Amnesty #2 09

amnesty 2 09 n

Medlemsblad for Amnesty International I Juni 2009

Døde mødre i afghanistan

Obama ryster på hånden

25.000 afghanske kvinder dør hvert år på grund af problemer ved fødslen.

Præsident Obama vil ikke stille de ansvarlige for tortur for en domstol.

de israelske nægtere

de urørlige

Mød tre unge israelere, der nægtede at deltage i invasionen af Gaza.

270 millioner mennesker i Asien er kasteløse.

Prisvindende fotoreportage.

Tema: DEMAND DIGNITY

retten til et værdigt liv

Leder

Amnes t ys redaktør: Ole Hoff-lund

led er

Oprørende, usmageligt og klamt Mens disse linjer skrives, sidder omkring 60 irakere i Brorsons Kirke på Nørrebro i København og håber på, at Folketinget forbarmer sig og lader dem blive i Danmark.

Måske sidder de der ikke længere, når disse linjer bliver læst. For nu skal de ud af landet, siger regeringen. I årevis har irakerne boet i de danske asylcentre uden mulighed for at arbejde eller deltage i det danske samfund. Imens har de internationale styrker forsøgt at nedkæmpe oprørsgrupperne i Irak. Ganske vist er der tegn på en lysere fremtid, men de civile ofre er enorme. Det uafhængige forskningsprojekt Iraq Body Count, der siden krigens start har indsamlet data om civile tab i Irak, meddelte i april, at iraker nummer 100.000 var dræbt. Der tælles endnu, og i maj blev yderligere 344 civile slået ihjel – deriblandt 15 børn.

Derfor kom det som en overraskelse, da den danske regering i maj oplyste, at Danmark har indgået en aftale med Irak om at tvangshjemsende 282 afviste irakiske asylansøgere til Bagdad. Ifølge FN er situationen i det centrale og sydlige Irak fortsat så farlig, at alle tvangsmæssige hjemsendelser frarådes. Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp og mange andre eksperter med særlig indsigt mener heller ikke, at tiden er moden til, at irakerne kan vende hjem ”i sikkerhed og værdighed”, som er en forudsætning i FN’s Flygtningekonvention.

Men den slags advarsler preller af på integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), selv om Udlændingeservice – som laver de rapporter om Irak, der danner grundlag for Flygtningenævnets asylbehandling – fornuftigt nok har afholdt sig fra at besøge de fem centrale provinser i Irak siden 2004. Det er simpelthen for farligt. 128 af irakerne i Danmark menes at komme fra netop de fem provinser – Bagdad, Diyala, Kirkuk, Nineveh og Salah Huddin.

Oppositionens forslag om at gennemgå irakernes sager igen og se på muligheden for at give dem humanitær opholdstilladelse har Birthe Rønn Hornbech skudt ned med denne svada: ”Det er oprørende, usmageligt og klamt”.

Nej, det kaldes medmenneskelighed. For én ting er, at Flygtningenævnet ikke betragter irakerne som flygtninge.

Noget andet er, om der er sikkert nok i Irak til at sende dem hjem. Ellers må ministeren give dem opholdstilladelse. Amnesty mener, at irakerne for længst skulle have haft tilbudet om at begynde en ny tilværelse i Danmark, hvor de allerede har spildt op til ti år. Størsteparten har intet at vende hjem til i Irak – i modsætning til de irakiske turister, som rejser fra Malmø til Bagdad for at besøge familie og venner. At Danmark oven i købet har presset Irak til at indgå aftalen ved at gøre tvangshjemsendelserne til et ”afgørende element” for den danske bistand til genopbygningen – det er oprørende, usmageligt og klamt.

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International Udkommer næste gang: 18. september

Amnesty International

Amnesty i Aalborg

2009 (deadline 20. august)

Gammeltorv 8, 4.og 5.sal

Priorgade 1A · 9000 Aalborg

Artikler, der er underskrevet med navn,

1457 København K

Tlf. 98 10 17 17

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk

kan indeholde synspunkter, der ikke nød-

Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen

vendigvis reflekterer Amnesty Internationals

Tlf. 33 45 65 65

Redaktionel bistand: Datagraf Client Publishing

holdning. Eftertryk med kildeangivelse er

Fax 33 45 65 66

Design og produktion: Datagraf

kun tilladt efter forudgående aftale med

Forsidefoto: Jakob Carlsen

redaktionen.

Oplag: 88.000 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år

2 I a m n e st y I L ED ER

Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt

Giro 407-8470

Amnesty i Odense Vestergade 57, 2. sal · 5000 Odense C Tlf. 66 13 08 78 Amnesty i Århus

www.amnesty.dk

Mejlgade 50, 1 sal · 8000 Århus C

amnesty@amnesty.dk

Tlf. 86 19 28 77

Amnesty på fem minutter Foto: Amnesty

6

Foto: Amnesty

Foto: Jean Chung

Foto: Amnesty

8

28 24

6

TEMA Demand Dignity

8

TEMA Et liv efter fødslen

Millioner af mennesker i verden lever i fattigdom uden adgang til uddannelse, sundhed, bolig og ordentlige arbejdsforhold. Under mottoet ”Demand Dignity” sætter Amnesty International i de kommende år fokus på de grundlæggende rettigheder, som er en forudsætning for et værdigt liv. ”Vi vil udfordre diskriminerende lovgivning, vi vil sørge for, at de fattigste menneskers stemme blive hørt i debatten, og vi vil insistere på, at de får aktiv indflydelse på beslutninger, der påvirker deres eget liv”, siger Amnestys generalsekretær Irene Khan.

Tusindvis af civile har gennem årene mistet livet i Afghanistan på grund af krig og borgerkrig. Men for Afghanistans kvinder er barselssengen en mindst lige så stor trussel. Hvert år dør 25.000 afghanske kvinder af fødselskomplikationer svarende til én kvinde hvert 27. minut. Dermed har Afghanistan den næsthøjeste mødredødelighed i verden – kun overgået af Sierra Leone.

Den sydkoreanske fotograf Jean Chung fulgte de sidste uger af den 26-årige Qamars liv på fødeafdelingen på hospitalet i Faizabad.

24 Obama ryster på hånden

Med den ene hånd har præsident Barack Obama offentliggjort stærkt belastende dokumenter om de torturmetoder, som Bush-administrationen godkendte til brug mod terrormistænkte. Blandt andet blev to terrormistænkte udsat for waterboarding 266 gange.

Med den anden hånd forsøger han at forhindre offentliggørelsen af hemmeligholdte billeder af fanger, der blev mishandlet i amerikansk varetægt i Irak og Afghanistan i 2001-2005. Obama kalder det tortur, men han afviser at retsforfølge torturbødlerne. Dermed bryder USA med FN’s torturkonvention.

28 Drømmen om et andet Israel

Det kan betyde fængselsstraf og udløse barske reaktioner fra familie, venner og arbejdsplads, hvis man som israeler nægter at gøre militærtjeneste. Mød tre unge israelere, som nægter at tjene i hæren, fordi de mener, Israel er gået for vidt i Gaza. ”For mig gør det ingen forskel, om jeg er soldat i første linie, laver papirarbejde eller slår telte op. Jeg vil ikke være en del af et system, der slår så mange civile ihjel”, siger den tidligere elitesoldat Yitzhak Ben Mocha.

INDHOLD 4

Nyheder

22

Samvittighedsfangen

34

Historien bag massakren

Danske og internationale nyheder om politik og

Mød samvittighedsfangen Maajid Nawaz, der

44 dræbte landsbyboere har kastet nyt lys på

menneskerettigheder.

vendte Hizb ut-Tahrir ryggen.

Tyrkiets fejlslagne politik i det kurdiske område.

14

23

36

En stemme til de fattigste

Dansk-libyer ud af fængsel

Kultur

Læs om ”Demand Dignity” kampagnen – om

Efter to års mareridt i et fængsel i Libyen kom

Eksilet spiller en hovedrolle i ny film med

slumområder, døde mødre og jagten på råstoffer.

Jamal al-Haji ud i friheden.

Harrison Ford og en kunstudstilling i Silkeborg.

16

31

38

De urørlige

Rusland ved en korsvej

Jakob Carlsen står bag forsidefotoet. Se hans

Amnesty-delegation diskuterede menneske-

prisvindende reportage om de kasteløse i Asien.

rettigheder med de russiske myndigheder.

20

32

Dødsstraffens verdenskort

Medlemsinfo

Du gør en forskel, når du støtter Amnesty.

Amnesty i glimt

Se hvilke lande, der fortsat har dødsstraf, og

Læs om Amnestys landsmøde, åbningen af

hvor der blev henrettet i 2008

Amnesty Interactive og Baltic Pride i Riga. in d h o ld I a m n e s t y I 3

Nyhed e r Foto: Amnesty

Den 22-årige iranske kvinde Delara Darabi blev henrettet i hemmelighed den 1. maj på trods af protester over hele verden.

Ung iransk kvinde henrettet I 30-året for den islamiske revolution i Iran fortsætter præstestyret med at provokere og udfordre resten af verden. Dels med det omstridte atomprogram og præsident Ahmedinejads grove udfald mod Israel på FN’s racismekonference Durban II i april, dels med åbenlyse og voldsomme krænkelser af menneskerettighederne.

I foråret er en ny bølge af henrettelser skyllet ind over Iran, og 1. maj blev Delara Darabi

hængt for drabet på sin fars kusine i 2003.

Delara Darabi, der dengang var 17 år, har senere hun trukket sin tilståelse tilbage og forklaret, at hendes kæreste fik hende til at tage skylden, fordi hun som mindreårig ikke ville blive dødsdømt.

Delara Darabi har siddet fængslet i fem år i byen Rasht, og Amnesty har ført kampagne for hendes liv siden 2006. I april indsamlede Amnesty titusindvis af underskrifter til fordel

for den unge kvinde, og kort tid efter blev hendes planlagte henrettelse udsat i to måneder. Men få dage senere blev hun henrettet i hemmelighed uden at hendes advokat var informeret.

Henrettelsen var nummer 140 i Iran i år. Siden 1990 har Iran henrettet mindst 40 personer, som var under 18 år på gerningstidspunktet.

Det er i klar strid med internationale konventioner.

Foto: Amnesty

Ingen regning til Israel

Dalai Lama hacket

4 I a m n e st y I n yheder

sere, ødelagde mere end 200 skoler og efterlod over 70.000 mennesker hjemløse.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har opgjort skaderne på dansk støttede projekter i Gaza til mindst 1.080.000 kroner – deriblandt to sundhedsklinikker.

Resterne af en granat, der dræbte tre læger og en 12-årig dreng i Gaza den 4. januar.

Foto: Amnesty

Den tibetanske leder Dalai Lama har været offer for omfattende it-spionage, som ifølge canadiske eksperter peger tilbage på Kina. Spionagen har ramt 1.295 computere i 103 lande. Flere af computerne tilhører Dalai Lamas kontorer samt andre landes ambassader og ministerier. Hacker-angrebet har ført til chikane mod flere diplomater og politiske aktivister, som har haft kontakt til Dalai Lamas kontor. Kina afviser alle anklager.

Isarael får ikke nogen regning for de massive ødelæggelser under den månedlange invasion af Gaza, fastslår udenrisminister Per Stig Møller (K). ”Det er jo meget svært at løfte bevisbyrden i forhold til ødelæggelserne. Det kræver jo, at vi kan bevise, at Hamas ikke affyrede raketter fra de mål, som israelerne bombede”, siger han til Politiken.

Ifølge en FN-rapport har Israel i seks ud af ni tilfælde det fulde ansvar for, at civile palæstinensere blev dræbt eller såret, mens de søgte tilflugt i FN-bygninger. FN anbefaler samtidig en undersøgelse af, om Israel har begået krigsforbrydelser i Gaza – et spørgsmål, som ifølge Amnesty allerede er besvaret på grund af Israels brug af fosforgranater i tæt bebyggede områder.

Israels forsvarsminister Ehud Barak betegner FN-rapporten som partisk og siger, at Hamas søgte tilflugt blandt civile.

De israelske angreb dræbte 1.440 palæstinen-

Af Ole Ho ff-lund

kort nyt:

Amnesty Internationals årsrapport 2009 udkom den 28. maj.

Læs den på www.amnesty.dk

Blodig offensiv i Sri Lanka Den 26 år lange borgerkrig i Sri Lanka nåede et nyt humanitært katastrofepunkt, da en langvarig militær offensiv udslettede lederne af oprørsbevægelsen De Tamilske Tigre (LTTE) den 18. maj. Den seneste offensiv har kostet tusindvis af civile livet, og hverken medier eller organisationer havde adgang til kampene eller de såkaldte sikre zoner, som også blev ramt af bombardementer.

Nyt politiklagesystem på vej Efter mange års kamp for et uafhængigt politiklagesystem i Danmark ser det nu ud til, at en række af Amnestys anbefalinger bliver til virkelighed.

I april afgav regeringens ekspertudvalg en betænkning, som foreslår, at man opretter et nyt klageorgan, som er uden organisatorisk eller strukturel sammenhæng eller forbindelse med politiet og anklagemyndigheden. Udvalgets anbefalinger lægger sig på en række væsentlige punkter tæt op ad Amnestys rapport om politiklagesystemet fra 2008. ”Hvis regeringen vælger at følge udvalgets anbefalinger, vil det betyde et klagesystem,

hvor der er grund til at forvente en bedre, mere objektiv og uvildig behandling af borgernes klager”, siger Claus Juul, der er juridisk konsulent i Amnesty International.

Allerede i 1994 udgav Amnesty en rapport, som kritiserede, at politiet behandlede klager over sig selv, og at det i praksis var stort set umuligt for borgerne at få medhold i klagerne. Rapporten var medvirkende til, at Folketinget i 1995 vedtog et nyt politiklagesystem, som heller ikke havde den fornødne afstand til politiet til at give en upartisk og objektiv behandling. Ud af cirka 950 klagesager om året får borgerne blot medhold i 7-10 sager.

Frigiv fangerne i Myanmar

Foto: Polfoto

Amnesty International opfordrer militærjuntaen i Myanmar til at frigive de omkring 2.100 politiske fanger.

Regeringen løslod 17 politiske fanger i februar, men i maj blev oppositionslederen Aung San Suu Kyi slæbt i retten, efter at en amerikaner svømmede over en sø og besøgte hende i den husarrest, hvor hun har tilbragt 13 af de seneste 20 år. Hun risikerer nu fem års fængsel i det frygtede Insein fængsel.

Bøddel siger undskyld

Bashir nægter at bøje sig Sudans præsident Omar al Bashir nægter at stille op ved Den Internationale Straffedomstol (ICC), som i marts udstedte en arrestordre mod ham for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Darfur.

Amnesty har opfordret Bashir til at melde sig selv til domstolen i Haag, men præsidenten beskylder ICC for ”nykolonialisme” og siger, at Sudan ”kun knæler for Gud”. Bashir reagerede ved at udvise en række nødhjælpsorganisationer fra Darfur, hvor over 300.000 mennesker er dræbt, to millioner er drevet på flugt og

tusinder af kvinder er voldtaget siden 2003.

Arrestordren mod præsident Bashir omfatter fem tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden (drab, udryddelse, tvangsforflytning, tortur og voldtægt) og to tilfælde af krigsforbrydelser (angreb mod civile og plyndring). ”Det er et vigtig signal – både for Darfur og for resten af verden – om, at folk, der er mistænkt for menneskerettighedskrænkelser, vil blive stillet til ansvar, lige meget hvor magtfulde de er”, siger Irene Khan, der er generalsekretær i Amnesty International.

En af lederne fra de Røde Khmer, der i 1970’erne sendte omkring 1,7 millioner cambodjanere i døden, siger nu undskyld. Den 66-årige Duch, der var chef for det berygtede S-21 fængsel, står tiltalt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved et tribunal i Cambodja. ”Jeg erkender, at jeg er ansvarlig for de forbrydelser, jeg har begået. Jeg vil gerne give udtryk for min beklagelse og dybfølte sorg”, sagde Duch ved tribunalet.

Nyt amnesty.dk Den 7. maj gik Amnestys hjemmeside i luften med et helt nyt design. Siden er bygget på open source systemet Drupal med brug af den gule ”One Amnesty” farve, som er kendt fra www.amnesty.org. Vi er meget interesserede i at høre din mening om den nye hjemmeside, så hvis du har kritik eller gode ideer, så skriv til amnesty@amnesty.dk

nyheder I amnesty I 5

TEMA: d e m an d d ign i t y

DEMAND

DIGNITY

MH 6 I a m n e st y I tema

Af Ol e Hof f - Lu nd I Il l u s t rat ion: Mikke l He nsse l

Demand Dignity

Fra Cambodja til Brasilien, fra Bangladesh til Kenya. Millioner af mennesker i verden lever i fattigdom uden adgang til uddannelse, sundhed, bolig og ordentlige arbejdsforhold. Under mottoet ”Demand Dignity” sætter Amnesty International i de kommende år fokus på de grundlæggende rettigheder, som er en forudsætning for et værdigt liv. ”Jeg gjorde bare, hvad de sagde. De fortalte mig, at de ville finde et arbejde til mig og give mig et stykke jord. De ville bygge fabrikker, hospitaler og skoler. Men da jeg ankom til stedet, var det øde. Jorden var oversvømmet, og jeg følte mig hjælpeløs”.

Sådan fortæller en ung cambodjansk mor til Amnesty International. Kvinden blev i 2006 tvangsforflyttet fra slumområdet Sambok Chab i det centrale Phnom Penh til et øde område 20 kilometer fra centrum, New Andong.

Over 1.500 familier boede i Sambok Chab.

Inden bulldozerne jævnede slummen med jorden, sagde borgmesteren i Phnom Penh, at Sambok Chab ”forurener vores smukke by”, og han havde ingen skrupler ved at ødelægge livsgrundlaget for tusindvis af byens allerfattigste mennesker. Myndighederne hævdede, at området skulle bruges til byudvikling, men i dag ligger det stadig næsten øde hen, og størstedelen af de tidligere indbyggere er i dag hjemløse.

I New Andong, hvor den unge mor flyttede hen, var der hverken boliger, rent vand, kloak-

system, elektricitet, skoler, sundhedsklinikker eller butikker. Og hvor beboerne før ernærede sig som gadesælgere og daglejere, bor de nu så langt fra byens centrum, at udgiften til transport overstiger deres daglige indtægt. Mange børn dør af sygdomme, fordi de ikke kan få lægehjælp.

Tusindvis af cambodjanere fra andre slumområder i Phnom Penh er også blev tvunget væk fra byen, og 150.000 er lige nu i risikozonen. Dermed afskærer Cambodjas regering dem fra grundlæggende rettigheder som retten til bolig, sundhed, uddannelse, ordentlige arbejdsforhold og en tilstrækkelig levefod.

Kort sagt: De er afskåret fra et liv i værdighed.

Kræv jeres rettigheder Historien fra Cambodja kunne også fortælles i Bangladesh, Brasilien, Kenya og mange andre lande i den tredje verden, hvor folk forsøger at overleve uden adgang til basale rettigheder. Og uden rettigheder vokser fattigdommen.

Derfor indleder Amnesty International nu den globale kampagne ”Demand Dignity”. En

kampagne, som sætter lighedstegn mellem menneskerettigheder og fattigdomsbekæmpelse. ”De næste seks år vil Amnesty bidrage til bekæmpelsen af fattigdom ved at fokusere på menneskerettigheder for de mange millioner mennesker i slumkvarterer verden over, der ikke kan deltage aktivt i at kræve deres rettigheder: Retten til bolig, til vand, til sikkerhed”, siger John Olsen, der er bestyrelsesformand i Amnesty Internationals danske afdeling.

Fattigdomsbekæmpelse er ikke et kerneområde for Amnesty, og John Olsen erkender, at Amnesty har meget at lære på den front. Derfor kræver det et tæt samarbejde med organisationer, der har arbejdet i udviklingslande i årtier. ”Til gengæld kan Amnesty være med til at reducere fattigdommen i verden. Ved at sikre, at de fattige kender deres rettigheder og får mulighed for at kræve disse rettigheder overholdt, kan vi være med til at genskabe værdigheden i mange menneskers liv. Det er det helt store mål med Demand Dignity”, siger John Olsen. tema I amnesty I 7

TEMA: d e m an d d ign i t y

Fredag den 11. maj 2007: Qamar (tv) sidder i sin hospitalsseng med sin nyfødte søn og sin svigermor, Khalisa, på barselsafdelingen på Faizabad Provincial Hospital.

efter fødslen Et liv

Den højeste mødredødelighed i verden findes i Badakshan-provinsen i Afghanistan. Den sydkoreanske

fotograf Jean Chung fulgte de sidste uger af den 26-årige Qamars liv på fødeafdelingen på hospitalet i Faizabad.

Tusindvis af civile har gennem årene mistet livet i Afghanistan på grund af krig og borgerkrig. Men for Afghanistans kvinder er barselssengen en mindst lige så stor trussel.

Hvert år dør 25.000 afghanske kvinder af fødselskomplikationer svarende til én kvinde hvert 27. minut. Dermed har Afghanistan den næsthøjeste mødredødelighed i verden – kun overgået af Sierra Leone.

FN’s Befolkningsfond (UNFPA) rappor8 I a m n e st y I tema

terede i 2008 en mødredødelighedsrate i Afghanistan på 1.800 for hver 100.000 fødsler. I USA var tallet 11, mens tallet i Sierra Leone er 2.100.

Ifølge en undersøgelse foretaget af doktor Linda Bartlett i 2002 findes den højeste, lokale mødredødelighed i verden i Ragh-distriktet i Badakshan-provinsen i de nordøstlige Afghanistan. Dødsårsagerne kan være blødninger, fødselsobstruktion, infektioner

➜

Af Je an Chung Søndag den 20. maj 2007: Qamars mand, den 30-årige Azibullah, forsøger at vække Qamar, som lider af komplikationer efter fødslen. Hendes tilstand forværres dag for dag.

Khalisa lukker Qamars øjne, da hun har udåndet.

Qamar holder op med at trække vejret efter næsten to uger på hospitalet efter fødslen.

tema I amnesty I 9

TEMA: d e m an d d ign i t y

Mandag den 21. maj 2007: Azibullah græder, da han forlader Faizabad Provincial Hospital med sin mor og sin søn. Qamar ligger tildækket på en båre til venstre.

En afghansk familie passerer Qamars båre, som familiemedlemmer og frivillige bærer de ti kilometer op til hendes landsby i Shohada.

og forhøjet blodtryk, eller indirekte årsager som tuberkulose, malaria og stivkrampe.

➜

Qamars historie Denne fotoreportage fortæller historien om Qamar – en 26-årig kvinde fra Shohada i Badakshan. Qamar kunne ikke få ordentlig medicinsk behandling for sin tuberkulose og døde i barselssengen. Tuberkulosen havde gjort hende så tynd og svag, at lægerne på Faizabad Provincial Hospital i Badakshan besluttede at give hende kejsersnit. Men efter fødslen blev hun ramt af komplikationer, og Qamar 10 I a m n e st y I tema

døde to uger senere. Det var i maj 2007.

De fleste kvinder i Badakshan har ikke lov til at rejse alene. Hvis de er nødt til at rejse, skal de have følgeskab af en maharam – et mandligt familiemedlem. Selv hvis en kvinde har akut behov for at komme til den lokale sundhedsklinik, kan manden eller faderen – familieoverhovedet – nægte det. Dermed er kvinden afskåret fra at blive undersøgt af en læge eller en erfaren jordemoder. Kronisk fattigdom, dårlig uddannelse og alt for få sundhedsklinikker er andre forklaringer på den høje mødredødelighedsrate i Afghanistan.

Svigermoderen Khalisa tager sig af den nyfødte dreng efter ankomsten til landsbyen. Qamar ligger ved siden af. âžœ tema I amnesty I 11

TEMA: d e m an d d ign i t y ➜

Kvinderne i landsbyen sørger over Qamars død. Ældre kvinder vasker Qamar og gør hende klar til begravelsen.

Azibullah græder ved siden af sin afdøde kone.

12 I a m n e st y I tema

Qamars søn ligger på en madras i huset, hvor Azibullah nu er eneforsørger efter Qamars død.

Kvinderne klæder Qamar i linned inden begravelsen.

Mandlige familiemedlemmer og landbyboere beder foran Qamar, inden hun skal lægges i jorden.

tema I amnesty I 13

• TEMA:

d e m an d d ign i t y

En stemme til de fattigste

Amnesty International intensiverer nu kampen for at udbrede de grundlæggende menneskerettigheder til de millioner af mennesker, der lever i fattigdom. Med fokus på slumområder, døde mødre og jagten på råstoffer forklarer Amnestys internationale generalsekretær Irene Khan om kampagnen ”Demand Dignity”.

Du har ikke brug for Amnesty International til at give dig statistik om den globale fattigdom. Du kender sikkert mange af tallene i forvejen. Du har heller ikke brug for Amnesty International til at præsentere endnu en storstilet plan for, hvordan vi udrydder fattigdommen. Der ligger allerede mange planer på bordet, og der er stor debat om, hvilken vi skal følge.

Men hvis du vil være med til at ændre på det faktum, at 963 millioner mennesker går sultne i seng hver aften, at en milliard mennesker lever i slumområder, at en kvinde dør hvert minut på grund af problemer under graviditet og fødsel, at 1,3 milliarder mennesker ikke har adgang til basale sundhedsydelser, at 2,5 milliarder mennesker ikke har adgang til rent vand, og at 20.000 børn derfor dør hver dag, så skal du læse videre.

Amnesty International intensiverer nu kampen for at udbrede de grundlæggende menneskerettigheder til de millioner af mennesker, der lever i fattigdom. For uanset hvilke hjælpepakker og projekter, der sættes i gang i den fattige verden, så har de sjældent en langsigtet effekt, hvis de ikke har menneskerettighederne som fundament.

For de udsatte grupper, der lever i fattigdom, er menneskerettighedskrænkelser hverdag. Typisk er de afskåret fra at få opfyldt de helt basale

behov – mad, vand, bolig, sundhed, sanitet og uddannelse – og de lever i usikkerhed, fordi de konstant er i risiko for overgreb fra myndighederne. De er udstødt fra samfundet, de er frataget deres stemme, og mange oplever diskrimination.

Skrøbelig vækst Mange eksperter mener, at den økonomiske vækst har løftet millioner ud af fattigdom i de senere år. Men ifølge Amnesty Internationals generalsekretær Irene Khan er sandheden snarere, at endnu flere er blevet svigtet. Ikke mindst når det gælder menneskerettighederne.

Hun henviser blandt andet til Verdensbankens prognose om, at yderligere 53 millioner mennesker bliver kastet ud i fattigdom i 2009. Samtidig peger hun på den globale fødevarekrise sidste år som et tydeligt eksempel på, hvor skrøbelig væksten er for verdens fattigste. ”De undertryktes stemme bliver mødt med ligegyldighed, og de, som er skyld i undertrykkelsen – regeringer, store virksomheder og internationale finansielle institutioner – bliver i vidt omfang ikke stillet til ansvar”, siger Irene Khan.

Særligt i udvindingsindustrien – kul, olie og andre råstoffer – er der

Foto: Getty Images

Filmstjernes slumhjem i Bombay revet ned Et af de børn, der spillede en hovedrolle i den Oscar-vindende film Slumdog Millionaire, mistede sit hjem i verdens største slumområde i Bombay, da myndighederne den 14. maj satte bulldozere til at rive et helt boligområde ned. Azharuddin Mohammed Ismail og hans familie blev vækket af politifolk, som beordrede beboerne til at fjerne deres ejendele, hvorefter et stort antal huse bygget af pap, blik, plastik og bambus blev jævnet med jorden. Familierne har boet i slumområdet Bandra i 15 år – tæt ved det mondæne Bollywood-kvarter. ”Vi er hjemløse. Vi har ingen steder at tage hen”, siger Azharuddin, der her ses på cykel i slumkvarteret, til BBC. De mange indbyggere i Bandra skal ifølge myndighederne genhuses et andet sted, som formentlig ligger langt fra byens centrum. Dermed bliver det endnu sværere for dem at finde et arbejde.

14 I a m n e st y I tema

Af Ole Ho ff-Lund Foto: Amnesty

De døde mødre Hvert år dør mere end en halv million kvinder af komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel. Over 95 procent af dødsfaldene sker i udviklingslande. For hver kvinde, der dør, bliver mellem 30 og 50 syge eller invalide, og det gør graviditet og fødsel til den førende årsag til død, sygdom og invaliditet blandt kvinder i udviklingslandene. Et af FN’s 2015-mål for den globale udvikling er at reducere mødredødelighed med 75 procent inden 2015.

Amnesty arbejder for, at kvinder i de fattige lande får adgang til sundhedsklinikker og tilstrækkelig lægehjælp.

Dharavi i Bombay er et af verdens største slumområder med omkring en million indbyggere.

utallige eksempler på, at multinationale selskaber ustraffet begår grove overgreb på menneskerettighederne og ser stort på arbejdernes rettigheder. Ofte er der også problemer med tvangsforflytninger og forurening.

Forandring kommer nedefra I kampagnen ”Demand Dignity” sætter Amnesty særligt fokus på tre områder: Mødredødelighed, slum og virksomhedernes sociale ansvar.

Forhold, der påvirker milliarder af menneskers levevilkår i hele verden. ” Vi vil udfordre diskriminerende ”Det er ikke tilfældigt, lovgivning, vi vil sørge for, at de at mange af verdens fattige er kvinder, immigranfattigste menneskers stemme blive ter og etniske og religiøse hørt i debatten, og vi vil insistere minoriteter. Og det er ikke tilfældigt, at mødredødepå, at de får aktiv indflydelse lighed stadig er en af de største dræbere i vores tid, på beslutninger, der påvirker selv om minimale investederes eget liv”. ringer i sundhedsklinikker kan redde hundredtuIrene Khan, Amnesty Internationals generalsekretær sinder af kvindeliv”, siger Irene Khan.

Ifølge Irene Khan har historien vist, at kampen for store samfundsændringer er startet hos folket. Det gælder for eksempel slaveriets afskaffelse og kvindefrigørelsen, kampen for en international retsorden, afskaffelsen af dødsstraf og debatten om klimaforandringer. Derfor er det også folket, der skal lægge pres på de politiske ledere for at få fattigdom, slum og mødredødelighed på dagsordenen. For det er i sidste ende krænkelser af de basale rettigheder, der fastholder store dele af verdens befolkning i fattigdom, mener Irene Khan. ”Vi vil mobilisere folk til at kræve, at de nationale og internationale aktører, der er skyld i menneskerettighedskrænkelser, stilles til ansvar. Vi vil udfordre diskriminerende lovgivning, vi vil sørge for, at de fattigste menneskers stemme blive hørt i debatten, og vi vil insistere på, at de får aktiv indflydelse på beslutninger, der påvirker deres eget liv”, siger Irene Khan.

En milliard bor i slum Over en milliard mennesker verden over bor i områder, der defineres som slum. Dårlige boliger, overbefolkning, ringe sanitet og kloaksystemer, mangel på rent vand og elektricitet samt utilstrækkelig adgang til skoler og sundhed kendetegner slumområderne.

Den massive vandring af arbejdskraft fra landet til storbyerne i store dele af verden betyder, at slumområderne vokser i alarmerende fart.

Indbyggerne er udsat for diskrimination fra myndighederne, bliver ofte nægtet adgang til domstolene, og de lever konstant med truslen om at miste deres hjem på grund af tvangsforflytninger.

Amnesty arbejder for at standse alle tvangsforflytninger og for at sikre retsgarantier og indflydelse til indbyggere i slumområder, der skal byudvikles – herunder ordentlig genhusning.

Jagten på råstoffer Udvinding af råstoffer har ofte massive konsekvenser for lokalbefolkningen. Manglende international lovgivning betyder, at de multinationale selskaber ikke stilles til ansvar for deres menneskerettighedskrænkelser.

12 af de mineralrigeste lande i verden og seks af de olierigeste lande betegnes af Verdensbanken som ”tungt gældsatte fattige lande”, fordi værdierne ikke kommer befolkningen til gode. De har nogle af verdens dårligste levestandarder, uddannelsesforhold og sundhedsforhold.

Amnesty kæmper for, at virksomheder stilles til ansvar for de lokale konsekvenser af råstofudvindingen. Ny lovgivning skal forhindre, at selskaber fortsætter jagten på profit på bekostning af menneskerettighederne. tema I amnesty I 15

TEMA: d e m an d d ign i t y

En mand malker sin ko i udkanten af slummen i Madurai i Indien. Men han kan ikke sælge mælken til folk fra højere kaster. Mælken bliver anset for at være uren, fordi den kommer fra hans ko, og fordi han har håndteret den.

De urørlige 270 millioner mennesker i Asien er kasteløse. Dermed er de

afskåret fra at deltage i det økonomiske, sociale og kulturelle liv på lige fod med alle andre borgere.

I Asien er de kasteløse – dalitterne – de laveste i samfundet. Dalit betyder ødelagt eller undertrykt, og det er et navn, som de kasteløse selv har valgt. Globalt er omkring 270 millioner mennesker udsat for de umenneskelige konsekvenser af at være kasteløs eller urørlig. De betragtes som dårligere mennesker og forhindres i at deltage i det politiske, sociale, kulturelle og økonomiske liv på lige fod med andre borgere.

16 I a m n e st y I tema

I Indien udgør de omkring en femtedel af befolkningen, men også nabolandene Bangladesh, Nepal og Pakistan har store grupper af kasteløse. Ifølge hinduismen er de urene og urørlige på grund af noget, de har gjort i et tidligere liv.

Selv om det har været forbudt ved lov i Indien i over 50 år, så er kastediskrimination stadig udbredt i hele landet. De kasteløse er tvunget til at udføre de beskidte job: De tøm-

mer kloakker, sorterer affald, renser toiletter, arbejder i stenbrud – eller som prostituerede.

De bor i deres egne områder i udkanten af landsbyerne. De må ikke bruge samme brønd eller samme templer som andre, og folk fra højere kaster vil ikke engang drikke mælk fra en ko, som tilhører en dalit.

At være kasteløs er noget, du arver fra dine forældre, og der er ingen vej op ad rangstigen i kastesystemet.

Af Jakob Carlse n

En ulykkeligt forelsket dreng fra Mumbai har skåret sig selv i brystet.

Den 36-årige Vilas Goekwad er kloakarbejder i Mumbai.

Han bliver sænket ned i kloakken for at rense den med sine bare hænder. Kloakarbejde er kun et job for kasteløse.

Denne kasteløse pige i Mumbai har god grund til at se bekymret ud forud for hendes bryllup med en dreng fra en højere kaste. Hans familie har afvist hende, og deres bryllup fordømmes i lokalsamfundet. Bryllupper på tværs af kaster er meget sjældne.

➜ tema I amnesty I 17

TEMA: d e m an d d ign i t y ➜

En pige i sit eneste tøj. Hun bor med sin familie i en hytte i vejkanten. Oversvømmelserne i Bihar, Indien, er værst for dalitterne. De bor i de lavest liggende dele af landsbyerne, som er mest udsat ved oversvømmelser, og de diskrimineres, når nødhjælpen deles ud.

Nederst: Denne kvinde har ikke fået ordentlig mad i ugevis og sover på asfalten i et hjemmelavet telt.

18 I a m n e st y I tema

Hver morgen bliver de åbne kloakker i Mumbai renset af kasteløse, der er udstyret med en hjelm, en kost og en skovl. Afløbet fra toiletterne fører fra muren ud i luften, så urin og afføring rammer arbejderne, hvis de flytter sig for langsomt.

En kvinde på en losseplads i Chennai, Indien, sorterer affald, som hun kan sælge.

Arbejdet med at fjerne skrald fra gaderne i Dhaka, Bangladesh, udføres af kasteløse.

Det sker uden brug af sikkerhedsudstyr.

Disse pakistanske piger øver en danseopvisning til et kommende bryllup. De er heldige.

Deres forældre blev løst fra deres tvangsarbejde, og de bor nu i en lejr for frigivne tvangsarbejdere.

I modsat fald ville pigerne vokse op i slaveri.

Kasteløse klargør en afdød til ligbrænding i Bihar, Indien. At håndtere de døde betragtes som urent og er derfor et job for kasteløse.

tema I amnesty I 19

D ødsst raff e n s ve r d en s k o rt

USA 37

BAHAM

AS

ST KIT

TS OG 1

CUBA BELIZE GUATE

JAMAIC

A

NEVIS

A ARBUD A OG B U IG T N A ICA DOMIN CIA U L .

T S CENT ST. VIN S DO A B O R BA TOBAG AD OG ID IN R T

MALA GUYAN

A

DØDSSTRAFFENS VERDENSKORT Mindst 2.390 mennesker i 25 lande blev sidste år henrettet af myndighederne.

Yderligere 8.864 mennesker i 52 lande modtog en dødsdom.

Fem lande tegnede sig for 93 procent af alle henrettelser i 2008: Kina, Iran, Saudi Arabien, USA og Pakistan. I gennemsnit blev syv men-nesker henrettet hver eneste dag.

Da Amnesty indledte sin kampagne mod dødsstraf i 1977, havde 16 lande afskaffet dødsstraffen. I dag har 138 lande afskaffet dødsstraf – enten ved lov eller i praksis.

59 lande i verden har stadig dødsstraf – de fleste i Asien og Mellemøsten. Europa er tæt på at være dødsstraffri zone, men der mangler ét land: Hviderusland.

20 I a m n e st y I D øds s traf

GUINEA SIERRA

LEONE

res earcher: Anne Anders s on I Il l u s t rat ion: Mikke l He Nsse l

LIET MONGO+ 1

HVIDE- D N RUSLA 4+

OREA NORDK + 15 JAPAN 15 KINA + 1,718

LIBANO

SYRIEN N JORDA 1+ A TIN PALÆS

LIBYEN 8+

EN EGYPT 2+

TCHAD

IRAN 346 +

IRAK 34 +

INDIEN OMAN ENEDE DE FOR EMIRATER E K ARABIS 1 +

N ARABIE SAUDI 02 + 1

SUDAN 1+

KUWAIT ETIOPIE

N SOMAL

NIGERIA

UGAND

TAIWA

NISTAN AFGHA7 + 1 AN PAKIST+ 36

N

IA

A BURUN

NGO DR CO

YEMEN 13 +

THAILA

ADESH BANGL5

QATAR

ND

N

M VIETNA 19 + SIA MALAY 1+

ORE SINGAP+ 1

IN BAHRA 1

ESIEN INDON 0 1

DI

COMOR

ERNE

ORIAL ÆKVATINEA GU

BOTSW 1

ANA ZIMBA

LESOT

BWE

HO

Hængning

Sprøjte

Skydning

Stening

Henrettelser indenfor det sidste år Fem lande, 93 % af alle henrettelser i 2008 59 lande i verden med dødsstraf

Elektriske stol

Halshugning

Afskaffet dødsstraf Et (+) bag ved tallet markerer, at der er tale om minimumtal.

Dødsstraf I amnesty I 21

Egypte n

Af Ole Ho ff-Lund Fotos: Polfoto

Maajid Nawaz (tv.) sammen med to andre medlemmer af Hizb ut-Tahrir, da de blev idømt fem års fængsel i Egypten.

Maajid Nawaz bekæmper i dag de radikale islamister gennem sin organisation Quilliam Foundation.

Samvittighedsfangen, der fik dårlig samvittighed Maajid Nawaz var i 14 år dybt involveret i den radikale islamistiske gruppe Hizb ut-Tahrir og spredte også budskabet til unge danskere. Men da han i 2002 blev arresteret i Egypten for sine politiske holdninger, gjorde Amnesty ham til samvittighedsfange. Det ændrede hans liv.

I mange år var Maajid Nawaz med i den

øverste ledelse af den radikale islamistiske gruppe Hizb ut-Tahrir i England. Som britisk statsborger med pakistanske rødder propaganderede han for et islamisk kalifat, rettede angreb mod demokratiet og eksporterede ideologien til andre lande – heriblandt Danmark, hvor han var med til at stifte Hizb ut-Tahrir.

Men i 2007 var det slut. Maajid Nawaz havde efter eget udsagn fået nok af Hizb ut-Tahrirs misbrug af koranens ord, og i dag bekæmper han den radikale islamisme gennem sin egen organisation Quilliam Foundation, der kalder sig verdens første anti-ekstremistiske tænketank.

En af årsagerne var Amnesty International.

I april var han inviteret til PET’s konference om terrorisme og kommunikation i København, og her beskrev han de metoder og den retorik, som yderligtgående islamister anven

22 I a m n e st y I E gypten

der for at bekæmpe den vestlige livsanskuelse – herunder menneskerettighederne. ”For dem handler det om at skabe et billede af, at civilisationernes sammenstød er uundgåeligt, og at USA fører en kampagne for at undertrykke og ødelægge islam. De tager koranen til indtægt for, at frihed og demokrati er noget, der hører til i Vesten, mens den muslimske verden afviser ytringsfrihed, trosfrihed og menneskerettigheder”, siger den 30-årige Maajid Nawaz.

Samvittighedsfange i Egypten Vendepunktet for Maajid Nawaz kom i 2002, da han rejste til Egypten. Han blev anholdt på grund af sine politiske holdninger og idømt fem års fængsel. Her blev han mishandlet og så andre, der blev udsat for tortur. Kort efter lavede Amnesty International en hasteaktion

for Maajid Nawaz, som blev udnævnt til samvittighedsfange. ”Jeg anså det først som et belejligt politisk træk. En strategi, der kunne få mig ud af fængslet ved at udnytte mine ’fjender’. Men det ændrede sig langsomt. Først og fremmest på grund af et Amnesty-medlem ved navn John Cornwell, som i dag er min gode ven. Hizb utTahrir hørte jeg ikke fra”, siger han.

John Cornwell skrev til Maajid Nawaz hver måned. Både om udviklingen i Nawaz’ sag og om dagligdags ting fra England. ”For fanger, der ikke har kontakt til omverdenen, var det en kæmpe opmuntring”, siger Maajid.

I fængslet studerede han islam og nåede frem til, at islamisme er en ”kold, politisk ideologi”, som intet har at gøre med islam. Efter fire år blev han løsladt og meldte sig omgående ud af Hizb ut-Tahrir, og i maj 2009 besøgte han 50 uddannelsesinstitutioner i Pakistan for at bekæmpe den radikale islamisme. ”Menneskerettighederne var det, der fik mig væk fra hadets og paranoiaens overdrev, så jeg i dag kan værdsætte mine medmennesker”, siger Maajid Nawaz.

Læs mere om Maajid Nawaz tænketank på www.quilliamfoundation.org

Lib yen

Af Ole Ho ff-Lund

Dansk-libyer ud af livsfarligt fængsel Dansk-libyeren Jamal al-Haji blev i marts løsladt efter to år i et fængsel i Libyen efter pres fra Udenrigsministeriet og Amnesty International. To gange var han i koma i fængslet på grund af sin alvorlige astma.

To gange i koma i fængslet Det danske udenrigsministerium forsøgte ihærdigt at få lov at besøge Jamal al-Haji, der har dobbelt statsborgerskab. Danmark accepterer kun dobbelt statsborgerskab i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at blive løst fra sit oprindelige statsborgerskab.

Amnesty International har lavet aktioner for de 14 samvittighedsfanger og krævet dem løsladt, og gennem Jamals venner i Danmark fik Amnesty i maj telefonisk kontakt til ham i Libyen. ”Jeg er selvfølgelig bange for at være i Libyen, for de behandlede mig utrolig dårligt i fængslet. Jeg har astma, og det vidste myndighederne godt, men de lukkede mig inde på et toilet i fem måneder i stedet for en fæng-

selscelle. Der var beskidt og ulækkert, over 40 grader varmt og høj luftfugtighed, som forværrede min astma. Jeg gik i koma to gange, fordi der ikke var frisk luft. Jeg havde det rigtig dårligt. I starten fik jeg også tæsk. De gør alt muligt ved folk”, siger Jamal al-Haji til Amnesty.

Tak til Amnesty Han fortæller, at han har besøgt den danske ambassade i Libyen og takket for indsatsen. ”De måtte ikke besøge mig i fængslet. De prøvede mange gange, men det var umuligt.

Jeg vil også gerne sende en stor tak til Amnesty International, som har kæmpet for at få mig ud. Vi er alle sammen løsladt nu”, siger Jamal al-Haji.

Under retssagen bad han mange gange om at se sin familie, sin advokat og sin sagsmappe, men det blev afvist. ”Hvordan kan man føre en retssag, når man ikke kan se sine papirer og ikke kan tale med en advokat”, siger han.

Selv siger han, at han har skrevet en række artikler om Libyen på udenlandske hjemmesider, hvor han opfordrede til ytringsfrihed og politiske reformer i Muammar Gaddafis Libyen ”Jeg har kun brugt min ytringsfrihed til at skrive fakta om, hvad regeringen siger og gør.

Jeg kæmper for frihed, demokrati og ytringsfrihed. Vi vil have de uskyldige ud af fængslerne. Vi vil have pressefrihed. Vi har kun The Revolutionary Party, som styrer landet med hård hånd”, fortæller Jamal al-Haji.

Foto: Getty Images

Den 11. marts kom dansk-libyeren Jamal al-Haji ud i friheden efter to års mareridt i et fængsel i Libyen. Stærkt mærket af mishandling og de elendige fængselsforhold befinder Jamal al-Haji sig stadig i Libyen. Han må ikke rejse til Danmark, fordi sagen ifølge de libyske myndigheder endnu ikke er afsluttet.

Jamal al-Haji har været dansk gift og har boet i Danmark i mange år. Men i februar 2007 var han i Libyen for at arrangere en prodemokratisk demonstration i hovedstaden Tripoli sammen med 13 andre mænd. Demonstrationen skulle markere etårsdagen for en anden demonstration, hvor politiet åbnede ild og dræbte 12 deltagere.

Men dagen før den planlagte demonstration slog de libyske sikkerhedsstyrker til. De arresterede de 14 mænd, som blev idømt mellem 10 og 25 års fængsel for forsøg på at vælte regeringen.

Demonstranter protesterer mod Muammar Gadaffis besøg i EU’s hovedkvarter i Bruxelles i 2004.

Lib y e n I a m n e s t y I 2 3

tortur

Obama ryster på hånden Præsident Barack Obama har offentliggjort stærkt belastende dokumenter om de torturmetoder, som Bush-administrationen godkendte til brug mod terrormistænkte. Blandt andet blev to terrormistænkte udsat for waterboarding 266 gange. Obama kalder det tortur, men han afviser at retsforfølge torturbødlerne. Dermed bryder USA med FN’s torturkonvention. ”Waterboarding er tortur, og det er i strid med vore værdier og idealer. Det er ikke kun mig, der har den holdning. Det er holdningen hos mange, som har undersøgt emnet.

Det er derfor, jeg har sat en stopper for den praksis”.

Sådan sagde præsident Barack Obama, da han den 29. april holdt pressekonference i anledning af sine første 100 dage som verdens mest magtfulde mand.

USA’s 44. præsident er i fuld gang med at rydde op efter otte år med George W. Bush. I løbet af de første 48 timer i embedet gav Obama ordre til at lukke Guantánamo-fangelejren og CIA’s hemmelige fængsler. Og den 16. april offentliggjorde han fire hemmelige og stærkt belastende memoer, som i detaljer beskriver de torturmetoder, Bush-administrationen godkendte til brug mod terrormistænkte.

Dokumenterne viser, hvordan topjurister i Bush-administrationen bøjede fortolkningen

af tortur, så CIA-agenter blandt andet kunne bruge waterboarding 266 gange mod de to terrormistænkte Abu Zubaydah og Khalid Sheikh Mohammed. Og de viser, at den daværende nationale sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice, personligt sagde god for det.

I George W. Bush’ ordbog hed det udvidede forhørsmetoder, som skulle fremtvinge et link mellem al-Qaeda og Iraks Saddam Hussein.

Et link, der aldrig er fundet. Men for Obama er det tortur. ”Uanset hvilke juridiske overvejelser, der blev gjort, så mener jeg, at det var en fejltagelse”, siger præsident Obama, der også har skrottet Bush-frasen ”krig mod terror”.

Men ifølge tidligere vicepræsident Dick Cheney er det en stor fejltagelse at offentliggøre dokumenterne, fordi det risikerer at skade USA’s sikkerhed. Samtidig opfordrer han Obama til at fremlægge flere papirer, der angiveligt viser, at afhøringsmetoderne var en succes.

De tre højtstående jurister Jay S. Bybee, Steven G. Bradburt og John Yoo var hovedarkitekterne bag de amerikanske torturmetoder. Fangerne vidste, at de ikke skulle dø, siger de.

Foto: Polfoto

24 I a m n e st y I USA

”Der er dokumenter, der helt specifik viser, hvad vi har opnået med disse metoder. Men de er ikke offentliggjort. Jeg anmoder formelt om, at de bliver offentliggjort nu”, siger Dick Cheney.

Tvunget til offentliggørelse Det var borgerretsgruppen American Civil Liberties Union (ACLU), der ved hjælp af den amerikanske offentlighedslov pressede Obama til at frigive torturdokumenterne fra Bushadministrationen. ACLU kører også en anden sag mod det amerikanske forsvarsministerium for at offentliggøre over 2.000 hemmeligholdte billeder af fanger, der blev mishandlet i amerikansk varetægt i seks fangelejre i Irak og Afghanistan i 2001-2005.

Ifølge den amerikanske general Antonio Taguba, der lavede rapporten om mishandling i det berygtede Abu Ghraib fængsel i 2004, viser billederne ”tortur, misbrug, voldtægt og nærmest enhver usømmelighed” mod både mandlige og kvindelige fanger.

To domstole har afgjort, at billederne skulle udleveres den 28. maj, og Obama havde i første omgang ingen indvendinger. Men pludselig slog han bremsen i. Han frygter, at billederne vil bringe amerikanske styrker i fare og føre til nye angreb mod USA’s interesser, og han vil bekæmpe offentliggørelsen ved endnu en domstol. Den kovending har bragt ACLU og Amnesty i oprør. ”Disse billeder er et synligt bevis på, at mishandlingen af fanger ikke var et enkeltstående tilfælde, men at det spredte sig langt udenfor Abu Ghraibs mure. Frigivelsen af dem er

Af Ole Ho ff-Lund

Foto: Polfoto

Amerikanske krigsveteraner klædt ud som Cheney, Rice og Bush kræver de tre tidligere toppolitikere arresteret for krigsforbrydelser.

Foto: Polfoto

Det er billeder som dette fra Abu Ghraib fængslet i Irak, som præsident Obama ikke vil have offentliggjort.

De 14 fanger fra de hemmelige fængsler Navn

Nationalitet

Arresteret i

Arrestdato

Abu Zubaydah

Palæstina

Faisalabad, Pakistan

28. marts 2002

Ramzi Mohammed Binalshib

Yemen

Karachi, Pakistan

11. september 2002

Abdelrahim Hussein Abdul Nashiri

Saudi Arabien

Dubai

Oktober 2002

Mustafha Ahmad Al Hawsawi

Saudi Arabien

Rawalpindi, Pakistan

1. marts 2003

Khaled Shaik Mohammed

Pakistan

Rawalpindi, Pakistan

1. marts 2003

Majid Khan

Pakistan

Karachi, Pakistan

5. marts 2003

Ali Abdul Aziz Mohammed

Pakistan

Karachi, Pakistan

29. april 2003

Walid Bin Attash

Yemen

Karachi, Pakistan

29. april 2003

Mohammed Farik Bin Amin

Malaysia

Bangkok, Thailand

8. juni 2003

Mohammed Nazir Bin Lep

Malaysia

Bangkok, Thailand

11. august 2003

Encep Nuraman (aka Hambali)

Indonesien

Ayutthaya, Thailand

11. august 2003

Haned Hassan Ahmad Guleed

Somalia

Djibouti

4. marts 2004

Ahmed Khalafan Ghailani

Tanzania

Gujarat, Pakistan

25. juli 2004

Mustafah Faraj Al-Azibi

Libyen

Mardan, Pakistan

2. maj 2005

92 videobånd med afhøringer slettet af CIA CIA har indrømmet, at 92 videobånd med optagelser af fangeafhøringer er destrueret. Båndene indeholdt angiveligt adskillige eksempler på de torturmetoder, som CIA har anvendt mod fangerne. American Civil Liberties Union (ACLU) har siden forsøgt at få udleveret 3.000 dokumenter, som omhandler indholdet af videobåndene – deriblandt udskrifter og resumeer af afhøringerne.

Det har CIA nægtet, men en føderal dommer afgjorde den 29. april, at de skal offentliggøres. Det var ikke sket ved redaktionens slutning.

Kilde: Internationalt Røde Kors

afgørende for at hjælpe offentligheden til at forstå omfanget af fangemishandlingen og for at stille de øverstbefalende til regnskab for at tillade mishandlingen”, siger Amrit Singh, der er jurist i ACLU. Ifølge Amnesty International står det klart, at en række afgørende beslutninger om brugen af tortur og fangemishandling blev taget i Det Hvide Hus og i Pentagon samt i CIA’s hovedkvarter og i justitsministeriet.

”Obama svigter sin juridiske pligt ved ikke at udlevere billederne, og han forsøger at skjule sandheden om USA’s metoder i den såkaldte krig mod terror”, siger Larry Cox, der er direktør for Amnesty i USA. Hemmelig rapport lækket De offentliggjorte dokumenter er ikke det eneste nye bevis på USA’s systematiske brug af tortur mod terrormistænkte. En fortrolig

rapport fra Internationalt Røde Kors (ICRC), som blev lækket til amerikanske medier i marts, dokumenterer, at USA benyttede tortur mod de 14 fanger, som var tilbageholdt i hemmelige fængsler, inden de kom til Guantánamo i efteråret 2006.

Røde Kors besøgte fangerne to gange i Guantánamo-lejren og udarbejdede rapporten til den amerikanske regering. ICRC konkluderer, at forhørsmetoderne udgør tortur og grusom, usa I amnesty I 25

➜

tortur ➜

umenneskelig og nedværdigende behandling – i strid med FN’s torturkonvention, som USA har skrevet under på.

Fangerne beretter blandt andet om, at de blev fastspændt nøgne til kæder i loftet og tvunget til at stå op i dagevis, holdt vågne uafbrudt i op til 11 døgn, udsat for ekstrem kulde, waterboarding, slynget ind i vægge med stor kraft, klemt inde i trækasser og nægtet fast føde. Metoderne – samt varigheden og kombinationen af dem – blev angiveligt løbende godkendt i CIA’s hovedkvarter.

Isoleret fra omverdenen De 14 fangers fortællinger indeholder en næsten identisk beskrivelse af forhørene og torturmetoderne i amerikansk varetægt. Og eftersom fangerne var fuldstændig isoleret i de hemmelige fængsler – og adskilt fra hinanden i Guantánamo-lejren – er det ikke muligt at afvise beskyldningerne som fabrikerede, fastslår ICRC. Ifølge den amerikanske tv-station ABC News var der altid læger og psykologer til stede under afhøringerne for at sikre, at fangerne ikke døde af torturen. Særligt to tidligere psykologer i det amerikanske militær, Bruce

”Vi vinder intet ved at bruge vores tid og energi på at placere skylden for fortidens fejltagelser”.

Jessen og Jim Mitchell, var dybt involveret i at udvikle CIA’s torturprogram, og højtstående militærkilder siger, at de to fik hver 1.000 dollars om dagen for at overvåge afhøringerne i de hemmelige fængsler.

Daniel Gorevan, der er chef for Amnesty Internationals afdeling for Counter Terror With Justice, mener, at rapporten fra Røde Kors tegner et ”chokerende og uafrysteligt billede” af de forhørsmetoder, som de 14 fanger var udsat for. ”Når en organisation som ICRC konstaterer, at der var tale om tortur og grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling, så er der grund til at høre efter. Den fortrolige rapport rummer beviser nok til at indlede en strafferetlig efterforskning af USA’s fangeprogrammer”, siger han.

Samme holdning har FN’s torturrapportør Manfred Novak, som opfordrer USA til at indlede et retsopgør mod de ansvarlige. Desuden har FN indledt en undersøgelse af USA’s brug af hemmelige fængsler, forsvindinger og fangetransporter.

Barack Obama, præsident

Beviser tårner sig op Men selv om beviserne mod Bush-adminiFoto: Polfoto

Den amerikanske soldat Joe Darby udløste skandalen om mishandling af fanger i Abu Ghraib fængslet i Irak i 2004, da han sendte billederne til militærets efterforskere. Han ville gøre det samme i dag, siger han. ”Det var en svær beslutning at tage, men jeg var nødt til at gøre det”, siger Joe Darby.

Nu vil præsident Obama forhindre, at billeder af fangevoldtægter bliver offentliggjort.

strationen tårner sig op, så nøler præsident Barack Obama med at indlede et opgør, og flere amerikanske kommentatorer forventer, at det ender i en form for sandhedskommission uden strafansvar. ”Det er tid til refleksion – ikke til gengældelse. Vi har været igennem et mørkt og smertefuldt kapitel i vores historie, og vi vinder intet ved at bruge vores tid og energi på at placere skylden for fortidens fejltagelser”, sagde Obama, da dokumenterne blev offentliggjort den 16. april.

Obama garanterer, at torturmetoderne aldrig bliver anvendt igen. Men han gør det også klart, at torturbødlerne ikke bliver retsforfulgt. ”Det er vores intention, at de, der udførte deres pligter i god tro og efter juridisk rådgivning fra justitsministeriet, ikke vil blive retsforfulgt”, sagde Obama.

Senere har han sagt, at han vil overlade det til justitsminister Eric Holder og domstolene at vurdere, om der skal rejses sager mod de embedsmænd, der godkendte torturmetoderne. Blandt dem er de højtstående jurister John Yoo, Jay S. Bybee og Steven G. Bradbury.

I dokumenterne argumenterer de for, at der ikke var tale om tortur, fordi fangerne ikke fik varige fysiske men, og fordi der var læger til stede. Derfor vidste fangerne, at de ikke skulle dø, siger de.

USA’s omrejsende torturkammer ICRC besøgte Guantánamo-lejren den 6.-10. oktober 2006 og 4.-14. december 2006 og interviewede hver af de 14 fanger i enrum.

Rapporten ”ICRC Report on the Treatment of Fourteen High Value Detainees in CIA Custody” blev sendt til CIA-chefen John Rizzo den 14. februar 2007.

Fangerne beskriver, hvordan de i dage og måneder blev udsat for en kombination af fysisk og psykisk mishandling. De blev fløjet rundt til mellem tre og ti forskellige destinationer, hvor de blev udsat for tortur og mishandling under forhørene.

26 I a m n e st y I USA

Alle 14 siger, at Afghanistan var første destination, men at de ellers ikke ved, hvor de befandt sig. Alle var i total isolation, uden kommunikation med omverdenen eller deres familier i mellem 16 måneder og fire og et halvt år. Vagterne bar typisk masker. ”ICRC har den klare opfattelse, at beskyldningerne fra de 14 indeholder beskrivelser af forhørsteknikker, som – både enkeltvis og kombineret – udgør tortur og/eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling”, skriver rapportens forfattere.

En af fangerne, Abu Zubaydah, beskriver

de første uger i Afghanistan sådan: ”Jeg var tvunget til at sidde nøgen på en stol i to-tre uger med lænker på hænder og fødder. Jeg udviklede vabler på undersiden af benene, og jeg fik kun lov at forlade stolen for at komme på toilettet, som bestod af en spand. Hvis jeg faldt i søvn, kom der en vagt og kastede vand i hovedet på mig. Rummet var meget koldt, og de spillede meget høj og råbende musik konstant. Jeg fik ingen fast føde, men drak kun Ensure, som i starten fik mig til at kaste op”.

Senere begyndte torturen, hvor han bl.a. blev udsat for waterboarding.

Foto: Polfoto

Miss Universe: Guantánamo er smukt

Men ifølge ICRC-rapporten er den terrormistænkte palæstinenser Abu Zubaydah mærket for livstid af den waterboarding, han blev udsat for 83 gange af CIA. Til ICRC siger han: ”Jeg blev lagt på noget, der lignede en hospitalsseng, og fastspændt meget hårdt med bælter. Et stykke sort stof blev placeret over mit ansigt, og afhøringsofficererne hældte vand fra en vandflaske ud over stoffet, så jeg ikke kunne trække vejret. Efter et par minutter blev stoffet fjernet, og sengen roterede op til en lodret position. Jeg kastede op. Sengen blev igen placeret i horisontal position, og torturen fortsatte med det sorte stof over ansigtet, mens de hældte vand fra en flaske. Denne

” Jeg kæmpede uden held for at trække vejret. Jeg troede, jeg skulle dø”.

Abu Zubaydah, terrormistænkt

Et afslappende, roligt og smukt sted. Sådan betegner Miss Universe, Dayana Mendoza, den amerikanske Guantánamo-base i Cuba.

Sammen med Miss USA, Chrystle Stewart, besøgte hun basen en uge i marts efter en invitation fra United Service Organizations, som støtter amerikanske soldater. ”Det var rigtig sjovt. Vi besøgte tilbagehol-

delseslejren, og vi så fængslerne, hvor de tager brusebad, og hvordan de underholder sig med film og bøger. Det var meget interessant. Jeg ønskede ikke at forlade stedet.

Det var sådan et afslappende sted, så roligt og smukt”, skriver den 22-årige venezuelanske Dayana Mendoza på Miss Universe hjemmesiden.

gang var mit hoved længere nede, og vandet blev hældt på i længere tid. Jeg kæmpede uden held for at trække vejret. Jeg troede, jeg skulle dø. Jeg mistede kontrollen med min vandladning. Siden dengang mister jeg stadig kontrollen med min blære, når jeg bliver stresset”.

år – med den begrundelse, at de eksisterende metoder ikke virkede på Abu Zubaydah. ”Men det er forkert. Ved hjælp af traditionelle afhøringsmetoder fik vi værdifulde informationer fra ham. For eksempel at Khalid Sheikh Mohammed var hjernen bag angrebene den 11. september. Derimod fik vi ingen brugbare efterretninger ud af Abu Zubaydah med de udvidede forhørsmetoder”, skriver Ali Soufan.

Han lægger samtidig kraftigt afstand til Dick Cheney og andre, der hævder, at torturmetoderne var afgørende for at forhindre flere terrorangreb mod USA, og at de generelt var en succes. Tværtimod ledte torturoplysningerne ofte CIA og FBI på vildspor, fordi informationer, der er fremkommet under tortur, ofte er utroværdige, siger han. ”Det var den rigtige beslutning at offentliggøre dokumenterne, fordi vi har brug for at få sandheden frem. Det er i vores nationale sikkerheds interesse, at vi genvinder vores position som verdens førende forsvarer af menneskerettighederne”, skriver Ali Soufan.

Churchill som forbillede Da Obama skottede torturmetoderne, fastslog han, at CIA kunne have fået præcis de samme informationer fra fangerne gennem traditionelle – og lovlige – afhøringer. Det bekræfter den tidligere højtstående FBI-agent Ali Soufan, som den 23. april skrev et opsigtvækkende indlæg i New York Times. Ali Soufan var afhøringsofficer i 1997-2005 og tav om sin viden om CIA’s afhøringsmetoder i syv år.

Men efter offentliggørelsen af torturdokumenterne kan han frit fortælle sin version af sagen, siger han.

Ali Soufan var med til at afhøre Abu Zubaydah i marts-juni 2002. De nye afhøringsmetoder blev først indført i august samme

Hvor er resten af fangerne?

USA mangler fortsat at redegøre for et ukendt antal fanger, som blev afhørt i hemmelige fængsler. De offentliggjorte notater fortæller, at CIA havde 94 særlige fanger i maj 2005, og at 28 af dem blev udsat for de ”udvidede forhørsmetoder”. Da de 14 særligt værdifulde fanger blev overført til Guantánamo i 2006, sagde George W. Bush, at andre fanger var sendt tilbage til deres hjemlande til retsforfølgelse eller fængsling. Men deres identitet er aldrig blevet oplyst, og Røde Kors har aldrig fået adgang til dem. Fangerne går under betegnelsen ”spøgelsesfanger”, og Amnesty frygter, at de enten er døde eller stadig sidder fængslet.

Læs mere på www.aclu.org og www.amnesty.org

Speak you English?

Ja, naturligvis taler vi engelsk. Vi er jo et internationalt firma. Det er bare fagsproget, det kniber med …

Business English i dit fagsprog. Træning i aktuelle cases. SprogLab for individuel fejlkorrektion. Det virker …

www.mindlogic.dk/sprog

usa I amnesty I 27

Isr ael

Drømmen om et andet Israel Det kan betyde fængselsstraf og udløse barske reaktioner fra familie, venner og arbejdsplads, hvis man som israeler nægter at gøre militærtjeneste. Mød tre unge israelere, som nægter at tjene i hæren, fordi de mener, Israel er gået for vidt i Gaza.

Man behøver ikke opholde sig længe i Jerusalem for at fornemme, hvad der er på spil. Vejspærringer, soldater med løsthængende M16rifler, nervøse blikke og en sitrende anspændthed. Drejer man ned af en forkert gade, råber soldaten: ”Kun for muslimer!”.

Her, hvor nogle af de vigtigste muslimske, kristne og jødiske helligdomme findes, og hvor selvmordsbombere ofte har rystet troen på, at der nogensinde skal findes en fred, møder jeg 18-årige Sahar Vardi. ”I have a dream”, står der på hendes T-shirt.

Sahar Vardi har truffet et valg, når det gælder konflikten med palæstinenserne. Hun mener, at hendes eget folk bærer hovedansvaret for voldsspiralen, der kulminerede over nytår, da israelske bombefly og landtropper – som svar på Hamas’ Qassam-raketter – ikke bare dræbte fjenden, men også ramte hundreder af civile. ”Men det her handler ikke kun om Gaza-operationen. Vi har i mere end 40 år besat et helt folk og frarøvet dem deres værdighed. Vi bestemmer, hvor de kan bevæge sig hen, hvor de kan arbejde, og hvor de kan bo. De har ingen frihed, og så længe de ikke har det, får vi ingen fred”, mener Sahar Vardi.

Den unge kvinde er det, kritikerne kalder mishtamet – én der løber fra sit ansvar. Men Sahar føler, at det er omvendt. At det er hende, der tager ansvar, fordi den eneste måde at stoppe volden er ved at stoppe besættelsen.

Sidste sommer skrev hun og 39 andre gymnasieelever et protestbrev til regeringen, og senere nægtede hun at gennemføre de to års obligatoriske militærtjeneste for kvinder. Hæren reagerede ved at fængsle hende adskillige gange. I alt tilbragte hun 42 dage bag tremmer i militærfængslets kvindeafdeling.

Sahar afviser at være pacifist, men hun ser krig som allersidste udvej og mener, at Israel har gjort for lidt for at søge en fredelig løsning. ”Uanset hvem, der dræber civile, er det forkert, og jeg kritiserer også Hamas’ voldelige kamp. Men jeg er israeler, og derfor er det først og fremmest min pligt at overbevise mit eget land om, at det handler forkert”, siger Sahar.

28 I a m n e st y I Is rael

Hun tilføjer, at hvis palæstinenserne fuldstændig afstod fra at bruge vold, så ville Israel aldrig kunne legitimere at fortsætte besættelsen.

Hver uge deltager Sahar i demonstrationer mod den 720 kilometer lange mur, der er under opførelse på Vestbredden. En mur, som skal beskytte israelerne mod terrorisme, men som ifølge kritikere skærer gennem palæstinensernes jord og lukker dem yderligere inde.

Ville ikke slå telte op Reservesoldaten Yitzhak Ben Mocha sidder foran sit TV og ser Israel føre landtropperne ind i Gaza under Operation Cast Lead, da hæren ringer og beder ham møde på basen næste morgen. Det gør han, men det er med beskeden om, at han nægter at gå i krig.

Yitzhak er, hvad israelerne kalder en refusenik – en soldat, der ikke afviser at tjene i militæret, men som nægter at gå ind i de besatte områder bag de internationalt anerkendte grænser fra 1967.

Hæren beder så Yitzhak om at sætte telte op på en base lige uden for Gaza. Men også dét nægter soldaten. ”For mig gør det ingen forskel, om jeg er soldat i første linie, laver papirarbejde eller slår telte op. Jeg vil ikke være en del af et system, der slår så mange civile ihjel”, siger han.

Da jeg møder ham i hans Tel Aviv-lejlighed, er han endnu usikker på, om hæren vil retsforfølge ham for at have nægtet at følge ordre. Når israelske mænd har aftjent tre års værnepligt, bliver de typisk kaldt i tjeneste omkring en måned om året, frem til de er 45 år. Yitzhak har tidligere tjent tre år på Vestbredden som faldskærmssoldat og som medlem af en eliteenhed, der udførte aktioner mod terrormistænkte. ”Jeg har stadig svært ved at afgøre om de operationer, jeg var med i, ramte terrorister eller om de ramte mennesker, som udøvede en legitim modstand mod den israelske besættelse. For det meste havde jeg ikke megen viden om, hvem vi anholdte”, siger den tidligere elitesoldat.

Yitzhak kritiserer hærens fremfærd over for palæstinenserne i de besatte områder: Ældre mennesker, der venter i timevis ved checkpoints, ransagninger af huse midt om natten uden nogen særlig mistanke

Teks t og f ot o: Th omas Aue Sobol

Yitzhak Ben Mocha Yitzhak har tidligere tjent tre år på Vestbredden som faldskærmssoldat.

Omer Goldman er blevet spyttet efter på gaden, og soldater efterlader ubehagelige beskeder på telefonsvareren.

samt brugen af civile som menneskeskjold, når man nærmer sig et ”farligt” hus.

Yitzhak nægtede ikke at følge ordre under de tre års tjeneste, men da han under Operation Cast Lead hørte om de mange civile ofre, var han ikke længere i tvivl: Israel var gået over stregen. Elitesoldaten sluttede sig til de flere end 600 andre soldater, der siden 2002 har sagt fra.

Dengang dannede 51 soldater gruppen ”Mod til at nægte” og erklærede i et brev, at de ikke ville være med til at ”dominere, fordrive, udsulte og ydmyge et helt folk”. ”En dag vil der komme en palæstinensisk stat. Spørgsmålet er bare, hvor meget blod, der skal udgydes fra begge sider, før det sker”, siger Yitzhak, der har mistet flere venner på grund af sine holdninger.

Spionens datter udstødt 19-årige Omer Goldman kender til konsekvenserne af at sætte sig op mod hæren. Hun er datter af en tidligere vicechef for Israels efterretningstjeneste, Mossad. Sidste sommer begyndte hun at tage til demonstrationer på Vestbredden, uden hendes far vidste det. En dag ringede han på mobilen midt under en demonstration. ”Han brølede så højt, at hele dalen kunne høre det”, fortæller Omer, da vi mødes i hendes lejlighed, der ligger i et trendy Tel Aviv-kvarter, hvor unge sidder med laptops på lårene og drikker smoothies. Her er meget langt til Gaza, og så alligevel ikke. Striben ligger kun 70-80 kilometer væk.

Som militærnægter har Sahar Vardi tilbragt 42 dage bag tremmer i militærfængslets kvindeafdeling.

”For mig gør det ingen forskel, om jeg er soldat i første linie, laver papirarbejde eller slår telte op. Jeg vil ikke være en del af et system, der slår så mange civile ihjel”.

Yitzhak Ben Mocha, tidligere elitesoldat

Omer fortæller om andre konsekvenser af sin beslutning om at nægte at tjene i militæret. Hun er blevet spyttet efter på gaden, og soldater efterlader ubehagelige beskeder på telefonsvareren. Men Omer siger, at det giver hende et lille håb, at flere i hendes generation ikke er lige så villige til ”at dø for et stykke jord”.

Kritikere siger, at militærnægterne kun er ”blødsødne” over for palæstinenserne, fordi de ikke selv har oplevet en selvmordsbomber sprænge deres kære i luften. Men Omer svarer, at hun har set ofrene for volden på begge sider. Hun har besøgt familierne til 10-årige Ahmed Mousa og 17-årige Youssef Amireh, der blev skudt af israelske styrker under uroligheder i landsbyen Nilin på Vestbredden. Og for nogle år siden var hendes veninde på en natklub i Tel Aviv, da en selvmordsbombe dræbte civile. ”To dage efter kunne hun stadig ikke tale, og hun blev ved med at kaste op og kradse i sig selv. Sådan noget påvirker os alle”.

Retten til at nægte Den israelske lov fritager normalt kun folk fra militærtjeneste af religiøse årsager. De, der nægter af samvittighedsgrunde, bliver rutinemæssigt fængslet. Amnesty opfordrer Israel til at etablere en uafhængig instans, der kan tage stilling til militærnægternes

individuelle sager, og til at løslade alle militærnægtere omgående.

Retten til at nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde fremgår af artikel 18 i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne, der giver ret til tanke-, samvittigheds- og trosfrihed.

is r a e l I a m n e s t y I 2 9

tekst og f oto: T homas aue s obol

Isr ael

” Vi skal lære, at ikke alt er tilladt i krig” Israel bør selv undersøge anklagerne om krigsforbrydelser i Gaza, mener den israelske menneskeretsadvokat Michael Sfard. Han har selv nægtet at tjene i de besatte områder, og han forsvarer israelere, der gør det samme.

Du opfordrer soldater til at nægte at tjene i de besatte områder. Hvorfor? ”Jeg har selv tjent i de besatte områder to gange. Men da jeg blev sendt til Hebron på den besatte Vestbred, hvor de jødiske bosættere er kendt for at være ekstreme, nægtede jeg. Det var de daglige oplevelser, der fik mig til at indse, at den er gal. 18-årige soldater, der ser på skolebørn gennem maskingeværsigtet, og som bestemte, om ældre mennesker kunne komme forbi checkpoints eller ej. Og så de mange konfrontationer med palæstinenserne bare for at sikre nogle få jødiske bosættelser.

Selve ideen om en besættelse, som gør livet umuligt for millioner af civile, er forkert, og folk bør nægte at være en del af denne maskine. Hvis bare 20 procent af soldaterne nægtede, så ville der ikke være nogen besættelse længere”.

den beskytte? Hvis vi holder op med at tænke på menneskeliv som noget værdifuldt, hvis vi beslutter, at dét at dræbe uskyldige kvinder og børn ikke er noget særligt, hvis vi mener, at vi kan kontrollere og dominere tre millioner mennesker i mange årtier – hvilke værdier er der så tilbage at beskytte?

Men ville det ikke også stille Israel meget svagt over for landets fjender? ”Folk siger, at hvis vi sætter for mange begrænsninger på den måde, vi udkæmper vores krige, så gør vi os svagere. Mit svar er: Vi kan have den stærkeste hær i verden, men hvad vil

Men hvis der skete disse krigsforbrydelser i Gaza, hvorfor var der så kun ganske få soldater, som nægtede at tage del i det? ”Der er flest nægtere blandt reservesoldaterne, og meget få af dem blev kaldt til Gaza. Blandt de almindelige soldater gør næsten 100 pro-

Mener du, at den enkelte soldat eller pilot i Gaza ikke bare havde et moralsk, men også et juridisk ansvar for at sige fra? ”Selvfølgelig. Hvis vi tager et scenario, hvor piloten ved, hvad han gør, så er der ingen tvivl om, at han har et individuelt ansvar. I Gaza havde Israel også en ny politik om at ramme Hamas’ regeringssymboler som for eksempel parlamentet og ministerierne. Men disse er ulovlige mål, og at bombe dem er en krigsforbrydelse”.

”Vi kan have den stærkeste hær i verden, men hvis vi holder op med at tænke på menneskeliv som noget værdifuldt, hvilke værdier er der så tilbage at beskytte?”

Michael Sfard, menneskerettighedsadvokat

30 I a m n e st y I is rael

cent, hvad de bliver beordret til. Det er derfor, Israel indkalder 18-årige drenge og piger – de er for unge til at have fastsat deres grænser. I den alder var jeg selv i Ramallah og Libanon, og jeg adlød altid ordre. Det var først senere, tvivlen begyndte at nage mig”.

Kan Israel selv undersøge anklagerne om krigsforbrydelser, eller skal der internationale efterforskninger til? ”Israel er i stand til at lave efterforskninger og retssager, som lever op til internationale standarder. Men Israel har ikke viljen til det.

Den israelske befolkning skal lære, at ikke alt er tilladt i krig. At der er en pris, der skal betales”.

Michael Sfard mener, at Israel begik krigsforbrydelser i Gaza.

Af As t rid Sc hme ltz e r Dy bkjær

R uslan d Foto: Amnesty

Tjetjensk kvinde, der protesterer over for de russiske soldater.

Rusland står ved en korsvej, fortæller Amnestys generalsekretær Lars Normann Jørgensen, som i april rejste med en Amnestydelegation til Moskva.

Spørgsmålet er, om præsident Medvedev reelt vil have forandringer, eller om han fortsætter Putins hårde kurs.

Rusland ved en korsvej Allerede i lufthavnen gik det galt. Lars Normann Jørgensen og Amnesty-delegationens to andre deltagere blev tilbageholdt ved ankomsten til Moskva. ”Det var for så vidt meget udramatisk”, fortæller Lars Normann Jørgensen. ”Man får taget sit pas og sin billet og bliver sat ind i et rum, og der sidder man så og venter i 45 minutter, indtil de kommer og fortæller, at man godt må gå igen”.

Han finder alligevel episoden tankevækkende. For den fortæller noget om, hvor lidt det russiske system har ændret sig siden Sovjettiden.

Amnesty har i dag et kontor i Moskva med seks-syv ansatte, og de kender udmærket til myndighedernes chikane i deres daglige arbejde. Den russiske regering gennemførte under Vladimir Putin en række stramninger i NGO-lovgivningen, der pålægger organisationerne at afgive detaljerede og tidskrævende afrapporteringer til staten. Det er opslidende for ressourcesvage organisationer, og samtidig er der sat en stopper for, at internationale

organisationer kan modtage tilskud udefra.

Derfor kæmper de hårdt for deres fortsatte indflydelse: ”Alt det er jo sat i værk med ét formål, nemlig at svække den kritiske NGO-verden. Og det er jo, må man desværre sige, også lykkedes”, siger Lars Normann Jørgensen.

NGO’erne i Rusland er meget svage, og flere af dem bliver direkte forfulgt. Der har endda været eksempler på, at organisationernes medarbejdere bliver udsat for fysiske overgreb.

Tjetjenien er en humanitær katastrofe Amnestys delegation mødtes blandt andet med præsidentens menneskeretsrådgiver og diskuterede situationen i Tjetjenien, hvor den årelange undtagelsestilstand i april blev ophævet. Nu er styringen af området overladt til præsident Kadyrov, som angiveligt selv har tortureret sine modstandere.

Tortur, drab, forsvindinger og kvindeundertrykkelse er stadig hverdag for den plagede befolkning, og Kadyrov signalerer opbakning

til det hele. Derfor efterlyser Lars Normann Jørgensen en mere synlig kritik af Rusland, som lader Kadyrov køre friløb. ”Russerne har givet ham carte blanche. Han kan styre Tjetjenien, som han vil, bare han sørger for at holde alle løsrivelsestendenser i landet nede. Det er det, russerne er interesserede i. Det er et kæmpe problem og en humanitær katastrofe”, siger han.

Han mener, at udviklingen i Rusland kan gå to veje: ”Vi står ved en korsvej. Det er støt og roligt blevet værre under de sidste år med Putin, og så har der været tomgang i de seneste tolv måneder med Medvedev. Det næste år vil give svaret på, om det er Putin, der reelt har magten og vil tilbage til magten, eller om Medvedev har et mere liberalt, pluralistisk og demokratisk bud på et russisk samfund”, siger Lars Normann Jørgensen.

Du kan læse et længere interview med Lars Normann Jørgensen på www.amnesty.dk ru s l a n d I a m n e s t y I 3 1

a mne s t y i g l i m t

Danmark nægter FN-klageadgang til handicappede

Landsmøde

Foto: Lars Skaaning

Den danske regering afviser at tiltræde en vigtig tillægsprotokol til konventionen om handicappedes rettigheder, der giver enkeltpersoner klageadgang til FN, hvis deres rettigheder bliver overtrådt.

FN vedtog i 2006 konventionen om handicappedes rettigheder, som fastsætter de principper, som landenes handicappolitik skal bygge på for at sikre lige rettigheder og muligheder for alle. Danmark underskrev konventionen i 2007 og ratificerer den formentlig i år. Men regeringen og Dansk Fol-

keparti ville i marts ikke støtte et forslag fra oppositionen om at underskrive tillægsprotokollen, så handicappede også kan klage over forhold i Danmark.

Amnesty afholdt i november 2008 et debatmøde, hvor en række eksperter understregede nødvendigheden af at sikre handicappede klageadgang, og Amnesty har siden opfordret regeringen og Folketinget til at sikre, at Danmark ratificerer både konvention og tillægsprotokol.

Fuldt hus i Amnesty Interactive

32 I a m n e st y I g limt

Foto: Amnesty

Over 400 medlemmer deltog i Amnesty Internationals landsmøde i Nyborg den 9.-10. maj, hvor der blandt andet var workshops med PET-chef Jakob Scharf, USA-ekspert Mads Fuglede, professor Vagn Greve, topdiplomat Søren JessenPetersen og koncert med Karen Mukupa.

Desuden var der besøg fra Amnestykolleger i Ghana, Sydkorea, Israel, Færøerne og Grønland.

Landsmødet drøftede specielt Amnestys nye internationale strategiplan (ISP) for 2010-2016, som skal vedtages på det internationale rådsmøde (ICM) til august. Har du spørgsmål, kan du kontakte hovedbestyrelsens ISP-udvalg på isp@amnesty.dk Landsmødet vedtog også en udtalelse, som appellerer til statsminister Lars Løkke Rasmussen om at følge præsident Obamas eksempel og offentliggøre hemmeligholdte dokumenter om Danmarks deltagelse i den internationale terrorbekæmpelse siden 2001. Du kan læse landsmødeudtalelsen på www.amnesty.dk Den nye bestyrelse består af John Olsen (formand), Charlotte Cécile Renard (næstformand), Marianne Hammelboe (kasserer), Lasse Hvid-Jørgensen, Mads Hyuk Jørgensen, Mona Skriver, Roland R. Thomsen og Mariann Bille Petersen (suppleant).

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) og formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, deltog i åbningen af det nye undervisningscenter Amnesty Interactive den 12. marts. Siden har over 150 lærere og lærerstuderende fået menneskerettighederne helt ind på livet i lokalerne på Gammeltorv i København, og mange flere er på vej til efteråret, hvor Interactive også tager på roadshow ud til landets skoler. Succesen skyldes ikke mindst en stor indsats fra Amnestys aktive, der har udbredt kendskabet til Interactive på møder

med knapt 100 skoleledere i hele landet.

Bertel Haarder betegner Interactive som et spændende nyt initiativ, der giver lærere og lærerstuderende mulighed for at opleve, hvad det gør ved mennesker, når man bliver berøvet sin frihed, udsat for tortur eller på anden måde frataget sine fundamentale rettigheder. ”Det er vigtigt at klæde dem på i forhold til at kunne undervise eleverne i menneskerettighederne, som er hjørnestenen i demokratiet”, sagde han ved åbningen.

Læs mere på www.amnesty.dk/interactive

15.429 underskrifter mod voldtægt

Ny generalsekretær i færøsk afdeling

Foto: Lars Helsinghof

Den 14. maj afleverede Amnesty International 15.429 underskrifter til justitsminister Brian Mikkelsen (K) fra danskere, der kræver straffeloven ændret.

Den danske lovgivning er skruet sådan sammen, at en voldtægt mod en kvinde, der ikke er i stand til at forsvare sig, straffes som et seksuelt overgreb og ikke som en voldtægt.

For et par måneder siden ringede en ansat fra Amnesty International i London til kontoret på Færøerne og bad om at tale med den ansvarlige for kampagnen om krigen mod terror. ”Hun troede, jeg ville stille hende om til en anden. Men der er jo kun mig”, siger Jacoba Kruse, som for nylig blev ansat som ny generalsekretær på Færøerne.

Amnesty på Færøerne er en lille afdeling med 1.600 medlemmer. Afdelingen blev oprettet i 1965 – fire år efter at Amnesty International var stiftet i England – og kontoret ligger på Hoydalsvegur 6 i Torshavn.

Jacoba Kruse har læst antropologi og kommunikation, og hun har arbejdet som journalist på den færøske avis Vinnuvitan.

Det udløser en rabat på 50 procent i strafudmålingen, og det er uacceptabelt, fastslår Amnesty International ”Den danske straffelov skal moderniseres, så der ikke gives rabat til voldtægtsmænd, der udnytter, at en kvinde er beruset eller syg”, siger generalsekretær Lars Normann Jørgensen.

Roskilde Festival giver én million kroner til Gaza

Foreningen Roskilde Festival, der donerer sit overskud til humanitære projekter, har besluttet at give en million kroner til et hiphop-center i det krigshærgede Gaza, hvor musik er blevet en vigtig livsnerve.

Foreningen begrunder det med, at fattigdommen er eskaleret i Gaza, at mange unge har mistet venner og pårørende under den seneste krig med Israel. ”Vi vil gerne markere en tiltrængt støtte til et område i et af verdens brændpunkter, som har brug for al den hjælp, vi i de vestlige lande kan give”, siger direktør Henrik Rasmussen.

Etableringen af det nye hiphop-center begynder til efteråret, og det skal rumme indspilningsstudie, radio, bibliotek, øvelokale, en mobilscene og en række træningsforløb med danske rappere.

Drama ved Baltic Pride i Riga

Foto: Kaare Viemose

truede Kamal Qureshi (SF), der sammen med Johanne Schmidt-Nielsen (EL) var Amnestys observatører i Riga. Men med massiv politibeskyttelse blev demonstrationen gennemført – i modsætning til Moskva Pride, der samme dag blev overmandet af russiske sikkerhedsstyrker efter 20 sekunder. ”Den massive modstand imod både Baltic Pride og Moskva Pride bekræfter os i, at der fortsat skal arbejdes hårdt for at ændre holdningen til homoseksuelle i de lande”, siger kampagneleder Helle Jacobsen. Se billeder og film fra Riga Pride på www.amnesty.dk

Foto: Jens Dige/Roskilde Festival

75 Amnesty-medlemmer fra 23 lande deltog den 16. maj i Baltic Pride i Riga for at forsvare homoseksuelles rettigheder. To dage før blev demonstrationen forbudt af politikerne i Letlands hovedstad, der mener, at Riga Pride er ”krænkende” og ”en fare for den offentlige sikkerhed”. Men den afgørelse blev omstødt af retten i Riga, der fastslog, at et forbud er krænkelse af aktivisternes ytrings- og forsamlingsfrihed.

Helt som ventet blev Riga Pride mødt af tusindvis af moddemonstranter, som råbte slagord mod homoseksuelle og blandt andet

g l im t I a m n e s t y I 3 3

Tyrk iet

Historien bag massakren 44 dræbte landsbyboere har kastet nyt lys på Tyrkiets fejlslagne politik i det kurdiske område. Nu debatteres konflikten som aldrig før, men det har ikke gjort det forbudte PKK overflødigt for kurderne, mener en ekspert i det kurdiske spørgsmål.

44 friske grave i det sydøstlige Tyrkiet vidner om en ufattelig menneskelig tragedie.

Men ifølge eksperter og kommentatorer vidner de også om, hvor fælt den tyrkiske stat har fejlet i løsningen af det kurdiske spørgsmål.

På hver grav står en simpel gravsten med navnet på den døde skrevet med hastig, blå skrift, og mindre end 100 meter derfra sidder de overlevende landsbyboere i en tilstand af chok og raseri.

De 44 var medlemmer af den samme familie, og da de samledes i landsbyen Bilge nær den syriske grænse den 4. maj i år, var det for at fejre forlovelsen mellem Sevgi Celebi og Hapib Ari. Men så langt kom de aldrig.

Festen standsede brat, da maskerede mænd trængte ind, samlede alle gæsterne og skød på dem, til de følte sig sikre på, at alle var døde.

Med maskeringen og de våben, de brugte, håbede de, at det ville blive set som et terrorangreb fra det forbudte kurdiske arbejderparti (PKK).

PKK får rutinemæssigt ansvaret for meget af den væbnede vold i Tyrkiets sydøstlige hjørne, men i Bilge overlevede nogle få mirakuløst den ellers minutiøse henrettelse. De har bagefter udpeget gerningsmændene som medlemmer af en rivaliserende gren af samme familie, der havde tilknytning til de såkaldte landsbyværn, som bliver bevæbnet af den tyrkiske regering.

Mislykket politik Mens de lokale gendarmer klarlægger de nærmere omstændigheder, har resten af 34 I a m n e st y I Tyrk iet

Tyrkiet fået noget at tænke over. For selv om massakren var kulminationen på en årtier gammel familiestrid om jord og ejendom, så er den samtidig et symbol på Tyrkiets mislykkede politik i landets kurdiske område, mener kritikerne.

Her har statens primære indsats været en 25 år lang krig mod PKK, der ikke har standset volden. Skiftende regeringer har kun i meget ringe grad bidraget til social og økonomisk udvikling.

Som led i sikkerhedsstrategien har staten brændt og tømt mere end 3.000 landsbyer, fordrevet op mod to millioner kurdere og bevæbnet over 60.000 andre i såkaldte landsbyværn, der sættes ind i kampen mod både PKK og dem, der skal fordrives. Værnene er i vidt omfang blevet en uregerlig styrke, der i praksis handler uden for lov og ret.

Både angribere og ofre i Bilge er medlemmer af værnet, der også fungerer som en slags loyalitetsprøve i forhold til den tyrkiske stat.

Derfor skal den dybereliggende årsag til massakren findes i statens politik, mener menneskeretsorganisation Insan Haklari Dernegi (IHD). ”Dette system har gjort det muligt for landsbyvagterne at blive rige, erhverve land og skade andre mennesker, som vi tydeligt kan se i den seneste massakre”, siger Erdal Kuzu, der er advokat og lokalformand for IHD i Mardin-provinsen, hvor landsbyen Bilge ligger.

Dybt involveret i kriminalitet PKK er berygtet for at presse kurdiske civile til at hjælpe sig med mad og logistik. Derfor har den tyrkiske stat forsøgt at tvinge civilbefolkningen til at involvere sig i kampen mod PKK gennem de lokale værn. De borgere, der afviser at deltage, bliver stemplet som PKKsympatisører og efterfølgende fordrevet fra deres hjem af landsbyvagter og gendarmer i fællesskab. I stedet for at bidrage til en løsning af konflikten, er landsbyværnene således i høj grad blevet en del af den. ”Landsbyværnene har aldrig virket efter hensigten, som var at gøre folk sikre og beskytte dem. Tværtimod har systemet øget usikkerheden i samfundet”, siger Erdal Kuzu.

Han forklarer, at værnene gennem 15-20 år har været involveret i alle tænkelige former for kriminalitet – herunder kidnapninger, drab og voldtægt. Samtidig har de spillet en stor rolle i tømningen af landsbyer. ”Værnene er en hindring for fred, fordi de ser sig selv som immune for straf. Det ses meget tydeligt i Bilge-sagen. I alle retssager mod dem er værnene blevet beskyttet, har ikke fået straf eller er helt frifundet for anklager”, siger Erdal Kuzu.

Fremgang for kurderne I Tyrkiet er Bilge-massakren blevet katalysator for en debat om, hvad landet skal stille op med det kurdiske spørgsmål – ud over at bruge militær. I løbet af de seneste år er der sket

Mart in Sel s øe Sørens en, Diyarbakir og Mardin Foto: Polfoto

en markant fremgang for kurderne i Tyrkiet.

Først og fremmest fordi politikere, medier og civilsamfund er nået til den simple erkendelse, at der et kurdisk mindretal i Tyrkiet, og at de lider under mangel på lige rettigheder og udvikling.

I modsætning til tidligere kan kurderne i dag nogenlunde frit høre deres musik, bruge deres sprog og give deres børn kurdiske navne. I dag er der parlamentarikere med udtalt kurdisk identitet, og selv om de stadig er genstand for mistro fra både retsvæsen, medier og andre politikere, så repræsenterer de et fremskridt, mange ikke havde troet muligt for bare ti år siden.

I samme uge som Bilge-massakren kaldte Tyrkiets præsident, Abdullah Gül, det kurdiske problem for ”Tyrkiets vigtigste” og gav nyt liv til håbet om en fredelig løsning. Det samme gjorde lederen af PKK, Murat Karayilan, der i

et sjældent interview til det tyrkiske dagblad Milliyet talte om at lade ”våbnene forstumme” til gengæld for ”social forsoning”.

I den tyrkiske presse bliver interviewet tolket som et udtryk for, at PKK er ved at erkende sit militære nederlag. Men sådan læser man det ikke i landets kurdiske område, hvor PKK ses som alt andet end besejret.

På Diyarbakir Kalkinma Merkezi (Diyarbakir Udviklingscenter) forsker man blandt andet i holdninger og tendenser blandt de tusinder af kurdere, der blev fordrevet fra landsbyer til storbyer i 1990’erne. De internt fordrevne udgør en stor, fattig underklasse i millionbyen, hvorfra unge mennesker stadig siver op i bjergene for at tilslutte sig den ulovlige organisation. Også selv om den tyrkiske regering løbende kommer med nye pakker, der skal forbedre økonomi og levevilkår i det kurdiske område.

”Uanset hvilken udviklingspakke regeringen introducerer, er det basale problem, at regionens problemer ikke løses samlet. Løsningerne handler enten om at gøre regeringens egne vælgere glade eller om at glæde kræfter i udlandet. Derfor løber hjælpepakkerne ind i blindgyder, fordi folk oplever, at de ikke bliver involveret. De får bare udleveret hjælp”, siger Berivan Alagöz fra Udviklingscentret i Diyarbakir, den største by i Tyrkiets kurdiske område.

Berivans kollega, Serif Baltas, der er økonom og ekspert på PKK, mener, at der skal et opgør med landsbyværnene til, før kurderne for alvor vil vende PKK og volden ryggen. ”De internt fordrevne mener, at den eneste vej ud af volden er, at kurdiske rettigheder bliver nævnt i forfatningen og får beskyttelse der”, siger Serif Baltas.

I 1984 begyndte PKK sin væbnede kamp, der med afbrydelser er fortsat frem til i dag.

Målene har primært været tyrkiske sikkerhedsstyrker, men civile tyrkere og kurdere har også været blandt organisationens ofre.

I alt har konflikten kostet omkring 40.000 mennesker livet – langt de fleste PKK’s egne krigere. PKK har ofte brutalt skaffet sig af

med kritikere i egne rækker og straffet civile kurdere, der ikke ville yde dem hjælp.

Siden tilfangetagelsen af Abdullah Öcalan i 1999 har PKK tilsyneladende ændret mål og arbejder ikke længere for et selvstændigt Kurdistan, men en autonom region i Tyrkiet med lige rettigheder. PKK står på terrorlister i USA og EU.

30 år med PKK Den tyrkiske republik blev grundlagt i 1923 blandt andet på en ide om, at Tyrkiet skal være for tyrkerne, og sproget skal være tyrkisk. Kurdere og kurdisk blev ikke anerkendt.

Partiya Karkerên Kurdistan (PKK) blev dannet i 1978 under ledelse af Abdullah Öcalan.

Ideologien er en blanding af marxisme og kurdisk nationalisme.

T y r k ie t I a m n e s t y I 3 5

Kultur ST

Af Klaus Rothste in

KU

N

Eksilet er et kendt tema, både i livet og i kunsten. Det kan man denne sommer konstatere i så forskellige værker som en Hollywood-film med Harrison Ford og en kunstudstilling med 35 danske og udenlandske kunstnere i Silkeborg.

OVER Grænsen KU

N

ST

KU N

ST

”Vi er alle i samme båd!”

Sådan lyder et godt, gammelt revyrefræn, og ordene genlyder nu med symbolsk kraft i Gerda Thune Andersens, Moustafa Al Yassins og Marit Benthe Norheims kunstværk af samme navn – ”We Are All In The Same Boat”. Værket kan netop nu ses på KunstCentret Silkeborg Bad, der har valgt at gøre eksilet til tema for en stor kunstudstilling, der samler bidrag fra 35 kunstnere fra ind- og udland.

Eksilet har altid været et vilkår i menneskers liv – og derfor et eviggyldigt stof for kunstnere, der har fundet inspiration i hjemløsheden, fremmedgørelsen og mødet mellem fremmede verdener. I udstillingen EXILE tolker kunstnerne begrebet eksil på hver deres måde. I maleri, skulptur, installation, video og fotografi skildrer de det at være rodløs og fremmed, hvad enten man er fordrevet af krige og konflikter eller søgt ud i verden for at arbejde langt væk fra hjemmet.

Gerda Thune Andersen har foldet papirbåde af udenlandske aviser: ”Vi ser bådflygtninge i medierne hver dag, flygtninge der nægtes adgang ved kysten, som

36 I

a m n e sty I k ultur

om de ikke eksisterede. Min installation beskriver deres rejse over havet, drømmen om nye horisonter og håbet om at nå frem i sikker havn. Papirbådene er foldet af aviser fra hele verden og på mange sprog. Aviserne rummer oplysninger om de flygtninge, der enten dør eller bliver afvist”, forklarer hun.

På udstillingen ser man avisbådene drive ned ad vandet, hvor de stoppes af en usynlig mur af glas, som ikke vil lade dem komme videre. På den anden side står vi og ser på.

Illegal samvittighed?

Man skulle nærmest tro, at KunstCentret Silkeborg havde koordineret temaet for årets udstilling med en ny Hollywood-film med gode, gamle Indiana Jones i hovedrollen. Denne gang er han ikke på jagt efter Pagtens Ark eller lignende, men efter illegale grænseoverløbere.

I Wayne Kramers nye film, ”Crossing Over”, arbejder Max Brogan (Harrison Ford) for immigrationspolitiet i Los Angeles med at opspore illegale indvandrere, og da han insisterer på, at den vagthavende på politigården skal ringe efter en læge til en syg mand, vræn-

ger hans kollega: ”Du kan få alt til at lyde som en humanitær krise!”

Ja, Max er en strømer med holdninger.

Hans job er at indfange udlændinge uden opholds- og arbejdstilladelse, men han har hele tiden blik for den enkelte menneskeskæbne.

Spørgsmålet er, om der er plads til det? Er der plads til at tage hensyn til en enlig mexicansk kvinde, hvis lille søn bliver passet hos en dame, der vil kyle drengen på gaden, hvis ikke hun får sine penge til tiden? Nej, det er der ikke plads til. Men hvad så med samvittigheden? Ja, den er nærmest lige så illegal, som de illegale selv. ”Crossing Over” er et såkaldt multiplot-drama, der skildrer en lang række mennesker, der intet har med hinanden at gøre, men alle har det til fælles, at de drømmer om en fremtid i USA. Historien veksler mellem skæbnerne og de enkelte personers desperate forsøg på at få legalt ophold, og ikke alle ankommer som forfulgte, forhutlede eller fattige. Her er også den smukke og sexede australske B-skuespillerinde, der så inderligt ønsker en karriere i USA, at hun lader sig bruge seksuelt af en korrupt embedsmand fra immigrationsmyndig-

Foto: Nordisk Film

KU LTUR PÅ VEJ Lazarusprojektet KU N ST

Og mere om eksilet! Ganske som Hollywoodinstruktøren og de mange kunstnere i Silkeborg, er forfatteren Aleksandar Hemon inspireret af hjemløsheden. Som søn af en bosnisk far med ukrainske rødder og en serbisk mor, voksede han op i det multietniske Sarajevo. I 1992 rejste han til Chicago som turist, og mens han var væk, brød krigen om Bosnien ud, og han strandede i USA. Aleksandar Hemon passede en lang række jobs som cykelbud, sandwichmand med mere, mens han skrev, og i 2000 debuterede han som forfatter. Siden har han skovlet priser ind. Nu udkommer hans seneste bog, Lazarusprojektet, på dansk. I 1908 bliver en ung jødisk immigrant i Chicago skudt af politichefen, der mistænker ham for at være anarkistisk oprører. Hundrede år senere forsøger en anden østeuropæisk immigrant at finde ud af, hvad der egentlig skete dengang.

Det bringer ham på en rejse gennem Østeuropa – en rejse som Aleksandar Hemon selv har foretaget med fotografen Velibor Bozovic, hvis billeder indgår i romanen. Man kan opleve den fascinerende eksilroman i ord og fotografier på www.aleksandarhemon.com/lazarus

Æresdrab fjernet fra plottet Ifølge amerikanske medier beskrev filmens oprindelige manuskript et æresdrab, men da det kom National Iranian American Council for ører, tog de kontakt til producerne. Den iransk-amerikanske organisation forklarede, at æresdrab ikke forekommer i den iranske kultur, og at det ville føre til store problemer for den iranske befolkning i USA, hvis ikke scenen blev skrevet om.

Den engelske avis The Guardian kunne kort efter filmens optagelser i vinteren 2007 citere filmens producere, Weinstein Company, for, at selskabet tror stærkt på ytringsfrihed, men at det også mener, at det er vigtigt at have en konstruktiv dialog mellem filmkunstnere og de samfund, som filmene forsøger at portrættere. ”Crossing Over” – som skildrer flere skæbner, et selvbeskyttende system og en helhjertet og begejstret ceremoni for de mennesker, der slipper gennem nåleøjet – er skrevet og instrueret af den sydafrikansk fødte instruktør Wayne Kramer, der selv blev amerikansk statsborger i 2000.

Aleksandar Hemon: Lazarusprojektet. Netop udkommet på forlaget Gyldendal.

Love is a Human Right Amnesty International viser en udstilling om kriminalisering og diskrimination af lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle (LGBT) i DGI-byen i København i perioden 21. juli til 15. september 2009. Udstillingen indgår i sommerens store internationale sports-, kulturog menneskerettighedsarrangement World Outgames Copenhagen 2009. Amnesty deltager bl.a. med en workshop om sport og menneskerettigheder i en konference, der finder sted i DR’s nye koncerthus og på IT-universitetet på Amager 27.-29. juli. Læs mere om World Outgames på www.copenhagen2009.org ST

Viljefaste og paranoide USA ”Crossing Over” skildrer nogle af de indvandrere, der allerede bor og arbejder i USA, men endnu ikke har deres på det helt tørre. Enten mangler de gyldige opholdspapirer. Eller målet over dem alle: Statsborgerskabet. Vi følger familier fra Bangladesh, Korea og Iran, som alle kommer ud for voldsomme begivenheder i deres forsøg på at blive amerikanere.

Helt centralt står den 15-årige Taslima, der i en skolestil udtrykker forståelse for – men ikke sympati med – 9/11 terroristerne. Hendes skolerektor angiver hende til myndighederne, der ransager familiens hjem, hvor de opdager, at pigen har konsulteret islamiske websites. At det var research til hendes skolestil, betyder ikke noget for Homeland Security. Pigen bliver dømt til deportation, men da hendes to yngre søskende er født i USA, får faren lov til at blive hos dem, mens moren må følge sin datter ud af landet. Taslimas historie viser et viljefast, handlekraftigt og paranoidt USA. Max Brogans makker i immigrationspolitiet er den iranskfødte Hamid Baraheri. Hans far forlod Iran under shahen, og nu står den velhavende familie overfor en betydningsfuld begivenhed: Statsborgerskabsceremonien. Men Hamids søster skaber problemer. Hun går sine egne veje, klæder sig som hun vil og dyrker sex med sin chef, der bestyrer en fotokopishop,

hvor han fremstiller falske identitetskort til illegale immigranter. Da Hamids bror – en hot shot advokat på vej mod toppen – tager de to elskende på fersk gerning på et motelværelse, løber det hele løbsk.

N

hederne til gengæld for et green card. Og her er en ung musiker – en jødisk ateist fra England – der fupper, snyder og svindler ved at udgive sig for at være meget religiøs, fordi troende mennesker, der skal undervise i menigheder, kommer foran i køen.

KU

Filmen ”Crossing Over” med Harrison Ford i hovedrollen skildrer USA som handlekraftigt og paranoidt.

EXILE. KunstCentret Silkeborg Bad. Sidste dag 30. august 2009.

Crossing Over har premiere i Dagmar, Palads, Biocity Århus, Biocity Ålborg og Biocity Odense den 26. Juni.

Kult ur I a m n e s t y I 3 7

M e dl em s i n fo

Det kan du gøre på...

1 2 5

minut Bliv fan af Amnesty på Facebook og bliv løbende opdateret på Amnestys kampagnearbejde.

Gå ind på www.facebook.com minutter Hverv en ven til mobilnetværket Amnesty Lifeline. Få dine venner til at være med i Amnestys hurtigst voksende netværk sammen med mere end 14.000 andre danskere. Tilmeld dig ved at sende en sms med teksten LIFELINE til 1231. Læs mere på www.amnesty.dk/lifeline minutter Køb signeret Guantánamo-plakat af kunstneren Rasmus Nielsen i Amnestys webshop. Se mere på www. amnesty. dk

30

minutter Deltag i Skriv For Liv og send dine egne appeller til de myndigheder, der ikke respekterer menneskerettighederne. I denne måned kan du blandt andet aktionere mod politibrutalitet over for etniske minoriteter i Frankrig. Besøg www.amnesty.dk/skrivforliv

du gør en forskel Lifeline får svar fra Pentagon I februar skrev 2.757 danskere under på en appel til den amerikanske forsvarsminister Robert Gates for at sikre lægehjælp til de fanger på Guantánamo, der sultestrejker i protest. Amnesty har nu fået svar på appellen fra Pentagon. Tak til alle jer, der var med i aktionen.

I brevet står der, at man for nylig har gennemgået fængselsfaciliteterne på Guantánamo i overensstemmelse med Barack Obamas ordre to dage efter sin indsættelse som præsident. Af præsidentens ordre fremgår det, at Guantánamo skal lukkes, så snart det er praktisk muligt – og senest inden for et år.

Præsidenten har desuden fastslået, at faciliteterne på Guantánamo ikke må komme i konflikt med Geneve-konventionens artikel 3.

Pentagon skriver, at de bekymringer for de indsatte fanger, som Lifeline-appellen er udtryk for, nylig er blevet taget op i en rapport, som admiral Patrick M. Walsh lavet.

Walsh’ rapport kan læses i sin fulde længe på www.defenselink.mil.

Pentagon forsikrer, at de metoder, der bruges til at tvangsfodre sultestrejkende fanger, alene har et medicinsk formål, og at de skal

redde de pågældendes liv. Endelig skriver Pentagon, at hver fanges status snarest gøres op, og at fangerne efterfølgende vil blive løsladt, retsforfulgt eller fængslet ”under hensyn til den nationale sikkerhed og den amerikanske udenrigspolitik”.

Amnesty kræver forbud mod dødsstraf i Hviderusland Amnestys danske generalsekretær Lars Normann Jørgensen var i maj i Moskva som del af en Amnesty-delegation, der blandt andet holdt møde med det russiske udenrigsministerium. Under mødet blev det diskuteret, hvordan Rusland kan presse Hviderusland til at indføre et moratorium mod dødsstraf.

”Rusland kan spille en større rolle på den internationale scene for at stoppe krænkelser af menneskerettighederne. For eksempel ved at lægge pres på Hviderusland for at stoppe henrettelser af landets borgere”, siger Lars Normann Jørgensen.

Amnesty gennemførte i april en underskriftsindsamling mod dødsstraf i Hviderusland, så Europa kan blive dødsstraffri zone.

Giv menneskerettighederne videre til næste generation Overvejer du at testamentere til Amnesty International?

Når du testamenterer til Amnesty International, efterlader du noget, der er større end dig selv. Din gave er med til at sikre, at vores allesammens rettigheder forsat hjælper mennesker i hele verden og skaber retfærdighed.

38 I a m n e st y I Medlems in f o

Ring eller mail til os, hvis du vil høre mere om, hvordan du kan indskrive Amnesty i dit testamente. Du kan også få tilsendt en folder.

Telefon: 33 45 65 65 eller amnesty@amnesty.dk

Af Ole Hoff-Lund

Derfor støtter jeg

det nytter

Per Wretlind, 21 år, medlem af Amnesty i fire år

Hvorfor er du medlem? ”Jeg fik et sommerjob som gadehverver for Amnesty og kom til at kende bedre til organisationen. Jo mere jeg kom ind i det, desto bedre syntes jeg om Amnestys arbejde. Jeg meldte mig ind og besluttede samtidig at være aktiv. På den måde er jeg med til at gøre en forskel og lave noget meningsfuldt”.

Hvilke menneskerettighedssager mener du er vigtigst? ”Personligt mener jeg, at homoseksuelles rettigheder er rigtig vigtige. Men jeg synes også, at det kommende arbejde i Amnesty med de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som handler om at sætte fokus på fattigdom som en menneskerettighedskrænkelse, er et rigtig spændende og vigtigt område”.

Er dine menneskerettigheder blevet krænket? ”Nej, men jeg var med Amnesty til Riga Pride sidste år som aktiv, og dér var jeg vidne til, at homoseksuelle bliver udsat for diskrimination og vold. Det var enormt inspirerende at se de mennesker, der udsættes for disse krænkelser, rejse sig op igen og kæmpe videre – med hjælp fra en organisation som Amnesty”.

For at deltage i konkurrencen skal du svare på, hvilken politiker, der i 2002 udtalte følgende ord: ”Jeg har før været imod dødsstraf, men efter 11. september har jeg ændret mening.

“Hvad er du for en mand?”

Alem lever et usikkert liv.

Hans far er fra Etiopien, og hans mor fra Eritrea – der er krig mellem de to lande, og han er uønsket begge steder.

benjamin zephaniah

på flugt

Få dage efter den 11. september besluttede jeg Alem er alene på flugt … mig for ikke at forny mit medlemskab af Amnesty International. Jeg kunne ikke stå inde for det længere”.

Hans far træffer et overraskende valg, der i første omgang virker hjerteløst, men i virkeligheden viser, hvor grænseløs hans kærlighed til Alem er.

Med portrættet af Alem – og hans familie – viser Benjamin Zephaniah os en tapper ung mand, der trods hårde prøvelser holder modet oppe og håbet ISBN 978-87-705-5570-8 i live.

på flugt

I samarbejde med forlaget Phabel sætter vi fem eksemplarer af den anmelderroste bog ”På Flugt” på højkant i en læserkonkurrence. Bogen er skrevet af forfatteren Benjamin Zephaniah og fortæller historien om drengen Alem, der bliver sendt til England som uledsaget flygtning af sine forældre – på flugt fra krigen i Etiopien og Eritrea.

Den soldat, der havde kommandoen gik over og stillede sig med munden ti centimeter fra Alems fars ører og råbte:

benjamin zephaniah

LæserKonkurrence

Familien lå og sov, da soldaterne sparkede døren til huset ind.

Deres rifler pegede i alle retninger, da de stormede huset …

En stærk og tankevækkende roman, som alle bør læse. Baseret på en sand historie.

9 788770 555708

A. Poul Nyrup Rasmussen (S) B. Søren Pind (V) C. Bendt Bendtsen (K) Send dit svar i en e-mail til: amnesty@amnesty.dk mærket ”Konkurrence” senest den 5. juli. Husk at skrive navn og adresse. Vinderne får direkte besked.

Journalisten Sakit Zahidov er løsladt Den azerbaijanske journalist Sakit Zahidov er blevet løsladt efter næsten tre år i fængsel. Han blev fængslet i 2006 efter en uretfærdig retssag, hvor han var anklaget for besiddelse af narkotika. Mange andre oppositionsaktivister i landet er også anklaget i narkorelaterede sager.

Liu Jie er løsladt Samvittighedsfangen Liu Jie blev løsladt i april 2009. Hun blev straffet med 18 måneder i en af Kinas arbejdslejre for at kræve politiske reformer. Lige nu venter hun på en øjenoperation i Beijing, fordi hun blev tævet af politiet tilbage i 2002.

Tak til jer, der har aktioneret for hende.

Iransk-amerikansk journalist frigivet Journalisten Roxana Saberi blev den 11. maj 2009 frigivet fra det fængsel i Teheran, hvor hun siden januar har siddet anklaget for spionage. Amnesty International anså Saberi for at være samvittighedsfange og har aktioneret for hendes frigivelse.

Løsladelsen viser, at presset fra Amnestys medlemmer gør en forskel, og at arbejdet nytter. Ved løsladelsen udtalte Saberi: ”Jeg er meget glad og taknemmelig overfor de mange mennesker, som har hjulpet mig. Jeg ønsker at være sammen med min familie”.

Hun er nu vendt tilbage til USA. Politiske aktivister løsladt i Zimbabwe De sidste tre af 18 forsvundne fanger i Zimbabwe er nu blevet løsladt mod kaution.

De var arresteret for tyveri, sabotage og terrorisme – anklager, som menes at være fabrikeret af staten.

Ghandi Mudzingwa (billedet) var indlagt på hospitalet, fordi han blev tortureret under sin tilbageholdelse.

Skriv For Liv – det nytter! s k r iv fo r l iv I a m n e s t y I 3 9

Sorteret magasinpost ID-nr. 41156 Al henvendelse; Amnesty International, Telefon 33 45 65 65.

Gør din garderobe klar til

det danske sommervejr!

Beskyt dig mod al slags vejr med Amnestys flotte paraply til kr.

150,-

Guantánamo-plakat af Rasmus Nielsen til kr.

Gå sommeren i møde med Amnestys ”Love is a Human Right” t-shirt til kr.

250,-

150,-

Besøg Amnestys ny webshop på: www.amnesty.dk