter frokost kan man deltage i 27 forskellige workshops, foredrag og film. Du kan blandt andet vælge mellem: Chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Jakob Scharf, fortæller om PET’s arbejde og den danske terrorindsats.

USA-ekspert Mads Fuglede sætter fokus på præsidentskiftet i USA i forhold til menneskerettighederne.

Chefjurist i CEPOS, Jacob Mchangama, diskuterer de økonomiske, sociale og kulturelle menneskerettigheder.

Topdiplomaten Søren Jessen-Petersen taler om de fremtidige udfordringer for Amnesty.

Juraprofessor Vagn Greve beskriver udviklingen i retssikkerheden i Danmark Internetekspert Jakob Linaa Jensen forklarer, hvordan Amnesty kan udnytte de nye teknologiske muligheder.

enneskerettighedsaktivist Udi Nir fortæller om diskrimination M af homoseksuelle i Israel og om at få hjælp fra Amnestys Lifeline netværk i Danmark.

Formanden for Dansklærerforeningen, Jens Raahauge, taler om menneskerettigheder i undervisningen.

Koncert med Karen Mukupa.

Prisbelønnede dokumentarfilm og meget meget mere.

Lørdag aften er der middag, underholdning og koncert. Søndag formiddag er der debat og afstemninger, og landsmødet slutter med en aktuel hovedtaler.

Pris og tilmelding Alle medlemmer er velkomne. Deltagergebyret på 300 kroner dækker både overnatning og bespisning (drikkevarer betaler du selv). Læs mere inde i bladet – hvor du også finder en tilmeldingskupon – eller på hjemmesiden.

www.amnesty.dk/landsmoede